Kategoriarkiv: Blog

Der er to slags mangfoldighed

mangfoldighed

Du kan have en national eller regional identitet. Du kan have en religiøs identitet. Du kan have en seksuel identitet. Du kan have en arbejdsidentitet. Du kan have en uddannelsesidentitet. Du kan lide af en særlig sygdom eller have et særligt handicap. Du kan tilhøre en aldersgruppe eller en samfundsklasse eller en subkultur af mennesker, der går i en bestemt slags tøj eller lytter til en bestemt slags musik eller læser bestemte slags bøger eller spiser bestemte slags mad.

I disse år fylder identitetspolitikken rigtig meget på godt og på ondt. Identiteterne bliver fremhævet af andre, så de kan diskriminere dig, og de bliver brugt af dig selv til at fremhæve hvem du selv er – nogle gang  for at bekæmpe diskrimination, nogle gang i form af en slags nationalisme. Man kan se Storbritanniens nej til EU og den skotske regerings krav om en ny folkeafstemning udtryk for en form for identitetspolitik. Og man kan se kampen om transpersoners adgang til offentlige toiletter i USA som en form for kamp om identitet.

På denne måde er identiteterne led i en kamp for at anerkende den mangfoldighed, der er mellem mennesker.

Men der er også en anden slags mangfoldighed, som man sjældent taler om, og det er mangfoldigheden i det enkelte menneske. Det samme menneske kan have mange identiteter på samme tid. Tænk på dig selv – du bor i et land (hvis du  kan læse denne tekst, er der en ikke helt lille sandsynlighed for at du bor i Danmark), du tror på en religion eller tror slet ikke på en religion, du har en seksuel præference, du har et job eller er uddannelsessøgende eller måske er din livssituation en anden. Osv. osv.

Måske kan vi bedre anerkende mangfoldigheden mellem mennesker ved at huske at anerkende mangfoldigheden i det enkelte menneske. For der er en god sandsynlighed for at nogle af de mennesker, som måske virker meget forskellige fra dig, i sig har en del-identitet som er den samme som en af dine del-identiteter. Hvis de husker at der er en mangfoldighed i dig selv, kan du nemmere forstå mangfoldigheden hos de andre og begynde at tænke frit.

Dette er en tanke, som dukker op hos den indiske Nobelprismodtager Amartya Sen i bogen Identitet og volddu må indse, at han/hun selv hører til mange steder og ikke må reducere dig selv til én enkelt identitet eller leve med at blive reduceret af andre. Det sidste kapitel i Identitet og vold, der er en kraftig kritik af de forskellige slags nationalisme, der findes i Indien, hedder da også “Frihed til at tænke”.

Flattr this!

Tanker efter Brexit

pluck

I et tidligere indlæg skrev jeg om min tvivl i forbindelse med Storbritanniens mulige udtræden af EU. Nu er det så blevet alvor.

Jeg har aldrig været tilhænger af EU, så nogle ville vel forvente at jeg er glad i dag. Men det er jeg egentlig ikke. (Jeg ville heller ikke have været tilfreds, hvis det var blevet et ja, men sådan er jeg som bekendt så besværlig.) Nogle af dem, jeg kender i Storbritannien, har tænkt på EU som en “livline” der i et vist omfang kunne beskytte mod den siddende britiske regerings udskejelser. Jeg forstår derfor godt at de er kede af resultatet, selv om “livlinen” ofte mest har været illusorisk. Der er jo ikke tale om et nej, der var baseret i et ønske om mere demokrati, en bedre social- eller miljøpolitik eller mere fokus på menneskerettighederne. Tværtimod viser valgkampen, at dette var et nationalistisk og højredrejet nej, der peger mod isolationisme. EU-borgere i Storbritannien vil ikke få det lettere (sikkert tværtimod) og  den britiske regering vil uden videre kunne træde ud af de menneskerettighedsinstrumenter som findes i EU-regi. Til gengæld skal 40 års britisk lovgivning, der har måttet tage hensyn til og henvise til EUs krav, potentielt set revideres helt. Hvordan dét skal ske, ved jeg ikke. Alt dette viser vel mest at man ikke kan finde et bedre alternativ til EU ved bare at lade EU falde fra hinanden. Vi skal tænke helt andre tanker og komme med konkrete forslag til nye konstruktioner.

Jeg vil ikke savne David Cameron, og hvis dette på lidt længere sigt fører til uafhængighed for Skotland og til en progressiv regering i resten af Storbritannien vil det være godt. Men det er desværre langt fra sikkert, at det går sådan.

Flattr this!

