En nødvendig bortforklaring

Graffiti af Banksy.

For 14 år siden var jeg i USA til en konference, og som så ofte har været tilfældet, når jeg har besøgt et land med engelsk som hovedsprog, endte jeg med at besøge boghandlerne med deres enorme udvalg. Her faldt jeg over The Denial of Death af den amerikanske filosof Ernest Becker, og den bog købte jeg, for den så spændende ud. Jeg nåede vel kun 50 sider ind i bogen, inden jeg af uvisse årsager fik andet at se til. Lige siden har bogen stået og truet på hylden, men jeg må få den læst snart, for den er interessant nu.

Jeg er nemlig begyndt at tænke over, hvorfor der er mennesker i dag, for hvem det er så vigtigt at benægte at de katastrofale menneskeskabte klimaforandringer, vi ser nu, faktisk er virkelige og er en alvorlig trussel mod menneskeheden. Der er ikke mange, der bruger tid på at benægte den vejrudsigt, der siger, at vejret i morgen bliver dårligt – men når det gælder fremtidens klima, ser det helt anderledes ud. Det er ikke bare et irritationsmoment, at der bliver brugt alt for megen tid på benægterne; i USA er præsidenten nu en af dem, og det er en meget farlig udvikling.

Det, der lykkedes mig at få ud af den del af The Denial of Death, jeg nåede at læse, er, at Becker var af den opfattelse, at menneskets store frembringelser skyldes at mennesker er bange for at dø og underbevidst ikke kan forlige sig med tanken om egen dødelighed. Derfor prøver vi at bygge “monumenter” til os selv. Monumentet kan være en fysisk eksisterende bygning, men det kan også være et kunstværk eller en trosretning.

Min hypotese er, at mange “klimabenægtere” netop er havnet i denne form for benægtelse. Det er klart, at magthavere fra olieproducerende lande er bange for at miste deres store økonomiske magt, når de ikke længere kan tjene penge på salg af olie. Jeg tror egentlig, de dybest set ved, hvordan det hele er far, så derved er deres industri blevet deres monument. Men det er interessant, at også “almindelige” mennesker uden interesser i kul- og olieindustrien kan være “klimabenægtere” – og man ser dem ind imellem i kommentarspor rundt omkring hos dagblade og andre medier på nettet.

Min fornemmelse er, at tanken om menneskehedens undergang er så stor og skræmmende og ufattelig, at man er nødt til at benægte den og prøver at bygge en “monumental” bortforklaring med hjemmelavede teorier og obskure artikler af miskrediterede forskere. Det er vel også derfor, det er så svært at gøre noget for at standse “klimabenægterne”, for hvem har dog lyst til at skulle indse og indrømme, at man skal væk herfra en dag? Og det er heller ikke behageligt at skulle fortælle dem det. Men vi bliver nødt til at blive ved med at forsøge.

En sommerferiebog: Det europæiske forår

Den første bog, jeg læste i sommerferien, var Det europæiske forår af Kaspar Colling Nielsen. Denne bog fra 2017 er noget så forholdsvis sjældent som en dansk science fiction-roman. Nogle bryder sig ikke om begrebet science fiction, men Det europæiske forår er science fiction på samme måde som f.eks. 1984, Fagre nye verden og Fahrenheit 451, dvs. en nøje gennemtænkt fremtidsvision og tanker om hvad denne fremtid har af konsekvenser for menneskene. Dette set i modsætning til andre slags science fiction som f.eks. Star Wars-filmene, hvor visionen om en anden verden mest er baggrund for et action-præget eventyr.

