Kategoriarkiv: Blog

Projektarbejde genoplevet i erindringen

Jeg sidder ved en AUD-terminal på Strandvejen 19. Bag mig står CSJ.
Jeg sidder ved en AUD-terminal på Strandvejen 19. Bag mig står CSJ.

I denne uge udkom andet bind af historien om datalogi på AAU. Her er mit bidrag; det handler om projektarbejde dengang (da jeg var studerende) og nu (hvor jeg har 25 års erfaring som projektvejleder).

Da jeg valgte at studere på AUC, som Aalborg Universitet hed dengang i 1982, var noget af det, jeg så frem til at skulle lave projektarbejde. Men forkortelsen PBL kendte vi ikke – den er af langt senere dato. Da jeg studerede, kaldte vi det bare for problemorienteret projektarbejde.

Det var dog bestemt ikke alle projekter i min studietid, der var lige problemorienterede. Jeg er tofagskandidat i matematik og datalogi, og mit første matematikprojekt på dét, der dengang hed Mat 1, husker jeg endnu som modsætningen til al problemorientering: Det handlede om styring af en pladespiller og udformede sig mest som en stor opgave. Hver eneste gang vi gik i stå, kaldte vi på vores vejleder og så fik vi en ny lille regneopgave. Der var ingen problemformulering, vi fik aldrig rigtig noget godt overblik og det var et projekt vi bestemt ikke følte at vi selv ejede. Vores vejledere var venlige mennesker, men de kunne ikke rigtig se at det var et problem at der ikke var noget problem.

De fleste af de senere projekter både på matematik og på datalogi var på mange måder projekter, som vi selv ejede. Måske var det i virkeligheden en reaktion på Mat 1-projektet? Vi var et lille hold og der var nogle medstuderende, som jeg fulgtes med gennem mange af de senere projekter – især Lars Bækgaard og CSJ, som jeg ofte havnede i gruppe med. I næsten alle vores projekter fik vi ideen til det igangsættende problem selv; der var ikke nogen projektkataloger med mere eller mindre færdige ideer. Netop dét har jeg savnet siden i min tid som vejleder, og det er en praksis, jeg nu prøver at genindføre for de studerende, jeg vejleder nu.

Noget, der var helt karakteristisk dengang, var at vi studerende ofte nærmest boede på universitetet meget af semesteret. Grupperummet var et sted, hvor vi opholdt os meget – og kaffestuen var lige så meget et sted, hvor vi talte om faglige problemstillinger, som et sted hvor vi holdt pauser. Vore dage studerende vil sikkert have svært ved at forstå dette, men der var ingen computere i grupperummene (endsige til forelæsningerne!). Nogle studerende havde små personlige hobbycomputere, men de stod derhjemme. Alle studierelatede programmeringsopgaver lavede vi på den store CDC Cyber 72-mainframecomputer på Aalborg Universitetsdatacenter – og i 1985 kom der en kluntet IBM PC og en samling Apple-computere, som blev stillet op i et lokale på Strandvejen 19, 3. sal. Her fandt man også en Sun-arbejdsstation, der kørte Unix. Og projektrapporterne skrev vi i de første år på skrivemaskiner, som vi fik udleveret ved semesterets start. Det var en sorgens dag, når farvebåndet var slidt. Til gengæld blev vi meget kreative i brugen af “kvajeblæk” (alias rettelak), Radex-ark og Scotch-tape, når vi skulle rette fejl. Der skulle meget til før vi skrev en side om, så vi tænkte os grundigt om før vi skrev noget ind!

På Mat 2 arbejdede vi med statistisk analyse af et stort datasæt af gymnasiekarakterer, og jeg lærte en hel masse om statistik, om den lineære algebra der ligger bag og om at bruge den statistikpakke, man også i dag kalder SPSS. Det var samtidig mit første møde med Steffen Lauritzen, en meget inspirerende og ekstremt kompetent person [man bliver ikke professor i matematisk statistik uden grund!] hvis vejledningsstil på mange måder har påvirket min egen senere gerning som vejleder.

