Kategoriarkiv: Blog

En forkæmper for ytringsfriheden?

Dan Park
Foto: Hussein El-Alawi/Sydsvenskan. Læg mærke til motivet på mandens t-shirt.

Svenskeren Dan Park er blevet idømt seks måneders fængsel for “hetz mod folkegruppe”, som dette kaldes i Sverige.

Dan Park vil gerne markedsføre sig selv som en provokerende kunstner, og nogle mennesker ser ham da også på denne måde – som et symbol på at ytringsfriheden ikke bliver respekteret og på at den svenske lov er meningsløs. Men når man ser nærmere efter, opdager man at han har en politisk dagsorden. Dan Park har deltaget i højreekstremistiske demonstrationer, og han har sat en konservesdåse med påskriften Zyklon B uden for en synagoge. I september 2013 blev Yusupha Sallah, en gambiansk mand bosat i Sverige, overfaldet på åben gade for øjnene af sin et-årige søn, og lederen af foreningen Afrosvenskarnas Riksförbund Jallow Momodou betegner overfaldet som “afrofobi”. Dan Parks svar er at lave en plakat, der viser Jallow Momodou og Yusupha Sallah hængende i en galge og med underteksten “Hang on Afrofobians”.

Selv ville jeg vælge mine forbilleder med mere omhu (for nu at udtrykke mig så venligt som jeg kan). Det er tydeligt at kampen for ytringsfrihed endnu engang bliver kapret af den reaktionære nationalisme. Det er fejt at kaste sig over grupper og navngivne individer, der ikke har nogen magt af betydning i Sverige. I virkeligheden er Dan Parks handlinger helt i tråd med både den antisemitisme, som lige nu stikker sit grimme hoved frem i Europa, og med den ekstremt negative holdning over for afrikanere i Europa, som også er blevet mere tydelig.

flattr this!

Hævnen for manglende telepati

Men-cant-read-minds-_t3mc

Der er et tankevækkende lille indlæg i Politiken af Mette Dybdal Møller, der er skoleleder (og 45 år gammel). Hun skriver:

Kvinder kan gå mutte rundt i flere dage og pludselig i et skingert stemmeleje bryde ud i et ’jeg synes, at det er for dårligt, at du ikke har lagt mærke til, hvordan jeg har det’, hvorefter de smækker med døren og kører hen til veninden. Mange kvinder mestrer også de mystiske sms-beskeder til mænd, der indirekte insinuerer, at hun gerne vil mødes.

Når jeg spørger kvinder, hvorfor de ikke blot skriver eller stille og roligt fortæller deres mænd, hvordan de har det, lyder svaret typisk: ’Jeg vil ikke give for meget af mig selv’ eller ’jeg bliver ked af det, hvis han siger nej’.

Mette Dybdal Møller gør i sit indlæg opmærksom på at hun også synes at denne opførsel er mærkværdig; hun gør nemlig ikke sådan selv.

Det, der er interessant ved hendes indlæg, er at det griber fat i en hverdagsadfærd, som jeg har oplevet i en del tilfælde og ved fra andre mænd, at de også har været ude for. Og rundt omkring er der andre (mænd og kvinder), der har grublet over det samme. Bare se den lille tegneserie ovenfor.

Jeg ved ikke, hvor denne adfærd, som jeg vil kalde “hævnen for manglende telepati” kommer fra. Det eneste, jeg og andre har observeret, er at det er ubehageligt, når det sker og at man ikke ved, hvordan man skulle have forhindret det, der skete.

Jeg er selvfølgelig ikke ude på at udpege et af de to køn som “irrationelt” eller specielt fjendtligt indstillet. Og det er bestemt ikke alle kvinder, der har denne adfærd; derudover er der selvfølgelig også irriterende adfærd, som mange mænd og kun få kvinder udviser. Der er f.eks. også mænd, der går rundt og er mutte og indebrændte! Det, jeg spekulerer på, er hvorhenne i opdragelsen en adfærd som “hævnen for manglende telepati” kommer ind henne og (nok så meget) hvordan alle os, der er forældre, kan komme den til livs i opdragelsen af vores børn.

flattr this!

Nets hylder Jess Ørnsbo

oernsbo
Fra en opførelse af Jess Ørnsbos absurde komedie “Majonæse” i 2000. Foto: Anders Vendelbo.

I dag bliver den danske forfatter Jess Ørnsbo 82. Ørnsbo har været en af hovedskikkelserne inden for absurd teater i Danmark.

