Døden ifølge Critchley

Så blev jeg færdig med How to Stop Living and Start Worrying af og med den engelske filosof Simon Critchley. Titlen er en snedig parodi på How To Stop Worrying And Start Living, en storsælgende selvhjælpsbog af Dale Carnegie.

Det er ikke en selvhjælpsbog, vi har med at gøre. Til gengæld er det en form for samtalebog ; det meste af bogen er transskriberet fra en samling tv-interviews med den svenske filosof Carl Cederström fra svensk tv i 2009. Det er i sig selv dybt fascinerende, at man på svensk tv har haft en programrække om filosofi med fagfilosoffer i centrum.

How to Stop Living and Start Worrying tager fat i de store emner og de store spørgsmål – filosofi som fag, døden, kærligheden, humor og autenticitet.  Alle disse emner skal man bekymre sig om i stedet for “bare” at leve som om intet hænder, er Critchleys pointe – og deraf bogens titel. Ganske ofte undervejs vender han tilbage til døden og hvordan den dødelighed, vi mennesker kender til, former vore liv og vore måder at bedrive filosofi på. Stærkest står for mig dog kapitlerne om kærlighed og om humor. Ifølge Critchley er kærligheden noget, der rækker ud over den objektive sandhed og ikke mindst udgør en form for tilintetgørelse af selvet. Når man elsker, “hugger og hakker” man sig selv væk, siger Critchley. Og ifølge Critchley er humor en slags “kritisk socialantropologi” i og med at humoren stiller spørgsmål om det fornuftige i menneskelige forhold. I et samfund hvor alt er perfekt, er der ingen humor, siger han.

Simon Critchley er kontinentalfilosof, dvs. en filosof i den tysk/franske tradition set i modsætning til den britisk/amerikanske analytiske filosofi. Derfor er det ikke så underligt, at han ofte nævner folk som Heidegger, Derrida og Lacan. Hvis man ikke har læst kontinentalfilosoffernes hovedværker (og det har jeg ikke), er How to Stop Living and Start Worrying nogle gange en udfordring at læse. I modsætning til f.eks. Svend Brinkmanns populære bøger er her ikke tale om en indføring for den uindviede; man skal holde tungen lige i munden ganske ofte og læse langsomt og omhyggeligt. Hvis man er i stand til dét, er bogen værd at læse.

Der kom en mail fra Japan

Jeg har en tendens til lynhurtigt at bladre forbi de mailbeskeder, jeg får, hvor afsenderen er angivet med kinesiske skrifttegn – de er nemlig altid spam. I dag opdagede jeg så faktisk, at det bestemt ikke altid er sådan. Den mail med kinesiske skrifttegn i headeren, som jeg var lige ved at bladre forbi, var faktisk skrevet på et både pænt og korrekt og meget høfligt engelsk og kom ikke fra Kina, men fra Japan. Her sidder der en gruppe mennesker på universitetet i Nagoya og holder en studiekreds. Og denne studiekreds er såmænd baseret på min bog Transitions and Trees – An Introduction to Structural Operational Semantics, der udkom på Cambridge University Press tilbage i 2010. Afsenderen var en professor Yuen, som faktisk havde mødt mig i Tyskland i februar 2017 (det havde jeg desværre glemt). Han havde nogle spørgsmål på studiekredsens vegne, fordi der var nogle steder i bogen, som undrede dem. Og på denne måde opdagede jeg, at der nogle steder i min bog er nogle fejl – bl.a. er der i et kapitel en fejl i et induktionsbevis og i et andet kapitel en fejl i en definition. Til alt held er fejlene nemme at rette, og jeg lovede at få dem med i bogens officielle retteark. En dag vil jeg revidere bogen, men den slags tager tid.

Det er selvfølgelig ærgerligt at få at vide, at der er fejl i en bog, jeg har fået udgivet. Men samtidig er det en særlig følelse at opdage, at der sidder nogen i et land meget langt væk, der er gået sammen om at ville læse og diskutere en bog, jeg har skrevet.

Michael Strunge 60 år

Foto: NF/Scanpix.

Netop i dag kunne Michael Strunge være blevet 60 år. Han blev kun 28.

