Ikke-voldelig modstand mod hadet

For nogle dage siden skrev jeg om en yngre mand, der drager land og rige rundt for at lave såkaldte demonstrationer, hvis smagløse indhold er direkte beregnet på at tirre muslimer, flygtninge og indvandrere i Danmark – og han giver udtryk for at de skal nægtes helt fundamentale menneskerettigheder. På én måde har denne meget opmærksomhedssøgende person omsider fået præcis det, han drømte om, nemlig mediernes udelte opmærksomhed. Og der har været vold og trusler rettet mod ham. Også dette ser ud til at styrke ham.

Hans søskende er forståeligt nok kede af det, for det er helt tydeligt fra deres udtalelser i medierne, at de sket ikke deler hans had og racisme.

Hvis man forbød mandens smagløse optrin, ville han med god ret kunne sige, at systemet var ude efter ham – for det er præcis en sådan afsløring af systemet som hyklere, mange der har ekstreme synspunkter, prøver at gennemføre. Derfor er det vigtigt at ignorere de smagløse optrin for at undgå at fodre hans store ønske om opmærksomhed, men det er også vigtigt at tale imod de intolerante og hadske synspunkter, som de er udtryk for. Det giver hans bror da også udtryk for i et interview med Radio 24Syv.

Men nogle af de kræfter, man er oppe imod, er simpelthen ikke interesseret i at lytte. Derfor er det vigtigt at tænke over, hvad modargumenterne kan bruges til og hvordan de skal leveres. De er nemlig stadig meget nødvendige.

Modargumenterne mod hadet og racismen skal ikke fremstå som en slags dialog med den part, der ytrer sit had – for det gavner bare den opmærksomhedssøgende. Der er en interessant artikel in New Statesman om netop det. Det, der er behov for, er at bruge dette som en ikke-voldelig modstand for hadet. Det første vigtige er, at modargumenterne i høj grad udgør en mulighed for at påvirke alle dem, der lytter med. Antiracismen skal have en stemme. Det andet vigtige er, at alle har ret til et liv, men det betyder ikke, at andre har ret til bestemme over vores liv. Og den værdighed, som anti-racismen repræsenterer, skal komme til udtryk i de handlinger, man udfører som anti-racist.

Noget af det, jeg savner i den nuværende debat er netop dét: positive stemmer, der taler imod racismen, taler imod hadet og taler for nødvendigheden af værdighed. Det meste kommer til at handle om ham, der laver så smagløse og verbalt aggressive optrin, eller om de trusler og voldshandlinger, han bliver udsat for – ikke om racisme eller om had. Min fornemmelse er desværre at en af grundene til dette er, at ganske mange politikere efterhånden er blevet dybt viklet ind i samarbejde med ikke mindst Dansk Folkeparti og har fremsat ganske mange voldsomme og generaliserende udsagn vendt mod de samme grupper, som manden, som alt dette kommer til at handle om, hetzer mod.

En hilsen fra fortiden

Fordelen opdagede jeg noget usædvanligt i det store auditorium, hvor jeg holdt klasseundervisning i Syntaks og semantik. Omme i hjørnet, skjult bag en tavle på hjul, stod der… en overheadprojektor. Det var et underligt nostalgisk gensyn, for det er år og dag siden jeg har set sådan én.

Men jeg husker endnu de glade dage i 1970’erne, hvor jeg gik i folkeskolen og overheadprojektorerne holdt deres indtog i undervisningen. Dengang troede mange lærere og skoleledere, at det ville forandre undervisningen. Det eneste, der skete, var at lærernes præsentationer blev kedeligere. Nu skulle vi elever vænne os til at se på store, hvide lysende flader og ikke altid lige godt udarbejdede transparenter. I min studietid herskede overheadprojektoren stadig. Jeg lærte en masse om vandopløseligt og ikke-vandopløseligt blæk og om kopifaste transparenter.

For knap tyve år siden blev overhead-teknologien dog afløst af præsentationssoftware. De store, lysende hvide flader levede videre, men det var slut med de ikke altid lige godt udarbejdede transparenter. I stedet kom der den ene dårligt udarbejdede Powerpoint-præsentation efter den anden.

