En grandios misforståelse

Hele den mærkværdige historie om Donald Trumps fornærmede aflysning af sit besøg i Danmark er ikke bare en påmindelse om, hvordan virkeligheden ofte kan overgå fiktionen og om hvor svært det er blevet at lave satire. Det er også interessant, at den forrykte idé om at ville købe Grønland vel var det, der skulle til for at bringe Danmark og Grønland tættere på hinanden. Det ofte komplicerede forhold mellem Grønland og den gamle kolonimagt er trods alt nemmere at forholde sig til end den kyniske naivitet hos en præsident, der er ligeglad med at der faktisk bor mennesker på den store ø oppe nordpå.

Forløbet viser samtidig, at USAs præsident er fanget i en grandiositet, som man sjældent har set mage til. Det er en grandiositet, der gør at han har svært ved at forstå og acceptere, at andre ikke deler hans opfattelse af egen fortræffelighed og berettigelse, der “tillader” ham at overskride almindelig adfærd i internationale forhold. Jeg skrev om Kanye West og hans grandiose og fornærmede adfærd for et par år siden her. Det er næppe noget tilfælde, at musikeren og præsidenten har så nært et forhold, og min fornemmelse er, at det forhold næppe er et isoleret eksempel på at grandiose og magtsøgende mennesker holder af hinandens selskab.

Jeg hader min generation

I Hate My Generation med det amerikanske band Cracker – en arrig sang fra 1996. Sanger og sangskriver David Lowery er født 10. september 1963 og er således kun fire måneder ældre end mig (og har en bachelorgrad i matematik).

Nej, det gør jeg egentlig ikke. Jeg kender mange gode mennesker, der er fyldt 50. Men når jeg læser et debatindlæg af Adam Holm på Altinget.dk om Greta Thunberg, bliver det tydeligt for mig, hvad der alligevel er galt med os, nemlig en omsiggribende bedrevidenhed.

Citatet

Alligevel er nok nok for min del. Voksenverdenen kan godt leve op til sit ansvar uden at blive belært af et ungt menneske, som stadig bor hjemme hos mor og far. Det virkeligt uansvarlige er at blive ved med at lytte, som om en hidtil ukendt sandhed blev os forkyndt. It’s time to get real, som man siger.

siger det hele.

Mange giver stadig den generation, der var unge i 1960’erne, skylden for alverdens ulykker, og i en lang årrække var kritikken af “68’erne” et fast tilbagevendende punkt, selv om det faktisk var repræsentanter for den generation, der stod bag nogle ikke helt ubetydelige forandringer i Nordamerika og Europa .

Men for mig er det efterhånden tydeligt, at det faktisk er min generation, os der blev født i 1960’erne (Adam Holm er født i 1969), der har festet løs og desværre stadig tror, at festen kan fortsætte. Det bliver vores børns generation, der kommer til at redde verden – unge mennesker som Greta Thunberg. Min generation har desværre mest produceret politikere som Lars Løkke Rasmussen og Marine Le Pen og har haft travlt med at rulle en masse ændringer tilbage. Klimaforandringerne, som nu truer os alle, ung som gammel, har de til gengæld ignoreret.

Hvis der er en fejl, som “68’erne” begik, er det, at de troede og måske stadig tror, at de er evigt unge og ikke kunne tage fejl, men det er en fejl, som deres børn – min generation – har overtaget.

Begrebsmaskiner

Fra Felienne Hermanns’ websted (kilde: http://www.felienne.com/archives/6375)

Et af de nye tiltag inden for forskning i datalogi ser ud til at bringe to forskningsområder, som jeg beskæftiger mig med, sammen – semantik af programmeringssprog og uddannelsesforskning inden for datalogi. I juli i år har der således været et Dagstuhl-seminar hvor forskere fra disse to områder mødtes . Den amerikanske datalog og uddannelsesforsker Mark Guzdial skriver

A notional machine is a human-facing, student-accessible explanation for how some aspect of the computational machine works — it might be an explanation of a language feature, or an explanation of some aspect of a running program (e.g., how swap() works). To be able to debug a program, a student needs to understand it, i.e., to have a mental model of how the program works. A student has to be able to predict what their program does, simulating it in their head. A notional machine is a teaching tool for helping the student develop a successful (predictive) mental model.

