Kategoriarkiv: Blog

Også jeg er feminist

Feminismradicalnotion-1

Forleden mødtes jeg med nogle kolleger fra universitetet i DMs lokalklub, og vi talte om nogle af de udfordringer, vi oplever rundt omkring. Ved mødets slutning spurgte en af de kvindelige deltagere (som selv er tillidsrepræsentant) om hvor man egentlig skulle klage hende, hvis man havde kolleger, der opførte sig urimeligt. Især havde hun oplevet at nogle af hendes mandlige kolleger spurgte hende, om hun ikke hellere skulle gå derhjemme, når nu hun var kvinde! Alle vi, der hørte dette, var målløse og vrede.

I dag er der en kronik af Henrik Marstal i Politiken, hvori han slår fast at han er feminist. Tidligere har Marstal haft en del indlæg i Politiken om kønsdebatten. Reaktionerne er ekstremt forudsigelige og mange af kommentarerne på Politikens debatforum er nedladende og tumpede.

Her er et par uddrag fra kommentarerne:

Henrik og andre feminister kan gentage nok så mange hvad feminisme er, uden det ændrer min opfattelse af hvad feminisme er. Så længe feminismen i den virkelige verden aktivt arbejder for uligestilling, som i forsker forfordelings tilfældet, klinger det hult at hævde feminismen arbejder for ligestilling.

og

Lod din mor dig ikke røre ved din pik da du var lille – eller hvad er der galt med dig, mand? Til din information kan man godt kombinere det at være “normal” og “velopdragen” med sit mandlige køn. Du er i øvrigt ikke en kønsforræder – du er blot sær og unaturlig .

Kampen for ligestilling er ikke en kamp mellem kønnene eller baseret på en idé om at det ene køn er “godt” og det andet køn er “mindre godt” eller ondt. Der er bestemt mange mænd, der har arbejdet for at fjerne uligheder og også mange kvinder, der har været med til at skabe og vedligeholde uligheder i samfundet. Et eksempel på sidstnævnte gruppe er de kvinder, der aktivt deltog i nazisternes undertrykkelse og forfølgelse – den amerikanske historiker Wendy Lower har netop udgivet en bog om disse grusomme mennesker. For mig at se er det rigtige i stedet at tale om kønnenes ligestilling (altså ikke “kvinders” eller “mænds” ligestilling), så det ikke lyder som om det ene køn skal “nå op på niveau med” det andet. Og i virkeligheden er det samme slags idé om ligestilling som den om ligestilling mellem etniske grupper, seksualiteter osv. – at leve efter at alle “de andre” også er mennesker.

Jeg synes at der hos en del mennesker er indtruffet en form for selvtilfredshed med tingenes tilstand; selvfølgelig er de problemer, der er med ligestilling i Danmark i vore dage, er bestemt ikke de samme slags problemer, der er i andre lande lige nu – og det er heller ikke de samme problemer, der var for 100 år siden i Danmark (hvor kvinder endnu ikke havde stemmeret!). Der er også forskellige problemer i forskellige samfundsklasser. Og ligesom for alle andre typer uligheds vedkommende er der ikke tale om at vi en skønne dag vil opnå en idealtilstand, hvor ulighederne er fjernet for tid og evighed. Arbejdet for ligestilling er derimod et stadigt arbejde for at gøre noget ved de problemer, der lige nu er. Måske opstår der en dag problemer, vi aldrig har kunnet forudse.

Men det, jeg i denne uge hørte fra min egen verden, bestyrker mig i at det bestemt ikke er uaktuelt at sige at man er feminist. Så hermed siger jeg det også.

flattr this!

At opleve og at eje

forventning
Figur fra http://www.theatlantic.com/business/archive/2014/10/buy-experiences/381132/?single_page=true

I år fejrede min hustru og jeg rund fødselsdag, og vi fik bogstaveligt talt inviteret gæster fra nær og fjern. I sommers var vi til Northside-festival i Aarhus, hvor en koncert med Arcade Fire var et højdepunkt. Senere i år var vi i London, og jeg var til en uforglemmelig koncert med Kate Bush. Jeg glædede mig længe til alle disse tre oplevelser.

Har jeg købt eller fået nogle nye ting i år, som har gjort lige så stort indtryk? Det tror jeg ikke. Selvfølgelig har jeg ejendele, der betyder noget særligt for mig. Nogle ejendele er meget nyttige for mig – min cykel, min bærbare computer, min fluorescerende cykeljakke, min tekande… Men andre ejendele har simpelthen affektionsværdi, for de er minder fra min barndom og min ungdom. Oplevelserne betyder mest.

