Dagen hakket i stykker

Tomat-minuturet.

I dagbladet Information har der for nylig været en artikel om den danske IT-virksomhed IIH Nordic, hvor den ugentlige arbejdstid er 30 timer. De ansatte arbejder derfor kun 4 dage om ugen. Dette bliver muligt, fordi arbejdstiden bliver effektiviseret.

Ida Madsen sidder midt i en koncentrationssprint, hvor hun arbejder fokuseret og uafbrudt i 25 minutter. Her på det digitale reklamebureau IIH Nordic kalder de det også at være i fuld pomodoro. Når tiden er gået, slukker den røde lampe, og en grøn tænder. Konceptet hedder pomodoro – tomat på italiensk – fordi dets opfinder, den italienske managementguru, havde et æggeur formet som en tomat. Alle ansatte skal helst være i pomodoro tre gange om dagen. På to store skærme i hver sin ende af kontoret kan alle følge med i, hvor mange gange hver enkelt medarbejder har været i pomodoro i løbet af dagen, og hvem der er det netop nu. Det er også derfor, at der er en rød lampe på Ida Madsens computerskærm. Så ved hendes kolleger, at hun er i pomodoro og under ingen omstændigheder må forstyrres.

Det lyder besnærende. Men dette viser vel egentlig, at den store udfordring ikke så meget er arbejdsugens længde og heller ikke “effektiv arbejdstid” som sådan, men derimod de skift i kontekst, som man oplever, hver gang man går fra at arbejde med én opgave til at arbejde med en anden. Alle disse kontekstskift kan være mentalt krævende og sluge ganske megen tid. Når man hos IIH Nordic skal “være i pomodoro”, betyder det i virkeligheden, at man får fred og ro til ikke at skifte kontekst.

Hvis man er universitetslærer, har man som regel flere forskellige arbejdsopgaver – her specielt undervisning og forskning. Når man går fra at undervise til at have forskningstid, er der typisk en omstillingstid, hvor man skal komme tilbage ind i den problemstilling, man tidligere har arbejdet med. Denne omstillingstid kan være temmelig betragtelig. Hvis man er uddannelsessøgende, har man også flere forskellige arbejdsopgaver – måske følger man kurser inden for flere forskellige fag eller man følger kurser og laver et projekt også. På uddannelser, hvor der er projektarbejde, kan de studerende typisk først gøre en ordentlig indsats, når kursusundervisningen er overstået, og de kan undgå kontekstskiftene. Selv tilsyneladende små kontekstskift, f.eks. at man skal læse og reagere på en mailbesked, kan også være belastende.

Så vidt jeg kan se, handler diskussionen om arbejdstid for vidensarbejdere ikke kun om arbejdstid målt i tidsenheder, men i høj grad også om arbejdstid målt i kontekstskift. Det gælder om at sikre at det enkelte menneske kan minimere de mange kontekstskift, så man ikke får sin arbejdsdag hakket i stykker. Dette kræver, at arbejdspladsen eller uddannelsesstedet giver den enkelte fred og ro og en overskuelig samling af arbejdsopgaver.

Sankt Hans aften på Egholm 2019

Sankthansbålet på Egholm.

Endnu engang blev det til en Sankt Hans-aften på Egholm, og som andre år blev det også en protest mod planerne om en motorvej tværs over den stille ø. De nye mål om en 70 procent reduktion i CO2-udledningen inden 2030 bør være det, der overbeviser alle om at motorvejsdrømmene ingen mening giver.

Et minuts gang fra bådpladsen begynder skoven, og her er der fred og ro kun ganske få kilometer fra Nytorv i Aalborg. Egholm er er særligt sted.

Tre en halv kilometer fra Aalborg midtby.

Giftige arbejdsmiljøer

https://www.theperformanceroom.co.uk/10-signs-show-work-culture-toxic/

Herover er en figur fra det engelske websted The Perfomance Room<, der giver ti kendetegn ved en giftig arbejdskultur. Blandt dem er

  • Kun resultater tæller
  • Hvis ikke det kan måles, er det ikke vigtigt
  • Frygt bruges som motiverende faktor

Brigette Hyacinth (fint skal det være) giver også bud på ti ting, der kendetegner en giftig arbejdskultur. De er (i min oversættelse)

