Karrieren som rutschebane

Når jeg har fået en indsendt artikel afvist fra en konference eller et tidsskrift eller fået afslag på en ansøgning om eksterne forskningsmidler, har jeg så godt som altid følt mig som en meget dårlig forsker. Nogle gange, når jeg har haft flere afslag i træk, har jeg endda overvejet at sige mit job op.

I perioder, hvor jeg har fået hård kritik af min undervisning, har jeg følt noget tilsvarende. F.eks. har det været tilfældet i år, hvor mange studerende har været vrede og utilfredse med så godt som alle aspekter af min undervisning og givet udtryk for en meget voldsom og gennemgribende kritik. Kritikken var i år tilmed meget personlig, og på den ene side har jeg valgt at acceptere den (det er det eneste fornuftige, hvis jeg skal kunne forbedre mig), på den anden side har det været ubehageligt. Jeg har i år følt mig afsløret som en usædvanligt elendig underviser, og jeg har flere gange tænkt på om der mon var andet, jeg kunne lave i stedet.

Der har også været perioder, hvor jeg har haft en form for succes, og da har jeg haft et mere positivt selvbillede.

Det er underligt og ubehageligt med disse svingninger i selvværd, og jeg oplever af og til, hvis jeg taler fortroligt med kolleger, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Vi taler bare sjældent om det. Timo Klindt Bohni fra konsulentfirmaet Perspektivgruppen har en lille artikel på LinkedIn, hvor han beskriver dette og kalder det for “den narcissistiske rutschebane”. Med tiden, formoder han, skulle disse svingninger udligne sig. Måske er det tilfældet.

Om disse svingninger i selvværd er udtryk for narcissisme, ved jeg ikke. Det “splittede” syn på verden er det måske. Et problem med den akademiske verden i vore dage er i al fald, at der en tydelig asymmetri mellem succes og fiasko. Succes er blevet det, det skal være normaltilstanden – “rigtige akademikere” har eksterne forskningsmidler og får deres artikler accepteret og har måske endda også succes med deres undervisning. De “rigtige akademikere” får hædrende omtale, mens vi andre, der ikke har så megen succes, lever i tavsheden, måske i bedste fald er nogen, man kan have lidt ondt af. Det er tit som om man aldrig er bedre end sit seneste nederlag.

Jeg spekulerer på, om denne praksis mon er med til at holde rutschebanen  gang og forhindrer udsvingenes hyppighed og omfang i at blive mindre med årene.

Flattr this!

Nedskæringen, der bliver glemt

Dette stykke grafik skyldes Finansministeriet. Kan nogen se, hvor den årlige nedskæring på to procent er nævnt henne? (Jeg kan ikke.)

Nu er der en ny finanslov på vej, og i den videreføres politikken om at der hvert år skal ske en nedskæring på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. I mine blogindlæg har jeg ofte nævnt denne årlige nedskæring en passant, for den ender med at have stor betydning for mange menneskers dagligdag  – og ikke kun min egen. Vi får dårligere muligheder for at levere undervisning og færre lokaler til rådighed, og uddannelsesinstitutionernes ledelser bruger nedskæringerne som begrundelse for en stram økonomisk tænkning med alt hvad det fører med sig. Jeg skrev senest om dette i oktober i år.

Også Dansk Erhverv er modstandere af nedskæringerne. Det udtalte de så sent om i august i år.  Der var store demonstrationer arrangeret af Uddannelsesalliancen den 5. oktober i år.

Men det er foruroligende lidt, der er blevet talt om nedskæringerne i dækningen af finanslovsforhandlingerne. Nedskæringen på to procent om året på uddannelserne får lov at fortsætte år efter år, imens det store flertal af politikere hellere vil tale om noget helt, helt andet – og medierne bliver ved med at lade dem slippe af sted med det.

Hvis jeg stillede op til et valg (jeg lover at lade være!) ville jeg gøre meget for at få den konstante forringelse af vores uddannelsessystem til at blive et tema i valgkampen.

Flattr this!