- Goddag, er det Nets? Jeg hedder Hans.
- Goddag Hans, hvad kan vi hjælpe med?
- Jeg har prøve at betale over nettet med mit Visa/Dankort i går ved brug af sms-engangskode. Men der kom aldrig nogen sms til mig. Det viste sig så at mit betalingskort er blevet tilknyttet et telefonnummer, der ikke er mit.
- Er du helt sikker på det?
- Ja, det er jeg. Det var ikke et dansk telefonnummer.
- Og du har ikke skiftet telefonnummer for nylig?
- Nej, det har jeg ikke. Jeg formoder at nogen har fået fat i mine betalingskortoplysninger og har tilknyttet deres nummer til mit betalingskort.
- Den slags har jeg aldrig hørt om før. Det lyder underligt.
- Jeg henvendte mig til jer i går og fik at vide at jeres afdeling havde lukket, men at jeg kunne ringe igen i dag. Det vil være godt at kunne finde ud af præcis hvad det er, der er sket.
- Hvornår ringede du i går?
- Klokken var vel 15.30.
- Ja, da havde vi lukket.
- Jeg vil gerne have jer til at se efter hvornår tilknytningen af mit telefonnummer blev ændret.
- Det kan vi ikke.
- Hvorfor ikke det? Logger I ikke transaktionerne hos Nets?
- Nej, det gør vi ikke.
- Jamen, så kan I ikke finde ud af om og hvordan der sker angreb.
- Men vi har valgt at vi ikke logger transaktionerne.
- Men så gør I det jo umuligt at detektere angreb.
- Vi har valgt at det skal være sådan. Vi logger ikke den slags.
- HØR NU HER! DET ER JO FULDSTÆNDIG MENINGSLØST!!
- Lad være med at hidse dig op. Vi logger ikke transaktioner. Sådan har vi valgt at det skal være.

 <lang målløs pause>

- Jeg kan spærre dit betalingskort og få dig til at kassere dit NemID-nøglekort. Skal vi gøre det så?
- Ja ja, så siger vi det. Mit nummer er XXXXXXXXXXXXXXXXXXX.
- Tak for det Hans. Hav en god dag.

flattr this!

Intet at bekymre sig om

fjorden

Her i august har der været i hvert fald tre stunder, jeg vil tage med mig.

Det var den lørdag i Fjordbyen, hvor regnen endnu ikke havde afløst gråvejret, hvor der var billig og god vegansk mad, et loppemarked med et passende niveau af velvilligt kaos og en udsigt over fjorden. Det var den fredag i Tallinns gamle by, der oppe nordpå hvor de lyse nætter stadig fandtes, hvor der var en god vegansk restaurant med godt øl og en hyggelig samtale med en kollega om alt hvad der faldt os ind. Og det var den lørdag ude ved Aggersund, hvor Jens Friis tog mig og familien med på en gåtur nede ved fjorden, hvor der løb heste rundt på engen. Min kone klappede en stor brun hest, og igen så vi hendes glæde ved de store dyr. Himlen var høj over Han Herred, sådan som den skal være i den del af Nordjylland, hvor jeg er født.

Kynikere vil sige at jeg bare skal have god vegansk mad og udsigt over Limfjorden, så er oplevelsen hjemme. Formodentlig har de ret.

Jeg tænker på et lille essay af George Orwell om den pub i London, der hedder Moon Under Water. Orwell fortæller levende om alt det gode, pubben byder på. Der er ingen radio, der larmer. Personalet er venligt.  Pubben har en smuk have. Maden er god og billig. Der er kun én ting, der mangler ved denne pub: Moon Under Water findes ikke! Det, Orwell beskriver, er en idealtilstand, hvor der ikke er noget at bekymre sig over. Selv kan han komme i tanke om pubber, der lever op til otte af de ti idealer, han tildeler Moon Under Water.

På denne måde ligner den perfekte pub og de oplevelser, vi kan lave, hinanden, og de ligner oplevelsen af flow i arbejdet. Der er ikke noget at bekymre sig om; oplevelsen flyder frit og vi er til stede i den. Disse øjeblikke er helt særlige og sjældne.

På denne måde har også august været en særlig måned. Snart kommer september, og da skal jeg med familien til London. Jeg har lånt en bog om Londons pubber af Jens.

flattr this!