  • Virksomhedens kerneværdier fungerer ikke som grundlag for hvordan organisationen fungerer
  • Ansattes forslag bliver slået hen. Folk er bange for at give ærlig feedback.
  • Mikromanagement – liden eller ingen autonomi bliver givet til ansatte mht. udførelsen af deres arbejde
  • Beskyldninger og straf fra ledelsen er normen
  • For højt fravær, for mange sygemeldinger og høj udskiftning af de ansatte
  • Overarbejde forventes og er et adelsmærke
  • Lidt eller anstrengt interaktion mellem ansatte og ledelse
  • Sladder og/eller klikedannelse
  • Vennetjenester og korridorpolitik
  • Aggressiv eller mobbende adfærd

Fælles fo de to bud er, at der i et giftigt arbejdsmiljø hersker autoritær ledelse og at kun resultater tæller. Netop disse forhold er i høj grad blevet et kendetegn for offentlige arbejdspladser under New Public Management, og i akademiske miljøer ser man det bestemt også, bl.a. som konsekvens af Universitetslovens koncentration af magt på få hænder og mulighed for lav gennemsigtighed i beslutningsprocesserne. Arbejdstilsynets undersøgelser fra de seneste år tyder på, at der er tale om et særdeles reelt problem i disse sammenhænge, og netop dét bør give anledning til eftertanke.

Arbejdstilsynets indsats har desværre været svækket gennem de nedskæringer, der har fundet sted i en del år. Den nye regering bør gøre noget for rette op på det og bør også overveje, om netop New Public Management og konkurrencestats-tankegangen er med til at skabe giftige arbejdsmiljøer rundt omkring på offentlige arbejdspladser.

Min barndoms oliekrise

Kilde: Af AHumanBing – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=66370511

Nu ser det endelig ud til, at der vil ske en afgørende politisk reaktion på klimaforandringer. Mange spørger sikkert sig selv, om dette kan lade sig gøre.

Fra min barndom husker jeg oliekrisen. Det, der skete, var at prisen på råolie blev firdoblet i løbet af et enkelt år. Det voldsomme prishop var en reaktion på krigen i Mellemøsten i 1973; de arabiske stater truede simpelthen med at holde op med at sælge den olie, de producerede, til lande, der støttede Israel, og det tvang oliepriserne i vejret på et tidspunkt hvor olie udgjorde 90 procent af Danmarks energiforbrug. Regeringen indførte som reaktion på oliekrisen de såkaldte bilfrie søndage og indskrænkede gadebelysningen. I efteråret 1973 og vinteren 1974 var det ikke tilladt for private at køre bil om søndagen, hvis ikke de havde en særlig kørselstilladelse.

De bilfrie søndage husker jeg især tydeligt. Jeg boede ved hovedvej A11 i Arentsminde, og pludselig var vejen øde og tom om søndagen. Jeg var knap 10 år gammel, så min reaktion var et barns reaktion – dette var spændende! Hvordan de voksne tog situationen, kan jeg kun gisne om. Men dette var kun få år efter de glade tressere (som C.V. Jørgensen engang kaldte for “de ligeglade tressere”), og kontrasten var selv for mig ret tydelig. Jeg husker også kampagner om at spare på energien og nogle små tv-indslag, hvor Olsen-banden (der til lejligheden blev kaldt for “Olie-banden”!) opfordrede alle til at skrue ned for varmen og lade være med at vaske op under rindende vand.

Så der har faktisk engang været officielle reaktioner på en situation, hvor man i Danmark måtte klare sig uden fossile brændstoffer, og på den måde faktisk et forsøg på en omstilling. Men da priserne faldt igen, var alt glemt – bortset fra en ny og ulmende diskussion om atomkraft, der varede ved til ind i 1980’erne, hvor Tjernobyl og Harrisburg lagde en kraftig dæmper på begejstringen for den slags. Det er også interessant for mig at genopdage, hvor gammel, jeg efterhånden er blevet. De fleste af de danske partiledere, som nu forhandler om et regeringsgrundlag, var enten ikke født under oliekrisen eller var helt små. Pia Olsen Dyhr er vel den ældste af dem, og hun er født i 1971.

Skønne, spildte kræfter

Den magiske fordelingshat fra Harry Potter.

Af Suzelfe – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=41552140.

Hvert år er der opslag i Danmarks Frie Forskningsfond. Jeg har også søgt denne gang. Men jeg har ingen illusioner. Succesraten er lav. Sidst var der 1816, der søgte, 215 fik et ja. Det er 13 procent af ansøgerne.

