Aktivismeweekend i Odense

Amnesty Internationals generalsekretær Trine Christensen

Jeg har været med i Amnesty Internationals aktiviteter i Danmark siden 1994, og jeg synes fortsat, at jeg kan lære meget. I dag var jeg i Odense for at deltage i noget, der godt må blive en ny tradition, en såkaldt aktivismeweekend. Vi var omkring 20 deltagere fra hele landet i alle aldre. Mange var unge, men en enkelt havde været medlem af Amnesty Internationals danske afdeling siden grundlæggelsen i 1964 (det år, jeg selv er født!).

Vores generalsekretær Trine Christensen kiggede forbi, og hun fokuserede i det, hun sagde til os, på at menneskerettighederne i disse år er under større pres end de har været længe. Også Amnesty International selv har fået meget sværere ved at arbejde rundt om i verden, og det også i Europa. Når Amnesty Internationals generalsekretær og formand begge bliver fængslet i Tyrkiet på falske anklager om terrorisme og når Ungarns regering gennemfører en lov, der kræver at alle organisationer, der beskæfter sig med flygtninge, skal betale 25 procent i skat af alle penge, de bruger i udlandet til den ungarske stat og desuden hænger Amnesty Internationals medarbejdere ud i store avisannoncer – da er der grund til at være bekymret. Og når den danske statsminister i sin tale til Europarådet bruger tiden på at angribe Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så er der også grund til bekymring.

Der var dog også fokus på det nære arbejde, vi gør. Hvad gør man, når man skal henvende sig til mennesker på gaden? Jeg ved, hvor nødvendigt det er, men det er et aspekt af kampen for menneskerettigheder, der stadig slet ikke falder mig let. Det var godt at få at vide, at netop dette er svært og at der er teknikker, man kan bruge for at gøre mødet nemmere.

Og så var der noget om hvordan man kan bruge sociale medier; et helt konkret resultat af dagen i dag er at Amnesty Internationals Facebook-gruppe for Aalborg i dag er blevet genoprettet. For år tilbage belærte en lokal eventmager i Aalborg os ellers om, at Facebook-grupper var nytteløse, hvorimod Facebook-sider virkede godt. Derefter nedlagde vi så Facebook-gruppen. I dag fortalte Marie fra sekretariatet os så, at vi faktisk kan få meget mere ud af at have en Facebook-gruppe end af at have en Facebook-side!

I det hele taget var det en rigtig god dag, og som altid er det inspirerende at møde så mange vidt forskellige mennesker, der føler samme kald som jeg selv gør. Jeg havde kun tid til at være med i dag og skulle hjem efter dagens program; de fleste andre bliver til yderligere aktiviteter i morgen.

Igen og igen

Endnu et skoleskyderi er netop fundet sted i USA. Jeg spekulerer selvfølgelig på, hvor længe tilhængerne af den næsten ikke-eksisterende lovgivning om håndvåben kan blive ved med at ignorere at det bare bliver ved og ved.

Men det er også vigtigt at fokusere på hvorfor der så ofte er elever, der på denne måde går amok. Ofte er der tale om psykisk sårbare unge mennesker, hvis situation bliver direkte værre gennem deres nederlag i uddannelsessystemet og i forsøgene på at blive socialiseret. For dette sker jo igen og igen; selvfølgelig er massemordene kun toppen af isbjerget. Siden 2016 har vi set en del bilangreb rundt om i Europa og Nordamerika. Bilangriberne er, i al fald så vidt jeg kan se, lidt ældre end skoleskyderne, men i begge tilfælde er der tale om gerningsmænd (det er så godt som altid store drenge eller unge mænd), der har ondt i livet.

I Politiken er der i dag et debatindlæg, der beskriver hvordan en dansk folkeskoleelev på mellemtrinnet overfalder to lærere.

Indlæggets forfatter, der er tillidsrepræsentant på den pågældende skole, skriver

Den ene lærer bliver slået omkuld, og den anden bliver overfaldet med bid, spark og slag. Alt dette foran resten af klassen. Efter lidt tid får man eleven ud på gangen og op til kontoret. Her bliver vores leder ligeledes slået, og hele entreen til skolen bliver raseret.

Den ene lærer bliver slået omkuld, og den anden bliver overfaldet med , spark og slag. Alt dette foran resten af klassen. Efter lidt tid får man eleven ud på gangen og op til kontoret. Her bliver vores leder ligeledes slået, og hele entreen til skolen bliver raseret.

