En typisk gerningsmand?

I denne uge har der været endnu et tragisk angreb med en bil, denne gang i New York. Gerningsmanden er en yngre mand, han kommer fra et etnisk mindretal, hans håb om et andet liv er ikke blevet til noget, han har haft store personlige problemer og ikke mindst har han tidligere begået kriminalitet. Nu kører han så med stor hastighed ind i en folkemængde midt i en stor by med det formål at slå dem ihjel, og bagefter prøver han at stikke af på planløs vis.

På disse punkter ligner han næsten til forveksling gerningsmændene fra lastbilangrebene i Nice, Berlin, London og Stockholm. De amerikanske myndigheder har slået fast, at der her ikke var tale om terror. Gerningsmanden havde ganske vist talt om at “regnskabets time ville komme”, men han var ikke fascineret af en ekstrem udgave af islam, men “bare” af Scientology.

Om det er for at berolige os, at vi skal have at vide, at dette bilangreb ikke er terror, ved jeg ikke. Selv hæfter jeg mig ved copycat-effekten; jeg kan ikke mindes, at der har været så mange tilsvarende angreb med biler i store byer som inden for det seneste år. Og jeg hæfter mig ved de mange lighedspunkter. Måske har vi i virkeligheden for alle de afskyelige bilangrebs vedkommende at gøre med en særlig form for voldelig afmagt, der sætter ind hos yngre mænd, for hvem livet ikke vil lykkes, og måske er det så i virkeligheden dér, vi kan sætte ind.

Flattr this!

Legalisere eller afkriminalisere?

Jeg har tit tænkt over hvad man skal gøre ved prostitution. På den ene side kan jeg faktisk ikke sige andet om prostitution end, at det grundlæggende set er en form for dehumanisering og derfor ikke er godt for noget som helst.  På den anden side virker det desværre ofte som om arbejdet mod prostitution kan komme til at ligne en kamp mod de prostituerede.

I dag kunne jeg læse, at bystyret i Amsterdam nu opretter et bordel, der skal drives og indrettes af de prostituerede selv. Umiddelbart lyder det vel som et bedre alternativ til det, at nogle mennesker kan skabe profit på at andre mennesker sælger sig selv til seksuelle ydelser. I Nederlandene blev prostitution legaliseret i 2000, og man håbede dermed at kunne gøre noget ved menneskehandel, men det er ikke tilfældet. Der er da også forskere, der sætter spørgsmålstegn ved om den nye type bordel vil kunne ændre noget som helst. “Forretningsmodellen” er nemlig den samme, og bag de tilsyneladende selvstændige prostituerede kan der stadig være bagmænd.

En anden mulighed ville være at afkriminalisere prostitution, dvs. at sørge for at den enkelte prostituerede ikke kan blive arresteret eller retsforfulgt alene fordi vedkommende er prostitueret. Dette er slet ikke det samme som at legalisere prostitution.

Dette ikke sagt fordi jeg har en positiv holdning til prostitution som sådan, for det har jeg netop ikke, men fordi der netop ofte er usynlige bagmænd og fordi det derudover er veldokumenteret, at der i en hel del lande (f.eks. i Rusland og Serbien og lande i Afrika, Asien og Sydamerika) foregår grove overgreb som afpresning, voldtægt og anden vold fra især politiets side mod prostituerede. De overgreb er netop mulige, fordi prostitution er strafbart og politiet dermed har en klemme på de prostituerede. På denne måde bliver de mennesker, der er prostituerede, måske i virkeligheden fastholdt i prostitution.

Her kan man sammenligne med to mulige holdninger til narkotika – der er også her et stort illegalt marked kontrolleret af organiseret kriminalitet. Man kunne legalisere stoffer, dvs. definere rammerne for salg af narkotika med bl.a. licens til særlige salgssteder, hvor man lovligt kan købe og måske også bruge stoffer. Men man kunne også vælge i stedet at afkriminalisere brugen af narkotika, dvs. ikke arrestere og retsforfølge mennesker, der blev pågrebet med stoffer på sig alene til eget forbrug. Systematisk handel med narkotika ville stadig være ulovlig. På den måde ville narkomanerne gå fri og ville ikke risikere at komme i lommen på korrupte betjente, mens de store fisk stadig kunne blive pågrebet.

Flattr this!

