Poetry slam i oktober

Ida Elisabeth Agerkvist på scenen.

For første gang siden forsommeren deltog jeg i poetry slam i Aalborg. For første gang i den tid, jeg har været med, var flertallet af deltagere kvinder. Det er en rigtig glædelig udvikling, for poetry slam i Danmark har desværre alt for længe haft karakter af at være en mandeklub. Vinderen i aften var da også en kvinde, nemlig Ida Elisabeth Agerkvist. Tillykke til Ida fra mig! (Selv blev jeg nummer tre.)

En forfulgt mand?

Foto:  T.J. Kirkpatrick / NYT / Redux

I denne uge er der et langt indlæg i Berlingske af Anna Libak, folketingskandidat for Venstre og tidligere udlandsredaktør for Berlingske, der angriber de kvinder, der har anklaget den kommende amerikanske højesteretsdommer Brett Kavanaugh for seksuelle overgreb, der fandt sted i begyndelsen af 1980’erne..

Anna Libak skriver bl.a.

Just derfor er denne sag så tragisk. For den handler ikke om, hvad Kavanaugh rent faktisk har foretaget sig. Den handler om, hvem der er god og hvem der er ond.

På en måde forstår jeg næsten hendes argument – for det er forbundet med alvor at anklage nogen offentligt for en forbrydelse, og i nogle tilfælde, hvor det sker, kan der være tale et ønske om selv at opnå en fordel. Her tænker jeg f.eks. på skilsmissesager, hvor parterne beskylder hinanden for at have begået overgreb mod børnene, eller på en tvist på en arbejdsplads, hvor en kollega beskylder en anden kollega for at have været voldelig. En beskyldning kan, hvis den får lov at stå alene og uimodsagt, ødelægge et menneskes renommé. Selvfølgelig er der et retspolitisk aspekt, der ikke må ignoreres.

Men i sagen om Brett Kavanaugh er der ikke tale om løse injurier, men tale om vigtigheden af at fastslå troværdigheden (eller mangel på samme) hos en bestemt person. Det er en person, der skal have en politisk udpeget embedspost af stor betydning for den lovgivende magt i et stort land, omend landets størrelse her er underordnet.

Derudover, som det seneste års mange sager afslører, er netop seksuelle overgreb omgærdet af en grim tavshedskultur, som har forhindret (og stadig kan forhindre) mange ofte for overgreb i at kunne stå frem – og der er en tydelig kobling mellem tavshedskultur og magt. Der er en grund til, at de ubehagelige sager først kommer frem netop nu.

Og endelig, set i et rent dansk perspektiv, er jeg bekymret over at en person fra et politisk parti, der sidder i regering, udtrykker sig på den måde, som Anna Libak gør netop nu.

En køn historie

I dag fik jeg set biograffilmen Ditte og Louise efter at have fulgt de to sæsoner af tv-serien af samme navn så trofast, som jeg nu kunne. Det er en film, der ligesom tv-serien på én og samme tid er selvudleverende og kritisk, plat og præcis, men forskellen er her at spillefilmsformatet giver langt mere tid til at fortælle en historie.

Efter alle de mange triste beretninger fra #metoo-kampagnen og fra kvinder, jeg kender, er det en glæde at se en udstilling af sexismens og kønsstereotypernes latterlighed og af alle de lige så latterligt modstridende forventninger, kvinder (og jo også mænd) bliver udsat for. Selv om Ditte og Louise er en yderst bramfri filmkomedie, giver den også noget at tænke over. En klar anbefaling herfra.

Også mænd

Avita Ronell

I øjeblikket er der en sag i USA, hvor en ung mandlig akademiker, Nimrod Reitman, anklager den meget ældre Avita Ronell for seksuel chikane, mens hun var hans mentor under hans uddannelse på New York University. Denne sag kommer samtidig med sagen om Asia Argento, der er blevet anklaget for seksuel chikane mod en ligeledes meget yngre mand..

