En forgæves kamp

Måske er min fornyede interesse for min barndoms og ungdoms tegneserier tegn på en galopperende midtlivskrise? Jeg har i al fald lige fået det seneste samlebind af Linda og Valentin, og samme dag ankom samlebindet af Blazing Combat. Blazing Combat var det amerikanske forlag Warren Comics’ bud på en krigstegneserie og udkom i 1965-1966. Jeg vil hævde, at der er tale om de bedste amerikanske mainstream-tegneserier nogensinde om krig. Og det blev kun til 4 hæfter, inden bladet gik ind – netop fordi her var tale om tegneserier, der gav et meget usminket billede af krigens grusomheder og satte et meget stort spørgsmålstegn ved krig som strategi til konfliktløsning. At der så samtidig var illustrationer af nogle af tidens bedste amerikanske tegnere – Frank Frazetta, Reed Crandall, Wally Wood mv. – gør kun denne udgivelse endnu mere interessant.

Her er historier om desillusionerede tyske Messerschmitt-piloter og dumt stædige amerikanske soldater i borgerkrigen – og historien om slaget ved Thermopylæ sat ind i en rammefortælling om de britiske tropper i Grækenland. En nyere spillefilm som 300 giver en fascistoid udgave af hvordan det lille kontingent græske soldater fra Sparta holder stand mod den persiske overmagt og bruger det som en allegori på civilisationernes sammenstød (spartanerne er USA, perserne er – nå ja, iranerne eller araberne). Men i Blazing Combats udgave, mesterligt tegnet af Reed Crandall, bliver fortællingen om Thermopylæ en fortælling om hvad omkostningerne af det lange slag bliver. Jeg viste Thermopylæ-historien til min lærer i oldtidskundskab tilbage i gymnasiet, og han syntes så godt om den, at han brugte den i undervisningen.

Men den mest interessante Blazing Combat-historie er dog “Landscape”. Dette er den tragiske historie (egentlig er alle historier i bladet tragedier i klassisk forstand) tegnet af Joe Orland og forfattet af redaktør Archie Goodwin om en vietnamesisk risbonde, der er fanget i Vietnamkrigens gentagne, meningsløse voldsepisoder. Ovenfor kan man se den sidste side i historien, der ender så grumt som man måtte forvente.

Det var formodentlig “Landscape”, der gav Blazing Combat dødsstødet. Flere år før modstanden mod USAs deltagelse i Vietnam-krigen blev udbredt, mere end antydede denne tegneseriehistorie på få sider, at amerikanerne var medskyldige i drab på civilbefolkningen. Det amerikanske militær opkøbte og distribuerede tegneseriehæfter til soldaterne, og her satte de grænsen.

Blazing Combat-samlehæftet kan fås for sølle £7.08 hos Amazon, og det er værd at anskaffe sig.

Det sort/hvide gys

Et fikspunkt i mine sene barndomsår og tidlige ungdom var tegneserierne. På den ene side holdt jeg af de morsomme serier, på den anden side var jeg fascineret af det indviklede Marvel-univers, som blev forsøgt introduceret igen og igen uden held, og de dystert/ironiske amerikanske serier fra Warren Comics, der dukkede op i bladet Gru fra det for længst hedengangne Interpresse midt i 1970’erne. Min mor brød sig ikke om det blad, men jeg fik da lov til at læse det.

Gru hentede i de første mange udgivelser sit materiale fra de amerikanske Warren-udgivelser Creepy og Eerie. Førstnævnte havde en gnækkende fortællerskikkelse, Uncle Creepy, sidstnævnte en anden gnækkende fortællerskikkelse ved navn Cousin Eerie. Af uvisse årsager blev Uncle Creepy på dansk til Fætter Maddike, mens Cousin Eerie blev til… Onkel Kryb – der så til gengæld ikke dukkede op i Gru, men i Marvel-bladet Vampyr, hvor der mig bekendt ikke var én eneste historie om vampyrer.

Først mange år senere gik det op for mig, at Warren-bladene tog tråden op fra de banebrydende E.C. Comics, der i 1950’erne havde lanceret en række banebrydende gyser-, skræk- og science fiction-tegneserieudgivelser. I den seksual- og kommunistforskrækkede amerikanske virkelighed var den slags dømt til at gå galt. 15 år senere var det blevet de (lige)glade tressere, og Warren Comics kunne slå sig løs. Nogle af tegnerne fra E.C. Comics dukkede endda op igen. Den eneste E.C.-udgivelse, der overlevede i E.C.-regi, var forresten det humoristiske MAD.