De må lære det et sted

Et citat fra Tech Leavers Study.
Det fakultet på Aalborg Universitet, jeg nu befinder mig under, hedder TECH – og i dag kan jeg læse om en undersøgelse fra USA, der sætter fokus på sexisme, racisme og anden chikane i det, man derovre kalder tech-industrien, dvs. virksomheder inden for udvikling af teknologi, som mange med uddannelse fra TECH-fakultet bliver ansat hos. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud i Danmark, men det er et trist billede, som Tech Leavers Study tegner af årsagerne til at mennesker holder op med at arbejde i tech-industrien:

  • Næsten 40 procent af de tidligere tech-medarbejdere angav at det var uretfærdig eller dårlig behandling som havde været en hovedårsag til at de holdt op, og især for mænd fra underrepræsenterede grupper (som f.eks. bestemte etniske minoriteter) var det en årsag.
  • 1 ud af 10 kvinder oplevede en eller anden form for seksuel chikane, mens ansatte med LGBT-baggrund var mest udsatte for chikane eller ydmygelse foran andre.
  • 78 procent af de tidligere tech-medarbejdere havde oplevet former for urimelig eller uretfærdig adfærd, og det var især kvinder, der var udsatte for det – og nok så væsentligt: der var mere af denne adfærd i tech-industrien end i andre virksomheder.

Måske er det “bare” samfundsstrukturerne, der legitimerer sexisme, racisme og chikane; på en dårlig dag kan jeg sagtens tænke netop dét. Men måske er det også forhold i branchen, der spiller ind på en negativ måde. Jeg tror ikke, at det hjælper nogen at komme fra uddannelser, hvor der desværre ikke er ret megen mangfoldighed. Og om der er former på chikane på tech-uddannelserne, der minder om hvad man bliver udsat for i tech-branchen, ved jeg ikke. Men når jeg hører om bl.a. kvindelige studerendes oplevelser, er det bestemt ikke kun godt, jeg hører. Dét alene er et meget vigtigt argument for at vi på de pågældende uddannelser tager dette meget alvorligt. De må jo lære det et sted.

Flattr this!

Frihed ved tvang?

Der er en rigtig interessant observation i et indlæg af Malte Frøslee Ibsen i dagbladet Information i dag, nemlig at der er noget selvmodsigende i den måde at kapre frihedsrettigheder på, som Dansk Folkeparti og deres ligesindede anvender.

Den 9. marts var der (også i Information) et debatindlæg af Karina Adsbøl og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, hvor de anklager feminister for ikke at tage fat i den vigtige kamp for kvinders rettigheder, nemlig en kamp for muslimske kvinders rettigheder.

Det lyder umiddelbart flot, men så vidt jeg kan se er det mest et forsøg på at kapre ligestillingsdebatten og vende den til en form for nationalisme. Noget af det, som Dansk Folkeparti og andre højrenationalistiske partier i Europa og andetsteds er helt enige om, er at det bør være forbudt for muslimske kvinder at gå tildækkede.

Hvis man skal tage sådanne  udsagn for pålydende, er grundideen den at muslimske kvinder, der er tildækkede, er undertrykte – og ved at forbyde dem at gå tildækkede, er man med til at gøre dem fri. Men kan man skabe frihed gennem forbud? Og hvad er det egentlig for et frihedsideal, der er tale om?

Den påstand om kvindefrigørelse, som Dansk Folkeparti og andre har fat i, er i virkeligheden ikke en idé om at alle kvinder skal være frie, men derimod en idé om at alle kvinder skal leve på en helt bestemt måde – nemlig den måde, som mange hvide middelklassekvinder (og arbejderklassekvinder) lever på ifølge Dansk Folkeparti.

Jeg kan sagtens tilslutte mig den idé, at man bør tage oplyst stilling til religiøse normer og kunne forkaste dem (jeg er ikke selv religiøs), men samtidig er det min klare opfattelse, at man ikke kan blive fri gennem tvang eller “pr. stedfortræder”. Frigørelse kræver en personlig indsats – og der er jo faktisk også kvinder, der (uden at komme i nærheden af islam eller andre religioner) vil frigøre sig fra det kvindeideal, som Dansk Folkeparti antager som normen.

Flattr this!

Må piger være genier?

Østrigsk-amerikanske Hedy Lamarr var bedst kendt som filmskuespiller, men faktisk stod hun bag en vigtig opfindelse, nemlig princippet om frekvenshop i trådløs kommunikation.

