Bogdroppende akademikere

I disse uger læser vi, der har været semesterkoordinatorer ved uddannelserne på AAU, de svar igennem, som studerende har givet på spørgeskemaer om forårets undervisning. Også hele uddannelsesforløb bliver evalueret ved spørgeskemaer. Jeg bed især mærke i en bemærkning fra en studerende, der er ved at afslutte en bacheloruddannelse. Den studerende var af den holdning, at man nemt kunne bestå de fleste fag ved blot at læse op til eksamen og komme til forelæsninger. Den studerende nævnte, at mange af de studerende ikke læste bøgerne, da det ifølge dem ikke var nødvendigt.

Umiddelbart var det en meget foruroligende opdagelse at gøre: Vi uddanner tilsyneladende akademikere, der aldrig har læst en fagbog og faktisk også bevidst undlader at læse fagbøger ud fra en forestilling om at det “ikke er nødvendigt”.

Men derudover bør udtalelsen ses i kontekst af at vi nu kan observere, at omkring halvdelen af de studerende på et hold slet ikke følger undervisningen i kurserne.

Begge dele peger nemlig på at der er noget fundamentalt galt med kursusundervisningen på universitetet: Den virker ikke. Det bør vække eftertanke hos de mange universitetslærere, der ofte får diskussioner om studieordninger til at blive til diskussion om hvilke kurser, der skal lægges hvor. For kurserne betyder tilsyneladende ikke ret meget for mange studerende.

Der er for mig at se tre udveje af denne situation.

Den første er en form for disciplinering, hvor der bliver krav om fremmøde og aktiv deltagelse i kursusundervisningen. Dvs. at studerende mere eller mindre direkte bliver tvunget til at deltage i kursusundervisningen. Men dette vil næppe skabe en bedre stemning og vil formodentlig kun føre til nye strategier for at slippe uden om.

Den anden udvej er at acceptere, at mange af vore dages universitetsstuderende er “bogdroppere” og indrette undervisningen efter det, så vi accepterer, at de ikke vil læse faglitteratur. Men selv den mest uboglige akademiker vil på et tidspunkt blive nødt til at læse faglitteratur, nemlig i forbindelse med sit speciale, og det er ikke godt at udskyde læsningen til dét tidspunkt i studiet.

Den tredje udvej er den sværeste, nemlig at finde ud af hvordan vi kan indrette undervisningen, så de studerende indser nytten af og glæden ved at læse faglitteratur. Det kræver en anden undervisningsstrategi, undervisning i studieteknik og bestemt også bedre faglitteratur. For de bogdroppende universitetsstuderende kritiserer gennem deres fravalg i virkeligheden også den faglitteratur, der findes netop nu.

Flattr this!

En glemt børnebog

I denne uge kunne man følge med i farcen om de højrenationalistiske demonstrationer, der skulle finde sted i Viborg og Skive i går. En talsperson for arrangørerne, der kalder sig Danmarks Nationale Front, udtalte, at man ikke ville have de nazister, som havde meldt sig som deltagere, med til demonstrationen. Som han sagde:

Vi ser ikke os selv som nazister – vi ser os selv som danske nationalister. Vi vil ikke ses med folk, der går med SS-flag og så videre

Bl.a. Abdel Aziz-Mahmoud har været hurtig til at bemærke, at den ikke-nazistiske talsperson har SS-tegnet tatoveret på et meget synligt sted på kroppen (se ovenfor), og det mærkværdige i at tv-journalisten ikke gør ikke-nazisten opmærksom på denne lille smutter.

Men noget andet, som helt er undsluppet alles opmærksomhed, også for den ikke-nazistiske talspersons vedkommende, er at han selv og alle andre danskere, der hedder Paw, faktisk er opkaldt efter hovedpersonen i Torry Gredsteds børnebog af samme navn. Paw blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen; filmen, der blev nomineret til en Oscar, handler om en dreng med dansk far og sydamerikansk mor, der bliver udsat for racistisk mobning og om hans reaktion på ikke at blive accepteret. Nedenfor er et billede fra filmen.

