Kategoriarkiv: Blog

Nye udviklinger

via-appia
Via Appia..

Jeg har et tilbagevendende behov for at forny min pædagogiske praksis med projektvejledning og kursusundervisning. I de seneste år er jeg begyndt også at lade udviklingen af min undervisning blive genstand for forskning. Der er trods alt en masse ekspertise på området, og det ville være underligt og egentlig også arrogant ikke at ville benytte sig af den. Jeg tør ikke sige at jeg nu også er uddannelsesforsker – hvis jeg er blevet det, er det kun i det små.

I de seneste par år har en af dem,  jeg har samarbejdet med i dette regi, været Dorina Gnaur,  adjunkt på Institut for læring og filosofi. Vi har analyseret min overgang til flipped classroom i “Beregnelighed og kompleksitet” og der kom en artikel ud af det. Vi har også holdt workshops sammen om brugen af video i undervisning og senest begyndte vi at tænke over problembaseringen af projektarbejde (eller rettere: manglen på samme), her med udgangspunkt i mine tanker om at genoverveje projektarbejdet på datalogiuddannelsens 4. semester. Det kommer der også en artikel ud af.

Men nu griber universitetets omstruktureringer og mildt sagt uudgrundelige  økonomiske dispositioner ind, og takket være beslutningsmørket på AAU kommer det pludseligt. Da vi mødtes i februar, viste Dorina mig en mail, hun netop havde fået. Den fortalte at det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU trækker sig ud af Institut for læring og filosofi og dermed bliver det eneste fakultet på universitetet, der ikke er med her. Så meget for tværfagligheden. Senere samme dag hørte jeg for første gang om denne beslutning i Akademisk Råd – som et punkt under Meddelelser. Sådan er universitetsloven af 2003; Akademisk Råd har ingen beslutningskompetence i disse vigtige sager.

Medarbejderne fra Institut for læring og filosofi bliver administrativt overført til et andet institut. Nogle har forståeligt nok haft det svært med det. For andre medarbejdere, der ikke er fastansatte, blev det i lyset af disse ændringer og universitetets mærkelige økonomi svært at kunne se en fremtid her. Dorina fik hurtigt et andet job hos VIA i Aarhus, som hun snart begynder i, men alle de ekstra undervisningstimer, hun har leveret, kan hun ikke få godtgjort. Jeg lærer aldrig at forstå universitetets timeregnskab; ekstra undervisning er tydeligvis en rent fiktiv valuta.

I dag mødtes Dorina og jeg for at tale om en fælles publikation, vi har på bedding, om brug af video i undervisning (podcasts mv.). Det var hendes sidste dag på AAU, og hun havde brugt formiddagen på at rydde sit kontor – netop som hendes publikationer fra adjunkttiden omsider var kommet ud. Var det en underlig dag for hende? Selvfølgelig.

Vi fik også spist lidt suppe og som så ofte før talt godt om verdens tilstand. Selvfølgelig slutter vores samarbejde da ikke her, men alligevel – det er underligt igen at blive mindet om alt det, der viser sig at være midlertidigt.

Flattr this!

En glidebane

Data baseret på Luxembourg Income Study.
Data baseret på Luxembourg Income Study.

I disse uger er der igen (og igen) fokus på kontanthjælpsmodtageres situation, foranlediget af kampagnen som Danmarks mest populære parti står bag. Man kan godt nok ikke få det populære partis populære politikere til at sige hvornår eller hvordan der skal laves et kontanthjælpsloft; den stærkt venstreorienterede avis Børsen bemærker at Lars Løkke Rasmussen 12 gange i løbet af interviews tirsdag den 24. marts nægte at udtale sig herom. Men centralt for det populære partis maksim om at “det skal kunne betale sig at arbejde”, som reelt er “det må ikke kunne betale sig ikke at arbejde”, som reelt er udtalelsen “i dag kan det betale sig ikke at arbejde” –  er en antagelse om at der findes en pulje af lavtlønnede jobs, der ikke giver mere end kontanthjælp, som ledige nemt kan få adgang til og at disse jobs er en vej til et bedre liv. En mere skjult påstand, som aldrig vil kunne hverken af- eller bekræftes – den vil nemlig kræve at man kan afsløre menneskers “sande motiver” – er at der er en stor gruppe af arbejdsløse (mange nok til at det kan berettige en politik, der vil ramme alle arbejdsløse) der selv har valgt deres situation, trods mulige alternativer.

