Kategoriarkiv: Blog

På alles læber

120806_skins

Valget i Sverige er overstået, og Socialdemokraterne, Miljöpartiet og Vänsterpartiet ser ud til at skulle indgå et regeringssamarbejde. Men Feministisk Initiativ havnede under spærregrænsen på 4 procent, og der er intet stabilt flertal. Den store udfordring er nu også nået til Sverige: Hvad skal man gøre ved de reaktionære nationalister i Sverigedemokraterna? Alle øvrige partier er enige om ikke at ville have dem som parlamentarisk grundlag.

I Danmark er det som bekendt helt anderledes: Dansk Folkeparti bliver efterhånden set som et ufarligt eller endda positivt bidrag til dansk politik. Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg tværtimod ser de reaktionære nationalister, hvor end de findes, som et stort problem. De repræsenterer og nærer et latent had i dele af befolkningen, og al talen om “de fremmede” og “muslimerne” og “indvandrerne” og “flygtningene” og hvem der nu ellers bliver peget ud, foregår ikke i en politisk debat, hvor det kun er befolkningsflertallet, der følger med. Alle disse grupper ved godt at de bliver peget ud og bliver genstand for negativ opmærksomhed fra fremtrædende politikere.

I Information skriver Dalia Abou Nawfal, der kom til Danmark som barn:

Valgkampsretorikken skader visse grupper i samfundet, langt højere end man skulle tro. Det er en ond og hensynsløs proces i jagten på stemmerne. Pli og etik, virker som en by i Rusland.

Udlændinge- og integrationspolitik er en torn i øjet på mig. Hvert fjerde år skal jeg bruge et år på at finpudse mit image igen. Udfordringen er, at jeg som samfundsborger ikke kan frigøre mig fra politikernes magtspil. Et magtspil, som får flere politikere til at fremstå som inkompetente personer, der kun kan tale deres sag ved at træde på en minoritetsgruppe i samfundet. Saglighed og faglighed bliver sat i bero og en kollektiv verbal og destruktiv afstraffelse sættes i gang.

Jeg har selv haft det ubehageligt, når politikere har talt negativt om en gruppe, jeg opfatter mig som en del af. Det har dog i mit tilfælde kun været akademikerne, der blev peget ud, og mange af os er privilegerede på mange måder – vi klarer os nok endda. Men det er ubehageligt at være medlem af en gruppe, som magthaverne peger ud om som værende særligt problematisk.

Det er i virkeligheden den bedste grund til ikke at samarbejde med de reaktionære nationalister – når man gør det, ender man forbløffende hurtigt med at overtage deres dagsorden og med at overtage deres måde at tale om De Andre og pege dem ud på.  I Politiken kan man læse hvordan Claus Hjort Frederiksen undrer sig over at de andre politiske partier i Sverige ikke vil samarbejde med Sverigedemokraterna, men hans udtalelser viser meget klart at han for længst har tilpasset sig til en politisk debatstil, hvor man taler om De Andre og peger dem ud, og er endt med i praksis at dele holdninger med de partier, han samarbejder med.

flattr this!

Gensyn med Rosedale

Rosedale.
Rosedale. Foto: New York Times.

Der er vel en alder, hvor det man ser i fjernsynet, gør et særligt indtryk. Eller sådan var det i al fald engang. I 1976, da jeg var 12 år gammel, så jeg en amerikansk tv-dokumentar om en bydel i New York ved navn Rosedale. Her ville Tony og Glenda Spencer, der indtil da havde boet i London,  flytte ind i et villakvarter i Rosedale med deres børn. Men familien Spencer var sorte (de havde afrikansk-caribisk baggrund), og de lokale hvide indbyggere gjorde alt for at chikanere dem bort, og børnene gik bestemt heller ikke ram forbi. Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om at jeg var antiracist, var min tvivl definitivt væk efter at have set dette tv-program. Alene de første to minutter af programmet slår tonen an med et optog af vrede hvide, der råber “Nigger, go to hell!” og mrs. Spencer, der roligt udtrykker sin fortvivlelse over ikke at kunne få fred til at bo, der hvor hun gerne vil.

