Men hvorfor gjorde de ikke noget?

I denne uge er der et debatindlæg af Ole Bornedal om de igangværende afsløringer af omfattende sexchikane og voldtægter med udgangspunkt i sagen om Harvey Weinstein. Bornedal skriver:

Han spørger

Når en kvindelig skuespiller omtaler sit første møde med Harvey (som jeg lige vil nævne, at jeg selv har oplevet på allernærmeste hold gentagne gange, da jeg arbejdede sammen med ham i to år) som seksuelt ydmygende, og hun senere beskriver sit andet møde med ham som (nærmest) voldtægt og siden beskriver sit nu tredje meget, meget svære møde med ham som perverst … Er jeg så virkelig den eneste, der undrer mig over, hvorfor hun nogensinde når til det tredje møde?

Jeg tror faktisk, at alle de intelligente, selvbevidste kvinder, jeg kender – og det er alle – aldrig ville nå så langt som til det første møde. »Jamen disse kvinder er jo afhængige af disse magtfulde mænd, de befinder sig i deres hule hånd, deres karriere afhænger af dem.«

Egentlig kan jeg vel godt lide Ole Bornedal (han er endda fra Nørresundby), men her synes jeg at han rammer fuldstændig ved siden af og endda bagatelliserer nogle rigtig alvorlige hændelser. Det er underligt, at Bornedal slet ikke indser det paradoks, der er tale om.

To spørgsmål, man ofte stiller i forbindelse med seksuelle eller voldelige overgreb mod kvinder er

  • Hvorfor gjorde mange af de kvinder, der blev udsat for overgrebene, ikke noget for at standse det og hvorfor mødtes de måske endda igen med den, der udøvede overgrebene?
  • Hvorfor gjorde mange af de kolleger, der kendte til den, der udøvede overgrebene, ikke gjorde noget for at standse dem og hvorfor forsvarede de måske endda udøveren over for andre?

Men blot fordi denne paradoksale adfærd finder sted, betyder det ikke, at chikane ikke er et problem. Det første spørgsmål er især blevet stillet og besvaret mange gange i konteksten af vold i ægteskabet, og vi ved, at det ikke kun handler om en mands trusler mod en kvinde, men også om mange andre psykologiske mekanismer. Danner-stiftelsen kalder det for voldsspiralen. 

Men i sammenhænge, hvor overgrebsmand og offer ikke er i et forhold eller er i familie med hinanden, kan der være andre forklaringer, og når det drejer sig om tredjeparter og hvorfor de ofte ikke reagerer eller endog forsvarer dem, der udøver overgreb, må der være andre forklaringer. Der findes også faktisk en del forskning inden for dette.

I nogle tilfælde er der tale om at tredjepart bevidst bagatelliserer overgrebene eller er i en slags alliance med overgrebsmændene, men i mange andre tilfælde bliver en tredjepart, der er vidne til et overgreb, overrumplet. Psykologer taler om såkaldt impact bias – at man er tilbøjelig til at overvurdere, hvor meget man vil føle sig påvirket af voldsomme hændelser, der kan ske i fremtiden. Mange af os kender dette uventede reaktionsmøde, når man som antiracist uventet bliver konfronteret med racistiske udtalelser fra andre i løbet af en samtale. Alt for ofte får man ikke sagt ordentligt fra (måske sket ikke) i situationen.

Det oplagte at gøre for at forhindre denne passivitet (som reelt ofte er en form for medskyld) er selvfølgelig at skabe strukturer, så de, der er vidne til overgreb, bliver tilskyndet til at fortælle om overgrebene og få dem standset. Men i tilfælde som Harvey Weinstein og Peter Aalbæk Jensen har der ikke været den slags strukturer – tværtimod.

Flattr this!

Tanker om ligestilling på universitetet

Om ligestilling – et oplæg af Hans Hyttel

I dag holdt jeg et oplæg på mit institut om ligestilling, noget der længe har været en kæphest for mig. Jeg har lagt mærke til at ligestillingsstrategien for Aalborg Universitet desværre er alt andet end imponerende, og vi kan ikke bruge den som udgangspunkt for at rette op på tingenes tilstand ved Institut for datalogi, der i helt ekstremt omfang er en mandeklub.

