Nutiden tilhører Vonnegut

Nogle gange føler man næsten, at man selv er med i en roman af Kurt Vonnegut. Eller sådan har jeg det i al fald selv i disse år. Billedet ovenfor er af en aktuel trafikulykke i USA og kunne snildt passe ind i Vonneguts verden. Donald Trump er også som taget ud af samme absurde univers.

Kurt Vonnegut var vel USAs svar på Svend Åge Madsen med sin blanding af science fiction, samtidsskildring og satire og personer med nøje valgte, men underlige navne.

I Vonneguts næstsidste roman Hocus Pocus fra 1990 møder vi Eugene Debs Hartke, der er lærer på et college, som optager rige folks småtbegavede børn. Men Eugene bliver afskediget som universitetslærer efter at flere af hans udtalelser kommer en højreorienteret kommentator for øre takket være dennes datter. Eugene bliver derefter ansat som underviser ved et nærliggende, overfyldt fængsel, der drives af et japansk firma. En stor fangeflugt fører til at fangerne trænger ind på Eugenes gamle college og tager folk som gidsler. Romanen slutter med at det gamle college bliver lavet om til fængsel. Eugene bliver først beordret til at være fængselsbestyrer og derefter ender han med at være en af de indsatte. Hele denne handling er kun lige akkurat satire.

Det er på høje tid, at jeg genbesøger Kurt Vonneguts forfatterskab.

Flattr this!

Poesibogen

Der findes en nordjysk forening for lyrik ved navn 57°Nord, og de udgiver et webtidsskrift ved navn Reflex. Nu er der så i anledning af foreningens 10-årsjubilæum kommet en antologi af bidrag, der tidligere har været trykt i Reflex, og den hedder Poesibogen. Initiativtager og økonomisk bagstopper er den meget aktive Kell Ivan Thygesen, og  i denne uge kom bogen på gaden. Jeg havde helt glemt, at jeg var med, men det blev jeg mindet om. Så jeg mødte selvfølgelig op til udgivelsesarrangementet og sikrede mig et eksemplar (faktisk var det to).

Rastafari-farverne på omslaget kan jeg ikke helt greje, men lyrikken inde i Poesibogen spænder vidt, både i form og indhold; . Meget af den er det, man ville kalde centrallyrik, dvs. lyrik, hvor det skrivende jeg er centralt og udtrykker hvordan jeg’et oplever omverdenen. Mit eget bidrag er nu faktisk ikke centrallyrik, for det er en tekst skrevet om og skrevet til Jan Nygaard, der er webredaktør for Reflex. Jan, der ofte kalder sig J Nyd, er også en af dem, der tidligt forsøgte sig med poetry slam i Aalborg – og så er han også en meget rar mand. Min tekst er derfor også en poetry slam-tekst og noget så sjældent som en tekst, der ikke er beregnet til at blive fremført af mig. Jan fremførte teksten på Studenterhuset i foråret 2015 og han er den eneste, der bør fremføre den!

Jeg håber selvfølgelig, at det ikke bliver en enlig svale, men at vi her er vidne til den første af en lang række af poesibøger.

Flattr this!

Det er svært at oversætte

Jeg er en af de mange, der holder af at læse Haruki Murakamis romaner. Desværre er jeg også blandt de mange mennesker uden for Japan, der ikke kan japansk, så jeg er nødt til at forlade mig på oversættelser. Og her husker jeg dengang jeg læste En vild fårejagt af Murakami, for det var en underlig oversættelse – det virkede sket ikke som en bog, skrevet af manden bag Trækopfuglens krønike eller Kafka på stranden.

Til sidst opdagede jeg hvorfor – ved at kigge bag på titelbladet. Som den eneste af Murakamis romaner var den ikke oversat til dansk fra japansk, men til dansk fra den engelske oversættelse.  Og for mange år siden, inden jeg begyndte at interessere mig for Murakamis bøger, købte jeg faktisk A Wild Sheep Chase – som jeg dengang aldrig fik læst, men stadig har et sted på reolen. Det var den udgave, der var blevet til En vild fårejagt, og ved at sammenligne de to udgaver, opdagede jeg hvor bogstavelig oversættelsen var. Det var derfor, bogen virkede så knudret. Også bl.a. Orhan Pamuk Sne er oversat fra engelsk til dansk i stedet for fra tyrkisk til dansk – hvilket er et meget underligt valg, da der faktisk er omkring 58.000 danskere med tyrkisk baggrund!