Dengang, i årene frem til 1986, var Michael Strunge næsten ikke til at komme uden om.

Nikolaj Nørlund satte i 1995 musik til digte fra Navnløs og begyndte dermed sin egentlige karriere som solist, og sådan blev Strunge genopdaget.

Senere har Michael Strunge lidt den skæbne at blive kanoniseret til ukendelighed, fjernt fra det oprør mod og opgør med den etablerede litteratur som han også var del af. Ikke alle hans digte har overlevet 1980’ernes Sturm und Drang lige godt, men nogle har. Se bare dette tidløse, næsten sangbare digt fra Væbnet med vinger.

Når vi sover
er vore hjerter to fugle
ude i mørket og byen.
Mellem husene finder de vej
og har alle tider, hele himlen.
De når vidt på sekunder –
breder vingerne ud og omspænder byen
strejfer som lydløse lyn langt herfra
med fjerenes yderste sansning af ilt:
skovene, havet, menneskenes hjerner

spændte med afspændte drømme.
Derfor drømmer vi –
dit smil ved besked, dine øjenlågs årer,
dine lyde af søvnsyn, ssshh ssshh,
dit hjerte en fugl derude i mørket,
en lyd i mørket herinde.
Din hud er så hvid og igen kan jeg føle
denne lykkelige angst for at dø.

– Michael Strunge: Når vi sover  (1984)

Tsundoku

Jeg har mange bøger, og vel i virkeligheden alt for mange. Jeg har læst måske omkring halvdelen af de bøger, jeg har på reolerne. Nogle stod i årevis på hylden, inden jeg fik dem læst – rekorden er nok The Autobiography of Malcolm X, som jeg købte i New York i 1992 og først læste i 2015, netop hjemvendt fra mit andet besøg nogensinde i New York.

Måske er det underligt at have så mange bøger. Men nu kan jeg læse, at Umberto Eco ejede omkring 30.000 bøger. Han var kendt som en meget belæst mand, men mange af bøgerne fik han faktisk aldrig læst.

Der er faktisk et ord for denne praksis på japansk, nemlig tsundoku (積ん読) – der betegner dét, at man køber bøger, stabler dem op, men aldrig læser dem.

Den libanesisk-amerikanske forfatter Nassim Taleb kaldte Umberto Ecos tsundoku-bibliotek for et “antibibliotek”. Det viste ikke hvad Eco rent faktisk havde læst, men det viste i høj grad, hvad Eco gerne ville vide mere om. På dén måde er også mit meget mindre “antibibliotek” et vidnesbyrd om alt det, jeg ikke ved, men gerne ville vide. Og på den måde siger det vel også noget om mig.

Lone og Svend Åge besøger Aalborg

I dag fik jeg omsider tid til at besøge Ordkraft, der er Aalborgs litteraturfestival på Nordkraft. Her den sidste dag nåede jeg først at høre en samtale med Svend Åge Madsen, en forfatter som vi er rigtig mange, der sætter stor pris på. Hans snedige og filosofiske plots, finurlige personnavne og underfundige humor finder man ikke magen til andre steder i dansk litteratur. I dagens samtale med Klaus Rothstein var fokus på Af den anden verden, en historie om et samfund af mennesker, der har mistet hukommelsen og nu prøver at opbygge et nyt samfund. Svend Åge Madsen røbede, at inspirationen kom fra et besøg i Australien i 2016 og også fra nogle planer om at skabe et fristed for Europas jøder netop i Australien i årene op til 2. verdenskrig. Jeg ved ikke, om Svend Åge Madsen ved dette, men netop Klaus Rothsteins forældre var faktisk nødt til at flygte til Sverige under 2. verdenskrig, fordi de var jøder (Klaus Rothstein har fortalt om dette i en af sine egne bøger).

Derefter var der en samtale med Lone Aburas, hvis korte bog Det er et jeg, der taler fra 2017 skaffede hende Montanas Litteraturpris – og er en bog, også jeg sætter meget pris på. Lone Aburas er på én gang en humoristisk og politisk engageret forfatter, og hun fortjente, synes jeg, mere indsats fra intervieweren end den noget ufokuserede “kaffeslabberads”, som samtalen var blevet kaldt (måske fordi ordet rimer på Aburas??).

