Stan Lees visdom

Hvor citatet kommer fra.

Citatet

With great power there must also come great responsibility

er særdeles rammende. Jeg ser frem til at kunne bruge det over for f.eks. Aalborg Universitets ledelse, hvis de klumrer i det. Det kunne lyde som et citat fra en kendt filosof, men det kommer faktisk fra den første Spiderman-historie af Stan Lee og Steve Ditko  – og må derfor skyldes Stan Lee, thi han var tekstforfatter, . Ditko døde i juni i år, mens Lee døde i den forgangne uge, Stan Lee er stamfader til alle de store Marvel-helte, og alene af den grund er han vigtig, men hans formulering er det virkeligt store bidrag til vor tid.

Da jeg først fik lagt denne bog fra mig…

 Denne bog lagde jeg fra mig, da jeg nåede til side 87 eller deromkring.

På Goodreads er der mange lister over bøger. En af dem er en liste over romaner, som læserne/brugerne aldrig er blevet færdige med.

Top 10 på denne liste er

  1. Joseph Heller: Punkt 22
  2. J.R.R. Tolkien: Ringenes herre, 1-3
  3. James Joyce: Ulysses
  4. Herman Melville: Moby Dick
  5. Diverse forfattere: Bibelen
  6. Lev Tolstoj: Krig og fred
  7. Ayn Rand: Og verden skælvede
  8. Gabriel García Márquez: Hundrede års ensomhed
  9. Miguel de Cervantes: Don Quixote
  10. Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf

Interessant nok er den eneste af disse romaner, som jeg ikke ejer et eksemplar af, Moby Dick. Og tre af de andre – Ringenes herre, Hundrede års ensomhed og Forbrydelse og straf – har jeg læst med stor fornøjelse. Ulysses gik jeg derimod død i. Bogen af Ayn Rand har jeg fået foræret (af Saxo Bank!) og er meget langt nede på min liste over bøger, jeg har lyst til at læse. Krig og fred vil jeg til gengæld læse i min næste lange ferie.

Det tog mig mange år at få læst Krigen ved verdens ende af Mario Vargas Llosa; jeg begyndte på den i efteråret 1991 og blev først færdig med den mere end 10 år senere. Hvorfor det var sådan, ved jeg endnu nu ikke. Men nogle romaner kommer først op i omdrejninger et godt stykke henne, og da er det svært at overvinde fristelsen til at lægge dem fra sig. Jeg ved, at mange gav op med at læse Ulysses inden de første 100 sider var gået.

Og mærkværdigvis tog det mig et helt år at tygge mig igennem Gabriel García Márquez’ erindringer At leve for at fortælle

Farvel til Benny Andersen

Foto: Søren Bidstrup.

Denne blog må meget gerne snart holde pause med nekrologerne. Men der er desværre ingen vej udenom. Her til morgen kunne jeg læse, at Benny Andersen også døde i går.

Benny Andersen var noget så sjældent som en folkekær forfatter, der først og fremmest skrev digte. På sin egen måde var han vores nationaldigter, og jeg ved, hvor meget han har betydet for mange mennesker herhjemme. Tilbage i 2009 fortalte han, at han havde lovet sin hustru at blive 96, men sådan kom det desværre ikke til at gå.

Benny Andersen holdt meget af Danmark, lige så meget som han afskyede nationalismen. Han var aldrig bange for at kritisere dens bannerførere i Dansk Folkeparti og hvor de end ellers findes.

Her er et citat fra et af de mange digte, hvor Benny Andersen tog livtag med den usunde nationalfølelse og viste sig som repræsentant for en måde at være dansk på, som desværre er kraftigt på retur. Jeg er bestemt ikke den eneste, der kommer til at savne ham. Nu må vi føre arven fra ham videre sammen.

Danmark
en gang besat af gale germanere
snart besat af besatte danskere
mit land beboet af rygge
mit land hvor der jævnligt
er rift om sko
der er for små
mit land med skrumpehorisont
forvekslet med verdens navle

Fra I H.C. Andersens land (1985)

Sam og Silo

Sam og Silo – og Jerry Dumas

I dag blev jeg af uvisse årsager pludselig mindet om Sam & Silo, en lun og også lidt spidsfindig tegneserie, jeg husker fra min barndom og ungdom. Tegneserien er en af den slags avis-tegneserier, hvor hver stribe er sin egen lille vittighed med en pointe. Serien blev oprindelig til i 1961 og skyldes Mort Walker og Jerry Dumas. Mort Walker er nok bedst kendt som manden bag Basserne. Efter lidt over et år stoppede serien, men den blev genoplivet mange år senere. I dag er Walker og Dumas desværre ikke blandt os mere. Dumas døde i 2016, Walker døde i januar i år.

