En køn historie

Engang for mange år siden deltog jeg i et kursus på Folkeuniversitetet om kreativ skrivning. En kvindelig kursist kommenterede nogle af mine tekster med ordene “det er sådan noget, kun en mand kunne finde på at skrive”. (Og det var ellers hverken noget om krig eller sport eller den slags.)

V.S. Naipaul, der fik Nobelprisen i litteratur i 2001, hævder nu i et interview med Royal Geographical Society, at der ikke er nogen kvindelige forfattere, der er hans lige, og at han nemt kan skelne mellem kvindelige og mandlige forfattere alene ud fra deres stil. Bl.a. udtaler han:

I read a piece of writing and within a paragraph or two I know whether it is by a woman or not. I think [it is] unequal to me.

Ak ja – og hendes rette plads er vel så i køkkenet? Jeg tror nemt, jeg ville kunne genkende V.S. Naipaul alene ud fra konsekvenserne for mit blodtryk…

Se en lille test som The Guardian har lavet, hvor man skal identificeret kønnet på 10 forfattere ud fra 10 tekstuddrag. Hvor godt scorer I? Jeg fik 5 ud af 10.

Det lukkede rums mysterier

En af de fortællinger, der har gjort størst indtryk på mig på det seneste, er den irsk-canadiske forfatter Emma Donoghues roman Room, som på dansk er kommet til at hedde Rum. Room handler om og er fortalt af Jack, en dreng på 5 år, der vokser op sammen med sin mor et sted i USA under usædvanlige og usædvanligt ubehagelige omstændigheder. Moderen er som helt ung blevet bortført og spærret inde af sin bortfører, der gentagne gange voldtager hende. Resultatet er Jack. Bortføreren lader dem have et lille fjernsyn i deres rum, et lydisoleret haveskur på tolv kvadratmeter, og herigennem lærer Jack om den store verden, som han får at vide, kun findes på tv. Midtvejs i bogen lykkes det Jack og moderen at flygte, og sidste halvdel handler om deres svære tilpasning til den store verden derude. Room er inspireret af de forfærdelige sager om langvarige bortførelser, vi har fået kendskab til gennem de seneste år, men er samtidig en fortælling om at vænne sig til den moderne verdens ofte svært forklarlige “selvfølgeligheder”.

Nogle af bogens scener er næsten ubærlige, og man skal i starten vænne sig til Jacks barnlige og langt fra altid sprogligt korrekte fortællestemme. Men samtidig er det denne naive, men helt troværdige synsvinkel, der gør bogen til en ganske særlig oplevelse. Room var nomineret til Booker-prisen sidste år, men fik den ikke. Mindre kan dog også gøre det.

Uden empati

Jeg har netop læst en interessant bog af den engelske psykiater og hjerneforsker Simon Baron-Cohen, Zero Degrees of Empathy. Bogen er temmelig ny, fra april i år. Som så mange andre har Baron-Cohen spurgt sig selv, hvorfor der er så megen ondskab i verden. Hvor mange i tidens løb enten har trukket på skuldrene og opgivet at finde et svar eller har defineret ondskab som en primitiv, uforklarlig naturkraft, går Baron-Cohen anderledes til værks. Han ser ondskab som det modsatte af empati og prøver at forstå, hvad empati skyldes og hvordan empatien kan blive væk.

En del af inspirationen bag Baron-Cohens arbejde kommer fra hans jødiske baggrund; hans bedstefar flygtede fra forfølgelser i Østeuropa og hans far kendte Holocaust-overlevere – og selv har Baron-Cohen reflekteret en del over Israel/Palæstina-konflikten. Han undlader i sin korte bog at komme med noget direkte bud på, hvad der skal gøres ved denne langvarige og sørgelige konflikt, men har dog fat i en meget lang ende: som mange andre konflikter handler også denne om manglende empati fra begge parter.

Empati er den indlevelse i et andet menneskes følelser, som de fleste mennesker mestrer i større eller mindre grad. Nogle mennesker har imidlertid slet ingen empatisk evne, og det er dém, der er bogens fokus. Baron-Cohen skelner mellem Zero-Negative-individer, der ikke kan være empatiske og hvor konsekvenserne for omverdenen kun er negative, og Zero-Positive-individer, hvor konsekvenserne for omverdenen også kan være positive. Psykopater, narcissister og borderlinere er Zero-Negative, mens autister og mennesker med Aspergers syndrom er Zero-Positive.

Der er en del fysiologiske forklaringer i bogen på hvordan empati manifesterer sig i hjernen, og dem er jeg stadig ikke helt sikker på at jeg forstår i detaljen. Men bogens emne og fokus er vigtigt, og den er hermed anbefalet.

Hvis nogen synes, efternavnet Baron-Cohen lyder bekendt, er det ikke så sært. Simon Baron-Cohens fætter er den engelske skuespiller Sascha Baron-Cohen, der er kendt fra filmkomedier som Borat, Brüno og Ali G.