Kategoriarkiv: Blog

I rigets centrum

I dag deltog jeg for første gang i poetry slam i København, og det var ved Ofelia Beach ved Skuespilhuset. For nogle år siden var jeg med som publikum samme sted. Dengang var det Peter Dyreborg, der var MC. Peter er stadig arrangør, men han vat i Brønderslev denne weekend (!!), og det var den rutinerede og meget dygtige poetry slammer Dennis Buchleitner der var MC denne gang. Dennis så jeg sidst til DM i Odense tilbage i februar. 

Regnen var en forhindring ved dette friluftsarrangement; da min hustru og jeg ankom til København ved 14-tiden, regnede det temmelig meget og vi var nervøse for om det hele skulle aflyses. Sådan gik det heldigvis ikke, selv om der da faldt en del dråber undervejs. 

Michael Dyst, tidligere Danmarksmester, var den deltager jeg allerede kendte. Derudover var der Maria Isabella og Cecilie Storm Winter fra København og Lovisa Almqvist, der var kommet helt fra Sverige (Malmø via Borås). 

Den ene af de to tekster, jeg fremførte, var den tekst om provinsen som i sin tid havde givet mig en placering som nummer sjok ved DM i 2012. Jeg har altid drømt om at fremføre denne tekst for et københavnsk publikum! 

Og det gik faktisk over al forventning – jeg vandt. Hvem skulle have troet det? 

Flattr this!

Sen blomstring

21061-49670

Nu taler man omsider om at fjerne den særlige karakterbonus for dem, der kommer hurtigt i gang med en videregående uddannelse efter gymnasiet. Der har længe været et ideal om at de unge skal hurtigt igennem uddannelsessystemet, og er man først kommet igennem en uddannelse og i gang med en karriere, skal man helst blive hængende der.

Men man kan også komme sent i gang og alligevel nå langt. På engelsk har man (som så mange gange ellers) et rammende udtryk, der ikke findes på f.eks. dansk – man taler om late bloomers.  Den britiske arkæolog mm. Debra Eve har et websted, der omhandler alle disse mennesker, der blomstrer sent. Tør jeg tilføje, at Debra Eve selv er en late bloomer?

Henrik Hall, som jeg har haft den store glæde at kende, var en late bloomer; han kom i en alder af 43 med i Love Shop og fik her sin store opblomstring som mundharmonikavirtuos og karismatisk live-trækplaster i Love Shop. Henrik udsendte sit første soloalbum med egne sange i en alder af 58, og det fik helt fortjent rigtig flotte anmeldelser.

Jeg selv både er og ikke er en person, der har blomstret sent. Min akademiske løbebane, fodgængeragtig som den end måtte være, indledte jeg i 1988, men jeg begyndte til gengæld først med poetry slam i 2009 i en alder af 45. Og alligevel er det lykkedes mig at kvalificere mig til Danmarksmesterskaberne to gange. Det er da egentlig helt pænt, når jeg (måske/formodentlig) er den ældste poetry slam-udøver i Danmark.

Ligesom mange politikere længe har haft som ideal, at man skal tidligt ud på arbejdsmarkedet, sådan er der nu også en tydelig idé om at man skal gå på pension senere og senere – i 2046 skal pensionsalderen være 72 år, siger den nuværende regering.  Hvis vilkåret er at man skal tilbringe 50 år eller mere i arbejdslivet, skal der være mulighed for at man kan skifte bane og for at man kan få lov til at være en late bloomer.

Flattr this!

Suk igen

Logo for the engelske rockband Bring Me The Horizon.
Logo for the engelske rockband Bring Me The Horizon.

Jeg har med mellemrum skrevet om mit arbejde med en Horizon 2020-ansøgning om forskningmidler. Sidste år var jeg sammen med kolleger fra universiteter og firmaer i Italien, Portugal, Malta, England og Skotland med til at skrive en ansøgning. Jeg koordinerede indsatsen. Vi fik afslag.

I år har jeg brugt 3 måneders forskningstid på at revidere ansøgningen; igen var det mig der koordinerede indsatsen; partnerne var omtrent de samme som sidst. Vi har holdt et møde i Bologna for at arbejde koncentreret på ansøgningen. Vi mødtes hver uge via Skype. Jeg brugte meget af min påskeferie på en sidste omskrivning. Og omsider, midt i april sendte vi ansøgningen ind. Den var på 142 sider.

