Langt ude?

I dag var der en stor demonstration mod antisemitisme og racisme i Randers som reaktion på skændingerne af jødiske gravsteder på byens kirkegård. Det var rigtig glædeligt at se. Det er også godt, at to personer, der formodentlig var gerningsmændene, er blevet pågrebet.

Nogle gange er det som om der er en konsensus om at nazismen ikke kan vinde opbakning i Danmark. I den offentlige debat skorter det ikke på fordømmelse af nazismen, også fra stærkt nationalistiske politikere. Selv Rasmus Paludan siger, at han tager afstand fra fascisme og nazisme! I 2017 skrev han

Jeg tager den stærkest mulige afstand fra nazisme, racisme, fascisme, islamisme, stalinisme og alle ekstreme og voldelige ideologier.

Kun “Den Nordiske Modstandsbevægelse”, der efter alt at dømme stod bag gravskændingerne i Randers, kalder sig uden blusel for “en revolutionær, nationalsocialistisk modstandsbevægelse”.

Lad os antage, at alle dem, der taler negativt om nazisme, faktisk mener det – dvs. også f.eks. Rasmus Paludan. Men kan vi deraf slutte, at nazismen ikke vil kunne få opbakning i Danmark i vor tid? Jeg er desværre ikke overbevist. Den store forhindring for et gennembrud for nazismen er vel stadig antisemitismen og holocaust-benægtelsen, men hvis det lykkes at nedtone dette aspekt (måske “bare” ved at det går i glemmebogen), er jeg bange for at det ser anderledes ud. Især kan jeg ikke lade være med at tænke på, at partiet Stram Kurs fik 1,8 procent af stemmerne ved folketingsvalget i år og således var tæt på at komme ind. Partiet fik i sin kampagne hjælp af medlemmer af det nazistiske miljø og på mange måder er det desværre netop et parti, der lykkedes med at nedtone netop de elementer af nazismen, er der uspiselige, nemlig antisemitismen og holocaust-benægtelsen.

Primære kilder, ikke lærebøger?

Begyndelsen af Alan Turings banebrydende artikel fra 1936, der grundlagde rekursionsteori – og datalogi.

Den nu pensionerede amerikanske universitetsbiolog Sally G. Hoskins fortæller i en interessant artikel om hvordan hun udviklede sin undervisning i biologi ved City College of New York. Hun holdt op med at bruge lærebøger, men gik over til at bruge artikler fra videnskabelige tidsskrifter i sin undervisning på undergraduate-niveau.

Hendes motivation for dette skifte var, at hendes studerende ikke tog deres nysgerrighed i anvendelse. Hoskins skriver

A clue to the problem came when I took a look at the introductory biology textbooks they had studied in earlier classes. There were abundant illustrations of scientific facts—the array of bones in a bird’s wing, the structure of a bacterial flagellum—but hardly any of the figures looked like the data presented in scientific papers. Equally problematic, the books had vanishingly few illustrations of how key findings had been made, or of who did the work. Now it made sense: My students were comfortable memorizing facts, but they lacked insight into how those facts were generated and how the conclusions were drawn. The ingenuity of research—what I loved most about being a scientist—was lost on them.

Det er en interessant observation, for i uddannelsessammenhænge læser man så godt som altid sekundære kilder i form af lærebøger, der er fordøjede og bearbejdede udgaver af det stof, der udgør pensum. En undtagelse er selvfølgelig historiestudiet, hvor kildekritik er central, men ellers skal man helt hen til de sidste semestre af kandidatuddannelser, for at møde primærkilder i form af videnskabelige publikationer i stedet for lærebøger.

Men måske kunne det være en idé at opsøge primærkilder også på tidligere semestre af universitetsuddannelser og anvende dem i undervisningen – ikke i stedet for lærebøger, men som supplement på bestemte tidspunkter. Primærkilderne rummer nemlig i sig en høj grad af motivation for stoffet; de repræsenterer det første tidspunkt, hvor nogen formulerede og opdagede begreberne og dermed også hvordan forskerne selv lærte. Dette ville også kunne give dem, der nu lærer stoffet, en indsigt i at faget er levende, at forskere ikke altid kommer med den færdige formulering med det samme og at det fag, man beskæftiger sig med, faktisk er problemorienteret.

Er det forældrenes skyld?

