Historien gentager sig

For knap 3 år siden skrev jeg her om skibet St. Louis, der den 19. maj 1939 stod ud fra havnen i Hamburg med kurs mod Havana. Om bord var 937 passagerer, hvoraf de fleste var jøder – flertallet heraf var tyske. Deres håb var at kunne undslippe det nazistiske regime og komme til USA. Men rejsen med St. Louis var forgæves. Cuba ville kun tage imod 28 mennesker; skibet sejlede til USA, men måtte ikke komme i havn. USA ville ikke tage imod nogen fra St. Louis, for man tog allerede imod mange flygtninge fra Europa. St. Louis måtte vende tilbage til Europa. 288 af passagererne fik asyl i Storbritannien, Nederlandene tog imod 181, Belgium tog imod 214 og atter 224 fik midlertidigt ophold i Frankrig. De 288 mennesker, der kom til Storbritannien, overlevede alle 2. verdenskrig på nær én, der døde under et tysk luftangreb. 532 andre blev forfulgt af nazisterne, da de tre andre lande blev invaderet, og 254 af dem døde i Holocaust.

Den 9. november anløb Hai Hong Port Klang i Malaysia med omkring 2500 mennesker fra Vietnam efter forgæves at have forsøgt at anløbe havne i Indonesien. Mange af dem var etniske kinesere fra Sydvietnam. Men de måtte ikke gå i land, da myndighederne mistænkte dem for “at have købt sig ud af Vietnam” og for ikke at være “sande flygtninge”. Hai Hong lå i havnen i Port Klang indtil USA, Canada og lande i Vesteuropa tog imod menneskene ombord på skibet.

Der er en trist parallel til den aktuelle beretning om skibet Aquarius, der her til morgen har kunnet anløbe havnen i Valencia. De 630 passagerer har været om bord på skibet i Middelhavet i ni dage, efter de blev reddet ud for Libyens kyst. Blandt dem var 123 uledsagede børn, 11 andre børn og syv gravide. Både Malta og Italien nægtede tidligere på ugen at tage imod Aquarius. Først efter pres fra UNHCR og EU tog Spanien imod Aquarius.

Nogle vil her formodentlig sige, at den italienske og den maltesiske regerings afvisning var korrekt. Men hvad vil vi da sige om de tilsvarende beslutninger fra USA og Cuba i 1939 og fra Malaysia i 1978?

Anes fødselsdag

Engang kendte jeg pludselig en masse mennesker, der fyldte 40. I disse år kender jeg mange, der bliver 50.

I år tilfaldt denne ære Ane Gaarden Gaardmark, som jeg kender fra Amnesty International.  Ane har rødt hår og deler fødselsdag med Inger Støjberg, men her hører ligheden heldigvis op.

I dag var jeg med til at fejre Anes fødselsdag i Aarhus og mødte hendes familie og venner. Stort tillykke herfra!

Det talte ords magt

Det er en helt særlig følelse for mig at kunne sige, at jeg i går blev Aalborgmester i poetry slam (og at jeg også blev det sidste år). Jeg kan huske, da jeg for første gang læste om genren i Information og tænkte, at det ville være spændende at overvære og måske endda deltage i.

Hvad skal der til for at få succes som spoken word-performer? Jeg ved det faktisk ikke helt endnu, men noget er vigtigt for mig, nemlig

  • at huske, at den tekst, man laver, skal være nem at fremføre; den skal ligge godt i munden præcis som en sangtekst skal
  • at huske, at den tekst, man laver, er nødt til at være én, man kan forstå i første og eneste gennemlytning; når man læser et digt (og det holder jeg meget af) kan man altid stoppe op undervejs, men i spoken word er det performeren, der bestemmer tempoet
  • at huske, at teksten skal have  en struktur, som kan hjælpe lytteren med at forstå og opleve; det kan være i form af en fortælling eller i form af en struktur med tydelige og interessante gentagelser (en slags omkvæd eller hook, om man vil)
  • at være konkret (show, don’t tell, som man også siger)

Så ret beset er spoken word nært beslægtet med sang og med sangskrivning. Der er en musikalitet ved genren, som jeg faktisk holder meget af og stadig er i gang med at opdage. Og så skal man kunne håndtere at stå på en scene; det er langt fra alle, der kan det.