Alle tror at alle tror

Noge linjer fra Leonard Cohens "Everybody knows":
Noge linjer fra Leonard Cohens “Everybody knows”:

Da jeg var ung, besøgte jeg engang en familie, jeg kendte, i Sydeuropa. Hver morgen serverede de morgenmad for mig  – og til morgenmad fik jeg et glas varm mælk. Det ærgrede mig lidt, for ganske vist drak jeg komælk dengang, men det var altid kold mælk. Men jeg havde bestemt mig for ikke at sige noget til værterne, for man drak åbenbart varm mælk til morgenmad i deres land. Den sidste morgen, jeg var der, sagde jeg at det var lidt interessant at man drak varm mælk her, for i Danmark vil de fleste helst have kold mælk. Da kiggede mine værter forbløffet på mig, for de kunne faktisk bedst lide at drikke kold mælk – men de regnede med at man foretrak varm mælk i Nordeuropa! Og fordi jeg intet sagde, regnede de (naturligt nok) med at alt var som jeg gerne ville have det.

Denne historie kom jeg til at tænke på i dag, hvor jeg købte og gik i gang med at læse Spræng boblen, en ny bog af Vincent F. Hendricks. Han er leder af Center for boblestudier på Københavns Universitet, og i sin bog giver han en populærvidenskabelig analyse af “bobler” i økonomi, på sociale medier og andetsteds hvor der er aktiver på spil. Aktiverne kan være penge eller måske “bare” social prestige i form af likes eller retweets på sociale medierne. En for mig at se helt central observation er denne:

Til tider kan det være nok, at alle tror, at alle andre tror, at der er en fundamental værdi forbundet med aktivet, hvad den så end måtte være…

Her spekulerer jeg på hvor mange fænomener derude – og det er ikke kun “bobler” – der mon hidrører fra at alle tror at andre tror noget bestemt, som man ikke selv tror på. Denne tilstand er måske ikke et egentligt paradosk i logisk forstand, men den rummer i sig en interessant selvmodsigelse. Nogle af de fænomener uden for bobleverdenen som måske skyldes at “alle tror at alle tror” er

  • Usikkerheden om seksuel debutalder. Mange unge mennesker tror at alle andre havde en tidlig seksuel debut og er derfor flove over at debutere sent – men statistikkerne viser, at det faktisk ikke er tilfældet at alle unge mennesker har en tidlig seksuel debut
  • Skønhedsidealer for kvinder. En del unge kvinder tror at alle andre (mænd og kvinder) vil have at kvinder skal være åleslanke  og går derfor meget langt for at blive åleslanke – men igen viser statistikkerne, at det faktisk ikke er tilfældet at det åleslanke ideal er særlig populært.
  • Bestemte politiske tiltag. Mange politiske partier tror at de fleste vælgere vil have en  bestemt politik og bruger derfor mange anstrengelser på at tale for en sådan – men hermed påvirker de formodentlig den samme vælgerskare til at acceptere denne politik mere af nødvendighed end af lyst.

Flattr this!

Point Blank

image

Så var aftenen kommet hvor turen gik til København, hvor Bruce Springsteen gav koncert i Parken. Springsteen er en af det 20. århundredes store sangskrivere og performere . I hans værk mødes Dylan, Guthrie, Presley, Redding og mange andre. I perioden fra 1974 til 1982 satte han ikke en fod forkert med sine albumudgivelser. Senere er hans output blevet noget mere ujævnt, men han er stadig en usædvanligt god live-musiker sammen med sit E Street Band… der vel efterhånden er hans musikalske familie.

Var det en god koncert? Ja og nej. Da vi i 2013 så Springsteen i Herning i Boxen, var lyden fin og vi kom tæt på scenen. Og efter koncerten hilste vi på Nils Lofgren… der boede på vores hotel.

Denne gang var denne form for nærhed desværre blevet væk. Lyden i Parken er slet ikke god, og min hustru og jeg sad næsten så langt fra scenen som man kunne komme. Vi følte os mere som helt passive tilskuere end vi havde gjort længe. Men musikken fejlede slet intet og musikerne ej heller. Der var mange numre fra The River i den mere end tre timer lange koncert; især var jeg glad for en intens udgave af balladen “Point Blank”. Der var masser af feststemning i andre numre, men hele koncerten sluttede med en smuk udgave af “Thunder Road” hvor Springsteen var alene med sin guitar. Den sang er en af dem, jeg holder mest af i det hele taget (og her taler jeg ikke kun om Bruce Springsteens sange).

Flattr this!

