Gensyn med min fødeby

Jeg er født i Arentsminde, en landsby i grænselandet mellem Vendsyssel og Han Herred med omkring 450 sjæle. Byen opstod omkring Langeslund Hovedgård, der i dag ikke findes mere, og i lang tid fik den næring af at diligencen passerede igennem. Der var en brugs, der var Grønnings lille kiosk, der var Knudegårds tankstation, en kirke og så selvfølgelig skolen, hvor jeg gik til og med 3. klasse. Derefter skulle vi alle til Halvrimmen fra 4.-7. klasse.

Da jeg var 18 og færdig med gymnasiet i Fjerritslev, flyttede jeg væk. Selv om der kun er 19 kilometer fra mit hjem til min fødeby, selv om det kun tager bus 70 omkring 40 minutter at nå derhen og selv om det kun koster 26 kr, har jeg stort set ikke besøgt Arentsminde siden min mormor flyttede derfra i 1984. Det føles lidt mærkeligt at måtte indse, at jeg har tilbragt meget mere tid i Lissabon end i min barndomsby i dette årtusinde.

I dag var jeg der igen til skolejubilæum, og jeg ankom i rigtig god tid. Da jeg stod af bus 70, skulle jeg på toilettet, så jeg gik ind på cafeteriet ved busstoppestedet. Her sad lastbilchauffører og tavse mænd i arbejdstøj og spiste solid husmandsfrokost med sovs og kartofler til. På et bord stod en lille klynge sodavand ved siden af fade med kødpålæg. Ingen kiggede op på den ukendte mand i mørkt tøj, mig.

Derefter gik jeg en tur igennem Arentsminde. Undervejs passerede jeg Brugsen, der i dag er et loppemarked. Jeg passerede kirken, hvor jeg blev døbt og siden konfirmeret; den er stadig er i brug.

Lidt længere henne genså jeg mit gamle barndomshjem på Thyvej 10. Der var flere biler parkeret udenfor, men det så ikke ud som om der var nogen hjemme. Efter lidt betænkningstid jeg gik ind for at se den gård, hvor jeg så ofte legede og hvor jeg lærte at cykle. Den mur, jeg så ofte havde spillet bold op af på lange sommeraftener, var væk.

En mand lukkede op og kom ud – ikke så sært, når der gik en mand i mørkt tøj rundt på hans grund. Jeg fortalte ham at det var i dette hus, jeg var født og voksede op. Det viste sig, at hans far havde kendt min morfar, og han inviterede mig indenfor, hvor han boede alene med sin teenagesøn.

For første gang i 34 år stod jeg igen i mit gamle hjem. Det var svært at genkende det hus, hvor jeg var vokset op, måtte jeg dog sande. Ikke alt var i lige så god stand som det var engang. F.eks. var trappen, jeg så ofte var blevet båret op af som helt lille, faldet sammen og erstattet af – en stige. Første etage, hvor jeg havde haft mit værelse, var ikke længere i brug.

Jeg sagde tak for rundvisningen og gik videre langs Thyvej gennem Arentsminde. Min barndomsby er nu en by helt uden butikker. Den købmandsbutik, som hende, der var mor til Helle fra min klasse, havde haft, var for længst væk, og Grønnings kiosk ligeså.

Fodboldbanen længere henne ad vejen var der til gengæld stadig, og jeg satte mig på en bænk (sådan nogen var der ikke før i tiden) og spiste min medbragte sandwich. Pludselig huskede jeg, at man kunne gå gennem den lille skov for enden af banen, dreje til højre og derfra nå hen til skolen. Det var mindst 36 år siden, jeg var gået ad den sti. Skoven virkede helt uforandret.

Også min gamle skole er nedlagt – den er i dag omdannet til kulturhus.

Til skolejubilæet genså jeg mange af dem, jeg havde set sidst, vi havde mødtes. Henrik Skole, den eneste klassekammerat, der fulgte mig hele vejen fra 1. til 9. klasse, og som jeg altid har syntes godt om, var der. Og vi talte om skoleudflugterne, om vores arbejde, vores børn og de diverse skavanker, vi nu slås med – dårlig ryg, dårligt syn og alskens gigt. Noget sker der, når man er midt i halvtredserne, sådan som vi nu er.

På den gamle skole var der en udstilling om Arentsmindes historie, komplet med et billede af Henning og Ester Grønning og med opslag med alle de slægtsnavne, jeg forbinder med byen: Hollensen, Hyllested, Langballe, Jakobsen, Østerrøgild…

Det var et på én gang vemodigt og kærkomment gensyn. I bus 70 tilbage til Nørresundby lyttede jeg til den eneste slags musik, der passer til en dag som denne dag i Han Herred – og det er country.

