Ønsket om et ikke-akademisk universitet

Hvis man kigger sig om, opdager man nogle gange nogle holdninger, som ikke kommer så tydeligt frem i debatten om de videregående uddannelsers form og fremtid. For nylig læste jeg således et sted en kommentar fra nogle studerende, der så vidt jeg kunne læse mig frem til, engang havde studeret på de bacheloruddannelser, jeg underviser på ved Institut for datalogi. De undrede sig over, at de skulle have teoretiske kurser (som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet); det ville være meget bedre, hvis de i stedet havde fået et kursus i hvordan man sætter en webserver op. Og kunne man ikke lave uddannelsen på universitetet mindre akademisk, så man tog bedre hensyn til alle dem, der ikke skulle være akademikere?

Det var underligt for mig at læse, og egentlig også lidt bekymrende. For hvilken faglig identitet har de pågældende studerende (eller bachelorer, som de måske nu er) mon egentlig erhvervet sig? Hvis man har gennemført en universitetsuddannelse, er man jo pr. definition akademiker. Det bekymrede mig også, at man sidestiller kurser om fundamentale principper i datalogi med egentlige værktøjs-færdigheder. Man kan faktisk nemt lære at sætte en webserver op; der er adskillige resurser på nettet om dette emne. På Tech College ville man undervise i det; det gør man ikke på et universitet. Med al respekt for webservere og dem, der har udviklet denne teknologi, er indsigten hos Alan Turing m.fl. anderledes fundamental – og gælder både i en verden med webservere og i en verden uden.

Heldigvis ved jeg, at mange studerende har en ganske anden holdning og jeg ved, at de repræsentanter, vi har i vores aftagerpanel på de datalogiske uddannelser på AAU, altid betoner vigtigheden af at man lærer de generelle principper i sin uddannelse på universitetet. Her tænker jeg ikke kun på principperne, som de optræder i kurser som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet, men på de generelle principper, som ethvert universitetskursus/projekt skal være udtryk for.

Det er ærgerligt, at studerende selv efter flere år kan få en så uheldig fagopfattelse som den, jeg så. Jeg spekulerer på, hvor det er gået galt. Og jeg kan især ikke lade være med at spekulere på, om vi mon som undervisere på universitetet forklarer grundigt nok, hvad det er, man får ud af en akademisk uddannelse, som man ikke umiddelbart kunne få på anden vis. Det helt væsentlige ved enhver akademisk uddannelse er den analytiske tilgangsvinkel, som den færdiguddannede akademiker får med sig. Det er den, som gør det muligt at lære noget nyt, og det er den, som gør det muligt for en akademiker at svare på og tænke over de hvorfor– og hvordan-spørgsmål som andre, der ikke selv er akademikere, kommer med. Mange akademikere skal ikke være forskere, men de skal i deres virke kunne gøre brug af den samme analytiske tilgang, som forskere benytter sig af.

Mød Verden 2018

I dag var der Mød Verden 2018 i Sohngårdsholmsparken. Ligesom første gang, arrangementet løb af stabelen, deltog vi fra Amnesty International, denne gang dog med en lidt mere praktisk og organisatorisk vinkel end sidst – og vel også noget mere, end vi havde regnet med. Der var mange gode kræfter, der gjorde en stor og helhjertet indsats for at få arrangementet til at blive til virkelighed med temmelig kort varsel. Uden dem havde Mød Verden 2018 ikke været der.

Desværre drillede vejret os, og ikke alt det, der var forsøgt planlagt, blev til noget. For mig og de andre fra Amnesty International var det især en stor skuffelse, at de aktiviteter, vi havde planlagt som vores centrale bidrag  – henholdsvis vores udstilling om flygtninge i verden og vores kampagne om verdenserklæringen om menneskerettigheder –  ikke blev til noget. Det telt, som vi skulle være i, og som vi (med andre frivilliges store og velgennemtænkte hjælp) brugte megen tid på at sætte op, kunne ikke holde til blæsten, og efter kun 45 minutter var vi nødt til at pakke sammen igen. Set gennem disse briller blev det derfor til en dag om teltpløkker, problemer med levering af kaffe, blæst og regn, oprydning og presenninger, ikke en dag med fokus på menneskerettighederne.

Til gengæld havde jeg den store glæde og ære at optræde sammen med Nader Alkasem til et Spoken World-indslag, som jeg lavede sammen med Nader og Nikolaj Lind Holm. Kaare Olsen skulle også have været med, men desværre var han blevet syg. Denne eftermiddag læste jeg danske versioner op af Naders digte fra digtsamlingen Dobbelt A (skrevet sammen med Claus Nivaa) om og fra det Aleppo, han var nødt til at flygte fra, og det Aalborg, han til sidst endte i.

