Kategoriarkiv: Blog

Nysgerrighedshorisonten, der blev væk

2014-12-01-einsteinscuriosity

Forleden holdt jeg et foredrag om Amnesty International for Venstres Ungdom i Aalborg. En del af mit foredrag handlede om udfordringer i flygtningesituationen, og her fik jeg fortalt om de vietnamesiske bådflygtninge og om Poul Hartling, der i årene omkring 1980 var FNs flygtningehøjkommissær – og tidligere havde været statsminister for Venstre. Det var lidt underligt at opdage, at netop de unge VU’ere slet ikke vidste, hvem Poul Hartling var eller hvad han stod for. (De havde tilsyneladende heller ikke nogen viden om de vietnamesiske bådflygtninge eller om folkemordet i Rwanda, men her kan jeg selvfølgelig have taget fejl.)

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg i dag læste et debatindlæg af Morten Ebbe Juul Nielsen, der er lektor ved Københavns Universitet.  Han har 17 års erfaring som universitetslærer fra to forskellige universiteter og har undervist på hele otte forskellige uddannelser. Morten Ebbe Juul Nielsen synes ikke at de unge er mindre kvikke eller ambitiøse i dag, men han fremhæver at de

…ved meget mindre om verden, historien, kunsten, kulturen og videnskaberne i dag, end de gjorde for i hvert fald 10 og 15 år siden, og endnu værre, at de:

… ikke ved, at de ikke ved (særlig meget), og endnu værre end det, at de:

…derfor slet ikke skammer sig over det, eller har ambitioner om at opnå/stræbe efter den form for viden, og, nå ja, dannelse, der ligger dér – hvor umuligt det end er at lave præcise optegninger over de nødvendige og tilstrækkelige betingelser, der udtømmende kan definere dannelse.

Jeg har selv spekuleret på det samme. Det, vi skaber, er en mere og mere begrænset nysgerrighedshorisont, og det ærgrer mig. Der er for tiden diskussioner af begrebet “almen dannelse” i forbindelse med den kommende ændring af det almene gymnasium, og noget af det, der tydeligvis er svært at definere, men som mange mener er en mangelvare, er netop den almene dannelse. Mit eget bud er at almen dannelse består i at have en bred viden og at være nysgerrig på mange ting – almen dannelse handler for mig at se om størrelsen af den personlige nysgerrighedshorisont.

Selv har jeg (ligesom Morten Ebbe Juul Nielsen) altid prøvet – ofte uden større held – at reparere på hullerne i min viden, netop fordi jeg var nysgerrig og fordi jeg er sørgeligt bevidst om at der er så meget, jeg ikke ved. Moderne ungdomsuddannelser har reduceret denne nysgerrighedshorisont voldsomt i jagten på at sikre at de unge kan komme videre. En bivirkning er at man så ikke finder ud af, hvad det er man ikke ved. Og ironisk nok kan denne målretning måske være med til at gøre, at man faktisk får sværere ved at lære noget nyt!

Flattr this!

Matematik og datalogi – og krig

p9

På det seneste er jeg begyndt igen for alvor at tænke over de etisk betingede problemstillinger, der er forbundet med forskning, efter at det er kommet frem at der har været samarbejde mellem Aalborg Universitet og BAE Systems, der laver våben og overvågningssoftware og har samarbejde med diktaturstater. Det er underligt at opleve mine kollegers reaktioner og at opleve at AAU fra centralt hold tilsyneladende finder samarbejdet uproblematisk og endda nævner BAE Systems som en officiel samarbejdspartner. I dag opdagede jeg tilmed, at BAE Systems har et opslag oppe på mit institut, hvor de søger efter en studenterprogrammør, der vil hjælpe dem. Jeg talte med den studerende, der havde sat opslaget op. Han måtte indrømme, at det var lidt problematisk, “men det er jo ikke den danske afdeling, der laver den slags ting”, sagde han. Men det er det jo faktisk – det er endda afdelingen i Nørresundby.

I 1992 skrev den danske videnskabshistoriker og fysiker Jens Høyrup fra Roskilde Universitet en artikel, Matematik og krig, og det er en artikel, jeg ofte vender tilbage til. Den er en grundig historisk gennemgang af forholdet mellem matematikkens udvikling og militær teknologi. Artiklen er særdeles kritisk i sin analyse  – dengang for 24 år siden kunne man stadig slippe af sted med at lave kritisk forskning. Høyrup kommer også kort ind på forholdet mellem datalogi (som han betragter som en gren af matematik) og militæret.