På det seneste har der været fokus på seksuel chikane på arbejdspladser, men det er i virkeligheden “kun” en tydelig indikator på hvor galt det stadig står til med ligestillingen. Det var ikke her, jeg fokuserede, men på hvad vi mon kan gøre for at ændre tingenes tilstand. Der er, viser det sig, faktisk rigtig meget vi ikke ved om årsagerne til den ekstremt skæve kønsfordeling på Institut for datalogi.

Mit oplæg blev vel modtaget; det, jeg pointerede igen og igen, var dels at ligestilling og mangfoldighed hører uløseligt sammen, dels at det kræver mange resurser, herunder lang tid at skabe ligestilling og mangfoldighed på et sted som vores. Skæbnens ironi er, at et udvalg, der skal skabe og gennemføre en ligestillingsplan, på grund af den ekstremt skæve kønsfordeling næsten kun vil kunne bestå af mænd.

Flattr this!

Det er også et problem

Der er heldigvis kommet rigtig mange sympatitilkendegivelser på #metoo-kampagnen på de sociale medier, og den har nu også givet anledning til en leder i Information. Men der er desværre også nogle forudsigelige modreaktioner, der forsøger at relativisere og bagatellisere. Spørgsmålene er bl.a.: Hvad med seksuelle overgreb mod mænd? Og hvad med voldelige overgreb i det hele taget?

Selvfølgelig er dette også alvorlige problemer, men kampagnen med #metoo er specifik og benægter ikke eksistensen af andre problemer eller deres alvor. Hvis jeg udtaler mig om flygtningesituationen på grænsen mellem Myanmar og Thailand, betyder det ikke, at jeg erklærer at jeg er ligeglad med f.eks. flygtningene fra Syrien eller Eritrea, med antisemitismen i Østeuropa eller med plasticforureningen af verdenshavene.

Problemet med seksuelle overgreb mod kvinder og piger har imidlertid et meget voldsomt omfang og er et systemisk problem. En undersøgelse fra 2014 viste, at hver 10. pige i verden bliver udsat for seksuelle overgreb inden hun fylder 20. Så problemet er meget stort og det er i høj grad forbundet med magtforhold og ulighed mellem kønnene.

Det særligt bemærkelsesværdige er at mange af dem, der nu reagerer med skepsis, så vidt jeg kan se, formodentlig ikke gør det af et ondt hjerte. Men det er ofte svært at indse og skulle leve med, at mange af de mænd, man kender (og måske også én selv), kan finde på at gøre den slags mod kvinder, som vi nu hører om. Vi vil alle tro godt om dem, vi kender, og vi vil selvfølgelig også helst have et positivt selvbillede.

Jeg håber personligt, at der en dag også vil komme et fokus på seksuelle overgreb mod mænd, for denne type overgreb finder sted og må være lige så forfærdelige som overgreb mod kvinder, men omfanget er desværre meget uklart. Min fornemmelse (som mange forskere inden for dette område også fremhæver) er, at netop denne type overgreb er endnu mere tabubelagte og derfor har et ikke ubetydeligt “mørketal”, netop fordi der traditionelt er en forventning om at mænd er fysisk og psykisk stærke og er dem, der er seksuelt udfarende. Nogle seksuelle overgreb mod mænd begås af andre mænd i væbnede konflikter (voldtægt og seksuel ydmygelse er skræmmende metoder til at knække et menneske), men der er også mange andre tilfælde.

Måske vil en kampagne om seksuelle overgreb mod mænd som en vigtig afledt konsekvens have, at mange flere mænd vil kunne se, hvor alvorligt et problem seksuelle overgreb er for kvinder.

Flattr this!

Det er ikke overgået mig, men…

For tiden er der kommet fornyet fokus på #metoo-kampagnen på Facebook om seksuel chikane og seksuelle overfald begået af mænd mod kvinder. Det er  bestemt ikke rar læsning; jeg bliver flov over at være mand, når jeg læser alle de mange selvoplevede beretninger. Jeg har allerede tidligere hørt om tilsvarende smertefulde oplevelser fra kvinder og piger, der står mig nær. Min datter fortalte mig, allerede da hun kun var tolv år gammel, om ubehagelige tilråb fra unge mænd og store drenge, når hun gik tur med sine veninder.

Det er modigt, at så mange kvinder står frem nu. Det undrer mig dog heller ikke, at nogle kvinder ikke deltager – der kan være tale om oplevelser, man af hensyn til sig selv ikke vil viderebringe, fordi de simpelthen er for smertefulde.

