Afsked med Kapstaden

Jeg startede den sidste dag i Kapstaden med at tjekke ud fra hotellet kl. 11 og deponere min kuffert dér. Derefter havde jeg bestemt mig til at genbesøge Zeitz MOCAA. Der var nu også rigtig mange andre, der havde fået en lignende idé, så køen nåede næsten halvvejs rundt om den store bygning, da jeg var fremme. Også inde på museet var der køer på hver etage, så jeg brugte desværre en del tid på at vente. Men igen var det imponerende at se bygningen i sig selv og at opleve så megen spændende afrikansk nutidskunst. Hvis nogen af dem, der læser dette, en dag når til Kapstaden, så besøg Zeitz MOCAA – en klar anbefaling herfra.

Resten af eftermiddagen brugte jeg på en busudflugt rundt i byen. Vi var nu kun to personer i den lille minibus, nemlig ud over mig selv en amerikansk turist, en ung kvinde fra New York. Tourguiden skulle ikke med os op på Taffelbjerget, så jeg tog svævebanen derop sammen med Sasha, som hun hed. Hun skulle rejse rundt i Sydafrika i et par uger, fik jeg at vide. Vi talte sammen om løst og fast, og som så mange andre amerikanere var Sasha meget nysgerrig og talte om ganske meget forskelligt. Hendes mor var fra Georgien, viste det sig, og her kunne jeg så røbe, at jeg skam havde været på de kanter for snart mange år siden.

Turen op til Taffelbjerget blev et godt eksempel på hvor omskifteligt vejret er her. Selve den hurtige svævebanetur var svimlende, og især de sidste meter, som den langsomt roterende gondol tog op langs den stejle klippeside gav et sug i maven. Udsigten undervejs havde været flot, men oppe på selve bjerget var der kun tyk tåge – eller rettere: det var jo lavthængende skyer. Så Cape Town var helt skjult af en hvid dis.

Vi brugte tiden på at kigge på klippeformationerne heroppe og så nogle små dyr, der vimsede rundt i buskadset. De lignede en mellemting mellem marsvin og jordegern, men var såmænd dassies, som man kalder dem hernede. På dansk kaldes dassies for klippegrævlinge, men de er hverken gnavere eller grævlinge. Faktisk tilhører de små fyre deres helt egen familie; nærmeste (men stadig fjerne) slægtning i dyreriget er elefanterne.

Pludselig gik solen og blæsten sammen om at fjerne skyerne, og snart efter var der god udsigt over Kapstaden og Atlanterhavet. Vi fik taget nogle gode billeder, og derefter kunne Sasha og jeg tage svævebanen ned igen.

Bagefter blev vi kørt gennem Kapstaden og så Bo-Kaap, det overvejende muslimske kvarter med de farvestrålende huse. Desværre var der ikke tid til at komme ud at gå lidt rundt. Og vi så en diamant-butik, hvor den italienske juvelér havde ganske meget at fortælle om slibning af diamanter. Lidt naivt spurgte jeg om man da ikke kunne automatisere hele denne slibeproces, når nu der er nogle helt veldefinerede mønstre, man sliber efter. Og jeg tænkte, at problemet om en optimal udvælgelse af størrelserne på brillianter fra en uregelmæssig diamant må være NP-fuldstændigt. Men hele denne proces er stadig i et vist omfang nødt til at være manuel, for diamanter kan have urenheder og svingende kvalitet, som kræver erfaring at håndtere.

Turen sluttede, Sasha og turguiden og jeg tog afsked med hinanden og jeg gik en sidste tur på havnefronten for at få en bid mad et sted. Derefter hentede jeg kufferten på hotellet og fik lov at låne en bruser og skifte tøj. I skrivende stund sidder jeg i lufthavnen; flyet afgår kl. 23 og jeg er fremme i Amsterdam 11 timer senere. Det har været en god tur med forbløffende mange akademiske og ikke-akademiske oplevelser fordelt på lige knap fem dage, men når jeg når til dette tidspunkt på en rejse, glæder jeg mig kun til at komme hjem.

Flattr this!

I dag så jeg løver og blikbyer

I dag var jeg en busudflugt til Aquila Game Reserve, et vildtreservat to timers kørsel fra Kapstaden. Jeg blev samlet op ved hotellet kl. 9.45; de andre passagerer var alle amerikanske turister, og to af dem talte ivrigt med hinanden, på den måde som amerikanere ofte kan have for vane at gøre (det kan godt virke lidt overvældende).

