Formidling eller talfnidder

I disse dage mærker jeg en del usikkerhed om de danske myndigheders planer for en begrænset genåbning af samfundet, og nogle mennesker betvivler åbent denne idé. Der er interessante argumenter her, men jeg kan samtidig ikke lade være med at bemærke, at det er modeldannelser og analyser, der udgør de præcise begrundelser bag de beslutninger, der bliver truffet. Det er svært at formidle disse begrundelser, fordi man da også skal formidle modeldannelsen uden at komme til at forsimple den på en sådan måde, at man siger noget ukorrekt eller mangelfuldt. Men det er en meget nødvendig øvelse.

Nogle af dem, der er kritisk indstillet over for myndighedernes begrundelser, frygter konsekvenserne af en genåbning, fordi de er bange for at de vil blive ekstra udsat. De mennesker er jeg faktisk meget trygge ved, for det lader til at de vil søge at fortsætte med at isolere sig, også hvis modeldannelserne forudsiger forkert. På den måde beskytter de sig selv og bidrager heller ikke til smittespredningen. Jeg er meget mere nervøs for en situation, hvor mange borgere ikke kan forstå begrundelserne længere og derfor begynder at tage let på bl.a. de krav om at holde fysisk afstand til hinanden, som alle ansvarlige eksperter er enige om.

En artikel i The Lancet fra denne uge handler netop om hvad skolelukninger vil betyde for en epidemi som COVID-19-epidemien, og konklusionen er at skolelukninger ikke har ret megen betydning her – men dog bidrager med 2-4% af smittetilfældene. Artiklen er en komparativ analyse af mange undersøgelser, og de ni forfattere hæfter sig bl.a. ved britiske undersøgelser, der viser at skolelukninger primært er effektive for infektioner, der har lav spredningsgrad (under 2) og rammer børn hårdere end voksne.

Det vil være nødvendigt at få formidlet alle disse forskningsresultater ordentligt ud, så vi kan få et ordentligt diskussions- og beslutningsgrundlag. Men det er også en svær øvelse, for den fordrer at forskere og politikere kan forstå hinanden og at der er gode kommunikatorer derude, der har tid til at formidle resultater godt. Det er bestemt ikke altid lykkedes, og der er tilmed den komplikation, at politikere gerne vil fremme bestemte dagsordener og har svært ved at handle ud fra konklusioner, der har de forbehold, som forskere ofte er nødt til at tage. Hvis vi ikke passer på, ender vi i en typisk politisk praksis, som retorikprofessoren Christian Kock har kaldt for talfnidder, nemlig at politikerne bøjer data på en sådan måde, at tallene først og fremmest bliver et retorisk kneb, der skal underbygge en holdning, man havde i forvejen.

Aldersfordeling og genåbning

Kilde: https://files.ssi.dk/COVID19-overvaagningsrapport-23032020

Så kom det første skridt i en genåbning af det danske samfund under pandemien. Nogle forældre giver nu udtryk for bekymring og vrede, fordi de ikke vil have, at deres børn bliver udsat for smitte ved at skulle starte i institution eller skole igen. Hvorfor skal det gå ud over børnene? spørger de. Det er en følelse, jeg nemt kan sætte mig ind i.

Men samtidig ser det ud som om børn i den aldersgruppe, som nu skal i daginstitution og 0.-5. klasse er underrepræsenteret blandt de smittede. Ovenfor er Sundhedsstyrelsens tal fra 23. marts; de er interessante, fordi de konstaterede tal stadig kan komme fra tiden før restriktionerne fra 10. marts og frem og dermed fra en periode, hvor børn stadig var i institution og i skole. Data er grupperet anderledes, men der kan højst være tale om 38 smittede i aldersgruppen mellem 0 og 11 år, da dette er tallet for borgere mellem 0 og 19 år. Det er 3,3% af de smittede. Ifølge Danmarks Statistik var der 711.495 borgere i aldersgruppen 0-11 år ud af et befolkningstal på 5.822.763. Det er 12,2%.

