Det skete midt i juli

Nogle af mine sommerferier i udlandet med familien bringer desværre også triste minder om hvad der skete andre steder i Europa samtidig dér i juli måned.

Her tænker jeg specielt på terrorangrebene; jeg husker præcis hvor jeg var, da jeg først læste om dem, og det har i særlig grad været kontrasten mellem den fredelige sommerferie og de voldsomme dødsfald blandt mennesker, der troede at de skulle opleve endnu en rolig sommerdag, der skar. Jeg husker bombeattentaterne i Londons metro i 2005. Og jeg husker lastbilangrebet i Nice i 2016. Netop i dag er det præcis syv år siden bombeattentatet i Oslo og massakren på Utøya. Vi må ikke glemme.

Skamløst

Først udtalte Donald Trump sig helt uforbeholdent positivt om Vladimir Putin. Derefter løj Donald Trump helt åbenlyst om sine udtalelser – og det var ikke engang et særligt udspekuleret forsøg på at lyve. I dag kan man læse om endnu en sag, hvor han tilsyneladende har forsøgt at presse en kvinde til at tie stille om en affære, hun har haft med ham.

Det spørgsmål, som mange stiller sig, er: Hvorfor skammer han sig dog ikke?

Mennesker føler skam, når de oplever en uoverensstemmelse mellem deres handlinger og de værdier, de har. Man kunne her drage den konklusion, at Donald Trump ikke har nogle værdier, og det er derfor, han ikke skammer sig. Man kunne måske også fristes til at konkludere, at Donald Trump må være psykopat – for psykopater skammer sig aldrig. Min fornemmelse er en anden.

Der findes nemlig tilfælde, hvor Trump har givet udtryk for at andre mennesker burde skamme sig. Bl.a. sagde han dette om nogle af sine modkandidater under valgkampen i 2016.

Den statsleder, der har mindet mest om Donald Trump i sin adfærd, er vel Silvio Berlusconi. Og ét har de fælles, inden de blev valgt til deres respektive embeder: De havde (og har stadig) stor økonomisk magt, og den har gjort det muligt for dem at gøre som de ville – de har følt sig berettiget til det. Derfor opfatter Trump og Berlusconi deres løgne og deres sexistiske og nedgørende adfærd som en integreret del af deres værdisæt. Hensigten (at få egne fordele som f.eks. økonomisk eller seksuel gevinst) helliger midlet.

Donald Trump mener simpelthen, at han handler korrekt. Men det, der  er ekstra skræmmende, er at der er så mange af hans støtter, der heller ikke skammer sig, og også mener, at han handler korrekt. For uden deres støtte og stemmer var han aldrig blevet valgt. Det er samtidig også dét, der gør det hele så svært at håndtere for alle os, der ikke er imponeret af Donald Trump, for vi kan ikke bede ham eller hans støtter om at skamme sig. De føler nemlig ikke, at de har noget at skamme sig over.

Vi danser videre

Dansere på en plads i Fuyang i Kina, 3. januar 2017. Maskerne skal beskytte mod den voldsomme smog. (Foto: China Daily CDIC/Ritzau Scanpix)

Jeg har ofte skrevet om hvordan vi hver især og som samfund reagerer på forureningen og dens voldsomme konsekvenser. Dette billede er forunderligt i sin utilsigtede symbolik.

Danser vi videre, fordi vi er ligeglade med ødelæggelsen af kloden? Eller danser vi videre, fordi vi vil blive ved med at leve, selv om det hele kan se håbløst ud og selv om vi ikke kan se ret langt?

Jeg har købt varer hos Amazon

Jeg har gjort det en hel del gange – købt bøger og musik hos Amazon. Jeg ved, at mange af mine kolleger og venner også har gjort det. Det har været meget nemt.

For mit vedkommende er det forbi nu. Det er veldokumenteret at arbejdsforholdene hos Amazon er forfærdende ringe. Arbejdstidsreglerne er ikke-eksisterende, kravene til arbejderne er horrible og lønnen er uhyggeligt lav. Min lyst til at læse bøger, lytte til musik mm. skal ikke være med til at få andre mennesker ned med nakken.

Direktøren for Amazon UK er en af mine gamle studiekammerater fra min tid som PhD-studerende i Edinburgh. Han har boet i Aarhus og har lært dansk. Jeg husker ham som en flink fyr fra dengang for 30 år siden. Nu vil jeg skrive til ham.

Lægeløftet og andre løfter

En ny kandidat i medicin aflægger lægeløftet på Aalborg Universitet. Foto: Lars Horn/Lars Horn / Baghuset

I dag kunne jeg se at ACM, der er en international, men reelt voldsomt amerikansk domineret, forening for dataloger, har opdateret sine etiske retningslinjer. 

