Dagen med evig regn

På denne påskelørdag har det regnet uden ophør, hvor jeg bor. Og på sådanne dage kommer jeg ofte til at tænke på den novelle fra 1959 af Ray Bradbury, der på engelsk hedder “The Day It Rained Forever”. Jeg var vel 18 eller 19 år gammel, da jeg læste den i dansk oversættelse ved Arne Herløv Petersen. Her hedder novellen “Dagen med evig regn”; så vidt jeg ved, er denne og andre af Herløv Petersens mange Bradbury-oversættelser til dansk desværre ikke længere til at opdrive.

Hele novellen handler om den forløsende regn, der burde komme hvert år den 29. januar men ikke kommer og om de tre ældre mænd, der sidder og venter på regnen på et afsides hotel i en tørkeramt del af USAs Midtvesten. Men denne 29. januar dukker i stedet en ældre kvinde op. Hun er pensioneret musiklærer og harpenist, og da hun finder sin harpe frem og spiller. kommer regnen. Eller er det simpelthen forløsningen, musikken skaber? Jeg ved det ikke, og det er netop denne tvetydighed der, sammen med Bradburys lyriske sprog, gør novellen til noget særligt.

Netop i dag er regnen i Nørresundby vel ikke forløsende, men en slags pause i foråret og i dagligdagen, en anledning til at tænke.

Flattr this!

Folkets skønhed


I dag blev jeg færdig med Folkets skønhed af Merete Pryds Helle, der i sidste uge gæstede Aalborg i forbindelse med Ordkraft-festivalen. Bogen fik de Gyldne Laurbær i 2016 og er i det hele taget blevet rigtig godt modtaget. Det er en meget velskrevet, men også usædvanligt grum fortælling fuld af fattigdom, incest, voldtægt, al mulig anden vold (bogens personer stikker hinanden en lussing, når de oplever svære følelser, og det gør de rigtig tit), gravide teenagere, mord, selvmord, krig, kz-lejre, utroskab, dysfunktionelle ægteskaber, alkoholisme, psykisk sygdom og en hel masse rigtig dårlig sex – og en helt usædvanligt ubehagelig beskrivelse af en ufrivillig abort. Efter de første par hundrede sider begynder man at forlige sig med beskrivelserne af det hårde liv på Langeland, og da er det også, at det går det op for én at bogen er faktisk er en slægtskrønike om Merete Pryds Helles familie. Til sidst i bogen dukker hun selv op som biperson i form af den lille pige Merete. Dette er en fortælling om social mobilitet og samtidig også historien om hvordan Danmark i det 20. århundrede bevæger sig fra at være et samfund, der minder om den tredje verden (og om de lande, mennesker i dag flygter fra), til et moderne industrisamfund med langt bedre muligheder for uddannelse og mange vigtige skridt hen mod ligestilling mellem kønnene.

Også set på denne måde er Folkets skønhed værd at læse og anbefalet herfra, men bogen er bestemt ikke nogen feel good-oplevelse.

Flattr this!

Ordkraft 2017

I denne weekend er der Ordkraft-festival i Aalborg, og selvfølgelig er det på Nordkraft. I går var jeg kort forbi for at samle underskrifter for Amnesty International – og jeg blev mødt med megen velvilje (og desværre også af de sædvanlige knotne mennesker, der af en eller anden grund altid synes at tilhøre den ældre generation).

I dag var jeg tilbage på Ordkraft, denne gang sammen med min hustru. Vi hørte bl.a. sidste del af samtalen med de nominerede til DRs romanpris, bl.a. Mich Vraa, Kirsten Thorup (der ikke sagde noget mens vi var der) og Merete Pryds Helle.

Vi fik hørt Signe Gjessings lidt utraditionelle fremførelse af egne digte fra Ideale begivenheder fra i år.

Min hustru fik bagefter en snak med Mads Nygaard fra Venligboerne, som var sikker på at jeg havde ført Ammar fra Syrien og Ann fra Aalborg sammen – de mødte i al fald hinanden til Amnesty Internationals folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 20. juni, hvor Mads og Ammar holdt taler.

Poetry slam er også en del af Ordkraft. Det var hyggeligt at gense og snakke med den dobbelte Danmarksmester i poetry slam, Lasse Nyholm Jensen, og hans kollega Peter Dyreborg. Det var efterhånden et par år siden, jeg havde set Lasse, og Peter så jeg sidst til DM i 2016.

