Kategoriarkiv: Blog

Jamen, hvorfor kan de så ikke bare…?

rygere

Hvorfor er der kontanthjælpsmodtagere der ryger og går i byen lørdag aften? Hvorfor kunne de ikke bruge pengene på de fornuftige udgifter i stedet? Hvorfor gør nogle kontakthjælpsmodtagere i det hele taget noget, “vi der ved bedre” ved at de ikke burde gøre? Måske bliver de hos en voldelig partner. Måske køber de dyre ting og har derefter ikke råd til basale fornødenheder. Nogle politikeres holdning til mennesker på overførselsindkomst er baseret på dette spørgsmål.

For lidt over 3 år siden skrev jeg et langt indlæg om dette. Dengang var min pointe at en del privilegerede mennesker har svært ved at leve sig ind i mindre privilegerede menneskers situation. For nylig har der været et langt indlæg om det samme i The Guardian – og dets udgangspunkt er samme brist i empatien. Men der er også et andet vigtigt budskab i det.

Selvfølgelig vil jeg synes at det er bedre f.eks. ikke at ryge og ikke at blive hos en voldelig partner, men her er et spørgsmål jeg selv kan stille trygge middelklassemennesker (og jeg er selv et trygt middelklassemenneske): Har du nogensinde selv brugt for mange penge på noget, der objektivt set var overflødigt eller dumt, fordi du havde problemer?Jeg kunne også spørge om der var tilsyneladende trygge middelklassemennesker, der bliver hos en voldelig partner.

Svaret er nemlig at mennesker ofte ikke handler rationelt. Når vi har problemer, der virker uoverskuelige, handler vi især helt irrationelt.

Det er netop her, hele forestillingen om andre menneskers rationelle adfærd bryder sammen, og nogle gange måske også her at problemerne med indlevelse har deres udgangspunkt. Vi har meget nemt ved at kræve at andre mennesker handler rationelt, men vi skal huske at vi langt fra altid gør det selv. Og vi kan ikke engang være sikre på at vi kan få andre mennesker til at handle rationelt ved at præsentere dem for rationelle argumenter.

Den amerikanske filosof Charles Karelis er af den opfattelse at fattigdom sætter den økonomiske rationalitet ud af kraft. Når problemerne kradser ekstra meget,  kan man ganske enkelt ikke overkomme at handle rationelt. Fattigdom er ikke så meget noget, der manifesterer sig som mangel på penge, som det er den uoverskuelige samling af problemer, dette fører til. En sigende analogi som Karelis bruger, er denne: Hvis man får ét bistik, vil man gøre meget for at få det behandlet. Men hvis man får mange bistik, er der ikke rigtig nogen god grund til at kunne få behandlet ét af dem – de mange andre bistik gør stadig ondt.

flattr this!

Historien slutter med mig – lige nu!

calvin-on-end-of-history

I 2013 bad de tre amerikanske psykologer Jordi Quoidbach, Daniel T. Gilbert og Timothy D. Wilson i alt 7519  voksne forsøgspersoner udfylde en personlighedstest. De bad dem udfylde testen hele tre gange: Første gang som de ville svare nu. Anden gang som de mente at de ville have svaret for 10 år siden. Tredje gang som de mente at de ville svare om 10 år. En sammenligning med en anden gruppe forsøgspersoner, som man havde testet to gange, nemlig i 1995-1996 og igen i 2004-2006, afslørede at den faktiske ændring i personlighed  stemte godt overens med de ændringer, de 7519 forsøgspersoner vurderede at have oplevet inden for de seneste 10 år. Til gengæld undervurderede de 7519 forsøgspersoner ændringerne i deres personlighed når det gjaldt fremtiden. Kort sagt: der var en tydelig tendens til at forsøgspersonerne mente at de havde ændret sig meget indtil nu men at de ikke ville ændre sig meget i de kommende 10 år.

Dette tyder på at vi som mennesker fejlagtigt tror at det menneske, vi vil være senere i livet, vil have det samme sind som det menneske, vi er nu. Denne illusion kalder de tre psykologer for en end of history-illusion. Det minder da også forbløffende meget om den påstand, Francis Fukuyama fremsatte i 1989, da Berlinmuren faldt, nemlig at nu var historien slut. Den vestlige produktionsmåde og det vestlige politiske system havde vundet! Mange år senere trak Fukuyama som bekendt den påstand tilbage.

