Den glemte katastrofe

DR Nyheder onsdag den 15. juli 2020. Nyhederne om opvarmningen af Arktis glimrer ved deres fuldstændige fravær.

Verkhojansk i Sibirien er det koldeste sted på Jorden; om vinteren har man målt temperaturer under -60°C. Men den 20. juni i år målte man en temperatur på 38°C. Det er en varmerekord for Arktis. Den kommer i en periode, hvor der blev målt mindst 30°C 11 dage i træk. I mandags lød meldingen på 31 grader. Ovre i Canada, på Ellesmere Island, målte man den 28. juni en rekordtemperatur på 18,8 grader i byen Alert, der er det nordligste beboede sted i verden. Globalt set blev juni 2020 er den varmeste juni i temperaturmålingernes historie, på niveau med temperaturrekorden fra sidste år.

Når tundraen i Arktis begynder at smelte, bliver der frigjort metan. Metan er også en drivhusgas, og dermed er en ond cirkel i gang.

Det hjælper selvfølgelig ikke, at nogle af de voldsomme forandringer finder sted i Rusland, hvor der mildt sagt ikke er stor vilje til at standse de menneskeskabte klimaforandringer. Men det er skræmmende, at det, der sker lige nu, får så lidt opmærksomhed, som tilfældet er.

I solnedgången

Der er en svensk rockgruppe, Mando Diao, som jeg hørte om ved et tilfælde for omkring 15 år siden. De spillede rock med alle mulige inspirationskilder fra 1960’erne og frem og med tekster på engelsk. Det var kompetent og sagde mig ikke ikke rigtig noget – jeg kunne meget bedre lide de rigtige The Strokes end det svenske band med portugisisk navn.

Men tilbage i 2012 opdagede jeg, at Mando Diao havde udsendt et album på svensk ved navn Infruset, hvor de havde sat musik til tekster af den folkekære digter Gustat Fröding. Jeg lyttede til det – og købte Infruset og lyttede til det igen og igen. Det her var et usædvanligt godt bidrag til moderne svensk visetradition, og jeg var ikke den eneste, der havde det på den måde. Mando Diao blev folkeeje i Sverige og sangen “Strövtag i hembygden” lå på Svensktoppen i årevis og fik status af nyklassiker.

Mando Diao kvitterede for succesen med at lave flere anonyme rockalbums på engelsk, og jeg mistede interessen. Men i år kom så I solnedgången, endnu et album med svenske tekster. Denne gang er teksterne af Gustaf Fröding, men også af Karin Boye (kendt for romanen Kallocain), af sangeren Björn Dixgårds forældre (der også har skrevet melodi til de pågældende numre) og af guitaristen Jens Bergquist. Resultatet er særdeles overbevisende; der er samtidig tale om endnu en samling melodier, der er forunderligt tidløse. I solnedgången giver et smukt og afrundet bidrag til den store svenske visetradition fra Bellman, Taube, Vreswijk og alle de andre – og det er det album, jeg lytter suverænt mest til denne sommer. Jeg holder meget af det svenske sprog, der er så tæt på dansk men alligevel så tydeligt anderledes.

Det er samtidig underligt, at ét og samme band har to så forskellige udtryk. Det ene holder jeg rigtig meget af, og det andet siger mig ikke ret meget.

Prøv at lytte til Mando Diaos største hit på engelsk. Det er iørefaldende, men slet ikke i klasse med en sang som “Sorgen” ovenfor.

Menneskerettigheder og forskning

Når et dansk universitet skal promovere forskning, er det typisk anvendeligheden, ledelsen ønsker at fremhæve. Men på det seneste er der tilsyneladende opstået en ny interesse for grundforskning i de samme kredse.

Baggrunden er den seneste tids fokus på samarbejde mellem danske universiteter og kinesiske forskningsinstitutioner. Siden 2012 har forskere fra DTU publiceret mindst 17 forskningsartikler sammen med folk fra. Det dækker områder fra flyvninger over Grønland med måleinstrumenter, der kan opfange tyngdekraften, til kryptanalyse.

DTU svarer ifølge dagbladet Politiken, at der er tale om grundforskning, der er fuldt ud lovlig og inden for de etiske retningslinjer på universitetet. Kryptanalyse er et »klassisk eksempel på dual use«, skriver man i svaret. Dual use er et begreb for at forskningsresultater kan bruges både militært og civilt. DTU udtaler, at »når resultaterne af forskningen publiceres, styrker det samlet set sikkerheden i civilsamfundet«.

