Afsked med Kapstaden

Jeg startede den sidste dag i Kapstaden med at tjekke ud fra hotellet kl. 11 og deponere min kuffert dér. Derefter havde jeg bestemt mig til at genbesøge Zeitz MOCAA. Der var nu også rigtig mange andre, der havde fået en lignende idé, så køen nåede næsten halvvejs rundt om den store bygning, da jeg var fremme. Også inde på museet var der køer på hver etage, så jeg brugte desværre en del tid på at vente. Men igen var det imponerende at se bygningen i sig selv og at opleve så megen spændende afrikansk nutidskunst. Hvis nogen af dem, der læser dette, en dag når til Kapstaden, så besøg Zeitz MOCAA – en klar anbefaling herfra.

Resten af eftermiddagen brugte jeg på en busudflugt rundt i byen. Vi var nu kun to personer i den lille minibus, nemlig ud over mig selv en amerikansk turist, en ung kvinde fra New York. Tourguiden skulle ikke med os op på Taffelbjerget, så jeg tog svævebanen derop sammen med Sasha, som hun hed. Hun skulle rejse rundt i Sydafrika i et par uger, fik jeg at vide. Vi talte sammen om løst og fast, og som så mange andre amerikanere var Sasha meget nysgerrig og talte om ganske meget forskelligt. Hendes mor var fra Georgien, viste det sig, og her kunne jeg så røbe, at jeg skam havde været på de kanter for snart mange år siden.

Turen op til Taffelbjerget blev et godt eksempel på hvor omskifteligt vejret er her. Selve den hurtige svævebanetur var svimlende, og især de sidste meter, som den langsomt roterende gondol tog op langs den stejle klippeside gav et sug i maven. Udsigten undervejs havde været flot, men oppe på selve bjerget var der kun tyk tåge – eller rettere: det var jo lavthængende skyer. Så Cape Town var helt skjult af en hvid dis.

Vi brugte tiden på at kigge på klippeformationerne heroppe og så nogle små dyr, der vimsede rundt i buskadset. De lignede en mellemting mellem marsvin og jordegern, men var såmænd dassies, som man kalder dem hernede. På dansk kaldes dassies for klippegrævlinge, men de er hverken gnavere eller grævlinge. Faktisk tilhører de små fyre deres helt egen familie; nærmeste (men stadig fjerne) slægtning i dyreriget er elefanterne.

Pludselig gik solen og blæsten sammen om at fjerne skyerne, og snart efter var der god udsigt over Kapstaden og Atlanterhavet. Vi fik taget nogle gode billeder, og derefter kunne Sasha og jeg tage svævebanen ned igen.

Bagefter blev vi kørt gennem Kapstaden og så Bo-Kaap, det overvejende muslimske kvarter med de farvestrålende huse. Desværre var der ikke tid til at komme ud at gå lidt rundt. Og vi så en diamant-butik, hvor den italienske juvelér havde ganske meget at fortælle om slibning af diamanter. Lidt naivt spurgte jeg om man da ikke kunne automatisere hele denne slibeproces, når nu der er nogle helt veldefinerede mønstre, man sliber efter. Og jeg tænkte, at problemet om en optimal udvælgelse af størrelserne på brillianter fra en uregelmæssig diamant må være NP-fuldstændigt. Men hele denne proces er stadig i et vist omfang nødt til at være manuel, for diamanter kan have urenheder og svingende kvalitet, som kræver erfaring at håndtere.

Turen sluttede, Sasha og turguiden og jeg tog afsked med hinanden og jeg gik en sidste tur på havnefronten for at få en bid mad et sted. Derefter hentede jeg kufferten på hotellet og fik lov at låne en bruser og skifte tøj. I skrivende stund sidder jeg i lufthavnen; flyet afgår kl. 23 og jeg er fremme i Amsterdam 11 timer senere. Det har været en god tur med forbløffende mange akademiske og ikke-akademiske oplevelser fordelt på lige knap fem dage, men når jeg når til dette tidspunkt på en rejse, glæder jeg mig kun til at komme hjem.