Det europæiske forår er på en gang dystopisk og utopisk og den blander de to aspekter undervejs. Helt dystopisk er det, at Danmark i en nær fremtid er blevet plaget af uroligheder i områder hvor der bor mange mennesker med “anden etnisk baggrund”. Flygtninge og danskere med “anden etnisk baggrund” er efter en politisk beslutning blevet forvist til et område i Mozambique. Dette minder på én gang om de seneste års ideer fra Venstre og Socialdemokraterne om at asylansøgere ikke skal kunne rejse ind i Danmark, men skal bo i lejre i Afrika. Og det minder samtidig om Adolf Eichmanns idé om at deportere Europas jøder til Madagascar.

Utopien i bogen er omdannelsen af det flade Lolland til en naturidyl med kunstige, klimaregulerende bjerge og små landsbyer med et næringsliv baseret på oprindelige håndværk og restauranter, der bruger årstidens råvarer. Og på Lolland bliver der anlagt nye forskningscentre inden for bioteknologi og maskinintelligens. I løbet af bogen lykkes det at skabe, hvad man kalder “hybrid intelligens”, hvor man på en eller anden får skabt dyr med menneskelig intelligens og bevidsthed. To af romanens hovedpersoner er derfor en hund og en fugl, der er blevet så kloge og reflekterede som mennesker, men alligevel er fanget i deres dyrekroppe med alt hvad det indebærer.

Jeg skal ikke røbe handlingen her, blot anbefale Det europæiske forår. Fremadskrivningen af aktuelle tendenser er skræmmende, og mindst ét sted i bogen er helt realistisk, nemlig dette citat.

Det ville tage en måneds tid at gennemgå det hele, og så skulle hun bruge et år på at skrive artiklerne, selv om hun var god til det. Hun havde tidligt forstået, hvad man skulle gøre, og hvad der var vigtigt. Det var en væsentlig årsag til, at hun var blevet professor, inden hun fyldte fyrre. Flere af hendes kolleger, selv dygtige folk, havde aldrig forstået, at det handler om at dosere sin viden, så man kan publicere så mange artikler som muligt på så få resultater som muligt. Mange troede, det handlede om at lave én superartikel, men det svarer til at vinde i lotto, åg sådan overlevede man ikke længe i akademi, og man blev i hvert fald hverken lektor eller professor.

(fra Det europæiske forår, side 30)

Det er formodentlig den mest realistiske beskrivelse i nogen roman, jeg nogensinde har læst.

En sommerferiebog: Kärlekens Antarktis

Det er vel også lidt af en tilsnigelse at kalde Kärlekens Antarktis for sommerferielæsning. Jeg købte denne roman af Sara Stridsberg i min sommerferie, men jeg fik først læst den mens jeg var til festival i Göteborg. Det er den første bog af Sara Stridsberg, jeg har læst. Ellers har jeg og mange andre nok mest kendt hende som modtager af Nordisk Råds Litteraturpris og som et af de medlemmer af Svenska Akademien, der trak sig for få år siden efter en meget omtalt sag om seksuelle overgreb begået i denne kreds.

Kärlekens Antarktis er en beretning om en sjæl efter døden, om et mordoffer, en ung kvinde, der betragter sit liv i tilbageblik og det liv, som går videre efter hendes alt for tidlige død ø i sommeren 1982. Det sidste bliver, som meget andet i romanen, røbet indirekte – her afsløret af en nyhed om Falklandskrigen i en radioavis, som morderen lytter til.

Kvinden, der fortæller Kärlekens Antarktis, er Katarina (eller Inni, som hun også kaldes). Hun kommer fra en meget fattig baggrund på Sveriges vestkyst, mister sin lillebror tidligt ved en drukneulykke og havner siden i Stockholm, hvor hun bliver afhængig af heroin. Hun møder en anden narkoman, Shane, får to børn med ham og bliver gadeprostitueret. Sønnen bliver tvangsfjernet, datteren bortadopterer hun selv. En aften bliver Inni samlet op af en kunde, der kører hende ud til en sø, hvorefter han voldtager og myrder hende og parterer liget. Kort efter dør Shane også (formodentlig af aids).

