En velkendt klub

Når man får børn, bliver man medlem af en særlig klub af forældre, der taler et sprog, som andre ikke helt kan forstå. Først taler man om bleer og vuggestuer, siden taler man om skolestart og en dag taler man om fester og alt for sene sengetider.

Men der er også en anden klub, som jeg for længst er blevet etableret medlem af, nemlig klubben af midaldrende mennesker med de skavanker, som alderen fører med sig. Som barn og ung var det endnu en klub, jeg kunne beskue udefra og med undren.

Sådan er det ikke mere. Talrige er de samtaler, jeg har haft med venner og kolleger om læsebriller, hørelse, skuldre der ikke rigtig vil som deres ejer vil osv. Og efter jeg blev 50 er jeg blevet guldmedlem. I søndags, bedst som jeg var ude at gå i midtbyen på et plant og tørt underlag, fik jeg en voldsom smerte i min højre fod. Det gjorde rent ud sagt ondt ad helvede til. Resten af dagen gik med smertestillende salve og hvile til foden. I formiddags kunne jeg omsider besøge en kombineret kiropraktisk/fysioterapeutisk klinik og fik at vide, at et led i min fod havde låst sig. Det fik jeg så “låst op” igen, og derefter besluttede den venlige, men resolutte behandler sig til at dreje halsen om på mig, nu hun alligevel var så godt i gang. Hun kunne nemlig mærke, at der også var noget galt i min nakke. Heldigvis går det meget bedre nu, jeg kan stort set gå normalt igen, og der er endnu et samtaleemne til møderne i klubben.

Flattr this!

Filosofikums genopstandelse

Steen Christiansen var den første, som bestod filosofikum ved Universitetsundervisningen i Jylland. Foto: Aarhus Universitet.

Fra 1675 og indtil 1971 var filosofikum en prøve for danske universitetsstuderende, som var obligatorisk og skulle bestås før nogen anden eksamen kunne aflægges. Ifølge bekendtgørelsen bestod kurset af et “filosofisk propædeutik, således som denne i et kursus blev foredraget af en af de filosofiske professorer” i fire timer om ugen spredt ud over to semestre. Som regel betød det filosofikum skulle omfatte psykologi, logik og filosofihistorie.

Nu har uddannelses- og forskningsministeren nedsat en inspirationsgruppe, der skal genindføre filosofikum på de danske universiteter. For mig er det også interessant at læse en bemærkning i ministeriets pressemeddelelse som

Filosofi opfattes ofte som havende et humanistisk indhold, men det er lige så vigtigt, at humanister kender til teknik og naturvidenskab. Alle skal eksempelvis kende til matematik og programmering, fordi algoritmer vil få afgøren de indflydelse på vores fremtid.

Men om dette virkelig betyder, at alle universitetsstuderende fremover skal kende til matematik og programmering og om dette nu også anses som en del af almen akademisk dannelse, er uklart for mig.

Ideen om at genindføre filosofikum er måske del af en langsom bevægelse væk fra den voldsomme nytteorientering, som har præget de sidste mange års uddannelsespolitik. I så tilfælde kan jeg kun bifalde det.  Og hvis der, som pressemeddelelsen fra ministeriet også antyder, skal større fokus på at studerende skal kunne skrive akademisk, er det også godt, for der er desværre mange studerende, der har store problemer med at skrive godt. Og der er forbløffende lidt fokus på filosofi på de uddannelser, jeg underviser på. Det burde der også gøres noget ved. Men hvis filosofikums genindførelse bare indebærer, der der bliver dynget endnu et krav på i forlængelse af kravene om videnskabsteori, entreprenørskab, studiefremdrift osv. og skaber endnu mere fagtrængsel, er jeg straks meget mere skeptisk over for det genopstandne filosofikum.

I øvrigt bemærker jeg, at inspirationsgruppen for filosofikum består af to rektorer, en prorektor, en dekan, direktøren for Nationalmuseet og to professorer emeritus. Til gengæld er der ikke nogen filosoffer med!