Ofte taler politikere fra de populære partier om at man ikke skal blive hængende på kontanthjælp. Samtidig opererer de med en antagelse om at lavtlønszonen er en zone, man vil forlade. Men erfaringerne fra udlandet viser noget andet.

En kronik i Information i dag af Kristian Weise sætter tal på dette:

Som en ny Cevea-analyse viser, har de lavest lønnede i de lande, der har kastet sig hovedkulds ud i lavtlønsstrategien, ikke fået en trappestige mod bedre løn og job. Det, de i stedet har fået, er indgangen til en udsigtsløs trædemølle. I Tyskland er deltidsjob for eksempel ikke et springbræt til et fuldtidsjob, men snarere en vej til vedvarende fattigdom. Og her fører arbejdserfaring fra de lavtlønnede job ikke til nye job med ordentlige lønninger. I 2010 havde 73 procent af de arbejdende fattige tyskere mere end et års erhvervserfaring, mens det blot var 55 procent i 1984. Særligt for gruppen med over 5 års arbejdserfaring har stigningen været markant, da mere end hver anden arbejdende fattige (55 procent) havde 5 års erfaring i 2010 mod kun godt hver tredje (37 procent) i 1984.

Problemet med lavtlønsjobs er at man meget let bliver hængende i dem som “arbejdende fattig”. I USA og Rusland og altså nu også i Tyskland er der mange sådanne lønmodtagere, der er nødt til at have flere deltidsjobs til minimumsløn og aldrig slipper ud af denne trædemølle. Det populære partis forslag kan meget let være et bevidst skridt ud på en glidebane i denne retning, og som figuren ovenfor viser, findes de “arbejdende fattige” allerede her i Danmark. Faktisk er gruppen af ikke-arbejdende fattige sammenlignelig i størrelse med de arbejdende fattige.

Flattr this!

Ansavrlig for ditigal eskamen?

ditigal
Berv om ditigal eskamen.

Tilbage i december sidste år skrev jeg om systemet til digital eksamen. Og det endte med at jeg, en halv time inden jeg gik på juleferie, skrev et tre en halv side langt brev til rektor med alle mine kritikpunkter af dette system, der skal tages i brug til sommer og skal tage sig af alle aspekter af eksamen – på alle fag, til alle former for eksamen og under hele processen fra planlægning af eksamen over afholdelse af eksamen til registrering af eksamensresultater.

Resultat: Et godt stykke tid senere kom et officielt svar på Aalborg Universitets direktion med en slags forsøg på tilbagevisning af kritikken (systemet var blevet testet af hele to studerende, der spændte helt fra jura til erhversjura, og af hele to undervisere). Og jeg fik et tilbud om at komme med i brugergruppen, der skal orientere om systemet til digital eksamen. Dét følte jeg slet ikke trang til.

I dag kom foreløbig seneste kapitel i denne tragikomiske fortælling: Jeg er blevet indkaldt til et møde i denne brugergruppe, som jeg aldrig har bedt om at være medlem af.  Andre medlemmer af samme brugergruppe har bedt mig om en kopi af brevet, og det har de fået – og det officielle medlem af brugergruppen har reageret prompte ved også at sende direktionens svar til alle. Jeg har tænkt mig at dukke op til første møde, men mest for at fortælle at jeg ikke vil være med til at markedsføre en fiasko. Måske kan det dog berolige mig, at der er en ikke helt lille sandsynlighed for at et system, der er så dårligt udviklet som dette, aldrig vil kunne komme til at køre.

Mødet er forresten blevet indkaldt af en fuldmægtig, der i sin signaturfil præsenterer sig som Proceskonsulent på Ditigal Eksamen.

Flattr this!