Fomenko

I går besøgte jeg Fredrik Bajers Vej 7G, hvor der er en del datalogi- og software-studerende, der har grupperum. Men indtil sidste år holdt Institut for matematiske fag til der, og jeg havde i den forbindelse selv et kontor der en overgang. Det er specielt at gå forbi den gamle frokoststue, der nu er halvtom, og se de tomme seminarrum med de mange hejsetavler, hvor jeg selv engang har stået og holdt et PhD-kursus i kryptografi. Et billede, jeg ofte har lagt mærke til før i tiden, er et litografi af Fomenko – og i går opdagede jeg at det stadig hang der. Nogen må have glemt det ved den pludselige flytning til Skjernvej. Så jeg tog et billede – helt bogstaveligt – og nu står det indtil videre på mit kontor på Institut for datalogi.

Men hvem er Fomenko så? Anatolij Fomenko er en ukrainskfødt matematiker (fra 1945), der er kendt for sit arbejde inden for differentialgeometri og topologi og i mange år har været professor på Moskvas Statsuniversitet. Og så skriver han også science fiction og tegner.

Noget, der kom bag på mig, er at Anatolij Fomenko også er en meget aktiv pseudohistoriker. Fomenko er nemlig overbevist om at verdenshistorien er fuldstændig løgnagtigt fortalt. Jesus skulle således have levet i det 11. århundrede og være blevet korsfæstet i Konstantinopel i 1086. Aristoteles skulle have levet i middelalderen, og faraonernes Egypten, antikkens Romerrige og Grækenland tilsvarende være frit opfundet af forfattere under Renæssancen! Beretningerne om kong Arthur og Englands tidlige historie er en forvrænget udgave af historien om det tidlige Byzans, der så selv er fabrikeret i den tidlige middelalder. Det der med fund fra oldtiden skal man ikke tro på, for kulstof-14-metoden er helt upålidelig ifølge Fomenko.

Hele denne omfattende konspirationsteori har han beskrevet i et værk på hele syv bind ved navn History: Fiction or Science? 

Dette giver det i forvejen lidt specielle sort-hvide billede endnu en dimension, for vi har i Fomenko endnu et eksempel på hvordan stor dygtighed inden for ét område kan leve sammen med himmelråbende galimatias på et andet. En af de personer, har udtalt sig positivt om Fomenkos pseudohistoriske arbejde, er i øvrigt den tidligere skakstjerne Garry Kasparov.

Afsked med Kapstaden

Jeg startede den sidste dag i Kapstaden med at tjekke ud fra hotellet kl. 11 og deponere min kuffert dér. Derefter havde jeg bestemt mig til at genbesøge Zeitz MOCAA. Der var nu også rigtig mange andre, der havde fået en lignende idé, så køen nåede næsten halvvejs rundt om den store bygning, da jeg var fremme. Også inde på museet var der køer på hver etage, så jeg brugte desværre en del tid på at vente. Men igen var det imponerende at se bygningen i sig selv og at opleve så megen spændende afrikansk nutidskunst. Hvis nogen af dem, der læser dette, en dag når til Kapstaden, så besøg Zeitz MOCAA – en klar anbefaling herfra.

Resten af eftermiddagen brugte jeg på en busudflugt rundt i byen. Vi var nu kun to personer i den lille minibus, nemlig ud over mig selv en amerikansk turist, en ung kvinde fra New York. Tourguiden skulle ikke med os op på Taffelbjerget, så jeg tog svævebanen derop sammen med Sasha, som hun hed. Hun skulle rejse rundt i Sydafrika i et par uger, fik jeg at vide. Vi talte sammen om løst og fast, og som så mange andre amerikanere var Sasha meget nysgerrig og talte om ganske meget forskelligt. Hendes mor var fra Georgien, viste det sig, og her kunne jeg så røbe, at jeg skam havde været på de kanter for snart mange år siden.

Turen op til Taffelbjerget blev et godt eksempel på hvor omskifteligt vejret er her. Selve den hurtige svævebanetur var svimlende, og især de sidste meter, som den langsomt roterende gondol tog op langs den stejle klippeside gav et sug i maven. Udsigten undervejs havde været flot, men oppe på selve bjerget var der kun tyk tåge – eller rettere: det var jo lavthængende skyer. Så Cape Town var helt skjult af en hvid dis.

