Årets albumudgivelser 2018

Velkommen til en oversigt over årets countryudgivelser, isprængt black metal, elektronisk musik fra Brasilien og svensk pop.  Der er genudgivelser og genfundne live-optagelser. Og der er en kort oversigt over nogle gode danske albums.

En dag bliver jeg nok nødt til at købe en pladespiller igen. Men indtil videre har jeg stor glæde af den streaming-tjeneste, jeg har tegnet abonnement på, når jeg skal på opdagelse derude i vildnisset.

Gui Boratto: Pentagram

Så er der igen nyt fra den elektroniske musiker fra Brasilien, og det er på én og samme tid afmålt og varm musik. Jeg var meget begejstret for hans Chromophobia-album i sin tid, og dette er næsten i samme liga. Der er både elektroniske uptempo-numre og noget sangorienteret (der er hans mindre stærke side); mere af det første, og vi havde haft et nyt Chromophobia.

Zeal & Ardor:  Stranger Fruit

Det er ikke meget black metal, jeg får lyttet til. Det sidste album i genren, jeg kastede mig over, kom fra danske Solbrud. Dette er en overraskende og overrumplende blanding af black metalog amerikanske spirituals fra et schweizisk band (hvis sanger og sangskriver har en afro-amerikansk far). Vreden i de to genrer er beslægtet, og når blandingen af genrer bliver sømløs, er det virkelig vellykket. Og man kan endda forstå, hvad der bliver sunget – det er nemlig ikke brøl og growl det hele. Black metalsvinger normalt ikke en meter, men det gør Zeal & Ardor.

Yo La Tengo: There’s A Riot Going On

Jeg har i snart mange år fulgt med i hvad Ira Kaplan & Co. har lavet, og dette er så klart et af deres bedste albums. Det er meget tilbagelænet og med præcis den blanding af repetitive instrumentalnumre og lidt tørt naive sange, som Yo La Tengo bærer med sig som en arv fra Velvet Underground. Yo La Tengo er forunderligt gammeldags, men er aldrig blevet mainstream. Og vel godt det samme for dem.

Okkervil River: In The Rainbow Rain

Trofaste læsere vil vide, at jeg nærer et præcis lige så ukritisk positivt forhold til Okkervil River, som visse andre har til f.eks. Håkan Hellström. Håkan er altid Håkan, men bortset fra Will Sheff, er hele Okkervil River blevet skiftet ud siden The Stage Namesog The Stand-Ins, der for mig repræsenterer gruppens højdepunkt. Men her er lyden stort set den samme som på netop dé albums, og sangskrivningen på faktisk også på stort set samme niveau. En sang som “Famous Tracheotomies” burde ikke kunne fungere, men det gør den, og Kinks-citatet fra “Waterloo Sunset” er særdeles velvalgt. Will Sheffs tekster er altid sangbare, velformulerende og værd at lytte til.

Neko Case: Hell-On

Den rødhårede sangerinde fra The New Pornographers har lavet endnu et album på egen hånd. Det er så vidt jeg kan se, første gang der er en sang af A.C. Newman (den rødhårede sanger fra The New Pornographers) med på hendes soloalbums. Også en duet med Carl Bachmann (som engang var med i Archers Of Loaf – de gav faktisk engang en koncert i Aalborg!) er rigtig god. Begge sange er blandt højdepunkterne, selv om de også på sæt og vis er atypiske.

Jon Hopkins: Singularity

Jeg var særdeles positiv over for Immunity, og det er jeg også for Singularitys vedkommende. Jon Hopkins forstår som få at skabe et lydbillede, der på én gang rummer fremdrift og giver rum til detaljen. FÅ kan som Jon Hopkins få knitrelyde til at lyde så naturligt pågående! Singularityer mere ambient end Immunityvar, og man aner en vellykket påvirkning fra denne del af Brian Enos værk.

Ray LaMontagne: Part Of The Light

Jeg har fulgt med i Ray LaMontagnes gøren og laden i et stykke tid, lige fra de mest country-prægede ting på de tidligere albums (der giver mindelser om Ryan Adams i det tyste hjørne) over de let psykedeliske stemninger på Supernovatil den overraskende og lidt underlige udflugt ind i en slags stoner-rock på Ouroboros.  Part Of The Lighter en vellykket syntese af det musikalske udtryk fra de seneste tre albums, og jeg kan igen se, hvor denne noget introverte og dybest set idealistiske amerikaner vil hen. Titelnummeret er særdeles smukt.

