Kategoriarkiv: Blog

Mig og tastaturet

keyboard-shortcuts

Brian Millar skriver i The Guardian om brugbarhed og bemærker hvordan han er blevet gladere for sit halvautomatiske analoge kamera, selv om det tog ham en måneds tid at lære at mestre afstandsindstilling, blænde mv. godt nok til at hun kunne tage ordentlige billeder. (Jeg kommer til at tænke på mit eget gamle Olympus Trip, som jeg har haft samme oplevelse med.) Det er en vigtig pointe. Det må gerne være “svært” at bruge en genstand eller et stykke software, hvis der er en gevinst forbundet med den tilsyneladende øgede sværhedsgrad. Man får selvtillid ved at mestre noget, der engang forekom én at være svært. Måske er det derfor, de “komplicerede” kameraer igen er ved at blive mere populære, og måske også derfor pladespilleren har fået en lille genkomst. Der kræves nemlig et vist håndelag for at kunne bruge en pladespiller korrekt (hvis den ikke er fuldautomatisk, og dem er der ikke ret mange af, så vidt jeg ved).

Og jeg kommer til at tænke på min foretrukne teksteditor, som stadig er (og nok altid vil være) Emacs. Emacs er fyldt med tastaturgenveje, som jeg aldrig ville undvære. Disse kommandoer tog det lidt tid at lære, men de “sidder i fingrene” på mig efterhånden. I en del andre sammenhænge (f.eks. mens jeg skriver dette) bruger jeg også tastaturgenveje i den helt store stil. I værktøjer til versionskontrol, som jeg er begyndt at bruge inden for de seneste 10 år (SVN og siden Git) er det anderledes: Her foretrækker jeg faktisk ikke at skrive de lange kommandoer selv, men at klikke og pege. Men måske kommer der en dag, hvor jeg også her går tilbage til Unix-terminalen.

Jeg kender en del andre brugere, som ikke anvender tastaturgenvejene, og det er altid underligt at være vidne til. Tastaturgenveje er nogle gange tastaturomveje. Nogle vil have et engelsk (faktisk er det vel et amerikansk) tastatur hvor backslash, som enhver LaTeX-bruger er storbruger af, sidder yderst til højre forneden som en anden Mogens Camre. Selv har jeg for længst  vænnet mig til at backslash sidder som ALT-SHIFT-7 på min computers tastatur (det er en MacBook, så derfor ser tastaturet ud på denne specielle måde).

flattr this!

Et folkemøde om flygtninge

folkemoede

I går aftes deltog jeg sammen med omkring 300 andre lokale borgere (heriblandt nogle af dem, jeg kender fra Amnesty International) i Dansk Røde Kors’ humanitære folkemøde om flygtninge. Målet med folkemøderne er at skabe “en bred dialog, der skal sikre vidensdeling om de gode initiativer og inspiration til nye løsninger”. Det sidste af de fire folkemøder finder sted på søndag den 8. marts kl. 13-16 i Rønne.

To asylansøgere, Abel og Magdoline, fortalte om deres lange flugt fra henholdsvis Eritrea og Syrien. Begge deres beretninger gjorde et stort indtryk på mig. Jeg vil ikke kunne glemme Abels skildring af flugten over Middelhavet sammen med 317 andre på en fiskekutter beregnet til 18-20 mennesker – og uden besætning. Jeg har læst en hel del om bådflygtninge og også skrevet om dette her, men det gør noget helt særligt at få sat ansigt på. Og jeg vil heller ikke glemme Magdolines beskrivelse af hvad man skal huske at tage med og at gøre ved sit hjem, når man har kort tid til at forlade sit hjem og ved at man måske aldrig vil komme til at se det igen.

Der var to paneldebatter om hvad man i Danmark kunne gøre for at tage imod flygtningene. Her deltog lokale politikere, borgere, der stod bag lokale initiativer og en syrisk flygtning, der undervejs fortalte om hvordan han var blevet modtaget i Nordjylland. Der var en klar forskel på at være i Aalborg og i en lille by som Arden, og denne forskel var desværre ikke til Ardens fordel.

De øvrige gennemgående medvirkende var Dansk Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl, og to kendte ansigter fra tv, nemlig Kurt Strand der var konferencier og Lasse Rimmer som underholdt mellem de to dele af paneldebatten.