Der var også musik og mad  – faktisk langt mere mad, end vi troede, der ville være. Vi prøvede forgæves at få maden afsat til Kirkens Korshærs varmestue for hjemløse. Efter mange opkald, hvor ingen svarede, måtte vi tage så meget af den veltillavede mad med hjem, som vi kunne, og resten måtte vi kassere. Det var ingen af os glade for.

Selvindeholdt

På Aalborg Universitet ender vi tit med at tale om projektarbejde, når vi snakker om undervisning. I forgårs fortalte jeg de PhD-studerende i matematik og fysik om hvad jeg synes, god projektvejledning er. Her til formiddag snakkede jeg med tre kolleger fra andre institutter om hvad der egentlig kendetegner en god projektrapport. Og i eftermiddags var jeg gæst ved et møde for studienævnsformænd og -kvinder ved det, der nu hedder ENG-fakultetet. Også her blev der talt en hel del om projektarbejdet på uddannelserne.

Noget af, der dukkede op alle steder, var overvejelser om hvad vellykket projektarbejde er og hvad der kendetegner en god projektrapport. Det bedste bud fandt vi frem til ved det midterste møde. De studerende skal skrive deres projektrapport til en målgruppe, der er studerende som har samme faglige niveau, som de selv vil have, når projektet er omme og læringsmålene er opfyldt. Projektrapporten må ikke “popularisere” eller på anden måde tale ned til læseren.

Et andet krav til en god projektrapport er at den skal være selvindeholdt. Dette husker jeg selv, at Steffen Lauritzen fortalte mig i min studietid, og det gjorde et stort indtryk på mig. En projektrapport skal fortælle alt det, der er nødvendigt at fortælle, hverken mere eller mindre. Intet må være indforstået, men der må heller ikke være lange passager (endsige kapitler), der blot reproducerer lærebogsstof.

I virkeligheden er begge kvalitetskrav en konkret forklaring af noget, jeg altid prøver at sige til de studerende, jeg vejleder (eller underviser i kurser), nemlig at man skal kunne gøre rede for hvad der er relevant i faglig sammenhæng – og hvorfor. Al læring består i virkeligheden heri, nemlig i at kunne skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige.

Triste minder om Danske Bank

Når jeg i disse dage kan læse om alle de lyssky forhold omkring Danske Bank, kan jeg ikke lade være med at tænke på min mor, der nåede at fejre sit 40-års jubilæum som ansat der. Hun klarede den gennem fyringsrunder, overtagelser, omstruktureringer og et stadigt mere ubehageligt og fremmedgørende arbejdsmiljø. Hendes gode kolleger lærte jeg med årene at kende, og de havde kun godt at sige om hende. Blandt dem var der stærke og modige kvinder.

Min mor var langt mere loyal over for Danske Bank end banken var over for hende og hendes kolleger – for de blev rent ud sagt behandlet dårligt. Til sidst var min mor lettet over at stoppe, men hun savnede den daglige kontakt med sine kolleger. Få år senere sad hun på et plejehjem som svært dement. Hun havde fortjent en meget bedre skæbne; hendes værdighed var langt større end den værdighed, banken påstod at have.

Det er underligt og trist, at Danske Bank gennem det 20. århundrede endte med at få den status, som den har haft og forhåbentlig aldrig vil få igen. Tilbage i 1922 var Landmandsbanken, som den dengang hed, faktisk på fallittens rand. Dengang måtte banken (der var den største bank i Norden) rekonstrueres, og i februar 1923 var staten nødt til at garantere for den. Det var reelt en skandale, der her var tale om, for Landmandsbanken havde med regeringens og Nationalbankens samtykke forsøgt at tale krisen ned, inden det kom så vidt som det gjorde. I dette århundrede kom så “bankpakkerne”, der endnu engang skulle redde banken.

Det er underligt at opleve alle nedskæringerne i postvæsenet og hos DR, to faktiske nationale institutioner, der skulle være til for alle, mens ingen regering ville anfægte den selvbestaltede nationale institution, som Danske Bank påstod at være. Bankens motto var endda Vi er til for Dem; hvem banken rent faktisk var til for, er en anden snak.

Hvad akademikere kan gøre ved hinanden

The Guardian har fokus på chikane i den akademiske verden, et problem som ikke får så meget fokus. Ofte bliver problemet nemlig forbigået med den begrundelse at akademikere er godt begavede mennesker, der ikke kunne finde på at handle dumt mod hinanden, og da især ikke, fordi akademikere opfatter sig selv som ét stort fællesskab.

