Efter George Floyd

Forsiden af Star Tribune (https://www.startribune.com) i Minneapolis netop nu.

Der er lige nu voldsomme uroligheder i Minneapolis i USA efter afsløringerne af omstændighederne om hvordan den 46-årige George Floyd døde i politiets varetægt. George Floyd var afro-amerikaner. Urolighederne er af den tragiske slags, man har set alt for tit, hvor der ikke er tale om protester så meget som om at rasere sin egen by i en form for aggressiv afmagt.

Det er kun lidt over en måned siden, Ahmaud Arbery på 25 blev skudt af betjente et andet sted i USA, nemlig i byen Brunswick i Georgia, mens han var ude at jogge. Ahmaud Arbery var afro-amerikaner.

I går så jeg en nyhed fra New York om hvordan en kvinde, Amy Cooper, truede den 57-årige Christian Cooper (de to er ikke i familie) med at ringe til politiet efter at han havde bedt hende om at sætte hund i snor, da de begge var ude i Central Park – hunde skal nemlig holdes i snor i parken. Amy Cooper ville fortælle politiet, at der stod en mand og truede hende på livet. Nej, ikke bare dét, for Christian Cooper var nemlig afro-amerikaner. Så Amy Cooper ville fortælle, at der stod en afro-amerikansk mand og truede hende på livet. Christian Cooper slap med skrækken. Amy Cooper blev fyret fra sit arbejde, da sagen kom i medierne, og kom med en offentlig undskyldning. Christian Cooper sagde bagefter, at han var ked at Amy Cooper havde mistet sit arbejde.

Det er hændelser fra tre steder i USA, der ligger langt fra hinanden, og det gør det tydeligt, at der selvfølgelig er ikke tale om et ulykkeligt, regionalt problem, men om de grumme konsekvenser af en racisme, der kommer fra århundreder, hvor mennesker med bestemte kendetegn (her er det en synlig etnicitet) er blevet undertrykt og udråbt til et problem. Samtidig kan man af videoen med Amy Cooper (optaget af Christian Cooper) se, at hun viser den ubehagelige blanding af frygt og “jeg er mere end dig”-fornemmelse, som alle de dybt indlejrede fordomme giver mange hvide mennesker med i bagagen. Og selvfølgelig er det ikke kun i USA, den slags sker.

Det er udbredt i USA og i Europa at sige, at man ikke er racist (ofte med et “men” bagefter), så jeg håber, at nogle af de mange, der ikke er racister, vil sætte handling bag ordene og protestere her.

Så længe det er lovligt…

Hele sagen om Inger Støjbergs instrukser om adskillelse af asylansøger-par har endnu engang sat fokus på spørgsmålet om lov og etik. Et tidligere folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti mener, at Støjberg handlede etisk korrekt og at loven derfor skal ændres. Loven skal således afspejle en etisk grundholdning. Jeg er helt uenig med det tidligere folketingsmedlem i at Støjberg handlede etisk korrekt, men jeg er faktisk enig i ideen om at lovgivningen skal være udtryk for en etisk holdning.

Man kan også mene det modsatte. For tre år siden skrev jeg her om BAE Systems, der dengang havde en stor afdeling i Nørresundby. Dagbladet Information afslørede, at BAE Systems arbejdede med udvikling af overvågningssoftware, der blev solgt til diktaturstater i Mellemøsten. Virksomheden reagerede ved at sende i en mail til Information, hvori den pointerede, at den skam overholdt loven og virksomhedens egne principper for »ansvarlig handel«. BAE Systems handlede korrekt, alene fordi de overholdt loven.

Når man diskuterer etik i erhvervslivet, hører man forbløffende ofte varianter heraf: Nogle er villige til at tjene penge på hvad som helst, så længe det er lovligt. Ofte bliver denne holdning begrundet med at aktiviteterne finder sted alligevel – og så kan man jo lige så godt tjene penge på dem. Hvis man ikke deltog, var der måske nogle værre personer, der tjente penge på den slags.