Indsamling til Amnesty International

I dag, hvor det er FNs menneskerettighedsdag, samlede jeg ind ved Amnesty Internationals første landsindsamling i Danmark nogensinde. Jeg var en af i alt 73 indsamlere i Aalborg-området, og fordi Amnesty International har lokaler i Aalborg, tog vi imod indsamlingsbøsser fra indsamlerne.

Jeg har samlet ind for flere andre organisationer i årenes løb, men for mig er det selvfølgelig noget helt særligt at samle ind for Amnesty International. Min rute i dag førte mig forbi 162 husstande i området, hvor jeg bor, inklusive min egen husstand, og jeg mødte alle mulige forskellige reaktioner og så en hel masse forskellige hunde og katte, som løb mig i møde. Én gade var delt op i en sydlig halvdel, hvor alle lukkede op, var venlige og gav et bidrag – og en nordlig halvdel, hvor alle (på når forældrene til en af min datters gamle klassekammerater) var negative og ikke ville give. Der var ligefrem nogle, der direkte sagde, at fordi det var Amnesty International, ville de ikke give noget.

Ligesom ved andre indsamlinger var det især ældre kvinder og unge mænd, der mest kategorisk ikke ville give noget. Ét sted fik jeg smækket døren i, straks den skæggede beboer så min indsamlingsbøsse (og man får ingen point for at gætte hans alder). Et andet sted var det en ung mand, der lukkede op, og bag ham stod – tre ældre kvinder. Med andre ord: Den mest ugunstige kombinationer af mennesker, man kunne forestille sig. Og de var selvfølgelig alle fire enige om ikke at ville give noget. “Vi har ikke tid”, lød begrundelsen. Dén var ny.

Men mange andre steder var der heldigvis stor velvilje, og flere steder fik jeg faktisk 100 kroner. Til sidst, tre en halv time senere, kunne jeg tage over til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 og være sammen med de andre i Amnesty-gruppen og med de indsamlere, der kom forbi. Det var en hyggelig afslutning.

Flattr this!

Simon Riber Kristensen

Foto: Kjerteminde Avis.

Det er ikke tit, jeg har været til en 90-års fødselsdag; faktisk var dagen i dag vel den første af slagsen for mig. Min hustru, vor datter og jeg drog til Fyn for at fejre min hustrus far, Simon Riber Kristensen, der i denne weekend fylder 90 år. Simon er i sin høje alder stadig en meget aktiv mand, der gennem sit virke som landinspektør på Kerteminde-egnen har fået en stor bekendtskabs- og vennekreds. Han engagerer sig stadig i mange lokale spørgsmål, men i de seneste år har han været ude at rejse rundt om i Europa. Sidst vi sås, spurgte han mig endda, om det mon var værd at besøge Lissabon. (Det er det jo.) Kjerteminde Avis bringer i dag en lang portrætartikel om ham, og det er i sig selv en bedrift at kommentarsporet til en avisartikel på WWW er fyldt med positive kommentarer! (Den slags er et særsyn i vore dage.)

Og her til aften holdt han en fin og indlevet fest for os alle. Tillykke, Simon!

Flattr this!

Endnu en dag i Rigets Centrum

Jeg er for nylig kommet med i den gruppe af forskere, der interesserer sig for PBL (problembaseret læring – det, vi i min ungdom mødte som problemorienteret projektarbejde). Mange af de andre i gruppen er uddannelsesforskere, og lige nu er jeg den eneste fra mit institut, der er med.  I dag var det tid til et møde for gruppen, og denne gang blev det henlagt til Aalborg Universitets afdeling i København. Tilfældet ville, at dette var samme dag som der var et stort anlagt møde på Aalborg Universitet i Aalborg om digitalisering af undervisningen – og samme dag som julefesten på Institut for datalogi. Jeg var nødt til at vælge, og jeg tog til København med det tidlige morgenfly.