Vi brugte Cyber’en til vores analyser, og nogle af kørslerne tog en del tid så dem fik vi lavet om aftenen og om natten. CDC-maskinen virkede dengang stor og kraftig og var forbundet til terminaler rundt om på AUC, men den havde en brøkdel af den hukommelse og processorkraft som min gamle iPhone 4S har. Én fejl fra Mat 2-projektet mindes jeg endnu med gru: Jeg ville lave et scatterplot af datapunkterne i vores datasæt, men havde glemt at der var flere tusinde sådanne datapunkter. Plotteren, der havde en lille pen til at tegne de enkelte punkter, endte med at lade pennen tegne oven i de samme koordinater ganske mange gange, med det forudsigelige resultat at der til sidst blev slidt hul i papiret og der dannede sig et aftryk på metalpladen neden under. Pinligt!

Senere kastede jeg mig så over datalogi. På Dat 1 kom det sjovt nok til at handle om statistik igen, selv om det var mit første datalogiprojekt. Projektforslaget kom fra Steffen Lauritzen, og vores projekt kom til at handle om det, vi i dag kalder for grafiske modeller og boede et sted mellem statistik, grafteori og systemudvikling. Jeg var for første (og viste det sig desværre, sidste gang) i gruppe med Lars Fischer, der ene mand lavede en fin implementation af rullegardin-menuer til vores system i Pascal, og med Anna Ingolfsdóttir. Jeg var behørigt imponeret. Vores rapport skrev vi ind på kuglehoved-skrivemaskiner, der dengang var det seneste nye. På eksamensdagen styrtede vores vejleder på cykel på vej til universitetet – det var før cykelhjelmenes tid, men heldigvis kom han ikke noget til. Derimod gik vores system ned under fremlæggelsen. Det var mindre godt.

Projektet på Dat 2 handlede – ligesom projektet på DAT4 i vore dage – om design, definition og implementation af programmeringssprog. Det var et interessant projekt, og jeg husker en masse diskussioner om sprogdesign, og jeg lærte en masse om semantik. Til gengæld var den eneste i gruppen, der interesserede sig for implementationsaspektet, mig. Jeg prøvede ene mand at implementere vores denotationelle semantik for exception handling i Larry Paulsons eksperimentelle compilergenerator; det kom desværre aldrig helt til at virke for mig. Jeg opnåede kun at kunne eksekvere programmer uden exception handling, og det var jo ikke ligefrem meningen. Den slags var aldrig gået i dag! Og hvad værre var: vores vejleder Bent Bruun Kristensen fik en diskusprolaps op til eksamen, hvilket var langt mere alvorligt end cykelulykken på Dat 1. En ung adjunkt ved navn Kim G. Larsen blev hasteindkaldt til at være stedfortrædende eksaminator for os.

Dengang var cand.scient-uddannelsen normeret til 11 semestre. Mit speciale på 11. semester var atypisk: jeg arbejdede alene, og for første gang mødte jeg de to værktøjer, der siden har fulgt mig trofast, nemlig Emacs og LaTeX – og det blev Sun-arbejdsstationerne, som der nu var flere af, som jeg brugte. Det var meget anderledes at lave projekt alene. Gruppearbejde kunne af og til også være ekstremt frustrerende, når bølgerne gik højt, så på den måde var det en spændende forandring at kunne skrive projektrapporten præcis som jeg gerne ville. På den anden side var der ingen at tale om projektets glæder og sorger med, pånær min vejleder. Det var Kim G. Larsen – jeg var en af hans første studerende – og han havde god tid dengang og var fuld af ideer. Det var en god oplevelse. Selv om jeg for det meste holdt meget af at studere, var det godt at blive kandidat.

Set i bakspejlet var det for det meste en særdeles givende og sjov oplevelse at lave projektarbejde sammen med andre. Jeg har næppe hverken før eller siden lært så mange mennesker at kende på godt og ondt som i den periode af mit liv, og vi lærte at være med til både at kritisere og modtage kritik som kunne bruges til noget godt. Hele den analytiske tænkemåde lærte jeg at blive fortrolig med gennem projektarbejdet. Problemorienteret projektarbejde i grupper er kort og godt det bedste, vi har på Aalborg Universitet, og det er en arbejdsform der passer fortrinligt til hvad man kommer til at arbejde med som færdiguddannet akademiker. I mit nuværende virke som universitetslærer er det projektvejledning, jeg holder mest af at beskæftige mig med. Også de fysiske rammer var en vigtig del af projektarbejdet for mig, og jeg er ked af at de faste grupperum nu ikke længere kan være en del af studiekulturen.

