En anden form for filosofi

Hver sommer får jeg læst en stribe romaner og novellesamlinger, noget jeg desværre ellers ikke altid er så flink til.

Jeg sidder lige nu med Stories of Your Life and Others, en novellesamling af Ted Chiang; det er ham, der skrev “The Story of Your Life”, den novelle, der er forlægget for filmen Arrival. Novellesamlingen er nu blevet genudsendt under navnet Arrival.

Det interessante ved denne novellesamling er – ligesom for mange andre vellykkede værker inden for genren science fiction – at dens noveller alle er baseret på tankeeksperimenter: Hvordan ville et menneske opføre sig, hvad han/hun var langt mere intelligent end noget andet menneske? Hvordan ville samfundet være indrettet, hvis de middelalderlige teorier om menneskelig forplantning faktisk var korrekte? Hvordan ville en matematiker reagere, hvis hun opdagede at mainstream-matematik viste sig at være inkonsistent? og så fremdeles.

Men vi behøver selvfølgelig ikke at stille så voldsomme spørgsmål. Dostojevskijs Idioten er fortællingen om det gode og forstående menneske (titelpersonen) og hans kvaler i en verden, der bestemt ikke altid er god eller forstående.

På denne måde er fiktionen faktisk en anden vej til at forstå mange de store spørgsmål, som filosofi og psykologi tager udgangspunkt i. Fortællingerne lader os opleve og udforske en verden, vi kan forestille os og kunne være virkelig. Hvis Chiangs novellesamling er en slags erkendelsesteori, udgør Dostojevskijs romaner en etik. Den amerikanske filosof Costica Bradatan beskriver, hvordan Akira Kurozawas film Rashomon faktisk også tager livtag med filosofiske problemer.

Slægtskabet bliver tydeligt, når man husker at der er en del berømte forfattere, der balancerer på grænsen mellem filosofi og fiktion, som f.eks. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre.

Selvfølgelig er der forskelle: I en filosofisk tekst er der ofte en påstand, der bliver fremsat og derefter argumenteret for. I film og litteratur er der som regel ikke denne struktur. Men det er vel i virkeligheden fortællingens handling, der er et “argument”, netop fordi fortællingens grundantagelser bliver ført igennem til deres konklusion, nemlig fortællingens slutning.

Jeg tror selv på at det at læse og se film giver os mulighed for at få yderligere erfaringer end dem, vi oplever i “virkeligheden”, og de giver os en særlig mulighed for at se ind i andre mennesker og derigennem lære empati og sympati. Derfor er det vigtigt at læse, og derfor er det også vigtigt at tænke over, hvad man læser og ser. Dårlige fortællinger er på en måde “dårlig” filosofi.

Flattr this!

Det jeg, der taler

Et dobbeltopslag fra “Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”.

I dag fik jeg læst den nye bog af Lone Aburas, Det er et jeg der taler (Regnskabets time). Bogen er helt kort, 44 sider, hvoraf alle venstresider er tegninger, der forestiller forfatteren.

Man kunne derfor fristes til at tro at her er tale om en bagatel. Men Det er et jeg der taler er alt andet end en bagatel. Lone Aburas har efterhånden fire romaner bag sig, men denne bog er hendes personlige indlæg i dét, der med et grimt ord er kommet til at hedde “udlændingedebatten”. Lone Aburas er vokset op i Høje Taastrup; hendes far er egyptisk, hendes mor er dansk og denne bog er hendes øjenvidneskildring af hvordan det er at blive opfattet som “brun” og at befinde sig midt i “udlændingedebatten”.

“Udlændingedebatten” er blevet det helt store case study i dehumanisering på dansk grund: Det er blevet helt almindeligt at “man” taler om “dem”, som om “de” ikke var mennesker, der kunne høre og forstå og reagere på det, “man” sagde. Det er et jeg der taler er en bog, der fortæller om oplevelsen af denne dehumanisering og den magtesløshed og den tvivl og den vrede, der følger med – alt sammen set inde fra det jeg, der taler.

