Første og sidste skoledag

Nadias første skoledag. Foto: Mig.
Nadias sidste skoledag som “Find Holger” – kort hår, kasket og klæd-ud-briller. Foto: Poul Bundgaard

I dag var det Nadias sidste skoledag. Til august begynder hun i gymnasiet. Jeg fandt et billede frem fra hendes første skoledag for knap 10 år siden. Hvor tiden dog flyver!

Flattr this!

Dengang, før vi blev forældre

Ved stranden i North Berwick, Skotland, sommeren 1992, 9 år før jeg blev far. Vejret viste sig fra sin pæneste side den dag.

Når man får børn, bliver man et andet menneske og ikke kun fordi man bliver en autoritet på godt og ondt i børnenes liv. Jeg kan selv huske den dag, hvor det på en særlig måde gik op for mig at noget var forandret. Det var en lørdag eftermiddag i maj, og min datter var knap et par uger gammel, da jeg gik en tur med hende i barnevognen. Det var den dag, der var karneval i Aalborg – det havde jeg helt glemt, at det var, for jeg havde længe haft noget andet i tankerne. Så dér gik jeg ned ad gaden med den lysegrå barnevogn, og fodgængerne, også dem, der virkede berusede, gik lidt til siden. Her kom en far.

Den amerikanske forfatter Edan Lepucki har i forbindelse med sin seneste roman bedt brugere af Instagram om at lægge billeder op af deres forældre fra dengang de endnu ikke var blevet forældre. Og det er interessant at se de gamle billeder. Selv har jeg set gamle billeder af min mor fra hendes ungdom, og det er på én gang som at se en person, jeg kendte i 50 år, og som at se en anden person.

Vi var nogle andre, dengang vi ikke var dem, nogen kaldte “far” og “mor”. Måske kan vi se vores børn i os selv, når vi ser de gamle billeder (nogle gange synes jeg, at jeg kan, selv om jeg jo er far til en pige) og måske kan de opdage noget af sig selv i os.

Flattr this!

Billeder fra 2016

This slideshow requires JavaScript.

Et år er fuldt af synsindtryk. 2016 var ingen undtagelse. Januarsneen. De store spejle på Kunsten. Det hemmelige kinesiske værelse på AAU. Udsigten over Ha Long-bugten i gråvejr. Den blå himmel over Tejo. Avisoverskrifter. Knallerterne i Hanoi. Gudenåens udspring. Universitetsbygninger i Lissabon og Bologna og Aalborg. De stejle gader i Alfama. En demonstration i Aalborg. Fyrværkeri i Manchester. Et brev fra USA. Motorvejsmodstanderes møde på Huset. Kæmpestore teddybjørne rundt om i verden. Veganske restauranter i Hanoi og Glasgow og Lissabon. Et tomt hus i Nørresundby. Kufferter, der skulle åbnes og lukkes igen.  Gamle gymnasiekammerater, genset. En sidste hilsen fra David Bowie.

Flattr this!

Sidste dag i Lissabon

 

I dag er det min sidste dag i Lissabon. Det har været en intens uge, hvor jeg har fået meget fra hånden under mit besøg på Universidade de Lisboa. (Det lykkedes mig endda også at være med-initiativtager til en demonstration i Aalborg i begyndelsen af ugen.) 

Det er samtidig første gang, jeg har været væk hjemmefra lige op til jul. Det bliver godt at se familien igen og at få afsluttet juleforberedelserne sammen.

Weekenden har været forholdsvis ukoncentreret med gåture i byen under en fin blå himmel og mens solen var ved at gå ned. Decembervejret er meget lunere her end i Danmark, men det er alligevel ærgerligt at lejligheden, hvor jeg har boet, er uopvarmet.

