Kategoriarkiv: Blog

Noget om vandhaner og brugbarhed

   

  

  
 Nogle gange kan man lære noget om brugbarhed ad overraskende veje. Her er fire eksempler på vandhaner fra USA. Den øverste er fra et offentligt toilet og den voldte mig en del kvaler. Jeg drejede på det store håndtag, men der kom intet vand. En anden toiletgæst fortalte mig så at jeg skulle trykke ovenpå den flade del; håndtaget bruges til at regulere temperaturen. En variant heraf findes i Amtrak-togenes toiletter, hvor man skal trykke nedefra på selve hanens munding! Den anden hane afbildet her er fra brusekabinen i det hus hvor vi har boet til leje. Det store håndtag regulerer temperaturen, mens det lille greb regulerer vandtrykket. En smart idé, som det tog os alle tre lidt for lang tid at regne ud – og ingen af os er blevet glade for denne bruser. Tredje vandhane er fra samme badeværelse, men her har ingen af os haft problemer. Fjerde vandhane er fra toilettet på en restaurant, og også her var det helt ligetil for os at få vandet til at strømme som vi gerne ville have det. 

De to sidste principper er fuldstændig forskellige – men er begge vellykkede. De to første er snedige, men samtidig lige snedige nok. Vi kender begge slags designfilosofier fra styresystemernes verden, f.eks. i kontrasten mellem en iPhone med én knap og få bevægelser og lidt ældre udgaver af Android-telefoner med flere knapper.

Og så har jeg slet ikke nævnt den udbredte britiske variant uden blandingsbatteri, men med en kold hane og en varm hane. Hvis den minder om noget i software-verdenen, er det vel Unix og dets mulighed for at sammensætte større arbejdsgange af små programmer.

Flattr this!

På cykel i en britisk koloni

   
   
USA er fuldt af kontraster. I New York boede vi i en lejlighed udlejet af et yngre par i kvarteret Bedford-Stuyvesant i Brooklyn. Her bor der stadig mest arbejderklasse og lavere middelklasse og overvejende borgere med afrikansk baggrund (afro-amerikansk, afro-caribisk og fra lande i Afrika). Det er et kvarter i langsom, men sikker forandring fra et lidt nedslidt sted med små købmænd, frisørsaloner og kirker og lidt for dårlige fortove til en ny virkelighed med cafeer og tøjforretninger og en mere sammensat befolkning. Umiddelbart lyder det måske positivt, men de lokale indbyggere ender med at komme i klemme, når det en dag bliver for dyrt for dem at blive boende.

Nu er vi i Rhode Island hvor vi bor til leje hos Al og Carol, et ældre ægtepar i South Kingstown – det er et stille sted tæt ved Atlanterhavet med masser af grønt løv og store huse beboet af europæisk-amerikanere (eller hvad man nu skal kalde dem) fra den øvre middelklasse. Lige så nemt det var at komme rundt i New York med undergrundsbanen, lige så bøvlet er det at komme rundt her uden bil.

Jeg har lejet en cykel og har allerede været lidt omkring i South Kingstown of Charlestown – to af mange byer her med britiske navne, enten efter steder i Storbritannien eller efter britiske regenter.

Alle de gode veje er private og man kan købe brød på dåse – så det er dog trods alt ikke en britisk koloni længere, men et sted med amerikanske tilstande.

En sidste reminiscens af den britiske kolonitid oplevede jeg i dag da jeg skulle justere cykelsadlen. Al lånte mig en Unbraco-nøgle (eller Allen wrench, som de hedder her). Men nøglen kunne ikke stramme bolten, thi kærven måles i millimeter mens nøglesættet anvendte brøkdele af engelske tommer. Jeg måtte give fortabt og ringe til cykeludlejningen. 

Jim fra cykeludlejningen kom ud til mig med et nøglesæt, og han fik historien om Burma, Liberia og USA – de eneste tre lande hvor man stadig bruger engelske måleenheder. Også han syntes at det var underligt – hvorfor vil man dog ikke bruge titalssystemet i USA? spurgte han halvvejs retorisk. Jeg foreslog at det var Sarah Palin og hendes meningsfæller der stod bag. “Sådan noget må du ikke spøge med”, sagde Jim og rystede på hovedet.

