Kategoriarkiv: Blog

Algoritmerne på børsen

Udgivet den af
Svar

boersen

I fredags gjorde jeg noget, jeg ikke længere gør så tit – jeg købte et blad. Det hed Intelligent Life og udgives af The Economist. Den artikel, der fik mig til at købe bladet, hedder “Slaves to the algorithm” og handler om hvordan algoritmer er blevet særdeles væsentlige. Bagefter har jeg opdaget at denne artikel kan genfindes på bladets websted – ligesom faktisk alle de andre artikler, der fangede min opmærksomhed.

Egentlig fanger artiklens overskrift slet ikke det væsentlige; ethvert stykke software udgør jo allerede en algoritme, så det kan ikke være på dén måde, at der er noget nyt at berette. Faktisk handler artiklen om algoritmer til analyse af store datamængder, og her er der faktisk meget at sige. Mange er allerede opmærksomme på at algoritmer til analyse af store mængder data dukker op alle vegne.

Jeg er for tiden ved at læse en bog af Daniel Kahneman, Thinking, Fast and Slow. Kahneman fik Nobelprisen i økonomi i 2003; noget af det der især har beskæftiget hand forskning er hvordan mennesker ræsonnerer om statistiske fænomener og søger at lave forudsigelser. En af de konklusioner Kahneman gør i sin bog er hvor svært det er også for eksperter at give gode forudsigelser.

Der Spiegel bragte sidste år et interview med Kahneman, og her kommer han ind på blandt andet dette:

SPIEGEL: Experts, for example, have gathered a lot of experience in their respective fields and, for this reason, are convinced that they have very good intuition about their particular field. Shouldn’t we be able to rely on that?

Kahneman: It depends on the field. In the stock market, for example, the predictions of experts are practically worthless. Anyone who wants to invest money is better off choosing index funds, which simply follow a certain stock index without any intervention of gifted stock pickers. Year after year, they perform better than 80 percent of the investment funds managed by highly paid specialists. Nevertheless, intuitively, we want to invest our money with somebody who appears to understand, even though the statistical evidence is plain that they are very unlikely to do so. Of course, there are fields in which expertise exists. This depends on two things: whether the domain is inherently predictable, and whether the expert has had sufficient experience to learn the regularities. The world of stock is inherently unpredictable.

SPIEGEL: So, all the experts’ complex analyses and calculations are worthless and no better than simply betting on the index?

Kahneman: The experts are even worse because they’re expensive.

SPIEGEL: So it’s all about selling snake oil?

Kahneman: It’s more complicated because the person who sells snake oil knows that there is no magic, whereas many people on Wall Street seem to believe that they understand. That’s the illusion of validity …

I sin bog diskuterer Kahneman netop hvordan eksperters forudsigelser klarer sig holdt op mod statistiske algoritmer – og hans resultater viser at sådanne algoritmer faktisk klarer sig bedre end eksperter, omend de heller ikke er imponerende Jeg er dog ikke sikker på at han vil lægge ryg til den entusiasme, der nu kommer algoritmer til dataanalyse til del.

Der er nemlig også, som Kahneman selv gør opmærksom på, et problem med det genstandsområde, algoritmer til dataanalyse udtaler sig om. Hvordan ville vi f.eks. have det med at vi undlod at behandle et sygt barn, fordi en algoritme fortalte os at vi burde handle sådan?

Netop finansmarkedet er ekstremt sikkerhedskritisk; dette blev igen tydeligt under den seneste finanskrise. Beslutninger på finansmarkedet påvirker millioner (vel faktisk milliarder) af menneskers livsgrundlag. Og jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved denne passage i artiklen fra Intelligent Life:

In October 2012, in under a minute, the market value of Kraft increased by 30%. In 2010, the now-infamous “flash crash” briefly wiped a trillion dollars off United States markets. Last March BATS, an American stock-exchange company, floated on its own market at over $15 a share—but there was a glitch. The official explanation, still disputed by some, is that the BATS market software malfunctioned for all stock beginning with anything from A to BF. “If they had popped a champagne bottle as they launched the shares,” Cliff says, “by the time the cork hit the floor their value was zero.”

