Amnesty Internationals landsindsamling 2019

Sækken med indsamlingsposter sidst på dagen.

I dag var jeg for andet år i træk koordinator i Aalborg ved Amnesty Internationals landsindsamling. Der var 61 indsamlere i området, og i løbet af eftermiddagen fik jeg og Emma, der assisterede mig, mødt dem og hørt om deres oplevelser ude på ruterne. Der var gnavne mennesker her og der, men også mange, der var positive og tog godt imod dem, der brugte denne søndag på at samle ind til vores arbejde for menneskerettighederne.

Dagen startede ganske vist på en træls måde ved at jeg opdagede, at en højrenationalistisk gruppering for anden uge i træk havde forsøgt at skamfere Amnesty Internationals dørskilt med klistermærker. Dette har vi anmeldt til politiet som det hærværk, det er. Men heldigvis er der mange andre mennesker, der i stedet har valgt at bruge dagen på at gøre en god og positiv forskel – og vi er flest!

Et borgerting i Danmark er på vej

Foto: NOAH (https://www.noah.dk/nyheder/det-er-tid-de-ubekvemme-losninger)

Danmark har fået en klimalov, og det er et vigtigt skridt i den nødvendige og rigtige retning. I  aftalen om klimaloven står der noget andet vigtigt, nemlig, at aftaleparterne er

…enige om, at der frem mod den første klimahandlingsplan oprettes et borgerting, hvor borgerne kan få deres stemme hørt i tilrettelæggelsen af klimapolitikken.

(citeret fra dagbladet Information, https://www.information.dk/indland/2019/12/nybrud-dansk-klimapolitik-borgerne-inddrages-komme-forslag)

Det er første eksempel i dansk politik på ideen om et borgerting, og på den måde viser det samtidig, at klimakrisen kan føre til en nødvendig nytænkning af selve den politiske proces. I andre europæiske lande ( Irland og Frankrig) er der allerede blevet etableret borgerting på klimaområdet.

Potentialet er stort: Der er en masse gode ideer derude, som fortjener at blive hørt, og vi har brug for alle gode ideer. Et borgerting vil kunne stimulere processen yderligere og forhåbentlig vil det også være med til at overbevise den enkelte borger om at vi ikke bare skal, men også kan gøre noget. Tilbage i 2012 lancerede dagbladet Information tænketanken 100dage, hvor læsere kunne komme med forslag til handling, og der kom ganske mange af slagsen – også jeg kom med en idé.

Stellers søko

Fra Extinct monsters (London :Chapman & Hall,1896). Kilde: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/1/13/Steller%27s_Sea_Cow.jpg http://www.biodiversitylibrary.org/item/51560

Jeg holder meget af søkøer; de ligner store, flegmatiske sæler, men kommer faktisk fra en anden orden, nemlig Sirenia – og de er (ligesom jeg selv) planteædere. Alle søko-arter findes i troperne. Dvs. der har været én søko, den største af dem alle, der levede i kolde farvande på den nordlige halvkugle, nemlig Stellers søko. Den blev opdaget i Stillehavet i 1741 under en af Vitus Berings ekspeditioner, men i løbet af kun 27 år blev det godmodige og forsvarsløse dyr helt udryddet. Gerningsmændene var sælfangere og andre søfolk.

Der er rapporter fra det 20. århundrede, hvor nogen mener at have set en Steller-søko, men ingen har kunne bekræfte dem. Efter alt at dømme har intet nulevende menneske set Stellers søko, og det er usandsynligt, at et et 8-9 meter langt dyr med en vægt på op til 10 ton skulle kunne gemme sig et sted deroppe nordpå.

Der er noget særligt vemodigt ved disse beretning om dyrearter, der er uddøde i historisk tid. I vor planets historie har der været fem store artsudryddelser i jordens historie; årsagen har været store forandringer skabt af bl.a. vulkanudbrud, der førte til voldsomme forandringer af klimaet. I disse år er en million arter ifølge FN på vej til at uddø; forskellen er, at truslen denne gang kommer fra mennesket og i høj grad fra de menneskeskabte klimaforandringer. De fleste af dem er ikke så spektakulære som Stellers søko, men gør vi ikke noget, vil der også for dem komme en dag, hvor man vil kunne sige, at intet levende menneske har set de pågældende dyr og planter.

En ny afsked med Cohen

Jeg husker endnu koncerten med Leonard Cohen i Aalborg tilbage i 2012. Dén koncert er (sammen med P.J. Harveys koncert i Randers i 2017) højt på min liste over kandidater til perfekte koncertoplevelser.

Fire år senere kom You Want It Darker, og få måneder senere var Cohen død. Det var en simpel faldulykke, der tog livet af den gamle mester.