Hvis Gru primært har en kitschet/nostalgisk plads i erindringen hos mange fra min generation, er det faktisk uretfærdigt. Tegneseriemæssigt var der tale om usædvanligt godt håndværk. Det var i dette blad, man første gang kunne stifte kendskab med grafiske kapaciteter som Richard Corben, Frank Frazetta, Neal Adams osv. og dygtige manuskriptforfattere som Steve Skeates, Archie Goodwin og Doug Moench. På sin vis var Warren Comics et overgangsfænomen på vejen mod meget af det, der senere skete (Métal Hurlant osv. osv.) og på godt og ondt var med til at berøve tegneseriemediet sin uskyld.

Ovenfor kan man se sidste side af historien “Werewolf”, mesterligt tegnet af Frank Frazetta. Ligesom alle andre historier i Eerie og Creepy var den en lille afsluttet fortælling på seks sider med en ironisk, egentlig meget moralsk pointe. Denne stil blev også rendyrket i krigstegneserierne i Blazing Combat, der tog en for amerikanske tegneserier usædvanligt kritisk holdning til hele militarismen og endda tog livtag med Vietnamkrigen. Det er ikke så underligt, at dén udgivelse kun holdt til 4 numre.

Jeg kan nu se, at alle de gamle Warren-udgivelser nu bliver genoptrykt i bokssæt fra Dark Horse Comics. Hvis jeg havde råd og (nok så meget) plads, købte jeg nogle af dem. At der ikke er noget tilsvarende dansk bokssæt, undrer mig ikke. Dels var udgivelserne fra dengang alt for rodede, dels er Interpresse ikke mere (mig bekendt blev resterne overtaget af Egmont).

Tomas Tranströmer


I dag fik Tomas Tranströmer – oversætter, psykolog, pianist, men først og fremmest digter – helt fortjent Nobelprisen i litteratur.

I 1990 fik Tranströmer et slagtilfælde, der gjorde ham ude af stand til at tale og til at spille klaver med begge hænder. Men i dag, hvor han er 80, skriver han stadig – og spiller klaver med sin raske hånd. Al samtale foregår gennem hans kone.

Her er et af hans smukke, udtryksfulde og indtryksfyldte digte, C-dur. Hvor er det en skam, at så mange danskere giver op over for det sprog, der er tættest på vores eget – svensk.

När han kom ner på gatan efter kärleksmötet
virvlade snö i luften.
Vintern hade kommit
medan de låg hos varann.
Natten lyste vit.
Han gick fort av glädje.
Hela staden sluttade.
Förbipasserande leenden –
alla log bakom uppfällda kragar.
Det var fritt!
Och alla frågetecken började sjunga om Guds tillvaro.
Så tyckte han.

En musik gjorde sig lös
och gick i yrande snö
med långa steg.
Allting på vandring mot ton C.

En darrande kompass riktad mot C.
En timme ovanför plågorna.
Det var lätt!
Alla log bakom uppfällda kragar.

(Fra ”Den halvfärdiga himlen”, 1962)

Epistelen skriver apostlen Svend Åge

Jeg er ret glad for Svend Åge Madsens forfatterskab; han blander historier om Århus (undskyld: Aarhus), filosofi, science fiction, en god portion humor og en knivspids matematik til en helt særegen cocktail. Og så har han nogle af de mest interessante personnavne i dansk litteratur – Styge Skonning, Sten Pekoral, Vilhelm Fant, Lilaiomai (som faktisk hedder Djahit Midhat) osv. Min kontakt med ham indskrænker sig dels til et foredrag, han gav på Folkeuniversitetet først i 1990’erne, dels til en søndag eftermiddag (også for mange år siden), hvor jeg mødte jeg ham på gaden i Aalborg og han spurgte mig om vej til banegården. Jeg tvivler på, at han læser denne blog. Men det kunne nu være godt at høre hans tanker om følgende.

I mail-samtalebogen Når man mailer (der selvfølgelig er et ordspil på den amerikanske forfatter Norman Mailer) skriver Svend Åge Madsen om sit yndlingscitat fra Bibelen, det, der siger, at man skal hade sin far og sin mor. Han er så glad for citatet, at han brugte det som udgangspunkt, da han en gang blev inviteret til at holde en prædiken.