Tanker inden Brexit

25112888022_e7fdcdbdb1_b

Jeg har tidligere udtrykt min store skepsis over for EU her på bloggen. Det, der er så svært ved at have det sådan med EU, er at man lynhurtigt bliver slået i hartkorn med nogle EU-modstandere som har nogle helt andre argumenter end én selv. Lige nu kan man se det i forbindelse med folkeafstemningen i Storbritannien i denne uge om udtræden af EU.

Det nej til EU, som tegner sig i Storbritannien, er nemlig først og fremmest et nationalistisk nej, og det vil i høj grad være motiveret af en angst for indvandrere og flygtninge. Det vil være et nej, der vil gøre det nemmere for den britiske regering af videreføre den politik, der prøver at træde ud af europæiske menneskerettighedsinstrumenter, og det vil være et nej på UKIPs og de konservatives præmisser. Man kunne selvfølgelig håbe at et stort europæisk land uden for EU ville kunne påvirke europæisk politik på en anden måde end små lande som Norge har kunnet – men Storbritannien vil nok primært bruge tilværelsen uden for EU til at gå enegang. Der er intet som helst progressivt over britisk udenrigspolitik lige nu. Min helt uvidenskabelige fornemmelse er at landdet i endnu højere grad end nu vil vende det loyale blik mod USA med alt hvad det indebærer. Jeg kender nogle briter, der er progressive og håber på et ja; med alt det ovenstående in mente forstår jeg faktisk deres håb om et ja til at blive i EU.

Men det ja, som man også kunne forestille sig, rummer også store problemer i sig, for EU er først og fremmest en frihandelsunion (oprindelig mellem nogle få vesteuropæiske lande), der senere har fået en masse yderligere overbygninger, og mange af dem er ikke særlig demokratiske.  EU er i meget høj grad et redskab, der er styret af økonomiske interesser og gør det nemmere at flytte kapital og arbejdskraft. Den hårde politik over for sydeuropæiske lande i krise er også et tegn på det økonomiske fokus. Samtidig er der også en EU-nationalisme, der blot flytter loyaliteten fra det enkelte land ud til EU. Det er f.eks. ikke mere imødekommende overfor mennesker på flugt, hvis det er EU, der gør det sværere for udlændinge at komme indenfor, end hvis det er det enkelte land.

Faktisk er jeg ikke begejstret for hverken et ja eller et nej i den aktuelle britiske folkeafstemning, og jeg kunne sagtens ende med at stemme blankt eller blive hjemme, hvis jeg var brite. Det, jeg gerne ville have, var en form for forpligtende europæisk samarbejde om f.eks. menneskerettigheder og miljøspørgsmål, der var demokratisk og uafhængigt af økonomiske interesser.

Flattr this!

En våd sommerdag for flygtninge

IMG_20160620_190227 IMG_20160620_191325 IMG_20160620_193720 IMG_20160620_193856 IMG_20160620_205517

I dag holdt vi en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge i Aalborg. Den var et samarbejde mellem Amnesty International (hvor jeg som bekendt er med), Dansk Flygtningehjælp, Internationalt Forum og Asylforum. Formålet var at give udtryk for at flygtninge skal behandles ordentligt både her i Danmark og internationalt og at grundlaget for det skal være menneskerettighederne.

Vi har holdt folkevandring én gang før i Aalborg, nemlig den 6. oktober – der viste sig at være den første rigtig kolde efterårsdag. Alligevel kom der mere end 200 dengang. I dag var det så den suverænt mest regnfulde sommerdag indtil nu. Planerne om en hyggelig sommeraften med musik i det fri ved havnen gav ikke mening; en mikserpult tåler ikke regn særlig godt. De andre fra arrangørgruppen var nødt til at træffe nogle hurtige beslutninger, mens jeg selv holdt en lang projekteksamen og derfor var incommunicado.

Det lykkedes, og der deltog omkring 100 mennesker i folkevandringen. Ikke så dårligt endda med så ringe et vejr! Samira Taba fra Amnesty og Signe Lindstrøm fra Asylforum holdt gode taler i hver sin ende af ruten, der gik fra J.F. Kennedys Plads til Honnørkajen. TV2 Nord kom forbi og lavede et lille direkte indslag, hvor bl.a. jeg blev interviewet. Bagefter gik mange af deltagerne ned til “Susan Himmelblå”, hvor der var levende musik ved de musikere, der oprindelig skulle have spillet på havnen, og Mads Nygaard, der var med til at stifte den første Venligbo-gruppe, holdt tale sammen med sin gode ven Ammar, der er flygtning fra Syrien og nu bor i Skagen.