Universitetsavisen ved Københavns Universitet (der er i stand til at være forbilledligt kritisk og har journalister ansat) har en artikel, der ser bevillingssystemet fra forskernes side gennem interviews med seks af de forskere, der rent faktisk har modtaget bevillinger i seneste runde.

En forsker fra Københavns Universitet udtaler

Hvis vi siger, at der er 10 procents succesrate, og der er utroligt mange, utroligt gode forskere, der søger, så er 90 procent af den tid, der er blevet puttet ind i den forskningsaktivitet, i virkeligheden mistet hver gang. Det tager lang tid at lave en ansøgning – det ser bedre ud, hvis der er internationalt samarbejde med, der er masser af netværksting, der skal plejes, kultiveres og koordineres. Så er der den del at få en idé, som for det første er noget, der mangler i det forskningsmæssige landskab, og for det andet er noget, der vil være interesse for fra andre end én selv – og det tager lang tid.

En anden forsker siger

For hver person, der får en bevilling, er der otte personer, der ikke gør. Personer, der har brugt lige så meget tid – eller mere – på at skrive deres projekt. Det er et kæmpe spild af ressourcer for at fremme god forskning, og det tror jeg ikke engang, at det gør. Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé. Jeg synes ikke, at de bare skal give mig pengene, uden jeg skriver et forskningsprojekt, men den konkurrerende struktur er ikke god for forskningen. I stedet for at fordybe dig i din forskning, bruger du din tid på at slås om penge, fordi det er det, der betaler for universitetet. Så vi kan ikke stoppe, og vi må ikke fejle – for så falder instituttet fra hinanden.

Det er interessant, at det er forskere, der faktisk har succes, der siger dette. Hele konkurrenceaspektet kan ganske vist kan skabe en masse ideer, men det er desværre også ideer, der i mange tilfælde aldrig kan blive ført ud i livet. Og fordi institutionernes økonomi er blevet så afhængig af de eksterne bevillinger, bliver det nemt for ledelserne rundt omkring at placere skylden på institutionernes dårlige økonomi hos de mange, der ikke får en bevilling. Det er ironisk, at et universitet som Københavns Universitet ikke har intern finansiering af forskning, selv om det er den aktivitet, som det videnskabelige personale først og fremmest bliver bedømt på.

Et alvorligt billede

Jeg har nogle gange spekuleret over hvorfor alle ser så alvorlige ud på gamle fotografier, og jeg har altid regnet med at det skyldtes de lange eksponeringstider. Det var simpelthen anstrengende at smile så længe. Men en amerikansk artikel om teknologiens påvirkning af menneskers adfærd kommer med en helt anden forklaring: I 1800-tallet var det er spørgsmål om værdighed. Kun fulde folk, børn, bønder og tosser smilede, var den udbredte holdning.

I vore dage skal man smile på billleder, for ellers er der noget galt. Men engang var det altså omvendt. Og det er underligt; det er af og til sket, at nogen har bedt om at et billede med mig skulle tages om, fordi jeg enten ikke smilede nok eller ikke smilede “overbevisende nok”!

Det er underligt, at fotografier af os skal være en selviscenesættelse – mange tænker på fotos som en realistisk udtryksform. Men det er de ikke. De var ikke ærlige før i tiden, men de er det heller ikke i dag.

Myter i matematik

Fra A Handbook of Mathematical Discourse.

En af de mest interessante bøger om matematik, jeg kender, er A Handbook of Mathematical Discourse af den amerikanske matematiker Charles Wells. Den er frit tilgængelig på nettet. Og jeg bemærker her, at dette ikke er en matematikbog, men en bog om hvad de, der beskæftiger sig med matematik, gør og siger/skriver. Dette er med andre ord en bog både om matematikeres praksis og om den praksis, de der lærer matematik, udøver.

A Handbook of Mathematical Discourse er et af de opslagsværker, man får lyst til at bladre i på må og få, for der er mange guldkorn at hente. En af de interessante artikler er artiklen om matematiske myter, dvs. det, som mange studerende tror er sandt og som optræder i generation efter generation. F.eks. er der mange studerende, der tror at den tomme mængde er et element i enhver mængde. Denne myte har Charles Wells mødt, og jeg har også! Mine år som underviser har gjort mig helt enig i Wells’ udsagn om at der findes rigtig mange myter om den tomme mængde.

