En anden slags sejr

Foto: Anders Kjærbye, BT

Det var selvfølgelig rigtig ærgerligt at det danske landshold ikke vandt EM-finalen, men på én anden måde har holdet alligevel sejret: Omsider har kvindefodbold opnået den anerkendelse, den fortjener. Og tillykke til landsholdet og dets trænere også for dét.

Siden håndboldkvindernes store præstationer op gennem 1990’erne har ingen spurgt om håndbold nu også var en sportsgren for kvinder. Alle ved, at kvinder og mænd spiller håndbold efter samme regler, men har udviklet forskellige spillestile, der virker. Og der var ingen, der efter de olympiske lege i 2016 med fine resultater til svømmelandsholdet spurgte, om svømning nu også var en sportsgren for kvinder.

Helt tilsvarende er det vel her midt i 2017 omsider slut med alle de pinlige udsagn fra et mindretal om at netop fodbold, den mest udbredte sportsgren på verdensplan, ikke skulle være en sport for kvinder. Der skal dog åbenbart en stor elitesportspræstation til for at den slags kommentarer, der hører til i begyndelsen af forrige århundrede eller hos præster i Saudiarabien, omsider forstummer.

Flattr this!

De mange grunde til at kæmpe mod global opvarmning

Drawdown.org er et websted, hvor forskere, forretningsfolk og aktivister giver et samlet og udførligt bud på hvordan vi kan bremse og vende den menneskeskabte opvarmning (der er også kommet en bog ud af deres arbejde). Nogle af de helt store forandringer vil ifølge Drawdown.org indtræffe, hvis vi kan

  • stoppe madspild
  • give piger og kvinder en uddannelse på lige fod med drenge og mænd
  • reducere animalsk fødevareproduktion kraftigt
  • give kvinder mulighed for at drive landbrug

Herunder er deres bud på de 10 vigtigste længerevarende tiltag, vi kan gøre og for hvert af dem et estimat af hvor mange gigatons CO2 vi vil kunne reducere udledningen med. Det er overraskende, at en overgang til køleanlæg, der ikke anvender hydrofluorkarboner (HFC), vil kunne betyde så stor en forskel. HFC er allerede forbudt i Danmark, men det er bestemt ikke tilfældet i andre lande.

Også madspild er højt på listen; en tredjedel af al mad bliver i dag smidt ud. Madspild er den største udleder af drivhusgasser næst efter USA og Kina, og vi kan undgå at udlede 70,53 gigaton CO2, hvis verdens samlede madspild bliver bragt ned med 50 procent i 2050.  Og så er det bestemt også et problem at 800 millioner mennesker ikke får nok at spise.

Hvis man gerne vil læse mere på dansk, har dagbladet Information en god artikel om Drawdown.org’s katalog over løsninger.

Listen afslører samtidig også hvorfor “klimaskeptikerne” er så uhyggeligt bevidste om at stikke en kæp i hjulet. Producenter af fossile brændstoffer er (i al fald i et vist, betydeligt omfang) at finde blandt “klimaskeptikerne”, men der er også andre “klimaskeptikere”, og jeg fornemmer tydeligt, at mange af dem er bekymrede, fordi nogle af de tiltag, der for alvor kan nedbringe kilderne til global opvarmning, samtidig vil underminere deres magtpositioner. Det er nemlig tiltag, der ud over at nedbringe CO2-udledningen signifikant samtidig vil ændre på nogle virksomheders magtposition, ændre på kønsrollerne og i øvrigt også reducere social ulighed.

Flattr this!

Rigtige mænd?

For snart fem et halvt år siden skrev jeg om en eksamen for 25 år siden, hvor to studerende uafhængigt af hinanden kom med samme mildt sagt urimelige bud på en undskyldning for ikke at kunne bestå, nemlig at de ikke havde nået at forberede sig, fordi de skulle til eksamen to timer tidligere end eksamensplanen sagde! Jeg fortalte dengang denne oplevelse til en kvindelig kollega, og hun sagde til mig at det var en typisk måde at reagere på for mænd: Man er panisk bange for at tabe ansigt. Dén tyggede jeg længe på.

