Hvad siger evaluering af undervisning egentlig?

Tegning: Elly Walton, THES.

En ny britisk undersøgelse viser at der er en korrelation mellem studerendes evaluering af universitetsundervisning og underviserens køn – og det er kvindelige universitetslærere, der bliver evalueret dårligst.

Her kan man selvfølgelig hævde, at dette blot betyder, at det omsider er lykkedes at påvise, at kvinder simpelthen er dårligere til at undervise. Men hvis man tror på en sådan påstand (og det gør jeg bestemt ikke), må man dermed også fæste lid til at evalueringer af undervisningen udtrykker noget, der ikke alene er subjektivt.

Men en ny undersøgelse fra Canada indikerer, at der enten ikke er en korrelation eller en meget lille korrelation mellem evaluering af undervisning og det faktiske udbytte af undervisningen målt som læring.

I virkeligheden viser tyder resultater som disse nemlig på, at studerendes evaluering af undervisning kun bedømmer, hvad den enkelte studerende opfatter som kvaliteter i undervisningen – og i nogle tilfælde dækker opfattelsen over nogle holdninger til kønnene, som ikke er heldige.

Derfor er det i høj grad værd at overveje, om man kan sige ret meget meningsfyldt om undervisningens kvalitet ud fra standardiserede, kvantitativt baserede evalueringer foretaget af de studerende.

I en bedømmelsesfikseret kultur, hvor universitetslærere bliver målt på deres publikationer, hvor mange eksterne forskningsmidler de kan skaffe til sig selv og på evalueringer af deres undervisning, er dette i særdeleshed problematisk.

Evaluering af undervisning er et upålideligt instrument til kontrol (og om man skal kontrollere, er en anden sag). Men evaluering er helt nødvendig, når vi som undervisere selv skal udvikle kvaliteten af vores undervisning – men man kan evaluere på mange måder, også gennem kvalitative strategier. Og evalueringen skal vi hver især skal tilpasse til det, vi gerne vil undersøge. Derfor er der mange forskellige måder at evaluere undervisning på.

Når jeg har afholdt kursusundervisning for større hold, har jeg ladet de studerende lave den endelige evaluering i form af et åbent brev, som de stilede til den kommende årgang. Det kræver dels, at de studerende når en fælles opfattelse (så enkelte meget utilfredse personer ikke fylder uforholdsmæssigt meget), dels at de studerende begrunder deres evaluering og udtrykker den i form af konstruktive anbefalinger.

Flattr this!

Behandlet efter anseelse?

Bunden af tabellen fra 2016.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger i sin artikel 1 at

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Sidste år lavede Ugebrevet A4 en undersøgelse, hvor 2.020 danskere [jeg formoder at dette blot betyder “borgere i Danmark”] blev bedt om at svare på, hvor meget prestige de forbinder med 99 forskellige jobtyper.  Undersøgelsen følger op på A4s oprindelige undersøgelse fra 2006.

I toppen har vi

  1. Pilot
  2. Hospitalslæge
  3. Praktiserende læge
  4. Advokat
  5. Universitetslektor

Så jeg har ikke grund til at være nervøs – jeg ved i forvejen, at jeg er privilegeret og nok skal klare mig næsten uanset hvor galt det går i samfundet. (Professorer er interessant nok ikke nævnt.)

Allernederst på listen finder vi dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere. Disse grupper kan vel næppe kan kaldes for “jobtyper”. Der er nu i snart mange år fra politisk hold blevet stadigt flere sanktioner rettet mod disse grupper af borgere – senest i form af den såkaldte dagpengereform og det såkaldte kontanthjælpsloft.

Jeg tør heller ikke tænke på hvilken placering afviste asylansøgere ville få i det nuværende politiske klima. Sidste år udtalte Inger Støjberg, at “tålt ophold skal være så utåleligt som muligt”.

Og i denne uge har Kirsten Thorup og Kristina Stoltz i Politiken en grundig artikel om de vilkår, afviste, ikke kriminelle asylansøgere lever under i Danmark. Det er en meget forstemmende artikel.