Flattr this!

Mere eller mindre krævende?

Da jeg selv studerede matematik, var det semesteret MAT2 (i dag 4. semester af matematikuddannelsen), som havde ry for at være det sted, hvor det blev mere intenst – her lå kurserne i algebra og analyse og et projekt om statistik. Sidste efterår, da jeg var på Institut for matematiske fag, kunne jeg høre at det stadig var algebra og analyse, der havde ry for at være det første “hårde” semester på matematik.

Senere, da jeg studerende datalogi, var det semesteret DAT2 som havde det samme ry. Her lå kurser om oversætterkonstruktion, syntaks og semantik og operativsystemer og et projekt om definition og implementation af programmeringssprog. I dag har 4. semester på datalogi- og softwareuddannelserne et helt tilsvarende indhold, og det er tydeligt, at det har ry for at være det første “hårde” semester her.

(I alle tilfælde er der derfor også en underforstået antagelse om at de første semestre ikke er så hårde.)

I en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut bliver førsteårs-studerende på videregående uddannelser spurgt om de uddannelser, de går på, er mere eller mindre krævende end de forventede. Der er tale om studerende fra universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, kunstneriske og maritime uddannelser.

Lidt over hver anden studerende svarer, at deres uddannelse er mere krævende, end de havde forventet. Det er kun 15 procent, der svarer at uddannelsen er mindre krævende end forventet.

Undersøgelsen siger noget om en uoverensstemmelse mellem de studerendes forventninger og den virkelighed, de møder, og på den måde bør det mane til eftertanke både hos de gymnasiale og de videregående uddannelser.

Det er desværre lidt uklart for mig hvad undersøgelsen helt præcis afslører om uddannelserne, og derfor er det svært for mig at finde ud af, om man skal sætte ind og i så fald hvordan. Jeg kunne især godt tænke mig at finde ud af hvad ordet “krævende” egentlig dækker over. Betyder det ekstra stor arbejdsbelastning, læringsmål der er særligt abstrakte eller noget andet?

Flattr this!

Men hvorfor gjorde de ikke noget?

I denne uge er der et debatindlæg af Ole Bornedal om de igangværende afsløringer af omfattende sexchikane og voldtægter med udgangspunkt i sagen om Harvey Weinstein. Bornedal skriver:

Han spørger

Når en kvindelig skuespiller omtaler sit første møde med Harvey (som jeg lige vil nævne, at jeg selv har oplevet på allernærmeste hold gentagne gange, da jeg arbejdede sammen med ham i to år) som seksuelt ydmygende, og hun senere beskriver sit andet møde med ham som (nærmest) voldtægt og siden beskriver sit nu tredje meget, meget svære møde med ham som perverst … Er jeg så virkelig den eneste, der undrer mig over, hvorfor hun nogensinde når til det tredje møde?

Jeg tror faktisk, at alle de intelligente, selvbevidste kvinder, jeg kender – og det er alle – aldrig ville nå så langt som til det første møde. »Jamen disse kvinder er jo afhængige af disse magtfulde mænd, de befinder sig i deres hule hånd, deres karriere afhænger af dem.«

Egentlig kan jeg vel godt lide Ole Bornedal (han er endda fra Nørresundby), men her synes jeg at han rammer fuldstændig ved siden af og endda bagatelliserer nogle rigtig alvorlige hændelser. Det er underligt, at Bornedal slet ikke indser det paradoks, der er tale om.

To spørgsmål, man ofte stiller i forbindelse med seksuelle eller voldelige overgreb mod kvinder er

  • Hvorfor gjorde mange af de kvinder, der blev udsat for overgrebene, ikke noget for at standse det og hvorfor mødtes de måske endda igen med den, der udøvede overgrebene?
  • Hvorfor gjorde mange af de kolleger, der kendte til den, der udøvede overgrebene, ikke gjorde noget for at standse dem og hvorfor forsvarede de måske endda udøveren over for andre?