Jeg har selv (som mange andre mænd) ikke været vidne til den slags adfærd, og derfor kan det være fristende at benægte eksistensen af seksuel chikane eller seksuelle overfald, der hvor jeg selv færdes – ligesom mange af tilsvarende grunde benægter eksistensen af “hverdagsracisme”. Men ligesom hverdagsracismen finder, således gør hverdagssexismen det bestemt også. Interessant nok virker det, som om det for mange er nemmere at indse at hverdagssexismen findes, end at hverdagsracismen også er virkelighed, men det er en anden snak.

Lige nu spekulerer jeg på, hvordan disse ubehagelige fænomener viser sig, der hvor jeg færdes til daglig, nemlig  i den akademiske verden. Problemet er næppe mindre inden for mit eget område, hvor der er mange mænd, og få kvinder.

Flattr this!

En anden slags sejr

Foto: Anders Kjærbye, BT

Det var selvfølgelig rigtig ærgerligt at det danske landshold ikke vandt EM-finalen, men på én anden måde har holdet alligevel sejret: Omsider har kvindefodbold opnået den anerkendelse, den fortjener. Og tillykke til landsholdet og dets trænere også for dét.

Siden håndboldkvindernes store præstationer op gennem 1990’erne har ingen spurgt om håndbold nu også var en sportsgren for kvinder. Alle ved, at kvinder og mænd spiller håndbold efter samme regler, men har udviklet forskellige spillestile, der virker. Og der var ingen, der efter de olympiske lege i 2016 med fine resultater til svømmelandsholdet spurgte, om svømning nu også var en sportsgren for kvinder.

Helt tilsvarende er det vel her midt i 2017 omsider slut med alle de pinlige udsagn fra et mindretal om at netop fodbold, den mest udbredte sportsgren på verdensplan, ikke skulle være en sport for kvinder. Der skal dog åbenbart en stor elitesportspræstation til for at den slags kommentarer, der hører til i begyndelsen af forrige århundrede eller hos præster i Saudiarabien, omsider forstummer.

Flattr this!

De mange grunde til at kæmpe mod global opvarmning

Drawdown.org er et websted, hvor forskere, forretningsfolk og aktivister giver et samlet og udførligt bud på hvordan vi kan bremse og vende den menneskeskabte opvarmning (der er også kommet en bog ud af deres arbejde). Nogle af de helt store forandringer vil ifølge Drawdown.org indtræffe, hvis vi kan

  • stoppe madspild
  • give piger og kvinder en uddannelse på lige fod med drenge og mænd
  • reducere animalsk fødevareproduktion kraftigt
  • give kvinder mulighed for at drive landbrug

Herunder er deres bud på de 10 vigtigste længerevarende tiltag, vi kan gøre og for hvert af dem et estimat af hvor mange gigatons CO2 vi vil kunne reducere udledningen med. Det er overraskende, at en overgang til køleanlæg, der ikke anvender hydrofluorkarboner (HFC), vil kunne betyde så stor en forskel. HFC er allerede forbudt i Danmark, men det er bestemt ikke tilfældet i andre lande.

Også madspild er højt på listen; en tredjedel af al mad bliver i dag smidt ud. Madspild er den største udleder af drivhusgasser næst efter USA og Kina, og vi kan undgå at udlede 70,53 gigaton CO2, hvis verdens samlede madspild bliver bragt ned med 50 procent i 2050.  Og så er det bestemt også et problem at 800 millioner mennesker ikke får nok at spise.

Hvis man gerne vil læse mere på dansk, har dagbladet Information en god artikel om Drawdown.org’s katalog over løsninger.

Listen afslører samtidig også hvorfor “klimaskeptikerne” er så uhyggeligt bevidste om at stikke en kæp i hjulet. Producenter af fossile brændstoffer er (i al fald i et vist, betydeligt omfang) at finde blandt “klimaskeptikerne”, men der er også andre “klimaskeptikere”, og jeg fornemmer tydeligt, at mange af dem er bekymrede, fordi nogle af de tiltag, der for alvor kan nedbringe kilderne til global opvarmning, samtidig vil underminere deres magtpositioner. Det er nemlig tiltag, der ud over at nedbringe CO2-udledningen signifikant samtidig vil ændre på nogle virksomheders magtposition, ændre på kønsrollerne og i øvrigt også reducere social ulighed.