Foto fra filmen Paw (http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/13222.aspx?id=13222)

Flattr this!

Skrækkelige sætninger, væmmelige dialoger – og flow

Så fik Kazuo Ishiguro Nobelprisen i litteratur, og det er ikke ligefrem kontroversielt. Den eneste roman, jeg har læst af ham, er The Remains of the Day – men den er til gengæld også en bog, jeg husker som værende usædvanligt god.

Det er interessant at læse, hvordan Ishiguro i sin tid skrev denne bog. Den blev til på fire uger efter lang tids forarbejde. Han skrev hver dag (undtagen søndag) fra klokken 9.30 til klokken 22.30 (afbrudt af pauser til frokost og til aftensmad), og i denne periode overtog hans hustru alle pligter i hjemmet, som han ellers havde. Disse dage kaldte han for The Crash. Ideen var tydeligvis, at han skulle fremmane en tilstand af flow, og det lykkedes helt tydeligt.

Især så Ishiguro stort på selvkritikken

“Throughout the Crash,” Ishiguro notes, “I wrote free-hand, not caring about the style or if something I wrote in the afternoon contradicted something I’d established in the story that morning. The priority was simply to get the ideas surfacing and growing. Awful sentences, hideous dialogue, scenes that went nowhere—I let them remain and ploughed on.”

Alle disse “skrækkelige sætninger, væmmelige dialoger og scener, der ingen vegne kom”, førte til det, der vel er en Nobelprismodtagers hovedværk. Det er interessant at sammenligne med hvordan mange af os andre, der er en slags vidensarbejdere (f.eks. i den akademiske verden), får hakket vore dage i stykker og slås med en blanding af bedømmelse fra andre og selvkritik; vi opnår kun sjældent oplever det særlige privilegium, der hedder en tilstand af flow. 

Flattr this!

Under jorden

Jeg er lige blevet færdig med The Underground Railroad af den amerikanske forfatter Colson Whitehead. Jeg købte den som et impulskøb under sommerferiens besøg i Edinburgh. Og det har jeg ikke fortrudt.

The Underground Railroad fik Pulitzer-prisen i år, og det er fuldt fortjent. Romanen foregår i USA midt i 1800-tallet og handler om Cora, der er født ind i en tilværelse som slave på en bomuldsfarm i Georgia og beslutter sig til at følge sin mors eksempel og flygte fra farmens slavelejr, hvor døden altid lurer lige om hjørnet i form af tortur, vold og mishandling, og en tilværelse hvor mennesker er reduceret til redskaber. Resten af bogen handler om Coras lange flugt og alt, hvad den fører med sig af tab, håb og nye tab – og nye håb.

The Underground Railroad var navnet på den frihedsbevægelse af modstandere af slaveriet, der under stor fare hjalp mennesker med at slippe væk fra slavelejrene og til de delstater i USA, hvor slaveri ikke fandtes. Aktivisterne i The Underground Railroad var amerikanere med europæisk og med afrikansk baggrund (og nogle havde begge slags baggrund), og det er ikke svært at drage paralleller mellem deres indsats for at hjælpe dem, der var flygtninge i deres eget land, og den indsats, almindelige borgere i dag gør. På denne måde rækker budskabet i The Underground Railroad langt videre end man måske skulle tro.

I romanen slipper Whitehead godt af sted med at beskrive The Underground Railroad som om den faktisk var en underjordisk jernbane med tog, der kørte i tunneller. Denne åbenlyse afvigelse fra historiske fakta giver på sin vis The Underground Railroad et skær af steampunk (om man så må sige). men det er faktisk en yderligere kvalitet ved bogen.

