Lone og Svend Åge besøger Aalborg

I dag fik jeg omsider tid til at besøge Ordkraft, der er Aalborgs litteraturfestival på Nordkraft. Her den sidste dag nåede jeg først at høre en samtale med Svend Åge Madsen, en forfatter som vi er rigtig mange, der sætter stor pris på. Hans snedige og filosofiske plots, finurlige personnavne og underfundige humor finder man ikke magen til andre steder i dansk litteratur. I dagens samtale med Klaus Rothstein var fokus på Af den anden verden, en historie om et samfund af mennesker, der har mistet hukommelsen og nu prøver at opbygge et nyt samfund. Svend Åge Madsen røbede, at inspirationen kom fra et besøg i Australien i 2016 og også fra nogle planer om at skabe et fristed for Europas jøder netop i Australien i årene op til 2. verdenskrig. Jeg ved ikke, om Svend Åge Madsen ved dette, men netop Klaus Rothsteins forældre var faktisk nødt til at flygte til Sverige under 2. verdenskrig, fordi de var jøder (Klaus Rothstein har fortalt om dette i en af sine egne bøger).

Derefter var der en samtale med Lone Aburas, hvis korte bog Det er et jeg, der taler fra 2017 skaffede hende Montanas Litteraturpris – og er en bog, også jeg sætter meget pris på. Lone Aburas er på én gang en humoristisk og politisk engageret forfatter, og hun fortjente, synes jeg, mere indsats fra intervieweren end den noget ufokuserede “kaffeslabberads”, som samtalen var blevet kaldt (måske fordi ordet rimer på Aburas??).

Til sidst nævnte Lone Aburas den opfordring til handling mod de skruppelløse politikere og bl.a. mod stoppet for kvoteflygtninge, som hun har skrevet sammen med den nordjyske forfatter Hanne Viemose, og som på mange måder rammer samme tone som Det er et jeg, der taler. Hermed en opfordring til at læse dette lille manifest.

Laugesen 76

Side 13 fra Traveling.

I dag bliver Peter Laugesen 76 – og Henrik Hall, elsket og savnet, ville være fyldt 70.

Peter Laugesen har vi heldigvis endnu, og sidste år udkom hans Traveling, der er endnu en vellykket digtsamling fra hans rolige hånd – fuld af rejseindtryk og natur. Jeg har haft den store ære og glæde at møde ham flere gange i årenes løb, og jeg håber en dag at kunne gøre det igen. Et særligt minde, jeg har, er at Laugesen engang sendte mig nogle af sine gamle udgivelser – kvit og frit. Og jeg husker hvordan jeg tilbage i 2015 havde den ære at stå på samme scene som ham (og Svend Åge Madsen)  i Aarhus.

Tillykke, Peter!

Jakob Ejersbo

Foto: Morten Langkilde © Type 2.

I dag fik jeg omsider set Liberty, DRs serie baseret på Jakob Ejersbos posthumt udgivne roman af samme navn. Første afsnit har jeg endnu ikke nået at se, men det skal indhentes.

Jakob Ejersbo nåede at få De Gyldne Laurbær for Nordkraft og siden at blive kåret til “Årets københavner”, hvilket er paradoksalt for de mange af os, der altid tænker på ham som aalborgenser. Han og jeg færdedes nogle af de samme steder i Aalborg i sin tid, ikke mindst på Tusindfryd (og nej, jeg har aldrig taget stoffer). Han spillede en overgang i et band, som jeg desværre har glemt navnet på. Min hustru har kendt hans mor. Og jeg grubler stadig over, om jeg mon nogensinde fik snakket med Jakob Ejersbo på Tusindfryd dengang. Det er desværre alt for sent at spørge Jakob selv, for i år er det 10 år siden, han døde, alt, alt for ung.

Nutiden tilhører Vonnegut

Nogle gange føler man næsten, at man selv er med i en roman af Kurt Vonnegut. Eller sådan har jeg det i al fald selv i disse år. Billedet ovenfor er af en aktuel trafikulykke i USA og kunne snildt passe ind i Vonneguts verden. Donald Trump er også som taget ud af samme absurde univers.

Kurt Vonnegut var vel USAs svar på Svend Åge Madsen med sin blanding af science fiction, samtidsskildring og satire og personer med nøje valgte, men underlige navne.