Lasse, Peter og engelske Harry Baker, der af uvisse årsager var blevet kaldt “verdensmester i stand-up” i Ordkrafts program – han er tidligere verdensmester i poetry slam! – optrådte senere med deres respektive tekster. Det var en flot og helt uhøjtidelig opvisning i hvad poetry slam kan, og det gjorde bestemt ikke noget at konkurrenceelementet denne gang var fraværende.

Sidste indslag var en oplæsning med elever fra Nordkrafts skriveskole, og teksterne her var meget forskellige. Jeg hæftede mig her især ved Amina Elmi, som også nogle gange har været med poetry slam, og ved en af min hustrus kolleger, Anne Kirstine Mathisen, der fremførte en meget gribende tekst om at have en mor ramt af demens. Netop dét kendte jeg selv kun alt for godt.

Der er masser af muligheder for at købe bøger til Ordkraft. Selv fik jeg kun købt én bog, og det var – en kogebog.

Flattr this!

Farvel til en bog?

I dag, lige inden jeg skulle begynde øvelsestiden i 4. kursusgang i kurset Syntaks og semantik,  modtog jeg en mail fra Factum-boghandelen på AAU om at den lærebog, jeg skulle bruge i kurset fra og med 8. kursusgang, ikke kunne skaffes fra forlaget i udlandet. Bogen er udsolgt fra forlaget, og det er uvist om den vil blive genoptrykt og i så fald hvornår.

Det var underligt og ærgerligt at få denne besked en måned inde i semesteret, og med til historien hører det, at bogen er Transitions and Trees: An Introduction to Structural Operational Semantics, som jeg selv har skrevet og fik udgivet på Cambridge University Press tilbage i 2010. Jeg har opdaget, at det vælter frem med piratkopier af den anden bog, jeg anvender (Michael Sipsers Introduction to the Theory of Computation). Først i dag fik jeg at vide at der også findes en piratkopi af min udgave derude; den vil jeg dog ikke ty til, selv om den største anerkendelse, en kunstner kan få, selvfølgelig er en udbredt bootleg.

Så i dag var gode råd dyre. Heldigvis har jeg en dansk udgave fra 2010 af bogen med præcis det samme indhold og præcis det samme layout, som jeg stadig har ophavsret til. Så nu bliver den genoplivet og trykt som print-on-demand. Det tog kun et opkald til Books on Demand med en halv times telefonpausemusik, en desperat mailkorrespondance og endnu et opkald, hvor alt til sidst faldt på plads.

Flattr this!

Dømt til at læse

Jeg kunne i denne uge læse om fire teenagere fra USA, der skrev racistisk og antisemitisk graffitti på en bygning, som i sin tid var blevet brugt som skole for sorte unge. De fire unge blev dømt til – at læse bøger og skrive anmeldelser af dem – og at skrive et essay om hvordan det mon er for medlemmer af etniske mindretal at se og høre racistiske udtalelser og graffiti. Og bøgerne, de fire unge skal læse, er bl.a. bøger af Elie Wiesel og Maya Angelou om deres liv som henholdsvis overlever af Holocaust og afrikansk-amerikansk kvinde i apartheid-tidens USA. Sagen er endda fra Virginia, samme delstat som huser det barske Red Onion-fængsel, hvor fanger kan blive sat i isolationsfængsel på ubestemt (og lang tid).

Det er selvfølgelig specielt at blive dømt til at læse bøger, men det er en perspektivrig idé. Bøger  – og ikke mindst skønlitteratur – giver os helt særlige muligheder for at leve os ind i hvordan det er at være Den Anden. Jeg spekulerer hvordan en god tilsvarende læseliste mon kan se ud i den dansk sammenhæng. Der er desværre endnu ikke nogen klassiske bøger om at være dansker af “anden etnisk baggrund” og om hvordan dette opleves. Yahya Hassans debutbog er allerede på vej til at blive en lille klassiker, men hans opvækst og skæbne er på mange måder ikke repræsentativ.

Flattr this!

Leonard Cohen er død

Jeg har netop læst at vi har mistet en af det 20. århundredes store sangskrivere og dertil en stor og god personlighed. Igen er det tårerne, der presser sig på.

Nogle mennesker behøver man kun at nævne ved efternavn. Bowie var et sådant menneske, Cohen et andet.

