Kategoriarkiv: Blog

Livet er en katastrofe

zorba

Her til morgen læste jeg avis – Dagbladet Information, selvfølgelig. Her er nogle af overskrifterne.

Jeg behøver næsten ikke at nævne at jeg blev så overvældet og bekymret, at jeg sad og blev modløs en stund.

En mulighed er selvfølgelig at lade være med at læse avis eller at finde en avis, der er mere begejstret. Men det fjerner ikke den katastrofe, som livet er.

En af de film, jeg har set mange gange og snart må se igen, er Zorba, der er baseret på Nikos Kazantzakis’ roman (som jeg også har læst). Et sted i filmen vil englænderen Basil vide, om Zorba aldrig har haft en familie. Og Zorba svarer:

Am I not a man? And is not a man stupid? I’m a man. So I married. Wife, children, house, everything. The full catastrophe.

Citatet dukker op igen i Jon Kabat-Zinns bog Full Catastrophe Living, som jeg lige nu tygger mig igennem – og det har givet bogen dens titel. Zorba tænkte ifølge ham ikke på familielivet som en katastrofe men som endnu et aspekt af livet, der kan være overvældende og give anledning til mange bekymringer.

Og her er et citat fra et interview med Jens Unmack (lige nu aktuel med albummet Kærlighed og straf), der siger det samme som Zorba:

Du bekymrer dig heller ikke?

»Nej, jeg er fyldt op af katastrofer. Jeg gider ikke at se flere velgørenhedsshows på tv, mens jeg glemmer at være ordentlig over for de mennesker, som jeg burde være ordentlig over for. Vi kan ikke bekymre os om verdens undergang døgnet rundt, så er vi ikke mennesker længere.«

Det er meget præcist udtrykt. Det eneste realistiske, vi kan gøre, er at finde en måde at lære at leve med uoverskueligheden, så vi kan gøre noget ved den. Vi skal hverken lade os rive med af bekymringerne eller skubbe dem væk. Jon Kabat-Zinns bog handler om et bud på et alternativ, nemlig mindfulness, den nu lidt forkætrede idé om at vi skal være så opmærksomme som muligt i vores liv. Jeg håber selv at jeg efterhånden kan få denne idé til at virke for mig også.

 

flattr this!

Fravalgsuddannelser?

reparation

Igen i dag er der diskussion af karakterkravene for at kunne komme i gymnasiet. Nogle partier vil have at man skal have mindst 02 i relevante fag for at kunne begynde i gymnasiet, andre kræver karakteren 4, andre igen kræver 7.

Jeg tænker to ting. For det første at man bør lave en statistisk analyse af hvad folkeskolekaraktererne betyder for elevers succes i gymnasiet og bruge dette, hvis man vil lave adgangsbegrænsning. De nuværende diskussioner om karakterkrav ser ud til at være uinformerede. Jeg har selv en uvidenskabelig fornemmelse af at der er en korrelation mellem folkeskole- og gymnasiekarakterer, men lad os dog få noget substans i diskussionerne om karakterkrav.

For det andet opdager jeg at nogle politikere vil have højere adgangskrav til gymnasiet end til erhvervsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne igen havner i rollen som uddannelse for “de andre”, dem der ikke opfylder kravene for at kunne komme i gymnasiet. For at se urimeligheden i denne holdning kan man tænke på den hypotetiske situation, at det var omvendt – at der var en stiltiende konsensus om at studentereksamen var en trøstpræmie for dem, der ikke kunne finde ud af at blive håndværkere.

Denne forskel i status er trist. Jeg har ingen enkle løsninger på den udfordring, erhvervsuddannelserne står over for, men jeg kan ikke lade være med at tænke på at man kunne gøre meget for at skabe nye kompetencer inden for bæredygtige erhverv. Et af de potentielt bæredygtige erhverv, man tit glemmer, er det at kunne reparere. Der er inden for de seneste år vokset en skov af små værksteder frem, der tager sig af reparation typiske fejl ved mobiltelefoner og computere. Forleden havde jeg selv glæde af et lokalt værksted, da tænd/sluk-knappen på min telefon var gået i stykker. Jeg vil hellere give 400 kroner for en ny knap end at skifte en ellers god telefon ud til årets nye model – det sparer mig penge i det lange løb, og jeg undgår at producere nyt elektronikaffald.  Det at kunne reparere komplicerede produkter kan være et vigtigt korrektiv til masseproduktionens dogme om indbygget forældelse og køb-og-smid-væk og den outsourcing, den fører med sig. Tænk, hvis vi kunne uddanne en hel masse dygtige reparatører.

flattr this!