Møde i grundejerforeningen

grundejerforeningen

I en verden med terrorisme, flystyrt og forurening er det årlige møde i grundejerforeningen i min gade i Nørresundby et fikspunkt. Jeg har deltaget i møderne hvert år siden jeg blev husejer (nogen indædt husejer har jeg aldrig været, men min hustru og jeg er faktisk noget så konventionelt som husejere), og det er næppe i grundejerforeningens forum, en kommende revolution vil have sit epicenter. Det mest epokegørende der er sket siden 2001 er at mødet er blevet flyttet fra et advokatfirmas lokaler til et privat hjem. Hvad er der sket i det forgangne år? Ikke rigtig noget – ikke engang det tidligere år så varme emne, nemlig pullerter, kunne vi finde noget at sige om. Og derudover besluttede vi at male husene; alle huse i gaden har samme farve, så også dette punkt  var hurtigt overstået. Herefter var det tid til det væsentlige: servering af ost og rødvin – og hummus og oliven (grundejerforeningen hedder trods alt Arabien) og sodavand og øl (tak til værterne!).  Netop i denne tid er der noget sært beroligende ved at besøge dette hjørne af tilværelsen, hvor tiden er sat i stå.

Flattr this!

Sprogets klassesamfund

Tegning: Kamilla Wichmann (http://a.bimg.dk/node-images/493/5/620x/5493995-kronik200812.jpg)
Tegning: Kamilla Wichmann (http://a.bimg.dk/node-images/493/5/620x/5493995-kronik200812.jpg)

For nylig udkom der en normativ og måske lidt polemisk bog skrevet af Susanne Staun om god sprogbrug (den har den sigende titel Fuck, en lækker røv).  Anna von Sperling skriver i den anledning en klumme i Information:

Den talende klasses beklagelse over andres ’dårlige sprog’ forstærker den ulighed, som magt over sproget skaber.

Dette kan jeg bestemt forstå, for sprog er bestemt også magt – men sammenhængen er ikke enkel. Således er det bestemt ikke altid sådan, at magthavernes bud på dansk er særlig godt. Tværtimod er embedsmændenes dansk ofte usædvanligt grimt, og nogle akademikeres dansk er også snørklet, omend på en ganske anden måde. Ikke engang “den talende klasse” kan nødvendigvis bryste sig af at tale (eller skrive) godt dansk, selv om medlemmerne af denne klasse da producerer en masse tekster og udtalelser på dansk.

Der er bestemt også borgere med svage sproglige kompetencer, heriblandt ordblinde. Og for dem kan deres problemer med sproget være en tydelig barriere i uddannelsessystemet og i arbejdslivet, for ikke at tale om i det politiske liv. Så bestemt er der et klassesamfund gemt i sproget.

Mange ved at jeg går op i sprogbrug på dansk og at dårligt dansk for mig godt kan være en form for blodtryksforhøjende medicin. Jeg udtaler mig tit om mindre heldig sprogbrug på dansk og har også gjort det i dette forum. Men kan man godt tillade sig dét, når man ved at der er en klasse-dimension? Mit svar her er stadig et ja. Det, der bekymrer mig, er i virkeligheden manglende omhu i brugen af dansk og en manglende vilje til at reflektere over sproget. Mange danskere har nemlig et underligt dovent forhold til dansk, og det er ofte også det, der kan forklare de forskellige afarter af snørkleri. Kancellistil og “indviklet sociologidansk” gør sig nemlig ikke umage for at gøre sproget enkelt.

Flattr this!

Del af den valgkamp, du kender

topelement

Venstre havde deres kampagne om kontanthjælpsmodtagere og de krav, de ville stille til dem. Nu lancerer Socialdemokraterne deres kampagne om flygtninge og indvandrere og de krav, de vil stille til dem. Begge partier fokuserer på en gruppe borgere, der ikke har nogen politisk eller økonomisk magt (og formodentlig aldrig vil få det) – og det er grupper af borgere, der i de seneste 15 år har været i fokus igen og igen.

