Aretha Franklin er død

Jeg har netop læst, at Aretha Franklin er død, 76 år gammel. Endnu en musiker, der har været der, så længe jeg kan huske, er nu ikke længere, og som altid føles det underligt og vemodigt. Aretha var en af det 20. århundredes største kvindelige vokalister inden for det, man af uvisse årsager kalder for den rytmiske musik – og et af de absolut største afro-amerikanske musiknavne fra forrige århundrede i det hele taget.

Når Aretha sang, var hendes stemme på én gang kraftfuld og uanstrengt, og selv helt enkle sange (som f.eks. “Chain of Fools”, der har præcis én akkord) kunne hun gøre til noget helt særligt. Aretha var først og fremmest kendt som sangerinde, men hun var faktisk også med til at skrive en del af sine største hits, bl.a. “Think” og “Dr Feelgood”. Æret være hendes minde.

Børn skal ikke lære at regne!

For en del år siden snakkede jeg med en ung mand i gymnasiealderen, der gik på en Rudolf Steiner-skole. Han havde ikke lært at læse, før han var 12. For indtil da havde han ikke haft brug for at kunne læse! Men nu læste han så til gengæld rigtig meget. Jeg var målløs – kunne han ikke have risikeret at gå gennem livet som analfabet? Men, som han sagde: En dag ville jeg jo alligevel få brug for at læse, og så skulle jeg nok lære det.

Den amerikanske skoleleder Louis P. Bénézet foretog fra efteråret 1929 og frem et eksperiment med ikke at undervise børn på sin skole i New Hampshire i regning, til de gik i 6. klasse – det ville i datidens USA sige, at han ventede til de var omkring 11 år gamle. De skulle til gengæld stadig lære at læse og skrive.

Hans bevæggrund var at børn ikke skal lære noget, før de får brug for det. Børnene skulle stadig lære om tallene, men undervisningen kom i forbindelse med at de blev undervist i de andre fag. På denne måde lærte de f.eks. om sidetallene i bogen. Der var ingen udenadslære af regneregler mm.

Det overraskende resultat var at børnene, der deltog i eksperimentet, faktisk blev bedre til mundtligt og skriftligt engelsk og faktisk også blev bedre til regning og til at ræsonnere om matematiske problemer på deres alderstrin.

Bénézets eksperiment er i sandhed radikalt. Sanjoy Mahajan fra Cavendish Laboratory ved Cambridge University har skrevet en kort artikel om det, og hans konklusion er at det er værd at forsøge igen. Jeg er i syv sind om det er en god tilgang; med de nuværende politiske strømninger med voldsomt fokus på tests vil det under alle omstændigheder næppe være muligt at gennemføre et tilsvarende eksperiment i Danmark.

Det rigtig interessante ved Bénézets tilgang er at udenadslæren er elimineret og at de matematiske kompetencer bygger direkte ovenpå de sproglige – og så er der også en mulig fordel i at eleverne kan koncentrere sig om at opnå få, men store kompetencer ad gangen i stedet for at få hakket skoledagene i stykker.

Nyt tøj?

Min højre sok

Efter mange ugers alt for varm sommer, er der omsider er fokus på den menneskeskabte globale opvarmning. Jeg håber nu, at det kedelige vejr nu ikke får bekymringerne til at glide i baggrunden igen.

En af de ikke helt små miljøbelastninger, som der nu også bliver talt om, er hele beklædningsindustrien. Sandra Roos, der er PhD-studerende ved Chalmers Tekniska Högskola i Göteborg, står bag en undersøgelse af miljøbelastningen ved produktion af tøj, og resultatet er ikke rart. Hele 70% af miljøbelastningen kommer fra selve produktionsprocessen.

Derfor må det fornuftige være så vidt muligt at undgå at købe nyt tøj. Desværre bliver tøj slidt. 

