Nicaragua 2018

Sidst i 1970erne hørte man en del til Nicaragua i medierne, for her udspillede der sig en lang oprørskrig mod Somoza-diktaturet. I 1979, lige inden jeg skulle begynde i gymnasiet, endte det hele med at Anastasio Somoza gik af og den sandinistiske front FSLN med Daniel Ortega som leder overtog statsmagten.

På den ene side gav det for mange et håb om at det kunne bringe en tiltrængt forandring til Mellemamerika, hvor der i El Salvador, Guatemala og Honduras var ekstrem ulighed og lige så ekstrem undertrykkelse. Ganske få familier ejede i det store og hele de små lande og styrede dem med udbredt tortur, politiske mord, forsvindinger og brug af dødspatruljer – og voldsom korruption og reel straffrihed for alle overgrebene. Det er desværre også i høj grad tilfældet i dag.

På den anden side blev oprøret i Nicaragua lynhurtigt kastet i armene på den kolde krig. USAs fremfærd var specielt direkte i strid med international lov og kan stadig i dag kun fordømmes.  Reagan begyndte i 1981 at yde økonomisk støtte og træning til de pro-somozistiske contraer, og CIA lagde miner ud ved havnene i Nicaragua – en helt uhørt krænkelse. Der var mange solidaritetstilkendegivelser over for Nicaragua i Europa, og jeg bakkede selv op om dem. I Danmark blev der organiseret såkaldte fredsvagter i Nicaragua for at vise støtte til FSLN-regeringen. The Clash kaldte deres fjerde album ¡Sandinista!.  

Til sidst, i 1990, tabte FSLN magten ved et valg, og nogle udråbte det som en konsekvens af Berlinmurens fald. I dag, næsten 40 år efter revolutionen i Nicaragua er Daniel Ortega igen ved magten, og det har han været siden 2006, hvor han gjorde comeback på den mest ubehagelige måde.  Han havde som oppositionsleder nogle år tidligere underskrevet en aftale med den ekstremt korrupte ekspræsident Arnoldo Alemán. Aftalen ville sørge for, at landet var ligeligt fordelt mellem de to partiledere.  Og i marts 2007 gav Ortega amnesti til Alemán, der på det tidspunkt ikke kun var under anklage for korruption, men faktisk allerede var dømt til tyve års fængsel af landets højesteret. Man vurderede at Alemán havde beriget sig for et beløb på mellem 100 og 250 millioner dollar af statens midler. Siden har Ortega bl.a. gennemført et totalforbud på fri abort for at tækkes den katolske højrefløj i landet. Ikke engang kvinder og piger, der er ofre for vold eller incest, kan få en abort – de kommer til gengæld i fængsel, hvis de forsøger at afbryde svangerskabet! Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at Ortega har udtalt sin støtte til Bashar Al-Assad.

Nicaragua er i dag det næstfattigste land på den vestlige halvkugle (fattigst er stadig Haiti), og undertrykkelsen er voldsom i Nicaragua i dag. Siden april har der været voldsomme protester mod Ortega-regimet fra fagforeninger og studenterbevægelse. USA var med til at destabilisere Nicaragua for 35 år siden, men den forklaring kan ikke være tilstrækkelig længere. Ortega er blevet en ny Somoza. Det håb om et friere og retfærdigere Nicaragua, der var engang, må ikke blive glemt. Det er på høje tid at rette blikket mod Mellemamerika igen.

Åbent landskab?

På Aalborg Universitet har vi efterhånden set en bevægelse over mod kontorlandskaber – mange studerende har ikke noget grupperum, og mange ansatte skal dele kontor med andre. På AAU i København er kontorlandskaber hverdag for alle.. Disse ændrede forhold skyldes i ikke helt ringe grad nedskæringer, men jeg oplever også at ledelsen mener at vide at kontorlandskabe og lignende arbejds- og studiemiljøer er til fordel for ansatte og studerende. Som det så ofte er tilfældet, forsvarer man en nedskæring med at den er til gavn for alle, der bliver ramt af den.

Undersøgelser fra bl.a. USA tyder på at åbne kontorlandskaber ikke er populære blandt dem, der skal arbejde i dem. Men hvordan påvirker det rent faktisk adfærden?