Ifølge en lang artikel om sagen i dagbladet Information, begyndte chikanen i foråret 2012, da Reitman endnu ikke var startet på sin uddannelse. Avita Ronell inviterede ham til Paris, og han takkede ja til at bo med hende i nogle dage. Her bad hun ham om at recitere digte, mens hun faldt i søvn. Senere trak hun ham ind i sin seng, hvor hun lagde hans hænder på sine bryster og kyssede ham. Senere skete der en hel del mere.

Nogle vil nu bruge dette til at miskreditere hele #metoo-bevægelsen og sige at “kvinder er jo ikke bedre”. Men forhåbentlig kan disse sager have den modsatte virkning og styrke kampen mod seksuel chikane. Når der er sager, hvor mænd er ofre og kvinder gerningsmænd, må det nemlig kunne gøre det lettere for de mænd, der er skeptiske eller direkte negative over for alvoren i de mange beretninger om mænds chikane mod kvinder, at leve sig ind i, hvad kvinder oplever og at indse, at dette ikke handler om at ét køn skulle være godt og et andet ondt. Det hele handler derimod om at seksuel chikane udgør en alvorlig form for magtmisbrug rettet mod et andet menneske.

Af samme grund er jeg faktisk også overbevist om, at det generelt er gavnligt at der også kommer fokus på kvinders voldelige overgreb mod mænd – samtidig med at vi altid skal pointere, at langt de fleste seksuelle og voldelige overgreb på tværs af køn begås af mænd mod kvinder.

Han, hun, den og det

Feminister har med god grund sat fokus på at der er i vores sprogbrug er latente antagelser om hvilket køn, mennesker har. Hvis man f.eks. i en tekst om krav til lægers adfærd konsekvent omtaler den ukendte læge som “han”, er man bl.a. med til at fastholde en forståelse af at “rigtige læger” er mænd, og man gør de mange kvindelige læger usynlige. Jeg blev selv først opmærksom på problemet, da jeg for snart mange år siden læste en satirisk artikel af Douglas Hofstadter. Siden er der sket en del. Der er blevet forsket i hvordan gender-fair language kan påvirke stereotyper om køn, og der findes grundige oversigtsartikler om hvad man ved. Der er også en del forsøg på at gøre noget i praksis. Jeg og mange andre prøver at gøre noget ved “tåbeligt kønnede” ord som f.eks. formand og forkvinde. I Sverige anvender man nu i bl.a. i nogle børnehaver det konstruerede kønsneutrale stedord hen.

Men noget, jeg nu er begyndt at spekulere over, er i hvilket omfang et kønsneutralt sprog egentlig er i stand til at ændre noget væsentligt i sig selv. Der er nemlig flere europæiske sprog, der er og altid i deres moderne form har været kønsneutrale og ikke skelner mellem “han” og “hun”. Det er tilfældet på georgisk, på ungarsk og på finsk. Hvordan det går med ligestillingen mellem kønnene i Georgien, Ungarn og Finland, ved jeg ikke, men min fornemmelse er, at man slås med mindst de samme problemer som mange andre steder, hvor sproget ikke er indbygget kønsneutralt. Jeg ved (det skrev jeg om her engang) at det i Georgien indtil for få årtier siden var utænkeligt, at kvinder gik på restaurant uden at have mænd med. I Ungarn er Viktor Orbáns regering arge modstandere af kønsforskning på universiteterne.  

Jeg har ikke noget godt svar, og jeg er tilhænger af at man skal tænke grundigt over de kønsantagelser, som sproget fører med sig. Man skal bestemt ikke bevare status quo. Men min formodning er, at det ikke er selve sproget, der skaber forandringen, men derimod vores bevidsthed om hvordan vi bruger sproget. Viktor Orbán kan f.eks. sagtens udtale sig dybt sexistisk og homofobisk på sit helt kønsneutrale sprog (og det gør han).

Kvinder er bare anderledes (??)

