Kategoriarkiv: Blog

En velkomsthilsen

I dag  er der et arrangement for de såkaldte Youth Goodwill Ambassadors, der er udenlandske studerende i Danmark, der skal promovere dette at studere i Danmark som udlænding. Og jeg blev spurgt om ikke jeg kunne lave et slam poem i den anledning. Det kunne da være meget sjovt, tænkte jeg. Men netop i dag er jeg til kampagneseminar i Odense med Amnesty International, så jeg endte med at lave en videoudgave. Her er den i en dansk udgave.

Hvis man virkelig genre vil se og høre mig på sprog (det bliver den udgave, som de gode viljesambassadører får at se), kan man også se en udgave på (en slags) engelsk herunder.

flattr this!

Hvad skete der med år 2000-problemet?

Y2K

I går aftes blev jeg stillet et rigtig godt spørgsmål: Hvad skete der med år 2000-problemet? Ham, der spurgte mig, observerede at det havde været en helt almindelig nytårsaften ovre i København, hvor han boede. Jeg måtte da indrømme, at det var længe siden jeg sidst havde tænkt over det. År 2000-problemet var den bekymring, at mange programmer gemte datoinformation med kun 2 cifre til årstallet. Men efter år 2000 ville man med sådan en datarepræsentation ikke længere kunne se forskel på årstallene 1900 og 2000, og på de steder i programmer, hvor der var betingelser der afhang af tidsstempler o.lign. ville der derfor kunne ske fejl.

Me verden gik jo ikke under – heller ikke i Aalborg. Den 31. december 1999 gik min hustru og jeg en tur og bemærkede den sædvanlige nytårsstemning i vores by; efter årsskiftet var der en usædvanligt langvarig og intens fyrværkeriaktivitet. Men lyset gik ikke ud, og der var ingen flyvemaskiner, der styrtede ned hvor vi færdedes. Der var rapporteret om enkelte mindre problemer rundt omkring i udlandet, og det var det.

I slutningen af det 20. århundrede havde der ellers været stor aktivitet – og nervøsitet. USAs regering nedsatte en særlig kommission og indledte et storstilet samarbejde med virksomheder; præsidenten udtalte at

The Y2K problem is an enormous challenge, and we must meet it. Enactment of this legislation is a significant achievement toward allowing all of us to take a successful step into the new millennium.

Stephen Fry lavede i 2009 et interessant interview om “år 2000-problemet” med professor Ross Anderson fra universitetet i Cambridge. Han var en af dem, der efterhånden nedtonede sin bekymring og begyndte at advare mod alle advarslerne. I interviewet nævner Anderson forskellen mellem hvordan situationen blev vurderet i Storbritannien og i Sydkorea. Briterne valgte (som så ofte før) at følge det amerikanske eksempel, mens sydkoreanerne valgte en meget billigere løsning; at de ville skride ind, hvis der opstod problemer fra år 2000 og frem.  Det var den sydkoreanske strategi, der viste sig at være den rigtige.

Der er to forklaringer på hvorfor år 2000-problemet aldrig rigtig manifesterede sig. Den ene er at der var en så stor opmærksomhed på problemet, at problemerne faktisk blev afværget. Den anden er at problemerne egentlig aldrig havde været så voldsomme.

I skrivende stund er jeg mest overbevist om denne forklaring. Hvis problemerne var der, ville man have kunnet se dem efterhånden; de ville ikke først være opstået 1. januar 2000. Mange slags software er faktisk nødt til at kunne behandle datoer i fremtiden – det gælder f.eks. systemer til regnskabsføring og økonomisk planlægning, men også noget så kedeligt som elektroniske kalendere, og i sådanne meget udbredte systemer ville problemer med datoer hinsides 1900-tallet have manifesteret sig inden det faktisk blev år 2000.

Måske er det også derfor, jeg ikke havde tænkt så meget over dette i de sidste 14 år: det var simpelthen ikke værd at huske på, og på nogle måder måske også lidt af en flovmand for videnskaben datalogi. Moralen i denne historie er selvfølgelig ikke at man skal være en lalleglad optimist eller at fejl i software ikke skal tages alvorligt. På den anden side kan vi også lære noget af alle de forudsigelser, der ikke viser sig at holde stik.

flattr this!

Opgaveregning i grupperum?

opgaver

På Aalborg Universitet er der stadig uddannelser, hvor hver projektgruppe har grupperum. Det er godt og vigtigt at det er sådan; indtil for nylig har det været tilfældet på de datalogiske uddannelser.  Der, hvor der er grupperum, bliver grupperummet ofte en slags hjem væk fra hjemmet, en fast base på universitetet. På tek-nat-uddannelserne har det i mange år været praksis at ikke bare projektarbejde, men også øvelserne i kursusundervisningen også fandt sted i grupperummene.