Dette begreb, der bl.a. skyldes Guzdial, er centralt i de didaktiske overvejelser om programmeringsundervisning, og det er formodentlig broen til at knytte uformel og formel forståelse sammen.

Jeg ved ikke, hvordan begrebet notional machine bedst oversættes – måske “begrebsmaskine”? Dette begreb er interessant, og det er måske endda det, man i fagdidaktiske sammenhænge kalder for et tærskelbegreb. Ofte har vi lidt vagt talt om at man skal lære “principper i programmeringssprog”, men det, vi faktisk efterlyser, er denne form for abstrakt maskine i delvist uformel form.

Jeg har gennem mange år undervist i semantik af programmeringssprog. Min egen erfaring fra undervisningssammenhænge er her, at det desværre i høj grad er muligt at kunne programmere, men samtidig have store problemer med at forstå formel semantik af programmeringssprog. Min fornemmelse er, at denne kløft typisk skyldes at man i så fald ikke har en systematisk forståelse af det programmeringssprog, man anvender, herunder et begrebsapparat der ville kunne understøtte en sådan forståelse. Så vidt jeg kan se, er det netop en “begrebsmaskine”, der er behov for, for den kan hjælpe med at lære programmeringsfærdigheder og samtidig fungere som en bro til den forståelse af formel semantik, der er nødvendig i sprogdesign, oversætterkonstruktion og egentlig programanalyse. En af mine overvejelser er lige nu, om man mon i højere grad skulle bygge programmeringsundervisningen op med et af de centrale læringsmål (og med den sprogbrug) at den lærende skal kunne gøre rede for og anvende en sådan begrebsmaskine.

Sent eller tidligt valg?

I denne uge er der endnu et debatindlæg i medierne om adgangskravene til videregående uddannelser. Denne gang er der tale om en kronik i dagbladet Information, hvor forfatteren argumenterer for at adgangskravene også for fremtiden skal være baseret på karaktererne fra den adgangsgivende uddannelse.

En af årsagerne til de tilbagevendende diskussioner om optagelseskrav er selvfølgelig hele diskussionen om frafald og frygten for at nogle unge havner på uddannelser, som de ikke magter. Men måske er diskussionen om karakterniveau og andre kvalifikationer ikke den vigtigste diskussion, det er værd at tage.

Mange videregående uddannelser i dag er så specialiserede, at det er svært at skifte til en anden uddannelse uden at komme i karambolage med reglerne om SU. Engang var der langt færre, men bredere videregående uddannelser, og på bl.a. RUC var der basisuddannelser, hvor man først traf sit endelige uddannelsesvalg efter nogle semestre, når man havde et begyndende overblik over mulige fagområder. Også senere var uddannelserne inddelt i moduler, så man kunne sammensætte uddannelser af f.eks. et hovedfag og et bifag (eller sidefag, som det siden kom til at hedde). På nogle universiteter var det endda muligt selv at designe sin uddannelse, hvis den kunne godkendes som fagligt forsvarlig. Det var ikke en mulighed, som mange benyttede sig af, men den fandtes. Mit eget indtryk var at det mest var dedikerede mennesker, der benyttede sig af denne sidste mulighed. I nogle tilfælde fik studerende også lavet en kombinationsuddannelse ud af stumperne af delvist gennemførte uddannelser, så de kunne få sig en kandidateksamen.

Til gengæld var der ikke ret mange valgmuligheder på de gymnasiale uddannelser; i det almene gymnasium var der således to linjer med hver tre grene.

I dag er valgfriheden flyttet ned på de gymnasiale uddannelser, men der er sket det, at den tilsyneladende store valgfrihed, der er her, får vidtrækkende konsekvenser for hvilke af de specialiserede videregående uddannelser, man senere kan vælge. De vigtige valg skal samtidig træffes på et tidspunkt, hvor de unge ikke har det samme overblik og den samme faglige indsigt, som de har nogle år senere.

Det ville være interessant at analysere hvordan uddannelsernes struktur før og nu har indvirket på frafald og studieskift – og selvfølgelig også på ansættelighed.