I dag er der nogle steder omkring en tredjedel af alle aktiehandler, der er baseret på analysealgoritmer. Dave Cliff, der var med til at udvikle nogle af de første algoritmer inden for dette område, siger da også

“The danger is an over-reliance on computer systems which are not well understood,” he said. “I have no problem with technologies. I like flying, I like to give my kids medicine. But I like my planes certified safe, my medicine tested. I prefer to be engaged in capital markets where there are similar levels of trust, and meaningful and incisive investigation when things go wrong.”

Og så kommer det for nogle ekstremt prekære spørgsmål: Hvorfor skal vi egentlig satse så meget ved at have et aktiemarked, der er så ekstremt følsomt over for beslutninger om investeringer og hvor disse beslutninger i stort omfang er svære at begrunde rationelt? Denne kombination af sårbarhed og vilkårlighed udgør for mig at se et godt argument for at regulere antallet af og arten af transaktioner ved en form for finansskat.

Små millioner og store milliarder

Udgivet den af
Svar

20130512-163213.jpg

Der var ikke mange betænkeligheder hos de partier, der vedtog vækstpakken, ved at fjerne sodavandsafgiften. Det ser noget anderledes ud når det drejer sig om at forkorte genoptjeningsperioden for dagpenge.

I en kort oversigtsartikel fra Jyllands-Posten den 21. april i år står der (med Finansministeriet som kilde):

Halvdelen af afgiften på sodavand afskaffes fra 1. juli 2013, når danskerne skal på sommerferie. Afgiften fjernes helt fra 1. januar 2014. Det koster i alt 630 millioner kroner.

I en ny artikel fra Politiken i denne uge står der at en halvering af genoptjeningskravet

…koster halv milliard

Det er bemærkelsesværdigt at se hvordan beløb af samme størrelsesorden tydeligvis bliver angivet forskelligt alt efter hvilken alvor beløbet skal tillægges. En halv milliard lyder mere dramatisk end et beløb på “kun” 630 millioner. Bægeret går fra at være halvt fyldt (med sodavand) til at være halvtomt.

Vi skal alle derhen en dag

Udgivet den af
Svar

bidet

Det mindst glamourøse emne man kan skrive om, er formodentlig toiletbesøg. Det er faktisk et lidt tabubelagt emne. Men selve dette at skaffe sig af med restprodukterne af fordøjelsen har samtidig enorm betydning. Peter Lund Madsen sagde engang i et foredrag til en årsfest på Aalborg Universitet, at den vigtigste teknologiske udvikling var kloakering – for med afskaffelsen af åbne kloakker forsvandt en af de største smittefarer.

På Priceonomics.com er der en interessant artikel om bidet-toiletter. De fleste toiletter i Japan er kombineret med et bidet, så man kan blive skyllet bagi med en vandstråle og derefter blive lufttørret. Jeg har været i Japan i 1994, men jeg kan ikke mindes at have prøvet denne slags toilet. Og i Venezuela er 90% af alle toiletter bidet-toiletter.

Grunden til at dette er interessant er at der med et sådant bidet-toilet ikke er brug for toiletpapir. Selvfølgelig er der omkostninger i form af vand og elektricitet forbundet med besøg på et bidet-wc. Til gengæld spares der en masse resurser, der tidligere blev anvendt til produktion af toiletpapir, og man undgår de problemer som toiletpapir forårsager for kloakeringssystemet. En artikel på treehugger.com har denne interessante statistik for USA (selvfølgelig med de britiske måleenheder, som det nu kun er USA der anvender!):

We use 36.5 billions rolls of toilet paper in the U.S. each year, this represents at least 15 million trees pulped. This also involves 473,587,500,000 gallons of water to produce the paper and 253,000 tons of chlorine for bleaching purposes. The manufacturing process requires about 17.3 terawatts of electricity annually. Also, there is the energy and materials involved in packaging and transporting the toilet paper to households across the country.

Worldwatch Institute har publiceret en rapport om produktion og forbrug af toiletpapir på verdensplan. Også her nævnes brugen af bidet som et miljøvenligt alternativ. Men selvfølgelig er dette i høj grad en løsning for de dele af verden, hvor der findes kloakering. Der hvor det endnu ikke er tilfældet, skal der noget andet til. Det er der også et bud på.