Vi kørte ud af Kapstaden, gennem industriområdet og ud i bjergene. Efter den lange Huguenot-tunnel, der løber under de næsten 2000 meter høje Du Toitskloof-bjerge, gjorde vi kort holdt. Derefter begyndte et stort område med vinmarker, og her så vi også de første meget tydelige tegn på den store fattigdom, der også findes i Sydafrika. I det område af Kapstaden, hvor jeg har boet, er alt meget velfriseret og nyt, men herude lå der byer af blikskure og det, der var om muligt endnu dårligere. Beboerne er mennesker, der er tilrejsende fra andre dele af landet. Mange forsøger at få arbejde som landarbejdere. Men dette arbejde er stærkt sæsonbetonet, og derfor er mange landarbejdere arbejdsløse en stor del af året og må friste en kummerlig tilværelse i blikbyerne langs bl.a. hovedvej 1. Nogle prøver at sælge lidt druer, som de har snuppet på markerne, til de forbipasserende bilister. Her er der ikke rindende vand og slet ikke elektricitet. Regeringen prøver i disse år at opføre små hytter og at tilbyde uddannelse til de arbejdsløse landarbejdere. Men arbejdsløsheden i Sydafrika er voldsom, omkring 30 procent, så der er ikke tale om et problem, der nemt kan løses.

Til sidst nåede vi frem til Aquila Game Reserve, og efter en frokost, hvor jeg fik talt med de to ældre amerikanske damer, der ikke var så snakkesalige, skulle vi ud at se på dyrene. Dette reservat tager imod dyr, der har haft en trist skæbne, f.eks. ved at være blevet strejfet af krybskytter, og prøver at få dem ud i et afgrænset stykke natur igen. Jeg blev ikke klar over, hvor stort reservatet egentlig er; vi kunne stort set altid skimte landevejen i det fjerne. Men reservatet er stort nok til at have mange af de store dyrearter, man ofte forbinder med Afrika syd for Sahara. Vi fik set flodheste, næsehorn, flere slags antiloper, giraffer, strudse, gnuer, zebraer og løver – de bor i en særligt indhegnet del af reservatet. Og til sidst fik vi også set to store elefanter.

Især var det fascinerende at komme helt tæt på næsehornene, de sørgmodigt udseende kæmper. Jeg blev mindet om Plinius den Ældre, der for to årtusinder siden skrev at enhjørningen fandtes, men at den var meget grim at se på og havde fødder som en elefant. Det kan kun have været et næsehorn, han har set.

Dyrene har tydeligt vænnet sig til de besøgende, og der er ikke nogen af dem, der virker til at ænse den åbne bil, der kører langsomt rundt.

Efter et par timers strejftog i dyrereservatet var det tid at vende tilbage til Kapstaden. Vel tilbage på hotellet gik jeg ned til den store food court, hvor jeg kunne sidde med et måltid thai-mad og en sydafrikansk Ukhamba-øl (en meget hæderlig black IPA) og kigge ned på alle de mange mennesker, der færdedes her mellem hinanden. For ligesom der er mange forskellige dyr her, sådan er Sydafrika også et land med en rig mangfoldighed af meget forskellige mennesker, det som Desmond Tutu i sin tale i går (og mange gange tidligere) har kaldt for the rainbow nation.

I morgen søndag har jeg det meste af dagen hernede, inden flyet går til Amsterdam kl. 23.00.

Flattr this!

I dag så jeg Desmond Tutu

I dag blev en af de sjældne stunder, hvor man ved et tilfælde oplever noget helt særligt i et fremmed land.

Jeg besluttede at bruge formiddagen på denne lune forårsfredag på at gå en tur i Cape Town og hentede et offline-kort til min telefon, så jeg kunne finde vej. Gåturen tog mig op forbi et velhaverkvarter med havudsigt og elektriske hegn og pigtråd på murene, og derefter langs en lidt kedelig forbindelsesvej med smuk udsigt op mod Taffelbjerget. Jeg drejede ind mod centrum og bestemte mig til at gå tilbage til konferencen via havnefronten.