For tiden er der en del diskussion af et lovforslag fra den siddende regering om børn af danske “fremmedkrigere”. Lovforslaget vil, hvis det bliver vedtaget, medføre at børn der har danske forældre, men bliver født i områder, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt, ikke længere automatisk bliver danske statsborgere. Argumentet for dette er ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye at

Folk, der tilslutter sig Islamisk Stat, har vendt Danmark ryggen. Hvis de stifter familie, er det ikke en dansk familie…

Når Tesfaye bruger ordet “folk”, må han mene børnenes forældre. Der er noget ved dette ræsonnement, der i forbløffende grad ligner udtalelser, som bl.a. Tesfayes forgænger i embedet, Inger Støjberg, kom med i april i år i forbindelse med en rapport fra Røde Kors om vilkårene for børn på udrejsecenteret Sjælsmark. Hun sagde dengang

Så forældrene har bragt deres børn i den her situation. De tager reelt deres børn som gidsler. Det åg kan vi ikke tage af børnenes skuldre…

I begge tilfælde udtaler en minister, at danske myndigheder ikke kan beskytte børnenes vilkår, fordi dette er forældrenes ansvar. Det er måske synd for børnene, men forældrene kan jo bare lade være med at gøre det, de gør. Dette er naturligvis en holdning, man kan have – og den deles af bl.a. politikere fra Dansk Folkeparti.

Det er imidlertid påfaldende, at vi i disse år ser denne nye officielle holdning til barnets tarv som et privat anliggende. Det er nemlig en holdning, som er markant anderledes end den, der afspejler sig i danske myndigheders adfærd over for danske børn i Danmark. Data fra Danske Kommuner viser, at stadig flere børn bliver tvangsfjernet fra deres forældre. Tvangsfjernelser er ikke nødvendigvis noget godt, men når det gælder denne gruppe af udsatte børn, er der tydeligvis ikke tale om at myndighederne lægger skylden og ansvaret over på deres forældre..

Moderne, interessant, svær og måske også nyttig

I dag kom jeg igen til at tænke over den underlige videnskab datalogi og hvorfor det egentlig er så svært at forklare andre, hvad man beskæftiger sig med. Det er nemt for meteorologer og kemikere og måske også til dels for fysikere. Men som datalog må jeg ofte give op, hvis lægfolk spørger mig.

I The Fontana Dictionary of Modern Thought (en bog, jeg holder af at bladre i) bliver “computing science” forklaret som “fashionable, interesting, difficult, and perhaps useful activity”. Forfatterne til dette noget skeptiske leksikonopslag var de engelske dataloger Christopher Strachey og Joseph E. Stoy, som nogle af os kender for deres vigtige bidrag til ikke mindst programmeringssprogsteori i 1960’erne og 1970’erne!

Det underlige ved datalogi er, at det i høj grad er en “naturvidenskab om det menneskeskabte”. Programmeringssprogene er alle resultatet af menneskers ideer og anstrengelser. Men hele studiet af programmeringssprog er andre menneskers teoridannelser, der har som mål at kunne forstå konsekvenserne af det, som programmeringssprogenes opfindere har skabt. Og her benytter vi os af naturvidenskabens sprog, nemlig matematik.

På denne måde ligner datalogi matematik, for i matematik studerer man i høj grad de resultater som gælder om strukturer, som andre matematikere tidligere har opfundet. Begge videnskaber er videnskaber om artefakter. Men samtidig ved vi, at matematik er forbløffende god til at beskrive fænomener i den fysiske natur – det, Wigner har kaldt for the unreasonable effectiveness of mathematics in the natural sciences. Den samme urimelige effektivitet har datalogi nok ikke, men alligevel er det påfaldende, at de samme begreber ikke helt sjældent bliver opfundet af flere mennesker uafhængigt af hinanden. Et af de interessante eksempler er begrebet NP-fuldstændighed, der dukker op hos Stephen Cook i Canada og Leonid Levin i Rusland stort set samtidig – og uden at Cook og Levin kendte hinanden. Og det er i høj grad den slags opfindelser, der reelt er opdagelser, der gør datalogi til et fag, der er interessant, svær og formodentlig nyttig. Det med at være moderne er ikke så vigtigt, synes jeg.

Otte år siden

I dag blev jeg ved et tilfælde mindet om at det lige nu er otte år siden, jeg var indlagt med lungebetændelse. Hospitalspersonalet var venligt og behandlede mig rigtig godt, og mine venner og min familie tænkte på mig. Men jeg håber ikke, jeg bliver så syg igen. Jeg husker feber på 40,5 grader og døgn, hvor jeg vågnede badet i sved flere gange i løbet af samme nat, og jeg husker, hvordan jeg til sidst var gusten og afpillet.