Desværre er der også “tonedøve” personer, der forsøger sig i poetry slam, og ligesom det er svært at fortælle nogen, at de synger pivfalsk, kræver det stor overvindelse at fortælle nogen, at de ikke har fanget genrekravene. Jeg har oplevet poetry slam-udøvere, der er så synligt og hørligt nervøse, at de knap kan fremføre deres tekster. Det er synd for dem, og trist at de ikke lærer af alle deres dårlige erfaringer.

Noget, jeg stadig arbejder på at blive god til, er at lære mine tekster udenad, så jeg en dag helt kan slippe papiret og koncentrere mig helt om at performe. Problemet er her, at jeg faktisk efterhånden har oparbejdet ret mange tekster.

Min personlige holdning til selve indholdet er, at det ikke må være så privat, at det ikke appellerer godt til den modtager, der altid er. Der er en hel masse poetry slam, der fokuserer på kærestesorger og stævnemøder, præcis ligesom der er en masse sange, der handler om disse eviggyldige emner (og sjældent er præget af særlig megen erfaring). Selv har jeg lavet en del tekster med mere eller mindre politisk indhold, til dels præget af den aktivisme, jeg også beskæftiger mig med. Men begge dele er kun et hjørne af virkeligheden, og der er mere derude. Derfor prøver jeg at  skrive om, nå ja, andre emner også. Men samtidig er der også den udfordring, at poetry slam-publikummet i dag ofte er ungt og forbløffende historieløst. Hvis man gerne vil falde igennem over for et gymnasiepublikum (som uden diskussion er den publikumstype, de fleste poetry slam-udøvere på den anden side af de 20 frygter mest), skal man bare nævne en begivenhed, der fandt sted for mere end halvandet år siden!

Et familieanliggende?

Nu har EU planer om at indføre øremærket barsel til mænd. Regeringen udtaler, at den er modstander af dette. Argumentet fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen var i går at 

…det er et familieanliggende, hvor den enkelte familie skal have lov at indrette sig, som man finder det bedst.

Men i dag kommer der så et udspil fra regeringens såkaldte “opdragelsesteam” (endnu et spændende nyt ord på en ny slags dansk). Opdragelsesteamet udtaler at

Vi mener, at det er et mål i sig selv at turde diskutere opdragelse – at bryde med de tabuer og barrierer, der kan være i forhold til det. For opdragelse er vigtigt. Opdragelse er ikke noget, vi skal afholde os fra at diskutere med argumenter om, at det er gammeldags, at så går man for tæt på, at det kun hører privatsfæren til, eller at det bare er et middelklasseproblem…

Et af opdragelsesteamets forslag er en “Obligatorisk forventningsafstemning mellem dagtilbud/skole og hjem”. De skriver:

Dette kan for eksempel udformes i en forældrekontrakt, hvor dagtilbud eller skole klart har formuleret, hvad de forventer af forældrene, hvad forældre kan forvente af dagtilbud/skole, og hvordan forældrene bedst muligt kan bakke op om barnets dagtilbud /skole til alles bedste…

Måske er alt dette godt, men jeg har svært ved at se en klar linje i regeringens politik for hvornår noget er et “familieanliggende” og hvornår myndighederne skal fastlægge principperne for hvordan forældre skal agere. Jeg aner, at udtalelserne om barselsorlov er møntet på dem, regeringen gerne vil tækkes, mens udtalelserne fra opdragelsesteamet mest er beregnet på at fastlægge en politik over for grupper i befolkningen, som regeringen opfatter som et problem. For den førstnævnte gruppe er familien ukrænkelig og et “familieanliggende” som regeringen ikke skal blande sig i, for den sidstnævnte gruppe forholder det sig noget anderledes.

