Kategoriarkiv: Blog

Evigt ejes kun det tabte

Zeigarnik1921
Bluma Zeigarnik. Billede fra 1921.

Jeg kan huske en tv-film, jeg aldrig fik set færdig som barn. Jeg skulle i seng, og filmen var vist også lidt uhyggelig eller sørgelig eller begge dele. Utallige andre film har jeg glemt. Denne film var fransk og hed Liljen i dalen. Så der blev slukket for fjernsynet. Og jeg husker en tøjhund, jeg glemte i en bus som 5-årig. Den havde lange ører.

Vi husker bedst dét, der ikke bliver afsluttet. Vi husker den ulykkelige, uforløste kærlighed. Vi husker hvad vi lavede på den arbejdsdag, vi blev nødt til at afbryde fordi der skete noget uventet. Vi husker det skænderi, der aldrig sluttede med forsoning. Vi ligger vågne og husker dagens uforløste bekymringer.

I filmens og tv-seriernes verden er cliffhanger-teknikken et velkendt virkemiddel: Handlingen afbrydes, og vi må se næste episode. Når den begynder, husker vi hvad vi så sidst.

Alt dette er manifestationer af Zeigarnik-effekten, opkaldt efter den sovjetiske psykolog Bluma Zeigarnik (i dag ville vi sige at hun var litauer), der levede fra 1901 til 1988. Hun opdagede det fænomen, der er opkaldt efter hende, mens hun studerede i Berlin hos Kurt Lewin. Han havde lagt mærke til en bestemt tjener, der var god til at huske alle de regninger, der ikke var blevet betalt som de skulle.

Denne effekt kan også bruges i læringsøjemed. Man kan afbryde undervisningsaktiviteter på et vigtigt sted. Man kan bede studerende, der har svært ved at komme i gang med en større opgave, om at lave en første delopgave, der er uoverskuelig. Og i virkeligheden er det vel også Zeigarnik-effekten, der er en medvirkende årsag til at de af os, der i studietiden lavede projektarbejde, har så nemt ved at huske projekterne fra dengang. Et godt projekt er nemlig sjældent et velafrundet hele, hvor der ikke er mere at sige.

flattr this!

Musikåret der (næsten) er gået

Det er på høje tid at jeg opdaterer siden med anbefalinger. Jeg har lagt en liste ind med de danske og udenlandske musikudgivelser i rock/pop/elektronisk/country/hvad nu alt der, der ikke er klassisk musik eller jazz hedder, som jeg har lyttet til i 2014. Jeg har også lyttet til en hel masse klassisk musik, men underligt nok har jeg ikke købt nyt i denne genre i år.

Alle albums, jeg nævner, har kvaliteter – nogle dog klart mere end andre.

flattr this!

En farlig film?

Jeg har med et halvt øje fulgt med i alt postyret om den amerikanske film The Interview, der handler om to amerikanere der rejser til Nordkorea for at myrde Kim Jong-Un. Hackere har angrebet filmselskabet, og en gruppe med det fredselskende navn Guardians of Peace “advarer” biografgængere i USA mod at gå ind at se filmen.

Store biografkæder i USA vil derfor ikke vise filmen. Nu har Sony Pictures også valgt at filmen ikke skal have premiere i Storbritannien juledag som planlagt. (Nyheden er at finde hos The Guardian, der dog næppe har forbindelse til Guardians of Peace.) Om filmen nogensinde får premiere er uklart.

Nu har jeg fået set filmens trailer, og The Interview viser sig at være en noget fjollet action-komedie. Af traileren ser det endda ud som om Kim Jong-Un tilsyneladende fremstilles forholdsvis sympatisk.

Nu er produktionen af en anden amerikansk film om Nordkorea også blevet indstillet. Hvad mon de trofaste mennesker i Trykkefrihedsselskabet siger i hele denne sag?

flattr this!

Effektive forhørsteknikker

waterboard
Waterboarding-redskab på Tuol Sleng Genocide Museum i Cambodia.

Det var i denne måned, USA omsider tog fat på opgøret med det regime af tortur som CIA fik lov til at indføre som del af den såkaldte “krig mod terror”. Nogle fra CIA har siden da hævdet at torturen faktisk virkede. Sådanne udtalelser er del af det ubehagelige “pragmatiske” forsvar for tortur, man stadig kan opleve.

Jeg har nu læst om en britisk-australsk undersøgelse, hvor der er blevet genemført en kombination af en spørgeskemaundersøgelse og kvalitative interviews (dvs. åbne interviews med udgangspunkt i på forhånd givne spørgsmål) med både forhørsledere og personer, der tidligere er blevet udsat for forhør. Der var ikke tale om personer, der havde været involveret i samme forhør. Nogle af dem, der var blevet forhørt, havde været udsat for tortur.