I dag så jeg en interessant udstilling om Francisco Afonso Chaves, en geofysiker og naturhistoriker fra Azorerne der levede fra 1857 til 1926. Ham kendte jeg ikke til før i dag, må jeg desværre indrømme. Udstillingen viste hans mange fotografier, hvoraf mange var stereogrammer. De var i sort/hvid, men Francisco Chaves eksperimenterede også med tidlige former for farvefoto. Ingen af disse var dog så overbevisende som hans monokrome billeder – der ofte var taget i forskningsøjemed, men også er interessante som historiske dokumenter og som eksempler på god billedkomposition. Det er i øvrigt et interessant sammentræf, at den forsker, jeg har haft mest med at gøre her, også hedder Francisco og også oprindelig kommer fra Azorerne.

Flattr this!

På vej hjem

fotografi-den-25-11-2016-kl-16-05
Min nye hat.
halong-1
Udsigt over Ha Long-bugten fra Ti Top-øen.
halong-3-1
Statuen af hr. Ti Top.
halong-2-1
Udsigt over Ha Long-bugten fra båden.
halong-4-2
De andre deltagere forsøger at lave vietnamesiske forårsruller.
halong-4-1
Mit foredrag, inden dataprojektoren gik ned.
halong-4-3
Busturen tilbage til Hanoi førte til endnu et ophold ved den store souvenirbutik.

I skrivende stund sidder jeg i Noi Bai-lufthavnen uden for Hanoi og skal vente endnu et par timer før jeg kan tjekke min bagage ind. Min korte uge i Vietnam sluttede med en slags krydstogt i Ha Long-bugten, der er en meget spektakulær og stor skærgård. Mange af øerne i skærgården er små, skovklædte bjerge. Under sejlturen var der en lille workshop, hvor jeg også havde tilmeldt et foredrag.

Højdepunktet på turen var i helt bogstavelig forstand turen op til udsigtspunktet på Ti Top-øen, hvor der er en enestående flot udsigt over bugten og de mange udflugtsbåde. Jeg fandt hurtigt ud af at ordet “top” ikke har noget med bjerget at gøre – øen er opkaldt efter en mand ved navn Ti Top, og der var en højtidelig statue af ham ved den lille bådehavn. Jeg kunne ikke mindes at Vietnam skulle have haft en præsident med dette navn, men vietnameserne fortalte mig at han var en berømt pilot fra Rusland. Først lidt senere faldt tiøren – “Ti Top” er ingen ringere end den berømte kosmonaut German Titov, som var det andet menneske i rummet (hvis man ikke medregner de to amerikanske suborbitale flyvninger) og det første menneske, der gennemførte mere end ét kredsløb om Jorden. Hr. “Ti Top” besøgte Vietnam i 1962, og her bl.a. den lille ø i Ha Long-bugten – som vietnameserne derefter opkaldte efter ham.

Det har været en streg i regningen, at hele mit ophold i Vietnam har været præget af en regulær forkølelse. Mindst én anden deltager, en japansk professor, har haft et tilsvarende forløb, og han formodede også at det var den usunde luft i Hanoi, der udløste forkølelsen.

I dag var det så tid til mit foredrag, men det gik vist ikke så godt. Fem minutter inde i foredraget gik dataprojektoren ned, og fordi jeg var noget svækket efter at have ligget vågen med hoste en del af natten, kom mit foredrag aldrig ordentligt tilbage på sporet. Men i det mindste har jeg da nu prøvet at holde et foredrag på en båd – og det har været spændende at besøge Vietnam. Nu vil jeg hjem og sove og have et bad.

Flattr this!

Den sidste sommeraften

IMG_5425

Jeg gik hjem over Limfjordsbroen denne smukke onsdag aften, den sidste officielle sommeraften i 2016. Der er altid et vemod forbundet med afslutningen på sommeren; man kan mærke at dagene er ved at blive kortere og man ved at inden længe kommer efteråret.

I dette efterår var det anderledes for mig at vende tilbage til arbejdet på universitetet. Det er godt for mig at være ude af rutinesløjfen og at opleve universitetet fra en anden vinkel, også helt bogstaveligt – jeg sidder et andet sted nu. Jeg har mulighed for at samarbejde med gode kolleger både her og andre steder.

