Kategoriarkiv: Blog

Et opgør med New Public Management?

npm_s

Mette Frederiksen sagde ved Socialdemokraternes kongres i Aalborg

Vi er ved at ødelægge noget af den arbejdsglæde, som er forudsætningen for, at det er godt at arbejde i den offentlige sektor…

Det her er et opgør med New Public Management som styringsredskab for, at vi kan sikre mere rum til faglighed…

Umiddelbart lyder det jo lovende. Jeg kender ikke nogen offentligt ansatte, der ikke er ledere eller administratorer, som har været glade for New Public Management. Og jeg kan se, at Enhedslisten, SF, Alternativet, de radikale og Dansk Folkeparti alle udtaler sig kritisk om New Public Management. Ja, selv Nye Borgelige er inde på det samme. Det måske ikke længere helt så populære Venstre har ikke ytret sig endnu, men mit bud er at de netop nu leder efter en tilpas uforpligtende formulering.

Det, jeg nemlig ikke kan lade være med at bemærke, er at der måske reelt ikke er ret meget nyt i Mette Frederiksens udtalelse. Hun siger

Vi foreslår en form for velfærdskontrakt, hvor de offentligt ansatte på den ene side lover at yde deres ypperste, og vi til gengæld lader være med at kontrollere det, som ikke skal kontrolleres. Et eksempel kan være, at man får lov til at have budgetter, som strækker sig over flere år, så det ikke bliver den her stop-and-go-regulering.

Der er stadig tale om økonomistyring, blot sjældnere, og der er stadig tale om central kontrol. Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke at blandt andet folkeskolereformen, som Socialdemokraterne, de radikale og SF forsvarede indædt i deres regeringstid, og universitetsloven af 2003, som Socialdemokraterne også var med til at frembringe og siden har forsvaret, også er baseret på de grundlæggende centrale præmisser i New Public Management om styring via budgetter og detailplaner.

Jeg aner derfor, at de nye toner i virkeligheden mest er et forsøg på optimering af New Public Management, og som sådan er fuldstændig i New Public Managements ånd.

Flattr this!

En lørdag i Lissabon

2016-09-24-12-10-31

2016-09-24-15-05-43

2016-09-24-15-18-18-2

2016-09-24-15-35-29

2016-09-24-16-04-58

2016-09-24-16-25-11

2016-09-24-16-38-17

2016-09-24-16-42-01

2016-09-24-17-06-29-1

2016-09-24-19-33-51

2016-09-24-20-48-16

Jeg havde lovet mig selv og Francisco, at jeg i løbet af weekenden ville skrive ned, hvad vi endte med at få på tavlen i går eftermiddags. Det vil jeg bruge dagen i morgen på. I dag blev det til en tur på møntvaskeriet i selskab med Svend Brinkmann (eller rettere: Ståsteder). Hele Alfáma-kvarteret myldrer med turister, og dér gik jeg så med min snavsetøjspose.

Herefter var det ren eskapisme og sightseeing også for mig: Jeg opdagede i går at der er ølfestival i byen, så jeg tog en udflugt op til Lisbon Beer Week, der afholdes i Jardim do Torel. Jeg aflagde først et besøg i byens katedral; den er jeg gået forbi mange gange på mine tidligere besøg i Lissabon, men af uvisse årsager blev det først i dag, jeg så den indefra. Jeg forsøgte derefter endnu en gang at køre med Eiffels berømte Elevador de Santa Justa, men om muligt var køen til denne udendørs-elevator endnu længere end jeg huskede det fra sommerferien. Så det må (igen) vente til en anden gang.

På vej til ølfestivalen gik det til gengæld op for mig, at en af de stejleste gader på ruten, Calçada do Lavra, betjenes af endnu en “stejlsporvogn”. Jeg selv og en større flok turister måtte vente i omkring ti minutter mens chaufføren holdt pause et andet sted. Selve turen, der bestemt var ventetiden værd, tog et minuts tid.

I Jardim do Torel var der mulighed for at købe et særligt glas og jetoner, som man så kunne bruge til at købe øl for i boderne. Al øl kom fra portugisiske mikrobryggerier. De to, jeg fik prøvet, nemlig en strong ale af belgisk type og en dobbelt-IPA,  var begge overbevisende.  Sådan kunne jeg sidde med en flot udsigt ud over byens nordlige del og med Tejos munding i det fjerne, mens lettende passagerfly passerede i forholdsvis lav højde ude fra lufthavnen nogle kilometer længere væk. Ikke alle mennesker er så heldige at kunne sidde på den måde – mætte og rolige, i en intakt by, hvor det kun er fredelige trafikfly, der kommer nærmere for derefter at skynde sig væk.