Den amerikanske psykolog Thomas Gilovich har længe interesseret sig for netop dét. En ny undersøgelse af Gilovich, sammen med Matthew Killingsworth og Amit Kumar, publiceret i en artikel med den interessante titel “Waiting for Merlot”, bekræfter min anelse: Det skaber mere glæde at se frem til en oplevelse end at se frem til at skulle erhverve sig noget.

Der er ikke den samme grad af misundelse forbundet med oplevelser som med materielle goder – og selv en mindre god oplevelse kan vi skabe om til en god oplevelse. Som Amit Kumar siger i en omtale af undersøgelsen, vil vi ofte kunne få gode minder ud af en regnfuld uge med familien i sommerhuset, fordi vi brugte tiden på at være sammen inden døre. Selv om ugen var træls, mens den stod på, kan minderne ende med at være gode endda. Men vi er ikke tilsvarende glade for en sløv computer, bare fordi vi ender med at bruge mere tid sammen med den, fordi den er så sløv.

flattr this!

En bufferzone?

verdenskort

I dag kan jeg se, at pengene til dansk hjælp til det store antal syriske flygtninge bliver taget fra udviklingsprojekter. Ifølge tal fra Politiken er denne praksis ikke ny; der er tale om en tendens. I 2008 brugte man 250 millioner kroner af udviklingsbistanden brugt på asyludgifter. I 2013 var det 900 millioner af 16,5 milliarder, og i 2014 bliver det langt mere.

De samme politikere, som laver denne disposition, har sagt ja til at Danmark skal deltage i militære operationer over Irak – og de militære operationer er næppe uden omkostninger eller kortvarige.  (Om den militære intervention er et rigtigt skridt i denne situation er et andet problem. Selv er jeg meget skeptisk.)

Hele håndteringen af den humanitære katastrofe i Syrien og Irak viser for mig at se, at der er noget alvorligt galt med den måde, man i dansk politik tænker på internationale forhold på. Mit indtryk er at man tænker på udviklingsbistanden som en buffer-post snarere end som en udgift, der er vigtig i sig selv. Om udgifterne til de militære operationer kommer fra en anden budgetpost, der bliver omdefineret til at være en buffer-post, ved jeg ikke. I al fald er hele denne måde at tænke på kortsigtet.

For tankegangen er del af en tendens til at se internationale problemer som isolerede størrelser, selv om de er relaterede. På den ene side vil den danske regering gerne føre en “aktivistisk” udenrigspolitik sammen med USA, dvs. deltage i militære operationer ledet af USA. På den anden side vil samme regering gerne tænke på sig selv som et land, der lever op til nogle humanitære mål. Men der en sammenhæng mellem militære operationer og situationer, der skaber flygtninge.  En militær operation vil nemlig meget let skabe i hvert fald midlertidige, nye problemer for befolkningen i de områder, der er berørt.  Og lidt længere ude i sammenhængskæden er der også en sammenhæng til bistandsprojekter, for mange af de situationer, der i vore dage skaber flygtninge, kan føres tilbage til konflikter udløst af økonomiske/sociale uligheder og et demokratisk underskud – som er nogle af forhold, bistandsprojekterne prøver at adressere.

2014 har været et år præget af usædvanligt mange humanitære katastrofer, og det bliver nok ikke det sidste år af slagsen. Samtidig er der nogle langsigtede problemer, der skal håndteres. Det må være på tide at danske regeringer tager begge forhold alvorligt.

flattr this!

Livet er en katastrofe

zorba

Her til morgen læste jeg avis – Dagbladet Information, selvfølgelig. Her er nogle af overskrifterne.

Jeg behøver næsten ikke at nævne at jeg blev så overvældet og bekymret, at jeg sad og blev modløs en stund.

En mulighed er selvfølgelig at lade være med at læse avis eller at finde en avis, der er mere begejstret. Men det fjerner ikke den katastrofe, som livet er.

En af de film, jeg har set mange gange og snart må se igen, er Zorba, der er baseret på Nikos Kazantzakis’ roman (som jeg også har læst). Et sted i filmen vil englænderen Basil vide, om Zorba aldrig har haft en familie. Og Zorba svarer:

Am I not a man? And is not a man stupid? I’m a man. So I married. Wife, children, house, everything. The full catastrophe.

Citatet dukker op igen i Jon Kabat-Zinns bog Full Catastrophe Living, som jeg lige nu tygger mig igennem – og det har givet bogen dens titel. Zorba tænkte ifølge ham ikke på familielivet som en katastrofe men som endnu et aspekt af livet, der kan være overvældende og give anledning til mange bekymringer.

