Eje eller leje?

Nogle gange hævdes det, at vi er på vej væk fra at eje kulturprodukter som bøger, musik og film og over mod at leje dem. Alle streamingtjenesterne gør meget for at fremme denne tilgang, og det. Til et arrangement tidligere i år spurgte en kendt forsker retorisk (og lidt hånligt), om der overhovedet var nogen der lyttede til cd’er mere – han havde nemlig selv smidt alle sine ud. Det viste sig så, at flere af de tilstedeværende havde lyttet til cd’er så sent som aftenen forinden. En af dem var mig.

Selv har jeg nemlig et lidt gammeldags forhold til det at eje kontra at leje. På den ene side er det godt at kunne hente musik fra en streamingtjeneste og have adgang til den; det er det, jeg næsten altid gør, for jeg vil prøve at undgå den miljøbelastning, der kommer af at streame musik mange gange. På den anden side ender jeg tit med at købe fysiske udgaver af den musik, jeg ender med at lytte meget til og får et personligt forhold til – jeg er endnu ikke faldet tilbage til musik på vinyl, men køber faktisk stadig cd’er. Så håbløst retro er jeg. For bøgers vedkommende er det meget enkelt – de bøger, jeg ikke låner på biblioteket, køber jeg som gode eksemplarer trykt på papir. For mig er det lidt på samme måde som at eje et stykke billedkunst – jeg kunne selvfølgelig se billedet på en skærm, men det ville føles forkert. Jeg kunne også leje beklædningsgenstande, og i tilfældet festtøj ville det sikkert give mening. Men mine bukser og trøjer og sko vil jeg gerne have gavn af, indtil de er brugt op, og jeg betaler gerne for at få lappet mine bukser.

Nu kan man så læse, at Microsoft Books lukker. Og hvad sker der så med alle bøgerne? Dem, der havde betalt for e-bøgerne, mister dem simpelthen. På mig virker det som den dårligst tænkelige kombination. Den ordentlige model ville være en biblioteksmodel, hvor man enten kunne låne eller købe, og hvor det, man købte, var et eksemplar, man ejede til evig tid. Hele eje/leje-diskussionen glemmer nemlig, at man typisk får et personligt forhold til de kulturprodukter, man kommer til at holde særligt af, mens låne-aspektet er vigtigt, når man vil opdage nyt.

Med 30 års forsinkelse

Engang havde jeg for vane at gå en aftentur i Edinburgh og slå et sving inden om James Thin, den store boghandel på 53 South Bridge, hvor der var åbent til kl. 22 hver aften. Da Waterstone’s åbnede to butikker med samme lange åbningstider på Princes Street og George Street, blev også de mål for mine aftenture. Jeg kunne gå længe mellem hylderne og det skete ikke helt sjældent, at jeg købte en bog med hjem.

Det var engang i foråret 1989, jeg købte Weaveworld af Clive Barker, en forfatter fra Liverpool, der også havde forsøgt sig som filminstruktør (af Hellraiser). Omslaget og foromtalen så spændende ud. Jeg kunne tilmed læse i musikmagasinet Sounds, at der var indtil flere bands, der var opkaldt efter denne roman.

Det var dengang, mens Maggie Thatcher stadig var premierminister og der var protester mod poll tax. Snart efter faldt Berlinmuren, Irak invaderede Kuwait og USA invaderede Irak. Maggie Thatcher blev afløst af John Major. Jeg fik min PhD fra Edinburgh og vendte tilbage til Danmark. Nelson Mandela blev løsladt. Jugoslavien og Rwanda kollapsede i borgerkrig og folkemord. Der var økonomisk krise, terrorangreb, nedskæringer, global opvarmning og racisme. Jeg købte hus, blev gift, blev far og brugte 28 år på at finde ud af at være universitetslærer. Clive Barker forlod Liverpool og bosatte sig et sted i USA. Sounds var for længst holdt op med at udkomme.