Hvorfor havner man i den fælde at tro at man selv udgør historiens kulmination? Der er formodentlig to grunde. Den ene er selvtilfredshed (hvis man ellers er tilfreds med sig selv!) og en uvilje til at tro at man en dag vil ændre sindelag. Den anden er at det ganske enkelt er svært at spå om hvordan man vil være om 10 år; så er det mest oplagte at regne med at alt til den tid vil være næsten som det plejer.

flattr this!

SYRIZA

syriza

Hvis man har læst tidligere indlæg fra mig, ved man forhåbentlig at jeg bestemt ikke er tilhænger af den nyliberalistiske tilgang til håndtering af økonomiske kriser – den vej, der går gennem nedskæringer, der først og fremmest rammer almindelige borgere. Det er kun meget sjældent de rige og magtfulde, der holder for, når krisen bliver hverdag. Jeg vil ikke lægge skjul på at det i mere end én forstand er befriende at der nu er et land, der siger nej til denne dagsorden. Og det kan ikke undre at det netop er Grækenland. Siden krisen slog igennem, har landet været præget af stærkt stigende fattigdom – fattigdommen blandt børn er fordoblet, det sociale sikkerhedsnet er væk, halvdelen af de unge er arbejdsløse – og fremkomsten af et uhyggeligt stærkt nazistisk parti, der har kunnet fare næsten uhindret frem. På mange måder giver dette mindelser om 1930’erne.

Jeg håber på det bedste, men jeg er samtidig klar over at Syrizas sejr måske svarer til at det eneste ikke-søsyge besætningsmedlem bliver udnævnt til kaptajn på et skib i orkan. Jeg ved også at Syriza kommer til at indgå kompromisser og derfor uundgåeligt vil komme til at skuffe nogen – et kompromis har man allerede indgået ved at danne en koalitionsregering med et lille højreorienteret parti.

flattr this!

Peripeti

signesmarker

Da jeg gik i gymnasiet, lærte jeg om begrebet peripeti – det er græsk og Den Store Danske definerer det som

peripeti, pludseligt omslag i skæbnen. Aristoteles’ betegnelse for det afgørende vendepunkt i et drama.

Min dansklærer sagde at man i nogle fortællinger kunne finde peripetien i dramaet præcis midt i teksten, nogle gange ned til den midterste linje. Siden da har jeg af og til prøvet at se efter om det faktisk gælder i film, tv-serier og romaner – nogle gange er det tæt på at være tilfældet (f.eks. er det tilfældet i Interstellar), andre gange er det mere uldent hvornår vendepunktet indtræffer.

Aftenens afsnit af Arvingerne er det midterste, og formodentlig var det netop denne gang at vi så peripetien i sæson 2. Og det håber jeg da faktisk også.

Jeg kunne egentlig godt lide 1864, men når jeg ser Arvingerne, bliver jeg mindet om dyderne i en “rigtig” tv-serie og her specielt betydningen af en cliff-hanger, af at serien skal have en indre logik og af at personerne skal udvikle sig gennem fortællingen. Det ville ikke f.eks. virke hvis de alle blev ved med at kæmpe om arven (det brugte de første sæson på) eller hvis Frederik pludselig begyndte at spille guitar (den slags gør en ægte knudemand ikke). Til gengæld er det fuldstændig oplagt at pothovedet Thomas først tilstår over for Emil at han har siddet i fængsel i Indien og siden bliver grebet i at have plantet euforiserende hamp på Signes marker. I 1864 var der ingen store cliff-hangere og personerne udviklede sig (med få undtagelser) mest ved at de blev ældre eller døde. På denne måde var 1864 tættere på at være en lang spillefilm.

Min kone gjorde mig opmærksom på at man sjældent har set så mange drikke så meget alkohol i en dansk tv-serie som i Arvingerne – men det er egentlig også længe siden, jeg har set så mange referencer til forskellige inkarnationer af hamp som her. Under alle omstændigheder er seriens store styrke, at personerne er ekstremt troværdige og er nogen, man godt kunne kende (eller i nogle tilfælde nok helst ikke ville kende) i virkeligheden.

flattr this!

Møder med Bertrand Russell

br71

En af de mest interessante tænkere fra det 20. århundrede er, synes jeg, den walisiske filosof og matematiker og forfatter og aktivist Bertrand Russell. Han levede fra 1872 til 1970, så han er et af mennesker, der nåede at påvirke mange, men også at møde og blive mødt af mange. Det er også interessant at læse om de mennesker, der har beskrevet deres møder med ham.

