Hyldest til Heineken

I dag vil jeg lige så stille indvarsle en pause i min blog-aktivitet, der kommer til at vare de næste par uger med sikkert kun få afbrydelser. Ferien er nu i høj grad blevet hverdag.

Og i dén anledning er det på sin plads med en anekdote om dengang, jeg drak en dåse Heineken og nød det. Denne opsigtsvækkende hændelse fandt sted for 12 år og lidt over en uge siden.

Det var i de år, hvor familien rejste sydpå med tog i sommerferierne. Dengang i 2005 havde vi lejet en ferielejlighed i Sydfrankrig i Cap d’Ail ikke så langt fra Nice. Planen var at vi skulle med tog ned gennem Jylland til Hamburg, derfra videre med nattog til Paris, derefter med TGV til Nice og endelig med bumletog det sidste stykke.

Alt gik planmæssigt, lige indtil vores datter Nadia fik hånden i klemme i de automatiske døre i toget knap en time inden vi nåede Nice. Der var en masse venlige passagerer i toget, som sørgede for at hjælpe os med at få ringet efter en ambulance, der kunne få Nadia på skadestuen. Da vi nåede Nice, gik det med fuld udrykning gennem byen til hospitalet. Nadia fik taget et røntgenfoto, og gudskelov var intet brækket. Vi fik en cd-rom med røntgenbillederne, hvorefter vi sagde pænt farvel til ambulancefolk, sygeplejersker og læger, der alle havde været venlige og tålmodige. Og så skulle vi have lidt at spise, inden vi kunne nå bumletoget til Cap d’Ail. Da vi nåede frem, var klokken tæt på midnat og vi indså at ikke bare lå hele byen i særdeles kuperet terræn, den lå reelt set på en stejl skrænt med vores ferielejlighed oppe for toppen. Der var ikke andet for end at tage de mange hundrede trappetrin med al vores bagage, selv om det var langt hinsides Nadias sengetid og rigeligt sommervarmt.

Det føltes som en mindre evighed at nå op til lejligheden, men til sidst kunne vi da låse op. Nadia kom i seng – klokken var næsten ét om natten – og min hustru og jeg tog et hurtigt kig rundt i lejligheden for at se om alt var som det skulle være. Det var det, men køkkenskabene var helt tomme. Dvs. i det tændte køleskab stod der en dåse Heineken og over for køleskabet stod en lænestol. Der var nu kun ét at gøre, mens min hustru krøb til køjs.

Dén dåse Heineken nød jeg, og for ikke at besmitte dette ferieminde lovede jeg derfor mig selv at jeg ikke ville drikke Heineken igen.

Hermed ønsket om en god sommerferie til de, der læser med her.

Flattr this!

Manglende hensynsfuldhed i undervisningen

Oversigt over de former for manglende hensynsfuldhed, som israelske studerende og universitetslærere nævner – rangordnet efter hvor problematiske de anses for st være.

En artikel fra 2016 i International Journal of Teaching and Learning in Higher Education af to israelske universitetslærere analyserer resultaterne deres undersøgelse af manglende hensynsfuld adfærd i undervisningen – både fra universitetslærere og fra studerende. Universitetslærere kan f.eks. være arrogante og nedladende, være dårligt forberedt, give urimelige bedømmelser – eller være dårligt forberedt. Studerende kan f.eks. distrahere i undervisningen ved at bruge mobiltelefon eller computer til irrelevante aktiviteter, tale grimt til hinanden eller til underviseren – eller være dårligt forberedt.

Jeg genkender bestemt nogle af problemerne, både fra min egen undervisningserfaring og fra evalueringsrapporter, jeg har læst. Det er desværre ikke altid lige rart at læse evalueringer af undervisningen. (Jeg kan i øvrigt se af den israelske undersøgelse, at jeg ikke er den eneste, der ikke har det godt med at studerende nægter at deltage i undervisningen.)

Men især hæfter jeg mig ved to ting. For det første bemærker jeg at studerende i undersøgelsen nævner, at det er et problem at undervisere tager let på manglende hensynsfuldhed. Faktisk er det netop dét at undervisere ignorerer urimelig adfærd hos andre studerende, som studerende er mest utilfredse med.

