Der var engang en strålende fremtid

20111104-222257.jpg

Jeg lærte mig selv at læse, da jeg var 5; der var ingen børnehaver derude i Han Herred, så jeg blev ikke kapret som fast højtlæser af andre børn. Mens jeg om aftenen trofast fulgte med i Finn og Syvsoverens rolige klippeklistreunivers, kunne jeg ellers i dagtimerne læse i alt inden for rækkevidde. Jeg kommer ikke fra et hjem med mange bøger. Nogle var der, men jeg så ingen læse i dem. Min mor købte Billed-Bladet, og min mormor købte Familiejournalen.

Det er nok svært at forestille sig det, men det var noget mere “lødige” blade på den tid. Billed-Bladet skrev også dengang meget om de kongelige, men der var faktisk også en god portion rigtig journalistik. Især husker jeg en serie skrevet af en journalist, der fandt sin jødiske familiebaggrund.

Familiejournalen havde lægebrevkasse, opskrifter og alt det andet det vel stadig er, men så var der også artikler om historiske begivenheder, opdagelsesrejser og nutidige rejseskildringer og ikke at forglemme en del artikler om rumrejser. Især dém slugte jeg begejstret. Forfatteren var en Eugen Semitjov, som jeg først mange år senere opdagede var svensker (med russisk baggrund).

Semitjov var en dreven illustrator (tegningen ovenfor skyldes ham), han fik adgang til amerikanske og russiske rumfartscentre og skrev om sine besøg (hans russiske/svenske baggrund var en kæmpe fordel), men han var også lidt usikker på grænserne mellem science og science fiction. Samtidig levede han i en ubekymret tid, hvor man knap kunne se enden på vejen. Indrømmet: han skrev om den dystopiske film Soylent Green om en overbefolket, sultende jord. Men han var i 1969 heller ikke bleg for at proklamere, at mennesket ville lande på Mars i 1986. Han var heller ikke bleg for at lufte spekulative teorier om fortiden som f.eks. at Jesus var et rumvæsen (en opfattelse, der er lige så svær at gendrive som alle de andre opfattelser af hvem/hvad Jesus var).

Semitjov er for længst gået i glemmebogen i Danmark, men i hans hjemland har han fansider på nettet – som han aldrig nåede at opleve for alvor. Eugen Semitjov døde i 1987.

Indian Summer

20111002-202221.jpg

Dette billede fra Storbritannien, der havde samme vejr som Danmark her lørdag-søndag, forklarer paradokset med sommer i oktober bedre end mange ord.

At se på andres problemer

For nylig viste jeg et tilsyneladende paradoksalt billede taget i New York 11. september 2001. Her er et meget ældre billede af samme paradoksale natur, taget under jordskælvet i San Francisco i 1906. Kan man more sig og pjatte, mens alting bogstavelig talt falder sammen i nærheden? Måske er det i virkeligheden en nødvendig overlevelsesmekanisme, og ikke nødvendigvis udtryk for kynisme.

Billedet er taget af den tysk-amerikanske fotograf Arnold Genthe, der især er kendt for at skildre livet i San Francisco i perioden omkring forrige århundredeskifte. Jeg opdagede forresten netop i dag, at jeg deler fødselsdag (8. januar) med Arnold Genthe.

En minaret på Østerbro

I København så jeg, da S-toget kørte ind på stationen Svanemøllen, intet mindre end en minaret. Underligt, at ingen før har nævnt dette bygningsværk, tænkte jeg uvilkårligt. Så jeg søgte lidt på nettet. Minareten på Østerbro har faktisk intet med islam eller religion i det hele taget at gøre – den er faktisk ikke et rigtigt tårn, men en udluftning for Svanemøllen pumpestation, opført i 1906 og designet af den danske arkitekt Hans Wright.

John Heartfield

Det var først i 1993, jeg blev opmærksom på kunstneren John Heartfield, der sammen med George Grosz var blandt fotomontagens fædre.

Helmut Herzfeld blev født i 1891 i Berlin. Han var socialist og pacifist, og som reaktion på militarismen og den anti-britiske nationalisme under 1. verdenskrig oversatte han i 1916 sit navn til engelsk og blev John Heartfield. Da han blev indkaldt til hæren, fingerede han sindssyge og undslap.