Flattr this!

Rigtige mænd?

For snart fem et halvt år siden skrev jeg om en eksamen for 25 år siden, hvor to studerende uafhængigt af hinanden kom med samme mildt sagt urimelige bud på en undskyldning for ikke at kunne bestå, nemlig at de ikke havde nået at forberede sig, fordi de skulle til eksamen to timer tidligere end eksamensplanen sagde! Jeg fortalte dengang denne oplevelse til en kvindelig kollega, og hun sagde til mig at det var en typisk måde at reagere på for mænd: Man er panisk bange for at tabe ansigt. Dén tyggede jeg længe på.

Man skal ikke skamme sig over at være mand, men der er noget i vore dages manderolle, som ikke er godt. Den amerikanske forfatter Mark Manson har skrevet en længere artikel om de usunde aspekter af den typiske manderolle; hans udgangspunkt er et besøg hos Ricardo Escobar, der er bror til den afdøde colombianske narkobaron m.m.m. Pablo Escobar. Meget af artiklen handler om Ricardo Escobars underlige krumspring for at undgå at tabe ansigt og om hans mystiske insisteren på at fortælle forskønnende historier om sig selv, selv om alle godt ved at de er løgn fra ende til anden.

De fleste diktatorer har været mænd. Måske skyldes det simpelthen magtstrukturerne de fleste steder i verden, der gør det svært for kvinder at stige til tops, også på en ubehagelig måde. Men mænds selvmordsrate er fem gange så høj som kvinders, og den er endnu mere udtalt i teenageårene. Fire gange så mange drenge som piger får konstateret ADHD. Mænd har dobbelt så stor risiko for at live alkoholikere. To tredjedele af alle hjemløse er mænd. Og der er mange undersøgelser, der viser, at mænd er langt mindre tilbøjelige til at søge hjælp hos fagpersoner (læger eller psykologer) i tilfælde af en alvorlig krise.

Mark Manson har en god beskrivelse af alle de ærgerlige kendetegn ved en stereotyp manderolle: Accept af rå adfærd (måske endda vold), insisteren på konkurrence,  frygten for at tabe (og for at tabe ansigt) og faren for at virke sårbar. Mænd skal vinde, også når vi “bare” vil have lov at leve.

Selve denne stereotype rolle, som hersker for mange mænd i dag rundt om i verden, må man som mand meget gerne være utilfreds med og prøve på at ændre.

For en god ordens skyld: Jeg vil aldrig skyde skylden for alskens dårligdomme på ét køn alene. Man kan (så vidt jeg kan se) også give en kritik af den typiske kvinderolle, men det er jeg nok ikke den rette til – for jeg kender ikke dén rolle indefra..

Flattr this!

Terroren starter i hjemmet

Alle terrorister har en forhistorie, og der bliver ofte brugt mange kræfter på at analysere den for at forstå hvordan nogen kan begå så afskyelige forbrydelser. Åsne Seierstad skrev således en hel bog om Anders Breivik og hans baggrund og opvækst – med En av oss (som jeg har skrevet om her på bloggen tidligere) handler retfærdigvis også om nogle af de mange mennesker, han slog ihjel.

Der er en interessant artikel i The New Statesman om netop terroristers forhistorie. Mange af de mænd, der har slået mennesker ihjel i terrorhandlinger, har nemlig begået vold over for deres kvindelige partner og udøvet ekstrem social kontrol ved f.eks. at kræve at hun skulle gå med ansigtet tildækket. Dette peger på et lighedspunkt mellem terrorister og mange andre voldsforbrydere og mordere. Også en del mænd, der myrder deres familier, har nemlig en lignende forhistorie med vold i hjemmet og ekstremt kontrollerende adfærd. Og hvis terror har til formål at skabe en diffus følelse af utryghed i samfundet, kan man sige noget lignende om systematisk vold i hjemmet.

Det er ikke psykisk velfungerende mænd med et godt selvbillede, vi har med at gøre. Deres ekstreme krav til kvinder udspringer i virkeligheden af en foragt for kvinder, som de kan begrunde i en ekstrem tolkning af islam eller i nogle ekstreme syn på rollerne i en familie. Derfor er kampen mod terrorisme og familiemord faktisk også en kamp mod nogle dybt usunde opfattelser af hvad det vil sige at være mand.