Giuseppe Peano mødte Bertrand Russell ved den internationale matematikkongres i Paris i 1900, hvor David Hilbert fremlagde sine problemer. Peano gav Russell et eksemplar af sin bog Formulario,
hvori den berømte aksiomatisering af de naturlige tal dukker op. Siden havde de to en brevveksling, der strakte sig fra 1901 til 1912. I alt 9 breve blev det til.

I 1920 rejste Bertrand Russell til Rusland, hvor han mødte Lenin, Trotskij og forfatteren Maxim Gorkij. Dette skrev Russell selv om i en rejseberetning fra dengang. Man kan af hans beretning se, at Russell troede at Gorkij var døende på det tidspunkt – men Gorkij levede helt frem til 1936!

Den irske forfatter George Bernard Shaw kolliderede med Bertrand Russell, engang de var ude at cykle sammen – men det tæller ikke som et møde, for de to mænd kendte hinanden inden da.

bernard-shaw-bertrand-russell

Paul McCartney mødte faktisk også Bertrand Russell mange år senere, og det var dét møde, der fik McCartney til at gå ind i modstanden mod Vietnam-krigen.

Og samme år (i 1964, et væsentligt år i mit liv), mødte den engelske skuespillerinde Sarah Miles Russell. Hun var 23 og hendes hund var sluppet løs, han var 92. Russell og Miles spiste agurkesandwich og Russell klemte hendes knæ – han havde nemlig altid, nå ja, været glad for damer.

sarah_miles_in_ryans_daughter

flattr this!

…men de ældre studerende siger at det ikke er vigtigt.

studiestart

I dag snakkede jeg med en af mine kolleger, der holder kurset Projektarbejde og videnskabsteori på 1, semester. Lige nu sidder hun og de andre kursusholdere på dette obligatoriske kursus med et stort antal eksamensbesvarelser, som skal bedømmes. Min kollega fortæller mig at nogle studerende ikke har deltaget i undervisningen – de har nemlig fået at vide at det ikke er nødvendigt, for kurset er meget nemt at bestå. Er det virkelig kursusholderen, der har sagt dette? Nej, det er ældre studerende, der har fortalt det. Og de pågældende studerende består næppe. Da jeg selv i sin tid holdt et kursus i programmering på 1. semester (det var dengang, kurset var obligatorisk for alle tek-nat-studerende), var der også en del studerende, der udviste en meget indifferent holdning til kurset. De havde fået at vide at programmering ikke ville kunne bruges til noget.

Andre af mine kolleger har holdt kurser i matematik på første studieår på visse ingeniøruddannelser, hvor holdningen  fra mange studerende har været temmelig indifferent.  Det viste sig at dette skyldes at ældre studerende har fortalt dem at matematikkurserne ikke var vigtige. Jeg husker selv et møde på tværs af uddannelser, hvor studerende ved en bestemt ingeniøruddannelse udtalte at matematikkurset på 1. semester burde flyttes til 10. semester – for det var først dér, man ville få brug for det. (Hvorfor man det ville være en god ide at følge et kursus i grundlæggende matematik, mens man skrev speciale, gik aldrig helt op for mig.) De studerende var ikke selv på 10. semester, så de må også have fået denne holdning overleveret et sted fra.

Denne slags oplevelser viser mig hvor stor en betydning mundtlig overlevering har for nye studerendes opfattelse af uddannelserne. Det kan godt ind imellem virke overvældende at tænke på. Tutorerne gør en masse godt arbejde for at tage imod de nye studerende, men fordi det i høj grad er netop disse ældre studerende, de nye studerende stifter bekendtskab med i starten af første studieår, kan en del af den negative mundtlige overlevering desværre også føres tilbage til hvad (nogle) tutorer har udtalt.

På den ene side bliver det derfor vigtigt at påvirke de ældre studerende til ikke at give dele af deres uddannelse et negativt image. På den anden side giver styrken af den mundtlige overlevering måske også nogle muligheder for at give uddannelser et bedre image.

flattr this!

Det trygge diktatur

Augusto Pinochet, San Bernardo, Chile, 86 -15_resized

I dag bliver der offentliggjort en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4, der viser at omkring 12 procent af de adspurgte i en opinionsundersøgelse er positivt stemt over for bestemte udemokratiske styreformer i Danmark. For få dage siden viste en anden undersøgelse at at en tilsvarende andel af de adspurgte danskere ville være tilhængere af et politisk parti til højre for Dansk Folkeparti.