Tommy og tolvtallerne

I en pressemeddelelse fra Undervisnings- og Forskningsministeriet udtaler Tommy Ahlers at

Jeg synes, vi her har fået nogle tal, der tyder på, at karaktergivningen ikke fungerer helt, som den skal – eksempelvis er andelen af 12-taller meget høj.  Med den viden, vi har nu, er det vanskeligt at sige præcist, hvor skoen trykker. Vi skal derfor i dybden med evalueringen, så vi ved om karakterskalaen lever op til målene for, hvad en moderne karakterskala skal kunne, og så vi ved præcist, hvor vi skal sætte ind…

Men er det nu egentlig så underligt, at det er sådan? Ministerens udtalelse vidner for mig at om at han tænker på 12-skalaen på samme måde som man har tænkt om 13-skalaen, nemlig at nogle karakterer er “undtagelseskarakterer”, der ikke bør forekomme særlig ofte.

Tommy er ikke den eneste, der har det sådan. Jeg havde det også selv sådan, da 12-skalaen blev taget i brug. Ved en mundtlig eksamen var jeg ude for en studerende, der bogstaveligt talt intet vidsteCensor ville nødigt give eksaminanden -3, for “han havde jo sagt noget”. Problemet var bare, at den smule, han sagde, var helt uacceptabelt. Og fordi -3 ifølge den officielle definition gives for den helt uacceptable præstation, var det den karakter, han skulle have – og endte med at få.

Nogle studerende i dag har også den opfattelse, at nogle karakterer er “undtagelseskarakterer”. For ikke så længe siden fik jeg således en henvendelse fra en studerende, der havde fået karakteren -3 ved en skriftlig eksamen. Det kunne han ikke forstå, for han havde jo afleveret en besvarelse. Her måtte jeg desværre fortælle ham, at grunden til at han havde fået -3 var, at hans besvarelse var helt uacceptabel. Og havde han ikke indleveret nogen besvarelse, havde han slet ikke fået nogen karakter.

Og når 12 er karakteren defineret ved at den demonstrerer udtømmende opfyldelse af læringsmålene, må det helst ikke være en undtagelse, at dette sker.  Alligevel er hensigten at der på længere sigt skal være denne fordeling blandt beståelseskaraktererne:

  • 10 procent får karakteren 12
  • 25 procent får karakteren 10
  • 30 procent får karakteren 7
  • 25 procent får karakteren 4
  • 10 procent får karakteren 02.

For mig at se er der flere mulige løsninger:

  • Læringsmålene skal altid være på et sådant niveau, at 90% af de studerende ikke vil kunne opfylde dem til fulde.
  • Undervisningen skal være så dårlig, at 90% af deltagerne vil få svært ved at opfylde læringsmålene. (Dette vil nemt kunne realiseres, bl.a. ved hjælp af nedskæringer og dårligt kvalificerede undervisere.)
  • Vi ændrer karakterskalaen, så nogle karakterer bliver undtagelseskarakterer.
  • Vi accepterer, at der nogle gange er mange studerende, der får 12.

For mig at se er det sidste den mest oplagte løsning lige nu. Hermed ikke være sagt, at jeg er glad for 12-skalaen. Det er især svært at nuancere bedømmelser af den “middelgode” præstation; man ender tit med at give 7. Den bedste karakterskala ville være en skala, hvor karakterer var vektorer. Hver koordinat ville da repræsentere opfyldelsen af en bestemt type læringsmål. Problemet er selvfølgelig, at læringsmål er meget forskellige fra fag til fag og fra uddannelse til uddannelse, mens den nuværende karakterskala (ligesom 13-skalaen) giver en illusion at af f.eks. et 7-tal på bacheloruddannelsen i fysik på en eller anden måde kan sammenlignes med et 7-tal på kandidatuddannelsen i musikterapi.

Nedrustningsløfter igen

I dag taler mange om topmødet mellem Donald Trump og Kim Jong-Un som om det har ført afgørende nyt med sig og som om det viser, at Donald Trump måske alligevel formår et eller andet.