Det interessante er at de forhørsteknikker, der er mest effektive og bedst giver anledning til meningsfuld information, er de teknikker hvor forhørslederen søger at skabe et tillidsforhold til den afhørte. Forhør, hvor der anvendes tvang af forskellig art, er kontraproduktive – forhørslederne får mindre og mindre brugbar information.

Denne undersøgelse peget på to forhold, der ikke bør komme som en overraskelse, men alligevel ofte ser ud til at gøre det: Nemlig at tortur ikke er en metode, der fører til sandheden og at tortur i virkeligheden primært har til formål at ydmyge den, der bliver tortureret.

Tænk over det, og svaret er måske ikke så mærkeligt endda: Hvem vil vi fortælle flest vigtige ting til, og hvem vil vi helst samarbejde med? Et menneske, vi har tillid til, eller et menneske, vi ikke har tillid til?

flattr this!

Datalogi uden computere

IMG_4306.PNG

For snart en del år siden var jeg med ved Dansk Naturvidenskabsfestival, og her prøvede jeg at anskueliggøre NP-fuldstændighed ved at præsentere nogle svære puslespil. Mit håb var at få de besøgende til at tænke på datalogi, ikke på computere.

I dag spurgte en studerende mig om der var en dansk udgave af det engelske begreb unplugged computer science. Jeg måtte tænke lidt efter – og det er vel datalogi uden computere. Uden at vide det, var mit initiativ netop dét.

En artikel i Slate beskriver hvordan forskere ved University of Canterbury i Christchurch i New Zealand arbejder med denne tilgang til at lære skolebørn om datalogi. Jeg spekulerer nu på om ikke det vil være en bedre indgang til at undervise i datalogi at lægge computeren væk, eller snarere at vente med at finde den frem. Der findes et websted om ideen ført ud i praksis på http://www.csunplugged.org.

Den store udfordring bliver nu at skabe forbindelsen til maskinerne senere, men måske er det i virkeligheden her, behovet for den programmerbare computer vil vise sig for den lærende: Før man bliver præsenteret for computeren som problemløser, skal man møde problemet og løsningsmetoderne. I computerens barndom var det netop matematikerens ønske om et kraftigt redskab til brug i matematisk forskning, der ledte til den store nysgerrighed og i sidste ende til at en ny naturvidenskabelig disciplin voksede frem. Algoritmebegrebet var der allerede, men det blev vigtigt da der kom maskiner, der kunne udføre vilkårlige algoritmer.

Selv ender jeg nogle gange, når jeg programmerer fordi jeg er nødt til det i forbindelse med en opgave på arbejdet, med at lave en underlig og uelegant løsning, netop fordi jeg hurtigt kan ty til at taste mit bud på en løsning ind og straks få at vide om det virker.

flattr this!

Et lille problem med retsplejeloven

Foto: Linda Kastrup, B.T.
Foto: Linda Kastrup, B.T.

Der har været en masse debat om sagen om den marokkanskfødte Sam Mansour, der blev dømt for at opfordre til terrorisme. Under sagen udtalte flere folketingspolitikere (Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, Martin Henriksen og Peter Skaarup, Venstres Inger Støjberg og Karsten Lauritzen og Socialdemokraternes Trine Bramsen) sig om sagen, og Mansours forsvarsadvokat har siden anmeldt dem til politiet med henvisning til Retsplejeloven og specielt om at de som lovgivende politikere har forsøgt at påvirke den dømmende magt.

Kapitel 92 i Retsplejeloven handler helt specifikt om offentlig omtale af retssager. Paragraf 1017 siger dette:

§ 1017. Offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal.

Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, som i tale eller skrift, beregnet på at virke i en videre kreds, forsætlig eller ved grov uagtsomhed:

1) giver væsentlig urigtig meddelelse om en straffesag, der endnu ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet,

2) lægger hindringer i vejen for sagens oplysning eller

3) så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.

Mange jurister har kritiseret politikernes udtalelser netop af disse årsager. Lars Bo Langsted, der er professor i jura på AAU, udtaler således at

Politikerne har ikke forstået grundlovens ånd og nerve.

Også retspræsident Torben Goldin fra Retten på Frederiksberg har kritiseret politikerne for at udtale sig, igen med henvisning til §1017.

Jeg har ingen sympati for Sam Mansours holdninger eller gerninger overhovedet, men sagen er vigtig i retspolitisk sammenhæng præcis fordi ledende politikere udtaler sig om sagen mens sagen står på.

Nogle taler her om ytringsfrihed, men for mig at se bør folketingsmedlemmer også i denne sammenhæng tænke meget nøje over hvordan og hvornår de bør udtale sig, netop fordi de har så stor indflydelse som de har. Det er netop derfor, Retsplejeloven ser ud som den gør.