Her til eftermiddag, på min sommerferies næstsidste dag, kom så afslaget. Det fyldte (hvis man piller al standardteksten ud) omkring tyve linjer. Vi fik 9,50 point. Vi skulle have haft 10 for at undgå et afslag.

Jeg ved godt at dette er vilkårene i vore dage, og jeg ved at der er mange ledere som salvelsesfuldt vil fortælle mig at det er nødvendigt, at det er sådan. Jeg har en klar fornemmelse af at der lige nu er kolleger på mit institut, der har fået en helt anderledes positiv besked fra Horizon 2020 og jeg ved at jeg skal være glad på deres vegne for at de kan føje endnu nogle millioner til deres pulje af eksterne forskningsmidler. Jeg ved også godt at min situation på næsten alle andre måder er meget, meget bedre end hvad de fleste andre mennesker i verden må leve med. Jeg er ikke syg, på flugt, fattig, arbejdsløs eller hjemløs.

Men alligevel: dagens afslag er indbegrebet af skønne, spildte kræfter. Jeg har brugt min forskningstid i håbet om at kunne komme til at forske en dag. Hvor megen forskning kan man lave for nul kroner?

Flattr this!

En slags udvidet selvmord

Efter lastbilangrebet i Japan i 2008.

Mange af os har følt en nedstemthed over de mange terrorangreb, der er fundet sted i 2016 og ikke mindst i den juli måned, der endnu ikke er slut.

Det er en næsten helt automatisk forklaring at søge motiverne bag terroren i radikalisering og i ekstreme religiøse ideologier. En udbredt reaktion fra myndighederne i denne tid har været at tage denne ideologiske overbygning for pålydende. Regeringerne blæser derfor til kamp mod Islamisk Stat ved indsættelse af tropper i Mellemøsten. Men Islamisk Stat har næppe har gjort noget som helst forarbejde bag de mildt sagt tilfældige terrorangreb i Europa på det seneste; ved at anerkende Islamisk Stat opnår man reelt blot at forære denne afskyelige samling krigsforbrydere en slags propagandasejr.

I 1970erne var der faktisk endnu flere terrorangreb end nu. Det husker jeg kun alt for godt. Der er imidlertid en væsentlig forskel på vore dages terrorisme og terrorismen dengang. Terroristerne gjorde meget for at undslippe – de samme personer fra PFLP, IRA, ETA, Rote Armee Fraktion, De røde brigader, Den sydmolukkanske befrielsesfront osv. var ansvarlige for det ene angreb efter det andet, og ofte var der tale om gidseltagninger, der skulle få andre terrorister frigivet.

Vore dages terrorisme er derimod en slags udvidet selvmord, hvor terroristen som en del af ugerningen slår sig selv ihjel og prøver at få så mange med sig i døden som muligt. På denne måde ligner terrorhandlingerne mere de familietragedier, som man kender over hele verden, hvor en forælder (og oftest er det en fader eller en søn) dræber sin familie og derefter prøver at begå selvmord.

Lastbilangrebet i Nice i denne måned har en uhyggelig parallel fra Japan.

I 2008 kørte en ung mand på 25 sin lastbil ind i fodgængere i et vejkryds i Japan og gik derefter til angreb på folkemængden med kniv. Han blev til sidst pågrebet. Motivet bag ugerningen, der kostede syv mennesker livet, var at han var træt af livet og træt af verden.

Noget kunne for mig at se tyde på at mange af de terrorhandlinger, vi i denne måned har set i Frankrig og Tyskland, kunne forklares netop som udvidede selvmord. Terrorister er kun sjældent lykkelige mennesker med succes og anseelse. De gerningsmænd, jeg har kunnet finde oplysninger om, har derimod alle haft tre ting fælles: De er unge mænd, de har været ude i store personlige kriser (mobning, skilsmisse, arbejdsløshed, tab af familie eller afslag på asyl) og de har i et eller andet omfang været i berøring med det psykiatriske system. Gerningsmændene kan afslutte det liv, de har haft ondt i, og samtidig få en kortvarig eksponering i medierne.  Tilmed kan de få regeringer til at udtale sig og love hævn, og de får lov til at leve op til et traditionelt mande-ideal om at være “handlekraftige”.

Måske er terrorisme i den industrialiserede verden også et tegn på en følelse af nedstemthed og håbløshed, som mange har og som ikke alle kan reagere sundt på? I dag kan jeg læse at mange danskere har “ondt i livet”. En undersøgelse foretaget af Psykiatrifonden viser at 6 procent af de 4000 adspurgte samlet set er svært utilfredse med deres eget liv lige nu. Tælles alle svar under middel med, viser undersøgelsen, at 11 procent har en ‘ lav livstilfredshed’.