Men mange glemmer her, at Nordkorea faktisk har givet tilsvarende løfter ikke helt få gange tidligere siden 1985 – og de førte ikke til nedrustning. Mønsteret ser ud til at være, at Nordkoreas regime køber sig tid og velvilje fra omverdenen ved at love atomvåbennedrustning, når der er krise i landet. Først truer diktatoren med atomvåbnene, og derefter finder der en slags gensidig appeasement sted. I alle de tilfælde, hvor dette er sket, har det ikke været nogen konkret plan for hvordan nedrustningen skal finde sted, og derfor sker der aldrig rigtig noget. Heller ikke denne gang er der noget konkret udkomme. Det eneste, der er kommet ud af topmødet er vel, at to usympatiske statsledere begge har fået styrket deres image.

Det er også værd at bemærke, at Donald Trump som bekendt ikke har kunnet acceptere den helt konkrete atomnedrustningsaftale med Iran.

At lære at skrive ved at lære at læse

Jeg har skrevet ikke helt få indlæg om den svære kunst, det er at skrive godt, når man skriver i akademisk sammenhæng. Men lige så vigtigt er det faktisk at kunne læse godt – de to kompetencer er tæt forbundne. Ofte, når jeg har set en kluntet skrevet akademisk tekst (det være sig en tekst skrevet af forskere eller en tekst skrevet af studerende), undrer jeg mig ofte uvilkårligt over at forfatterne da ikke har set at sådan skal man da ikke skrive. Hvorfor stræber de da ikke efter at skrive bedre og efter at skrive noget, de selv har lyst til at læse?

Svaret er det kedelige, at kompetencerne for det at læse og det at skrive er koblet. Noget lignende kender vi fra talesproget.  Den vigtigste grund til at nogle mennesker taler et fremmedsprog med udpræget fremmed accent, mens andre ikke gør, er ikke at de har svært ved at bruge mundens muskler korrekt – for alle mennesker verden over uden egentlige funktionsnedsættelser har munde, der er helt ens indrettet. Årsagen til at nogle mennesker taler med stærk fremmed accent er derimod, at de har svært ved at høre forskel på lyde og især da, når det gælder lyde, de ikke er vant til at høre. Mennesker fra østasiatiske lande som Kina og (især) Japan har f.eks. svært ved at høre forskel på “L”- og “R”-lydene, som på indoeuropæiske sprog forekommer at være tydeligt forskellige.

Dette er i virkeligheden et vigtigt argument for at blive god til at læse andres tekster, som man sjældent hører i undervisningssammenhæng – nemlig at man selv bliver bedre til at skrive, hvis man bliver god til at læse. Omvendt er en kluntet skrevet tekst på sin vis en tekst, der “skriver med fremmed accent”.

Hvad end jeg måtte have af færdigheder, når det gælder selve dette at kunne skrive, kommer fra mit ønske om at kunne skrive lige så godt som mine forbilleder.

Udsat for konkurrence og kærlige skub i alle tre sektorer

Nu, hvor overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er overstået, er det nødvendigt at huske på, at kampen om arbejdsvilkårene på det offentlige område ikke er slut. Tværtimod.

Af og til hører man politikere fra  de partier, der gerne vil danne regering, tale om “afbureaukratisering” (som Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen Rasmussen har kaldt det) eller endda om “et opgør med New Public Management” (som Mette Frederiksen kalder det). Men i al stilfærdighed kom der i sidste måned en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet og Erhvervsministeriet med titlen Konkurrenceudsættelse – den bedst mulige service for pengene. Den bliver indledt med disse ord:

Danmark har brug for en offentlig sektor, der følger med tiden og som konstant udvikler og fornyer sig. En vej til fortsat kvalitetsudvikling, innovation og effektivisering af den offentlige opgaveløsning er mere konkurrence om de offentlige opgaver.

