Kategoriarkiv: Blog

AS Byatt

2014-07-27 12.23.52

I denne sommerferie bestemte jeg mig for at gøre noget for at få læst bøger, der har stået alt for længe på min reol. Den ene var romanen Possession af den britiske forfatter Antonia Byatt, der normalt kalder sig AS Byatt. I sin tid købte jeg bogen (det var i Edinburgh i 1990!) fordi den netop havde fået Booker-prisen, og de bøger der opnår den ære, går man sjældent helt fejl af. Bogen har siden stået på min reol, tyk og truende, dvs. næsten halvdelen af mit liv. Men i år skulle det være.

Hovedpersonerne i Possession er en yngre mand og en yngre kvinde, der sidst i 1980′erne begge bliver interesseret i at løse gåden om de to fiktive engelske digtere Randolph H. Ash og Christabel La Motte, efter at det viser sig at de har haft en omfattende korrespondance. Ronald er en lidt introvert forskningsassistent med interesse i Randolph H. Ash, og Maud er en lidt fersk engelsk blondine med en tilsvarende passion for Christabel La Motte og en vane med at gemme sit lange lyse hår under et tørklæde – lige sådan en rolle, der ville passe til Gwyneth Paltrow. Undervejs kommer andre på sporet af det samme, og så kommer det hele til at handle om at forhindre de forkerte i at løbe med æren.

Sideløbende med denne handling følger vi begivenhederne i 1800-tallet gennem breve og digte skrevet af Ash og La Motte, efterhånden som Ronald og Maud opdager dem.

Og ligesom det viser sig at Ash og La Motte blev forelskede med alt hvad det indebar, aner man efterhånden kraftigt at det samme vil ende med at overgå Ronald og Gwyneth, undskyld: Maud.

Og sørme om ikke Possession da også blev filmatiseret i 2002 med Gwyneth Paltrow i rollen som Maud. Ronald havde man så valgt at gøre til amerikaner, og det var der flere, der var skuffede over, kan jeg læse.

Er Possession en god bog? Når jeg beskriver bogen, kan jeg risikere at få den til at lyde som en konstrueret “dameroman” med akademisk fernis, men den er faktisk en god bog med en lavmælt form for humor i skildringen af både de underlige victorianske konventioner og de lige så underlige konventioner i forskerverdenen 130 år senere. Især er det imponerende at Byatt har skabt to hele tekstuniverser – et for Ash og et for La Motte. Der er vel op mod 100 sider i bogen, der er skrevet som fragmenter af gamle digte, breve og dagbogsoptegnelser. Jeg har stadig til gode at opnå det samme niveau af begejstring for klassisk engelsk lyrik, som man ser i så mange senere romaner og film fra engelsktalende lande (tænk på f.eks. Døde poeters klub). Derfor bliver jeg også af og til utålmodig når der kommer 10 sider med de lange pastiche-digte fyldt med engelske gloser fra Victoria-tiden. Andre steder er de fingerede 1800-tals-tekster derimod virkelig med til at drive handlingen frem. Kærlighedens løfter og kvaler er så afgjort hovedtemaet i romanen, men der er samtidig et solidt detektivelement i handlingen. Det sidste, korte kapitel balancer et sted på grænsen mellem det gribende og det sentimentale – og gør det meget overbevisende. Man skal have læst de foregående 504 sider, og man skal nok også selv være forælder til nogen, før man helt forstår disse sidste, få sider.

På en måde er AS Byatt, der også har været litteraturhistoriker og universitetslærer, vel en pendant til Umberto Eco, der har haft en lignende dobbelt-karriere og undervejs i sine romaner med held har kunnet konstruere omfattende tekstuniverser.

Og så var det faktisk først her efter at have læst Possession, at jeg opdagede via et langt interview fra 1991 at Byatt er søster til en anden kendt og prisbelønnet engelsk forfatter, nemlig Margaret Drabble. De to prisbelønnede forfattere er ikke på talefod og læser ikke hinandens bøger; i sin tid ragede søstrene uklar med hinanden over hvem der skulle have lov til at skrive om et testel, der havde tilhørt familien.

flattr this!

Primo Levi

20140725-123400-45240887.jpg

En af denne sommers store læseoplevelser for mig var at få læst den italienske forfatter Primo Levis bøger Hvis dette er et menneske, Tøbrud og De druknede og de frelste. For snart en del år siden fik jeg købt nogle af hans udgivelser på udsalg, men måske fordi jeg ikke vidste hvilke titler jeg skulle starte med at gå efter, fik jeg ikke fat i Hvis dette er et menneske og Tøbrud. Og jeg kom aldrig i gang med at læse Primo Levi. Men i år havde bogklubben, jeg er medlem af, et samlebind til stærkt nedsat pris med de tre titler — og denne gang slog jeg til.

