Kategoriarkiv: Blog

Det er ikke alle, der…

notallmen

En af de mest irriterende indvendinger, når der er kritik af kønsdiskrimination eller andre former for kvindefornedrende adfærd, er at “ikke alle mænd er sådan”. Ofte bliver denne kritik ført i marken som del af en påstand om at feminister hader alle mænd (her ser vi bort fra at mænd sagtens selv kan være feminister!).

Hvorfor er indvendingen irriterende? Formelt set er den jo helt korrekt. Det er bestemt ikke alle mænd, der tager del i den adfærd, der bliver kritiseret. Det, der er så irriterende og urimeligt, er at indvendingen tolker kritikken som noget, den ikke er. Der er jo ikke tale om en kritik af mænd fordi de er mænd, men kritik af et problem og nogle magtstrukturer i samfundet som nogle mænd (men bestemt også nogle kvinder!) er anledning til.

Og her er der faktisk noget interessant: Mange kulturkonservative kritikere af feminisme fremfører “ikke alle mænd”-argumentet eller “had til mænd”-argumentet, men er samtidig ofte tilhængere af en voldsomt generaliserende kritik af etniske mindretal. Derfor er der paradoksalt set også noget potentielt godt i “ikke alle mænd”–indvendingen, i og med at den siger at man ikke skal kritisere mennesker for det, de er, men kun for det de gør. Når man ikke bør kritisere mænd, bare fordi de er mænd, bør man nemlig ikke heller kritisere mennesker, bare fordi de tilhører et etnisk mindretal.

Flattr this!

Et helt neutralt ord

lundelarsenespersen

I disse dage er der igen diskussion af ordet “neger”, som nogle fremtrædende danske politikere insisterer på fortsat at ville bruge om bestemte mennesker, selv om de pågældende mennesker ikke selv vil bruge det og ikke bryder sig om ordet. Esben Lunde Larsen og Søren Espersen er blandt dem, der gerne vil kalde mennesker for “negre”. Argumentet er at ordet egentlig bare er neutralt og har en helt uskyldig betydning. Derfor bør ingen blive kede af at høre det, selv om det i dag lyder som et levn fra tidsaldre med kolonialisme, slaveri og undertrykkelse.

Der er som bekendt også andre ord, der ændrer betydning med årene. I det Nye Testamente betegner det græske ord idiotes et almindeligt menneske uden særlige forudsætninger. Siden er der sket en ændring i ordets betydning. Men den oprindelige betydning er helt neutral og uskyldig, og jeg formoder derfor at de fremtrædende danske politikere ikke vil have noget imod at jeg bruger dette ord om dem.

Flattr this!

De ubehagelige menneskerettigheder

Foto: POLFOTO.
Foto: POLFOTO.

Et af de vigtige instrumenter i international lov på menneskerettighedsområdet er den europæiske menneskerettighedskonvention, der blev til på foranledning af Europarådet (som ikke har med EU at gøre). Tilbage i 1949 var det Storbritannien, der i høj grad stod bag udformningen af konventionen, og en af hovedarkitekterne var Sir David Maxwell-Fyfe, der var en ledende konservativ politiker.

Tiderne er unægtelig skiftet. Nu vil den konservative regering i Storbritannien have landet trukket ud af konventionen.

På samme tid blev FNs konvention om flygtninges retsstilling til, og her var det Danmark, der i høj grad var med til udforme denne konvention, der blev til virkelighed i 1951. Dengang havde Danmark en borgerlig regering med deltagelse af Venstre og Konservative.

Også her er tiderne skiftet. I dag fortæller den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass-Larsen i et interview, at Danmark skal ignorere denne konvention. Venstre og Dansk Folkeparti har allerede i flere år talt for et sådant “opgør med konventionerne”, og Venstre bakker op om den britiske regerings målsætning.

Begge disse vigtige konventioner blev til i årene efter 2. verdenskrig, hvor der havde været (og stadig var) et stort antal flygtninge i Europa og hvor man først nu forstod hvor voldsomme overgreb, der var fundet sted under nazismen. Dengang blev konventionerne til i en erkendelse af at dette, at mennesker er på flugt, ikke er et midlertidigt fænomen, og at der derfor er nødt til at være international lovgivning og internationalt baserede løsninger. Nu er det som om ledende europæiske politikere prøver at feje denne historie væk. Det er trist at overvære hvordan menneskerettighederne i dag bliver set som en ubehagelig forhindring og hvordan den internationale enighed består i, at man vil lave rent nationale løsninger.