Calexico: The Thread That Keeps Us Together

De kan endnu, og sangskrivningen når igen et højt niveau. Calexico kan forene americanamed latinamerikansk musik, uden at det virker som kulturel appropriering, og dét er stor kunst i sig selv. Jeg holder meget af Calexico, som jeg nu flere gange har haft den store fornøjelse af opleve på en scene (endda i Aalborg, da bandet var i sin vorden!). The Thread That Keeps Us Togetherer en værdig efterfølger til Edge Of The Sun

Robyn: Honey

Særdeles overbevisende pop. Nogle vil sige, at Robyns musik ikke er kunst, men for mig at se er det en stor kunst at skabe iørefaldende popmusik, man ikke hurtigt bliver træt af. Der er en egentlig meget nordisk melankoli i Robyns popunivers, som jeg efterhånden har opdaget og er kommet til at holde af. Og ingen andre kan vel som Robyn synge Mmmmmpå en så én gang sensuel og eftertænksom måde. Honeyer ikke så umiddelbar som Body Talkvar, men der er en linje i sangene fra åbningsnummeret “Missing You” til afslutningen “Never Again”, der fortæller om et parforhold/ægteskab i krisen og vejen ud af krisen (eller forholdet?), og for mig har dét været vejen ind i dette gode popalbum. “Never Again” minder forresten om Future Islands på en usædvanligt god dag (eller er det mon New Gold Dream?).

The Young Fathers: Cocoa Sugar

Dette er så klart årets album. Trioen fra Edinburgh befinder sig i et musikalsk univers, der bærer præg af den afrikanske baggrund, to af musikerne har, men derudover er Cocoa Sugarikke nemt at sætte i bås – men hvorfor skal man egentlig dét? Nogle vil måske sige, at The Young Father minder om TV On The Radio, men de er alligevel helt sig selv. Det vigtigste er at det lyder godt og er vedkommende, og det er Cocoa Sugar i høj grad. Sangskrivningen er på et konsistent højt niveau, og helhedstrykket er mere tilgængeligt end forgængerne. 

Og så var der også…

Erika Wennerstrom: Sweet Unknown

En overraskende kraftfuld og indlevet vokalist, som jeg ikke havde hørt om før. Nummeret “Extraordinary Love” er faktisk hele albummet værd. Dette er countryrock, men mere rock end country. Og hun er faktisk ikke svensk, men amerikansk.

Tal National: Tantabara

Nej, det er ikke Matt Berninger og brødrene Dessner, vi har fat i her, men en gruppe  fra Niger. Som det er tilfældet med så mange vestafrikanske musikere, har de på én og samme tid travlt og er tilbagelænede ud over enhver fornuft i deres musik. Det er rock og highlifeog hvad det nu hedder.

Rival Consoles: Persona

Jeg troede en lang overgang, at jeg ville ende med at overgive mig til dette engelske album med elektroniske stemninger, men det skete så ikke. Det blev Jon Hopkins, der vandt klart på point.

Cat Power: Wanderer

Cat Power sukker sig gennem endnu et let kuldslået album. En amerikansk popsangerinde, som Jens af uvisse årsager godt kan lide, dukker også op på et af numrene. Det er der ikke rigtig noget at gøre ved.

Tomas Andersson Wij: Avsändare Okänt

Hans tekster er velturnerede og rummer en masse livserfaring. Dét holder jeg meget af. Lidt mindre holder jeg af den resignation, der har fået det med at stikke hovedet frem. Eller: det fremståri hvert fald som resignation. Måske tager jeg fejl.

Big Red Machine: Big Red Machine

Her har vi så til gengæld Aaron Dessner fra The National sammen med Justin Vernon fra Bon Iver. Der er gemt en god EP med Bon Iver i dette album, men der er også en del, der ikke siger mig så meget. Og jeg bemærker til min forbløffelse, at Big Red Machineer det uofficielle navn for de lovlydige knallertentusiaster, der officielt kaldes Hells Angels. Det ved jeg ikke, hvad jeg skal ligge i.

