Kategoriarkiv: Blog

Vores alle sammens nomofobi

mobile

Forleden aften var jeg til en god lille sommerfest i en kolonihave i Aalborg. Der var hyggelige samtaler om lidt af hvert, der var grillmad og drikke og en omgang høvdingespil, og jeg fremførte et par slam poetry-tekster på opfordring. Men også her skete det på et tidspunkt: de fleste greb deres smartphones og begyndte at kigge på dem.  Snart var samtaleemnet gået fra kritiske perspektiver på den nye regering til – hvad der sker på Snapchat. Senere kom samtalen heldigvis tilbage på sporet, og jeg lagde selv min telefon bort – jeg er nemlig ikke spor bedre selv.

Jeg ser efterhånden meget sjældent min datter uden at se hendes iPhone også. Og på gode dage (eller dårlige dage?) kan jeg iagttage – hvis jeg da ellers kigger op – hvordan hele husstanden sidder og krammer deres respektive smartphones.

En britisk undersøgelse viser at én ud af seks briter kigger på sin smartphone mere end 50 gange om dagen. Ordet for denne afhængighed er nomofobi (kortform af “no mobile”-fobi!).

En anden undersøgelse foretaget i USA viste at 40 nomofober oplevede forhøjet blodtryk, stress og følelser af angst da de forsøgsvis skulle klare sig uden deres smartphone. Uha. Nogle mener nu at disse abstinenssymptoner skal forklares med den amerikanske forsker Russell Belks teori om det “udvidede selv” – at nogle ejendele bliver så stor en del af vores selv, at det at miste disse ejendele kan sammenlignes med at miste en legemsdel eller en sans. En smartphone kan efterhånden så mange ting, at den er blevet del af ejeren (eller er det telefonen, der nu ejer mennesket?). De rigtig hårdt ramte nomofober udvikler endda “fantombrummen”, så de føler at deres telefon brummer i lommen selv om den ikke gør det. Det tyder meget på at telefonen er blevet del af det, man med et dårligt matematisk ordspil kunne kalde et udvidelseslegeme.

Her er det lidt beroligende for mig at tænke på dette: I lørdags lige inden jeg tog til sommerfest skulle jeg med min hustru ud for at købe en gasflaske i et byggemarked. Da vi ventede på bussen, opdagede jeg at jeg havde efterladt min telefon derhjemme.  – Det går såmænd nok uden den telefon, sagde min hustru til mig. Og hun havde ret: det gjorde det.

Flattr this!

Det har taget en krig

Den nye Venstre-regering starter med at ville nedlægge den kommission, der undersøger grundlaget for den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. Planen var at Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller skulle afhøres af kommissionen til november, men det bliver nu ikke til noget. Nogle politiske beslutninger bliver truffet for at beskytte beslutningstagere og deres venner, men i dette tilfælde formelig skriger det mod himlen af at være tilfældet.

I november sidste år kunne man til gengæld læse dette:

Hvis blå blok vinder det kommende folketingsvalg, vil Venstre have en fuldstændig undersøgelse af Danmarks krigsdeltagelse fra 1998 og frem, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Til gengæld sagde det dengang populære parti også dengang at man ville lukke Irak- og Afghanistan-kommissionen. Hvordan begge disse synspunkter kan forsvares på én og samme tid, ved jeg stadig ikke. Den bedst mulighed for at undgå selv at blive beskyldt for løftebrud er tilsyneladende at man modsiger sig selv bevidst.

Min fornemmelse er dog også at der også er en sammenhæng med Venstres ønske om at forlænge det nuværende danske militære engagement i Irak – der blev indledt af den socialdemokratisk/radikale regering, der nedsatte Irak- og Afghanistan-kommissionen.

Flattr this!

Det ensomste job

auditorium

Jeg er blevet indbudt til at deltage i en dansk konference, der finder sted i efteråret. Den handler om hvordan man i en akademisk karriere kan inddrage undervisningskompetencer bedre.

