Amnesty Internationals landsmøde 2018

I dag og i morgen er jeg endnu engang til landsmøde i Amnesty Internationals danske sektion på Hotel Nyborg Strand. Det er efterhånden mit 22. landsmøde, og det er altid godt at være sammen med menneskerettighedsaktivister fra rundt om i landet. Det er altid en stor inspirationskilde at møde dem.

Dagens to talere var begge fra USA; først talte Chase Iron Eyes, der var leder af protesterne i Standing Rock, og efter frokost talte Kerry Kennedy, der er datter af Robert F. Kennedy og i dag er menneskerettighedsaktivist.

Senere var der et spændende foredrag, hvor journalisterne Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen fra dagbladet Information fortalte om deres grundige afdækning af hvordan BAE Systems i Nørresundby har tjent store summer på salg af overvågningsudstyr til diktaturer i Mellemøsten. (Jeg har som bekendt selv skrevet en del om BAE Systems på denne blog, altid med afsæt i artiklerne fra Information.) Selv ikke den parodi på en offentlighedslov, vi nu har i Danmark, forhindrede de to i at afsløre hvor galt det hele var fat. BAE Systems lukker nu i Nørresundby, og måske er dette en konkret udløber af Gjerding og Skou Andersens afsløring.

Min gamle gymnasiekammerat Søren Christian Madsen var også her i dag, for i denne weekend holder Folkekirkens Nødhjælp som så ofte før også landsmøde på Nyborg Strand. Søren har gennem en del år været med i bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp, og vi fik en kort snak om vores to organisationer. Helt en passant nævnte Søren, at han forresten lige var blevet valgt til formand! Jeg er glad for at det blev ham – et stort tillykke fra mig!

En fælles basis?

I dag kan jeg læse om endnu et initiativ, der skal gøre noget ved den sørgelige tendens det er, at der næsten ingen kvinder er, der studerer datalogi. Denne gang er det et initiativ ved University of Waterloo i Canada.

Her er der både en massiv indsats ved ungdomsuddannelserne og en anderledes tilgang på universitetets uddannelser, der bliver satset på. Blandt andet skal alle matematikstuderende have et kursus i datalogi på første år.

Netop dét er noget, der er forsvundet på Aalborg Universitet. For mange år siden, da der fandtes en teknisk-naturvidenskabelig basisuddannelse, skulle alle studerende have et kursus i datalogi. Det var ikke et fantastisk kursus (jeg var selv med til at holde det flere gange), men i det mindste var der da noget. Nu er der rigtig mange studerende, der ikke møder datalogi overhovedet – herunder specielt dem, der vil studere matematik. Det er en voldsom ændring fra dengang, hvor en stor procentdel af kandidaterne i matematik fra AAU havde et sidefag/bifag i datalogi – og omvendt.

Der var mange ulemper ved basisuddannelsen; fra min egen studietid husker jeg min ærgrelse over ikke at kunne komme til at beskæftige mig med matematik før på 3. semester. Men der var faktisk også nogle fordele forbundet med at udskyde det endelige studievalg bare lidt. (Og så har vi ikke talt om hvor nemt dette gjorde det at fortryde sit valg uden at det havde voldsomme konsekvenser for den studerendes SU mv.)

På én måde har vi faktisk en rest af basisuddannelsen endnu på datalogiuddannelserne, for de første fire semestre af datalogi- og softwareuddannelserne er helt identiske. Og det sker da også, at studerende skifter fra den ene uddannelse til den anden.

Anonym bedømmelse?

I den akademiske verden sender vi forskningsartikler ind til bedømmelse ved konferencer og tidsskrifter, og bedømmelsen er anonym. Jeg ved ikke, hvem der har bedømt mine artikler.

Men noget af det mest ærgerlige, når man får en indsendt artikel afvist, er netop at man ikke kan tage til genmæle over for en bedømmelse, man synes er urimelig. Nogle gange har jeg været ude for bedømmere, der helt har misforstået min artikel. Heldigvis har nogle konferencer inden for datalogi derfor inden for de seneste år indført rebuttal-faser, hvor man kan tage til genmæle over for bedømmelserne i håb om at få dem ændret til det bedre.