Dette er interessant på en trist måde, for begge resultater antyder at der formodentlig kunne være grobund for et nazistisk orienteret parti i Danmark. Det er også interessant og trist, at de vælgere, der er mest positivt stemt over for udemokratiske styreformer, findes i de populære partier Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Men noget andet interessant er at spørgsmålene i Ugebrevet A4s undersøgelse er formuleret i positive vendinger.  Her er to eksempler:

  • Hvordan vil du vurdere nedenstående politiske styreformer som måder at styre Danmark på? – At have en stærk leder, som ikke behøver at bekymre sig om Folketing eller politiske valg
  • Hvordan vil du vurdere nedenstående politiske styreformer som måder at styre Danmark på? – At lade forsvaret bestemme

Hvis man i stedet havde spurgt om Danmark skulle have en diktator eller om der skulle indføres militærdiktatur – to begreber, jeg ikke kan mindes nogensinde at have hørt nogen herhjemme anvende positivt – kan man sagtens forestille sig at svarene havde været lidt anderledes. Og hvis man også havde spurgt om holdningerne til de sædvanlige konsekvenser af diktatur, dvs. et forbud mod oppositionspartier og foreningsfrihed, fængsling af politiske modstandere, fjernelse af ytringsfrihed (!) osv., kunne svarene måske også have været mindre positive.

Alt dette peger for mig at se på at de udemokratiske tendenser (som vi ved findes herhjemme) vil gå temmelig forsigtigt til værks og, sådan som man typisk ser, ikke appellere ikke til et ønske om at blive undertrykt og nægtet rettigheder, men til et behov for en bestemt slags tryghed. Helt tilsvarende er der da også i en del af de love, som nuværende regeringspartier både herhjemme og andetsteds forsøger at få gennemført, på en og samme tid et ønske om tryghed og en afskaffelse af rettigheder.

flattr this!

Aftenlandets undergang?

Lutz Bachmann styled as Adolf Hitler
Lutz Bachmann fra Pegida i et ubevogtet øjeblik.

Et af de seneste måneders ubehagelige fænomener er den tyske Pegida-bevægelse. I denne uge kunne vi se hvordan personer i Danmark lancerede en dansk udgave af samme. En talsmand udtaler at man gerne vil have et image som en “sympatisk og demokratisk” bevægelse funderet i middelklassen.  Lanceringen af den danske Pegida kan ikke undgå at virke som et tydeligt forsøg fra reaktionære nationalister på at fiske i rørte vande efter terrorhandlingerne i Frankrig for to uger siden.

Der har tilsyneladende været interesse fra medlemmer af Venstres folketingsgruppe for at deltage. Men Inger Støjberg ville ikke deltage i den demonstration, der for nylig blev arrangeret af de danske Pegida’er. Også Søren Krarup, der udtaler at han har stor sympati for Pegida, vil ikke deltage.

Der kan være mange grunde til denne skepsis. En af dem er formodentlig, at de pågældende politikere er bange for at blive forbundet med mere eller mindre nazistisk orienterede grupperinger.  Hvis man skal tro Der Spiegel, har bagmændene bag den tyske bevægelse formodentlig også forbindelser til ekstreme grupper på den tyske højrefløj, bl.a. German Defence League. For nylig lagde en af Pegidas bagmænd, Lutz Bachmann, et foto af sig selv med Hitler-frisure og ditto overskæg op på Facebook. Det har han siden slettet igen.

Akronymet Pegida er temmelig afslørende – “Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes”. Her anvender man et særligt ord om “Vesten”, nemlig “aftenlandet”. Ordet blev udbredt med den tyske filosof Oswald Spenglers værk Untergang des Abendlandes fra 1918-1922. Spenglers tese var at den vestlige kultur var nær sin undergang og at dette derfor var “aftenlandet” inden natten. Spenglers tanker blev grebet af de tyske nazister (Spengler støttede ikke selv nazisterne) og har i forskellige forvredne former dannet basis for konspirationsteorier på den yderste højrefløj. Hele den diffuse idé om en truende islamisering er også en sådan konspirationsteori. Ligesom andre konspirationsteorier vil den aldrig kunne modbevises, og ligesom andre konspirationsteorier ser dens tilhængere en masse små tegn her og der på at deres teori er sand. Det er også derfor, der er så svært, men samtidig også bydende nødvendigt, at gå imod den slags.

flattr this!