Det er åbenbart stadig muligt at skrive tåbelige ting om den ekstremt skæve kønsfordeling på datalogiuddannelserne. Stuart Reges, der er lektor i datalogi ved University of Washington i USA, har i al fald skrevet en artikel om hvorfor der er så få kvinder, der studerer datalogi. Det er en af disse trælse artikler, hvor forklaringen på et problem er en henvisning til en indbygget forskel. Reges’ forklaring på at der er så få kvinder, der studerer datalogi, er at kvinder bare ikke har lyst til det, fordi kvinder har nogle andre prioriteter.  Desuden siger han, at kvinder faktisk ikke oplever problemer på datalogiuddannelser eller bagefter, når de er i arbejde, for han har ikke hørt nogen tale om utilfredshed fra kvinder. Stuart Reges føler tydeligvis selv, at han kommer frem med en vigtig, men ilde hørt sandhed.

Den slags forklaringer, der forklarer uligheder med forskelle, der er indbygget i mennesker, er vældig bekvemme. De kan bruges til at sige dels, at uligheden i virkeligheden skyldes den part, for hvem uligheden er en ulempe, dels at der ikke er nogen grund til at gøre noget, for man kan ikke gøre noget. Og man kan endda benægte, at uligheden skulle være til ulempe for nogen, for alle er jo godt tilfredse.

Men når jeg læser en bemærkning fra Reges som

They claim that men have created a culture that matches their values and interests. How is that possible if men and women don’t differ in fundamental ways?

som indikator på der findes en indbygget forskel, bliver jeg underligt til mode, for forvekslingen af årsag og virkning og manglen på forståelse af interessekonflikter er begge uhyggeligt åbenlyse. En gruppe, der i forvejen er begunstiget og i en magtposition, skaber nogle forhold, der kan opretholde begunstigelsen og magtpositionen.

Derfor var det godt at læse en kort, afdæmpet replik fra Hank Levy, der er institutleder ved det institut på University of Washington, hvor Stuart Reges er ansat.

Den første vigtige bemærkning fra Levy er at

Reges quotes Unlocking the Clubhouse, using the statement that “Concern for people, family, ‘balance in life,’ novels and a good nights’ sleep should not come at the cost of success in computer science” as an indication that women and men differ in their values and interests, and as a reason why women prefer fields other than computing. Yet these are the very same issues that exist in medical schools (residency is 3 years of isolation and sleep deprivation!), but somehow over the last 40 years women have chosen to become doctors in large numbers. How could that be? Obviously something changed over that long period – most likely both the medical system (which was male dominated and treated women poorly in 1975) and women’s interest in the profession. The point is, we can clearly work to change some of the factors listed in the previous paragraph, and young people (of all genders) can and do make different choices over time in the fields they wish to pursue: those choices are not predetermined at birth based on the colors of our baby blankets.

Det er med andre ord også de underlige arbejdsforhold og det mandsdominerede klima i arbejdslivet for softwareudviklere, der ender med at have betydning. Dette burde være åbenlyst, men det er det ikke for Reges. Den anden vigtige bemærkning fra Levy er denne:

…computer science has become extremely broad and highly applied to societal grand challenges; e.g., in our school we have students who have developed smartphone systems to detect jaundice in infants, mobile data systems used to improve health care in Africa, machine learning techniques for choosing the best therapies for leukemia, and platforms for analyzing cultural differences across different countries. Applications such as these make computer science more interesting and accessible to a diverse population of students because today’s students want to have impact. We are not just educating software engineers for the software industry – we are educating computer scientists for the world. Clearly, different subfields in in our technology program have different appeal. The bottom line is that neither women’s interests nor the field of computing are static and unchanging, and any analysis that misses that fact is flawed.

Selv tror jeg, at datalogi vil kunne tiltrække flere mennesker og andre mennesker, hvis faget ligesom andre hårde fag bedre bliver i stand til at appellere til de mange mennesker, der også gerne vil gøre en forskel i verden. Her har vi ikke gjort det godt, men på et universitet som Aalborg Universitet, hvor problemorienteret projektarbejde er en central komponent i  uddannelserne, burde vi have forudsætningerne for at kunne gøre netop dét.