I går aftes kom vi til at tale om netop dette underlige citat hjemme, og jeg besluttede mig til at gå på jagt efter dets præcise ordlyd. Jeg brugte Google, og fandt frem til det rigtige skriftsted, nemlig Lukasevangeliet, kapitel 14. vers 25 og frem, hvor der står følgende:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.”

Hvad betyder dog dét? Selvsamme Jesus er som bekendt andre steder citeret for, at man skal elske sin næste. Jeg opdagede dernæst, at der var en del prædikener (der bestemt ikke var skrevet af Svend Åge Madsen), der tager udgangspunkt i dette sted i Bibelen. Deres forklaringer er omtrent en af flg.:

  1. Ordet “hade” er en upræcis oversættelse af et mindre skarpt ord på originalsproget.
  2. Ordet “hade” skal bare tolkes som “elske mindre end mig” (her: Jesus)
  3. Vi skal se på det med datidens øjne.

Det undrer mig, at ingen brugte forklaringer som at “han var måske lidt træt, da han sagde det” eller “det var nok bare for sjov”. En mulighed er selvfølgelig også, at den næste, man skal elske, heraf kan konkluderes at være en vilkårlig person uden for familien, for familien selv (far, mor, børn og søskende), dem skal man hade.

Min egen forklaring er den simple, at der ikke er nogen rationel forklaring af den grund, at enhver religiøs tekst af en vis længde vil indeholde udsagn, der enten er meningsløse, indbyrdes modsigende eller let kan tolkes sådan som sådan. Tilsvarende siger f.eks. Koranen ét sted, at der ikke er nogen tvang i religionen (Sura 2, linje 256), mens der rundt omkring på andre steder i selvsamme hellige skrift udstedes temmelig detaljerede instrukser fra guddommelig side. Den store konklusion er for mig at se, at dette er et af de mange religiøse udsagn, som man kan tolke præcis som man vil. Det har konsekvenser både for dem, der er troende og for dem, der ikke er.

Tiger, Tiger

Jeg har netop læst Tiger, Tiger af Margaux Fragoso. Bogen, der kom tidligere i år, er hendes debut, og den er på mange måder rystende læsning. Margaux Fragoso er fra USA og voksede op i Union City i New Jersey, ikke så langt fra New York. Hendes mor er psykisk syg og ryger ind og ud af hospitaler, hendes far drikker for meget og er voldelig – så alle er glade, da Margaux i en alder af 7 begynder at tilbringe megen tid hos parret Inés og Peter, der har et farverigt hjem med mange dyr og plejebørn, der kommer og går. Peter er pædofil, og snart er Margaux blevet fanget i et tæt spind af seksuelt misbrug og psykisk afhængighed. Efterhånden mister Margaux sine venner og bliver holdt udenfor i skolen. Til sidst er Peter for gammel og svag til at gennemføre de seksuelle handlinger, men hans omklamring fortsætter ufortrødent, mens forholdet bliver mere og mere voldeligt. Et tegn på omklamringen er at Peter i en alder af 60 prøver at følge med i Margauxs interesse for rockmusik; men det er som om noget ændrer sig i hende, da hun opdager Nirvana og begynder at identificere sig med Kurt Cobain og hans skæbne. Det er dog først, da Peter begår selvmord 15 år senere, kan Margaux begynde at tage opgøret med de spildte år. Opgøret er svært, for hun har følt, at hun elskede ham og at han elskede hende.

Det er svært ikke at blive mindet om Kristian Ditlev Jensens debut, Det bliver sagt, fra 2001. I begge disse erindringer mærker man, hvordan den pædofile går bevidst efter de mest udsatte børn, dem der har brug for kærlighed og tryghed, dem med de fraværende forældre som er fyldt op af egne bekymringer. I begge bøger får man en fornemmelse af at omverdenen lukker øjnene for det, der sker. Og i begge bøger får man et portræt af den pædofiles stærkt ubehagelige, sammensatte personlighed, der på den ene side er egoistisk og ligeglad med barnet som barn, på den anden side sætter alt ind på at skabe og fastholde en afhængighed. Det ekstra aspekt i Tiger, Tiger er beskrivelsen af hvordan det er at vokse op med en mor, der er psykisk syg. Til allersidst, i bogens efterskrift, får vi at vide, at Margaux Fragosos mor og hendes tvillingesøster også var blevet seksuelt misbrugt i deres barndom, og at dette måske er årsagen til at moderen blev psykisk syg.

