Salme ved Internettets afslutning (En hyldest til Samuel Beckett)

Fra Samuel Becketts teaterstykke “Mens vi venter på Godot”, et stykke kendetegnet ved at personerne ikke rigtig ved, hvorfor de gør som de gør.

Da jeg kom hjem fra arbejde, fortalte min familie mig at internetadgangen i vores hjem var afbrudt, og min datter var desperat – to afleveringer i matematik og fysik havde frist i aften, og i vore dage afleverer man over nettet.

Jeg kaster et blik på vores modem og kan konstatere, at dette er ude af vore hænder. Derefter går jeg ud på gaden for at ringe til Stofa, thi mobildækningen hvor vi bor er så elendig, at vi bruger wi-fi-opkald.

– Hej, det er Camilla.
– Hej Camilla, det er Hans. Jeg bor Bondropsgade 12A i Nørresundby. Vores Internetforbindelse fungerer ikke.
– Det er underligt; det ser ikke ud som om du er kunde hos os.
– Men det er jeg. Jeg betaler trofast til jer og får reklamebreve fra jer.
– Er du helt sikker?
– Ja, det er jeg.
– Vent, nu kan jeg se at der har været en tekniker ude og lukke forbindelsen.
– Hvorfor har vi ikke fået det at vide?
– Teknikeren har lagt et postkort i jeres brevkasse.
– Det har jeg ikke set.
– Det var ærgerligt. Nu vil jeg prøve at finde ud af hvilken dag, der kan komme en tekniker ud til jer. Hæng på lidt.

Herefter følger Stofas pausemusik. Imens sender jeg min datter en SMS: Hun kan sidde på biblioteket og lave lektier; de har internetadgang. Snart efter sidder vi begge på biblioteket. 20 minutters pausemusik senere:

– Ja, hej igen. Undskyld, det tog lidt tid. Men jeg vil prøve at finde ud af hvornår vi kan finde en tekniker til jer. Kan du vente en halv time? Så ringer vi tilbage.

Jeg snakker med min datter om hendes lektier; det er noget med koefficienterne i andengradspolynomier og vektorregning. I mellemtiden ringer telefonen.

– Hej, det er Heidi fra Amnesty International.
– Hej, Heidi.
– Du har jo skrevet under på en af vores appeller for nylig. Kunne du ikke tænke dig at være medlem af Amnesty International?
– Jeg har været medlem af Amnesty International siden 1993. Jeg var faktisk til aktivismeseminar i søndags og til landsmøde for en måned side. Jeg var med til at stifte Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg; jeg har endda nøgle til Amnestys lokaler i Aalborg.
– Nå, så ved du jo nok meget om Amnesty. Hvor meget betaler du i bidrag til os om måneden?
– Det kan jeg ikke huske; det er ikke et lille beløb.
– Hvad er dine bankoplysninger?
– Bankoplysninger? Hvad skal du bruge mine bankoplysninger til? Jeg giver jo allerede et bidrag.
– Hvis jeg får dine bankoplysninger, lover jeg at vi ikke ringer igen.
– ???????????!!!!??????

Ti minutter senere ringer telefonen igen.

– Hej, det er Camilla fra Stofa. Der kan komme en tekniker i morgen mellem 7.30 og 12.30.
– Men vi skal jo på arbejde og i skole.
– Kan din datter ikke blive hjemme fra skole?
– Jeg er bange for at det ikke er en god idé. Så må jeg jo aflyse mine aftaler og blive hjemme.
– Ja, det er da ærgerligt.
– Hov, nu kan jeg se, at I har sendt mig en SMS med bekræftelse på at der kommer en tekniker hjem til mig. Der står så godt nok også, at besøget vil koste 997 kroner i timen. Det er jer, der lukket for adgangen. Jeg har ikke pillet ved noget.
– Det er noget, vi skal skrive. Det betyder ikke, at du kommer til at betale noget.
– Så er jeg måske mere lettet. Farvel.
– Farvel.

Nu indløber to enslydende SMS’er fra Stofa:

Vi har annulleret din aftale med en tekniker. Ring til Stofa for at få en ny aftale.

Jeg ringer til Stofa. Nu følger 20 minutters pausemusik.

– Hej, det er Olav. Hvad kan jeg hjælpe med?
– Jeg talte med en af dine kolleger om at få en tekniker ud. I har lukket for vores internetforbindelse. Jeg havde fået en aftale, men nu har I aflyst aftalen pr. SMS. To gange.
– Det må være en fejl.
– Vil du ikke nok se efter?
– Det skal jeg nok.
– Tak.
– Vent, nu kan jeg se at det er en fejl. Din aftale er ikke aflyst.
– Er du helt sikker på det?
– Ja. Din aftale gælder stadig.
– Farvel, Olav.