Eleven raserer derefter et nyt område, hvor planter og billeder fra væggene bliver totalt ødelagte. Elevens forældre er ankommet til skolen, men heller ikke de kan få barnet til at falde ned. Situationen er totalt kaos. Efter lidt tid er eleven løbet væk fra kontoret. Bekymringen går nu på, om eleven kan finde på at overfalde tilfældige børn og voksne på skolens gange. Det overvejes, om der skal tilkaldes yderligere hjælp i form af politiet. Der er ikke kontrol over situationen.

En periode med uvished tager over. Eleven er blevet observeret i en gård midt i skolen. Her kan dørene låses, og det bliver de. Eleven er nu låst inde i en stor gård, hvor vi blot kan afvente, at han falder ned. Imens vi venter, bliver flere af klasserne sendt hjem for at skabe ro. Elevens forældre kan langsomt bevæge sig tættere på ham, og til sidst – efter et par timer – falder han nok ned til, at de sammen kan forlade skolen.

Jeg vil gætte på at en sådan elev ville have været en potentiel skoleskyder, havde dette været USA og ikke Danmark.

Livet i Skyen

Foto: Anders Rye Skjoldjensen

I går skrev jeg om mine egne luksusproblemer med et nyt fjernsyn. I dag vil jeg vende blikket mod en verden, der er virkelig for mange i Danmark, nemlig et liv i misbrug, fattigdom og ensomhed. Det er skyggesiden af den forbrugsfest, der gør det muligt for folk som mig at købe nye varer. Det er veldokumenteret, at store dele af økonomien bag handel med og produktion af narkotika passerer gennem finansverdenen, bl.a. store banker, og dermed reelt er en integreret del af den “rigtige” kapitalistiske økonomi.

I dagbladet Information er der i dag en artikel om værestedet Skyen i København, hvor de lokale narkomaner kommer for at fixe. Den er vigtig læsning.

»Det er ikke hr. og fru Jensens velstimulerede børn, der kommer her. Det er krigsveteraner og folk med de værste socialsager, man kender fra medierne. Jeg tror, at du og jeg kunne ryge heroin i en uge, og så ville du nok være lidt syg, men der ville ikke være fare for, at du hang i det resten af dit liv.«

Manden med den grønne kasket mener ikke, at det er stofferne i sig selv, der er problemet. Stofferne giver en pause fra de virkelige problemer, som de fleste stofbrugere har.

De næste tre linjer giver et chokerende, men meget tydeligt indblik i nogle årsager til stofmisbrug, og på sin måde siger dette citat mindst lige så meget som mange af de analyser, vi støder på.  Derfor vil jeg lade det udgøre afslutningen her.

»Vi siger jo: Onkel Benny bollede mig i røven fra jeg var tre år gammel, ik’? Jeg har det svært, så stikker jeg mig i armen, og pift: Så har jeg det godt,« siger han.

Tingenes fortsatte tyranni

For at høre min cd med “Verklärte Nacht” af Arnold Schönberg uden hak og udfald skal jeg tænde for tv. Så noget kan det store fjernsyn da bruges til.

Tilbage i 2012 skrev jeg om tingenes tyranni her. Det fortsætter ufortrødent.

I sidste uge købte jeg et nyt tv på tilbud; sådan et smart et, der understøtter ikke bare HDMI (det gjorde det gamle fjernsyn fra 2009 fint) men også ARC-protokollen, så man på enkel vis bl.a. kan sende lydsiden af tv-udsendelser ud gennem musikanlæggets højttalere ved at forbinde hele herligheden. Og det kan man også.

Men tv-billedet er pixelleret, og lyden falder hele tiden ud. TV-signalet er måske for svagt, eller også er tv’ets tuner bare for følsom. Jeg ved det ikke. Siden jeg købte det nye tv, har jeg i al fald ikke set tv overhovedet, og jeg ruster mig mentalt til at sende apparatet tilbage til butikken.

Jeg kunne selvfølgelig lytte til cd’er på det gode musikanlæg – sådan nogle har jeg nemlig stadig en del af, og (også) til klassisk musik er de stadig markant bedre end streaming. Men siden jeg tilsluttede tv’et til de andre komponenter, er disk-afspilleren begyndt at hakke i det, så lyden falder ud. Det er ikke snavs inde i afspilleren, der er årsag, for der er én løsning, der virker: at tænde for tv, når jeg vil lytte til en cd. Så spiller disk-afspilleren nemlig fint, uden hak eller problemer. Her er det noget med manglende interoperabilitet for forskellige implementationer af HDMI-protokollen, der driller.