For det andet bemærker jeg, at manglende engagement og dårlig forberedelse bliver nævnt af både studerende og undervisere som et væsentligt problem.

Det kunne være interessant at se en undersøgelse af forholdene på videregående uddannelser i Danmark. I undersøgelsen er der en del udtalelser, der ser den hensynsløse adfærd fra undervisere og studerende som konsekvenser af at uddannelserne er ved at blive en slags “præstationsmaskiner”, og det kender vi bestemt til også her oppe hos os.

Nogle af problemerne er dog også afhængige af den samfundsmæssige kontekst, for undervisningen er på nogle måder et billede af det større samfund. En studerende bliver citeret for at nævne at, at Israel er et samfund præget af vold (og en anden nævner nedsættende udtalelser om religion og etnisk tilhørsforhold – vel de to mest betændte emner netop i Israel) og at man derfor kommer til at tage samfundets adfærdsnormer med sig ind i undervisningen.

Flattr this!

Mediernes konflikter – og mangel på konflikter

En af de store, fredelige demonstrationer under G20-topmødet i Hamburg juli 2017.

Ulrik Haagerup, der tidligere var nyhedschef på DR (og før det igen var ved Nordjyske Medier), er nu hovedkraften i Constructive Institute, som er et initiativ taget i samarbejde med Aarhus Universitet. Haagerups omdiskuterede påstand er at nyhedsjournalistikken skal have en “konstruktiv” rolle i samfundsdebatten: den skal at dokumentere problemer, men også inspirere til mulige løsninger. Da ideen dukkede op i 2010, lød der kritik fra bl.a. Berlingske og TV2.

Min egen fornemmelse er at det netop er et problem, at mediernes hukommelse er kort, og at der i så høj grad er fokus på konflikter og at analyserne af konflikterne ikke rigtig fører nogen steder hen. Det gælder både de spontane, uredigerede “sociale” medier og de redigerede nyhedsmedier, hvor journalister står for formidlingen. Det er påfaldende at der nu igen er så lidt fokus på borgerkrigen i Syrien. Til gengæld er der en omfattende dækning af slaget om Mosul i Irak.

Et andet eksempel på det store fokus på konflikter er mediernes dækning af demonstrationerne i forbindelse med G20-topmødet i Hamburg. Megen omtale blev viet til et lille antal demonstranters stærkt aggressive adfærd. Samtidig var der også meget store og helt fredelige demonstrationer, men dem hørte man ikke meget om, og der har heller ikke været ret mange historier om hvad det var, de store og fredelige demonstrationer havde som budskab.

Det er fristende at fokusere på konflikter, for en konflikt kan være en “god fortælling”, der kan virke nem at forstå – og der er en begyndelse, en midte og måske en dag en afslutning. Men et af problemerne ved at de redigerede medier fokuserer så meget på konflikter er, at det ikke er alle hændelser, der nemt kan forstås som konflikter. Et andet er at nogle konflikter ikke er så åbenlyse endda.

Jeg vil påstå, at den største nyhed lige nu er at et isområde på størrelse med landet Luxembourg har revet sig løs fra Antarktis fra den såkaldte Larsen C Shelf. Men denne nyhed har ingen åbenlys konflikt i sig og bliver – så vidt jeg kan se – kun sporadisk dækket. Den konflikt, som er her, er konflikten mellem dem, der vil bremse den menneskeskabte globale opvarmning, og dem, der affærdiger de efterhånden mange og alvorlige tegn på at der er noget helt, helt galt.

Flattr this!

Frygt og konkurrence

Kilde: THE DATA TEAM/The Economist.

OECDs PISA-undersøgelser har ikke noget med Italien at gøre; PISA står for Programme for International Student Assessment.  Ved PISA-undersøgelsen i 2015 vurderede man kundskaberne hos mere end en halv million elever i 72 lande. For første gang fik eleverne i 53 af deltagerlandene også stillet kvalitative spørgsmål om deres trivsel i skolesystemet, herunder deres forhold til forældre, til lærere og til andre elever.

