Nærsynet i Cape Town

Kilde: https://www.instagram.com/philipbarlow/

Jeg har tidligere skrevet om hvordan det er at være nærsynet. Vi er mange, der er nærsynede, men der er også mange, der ikke kender til den fornemmelse, det er at vågne i en uskarpt udseende verden og bruge dagens første minutter på at få alting til at se almindeligt ud.

Den sydafrikanske kunstner Philip Barlow maler fotorealistiske billeder – men med den interessante vinkel, at de skildrer verden, som en nærsynet person vil se den. Faktisk viser billederne (så vidt jeg kan se!) Cape Town, sådan som en nærsynet person ser byen. Jeg har som bekendt selv været der for et par år siden.

Der er lidt for mange cirkler i Barlows billeder, synes jeg, men ellers er hans skildringer forbløffende tæt på den måde, jeg ser verden på, når jeg ikke har kontaktlinser eller briller på.

Kilde: https://www.instagram.com/philipbarlow/

Et alvorligt billede

Jeg har nogle gange spekuleret over hvorfor alle ser så alvorlige ud på gamle fotografier, og jeg har altid regnet med at det skyldtes de lange eksponeringstider. Det var simpelthen anstrengende at smile så længe. Men en amerikansk artikel om teknologiens påvirkning af menneskers adfærd kommer med en helt anden forklaring: I 1800-tallet var det er spørgsmål om værdighed. Kun fulde folk, børn, bønder og tosser smilede, var den udbredte holdning.

I vore dage skal man smile på billleder, for ellers er der noget galt. Men engang var det altså omvendt. Og det er underligt; det er af og til sket, at nogen har bedt om at et billede med mig skulle tages om, fordi jeg enten ikke smilede nok eller ikke smilede “overbevisende nok”!

Det er underligt, at fotografier af os skal være en selviscenesættelse – mange tænker på fotos som en realistisk udtryksform. Men det er de ikke. De var ikke ærlige før i tiden, men de er det heller ikke i dag.

Vor Frue kirke

Frauenkirche i Dresden, som den så ud i august 1966 (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Dresden-Ruine-Frauenkirche.jpg)

Det var mere end almindeligt trist at se billederne af den brændende Notre Dame. Jeg er ikke noget troende menneske, men Notre Dame-kirken er en bygning, jeg husker fra alle mine mange besøg i den franske hovedstad siden 1982. Uanset hvor gammel (eller ung) jeg har været, har det været den samme bygning og på den måde en slags konstant på mine rejser. På den måde er billederne af den brændende kirke billeder af vores egen fortid der går tabt; for borgerne i Paris er det selvfølgelig også en vigtig del af deres historie, de mister. Der kan være utroligt mange tanker og følelser forbundet med fysiske genstande; de seneste dages brændende bøger viser det med stor tydelighed.

Jeg er helt vis på, at man vil genopbygge Notre Dame-kirken, men det vil komme til at tage mange år.

I sidste uge kørte jeg i tog gennem Tyskland på vej fra Prag, og en times tid fra den tjekkiske grænse kom toget gennem Dresden, der var en af de tyske byer, der blev allermest ødelagt af de allieredes bombardementer under Anden Verdenskrig. En af de talrige historiske bygninger, der gik tabt i februar 1945, var Frauenkirche. Denne tyske Notre Dame (for navnet er jo egentlig det samme) lå som ruin helt frem til 1994, hvor man besluttede sig til at genopbygge den. Det tog 11 år. I dag ser Frauenkirche ud som på billedet nedenfor.

En regnfuld lørdag

Selv om det var en ind imellem temmelig regnfuld lørdag, lykkedes det mig at genbesøge en del steder i Lissabon, som jeg holder af (så forudsigelig er jeg)– og også spist frokost med Susanne Sayers, der som nogle vil vide, er en dansk forfatter og journalist, der nu er bosat i Lissabon. Vi fik bl.a. talt om de forskellige underlige trafik-modefænomener, der plager den portugisiske hovedstad. Før i tiden var det de allestedsnærværende tuk-tuk’er, der pludselig prægede gadebilledet. Nu er turen så kommet til elektriske løbehjul med møntindkast; de er en form for bycykler for de ekstra dovne, og man kan se dem stå eller ligge de underligste steder.

Hvordan løbehjul kan blive en succes i en by med stejle, brostensbelagte gader, står hen i det uvisse. Susanne kunne fortælle en gyserhistorie om en kvinde, hvis løbehjul satte sig fast i en sporvognsskinne, netop som en modkørende lastbil nærmede sig!

Hvad tegneserien kan

Fra Footnotes in Gaza (her fra https://mondoweiss.net/2009/12/exclusive-excerpt-from-joe-saccos-groundbreaking-new-book-footnotes-in-gaza/)

Jeg købte for flere år siden Joe Saccos bog Footnotes in Gaza, der udkom i 2009, og læste lidt i den. Det var tydeligt for mig, at her var en bog, det var vigtigt for mig at læse. Men først i den juleferie, der lige er slut, kom jeg i gang med at læse bogen i sin helhed og fra ende til anden. Tilfældet ville, at jeg samme dag som jeg var kommet et godt stykke ind i bogen, fik en venneanmodning på Facebook fra Mahmoud Qudaih, der bor i Gaza-striben.