En tredje mulighed kunne så være at lytte til DR P2, men efter lang tids forgæves forsøg måtte jeg indse at Stofa netop har fjernet adgangen til FM-båndet her i byen.

Jeg er vokset op i den analoge verden med billedrørs-tv, simple FM-radioer og pladespillere. De apparater virkede hver gang, og deres fejl var ofte nemme at gennemskue. Den digitale verden skulle være så nem og brugbar, men netop nu er det alle irritationsmomenterne, der stikker deres grimme hoveder frem.

På vej over tærsklen

I  disse uger kommer der ganske mange studerende fra 4. semester på datalogi- og software-uddannelserne forbi mit kontor for at stille spørgsmål i forbindelse med deres projekt, der snart er slut. I projektet er et vigtigt læringsmål, at de studerende skal lave en definition af et programmeringssprog. Og her får de brug for indhold fra kurset Syntaks og semantik, som jeg har holdt.

Det er interessant at snakke med dem og få et indblik i deres projekter, og jeg opdager, at så godt som alle har de samme udfordringer, de samme “traditionsrige fejl”. For to år siden skrev jeg om disse “traditionsrige fejl”, men jeg har nu et endnu klarere billede af præcis hvilke misforståelser, der finder sted i så godt som alle projekter på dette forløb. Jeg er nu nået til at kunne forudsige, hvad problemerne er, få minutter inde i en samtale med en projektgruppe. Det er specielt at være nået dertil, at jeg kan se ned over en kompliceret definition og ofte umiddelbart se, hvor der er problemer. Bl.a. har jeg i alle projekter set programmeringssprog, hvor man kan erklære variabler midt i det hele. De studerende tænker aldrig over, at dette er en rigtig dårlig idé af flere grunde – men når jeg fortæller dem det, indser de det så godt som altid!

At jeg så hurtigt kan sætte fingrene på nogle usvigelige ømme punkter skyldes selvfølgelig ikke, at de studerende er inkompetente, men at der findes nogle helt bestemte såkaldte “tærskelbegreber”, som er karakteristiske for et fagområde og som altid volder besvær.

Det, jeg nu overvejer, men som jeg ikke ved om er en god idé, er at prøve at lave en udførlig liste over de traditionsrige fejl med en forklaring af hvordan man “kommer over tærsklen” for hver enkelt af dem. Grunden til at jeg er usikker på om dette egentlig er en god idé, er at jeg faktisk også opdager, at de studerende lærer noget vigtigt af at gå i stå eller have et problem – når ellers de opdager, at de har et problem. Det sker nemlig ikke altid.

Hurra for teknologien?

I dag er der en interessant artikel i dagbladet Information om den teknologioptimisme, vi så ofte møder i disse år. Der er en udbredt tiltro i den industrialiserede verden til at teknologien vil kunne redde samfundet fra alskens dårligdomme – fattigdom, uvidenhed, miljøkatastrofer osv. Tilfældet vil, at jeg netop nu læser Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse, en lille bog af Jesper Balslev, udkommet her i foråret.

Der er nemlig en hel masse begejstrede rapporter fra EU, World Economic Forum, diverse danske ministerier osv. der alle taler for at man skal investere langt mere i teknologi i undervisningen. Men hvorfor egentlig? Balslev sætter fingeren på det ømme

De forhold, der har undrer mig under min litteraturgennemgang og læsning, er for det første, at dokumenterne ikke etablerer en klar definition af digitalisering. Det kunne være et minimum antal computere, adgang til internet af en vis hastighed og f.eks. Wikipedia og/eller andre identificerede ressourcer, man betragter som understøttende for viden og læring. Så ville svaret være enkelt: Fordelene ved IKT (i undervisning) er forbundet med adgang til de og de ressourcer. Og det ville være nemt at se, om målet er nået, og at undersøge, om det medfører et øget fagligt niveau. For det andet at rapporterne i så ringe grad bygger på hinanden, henviser til hinanden eller bruger hinandens viden… For det tredje undrer det mig, at det er så svært st finde evidens for mange af argumenterne/potentialerne – når vi nu med flere af forfatternes ord lever i et videnssamfund. Det burde være lige til at google og smide ind som referencer.