Men nu er der så et posthumt album, Thanks For The Dance. Jeg troede vel, at det ville være en samling skrabsammen. Men der er faktisk ganske mange gode numre at finde på Thanks For The Dance og albummet er på mange måder et værdigt farvel. Jeg lytter ofte til det her i den mørke tid. Man kunne tro, at et nummer som “Puppets” var en kommentar til Donald Trumps halsløse gerninger og hans tankeløse støtter, men Leonard Cohen gik bort i samme uge som Trump vandt præsidentvalget i USA. Den uge i 2016 husker jeg tydeligt; jeg var i Glasgow og vågnede midt om natten to gange i samme uge, begge gange til en trist nyhed.

Ligesom det er tilfældet med David Bowies Blackstar kan man på Thanks For The Dance høre en sangskrivers tanker om livet, der gik, og den død, der står for døren. Tydeligst kommer tankerne om døden til udtryk på den tyste, korte “The Goal”, der er Cohens genskrivning af hans egen tekst fra 1998.

I can't leave my house
Or answer the phone
I'm going down again
But I'm not alone
Settling at last
Accounts of the soul
This for the trash
That paid in full
As for the fall, it
Began long ago
Can't stop the rain
Can't stop the snow
I sit in my chair
I look at the street
The neighbor returns
My smile of defeat
I move with the leaves
I shine with the chrome
I'm almost alive
I'm almost at home
No one to follow
And nothing to teach
Except that the goal
Falls short of the reach

Kun én artikel om året?

Tasawar Hayat – vor tids største matematiker? Han er i al fald den mest publicerende.

I går fik jeg besked om at jeg har fået en artikel optaget til en konference, der finder sted i februar 2020, så næste års publikationsrunde er allerede i gang. Artiklen dokumenterer resultater, som stammer fra et speciale som jeg vejledte i foråret. Men én artikel er ikke meget, og de sølle fire artikler, jeg fik publiceret sidste år, er bestemt heller ikke noget imponerende antal.

I den akademiske verden er det vigtigt at publicere så meget som muligt i så gode tidsskrifter og ved så gode konferencer som overhovedet muligt. Den mest publicerende forsker i årene fra 2016 til 2018 er Tasawar Hayat, der er professer i matematik ved Quaid-i-Azam University i Pakistan. Han publicerede hele 996 artikler i den periode, dvs. næsten én publikation om dagen. Så vidt jeg kan se, er en stor del af hans forskningsområde inden for matematisk fysik i den mest anvendelsesorienterede ende og har berøringsflader til maskinintelligens. Lødigheden af Hayats bidrag tør jeg ikke udtale mig om. Men det er forbløffende med denne ekstreme publikationsfrekvens; mange matematikere inden for den rene matematik publicerer kun 1-2 artikler om året.

Den tyske kognitionsforsker Uta Frith, der er professor med University College London, har en lidt anden tilgang. I en helt ny artikel i tidsskriftet Trends in Cognitive Sciences anbefaler hun faktisk, at det bliver et krav, at man kun publicerer én artikel om året. Hun skriver endda

When I look at my CV, I see papers that I wish I had not published, because they are either not sufficiently original or methodologically robust. I think it is important to tell younger researchers about this regret and make them aware that in time they might feel similarly. There are plenty of examples to show that a scientist’s reputation in the long run will be built on their best publications and lessened or even undermined by their weaker ones.

(fra Frith, Fast Lane to Slow Science, Trends in Cognitive Sciences (2019), https://doi.org/10.1016/j.tics.2019.10.007)

Det er en betragtning, jeg deler. Som Frith nævner, er det i virkeligheden et spørgsmål om at have et godt ry som forsker, der er det væsentlige, og om at kvalitet ikke nemt lader sig “fortynde”. Mange konferencerækker i datalogi har nu indstiftet en Test of Time Award, som bliver givet til 10 år gamle publikationer fra samme konference, der senere har vist sig at være særligt indflydelsesrige. Og når jeg ser på prisvinderne fra den lille del af datalogi, som jeg selv beskæftiger mig med, er jeg helt enig med udnævnelserne. Problemet er selvfølgelig, at dette gode ry på længere sigt ikke kan måles med det kortsigtede her-og-nu-fokus, som man i være dage bruger for at måle forskningens kvalitet, men i virkeligheden i mindst lige så stort omfang måler dens kvantitet.

Hvordan man løser det

Flere gange på det seneste har jeg anbefalet nogen at læse klassikeren How To Solve It af den store ungarsk/amerikanske matematiker George Pólya (ungarsk: Pólya György). Bogen, der udkom i 1975. har gjort et stort indtryk på mig; jeg købte den i 1982, ugen inden jeg begyndte at studere. I lang tid var jeg mest fascineret af alle bogens snedige opgaver, men i dag er jeg optaget af alle Pólyas indsigtsfulde, erfaringsbaserede råd til løsning af (især, men vel ikke kun) problemer fra matematikkens verden.