Det er således en på alle måder grum historie, vi har med at gøre, og på sin vis er der tale om socialrealisme med beretningen om en social arv, det er svært at slippe bort fra, og om de mekanismer, der skaber denne arv. Romanen er samtidig en meget vellykket kommentar til hele true crime-genren, hvor fascinationen af de ekstreme forbrydelser ofte ser ud til at hænge sammen med en fascination af forbryderen. Det er offeret, der er i fokus her – og det er tydeligt, at morderen den uinteressante person. Og det er i høj grad en beretning om dødsøjeblikket, den oplevelse et menneske aldrig vil kunne fortælle om. Fortælleren vender tilbage til de sidste minutter i sit liv igen og igen, og vi får mere og mere indsigt i hendes tanker og følelser netop da hun ved, at hun skal dø og imens hun dør.

Bogen giver et alternativt bud på udødeligheden. Sara Stridsberg kommer med en opfattelse, jeg også tidligere har set: Man dør flere gange. Første gang er den fysiske død. Den sidste gang er det tidspunkt, hvor et menneske nævner éns navn for sidste gang. Først da er man helt forsvundet. Innis børn ved, at deres mor findes, men ved ikke ret meget om hende. Om dette ændrer sig i løbet af bogen, vil jeg ikke røbe her.

Bogens særlige synsvinkel skaber en særegen sammensmeltning af den alvidende fortæller og jeg-fortælleren, for dette er en jeg-fortæller, der kan se alt og efterhånden er på vej til at vide alt. Det virker umiddelbart lidt underligt til at begynde med, at en ung kvinde med kort skolegang udtrykker sig som hun gør, men også dette får vi en forklaring på til sidst.

Kärlekens Antarktis er en stærk roman om hvor svære kår kærligheden (herunder næstekærligheden) har og hvad mangel på kærlighed fører til. I år er den udkommet på dansk under titelen Kærlighedens Antarktis. Jeg læste dog Kärlekens Antarktis på svensk; det er lidt af en udfordring, når der kommer ord, jeg ikke kender, men det er det værd. Jeg ville ønske, det var nemmere og billigere at købe nordiske bøger på originalsproget i Danmark.

En sommerferiebog: Normal People

På en måde er det snyd at kalde Normal People for en sommerferiebog, for selv om jeg begyndte at læse denne roman af den unge irske forfatter Sally Rooney i min sommerferie, fik jeg først læst de sidste sider af den efter ferien var forbi.

Normal People er blevet meget rost og har fået flere priser, og det er helt med rette. Fortællingen om de to unge irere Marianne og Connell fra Carricklea, der mødes i skoletiden og begge studerer i Dublin er en skildring af kærlighedens usikkerhed og i særdeleshed af det komplicerede grænseland mellem kærlighed og venskab. De to sympatiske og begavede unge mennesker er tiltrukket af hinanden og elsker faktisk hinanden meget højt, men de har svært ved at indrømme det, og de er begge også bevidste om at have temmelig forskelligt udgangspunkt. Marianne kommer fra en velhavende, men helt dysfunktionel familie, mens Connell vokser op med en enlig mor, der bestemt ikke er dysfunktionel.

Jeg skal ikke røbe så meget mere; Normal People er på én gang en helt ligetil hverdagshistorie og i stand til at bevæge og sætte tankerne i gang. I den på sin vis helt enkle fortælling er der nogle etiske problemer begravet. Et af dem er, om man mon på sin vis opnår en slags magt over et andet menneske, hvis man er i stand til at lytte til vedkommende og være hensynsfuld og forstående. Connell føler selv på et tidspunkt, at han har en sådan magt over Marianne, netop fordi han er så god til at være empatisk sammen med hende.

Noget andet, jeg også holder af ved Normal People er, at Sally Rooney skriver gode og mundrette replikker, der samtidig er lette at læse. De kunne snildt bruges direkte, hvis bogen en dag skulle filmatiseres, måske som tv-serie. Normal People findes i øvrigt også i en dansk oversættelse, der skulle være meget vellykket, omend jeg ikke kender dén udgave.