I Information har Jan Maintz et tankevækkende og langt essay om demokratiets kår set sammen med den sociale ulighed. Her er et helt centralt citat fra ham:

Kollektiv udvikling af gode løsninger på fælles problemer er ét af demokratiets store formål. Men for det individ, der ikke kan gøre sig gældende i denne proces, vil demokratiet ikke være andet end de andres styre. Demokrati vil ikke opleves som medbestemmelse, magtspredning og eksistentiel gevinst. Set fra det enkelte menneskes synspunkt må det altså være den enkeltes selvudfoldelse gennem etablering af det politiske fællesskab, som individet lever i, der er demokratiets store menneskelige kvalitet. Kun som deltager i det fælles samfundsbyggeri – lokalt, nationalt eller internationalt – bliver fællesskabets udvikling også til individets udvikling. Dette er præcis den største nulevende demokratiforsker, Francis Fukuyamas, store eksistentielle pointe og hans dybeste begrundelse for det liberale demokrati som den bedste styreform.

Han skriver mod slutningen af sit seneste storværk om demokratiet, Political Order and Political Decay (2014), at det demokratiske system »tjener et vigtigt og selvstændigt mål med menneskelivet uafhængigt af kvaliteten af den regeringsførelse, som sådan et system producerer«: menneskets højeste niveau af selvudfoldelse. Mennesker »kan kun«, skriver han og tilslutter sig Aristoteles’ menneskesyn, »opnå deres højeste udfoldelsesniveau i det omfang, de deltager i det fælles liv«. Demokratiets dybeste eksistentielle værdi er den højeste udfoldelse af menneskedyrets mentale muligheder og evner, og den største selvudfoldelse sker i og med udfoldelsen af det fælles.

Hvis de to før-valgkampagner hævder at kunne få kontanthjælpsmodtagere, indvandrere og flygtninge ind i samfundet gennem endnu en runde af krav, er det samtidig tydeligt at der er tale om grupper, som de bejlende politikere taler om, aldrig til. De bliver del af en valgkamp uden på nogen måde at blive søgt inkluderet.  Det er som om de først og fremmest er af værdi som en uudtømmelig, kærkommen årsag til samfundsproblemer. Kontanthjælpsmodtagere, indvandrere og flygtninge er blevet de uartige børne-borgere, som de bekymrede forældre-politikere taler om, mens alle kan høre det.

Det må være trist og underligt at være blandt dem, der bliver omtalt på denne måde. Man er blevet marginaliseret – man står uden for den store fortælling om et “fælles liv”, ligesom margen står uden for teksten.

Flattr this!

Dum og doven kritik

 

Tegning: Martin Ellison, der er professor i Oxford (http://users.ox.ac.uk/~exet2581)
Tegning: Martin Ellison, der er professor i Oxford (http://users.ox.ac.uk/~exet2581)

Det kan godt være at underviseren er fagligt kompetent, men han kan ikke lære fra sig.

Underviseren i dette fag gjorde alt for at undgå de studerende.

Det er i sandhed ikke noget godt skudsmål for en underviser. Og den underviser er mig. Engang imellem har jeg fået nogle virkelige hug i evalueringerne fra nogle studerende. Jeg har en tendens til at hæfte mig mest ved de negative kommentarer. De to citater er nogle af dem, jeg især husker.

Steen Laugesen Hansen fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet langer i et indlæg i Universitetsavisen ud efter de studerendes evalueringer af hans undervisning. Han skriver:

Hvorfor skal min undervisning bedømmes af dumme og dovne studerende, som slet ikke burde være på et universitet?

Ikke alle studerende er naturligvis dumme og dovne, men efter det forøgede optag på universiteterne er der desværre flere og flere, der tilhører den kategori.

For at blive hørt, må man vide, hvad man taler om. For naturligvis skal vi have evaluering af vores undervisning, men undervisningen er ikke en ‘vare’, vi bare skal ‘sælge’ til ‘kunderne i butikken’, selv om mange studerende og ikke mindst administratorer i universitetets ledelse tydeligvis lider af den fejlopfattelse.