Det er godt, at der findes sådanne retningslinjer, og i en virkelighed, hvor  automatiseringen kan have voldsomme konsekvenser for menneskers arbejdsliv og hvor dataanalyse kan bruges til overvågning og undertrykkelse, er den slags bydende nødvendigt. Og så glemmer jeg ikke, at nogle af dem, jeg tidligere har undervist, desværre valgte at arbejde for virksomheder, der hjælper diktaturstater.

I Danmark skal alle, der bliver færdige med medicinstudiet, afgive lægeløftet ved en ceremoni på det universitet, de dimitterer fra. Når man har afgivet lægeløftet, begynder man sin gerning som læge, og løftets indhold fortæller om de etiske retningslinjer for denne gerning og om hvilken faglig standard man vil stræbe efter. Det danske lægeløfte stammer som andre landes lægeløfter fra den græske læge Hippokrates, der levede i det 4. århundrede fvt.. I den nuværende form stammer det fra 1815 og lyder

Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig,

– at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn,
– at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse,
– at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret,
– at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.

Hvorfor er der ikke et tilsvarende officielt løfte for akademikere fra andre professioner? Også f.eks. dataloger skal tjene både fattig og rig, skal anvende deres kundskaber med flid og omhu og skal blive ved med at udvide deres kundskaber.

En lille æske piller på et hemmeligt sted

Aktiv dødshjælp er et af de rigtig svære emner at tage stilling til, og det har det bestemt også været for mig. Der er et meget rammende interview om dette emne med den engelske hjernekirurg Henry Marsh i Politiken. Det sværeste aspekt er de beslutninger, man skal træffe om andre menneskers skæbne. Men en anden vinkel på dette emne er, hvad man skal gøre, hvis man selv bliver alvorligt syg. Henry Marsh har, røber han, en lille æske med piller på et hemmeligt sted. Dem vil han tage, hvis han en dag bliver uhelbredeligt syg. Han siger

»…Jeg kender flere læger, som ville gøre det, hvis de fik konstateret Alzheimers. Hvis jeg fik konstateret tidlig Alzheimers, så tror jeg, at jeg ville gøre det. Og vi er blevet bedre til at diagnostisere det tidligt. Det var det, min far døde af. Jeg har i min karriere set mange patienter med alvorlige hjerneskader, jeg har arbejdet på et psykiatrisk hospital. Jeg ved som læge, hvordan det kan være«.

Men det kan tage to år eller 20 år, det ved du ikke?

»Ja, det kan tage lang tid, men det vil langsomt gå tilbage. Og jeg vil ikke ende som min far, heller ikke efter mange år. Jeg har levet 68 år. Jeg har skrevet to bøger, jeg har gjort mit. Mine børn er alle i 30’erne og uafhængige af mig. Jeg er sikker på, at de vil savne mig, men problemet er, at man tit husker folk, som de var, da de døde. Min far døde som 97-årig helt dement, mens min mor døde, da hun var 82 år og klar til det sidste. Det er sådan, jeg husker dem. Jeg vil helst have, at mine børn husker mig, mens jeg stadig har min hjerne, end at de husker mig som et dement vrag på et plejehjem«.

Jeg forstår godt Henry Marsh. Min mor levede med demens i formodentlig 14 år; den brød ud kort efter hun var gået på efterløn og det gik hurtigt ned ad bakke – efter et halvt år var hun på plejehjem, og der tilbragte hun sine sidste 13 år. Det var meget hårdt for hende, når hun en sjælden gang fik et “klart øjeblik” og indså hvor galt det var fat. Og det var hårdt for alle os, der havde mistet hende. Og hvad angår minder om den afdøde, tror jeg desværre at Henry Marsh har ret – jeg husker desværre først og fremmest min mor som den stærkt demente og voldsomt overvægtige person hun havde været i lang tid (min mor var aldrig overvægtig, da hun var rask), da hun døde. De mange år, jeg kendte hende inden demensen satte ind, fremstår i min erindring som historien om en anden person. De triste minder om demensen overskygger uvilkårligt det, der gik forud.

Da min mor til sidst i en alder af 74 fik konstateret at hendes kræftsygdom var blusset op igen, skulle jeg tage stilling til om hun skulle udredes for kræft eller man skulle lade hendes kræftsygdom forblive ubehandlet, men lindre hendes smerter med palliativ behandling i den sidste tid. Et udredningsforløb for en stærkt dement person, der ikke engang vidste at hun havde kræft, virkede uværdigt, ville formodentlig påføre hende flere lidelser og formodentlig heller ikke virke livsforlængende. Og til hvilket liv? Jeg valgte efter svære overvejelser ikke at lade min mor blive udredt, og denne beslutning synes mig også i dag at have været den mest anstændige. På denne måde traf jeg et valg på min mors vegne.