Men blot fordi denne paradoksale adfærd finder sted, betyder det ikke, at chikane ikke er et problem. Det første spørgsmål er især blevet stillet og besvaret mange gange i konteksten af vold i ægteskabet, og vi ved, at det ikke kun handler om en mands trusler mod en kvinde, men også om mange andre psykologiske mekanismer. Danner-stiftelsen kalder det for voldsspiralen. 

Men i sammenhænge, hvor overgrebsmand og offer ikke er i et forhold eller er i familie med hinanden, kan der være andre forklaringer, og når det drejer sig om tredjeparter og hvorfor de ofte ikke reagerer eller endog forsvarer dem, der udøver overgreb, må der være andre forklaringer. Der findes også faktisk en del forskning inden for dette.

I nogle tilfælde er der tale om at tredjepart bevidst bagatelliserer overgrebene eller er i en slags alliance med overgrebsmændene, men i mange andre tilfælde bliver en tredjepart, der er vidne til et overgreb, overrumplet. Psykologer taler om såkaldt impact bias – at man er tilbøjelig til at overvurdere, hvor meget man vil føle sig påvirket af voldsomme hændelser, der kan ske i fremtiden. Mange af os kender dette uventede reaktionsmøde, når man som antiracist uventet bliver konfronteret med racistiske udtalelser fra andre i løbet af en samtale. Alt for ofte får man ikke sagt ordentligt fra (måske sket ikke) i situationen.

Det oplagte at gøre for at forhindre denne passivitet (som reelt ofte er en form for medskyld) er selvfølgelig at skabe strukturer, så de, der er vidne til overgreb, bliver tilskyndet til at fortælle om overgrebene og få dem standset. Men i tilfælde som Harvey Weinstein og Peter Aalbæk Jensen har der ikke været den slags strukturer – tværtimod.

Flattr this!

Farvel til Mugabe?

I forbindelse med mit engagement i Amnesty International har jeg haft kontakt til modige mennesker fra Zimbabwe. Jeg mødte Tendai Tagarira, der var forfatter og var kommet til Aarhus som flygtning under den såkaldte fribyordning. Jeg mødte Cousin Zilala, der arbejdede for Amnesty International i Zimbabwe og havde fået lov til at besøge Danmark. I Amnesty-gruppen i Aalborg arbejdede vi med en sag om WOZA (Women of Zimbabwe, Arise!), en græsrodsbevægelse i Zimbabwe, der arbejdede for kvinders rettigheder og blev udsat for omfattende og grov chikane fra myndighedernes side. Vi prøvede at sende appelbreve til myndighederne i Zimbabwe i denne sag, men almindelige papirbreve nåede ikke rigtig frem, så vidt vi kunne regne ud, og det var helt umuligt at sende dem pr. fax, for telefonnettet virkede kort og godt sket ikke derned.

En overgang havde vi kontakt til en Amnesty-gruppe i Harare og arbejdede med – en sag fra Europa om diskrimination mod romaer. Af og til lykkedes det mig at have helt korte samtaler i mobiltelefon med Amnesty-medlemmer fra Zimbabwe og af og til var e-mail, der nåede frem. Det lykkedes endda for dem at skrive et teaterstykke, som vi oversatte til dansk og fik Det Hem’lige Teater til at opføre.

Derfor kan det ikke undgå at påvirke mig at høre om situationen i Zimbabwe lige nu, hvor der måske/måske ikke er tale om et militærkup og måske/måske ikke er tale om at den 93 år gamle Robert Mugabes 37 år lange styre synger på sidste vers.

