Kategoriarkiv: Blog

På vej hjem

IMG_3661.JPG

I skrivende stund er jeg på vej hjem fra Rom. Jeg nåede lige akkurat at få første session med til hovedkonferencen CONCUR og at få frokost og en sidste ladning italiensk is; og nå ja, jeg fik da også omsider hilst på Helle Hvid Hansen, der er en af de danskere inden for teoretisk datalogi, der har haft hele sin akademiske løbebane uden for landets grænser.

Derefter gik det ellers hjemover.

Det er spændende at være til akademiske konferencer. Samtidig må jeg også erkende at jeg altid har syntes at det også er mere end almindeligt mentalt udmattende.

Der er foredrag to timer i træk, og mod slutningen af sådan en session er det ofte svært at holde sig koncentreret. Og vi ved alle godt at det mest spændende næsten altid sker i pauserne.

Og så er der også det med publikationskravet. I datalogi (men ikke i fysik eller matematik) er konferencer gået hen og blevet den vigtigste publikationskilde – vigtigere end tidsskrifter. Vi sender ind til konferencer for at præsentere færdigt arbejde uden knaster. Derfor bliver mange konferencepræsentationer og –artikler meget polerede.

Jeg talte med en af mine britiske kolleger om muligheden for at finde et andet format, der måske kan fremme diskussionslysten – alt for ofte er det som om de gode, afsøgende diskussioner skal standses af hensyn til tidsplanen. Gad vide om vi skulle give konferencer en anden status og gøre dem mere “afsøgende”?

flattr this!

To samtaler om Danmark og Italien

danmarkitalien

På vej ud til lufthavnen faldt jeg i snak med taxichaufføren.

– Hvor skal du hen?
– Jeg skal til Italien.
– Italien?! Det er vel nok et dejligt land. Dejlig mad og dejlige mennesker. Jeg kom der tit, i de 12 år jeg arbejdede som lastbilchauffør. Jeg kan så godt lide mentaliteten dernede; de har ingen jantelov!
– Hvad tænker du på?
– Hvis nu man kommer til at lave noget, man ikke måtte, kan man altid give betjenten 10 euro. Så er dét ude af verden. Det kan jeg godt lide.
– Men hvis nu det er mafiaen, der giver politiet 1 million euro?
– Nå nej, måske er det ikke så godt altid.

I dag sad jeg i frokostpausen sammen med nogle italienere; to af dem er ansat på danske universiteter.

– Nu har jeg efterhånden boet i Danmark i en del år, og der er ikke så meget korruption i Danmark som hjemme i Italien. Faktisk virker det som om danskerne stoler på politikerne. I Italien er der ingen, der stoler på politikerne. De er så nemme at købe, og de løber om hjørner med folk.
– I Aalborg vil lokalpolitikere og region have lavet en motorvej gennem nogle grønne områder. Det er der en del mennesker, der er utilfredse med. Jeg er også med i kampagnen mod motorvejen.
– Hvad er det der er sket?
– Der har været en kampagne som skulle overbevise regeringen om at afsætte penge til motorvejen.
– Hvem lavede så den kampagne?
– Det var Region Nordjylland og et PR-bureau. Der var medarbejdere ansat på Region Nordjylland, som hjalp med kampagnen.
– Hvem betalte så for det?
– Det gjorde regionen selv.
– Var det ikke skatteyderne så?
– Jo, det var det. Men der var også nogle store entreprenørfirmaer, der støttede motorvejen og fortalte hvor meget, den ville gavne os.
– Det er da ikke så underligt; det er dem, der skal bygge den motorvej.
– Men man kan jo ikke sige at det er korruption.
– Nej, det kan man vel ikke. I Danmark følger I reglerne.
– Og den høring, der var i Folketingets udvalg lå i Folketingets sommerferie i år.
– Det lyder lidt underligt. Men man kan jo ikke sige at det er aftalt spil. I Danmark følger I jo reglerne.
– Ja, det gør vi vel.

flattr this!

Søndag i en romersk kælder

IMG_3647.JPG
I dag var det tid til møde i forskernetværket BETTY nede i kælderen til Grand Hotel Palatino. Vi begyndte kl. 9 og skulle efter planen slutte kl. 17. Fordi jeg var ordstyrer i den første session, var jeg meget opmærksom på at ingen skulle gå over tiden; og da den sidste foredragsholder var med at være færdig – og det var faktisk mig selv – kunne jeg til min store undren konstatere at vi, selv med de spørgsmål, der kom fra salen, var færdig et kvarter tidligere end planlagt. En anden gang vil jeg måske ikke være så striks.