I Vonneguts næstsidste roman Hocus Pocus fra 1990 møder vi Eugene Debs Hartke, der er lærer på et college, som optager rige folks småtbegavede børn. Men Eugene bliver afskediget som universitetslærer efter at flere af hans udtalelser kommer en højreorienteret kommentator for øre takket være dennes datter. Eugene bliver derefter ansat som underviser ved et nærliggende, overfyldt fængsel, der drives af et japansk firma. En stor fangeflugt fører til at fangerne trænger ind på Eugenes gamle college og tager folk som gidsler. Romanen slutter med at det gamle college bliver lavet om til fængsel. Eugene bliver først beordret til at være fængselsbestyrer og derefter ender han med at være en af de indsatte. Hele denne handling er kun lige akkurat satire.

Det er på høje tid, at jeg genbesøger Kurt Vonneguts forfatterskab.

Poesibogen

Der findes en nordjysk forening for lyrik ved navn 57°Nord, og de udgiver et webtidsskrift ved navn Reflex. Nu er der så i anledning af foreningens 10-årsjubilæum kommet en antologi af bidrag, der tidligere har været trykt i Reflex, og den hedder Poesibogen. Initiativtager og økonomisk bagstopper er den meget aktive Kell Ivan Thygesen, og  i denne uge kom bogen på gaden. Jeg havde helt glemt, at jeg var med, men det blev jeg mindet om. Så jeg mødte selvfølgelig op til udgivelsesarrangementet og sikrede mig et eksemplar (faktisk var det to).

Rastafari-farverne på omslaget kan jeg ikke helt greje, men lyrikken inde i Poesibogen spænder vidt, både i form og indhold; . Meget af den er det, man ville kalde centrallyrik, dvs. lyrik, hvor det skrivende jeg er centralt og udtrykker hvordan jeg’et oplever omverdenen. Mit eget bidrag er nu faktisk ikke centrallyrik, for det er en tekst skrevet om og skrevet til Jan Nygaard, der er webredaktør for Reflex. Jan, der ofte kalder sig J Nyd, er også en af dem, der tidligt forsøgte sig med poetry slam i Aalborg – og så er han også en meget rar mand. Min tekst er derfor også en poetry slam-tekst og noget så sjældent som en tekst, der ikke er beregnet til at blive fremført af mig. Jan fremførte teksten på Studenterhuset i foråret 2015 og han er den eneste, der bør fremføre den!

Jeg håber selvfølgelig, at det ikke bliver en enlig svale, men at vi her er vidne til den første af en lang række af poesibøger.

Det er svært at oversætte

Jeg er en af de mange, der holder af at læse Haruki Murakamis romaner. Desværre er jeg også blandt de mange mennesker uden for Japan, der ikke kan japansk, så jeg er nødt til at forlade mig på oversættelser. Og her husker jeg dengang jeg læste En vild fårejagt af Murakami, for det var en underlig oversættelse – det virkede sket ikke som en bog, skrevet af manden bag Trækopfuglens krønike eller Kafka på stranden.

Til sidst opdagede jeg hvorfor – ved at kigge bag på titelbladet. Som den eneste af Murakamis romaner var den ikke oversat til dansk fra japansk, men til dansk fra den engelske oversættelse.  Og for mange år siden, inden jeg begyndte at interessere mig for Murakamis bøger, købte jeg faktisk A Wild Sheep Chase – som jeg dengang aldrig fik læst, men stadig har et sted på reolen. Det var den udgave, der var blevet til En vild fårejagt, og ved at sammenligne de to udgaver, opdagede jeg hvor bogstavelig oversættelsen var. Det var derfor, bogen virkede så knudret. Også bl.a. Orhan Pamuk Sne er oversat fra engelsk til dansk i stedet for fra tyrkisk til dansk – hvilket er et meget underligt valg, da der faktisk er omkring 58.000 danskere med tyrkisk baggrund!

For nylig læste jeg – også i Information – en anmeldelse af en dansk udgivelse af en roman af en prisbelønnet forfatter, der var blevet oversat fra engelsk. Og her gik kritikken på at oversættelsen var usædvanligt kluntet. Her er et citat fra anmeldelsen:

Om Annas fordrukne faster lyder det i originalen: »Brianna was long past her dancing days, and even then her chief resource had always been her beaus« – det bliver til: »Briannas dansedage var et for længst overstået kapitel, og selv dengang havde hendes primære ressource altid været hendes mandlige bekendtskaber.«

Det er godt nok et radbrækkende stykke dansk. Så mange og graverende uheldigheder burde forlaget fange i en sprogvask.

