Idioten på sommerferie

Og så startede hverdagen, og bloggen genstarter for alvor. Jeg og resten af husstanden er tilbage fra to ugers ferie i Kroatien, i Pula på Istriens vestkyst. Det, vi lige nu husker bedst, er togrejserne ud og hjem, der forekom noget mere komplicerede end rejser af tilsvarende længde tidlige år. Det var, som om der var lidt for megen ventetid, lidt for mange komplikationer og lidt for megen bagage. Selv havde jeg væbnet mig med en kombination af tilstræbt tålmodighed og nogle bøger af et vist omfang, heriblandt Dostojevskis Idioten i Jan Hansens oversættelse fra 2006.

Jeg har kun læst én af Dostojevskijs romaner tidligere – den lidt tidligere Forbrydelse og straf, også i oversættelse af Jan Hansen. Den fængede og fascinerede mig med sin blanding af en elementær handling, skildringer af et russisk samfund under langsom forandring og et nuanceret og detaljerigt indblik i hovedpersonernes indre liv. Nogle har kaldt Dostojevskij for grundlæggeren af den psykologiske realisme i litteraturen; det er bestemt ikke forkert. Idioten rummer den samme blanding af kærlighedshistorie, store følelser og overvejelser over Ruslands nutid og fremtid, og den er lige så fremragende.

På sæt og vis er Idioten en sæbeopera (Jan Hansen bruger selv dette udtryk i sin efterskrift til oversættelsen) med sin fortælling om mørke og lyse kvinder, der møder gode og onde mænd i et væv af rænker og regulære cliffhangere. På denne måde er romanen nem at filmatisere; billedet ovenfor er fra en russisk filmudgave fra 1958, som jeg dog ikke har set. Hovedpersonen, Lev Nikolajevitj Mysjkin, ligner faktisk rigtig meget mit indre billede af ham. Den slags sker ikke så tit!

Det er skildringen af hovedpersonen, den fattige fyrst Mysjkin, der er romanens allerstørste bedrift. Han er en ung mand, som er epileptiker (som Dostojevskij selv) og derfor i en tid, hvor man ikke kunne behandle lidelsen medicinsk, bliver betragtet med en vis skepsis og ængstelse, som en “idiot”. Men samtidig er han alt andet end dum – han besidder, hvad man i dag ville kalde en helt usædvanligt god følelsesmæssig intelligens, og er i modsætning til mange af de andre personer aldrig intrigant, men vil alle det bedste. På denne måde er han en katalysator for mange af de andre skikkelser i romanen, og samtidig fornemmer man også, at det må gå galt til sidst i en uforudsigelig, forstillet og intrigant virkelighed.

På andre måder er romanen dog svær at filmatisere godt. Personerne i Idioten har nemlig meget på hjerte, og der er nogle lange dialog-sekvenser undervejs. I nogle af dem er romanen tæt ved at tabe pusten, men i andre får vi nogle særdeles interessante sidefortællinger. Især er jeg fascineret af Mysjkins fortælling om en mand, han mødte, der var blevet dømt til døden, men blev benådet, da henrettelsen netop skulle i gang. Skildringen af hvordan tidsoplevelsen ændrer sig, så selv det korteste øjeblik synes at vare en evighed, er usædvanligt gribende – og er endnu et klart selvbiografisk element. Dostojevskij blev nemlig selv dømt til døden og benådet i sidste øjeblik. Alle, der tænker over dødsstraf og etik, bør læse disse sider.

Interessant er det også at opleve, hvordan Dostojevskij veksler mellem at være en alvidende fortæller, der kan se ind i personernes tanker, og at være en “afmægtig” fortæller, der sommetider opdager, at han enten ikke ved nok om personernes motiver eller har fortalt for meget om nogle ikke så spændende personer. Gad vide om denne fascinerede fortællestil også til dels er affødt af noget så jordnært, som at det 120 år før den computerbaserede tekstbehandling som bekendt var rigtig svært at lave større rettelser i et omfangsrigt, håndskrevet manuskript? Jeg kunne godt forestille mig det.