Autoritær eller en autoritet?

authority

Inden for den seneste tid har de danske medier omtalt nogle ubehagelige episoder, og bl.a. har der været en udsendelse på TV2, der viste hvordan en folkeskolelærer ikke kunne få eleverne i klassen til at lægge deres mobiltelefoner væk og hvordan tonen fra elevernes side var rigtig hård. Jeg har ikke selv set denne udsendelse, men det er tydeligt at vi har at gøre med endnu en runde i diskussionen om disciplinkrise i danske skoler og om omgangstonen i Danmark i det hele taget.

Også jeg er bekymret over de eksempler, jeg kan læse om. Den allestedsnærværende kultursociolog Emilia van Hauen siger til B.T. at

Hændelserne i klasseværelset og civilbetjenten, der bliver overfuset, er et billede på, at institutionerne er ved at miste deres autoritet og magt. Vi bliver nødt til at lære vores autoriteter at bruge magt på en ansvarlig måde over for kollektivet. Politimanden er ikke i stand til at udvise den nødvendige autoritet, fordi loven er langt mindre autoritær end før. Det er det samme med lærere – før i tiden var der en klar opdeling af, hvem der havde magt, og hvem der ikke havde, siger Emilia van Hauen.

Min fornemmelse er at de to ord autoritet og autoritær endnu engang bliver blandet sammen på en uheldig måde.

Når jeg tænker tilbage på min egen skoletid, der sluttede for menneskealder siden, har jeg nogle erfaringer, jeg fornemmer at mange andre også har. Først og fremmest husker jeg at der altid var nogle lærere, der faktisk kunne skabe ro i klasse og det helt uden at skælde ud eller bortvise nogen. Som regel var det ikke en lærer, vi var bange for, men derimod en lærer der tog sig selv og dem, han/hun underviste alvorligt, én der kunne sit fag, holdt af det og stolede på sin egen faglige ballast. De lærere, der ikke kunne skabe ro i klassen, var til gengæld også dem, der skældte mest ud og hyppigst sendte elever uden for døren.

Forskellen er at den første slags lærer var en autoritet (nærmere bestemt en faglig og menneskelig autoritet), mens den anden slags lærer prøvede at være autoritær.

Også jeg selv er selvfølgelig  havnet i denne blindgyde både som underviser og som forælder; når jeg ikke har kunnet fremstå som en autoritet, har jeg prøvet at være autoritær. Når det er sket, er min gennemslagskraft gået sig en tur – jeg har tabt på stedet, uanset hvad.

Det samme kan man sige om politi: Når betjente bruger knipler og tåregas og hårdt sprog, bliver de autoritære. De kan få nedkæmpet urolige mennesker, men de mister respekten. Og præcis det samme gælder selvfølgelig for dem, politiet slår ned på – når f.eks. demonstranter kaster med brosten, bliver de autoritære i stedet for at være en moralsk autoritet, uanset hvor meget ret de så end måtte have i deres synspunkter.

Jeg tør ikke selv komme med et godt bud på løsningen på “disciplinkriser” rundt om i samfundet. Men så vidt jeg kan se kan det ikke bestå i simpelthen at indføre flere autoritære tiltag, selv om det virker så nemt og så oplagt. Vi bliver alle nødt til at være autoriteter, fagligt og menneskeligt. Og ja, det er er enormt svært – lige så svært det er at være en autoritet, lige så uhyggeligt nemt er det at være autoritær.

flattr this!

Rigtige mænd?

2014-08-22 16.45.22

Et af de mest frastødende billeder, jeg har set længe, er billedet af den amerikanske fotograf James Foley, lige inden han bliver myrdet af en fanatisk terrorist i Irak. Det billede, IS gerne vil fremmane i medierne, er at de kæmper for store religiøse idealer. Rapporterne fra Irak viser i al deres gru at IS ikke gør andet end at svælge i mord og voldtægt.

En artikel i New Statesman peger på en noget anden historie end religiøs fromhed bag hele jihad-fænomenet. I virkeligheden er mange af dem, der deltager i dette vanvid, først og fremmest drevet af et ønske om at fremstå seje og barske. Mohammed Atta, der fløj et fly fra American Airlines ind i World Trade Center i 2001, var f.eks. glad for vodka. Vidner har fortalt hvordan en af bagmændene bag terrorangrebet i Madrid i 2004 havde en spansk kæreste, som gerne sad bag på hans motorcykel i sit letpåklædte outfit. Og hovedmanden bag terrorangrebene i USA i 2001 frekventerede stripklubber.

Hele snakken om jihad og hvad Allah m.fl. har påbudt er i høj grad en overbygning, der skal få de pågældende menneskers gerninger til at fremstå som ædle. På én og samme tid kan de se sig selv om fromme troende og så handle stik modsat (islam har faktisk ligesom mange andre religioner et forbud mod at slå ihjel), og det er en form for splitting som man kender fra mange andre sammenhænge.