Flattr this!

Smag og behag i New York

image
image
Der er muligvis et paradoks gemt her. Jeg holder af øl, men de fleste af ugens dage drikker jeg slet ikke alkohol, og jeg bryder mig ikke meget om fulde menneskers selskab. Men smagsoplevelserne og den store rigdom af udtryk, der findes i ølverdenen i dag, holder jeg meget af. Engang var øl fra USA en kedelig omgang – smagløse og overkarbonerede parodier på gullig pilsner – og jeg har kolleger der har troet at der ikke er mere at sige om amerikansk øl end dét. Siden Jimmy Carter i 1979 tillod hjemmebrygning af øl er der imidlertid vokset en stor skare frem af mikrobryggerier, og blandt dem finder man nogle af de bedste repræsentanter for moderne ølkultur.

I dag besøgte vi Brooklyn Brewery, som er et af de største af disse “mikrobryggerier”, stiftet i 1988. Også i Aalborg/Nørresundby er dets enkle grønne og hvide logo med skønskrift-B’et velkendt.

Vi ankom i god tid og tilbragte en halv times tid med at stå i kø. (Over for bryggeriet ligger i øvrigt det fremstormende medieforetagende VICE.) For at kunne komme ind og deltage i rundvisning og ølsmagning skulle min hustru og jeg vise legitimation (ikke fordi vi ser ud til at være under 21) og love at passe godt på vores datter på 14.

Rundvisningen var kort, og der var (sådan som det skal være) meget varmt hvor mæskningen finder sted. Men i tappehallen var der klimaanlæg. Vi fik en samling anekdoter om bryggeriets grundlæggere og om hvordan dets logo blev til.

Brooklyn Brewery er ikke så mikroskopisk mere. Hele 30 procent af den øl, der produceres på bryggeriet, bliver i øvrigt solgt i Sverige. Der er nu indledt et samarbejde med Carlsberg om en aflægger af bryggeriet netop på svensk grund.

Bagefter var der mulighed for at smage på bryggeriets ølsortiment; ølsmagningslokalet var stort og den temmelig overvældende larm fra de mange snakkede gæster lagde desværre en dæmper (et paradoksalt, men nødvendigt ordvalg) på oplevelsen ved at drikke en Blast!  dobbelt IPA.

image

Til gengæld fik hele familien om aftenen nogle suveræne hjemmelavede is hos en rent vegansk isbar andetsteds i New York. Jeg fik jeg jordbæris og is lavet med grøn te (!!!) På billedet ovenfor ser man vaflen lynskudt omkring dens halveringstid. Den pågældende isbar må snildt kunne etablere en filial i Danmark, for den hedder DF Mavens.

Flattr this!

Poetry slam i New York

imageJeg har altid, lige siden jeg begyndte at dyrke poetry slam, været fascineret af de amerikanske traditioner. Det var i USA det hele begyndte i sin tid, og det er stadig her nogle af genrens fornemste repræsentanter findes.

Så denne sommer ville jeg overvære poetry slam i USA når nu jeg alligevel skulle dertil på ferie, og jeg ville også om muligt selv prøve at være med.  I New York er den vigtige poetry slam-scene Nuyorican Poets Club på Manhattan. Hver onsdag er der open mic, hvor de 20  først tilmeldte kan dyste om æren af at vinde. Vinderen kan så deltage i poetry slam om fredagen sammesteds.

Så jeg fik skrevet mine første poetry slam-tekster på engelsk (bortset fra et bestillingsarbejde til AAU) i ugerne op til ferien. Jeg mødte tidligt op med familien kl. 20.15 så jeg kunne få en plads blandt de 20. Først kl. 21.15 blev vi lukket ind; jeg var sur over at skulle vente så længe.

Men da jeg havde rystet den følelse af mig, blev det en god aften. Konferienceren Jive Poetic er den bedste jeg endnu har set, og opvarmningen var ingen ringere end de tre unge fyre der er New Yorks hold til National Poetry Slam, også kendt som de åbne amerikanske mesterskaber. Deres holdslam var i særklasse godt. Der var også mange gode deltagere i selve konkurrencen – standarden var skræmmende høj. Der var deltagere af mange forskellige etniske baggrunde og usædvanligt mange kvinder med i forhold til hvad man ser i Danmark. Fire af dem var lesbiske og havde tekster om netop det at være LGBT, mens en anden var voldtægtsoffer, og min fornemmelse var da også at poetry slam for mange af deltagerne var en form for bekendelse. At de fleste så kunne få dette udtrykt som god performance-værdig lyrik siger en del!