Herefter følger et længere ophold på Nørresundbys bibliotek med mere samtale om andengradspolynomier og vektorer. På et tidspunkt laver jeg en banal fortegnsfejl i mit forsøg på at forklare noget med retningsvektorer og fortæller min datter, at jeg vil gå hjem for at lave mad. Derefter går jeg hjem, åbner fryseren og flår en pakke frosne grøntsager op.

(Senere, da jeg er mæt, sidder jeg igen på biblioteket og skriver dette indlæg.)

Arven fra Dick Tracy

Armbåndsuret, som Dick Tracy bar i Chester Goulds tegneserie allerede i 1946.

Svend Brinkmann er i sit seneste indlæg i Politiken også skeptisk over for valget af Tommy Ahlers som forskningsminister. Hvor meget disruption kan man egentlig skabe?

Brinkmann henviser til en artikel fra 2005 fra tidsskriftet Techological Forecasting and Social Change af den amerikanske fysiker Jonathan Huebner.  Huebner prøver at analysere innovation baseret på en liste over 8583 vigtige hændelser i naturvidenskab og teknik siden 1455. Han laver en regressionsanalyse, og det viser sig at antallet af hændelser som funktion af tid siden 1455 ikke er eksponentielt voksende, men tværtimod er aftagende. I sin konklusion skriver Huebner at

…the evidence presented indicates that the rate of innovation reached a peak over a hundred years ago and is now in decline. This decline is most likely due to an economic limit of technology or a limit of the human brain that we are approaching. We are now approximately 85% of the way to this limit, and the pace of technological development will diminish with each passing year.

Så måske er der i virkeligheden ikke så store muligheder for disruption?

Jeg ved det (heller) ikke. Informationsteknologien, som det hedder nu,  bliver ofte udråbt som den helt store forandrer. Den lever højt på to store erkendelser, men ingen af dem er helt nye. Den ene er den indsigt, som skyldes von Neumann og Turing i 1940’erne, at al information kan opfattes som data, der kan behandles med algoritmer. Selve ideen om den universelle programmerbare computer udnytter at programmer også “bare” er data, der kan gemmes i computerens hukommelse. Derfor kan vi bygge computere ind i alle de andre fysiske genstande, der har brug for information. Den anden store erkendelse er, at computere kan kommunikere med hinanden. Denne ide stammer som bekendt fra ARPAnet i 1960’erne.

Ganske mange af ideerne om hvad informationsteknologien kan bruges til, er faktisk fremskrivninger, der gør brug af en stræben efter at gøre apparater stadigt mindre. For eksempel har det berømte smartwatch spøgt lige siden 2. verdenskrig; jeg husker Dick Tracy-historierne fra Seriemagasinet først i 1970erne. Her gik Dick Tracy rundt med et “tv-armbåndsur”, og det havde han gjort lige siden tegneren Chester Gould fandt på uret tilbage i 1946.

Jeg vil selvfølgelig være forsigtig med at hævde, at der ikke er noget nyt under solen og ikke vil komme det. Men min fornemmelse er, at de store erkendelser, der forandrer verden, ikke er nogen, man kan tvinge frem ved målrettet satsning. De store opdagelser i naturvidenskabens historie er så godt som altid dem, som ingen oprindelig ledte efter. De kom fra grundforskningen, ikke fra den anvendte forskning. Hvad mon Tommy og de andre synes om grundforskning?

Oprøret, der bliver væk

Pinsemarchen 1968 mod krigen i Vietnam.

I 1960’erne var der intet demokrati på universiteterne. Rundt om i verden havde racisme og anden intolerance kronede dage. Nye slags teknologi var et instrument for store forandringer. Ude i Vietnam rasede en ekstremt blodig krig.

I 2018 er der intet demokrati på universiteterne. Rundt om i verden har racisme og anden intolerance kronede dage. Nye slags teknologi er et instrument for store forandringer. I Syrien raser en ekstremt blodig krig.

Dengang for 50 år flød bægeret over, og fra 1968 og frem skete der tilsyneladende en masse. I pinsen 1968 var der f.eks. en stor march fra Helsingør til København i protest mod krigen i Vietnam.

