Seks år med bloggen

Det var i dag for seks år siden, denne blog så dagens lys. Få timer senere vandt FC Barcelona finalen i Champions League over Manchester United, men der er næppe nogen sammenhæng mellem de to hændelser.

Her har jeg skrevet om – alt muligt. Det bliver jeg formodentlig ved med. Nogle indlæg går hen i al ubemærkethed, andre bliver åbenbart læst af en del mennesker. I går var der faktisk 596 besøgende her, og den slags kan ikke undgå at gøre indtryk på mig.

Flattr this!

Måske er det bare for svært for os?

Jeg har tidligere skrevet om det, man kalder wicked problems – det er samfundsproblemer som f.eks. krig, arbejdsløshed og social ulighed, som er svære at definere præcist og endnu sværere at løse. Og det er min klare opfattelse, at når beslutningstagere tror at kende en enkel løsning på et af disse problemer, er der noget galt.

Nu har jeg læst et interessant essay af den amerikanske neurolog Robert Burton; hans fornemmelse er at det simpelthen er sådan, at den menneskelige erkendelse er begrænset – at vi ikke kender vores begrænsede analytiske evner – og at det gør mange ude af stand til at kunne overskue analyserne af de “slemme problemer”, men at næsten ingen vil indrømme, at det er sådan. På en måde er der tale om en udgave af Dunning-Kruger-effekten: at de lidet kompetente ikke kan indse, hvor lidt kompetente de faktisk er.

Det er helt legitimt at have nogle grundlæggende etiske principper, vi ikke vil gå på kompromis med, ja, faktisk er det fuldstændig nødvendigt. Det, der bekymrer mig, er når deltagere i den demokratiske proces bevidst ignorerer meget veletablerede forskningsresultater. Forskning er ikke værdifri, og mange af forskningens konklusioner er kontingente (som forskere ved), men der er noget galt, når beslutningstagere (og dem, der har bragt dem til magten) ikke vil acceptere at der er overvældende evidens for at den globale opvarmning er virkelig og menneskeskabt – eller ikke vil acceptere at der ikke er evidens for at hårdere straffe fører til lavere kriminalitet. Og jeg husker selv, hvor enormt frustrerende det ofte har været for mig at høre politikere uden indsigt i undervisning eller i uddannelsesforskning tale om hvor undervisning og bedømmelse efter deres mening burde foregå.

De fleste af os må erkende, at vi ikke for alvor vil kunne forstå analyserne af de “slemme problemer”, for slet ikke at tale om at kunne foretage sådanne analyser selv. Jeg kan bestemt heller ikke altid, heller ikke selv om jeg selv er forsker. Videnskabens erkendelser strider ofte mod intuitionen, og de analyser, der frem til dem, betjener sig ofte af kvantitative analyser baseret på matematiske modeller, herunder på statistisk inferens. Et klassisk værk om dette, at videnskab er kontraintuitiv, er Lewis Wolperts The Unnatural Nature of Science.

Alle har ret til at ytre sig, men det er ikke tilfældet at alle har lige meget ret. Jeg taler ikke for en elitær holdning, men derimod for en ydmyg holdning, hvor vi alle skal erkende, at der er nogle problemer, der er meget svære at analysere og kræver en ikke-triviel analytisk indsigt. Men hvornår har vi sidst hørt en politiker sige, at der var noget, han/hun ikke ved noget om og ikke har indsigt til at udtale sig om?

Flattr this!

Moral og lov

For tiden er der fokus på sagen om Inger Støjbergs beslutning om konsekvent at adskille par af asylansøgere, hvor den ene eller begge parter er under 18 år – selv om dette ifølge loven skal ske ud fra en vurdering fra sag til sag. (I kun to af sagerne er der tale om et par, hvor den ene part er under den seksuelle lavalder.) På Facebook skriver Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth

Inger har min 100% opbakning i sagen. […] I dette spørgsmål kommer moral over loven; i Danmark bør vi aldrig acceptere barnebrude, og jeg er stolt af, at Inger går forrest for at forbyde den slags praksis i Danmark.

Det er interessant, at et medlem af den lovgivende magt nu offentligt forsvarer at et medlem af den udøvende magt ikke overholder gældende lov – og med den begrundelse, at moral er hævet over loven.