Også i Politiken har Steen Laugesen fremført sin kritik. Jeg har det dog underligt med den, også selv om jeg bestemt kan blive træt af og vred over voldsom, malplaceret kritik fra studerende. Her tænker jeg på kritik, der baserer sig på misforståelser af en konkret faglighed og på urealistiske eller bare ikke til et universitet svarende forventninger. Og hvis den slags stærkt negative evalueringer når videre i systemet og får lov at stå alene, bliver det træls for den berørte underviser.

Og jeg kan sagtens komme i tanke om både studerende, hvis begavelse har været lige lovlig begrænset og om studerende, hvis aktivitetsniveau har været lige lovligt lavt. Men jeg tør ikke sige at de ubrugelige evalueringer som helheld kommer fra “dovne og dumme” studerende – dét i sig selv er en udtalelse, der slipper meget nemt om ved tingene og ikke viser ret megen indsigt.

Det er snarere måden, undervisningen bliver evalueret på, der er et problem. Nogle synes at anonyme evalueringer er mest rimelige, da de beskytter den studerende. Men jeg husker hvordan den norske uddannelsesforsker Per Lauvås engang til et seminar i Aalborg fortalte om sine erfaringer med anonyme evalueringer – de anonyme evalueringer var meget hårdere og fokuserede i højere grad på underviserens personlige fremtoning. Når man dertil lægger, at det ofte er studerende, der enten er ekstremt utilfredse eller er ekstremt tilfredse, der giver deres mening til kende, bliver billedet speget.

Jeg benytter mig selv aldrig af anonyme evalueringer, når fokus specifikt er på min undervisning.

Hvis evalueringerne bliver brugt som kontrolinstrument i et New Public Management-regi (og det er der mange, der gerne vil have), kan de bare bruges til at slå folk i hovedet med. Heldigvis er jeg ikke blevet sat fra bestillingen trods kommentarer som de ovenfor citerede. Hvis evalueringer af undervisning skal give mening, skal de være en måde til udvikling af og refleksion over egen undervisning.

Hvis evalueringer skal give mening, bør de derfor være systematiske og man skal selv stå for dem som underviser. Hvis evalueringerne ikke er systematiske, beder man reelt om at få tilfældige kommentarer fra et tilfældigt udsnit af mennesker. Fordi forskellige undervisningsaktiviteter har forskellige læringsmål og forskellige undervisere benytter sig af forskellige virkemidler, er det ikke realistisk at ville presse samme evalueringsskema ned over alle – præcis ligesom der er mange forskellige måder at afholde eksamen på, alt efter hvad læringsmålene var.

Flattr this!

Forårsjævndøgn

foraarsjaevndoegn

Mange tænkte mest på solformørkelsen, men den så vi ikke meget tid. I nogle korte sekunder tittede solskiven frem mellem skyerne, men takket være det tykke skylag kunne man kun ane at der var noget der skyggede for den – og det endda uden brug af beskyttelsesbriller, så svagt var sollyset.

Men den rigtig interessante begivenhed er faktisk en anden: at det er forårsjævndøgn i dag. Fra nu af kommer der en tid, hvor dagene bliver længere end nætterne. Det skal helst ikke også betyde at arbejdsdagene samtidig bliver længere, omend det endte med at blive en alt for lang optakt til weekenden. En dag forstår jeg forhåbentlig hvorfor dette forår er kommet til at virke så hektisk for mig.

Flattr this!

Scener fra en torsdag på universitetet

staenderforsamling
En stænderforsamling i 1800-tallet.

Dagens første begivenhed var et orienteringsmøde for studerende, der stod for at kunne søge ind på vores kandidatuddannelser i datalogi og software. Jeg har holdt sådanne møder før, men denne gang var der en mindre behagelig facet af mødet: Vi har i Studienævn for datalogi besluttet at nedlægge kandidatuddannelsen i datalogi/spilprogrammering, da der ikke længere er et fagligt miljø, der kan understøtte at uddannelsen i spilprogrammering bliver afviklet på fagligt forsvarlig vis. Det er en rigtig trist beslutning, for uddannelsen har forholdsvis stor søgning, men det er desværre også en nødvendig beslutning. Der er nu “kun” de almindelige kandidatuddannelser i datalogi og software tilbage.