Hvis dette er et menneske er beretningen om hvordan Primo Levi overlevede tæt på halvandet år i Auschwitz. Det er beretningen om hvor langt ud mennesker kan komme. Tøbrud er en direkte fortsættelse af denne beretning, men udgivet mange år senere. Denne bog beskriver det halve år, der går fra Primo Levi slipper ud af Auschwitz til han er tilbage i Italien. Hvor Hvis dette er et menneske nødvendigvis mest kommer til at handle om det næsten uendelige katalog af smerte og absurd fornedrelse, bliver Tøbrud en skildring af en odyssé gennem et Europa hvor alle er hjemløse og længes et andet sted hen. Det er i denne bog, der dukker en stille humor op i beskrivelserne af Grækeren og de italienske kammerater, Primo Levi får.

Jeg har tidligere læst Otto Friedrichs bog The Kingdom of Auschwitz, men Primo Levis bøger føjer yderligere nyt til min forståelse af denne udgave af Helvede. Ikke mange tænker over at der var “civilarbejdere”, der arbejdede side om side med fangerne i Auschwitz; det var en sådan italiensk civilarbejder, Lorenzo Perrone, der hjalp Primo Levi med mad og nyt hjemmefra, da det så rigtig sort ud. I Levis bog bliver dette venskab, der fortsætter efter krigen, kun nævnt kort. Også en hændelse i Tøbrud med en italiensk kvinde som Levi formodentlig var forelsket i, bliver kun antydet. På denne måde er Primo Levi faktisk forbløffende privat i sin fortælling, der ellers synes at blotlægge alt.

Tøbruddet blev i øvrigt filmatiseret i 1998 af Francesco Rosi med John Turturro (ja, ham fra Coen-brødrenes film) i rollen som Primo Levi.

De druknede og de frelste er en samling essays hvor Levi på meget overbevisende facon får fortalt om reaktionerne i Tyskland på Hvis dette er et menneske og får svaret på mange af de naive spørgsmål, mange af os måtte have om Holocaust, som f.eks. hvorfor der dog ikke var nogle af alle de mange forfulgte, der gjorde oprør. Svaret er selvfølgelig dels at det for manges vedkommende simpelthen var umuligt, dels at nogle meget modige og resursefyldte mennesker faktisk gjorde oprør: den sidste Sonderkommando af fanger i Auschwitz sprængte et krematorium i luften og dræbte flere SS’ere, og i Treblinka og Sobibor var der forsøg på organiseret flugt.

Primo Levis beretning er så stærk at mange forsøger at tage ham indtægt for deres egne synspunkter – inden for de seneste år har jeg læst hvordan reaktionære nationalister fra bl.a. Trykkefrihedsselskabet er begyndt at hylde ham. Men det er ikke denne selvgode hyldest til den vestlige civilisation, der præger Primo Levi. Tværtimod. I De druknede og de frelste får Levi også reflekteret over hvordan den ondskab, der manifesterer sig i Auschwitz kan genfindes også senere, i rædslerne fra fascismen i Argentina og Chile, i Pol Pots rædselsregime i Cambodia, Vietnamkrigen og i den trussel om atomkrig, der virkede så overvældende da bogen først udkom i 1980′erne.

Primo Levi døde i 1987 – om han døde ved en ulykke eller om der var tale om selvmord ved ingen. Og vi ved af gode grunde heller ikke hvad han ville have syntes om den aktuelle, meget dystre situation i Palæstina.

I al fald vil jeg på det varmeste anbefale Hvis dette er et menneske/Tøbrud/De druknede og de frelste. Samlebindet er tilmed forsynet med et godt forord af Peyer Tudvad. Min eneste anke mod denne udgivelse er at det aktuelle manuskript formodentlig er fremkommet ved at bruge software til tegngenkendelse til at scanne de gamle manuskripter fra udgivelsen hos Forum i sin tid. I al fald er der rundt omkring nogle sære trykfejl, typisk på steder med kursiv og steder med ligaturer. En simpel gennemlæsning burde have fanget disse underlige fejl.

flattr this!

Mareridtet i Palæstina

image

Jeg havde egentlig som plan at lade min blog være tavs mens jeg holdt ferie. Men virkeligheden holder ikke pause, og jeg må derfor nu reagere. I de seneste tre uger har Israel intensiveret sin kollektive afstraffelse af palæstinenserne i form af bombardementer af Gaza og øget militær tilstedeværelse på Vestbredden med alle de sørgeligt velkendte konsekvenser i form af udgangsforbud, masseanholdelser og drab. Og endnu engang er det civilbefolkningen, der bærer langt de største ofre. I dag kunne jeg således læse om fire børn, der blev dræbt af israelske bomber på stranden i Gaza.

