Fiktion eller journalistik?

Aktantmodellen. Kilde: DFI.

I sidste weekend læste jeg en lang artikel i dagbladet Information om en afvist asylansøger fra Iran. Jeg er umiddelbart overbevist om, at beretningen er sand. Men det, jeg husker tydeligt, er fornemmelsen af, at jeg læste beretningen som en spændende historie – selv om det egentlig var en dybt tragisk beretning om en ung mands nedtur.

Katrine Marie Guldager, der mest er kendt som skønlitterær forfatter, har et interessant indlæg i Politiken. Hendes fokus er, at “dramatisk nutid” er blevet så dominerende i journalistik. Men egentlig synes jeg, at hendes mest interessante observation er den, der kommer til sidst. Hun skriver nemlig

Og så synes jeg måske også, at medierne skal passe på med at lege fiktion. Jeg er nok ikke den eneste, der har oplevet, hvordan min personlige historie skal have klippet en hæl og hugget en tå, for at en eller anden journalist kan fortælle ’en god historie’. Problemet er bare, at virkeligheden ikke lader sig rette til på den måde; ikke uden at man gør vold på den. Og dybest set er det jo derfor, vi har fiktion.

Det, er her, der er en vigtig pointe: grænserne mellem fiktion og fakta ofte bliver udvisket i vore dage. Sommetider sker det i form af egentlig løgn. Nogle af de største skandaler fra senere års journalistik har at gøre med journalister, der har skrevet fuldstændig opdigtede historier. Senest var det en redaktør fra Der Spiegel, der blev grebet i dette – og han var endda ved at modtage en hædersbevisning for sin “journalistik”.

Men andre gange er det mere subtilt, fordi journalisterne er med til at iscenesætte virkeligheden. Selv husker jeg, hvordan jeg i 2006 var i TV-Avisen og TV2-nyhederne besøgte flere landes ambassader i forbindelse med en underskriftsindsamling, som jeg stod for og som fik en del omtale. TV-stationerne betalte for at jeg kunne komme rundt med taxi (det var rigtig pænt af dem!). Dette var i sig selv en form for iscenesættelse, men på et tidspunkt blev det fuldstændig tydeligt, hvor iscenesat det hele kunne blive. Kameraholdet (jeg mener at huske, at det var dem fra DR, men jeg kan tage fejl) kørte rundt bag mig i en anden taxi. Jeg skulle på et tidspunkt stige ud af den taxi, jeg kørte i, og kameramanden stod klar. Men han syntes, at billederne af mig ikke var så gode og bad mig om at gå ind i bilen igen og stige ud én gang til!

Hele autofiktion-genren inden for skønlitteratur kommer fra modsat hold, men er også med til udviske grænserne mellem fiktion og fakta. Karl Ove Knausgårds bøger Min Kamp 1-6 bliver lanceret som romaner, og han bruger alle de skønlitterære fortælleteknikker, men reelt er der tale om hans selvbiografi. Her er det kontroversielle ikke, at historien er sand, men det stik modsatte. Nogle har følt, at Knausgård har udleveret meget personlige dele af deres fælles liv.

Dybest set er problemet ikke brugen af dramatisk nutid, men at journalistik og biografi-skrivning har overtaget de meget effektive fortælletekniske teknikker, som virker så godt i romaner. Især er det den berømte aktantmodel, der ser ud til at stikke hovedet frem også i journalistik. Den blev oprindelig brugt til at analysere de allermest oprindelige menneskelige fortællinger, nemlig folkeeventyr. Men modellen kan bruges som en model af virkeligheden og dermed kan den bruges til at skabe nye og effektive fortællinger. Om det er en god idé at tænke sådan i journalistik, er en anden historie.

Hvad tegneserien kan

Fra Footnotes in Gaza (her fra https://mondoweiss.net/2009/12/exclusive-excerpt-from-joe-saccos-groundbreaking-new-book-footnotes-in-gaza/)

Jeg købte for flere år siden Joe Saccos bog Footnotes in Gaza, der udkom i 2009, og læste lidt i den. Det var tydeligt for mig, at her var en bog, det var vigtigt for mig at læse. Men først i den juleferie, der lige er slut, kom jeg i gang med at læse bogen i sin helhed og fra ende til anden. Tilfældet ville, at jeg samme dag som jeg var kommet et godt stykke ind i bogen, fik en venneanmodning på Facebook fra Mahmoud Qudaih, der bor i Gaza-striben.