(Andre steder har tilstandene allerede længe været anderledes. På humaniora har alle studerende et grupperum – ét grupperum, som alle deles om.  Men det er en anden snak.)

I dag holdt jeg et oplæg på Institut for matematiske fag om flipped classroom-ideen, som jeg også har skrevet om her tidligere. Ideen er at “vende undervisningen om”, så underviserens præsentationer finder sted som podcasts, mens konfrontationstiden i plenum bliver brugt til øvelser. Meningen er at fokus skal flyttes over på den vigtige del af undervisningen, nemlig den der handler om praksis, og det er netop øvelserne. Vi endte heldigvis med at tale om mine erfaringer med øvelser i plenum, og flere af mine kolleger fortalte at de også havde gode erfaringer med netop dét. Ingen talte for øvelser i grupperum. Men mange undervisere bruger dem, for “det plejer man”.

I år holder jeg to kurser. Det ene er jeg eneansvarlig for, og her kan jeg holde øvelser i plenum. I det andet kursus er vi tre kursusholdere, og her bliver øvelserne holdt i grupperummene.

I dette andet kursus  genopdagede jeg til fulde at jeg simpelthen ikke bryder mig om opgaveregning i grupperum – det er ineffektivt, for som underviser man bruger det meste af tiden på at gå rundt på gangene for at opsøge de studerende. Når der så er brug for hjælp, er det typisk det samme, alle vil have hjælp til. Og da skal man forklare det samme mange gange i træk.

Samtidig er det meget nemmere for studerende at barrikadere sig i grupperummet i opgavetiden – nogle studerende opfatter tilsyneladende slet ikke rummet som et undervisningslokale og ser underviseren som en, der trænger ind i deres hjem. Jeg husker et år, hvor der var en gruppe, der konsekvent ikke ville lave opgaver og låste døren til deres grupperum. Hvad de så lavede derinde, ved jeg ikke – året efter så jeg dem igen i et andet kursus, og da tiltalte en af dem mig på engelsk, fordi han ikke rigtig var klar over hvem jeg var. Og jeg husker et andet år, hvor alle studerende i et grupperum sad og læste i nogle ikke-fagrelevante blade (jeg tror det var noget om sport og biler; det var nogle år før WWW virkelig slog igennem) – på nær én. “Du kan snakke med John”, var der én, der sagde, “han laver opgaver”.  Jeg husker denne situation alt for godt, for jeg blev rigtig sur og smækkede med døren og måtte krybe tilbage til de bilbladslæserende studerende for at undskylde, at jeg sådan tabte hovedet. I år var der grupper, der efter en time endnu ikke var kommet i gang med første opgave. Det er underligt som underviser at spørge de studerende om man bare skal gå sin vej og ikke komme tilbage.

Jeg vil ikke bruge grupperum til øvelsestiden igen, heller ikke i kurser jeg deler med andre. Øvelsestiden er ganske enkelt for vigtig til at grupperummene konsekvent skal bruges til den. Selvfølgelig kan der også være ulemper ved at have mange studerende samlet i et stort lokale – især er der udfordringen med et højere støjniveau (som i kontorlandskaber), men her har jeg prøvet at bruge flere lokaler og at udnævne et af dem til “stillelokale”.

flattr this!

Hvorfor er der så få, der vælger om?

boeger

Henriette Tolstrup Holmegaard., der er adjunkt på Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet har været med til at lave en undersøgelse, der viser  at det er meget få, der springer fra en humanistisk eller samfundsvidenskabelig uddannelse og over på  en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse. Kun 4% forlader humaniora og havner i et tek-nat-fag; for samfundsvidenskab er det 7%, Til gengæld er det 36% af dem, der skifter fra tek-nat. der søger ind på humaniora eller samfundsvidenskab.

Det er en interessant konklusion, der sår tvivl om regeringens dimensioneringsplaner for universitetsuddannelserne som en mulighed for at styre de kommende studerendes valg.

Kun 4 % af de studerende, der forlod en humanistisk, og syv procent af dem, der forlod en samfundsvidenskabelig universitetsuddannelse i perioden 2000-2004, søgte efterfølgende ind på en teknat-uddannelse.