Footnotes in Gaza er en vigtig bog på flere måder.

For det første er bogen et af efterhånden mange eksempler på at tegneserien er et medium, som kan bruges til meget mere end underholdning. Tag ikke fejl – jeg holder meget af Carl Barks’ Anders And og Mezières og Christins Linda og Valentin. Men kombinationen af tegninger og tekst er en særlig udtryksform, der også er særdeles velegnet til dokumentarisme. For det er hvad, Footnotes in Gaza er – nemlig beretningen om den maltesiskfødte tegner og reporter Joe Saccos forsøg på at afdække de massakrer, den israelske hær begik i Rafah og Khan Younis i 1956. Bogen er lige så meget beretningen om Saccos møde med Gaza i det 21. århundrede og journalistiske metode som den er en beretning om massakrerne.

For det andet kaster Footnotes in Gaza lys over to massakrer, jeg faktisk ikke havde hørt om. I gymnasiets historieundervisning havde jeg kun læst ganske lidt om den væbnede konflikt i området, der fandt sted efter oprettelsen af Israel i 1948. Hvis massakrerne blev nævnt i senere historiebøger, har det højst været i form af en fodnote. Footnotes in Gaza tager helt klart parti for den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza (og de andre besatte områder), der har været udsat for så megen brutalitet i de sidste mange år – og det bør man også gøre. Men bogen er også et eksempel på god og grundig kildekritik og på et analytisk baseret forsøg på at forstå alle parters motiver, sådan som god journalistik skal gøre.

For det tredie er tegningerne i Footnotes in Gaza værd at studere i sig selv. Ligesom andre så forskellige tegnere som Carl Barks, Will Eisner, Reed Crandall og Claus Deleuran har Joe Sacco en stor sans for detaljen og viser desuden, at sort/hvide billeder som et bevidst udtryk kan være meget mere realistiske end farvebilleder.

Footnotes in Gaza er klart anbefalet herfra; bogen findes desværre ikke på dansk, men den kan lånes på danske biblioteker.

Her bor vi

I denne uge er det præcis 50 år siden, Apollo 8-astronauterne tog deres berømte billede af Jorden set fra deres tur rundt om Månen. Det skete juleaften 1968. På denne kugle var jeg og andre fra min generation børn, der ventede på at blive gamle nok og heldige nok til at komme i skole.

Herunder er et senere billede, hvor både Jorden og Månen er helt med, taget fra Galileo-sonden i en afstand på 6,2 millioner kilometer. Billedet er taget 23 år senere, dvs. i 1992. Nu var jeg blevet universitetslærer og underviste datalogistuderende i Syntaks og semantik for første gang.

Jeg tror, vi alle burde se på disse billeder engang imellem for at minde os selv om vores egen rolle og om det sted, vi alle har boet og skal blive ved med at bo.

Gensyn med min fødeby

Jeg er født i Arentsminde, en landsby i grænselandet mellem Vendsyssel og Han Herred med omkring 450 sjæle. Byen opstod omkring Langeslund Hovedgård, der i dag ikke findes mere, og i lang tid fik den næring af at diligencen passerede igennem. Der var en brugs, der var Grønnings lille kiosk, der var Knudegårds tankstation, en kirke og så selvfølgelig skolen, hvor jeg gik til og med 3. klasse. Derefter skulle vi alle til Halvrimmen fra 4.-7. klasse.

Da jeg var 18 og færdig med gymnasiet i Fjerritslev, flyttede jeg væk. Selv om der kun er 19 kilometer fra mit hjem til min fødeby, selv om det kun tager bus 70 omkring 40 minutter at nå derhen og selv om det kun koster 26 kr, har jeg stort set ikke besøgt Arentsminde siden min mormor flyttede derfra i 1984. Det føles lidt mærkeligt at måtte indse, at jeg har tilbragt meget mere tid i Lissabon end i min barndomsby i dette årtusinde.

I dag var jeg der igen til skolejubilæum, og jeg ankom i rigtig god tid. Da jeg stod af bus 70, skulle jeg på toilettet, så jeg gik ind på cafeteriet ved busstoppestedet. Her sad lastbilchauffører og tavse mænd i arbejdstøj og spiste solid husmandsfrokost med sovs og kartofler til. På et bord stod en lille klynge sodavand ved siden af fade med kødpålæg. Ingen kiggede op på den ukendte mand i mørkt tøj, mig.

Derefter gik jeg en tur igennem Arentsminde. Undervejs passerede jeg Brugsen, der i dag er et loppemarked. Jeg passerede kirken, hvor jeg blev døbt og siden konfirmeret; den er stadig er i brug.

Lidt længere henne genså jeg mit gamle barndomshjem på Thyvej 10. Der var flere biler parkeret udenfor, men det så ikke ud som om der var nogen hjemme. Efter lidt betænkningstid jeg gik ind for at se den gård, hvor jeg så ofte legede og hvor jeg lærte at cykle. Den mur, jeg så ofte havde spillet bold op af på lange sommeraftener, var væk.

