En imponerende politiker

Claus Hjort Frederiksen

I 2009 fik radiojournalisten Jesper Tynell Cavling-prisen for sine afsløringer af magtmisbrug i Beskæftigelsesministeret. Magtmisbruget havde daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen som hovedperson. Blandt afsløringerne i de 15 indslag i Orientering på P1 var, at

  • Claus Hjort Frederiksen gav Folketinget usande oplysninger.
  • Ministeren afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job – i al hemmelighed og uden om Folketinget. 
  • Beskæftigelsesministeriet bad kommunerne administrere den såkaldte 300-timers regel på en ulovlig måde.
  • Ministeriet bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel.
  • Embedsmænd slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.

Det imponerende (eller rigtig skræmmende) er, at afsløringerne aldrig har fået nogen konsekvenser. Hvad laver Claus Hjort Frederiksen i dag? Han er såmænd forsvarsminister, og han har tydeligvis taget sine erfaringer med sig ind i det nye ministerium.

I år kom det nemlig frem, at han undlod at oplyse Folketinget om, at der var problemer med at få valideret tiltag, som skulle sikre, at de nye F35-kampfly kunne flyve sådan, at beboerne ved Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland ikke ville blive tvunget ud af deres huse af støjen.

Heller ikke disse afsløringer om magtmisbrug ser ud til at have fået nogen konsekvenser for Claus Hjort Frederiksen. Det er også imponerende (eller rigtig skræmmende).

Et land uden korruption?

Kilde: Transparency International

Der er et interessant interview med den østrigske matematiker Karl Sigmund på Edge.org. Karl Sigmund er en af pionererne inden for det område, der hedder evolutionær spilteori og som især har vundet udbredelse i samfundsvidenskaberne. Sigmund interesserer sig bl.a. for at forstå hvordan korruption opstår og siger 

There are so many different types of corruption, but the official definition is “a misuse of public trust for private means.” And this need not be by state officials; it could be also by CEOs, or by managers of non-governmental organizations, or by a soccer referee for that matter. It is always the misuse of public trust for private means, which of course takes many different forms…

Ifølge Transparency International er Danmark verdens næstmindst korrupte land. Men Sigmunds definition er udgangspunktet for hvordan vi forstår begrebet korruption, da de er der ganske megen og ganske voldsom korruption i Danmark. Den er måske bare anderledes end korruptionen i mange andre lande.

Den “lille” korruption med bestikkelse af betjente ser man ikke meget til i Danmark. Men skandalerne om Danske Banks hvidvaskning af milliardstore beløb, afsløringerne af europæiske storbankers udnyttelse af skattelovgivning og af Britta Nielsens omfattende underslæb med satspuljemidler udgør alt sammen misbrug af offentlig tillid til private formål – og derfor må det være korruption. Om disse alvorlige problemer er et udtryk for en nyere tendens eller om der er tale om et længerevarende systemisk problem, ved jeg ikke. Men jeg vil i lyset af den seneste tids afsløringer være yderst tilbageholdende med at udråbe Danmark eller de vesteuropæiske lande som sådan til at være mindre korrupte. Selvtilfredsheden blandt mange politikere bør være fortid.

Det vigtigste værn mod korruption er formodentlig mulighederne for at afsløre korruptionen og bringe den for dagens lys. Hvis der er en forskel mellem de lande, som er højt på Transparency Internationals indeks, og dem, der er langt nede, er det da også graden af pressefrihed. Her tænker jeg ikke på muligheden for at vise karikaturer af religiøse skikkelser mv., men på muligheden for at lave dybdeborende journalistik og at få resultaterne af bore- og gravearbejdet frem.

Jeg vil lade Karl Sigmund få det sidste ord her:

Of course, it is well known that transparency is through the freedom of the press. The Soviet system, at the end, introduced Glasnost, which is just another word for transparency. This led to a huge revolution. It was the overcoming of the Soviet system. Other mechanisms of reputation, like naming and shaming, are also playing a big role. The cost of acquiring information about the likelihood of corruption here or there, about reputation of law officers, must be sufficiently low. If it is too high, if you cannot learn about this, then you will more or less automatically distrust the system and be disinclined to invest there. Therefore, transparency is a most important factor to fight this type of corruption, the corruption of the judiciary system. Every effort of reducing this transparency, for instance, by campaigns against whistleblowers, is something that should let alarm bells ring.

Da jeg først fik lagt denne bog fra mig…

 Denne bog lagde jeg fra mig, da jeg nåede til side 87 eller deromkring.

På Goodreads er der mange lister over bøger. En af dem er en liste over romaner, som læserne/brugerne aldrig er blevet færdige med.