Jeg kommer uvilkårligt også til at tænke på Emma Donoghues roman Room, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Også Room handler som bekendt om seksuelt misbrug og en tilfangetagelse, der her er helt bogstavelig. Den roman har en fortæller, der stadig er barn, mens Tiger, Tiger er skrevet fra den voksnes perspektiv. Sådan ender erindringer vel ofte med at være, og vi må ikke glemme det: Margaux Fragosos bog er netop ikke en roman, men litteraturens rekonstruktion af det skete.

De seksuelle passager i bogen er ubehagelig læsning, og fortællingen er knugende i sin voldsomme helhed. Jeg kan dog ikke sige andet end at Margaux Fragoso skriver godt; hun har faktisk en PhD i litteraturstudier og har skrevet digte og fiktion. Dette er en forfatters beretning. Ligesom Det bliver sagt kan Tiger, Tiger derfor sagtens blive læst som en roman, men den er selvfølgelig alt andet end dét. Jeg ved, at nogle anmeldere er utilfredse med bogens løse ender – men her tror jeg netop, at de glemmer at bogen netop ikke er fiktion. Det virkelige liv har en masse løse ender.

Tiger, Tiger kan fås som Penguin-bog og er i år også kommet på dansk på Gads Forlag under titlen Kun hvis du har lyst. Den er værd at læse.

Hvem ejer dine bøger, og hvem må læse dem?

Vi har vores billeder til at ligge på Picasa, og der redigerer vi dem også. Vores dokumenter behander vi hos Google Docs. Vi køber Kindle-bøger hos Amazon. Vi har data, der skal deles, på Dropbox. Snart opretter Apple en iCloud, hvor vi kan placere e-mail, musik osv. Cloud computing, skybaserede tjenester eller hvad man nu skal kalde det, er kommet – og formodentlig for at blive.

Men hvem ejer indholdet af skyen, og hvem må læse med? I en artikel i Technology Review behandler Simson L. Garfinkel dette mildest talt ømtålelige problem. Ligesom det er tilfældet i andre sammenhænge, er lovgivningen ikke klar til at håndtere de problemer, som informationsteknologien har ført med sig.

Et eksempel, som Garfinkel nævner, er en Kindle-bog, som Amazon tilbagekaldte, da der viste sig at være problemer med ophavsretten. Amazon slettede simpelthen bogen hos alle, der havde den i deres Kindle-bibliotek. Tænk, hvis en boghandler gik ind i alle hjem for at hente en bog på reolerne. I dette tilfælde var bogen forresten 1984 af George Orwell.

Der er andre problemer – f.eks. må en Kindle-bog ikke overdrages til andre efter endt læsning, mens antikvariater for fysiske bøger som bekendt har været en realitet længe. Og ejerne af Dropbox-serverne må gerne slette de filer, der ligger der.

En løsning er påkrævet. Måske er det mest oplagt, som Garfinkel da også nævner, at udstrække eksisterende love om opmagasinering til også at omfatte data i “skyerne”. Om dette er en holdbar løsning, er jeg desværre ikke jurakyndig nok til at kunne vurdere.

Platismen viser vej!

Jeg holder utrolig meget af Carl Barks’ Anders And. I Carl Barks’ streg og fortælling bliver Anders, Andersine, ungerne, Joakim og bipersoner som Anderbilt og den uforlignelige Hexia de mest menneskelige ænder i tegneseriernes historie. Min datter er glad for Don Rosa, der også er en stor fan af Barks. Men, som jeg ofte siger til hende, Don Rosa er omhyggelig, men ikke særlig sjov.

Carl Barks er sjov! Der er de lange historier, der ofte får karakter af eventyr. Her er det ofte Onkel Joakim, der er hovedpersonen assisteret af Rip, Rap og Rup. Men så er der også de korte historier, hvor en interessant pointe bliver kondenseret til få sider på en uforligneligt sjov måde. Især bliver de gode fra midt i 1950’erne, hvor ændernes koleriske temperament bliver nedtonet, og andre sider af dem også stikker hovedet frem. En af mine absolutte favoritter, en kandidat til den morsomste historie om ænderne, er historien om platismen. Den blev oprindelig blev udgivet i Anders And & Co. tilbage i 1954 og er selvfølgelig også at finde i Carl Barks’ samlede værker (som jeg hermed tilstår at eje).