Hvad sker der i dag, hvor det er også er pinse? Tilsyneladende ikke nær så meget. Jeg har tit undret mig over at der ikke er omfattende fredsdemonstrationer rundt om i verden for at standse krigen i Syrien og over at der ikke er voldsomme protester blandt studerende mod den gældende danske universitetslov. Ja, vi var mange, der der protesterede mod belejringerne af Aleppo og Ghouta (jeg var selv med til arrangere fakkeltog i Aalborg ved begge lejligheder), men protesterne har ikke nær samme omfang som for 50 år siden, da det gjaldt Vietnam.

Hvorfor er det sådan? Der er en interessant kronik af Lauritz Korfix Schultz i Berlingske (af alle steder!) i dag. Han spørger om det samme, og han kommer også med et nærliggende bud på et svar. I dag er det lykkedes at skabe en illusion om at alt er muligt, hvis bare man gør nok. Alle kan blive stjerner, alle kan få en uddannelse, alle kan (og bør) skabe deres egen virksomhed. Hvis ikke man lykkes med dette, må det derfor være éns egen skyld – og det samme må gælde for de andre. Og man kan ikke gøre oprør mod sig selv, kun forsøge at forbedre sig selv.

Også jeg, der ikke altid har kendt denne tilstand af kronisk konkurrence mellem alle, sidder ofte og anklager mig selv for ikke at gøre det godt nok i mit arbejdsliv.  Men det er på tide, at jeg og andre indser, at der ikke findes nogen konkurrence inden for de nu fremherskende spilleregler, hvor alle vinder.

Aktivismeweekend i Odense

Amnesty Internationals generalsekretær Trine Christensen

Jeg har været med i Amnesty Internationals aktiviteter i Danmark siden 1994, og jeg synes fortsat, at jeg kan lære meget. I dag var jeg i Odense for at deltage i noget, der godt må blive en ny tradition, en såkaldt aktivismeweekend. Vi var omkring 20 deltagere fra hele landet i alle aldre. Mange var unge, men en enkelt havde været medlem af Amnesty Internationals danske afdeling siden grundlæggelsen i 1964 (det år, jeg selv er født!).

Vores generalsekretær Trine Christensen kiggede forbi, og hun fokuserede i det, hun sagde til os, på at menneskerettighederne i disse år er under større pres end de har været længe. Også Amnesty International selv har fået meget sværere ved at arbejde rundt om i verden, og det også i Europa. Når Amnesty Internationals generalsekretær og formand begge bliver fængslet i Tyrkiet på falske anklager om terrorisme og når Ungarns regering gennemfører en lov, der kræver at alle organisationer, der beskæfter sig med flygtninge, skal betale 25 procent i skat af alle penge, de bruger i udlandet til den ungarske stat og desuden hænger Amnesty Internationals medarbejdere ud i store avisannoncer – da er der grund til at være bekymret. Og når den danske statsminister i sin tale til Europarådet bruger tiden på at angribe Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så er der også grund til bekymring.

Der var dog også fokus på det nære arbejde, vi gør. Hvad gør man, når man skal henvende sig til mennesker på gaden? Jeg ved, hvor nødvendigt det er, men det er et aspekt af kampen for menneskerettigheder, der stadig slet ikke falder mig let. Det var godt at få at vide, at netop dette er svært og at der er teknikker, man kan bruge for at gøre mødet nemmere.

Og så var der noget om hvordan man kan bruge sociale medier; et helt konkret resultat af dagen i dag er at Amnesty Internationals Facebook-gruppe for Aalborg i dag er blevet genoprettet. For år tilbage belærte en lokal eventmager i Aalborg os ellers om, at Facebook-grupper var nytteløse, hvorimod Facebook-sider virkede godt. Derefter nedlagde vi så Facebook-gruppen. I dag fortalte Marie fra sekretariatet os så, at vi faktisk kan få meget mere ud af at have en Facebook-gruppe end af at have en Facebook-side!

I det hele taget var det en rigtig god dag, og som altid er det inspirerende at møde så mange vidt forskellige mennesker, der føler samme kald som jeg selv gør. Jeg havde kun tid til at være med i dag og skulle hjem efter dagens program; de fleste andre bliver til yderligere aktiviteter i morgen.

Igen og igen

Endnu et skoleskyderi er netop fundet sted i USA. Jeg spekulerer selvfølgelig på, hvor længe tilhængerne af den næsten ikke-eksisterende lovgivning om håndvåben kan blive ved med at ignorere at det bare bliver ved og ved.