I en ny undersøgelse fra USA har Ethan S. Bernstein og Stephen Turban fra Harvard  målt hvordan kontorarbejdere i to amerikanske virksomheder blev påvirket af ændringen i arbejdsomgivelser. I begge virksomheder foretog de to forskere en grundig registrering (med accelerometre, sensorer osv. osv.) af de ansattes adfærd i månederne inden overgangen til et kontorlandskab og i månederne efter.  Og i begge tilfælde observerede Bernstein og Turban at den personlige interaktiv aftog efter at virksomheden var gået over til kontorlandskab. Til gengæld var der en øget brug af e-mail (hvilket umiddelbart kan virke underligt) og et fald i produktiviteten.

Min egen observation, når jeg ser kolleger på AAU, der sidder i kontorlandskaber, er i overensstemmelse med det. Mine kolleger, der sidder i åbne landskaber, ser ud til at forsøge at isolere sig så godt som muligt fra hinanden. Nogle af dem bruger f.eks. støjreducerende hovedtelefoner.  Og jeg har fra min vejledningspraksis en tydelig fornemmelse af at studerende, der ikke har deres eget grupperum, tilbringer færre timer på universitetet. “Åbne landskaber” skaber, så vidt jeg kan fornemme, ikke mere interaktion, men måske snarere mindre.

Det var næppe kontorlandskaber, Ulf Lundell havde i tankerne, da han skrev “Jag trivs bäst i öppna landskap”.

Klimaforandringer og coping-strategier

I TV-avisen i dag var der flere indlæg om den tørke og varme, vi oplever i bl.a. Danmark nu. Et af indslagene handlede om hvordan nogle landmænd havde svært ved at skaffe foder til det kvæg, de snart skulle slagte. Et andet indslag handlede om tørken i det sydlige Norge. Og derefter kom der så et ubekymret indlæg om hvordan Københavns lufthavn i år sender flere rejsende af sted end nogensinde før.

Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse af at der var nogle usædvanligt tydelige årsags/virkningssammenhænge, som fuldstændig blev ignoreret. Det er meget sandsynligt, at det ekstreme vejr, vi nu oplever, er en konsekvens af klimaforandringerne. Flytrafikken bidrager med otte procent af CO2-udledningerne, og hele det animalske landbrug bidrager også voldsomt til CO2-udledninger og til forbrug af resurser som vand. I sådanne situationer oplever jeg det, som om der hersker det, man i psykologi kalder for en kognitiv dissonans. Hvorfor der da ikke er ret mange, der ser konturerne af det store billede, der viser nogle meget sandsynlige og meget ubehagelige årsagssammenhænge?

Der er andre, der har tænkt systematisk over dette forhold. Tilbage i oktober 2015 skrev jeg om bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes. I sin bog hæfter Stoknes sig især ved benægtelsen. Og måske er det bare benægtelse, medierne bedriver?

I dag fandt jeg tilfældigt en artikel fra 2012, der undersøger hvordan svenske børn på 12 år håndterer alt det, de får at vide om klimaforandringerne. Også blandt børn er benægtelse en af reaktionerne. Men en anden reaktion er en form for handlingslammende magtesløshed – det hele er så voldsomt, at man ræsonnerer, at der simpelthen ikke er noget at gøre.

Jeg ved, at der også er dem, der føler en tydelig nedstemthed. En amerikansk undersøgelse fra i år peger på at mange, der er interesseret i miljøspørgsmål og miljøpolitik, er særligt tilbøjelige til at udvikle stress og måske endda depressioner. Jeg har ikke selv oplevet dette, men der er bestemt dage, hvor humøret tager et dyk, når jeg tænker tingene igennem. Det kan være virkelig svært at forstå, at der er så lidt vilje til at gøre noget blandt beslutningstagerne.

En fjerde holdning er nemlig ligegyldighed. Min ubehagelige fornemmelse er, at mange af de beslutningstagere, der ikke vil gøre noget, faktisk føler ligegyldighed. De ved godt, hvor galt det er fat, men er “strategisk ligeglade” og besidder her en stor optimisme på egne vegne: At der ganske vist er mange mennesker, som vil komme til at lide under klimaforandringerne, men de bor i den fattige del af verden. I den rige del af verden vil man derimod kunne afbøde konsekvenserne. Derfor må det, tænker de ligeglade, være passende at blive ved med at satse på kortsigtede gevinster i de rige lande og på strategier, der først og fremmest handler om at dæmme op for konsekvenserne af den globale opvarmning.