En mand lukkede op og kom ud – ikke så sært, når der gik en mand i mørkt tøj rundt på hans grund. Jeg fortalte ham at det var i dette hus, jeg var født og voksede op. Det viste sig, at hans far havde kendt min morfar, og han inviterede mig indenfor, hvor han boede alene med sin teenagesøn.

For første gang i 34 år stod jeg igen i mit gamle hjem. Det var svært at genkende det hus, hvor jeg var vokset op, måtte jeg dog sande. Ikke alt var i lige så god stand som det var engang. F.eks. var trappen, jeg så ofte var blevet båret op af som helt lille, faldet sammen og erstattet af – en stige. Første etage, hvor jeg havde haft mit værelse, var ikke længere i brug.

Jeg sagde tak for rundvisningen og gik videre langs Thyvej gennem Arentsminde. Min barndomsby er nu en by helt uden butikker. Den købmandsbutik, som hende, der var mor til Helle fra min klasse, havde haft, var for længst væk, og Grønnings kiosk ligeså.

Fodboldbanen længere henne ad vejen var der til gengæld stadig, og jeg satte mig på en bænk (sådan nogen var der ikke før i tiden) og spiste min medbragte sandwich. Pludselig huskede jeg, at man kunne gå gennem den lille skov for enden af banen, dreje til højre og derfra nå hen til skolen. Det var mindst 36 år siden, jeg var gået ad den sti. Skoven virkede helt uforandret.

Også min gamle skole er nedlagt – den er i dag omdannet til kulturhus.

Til skolejubilæet genså jeg mange af dem, jeg havde set sidst, vi havde mødtes. Henrik Skole, den eneste klassekammerat, der fulgte mig hele vejen fra 1. til 9. klasse, og som jeg altid har syntes godt om, var der. Og vi talte om skoleudflugterne, om vores arbejde, vores børn og de diverse skavanker, vi nu slås med – dårlig ryg, dårligt syn og alskens gigt. Noget sker der, når man er midt i halvtredserne, sådan som vi nu er.

På den gamle skole var der en udstilling om Arentsmindes historie, komplet med et billede af Henning og Ester Grønning og med opslag med alle de slægtsnavne, jeg forbinder med byen: Hollensen, Hyllested, Langballe, Jakobsen, Østerrøgild…

Det var et på én gang vemodigt og kærkomment gensyn. I bus 70 tilbage til Nørresundby lyttede jeg til den eneste slags musik, der passer til en dag som denne dag i Han Herred – og det er country.

Fomenko

I går besøgte jeg Fredrik Bajers Vej 7G, hvor der er en del datalogi- og software-studerende, der har grupperum. Men indtil sidste år holdt Institut for matematiske fag til der, og jeg havde i den forbindelse selv et kontor der en overgang. Det er specielt at gå forbi den gamle frokoststue, der nu er halvtom, og se de tomme seminarrum med de mange hejsetavler, hvor jeg selv engang har stået og holdt et PhD-kursus i kryptografi. Et billede, jeg ofte har lagt mærke til før i tiden, er et litografi af Fomenko – og i går opdagede jeg at det stadig hang der. Nogen må have glemt det ved den pludselige flytning til Skjernvej. Så jeg tog et billede – helt bogstaveligt – og nu står det indtil videre på mit kontor på Institut for datalogi.

Men hvem er Fomenko så? Anatolij Fomenko er en ukrainskfødt matematiker (fra 1945), der er kendt for sit arbejde inden for differentialgeometri og topologi og i mange år har været professor på Moskvas Statsuniversitet. Og så skriver han også science fiction og tegner.

Noget, der kom bag på mig, er at Anatolij Fomenko også er en meget aktiv pseudohistoriker. Fomenko er nemlig overbevist om at verdenshistorien er fuldstændig løgnagtigt fortalt. Jesus skulle således have levet i det 11. århundrede og være blevet korsfæstet i Konstantinopel i 1086. Aristoteles skulle have levet i middelalderen, og faraonernes Egypten, antikkens Romerrige og Grækenland tilsvarende være frit opfundet af forfattere under Renæssancen! Beretningerne om kong Arthur og Englands tidlige historie er en forvrænget udgave af historien om det tidlige Byzans, der så selv er fabrikeret i den tidlige middelalder. Det der med fund fra oldtiden skal man ikke tro på, for kulstof-14-metoden er helt upålidelig ifølge Fomenko.

Hele denne omfattende konspirationsteori har han beskrevet i et værk på hele syv bind ved navn History: Fiction or Science? 

Dette giver det i forvejen lidt specielle sort-hvide billede endnu en dimension, for vi har i Fomenko endnu et eksempel på hvordan stor dygtighed inden for ét område kan leve sammen med himmelråbende galimatias på et andet. En af de personer, har udtalt sig positivt om Fomenkos pseudohistoriske arbejde, er i øvrigt den tidligere skakstjerne Garry Kasparov.