Arbejdet med fotomontage begyndte Heartfield, da han i 1915 mødte tegneren George Grosz (der oprindelig hed Georg Gross). Værkerne var på én gang dadaistiske og stærkt politiske. Heartfield og Grosz sendte også pakker med festtøj til frontsoldater. Målet var at provokere og at få soldater til at desertere.

Senere brugte Heartfield sin kunst først til propaganda for de tyske kommunister og siden til skarp satire mod den fremvoksende nazisme, og til sidst måtte han i 1938 gå i eksil – i Storbritannien. I 1940 internerede briterne ham tre gange – i lejre for “fjendtlige udlændinge”! Først i 1950 vendte Heartfield tilbage til Tyskland og bosatte sig i det daværende Østtyskland. Hans forhold til DDR-regimet var ikke helt ukompliceret; f.eks. blev hans bogomslag til en bog af Bertolt Brecht afvist af forlæggeren som “formalisme”.

John Heartfield døde i 1968. Men også nu, mange år senere, kan man stadig finde inspirationen fra hans fotomontager mange steder. Prøv at se f.eks. coveret til debutalbummet fra det armensk-amerikanske band System Of A Down, der genbruger en gammel valgplakat, eller mange steder hos det slovenske band Laibach. Den blodige svastika-økse dukker op på deres Opus Dei-album, og grotesk nok troede kritikere, der ikke kendte Heartfields værk, at dette var bevis på at Laibach var nazistisk indstillede.

Ovenfor har jeg lavet et galleri med nogle af John Heartfields værker. Klik på billederne for at se dem i større format.

Patti Smith

Sidste år gav min hustru mig et bokssæt med de første fem albums med Patti Smith, og da vi sad og lyttede til Easter (hvor man kan finde bl.a. “Because The Night”), sagde min kone: “Hun er jo en gammel dame.” Da måtte jeg minde min kone om, at Patti Smith trods alt kun var 32 dengang, Easter udkom. Mange år tidligere, i 1996, så jeg Patti Smith på hendes comeback-turné, der førte hende forbi Roskilde-festivalen. Dagen efter sagde en fyr på 18, som var min daværende kærestes nevø, at “nå, I har været inde at se hende den gamle”. Patti Smith var dengang lige knap 50. Nogle mennesker er åbenbart dømt til altid at være gamle. Lidt på samme måde som Johnny Cash, der faktisk kun nåede at blive 71. Ligesom Johnny Cash blev countrymusikkens sortklædte Grand Old Man, er Patti Smith blevet rockens sortklædte Grande Dame – medlem af Rock’n’Roll Hall Of Fame og tildelt det franske kulturministeriums højeste udmærkelse, l’Ordre des Arts et des Lettres. Patti Smith har altid værdsat fransk lyrik, og i hendes erindringer Just Kids hører vi om hendes pilgrimsagtige rejse til Frankrig for at se Arthur Rimbauds grav og museet om ham i Charleville.

Men Patti Smith har altså også været ung, og om det handler meget af Just Kids – også en gave fra min hustru, og en bog, jeg omsider har fået tid til at læse her i sommer. Bogens gennemgående tema er hendes forhold til Robert Mapplethorpe, der var hendes første store kærlighed, og om hvordan dette forhold udvikler sig og påvirker dem begge til at finde deres kald i henholdsvis fotografi og rockmusik. De forsøger sig begge først med billedkunst, men det er tydeligvis Mapplethorpe, der er den visuelle begavelse. Patti Smith kommer efterhånden ind i musikmiljøet via sine digte. Undervejs træffer Patti Smith nogle af de helt store legender fra amerikansk rockmusik og litteratur – Janis Joplin, Jimi Hendrix og Sam Shepard – og færdes på in-stederne i New York, især Chelsea Hotel og Max’s Kansas City.

Hun går også hårde ting igennem og oplever store sorger: Som 19-årig i New Jersey får hun et barn, som hun bortadopterer og hun stopper kort tid derefter som lærerstuderende. Hun rejser til New York og er i en periode hjemløs. Ungdomsårene er i det hele taget præget af fattigdom med sult og bolignød. Senere slutter Patti Smiths kærlighedsforhold til Robert Mapplethorpe, da han efterhånden kommer i tvivl om sin seksualitet og langsomt bliver del af et et homoseksuelt S/M-miljø. Trods alt fortsætter de to dog med at være sammen og inspirere hinanden, og et særligt nært bånd bliver skabt hinsides sædvanlig kærlighed.