Da jeg kom rundt om hjørnet til en stor bygning, så jeg en stor samling mennesker og kunne høre, at der blev holdt en tale ved bygningens indgang. Det viste sig at jeg var havnet lige midt i indvielsen af Zeitz MOCAA, det store nye museum for afrikansk kunst og det største af sin slags i hele Afrika! MOCAA bliver formodentlig et museum af samme betydning som Tate Modern i London og Museum of Modern Art i New York. Så jeg blev hængende.

Det var Elias Masilela, leder af V & A Waterfront, der talte. Så talte den engelske arkitekt Thomas Heatherwick som havde gen-designet bygningen. Oprindelig var den en enorm kornsilo og var tilmed en lang overgang den højeste bygning i Afrika syd for Sahara. Heatherwick havde fået fat i et enkelt lille korn fra dengang, som nogen havde gemt, og ladet det 3D-scanne. Det indre af MOCAA har fået samme form som dette korn.

Derefter talte Cape Towns borgmester Patricia de Lille, premierministeren for Western Cape-provinsen Helen Zille og til allersidst – ærkebiskop Desmond Tutu. Først tænkte jeg, at jeg havde hørt galt, for det var en lidt trivelig hvid mand med halvlangt hår, der gik på talerstolen. Men det var såmænd MOCAAs hovedkurator Mark Coetzee, der bød Tutu velkommen.

Da Desmond Tutu dukkede frem til tonerne af et stort kor, var det et helt usædvanligt gribende øjeblik, og bestemt da også for mig, der er gammel nok til at huske hvordan apartheid-regimet ofte var i nyhederne i Danmark. Og det var helt tydeligt på reaktionerne fra tilhørerne og deres glade tilråb, at Desmond Tutu er en helt usædvanligt højt respekteret person i Sydafrika.  Den gamle ærkebiskop (han er i dag 85 år) viste sig endnu engang at være præcis den på én gang gribende og morsomme taler, som jeg husker fra tv. I sin tale hyldede han sin ven, den hvide jurist og frihedskæmper Albert Sachs, søn af litauiske jøder. Sachs mistede en arm i et bombeattentat udført af apartheid-regimet i Mozambique i 1968, men fortsatte kampen i eksil. Han var et ledende medlem af ANC og endte med at være en af hovedkræfterne bag Sydafrikas nuværende forfatning. “Nu kan jeg se at Albert sidder og rødmer”, sagde Desmond Tutu, “det kan jeg jo ikke rigtig selv”.

Efter alle talerne blev snorene klippet over, og nogle imponerende, store elefant-marionetter fra Handspring Puppet Company dansede ind og blandede sig med farverigt klædte dansere og trommeslagere, der passerede gennem den store folkemængde.

Nu var der ikke meget andet tilbage end at vente på at komme ind på Zeitz MOCAA. Først skulle en masse skolebørn i alle kulører (og med skoleuniformer i alskens forskellige farver) ind, og først derefter kunne vi andre komme ind. Køen var lang og uformelig, ja den var vel knap en kø. Da jeg omsider stod næsten helt henne ved indgangen, kantede en gammel mand med én arm sig ud; han var en af de første, der havde været inde på MOCAA. Bagefter gik det op for mig, at det såmænd var Albert Sachs.

MOCAA er et imponerende museum, og ikke mindst den store aula, hvor der hænger en slags blodig flyveøgle, udgør en særlig velkomst, På etagerne ovenover var det gribende at se de mange afrikanske værker med deres blik på kolonitiden og slaveriet – og de diktatorer, der findes rundt omkring på kontinentet. Nogle af kunstværkerne fra Zimbabwe viste en meget tydelig kritik af Robert Mugabe. Også en installation med små røde galger, hvor mange af dem bar mursten, gjorde et stort indtryk på mig.

Helt oppe på sjette etage var der et glasgulv, hvor man skimtede gulvet seks etager nede i det, der engang var Afrikas højeste kornsilo. Museumspersonalet var nogle af de eneste, der ikke vovede sig ud på glasgulvet, bemærkede jeg. Til sidst kunne jeg tage vindeltrappen seks etager ned (også et lettere svimlende syn) – eller rettere: jeg overbeviste mig selv om at jeg da også skulle prøve elevatoren. Den fungerede fint.

Vel nede fandt jeg museumsbutikken (sådan nogle ligger altid ved udgangen) og købte en plakat og nogle andre mindre ting med mig hjem. Det var gået op for mig at jeg var en af de første fra Danmark, der havde besøgt det nye museum. Måske er jeg endda den allerførste dansker til at have besøgt Zeitz MOCAA, og det forpligter jo lidt. (Jeg mener ikke at jeg så Mette Bock blandt de besøgende, men jeg kan jo have taget fejl.)