Strategisk modvilje

Fra Greta Thunbergs Twitter-konto. https://twitter.com/GretaThunberg/status/1162342911549329409/photo/1

For to et halvt år siden skrev jeg om det, jeg kalder for strategisk velvilje. Det er et usympatisk retorisk kneb, hvor man siger nej til et tiltag ved at postulere, at der er et bedre alternativ.. Et eksempel: Når nogen ikke vil støtte Danmarksindsamlingen, fordi det ville være bedre at samle ind til de hjemløse, er det strategisk velvilje – for der kommer aldrig nogen ny indsats til de hjemløse ud af det. Nu, hvor alvorligheden af klimakrisen er ved at gå op for mange, dukker der en variant op af den strategiske velvilje op, nemlig strategisk modvilje.

Den strategiske modvilje er et retorisk kneb, der først og fremmest har til formål forsvare at man ikke skal gøre noget, fordi et tiltag er nytteløst. Ofte bliver det kombineret med en påstand om at de, der foreslår tiltaget, i virkeligheden er hyklere eller bare ubegavede.

Et eksempel er Bild Zeitungs angreb på Greta Thunbergs sejlads over Atlanterhavet – med det argument, at nogen skal sejle båden tilbage, og de skal så ankomme til USA med fly. Derfor burde Greta Thunberg bare være fløjet til USA.

Et andet eksempel kan findes i et kommentarspor til et indlæg på dagbladet Information, hvor nogen skriver

Flytrafik står for 2% af verdens samlede C02 udledning, så det er ikke meget det batter at holde op med at flyve. Internettet står for for 4% – så hvis man synes man sviner ved at flyve, så bør man helt sikkert også droppe alle former for streaming på nettet. 

Derfor bør man fortsætte med at flyve; det betyder alligevel ingen ting. Og hvis man streamer film på nettet selv om man ikke flyver, må man være en hykler.

Problemet med strategisk modvilje er, at denne retoriske strategi umiddelbart er uangribelig (hvis konklusionerne ellers holder), men den strategiske modvilje er i virkeligheden aldrig andet end et argument for passivitet og for at man skal fortsætte med at gøre som man plejer. Man kan aldrig leve op til de inkonsekventes krav om at man skal være fuldstændig konsekvent. Jeg har f.eks. ingen grund til at formode, at Bild Zeitung gør noget for at påvirke læserne til at nedsætte miljøbelastningen ved de rejser, de måtte foretage.

Den bedste taktik for at komme den strategiske modvilje til livs er, så vidt jeg kan se, at påpege, at klimaforandringerne er så alvorlige og fremskredne som tilfældet er, netop fordi så mange har været så passive.

En sommerferiebog: Det europæiske forår

Den første bog, jeg læste i sommerferien, var Det europæiske forår af Kaspar Colling Nielsen. Denne bog fra 2017 er noget så forholdsvis sjældent som en dansk science fiction-roman. Nogle bryder sig ikke om begrebet science fiction, men Det europæiske forår er science fiction på samme måde som f.eks. 1984, Fagre nye verden og Fahrenheit 451, dvs. en nøje gennemtænkt fremtidsvision og tanker om hvad denne fremtid har af konsekvenser for menneskene. Dette set i modsætning til andre slags science fiction som f.eks. Star Wars-filmene, hvor visionen om en anden verden mest er baggrund for et action-præget eventyr.

Det europæiske forår er på en gang dystopisk og utopisk og den blander de to aspekter undervejs. Helt dystopisk er det, at Danmark i en nær fremtid er blevet plaget af uroligheder i områder hvor der bor mange mennesker med “anden etnisk baggrund”. Flygtninge og danskere med “anden etnisk baggrund” er efter en politisk beslutning blevet forvist til et område i Mozambique. Dette minder på én gang om de seneste års ideer fra Venstre og Socialdemokraterne om at asylansøgere ikke skal kunne rejse ind i Danmark, men skal bo i lejre i Afrika. Og det minder samtidig om Adolf Eichmanns idé om at deportere Europas jøder til Madagascar.

Utopien i bogen er omdannelsen af det flade Lolland til en naturidyl med kunstige, klimaregulerende bjerge og små landsbyer med et næringsliv baseret på oprindelige håndværk og restauranter, der bruger årstidens råvarer. Og på Lolland bliver der anlagt nye forskningscentre inden for bioteknologi og maskinintelligens. I løbet af bogen lykkes det at skabe, hvad man kalder “hybrid intelligens”, hvor man på en eller anden får skabt dyr med menneskelig intelligens og bevidsthed. To af romanens hovedpersoner er derfor en hund og en fugl, der er blevet så kloge og reflekterede som mennesker, men alligevel er fanget i deres dyrekroppe med alt hvad det indebærer.