Jeg er selvfølgelig ikke modstander af nye anvendelser af teknologi. Mit fagområde, datalogi, er en videnskab, der i meget høj grad er motiveret af ønskerne om at kunne bygge og om at kunne forstå programmer (og data).  I min gerning som undervisning er jeg også en af dem, der slår til lyd for at vi bruger bl.a. podcasts og online-quizzer i undervisningen, hvor det giver mening. Og det gør det i de sammenhænge, hvor jeg bedriver undervisning. Grundene er helt konkrete: Podcasts kan bruges til at flytte præsentationerne væk fra fra plenum, så vi i stedet kan bruge tiden sammen med de studerende til at tale sammen. Og podcasts kan de studerende se når de vil og så tit de vil. Online-quizzer kan man bruge til at teste sig selv, og jeg kan bruge dem til at undersøge hvor godt de studerende når læringsmålene. Men det var kun gennem lang tids undervisningserfaring, at jeg opdagede behovet og hvorfor det var der.

Balslev har fat i noget særdeles vigtigt, nemlig at der ofte mangler konkrete og uomgængelige argumenter for hvorfor vi skal indføre teknologi på anvendelsesområder, hvor den ikke tidligere fandtes. Der er en hel masse hurra-rapporter derude, og meget ofte fører teknologioptimismen i dem til selvopfyldende profetier og tautologiske udsagn, der kan koges ned til at “Vi er nødt til at anvende mere teknologi, for ellers anvender vi ikke tilstrækkeligt meget teknologi”.

En aften for DIGNITY

Backstage på Gamle Scene.

En række danske solister og bands har i de seneste år givet koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til fordel for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur), der i 1982 blev stiftet af Inge Genefke og i dag har afdelinger i 20 lande. Ikke mange tænker på, at der er i Danmark bor mere end 30.000 mennesker, der er torturoverlevere. Omkring hver tredje flygtning i Danmark har været udsat for tortur.

I aften var det så Love Shop, der gav koncert til fordel for DIGNITY. For mig, der har fulgt Love Shop siden 1991 og har set deres udvikling fra de første, småt besøgte koncerter til at blive et fremragende livenavn, men også har været vidne til tabet af først Hilmer og siden Henrik, var dette en helt særlig aften. Mikael Simpson dukkede op og spillede mundharpe på bl.a. “Fremmedlegionær”, så Henrik ville have været stolt. Hvis nogen formår at tage Henriks mundharpetradition op, er det ham. Og Peter Sommer sang med på “En nat bliver det sommer” (ja, hvad ellers?) og forsøgte sig også som dansende jakkesæt.

Helt tilbage i 1980 besøgte jeg Det Kongelige Teaters Nye Scene og har ikke besøgt teateret siden. Aftenens besøg på Gamle Scene var også noget helt særligt for mig, og den nærmest andægtige stemning, der hviler over den store, gamle, gyldne sal var meget anderledes end den, man kender fra et spillested. Det var specielt at se Jens gå til scenens venstre forkant, vel vidende at dér havde Christian Den Fjerde stået i Elverhøj.

Efter koncerten fik nogle af os et sjældent kig backstage og måtte her konstatere, at Gamle Scenes baglokaler slet ikke ligner dem, man så i Olsen-banden ser rødt.

Husk at støtte DIGNITY! Besøg https://stoptortur.dk.

Burt Bacharach

Et album, som min mor holdt meget af, var A Portrait In Music med og af Burt Bacharach. Så det fik jeg også hørt ganske ofte i min barndom. Jeg har ikke kunnet finde albummet senere selv, og jeg ved ikke, om A Portrait In Music er tilgængeligt mere. Men det var fyldt med sofistikerede ørehængere, altid med tekst af den dygtige Hal David. Og coveret afslørede – og min mor vidste så afgjort – at Burt Bacharach ud over at være en usædvanligt dygtig melodimager også var en flot mand. Han kunne sagtens synge selv, men det var ofte sangerinder som Dusty Springfield, Aretha Franklin og ikke mindst Dionne Warwick, der med stort held fortolkede Bacharach/David.

En hel masse af det, jeg husker fra min opvækst, er væk, men Burt Bacharach er stadig iblandt os – og kommer endda til Danmark til sommer. I dag, lørdag den 12. maj 2018 fylder han 90. Tillykke, Burt – og tak for musikken!

(Og jeg fandt selvfølgelig et ordentligt Bacharach-opsamlingsalbum senere i livet, nemlig The Look of Love.)

Dårligt integreret?