Og her er et citat fra et interview med Jens Unmack (lige nu aktuel med albummet Kærlighed og straf), der siger det samme som Zorba:

Du bekymrer dig heller ikke?

»Nej, jeg er fyldt op af katastrofer. Jeg gider ikke at se flere velgørenhedsshows på tv, mens jeg glemmer at være ordentlig over for de mennesker, som jeg burde være ordentlig over for. Vi kan ikke bekymre os om verdens undergang døgnet rundt, så er vi ikke mennesker længere.«

Det er meget præcist udtrykt. Det eneste realistiske, vi kan gøre, er at finde en måde at lære at leve med uoverskueligheden, så vi kan gøre noget ved den. Vi skal hverken lade os rive med af bekymringerne eller skubbe dem væk. Jon Kabat-Zinns bog handler om et bud på et alternativ, nemlig mindfulness, den nu lidt forkætrede idé om at vi skal være så opmærksomme som muligt i vores liv. Jeg håber selv at jeg efterhånden kan få denne idé til at virke for mig også.

 

flattr this!

Fravalgsuddannelser?

reparation

Igen i dag er der diskussion af karakterkravene for at kunne komme i gymnasiet. Nogle partier vil have at man skal have mindst 02 i relevante fag for at kunne begynde i gymnasiet, andre kræver karakteren 4, andre igen kræver 7.

Jeg tænker to ting. For det første at man bør lave en statistisk analyse af hvad folkeskolekaraktererne betyder for elevers succes i gymnasiet og bruge dette, hvis man vil lave adgangsbegrænsning. De nuværende diskussioner om karakterkrav ser ud til at være uinformerede. Jeg har selv en uvidenskabelig fornemmelse af at der er en korrelation mellem folkeskole- og gymnasiekarakterer, men lad os dog få noget substans i diskussionerne om karakterkrav.

For det andet opdager jeg at nogle politikere vil have højere adgangskrav til gymnasiet end til erhvervsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne igen havner i rollen som uddannelse for “de andre”, dem der ikke opfylder kravene for at kunne komme i gymnasiet. For at se urimeligheden i denne holdning kan man tænke på den hypotetiske situation, at det var omvendt – at der var en stiltiende konsensus om at studentereksamen var en trøstpræmie for dem, der ikke kunne finde ud af at blive håndværkere.

Denne forskel i status er trist. Jeg har ingen enkle løsninger på den udfordring, erhvervsuddannelserne står over for, men jeg kan ikke lade være med at tænke på at man kunne gøre meget for at skabe nye kompetencer inden for bæredygtige erhverv. Et af de potentielt bæredygtige erhverv, man tit glemmer, er det at kunne reparere. Der er inden for de seneste år vokset en skov af små værksteder frem, der tager sig af reparation typiske fejl ved mobiltelefoner og computere. Forleden havde jeg selv glæde af et lokalt værksted, da tænd/sluk-knappen på min telefon var gået i stykker. Jeg vil hellere give 400 kroner for en ny knap end at skifte en ellers god telefon ud til årets nye model – det sparer mig penge i det lange løb, og jeg undgår at producere nyt elektronikaffald.  Det at kunne reparere komplicerede produkter kan være et vigtigt korrektiv til masseproduktionens dogme om indbygget forældelse og køb-og-smid-væk og den outsourcing, den fører med sig. Tænk, hvis vi kunne uddanne en hel masse dygtige reparatører.

flattr this!

1864 for anden gang

jlh

Bornedal maler med den brede pensel i andet afsnit, nogle gange lige lovlig bredt. Man bør huske at han ikke er bange for at sætte tingene på spidsen og især i Charlot og Charlotte, som var Bornedals gennembrud og som jeg satte meget højt, brugte han karikaturen meget bevidst som virkemiddel. I en historisk sammenhæng kan den slags dog blive mere problematisk. Første afsnit var efter min mening bedre, måske fordi der i dette afsnit ikke sker så meget nyt, men jeg tror at der kommer mere liv over fortællingen når krigen begynder (hvor paradoksalt det end måtte lyde). Måske kunne første og andet afsnit være redigeret sammen til en 90 minutter lang pilot. Det ville formodentlig have virket meget stærkere.

Og så tror jeg, det er første gang en dansk tv-serie (eller måske endda en dansk film) forsøger at fortælle om romaerne, der jo også er del af Danmarkshistorien. Det er i sig selv prisværdigt, men klicheen lurer unægtelig lige om hjørnet med den smukke sorthårede pige og de glade spillemænd.