Men hvorfor skal bedømmelse af akademiske artikler overhovedet være anonym? Bertrand Meyer, der er professor i datalogi i Zürich, stiller netop dét spørgsmål i et debatindlæg, og jeg synes, at han har fat i noget vigtigt. Anonyme bedømmelser skulle gøre det muligt at fremføre kritik uden risiko for repressalier, men det kan nemt føre til useriøs og overfladisk kritik. Dette kender vi allerede i ikke ringe omfang fra studerendes evaluering af undervisning.

Hvis man ved, hvem bedømmeren er, lægger det et større pres på bedømmeren for at skrive en grundig og seriøs bedømmelse. Og et andet argument mod anonymiteten er at anonymitet kan gøre det meget sværere at opdage videnskabelig uredelighed. Anonym bedømmelse gør det meget nemmere at stjæle andres ideer uden at blive opdaget: Hvis man får fat i en lovende artikel, kan man give den en dårlig bedømmelse, så den ikke bliver godkendt, og derefter skrive en artikel selv om det samme.

En anden forhandlingsmodel

Billede: http://www.detdanskearbejdsmarked.dk

Det er underligt at følge overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i nyhederne. Det blev grotesk, da regeringens partier begyndte at tale om at de sparede lønmidler ved en lockout skulle bruges til lavere skatter. Også de lange og udmattende forhandlinger i går aftes var tegn på en voldsom strategi fra forligskvindens side – alle ved, at man til sidst går med til hvad som helst, når man længe nok bliver forhindret i at sove. Dette er i sig selv også lidt uværdigt at opleve.

Jo længere dette står på, jo tydeligere bliver det også, at vi som offentligt ansatte har forhandlingsstrukturen imod os. Arbejdskampe virker på det private område, fordi begge parter i arbejdskampen mister noget vigtigt. De berørte virksomheder får ingen indtjening, og de berørte arbejdere får ingen løn. Men i offentligt regi har skiftende regeringer nu opdaget, at lockout og efterfølgende lovindgreb er en strategi. I sidste måned skrev jeg om hvordan hver dag med lockout vil lade regeringen spare 407,8 millioner kroner om dagen.

Konsekvensen af årets overenskomstforhandlinger må være at sikre, at dette aldrig kan ske igen.

Her er tre konkrete forslag, som jeg kan se at min AAU-kollega Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker, slår til lyd for.

  • I tilfælde af lockout skal de sparede lønmidler føres tilbage til de områder, de kom fra. På den måde kan man undgå, at regeringen varsler lockout i håb om at bruge den til hurtige besparelser på det offentlige område eller til “skattelettelser” (jeg synes ikke, at det i sig selv er en byrde at betale skat!)
  • Der skal være en særlig forhandlingsinstitution for stat, regioner og kommuner, som er uafhængig af regeringen. På den måde kan man undgå, at regeringen bruger overenskomstforhandlingerne til at føre finanspolitik.
  • I tilfælde af et lovindgreb skal lovteksten forfattes ikke af regeringen, men af en uafhængig part. Det kunne f.eks. være forligskvinden. På den måde kan man forhindre, at regeringen kan gennemføre sine overenskomstkrav på en let måde.

Fagforeningerne bør tage initiativ til at foreslå disse ændringer. Jeg er dog spændt på om Socialdemokraterne, der engang var fagforeningernes tætte allierede, mon vil gå med til det.

Endnu et forsøg er gjort

I dag indsendte jeg endnu et bud på en ansøgning til EUs Horizon 2020-program. Jeg har lavet ansøgningen sammen med kolleger fra andre europæiske universiteter, virksomheder og organisationer. Det er mig, der har været koordinator.