Mange vil hævde, at denne forbindelse mellem matematik (bredt anskuet) og krig ikke er et problem. Nogle konkluderer dette ud fra en holdning om at militæret i sig selv er til gavn for samfundet – de færreste (heller ikke jeg) vil f.eks. se det som et problem at Alan Turing bidrog til kryptanalysen af Enigma. Det er dog som bekendt ikke alle anvendelser, der er så tilsyneladende entydigt gavnlige. Andre vil hævde at forbindelsen reelt er “tilfældig” og derfor ikke noget problem.

I artiklen fra Information optræder således dette citat fra AAU:

»En kniv kan bruges til at slå ihjel med. Men det betyder ikke, at vi ikke vil omgås knive, for de kan jo også bruges til meget andet,«

»Jeg tror godt, jeg kan stå inde for, at mine folk ikke har været ude at slå nogen ihjel. De beskæftiger sig med nogle generelle datalogiske metoder, og metoder kan jo bruges til alting.«

Dette er en ofte hørt holdning: Teknologien er neutral og videnskabelig erkendelse er neutral. Måske kan den videnskabelige erkendelse endda drage nytte af militærets interesse?

Men anvendelserne i militæret har, netop fordi de er militære, en negativ indvirkling på videnskaben – og det ikke fordi de kan bruges til at lave våben med, men på grund af denne videns natur. Høyrups har to indvendinger, som jeg synes er vigtige:

  • For det første er militære anvendelser af teknologi produktudvikling og det, som Høyrup kalder “punktuelle”. Der er tale om et udgangspunkt i nogle her-og-nu-behov, der som oftest ikke fører til ny grundforskning.
  • For det andet er militære anvendelser omgærdet af stor hemmeligholdelse. Det står i direkte modsætning til den åbenhed, som altid har været et ideal i den akademiske verden. Et nu legendarisk eksempel er at RSA-kryptosystemet faktisk allerede blev udviklet af den britiske militære efterretningstjeneste GCHQ i 1973, flere år før Rivest, Shamir og Adleman kom på samme idé om en udnyttelse af egenskaber ved endelige ringe i modulær aritmetik.

Det er derfor også på denne måde, at der er noget problematisk ved det samarbejde, som har været mellem AAU og BAE Systems. Historien bag overvågningssystemerne gør det samtidig klart, at de ikke er en “hyldevare” (som en kniv jo er), men tværtimod er udviklet direkte til Saudiarabiens hemmelige politi.

Flattr this!

Datalogi og overvågning i Golfstaterne

Carnegie-Mellon-University-in-Qatar-2

I de seneste år er der kommet masser af nye akademiske jobmuligheder ved datalogiske institutter. Man kan blive lektor eller professor og få en rigtig god løn og gode muligheder for at påvirke profilen af sit institut.  Institutterne ligger dog ikke i Danmark, endsige i Europa eller i Nordamerika, men i Saudiarabien, Bahrain og de andre arabiske Golfstater. Carnegie-Mellon University fra USA har et kendt og velrenommeret datalogisk institut og har nu en afdeling i Qatar, hvor den fremtrædende italienske forsker inden for computersikkerhed Iliano Cervesato er professor.

Tidligere i år fik Aalborg Universitet en henvendelse fra et andet universitet i Qatar om hjælp til at indføre PBL på deres datalogiuddannelser. Jeg blev spurgt om jeg ville være med til dette initiativ; det er ikke i sig selv suspekt, men jeg sagde nej, med den begrundelse at jeg ikke havde tid.

Der er flere grunde til man satser så meget på datalogi i Golfstaterne. En er selvfølgelig at overklasserne i disse lande har masser af penge fra deres olieindustri. En af de andre grunde er at landene alle er diktaturer; der er forbløffende megen datalogisk forskning på de kanter, der handler om metoder til overvågning og om sikkerhed. Jeg har tidligere skrevet om hvordan BAE Systems og her specielt deres afdeling i Nørresundby har udviklet og solgt overvågningssoftware til det hemmelige politi i Saudiarabien.