Jeg har læst om en amerikansk undersøgelse, hvor børn mellem 5 og 7 år bliver bedt om at kønsbestemme en person ud fra en lille historie. Undersøgelsen skyldes Lin Bian, der er PhD-studerende ved University of Illinois, Andrei Cimpian som er professor i psykologi ved New York University og Sarah-Jane Leslie, der er professor i filosofi ved Princeton.

Børnene i undersøgelse fik læst den lille historie højt, og i historien fik de at vide at hovedpersonen var “rigtig, rigtig godt begavet”. Men der er ikke noget, der afslører hovedpersonens køn. Bagefter skulle børnene fortælle hvilket køn, de troede at hovedpersonen havde.

Når der var tale om børn på 5 år, var der en signifikant tendens hos både drenge og piger til at mene at hovedpersonen havde deres eget køn. Men når børn på 6 år fik læst den lille historie højt, var der hos både drenge og piger nu pludselig en signifikant tendens til at mene at hovedpersonen var af hankøn.

Jeg spekulerer selvfølgelig på hvordan sådan en uheldig opfattelse opstår. Skyldes den lærere og pædagoger, forældre eller børnebøger og -film?

Men derudover bliver jeg endnu mere bekymret, fordi dette meget nemt risikerer at spille sammen med den uheldige tendens der er til at opfatte nogle akademiske fag som fagområder, der kræver et særligt medfødt talent – og her står de naturvidenskabelige fag desværre højt på listen.

Flattr this!

Alle ved, hvad du er for én

For nylig læste jeg om en situation, der opstod under en indenrigsflyvning i USA, hvor en passager fik et ildebefindende. Kabinepersonalet spurgte, om der var en læge til stede. Det var der heldigvis, og lægen rakte hånden op. Men kabinepersonalet sagde bare (i min oversættelse fra nedladende engelsk)

“Åh nej, skat, tag den hånd ned igen. Vi skal altså bruge én, der faktisk er læge eller sygeplejerske eller er sundhedsuddannet; vi har ikke tid til at tale med dig.”

Når jeg læser dette, bliver jeg mildt sagt pinligt berørt. Lægen, der havde rakt hånden op, var en kvinde med afrikansk baggrund. Kabinepersonalet regnede ikke med at hun kunne være læge.

Man kunne formodentlig have forestillet sig en lignende situation i Danmark. Et “normalt” menneske i Danmark er en hvid mand med “typisk dansk” middelklasse- eller overklassebaggrund. Læg mærke til hvor ofte det ikke bliver nævnt i medierne i omtalen af en person, at der er tale om et sådant menneske! Kvinder i mandsdominerede fag, mennesker med “anden etnisk baggrund” der har et “typisk dansk” arbejde eller interesseområde og mennesker med underklassebaggrund bliver derimod ofte omtalt med deres køn/etnicitet/sociale baggrund som noget “interessant”.

Der er selvfølgelig ikke noget suspekt i sig selv i at være en hvid mand med ovenstående “normale” baggrund. Problemet kommer først, hvis man ikke vedkender sig at man  i kraft af sin baggrund får nogle usagte privilegier, andre mennesker ikke har – at man i nogle situationer oplever færre problemer og færre forhindringer end andre, herunder at der ofte er større sandsynlighed for at man uden videre bliver taget alvorligt.

Forskellen på privilegier og menneskerettigheder er tydelig – menneskerettigheder er rettigheder, alle mennesker har, mens privilegier er rettigheder, som nogle mennesker har. Det lyder måske paradoksalt, men de usagte privileger får for alvor betydning, hvis vi benægter at de findes, at vi måske selv har ét eller flere af dem og at de reelt har betydning i samfundet.

Flattr this!

Hvorfor er mangfoldighed vigtig?

Jeg har i tidens løb skrevet en del indlæg om den ekstremt skæve kønsfordeling i universitetsfaget datalogi. Nogle gange hører jeg denne indvending: Hvorfor er den skæve kønsfordeling overhovedet et problem? Kvinder er tydeligvis ikke så interesserede i den slags, og det vigtigste er trods alt at det er de mennesker, der er rigtig interesserede i datalogi, der beskæftiger sig med dette fagområde. Der er også kommet øget fokus på om etniske og seksuelle minoriteteter er proportionalt repræsenteret i erhverv og på uddannelser. Bekymringer om manglende mangfoldighed på disse områder kan affærdiges på samme måde. Her bemærker jeg så at mange af dem, der ræsonnerer på denne måde, her henviser til at mennesker skulle rumme en slags indbyggede forskelle, som hverken kan eller skal ændres.