Footnotes in Gaza er en vigtig bog på flere måder.

For det første er bogen et af efterhånden mange eksempler på at tegneserien er et medium, som kan bruges til meget mere end underholdning. Tag ikke fejl – jeg holder meget af Carl Barks’ Anders And og Mezières og Christins Linda og Valentin. Men kombinationen af tegninger og tekst er en særlig udtryksform, der også er særdeles velegnet til dokumentarisme. For det er hvad, Footnotes in Gaza er – nemlig beretningen om den maltesiskfødte tegner og reporter Joe Saccos forsøg på at afdække de massakrer, den israelske hær begik i Rafah og Khan Younis i 1956. Bogen er lige så meget beretningen om Saccos møde med Gaza i det 21. århundrede og journalistiske metode som den er en beretning om massakrerne.

For det andet kaster Footnotes in Gaza lys over to massakrer, jeg faktisk ikke havde hørt om. I gymnasiets historieundervisning havde jeg kun læst ganske lidt om den væbnede konflikt i området, der fandt sted efter oprettelsen af Israel i 1948. Hvis massakrerne blev nævnt i senere historiebøger, har det højst været i form af en fodnote. Footnotes in Gaza tager helt klart parti for den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza (og de andre besatte områder), der har været udsat for så megen brutalitet i de sidste mange år – og det bør man også gøre. Men bogen er også et eksempel på god og grundig kildekritik og på et analytisk baseret forsøg på at forstå alle parters motiver, sådan som god journalistik skal gøre.

For det tredie er tegningerne i Footnotes in Gaza værd at studere i sig selv. Ligesom andre så forskellige tegnere som Carl Barks, Will Eisner, Reed Crandall og Claus Deleuran har Joe Sacco en stor sans for detaljen og viser desuden, at sort/hvide billeder som et bevidst udtryk kan være meget mere realistiske end farvebilleder.

Footnotes in Gaza er klart anbefalet herfra; bogen findes desværre ikke på dansk, men den kan lånes på danske biblioteker.

Gensyn med universitetsforlaget

I dag var der reception i anledning af at Aalborg Universitetsforlag fyldte 40 år, og jeg var med. Der er sket meget med universitetsforlaget i de 36 år, der er gået siden jeg først begyndte at færdes på det, der dengang hed AUC. Noget af det, der er sket, er at publikationsstrategierne er blevet markant anderledes. I dag gør det voldsomme fokus på den bibliometriske forskningsindikator (BFI), at de fleste forskere ikke vil skrive en bog, men hellere skrive en længere række artikler, thi det giver langt flere BFI-point. Og så er papirbogen voldsomt trængt af e-bogen, samtidig med at den stadig har nogle fordele, som intet filformat kan hamle op med.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen holdt et interessant oplæg om fagbogens, universiteternes og forlagenes fremtid. Der var en paneldebat og lancering af en ny bogserie, TrendBites. Der var overrækkelse af en præmie for bedste forslag til en bog om PBL. Og som rosinen i pølseenden var der en slags battle (eller kamp på ord) mellem mig og min kollega Tem Frank Andersen fra Center for Interaktive Digitale Medier & Oplevelsesdesign. Tem kender jeg godt fra vores fælles arbejde i Studienævn for datalogi, men i dag havde vi en rask ord-fejde om bøgernes fremtid. Min store pointe er, at BFI er kommet til at betyde Bøger Findes Ikke, og jeg mindedes med undren det år, hvor det blev solgt -1 (minus ét) eksemplar af min bog fra Cambridge University Press i Nordamerika.

Stan Lees visdom

Hvor citatet kommer fra.

Citatet

With great power there must also come great responsibility

er særdeles rammende. Jeg ser frem til at kunne bruge det over for f.eks. Aalborg Universitets ledelse, hvis de klumrer i det. Det kunne lyde som et citat fra en kendt filosof, men det kommer faktisk fra den første Spiderman-historie af Stan Lee og Steve Ditko  – og må derfor skyldes Stan Lee, thi han var tekstforfatter, . Ditko døde i juni i år, mens Lee døde i den forgangne uge, Stan Lee er stamfader til alle de store Marvel-helte, og alene af den grund er han vigtig, men hans formulering er det virkeligt store bidrag til vor tid.

Da jeg først fik lagt denne bog fra mig…

 Denne bog lagde jeg fra mig, da jeg nåede til side 87 eller deromkring.