En af de typiske, lidt mindre kendte personer i denne forskningstradition er Muhammed Abulaish, der i dag er professor ved i Indien. I en periode, mens han  var i Saudiarabien, var han leder af afdelingen for internet-overvågning ved landets Center of Excellence in Information Assurance. Det er næppe tilfældigt. Hans publikationer handler om netop dette – at kunne overvåge sociale netværk og at kunne finde “mistænkte”. Og det afslører meget tydeligt, hvad Center of Excellence in Information Assurance bruger tid på.

Alt dette peger på noget, vi godt ved, men ikke er så glade for at tale om: At datalogiske forskningsresultater og metoder ofte tjener nogle bestemte interesser og bestemt ikke nødvendigvis bliver brugt til det gode.

Flattr this!

Første maj 2016

majdag

Det blev en lidt snørklet 1. maj, der startede med sidste del af Amnesty Internationals landsmøde, komplet med det traditionsrige gruppebillede. Og derefter var der afsked og endnu senere en togforsinkelse af de træls. Til sidst kom jeg hjem til en kanin, der havde knækket den ene fortand og en af den grund bekymret familie. Kaninen selv var nok den mindst bekymrede. Nogen fejring af arbejdernes kampdag blev det ikke til (medmindre man tæller det at se et klip fra Fælledparken i København på tv med). Men jeg læste en positiv udtalelse om Rosa Luxemburg, der kom fra – Bertel Haarder. Verdens veje er uransagelige.

Flattr this!

Amnesty Internationals landsmøde 2016

image

image

image

I dag var jeg igen i til Amnesty Internationals landsmøde på Hotel Nyborg Strand. (Sidste år skulle min datter konfirmeres, så jeg kom ikke af sted i 2015.)

Dette var første gang Lars Normann Jørgensen ikke var med som generalsekretær; Lars er gået på velfortjent pension efter 23 år i menneskerettighedernes tjeneste. Men han var til landsmødet, og vi fik lejlighed til at få taget afsked med ham. De udenlandske gæster ca også med til at tage en bevægende afsked med ham; her blev de igen tydeligt at Lars har haft stor betydning for det internationale arbejde. Samtidig fik vi hilst på Trine Christensen, der er vores nye generalsekretær. Dvs. vi kender jo allerede Trine fra hendes store indsats på det danske sekretariat gennem de seneste fem år.

Landsmødet er et enestående sted at,  hente inspiration til menneskerettighedsarbejdet, og her var både Haifaa Awad og foto-foredraget med fotojournalisten Jakob Ehrbahn tankevækkende indblik i situationen i Syrien og på Lesbos blandt bådflygtningene.

Og så må det ikke glemmes, at landsmødet på en og samme tid er en mulighed for at møde nye medlemmer og også er en enestående lejlighed til at gense Amnesty-folk jeg har kendt i lang år. For mig, der nu har været med til 19 landsmøder, er dette noget særligt. Det var første gang i seks år jeg så Hanne Pilegaard, som jeg i en længere årrække havde et godt samarbejde med i det,  der først hed mandatudvalget og siden policyudvalget. Også det har været et rigtig godt gensyn.

Flattr this!

Den sidste samtale

huskmig

Jeg er via en artikel i The Guardian faldet over en blog skrevet af den belgiske datalog Pieter Hintjens. Nogle kender ham fra hans kamp mod software-patenter og arbejdet med det såkaldte REST-interface.

Han har fået konstateret en sjælden form for kræft og har nu kun kort tid tilbage at leve i. Det blogindlæg, jeg har læst, er det sidste fra ham (meget passende for hans tidligere virke hedder det A Protocol for Dying); nu gør han sig klar til at dø. En stor del af det beskriver Hintjens’ tanker om at sige farvel og især tankerne om hvordan de af os, der ikke selv er døende, kan tale med den døende. Jeg kan her ikke undlade at bemærke at Pieter Hintjens er 53 år gammel, dvs. kun et år ældre end mig.

Det er gribende læsning. Og overraskende. Og så alligevel ikke. Det, Pieter Hintjens beder om, er i store træk dette:

  • At det er en glad samtale, ikke en samtale om sorg. Der skal ikke skabes flere bekymringer; den døende har nok at tumle med.
  • At man ikke fortæller den døende, at det nok skal gå og at der nok er en måde at blive helbredt på.  For det kommer ikke til at gå godt, og man bliver ikke helbredt.
  • At man taler om gamle eventyr, dvs. gode oplevelser man har haft sammen.
  • At man er rede til også at tale om de “kliniske detaljer” ved sygdommen – alt det, som den døende tænker meget på.
  • Og at man er rede til at tale om alle de praktiske forhold, der er ved at dø.