Flattr this!

Skik følge eller køb fly

DSB_IC3_55_at_Københavns_Hovedbanegård_02

Regeringen har nu indstillet til partierne bag forsvarsforliget, at Danmark skal købe 27 Joint Strike Fighter F-35-kampfly. Forligskredsen forhandler nu om det endelige indkøb. Regeringens indstilling angiver, at de 27 kampfly vil koste 20 mia. kr. i indkøbspris og 56,4 mia. kr. i levetidsomkostninger. Eksperters vurderinger og erfaringer fra andre lande viser dog, at flyene kan gå hen og blive meget dyrere. Ved nytårstid advarede NATO faktisk i en rapport mod at den danske regering brugte så mange midler på kampfly.

Men måske er alting godt, nu hvor kampflyene kommer, og måske ender alle med at blive rigtig glade for dem og for alt det, de bidrager med.

Dette var dog også ugen, hvor regeringen uden rysten på hånden besluttede at togfonden, som var resultat af et forlig fra 2014 (som Venstre ikke var med i), de facto skal sættes ud af kraft – og det var samtidig ugen, hvor problemerne med togdriften var værre end set længe. Kombinationen af gamle IC3-togsæt, ustabile IC4-tog og skinnenet, der trænger til reparation, var mere end jernbanevæsenet kunne håndtere.

Det er påfaldende, at der ikke hos regeringen er den samme vilje til at bruge midler på at forbedre det danske jernbanenet, som mange mennesker er afhængige af hver dag. Regeringen henholder sig til forsvarsforliget for at købe kampfly, men ser til gengæld stort på et andet forlig. Venstres holdning til offentlig transport er denne:

Venstres transportpolitik skal bygge på friheden for den enkelte til selv at definere sit transportbehov og vælge transportform herunder individuel eller kollektiv transport. Fokus skal være på at sikre størst mulig mobilitet.

I november 2011, da Venstre var i opposition, kritiserede partiet at billetpriserne var steget – men nu hvor Venstre igen er i regering, er  billetpriserne bestemt ikke blevet lavere. Hvis valgfriheden er så vigtig, ville det klæde regeringen at sørge for at det danske jernbanevæsen fik tilført de nødvendige midler og på den måde garantere friheden for den enkelte til selv at vælge sin transportform. Det, vi ser nu, virker nu ikke som en kamp for den enkeltes frihed, men snarere som en bevidst udsultning af samme art som den, jeg selv var vidne til i Storbritannien for 25 år siden i årene op til privatiseringen af British Rail.

Flattr this!

20 år efter krigen

In the camp of Visca, a boy and a women near the place where the refugees throw waste.

Det er underligt og trist at skulle indrømme, at jeg faktisk ikke ved ret meget om hvordan tilværelsen er i Bosnien i vore dage. For mere end 20 år siden var nyhederne fyldt med reportager fra borgerkrigen, der rasede i Sydeuropa. I dag er der – tavst.

Der er en interessant billedserie i Wired af den franske fotograf Adrien Selbert, der viser glimt af hverdagen i Bosnien i vore dage. Når jeg ser billeder, indser jeg at der stadig er flygtningelejre i Bosnien den dag i dag. Billedet ovenfor er taget i flygtningelejren i Visca.

Når situationen kan være sådan, at der stadig er flygtningelejre mere end 20 år efter en krig er slut et sted i den industrialiserede verden, bør det mane til eftertanke hos dem, der i dag siger at flygtninge “bare kan tage hjem”. UNHCR er da også kommet frem til et menneske, der flygter fra sit hjem nu, vil komme til at være flygtning i 17 år og dette er bare et gennemsnitstal.

Flattr this!