 

Jeg er ikke hykler (men det er de andre)

Jeg har luret lidt på en bog af den amerikanske psykolog Robert Kurzban, Why Everyone (Else) Is a Hypocrite: Evolution and the Modular Mind. Det lille klip ovenfor giver mig endnu mere lyst til at læse bogen nu. Og nej, jeg er så afgjort ikke hykler – jeg er derimod en menneskelig smartphone, fuld af spændende og højt specialiserede apps.

Patti Smith

Sidste år gav min hustru mig et bokssæt med de første fem albums med Patti Smith, og da vi sad og lyttede til Easter (hvor man kan finde bl.a. “Because The Night”), sagde min kone: “Hun er jo en gammel dame.” Da måtte jeg minde min kone om, at Patti Smith trods alt kun var 32 dengang, Easter udkom. Mange år tidligere, i 1996, så jeg Patti Smith på hendes comeback-turné, der førte hende forbi Roskilde-festivalen. Dagen efter sagde en fyr på 18, som var min daværende kærestes nevø, at “nå, I har været inde at se hende den gamle”. Patti Smith var dengang lige knap 50. Nogle mennesker er åbenbart dømt til altid at være gamle. Lidt på samme måde som Johnny Cash, der faktisk kun nåede at blive 71. Ligesom Johnny Cash blev countrymusikkens sortklædte Grand Old Man, er Patti Smith blevet rockens sortklædte Grande Dame – medlem af Rock’n’Roll Hall Of Fame og tildelt det franske kulturministeriums højeste udmærkelse, l’Ordre des Arts et des Lettres. Patti Smith har altid værdsat fransk lyrik, og i hendes erindringer Just Kids hører vi om hendes pilgrimsagtige rejse til Frankrig for at se Arthur Rimbauds grav og museet om ham i Charleville.

Men Patti Smith har altså også været ung, og om det handler meget af Just Kids – også en gave fra min hustru, og en bog, jeg omsider har fået tid til at læse her i sommer. Bogens gennemgående tema er hendes forhold til Robert Mapplethorpe, der var hendes første store kærlighed, og om hvordan dette forhold udvikler sig og påvirker dem begge til at finde deres kald i henholdsvis fotografi og rockmusik. De forsøger sig begge først med billedkunst, men det er tydeligvis Mapplethorpe, der er den visuelle begavelse. Patti Smith kommer efterhånden ind i musikmiljøet via sine digte. Undervejs træffer Patti Smith nogle af de helt store legender fra amerikansk rockmusik og litteratur – Janis Joplin, Jimi Hendrix og Sam Shepard – og færdes på in-stederne i New York, især Chelsea Hotel og Max’s Kansas City.

Hun går også hårde ting igennem og oplever store sorger: Som 19-årig i New Jersey får hun et barn, som hun bortadopterer og hun stopper kort tid derefter som lærerstuderende. Hun rejser til New York og er i en periode hjemløs. Ungdomsårene er i det hele taget præget af fattigdom med sult og bolignød. Senere slutter Patti Smiths kærlighedsforhold til Robert Mapplethorpe, da han efterhånden kommer i tvivl om sin seksualitet og langsomt bliver del af et et homoseksuelt S/M-miljø. Trods alt fortsætter de to dog med at være sammen og inspirere hinanden, og et særligt nært bånd bliver skabt hinsides sædvanlig kærlighed.

Jeg aner somme tider en vis blufærdighed om følelserne ved de svære ting, Patti Smith har gennemgået – det bortadopterede barn, den kuldsejlede kærlighed og fattigdommen. Måske ville jeg have forventet, at hun ville have sagt noget af mere politisk natur om de sociale vilkår i USA. Måske ville jeg have troet, at hun i sine erindringer vendte tilbage til mindet om sit første, bortadopterede barn. Men noget skal også have lov til at være privat. Jeg aner ingen vrede eller bitterhed mod de mennesker, Patti Smith har kendt. Også en senere kæreste, der var meget fraværende og var hende utro, beskriver hun nuanceret og varmt.