Foxing: Nearer My God

Her er et amerikansk band, jeg ikke havde hørt om før. Pitchfork roste dem til skyerne, så jeg har givet dem et lyt (faktisk meget mere end dét). Nearer My Goder et lidt hysterisk og meget amerikansk album med mindelser om både emoog Prince., men nogle gange lykkes det at skære gennem flommen og opdage noget interessant.

Lucero: Among The Ghosts

Dette amerikanske band har faktisk været sammen i en del år, men det er først nu, jeg opdager dem. Deres musikalske univers giver mindelser om Bruce Springsteen, men det er mere country-præget og faktisk også mere råt. Der er gode takter, men ikke samme dybde som hos Bruce Springsteen (det ville måske også være at forlange det umulige).

Säkert: Arktiska oceanen  [ men Däggdjur fra 2017 er suveræn ]

Dette er kunstnernavnet for den svenske sangerinde og sangskriver Annika Norlin. Arktiska oceanener på mange måder en vellykket ep, men albummet Däggdjurfra 2017, som jeg desværre først opdagede i år, er suverænt. Teksterne er næsten det hele værd.

The Arctic Monkeys: Tranquility Base Hotel & Casino

Jeg bliver næsten nødt til at kommentere dette album, for jeg har en tydelig fornemmelse af, at visse andre mennesker (f.eks. en vis Jens Unmack) kan lide det. Jeg ville også gerne kunne lide det mere end jeg egentlig kan, men over albummet hviler ånden fra og lyden af gamle brune lænestole med velourbetræk, noget jeg desværre ikke helt kan værdsætte.

Anna Ihlis: Avskedet 1864-2018

Anna Ihlis har sat melodi til tekster af den svenske digter Erik Axel Karlfeldt, og på den måde er albummet beslægtet med Mando Diaos Infruset,der satte melodi til tekster af Gustav Fröding, som var samtidig med Erik Axel Karlfeldt. Musikalsk er vi dog et lidt andet sted; Avskedet 1864-2018 kan faktisk minde lidt om Säkert! Albummet er smukt tænkt og udført og værd at lytte til (som alle andre albums, jeg nævner her) men også lidt køligt.

Big Star: Live at Lafayette’s Music Room

Big Star var en legende, og der er et stort vemod forbundet med at lytte til deres gyldne sange, der ikke fik det publikum, de fortjente, da de tre oprindelig var sammen. Da jeg læste om dette live-album, gik det op for mig, at jeg indtil da aldrig havde hørt live-optagelser med dem. Men det har jeg nu, og jeg må konkludere, at Big Star også var gode på en scene.

Hiss Golden Messenger: Box Set – Devotion Songs About Spirits and Rivers and Children

Jeg holder meget af Hiss Golden Messenger, og nu er der så kommet et bokssæt med deres første fire albums og en ekstra skive med b-sider og outtakes.Det er countryrock af den slags, som jeg aldrig bliver træt af. Så er I advaret.

R.E.M.: At The BBC

Dejligt at høre dem igen; jeg hørte en del af disse optagelser på BBC, da jeg boede i Edinburgh for mange år siden, og det vækker gode minder om R.E.M.. Jeg savner dem, og jeg er næppe den eneste. Det er synd, at R.E.M. ligesom The Beatles endte med at blive krammet ihjel af al populariteten, så alle til sidst glemte hvordygtige musikere og sangskrivere de fire herrer faktisk var.

Fra Danmark

Vanen tro tager jeg fat i udgivelser med danske tekster, for på dette punkt er den danske musikscene alle andre overlegen!

Mark Facchini: Himmelmekanik

De Efterladte: Synger dagen ind

Peter Sommer: Elskede at drømme, drømmer om at elske

Folkeklubben: Sort Tulipan

The Minds of 99: Solkongen

Katinka: Vokseværk

Egentlig vil jeg sige det samme om alle disse albums, nemlig at de viser, at det er muligt at finde sin egen stemme på dansk og forene originale tekster og originalt melodimateriale på en måde, der bør få alle danske musikere, der tror at de skal synge på engelsk for at virke “autentiske”, til at tænke sig grundigt om! Alle seks albums vidner om moderne dansk sangskrivning på et konsistent højt niveau.

(Visited 155 times, 1 visits today)