Det er lidt underligt at den aktivitet som mange universitetslærere bruger tæt på halvdelen af deres tid og er ansat til at tage sig at, ikke er karrierefremmende. Det er publikationer og eksterne forskningsbevillinger, der tæller. God undervisning er ikke et minus, men det er heller ikke på nogen måder afgørende. Man kan ikke blive f.eks. lektor eller professor fordi man underviser godt, men en underviser der forsker godt, men får dårlige evalueringer af sin undervisning, kan opnå stor hæder. Jeg har kendskab til universitetsforskere, der er af den holdning at de der lægger megen vægt på undervisning samtidig er dem, der har “de mest latterlige forskningsresultater”.  Den pågældende forsker, der udtalte dette, har i øvrigt stor succes med sin forskning, både hvad angår publikationer og bevillinger.

Men hvorfor er det egentlig sådan? I seneste nummer af Communications of the ACM skriver Mark Guzdial om netop dette. Og han henviser til en bog af Lee Shulman: Teaching as Community Property: Putting an End to Pedagogical Solitude. Shulman hæfter sig ved at det kan være meget ensomt at være underviser. Vi ved ikke hvordan vore kolleger underviser, og hvis vi taler med andre om vores undervisning er det ofte, når vi skal bede dem om råd. Måske skal vi overtage en kursusaktivitet, eller måske har vi en vejledningsopgave der volder os problemer af den ene eller den anden grund.

Det er helt anderledes med forskning. Forskere er altid del af et fællesskab, og i fællesskabet oplever vi hinanden og bedømmer hinanden. De personer, der ikke er del af et fællesskab, får typisk status af at være crackpots.

Undervisning er derimod en privat sag, hvor underviseren formidler faget til personer, der ikke er underviserens ligemand/kvinde. Og den bedømmelse af undervisningen, der finder sted, er aldrig en bedømmelse foretaget af personer fra samme fællesskab. Nogle gange kan underviserrollen være det ensomste job, og i universitetsverdenen er der ofte den indstilling at undervisning er ukompliceret, fordi det faglige indhold er mere eller mindre elementært. Derfor bliver det ofte også tabubelagt at tale om sin undervisning – kan man virkelig ikke finde ud af at klare den slags selv?

Hvis der skal være en anderledes opfattelse af undervisningens rolle i en akademisk karriere, er vi nødt til at gøre op med denne ensomhed. Guzdial gør sig til talsmand for den holdning at undervisning skal være en fælles sag og at det fælles ansvar skal gå på tværs af de enkelte aktiviteter.  Hans afsluttende bemærkninger er slet ikke så specifikke for datalogi, som det  ser ud – de bør gælde for alle fag:

Computer science could adopt a perspective of teaching as community property. We could work together to improve learning within computing programs and to improve our teaching. We might make progress on addressing some of our education challenges using this change in perspective. For example, viewing teaching as community property makes it easier to share and develop pedagogical content knowledge, which can improve our ability to support diversity in our classes (see article here). As Turing Awardee Alan Kay put it, “A change in perspective is worth 80 IQ points.”

Flattr this!

Stumper af en dag

spoergsmaal

Nogle dage har en klar konklusion, andre er fulde af modsætninger. Dagen i dag var sådan én – en modsætningsfyldt dag.

Juni er eksamenstid hos mig, og i denne uge har jeg haft tre projekteksaminer: et speciale og to grupper på datalogiuddannelsens 4. semester, hvor jeg også er semesterkoordinator. Censor på disse to eksaminer var Bent Bruun Kristensen som var vejleder for mig (og han var en god vejleder!) hele to gange dengang jeg selv studerende på datalogi. Det var Bent, der skrev under på at jeg kunne få min session udsat, husker jeg. Nu, 30 år senere, er Bent gået på pension men havde stadig tid og lyst til at være censor for mig. Det var godt at se ham igen. Begge eksaminer gik pænt;  det var en stor og vigtig dag for begge grupper, men de blev ikke overmandet af nervøsitet. Karaktererne fordelte sig lidt, sådan som det plejer at være tilfældet, og jeg blev endnu engang mindet om hvad det er en gruppebaseret projekteksamen kan: at være en eksamen og at være en afslutning på projektet, gruppens sidste møde med vejlederen, hvor alle parter lærer noget nyt om projektet og processen bag. Bagefter sad Bent og jeg over censorfrokosten i kantinen og talte om glæden ved at undervise og hvad forelæsninger kan og især ikke kan. Det var en god afslutning på denne uges eksaminer.

