Arbejdspladserne eller livet?

Det er skræmmende, at den australske regering er så fanget i sin egen forståelse, at den ikke har villet se sammenhængen mellem de voldsomme brande og det voldsomt omskiftelige vejr der hærger Australien, klimaforandringerne og udledningerne af CO2.

Den australske premierminister siger ganske vist nu, at han godt kan se, at der er en forbindelse mellem klimaforandringerne og de voldsomme brande, men nogen ændring i holdningen til udledning af CO2 er det ikke blevet til. Der er stadig massiv statsstøtte af den australske kulmineindustri, og i 2015 beløb den sig til 29 milliarder australske dollars. Der er endda stadig planer om at oprette 53 nye kulminer.

Et af de typiske argumenter for en langsom omstilling og for statsstøtte er, at man skal beskytte arbejdspladserne i landet. Men der er faktisk kun 37.800 mennesker beskæftiget i den australske kulmineindustri.

Men engang var vi fattige

Fattige borgere på en bænk i København, 1907.

Der er en interessant artikel hos BBC om Memon-folket i Pakistan. De er et endog usædvanligt resursebevidst folkeslag: Tøj går i arv fra generation til generation, og forældre gør meget ud af at lære deres børn om vigtigheden af at slukke lyset, når man forlader et rum. Man skal lave mad, der bruger årstidens grønsager, og det er vigtigt at undgå madspild.

Hele zero waste-ideen, som i disse år får mere omtale, er foregrebet af det, Memon-folket gør. Samtidig er det interessant, at en del mennesker fra Memon-folket er velhavende (endog meget velhavende). Men deres forfædre havde intet, da de kom til Pakistan ved delingen af det tidligere Britisk Indien i 1947. Så deres store sparsommelighed er det, man på nudansk kalder for et mindset. Memon-folket kan nemlig huske, hvordan det var at være fattige, og den bevidsthed går i arv.

Det er interessant, at Danmark og andre rige lande for knap 100 år siden havde mange af de samme problemer med udbredt fattigdom, som fandtes og stadig findes i lande som Pakistan. I 1920 var der f.eks. stadig mange børn og unge, der måtte forlade skolen tidligt, og middellevetiden for mænd var godt 50 år (i Pakistan i dag er den 66 år). Men det er unægtelig som om, mange i den rige verden, i hvert fald fra den velbjergede del af middelklassen, har glemt, hvordan det var at være fattige. Den sociale hukommelse her er kort. Det fører dels til at mange har svært ved at se, at der også i dag i de rige lande findes fattigdom, dels til at mange har svært ved at se, hvad den rige og ubekymrede livsstil fører med sig af problemer.

Jeg tænker her på de mange udtalelser fra de beslutningstagere, der på den ene side godt kan se, at vi er nødt til at gøre noget nu for at få en løsning på klimakrisen, men på den anden side dybest set udtaler, at vi kan fortsætte om vi plejer. I den seneste tids udtalelser fra den siddende danske statsminister ser man det samme underlige budskab; i det store og hele siger hun og mange andre, at man ikke skal ændre sin livsstil, men satse på teknologiske løsninger, der vil gøre det muligt for den rige verden kan opretholde sin ubekymrede livsstil.

Narkose

Operationen gik som den skulle, omend narkose er en underlig og for mig helt ny oplevelse. Lægen sagde at det i blæren “så fredeligt ud”. Der så også fredeligt ud på stuen; solen brød frem og lyste rummet på 9. etage op. Ovre på den anden side af jernbanen kan man se Aalborg Katedralskole, hvor min datter sad i et klasseværelse et sted. Fra venteværelset kunne jeg se hjem. Jeg glæder mig til at komme helt ovenpå, også i overført betydning.

Gamle computere?

Min MacBook Pro fra 2015.

Tidligere var det en rutinebemærkning blandt dataloger og andet godtfolk at sige at “hardware kan vi altid få”, men det kan vi ikke blive ved med. For tiden er der en sag på Københavns Universitet, hvor ledelsen kræver at det videnskabelige personale skal udskifte stort set alle computere der er mere end 3-4 år gamle. Og de skal selv betale for udgiften via deres forskningsbevillinger.

For de fleste vidensarbejdere er computeren blevet et lige så vigtigt arbejdsredskab som bøger, tavler, skrivebord og stol. Derfor er det urimeligt, hvis man selv skal afholde udgiften gennem eksterne forskningsmidler (der i forvejen ikke er nemme at skaffe). Men også for miljøet er det dårligt med endnu en udskiftning. Produktionen af hardware kræver ganske megen energi og udleder derfor drivhusgasser i ikke helt lille omfang. I produktionen indgår sjældne metaller. Og ved bortskaffelse af elektronikaffald er der yderligere en miljøbelastning.