I 24 år har jeg hvert år på denne tid forberedt mig på semesterstarten, men i år skulle jeg minde mig selv om at det nye semester begynder i morgen. Senere på semesteret skal jeg ud på nogle rejser, der for nogles vedkommede går sydpå – og på denne måde får jeg ud over vigtig faglig inspiration nogle yderligere glimt af sommer.

Flattr this!

Neoplasticismen

neoplasticisme

Billedet hedder bare 8, det er fra 1921 og skyldes Piet Mondrian fra Nederlandene. Denne form for abstrakt billedkunst blev kaldt for neoplasticisme og blev fra 1917 og frem fremført af den nederlandske sammenslutning af kunstnere, der gik under navnet De Stijl. Selv kommer jeg til at tænke på et bykort over New York (eller en vilkårlig anden storby i USA, pånær Boston), når jeg ser dette billede.

Flattr this!

20 år efter krigen

In the camp of Visca, a boy and a women near the place where the refugees throw waste.

Det er underligt og trist at skulle indrømme, at jeg faktisk ikke ved ret meget om hvordan tilværelsen er i Bosnien i vore dage. For mere end 20 år siden var nyhederne fyldt med reportager fra borgerkrigen, der rasede i Sydeuropa. I dag er der – tavst.

Der er en interessant billedserie i Wired af den franske fotograf Adrien Selbert, der viser glimt af hverdagen i Bosnien i vore dage. Når jeg ser billeder, indser jeg at der stadig er flygtningelejre i Bosnien den dag i dag. Billedet ovenfor er taget i flygtningelejren i Visca.

Når situationen kan være sådan, at der stadig er flygtningelejre mere end 20 år efter en krig er slut et sted i den industrialiserede verden, bør det mane til eftertanke hos dem, der i dag siger at flygtninge “bare kan tage hjem”. UNHCR er da også kommet frem til et menneske, der flygter fra sit hjem nu, vil komme til at være flygtning i 17 år og dette er bare et gennemsnitstal.

Flattr this!

Gensyn med Joakim

joakim-1984joakim-2016joakim-og-hans-1983 joakim-og-hans-2016

I 1982 vandt jeg som den ene af to danske gymnasieelever en stilekonkurrence udskrevet af Alliance Francaise og tilbragte nogle minderige julidage i Paris. Det var lige efter gymnasiet, og verden virkede ny, stor, åben og også lidt forvirrende. I Paris mødte jeg en svensk gymnasiedreng i lyseblå t-shirt som var helt vild med sprog og med at rejse. Jeg endte med at være meget sammen med Joakim Enwall fra Stockholm i de dage; vi snakkede godt sammen og det var fascinerende at høre om hvordan han prøvede at lære sig selv armensk og baskisk og om hans InterRail-tur, som rejsen til Paris “kun” var et stop på (den svenske afdeling af Alliance Francaise havde opdaget at den billigste billet fra Stockholm til Paris var et InterRail-kort til 30 dage!).

Siden studerede Joakim kinesisk (det var nogle år før det blev hip); senere blev han svensk kulturattaché i Beijing og han er nu professor i kinesisk i Uppsala. Vi har holdt kontakt med hinanden  siden dengang i 1982 – og Facebook har her været en god hjælp – men vi har kun set hinanden få gange. Flere gange i årenes løb har det ellers været nærved og næsten,

Sidste gang vi sås var den 28. september 1994 i Stockholm; det var morgenen efter Estonias forlis og vi mødtes på Centralstationen. Jeg havde været til et møde i den svenske hovedstad, Joakim var lige blevet færdig med sin PhD om det kinesiske minoritetssprog miao og stod for at skulle til Kina. I november 2013 var jeg i Uppsala, men netop i de få dage var Joakim desværre ikke i Sverige.

I dag, den 27. januar 2016, mødtes vi så omsider igen, nu i Aalborg. Joakim havde deltaget i en konference på AAU og havde spurgt om vi ikke skulle ses. Og det skulle vi da.