Det hele går til administration

Education Costs

Hvis man har fulgt med i kampen om at blive præsidentkandidat for Demokraterne i USA, har man i Danmark sikkert bidt mærke i Bernie Sanders’ fortælling om alt det, man kan i vores land – herunder at de videregående uddannelser er gratis for de studerende. Som bekendt er forholdene helt anderledes i USA; på MIT koster det 46.400 dollars at være studerende pr. år. Det er lidt over 300.000 danske kroner.  Ikke alle universiteter er så dyre; gennemsnittet er (eller var i 2014) “kun” 9139 dollars, dvs. lidt over 60.000 danske kroner, Men billigt er det bestemt ikke, og nogle i USA påstår at det aldrig vil kunne lade sig at gøre at have gebyrfrie universitetsuddannelser.

Hvorfor er det blevet så dyrt at være universitetsstuderende i USA? En artikel i New York Times afslører hvorfor. Også i USA er der et tilskud til videregående uddannelser; den amerikanske stat giver faktisk flere midler (også justeret for inflation) end i 1960’erne, hvor undervisningsgebyrerne var små. Det er heller ikke de fuldtidsansatte universitetslæreres lønninger, der er årsagen til de høje gebyrer; her er lønnen omtrent som i 1970’erne.

Hovedårsagen er en anden: Der er sket en voldsom vækst i det administrative personale. På de universiteter, der er del af California State University (som er offentligt drevne, i den forstand at de hører under delstaten Californien) voksede antallet af fuldtidsansatte undervisere fra 11.614 til 12.019 i perioden fra 1975 til 2008, mens antallet af administrativt ansatte voksede fra  3800 til 12183, dvs. med 221 procent.

Flattr this!

Tænk at du tør!

nervous

Hvis man har læst, hvad jeg har skrevet på denne blog, vil man vide at jeg flere gange har kritiseret forholdene på Aalborg Universitet og ikke mindst ledelsens beslutninger. Det er nu sket mere end én gang, at mine kolleger har udbrudt: Tænk at du tør! Er du da ikke bange for at blive fyret?

Demokratiet på universiteterne i Danmark blev afskaffet i 2003, og mange ansatte på de danske universiteter oplever i disse år, at ledelsen langt fra altid er gode til eller villige til at lytte til dem.  Og det er bestemt ikke kun i universitetsverdenen, at det er blevet sådan. Overalt i offentligt regi, hvor New Public Management har holdt sit indtog, er der kommet en anden ledelsesstil. Til Berlingske siger Elisa Bergmann, forkvinde for BUPL:

»Hvis man ytrer sig kritisk, er man bange for at blive udpeget som en af dem, der ikke vil fremskridtet, ikke vil det bedste for børnene. Og så frygter man, at man bliver den, der bliver peget på ved næste besparelse. Ens forsørgelsesgrundlag er simpelthen i fare…«

Det er derfor, det er nu ekstra væsentligt at give udtryk for sin mening. Jeg opfatter ikke min kritik som specielt modig, men som en nødvendig kollegial handling.

Rasmus Willig, der er lektor på RUC, har samlet en lang række citater fra ledere i det offentlige. Til Kristeligt Dagblad siger han

”Når medarbejdere udtrykker en bekymring eller påpeger nogle kritisable forhold, mødes de med svar, som enten udtrykker afmagt eller er intimiderende. Fordringen er, at man ikke skal kritisere eller prøve at forbedre forholdene, man skal være så robust og hærdet, at man kan tåle dem,” siger Rasmus Willig.

Det er også denne slags reaktioner, jeg mødt fra ledelsens side på AAU, og det er tiltaget inden for de seneste år. I virkeligheden er reaktionsmønsteret et symptom på hvad magten efterhånden gør ved lederne: De bliver udsat for pres oppefra, og de presser derfor også nedefter. Så egentlig er den management by fear, som bliver skabt, heller ikke god for lederne.

Hvornår er der indflydelsesrige politikere, der tør tage et samlet opgør med New Public Management, så lederne kan blive mennesker igen og så vi kan få demokratiet genindført?

Flattr this!

Vi drømmer om Anden Verdenskrig

_____Intet_navn____1026969z

Min svigerfar interesserer sig meget for Anden Verdenskrig, og min hustru synes af og til at det kan være lidt overvældende at have en far, der går så meget op i denne periode. Men så minder vi os selv om at han var teenager netop på dén tid; en voldsom påvirkning udefra på et tidspunkt i et menneskes liv, hvor der altid sker en masse forandringer. Det kan vi, der ikke har oplevet denne tid, ikke tale med om.