At the other end of the spectrum is Tjebok Health Care’s portable plastic bottle washer, the Tjebbi. “Tjebok means, in Malay, cleaning your lower body with water,” explains Dirk de Roos, director of the Netherlands-headquartered company. He claims that the hand-held bidet is “environmentally friendly, since there is no water waste, no toilet paper waste, and no batteries or other power sources required.” De Roos sees the Tjebbi as contributing to the achievement of the UN’s Millennium Development Goals for accessible sanitation, and he notes that “a typical toilet visit using a can, bottle, or cup uses a minimum of 500 milliliters of water. The Tjebbi uses only 200 milliliters, and can be used twice a toilet visit, saving water.”

Det er underligt at der ikke bliver talt mere om denne faktisk ikke helt ligegyldige problematik. Gad vide om det skyldes at toiletbesøg er et lidt tabubelagt emne.

Den rolle du giver afkald på

Udgivet den af
Svar

I dag er det C.V. Jørgensens fødselsdag; han bliver 63. Datoen glemmer jeg ikke nemt; den bliver nævnt i hans smukke ballade “Elisabeth” (der handler om hans mor) fra det noget oversete album Lediggang á gogo, der var det første album med C.V. Jørgensen, jeg købte. Det er et af disse firseralbums, der har overlevet datidens hang til blanke, flade produktioner – og teksterne står knivskarpt frem på en baggrund af rent klingende elektriske guitarer, der giver mindelser om The Beatles og The Byrds.

Jeg husker endnu en optagelse med numre fra Lediggang á gogo, som dansk tv bragte da albummet kom for 30 år siden, dengang i foråret 1983. Klippet ovenfor er fra den udsendelse – jeg ville ønske, nogen kunne grave hele udsendelsen frem. Der er alt for få levende billeder med C.V. tilgængelige derude.

“Backstage Boogie” forklarer elegant og præcist hvordan det er, C.V. Jørgensen gerne vil og ikke vil opfattes:

For lige meget hvor du end kommer og går
er det som var der kun skuespillere til stede
der alle slås om at få den rolle du giver afkald på
med glæde

Manden vil ikke være orakel eller meningsmaskine, og det sætter jeg pris på. Der er rigeligt af den slags derude allerede. C.V. Jørgensen er alligevel modstræbende blevet folkeeje, og ligesom f.eks. Bob Dylan og David Bowie derude i den store verden er han blevet det selv om han ikke altid er forekommet at være lige tilgængelig.

Engang i mine Edinburgh-år lod jeg to af mine gode venner (en irer og en amerikaner) lytte til C.V.’s Indian Summer, og de var meget imponerede. Tænk, hvad han da ikke ville kunne drive det til, hvis han bare ville synge på engelsk! sagde de. Det er jeg nu glad for at C.V. aldrig har gjort. Netop hans beherskelse af det danske sprog gør ham til noget helt særligt – i C.V.’s sangskrivning er det danske sprog på én gang sangbart og udfordrende.

I modsætning til mange andre af hans samtidige er C.V. blevet mere og mere afmålt og ordknap i sine efterhånden haiku-lignende tekster. Hvor han engang måske virkede sur, er han blevet afklaret.

Mange derude ønsker sig nyt fra C.V.’s hånd – der er nu gået 11 år siden Fraklip fra det fjerne. Det er naturligvis muligt, at C.V. Jørgensen en dag giver os et overrumplende godt comeback-album som Bowies The Next Day, men C.V. har allerede sagt en masse vigtigt, og jeg vil hellere se hans diskografi som den er nu som et afrundet værk end at se ham tage del i den skæbne, der er blevet så mange af hans jævnaldrendes lod, nemlig at tilføje flere og flere mere og mere fortyndede kapitler til sagaen.

Tillykke herfra!

Den lette løsning

Udgivet den af
Svar

english_express

Jeg var til et møde i dag, hvor et af punkterne var hvordan undervisningen på vore datalogiske uddannelser bliver påvirket af at aktiviteter skal foregå på engelsk. Dette sker af hensyn til studerende, der ikke forstår dansk. Samtidig er der mange af vore uddannelser, der har fælles aktiviteter, og det betyder at der er blandede hold. Hvis der på et af disse hold er studerende, der ikke forstår dansk, skal hele holdet undervises på engelsk.

