En rigtig mand?

Foto: Ina Fassbender/AP

I går var der endnu et bilangreb i den seneste stime af bilangreb, der begyndte i sommeren 2016 i Nice og senere har ramt bl.a. Stockholm, Berlin og London. Denne gang gik det ud over Münster i Tyskland; to mennesker blev dræbt. Straks var der overvejelser om hvorvidt der var tale om terrorisme. Men da det viste sig, at gerningsmanden var psykisk syg og hed Jens (der også er et almindeligt navn i Tyskland), dalede interessen.

Men jeg kan igen ikke lade være med at tænke på, at også dette angreb på mange måder ligner alle de tidligere bilangreb: En mand, der tidligere har været i konflikt med loven, har været udsat for en stor livskrise og har været i kontakt med psykiatrien, hævner sig på verden ved at meje tilfældige mennesker ned i en by.

Jeg har tidligere på denne blog overvejet om bilangrebene i virkeligheden, når man skræller alle historierne om Islamisk Stat osv. væk, ligesom familiemordene, hvor en mand i dyb krise (for det er så godt som altid mænd) slår hele sin familie ihjel, er “udvidede selvmord”, hvor man tager andre med sig i faldet.

Og nu spekulerer jeg på, om det, vi ser, netop er en kønsspecifik forbrydelse, der mere handler om usunde kønsroller end om f.eks. religiøs fanatisme. Begge slags ugerninger er da i virkeligheden udtryk for en bestemt opfattelse af selve dét at være mand: Mænd skal være stærke og klare sig selv, også når de er ude i en svær personlig krise. Hvis ikke man som mand lever op til sådanne forventninger og ikke kan være så stærk som man tror, man skal være, kan man kun vise “styrke” i form af afmægtig destruktion.

Det er bare en dukke

Foto: Zackary Canepari for New York Times

Den engelske professor Kathleen Richardson er initiativtager til en kampagne mod sexrobotter. Hun siger til Politiken at

De repræsenterer jo et dybt forskruet menneskesyn. Med deres store bryster, fyldige læber og utroligt smalle taljer er de jo en grotesk og pornografisk kopi af en kvindekrop. Det er hverken sundt eller hensigtsmæssigt, at det her syn på kvindekroppen bliver normaliseret. Det er meget tydeligt, at disse dukker er skabt af forskruede mænd til nogle mænd, der er endnu mere forskruede end dem selv. For de ønsker jo at dominere kvinder og deres kroppe totalt. De her dukker kan hverken sige nej eller udfordre manden på andre måder.

Argumentet er, at sexrobotterne vil anspore nogle mænd til at behandle kvinder voldeligt.

Umiddelbart virker Richardsons kampagne underlig på mig. På den ene side er der noget ubehageligt dehumaniserende ved denne teknologi. På den anden side har jeg meget svært ved at se, hvordan man skulle kunne håndhæve et forbud – enhver, der har tilstrækkelig mekanisk snilde, vil kunne fremstille sit eget eksemplar til eget brug. Og måske er denne slags robotter velegnede til demente eller mentalt handicappede mennesker, der har en seksualdrift.

Der findes allerede mekaniske sælunger, som demente mennesker kan sidde med. Men den slags virker unægtelig mere uskyldigt.

Selve dette, at overføre levende væseners egenskaber til genstande, naturfænomener og begreber, er helt centralt for mennesker. Guder i mange religioner ligner mennesker eller dyr. Børn leger med dukker og tøjdyr og nogle af dem bliver deres fortrolige og bedste venner tidligt i livet. Mange af os investerer en masse følelser i fiktive mennesker og dyr fra film og bøger. Forskellen er vel, at de følelser, mennesker investerer i guder, tøjdyr og film- og romanfigurer er entydigt positive.

Men hvad med de negative og dehumaniserende følelser? Dem kan vi ikke fjerne ved at forbyde en bestemt slags robotter.

Enkelt er det dog ikke, og jeg har intet svar. Hvordan ville vi have det med en livagtig dukke, som man kunne udsætte for grov vold inden for hjemmets fire vægge? Sådan en ville være forholdsvis enkel at fremstille. Den livagtige, men meget hårdføre dukke skulle bløde og skrige, når den blev udsat for grov vold. Bagefter kunne man så vaske dukken af, så den var klar til næste gang, man fik lyst til at overfalde et menneske. Hvis nogen markedsførte en sådan “jøderobot” eller “bøsserobot”, som nazister kunne overfalde, så tit de ville, ville man selvfølgelig kunne begrunde et forbud i straffelovens forbud mod at opfordre til had mod mindretal. Et tilsvarende juridisk argument var muligt, hvis robotten var opkaldt efter og lignede en navngiven person. Men samtidig ved vi også, at de hadefulde følelser, som robotten skulle bruges til at udleve, allerede var der.

