Kategorier
Blog COVID-19 Det er samfundets skyld

Efter pandemien kommer samfundet

Der kommer en dag, hvor COVID-19-pandemien er blevet en endemi lige som mange andre smitsomme sygdomme er blevet det. COVID-19 blev kun det, den er blevet, fordi SARS-CoV-2 var en ny virus, så der ikke var nogen modstandskraft i verdens befolkning. Efter vaccinerne og de mange sygdomstilfælde bliver det anderledes, og den nuværende undtagelsestilstand bliver afløst af en form for ny normaltilstand.

Jeg håber, at det vil blive muligt igen at se sundhed som et fælles samfundsanliggende. At det har været anderledes og individualiseret længe, kan man se af hele den underlige “frihedskamp”. Den tager typisk udgangspunkt i en personligt baseret modvilje og i en forståelse af f.eks. værnemidler, vaccine og restriktioner som foranstaltninger, der i bedste fald skulle beskytte det enkelte menneske mod selv at blive smittet, ikke som foranstaltninger, der skal forhindre smitten i at blive båret videre. “Frihedskæmperne” hævder, at alle foranstaltningerne enten er tvang eller unødvendige – et “Hvad får jeg ud af det her?”. Jeg kan ikke undlade at bemærke at de selvbestaltede “frihedshelte” derude aldrig taler om de syge, og jeg husker endog bizarre Facebook-kommentarer fra “frihedshelte”, der insisterede på at andre Facebook-brugere, der var syge med COVID-19, ikke havde COVID-19.

Om vi er ved at se en anden holdning til sundhedsvæsenets rolle i samfundet, ved jeg ikke. Men jeg er faktisk håbefuld. Der er ikke mange, der taler om privathospitaler og sundhedsforsikringer her under pandemien, og det er ikke meget, man hører til hvordan hospitalsafdelinger skal kunne styres med redskaber som nøgletal og registrering kendt fra New Public Management. Til gengæld er der mange beretninger om lægers og sygeplejerskers store indsats – og hvor er dog det godt at se.