Flattr this!

Endnu en dag på Workshop 17

Himlen over Cape Town
Sydafrikansk øl – fra Sverige

I dag kunne jeg tage den helt med ro til ICWL 2017 og bare lytte til foredrag. Især foredragene om inquiry-based learning var interessante; her er tale om en form for projektarbejde, der på den ene side ikke er problembaseret, på den anden side alligevel er undersøgende. Angel Suarez gav en interessant præsentation af sit arbejde med systemet DojoIBL, der er et system som kan integrere arbejdsplanlægning, tidsplaner, chat og mere til. Bagefter foreslog jeg at systemet da også kunne integrere dokumentdeling og versionskontrol – og fik at vide, at det var en rigtig god idé, men at det samtidig var nødvendigt at prioritere, da han var helt alene om at udvikle systemet! Senere bed jeg mærke i præsentationer om kode-review i programmeringsundervisning og i et bud på hvordan man kan lære om kodningsteori ved hjælp af et spil.

Efter frokost gik jeg fra Workshop 17 en lille tur hen til den food court, der ligger i nærheden. Her var der en ølbutik, hvor jeg købte et par flasker sydafrikansk øl som souvenir. Jeg var lige ved at købe en CBC IPA fra Cape Brewing Company, da jeg så opdagede at den faktisk var brygget af Åbro Bryggeri i Sverige og derefter sendt hele vejen herned! Jeg så ingen grund til at fragte en dåse CBC IPA hele vejen tilbage over ækvator.

Derefter tog jeg tilbage til hotellet for at holde møder over Skype med de to projektgrupper på 1. semester, jeg vejleder i deres P0-projekter. Vi talte om alle de ting, man taler om i P0-sammenhæng og jeg lovede at læse den næste udgave af deres arbejdsblade inden afleveringen tirsdag morgen.

Om aftenen var der konferencemiddag. Jeg var kommet i alt for god tid, så jeg endte med at stå og betragte himlen over Cape Town og tænke over, at Sydafrika var et sted i verden, jeg havde læst om allerede som dreng, men i mange år kun forbandt med undertrykkelse og urimelighed. Lidet havde jeg kunnet forudse, at jeg en dag selv ville komme til at besøge et Sydafrika uden apartheid.

Omsider begyndte gæsterne at ankomme til konferencemiddagen, og det var tid at gå indenfor igen. Jeg fik en snak med Dennis Kriel, der arbejder med læringsdesign på universitetet i Pretoria (i sin fritid arbejder han med smedejern og med økologisk landbrug, viste det sig også). Han er ansat til at hjælpe universitetslærerne i Pretoria til at hjælpe med at komme i gang med at lave video-podcasts og med at bruge hele denne teknologi. Jeg måtte her konstatere at vi her desværre er et godt stykke bagefter på Aalborg Universitet.

Under konferencemiddagen blev det afsløret at næste års ICWL skal afholdes i Thailand og at prisen for bedste artikel i år gik til – Angel Suarez.

Flattr this!

Dagens første foredrag

Mine slides

Så kom dagen, hvor jeg skulle holde mit foredrag. Jeg havde sovet dårligt i nat, selvom Kapstaden er i samme tidszone som Danmark, og jeg derfor bestemt ikke havde jet lag. Den lange rejse og mails fra AAU, som jeg først kunne se, da jeg skulle sove, gjorde det svært for hovedet at falde til ro. Men igen vågnede jeg af mig selv lidt inden jeg skulle op.

Jeg dukkede op i god tid, for jeg kunne se at mit foredrag skulle være kl. 9.00, og jeg var blevet bedt om at være der i god tid. Faktisk startede vi nu først kl. 9.45, for programmet var blevet ændret.

Hele ICWL2017/SPeL2017 finder sted i The Watershed, der er en stor hal. I stueetagen er der et indendørs marked med sydafrikansk kunsthåndværk, og på første etage ligger Workshop 17, der har seminarrum og et åbent arbejdsrum for kreative mennesker fra kunst, kommunikation og teknologi.