Man kan ikke (og skal ikke) forbyde teknologier med dual use-muligheder, men det betyder ikke at det er holdbart at dække sig ind under forsvaret om grundforskning. Som Teknologirådet påpeger, er der brug for processer for at evaluere hvilke ’dual uses’ der er problematiske bl.a. ud fra et menneskerettighedssynspunkt. Der er stor dansk forskningsekspertise på menneskerettighedsområdet, og den kunne man udnytte her. Det ville være godt, hvis danske forskere også inden for teknik og naturvidenskab kunne opnå indsigt i menneskerettighederne og kunne handle aktivt i stedet for at ende som redskaber for andre, der har formål, som man ikke selv billiger. Det samme kunne man ønske sig for dem, der uddanner sig inden for disse områder. Tænk hvis der var menneskerettighedsundervisning også på teknisk-naturvidenskabelige uddannelser.

Rundt omkring er FNs verdensmål for bæredygtig udvikling blevet rosende omtalt, og Syddansk Universitet er et dansk universitet, der nu har vedtaget at arbejde ud fra dem. Men hvis danske universiteter mener noget med alt dette, bør de som del af deres strategier have en egentlig menneskerettighedsstrategi for hvordan de gennem forskning og uddannelse kan fremme menneskerettighederne i udlandet og herhjemme.

Og så ville det da i øvrigt også klæde danske universiteter også at tale positivt om grundforskning og fri forskning, også når anledningen ikke er defensiv (hvis man vil tillade mig dette ordspil).

National arkitektur

Restaurant Min Jiang på Strandvejen i Aalborg –der i øvrigt er det tidligere Auditorium T, hvor jeg flere gange har undervist.

Jeg har tidligere skrevet om en lille højrenationalistisk gruppering, der kalder sig Generation Identitær. De prøver at fremstå velklædte og med et gennemdesignet visuelt udtryk, og netop fordi de er så gode til at virke “pæne” får de uforholdsmæssigt megen opmærksomhed i medierne – og for nylig er de blevet rost af en blogger hos Jyllands-Posten, der meldte sig ud af Dansk Folkeparti i protest mod dette partis alt for slappe udlændingepolitik. Men her er det en god øvelse at læse, hvad de tilsyneladende så pæne “identitære” mennesker skriver, for dette er endnu et eksempel på at grænsen mellem fanatisme og satire er hårfin.  Når man nærlæser deres højrenationalistiske program, opdager man at de ikke kun vil fratage statsborgerskaber med tilbagevirkende kraft og begrænse en masse borgerrettigheder, de vil faktisk også kontrollere hvordan bygninger må se ud. Der står (“r”-fejlen til sidst er autentisk)

23. Begrænsning af bygningers arkitektoniske udtryk

Alle nye bygninger og større tilbygninger skal leve op til et sæt retningslinjer, der skal garantere, at der bygges således, at bygningen ikke afviger væsentligt fra dansk og europæisk byggetradition. Hvis der skal søges dispensation fra disse retningslinjer, så skal det i offentlig høring, for på den måde at sikre, at lokale beboere har mulighed for at gøre indsigelser inden der bygges bygninger med et radikalt anderledes udtryk i deres område.

Det er vigtigt at vi værner om vores særlige danske og europæiske arkitektoniske traditioner. Det ses tydeligt i mange kvarterer rundt omkring i de større danske byer, at tilvandrende traditioner har sat sit præg på bybilledet. Dette er med til at skabe rum for parallelsamfund, samtidigt med at det erodere vores traditionelle arkitektur og bybillede.

Srebrenica

Foto: https://www.flickr.com/photos/aiva/41726395815 (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

Et af de første indlæg, jeg skrev på denne blog, var om Radko Mladic, den serbiske krigsforbryder, der var ansvarlig for massakren i Srebrenica, der kostede mere en 7000 bosniere livet. Massakren fandt sted 11. juli 1995, dvs. for præcis 25 år siden, og den er et af de grimmeste kapitler i Europas historie efter 2. verdenskrig. Mladic blev omsider pågrebet i 2011 og fik en livstidsdom i 2017 ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol.

Massakren i Srebrenica er det mest synlige eksempel på de bosniske serberes overgreb mod den muslimske befolkning i landet og og et symbol på de grusomheder, der fandt sted overalt i Bosnien. På mange måder er massakren også et ekstremt udtryk for den nationalisme, der har hærget kontinentet i så mange år og samtidig fremstår den som symbol på det internationale samfunds svigt og på den tidlige hen mod den benægtelse, vi i dag ser af, at der overhovedet findes et internationalt samfund med et fælles ansvar.