Tænk på vores alle sammens Hells Angels, der i deres “Sjakal Manifest” (sådan staver de det selv) fra 2008 udtrykkeligt fordømmer kriminalitet og gør det så eftertrykkeligt, at de får ros af Søren Pind! Ligesom Hells Angels og tilsvarende bander rekrutterer IS og andre deres nye medlemmer blandt dem, der ofte allerede er på vej ud i kriminalitet. På denne måde får rekrutterne på én og samme tid mulighed for at se sig selv som rehabiliterede mennesker, der har “fundet Gud” og de “traditionelle værdier” og for at fortsætte deres tvivlsomme adfærd.

Selvfølgelig rekrutterer forskellige ekstreme grupper ofte fra forskellige grupper i samfundet (omend der findes mindst ét eksempel på en dansker, der har været både islamistisk fanatiker og rocker). Men Hells Angels, IS og andre grupperinger giver hver især den samme mulighed for at nogle mænd kan udleve en bestemt, ubehagelig og dybt konservativ manderolle. Religion og æresbegreber osv. er først og fremmest overbygninger, der skal legitimere denne manderolle over for andre, men så sandelig også over for én selv.

flattr this!

Meditation

mindful-ness

Sidste efterår begyndte jeg at meditere; anledningen var nogle psykologsamtaler jeg havde i forbindelse med min mors fremskredne sygdom. De fleste dage får jeg stadig mediteret, men det har desværre ofte været mere fordi jeg vidste at jeg burde end fordi det var en god stund for mig. Nogle gange faldt jeg simpelthen i søvn. Jeg er for nylig blevet foreslået at jeg i stedet skulle meditere om morgenen, og det ser heldigvis ud til at virke bedre. Om morgenen er jeg den eneste, der er vågen, og der er intet der kan forstyrre, ingen jeg skal fortælle at jeg går et andet sted hen i et stykke tid.

Meditation er ikke så meget et spørgsmål om at holde op med at tænke som om ikke at lade sig besætte af tankerne. Der er ikke meget andet i hverdagen, der er så træls som ikke at kunne falde i søvn, fordi tankerne kører i ring. Hovedet er fyldt med underlige, ukoncentrerede tanker, og ingen af dem kan føre til handling. Også forskellige kontraproduktive former for vrede og bekymring belaster kun sindet. Det er de sindstilstande, jeg gerne vil kunne undgå.

Meditation som teknik er blevet noget miskrediteret af ubehagelige pengemaskine-foretagender som Transcendental Meditation, og jeg har også tidligere tænkt på meditation som en form for selvtilstrækkelighed. Men i virkeligheden (!) skal det ikke være sådan. Her kan den rolige stund, hvor man “samler tankerne” (det er vel egentlig den hjemlige betegnelse for meditation?) netop forhindre at man bliver selvtilstrækkelig i stedet for at engagere sig i omverdenen.

flattr this!

Europa geht durch mich

Manics_Futurology_Art_600

For tiden er et af de albums, jeg lytter meget til, Futurology, det nye album med Manic Street Preachers. Den walisiske trio har været fremme siden britpoppens dage, eller rettere: ligesom Blur og Pulp var de aktive i nogle år før, men blev midt i 1990′erne udnævnt af musikpressen til en del af en “bølge” af britisk rock. Manic Street Preachers var vel det mest pompøse og stadionrockende band i bølgen, tydeligt inspireret af Queen (og til dels af The Clash), og havde dengang også ry for at være de vrede unge mænd fra Wales.

Selv om rock ikke er så hip en musikgenre mere, har rockbands stadig en slags ry for være bedst som unge. Derfor er det ofte som om det bedste et meget rutineret rocknavn kan gøre, er at prøve at lyde som man lød i storhedstiden. Nogle af de albums, der er kommet siden gennembruddet med Everything Must Go tilbage i 1996, har da også enten forsøgt at tage tråden op fra dengang eller (for Journal for Plague Lovers’ vedkommende) at trække en tråd helt tilbage til de første to albums med den forsvundne tekstforfatter og pseudo-guitarist Richey Edwards.