Jeg tror at der kan være et andet perspektiv på kampen mod terror i at finde ud af hvordan man sætte forebyggende ind over for unge mænd, der har så ondt i livet og føler så store nederlag, at de begår et udvidet selvmord – dvs. en social og psykologisk indsats.

Flattr this!

En by med knuste ruder

timeofbrokenwindows
Crosby Street i New York, 1978. Foto: Thomas Struth.

Jeg kan huske 1970ernes USA fra TV-avisen og fra de amerikanske tv-krimier og spillefilm, som dansk tv viste da jeg var dreng. Den by, jeg vel altid forbandt med USA var New York. Det var her, Kojak og McCloud færdedes, og jeg forestillede mig at der ikke var andet end enorme højhuse og tæt trafik så langt øjet rakte. Senere så jeg Taxi Driver (en af mine yndlingsfilm) og opdagede at der i 1970erne  kom en masse god rockmusik fra New York – Lou Reed, Television, The Ramones, Talking Heads, Patti Smith og Bruce Springsteen (de to er nu faktisk fra New Jersey). En af mine store helte, David Bowie, slog sig ned i New York og blev boende der.

Først i 1992 besøgte jeg omsider USA, og første stop var New York. Der var ganske rigtigt masser af enorme højhuse, trafikken var også tæt og faktisk lignede byen en trofast udgave af det New York, jeg havde set på film og tv.

Siden da har jeg besøgt USA en del gange, men jeg genså først New York sidste sommer, og denne gang sammen med familien. Der var sket en masse på 23 år, men højhusene var stadig lige enorme og trafikken heller ikke mindre tæt.

Tidligere i år blev jeg via et indslag på DR1 opmærksom på bogen City on Fire af den amerikanske forfatter Garth Risk Hallberg, og jeg hørte om hvordan netop denne roman fra 2015 var blevet rost til skyerne for sit portræt af New York i 1970erne – fra netop dengang da jeg først opdagede hvad der skete der. Så den bog måtte jeg læse. Det fik jeg omsider gjort i løbet af min sommerferie i Lissabon – og det er en af de længste romaner, jeg har læst (kun A Suitable Boy af Vikram Seth er længere).

Jeg vil ikke røbe en hel masse om handlingen, for det er dels synd for dem, der ikke har læst bogen endnu, dels svært at gøre ordentligt i et blogindlæg. City on Fire følger en række personer i New York fra sommeren 1976 og frem til og med den 25 timer lange strømafbrydelse, der ramte storbyen den 13. juli 1977.  Det var en strømafbrydelse, der gav anledning til en masse voldsomme episoder, især ødelæggelse og omfattende plyndringer – tydelige tegn på et samfund i krise.

Romanen er en snedig fortælling om hvordan alle disse meget forskellige menneskers liv bliver knyttet sammen på forunderlig vis. Egentlig er den vel en krimi, for kernen i den er forsøget på at opklare og finde motiverne bag et skuddrama i Central Park nytårsaften. Offeret er en 18-årig pige. I løbet af bogen besøger vi de miljøer inden for rockmusik og billedkunst som var en del af den tidlige amerikanske punkscene, men også den amerikanske overklasse. På alle disse måder er City on Fire en slags moderne arvtager til Charles Dickens. Det er tydeligt, at New York i 1970’erne er en by i krise; bystyret var faktisk på et tidspunkt nødt til at erklære sig konkurs, og kriminaliteten nåede et foruroligende niveau på denne tid. Der var et snigende forfald i New York med udbredt social nød og forfald i bygninger og infrastruktur – dele af byen var blevet de knuste ruders by. Det var dét forfald, der var inspiration for mange af de unge rockmusikere og billedkunstnere på denne tid.

Der er dog i modsætning til hos Dickens ikke nogen tydeligt formuleret samfundskritik i City on Fire. En af personerne er (hvilket er usædvanligt for en amerikansk roman) erklæret socialist, men bruger ikke rigtig sin politiske overbevisning til ret meget. To andre af personerne i romanen indgår i et komplot på tværs af samfundsklasser om at brænde huse ned. Det er en god plot-mekanisme, men om noget i denne stil rent faktisk fandt sted, er uklart for mig.