71-årig mand har adgang til tusinder af atomvåben

En af de mange konsekvenser af den tilstundende storkonflikt er at forligsmanden – der faktisk er en forligskvinde, Mette Christensen– nu bliver en central person. Jyllands-Posten havde for to dage siden en artikel om Mette Christensen med overskriften En 72-årig kvinde skal måske rage kastanjerne ud af ilden i overenskomstforhandlingerne.

Men hvorfor er Mette Christensens alder og køn egentlig vigtigt i denne sammenhæng? Jeg ved det virkelig ikke. Det vigtigste er altid de kompetencer, som forligsmægleren (hvorfor hedder det egentlig ikke dét?) skal have. Jyllands-Posten rettede da også deres overskrift til

Hvordan ville det mon fremstå, hvis alle overskrifter om USAs siddende præsident i stedet for “Donald Trump” brugte ordvalget “71-årig mand”? Det var egentlig et spændende eksperiment.

Lad som om du er glad

I denne uge var det på et hængende hår, jeg huskede min nevøs fødselsdag, og det var kun takket være min søsters statusopdatering på Facebook, at jeg fik ønsket ham tillykke med de seks år. Jeg har simpelthen ikke lært at være god nok til at huske mærkedage.

Min mormor kunne til gengæld tilsyneladende huske alle fødselsdage i familien, og hun var derudover god til tålmodigt at lytte til alle naboernes bøvl, til at lave mad til syv børn (hvoraf kun min mor var hendes eget; resten havde hun giftet sig til) og til at sørge for at ingen i husholdningen glemte noget. Alle elskede min mormor!

Men jeg ved, at hun også kunne være udmattet og ked af det, og hun har sikkert også været sur og vred – selv om jeg aldrig så det.

Der er tit  en usagt forventning om at “man” skal vise bestemte følelser, og det er en forventning der findes både i arbejdslivet og i privatlivet – og den gælder meget ofte særligt for kvinder. I arbejdslivet er der en forventning om at ekspedienter i en butik skal smile og måske endda være entusiastiske. Noget lignende gælder for stewardesser.  Der er det hele taget ofte en  usagt forventning om at kvinder skal “stå følelsesmæssigt til rådighed” i større omfang end mænd skal og ikke mindst være mere omsorgsfulde.

På engelsk har man begrebet emotional labour; jeg kender ikke til en god dansk oversættelse.  Og der er skrevet en del om det – og især på engelsk. Problemet med emotional labour er selvfølgelig blandt andet, at der er andre forventninger til kvinder end til mænd. Der var f.eks. aldrig nogen, der sagde til mig, da jeg voksede op, at jeg skulle være god til at være opmærksom på mærkedage. Det er derfor, jeg desværre ikke er så god til det. Og derudover kan det selvfølgelig også være uholdbart, at bestemte mennesker forventes at vise bestemte positive følelser, også i situationer hvor de selv har nogle helt andre følelser. Det kan give anledning til stress og mistrivsel at skulle lade som om man er glad, selv om man bestemt ikke er det.

Humor, flirt og spontanitet???

En af de meget forudsigelige modreaktioner på #metoo-fænomenets fokus på seksuel chikane er, at nogen synes at kritikken er “gået for vidt”. I dag  kan jeg således læse, at omkring 100 franske kvinder i et åbent brev til medierne giver udtryk for atat MeToo-bevægelsen i nogle tilfælde har udviklet sig til puritanisme og en heksejagt på mænd.”

»Voldtægt er en forbrydelse, men at prøve og forføre nogen – selv om det er vedholdent og klodset – er ikke et machoangreb«, skriver brevets forfattere.

»Mænd er blevet summarisk straffet, tvunget til at forlade deres job, hvis de blot har rørt en eller andens knæ eller prøvet at stjæle et kys«.

Og så er der Mette Hjermind Dencker, MF for Dansk Folkeparti, der i en kronik i Politiken skriver at  

Det er ikke synd for nogen kvinde, at en mand bruger den ytringsfrihed, vi gudskelov stadig har i Danmark, på en kæk bemærkning. Og helt ærligt, kvinder: Hvis I passerer en mand på gaden eller på kontorgangen, vil I så hellere have han siger ’fede kælling’, end ’du har en lækker røv’?