Hans bud på de fire trin i god problemløsning er

  • Trin 1: Forstå problemet
  • Trin 2: Udarbejd en plan (oversæt)
  • Trin 3: Udfør planen (løs)
  • Trin 4: Kig tilbage (tjek og fortolk løsningen)

På denne måde er der klare paralleller til problemorienteret projektarbejde, selv om fokus i How To Solve It er på små/mindre opgaver. Tænk, hvis de, der skal lære at løse matematiske problemer i forbindelse med deres uddannelse, kunne læse Pólyas lille klassiker på et tidspunkt – og tænk hvis de, der skal undervise andre i at løse problemer, kunne med dem om at sammenligene deres proces med de fire forholdsvis veldefinerede skridt ovenfor. Og tænk, hvis nogen en dag ville sørge for at How To Solve It kunne blive oversat til dansk. Det er nemlig stadig en bog, mange uddannelsessøgende kunne have glæde af at læse.

En lettelse

For en sjælden gangs skyld er jeg lidt lettet over en ny dansk finanslov. Det er godt, at uddannelsesloftet omsider bliver afskaffet, og det er en stor lettelse ikke kun for samfundsvidenskab og humaniora, at taxameterløftet af de humanistiske og samfundsfaglige uddannelser på universiteterne bliver videreført. Nogle universiteter har nemlig brugt den mulige fjernelse af taxameterløftet til at varsle en mulig fyringsrunde, og jeg vil nu håbe, at der ikke bliver en sådan.

Jeg håber selvfølgelig i særdeleshed, at der er midler nok til at få gjort noget afgørende for at få reduceret Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent – og at det ikke ender som, nå ja, varm luft.

Verdensmål og våbenforskning

FNs verdensmål dukker også op som byggeklodser på denne veganske takeaway i Aalborg.

Syddansk Universitet (SDU) er et af de danske universiteter, der har bekendtgjordt, at de nu vil arbejde med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. Man får et indtryk af et universitet, der vil forandre verden i en bæredygtig retning og være med til at løse de meget alvorlige problemer, som klimakrisen og den globale ulighed udgør..

Det var også i år, at EU lancerede sit PADR-program (Preparatory Action on Defence Research). I de kommende tre år vil PADR uddele 90 millioner euro til våbenforskning og i det kommende årti er der fra EU afsat mere end 40 milliarder euro til området. Det er helt klart, at PADR er målrettet mod både virksomheder og universiteter; der er nu officielle initiativer i den danske universitetsverden rettet mod at gå efter forskningsmidler fra PADR.

Jeg kan være bekymret for om den pludselige interesse for verdensmålene ikke så meget bunder i et ønske om forandring. Det er nemlig påfaldende, at danske universiteter på den ene side taler så meget om FNs verdensmål og på den anden side engagerer sig helt åbenlyst i PADR. FNs verdensmål nr. 16 taler om fred, retfærdighed og stærke institutioner. Et delmål er at

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

(Fra https://www.verdensmaalene.dk/maal/16)

Min fornemmelse er, at den pludselige interesse hos bl.a. SDU for FNs verdensmål for bæredygtig udvikling i stort omfang reelt bare har samme årsag det samme som interessen for PADR: at der her er muligheder for at få forskerne til at hente eksterne forskningsmidler hjem. De eksterne forskningsmidler er i begge tilfælde centralt styrede initiativer rettet mod helt bestemte, bundne anvendelser. Og hvad angår den tilsyneladende interesse i at skabe forandring, er den formodentlig kun tilsyneladende. Jeg bemærker nemlig, at SDUs hensigtserklæring lyder at

På SDU vil vi i forskning, uddannelse og administration arbejde med, men ikke nødvendigvis for, verdensmålene.

(min fremhævning)

Overhead

Dagbladet Information har et tillæg om forskning i dag, og der er fokus på hvad de eksterne forskningsmidler betyder for forskningen. Et af de aspekter, som mange ikke er opmærksomme på, er betydningen af de indirekte omkostninger, det såkaldte overhead. Det er de indirekte omkostninger, som er forbundet med at gennemføre et forskningsprojekt, men ikke direkte kan henføres til selve projektet – fællesudgifter til husleje, lokaler, administration mm.  Overhead er nu på 44 procent.