1864 for anden gang

jlh

Bornedal maler med den brede pensel i andet afsnit, nogle gange lige lovlig bredt. Man bør huske at han ikke er bange for at sætte tingene på spidsen og især i Charlot og Charlotte, som var Bornedals gennembrud og som jeg satte meget højt, brugte han karikaturen meget bevidst som virkemiddel. I en historisk sammenhæng kan den slags dog blive mere problematisk. Første afsnit var efter min mening bedre, måske fordi der i dette afsnit ikke sker så meget nyt, men jeg tror at der kommer mere liv over fortællingen når krigen begynder (hvor paradoksalt det end måtte lyde). Måske kunne første og andet afsnit være redigeret sammen til en 90 minutter lang pilot. Det ville formodentlig have virket meget stærkere.

Og så tror jeg, det er første gang en dansk tv-serie (eller måske endda en dansk film) forsøger at fortælle om romaerne, der jo også er del af Danmarkshistorien. Det er i sig selv prisværdigt, men klicheen lurer unægtelig lige om hjørnet med den smukke sorthårede pige og de glade spillemænd.

Billedsiden af 1864 er uangribelig – Bornedal får igen virkelig manet sommerstemninger frem – og der er nogle gode skuespillerpræstationer her. Nicholas Bro fylder i bogstaveligste forstand rollen som D.G. Monrad godt ud, og det er interessant at caste Sidste Babett-Knudsen som den diva, man vel længe har mistænkt hende for egentlig at være. Det er også altid en fornøjelse af se Zlatko Buric; jeg havde ikke forventet at se ham her.

flattr this!

Et nyt Australien?

australia-anti-immigration-ad

I de seneste uger har vi set hvordan der er ved at ske endnu et ubehageligt skred i opfattelsen af dansk asylpolitik. Danmarks mest populære partier vil kort og godt eksportere flygtninge og asylansøgere til lejre i fattige lande – og hvis gældende international lov på menneskerettighedsområdet forhindrer dette, skal Danmark undsige sig den.

I en udsendelse på DR1 fremhævede Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti Australien som et positivt eksempel på hvordan Danmark kunne gøre. Den australske regering har for få måneder siden indgået en aftale med Cambodia om at landet skal huse asylansøgere og et antal mennesker med flygtningestatus. Til gengæld får Cambodia 40 millioner australske dollars i udviklingshjælp. Det er interessant, at beskyttelsen af forfulgte mennesker nu overlades til Cambodia, der er et af de fattigste lande i Asien og i de seneste 40 år har været hjemsted for krige, folkemord og hungersnød. Situationen er mindre ekstrem nu, men også i dag er Cambodia hjemsted for alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

Billedet ovenfor viser den australske immigrationsstyrelses nye plakat; den findes på en lang række sprog og er rettet mod menneskesmuglere og potentielle asylansøgere. Den er del af en regulær skræmmekampagne og jeg forestiller mig den uvilkårligt side om side med turistinformationerne på http://www.australia.com.

Nærområde-begrebet dukker op igen og igen i argumenterne for ikke at ville tage imod flygtninge. Det interessante er at det engang faktisk var Danmark, der var nærområde. Fra 1933 og frem til 1940 kom der tyske flygtninge til Danmark på grund af nazismen; de flygtende tyskere var jøder eller på anden vis modstandere af Hitler. I denne periode blev mange af dem dog sendt tilbage. Og umiddelbart efter 2. verdenskrig kom der igen mange flygtninge fra Tyskland. Denne gang var det tyskere, der flygtede fra krigens ødelæggelser. De blev indkvarteret i lejre, hvor dødeligheden var høj.

Man skulle nu tro, at de populære partier ville have en anden holdning i det tilfælde at Danmark var et nærområde. Men nej, tværtimod gør man den måde, de tyske flygtninge blev behandlet på, til et ideal for en flygtningepolitik i vore dage. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti udtrykker det således:

De skal ikke ind i Danmark, så de ikke er til at komme af med igen. Efter krigen var der en kvart million tyske flygtninge. De var indkvarteret i nogle udmærkede lejre, hvor de blev behandlet godt. Men alle skulle naturligvis hjem, og det kom de også. Den sidste rejste hjem i 1949. Man burde gøre noget tilsvarende nu

flattr this!

Hundredeogtretten?

IMG_4049-2.JPG

I dag er jeg med min kone og vores datter på 13 på besøg hos min svigerfar, der bor i Dalby udenfor Kerteminde.

Vi steg på bussen i Odense for at komme til Kerteminde. Jeg købte billetter og pointerede at vores datter er 13 (hun er høj af sin alder), fik byttepenge og satte mig.

