Foto: https://www.flickr.com/photos/139701443@N04/26111522535 (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

Josephine Baker optrådte i København i 1928. Mange af anmeldelserne dengang var direkte racistiske. Jyllands-Posten hævdede, at Baker end ikke var et menneske og brugte endda et groft racistisk ord på seks bogstaver, der begynder med n, om hende i en overskrift. Forfatteren og arkitekten Poul Henningsen så hende derimod som en stor kunstner. Han skrev:

…vi opfatter hendes Facon og Teknik kun som en Dragt, der slutter omkring hendes aldrig svigtende Naturlighed. Vi, der har oplevet denne Dans og Musik i dens Opstaaen, og som har Rytmen i os, forstaar vel lettere end mange Ældre, hvor smuk Dragten er. Men vi regner den ikke for mere end den Sminke, som paaklæder hendes levende Ansigt uden noget Øjeblik at skjule det. Hvis Naturlighed kunde læres, burde Mødre sende de unge Piger til Josephine Baker. Hun er en Barnesjæl i Dyreham – er det ikke ogsaa Skildringen af den moderne unge Pige!

Poul Henningsen, 1928

Som man kan se, kunne heller ikke den progressive PH undslippe fordommene. Det, han gav udtryk for, var egentlig en udgave af den “positive” holdning til mennesker med en ikke-europæisk etnicitet, nemlig at de var “vilde og oprindelige”.

Baker startede som danser med stor erotisk udstråling og meget små kostumer, men blev efterhånden også sanger, aktivist, frihedskæmper under 2. verdenskrig og en stor fransk kulturpersonlighed. Hun holdt forbindelsen ved lige til sit fødeland USA og var ven med bl.a. Martin Luther King. Ikke alt hun gjorde var lige godt – hun var f.eks. en streng mor til de mange børn, hun adopterede – men på sin måde var også hun en feministisk og antiracistisk skikkelse af de store.

Som den første kvinde med afrikansk baggrund vil Josephine Bakers jordiske rester vil blive flyttet og stedt til hvile i Panthéon-monumentet i Paris – det sker den 30. november i år.. Dette er den største hæder, der kan overgå en fransk borger efter døden – og på den måde vil Baker komme i selskab med bl.a. Voltaire, Marie Curie og Victor Hugo.