Handler vi mod hinanden i en broderskabets ånd i Danmark? Jeg er efterhånden grundigt i tvivl. Min ubehagelige mistanke er at mange politiske partier i dag ikke vil røre ved denne rangordning i anseelse, men tværtimod accepterer den og faktisk også gennem deres politik er med til at forstærke den.

Flattr this!

Grænsen på biblioteket

Donald Trump vil bygge en mur langs grænsen mod Mexico. Webmagasinet Atlas Obscura har til gengæld en fascinerende historie om en landegrænse, der går tværs igennem et bibliotek. Den ene del af Haskell Free Library  ligger i den amerikanske delstat Vermont, mens den anden del ligger i den canadiske delstat Québec. Biblioteket lader ikke til at have noget med programmeringssproget af samme navn at gøre. I stueetagen findes et lille operahus; scenen findes i USA, mens mange tilskuerpladser ligger i Canada.

Det er blevet en tradition for nogle familier af udenlandsk oprindelse, hvor nogle har fået opholdstilladelse i USA, og andre i Canada, at de mødes på dette bibliotek.

Biblioteksdirektøren Nancy Rumery siger

Although some people have suggested bringing a border guard into the library, Rumery is holding strong against the idea. Matthew Farfan, President of the Board of Trustees, agrees. “This is a friendly institution,” he insists emphatically. “We’re not in the policing business.”

Flattr this!

Nærsynethed er det nye sort

Jeg har været nærsynet, siden jeg gik i 4. klasse. Det var en tvivlsom ære at være den første i klassen, der fik briller. Efterhånden var der heldigvis også andre, der fik briller, omend det tog nogle år. Jeg kender flere på min alder, der skulle til at bruge briller for nærsynethed for første gang, da de var midt i tyverne.  På det tidspunkt var jeg for længst gået over til kontaktlinser (ved juletid i år kan jeg fejre 35 år som bruger af bløde kontaktlinser).

Sidste år begyndte jeg at bruge kontaktlinser med glidende overgang, og det har jeg nu vænnet mig til. Men jeg kommer formodentlig aldrig til at vågne om morgenen og se alting helt tydeligt.

Det er der mange andre fra de senere generationer, der heller ikke vil komme til. I dag kan jeg nemlig læse (i en artikel fra Wired) at nærsynethed er på hastig fremmarch. Fra 1970erne og frem til begyndelsen af dette årtusinde voksede hyppigheden af nærsynethed med 42 procent, og en undersøgelse fra Sydkorea siger at hele 96 procent af teenagerne er nærsynede! Her er det dem, der ikke bruger briller, der skiller sig ud i klassen.

Det er nærliggende at spekulere på om der er tale om en livsstilssygdom på linje med overvægt og type 2-diabetes. Men ingen ved det endnu. Artiklen fra Wired fortæller om medicinsk forskning, der har prøvet at finde ud af hvordan nærsynethed opstår – herunder om nogle (synes jeg) grusomme forsøg med at sy det ene øje sammen på abeunger. Nærsynethed skyldes at afstanden mellem øjets linse og nethinden er for stor, så billedet dannes foran nethinden i stedet for på den [det behøver man ikke at mishandle aber for at finde ud af]. Jeg spekulerer på om det mon ikke giver mening at undersøge den stærkt øgede forekomst af nærsynethed ved at have kontrolgrupper fra dele af verden, hvor livsstilen er en markant anden end i f.eks. USA og Sydkorea.

Flattr this!

Dyre publikationer

Elsevier og Springer har en højere profitrate end f.eks. Apple, Google, Disney og Starbucks. Kilde: http://www.pontydysgu.org/wp-content/uploads/2011/10/publishers2.jpg

I den akademiske verden er det nu de såkaldte BFI-point, som udløser penge til institutionerne og til institutterne. Alle publikationskanaler, der kan udløse point, er rangordnet mht. point i den Bibliometriske Forskningsindikator.  Så det er vigtigt for den enkelte forsker at publicere de rigtige steder, for ellers tjener institutionen ikke penge.