Flattr this!

Inkompetent?

children-832136_1920

En artikel i Information i dag har denne rubrik:

Rapport: Ikkevestlige børn er mindre empatiske end danske

Børnehavebørn af ikkevestlige forældre er dårligere til dansk og har ringere sociale færdigheder end børn af danske forældre, viser undersøgelse af 13.000 børn i Danmark

Den slags konklusioner, baseret på omtale af en rapport udarbejdet på baggrund af en analyse udført af forskere fra AU, SDU og Rambøll, er selvfølgelig allerede blevet modtaget med kyshånd af bestemte debattører og politikere.

Jeg bliver tit lidt utryg for den slags formidling, som denne artikel er udtryk for, nemlig en journalists forsøg på at formidle konklusioner af en stor kvantitativ undersøgelse. Denne slags formidling har nemlig en ærgerlig tendens til at komme med langt mere bastante konklusioner end den oprindelige undersøgelse har belæg for.

Man kan nemlig stille spørgsmål til selve undersøgelsen, som en del journalister desværre ikke gør. Det helt oplagte spørgsmål er om der skulle være skjulte variabler, dvs. om der er faktorer som ikke kan uddrages af datamaterialet, men kan forklare korrelationer. Min klare fornemmelse er, at det er tilfældet her.

Rapporten, som omtales i artiklen i Information, kan hentes fra Undervisningsministeriet (alias Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling) og fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.

I rapportens indledning står der

Det skal også nævnes, at de tre baggrundsfaktorer indgår i tolkningen som ”rene” mål for baggrundsfaktorerne, hvilket betyder, at vi i denne indledende undersøgelse ikke har korrigeret for øvrige faktorer, fx om den enlige mor også har et lavt uddannelsesniveau. Fx er der en højere andel af mødre med ikke-dansk baggrund, der ikke har nogen uddannelse, sammenlignet med mødre med en dansk baggrund.

Lige efter, på side 9 er der en særdeles interessant fodnote. Her står der

Det er valgt ikke at bruge indkomstvariable, idet Danmarks Statistiks register for familieindkomster i skrivende stund kun er opdateret til og med 2012. Da baselinemålingerne i Fremtidens Dagtilbud er gennemført i 2014 (og nogle af børnene end ikke var født endnu i 2012) anses det ikke for at være tilstrækkeligt relevant at vurdere sammenhængen mellem børnenes kompetencer og indkomstvariable fra 2012.

Forældrenes indkomst og uddannelse har stor betydning for børns mentale udvikling, og det bliver da også nævnt i rapporten – men det inddrages altså slet ikke i analysen.

Fra min egen studietid husker jeg mit 4. semester-projekt på matematikuddannelsen, hvor vi i min projektgruppe (ud over at lære en masse om lineære normale modeller og lineær algebra) opdagede at der er en korrelation mellem gymnasieelevers matematikkarakterer og hvilken samfundsklasse, de kommer fra. Det undrer mig derfor yderligere, at samfundsklasse-relaterede faktorer ikke bliver inddraget i større omfang i analysen fra AU, SDU og Rambøll.

På side 36 siger forfatterne af rapporten endda

Internationale studier viser bl.a., at børn fra familier med lav husstandsindkomst har svagere tidlige matematiske kompetencer end børn fra familier med højere husstandsindkomst (Clements & Sarama, 2008), særligt i forhold til mere abstrakt matematisk problemløsning.

men dette følger de slet ikke op på.

Flattr this!

Hverdagssexisme og hverdagsracisme

racisme-24024

Jeg har som mand aldrig haft noget tydeligt billede af hvad det er, kvinder og piger ofte kommer ud for af ubehagelig og nogle gange direkte chikanerende eller diskriminerende sexistisk adfærd. Hvorfor ikke? Fordi jeg er mand og derfor ikke i målgruppen for den slags.

Men nogle gange hører jeg fra familie og kolleger om det, og hver gang bliver jeg vred og ked af det. Det er lærerigt på den triste måde at besøge webstedet The Everyday Sexism Project, hvor brugere kan fortælle om deres oplevelser af denne triste art. The Everyday Sexism Project er ikke en kampagne mod mænd, men en dokumentation af det problem, som sexisme er rundt om i verden.