Det skægge ved Sam’s Strip, som serien oprindelig hed, er at den i sin oprindelige udgave er det første eksempel på en meta-tegneserie: Den handler om to tegneseriefigurer, Sam og Silo, der ved at de er med i en tegneserie og mødes med andre tegneseriefigurer. Nogle gange er tegneren Jerry Dumas endda også med, og meget ofte bliver det en anelse spidsfindigt, lidt som i danske Olfax’ noget senere Egoland. I den senere udgave af Sam & Silo er Sam og Silo “bare” politibetjente i en lille by, og man følger deres hverdag hos byens lidt fjollede indbyggere.

De gamle striber fra 1961-1962 udkom som samlebind hos det hedengangne Interpresse i 1979, og jeg købte begge de små bind. Desværre tror jeg, at jeg har mistet dem, ligesom jeg har mistet det meste af min tegneseriesamling, da min mors lejlighed i sin tid blev ryddet. Jeg kunne ikke overskue, hvad jeg skulle gøre ved de mange albums, og i dag ærgrer det, at jeg blot skilte mig af med hele denne del af min barndom en bloc.

Til min store glæde kan jeg nu se, at de oprindelige striber med deres oprindelige engelske tekst er blevet genudgivet af Fantagraphics og kan købes direkte fra forlaget.

Hvem klokkerne ringede for

Fra filmen fra 1943.

Nogle bøger på min hylde har fået lov at overvintre der alt for længe. I Edinburgh fandt jeg Ernest Hemingways roman For Whom The Bell Tolls antikvarisk engang i 1990 (så vidt jeg kan erindre), og den kostede den svimlende sum af £1. Det var en klassiker, det vidste jeg, og jeg havde kun hørt godt om denne roman om den spanske borgerkrig. Selv Metallica, der ellers ikke ligefrem er kendt for at være noget litterært band,  har skrevet en sang baseret på bogens handling! Men siden har bogen stået upåagtet der på reolen i fire forskellige hjem. 

Nu har jeg så omsider fået bogen læst. Den direkte anledning var årets sommerferie i Spanien.

At læse For Whom The Bell Tolls i Spanien føjer en ekstra dimension til bogen for mig. Den spanske borgerkrig er et usædvanligt grimt kapitel i Europas historie og sin vis en slags uhyggelig generalprøve på 2. verdenskrig. Krigen varede fra 1936 til 1939 og kostede omkring 500.000 mennesker livet, et tabstal sammenligneligt med hvad borgerkrigen i Syrien indtil nu har haft. Så sent om i 2016 fandt man endnu i massegrav fra borgerkrigen i Porreres på Mallorca, ikke langt fra hvor jeg sidder i skrivende stund.

I 1930er rejste en del unge mennesker fra især Nordeuropa og Nordamerika til Spanien for at kæmpe for republikken og mod fascisterne (de blev i modsætning til danskere, der i disse år har kæmpet mod ISIS, ikke retsforfulgt ved hjemkomsten, skal jeg i parentes bemærke). Hovedpersonen i For Whom The Bell Tolls, Robert Jordan, er en sådan Spaniensfrivillig fra USA, der tidligere har rejst rundt i Frankrig og Spanien, og på nogle måder er han en ung udgave af Hemingway. Hele bogen handler om den bombning af en vigtig bro, som Robert Jordan sammen med en gruppe spanske guerillasoldater skal planlægge og udføre. Undervejs på disse kun fire dage når Jordan at møde og forelske sig i en ung spansk kvinde, Maria. På mange måder er romanens temaer tidløse. Sympatien for kampen mod fascismen skinner selvfølgelig (og heldigvis da) klart igennem, men der er også en klar kritik af hvad krigen gør ved mennesket undervejs.

Og ja, det er en rigtig god og bevægende roman, der også er overraskende grum. Man mærker både Hemingways ordknappe stil, der ofte betjener sig af antydningens svære kunst, og hans mere associerende stil. Begge dele er en inspiration fra Gertrude Stein – et sted i romanen står der ligefrem “a stone is a stein is a rock is a boulder is a pebble”, en slet skjult kommentar til Steins linje “A rose is a rose is a rose”! I en tidsalder, hvor man i den engelsktalende verden slynger om sig med ord som “fuck” og “shit” (og hvor danskerne nu prøver det samme, men med endnu mindre subtilitet), er det interessant at opleve hvordan Hemingway opnår en meget snedig effekt ved at skrive f.eks. “I obscenity in the milk”!

Hemingways forsøg på at ramme spansk dialog – alle taler spansk med hinanden, men bogen er som bekendt på engelsk – kan jeg ikke helt vurdere styrken af, thi jeg er ikke så god til spansk.