Jeg skal ikke røbe handlingen her, blot anbefale Det europæiske forår. Fremadskrivningen af aktuelle tendenser er skræmmende, og mindst ét sted i bogen er helt realistisk, nemlig dette citat.

Det ville tage en måneds tid at gennemgå det hele, og så skulle hun bruge et år på at skrive artiklerne, selv om hun var god til det. Hun havde tidligt forstået, hvad man skulle gøre, og hvad der var vigtigt. Det var en væsentlig årsag til, at hun var blevet professor, inden hun fyldte fyrre. Flere af hendes kolleger, selv dygtige folk, havde aldrig forstået, at det handler om at dosere sin viden, så man kan publicere så mange artikler som muligt på så få resultater som muligt. Mange troede, det handlede om at lave én superartikel, men det svarer til at vinde i lotto, åg sådan overlevede man ikke længe i akademi, og man blev i hvert fald hverken lektor eller professor.

(fra Det europæiske forår, side 30)

Det er formodentlig den mest realistiske beskrivelse i nogen roman, jeg nogensinde har læst.

Alkohol, kaffe, slik og oksekød

For få dage siden var der røre om en rapport fra Aarhus Universitet, der tilsyneladende viste, at oksekød ikke var så stor en årsag til klimaforandringerne som bl.a. alkohol, kaffe og slik. DR Nyheder viderebragte nyheden om rapporten med netop dette budskab.

Snart efter kom det imidlertid frem, at det er interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, der skaffede pengene til forskningen. Også hele det metodiske grundlag kom under lup.

Hele det tilsyneladende overraskende resultat i rapporten er nemlig nemt at kritisere. For hvis ikke der er én enkelt kilde til CO2-udledning, der bidrager med mere end 50% af den samlede CO2-udledning, kan man altid udvælge en kilde X og en mængde M af andre kilder og konkludere, at X ikke bidrager med mere end summen af bidragene fra kilderne i M. Det er en stort set triviel observation.

Hele dette postyr udgør for mig at se nærmest et mikrokosmos. Det er nemlig en sag, der afspejler ganske mange tendenser i samfundet på én og samme tid:

  • Der er for alvor kommet fokus på hvordan det animalske landbrug indvirker på klimaforandringerne, i et sådant omfang at landbrugets interesseorganisationer nu føler sig truede og går til modangreb.
  • Universiteterne er blevet afhængige af eksterne forskningsmidler i væsentlig grad og påtager sig bestillingsopgaver fra private aktører uden at anlægge en kritisk vinkel på det, de bliver bedt om.
  • Forskere udfører disse bestillingsopgaver, fordi det er karrierefremmende.
  • Universiteternes kommunikationsafdelinger vinkler forskningsresultaterne, så de kan få mest mulig presseomtale.
  • De fleste danske journalister fremlægger forskningsresultaterne uden at nærlæse dem og uden at gøre den stort set trivielle observation, jeg nævner ovenfor.
  • Der er et tydeligt problem med alle disse tendenser, men om lidt er sagen glemt, og fokus igen flyttet.

Hurtigere, højere, stærkere

De olympiske leges motto er Citius, altius, fortius, der oversat fra latin er “Hurtigere, højere, stærkere”. Det afspejler nogle konkurrencekrav, der er blevet tydelige inden for sport.

Når jeg ser optagelser fra fodboldkampe fra forrige århundrede, kan jeg ikke undgå at tænke, at spillet flyder langsomt i forhold til hvad man ser i vore dage. Det er underligt, at Péle, Cruyff, Beckenbauer og de andre gamle fodboldstjerner fra min barndom nu er kommet til at virke sløve. Til gengæld bliver der ikke scoret flere mål, snarere færre. I andre idrætsgrene, hvor det giver mening at tale om rekorder, går det også hurtigere, højere og stærkere, og nuværende danmarksrekorder tåler til tider sammenligning med gamle verdensrekorder. Men samtidig er der gamle rekorder, som får lov at stå uantastede gennem mange år.

Også i den akademiske verden flytter konkurrencekravene sig. Da jeg blev færdig med min PhD i Edinburgh, fik jeg af bedømmerne (en af dem var Robin Milner, der to år senere fik ACM Turing Award) at vide, at der var mere end nok i afhandlingen til at jeg kunne få en PhD. Tre kapitler i min afhandling var udkommet som artikler, og det fjerde kapitel var indsendt til et tidsskrift. I dag ville den slags let kunne risikere ikke at være godt nok.