Et perspektiv, der ikke rigtig har været nævnt her, og som min svigerfar mindede mig om, er forholdet mellem politikere og lægdommere, her specielt domsmænd. Jeg har nemlig grund til at tro dommerne kan se ud over diskussioner i Folketinget, mens lægdommere kan blive fanget i en loyalitetskonflikt. Dette hænger sammen med hvordan domsmænd bliver udpeget.

Principielt kan enhver dansk statsborger mellem 18 og 65 blive domsmand, og domsmænd vælges fra såkaldte grundlister, der administreres på kommunalt niveau. Men i mange kommuner har de politiske partier en stor finger med i spillet hvad angår grundlisterne. I Aalborg kommune er det således de politiske partier i byrådet, der fremsætter forslag om et antal personer til grundlisten. Antallet skal svare til partiernes forholdsmæssige størrelse i byrådet. Hovedparten af domsmænd kommer derfor fra politiske partier. Det er her, der potentielt kan være et problem. Er en domsmand nemlig medlem af et politisk parti, kan man meget nemt forestille sig en potentiel loyalitetskonflikt, hvis ledende medlemmer af samme parti som domsmanden tilhører, udtaler sig offentligt om den pågældende sag.

flattr this!

Gensyn i Brønshøj

2014-12-12 21.21.53

Mit besøg i København sluttede med at jeg i går aftes mødtes jeg med nogle af dem, jeg gik i gymnasiet med dengang i forrige århundrede og som siden forlagde residensen til Rigets Centrum.. Maj-Britt fra y-klassen lagde hus, og Ellen (også y-klassen) og Annemette (b-klassen) lagde vejen forbi. Annemette har for nylig været igennem en større operation; det var glædeligt at se at hun var på højkant og det var godt at hilse på hendes mand Jens Peter. Der var meget at snakke om  – og der var juleøl og hjemmebag mv. som akkompagnement.

Tak til Maj-Britt for husly og til alle for godt selskab på en dejlig aften! Hvis der skal en mand fra Nordjylland til at være katalysator en anden gang, da gør jeg det gerne.

Og så den obligatoriske bemærkning om vejret: Det ruskede lidt i nogle grene udenfor og juleguirlanderne oppe på den store gasbeholder over for Maj-Britts hus så også ud til at bevæge sig. Men stormen mærkede vi ikke ellers ikke meget til.

flattr this!

Indtryk ved en prisoverrækkelse

2014-12-12 14.33.16-panorama

2014-12-12 15.01.43  2014-12-12 14.19.21-kaare

2014-12-12 13.37.21-publikum

I dag var jeg sammen med mine AAU-kolleger Kåre Lehmann Nielsen og Jørgen Riber Christensen blevet indbudt til at holde science slam ved Videnskab.dk’s overrækkelse af prisen for årets danske forskningsresultat. Hele arrangementet fandt sted i Videnskab.dk’s lokaler i København, så jeg var ekstra tidligt oppe og med toget over til Rigets Centrum.

Priserne blev overrakt af Sofie Carsten Nielsen – men da ministeren var forsinket, blev der en underlig pause i arrangementet efter science slam og en præsentation af Videnskab.dk’s videomateriale, hvor vi sad og hørte julemusik over højttalerne og snakkede lidt med hinanden.

Prisen som årets forskningsresultat gik helt fortjent til forskere fra Syddansk Universitet, der har fundet frem til en ny metode til tidlig diagnosticering af brystkræft. 1 ud af 9 kvinder bliver ramt af denne kræftform – det var faktisk også den, der kostede både min mor og mormor livet. Også to forskere fra Aarhus Universitet fik hædrende omtale, nemlig dels et hold biomedicinere ledet af Steffen Thiel, der har ændret vores forståelse af immunsystemet, dels Dorthe Jørgensen, der har lavet en doktorafhandling om den skønne tænkning.

Da priserne var overrakt, gav ministeren et kort interview og var derefter pist væk, sådan som uddannelses- og forskningsministre har for vane. Jeg nåede derfor ikke at snakke med hende om studiefremdriftsreformen, dimensionering, akkreditering eller det interessante nye system til digital eksamensadministration.

Til gengæld fik jeg ud over Kåre og Jørgen snakket med bl.a. Dorthe Jørgensen til den reception, der var bagefter. Hun var helt enig med mig (og Kåre og Jørgen og alle andre forskere, jeg har talt med) om at de mange “reformer” på ingen måde er udtryk for skøn tænkning. På Aarhus Universitet har de mange omstruktureringer, der nu rulles tilbage, og de nedskæringer og fyringer der er fulgt i kølvandet på den dårlige økonomi, haft menneskelige omkostninger, som ingen taler om. Stor omskiftelighed og en følelse af ikke at have kontrol over sin situation er to vigtige ingredienser i stress. Jeg har endnu til gode at møde en underviser eller forsker i den danske universitetsverden, der bifalder alt der der sket i de seneste 15 år.