Der hører dog også noget andet med: Der er sket en så stor fragmentering af de gymnasiale uddannelser, så det simpelthen ikke er muligt at skifte mellem meget forskellige hovedområder. Især er det svært at skifte til naturvidenskabelige fag; mange naturvidenskabelige fag har krav om engelsk B-niveau, mens der ikke er tilsvarende krav om matematik på B-niveau (endsige A-niveau) på humaniora.

Sådan har det ikke altid været. For 30 år siden var der 6 linjer i det almene gymnasium. Derudover var der HF. Det tekniske gymnasium fandtes knap nok. I dag er valgmulighederne langt større, men konsekvenserne af at vælge fagkombinationer er samtidig langt mere udtalte. Når politikerne vil have at de unge træffer valgene tidligere, får det også konsekvenser for deres senere valg.

flattr this!

Hvad mere er der egentlig at sige?

Aftenens vinder Mathias Bundgaard (billedet er taget ved en tidligere dyst mellem Aalborg og Aarhus)

I aften deltog jeg i poetry slam på Studenterhuset. Det var åbningen af en ny sæson. Det var hyggeligt at være sammen med de andre; Mads Bjergen Pedersen var den eneste i aften, der havde været med til poetry slam i Aalborg i længere tid end mig; Mads og jeg mødte hinanden første gang tilbage i 2009. Mathias Bundgaard, der er fra Aarhus og er tidligere Danmarksmester (og i det hele taget er en meget dygtig og afvæbnende performer), vandt. Jeg blev nummer 2, Mads nummer 3. Niveauet var godt, også hos de to debutanter.

Jeg har været usikker på om jeg fortsat vil deltage i poetry slam, og det er jeg stadig, selv om en andenplads da får mig til at tænke over det igen. I en verden hvor de to eneste bevægelser, der for alvor kan engagere Europas ungdom ser ud til at være fanklubben for One Direction og ISIS, er det svært at forholde sig satirisk til realiteterne. Måske er det bare en slags skriveblokering, måske har jeg reelt sagt alt det, jeg har på hjerte inden for dette format. Aftenens tekster er alle tre tekster, jeg har fremført tidligere.

Af og til synes jeg, poetry slam-scenen er ved at vokse fra mig, og måske er det også omvendt. I min alder er det svært at skrive en troværdig tekst om at længes efter at flytte hjemmefra, få en uddannelse og finde en kæreste – og min familie ville nok også tage det ilde op, hvis jeg ytrede den slags. Min kvababbelser er nogle gange nogle andre, end et ungt publikum har. Samtidig er der nogle fabelagtige performere derude, som har en masse, jeg ikke har.

Jeg har forskellige sproglige udtryk i de forskellige sammenhænge, jeg færdes i. Denne blog er blevet ét af dem. Om poetry slam stadig skal være et andet, ved jeg ikke. Det vil tiden vise.

flattr this!

1864, tredje gang

1864-3

Dette var tredje afsnit af 1864, og nu kom handlingen for alvor videre. Bornedal maler stadig med den brede pensel, men denne gang passer det for det meste til indholdet. Specielt voldtægtsscenen var dybt skræmmende og gennemført fortalt. Det er også interessant at opleve netop kongen og H.C. Andersen som de mindst nationalistiske personer i denne fremstilling. Bornedal kan nu stadig ikke helt slippe de karikerede figurer, og også denne gang får vi en lidt overflødig karikatur serveret i form af en naivt jovial jyde (Ole Bornedal er fra Nørresundby og burde vide bedre). Men måske ender netop denne soldat med at være en tragisk skikkelse.

I al fald: jeg vil godt udnævne aftenens afsnit til det hidtil mest vellykkede, og det lover på den måde godt for serien. Hvis den korte trailer til allersidst i aftenens episode står til troende, kommer klimakserne helt som de skal  i næste afsnit.

flattr this!

Det sidste menneske

The last Jew in Vinnitsa, 1941

Mange af de voldsomste fotos er dem, der viser en uigenkaldelig og uoprettelig situation lige inden den er blevet uoprettelig. Dette billede er forfærdeligt og når man først har set det, glemmer man det ikke igen. Billedet er taget af en tysk soldat i Ukraine i Vinnitsa-distriktet i Ukraine i 1941 og viser slutningen på en af nazisternes massakrer på østeuropæiske jøder, begået af de såkaldte Einsatzkommandoer. Den sidste overlevende beboer vil om et øjeblik blive dræbt. Ligene af de andre beboere hans landsby ligger i massegraven nederst på billedet. Bag på billedet står Den sidste jøde i Vinnitsa, 1941. Hvad den ukrainske mand hed, vil vi formodentlig aldrig få at vide. Hans ansigtsudtryk rummer både frygt og afsky.