Der findes en pulje, der hedder EUOpstart. Det er midler, man kan søge til at finansiere arbejdet med at skrive en ansøgning om forskningsmidler fra EU. Det er i sig selv en meget speciel konstruktion – at der bliver lagt op til at forskere skal søge om midler, som de så kan bruge til arbejdet med at søge om forskningsmidler. Men sidste år ville jeg lave en ansøgning til EUs Horizon 2020 sammen med kolleger fra ni universiteter og firmaer i andre lande. Den slags kræver en masse tid, så vi ville hyre et konsulentfirma til at hjælpe os med at skrive en god ansøgning. Bevillingen fra EUOpstart havde som betingelse, at den kun kunne dække halvdelen af udgifterne, og heraf måtte vi kun bruge 70 procent af denne halvdel til konsulentbistand. Resten skulle gå til andre udgifter (f.eks rejser til møder, hvor vi skulle forberede ansøgningen). Men den anden halvdel skulle de andre deltagere så finansiere, var vi enige om.

Jeg søgte om midler; min ansøgning blev imødekommet, og jeg var glad over en af de sjældne succeser med en ansøgning. Men glæden fortog sig. Vi havde nemlig ikke husket på, at også denne lille bevilling havde et krav om betaling af overhead. Så vi endte med ikke at bruge hele bevillingen, og jeg måtte bruge et personligt annuum, det var lykkedes mig at få, til at dække de 40 procent, som overhead udgjorde dengang i 2018. Pengene gik altså ikke til konsulentbistand, men til overhead. I alt dækkede midlerne fra EUOpstart kun en tredjedel af omkostningerne ved at udarbejde af ansøgning.

Hele historien er interessant, fordi den er så typisk. Mange eksterne midler dækker ikke overhead – de 44 procent, der skal lægges oveni, er man så nødt til at finde et andet sted, hvis bevillingen skal gå igennem. Normalt sker det ved at universitetet, hvor man er ansat som forsker, bruger sine basisforskningsmidler til at betale overhead. Jo flere eksterne midler universitetet får, jo mere går der af universitetets egne midler til overhead. Og sådan går det til, at en ikke helt lille del af basisforskningsmidlerne bliver bundet til at supplere op på de eksterne midler. Så egentlig er de eksterne midler ikke helt så gode, som mange tror.

I år forsøger vi os igen med en ansøgning, for sidste års afslag gav trods alt 85 point ud af 100 mulige, så måske kan vi rette op på manglerne i ansøgningen i tredje forsøg, hvis vi får konsulenter til at hjælpe os endnu engang, nu med at udbedre de svage punkter, som den 20 linjer lange evaluering påpegede, der var i sidste års ansøgning. Denne gang besluttede jeg mig dog, klog af skade, til ikke at søge EUOpstart, men til at søge en lokal institutionspulje om 15.000 kroner og få resten dækket af de andre partnere. Nettoresultatet er at vi får næsten lige så god konsulentbistand som ellers og at vi undgår overhead. Og vi håber selvfølgelig, at de midler, som vi nu bruger til at søge midler for, så er godt givet ud.

Der sker ingen ting

I denne uge er der en artikel i Nature af syv kendte klimaforskere, herunder Katherine Richardson fra Københavns Universitet. Artiklen er grundigt refereret i dagbladet Information i denne uge. Forfatterne advarer om at der er overhængende risiko for at vi befinder os ved et tipping point, hvor ændringerne forårsaget af de menneskeskabte klimaforandringer vil forstærke hinanden. Afsmeltningen af Antarktis, afsmeltningen af Arktis, afskovningen af Amazonas, koralrevenes død og optøningen af permafrosten i tundraerne er ikke isolerede fænomener – de gør hinanden værre. Bl.a. vil optøningen af permafrost udlede store volumen af den voldsomme drivhusgas metan. Det er nu meget tæt på sidste udkald, hvis menneskeheden vil gøre noget for at standse dette. Måske er det endda for sent.

Forfatterne skriver

Verdens tilbageværende budget, hvis der skal være en 50:50 sandsynlighed for at holde sig inden for en opvarmning på 1.5 °C er kun omkring 500 gigaton (Gt) CO2. Permafrostudledninger kan fjerne et estimeret 20% (100 Gt CO2) af dette budget, og det uden at inkludere metanen fra dyb permafrost eller undersøiske hydrater. Hvis skovene er tæt på tipping points, kan Amazonas’ død udløse yderligere 90 Gt CO2 og de boreale skove yderligere 110 Gt CO2. Med samlede globale CO2-udledninger stadig på mere end 40 Gt  pr. år, kan det tilbageværende budget være tæt på opbrugt allerede.

(Min oversættelse af Climate tipping points — too risky to bet against )

Men hvis man ser på nyhederne i dag, Black Friday 2019, står der ikke ét ord om dette. Jeg fatter det ikke. Artiklen fra Nature er forfærdelig læsning; jeg bliver bange og ked af at læse den. Men ingen vil åbenbart spørge vore beslutningstagere, hvad de vil gøre set i lyset af alt det, vi nu ved.