Kategoriarkiv: Blog

Fremtiden er egentlig bare nutiden

Jeg har altid været på én gang fascineret af og skeptisk over for de såkaldte fremtidsforskere. Mange af de forudsigelser, de kommer med, er så vidt jeg kan se, bare simple, teknologi-optimistiske fremskrivninger af nutiden.  Jeg har skrevet om dette flere gange, senest om Isaac Asimovs forudsigelser fra 1964 og tilbage i 2011 om hvordan Nordjyske Stiftstidende tilbage i 1967 skrev om Aalborg i år 2000.

Det er udgaver af nutiden, hvor nogle helt afgrænsede aspekter er en anelse ændret og en opfindelse, vi lige nu drømmer om, er blevet til virkelighed. Et godt eksempel er i virkeligheden den moderne smartphone. Den er på mange måder en meget lidt overraskende opfindelse, for det meste af hvad den rummer af muligheder, fandtes faktisk allerede før i tiden, bare i hver deres apparat. De store ændringer og de store fornyelser kommer helt andre og uventede steder fra. Hvis smartphone-teknologien ikke er overraskende, er et eksempel på en overraskende udvikling måske de sociale medier og hvordan de bliver brugt.

Det er interessant at den britiske forfatter Bryan Appleyard er tilsvarende skeptisk i sit essay i New Statesman. Et af de fænomener, Appleyard især er ude efter, er TED-foredragene; mange af dem udstråler ifølge ham en endimensional begejstring for en let opdateret (og amerikansk) udgave af fremtiden. En fremtrædende kritiker af TED, som Bryan Appleyard fremhæver, er den amerikanske professor Benjamin Bratton. Ham kan man opleve ovenfor – i et TED-foredrag, der kritiserer TED sønder og sammen!

flattr this!

Det er de riges paradis, men…

if-us-land-were-divided-like-us-wealth

Det er ikke tit at forskningsresultater når frem til avisernes forsider. Men i dagens udgave af dagbladet Information er forsiden og en lang artikel inde i avisen viet til den franske økonom Thomas Pinketty. (Jeg bliver glad for at han omtales som en “ung økonom først i 40′erne”, for så kan jeg da som 50-årig allerhøjst være på nippet til at blive midaldrende!) Den oprindelige artikel er at finde i The Guardian.

Pinkettys resultater er dokumenteret i hans bog Capital in the Twenty-First Century. Hovedkonklusionen er meget kort fortalt at den kapitalistiske økonomi ikke løser verdens problemer – tværtimod. Den økonomiske ulighed bliver ved at vokse i dette århundrede, og hvis man ser på de seneste 100 år er det gået på samme måde, kun afbrudt af de to verdenskrige.

“Well actually, we didn’t know this, although we might have guessed at it,” says Piketty, warming to his theme. “For one thing this is the first time we have accumulated the data which proves that this is the case. Second, although I am not a politician, it is obvious that this movement, which is speeding up, will have political implications – we will all be poorer in the future in every way and that creates crisis. I have proved that under the present circumstances capitalism simply cannot work.”

Der er selvfølgelig mange, der tidligere har fremført kritik af den kapitalistiske produktionsmåde, men det interessante ved Pinkettys arbejde er at det er baseret på moderne metoder til analyse af big data.  Pinkettys løsning er en progressiv skat på velstand. Hans analyser viser noget, mange allerede har hævdet, nemlig at velstanden (forstået som fast ejendom, formuer mv.) i moderne kapitalistiske samfund er yderst skævt fordelt og at det på grund af de riges taktikker for at undgå at betale skat ender med at det er borgere uden stor velstand og med “almindelige indkomster” (dvs. formodentlig de fleste, der læser med her) som ender med at bære langt den største del af det økonomiske ansvar i vore dage. Heller ikke dette er overraskende for mig, men det er interessant at se dette bekræftet af en omfattende dataanalyse.

flattr this!

Søndag i Grenoble

2014-04-13 13.21.302014-04-13 10.29.36
2014-04-13 15.31.36

Og så blev det tid til mødet i Grenoble og til endnu et gensyn til mange af de andre, der er med i BETTY-netværket. Gensynet er kort, for i morgen tidlig rejser jeg hjem igen. I pauserne nåede nogle af os at tale om den ansøgning, der ikke blev til noget.