Om Mapplethorpes død er Patti Smith meget åben. Til sidst i bogen får hun igen kontakt med ham, og det er på et tidspunkt, hvor han er dødeligt syg af AIDS, og hun på samme tid er gravid med sit andet barn og i færd med at indspille sit comeback-album, Dream Of Life. Han tager cover-fotoet til dette album, ligesom han gjorde det for hendes debut Horses. Denne del af bogen er usædvanligt gribende. Det sted, hvor den døende Mapplethorpe fortæller, hvor ked han er af, at de aldrig fik børn sammen, og hvor Patti Smith svarer, at “det er vores kunst sammen, der blev vores børn”, må jeg lægge bogen fra mig et øjeblik.

Sproget i Just Kids er levende, og hele fortællingen rummer også en del pudsige anekdoter – f.eks. om Mapplethorpes glæde ved kakaomælk, som der altid skal være råd til (!). Det er nemlig også en livsbekræftende bog, skrevet af et tydeligvis varmt og livsklogt menneske. Patti Smith har også i denne udtryksform ordet i sin magt; det er slet ikke underligt, at Just Kids fik den amerikanske National Book Award i 2010.

Nogle mennesker forbinder Patti Smith med punk, men begrebet (endsige ordet) dukker slet ikke op i hendes bog, som derimod gør det helt tydeligt, hvordan hendes skabertrang, holdninger og dedikation er formet af 1960’ernes idealisme. Langt snarere skal man se hende som en repræsentant herfor, der rækker faklen over til punkbevægelsen og med rette har fået respekt for dette.

For ganske nylig havde Patti Smith forresten sin debut som skuespiller i en lille rolle i tv-krimien Law and Order. Se et lille klip her og et lille interview med hende her. Man skal dog tage hendes udsagn om at hun aldrig har haft noget med skuespilfaget at gøre med et vist forbehold. Faktisk kan man nemlig af Just Kids se, at hun først i 1970’erne havde nogle små roller i små teaterproduktioner i New York og også skrev et teaterstykke sammen med Sam Shepard!

En kommentar på x antal klicheer, mange committer sig til

The Guardian har bedt en række britiske digtere nævne den kliché, de er allermest trætte af. Og jeg kan kun give de pågældende ret – der er godt nok en forfærdelig masse dårlig sprogbrug derude. Til dels skyldes det sprogbrugerens ønske om at virke original (men klicheen er i sin natur alt andet end dét) eller belæst. Mit yndlingseksempel fra artiklen skyldes digteren Jacqueline Saphra:

“Synapses”: There is a current fashion for science-speak in poetry – obviously this is great if it comes from someone who knows what they’re talking about, but more often the language of science is adopted by non-scientists as an attempt at some kind of dubious authenticity.

Nu er jeg ikke lyriker (i al fald ikke af profession), men lad mig dog bidrage med en top tre over de klicheer, hvis eksistens jeg allerhelst så ophævet ude i den store verden.

x antal: Denne skrækkelige kliché hører jeg fra forbløffende mange mennesker, og jeg har endog hørt matematikere anvende den. Formodentlig er der tale om en slags “science-speak”; man ved at x i matematik er en variabel og at en variabel betegner et ubekendt tal. Men så kan x også instantieres til f.eks. 17, og ingen vil vel sige at ‘der er 17 antal måder at gøre dette på’ ?

I det hele taget er jeg træt af “science-speak” i daglig tale. Jeg har haft kolleger i en fjern fortid, der ikke havde set eller anvendt en matematisk formel siden en fjern og modvillig studietid, men til møder gerne talte om at ‘dette forslag har visse randbetingelser‘ eller at ‘denne beslutning udspænder en række muligheder’. Så ét eller andet har de da husket fra kurset i differentialligninger og lineær algebra. Men alligevel…

Kommentere på: Et stort antal overflødige forholdsord sniger sig i dansk, og det er nu blevet almindeligt at ‘ kommentere på’ et manuskript (eller hvad ved jeg). Føj!

Committe: Ja, det lyder altid meget bedre på engelsk. Og så forpligter det vel ikke så meget, hvis man committer sig til noget?

