Ved F-klubbens 40-års jubilæum

Gensyn med F-klubbens gamle for- og bagmand Per Madsen.

I dag fejrede F-klubben sit 40-års jubilæum, og der var ganske mange til stede i kantinen på Selma Lagerlöfs Vej 300. Også nogle gamle kandidater havde fundet vejen forbi. Det var hyggeligt at gense dem; og heldigvis var F-klubbens formand gennem en årrække, Per Madsen, også blandt dem, der kunne være til stede og holde en tale med indtryk fra en lang og broget og uformel historie. De første indslag var med Finn Verner Jensen, der var med til at oprette F-klubben, og institutleder Kristian Grønborg Olesen, også et trofast og mangeårigt medlem. Selv har jeg kun være medlem i knap 34 år, men jeg blev alligevel bedt om at holde tale.

Desværre må jeg ikke tale for tiden, så min tale kunne jeg ikke holde selv. Tak til Jane Billestrup, der sørgede for at holde den på mine vegne!

Herunder er den i sin helhed.


Tale ved F-klubbens 40-års jubilæum

I sidste uge pådrog jeg mig en mere end almindeligt stædig influenza, som til sidst besluttede sig for at besøge mine stemmebånd. Lige nu kan jeg slet ikke tale –- eller rettere: Det kan jeg måske, men min læge siger at jeg skal la være med at prøve. Det er derfor, det ikke er mig, der holder denne tale.

Jeg blev medlem af F-klubben tilbage i september 1983, da jeg var en vred ung matematikstuderende og Afdeling for matematik og datalogi, som det hed dengang, holdt til inde i midtbyen på Strandvejen 19

Der er et gammelt halvfjerdserhit som har en linje, der lyder “you can check in any time you want, but you can never leave”, og sådan er det også med F-klubben. Én gang medlem, altid medlem. Der er ikke noget i vedtægterne, der beskriver hvordan man melder sig ud. Det kan man nemlig ikke.

Og ja, der var en masse halvfjerdseratmosfære over F-klubben dengang, men det er lige præcis derfor, den betød så meget for mig.

F-klubben havde et større arsenal af fjollede traditioner. Mange af dem opdagede jeg i løbet af mine første uger som medlem.

F-klubbens generalforsamling var sådan en tradition — en mellemting mellem et beruset møde og en fest, men bagefter var der altid en rigtig fest.

Til generalforsamlingen var en af de særeste traditioner nok den med næsen. Jeg har ingen anelse om hvem der egentlig fandt på i ideen, men allerede i 1983 var den særdeles veletableret. Jeg hørte første gang om næser netop under generalforsamlingen, da dagsordenen nåede til punkt etellerandet. En næse var en officiel påtale i form af en plasticnæse med krav om at man skulle bære samme resten af aftenen.

Dén aften kom der flere potentielle næsemodtagere i forslag, og derpå fulgte en længere, måske ikke helt ædru drøftelse — og derefter skete der ingen verdens ting. Men derefter oprandt stunden, hvor man skulle tale om rehabilitering af næser.

Det stod imidlertid hurtigt klart for mig at vedtægterne heller ikke sagde noget om den slags. Én gang næse-indehaver, altid næse-indehaver.

Det forhindrede imidlertid ikke En Vis Person i at give en lang og snørklet (nogle ville sige lidenskabelig) forsvarstale om uretfærdigheden i at have fået en næse året forinden — eller var det mon flere år tidligere? Ingen var helt sikre på det, virkede det til, og egentlig var det vel også ligegyldigt. Vi fik hele klagesangen under alle omstændigheder. Efter hvad jeg kunne forstå, havde En Vis Person og visse af hans medstuderende bestemt sig for at tage en enkelt øl en fredag eftermiddag. Men én øl førte til flere, og til sidst var køleskabet tomt, og lageret ligeså. En mindre krise fulgte, og det var denne krise, der havde gjort at En Vis Person havde fået næsen sidste år (eller et eller andet andet år)

Netop denne Visse Person bar forresten navnet Kristian. Rygtet vil vide, at han i dag er institutleder et sted på dette universitet. Så vidt vides er han holdt op med at få sin næse (den af plastik) omstødt.