Flattr this!

I dag så jeg Desmond Tutu

I dag blev en af de sjældne stunder, hvor man ved et tilfælde oplever noget helt særligt i et fremmed land.

Jeg besluttede at bruge formiddagen på denne lune forårsfredag på at gå en tur i Cape Town og hentede et offline-kort til min telefon, så jeg kunne finde vej. Gåturen tog mig op forbi et velhaverkvarter med havudsigt og elektriske hegn og pigtråd på murene, og derefter langs en lidt kedelig forbindelsesvej med smuk udsigt op mod Taffelbjerget. Jeg drejede ind mod centrum og bestemte mig til at gå tilbage til konferencen via havnefronten.

Da jeg kom rundt om hjørnet til en stor bygning, så jeg en stor samling mennesker og kunne høre, at der blev holdt en tale ved bygningens indgang. Det viste sig at jeg var havnet lige midt i indvielsen af Zeitz MOCAA, det store nye museum for afrikansk kunst og det største af sin slags i hele Afrika! MOCAA bliver formodentlig et museum af samme betydning som Tate Modern i London og Museum of Modern Art i New York. Så jeg blev hængende.

Det var Elias Masilela, leder af V & A Waterfront, der talte. Så talte den engelske arkitekt Thomas Heatherwick som havde gen-designet bygningen. Oprindelig var den en enorm kornsilo og var tilmed en lang overgang den højeste bygning i Afrika syd for Sahara. Heatherwick havde fået fat i et enkelt lille korn fra dengang, som nogen havde gemt, og ladet det 3D-scanne. Det indre af MOCAA har fået samme form som dette korn.

Derefter talte Cape Towns borgmester Patricia de Lille, premierministeren for Western Cape-provinsen Helen Zille og til allersidst – ærkebiskop Desmond Tutu. Først tænkte jeg, at jeg havde hørt galt, for det var en lidt trivelig hvid mand med halvlangt hår, der gik på talerstolen. Men det var såmænd MOCAAs hovedkurator Mark Coetzee, der bød Tutu velkommen.

Da Desmond Tutu dukkede frem til tonerne af et stort kor, var det et helt usædvanligt gribende øjeblik, og bestemt da også for mig, der er gammel nok til at huske hvordan apartheid-regimet ofte var i nyhederne i Danmark. Og det var helt tydeligt på reaktionerne fra tilhørerne og deres glade tilråb, at Desmond Tutu er en helt usædvanligt højt respekteret person i Sydafrika.  Den gamle ærkebiskop (han er i dag 85 år) viste sig endnu engang at være præcis den på én gang gribende og morsomme taler, som jeg husker fra tv. I sin tale hyldede han sin ven, den hvide jurist og frihedskæmper Albert Sachs, søn af litauiske jøder. Sachs mistede en arm i et bombeattentat udført af apartheid-regimet i Mozambique i 1968, men fortsatte kampen i eksil. Han var et ledende medlem af ANC og endte med at være en af hovedkræfterne bag Sydafrikas nuværende forfatning. “Nu kan jeg se at Albert sidder og rødmer”, sagde Desmond Tutu, “det kan jeg jo ikke rigtig selv”.

Efter alle talerne blev snorene klippet over, og nogle imponerende, store elefant-marionetter fra Handspring Puppet Company dansede ind og blandede sig med farverigt klædte dansere og trommeslagere, der passerede gennem den store folkemængde.

Nu var der ikke meget andet tilbage end at vente på at komme ind på Zeitz MOCAA. Først skulle en masse skolebørn i alle kulører (og med skoleuniformer i alskens forskellige farver) ind, og først derefter kunne vi andre komme ind. Køen var lang og uformelig, ja den var vel knap en kø. Da jeg omsider stod næsten helt henne ved indgangen, kantede en gammel mand med én arm sig ud; han var en af de første, der havde været inde på MOCAA. Bagefter gik det op for mig, at det såmænd var Albert Sachs.