Netop dette er udtryk for et ønske om en empati i stedet for en sympati; man skal dele den døendes følelser og tage dem alvorligt som om man selve havde dem – men netop kun som om, dvs. så man synker ikke til bunds i dem, men i stedet kan være til gavn og glæde for den døende.

Pieter Hintjens vil gerne møde sine nære, inden han dør. Begravelsen er ikke vigtig for ham, for bagefter er det alligevel for sent, som han siger.

Der er noget andet, der også falder mig ind her: Det er underligt, at vi først kan tale sammen på denne måde til sidst. Hvorfor har vi aldrig talt sammen på den måde ellers? Det er jo sådan, vi gerne vil tales til. Og hvorfor bliver vi ikke bedre til at mødes med dem vi holder af? Det er jo dem, vi helst vil se. Og nej, jeg er ingen helgen i nogen af de henseender, hverken med at tale sammen på en ordentlig måde eller med at se dem jeg holder af så ofte som jeg gerne ville.

Flattr this!

Ligestilling på AAU?

ligestilling

Institut for datalogi på Aalborg Universitet er med i endnu en ansøgning om forskningsmidler (denne gang er det rejsemidler), og jeg er endt med at blive den lokale kontaktperson/medansøger. I ugen op til afleveringsfristen gjorde koordinatoren for ansøgningen os alle opmærksomme på at det er vigtigt at skrive noget om hvad vi vil gøre for at fremme ligestilling mellem kønnene i dette projekt og hvad vores universitet allerede gør i den henseende. Det er ekstremt prekært at skulle skrive om ligestilling i et fag som datalogi, for her er kønsfordelingen så skæv, at det efterhånden er blevet pinligt.

Koordinatoren er fra University of Leicester og han kunne skrive følgende om sit universitet.

ULEIC is proudly one of the 10 universities selected worldwide to take part to 10x10x10 initiative launched at the World Economic Forum in January 2015. The initiative seeks to engage with 10 world leaders, 10 corporations, and 10 universities globally to identify approaches for addressing gender inequality and to test the effectiveness of these interventions for scalability. ULEIC firmly believes that men and women have a joint responsibility to achieve gender equality for societies around the world. The department of computer science of ULEIC received a prestigious Athena Swan award from the Equality Challenge Unit (ECU), a registered charity supporting equality and diversity for staff and students in higher education institutions across the UK.

Jeg prøvede at finde ud af hvad Aalborg Universitet gør. Der er en ligestillingsstrategi for AAU fra 2012-2015, og der er sikkert også en ligestillingsstrategi fra 2016 og frem – jeg har dog ikke kunnet finde den. Den vigtigste komponent er at der er et ligestillingsudvalg under hovedsamarbejdsudvalget. I ligestillingsstrategien fra 2012 står der

Diskussionerne i direktionen har vist interesse for udvikling af ligestillingsområdet, men det står også klart, at vi ikke er kommet langt nok ud i organisationen med budskaber, vision, strategi og handlingsplaner på ligestillingsområdet. Praksis vedrørende indsamling af nøgletalsgrundlag, udformning af klare præsentationsskabeloner og standardiserede lettilgængelige decentrale kørsler for ligestillingsproblematikker på AAU har ikke fundet sin optimale form eller timing endnu. Målet er, at disse værktøjer skal medvirke til at understøtte processen frem mod formulering af nye handlingsplaner i hele organisationen på dette vigtige område.

Dette er ikke så imponerende, og det bemærkede min kollega fra Leicester da også. Der er megen tale om at være verdensførende på AAU – var ligestilling mon ikke et passende indsatsområde?

Flattr this!

Nej til empati?

Den amerikanske psykologiprofessor Paul Bloom har gjort sig til fortaler for at empati ikke nødvendigvis er af de gode. Den korte video ovenfor sætter tingene på spidsen, måske endda lige lovlig meget. Det er virkeligheden bedre at læse hans lange indlæg i Boston Review; det er en hel del mere nuanceret.