En anden tradition var Miss F-sektor (af en eller anden grund var det ikke “Miss F-klubben”), en skønhedskonkurrence som blev afholdt under festen efter generalforsamlingen. Den forsvarende Miss F. var Preben Dahl Vestergaard, som dengang underviste os i “Funktioner af flere variabler” (han er i dag gået på pension) — men den aften skiftede kronen (eller plastichjelmen, som det retteligt var) ejer. Den nye Miss F-sektor var en muligvis lidt forbeholden datalogistuderende på 8. semester ved navn Jan. Rygtet vil vide at også han er kommet videre i livet og i dag har en akademisk stilling på dette institut og aldrig har forsøgt at udnytte sin fortid som skønhedsdronning.

Noget af det, der var rigtig godt ved F-klubben var, at alle var med – studerende og ansatte. Det var ved F-klubbens festlige lejligheder, at man fik mulighed for at se de lidt mere uformelle sider hos dem, man blev undervist af. I så henseende opdagede jeg snart, at F-klubbens julefrokost var en klassiker. Desværre er der ikke mange, der husker meget fra disse seancer — om end jeg har en svag erindring om visse mennesker, der engang sad fast i en godselevator. Og nej, jeg var ikke blandt dem.

Årene gik, jeg endte i et anfald af ufornuft med at blive kandidat og endte til sidst på den anden side af katederet. På et tidspunkt endte F-klubben desværre også på den anden side af katederet; den havde nu fået ru for at være sådan et sted, hvor kun studerende var med. Væk var den tidd, hvor man kunne se ellers respektable akademikere slå sig løs. I stedet fik vi de den officielle institutjulefrokost ved Institut for datalogi, og den er præcis lige så festlig som navnet antydet (eller måske i virkeligheden lidt mindre festlig end dét).

Tiderne skifter, som en anden gammel sang siger det (eller også er det navnet på et forlag). Sidste efterår tilbragte jeg på Institut for matematiske fag, og her opdagede jeg at nogle af de gamle ideer og noget af ånden fra F-klubben ser ud til at have levet videre. Det fik mig til at indse hvor meget jeg havde savnet både matematik og F-klubbens gamle ånd, og jeg indså at matematik i lige så høj grad bærer F-klubbens ånd videre som datalogi gør (eller gerne vil mene at gøre).

I sidste måned flyttede jeg så kontor igen, og nu tilbage til Institut for datalogi. Jeg har nu kontor lige oven på et sted i bygningen, hvor F-klubben færdes. Jeg burde nok gå lidt oftere nedenunder.

Så ja, selv om jeg ikke kan forlade F-klubben, er jeg desværre ikke det medlem, jeg var engang. Jeg savner det, og jeg savner de fjollede traditioner som kan hjælpe os med at få hele effektivitetscirkusset på afstand engang imellem. Jeg savner især de festlige lejligheder, der kan bringe studerende og ansatte samme og lade os slå os løs. Det bør vi gøre noget ved.

Nogle gange er det som om det faktisk ikke er tilladt at slå sig løs. Studerende skal bestå så mange eksaminer som muligt så hurtigt som muligt, og universitetslærere burde se at få sig nogle flere eksterne forskningsmidler, så de kunne publicere noget mere og få sig frikøbt for undervisning (den slags er alligevel en opgave for udenlandske PhD-studerende). Visse danske politikere har fundet på alle disse såkaldte reformer, der gør al denne mangel på morskab mulig. Tilbage i 1983, da jeg blev medlem af F-klubben, var selvsamme politikere stadig travlt beskæftiget i børnehaver rundt om i landet.

Hvis der var nogen, der skulle have en næse i vore dage, var det dem.

Flattr this!

Myter om undervisning

Læringspyramiden er – forkert. Der er intet evidensgrundlag for den.

Først i denne uge blev jeg opmærksom på eksistensen af bogen Urban Myths about Learning & Education af de tre uddannelsesforskere Pedro De Bruyckere, Paul Kirschner og Casper Hulshof fra Nederlandene. Bogen tager fat på 35 opfattelser om undervisning og læring, der alle er udbredte, populære, nemme at forstå – og uunderbyggede. Forlaget har et ultrakort sammendrag på 1 side, og det er værd at læse.

Mange har f.eks. set “læringspyramiden” ovenfor. Hvor kommer den fra? Forfatterne kan røbe, at den skyldes den amerikanske forretningsmand Edgar Dale, der opfandt “pyramiden” i 1946. Senere tog det indflydelsesrige National Training Laboratories (NTL) i USA den til sig og gennem NTL blev mange introduceret til pyramiden. Men den bygger ikke på forskningsresultater overhovedet.