Billedsiden af 1864 er uangribelig – Bornedal får igen virkelig manet sommerstemninger frem – og der er nogle gode skuespillerpræstationer her. Nicholas Bro fylder i bogstaveligste forstand rollen som D.G. Monrad godt ud, og det er interessant at caste Sidste Babett-Knudsen som den diva, man vel længe har mistænkt hende for egentlig at være. Det er også altid en fornøjelse af se Zlatko Buric; jeg havde ikke forventet at se ham her.

flattr this!

Et nyt Australien?

australia-anti-immigration-ad

I de seneste uger har vi set hvordan der er ved at ske endnu et ubehageligt skred i opfattelsen af dansk asylpolitik. Danmarks mest populære partier vil kort og godt eksportere flygtninge og asylansøgere til lejre i fattige lande – og hvis gældende international lov på menneskerettighedsområdet forhindrer dette, skal Danmark undsige sig den.

I en udsendelse på DR1 fremhævede Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti Australien som et positivt eksempel på hvordan Danmark kunne gøre. Den australske regering har for få måneder siden indgået en aftale med Cambodia om at landet skal huse asylansøgere og et antal mennesker med flygtningestatus. Til gengæld får Cambodia 40 millioner australske dollars i udviklingshjælp. Det er interessant, at beskyttelsen af forfulgte mennesker nu overlades til Cambodia, der er et af de fattigste lande i Asien og i de seneste 40 år har været hjemsted for krige, folkemord og hungersnød. Situationen er mindre ekstrem nu, men også i dag er Cambodia hjemsted for alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

Billedet ovenfor viser den australske immigrationsstyrelses nye plakat; den findes på en lang række sprog og er rettet mod menneskesmuglere og potentielle asylansøgere. Den er del af en regulær skræmmekampagne og jeg forestiller mig den uvilkårligt side om side med turistinformationerne på http://www.australia.com.

Nærområde-begrebet dukker op igen og igen i argumenterne for ikke at ville tage imod flygtninge. Det interessante er at det engang faktisk var Danmark, der var nærområde. Fra 1933 og frem til 1940 kom der tyske flygtninge til Danmark på grund af nazismen; de flygtende tyskere var jøder eller på anden vis modstandere af Hitler. I denne periode blev mange af dem dog sendt tilbage. Og umiddelbart efter 2. verdenskrig kom der igen mange flygtninge fra Tyskland. Denne gang var det tyskere, der flygtede fra krigens ødelæggelser. De blev indkvarteret i lejre, hvor dødeligheden var høj.

Man skulle nu tro, at de populære partier ville have en anden holdning i det tilfælde at Danmark var et nærområde. Men nej, tværtimod gør man den måde, de tyske flygtninge blev behandlet på, til et ideal for en flygtningepolitik i vore dage. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti udtrykker det således:

De skal ikke ind i Danmark, så de ikke er til at komme af med igen. Efter krigen var der en kvart million tyske flygtninge. De var indkvarteret i nogle udmærkede lejre, hvor de blev behandlet godt. Men alle skulle naturligvis hjem, og det kom de også. Den sidste rejste hjem i 1949. Man burde gøre noget tilsvarende nu

flattr this!

Hundredeogtretten?

IMG_4049-2.JPG

I dag er jeg med min kone og vores datter på 13 på besøg hos min svigerfar, der bor i Dalby udenfor Kerteminde.

Vi steg på bussen i Odense for at komme til Kerteminde. Jeg købte billetter og pointerede at vores datter er 13 (hun er høj af sin alder), fik byttepenge og satte mig.

Men hov! Alle tre billetter kostede jo det samme. Måske har de ikke børnebilletter hernede mere? Jeg kiggede på billetterne og taksttabellen bag chaufføren. Også i Odense er aldersgrænsen for børnebilletter 15 år. Jeg henvendte mig til chaufføren.

– Undskyld, du har givet min datter en voksenbillet. Hun skulle have en børnebillet. Jeg sagde jo at hun var 13.
– Nej, du sagde “113”. Jeg kan ikke lave din billet om nu.
– Hvorfor i alverden skulle jeg dog have sagt det tal? Det giver jo ingen mening.
– Du sagde “113”.
– Hør nu her, du har lavet en fejl!
– Det hjælper ikke at du hidser dig op.
– Jeg hidser mig ikke op. Hvorfor vil du dog ikke indrømme at du har lavet en fejl?
– Hvis det er på den måde, synes jeg at du skal forlade bussen. Det vil jeg faktisk helst have at du gør.