Handlingen er elementært spændende, men også meget grum. Nogle gange under læsningen var jeg simpelthen nødt til at lægge bogen fra mig. Det lykkes at beskrive både Cora og hendes hovedmodstander, slavejægeren Ridgeway, som mennesker, der har klare grunde til at handle som de gør. De er begge produkter af et system med systematisk undertrykkelse, og derfor kan de faktisk også tale sammen ind imellem fra hver deres perspektiv.

For mig, der kun har set USA udefra som besøgende, er det vigtigt igen at blive minde om at dette land har en usædvanligt grim historie, der stadig er tydelig i sine eftervirkninger. For de mennesker, der rejste til USA for at begynde et nyt liv, var landet et symbol på frihed, men for rigtig mange andre var det et sted, hvor generation efter generation tilbragte hele livet i hvad der reelt kun kan karakteriseres som koncentrationslejre. (Og Danmark var bestemt ikke bedre ved de afrikanere, der blev bortført til tvangsarbejde.)

Billedet af Colson Whitehead bag i bogen (som man også kan se her) er i øvrigt også lidt interessant; han kan godt kan minde om nogle af de handlekraftige skikkelser, der optræder i The Underground Railroad. Colson Whitehead har for øvrigt skrevet flere andre meget roste romaner, bl.a. The Intuitionist. Den vil jeg også have fat i, også selv om den faktisk ikke handler om L.E.J. Brouwer. Endelig skal jeg selvfølgelig nævne at The Underground Railroad  er kommet i dansk oversættelse på Politikens Forlag for ikke så længe siden.

Flattr this!

En anden form for filosofi

Hver sommer får jeg læst en stribe romaner og novellesamlinger, noget jeg desværre ellers ikke altid er så flink til.

Jeg sidder lige nu med Stories of Your Life and Others, en novellesamling af Ted Chiang; det er ham, der skrev “The Story of Your Life”, den novelle, der er forlægget for filmen Arrival. Novellesamlingen er nu blevet genudsendt under navnet Arrival.

Det interessante ved denne novellesamling er – ligesom for mange andre vellykkede værker inden for genren science fiction – at dens noveller alle er baseret på tankeeksperimenter: Hvordan ville et menneske opføre sig, hvad han/hun var langt mere intelligent end noget andet menneske? Hvordan ville samfundet være indrettet, hvis de middelalderlige teorier om menneskelig forplantning faktisk var korrekte? Hvordan ville en matematiker reagere, hvis hun opdagede at mainstream-matematik viste sig at være inkonsistent? og så fremdeles.

Men vi behøver selvfølgelig ikke at stille så voldsomme spørgsmål. Dostojevskijs Idioten er fortællingen om det gode og forstående menneske (titelpersonen) og hans kvaler i en verden, der bestemt ikke altid er god eller forstående.

På denne måde er fiktionen faktisk en anden vej til at forstå mange de store spørgsmål, som filosofi og psykologi tager udgangspunkt i. Fortællingerne lader os opleve og udforske en verden, vi kan forestille os og kunne være virkelig. Hvis Chiangs novellesamling er en slags erkendelsesteori, udgør Dostojevskijs romaner en etik. Den amerikanske filosof Costica Bradatan beskriver, hvordan Akira Kurozawas film Rashomon faktisk også tager livtag med filosofiske problemer.

Slægtskabet bliver tydeligt, når man husker at der er en del berømte forfattere, der balancerer på grænsen mellem filosofi og fiktion, som f.eks. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre.

Selvfølgelig er der forskelle: I en filosofisk tekst er der ofte en påstand, der bliver fremsat og derefter argumenteret for. I film og litteratur er der som regel ikke denne struktur. Men det er vel i virkeligheden fortællingens handling, der er et “argument”, netop fordi fortællingens grundantagelser bliver ført igennem til deres konklusion, nemlig fortællingens slutning.