Filmatiseringen fra 1943 skal selvfølgelig læses ind i konteksten af 2. verdenskrig; den har jeg endnu til gode at se, men jeg bemærker at hovedrolleindehaverne Ingrid Bergman (der i år ville være blevet 100) og Gary Cooper er temmelig meget ældre end bogens Maria og Robert – de ligner nærmest deres forældre! Nogen burde lave en nyindspilning med unge, ukendte spanske skuespillere. Men i mellemtiden: Læs bogen. Den holder stadig!

Døden ifølge Critchley

Så blev jeg færdig med How to Stop Living and Start Worrying af og med den engelske filosof Simon Critchley. Titlen er en snedig parodi på How To Stop Worrying And Start Living, en storsælgende selvhjælpsbog af Dale Carnegie.

Det er ikke en selvhjælpsbog, vi har med at gøre. Til gengæld er det en form for samtalebog ; det meste af bogen er transskriberet fra en samling tv-interviews med den svenske filosof Carl Cederström fra svensk tv i 2009. Det er i sig selv dybt fascinerende, at man på svensk tv har haft en programrække om filosofi med fagfilosoffer i centrum.

How to Stop Living and Start Worrying tager fat i de store emner og de store spørgsmål – filosofi som fag, døden, kærligheden, humor og autenticitet.  Alle disse emner skal man bekymre sig om i stedet for “bare” at leve som om intet hænder, er Critchleys pointe – og deraf bogens titel. Ganske ofte undervejs vender han tilbage til døden og hvordan den dødelighed, vi mennesker kender til, former vore liv og vore måder at bedrive filosofi på. Stærkest står for mig dog kapitlerne om kærlighed og om humor. Ifølge Critchley er kærligheden noget, der rækker ud over den objektive sandhed og ikke mindst udgør en form for tilintetgørelse af selvet. Når man elsker, “hugger og hakker” man sig selv væk, siger Critchley. Og ifølge Critchley er humor en slags “kritisk socialantropologi” i og med at humoren stiller spørgsmål om det fornuftige i menneskelige forhold. I et samfund hvor alt er perfekt, er der ingen humor, siger han.

Simon Critchley er kontinentalfilosof, dvs. en filosof i den tysk/franske tradition set i modsætning til den britisk/amerikanske analytiske filosofi. Derfor er det ikke så underligt, at han ofte nævner folk som Heidegger, Derrida og Lacan. Hvis man ikke har læst kontinentalfilosoffernes hovedværker (og det har jeg ikke), er How to Stop Living and Start Worrying nogle gange en udfordring at læse. I modsætning til f.eks. Svend Brinkmanns populære bøger er her ikke tale om en indføring for den uindviede; man skal holde tungen lige i munden ganske ofte og læse langsomt og omhyggeligt. Hvis man er i stand til dét, er bogen værd at læse.

Der kom en mail fra Japan

Jeg har en tendens til lynhurtigt at bladre forbi de mailbeskeder, jeg får, hvor afsenderen er angivet med kinesiske skrifttegn – de er nemlig altid spam. I dag opdagede jeg så faktisk, at det bestemt ikke altid er sådan. Den mail med kinesiske skrifttegn i headeren, som jeg var lige ved at bladre forbi, var faktisk skrevet på et både pænt og korrekt og meget høfligt engelsk og kom ikke fra Kina, men fra Japan. Her sidder der en gruppe mennesker på universitetet i Nagoya og holder en studiekreds. Og denne studiekreds er såmænd baseret på min bog Transitions and Trees – An Introduction to Structural Operational Semantics, der udkom på Cambridge University Press tilbage i 2010. Afsenderen var en professor Yuen, som faktisk havde mødt mig i Tyskland i februar 2017 (det havde jeg desværre glemt). Han havde nogle spørgsmål på studiekredsens vegne, fordi der var nogle steder i bogen, som undrede dem. Og på denne måde opdagede jeg, at der nogle steder i min bog er nogle fejl – bl.a. er der i et kapitel en fejl i et induktionsbevis og i et andet kapitel en fejl i en definition. Til alt held er fejlene nemme at rette, og jeg lovede at få dem med i bogens officielle retteark. En dag vil jeg revidere bogen, men den slags tager tid.

Det er selvfølgelig ærgerligt at få at vide, at der er fejl i en bog, jeg har fået udgivet. Men samtidig er det en særlig følelse at opdage, at der sidder nogen i et land meget langt væk, der er gået sammen om at ville læse og diskutere en bog, jeg har skrevet.

Michael Strunge 60 år

Foto: NF/Scanpix.