Leonard Cohen blev 82, så han nåede at få et langt og begivenhedsrigt liv. Og hvilket liv det var! Med litteratur og kærlighed, med kriser og solskin, med musik og med stilhed. Spændt ud mellem jødedom og buddhisme og mellem den store tvivl og den store tro. Herfra kunne Cohen øse af sin store livsindsigt og af sin store og ordets bedste forstand enkle musikalitet – først som en slags litterær levemand, siden som en viis faderskikkelse for senere generationer af sangskrivere. Hvor havde Nick Cave – selv en stor sangskriver og personlighed – været uden Cohen?

Jeg er meget taknemmelig for at jeg nåede at opleve mesteren Cohen til en på alle måder smuk og vellykket koncert i Aalborg i sensommeren 2012. Og for nylig kom det også både smukke og vellykkede afskedsalbum You Want It Darker produceret af sønnen Adam. Det er et af hans bedste sene albums og et værdigt farvel. Titlen er i sig selv en kort og overrumplende opsummering af den ubehagelige tidsånd, der nu hersker tilsyneladende ustoppeligt her i et andet årtusinde. Igen viste Cohen at han beherskede ordene som få andre i sangskrivningens verden.

Og nu er han her så ikke mere. Tak for sangene og ordene, Leonard. Jeg elsker dig og jeg savner dig. Men du vil altid være hos os, nu hvor det er os, der er nødt til at fortsætte uden dig. 

Flattr this!

Tillykke, Bob


Så fik Bob Dylan Nobelprisen; nogle er forundrede, jeg synes det er glædeligt.

Jeg har set Bob flere gange på Roskilde-festivalen (der var faktisk et år, hvor jeg gik hen og så noget andet, må jeg indrømme) og i 2005 var jeg til hans koncert i Aalborg. Nogle koncertoplevelser var gode, andre lidt underlige – her er tale om en mand, der efterhånden har gjort det til en dyd at omarrangere sine sange på ofte noget overraskende vis.

Men det er de mange albums, jeg husker. Underligt nok var det Nashville Skyline, der først gjorde mig interesseret i Bob Dylan. Det er hans mest countryprægede udgivelse (der er bl.a. en duet med Johnny Cash, en anden sanger jeg holder af), og den ene gang hvor Bob prøver at synge på helt konventionel, fuldtonet vis.

Bob Dylan er uden for diskussion en af de allerstørste sangskrivere fra forrige århundrede, og mange af hans sange er geniale. Der var også mindre gode tider, ikke mindst en lang en periode i 1980’erne, hvor det ikke rigtig lykkedes for ham – det samme overgik David Bowie i de år. Men så kom Oh Mercy, og alt var tilgivet.

Og senere, på Time Out of Mind, også produceret af Daniel Lanois, kommer det, der måske er min yndlingssang fra Bobs hånd, “It’s Not Dark Yet”. Det er her, han for alvor konfronterer sin egen dødelighed med linjer som

Shadows are fallin’ and I’ve been here all day

It’s too hot to sleep and time is runnin’ away

Feel like my soul has turned into steel

I’ve still got the scars that the sun didn’t heal

There’s not even room enough to be anywhere

It’s not dark yet but it’s gettin’ there.

(Calexico har helt tydeligt lånt fra denne tekst på deres sang “Follow The River”.) Her er hele den smukke sang:

Flattr this!

Gensyn med Jacob Holdt

jacobholdt-3

jacobholdt-4

jacobholdt-2

jacobholdt-1

I 1981, da jeg gik i 3.g, så jeg Jacob Holdts Amerikanske billeder på mit gymnasium. Det var et foredrag, der gjorde et varigt indtryk på mig. Skildringen af Jacob Holdts møde med USAs sociale ulighed og racismen, men også af kærlighed og tillid og drømme om et bedre liv, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og på mange af mine gymnasiekammeret. Senere havde jeg den store glæde at møde Jacob og at lave flere arrangementer sammen med ham i Amnesty Internationals regi.

I dag er Jacob Holdt efterhånden blevet 69 år. I dag var der premiere på Mit liv i billeder, der er et portræt af ham og hans meget rige og sammensatte liv som fotograf og forfatter. I filmen møder man ud over Jacob og hans hustru Vibeke flere af de højst forskellige kvinder, Jacob var kæreste med i sine år i USA. Man ser Jacobs venskab med en fattig familie, hvor faderen er medlem af Ku Klux Klan og i sin tid slog en sort mand ihjel, men mange år senere drog ned til New Orleans for at hjælpe med at genopbygge ødelagte hjem. Der er en skildring af den underlige strid om indholdet af et kapitel i Amerikanske billeder, som Weekendavisen og en højreorienteret blogger foranledigede for få år siden.