MOCAA er et imponerende museum, og ikke mindst den store aula, hvor der hænger en slags blodig flyveøgle, udgør en særlig velkomst, På etagerne ovenover var det gribende at se de mange afrikanske værker med deres blik på kolonitiden og slaveriet – og de diktatorer, der findes rundt omkring på kontinentet. Nogle af kunstværkerne fra Zimbabwe viste en meget tydelig kritik af Robert Mugabe. Også en installation med små røde galger, hvor mange af dem bar mursten, gjorde et stort indtryk på mig.

Helt oppe på sjette etage var der et glasgulv, hvor man skimtede gulvet seks etager nede i det, der engang var Afrikas højeste kornsilo. Museumspersonalet var nogle af de eneste, der ikke vovede sig ud på glasgulvet, bemærkede jeg. Til sidst kunne jeg tage vindeltrappen seks etager ned (også et lettere svimlende syn) – eller rettere: jeg overbeviste mig selv om at jeg da også skulle prøve elevatoren. Den fungerede fint.

Vel nede fandt jeg museumsbutikken (sådan nogle ligger altid ved udgangen) og købte en plakat og nogle andre mindre ting med mig hjem. Det var gået op for mig at jeg var en af de første fra Danmark, der havde besøgt det nye museum. Måske er jeg endda den allerførste dansker til at have besøgt Zeitz MOCAA, og det forpligter jo lidt. (Jeg mener ikke at jeg så Mette Bock blandt de besøgende, men jeg kan jo have taget fejl.)

Flattr this!

Se dig selv

Self Portrait with two circles
*oil on canvas
*114,3 x 94 cm
*1665 – 1669

Ordet selfie er et nyt ord for et gammelt fænomen, nemlig selvportrættet. Rembrandt lavede mindst et dusin selvportrætter i løbet af sit liv. Nu er der kommet en bog om selfie-fænomenet, Selfie: How We Became So Self-Obsessed and What It’s Doing to Us, og den skyldes den britiske forfatter Will Storr. Det er en central påstand i hans bog at dette fænomen er en konsekvens af nyliberalismens krav om at man skal se godt ud, være interessant og have succes – for det er det eneste, der for alvor tæller i denne samfundsmodel. Man vælger derfor at bruge en selfie til at vise, at man er smuk, interessant og succesrig.

Men måske tegner det også et billede af hvad en selfie også kunne være i stedet. For strengt taget opfylder det moderne selvportræt præcis det samme mål som det klassiske selvportræt, nemlig at fortælle historien om én selv. Og man behøver ikke at iscenesætte en historie om at man er ung, smuk og fuld af succes – måske ville det i virkeligheden være en idé for alle os, der ikke er unge, smukke og fulde af succes, at gøre netop dét.

Her kan man hente inspiration fra Rembrandts selvportrætter. De lever ikke op til de moderne krav om en selfie, men det er til gengæld nogle usædvanligt interessante billeder. Ved at se dem, får man et billede af kunstnerens færd gennem livet.

Måske skulle vi stræbe efter at lave ærlige, ikke glamourøse selfies og på den måde genopfinde genren på en lidt mindre irriterende måde.

Flattr this!

Første og sidste skoledag

Nadias første skoledag. Foto: Mig.
Nadias sidste skoledag som “Find Holger” – kort hår, kasket og klæd-ud-briller. Foto: Poul Bundgaard

I dag var det Nadias sidste skoledag. Til august begynder hun i gymnasiet. Jeg fandt et billede frem fra hendes første skoledag for knap 10 år siden. Hvor tiden dog flyver!

Flattr this!

Dengang, før vi blev forældre

Ved stranden i North Berwick, Skotland, sommeren 1992, 9 år før jeg blev far. Vejret viste sig fra sin pæneste side den dag.