Den 721 sider lange roman har ventet på mig i 30 år, altså mere end halvdelen af mit liv. Men i påskeferien 2019 lod jeg blikket glide hen over min tætpakkede bogreol og tog omsiderWeaveworld ned fra hylden.

Weaveworld er fantasy og er på den måde ikke typisk for hvad jeg læser mere. Bogens handling er – meget kort fortalt – at der findes et stort tæppe, som i sig rummer en en skjult verden, The Fugue, beboet af et særligt, magisk folk, Seerkind. Tæppet blev til for at det magiske folk kunne få beskyttelse for forfølgelse fra “almindelige” mennesker, som det magiske folk kalder for Cuckoos. Man aner her et slægtskab med fortællingerne om Harry Potter, der kom nogle år senere, selv om Weaveworld er rettet mod et ældre publikum og har en del vold og sine steder også sex.

Weaveworld er på nogle måder et tydeligt produkt af sin tid, og jeg bemærker selvfølgelig der de forandringer, der skyldes teknologien. Man ville i dag, i mobiltelefonens tidsalder, ikke kunne lave en fortælling, hvor en af udfordringerne er at hovedpersonerne ikke kan komme i kontakt med hinanden eller hvor en anden er, at man ikke kan finde vej.

Men det rigtig tidstypiske er et andet sted: Bogens skurke er en kynisk og selvcentreret sælger, der kan overtale hvem som helst til hvad som helst, en politidirektør, der først og fremmest går efter at slå hårdhændet ned på demonstranter og en fjern og iskold kvinde, som sælgeren er fascineret af. Bogens helte holder til gengæld til i Liverpools arbejderkvarterer og går sammen med det magiske folk om at få deres gode verden frelst fra fortabelsen. På denne måde er romanen en fabel om modsætningerne i Thatcher-tidens Storbritannien og om drømmen om et fællesskab, der er ved at forsvinde.

Var Weaveworld så værd at vente et halvt liv på? Ja, det synes jeg. Clive Barker har helt klart fantasien på sin side og ofte flyder hans prosa godt, nogle gange lige på grænsen til H.P. Lovecrafts floromvundne stil, andre gange med en undertone af tør humor. Noget af det umiddelbart paradoksale ved fantasy-genren er, at alt kan lade sig gøre, men at det heller ikke er alt, der vil virke troværdigt. Det univers, fortællingen bor i, må på sin egen måde ikke være et inkonsistent system – og også her lykkes det egentlig.

Jeg har nu læst, at Weaveworld bliver filmatiseret som en tv-serie – transplanteret til USA ligesom Clive Barker selv. Det vil nu være synd; jeg ville meget hellere se en udgave af Weaveworld, der foregik i 1980’ernes Liverpool med fastnettelefoner, dobbeltdækkere og små rækkehuse.

Vipassana

I dag og i går læste jeg Ti dages stilhed, en ny bog af den danske forfatter Niels Lyngsø.

Ti dages stilhed er en skildring af hans ophold på et ti dage langt meditations-retreat i Ödeshög i Sverige, hvor han får en indføring i den såkaldte vipassana-meditation.

På én måde sker der ingen verdens ting i bogen – Niels Lyngsø ankommer til meditationskurset og mediterer i ti dage fra tidlig morgen til ud på aftenen. Om aftenen er der foredrag på VHS-video af S.N. Goenka, den nu afdøde grundlægger af vipassana-skolen.

Men samtidig er bogen en fascinerende skildring af alt det, der sker inde i Niels Lyngsø – alt det, han opdager om sit sind og om sin krop. Og man opdager som læser hurtigt, at det er voldsomt krævende at sidde helt stille i tavshed i ti dage og være opmærksom på de måder, som meditationen kræver det. På mange måder forekommer de ti dage i Ödeshög som en barsk stroppetur af de mere overraskende. Alene Niels Lyngsøs beskrivelse af hvordan man skal sidde i to timer og fokusere på et område mellem næsen og overlæben er overrumplende. Flere gange i løbet af de ti dage er han overvældet af følelser eller fysisk smerte som han ikke havde kunnet forestille sig.