Det er også interessant at sammenligne med en aktuel sag, hvor et syrisk ægtepar med flygtningestatus i Danmark besøgte konens bror i Tyskland og tog ham med sig til Danmark for at han kunne besøge en ven i Silkeborg, har man dømt parret til udvisning til Syrien for menneskesmugleri. Her er de danske myndigheder meget nidkære i deres retspraksis, mens man i sagen om adskillelse af samlevere åbent vedkender sig at man ikke vil overholde loven.

Måske er der et paradoks her. Eller måske er alting tværtimod godt og fornuftigt. Eller måske er der tale om at myndighederne i Danmark i 2017 er endt med først og fremmest at fokusere på at gøre livet surt for flygtninge og asylansøgere og derfor bøjer loven efter forgodtbefindende.

Flattr this!

Man kommer til at holde lidt mindre af mennesker

For nogle uger siden var jeg ude at samle penge ind til SOS Børnebyerne. Og før det var jeg med til samle underskrifter for at omgøre folketingsbeslutningen om at Danmark ikke længere skal tage imod 500 UNHCR-flygtninge.

Det er vigtigt for mig at være med her. Men samtidig må jeg indse, at det at bede andre mennesker om at støtte en sag, jeg går ind for, faktisk ikke giver mig mere energi. Tværtimod. Jeg ender nemlig altid med at holde en lille smule mindre af menneskeheden, når jeg hører mine medborgere give udtryk for synspunkter, som er kyniske eller hadefulde. Efterhånden er jeg også blevet meget lidt villig til at indlade mig på diskussioner på Internettet. Jeg prøver altid at veje mine ord på en guldvægt for at være så præcis som overhovedet muligt, men efterhånden bidrager jeg kun ugerne. For jeg kan mærke det samme ske – jeg kommer til at holde lidt mindre af mennesker hver gang. Og det gør især ondt, når det er familie eller venner.

Jeg har plejet at tænke, at det nok kun var mig, der havde det sådan. Men jeg opdagede for nylig, at nogle af dem, jeg kender fra Amnesty International, og som ligesom jeg er midaldrende mennesker, også har det på den måde. Måske er det debat-klimaet, der er blevet mere råt; det er min fornemmelse, at man i dag kan ytre sig offentligt på måder, der for en menneskealder siden slet ikke var acceptable. Måske har vi alle fået kortere lunte. Eller måske er jeg bare ved at blive konfliktsky?

Flattr this!

Første og sidste skoledag

Nadias første skoledag. Foto: Mig.
Nadias sidste skoledag som “Find Holger” – kort hår, kasket og klæd-ud-briller. Foto: Poul Bundgaard

I dag var det Nadias sidste skoledag. Til august begynder hun i gymnasiet. Jeg fandt et billede frem fra hendes første skoledag for knap 10 år siden. Hvor tiden dog flyver!

Flattr this!

Følelsesløst

Jeg vågnede alt for tidligt i morges og så den tragiske nyhed om bombeangrebet i Manchester Arena. Mine tanker er ved dem, der så pludseligt har mistet deres kære. Det første, jeg tænkte på, da jeg læste om eksplosionen, var dog min familie derovre. Mine to søstre bor nemlig begge i Manchester-området. Heldigvis kunne de fortælle mig, at de ikke havde været i nærheden. Den enes søn kender dog nogle piger, som skulle have været til koncerten i Manchester Arena.

Ved at læse mere om eksplosionen, går det samtidig op for mig, hvad terrorismen gør ved os alle.

Terrorismen opfylder sit perverse formål ved at skabe en snigende følelse af almindelig utryghed. Det er en følelse, som samtidig er irrationel, fordi risikoen for at dø af andre årsager (f.eks. i trafikken) er meget, meget større.

Men samtidig skaber terrorismen, der selv er fuldstændigt følelseskold, også en følelsesløshed i samfundet. Der sker nu så hyppigt terrorangreb i Europa og Nordamerika, at der sætter en mental udmattelse ind hos mange borgere. Reaktionerne i medierne og hos den enkelte bliver nemme at forudsige (og måske er også dette blogindlæg forudsigeligt?). De fleste ved nemlig inderst inde, at det seneste terrorangreb bare er endnu ét og at der vil komme flere.  Og jo mindre vi føler, jo højere råber terroren, og jo mere begrænsende og voldsomme bliver de modforholdsregler, som nogle politikere foreslår, og som påvirker os alle.