Bagefter, da jeg havde taget afsked med Bent, gik jeg op på mit kontor og prøvede at skrive på en artikel, jeg er i gang med – noget om uddannelsesforskning. Men inspirationen er ikke altid hvad den bør være når det bliver ud på eftermiddagen en fredag. Og netop da tikkede nyheden ind på min telefons nyheds-app: at der havde været hele tre terrorangreb mens jeg havde holdt eksamen. En mand var blevet halshugget i Frankrig, 27 turister var blevet skudt i Tunesien (senere viste det sig at være 37) og 8 mennesker var blevet dræbt under bøn i en moské i Kuwait. I sådan en situation opdager jeg at der er noget, der er stort og svært at håndtere. Min fornemmelse af ro efter eksamen var med ét helt væk og afløst af en blanding af afmagt og vrede. Nu var det umuligt for mig at lave mere, og til sidst tog jeg hjem.

Jeg har stadig ikke noget godt bud på hvordan man bedst kan reagere i denne slags situationer. Man kan ikke være ligeglad, men man kan heller intet gøre. Det er helt oplagt at dagens hændelser ikke påvirker min umiddelbare hverdag, men jeg ved også at de påvirker bestemte andre mennesker meget voldsomt – og jeg huskede med det samme at jeg selv har holdt ferie i Sousse i Tunesien, dér hvor 37 mennesker blev myrdet af terrorister i dag.

Flattr this!

Menneskerettighederne og det populære parti

df-gule-sedler_kris_945823w

Ovenstående citat er taget fra en artikel fra Politiken. Pia Kjærsgaard har formodentlig i lighed med sit parti skiftet holdning et antal gange siden da, men citatet er interessant, for det er eksempel på Dansk Folkepartis holdning til menneskerettighederne. Jeg bemærker især den interessante forståelse af hvad menneskerettighederne er. Det er nemlig lande, der har tiltrådt menneskerettighederne i form af bl.a. menneskerettighedskonventioner og derfor også de pågældende landes myndigheder, der kan overtræde menneskerettighederne. En grønthandler og en husmor kan ikke overtræde menneskerettighederne. I citatet ovenfor er menneskerettighederne et magtinstrument, man kan slå flygtninge i hovedet med.

Andre gange, og her specielt i forbindelse med diverse Muhammed-tegninger, har vi oplevet Dansk Folkeparti tale for ytringsfrihed, men løsrevet fra de andre menneskerettigheder.

Men så er der også alle de mange negative udsagn om menneskerettighederne fra Dansk Folkeparti. I et indlæg på Dansk Folkepartis websted skriver Marie Krarup:

Og man vil indse, at menneskerettighederne i virkeligheden ikke har større berettigelse og universalitet end de grønne spejderes moralkodeks. Jeg håber, det tidspunkt nærmer sig, før menneskerettighedernes ødelæggende virkninger er blevet for store.

Her er menneskerettighederne “ødelæggende”, fordi de bl.a. udtaler sig om flygtninges rettigheder. Dansk Folkeparti ser gerne international lov erstattet af national lovgivning (dette fremgår også af Marie Krarups skrift), men der er som bekendt ingen garanti for at national lovgivning lever op til  internationale standarder. Her behøver man bare at tænke på f.eks. lovgivning mod homoseksualitet i Uganda eller alle de love i Saudiarabien, der gør kvinder til andenrangsmennesker.