Det er et jeg der taler er nemlig først og fremmest en vred bog, og takket være Lone Aburas’ aldrig svigtende flow (som de siger i hiphop) går vreden rent ind. Det er en grum bog, og det er en nødvendig bog. Den er ikke længere end at den snildt kunne være blevet årets skarpeste aviskronik. Men nu er den så en bog, og det er en bog, der bør læses. Hvordan de politikere, bogen hudfletter, vil reagere, ved jeg ikke. Men man har lov at håbe på at i al fald nogen af dem bliver dårligt tilpas.

Selv er jeg vel ikke helt så “brun” som Lone Aburas (og er kun sjældent blevet udnævnt til at være det), men også jeg ser på det land, jeg er født og opvokset i, på en anden måde end jeg ville have gjort, hvis begge mine forældre havde været blege danskere. Og jeg vil ikke lægge skjul på at “udlændingedebatten” har forstærket dette ændrede syn på Danmark hos mig.

Flattr this!

At lære eller ikke at lære

Fra https://educationcogitation.com/2015/08/05/on-making-it-stick/

Jeg er netop blevet færdig med at læse Make It Stick, en bog af de tre amerikanere Peter Brown, Henry L. Roediger III og Mark A. McDaniel. Brown er forfatter, Roedinger d. 3 er kognitiv psykolog og McDaniel er uddannelsesforsker.

Make It Stick tager fat i hvad nyere forskning inden for kognitiv psykologi kan fortælle os om læring, og dens pointer er opsummeret på illustrationerne herover og herunder. Der er tale om en populærvidenskabelig bog, men den har et grundigt noteapparat.

Bogens konklusioner er på én måde slet ikke overraskende, men den påpeger igen og igen at de strategier, der rent faktisk fører til læring, er de stik modsatte af dem, som mange undervisere og studerende bruger. Det er for underviseres vedkommende strategier som at koncentrere sig helt om ét emne ad gangen i undervisningen og derefter aldrig at vende tilbage til det, og for studerendes vedkommende:

  • at prøve at lære stof ved at læse en tekst igen og igen og igen og overstrege en hel masse med fluorescerende markører
  • kun at fokusere på det stof, man tror er svært, og gå let hen over det stof, man tror er let
  • kun at lave øvelser og læse tekster, man nemt kan komme igenne,
  • cramming, dvs. at paniklæse hele pensum over en kort periode lige inden eksamen

Der er masser af empiri inden for kognitiv psykologi, der gør at vi i dag ved at disse strategier faktisk er rigtig dårlige, og hjerneforskningen kan samtidig fortælle hvad de gode strategier er. De er nemlig

  • aktiv læring, hvor man anvender stoffet til problemløsning
  • at teste sig selv i genkaldelse af alt stof (ikke kun det, man tror er svært) og bruge resultaterne af sine tests til at forbedre sig, der hvor man rent faktisk har problemer
  • at lave øvelser og læse tekster, der udfordrer én til at blive bedre, for hvis der ikke er forhindringer, man skal lære at overvinde, lærer man reelt ikke noget
  • spaced learning, dvs. at man vender tilbage til bestemte emner gentagne gange i løbet af undervisningsforløbet

Den store udfordring, som Make It Stick tager op, er at man som underviser skal fortælle sine studerende hvordan læring rent faktisk fungerer og hvorfor. Man skal lave grundigt strukturerede undervisningsforløb, som studerende/elever/kursister er nødt til deltage i, og man skal fortælle dem hvorfor. Man skal ikke bare give dem kursusmaterialet og håbe på at de gør det rigtige – for det gør de allerfleste nemlig ikke, tværtimod.

Det er her, jeg selv har fejlet som kursusunderviser på det seneste; jeg har ganske vist lavet et nøje struktureret undervisningsforløb, men mange studerende ville ikke deltage. Det var tydeligvis fordi de var overbevist om at de selv havde en alternativ indsigt i faget og i hvordan man lærer det, der var bedre end hvad jeg kunne give dem.

Make It Stick er en værdifuld bog, fordi den også fokuserer på læringsforløb uden for uddannelsessystemet, nemlig på arbejdspladser, herunder på det behov for læring, skuespillere og professionelle sportsfolk møder gennem hele deres karriere. Alle, også os der ikke er sportsudøvere, ved godt, at topatleter ikke kun ser højdespring i fjernsynet, at de ikke først begynder selv at træne til den store finale i højdespring ugen inden og at de ikke kun prøver de lave højder af, som de ved, de kan klare uden problemer. Men i uddannelsessystemet er der mange (herunder mange studerende), der desværre opfører sig stik modsat.