Vi brugte tiden på at kigge på klippeformationerne heroppe og så nogle små dyr, der vimsede rundt i buskadset. De lignede en mellemting mellem marsvin og jordegern, men var såmænd dassies, som man kalder dem hernede. På dansk kaldes dassies for klippegrævlinge, men de er hverken gnavere eller grævlinge. Faktisk tilhører de små fyre deres helt egen familie; nærmeste (men stadig fjerne) slægtning i dyreriget er elefanterne.

Pludselig gik solen og blæsten sammen om at fjerne skyerne, og snart efter var der god udsigt over Kapstaden og Atlanterhavet. Vi fik taget nogle gode billeder, og derefter kunne Sasha og jeg tage svævebanen ned igen.

Bagefter blev vi kørt gennem Kapstaden og så Bo-Kaap, det overvejende muslimske kvarter med de farvestrålende huse. Desværre var der ikke tid til at komme ud at gå lidt rundt. Og vi så en diamant-butik, hvor den italienske juvelér havde ganske meget at fortælle om slibning af diamanter. Lidt naivt spurgte jeg om man da ikke kunne automatisere hele denne slibeproces, når nu der er nogle helt veldefinerede mønstre, man sliber efter. Og jeg tænkte, at problemet om en optimal udvælgelse af størrelserne på brillianter fra en uregelmæssig diamant må være NP-fuldstændigt. Men hele denne proces er stadig i et vist omfang nødt til at være manuel, for diamanter kan have urenheder og svingende kvalitet, som kræver erfaring at håndtere.

Turen sluttede, Sasha og turguiden og jeg tog afsked med hinanden og jeg gik en sidste tur på havnefronten for at få en bid mad et sted. Derefter hentede jeg kufferten på hotellet og fik lov at låne en bruser og skifte tøj. I skrivende stund sidder jeg i lufthavnen; flyet afgår kl. 23 og jeg er fremme i Amsterdam 11 timer senere. Det har været en god tur med forbløffende mange akademiske og ikke-akademiske oplevelser fordelt på lige knap fem dage, men når jeg når til dette tidspunkt på en rejse, glæder jeg mig kun til at komme hjem.

I dag så jeg Desmond Tutu

I dag blev en af de sjældne stunder, hvor man ved et tilfælde oplever noget helt særligt i et fremmed land.

Jeg besluttede at bruge formiddagen på denne lune forårsfredag på at gå en tur i Cape Town og hentede et offline-kort til min telefon, så jeg kunne finde vej. Gåturen tog mig op forbi et velhaverkvarter med havudsigt og elektriske hegn og pigtråd på murene, og derefter langs en lidt kedelig forbindelsesvej med smuk udsigt op mod Taffelbjerget. Jeg drejede ind mod centrum og bestemte mig til at gå tilbage til konferencen via havnefronten.

Da jeg kom rundt om hjørnet til en stor bygning, så jeg en stor samling mennesker og kunne høre, at der blev holdt en tale ved bygningens indgang. Det viste sig at jeg var havnet lige midt i indvielsen af Zeitz MOCAA, det store nye museum for afrikansk kunst og det største af sin slags i hele Afrika! MOCAA bliver formodentlig et museum af samme betydning som Tate Modern i London og Museum of Modern Art i New York. Så jeg blev hængende.

Det var Elias Masilela, leder af V & A Waterfront, der talte. Så talte den engelske arkitekt Thomas Heatherwick som havde gen-designet bygningen. Oprindelig var den en enorm kornsilo og var tilmed en lang overgang den højeste bygning i Afrika syd for Sahara. Heatherwick havde fået fat i et enkelt lille korn fra dengang, som nogen havde gemt, og ladet det 3D-scanne. Det indre af MOCAA har fået samme form som dette korn.

Derefter talte Cape Towns borgmester Patricia de Lille, premierministeren for Western Cape-provinsen Helen Zille og til allersidst – ærkebiskop Desmond Tutu. Først tænkte jeg, at jeg havde hørt galt, for det var en lidt trivelig hvid mand med halvlangt hår, der gik på talerstolen. Men det var såmænd MOCAAs hovedkurator Mark Coetzee, der bød Tutu velkommen.