Her ser jeg et stort problem, for personer med denne holdning siger reelt, at etikken skal defineres af lovgivningen og ikke omvendt. Det betyder, at man overlader til det til lovgiverne at definere, hvilke handlinger der er etisk tilladelige, og hvilke der ikke er. Man så at sige deponerer sin etik hos politikerne. Skal politikerne på tilsvarende vis henholde sig til at det, der er etisk tilladeligt, er det, der er lovligt?

Det forekommer mig at være et synspunkt, det er underligt at skulle forsvare. Love ændrer sig som bekendt. I Tyskland var det fra 1935 og frem til Hitler-regimets fald lovligt at diskriminere mod jøder, og jøder i Tyskland mistede alle borgerrettigheder. Og i Danmark var det fra 1968 til 1979 faktisk tilladt at distribuere billeder af sensuelt misbrug af børn (såkaldt “børneporno”). Betyder det, at det i 1938 ville være etisk korrekt at arbejde med at konfiskere tyske jøders ejendom eller i 1975 ville være etisk korrekt at udgive et blad med billeder af børn, der blev sensuelt misbrugt?

Når denne mørke nat er slut

I går faldt der en euro-mønt ud af min tegnebog, da jeg tog den ned fra hylden i gangen. Den havde ligget i et mellemrum lige siden jeg vendte hjem fra en mærkelig rejse til Malta tværs gennem Italien, netop på det tidspunkt sidst i februar hvor COVID-19-pandemien var ved at begynde i Europa.

Nu er det sidst i maj. Jeg har i går fået at vide, at jeg snart kan møde på arbejde igen. Nyhederne handler ikke kun om pandemien længere. Mange føler, at noget er anderledes. Nogle er endda begyndt at spørge, om nedlukningen af det danske samfund var nødvendig. Var det mon bare et politisk stunt (som alle partier støttede)? I sådan en situation skal man huske, at det faktisk kun er to måneder siden, det italienske og det spanske sundhedsvæsen var ved at kollapse. To uger efter jeg kom hjem, kunne man i dagbladet Information læse et interview med en italiensk læge, Pierlugi Viale, der leder den infektionsmedicinske afdeling på universitetshospitalet Sant’Orsola-Malpighi i Bologna, hovedbyen i Emilia Romagna-regionen, der har været et af de hårdest ramte områder i Italien.

Pierluigi Viale er bekymret over, at tiltagene for at bekæmpe coronavirussen fortsat ikke er hårde nok. Og han forstår ikke, hvorfor andre lande ikke går endnu mere drastisk til værks, når de kan se, hvad der sker i Italien.

Der skal reageres hurtigt og dramatisk lang tid før, at antallet af smittede begynder at tage fart, for på det tidspunkt kan det allerede være for sent at forhindre, at situationen løber løbsk, og sundhedssystemet tvinges i knæ, siger han.

»Luk jeres byer ned med det samme. Tving folk til at undgå social kontakt,« opfordrer han.

»I skal lige nu og her øge jeres intensivafdelingers kapacitet, ellers går det galt. Lav flere test. Test alle, der har været i kontakt med syge.«

»I ligner os for to uger siden. I skal handle drastisk nu. Og hvis det lykkes både jer og os, håber jeg, vi alle ses igen, når denne mørke nat er slut.«

Fra dagbladet Information, 20, marts 2020 (https://www.information.dk/udland/2020/03/italiensk-laege-frontlinjen-coronakrigen-raedselsslagen-europa-laerer-vores-mareridt)

Lige nu er der ikke ret mange, der dør i Danmark af COVID-19. Det er en glædelig udvikling. Men i mange andre dele af verden ser det helt anderledes ud, og det kan godt komme til at se anderledes ud i Danmark igen. Derfor er det alt for tidligt at sige, at denne mørke nat er slut.