To af de interessante spørgsmål er om elevernes ambitionsniveau og deres frygt for ikke at klare sig godt til eksamen. Grafen overfor kommer fra The Economist og viser denne sammenhæng.

I øverste højre hjørne kan man se en farvekode, der viser hvor god et lands PISA-score er. Og det interessante er, at de lande, hvor eleverne på samme tid har en høj ambition om at være blandt de bedste i klassen og er bange for at klare sig dårligt til eksamen, selv om de har forberedt sig godt, faktisk også er lande med en lav PISA-score. Lande som Schweiz, Tyskland, Belgien og Nederlandene, hvor eleverne ikke har så høje ambitioner og ikke er så bange, er derimod lande med temmelig høj PISA-score. I Danmark er ambitionsniveauet og frygten for ikke at klare sig begge over OECD-gennemsnittet, men hvis man ser på tallene i PISA-rapporten fra 2015, er Danmarks PISA-score faktisk lidt lavere end Schweiz’s.

Denne slags data kan ikke undgå at skabe tvivl om hvorvidt konkurrence og “motivationsfremmende foranstaltninger” mon er de afgørende drivkræfter, som man ofte får at vide at de skal være i uddannelsessystemet.

Flattr this!

En anden form for filosofi

Hver sommer får jeg læst en stribe romaner og novellesamlinger, noget jeg desværre ellers ikke altid er så flink til.

Jeg sidder lige nu med Stories of Your Life and Others, en novellesamling af Ted Chiang; det er ham, der skrev “The Story of Your Life”, den novelle, der er forlægget for filmen Arrival. Novellesamlingen er nu blevet genudsendt under navnet Arrival.

Det interessante ved denne novellesamling er – ligesom for mange andre vellykkede værker inden for genren science fiction – at dens noveller alle er baseret på tankeeksperimenter: Hvordan ville et menneske opføre sig, hvad han/hun var langt mere intelligent end noget andet menneske? Hvordan ville samfundet være indrettet, hvis de middelalderlige teorier om menneskelig forplantning faktisk var korrekte? Hvordan ville en matematiker reagere, hvis hun opdagede at mainstream-matematik viste sig at være inkonsistent? og så fremdeles.

Men vi behøver selvfølgelig ikke at stille så voldsomme spørgsmål. Dostojevskijs Idioten er fortællingen om det gode og forstående menneske (titelpersonen) og hans kvaler i en verden, der bestemt ikke altid er god eller forstående.

På denne måde er fiktionen faktisk en anden vej til at forstå mange de store spørgsmål, som filosofi og psykologi tager udgangspunkt i. Fortællingerne lader os opleve og udforske en verden, vi kan forestille os og kunne være virkelig. Hvis Chiangs novellesamling er en slags erkendelsesteori, udgør Dostojevskijs romaner en etik. Den amerikanske filosof Costica Bradatan beskriver, hvordan Akira Kurozawas film Rashomon faktisk også tager livtag med filosofiske problemer.

Slægtskabet bliver tydeligt, når man husker at der er en del berømte forfattere, der balancerer på grænsen mellem filosofi og fiktion, som f.eks. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre.

Selvfølgelig er der forskelle: I en filosofisk tekst er der ofte en påstand, der bliver fremsat og derefter argumenteret for. I film og litteratur er der som regel ikke denne struktur. Men det er vel i virkeligheden fortællingens handling, der er et “argument”, netop fordi fortællingens grundantagelser bliver ført igennem til deres konklusion, nemlig fortællingens slutning.

Jeg tror selv på at det at læse og se film giver os mulighed for at få yderligere erfaringer end dem, vi oplever i “virkeligheden”, og de giver os en særlig mulighed for at se ind i andre mennesker og derigennem lære empati og sympati. Derfor er det vigtigt at læse, og derfor er det også vigtigt at tænke over, hvad man læser og ser. Dårlige fortællinger er på en måde “dårlig” filosofi.

Flattr this!