Hvordan gik det så mig? Jeg havde ingen illusioner, men det gik faktisk pænt. Jeg havnede endda i finalen – okay, det var på afbud for en af de andre deltagere var simpelthen gået hjem. Men alligevel. Jeg er ingenlunde utilfreds.

Jeg vandt bestemt ikke; det gjorde en ung fyr ved navn Robert som var kommet hele vejen fra Dallas. Han fik 3 10-taller; det er den højeste score jeg har set til poetry slam og han var nu også usædvanligt skarp både i ord og performance!

Bagefter opfordrede en anden ung fyr, der var kommet hertil fra Montana, mig til at deltage i poetry slam i hans hjem-delstat. Det kunne jeg dog ikke love. Til gengæld snakkede jeg med Jive Poetic og han lovede at sende mig en mail når han næste gang kom til Europa.

Flattr this!

En morgensang til jer

Four Tet alias den engelske musiker Kieran Hebden har i denne uge udsendt albummet Morning/Evening, som man kan streame og købe på Bandcamp. Det er på én og samme tid helt igennem elektronisk og gennemført organisk i sin lyd; jeg var glad for albummet Rounds fra 2003 men og der har også været rigtig interessant musik fra Four Tet siden da. men Morning/Evening er nok alligevel det bedste fra Hebdens hånd i lang tid, hvis man spørger mig. Der er kun to  numre på albummet, “Morning Side” og “Evening Side”, hver især omkring tyve minutter lange.

Herover kan I høre “Morning Side”, hvor loops og små lyde svøber sig om en sang med den legendariske indiske sangerinde Lata Mangeshkar. Nogle vil måske huske at hun bliver nævnt i “Brimful of Asha”, der i sin tid var et større hit for bandet Cornershop. The Guardian har et interessant interview med Kieran Hebden om det nye album. Den indiske forbindelse er ikke tilfældig; hans mor er fra det indiske mindretal i Sydafrika.

Men inden I kaster jer over interviewet, så lyt til “Morning Side”, der er et af de mest overraskende og suverænt smukkeste numre, jeg har hørt i år. Hvad der bliver sunget om, ved jeg desværre endnu ikke, men jeg har hørt “Morning Side” adskillige gange i dag.

Flattr this!

Timerne inden ferien

I dag er det min sidste arbejdsdag inden tre ugers sommerferie. Det er altid en speciel tid på året. Bygningen på min del af universitetet er stort set affolket, og den er næppe en undtagelse. Jeg har sendt en artikel af sted til et tidsskrift, talt i telefon med en studerende om meritoverførsel til Aalborg og sluttede dagen af med at have en én time og tyve minutter lang samtale med en kollega i Italien (over Skype) om en anden artikel, vi skal have sendt af sted i begyndelsen august. Jeg har spist frokost i ensom majestæt og drukket te (og en fredagssodavand) for sidste gang inden ferien.  Og jeg har lyttet til et amerikansk band, der hedder Lord Huron – der minder mig om Cass McCombs på en god måde. Dem hørte jeg faktisk først om i går. Om ganske få minutter går turen hjemover.

Første halvdel af 2015 har været travl og ferien er en kærkommen anledning til at trække stikket ud. Om min blog så også holder en helt konsekvent sommerferie ved jeg ikke. I denne sommerferie skal jeg som så ofte før med familien en tur til udlandet. Den slags plejer at give mig lyst til at skrive lidt om mine indtryk og til at dele nogle billeder med jer, for når jeg skriver, giver det mig også mulighed for at samle tankerne for en stund. Med andre ord: Vi får se.

Hermed ønsket om en god sommerferie til jer derude, der læser med her.

Flattr this!