Mit foredrag handlede om PBL Exchange, der er den ny platform for projektvejledere på AAU, som jeg tidligere har skrevet om her og som er blevet til i samarbejde med Dorina Gnaur og Kurt Nørmark. Det er ikke nødvendigvis dårligt at være på som den første, og der kom da også nogle værdifulde kommentarer til mit foredrag. Jeg talte bl.a. med en spansk PhD-studerende ved Open Universiteit i Nederlandene; han har udviklet en platform, der kan bruges til crowdsourcing og planlægning i forbindelse med studerendes projektarbejde, og det glæder jeg mig til at høre meget mere om i morgen.

Der var også interessante foredrag om bl.a. hvordan man kan bruge bayesiansk inferens i forbindelse med at kvalificere peer review i undervisning og om hvordan man kan engagere studerende på et lille universitet i Kenya. Udfordringerne her ser ud til at være de samme om andre steder i verden. Oppe i Kenya (som jeg vel må sige lige nu) går smartphonen også sin sejrsgang, men her er det nu WhatsApp, som alle bruger. Facebook er for længst gået bag af dansen. Kan man bruge dét til noget? Måske.

Over frokosten kom jeg til at tale med andre deltagere fra Frankrig, Canada, Sydafrika og Thailand. Den sydafrikanske deltager bor i Pretoria, der med sine 6 millioner indbyggere kun er landets næststørste by, næst efter Johannesburg. Her var det lidt underligt at sige, at jeg kommer fra et land med lidt over 5 millioner indbyggere. Den franske deltager sagde derefter (lidt spøgende), at hun da også kom fra et lille land i Europa.

Bagefter gik jeg en lille tur langs kajen; der er 23 grader i dag, for foråret er lige så stille på vej hernede. I morgen skulle temperaturen desværre blive lidt mere hjemlig.

Det er interessant at være her og at møde folk med forskellige baggrunde. Nogle er dataloger, andre har anden akademisk baggrund. Det er også lidt underligt for mig at tale om uddannelsesforskning for tiden, for i år har jeg begået alvorlige fejl og handlet uklogt og uprofessionelt i forbindelse med min egen undervisning. Derfor vil jeg helst ikke opkaste mig til at være en person, der skulle have nogen særlig autoritet på dette område.

Flattr this!

Lang dags rejse mod nat

Jeg vågnede af mig selv kl. 4.15 i morges og opdagede, at jeg ikke havde fået sat vækkeuret til kl. 4.20. Men op kom jeg, og efter taxien hentede mig kl. 5.30 har jeg brugt dagen på at rejse for at komme til ICWL 2015/SPeL 2015-konference i Sydafrika.

Først med KLM til Amsterdam. I Schiphol-lufthavnen havde jeg så god tid, at jeg kunne nå at meditere. Meditationslokalet var en positiv overraskelse og det var godt at finde ro her. Da jeg satte mig til at meditere – på en stol – var der også en muslim, en kristen og en mediterende person i lotusstilling. Senere, da jeg igen åbnede øjnene, var jeg alene i lokalet her.

Flyveturen fra Amsterdam til Kapstaden (som byen jo også hedder) varede 11 timer. Først fik jeg en vinduesplads ved siden af et ældre, handicappet ægtepar, men stewardessen mente at det nok var bedst for os alle, hvis jeg sad et andet sted. Og sådan havnede jeg ved nødudgangen, hvor der er masser af benplads – og ind imellem køer til toiletter og folk, der står og strækker ben eller bruger en massagerulle.

Men jeg sad godt. Jeg fik sovet og læst og skrevet, og mine støjdæmpende hovedtelefoner kom til sin ret. Over Tchad var der en lang episode med turbulens, men den store Boeing 777 tog pænt imod. Da vi var over Namibia, gik solen ned.

Til sidst var klokken 21.20; vi landede planmæssigt. Efter paskontrol og bagageopsamling var klokken på den anden side af 22.00, da en venlig chauffør hentede mig i lufthavnen og kørte mig ind til mit hotel. På vejen fortalte han mig lidt om nogle af de steder, vi kørte forbi – bl.a. Taffelbjerget, som man desværre ikke rigtig kunne se nu her efter mørkets frembrug.

På hotellet var der desværre et uventet problem med dækningsgrænsen for mit betalingskort (en lærestreg, man får, når man lægger beløbet ud for sine tjenesterejser), men det blev løst efter at jeg havde ringet til Danmark. Og om lidt kan jeg omsider lægge mig til at sove.