Man skal ikke skamme sig over at være mand, men der er noget i vore dages manderolle, som ikke er godt. Den amerikanske forfatter Mark Manson har skrevet en længere artikel om de usunde aspekter af den typiske manderolle; hans udgangspunkt er et besøg hos Ricardo Escobar, der er bror til den afdøde colombianske narkobaron m.m.m. Pablo Escobar. Meget af artiklen handler om Ricardo Escobars underlige krumspring for at undgå at tabe ansigt og om hans mystiske insisteren på at fortælle forskønnende historier om sig selv, selv om alle godt ved at de er løgn fra ende til anden.

De fleste diktatorer har været mænd. Måske skyldes det simpelthen magtstrukturerne de fleste steder i verden, der gør det svært for kvinder at stige til tops, også på en ubehagelig måde. Men mænds selvmordsrate er fem gange så høj som kvinders, og den er endnu mere udtalt i teenageårene. Fire gange så mange drenge som piger får konstateret ADHD. Mænd har dobbelt så stor risiko for at live alkoholikere. To tredjedele af alle hjemløse er mænd. Og der er mange undersøgelser, der viser, at mænd er langt mindre tilbøjelige til at søge hjælp hos fagpersoner (læger eller psykologer) i tilfælde af en alvorlig krise.

Mark Manson har en god beskrivelse af alle de ærgerlige kendetegn ved en stereotyp manderolle: Accept af rå adfærd (måske endda vold), insisteren på konkurrence,  frygten for at tabe (og for at tabe ansigt) og faren for at virke sårbar. Mænd skal vinde, også når vi “bare” vil have lov at leve.

Selve denne stereotype rolle, som hersker for mange mænd i dag rundt om i verden, må man som mand meget gerne være utilfreds med og prøve på at ændre.

For en god ordens skyld: Jeg vil aldrig skyde skylden for alskens dårligdomme på ét køn alene. Man kan (så vidt jeg kan se) også give en kritik af den typiske kvinderolle, men det er jeg nok ikke den rette til – for jeg kender ikke dén rolle indefra..

Flattr this!

Terroren starter i hjemmet

Alle terrorister har en forhistorie, og der bliver ofte brugt mange kræfter på at analysere den for at forstå hvordan nogen kan begå så afskyelige forbrydelser. Åsne Seierstad skrev således en hel bog om Anders Breivik og hans baggrund og opvækst – med En av oss (som jeg har skrevet om her på bloggen tidligere) handler retfærdigvis også om nogle af de mange mennesker, han slog ihjel.

Der er en interessant artikel i The New Statesman om netop terroristers forhistorie. Mange af de mænd, der har slået mennesker ihjel i terrorhandlinger, har nemlig begået vold over for deres kvindelige partner og udøvet ekstrem social kontrol ved f.eks. at kræve at hun skulle gå med ansigtet tildækket. Dette peger på et lighedspunkt mellem terrorister og mange andre voldsforbrydere og mordere. Også en del mænd, der myrder deres familier, har nemlig en lignende forhistorie med vold i hjemmet og ekstremt kontrollerende adfærd. Og hvis terror har til formål at skabe en diffus følelse af utryghed i samfundet, kan man sige noget lignende om systematisk vold i hjemmet.

Det er ikke psykisk velfungerende mænd med et godt selvbillede, vi har med at gøre. Deres ekstreme krav til kvinder udspringer i virkeligheden af en foragt for kvinder, som de kan begrunde i en ekstrem tolkning af islam eller i nogle ekstreme syn på rollerne i en familie. Derfor er kampen mod terrorisme og familiemord faktisk også en kamp mod nogle dybt usunde opfattelser af hvad det vil sige at være mand.

Flattr this!

En typisk gerningsmand?

I denne uge har der været endnu et tragisk angreb med en bil, denne gang i New York. Gerningsmanden er en yngre mand, han kommer fra et etnisk mindretal, hans håb om et andet liv er ikke blevet til noget, han har haft store personlige problemer og ikke mindst har han tidligere begået kriminalitet. Nu kører han så med stor hastighed ind i en folkemængde midt i en stor by med det formål at slå dem ihjel, og bagefter prøver han at stikke af på planløs vis.