Selv er jeg ikke begejstret for holdninger, der forklarer samfundsforhold ud fra menneskers indbyggede og uforanderlige forskelle; der er ganske mange initiativer inden for uddannelse og socialpolitik, der viser hvor langt man faktisk kan nå i retning af at ændre på uligheder. Men der er også noget andet, der er værd at bemærke: Mangfoldighed kan gøre os klogere.

En artikel i Scientific American gør rede for nogle af de undersøgelser, der er lavet for at forstå hvad mangfoldighed betyder i arbejds- og studielivet.

Artiklen henviser specielt til undersøgelser af virksomheder i USA; de tyder på at virksomheder med en mere mangfoldig sammensætning af medarbejderstaben klarer sig bedre økonomisk end virksomheder, der ikke har en så mangfoldig sammensætning.

Hvorfor er det sådan? Meget kort fortalt giver mangfoldigheden alle flere perspektiver på dette at være menneske. Det er bestemt også en udfordring, når mennesker med forskellige baggrunde mødes (nogle gange er det en udfordring, selv om der alene er tale om kønsforskelle), og det kan føre til konflikter. Men mangfoldigheden kan også give os ny indsigt, fordi vi bliver nødt til at forberede os bedre og kommunikere bedre (herunder at være bedre til at lytte!), når vi skal forklare vores argumenter over for andre, og dermed får en bedre indsigt i både andre menneskers bevæggrunde og udgangspunkt og vores egne.

Flattr this!

Hvad siger evaluering af undervisning egentlig?

Tegning: Elly Walton, THES.

En ny britisk undersøgelse viser at der er en korrelation mellem studerendes evaluering af universitetsundervisning og underviserens køn – og det er kvindelige universitetslærere, der bliver evalueret dårligst.

Her kan man selvfølgelig hævde, at dette blot betyder, at det omsider er lykkedes at påvise, at kvinder simpelthen er dårligere til at undervise. Men hvis man tror på en sådan påstand (og det gør jeg bestemt ikke), må man dermed også fæste lid til at evalueringer af undervisningen udtrykker noget, der ikke alene er subjektivt.

Men en ny undersøgelse fra Canada indikerer, at der enten ikke er en korrelation eller en meget lille korrelation mellem evaluering af undervisning og det faktiske udbytte af undervisningen målt som læring.

I virkeligheden viser tyder resultater som disse nemlig på, at studerendes evaluering af undervisning kun bedømmer, hvad den enkelte studerende opfatter som kvaliteter i undervisningen – og i nogle tilfælde dækker opfattelsen over nogle holdninger til kønnene, som ikke er heldige.

Derfor er det i høj grad værd at overveje, om man kan sige ret meget meningsfyldt om undervisningens kvalitet ud fra standardiserede, kvantitativt baserede evalueringer foretaget af de studerende.

I en bedømmelsesfikseret kultur, hvor universitetslærere bliver målt på deres publikationer, hvor mange eksterne forskningsmidler de kan skaffe til sig selv og på evalueringer af deres undervisning, er dette i særdeleshed problematisk.

Evaluering af undervisning er et upålideligt instrument til kontrol (og om man skal kontrollere, er en anden sag). Men evaluering er helt nødvendig, når vi som undervisere selv skal udvikle kvaliteten af vores undervisning – men man kan evaluere på mange måder, også gennem kvalitative strategier. Og evalueringen skal vi hver især skal tilpasse til det, vi gerne vil undersøge. Derfor er der mange forskellige måder at evaluere undervisning på.

Når jeg har afholdt kursusundervisning for større hold, har jeg ladet de studerende lave den endelige evaluering i form af et åbent brev, som de stilede til den kommende årgang. Det kræver dels, at de studerende når en fælles opfattelse (så enkelte meget utilfredse personer ikke fylder uforholdsmæssigt meget), dels at de studerende begrunder deres evaluering og udtrykker den i form af konstruktive anbefalinger.

Flattr this!