Til sidst nævnte Lone Aburas den opfordring til handling mod de skruppelløse politikere og bl.a. mod stoppet for kvoteflygtninge, som hun har skrevet sammen med den nordjyske forfatter Hanne Viemose, og som på mange måder rammer samme tone som Det er et jeg, der taler. Hermed en opfordring til at læse dette lille manifest.

Laugesen 76

Side 13 fra Traveling.

I dag bliver Peter Laugesen 76 – og Henrik Hall, elsket og savnet, ville være fyldt 70.

Peter Laugesen har vi heldigvis endnu, og sidste år udkom hans Traveling, der er endnu en vellykket digtsamling fra hans rolige hånd – fuld af rejseindtryk og natur. Jeg har haft den store ære og glæde at møde ham flere gange i årenes løb, og jeg håber en dag at kunne gøre det igen. Et særligt minde, jeg har, er at Laugesen engang sendte mig nogle af sine gamle udgivelser – kvit og frit. Og jeg husker hvordan jeg tilbage i 2015 havde den ære at stå på samme scene som ham (og Svend Åge Madsen)  i Aarhus.

Tillykke, Peter!

Jakob Ejersbo

Foto: Morten Langkilde © Type 2.

I dag fik jeg omsider set Liberty, DRs serie baseret på Jakob Ejersbos posthumt udgivne roman af samme navn. Første afsnit har jeg endnu ikke nået at se, men det skal indhentes.

Jakob Ejersbo nåede at få De Gyldne Laurbær for Nordkraft og siden at blive kåret til “Årets københavner”, hvilket er paradoksalt for de mange af os, der altid tænker på ham som aalborgenser. Han og jeg færdedes nogle af de samme steder i Aalborg i sin tid, ikke mindst på Tusindfryd (og nej, jeg har aldrig taget stoffer). Han spillede en overgang i et band, som jeg desværre har glemt navnet på. Min hustru har kendt hans mor. Og jeg grubler stadig over, om jeg mon nogensinde fik snakket med Jakob Ejersbo på Tusindfryd dengang. Det er desværre alt for sent at spørge Jakob selv, for i år er det 10 år siden, han døde, alt, alt for ung.

Nutiden tilhører Vonnegut

Nogle gange føler man næsten, at man selv er med i en roman af Kurt Vonnegut. Eller sådan har jeg det i al fald selv i disse år. Billedet ovenfor er af en aktuel trafikulykke i USA og kunne snildt passe ind i Vonneguts verden. Donald Trump er også som taget ud af samme absurde univers.

Kurt Vonnegut var vel USAs svar på Svend Åge Madsen med sin blanding af science fiction, samtidsskildring og satire og personer med nøje valgte, men underlige navne.

I Vonneguts næstsidste roman Hocus Pocus fra 1990 møder vi Eugene Debs Hartke, der er lærer på et college, som optager rige folks småtbegavede børn. Men Eugene bliver afskediget som universitetslærer efter at flere af hans udtalelser kommer en højreorienteret kommentator for øre takket være dennes datter. Eugene bliver derefter ansat som underviser ved et nærliggende, overfyldt fængsel, der drives af et japansk firma. En stor fangeflugt fører til at fangerne trænger ind på Eugenes gamle college og tager folk som gidsler. Romanen slutter med at det gamle college bliver lavet om til fængsel. Eugene bliver først beordret til at være fængselsbestyrer og derefter ender han med at være en af de indsatte. Hele denne handling er kun lige akkurat satire.

Det er på høje tid, at jeg genbesøger Kurt Vonneguts forfatterskab.

Poesibogen

Der findes en nordjysk forening for lyrik ved navn 57°Nord, og de udgiver et webtidsskrift ved navn Reflex. Nu er der så i anledning af foreningens 10-årsjubilæum kommet en antologi af bidrag, der tidligere har været trykt i Reflex, og den hedder Poesibogen. Initiativtager og økonomisk bagstopper er den meget aktive Kell Ivan Thygesen, og  i denne uge kom bogen på gaden. Jeg havde helt glemt, at jeg var med, men det blev jeg mindet om. Så jeg mødte selvfølgelig op til udgivelsesarrangementet og sikrede mig et eksemplar (faktisk var det to).