En rigtig mand?

Foto: Ina Fassbender/AP

I går var der endnu et bilangreb i den seneste stime af bilangreb, der begyndte i sommeren 2016 i Nice og senere har ramt bl.a. Stockholm, Berlin og London. Denne gang gik det ud over Münster i Tyskland; to mennesker blev dræbt. Straks var der overvejelser om hvorvidt der var tale om terrorisme. Men da det viste sig, at gerningsmanden var psykisk syg og hed Jens (der også er et almindeligt navn i Tyskland), dalede interessen.

Men jeg kan igen ikke lade være med at tænke på, at også dette angreb på mange måder ligner alle de tidligere bilangreb: En mand, der tidligere har været i konflikt med loven, har været udsat for en stor livskrise og har været i kontakt med psykiatrien, hævner sig på verden ved at meje tilfældige mennesker ned i en by.

Jeg har tidligere på denne blog overvejet om bilangrebene i virkeligheden, når man skræller alle historierne om Islamisk Stat osv. væk, ligesom familiemordene, hvor en mand i dyb krise (for det er så godt som altid mænd) slår hele sin familie ihjel, er “udvidede selvmord”, hvor man tager andre med sig i faldet.

Og nu spekulerer jeg på, om det, vi ser, netop er en kønsspecifik forbrydelse, der mere handler om usunde kønsroller end om f.eks. religiøs fanatisme. Begge slags ugerninger er da i virkeligheden udtryk for en bestemt opfattelse af selve dét at være mand: Mænd skal være stærke og klare sig selv, også når de er ude i en svær personlig krise. Hvis ikke man som mand lever op til sådanne forventninger og ikke kan være så stærk som man tror, man skal være, kan man kun vise “styrke” i form af afmægtig destruktion.

Det er bare en dukke

Foto: Zackary Canepari for New York Times

Den engelske professor Kathleen Richardson er initiativtager til en kampagne mod sexrobotter. Hun siger til Politiken at

De repræsenterer jo et dybt forskruet menneskesyn. Med deres store bryster, fyldige læber og utroligt smalle taljer er de jo en grotesk og pornografisk kopi af en kvindekrop. Det er hverken sundt eller hensigtsmæssigt, at det her syn på kvindekroppen bliver normaliseret. Det er meget tydeligt, at disse dukker er skabt af forskruede mænd til nogle mænd, der er endnu mere forskruede end dem selv. For de ønsker jo at dominere kvinder og deres kroppe totalt. De her dukker kan hverken sige nej eller udfordre manden på andre måder.

Argumentet er, at sexrobotterne vil anspore nogle mænd til at behandle kvinder voldeligt.

Umiddelbart virker Richardsons kampagne underlig på mig. På den ene side er der noget ubehageligt dehumaniserende ved denne teknologi. På den anden side har jeg meget svært ved at se, hvordan man skulle kunne håndhæve et forbud – enhver, der har tilstrækkelig mekanisk snilde, vil kunne fremstille sit eget eksemplar til eget brug. Og måske er denne slags robotter velegnede til demente eller mentalt handicappede mennesker, der har en seksualdrift.

Der findes allerede mekaniske sælunger, som demente mennesker kan sidde med. Men den slags virker unægtelig mere uskyldigt.

Selve dette, at overføre levende væseners egenskaber til genstande, naturfænomener og begreber, er helt centralt for mennesker. Guder i mange religioner ligner mennesker eller dyr. Børn leger med dukker og tøjdyr og nogle af dem bliver deres fortrolige og bedste venner tidligt i livet. Mange af os investerer en masse følelser i fiktive mennesker og dyr fra film og bøger. Forskellen er vel, at de følelser, mennesker investerer i guder, tøjdyr og film- og romanfigurer er entydigt positive.

Men hvad med de negative og dehumaniserende følelser? Dem kan vi ikke fjerne ved at forbyde en bestemt slags robotter.