Der var noget meget bekendt ved kvinden, der sad ved siden af mig i flyet, og det viste sig at være ingen ringere end Dorte Juul, som jeg havde gået i folkeskole med. Hun skulle også til København i embeds medfør, men til en julefrokost i den københavnske afdeling af det firma, hvor hun er ansat. Det var nogle år siden, vi havde set hinanden sidst, og jeg fik spurgt til hendes mor, der var vores klasselærer en overgang og var en meget elsket lærer. Og vi snakkede om Dortes mand, som jeg også kender – ham gik jeg nemlig også i folkeskole med. Verden er forbløffende lille, og ikke mindst ude i Han Herred, hvor vi voksede op.

Ovre til mødet dukkede de andre fra Aalborg Universitet i Aalborg op; de kunne ikke forstå, at de ikke havde set mig i flyet. Det meste af resten af dagen gik med en præsentation af og samtale med Teresena “Terry” Barrett fra University College Dublin, som fortalte os om sine erfaringer med PBL fra Irland. Det var interessant at høre, hvor anderledes de griber problembaseret læring an i Irland – og det er meget anderledes. Hele denne seance var meget praksis-orienteret, men det var ret beset ikke så dårligt for en person som mig, der slet ikke er uddannelsesforsker. Det var også interessant for mig med det meget praksis-nære fokus, fordi vi for tiden overvejer mulige ændringer af studieordningerne for de uddannelser, som Institut for datalogi tager sig af. Her er det vigtigt at overveje, om der mon er andre måder at gribe problembaseret læring på, som kan supplere det sædvanlige projektarbejde i nogle sammenhænge. 

Det var en udbytterig dag, og stemningen var god. En pudsig observation i denne sammenhæng er, at kønsfordelingen faktisk var den stik modsatte af den, jeg er vant til fra datalogi – her var der to mænd til stede, og resten var kvinder.

Flattr this!

Et foregangsland?

En sammenligning mellem Libanon og Danmark. Bemærk, at Libanon er mindre end Jylland. Landets areal er 10.452 km², mens Jyllands areal er 29.777 km².

Endnu engang lancerer Dansk Folkeparti en samling stramninger af dansk flygtningepolitik, og hvis det går som det plejer, vil de lidt efter lidt blive til virkelighed. Den underliggende idé er at flygtninge ikke skal forsøges integereret i det danske samfund, og de skal ikke have lov til at arbejde eller uddanne sig. Flygtninge skal derimod befinde sig afsondret i lejre og i konstant venten på at blive sendt tilbage til det land, de flygtede fra. Det helt store ideal (hvis man ellers kan bruge den slags ord om Dansk Folkeparti) er at Danmark kan forlade international lov, så denne politik bliver nemmere at føre ud i livet.

Libanon er på mange måder et land, der gør præcis, hvad Dansk Folkeparti gerne vil have at Danmark skal gøre. Libanon er således et af de lande, der ikke har ratificeret FNs konvention fra 1951 om flygtninges rettigheder, og i Libanon har flygtninge ikke ret mange rettigheder og lever adskilt fra resten af befolkningen.

Der er dog alligevel ganske mange flygtninge i Libanon, for landet er også et af de så højt berømmede nærområder. Mange af flygtningene er palæstinensere. FNs organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, har registreret 4.448.429 palæstinensiske flygtninge. Heraf bor de 1.327.772 i 58 officielle flygtningelejre på Vestbredden og Gazastriben, i Libanon, Syrien og Jordan. Det svarer til at 29,8 procent af de registrerede flygtninge bor i lejre. Mange palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere er statsløse. Den Arabiske Liga har flere gange forbudt sine med­lemsstater at tilbyde palæstinensiske flygtninge statsborgerskab.

I Libanon har kun 50.000 palæstinensere statsborgerskab mens de øvrige 400.000 flygtninge er statsløse. 53 procent af dem bor i lejre. De statsløse palæstinensere har ingen stemmeret, må ikke købe fast ejendom og er udelukket fra det offentlige sundhedsvæsen og fra en lang række erhverv, herunder læge, advokat og ingeniør. Levestandarden for palæstinensiske flygtninge i Libanon er markant dårligere end for “rigtige” libanesiske borgere.

Alle disse flygtninge er i stort omfang efterkommere af de oprindelige flygtninge fra 1948, og der er ikke noget, der tyder på at de vil kunne vende “tilbage” til Palæstina – et land, som det store flertal af dem aldrig har været i.