Og vi får beretningen om hvordan Jacob blev ramt af prostatakræft og om hvad det førte med sig af tanker om hvad han ville nå med resten af sit liv. Hans deltagelse i  Palestine Marathon bliver på én og samme tid en skildring af en solidaritetshandling med det  palæstinensiske folk og af en ældre mand, der vil vise over for sig selv at han har overvundet sin kræftsygdom. Denne del af filmen, hvor han også besøger Jakobsbrønden i Nablus, er måske den allermest gribende del af et i forvejen vellykket portræt.

Jeg var meget beæret over at Jacob kunne huske mig; vi hilste kort på hinanden i foyeren, da jeg som den allersidste ankom til biografen. Efter filmen var der tid til spørgsmål fra publikum, og her nævnte han mig faktisk, fordi jeg havde været med til at få den dengang helt nye fotoudstilling Ghettoen i vore hjerter til Aalborg.

Jeg fik købt to nye eksemplarer af den reviderede udgave af Amerikanske billeder – ét til mig selv og ét til min datter. Hun mødte Jacob tilbage i 2007 (og var ret fascineret af hans skæg!), men det kan hun ikke huske. Og så genså jeg også Jes Vestergaard, som var en af Jacobs gamle skolekammerater og som jeg gennem en række år har haft et godt samarbejde med i Amnesty International. Det var også rigtig godt at gense Jes og at se han havde det godt.

Flattr this!

En by med knuste ruder

timeofbrokenwindows
Crosby Street i New York, 1978. Foto: Thomas Struth.

Jeg kan huske 1970ernes USA fra TV-avisen og fra de amerikanske tv-krimier og spillefilm, som dansk tv viste da jeg var dreng. Den by, jeg vel altid forbandt med USA var New York. Det var her, Kojak og McCloud færdedes, og jeg forestillede mig at der ikke var andet end enorme højhuse og tæt trafik så langt øjet rakte. Senere så jeg Taxi Driver (en af mine yndlingsfilm) og opdagede at der i 1970erne  kom en masse god rockmusik fra New York – Lou Reed, Television, The Ramones, Talking Heads, Patti Smith og Bruce Springsteen (de to er nu faktisk fra New Jersey). En af mine store helte, David Bowie, slog sig ned i New York og blev boende der.

Først i 1992 besøgte jeg omsider USA, og første stop var New York. Der var ganske rigtigt masser af enorme højhuse, trafikken var også tæt og faktisk lignede byen en trofast udgave af det New York, jeg havde set på film og tv.

Siden da har jeg besøgt USA en del gange, men jeg genså først New York sidste sommer, og denne gang sammen med familien. Der var sket en masse på 23 år, men højhusene var stadig lige enorme og trafikken heller ikke mindre tæt.

Tidligere i år blev jeg via et indslag på DR1 opmærksom på bogen City on Fire af den amerikanske forfatter Garth Risk Hallberg, og jeg hørte om hvordan netop denne roman fra 2015 var blevet rost til skyerne for sit portræt af New York i 1970erne – fra netop dengang da jeg først opdagede hvad der skete der. Så den bog måtte jeg læse. Det fik jeg omsider gjort i løbet af min sommerferie i Lissabon – og det er en af de længste romaner, jeg har læst (kun A Suitable Boy af Vikram Seth er længere).

Jeg vil ikke røbe en hel masse om handlingen, for det er dels synd for dem, der ikke har læst bogen endnu, dels svært at gøre ordentligt i et blogindlæg. City on Fire følger en række personer i New York fra sommeren 1976 og frem til og med den 25 timer lange strømafbrydelse, der ramte storbyen den 13. juli 1977.  Det var en strømafbrydelse, der gav anledning til en masse voldsomme episoder, især ødelæggelse og omfattende plyndringer – tydelige tegn på et samfund i krise.