Forurening er ikke godt for helbredet

Før i tiden tænkte man på luftforurening, når man så billeder fra østasiatiske storbyer af mennesker med mundbind. I dag tænker man som bekendt på en sørgeligt velkendt luftvejsinfektion. Der er en tendens til at glemme, at også forureningen påvirker folkesundheden. Ofte fornemmer jeg en udbredt holdning om at forurening er en trist, men nødvendig konsekvens af at mennesker skal have det godt: Miljøet omkring os får det værre mens mennesker får det bedre. Men da bruger vi bare den økonomiske vækst, som de nødvendige forurenende aktiviteter desværre har skabt, til at skabe en bedre verden, og så bliver alt alligevel godt. Men da jeg var barn, husker jeg hvordan der var fokus på kviksølvforurening og på et af argumenterne for at denne forurening skulle bringes til ophør: kviksølv kan påvirke menneskers helbred alvorligt.

Når vi taler om de menneskeskabte klimaforandringer, har vi da også en tendens til kun at tale om CO2-påvirkningen. CO2-udledningerne giver ikke i sig selv anledning til luftvejssygdomme eller andre direkte helbredsskader. Men det gør andre udledninger, der finder sted samtidig, nemlig udledninger af partikler, kvælstofilter, svovldioxid og ozon (der nede ved jordoverfladen er et problem).

En ny undersøgelse fra Energy Modelling Lab, der er en dansk tænketank, estimerer at en grøn omstilling, som sikrer de officielle klimamål og på den måde reducerer luftforureningen, vil medføre, at de hjemlige helbredsomkostninger i 2030 bliver bragt ned med 8-11 milliarder kroner årligt og med 15-21 milliarder, hvis de mindskede påvirkninger og omkostninger i nabolandene også bliver regnet med.

Vi ved nu, at luftforurening kan forøge risikoen for at dø af COVID-19. Nye resultater fra Harvard viser, at en vækst på kun 1 μg/m3 koncentrationen af små forureningspartikler er forbundet med en vækst i dødeligheden af COVID-19 på 8%. Men dette er ikke alt. Der er også en forbindelse mellem risikoen for partikelforurening og for at blive smittet med COVID-19. Partikelforurening nedsætter nemlig immunforsvaret.

Jeg tror, det vil være på tide igen at få fokus på forureningens konsekvenser for folkesundheden. Måske er det kun på den måde, vi vil kunne få flere til at se nødvendigheden af at passe på miljøet – nemlig gennem at indse, at vi på den måde også passer på os selv.

Denne tekst kunne have været på svensk

Nogle gange falder jeg over umiddelbart fascinerende essays, der tager fat på et begreb fra naturvidenskab og bruger det til at nå en underlig konklusion, typisk ved at misforstå det. I dag læste jeg et sådant essay på Medium.com, et websted med alskens tekster af meget varierende kvalitet. Det er interessant at læse den slags ind imellem, for selve dét at gendrive påstandene kan være en interessant øvelse.

Teksten, jeg læste, tager fat i mangeverdensfortolkningen. Mangeverdensfortolkningen er en tolkning af kvantefysikken, der skyldes den amerikanske fysiker Hugh Everett, som er far til sangeren Mark Oliver Everett fra The Eels. Det far-søn-forhold er der forresten lavet en interessant dokumentarfilm om. Det tillokkende ved mangeverdensfortolkningen er, at den fjerner den nondeterminisme, som findes i kvantemekanikken. Alle en elementarpartikels tilstande findes nemlig “samtidig”, og til hver kombination af mulige partikeltilstande svarer tilstand, en verden. En sådan tilstand er ikke en tilstand, man muligvis kunne nå, det er en tilstand, der vil blive nået. Verden spalter sig hele tiden op i nye verdener. Der vil bl.a. findes en verden, hvor livet på Jorden aldrig opstod – ja, faktisk vil der findes uendeligt mange sådanne. Og der vil findes en verden, der er identisk med den, vi er i nu, men hvor denne tekst er forfattet på svensk.

Der er en lang og spændende artikel om mangeverdensfortolkningen (på engelsk) i Stanford Encyclopedia of Philosophy, der både tager fat i kvantefysikken og de filosofiske overvejelser bag.