Intet anstændigt menneske kan se igennem fingre med dette vanvid. Min kritik af Israels disproportionale angreb er ikke det samme som en støtte til Hamas. Intet folk fortjener den skæbne som det palæstinensiske folk har fået.

På fredag den 18. juli kl. 18 er der demonstration på Gammel Torv i Aalborg i sympati med det palæstinensiske folk; jeg er selv bortrejst og kan desværre ikke deltage, men jeg opfordrer hermed alle der kan, til at gøre det.

flattr this!

Her kommer sommeren

sommer

I disse dage er vi lige midt i året; netop i dag er det dag nr. 185. Den første halvdel af året har budt på bekymringer, sorger og glæder i en sælsom blanding. Noget af det har jeg skrevet om her.

Billedet ovenfor viser træet, jeg kan se fra mit kontor.  Om ikke ret lang tid er jeg på vej hjem fra arbejde. I de næste tre uger vil jeg holde sommerferie, og det kommer også til at præge denne blog, der nok kommer til at ligge helt stille. Der skal være tid til familien, til morgensøvn, til fodbold i fjernsynet, til gensyn med venner og bekendte, til en tur sydpå og til et dyk ned i bogsamlingen. Jeg glæder mig til at opleve hvordan dagene til sidst vil flyde sammen og til at have lov til ikke at have dårlig samvittighed over ikke at tænke på de mindre behagelige sider af mit arbejdsliv.

Hermed ønsker jeg jer alle en god sommer – vi ses efter ferien!

flattr this!

Min mors bankboks

bankboks

I dag var jeg for første gang i lang tid tilbage i Algade-afdelingen af Danske Bank, hvor min mor arbejdede i 42 år. Anledningen var at jeg nu skulle opsige den bankboks, som hun havde haft i mange år. Nøglerne til boksen havde jeg fundet på stuen på plejehjemmet; de lå lidt tilfældigt i en skuffe og jeg fandt først i går ud af at de faktisk passede til boksen.

Den medarbejder, jeg talte med, havde været ansat i banken længe nok til at huske min mor. Boksen var spærret, og brugergrænsefladen på det apparat, der kan ophæve spærringen, så noget underlig ud og voldte da også besvær. Men til sidst lykkedes det, og jeg blev fulgt ned i bankens krypt. I et øjeblik følte jeg mig hensat til en gammel film af Erik Balling.

Jeg havde aldrig før set min mors bankboks, og jeg skal aldrig se den igen. Hvad jeg havde forventet mig at finde i den, ved jeg faktisk ikke. I en sort æske lå nogle aflyste pantebreve og andre dokumenter fra dengang min mor købte sin ejerlejlighed tilbage i 1982. Jeg lagde dokumenterne i min rygsæk og tog på arbejde.

flattr this!

En regnbue over byen

2014-07-01 21.26.09

Noget af det helt særlige ved en midsommeraften på disse breddegrader oplevede jeg her til aften. Selv nu har solen magt. Dagene er dog langsomt ved at blive kortere igen; jeg glæder mig ikke til november. Her den 1. juli er jeg alligevel tæt på at synes at den mørke tid alligevel er det hele værd.

flattr this!

Min mors stue

2014-06-29 16.06.012014-06-29 14.18.012014-06-29 16.56.21

I dag kunne jeg omsider rydde min mors stue på plejehjemmet i Nørresundby. Det var første gang siden min mor døde, jeg genså den stue, der havde dannet rammen om de sidste 13 år af hendes liv. For sidste gang tændte jeg for det lille musikanlæg og hørte nogle af de cd’er, hun holdt af, mens jeg gennemgik min mors ejendele. Hendes tøj lagde jeg i plasticsække, de fleste andre ting, der ikke skulle kasseres, kom i flyttekasser og nogle ejendele beholdt jeg som minder om hende. Det var blandt andet fotoalbummer, en bog om banken, en lille skål og et billede af min mormor.  Nederst i en kommode fandt jeg nogle gamle avisudklip og skolefotos, som min mor havde gemt inden hun blev dement. Også dem tog jeg med. Da min mors lejlighed blev ryddet i 2004, røg en stor del af mine barndomsminder med ud. Denne gang var jeg lidt mere forsigtig.

En anden skuffe viste sig at være fyldt til randen med – julepynt. Al denne pynt og de andre af min mors ejendele, som plejehjemmet kan få glæde af, forærer jeg dem. Resten giver jeg til en genbrugsbutik.