En billedserie i Politiken i dag spørger om Anden Verdenskrig er ved at blive en slags underlig turistattraktion med alle de mange turister, der besøger mindesmærker for de store slag, koncentrationslejre og så fremdeles. Måske er det tilfældet. Stadig i dag, mere end 70 år efter krigens afslutning, er Anden Verdenskrig for mange mennesker den “sidste retfærdige krig” og en uudtømmelig kilde til fortællinger – lige fra Band of Brothers til Anne Franks dagbog. Når en krig skal retfærdiggøres, bliver fjenden sammenlignet med Nazityskland. Når en politiker skal fordømmes, sammenlignes han/hun med Adolf Hitler. Når vi vil protestere mod racisme og intolerence over for religiøse mindretal, griber vi tilbage til Holocaust.

Der er mange politikere, der i disse år prøver at bruge Anden Verdenskrig til at ville lave fortiden om. Anders Fogh Rasmussen prøvede i sin tid som statsminister at tale for at Danmark burde have ydet mere militær modstand den 9. april, og Mette Frederiksen taler om at ville bekæmpe radikaliserende imamer  “som vi bekæmpede nazisterne” – men netop modstandskampen var det kun et lille mindretal af danskerne, der tog del i, og hverken Venstre eller Socialdemokraterne var med her. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti har brugt hele sin politiske løbebane på at rekonstruere sig selv som en slags Kaj Munk i en modstandskamp – uagtet at Kaj Munk dels var en dygtig forfatter, dels først blev modstander af besættelsen, da han indså at han havde taget fejl. Selv var Krarup en lille dreng, da Anders Verdenskrig sluttede.

Også på denne måde er Anden Verdenskrig blevet attraktiv. Men jeg ville ønske, at man kunne se denne krig som det, jeg tror den var: En tid, der var grim og ond og ubegribelig, så ubegribelig at vi, der er en slags historiske turister i den, ikke kan fatte dybden i alt det grusomme. Jeg vil passe meget på med at sammenligne nuværende konflikter med konflikterne dengang og med f.eks. at udnævne den-og-den politiker til en ny Hitler. Når vi prøver på denne slags paralleller, er vi snublende tæt på at ville lave fortiden om. Konflikterne er nogle andre i dag, løsningsmodellerne også nogle andre.

Hvis der er noget, som vi kan lære noget af Anden Verdenskrig og hvor det giver mening at sammenligne, må det være dybden og omfanget af selve lidelsen, selve det grusomme. Den slags grusomheder og den slags lidelser ser vi nemlig stadig i stort omfang i vore dage. Årsagerne er nogle andre, men lidelsen er den samme.

Flattr this!

Den gode og den dårlige opportunisme?

the_opportunist
Jørn Henrik Petersen, der er professor i socialpolitik ved Syddansk Universitet, tidligere leder af Center for Velfærdsforskning, og på den måde har været en toneangivende person, tager nu i et interview i Politiken et voldsomt opgør med den tankegang, der er blevet stadig mere udbredt.

Ser du på retorikken omkring de fremmede, ligger den for eksempel snublende tæt på retorikken omkring flere forhold på handikapområdet. Lad mig blot nævne vores stigende fokus på fedme. Her er der i dag flere og flere, der mener, at det er folks eget problem, hvis de er fede. At det er selvforskyldt. Min pointe er, at der sker nogle glidninger, hvor man siger, at det er ’selvforskyldt’. Det begreb var stort set forsvundet fra ordbogen fra slutningen af 1950’erne og de næste 25-30 år. I dag bliver det brugt hele tiden