På Goodreads er der mange lister over bøger. En af dem er en liste over romaner, som læserne/brugerne aldrig er blevet færdige med.

Top 10 på denne liste er

  1. Joseph Heller: Punkt 22
  2. J.R.R. Tolkien: Ringenes herre, 1-3
  3. James Joyce: Ulysses
  4. Herman Melville: Moby Dick
  5. Diverse forfattere: Bibelen
  6. Lev Tolstoj: Krig og fred
  7. Ayn Rand: Og verden skælvede
  8. Gabriel García Márquez: Hundrede års ensomhed
  9. Miguel de Cervantes: Don Quixote
  10. Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf

Interessant nok er den eneste af disse romaner, som jeg ikke ejer et eksemplar af, Moby Dick. Og tre af de andre – Ringenes herre, Hundrede års ensomhed og Forbrydelse og straf – har jeg læst med stor fornøjelse. Ulysses gik jeg derimod død i. Bogen af Ayn Rand har jeg fået foræret (af Saxo Bank!) og er meget langt nede på min liste over bøger, jeg har lyst til at læse. Krig og fred vil jeg til gengæld læse i min næste lange ferie.

Det tog mig mange år at få læst Krigen ved verdens ende af Mario Vargas Llosa; jeg begyndte på den i efteråret 1991 og blev først færdig med den mere end 10 år senere. Hvorfor det var sådan, ved jeg endnu nu ikke. Men nogle romaner kommer først op i omdrejninger et godt stykke henne, og da er det svært at overvinde fristelsen til at lægge dem fra sig. Jeg ved, at mange gav op med at læse Ulysses inden de første 100 sider var gået.

Og mærkværdigvis tog det mig et helt år at tygge mig igennem Gabriel García Márquez’ erindringer At leve for at fortælle

Farvel til Benny Andersen

Foto: Søren Bidstrup.

Denne blog må meget gerne snart holde pause med nekrologerne. Men der er desværre ingen vej udenom. Her til morgen kunne jeg læse, at Benny Andersen også døde i går.

Benny Andersen var noget så sjældent som en folkekær forfatter, der først og fremmest skrev digte. På sin egen måde var han vores nationaldigter, og jeg ved, hvor meget han har betydet for mange mennesker herhjemme. Tilbage i 2009 fortalte han, at han havde lovet sin hustru at blive 96, men sådan kom det desværre ikke til at gå.

Benny Andersen holdt meget af Danmark, lige så meget som han afskyede nationalismen. Han var aldrig bange for at kritisere dens bannerførere i Dansk Folkeparti og hvor de end ellers findes.

Her er et citat fra et af de mange digte, hvor Benny Andersen tog livtag med den usunde nationalfølelse og viste sig som repræsentant for en måde at være dansk på, som desværre er kraftigt på retur. Jeg er bestemt ikke den eneste, der kommer til at savne ham. Nu må vi føre arven fra ham videre sammen.

Danmark
en gang besat af gale germanere
snart besat af besatte danskere
mit land beboet af rygge
mit land hvor der jævnligt
er rift om sko
der er for små
mit land med skrumpehorisont
forvekslet med verdens navle

Fra I H.C. Andersens land (1985)

Sam og Silo

Sam og Silo – og Jerry Dumas

I dag blev jeg af uvisse årsager pludselig mindet om Sam & Silo, en lun og også lidt spidsfindig tegneserie, jeg husker fra min barndom og ungdom. Tegneserien er en af den slags avis-tegneserier, hvor hver stribe er sin egen lille vittighed med en pointe. Serien blev oprindelig til i 1961 og skyldes Mort Walker og Jerry Dumas. Mort Walker er nok bedst kendt som manden bag Basserne. Efter lidt over et år stoppede serien, men den blev genoplivet mange år senere. I dag er Walker og Dumas desværre ikke blandt os mere. Dumas døde i 2016, Walker døde i januar i år.

Det skægge ved Sam’s Strip, som serien oprindelig hed, er at den i sin oprindelige udgave er det første eksempel på en meta-tegneserie: Den handler om to tegneseriefigurer, Sam og Silo, der ved at de er med i en tegneserie og mødes med andre tegneseriefigurer. Nogle gange er tegneren Jerry Dumas endda også med, og meget ofte bliver det en anelse spidsfindigt, lidt som i danske Olfax’ noget senere Egoland. I den senere udgave af Sam & Silo er Sam og Silo “bare” politibetjente i en lille by, og man følger deres hverdag hos byens lidt fjollede indbyggere.