På disse punkter ligner han næsten til forveksling gerningsmændene fra lastbilangrebene i Nice, Berlin, London og Stockholm. De amerikanske myndigheder har slået fast, at der her ikke var tale om terror. Gerningsmanden havde ganske vist talt om at “regnskabets time ville komme”, men han var ikke fascineret af en ekstrem udgave af islam, men “bare” af Scientology.

Om det er for at berolige os, at vi skal have at vide, at dette bilangreb ikke er terror, ved jeg ikke. Selv hæfter jeg mig ved copycat-effekten; jeg kan ikke mindes, at der har været så mange tilsvarende angreb med biler i store byer som inden for det seneste år. Og jeg hæfter mig ved de mange lighedspunkter. Måske har vi i virkeligheden for alle de afskyelige bilangrebs vedkommende at gøre med en særlig form for voldelig afmagt, der sætter ind hos yngre mænd, for hvem livet ikke vil lykkes, og måske er det så i virkeligheden dér, vi kan sætte ind.

Flattr this!

Legalisere eller afkriminalisere?

Jeg har tit tænkt over hvad man skal gøre ved prostitution. På den ene side kan jeg faktisk ikke sige andet om prostitution end, at det grundlæggende set er en form for dehumanisering og derfor ikke er godt for noget som helst.  På den anden side virker det desværre ofte som om arbejdet mod prostitution kan komme til at ligne en kamp mod de prostituerede.

I dag kunne jeg læse, at bystyret i Amsterdam nu opretter et bordel, der skal drives og indrettes af de prostituerede selv. Umiddelbart lyder det vel som et bedre alternativ til det, at nogle mennesker kan skabe profit på at andre mennesker sælger sig selv til seksuelle ydelser. I Nederlandene blev prostitution legaliseret i 2000, og man håbede dermed at kunne gøre noget ved menneskehandel, men det er ikke tilfældet. Der er da også forskere, der sætter spørgsmålstegn ved om den nye type bordel vil kunne ændre noget som helst. “Forretningsmodellen” er nemlig den samme, og bag de tilsyneladende selvstændige prostituerede kan der stadig være bagmænd.

En anden mulighed ville være at afkriminalisere prostitution, dvs. at sørge for at den enkelte prostituerede ikke kan blive arresteret eller retsforfulgt alene fordi vedkommende er prostitueret. Dette er slet ikke det samme som at legalisere prostitution.

Dette ikke sagt fordi jeg har en positiv holdning til prostitution som sådan, for det har jeg netop ikke, men fordi der netop ofte er usynlige bagmænd og fordi det derudover er veldokumenteret, at der i en hel del lande (f.eks. i Rusland og Serbien og lande i Afrika, Asien og Sydamerika) foregår grove overgreb som afpresning, voldtægt og anden vold fra især politiets side mod prostituerede. De overgreb er netop mulige, fordi prostitution er strafbart og politiet dermed har en klemme på de prostituerede. På denne måde bliver de mennesker, der er prostituerede, måske i virkeligheden fastholdt i prostitution.

Her kan man sammenligne med to mulige holdninger til narkotika – der er også her et stort illegalt marked kontrolleret af organiseret kriminalitet. Man kunne legalisere stoffer, dvs. definere rammerne for salg af narkotika med bl.a. licens til særlige salgssteder, hvor man lovligt kan købe og måske også bruge stoffer. Men man kunne også vælge i stedet at afkriminalisere brugen af narkotika, dvs. ikke arrestere og retsforfølge mennesker, der blev pågrebet med stoffer på sig alene til eget forbrug. Systematisk handel med narkotika ville stadig være ulovlig. På den måde ville narkomanerne gå fri og ville ikke risikere at komme i lommen på korrupte betjente, mens de store fisk stadig kunne blive pågrebet.

Flattr this!