Men hov! Alle tre billetter kostede jo det samme. Måske har de ikke børnebilletter hernede mere? Jeg kiggede på billetterne og taksttabellen bag chaufføren. Også i Odense er aldersgrænsen for børnebilletter 15 år. Jeg henvendte mig til chaufføren.

– Undskyld, du har givet min datter en voksenbillet. Hun skulle have en børnebillet. Jeg sagde jo at hun var 13.
– Nej, du sagde “113”. Jeg kan ikke lave din billet om nu.
– Hvorfor i alverden skulle jeg dog have sagt det tal? Det giver jo ingen mening.
– Du sagde “113”.
– Hør nu her, du har lavet en fejl!
– Det hjælper ikke at du hidser dig op.
– Jeg hidser mig ikke op. Hvorfor vil du dog ikke indrømme at du har lavet en fejl?
– Hvis det er på den måde, synes jeg at du skal forlade bussen. Det vil jeg faktisk helst have at du gør.

Jeg blev selvfølgelig siddende i bussen med familien, skummede langsomt af og tænkte over dels hvorfor jeg blev så vred, dels hvorfor nogle mennesker (mænd – i dette tilfælde vel to mænd) har så svært ved at tabe ansigt og havner i en blindgyde af smålighed.

flattr this!

Uddannelsesbarometeret

uddannelsesbarometer
Samlet oversigt over ATVs ranking af de danske universitetsuddannelser.

For tiden er mange optaget af de aktuelle planer om totaldimensionering af universitetsuddannelserne, og det ender let i en sammenligning af dem, og ofte er der reelt tale om en rivalisering mellem dem . Det er velkendt og trist at opleve både angrebene på humaniora fra erhvervslivets side og de nogle gange dårligt gennemtænkte forsvar for humaniora der især skyldes folk uden for universitetsverdenen. Hvis planen med totaldimensioneringen er at spille fag og universiteter ud mod hinanden, er det lykkedes over al forventning.

Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) har udarbejdet en rapport med en rangordning af de danske kandidatuddannelser.

Det er interessant, at denne rapport kommer netop nu, synes jeg. ATV skriver selv i forordet:

Et udvalg i regi af ATV’s råd for forskning og uddannelse – ATV|Helios har udarbejdet denne rapport med en ambition om at etablere centrale elementer af en sådan analyse ved at fokusere på faglig tilpasning, kompetencetilpasning, videnskabeligt niveau, værdiskabelse og international sammenlignelighed af de danske universitetsuddannelser påkandidatniveau.

Det er underligt for mig at se datalogi og IT placeret langt nede på rankingen, kun ét trin over erhvervslivets foretrukne prügelknaber: de kunstneriske og æstetiske fag. (Jeg bemærker at formanden for udvalget bag rapporten er Erik Meiniche Schmidt, der er tidligere dekan ved Aarhus Universitet, men også datalog.)

Det store spørgsmål, jeg sidder tilbage med, er om kriterierne for ATVs vurdering egentlig er de rigtige. Giver det mening at sammenligne områder, der ikke rigtig er “internationaliserbare” som f.eks. dansk litteraturhistorie, med områder, der er, som f.eks. engelsk litteraturhistorie? Og giver det mening at sammenligne fag med helt forskellige fagligheder og publikationsstrategier som f.eks. fysik og æstetiske fag? Jeg er bange for at man ender med ikke at yde nogen af fagene ordentlig retfærdighed.

flattr this!

Til minde om Klyderne

I dag kan jeg læse at Jess Ingerslev er død. Han blev 67 – og først nu, hvor jeg har læst hans nekrolog, går det op for mig at han faktisk var født i Aalborg. Her er et lille klip fra det oprindelige Kaptajn Klydes Flimmercirkus –  det starter med en nytårstale og ender med en meget u-vegetarisk (for ikke at sige u-vegansk) sang. Flimmercirkusset startede som en del af DRs Ungdomsredaktion og til sidst blev det så populært at der kom et selvstændigt show ud af dem. Senere blev det endda til en spillefilm, Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage.. Tom McEwan, der nu er den eneste tilbageværende Klyde, og Jess Ingerslev fortsatte samarbejdet i det smålegendariske børneprogram Nu er det ikke sjovt længere (kendt for sangen “Fy fy, skamme skamme”).