De gamle striber fra 1961-1962 udkom som samlebind hos det hedengangne Interpresse i 1979, og jeg købte begge de små bind. Desværre tror jeg, at jeg har mistet dem, ligesom jeg har mistet det meste af min tegneseriesamling, da min mors lejlighed i sin tid blev ryddet. Jeg kunne ikke overskue, hvad jeg skulle gøre ved de mange albums, og i dag ærgrer det, at jeg blot skilte mig af med hele denne del af min barndom en bloc.

Til min store glæde kan jeg nu se, at de oprindelige striber med deres oprindelige engelske tekst er blevet genudgivet af Fantagraphics og kan købes direkte fra forlaget.

Hvem klokkerne ringede for

Fra filmen fra 1943.

Nogle bøger på min hylde har fået lov at overvintre der alt for længe. I Edinburgh fandt jeg Ernest Hemingways roman For Whom The Bell Tolls antikvarisk engang i 1990 (så vidt jeg kan erindre), og den kostede den svimlende sum af £1. Det var en klassiker, det vidste jeg, og jeg havde kun hørt godt om denne roman om den spanske borgerkrig. Selv Metallica, der ellers ikke ligefrem er kendt for at være noget litterært band,  har skrevet en sang baseret på bogens handling! Men siden har bogen stået upåagtet der på reolen i fire forskellige hjem. 

Nu har jeg så omsider fået bogen læst. Den direkte anledning var årets sommerferie i Spanien.

At læse For Whom The Bell Tolls i Spanien føjer en ekstra dimension til bogen for mig. Den spanske borgerkrig er et usædvanligt grimt kapitel i Europas historie og sin vis en slags uhyggelig generalprøve på 2. verdenskrig. Krigen varede fra 1936 til 1939 og kostede omkring 500.000 mennesker livet, et tabstal sammenligneligt med hvad borgerkrigen i Syrien indtil nu har haft. Så sent om i 2016 fandt man endnu i massegrav fra borgerkrigen i Porreres på Mallorca, ikke langt fra hvor jeg sidder i skrivende stund.

I 1930er rejste en del unge mennesker fra især Nordeuropa og Nordamerika til Spanien for at kæmpe for republikken og mod fascisterne (de blev i modsætning til danskere, der i disse år har kæmpet mod ISIS, ikke retsforfulgt ved hjemkomsten, skal jeg i parentes bemærke). Hovedpersonen i For Whom The Bell Tolls, Robert Jordan, er en sådan Spaniensfrivillig fra USA, der tidligere har rejst rundt i Frankrig og Spanien, og på nogle måder er han en ung udgave af Hemingway. Hele bogen handler om den bombning af en vigtig bro, som Robert Jordan sammen med en gruppe spanske guerillasoldater skal planlægge og udføre. Undervejs på disse kun fire dage når Jordan at møde og forelske sig i en ung spansk kvinde, Maria. På mange måder er romanens temaer tidløse. Sympatien for kampen mod fascismen skinner selvfølgelig (og heldigvis da) klart igennem, men der er også en klar kritik af hvad krigen gør ved mennesket undervejs.

Og ja, det er en rigtig god og bevægende roman, der også er overraskende grum. Man mærker både Hemingways ordknappe stil, der ofte betjener sig af antydningens svære kunst, og hans mere associerende stil. Begge dele er en inspiration fra Gertrude Stein – et sted i romanen står der ligefrem “a stone is a stein is a rock is a boulder is a pebble”, en slet skjult kommentar til Steins linje “A rose is a rose is a rose”! I en tidsalder, hvor man i den engelsktalende verden slynger om sig med ord som “fuck” og “shit” (og hvor danskerne nu prøver det samme, men med endnu mindre subtilitet), er det interessant at opleve hvordan Hemingway opnår en meget snedig effekt ved at skrive f.eks. “I obscenity in the milk”!

Hemingways forsøg på at ramme spansk dialog – alle taler spansk med hinanden, men bogen er som bekendt på engelsk – kan jeg ikke helt vurdere styrken af, thi jeg er ikke så god til spansk.