Det undrer mig selvfølgelig ikke, at netop et medlem af Dansk Folkeparti igen påberåber sig ytringsfrihed til at forsvare en adfærd, ganske mange ville finde ubehagelig. De fleste kvinder ville formodentlig synes, at begge bemærkninger var upassende og at den sidste i bedste fald var udtryk for elendig situationsfornemmelse. Når man går på job eller går på gaden, er man der for at passe sit arbejde eller for at komme fra ét sted til et andet – ikke for at få kommentarer om sit udseende fra kolleger eller forbipasserende.

På én måde forstår jeg derimod de franske kvinders bekymringer; der er intet godt i at være seksualforskrækket, og også her skal der selvfølgelig gælde et proportionalitetsprincip, når det gælder sanktioner. Hvis der rent faktisk er mænd, der er blevet afskediget efter at have rørt én kvindes ene knæ én gang, er det helt ude af proportioner. Men der har formodentlig været tale om andet og mere end den ene berøring!

Det, #metoo-fænomenet fokuserer på er jo ikke, at mænd “lægger an på” kvinder eller “flirter” med dem. Derimod kommer der nu rigtig mange beretninger frem, der viser at nogle mænd er gået over stregen og har været hensynsløse, ofte endda udsat kvinder for egentlig tvang eller chikane, og overhovedet ikke engang har angret eller haft dårlig samvittighed over det. Tværtimod har de brugt overgrebene som en slags magtudøvelse. Den slags er ikke andet end egoisme. Jeg ved, at min afdøde mor på et tidspunkt i sit arbejdsliv var udsat for at blive ringet op om aftenen på meget nærgående vis af en gift, mandlig kollega, og hun var ked af og også til tide bange for at tage på arbejde. En dag holdt det op, men så vidt jeg ved, sagde den mandlige kollega aldrig undskyld.

Den slags adfærd havde selvfølgelig ikke det fjerneste med flirt at gøre. Hvis man flirter, er man netop ikke en rendyrket egoist, men vil egentlig det gode over for den, man flirter med – for flirten er kun en flirt, hvis modparten er indforstået og “spiller med”. Hvis ikke det sker, har den forsøgsvist flirtende situationsfornemmelse nok til at holde op med det samme for ikke at såre modparten. Måske skulle vi i virkeligheden blive bedre til at forstå hvad det vil sige at flirte og få lært bedre situationsfornemmelse?

En strategi mod strutterne?

For nogle år siden skrev jeg om det fænomen, der hedder at strutte – dvs. tilhørere stiller påtagede spørgsmål ved seminarer og i undervisning, der i virkeligheden mest er en strategi for at hævde sig gennem at gøre opmærksom på, hvor meget de egentlig ved. Måske er det mænds tilbøjelighed til at strutte, der kan gøre kvinder mere tavse i disse forsamlinger og i sidste ende have en negativ indvirkning på kvinders lyst til beskæftige sig med fag, hvor der bliver struttet særlig meget.

Jeg kender desværre ikke til ret megen forskning, der handler om strutter. Men en zoolog, en antropolog og to psykologer har for nylig lavet en undersøgelse af mandlige og kvindelige forskeres adfærd ved seminarer. (Undersøgelsen er også kort refereret hos The Economist.Det viser sig, at kvinder stiller signifikant færre spørgsmål end mænd – men det viser sig også, at denne forskel er mindre udtalt, hvis det er en kvinde, der stiller det første spørgsmål til seminaret. Om der er tale om korrelation eller faktisk kausalitet, ved vi selvfølgelig ikke.

Men måske peger dette også på en enkel strategi, der måske ville kunne undersøge dette og samtidig potentielt set gøre noget ved de struttende mænd: Ordstyreren til et seminar (og en underviser i plenum) skal bede spørgerne markere og vente, til der er flere spørgsmål – og så lade en af de kvindelige spørgere være den første, der spørger.

Om dette kunne ændre noget på afgørende vis, ved jeg selvfølgelig ikke, men det er da værd at gøre forsøget. Det ville uanset hvad have den sidegevinst, at spørgetiden ikke kommer til at blive en konkurrence om at komme først.

Truslerne mod kvinder på nettet

En trussel, der for nylig blev rettet mod Johanne Schmidt-Nielsen, efter at hun havde udtalt sig om politiets fremfærd ved hjemsendelsen af en afvist asylansøger, der kostede denne livet..