Hvorom alting er: City on Fire er velskrevet, lever på meget forbilledlig vis op til kravet om show, don’t tell, og den er ofte elementært spændende. Mange af personerne kommer man til at holde af.. Garth Risk Hallberg tegner et meget detaljeret og overbevisende billede af en tid, han ikke selv har oplevet (han er født i november 1978!!). Hermed en klar anbefaling.

Jeg har kun to forbehold med hensyn til City on Fire. Det ene er væsentligt, det andet ikke så stort.

Mit første forbehold er at de mange personer, der kommer til orde i romanen gennem opfundne uddrag af dagbøger, manuskripter o.lign. egentlig har temmelig ens skrivestil, uanset om de er skolelærere i tyverne, industrimagnater i halvtredserne, journalister eller jurister i fyrrerne eller teenagere i high school. Her aner man forfatteren bag romanen lige lovlig tydeligt.

Og så til det andet forbehold. Jeg vil helst læse engelsksprogede bøger på originalsproget (jeg har trods alt selv skrevet en bog på engelsk, dog ikke en roman), og City on Fire er ingen undtagelse. Denne gang var det dog ind imellem en lige lovlig knudret omgang, for der var ganske mange ord i City on Fire, som jeg var nødt til at slå på. Ord som spaldeen, usufructus, strabismic, divot, klieging, robin’s egg toilet, doily, floralegia osv. Til min store lettelse kunne jeg senere læse, at også læsere med engelsk som modersmål havde været nødt til at slå sådanne ord op! Og det er vel at mærke ikke ord, som er vigtige for selve fortællingen eller skildringen undervejs. Denne tendens til at ville overbevise læseren om at man faktisk har et rigtig stort ordforråd kender jeg ellers fra en forfatter som Salman Rushdie, og nogle gange kan det egentlig være lidt distraherende.

Flattr this!

Tilbage igen

bondropsgade

lissabon

I dag vendte jeg og min familie hjem fra to ugers ferie i Lissabon. I et typisk eksempel på hybris udbrød jeg, da vi kørte i taxi hjem, at der da vist ikke kom det skybrud, DMI havde truet med.  Idet jeg sagde det, tog regnen voldsomt til.

Det har på mange måder været en god ferie med varmt vejr og gode muligheder for at se sig om i og omkring Portugals hovedstad. Der var restaurantbesøg, der var strejftog i butikker, der var aftener ved Tejo-floden. Lissabon (eller Lisboa, som byen jo rettelig hedder) er så afgjort et besøg værd. Inden året er omme, skal jeg dertil igen hele to gange til, men nu i forbindelse med mit arbejde.

Som så ofte før har jeg brugt sommerferien til at få læst mindst én af de tykke bøger, der har det med ellers at stå ulæste hen på min reol. Denne gang blev det City on Fire af Garth Risk Hallberg; dén roman vil  jeg skrive noget mere om her snart. Og så fik jeg også læst Nattog til Lissabon af Pascal Mercier – en gave fra min hustru. Også den vil jeg skrive lidt mere om her en anden gang.

Desværre har det også været to uger, hvor de mange triste nyheder om blodige terrorhandlinger i Frankrig, i Tyskland og i Afghanistan ikke har kunnet undgå at give ferietiden en dyster undertone, vi alle helst havde været foruden.

Jeg har endnu knap en uge tilbage, inden arbejdet kalder igen.

Flattr this!

En sommerferie langt fra det hele?

France_Turkey_Locator

Jeg havde håbet på en sommerferie langt fra det hele. Men først kom det grufulde lastbilangreb i Frankrig, og præcis et døgn efter kom nyhederne om kupforsøget i Tyrkiet. Netop her hvor jeg holder ferie med familien, mærker vi intet til nogen af delene, men man kan ikke andet end at sidde med en fornemmelse af at verden kæmper for ikke at gå i stykker. Når de blodige hændelser så tilmed rammer to lande, som mange fra Danmark holder af at rejse på sommerferie til, bliver det endnu mere nærværende. Også denne gang kender jeg nogen, der holder sommerferie i det land, der er blevet berørt.