Filmatiseringen fra 1943 skal selvfølgelig læses ind i konteksten af 2. verdenskrig; den har jeg endnu til gode at se, men jeg bemærker at hovedrolleindehaverne Ingrid Bergman (der i år ville være blevet 100) og Gary Cooper er temmelig meget ældre end bogens Maria og Robert – de ligner nærmest deres forældre! Nogen burde lave en nyindspilning med unge, ukendte spanske skuespillere. Men i mellemtiden: Læs bogen. Den holder stadig!

Døden ifølge Critchley

Så blev jeg færdig med How to Stop Living and Start Worrying af og med den engelske filosof Simon Critchley. Titlen er en snedig parodi på How To Stop Worrying And Start Living, en storsælgende selvhjælpsbog af Dale Carnegie.

Det er ikke en selvhjælpsbog, vi har med at gøre. Til gengæld er det en form for samtalebog ; det meste af bogen er transskriberet fra en samling tv-interviews med den svenske filosof Carl Cederström fra svensk tv i 2009. Det er i sig selv dybt fascinerende, at man på svensk tv har haft en programrække om filosofi med fagfilosoffer i centrum.

How to Stop Living and Start Worrying tager fat i de store emner og de store spørgsmål – filosofi som fag, døden, kærligheden, humor og autenticitet.  Alle disse emner skal man bekymre sig om i stedet for “bare” at leve som om intet hænder, er Critchleys pointe – og deraf bogens titel. Ganske ofte undervejs vender han tilbage til døden og hvordan den dødelighed, vi mennesker kender til, former vore liv og vore måder at bedrive filosofi på. Stærkest står for mig dog kapitlerne om kærlighed og om humor. Ifølge Critchley er kærligheden noget, der rækker ud over den objektive sandhed og ikke mindst udgør en form for tilintetgørelse af selvet. Når man elsker, “hugger og hakker” man sig selv væk, siger Critchley. Og ifølge Critchley er humor en slags “kritisk socialantropologi” i og med at humoren stiller spørgsmål om det fornuftige i menneskelige forhold. I et samfund hvor alt er perfekt, er der ingen humor, siger han.

Simon Critchley er kontinentalfilosof, dvs. en filosof i den tysk/franske tradition set i modsætning til den britisk/amerikanske analytiske filosofi. Derfor er det ikke så underligt, at han ofte nævner folk som Heidegger, Derrida og Lacan. Hvis man ikke har læst kontinentalfilosoffernes hovedværker (og det har jeg ikke), er How to Stop Living and Start Worrying nogle gange en udfordring at læse. I modsætning til f.eks. Svend Brinkmanns populære bøger er her ikke tale om en indføring for den uindviede; man skal holde tungen lige i munden ganske ofte og læse langsomt og omhyggeligt. Hvis man er i stand til dét, er bogen værd at læse.

Der kom en mail fra Japan

Jeg har en tendens til lynhurtigt at bladre forbi de mailbeskeder, jeg får, hvor afsenderen er angivet med kinesiske skrifttegn – de er nemlig altid spam. I dag opdagede jeg så faktisk, at det bestemt ikke altid er sådan. Den mail med kinesiske skrifttegn i headeren, som jeg var lige ved at bladre forbi, var faktisk skrevet på et både pænt og korrekt og meget høfligt engelsk og kom ikke fra Kina, men fra Japan. Her sidder der en gruppe mennesker på universitetet i Nagoya og holder en studiekreds. Og denne studiekreds er såmænd baseret på min bog Transitions and Trees – An Introduction to Structural Operational Semantics, der udkom på Cambridge University Press tilbage i 2010. Afsenderen var en professor Yuen, som faktisk havde mødt mig i Tyskland i februar 2017 (det havde jeg desværre glemt). Han havde nogle spørgsmål på studiekredsens vegne, fordi der var nogle steder i bogen, som undrede dem. Og på denne måde opdagede jeg, at der nogle steder i min bog er nogle fejl – bl.a. er der i et kapitel en fejl i et induktionsbevis og i et andet kapitel en fejl i en definition. Til alt held er fejlene nemme at rette, og jeg lovede at få dem med i bogens officielle retteark. En dag vil jeg revidere bogen, men den slags tager tid.

Det er selvfølgelig ærgerligt at få at vide, at der er fejl i en bog, jeg har fået udgivet. Men samtidig er det en særlig følelse at opdage, at der sidder nogen i et land meget langt væk, der er gået sammen om at ville læse og diskutere en bog, jeg har skrevet.