Fra Fra https://educationcogitation.com/2015/08/05/on-making-it-stick/

Flattr this!

Bibliotekerne dannede os

Dagens bedste Facebook-opdatering skyldes (som så ofte før) Peter H. Olesen, sanger, sangskriver og forfatter, og den fortjener at blive citeret her:

DR – især radioen – opdragede mig kulturelt, da jeg var i den labile alder. Og lige så sådan folkebibliotekerne. Alt var ikke for alle, men for den enkelte. For den nysgerrige, den sultne, søgende. Sådan en som mig fra en nogenlunde almindelig, semi-dysfunktionel familie i et nyopført parcelhuskvarter i provinsen. Radioen og biblioteket ændrede min ungdom og dermed mit videre liv. Tak for det.

Som barn og ung har jeg selv haft nogle af mine bedste stunder på biblioteker – på skolebiblioteket og siden på kommunebiblioteket. Kombinationen af stilheden, det, der virkede som ufatteligt mange bøger og så stole her og der gjorde det muligt for mig at bevæge mig i verdener af tekst og billeder, som jeg ellers aldrig ville have anet eksistensen af. Det, jeg ikke nåede at komme igennem, kunne jeg låne med hjem. Med tiden blev også musiksamlingen et sted, jeg besøgte. Der var god tid, og også når jeg tændte for radioen, havde radioens stemmer god tid. Biblioteket og radioen var med til at danne mig og mange andre, og der var et begreb om dannelse, der skinnede igennem på en god måde. De rolige stemmer fra børneradioen, som nu går bort – Jimmy Stahr, Thorkild Demuth og andre – var den første dannelse for mig, og ikke helt sjældent tog de faktisk fat i bøgernes verden.

I vore dage er bibliotekernes betydning for dannelsen på retur, og radioen ligeså. Det store online-bibliotek og den store online-radio World Wide Web flyder over med skidt og kanel, og derude på Internettet går det altid stærkt.  Dannelsen er det lidt for ofte så som så med.

Faktisk er et af de største britiske hits fra 1990’erne en hyldest til alt det, bibliotekerne kunne give, samtidig med at det er en kritik af det britiske klassesamfund, hvor alle skulle (og skal) lære at kende deres plads. “A Design for Life” blev også en genkomst for Manic Street Preachers, nu reduceret til en trio af lidt anonymt udseende mænd, der lod sangene tale. Det var hér, jeg begyndte at lytte til dem.

Flattr this!

Dagen med evig regn

På denne påskelørdag har det regnet uden ophør, hvor jeg bor. Og på sådanne dage kommer jeg ofte til at tænke på den novelle fra 1959 af Ray Bradbury, der på engelsk hedder “The Day It Rained Forever”. Jeg var vel 18 eller 19 år gammel, da jeg læste den i dansk oversættelse ved Arne Herløv Petersen. Her hedder novellen “Dagen med evig regn”; så vidt jeg ved, er denne og andre af Herløv Petersens mange Bradbury-oversættelser til dansk desværre ikke længere til at opdrive.

Hele novellen handler om den forløsende regn, der burde komme hvert år den 29. januar men ikke kommer og om de tre ældre mænd, der sidder og venter på regnen på et afsides hotel i en tørkeramt del af USAs Midtvesten. Men denne 29. januar dukker i stedet en ældre kvinde op. Hun er pensioneret musiklærer og harpenist, og da hun finder sin harpe frem og spiller. kommer regnen. Eller er det simpelthen forløsningen, musikken skaber? Jeg ved det ikke, og det er netop denne tvetydighed der, sammen med Bradburys lyriske sprog, gør novellen til noget særligt.

Netop i dag er regnen i Nørresundby vel ikke forløsende, men en slags pause i foråret og i dagligdagen, en anledning til at tænke.

Flattr this!