Jeg tror selv på at det at læse og se film giver os mulighed for at få yderligere erfaringer end dem, vi oplever i “virkeligheden”, og de giver os en særlig mulighed for at se ind i andre mennesker og derigennem lære empati og sympati. Derfor er det vigtigt at læse, og derfor er det også vigtigt at tænke over, hvad man læser og ser. Dårlige fortællinger er på en måde “dårlig” filosofi.

Flattr this!

Det jeg, der taler

Et dobbeltopslag fra “Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”.

I dag fik jeg læst den nye bog af Lone Aburas, Det er et jeg der taler (Regnskabets time). Bogen er helt kort, 44 sider, hvoraf alle venstresider er tegninger, der forestiller forfatteren.

Man kunne derfor fristes til at tro at her er tale om en bagatel. Men Det er et jeg der taler er alt andet end en bagatel. Lone Aburas har efterhånden fire romaner bag sig, men denne bog er hendes personlige indlæg i dét, der med et grimt ord er kommet til at hedde “udlændingedebatten”. Lone Aburas er vokset op i Høje Taastrup; hendes far er egyptisk, hendes mor er dansk og denne bog er hendes øjenvidneskildring af hvordan det er at blive opfattet som “brun” og at befinde sig midt i “udlændingedebatten”.

“Udlændingedebatten” er blevet det helt store case study i dehumanisering på dansk grund: Det er blevet helt almindeligt at “man” taler om “dem”, som om “de” ikke var mennesker, der kunne høre og forstå og reagere på det, “man” sagde. Det er et jeg der taler er en bog, der fortæller om oplevelsen af denne dehumanisering og den magtesløshed og den tvivl og den vrede, der følger med – alt sammen set inde fra det jeg, der taler.

Det er et jeg der taler er nemlig først og fremmest en vred bog, og takket være Lone Aburas’ aldrig svigtende flow (som de siger i hiphop) går vreden rent ind. Det er en grum bog, og det er en nødvendig bog. Den er ikke længere end at den snildt kunne være blevet årets skarpeste aviskronik. Men nu er den så en bog, og det er en bog, der bør læses. Hvordan de politikere, bogen hudfletter, vil reagere, ved jeg ikke. Men man har lov at håbe på at i al fald nogen af dem bliver dårligt tilpas.

Selv er jeg vel ikke helt så “brun” som Lone Aburas (og er kun sjældent blevet udnævnt til at være det), men også jeg ser på det land, jeg er født og opvokset i, på en anden måde end jeg ville have gjort, hvis begge mine forældre havde været blege danskere. Og jeg vil ikke lægge skjul på at “udlændingedebatten” har forstærket dette ændrede syn på Danmark hos mig.

Flattr this!

At lære eller ikke at lære

Fra https://educationcogitation.com/2015/08/05/on-making-it-stick/

Jeg er netop blevet færdig med at læse Make It Stick, en bog af de tre amerikanere Peter Brown, Henry L. Roediger III og Mark A. McDaniel. Brown er forfatter, Roedinger d. 3 er kognitiv psykolog og McDaniel er uddannelsesforsker.

Make It Stick tager fat i hvad nyere forskning inden for kognitiv psykologi kan fortælle os om læring, og dens pointer er opsummeret på illustrationerne herover og herunder. Der er tale om en populærvidenskabelig bog, men den har et grundigt noteapparat.

Bogens konklusioner er på én måde slet ikke overraskende, men den påpeger igen og igen at de strategier, der rent faktisk fører til læring, er de stik modsatte af dem, som mange undervisere og studerende bruger. Det er for underviseres vedkommende strategier som at koncentrere sig helt om ét emne ad gangen i undervisningen og derefter aldrig at vende tilbage til det, og for studerendes vedkommende:

  • at prøve at lære stof ved at læse en tekst igen og igen og igen og overstrege en hel masse med fluorescerende markører
  • kun at fokusere på det stof, man tror er svært, og gå let hen over det stof, man tror er let
  • kun at lave øvelser og læse tekster, man nemt kan komme igenne,
  • cramming, dvs. at paniklæse hele pensum over en kort periode lige inden eksamen

