Kategoriarkiv: Blog

John Nash er død

nash1

Jeg har netop læst at John Nash i går er omkommet i en bilulykke i USA sammen med sin hustru. Han ville være blevet 87 i næste måned. Mange blev opmærksomme på Nash gennem filmen A Beautiful Mind. Som i så mange andre film om matematik og matematikere (ikke at der er så mange igen) er fremstillingen af de matematiske emner ikke særligt imponerende, og også aspekter af Nash’s ægteskab er ikke korrekt skildret. Men filmen gav mig en vigtig indsigt i det at være skizofren – en af de potentielt mest invaliderende psykiske sygdomme, et menneske kan komme ud for. Og den viser at et menneske er meget mere den psykiske sygdom, han eller hun, lider af.

I 1994 fik Nash Nobelprisen, og i år fik han Abel-prisen, der vel er matematikkens Nobelpris (undskyld til Fields-medaljetagerne). Denne pris fik han ikke for sit arbejde inden for spilteori, men for sine resultater om partielle differentialligninger. Det var da Nash var på vej hjem fra prisoverrækkelsen i Norge, at hans taxi forulykkede.

Nu er Nash ikke blandt os mere. Æret være hans minde.

Flattr this!

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

DGS' nuværende logo (ensfarvet og uden ugle).
DGS’ nuværende logo (ensfarvet og uden ugle).

I dette forår er det 50 år siden, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) blev stiftet, og jeg kan se at det har været fejret som det sig hør og bør. Jeg og andre kæmpede fra 1979 til 1982 en forgæves kamp for at få mit gymnasiums elevråd til at melde sig ind. Bortset fra en kort periode til sidst var jeg ikke selv med i elevrådet. De fleste elever på Fjerritslev Gymnasium var ligeglade med uddannelsespolitik, og en del var direkte modstandere af DGS. Den konkurrerende, noget mindre og noget mere borgerligt orienterede organisation hed GLO (Gymnasieelevernes Landsorganisation). Måske var de mest populære på mit gymnasium fordi de ikke brød sig om DGS.

Selv sad jeg altid lidt på sidelinjen i DGS sammen med Steen og Mie og Lærke og Britta og Finn og Jeppe og de andre, der også var med til at kæmpe den forgæves kamp i Fjerritslev. Nogle gange tog vi til landsmøder og repræsentantskabsmøder og mødte gymnasieelever fra resten af landet og blev inspireret. Nogle fandt sig en kæreste på den måde (jeg gjorde ikke). Det var en sjov og måske også lidt forvirret tid, hvor det var hip at lytte til Malurt og Kliché og at gå i anorak og at diskutere for og imod atomkraft.

De rigtig aktive i DGS var mest fra København og omegn, og forbløffende mange af dem var med i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Fra de år husker jeg især Bo Søby Kristensen, Tonny Johansen (den ene afløste den anden som formand og kæmpede efter sigende om at have de hvideste skjorter!), Niels Rohleder, Claus Piculell og Gorm Gunnarsen. Niels mødte jeg igen mange år senere, da han var blevet journalist på Information. Claus, som så afgjort var den af københavnerne, jeg kendte bedst, døde desværre for nogle måneder siden efter lang tids sygdom. Gorm lever til gengæld i bedste velgående, kan jeg se på Facebook – han er gymnasielærer og har endda tid til at være lokalpolitiker i København også. Ikke helt få politikere og journalister har i årenes løb indledt deres samfundsengagement netop i gymnasieelevernes bevægelse. Der var til gengæld ingen af os fra Fjerritslev, der endte i politik eller journalistik – med Cavlingpris-vinderen Jeppe Gaardboe som en væsentlig undtagelse. Fra Nordjylland husker jeg selvfølgelig Lars Hellerup (dengang fra Hasseris Gymnasium), der som en af de få nordjyder var med helt fremme dengang og som stadig bor i Aalborg og nu er bestyrer på Studenterhuset.