Da Desmond Tutu dukkede frem til tonerne af et stort kor, var det et helt usædvanligt gribende øjeblik, og bestemt da også for mig, der er gammel nok til at huske hvordan apartheid-regimet ofte var i nyhederne i Danmark. Og det var helt tydeligt på reaktionerne fra tilhørerne og deres glade tilråb, at Desmond Tutu er en helt usædvanligt højt respekteret person i Sydafrika.  Den gamle ærkebiskop (han er i dag 85 år) viste sig endnu engang at være præcis den på én gang gribende og morsomme taler, som jeg husker fra tv. I sin tale hyldede han sin ven, den hvide jurist og frihedskæmper Albert Sachs, søn af litauiske jøder. Sachs mistede en arm i et bombeattentat udført af apartheid-regimet i Mozambique i 1968, men fortsatte kampen i eksil. Han var et ledende medlem af ANC og endte med at være en af hovedkræfterne bag Sydafrikas nuværende forfatning. “Nu kan jeg se at Albert sidder og rødmer”, sagde Desmond Tutu, “det kan jeg jo ikke rigtig selv”.

Efter alle talerne blev snorene klippet over, og nogle imponerende, store elefant-marionetter fra Handspring Puppet Company dansede ind og blandede sig med farverigt klædte dansere og trommeslagere, der passerede gennem den store folkemængde.

Nu var der ikke meget andet tilbage end at vente på at komme ind på Zeitz MOCAA. Først skulle en masse skolebørn i alle kulører (og med skoleuniformer i alskens forskellige farver) ind, og først derefter kunne vi andre komme ind. Køen var lang og uformelig, ja den var vel knap en kø. Da jeg omsider stod næsten helt henne ved indgangen, kantede en gammel mand med én arm sig ud; han var en af de første, der havde været inde på MOCAA. Bagefter gik det op for mig, at det såmænd var Albert Sachs.

MOCAA er et imponerende museum, og ikke mindst den store aula, hvor der hænger en slags blodig flyveøgle, udgør en særlig velkomst, På etagerne ovenover var det gribende at se de mange afrikanske værker med deres blik på kolonitiden og slaveriet – og de diktatorer, der findes rundt omkring på kontinentet. Nogle af kunstværkerne fra Zimbabwe viste en meget tydelig kritik af Robert Mugabe. Også en installation med små røde galger, hvor mange af dem bar mursten, gjorde et stort indtryk på mig.

Helt oppe på sjette etage var der et glasgulv, hvor man skimtede gulvet seks etager nede i det, der engang var Afrikas højeste kornsilo. Museumspersonalet var nogle af de eneste, der ikke vovede sig ud på glasgulvet, bemærkede jeg. Til sidst kunne jeg tage vindeltrappen seks etager ned (også et lettere svimlende syn) – eller rettere: jeg overbeviste mig selv om at jeg da også skulle prøve elevatoren. Den fungerede fint.

Vel nede fandt jeg museumsbutikken (sådan nogle ligger altid ved udgangen) og købte en plakat og nogle andre mindre ting med mig hjem. Det var gået op for mig at jeg var en af de første fra Danmark, der havde besøgt det nye museum. Måske er jeg endda den allerførste dansker til at have besøgt Zeitz MOCAA, og det forpligter jo lidt. (Jeg mener ikke at jeg så Mette Bock blandt de besøgende, men jeg kan jo have taget fejl.)

Se dig selv

Self Portrait with two circles
*oil on canvas
*114,3 x 94 cm
*1665 – 1669

Ordet selfie er et nyt ord for et gammelt fænomen, nemlig selvportrættet. Rembrandt lavede mindst et dusin selvportrætter i løbet af sit liv. Nu er der kommet en bog om selfie-fænomenet, Selfie: How We Became So Self-Obsessed and What It’s Doing to Us, og den skyldes den britiske forfatter Will Storr. Det er en central påstand i hans bog at dette fænomen er en konsekvens af nyliberalismens krav om at man skal se godt ud, være interessant og have succes – for det er det eneste, der for alvor tæller i denne samfundsmodel. Man vælger derfor at bruge en selfie til at vise, at man er smuk, interessant og succesrig.

Men måske tegner det også et billede af hvad en selfie også kunne være i stedet. For strengt taget opfylder det moderne selvportræt præcis det samme mål som det klassiske selvportræt, nemlig at fortælle historien om én selv. Og man behøver ikke at iscenesætte en historie om at man er ung, smuk og fuld af succes – måske ville det i virkeligheden være en idé for alle os, der ikke er unge, smukke og fulde af succes, at gøre netop dét.

Her kan man hente inspiration fra Rembrandts selvportrætter. De lever ikke op til de moderne krav om en selfie, men det er til gengæld nogle usædvanligt interessante billeder. Ved at se dem, får man et billede af kunstnerens færd gennem livet.