En mulighed er, at den lave procentdel skyldes en forsinkelse på grund af inkubationstiden. Men andelen af smittede børn fra 12. marts og 5. april er i begge tilfælde også omkring 3%. En mere oplagt mulighed er, så vidt jeg kan se, at der enten ikke er så mange smittede børn i aldersgruppen 0-11 år eller at der ganske vist er mange smittede børn i aldersgruppen 0-11 år, men at de er helt eller stort set symptomfri. Man testede nemlig kun for COVID-19 på det tidspunkt, dataene ovenfor stammer fra, hvis man havde mistanke om COVID-19. I så fald vil det så tyde på, at denne aldersgruppe ikke vil blive ret behandlingskrævende. Det må vel være her, rationalet for beslutningen om at åbne institutioner og skolernes indskoling og mellemtrin må ligge.

Under alle omstændigheder er der mange usikkerheder forbundet med den lille åbning af samfundet, men det er der også med alle andre strategier, og de vil alle have vigtige modargumenter. Det er netop dén uforudsigelighed, der gør det hele så svært. Jeg ville gerne have at de danske myndigheder mere direkte begrundede beslutningen (for det tror jeg som sagt, at man kan) og sagde, at man ville blive nødt til at genindføre restriktioner, hvis udviklingen går den forkerte vej.

Alt for meget skærm

Mikael Simpson lavede engang et nummer, der hedder “Jeg får alt for meget skærm”. Det er jeg kommet til at tænke på nu, hvor jeg bruger endnu mere tid foran skærme end jeg plejer.

Inden pandemien viste en undersøgelse, at voksne mennesker i USA i gennemsnit bruger 11 timer på at kigge på en skærm hver dag og ser på deres telefon hvert tiende minut. Det er næppe blevet bedre nu. En ny artikel fra Washington Post, skrevet efter pandemien begyndte og isolationen begyndte i USA, afslører at skærmtiden hos nogle er blevet forøget med 185 procent.

Der er allerede talt en del om konsekvenserne ved den isolation, vi lever i under pandemien. Sundhedsstyrelsen har lavet en pjece om mental sundhed, der kommer med en række gode råd.

Men det er også veldokumenteret, at man kan få “alt for meget skærm”. Undersøgelser viser at mere skærmtid kan have både fysiske konsekvenser (anstrengelse af synet, nakkeproblemer og vægtøgning)ysical (eyestrain, neck strain, obesity) og psykiske konsekvenser (angst og depression). Disse aspekter bør man også fokusere på, når talen er på de følger for vores mentale sundhed, som isolationen vil give for hver af os.

Forskningens genkomst

I 1939 troede mange, at det, der blev til 2. verdenskrig, ville være ovre til jul. Nogle har tilsvarende troet, at alle begrænsningerne, der er blevet indført på grund af pandemien, ville være ovre efter påske. Den slags hører man ikke så meget om mere. Min fornemmelse er, at de fleste har indset, at hele nedlukningen af samfundet vil vare længe. Foråret 2020 er blevet en tid, hvor medierne i uvant grad har været præget af matematiske modeller og deskriptiv statistik. Min fornemmelse er, at der er ved at blive skabt en ny forståelse af mekanismerne bag en epidemis forløb, og at videnskabelig indsigt omsider er ved at blive rehabiliteret, vel som led i den sorgproces, samfundet gennemlever.

På sin måde blev dette indvarslet, da Mette Frederiksen på pressemødet den 10. marts retorisk spurgte og svarede

Kommer vi til at tage fejl? Ja, det gør vi.

Det er (desværre) sjældent at høre en sådan udtalelse fra en minister, men det vidner om en erkendelse af at pandemien kun kan forstås og kontrolleres ved brug af videnskab, og af at videnskaben kan tage fejl. Opnåelsen af videnskabelig indsigt er langsom af natur; man kan ikke forcere erkendelse (omend man sagtens kan modarbejde den) og der vil altid være tilbageslag. Jeg skrev tidligere i år om intellektuel ydmyghed, der indebærer at man indser og indrømmer, at man kan tage fejl. Og det, der er kendetegnet ved ordentlig forskning, er netop den intellektuelle ydmyghed. Hvis vi kan få bedre underbyggede beslutninger og bedre beslutningstagere ud af pandemien, vil det være af stor værdi, for det vil kunne hjælpe os til bedre at kunne håndtere den klimakrise, der stadig er der og bestemt ikke er ovre til jul.