Dagen sluttede med et måltid på The Food Temple, en lille vegansk restaurant godt gemt væk i en sidegyde for enden af en anden gyde, som selv er en sidegyde. Rygtet ville vide at her altid er fuldt hus, så derfor blev det ikke til et besøg i sommerferien. Men denne gang havde jeg bestilt bord. Det gjorde jeg klogt i, for kun fem minutter efter min ankomst var der faktisk fuldt hus. Ligesom Ao 26 er dette en restaurant drevet af unge og energiske mennesker, men her kan man følge direkte med i køkkenet [hvor der på intet tidspunkt, mens jeg var der, stod færre end seks mennesker!] og atmosfæren giver mig umiskendelige mindelser om 1000Fryd i Aalborg på en god dag og i en ekstra travl udgave.  Først var jeg lidt forbeholden over for stedet og maden, men til sidst måtte jeg overgive mig – dette er faktisk en rigtig god, lille restaurant med god og velsmagende mad i form af tapas plus dagens ret. Stedets øludvalg er pænt, men efter ølfestivalen havde jeg faktisk bare lyst til et glas vand og en ginger ale (der jo bare er en sodavand).

Til sidst var der blot tilbage at finde vej ud gennem gyderne og hjem på det, der for mig fremstod som en smuk, lun sommeraften – uagtet at det faktisk var i går, det var efterårsjævndøgn.

Flattr this!

Nej til dialog!

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Jeg har selv været med til at lave arrangementer, der handlede om dialog mellem grupper i den danske befolkning; for 10 år siden lavede jeg på egen hånd, sammen med Jacob Holdt og sammen med Amnesty International flere initiativer af denne art. Nogle af dem var faktisk vellykkede.

Men jeg er endt med ikke altid at tro på dialog. Nærmere bestemt er jeg blevet meget skeptisk over for dialog med nationalisterne i dansk politik. Det er blevet sagt, at samtalen er en central del af demokratiet – men hvad gør man, hvis der ikke er nogen samtale?

Det er efterhånden blevet tydeligt, at den såkaldte dialog i dansk politik er endt med at finde sted på Dansk Folkepartis præmisser. I gårsdagens udgave af Debatten på DR2 lykkedes det således at få bevæget debatten helt sømløst fra kvoteflygtninge i starten af programmet til at man til sidst i ramme alvor diskuterede om en af deltagerne, en dansk gymnasieelev på 18 år, rent faktisk var dansk. Det var vel at mærke studieværten, der sørgede for at denne sømløse bevægelse var mulig. Den timelange “samtale” flyttede – intet som helst. Flere af deltagerne kunne, selv om de blev ved med at insistere at de faktisk var danske (hvor er det dog trist at man kan være nødt til at skulle sige det, og så på landsdækkende tv!), ikke få de nationalistiske deltagere til at acceptere dette.

At det er kommet så vidt i vore dage, skyldes i høj grad at mange politiske partier og danske medier er endt med at acceptere (varianter af) Dansk Folkepartis nationalistiske verdensbillede, hvor flygtninge, danskere med helt eller delvis mellemøstlig baggrund, islam, udenlandske statsborgere i Danmark, terrorister, kontanthjælpsmodtagere osv. er del af én og samme fortælling om et land, der først og fremmest skal forsvare sig selv mod den truende omverden. Dette verdensbillede er efterhånden blevet så indarbejdet, at der nu er konkurrerende partier, der er rede til at levere en mere “ægte” og “kompromisløs” udgave af fortællingen.

Samtidig kan det godt være, at politikere går ind i en dialog med de reaktionære nationalister ud fra et ønske om at påvirke dem. Men i virkeligheden går påvirkningen kun den anden vej efterhånden. Dansk Folkeparti og de andre nationalister vil ikke lytte og kan ikke lytte.