Dagen startede med en række præsentationer af nye forskningsresultater, og mange af dem gav anledning til gode faglige diskussioner. Til sidst var der den formelle del i form af et møde i styringskomiteen.

Udsigten fra ufrim²ag-bygningen på Université Joseph Fourier er flot, og den fik vi også tid til at nyde.

flattr this!

Succes og fiasko på farten

Fotografi den 12-04-14 kl. 19.41

I går blev en ganske særlig dag for mig. Jeg har fået mange venlige hilsner fra kolleger og venner, og dem er jeg meget, meget glad for.  Af hjertet tak til jer alle!

Der er et andet aspekt af mit arbejde, som ikke får ret megen opmærksomhed, selv om det er vigtigt for mig. Jeg er også forsker, og jeg publicerer det jeg skal. Men skønt jeg prøver, lykkes det mig ikke at få forskningsmidler, og som en af de få personer på mit institut har jeg ingen PhD-studerende. Det kræver nemlig at man som vejleder selv skaffer sig midler til at kunne aflønne et PhD-forløb. Der går desuden år imellem at studerende vælger at ville skreve speciale med mig som vejleder. Så der er ikke engang nogen i “fødekæden”. Andre af mine kolleger har et trofast følge af speciale- og PhD-studerende år efter år og en stor skov af projekter til finansiering. Jeg vil ikke lægge skjul på at alt dette er en kilde til stor frustration for mig, når jeg tænker over det, og det er svært at indrømme dette offentligt uden at udbasunere sig selv som en fiasko. Men kontrasten til min tilsyneladende succes som underviser er alt for skærende.

De seneste måneder har jeg arbejdet på en ansøgning om forskningsmidler sammen med kolleger i flere andre europæiske lande, men i forgårs viste det sig at en ekstern partner af stor vigtighed for os ikke kunne være med til projektet, vi ville lave, og der var ikke andet for end at give op. Igen: Hvilken skærende kontrast mellem torsdag og fredag i denne uge!

Alle vi, der er bag ansøgningen, er med i et forskernetværk, der mødes to gange om året og af og til har andre aktiviteter. I dag er jeg på vej til Grenoble til et møde i dette netværk. Her skal vi finde ud af hvad vi gør nu. Vi har lagt en del arbejde i vores ansøgning og den problemanalyse og problemformulering, vi har, og det må kunne lade sig gøre at bruge alle disse anstrengelser til noget andet.

I skrivende stund sidder jeg i transithallen i Frankfurt, hvor folk fra alverdens lande går rundt, på én og samme tid målrettede og hvileløse. Udenfor kører de store fly rundt, og også de er målrettede og hvileløse. Om en time sidder jeg i flyet til Lyon, og derefter er det tid til natbussen mod Grenoble. Til midnat er jeg fremme.

flattr this!

Undervisningens dag

2014-04-09 08.40.34

I dag var det igen Undervisningens dag på Aalborg Universitet. Først var der et interessant inviteret foredrag med den amerikanske uddannelsesforsker L. Dee Fink om glæden og ansvaret forbundet med at undervise godt. En af hans pointer var at man skal følge med i den faglitteratur, der er om universitetsundervisning. I de eneste par årtier er der sket kraftig vækst inden for dette område, og så godt som hvert år kommer der en interessant bog om universitetsundervisning. En anden pointe, L. Dee Fink havde, var at vi som universitetsansatte akademikere skal være fagpersoner men også være professionelle undervisere. Netop dette kom nok ikke så meget bag på os. Mange af os, der kom, var dem, der plejer at komme, og der var blandt os mange, der anerkender at det er vigtigt at tænke seriøst om og reflektere over undervisning og læring.

Selv holdt jeg sammen med Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi en workshop om brug af video i kursusundervisning baseret på vores erfaringer med dette. Dorina og jeg har en artikel på bedding om mine tiltag, og det var bl.a. dens resultater og refleksioner vi tog udgangspunkt i. Det var en velbesøgt workshop med mere end 50 tilmeldte, og vi fik nogle gode diskussioner af hele flipped classroom-ideen.