Men ligesom der er hverdagssexisme, er der også hverdagsracisme. For nylig kunne jeg læse et Facebook-opslag, hvor Haifaa Awad fortalte om nogle af sine oplevelser af denne art.  Her er en af dem:

Da jeg var en 12-årig på vej hjem med mælk fra supermarkedet med min 2 årige lillesøster i hånden. Vi var to krøltoppiger med 10 års forskel imellem os, vi sang højt børnesange på gaden. Vi blev jeg passeret af en ældre mand med hund og fik lige en “negere får så mange uopdragne børn”.

Selv har jeg også i årenes løb oplevet den slags – men i dag er jeg for længst blevet en hvidhåret, midaldrende mand, og nu sker det ikke mere. Mine søskende kan fortælle om lignende trælse episoder,  det kan min datter også, og det kan venner og kolleger med “anderledes etnisk baggrund” bestemt også.

Nogle vil nu hævde at “hverdagsracismen” er en måske nok uheldigt udtrykt, men dog forståelig reaktion på en alt for lempelig dansk udlændingepolitik: De mennesker, der kommer med tilråb og udøver chikane, er ikke i stand til at formulere deres berettigede kritik i form af et debatindlæg og er derfor nødt til at reagere på anden vis. Når den danske udlændingepolitik er blevet tilpas stram, og der er færre udlændinge i Danmark, vil denne adfærd høre op. Danskerne vil igen blive så tolerante som de i virkeligheden er, og “hverdagsracismen” vil forsvinde.

Men dertil vil jeg sige:

  • Episoderne med “hverdagsracisme” er bestemt ikke et nyt fænomen; jeg husker episoder fra længe før “udlændingedebatten” kom til at fylde så meget som den gør i Danmark nu.
  • Desuden: Hvis der virkelig er tale om en uartikuleret, men berettiget protest, ville det så ikke være mere passende at påvirke beslutningstagere end f.eks. børn?
  • Og endelig: Denne forklaring af “hverdagsracismen” som den jævne danskers protest siger i virkeligheden at det er Den Anden, der er den udløsende faktor, at “hverdagsracisten” ikke “kan gøre for det”. Derfor kan “hverdagsracismen” kun kan fjernes ved at fjerne dem, der bliver udsat for den.

Der er desværre ikke nogen dokumentation af “hverdagsracismen” i stil med den dokumentation af “hverdagssexismen”, som The Everyday Sexism Project kan give, men det er for mig at se et helt oplagt indsatspunkt at lave et lignende websted. Dette vil kunne give dem, der ikke er i målgruppen for “hverdagsracisme” et indblik i dette ubehagelige fænomen. Ideen er hermed givet videre.

Flattr this!

Lo siento, pero no hablo castellano

dekanikkeengelsk

Jeg sad her til aften og så Sporløs sammen med familien. Det er et elementært spændende program, og jeg kan af helt personlige grunde sætte mig ind i hvad de personer, der leder efter deres familie i udlandet, føler.  

Men når vi følger rejsen til udlandet, lægger jeg mærke til én ting: Hvor fanget danskerne er af sproget engelsk. Aftenens afsnit  førte os til Guatemala, hvor hovedsproget er spansk – et sprog, der er lige så udbredt som engelsk. Men den danske vært kunne kun tale engelsk og var nødt til at bruge tolk.  Da aftenens hovedperson skulle møde sin længe savnede mor og de søskende, han ikke anede at han havde, prøvede den danske vært at berolige moderen, der selvfølgelig var meget bevæget – på engelsk.  Her blev det rigtig kluntet.

Jeg kan kun en smule spansk, som jeg har lært mig selv, og jeg mindes uden nogen stolthed den aften i Buenos Aires hvor jeg forgæves prøvede at fortælle den unge mand på caféen, at jeg gerne ville have min mad varmet. Og jeg husker andre underlige stunder i Madrid, hvor jeg kun havde gringo-sproget at kommunikere på.

Fra dansk tv husker jeg interviews med ambassadører og andre fremtrædende mennesker fra Tyskland og Frankrig (vore to nære naboer og næsten-naboer) – på engelsk. Der er megen tale om internationalisering, men meget af det handler egentlig mest om i hvilket omfang danskere skal tale engelsk, og om en stiltiende forventning om at folk i andre dele af verden skal tale engelsk til danskere.