Jeg har ofte tænkt på dette tv-program og har nu prøvet at finde ud af, hvad der siden er sket. Befolkningssammensætningen i Rosedale er ændret i dag; der bor langt flere sorte i området. Nogle vil opfatte dette som en sejr over racismen, andre vil se dette som et tegn på at de hvide racister fra 1976 havde ret – at den første sorte familie fik flere til at følge efter (dårligt som set ud fra racisternes præmis om at dette var en dårlig udvikling). Men en tredje mulig forklaring er at det var de racistiske holdninger, der fik nogle af de hvide beboere i Rosedale til at flytte. I et amerikansk forum om New York skriver en kvinde (man opdager i løbet af læsningen at hun er sort):

The worse racial tension I experienced was the burning of the cross on our lawn and spray painting of “******” on our door. Young white males in their late teens to early 20’s would drive by in sports cars and do these things for fun. I remember one guy driving chevy got out of his car spray painted “******” on my friends door across the street.
….
The other was when I was about 7 or 8 and we came home to a burning cross on our lawn. My parents were so upset, at that time I didnt understand what was going on, they never spoke hatred to us. All I saw was fire and that was enough to upset me. Most black children were afraid to go anywhere alone.

De hvide beboere i Rosedale havde også oprindelig forskellig etnisk baggrund – irsk-katolsk, italiensk-katolsk og østeuropæisk-jødisk – men den var usynlig og efterhånden udvisket i historie. Men i USA har synlig etnicitet og her især forskellen mellem mennesker med afrikansk og europæisk baggrund altid været en tydelig markør for samfundsklasse. Asiater kom til USAs historie på et sent tidspunkt, og den oprindelige befolkning (der blev kaldt indianere) har altid været fuldstændig marginaliseret og henvist til at bo bestemte steder. Danmark har også altid været tydeligt opdelt efter samfundsklasse og nu også etnicitet, og ligesom i USA er der stadig en sammenhæng mellem klassetilhørsforhold og synlig etnisk baggrund.

Som så meget andet er filmen om Rosedale i dag at finde på nettet. Hele programmet kan ses herunder.

flattr this!

Noget om Kina

confucius institutes

Mange nordamerikanske og europæiske universiteter har et såkaldt Confucius-institut, som beskæftiger sig med kinesisk sprog og kultur.  Det er ikke overraskende, at Confucius-institutterne er oprettet af og har tætte forbindelser til de kinesiske myndigheder – og bestemmer hvem der skal ansættes. Men det er heller ikke uproblematisk.

Tidligere i år blev nogle sider fra programmet for dette års  konference afholdt af  European Association for Chinese Studies (EACS) fjernet inden deltagerne fik det. Dette skete efter ordre fra den internationale leder af Confucius-netværk, Xu Lin. Det, der var galt, var at der i programmet var henvisninger til bestemte “upassende” organisationer fra Taiwan. Formanden for EACS har protesteret over denne hændelse.

Siden har EACS udarbejdet en rapport, der beskriver hvordan Confucius-instituttet har forsøgt at censurere konferenceprogrammet. Her står der bl.a. en interessant passus om hvad der er “tilladt” ved en sådan konference ifølge Confucius-instituttet:

The conference is regulated by the laws and decrees of both China and the host country, and will not carry out any activities which are deemed to be adverse to the social order.

Der har tidligere været en del kritik af hvordan Confucius-institutternes fremfærd har været, bl.a. i forhold til at ville nedtone menneskerettighedsproblemer i Kina (bl.a. myndighedernes brutale nedkæmpelse af demonstrationerne på den Himmelske Freds Plads i 1989). Her er det særligt interessant at bemærke at ikke bare har danske universiteter også et sådant institut, faktisk figurerer de officielt som en del af Aalborg Universitet.

 

flattr this!