Hemmeligheder og løgne om os selv

Meget ofte tænker vi på fordomme som implicitte – de er der, selv om vi ikke bryder os om at de er der. Hvis det er dét, der er tilfældet, er det en årsag til at racistiske udsagn ofte bliver ledsaget af en forsikring om at den talende ikke er racist, men…: Den, der taler, vil ikke være racist og ser ikke sit udsagn som racistisk (selv om det faktisk altid er det). “Ikke-racisten” lyver for sig selv.

Men det kunne også være tilfældet, at vi faktisk ikke har noget imod vores fordomme, men bare prøver at skjule dem så godt vi kan. Så er fordommene eksplicitte, men skjulte: Vi har ikke lyst til at indrømme at vi er racister, men vi har egentlig ikke noget imod at være det. Det sidste er vel den mest skræmmende mulighed, for den betyder at racisme (og homofobi og antisemitisme og andre former for fordomme og had) bare er “gået under jorden”. Vi lyver ikke for os selv, vi lyver for de andre.

Hvordan finder vi ud af hvad der foregår inde i vores hoveder? I dag kunne jeg læse en interessant artikel af den amerikanske dataanalytiker Seth Stephens‑Davidowitz, der har fået adgang til søgedata hos Google, forstået som de søgestrenge, brugerne indtaster. Hans konklusioner kan ses i bogen Everybody Lies: What the Internet Can Tell Us About Who We Really Are, som nu står på min ønskeliste.

Det er afslørende at se, hvad der bliver søgt på, og måske kan det på indirekte vis fortælle os f.eks. hvor stor en procentdel af befolkningen i USA, der er homoseksuelle. Det er således alle steder i USA omkring 5 procent af alle søgninger efter porno, der er søgninger efter bøsseporno, og der er små forskelle i søgehyppigheden mellem delstaterne – i Mississippi er den 4,8%, mens den i Rhode Island er 5,2%. Men det kan også røbe noget om hvor mange, der er åbne om deres seksualitet. For ser man efter hvilke mandlige Facebook-brugere, der angiver, at de er interesseret i mænd, er der procentvis dobbelt så mange i Rhode Island som i Mississippi, hvor der er langt lavere opbakning om at tillade homoseksuelle ægteskaber.

En anden interessant og trist observation er om racismen i USA. Der er 17 gange flere søgninger på “nigger jokes” end på søgninger om vittigheder om andre etniske og religiøse mindretal i alt. Og disse søgninger ser ud til at være mest hyppige på bestemte tidspunkter, hvor der er fokus på afro-amerikanere i medierne. Ét tidspunkt var efter orkanen Katrina i 2005, der især ramte bydele med sorte amerikanere. Et andet var da Barack Obama blev valgt til præsident i 2008. Og søgningerne efter “nigger jokes” vokser i hyppighed med omkring 30 procent på Martin Luther King Jr Day.

Racistiske vittigheder er i høj grad eksplicit racisme, og det får Stephens-Davidowitz, der selv er en kridhvid mand, til at fremsætte den hypotese, at årsagerne til den diskrimination, der stadig er udbredt i USA ikke så meget er et resultat af tidligt indlærte og underbevidste negative reaktioner mod afro-amerikanere som den er et resultat af at millioner af hvide amerikanere søger efter “nigger jokes”.

Min umiddelbare tanke efter at have læst Stephens-Davidowitz’ artikel er, at det kunne være interessant at lave en lignende undersøgelse for danske søgeresultater.

Flattr this!

Alle hjælpemidler tilladt?

I går var sidste dag inden ferien, og jeg sad i frokostpausen og snakkede med en kollega om vores erfaringer med forskellige eksamensformer. Han mente, at man til skriftlig eksamen kunne tillade alle hjælpemidler. Vi skal selvfølgelig huske at tilpasse opgaverne til det, men vi vil altid kunne fange de studerende, der ikke ved nok selv, sagde han. Vi er trods alt dem, der er fagligt kompetente. Man har ingen glæde af hjælpemidlerne, hvis ikke man ved hvordan man skal bruge dem, var hans påstand.