Afrikansk og gælisk

Gudstjeneste i Mount Olivet Baptist Church den 8. april 2007 i New York City. (Foto: Mario Tama/Getty Images)
Gudstjeneste i Mount Olivet Baptist Church den 8. april 2007 i New York (Foto: Mario Tama/Getty Images)

Den keltiske kultur har været med til at præge USA gennem århundreder. Vi ved godt at præsidenter som Reagan og Kennedy havde irske forfædre, og mange har set de lidt forvirrede billeder af highland pipe bands i kilt der marcherer i New York på den irske St Patrick’s Day.

Men der er også en for mig lidt overraskende forbindelse mellem afrikansk-amerikanere og skotsk-amerikanere. I tirsdags hørte jeg Rhiannon Giddens synge en sang på skotsk gælisk, og på nettet kan man høre hende fortælle om om hvordan en sort kirke (altså en menighed for afrikansk-amerikanere) i North Carolina havde søgt om at få en gælisktalende skotsk præst. Dét lød meget mærkeligt.

Baggrunden er som så meget andet i denne del af USAs historie tragisk. De afrikanske slaver blev tvunget til at tage slaveherrernes efternavn og skulle lære at tale deres sprog i stedet for deres eget. Og nogle slaveherrer var skotter. Det er derfor, afro-amerikanske musikere som Dizzy Gillespie, Louis Armstrong og Charles Mingus (en anden stavemåde for Menzies, der faktisk udtales “Mingus”) har skotske efternavne. Så sent som i 1918 var der en afrikansk-amerikansk kirke i Alabama, hvor gudstjenesten foregik på gælisk.

Det er også interessant, at “lining out”, den call-response-form som bruges ved gudstjenester i mange afrikansk-amerikanske kristne trossamfund  og ofte opfattes som noget særligt for disse trossamfund, faktisk er den samme form som bruges i nogle presbyterianske trossamfund i Skotland. Ligesom kristendommen kom fra slaveherrerne, gjorde nogle af de liturgiske traditioner det. Den amerikanske  musikhistoriker Willie Ruff var en af de første til at bemærke dette. Willie Ruff er også en kendt jazzmusiker, der har spillet med bl.a. Miles Davis og Dizzy Gillespie, og det var Gillespie der først satte ham på sporet af denne sammenhæng.

På den skotske side er forbindelserne mellem afrikanere og skotter også mange – og komplicerede. Igen er det i høj grad slavetiden, der er bindeleddet. Et sted at starte er en oversigtsartikel hos BBC.

Flattr this!

Konsekvent opdragelse

Foto: Tristan Spinski/GRAIN
Foto: Tristan Spinski/GRAIN (fra motherjones.com)

Jeg ved fra at have talt med flere folkeskolelærere at de gerne bruge deres tid på undervisning i deres fag, men ofte ender med at skulle bruge tid på nogle elevers forstyrrende adfærd. I nogle tilfælde får lærerne på fornemmelsen at de “uopdragne” børn er på vej ud i kriminalitet, og det sker ikke helt sjældent at de får ret. Mange har holdninger til disse spørgsmål, og ikke mindst mange politikere er ikke bange for at udtale sig.

I diskussionerne bliver man præsenteret for dette folke-psykologiske valg mellem to alternativer, der præsenteres som de eneste mulige:

  1. Hvis læreren følger den uønskede adfærd op med en konsekvent straf, vil barnet ændre adfærd og læreren vil få øget autoritet.
  2. Hvis læreren ikke følger den uønskede adfærd op med straf men gør noget andet, vil barnet ikke opfatte at adfærden var uønsket og læreren vil miste sin autoritet.

Jeg falder faktisk selv for denne forklaring nogle gange, og jeg er bestemt ikke alene om det. Den folke-psykologiske og folke-pædagogiske løsningsmodel dukker ikke kun op, når politikere udtaler sig om uro i folkeskolen. Også beslutningen om “integrationsydelse” og om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år – ja, hele den borgerlige diskurs om strengere straffe – er baseret på samme folke-psykologiske motivationsteori om konsekvens og straf, der uden at vide det griber tilbage til en forsimplet udgave af  behaviorismen.  Det besnærende er selvfølgelig at forklaringsmodellen er delvist korrekt – hvis jeg brænder fingrene på en rødglødende kogeplade, sætter jeg ikke fingrene på sådan én igen. Adfærdspsykologer taler om konditionering, og konditionering virker godt hvis man skal træne heste.