Jeg aner somme tider en vis blufærdighed om følelserne ved de svære ting, Patti Smith har gennemgået – det bortadopterede barn, den kuldsejlede kærlighed og fattigdommen. Måske ville jeg have forventet, at hun ville have sagt noget af mere politisk natur om de sociale vilkår i USA. Måske ville jeg have troet, at hun i sine erindringer vendte tilbage til mindet om sit første, bortadopterede barn. Men noget skal også have lov til at være privat. Jeg aner ingen vrede eller bitterhed mod de mennesker, Patti Smith har kendt. Også en senere kæreste, der var meget fraværende og var hende utro, beskriver hun nuanceret og varmt.

Om Mapplethorpes død er Patti Smith meget åben. Til sidst i bogen får hun igen kontakt med ham, og det er på et tidspunkt, hvor han er dødeligt syg af AIDS, og hun på samme tid er gravid med sit andet barn og i færd med at indspille sit comeback-album, Dream Of Life. Han tager cover-fotoet til dette album, ligesom han gjorde det for hendes debut Horses. Denne del af bogen er usædvanligt gribende. Det sted, hvor den døende Mapplethorpe fortæller, hvor ked han er af, at de aldrig fik børn sammen, og hvor Patti Smith svarer, at “det er vores kunst sammen, der blev vores børn”, må jeg lægge bogen fra mig et øjeblik.

Sproget i Just Kids er levende, og hele fortællingen rummer også en del pudsige anekdoter – f.eks. om Mapplethorpes glæde ved kakaomælk, som der altid skal være råd til (!). Det er nemlig også en livsbekræftende bog, skrevet af et tydeligvis varmt og livsklogt menneske. Patti Smith har også i denne udtryksform ordet i sin magt; det er slet ikke underligt, at Just Kids fik den amerikanske National Book Award i 2010.

Nogle mennesker forbinder Patti Smith med punk, men begrebet (endsige ordet) dukker slet ikke op i hendes bog, som derimod gør det helt tydeligt, hvordan hendes skabertrang, holdninger og dedikation er formet af 1960’ernes idealisme. Langt snarere skal man se hende som en repræsentant herfor, der rækker faklen over til punkbevægelsen og med rette har fået respekt for dette.

For ganske nylig havde Patti Smith forresten sin debut som skuespiller i en lille rolle i tv-krimien Law and Order. Se et lille klip her og et lille interview med hende her. Man skal dog tage hendes udsagn om at hun aldrig har haft noget med skuespilfaget at gøre med et vist forbehold. Faktisk kan man nemlig af Just Kids se, at hun først i 1970’erne havde nogle små roller i små teaterproduktioner i New York og også skrev et teaterstykke sammen med Sam Shepard!

Robert Mapplethorpe

Som man vil kunne se, anbefaler jeg Patti Smiths biografi, Just Kids, der i høj grad handler om den ungdom, hun delte med fotografen Robert Mapplethorpe. Jeg vil skrive meget mere om Just Kids en anden gang, men bogen har givet mig lyst til at opsøge Mapplethorpes billeder, som jeg ikke har set længe. Mapplethorpe dyrkede langt overvejende det sort-hvide, opstillede foto, og hans motiver falder i i hvert fald tre grupper: Mest kontroversielt er hans til tider meget eksplicitte skildringer af det homoseksuelle S/M-miljø i New York, som han efterhånden blev del af. Men derudover er der hans portrætter af skikkelser fra New Yorks kunstner- og musikermiljø, herunder selvfølgelig en hel del billeder af Patti Smith (Mapplethorpe stod bag forsidebillederne på mange af hendes albums), men også selvportrætter. Og endelig er der billeder af blomster (også i sort-hvid), der på mig virker lige så skulpturelle som billederne af menneskekroppe. Her vælger jeg at fokusere på de to sidstnævnte motiv-valg. Man genkender Arnold Schwarzenegger, Grace Jones og Debbie Harry blandt portrætterne. Den lidt James Dean-agtige mand er Mapplethorpe selv, og det er manden med dødningestokken også. Et gribende billede, taget af den dødsmærkede fotograf, samme år som han døde af AIDS, kun 42 år gammel. Inden sin død stiftede Robert Mapplethorpe The Robert Mapplethorpe Foundation, der har doneret store beløb til forskning i netop denne frygtede sygdom.