Kategoriarkiv: Blog

F-klubbens generalforsamling 1983

Dengang
Denne blogs forfatter, som han så ud for 31 år siden.

Finn Verner Jensen er, som jeg skrev om her før jul. netop nu i gang med at indsamle stemningsbilleder fra datalogiuddannelsens barndom i Aalborg – og dermed også fra matematikuddannelsens ditto. Her er mit bidrag.

Jeg begyndte på AUC, som det hed dengang, i 1982 – lige efter gymnasiet. Basisuddannelsen havde bestemt ikke været nogen stor oplevelse; alle vejledere var ingeniører og næsten alle andre studerende i min storgruppe ville være ingeniører. Ikke engang kurserne i matematik og datalogi blev varetaget af matematikere eller dataloger. Jeg havde glædet mig meget til omsider at komme i gang med at studere matematik, og jeg begyndte på Mat1, som det dengang hed, i september 1983. Vi var et lille hold på 3 projektgrupper; matematikstudiet i Aalborg har aldrig været præget af store hold. Men alligevel var nogle af de ældre studerende lidt bekymrede over de synlige tendenser til vækst: Dette var nemlig første gang, hvor listen over de studerende ikke kunne være på ét enkelt A4-ark uden at skulle nedkopieres.

Noget af det allerførste, jeg og de andre Mat 1’ere stiftede bekendtskab med på Strandvejen 19, var F-klubben; vi blev alle som én indrulleret i klubben og fik en grundig introduktion til dens traditioner, vaner og uvaner af de ældre studerende. Den første store tradition, jeg mødte, var F-klubbens generalforsamling der også dengang lå på “den tredje fredag”, tre uger inde i semestret.

De allerfleste studerende fulgte dengang samme forløb: Mat 1-3, så Dat 1-3 (enkelte stædige mennesker forsøgte sig med fysik, men skulle så leve i eksil på Pontoppidanstræde) og derefter enten Mat 4-6 eller Dat 4-6. Derfor var der også nogle meget veldefinerede traditioner til F-klubbens generalforsamling: Mat 1 skulle tage sig af maden, og Mat 3 skulle stå for underholdningen. De ældre studerende fik selvfølgelig alle os nye shanghajet til at gøre vores pligt.

Som man næsten kan regne ud af ordene “mad” og “underholdning”, var der heller ikke dengang så meget tale om en generalforsamling, som der var tale om en god undskyldning for at holde en fest. Det med maden var en udfordring, som vi desværre ikke var gode til at håndtere – dette var i min pure ungdom, før jeg blev vegetar og det der er værre/bedre, og før jeg begyndte at interessere mig for at lave mad selv. Det blev mig og Jan Daucke og Jens Christian Godskesen, der skulle stå for maden til generalforsamlingen. Praktiske som vi troede vi var, bestilte vi diner transportable hos en leverandør ude på Kastetvej, og der var bl.a. godt med kødpølse med. Så slap vi nemlig for at skulle lave noget som helst ud over at hente maden på dagen.

Selve generalforsamlingen havde en struktur, som man som nytilkommen kun kunne ane. Øllet kom på bordet allerede tidligt; det var det også dengang temmelig kedelige bryg ved navn Thor, men det forhindrede bestemt ikke nogen i at drikke det. Fra dagsordenen (for en sådan var der faktisk) er det især punktet om uddeling af næser, der står frisk i erindringen: En skægget datalogistuderende ved navn Kristian Grønborg Olesen, der i øvrigt var decentral studievejleder, havde engang (præcis hvornår fortabte sig i tågerne) sammen med sine medstuderende fået en næse for at tømme F-klubbens køleskab for øl en fredag eftermiddag. Ved denne generalforsamling holdt han en rehabiliteringstale i forsøg på at få næsen inddraget, men det skete ikke. Det var bestemt ikke sidste gang, jeg fik en sådan tale at høre fra Kristian.