Men det er også vigtigt at fokusere på hvorfor der så ofte er elever, der på denne måde går amok. Ofte er der tale om psykisk sårbare unge mennesker, hvis situation bliver direkte værre gennem deres nederlag i uddannelsessystemet og i forsøgene på at blive socialiseret. For dette sker jo igen og igen; selvfølgelig er massemordene kun toppen af isbjerget. Siden 2016 har vi set en del bilangreb rundt om i Europa og Nordamerika. Bilangriberne er, i al fald så vidt jeg kan se, lidt ældre end skoleskyderne, men i begge tilfælde er der tale om gerningsmænd (det er så godt som altid store drenge eller unge mænd), der har ondt i livet.

I Politiken er der i dag et debatindlæg, der beskriver hvordan en dansk folkeskoleelev på mellemtrinnet overfalder to lærere.

Indlæggets forfatter, der er tillidsrepræsentant på den pågældende skole, skriver

Den ene lærer bliver slået omkuld, og den anden bliver overfaldet med bid, spark og slag. Alt dette foran resten af klassen. Efter lidt tid får man eleven ud på gangen og op til kontoret. Her bliver vores leder ligeledes slået, og hele entreen til skolen bliver raseret.

Den ene lærer bliver slået omkuld, og den anden bliver overfaldet med , spark og slag. Alt dette foran resten af klassen. Efter lidt tid får man eleven ud på gangen og op til kontoret. Her bliver vores leder ligeledes slået, og hele entreen til skolen bliver raseret.

Eleven raserer derefter et nyt område, hvor planter og billeder fra væggene bliver totalt ødelagte. Elevens forældre er ankommet til skolen, men heller ikke de kan få barnet til at falde ned. Situationen er totalt kaos. Efter lidt tid er eleven løbet væk fra kontoret. Bekymringen går nu på, om eleven kan finde på at overfalde tilfældige børn og voksne på skolens gange. Det overvejes, om der skal tilkaldes yderligere hjælp i form af politiet. Der er ikke kontrol over situationen.

En periode med uvished tager over. Eleven er blevet observeret i en gård midt i skolen. Her kan dørene låses, og det bliver de. Eleven er nu låst inde i en stor gård, hvor vi blot kan afvente, at han falder ned. Imens vi venter, bliver flere af klasserne sendt hjem for at skabe ro. Elevens forældre kan langsomt bevæge sig tættere på ham, og til sidst – efter et par timer – falder han nok ned til, at de sammen kan forlade skolen.

Jeg vil gætte på at en sådan elev ville have været en potentiel skoleskyder, havde dette været USA og ikke Danmark.

Livet i Skyen

Foto: Anders Rye Skjoldjensen

I går skrev jeg om mine egne luksusproblemer med et nyt fjernsyn. I dag vil jeg vende blikket mod en verden, der er virkelig for mange i Danmark, nemlig et liv i misbrug, fattigdom og ensomhed. Det er skyggesiden af den forbrugsfest, der gør det muligt for folk som mig at købe nye varer. Det er veldokumenteret, at store dele af økonomien bag handel med og produktion af narkotika passerer gennem finansverdenen, bl.a. store banker, og dermed reelt er en integreret del af den “rigtige” kapitalistiske økonomi.

I dagbladet Information er der i dag en artikel om værestedet Skyen i København, hvor de lokale narkomaner kommer for at fixe. Den er vigtig læsning.

»Det er ikke hr. og fru Jensens velstimulerede børn, der kommer her. Det er krigsveteraner og folk med de værste socialsager, man kender fra medierne. Jeg tror, at du og jeg kunne ryge heroin i en uge, og så ville du nok være lidt syg, men der ville ikke være fare for, at du hang i det resten af dit liv.«

Manden med den grønne kasket mener ikke, at det er stofferne i sig selv, der er problemet. Stofferne giver en pause fra de virkelige problemer, som de fleste stofbrugere har.

De næste tre linjer giver et chokerende, men meget tydeligt indblik i nogle årsager til stofmisbrug, og på sin måde siger dette citat mindst lige så meget som mange af de analyser, vi støder på.  Derfor vil jeg lade det udgøre afslutningen her.

»Vi siger jo: Onkel Benny bollede mig i røven fra jeg var tre år gammel, ik’? Jeg har det svært, så stikker jeg mig i armen, og pift: Så har jeg det godt,« siger han.

Tingenes fortsatte tyranni

For at høre min cd med “Verklärte Nacht” af Arnold Schönberg uden hak og udfald skal jeg tænde for tv. Så noget kan det store fjernsyn da bruges til.