Der er masser af empiri inden for kognitiv psykologi, der gør at vi i dag ved at disse strategier faktisk er rigtig dårlige, og hjerneforskningen kan samtidig fortælle hvad de gode strategier er. De er nemlig

  • aktiv læring, hvor man anvender stoffet til problemløsning
  • at teste sig selv i genkaldelse af alt stof (ikke kun det, man tror er svært) og bruge resultaterne af sine tests til at forbedre sig, der hvor man rent faktisk har problemer
  • at lave øvelser og læse tekster, der udfordrer én til at blive bedre, for hvis der ikke er forhindringer, man skal lære at overvinde, lærer man reelt ikke noget
  • spaced learning, dvs. at man vender tilbage til bestemte emner gentagne gange i løbet af undervisningsforløbet

Den store udfordring, som Make It Stick tager op, er at man som underviser skal fortælle sine studerende hvordan læring rent faktisk fungerer og hvorfor. Man skal lave grundigt strukturerede undervisningsforløb, som studerende/elever/kursister er nødt til deltage i, og man skal fortælle dem hvorfor. Man skal ikke bare give dem kursusmaterialet og håbe på at de gør det rigtige – for det gør de allerfleste nemlig ikke, tværtimod.

Det er her, jeg selv har fejlet som kursusunderviser på det seneste; jeg har ganske vist lavet et nøje struktureret undervisningsforløb, men mange studerende ville ikke deltage. Det var tydeligvis fordi de var overbevist om at de selv havde en alternativ indsigt i faget og i hvordan man lærer det, der var bedre end hvad jeg kunne give dem.

Make It Stick er en værdifuld bog, fordi den også fokuserer på læringsforløb uden for uddannelsessystemet, nemlig på arbejdspladser, herunder på det behov for læring, skuespillere og professionelle sportsfolk møder gennem hele deres karriere. Alle, også os der ikke er sportsudøvere, ved godt, at topatleter ikke kun ser højdespring i fjernsynet, at de ikke først begynder selv at træne til den store finale i højdespring ugen inden og at de ikke kun prøver de lave højder af, som de ved, de kan klare uden problemer. Men i uddannelsessystemet er der mange (herunder mange studerende), der desværre opfører sig stik modsat.

Fra Fra https://educationcogitation.com/2015/08/05/on-making-it-stick/

Flattr this!

Bibliotekerne dannede os

Dagens bedste Facebook-opdatering skyldes (som så ofte før) Peter H. Olesen, sanger, sangskriver og forfatter, og den fortjener at blive citeret her:

DR – især radioen – opdragede mig kulturelt, da jeg var i den labile alder. Og lige så sådan folkebibliotekerne. Alt var ikke for alle, men for den enkelte. For den nysgerrige, den sultne, søgende. Sådan en som mig fra en nogenlunde almindelig, semi-dysfunktionel familie i et nyopført parcelhuskvarter i provinsen. Radioen og biblioteket ændrede min ungdom og dermed mit videre liv. Tak for det.

Som barn og ung har jeg selv haft nogle af mine bedste stunder på biblioteker – på skolebiblioteket og siden på kommunebiblioteket. Kombinationen af stilheden, det, der virkede som ufatteligt mange bøger og så stole her og der gjorde det muligt for mig at bevæge mig i verdener af tekst og billeder, som jeg ellers aldrig ville have anet eksistensen af. Det, jeg ikke nåede at komme igennem, kunne jeg låne med hjem. Med tiden blev også musiksamlingen et sted, jeg besøgte. Der var god tid, og også når jeg tændte for radioen, havde radioens stemmer god tid. Biblioteket og radioen var med til at danne mig og mange andre, og der var et begreb om dannelse, der skinnede igennem på en god måde. De rolige stemmer fra børneradioen, som nu går bort – Jimmy Stahr, Thorkild Demuth og andre – var den første dannelse for mig, og ikke helt sjældent tog de faktisk fat i bøgernes verden.