Jeg er ikke ansat på Københavns Universitet, men arbejder et andet sted, der også er et universitet. Selv har jeg en arbejdscomputer, som jeg fik i 2015. Den har været til reparation i 2018, da jeg spildte te i den. Men den fungerer stadig (hvis vi ser bort fra en port, der vist ikke kunne tåle te) og er min primære computer. Det er min plan at blive ved med at bruge den, så længe jeg kan – og ikke kun fordi jeg ikke har forskningsmidler til at anskaffe mig en ny. Jeg har skabt rigeligt elektronikaffald i min tid.

Præstere eller resignere?

En af de vigtige potentielle modsætninger i uddannelsesverdenen er forskellen i attitude hos undervisere og dem, de skal undervise. Mangen en nyuddannet folkeskolelærer har fået det berygtede praksischok ved mødet mellem sin egen grundigt opbyggede faglighed og en skoleklasses manglende interesse for selvsamme fag. Og engang skrev jeg her om en udenlandsk underviser i Danmark, der undrede sig over, at mange dem, han underviste, ikke blev motiveret til at være flittige, hvis han nævnte, at det fag, han underviste i, ikke var nemt. Tværtimod gav mange af dem udtryk for at de så lige så godt kunne give op. Jeg kender også til dem, der har oplevet at flertallet af dem, de skulle undervise, simpelthen blev væk fra undervisningen og at det var umuligt at finde ud af, hvad der var årsagen.

På det seneste har der været fokus på gymnasiet; nogle har givet udtryk for at flere elever end før virker umotiverede. En dansk uddannelsesforsker udtaler i den forbindelse til Berlingske at

Skolen har to funktioner. Den skal hjælpe børn og unge med at blive gode til at præstere. Og så skal den danne eleverne, så de kan begå sig i samfundet. Efter min vurdering er balancen blevet skæv, så skolen i dag handler alt for meget om, hvordan eleverne præsterer og for lidt om dannelse, nysgerrighed og mestring.

Eleverne ved, hvor mange gange i løbet af en time, de skal række fingeren i vejret for at blive bedømt godt af læreren. Hvis det er to gange, gør de det, men så heller ikke mere. Det handler i dag for lidt om, at de gerne vil deltage eller er nysgerrige på undervisningen.

(fra Forsker: Karakterræs gør gymnasieelever umotiverede, Berlingske 15. januar 2020)

Hvis dette er korrekt, er atittuderne hos de underviste i vore dage udtryk for netop denne indstilling – at det vigtigste alligevel er at præstere på bestemte måder, f.eks. til eksamen, og at mange uddannelsessøgendes adfærd er blevet en reaktion på dette: Man gør det, man tror, betaler sig bedst. Det defensive klima, jeg tidligere har skrevet om, er et symptom i tråd hermed.

Der er flere måder, man kan håndtere dette på for undervisere. Jeg ser selv tre muligheder, og modsætningen mellem at resignere og præstere genfinder man her. Nogle vil hævde, at undervisning er et tilbud, og hvis dem man underviser, ikke vil tage imod det eller ikke er motiverede, så lad det være sådan. Andre vil sige, at man skal prøve at ændre på undervisningen med det sigte at gøre dem, man underviser, motiverede. Atter andre vil prøve at gøre noget ved præstationskulturen.

Den resignerende tilgang er forståelig, men kan også grænse til kynisme og et spil for galleriet: At lade som om man underviser for at skabe læring, i stil med det spil, uddannelsessøgende kan spille: At lade som om man lærer. Den tilgang, der består i at ændre på undervisningen, er sympatisk og udtryk for at man skal møde de lærende, der hvor de er, men er også svær, for man ved bestemt ikke altid, hvor de lærende befinder sig mentalt. Det er den tredje tilgang, der for alvor vil kunne ændre noget, men den kræver en langvarig og ikke mindst en fælles indsats.

Butiksdøden

Genbrugsbutikken i Arentsminde.

Jeg voksede op i Arentsminde, en landsby med knap 400 sjæle. Dengang i 1970’erne var der en lille kiosk og en brugs; faktisk var der en overgang også en købmandsforretning. Henne i den østre ende af byen var en benzinstation, hvor der også var en kiosk. I nabolandsbyen Halvrimmen, der var en anelse størrelse, var der flere butikker. Længere vestpå lå Brovst og Fjerritslev med endnu flere butikker. Ude østpå lå Aabybro, også med mange butikker.