Og så skader det i det hele taget ikke med ledere, der besidder intellektuel ydmyghed. Det vil mange i USA nok efterhånden kunne skrive under på i dette forår.

Hvad sker der egentlig i resten af verden?

Nogle gange siger man, at COVID-19-pandemien bringer os sammen i den forstand, at pandemien rammer alle uanset alder og baggrund. Men helt lige er vi ikke. Selv er jeg f.eks. et meget privilegeret menneske; jeg kan arbejde hjemmefra og jeg mister formodentlig ikke mit arbejde. Jeg var lidt sløj med lette forkølelsessymptomer i et par dage for et stykke tid siden, men jeg er for længst blevet rask og om jeg overhovedet havde COVID-19, ved jeg ikke. Der er mad (og toiletpapir) nok derhjemme, og jeg er ikke alene – i de sidste fire uger har min familie været hjemme også.

De danske nyhedsmedier vender i høj grad blikket indad, omend der også er ganske meget nyt om pandemiens virkning på situationen i bestemte andre europæiske lande.

Men dette tilsyneladende internationale perspektiv har sine klare begrænsninger. Andre lande i Europa hører man ikke særlig meget til. Jeg skrev til en gammel ven fra Grækenland for nylig for at høre, hvordan det stod til, og jeg fik det svar, at myndighederne her så ud til at have situationen under nogenlunde kontrol. Men der er ikke megen dækning i medierne af situationen i flygtningelejrene i samme land, for slet ikke at tale om hvordan pandemien påvirker Syrien, Libyen og Yemen, der alle er plaget af langvarige og meget blodige borgerkrige. Hvordan pandemien påvirker verdens flygtninge i det hele taget, ved jeg ikke. De store medier er tavse.

Pandemien vil uden tvivl påvirke økonomien rundt i Europa alvorligt, men for lande hvor sundhedsvæsenet bare aldrig har været dækkende eller måske endda også er blevet voldsomt ødelagt, må konsekvenserne blive enorme. Det er vigtigt, at den rige del af verden også husker at vende blikket ud mod det, der er “resten af verden”,, for efter pandemien er problemerne dér bestemt ikke blevet mindre.

Over broen

I morges var jeg til den anden kikkertundersøgelse af min mave på hospitalet på Hobrovej i Aalborg. Oprindelig skulle undersøgelsen have fundet sted den 21. februar, men var blevet flyttet flere gange. Cykelturen i strid blæst over Limfjordsbroen var min første siden min sidste almindelige arbejdsdag, der var netop den 21. februar. Dagen efter rejste jeg til Malta, og undervejs på min rejse ned gennem Italien ændrede alt sig gradvist – for slet ikke at tale om, hvordan hjemrejsen tilbage gennem Italien formede sig. Den 6. marts kom jeg hjem til en anderledes virkelighed, som er den, vi nu har.

Da jeg lagde det udfyldte oplysningsskema i min rygsæk i dag, opdagede jeg at der stadig lå to tomme Amarelli–lakridsdåser og et kort over Valletta i den..

Min første kikkertundersøgelse af maven tilbage i januar tog jeg i nogenlunde stiv arm, men den var alligevel en voldsom oplevelse. Jeg fik stærke beroligende midler denne gang uden at have bedt om det, så jeg husker ikke ret meget efter at det meterlange og centimetertykke kabel nåede ned i tolvfingertarmen. Faktisk husker jeg mest, at en sygeplejerske hjalp mig med at få støvlerne på bagefter, og at jeg tilbragte en halv times tid med at komme til hægterne igen. Bagefter trak jeg cyklen gennem Aalborgs midtby for første gang i knap halvanden måned. Himlen var mestendels blå, og det blæste ufortrødent.

Jeg er stadig en anelse påvirket af bedøvelsen, nærmest som efter en lidt for lang middagslur. Hele pandemien er stadig derude, men hele forløbet med kikkertundersøgelser og hvad deraf fulgte er i det mindste slut for mig.

Den tid, den sorg

Meget af det, mange havde set frem til i 2020, kommer ikke til at ske på grund af den igangværende COVID-19-epidemi. I stedet er der usikkerheden om fremtiden, og vi ser den udtrykt alle vegne. Bliver der afholdt eksamen? Kommer der en sommerferie? Finder vi et nyt arbejde? Bliver vi raske igen? Bliver der en almindelig hverdag igen for os?