For nylig læste jeg – også i Information – en anmeldelse af en dansk udgivelse af en roman af en prisbelønnet forfatter, der var blevet oversat fra engelsk. Og her gik kritikken på at oversættelsen var usædvanligt kluntet. Her er et citat fra anmeldelsen:

Om Annas fordrukne faster lyder det i originalen: »Brianna was long past her dancing days, and even then her chief resource had always been her beaus« – det bliver til: »Briannas dansedage var et for længst overstået kapitel, og selv dengang havde hendes primære ressource altid været hendes mandlige bekendtskaber.«

Det er godt nok et radbrækkende stykke dansk. Så mange og graverende uheldigheder burde forlaget fange i en sprogvask.

I dag er der en interessant artikel om Tine Lykke Prado, der oversætter skønlitteratur fra portugisisk og spansk. Hun siger om det at oversætte skønlitteratur at

Det er lidt ligesom en skuespiller, der læser op til en rolle. Man må sætte sig ind i, hvor folk taler fra, for at kunne gengive dem troværdigt. Ellers kommer alle personerne til at tale ens, og det gør det sprogligt kedeligt og utro mod originalen. Det skal lyde, som hvis forfatteren havde kunnet skrive på dansk.

Det er vel i virkeligheden her, vi for alvor kan se, hvor store udfordringerne egentlig er med maskinoversættelse. Min egen fornemmelse er, at en af de helt store udfordringer for dette område af datalogi at finde ud af, hvordan man kan lave overbevisende oversættelser af skønlitteratur. Jeg fornemmer, at det kræver de samme evner til indlevelse og indsigt, som kræves af en skuespiller – eller af en skønlitterær forfatter. For egentlig er det jo det, en god oversætter er, nemlig en forfatter, der laver så trofast en gendigtning som overhovedet muligt.

Flattr this!

En forsinket hyldest til Kristensen og Rindung

En side fra bind 1 af Erik Kristensen og Ole Rindung: “Matematik 1”, 10. udgave, G.E.C. Gads Forlag.

I dag var jeg og min hustru på besøg hos min gamle matematiklærer Jens Friis og hans hustru; det er altid godt at se dem igen. Som så ofte ellers, når jeg er sammen med Jens, ender vi på et tidspunkt med at tale om matematikundervisning, et emne der har optaget os begge gennem mange år. I dag kom vi til at tale om de lærebøger i matematik, som blev brugt af så godt som alle i det almene gymnasium dengang jeg selv gik der fra 1979 til 1982. Bøgerne hedder noget så prosaisk som Matematik 1, Matematik 2.1 og så fremdeles, men de fleste kalder (og kaldte) dem bare for “Kristensen og Rindung” efter forfatterne Erik Kristensen og Ole Rindung. Alle fra min generation, der holdt af matematik i det danske gymnasium og senere studerede matematik, har vel et særligt forhold til netop Kristensen og Rindung.

Ét er indholdet. Når jeg i dag tænker tilbage på pensum fra dengang, går det op for mig, hvor meget matematikpensum har forandret sig. Mængdelæren er helt forsvundet, induktionsbeviser og ækvivalensrelationer ligeså, for sket ikke at tale om epsilon-delta-definitioner og over- og undersummer. Hele den aksiomatiske tilgang er for længst lagt på hylden. I vore dage ville man kunne genbruge Kristensen og Rindung som repetition af indledende universitetsmatematik – og jeg ved da også, at bøgerne nogle gange har fået netop dén rolle.

Et andet er fremstillingsformen. Man kan sige meget om Kristensen og Rindungs bøger, for de talte ikke til teenagerne, heller ikke dengang i 1979, men i dag holder jeg meget af at gense deres præcise og ordknappe skrivestil og af at se den pæne matematiske typografi, der vel repræsenterer state of the art af matematisk typografi, et årti inden TeX og LaTeX nåede frem til os. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at nogen burde genudgive Kristensen og Rindung eller i det mindste lade deres samlede værk blive almindeligt tilgængeligt på WWW. Det fortjener de.

Og er jeg den eneste, der kan huske en legendarisk opgave fra bind 2.1 (en opgave, som jeg aldrig nåede at regne) om en cirkulær ø med en biograf, der lå i øens centrum?

Flattr this!

Bogdroppende akademikere

I disse uger læser vi, der har været semesterkoordinatorer ved uddannelserne på AAU, de svar igennem, som studerende har givet på spørgeskemaer om forårets undervisning. Også hele uddannelsesforløb bliver evalueret ved spørgeskemaer. Jeg bed især mærke i en bemærkning fra en studerende, der er ved at afslutte en bacheloruddannelse. Den studerende var af den holdning, at man nemt kunne bestå de fleste fag ved blot at læse op til eksamen og komme til forelæsninger. Den studerende nævnte, at mange af de studerende ikke læste bøgerne, da det ifølge dem ikke var nødvendigt.