Det, der bekymrer mig ved Dansk Folkepartis store popularitet, er ganske enkelt at vi nu har et toneangivende politisk parti i Danmark, der har et elastisk og negativt forhold til menneskerettighederne.

Flattr this!

Sælg dig selv!

salg

Jeg har tidligere skrevet om Susan Cain, der har skrevet en meget læst bog om at være introvert. På hendes hjemmeside skriver David Zweig et gæsteindlæg om de “usynlige” bidragydere, som er emnet for hans bog Invisibles. Ifølge Zweig er der en masse vigtige “usynlige” bidragydere til en organisation; man lægger ikke mærke til dem. Nogle af de “usynlige” vælger selv at være usynlige; de foretrækker samarbejde frem for konkurrence, giver gerne andre deres del af æren for bidrag, søger ikke opmærksomhed og er mere interesseret i resultaterne end i at promovere sig selv. Det er derimod de meget synlige, der bliver lagt mærke til – og som gerne vil lægges mærke til og som gerne promoverer sig.

I The Guardian skriver Paul Verhaeghe om hvordan det nyliberalistiske samfund belønner bestemte personlighedstræk. Verhaeghe lægger ikke fingrene imellem – hans påstand er at nyliberalismen belønner det at have en psykopatisk personlighedsstruktur. Han skriver

It’s important to be able to talk up your own capacities as much as you can – you know a lot of people, you’ve got plenty of experience under your belt and you recently completed a major project. Later, people will find out that this was mostly hot air, but the fact that they were initially fooled is down to another personality trait: you can lie convincingly and feel little guilt. That’s why you never take responsibility for your own behaviour.

Jeg kender selv dette fra den akademiske verden hvor man helst skal promovere sig selv som del af succesen.  Den slags favoriserer de ekstroverte og dem, der gerne fejrer sig selv og deres succes. Interessant er der mange akademikere, der er introverte eller måske bare har en arbejdsetik, der er anderledes. Nogle lærer at opføre sig ekstrovert og at promovere sig selv, andre gør det ikke – eller vil ikke. Jeg tror ikke selv at jeg er “usynlig” som akademiker – i nogle andre sammenhænge er jeg bestemt ikke “usynlig” – men jeg må indrømme at det mange gange ikke falder mig naturligt at skulle promovere mig selv.

Flattr this!

Sankthansaften på Egholm 2015

2015-06-23 20.35.38I disse dage er der gået et år siden Folketingets transportudvalg besluttede at en ny Limfjordsforbindelse skal være en motorvej gennem det vestlige Aalborg og hen over Egholm. Sidste år til sankthansaften på Egholm mødtes flere af os, der har arbejdet imod denne forbindelse – og det var vel egentlig den aften, kimen blev lagt til samarbejdet i Fremtidens Aalborg.

I aften var vi samlet igen på Egholm til endnu en hyggelig sankthansaften, og flere af os der var med sidste år var der igen. Louise Faber fra Fremtidens Aalborg og Borgerbevægelsen (et af initiativerne, der er med i Fremtidens Aalborg) holdt en rigtig vellykket båltale.

Bagefter var der bål og øl og god tid til at nyde den smukke ø-stemning, inden min hustru og jeg tog færgen tilbage og cyklede langs fjorden hjem på denne kølige, men smukke midsommeraften. Der er noget helt særligt ved den danske sommer, hvor solen ikke er gået ned selv om klokken er halv ti om aftenen.

Men de ubehagelige motorvejsplaner sidder et sted i baghovedet. I den sammenhæng er det vigtigt at huske ét: Motorvejen er der ikke endnu. Hvad en kommende ny regering har i sinde, ved vi ikke – men vi bliver ved med at kæmpe.

Flattr this!