Jeg har tidligere skrevet om hadet derude på nettet; det er stort og skræmmende. Lige nu har Amnesty International fokus på online-chikane på nettet, og på de særlige problemer, som kvinder er ude for – og her specielt kvinder, der er politikere eller på anden måde ytrer sig i samfundsspørgsmål. Hvad har det med menneskerettigheder at gøre? vil nogle sikkert spørge. Det er jo borgere, der chikanerer andre borgere – ikke myndighederne, der begår overgreb.

Problemet er at det ser ud som om der fra myndighedernes side og fra store virksomheder som bl.a. Facebook ikke bliver gjort nok for at bekæmpe chikanen, og at det i sidste ende kan ende med at afholde nogle kvinder fra at engagere sig i den politiske debat.

Men er det virkelig et særligt problem, som kvinder er ude for? Hadet rammer jo i flæng, føler man ofte. Det er jeg desværre overbevist om, at det er. Der er helt bestemte typer af trusler, nemlig trusler om voldtægt og andre former for seksuel vold, som kun rettes af hadefulde mænd mod kvinder. Og  der er et helt særligt, grimt repertoire af skældsord rettet mod kvinder – ord som “luder” og “so” er eksempler på det. Jeg kan ikke komme i tanke om et tilsvarende repertoire af skældsord, der kun er rettet mod mænd.

Men hvorfor gjorde de ikke noget?

I denne uge er der et debatindlæg af Ole Bornedal om de igangværende afsløringer af omfattende sexchikane og voldtægter med udgangspunkt i sagen om Harvey Weinstein. Bornedal skriver:

Han spørger

Når en kvindelig skuespiller omtaler sit første møde med Harvey (som jeg lige vil nævne, at jeg selv har oplevet på allernærmeste hold gentagne gange, da jeg arbejdede sammen med ham i to år) som seksuelt ydmygende, og hun senere beskriver sit andet møde med ham som (nærmest) voldtægt og siden beskriver sit nu tredje meget, meget svære møde med ham som perverst … Er jeg så virkelig den eneste, der undrer mig over, hvorfor hun nogensinde når til det tredje møde?

Jeg tror faktisk, at alle de intelligente, selvbevidste kvinder, jeg kender – og det er alle – aldrig ville nå så langt som til det første møde. »Jamen disse kvinder er jo afhængige af disse magtfulde mænd, de befinder sig i deres hule hånd, deres karriere afhænger af dem.«

Egentlig kan jeg vel godt lide Ole Bornedal (han er endda fra Nørresundby), men her synes jeg at han rammer fuldstændig ved siden af og endda bagatelliserer nogle rigtig alvorlige hændelser. Det er underligt, at Bornedal slet ikke indser det paradoks, der er tale om.

To spørgsmål, man ofte stiller i forbindelse med seksuelle eller voldelige overgreb mod kvinder er

  • Hvorfor gjorde mange af de kvinder, der blev udsat for overgrebene, ikke noget for at standse det og hvorfor mødtes de måske endda igen med den, der udøvede overgrebene?
  • Hvorfor gjorde mange af de kolleger, der kendte til den, der udøvede overgrebene, ikke gjorde noget for at standse dem og hvorfor forsvarede de måske endda udøveren over for andre?

Men blot fordi denne paradoksale adfærd finder sted, betyder det ikke, at chikane ikke er et problem. Det første spørgsmål er især blevet stillet og besvaret mange gange i konteksten af vold i ægteskabet, og vi ved, at det ikke kun handler om en mands trusler mod en kvinde, men også om mange andre psykologiske mekanismer. Danner-stiftelsen kalder det for voldsspiralen. 

Men i sammenhænge, hvor overgrebsmand og offer ikke er i et forhold eller er i familie med hinanden, kan der være andre forklaringer, og når det drejer sig om tredjeparter og hvorfor de ofte ikke reagerer eller endog forsvarer dem, der udøver overgreb, må der være andre forklaringer. Der findes også faktisk en del forskning inden for dette.

I nogle tilfælde er der tale om at tredjepart bevidst bagatelliserer overgrebene eller er i en slags alliance med overgrebsmændene, men i mange andre tilfælde bliver en tredjepart, der er vidne til et overgreb, overrumplet. Psykologer taler om såkaldt impact bias – at man er tilbøjelig til at overvurdere, hvor meget man vil føle sig påvirket af voldsomme hændelser, der kan ske i fremtiden. Mange af os kender dette uventede reaktionsmøde, når man som antiracist uventet bliver konfronteret med racistiske udtalelser fra andre i løbet af en samtale. Alt for ofte får man ikke sagt ordentligt fra (måske sket ikke) i situationen.