Umiddelbart var det en meget foruroligende opdagelse at gøre: Vi uddanner tilsyneladende akademikere, der aldrig har læst en fagbog og faktisk også bevidst undlader at læse fagbøger ud fra en forestilling om at det “ikke er nødvendigt”.

Men derudover bør udtalelsen ses i kontekst af at vi nu kan observere, at omkring halvdelen af de studerende på et hold slet ikke følger undervisningen i kurserne.

Begge dele peger nemlig på at der er noget fundamentalt galt med kursusundervisningen på universitetet: Den virker ikke. Det bør vække eftertanke hos de mange universitetslærere, der ofte får diskussioner om studieordninger til at blive til diskussion om hvilke kurser, der skal lægges hvor. For kurserne betyder tilsyneladende ikke ret meget for mange studerende.

Der er for mig at se tre udveje af denne situation.

Den første er en form for disciplinering, hvor der bliver krav om fremmøde og aktiv deltagelse i kursusundervisningen. Dvs. at studerende mere eller mindre direkte bliver tvunget til at deltage i kursusundervisningen. Men dette vil næppe skabe en bedre stemning og vil formodentlig kun føre til nye strategier for at slippe uden om.

Den anden udvej er at acceptere, at mange af vore dages universitetsstuderende er “bogdroppere” og indrette undervisningen efter det, så vi accepterer, at de ikke vil læse faglitteratur. Men selv den mest uboglige akademiker vil på et tidspunkt blive nødt til at læse faglitteratur, nemlig i forbindelse med sit speciale, og det er ikke godt at udskyde læsningen til dét tidspunkt i studiet.

Den tredje udvej er den sværeste, nemlig at finde ud af hvordan vi kan indrette undervisningen, så de studerende indser nytten af og glæden ved at læse faglitteratur. Det kræver en anden undervisningsstrategi, undervisning i studieteknik og bestemt også bedre faglitteratur. For de bogdroppende universitetsstuderende kritiserer gennem deres fravalg i virkeligheden også den faglitteratur, der findes netop nu.

Flattr this!

En glemt børnebog

I denne uge kunne man følge med i farcen om de højrenationalistiske demonstrationer, der skulle finde sted i Viborg og Skive i går. En talsperson for arrangørerne, der kalder sig Danmarks Nationale Front, udtalte, at man ikke ville have de nazister, som havde meldt sig som deltagere, med til demonstrationen. Som han sagde:

Vi ser ikke os selv som nazister – vi ser os selv som danske nationalister. Vi vil ikke ses med folk, der går med SS-flag og så videre

Bl.a. Abdel Aziz-Mahmoud har været hurtig til at bemærke, at den ikke-nazistiske talsperson har SS-tegnet tatoveret på et meget synligt sted på kroppen (se ovenfor), og det mærkværdige i at tv-journalisten ikke gør ikke-nazisten opmærksom på denne lille smutter.

Men noget andet, som helt er undsluppet alles opmærksomhed, også for den ikke-nazistiske talspersons vedkommende, er at han selv og alle andre danskere, der hedder Paw, faktisk er opkaldt efter hovedpersonen i Torry Gredsteds børnebog af samme navn. Paw blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen; filmen, der blev nomineret til en Oscar, handler om en dreng med dansk far og sydamerikansk mor, der bliver udsat for racistisk mobning og om hans reaktion på ikke at blive accepteret. Nedenfor er et billede fra filmen.

Foto fra filmen Paw (http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/13222.aspx?id=13222)

Flattr this!

Skrækkelige sætninger, væmmelige dialoger – og flow

Så fik Kazuo Ishiguro Nobelprisen i litteratur, og det er ikke ligefrem kontroversielt. Den eneste roman, jeg har læst af ham, er The Remains of the Day – men den er til gengæld også en bog, jeg husker som værende usædvanligt god.

Det er interessant at læse, hvordan Ishiguro i sin tid skrev denne bog. Den blev til på fire uger efter lang tids forarbejde. Han skrev hver dag (undtagen søndag) fra klokken 9.30 til klokken 22.30 (afbrudt af pauser til frokost og til aftensmad), og i denne periode overtog hans hustru alle pligter i hjemmet, som han ellers havde. Disse dage kaldte han for The Crash. Ideen var tydeligvis, at han skulle fremmane en tilstand af flow, og det lykkedes helt tydeligt.