“Livet bliver som en leg – når Platismen viser dig vej”, som denne ismes grundlægger, Professor Fup formulerer det. Anders slår plat og krone om alt, ender med at køre galt i en uoverskuelig motorvejsudfletning og kommer i retten. Dommeren – en vred ugle – vil idømme ham en bøde for færdselsforseelser, men gør bøden større, da det viser sig at Anders ikke brugte forstanden, men slog plat og krone! Herefter bruger Anders And platismen en sidste gang for at finde Professor Fup – men det lykkes kun næsten.

Læs historien, hvis du ikke allerede har gjort det. Ellers læs den igen. Og le. Jeg griner stadig hver gang.

Og nej nej, jeg skal nok lade være med at drage en analogi til alternative behandlingsformer eller politiske beslutningsprocesser. (Hov, nu kom jeg vist til det alligevel.)

At blive som barn påny

Jeg har netop lånt De barnagtige, en bog fra 2009 af min gode kollega ovre fra SAMF, Johannes Andersen (som jeg engang gik til guitarundervisning sammen med; han er en meget bedre musiker end mig.)

Johannes’ tese i bogen er, at vores samfund er ved at blive barnagtiggjort med hvad deraf følger af krav om barnepiger. Tidligt i bogen dukker denne tabel op, der viser forskellen mellem et barnagtigt og et voksent perspektiv.

Det barnagtige perspektiv Det voksne perspektiv
1. Tager udgangspunkt i egne
behov. Er lig med egne behov. Ser verden gennem egne behov.
1. Tager udgangspunkt iegne
behov og abstrakte samfundsmæssige vurderinger og prioriteringer.
2. Generaliserer ud fra eget
perspektiv. Tror at andre ser tingene på samme måde.
2. Omdrejningspunktet er
gensidig kommunikation og forståelse for den generaliserede
anden, ofte udfoldet gennem demokratiske procedurer.
3. Når der abstraheres
sker det i form af relative vurderinger af konkrete ting. Man opsøger konkrete gennemsnit og konkrete vurderinger af det der er bedst.
3. Forholder sig strategisk til
givne udviklingsperspektiver med blik for muligheder og grænser.
4. Spontan sammenblanding af
følelser og fornuft.
4. Benytter sig af dynamisk og
dialogbaseret evaluering med henblik på at skærpe
vurderingen af givne fænomener.
5. Stærk fundering i det subjektive på bekostning af det generelle. 5. Er bevidst om
sammenblandingen af følelser og fornuft, og forsøger at finde en balance. Fundering i både det generelle og det subjektive.

Og nu spørger jeg: Er terrorister voksne eller barnagtige? Er politikere voksne eller barnagtige? Er denne blog voksen eller barnagtig? Er dens læsere voksne eller barnagtige?

Herefter vil jeg så kaste mig over bogen. Forresten  indleder Johannes De barnagtige  (der som sagt udkom i 2009, år 1 før skandalehistorierne begyndte at rulle) med at nævne en vis Milena Penkowa, citeret fra en artikel i Femina!

En rejsende mod øst

En anden bog, jeg tog med på sommerferien i år, var Eastern Approaches af den skotske diplomat, militærmand og politiker Fitzroy Maclean. Faktisk havde jeg købt bogen helt tilbage i 1990 under et besøg i Inverness, hvor Maclean voksede op. Men af uvisse årsager måtte den vente 21 år på min reol, inden den blev læst.

Det er en spændende bog om en vigtig periode i verdenshistorien fra sidste halvdel af 1930’erne frem til afslutningen af 2. verdenskrig. Her var Maclean både vidne til og deltager i nogle af de begivenheder, der var med til at forme Europas historie.

Bogens første del handler om Macleans år som diplomat i Moskva frem til 1939. Her havde han som sin egen ambition at besøge Centralasien, der dengang var del af Sovjetunionen og på alle måder svært tilgængelige. Maclean beretter levende og med en god portion humor om sine rejser i tog, lastbil og til fods i Kaukasus og gennem Usbekistan, Tadjikistan og Kasakhstan. På en af sine rejser frem til Kinas grænse må han vende om og kan kun komme tilbage til Moskva via Indien og Iran!

I første del får vi også en fascinerende beretning om Stalin-tidens udrensninger, angiveriet og de skueprocesser, der sendte politikere og embedsmænd i døden efter farceagtige pseudo-retssager for åbent tæppe. Fordi Maclean kunne russisk, kunne han som en af de eneste udlændinge følge med i de bizarre og skræmmende hændelser her.