Det er ikke første gang, jeg har forsøgt mig. I 2015 fik jeg afslag. I 2016 fik jeg afslag igen, og dengang fik vi 9,50 point af bedømmerne – tærsklen lå på 10 point. Men netop dét var nærmedt en udfordring til at prøve igen, og denne gang er jeg mere optimistisk, for vi har fået et dansk/portugisisk konsulentbureau til at hjælpe os med at opbygge ansøgningen. Og vi har mødtes alle sammen til et heldagsmøde i Lissabon tilbage i februar. Hvis/når afslaget kommer, kan ingen sige andet end at vi har gjort en helhjertet indsats alle sammen.

Og nok så vigtigt: jeg kan lægge dette bag mig for en stund. Siden december har ansøgningen fyldt meget (alt for meget) i mine tanker og i mit arbejdsliv. Jeg har brugt min forskningstid ikke på at forske, men på at forberede og koordinere denne ansøgning. Nu vil jeg tænke på noget andet for en stund; det trænger jeg til.

Møde i Superbrugsen

Thisted Arbejderforening i 1943.

I dag prøvede jeg noget nyt – jeg deltog i et medlemsmøde i Superbrugsen Nordhavnen, der åbnede den 2. november sidste år. Jeg havde faktisk i mange år været medlem af Superbrugsen Budolfi Plads, men den lukkede i november 2012. Og det havde aldrig faldet mig ind at gå til et af medlemsmøderne dér. Mit medlemskab blev i 2012 overført til Kvickly i Dannebrogsgade, men heller ikke dér deltog jeg i medlemsmøderne.

Det var mest ældre mennesker, der deltog i medlemsmødet, hvor den unge uddeler Per fortalte om den nye butik og Nete fra Hirtshals, der er medlem af Coops landsråd, var ordstyrer. Der blev valgt en bestyrelse på fem medlemmer – og nej, jeg var ikke blandt dem (men måske til næste år?). Bagefter var der øl fra Thisted Bryghus og mad til dem, der ville spise med.

Det var interessant at opleve medlemsdemokratiet, og for min hustru var det især en overraskelse; hun måtte indrømme, at hun aldrig havde tænkt over netop dét særlige aspekt af driften af Danmarks største dagligvarekæde. Jeg er også medlem hos Imerco, blev jeg i dag mindet om, men jeg har overhovedet ingen indflydelse på Imerco gøren og laden.

Andelsbevægelsen er på én gang rundet af både arbejderbevægelsen og Grundtvigs højskoletanke. Den første brugsforening i Danmark hed da også Thisted Arbejderforening og blev til på initiativ af den lokale præst. Nogle af Coops butikker er kun indirekte medlemsstyrede (det gælder for Fakta- og Irma-butikkerne, der er senere opfindelser), men trods forbeholdene udgør hele andelsbevægelsen et tydeligt eksempel på at kooperativ-tanken sagtens kan lykkes.

Social angst

I universitetssammenhæng møder vi af og til studerende, der har social angst i et eller andet omfang. Nogle får problemer i projektarbejdet, andre er så voldsomt berørt, at de får lov til at sidde for sig selv i et lokale til skriftlig eksamen. Fra andre sammenhænge har jeg kendt mennesker, der efterhånden stort set holdt op med at forlade deres hjem.

Den amerikanske psykolog og forfatter Ellen Hendriksen bliver i The Guardian interviewet om sin nye bog om social angst, og hun taler om hvor udbredt den er. Umiddelbart virker det som en voldsom påstand, især når jeg tænker på hvordan nogle mennesker bliver mere eller mindre ude af stand til at føre et ordentligt liv på grund af social angst. De fleste mennesker har det jo ikke på den måde. Men i interviewet bliver det hurtigt klart, at Ellen Hendriksen i virkeligheden taler om et bredt spektrum, hvis anden ende er noget, de fleste af os kender, nemlig at være genert. I den anden ende har vi den egentlige socialfobi.