Den korporative stat

En overraskende arv fra forrige århundredes fascistiske regimer er ideen om den såkaldte korporative stat. Den skyldtes oprindelig Mussolini og stammer fra 1926; fascisterne sagde at de ville “overvinde klassekampen” – arbejdsgivere og arbejdstagere blev (sagde de italienske fascister i al fald) socialt og økonomisk ligestillede, og der blev skabt fascistiske syndikater og overliggende korporationer, der skulle omfatte begge parter. I 1930 oprettede fascisterne det nationale korporationsråd under Mussolinis direkte ledelse; og i 1936 blev korporationerne direkte en del af statsmagten, da det Deputeretkammeret blev erstattet af et Camera dei Fasci e delle Corporazioni som øverste lovgivende organ. Formelt set blev klassekampen afskaffet, men der er ikke megen tvivl om at det ikke var arbejdernes interesser, der vandt under Mussolini eller andre lignende regimer, der tog ideen til sig.

I udemokratiske lande som Kina og Rusland er korporatisme helt central i vore dage, omend der her ikke så meget er tale om nogle formelt definerede strukturer, som om et simpelt sammenfald mellem politikere og økonomiske aktører.

Men det er bemærkelsesværdigt, at begrebet stadig findes og er blevet centralt også i lande som i Danmark. Man taler sjældent om korporatisme – og skulle det ske, taler man om neokorporatisme. Ideen er også nu, at de tunge økonomiske interesseorganisationer skal være ligeberettigede partnere i det politiske system. Det betyder, at fagforeninger og arbejdsorganisationer bliver tilknyttet det politiske system (så nogle siger, at korporatismen er socialdemokratisk), men store virksomheder får samtidig en særlig status. Rundt om i staten ser man korporatismen i mindre format; også i universitetsverdenen er den blevet en kendsgerning: Universitetsbestyrelser har et eksternt flertal af medlemmer fra virksomheder og andre økonomiske interesseorganisationer.

Antisemitismen i vor tid

Fra fakkeltoget i Aalborg til minde om Krystalnatten.

I går deltog jeg (og var gennem Amnesty International med til at arrangere) i et fakkeltog i Aalborg til minde om Krystalnatten i 1938, der var begyndelsen på nazismens systematiske forfølgelser af tyske jøder og således også det egentlige startskud til Holocaust. I dag kunne jeg så læse, at der har været omfattende skændinger af den jødiske kirkegård i Randers og antisemitiske klistermærker på postkasser i Silkeborg. Også den jødiske kirkegård i Aalborg, hvor fakkeltoget begyndte, blev skændet af graffiti på muren. Vi så ikke dette i går aftes. Måske var graffitien der ikke, eller måske har vi ikke bemærket den, fordi det var mørkt.

Men dybt skræmmende er det. Antisemitismen er på en måde en prototype på de mange former for had mod folkegrupper vi ser i vore dage, og derfor er det ikke overraskende, at også den dukker op nu. I en europæisk undersøgelse fra 2018 sagde 65 procent i Frankrig, at antisemitisme er et meget alvorligt problem. I Tyskland var det 43 procent – men i Danmark var det kun 14 procent, der mente at antisemitisme er et meget alvorligt problem. Den slags bør også give anledning til at vi tænker os grundigt om.

Vore dages antisemitisme vidner i høj grad om at nazistiske strømninger trives alt for godt i vore dage. Det er samtidig skræmmende og underligt ironisk, at nogle antisemitter i vore dage har arabisk/muslimsk baggrund og begrunder deres had mød jøder i forholdene i Mellemøsten. Arabisk er ligesom hebraisk et semitisk sprog, og i Europa er mennesker med muslimsk baggrund et religiøst mindretal, der nu må lægge ryg til præcis samme slags hadefulde udtalelser, som antisemitismen kommer med mod jøder (udtalelser i valgkampen fra et parti, der ikke opnåede valg, står stadig i frisk erindring). Og ingen kan holdes ansvarlig for den israelske statsmagts handlinger, bare fordi de er jøder.

Til næste år holder vi et fakkeltog igen på Krystalnatten, og da er det vigtigt, at rigtig mange deltager, også i Aalborg. Vi skal have standset hadet, inden det gør det af med os.

Giv dem hvad de vil have

For tiden arbejder jeg sammen med kolleger i flere andre lande på en ansøgning til Horizon 2020-programmet. Det bliver tredje gang, vi prøver lykken, og endnu engang har vi hyret et konsulentfirma, der skal hjælpe os. Vi baserer os på de erfaringer, vi har fra de to foregående afslag – dvs. to personers evalueringer på hver omkring 25 linjers tekst af vores ansøgninger på hver omkring 150 sider. Nu skal vi undgå at gøre evaluatorerne utilfredse og så også håbe på, at de ikke falder over noget andet at kritisere denne gang.

