På én måde har vi at gøre med det endegyldige tegn på normalitetens genkomst: For første gang i halvandet år har jeg fået en infektionssygdom, og den har sat sig i halsen (det er ikke COVID-19; jeg er skam blevet testet for det). I går eftermiddags kunne jeg tale, men jeg er nu blevet så hæs, at min stemme snart vil være helt væk på samme måde som den forsvandt to gange med få ugers mellemrum i februar og marts 2017, hvis ikke jeg passer bedre på end jeg gjorde dengang.

Alle aftaler er aflyst i de nærmeste dage og jeg har meldt mig syg. Nu går de fleste rundt derude, mens jeg er del af et mindretal, der går derhjemme.