Social angst kommer fra en negativ opfattelse af selvet: der er et eller andet, man ikke kan eller mangler. Og hvis man ikke prøver at skjule denne indbildte mangel, da vil den blive opdaget, og andre vil afvise eller dømme én.  Så det er dét, man frygter og prøver at undgå. Set på denne måde bliver social angst pludselig et udbredt fænomen, og det manifesterer sig på andre måder end ved total isolation. Det kan f.eks. sagtens være, at man godt kan tage hjemmefra og gå til en fest, men man taler kun til en ven, kigger på sin telefon eller står i udkanten af grupper. Og netop den måde at gå til fest på er vi nok mange, der har et lidt for godt kendskab til.

Men denne følelse er samtidig én, vi kun sjældent taler om. For også dén er skamfuld for os. I vore dages Danmark, hvor mere og mere skal konkurrencesættes, bliver vi alle vejet – og ganske mange bliver fundet for lette og får at vide, at der er noget, de ikke kan, at der er noget, de mangler.. Det er næppe med til at fjerne forekomsten af social angst.

Bomber og undtagelser?

Oversigt over hvilke lande, der har tilsluttet sig Rom-statutten, der er grundlaget for den internationale straffedomstol. De grønne lande har tilsluttet sig Rom-statutten og ratificeret aftalen. De orange har underskrevet, men ikke ratificeret, statutten. USA, Sudan, Israel og nu også Rusland har trukket deres underskrifter tilbage.
De grå lande er ikke-deltagerstater, der ikke har underskrevet statutten. Grafik: Amnesty International.

I nat har USA og Storbritannien bombet mål i Syrien. Jeg kan ikke “holde med” Trump, Putin eller Assad, for de er alle tre statsoverhoveder, jeg tager stærk afstand fra. Jeg kan kun bemærke, at bombardementerne er en isoleret hændelse, der kommer syv år inde i en af de blodigste krige i mange år, en krig som mest har haft omverdenen som en slags modvillige tilskuere. For et år siden, i april 2017, bombede USA også kortvarigt Syrien, og det fik, så vidt jeg kan se, ingen konsekvenser.

Jeg har ikke noget godt bud på en løsning i skrivende stund. Men én af de veje, man bør forfølge, er at udstede en international arrestordre på Assad og de andre, der er ansvarlige for krigsforbrydelserne i Syrien – både forbryderne på det syriske regimes side og blandt regimets modstandere. Det skal ikke være ét land, der retsforfølger de syriske krigsforbrydere; det skal derimod være det internationale samfund.

Men det, der forhindrer netop dét træk, er at USA har taget afstand fra den internationale straffedomstol. USA var et af kun syv lande, der tog afstand fra oprettelsen af domstolen i 1998. De andre lande var Kina, Irak, Libyen, Yemen, Qatar og Israel. Rusland har siden trukket sig fra domstolen i protest mod at den ville retsforfølge russere efter invasionen af Krim. Også flere afrikanske lande har trukket sig med den begrundelse, at domstolens sager kun omhandler forhold i Afrika. Men netop dét skyldes blandt andet modstand fra USA. Når et stort og magtfuldt land insisterer på at være en “undtagelse fra normen”, leverer de selv argumentet for at andre lande kan indtage samme holdning.

Nætter med Tarski

I går fik jeg Alfred Tarski: Life and Logic, biografien om den polsk-amerikanske logiker Alfred Tarski. Bogen er skrevet af Anita Burgman Feferman og hendes mand Solomon Feferman, der begge kendte Tarski godt. Solomon, der selv er logiker, var endda en af Tarskis PhD-studerende ved Berkeley University, hvor Tarski tilbragte det meste af sin karriere efter 1939.

Alfred Tarski rangerer helt deroppe med Kurt Gödel og Bertrand Russell som en stor skikkelse inden for matematisk logik, og hans arbejde inden for semantik af formelle sprog har også haft stor betydning for mit eget forskningsfelt, der er semantik af programmeringssprog. Tilfældet ville, at det faktisk var i dag, jeg holdt sidste kursusgang i “Syntaks og semantik”, hvor emnet var en sætning om eksistens af mindste fikspunkter, som Tarski var med til at finde frem til.