En sommerferiebog: De små tings gud

Arundhati Roy med en af de små ting (en smartphone). Foto: Jean Baptiste Paris (https://www.flickr.com/photos/jeanbaptisteparis/4484941500)

En anden bog, jeg omsider har fået læst i sommerferien, er The God of Small Things af den indiske forfatter Arundhati Roy. Hun fik Booker-prisen for denne roman, der faktisk var hendes debut, tilbage i 1997, og jeg hørte ofte om denne bog som en, det var værd at læse. Samtidig er det en roman, det var svær at følge op på. Det er en historie, man kender også fra andre forfattere (herhjemme ikke mindst fra Knud Romer Jørgensen). Først i 2017 kom “den svære toer” fra Roy, The Ministry of Utmost Happiness. I mellemtiden har hun brugt tiden på aktivisme, ikke mindst mod atomvåben, mod hindu-nationalisme og mod globaliseringens konsekvenser. Det har kastet en lang række essays og samfundskritiske debatbøger af sig, så man kan ikke sige, at Arundhati Roy har lidt af en skriveblokering.

Jeg skal ikke røbe ret meget om handlingen i The God of Small Things, ud over at nævne at den foregår i Kerala hos en indisk familie af syriske kristne (i indisk sammenhæng er dette en trosretning inden for kristendommen, ikke en etnisk betegnelse) og at to af hovedpersonerne er to søskende født i begyndelsen af 1960’erne. På denne måde er bogen tæt på Arundhati Roys egen baggrund og alder. Selv skulle jeg vænne sig til at bogen springer temmelig frit i kronologi og der gik en del sider inden jeg helt forstod familieforholdene (hvem der var i familie med hvem og hvordan), men derefter blev det meget tydeligt for mig, at dette er en velfortjent vinder af Booker-prisen. Romanens skildring af kastesystemet i Indien og hvordan dets absurde og grusomme ideer om medfødte privilegier og indbygget inkompetence påvirker selv mennesker, der synes at de er progressive, er skræmmende. I delstaten Kerala har der i mange år været et stærkt kommunistparti, men kastesystemet lever i værste velgående også dér.

Arundhati Roy selv er også en interessant person; et interview med hende fra maj i år er et godt sted at starte, hvis man er interesseret i hendes aktivisme.

En sommerferiebog: Eichmann i Jerusalem

Foto: Israel Government Press Office (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Adolf_Eichmann_takes_notes_during_his_trial_USHMM_65268.jpg)

Nu er ferien slut, og jeg er vendt tilbage til arbejdslivet.

I mine sommerferie prøver jeg altid at få læst nogle gode bøger. En af dem, jeg kastede mig over i år, var Eichmann in Jerusalem: The Banality of Evil af Hannah Arendt. Bogen er en klassiker (ligesom så meget andet, Arendt nåede at skrive) og giver en kritisk skildring af retssagen mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann, der var ansvarlig for transporterne af hundredetusinder af mennesker til udryddelseslejre under 2. verdenskrig.