En tale i dagens anledning

Jeg var blevet indbudt som repræsentant for Amnesty International til at holde en af talerne i dag ved en demonstration arrangeret af Aalborg for mangfoldighed. Anledningen til arrangementet var at det kryptofascistiske “Stop Islamiseringen af Danmark” på sin “demonstrationsturné” nu var nået til Aalborg. Blandt de andre talere var Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen,  rådmand Tina French fra Venstre og Per Clausen, der sidder i byrådet for Enhedslisten.

Herunder er min tale.

I lørdags fejrede vi mangfoldigheden ved Aalborg Pride. I dag står vi her igen og fejrer mangfoldigheden. Der er ikke fadøl og farver og vejret er kedeligt, og anledningen er en anden: Et andet sted i byen er der en tåbelig demonstration med tåbelige paroler og en rigtig ubehagelig bagtanke. Men formålet med at vi er her i dag er det samme som ved Aalborg Pride: At fejre mangfoldigheden og minde alle om at mangfoldigheden er kommet for at blive. Vi har ikke råd til at lade være.

Inden for de seneste år har vi i Amnesty International dokumenteret hvordan hadforbrydelser er en del af dagens uorden i Europa, og Danmark er ingen undtagelse. Mennesker bliver chikaneret og overfaldet og nogle gange endda slået ihjel fordi de er bøsser, lesbiske eller transpersoner eller fordi de er jøder eller fordi de er muslimer eller fordi de kommer fra et etnisk mindretal.

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra 1948 siger det meget klart: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Der er meget vide rammer for rettighederne. Man har lov til at dyrke sin religion og har lov til ikke at være religiøs. Der må ikke diskrimineres mellem mennesker på baggrund af deres etnicitet eller seksuelle orientering.

Menneskerettighedernegør det selvfølgelig i meget stor udstrækning muligt at have tåbelige synspunkter og at lave tåbelige demonstrationer med tåbelige paroler fulde af had og intolerance. Men menneskerettighederne gør det samtidig også muligt for os at sige at den slags intolerance er noget farligt pjat med tryk på farligt. Det er nemlig ikke intolerance eller snæversyn der står bag de fremskridt, der er sket i verdenshistorien. Det var ikke intolerancen der gav kvinder og tjenestefolk stemmeret. Det var ikke intolerancen der væltede Berlinmuren og fjernede apartheid. Det var tværtimod den holdning at alle mennesker skal være frie og lige i praksis, der skabte forandringerne.

Til gengæld er der masser af eksempler på hvordan had og intolerance har ført til krige og folkemord.

Mangfoldigheden er kommet for at blive. Faktisk har den altid været en del af samfundet, og i mange tilfælde er den også del af det enkelte menneske. Det kan jeg selv tale med om.

Det er blevet almindeligt acceptabelt at sige at man ikke er racist. Som regel bliver det brugt som en besværgelse, man kan komme med inden man giver udtryk for sine egne intolerante holdninger. Der er en masse ikke-racisme derude; det der er brug for er noget andet, nemlig antiracisme. Det er svært at være antiracist og at være tolerant, for man skal gøre op med sine egne fordomme og se på andre mennesker og se på sig selv. Men det er meget nødvendigt.

Vi kan ikke lukke os af fra omverdenen. Når vi i dag lever i en verden hvor millioner af mennesker flygter fra de steder i verden, hvor menneskerettighederne har det rigtig skidt, må vi ikke lukke os af fra omverdenen og sige at menneskerettighederne mest er til besvær. Vi har brug for et Danmark, der er en del af verden og vi har brug for en verden hvor vi anerkender at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder. Vi har ikke råd til at lade være.

Flattr this!

Lige til kanten

kystbeskyttelse

Der er blevet snakket meget om bestemte emner i den valgkamp, der nu er forbi. Men ingen har haft lyst til at tale om beskyttelsen af de danske kyster. Her er de nuværende og kommende regeringspartier klar til bogstaveligt talt at gå lige til kanten.