Senere begyndte folk at tage sig bedre tid. Det suverænt længste foredrag var desværre også det mindst interessante – næsten en hel time blev brugt på at foreslå at vi skulle bruge vore teorier på at analysere den software, der bliver brugt til omstilling af telefonforbindelser. Det var meget velment, men det hele kunne være overstået på måske et kvarter. Et andet foredrag tegnede anderledes interessant, men jeg blev bekymret da jeg så at der var 111 slides i præsentationen (!!) – heldigvis var det kun nogle ganske få, der blev gennemgået.

Til sidst var det desværre lykkedes os at gå over tiden og slutte noget senere end 17.00. Når man har siddet og lyttet vældig længe. begynder tankerne desværre at vandre de forkerte steder hen.

Når man er sammen med kolleger fra mange lande, hvor mange af dem bor i et andet land end deres oprindelsesland, kommer man også tit til at snakke om netop dét i pauserne. En af mine italienske kolleger fra Danmark er for nylig flyttet fra København til Odense, hvor han er blevet ansat på Syddansk Universitet. Det har hjulpet ham til at blive meget bedre til dansk, sagde han (og det passer!), for på Fyn er man ikke så nøjeregnende med om udlændinge altid udtaler alle ord helt korrekt – forklarede han mig på dansk.

flattr this!

Tilbage til Rom

foto

I dag er jeg tilbage i Rom; i morgen skal jeg deltage i et heldagsmøde i forskernetværket BETTY og på mandag er jeg med til workshoppen BEAT. Den første udgave af BEAT var også i Rom i januar 2013 (og jeg var formand for programkomiteen) men dengang sneede jeg inde i München på vej herned. Endnu et godt argument for at holde den slags i de varme måneder af året; hernede er der 30 grader.

Jeg har genset nogle af de steder, jeg så med familien på vores sommerferie hernede i sidste måned, og især gjorde det et stort indtryk på mig at gense Pantheons store kuppel. Der blev også tid til penne all’arrabbiata og en stor portion italiensk is lige i nærheden; denne del af Rom med de snævre gader og små restauranter er måske meget turistpræget, men stadig et besøg værd.

Bagefter tog jeg tilbage til hotellet for at mødes med to af mine kolleger, som besøgte mig i Aalborg for en lille måneds tid siden. Endnu engang opdagede jeg noget velkendt: Dels at det godt at gense mine kolleger fra udlandet, dels at man forbløffende hurtigt kan glemme hvad man havde skrevet. Det tog mig mere end en time at blive i stand til at forklare hvad der egentlig var hovedtankerne i de grundige forstadier til et manuskript, jeg havde skrevet på dengang.

Jeg er i det hele taget glad for at møde mine kolleger fra rundt om i Europa, der har beslægtede forskningsinteresser. Ellers kan jeg tit føle mig isoleret midt i den selvindeholdte begejstring, der findes for bestemte andre emner i gruppen på mit institut. Hvis der sprang en bombe på mit kontor, ville der ikke længere være nogen i Aalborg, der interesserede sig for behavioural types (“adfærdstyper” lyder for meget som psykologi).

På tirsdag begynder CONCUR-konferencen, som er årsagen til at BETTY og BEAT er at finde i Rom i år. Men der begynder jo også et nyt semester i den nye uge, og jeg har hverken tid eller råd til at være væk fra Aalborg så længe. Så på tirsdag rejser jeg hjem igen til nye udfordringer – det bliver også spændende at komme i gang med at undervise igen.

flattr this!

Universitetets stenalder og guldalder

I dag var jeg blevet indbudt til at holde et lille oplæg ved et møde på Institut for matematiske fag. Lige nu oplever matematikuddannelserne på Aalborg Universitet en stor tilstrømning af studerende. Da jeg selv var studerende der, var årgangene små – da der to efter mig startede et hold på næsten 30 studerende, talte man meget om den store tilstrømning. En af dem var forresten Søren Højsgaard, som i dag er institutleder på matematik. Men i år er der optaget tæt på 90 studerende på uddannelserne i matematik, matematik-økonomi og matematik-teknik. Dét er rigtig mange.

På Institut for datalogi er det nogle år siden, vi selv oplevede at få store hold af studerende (og i år bliver der optaget 252 studerende i alt på de uddannelser, vi tager os af – det er mere end en fordobling siden 2009), og matematikerne ville gerne høre mit bud på hvad vi oplevede og om der mon var nogle erfaringer, de kunne lære af.