Engang kunne man som universitetslærer have en respektabel karriere, hvis man publicerede 3-4 artikler om året. I dag er det bestemt ikke godt nok – tværtimod.

Der er blevet skruet op for kravene overalt, hvor konkurrence findes, og det interessante er, at de opskruede krav ser ud til at komme fra den generation, der selv ikke blev bedømt så hårdt engang. Både i sport og i den akademiske verden er økonomiske interesser kommet i højsædet. Og så indretter de, der vil have succes, og de, der kræver succes af andre, sig efter det og finder frem til hvordan det hele kan se ud af mere. Præstationernes kvalitet er måske ikke blevet så utroligt meget højere end i gamle dage, men kravene til hvad der er “godt nok” har flyttet sig og er, så vidt jeg kan fornemme, med til at skabe stress og følelser af utilstrækkelighed hos ikke helt få.

Godhavn: Noget om at tabe ansigt

Kilde: http://www.godhavn.dk/images/AnerkendelseGodhavnsdrengene.pdf

I dag kom den så – den siddende danske regerings undskyldning til dem, der i perioden 1945-1976 blev udsat for svigt og mishandling på 19 danske børnehjem. Det er ikke ofte, danske regeringer har givet sådanne undskyldninger. Tidligere regeringer har ikke villet give en undskyldning, og her var argumentet altid, at det var andre tider nu: den siddende regering kunne ikke holdes ansvarlig for det, der skete for længe siden – det var andre myndigheder og andre politikere dengang, sagde man.

Jeg synes selv, den nuværende regering har handlet rigtigt. Det, der overbeviste mig om det, var de reaktioner, som de tidligere børnehjemsbørn kom med i medierne i dag. For dem var et svært kapitel nu afsluttet. Undskyldningen er på den måde også et stærkt budskab om at det er andre tider nu.

Ofte ser regeringer sig som officielle bærere af nogle gode nationale traditioner, som de er stolte af at føre videre. Men regeringer risikerer nemt også at være bærere af dårlige nationale traditioner. Der har i de senere år været diskussioner om hvorvidt regeringer fra lande, der engang var kolonimagter, skal undskylde over for befolkningen i de lande, der engang var kolonier. Selv om det virker underligt på nogle, synes jeg at regeringerne fra de gamle kolonimagter burde tage et sådant skridt, også selv om ingen længere taler for kolonialisme eller slaveri.

Den store udfordring er, at statsledere (og politikere generelt) er meget bange for at tabe ansigt. Men jeg tror, det i nogle situationer kan være langt bedre selv at lade ansigtet falde end at bruge tiden på at prøve at undgå at det sker. Den nuværende regering har bestemt ikke tabt ansigt ved at komme med sin undskyldning – tværtimod.

Ytringsfrihed i Danmark – og andre steder

Foto: Amnesty International.

I de seneste måneder har store dele af befolkningen i Hong Kong kæmpet imod et lovforslag, der vil indebære at borgere kan blive udleveret til retsforfølgelse i Kina. Det vil i høj grad gøre det nemmere for regimet i Kina at gå målrettet efter systemkritikere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister, NGO-arbejdere og andre, der som man anser som modstandere. Politiet bruger voldsomme metoder – tåregas, peberspray og pistoler med gummikugler – mod demonstranterne, og mange af demonstranterne er blevet overfaldet og gennembanket med slagvåben.

Men den danske regering har været tavs og har især ikke udtrykt sin støtte til protesterne eller til demonstranternes brug af ytringsfriheden. Jeg har ingen grund til at tro, at Venstre ville have været mindre tavse, hvis de var blevet ved magten. Det, der er tale om, er en generel tavshed. Danske regeringer undlader af strategiske årsager at kritisere Kina, fordi der er så store økonomiske interesser på spil – og det minder om den lignende danske tavshed for andre diktaturer som f.eks. Saudiarabien.

Men det er i en påfaldende kontrast til alle de resurser, der er blevet brugt på at sikre ytringsfriheden for f.eks. Rasmus Paludan. Når danske politikere fra nuværende eller tidligere regeringspartier taler om ytringsfrihed, bør vi ikke undlade at nævne Hong Kong.