Parallellerne til vor tids billeder af terrorister, der henretter journalister og nødhjælpsarbejdere i Irak, er tydelige. Jeg vil være meget forsigtig med at drage yderligere paralleller mellem vore dages internationale konflikter og 2. verdenskrig. Det, der er fælles, er dehumaniseringen og den absurd gennemførte stolthed over at dræbe et menneske, man ikke kender, som er så stor, at mordet skal foregå foran et kamera. Det sidste menneske i landsbyen ville kunne vidne om de ufattelige krigsforbrydelser, men det er ikke derfor, han skal slås ihjel.

I The Guardian skriver journalisten Glenn Patterson om dette billede, han ikke har kunnet glemme, og hvordan det var at se det igen. Fra den anden side af historieskrivningen kan man læse en beretning (oversat til engelsk) af den tyske officer Erwin Bingel om massakrerne i Ukraine.

flattr this!

Også jeg er feminist

Feminismradicalnotion-1

Forleden mødtes jeg med nogle kolleger fra universitetet i DMs lokalklub, og vi talte om nogle af de udfordringer, vi oplever rundt omkring. Ved mødets slutning spurgte en af de kvindelige deltagere (som selv er tillidsrepræsentant) om hvor man egentlig skulle klage hende, hvis man havde kolleger, der opførte sig urimeligt. Især havde hun oplevet at nogle af hendes mandlige kolleger spurgte hende, om hun ikke hellere skulle gå derhjemme, når nu hun var kvinde! Alle vi, der hørte dette, var målløse og vrede.

I dag er der en kronik af Henrik Marstal i Politiken, hvori han slår fast at han er feminist. Tidligere har Marstal haft en del indlæg i Politiken om kønsdebatten. Reaktionerne er ekstremt forudsigelige og mange af kommentarerne på Politikens debatforum er nedladende og tumpede.

Her er et par uddrag fra kommentarerne:

Henrik og andre feminister kan gentage nok så mange hvad feminisme er, uden det ændrer min opfattelse af hvad feminisme er. Så længe feminismen i den virkelige verden aktivt arbejder for uligestilling, som i forsker forfordelings tilfældet, klinger det hult at hævde feminismen arbejder for ligestilling.

og

Lod din mor dig ikke røre ved din pik da du var lille – eller hvad er der galt med dig, mand? Til din information kan man godt kombinere det at være “normal” og “velopdragen” med sit mandlige køn. Du er i øvrigt ikke en kønsforræder – du er blot sær og unaturlig .

Kampen for ligestilling er ikke en kamp mellem kønnene eller baseret på en idé om at det ene køn er “godt” og det andet køn er “mindre godt” eller ondt. Der er bestemt mange mænd, der har arbejdet for at fjerne uligheder og også mange kvinder, der har været med til at skabe og vedligeholde uligheder i samfundet. Et eksempel på sidstnævnte gruppe er de kvinder, der aktivt deltog i nazisternes undertrykkelse og forfølgelse – den amerikanske historiker Wendy Lower har netop udgivet en bog om disse grusomme mennesker. For mig at se er det rigtige i stedet at tale om kønnenes ligestilling (altså ikke “kvinders” eller “mænds” ligestilling), så det ikke lyder som om det ene køn skal “nå op på niveau med” det andet. Og i virkeligheden er det samme slags idé om ligestilling som den om ligestilling mellem etniske grupper, seksualiteter osv. – at leve efter at alle “de andre” også er mennesker.

Jeg synes at der hos en del mennesker er indtruffet en form for selvtilfredshed med tingenes tilstand; selvfølgelig er de problemer, der er med ligestilling i Danmark i vore dage,  bestemt ikke de samme slags problemer, der er i andre lande lige nu – og det er heller ikke de samme problemer, der var for 100 år siden i Danmark (hvor kvinder endnu ikke havde stemmeret!). Der er også forskellige problemer i forskellige samfundsklasser. Og ligesom for alle andre typer uligheds vedkommende er der ikke tale om at vi en skønne dag vil opnå en idealtilstand, hvor ulighederne er fjernet for tid og evighed. Arbejdet for ligestilling er derimod et stadigt arbejde for at gøre noget ved de problemer, der lige nu er. Måske opstår der en dag problemer, vi aldrig har kunnet forudse.

Men det, jeg i denne uge hørte fra min egen verden, bestyrker mig i at det bestemt ikke er uaktuelt at sige at man er feminist. Så hermed siger jeg det også.

flattr this!