Men det var med Kaptajn Klydes Flimmercirkus, det begyndte. Det er interessant at tænke på at Erhard Jacobsen blev forarget over at Jesper Klein vaskede et Dannebrog i en vaskemaskine – ud kom et rødt flag og et kors! (Jesper Klein bemærkede at de to ting såmænd kunne bruges til at lave en drage, men det hørte Erhard J. vist ikke.) Jeg kan også huske hvordan der blev lavet et afsnit på engelsk til en international tv-festival – men indledt med velkomsten “Godaften, I udenlandske røvhuller” på dansk (næsten profetisk!). Også dét vakte en del forargelse hos Erhard Jacobsen og ligesindede.

Uden egentlig at ville det, blev Kaptajn Klyde del af samme stime musikalsk komik som de meget mere tandløse Eddie Skoller og Linie 3, og til sidst havde de overlevet sig selv. Der var grænser for hvor meget, trio-formatet kunne bære; jeg har en anelse om at Klyde-filmen ikke var så stor en succes. Men når man ser de gamle klip fra 1980, aner man slægtskabet med et andet legendarisk foretagende fra DRs B&U-afdeling, nemlig Poul og Nulle. Og man bemærker også at denne form for humor hører en anden tid til. Vore dages stand-up-komik er langt mere tempofyldt og bevidst om egne virkemidler, men også på godt og ondt noget mere kynisk og selvcentreret.

flattr this!

Chomsky om usikkerheds-universitetet

shutterstock_125767211

Hos netmagasinet Salon kan man læse et interessant foredrag, som Noam Chomsky har holdt i år. Chomsky er på én gang en kontroversiel samfundskritiker og en af de vigtigste personer i USAs akademiske verden gennem en menneskealder. I dette foredrag (som er blevet til et essay ved at komme på skrift) tager han fat på kritikken af den akademiske verden i USA. Men essensen af kritikken rammer også den akademiske verden, som jeg oplever den i Danmark.  Chomsky fokuserer på hvordan den konkurrencefikserede forretningsmodel, som anvendes i store virksomheder, er blevet overført til universitetsverdenen og hvad det har ført med sig.

  • De grundlæggende vilkår i den moderne akademiske verden er usikre. Ansættelser er usikre, undervisningsopgaver er usikre, forskningsmidler er usikre. Målet med at have så stor en usikkerhed er at skabe et incitament, der samtidig er kontrollerende. Fordi akademikere skal bruge en masse energi på at sikre sig fortsat ansættelse og fortsatte arbejdsopgaver og på at skaffe de nødvendige forskningsmidler, bliver de grundlæggende nervøse og får mindre trang (og tid) til at kritisere systemet. Hele dette usikre universitetsmiljø, præget af skarp konkurrence, kommer  i sidste ende til at være indoktrinerende.
  • Den administrative side af universitetet er vokset voldsomt. Der er blevet forholdsvis langt flere administrative medarbejdere, og der er flere og større ledelseslag nu mellem de ansatte og universitetets højeste myndighed.
  • Kvaliteten af kontakten mellem undervisere og den enkelte studerende bliver sænket.  Holdene bliver større, og der bliver flere deltids- og løstansatte undervisere.
  • Stadigt lavere grad af medindflydelse fra “gulvet”. I USA har der aldrig rigtig været medindflydelse fra de studerende, og ledelsesstrukturen er som i Danmark: Ansatte dekaner og ansatte institutledere.

Men alle disse kritikpunkter er velkendte, og jeg har også selv fremført dem her på bloggen.

Det rigtig interessante, Chomsky bidrager med, er et bud på hvordan den akademiske verden i stedet kunne være. Chomsky tror ikke på at der engang har været en “guldalder”, så en simpel tilbagevenden til fortidens strukturer er ikke det, der ligger ham på sinde. I stedet slår han på det, der i virkeligheden er modsætningen til det eksisterende usikkerheds-universitet:

  • Der skal være et reelt, repræsentativt demokrati for alle ansatte (og de studerende). Chomsky påpeger at dette at de ansatte selv skal bestemme over virksomheden faktisk er et liberalt (!) ideal, der stammer tilbage fra John Stuart Mill og faktisk også John Dewey.
  • Formålet med at lære skal gentænkes. I stedet for at fokusere på at de studerende skal lære for at bestå, skal undervisningen fokusere på at de studerende skal lære for at stimulere og udvikle deres nysgerrighed.

Jeg hæfter mig især ved denne lille anekdote fra Chomsky (der egentlig også er et forsvar for problemorientering):

One world-famous physicist, in his freshman courses if he was asked “what are we going to cover this semester?” his answer was “it doesn’t matter what we cover, it matters what you discover.”

Jeg ville ønske at ministre og embedsmænd ville læse Chomskys essay – og forstå det.

flattr this!