I 1937 vedtog Folketinget at der ikke må være bebyggelse på de danske strande indtil 100 meter fra vandet; i 1999 blev denne strandbeskyttelselseslinje udvidet til 300 meter. Der er derudover er i gældende lovgivning en såkaldt kystnærhedszone, der bestemmer, hvor og hvordan der kan bygges i en bræmme 300 meter til 3000 meter fra kysten. Men i december 2014 vedtog den nu forhenværende regering sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en “forsøgsordning” der skal kunne ændre på dette.

Tidligere  i år udtalte Venstres landdistriktordfører Thomas Danielsen at det burde være helt op til kommunerne, om der skulle være en kystnærhedszone.  Der er som nævnt ovenfor allerede lavet huller i bestemmelserne om strandbeskyttelseslinjen, og med den nuværende sammensætning af Folketinget ser det ud til at der er frit løb mod mål.

Hvad er begyndelsen for at fjerne kystnærhedszonen? Thomas Danielsen siger at

»Kommunerne skal kunne give tilladelse til flere vækst- og jobskabende initiativer som udvidelse af campingpladser, etablering af volleyballbaner eller virksomhed i nedlagte landbrugsejendomme«.

Men det er jo netop ikke tilfældet at der er problemer med at tiltrække feriegæster på grund af beskyttelsen af den danske kystlinje. Så vidt jeg kan se, er det først og fremmest tale om endnu en omgang kortsigtede ønsker, der ligger bag ønskerne om at ændre lovgivningen og fjerne beskyttelsen af den danske kystlinje, så den ikke længere skal tilhøre os alle sammen. De regler om kystbeskyttelse, som nu skal undermineres, blev til netop som en reaktion på de tendenser, der dengang var. Rige københavnere byggede hus lige ned til Øresund og indhegnede områderne.

Ella Maria Bisschop-Larsen, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, har en tankevækkende kronik om dette.

Flattr this!

Aalborg Pride 2015

2015-06-20 14.03.39

Nogle af jer der læser dette, har nok for længst fået et billede af mig som en lidt rastløs aktivist, der blander sig i alt muligt. Måske har I ret. I sidste uge argumenterede jeg på bedste frustrerede facon mod motorvejsbegejstrede politikere. I dag deltog jeg så  sammen med andre fra Amnesty International i den første Aalborg Pride nogensinde. Det var en god oplevelse og egentlig også en god modvægt til denne uges chokerende valgresultat; valgets store sejrherrer Dansk Folkeparti er ikke ligefrem kendt for at have en positiv holdning til LGBT-folk eller til menneskerettighederne. Men i dag var der varme at spore i mere end én forstand – stemningen var god og det var faktisk vejr til korte ærmer. Og vi mødte ingen fjendlighed.

Vi brugte vores tilstedeværelse til at få deltagerne til at sende solidaritetshilsner på Instagram til Riga i Letland, hvor der netop i dag var EuroPride 2015.

Aalborg Pride var dybest set en typisk dansk folkelig begivenhed med fadøl, sol og popmusik i parken – på sin vis egentlig ikke så væsensforskellig igen fra karnevallet. Det er ubehageligt at tænke på at der i de baltiske lande og en del andre steder i Europa er ganske anderledes en hadefuld fjendtlig stemning i brede kredse i befolkningen over for seksuelle minoriteter. For 10 år blev den første pride i Letland holdt i et afsides beliggende industrikvarter i Riga; 70 deltagere blev mødt af talstærke og hadefulde moddemonstrationer. I år er det dog kommet så vidt, at man tør holde den fælleseuropæiske EuroPride – forhåbentlig ikke i et industrikvarter. Forhindringer er der stadig; den lettiske premierminister har udtalt at man “ikke må påtvinge andre homoseksualitet” og en lettisk gruppe der kalder sig “anti-globale” har uden held prøvet at bruge smuthuller i lettisk lovgivning til at få EuroPride 2015 forbudt.

Dette er dog for intet at regne mod forholdene i Rusland. Her er det ikke permanent forbudt at holde en Moscow Pride – det er “kun” forbudt i næste 100 år. Suk.

Flattr this!