Jeg kan huske lange diskussioner om alt muligt, og jeg husker bl.a. en lang  landsmødediskussion om hvorvidt DGS skulle udtale sin støtte til kampen mod diktaturet i El Salvador. Det endte vi så med ikke at gøre, mest fordi det ikke rigtig havde så meget med gymnasiepolitik at gøre. De fleste af os (nok os alle) havde stor sympati for sagen. Til gengæld var det også i den tid, nogle havde havde en drøm om Operation Dagsværk – en drøm, der få år efter blev til virkelighed.  Kun små ånder som f.eks. Inger Støjberg (der selvfølgelig aldrig var med i DGS) syntes stadig, en del år senere, at ideen om at give en arbejdsdag til fordel for Det Globale Syd var noget, der burde bekæmpes.

Mit sidste minde om min tid i DGS er vemodigt. Jeg var nødt til at gå fra landsmødet i 1982 lidt inden afslutningen, fordi jeg skulle nå et tog nordpå – og det netop som Sidsel Stenbak var blevet valgt som foreningens nye formand/kvinde. Jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til et DGS-møde igen, for nogle få måneder senere skulle jeg afslutte gymnasiet. Dem, jeg havde været sammen med den weekend, så jeg ikke igen.

Ironisk nok var det DGS, der mange år senere var med til at kæmpe imod lukningen af mit gamle gymnasium, og jeg ved da også at stemningen inden da for længst var vendt i Fjerritslev til fordel for DGS. GLO havde opløst sig selv og gik ind i DGS. DKU var for længst blevet opløst efter Murens fald. Mit gamle gymnasium er der endnu. Gymnasieskolen er en anden, uddannelsessystemet forandret til ukendelighed og på mange måder bestemt ikke til det bedre. New Public Management og taxametermareridtet er kommet til.

DGS har vedholdende kæmpet imod en masse urimeligheder i de 50 år der er gået og har da også opnået resultater undervejs. Elevbevægelsen er rigtig vigtig.

Jeg ville gerne kunne vise jer det gamle logo med DGS-uglen fra dengang. Det var de år, hvor badges var hip. Men mit rød-hvide badge (det lykkedes mig at sælge nogle af dem til familien for en femmer stykket!) er desværre gået tabt for mange år siden. Og engang havde jeg også nogle sort-hvide fotos jeg tog til et landsmøde, men også de er desværre væk. Minderne har jeg til gengæld endnu.

Flattr this!

Lad overforbruget tage skraldet

Foto: Wikipedia.
Foto: Wikipedia.

I sidste uge fortalte jeg en god ven om det at skralde, dvs. at tage kasserede varer, her som regel fødevarer, fra supermarkeders affaldscontainere. Dygtige skraldere kan på den måde reducere deres madbudget betragteligt. Nogle af dem identificerer sig selv som freegans; de lever i det omfang de kan vegansk og undgår så vidt muligt at købe varer.

Nogle supermarkeder herhjemme accepterer slet ikke dette at skralde og overhælder de kasserede varer med blegemiddel eller lignende, så varerne bliver ubrugelige. Min ven udbrød: Hvorfor giver man dog ikke overskudsmaden til de fattige?

Det er et helt oplagt og naturligt spørgsmål. I nogle lande er der folkekøkkener, der udelukkende bruger overskudsmad. Et initiativ, der startede i USA , er  Food Not Bombs (i sig selv et dejligt slogan!), der tager imod overskudsmad fra butikker og bruger maden i folkekøkkener.

Nu kan jeg læse at man i Frankrig har vedtaget en lov, der gør der ulovligt for supermarkeder at destruere spiselige fødevarer på denne måde. Sådan en lov burde vi også have i Danmark.

Flattr this!

Skal man tale med dem?

Daniel Carlsen fra Danskernes Parti sammen med Giorgos Epitideios, der er Europaparlamentsmedlem for Gyldent Daggry. Bemærk dette partis logo, der meget tilfældigt er tæt på at ligne et hagekors.
Daniel Carlsen fra Danskernes Parti sammen med Giorgos Epitideios, der er Europaparlamentsmedlem for Gyldent Daggry. Bemærk dette partis logo, der meget tilfældigt er tæt på at ligne et hagekors.

Jeg har endnu aldrig været til Folkemøde på Bornholm, og jeg kommer heller ikke af sted i år. Denne gang deltager der flere stærkt højreorienterede personer, og det gør mig bestemt ikke mere opsat på at deltage. Den homofobiske “ytringsfrihedsforkæmper” Geert Wilders, der vil have forbudt Koranen, er inviteret af Trykkefrihedsselskabet. Det kryptonazistiske Danskernes Parti afholder et arrangement som har deltagelse af bl.a. en repræsentant for det lige så kryptonazistiske Gyldent Daggry fra Grækenland og en fransk fascist.