Når man har været vidne til den fremherskende mistænkeliggørelse af flygtninge i den politiske debat i Danmark, er det befriende at opleve en gennemgående positiv og imødekommende stemning i samtalen om modtagelsen af flygtninge. En af de erkendelser, som for nogle mennesker lader til at være ubehagelig, men er meget nødvendig, er at alle parter skal deltage i mødet/integrationen/inklusionen. Det er ikke kun flygtningene, der skal “lære at passe til” Danmark – det er også omvendt. Flygtningene viser befolkningen i Danmark at der er en verden derude, som Danmark er en del af.

Tænk hvis al den energi, som bliver rettet mod flygtninge nu, kan bruges til at få det bedste frem i os i stedet for det værste. Det må være muligt.

flattr this!

Bobbie Gentry og Billy Joe

Dette er en af de sange, jeg husker fra år tilbage, men det er først nu jeg opdager at der findes gamle tv-klip med den derude. Og jeg har aldrig vidst hvordan sangerinden Bobbie Gentry så ud. Som man kan se,  er hun en mørkhåret kvinde,  og hun er smuk på den meget 1960’er-agtige måde med stort hår og ærmeløs kjole.

The Quietus har et langt interview med Bobbie Gentry, og her opdager jeg at hun faktisk var en af pionererne – hun ikke bare skrev sine egne sange, hun producerede dem også. I 1960’erne var dette usædvanligt. Bobbie Gentry var feminist i en tid hvor feminister blev opfattet som kvinder, der nedtonede eller forkastede en traditionel kvindelig fremtoning. I et interview fra 1974 sagde hun

I agree wholeheartedly with that movement and all the serious issues that they stand for – equality, equal pay, day care centers, and abortion rights.

Efter “Ode to Billy Joe” gik det ikke så godt. Bobbie Gentry var fra USA, men hendes popularitet var størst i Storbritannien, og en overgang havde hun sit eget tv-program på BBC. Siden optrådte hun i Las Vegas og til sidst trak hun sig helt tilbage.

Det er svært ikke at drage en sammenligning med Dolly Parton, der også har haft et image med højt hår mv., men samtidig har været en dygtig (og efter min mening stærkt underkendt) sangskriver med holdninger, der faktisk er feministiske.

Selve “Ode to Billy Joe” er en dyster og gådefuld sang. Hvorfor hoppede Billy Joe ud fra broen? Og hvad var det, han og fortælleren i sangen smed ud fra broen tidligere? Måske handler den om en familietragedie – et ungt ugift par, der myrder et barn født i dølgsmål (eller måske er barnet bare dødfødt), hvorefter faderen begår selvmord.

Her er teksten til “Ode to Billy Joe”:

It was the third of June,
another sleepy, dusty Delta day.
I was out choppin’ cotton
and my brother was balin’ hay.
And at dinner time we stopped,
and we walked back to the house to eat.
And mama hollered at the back door
“y’all remember to wipe your feet.”
And then she said she got some news this mornin’ from Choctaw Ridge
Today Billy Joe MacAllister jumped off the Tallahatchie Bridge.

Papa said to mama as he passed around the blackeyed peas,
“Well, Billy Joe never had a lick of sense,
pass the biscuits, please.”
“There’s five more acres in the lower forty I’ve got to plow.”
Mama said it was shame about Billy Joe, anyhow.
Seems like nothin’ ever comes to no good up on Choctaw Ridge,
And now Billy Joe MacAllister’s jumped off the Tallahatchie Bridge

And brother said he recollected when he and Tom and Billy Joe
Put a frog down my back at the Carroll County picture show.
And wasn’t I talkin’ to him after church last Sunday night?
“I’ll have another piece of apple pie, you know it don’t seem right.
I saw him at the sawmill yesterday on Choctaw Ridge,
And now you tell me Billy Joe’s jumped off the Tallahatchie Bridge.”

Mama said to me “Child, what’s happened to your appetite?
I’ve been cookin’ all morning and you haven’t touched a single bite.
That nice young preacher, Brother Taylor, dropped by today,
Said he’d be pleased to have dinner on Sunday. Oh, by the way,
He said he saw a girl that looked a lot like you up on Choctaw Ridge
And she and Billy Joe was throwing somethin’ off the Tallahatchie Bridge.”

A year has come ‘n’ gone since we heard the news ’bout Billy Joe.
Brother married Becky Thompson, they bought a store in Tupelo.
There was a virus going ’round, papa caught it and he died last spring,
And now mama doesn’t seem to wanna do much of anything.
And me, I spend a lot of time pickin’ flowers up on Choctaw Ridge,
And drop them into the muddy water off the Tallahatchie Bridge.

flattr this!