Især så Ishiguro stort på selvkritikken

“Throughout the Crash,” Ishiguro notes, “I wrote free-hand, not caring about the style or if something I wrote in the afternoon contradicted something I’d established in the story that morning. The priority was simply to get the ideas surfacing and growing. Awful sentences, hideous dialogue, scenes that went nowhere—I let them remain and ploughed on.”

Alle disse “skrækkelige sætninger, væmmelige dialoger og scener, der ingen vegne kom”, førte til det, der vel er en Nobelprismodtagers hovedværk. Det er interessant at sammenligne med hvordan mange af os andre, der er en slags vidensarbejdere (f.eks. i den akademiske verden), får hakket vore dage i stykker og slås med en blanding af bedømmelse fra andre og selvkritik; vi opnår kun sjældent oplever det særlige privilegium, der hedder en tilstand af flow. 

Flattr this!

Under jorden

Jeg er lige blevet færdig med The Underground Railroad af den amerikanske forfatter Colson Whitehead. Jeg købte den som et impulskøb under sommerferiens besøg i Edinburgh. Og det har jeg ikke fortrudt.

The Underground Railroad fik Pulitzer-prisen i år, og det er fuldt fortjent. Romanen foregår i USA midt i 1800-tallet og handler om Cora, der er født ind i en tilværelse som slave på en bomuldsfarm i Georgia og beslutter sig til at følge sin mors eksempel og flygte fra farmens slavelejr, hvor døden altid lurer lige om hjørnet i form af tortur, vold og mishandling, og en tilværelse hvor mennesker er reduceret til redskaber. Resten af bogen handler om Coras lange flugt og alt, hvad den fører med sig af tab, håb og nye tab – og nye håb.

The Underground Railroad var navnet på den frihedsbevægelse af modstandere af slaveriet, der under stor fare hjalp mennesker med at slippe væk fra slavelejrene og til de delstater i USA, hvor slaveri ikke fandtes. Aktivisterne i The Underground Railroad var amerikanere med europæisk og med afrikansk baggrund (og nogle havde begge slags baggrund), og det er ikke svært at drage paralleller mellem deres indsats for at hjælpe dem, der var flygtninge i deres eget land, og den indsats, almindelige borgere i dag gør. På denne måde rækker budskabet i The Underground Railroad langt videre end man måske skulle tro.

I romanen slipper Whitehead godt af sted med at beskrive The Underground Railroad som om den faktisk var en underjordisk jernbane med tog, der kørte i tunneller. Denne åbenlyse afvigelse fra historiske fakta giver på sin vis The Underground Railroad et skær af steampunk (om man så må sige). men det er faktisk en yderligere kvalitet ved bogen.

Handlingen er elementært spændende, men også meget grum. Nogle gange under læsningen var jeg simpelthen nødt til at lægge bogen fra mig. Det lykkes at beskrive både Cora og hendes hovedmodstander, slavejægeren Ridgeway, som mennesker, der har klare grunde til at handle som de gør. De er begge produkter af et system med systematisk undertrykkelse, og derfor kan de faktisk også tale sammen ind imellem fra hver deres perspektiv.

For mig, der kun har set USA udefra som besøgende, er det vigtigt igen at blive minde om at dette land har en usædvanligt grim historie, der stadig er tydelig i sine eftervirkninger. For de mennesker, der rejste til USA for at begynde et nyt liv, var landet et symbol på frihed, men for rigtig mange andre var det et sted, hvor generation efter generation tilbragte hele livet i hvad der reelt kun kan karakteriseres som koncentrationslejre. (Og Danmark var bestemt ikke bedre ved de afrikanere, der blev bortført til tvangsarbejde.)

Billedet af Colson Whitehead bag i bogen (som man også kan se her) er i øvrigt også lidt interessant; han kan godt kan minde om nogle af de handlekraftige skikkelser, der optræder i The Underground Railroad. Colson Whitehead har for øvrigt skrevet flere andre meget roste romaner, bl.a. The Intuitionist. Den vil jeg også have fat i, også selv om den faktisk ikke handler om L.E.J. Brouwer. Endelig skal jeg selvfølgelig nævne at The Underground Railroad  er kommet i dansk oversættelse på Politikens Forlag for ikke så længe siden.

Flattr this!

En anden form for filosofi

Hver sommer får jeg læst en stribe romaner og novellesamlinger, noget jeg desværre ellers ikke altid er så flink til.

Jeg sidder lige nu med Stories of Your Life and Others, en novellesamling af Ted Chiang; det er ham, der skrev “The Story of Your Life”, den novelle, der er forlægget for filmen Arrival. Novellesamlingen er nu blevet genudsendt under navnet Arrival.