Men ét et dumhed, et andet er at være træls. Fænomenet med chikane bliver ikke mindre af at den akademiske verden altid har fokuseret på prestige, og med det øgede fokus på kvantificerbare former for prestige i form af publikationer og eksterne forskningsmidler bliver presset endnu større. Ideelt set er den akademiske verden et stort fællesskab, men nogle akademikere opfatter yngre kolleger på vej op som rivaler og kan ende med at blive en slags altdominerende patriarker. I en artikel fra The Guardian fortæller en tidligere postdoc-ansat ved et britisk universitet om sine ydmygende oplevelser inden for et forskningsmiljø i biomedicin.

Det er en skræmmende beretning om at blive ydmyget af forskningslederen over for kollegerne, nedgjort for at følge sikkerhedsforskrifter og at blive nægtet teknisk videreuddannelse. Et møde ender med at den pågældende postdoc ender med at sidde og græde, mens forskningslederen gestikulerer vildt og råber “Bare gør som jeg siger!” Bagefter viste det sig, at andre oplevede det samme, og at flere andre juniorforskere på samme institut havde sagt op inden for de seneste to år.

Og her har vi sket ikke talt om de former for chikane, der finder sted mod kvinder og etniske eller andre minoriteter.

Jeg ved, at ikke helt få af mine kolleger i den akademiske verden rundt omkring har oplevet chikane – det har faktisk også været tilfældet for mig, og det har været hårdt. Mere vil jeg ikke sige her. Det eneste, der måske kan virke, er at klage. I den enstrengede, udemokratiske ledelsesform, som vi nu har i mange lande (bl.a. herhjemme), kan det nemlig være svært for ledelsen at skride ind, også fordi chikanen ikke sjældent kommer fra personer med mange forskningsmidler og stor prestige, som ledelsen ikke vil miste. Nogle af disse personer føler en magtfuldkommenhed, der (som eksemplet ovenfor viser) kan være djævelsk.

Et nyt, gammelt DR

Den nye public service-kontrakt siger bl.a. at DR:

  • skal producere færre brede underholdningsprogrammer.
  • skal have større fokus på regionale programmer, debat og kultur.
  • ikke længere må skrive lange, dybdegående artikler, kun korte nyheder, på dr.dk.
  • skal sørge for at tydeliggøre, at »vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen«.

Jeg ser derfor frem til tv- og radioprogrammer, der skildrer hekseafbrændingerne i Danmark, der ophørte i 1693. De havde som bekendt rod i kristendommen. Og jeg ser frem til kritiske programmer, der, med udgangspunkt i at det danske samfund bygger på folkestyre, belyser behovet for demokrati på de danske arbejdspladser.

Men jeg kommer til at savne P6Beat. Hvordan vil man i øvrigt kontrollere længden af artikler på dr.dk og gribe ind, hvis en artikel bliver for lang eller for dybdegående?

Et kæmpestort hul

Det er måske Pernille Vermund længst til højre.

I dag kan man læse, at Socialdemokratiets retspolitiske ordfører Trine Bramsen vil fratage asylansøgere muligheden for at få asyl, hvis de tre gange er blevet grebet i at køre med offentlig transport uden gyldig billet.

Hun udtaler

Det handler om retfærdighed. Når man kører med tog, må man indløse billet, uanset hvem man er. Når vi kan se, at der er et kæmpestort hul i loven, så er det vores pligt at reagere på det.

Selvfølgelig skal man ikke køre uden gyldig billet, men skal et menneske forlade Danmark og sendes tilbage til forfølgelse, hvis man har undladt at betale for tre busbilletter? I retspolitik opererer man med et proportionalitetsprincip, og Trine Bramsens forslag er meget langt på den anden side af dette princip og helt ude af proportioner.

Det eneste, der vil ske, er at Danmark får en gruppe af afviste asylansøgere, der ikke kan sendes ud af landet og formodentlig vil få sværere ved at søge asyl andetsteds i verden på grund af afslaget her.

Er der ikke nogen socialdemokrater derude, der kan stoppe denne tilsyneladende endeløse deroute, hvor almindelige retspolitiske principper bliver ofret i forsøget på at lefle for dem, der vil stemme på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Der er landsmøde i Aalborg om få dage, og da må muligheden være der.