De fleste af af mine bukser er af god kvalitet af det svenske mærke Nudie Jeans (økologisk bomuld, bæredygtige arbejdsforhold osv.), men også de er blevet slidt; de har alle fået slidt hul nær skridtet, fordi jeg cykler hver dag. Her har jeg fået bukserne lappet hos en systue i Aalborg. Nudie Jeans har en aftale med systuer om gratis reparation af deres produkter, og det er rent ud sagt forbilledligt – man kan få bukser mm. fra Nudie Jeans repareret uden beregning og så ofte, det er nødvendigt. Desværre er ingen systuer i Danmark med i ordningen. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget tilsvarende for at forlænge mine sokkers liv. Billedet ovenfor viser min højre sok, der ellers er af god kvalitet og har holdt i flere år. Men man kan ane slid ved den forreste fodbalde – og underneden er der også tyndslidt. Om netop dette problem med slitage kan løses godt, ved jeg ikke. Men her må løsningen dels være at producere sokker, der er slidstærke og nemt kan repareres, dels at genopdage kunsten at stoppe strømper.

En helt oplagt mulighed for bæredygtig jobskabelse i stor skala, og ikke bare i Danmark, vil være netop reparation af tøj. Hvis tøjet var dyrere, men prisen til gengæld garanterede en ordentlig løn til tekstilarbejderne og en livstidsgaranti, ville meget være vundet. Det vil være en form for ikke-belastende vækst, og der ville være gode muligheder for at overføre de teknologiske erfaringer fra tekstilproduktion til reparationsindustrien (f.eks. i form af robotter, der kan stoppe strømper!). Hermed er forslaget fremsat.

Skoleidrætsmærkets forbandelse

Bronze-idrætsmærket, jeg aldrig fik.

For mig er skoleidrætsmærket blevet sindbilledet på en stræben efter noget, der altid vil forblive umuligt. 

Skoleidrætsmærket er en gammel idé, der stammer fra 1923; enhver skoleelev, der kunne præstere idrætsresultater, der mindst var lige så gode som nogle veldefinerede talværdier, ville få et flot diplom og et særligt idrætsmærke. I min barndom var der idrætsmærker i guld, sølv og bronze.

Idrætslæreren på Halvrimmen skole talte længe og varmt om idrætsmærkerne og vi prøvede ofte til idrætstimerne at se, om nogen kunne løbe hurtigt nok eller springe højt eller langt nok. Alle vil kunne bevidne, at jeg var fuldstændig elendig til idræt. Men alligevel stræbte også jeg efter at få et idrætsmærke, og af uvisse årsager skulle det være i længdespring. Jeg prøvede og prøvede og prøvede, men kom aldrig i nærheden af at springe langt nok. Derhjemme prøvede jeg at øve tilløb og spring i gården, men der var ingen sandgrav, kun cementfliser. Så nogle gange cyklede jeg ud til atletikbanerne i Halvrimmen (jeg boede i Arentsminde, så det var et par kilometer væk) og forsøgte mig med længdespring. Men det gik ikke bedre af dén grund. Jeg er ikke sikker på, hvem det var fra klassen, der fik idrætsmærker, men for mig fremstod det som noget, der var uopnåeligt for mig, men opnåeligt for i al fald nogle af mine klassekammerater. Så jeg burde jo kunne få et også, hvis bare jeg blev ved med at anstrenge mig. I virkeligheden var det vel derfor, idrætsmærket blev ved med at nage mig sådan. Og det er underligt at tænke på, at jeg så længe blev ved med at prøve, inden jeg til sidst gav op.

Nogle gange, når jeg tænker på de konkurrencevilkår, vi sidder med i den akademiske biks i vore dage, minder situationen mig uvilkårligt om dengang med idrætsmærkerne.

Ren og snavset smerte

En artikel i Wired gjorde mig opmærksom på et begreb fra psykologi og kognitiv videnskab, som jeg ikke kendte til: Forskellen mellem ren smerte og snavset smerte. Begrebet skyldes den amerikanske psykolog Steven Hayes.

Den rene smerte er den smerte, man føler umiddelbart. Det kan være den fysiske smerte ved f.eks. at få et snitsår eller den mentale smerte, man føler ved f.eks. at miste sit arbejde. Den snavsede smerte er den yderligere smerte, der kommer fra forsøgene på at kontrollere eller slippe af med den umiddelbare smerte. Den snavsede smerte kan så være f.eks. selvbebrejdelse. Den rene smerte fortager sig efterhånden, men den snavsede smerte kan blive ved og ved, for det er éns egne tanker, der skaber den.