Det ironiske er at Danmark som sit primære fremmedsprog vælger sproget fra Storbritannien og USA, der er to lande i verden, hvor man også i vor tid ofte har vægret sig ved at lære fremmedsprog ud fra en forventning om at “engelsk er nok”.

Flattr this!

I kampens hede

Tomas_Svensson_et_Gudmundur_Gudmundsson_-_Henrik_Mollgaard-20160110

Jeg plejer ikke at skrive så meget om sport, men der er et aspekt ved aftenens flotte danske sejr i de olympiske håndboldmesterskaber for mænd, som jeg vil nævne.

I private virksomheder – og i den akademiske verden, der nu helst skal ligne private virksomheder – er det blevet et ideal at have stærke og handlekraftige ledere. Ofte bruger man metaforer fra sportens verden.

Efter hvad jeg kunne høre fra DRs kommentatorer, har Guðmundur Guðmundsson haft en helt anden tilgang end Ulrik Wilbek havde. Guðmundsson stolede på sine spillere og tog dem med i beslutningsprocesserne på en anden måde end den tidligere landstræner. Og det blev bekræftet af det, vi så på tv. Ulrik Wilbek stod ofte og råbte på sidelinjen og råbte videre, når der var time-out, – og det fik en del omtale. Men i den olympiske finale kunne man se hvordan Guðmundsson talte først og derefter lyttede til spillerne.

Det er vigtigt at træneren holder overblikket, men det er spillerne der ser kampen i nærbillede. Samarbejdet mellem spillere og landstræner tyder på at der findes gode alternativer til den autoritære model, som er så populær en strategi i alle de konkurrencer, samfundet i dag er blevet til.

Flattr this!

Kønne ord

Foto: Nikolai Linares © Scanpix
Foto: Nikolai Linares © Scanpix

I dag kan jeg læse at uddannelses- og forskningsministeren vil gøre noget ved den skæve kønsfordeling i den akademiske verden. Der skal være nationalt talentbarometer, som viser kønsfordelingen på de forskellige akademiske niveauer og institutioner, og én gang om året skal universiteterne indkaldes til møde.Det er muligt, at Ulla Tørnæs er en meget kompetent og vidende minister på sit felt (hun har i al fald erfaring fra indtil flere uddannelsesforløb i sin ungdom), men jeg kan ikke påstå, at jeg er imponeret. Disse tiltag er sympatiske, stort set omkostningsfrie og formodentlig helt virkningsløse.

Jeg er overbevist om at kønskvotering i nogle sammenhænge er nødvendig, og her er en af dem. I de sidste mange år har der ikke været nogen form for kønskvotering, og tallene taler deres tydelige sprog.

Men ville jeg ikke blive vred, hvis jeg søgte en akademisk stilling og ikke fik den, fordi en kvinde fik den fordi hun var kvinde? Jeg ville ikke bryde mig om at søge en stilling og ikke få den, fordi en anden ansøger, der var dårligere kvalificeret, fik den. Men hvis en kvinde var lige så godt eller bedre kvalificeret, fik den stilling jeg havde søgt, ville jeg ikke blive vred (selvfølgelig ville jeg blive skuffet over afslaget i sig selv).

Kønskvoteringen kan lige så vel bestå i at tage udgangspunkt i den skæve kønsfordeling ved at øremærke akademiske stillinger til kvinder og ved at vælge blandt lige kvalificerede ansøgere, så kønsfordelingen bliver mindre skæv. Men disse strategier er samtidig kun løsninger, der fjerner symptomer på et dybereliggende problem. Det er jo netop en konsekvens af fokuseringen (eller er det fikseringen?) på at man skal hurtigt og pletfrit igennem sin akademisk karriere, koste hvad det vil, der er med til at gøre de akademikere, der også vil have tid til f.eks. at have en familie dårligere stillet – og her er det så ofte kvinder, der bliver ramt. En ordentlig løsning er en, der tør erkende

  • at meningsfyldte akademiske karriereforløb sagtens kan se anderledes ud end de hurtige, “fejlfrie” forløb uden “svinkeærinder”, der er normen
  • at det er blevet alt for svært at gøre karriere i den akademiske verden for både kvinder og mænd fordi der er for få stillinger og for dårlig finansiering af forskningen

Flattr this!