Den amerikanske bioetiker David Kessler, der er kendt for sin forskning i sorgprocesser, siger det direkte i et interview – det er en form for sorg, vi føler. Noget har ændret sig, noget er mistet og vender ikke tilbage. Reaktionerne på pandemien er en sorg for hvert enkelt menneske.

Med Elisabeth Kübler-Ross’ arbejde om sorg hos døende mennesker og deres pårørende opstod en model, der klassificerer sorgens faser. Der er benægtelse. Der er vrede. Der er forhandling. Der er tristhed. Og endelig er der accept. Jeg kan se noget af det i mine egne reaktioner. Da jeg rejste gennem Italien den 23. februar, netop som de første få tilfælde af COVID-19 var opdaget i Italien, gav jeg udtryk for at jeg ikke var bekymret. Siden var jeg vred over at jeg skulle blive hjemme og ingen vegne kunne komme. Forhandlingen bestod for mig måske i forsøg på at finde en forståelse af pandemien, jeg kunne have det godt med. For nogle dage siden var jeg træt og ked af det. Efterhånden er jeg så småt begyndt at acceptere tingenes tilstand.

Men samfundet som sådan oplever en sorg. Dette kan forklare de mange og nogle gange underlige reaktioner, vi ser derude. Alle de underlige trods-reaktioner er f.eks. tydelige tegn på benægtelse, og på Facebook og andre steder har der været en masse vrede indlæg.

Jeg tror, det er vigtigt at være ærlig om at det, mange mennesker føler verden over lige nu, under denne pandemi, er netop dét – en slags sorg.

P.S. Dette blogindlæg har intet direkte at gøre med Kenneth Thordals gribende og anbefalelsesværdige album, Den tid, den sorg, der udkom i 2019, ud over at sangene på dét album også handler om sorgen, nemlig en fars store sorg ved at miste sin datter.

Klimakrisen er udskudt

Eller rettere: Det internationale klimatopmøde COP26, der skulle finde sted i Glasgow til efteråret, er blevet udskudt til 2021. Jeg kan sagtens forstå, at man udskyder store sports- og musikbegivenheder, og selvfølgelig også, at der er rigeligt at tænke over for regeringerne rundt omkring lige nu. Det, der bekymrer mig, er at udsættelsen af CPO26 kan risikere at medføre, at mange lande vil bruge den nuværende pandemi som påskud til ikke at træffe de nødvendige beslutninger for at forhindre klimakrisen i at udvikle sig. Om et år eller to er pandemien formodentlig bag os, men klimakrisen er det bestemt ikke.

For tidligt?

Fotos af Two Dreamers fra Pexels

Regeringens pressemøde i går overraskede mig; for første gang begyndte man at tale om genåbningen af Danmark. Jeg havde forventet, at der skulle gå længere tid, og jeg er faktisk bekymret, fordi epidemien slet ikke er toppet endnu. Min fornemmelse (som DRs journalister også gav udtryk for) er, at økonomiske interesser har spillet ind, og at nogen har lagt pres på regeringen.

En yderligere bekymring jeg har, er, at nogle borgere vil misforstå de forsigtige positive signaler og slække på forsigtigheden. Da Mette Frederiksen i sin tid indtrængende sagde, at man ikke skulle give sig til at hamstre, havde det ikke den ønskede virkning på kort sigt. Analogien er oplagt: Hvis man prøver at tabe sig, er det fristende at spise lidt ekstra, når man omsider ser vægten gå ned – og da sætter man vægttabet over styr.

Når samfundet gradvis genåbner, bliver en af de særligt udsatte grupper de mange mennesker på arbejdsmarkedet, der døjer med kronisk sygdom (f.eks. astma) og derved er særligt udsatte. Hvis de bliver syge med COVID-19, bliver det en belastning for både sundhedvæsenet og samfundsøkonomien som helhed.

Det er vigtigt at vi lægger pres på vores fagforeninger, så de arbejder for at sikre, at de medlemmer, der har kroniske sygdomme, kan arbejde hjemme, så længe COVID-19-epidemien er slem.