Publikationstraditioner er forskellige inden for de forskellige akademiske fag. I datalogi er konferencer lige så vigtige som tidsskrifter. Men der er ganske mange konferencer inden for datalogi, der kan tilbyde en særudgave med udvidede og opdaterede artikler fra konferencen. De udvidede udgaver tæller som nye artikler, og tidsskrifterne giver BFI-point (eller det tilsvarende i andre lande). Tidsskrifterne udkommer på store forlag som f.eks. Elsevier, der udgiver bl.a. det berømte medicinske tidsskrift The Lancet. Fem forlag udgiver i dag tilsammen halvdelen af alle videnskabelige publikationer: Elsevier, Springer, Wiley-Blackwell, Taylor & Francis og SAGE Publications.

Disse store forlag er et dyrt bekendtskab for universiteterne, for hvis man skal kunne læse artiklerne, skal man have adgang til et abonnement på tidsskrifterne. Her kræver forlagene så af et universitetsbibliotek, at det skal abonnere på alle deres tidsskrifter.  Så på den ene side giver forskernes publikationer penge til universiteterne, på den anden side skal universiteterne betale for at kunne give forskere adgang til at læse publikationerne. Og nogle forlag er endnu grellere: Man skal ikke bare betale for at kunne læse, hvis en artikel er blevet accepteret, man skal også betale for at kunne få lov at få den publiceret. Jeg har én enkelt gang været nødt til at betale en såkaldt page charge for at kunne få en antaget artikel udgivet. Dét gør jeg aldrig igen.

En artikel i Magisterbladet fortæller, hvor grelt prisniveauet er blevet efterhånden. Elsevier har i de sidste fem år sat prisen på biblioteksabonnementer op med 400.000 kroner om året. Det beløb svarer til årslønnen for en adjunkt. Alt dette sker i en virkelighed, hvor universiteterne skal spare to procent på budgetterne hvert år. Og forlagene må siges at skumme fløden, for redaktørerne og bedømmerne er ikke ansatte på forlagene, men forskere, der gør dette arbejde helt gratis. Ligesom pladeselskaberne i musikkens verden er forlagene i høj grad blevet et fordyrende mellemled, der først og fremmest prøver at beskytte sig selv.

Jeg boykotter selv Elsevier, og det må være på tide at de danske universiteter nu gør fælles front mod dette og andre kommercielle forlag for at komme deres usunde og for os kostbare forretningsmodel til livs.

Flattr this!

Men det er mord


Der er igen en uhyggelig sag om en mand, der har slået hele sin familie ihjel og bagefter har begået selvmord. Ofte dækker dette over en forhistorie, hvor manden har oplevet alvorlige økonomiske og måske også ægteskabelige problemer. Der er også tilsvarende uhyggelige sager om fædre, der slår deres døtre ihjel. Her er forhistorien typisk, at døtrene på en eller anden måde har brudt med bestemte forventninger, f.eks. ved at få en kæreste eller ved at leve på en måde som faderen ikke kunne acceptere.

Denne sidste form for mord finder i Danmark næsten altid sted i familier med mellemøstlig eller sydasiatisk baggrund. Den første form for mord finder i Danmark næsten altid sted i familier med “flertalsdansk” baggrund.

Den sidste form kaldes i medierne typisk for “æresdrab”, mens den første form kaldes for “familietragedie”. Og der er forskelle – “æresdrab” indeholder ofte ikke et selvmord, og der kan være medskyldige, mens “familietragedier” ofte er flerdobbelte mord. Men de er to forskellige manifestationer af samme uhyggelige psykologiske fænomen: En mands forskruede selvbillede som fader/ægtemand/forsørger går i stykker, og han slår sine børn og ofte også sin partner ihjel. “Familietragedierne” er den danske udgave af “æresdrab”.

I begge tilfælde er der tale om mænd, der myrder kvinder og børn, og i begge tilfælde er det en konsekvens af en forskruet manderolle, et lige så forskruet syn på hvad en familie er og et forskruet kvindesyn. Og det er helt bevidste handlinger, ikke uundgåelige naturfænomener. Det helt overvældende flertal af mænd slår jo ikke deres familier ihjel.

Én ting så jeg derfor gerne, at medierne gjorde, nemlig at de holdt op med at tale om “æresdrab” og “familietragedier” og i stedet begyndte at kalde disse grusomme forbrydelser ved deres rette navn, nemlig mord. 

Flattr this!