Det min kollega observerede, og som jeg kunne nikke genkendende til, var bl.a.

  • at der i kurser med megen dialog som regel sker det, at den dansktalende kursusholder og de dansktalende studerende taler med hinanden på engelsk, mens de studerende, der ikke kan dansk, forholder sig tavse,
  • at det er svært at holde kurser på engelsk, hvor der indgår interviews eller spørgeskemaundersøgelser med personer “uden for murene” (som f.eks. softwareudviklere), fordi mange af dem er utrygge ved at lade sig udspørge på engelsk,
  • at mange udenlandske studerende ikke helt de samme faglige forudsætninger som vore egne studerende, og at det påvirker yderligere forløbet af undervisningen. Dette gælder i en del tilfælde for projektarbejde, der som bekendt er vigtigt på Aalborg Universitet

Det var faktisk en lettelse at opdage, at jeg ikke er den eneste, der har observeret disse problemer. Den “lette løsning” det er at samlæse er ikke altid den ukomplicerede løsning, og det tyder på at der skal findes andre måder at integrere udenlandske studerende på end blot at sætte dem ind i samme lokale som de danske studerende. Engelsk (som forsvindende få af vore udenlandske studerende har som modersmål) er ikke løsningen i sig selv. Og jeg har opdaget, at nogle af mine studerende hellere vil have den udgave af min lærebog, der findes på dansk.

I nogle tilfælde, hvor jeg har haft en enkelt eller to studerende på et stort hold, der ikke forstod dansk, har jeg lavet kompenserende aktiviteter for de pågældende i stedet for at forelæse på engelsk. Hvis man tænker på det ikke som et forsøg på at udgrænse de udenlandske studerende, men som et initiativ, der skal styrke deres særlige behov for læring, tror jeg at sådanne løsninger  formodentlig kan være en alternativ strategi til den “lette” løsning.

Privatlivets fred

Udgivet den af
1

ohio-house_2555878b

Der er naturligt nok meget i medierne i dag om sagen om de tre bortførte kvinder fra USA, der efter mange år nu bliver fundet i live. I The Guardian stilles det oplagte spørgsmål:: Hvorfor blev de ikke fundet før?

Det triste er at der tidligere havde været mistænkelig adfærd ved det pågældende hus men at ingen havde reageret:

Neighbours said they had previously reported suspicious activity at the house to police. Elsie Cintron, 55, who lives three doors away from the Castro home, told the Guardian that about a year ago, her granddaughter reported seeing a a naked woman crawling on her hands and knees out of the house. The woman returned to the house, but the granddaughter called the police. Cintron said she believed they failed to act upon the information.

Der er andre lignende tilfælde af langvarige bortførelser, og de virker som et ekstremt symptom på en manglende kendskab til de mennesker, vi er tæt på – vores “næste”. Måske er det i virkeligheden ikke et tilfælde, at så mange af sagerne kommer fra USA. Dette er om noget det land i den industrialiserede verden, hvor man er vant til ekstrem fattigdom som eksisterer sammen med “normale” liv (og med ekstrem rigdom) og til at enhver tager sig af sit. De gange, hvor jeg har besøgt storbyer i USA, ender jeg også selv til sidst med bare at gå forbi de fattige på fortovet. Når enhver bliver eneansvarlig for sit eget velbefindende, er der ikke noget samfund, kun individer.

Heltene i historien om de 3 bortførte kvinder blev den ene af kvinderne, der omsider fik råbt om hjælp, og naboen, der hørte råbet og reagerede prompte. Han kunne have ignoreret råbet, men det gjorde han ikke. Lad det være et eksempel til efterfølgelse for os alle, også i situationer der er mindre ekstreme end denne.

En fremmed kultur

Udgivet den af
1

Gru9

Da jeg kom hjem i går eftermiddags efter at have været væk hjemmefra i halvandet døgns tid, nåede jeg at snakke med min datter, der snart bliver 12, i et par minutter. Så ville hun hellere på nettet og lukkede døren til sit værelse. Det var lidt underligt, og jeg blev faktisk ked af det; sådan har det ikke altid været godt. Jeg kunne stadig huske dengang vi kunne sidde og kigge i bøger sammen eller spille skak. Nu vil hun helst sidde for sig selv og læse japanske gysertegneserier og se animé på YouTube.