Top 10 på denne liste er

  1. Joseph Heller: Punkt 22
  2. J.R.R. Tolkien: Ringenes herre, 1-3
  3. James Joyce: Ulysses
  4. Herman Melville: Moby Dick
  5. Diverse forfattere: Bibelen
  6. Lev Tolstoj: Krig og fred
  7. Ayn Rand: Og verden skælvede
  8. Gabriel García Márquez: Hundrede års ensomhed
  9. Miguel de Cervantes: Don Quixote
  10. Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf

Interessant nok er den eneste af disse romaner, som jeg ikke ejer et eksemplar af, Moby Dick. Og tre af de andre – Ringenes herre, Hundrede års ensomhed og Forbrydelse og straf – har jeg læst med stor fornøjelse. Ulysses gik jeg derimod død i. Bogen af Ayn Rand har jeg fået foræret (af Saxo Bank!) og er meget langt nede på min liste over bøger, jeg har lyst til at læse. Krig og fred vil jeg til gengæld læse i min næste lange ferie.

Det tog mig mange år at få læst Krigen ved verdens ende af Mario Vargas Llosa; jeg begyndte på den i efteråret 1991 og blev først færdig med den mere end 10 år senere. Hvorfor det var sådan, ved jeg endnu nu ikke. Men nogle romaner kommer først op i omdrejninger et godt stykke henne, og da er det svært at overvinde fristelsen til at lægge dem fra sig. Jeg ved, at mange gav op med at læse Ulysses inden de første 100 sider var gået.

Og mærkværdigvis tog det mig et helt år at tygge mig igennem Gabriel García Márquez’ erindringer At leve for at fortælle

Poetry slam i oktober

Ida Elisabeth Agerkvist på scenen.

For første gang siden forsommeren deltog jeg i poetry slam i Aalborg. For første gang i den tid, jeg har været med, var flertallet af deltagere kvinder. Det er en rigtig glædelig udvikling, for poetry slam i Danmark har desværre alt for længe haft karakter af at være en mandeklub. Vinderen i aften var da også en kvinde, nemlig Ida Elisabeth Agerkvist. Tillykke til Ida fra mig! (Selv blev jeg nummer tre.)

Hverdag midt i krigen

Foto: Florian Rainer.

I Wired kan man for tiden se nogle fascinerende fotos fra krigen i Ukraine mellem russisksindede/russiskstøttede separatister og Ukraines hær.

Noget, man ofte ikke tænker på, når man selv bor fjernt fra krige, er at der også stadig hersker en hverdag midt i de steder, hvor der er krig. Før krigen kom, gik indbyggerne i krigszonen på arbejde, gik ud for at købe ind og passede i det hele taget almindelige hverdagsgøremål. Og det gør de stadig.

Halvanden million ukrainere er i dag internt fordrevne, men der er stadig mange mennesker, der bor i det område, hvor der er kampe. Enten kan de ikke rejse, eller også vil de ikke rejse fra det sted, hvor de har boet i lang tid. Og det er netop fordi hverdagsfornemmelsen sidder så dybt i mange mennesker, at de med store anstrengelser prøver at få hverdagen til at fortsætte, selv dér midt i krigen. Netop dét er værd at tænke på, når man som dansker møder mennesker, der er flygtet fra krig. Flugten var for mange af dem en allersidste udvej og det endegyldige tegn på at hverdagen var og måtte være helt forbi.

Enten-eller

I dag, da jeg underviste i Beregnelighed og kompleksitet, undrede flere studerende sig uafhængigt af hinanden over en opgave, jeg stillede, hvor man skulle finde en beregnbar funktion mellem to mængder af strenge, A og B. Det eneste, opgaven fortalte, var at der fandtes strenge, som var elementer i B og andre strenge, der ikke var med i B.

Så kunne man derfor definere funktionen, så den på elementer fra A gav en fast streng u fra B som resultat og fra elementer uden for A gav en fast streng v uden for B som resultat. Funktionen er endda beregnbar, hvis man med en algoritme kan afgøre om strenge er elementer i A. Men de studerende, der undrede sig, syntes at det virkede som snyd. Vi får aldrig at vide, hvad u og v egentlig er. Så vi ved egentlig ikke, hvordan funktionen skal beregnes.

Og jeg måtte give dem ret. Hvis funktionen, som jeg har skrevet ovenfor, er en funktion over de naturlige tal, er den veldefineret og den er endda også beregnelig. Den er nemlig en konstant funktion, og konstante funktioner er nemme at beregne. Vi ved bare ikke, om dens værdi altid er 1 eller altid er 0. Men på en eller måde synes man, at beregningen af funktionsværdien kræver at vi skal vide om der er liv uden for solsystemet eller ej.