Der er et interview hos DR med Lars Ulrich fra Metallica. Meget af interviewet handler om hvordan han opfatter sig selv efter at have tilbragt  mange år i USA. Han siger

– Folk bliver tit overrasket, når jeg siger, jeg er dansk. Jeg er dansk statsborger. Jeg rejser rundt med et lille, dansk, rødt pas. Jeg er ikke amerikansk statsborger. Jeg er dansk. Det er en væsentlig del af, hvem jeg er, og hvordan jeg ser verden.

– Nogle gange skal man lige have folk til at forstå, at jeg er dansk, og at det ikke er noget, jeg leger indimellem…

Og han mener det tydeligvis. Jeg har selv været til koncert med Metallica i Glasgow for mange år siden, da deres storsælgende “sorte album” udkom, og dengang, husker jeg, sad der et dannebrogsflag på Lars Ulrichs trommesæt. Det var i øvrigt en god koncert. Metallica er faldet meget af på den siden dengang, men til den koncert for mere end et kvart århundrede siden var de endnu skarpe.

Mange i Danmark er nok lidt stolte af den slags handlinger og udtalelser, og det var da også specielt for mig at se et dansk flag den aften i Glasgow; jeg var formodentlig den eneste dansker blandt publikum. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mange i Danmark mon ville reagere, hvis en herboende udenlandsk musiker i et dansk ensemble sagde, at han efter mere end 30 år stadig ikke følte sig dansk og ikke ville være dansk statsborger.

Datalogiens videnskabsteori?

Der er et lovkrav om at alle danske universitetsuddannelser skal have et kursus i fagets videnskabsteori. Da loven blev indført, var der en del af mine kolleger, der undrede sig – jamen, er alle de teoretiske aspekter af et fag da ikke videnskabsteori?

Og svaret er jo nej. Videnskabsteori er et fagområde, der beskæftiger med med hvad videnskab er og ikke er, med videnskabens erkendelsesformer og hvordan forskellige videnskabsgrene forholder sig til hinanden.

Der har været forskellige kurser på datalogiuddannelserne i Aalborg, der på en eller anden måde har handlet om videnskabsteori. I mange år var der et kursus, der hed “Datalogiens filosofi”, men det handlede udelukkende om systemudvikling. Det nuværende kursus om videnskabsteori er gået i helt andre retninger og tager fat på så forskellige emner som læsning og skrivning af artikler, forskningsetik, evaluering af eksperimenter og matematikkens grundlagskrise (det sidste ville nok appellere mere til matematikstuderende).

Det er formodentlig godt og velovervejet, men det går op for mig, at der måske ikke er nogen enighed om hvad datalogiens videnskabsteori egentlig dækker over. Jeg beskæftiger mig ikke med maskinintelligens, men det undrer mig, at man kan holde et kursus helt uden at komme ind på alle diskussionerne om hvorvidt maskiner vil kunne tænke. Det er egentlig trist, at datalogiens videnskabsteori ikke har en bedre plads end i et kursus til allersidst på bacheloruddannelsen.

Selv mødte jeg videnskabsteori lidt tidligere i min universitetsuddannelse. Jeg er så gammel, at jeg kom ind til datalogi som del af en tofagsuddannelse sammen med matematik, og i matematikuddannelsen var der dengang et kursus om matematikkens didaktik og videnskabsteori. Ad dén vej stiftede jeg bekendtskab med Mill, Hume, Russell, Whitehead, Popper, Lakatos og alle de andre – og med alle diskussionerne om positivisme, empirisme, Wienerkredsen osv.  Ikke alle syntes, det var specielt fascinerende, men det gjorde bl.a. jeg.  Og på datalogiuddannelsen var der også mulighed for at tage fat på videnskabsteori; jeg husker et projekt om netop maskinintelligensens begrænsninger.

Jeg har opdaget, at der faktisk er en del resurser derude, der tager fat på datalogiens videnskabsteori og måske kunne inspirere os til at tænke lidt videre. Stanford Encyclopedia of Philosophy, hvor jeg ofte har brugt en ledig stund, har en spændende artikel om datalogiens videnskabsteori.  William Rapaport fra University at Buffalo/The State University of New York har skrevet en bog på mere end 500 sider om datalogiens videnskabsteori, fyldt med diskussionsøvelser og det hele. Og Luciano Floridi har skrevet en bog, Philosophy and Computing, der tager et helt andet fokus and Rapaports bog, men stadig er en bog om datalogiens videnskabsteori.

På Aarhus Universitet er der en studiekreds om datalogiens videnskabsteori. Måske burde vi have noget tilsvarende i Aalborg.