Jeg har selvsagt ikke fået læst bogen endnu, men har selvfølgelig ikke kunnet nære mig for at bladre lidt. Bogen er fuld af anekdoter, kan jeg se. Ud over at være meget egenrådig og dameglad (hans hustru var bestemt ikke den eneste, der fik hans opmærksomhed), var Tarski tydeligvis arbejdsnarkoman, og vel også mere end dét – han var et ekstremt B-menneske, der holdt sig oppe hele natten takket være benzedrin (der er beslægtet med amfetamin). Og så var han storryger. En af hans PhD-studerende, Chen-Chung Chang, fortæller i bogen om hvordan han var hjemme ved Tarski til vejledning. Kl. 21 var Tarski som regel ved at komme op i omdrejninger. Der måtte ikke luftes ud, for den gode Alfred mente at røgen gavnede hans tankevirksomhed. Desværre var Chang astmatiker, men det var der ikke så meget at gøre ved. Ved to-tiden råbte Tarski på sin hustru. Lidt efter kom Maria så med kaffe til de to. Klokken halv fem om morgenen var Tarski stadig i fuld gang, og Chang kom først hjem og ud i den friske luft, når solen stod op!

(Uvilkårligt kommer jeg til at tænke på en polsk gæstelektor, jeg havde i min studietid. Han var storryger og røg hele tiden, mens han forelæste. Nogen Tarski var han dog ikke, men til gengæld var hans kursus ikke obligatorisk!)

Når jeg ser anekdoterne om Tarski i Feferman’ernes bog, kommer jeg til at føle mig usædvanligt almindelig. Der er næppe mange originaler som Tarski i dag, og det er både godt og skidt.

Den kosmiske gorilla

Fra “The cosmic gorilla effect or the problem of undetected non terrestrial intelligent signals” af De La Torre og Garcia.

Et af de paradokser, der altid har foruroliget mig, er Fermis paradoks: Universet er så stort, at der må være masser af andre civilisationer derude. Men vi har aldrig fået kontakt til nogen anden civilisation. Hvorfor er det dog sådan?

En kedelig mulighed er selvfølgelig, at alt andet liv inden for opnåelig afstand simpelthen er alt for primitivt til at de nogensinde vil få kontakt med andre. Måske er der bare skrubtudser og bakterier derude, og den slags bygger ikke intergalaktiske radiosendere.

Men der måske også en anden, mere interessant forklaring: At vi simpelthen ikke er opmærksomme på livet derude. De La Torre og Garcia, to spanske psykologer, har en interessant artikel om netop dette i Acta Astronautica. Deres argument er, at vi simpelthen ikke ved, hvad vi skal kigge efter.  Vi leder efter noget bestemt og er kun i stand til at finde dét. Dette har de illustreret ved et eksperiment, hvor 147 forsøgspersoner skulle finde menneskeskabte strukturer på luftfotos. På ét af billederne havde De La Torre og Garcia indsat en meget lille silhouet af et menneske i gorillakostume. Kun 32,8% af forsøgspersonerne fandt gorillaen, og en personlighedstest af forsøgspersonenerne tyder på at de, der havde gode organisatoriske og matematiske færdigheder, var dårligst til at finde den lille gorilla. Det er også sådanne evner, det er gode for astronomer at besidde!

De La Torre og Garcia bemærker, at SETI-forskerne altid leder efter udenjordiske civilisationer, der anvender samme kommunikationsstrategier som os selv. Men det kan sagtens være tilfældet, at udenjordiske civilisationer er meget mere avancerede end os og f.eks. er gjort af “mørkt stof” eller har fundet en bedre metode til intergalaktisk kommunikation end radiobølger. I så fald vil vi ikke opdage dem, og de vil måske heller ikke opdage (eller gide opdage) sådan nogen som os.