Og dertil kommer nu de mange mennesker på flugt fra borgerkrigen i Syrien. Ingen ved præcis, hvor mange syriske flygtninge der er i Libanon. Der var i juni 2017 1.001.051 flygtninge registreret af UNHCR i Libanon, men det faktiske tal er formodentlig meget højere – formodentlig tæt på 1,8 millioner mennesker. Og heller ikke de, der er på flugt fra Syrien, har nogen rettigheder i Libanon.

Det “libanesiske eksempel” fører ikke til noget godt. Hele ideen med at afsondre flygtninge og at holde dem i permanent venteposition er kun egnet til at nedbryde mennesker og til at skabe fattigdom og de parallelsamfund, som netop Dansk Folkeparti så gerne vil tale om. Det er da også typisk, at Dansk Folkepartis “løsning” på at mange mennesker er på flugt, er en uanstændig “løsning”, der ikke løser noget som helst, men tværtimod fremstår som en form for hævn.

Det eneste, der vil virke, er at det internationale samfund fordeler modtagelsen af flygtninge imellem sig og at det internationale samfund har en fælles plan for hvordan flygtninge kan vende tilbage. Det kan ikke være et enkelt land, der konkluderer at forholdene nu er sådan, at et stort antal mennesker skal sendes tilbage – det bør i tilfældet Syrien være en international vurdering. Samtidig må man indse, at mange flygtninge aldrig vil kunne vende hjem. Det er dét, vi har set med de palæstinensiske flygtninge, og det er dét, vi også vil se med en del af de syriske flygtninge, netop fordi de er modstandere af Assad-regimet, som lige nu ser ud til at være ved at få overtaget i Syrien.

Flattr this!

Skal vi glemme dem?

For fire år siden skrev jeg om Gary Glitter. Han er en vigtig person i rockhistorien, men han er også pædofil og har gjort stor skade på børn. For to år siden blev han idømt 16 års fængsel for sine ugerninger.

Dengang var jeg meget i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre. Man kan nemlig ikke lytte til Gary Glitters musik uden at tænke på den smerte, han har forvoldt. Men de sange, han sang, var skrevet sammen med Mike Leander, og det var The Glitter Band, der spillede. Ingen af dem vidste, hvad Glitter begik af grusomheder. Skal vi skrive dem ud af rockhistorien sammen med ham?  Og The Glitter Band lavede en række numre selv uden Gary Glitter, men i fuldstændig samme stil.

På det seneste er dette etiske dilemma dukket op med fornyet styrke, hvor det væltet frem med tilfælde, hvor kendte mennesker er blevet afsløret i at have begået seksuelle overgreb i stor skala. Senest er det den amerikanske dirigent James Levine, der er blevet suspenderet efter mistanke om en lang række seksuelle overgreb mod teenage-drenge.

Der er også ganske mange andre udøvende kunstnere, der har begået seksuelle overgreb, som har fået konsekvenser. Den nye film med Louis CK (som i øvrigt hedder “I Love You, Daddy”) har ikke fået premiere, og Kevin Spacey er blevet fjernet helt fra en film, han medvirkede i.

Jeg har også selv nogle albums med James Levine indkøbt i de seneste knap 30 år, og dem har jeg lyttet til med stor fornøjelse. Men hvad skal jeg gøre nu? Skal jeg investere i andre indspilninger af Mozarts og Mendelssohns symfonier? Det har jeg overvejet. Men Levine slet ikke var alene om at skabe sit værk  – han ville ikke kunne have foretaget sine indspilninger uden et dygtigt symfoniorkester som f.eks. Berlinerfilharmonikerne. Og han har som bekendt heller ikke skrevet den musik, han dirigerede.