I sin tale i 1980, da apartheidregimet var bragt til ophør, sagde Mugabe (i min oversættelse – den oprindelige tekst kan forunderligt nok stadig findes hos ZBC, det statslige zimbabweanske tv-selskab)

En ond gerning er en ond gerning, hvad enten den begås af sorte mod hvide eller af sorte mod hvide. Vores flertalsstyre kunne let blive til et umenneskeligt styre hvis vi undertrykte, forfulgte eller chikanerede dem, der ikke ser ud som eller tænker som flertallet af os. Demokrati er aldrig pøbelvælde. Det er og skal forblive med at være et disciplineret styre, der kræver overholdelse af loven og samfundets regler. Vores uafhængighed må derfor ikke blive opfattet som et redskab, der udstyrer enkeltpersoner eller grupper med retten til at chikanere og intimidere andre til at handle mod deres egen vilje. Det er ikke retten til at nægte andre friheden til at tænke og handle, som de vil.

Jeg kan kun give ham ret. Og hvis dette havde været det sidste, vi havde hørt til Robert Mugabe, havde vi tænkt på ham som en stor frihedshelt, der trak sig tilbage med æren i behold.

Men alt det, der er sket siden, har været at Mugabe udstyrede sig selv med retten til at chikanere og intimidere andre. Det var en “ret”, han brugte ved enhver tænkelig lejlighed. Jeg er efterhånden overbevist om at det bedste, en frihedsbevægelse kan gøre efter at den har sejret, er at opløse sig selv efter at have taget initiativ til at indlede en forsoningsproces.

Flattr this!

Nye stole

Jeg kan ikke mindes et styringsgruppe på de uddannelser, hvor jeg har undervist, hvor de studerende ikke har udtrykt deres manglende begejstring for de sorte kontorstole, de har haft til rådighed i grupperummene. Det var ganske rigtigt nogle legendarisk elendige stole; når jeg har mødtes med studerende i grupperummene, så jeg så godt som altid mindst én defekt stol stå i et hjørne.

Det blev så i november, at stolene omsider blev udskiftet – og det var en sejr for vores studienævnsforkvinde, der længe havde kæmpet for dette. Ironisk nok er det formodentlig den allestedsnærværende akkrediteringsproces, der spillede ind. Ledelsen på Aalborg Universitet har begrundet ganske mange af deres beslutninger med at de ville være nødvendige, hvis universitetet skulle akkrediteres. Og nu var det så åbenbart frygten for ikke at blive akkrediteret på grund af faldefærdigt inventar, der gjorde udslaget.

Hvad der nu skal ske med alle de gamle stole, ved jeg ikke. Jeg håber ikke, de bliver eksporteret. Men det er værd at gemme én enkelt af dem og placere den i en dertil indrettet glasmontre.

Flattr this!

Dear Hans, I have a question…

I dette efterår holder jeg et kursus for et stort hold sammen med to af mine kolleger. Der er et lille antal studerende på holdet, der er kommet ind via et særligt optag og ikke forstår dansk, så derfor skal vi holde undervisningen på engelsk og have al kommunikation med holdet på engelsk. Når jeg taler med studerende i små grupper eller på tomandshånd, taler jeg dog dansk med dem, hvis de er danske. Alt andet ville være underligt for mig.

I disse uger er de studerende begyndt at arbejde på en større opgave. Jeg er i den forbindelse begyndt at få spørgsmål om opgaven fra de studerende pr. mail, og selv om det viser sig, at det kun er danske studerende, der spørger, er nogle af de mails jeg får fra dem på engelsk. Jeg svarer konsekvent på dansk i disse tilfælde og bemærker her altid over for de studerende, at jeg faktisk er født og opvokset i Danmark. Nogle af dem svarer så, at de ikke vidste at jeg var dansk.  Jeg vil ikke påstå at være noget særligt, men det føles alligevel lidt underligt. Trods alt har jeg været universitetslærer samme sted siden 1991.