Sailing By

Der er en sidehistorie i Jeg er Daniel Blake, som de allerfleste i et dansk publikum nok ikke er opmærksomme på. Daniel Blake holder af at sidde og lave små træfigurer, og han hører radio imens. Han lytter til vejrudsigten for de britiske farvande, den jeg kender som The Shipping Forecast. Den kommer altid lige efter midnatsnyhederne på BBC Radio 4, og som afslutning kommer der derefter altid et lille stykke musik ved navn “Sailing By”. Da ved man som radiolytter, at klokken er knap halv ét om natten. Og i filmen opdager vi, at Daniel Blakes hustru holdt meget af “Sailing By”. Hermed ved vi så også at Mr. og Mrs. Blake ofte sad længe oppe om aftenen.

Da jeg for mange år siden boede i Skotland, var jeg ofte sent oppe og lyttede en del til BBC Radio 4. Så jeg har hørt The Shipping Forecast og “Sailing By” en hel masse gange, og jeg kom til at holde af dette gamle stykke musik. Der var en særlig, nostalgisk tryghed ved først at høre om vejret rundt om i de britiske farvande, læst op på den helt igennem traditionsrige måde, og derefter at opleve at netop det samme, blide stykke musik dukker op på samme tidspunkt, nat efter nat, år efter år.

På Blurs album Parklife nævner sangen “This Is A Low” et sted “Sailing By”. I efteråret stødte jeg ved et tilfælde på en endnu tydeligere musikalsk reference til musikstykket, da jeg købte en cd i Manchester af ren nysgerrighed. Den hedder All The Ships At Sea og er med North Atlantic Sea Explorers, der dækker over den canadiske musiker Glenn D’Cruze. Hans far var sømand i den britiske handelsflåde, og sidste nummer på All The Ships At Sea er en udgave af netop “Sailing By”.

En artikel i det amerikanske webmagasin Slate forklarer “Sailing By” for amerikanske læsere og kommer med nogle interessante betragtninger om hvordan dette stykke musik er et sindbillede på en forståelse af det britiske samfund, der i de seneste årtier har været under hastig afvikling.

Herunder er den udgave, som man stadig kan høre på BBC Radio 4 kl. 0.30 hver nat.

Flattr this!

Enten kan de det, eller også så kan de det ikke…

Figur: Andrew Robinson: Teaching A Class With A Bimodal Distribution — If You Have One! (https://medium.com/precarious-physicist/teaching-a-class-with-a-bimodal-distribution-if-you-have-one-c9629ac15469#.hko3myhbd)

Det er i år 25 år siden, jeg først holdt en stor mundtlig eksamen i det kursus, jeg har holdt flest gange overhovedet, nemlig Syntaks og semantik. Jeg var en  urutineret eksaminator og underviser, og det virkede som om de studerende delte sig i to: Mange fik helt lave karakterer, og en hel del andre fik gode karakterer.  “Enten kan de det, eller også kan de det slet ikke”, sagde censor, og jeg var enig.

Netop dét er en konklusion, mange undervisere drager: At fordelingen af karakterer ofte er “topuklet” som vist på figuren ovenfor. En “topuklet” fordeling er det, man i sandsynlighedsregning og statistik kalder bimodal.

Men der findes statistiske tests, der kan fortælle os om en fordelingsfunktion rent faktisk er bimodal. Og dette er blevet undersøgt af Elisabeth Patitsas fra University of Toronto. Hun undersøgte karaktererne ved eksaminer i datalogi ved University of British Columbia fra 1996 til 2013. Og det var faktisk kun 5,8 procent af karakterfordelingerne, der var bimodale.

En anden artikel af Patitsas og tre af hendes kolleger undersøger hvordan universitetslærere i datalogi tænker om karakterfordelinger.

De seks histogrammer, som underviserne blev præsenteret for.