Da jeg i denne uge fik afslaget på en ansøgning om Horizon 2020-midler, gjorde det ondt på mig at få et nej efter lang tids venten og mange anstrengelser for at undgå et nej. Dét var den rene smerte. Bagefter har jeg gået og anklaget mig selv for ikke at have skrevet en bedre ansøgning og for at være en dårlig forsker. Dét er den snavsede smerte, og hvis jeg ikke passer på, vil den blive ved med at blive næret af tankerne.

Den snavsede smerte er fuldstændig subjektiv, men den rene smerte er ikke subjektiv på samme måde og derfor er den måske nemmere at leve sig ind i for andre. Målet med tilgange som bl.a. mindfulness – men også dens tilsyneladende modsætning, stoicismen – er at gøre det muligt at opleve smerten som “ren”. Det fjerner ikke smerten, men det kan isolere den som sin “rene” komponent, og dén vil fortage sig med tiden, så man kan komme videre.

Og tilsvarende: Hvis man isolerer smerten fra alle selvbebrejdelserne, kan man undersøge det, man anklager sig selv for og se mere nøgternt på hvad det var, der forårsagede smerten: Var det virkelig alt sammen udelukkende éns egen skyld? Ofte er det nemlig ikke tilfældet. Mange problemer er i høj grad udtryk for et system, der producerer mangel på succes for de mange. I mit konkrete tilfælde: Succesraten for Horizon 2020-ansøgninger er lille; for nogle opslag er den under 2%.

Derfor skal vi (herunder jeg) lære os selv og hinanden at håndtere den snavsede smerte, for ellers er det den, der trækker os ned.

Et spørgsmål om tro?

I går viste det sig, at store mængder fisk i Jyllands næststørste sø, Filsø, er døde på grund af iltsvind. Iltsvindet er forårsaget af en kombination af lang tids tørke og vindstille og den voldsomme regn, der nu kommer. Og så har vi ikke nævnt landbrugets udledninger og dræning. Klimaforandringerne har taget livet af 80 ton fisk.

I dag kan vi så læse udtalelserne fra Dansk Folkepartis klimaordfører Mikkel Dencker i et interview i dagbladet Information. Han siger bl.a. at

»Når man hører, at der er folk med videnskabelig baggrund, der siger, at det er menneskeskabt, og så er der nogle, der siger, at det ikke er det, jamen, hvis man så vælger at holde på en af de to heste, så er det et spørgsmål om tro. Og jeg mener, at tro hører hjemme i en kirke, og det er ikke noget, man skal blande politik ind i. Man kan ikke få mig til at vælge at tro på den ene eller den anden forklaring.«

Det mest sørgeligt fascinerende er dog egentlig den ligegyldighed, der skinne gennem alt, hvad der bliver sagt fra Mikkel Denckers side. Se bare disse linjer fra interviewet:

»Jeg mener allerede, at der er en udvikling sat på skinner, der peger frem mod, at det vil skifte inden for ganske få år. Og jeg mener ikke, at der er behov for politiske initiativer til at fremme den udvikling. Det handler om, at der bliver taget et par få ekstra skridt teknologisk, som allerede er på vej, og så kører det af sig selv. Så jeg mener ikke, at der er behov for at skubbe det yderligere i gang fra politisk side.«

– Men lige nu mener flertallet af klimaforskere, at det ikke er nok at fortsætte den udvikling, vi har nu, men at vi er nødt til at gøre mere for at begrænse CO2-udslippet. Bør vi ikke gå efter et forsigtighedsprincip, hvis nu det er menneskeskabt?

»Jamen, jeg mener ikke, at vi skal gå til et neutralt CO2-samfund. Alene det, at man fjerner så meget CO2-udledning, som man gør i forvejen, så kommer man rigtig langt ned. Så jeg mener ikke, at man for enhver pris skal fjerne CO2-udledning. Det tror jeg simpelthen ikke kan lade sig gøre foreløbig.«

Danmarks næststørste politiske parti har ikke anden løsning på de store problemer, som klimaforandringerne fører med sig end at benægte og lade stå til. Inden for de næste 10 måneder skal der være folketingsvalg, og her er det fuldstændig nødvendigt at fokus er på klimaforandringerne. I mange år har Dansk Folkeparti fået andre partier i Danmark til at følge deres dagsorden, men det må være slut nu. 