En genvej til et nyt mobilabonnement

genvej

I dag har jeg været censor ved en eksamen på IT-Universitetet i København, og på vej derover læste jeg nyheder på min mobil. Den helt store historie i dag er at teleselskabet 3 er et af de firmaer, der konsekvent har brugt en Luxembourg-gældskarrusel til at undgå at betale skat i Danmark. Det er pinligt, for jeg er faktisk kunde ved dette teleselskab, og i skrivende stund prøver jeg at finde ud af hvilket teleselskab jeg nu bør skifte til. Som statsansat (eller som borger i dette land i det hele taget) kan jeg ikke leve med en så dybt usolidarisk praksis. Den anden store synder ud over 3 er EU, der vil harmonisere mangt og meget, men ikke selskabsskatterne.

Efter eksamen besøgte jeg en ven, der ikke havde læst nyheden endnu, men kunne fortælle mig at han netop var skiftet til 3 på grund af deres fordelagtige udlandstakster, der er de samme som indlandstaksterne (han er ofte i Tyskland). Netop dét vil jeg vel komme til at savne.

flattr this!

Datalogi – den forkerte videnskab

ComputerScience

I går skrev jeg om Edge.org, der har indsamlet en lang række forskere og forfatteres bud på hvilke begreber, videnskaben bør kassere. Det er fascinerende læsning på godt og ondt.

Den amerikanske fysiker Neil Gershenfelds bud på et begreb, vi bør opgive, er – computer science, af danske journalister kaldet “computervidenskab” og af mig og mange andre kaldet datalogi.

Datalogi er nemlig ifølge ham en underlig videnskab, der implicit ignorerer og endda eksplicit går imod de principper, der gælder i naturvidenskab i øvrigt.

In nature, everything happens everywhere all the time. While an industry has developed devices for computation, a much smaller community has studied the physics of computation. Outside of what is traditionally considered to be computer science, they’ve developed quantum computers that use entanglement and superposition, microfluidic logic that transports material as well as information, analog logic that solves digital problems with continuous device degrees of freedom, and digital fabrication to code construction of programmable materials. Most importantly, programming models are emerging that represent and respect physical resources, rather than viewing them as a can to be kicked to someone else to worry about. It’s turning out that this is easier rather than harder to do, because it avoids all of the issues of converting from an unphysical to a physical world.

Jeg håber ikke at Neil G. skal være den kommende leder af det institut, hvor jeg er ansat. Så bliver det nok lukket. Spøg til side: Hvis jeg skal sige noget mere seriøst til alle mandens kvababbelser, er det vel at han i sidste ende befinder sig i en fysik-centreret forståelse af hvad beregning er. Specielt omtaler han Turings og von Neumanns arbejde som “useful hacks”.

Jeg vil selv mene at problemet med Gershenfelds holdning faktisk ligger netop i hans insisteren på betegnelsen computer science  – det kommer til at se ud som om datalogiens genstandsområde er computeren. Men det er jo netop ikke tilfældet. At kalde datalogi for “computervidenskab” svarer egentlig til at kalde biologi for “hamster- og solsikkevidenskab”.

De eksisterende modeller for beregnelighed, der er dukket op i datalogi, når langt ud over hvad Turing-maskinerne har at tilbyde. Blandt andet de seneste 25 års arbejde med modeller for parallelle beregninger – her specielt pi-kalkylen og den generelle teori for bigrafer, der skyldes Robin Milner og hans samarbejdspartmere – slipper i høj grad forbindelsen til de fysiske begræsninger. Det er også interessant at bemærke at der er så fine korrespondancer mellem intuitionistisk logik og typet lambda-kalkyle og mellem forskellige beregningsmodeller. Inden for de seneste år har vi set resultater, der viser sammenhænge mellem lineær logik og sessionstyper. Alle disse dybe matematiske resultater gør beregningsmodellerne til mere end bare “useful hacks”.

Neil Gershenfeld  forholder sig heller ikke til at der findes også beregnings-centrerede modeller af fysiske fænomener – tilbage i 2002 skrev Gershenfelds MIT-kollega Seth Lloyd på Edge.org om det, han kaldte for the computational universe. Min egen fornemmelse er at begge forståelser kan fange noget, men at de begge er reduktionistiske: De fænomener, vi observerer, er “i virkeligheden” bare fysik eller bare datalogi. Jeg ved ikke hvad Neil Gershenfeld synes om matematik, men jeg kan umiddelbart forestille mig at han (som en del andre ikke-matematikere inden for naturvidenskab og teknik) synes at det først og fremmest har berettigelse som et nødvendigt redskabsfag, der bliver skabt af fysikkens behov for modeldannelser.

Reduktionisme er nem og behagelig (og nogle gange nødvendig), men jeg vil passe på med at bruge den som udgangspunkt for en kritik som den, Neil Gershenfeld leverer.

 

flattr this!