22 sekunder

IMG_3723-0.JPG

I aften har jeg været til foredrag med tidligere MF Preben Wilhjelm, og som billedet ovenfor afslører, var der fuldt hus. Tidligere har jeg skrevet om hans lille bog om den udeblevne systemkritik.

Også aftenens foredrag handlede om det, der er galt med den kapitalistiske markedsøkonomi. Det er skræmmende enkelt, hvorfor systemet er ustabilt, og samtidig skræmmende enkelt at der sker store udsving inden for en kort årrække, som ikke kan skyldes politiske beslutninger. F.eks. gik den danske stat inden for en periode på kun 4 år fra at have et overskud på 80 milliarder til at have et underskud på 70 milliarder – dvs. et udsving på hele 150 milliarder.

Jeg hæfter mig især ved Preben Wilhjelms fokus på den højfrekvente handel; her er tale om et fænomen, der er centralt for den moderne globaliserede kapitalisme, men som samtidig får meget lidt opmærksomhed. Den gennemsnitlige tid, en aktie ejes i USA er 22 sekunder. Saxo Bank handler for 150 milliarder hvert døgn. Hvis man ser bort fra finansieringen af Liberal Alliance og et cykelhold, er disse handler stort set det eneste, Saxo Bank laver. Og fordi den højfrekvente handel i meget stort omfang er automatiseret og styret af software, bliver hele vores samfundsøkonomi grundlæggende afhængig af at der ikke sker softwarefejl.

Noget andet mange (herunder jeg selv) fokuserede på i den spørgerunde, der fulgte, var hvorfor det er så svært at få skabt fokus på de helt åbenlyse problemer der er med det økonomiske system. Det er helt tydeligt at det er blevet meget svært for mainstream-politikere og -økonomer at “tænke ud af boksen” og at det virker som om de får stadigt sværere ved det, jo mere krisen kradser; der er mange spørgsmål der kun sjældent stilles i vore dages politiske debat. Men det er også tydeligt, at der er få, der tør formulere alternativer til den nyliberalistiske tankegang. Preben Wilhjelm foreslog at man kunne forestille sig at EU havde helt andre konvergenskriterier end de nuværende, f.eks. at Gini-koefficienten i EU-medlemslande skal være højst 0,25 (det er den i Danmark og Sverige) eller at arbejdsløsheden ikke måtte overstige 3%. En kvik tilhører kom med et andet interessant forslag, som Wilhjelm også kunne tilslutte sig, nemlig at medlemslande ikke måtte have et overskud på betalingsbalancen på mere end (f.eks.) 3% – skete det, skulle der betales en bod til fællesskabet.

flattr this!

En verden uden had

Tilbage i maj måned skrev jeg om den på én gang skræmmende og gribende historie om Rais Bhuyian, der var en indvandrer fra Bangladesh, som i dagene efter terrorangrebene mod USA i september 2001 overlevede et mordforsøg begået af den stærkt højreorienterede Mark Stroman. Stroman havde haft til hensigt at myrde arabere som hævn for terrorangrebene – og fik dræbt to andre mænd, der heller ikke var arabere. Det gribende ved historien er at Rais kæmpede en ihærdig kamp for at få benådet Stroman, der var blevet dømt til døden. Desværre lykkedes det ikke; Mark Stroman blev henrettet den 20. juli 2011.

Siden da har jeg fået læst bogen The True American, skrevet af den amerikanske journalist Anand Ghiridaradas (der har indisk baggrund). Bogen er meget bedre end jeg havde regnet med og jeg vil klart anbefale den; The True American er mere end blot den i sig selv fascinerende historie om hvordan to mænd fra hver sit hjørne af verden med meget forskellig baggrund kom til at stå hinanden nær, selv om den ene oprindelig ville slå den anden ihjel.