Folkets skønhed


I dag blev jeg færdig med Folkets skønhed af Merete Pryds Helle, der i sidste uge gæstede Aalborg i forbindelse med Ordkraft-festivalen. Bogen fik de Gyldne Laurbær i 2016 og er i det hele taget blevet rigtig godt modtaget. Det er en meget velskrevet, men også usædvanligt grum fortælling fuld af fattigdom, incest, voldtægt, al mulig anden vold (bogens personer stikker hinanden en lussing, når de oplever svære følelser, og det gør de rigtig tit), gravide teenagere, mord, selvmord, krig, kz-lejre, utroskab, dysfunktionelle ægteskaber, alkoholisme, psykisk sygdom og en hel masse rigtig dårlig sex – og en helt usædvanligt ubehagelig beskrivelse af en ufrivillig abort. Efter de første par hundrede sider begynder man at forlige sig med beskrivelserne af det hårde liv på Langeland, og da er det også, at det går det op for én at bogen er faktisk er en slægtskrønike om Merete Pryds Helles familie. Til sidst i bogen dukker hun selv op som biperson i form af den lille pige Merete. Dette er en fortælling om social mobilitet og samtidig også historien om hvordan Danmark i det 20. århundrede bevæger sig fra at være et samfund, der minder om den tredje verden (og om de lande, mennesker i dag flygter fra), til et moderne industrisamfund med langt bedre muligheder for uddannelse og mange vigtige skridt hen mod ligestilling mellem kønnene.

Også set på denne måde er Folkets skønhed værd at læse og anbefalet herfra, men bogen er bestemt ikke nogen feel good-oplevelse.

Flattr this!

Ordkraft 2017

I denne weekend er der Ordkraft-festival i Aalborg, og selvfølgelig er det på Nordkraft. I går var jeg kort forbi for at samle underskrifter for Amnesty International – og jeg blev mødt med megen velvilje (og desværre også af de sædvanlige knotne mennesker, der af en eller anden grund altid synes at tilhøre den ældre generation).

I dag var jeg tilbage på Ordkraft, denne gang sammen med min hustru. Vi hørte bl.a. sidste del af samtalen med de nominerede til DRs romanpris, bl.a. Mich Vraa, Kirsten Thorup (der ikke sagde noget mens vi var der) og Merete Pryds Helle.

Vi fik hørt Signe Gjessings lidt utraditionelle fremførelse af egne digte fra Ideale begivenheder fra i år.

Min hustru fik bagefter en snak med Mads Nygaard fra Venligboerne, som var sikker på at jeg havde ført Ammar fra Syrien og Ann fra Aalborg sammen – de mødte i al fald hinanden til Amnesty Internationals folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 20. juni, hvor Mads og Ammar holdt taler.

Poetry slam er også en del af Ordkraft. Det var hyggeligt at gense og snakke med den dobbelte Danmarksmester i poetry slam, Lasse Nyholm Jensen, og hans kollega Peter Dyreborg. Det var efterhånden et par år siden, jeg havde set Lasse, og Peter så jeg sidst til DM i 2016.

Lasse, Peter og engelske Harry Baker, der af uvisse årsager var blevet kaldt “verdensmester i stand-up” i Ordkrafts program – han er tidligere verdensmester i poetry slam! – optrådte senere med deres respektive tekster. Det var en flot og helt uhøjtidelig opvisning i hvad poetry slam kan, og det gjorde bestemt ikke noget at konkurrenceelementet denne gang var fraværende.

Sidste indslag var en oplæsning med elever fra Nordkrafts skriveskole, og teksterne her var meget forskellige. Jeg hæftede mig her især ved Amina Elmi, som også nogle gange har været med poetry slam, og ved en af min hustrus kolleger, Anne Kirstine Mathisen, der fremførte en meget gribende tekst om at have en mor ramt af demens. Netop dét kendte jeg selv kun alt for godt.

Der er masser af muligheder for at købe bøger til Ordkraft. Selv fik jeg kun købt én bog, og det var – en kogebog.

Flattr this!

Farvel til en bog?

I dag, lige inden jeg skulle begynde øvelsestiden i 4. kursusgang i kurset Syntaks og semantik,  modtog jeg en mail fra Factum-boghandelen på AAU om at den lærebog, jeg skulle bruge i kurset fra og med 8. kursusgang, ikke kunne skaffes fra forlaget i udlandet. Bogen er udsolgt fra forlaget, og det er uvist om den vil blive genoptrykt og i så fald hvornår.