Enkelt er det dog ikke, og jeg har intet svar. Hvordan ville vi have det med en livagtig dukke, som man kunne udsætte for grov vold inden for hjemmets fire vægge? Sådan en ville være forholdsvis enkel at fremstille. Den livagtige, men meget hårdføre dukke skulle bløde og skrige, når den blev udsat for grov vold. Bagefter kunne man så vaske dukken af, så den var klar til næste gang, man fik lyst til at overfalde et menneske. Hvis nogen markedsførte en sådan “jøderobot” eller “bøsserobot”, som nazister kunne overfalde, så tit de ville, ville man selvfølgelig kunne begrunde et forbud i straffelovens forbud mod at opfordre til had mod mindretal. Et tilsvarende juridisk argument var muligt, hvis robotten var opkaldt efter og lignede en navngiven person. Men samtidig ved vi også, at de hadefulde følelser, som robotten skulle bruges til at udleve, allerede var der.

71-årig mand har adgang til tusinder af atomvåben

En af de mange konsekvenser af den tilstundende storkonflikt er at forligsmanden – der faktisk er en forligskvinde, Mette Christensen– nu bliver en central person. Jyllands-Posten havde for to dage siden en artikel om Mette Christensen med overskriften En 72-årig kvinde skal måske rage kastanjerne ud af ilden i overenskomstforhandlingerne.

Men hvorfor er Mette Christensens alder og køn egentlig vigtigt i denne sammenhæng? Jeg ved det virkelig ikke. Det vigtigste er altid de kompetencer, som forligsmægleren (hvorfor hedder det egentlig ikke dét?) skal have. Jyllands-Posten rettede da også deres overskrift til

Hvordan ville det mon fremstå, hvis alle overskrifter om USAs siddende præsident i stedet for “Donald Trump” brugte ordvalget “71-årig mand”? Det var egentlig et spændende eksperiment.

Lad som om du er glad

I denne uge var det på et hængende hår, jeg huskede min nevøs fødselsdag, og det var kun takket være min søsters statusopdatering på Facebook, at jeg fik ønsket ham tillykke med de seks år. Jeg har simpelthen ikke lært at være god nok til at huske mærkedage.

Min mormor kunne til gengæld tilsyneladende huske alle fødselsdage i familien, og hun var derudover god til tålmodigt at lytte til alle naboernes bøvl, til at lave mad til syv børn (hvoraf kun min mor var hendes eget; resten havde hun giftet sig til) og til at sørge for at ingen i husholdningen glemte noget. Alle elskede min mormor!

Men jeg ved, at hun også kunne være udmattet og ked af det, og hun har sikkert også været sur og vred – selv om jeg aldrig så det.

Der er tit  en usagt forventning om at “man” skal vise bestemte følelser, og det er en forventning der findes både i arbejdslivet og i privatlivet – og den gælder meget ofte særligt for kvinder. I arbejdslivet er der en forventning om at ekspedienter i en butik skal smile og måske endda være entusiastiske. Noget lignende gælder for stewardesser.  Der er det hele taget ofte en  usagt forventning om at kvinder skal “stå følelsesmæssigt til rådighed” i større omfang end mænd skal og ikke mindst være mere omsorgsfulde.

På engelsk har man begrebet emotional labour; jeg kender ikke til en god dansk oversættelse.  Og der er skrevet en del om det – og især på engelsk. Problemet med emotional labour er selvfølgelig blandt andet, at der er andre forventninger til kvinder end til mænd. Der var f.eks. aldrig nogen, der sagde til mig, da jeg voksede op, at jeg skulle være god til at være opmærksom på mærkedage. Det er derfor, jeg desværre ikke er så god til det. Og derudover kan det selvfølgelig også være uholdbart, at bestemte mennesker forventes at vise bestemte positive følelser, også i situationer hvor de selv har nogle helt andre følelser. Det kan give anledning til stress og mistrivsel at skulle lade som om man er glad, selv om man bestemt ikke er det.