I The True American er der nemlig også tydelige ansatser til dels en kritik af det amerikanske sundhedsvæsen, dels en analyse af de sociale forhold i USA, der er med til at skabe og nære hadet. Mark Stroman kom fra en utryg opvækst og kunne ikke blive fastholdt i et arbejde, men røg ud i stofmisbrug og kriminalitet. Og han bar den sociale arv videre til sine tre børn, der alle tre fik samme skæbnen – omend de tog afstand fra deres fars racisme. Kontrasten er Rais Bhuyian, den gudfrygtige og hårdtarbejdende afholdsmand, der bliver udskrevet få dage efter attentatet fordi han ikke kan betale hospitalsregningen. Han bruger de næste mange år på at arbejde hårdt for at afdrage sin gæld og bliver drevet frem af idealer om menneskerettigheder og tilgivelse – men efterhånden som hans karriere i it-branchen tager form, indser han at den outsourcing, hans firma står for, er med til at skabe arbejdsløshed i USA og dermed den sociale nød, der rummer grobunden for racisme.

Det er også interessant at læse om hvordan Mark Stroman også gennemgår en forvandling i løbet af de 10 år, han venter på at blive henrettet. Her er det lige så meget de mange samtaler med den israelske dokumentarist Ilan Ziv (der forlod Israel i protest mod regimets behandling af palæstinenserne og samtidig er barn af en polsk overlevende efter Holocaust), der forandrer ham. Jeg håber at jeg en dag vil få Ilan Zivs film om Mark Stroman at se.

Rais Bhuyian står i dag bag stiftelsen A World Without Hate, der har som sit store mål at være med til at bryde den onde cyklus af had i USA. På denne måde er hans indsats beslægtet med de fine initiativer, Jacob Holdt står bag. Derudover kan jeg se af The True American at Rais har været tilknyttet Amnesty International i USA, og også dét synes jeg selvfølgelig er godt.

Rais Bhuyian har også besøgt Danmark, hvor han appellerede til medicinalfirmaet Lundbeck om ikke at tillade brugen af den medicin, der bruges ved henrettelser i USA. Herunder er en video om Rais’ rejser i Europa.

flattr this!

Alle de gode grunde

IMG_3705-0.JPG

  • Jeg gider ikke.
  • Det har ingen interesse.
  • Pengene går ikke til danske børn.

Dette var nogle af de begrundelser, jeg hørte for ikke at give et bidrag, da jeg i dag var med til at samle ind til Red Barnet. Næsten alle de store villaer på Østergade i Nørresundby lå øde hen. En afdeling af en kendt motorcykelklub (som de holder af at kalde sig selv) har en af de største villaer, og de var heller ikke hjemme.

Men heldigvis mødte jeg også megen velvilje. En del steder stod folk parat med penge. Og en dame kom farende ud fra netop en stor villa på Østergade med en hundredekroneseddel, lige som jeg troede at der ikke var nogen hjemme.

Nogle gange bliver humanitære foreninger kritiseret for ikke at fokusere på det “nære” og for at være “selvgode”. Selvfølgelig laver vi, der samler ind, også fejl – vi er selvfølgelig ikke perfekte – og selvfølgelig skal vi også deltage i det nære samfund og være til stede i vore egne familier og for vore egne børn. Men i år fokuserede indsamlingen på Red Barnets arbejde i katastrofezoner, netop fordi en af de helt store udfordringer er at verden lige nu er vidne til usædvanligt mange humanitære katastrofer, både krige og naturkatastrofer. Nogle organisationer taler i denne tid for at midler skal flyttes fra udviklingsbistand til katastrofehjælp. Derfor er en indsats lige nu ekstra vigtig. Og uanset hvad de ovenfor citerede mennesker siger, har det aldrig været dem, der smækkede døren i og ikke gad, der skabte en bedre verden.

flattr this!

The Mekons

mekons

Jeg har aldrig skrevet om The Mekons før her, og nogen kender af dette britiske band er jeg egentlig ikke. Faktisk ejer jeg kun ét af deres albums, nemlig The Mekons Rock’n’Roll. Det er jeg så til gengæld også rigtig glad for, og jeg kan læse at andre betragter det som bandets hovedværk.