Senere kom festen, og det ville nok være en overdrivelse at hævde at maden var en succes. Forekomsten af kødpølse var nok til at vi blev truet med at få en næse, og dét gjorde os Mat 1’ere noget utrygge. Senere kom underholdningen, og her kårede Mat 3 årets Miss F-sektor, der fik en plasticvikingehjelm med pligt til at bære samme. Årets Miss F-sektor 1983 blev en gnaven datalogistuderende iført grøn skjorte; han hed forresten Jan Stage. Af hjelmen kunne vi se at Miss F-sektor 1982 havde været Preben D. Vestergaard, som vi på det semester havde til analyse. Netop dét vakte en form for respektfyldt undren.

Resten af festen havde en lige så hemmelighedsfuld struktur (eller hvad man nu skal kalde det) som selve generalforsamlingen. Og stemningen blev også løftet behørigt og gav mig et første møde med den på én gang dekadente og studentikose omgangsform, jeg kom til at holde så meget af i dét, der for mig står som F-klubbens guldalder. De, der er ældre end mig, vil måske kalde det for sølvalderen, for alt var som bekendt bedre før i tiden. Og sandt er det da også, at jeg siden da har været til en del generalforsamlinger, men aldrig igen til én, der blot tilnærmelsesvis kan stå mål med den, hin dag i 1983.

Med årene ændrede tingene sig. Jan Daucke droppede ud året efter; forhåbentlig var det ikke på grund af kødpølsen. Jeg selv blev decentral studievejleder og vistnok også en vred ung idealist (i dag er det anderledes; jeg er ikke ung længere). I 1984 undgik jeg med nød og næppe at få en næse for kødpølsen, og i modsætning til visse andre har jeg i denne sammenhæng altid kunnet holde min sti ren.

Flattr this!

At stå fast og at tænke over det

Tegning: Emre Orhun.
Tegning: Emre Orhun.

I sidste uge blev jeg færdig med Svend Brinkmanns anti-selvhjælpsbog Stå fast! Denne bog er en kritik af alle de mange mere eller mindre tydeligt formulerede krav om at mennesker altid skal være “omstillingsparate” (et af de største kvalmeord, jeg kender) og dermed altid klar til ændre sig selv for at tilpasse sig ydre forandringer. I dag er der faktisk en kronik i Information af Finn Wiedemann, der griber direkte fat i Svend Brinkmanns pointer.

Ofte bliver meditation set som redskabet, der skal gøre denne individuelle tilpasning mulig. Selv om jeg prøver at meditere regelmæssigt og har læst bøger om emnet, er det bestemt nødvendigt at forholde sig kritisk til alle de mange bud på et godt liv, der findes derude. Det er en interessant observation at der er uforholdsmæssigt mange selvhjælpsbøger derude; mon alle disse bøgers forfattere lever lykkelige liv? Jeg ved det ikke, men jeg tror det næppe.

Den kritisk/politiske dimension er da også meget fraværende i denne litteratur, og her er Brinkmanns insisteren på retten til at kritisere central. Man må gerne spørge, ja, man bør spørge hvorfor i al verden det dog er nødvendigt at omstille sig!

De bedste bøger om mindfulness (blandt andet Jon Kabat-Zinns bøger om emnet) erkender da også at den rent observerende tilgang har sine begrænsninger. Mindfulness giver et godt redskab til at blive opmærksom på og dermed bevidst om de følelser, man har, men selve refleksionen over og overblikket over hvad man så skal gøre, når man er blevet opmærksom på sine følelser og tanker, er ikke en del af mindfulness.

I mindfulness-meditation er målet at blive opmærksom på tankerne, men ikke at tænke på en bestemt måde eller at overveje noget bestemt. I stoisk meditation er det derimod en bevidst reflektion over bl.a. dagens hændelser, der er central.

Det, der yderligere er spændende ved Stå fast! er da også at bogen er den første danske indføring i stoisk filosofi som en hverdagspraksis, der netop kan gøre det muligt at reflektere over hvad det er, man skal gøre. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om stoicismen med udgangspunkt i den amerikanske filosof William Irvines bog A Guide to the Good Life: The Ancient Art of Stoic Joy.

Flattr this!

Undervisningens dag 2015

Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.
Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.