Samtidig ved vi godt at konditionerings-modellen har alvorlige mangler. De fleste menneskelige handlinger er nemlig ikke valg om at placere en hånd på en kogeplade, og i mange tilfælde er det, vi mennesker gør, ikke noget der er nemt at forklare. Hver femte borger, der har udstået sin fængselsstraf, kommer i fængsel igen. Nogle ville nu sige at straffene simpelthen ikke er hårde nok, at der bare skal konditioneres noget mere. Men også i samfund, hvor straffene for kriminalitet er direkte grusomme, bliver der stadig begået forbrydelser. Den simple model kan ikke være sandheden.

Og nej, der er ingen enkel løsning. Men jeg har læst en interessant artikel fra USA om dette og om pædagogiske og psykologiske alternativer.

Artiklen fra Mother Jones fokuserer på den amerikanske psykolog Ross Greene, der har stor erfaring med ungdomskriminelle og hvis erfaringer nu er blevet overført til nogle skoler i USA.

The results thus far have been dramatic, with schools reporting drops as great as 80 percent in disciplinary referrals, suspensions, and incidents of peer aggression. “We know if we keep doing what isn’t working for those kids, we lose them,” Greene told me. “Eventually there’s this whole population of kids we refer to as overcorrected, overdirected, and overpunished. Anyone who works with kids who are behaviorally challenging knows these kids: They’ve habituated to punishment.”

På en måde er det helt oplagt. Det handler om læring. Børn/unge der gør noget forkert, har endnu ikke lært at kontrollere deres egne reaktioner og at reflektere over dem. Når man som voksen opdrager eller underviser selv tager kontrollen og bestemmer og kritiserer på en håndfast facon, ender man meget med at de ukontrollable børn/unge ikke bliver selvstændige og lærer at kontrollere sig selv. Men man skal selv lære “at styre sig”, og der kommer ingen dyb læring af bare at blive straffet for forkert adfærd, præcis som man heller ikke lærer noget ved at dumpe til eksamen. Vi spørger om hvorfor børn og unge ikke vil opføre sig ordentligt, men vi skal i virkeligheden spørge om hvorfor de ikke kan og lære dem hvordan de kan reagere på en hensigtsmæssig måde i stedet for at gøre det, de gør.

Flattr this!

Folkeaktier?

folkeaktie

Jeg er en af de mange, der er vred over regeringens nye “integrationsydelse”, der halverer kontanthjælpen for flygtninge (og andre, der har været så uforsigtige at være væk fra Danmark i for lang tid) og indfører et optjeningsprincip for andre sociale ydelser. Denne politik er bevidst diskriminerende og der er intet forskningsmæssigt belæg for at den skulle kunne virke efter den erklærede hensigt.

Men ét er at kritisere, et andet er at hjælpe de mennesker, det går ud over. Hvis vi vil hjælpe flygtningene, er det ikke nok “bare” at kritisere. Når et flertal i Folketinget bevidst forringer levevilkårene for en gruppe menneske, der ikke har en selvstændig stemme i den politiske debat, må vi andre træde til. Men hvordan?

Jeg har tænkt videre over denne idé og håber at kunne få andre til være med til at yde flygtninge i Danmark en konkret hjælp i deres svære situation. Gad vide om vi kan skaffe kapital til et sådant legat bl.a. ved at sælge folkeaktier. Tanken skyldes ikke mig, men en dame fra Aarhus.

Ifølge Den danske ordbog er en folkeaktie en “aktie med lav pålydende værdi, typisk udstedt i et stort antal for at finansiere et foretagende med folkelig opbakning”. Der er blevet brugt folkeaktier for bl.a. at finansiere færgeforbindelser, et bibliotek i et tårn (se ovenfor) og for at forsvare Christiania. Vi må også kunne bruge ideen her.

Men enkelt er det ikke. Det ene store problem ved at lave et legat til mennesker, der bliver ofre for “integrationsydelsen” er at det er svært at kunne kompensere for den manglende kontanthjælp; Venstre-regeringen hævder at “integrationsydelsen” vil spare en milliard. Til sammenligning gav Danmarksindsamlingen den 31. januar i år “kun” lidt over 100 millioner i indtægt. En indsamling på crowdfunding- stedet IndieGogo til hjælp ved græsk gældssanering har indtil nu givet lige knap 2 millioner euro. Det er et stort beløb, men stadig kun en dråbe i det oprørske hav af gæld.