The Mekons blev dannet helt tilbage i 1977 af fem universitetsstuderende fra Leeds. Oprindelig spillede de en slags punk, men efterhånden sneg der sig mange andre stilarter ind. Der har været ganske mange musikere, som i årenes løb har været medlemmer af The Mekons, men sanger og sangskriver Jon Langford (som oprindelig var trommeslageren i bandet!) er den gennemgående figur. Hans kærlighed til amerikansk country og rock (Elvis er let skjult i forsidebilledet på The Mekons Rock’n’Roll) skinner lige så tydeligt igennem som hans samfundskritik. Langford har siden de tidlige 1990’er boet i USA, og her står han også bag alt-country-bandet The Waco Brothers og et andet country-projekt, The Pine Valley Cosmonauts.

Og nu kan jeg så se at der er en dokumentarfilm om The Mekons på trapperne. Filmen får premiere her til efteråret, og en dag når den forhåbentlig også Danmark. Herunder er traileren.

Nu må det være på tide at jeg får lyttet lidt mere til The Mekons.

flattr this!

En planteædende censors bekendelser

Der er noget, jeg egentlig ikke føler den store trang til at skrive om her. Og jeg lover at jeg ikke vil skrive om det igen. Det er et emne, som jeg ved vækker stærke følelser hos nogle. Men i dag gør jeg en undtagelse. Jeg er veganer, dvs. jeg spiser kun mad der er rent plantebaseret. Jeg er 100% planteæder og har været det i 20 år. Mange andre er lakto-ovo-vegetarer (ofte er det europæere og nordamerikanere, og jeg var det selv før jeg blev veganer); de spiser planter og ingredienser baseret på mælk og æg. Atter andre (ofte er det hinduer) er lakto-vegetarer; de spiser planter og ingredienser baseret på mælk. Der skulle også findes ovo-vegetarer; de spiser planter og ingredienser baseret på æg – men jeg har endnu til gode at møde en af slagsen.

I tidens løb har jeg fået mange spørgsmål. Mange af dem er vel i virkeligheden omskrivninger af det samme grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har en lille FAQ i hovedet, og jeg kunne vel godt lægge den på nettet. Men dels ville det virke unødigt flabet, dels vil det næppe forhindre spørgsmålene i at dukke op igen (og igen). Det er tydeligt, at nogle mennesker opfatter det at være vegetar eller veganer som et afsavn.

Inden for de sidste års tid har jeg rundt om i verden opdaget gode veganske spisesteder, hvor man kan gå lige ind fra gaden og vælge veltillavet mad fra et godt menukort. Senest skete det i dag i Aarhus.

I Los Angeles ligger der en billig vegansk diner med sæder beklædt i gult vinyl og et overvejende thai-inspireret menukort, suppleret med alskens desserter. I Stockholm findes der en fin lille kinesisk vegansk restaurant ved navn Lao Wai. I Buenos Aires, kun få hundrede meter fra præsidentpaladset på Plaza del Mayo, ligger der en billig og pæn vegansk café. Der er en helt suverænt god vegansk restaurant i Tallinns gamle bydel, og den har endda et interessant udvalg af interessant øl (det, mange mennesker insisterer på at kalde “specialøl” og som mange andre af os kalder for “mikrobryg”). I en sidegade i Barcelona ligger den meget prisbillige veganske café Cat Bar, der desuden har et helt overvældende udbud af mikrobryg fra hele verden. Via Bergamo i Rom byder på restaurant Ops! med udendørs servering, en helt overvældende buffet og et lille, men fornuftigt udbud af italiensk øl. Og Aarhus kan byde på Mikuna, hvor jeg i dag spiste for første gang efter at have været censor ved en specialeeksamen på Aarhus Universitet. Jeg fik en dejlig mulligatawny og derefter et stykke helt nybagt chokoladekage.