Sidder vi godt?

IMG_5412
Bygningen, hvor jeg har siddet hidtil.
IMG_5413
Bygningen, hvor jeg sidder lige nu.

Mit sædvanlige institut bor i en rødstensbygning i to etager designet af Friis & Moltke (de designede forresten også Fjerritslev Gymnasium, hvor jeg gik for mange år siden, og jeg aner lighederne). Her sidder de fleste ansatte på første sal. Bygningen er inddelt i fløje, og videnskabelige medarbejdere fra forskellige forskningsgrupper sidder typisk i hver deres fløj. I hver fløj er der et opholdsområde med sofaer og borde, og i hver fløj er der et køkken med kaffemaskine, køleskabe og opvaskemaskine. De studerende bor i stueetagen, og der er også her kantinen findes.

Den bygning, hvor jeg sidder lige nu, er en pavillon (eller er den en barak?) som måske en dag skal rives ned. Der er kun én etage, som huser både ansatte og studerende. Tæt ved indgangen er der en frokoststue med et køkken med kaffemaskine og køleskabe og et langt spisebord. (Til gengæld er der ingen opvaskemaskine. Jeg har foreslået at man i det mindste indkøber en opvaskebalje, så vi kan slippe for køerne af ansatte, der skal rengøre én gaffel og ét glas hver og måske endda også spare på vandet ved samme lejlighed.)

Forskellene i adfærd hos de ansatte er meget tydelige. På mit sædvanlige institut sidder de ansatte fra hver deres forskningsgruppe sammen og spiser i deres fløj og holder pauser i deres lokale sofaer i fløjen. Der kan gå dage imellem man ser kolleger fra andre dele af instituttet. I den fløj, jeg flyttede fra, sidder de løstansatte (PhD-studerende m.fl.) altid sammen ved “deres” lange bord og spiser frokost. Hvordan traditionerne i de andre fløje er, ved jeg ikke – for der kom jeg kun meget sjældent i pauserne. Men ét ved jeg: Det teknisk-administrative personale på mit sædvanlige institut holder (som hovedregel) deres pauser i kantinen.

Der, hvor jeg er lige nu, samles alle ansatte (ser det ud til) på tværs af grupper på instituttet i frokoststuen og spiser frokost sammen. Jeg har ikke skullet gøre nogen indsats for at møde folk fra alle dele af instituttet i det daglige. Det er længe siden, jeg har set noget tilsvarende på mit sædvanlige institut.

Jeg vil ikke fælde dom over hvilken adfærd, der er den “rigtige”. Alle tilpasser sig til de rammer, der er, men forskellene er meget tydelige. Det har været den mest overraskende opdagelse, jeg har gjort mig ved at flytte midlertidigt til et andet institut og dermed til en anden bygning på universitetet – hvor meget de fysiske rammer rent faktisk betyder for hverdagen herude, og hvilke former for samvær og opdeling de måske kan være med til at fremme og forhindre.

Flattr this!

Er du robust nok?

robust

Her til aften var der forældremøde på min datters skole, og skoleleder og lærere talte om alle de forventninger, der er til elever i 9. klasse.  En forventning, de gjorde særlig meget ud af, var at de unge skulle lære at blive robuste. Og selv om man har brækket et ben, kan man godt komme i skole.

Robusthed er et begreb, der i de seneste år har holdt sit indtog på arbejdsmarkedet. Sidste år undersøgte Ugebrevet A4 sprogbrugen i stillingsopslagene på Jobindex. De mest anvendte udtryk er selvstændig (24 procent), engageret (20 procent), fleksibel (13 procent), dynamisk (10 procent) og målrettet (9 procent). Men begreberne robust og solid er hastigt på vej frem og dukker op i henholdsvis 5 og 9 procent af opslagene.