Det er underligt at opleve reaktionerne på de voldsomme begivenheder i Tyrkiet, et land jeg endnu ikke har besøgt. Ét ved jeg dog: Der har altid været undertrykkelse i Tyrkiet – en overgang i 1990erne var Tyrkiet således det land i verde, hvor flest mennesker blev ofre for tvungne forsvindinger. Og denne tradition for undertrykkelse er blevet videreført af Erdogan og hans AKP-regering, der har stået i spidsen for en stadigt mere omfattende undertrykkelse af kritikere. Det er ironisk, at den samme mand, der har beordret at Twitter skulle spærres i Tyrkiet, har fængslet journalister og har forbudt demonstrationer, endte med at bede alle om at gå på gaden og gjorde brug af Internettet for at nå igennem til medierne.

I en pressemeddelelse skrev lederne af kupforsøget, at de ville “sikre den demokratiske ro og orden og beskytte menneskerettigheder i landet”. Det lyder jo umiddelbart rigtig lovende, Men når netop de journalister og de oppositionspolitikere, der så ofte er blevet forfulgt, modsatte sig militærkuppet, var det ikke på grund af en pludselig begejstring for Erdogan. De havde derimod en erfaring om hvordan tidligere militærkup har gjort alt andet end at beskytte menneskerettighederne.

Der er en tendens til at vi tror at vi skal holde med den ene af de to fremtrædende parter i en konflikt, og det er en tendens som både mange journalister og mange beslutningstagere er fanget i. Men denne situation viser, at det ikke giver mening at holde med en af parterne. Det eneste, jeg ved, er at militærkup aldrig kan forsvares. Jeg kan kun komme i tanke om ét eksempel hvor militæret i et land endte med at standse undertrykkelse og sætte et demokrati i stedet – og det var i 1974 her i Portugal, hvor jeg lige nu befinder mig. Det var nu heller ikke et kup, men derimod starten på en egentlig revolution, der havde stor folkelig opbakning. Sådan en folkelig opbakning var der netop ikke i Tyrkiet.

Det eneste meningsfyldte nu er at holde Erdogan fast på at han for en stund fik opbakning af også sine modstandere og nu må leve op til det, ikke fortsætte sin undertrykkelse. Om det er tilfældet, er desværre tvivlsomt. Erdogan har allerede været ude for at tale om at genindføre dødsstraf – med militærkuppet som begrundelse. Dét er selvfølgelig helt uacceptabelt og udtryk for en tankegang, som bestemt ikke er undertrykkelsen fremmed.

Flattr this!

Terroren rammer os igen

img_2980

Jeg afbryder bloggens sommerferiepause; jeg kan slet ikke sove nu. Netop da familien var på vej i seng her i Lissabon, fortalte min hustru at en lastbil var kørt ind i en menneskemængde i Frankrig. Først langsomt gik det op for os, hvad der her er tale om – et blodigt terrorangreb.

Ved skæbnens blodige ironi er det i disse dage 5 år siden terrorangrebene i Norge og 11 år siden terrorangrebene i London. Det værste terrorangreb i år er stadig selvmordsbomben i Bagdad for kun 11 dage siden.

Det er samtidig en sørgelig kendsgerning, at terrorangreb tættere på én selv bliver registreret endnu mere tydeligt, og at den triste nyhed rammer desto tydeligere når der er tale om mennesker, der kunne være én selv. Min familie og jeg har flere gange i årenes løb været i Nice og har gået tur på det sted, hvor så mange mennesker nu er blevet dræbt. Flere af mine venner holder netop sommerferie i Frankrig –  gid de ikke er kommet noget til!

Det er vel netop hele denne sammenhæng, der gør at aftenens nyhed rammer mig (og sikkert mange andre med mig) ekstra hårdt. Lige nu forekommer meget andet så sørgeligt ligegyldigt.

Den 23. juli 2011 skrev jeg her på bloggen:

Som alle andre er jeg forfærdet over det, der er sket, og vil gøre den norske statsministers ord til mine:

Svaret på vold er enda mer demokrati, enda mer humanitet.

Og det er stadig min holdning. I voldelige fanatikeres øjne er alle andre end dem selv forrædere eller “bare” fjender, og derfor er stort set alle mennesker og stort set alle sammenhænge mulige og legitime mål. Terroristerne vil ikke andet end at skabe had og at fremtvinge endnu mere overvågning og endnu mere undtagelsestilstand.

Flattr this!

Sommerferie 2016

sunset-839216_960_720

Egentlig begyndte min sommerferie i onsdags, men nu bliver der også sommerferie her på bloggen. I de næste uger kommer der ingen eller kun få opdateringer her.

Der skal sættes lamper op i stuen og hylder på plads i garderobeskabet. Jeg skal have læst nogle spændende bøger og få endnu mere øvelse i ikke at tænke på arbejde.