Disse spisesteder viser, at det ikke behøver at være et afsavn at være veganer – maden er lækker og rigelig. Måske har de veganske cafeer også en slags folkeoplysende effekt. Min erfaring er at der er mange ikke-vegetarer, der ikke ved særlig meget om vegetarer og veganere (og meget at det, de mener at vide, er desværre ofte fordomme og halvfordøjede udsagn om ernæring – hvor ofte har jeg ikke hørt velmenende bekymringer om “kalk og protein”?), men de allerfleste vegetarer ved godt, at der er folk, der spiser kød. De fleste af os, der er vegetarer eller veganere, har nemlig engang spist kød. At vi holdt op med det, er et personligt, bevidst valg, der krævede overvejelser og stillingtagen.

Den amerikanske forfatter Carol J. Adams, der selv er vegetar (faktisk tror jeg, hun er veganer) har skrevet en læseværdig bog om den slags underlige møder mellem vegetarer og ikke-vegetarer, Living Among Meat-Eaters, og jeg genkender kun alt for godt de situationer, hun beskriver. Med fare for selv at virke meget fordomsfuld: Det at spise kød er den adfærd, der er normen i mange samfund rundt om i verden, og derfor er det uden personlige omkostninger at vælge at følge denne norm. Man behøver heller ikke at begrunde at man følger normen, og derfor overvejer man det som regel ikke. Derfor er situationen ikke helt symmetrisk – temmelig mange ikke-vegetarer, jeg har talt med, udtrykker først og fremmest, fornemmer jeg, et forsvar for at blive ved med at gøre som de plejer. Det bemærkelsesværdige er, at jeg ikke har kritiseret dem. Jeg har simpelthen svaret på deres spørgsmål om hvorfor jeg får serveret noget andet mad end dem, og jeg har egentlig ikke lyst til at tale mere om det på dét tidspunkt. Nogle gange er det tilsyneladende selve mødet med en anderledes norm, der udløser forsvaret. For jeg har i andre sammenhænge oplevet tilsvarende lidenskabelige forsvar for normerne i helt andre sammenhænge – f.eks. ved mødet med folk med f.eks. anden seksualitet, anden tøjstil eller anden livsanskuelse. Selve dette at vælge anderledes kan nogle gange fremstå som en provokation i nogle menneskers øjne.

Men den slags lærer man efterhånden at tage med et smil og et skuldertræk. Livet er for kort til unødig polemik. I virkeligheden er der efterhånden kun én ting, der for alvor stadig ærgrer mig, og det er udsagnet Men vegetarer plejer at spise fisk! Nogle gange er dem, der siger det, ægte overraskede over at jeg ikke spiser fisk, andre gange er de forargede – hvorfor kan jeg da ikke spise fisk når nu “alle de andre vegetarer gør det”?

Men de, der spiser fisk og derudover kun lakto-ovo-vegetarisk mad, er jo ikke vegetarer. Det, alle vi, der er vegetarer, har til fælles er at vi slet ikke spiser dyr. De fiskespisere, jeg kender, er begavede og sympatiske mennesker, og deres spisevaner er også udtryk for et bevidst valg; det er ikke et valg, jeg er enig i, men fiskespiserne har selvfølgelig lov til at træffe dette valg og de spiser vel også færre animalske produkter end mange andre. Det eneste jeg vil bede fiskespiserne om, er om de ikke nok vil lade være med at kalde sig for vegetarer. Når de gør det, er de nemlig med til at udbrede en misforståelse, der ender med at gøre livet mere besværligt for os, der rent faktisk er vegetarer eller det der er værre.

flattr this!

Stumfilm og forelæsninger

stumfilm
Gloria Swanson og Rudolph Valentino, to af stumfilmens største stjerner.

I dag fik jeg en henvendelse fra et gymnasium om at fortælle dem om flipped classroom-undervisning. Pludselig er jeg blevet opfattet som en slags autoritet inden for denne form for undervisning – det er underligt, for jeg har kun ét års erfaring med den, mens jeg har mere end 20 års erfaring med at forelæse.