Socialdemokraterne er det mest tydelige eksempel i disse år (Venstre nåede allerede dertil for mere end 15 år siden.) I dag kan man f.eks. læse et interview med socialdemokraten Peter Hummelgaard, der er kritisk over for “dele af” Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Der er stadig politikere i Danmark, der ikke accepterer Dansk Folkepartis fortælling. Et par af dem så vi i går aftes på DR2. Måske ville det bedste være, at de (og andre gode mennesker) blev enige om ikke at stille op i medierne til de frugtesløse og ørkesløse debatter med Dansk Folkepartis folketingspolitikere og i stedet brugte kræfterne på at tale med folk i Danmark. Min konklusion (og den er jeg ked af at måtte drage) er, det efterhånden kun dén udenomsparlamentariske, men demokratiske samtale, der kan skabe forandring til det bedre.

Flattr this!

Praxe

img_5486

Mens jeg skriver dette, er der en stor og højrøstet forsamling af unge mennesker uden for den taverna, der ligger ikke særlig langt fra den lejlighed, jeg har lejet i Lissabon. Nogle af dem har sort tøj på, andre er i deres almindelige tøj og skal knæle foran de andre. Billedet ovenfor er taget 10-15 meter fra min hoveddør. Det, det viser, er en gammel og ikke specielt sympatisk tradition i Portugals universitetsliv

I dag spurgte jeg Francisco Martins, som er den forsker, jeg besøger her på universitetet, hvorfor der er så mange studerende, der går rundt i sort tøj og med lange sorte kapper. Det mindede mig om en slags kostskole-tradition. Francisco rystede på hovedet og fortalte mig at de sortklædte unge mennesker er ældre studerende, der her i de første uger af det nye semester (som i Portugal begynder i netop denne uge) gennemfører en lang række “optagelsesritualer” over for de nye studerende. Hovedformålet med disse ritualer, der under ét kaldes for praxe, er at ydmyge de nye. Francisco kunne fortælle, hvordan en af hans kolleger en morgen sidste år opdagede en studerende, der knælede et sted med en nylonstrømpe over hovedet, mens en ældre studerende så på.

Ironisk nok er den traditionelle sorte klædedragt oprindelig tænkt som et symbol på respekt, lighed og ydmyghed.

De portugisiske universiteter bryder sig ikke om praxe-ydmygelserne, og på Universidade de Lisboa må de ikke finde sted på universitetets grund. For to år siden omkom flere studerende i forbindelse med praxes på det private Universidade Lusófona. Også sidste år var der studerende hernede, der døde i forbindelse med praxe.

Ikke at tingene er bedre i andre lande. Bestemt ikke; i Storbritannien og USA hører man med mellemrum om tilsvarende ydmygelser på traditionsrige universiteter (her kaldes det hazing), og det er snart ved at være en del år siden, der kom fokus på de stadigt mere voldsomme og fornedrende “indvielsesritualer” der finder sted på en del ruskurser på danske universiteter.

Flattr this!

Mange varianter af det samme

danskfolkeparti-kopi-5
danskfolkeparti-kopi-4
danskfolkeparti-kopi-3
danskfolkeparti-kopi-2
danskfolkeparti-kopi
danskfolkeparti

Det er specielt at sidde i udlandet og læse om dansk politik. Der er mange mennesker, steder, bøger, musikstykker og andre kulturelle frembringelser, der kommer fra Danmark, som jeg holder af. Jeg holdt med det danske håndboldlandshold den aften, der var OL-finale. Jeg holder af at udtrykke mig på dansk og at læse gode tekster på dansk. Dansk er det eneste sprog, jeg behersker helt og aldeles. Men i disse år bliver det klart for mig at jeg er ude af stand til at holde af Danmark som et abstrakt begreb. Og det sker samtidig med at nationalismen er begyndt at definere dansk politik i en grad, som jeg ikke havde troet mulig for bare tyve år siden. Politiske partier med faktiske regeringsambitioner kan fremsætte forslag og komme med udtalelser, som ville have været utænkelige for tyve år siden.

Engang sagde man at de fleste danske partier var varianter af samme idé – at der i virkeligheden var mange forskellige udgaver af Socialdemokratiet. I vore dage, hvor selv Socialdemokraterne bejler til Dansk Folkepartis gunst, er det dog blevet mere korrekt at sige, at der er mange forskellige udgaver af Dansk Folkeparti, der hver især prøver at leve op til eller overgå det oprindelige partis nationalisme og har købt dets definition af hvad der er væsentligt og uvæsentligt på den politiske dagsorden. Og i dag fik vi den seneste variant, de såkaldte Nye Borgerlige.

En interessant detalje fra Nye Borgerliges partiprogram er forresten denne passus:

Der skal kun gives beskyttelse til personligt forfulgte flygtninge med familie, som kommer direkte fra FN’s flygtningelejre på en fast årlig kvote.