Jeg bemærker i øvrigt, at Marie Krarup er Dansk Folkepartis folketingskandidat i Vardekredsen, hvor Filsø ligger. Nogen bør spørge hende om hvad der skal ske nu, efter den omfattende fiskedød.

Hvorfor skal man lære at læse faglitteratur?

Mange universitetslærere har en oplevelse af, at der er ganske mange studerende, der sjældent eller måske endda aldrig læser i de lærebøger, de skal benytte i kursusundervisningen. Selv har jeg ofte haft en tydelig fornemmelse af det. Jeg har her hørt det argument, at det egentlig ikke er så vigtigt, at de studerende læser – bare de kan bestå. Hvis de kan opnå den tilstrækkelige viden ad anden vej, er det jo godt nok, for det handler først og fremmest om at kunne bestå. Og på sin vis er det helt korrekt.

Samtidig er der dog mindst to rigtig gode argument for at man som studerende eller færdiguddannet skal læse faglitteratur. Det ene er det rent pragmatiske: Der findes i alle universitetsfag stadig en hel masse relevant faglig viden, der kun er tilgængelig som tekster – og det gælder også for ny viden.

Men der er et andet argument, som jeg først blev ordentligt opmærksom på for nylig: Så længe det er vigtigt at kunne skrive godt, så længe vil det også være vigtigt at kunne læse. Studerende skal også kunne skrive en faglig tekst selv. Den kompetence, det er at kunne skrive med udbytte, er ikke uafhængig af den kompetence, det er at kunne læse med udbytte. Man kan ikke skabe en struktur i sin egen tekst, hvis man ikke kan opdage strukturen i de tekster, andre har skrevet.

Jeg husker fra min egen studietid og senere, hvordan jeg har læst gode fagtekster, og da selv har fået lyst til skrive lige så godt og klart. Faglitteraturen er også et forbillede. Nogle gange har jeg derfor undret mig (også ind imellem højlydt) over at studerende, der ikke skrev godt, ikke havde en ambition om at skrive lige så godt som de fagfolk, der skriver godt. Jeg tror faktisk, det skyldes, at de pågældende studerende enten ikke har læst nok eller ikke har tænkt over hvad en god fagtekst er.

Præcis som seriøst udøvende musikere lytter til en masse musik og præcis som seriøst udøvende billedkunstnere holder af at se på billeder af alle slags, sådan må en seriøs studerende/færdiguddannet også følge med hvad andre har skrevet og finde ud af hvad der kendetegner en god tekst. 

Jeg er skuffet

Tidligere i år skrev jeg om arbejdet med at koordinere en Horizon 2020-ansøgning. Vi mødtes alle parter i Portugal, og bagefter fulgte tre måneders intens indsats godt hjulpet af et erfarent konsulentfirma. Midt i det hele kom truslen om en storkonflikt på det offentlige område; hvis den var blevet til virkelighed, var ansøgningen måske aldrig blevet til noget.

For få minutter siden kom afslaget så. En ansøgning på 150 sider; afslaget var på tyve linjer. Tærsklen var 10 point; ansøgningen fik 11,5 point, men det var stadig ikke nok.

Jeg ved godt, at afslaget er retfærdigt og godt osv. osv., og at jeg skal glæde mig på vegne af dem, der nu får en bevilling. Men jeg er nu skuffet og ked af det alligevel, og jeg må efterhånden indse, at jeg formodentlig ikke har det, der skal til for at skaffe eksterne forskningsmidler.

Hvad kan vi gøre?

Den usædvanlige, usædvanligt varme og tørkeplagede sommer i år lader til omsider at have fået mange til at indse, at klimaforandringerne er virkelige og udgør en alvorlig trussel. (Her ser vi bort fra Dansk Folkepartis nye portal, Ditoverblik.dk, hvor klimaforandringerne ikke bliver nævnt overhovedet. I kategorien Miljø/klima er der én artikel, og den handler om – en ulv i Sverige.)