Flattr this!

Karl Blau – den uventede countrysanger

Karl-Blau-Introducing-copy-1440x1440

Jeg er forlængst blevet gammel nok til at kunne lytte til country. I 2015 læste jeg ved et tilfælde om den amerikanske sangerinde Rhiannon Giddens, og jeg endte med at blive mere end almindeligt glad for hendes album Tomorrow Is My Turn. Jeg drog til København – ud og hjem samme dag – bare for hendes koncert, der af uvisse grunde var en del af Copenhagen Jazz Festival.  Jeg nåede endda at hilse på hende efter koncerten.

Og i år læste jeg ved et tilfælde om Karl Blau, der trods sit tyskklingende navn er fra USA (jeg er ikke specielt tysk heller). Han har i mere end 20 år lavet musik i alle mulige stilarter i relativ ubemærkethed og på meget små pladeselskaber. Men nu kommer så hans debut på et større pladeselskab, Introducing Karl Blau. Og ligesom Rhiannon Giddens’ album er dette et album præget af coverversioner, og igen er udgangspunktet country. Introducing Karl Blau er et rigtig vellykket album af slagsen, som allerede nu er i heavy rotation (i det omfang musik kan siges at rotere i vore dage). Karl Blau har en stemme, der passer usædvanligt godt til genren, og valget af numre er særdeles vellykket

De numre der tager fat i mødet mellem country og soul er særligt fængende. Her tænker jeg på numre som “Six White Horses”, der oprindelig var et hit for Tommy Cash (bror til en vis Johnny Cash) og ikke mindst den lange udgave af Link Wrays “Falling Rain”, hvor arrangementet leder tankerne hen på Marvin Gayes mageløse What’s Going On (et af mine yndlingsalbums). Og netop disse sange rummer en stilfærdig, men tydelig samfundskritik, der placerer dem i samme boldgade som What’s Going On.

Et andet album fra i år, hvor country møder soul, er Sturgill Simpsons A Sailor’s Guide To Earth, og hvis man kan lide Sturgill Simpson, er der en god chance for at man også vil kunne lide Introducing Karl Blau. En helt klar anbefaling herfra!

Her er Karl Blaus udgave af “That’s How I Got To Memphis”, skrevet af en af countrymusikkens store fortællere, Tom T. Hall.

Flattr this!

Sidste stik

Udpakningsaktiviteterne i hjemmet nåede i går det stadie, hvor det gav mening at stille musikanlæg og tv op igen. Så det begyndte jeg på i dag, afbrudt af et skoskab, der skulle samles. Jeg havde købt nye højttalere, herunder en subwoofer, som husstandens øvrige medlemmer synes ligner en lillebitte vaskemaskine (det gør den faktisk også). De nye højttalere skulle forbindes til lydkilden, en surround-receiver fra 2006. Og så skulle den gamle dvd- og cd-afspiller (den er helt fra 2004, men fungerer stadig upåklageligt) forbindes, og hele herligheden forbindes til et fladskærmstv fra 2007. Men hov, der manglede et ekstra kabel til dette – et komponent-video-kabel som vist på billedet. Det måtte jeg hen for at købe.

Den unge ekspedient (de fleste mennesker er yngre end mig nu – endnu et tegn på hvor gammel jeg er blevet) kiggede underligt på mig, da jeg spurgte efter kablet og vist også nævnte noget med en dvd-afspiller. Mente jeg mon et HDMI-kabel? Nej. Mente jeg virkelig et kabel til analoge signaler? Ja, det gjorde jeg. Har I da ikke den slags? Han kiggede undrende på mig, og tilføjede at det var mange år siden de havde solgt den slags. I det øjeblik følte jeg at jeg lige så godt kunne have bedt om at købe et kassettebånd eller en VHS-optager.  De har nok den i butikken ovre på den anden side, sagde ekspedienten – de har alle mulige slags kabler, tilføjede han.

Butikken ovre på den anden side af gaden havde lukket for i dag, men jeg prøver igen i den kommende uge. Nogle gange er det næsten pinligt at mærke tidens fylde.

Flattr this!

Last man standing?

precariat

I denne uge fik jeg endnu et afslag på en ansøgning om forskningsmidler. Der havde været 179 ansøgninger og 19 blev imødekommet. Succesraten for ansøgninger var således 10,6 procent. Nu er der ikke andet for end at søge igen et andet sted.

Hvis jeg søger 10 gange, og der er tale om uafhængige hændelser, og sandsynligheden for succes er 10 procent, vil sandsynligheden for stadig ikke at have fået en bevilling hjem 34,8 procent. Det er en særdeles usikker tilværelse at skulle søge eksterne forskningsmidler.