Hvad skal man så gøre? Man skal selvfølgelig ikke være ligeglad eller benægte. Den eneste holdbare strategi udadtil er at blive ved med at påpege de meget konkrete alternativer til den nuværende udvikling. Men indadtil er hver enkelt af os, der er meget bekymret over klimaforandringerne, også nødt til at finde frem til en copingstrategi. En del af den strategi må bestå i at føle styrken ved at arbejde for forandringer sammen med andre.

Sig det med 1000 ord

Til den berømte internationale matematikkongres i Paris i 1900 sagde David Hilbert at

En gammel fransk matematiker sagde: “En matematisk teori anses ikke for fuldstændig før man har gjort den klar, at man kan forklare den til den første, den bedste mand som man møder på gaden”

– citatet er her min oversættelse fra engelsk, efter en artikel i Historia Mathematica af June Barrow-Green og Reinhard Siegmund-Schultze, der prøver at identificere hvem den gamle franske matematiker er. Jeg troede i mange år, at det var Poincaré, men der er faktisk tale om Gergonne, viser det sig.

Men hvor nemt er det egentlig at forklare sine ideer til den første, den bedste, man møder? Det kan såmænd også være svært nok, selv om der er tale om nogen, man kender i forvejen. Da jeg studerede matematik for mange år siden, kunne jeg aldrig forklare familien, hvad det var, jeg havde givet mig i kast med. Senere, da jeg studerede datalogi, blev det faktisk ikke nemmere.

Hvis sproget til forklaringen er engelsk, er der nu en helt konkret test i form en teksteditor, der undersøger om man kun bruger de 1000 mest almindelige ord på engelsk. Editoren skyldes Theo Sanderson, der er biolog og forsker i parasitologi.

Jeg har selv forsøgt at forklare min forskning inden for programmeringssprogsteori på den måde, men det er godt nok svært, for al terminologi er bandlyst. Ordet “program ” er ikke blandt de 1000 mest almindelige ord på engelsk! Det er “type” så til gengæld. Billedet ovenfor viser mit forsøg; det forbudte ord “program” seks gange. Nu spekulerer jeg så på, hvordan jeg kan undgå dét – noget godt svar har jeg desværre ikke fundet endnu. En tilladt udvej er at sætte ordet i anførselstegn, men det er egenlig lidt snyd.

Minder om krigen

Her til aften vandt Kroatien helt fortjent semifinalen ved VM i fodbold for mænd. Ved et af disse underlige tilfælde er 11. juli også den dag. hvor massakren i Srebrenica begyndte. Omkring 8000 bosniske mænd og drenge blev i 1995 myrdet af den bosnisk-serbiske hær, der var anført af general og hærchef Ratko Mladić.  Det er det mest omfattende folkemord i Europa siden 2. verdenskrig.

På denne måde binder historien en uventet sløjfe, for Luka Modríc, der er en af de helt store profiler på det kroatiske landshold og i det hele taget ved dette verdensmesterskab, oplevede som lille dreng krigen i det tidligere Jugoslavien på tæt hold. Hans bedstefar, der også hed Luka Modríc, blev dræbt af serbere i december 1991, og derefter måtte Luka Modríc og hele hans familie flygte til en anden del af Kroatien. En artikel i The Guardian fra 2012 fortæller denne ikke så kendte historie.

Popsang på motorvejen

I dag kan jeg læse, at Transport-, Bygnings- og Boligministeret er kommet med tal, der skulle vise, at bilister vil kunne spare “millioner af timers ophold i bilen” hvis bare der bliver bygget nye motorveje. Både Venstre og Socialdemokraterne er begejstrede. Og der luftes igen planer om at bygge en Hærværksmotorvej og en Egholmmotorvej.

Et af de argumenter, som hele tiden bliver brugt for at have flere og bredere motorveje er, at det vil gøre det muligt for trafikanterne at komme hurtigere frem og skabe et bedre og mere effektivt samfund.

Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne siger

Vi bør se på, om tidsfaktoren kan spille en større rolle i de trafikmodeller, vi bruger til at fortælle os, hvilke projekter der giver størst samfundsmæssig gevinst. Tid er penge – og der er også en masse velfærd forbundet med at bruge mindre tid i en bil, hvor kortere tid mellem hjem og arbejde betyder rigtig meget for den enkelte…

og Kristian Pihl Lorenzen siger

Den enorme tidsbesparelse ved at bygge en Hærvejsmotorvej viser, at vi her virkelig vil få smæk for skillingen. Og tid er penge, men tid er også en livstidsbesparelse. Derfor er vi nødt til at finde en stor pose penge frem mod 2030, så vi kan få gjort noget ved alle de hængepartier, vi har på trafikområdet

Men hvad er tidsbesparelsen egentlig? Det hævdes at de 110.000 trafikanter som krydser Limfjorden samlet ville kunne spare 1.730.000 timer på årsbasis,  eller 4.739 timer hver eneste dag, hvis Egholmsmotorvejen blev bygget. Det lyder da også imponerende! Men virkeligheden er langt mere beskeden.

4739 timer pr. dag er 17.060.400 sekunder, og det er 155 sekunder pr. trafikant, dvs. i gennemsnit 2 minutter og 35 sekunder pr. trafikant. Det er lidt kortere end den optimale længde af en popsang, der skal være et hit. (Det perfekte hit skal vare 2 minutter og 42 sekunder.)

Fodbold som social mobilitet

Så table Belgien VM-semifinalen til Frankrig. Det var ærgerligt, for det belgiske landshold har spillet godt og seværdigt. Men her til aften fandt de deres overmænd.

Noget, jeg ikke kan undlade at lægge mærke til, er at både de franske og de belgiske fans på tribunerne næsten uden undtagelse er blege europæere, mens begge landshold – og ikke mindst det franske – har mange og fremragende spillere med familiebaggrund fra landenes tidligere kolonier i Afrika. På den måde er det store kontinent for så vidt alligevel indirekte repræsenteret ved VM her til sidst. Og alle de blege fans støtter deres brune landsmænd.

Der er et gribende interview med den belgiske spiller Romelu Lukaku, hvor han fortæller om sin familiebaggrund som søn af indvandrede fra Zaire (det tidligere Belgisk Congo, i dag DR Congo). Blandt andet måtte Romelu dele fodboldstøvler med sin far, der under hans opvækst stadig spillede fodbold – og hans mor måtte fortynde mælken i køleskabet for at få den til at række. I dag spiller Romelu Lukaku for Manchester United.

Sport er blevet en vej til social mobilitet og integration af etniske mindretal. Netop dét bør mane til eftertanke hos alle de nationalistiske politikere, der vinder frem i disse år.

Presburger og hans speciale på 9 sider

Her i ferien har jeg omsider fået tid til at få læst Anita og Solomon Fefermans biografi Alfred Tarski – Life and Logic færdig. Bogen giver et fascinerende indblik i det livlige miljø blandt matematikere og logikere i 1920erne og 1930erne. En af bogens mange sidehistorier er den om Alfred Tarskis studerende Mojzesz Presburger; Tarski var blevet interesseret i hvordan man viser at logiske teorier er afgørbare ved hjælp af den dengang nye teknik, der kaldes elimination af kvantorer. Og som en øvelse i sin undervisning gav han en af sine studerende, Mojzesz Presburger, den udfordring at prøve at vise at teorien for naturlige tal under addition er afgørbar. Dvs. at vise, at der er en algoritme, der kan fortælle os om udsagn som

\forall x. \exists y.y + 1 = x

er sande. Udsagnet ovenfor siger i øvrigt, at for ethvert naturligt tal findes der et naturligt tal, som er dets forgænger. (Dette udsagn er falsk, for det gælder ikke for det mindste naturlige tal.)

Presburger viste at teorien for naturlige tal under addition er afgørbar ved en snedig brug af elimination af kvantorer og den resulterende artikel på 9 sider blev til hans speciale. Nogle mente senere, at dette resultat burde være nok til at give ham en Ph.D. Dette ville i så fald have været en af de korteste Ph.D-afhandlinger nogensinde (det var allerede et kort speciale!).