Men sidst jeg besøgte Arentsminde, tilbage i efteråret 2018, var der kun en genbrugsbutik drevet af frivillige tilbage. Den lå i huset, hvor den gamle brugs engang var. Jeg ved ikke, hvor borgerne i Arentsminde arbejder nutildags, men det er næppe i Arentsminde selv.

Butiksdøden i forrige århundrede skyldtes urbaniseringen; det var nemt og enkelt at køre til Brovst, Fjerritslev eller Aabybro eller måske endda til Aalborg for at handle – for det var alligevel der, de fleste arbejdede. Den nye butiksdød skyldes også ændringer i infrastrukturerne, denne gang nethandel. Et eksempel fra de seneste dage er, at Bose lukker deres butikker rundt om i verden med den begrundelse, at de fleste af deres elektronikprodukter alligevel bliver solgt online.

Der er samtidig en anden form for butiksdød i gang: Mange butikker i de større byer er også i gang med at ændre karakter, så det på nogle måder virker som om de er i gang med at eliminere sig selv. I Superbrugsen i nærheden af mit hjem arbejder man nu med Scan og betal-konceptet, så butiksmedarbejdere er på vej til at blive overflødige eller får en helt anden rolle end før.

Det betyder samtidig et farvel til en form for ufaglært arbejde, som har været typisk. 370.000 ufaglærte jobs er forsvundet inden for de seneste 20 år. Engang sagde man, at det var “globaliseringen”, der var årsagen, men det kan ikke passe mere. Jeg vil ikke tegne et romantisk billede af det rutineprægede, lavtlønnede, ufaglærte butiksarbejde, men konturerne af det billede som tegner sig af nethandlens ufaglærte arbejde med natarbejde og ingen kontakt til kunderne er ikke rart. Hele historien om arbejdsforholdene hos Amazon er oprørende.

Butiksdøden er en nem død, som virker smertefri og “naturlig” på mange, men den fører formodentlig til større forbrug af resurser til transport af de nethandlede varer, og den ændrer arbejdsmarkedet og ikke nødvendigvis til det bedre. Det ville være godt, hvis der kom en kvalificeret diskussion af dette, og helst med nogle bedre løsninger end f.eks. storcentre eller den hurtige vejforbindelse til Aalborg, som nogle politikere fra min gamle hjemegn tror, vil være til gavn for dem.

Ansvarlig uansvarlighed

En PhD-afhandling af Marte Bratseth Johansen ved Institutt for pedagogikk og livslang læring ved NTNU (Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet) tager fat på hvordan New Public Management præger den akademiske kultur. Det er interessant, at konklusionerne er så velkendte også for danske universitetsansatte. Det er også interessant, at Marie Bratseth Johansen engang har set den akademiske verden fra en leders perspektiv – hun var engang prorektor. Alligevel er hun kritisk. I et interview med hende til den norske Universitetsavisa står der

For de som ønsker å gjøre motstand mot jaget etter dokumentert effekt og kvalitet, oppleves det gjerne som at passiv motstand er det beste alternativet.

– Mange resignerer, rapporterer at det ikke er noen vits i å opponere – da heller ignorere, sier hun.

Ifølge Johansen opplever mange at det mest ansvarlige man kan gjøre overfor fag og studenter, er å opptre uansvarlig, i betydningen neglisjere pålegg fra oven – eller i det minste sørge for å legge lite krefter og engasjement i oppfølgingen av slike pålegg.

Det er ikke specielt for den norske universitetsverden. Systemet overlever i høj grad på at der i praksis ikke bliver arbejdet efter reglerne, men at den enkelte medarbejder længere ned i hierarkiet gør det, man har erfaring med, faktisk er det nødvendige.

På nogle måder fører det til en alt for stor indsats, og det ved ledelsen godt rundt omkring. Mange undervisere bruger mere tid på undervisningsopgaverne, end de bliver honoreret med. Mange forskere (måske de fleste) bruger weekender og aftener på at få arbejdet med publikationer og ansøgninger om forskningsmidler. Mange TAP’ere sidder i weekender og sent om eftermiddagen for at få regnskaber og eksamensplaner til at gå op. Hele denne tilsyneladende arbejdsglæde bygger på en uudtalt kombination af faglig stolthed og uofficiel ansvarlighed.

Ledere i den danske universitetsverden taler helt åbent talt om, at de ansatte laver mere end de skal. Men de beklager det ikke; de siger tværtimod, at det er godt at det er sådan – for ellers ville det ikke hænge sammen.

På andre måder ender det med, at ansatte ofte gør “det nødvendige” ved at tage så let på kravene om effektivitet, som de kan – de mange krav om evalueringer og nøgletal bliver overholdt, men kun ud fra en fleksibel fortolkning. Alle ved, at det ikke ville kunne hænge sammen, hvis man dokumenterede og målte så intenst, som man skulle.