Det oplagte at gøre for at forhindre denne passivitet (som reelt ofte er en form for medskyld) er selvfølgelig at skabe strukturer, så de, der er vidne til overgreb, bliver tilskyndet til at fortælle om overgrebene og få dem standset. Men i tilfælde som Harvey Weinstein og Peter Aalbæk Jensen har der ikke været den slags strukturer – tværtimod.

Tanker om ligestilling på universitetet

Om ligestilling – et oplæg af Hans Hyttel

I dag holdt jeg et oplæg på mit institut om ligestilling, noget der længe har været en kæphest for mig. Jeg har lagt mærke til at ligestillingsstrategien for Aalborg Universitet desværre er alt andet end imponerende, og vi kan ikke bruge den som udgangspunkt for at rette op på tingenes tilstand ved Institut for datalogi, der i helt ekstremt omfang er en mandeklub.

På det seneste har der været fokus på seksuel chikane på arbejdspladser, men det er i virkeligheden “kun” en tydelig indikator på hvor galt det stadig står til med ligestillingen. Det var ikke her, jeg fokuserede, men på hvad vi mon kan gøre for at ændre tingenes tilstand. Der er, viser det sig, faktisk rigtig meget vi ikke ved om årsagerne til den ekstremt skæve kønsfordeling på Institut for datalogi.

Mit oplæg blev vel modtaget; det, jeg pointerede igen og igen, var dels at ligestilling og mangfoldighed hører uløseligt sammen, dels at det kræver mange resurser, herunder lang tid at skabe ligestilling og mangfoldighed på et sted som vores. Skæbnens ironi er, at et udvalg, der skal skabe og gennemføre en ligestillingsplan, på grund af den ekstremt skæve kønsfordeling næsten kun vil kunne bestå af mænd.

Det er også et problem

Der er heldigvis kommet rigtig mange sympatitilkendegivelser på #metoo-kampagnen på de sociale medier, og den har nu også givet anledning til en leder i Information. Men der er desværre også nogle forudsigelige modreaktioner, der forsøger at relativisere og bagatellisere. Spørgsmålene er bl.a.: Hvad med seksuelle overgreb mod mænd? Og hvad med voldelige overgreb i det hele taget?

Selvfølgelig er dette også alvorlige problemer, men kampagnen med #metoo er specifik og benægter ikke eksistensen af andre problemer eller deres alvor. Hvis jeg udtaler mig om flygtningesituationen på grænsen mellem Myanmar og Thailand, betyder det ikke, at jeg erklærer at jeg er ligeglad med f.eks. flygtningene fra Syrien eller Eritrea, med antisemitismen i Østeuropa eller med plasticforureningen af verdenshavene.

Problemet med seksuelle overgreb mod kvinder og piger har imidlertid et meget voldsomt omfang og er et systemisk problem. En undersøgelse fra 2014 viste, at hver 10. pige i verden bliver udsat for seksuelle overgreb inden hun fylder 20. Så problemet er meget stort og det er i høj grad forbundet med magtforhold og ulighed mellem kønnene.

Det særligt bemærkelsesværdige er at mange af dem, der nu reagerer med skepsis, så vidt jeg kan se, formodentlig ikke gør det af et ondt hjerte. Men det er ofte svært at indse og skulle leve med, at mange af de mænd, man kender (og måske også én selv), kan finde på at gøre den slags mod kvinder, som vi nu hører om. Vi vil alle tro godt om dem, vi kender, og vi vil selvfølgelig også helst have et positivt selvbillede.

Jeg håber personligt, at der en dag også vil komme et fokus på seksuelle overgreb mod mænd, for denne type overgreb finder sted og må være lige så forfærdelige som overgreb mod kvinder, men omfanget er desværre meget uklart. Min fornemmelse (som mange forskere inden for dette område også fremhæver) er, at netop denne type overgreb er endnu mere tabubelagte og derfor har et ikke ubetydeligt “mørketal”, netop fordi der traditionelt er en forventning om at mænd er fysisk og psykisk stærke og er dem, der er seksuelt udfarende. Nogle seksuelle overgreb mod mænd begås af andre mænd i væbnede konflikter (voldtægt og seksuel ydmygelse er skræmmende metoder til at knække et menneske), men der er også mange andre tilfælde.

Måske vil en kampagne om seksuelle overgreb mod mænd som en vigtig afledt konsekvens have, at mange flere mænd vil kunne se, hvor alvorligt et problem seksuelle overgreb er for kvinder.