Det var godt at se Joakim igen, og igen var det spændende at høre om hans mange rejser og om sprogenes verden. Vi er fra hvert sit land og fra hvert sit universitetsfag, men vi kom selvfølgelig også til at tale om glæderne og sorgerne ved at være akademiker i vore dage – om manglende eksterne forskningsmidler, om undervisning og om forskning. Der var meget, vi kunne nikke genkendende til hos hinanden der.

Og jeg opdagede at vi igennem årene flere gange har opholdt os på det samme sted næsten på samme tid uden at vide det. I juli 1989 var Joakim i Moskva efter et ophold i Georgien, der blev afbrudt da borgerkrigen brød ud. Også jeg var i Moskva i juli 1989. I november 1995 var jeg i Tbilisi i Georgien til en konference, og her var han så i december samme år! Jeg kan ikke ét ord georgisk mens Joakim, som den eneste ikke-georgier jeg har mødt, taler sproget flydende. Til gengæld har jeg lært at tale (en slags) svensk, så vi fik talt en masse svensk. Og jeg håber og tror at der ikke skal gå 22 år inden vi ses igen.

Flattr this!

Kunsten 2016

IMG_5337

I dag besøgte jeg Kunsten i Aalborg sammen med familien og en af min datters gode venner. Kunsten, der engang hed Nordjyllands Kunstmuseum, lukkede for en totalrenovering i juni 2014 – få måneder efter åbningen af Musikkens Hus. Nu er Kunsten omsider genåbnet.

Den nye udgave af Alvar Aalto og Jean-Jacques Baruëls bygning (Baruël var trods sit franske navn dansk) er på én og samme tid velkendt og ændret. Der er nu udstillingsplads i kælderen ved siden af restauranten, og det lokale, der i sin tid var biograf, er nu blevet til et lyst bibliotek, hvor man omsider kan se de ovenlysvinduer, der altid har været der. Toiletterne i kælderen er blevet store og egentlig lidt lufthavnsagtigt indrettet; skiltningen er måske ikke så tydelig som man kunne have ønsket sig.

Det var interessant at se værker, jeg husker fra tidligere, og nye værker der er kommet til siden 2014.

IMG_5341

Den pakistanske kunstner Imran Qureshis udstilling er på én og samme tid imponerende smuk og foruroligende. Den kolossale bunke af rødt papir fylder en hel sal som en slags bjerglandskab af blod. Nede i det nye udstillingslokale i kælderen finder man en helt anden side af hans værk, nemlig miniaturemalerier, og et gulv malet over med blå ornamenter.

IMG_5351

Også Michelangelo Pistolettos enorme spejle, der fylder en hel sal, er værd at bruge tid på.

IMG_5348

Den 18. februar kommer Pistoletto selv til Aalborg for at smadre spejlene med en lægtehammer! Inde bag glasset er der gemt farver, som først da vil blive afsløret.

Det var interessant at gå rundt, og jeg vil bestemt ikke påstå at jeg er færdig med at genopdage Kunsten. Tværtimod. Jeg satte mig på en bænk for at sidde og kigge lidt og opdagede først da at bænken har skjulte hjul og en lille elektromotor som får den til at bevæge sig fra side til side. Det var snedigt.

Men ét skår i glæden er der, i al fald for mig. Menuen på Kunstens restaurant rummer faktisk ikke én eneste vegetarisk (for slet ikke at sige vegansk) ret. Argumentet er at “vi har prøvet det, men ingen vil spise det, og vi vil ikke smide mad væk”.  Jeg fik at vide at man som vegetar eller veganer kunne kontakte restauranten i forvejen, hvis man vil have noget at spise. Det gjorde jeg – eller rettere, det gjorde min hustru. Alligevel havde man i køkkenet så glemt dette. Som vegetar eller veganer kommer man uvægerligt til at føle sig uvelkommen, og det var vel ikke meningen?

Flattr this!