Mojzesz Presburger forlod dog universitetet og blev ansat ved et forsikringsselskabet. Men man kalder i dag teorien for naturlige tal under addition for Presburger-aritmetik. Og I 2010 opkaldte European Association for Theoretical Computer Science en særlig pris, Presburger-prisen, efter ham. Prisen gives til en ung forsker inden for teoretisk datalogi for banebrydende resultater.

Den meget tragiske del af historien er, at Mojzesz Presburger aldrig nåede at opleve noget af dette. Han døde i Holocaust, formodentlig i 1943.

Drengene i grotten – og alle de andre

Foto: Thailands flåde.

Jeg er bestemt ikke den eneste, der følger med i hvad der sker med de drenge og deres fodboldtræner, der er fanget i Tham Luang-grotten i Thailand og nu skal reddes ud. Det er en helt usædvanlig situation, og folk fra nær og fjern træder til for at hjælpe. Jeg håber sådan, at alt går godt.

Det er dog samtidig påfaldende, at denne ulykkelige situation får utroligt meget mere opmærksomhed end den globale opvarmning eller de ekstremt blodige krige i Syrien og Yemen. På DR Nyheders hjemmeside bliver disse krige end ikke nævnt i disse dage. Men i Syrien dør der på en typisk dag flere civile end det antal, der har været fanget i Tham Luang-grotten i Thailand.  Der er bare ingen, der prøver at redde de mennesker ud, hvis liv er i fare i Syrien. Heller ikke det usædvanlige vejr i Danmark og i f.eks. Japan for tiden bliver sat ind i den sandsynlige kontekst, nemlig klimaforandringerne.

Sandsynligvis er grunden til dette fokus hos medierne, at der er tale om en meget veldefineret situation med en helt veldefineret løsning, der skal nås inden for et veldefineret tidsrum. Medierne holder af den slags, og det gør mange af os, der følger med i nyhederne, også. Og når det hele er ovre, kan vi der fulgte med på afstand, lægge det hele bag os og tænke på noget andet. For dem, der er eller har været fanget i grotten, bliver det anderledes vanskeligt – de risikerer at skulle slås med de psykiske eftervirkninger i resten af deres liv.

Den globale opvarmning og krigene virker som uoverskuelige situationer. På sin vis befinder vi os også en situation, hvor vi snart skal reddes, inden vandet stiger. Men tænk, hvis verden ville gå sammen om at gøre noget afgørende her, på samme måde som der nu er så mange mennesker, der går sammen for at hjælpe med at redde drengene ud af Tham Luang-grotten. Da ville de uoverskuelige problem, verden slås med, måske heller ikke virke så uoverskuelige igen.

Bohr-fodbold

Det danske landshold ved OL-finalen i 1908. Det er Harald Bohr på forreste række, hvor han er nummer tre fra venstre.

Nogle har hørt om Harald Bohr, fordi han var matematiker og bror til Niels Bohr. Andre (nok ikke så mange mere) kan huske hans og Johannes Mollerups bog om matematisk analyse, som engang var meget udbredt i Danmark. Mollerup og Bohr er forresten også ophavsmænd til en sætning, der bærer deres navn, og som siger at gammafunktionen er den eneste reelle funktion, der opfylder den funktionalligning, som fakultetsfunktionen ofte defineres ved.

Men inden Harald Bohr blev professor i matematik ved Københavns Universitet var han faktisk også en af sin tids store fodboldstjerner. Han spillede for Akademisk Boldklub, der er i dag er absorberet i FC København, og han var også på landsholdet. I 1908 nåede det danske landshold finalen ved de olympiske lege, hvor de desværre blev slået 0-2 af England. Da Harald skulle forsvare sin doktorafhandling, mødte der efter sigende flere fodboldfans end matematikere op i auditoriet!

Jeg ved, at Lars Bastrup, der i sin tid spillede for HSV i Bundesligaen, var cand.mag i dansk – og mange år senere stiftede han sin egen messianske sekt! Og Klaus Berggren, der også spillede mange kampe på det danske landshold, var cand.merc. Og den brasilianske stjerne Sócrates levede op til sit navn; han var uddannet læge og fik langt senere en PhD-grad i filosofi.

Men vore dages fodboldstjerner er anderledes ubelæste. Er f.eks. Ronaldo, Messi eller Neymar nogensinde blevet set med en bog?