I dag er der en interessant artikel om Tine Lykke Prado, der oversætter skønlitteratur fra portugisisk og spansk. Hun siger om det at oversætte skønlitteratur at

Det er lidt ligesom en skuespiller, der læser op til en rolle. Man må sætte sig ind i, hvor folk taler fra, for at kunne gengive dem troværdigt. Ellers kommer alle personerne til at tale ens, og det gør det sprogligt kedeligt og utro mod originalen. Det skal lyde, som hvis forfatteren havde kunnet skrive på dansk.

Det er vel i virkeligheden her, vi for alvor kan se, hvor store udfordringerne egentlig er med maskinoversættelse. Min egen fornemmelse er, at en af de helt store udfordringer for dette område af datalogi at finde ud af, hvordan man kan lave overbevisende oversættelser af skønlitteratur. Jeg fornemmer, at det kræver de samme evner til indlevelse og indsigt, som kræves af en skuespiller – eller af en skønlitterær forfatter. For egentlig er det jo det, en god oversætter er, nemlig en forfatter, der laver så trofast en gendigtning som overhovedet muligt.

En forsinket hyldest til Kristensen og Rindung

En side fra bind 1 af Erik Kristensen og Ole Rindung: “Matematik 1”, 10. udgave, G.E.C. Gads Forlag.

I dag var jeg og min hustru på besøg hos min gamle matematiklærer Jens Friis og hans hustru; det er altid godt at se dem igen. Som så ofte ellers, når jeg er sammen med Jens, ender vi på et tidspunkt med at tale om matematikundervisning, et emne der har optaget os begge gennem mange år. I dag kom vi til at tale om de lærebøger i matematik, som blev brugt af så godt som alle i det almene gymnasium dengang jeg selv gik der fra 1979 til 1982. Bøgerne hedder noget så prosaisk som Matematik 1, Matematik 2.1 og så fremdeles, men de fleste kalder (og kaldte) dem bare for “Kristensen og Rindung” efter forfatterne Erik Kristensen og Ole Rindung. Alle fra min generation, der holdt af matematik i det danske gymnasium og senere studerede matematik, har vel et særligt forhold til netop Kristensen og Rindung.

Ét er indholdet. Når jeg i dag tænker tilbage på pensum fra dengang, går det op for mig, hvor meget matematikpensum har forandret sig. Mængdelæren er helt forsvundet, induktionsbeviser og ækvivalensrelationer ligeså, for sket ikke at tale om epsilon-delta-definitioner og over- og undersummer. Hele den aksiomatiske tilgang er for længst lagt på hylden. I vore dage ville man kunne genbruge Kristensen og Rindung som repetition af indledende universitetsmatematik – og jeg ved da også, at bøgerne nogle gange har fået netop dén rolle.

Et andet er fremstillingsformen. Man kan sige meget om Kristensen og Rindungs bøger, for de talte ikke til teenagerne, heller ikke dengang i 1979, men i dag holder jeg meget af at gense deres præcise og ordknappe skrivestil og af at se den pæne matematiske typografi, der vel repræsenterer state of the art af matematisk typografi, et årti inden TeX og LaTeX nåede frem til os. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at nogen burde genudgive Kristensen og Rindung eller i det mindste lade deres samlede værk blive almindeligt tilgængeligt på WWW. Det fortjener de.

Og er jeg den eneste, der kan huske en legendarisk opgave fra bind 2.1 (en opgave, som jeg aldrig nåede at regne) om en cirkulær ø med en biograf, der lå i øens centrum?

Bogdroppende akademikere

I disse uger læser vi, der har været semesterkoordinatorer ved uddannelserne på AAU, de svar igennem, som studerende har givet på spørgeskemaer om forårets undervisning. Også hele uddannelsesforløb bliver evalueret ved spørgeskemaer. Jeg bed især mærke i en bemærkning fra en studerende, der er ved at afslutte en bacheloruddannelse. Den studerende var af den holdning, at man nemt kunne bestå de fleste fag ved blot at læse op til eksamen og komme til forelæsninger. Den studerende nævnte, at mange af de studerende ikke læste bøgerne, da det ifølge dem ikke var nødvendigt.

Umiddelbart var det en meget foruroligende opdagelse at gøre: Vi uddanner tilsyneladende akademikere, der aldrig har læst en fagbog og faktisk også bevidst undlader at læse fagbøger ud fra en forestilling om at det “ikke er nødvendigt”.

Men derudover bør udtalelsen ses i kontekst af at vi nu kan observere, at omkring halvdelen af de studerende på et hold slet ikke følger undervisningen i kurserne.