Jeg blev selvfølgelig siddende i bussen med familien, skummede langsomt af og tænkte over dels hvorfor jeg blev så vred, dels hvorfor nogle mennesker (mænd – i dette tilfælde vel to mænd) har så svært ved at tabe ansigt og havner i en blindgyde af smålighed.

flattr this!

Uddannelsesbarometeret

uddannelsesbarometer
Samlet oversigt over ATVs ranking af de danske universitetsuddannelser.

For tiden er mange optaget af de aktuelle planer om totaldimensionering af universitetsuddannelserne, og det ender let i en sammenligning af dem, og ofte er der reelt tale om en rivalisering mellem dem . Det er velkendt og trist at opleve både angrebene på humaniora fra erhvervslivets side og de nogle gange dårligt gennemtænkte forsvar for humaniora der især skyldes folk uden for universitetsverdenen. Hvis planen med totaldimensioneringen er at spille fag og universiteter ud mod hinanden, er det lykkedes over al forventning.

Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) har udarbejdet en rapport med en rangordning af de danske kandidatuddannelser.

Det er interessant, at denne rapport kommer netop nu, synes jeg. ATV skriver selv i forordet:

Et udvalg i regi af ATV’s råd for forskning og uddannelse – ATV|Helios har udarbejdet denne rapport med en ambition om at etablere centrale elementer af en sådan analyse ved at fokusere på faglig tilpasning, kompetencetilpasning, videnskabeligt niveau, værdiskabelse og international sammenlignelighed af de danske universitetsuddannelser påkandidatniveau.

Det er underligt for mig at se datalogi og IT placeret langt nede på rankingen, kun ét trin over erhvervslivets foretrukne prügelknaber: de kunstneriske og æstetiske fag. (Jeg bemærker at formanden for udvalget bag rapporten er Erik Meiniche Schmidt, der er tidligere dekan ved Aarhus Universitet, men også datalog.)

Det store spørgsmål, jeg sidder tilbage med, er om kriterierne for ATVs vurdering egentlig er de rigtige. Giver det mening at sammenligne områder, der ikke rigtig er “internationaliserbare” som f.eks. dansk litteraturhistorie, med områder, der er, som f.eks. engelsk litteraturhistorie? Og giver det mening at sammenligne fag med helt forskellige fagligheder og publikationsstrategier som f.eks. fysik og æstetiske fag? Jeg er bange for at man ender med ikke at yde nogen af fagene ordentlig retfærdighed.

flattr this!

Til minde om Klyderne

I dag kan jeg læse at Jess Ingerslev er død. Han blev 67 – og først nu, hvor jeg har læst hans nekrolog, går det op for mig at han faktisk var født i Aalborg. Her er et lille klip fra det oprindelige Kaptajn Klydes Flimmercirkus –  det starter med en nytårstale og ender med en meget u-vegetarisk (for ikke at sige u-vegansk) sang. Flimmercirkusset startede som en del af DRs Ungdomsredaktion og til sidst blev det så populært at der kom et selvstændigt show ud af dem. Senere blev det endda til en spillefilm, Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage.. Tom McEwan, der nu er den eneste tilbageværende Klyde, og Jess Ingerslev fortsatte samarbejdet i det smålegendariske børneprogram Nu er det ikke sjovt længere (kendt for sangen “Fy fy, skamme skamme”).

Men det var med Kaptajn Klydes Flimmercirkus, det begyndte. Det er interessant at tænke på at Erhard Jacobsen blev forarget over at Jesper Klein vaskede et Dannebrog i en vaskemaskine – ud kom et rødt flag og et kors! (Jesper Klein bemærkede at de to ting såmænd kunne bruges til at lave en drage, men det hørte Erhard J. vist ikke.) Jeg kan også huske hvordan der blev lavet et afsnit på engelsk til en international tv-festival – men indledt med velkomsten “Godaften, I udenlandske røvhuller” på dansk (næsten profetisk!). Også dét vakte en del forargelse hos Erhard Jacobsen og ligesindede.

Uden egentlig at ville det, blev Kaptajn Klyde del af samme stime musikalsk komik som de meget mere tandløse Eddie Skoller og Linie 3, og til sidst havde de overlevet sig selv. Der var grænser for hvor meget, trio-formatet kunne bære; jeg har en anelse om at Klyde-filmen ikke var så stor en succes. Men når man ser de gamle klip fra 1980, aner man slægtskabet med et andet legendarisk foretagende fra DRs B&U-afdeling, nemlig Poul og Nulle. Og man bemærker også at denne form for humor hører en anden tid til. Vore dages stand-up-komik er langt mere tempofyldt og bevidst om egne virkemidler, men også på godt og ondt noget mere kynisk og selvcentreret.

flattr this!