Alt dette bør føre til, at vi spørger os selv om styringen og kravene der følger med, er udtryk for den realisme, som det hævdes at være tilfældet. Styringen kommer oppefra, fra politikere og ledelse, men det burde være dem, for hvem skoen trykker, der burde bestemme skostørrelsen og få mulighed for at få nye og bedre sko.

Tilfældig geoengineering?

Kilde: https://www.climatecentral.org/gallery/graphics/geoengineering_schemes

Efterhånden som klimakrisens alvor går op for stadigt flere, dukker de “smarte genveje” op – lige fra plantning af træer til opfangning og lagring af CO2 fra atmosfæren til spejle påmonteret satellitter, så sollyset kan reflekteres i stedet for at varme atmosfæren på. Det paradoksale er at de mennesker, der lige nu benægter at klimaforandringerne er menneskeskabte, meget ofte er de selvsamme mennesker, der taler om menneskehedens formåen og evne til lave verden om. Faktisk har hele ideen om geoengineering fået øget opmærksomhed i USA inden for de seneste år netop fra “klimaskeptikerne”.

I går var der en lang og interessant artikel i dagbladet Information om den amerikanske tænker Jedediah Purdy, der er en flittig skribent og i en alder af 45 allerede har skrevet fem bøger bag sig. Jeg ved ikke, om der er tale om et direkte citat fra Purdy, men i omtalen af hans bog After Nature fra 2015 står der at

Climate change is planetary engineering without design.

(fra Harvard University Press https://www.hup.harvard.edu/catalog.php?isbn=9780674979864)

og den formulering er usædvanligt rammende: De menneskeskabte klimaforandringer er dårlig og uigennemtænkt geoengineering. Der er ingen tvivl om at man bliver nødt til at finde flere forskellige metoder til at gøre noget ved den globale opvarmning, men den mest effektive metode er desværre (for nogle) også den enkleste: at nedsætte udledningen af CO2 til nul inden for få år.

Softwarefejl koster menneskeliv

Detalje fra Boing 737 MAX-fly.

Fly af typen Boeing 737 MAX har siden marts 2019 haft flyveforbud efter to styrt, der har kostet i alt 346 mennesker livet. Problemerne skyldes fejl i et system, der skal forhindre, at flyet staller. Boeing har siden opdaget endnu et problem med softwaren i den ulykkesramte flytype 737 MAX. Det nye problem vedrører angiveligt den software, der skal sikre, at visse overvågningsskærme fungerer korrekt.

Jeg har det meget blandet med at læse den slags nyheder. På den ene side er det meget sørgelige nyheder – mange mennesker er døde under tragiske omstændigheder.  På den anden side er dette en problemstilling inden for et område, der har interesseret mig i mange år, netop på grund af min faglighed inden for datalogi. De ulykkelige hændelser med Boeing-flyene viser endnu engang hvor voldsomme konsekvenserne kan være af fejl i software, og det bør føre til forøget opmærksomhed på de alvorlige konsekvenser, som manglende korrekthed af software vil have i en verden, hvor flere og flere processer er styret af computere – og nødvendigvis må være det, for moderne transportmidler er komplicerede apparater. Uden at vi ønskede det har vi fået endnu et aktuelt argument for at beskæftige os med nogle bestemte videnskabelige problemstillinger.

If you can’t beat them…

For nylig har klimaaktivister kritiseret Siemens for at ville levere jernbaneudstyr til en ny stor kulmine i Australien. Presset fik direktøren til at indbyde en af lederne af protesterne, Luisa Neubauer, til et møde, hvor han tilbød hende en plads i bestyrelsen for Siemens Energy. Han troede, han gjorde det taktisk rigtige. Men Neubauer sagde nej, for hun indså at hun ved at blive medlem af bestyrelsen ikke længere ville kunne kritisere Siemens. Tværtimod ville hun blive medansvarlig for Siemens’ engagement i kulminedrift.

Engang blev jeg selv tilbudt at være med i styregruppen for et initiativ, jeg havde været meget kritisk over for. Det sagde jeg nej til, og den beslutning har jeg ikke fortrudt.

Det er et tilbagevendende dilemma, hvordan man skal handle, hvis man indtager en kritisk rolle. Nogle siger, at man ikke skal brokke sig, men at man skal “tage ja-hatten på” så man kan “være med i båden”. Det, der imidlertid let sker, er at man bliver gidsel for andres beslutninger, i og med at man så som udgangspunkt accepterer dem. Som regel havner man i en mindretalsposition. Jeg og mange andre synes, at Luisa Neubauer gjorde det helt rigtige, og Siemens’ direktør er da også blevet udsat for hård kritik.