Alderen trykker

Da jeg blev 50, fik jeg mit første brev fra Ældresagen med tilbud om medlemskab. Det var en underlig fornemmelse, for jeg følte mig ikke gammel dengang. Men efterhånden er jeg begyndt at tænke mere over hvordan det er komme op i årene. Da jeg tidligere i år gik igennem et behandlingsforløb, tænkte jeg over det igen.

Lige nu er mine overvejelser af mere generel art. På den ene side er jeg godt i gang med at blive gammel, på den anden side kan hovedet ikke helt indstille sig på det. Det, jeg efterhånden er ved at prøve at forstå på en anden måde, er hvordan “man” ser på de gamle. Nogle gange er de en resurse, som skal udnyttes så længe som muligt. Andre gange er de en belastning.

COVID-19-pandemien sætter fokus på de gamle, netop fordi de er en del af risikogruppen. Den officielle linje hos de danske myndigheder har været, at alle de corona-relaterede forholdsreglerne blandt andet er for de gamles skyld. Det har så også ført til at nogle i den offentlige debat har spurgt, om det virkelig “var det værd”. Man har ikke i denne underlige (og uværdige) debat hørt så meget til de gamle, men andre risikogrupper har heldigvis udtalt sig.

På den anden side viser de rystende afsløringer af forholdene på danske plejehjem, at de gamles tilværelse nogle gange bliver opfattet som et spørgsmål om opbevaring. Mange af de gamle, der her er tale om, er demente, og dem hører man af gode grunde ikke noget til.

Og så er der det med pensionsalderen. Jeg har talt med andre jævnaldrende om hvor længe der er til pensionsalderen, når vi har været trætte af vores arbejde – det havde vi næppe gjort for ti år siden. Det siger både noget om alderen, vi har nået, og om vores arbejdsforhold. Hvis jeg sparer op på den rigtige måde og ikke træffer de forkerte valg, kan jeg trække mig tilbage og gå på efterløn, når jeg er 65. Det er der kun knap ni år til. Jeg har aldrig haft hårdt fysisk arbejde, så min krop er ikke slidt ned. Hvis min forstand forbliver intakt, går det nok. Men dem, jeg kender, der er bare nogle få år yngre end mig, skal blive på arbejdsmarkedet til de er 68 eller længere.

Danske politikere giver nu pludselig udtryk for at de vil standse pensionsalderens himmelflugt.

Morten Østergaards begrundelse er, at »arbejdsmarkedet kommer til at ændre sig vildt«, og at én generel pensionsalder ikke vil blive ved med at give mening:

»Når den kommer op på 70 år, bør vi se, om der ikke er et andet system, der vil skabe mere frihed for folk til selv at indrette deres pensionstilværelse på en måde, der giver mening for dem.«

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er enig i, at »på et eller andet tidspunkt bliver der nødt til at være et punktum« for den stigende pensionsalder, men han vil ikke sige, hvor det punktum bør sættes. 

Radikale vil stoppe den stigende pensionsalder ved 70 år, Jyllands-Posten 10. juli 2020 (https://jyllands-posten.dk/politik/ECE12259101/radikale-vil-stoppe-den-stigende-pensionsalder-ved-70-aar/)

Hummelgaard er 37, Østergaard er 44. Mon det er alderen, der begynder at trykke?

Intet bliver som før

World Meteorological Organization, der hører under FN, udtaler at der er en sandsynlighed på 20 procent for at den globale gennemsnitstemperatur i et af de næste fem år vil nå 1,5°C over det præ-industrielle niveau. Det er meget sandsynligt, at gennemsnitstemperaturen i årene 2020 til 2024 vil ligge på mellem 0,91 og 1,59 grader over gennemsnittet i perioden 1850 til 1900.

Det er skræmmende. En overgang troede jeg vel, at COVID-19-pandemien ville få mange til at vågne op til dåd og skabe en ny bevidsthed om klimaforandringerne. De seneste måneder har været hårde, men de har samtidig vist, at det er muligt for samfund i den industrialiserede verden at omstille sig på kort tid og at skabe en høj grad af accept af det. De samfund, hvor den slags ikke er lykkedes, er samfund som USA, der også har været modvillige med hensyn til at ville gøre noget ved klimaforandringerne. Den bizarre fornægtelse af alvoren i COVID-19 minder vældig meget om fornægtelsen af klimaforandringerne.

Også uden for USA har mange desværre regnet med at pandemien en dag ville være slut, hvorefter alt så igen kunne blive som før. Problemet er måske at vi har talt så meget om en “genåbning”. For det er et falsk håb; der er meget, der sikkert aldrig bliver som før, og det går kun meget langsomt op for os. De menneskeskabte klimaforandringer er heller ikke et midlertidigt problem, og her er det sikkert, at intet vil blive som før og at der aldrig bliver tale om en “genåbning”.