Men teknologibegejstringen lever endnu. Aalborg Universitet har således det, ledelsen kalder for en digitaliseringsstrategi. Heri står der

Udviklingen af digitale teknologier er et rammesættende vilkår, som både åbner for nye muligheder og stiller os over for nye forventninger og krav fra omverdenen – krav om kontinuerlig tilpasning i en ofte uforudsigelig og omskiftelig fremtid, også for AAU.

Hvis den nuværende strategi var blevet til i 1970’erne, ville den have været en strategi, der udtalte at overheadprojektoren var et rammesættende vilkår! Der er på sin vis underligt, at det netop er en som mig, der skal udtrykke skepsis over for teknologien, men det er barokt at lave en officiel strategi, der ser teknologien som det primære og som det vilkår, vi skal tilpasse os, i stedet for at vi får lavet en strategi, der først og fremmest har til formål at skabe god undervisning og god (formidling af) forskning. De teknologiske hjælpemidler skal være netop dét: Hjælpemidler til at skabe god undervisning og forskning. Så i virkeligheden tror jeg vel ikke på digitalisering som noget, der har værdi i sig selv

Umisteligt

Foto: Remi Mathis (https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/8d/Incendie_de_Notre-Dame-de-Paris_15_avril_2019_05.jpg)

Der er allerede doneret mere end seks en halv milliard kroner til genopbygning af Notre Dame-kirken.

Det viser mindst to ting. For det første, at der faktisk er midler nok derude til at udrette meget – og at de superrige har rigtig mange sådanne midler. Når de kan give så stort et beløb til genopbygning af en brandskadet kirke, må det også være muligt at skaffe midler til at hjælpe mennesker på flugt og til at genopbygge krigshærgede lande i et større omfang, end vi ser nu. De mennesker, der er på flugt fra Syrien og andre steder, hvor historiske bygninger er gået tabt, vil uden tvivl minde alle om netop dét.

For det andet, at det må være muligt at tænke på meget andet som dyrt og umisteligt og vigtigt at beskytte. Her tænker jeg selvfølgelig på miljøet, der netop nu er mere truet end nogensinde før. Vi har mindre end ti år til at standse de menneskeskabte bidrag til den globale opvarmning. Greta Thunberg bruger samme sammenligning i sin tale til EU-parlamentet.

På dén måde kan den voldsomme brand i Paris måske også få alle til at huske den aftale, der er blevet indgået i samme by for få år siden.

Vor Frue kirke

Frauenkirche i Dresden, som den så ud i august 1966 (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Dresden-Ruine-Frauenkirche.jpg)

Det var mere end almindeligt trist at se billederne af den brændende Notre Dame. Jeg er ikke noget troende menneske, men Notre Dame-kirken er en bygning, jeg husker fra alle mine mange besøg i den franske hovedstad siden 1982. Uanset hvor gammel (eller ung) jeg har været, har det været den samme bygning og på den måde en slags konstant på mine rejser. På den måde er billederne af den brændende kirke billeder af vores egen fortid der går tabt; for borgerne i Paris er det selvfølgelig også en vigtig del af deres historie, de mister. Der kan være utroligt mange tanker og følelser forbundet med fysiske genstande; de seneste dages brændende bøger viser det med stor tydelighed.

Jeg er helt vis på, at man vil genopbygge Notre Dame-kirken, men det vil komme til at tage mange år.

I sidste uge kørte jeg i tog gennem Tyskland på vej fra Prag, og en times tid fra den tjekkiske grænse kom toget gennem Dresden, der var en af de tyske byer, der blev allermest ødelagt af de allieredes bombardementer under Anden Verdenskrig. En af de talrige historiske bygninger, der gik tabt i februar 1945, var Frauenkirche. Denne tyske Notre Dame (for navnet er jo egentlig det samme) lå som ruin helt frem til 1994, hvor man besluttede sig til at genopbygge den. Det tog 11 år. I dag ser Frauenkirche ud som på billedet nedenfor.

Denne gang er det Syddansk Universitet

Foto: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/8d/Rustenborg.jpg

Nu er det Syddansk Universitet, der har et underskud og skal skære lønudgifterne ned – eller hurtigt finde nye indtægter. Det er specielt Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der skal holde for på SDU. Ifølge SDUs budget skal lønudgifterne skæres fra ca. 308 millioner kroner i 2019 til 266 millioner i 2021 for at kunne skabe balance mellem udgifter og indtægter. Fakultetet forventer et underskud på 28 mio. millioner kroner i 2019 og 20 millioner i kr. i 2020. Om der bliver tale om en fyringsrunde, kan ledelsen endnu ikke fortælle.