I morgen kl. 9.00 begynder det hele, og ved skæbnens underlige spil er det mig, der skal holde det første foredrag.

Flattr this!

Godhed skal skjules (?)

Katrine Marie Guldager har et indlæg i Politiken i dag om hvorfor man kan lade sig provokere af gode mennesker. Jeg kender det – jeg har en dårlig dag, men der er mennesker omkring, der smiler og er venlige. Det kan næsten ikke være til at holde ud.

Det er et godt indlæg på mange måder, men det besvarer ikke spørgsmålet: Hvorfor er gode mennesker så provokerende? Ét muligt bud er at Den Gode Anden gennem sine handlinger gør opmærksom på at jeg ikke selv opfører mig godt; Den Anden giver gennem sin gode handling en kritik af mig.

I virkeligheden er der hos mange faktisk et ideal om at man skal udøve sin godhed i det skjulte, så ingen bliver irriteret. Det er i Danmark blevet udbredt at tale negativt om det, man kalder for “godhedsindustrien”. På tysk har man i mange år (tilsyneladende siden 1968) haft det nedsættende ord Gutmensch på højrefløjen.

Jeg har tidligere skrevet om det “altruistiske hierarki, hvor den bedste og mest altruistiske handling tilsyneladende er den handling, man gør uden egentlig at ville det  og uden at få noget ud af det. En underlig form for godhed, synes jeg. I mange forståelser er dette ideal udbygget yderligere: den sande godhed er den uegennyttige handling, som ingen ved at man har gjort.  Mit gæt er at denne holdning skyldes indflydelse fra kristendommen. I Lukasevangeliet (Luk. 8, v. 9-14) står der

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: “To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.” Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Men denne holdning kan lige så vel bruges til at forhindre gode handlinger som at opmuntre til dem. Tolderen indrømmede, at han var en synder. Men gjorde han mere end dét? Eller fortsatte han mon bare med at opkræve told til besættelsesmagten og med at være småkorrupt (sådan som toldere på den tid ansås for at være)?

Når ingen ser den gode handling, er der da heller intet forbillede i den. Godheden bliver usynlig.  Den gode handling bliver derved en undtagelse ligesom den onde handling, der heller ikke skal ses. Det bliver svært at skabe en etik om at ville det gode, hvis godheden skal udføres i det skjulte. Idealet bliver at være hverken god eller ond.

Ville det være bedre for mit velbefindende, hvis de mennesker, som lige nu forekommer at være så irriterende gode, i stedet var lige så sure og tvære og hensynsløse som mig? Næppe.

Flattr this!

Over grænsen

I den forgangne weekend fik jeg læst Kill All Normies, en bog af den irske medieforsker og forfatter Angela Nagle, der giver en analyse af hvordan de sociale medier på Internettet inden for de seneste få år har skabt nogle uheldige og ubehagelige fænomener især i USA og hvordan de er med til at ændre hele det politiske billede, igen især i USA. Nogle sociale medier, ikke mindst 4chan, er blevet hjemsted for stærkt højreorienterede, racistiske og sexistiske personer, der ynder at være transgressive (eller grænseoverskridende, som man siger på dansk). Her kan man finde racistiske memes, hævnporno, chikane og ekstreme billeder og videoer af enhver slags. 4chan og andre sociale medier har været hjemsteder for Trump-tilhængere af enhver slags og for alt-right-bevægelsen og men’s rights-bevægelsen.

Engang var det at være transgressiv en progressiv/venstreorienteret handling, der var en protest mod systemet, men i dag har højrefløjen i stort omfang taget grænseoverskridelsen til sig som strategi.

Andre sociale medier, ikke mindst Tumblr, er til gengæld blevet steder hvor vidtgående former for venstreorienteret identitetspolitik med udgangspunkt på bestemte slags intersektionel feminisme og queer-teori folder sig ud. Her blandt Tumblr liberals finder man mange forskellige kønsidentiteter og seksualiteter og en call out-kultur rettet mod dem, som nogen anklager for at udtrykke intolerante holdninger. Det måske lidt ironiske er at man ud fra en slags venstreorienteret position her går i rette med dem, man opfatter som grænseoverskridende.