Men jeg ved det godt: som forælder ender man med at blive en slags outsider. Det er accepten fra dem, man kender, der er vigtigst – socialiseringen hos børn og unge betyder mere end mange af os voksne er bevidste om. I Information kan jeg se det i dag i to helt forskellige sammenhænge.

En kronik af forfatteren og forskeren Søren Schultz Hansen om børns og unges brug af mobiltelefoner viser det. Han skriver:

Unge er i højere og højere grad konstant opkoblede via deres smartphone, og det betyder, at der altid er nogle, som – potentielt og reelt – kræver let, hurtig og forpligtende tilgængelighed, og som konstant og kontant er nærværende. Det betyder, som forældre, lærere, ældre kolleger og ledere sikkert har bemærket, at mobiltelefonen for unge ikke er et fleksibelt og praktisk redskab, hvor man kan ignorere en sms og svare senere. En vibrerende mobiltelefon gør den digitale henvendelse lige så insisterende som en prikken på skulderen. Netop fordi der ikke er behov for at være til stede samme sted, har det paradoksalt nok betydet, at det er så meget vigtigere at være til stede samtidig. Og derved bliver samværet gennem f.eks. mobilen ekstremt forpligtende. Nærværet og det gode samvær opnås så at sige via nuet – ikke via stedet.

Også i en anden, langt mere uheldig udgave af børne- og ungdomskulturen kan vi se hvor meget socialiseringen fylder. Etnografen Tea Torbenfeldt Bengtsson fulgte unge på en sikret institution i to en halv måned.

Allan var ikke en del af de ’gangster’-miljøer, som de fleste drenge i institutionen tilhørte. Middelklassenormal og med halvlangt hår var han havnet i en omgangskreds, hvis livsstil var langt fra hans egen i Holstebro. Men selv om Allan kun opholdt sig på institutionen i to uger, nåede han at tilegne sig nogle af de kendetegn, som de andre drenge havde. Efter kort tid havde Allan fået klippet håret i den såkaldte ’perkerfrisure’. Pludselig havde han også, ligesom de andre drenge, en sweatshirt med sit postnummer og bynavn på. ’7500 Holstebro’ stod der, og selv om der ikke var så meget street credibility, som hvis der havde stået ’2200 København N’, var han så småt i gang med at arbejde sig opad.

Det går op for mig hvor stor en indsats det er at leve sig ind i den verden, vores børn bebor. De “nemme” løsninger med forbud (det være sig at slukke mobiltelefonen eller at spærre unge kriminelle inde) fjerner måske på helt kort sigt den uønskede adfærd, men de løser ikke rigtig noget. Børnenes og de unges verden er – en anden verden. Glæderne er nogle andre, bekymringerne nogle andre.

Selv har jeg minder om de tegneserier, jeg holdt af som barn – som 11-12 årig var jeg begyndt at læse nogle på overfladen mere voldsomme serier med varulve og spøgelsesryttere og på at høre en slags rockmusik (det var nogle få år før punken slog igennem). Og jeg kan huske at min mor ikke brød sig om nogen af delene. Jeg kan så til gengæld huske, at jeg syntes at min mor egentlig var god nok på bunden, men samtidig også var pinlig. Der var ingen smartphones, intet Internet at tilgå for almindelige borgere og kun én fjernsynskanal. Men alligevel kunne jeg stikke af ind i min egen verden – og gjorde det. Fællesskabet med de andre på min egen alder fungerede og fungerede alligevel ikke. Jeg bliver mindet om David Bowies smukke sang “Life on Mars”, som også stammer fra min barndom. Dén fanger følelsen af ikke at blive forstået forældrene og “alle de andre”. Og jeg kan stadig vende tilbage til nogle af tegneserierne og til noget af musikken. Bare se denne blog, hvor jeg skriver om Linda og Valentin og om David Bowie.