I en virkelighed hvor stadigt flere studerende vælger ikke at ville deltage i kursusundervisningen, kan det ikke undre at vi ser dette meget tydelige og (for mig) triste tegn på en voksende distancering mellem undervisere og studerende. Ironisk nok ser vi ofte, at studerende på andre universiteter i undersøgelser af studiemiljø efterlyser mere kontakt mellem undervisere og studerende.

En anden, urelateret observation jeg har gjort mig, er at de udenlandske, ikke-dansktalende studerende så godt som aldrig stiller spørgsmål, hverken i undervisningen eller pr. mail. Måske er den form, hvor vi blot sluser nogle få udenlandske studerende ind på et stort hold og så prøver at gå over til at undervise på engelsk, i virkeligheden ikke så god en løsning igen? Jeg kan frygte, at vi faktisk “begraver” de udenlandske studerende snarere end at hjælpe dem.

Men lad mig også for fuldstændighedens skyld nævne en helt anden slags oplevelse. Forleden var der en mand, der hilste på mig i det lokale supermarked. Det viste sig, at jeg havde undervist ham i programmering for 15 år siden, og han kunne stadig huske mig. Desværre måtte jeg indrømme, at jeg ikke umiddelbart kunne huske ham, for siden 1991 har jeg mødt mange hundrede, ja vel snart tæt på et par tusinde studerende. Men efterhånden dæmrede det, og dér stod vi så ud for hylderne med konserves i Fakta og fik en hyggelig snak. På dansk.

Flattr this!

Tanker om ligestilling på universitetet

Om ligestilling – et oplæg af Hans Hyttel

I dag holdt jeg et oplæg på mit institut om ligestilling, noget der længe har været en kæphest for mig. Jeg har lagt mærke til at ligestillingsstrategien for Aalborg Universitet desværre er alt andet end imponerende, og vi kan ikke bruge den som udgangspunkt for at rette op på tingenes tilstand ved Institut for datalogi, der i helt ekstremt omfang er en mandeklub.

På det seneste har der været fokus på seksuel chikane på arbejdspladser, men det er i virkeligheden “kun” en tydelig indikator på hvor galt det stadig står til med ligestillingen. Det var ikke her, jeg fokuserede, men på hvad vi mon kan gøre for at ændre tingenes tilstand. Der er, viser det sig, faktisk rigtig meget vi ikke ved om årsagerne til den ekstremt skæve kønsfordeling på Institut for datalogi.

Mit oplæg blev vel modtaget; det, jeg pointerede igen og igen, var dels at ligestilling og mangfoldighed hører uløseligt sammen, dels at det kræver mange resurser, herunder lang tid at skabe ligestilling og mangfoldighed på et sted som vores. Skæbnens ironi er, at et udvalg, der skal skabe og gennemføre en ligestillingsplan, på grund af den ekstremt skæve kønsfordeling næsten kun vil kunne bestå af mænd.

Flattr this!

Det glemte russiske internet

Relcom-medarbejder betjener den dengang ikke helt ukendte Kremvax-server, som sendte nyheder om situationen under kuppet i august 1991 ud på Usenet.

Jeg har besøgt Rusland én gang, og det var tilbage i 1989, da Sovjetunionen stadig fandtes. Det var min første deltagelse i en datalogi-konference og samtidig, indså jeg senere, et enestående besøg i et samfund under hastig forvandling. Man kunne ane en stor usikkerhed om fremtiden, men også en hel del pionerånd i kølvandet på Gorbatjovs demokratiske reformer.

Et sted derude i opmærksomhedshorisonten lurede noget, der med tiden fik lige så stor betydning som Berlinmurens fald fire måneder senere, nemlig Internettet. Jeg havde sendt min første e-mail i 1987, da jeg endnu var studerende, og ligesom de andre vestlige deltagere fra konferencen var jeg i fuld gang med at bruge e-mail og Usenet-grupper, Det var kun nogle af russiske dataloger, der kendte til nettets muligheder, og de kendte det endnu mest som det VMS-baserede Bitnet, der strengt taget ikke var Internet. Men egentlig var det ikke så meget anderledes end hvordan det stod til i Danmark, nogle år før World Wide Web dukkede op. Heller ikke dér kendte borgere uden for datalogi, matematik og beslægtede fag til Internettet, og de af os, der faktisk var på nettet, kunne stadig på Usenet læse forargede reaktioner, når nogen havde formastet sig til at poste en annonce med ejendele til salg. Alle var nemlig enige om at “nettet ikke er kommercielt”. Ja, det var dengang.