Flattr this!

En typisk gerningsmand?

I denne uge har der været endnu et tragisk angreb med en bil, denne gang i New York. Gerningsmanden er en yngre mand, han kommer fra et etnisk mindretal, hans håb om et andet liv er ikke blevet til noget, han har haft store personlige problemer og ikke mindst har han tidligere begået kriminalitet. Nu kører han så med stor hastighed ind i en folkemængde midt i en stor by med det formål at slå dem ihjel, og bagefter prøver han at stikke af på planløs vis.

På disse punkter ligner han næsten til forveksling gerningsmændene fra lastbilangrebene i Nice, Berlin, London og Stockholm. De amerikanske myndigheder har slået fast, at der her ikke var tale om terror. Gerningsmanden havde ganske vist talt om at “regnskabets time ville komme”, men han var ikke fascineret af en ekstrem udgave af islam, men “bare” af Scientology.

Om det er for at berolige os, at vi skal have at vide, at dette bilangreb ikke er terror, ved jeg ikke. Selv hæfter jeg mig ved copycat-effekten; jeg kan ikke mindes, at der har været så mange tilsvarende angreb med biler i store byer som inden for det seneste år. Og jeg hæfter mig ved de mange lighedspunkter. Måske har vi i virkeligheden for alle de afskyelige bilangrebs vedkommende at gøre med en særlig form for voldelig afmagt, der sætter ind hos yngre mænd, for hvem livet ikke vil lykkes, og måske er det så i virkeligheden dér, vi kan sætte ind.

Flattr this!

Legalisere eller afkriminalisere?

Jeg har tit tænkt over hvad man skal gøre ved prostitution. På den ene side kan jeg faktisk ikke sige andet om prostitution end, at det grundlæggende set er en form for dehumanisering og derfor ikke er godt for noget som helst.  På den anden side virker det desværre ofte som om arbejdet mod prostitution kan komme til at ligne en kamp mod de prostituerede.

I dag kunne jeg læse, at bystyret i Amsterdam nu opretter et bordel, der skal drives og indrettes af de prostituerede selv. Umiddelbart lyder det vel som et bedre alternativ til det, at nogle mennesker kan skabe profit på at andre mennesker sælger sig selv til seksuelle ydelser. I Nederlandene blev prostitution legaliseret i 2000, og man håbede dermed at kunne gøre noget ved menneskehandel, men det er ikke tilfældet. Der er da også forskere, der sætter spørgsmålstegn ved om den nye type bordel vil kunne ændre noget som helst. “Forretningsmodellen” er nemlig den samme, og bag de tilsyneladende selvstændige prostituerede kan der stadig være bagmænd.

En anden mulighed ville være at afkriminalisere prostitution, dvs. at sørge for at den enkelte prostituerede ikke kan blive arresteret eller retsforfulgt alene fordi vedkommende er prostitueret. Dette er slet ikke det samme som at legalisere prostitution.

Dette ikke sagt fordi jeg har en positiv holdning til prostitution som sådan, for det har jeg netop ikke, men fordi der netop ofte er usynlige bagmænd og fordi det derudover er veldokumenteret, at der i en hel del lande (f.eks. i Rusland og Serbien og lande i Afrika, Asien og Sydamerika) foregår grove overgreb som afpresning, voldtægt og anden vold fra især politiets side mod prostituerede. De overgreb er netop mulige, fordi prostitution er strafbart og politiet dermed har en klemme på de prostituerede. På denne måde bliver de mennesker, der er prostituerede, måske i virkeligheden fastholdt i prostitution.

Her kan man sammenligne med to mulige holdninger til narkotika – der er også her et stort illegalt marked kontrolleret af organiseret kriminalitet. Man kunne legalisere stoffer, dvs. definere rammerne for salg af narkotika med bl.a. licens til særlige salgssteder, hvor man lovligt kan købe og måske også bruge stoffer. Men man kunne også vælge i stedet at afkriminalisere brugen af narkotika, dvs. ikke arrestere og retsforfølge mennesker, der blev pågrebet med stoffer på sig alene til eget forbrug. Systematisk handel med narkotika ville stadig være ulovlig. På den måde ville narkomanerne gå fri og ville ikke risikere at komme i lommen på korrupte betjente, mens de store fisk stadig kunne blive pågrebet.

Flattr this!