Flattr this!

Publish or perish?

I denne uge fik jeg ros af min institutleder, fordi jeg nu får publiceret meget mere end før. Jeg har endda i det forgangne år haft lige så mange publikationer som nogle af dem, der ind imellem bliver fremhævet (og i enkelte tilfælde også fremhæver sig selv) som forskere med succes. Så det er en interessant forandring, for i den akademiske verden skal vi publicere og helst kun der, hvor det kan give BFI-point og dermed bevillinger til institutionen.

Men det var også i denne uge har jeg set to lige lovlig interessante konsekvenser af denne kamp for at publicere.

Der findes en større samling underlødige forlag, der udgiver tidsskrifter, som optager hvad som helst mod betaling. Forlagene sender spam ud til en hel masse akademikere, hvor de hævder at tilbyde publikationer med peer review og at deres tidsskrift er indekseret i anerkendte databaser. Og alligevel fik den australske datalog Peter Vamplew accepteret artiklen “Get Me Off Your Fucking Mailing List” til udgivelse i International Journal of Advanced Computer Technology. Artiklens tekst er identisk med overskriften, og som forfattere er anført – ikke Vamplew selv, men de to amerikanske dataloger David Mazières og Eddie Kohl, der skrev den pågældende “artikel” tilbage i 2005! Artiklen blev nu ikke publiceret, for tidsskriftet forlangte 150 dollars for at ville publicere den.

Men er det så bedre på de “etablerede” forlag? I denne uge er der blevet talt en del om “the conceptual penis”. Forfatterne, to amerikanske filosoffer, har her indsendt en artikel under pseudonym til Cogent Social Sciences, et efter sigende anerkendt tidsskrift inden for sociologi udgivet af Taylor & Francis, et af de helt store forlag.  Artiklen er en storslået gang selvmodsigende nonsens, der kommer omkring en lang række emner: global opvarmning, transpersoner, kapitalistisk økonomi osv. Forfatterne nævner endda isomorfier flere steder!

Der er mange grunde til at “the conceptual penis”-historien er så pinlig. Måske viser den, at man bare skal skrive noget, der ser tilpas kompliceret ud, virker trendy eller trykker på de rigtige “knapper”. Måske viser den, at bedømmerne ikke altid læser de artikler, de får tilsendt til bedømmelse.  Måske viser den, at der findes sociologer, der faktisk kan få mening ud af noget, der bevidst er tænkt som nonsens. Måske viser den også noget om at tidsskrifter fra store forlag ikke i sig selv er garant for akademisk kvalitet.

Flattr this!

Universel eller ens?

Jeg har læst en artikel af den amerikanske forfatter Susan Faludi, der har gjort et stort indtryk på mig. Hendes far István kom fra Ungarn, men udvandrede til USA og blev til Steven. Faderens familie havde jødisk baggrund, men gjorde meget ud af ikke at adskille sig fra andre ungarere, helt ned til at vælge typisk ungarske navne til børnene. De var kort og godt et eksempel på hvor totalt assimilerede mennesker med mindretalsbaggrund kunne blive. Men da 2. verdenskrig kom, blev hele den del af familien, der ikke havde forladt Ungarn, myrdet af tyskerne – fordi de var jøder.  Mange år senere slutter Susan Faludis beretning med at hun har genoptaget kontakten til sin far. I mellemtiden har hendes far skiftet køn, er blevet til Stefanie Faludi og ligger nu for døden, tilbage i Ungarn.

Alt dette er en gribende fortælling om vores søgen efter at være nogen, om hvem vi selv synes vi er, og hvem andre tror, vi er. En del mennesker har i deres opvækst hørt deres forældre sukke noget i stil med “Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre?” (det har jeg også hørt!). Der er en tryghed i at være “som alle andre”, men der kan også være en tryghed i ikke at være “som alle andre”. Man kan skabe sig en identitet ved at prøve at være “som alle andre”, og man skabe sig en identitet ved at være anderledes end “alle andre”. Susan Faludis far nåede at prøve begge dele og fandt på den måde hjem, både sjæleligt og geografisk.