De sidste myter i bogen er dem, der handler om uddannelsespolitik, og her er nogle af dem:

Myths in Educational Policy

28: Comparing countries
29: Class size doesn’t matter
30: Larger schools are better
31: Single sex is better
32: Male teachers better for boys
33: Holding back a year is good
34: More money is better
35: Education never changes.

Ganske mange af de 35 myter, måske dem alle, dukker op i kurser (som ikke afholdes af uddannelsesforskerere), hos politikere og i folkemunde.

Flattr this!

Det slutter aldrig

Foto: Getty Images

I dag var der endnu ét i den lange række af terrorangreb, nu i London. Og hvor var det dog tragisk. Endnu engang (for tredje gang siden i sommers) har nogen angrebet tilfældige mennesker ved at køre ind i dem. Mine tanker går igen til dem, der har mistet nogen de holdt af.

Min næste tanke var desværre denne: Det slutter aldrig. Vi kan blive ved med at stramme sikkerhedsforanstaltningerne, men det vil aldrig få bragt denne slags ulykkelige hændelser til ophør. I virkeligheden er terrorangrebene blevet normaliseret: de udgør en kategori af forbrydelse på linje med alle andre forbrydelser – og lige så lidt som der kommer et “sidste hjemmerøveri” eller en “sidste selskabstømning”, lige så lidt kommer der et “sidste terrorangreb”. Hvis vi tænker på denne måde, nemlig at terrorhandlinger først og fremmest er forbrydelser, og lader være med at ophøje terroristerne til mennesker med store politiske motiver – for det er de ikke, de vil først og fremmest slå folk ihjel, og meget ofte er gerningsmændene psykisk ustabile mennesker – kan vi måske undgå det “våbenkapløb”, hvor der hele tiden i al hast bliver indført nye sikkerhedsforanstaltninger og der som reaktion herpå straks opstår forsøg på at undgå dem. Vi har som bekendt ikke tilsvarende voldsomt eskalerende “våbenkapløb” for andre typer af forbrydelser.

Flattr this!

Mennesket er altings middel

Immanuel Kant.

Den antikke græske filosof Protagoras sagde at mennesket er altings mål. Hermed mente han så (i al fald så vidt jeg forstår hans udsagn) ikke, at mennesket er dét, al eksistens stræber henimod, men at den eneste målestok for om noget er godt eller ondt, sandt eller falsk, skal findes ud fra hvad mennesker siger derom. På denne måde kan udsagnet tolkes som en slags tidlig humanisme. Og langt senere sagde Immanuel Kant i sine forelæsninger om mennesket, at man aldrig må behandle andre mennesker som middel til at opnå et andet mål. Mennesket er et mål i sig selv. 

Men i dag kan man hævde at mennesket er blevet altings middel, og at målet – forstået både som endemål og som målestok – er noget andet.

I gårsdagens udgave af dagbladet Information var der en interessant artikel af Pil Christensen, der er uddannet sociolog og, efter hvad jeg kan se andetsteds, 30 år gammel. Artiklen er beretningen om konsekvenserne af en hjernerystelse, hun pådrog sig ved at slå hovedet på en hylde. Men det er ikke bare endnu en historie om hvad en hjernerystelse kan gøre ved et menneske, der stadig er tidligt i sit arbejdsliv. Hun kommer også med en rigtig god betragtning af mere filosofisk karakter:

Andre mennesker, såvel som naturen, betragtes i højere grad som midler, der eksempelvis kan give os et bedre, mere givende netværk, eller flere og billigere produkter.

I sådan et samfund er det langt sværere at stå af ræset. I stedet tilskyndes vi hele tiden til at skrue op, lave konkurrencefremmende tiltag i form af forskellige typer af arbejde, projekter, gode karakterer, efteruddannelse osv. Det er nemlig det, som er vores berettigelse.

Men hvis berettigelsen og pladsen her i tilværelsen skabes af vores status som middel og ikke som mennesker med en værdi i sig selv, så bliver vi meningsløse, så snart vi ikke længere er i stand til at deltage i konkurrencesamfundet.