Tilbage i 2012 skrev jeg om tingenes tyranni her. Det fortsætter ufortrødent.

I sidste uge købte jeg et nyt tv på tilbud; sådan et smart et, der understøtter ikke bare HDMI (det gjorde det gamle fjernsyn fra 2009 fint) men også ARC-protokollen, så man på enkel vis bl.a. kan sende lydsiden af tv-udsendelser ud gennem musikanlæggets højttalere ved at forbinde hele herligheden. Og det kan man også.

Men tv-billedet er pixelleret, og lyden falder hele tiden ud. TV-signalet er måske for svagt, eller også er tv’ets tuner bare for følsom. Jeg ved det ikke. Siden jeg købte det nye tv, har jeg i al fald ikke set tv overhovedet, og jeg ruster mig mentalt til at sende apparatet tilbage til butikken.

Jeg kunne selvfølgelig lytte til cd’er på det gode musikanlæg – sådan nogle har jeg nemlig stadig en del af, og (også) til klassisk musik er de stadig markant bedre end streaming. Men siden jeg tilsluttede tv’et til de andre komponenter, er disk-afspilleren begyndt at hakke i det, så lyden falder ud. Det er ikke snavs inde i afspilleren, der er årsag, for der er én løsning, der virker: at tænde for tv, når jeg vil lytte til en cd. Så spiller disk-afspilleren nemlig fint, uden hak eller problemer. Her er det noget med manglende interoperabilitet for forskellige implementationer af HDMI-protokollen, der driller.

En tredje mulighed kunne så være at lytte til DR P2, men efter lang tids forgæves forsøg måtte jeg indse at Stofa netop har fjernet adgangen til FM-båndet her i byen.

Jeg er vokset op i den analoge verden med billedrørs-tv, simple FM-radioer og pladespillere. De apparater virkede hver gang, og deres fejl var ofte nemme at gennemskue. Den digitale verden skulle være så nem og brugbar, men netop nu er det alle irritationsmomenterne, der stikker deres grimme hoveder frem.

På vej over tærsklen

I  disse uger kommer der ganske mange studerende fra 4. semester på datalogi- og software-uddannelserne forbi mit kontor for at stille spørgsmål i forbindelse med deres projekt, der snart er slut. I projektet er et vigtigt læringsmål, at de studerende skal lave en definition af et programmeringssprog. Og her får de brug for indhold fra kurset Syntaks og semantik, som jeg har holdt.

Det er interessant at snakke med dem og få et indblik i deres projekter, og jeg opdager, at så godt som alle har de samme udfordringer, de samme “traditionsrige fejl”. For to år siden skrev jeg om disse “traditionsrige fejl”, men jeg har nu et endnu klarere billede af præcis hvilke misforståelser, der finder sted i så godt som alle projekter på dette forløb. Jeg er nu nået til at kunne forudsige, hvad problemerne er, få minutter inde i en samtale med en projektgruppe. Det er specielt at være nået dertil, at jeg kan se ned over en kompliceret definition og ofte umiddelbart se, hvor der er problemer. Bl.a. har jeg i alle projekter set programmeringssprog, hvor man kan erklære variabler midt i det hele. De studerende tænker aldrig over, at dette er en rigtig dårlig idé af flere grunde – men når jeg fortæller dem det, indser de det så godt som altid!

At jeg så hurtigt kan sætte fingrene på nogle usvigelige ømme punkter skyldes selvfølgelig ikke, at de studerende er inkompetente, men at der findes nogle helt bestemte såkaldte “tærskelbegreber”, som er karakteristiske for et fagområde og som altid volder besvær.

Det, jeg nu overvejer, men som jeg ikke ved om er en god idé, er at prøve at lave en udførlig liste over de traditionsrige fejl med en forklaring af hvordan man “kommer over tærsklen” for hver enkelt af dem. Grunden til at jeg er usikker på om dette egentlig er en god idé, er at jeg faktisk også opdager, at de studerende lærer noget vigtigt af at gå i stå eller have et problem – når ellers de opdager, at de har et problem. Det sker nemlig ikke altid.

Hurra for teknologien?

I dag er der en interessant artikel i dagbladet Information om den teknologioptimisme, vi så ofte møder i disse år. Der er en udbredt tiltro i den industrialiserede verden til at teknologien vil kunne redde samfundet fra alskens dårligdomme – fattigdom, uvidenhed, miljøkatastrofer osv. Tilfældet vil, at jeg netop nu læser Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse, en lille bog af Jesper Balslev, udkommet her i foråret.