Alle vi forældre bliver ind imellem nødt til at tænke tilbage på vores egen barndom og ungdom uden at forsyne den med de mange lag af erfaringer, vi siden har fået. Hvordan man bedst gør det, ved jeg ikke, for jeg er for længst blevet en anden. Måske er det fordi det er så svært, at der skal en etnograf – det som vi altid tænker på som en forsker, der besøger en fjern og fremmed kultur – til for at forstå den fjerne og fremmede kultur, som barndommen og ungdommen er.

På den sjove måde

Udgivet den af
Svar

chok

Datalogiuddannelsen ved Københavns Universitet markedsfører sig selv med bl.a. sloganet Matematik på den sjove måde.

Sandt er det, at en del studerende på vores datalogiuddannelser på Aalborg Universitet (og nok ikke kun her ved os) bliver overraskede over at uddannelserne ser ud om de gør. Af og til hører jeg PhD-studerende og kandidatstuderende omtale indsatsen hos studerende på første studieår med bemærkninger som “Bare vent til de kommer til de hårde fag”. Og så kigger de sigende på hinanden – og på mig, for jeg er en af dem der færdes i de “hårde fag”.

Og det er da også rigtigt, at de “hårde fag”, der i manges verdensbillede er netop de kurser, hvor matematiske ræsonnementer og præcision spiller en væsentlig rolle, udgør en stor forhindring for en del studerende på de tidlige semestre af datalogiuddannelserne.

Hvis man ser på hvordan datalogiuddannelserne på AAU bliver præsenteret i vores studieguide, opdager man at matematik nævnes kort i et udsagn fra en studerende, men ellers ikke. Det første, man ser i studieguiden er:

Du skal læse datalogi i Aalborg

  • Er fascineret af computerens muligheder og udfordringer.
  • Synes at it er i alting og vil være med til at designe og udvikle fremtidens it-løsninger som fx fremtidens Skype.
  • Brænder for at forstå det teoretiske grundlag for software og komme med brugervenlige løsninger, der er nemme og logiske at anvende for andre.

Mange kandidater og bachelorer fra datalogiuddannelserne arbejder med udvikling af software af en eller anden slags, og det er også vigtigt at uddannelserne kan forberede dem til dette, men det bliver i præsentation desværre også nedtonet at datalogi også er et naturvidenskabeligt fag og at denne slags faglighed er væsentlig. Det er især ikke klart, at det “teoretiske grundlag for software” som nævnes i studieguiden faktisk i væsentligt omfang involverer matematik. Jeg er ikke sikker på at det er så heldigt. Dels går vi måske glip af nogle gode studerende, dels får vi måske fat i nogle studerende, der senere bliver skuffet og måske skrider i svinget. Og hvis vi primært tiltrækker studerende, der ikke er glade for “de hårde fag”, er der en stor risiko for at de færdige kandidater og bachelorer ikke inddrager “de hårde fag” i det omfang, det kunne være nyttigt i deres senere virke.

Jeg ville nok ikke tale om datalogi som “matematik på den sjove måde” – for hvordan skal man så markedsføre matematikuddannelsen (der nu på AAU findes i en økonomisk, en teknisk og en uøkonomisk/uteknisk/usund udgave)? Men det kunne være interessant at skabe en bedre forbindelse til datalogiens naturvidenskabelige side også i markedsføringen af uddannelserne.

Øv

Udgivet den af
Svar
0f257f73-a2ba-48dd-8684-31390a824d26

Foto: Michael Koch (Nordjyske)

Jeg stod langt nede bagved i Kildeparken, da Helle Thorning-Schmidt holdt sin tale. Jeg var bestemt ikke imponeret over hendes tale. Som mange andre mennesker er jeg meget skuffet over den politik, regeringen fører. Men det, jeg kan læse om kompressorhorn mv. er jeg også meget skuffet over.

Den markering af vrede og skuffelse, som var planlagt, var fredelig og begavet – nemlig at vende ryggen til under talen. Men som så ofte før druknede denne protest i et lille mindretals tilsyneladende lige så planlagte, men strategisk helt modstridende protest med medbragte horn osv. Der blev også kastet tomater, efter hvad jeg siden læste, og ved Helle Thorning-Schmidts tale i Aarhus blev der også fyret en pistol af. Det var heldigvis kun en vandpistol.