De må lære det et sted

Et citat fra Tech Leavers Study.
Det fakultet på Aalborg Universitet, jeg nu befinder mig under, hedder TECH – og i dag kan jeg læse om en undersøgelse fra USA, der sætter fokus på sexisme, racisme og anden chikane i det, man derovre kalder tech-industrien, dvs. virksomheder inden for udvikling af teknologi, som mange med uddannelse fra TECH-fakultet bliver ansat hos. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud i Danmark, men det er et trist billede, som Tech Leavers Study tegner af årsagerne til at mennesker holder op med at arbejde i tech-industrien:

  • Næsten 40 procent af de tidligere tech-medarbejdere angav at det var uretfærdig eller dårlig behandling som havde været en hovedårsag til at de holdt op, og især for mænd fra underrepræsenterede grupper (som f.eks. bestemte etniske minoriteter) var det en årsag.
  • 1 ud af 10 kvinder oplevede en eller anden form for seksuel chikane, mens ansatte med LGBT-baggrund var mest udsatte for chikane eller ydmygelse foran andre.
  • 78 procent af de tidligere tech-medarbejdere havde oplevet former for urimelig eller uretfærdig adfærd, og det var især kvinder, der var udsatte for det – og nok så væsentligt: der var mere af denne adfærd i tech-industrien end i andre virksomheder.

Måske er det “bare” samfundsstrukturerne, der legitimerer sexisme, racisme og chikane; på en dårlig dag kan jeg sagtens tænke netop dét. Men måske er det også forhold i branchen, der spiller ind på en negativ måde. Jeg tror ikke, at det hjælper nogen at komme fra uddannelser, hvor der desværre ikke er ret megen mangfoldighed. Og om der er former på chikane på tech-uddannelserne, der minder om hvad man bliver udsat for i tech-branchen, ved jeg ikke. Men når jeg hører om bl.a. kvindelige studerendes oplevelser, er det bestemt ikke kun godt, jeg hører. Dét alene er et meget vigtigt argument for at vi på de pågældende uddannelser tager dette meget alvorligt. De må jo lære det et sted.

Flattr this!

Frihed ved tvang?

Der er en rigtig interessant observation i et indlæg af Malte Frøslee Ibsen i dagbladet Information i dag, nemlig at der er noget selvmodsigende i den måde at kapre frihedsrettigheder på, som Dansk Folkeparti og deres ligesindede anvender.

Den 9. marts var der (også i Information) et debatindlæg af Karina Adsbøl og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, hvor de anklager feminister for ikke at tage fat i den vigtige kamp for kvinders rettigheder, nemlig en kamp for muslimske kvinders rettigheder.

Det lyder umiddelbart flot, men så vidt jeg kan se er det mest et forsøg på at kapre ligestillingsdebatten og vende den til en form for nationalisme. Noget af det, som Dansk Folkeparti og andre højrenationalistiske partier i Europa og andetsteds er helt enige om, er at det bør være forbudt for muslimske kvinder at gå tildækkede.

Hvis man skal tage sådanne  udsagn for pålydende, er grundideen den at muslimske kvinder, der er tildækkede, er undertrykte – og ved at forbyde dem at gå tildækkede, er man med til at gøre dem fri. Men kan man skabe frihed gennem forbud? Og hvad er det egentlig for et frihedsideal, der er tale om?

Den påstand om kvindefrigørelse, som Dansk Folkeparti og andre har fat i, er i virkeligheden ikke en idé om at alle kvinder skal være frie, men derimod en idé om at alle kvinder skal leve på en helt bestemt måde – nemlig den måde, som mange hvide middelklassekvinder (og arbejderklassekvinder) lever på ifølge Dansk Folkeparti.

Jeg kan sagtens tilslutte mig den idé, at man bør tage oplyst stilling til religiøse normer og kunne forkaste dem (jeg er ikke selv religiøs), men samtidig er det min klare opfattelse, at man ikke kan blive fri gennem tvang eller “pr. stedfortræder”. Frigørelse kræver en personlig indsats – og der er jo faktisk også kvinder, der (uden at komme i nærheden af islam eller andre religioner) vil frigøre sig fra det kvindeideal, som Dansk Folkeparti antager som normen.