Det, jeg fornemmer, der er ved at ske, er at der i dag er en bevægelse i samfundet mod at man skal være “som alle andre”. Nationalismen er et tydeligt tegn på det, og i det hele taget er begrebet om universelle rettigheder ved at glide i baggrunden. Men at alle mennesker har samme rettigheder, er ikke det samme som at alle mennesker behøver at være ens. Måske er det også derfor, vi i dag ser nogle mod-strømninger, der sætter navn på mange forskellige etniske og seksuelle identiteter og taler om identiteternes rettigheder. I begge tilfælde tror jeg at risikoen kan være, at det, vi har fælles og som er universelt, nemlig at vi er mennesker, kan træde i baggrunden til fordel for de etiketter, vi bruger for at klassificere os selv. Og alt sammen er det fordi vi gerne vil finde hjem.

Flattr this!

Arkæologisk datalogi

En jobannonce fra 19. maj 2017

Da det seneste ransomware-angreb ramte, blev det almindeligt kendt at der i den danske hospitalsverden alene i Region Midtjylland er omkring 5000 computere, der stadig anvender Windows XP. Det er flere år siden, netop dét operativsystem sidst fik en sikkerhedsopdatering.

Det bliver tydeligt, at der er store udfordringer forbundet med at forstå, hvad der sker i gammel software. Og der er masser af gammel software derude. Ovenfor er der et eksempel på en jobansøgning fra Danske Bank; den nævner Java, C# og Python, som vore dages datalogistuderende typisk kender – men også COBOL og PLI/II, der er programmeringssprog med op til 50 år på bagen. De personer, der udviklede de oprindelige systemer i disse sprog, er ofte for længst gået på pension, og nogle er ikke længere iblandt os.

Alle de gamle systemer virker formodentlig fint, når de står alene, og de er ofte langt mindre oppustede end senere software, men de blev samtidig til længe før Internettet blev, hvad det er i dag. Derfor er der store udfordringer forbundet med at kunne analysere og reparere gammel software, og her er der en udfordring både for forskning og undervisning i datalogi. Selvfølgelig skal de af os, der er dataloger i den akademiske verden, ikke undervise studerende i COBOL og lignende, men vi skal kunne udvikle teorier og metoder, der gør det muligt at tage sig af de udfordringer, som gammel software udgør. Det er desværre ikke noget, vi gør så meget for at fremme i dag. I virkeligheden er denne “arkæologiske datalogi” nemlig en af de helt store udfordringer – og vil blive ved med at være det, for de programmer, der i dag er nye, vil også en dag blive gamle.

Flattr this!

En typisk gerningsmand?

I denne uge har der været endnu et tragisk angreb med en bil, denne gang i New York. Gerningsmanden er en yngre mand, han kommer fra et etnisk mindretal, hans håb om et andet liv er ikke blevet til noget, han har haft store personlige problemer og ikke mindst har han tidligere begået kriminalitet. Nu kører han så med stor hastighed ind i en folkemængde midt i en stor by med det formål at slå dem ihjel, og bagefter prøver han at stikke af på planløs vis.

På disse punkter ligner han næsten til forveksling gerningsmændene fra lastbilangrebene i Nice, Berlin, London og Stockholm. De amerikanske myndigheder har slået fast, at der her ikke var tale om terror. Gerningsmanden havde ganske vist talt om at “regnskabets time ville komme”, men han var ikke fascineret af en ekstrem udgave af islam, men “bare” af Scientology.

Om det er for at berolige os, at vi skal have at vide, at dette bilangreb ikke er terror, ved jeg ikke. Selv hæfter jeg mig ved copycat-effekten; jeg kan ikke mindes, at der har været så mange tilsvarende angreb med biler i store byer som inden for det seneste år. Og jeg hæfter mig ved de mange lighedspunkter. Måske har vi i virkeligheden for alle de afskyelige bilangrebs vedkommende at gøre med en særlig form for voldelig afmagt, der sætter ind hos yngre mænd, for hvem livet ikke vil lykkes, og måske er det så i virkeligheden dér, vi kan sætte ind.

Flattr this!