Jeg er på ingen måde fortaler for at yde aktiv dødshjælp til demente, der ikke selv har bedt om noget sådant, inden demensen satte inde. Men hvad jeg selv vil gøre, hvis jeg en dag selv skulle blive diagnosticeret med demens, ved jeg endnu ikke. Lige nu er jeg tilbøjelig til at være enig med Henry Marsh.

Om tre en halv måned

Dagens længde er aftaget med 42 minutter, og netop i dag er der tre en halv måned til november, en måned jeg nok aldrig kommer til at skatte.  Men netop dét glemmer man uden problemer på sådan en aften.

Nicaragua 2018

Sidst i 1970erne hørte man en del til Nicaragua i medierne, for her udspillede der sig en lang oprørskrig mod Somoza-diktaturet. I 1979, lige inden jeg skulle begynde i gymnasiet, endte det hele med at Anastasio Somoza gik af og den sandinistiske front FSLN med Daniel Ortega som leder overtog statsmagten.

På den ene side gav det for mange et håb om at det kunne bringe en tiltrængt forandring til Mellemamerika, hvor der i El Salvador, Guatemala og Honduras var ekstrem ulighed og lige så ekstrem undertrykkelse. Ganske få familier ejede i det store og hele de små lande og styrede dem med udbredt tortur, politiske mord, forsvindinger og brug af dødspatruljer – og voldsom korruption og reel straffrihed for alle overgrebene. Det er desværre også i høj grad tilfældet i dag.

På den anden side blev oprøret i Nicaragua lynhurtigt kastet i armene på den kolde krig. USAs fremfærd var specielt direkte i strid med international lov og kan stadig i dag kun fordømmes.  Reagan begyndte i 1981 at yde økonomisk støtte og træning til de pro-somozistiske contraer, og CIA lagde miner ud ved havnene i Nicaragua – en helt uhørt krænkelse. Der var mange solidaritetstilkendegivelser over for Nicaragua i Europa, og jeg bakkede selv op om dem. I Danmark blev der organiseret såkaldte fredsvagter i Nicaragua for at vise støtte til FSLN-regeringen. The Clash kaldte deres fjerde album ¡Sandinista!.  

Til sidst, i 1990, tabte FSLN magten ved et valg, og nogle udråbte det som en konsekvens af Berlinmurens fald. I dag, næsten 40 år efter revolutionen i Nicaragua er Daniel Ortega igen ved magten, og det har han været siden 2006, hvor han gjorde comeback på den mest ubehagelige måde.  Han havde som oppositionsleder nogle år tidligere underskrevet en aftale med den ekstremt korrupte ekspræsident Arnoldo Alemán. Aftalen ville sørge for, at landet var ligeligt fordelt mellem de to partiledere.  Og i marts 2007 gav Ortega amnesti til Alemán, der på det tidspunkt ikke kun var under anklage for korruption, men faktisk allerede var dømt til tyve års fængsel af landets højesteret. Man vurderede at Alemán havde beriget sig for et beløb på mellem 100 og 250 millioner dollar af statens midler. Siden har Ortega bl.a. gennemført et totalforbud på fri abort for at tækkes den katolske højrefløj i landet. Ikke engang kvinder og piger, der er ofre for vold eller incest, kan få en abort – de kommer til gengæld i fængsel, hvis de forsøger at afbryde svangerskabet! Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at Ortega har udtalt sin støtte til Bashar Al-Assad.

Nicaragua er i dag det næstfattigste land på den vestlige halvkugle (fattigst er stadig Haiti), og undertrykkelsen er voldsom i Nicaragua i dag. Siden april har der været voldsomme protester mod Ortega-regimet fra fagforeninger og studenterbevægelse. USA var med til at destabilisere Nicaragua for 35 år siden, men den forklaring kan ikke være tilstrækkelig længere. Ortega er blevet en ny Somoza. Det håb om et friere og retfærdigere Nicaragua, der var engang, må ikke blive glemt. Det er på høje tid at rette blikket mod Mellemamerika igen.

Åbent landskab?

På Aalborg Universitet har vi efterhånden set en bevægelse over mod kontorlandskaber – mange studerende har ikke noget grupperum, og mange ansatte skal dele kontor med andre. På AAU i København er kontorlandskaber hverdag for alle.. Disse ændrede forhold skyldes i ikke helt ringe grad nedskæringer, men jeg oplever også at ledelsen mener at vide at kontorlandskabe og lignende arbejds- og studiemiljøer er til fordel for ansatte og studerende. Som det så ofte er tilfældet, forsvarer man en nedskæring med at den er til gavn for alle, der bliver ramt af den.

Undersøgelser fra bl.a. USA tyder på at åbne kontorlandskaber ikke er populære blandt dem, der skal arbejde i dem. Men hvordan påvirker det rent faktisk adfærden?

