I nat ved halvtretiden blev jeg vækket af en stemme på det hotel i København, hvor jeg overnatter.

Der er opstået en kritisk situation. Alle skal forlade bygningen omgående.|

sagde stemmen. Det måtte være en alarm. Søvndrukken som jeg var, kom jeg op af sengen i en fart og ledte efter briller. Jeg kunne fornemme, at det skulle gå stærkt nu. Jeg ledte efter bukser og en trøje og min jakke; det virkede som om det tog en evighed. Et øjeblik overvejede jeg om jeg skulle tage min computer med, men nej. Det vigtigste var dog at slippe ud med livet i behold. Jeg fik mine sko på uden at have fået sokker på, fandt så et par sokker øverst i rejsetasken og stak dem i lommen – og derefter hurtigt ud ad døren og ned i gården. Min telefon fik jeg også med; måske ville jeg få brug for at kontakte nogen?

I sådan en situation kunne jeg se, hvordan andre havde reageret. Nogle havde nået at pakke en lille rejsekuffert eller en rygsæk. En ung mand knugede sin bærbare computer ind til sig. Nogle kvinder kom ud i nattøj med korte ærmer.

Da udrykningskøretøjerne kom, stod jeg i ly af regnen ved siden af nogle andre gæster, der viste sig også at være fra Aalborg. To af dem, unge kvinder, havde end ikke nået at få sko på. Dér stod de i oktobernatten i bare tæer. Jeg spurgte dem, om de ikke frøs fødderne. Det gjorde de nu ikke.

Lidt efter blev vi lukket ind igen. Alarmen skyldtes en person, der var besvimet og i faldet havde ramt en brandalarm, der så blev aktiveret.

Jeg havde smækket mig ude, for mit nøglekort havde jeg ikke fået med. I temmelig lang tid lå jeg vågen i min seng i mørket og tænkte over, hvordan jeg havde reageret i denne situation, hvor det pludselig skulle gå stærkt og hvor tidsfornemmelsen er usikker. Sådanne ekstremer afslører meget om, hvad vi instinktivt tænker på som vigtigt, og det gjorde det også for mig. Jeg synes, alle de mange hotelgæster reagerede fattet og med værdighed; formodentlig har pandemien lært os noget i så henseende.