Jeg synes, der er en interessant parallel til filmens verden. I de første årtier af spillefilmens historie havde alle skuespillere baggrund i teaterverdenen, og man var vant til at skuespil foregik i teatersammenhænge. Skuespillerne opførte sig derefter med ekstra tydelig gestik (det var man vant til, for publikum kunne kun se dem på afstand), og kameraet stod ofte helt stille, som om man betragtede en teaterscene. Efterhånden opdagede filminstruktørerne alt det, man kan og bør gøre for at skabe et billedsprog af levende billeder – nærbilleder, zoom, panorering, brug af klipning, variation i lyssætning, make-up osv. – og skuespillerne lærte at “spille til kameraet” i stedet for til et publikum. Et nyt medie var blevet født. Det var helt klart beslægtet med teater, men var ikke teater. Siden kom tv til; tv er nært beslægtet med film og egentlig også med radio, og de første tv-pionerer havde baggrund i film eller radio, men tv er hverken “bare” film eller “bare” radio med billeder.

På samme måde skal en podcast ikke være en filmet forelæsning. Mange af os, jeg selv indbefattet, er vant til at forelæse og tænker stadig i forelæsningen som mediet, vi skal anvende. På denne måde er vores erfaringer med at bruge video i undervisningen fødslen af et nyt billedsprog. I løbet af 30 år gennemgik spillefilmen en rivende udvikling, og da der først kom lyd på også, blev filmsproget revolutioneret igen. Gad vide hvordan podcasts ser ud om 30 år?

flattr this!

Sorgarbejde

Sarah Bernhardt
Sarah Bernhardt fotograferet af Félix Tournachon (Nadar) i 1865.

På min tur til Rom fandt jeg Julian Barnes’ lille bog Levels of Life i en boghandel i lufthavnen i Amsterdam.

Den første halvdel af Levels of Life handler om tre forskellige skæbner fra 1800-tallet: den engelske officér og eventyrer Fred Burnaby, den franske skuespillerinde Sarah Bernhardt og den franske fotograf Felix Tournachon, bedst kendt som Nadar. Én ting bandt dem sammen: de fløj alle tre (men hver for sig) i ballon over Frankrig på et tidspunkt i 1800-tallet, og alle tre ballonrejser endte på samme måde, nemlig med en uforudset landing. Burnaby og Nadar mødte begge Bernhardt, men på hver sin måde: Nadar fotograferede den unge Sarah (billedet ser man ovenfor), og Burnaby blev senere i livet dybt forelsket i Sarah og friede til hende – men fik (som andre før ham) et nej. Dette nej prægede ham resten af hans liv.

Bogens anden del handler om den sorg, Julian Barnes har gennemlevet i årene efter hans kone Pat pludseligt døde af kræft. Denne del af bogen vender blikket indad, helt indad, og vi får er knugende indblik i hvordan det er at miste det menneske man har delt mange år med og kun have sorgen at leve videre med. Julian Barnes’ vid og observationer fornægter sig dog heller ikke i denne sammenhæng, og især hæfter jeg mig ved hans konklusion at man i høj grad er selvstændigt erhvervsdrivende, når man udfører sorgarbejde! Der er mange, der enten ikke vil tale med de sørgende om deres sorg eller prøver at slå det hele hen. Begge dele er gjort af hensyn til den sørgende, men det er samtidig i stik modstrid til hvad man har brug for.

Og så er der et andet godt spørgsmål: Hvad vil det egentlig sige at komme hinsides sorgen? Betyder det, at det tab, man har sørget over, ikke længere er så stort? Betyder det, at man simpelthen har glemt det, man har sørget over? Eller betyder det noget andet? (Det tror jeg selv, det gør.)

Der er mange uventede forbindelser mellem de to tilsyneladende meget forskellige dele af bogen; én af dem er det forunderlige ved at de mennesker, vi møder tilfældigt, kan præge os for stedse.

Levels of Life er kun 117 sider og fortjener at blive læst ud i én køre. Den er værd at læse for alle, der engang har prøvet at miste nogen og at sørge.

flattr this!