Påstanden i essayet på Medium.com tager udgangspunkt i, at der findes øjeblikke i mange menneskers liv, hvor man med nød og næppe undslipper en alvorlig ulykke eller sygdom med potentielt dødelig udgang. I nogle tilfælde sidder man tilbage med en erindring om tiden op til ulykken, der er anderledes end den, andre har. Eller måske er andre mennesker som forandret – kolleger og familie opfører sig lidt anderledes over for én. Hvis man husker verden anderledes end andre gør, kunne det derfor, hævder essayet, være et tegn på at man er havnet i en anden verden i mangeverdens-modellen. I én mulig verden er man død, i en anden lever man videre. Essayet er besnærende, for det giver umiddelbart en elegant forklaring på noget, mange (også jeg) har erfaret.

Men hvad dette besnærende argument overser, er at mangeverdensfortolkningen ser verdenerne som en træstruktur. Indtil det “mulige dødsfald” var der kun én fælles fortid, og derfor burde der ikke være en forskel i egen hukommelse eller i omverdenenes hukommelse.

Noget andet, som det besnærende argument overser, er at ideen om ændret hukommelse faktisk ville udgøre en makroskopisk test af mangeverdensfortolkningen. Vi kan kun observere, at der er forskellige “samtidige” verdener, hvis samme makroskopiske objekt findes “samtidig” i flere forskellige tilstande. De to drikkeglas på billedet ovenfor er ikke samme objekt, så dette billede er ikke bevis for mangeverdensfortolkningen – men hvis vi kunne observere to verdener, i hvilket drikkeglasset til højre var fyldt i den ene verden, men tomt i den anden, ville det være anderledes. Ingen sådanne makroskopiske tests findes dog endnu.

Den kedelige forklaring på at noget har forandret sig, efter at man er undsluppet en alvorlig ulykke eller sygdom, er selvfølgelig dels, at hukommelsen har det med at være upålidelig i den slags sammenhænge, dels at andre ofte uvilkårligt reagerer anderledes på én, der har været ude for noget voldsomt.

The Jam i dansk tv

Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.

Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.

Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.

Screen New Deal?

Naomi Klein har et interessant essay i The Guardian om hvordan de store tech-virksomheder (og ikke mindst Google og Microsoft) prøver at profitere af COVID-19-pandemien. Ikke mindst online-undervisning er kommet til at fylde meget. Klein taler med et ordspil om at det, virksomhederne går efter, er en slags Screen New Deal. Det er selvfølgelig et ordspil på den Green New Deal, progressive politikere i USA efterlyser som respons på klimakrisen.

Eric Schmidt, tidligere topchef og tidligere bestyrelsesformand for Google, er i spidsen for et ekspertpanel i delstaten New York, der giver sit bud på hvordan virkeligheden og hverdagen skal se ud efter pandemien. Panelet fokuserer på hvordan internetteknologi kan integreres permanent i borgernes dagligliv. Der er forslag om telesundhed, fjernundervisning og hurtige bredbåndsforbindelser. Også Bill Gates er fremme i samme delstat med et lignende partnerskab om fjernundervisning.

Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at der er sådan et fokus fra netop Google og Microsoft på at udbrede internetteknologi yderligere. Der er ikke tale om en sammensværgelse, men om at virksomhederne nu fisker i rørte vande. Men skal det være den teknologiske fremtid? Naomi Klein skriver

Schmidt kan have ret i, at overfyldte klasseværelser udgør en sundhedsrisiko, i det mindste indtil vi har fået en vaccine. Men hvorfor ikke i stedet ansætte dobbelt så mange lærere og skære klassestørrelsen ned til halvdelen? Eller hvad med at sørge for, at alle skoler har tilknyttet en sygeplejerske?

Den form for tiltag vil kunne skabe nye job i en periode med arbejdsløshed på niveau med depressionstidens og give læringsmiljøer mere fleksibilitet. Hvis skolebygningerne er for overfyldte, hvorfor så ikke opdele dagen i skift og afsætte flere timer til udendørsundervisning? Der er forskningsmæssig evidens for at, indlæring fremmes af, at børn tilbringer mere tid i naturen. Der kan være praktiske udfordringer forbundet med den type tiltag. Men at gå den vej vil være klart mindre risikabelt end at opgive den gennemprøvede ’teknologi’, hvor uddannet personale underviser børn og unge ansigt til ansigt, i grupper, hvor de samtidig lærer at socialisere.