Rastafari-farverne på omslaget kan jeg ikke helt greje, men lyrikken inde i Poesibogen spænder vidt, både i form og indhold; . Meget af den er det, man ville kalde centrallyrik, dvs. lyrik, hvor det skrivende jeg er centralt og udtrykker hvordan jeg’et oplever omverdenen. Mit eget bidrag er nu faktisk ikke centrallyrik, for det er en tekst skrevet om og skrevet til Jan Nygaard, der er webredaktør for Reflex. Jan, der ofte kalder sig J Nyd, er også en af dem, der tidligt forsøgte sig med poetry slam i Aalborg – og så er han også en meget rar mand. Min tekst er derfor også en poetry slam-tekst og noget så sjældent som en tekst, der ikke er beregnet til at blive fremført af mig. Jan fremførte teksten på Studenterhuset i foråret 2015 og han er den eneste, der bør fremføre den!

Jeg håber selvfølgelig, at det ikke bliver en enlig svale, men at vi her er vidne til den første af en lang række af poesibøger.

Det er svært at oversætte

Jeg er en af de mange, der holder af at læse Haruki Murakamis romaner. Desværre er jeg også blandt de mange mennesker uden for Japan, der ikke kan japansk, så jeg er nødt til at forlade mig på oversættelser. Og her husker jeg dengang jeg læste En vild fårejagt af Murakami, for det var en underlig oversættelse – det virkede sket ikke som en bog, skrevet af manden bag Trækopfuglens krønike eller Kafka på stranden.

Til sidst opdagede jeg hvorfor – ved at kigge bag på titelbladet. Som den eneste af Murakamis romaner var den ikke oversat til dansk fra japansk, men til dansk fra den engelske oversættelse.  Og for mange år siden, inden jeg begyndte at interessere mig for Murakamis bøger, købte jeg faktisk A Wild Sheep Chase – som jeg dengang aldrig fik læst, men stadig har et sted på reolen. Det var den udgave, der var blevet til En vild fårejagt, og ved at sammenligne de to udgaver, opdagede jeg hvor bogstavelig oversættelsen var. Det var derfor, bogen virkede så knudret. Også bl.a. Orhan Pamuk Sne er oversat fra engelsk til dansk i stedet for fra tyrkisk til dansk – hvilket er et meget underligt valg, da der faktisk er omkring 58.000 danskere med tyrkisk baggrund!

For nylig læste jeg – også i Information – en anmeldelse af en dansk udgivelse af en roman af en prisbelønnet forfatter, der var blevet oversat fra engelsk. Og her gik kritikken på at oversættelsen var usædvanligt kluntet. Her er et citat fra anmeldelsen:

Om Annas fordrukne faster lyder det i originalen: »Brianna was long past her dancing days, and even then her chief resource had always been her beaus« – det bliver til: »Briannas dansedage var et for længst overstået kapitel, og selv dengang havde hendes primære ressource altid været hendes mandlige bekendtskaber.«

Det er godt nok et radbrækkende stykke dansk. Så mange og graverende uheldigheder burde forlaget fange i en sprogvask.

I dag er der en interessant artikel om Tine Lykke Prado, der oversætter skønlitteratur fra portugisisk og spansk. Hun siger om det at oversætte skønlitteratur at

Det er lidt ligesom en skuespiller, der læser op til en rolle. Man må sætte sig ind i, hvor folk taler fra, for at kunne gengive dem troværdigt. Ellers kommer alle personerne til at tale ens, og det gør det sprogligt kedeligt og utro mod originalen. Det skal lyde, som hvis forfatteren havde kunnet skrive på dansk.

Det er vel i virkeligheden her, vi for alvor kan se, hvor store udfordringerne egentlig er med maskinoversættelse. Min egen fornemmelse er, at en af de helt store udfordringer for dette område af datalogi at finde ud af, hvordan man kan lave overbevisende oversættelser af skønlitteratur. Jeg fornemmer, at det kræver de samme evner til indlevelse og indsigt, som kræves af en skuespiller – eller af en skønlitterær forfatter. For egentlig er det jo det, en god oversætter er, nemlig en forfatter, der laver så trofast en gendigtning som overhovedet muligt.