Man må så afgjort sige, at det er 4chan-kulturen, der har vundet. I USAs naboland Danmark ser vi helt tilsvarende fænomener. På én måde var hele postyret om Muhammed-karikaturerne vel en forløber for de transgressive ideer, som højrefløjen i dag gør flittigt brug af også i Danmark.  Den danske pendant til 4chan er formodentlig den for nylig så omtalte Facebook-gruppe Offensimentum, hvor sprogbrugen og de racistiske og sexistiske holdninger på mange måder har været præcis de samme som i 4chan og de tilsvarende fora. Også den fornedrende jargon og dødstruslerne, som ingen rigtig ville udtale sig om alvoren af, har været den samme. Og selv om Offensimentum-gruppen nu er lukket, er der intet tegn på at de tendenser, der ligger bag, er begravet. Tværtimod sker der nu en knopskydning af tilsvarende Facebook-grupper, og personerne bag Offensimentum vil nu lave deres eget websted – en om muligt endnu tydeligere pendant til 4chan.

Der findes selvfølgelig også danske pendanter til Tumblr-liberals (bl.a. i Facebook-grupper), men ligesom i den amerikanske kontekst kommer de til at fremstå underligt impotente i det, der ofte bare fremstår som udskamning og forargelse over detaljer, mens højrefløjen buldrer frem og truer og hetzer. Som Angela Nagle påpeger, er det som om diskussionen af de eksisterende sociale og økonomiske uligheder i samfundet er kommet til at vige for nærmest kroniske diskussioner om kultur – og her tænker jeg ikke på teatre eller museer. Højrefløjen vil hele tiden diskutere “dansk kultur” og har stort held med at få alle til at diskutere med. Dele af venstrefløjen vil helst tale om f.eks. cultural appropriation. Og der kommer ikke ret meget godt ud af det hele.

På denne måde er Kill All Normies også interessant herhjemme.

Flattr this!

Flere slags fravær

Jeg er begyndt at prøve at danne mig et overblik over den forskning, der undersøger om der er en sammenhæng mellem deltagelse i undervisning og læring på videregående uddannelser. Det virker måske lidt underligt, at det er nødvendigt at undersøge om det virkelig er tilfældet, at undervisning kan påvirke læring positivt. Men mange af os har en anekdotisk baseret opfattelse af, at der findes undervisning, som kun de færreste af deltagerne lærer noget af, og af der ofte sker en læring, som ikke er baseret i nogen undervisningsaktiviteter.

Der er et væld af artikler baseret på undersøgelser af korrelationen mellem deltagelse i undervisning og eksamenskarakterer. Undersøgelser fra Australien, Finland, Portugal, Pakistan, USA, Albanien og mange andre lande, der undersøger situationen for mange forskellige uddannelser, er enige om samme konklusion: At de studerende, der deltager i undervisningen, klarer sig signifikant bedre end dem, der ikke deltager. Når der er så mange forskellige situationer, hvor de fælles variabler er deltagelse og eksamensresultater, tyder det på at der er en årsagssammenhæng.

Her er et citat fra konklusionen i en undersøgelse fra Australien, hvor man fokuserer på psykologi-uddannelserne:

Using hierarchical linear modelling we found that course attendance was positively related to objective performance, providing additional findings to bolster evidence for the relationship between course attendance and objective performance while controlling for self-reported past academic performance. Furthermore, we did not find any significant variance in this relationship across course content, attesting to the robust nature of the link between class attendance and performance.

En anden artikel, der er rigtig interessant, er fra Finland og stammer fra 2016. Finland ligner på nogle måder Danmark: Det er gratis for den enkelte studerende at være indskrevet på universitetet, og der er ikke noget præsenskrav. Også i den finske undersøgelse vil man undersøge sammenhængen, og man gør det i et kursus på en handelshøjskole. Her gør man en interessant skelnen, nemlig mellem

  1. Studerende, der begynder at følge undervisningen, men dropper ud inden eksamen (denne gruppe er ikke interessant i eksamenssammenhæng). I alt 43 studerende droppede ud, dvs. halvdelen af det oprindelige hold.
  2. Studerende, der følger undervisningen gennem hele forløbet. Her var der 24 studerende.
  3. Studerende, der stort set ikke følger undervisningen, men går til eksamen. Her var der 19 studerende.

Undersøgelsens analyse, viser at der for gruppe 2 var en signifikant fordel i at deltage i undervisningen; jo flere kursusgange, en studerende deltog i, jo bedre klarede vedkommende sig.