Vi har i folkeskolen i Danmark set noget lignende. Først var der fjernundervisning i lang tid, og så kom eleverne i indskolingen tilbage. Fjernundervisningen krævede meget af de hjemmegående forældre og var næppe af særligt høj kvalitet, men med de midlertidige normeringer i klasserne var der pludselig meget mere tid til det enkelte barn, en mere overskuelig arbejdstid for lærerne og meget mere tid udendørs.

Det er bestemt ikke givet, at det, man skal lære af pandemien er, at der bare skal være mere fjernundervisning, mere telemedicin, mere brug af sociale medier og mere e-handel. E-handelen giver, som Naomi Klein skriver, let anledning til flere lagre, der reelt er sweatshops, og de sociale medier giver let anledning til mere overvågning. Tværtimod kunne man af pandemien lære værdien af menneskeligt nærvær og hvordan det kan hjælpes på vej af ordentlige anvendelser af internetteknologi.

Nogle vil synes, at det er underligt, at netop jeg er skeptisk over for internetteknologi. Det er jeg nu heller ikke, men min holdning er at teknologien ikke må bruges som en erstatning for menneskelig kontakt og nærvær, men et værktøj, der kan sikre livskvalitet. Man kan bruge teknologien til at gøre mennesker overflødige og dermed gennemføre en rationaliseringsøvelse, men vi kan bestemt også bruge internetteknologien til at skabe mere menneskeværd (herunder “nærværd”).

For hurtigt?

Nu er der en aftale om genåbning af dele af det danske samfund, og pludselig virker det på mig som om ændringerne igen går stærkt. I går eftermiddags mødte jeg en af mine gymnasiekammerater foran supermarkedet, og hun sagde spontant at det var som om mange i Aalborgs midtby var ved at glemme “det der med corona”. Lidt bagefter mødte jeg min kusine, der skal sørge for at hendes far kan komme på plejehjem – men samtidig kan hun ikke besøge ham. Og hun arbejder som sygeplejerske, så for hende er pandemien særdeles nærværende.

I dag, i et andet supermarked i nærheden, var afstandsstriberne ved kassen i dårlig forfatning, og to mænd foran mig (der talte et sprog, der måske var polsk) virkede ikke særligt opmærksomme på at holde afstand. Kunderne bag mig virkede også lidt mere ligeglade end jeg var vant til. Jeg kan sagtens forstå, at alle afstandsregler og hygiejnekravene med tiden kan være forordninger, man bliver træt af. Men der er jo en grund til dem.

Her til aften kom en mail fra Aarhus Universitet (en mail, jeg får, fordi jeg er censor og engang også havde en fuldtidsansættelse der) der beskriver, hvordan aftalen om den nye udvidelse af genåbningen vil betyde, at medarbejdere, der har arbejdssted i de dele af universitetet, der ligger i Jylland og på Fyn, vil kunne få fysisk adgang til arbejdspladsen efter nøje regulerede krav, der endnu ikke er udarbejdet. 

Ændringerne er igen lidt overvældende. Hvilken ændring al den forøgede aktivitet vil få på smittespredningen, ved jeg ikke. Jeg håber sådan, at beslutningstagerne ved, hvad de gør. Hvis det går galt igen, kan det måske blive svært at tale om nedlukning igen.

Også det mentale aspekt kan gøre mig lidt underligt tilpas. På den ene side har jeg vel isoleret mig derhjemme og har indrettet mig efter at have hele mit liv i hjemmet efterhånden.. Jeg er nu den eneste i husstanden, der er hjemme i dagtimerne. På den anden side har isolationen også givet mig fred på nogle måder. Hvordan det vil føles for mig at møde på arbejde igen, ved jeg ikke.

Online hele vejen?

