Jeg har tidligere skrevet om en højrenationalistisk gruppering, der kalder sig for Generation Identitær. De har holdt ubehagelige demonstrationer rundt omkring i Danmark, og engang blev Amnesty Internationals dørskilt i Aalborg forsøgt dækket med klistermærker fra selvsamme foretagende. Hvem der gjorde dette, ved jeg selvfølgelig ikke, men jeg har mine anelser. I Frankrig er denne gruppering faktisk blevet forbudt. I Danmark er det anderledes; bl.a. støtter topfolk fra Nye Borgerlige Generation Identitær. De har holdt tale på Christiansborg, inviteret af Trykkefrihedsselskabet, og et af de tidligere centrale medlemmer er endda blevet ansat i Nye Borgerliges sekretariat på Christiansborg.

Nu har grupperingen også rost Socialdemokratiet og skriver bl.a. (jeg vil ikke lave et hyperlink til et så usympatisk foretagende som Generation Identitær herfra)

»Det er ubetinget positivt, at den danske stat nu har den holdning, at grænsemure er en god og nødvendig ting. Det vil vi gerne rose Tesfaye for…«

Generation Identitær, citeret fra Dagbladet Information (https://www.information.dk/indland/2021/10/mattias-tesfaye-flyttet-hegnspaelene-udlaendingedebatten)

Det grundlæggende budskab i grupperingens seneste indlæg på deres hjemmeside har som sit hovedindhold, at Mattias Tesfaye og den danske regering er inde på det helt rigtige, men ikke gør nok endnu. Det er nogle underlige venner, den danske regering har fået.