I den akademiske verden eksisterer der derudover et helt særligt floskelunivers, som man stifter bekendtskab med til møder. Til møderne i Akademisk Råd, hvor jeg er indvalgt, har jeg ovenstående bingoplade med, hvor jeg krydser et felt af, når nogen ytrer den tilsvarende floskel. Jeg har endnu aldrig fået en hel pladefuld, men ofte har jeg været tæt på.

Hjertet, der ikke vil dø

Jeg har længe set frem til at kunne læse Kald mig ikke offer! af Dina Yafasova, der er en dansk bosat journalist og forfatter fra Usbekistan, hvorfra hun i sin tid måtte flygte.

For fire år siden havde jeg den store glæde at møde Dina, da vi i Amnestys lokalforening i Aalborg inviterede hende til at holde foredrag om sin dengang netop udkomne bog, Dagbog fra Sandholm. Den beskriver Dinas flugt fra Usbekistan og møde med det danske asylsystem.

Kald mig ikke offer! er Dinas nye bog. Den er hendes beretning om Archana Guha, en indisk skolelærer fra en pigeskole i Kolkata. Archana blev sammen med sin svigerinde og en fælles veninde i 1974 anholdt, fordi Archanas bror Saumen var mistænkt for at være med i en væbnet oppositionsgruppe.  Herefter fulgte et regulært helvede på jord for de tre kvinder med omfattende tortur, tvungne tilståelser og fængsling. Da Archana omsider som den sidste blev løsladt i foråret 1977, kunne hun ikke gå. Bogen følger Archanas vej tilbage til livet, hvor en vigtig rolle spilles af Amnesty Internationals danske lægegruppe. Her var Inge Genefke, den senere stifter af IRCT, en drivkraft. På Rigshospitalet genvinder Archana langsomt førligheden og møder kærligheden i form af Per Jensen, der er portør. I Indien anlægger Saumen sag mod torturbødlerne, og i de følgende år rejser Archana frem og tilbage mellem sit nye hjem i Danmark og Indien for at kunne deltage i retssagen. Først i sommeren 1996 slutter retssagen, og torturbødlen idømmes – ét års fængsel. Omkostningerne er mange ved at skulle dele sin tilværelse mellem to lande og ved at skulle kæmpe en tilsyneladende endeløs kamp mod de utallige forsøg på forhaling og mistænkeliggørelse.

Kald mig ikke offer! udspringer af det skæbnefællesskab, der er mellem Dina og Archana. To stærke og modige kvinder, der ikke er ofre – men overlevere. Deraf bogens titel. Selve overlevelsen er et tema, bogen vender tilbage til igen og igen. Hjertet dør ikke, når man tror det burde – som indledningscitatet fra Czeslaw Milosz lyder.

Kald mig ikke offer! er først og fremmest fortællingen om Archana, levende og skræmmende fortalt – en beretning om ufattelig grusomhed, fornedrelse og lidelse, men i høj grad også en gribende kærlighedshistorie mellem to modne mennesker fra hver sit land og en tragisk historie om hvordan en konflikt kan vokse frem i en ellers velfungerende familie som følge af et alt for langvarigt opgør med uretfærdigheden. Bogen er derudover bærer af sidehistorier i form af beretninger om Dinas møde med nogle danskere, der har gjort et særligt indtryk: Først Suzanne Brøgger, Dinas forfatter-mentor, der bærer på en tragisk oplevelse fra Usbekistan, hvortil hun rejste som ung. Dernæst Inge Genefke og Bent Sørensen, der er ildsjælene bag IRCT. Og endelig, i bogens epilog, kan Dina udfolde sine betragtninger om torturen og dens brutaliserende virkning på samfundet og det enkelte menneske (hvad enten det er torturoverlever, bøddel eller “os andre”). Her bliver der trukket tråde helt frem til Guantánamo, det seneste eksempel på hvor galt, det egentlig er fat.