I dagbladet Information er der i denne uge et essay af Center for Vild Analyse, og det handler netop om det, der er gået hen og er blevet et helt centralt vilkår i den akademiske verden.

I essayet står der

Det burde handle om at sikre, at de mest kvalificerede personer får opgaven, og at de bedste ideer vinder frem. Men ikke så sjældent går det i den stik modsatte retning. Det, man gør, når man lever af konkurrenceudsatte midler, er først og fremmest af al magt at forsøge at gætte, hvad den Anden ønsker af en: Hvordan skriver man en ansøgning, som nævnet vil bedømme positivt?

For det er præcis dét, vi gør og præcis dét, vi får konsulenterne til at hjælpe os med: At udføre en storstilet gæt-hvad-de-tænker-øvelse. Der findes i dag mange konsulenter, der ikke laver andet, og der er masser af kurser i at skrive ansøgninger (jeg var selv på et sådant kursus i Berlin for nogle år siden).

I essayet står der

Universitetsdiskursens helvede er den verden, hvor hele verden hele tiden skriver ansøgninger. Det er efterhånden et kendt faktum på universiteter og andre vidensinstitutioner, at man bruger de penge, man har hentet hjem på et projekt, til at sidde og skrive ansøgninger til det næste. 

For nogle er dette et helvede, for andre er det blevet en himmel. De, der har eksterne forskningsmidler, formår at gøre det til en vane at “kæde ansøgningerne sammen”, så den ene succes kan afføde den næste. De rigtig succesrige får på et tidspunkt lov at være med til at udforme kommende opslag om midler, og så skal andre gætte, hvad de tænker. Men først skal man have kæden til at blive siddende på tandhjulet, og det er dét, der er så stort et arbejde. Det er paradoksalt, at så stor en del af vores forskningstid ikke handler om at opdage noget nyt, men med at til at gå med at forsøge at regne ud, hvad andre vil have. Og det er underligt, at det er blevet så stor en sideforretning for konsulenter. Er hele denne insisteren på et konkurrencesamfund virkelig til fordel for forskningen?

På talerstolen igen

Foto: HUMrådet.

Studenteraktivisten Harald Toksværd tog ordet ved Københavns Universitets årsfest – som studenteraktivisten Finn Ejnar Madsen gjorde det helt tilbage i 1968. Og Harald Toksværds indlæg var skarpt og vredt. Han sagde bl.a.

For jo, Finn Ejnar fik da bugt med professorvældet. Men bag det stod det klart, at et langt større uhyre bugtede sig. At der af det første hoved, som med hydra, skulle springe to nye. Et dekanvælde og et rektorvælde.

Vi accepterer ikke jeres forringelser og jeres forkvaklede new public management

Tænk, at det omsider sker. Det er i forlængelse af en aktion, hvor studerende fra humaniora besætter ledelsesgangen på Københavns Universitet i protest mod store ændringer på deres uddannelser. Dette forløb er tilmed grundigt omtalt i Universitetsavisen, der er et kritisk organ, der er et af ledelsen helt uafhængigt organ. Også dét er værd at tænke over.

Brand i toget

Jeg sad og døsede i det sene tog hjem fra København i nat, da det gik op for mig at der lugtede underligt i togvognen. De få andre passagerer sad og sov. Men pludselig gik det op for konduktøren og et kort øjeblik senere for os alle, at der var udbrudt brand i toget og at den underlige lugt skyldtes røg.

Toget standsede få hundrede meter fra Hobro station, og her blev vi holdende i en times tid, til brandvæsenet havde konstateret, at togpersonalet havde slukket branden. Det var ikke kredsløb, som jeg først havde troet, men en dieselmotor, der havde været ramt af brand. Snart efter kunne toget blive sammenkoblet med og alle passagerer overført til et nordfra kommende tog til Aarhus, der så ville blive omdirigeret og køre os nordpå. Efter 30 års passagererfaring med IC3-tog opdagede jeg først nu i nat, at togførerens plads kan svinges til side, når to togsæt skal sammenkobles.

Jeg lå i min seng kl. 2.45 og tænkte lidt over hvor stort behovet egentlig er for nye tog i Danmark (det er stort) og over hvor godt designet og udførelsen af IC3-togene egentlig har været. Og så faldt jeg i søvn.

Måske er rejser, hvor noget går galt, ved at blive et nyt tema her?