Netop i dag kunne Michael Strunge være blevet 60 år. Han blev kun 28.

Dengang, i årene frem til 1986, var Michael Strunge næsten ikke til at komme uden om.

Nikolaj Nørlund satte i 1995 musik til digte fra Navnløs og begyndte dermed sin egentlige karriere som solist, og sådan blev Strunge genopdaget.

Senere har Michael Strunge lidt den skæbne at blive kanoniseret til ukendelighed, fjernt fra det oprør mod og opgør med den etablerede litteratur som han også var del af. Ikke alle hans digte har overlevet 1980’ernes Sturm und Drang lige godt, men nogle har. Se bare dette tidløse, næsten sangbare digt fra Væbnet med vinger.

Når vi sover
er vore hjerter to fugle
ude i mørket og byen.
Mellem husene finder de vej
og har alle tider, hele himlen.
De når vidt på sekunder –
breder vingerne ud og omspænder byen
strejfer som lydløse lyn langt herfra
med fjerenes yderste sansning af ilt:
skovene, havet, menneskenes hjerner

spændte med afspændte drømme.
Derfor drømmer vi –
dit smil ved besked, dine øjenlågs årer,
dine lyde af søvnsyn, ssshh ssshh,
dit hjerte en fugl derude i mørket,
en lyd i mørket herinde.
Din hud er så hvid og igen kan jeg føle
denne lykkelige angst for at dø.

– Michael Strunge: Når vi sover  (1984)

Tsundoku

Jeg har mange bøger, og vel i virkeligheden alt for mange. Jeg har læst måske omkring halvdelen af de bøger, jeg har på reolerne. Nogle stod i årevis på hylden, inden jeg fik dem læst – rekorden er nok The Autobiography of Malcolm X, som jeg købte i New York i 1992 og først læste i 2015, netop hjemvendt fra mit andet besøg nogensinde i New York.

Måske er det underligt at have så mange bøger. Men nu kan jeg læse, at Umberto Eco ejede omkring 30.000 bøger. Han var kendt som en meget belæst mand, men mange af bøgerne fik han faktisk aldrig læst.

Der er faktisk et ord for denne praksis på japansk, nemlig tsundoku (積ん読) – der betegner dét, at man køber bøger, stabler dem op, men aldrig læser dem.

Den libanesisk-amerikanske forfatter Nassim Taleb kaldte Umberto Ecos tsundoku-bibliotek for et “antibibliotek”. Det viste ikke hvad Eco rent faktisk havde læst, men det viste i høj grad, hvad Eco gerne ville vide mere om. På dén måde er også mit meget mindre “antibibliotek” et vidnesbyrd om alt det, jeg ikke ved, men gerne ville vide. Og på den måde siger det vel også noget om mig.

Lone og Svend Åge besøger Aalborg

I dag fik jeg omsider tid til at besøge Ordkraft, der er Aalborgs litteraturfestival på Nordkraft. Her den sidste dag nåede jeg først at høre en samtale med Svend Åge Madsen, en forfatter som vi er rigtig mange, der sætter stor pris på. Hans snedige og filosofiske plots, finurlige personnavne og underfundige humor finder man ikke magen til andre steder i dansk litteratur. I dagens samtale med Klaus Rothstein var fokus på Af den anden verden, en historie om et samfund af mennesker, der har mistet hukommelsen og nu prøver at opbygge et nyt samfund. Svend Åge Madsen røbede, at inspirationen kom fra et besøg i Australien i 2016 og også fra nogle planer om at skabe et fristed for Europas jøder netop i Australien i årene op til 2. verdenskrig. Jeg ved ikke, om Svend Åge Madsen ved dette, men netop Klaus Rothsteins forældre var faktisk nødt til at flygte til Sverige under 2. verdenskrig, fordi de var jøder (Klaus Rothstein har fortalt om dette i en af sine egne bøger).

Derefter var der en samtale med Lone Aburas, hvis korte bog Det er et jeg, der taler fra 2017 skaffede hende Montanas Litteraturpris – og er en bog, også jeg sætter meget pris på. Lone Aburas er på én gang en humoristisk og politisk engageret forfatter, og hun fortjente, synes jeg, mere indsats fra intervieweren end den noget ufokuserede “kaffeslabberads”, som samtalen var blevet kaldt (måske fordi ordet rimer på Aburas??).

Til sidst nævnte Lone Aburas den opfordring til handling mod de skruppelløse politikere og bl.a. mod stoppet for kvoteflygtninge, som hun har skrevet sammen med den nordjyske forfatter Hanne Viemose, og som på mange måder rammer samme tone som Det er et jeg, der taler. Hermed en opfordring til at læse dette lille manifest.