Jeg er  ikke sikker på at jeg er enig med Paul Blooms konklusioner som helhed. Mindst én ting har han nu ret i: Hvis man blot sørger sammen med den sørgende eller lider sammen med den lidende, fjerner man hverken sorgen eller lidelsen. Men det er, så vidt jeg kan se,  sympati snarere end empati, Bloom her har fat i (i hans indlæg bliver det da også tydeligt) og det er vel i virkeligheden her, min uenighed ligger. En retningsløs medlidenhed er et problem, for den fører ikke til forandring. Tegningen nedenfor illustrerer det meget klart.

sympathy-empathy-apathy-1

Det er rigtigt, at empati ofte kan være irrationel. Det barn, der falder ned i en dyb brønd og skal reddes op, får langt mere opmærksomhed end den globale opvarmning, der truer os alle (og også barnet i brønden, hvis hun/han bliver reddet op derfra). Og der er en veldokumenteret og trist tendens til det er meget nemmere at føle empati med dem, der ligner én selv.

Men dette viser for mig at se ikke at empati er overflødig. Om noget viser det kun at empati ikke er nok i sig selv, men at det er gennem kombinationen af medfølelsen og den bevidste handling, der skaber forandring, at vi kan nå længst. Noget andet, jeg faktisk synes godt om hos Bloom, er hans påpegning af at vrede (eller måske skulle vi kalde det for indignation) er en vigtig drivkraft til forandring. Martin Luther King viste stor medfølelse med de undertrykte i USA, men han var også vred over den uretfærdighed, som undertrykkelsen skabte.

Når man taler om at erstatte empati med rationalitet, bliver jeg derfor ofte skeptisk, for de mange begrundelser som en del politikere har for at “handle rationelt” i bestemte samfundsspørgsmål er netop ikke båret frem af en sådan vrede. De, der f.eks. taler om at vi ikke har råd til en bestemt miljøpolitik eller skal “hjælpe i nærområderne”, er tydeligvis ikke drevet frem af en vrede over de skader, der sker på miljøet eller af flygtninges hårde skæbne.

Flattr this!

Det man synes om andre, er man måske selv

vurdering

Jeg er faldet over endnu en interessant artikel om sindet, denne gang en artikel af tre psykologer fra USA, Dustin Wood, Peter Harms og Simine Vazine, og den blev publiceret i 2010. Det er i bedste USA-tradition en artikel om analyse af data fra en række eksperimenter. Her skulle forsøgspersoner i tre forskellige undersøgelser dels gennemgå en personlighedstest, dels vurdere andre menneskers personlighed. På denne måde kunne man få data ikke om menneskers faktiske egenskaber, men om menneskers subjektive opfattelse af andre mennesker.

Undersøgelsens resultater viser ikke at der er tale om simple projektioner, dvs. at man konsekvent tillægger andre de egenskaber, man selv har.  Det rigtig interessante er for mig at se noget andet, nemlig at der er en korrelation mellem forsøgspersonernes egne positive egenskaber som opfattet af andre og hvor positivt de opfatter andre mennesker. Hvis man ser positivt på andre, har man selv flere positive personlighedstræk. Og omvendt: Hvis man har et negativt syn på andre, er man selv mere tilbøjelig til at have narcissistiske eller antisociale personlighedstræk.

Hvis denne undersøgelses resultater kan generaliseres, er det værd at tænke over. Kan man tale negativt om en større gruppe af mennesker – kvinder, flygtninge, arbejdsløse, sygemeldte eller hvem nu – uden at man selv har eller får nogle mindre positive personlighedsegenskaber? Eller: Kan man ved at tænke bedre om andre mennesker selv opnå nogle bedre personlighedsegenskaber?

Flattr this!

F-35

f35

Storebæltsbroen havde kostet 21,4 milliarder kroner, da den stod færdig i 1997.

Aalborg Universitets budget for 2015 var på cirka 2,7 milliarder kroner. Til sammenligning er indkøbsprisen på F35-kampflyene i alt på mellem 20 og 30 milliarder kroner, mens totalprisen i F-35-flyenes levetid formodentlig bliver på op til 90 milliarder kroner.

Måske er alting godt. Men det er alligevel lidt påfaldende, at den beslutning som nu skal tages om køb af kampfly, ses som uproblematisk af de samme politikere, der ser andre slags offentlige udgifter – som f.eks. udgifterne til uddannelsessystemet, der nu beskæres med 2 procent om året –  som problematiske og gerne fremhæver udgifterne i det lange perspektiv som en begrundelse for nedskæringer. Er kampfly lige så nødvendige som nedskæringer i uddannelsessystemet?

Flattr this!