Romanen er en snedig fortælling om hvordan alle disse meget forskellige menneskers liv bliver knyttet sammen på forunderlig vis. Egentlig er den vel en krimi, for kernen i den er forsøget på at opklare og finde motiverne bag et skuddrama i Central Park nytårsaften. Offeret er en 18-årig pige. I løbet af bogen besøger vi de miljøer inden for rockmusik og billedkunst som var en del af den tidlige amerikanske punkscene, men også den amerikanske overklasse. På alle disse måder er City on Fire en slags moderne arvtager til Charles Dickens. Det er tydeligt, at New York i 1970’erne er en by i krise; bystyret var faktisk på et tidspunkt nødt til at erklære sig konkurs, og kriminaliteten nåede et foruroligende niveau på denne tid. Der var et snigende forfald i New York med udbredt social nød og forfald i bygninger og infrastruktur – dele af byen var blevet de knuste ruders by. Det var dét forfald, der var inspiration for mange af de unge rockmusikere og billedkunstnere på denne tid.

Der er dog i modsætning til hos Dickens ikke nogen tydeligt formuleret samfundskritik i City on Fire. En af personerne er (hvilket er usædvanligt for en amerikansk roman) erklæret socialist, men bruger ikke rigtig sin politiske overbevisning til ret meget. To andre af personerne i romanen indgår i et komplot på tværs af samfundsklasser om at brænde huse ned. Det er en god plot-mekanisme, men om noget i denne stil rent faktisk fandt sted, er uklart for mig.

Hvorom alting er: City on Fire er velskrevet, lever på meget forbilledlig vis op til kravet om show, don’t tell, og den er ofte elementært spændende. Mange af personerne kommer man til at holde af.. Garth Risk Hallberg tegner et meget detaljeret og overbevisende billede af en tid, han ikke selv har oplevet (han er født i november 1978!!). Hermed en klar anbefaling.

Jeg har kun to forbehold med hensyn til City on Fire. Det ene er væsentligt, det andet ikke så stort.

Mit første forbehold er at de mange personer, der kommer til orde i romanen gennem opfundne uddrag af dagbøger, manuskripter o.lign. egentlig har temmelig ens skrivestil, uanset om de er skolelærere i tyverne, industrimagnater i halvtredserne, journalister eller jurister i fyrrerne eller teenagere i high school. Her aner man forfatteren bag romanen lige lovlig tydeligt.

Og så til det andet forbehold. Jeg vil helst læse engelsksprogede bøger på originalsproget (jeg har trods alt selv skrevet en bog på engelsk, dog ikke en roman), og City on Fire er ingen undtagelse. Denne gang var det dog ind imellem en lige lovlig knudret omgang, for der var ganske mange ord i City on Fire, som jeg var nødt til at slå på. Ord som spaldeen, usufructus, strabismic, divot, klieging, robin’s egg toilet, doily, floralegia osv. Til min store lettelse kunne jeg senere læse, at også læsere med engelsk som modersmål havde været nødt til at slå sådanne ord op! Og det er vel at mærke ikke ord, som er vigtige for selve fortællingen eller skildringen undervejs. Denne tendens til at ville overbevise læseren om at man faktisk har et rigtig stort ordforråd kender jeg ellers fra en forfatter som Salman Rushdie, og nogle gange kan det egentlig være lidt distraherende.

Flattr this!

Tilbage igen

bondropsgade

lissabon

I dag vendte jeg og min familie hjem fra to ugers ferie i Lissabon. I et typisk eksempel på hybris udbrød jeg, da vi kørte i taxi hjem, at der da vist ikke kom det skybrud, DMI havde truet med.  Idet jeg sagde det, tog regnen voldsomt til.

Det har på mange måder været en god ferie med varmt vejr og gode muligheder for at se sig om i og omkring Portugals hovedstad. Der var restaurantbesøg, der var strejftog i butikker, der var aftener ved Tejo-floden. Lissabon (eller Lisboa, som byen jo rettelig hedder) er så afgjort et besøg værd. Inden året er omme, skal jeg dertil igen hele to gange til, men nu i forbindelse med mit arbejde.

Som så ofte før har jeg brugt sommerferien til at få læst mindst én af de tykke bøger, der har det med ellers at stå ulæste hen på min reol. Denne gang blev det City on Fire af Garth Risk Hallberg; dén roman vil  jeg skrive noget mere om her snart. Og så fik jeg også læst Nattog til Lissabon af Pascal Mercier – en gave fra min hustru. Også den vil jeg skrive lidt mere om her en anden gang.

Desværre har det også været to uger, hvor de mange triste nyheder om blodige terrorhandlinger i Frankrig, i Tyskland og i Afghanistan ikke har kunnet undgå at give ferietiden en dyster undertone, vi alle helst havde været foruden.

Jeg har endnu knap en uge tilbage, inden arbejdet kalder igen.

Flattr this!