I dag var det igen tid til Undervisningens Dag på AAU. Jeg kunne kun deltage nogle få timer; om eftermiddagen skulle jeg til møde til Studienævn for datalogi. Sidste år var jeg med til at lave en workshop om flipped classroom; i år sad jeg som tilhører. Til gengæld var temaet for hele dagen anvendelser af IT i undervisningen. Fokus var i høj grad på konkrete anvendelser af konkret teknologi, men desværre ikke nær så meget på hvordan brugen af teknologi i undervisning skal understøtte læring. Der blev talt forbløffende meget om Google og Dropbox og Skype og Moodle osv., men ikke ret meget om hvordan vi kan bruge alle de mange teknologier sammen med den undervisningsform, vi har så gode erfaringer med – problemorienteret projektarbejde, hvor formativ evaluering er central i vejledningen og hvor vidensdeling konstruerer en fælles forståelse hos de studerende. Min egen brug af flipped classroom udsprang ikke af en glæde ved video-mediet, men af min fornemmelse af at det er vigtigt at flytte fokus væk fra forelæsningerne og over på de praksis-aktiviteter, der fremmer læring.

Jeg deltog i en enkelt workshop, der handler om e-portfolioer med fokus, helt i dagens ånd, på en teknologi, der understøtter e-portfolioer. Ideen med e-portfolioer er interessant, og jeg vil gerne prøve at inddrage den. Jeg skal først finde ud af hvordan jeg kan få de studerende til at bruge e-portfolioer til at dokumentere deres læring i kurser og hvordan og om disse portfolioer kan bruges i forbindelse med summativ evaluering, af mange kendt som eksamen. I projektarbejde tror jeg til gengæld at e-portfolioer kan blive en god måde at fastholde et projekts progression på.

Flattr this!

Hovsa

hovsa

Dette skærmbillede ønsker ingen, der ejer en Mac, at se. I dag så jeg det igen. Her til morgen ville jeg læse mail, men efter et par minutter genstartede computeren spontant – eller rettede: den prøvede på det. Eneste resultat var en mappe med et spørgsmålstegn. På denne dag, hvor jeg skulle holde 4 vejledermøder, var min MacBook stået af. Jeg var rent ud sagt fortvivlet.

Da klokken var blevet 8, fik jeg ringet til IT-tjenesten på universitetet og en cykeltur senere var computeren afleveret. Desværre var ITS ikke sikker på hvor lang tid en reparation ville tage, men jeg måtte gerne låne en anden computer imens – men hvilken glæde har jeg af en Windows-pc hvis jeg skal tilgå mine filer fra en backup? Jeg kunne også konsultere det autoriserede værksted hos Humac og lade dem udføre reparation. Her fik jeg at vide at en garantireparation ville tage 7 arbejdsdage. Min eventuelle tilbageværende rest af glæde var nu definitivt fordampet.

I frokostpausen hoppede jeg på cyklen og kørte jeg ind til det lokale Nordjysk Computerservice, der ikke udfører garantireparationer, men har ydet fin service på min datters computer tidligere. Det tog dem et kvarter at reparere computeren; det var bare kablet mellem solid state-drevet og bundkortet, der var i stykker og skulle udskiftes. Udgift: 699 kroner, som jeg heldigvis har et annuum, der kan dække. Det er den slags penge, jeg helst ville kunne bruge til konferencedeltagelse, bøger osv.

Hvor var det en underlig historie. Dette burde kunne gøres bedre.

Flattr this!

700 passagerer er døde

ic3
Foto: ic3.dk

Der kan være mellem 140 og 177 passagerer i et IC3. Hvis tre IC3-tog forulykkede og alle passagerer mistede livet, ville der ske en gennemgribende revision af det danske jernbanenet.

Der var 150 passagerer om bord på det tyske rutefly, der forulykkede den 24. marts i år fordi den ene pilot bevidst lod flyet styrte ned. Dette førte til grundige diskussioner af hvordan man kan forhindre denne slags ulykker. I medierne var der beretninger med fotos om nogle af de mennesker, der så tragisk havde mistet livet.

I denne weekend forlykkede et lille, overfyldt skib i Middelhavet og omkring 700 bådflygtninge mistede livet. Det svarer til mellem 4 og 5 IC3-tog eller rutefly. Kommer dette til at få konsekvenser? Jeg tror det ikke. Der har ikke været beretninger med fotos, der fortæller historien om bare nogle af dem, der forsvandt i havet.  Til gengæld kom der en række ubehagelige kommentarer på Facebook og danske avisers debatfora, hvor navngivne borgere glædede sig over at så mange mennesker havde mistet livet.