Dina skriver usædvanlig godt; hendes sprog er billedrigt og på én gang fuldt af følelser og fakta, og også af dén grund er bogen klart anbefalelsesværdig. Netop denne kombination bør gå rent ind hos læseren. Efter de latterlige og forstemmende diskussioner, man nogle gange er vidne til, selv på landsdækkende tv, om ja/nej til tortur, tikkende bomber og hvad ved jeg, er Kald mig ikke offer! en tiltrængt modgift mod den populistiske forråelse.

I 1996 havde vi faktisk inviteret Per og Archana til Aalborg, men Archana blev desværre alvorligt syg, så besøget blev aldrig til noget. Nogle år senere var jeg så heldig omsider at møde de to ved Amnesty Internationals landsmøde i Svendborg. Jeg håber at kunne møde dem og Dina igen en dag!

Fortidens fremtid

I dag kom det med posten – bind 2 af Linda og Valentins samlede eventyr. Vi er mange, der voksede op med denne franske tegneserie, der havde sin storhedstid i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.

Linda og Valentin er en slags bindeled mellem Fart og Tempo-bladet (hvor man først kunne læse dem på dansk) og de senere, mere dystre udgivelser fra Les Humanoïdes Associées, der først så dagens lys i Metal Hurlant-magasinet med serier af Druillet, Moebius m.fl. Tegnestilen og den ligetil humor har Linda og Valentin fælles med førstnævnte; især i de tidlige albums er der mindelser om Franquin (Splint & Co.) og Morris (Lucky Luke) på billedsiden i Mezières’ let karikerede, runde tegnestil. Fortællingerne, der i science-fiction-regi tager livtag med komplicerede, ofte politiske emner, peger hen mod sidstnævnte (men slår Metal Hurlant, der – synes jeg – efterhånden for ofte ender ovre i det vulgære). Og så kan historierne om Linda og Valentin læses både af større børn og voksne; de er også et godt eksempel på en handlekraftig heltinde, og dét tager børn heller ikke skade af at læse om, synes jeg. Der er kommet en række tegnefilm også på Cartoon Network, men de skulle være meget mere anime-agtige i deres grafiske udtryk. Det er lidt synd, hvis det er tilfældet.

Bind 2 rummer Landet uden stjerner, Velkommen til Alflolol og Herskerens fugle. På dette tidspunkt har Christin og Mezières fået skabt deres specielle univers, og dette er nogle af de historier, jeg husker – selv om det godt nok er længe siden! I mange år har disse albums været uopdrivelige og kostet små formuer antikvarisk. Nu er de her omsider i flot hardcover-udgave fra forlaget Cobolt, der har overtaget rettighederne fra mange af de gamle Carlsen-udgivelser.

Jeg er nok ikke den eneste, der har lagt mærke til et slægtskab mellem Stjernekrigs-filmene og Linda og Valentin – begge foregår i intergalaktiske universer, hvor mennesket blot er én civilisation blandt mange, og også på billedsiden er der mindelser. Begge er klassiske eksempler på 1970’er-science-fiction, men jeg ved godt, hvem der kom først.

Jeg glæder mig til en eftermiddag i lænestolen (eller havestolen) med begavet eskapisme i selskab med det nye bind.

En køn historie

Engang for mange år siden deltog jeg i et kursus på Folkeuniversitetet om kreativ skrivning. En kvindelig kursist kommenterede nogle af mine tekster med ordene “det er sådan noget, kun en mand kunne finde på at skrive”. (Og det var ellers hverken noget om krig eller sport eller den slags.)

V.S. Naipaul, der fik Nobelprisen i litteratur i 2001, hævder nu i et interview med Royal Geographical Society, at der ikke er nogen kvindelige forfattere, der er hans lige, og at han nemt kan skelne mellem kvindelige og mandlige forfattere alene ud fra deres stil. Bl.a. udtaler han:

I read a piece of writing and within a paragraph or two I know whether it is by a woman or not. I think [it is] unequal to me.