Og derfor er det interessant at læse om de planer, der allerede længe havde været i Sovjetunionen om at skabe OGAS, et rent russisk/sovjetisk computernetværk til civil brug – præcis ligesom der var en russisk “Concorde”, Tu-144, (der lignede den britisk-franske Concorde vældig meget) og en russisk rumfærge, Buran (der lignede den amerikanske til forveksling, og som jeg tidligere har skrevet om her).

Ideen skyldtes den indflydelsesrige Viktor Glushkov, der bl.a. er kendt for sin algoritme til at konstruere en nondeterministisk endelig automat ud fra et vilkårligt regulært udtryk. Glushkov fremsatte til OGAS ideen i 1970, men finansministeren sagde nej – maskiner var gode til at tænde og slukke lys i hønsehuse, men hvorfor dog forbinde dem med hinanden? som ministeren sagde. Og derved blev det. Der var enkelte mindre, lokale netværk rundt om i landet, og der var også en del netværks-entusiaster og diskussioner i medier, men det var ikke muligt at få statslig finansiering, så hele ideen om OGAS døde hen, da Viktor Glushkov døde i 1982.  Senere prøvede Mikhail Botvinnik, der ud over at være datalog også var stormester i skak, at overtale regeringen til at lave et russisk netværk – men heller ikke dét lykkedes.

Selv indså jeg for alvor betydningen af det Internet, vi kender, da der i sensommeren 1991 var et kupforsøg mod den siddende præsident Mikhail Gorbatjov. Kupmagerne kendte simpelthen ikke til Internettet, og det var takket være de få russere, der dengang havde netadgang til Relcom, det nye russiske netværk, at nyheden om kuppet kunne spredes og modstanderne af kuppet kunne komme til orde og forpurre det igangværende kup. I de dage sad jeg på tryg afstand (men med tilbageholdt åndedræt) og fulgte med i begivenhederne i Usenet-nyhedsgrupper som talk.politics.soviet.

I dag spekulerer jeg på, hvordan det hele ville være have set ud, hvis der havde været almindelig netadgang via OGAS i Sovjetunionen i sin tid. Ville forløbet omkring katastrofen i Tjernobyl have været det samme? Det startede med det hemmelighedskræmmeri, man var så vant til (Gorbatjov havde ikke været præsident længe dengang i 1986). Ville der være lækket flere oplysninger om f.eks. den trængte situation i krigen i Afghanistan eller om modstanden mod den russiske besættelse af de baltiske lande? Eller ville OGAS “bare” have været et værktøj til at effektivisere den sovjetiske økonomi og derigennem have været i stand til at gøre noget ved den krise, der var så tydelig dengang i 1989, da jeg selv gik rundt i Moskva i nogle dage?

Flattr this!

Nærområdehjælpere og landegenopbyggere

Raqqa i april 2017. Foto: Røde Kors

I denne uge udtalte Kristian Thulesen Dahl sig om situationen i Syrien, hvor Islamisk Stat for ikke så længe siden mistede kontrollen over Raqqa.

– Raqqa er blevet befriet, og vi ser reportager om, at syrere vender hjem fra flygtningelejre og står foran døren til deres sønderbombede huse.

– Hvorfor skal den syrer, der er kommet til Danmark, ikke også stå foran sin dør og med hjælp fra Danmark være med til genopbygningen?, spørger Thulesen Dahl.