Voldtægtsmanden som moralens vogter

Protesters mark the anniversary of the Delhi gang rape of Jyoti Singh in 2012

På søndag den 8. marts er det kvindernes internationale kampdag. Kl. 22.10 denne dag viser DR1 dokumentarfilmen Indiens døtre, der handler hvor hvordan den 23-årige Jyoti Singh den 16. december 2012 blev overfaldet af seks mænd bevæbnet med jernstænger. Jyoti blev massevoldtaget og maltrakteret og blev til sidst smidt nøgen på gaden. Tretten dage senere døde hun af sine kvæstelser. I ugerne efter voksede der en protestbevægelse frem blandt Indiens kvinder. Denne modige indsats har desværre ikke kunnet forhindre andre brutale voldtægter i tiden derefter – bl.a. blev en 51-årig dansk kvinde massevoldtaget i januar 2014.

I filmen, der den 8. marts også vises i seks andre lande (heriblandt Indien) fortæller Jyotis forældre om, hvad der skete og hvorfor disse brutale voldtægter finder sted i Indien. Men også en af voldtægtsmændene får ordet. Nogle indiske aktivister er nu bekymrede over at dette sker. Bekymringen er dels at det er hårdt for forældrene at skulle rippe op i de forfærdelige hændelser, der overgik Jyoti, dels at voldtægtsmanden får en platform til at udbrede sine holdninger og forsvare sig selv. Også den indiske regering er vrede over at voldtægtsmanden udtaler sig, men jeg har en fornemmelse af at man her er flove over at denne slags holdninger bliver stillet til skue.

Voldtægtsmanden siger blandt andet dette (i min oversættelse fra engelsk):

En pige er meget mere ansvarlig for voldtægt end en dreng er… En anstændig pige vil ikke strejfe rundt ved ni-tiden om aftenen… Husarbejde er for piger, ikke at føjte rundt rundt på diskoteker og barer om aftenen og gøre forkerte ting og gå i forkert tøj.

Jeg blev målløs da jeg læste dette: en sådan forbryder ophøjer sig her til moralens vogter! Men med sådanne udtalelser har jeg meget svært ved at forestille mig at voldtægtsforbryderen vil kunne blive en helt hos ret mange mennesker med den slags udtalelser (men selv terrorister kan som bekendt få beundrere). Tværtimod vil det ikke kunne andet end udstille hans kynisme og ekstreme hykleri.

Også i Danmark, hvor sådanne holdninger er noget mindre acceptable (men bestemt stadig findes i mere “moderat” form mht. hvordan kvinders adfærd og påklædning kan “friste” svage mænd) er der brug for at bryde tavshedsmuren. Det er bestemt også tilfældet i Indien, og jeg synes at det er modigt af Jyotis forældre at medvirke.

flattr this!

Talfnidder og menneskeforagt

kontanthjaelp

Fokus er for en stund vendt tilbage til mennesker på overførselsindkomst med udtalelser fra Danmarks populæreste parti om hvor meget en kontanthjælpsmodtager kan have i indtægt. Tallet 454.215 kroner om året dukker op i det populære partis nye udtalelser og er del af en reklamekampagne udarbejdet af bureauet Hjaltelin Stahl.

Men denne slags tal er fremkommet ved det, Christian Kock i sin bog De svarer ikke fra 2011 kaldte for “talfnidder”. I “indtægten” er blandt andet indregnet boligsikring og tilskud til dagsinstitution. Disse ydelser har man imidlertid også ret til, hvis man er lavtlønnet og er i arbejde. Ovenfor kan man se de faktiske kontanthjælpssatser. Tallene (der er fra 2014) er hentet fra Beskæftigelsesministeriet; jeg har lavet et simpelt screendump.

Nedenunder dette seneste forsøg ser vi igen en mistænkeliggørelse af kontanthjælpsmodtagerne. Der tales meget om at “det skal kunne betale sig at arbejde”, men dette tilsyneladende uskyldige udsagn dækker reelt over kontraponeringen heraf. Danmarks populære parti siger i virkeligheden at “det ikke skal kunne betale sig ikke at arbejde”. Og her insinueres det kraftigt at der er en stor gruppe mennesker, der lukrerer på ikke at arbejde og at sociale problemer i virkeligheden blot skyldes en udbredt magelighed.