En anden verden

Igen i år har jeg fulgt med i DRs julekalender. Den anden verden er en velspillet tv-serie, og den har været meget gennemført, både visuelt og med hensyn til skuespilpræstationer (Sofie Gråbøl og Lars Brygmann er altid gode at se). Om den er præcis så god som Julestjerner af Wikke og Rasmussen eller Tidsrejsen, ved jeg ikke. Men jeg kan godt lide at den fortæller en anden prinsessehistorie end den, man umiddelbart skulle tro – og en anderledes historie om hvad kærligheden rummer. De to teenage-piger, søstrene Anna og Sarah, deler en interesse for at spille teater, men er ellers noget forskellige af sind.

I enhver god fortælling gennemgår hovedpersonerne en afgørende udvikling, og det sker også her:  Sarah først vil flygte ind i eventyrenes verden for at finde den “lækre” prins på den hvide hest (og vil gerne hyldes for sin skønhed omend hun har tandbøjle på!), men til sidst indser hun at det ikke er så godt eller vigtigt: Man kan bogstaveligt talt blive spærret inde af kærligheden, og man kan leve lykkeligt uden prinsen. Anna ender med at være tryg i den hovedrolle, Sarah frasiger sig, og finder sig en kæreste uden egentlig at have ledt efter én. Selv prinsen, der var dominerende og grådig, gennemgår en udvikling. På den måde er Den anden verden en kritik af den eskapisme og jagt på den hurtige kærlighed og de traditionelle kønsroller, der fylder så meget mange steder i verden i disse år.

Og så kan jeg også godt lide fortællingen om den fladpandede og omskiftelige hovedsponsor for teatret, der konsekvent insisterer på flere nissescener og tror at han kan instruere den slags selv. På den måde får julekalenderen taget brodden af al den sædvanlige kritik (der typisk kommer fra voksne) af at der ikke “er jul nok” i årets julekalender og endda også sagt noget om at god kunst er uafhængig af økonomiske luner.

Det er kærkomment med disse positive modfortællinger, der findes i et fortælle-format, hvor vi alle forventer (og med rette) at det skal ende godt. Der er heldigvis sket en hel masse siden Jul på slottet. Man kunne måske håbe, at næste års julekalender/u-landskalender kunne tage dette endnu et skridt, hedde Den tredje verden og rette blikket sydpå også, men det er måske et lige vel voldsomt forlangende!

Flattr this!

En helt ny karriere

academia-nonacademia-image

Som vejleder på adjunktpædagogikum får jeg et interessant og vigtigt indblik i de tanker, de yngre universitetsansatte gør sig om deres hverdag og om deres karriere.

I dag har jeg observeret den ene adjunkt, som jeg vejleder. Hun er ansat på Institut for datalogi. Bagefter snakkede vi om observationerne, og vi talte lidt om det videre forløb. Her fortalte hun mig så, at hun ikke ville være at finde på universitetet fra og med februar; hun siger op for at blive ansat i en privat virksomhed i Spanien. Det var egentlig ikke et karriereforløb, hun havde forestillet sig – hun kunne godt lide at være universitetsansat og at undervise. Men dét, der førte til hendes beslutning om at sige op, var at hun oplevede at det var alt for svært at få forskningsmidler og at få en gruppe interesserede studerende at vejlede. Samtidig var der tale om en virksomhed i Spanien, der kunne tilbyde god løn og et interessant arbejdsområde. Og hun havde ikke familiemæssige bindinger, der ville forhindre hende i at rejse til Spanien – hun kommer oprindelig fra en anden del af verden. På denne måde var valget nemt.

Det er ærgerligt, men jeg forstår hende faktisk godt. Jeg har haft tilsvarende bekymringer, men min livssituation er som bekendt en helt anden. Og ekstra ærgerligt er det, når det er netop en af de få kvindelige dataloger (og en med “anden etnisk baggrund”), der vælger at forlade den akademiske verden. Gennemstrømningen af akademikere er blevet for stor i den akademiske verden til at vi kan få et godt og værdigt generationsskifte, og det ser desværre ud til, at den kontinuitet, der nu er fremherskende, er den som skabes af hvide, midaldrende mennesker – primært mænd. Netop fordi midlerne er så flygtige og samtidig er så svære at få fat i, bliver det på denne måde. Og heller ikke hvide, midaldrende mennesker med stor magt bliver yngre eller lever evigt.

Flattr this!