Jeg var har altid været mere betænkelig selv. Min bekymring har ikke været den, at nogle eksaminander vil lave besvarelser, der er perfekte, men derimod at nogle eksaminander alene ved at bruge Internettet, gamle opgaveløsninger og lærebøger til afskrift vil kunne præstere besvarelser, der er dårlige, men samtidig tilsyneladende acceptable. Og ideen om at “alle hjælpemidler er tilladt” vil føre nogle studerende længere ud i den frygtede “notatsyge” hvor de tror, at de kan lade notaterne bestå eksamen.

Det er en svær diskussion. Den bliver yderligere kompliceret af at vi nu ser hjælpemidler, der faktisk kan mere end vi har set før, fordi de ikke kræver nogen kompetence fra brugeren. Hermed kan det faktisk blive tilfældet at “hjælpemidlerne bestod eksamen”. En high school-lærer i USA stillede for nylig et opgavesæt til sin klasse i “Advanced Calculus” og ved en fejl var det kommet til at indeholde en opgave, som var hinsides det, eleverne ville kunne lære. Men alligevel var der flere af eleverne, der indleverede korrekte løsninger, komplet med mellemregninger og det hele. De havde brugt Wolfram Alpha, som er et omfattende websted, der gør det muligt at løse ikke-trivielle standardopgaver inden for matematik og andre fagområder. Min fornemmelse er, at Wolfram Alpha bevæger sig på gymnasieniveau og nogle gange lidt over.

Også inden for fagområder, hvor jeg selv underviser, vil det være en udfordring at tillade Internetadgang. Der findes f.eks. websteder, der ud fra et regulært udtryk kan konstruere en nondeterministisk endelig automat. Algoritmen, der gør det, er en algoritme, som er et fast emne i det kursus, jeg har holdt mange gange. I flere eksamenssæt har jeg stillet det som opgave at foretage denne konstruktion med blyant og papir. Men hvis man kan gå på nettet, kan man bede et websted om at gøre dette.

Det er disse nye fænomener, der nærer min betænkelighed ved at sige at alle hjælpemidler skal være tilladt til eksamen.

Flattr this!

Det er måske umuligt at skifte mening

Jeg og mange andre har en grundopfattelse af at man kan ændre folks politiske holdninger ved at præsentere dem for utvetydige fakta. Men en undersøgelse foretaget af fire samfundsforskere fra USA og Storbritannien under præsidentvalget i USA i efteråret 2016 er interessant i den henseende. 

Forskerne bad vælgere om at vurdere en række udsagn, som Donald Trump havde fremsat i løbet af valgkampen – og som var faktuelt forkerte. Forskerne gav vælgerne data, der viste at Trumps påstande var ukorrekte og bad dem om at vurdere om Trump havde sagt sandheden eller ej. Det overraskende er at de vælgere, der støttede Trump, ikke havde problemer med at gå med til at Trump havde talt usandt – men det havde ingen signifikant indflydelse på deres beslutning om at ville stemme på ham

I konklusionen skriver forskerne

Still, our results provide compelling evidence that citizens can accept factual corrections of misstatements even when they are made by one’s preferred candidate during a presidential election. However, any optimism should be cautious. Information about the accuracy of a claim had little effect on people’s attitudes toward the candidate being corrected. Respondents—particularly Trump supporters—took the corrections literally, but apparently not seriously.

Det er interessant, at man (i hvert fald for nogles vedkommende) kan acceptere, at politiske udsagn er faktuelt forkerte, men at man ikke tager dette så alvorligt, at man skifter mening på afgørende vis. Og trist er det egentlig også, for det er endnu et tegn på at det gode argument ikke betyder nær så meget for opinionsdannelsen, som det burde, i den politiske debat. Og især er det interessant at vælgere, der bakker om den reaktionære nationalisme som f.eks. Donald Trump er eksponent for, især har svært ved skifte mening.

Flattr this!

Se mine penge

Jeg plejer at skrive om mit manglende held med at få eksterne forskningsmidler. De sidste to år har jeg i ugen op til sommerferien fået en kort mail fra EU-kommissionen om at den Horizon 2020-ansøgning, jeg har stået bag, er blevet afvist.