På AAU blev Institut for Økonomi og Ledelse ramt særlig hårdt. På SDU er det Institut for Marketing og Management.Ifølge institutlederen ved dette institut er årsagerne til underskuddet en kombination af 2-procent-besparelserne på uddannelserne, dimensioneringen, lukningen af engelsksprogede uddannelser, udsigten til at takstforhøjelsen til samfundsvidenskab ikke bliver forlænget og en faldende basisbevilling til forskning. Om topledelsen på SDU bruger fyringer som en anledning til at skabe ændringer i organisationen, ved jeg endnu ikke.

Først var det AAU, så var det KU og nu altså også SDU. Det ser efterhånden ud som om det nu er blevet et vilkår, at de danske universiteter skal gennem fyringsrunder med al den usikkerhed og den utryghed, det medfører. Det er et urimeligt vilkår. Nogen bør nævne det i en kommende valgkamp.

Hvad ytringsfriheden koster

Der findes en yngre, noget fedladen mand som kalder sig partiformand – hans såkaldte politiske parti er dog end ikke i nærheden af at være opstillingsberettiget. Han fortjener ikke at få sit navn nævnt, så det vil jeg ikke gøre her.

Den pågældende mand, der ofte omtales som “islamkritiker”, bruger ikke ret meget af tiden på at blande sig i den politiske debat, men bruger den først fremmest på at rejse land og rige rundt for at ødelægge eksemplarer af Koranen. (Ironisk nok må det så det betyde, at han aktivt bidrager til salget af netop Koranen, men lad os ikke fokusere på dét.) Til sine specielle arrangementer (eller hvad vi nu skal kalde det) bruger han også tiden på at synge smædesange vendt mod muslimer, flygtninge og indvandrere. Han mener åbenbart, det er på disse måder, man udøver religionskritik.

Den mand, som dette handler om, vælger sine smagløse handlinger med omhu; han annoncerer dem flittigt på internettet og med pressemeddelelser og vælger at udføre dem på steder, hvor han er sikker på at mange vil reagere – nemlig på steder, hvor der bor særligt mange muslimer, flygtninge og indvandrere eller på steder, hvor bestemte, meget intolerante grupper af muslimer samles.

Manden, som vi her taler om, er blevet udsat for trusler, og han har politibeskyttelse til sine arrangementer. Det har i år allerede nu kostet omkring seks millioner kroner. Selvfølgelig må man ikke true nogen på baggrund af deres ikke-voldelige holdninger eller gerninger, for ytringsfriheden strækker sig langt. (Her taler vi ikke om mandens homofobiske udsagn eller om hans seneste dom for racisme.)

Men hele situationen er grotesk og den er baseret på den samme logik, som ligger bag mange former for mobning, hvor man antyder vold og antyder had, men lader det være op til en oplagt tolkning, som modparten ikke kan undgå at lave. De bizarre og smagløse arrangementer er tydeligvis ene og alene til for at tirre en bestemt gruppe af befolkningen, så det kan fremprovokere konfrontationer og måske endda trusler. En udspekuleret mobber behøver bare antyde sin hån og sit had for at få modparten til at gå amok – og selv få opmærksomhed.

Og det er en ekstremt udspekuleret taktik, den pågældende mand bedriver. Hvis der ikke kommer trusler eller konfrontationer, er det en sejr – for så har dem, der skal tirres, lade sig ydmyge. Og skulle der komme en konfrontation, kan manden og hans meningsfæller bruge det som argument for hvor fjendtlige hensigter, muslimer, indvandrere og flygtninge har. På denne måde bliver alt dette en øvelse i ekstrem tålmodighed for alle dem, der ikke bryder sig om den pågældende mands holdninger eller gerninger. Men den udspekulerede taktik skal derfor udstilles som netop det, den er, nemlig en form for opmærksomhedssøgende mobning. Forhåbentlig vil dette også i sidste ende få alle til at ignorere ham, sådan som det for nylig skete i Aalborg. Og det er dén skæbne, han fortjener – at blive glemt.

Karakterfast?

12-skalaen er en mangelskala.