Det er egentlig ikke så underligt. Konkurrencesamfundet belønner netop opportunismen hos den enkelte. I et samfund, hvor normen er at alle skal finde en individuel løsning, forventer man at alle handler opportunistisk. Ligesom fortællingen om succes placerer æren hos den enkelte, placerer fortællingen om fiasko tilsvarende skylden hos den enkelte. De to fortællinger er i virkeligheden spejlbilleder af hinanden: den gode over for den onde opportunisme. I fortællingen om den onde opportunisme hos flygtningene, de arbejdsløse, de sygemeldte, de overvægtige osv. er det typisk tilfældet at man beskriver motivet som egoisme og uansvarlighed, men i fortællingen om den gode opportunisme hos forretningsmanden, iværksætteren, eliteforskeren osv. er de personlige motiver sjældent fremhævet på samme måde. Forretningsmanden vil skabe vækst, topforskeren vil skabe viden osv. , hedder det. Men er det nu så enkelt? Er den gode opportunisme virkelig så uegennyttig? Er den onde opportunisme virkelig så egennyttig?

Hvis vi skal kunne gøre noget ved alle skyld-fortællingerne om fiasko, bliver vi nødt til også at gøre noget ved alle æres-fortællingerne om succes, netop fordi de er hinandens spejlbilleder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en anden artikel fra de seneste dage (også fra Politiken), hvor Nicolaj Ejler fra Rambøll Management, der er en af hovedkræfterne bag målstyringen i det offentlige, nu til dels trækker i land.

For mig at se er disse to artikler nemlig del af samme historie, af samme tvivl. Sammen mod fortællingerne om det opportunistiske menneske og om at opportunismen er den vigtigste samfundsforandrende kraft, er der nemlig nødt til at være en reguleringsmekanisme, der på en og samme tid skal kontrollere at alle er opportunistiske og er opportunistiske på den rigtige måde. Denne reguleringsmekanisme er netop New Public Management, og sammen med den følger et massivt kontrolapparat. For hvis man tror på fortællingen om at alle er opportunister og at alle handlinger er opportunistiske, må konsekvensen være at man ikke for alvor kan stole på nogen. I et samfund, hvor man ikke stoler på nogen, bliver konsekvensen, at man ender med at frygte hinanden.

Flattr this!

Ikke så hurtigt!

slow

Maggie Berg og Barbara Seeber, der er universitetslærere i engelsk litteratur på henholdsvis Queens University og Brock University i Canada, har skrevet bogen The Slow Professor. Jeg er gået i gang med at læse den, og det er underligt beroligende at opdage at universitetslærere i et andet land og inden for et andet fag har de samme bekymringer, som jeg selv har: Arbejdsdagene bliver hakket i stykker,  man føler hele tiden at man er bagud, man føler at man får sværere og sværere ved at leve op til kravene og er der problemer, tøver ledelsen sjældent med at individualisere dem.

Vi ved godt, hvad det er, vi gerne vil have som akademikere: Det er accept fra kollegerne og fra ledelsen, og vi vil have muligheden for fordybelse, en “tidløs tid”. De bedste stunder er dem, hvor vi oplever netop den tilstand, hvor “tiden forsvinder”. Det kaldes flow (det har jeg skrevet om her på bloggen tidligere) og det er netop i flow-tilstanden, vi forstår mest og får lavet mest. Men det er lige præcis muligheden for at opnå flow, vi ikke får som akademikere.

Bogen giver en hård kritik af denne tingenes tilstand, og den tager også fat på nogle af de amerikanske “selvhjælpsbøger for travle akademikere”, bl.a. én der fortæller hvordan man kan leve med arbejdet som universitetslærer – nemlig ved at begynde sin arbejdsdag kl. 7.30 og slutte kl. 19.30 hver dag, bortset fra søndag!!

Derudover er The Slow Professor en slags selvhjælpsbog. Et af de vigtige bud er at man skal støtte hinanden – og dermed komme ud over individualiseringen. Og man skal turde være “langsom” – ikke sløv, men insistere på at akademisk indsigt og ordentlig undervisning tager tid, samtidig med at man giver sig selv lov til ikke at brænde ud.

Det er interessant, er der i Politiken i dag er en klumme af Per Michael Jespersen, der siger noget tilsvarende: Vi har et konkurrencesamfund, hvor der ikke er “tid til” fordybelse, og det gælder bestemt ikke kun i den akademiske verden. Måske er netop dét en begyndelse til en accept af at der er tale om et problem, der ikke kommer fra de “forkælede akademikere”.

Flattr this!