Attenfireogtres

1864

Så blev det omsider tid at se det første afsnit af Ole Bornedals 1864. Det ser lovende ud.Jeg kan godt forstå at Dansk Folkeparti ikke bryder sig om fremstillingen – Bornedal trækker paralleller til vore dages danske krigsbegejstring, og nationalklenodierne D.G. Monrad og Johanne Louise Heiberg fremstår som lettere mentalt ustabile mennesker. Og endnu engang har en instruktør fundet nogle solide børneskuespillere – det er næsten synd, at vi kun skal se dem i dette første afsnit. Det er den første søndags-tv-serie, hele familien ser sammen;  vores datter var den første til at lure symbolikken i at den ene bror får en bog i gave, mens den anden får en bajonet.

Det, som jeg allerede kan se, er at 1864 formår at gøre noget, som al historieundervisningen ikke gjorde for mig. Dengang i folkeskolen fremstod hele fortællingen om Treårskrigen og krigen i 1864 som abstrakte placeringer af landegrænser og navne på slag. Min lærer var ikke så lidt af en nationalist, så meget husker jeg, og al hans tale om hvor dansk Slesvig var, fik mig til at stå mentalt af.

I tv-serien bliver det allerede tidligt klart, at krigene dengang i det 19. århundrede smadrede en masse menneskeskæbner. USA har længe haft en filmtradition for at fremstille den amerikanske borgerkrig, der var med til forme det moderne USAs selvforståelse. Nu er der omsider et bud på en billedfortælling om den krig, der på præcis samme tid var med til at forme en dansk selvforståelse. Den reaktionære nationalisme, som i disse år igen trækkes frem af mange politikere, er ikke så væsensforskellig fra hvad man så for 150 år siden.

flattr this!

Backus og Chomsky

backus-syntax
Udsnit af den artikel, hvor Backus første gang foreslår en udgave af det, vi i dag kalder kontekstfrie grammatikker.

Når man skal beskrive syntaksen af programmeringssprog, bruger man normalt kontekstfrie grammatikker. Denne model skyldes John Backus, der var datalog og matematiker og ansat som forsker ved IBM, og Noam Chomsky, der var (og er) teoretisk lingvist ved MIT. Backus’ indsigt blev brugt til at beskrive syntaksen af ALGOL 60 – og skal jeg nævne en tredje person i denne forbindelse, må det være Peter Naur, der var redaktør på ALGOL 60-rapporten.

Det er interessant at Backus og Chomsky får deres ideer samtidig, nemlig i første halvdel af 1950’erne. I lærebøger om formel sprogteori har jeg aldrig set nævnt om Backus var inspireret af Chomsky – eller omvendt (omend jeg ikke kan lade være at bemærke, at Chomskys teori om syntaks er langt mere generel). De to mænd er endda født i samme by i USA, nemlig Philadelphia, med fire års mellemrum. Om de nogensinde nåede at møde hinanden, ved jeg ikke.

Af en artikel af Stephen Wolfram fremgår det at de to amerikanere får deres ideer uafhængigt af hinanden.

På den anden side står der dette i en nekrolog fra 2007:

Among his library at the time were the works of the modern philosopher and theorist Noam Chomsky, who studied the evolution of the human intellect and of written and spoken language in parallel. Chomsky was developing a symbolic syntax with which to frame his concepts of languages within languages, in the study of how sociology affects grammar. Backus borrowed some of Chomsky’s concepts, including the idea that a symbology could represent a computer language…even one that didn’t yet exist.

Men Backus sagde selv (ifølge et citat fra bogen Out of Their Minds: The Lives and Discoveries of 15 Great Computer Scientists)

There’s a strange confusion here. I swore that the idea for studying syntax came from Emil Post because I had taken a course with Martin Davis at the Lamb Estate… So I thought if you want to describe something, just do what Post did. Martin Davis me he did not teach the course until long afterward… So I don’t know how to account for it. I didn’t know anything about Chomsky. I was a very ignorant person.

Martin Davis mener at Richard Goldberg, der arbejdede sammen med John Backus på Fortran-projektet og oprindelig var filosof fra Harvard, kan have omtalt Chomskys arbejde for Backus. Så hvor meget Backus kendte til Chomskys arbejde, får vi aldrig at vide nu.

Men her er det faktisk interessant, at de kontekstfrie grammatikker første gang blev foreslået i det 4. århundrede før vor tidsregning af den indiske matematiker Pāṇini (al lighed med italiensk bagværk er tilfældig). Pāṇini var interesseret i at forstå strukturen af sanskrit, som er det sprog, man dengang talte i hans del af Indien og som hinduismens hellige skrifter er forfattet på. Om Backus eller Chomsky kendte hans arbejde, ved jeg ikke.

flattr this!