Man kunne godt få den opfattelse, at partiet i modsætning til Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne ikke er tilhængere af at afskaffe aftalen med UNHCR om kvoteflygtninge. Men her tager jeg formodentlig fejl.

Flattr this!

Vel ankommet

2016-09-20-19-14-25 2016-09-20-20-13-34 2016-09-20-19-37-10 2016-09-20-19-37-15 2016-09-20-19-37-41

Jeg er et meget privilegeret menneske; jeg kan rejse ud i verden og vende hjem igen. Her til eftermiddag ankom jeg til Lissabon og efter knap en halv times metrotur fik jeg bugseret min kuffert op til den lejlighed, hvor jeg skal bo. Dvs. det lykkedes mig faktisk at fare vild i de stejle gader, trods en omhyggelig ruteangivelse med fotos og det hele. Alfama-kvarteret er hyggeligt og pittoresk, men de små krogede gader er også lidt af en labyrint for os, der ikke er helt stedkendte endnu.

Jeg er et meget privilegeret menneske; jeg har været i denne by før og kender noget af den. Noget af Lissabon kan jeg næsten finde rundt i nu. En langsom tur i sporvogn, et strejftog i supermarkedet, en telefonsamtale med familien og en lang gåtur i den nedgående sol senere var jeg tilbage på den lille restaurant Ao 26 på rua Vitor Cordon 26 (deraf navnet). Da jeg var med familien på sommerferie, var alle (også resten af familien, der bestemt ikke er veganere) enige om at at dette er et rigtig godt spisested. En i familien allerede legendarisk burger med stegte søde kartofler, godt portugisisk mikrobryg og gode kager – og dertil særdeles rimelige priser på dette lille sted drevet af venlige, unge mennesker. Og gensynet skuffede ikke. Hermed anbefalet. Sporvogn 28 stopper lige overfor.

Flattr this!

Kufferten er pakket

billede-19-09-2016-22-18-21

I dette år er min akademiske tilværelse blevet en historie om at tage et andet sted hen. Først skiftede jeg til en anden gruppe på mit institut, derefter flyttede jeg kontor til et andet institut og i morgen skal jeg rejse til et universitet i udlandet.

Fra i morgen og frem til den 9. oktober skal jeg være i Lissabon. Der er to universiteter i den portugisiske hovedstad, Universidade Nova de Lisboa (der strengt taget ikke ligger i selve Lissabon, men syd for Tejo-flodens munding i Almada) og Universidade de Lisboa. Det er sidstnævnte universitet, jeg skal være ved i knap tre uger. Sommerferien i Lissabon har jeg i nogenlunde frisk erindring, så jeg ved hvor der er møntvaskerier, supermarkeder osv. og jeg har endda stadig mit rejsekort – som nu i morgen igen skal tankes op. Hele opholdet slutter med det uigenkaldeligt sidste møde i BETTY, den COST Action, jeg i de seneste tre år har haft stor glæde af at deltage i.

Flattr this!

Element i fællesmængden?

(Ovenstående klip af fra Dansk Folkepartis officielle YouTube-kanal.)

Dette var dagen, hvor et medlem af Dansk Folkeparti på partiets landsmøde og til stort bifald udtalte at

Hvorfor skulle udlændinge klare sig selv, nu hvor de har krav på husly og lommepenge fra staten, så snart de kommer hertil? De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber. De mishandler Danmark, mens mor og far har for travlt med at skændes inde på Borgen…

Bagefter var Peter Skaarup ude for at glatte ud og for at fortolke bifaldet – det drejer sig kun om nogle udlændinge, pointerede han.  (Han undgik dog at sige at nogle danskere sviner, svindler osv.) Og salens bifald var ifølge Skaarup blot en anerkendende reaktion på en henvisning til statistikker over kriminalitet.

Et andet medlem af Dansk Folkeparti udtalte fra samme talerstol:

Mit årsmødebudskab: Giv migranter et par kondisko. Kan de selv gå herop, kan de også gå hjem…

Dette var så også dagen hvor Socialdemokraternes leder i et interview udtalte

»Jeg ser et spirende godt samarbejde med Dansk Folkeparti«, siger Mette Frederiksen, der her og nu dog ikke kan forestille sig et egentligt regeringssamarbejde med partiet.