Kings College ved Cambridge University

I dag læste jeg, at universitetet i Cambridge vil omlægge al sin undervisning i det kommende akademiske år til online-undervisning. Årsagen er naturligvis COVID-19-pandemien, der næppe kommer til at gå væk i det næste års tid.

For tiden er jeg med til at undersøge danske universitetslæreres reaktion på at al undervisning med ganske få dages varsel blev lagt om til online-undervisning og på at alle eksaminer skulle være hjemmeeksaminer for de skriftlige eksaminers vedkommende og online-eksaminer for de mundtligs vedkommende.

Det er forbløffende forandringer af universitetspædagogikken, der sker på så kort tid, og jeg spekulerer på hvad langtidsvirkningerne mon vil være. Én sandsynlig konsekvens vil være at i hvert fald nogle af forandringerne af undervisningen bliver permanente. På CBS skal mindst 50 pct. af den samlede undervisning fra 1. september leveres digitalt. Studienævnene skal her i foråret lave en plan for denne omlægningen, så det samlede fagudbud på hver enkelt uddannelse lever op til kravet. Planerne på CBS har eksisteret gennem flere år, men det er tydeligt, at ledelsen har besluttet sig til at handle hurtigt. Det er formodentlig i stort omfang effektiviseringshensyn, der lå bag de oprindelige planer, og tilfældet har villet, at omlægningen nu skulle ske alligevel.

Jeg har selv brugt delvis online-undervisning i form af flipped classroom, så jeg er bestemt ikke modstander af online-undervisning eller teknologi. Tværtimod. Men for mig har det væsentlige altid været at mødes med dem, jeg skulle undervise, bare om andre aktiviteter end præsentation af stof. Teknologien kan ikke stå alene om det, der også er et møde mellem mennesker. Min erfaring i dette forår er at, at selv om meget er muligt, bliver jeg opmærksom på hvor meget jeg savner det fysiske møde; der er stadig noget, kontakten via en skærm ikke kan. Jeg spekulerer på, hvad konsekvenserne vil vise sig at være for studiemiljøet og for undervisernes arbejdsmiljø. Dette skal selvfølgelig undersøges.

Indenrigsflyvninger?

Jeg har som bekendt bestemt mig til ikke at flyve mere, og min begrundelse er miljøbelastningen. Man kan måske forsvare at flyve langt en sjælden gang – det er svært at rejse til andre verdensdele uden at flyve – men en særlig problemstilling er indenrigsflyvning.

I valgkampen op til EU-parlamentsvalget i 2019 talte flere af de fremtrædende kandidater om nødvendigheden af at begrænse indenrigsflyvninger. Her under COVID-19-pandemien har luftfartsselskaberne store problemer, og nu ser det ud til at skabe nye politiske initiativer om flyvning. Især indenrigsflyvning er kommet i fokus. I Frankrig har regeringen som betingelse for en hjælpepakke til Air France stillet, at selskabet beskærer sine indenrigsflyvninger. Argumentet er ikke økonomisk, men miljøpolitisk. Den franske økonomiminister udtaler, at Air France skal stræbe mod at blive det mest miljøansvarlige luftfartsselskab og at det er forkert, at man skal have indenrigsruter til destinationer, der kan nås med to en halv times togrejse. Også i Finland vil Finnair begrænse indenrigsflyvningerne i det næste år. Her er begrundelsen til gengæld økonomisk.

Det ville være godt at tage en diskussion også i Danmark om nytten, nødvendigheden og ikke mindst miljøbelastningen af indenrigsflyvninger. Nu, hvor økonomien skal genåbnes (eller hvad vi nu skal kalde det), vil det være værd at spørge, om de lokale ambitioner om udvidelser af lufthavne og om passagertal er gavnlige, set i lyset af klimakrisen. Ligesom så mange andre miljøbelastende fænomener er der nemlig en tendens til at flyvning skaber yderligere, afledte miljøbelastninger. Sidste år fremlagde de syv danske indenrigslufthavne således en fælles plan om udvidelser af lufthavne – og den indbefattede et ønske om flere motorveje.