I dag er der en artikel om den engelske arbejdsmarkedsforsker Guy Standing, der er blandt dem, der især har beskæftiget sig med den fremvoksende samfundsklasse, som han kalder for prækariatet. Det består af de mennesker, der skal navigere fra den ene kortvarige ansættelse til den næste og hvis arbejdsliv er afhængigt af hvor eller om der er midler nok til at holde dem i arbejde. Prækariatet deltager i en daglejerøkonomi; prækariatet er f.eks. chauffører hos Uber og arbejdere på de berygtede zero-hour contracts. I den akademiske verden udgøres prækariatet af undervisningsassistenter og af postdocs, der er finansieret af andres (eller egne) forskningsprojekter.

Min fornemmelse er, at næsten alle i den akademiske verden langsomt er på vej til at blive en del af dette prækariat. Ganske vist er jeg “fastansat” på universitetet, men mine arbejdsvilkår afhænger helt grundlæggende af om jeg selv kan skaffe midler, der kan betale de aktiviteter jeg vil føre ud i livet. Og jeg tilhører selv en uddøende art; vi ser efterhånden at der er færre og færre fastansatte i den akademiske verden, og at universiteterne på grund af nedskæringer fyrer de såkaldt fastansatte.

Usikkerheden er i det hele taget blevet et grundlæggende vilkår for arbejdsmarkedet, og den understøttes af forslag som f.eks. regeringens idé om at arbejdsløse i Danmark skal tage arbejde, uanset om de bor et helt andet sted i landet end der hvor arbejdet er.

Alle ved at en kortere, let usikkerhed kan anspore det enkelte mennesker til at gøre mere end ellers, men den usikkerhed, vi ser nu, er kronisk og vil kunne skabe en kronisk stresstilstand med alt hvad det indebærer af negative konsekvenser.

Og der er noget andet, jeg heller ikke kan lade være med at tænke på: Vi hører i disse år ofte politikere tale om hvordan de udlændinge, der kommer til Danmark, udgør en trussel mod velfærdssamfundet, men reelt er det prækariatet, som udgør den store trussel. Guy Standing udtaler

»I Danmark er det ikke gået lige så hurtigt som i andre europæiske lande, når det kommer til væksten i prekariatet, men forandringen sker hurtigt, og I vil ikke være i stand til at opretholde den gamle sociale velfærdsmodel meget længere. Den er under stort pres, I har meget stor gæld i husholdningerne, og I har store usikkerheder hos unge mennesker«.

Flattr this!

En bogsamlers bekendelser

Fotografi den 16-06-2016 kl. 22.49

I morgen kommer den nye sofa, som vi købte for et par måneder siden. For at den skal kunne komme ind ad døren og hen på sin rette plads, var jeg nødt til at gøre noget ved alle de flyttekasser, der har stået på stuegulvet i en uges tid nu. Så min datter og jeg begyndte at sætte bøger op på reolerne. Det gik hurtigt – ingen sortering efter forfattere eller titel eller noget som helst. En dag skal det hele gås ordentligt efter. Det lover jeg!

Hvor har du mange bøger, far! sagde Nadia flere gange, når vi åbnede endnu en ny flyttekasse. Først lød hun forbløffet, til sidst lød hun faktisk lidt forarget. For ja, selv om min hustru har et pænt antal bøger, har jeg vel en fire-fem gange så mange. Søren Kierkegaard og Star Wars og Chambers English Dictionary og Karl Ove Knausgårds Min kamp på norsk osv. osv. Begrænsningens kunst er så tydeligt ikke en af de kunster, jeg dyrker. Ude på mit kontor på AAU står endnu en bestand af bøger, men det er de “rigtige” fagbøger.

Nu står de fleste bøger på hylderne, og de står i to lag næsten overalt (dvs. de dele af reolen, hvor det ikke er tilfældet, måler i alt 0 cm). En dag skal jeg rydde op i hele det enorme boglager, men af en eller anden grund falder det mig meget svært at skille mig af med bøger. De bøger, som har været gode læseoplevelser, vil jeg ikke af med, for de rummer minder. De bøger, som jeg endnu ikke har læst, vil jeg selvfølgelig ikke af med. Og de bøger, der var noget skrot, har jeg lykkeligt skilt mig af med for længe siden. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste bogsamler, der har det på den måde.

Der er stadig en ordentlig samling flyttekasser i stuen i skrivende stund, og de rummer noget endnu mere antikveret end bøger, nemlig cd’er.

Flattr this!