Et gammelt og misligholdt hus

Den forladte banegård Michigan Central Station i Detroit i USA. Foto: Albert Duce ( Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported)

I 1960’erne skete der store forandringer i verden, og mange af dem var skræmmende. Nogle af dem hørte man ikke meget til. Det “store spring fremad” i Kina og “kulturrevolutionen” kostede millioner af menneskeliv og skabte store ødelæggelser, men der slap ikke ret meget ud fra Kina. Andre tragedier fyldte meget i medierne og i den vestlige selvforståelse. Vietnamkrigen forvoldte store tab af menneskeliv, og protesterne mod USAs krigsførelse tog til samtidig med protesterne mod apartheid i USA – og i Sydafrika. I USA blev John F. Kennedy myrdet, og senere overgik samme skæbne hans bror og Martin Luther King og Malcolm X.

Det underlige er, at det samtidig virker som om at der var en fornemmelse af at verden var fuld af muligheder, for dette var en periode med økonomisk opsving og fuld beskæftigelse i Europa og Nordamerika. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, der var en opblomstring af modkulturen og en skepsis over for autoriteterne, der på mange måder var ny.

Den slags perioder, hvor det er som om alt er muligt, er noget helt særligt. Da jeg begyndte i gymnasiet, var jeg på gymnasiets første årgang nogensinde. Meget var usikkert endnu – der var ikke engang egne bygninger. Men jeg og de andre elever og vore lærere var med til at skabe en omgangsform og nogle traditioner; alt var åbent og vi blev pionerer.

Bagefter, da jeg gik i gang med en videregående uddannelse, kom jeg til et sted, hvor meget stadig var nyt, og uddannelserne havde for manges vedkommende få studerende. Også her føltes verden åben og det var muligt at være med til at præge det, der var ved at opstå, og igen følte mange sig som pionerer. Mange af de forskningsmiljøer, der opstod dengang, er stadig vigtige.

Måske er disse perioder, hvor alt syntes åbent for mig og for andre, bare en slags efterdønninger af åbenheden fra 1960’erne og 1970’erne.

Lige nu er alt oppe i luften igen, og verden står atter åben og alt er muligt. Kriserne kender vi kun alt for godt. Men det virker desværre nogle gange som om der er tale om den åbenhed, der er i et gammelt og misligholdt hus, som nogen har forladt, fordi det ikke rigtig kan betale sig for dem at blive der.

Arven efter Erhard

Skærmbillede fra “Portræt af Erhard” (https://www.youtube.com/watch?v=_-7UQrLMWNg)

Engang var der en politiker, der hed Erhard Jakobsen. Han begyndte som socialdemokratisk borgmester i Gladsaxe, men efterhånden blev han en populistisk højrepolitiker, der stiftede Centrumdemokraterne. Yngre mennesker kender ham nok først og fremmest fra filmen om John Mogensen, hvor det er Erhard, der hele tiden taler om de “røde lejesvende”, som han mener dominerer i dansk kulturliv – og en af dem er så John med hans nogle gange meget samfundskritiske tekster. Erhard stiftede Aktive Lyttere og Seere, der skulle dokumentere og bekæmpe det, han mente var den venstreorienterede dominans i de danske medier.

I dag er der så en kronik af Eva Selsing i dagbladet Information om præcis det samme. Eva er 38 år gammel, så hun var faktisk ikke født, da Erhard var meget fremme i medierne. Jeg vil ikke så meget forholde mig til om hun har ret, for det er en underlig kronik. Der er nemlig næsten ingen argumentation i teksten. Eva kalder sig filosof, men jeg kan komme i tanke om mange filosoffer, der argumenterer bedre end hende. På sin vis er det fascinerende, at man kan argumentere så dårligt som tilfældet er i hendes kronik. Det er stort set ikke andet end postulater, vi får at læse, og de er alle varianter af samme påstand, nemlig at

…livsvigtige områder for et samfund som uddannelsessystemet, retsvæsnet, pressen og kunsten er meget eller totalt dominerede af venstreorienteret tænkning.

Fra Eva Selsing: De røde har tilranet sig et kulturelt magtmonopol, der truer Danmark (https://www.information.dk/debat/2020/07/eva-selsing-roede-tilranet-kulturelt-magtmonopol-truer-danmark#comment-1444569)

Det nærmeste, vi kommer et argument, er påstanden

Dygtige, akademisk tænkende borgerlige intellektuelle kan ikke få ansættelse på universitetet. De meget få offentligt erklærede borgerlige, som bestrider faste universitetsstillinger, er enten meget, meget forsigtige med at sige noget borgerligt i offentligheden, eller også venter de helt med at tale, til de når pensionsalderen.