Hannah Arendt var selv fra Tyskland og kom fra en jødisk baggrund, men flygtede, da Hitler kom til magten i 1933. Det er derfor ikke så underligt, at netop sagen om Eichmann optog hende og at hun valgte at rejse til Israel for at dække den. Hendes pointe, der dengang var mere kontroversiel end den er nu, er at sagen mod Eichmann i høj grad var en skueproces, der skulle gavne den israelske regering og vise verden, at israelerne var handlekraftige på en måde, som de europæiske jøder ifølge de israelske holdning ikke havde været under nazismen. Noget andet, der også var kontroversielt i sin tid, var at gøre opmærksom på at nazisterne havde forsøgt at gøre jøder til “medskyldige” ved at oprette såkaldte Judenrat af lokale jødiske ledere, overalt hvor de hærgede. Disse Judenrat skulle indsamle oplysninger om lokale jøder, og det gik man med til – i høj grad fordi de lokale jødiske ledere ikke anede, hvad alle disse oplysninger ville blive brugt til. Et tredje faktum, der heller ikke er kontroversielt længere, er at de daværende vesttyske myndigheder i sin tid holdt hånden over ganske mange krigsforbrydere og lod dem fortsætte som “respektable” samfundsborgere. Man kunne sagtens have retsforfulgt Eichmann i Tyskland, men det skete ikke. Det er underligt, at der ikke for alvor er overvejelser om menneskerettighederne set i forhold til international lov, hverken hos Arendt eller hos de implicerede.

Eichmann in Jerusalem er en bog, der sætter mange tanker i gang. Ofte tænker vi på Holocaust som ikke bare et folkemord, men også som en krigsforbrydelse, men det paradoksale er, som Hannah Arendt påpeger, at det bestemt ikke var del af en tysk strategi for at opnå fordele i krigen at myrde så stor en del af Europas civilbefolkning. Tværtimod tog massemordene og hele den morderiske organisation, der stod bag, resurser fra den nazistiske krigsmaskine på et kritisk tidspunkt.

Bemærkelsesværdigt er det også, at Eichmann ganske vist havde begået enorme forbrydelser, men faktisk ikke var så højt i magthierarkiet. Det var i langt højere grad Heydrich og ikke mindst Himmler, der orkestrerede massemordene, indtil krigslykken var vendt i en sådan grad, at man mere eller mindre opgav og “bare” prøvede at dække over grusomhederne. Eichmann var “bare” ham, der sendte folk i døden og gjorde det med uhyggelig grundighed.

Jeg lærte flere (for mig) overraskende ting om Holocaust ved at læse Arendts bog.

En af dem er, at Adolf Eichmann faktisk besøgte Palæstina inden 2. verdenskrig! Han havde læst Theodor Herzls bog om zionisme og opfattede den som en nationalistisk ideologi, som han som nationalist selv kunne forstå rationalet bag. Derfor mente han en lang overgang, at de tyske jøder “bare” skulle deporteres, og det var derfor, han besøgte Palæstina (men endte med at blive deporteret fra Egypten!). Senere skiftede han og andre nazister som bekendt strategi, og ordet “evakuering” fik en ny og meget skræmmende (og hemmelig) betydning.

En anden er, at brugen af gaskamre i højere grad, end jeg troede, var en direkte forlængelse af mordene på handicappede og psykiske syge under nazismens første år. Det var et skift i strategi fra nazisternes side, men ikke overraskende.

En tredje oplysning, der måske ikke er så overraskende igen, men alligevel kom bag på mig. er at den tyske hær systematisk slog sine soldater ihjel, hvis de var hårdt sårede. Faktisk gik nazisterne tilsyneladende med ideen om at tage den ikke-jødiske befolkning med sig i døden, da nederlaget nærmede sig. Alle mennesker kunne undværes i sidste ende under nazismen.

Men en gribende beretning om en tysk soldat, der var det stik modsatte af Eichmann, finder man faktisk også i Eichmann in Jerusalem. Den dukker op under retssagen i form af historien om sergenten Anton Schmidt, der var med i en patrulje, der skulle opspore tyske soldater, der var blevet fanget bag fronten. På denne måde stødte han ind i jødiske polske partisaner og endte med at beskytte dem og hjælpe dem fra oktober 1941, indtil han til sidst selv blev fanget og henrettet i marts 1942. I dag er der en kaserne i Tyskland, der er opkaldt efter Anton Schmidt. Hannah Arendt skriver i sin bog

And in those two minutes, which were like a sudden burst of light in the midst of impenetrable, unfathomable darkness, a single thought stood out clearly, irrefutably, beyond question: How utterly different everything would be today in this courtroom, in Israel, in Germany, in all of Europe, and perhaps in all the countries of the world, if only more such stories could be told!