God ferie til alle herfra!

Flattr this!

Lørdag på Roskilde 

Min sidste dag ved Roskilde Festival startede med Andromeda Mega Orchestra, et ensemble fra Berlin med 18 medlemmer og et orkester i ordets helt egentlige betydning. Deres musik er et sted mellem jazz i kompositionsmusik; det nærmeste referencepunkt er vel det engelske Penguin Café Orchestra, men dette tyske orkester har en mere hektisk, mindre tilbagelænet stil.

Og derfra over til Officerfishdumplings, som er dæknavn for Hatim Belyamani, der oprindelig er fra Marokko. Han laver elektronisk musik med indslag af samplede marokkanske stemmer og resultatet er fascinerende. Især var det spændende at opleve hvordan han kunne få videoklip og lyd til at spille sammen.

Dernæst Qwanqwa, der er et etiopisk/amerikansk ensemble (og forsynet med et navn, som er enhver europæisk stavekontrols fjende). Jeg kender ikke ret meget til musikken fra den del af verden, men det var spændende at opleve hvordan den etiopiske krar har nogenlunde samme rolle i musikken som en guitar har det i mange former for europæisk og nordamerikansk musik.

Til de sidste koncerter fik jeg igen følgeskab af Carsten. Dagens bedste oplevelse skyldtes Sturgill Simpson fra USA, en af festivalens lidt for sjældne country-oplevelser. Jeg har hans nyeste album, A Sailor’s Guide to Earth fra i år, og det er et album jeg har lyttet en hel del til. Simpson har en typisk countryvokal men har også elementer af soul i sit udtryk. Til koncerten i dag oplevede vi hvordan dette kom til sin ret og især bemærkede jeg den dygtige guitarist. Intensiteten steg støt gennem koncerten og førte os gennem både ballader (bl.a. den overraskende fortolkning af Nirvana-nummeret “In Bloom”, som også er at finde på A Sailor’s Guide to Earth) og de stort swingende numre.

PJ Harvey leverede den bedste koncert på årets Roskilde Festival, men Sturgill Simpson gjorde det også mere end almindeligt godt. Der er noget særligt ved at gå fra en koncert og være blevet begejstret, og i dag skete det så igen.

Los Piranas fra Colombia leverer en intens blanding af sydamerikansk rytme og psykedelisk, lidt surf-agtig rock. Deres rytmesektion er trioens omdrejningspunkt, og leverer det ufravigelige fundament som guitaristen får lov til at nulre henover. Trioens svage punkt er vel så at guitaristen netop kun nulrer; dette er instrumentalmusik så når der hverken er ord eller melodi af betydning for lytteren at holde fast i, mister man som lytter let grebet.

Derefter en visit hos New Order; de har stadig et rygte som pionerer inden for elektronisk pop at leve op til og der manglede for så vidt ikke noget. Der har tidligere været Peter Hook med sine baryton-agtige baslinjer, der kunne tegne nogle interessante streger i Manchester-bandets stort anlagte og lidt kantede elektroniske lydbillede. Han er nu ude af sagaen, men er blevet erstattet af en mindre spændende bassist der prøver at lyde på samme måde. Helhedsindtrykket  var solidt, men måske også lidt kedeligt.

Sidste koncert jeg så var med MØ på Orange Scene. Carsten har boet i Storbritannien i 20 år nu og kendte faktisk ikke MØ overhovedet. Det var interessant for mig at høre Carstens lidt vantro reaktion på MØs brug af det nye bandeord “fucking” på dansk (i en artikel i Politiken udtaler hun at “det er fucking banging at være mig”) ; det ord var der ikke mange der brugte i Danmark dengang i 1990erne og når man oplever hvordan denne sprogfornyelse bliver set udefra, kommer den til at virke lidt latterlig. I Politiken i dag udtaler en studerende at “man er nødt til at have rige forældre, før man kan kneppende finde en lejlighed” (jeg har rettet et enkelt ord her).

Jeg ville nok egentlig gerne have set LCD Soundsystem også, men jeg skulle med et tog kl. 9.25 om morgenen (sådan kan man disponere så underligt). Så efter et enkelt glas og en god snak med Carsten om hvor underligt det er at være dansker, begav jeg mig tværs over festivalpladsen for at nå toget ind til København. Der er noget særligt ved at forlade festivalen på et tidspunkt hvor den faktisk stadig er i gang. Noget siger mig at jeg må derover igen engang.

Flattr this!