Når man får børn, bliver man et andet menneske og ikke kun fordi man bliver en autoritet på godt og ondt i børnenes liv. Jeg kan selv huske den dag, hvor det på en særlig måde gik op for mig at noget var forandret. Det var en lørdag eftermiddag i maj, og min datter var knap et par uger gammel, da jeg gik en tur med hende i barnevognen. Det var den dag, der var karneval i Aalborg – det havde jeg helt glemt, at det var, for jeg havde længe haft noget andet i tankerne. Så dér gik jeg ned ad gaden med den lysegrå barnevogn, og fodgængerne, også dem, der virkede berusede, gik lidt til siden. Her kom en far.

Den amerikanske forfatter Edan Lepucki har i forbindelse med sin seneste roman bedt brugere af Instagram om at lægge billeder op af deres forældre fra dengang de endnu ikke var blevet forældre. Og det er interessant at se de gamle billeder. Selv har jeg set gamle billeder af min mor fra hendes ungdom, og det er på én gang som at se en person, jeg kendte i 50 år, og som at se en anden person.

Vi var nogle andre, dengang vi ikke var dem, nogen kaldte “far” og “mor”. Måske kan vi se vores børn i os selv, når vi ser de gamle billeder (nogle gange synes jeg, at jeg kan, selv om jeg jo er far til en pige) og måske kan de opdage noget af sig selv i os.

Flattr this!

Billeder fra 2016

Et år er fuldt af synsindtryk. 2016 var ingen undtagelse. Januarsneen. De store spejle på Kunsten. Det hemmelige kinesiske værelse på AAU. Udsigten over Ha Long-bugten i gråvejr. Den blå himmel over Tejo. Avisoverskrifter. Knallerterne i Hanoi. Gudenåens udspring. Universitetsbygninger i Lissabon og Bologna og Aalborg. De stejle gader i Alfama. En demonstration i Aalborg. Fyrværkeri i Manchester. Et brev fra USA. Motorvejsmodstanderes møde på Huset. Kæmpestore teddybjørne rundt om i verden. Veganske restauranter i Hanoi og Glasgow og Lissabon. Et tomt hus i Nørresundby. Kufferter, der skulle åbnes og lukkes igen.  Gamle gymnasiekammerater, genset. En sidste hilsen fra David Bowie.

Flattr this!

Sidste dag i Lissabon

 

I dag er det min sidste dag i Lissabon. Det har været en intens uge, hvor jeg har fået meget fra hånden under mit besøg på Universidade de Lisboa. (Det lykkedes mig endda også at være med-initiativtager til en demonstration i Aalborg i begyndelsen af ugen.) 

Det er samtidig første gang, jeg har været væk hjemmefra lige op til jul. Det bliver godt at se familien igen og at få afsluttet juleforberedelserne sammen.

Weekenden har været forholdsvis ukoncentreret med gåture i byen under en fin blå himmel og mens solen var ved at gå ned. Decembervejret er meget lunere her end i Danmark, men det er alligevel ærgerligt at lejligheden, hvor jeg har boet, er uopvarmet.

I dag så jeg en interessant udstilling om Francisco Afonso Chaves, en geofysiker og naturhistoriker fra Azorerne der levede fra 1857 til 1926. Ham kendte jeg ikke til før i dag, må jeg desværre indrømme. Udstillingen viste hans mange fotografier, hvoraf mange var stereogrammer. De var i sort/hvid, men Francisco Chaves eksperimenterede også med tidlige former for farvefoto. Ingen af disse var dog så overbevisende som hans monokrome billeder – der ofte var taget i forskningsøjemed, men også er interessante som historiske dokumenter og som eksempler på god billedkomposition. Det er i øvrigt et interessant sammentræf, at den forsker, jeg har haft mest med at gøre her, også hedder Francisco og også oprindelig kommer fra Azorerne.

Flattr this!

På vej hjem

fotografi-den-25-11-2016-kl-16-05
Min nye hat.
halong-1
Udsigt over Ha Long-bugten fra Ti Top-øen.
halong-3-1
Statuen af hr. Ti Top.
halong-2-1
Udsigt over Ha Long-bugten fra båden.
halong-4-2
De andre deltagere forsøger at lave vietnamesiske forårsruller.
halong-4-1
Mit foredrag, inden dataprojektoren gik ned.
halong-4-3
Busturen tilbage til Hanoi førte til endnu et ophold ved den store souvenirbutik.