Efter de ti dage, hvor han ikke må sige noget til sig selv eller til andre og ikke må have øjenkontakt til de andre kursusdeltagere, har han opnået en ganske særlig form for selvindsigt og er ikke mere den samme. Han har opdaget, at meditation ikke er en genvej til føle sig godt tilpas, men en systematisk tilgang til at opnå selvindsigt. Efter kurset er han begyndt at meditere to gange en time hver dag.

Niels Lyngsø har både en indsigt i hvordan man beskriver indre mentale processer (han er også romanforfatter) og i det videnskabelige grundlag for meditation, og det gør denne bog om et tilsyneladende meget lidt handlingspræget forløb til usædvanligt spændende læsning.

Jeg har selv prøvet at meditere, men holdt op efter at have fået et brud på min albue i 2015. Senere har jeg prøvet at komme i gang igen, men det er ikke rigtig lykkedes. Om jeg orker (eller tør!) bruge ti dage på denne måde – for slet ikke at tale om hvorvidt det er muligt at rive ti dage ud af kalenderen til meditation – ved jeg ikke.

Romaner som erfaring

Nogle klassiske romaner.,

Der er en artikelrække i dagbladet Information for tiden om den tendens, der er til at kunst og kulturelle aktiviteter i det hele taget dukker op i sundhedsvæsenet. Det, der ligger bag, er en opfattelse af at kunst (i bred forstand) kan gøre noget for det enkelte menneskes sundhed. I denne weekend er der en opfølgende artikel, hvor kunstnere og andre fra kulturbranchen bliver spurgt, hvad de synes om denne tilgang.

En af dem, der udtaler sig, er forfatteren Søren Ulrik Thomsen. Han siger bl.a.

Det er hele ideologien bag, jeg ikke bryder mig om. Og ved du hvad? Jeg synes også, at der ligger en lille talen ned til ’patienterne’ her. Det er statens opgave at sikre lige adgang til kulturgoderne, men mon ikke borgerne er så myndige, at de styret af deres egen lyst og nysgerrighed kan finde frem til de digte, film og kunstudstillinger, som interesserer dem?

Det synspunkt forstår jeg sådan set godt. Jeg tror ikke, at man kan “ordinere” bestemte bøger eller musik. Men samtidig må jeg sige, at jeg har lært meget om menneskesindet ved at læse gode romaner. En skønlitterær forfatter er nemlig nødt have indsigt i menneskesindet og menneskers adfærd for at kunne skildre menneskers tanker og følelser overbevisende.

Den canadiske psykolog Keith Oatley har undersøgt (ved brug af MRI-scanning) hvordan hjernen bliver påvirket, når man læser skønlitteratur. Hans konklusion er, at man bliver bedre i stand til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser, når man læser seriøse, litterære romaner (her i modsætning til f.eks. triviallitteratur). Når man læser om andre menneskers oplevelser og følelser, kan hjernen reagere på samme måde, som hvis man oplevede eller følte det samme selv.

Skønlitteratur kan på denne måde ses som en anden måde at opnå erfaringer på. Det er et rigtig godt argument for, hvorfor det er vigtigt at læse. Og det er måske herfra helbredelsen kommer – fra oplevelsen af, at andre stod i problemer der lignede éns egne og af de erfaringer, de gjorde sig.

Fiktion eller journalistik?

Aktantmodellen. Kilde: DFI.

I sidste weekend læste jeg en lang artikel i dagbladet Information om en afvist asylansøger fra Iran. Jeg er umiddelbart overbevist om, at beretningen er sand. Men det, jeg husker tydeligt, er fornemmelsen af, at jeg læste beretningen som en spændende historie – selv om det egentlig var en dybt tragisk beretning om en ung mands nedtur.