I min egen verden, nemlig den akademiske verden, kender jeg til beretninger om kendte forskere, der skulle have udsat deres børn for systematisk vold og måske også det, der var endnu værre. For nylig blev jeg opmærksom på en kvinde, hvis far på den ene side var en kendt (nu for længst pensioneret) videnskabsteoretiker, på den anden side havde begået systematisk vold mod sine børn gennem hele deres opvækst. Så vidt jeg ved, har han ikke angret. Kvinden udtalte til min store overraskelse, at hun faktisk ikke mente, at det ville være så god en idé at holde op med at citere faderens værker. Hendes far, sagde hun, var del af og eksponent for en akademisk tradition, man stadig kunne værdsætte og som hun også anså for vigtig.

Min konklusion er lige nu, at vi netop ikke skal glemme værker med de pågældende mennesker, der har begået overgreb, fordi vi så også skriver en masse, helt uskyldige mennesker ud af historien sammen med dem, nemlig med-skaberne. Og faktisk risikerer vi også at skrive ofrene ud af historien. Tværtimod skal vi også altid nævne de pågældende menneskers overgreb og være solidariske med ofrene for dem.

Flattr this!

Gensyn med Poul og Nulle

Foto: Bent Paulsen.

Danske tv-julekalendere falder typisk i én af to kategorier: de lidt for sentimentale og pyssenyssede med julemænd og julenisser, og så dem, der forsøger at nedtone julestemningen lidt til fordel for en god historie. Jul i Gammelby og Jul på Slottet er så afgjort i den første kategori, mens f.eks. Pagten, Tidsrejsen og Julestjerner (af Wikke og Rasmussen – og min personlige favorit) er moderne bud fra den anden kategori.

Men en julekalender, jeg aldrig glemmer, og desværre også en julekalender, som ikke vil kunne genudsendes, er julekalenderen med Poul og Nulle, der tilbragte 24 dage i et hul i jorden og hver dag udloddede et “jordfund”. “Poul og Nulle i jordhullet” hed faktisk Jul og grønne skove, og det var i høj grad en julekalender, der delte vandene. Nogle voksne var meget forargede på deres børns vegne over den totale mangel på jul og nisser – her skal man ikke glemme, at dette var året efter Jul i Gammelby. Julekalenderen blev endda diskuteret i TV-Avisen. Til gengæld var der mange børn, der skrev ind til Poul og Nulle i håb om at vinde “jordfundet”.

Det var en julekalender, jeg fulgte trofast med i, selv om jeg faktisk var ganske få uger fra at fylde 17. Tonen i Jul og grønne skove appellerede til mig og alle andre, der holdt af Poul Nesgaard og Nulles udsendelser i Ungdomsredaktionen, hvor de på finurlig vis blandede komedie og en slags reportage og ramte en helt særlig tone, der på én og samme tid var naiv og begavet.  Og det var mildt sagt en lettelse omsider at se en så u-julet julekalender. I det allersidste klip i det allersidste afsnit af Jul og grønne skove ser man dog faktisk julemanden løbe over en gangsti, mens Poul og Nulle går slukørede væk og kigger den anden vej!

Jeg har fået lyst til at se Jul og grønne skove igen, og nu kan mit ønske gå i opfyldelse. Man kan nemlig se 12 af afsnittene på DR Bonanza.

Og man kan læse hele beretningen om Jul og grønne skove hos DR.

Flattr this!

Stor straf, lille forseelse

Foto: DR.

I denne uge er der igen fokus på at nogle udenlandske akademikere bosat i Danmark, har oplevet ikke at kunne søge op permanent opholdstilladelse, fordi de har holdt foredrag eller undervist i et lille antal timer på et andet arbejdssted end deres normale. Mange kan se, at dette er absurd og at konsekvenserne er absurde. Der er også nogle ikke så omtalte sager, hvor udenlandske statsborgere har fået en bøde for en overtrædelse af færdselsloven (typisk en fartbøde), og på helt tilsvarende vis er blevet afskåret fra at søge om dansk statsborgerskab.

Opholdstilladelse og statsborgerskab er ikke rettigheder, men er blevet et kompliceret system af individuelle sanktioner og belønninger. For at man skal kunne få belønningen, skal man have forbedret sig selv gennem uddannelse, arbejde og sprogbeherskelse, og man må ikke overtræde landets love. Sker dette, er sanktionerne voldsomme. Dette er en udvikling, der har været i gang i snart en del år; jeg skrev om den her på bloggen i 2011.