Det interessante ved denne novellesamling er – ligesom for mange andre vellykkede værker inden for genren science fiction – at dens noveller alle er baseret på tankeeksperimenter: Hvordan ville et menneske opføre sig, hvad han/hun var langt mere intelligent end noget andet menneske? Hvordan ville samfundet være indrettet, hvis de middelalderlige teorier om menneskelig forplantning faktisk var korrekte? Hvordan ville en matematiker reagere, hvis hun opdagede at mainstream-matematik viste sig at være inkonsistent? og så fremdeles.

Men vi behøver selvfølgelig ikke at stille så voldsomme spørgsmål. Dostojevskijs Idioten er fortællingen om det gode og forstående menneske (titelpersonen) og hans kvaler i en verden, der bestemt ikke altid er god eller forstående.

På denne måde er fiktionen faktisk en anden vej til at forstå mange de store spørgsmål, som filosofi og psykologi tager udgangspunkt i. Fortællingerne lader os opleve og udforske en verden, vi kan forestille os og kunne være virkelig. Hvis Chiangs novellesamling er en slags erkendelsesteori, udgør Dostojevskijs romaner en etik. Den amerikanske filosof Costica Bradatan beskriver, hvordan Akira Kurozawas film Rashomon faktisk også tager livtag med filosofiske problemer.

Slægtskabet bliver tydeligt, når man husker at der er en del berømte forfattere, der balancerer på grænsen mellem filosofi og fiktion, som f.eks. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre.

Selvfølgelig er der forskelle: I en filosofisk tekst er der ofte en påstand, der bliver fremsat og derefter argumenteret for. I film og litteratur er der som regel ikke denne struktur. Men det er vel i virkeligheden fortællingens handling, der er et “argument”, netop fordi fortællingens grundantagelser bliver ført igennem til deres konklusion, nemlig fortællingens slutning.

Jeg tror selv på at det at læse og se film giver os mulighed for at få yderligere erfaringer end dem, vi oplever i “virkeligheden”, og de giver os en særlig mulighed for at se ind i andre mennesker og derigennem lære empati og sympati. Derfor er det vigtigt at læse, og derfor er det også vigtigt at tænke over, hvad man læser og ser. Dårlige fortællinger er på en måde “dårlig” filosofi.

Flattr this!

Det jeg, der taler

Et dobbeltopslag fra “Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”.

I dag fik jeg læst den nye bog af Lone Aburas, Det er et jeg der taler (Regnskabets time). Bogen er helt kort, 44 sider, hvoraf alle venstresider er tegninger, der forestiller forfatteren.

Man kunne derfor fristes til at tro at her er tale om en bagatel. Men Det er et jeg der taler er alt andet end en bagatel. Lone Aburas har efterhånden fire romaner bag sig, men denne bog er hendes personlige indlæg i dét, der med et grimt ord er kommet til at hedde “udlændingedebatten”. Lone Aburas er vokset op i Høje Taastrup; hendes far er egyptisk, hendes mor er dansk og denne bog er hendes øjenvidneskildring af hvordan det er at blive opfattet som “brun” og at befinde sig midt i “udlændingedebatten”.

“Udlændingedebatten” er blevet det helt store case study i dehumanisering på dansk grund: Det er blevet helt almindeligt at “man” taler om “dem”, som om “de” ikke var mennesker, der kunne høre og forstå og reagere på det, “man” sagde. Det er et jeg der taler er en bog, der fortæller om oplevelsen af denne dehumanisering og den magtesløshed og den tvivl og den vrede, der følger med – alt sammen set inde fra det jeg, der taler.

Det er et jeg der taler er nemlig først og fremmest en vred bog, og takket være Lone Aburas’ aldrig svigtende flow (som de siger i hiphop) går vreden rent ind. Det er en grum bog, og det er en nødvendig bog. Den er ikke længere end at den snildt kunne være blevet årets skarpeste aviskronik. Men nu er den så en bog, og det er en bog, der bør læses. Hvordan de politikere, bogen hudfletter, vil reagere, ved jeg ikke. Men man har lov at håbe på at i al fald nogen af dem bliver dårligt tilpas.

Selv er jeg vel ikke helt så “brun” som Lone Aburas (og er kun sjældent blevet udnævnt til at være det), men også jeg ser på det land, jeg er født og opvokset i, på en anden måde end jeg ville have gjort, hvis begge mine forældre havde været blege danskere. Og jeg vil ikke lægge skjul på at “udlændingedebatten” har forstærket dette ændrede syn på Danmark hos mig.

Flattr this!