Flattr this!

Må piger være genier?

Østrigsk-amerikanske Hedy Lamarr var bedst kendt som filmskuespiller, men faktisk stod hun bag en vigtig opfindelse, nemlig princippet om frekvenshop i trådløs kommunikation.

Jeg har læst om en amerikansk undersøgelse, hvor børn mellem 5 og 7 år bliver bedt om at kønsbestemme en person ud fra en lille historie. Undersøgelsen skyldes Lin Bian, der er PhD-studerende ved University of Illinois, Andrei Cimpian som er professor i psykologi ved New York University og Sarah-Jane Leslie, der er professor i filosofi ved Princeton.

Børnene i undersøgelse fik læst den lille historie højt, og i historien fik de at vide at hovedpersonen var “rigtig, rigtig godt begavet”. Men der er ikke noget, der afslører hovedpersonens køn. Bagefter skulle børnene fortælle hvilket køn, de troede at hovedpersonen havde.

Når der var tale om børn på 5 år, var der en signifikant tendens hos både drenge og piger til at mene at hovedpersonen havde deres eget køn. Men når børn på 6 år fik læst den lille historie højt, var der hos både drenge og piger nu pludselig en signifikant tendens til at mene at hovedpersonen var af hankøn.

Jeg spekulerer selvfølgelig på hvordan sådan en uheldig opfattelse opstår. Skyldes den lærere og pædagoger, forældre eller børnebøger og -film?

Men derudover bliver jeg endnu mere bekymret, fordi dette meget nemt risikerer at spille sammen med den uheldige tendens der er til at opfatte nogle akademiske fag som fagområder, der kræver et særligt medfødt talent – og her står de naturvidenskabelige fag desværre højt på listen.

Flattr this!

Alle ved, hvad du er for én

For nylig læste jeg om en situation, der opstod under en indenrigsflyvning i USA, hvor en passager fik et ildebefindende. Kabinepersonalet spurgte, om der var en læge til stede. Det var der heldigvis, og lægen rakte hånden op. Men kabinepersonalet sagde bare (i min oversættelse fra nedladende engelsk)

“Åh nej, skat, tag den hånd ned igen. Vi skal altså bruge én, der faktisk er læge eller sygeplejerske eller er sundhedsuddannet; vi har ikke tid til at tale med dig.”

Når jeg læser dette, bliver jeg mildt sagt pinligt berørt. Lægen, der havde rakt hånden op, var en kvinde med afrikansk baggrund. Kabinepersonalet regnede ikke med at hun kunne være læge.

Man kunne formodentlig have forestillet sig en lignende situation i Danmark. Et “normalt” menneske i Danmark er en hvid mand med “typisk dansk” middelklasse- eller overklassebaggrund. Læg mærke til hvor ofte det ikke bliver nævnt i medierne i omtalen af en person, at der er tale om et sådant menneske! Kvinder i mandsdominerede fag, mennesker med “anden etnisk baggrund” der har et “typisk dansk” arbejde eller interesseområde og mennesker med underklassebaggrund bliver derimod ofte omtalt med deres køn/etnicitet/sociale baggrund som noget “interessant”.

Der er selvfølgelig ikke noget suspekt i sig selv i at være en hvid mand med ovenstående “normale” baggrund. Problemet kommer først, hvis man ikke vedkender sig at man  i kraft af sin baggrund får nogle usagte privilegier, andre mennesker ikke har – at man i nogle situationer oplever færre problemer og færre forhindringer end andre, herunder at der ofte er større sandsynlighed for at man uden videre bliver taget alvorligt.

Forskellen på privilegier og menneskerettigheder er tydelig – menneskerettigheder er rettigheder, alle mennesker har, mens privilegier er rettigheder, som nogle mennesker har. Det lyder måske paradoksalt, men de usagte privileger får for alvor betydning, hvis vi benægter at de findes, at vi måske selv har ét eller flere af dem og at de reelt har betydning i samfundet.

Flattr this!