Katrine Marie Guldager, der mest er kendt som skønlitterær forfatter, har et interessant indlæg i Politiken. Hendes fokus er, at “dramatisk nutid” er blevet så dominerende i journalistik. Men egentlig synes jeg, at hendes mest interessante observation er den, der kommer til sidst. Hun skriver nemlig

Og så synes jeg måske også, at medierne skal passe på med at lege fiktion. Jeg er nok ikke den eneste, der har oplevet, hvordan min personlige historie skal have klippet en hæl og hugget en tå, for at en eller anden journalist kan fortælle ’en god historie’. Problemet er bare, at virkeligheden ikke lader sig rette til på den måde; ikke uden at man gør vold på den. Og dybest set er det jo derfor, vi har fiktion.

Det, er her, der er en vigtig pointe: grænserne mellem fiktion og fakta ofte bliver udvisket i vore dage. Sommetider sker det i form af egentlig løgn. Nogle af de største skandaler fra senere års journalistik har at gøre med journalister, der har skrevet fuldstændig opdigtede historier. Senest var det en redaktør fra Der Spiegel, der blev grebet i dette – og han var endda ved at modtage en hædersbevisning for sin “journalistik”.

Men andre gange er det mere subtilt, fordi journalisterne er med til at iscenesætte virkeligheden. Selv husker jeg, hvordan jeg i 2006 var i TV-Avisen og TV2-nyhederne besøgte flere landes ambassader i forbindelse med en underskriftsindsamling, som jeg stod for og som fik en del omtale. TV-stationerne betalte for at jeg kunne komme rundt med taxi (det var rigtig pænt af dem!). Dette var i sig selv en form for iscenesættelse, men på et tidspunkt blev det fuldstændig tydeligt, hvor iscenesat det hele kunne blive. Kameraholdet (jeg mener at huske, at det var dem fra DR, men jeg kan tage fejl) kørte rundt bag mig i en anden taxi. Jeg skulle på et tidspunkt stige ud af den taxi, jeg kørte i, og kameramanden stod klar. Men han syntes, at billederne af mig ikke var så gode og bad mig om at gå ind i bilen igen og stige ud én gang til!

Hele autofiktion-genren inden for skønlitteratur kommer fra modsat hold, men er også med til udviske grænserne mellem fiktion og fakta. Karl Ove Knausgårds bøger Min Kamp 1-6 bliver lanceret som romaner, og han bruger alle de skønlitterære fortælleteknikker, men reelt er der tale om hans selvbiografi. Her er det kontroversielle ikke, at historien er sand, men det stik modsatte. Nogle har følt, at Knausgård har udleveret meget personlige dele af deres fælles liv.

Dybest set er problemet ikke brugen af dramatisk nutid, men at journalistik og biografi-skrivning har overtaget de meget effektive fortælletekniske teknikker, som virker så godt i romaner. Især er det den berømte aktantmodel, der ser ud til at stikke hovedet frem også i journalistik. Den blev oprindelig brugt til at analysere de allermest oprindelige menneskelige fortællinger, nemlig folkeeventyr. Men modellen kan bruges som en model af virkeligheden og dermed kan den bruges til at skabe nye og effektive fortællinger. Om det er en god idé at tænke sådan i journalistik, er en anden historie.

Hvad tegneserien kan

Fra Footnotes in Gaza (her fra https://mondoweiss.net/2009/12/exclusive-excerpt-from-joe-saccos-groundbreaking-new-book-footnotes-in-gaza/)

Jeg købte for flere år siden Joe Saccos bog Footnotes in Gaza, der udkom i 2009, og læste lidt i den. Det var tydeligt for mig, at her var en bog, det var vigtigt for mig at læse. Men først i den juleferie, der lige er slut, kom jeg i gang med at læse bogen i sin helhed og fra ende til anden. Tilfældet ville, at jeg samme dag som jeg var kommet et godt stykke ind i bogen, fik en venneanmodning på Facebook fra Mahmoud Qudaih, der bor i Gaza-striben.