Hvad skal man dog gøre? Hvis man møder op til et sådant møde, ender man med at legitimere de ekstreme holdninger. Hvis man ikke møder op, får repræsentanterne for de ekstreme holdninger frit spil. Hvad skal man så gøre? Jeg har ikke noget godt svar. Senest har Özlem Cekic sagt ja til at deltage ved det arrangement, Danskernes Parti laver. Det har mødt en del kritik. Samtidig ved vi dog også at Cekic er blevet kendt for at invitere dem, der kritiserer hende i hårde og ubehagelige vendinger, på kaffe og kage. Hun begrunder sin beslutning om at deltage hos Danskernes Parti således:

Derfor har jeg den holdning, at deres holdninger og had mod muslimer og jøder ikke skal stå uimodsagt. De har inviteret mig, og jeg har sagt ja, fordi det er vigtigt, at hadholdninger bliver sagt imod…

Måske leverer Özlem Cekic faktisk selv svaret på hvad man skal gøre: At politikerne skal tale imod hadske holdninger. Men det behøver man imidlertid ikke at mødes med repræsentanter for hadet for at gøre, og man skal ikke begrænse sig til nogle bestemte, udvalgte dage i juni. Desværre er der ikke så mange politikere, der uden for en folkemøde-sammenhæng bruger tid og kræfter på at imødegå den intolerance, der er så meget af i dag. Der er en masse ikke-racisme i dag, men alt for lidt antiracisme.

Flattr this!

Langsomt!

Jeg har altid været berygtet for at spise hurtigt. Alt for hurtigt. Alle, der kender mig, ender med at bemærke det på et tidspunkt. Giv mig 5 minutter, og jeg kan bortskaffe en stor portion (plantebaseret) mad. Til gengæld har jeg så en fætter – jeg ved at han nu ved hvem jeg tænker på! – der i hvert fald som barn og ung spiste ekstremt langsomt. Hvorfor jeg spiser så foruroligende hurtigt, ved jeg ikke. Det må være en vane, jeg har grundlagt tidligt, og den er svær at slippe af med. Kun når jeg bliver distraheret på behagelig vis af dem, jeg er sammen med, sætter jeg tempoet ned. I de tilfælde kan jeg endog komme til at minde om min fætter.

Jeg har altid lovet andre, at jeg ville prøve at spise langsommere og mere velovervejet. Men har jeg så holdt det? Nix. Mindfulness er sådan en god idé, men den er samtidig også svær at praktiskere godt. Her er et klip med den ikke helt ukendte serbiske kunstner Marina Abramović (som i øvrigt selv er vegetar), der demonstrerer tre simple øvelser i at gøre hverdagsting ekstremt langsomt. Formodentlig vil jeg ikke bruge Abramović Method selv, når jeg spiser, men fascinerende er det nu alligevel.

En helt anden tanke, jeg fik mens jeg så denne video, er baseret på ren misundelse: Bare jeg også kunne se så godt ud, når jeg selv blev 68. For så gammel er hun faktisk.

Flattr this!

Velkommen, Mr. Chance

beingthere2

Det er muligvis pinligt at skulle indrømme dette, men der er faktisk ikke ret mange filmkomedier som jeg synes er rigtig morsomme. Nogle af de morsomste film, jeg kender, er film hvor humoren er underspillet. Meget højt på min liste er Velkommen, Mr. Chance fra 1979 (som på engelsk hed Being There),  beretningen om en særdeles enfoldig og småtbegavet (engelsk?) gartner ved navn Chauncey der er ansat hos en gammel mand i Washington D.C. Chauncey har al sin viden fra dårlige amerikansk tv-programmer. Da den gamle mand dør er Chauncey pludselig overladt til sig selv og ender med at blive beundret af politikere og elsket af kvinder. Alle tager de Chaunceys almindeligheder om at passe haven og se fjernsyn for at være indsigtsfulde visdomsord. Ligheden med nuværende og fordums guruer, profeter og mirakelmagere er ikke tilfældig (hvem sagde Deepak Chopra?). Der er en tilsyneladende hårfin grænse mellem det dybe og det trivielle. Eller også er det bare verden, der vil bedrages.