Mennesket som middel

Immanuel Kant skriver i Grundlæggelse af sædernes metafysik fra 1795 at

Die Menschheit selbst ist eine Würde; denn der Mensch kann von keinem Menschen (weder von Anderen noch sogar von sich selbst) blos als Mittel, sondern muß jederzeit zugleich als Zweck gebraucht werden, und darin besteht eben seine Würde (die Persönlichkeit), dadurch er sich über alle andere Weltwesen, die nicht Menschen sind und doch gebraucht werden können, mithin über alle Sachen erhebt.

(Fra Die Metaphysik der Sitten, 1795 – Her citeret fra https://korpora.zim.uni-duisburg-essen.de/kant/aa06/462.html)

En løs, dansk populæroversættelse af dette citat (som man ofte kalder for det andet kategoriske imperativ) er

Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.

Men meget ofte ser vi, at mennesker bliver behandlet som midler, ikke som mål i sig selv. Det ekstreme tilfælde er den menneskehandlede kvinde, der tvinges til at være prostitueret og skal leve låst inde, udsat for vilkårlig vold, når hun ikke skal opfylde mænds seksuelle lyster. Hun er den ekstreme udgave af “mennesket som middel” og samtidig også en ekstrem udgave af “mennesket som vare”.

Der er dog også langt mere subtile udgaver af dette at behandle andre mennesker som midler i stedet for at lade dem være mål i sig selv. Hvis jeg ser mig om, opdager jeg, at verden er fuld af dem.

I et ægteskab, hvor den ene ægtefælle er den andens “trofæ” (eller begge parter er hinandens “trofæ”) og måske tilmed ender med at være den andens tro fæ, bliver ægtefællen reduceret til et middel til at opnå den anden ægtefælles mål.

I den akademiske verden bruger nogle vejledere deres PhD-vejledning til at opnå medforfatterskab på mange publikationer og til at fremme vejledernes egne forskningsprojekter. De PhD-studerende er blevet reduceret til et middel til at opnå vejledernes mål.

I konkurrencestaten bliver alle menneskers handlinger midler til at opnå et mål for “staten”, nemlig at vinde i konkurrencen.

En køn historie

I dag fik jeg set biograffilmen Ditte og Louise efter at have fulgt de to sæsoner af tv-serien af samme navn så trofast, som jeg nu kunne. Det er en film, der ligesom tv-serien på én og samme tid er selvudleverende og kritisk, plat og præcis, men forskellen er her at spillefilmsformatet giver langt mere tid til at fortælle en historie.

Efter alle de mange triste beretninger fra #metoo-kampagnen og fra kvinder, jeg kender, er det en glæde at se en udstilling af sexismens og kønsstereotypernes latterlighed og af alle de lige så latterligt modstridende forventninger, kvinder (og jo også mænd) bliver udsat for. Selv om Ditte og Louise er en yderst bramfri filmkomedie, giver den også noget at tænke over. En klar anbefaling herfra.

Sammen i Aarhus

På Lille Torv i Aarhus

Efter en arbejdsuge med en del bekymringer var det med lidt blandede følelser, jeg satte mig i toget for at tage til Amnesty Internationals aktionsdag i Aarhus. Jeg følte mig træt og ukoncentreret. Men det blev en rigtig god og positiv oplevelse at mødes med andre menneskerettighedsforkæmpere fra Aarhus, Odense og København. Fokus var det positive budskab om at Verdenserklæringen om menneskerettigheder fylder 70 år i år.  Vi fejrede de 30 artikler i erklæringen med kage (den slags er som bekendt blevet populært i dansk politik), som de forbipasserende kunne stoppe op og smage på. 

Ofte har jeg følt mig lidt underligt til mode ved at skulle henvende mig til tilfældige forbipasserende, sådan som jeg også skulle i dag, men det gik faktisk meget bedre end jeg havde troet. Dagens ubetinget positive oplevelse skyldtes nogle piger på 11-12, der stoppede op. De havde aldrig hørt om menneskerettighederne før (!), men da jeg fortalte dem om dem og vores arbejde i Amnesty Internationalt, blev det særdeles vel modtaget, og de sagde, at det var godt, at rettighederne var der og at vi kæmpede for dem. Dét varmede.

Pludselig begyndte det at regne voldsomt, og vi måtte rykke ind under det medbragte telt. Her sad en aarhusiansk sanger og guitarist og underholdt; han hed forresten noget så usædvanligt som Hans. Det er ikke tit, jeg møder nogen med dét navn, så det hæftede jeg mig særligt ved.

Sidst på eftermiddagen kom ganske mange forbi Lille Torv – dog ikke for at snakke med os, men for at overvære en række korte taler, som blev afholdt af lokale borgere, der havde gennemført et forløb, der skulle hjælpe den enkelte med til at holde op med at stamme. Netop dét var  og her særdeles fascinerende!