I en ny undersøgelse fra USA har Ethan S. Bernstein og Stephen Turban fra Harvard  målt hvordan kontorarbejdere i to amerikanske virksomheder blev påvirket af ændringen i arbejdsomgivelser. I begge virksomheder foretog de to forskere en grundig registrering (med accelerometre, sensorer osv. osv.) af de ansattes adfærd i månederne inden overgangen til et kontorlandskab og i månederne efter.  Og i begge tilfælde observerede Bernstein og Turban at den personlige interaktiv aftog efter at virksomheden var gået over til kontorlandskab. Til gengæld var der en øget brug af e-mail (hvilket umiddelbart kan virke underligt) og et fald i produktiviteten.

Min egen observation, når jeg ser kolleger på AAU, der sidder i kontorlandskaber, er i overensstemmelse med det. Mine kolleger, der sidder i åbne landskaber, ser ud til at forsøge at isolere sig så godt som muligt fra hinanden. Nogle af dem bruger f.eks. støjreducerende hovedtelefoner.  Og jeg har fra min vejledningspraksis en tydelig fornemmelse af at studerende, der ikke har deres eget grupperum, tilbringer færre timer på universitetet. “Åbne landskaber” skaber, så vidt jeg kan fornemme, ikke mere interaktion, men måske snarere mindre.

Det var næppe kontorlandskaber, Ulf Lundell havde i tankerne, da han skrev “Jag trivs bäst i öppna landskap”.

Klimaforandringer og coping-strategier

I TV-avisen i dag var der flere indlæg om den tørke og varme, vi oplever i bl.a. Danmark nu. Et af indslagene handlede om hvordan nogle landmænd havde svært ved at skaffe foder til det kvæg, de snart skulle slagte. Et andet indslag handlede om tørken i det sydlige Norge. Og derefter kom der så et ubekymret indlæg om hvordan Københavns lufthavn i år sender flere rejsende af sted end nogensinde før.

Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse af at der var nogle usædvanligt tydelige årsags/virkningssammenhænge, som fuldstændig blev ignoreret. Det er meget sandsynligt, at det ekstreme vejr, vi nu oplever, er en konsekvens af klimaforandringerne. Flytrafikken bidrager med otte procent af CO2-udledningerne, og hele det animalske landbrug bidrager også voldsomt til CO2-udledninger og til forbrug af resurser som vand. I sådanne situationer oplever jeg det, som om der hersker det, man i psykologi kalder for en kognitiv dissonans. Hvorfor der da ikke er ret mange, der ser konturerne af det store billede, der viser nogle meget sandsynlige og meget ubehagelige årsagssammenhænge?

Der er andre, der har tænkt systematisk over dette forhold. Tilbage i oktober 2015 skrev jeg om bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes. I sin bog hæfter Stoknes sig især ved benægtelsen. Og måske er det bare benægtelse, medierne bedriver?

I dag fandt jeg tilfældigt en artikel fra 2012, der undersøger hvordan svenske børn på 12 år håndterer alt det, de får at vide om klimaforandringerne. Også blandt børn er benægtelse en af reaktionerne. Men en anden reaktion er en form for handlingslammende magtesløshed – det hele er så voldsomt, at man ræsonnerer, at der simpelthen ikke er noget at gøre.

Jeg ved, at der også er dem, der føler en tydelig nedstemthed. En amerikansk undersøgelse fra i år peger på at mange, der er interesseret i miljøspørgsmål og miljøpolitik, er særligt tilbøjelige til at udvikle stress og måske endda depressioner. Jeg har ikke selv oplevet dette, men der er bestemt dage, hvor humøret tager et dyk, når jeg tænker tingene igennem. Det kan være virkelig svært at forstå, at der er så lidt vilje til at gøre noget blandt beslutningstagerne.

En fjerde holdning er nemlig ligegyldighed. Min ubehagelige fornemmelse er, at mange af de beslutningstagere, der ikke vil gøre noget, faktisk føler ligegyldighed. De ved godt, hvor galt det er fat, men er “strategisk ligeglade” og besidder her en stor optimisme på egne vegne: At der ganske vist er mange mennesker, som vil komme til at lide under klimaforandringerne, men de bor i den fattige del af verden. I den rige del af verden vil man derimod kunne afbøde konsekvenserne. Derfor må det, tænker de ligeglade, være passende at blive ved med at satse på kortsigtede gevinster i de rige lande og på strategier, der først og fremmest handler om at dæmme op for konsekvenserne af den globale opvarmning.

Hvad skal man så gøre? Man skal selvfølgelig ikke være ligeglad eller benægte. Den eneste holdbare strategi udadtil er at blive ved med at påpege de meget konkrete alternativer til den nuværende udvikling. Men indadtil er hver enkelt af os, der er meget bekymret over klimaforandringerne, også nødt til at finde frem til en copingstrategi. En del af den strategi må bestå i at føle styrken ved at arbejde for forandringer sammen med andre.