Der er selvfølgelig ikke nogen enkel løsning på problemet med bådflygtninge. Blandt årsagerne er menneskesmuglere, der på usmagelig og dybt kynisk vis tjener penge på andre menneskers behov for at kunne komme væk fra krig og grusomheder, og en kombination af rådvildhed og kynisme fra europæiske landes regeringer. Men den nuværende “løsning” er ikke nogen løsning.  Helt kortsigtet er det et alvorligt problem at andre europæiske lande ikke længere bidrager økonomisk til den italienske indsats (som er stor og vigtig) for at redde bådflygtninge. Lige nu er det, som Marlene Wind udtaler i Information, som om det kun er kynismen, der har sejret.

Flattr this!

Flovt – eller: Det er ikke den 19. juli

 

Jeg var ude i lufthavnen i god tid for at kunne komme hjem fra London. Det lykkedes mig ikke at tjekke ind i automaten, og jeg henvendte mig først ved én skranke, derefter ved en anden. Damen ved check-in så længe på min reservation. Kig på datoen, sagde hun så. Min hjemrejse var reserveret til søndag den 19. juli.  Fordi både den 19. april og den 19. juli er en søndag, havde jeg aldrig opdaget fejlen.

Der var intet andet at købe en ny billet hjem og tage turen via København med to timers ventetid dér. Flovt, flovt, flovt – og dyrt.

Flattr this!

Gensyn i London

 

I dag var det tid for mig at holde mit foredrag til workshoppen PLACES2015. Der kom en masse spørgsmål og kommentarer bagefter, og de fleste af dem gav mig et nyt perspektiv på emnet. Så jeg var overbevist om at jeg måske ikke havde gjort noget særlig godt indtryk. Men bagefter fortalte en professor fra Cypern mig at hun syntes at mit foredrag havde været rigtig godt. Dét varmede.

I pausen bagefter mødte jeg min game ven fra Edinburgh-tiden David, der oprindelig er fra USA, men i dag er professor i Schweiz. Det var vel omkring 15 år siden jeg sidst så ham. Hans hustru er dansk, og han kan faktisk tale dansk også nu.

Dagen og aftenen sluttede i hyggeligt selskab med andre PLACES-deltagere (hvoraf alle også havde været med til mødet i går) på en pub ikke så langt væk, og en af mine portugisiske kolleger smagte her for første gang amerikansk øl af den gode slags.

Det har været godt at være af sted og at opleve at jeg er del af et fagligt fællesskab og bliver taget alvorligt.

Flattr this!

Hvem var Gustave Whitehead?

Gustave Whitehead og datter foran  Plane No. 22.
Gustave Whitehead og hans datter foran Plane No. 22.

Det var først i dag, jeg blev opmærksom på Gustave Whitehead. Gustav Weißkopf, som han oprindelig hed, var født i 1874 i Leutershausen i Bayern; han mistede begge sine forældre omkring 1886 og kom til USA som 19-årig efter at have været sømand. Her begyndte han at arbejde med svævefly og spekulerede på om man mon sætte en motor på sådan ét. Om han har kendt til de svævefly, en anden tysker, Otto Lilienthal, havde konstrueret, ved jeg ikke. Men i 1901 skal han have foretaget en flyvning i et sådant motoriseret svævefly i delstaten Connecticut. Samme delstat har nu sat kampen ind for at få Connecticut anerkendt som det sted, hvor den første flyvning fandt sted. Desværre er der hverken foto eller film, der kan dokumentere begivenheden. Men i den lokale ugeavis Bridgeport Herald var der en øjenvidneberetning den 18. august 1901. Senere blev han også omtalt i Scientific American.

Men længere nede ad USAs østkyst, i North Carolina,  var det Orville og Wilbur Wright, der i 1903 foretog det, de allerfleste mennesker tænker på som verdenshistoriens første kontrollerede flyvning med en motoriseret flyvemaskine, og det var først da, udviklingen tog fart. Interessant nok kom Wright-brødrene fra en helt tredje delstat i USA, nemlig Ohio. Nogle mener at Whitehead og Wright-brødrene faktisk mødte hinanden inden 1903.