Nu kan jeg se, at regeringen har planer om at indføre en ny karakter på 12-skalaen, som de kalder for 12+. Den skal bruges som bedømmelse af “den ekstraordinære indsats”.

Regeringen vil nedsætte en ekspertgruppe, der skal tage sig af revisionen af karakterskalaen. Ekspertgruppen skal komme med forslag på følgende områder (her citeret fra Magisterbladets artikel):

  • Mulige løsninger på de store spring midt på skalaen. Blandt andet undersøges muligheden for, at det nuværende 7-tal udskiftes med et 6-tal og et 8-tal.
  • Forslag til nye trinbeskrivelser med større fokus på, hvad eleven eller den studerende faktisk kan. Ændringer af trinbeskrivelserne afhænger af ekspertgruppens anbefalinger med hensyn til springene mellem karaktererne i midten af skalaen.
  • Forslag til trinbeskrivelse af 12+, og hvad der skal lægges vægt på ved tildeling af udmærkelsen

Jeg har også mine betænkeligheder ved 12-skalaen, ligesom jeg havde ved 13-skalaen, men det virker umiddelbart, som om man i virkeligheden bare er på vej til at genindføre 13-skalaen og de ideer om læringsmål, som lå bag.

Mine egne erfaringer med 12-skalaen siden 2006/2007 har været, at jeg let kommer til at basere min bedømmelse på hvad der mangler for at opfylde læringsmålene. Det er nemlig sådan, karaktererne er defineret. Og når man fokuserer på mangler, kan man ikke se den ekstraordinære indsats. Også ideen om fordeling af karakterer over tid, så en vis procentdel får 12, er underlig. 12-skalaen virker som et forsøg på at tilpasse sig ECTS-skalaen, men i særdeleshed til ideerne om målstyring i new public management.

Jeg var nu heller ikke glad for 13-skalaen, for den havde også sine klare mangler. Karakteren 00 var en karakter, vi meget sjældent brugte til egentlige eksamenspræstationer, og jeg husker mange diskussioner med censor om 7 kontra 8 og 8 kontra 9.

Jeg har ikke noget bud på en bedre karakterskala, men den virkelige diskussion er for mig at se ikke om karakterer, men om læringsmål. Måske skulle man give flere karakterer til hver præstation, så man vurderede også f.eks. originalitet? Eller måske skal vi “bare” have originalitet som en af kompetencerne også?

En vigtig kamp

I dag blev Brøndby og OB idømt bøder af  Fodboldens Disciplinærinstans på 25.000 kr hver, fordi deres fans havde råbt homofobiske tilråb mod FCK-spilleren Viktor Fischer.

Det var i høj grad på sin plads. Det er skræmmende, at homofobien stadig huserer inden for herrefodbold. Inden for kvindefodbold er der spillere, der er åbne om deres homoseksualitet – Pernille Harder er nok den bedst kendte spiller – men der er usædvanligt langt imellem herrespillerne, og bl.a. den triste skæbne, som den engelske spiller Justin Fashanu fik, er skræmmende. Jeg har bare svært ved at forestille mig, at der ikke skulle være nogen mandlige fodboldspillere på topplan, der er homoseksuelle, så hele tavshedskulturen er et yderligere grimt aspekt. Det er segmenter blandt fodboldfans, der i høj grad er med til at holde den i live, og klubber, der ikke gør nok for at komme den til livs.

Jeg havde regnet med, at Viktor Fischer selv var homoseksuel. Det er han så ikke, kan jeg nu læse. og det gør hans reaktion endnu mere betydningsfuld, for den er en direkte solidaritetshandling. Forhåbentlig kan den være med til, at der kommer der en dag, hvor danske fodboldspillere tør være åbne om deres seksualitet.

Den svære kunst at være ordentlig

I dag havde jeg besøg af en estisk universitetslærer fra universitetet i Tallinn. Han var meget interesseret i at høre mere om vores undervisning på Aalborg Universitet, både hvad angår kurser og projektarbejde. Jeg prøvede at svare, så godt jeg kunne.

Til sidst stillede han et bredt spørgsmål: Hvad var mon den vigtigste erfaring, jeg havde gjort mig i mine år som universitetslærer?