Jeg orker snart ikke at sige mere om alt dette; jeg er simpelthen godt og grundigt træt af at opleve de rige og magtfulde bruge tid på at mistænkeliggøre og vække misundelse mod dem, der ikke er rige og ikke har nogen magt i dette samfund. De er efterhånden kun synlige i disse negative og frastødende kampagner. Jeg bemærker at der ikke bliver skrevet ret meget om kontanthjælpsmodtagere eller arbejdsløse i ugebladene og at der ikke er ret mange kontanthjælpsmodtagere eller arbejdsløse på politiske tillidsposter.

flattr this!

Alan Turing på film

The Imitation Game
En filmplakat fra Berlin.

Så fik jeg omsider set The Imitation Game. Jeg havde været temmelig skeptisk efter at have læst foromtalerne af filmen i bl.a. The Guardian, og det er da også tilfældet at der er nogle underlige unøjagtigheder i filmen. Men filmen var jeg nærmest forpligtet til at se, for jeg har ved flere lejligheder holdt foredrag om Alan Turings liv og virke og samtidig er han en af de helt centrale personer inden for det 20. århundredes matematik og datalogi.

Det er svært ikke at bemærke de åbenlyse fejl i filmen – der samtidig hævdes at være baseret på Andrew Hodges’ ekstremt grundige biografi. Jeg vil aldrig kunne forstå hvorfor det hele vejen gennem filmen hævdes at Turing er professor i Cambridge, når han nu faktisk var lektor i Manchester. Forhåbentlig har de brokket sig over dette i Manchester. Heller ikke skildringen af Alan Turings person svarer til det indtryk, man får fra Hodges.

Også skildringen af arbejdet i Bletchley Park-centret er underlig. Det virker som om Turing bare bøvler dag og nat på må og få med sin bombe (der i virkelighedens verden aldrig hed noget, og da slet ikke Christopher). Det var i høj grad Alan Turings statistiske analyser, der gjorde det muligt at foretage kryptanalyse af Enigma. Selvfølgelig er det korrekt at det bl.a. var opdagelsen af forekomsten af bestemte stykker klartekst i de tyske beskeder, der på afgørende vis hjalp i nogle tilfælde. Og endelig er historien om John Cairncross, der af Turing bliver afsløret som russisk spion, helt og aldeles konstrueret.

Det er også interessant at se en film, der nævner Eulers sætning – selv om Keira Knightley udtaler mandens navn som juu-ler. Gamle øgler som bl.a. undertegnede har lært en noget anden udtale. Så vidt jeg kan skimte (men det går jo hurtigt i en film) er der tale om en diskussion af modulær aritmetik, så Eulers sætning er her den sætning, som siger at a^{\varphi(n)} \equiv 1 hvis a og n er indbyrdes primiske (\varphi(n) er Eulers totientfunktion). Præcis hvor modulær aritmetik skulle være nødvendig i datidens kryptografi er til gengæld ikke klart for mig (og næppe heller for dem, der stod bag filmen).

Matematikken i filmen er ikke våset som sådan – der er en kort reference til beviset for irrationaliteten af \sqrt{2} og en kort samtale om den universelle Turing-maskine, omend det næppe er tilfældet at Turing tænkte på sin bombe som en universelt programmerbar maskine. Det var derimod tilfældet for Mark I-maskinen, han nogle år senere var med til at konstruere i Manchester.

Der er næppe heller noget belæg for at Alan Turing (sådan som filmens rammefortælling vil have det) pludselig skulle sidde og røbe en masse fortrolige oplysninger til en betjent i Manchester som reaktion på et indbrud.

Når alt dette er sagt, er der trods alt en særlig glæde ved omsider at se en film om en skikkelse, jeg har læst så meget om, og også billederne fra Bletchley Park er værd at se. Især er det fascinerende at se nogen sidde og taste forsigtigt på en Enigma-maskine.

Set isoleret er det en velkomponeret film, ikke mindst på billedsiden, og de kendte skuespillere gør det faktisk godt. Hvis The Imitation Game kan få flere til at interessere sig for Alan Turings liv og virke (og de tragiske omstændigheder om hans død, der i høj grad hang sammen med andres manglende accept af hans seksualitet) har filmen trods alt tjent et væsentligt formål.