Der er nemlig en hel masse begejstrede rapporter fra EU, World Economic Forum, diverse danske ministerier osv. der alle taler for at man skal investere langt mere i teknologi i undervisningen. Men hvorfor egentlig? Balslev sætter fingeren på det ømme

De forhold, der har undrer mig under min litteraturgennemgang og læsning, er for det første, at dokumenterne ikke etablerer en klar definition af digitalisering. Det kunne være et minimum antal computere, adgang til internet af en vis hastighed og f.eks. Wikipedia og/eller andre identificerede ressourcer, man betragter som understøttende for viden og læring. Så ville svaret være enkelt: Fordelene ved IKT (i undervisning) er forbundet med adgang til de og de ressourcer. Og det ville være nemt at se, om målet er nået, og at undersøge, om det medfører et øget fagligt niveau. For det andet at rapporterne i så ringe grad bygger på hinanden, henviser til hinanden eller bruger hinandens viden… For det tredje undrer det mig, at det er så svært st finde evidens for mange af argumenterne/potentialerne – når vi nu med flere af forfatternes ord lever i et videnssamfund. Det burde være lige til at google og smide ind som referencer.

Jeg er selvfølgelig ikke modstander af nye anvendelser af teknologi. Mit fagområde, datalogi, er en videnskab, der i meget høj grad er motiveret af ønskerne om at kunne bygge og om at kunne forstå programmer (og data).  I min gerning som undervisning er jeg også en af dem, der slår til lyd for at vi bruger bl.a. podcasts og online-quizzer i undervisningen, hvor det giver mening. Og det gør det i de sammenhænge, hvor jeg bedriver undervisning. Grundene er helt konkrete: Podcasts kan bruges til at flytte præsentationerne væk fra fra plenum, så vi i stedet kan bruge tiden sammen med de studerende til at tale sammen. Og podcasts kan de studerende se når de vil og så tit de vil. Online-quizzer kan man bruge til at teste sig selv, og jeg kan bruge dem til at undersøge hvor godt de studerende når læringsmålene. Men det var kun gennem lang tids undervisningserfaring, at jeg opdagede behovet og hvorfor det var der.

Balslev har fat i noget særdeles vigtigt, nemlig at der ofte mangler konkrete og uomgængelige argumenter for hvorfor vi skal indføre teknologi på anvendelsesområder, hvor den ikke tidligere fandtes. Der er en hel masse hurra-rapporter derude, og meget ofte fører teknologioptimismen i dem til selvopfyldende profetier og tautologiske udsagn, der kan koges ned til at “Vi er nødt til at anvende mere teknologi, for ellers anvender vi ikke tilstrækkeligt meget teknologi”.

En aften for DIGNITY

Backstage på Gamle Scene.

En række danske solister og bands har i de seneste år givet koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til fordel for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur), der i 1982 blev stiftet af Inge Genefke og i dag har afdelinger i 20 lande. Ikke mange tænker på, at der er i Danmark bor mere end 30.000 mennesker, der er torturoverlevere. Omkring hver tredje flygtning i Danmark har været udsat for tortur.

I aften var det så Love Shop, der gav koncert til fordel for DIGNITY. For mig, der har fulgt Love Shop siden 1991 og har set deres udvikling fra de første, småt besøgte koncerter til at blive et fremragende livenavn, men også har været vidne til tabet af først Hilmer og siden Henrik, var dette en helt særlig aften. Mikael Simpson dukkede op og spillede mundharpe på bl.a. “Fremmedlegionær”, så Henrik ville have været stolt. Hvis nogen formår at tage Henriks mundharpetradition op, er det ham. Og Peter Sommer sang med på “En nat bliver det sommer” (ja, hvad ellers?) og forsøgte sig også som dansende jakkesæt.

Helt tilbage i 1980 besøgte jeg Det Kongelige Teaters Nye Scene og har ikke besøgt teateret siden. Aftenens besøg på Gamle Scene var også noget helt særligt for mig, og den nærmest andægtige stemning, der hviler over den store, gamle, gyldne sal var meget anderledes end den, man kender fra et spillested. Det var specielt at se Jens gå til scenens venstre forkant, vel vidende at dér havde Christian Den Fjerde stået i Elverhøj.

Efter koncerten fik nogle af os et sjældent kig backstage og måtte her konstatere, at Gamle Scenes baglokaler slet ikke ligner dem, man så i Olsen-banden ser rødt.

Husk at støtte DIGNITY! Besøg https://stoptortur.dk.