For mig var det fantastisk at blive mindet om, at der midt i en så grim og grusom verden, fandtes mennesker, der turde og ville handle anderledes.

Eje eller leje?

Nogle gange hævdes det, at vi er på vej væk fra at eje kulturprodukter som bøger, musik og film og over mod at leje dem. Alle streamingtjenesterne gør meget for at fremme denne tilgang, og det. Til et arrangement tidligere i år spurgte en kendt forsker retorisk (og lidt hånligt), om der overhovedet var nogen der lyttede til cd’er mere – han havde nemlig selv smidt alle sine ud. Det viste sig så, at flere af de tilstedeværende havde lyttet til cd’er så sent som aftenen forinden. En af dem var mig.

Selv har jeg nemlig et lidt gammeldags forhold til det at eje kontra at leje. På den ene side er det godt at kunne hente musik fra en streamingtjeneste og have adgang til den; det er det, jeg næsten altid gør, for jeg vil prøve at undgå den miljøbelastning, der kommer af at streame musik mange gange. På den anden side ender jeg tit med at købe fysiske udgaver af den musik, jeg ender med at lytte meget til og får et personligt forhold til – jeg er endnu ikke faldet tilbage til musik på vinyl, men køber faktisk stadig cd’er. Så håbløst retro er jeg. For bøgers vedkommende er det meget enkelt – de bøger, jeg ikke låner på biblioteket, køber jeg som gode eksemplarer trykt på papir. For mig er det lidt på samme måde som at eje et stykke billedkunst – jeg kunne selvfølgelig se billedet på en skærm, men det ville føles forkert. Jeg kunne også leje beklædningsgenstande, og i tilfældet festtøj ville det sikkert give mening. Men mine bukser og trøjer og sko vil jeg gerne have gavn af, indtil de er brugt op, og jeg betaler gerne for at få lappet mine bukser.

Nu kan man så læse, at Microsoft Books lukker. Og hvad sker der så med alle bøgerne? Dem, der havde betalt for e-bøgerne, mister dem simpelthen. På mig virker det som den dårligst tænkelige kombination. Den ordentlige model ville være en biblioteksmodel, hvor man enten kunne låne eller købe, og hvor det, man købte, var et eksemplar, man ejede til evig tid. Hele eje/leje-diskussionen glemmer nemlig, at man typisk får et personligt forhold til de kulturprodukter, man kommer til at holde særligt af, mens låne-aspektet er vigtigt, når man vil opdage nyt.

Med 30 års forsinkelse

Engang havde jeg for vane at gå en aftentur i Edinburgh og slå et sving inden om James Thin, den store boghandel på 53 South Bridge, hvor der var åbent til kl. 22 hver aften. Da Waterstone’s åbnede to butikker med samme lange åbningstider på Princes Street og George Street, blev også de mål for mine aftenture. Jeg kunne gå længe mellem hylderne og det skete ikke helt sjældent, at jeg købte en bog med hjem.

Det var engang i foråret 1989, jeg købte Weaveworld af Clive Barker, en forfatter fra Liverpool, der også havde forsøgt sig som filminstruktør (af Hellraiser). Omslaget og foromtalen så spændende ud. Jeg kunne tilmed læse i musikmagasinet Sounds, at der var indtil flere bands, der var opkaldt efter denne roman.

Det var dengang, mens Maggie Thatcher stadig var premierminister og der var protester mod poll tax. Snart efter faldt Berlinmuren, Irak invaderede Kuwait og USA invaderede Irak. Maggie Thatcher blev afløst af John Major. Jeg fik min PhD fra Edinburgh og vendte tilbage til Danmark. Nelson Mandela blev løsladt. Jugoslavien og Rwanda kollapsede i borgerkrig og folkemord. Der var økonomisk krise, terrorangreb, nedskæringer, global opvarmning og racisme. Jeg købte hus, blev gift, blev far og brugte 28 år på at finde ud af at være universitetslærer. Clive Barker forlod Liverpool og bosatte sig et sted i USA. Sounds var for længst holdt op med at udkomme.