Jeg vil hævde, at de pågældende forskere har handlet i god tro – og hvordan kan man gøre andet, når man bliver opfordret af en statsinstitution, ja, endda Folketinget selv, til at bruge sin akademiske ekspertise? Det er derefter en anden statslig institution, der senere politianmelder de selvsamme forskere.

Med færdselsforseelser er det selvfølgelig anderledes; her handler man kun meget sjældent i god tro. Man må ikke overtræde færdselsloven. Men der plejer i jura at være et proportionalitetsprincip, så forbrydelse og straf skal være af sammenlignelig alvorlighed. Når det gælder opholdstilladelse og statsborgerskab, virker sanktionerne helt ude af proportion med forseelsen. De pågældende mennesker vil få deres tilværelse markant forandret i op til 15 år på grund af en forseelse, der kun takseres med en bødestraf.

Hvad er det, der gør at det er nødvendigt at have så voldsomme regler? Hvad er det, reglerne skal opnå? Og hvorfor er der ikke tale om en overtrædelse af proportionalitetsprincippet?

Flattr this!

Kantinekrigen

Kantinen på Roskilde Universitet (til venstre) og kantinen på University College Sjælland (til højre). Foto: Foto: Marcel Mirzaei-Fard og Karoline Graulund Nøhr.

Det er ikke hver dag at jeg er fundamentalt uenig med alle politiske partier, men det er jeg nu. De danske universiteter skal i stadigt større omfang tænke økonomisk, og nu er der kommet en ny taxameter-model, som alle partier bakker op om. Universiteterne skal nu konkurrere om midler på basis af hvor god ansættelighed, de færdiguddannede har. Den idé, at universiteterne skal være konkurrenter, går tilbage til taxameterprincippets fødsel i 1990erne og bliver intensiveret, da 5 procent af basismidlerne bliver sat på finansloven – og yderligere intensiveret, efterhånden som eksterne forskningsmidler skal finansiere mere og mere. Hele denne idé om konkurrence mellem universiteterne er i sidste ende ikke af det gode.

I USA kan man se konsekvenserne af konkurrence mellem videregående uddannelsesinstitutioner på nogle ret overraskende måder. I en ny serie podcasts af Malcolm Gladwell kaldet  Revisionist History er der således et afsnit om to private amerikansk universiteter, der konkurrerer om studerende. Det ene universitet, Bowdoin College, slår sig op på at tiltrække studerende på basis af den udsøgte mad, som universitetets kantine serverer. Og alt dette er en konsekvens af en konkurrence med det andet universitet, Vassar College. Vassar College har en politik om at tiltrække studerende fra lavindkomstfamilier, der kan få nedsat undervisningsafgift; det har Bowdoin College ikke. Begge universiteter er – i lighed med større universiteter i USA – nødt til at have en stor egenkapital (det, man i USA kalder for en endowment) for at kunne satse. Vassar College er nødt til at spænde livremmen ind, selv om de har en stor egenkapital. Men på den anden side vil man ikke miste de studerende, som betaler fuld undervisningsafgift, for de er en kilde til indtjening. Og derfor prøver Vassar College at slå sig op som et universitet, hvor mad ikke er så vigtig, mens Bowdoin College gør det stik modsatte. Det er en absurd konsekvens af konkurrencen at fokusere på disse sekundære parametre – og konsekvensen kan i USA blive at universiteter, der ikke gør så meget for at skabe mangfoldighed, ender med at trække det længste strå.

Vi har endnu ikke set danske universiteter fremhæve deres kantiner i reklamematerialet, men der er faktisk en “kantinekrig” mellem Roskilde Universitet og University College Sjælland. Mange studerende på RUC har efter sigende været utilfredse med maden i universitetets kantine, og derfor lokker UCSJ dem over til deres kantine. Og vi kan se, at de danske universiteter bliver mere og mere fokuseret på deres egenkapital i disse år. Dette er en meget tydelig konsekvens af de usikkerheder, som konkurrencen mellem universiteter fører med sig.

Flattr this!