Men på dette nye album prøver de tre walisere ligesom på sidste års album Rewind The Film ingen af delene, og resultatet er igen rigtig vellykket. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, er de to albums  indspillet i forlængelse, og de afsøger hver sin del af Manic Street Preachers’ udtryk samtidig med at de begge lyder umiskendeligt som – Manic Street Preachers. Rewind The Film, der også er et rigtig vellykket album, havde ikke ret meget elektrisk guitar, men til gengæld fik en del af numrene en lille blæser på.  Og sangene bar på en tydelig tvivl – første sang starter med linjen “I don’t want my children to grow up like me”, og sidste sang slutter med spørgsmålet “I ask you now: what is to be done?”.

Futurology er trods navnet også tilbageskuende, men her er blikket rettet mod den new wave-lyd, der omkring 1980 var fremtidens rocklyd, og den tyske krautrock, der inspirerede den. Det var dengang, Simple Minds var hippe – inden stadionrocken tog over. Forsiden af Futurology er da også en meget tydelig hilsen til Simple Minds’ tredje album, Empires and Dance. Hvis Rewind The Film var en  hyldest til Wales, er Futurology en hyldest til Europa – og er indspillet i de ikke helt ukendte Hansa-studier i Berlin.

Tonen er tydeligt mindre resigneret på Futurology.  Første sang er titelnummeret og starter med at proklamere at “We’ll come back someday, we never really went away”. Så er linjen ligesom lagt. Sangen “Europa geht durch mich” med gæstevokal af tyske Nina Hoss bliver en åbenlys hyldest til Europa netop via en hyldest til Empires and Dance, både på tekstsiden og musikalsk.  I vore dages Storbritannien, hvor det reaktionære nationalistparti UKip går sin sejrsgang og ser “Europa” som noget fremmed, er i det i sig selv en provokation at lave en sang om at være en del af Europas mangfoldighed og så endda lade den være delvis på tysk. Et andet nummer, der bruger samme march-agtige struktur, er den sørgeligt aktuelle “Let’s Go To War”, der på én og samme tid handler om magthavernes undskyldninger for at gå i krig og om behovet for at gå i en anden slags krig, nemlig en kamp for social retfærdighed.

Der er ganske meget elektrisk guitar og også en del synth på Futurology. I lydbilledet er bassen dog også kommet meget tydeligere frem, og også på dén måde er Futurology inspireret af de tidlige Simple Minds, hvor det som regel var Derek Forbes’ enkle men velgennemtænkte riffs, der drev numrene frem. Ofte har Nicky Wire mest indtaget rollen som det stortalende medlem af bandet i interviews, men han er jo faktisk også en dygtig bassist, kan man høre.

Førstesinglen “Walk Me To The Bridge” har et hook, der allerede ved første gennemlytning bliver en earworm af de bedre. På den anden side er de musikalske eksperimenter faktisk helt i tråd med hvad vi hørte på Rewind The Film. Dels er der igen instrumentalnumre (faktisk hele to denne gang), dels er der numre hvor James Dean Bradfield træder i baggrunden som sanger og gæstevokalister dukker op. Denne gang er det ud over Nina Hoss de walisiske sangere Georgia Ruth og Green Gartside (ja, det er ham fra Scritti Politti). Georgia Ruth er også harpenist, og her går det op for mig at der faktisk rundt omkring i Manic Street Preachers’ diskografi dukker indtil flere numre op med harpe – altid som en markør for længsel og vemod.

Futurology er strengt taget ikke nyskabende, og det vil formodentlig mest appellere til folk der voksede op med 90′er-rock og britpop, men det er vellykket på disse præmisser og er et godt eksempel på at også et meget rutineret band kan udvikle sig og have noget interessant på hjerte.

flattr this!

Fra gymnasiet til universitetet

For to år siden begyndte dumpeprocenterne at vokse alarmerende i nogle af fagene på vores bacheloruddannelser i datalogi og software. Gad vide om der er tale om en sammenhæng mellem hvordan de studerende klarer sig i disse fag? Gad vide om der er tale om studerende, der har klaret sig dårligt i gymnasiet?

På institutmødet i dag præsenterede jeg de resultater, vi har fundet. Undersøgelsen har jeg foretaget sammen med Mikkel Meyer Andersen fra Institut for matematiske fag. Mikkel stod for det store arbejde med at lave selve dataanalyserne, og han har også datalogi som sit andet fag og kender derfor også noget til den uddannelse, undersøgelsen omhandler.

Karaktergennemsnittet er signifikant lavere hvis man har et matematikgennemsnit fra gymnasiet under 4. Karaktergennemsnittet hos dem, der udebliver fra en eller flere eksaminer i disse fag er signifikant lavere og risikoen for at dumpe i et eller flere af de fire fag er signifikant højere.