Til frokost endte jeg med at sidde og snakke med L. Dee Fink og Daniel Lukes, der er en svensk mediciner ansat på Universitetshospitalet. Vi fik talt en masse om undervisning på medicinstudiet – faktisk er det herfra, ideen om problembaseret læring (men ikke projektarbejde) stammer – og om holdbaseret undervisning, der faktisk er meget tæt på det gruppearbejde, vi kender til. L. Dee Fink var positivt overrasket over at vi i skemaet afsætter tid til projektarbejde og var lige som jeg betænkelig ved miniprojekter i kurser, der mest blot ender med at hakke de studerendes arbejdstid i stykker. Til sidst kom vi ved en af underlige drejninger en samtale kan tage, til at snakke om alle de mange skydevåben der er i USA og om hvor løst de sidder i amerikanernes lommer. Her var vi alle helt enige om problemets alvor og omfang – det er bestemt ikke alle amerikanere, der er glade for den manglende regulering af håndvåben i USA.

Dagen sluttede med en workshop om gruppedannelse, der umiddelbart virker som et af de mindre emner inden for universitetspædagogik. Men vi er mange, der er bekymrede over et af biprodukterne af gruppedannelsen, nemlig restgrupperne, der består af de studerende, ingen andre vil være sammen med. Ofte har man kun set én restgruppe på et hold, men i de senere år ser man dette triste fænomen i større omfang. Restgrupperne er triste for de studerende at være i og lige så nedslående at være vejleder for. Hvad man skal gøre ved restgrupperne ud over det, vi allerede gør (og der er nu 40 års erfaring med gruppeorganiseret projektarbejde på AAU og et par år mere end dét ovre på RUC), vidste ingen af os.

flattr this!

Dunbars tal

dunbar

Jeg kender nogle mennesker, der lader til at kende ufatteligt mange mennesker. Et andet sted i Jylland bor en dame (lad os her kalde hende O) og et sted i Tyskland sidder der en mand (lad os her kalde ham R) som hver især kender så mange, at jeg vil gætte på at reaktionerne fra nogle mennesker, hvis O eller R en dag bliver set sammen med paven, vil være en undren over hvem den ældre mand dog er, der er sammen med O hhvs. R. Jeg ved ikke om O og R kender hinanden, men det skulle ikke undre mig.

Selv lægger jeg mærke til at det stort set altid er de samme mennesker, der kommenterer det jeg skriver på sociale medier (og her især Facebook). Og når min hustru og jeg har holdt en fest for familie og venner, har vi et meget godt billede af hvem vi gerne vil invitere. Det er ikke kun lokaleforholdene og vores økonomi, der gør at vi ikke inviterer 200 mennesker.

Hvor mange mennesker kan man have et nært forhold til, dvs. have et nærmere kendskab til? Den britiske antropolog Robin Dunbar konkluderede i 1992 at tallet er omkring 150. Dunbar talte ikke om “nært forhold”, men om gruppestørrelsen hos mennesker og der nærmest beslægtede arter blandt primaterne, nemlig menneskeaberne. Sin konklusion baserede han på studier af den del af hjernen, der hedder neocortex, og som findes hos både mennesker og menneskeaber. Det er neocortex, der håndterer kendskabet til andre individer, og fordi neocortex har et endeligt og begrænset antal neuroner, er der en grænse for hvor mange individer man kan have et nært forhold til. Så store samfund er i virkelighed sammensat af mindre samfund, hvor hver enkelt kender mennesker fra andre samfund.

Der er en interessant artikel om Robin Dunbar og hans arbejde hos Business Week. Her opdager man at Dunbars tal skal forstås i flertalsformen: han konkluderer at der er flere tal. Et menneske har mellem tre og fem helt nære venner, mellem 12 og 15 venner, hvis død vil berøre én alvorligt – og så er der “alle de andre”. Og ifølge Dunbar (der er et interview med ham i The Guardian om dette) vil disse tal være konstanter – end ikke de sociale medier kan give os flere nære forhold end omkring 150.

 

flattr this!

Brødre og søstre

2014-04-05 18.41.52

Fra venstre til højre: Hans Hüttel, Christian Poulsen, Angelina Rossol, Alexander Ahmad og Natascha Arstall.

Det var i dag, min hustru og jeg holdt vores fælles fødselsdagsfest, og det blev en god dag og aften. Vi fik bragt familie og venner sammen og fik genset mange af dem, vi holder af.

Og det var også på netop denne dag, jeg omsider mødtes med alle mine søskende. Jeg har besøgt dem alle siden jeg først fik kontakt med dem én efter én fra 1999 og frem, men nu var vi for første gang sammen alle fem under samme tag samtidig – og for to af dem var det første gang, de var i Danmark. Det er svært at sætte ord på, også for mig, men jeg kan sige at det var en helt særlig oplevelse for os, bevægende og glad og forbløffende ligetil på samme tid.