Jeg  tager først hjem i morgen formiddag. I aften skal jeg mødes med nogle af mine gamle gymnasiekammerater, der flyttede herover i sin tid. Det bliver godt at se dem til en juleøl. Viktoriagade, hvor mit hotel ligger, er forresten en rigtig ølgade med Mikkellers ølbar, Mikkellers ølbutik og en rivaliserende ølbutik lige overfor.

Og forresten: hvem vandt så science slam? Det gjorde Kåre, og det var fuldt fortjent. Han talte om behovet for at udnytte vor sparsomme landbrugsjord bedst muligt og om hvor nødvendigt og svært det er at skabe en ny “grøn revolution” med nye, forædlede afgrødesorter.

flattr this!

Tidsrejsen

tidsrejsen

Med Tidsrejsen er det igen lykkedes DR at lave en julekalender, som jeg har lyst til at følge med i. Når den handler om Sofie, der er 13 år og går i 7. b, og man selv har en datter på 13 år, der går i 7. b (hun hedder ikke Sofie, men det er der en klassekammerat, der gør) bliver det ekstra interessant for hele husstanden at følge med. Julen lurer i baggrunden af serien i form af juletræer og Luciaoptog og i Sofies ønske om at holde jul med far og mor, der er blevet skilt. Men netop i historien om skilsmissen fjerner den sig fra det pyssenyssede, og det er også godt at se en pige, der interesserer sig for naturvidenskab.

For mig er det også sjovt at se en skildring af 1984, et år der engang selv bedst var kendt som titlen på en science fiction-klassiker, men i dag fremstår som en lidt kikset fortid for mange. Jeg var 20 år og gik på Mat 3 (det var 5. semester) i december 1984 og husker mest den vinter for afslutningen på projektarbejdet, der havde været én lang underlig og opslidende diskussion.

Så kan man godt leve med at der er en del ufordøjet “videnskabelig” mumbojumbo og at Sofie kalder natriumbikarbonat (alias natron) for sodiumbikarbonat – manuskriptforfatterne har tydeligvis haft fat i en engelsksproget kilde til viden om desinfektion af sår. Selve ideen om tidsrejser er selvfølgelig interessant i sig selv – den kan vel forklares ved mangeverdens-teorien, men den slags skal man nok ikke dvæle for meget ved.

Manuskriptet er godt og mundret og der er godt skuespil også fra børnene; jeg kan se at Bo Hr. Hansen har været inde over noget af det. Min eneste lille anke er måske at jeg ikke tidligere har set et børneprogram, hvor der bliver bandet så meget. Og ja, jeg bander selv af og til og ved af egen erfaring at børn på den alder nogle gange taler sådan, men alligevel – det skurrer lidt i ørene.

flattr this!

En eftermiddag med bæredygtighed i Zoo

zoo

I dag var jeg sammen med VIP- og TAP-kolleger til et eftermiddagsmøde i Aalborg Zoo. Mødet var en del af diskussionerne af Aalborg Universitets kommende strategi, og emnet var bæredygtighed.  Formålet var at høre medarbejdere, der interesserer sig for dette emne. I vore dages universitetsverden spørger de ansatte ledere (nogle gange) os almindelige ansatte, og efter høringerne træffer de ansatte ledere de beslutninger, de vil. Sådan er det manglende demokrati indrettet.

Ideen med mødet var sympatisk, men der var alt for lidt tid. Det hele startede med en halv times frokost (indbefattet en præsentationsrunde) og sluttede tre timer senere. Mere end halvdelen af tiden blev brugt til oplæg fra eksterne og interne personer. På et tidspunkt fik vi hele 15 minutter til at diskutere tre af de fem hovedpunkter i AAUs strategi. Der kom en del lovende bemærkninger, og det kunne være blevet gode diskussioner, hvis der bare havde været meget mere tid.

Oplæggene var af varierende kvalitet. Nogle var gode, i andre føg det med floskler. Der var brændende platforme. Der var brand (som ikke har noget at gøre med de platforme, der åbenbart er ild i). Der var tovholdere. Osv. osv. Også ordet bæredygtighed er blevet en floskel. Egentlig kommer begrebet fra Brundtland-rapporten og sigter ikke bare til spørgsmål om miljøbelastning, men også til bl.a. arbejdsmiljø og muligheder for medindflydelse. Disse yderligere aspekter af bæredygtighed prøvede flere af os da også at bringe på banen.

Kald mig gerne gammel og tvær, men selv ikke nok så mange høringsrunder eller det glatteste managementsprog med de mest flommede floskler kan erstatte det universitetsdemokrati,  der ikke er mere. Jeg savner denne manglende bæredygtighed hver dag og jeg vil aldrig tilgive de partier, der fjernede den.

flattr this!