Regeringen ønsker derfor at konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver i stat, regioner og kommuner. At en opgave konkurrenceudsættes betyder ikke nødvendigvis, at opgaven skal varetages af en privat aktør. Det centrale for regeringen er, at opgaven bringes i udbud, og at det testes, om opgaveløsningen er effektiv og giver den bedste kvalitet til prisen. Det afgørende er, at danskerne får den bedst mulige service for pengene.

Regeringen vil derfor opstille ambitiøse måltal for konkurrenceudsættelsen i kommuner, regioner og staten. Ambitiøse måltal skal give konkurrence-udsættelsen et kærligt skub i alle tre sektorer. Vi har tidligere haft måltal på kommunernes område. Tiden er nu kommet til at have måltal for hele den offentlige sektor.

Her er der tale om alt andet end et opgør med New Public Management – der skal tværtimod være endnu mere af den, hvis det står til den nuværende regering. Der skal være endnu mere konkurrence og endnu flere målinger i den offentlige sektor. New Public Management har været et centralt princip hos alle regeringer siden sidste halvdel af 1990erne, og hvis det virkelig har været så god en idé, er det underligt at problemerne i den offentlige sektor tilsyneladende stadig er så store.

Men der blev ikke talt ret meget om denne rapport i maj måned i år; den udkom lige efter at overenskomsterne var faldet på plads, og det er næppe tilfældigt. Det helt store diskussionsemne var nu blevet tildækningsloven om burkaer mm. Noget tyder på at den kommende valgkamp også skal handle om flygtninge- og udlændingepolitik, så fokus også til den tid bliver fjernet fra de voldsomme ændringer, den offentlige sektor er i færd med at blive udsat for.

Jeg kan i øvrigt ikke lade være med at bemærke, at frasen “et kærligt skub” blev introduceret af Inger Støjberg i 2009 som hendes beskrivelse af kontakthjælpsloftet og siden er blevet brugt bl.a. for at retfærdiggøre stramninger af regler for familiesammenføringer. Hvor megen kærlighed, der så har været i alt det skubberi, der er fundet sted, kan og bør diskuteres.

Forhåbentlig er der nogen, der i den kommende valgkamp tør sige, at vi efterhånden trænger til at tale om hvad New Public Management gør ved vores samfund.

Den svære nekrolog

I dag kunne jeg læse om en usædvanligt bitter nekrolog (se ovenfor) indrykket af de voksne børn af en amerikansk kvinde, der for nylig døde i en alder af 80 år. Nekrologens ordlyd er ikke til at tage fejl af: Børnene vil ikke savne hende.

Man må selvfølgelig skrive lige hvad man vil, så længe det ikke er truende eller injurierende mod et levende menneske. På denne måde er der selvfølgelig ingen tvivl om at nekrologen er legitim. Men hvad bør man skrive? På sin vis er dette nemlig også et eksempel på den svære diskussion om ytringsfrihed og etik, nemlig om hvad man kan sige, kontra hvad man bør sige.

Da prins Henrik døde for ikke så længe siden, var nekrologerne i de danske medier overstrømmende, måske i et forsøg på at kompensere for at man her i mange år havde fremstillet ham som lettere grinagtig og pinlig, måske i en form for selvransagelse, fordi man nu vidste, at han i længere tid havde lidt af demens. Jeg ved ikke, hvad jeg selv ville have skrevet. På den ene side går jeg ind for at monarkiet skal afskaffes, på den anden side er der ingen grund til at være personligt ubehagelig i denne sammenhæng.

Jeg vil gætte på, at børnene af den afdøde amerikanske kvinde heller ikke, mens hun levede, har forsømt at gøre hende opmærksom på hvor dårligt de syntes om hende. Måske var det derfor ikke på sin plads også at skrive det i nekrologen. Det dårlige eftermæle er formodentlig for længst på plads.

Det vil blive svært for mig og mine søskende at skrive en nekrolog over vores far, der i dag er meget gammel. Vi opfatter ham som ekstremt usympatisk og upålidelig, og vi har derfor ikke kontakt til ham længere.  Men skal der skrives en nekrolog, bliver den kort og faktuel. Engang var der jo også nogen, der holdt af ham.