Ovenfor kan I se de slides, jeg havde med.

Det blev en rigtig god mulighed for mig til at tænke tilbage på alle de forandringer, vi har oplevet i de seneste 30 år. Mange af ændringerne skyldes alt det, masseuniversitetet har ført med sig, men noget andet skyldes også at vi er blevet mere og mere lukket om os selv – det hænger selvfølgelig også til dels sammen med at institutterne nu skal være pseudo-selvforvaltende. Men ikke kun. Der er også tale om en regulær mentalitetsændring hos alle involverede, og årsagerne til den er mange og komplicerede at afdække.

Vi fik en god diskussion af de udfordringer, også Institut for matematiske fag nu står over for, og interessant nok endte jeg endnu engang med at snakke om flipped classroom. Det var et emne, der fik tankerne og spørgsmålene frem. Endnu engang fik jeg røbet at det tager meget mere end 10 minutter at producere 10 minutters undervisningsvideo – men først i dag lykkedes det mig at forklare hvorfor det er sådan. Analogen er den velredigerede tekst: det tager meget mere end 10 minutter at skrive en god tekst, som kan læses med udbytte på 10 minutter.

flattr this!

En forkæmper for ytringsfriheden?

Dan Park
Foto: Hussein El-Alawi/Sydsvenskan. Læg mærke til motivet på mandens t-shirt.

Svenskeren Dan Park er blevet idømt seks måneders fængsel for “hetz mod folkegruppe”, som dette kaldes i Sverige.

Dan Park vil gerne markedsføre sig selv som en provokerende kunstner, og nogle mennesker ser ham da også på denne måde – som et symbol på at ytringsfriheden ikke bliver respekteret og på at den svenske lov er meningsløs. Men når man ser nærmere efter, opdager man at han har en politisk dagsorden. Dan Park har deltaget i højreekstremistiske demonstrationer, og han har sat en konservesdåse med påskriften Zyklon B uden for en synagoge. I september 2013 blev Yusupha Sallah, en gambiansk mand bosat i Sverige, overfaldet på åben gade for øjnene af sin et-årige søn, og lederen af foreningen Afrosvenskarnas Riksförbund Jallow Momodou betegner overfaldet som “afrofobi”. Dan Parks svar er at lave en plakat, der viser Jallow Momodou og Yusupha Sallah hængende i en galge og med underteksten “Hang on Afrofobians”.

Selv ville jeg vælge mine forbilleder med mere omhu (for nu at udtrykke mig så venligt som jeg kan). Det er tydeligt at kampen for ytringsfrihed endnu engang bliver kapret af den reaktionære nationalisme. Det er fejt at kaste sig over grupper og navngivne individer, der ikke har nogen magt af betydning i Sverige. I virkeligheden er Dan Parks handlinger helt i tråd med både den antisemitisme, som lige nu stikker sit grimme hoved frem i Europa, og med den ekstremt negative holdning over for afrikanere i Europa, som også er blevet mere tydelig.

flattr this!

Hævnen for manglende telepati

Men-cant-read-minds-_t3mc

Der er et tankevækkende lille indlæg i Politiken af Mette Dybdal Møller, der er skoleleder (og 45 år gammel). Hun skriver:

Kvinder kan gå mutte rundt i flere dage og pludselig i et skingert stemmeleje bryde ud i et ’jeg synes, at det er for dårligt, at du ikke har lagt mærke til, hvordan jeg har det’, hvorefter de smækker med døren og kører hen til veninden. Mange kvinder mestrer også de mystiske sms-beskeder til mænd, der indirekte insinuerer, at hun gerne vil mødes.

Når jeg spørger kvinder, hvorfor de ikke blot skriver eller stille og roligt fortæller deres mænd, hvordan de har det, lyder svaret typisk: ’Jeg vil ikke give for meget af mig selv’ eller ’jeg bliver ked af det, hvis han siger nej’.

Mette Dybdal Møller gør i sit indlæg opmærksom på at hun også synes at denne opførsel er mærkværdig; hun gør nemlig ikke sådan selv.

Det, der er interessant ved hendes indlæg, er at det griber fat i en hverdagsadfærd, som jeg har oplevet i en del tilfælde og ved fra andre mænd, at de også har været ude for. Og rundt omkring er der andre (mænd og kvinder), der har grublet over det samme. Bare se den lille tegneserie ovenfor.