»Jeg tænker, at vi i dag i mine øjne har et utrolig godt og tillidsfuldt samarbejde med Dansk Folkeparti. Vi er ikke enige om alt, men det er vi ikke med nogen af de øvrige politiske partier. Jeg synes, at vores fællesmængde forud for 25-forhandlingerne er stor. Vi afsøger, hvad vi kan bruge det til i fællesskab«, siger Mette Frederiksen.

Måske er alting godt.  Måske er Mette Frederiksens udtalelser udtryk for et ønske om at finde nødvendige alliancepartnere i en kamp for social retfærdighed. Men jeg bemærker, at vi aldrig får at vide hvad elementerne i fællesmængden er. Hvad synes Socialdemokraterne om dagens udtalelser fra Dansk Folkepartis talerstol?

Flattr this!

Gensyn med Jacob Holdt

jacobholdt-3

jacobholdt-4

jacobholdt-2

jacobholdt-1

I 1981, da jeg gik i 3.g, så jeg Jacob Holdts Amerikanske billeder på mit gymnasium. Det var et foredrag, der gjorde et varigt indtryk på mig. Skildringen af Jacob Holdts møde med USAs sociale ulighed og racismen, men også af kærlighed og tillid og drømme om et bedre liv, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og på mange af mine gymnasiekammeret. Senere havde jeg den store glæde at møde Jacob og at lave flere arrangementer sammen med ham i Amnesty Internationals regi.

I dag er Jacob Holdt efterhånden blevet 69 år. I dag var der premiere på Mit liv i billeder, der er et portræt af ham og hans meget rige og sammensatte liv som fotograf og forfatter. I filmen møder man ud over Jacob og hans hustru Vibeke flere af de højst forskellige kvinder, Jacob var kæreste med i sine år i USA. Man ser Jacobs venskab med en fattig familie, hvor faderen er medlem af Ku Klux Klan og i sin tid slog en sort mand ihjel, men mange år senere drog ned til New Orleans for at hjælpe med at genopbygge ødelagte hjem. Der er en skildring af den underlige strid om indholdet af et kapitel i Amerikanske billeder, som Weekendavisen og en højreorienteret blogger foranledigede for få år siden.

Og vi får beretningen om hvordan Jacob blev ramt af prostatakræft og om hvad det førte med sig af tanker om hvad han ville nå med resten af sit liv. Hans deltagelse i  Palestine Marathon bliver på én og samme tid en skildring af en solidaritetshandling med det  palæstinensiske folk og af en ældre mand, der vil vise over for sig selv at han har overvundet sin kræftsygdom. Denne del af filmen, hvor han også besøger Jakobsbrønden i Nablus, er måske den allermest gribende del af et i forvejen vellykket portræt.

Jeg var meget beæret over at Jacob kunne huske mig; vi hilste kort på hinanden i foyeren, da jeg som den allersidste ankom til biografen. Efter filmen var der tid til spørgsmål fra publikum, og her nævnte han mig faktisk, fordi jeg havde været med til at få den dengang helt nye fotoudstilling Ghettoen i vore hjerter til Aalborg.

Jeg fik købt to nye eksemplarer af den reviderede udgave af Amerikanske billeder – ét til mig selv og ét til min datter. Hun mødte Jacob tilbage i 2007 (og var ret fascineret af hans skæg!), men det kan hun ikke huske. Og så genså jeg også Jes Vestergaard, som var en af Jacobs gamle skolekammerater og som jeg gennem en række år har haft et godt samarbejde med i Amnesty International. Det var også rigtig godt at gense Jes og at se han havde det godt.

Flattr this!

Aftenens overraskelse

img_5444
Mads Bjergen Pedersen

Her til aften deltog jeg for fjerde gang i år i poetry slam, og det var faktisk kun anden gang i år, jeg deltog i et poetry slam på Studenterhuset i Aalborg. Der var flere debutanter, men også rutinerede folk som Michael Dyst (tidligere danmarksmester; Michael var kommet helt fra København), Jais Christiansen (tidligere DM-deltager), Mads Bjergen Pedersen (også tidligere DM-deltager) og Thomas Thisted (der ikke bor i Thisted,men på Herning-egnen).

I finalen var det Michael, Thomas og mig, der var tilbage. Og det endte med at blive mig, der vandt. 2016 har været et fuldstændig overraskende poetry slam-år for mig; tre af de fire gange, jeg har deltaget i år, har jeg vundet. Dét har jeg aldrig prøvet før. Måske er det min hustru, der er min maskot – hun har i al fald været med i publikum alle disse gange.

Flattr this!