Ak ja – og hendes rette plads er vel så i køkkenet? Jeg tror nemt, jeg ville kunne genkende V.S. Naipaul alene ud fra konsekvenserne for mit blodtryk…

Se en lille test som The Guardian har lavet, hvor man skal identificeret kønnet på 10 forfattere ud fra 10 tekstuddrag. Hvor godt scorer I? Jeg fik 5 ud af 10.

Det lukkede rums mysterier

En af de fortællinger, der har gjort størst indtryk på mig på det seneste, er den irsk-canadiske forfatter Emma Donoghues roman Room, som på dansk er kommet til at hedde Rum. Room handler om og er fortalt af Jack, en dreng på 5 år, der vokser op sammen med sin mor et sted i USA under usædvanlige og usædvanligt ubehagelige omstændigheder. Moderen er som helt ung blevet bortført og spærret inde af sin bortfører, der gentagne gange voldtager hende. Resultatet er Jack. Bortføreren lader dem have et lille fjernsyn i deres rum, et lydisoleret haveskur på tolv kvadratmeter, og herigennem lærer Jack om den store verden, som han får at vide, kun findes på tv. Midtvejs i bogen lykkes det Jack og moderen at flygte, og sidste halvdel handler om deres svære tilpasning til den store verden derude. Room er inspireret af de forfærdelige sager om langvarige bortførelser, vi har fået kendskab til gennem de seneste år, men er samtidig en fortælling om at vænne sig til den moderne verdens ofte svært forklarlige “selvfølgeligheder”.

Nogle af bogens scener er næsten ubærlige, og man skal i starten vænne sig til Jacks barnlige og langt fra altid sprogligt korrekte fortællestemme. Men samtidig er det denne naive, men helt troværdige synsvinkel, der gør bogen til en ganske særlig oplevelse. Room var nomineret til Booker-prisen sidste år, men fik den ikke. Mindre kan dog også gøre det.

Uden empati

Jeg har netop læst en interessant bog af den engelske psykiater og hjerneforsker Simon Baron-Cohen, Zero Degrees of Empathy. Bogen er temmelig ny, fra april i år. Som så mange andre har Baron-Cohen spurgt sig selv, hvorfor der er så megen ondskab i verden. Hvor mange i tidens løb enten har trukket på skuldrene og opgivet at finde et svar eller har defineret ondskab som en primitiv, uforklarlig naturkraft, går Baron-Cohen anderledes til værks. Han ser ondskab som det modsatte af empati og prøver at forstå, hvad empati skyldes og hvordan empatien kan blive væk.

En del af inspirationen bag Baron-Cohens arbejde kommer fra hans jødiske baggrund; hans bedstefar flygtede fra forfølgelser i Østeuropa og hans far kendte Holocaust-overlevere – og selv har Baron-Cohen reflekteret en del over Israel/Palæstina-konflikten. Han undlader i sin korte bog at komme med noget direkte bud på, hvad der skal gøres ved denne langvarige og sørgelige konflikt, men har dog fat i en meget lang ende: som mange andre konflikter handler også denne om manglende empati fra begge parter.

Empati er den indlevelse i et andet menneskes følelser, som de fleste mennesker mestrer i større eller mindre grad. Nogle mennesker har imidlertid slet ingen empatisk evne, og det er dém, der er bogens fokus. Baron-Cohen skelner mellem Zero-Negative-individer, der ikke kan være empatiske og hvor konsekvenserne for omverdenen kun er negative, og Zero-Positive-individer, hvor konsekvenserne for omverdenen også kan være positive. Psykopater, narcissister og borderlinere er Zero-Negative, mens autister og mennesker med Aspergers syndrom er Zero-Positive.

Der er en del fysiologiske forklaringer i bogen på hvordan empati manifesterer sig i hjernen, og dem er jeg stadig ikke helt sikker på at jeg forstår i detaljen. Men bogens emne og fokus er vigtigt, og den er hermed anbefalet.

Hvis nogen synes, efternavnet Baron-Cohen lyder bekendt, er det ikke så sært. Simon Baron-Cohens fætter er den engelske skuespiller Sascha Baron-Cohen, der er kendt fra filmkomedier som Borat, Brüno og Ali G.