At opleve og at eje

forventning
Figur fra http://www.theatlantic.com/business/archive/2014/10/buy-experiences/381132/?single_page=true

I år fejrede min hustru og jeg rund fødselsdag, og vi fik bogstaveligt talt inviteret gæster fra nær og fjern. I sommers var vi til Northside-festival i Aarhus, hvor en koncert med Arcade Fire var et højdepunkt. Senere i år var vi i London, og jeg var til en uforglemmelig koncert med Kate Bush. Jeg glædede mig længe til alle disse tre oplevelser.

Har jeg købt eller fået nogle nye ting i år, som har gjort lige så stort indtryk? Det tror jeg ikke. Selvfølgelig har jeg ejendele, der betyder noget særligt for mig. Nogle ejendele er meget nyttige for mig – min cykel, min bærbare computer, min fluorescerende cykeljakke, min tekande… Men andre ejendele har simpelthen affektionsværdi, for de er minder fra min barndom og min ungdom. Oplevelserne betyder mest.

Den amerikanske psykolog Thomas Gilovich har længe interesseret sig for netop dét. En ny undersøgelse af Gilovich, sammen med Matthew Killingsworth og Amit Kumar, publiceret i en artikel med den interessante titel “Waiting for Merlot”, bekræfter min anelse: Det skaber mere glæde at se frem til en oplevelse end at se frem til at skulle erhverve sig noget.

Der er ikke den samme grad af misundelse forbundet med oplevelser som med materielle goder – og selv en mindre god oplevelse kan vi skabe om til en god oplevelse. Som Amit Kumar siger i en omtale af undersøgelsen, vil vi ofte kunne få gode minder ud af en regnfuld uge med familien i sommerhuset, fordi vi brugte tiden på at være sammen inden døre. Selv om ugen var træls, mens den stod på, kan minderne ende med at være gode endda. Men vi er ikke tilsvarende glade for en sløv computer, bare fordi vi ender med at bruge mere tid sammen med den, fordi den er så sløv.

flattr this!

En bufferzone?

verdenskort

I dag kan jeg se, at pengene til dansk hjælp til det store antal syriske flygtninge bliver taget fra udviklingsprojekter. Ifølge tal fra Politiken er denne praksis ikke ny; der er tale om en tendens. I 2008 brugte man 250 millioner kroner af udviklingsbistanden brugt på asyludgifter. I 2013 var det 900 millioner af 16,5 milliarder, og i 2014 bliver det langt mere.

De samme politikere, som laver denne disposition, har sagt ja til at Danmark skal deltage i militære operationer over Irak – og de militære operationer er næppe uden omkostninger eller kortvarige.  (Om den militære intervention er et rigtigt skridt i denne situation er et andet problem. Selv er jeg meget skeptisk.)

Hele håndteringen af den humanitære katastrofe i Syrien og Irak viser for mig at se, at der er noget alvorligt galt med den måde, man i dansk politik tænker på internationale forhold på. Mit indtryk er at man tænker på udviklingsbistanden som en buffer-post snarere end som en udgift, der er vigtig i sig selv. Om udgifterne til de militære operationer kommer fra en anden budgetpost, der bliver omdefineret til at være en buffer-post, ved jeg ikke. I al fald er hele denne måde at tænke på kortsigtet.

For tankegangen er del af en tendens til at se internationale problemer som isolerede størrelser, selv om de er relaterede. På den ene side vil den danske regering gerne føre en “aktivistisk” udenrigspolitik sammen med USA, dvs. deltage i militære operationer ledet af USA. På den anden side vil samme regering gerne tænke på sig selv som et land, der lever op til nogle humanitære mål. Men der en sammenhæng mellem militære operationer og situationer, der skaber flygtninge.  En militær operation vil nemlig meget let skabe i hvert fald midlertidige, nye problemer for befolkningen i de områder, der er berørt.  Og lidt længere ude i sammenhængskæden er der også en sammenhæng til bistandsprojekter, for mange af de situationer, der i vore dage skaber flygtninge, kan føres tilbage til konflikter udløst af økonomiske/sociale uligheder og et demokratisk underskud – som er nogle af forhold, bistandsprojekterne prøver at adressere.

2014 har været et år præget af usædvanligt mange humanitære katastrofer, og det bliver nok ikke det sidste år af slagsen. Samtidig er der nogle langsigtede problemer, der skal håndteres. Det må være på tide at danske regeringer tager begge forhold alvorligt.

flattr this!