Footnotes in Gaza er en vigtig bog på flere måder.

For det første er bogen et af efterhånden mange eksempler på at tegneserien er et medium, som kan bruges til meget mere end underholdning. Tag ikke fejl – jeg holder meget af Carl Barks’ Anders And og Mezières og Christins Linda og Valentin. Men kombinationen af tegninger og tekst er en særlig udtryksform, der også er særdeles velegnet til dokumentarisme. For det er hvad, Footnotes in Gaza er – nemlig beretningen om den maltesiskfødte tegner og reporter Joe Saccos forsøg på at afdække de massakrer, den israelske hær begik i Rafah og Khan Younis i 1956. Bogen er lige så meget beretningen om Saccos møde med Gaza i det 21. århundrede og journalistiske metode som den er en beretning om massakrerne.

For det andet kaster Footnotes in Gaza lys over to massakrer, jeg faktisk ikke havde hørt om. I gymnasiets historieundervisning havde jeg kun læst ganske lidt om den væbnede konflikt i området, der fandt sted efter oprettelsen af Israel i 1948. Hvis massakrerne blev nævnt i senere historiebøger, har det højst været i form af en fodnote. Footnotes in Gaza tager helt klart parti for den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza (og de andre besatte områder), der har været udsat for så megen brutalitet i de sidste mange år – og det bør man også gøre. Men bogen er også et eksempel på god og grundig kildekritik og på et analytisk baseret forsøg på at forstå alle parters motiver, sådan som god journalistik skal gøre.

For det tredie er tegningerne i Footnotes in Gaza værd at studere i sig selv. Ligesom andre så forskellige tegnere som Carl Barks, Will Eisner, Reed Crandall og Claus Deleuran har Joe Sacco en stor sans for detaljen og viser desuden, at sort/hvide billeder som et bevidst udtryk kan være meget mere realistiske end farvebilleder.

Footnotes in Gaza er klart anbefalet herfra; bogen findes desværre ikke på dansk, men den kan lånes på danske biblioteker.

Gensyn med universitetsforlaget

I dag var der reception i anledning af at Aalborg Universitetsforlag fyldte 40 år, og jeg var med. Der er sket meget med universitetsforlaget i de 36 år, der er gået siden jeg først begyndte at færdes på det, der dengang hed AUC. Noget af det, der er sket, er at publikationsstrategierne er blevet markant anderledes. I dag gør det voldsomme fokus på den bibliometriske forskningsindikator (BFI), at de fleste forskere ikke vil skrive en bog, men hellere skrive en længere række artikler, thi det giver langt flere BFI-point. Og så er papirbogen voldsomt trængt af e-bogen, samtidig med at den stadig har nogle fordele, som intet filformat kan hamle op med.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen holdt et interessant oplæg om fagbogens, universiteternes og forlagenes fremtid. Der var en paneldebat og lancering af en ny bogserie, TrendBites. Der var overrækkelse af en præmie for bedste forslag til en bog om PBL. Og som rosinen i pølseenden var der en slags battle (eller kamp på ord) mellem mig og min kollega Tem Frank Andersen fra Center for Interaktive Digitale Medier & Oplevelsesdesign. Tem kender jeg godt fra vores fælles arbejde i Studienævn for datalogi, men i dag havde vi en rask ord-fejde om bøgernes fremtid. Min store pointe er, at BFI er kommet til at betyde Bøger Findes Ikke, og jeg mindedes med undren det år, hvor det blev solgt -1 (minus ét) eksemplar af min bog fra Cambridge University Press i Nordamerika.

Stan Lees visdom

Hvor citatet kommer fra.