 

flattr this!

Besøg fra England

2014-04-04 20.02.51 2014-04-04 20.02.47

I denne weekend fejrer min hustru Maria og jeg at vi nu begge er blevet 50, og der kommer gæster fra nær – men også fra fjern. Her til aften, dagen inden festen, var der en aftenvisit af mine engelske søstre Angelina og Natascha, deres mænd og børn – og deres mødre. Tidligere i dag havde jeg vist nogle af dem Kvickly i Dannebrogsgade. Et spændende navn til et supermarked, hvis man har engelsk som modersmål!

Det var rigtig hyggeligt at se alle igen og endnu engang at kunne udbryde   “hvor er jeres børn dog blevet store!”. Og i morgen ses vi alle igen sammen med mange flere. Dét bliver en særlig dag.

flattr this!

Lad ikke en mand klare en læges arbejde!

Lad_ikke_en_kvinde_834568a

Jørn Lund skriver i Politiken om hvor svært vi har fået det med at tale ordentligt til hinanden. Han observerer at de sproglige tabuer forsvinder.

I dag kan man uden at sætte sig uden for det gode selskab sige, at en film var pissegod eller røvsyg, måske endda en lortefilm, det statsdrevne tv kan præsentere temaudsendelser med betegnelse Kussen, og i næsten enhver diskussion hører man eder og kraftudtryk. Litteraturen afspejler denne udvikling, der ikke er så gammel igen.

Jeg kommer også selv til at bruge den slags kraftudtryk, men nogle gange opdager jeg det, og så bliver jeg underligt tilpas. Det lyder tanteagtigt, men jeg opdager at sproget bliver fattigere og at de stærke udtryk mister deres kraft, hvis man hele tiden bruger dem.

Det er også hos Politiken, man kan læse om en reklame for firmaet Renex, der ligger i Rødovre.

Der er blevet klaget over reklamen til forbrugerombudsmanden, der sendte sagen videre til Ligebehandlingsnævnet. Her mener man ikke at reklamen er kønsdiskriminerende – og man henviser til hensynet til ytringsfriheden.  Det er ikke en reklame, jeg bryder mig om overhovedet – det er i hvert fald ikke den slags reklamer, der får kvinder til at vælge at blive håndværker. Og hvad ville mænd mon sige til en reklame for privathospitaler, der proklamerede

Lad ikke en mand klare en læges arbejde!

? Der er nok ganske mange mænd, herunder mandlige læger, der ville brokke sig – og forståeligt nok.

De to artikler fra Politiken viser på hver sin måned hvad jeg synes er et problem med at finde ud af hvordan vi bør kommunikere med hinanden. Det er ikke et spørgsmål om hvad man sige til hinanden – for selvfølgelig skal det ikke forbydes at sige “røvsyg” og selvfølgelig skal en reklame som ovenstående ikke forbydes.  Der er masser af situationer (hvem sagde f.eks. “Muhammed-krisen”?) der viser hvor svært vi har ved at få en ordentlig diskussion af etikken bag kommunikation – en diskussion af hvordan vi bør kommunikere med hinanden. Meget ofte strander diskussioner af denne slags i nogle meget polariserede holdninger. Men det er faktisk meget vigtigt at tænke over hvordan vi bør kommunikere. Telepati findes nemlig ikke, så den eneste adgang vi har til andre menneskers tanker og følelser er gennem det, de siger.

Helt konkret: Mener Renex virkelig, at kvinder ikke kan blive gode arbejdsmænd? Jeg ved det ikke, og jeg hæfter mig ved at den person, der står forrest i velkomstbilledet på deres hjemmeside er en kvinde. Men hvad var det så, de ville med reklamen?

 

 

flattr this!

Dagens dementi

aprilsnar

Der var mennesker fra nær og fjern, der var glade for at læse om min glæde ved at være bilejer. Desværre må jeg skuffe dem: I går var det 1. april. Jeg har faktisk ikke kørekort. Det har min hustru, men hun har ikke siddet bag et rat (uden for en forlystelsespark) i de seneste 25 år. Til gengæld lærte jeg da af gårsdagens reaktioner at bilen på billedet ikke er en Audi (men hvad er den så?).

flattr this!