Underviserne blev præsenteret for seks histogrammer med karakterdata og bedt om at vurdere, om de var udtryk for en bimodal tæthedsfunktion. Det interessante var, at de seks datamængder alle var genereret ud fra en unimodal tæthedsfunktion (dvs. med kun én “pukkel”). Universitetslærerne blev også spurgt om deres holdning til karakterfordelinger og til studerende. Blandt andet skulle de fortælle, hvilken af disse påstande, de var mest enige i:

  1. Næsten alle kan gennemføre en uddannelse i datalogi, hvis de gør en indsats
  2. Nogle studerende er fra fødslen prædisponeret til at klare sig bedre i datalogi end andre

Nogle blev blot bedt om at forholde sig til disse andre påstande, mens andre først blev bedt om at forholde sig til diskussionen om hvorvidt karakterer fordeler sig bimodalt. Resultaterne viste at de universitetslærere, der tror på påstand 2 ovenfor (om medfødte evner) var signifikant mere tilbøjelige til at se karakterfordelinger som bimodale, selv om de ikke var det – og omvendt: Universitetslærere, der var af den opfattelse, at karakterfordelinger er bimodale, var signifikant mere tilbøjelige til at tro på påstand 2.

Noget tyder derfor på, at det er undervisernes opfattelse af de studerende, der betinger om de ser en fordeling af karakterer som bimodal eller ej, og denne idé om hvordan karakterer fordeler sig, kommer derefter til at forme undervisernes opfattelse af de studerende!

Den hårde udlægning er at mange af de undervisere, der ser karakterfordelinger som bimodale, er dem, der ikke lykkes med deres undervisning. Med holdningen at “enten kan man det, eller også kan man det ikke”, får man nemlig sagt at undervisning ikke har nogen betydning for de studerendes kundskaber. For hvis man har medfødt talent for faget,  skal man nok få lært det man skal, uanset hvordan undervisningen ser ud. Og hvis man har medfødt mangel på talent for faget, kan undervisningen ikke rette op på det.

Alene dét er grund nok til at overveje, om det er fornuftigt som underviser at hævde at “enten kan man det, eller også kan man det ikke”.

Flattr this!

Så oprandt dagen atter

En af mine eneste tilbageværende ejendele fra barndomsårene er denne lille Folkevogn, en Tekno-bil fra dengang der stadig blev produceret legetøj i Danmark (og den har det officielle Volkswagen-logo i bunden). Den dukker op i fuld størrelse i Disney-filmen Herbie helt tilbage i 1968.

Og i dag blev primtallet på den lille legetøjsfolkevogn så en præcis beskrivelse af min alder. Tak til alle, der har ønsket mig tillykke med fødselsdagen via Internet og telefon eller ved at kigge forbi min bopæl her til aften! Det er bevægende at vide, at der er så mange derude, der husker mig på sådan en dag.

(David Bowie kunne være blevet 70 år i dag. Ham savner jeg.)

Flattr this!

Mange af os kender Daniel Blake

Så fik jeg endelig set Jeg, Daniel Blake, den måske sidste film instrueret af den engelske instruktørveteran Ken Loach. Daniel Blake er en tømrer i Newcastle omkring de 60, der får et hjerteanfald og har fået at vide af sin læge, at han ikke må arbejde. Han vil gerne på sygedagpenge, men det vil systemet ikke gå med til. Filmen er fortællingen om Daniels venskab med Katie, en ung, enlig mor, der også er ramt af det sociale system, og deres fælles, ofte desperate kamp for at kunne få til dagen og vejen og for at bevare en form for værdighed i livet.

Filmen har mange styrker. Den er en tragisk historie baseret på mange interviews med mennesker, der er i samme situation om Daniel Blake, og dermed også en historie om et menneske, mange af os kunne kende – og på den måde er Daniel Blake meget tættere på os end de mange amerikanske middelklassemennesker, så mange film skildrer, kan være.

Jeg, Daniel Blake er, ud over at være en hård kritik af den britiske sociallovgivning og ikke mindst jobcentrenes kynisme, også en historie om fælles menneskelighed og solidaritet. Den viser at mennesker er i stand til at være gode ved hinanden, til at holde af hinanden og til at hjælpe hinanden. Især en central scene, hvor Daniel og Katie besøger en food bank, hvor frivillige deler overskudsmad ud til fattige, er gribende. Og så er der også undervejs eksempler på den lune og solidariske humor, som man kender fra andre film af Ken Loach.

Det er helt fortjent, at Jeg er Daniel Blake vandt guldpalmerne i Cannes i 2016.

Her er traileren.

Flattr this!