Måske skulle vi stræbe efter at lave ærlige, ikke glamourøse selfies og på den måde genopfinde genren på en lidt mindre irriterende måde.

Første og sidste skoledag

Nadias første skoledag. Foto: Mig.

Nadias sidste skoledag som “Find Holger” – kort hår, kasket og klæd-ud-briller. Foto: Poul Bundgaard

I dag var det Nadias sidste skoledag. Til august begynder hun i gymnasiet. Jeg fandt et billede frem fra hendes første skoledag for knap 10 år siden. Hvor tiden dog flyver!

Dengang, før vi blev forældre

Ved stranden i North Berwick, Skotland, sommeren 1992, 9 år før jeg blev far. Vejret viste sig fra sin pæneste side den dag.

Når man får børn, bliver man et andet menneske og ikke kun fordi man bliver en autoritet på godt og ondt i børnenes liv. Jeg kan selv huske den dag, hvor det på en særlig måde gik op for mig at noget var forandret. Det var en lørdag eftermiddag i maj, og min datter var knap et par uger gammel, da jeg gik en tur med hende i barnevognen. Det var den dag, der var karneval i Aalborg – det havde jeg helt glemt, at det var, for jeg havde længe haft noget andet i tankerne. Så dér gik jeg ned ad gaden med den lysegrå barnevogn, og fodgængerne, også dem, der virkede berusede, gik lidt til siden. Her kom en far.

Den amerikanske forfatter Edan Lepucki har i forbindelse med sin seneste roman bedt brugere af Instagram om at lægge billeder op af deres forældre fra dengang de endnu ikke var blevet forældre. Og det er interessant at se de gamle billeder. Selv har jeg set gamle billeder af min mor fra hendes ungdom, og det er på én gang som at se en person, jeg kendte i 50 år, og som at se en anden person.

Vi var nogle andre, dengang vi ikke var dem, nogen kaldte “far” og “mor”. Måske kan vi se vores børn i os selv, når vi ser de gamle billeder (nogle gange synes jeg, at jeg kan, selv om jeg jo er far til en pige) og måske kan de opdage noget af sig selv i os.

Billeder fra 2016

Et år er fuldt af synsindtryk. 2016 var ingen undtagelse. Januarsneen. De store spejle på Kunsten. Det hemmelige kinesiske værelse på AAU. Udsigten over Ha Long-bugten i gråvejr. Den blå himmel over Tejo. Avisoverskrifter. Knallerterne i Hanoi. Gudenåens udspring. Universitetsbygninger i Lissabon og Bologna og Aalborg. De stejle gader i Alfama. En demonstration i Aalborg. Fyrværkeri i Manchester. Et brev fra USA. Motorvejsmodstanderes møde på Huset. Kæmpestore teddybjørne rundt om i verden. Veganske restauranter i Hanoi og Glasgow og Lissabon. Et tomt hus i Nørresundby. Kufferter, der skulle åbnes og lukkes igen.  Gamle gymnasiekammerater, genset. En sidste hilsen fra David Bowie.

Sidste dag i Lissabon

 

I dag er det min sidste dag i Lissabon. Det har været en intens uge, hvor jeg har fået meget fra hånden under mit besøg på Universidade de Lisboa. (Det lykkedes mig endda også at være med-initiativtager til en demonstration i Aalborg i begyndelsen af ugen.) 

Det er samtidig første gang, jeg har været væk hjemmefra lige op til jul. Det bliver godt at se familien igen og at få afsluttet juleforberedelserne sammen.

Weekenden har været forholdsvis ukoncentreret med gåture i byen under en fin blå himmel og mens solen var ved at gå ned. Decembervejret er meget lunere her end i Danmark, men det er alligevel ærgerligt at lejligheden, hvor jeg har boet, er uopvarmet.

I dag så jeg en interessant udstilling om Francisco Afonso Chaves, en geofysiker og naturhistoriker fra Azorerne der levede fra 1857 til 1926. Ham kendte jeg ikke til før i dag, må jeg desværre indrømme. Udstillingen viste hans mange fotografier, hvoraf mange var stereogrammer. De var i sort/hvid, men Francisco Chaves eksperimenterede også med tidlige former for farvefoto. Ingen af disse var dog så overbevisende som hans monokrome billeder – der ofte var taget i forskningsøjemed, men også er interessante som historiske dokumenter og som eksempler på god billedkomposition. Det er i øvrigt et interessant sammentræf, at den forsker, jeg har haft mest med at gøre her, også hedder Francisco og også oprindelig kommer fra Azorerne.