Resultaterne affødte en del kommentarer fra mine kolleger. Det skortede især ikke på hurtige løsningsforslag. Nogle foreslog at matematikkurserne på første studieår skulle laves om. Nogle foreslog at der skulle være særlige sommerkurser. Andre spekulerede på om sammenhængen mon var af generel natur eller kun gjaldt for de fire kurser, vi her havde fat i.

Diskussionen afslørede dog også noget andet: Vi, der underviser på universitet, ved simpelthen alt for lidt om matematikpensum på ungdomsuddannelserne.

Det eneste, vi kan se, er at der er en korrelation mellem matematikkaraktererne fra  ungdomsuddannelserne og nogle bestemte fag på universitetet. Men det er også vigtigt i sig selv.

Jeg tør ikke pege på nogen enkel løsning, for først skal vi forstå årsagerne meget bedre. Selv vil jeg foreslå to tiltag.

  • For det første at vi laver yderligere undersøgelser for at se om problemet også forekommer for andre fag end de fire fag, vi har undersøgt.
  • For det andet at vi laver nogle kvalitative interviews, der kan afdække de studerendes motivation for at studere på de datalogiske uddannelser.

 

flattr this!

Store lommepenge

lommepenge

Dagen i dag er gået med et heldagsmøde for alle ansatte på Institut for datalogi. Inden for det seneste år har der været et konstant og voldsomt fokus på universitetets problemfyldte økonomi og hvilke konsekvenser det vil have for os.

Det er lige lovlig interessant at vænne sig til den universitetsøkonomi, der er opstået inden for det seneste årti. En af kongstankerne er huslejeideen: Det enkelte institut lejer lokalerne af universitetet og betaler husleje. Huslejen finansieres af instituttets økonomi, og den kommer fra basismidler og eksterne bevillinger, som enkelte medarbejdere søger. Basismidlerne tildeles via finansloven, men udgør efterhånden kun omtrent halvdelen, og 5% af disse basismidler skal fordeles mellem de danske universiteter efter et konkurrenceprincip. De eksterne forskningsmidler skal man søge fra statslige forskningsråd, EU-bevillinger og private fonde.

Hvad så hvis vi ikke har råd til at have de lokaler, vi har brug for? Svaret er enkelt: Så får vi simpelthen færre kontorer, grupperum og mødelokaler. Dette princip om økonomisk selvstændighed er selvfølgelig kun tilsyneladende.  Universitetets underskud har nemlig ført til at alle universiteter har skullet spare. På nogle institutter er der sket afskedigelser; heldigvis er det ikke sket på Institut for datalogi, men til gengæld har vi stort set ikke kunnet ansætte nye medarbejdere, og med en stærkt stigende studentermasse betyder det at vi får mere at se til hver især.

På dagens møde skulle vi diskutere hvordan vi kunne håndtere en kommende situation med færre (eller måske bare ikke flere) lokaler end nu. Uanset hvad vil det gå ud over både undervisningens kvalitet og vores arbejdsforhold.

Man skal passe på med at drage populistiske analogier,men det økonomiske princip, der ligger bag fordelingen af resurser i den danske universitetsverden, minder i helt forbløffende grad om nogle forældres håndtering af lommepenge til større børn. Børnene får lommepenge, som de delvist skal bruge til at spare op til f.eks. en ny cykel, og derudover skal børnene have et fritidsjob. De børn i familien, der laver mest eller på anden måde gør sig særligt heldigt bemærket, får måske lidt flere lommepenge. Men hvis der omvendt er børn, der bruger for mange lommepenge på f.eks. slik eller biografture, får de aldrig en ny cykel.

I nogle familier giver den slags måske god mening, især hvis familiens midler er små. Basismidlerne svarer til lommepenge og de eksterne bevillinger svarer til fritidsjobbet. Men de danske universiteter er ikke en fattig familie; de eksterne midler er i stort omfang offentlige midler, der udbydes i konkurrence. Dette ville svare til at forældrene i familien også udbød fritidsjob, som familiens egne børn skulle konkurrere med deres klassekammerater om at få. Min begejstring for denne lommepenge-tilgang i den danske universitetsverden er lille; den baserer sig i høj grad på en tese om at tillid er godt, men konkurrence er meget bedre.

(På dagens møde var der også en helt urelateret diskussion af uddannelserne. Her holdt jeg et oplæg om sammenhængen mellem gymnasie- og universitetskarakterer, men det vil jeg skrive om her en anden gang.)

flattr this!