At det giver mening at skelne mellem to typer af årsag til fravær, er egentlig ikke overraskende. I det moderne masseuniversitet er der en lille gruppe af dedikerede studerende (måske omkring 10 procent), der reelt er selvkørende. Gruppe 3 i den finske undersøgelse er de dedikerede studerende. De ville kunne klare sig godt, om så underviseren blev erstattet af en papfigur. Men der er også en stor gruppe af “minimalister” (op til halvdelen af studentermassen), der først og fremmest vil gennemføre og vil lave så lidt som muligt. Andre af de studerende, der ikke deltager i undervisningen, er til gengæld fraværende, fordi de er “minimalister”. Og så er der en mellemgruppe, der hverken er dedikerede eller minimalister. Det er ikke det fravær, der skyldes de selvkørende, dedikerede studerende, der skal bekymre os. Det er fraværet af resten af studentermassen, der er problemet.

Flattr this!

De bliver væk – men hvorfor?

Et fremmøde på nul procent i AAUs bygninger i Rendsburggade.

Jeg har tidligere skrevet om den ærgerlige situation, jeg har oplevet i foråret, hvor jeg seks uger inde i foråret oplevede at der kun var lidt over halvdelen af et hold på mere end 130 studerende, der mødte op til min kursusundervisning.

Det rigtig ubehagelige ved denne situation var, ud over at så mange studerende konsekvent blev væk, at det viste sig helt umuligt for mig at finde ud af hvad det var, der var årsagen til det store fravær. Til styringsgruppemøderne dukkede der altid kun studerende op, der deltog i undervisningen. Og når ikke jeg kunne få et indblik i årsagerne, ville jeg aldrig kunne ændre på de forhold i min undervisning, der forårsagede den omfattende, tavse protest.

Ved starten på det nye semester indbød jeg derfor det hold af studerende, der var tale om, til et møde i håb om at jeg omsider ville kunne finde ud af, hvad det var de havde været så utilfredse med. Især var jeg interesseret i at høre fra de studerende, der ikke havde villet deltage i undervisningen i foråret. Nu måtte de vel føle sig trygge nok til at give deres utilfredshed til kende og komme med forslag til forbedringer.

Mødet fandt sted i denne uge. Der dukkede imidlertid kun fem studerende op til mødet, og alle fem havde deltaget regelmæssigt i min undervisning. Fire af dem havde jeg endog været projektvejleder for.  Vi fik en god samtale om mine ideer til forbedring af kommende undervisningsforløb, men jeg kom slet ikke tættere på en forklaring på hvad der var sket eller på om mine bud på nye tiltag ville kunne få de studerende til at deltage i stedet for at blive væk.

I går fik jeg så en mail fra en kollega, der har undervist et stort hold på 6. semester, hvor jeg er semesterkoordinator. Det viste sig at min kollega havde observeret en helt tilsvarende adfærd: En meget stor andel af de studerende ville ikke deltage i øvelserne, heller ikke selv om det blev tydeligt pointeret at det ville være meget vigtigt. I den skriftlige evaluering af kurset havde 11 studerende givet deres mening til kende om undervisningen, men de havde alle fulgt kurset – og igen var det således umuligt at finde ud af hvorfor så mange andre blev væk.

Jeg spekulerer nu på om der er tale om et problem, der ikke bare skyldes at jeg har leveret dårlig undervisning, men om vi er vidne til en ny tendens hvor mange studerende ikke længere vil deltage i undervisningen. Hvis det er tilfældet, bliver vi nødt til at gøre en systematisk forskningsindsats for at finde ud hvad der ligger bag, for det kan tyde på at vi er ved at se et afgørende skift i studiekulturen.

Der er mange mulige hypoteser her. Fra de spredte tilkendegivelser, jeg fik i foråret, er én mulighed at mange studerende opfatter kurserne som noget, de med fordel kan nedprioritere til fordel for projektarbejdet så de på denne måde kan optimere deres indsats og klare sig så godt som muligt. Hvis man har overblik over uddannelsens opbygning, er det tydeligt at dette er en paradoksal holdning – kurserne fylder præcis lige så meget som projektet. Der må i så fald være nogen, der påvirker de studerende til at indtage denne holdning, men jeg ved ikke hvem det skulle være. Det kan næppe være projektvejlederne, for mange af dem er jo også selv kursusholdere.

Flattr this!