Der er ikke noget galt i at tale om robusthed som sådan; begrebet har i årtier været brugt i psykologi og kan ses som en modsætning til at være sårbar. Som sådan er ordet positivt. Men når det dukker op i arbejdssammenhænge nu, betyder robusthed typisk at man ikke er nem at vælte og at man kan finde sig i mange og hyppige forandringer.  Som psykologen Dorte Birkmose skriver, er der her tale om endnu et psykologisk begreb, der er ved at blive skævvredet – ligesom f.eks. inklusion, anerkendelse, rehabilitering, recovery og sundhed.

Rasmus Willig, der er lektor på RUC, er en anden kritiker af den måde robusthedsbegrebet bliver brugt på – det har jeg tidligere skrevet om her.

Når man insisterer så meget på et krav om robusthed i arbejdslivet, er der også i det en forventning om at en robust person er et menneske, der kan finde sig i meget. Man skal først og fremmest leve med belastningerne i arbejdslivet  selv – hovedansvaret for et godt arbejdsliv er blevet lagt over på den enkelte. Det er dig, der skal sørge for at du ikke bliver stresset.

Det er påfaldende, men egentlig ikke overraskende, at robusthedsbegrebet nu dukker op også i den danske folkeskole.

Flattr this!

Hvem skal eje vandet?

graph3

Nu er der tegn på at regeringen vil privatisere den danske vand- og varmeforsyning. Dette forslag er ikke uden fortilfælde, men det har jeg ikke set meget omtale af i de danske medier (muligvis har jeg overset noget).

I 1989 blev vandforsyningen nemlig privatiseret i England og Wales. Indtil videre er dette det eneste sted i verden, hvor en privatisering af vand er sket på national basis. Dengang var det en mærkesag for Thatcher-regeringen.

I 2014 udkom en rapport, der analyserede situationen i England og Wales 25 år efter den store privatisering. Konklusionerne er ikke just positive. Priserne er steget med 245 procent procent i årene efter privatiseringen.  Fri konkurrence blev brugt som argument for privatisering, men reelt blev der skabt et privat monopol.  I et forsøg på at sikre kvaliteten af vandforsyningen indførte man lovgivning og kontrolinstansen og dermed et ekstra lag bureaukrati.

Regeringens ønske om privatisering af vandforsyningen er så vidt jeg kan se udelukkende udtryk for en ideologisk betinget målsætning. Rundt om i verden er der nemlig flere og flere steder, hvor man belært af erfaringerne ikke længere vil lade private firmaer stå for vandforsyningen.

Og i andre lande, hvor vandforsyningen nogle steder er på private hænder, kan man se at vandet ikke er blevet billigere – tværtimod. Figuren ovenfor viser situationen i en række delstater i USA. De blå søjler viser vandprisen hos offentlige leverandører, mens de lysegrønne søjler viser vandprisen hos private leverandører.

Mit mest grundlæggende argument imod privatisering af vandforsyningen er dog ikke baseret i om en privatisering kan betale sig eller ej.  På en måde er mit argument vel også ideologisk, det indrømmer jeg – for det er min holdning at fordi alle dele af samfundet har brug for en stabil vandforsyning af høj kvalitet, er her tale om et samfundsanliggende der bør varetages i offentligt regi og være genstand for direkte demokratisk planlægning og regulering. Jeg vil også være særdeles utryg ved at vandforsyningen ved en privatisering ender med blive et spekulationsobjekt for kapitalfonde.

Flattr this!

Høj brusværdi

bruser

Mit midlertidige ophold et andet sted på Aalborg Universitet har ført mig til en bygning, hvor der er et badeværelse med en bruser. Badeværelset er endda større end badeværelset derhjemme. Og hvis jeg skal tro folk her, er der stort set ingen, der bruger det.

Det er allerede efter to ugers akademisk eksil blevet en vane for mig at starte arbejdsdagen med et brusebad. Efter cykelturen gennem Aalborg er jeg temmelig svedig, og der er noget særligt ved at kunne sidde nyvasket ved skrivebordet om morgenen.

Der skulle efter sigende også være et badeværelse på Institut for datalogi, men det er i så fald godt gemt væk. Herovre i det fjerne er badeværelset til gengæld lige ved hovedindgangen. Begrundelsen for at have et badeværelse kender jeg ikke; det ligger i nærheden af et forskningslaboratorium, så der er muligvis tale om et arbejdsmiljøkrav.

(Forskningslaboratoriets inventar består i det alt væsentlige af skabe med bøger og et mødebord.)

Flattr this!