På en måde er The Imitation Game en nutidig parallel til Amadeus fra 1984. Amadeus er en dengang Oscar-belønnet film om Mozart, som bestemt ikke skildrer Wolfgang Amadeus Mozarts korte liv og omfattende værk historisk korrekt og næppe heller giver et godt indblik i mandens personlighed. Til gengæld gjorde den en del mennesker interesseret i at lytte til Mozart.

flattr this!

Du er bange!

panik

Der er nu gået to uger siden attentaterne i København. Det er gået hurtigt med at finde 1 milliard kroner til at bekæmpe terrorisme.  Medierne har omtalt attentaterne og gerningsmandens liv og død meget omfattende. Der er kommet en masse skarpe udtalelser fra politikere. Det er ikke svært at se kontrasten til den politiske hverdag: I mange andre sammenhænge er det anderledes svært for politikere at finde offentlige midler og at komme med utvetydige udtalelser, og mediernes dækning kan være sporadisk. Terrorisme og trusler om terrorisme skaber frygt, og frygten bliver meget ofte brugt som begrundelse for hurtige politiske initiativer.

Men vil alle disse initiativer kunne ændre noget, eller er de mest til for at berolige dem, der er bange? Den danske sociolog Aydin Soei, der har beskæftiget sig med unge i belastede kvarterer, sætter fokus på netop dette i en meget velskrevet kronik i Information i dag. Soei er også på det seneste blevet omtalt fordi han blev truet af gerningsmanden til attentaterne, da denne kun var 15-16 år.

I kronikken nævner Aydin Soei den britiske sociolog Kenneth Thompson, som skrev i 1998 en bog, hvori han talte om moralsk panik (moral panic). Begrebet stammer helt tilbage fra 1830 (!), men det fik især omtale da Stanley Cohen skrev om det i 1972 og siden igen med bl.a. Thompsons bog.  Moralsk panik er et bestemt mønster i samfundet (her som beskrevet af Aydin Soei):

  1. En særlig gruppe af mennesker defineres som trussel mod samfundets værdier eller interesser.
  2. Denne trussel afbildes af medierne i en let genkendelig og utvetydig form.
  3. Der finder en hastig opbygning af offentlig bekymring sted.
  4. Myndigheder, beslutningstagere og offentlige meningsdannere kommer med udmeldinger, der skal genoprette social ro, og foretager konkrete handlinger for at afværge truslen.
  5. Som konsekvens af forsikringen over for befolkningen om reel handling over for den potentielle trussel går frygten i sig selv igen.

Hele mønsteret fra punkt 1 til punkt 5 er ét, vi kender fra mange sammenhænge: Ungdomsbander, rockere, ejere af kamphunde, arbejdsløse, folk der gifter sig med udlændinge, menneskesmuglere, pædofile, islamister osv. osv. Denne uges idé om at forbyde Hizb-ut-Tahrir er vel seneste eksempel på moralsk panik. En af de hyppige konsekvenser af den tilsyneladende handlekraft er begrænsninger af borgernes rettigheder – der kommer mere overvågning og flere kontrollerende sanktioner.

Aydin Soeis “kedelige” pointe er at den moralske panik ikke fører til de ønskede resultater.Det interessante og triste er at alle handlingerne i punkt 4 først og fremmest har til formål at berolige de borgere, der er bange. I tilfældet med radikalisering og kriminalitet har han en “kedelig”, men vigtig konklusion:

Tænk, hvad man ville kunne få for 1 milliard kroner i disse områder. Initiativer, der bidrager til børn og unges selvværd, selvdisciplin og ansvarstagen for sig selv og de områder, de bor i, udgør i det samlede regnestykke blot et greb i lommen.

Tidligere studier har vist, at såvel sunde fritidsaktiviteter, lommepengeprojekter og fritidsjob bidrager til ovenstående, der igen hænger uløseligt sammen med bedre skoleresultater og fremtidsmuligheder, ligesom den slags fungerer som værn imod asociale subkulturer, kriminalitet og radikale grupperinger. Lige nu befinder vi os imidlertid på en forudsigelig kurs, hvor vi indfører mere overvågning og gør skade på de selvsamme frihedsrettigheder, som vi foregiver at beskytte.

flattr this!

Livet efter døden?

star-wars-star-wars-jedi

John Gray har en interessant anmeldelse i The New Statesman af en bog af Greg Garrett, Entertaining Judgement: the Afterlife in Popular Imagination, om hvordan moderne populærkultur skildrer ideen om et liv efter døden. Der er nogle film, der handler om livet efter døden, og nogle af dem er kendte – især kommer jeg til at tænke på Det er herligt at leve (på engelsk It’s A Wonderful Life) af Frank Capra.