I det omfang jeg overhovedet kan siges at være matematiker, er jeg konstruktiv matematiker, og de studerendes betænkeligheder er helt rimelige, hvis man spørger mig. Det store underliggende problem er nemlig, at påstanden Enten er der liv i solsystemet eller også er der ikke har en sandhedsværdi ifølge klassisk logik, men er meningsløs i konstruktiv matematik. I konstruktiv matematik kan jeg nemlig kun bevise en påstand på formen P eller Q ved at præsentere enten et bevis for påstanden eller et bevis for påstanden Q. Så jeg skal enten bevise, at der er liv uden for solsystemet eller bevise, at der ikke er. (Det er lidt svært.)

Dan Turèll 1946-1993

I dag er det 25 år siden, Dan Turèll døde. Det er underligt at tænke på, at jeg nu er syv år ældre end han nåede at blive.

Jeg har to mere eller mindre direkte minder om Dan Turèll.

Det ene er fra min ungdom. Jeg nåede nemlig selv at opleve ham i min gymnasietid. Her besøgte Dan Turèll såmænd Fjerritslev Gymnasium og gav et langt og formodentlig improviseret foredrag, der efterlod mig dybt fascineret.

Fra den dag husker jeg især to ting: For det første husker jeg, at Dan Turéll sagde, at der engang var en ideologi, der bestod i at man kun tænkte på dem, der lignede en selv og sit land og på dem, der ligner en selv – den ideologi kaldte man engang for fascisme, men “nu kalder man den for Fremskridtspartiet”. Det udsagn var mange elever dybt forargede over (nogle af os havde det lige omvendt); Nordjylland var nemlig Fremskridtspartiets højborg, og forbløffende mange på min årgang sympatiserede med dette parti. Hvad Dan Turèll ville have sagt om Dansk Folkeparti, der opstod to år efter hans død. kan man kun gisne om.

Og for det andet husker jeg, at Dan Turèll skelnede skarpt mellem engelske og amerikanske kriminalromaner. De engelske kunne han ikke fordrage – så her udmalede han med forbilledlighed sine talrige idiosynkrasier om Agatha Christie og dem, der om muligt var endnu værre. Men de amerikanske kriminalromaner holdt han meget af. Desværre havde han ikke tid til at fortælle om dem,  for “nu er tiden gået”. Og det var den sjovt nok lige præcis da.

Mit andet minde om Turèll er langt mere indirekte og stammer fra 2001, hvor jeg læste digte op ved et arrangement, hvor Peter Laugesen, der i sin tid var ven med Turèll, også havde læst op. Laugesen sagde efter at have hørt mig, at det mindede ham om Turèll. Det var jeg meget beæret over at høre, thi Laugesen var og er et stort forbillede for mig.

Dan Turèlls særegne diktion, hans flow før der var noget, der hed flow, har påvirket mig i min senere gerning inden for poetry slam, og når jeg selv er på scenen af og til, tænker jeg på hvordan han ville have grebet det hele an. For mig at se, er det Dan Turèll, der er den åndelige forfader til poetry slam på dansk jord. Hans album med Sølvstjernerne er stadig værd at lytte til.

Men lige så meget som Dan Turèlls ord betød, lige så meget har jeg side måttet sande, at han havde sine meget ubehagelige sider, som jeg ikke kendte til før for få år siden. Vi ved nu fra hans datter Lotus, at han ofte lod hende i stikken, fordi han var alkoholiker. 

PADR

AAUs rektor Per Michael Johansen forrest blandt tilhørerne.

EU vedtog i 2016 at stifte et program for militærforskning, den såkaldte Preparatory Action on Defence Research (PADR). I de næste 10 år vil EU-kommissionen uddele mere end 40 milliarder euro til forskning i udvikling af nye våben.

Der har selvfølgelig også været militærforskning før, og i en del Horizon 2020-projekter er nogle af de virksomheder, der deltager, virksomheder, der også arbejder med militære aktiviteter. Men det er første gang, at EU giver penge til ren våbenudvikling. Blandt de projekter, der allerede er blevet støttet, er der tydeligt fokus på “autonome våben” som f.eks. droner.

Det er bekymrende, for dette initiativ kan meget let føre til et nyt våbenkapløb. De etiske diskussioner, der lige nu er om selvkørende biler, blegner i forhold til de enorme etiske dilemmaer, som selvskydende “autonome” våben fører med sig. Herudover kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at vi i en situation, hvor der er stor konkurrence om forskningsmidler, skaber yderligere motivation hos forskere til at søge penge hos PADR. PADR er dermed med til at skævtrække forskningen endnu mere.