Det var underligt og ærgerligt at få denne besked en måned inde i semesteret, og med til historien hører det, at bogen er Transitions and Trees: An Introduction to Structural Operational Semantics, som jeg selv har skrevet og fik udgivet på Cambridge University Press tilbage i 2010. Jeg har opdaget, at det vælter frem med piratkopier af den anden bog, jeg anvender (Michael Sipsers Introduction to the Theory of Computation). Først i dag fik jeg at vide at der også findes en piratkopi af min udgave derude; den vil jeg dog ikke ty til, selv om den største anerkendelse, en kunstner kan få, selvfølgelig er en udbredt bootleg.

Så i dag var gode råd dyre. Heldigvis har jeg en dansk udgave fra 2010 af bogen med præcis det samme indhold og præcis det samme layout, som jeg stadig har ophavsret til. Så nu bliver den genoplivet og trykt som print-on-demand. Det tog kun et opkald til Books on Demand med en halv times telefonpausemusik, en desperat mailkorrespondance og endnu et opkald, hvor alt til sidst faldt på plads.

Flattr this!

Dømt til at læse

Jeg kunne i denne uge læse om fire teenagere fra USA, der skrev racistisk og antisemitisk graffitti på en bygning, som i sin tid var blevet brugt som skole for sorte unge. De fire unge blev dømt til – at læse bøger og skrive anmeldelser af dem – og at skrive et essay om hvordan det mon er for medlemmer af etniske mindretal at se og høre racistiske udtalelser og graffiti. Og bøgerne, de fire unge skal læse, er bl.a. bøger af Elie Wiesel og Maya Angelou om deres liv som henholdsvis overlever af Holocaust og afrikansk-amerikansk kvinde i apartheid-tidens USA. Sagen er endda fra Virginia, samme delstat som huser det barske Red Onion-fængsel, hvor fanger kan blive sat i isolationsfængsel på ubestemt (og lang tid).

Det er selvfølgelig specielt at blive dømt til at læse bøger, men det er en perspektivrig idé. Bøger  – og ikke mindst skønlitteratur – giver os helt særlige muligheder for at leve os ind i hvordan det er at være Den Anden. Jeg spekulerer hvordan en god tilsvarende læseliste mon kan se ud i den dansk sammenhæng. Der er desværre endnu ikke nogen klassiske bøger om at være dansker af “anden etnisk baggrund” og om hvordan dette opleves. Yahya Hassans debutbog er allerede på vej til at blive en lille klassiker, men hans opvækst og skæbne er på mange måder ikke repræsentativ.

Flattr this!

Leonard Cohen er død

Jeg har netop læst at vi har mistet en af det 20. århundredes store sangskrivere og dertil en stor og god personlighed. Igen er det tårerne, der presser sig på.

Nogle mennesker behøver man kun at nævne ved efternavn. Bowie var et sådant menneske, Cohen et andet.

Leonard Cohen blev 82, så han nåede at få et langt og begivenhedsrigt liv. Og hvilket liv det var! Med litteratur og kærlighed, med kriser og solskin, med musik og med stilhed. Spændt ud mellem jødedom og buddhisme og mellem den store tvivl og den store tro. Herfra kunne Cohen øse af sin store livsindsigt og af sin store og ordets bedste forstand enkle musikalitet – først som en slags litterær levemand, siden som en viis faderskikkelse for senere generationer af sangskrivere. Hvor havde Nick Cave – selv en stor sangskriver og personlighed – været uden Cohen?

Jeg er meget taknemmelig for at jeg nåede at opleve mesteren Cohen til en på alle måder smuk og vellykket koncert i Aalborg i sensommeren 2012. Og for nylig kom det også både smukke og vellykkede afskedsalbum You Want It Darker produceret af sønnen Adam. Det er et af hans bedste sene albums og et værdigt farvel. Titlen er i sig selv en kort og overrumplende opsummering af den ubehagelige tidsånd, der nu hersker tilsyneladende ustoppeligt her i et andet årtusinde. Igen viste Cohen at han beherskede ordene som få andre i sangskrivningens verden.

Og nu er han her så ikke mere. Tak for sangene og ordene, Leonard. Jeg elsker dig og jeg savner dig. Men du vil altid være hos os, nu hvor det er os, der er nødt til at fortsætte uden dig. 

Flattr this!