Der er endda omsider mange borgere, der ellers ikke har tænkt så meget over klimaforandringerne, der nu spørger, hvad vi kan gøre for at standse den globale opvarmning. Svarene er velkendte og er i det store og hele simpelthen, at vi skal holde op med at gøre det, der forårsager global opvarmning. 

I dagbladet Information er der i dag en opfordring til Lars Lilleholt, der har titel af klima- og energiminister, til at huske på sine egne bekymrede udtalelser om klimaforandringerne fra denne uge. I artiklen er der samtidig nogle meget konkrete bud på målsætninger, som Danmark skal have. Her er alle punkterne. Der må også være flere (som f.eks. målsætninger om bl.a. transport og vandforbrug), men alle de her nævnte er vigtige.

  • Tegn Danmarks vej til 1,5-gradersmålet
  • Lav langsigtet plan for havvindmøller
  • Begræns den danske kødproduktion
  • Plant træer
  • Stop nye licenser til  olie- og gasudvinding i Nordsøen, udfas de eksisterende
  • Stop salg af dieselbiler i 2025 og benzinbiler i 2030
  • Skær ned på landbrugets sojaimport
  • Gør energispareindsatsen mindst dobbelt så stor
  • Sæt mål om 100 pct. vedvarende energi i alle sektorer i 2040
  • Gør alle nye busser eldrevne fra 2025
  • Lav køreplan for udfasning af importeret biomasse
  • Forøg Danmarks bidrag til klimafinansiering i ulande

Det er blevet hævdet, at Danmark er et så lille land, at dette ingen forskel vil gøre. Men indtil for nylig er det danske samfund blevet fremhævet positivt rundt om i verden, så hvis vi i Danmark kan gennemføre disse punkter (og mere tid), giver vi samtidig et helt konkret bud på hvad resten af verden kan gøre. 

Det er bare gas?

Lars Lilleholt, der har titel af klima- og energiminister, udtaler i dag til dagbladet Information at

»Vi har en stor olie- og gasproduktion i Danmark. En produktion, regeringen har valgt ikke skal foregå på land eller i det danske farvand, men langt ude i vandet. I sammenligning med andre lande foregår Danmarks olie- og gasproduktion på en miljømæssig fornuftig måde og skaber også et økonomisk grundlag for bl.a. at gennemføre alt det, vi gerne vil, når det gælder den grønne omstilling.«

– Så det vil I fortsætte med?

»Der er ingen planer om at ændre på det.«

Men er jagten på gas og olie i Nordsøen ikke det stik modsatte af det, klimaforskere siger, der er brug for?

»Nej, jeg mener, der skal skabes en økonomisk mulighed for, at vi kan gennemføre alt det, vi gerne vil – herunder også den grønne omstilling. Uden en fortsat olie- og gasproduktion vil dele af vores velfærd være udfordret, men det vil også de mange ressourcer, vi bruger på grøn omstilling.«

Det er udtalelser, der er sørgeligt fascinerende, for de er udtryk for en alt for velkendt holdning, nemlig at der godt nok en dag skal ske en “grøn omstilling”, men at vi først er nødt til at skabe noget mere vækst og noget mere forurening. Ideen om at forandring kun kan ske gennem økonomisk vækst og forbrug af resurser er så dybt indlejret i mange politikeres tankegang, at de ikke kan se andet.

Jeg ved godt, at man ikke kan nedlægge olie- og gasproduktionen med kort varsel og at omstilling tager tid. Men de seneste års forandringer af miljøet viser, at tiden er knap. De menneskeskabte CO2-udledninger skal bringes ned på nul inden for få år. Jo længere vi venter, jo længere vil det tage at standse den globale opvarmning. Der er en latenstid på omkring 40 år; de konsekvenser, vi nu oplever, skyldes CO2-udledningen i 1970’erne. Og den var ikke engang så høj som den er nu.

Det er faktisk kun ved at nedsætte CO2-udledningen så hurtigt som overhovedet muligt, at vi får tid nok til at omstille os. Så paradoksalt kan det virke.

Det er bekymrende, at den såkaldte klima- og energiminister end ikke taler om hvordan olie- og gasproduktionen skal bringes til ophør, men reelt set blot slår til lyd for at vi først skal holde op med at sætte ild til vores tøj, når vi har fået varmen. Vi har i høj grad fået varmen nu.