Det er ikke overraskende, at min arbejdsplads Aalborg Universitet er med her. Man har endda stiftet en enhed ved navn AAU Defence, og jeg kan læse at to studerende fra AAU står for at skulle besøge en kampflyfabrik i USA.

Jeg vil godt opfordre alle mine kolleger på AAU og andetsteds til at skrive under på en opfordring fra Researchers for Peace til at EU stopper dette. Og jeg vil også opfordre Aalborg Universitets ledelse til at overveje, om forskning i udvikling af våben virkelig er det, vi har mest brug i verden i dag.

En underlig fædrelandskærlighed (del 2)

Nationalmuseet i København.

I Dansk Folkepartis principprogram står der

Staten skal understøtte produktion og formidling af kultur og kunst gennem tilskud til drift af museer og kulturinstitutioner, herunder Det Kongelige Teater, landsdelsteatrene og symfoniorkestrene. Disse institutioner pålægges at placere et dansk repertoire højt i deres aktivitet. Museerne skal forpligtes til at bevare danske kulturklenodier for eftertiden og udvise agtpågivenhed i forhold til kassation af kulturgenstande. Det er en vigtig opgave at sikre, at kulturminderne behandles varsomt, så de ikke forvitrer.

I det lys, er det interessant at Dansk Folkeparti ikke har gjort noget for at standse nedskæringerne på Nationalmuseet. Museets ledelse vil lukke udstillingsstedet Brede Værk og har opgivet at genåbne Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling fra 1781. Otte medarbejdere har nu indgået frivillige fratrædelsesaftaler, og otte ledige stillinger ikke skal genbesættes. Der er nu skåret i alt skåret 50 stillinger på Nationalmuseet; det er op imod 9 pct. af den samlede medarbejderstab.

Også nedskæringerne på en anden ærværdig dansk kulturinstitution, DR, har Dansk Folkeparti ikke gjort noget for at standse.

Det er en underlig fædrelandskærlighed, Dansk Folkeparti står for – reelt er det for mig at se først og fremmest en negativ holdning til det, som partiet ikke opfatter som “dansk”, der ligger bag de mange store ord om at bevare dansk kultur.

Selvforsørgende

Der er endnu engang fokus på konsekvenserne af den såkaldte integrationsydelse, der er et andet ord for den halverede kontanthjælp, som er tiltænkt flygtninge (og som andre, der har opholdt sig i udlandet i mindre end 7 af de seneste 8 år, skal modtage, hvis de skal have kontanthjælp). Artikler i dagbladet Information beskriver, hvordan modtagere af integrationsydelse ofte havner i egentlig fattigdom.

Regeringen er ikke bekymret. Til dagbladet Information udtaler Inger Støjberg

»Jeg mener ikke, at integrationsydelsen er for lav. Tværtimod. Hvis jeg skulle justere integrationsydelsen, ville det nærmere være i nedadgående retning.«

Det virker umiddelbart som en af den slags kyniske holdninger, man som minister nemt kan slippe af sted med i vore dage. Men kunne der ikke være tale om at Inger Støjberg faktisk ikke er kynisk, men derimod prøver at hjælpe med til integration med sin vision om en lavere integrationsydelse? Hun har i 2015 udtalt (i forbindelse med en stramning, der denne gang handlede om opholdstilladelser)

At man skal holde sig uden for kriminalitet, at man behersker sproget og er selvforsørgende.

Og vi ved faktisk allerede, hvad integrationsydelsen fører med sig. Den fandtes nemlig tidligere – dengang hed den “starthjælp”. I 2007 fortalte tallene fra Arbejdsdirektoratet at 67% af flygtninge på starthjælp stadig var på offentlig ydelse efter 2 års ophold, 55% efter 3 år, og 51% efter 4 år. Herefter figurerede størstedelen som selvforsørgende.

Så det lyder som om den lave kontanthjælp gør, hvad den skal – den gør flygtninge selvforsøgende. Men ordet “selvforsørgende” er egentlig bare en forskønnende formulering af den slags, som spindoktorer holder af. Jobcenter Skive (fra Inger Støjbergs del af landet) skriver f.eks.:

Hvis du ikke er i beskæftigelse, og du ikke er berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, SU, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller andre typer af offentlig forsørgelse, så er du i teknisk forstand “selvforsørgende”.

En selvforsørgende person er simpelthen et menneske, der ikke længere modtager offentlige ydelser. Selvforsørgende personer er arbejdsløse, der er røget helt ud af det sociale system.