Her er en af de mange kostelige scener i filmen. Det er særligt bemærkelsesværdigt at Peter Sellers leverer en så gennemført og underspillet præstation. I alt for mange af hans andre film overspiller han så det ofte ikke er til at holde ud (synes jeg), men her holder han sig helt tilbage. Instruktøren er Hal Ashby, der også var manden bag den lige så vellykkede Harold og Maude. Der kommer stadig gode film fra USA, men der er alligevel noget særligt ved amerikanske film fra 1970’erne i årtiet inden pangfarverne og den tilstræbte teknologiserende æstetik satte ind.

Jeg har på det seneste prøvet at finde filmen på dvd (og hermed er det så afsløret at jeg stadig ikke har Netflix eller lignende), men foreløbig uden held. Til gengæld kan den købes på iTunes for 79 kr, så måske ender jeg med at downloade den dér.

Flattr this!

En lille historie om papirservietter

Papirkurv på toilettet på en restaurant i Aalborg.

Her til aften har jeg været med resten af familien ude at spise, (vores datter blev 14 i dag). På restaurantens toilet kunne man efter at have vasket hænder tørre dem med papirservietter. Og der var en papirkurv til brugte papirservietter på toilettet. Det er en helt normal praksis. På min arbejdsplads Aalbog Universitet og utallige andre steder bruger man også papirservietter til aftørring af hænder efter håndvask. I 2008 kunne Avisen.dk fortælle at CO2-udledningen fra brug af en varmluftstørrer er cirka 10 gram per gang, mens en papirserviet koster mellem to og fire gram CO2. Men dertil kommer papirresurserne. En undersøgelse fra USA siger at mellem 20 og 40 procent af affaldet fra en kontorarbejdsplads eller et kollegium er brugte papirservietter (målt på volumen).

Det ville være oplagt at prøve at genbruge papirservietter.  Her er der typisk enighed om at dette ikke giver mening. Ofte siger man at papirservietter allerede er lavet af genbrugspapir og at alt derfor er vel. Men hvorfor stoppe cyklus efter én iteration? I Schiphol-lufthavnen ved Amsterdam genindvinder da faktisk også man papirservietter. Her er det opslag, man kan læse på Schiphols toiletter.

schiphol

Hvorfor kan man ikke lave et tilsvarende initiativ i Danmark? Dette må kunne spare en del resurser og også kunne skabe arbejdspladser.

Flattr this!

De usynlige kvinder på film

samba

I dag så jeg den franske film Samba. Uden at røbe alt for meget er det en film om en hvid fransk kvinde fra middelklassen der er sygemeldt med stress og arbejder som frivillig på et center for indvandrere og asylansøgere, og en sort afrikansk mand som er ufaglært arbejder og uden lovlig opholdstilladelse i Frankrig. De to begynder langsomt at forelske sig i hinanden.

Filmen er ikke mislykket, men den er heller ikke på niveau med De urørlige, der har samme instruktørduo (Olivier Nakache og Éric Toledano) og samme hovedrolleindehaver, nemlig Omar Sy – og ligesom Samba fortæller historien om et møde på tværs af samfundsklasse og etnicitet. Men der er én ting ved Samba, som jeg egentlig godt kan lide og som danske filmanmeldere ikke har hæftet sig ved. Den kvindelige hovedperson er en enlig, tydeligt midaldrende kvinde (spillet af Charlotte Gainsbourg, der er 44) og dermed også nogle år ældre end den mandlige hovedperson, og det bliver ikke problematiseret.

Der er masser af film, hvor den mandlige hovedperson har en romance med en tydeligt yngre kvinde, men det modsatte ser man desværre sjældent. Årsagerne hertil er mange, men det faktum at de fleste filminstruktører stadig er mænd spiller klart ind. Man hører også nogle gange den påstand at midaldrende mennesker begynder at bliver “usynlige” i nogle sammenhænge og at især midaldrende (heteroseksuelle) kvinder bliver usynlige for (heteroseksuelle) mænds blik. Det er heldigvis ikke tilfældet i Samba og på denne måde er filmen faktisk vellykket.

Flattr this!