Og det er i virkeligheden dét, der bekymrer mig: At vi er havnet i en situation, hvor det er konkurrencen (ikke engang succes i konkurrencen, men konkurrencen i sig selv), der er altings mål – og mennesket et middel hertil.  Og så vidt jeg kan se, er konkurrencen i virkeligheden kun ét af de mål, der ofte er usagte i Danmark og mange andre samfund, og som står over mennesket. “Danskhed” er et andet af disse mål: Det er vigtigere at være “dansk” end at være menneske som sådan. “Arbejde” er et tredje mål: Det er vigtigere at være et arbejdende menneske end et menneske. Dette ser vi både i den aggressive “beskæftigelsespolitik” og den megen tale om at “det skal kunne betale sig at arbejde” og i hvad vi faktisk ofte fokuserer på, når vi møder hinanden, nemlig på vores arbejde eller mangel på samme.

For disse og andre mål er mennesket blevet et middel.

Flattr this!

Og så kan jeg igen ikke sige noget

Min blog er måske snart i fare for at ende som en offentlig sygejournal, men det er lykkedes mig at miste stemmen igen. Sidst skete det den 10. februar i år, og denne gang er det influenzaens afskedsgave til mig – en uge uden at sige noget, ifølge min læge.

I det mindste har jeg da i frisk erindring, hvad jeg skal gøre – nemlig intet andet end at lade tiden gå i tavshed. Det er en uvant, men nødvendig ændring af adfærd. Jeg skulle holde to indbudte foredrag senere i denne uge – et for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening og et for PROSA. Dem har jeg begge måttet aflyse.  Kursusundervisningen i denne uge er en øvelsesgang, og den har mine to hjælpelærere været så venlige at tage sig af.

Flattr this!

Minderune for Mr Berry

Den første af det 20. århundredes musiklegender, som 2017 gjorde det af med, var Chuck Berry – men vi nåede da også at have ham blandt os i hele 90 år. Hans storhedstid lå for længst bag ham, og der er lidt for mange beretninger om optrædender, der ikke var gode, til at man kan glemme dem.

Men hans fingeraftryk på rockmusikken er stort og vedvarende, og det er altid tankevækkende at ikke helt få af pionererne inden for den “hvide” amerikanske rock jo faktisk har afrikansk baggrund.

Underligt nok har jeg faktisk ikke nogen albumudgivelser med Chuck Berry, men jeg synes alligevel (som vel mange andre fra min generation i min del af verden) at jeg kender hans musik ud og ind. Det hjælper bestemt også at andre store navne har haft hits med Berrys sange. Ovenfor en live-udgave fra 1976 af C’est la vie med Emmylou Harris; dette var faktisk den første sang med hende, jeg nogensinde hørte.

Hvad syntes Chuck Berry om alle dem, der kom efter ham? Der er et pudsigt lille interview fra et amerikansk fanzine fra 1980, hvor han giver sine indtryk af nogle dengang toneangivende bands. Om “God Save The Queen” med The Sex Pistols siger han

What’s this guy so angry about anyway? Guitar work and progression is like mine. Good backbeat. Can’t understand most of the vocals. If you’re going to be mad at least let the people know what you’re mad about.

Flattr this!

Gavnlig lidelse?


Det har sat en del tanker i gang hos mig at læse Nils Christie’s lille bog Små ord om store spørgsmål. En af de problemstillinger, der dukker op undervejs i bogen, er spørgsmålet om forholdet mellem forbrydelse og straf – omdrejningspunktet i hele Christies lange karriere. En af de konkrete successer her har været konfliktråd, et tiltag, der nu er meget udbredt i Norge, men aldrig er slået ordentligt igennem i Danmark.

I et interview fra 2009 siger Christie med en henvisning til Johannes Andenæs, en af de store skikkelser i norsk jura, at

Straffen er, som Johs. Andenæs sa så klart at han den dag i dag siteres i høyesterett, et onde som er ment som et onde. Det er en tilsiktet lidelse. Jeg erkjenner at vi trenger strafferettssystemer, men det er enda mer sentralt å gi mennesker en mulighet til å nærme seg det problematiske på andre måter enn gjennom straff.

Det er selvfølgelig ikke min holdning, at der ikke skal være alvorlige konsekvenser af at begå en forbrydelse. Men der er noget underligt ved at retssystemerne over hele verden dybest set er bygget op om hvilken slags og hvor megen lidelse, mennesker skal påføres.

Jeg har ikke noget godt svar her på hvad vi skal gøre i stedet. dels er jeg lægmand, dels kan man ikke give et kort eller enkelt svar på noget, der er det man ofte kalder for et wicked problem; Nils Christie og andre med ham har viet mange års forskning og etiske overvejelser til at forstå hvad vi bør gøre.