Den 721 sider lange roman har ventet på mig i 30 år, altså mere end halvdelen af mit liv. Men i påskeferien 2019 lod jeg blikket glide hen over min tætpakkede bogreol og tog omsiderWeaveworld ned fra hylden.

Weaveworld er fantasy og er på den måde ikke typisk for hvad jeg læser mere. Bogens handling er – meget kort fortalt – at der findes et stort tæppe, som i sig rummer en en skjult verden, The Fugue, beboet af et særligt, magisk folk, Seerkind. Tæppet blev til for at det magiske folk kunne få beskyttelse for forfølgelse fra “almindelige” mennesker, som det magiske folk kalder for Cuckoos. Man aner her et slægtskab med fortællingerne om Harry Potter, der kom nogle år senere, selv om Weaveworld er rettet mod et ældre publikum og har en del vold og sine steder også sex.

Weaveworld er på nogle måder et tydeligt produkt af sin tid, og jeg bemærker selvfølgelig der de forandringer, der skyldes teknologien. Man ville i dag, i mobiltelefonens tidsalder, ikke kunne lave en fortælling, hvor en af udfordringerne er at hovedpersonerne ikke kan komme i kontakt med hinanden eller hvor en anden er, at man ikke kan finde vej.

Men det rigtig tidstypiske er et andet sted: Bogens skurke er en kynisk og selvcentreret sælger, der kan overtale hvem som helst til hvad som helst, en politidirektør, der først og fremmest går efter at slå hårdhændet ned på demonstranter og en fjern og iskold kvinde, som sælgeren er fascineret af. Bogens helte holder til gengæld til i Liverpools arbejderkvarterer og går sammen med det magiske folk om at få deres gode verden frelst fra fortabelsen. På denne måde er romanen en fabel om modsætningerne i Thatcher-tidens Storbritannien og om drømmen om et fællesskab, der er ved at forsvinde.

Var Weaveworld så værd at vente et halvt liv på? Ja, det synes jeg. Clive Barker har helt klart fantasien på sin side og ofte flyder hans prosa godt, nogle gange lige på grænsen til H.P. Lovecrafts floromvundne stil, andre gange med en undertone af tør humor. Noget af det umiddelbart paradoksale ved fantasy-genren er, at alt kan lade sig gøre, men at det heller ikke er alt, der vil virke troværdigt. Det univers, fortællingen bor i, må på sin egen måde ikke være et inkonsistent system – og også her lykkes det egentlig.

Jeg har nu læst, at Weaveworld bliver filmatiseret som en tv-serie – transplanteret til USA ligesom Clive Barker selv. Det vil nu være synd; jeg ville meget hellere se en udgave af Weaveworld, der foregik i 1980’ernes Liverpool med fastnettelefoner, dobbeltdækkere og små rækkehuse.

Vipassana

I dag og i går læste jeg Ti dages stilhed, en ny bog af den danske forfatter Niels Lyngsø.

Ti dages stilhed er en skildring af hans ophold på et ti dage langt meditations-retreat i Ödeshög i Sverige, hvor han får en indføring i den såkaldte vipassana-meditation.

På én måde sker der ingen verdens ting i bogen – Niels Lyngsø ankommer til meditationskurset og mediterer i ti dage fra tidlig morgen til ud på aftenen. Om aftenen er der foredrag på VHS-video af S.N. Goenka, den nu afdøde grundlægger af vipassana-skolen.