Her var jeg i rollen som beslutningstager. Jeg havde indstillet mig på at der ville være en del negative reaktioner fra de studerende, der måske havde forventet at kunne vælge denne uddannelse. Og havde der været sådanne reaktioner, ville det have været fuldt forståeligt – processen havde trukket længere ud end godt er. Men der var ingen studerende, der sagde noget her. Måske var det resignationen, der var sat ind hos dem.

Bagefter var der nogle studerende, der henvendte sig til mig med spørgsmål. En af dem var noget tvivlrådig. Hvad skulle han dog gøre på kandidatuddannelsen? Der var ikke  nogen af de fag, der blev udbudt på datalogi-uddannelsens 8. semester, han brød sig om. Kunne han mon erstatte dem med fag fra software-uddannelsen? Og nej,  det kunne han ikke; dette var studienævnets beslutning. Det var han temmelig skuffet over.

Herefter var der fred og ro på kontoret i et stykke tid; jeg vil prøve ikke at glemme at spilde tiden ind imellem. Formiddagen sluttede med et roligt  møde med en gruppe, jeg er vejleder for. Og så var der frokost.

Dagen sluttede med at jeg deltog i et interview om medindflydelse og medinddragelse, sat i scene af universitetets administration efter at hovedsamarbejdsudvalget kraftigt havde ytret ønske om det. Aalborg Universitet er nemlig i dag et af de danske universiteter, hvor medarbejdere i praksis har mindst indflydelse. (Til gengæld er AAU et af de steder, hvor der udstedes suverænt flest detailregulativer.) Her sad jeg på den anden side, som en slags menig medarbejder over for administrationen. Intervieweren var en sociologistuderende på 8. semester, som ind imellem tabte pusten over for de fire interviewdeltagere – heriblandt en tidligere institutleder med 50 års (!) kandidaterfaring.

Jeg er en stor tilhænger af medbestemmelse, men jeg er en stor modstander af medinddragelse. Medinddragelse består i vore dages universitetsverden i at ledelsen spørger medarbejdere og studerende kort og derefter træffer de beslutninger, ledelsen har lyst til at træffe. Dvs. præcis som de stænderforsamlinger, der i Danmark fandtes under enevælden i 1800-tallet. Her kunne udvalgte borgere møde op og give deres mening til kende, inden enevoldsfyrsten udstedte sine love. Senere fik borgerne medbestemmelse i større og større omfang, og efterhånden kom denne medbestemmelse endda til at omfatte så tvivlsomme grupperinger som kvinder, tyende og folk på fattighjælp. I universitetsverdenen er det inden for de seneste 15 år gået den stik modsatte vej.

Samtidig har vi fået en parallel struktur uden for universitetsloven, hvor forskere med adgang til eksterne forskningsmidler kan agere på egen hånd ved at ansætte og forfremme og frikøbe sig selv efter forgodtbefindende. Og ingen institutleder ved sine fulde administrative fem tør anfægte denne ret. På denne måde udgør forskerne med store egenbevillinger en rolle som den, Mærsk indtager i dansk politik.

Flattr this!

Spildtid

Hvad nytter al ens kløgt og viden, hvis man har glemt at spilde tiden? (Piet Hein)

I dag har jeg været sygemeldt med et underligt maveonde, der begyndte i går aftes. Jeg har haft et usædvanligt hektisk 2015 indtil nu, og jeg troede faktisk en overgang i går aftes at mine maveproblemer var tegn på stress. Det lader heldigvis ikke til at have været tilfældet, men jeg har tilbragt hele dagen i sengen med at lave – ingen ting. Ingen ansøgninger om forskningsmidler, ingen undervisning, intet studienævn eller behandling af meritsager, intet artikelskriveri, ingen Dansk Magisterforening, ingen Amnesty International, ingen motorvejsmodstand. Jeg har bare ligget og lyttet til klassisk musik på P2 (det holder jeg meget af) og sovet, sovet og været dvask. Det er træls at have ondt i maven nu og da, men det var godt at have en helt legal pause og at spilde tiden. Det var bestemt ikke spild af tid, og jeg vil tænke over hvordan jeg kan få bedre tid til netop dét.

Flattr this!