Meget ofte er fremstillingerne af livet efter døden udtryk for de drømme, man har om det perfekte liv.  Problemet med det perfekte liv efter døden er desværre at det er så enormt kedeligt. På mange måder er science fiction langt mere troværdig som fremstilling af drømme end så mange andre fortællinger, herunder fortællinger om livet efter døden. I Storbritannien alene er der 176.000 der beskriver sig selv som tilhængere af Jedi-religionen, mens der kun er 26.000, der kalder sig selv for ateister.

Og så kan jeg ikke blive andet end fascineret af John Grays beretning om den engelske moralfilosof Henry Sidgwick, der brugte hele sin karriere på at finde ud af om der mon var liv efter døden. Det var der ikke, konkluderede han til sidst. Efter Sidgwicks død begyndte et spiritistisk medium at producere tekster, der hævdedes at være skrevet af Sidgwick, nu hvor han var død. Sidgwick var, sagde teksterne, temmelig forbløffet nu.

flattr this!

Hizb-ut-Tahrir

HT-Australia

Politikere fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokraterne og SF går nu ind for at Hizb-ut-Tahrir skal forbydes. Det er fristende, for hvor det er godt nok en ekstrem og ekstremt usympatisk organisation. Den er modstander af ligestilling og af demokrati; målet er at indføre et samfund baseret på islam, eller rettere: på Hizb-ut-Tahrirs specielle ideer om hvordan et samfund skulle være baseret på denne religion. (Der er som bekendt mange muslimer, der ikke er modstandere af demokrati.) Jeg har intet pænt at sige om Hizb-ut-Tahrir, måske lige bortset fra at de faktisk er en erklæret ikke-voldelig bevægelse. Der er faktisk ikke eksempler på at Hizb-ut-Tahrir udøver vold, og det er derfor svært at finde et juridisk uangribeligt grundlag for at forbyde en ikke-voldelig bevægelse. Også i Australien giver dette anledning til grublerier.

Desværre findes Hizb-ut-Tahrir også i mange andre lande. En oplagt omgåelse af et dansk forbud vil være at de interesserede personer bliver medlem af en udenlandsk afdeling – og man ville nemt kunne forestille sig at Hizb-ut-Tahrir simpelthen overførte alt deres danske propagandamateriale til det internationale websted. Andre af de foreninger, der direkte rekrutterer terrorister, virker åbenlyst ved vold – bl.a. er det som bekendt tilfældet med al-Qaeda. Dem ville man kunne forbyde, men ville det forhindre dem i at få sympatisører? Jeg tror det desværre ikke.

For år tilbage var jeg med til at protestere mod nazisterne, da de en længere overgang rådede over et hus i Nørresundby. Men jeg vil ikke gå ind for at nazistiske organisationer som f.eks. det danske nazistparti eller deres tilstræbt “stuerene” afkom Danskernes Parti skal forbydes. Derimod kan man retsforfølge ekstremistiske grupper for konkrete brud på loven – hate speech, voldelige overfald, trusler osv. Med andre ord: Vi bør kunne fange de udemokratiske organisationer på alt det ulovlige, de reelt gør –  og derudover protestere mod dem.

Det er vigtigt ikke at gøre de ekstreme bevægelser til martyrer –  ekstremt religiøse personer har en forkærlighed netop for martyrer. I Egypten har tilhængere af Hizb-ut-Tahrir også lidt den grusomme skæbne (og det mener jeg faktisk her!) at blive fængslet alene for deres holdninger, og nogle er blevet udsat for tortur. Der er ingen grund til at give Hizb-ut-Tahrir en chance for på nogen måde at kunne sammenlige Danmark med Egypten, og ved at forbyde dem i Danmark ender man meget let med uforvarende at levere ammunition til deres kritik af frihedsrettigheder og demokrati.

Hvis man skal udstille Hizb-ut-Tahrir som de latterlige mennesker, de dybest set er, kunne man prøve at stille dem spørgsmål om konkrete politiske problemer, som “kalifatet” ikke kan løse – dagpengeperiodens længde, Femern-motorvejen, havvindmøller, normeringer i daginstitutioner, taxameterprincippet osv. Det vil være spændende at finde ud af hvad de har at sige til alle disse “kedelige” problemstillinger, der er langt mere relevante for borgernes hverdag end et eller andet “kalifat”.

flattr this!