Hvis vi ser bort fra den situation, at den dør, som Kristian Thulesen Dahl nævner, ofte ikke findes mere, er det værd at bemærke at der her er tale om endnu en variation af en udbredt retorisk finte, der skal bruges til at begrunde at flygtninge ikke bør befinde sig i Danmark og samtidig dækker sig bag en tynd fernis af omsorg. Næst efter “nærområdehjælperne” er “landegenopbyggerne” formodentlig den største gruppe af sådanne tilsyneladende omsorgsfulde modstandere af at tage imod flygtninge.

Men hvor nemt er det egentlig at genopbygge et land efter en krig?

The Aleppo Project lader den amerikanske professor Jeffrey Diefendorf, der har skrevet flere bøger om genopbygningen af Tyskland, Japan og Rusland efter 2. verdenskrig, fortæller om hvor stor en opgave det var at genopbygge infrastrukturen i Tyskland. Genopbygningen af Tyskland var først mulig, da 2. verdenskrig var helt slut i Europa, og den krævede i høj grad en fælles velvilje.

Til gengæld er der ikke så mange moderne erfaringer med genopbygning af et land efter en borgerkrig. I en artikel fra januar i år bliver den bosniske arkitekt Amir Pasic spurgt som sine erfaringer med genopbygningen af sit land. Genopbygningen af en by som Mostar er stadig ikke overstået; der er stadig ganske mange ruiner i byen her mere end 20 år efter krigens afslutning.

Der var spontane små-genopbygninger af huse undervejs i 2. verdenskrig og borgerkrigen i Bosnien. Men i begge tilfælde skete den egentlige genopbygning først, da krigshandlingerne var endeligt overstået. Syrien er i høj grad stadig et land i borgerkrig. Hvordan forestiller Kristian Thulesen Dahl sig, at de tvangshjemsendte flygtninge skal organisere sig for at gennemføre en genopbygning, når de er i et Syrien, hvor der stadig er borgerkrig? Det er uvist for mig.

Det er også uklart for mig, hvilken rolle Danmark skal spille i den genopbygning som de tvangshjemsendte skal stå for, om genopbygningen skal ske i samarbejde med andre lande og hvordan forholdet til den stadig igangværende borgerkrigs parter skal være. Dansk Folkeparti er normalt ikke kendt som et parti med et internationalt udsyn, men dette bliver de nødt til at forholde sig til. Skal genopbygningen under den igangværende borgerkrig ske med militær beskyttelse, eller skal man blot håbe på at de tvangshjemsendte syrere klarer den med liv og sikkerhed i behold? Hvis ikke, hvad er da deres retslige stilling? Man kan forestille sig, at det område, de tvangshjemsendte skal sendes tilbage til, er under kontrol af Assad-regimet. Hvad skal der da ske med de syrere, der flygtede fra dette regime af frygt for at blive tvangsindkaldt til regimets hær? Ganske mange syriske flygtninge har fået asyl eller midlertidig opholdstilladelse med netop denne begrundelse. Skal også de sendes tilbage?

Baseret på de seneste to års erfaringer, tror jeg desværre at det sandsynlige forløb i dansk politik, nu er følgende.

  • Socialedemokraterne og Venstre vil efter en vis, indledende betænkelighed inden så længe støtte Dansk Folkepartis forslag, eventuelt med lette variationer.
  • Midlerne til “genopbygningsordningen”, som den tvungne hjemsendelse vil komme til at hedde, vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger. De vil blive taget fra eksisterende kilder, f.eks. gennem en nedsættelse af den såkaldte integrationsydelse og gennem nedsættelse af u-landshjælp. Socialdemokraterne vil få nogle indrømmelser, som gør at de stemmer for forslaget. Bl.a. vil der komme en vag formulering om at beslutningen om “genopbygningsordningen” vil kunne genovervejes, hvis nogen af de tvangshjemsendte mister livet.
  • Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Flattr this!