Begge dele peger nemlig på at der er noget fundamentalt galt med kursusundervisningen på universitetet: Den virker ikke. Det bør vække eftertanke hos de mange universitetslærere, der ofte får diskussioner om studieordninger til at blive til diskussion om hvilke kurser, der skal lægges hvor. For kurserne betyder tilsyneladende ikke ret meget for mange studerende.

Der er for mig at se tre udveje af denne situation.

Den første er en form for disciplinering, hvor der bliver krav om fremmøde og aktiv deltagelse i kursusundervisningen. Dvs. at studerende mere eller mindre direkte bliver tvunget til at deltage i kursusundervisningen. Men dette vil næppe skabe en bedre stemning og vil formodentlig kun føre til nye strategier for at slippe uden om.

Den anden udvej er at acceptere, at mange af vore dages universitetsstuderende er “bogdroppere” og indrette undervisningen efter det, så vi accepterer, at de ikke vil læse faglitteratur. Men selv den mest uboglige akademiker vil på et tidspunkt blive nødt til at læse faglitteratur, nemlig i forbindelse med sit speciale, og det er ikke godt at udskyde læsningen til dét tidspunkt i studiet.

Den tredje udvej er den sværeste, nemlig at finde ud af hvordan vi kan indrette undervisningen, så de studerende indser nytten af og glæden ved at læse faglitteratur. Det kræver en anden undervisningsstrategi, undervisning i studieteknik og bestemt også bedre faglitteratur. For de bogdroppende universitetsstuderende kritiserer gennem deres fravalg i virkeligheden også den faglitteratur, der findes netop nu.

En glemt børnebog

I denne uge kunne man følge med i farcen om de højrenationalistiske demonstrationer, der skulle finde sted i Viborg og Skive i går. En talsperson for arrangørerne, der kalder sig Danmarks Nationale Front, udtalte, at man ikke ville have de nazister, som havde meldt sig som deltagere, med til demonstrationen. Som han sagde:

Vi ser ikke os selv som nazister – vi ser os selv som danske nationalister. Vi vil ikke ses med folk, der går med SS-flag og så videre

Bl.a. Abdel Aziz-Mahmoud har været hurtig til at bemærke, at den ikke-nazistiske talsperson har SS-tegnet tatoveret på et meget synligt sted på kroppen (se ovenfor), og det mærkværdige i at tv-journalisten ikke gør ikke-nazisten opmærksom på denne lille smutter.

Men noget andet, som helt er undsluppet alles opmærksomhed, også for den ikke-nazistiske talspersons vedkommende, er at han selv og alle andre danskere, der hedder Paw, faktisk er opkaldt efter hovedpersonen i Torry Gredsteds børnebog af samme navn. Paw blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen; filmen, der blev nomineret til en Oscar, handler om en dreng med dansk far og sydamerikansk mor, der bliver udsat for racistisk mobning og om hans reaktion på ikke at blive accepteret. Nedenfor er et billede fra filmen.

Foto fra filmen Paw (http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/13222.aspx?id=13222)

Skrækkelige sætninger, væmmelige dialoger – og flow

Så fik Kazuo Ishiguro Nobelprisen i litteratur, og det er ikke ligefrem kontroversielt. Den eneste roman, jeg har læst af ham, er The Remains of the Day – men den er til gengæld også en bog, jeg husker som værende usædvanligt god.

Det er interessant at læse, hvordan Ishiguro i sin tid skrev denne bog. Den blev til på fire uger efter lang tids forarbejde. Han skrev hver dag (undtagen søndag) fra klokken 9.30 til klokken 22.30 (afbrudt af pauser til frokost og til aftensmad), og i denne periode overtog hans hustru alle pligter i hjemmet, som han ellers havde. Disse dage kaldte han for The Crash. Ideen var tydeligvis, at han skulle fremmane en tilstand af flow, og det lykkedes helt tydeligt.

Især så Ishiguro stort på selvkritikken

“Throughout the Crash,” Ishiguro notes, “I wrote free-hand, not caring about the style or if something I wrote in the afternoon contradicted something I’d established in the story that morning. The priority was simply to get the ideas surfacing and growing. Awful sentences, hideous dialogue, scenes that went nowhere—I let them remain and ploughed on.”

Alle disse “skrækkelige sætninger, væmmelige dialoger og scener, der ingen vegne kom”, førte til det, der vel er en Nobelprismodtagers hovedværk. Det er interessant at sammenligne med hvordan mange af os andre, der er en slags vidensarbejdere (f.eks. i den akademiske verden), får hakket vore dage i stykker og slås med en blanding af bedømmelse fra andre og selvkritik; vi opnår kun sjældent oplever det særlige privilegium, der hedder en tilstand af flow.