Men jeg bliver bekymret, når justitsminister Søren Pape Poulsen taler for at indsatte i fængslerne skal have hårdere vilkår og dermed plæderer for lidelse i sig selv har en gavnligt forandrende effekt. (Inger Støjberg har udtalt sig tilsvarende om personer på tålt ophold – de skal have det “så utåleligt som muligt”). 

Voldtægtsforbrydere, andre voldsforbrydere, pædofile og mange andre forbrydere har gennem deres handlinger påført andre mennesker lidelse og derigennem ofte forandret dem for bestandig. Der var ingen gode virkninger af al denne lidelse, og det er derfor underligt at tro på at officielt sanktioneret lidelse i sig selv kan skabe positive forandringer. Og det er trist, at denne idé kan leve videre i lyset af mange års forskning, der viser det stik modsatte. Det er nødvendigt at bruge Nils Christies indsigt om små ord om store spørgsmål for at forklare dette for beslutningstagere.

Flattr this!

Om at fortælle kort og klart

I dag har jeg haft en bedring af min influenza (den kedeligste, men synligste hverdagssygdom jeg kender!) med lavere feber; så jeg har da nu igen kunnet læse. Derfor fik jeg i dag omsider læst Små ord om store spørgsmål af den norske kriminolog Nils Christie, der døde i 2015 i en alder af 87. Ikke af alderdom, men da han på cykel blev ramt af en sporvogn.

Vi har at gøre med en kort bog på kun 126 sider, men den har et vigtigt budskab, som den udtrykker forbilledligt enkelt og præcist: At gode og klare fortællinger er vejen til en ordentlig kommunikation mellem eksperter og “lægfolk”, herunder de mennesker på samfundets bund som ingen lytter til – også de helt ordløse. I denne henseende er Nils Christies bog forbilledlig.

Christies insisteren på fortællinger er det stik modsatte af populisme. Man kunne måske frygte en lang tirade om “eksperter og smagsdommere”, men nej – det er tværtimod det gode møde mellem eksperter og lægfolk, der ligger ham på sinde. Det vigtige for Christie er at eksperter inden for samfundsforhold lærer at kunne kommunikere uden “store ord”, dvs. knudrede sætninger og masser af terminologi. Ifølge ham vil man kunne kommunikere præcist om samfundsforhold ved brug af “små ord” – deraf bogens titel.

Sidste kapitel i den lille bog består af en lang række begrundede råd til hvordan man skriver, og her er det skriveprocessen, der er i fokus. Dette kapitel er i sig selv værd at læse.

Men hvorfor ikke læse hele Små ord om store spørgsmål? Den er det værd og er hermed anbefalet.

Flattr this!

Og medierne sagde (ikke)…


Mens feberen fra det, der har vist sig bare at være en influenza, har sendt mig en tur i et uroligt drømmeland, har der været parlamentsvalg i Nederlandene. Jeg mindes ikke, at der tidligere var et fokus i de danske medier på et parlamentsvalg i dette land, der blot tilnærmelsesvist kunne sammenlignes med det, vi nu har set.

Det er også bemærkelsesværdigt at der ikke er blevet nævnt ret meget om hvordan Arbejderpartiet er gået voldsomt tilbage (er faktisk mere end halveret) eller om den tydelige fremgang for partierne på venstrefløjen. Den største interesse har temmelig konsekvent samlet sig om Geert Wilders.

Jeg tror ikke, at mediernes fokus skyldtes en særlig sympati for Wilders & Co.; formodentlig har man (uden at der selvfølgelig har været tale om en fælles, bevidst strategi) villet undgå at blive taget på sengen som man blev ved uventede valgresultater i Storbritannien, Colombia og USA.  Parlamentsvalget blev nærmest set som en folkeafstemning om populisme. Men derved lykkedes det desværre at få sagt meget lidt om hvad der sker i den politiske debat i Nederlandene, og ikke mindst da hvad der sker fjernt fra det Wilders’ke verdensbillede.

På denne måde er medierne måske også med til at holde højrepopulismen i live.

Flattr this!

39,6 grader

I går hostede jeg en hel del, og jeg følte mig varm. Øretermometeret sagde 39,6 grader.

Også i dag har jeg haft 39,6 grader i feber. Jeg har sovet det meste af onsdagen og har ikke kunnet koncentrere mig om noget som helst, når jeg var vågen. Forhåbentlig er det bare influenza og ikke lungebetændelse.

Flattr this!