Det andet store problem er at en legat-ordning for de mennesker, der bliver ofre for “integrationsydelsen”, kræver en hel del administration. Og den slags er heller ikke gratis.

Alle disse overvejelser giver formodentlig også et konkret argument for at man ikke kan erstatte sociale ydelser med frivillige bidrag. Så på dén måde lærer vi noget af denne diskriminerende nedskæring.

Hvis nogen der læser dette har gode ideer til hvad man kan gøre for at hjælpe de flygtninge, der nu bliver ofre for “integrationsydelsen”, må I meget gerne skrive en kommentar her.

Flattr this!

En magisk aften med Rhiannon Giddens

2015-07-07 21.33.08

Her til aften har jeg været i Rigets Centrum, hvor Rhiannon Giddens gav koncert som del af Copenhagen Jazz Festival. Det er egentlig ret underligt at netop hun dukker op i dén sammenhæng, for Rhiannon Giddens’ musik har ikke noget med jazz at gøre – hvis man skal sætte en stilbetegnelse på hende, er det helt klart country/folk. Hun er en central skikkelse i det afro-amerikanske bluegrass-ensemble Carolina Chocolate Drops fra North Carolina. Og så har hun tidligere i år udsendt Tomorrow Is My Turn,  produceret af T-Bone Burnett. Dét album er en klar kandidat til at være årets albumudgivelse og jeg har tidligere skrevet om det her.

Det var en intet mindre end fantastisk koncert! Rhiannon Giddens er en usædvanligt dygtig og sjælfuld vokalist og tillige særdeles habil på violin og banjo. Og så er hun forresten også en meget smuk kvinde.

Med sig havde hun hele Carolina Chocolate Drops i skikkelse af de tre multiinstrumentalister Hubby Jenkins, Malcolm Parson og Rowan Corbett plus en rytmesektion: kontrabas og trommer. Koncerten startede med “Spanish Mary”, der er et nummer på The New Basement Tapes (hvor Giddens, Elvis Costello, Marcus Mumford m.fl. har sat musik til gamle tekster af Bob Dylan), og derefter fik vi de fleste numre fra Tomorrow Is My Turn og traditionelle numre tillige fra Carolina Chocolate Drops’ repertoire. Koncerten var en rundtur i alle de genrer, der udgør den amerikanske folketone: country, bluegrass, gospel, blues, appalachisk folkemusik og også med et besøg i den keltiske musiktradition, der også er en af kilderne til amerikansk musik (der var en sang på skotsk gælisk!) men uden at koncerten på noget tidspunkt at miste retningen. Der blev hoppet og danset og pjattet – Rhiannon Giddens er endnu en barfods-sangerinde – og det hele var samtidig tight og swingede som ind i himlen. De meget simple bones, der bare er to stykker træ, man slår mod hinanden og dermed er en slags amerikanske kastagnetter, blev grundigt rehabiliteret i aften. Det samme gælder den båndløse banjo (!), som jeg ikke anede fandtes.

Bagefter fik jeg hilst kort på Rhiannon Giddens (hun er godt nok sød) og fik nævnt at jeg af en kollega med rumænsk baggrund har fået at vide at sangen “Waterboy”, som vi også fik her til aften, faktisk minder om en rumænsk folkesang. Sangen er skrevet af Jacques Wolf, der var født i Rumænien. Dét vidste hun selvfølgelig godt.  At “Waterboy” er beslægtet med en rumænsk folkesang vidste hun derimod ikke, men det gav hende lyst til at finde ud af mere om denne sang. Så dét! I merchandise-boden købte jeg en turplakat og opdagede at der faktisk også findes en cd, hvor hun synger opera. Så dét kan Rhiannon Giddens åbenbart også.

Da jeg gik fra koncertstedet stod Hubby Jenkins og Malcolm Parson udenfor og røg, og dem fik jeg selvfølgelig også takket. Forhåbentlig fik jeg dem overtalt til også at komme til Aalborg næste gang (det er nok for meget at håbe på at de når Nørresundby).

Flattr this!