Og her måtte jeg sige, at det vigtigste, jeg har lært inden for de seneste få år er at man skal være venlig og imødekommende over for dem, man underviser. Det lyder plat og selvindlysende, men det er det ikke. Når nogen stiller et spørgsmål, er det tegn på at de er interesserede og gerne vil lære – og så skal man møde dem på en venlig og imødekommende måde.. Jeg vil ikke påstå, at jeg altid har været uvenlig før i tiden. Men jeg har godt kunnet være mere åbenlyst utålmodig end jeg prøver at være i dag. Jeg har hørt om universitetslærere, der direkte sagde til studerende, at deres spørgsmål var så dårlige, at det tydede på at de skulle tilbage på et lavere semester! Til gengæld har jeg også oplevet universitetslærere, der var meget rummelige og empatiske. Dem har jeg lært meget af.

Den attitude, man viser over for dem, man underviser, betyder generelt rigtig meget. Jo mere ærligt og jo mere præcist, man kan kommunikere med de studerende, og jo mere man kan tage dem alvorligt, jo mere får man igen fra dem. Det er dét, der er min erfaring og dét, jeg stræber efter.

Tør vi skrive det i en mail?

Flere gange siden efteråret 2018, og især efter fyringsrunden tidligere i år, har jeg oplevet, at mine kolleger på AAU har skrevet, at de følte sig utrygge ved at fremføre kritik af ledelsen i mail eller på sociale medier. Senest skrev jeg en mail til en kollega og fik det svar, at vi skulle fortsætte korrespondancen gennem vores private mail-konti fordi der som del af det, vi skrev, var tale om en kritik af ledelsen. Min kollega følte sig lidt paranoid, men ville samtidig hellere være på den sikre side. Jeg prøvede at berolige ved at sige dette: Hvis ledelsen ville skride ind over for os på baggrund af kritiske udsagn i en privat mail der brugte vores AAU-mailadresser, ville de samtidig have afsløret, at de læste vores mail. Men jeg fortsatte korrespondancen i privat regi.

For muligvis har min kollega ret. HK skriver:

Husk aldrig at skrive noget illoyalt om din leder, arbejdsplads eller kollegaer fra din arbejdscomputer, telefon eller tablet. Dels fordi du er forpligtet til at være loyal over for din arbejdsplads, dels fordi det kan havne i de forkerte hænder.

og DM skriver

Når der foreligger en berettiget interesse fra arbejdsgivers side og hensynet til den ansatte ikke overstiger denne interesse. Er den ansatte fx ikke tilstede, og der er materiale i indbakken, som skal bruges, og som ikke kan afvente den ansattes tilbagekomst, kan arbejdsgivers interesse i at åbne den ansattes mails overstige hensynet til den ansatte.

Arbejdsgiver vil også have en interesse i at åbne den ansattes mails, hvis ar-bejdsgiver har en konkret mistanke om uregelmæssigheder eller misbrug.

Men det er en gråzone. Er man illoyal, hvis man kritiserer ledelsen? Min holdning er (vel ikke overraskende), at det er man ikke, blot fordi man er kritisk. Og vi kan ved at skrive “Privat” i emnefeltet angive, at en beskeds indhold er privat – da må ledelsen ikke læse med. Vi kan anerkende, at ledelsen er der, men vi behøver ikke at billige dens beslutninger eller adfærd.

Frygten for, at ledelsen læser med, dækker for mig først og fremmest over det, at der er blevet skabt en følelse af utryghed ved og frygt for ledelsen, og alene dét er bekymrende. I en kronik i Information skriver Rasmus Willig og Anders Ejrnæs om tavshedskulturen i offentlige og private virksomheder, at

For det første skal vi forstå selvcensur i bogstavelig forstand. Det er ikke kun en censur af det frie ord, men også af selvet, og derfor oplever vi sandsynligvis, at flere reelt bliver stresssygemeldt af ikke at kunne tale om de problemer, de oplever.

For det andet indebærer selvcensuren en ny type tavshedskultur, hvor der ikke tages hånd om særlige kritisable forhold.

I denne kultur kan vi også finde forklaringen på, hvorfor vi ser den ene skandale efter den anden i den offentlige og private sektor. Der tages simpelthen ikke hånd om problemerne med rettidig omhu. Og det har, for det tredje, den konsekvens, at der ikke reageres på et dårligt fungerende, stressfyldt og psykisk arbejdsmiljø, hvilket i værste fald forværres.

Netop dét er desværre også min fornemmelse.