Mejlgade for Mangfoldighed

I dag deltog jeg for første gang i Mejlgade for Mangfoldighed i Aarhus, og det sammen med en anden aalborgensisk slam-poet, nemlig Titken Pavia Toft. Anledningen var at jeg og Titken var blevet “opdaget”, da vi i begyndelsen af april var med til poetry slam i Aarhus.

Dagen startede med en meget sen vegansk buffet-frokost på den vegetariske café Soul Shine, hvor jeg fik hilst på bl.a. Titken og på Tobias Dalager og Mathias Bundgaard – og nede ved Litterær Lounge mødte jeg min tidligere AAU-kollega Dorina Gnaur, der bor lidt uden for Aarhus.

Det er noget andet at fremføre tekster uden for konkurrenceopsætningen, og på nogle måder er det faktisk mere tilfredsstillende ikke at skulle prøve at finde potentielle “vindertekster”. Jeg havde valgt nogle tekster der mest var satiriske og nogle andre, mere alvorlige. Det var lidt af et sats, men jeg tror at det virkede som det skulle.

Senere på aftenen var der indslag med de to helt store forfatternavne fra Aarhus.

Svend Åge Madsen læste en ny novelle, “Katarina og døden”, der på vanlig Madsensk vis vender en velkendt myte på hovedet på filosofisk og også humoristisk vis. Her var det myten on Orfeus og Eurydike, der blev til historien om hvordan Katarina fik først sin mand Ernst, der havde en dødelig allergi mod bistik, tilbage fra de dødes rige og siden ganske mange andre også – efterhånden mod betaling og som bijob (intet ordspil er tilsigtet her!).

Senere var det tid til den anden aarhusianske legende, nemlig Peter Laugesen, som jeg også sætter meget højt. Laugesen kender jeg fra arrangementer i Aalborg som jeg har stået bag i Amnesty Internationals regi, og jeg fik da også hilst på ham denne gang (det nåede jeg desværre ikke da han var i Aalborg i sidste måned). Han nævnte at han havde læst et debatindlæg om jyske motorveje som jeg havde været medforfatter på og som var blevet bragt i Politiken i går. Og han syntes tilmed at det var et rigtig godt indlæg. Hvilken større ros kan man få?

Hele aftenen var en stor oplevelse, men desværre også en lidt kold én (skulle det ikke forestille at være forår?). Så bagefter blev det til en tur ned ad Mejlgade og en Innis and Gunn på fad i godt selskab (det er en meget aromatisk ale fra Edinburgh) inden turen gik hjem. Tak til alle for en god aften.

Flattr this!

Teknologi og pædagogik hører sammen

Foto: Berlingske.
Foto: Berlingske.

Inden for de seneste få år har der været en diskussioner i medierne både herhjemme og rundt om i verden om brug af teknologi i undervisningen. Nogle har været meget skeptiske over for at indføre brug af iPad i folkeskolens undervisning, og jeg har på denne blog skrevet om problemerne ved at tillade studerende at anvende computere under forelæsninger. Jeg har også skrevet om min egen brug af min egen iPad til flipped undervisning.

Det, som ikke mange i medierne har diskuteret, er hvordan den pågældende teknologi skal bruges til at fremme læring. Kunne man forestille sig at danske folkeskoler købte et stort parti lærebøger hjem og først bagefter begyndte at overveje hvad de mon skulle bruges til? Det tror jeg ikke. Men mange tænker desværre anderledes om brug af informationsteknologi.

Teknologi er heller ikke i undervisningssammenhæng en løsning i sig selv, men skal være et redskab, underviseren bruger bevidst til at fremme læringen hos dem, der bliver undervist. Når jeg selv har været med til at holde workshops om brug af informationsteknologi, er det altid dét, jeg og mine kolleger har pointeret.

I dag er der noget så usædvanligt som en leder i dagbladet Information om brugen af teknologi i undervisning. Lederen tager fat i nye undersøgelser om anvendelser af iPad i undervisning og slutter således:

Samtidig bør undersøgelsen tjene som en advarsel om, at teknologien ikke gør arbejdet i sig selv. I vores begejstring over de nye muligheder, som de digitale værktøjer tilbyder, må vi ikke glemme, at de pædagogiske metoder er grundstammen i den gode skole.

Det er godt at se dette i en avisleder.

Flattr this!