Men samtidig er bogen en fascinerende skildring af alt det, der sker inde i Niels Lyngsø – alt det, han opdager om sit sind og om sin krop. Og man opdager som læser hurtigt, at det er voldsomt krævende at sidde helt stille i tavshed i ti dage og være opmærksom på de måder, som meditationen kræver det. På mange måder forekommer de ti dage i Ödeshög som en barsk stroppetur af de mere overraskende. Alene Niels Lyngsøs beskrivelse af hvordan man skal sidde i to timer og fokusere på et område mellem næsen og overlæben er overrumplende. Flere gange i løbet af de ti dage er han overvældet af følelser eller fysisk smerte som han ikke havde kunnet forestille sig.

Efter de ti dage, hvor han ikke må sige noget til sig selv eller til andre og ikke må have øjenkontakt til de andre kursusdeltagere, har han opnået en ganske særlig form for selvindsigt og er ikke mere den samme. Han har opdaget, at meditation ikke er en genvej til føle sig godt tilpas, men en systematisk tilgang til at opnå selvindsigt. Efter kurset er han begyndt at meditere to gange en time hver dag.

Niels Lyngsø har både en indsigt i hvordan man beskriver indre mentale processer (han er også romanforfatter) og i det videnskabelige grundlag for meditation, og det gør denne bog om et tilsyneladende meget lidt handlingspræget forløb til usædvanligt spændende læsning.

Jeg har selv prøvet at meditere, men holdt op efter at have fået et brud på min albue i 2015. Senere har jeg prøvet at komme i gang igen, men det er ikke rigtig lykkedes. Om jeg orker (eller tør!) bruge ti dage på denne måde – for slet ikke at tale om hvorvidt det er muligt at rive ti dage ud af kalenderen til meditation – ved jeg ikke.

Romaner som erfaring

Nogle klassiske romaner.,

Der er en artikelrække i dagbladet Information for tiden om den tendens, der er til at kunst og kulturelle aktiviteter i det hele taget dukker op i sundhedsvæsenet. Det, der ligger bag, er en opfattelse af at kunst (i bred forstand) kan gøre noget for det enkelte menneskes sundhed. I denne weekend er der en opfølgende artikel, hvor kunstnere og andre fra kulturbranchen bliver spurgt, hvad de synes om denne tilgang.

En af dem, der udtaler sig, er forfatteren Søren Ulrik Thomsen. Han siger bl.a.

Det er hele ideologien bag, jeg ikke bryder mig om. Og ved du hvad? Jeg synes også, at der ligger en lille talen ned til ’patienterne’ her. Det er statens opgave at sikre lige adgang til kulturgoderne, men mon ikke borgerne er så myndige, at de styret af deres egen lyst og nysgerrighed kan finde frem til de digte, film og kunstudstillinger, som interesserer dem?

Det synspunkt forstår jeg sådan set godt. Jeg tror ikke, at man kan “ordinere” bestemte bøger eller musik. Men samtidig må jeg sige, at jeg har lært meget om menneskesindet ved at læse gode romaner. En skønlitterær forfatter er nemlig nødt have indsigt i menneskesindet og menneskers adfærd for at kunne skildre menneskers tanker og følelser overbevisende.

Den canadiske psykolog Keith Oatley har undersøgt (ved brug af MRI-scanning) hvordan hjernen bliver påvirket, når man læser skønlitteratur. Hans konklusion er, at man bliver bedre i stand til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser, når man læser seriøse, litterære romaner (her i modsætning til f.eks. triviallitteratur). Når man læser om andre menneskers oplevelser og følelser, kan hjernen reagere på samme måde, som hvis man oplevede eller følte det samme selv.

Skønlitteratur kan på denne måde ses som en anden måde at opnå erfaringer på. Det er et rigtig godt argument for, hvorfor det er vigtigt at læse. Og det er måske herfra helbredelsen kommer – fra oplevelsen af, at andre stod i problemer der lignede éns egne og af de erfaringer, de gjorde sig.