Citatet

With great power there must also come great responsibility

er særdeles rammende. Jeg ser frem til at kunne bruge det over for f.eks. Aalborg Universitets ledelse, hvis de klumrer i det. Det kunne lyde som et citat fra en kendt filosof, men det kommer faktisk fra den første Spiderman-historie af Stan Lee og Steve Ditko  – og må derfor skyldes Stan Lee, thi han var tekstforfatter, . Ditko døde i juni i år, mens Lee døde i den forgangne uge, Stan Lee er stamfader til alle de store Marvel-helte, og alene af den grund er han vigtig, men hans formulering er det virkeligt store bidrag til vor tid.

Da jeg først fik lagt denne bog fra mig…

 Denne bog lagde jeg fra mig, da jeg nåede til side 87 eller deromkring.

På Goodreads er der mange lister over bøger. En af dem er en liste over romaner, som læserne/brugerne aldrig er blevet færdige med.

Top 10 på denne liste er

  1. Joseph Heller: Punkt 22
  2. J.R.R. Tolkien: Ringenes herre, 1-3
  3. James Joyce: Ulysses
  4. Herman Melville: Moby Dick
  5. Diverse forfattere: Bibelen
  6. Lev Tolstoj: Krig og fred
  7. Ayn Rand: Og verden skælvede
  8. Gabriel García Márquez: Hundrede års ensomhed
  9. Miguel de Cervantes: Don Quixote
  10. Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf

Interessant nok er den eneste af disse romaner, som jeg ikke ejer et eksemplar af, Moby Dick. Og tre af de andre – Ringenes herre, Hundrede års ensomhed og Forbrydelse og straf – har jeg læst med stor fornøjelse. Ulysses gik jeg derimod død i. Bogen af Ayn Rand har jeg fået foræret (af Saxo Bank!) og er meget langt nede på min liste over bøger, jeg har lyst til at læse. Krig og fred vil jeg til gengæld læse i min næste lange ferie.

Det tog mig mange år at få læst Krigen ved verdens ende af Mario Vargas Llosa; jeg begyndte på den i efteråret 1991 og blev først færdig med den mere end 10 år senere. Hvorfor det var sådan, ved jeg endnu nu ikke. Men nogle romaner kommer først op i omdrejninger et godt stykke henne, og da er det svært at overvinde fristelsen til at lægge dem fra sig. Jeg ved, at mange gav op med at læse Ulysses inden de første 100 sider var gået.

Og mærkværdigvis tog det mig et helt år at tygge mig igennem Gabriel García Márquez’ erindringer At leve for at fortælle

Farvel til Benny Andersen

Foto: Søren Bidstrup.

Denne blog må meget gerne snart holde pause med nekrologerne. Men der er desværre ingen vej udenom. Her til morgen kunne jeg læse, at Benny Andersen også døde i går.

Benny Andersen var noget så sjældent som en folkekær forfatter, der først og fremmest skrev digte. På sin egen måde var han vores nationaldigter, og jeg ved, hvor meget han har betydet for mange mennesker herhjemme. Tilbage i 2009 fortalte han, at han havde lovet sin hustru at blive 96, men sådan kom det desværre ikke til at gå.

Benny Andersen holdt meget af Danmark, lige så meget som han afskyede nationalismen. Han var aldrig bange for at kritisere dens bannerførere i Dansk Folkeparti og hvor de end ellers findes.

Her er et citat fra et af de mange digte, hvor Benny Andersen tog livtag med den usunde nationalfølelse og viste sig som repræsentant for en måde at være dansk på, som desværre er kraftigt på retur. Jeg er bestemt ikke den eneste, der kommer til at savne ham. Nu må vi føre arven fra ham videre sammen.

Danmark
en gang besat af gale germanere
snart besat af besatte danskere
mit land beboet af rygge
mit land hvor der jævnligt
er rift om sko
der er for små
mit land med skrumpehorisont
forvekslet med verdens navle

Fra I H.C. Andersens land (1985)