Hvorfor findes myterne? Charles Wells giver matematikundervisningen noget af skylden, men det kan ikke være hele årsagen. Den danske videnskabshistoriker Kirsten Paludan udgav i sin tid den fascinerende bog Videnskaben, verden og vi om myter hos dem, der lærer naturvidenskab. Formodentlig kunne man skrive en tilsvarende bog om myter i matematik – og det kunne faktisk være rigtig interessant at finde ud af, hvor myterne kommer fra og hvorfor så mange ender med at falde for de samme myter. Ideen er hermed givet videre.

På vej hjem fra Manchester

I dag går turen hjem fra England. Min ene søster kørte mig til stationen i Stockport, og min anden søster kom forbi med sine to drenge for at sige farvel. Jeg ser dem igen allerede i næste måned, når jeg skal til Leicester i forbindelse med et forskningsprojekt. Forhåbentlig når jeg også at slå et smut omkring min bror i Düsseldorf til den tid.

Togrejsen er indtil nu gået som den skal. EuroStar-toget fra London til Bruxelles blev dog lidt forsinket, men mange skulle videre med ICE-toget til Köln og Frankfurt, så toget ventede på os, så vi kunne komme med alligevel.

En togrejse er velegnet til det stillesiddende læse/skrive-arbejde, som jeg har meget af. Jeg er således færdig med at rette de mange eksamensbesvarelser – og nu skal censor bare modtage sine eksemplarer også. Om lidt, når toget til Hamburg afgår, vil jeg give mig i kast med at læse projektrapporter.

I morgen aften er jeg hjemme igen.

Trivselsaftrykket

New Zealands regering ledet af Jacinda Ardern har i sidste måned præsenteret en finanslov, hvor fokus er på “wellbeing”, på dansk trivsel, på græsk eudaimonia. Der bliver forsket i livskvalitet rundt om, og der har da også længe været undersøgelser af livskvaliteten rundt om i verden med bl.a. en del påstande om at Danmark var verdens lykkeligste land.

Der er nu også omsider fokus på klimaforandringerne, og der bliver gjort mange forsøg på at analysere CO2-aftrykket af menneskets handlinger – omend det er enormt kompliceret. Men man kunne også analysere trivselsaftrykket, dvs. foretage en analyse af hvordan et politisk tiltag påvirker menneskers trivsel. Her skulle man stille spørgsmål som: Hvem er det, der får det bedre af denne politik? Hvordan får det de bedre? Hvor længe vil de have det bedre? Vil andre til gengæld komme til at føle lavere trivsel? Hvordan skal disse forhold opvejes mod hinanden?

Meget ofte henviser politikere til en form for “indirekte trivsel”; nogle politiske tiltag vil ikke skabe umiddelbar trivsel for nogen, men politikere vil da hævde, at der er en indirekte trivsel på længere sigt. Det er typisk denne form for “indirekte trivsel”, der er et skjult argument for f.eks. nedskæringer: Nedskæringerne kommer til at skabe lavere trivsel nu (og det er ofte nemt at dokumentere), men en dag vil alle indse at det var nødvendigt at skære, og når det sker, er trivslen blevet genetableret. Lavere skatter hævdes ofte at give en form for direkte trivsel, og det er derfor ordet “skattelettelser” findes, men der er også ofte postuleret en form for indirekte trivsel.

Det kunne være en interessant øvelse at analysere trivselsaftrykket fra de senere års politiske tiltag – infrastrukturaftalen, “paradigmeskiftet” i asyllovgivning, kontanthjælpsloftet, Universitetsloven af 2003 osv. Alle disse politiske beslutninger må have skabt en trivsel for nogen, der opvejede en eventuelt lavere trivsel for andre Og hvad er egentlig trivselsaftrykket af New Public Management?

Og det kunne også være interessant at høre politikere give deres egen analyse af trivselsaftrykket af de forslag, de kommer med.

Endelig fremme

Det endte med at blive en bøvlet tur. Togrejsen fra Bruxelles til London forløb upåklageligt, men det sidste stykke fra London Euston til Manchester gik ikke så nemt. På grund af et selvmordsforsøg (der heldigvis ikke lykkedes) var London Euston lukket for togdrift i flere timer. Jeg nåede at gå frem og tilbage mellem Euston og Kings Cross to gange, inden jeg til sidst gav op og satte mig til at vente på at togene kørte igen. Det endte med at jeg sad på gulvet i en gang i et propfyldt tog hele vejen fra Euston. Så meget for første klasse. Minderne om British Rail i 1990 trængte sig lidt for klart på.

Men det er dejligt at se mine søskende igen; det er alt for længe (to et halvt år!) siden jeg sidst så dem.