Jeg ved ikke, hvor denne adfærd, som jeg vil kalde “hævnen for manglende telepati” kommer fra. Det eneste, jeg og andre har observeret, er at det er ubehageligt, når det sker og at man ikke ved, hvordan man skulle have forhindret det, der skete.

Jeg er selvfølgelig ikke ude på at udpege et af de to køn som “irrationelt” eller specielt fjendtligt indstillet. Og det er bestemt ikke alle kvinder, der har denne adfærd; derudover er der selvfølgelig også irriterende adfærd, som mange mænd og kun få kvinder udviser. Der er f.eks. også mænd, der går rundt og er mutte og indebrændte! Det, jeg spekulerer på, er hvorhenne i opdragelsen en adfærd som “hævnen for manglende telepati” kommer ind henne og (nok så meget) hvordan alle os, der er forældre, kan komme den til livs i opdragelsen af vores børn.

flattr this!

Nets hylder Jess Ørnsbo

oernsbo
Fra en opførelse af Jess Ørnsbos absurde komedie “Majonæse” i 2000. Foto: Anders Vendelbo.

I dag bliver den danske forfatter Jess Ørnsbo 82. Ørnsbo har været en af hovedskikkelserne inden for absurd teater i Danmark.

- Goddag, er det Nets? Jeg hedder Hans.
- Goddag Hans, hvad kan vi hjælpe med?
- Jeg har prøve at betale over nettet med mit Visa/Dankort i går ved brug af sms-engangskode. Men der kom aldrig nogen sms til mig. Det viste sig så at mit betalingskort er blevet tilknyttet et telefonnummer, der ikke er mit.
- Er du helt sikker på det?
- Ja, det er jeg. Det var ikke et dansk telefonnummer.
- Og du har ikke skiftet telefonnummer for nylig?
- Nej, det har jeg ikke. Jeg formoder at nogen har fået fat i mine betalingskortoplysninger og har tilknyttet deres nummer til mit betalingskort.
- Den slags har jeg aldrig hørt om før. Det lyder underligt.
- Jeg henvendte mig til jer i går og fik at vide at jeres afdeling havde lukket, men at jeg kunne ringe igen i dag. Det vil være godt at kunne finde ud af præcis hvad det er, der er sket.
- Hvornår ringede du i går?
- Klokken var vel 15.30.
- Ja, da havde vi lukket.
- Jeg vil gerne have jer til at se efter hvornår tilknytningen af mit telefonnummer blev ændret.
- Det kan vi ikke.
- Hvorfor ikke det? Logger I ikke transaktionerne hos Nets?
- Nej, det gør vi ikke.
- Jamen, så kan I ikke finde ud af om og hvordan der sker angreb.
- Men vi har valgt at vi ikke logger transaktionerne.
- Men så gør I det jo umuligt at detektere angreb.
- Vi har valgt at det skal være sådan. Vi logger ikke den slags.
- HØR NU HER! DET ER JO FULDSTÆNDIG MENINGSLØST!!
- Lad være med at hidse dig op. Vi logger ikke transaktioner. Sådan har vi valgt at det skal være.

 <lang målløs pause>

- Jeg kan spærre dit betalingskort og få dig til at kassere dit NemID-nøglekort. Skal vi gøre det så?
- Ja ja, så siger vi det. Mit nummer er XXXXXXXXXXXXXXXXXXX.
- Tak for det Hans. Hav en god dag.

flattr this!

Intet at bekymre sig om

fjorden

Her i august har der været i hvert fald tre stunder, jeg vil tage med mig.

Det var den lørdag i Fjordbyen, hvor regnen endnu ikke havde afløst gråvejret, hvor der var billig og god vegansk mad, et loppemarked med et passende niveau af velvilligt kaos og en udsigt over fjorden. Det var den fredag i Tallinns gamle by, der oppe nordpå hvor de lyse nætter stadig fandtes, hvor der var en god vegansk restaurant med godt øl og en hyggelig samtale med en kollega om alt hvad der faldt os ind. Og det var den lørdag ude ved Aggersund, hvor Jens Friis tog mig og familien med på en gåtur nede ved fjorden, hvor der løb heste rundt på engen. Min kone klappede en stor brun hest, og igen så vi hendes glæde ved de store dyr. Himlen var høj over Han Herred, sådan som den skal være i den del af Nordjylland, hvor jeg er født.

Kynikere vil sige at jeg bare skal have god vegansk mad og udsigt over Limfjorden, så er oplevelsen hjemme. Formodentlig har de ret.