Men så alligevel. Spontane øv-råb og piften kan jeg godt acceptere, men planlagt og fysisk forstyrrelse af en tale er helt uacceptabel. Der er sikkert nogle, der tænker at “det har statsministeren fortjent” og der er sikkert også tale om at en del af protesterne skyldes en følelse af afmagt – men så alligevel: Lad os forestille os at regeringens politik havde været en helt anden og at repræsentanter fra KL og Dansk Industri så var mødt op til 1. maj med øvhorn og tomater. Ville dét have været acceptabelt? Nej, selvfølgelig heller ikke.

Noget af det, vi så i går, gør det kun sværere for den begrundede kritik af regeringens politik (og jeg har ofte kritiseret regeringen i det, jeg har skrevet) at få gennemslagskraft. Regeringens politik er ikke en værdig politik, men protesten imod den må heller ikke synke hen i uværdighed.

En 1. maj-tale

Udgivet den af
Svar

majdag

Jeg har én gang fejret første maj i Fælledparken i København. Det var i 2006; jeg var blevet inviteret derover af 3F Kastrup, som havde tildelt mig deres aktivpris for min underskriftsindsamling forsoningnu.dk i forbindelse med karikaturkrisen. Dét forår oplevede jeg et Andy Warhol’sk glimt af midlertidig berømmelse.

Første maj i Fælledparken i 2006 var præget af gråvejr, boder med kedelig mad og en masse mennesker, der sad og snakkede eller som jeg gik rastløse rundt – indtrykket var lidt som en off-day på Roskilde-festivalen, bare uden musik. Fejringen hos 3F i Kastrup var en meget bedre oplevelse, hvor engagementet hos de fremmødte var tydeligt. Jeg holdt en lille takketale og fik snakket med en masse engagerede og venlige mennesker.

Så jeg har faktisk engang holdt en tale til et 1. maj-arrangement, og derfor vil jeg undlade det i dagens anledning. Til gengæld er her en tekst, der er blevet til i forbindelse med mine forsøg udi poetry slam (der førte mig helt frem til en sidsteplads ved DM i 2012). Som alle mine andre poetry slam-tekster er den uden titel og beregnet til at blive fremført.

når alle stemmer tæller
og blød blok
og rå blok indrømmer
at de har tabt til hinanden
når der er slukket for tv
og det aldrig bliver tændt igen
når journalisterne går på hovedet i seng
for at fortryde alt hvad de har skrevet
når Helle Thorning Schmidt
og Margrethe Vestager
tager joggingtøjet på
og går ud for at give de arbejdsløse en krammer
når Pia Kjærsgaard
holder op med at være fornærmet
når Lars Barfods hår får lov til at være i uorden
når Søvndal ikke længere er Villy til hvad som helst
når Lars Løkke Rasmussen
tager sin godnatøl med under dynen
når Johanne Schmidt Nielsen
siger at nu er der ikke mere at sige
så er der ikke noget valg
så vil jeg gå også hjem
og hygge mig

når det kun er de lyshårede
der bliver stoppet nede ved Kruså
når universiteterne
har for mange penge
når de hjemløse
færdes trygt i villaen
når ugebladene
skriver om
de arbejdsløse
og hvem de er gift med
når TV3 afbryder reklamerne
for at vise en udsendelse
når sodavandsfabrikkerne
og McDonalds
og den russiske mafia
går fallit
når dem der gør oprør
knuser ruderne til de dyre butikker
for at lægge alle varerne tilbage på plads
for hvem gider have den slags bras?
når krigen bliver aflyst
fordi ingen gider være med
når kvinderne kører om kap
på en motorvej i Saudiarabien
når Kim Jong-Il
har tabt det tredje valg i træk
når republikanerne i USA
indrømmer at Gud måske er død
bare lidt
når den globale opvarmning
er slut
når de fester igennem på Afrikas Horn
og går hjem
mætte og glade
så vil jeg også gå hjem
og være ligeglad

Senere i dag vil jeg sammen med andre fra Amnesty International samle underskrifter i Kildeparken i Aalborg i forbindelse med vores antidiskriminationskampagne, der sætter fokus på hvordan specielt romaerne, der er det største etniske mindretal i Europa, stadig i udpræget grad bliver behandlet dårligt af myndighederne rundt omkring.