I årene efter 1901 fortsatte Whitehead sit arbejde med at udvikle flyvemaskiner, men i 1927 døde han af et hjertetilfælde.

Om Whitehead/Weißkopf faktisk var flyvningens ukendte pionér, ved jeg ikke. Det interessante er at han – hvis han faktisk foretog den første kontrollerede flyvning – tydeligvis ikke var så god  til at gøre opmærksom på sig selv, mens tid var, og hans indflydelse på flyvningens faktiske historie har været lille.

Flattr this!

En aften i London

kort-over-london

Jeg slutter ugen med at deltage i et møde og en workshop i London. Mødet er endnu et møde i det forskernetværk jeg er med i,  og workshoppen handler (uden at være del af netværkets aktiviteter) om mange af de samme emner, der har med behavioural types at gøre. Dette var første gang, hvor jeg tog det direkte fly fra Aalborg til London. Det virker næsten som snyd at være så hurtigt fremme; det er underligt at starte dagen med at tage sin datter til lægen og slutte den i London.

Aftenen brugte jeg på at spise på den indiske restaurant Woodlands på 77 Marylebone Lane (midt i et af Londons restaurant-kvarterer)– og det var en god oplevelse. Ved bordet ved siden af mit sad to kvinder fra Danmark, der tilsyneladende først ved nærstudier af menukortet opdagede at dette ikke bare var en indisk restaurant, men endog en indisk vegetarisk restaurant. “Der er jo slet ikke kød i nogen af retterne”, kunne jeg høre den ene udbryde.

Bagefter fik jeg tid til at besøge HMV-butikken på Oxford Street; det er faktisk længe siden, jeg har besøgt en pladeforretning i Storbritannien. Jeg var lige ved at købe et par albums med Richard Thompson, for ham har jeg ikke noget med, men i sidste øjeblik stejlede jeg, da jeg indså at det nok ville være bedre at lytte lidt til ham på nettet først. Derimod købte jeg Whorl med Simian Mobile Disco, Carrie & Lowell med Sufjan Stevens (der er en tilbagevenden til folk-rødderne for ham) og …The Fine Art of Hanging On med The Leisure Society. Bare rolig, jeg skal nok vende tilbage til Richard Thompson.

Flattr this!

Det er ikke dit problem

polly

Det er ofte meget svært at forholde sig objektivt til de problemer, man selv har. Det føles straks lidt lettere, når der er tale om de problemer, andre mennesker har. Dette kalder de to canadiske psykologer Igor Grossman og Ethan Kross for Solomons paradoks – de undersøgte i et forsøg fra 2014 hvordan forsøgspersoner tog stilling til hypotetiske problemer om utroskab i et forhold, når det handlede om dem selv kontra i et forhold, hvor det ikke handlede om dem selv. Herefter blev forsøgspersonerne bedt om at svare på en række spørgsmål, der skulle undersøge hvor “vise” de havde været i deres refleksioner.  Hermed menes bl.a. hvor gode forsøgspersonerne var til at sætte sig i den andens sted og at finde frem til et kompromis. Der var en større grad af “visdom”, når forsøgspersonerne skulle tage stilling til et hypotetisk problem, der ikke handlede om dem selv.

Men Grossman og Kross undersøgte også, i hvilket omfang forsøgspersonerne kunne udvise “visdom”, hvis de beskrev deres eget problem i tredje person – dvs. at de i stedet for at tale om f.eks. at “jeg har været min kone utro” skulle sige at “han var været sin kone utro”. Og nu gik det pludselig meget bedre med at udvise forståelse og kompromis-villighed – bare ved at lade sproget skifte til tredje person.

Det lyder som en meget enkel og spændende øvelse – det er vel ikke en genvej til empati, men så alligevel: Man gør sig selv til Den Anden. Og samtidig viser dette noget om hvordan sproget (i hvert fald i nogle sammenhænge) kan påvirke vores tanker. Nogen burde lave et systematisk forsøg jer. Tænk f.eks. hvis politikere i en kommende valgkamp altid kun kunne omtale deres eget partis politiske mål, holdninger og kritik af politikere fra andre partier i tredje person.  Dét tror jeg faktisk gerne at jeg ville opleve.

Flattr this!