Jeg tænker på et lille essay af George Orwell om den pub i London, der hedder Moon Under Water. Orwell fortæller levende om alt det gode, pubben byder på. Der er ingen radio, der larmer. Personalet er venligt.  Pubben har en smuk have. Maden er god og billig. Der er kun én ting, der mangler ved denne pub: Moon Under Water findes ikke! Det, Orwell beskriver, er en idealtilstand, hvor der ikke er noget at bekymre sig over. Selv kan han komme i tanke om pubber, der lever op til otte af de ti idealer, han tildeler Moon Under Water.

På denne måde ligner den perfekte pub og de oplevelser, vi kan lave, hinanden, og de ligner oplevelsen af flow i arbejdet. Der er ikke noget at bekymre sig om; oplevelsen flyder frit og vi er til stede i den. Disse øjeblikke er helt særlige og sjældne.

På denne måde har også august været en særlig måned. Snart kommer september, og da skal jeg med familien til London. Jeg har lånt en bog om Londons pubber af Jens.

flattr this!

Autoritær eller en autoritet?

authority

Inden for den seneste tid har de danske medier omtalt nogle ubehagelige episoder, og bl.a. har der været en udsendelse på TV2, der viste hvordan en folkeskolelærer ikke kunne få eleverne i klassen til at lægge deres mobiltelefoner væk og hvordan tonen fra elevernes side var rigtig hård. Jeg har ikke selv set denne udsendelse, men det er tydeligt at vi har at gøre med endnu en runde i diskussionen om disciplinkrise i danske skoler og om omgangstonen i Danmark i det hele taget.

Også jeg er bekymret over de eksempler, jeg kan læse om. Den allestedsnærværende kultursociolog Emilia van Hauen siger til B.T. at

Hændelserne i klasseværelset og civilbetjenten, der bliver overfuset, er et billede på, at institutionerne er ved at miste deres autoritet og magt. Vi bliver nødt til at lære vores autoriteter at bruge magt på en ansvarlig måde over for kollektivet. Politimanden er ikke i stand til at udvise den nødvendige autoritet, fordi loven er langt mindre autoritær end før. Det er det samme med lærere – før i tiden var der en klar opdeling af, hvem der havde magt, og hvem der ikke havde, siger Emilia van Hauen.

Min fornemmelse er at de to ord autoritet og autoritær endnu engang bliver blandet sammen på en uheldig måde.

Når jeg tænker tilbage på min egen skoletid, der sluttede for menneskealder siden, har jeg nogle erfaringer, jeg fornemmer at mange andre også har. Først og fremmest husker jeg at der altid var nogle lærere, der faktisk kunne skabe ro i klasse og det helt uden at skælde ud eller bortvise nogen. Som regel var det ikke en lærer, vi var bange for, men derimod en lærer der tog sig selv og dem, han/hun underviste alvorligt, én der kunne sit fag, holdt af det og stolede på sin egen faglige ballast. De lærere, der ikke kunne skabe ro i klassen, var til gengæld også dem, der skældte mest ud og hyppigst sendte elever uden for døren.

Forskellen er at den første slags lærer var en autoritet (nærmere bestemt en faglig og menneskelig autoritet), mens den anden slags lærer prøvede at være autoritær.

Også jeg selv er selvfølgelig  havnet i denne blindgyde både som underviser og som forælder; når jeg ikke har kunnet fremstå som en autoritet, har jeg prøvet at være autoritær. Når det er sket, er min gennemslagskraft gået sig en tur – jeg har tabt på stedet, uanset hvad.

Det samme kan man sige om politi: Når betjente bruger knipler og tåregas og hårdt sprog, bliver de autoritære. De kan få nedkæmpet urolige mennesker, men de mister respekten. Og præcis det samme gælder selvfølgelig for dem, politiet slår ned på – når f.eks. demonstranter kaster med brosten, bliver de autoritære i stedet for at være en moralsk autoritet, uanset hvor meget ret de så end måtte have i deres synspunkter.

Jeg tør ikke selv komme med et godt bud på løsningen på “disciplinkriser” rundt om i samfundet. Men så vidt jeg kan se kan det ikke bestå i simpelthen at indføre flere autoritære tiltag, selv om det virker så nemt og så oplagt. Vi bliver alle nødt til at være autoriteter, fagligt og menneskeligt. Og ja, det er er enormt svært – lige så svært det er at være en autoritet, lige så uhyggeligt nemt er det at være autoritær.

flattr this!