I vore dage er bibliotekernes betydning for dannelsen på retur, og radioen ligeså. Det store online-bibliotek og den store online-radio World Wide Web flyder over med skidt og kanel, og derude på Internettet går det altid stærkt.  Dannelsen er det lidt for ofte så som så med.

Faktisk er et af de største britiske hits fra 1990’erne en hyldest til alt det, bibliotekerne kunne give, samtidig med at det er en kritik af det britiske klassesamfund, hvor alle skulle (og skal) lære at kende deres plads. “A Design for Life” blev også en genkomst for Manic Street Preachers, nu reduceret til en trio af lidt anonymt udseende mænd, der lod sangene tale. Det var hér, jeg begyndte at lytte til dem.

Flattr this!

Dagen med evig regn

På denne påskelørdag har det regnet uden ophør, hvor jeg bor. Og på sådanne dage kommer jeg ofte til at tænke på den novelle fra 1959 af Ray Bradbury, der på engelsk hedder “The Day It Rained Forever”. Jeg var vel 18 eller 19 år gammel, da jeg læste den i dansk oversættelse ved Arne Herløv Petersen. Her hedder novellen “Dagen med evig regn”; så vidt jeg ved, er denne og andre af Herløv Petersens mange Bradbury-oversættelser til dansk desværre ikke længere til at opdrive.

Hele novellen handler om den forløsende regn, der burde komme hvert år den 29. januar men ikke kommer og om de tre ældre mænd, der sidder og venter på regnen på et afsides hotel i en tørkeramt del af USAs Midtvesten. Men denne 29. januar dukker i stedet en ældre kvinde op. Hun er pensioneret musiklærer og harpenist, og da hun finder sin harpe frem og spiller. kommer regnen. Eller er det simpelthen forløsningen, musikken skaber? Jeg ved det ikke, og det er netop denne tvetydighed der, sammen med Bradburys lyriske sprog, gør novellen til noget særligt.

Netop i dag er regnen i Nørresundby vel ikke forløsende, men en slags pause i foråret og i dagligdagen, en anledning til at tænke.

Flattr this!

Folkets skønhed


I dag blev jeg færdig med Folkets skønhed af Merete Pryds Helle, der i sidste uge gæstede Aalborg i forbindelse med Ordkraft-festivalen. Bogen fik de Gyldne Laurbær i 2016 og er i det hele taget blevet rigtig godt modtaget. Det er en meget velskrevet, men også usædvanligt grum fortælling fuld af fattigdom, incest, voldtægt, al mulig anden vold (bogens personer stikker hinanden en lussing, når de oplever svære følelser, og det gør de rigtig tit), gravide teenagere, mord, selvmord, krig, kz-lejre, utroskab, dysfunktionelle ægteskaber, alkoholisme, psykisk sygdom og en hel masse rigtig dårlig sex – og en helt usædvanligt ubehagelig beskrivelse af en ufrivillig abort. Efter de første par hundrede sider begynder man at forlige sig med beskrivelserne af det hårde liv på Langeland, og da er det også, at det går det op for én at bogen er faktisk er en slægtskrønike om Merete Pryds Helles familie. Til sidst i bogen dukker hun selv op som biperson i form af den lille pige Merete. Dette er en fortælling om social mobilitet og samtidig også historien om hvordan Danmark i det 20. århundrede bevæger sig fra at være et samfund, der minder om den tredje verden (og om de lande, mennesker i dag flygter fra), til et moderne industrisamfund med langt bedre muligheder for uddannelse og mange vigtige skridt hen mod ligestilling mellem kønnene.

Også set på denne måde er Folkets skønhed værd at læse og anbefalet herfra, men bogen er bestemt ikke nogen feel good-oplevelse.

Flattr this!