Personalet på Elmely behandlede min mor godt og var meget omsorgsfulde gennem alle årene. Dagen sluttede med at en af de ansatte, der havde fulgt min mor gennem de sidste 10 år og holdt meget af hende, hjalp mig med at gøre rent på stuen.

flattr this!

Tre år med bloggen

Blog

Det er gået op for mig, at jeg nu har haft denne blog i tre år. Det hele begyndte den 28. maj 2011.  Nogen redaktionel linje har jeg aldrig fået lagt, og jeg tror heller aldrig, jeg kommer til at gøre det. Noget af det, jeg har skrevet, er blevet meget personligt af natur, og af en eller anden grund virker det som om der i år er sket ganske meget i mit liv, som jeg har villet skrive om. Meget andet bliver refleksioner over det jeg læser og ser derude. Og for en uges tid siden var denne blog tæt på at få Egholm som tema.

Noget af det vigtige for mig er at jeg ikke vil være polemisk eller letkøbt. Internettet har i mere end én forstand en stor overflade, og der er en masse konfliktpotentiale i et medium, hvor man kan skrive alt muligt til en uvis målgruppe. Den slags vil jeg helst ikke.

Á propos målgruppe: Jeg bliver stadig noget overrasket over at der er flere end min umiddelbare omgangskreds, der tilsyneladende kigger forbi bloggen her. Her til morgen blev jeg således ringet op af Birthe Andersen fra København, der ville tilbyde mig sit gamle Olympus Trip-kamera; hun havde nemlig læst hvordan jeg for et års tid siden skrev  længselsfuldt om mit gamle Olympus Trip! Tak til Birthe – jeg glæder mig allerede!

flattr this!

Kragearitmetik

krage

Oppe bag ved vores hjem i Nørresundby ligger Skanseparken, hvor der er ganske mange krager, der bygger deres rede højt oppe i de gamle bøgetræer. Af og til kan jeg høre de gråsorte fugle skræppe op; derudover har jeg ikke tænkt så meget over hvad der er særligt ved kragerne.

Men artikel fra 2000 af tre ornitologer fra Moskvas Statsuniversitet tyder på at krager har et talbegreb. Forskerne serverede foder i to skåle for fuglene, der så kun måtte indtage foder fra den skål, de første valgte. Kragerne valgte typisk den skål, hvor der var flest stykker foder.

Det gjorde duer også, men de var ikke så gode til at tælle som kragerne – duer kunne kun vælge den mest fyldte skål, hvis der var mere end 3 stykker foder til forskel på antallet af de to skåle. Krager kan endda forstå en ordningsrelation; de kan skelne mellem en skål med få, større stykker føde og en anden skål med flere, men synligt mindre stykker foder.

Sådan et resultat er interessant, for det viser at talbegrebet også har en eksistens uden for den menneskelige forstand – hvis krager kan tælle, kan andre intelligensvæsener langt fra vores planet det sikkert også. Også en artikel fra Videnskab.dk fortæller om hvad krager forstår. Og alt dette får mig også til at tænke en noget mere jordnær tanke: at ganske vist er naturen vel ikke “besjælet”, men den er på den anden side heller ikke “dum”.

 

flattr this!

Det sidste ord

Egholm-vue

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive mere om den skammelige plan om en motorvej gennem Aalborgs grønne områder og tværs over Egholm lige nu, men i går besluttede Folketingets transportudvalg at anbefale den.  Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen er begejstret og skriver på sin blog:

Jeg håber virkelig, at vi i Aalborg kan finde fælles fodslag i glæden ved de fordele der, uanset øst eller vest, er i, at forbindelsen nu er en realitet. Ingen kan modsætte sig de argumenter der er for, at der ER brug for en 3. Limfjordsforbindelse – og dem må modstandere af Egholmforbindelsen hæfte sig ved, nu hvor beslutningen er truffet.

Thomas Kastrup-Larsen bruger meget af sit blogindlæg på at fortælle om nødvendigheden af motorvejen i fremskridtets navn – hvor ofte har vi ikke hørt den slags før? det virker som et levn fra de (lige)glade 1960′ere – men ærgrer sig samtidig over at pengene til motorvejen (og dermed selve motorvejen) ikke ligger der allerede nu og skriver (som reaktion på et kun delvist statsligt tilsagn om finansiering af en tilkørselsvej):

Det bør de selvfølgelig ikke slippe godt af sted med, og derfor vil vi fortsat kæmpe for et andet udfald.

Disse ord vil jeg gerne gøre til mine egne – men med modsat fortegn. Underskriftsindsamlingen fortsætter, og kampen for at beskytte Aalborg kommunes grønne områder og for at undgå skamferingen af Egholm er ikke slut – tværtimod.  Det sidste ord i denne sag er ikke sagt.

flattr this!