Tænk på historikeren Uffe Østergaard, som måske ikke er klassisk borgerlig, men som dog havde gjort sig ikkevenstreorienterede tanker om indvandringen i sin forskning og først kunne tale frit om emnet, da han indledte sit otium.

Fra Eva Selsing: De røde har tilranet sig et kulturelt magtmonopol, der truer Danmark (https://www.information.dk/debat/2020/07/eva-selsing-roede-tilranet-kulturelt-magtmonopol-truer-danmark#comment-1444569)

Første halvdel er en interessant påstand, for hvis det virkelig er sådan, at dygtige borgerlige akademikere ikke kan blive ansat på danske universiteter, må der være nogle konkrete eksempler på at det står så grelt til – og det vil være en oplagt sag om nepotisme. Jeg har været universitetslærer i knap 30 år og har aldrig hørt om en sådan sag (men jeg kender bestemt til eksistensen af nepotisme!). Anden halvdel er også interessant, for Uffe Østergaard har ytret sig meget ofte i dagbladet Information gennem årene. Har han først turdet sige det, han nu mener, eller har han simpelthen skiftet mening på sine gamle dage og er blevet nationalist? Jeg ved det ikke, men jeg tror at det sidste er tilfældet.

Er Eva selv undertrykt i den offentlige debat? Det ved jeg ikke om hun er, men det ser ud som om hun har rigtig gode muligheder for at komme til orde. En søgning på Infomedia viser, at hun er blevet nævnt 261 gange i danske dagblade i de seneste 12 måneder, heraf 212 gange i Berlingske. Ganske mange af omtalerne er interviews med Eva og lange indlæg forfattet af hende.

Derudover vil jeg da godt undre mig over at de lange perioder med borgerlige regeringer i Danmark (i min levetid 1968-1971, 1973-1975, 1982-1993, 2001-2011 og 2015-2019, dvs. 30 år) tilsyneladende ikke har formået at vende den tendens, Eva Selsing mener at se.

APBS

Foto: https://www.flickr.com/photos/tiomax80/38772978861 (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

Jeg har sommetider spekuleret på, hvad vi egentlig ved om konsekvenserne af mobning i barndommen. Nogle, jeg kender, er selv langt inde i voksenlivet dybt mærket af det og føler en stor vrede og en stor sorg. For mit eget vedkommende sidder der også stadig noget derinde, omend det er lidt uklart hvad det præcis er, det har gjort ved mig. Den amerikanske psykolog Ellen Walser deLara har interviewet mere end 800 mennesker i aldersgruppen fra 18 til 65. Hun drager den konklusion, at mange mobbeofre udviser en adfærd, der ikke er PTSD (post-traumatic stress disorder), men hvad hun kalder for APBS (adult post-bullying syndrome).

Det er ikke en diagnose som sådan, men en beskrivelse af en typisk adfærd – ofte koblet til lavt selvværd og lav grad af tillid til andre. I modsætning til de, der har PTSD, har mennesker med APBS meget længere “lunte” og bliver ikke let voldsomt påvirket af ubehagelige stimuli. Nogle bliver behagesyge (det gælder også mange voksne, der havde ukærlige forældre) eller søger tilflugt i alkohol eller stoffer. Andre bliver til gengæld meget empatiske og bestemmer sig måske også for at ville gøre en særlig indsats for at gøre noget godt for andre.

Det sidste lyder umiddelbart positivt, men selvfølgelig er de negative konsekvenser større end de positive, og man skal vel ikke igennem den slags for at kunne blive et bedre menneske. Mange, der er blevet mobbet, har spekuleret på hvad formålet egentlig var. Regnede dem, der mobbede, virkelig regnede med at deres mobning udgjorde en strategi for kritik, de kunne bruge til at fjerne fejlene hos dem, de mobbede? I så fald tog de fejl.

Der er andre former for chikane, der har paralleller til mobning i barndommen; i voksenlivet kan man blive udsat for f.eks. seksuel chikane, racisme og homofobi. Den slags bliver tit enten forsvaret af andre med at det “bare er for sjov” eller retfærdiggjort som en form for kritik af andre menneskers adfærd eller blotte tilstedeværelse – men det er varianter af en type forfølgelse, som man måske også mødte i form af mobning i barndommen. Og de hjælper lige så lidt som mobning hjælper dem, der bliver mobbet.