I denne uge skete der imidlertid et højst uventet brud på denne sommertradition: Jeg fik en mail fra EU-kommissionen om at den Horizon 2020-ansøgning, jeg er med i sammen med mange andre, er blevet antaget.  Så nu har jeg pludselig 18.000 euro til rejsemidler o.lign. i forbindelse med et projekt om at bruge typesystemer til at ræsonnere om API’er.

Æren er ikke så meget min, for jeg var ikke koordinator på ansøgningen, men det er en ny fornemmelse at opleve, at der faktisk er noget, der kan lykkes her. Jeg har kolleger, der helt rutinemæssigt underholder alle os andre med hvor mange eksterne forskningsmidler de har, og det kan godt være anstrengende at høre om andres succes. Så jeg lover at holde tand for tunge, men i denne uge vil jeg godt have lov til at være tilfreds.

Flattr this!

Det ensomme samfund

Mange mennesker føler sig i dag ensomme og rådvilde; verden forekommer stor og uoverskuelig, fremtiden virker meget uvis og det bliver sværere at føle sig forbundet til andre mennesker og uoverskueligt at prøve at påvirke de forhold, man lever under. Vi ved at ensomhed kan køre et menneske i sænk, men hvad gør ensomheden ved et samfund?

Den tysk-amerikanske filosof og forfatter Hannah Arendt mente, at det netop var ensomheden, der førte mennesker til at støtte totalitære ideologier. 

De totalitære ideologier, siger hun, baserer sig på ensomhed og på følelsen af ikke at høre til i verden. Når vi er ensomme, kan vi ikke tænke og er ude af stand til at stole på os selv. Vi kan ikke gøre brug af vores fulde kapacitet som individer, som vi kan, når vi føler os som del af et fællesskab.. Og når det totalitære samfund så først er på plads, bruger magthaverne ensomheden som en slags fastholdende våben. 

I vore dage er der mange kilder til ensomhed. Én ensomhed er den, der kommer fra generel magtesløshed – det enkelte menneske føler sig isoleret og sidder helt alene. En anden er følelsen af ikke at vide hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Hele fænomenet fake news ender med at isolere os fra omverdenen, og det er ikke tilfældigt at f.eks. Assad-regimet i Syrien og Donald Trump gør et stort nummer ud af at prøve at få mennesker til at tvivle på hvad der er sandt og hvad der er falsk – ikke for at fremme en kritisk sans, men for at forvirre dem.

Modsætningen til ensomheden er fællesskabet, men der er også andre former for ensomhed, der umiddelbart kan forveksles med fællesskab. Her tænker jeg på de som-om-fællesskaber som massemedierne kan skabe – det kan være ikke mindst de sociale medier på Internettet, men også ældre fænomener som tv. Vi kan sidde bag hver vores skærm og føle os som del af noget stort, men reelt er vi ofte alene med vore følelser og tanker imens.

Og en tredje ensomhed, der også kan forveksles med fællesskab, er den, der opstår, når grupper i samfundet trækker sig “ind i sig selv” og ender med at se sig selv som afsondret fra resten af samfundet. Det kan være privilegerede grupper i samfundet, der skaber gated communities for at være i fred – ofte er det rige menneskers frygt for den kriminelle underklasse, der er tale om. Men der kan også være undertrykte grupper, der kan “trække sig ind i sig selv”: I dag er der f.eks. nogle erklæret progressive mennesker, der taler for at skabe hvad de kalder separatistiske forsamlinger. Det er fora, der kun er for f.eks. bestemte folkegrupper, køn eller seksualiteter. Tanken er (som jeg forstår det) at give alle plads til at udfolde sig uden at skulle frygte hadske eller negative reaktioner, og det er egentlig prisværdigt, men min frygt er at man kan risikere også at “trække sig ind i selv” på den måde og faktisk også her skabe en isoleret, tilsyneladende tryg boble, der reelt ender med at afsondre én fra det store samfund.

Flattr this!