I skrivende stund sidder jeg i Noi Bai-lufthavnen uden for Hanoi og skal vente endnu et par timer før jeg kan tjekke min bagage ind. Min korte uge i Vietnam sluttede med en slags krydstogt i Ha Long-bugten, der er en meget spektakulær og stor skærgård. Mange af øerne i skærgården er små, skovklædte bjerge. Under sejlturen var der en lille workshop, hvor jeg også havde tilmeldt et foredrag.

Højdepunktet på turen var i helt bogstavelig forstand turen op til udsigtspunktet på Ti Top-øen, hvor der er en enestående flot udsigt over bugten og de mange udflugtsbåde. Jeg fandt hurtigt ud af at ordet “top” ikke har noget med bjerget at gøre – øen er opkaldt efter en mand ved navn Ti Top, og der var en højtidelig statue af ham ved den lille bådehavn. Jeg kunne ikke mindes at Vietnam skulle have haft en præsident med dette navn, men vietnameserne fortalte mig at han var en berømt pilot fra Rusland. Først lidt senere faldt tiøren – “Ti Top” er ingen ringere end den berømte kosmonaut German Titov, som var det andet menneske i rummet (hvis man ikke medregner de to amerikanske suborbitale flyvninger) og det første menneske, der gennemførte mere end ét kredsløb om Jorden. Hr. “Ti Top” besøgte Vietnam i 1962, og her bl.a. den lille ø i Ha Long-bugten – som vietnameserne derefter opkaldte efter ham.

Det har været en streg i regningen, at hele mit ophold i Vietnam har været præget af en regulær forkølelse. Mindst én anden deltager, en japansk professor, har haft et tilsvarende forløb, og han formodede også at det var den usunde luft i Hanoi, der udløste forkølelsen.

I dag var det så tid til mit foredrag, men det gik vist ikke så godt. Fem minutter inde i foredraget gik dataprojektoren ned, og fordi jeg var noget svækket efter at have ligget vågen med hoste en del af natten, kom mit foredrag aldrig ordentligt tilbage på sporet. Men i det mindste har jeg da nu prøvet at holde et foredrag på en båd – og det har været spændende at besøge Vietnam. Nu vil jeg hjem og sove og have et bad.

Flattr this!

Den sidste sommeraften

IMG_5425

Jeg gik hjem over Limfjordsbroen denne smukke onsdag aften, den sidste officielle sommeraften i 2016. Der er altid et vemod forbundet med afslutningen på sommeren; man kan mærke at dagene er ved at blive kortere og man ved at inden længe kommer efteråret.

I dette efterår var det anderledes for mig at vende tilbage til arbejdet på universitetet. Det er godt for mig at være ude af rutinesløjfen og at opleve universitetet fra en anden vinkel, også helt bogstaveligt – jeg sidder et andet sted nu. Jeg har mulighed for at samarbejde med gode kolleger både her og andre steder.

I 24 år har jeg hvert år på denne tid forberedt mig på semesterstarten, men i år skulle jeg minde mig selv om at det nye semester begynder i morgen. Senere på semesteret skal jeg ud på nogle rejser, der for nogles vedkommede går sydpå – og på denne måde får jeg ud over vigtig faglig inspiration nogle yderligere glimt af sommer.

Flattr this!

Neoplasticismen

neoplasticisme

Billedet hedder bare 8, det er fra 1921 og skyldes Piet Mondrian fra Nederlandene. Denne form for abstrakt billedkunst blev kaldt for neoplasticisme og blev fra 1917 og frem fremført af den nederlandske sammenslutning af kunstnere, der gik under navnet De Stijl. Selv kommer jeg til at tænke på et bykort over New York (eller en vilkårlig anden storby i USA, pånær Boston), når jeg ser dette billede.

Flattr this!