Fokus skifter i anden del af Eastern Approaches. Verdenskrigen bryder ud, og Fitzroy Maclean vil kæmpe med. Hans eneste vej ud af diplomatembedet er at gå ind i politik. Så det gør han; han stiller op til et suppleringsvalg, bliver valgt ind i Underhuset og kan derefter omsider blive soldat.

Maclean havner først i Nordafrika, hvor briterne er trængt af Rommels styrker. To gange er Maclean drivkraft i forsøg på angreb på de tysk/italienske stillinger i Benghazi. Det første angreb er en slags sabotage-raid, der går Olsen-bande-agtigt galt, men hvor briterne går rundt inde i Benghazi i fuldt dagslys i uniform uden at fjenden opdager noget! Det andet angreb er storstilet og går gennem uvejsomme dele af den libyske ørken, men også dét går galt, da man endelig når frem – og her med store tab, da tyskerne og italienerne ved besked og slår massivt igen.

Men den allermest interessante del af Eastern Approaches er i virkeligheden den sidste, hvor Maclean skaber kontakt til modstandsbevægelsen i Jugoslavien. Måske bliver den endnu mere interessant, når man under læsningen opholder sig i det land, bogen handler om.

Briterne havde oprindelig støttet kong Peter, der var i eksil, og de serbiske tjetnikker ledet af general Mihailovic. På tyskernes side fandtes en række quisling-skikkelser, de kroatiske ustasje-korps og et korps af bosniske muslimer trænet af SS.

Men briternes støtte til kongen og Mihailovic kom der ikke meget ud af; til gengæld fik man i 1943 kendskab til en anden modstandsgruppe ledet af en Tito, som ingen briter anede hvem var. Nogle mente, at Tito simpelthen var en forkortelse for en komité af ledende modstandsfolk, andre at Tito var en titel og atter andre, at Tito var en smuk og karismatisk kvinde.

Fitzroy Maclean og hans mission bliver i faldskærm kastet ned over Bosnien, hvor de møder Tito – der er den midaldrende kroatiske mand Josip Broz Tito, der før krigen var generalsekretær i landets kommunistparti. Selv om Maclean og Tito er temmelig forskellige af baggrund – Maclean er konservativ, et produkt af Eton og Cambridge og først i trediverne, Tito er kommunist, har været i fængsel, i eksil og er fyldt 50 – er det tydeligt, at Maclean kommer til at nære stor respekt for Tito både som menneske og som militærperson. Efter årene i Moskva møder han nu en reflekteret og åben mand, der kalder sig kommunist. Over flere år har disse partisaner, helt uden støtte fra de allierede, fundet frem til en guerillakrigs-strategi, der er meget effektiv og kun betjener sig af de resurser, man kan erobre fra fjenden, og er tilmed organiseret på tværs af folkegrupperne i landet.

Samtidig går det op for briterne, at tjetnikkerne er en dårlig modstandsbevægelse, fordi de stort set ikke laver noget modstandsarbejde og at mange af dem rent faktisk samarbejder med tyskerne (men gerne vil have de allieredes våben). Derimod er Titos partisangrupper godt organiserede og effektive.

Hele processen med at lære partisanerne at kende, træne dem militært og bygge dem op, så de ender som Den Nationale Befrielseshær med luftvåben og tanks, er grundigt beskrevet og vi får nogle interessante portrætter af de meget forskellige partisanledere, der bidrager på hver deres måde. Efterhånden skifter fokus i Eastern Approaches mod hvad der skal ske, når krigen er slut. Det er klart, at Tito og partisanerne vil blive den afgørende faktor i det nye Jugoslavien, og her er briterne ude i en del overvejelser over om de bør bakke op om en kommunistisk orienteret bevægelse. Det ender de, som vi ved, med at gøre.

Og her slutter det, lige efter Beograds fald til de allierede og Den Nationale Befrielseshær. Eastern Approaches er fra 1949, og vi får derfor ikke at se, hvordan Jugoslavien bliver et alliancefrit land uafhængigt af Øst og Vest eller hvordan landet efter Titos død i 1980 falder fra hinanden på tragisk vis med økonomisk krise, nationalisme og grusom borgerkrig. Det første, nemlig Titos enegang, kan Maclean tydeligvis forudse. Det andet kunne han ikke.

Jeg undrer mig nu mere end nogensinde over, at jeg kunne lade Eastern Approaches stå urørt så længe. Det er nemlig en velskrevet bog, og den er forsynet med en god del humor, så der ikke er tale om den dystre fortælling om diktatur og krig, man måske skulle forvente.