At gå alene hjem om aftenen

Foto: https://www.flickr.com/photos/helloturkeytoe/16265462838/ (https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/)

Der er to ubehagelige og samtidig helt grotesk dumme fænomener, som jeg aldrig vil kunne forstå. Det ene er de såkaldte “dick pics” – billeder af mænds kønsorganer, taget af mænd og sendt som sms eller lignende til intetanende kvinder. Det andet er mænds tilråb af seksuel art til kvinder i det offentlige rum.

Begge fænomener er, ud over at være groft krænkende og sexistiske, nemlig fuldstændig kontraproduktive. Er der nogensinde en mand, der har fået positivt opmærksomhed fra en kvinde ud af at råbe “lækker røv” (eller hvad man nu kan finde på at råbe) efter hende på gaden? Og er der mænd, der har fået positiv opmærksomhed fra en intetanende kvinde ved at sende hende et billede af sin tissemand? Jeg tror det ikke. Måske er begge former for adfærd udtryk for en primitiv magtdemonstration, men jeg ved ikke, hvordan de skulle kunne skabe anseelse blandt andre mænd.

Hvad er så mest krænkende? Jeg ved det af gode grunde ikke som mand, men jeg hører sommetider, at kvinder er vant til at skulle forvente ubehagelige tilråb fra mand, når de går på gaden – mens de krænkende billeder dukker op på de mest uventede tidspunkter, præcis som når man bliver konfronteret med en blotter. Derfor er de, siger kvinder, værre, netop fordi de er en så ubehagelig overraskelse.

Dette svar røber så indirekte, at der er noget andet, der også er alvorligt galt, nemlig at mange kvinder er utrygge ved at færdes i det offentlige rum. Jeg har som mand aldrig for alvor været utryg ved at gå på gaden, ved at gå alene hjem om aftenen eller ved at rejse alene. Men jeg ved fra kvindelige bekendte, at det forholder sig helt anderledes med dem. Det føles altid sært og ubehageligt, når jeg bliver mindet om det, og jeg indser, hvor privilegeret jeg er i denne sammenhæng.

Jeg ved også godt, at der er mænd, der kan være utrygge ved at færdes alene, f.eks. hvis de har anden etnicitet, seksuel orientering eller på anden måde skiller sig ud, og det vil jeg ikke bagatellisere.

En utæt akademisk rørledning

En canadisk undersøgelse om overgangsfrekvenser inden for samfundsvidenskab og humaniora. Kilde: http://blogs.nature.com/news/2012/11/leaky-pipelines-for-canadian-women-in-research.html

En stor del af dem, der i dag får en universitetsuddannelse, er kvinder. Men der er forholdsmæssigt langt færre kvinder end mænd, der gør akademisk karriere. Fænomenet er grundigt undersøgt og kaldes på engelsk for the leaking pipeline. Danske undersøgelser endda at Danmark er et foregangsland på en træls måde – af 24 EU-lande er Danmark kun på en 17. plads hvad angår andelen af kvindelige professorer. Man ved også en hel del om hvorfor rørledningen lækker og hvor. Det er ikke mindst i overgangen fra adjunkt/postdoc til lektor, at kvinderne falder fra. I en international undersøgelse fra i år bliver problemet analyseret gennem kvalitative interviews, og de bekræfter en hypotese om at det er faktorer som usikkerhed og problemer med at kunne have en ordentlig balance mellem arbejdsliv og familieliv, der især spiller ind.

Efter min mening bør man i den akademiske verden som helhed gøre en yderligere indsats her for at ændre på den situation, at overgangsfrekvensen til at blive lektor er lavere for mænd end for kvinder. Fænomenet findes i alle universitetsfag; grafen ovenfor viser hvordan rørledningen lækker inden for samfundsvidenskab og humaniora i Canada. Men i naturvidenskab, og her specielt i fag som datalogi, er kønsfordelingen særligt skæv, og her burde man især være opmærksom på problemet. Problemet er svært at løse, men det hjælper ikke at ignorere det eller at slå det hen. På bl.a. Aarhus Universitet og MIT prøver man nu at gøre en aktiv indsats, og det ville være godt, hvis det også skete andre steder.

En af gutterne?

Optagelsesceremoni i USAs narkopoliti – man får en t-shirt og bliver “en af gutterne”.

Der er næsten ingen kvindelige studerende på datalogi-uddannelserne, og det er et kæmpeproblem. Rundt om i miljøerne er der nu mange, der er opmærksomme på problemet, men nogle gange kommer det til udtryk på måder, der røber nogle rodfæstede holdninger, der snarere er en del af problemet.

Således kan man nogle gange opleve undervisere og ledere, der siger at “vi skal være gode ved kvinderne”. De mener det vel egentlig godt nok som udgangspunkt, men bag udtalelser som den ligger der en ubevidst patriarkalsk holdning: At “vi” giver “jer”, der ikke er som “os”, lov til at være med. Det er en holdning, hvor “gutterne” giver “de andre” lov til at være “en af gutterne”.

Den samme holdning kan man opleve i andre sammenhænge, hvor det handler om f.eks. integration af mennesker med anden etnisk baggrund (dvs. en anden baggrund end “danskernes”).

Det er en umiddelbart velmenende holdning, men den er nedladende og er faktisk en del af eksklusionen. Der skal nemlig ikke være nogen, der “giver lov til” at en bestemt gruppe af mennesker kan være med. “Vi” skal være et fællesskab, uanset baggrund, hvor alle bliver behandlet ordentligt. Man skal ikke “have lov til” at være “en af gutterne”, men kunne indgå i et fællesskab som den man er. Det handler om rettigheder, som vi alle har som mennesker, ikke om at få del i “gutternes” privilegier.

Test for meritokrati

En af de mest gennemførte forestillinger i den akademiske verden er den om meritokrati: Det er de dygtigste og mest motiverede forskere, der får den bedste karriere. Ordet dukker op første gang i en artikel fra 1958 af den britiske samfundsforsker Michael Young, men ideen er meget ældre.

Det sædvanlige forsvar for at have voldsom konkurrence om forskningsmidler er netop dét. Et af de mange modargumenter mod forestillingen om meritokrati er, at nogle grupper i befolkningen er underrepræsenteret – det gælder bl.a. kvinder. Der er f.eks. langt færre kvinder end mænd, der er professorer på danske universiteter (der er 4 gange så mange mandlige professorer!).

Et problem er bias: Der er eksplicitte fordomme mod kvinder, der tager form af egentlig udtalt sexisme, men der findes også implicitte fordomme. Også kvinder kan have sådanne fordomme, som kan føres tilbage til f.eks. lavt selvværd eller en internalisering af fordomme i samfundet.

En ny fransk undersøgelse af adfærden i forbindelse med bedømmelser ved ansættelse over to på hinanden følgende år er interessant i den sammenhæng. I år 1 blev bedømmelsesudvalget mindet om at undersøgelsen fandt sted. I år 2 gjorde man det ikke. Her var adfærden interessant hos bedømmelsesudvalg, hvor man ikke eksplicit mente, at der var forhindringer for kvinder, men hvor der var en stærk implicit bias. Undersøgelsen viste nemlig, at sådanne bedømmelsesudvalg udvalgte færre kvinder året efter, hvor de ikke blev mindet om at undersøgelsen om kønsfordeling og fordomme fandt sted.

Det, at adfærden ændrer sig, når man bliver testet, kan bruges som et argument for mere kontrol med udvalgenes adfærd, f.eks. i form af et krav om at ansættelsesudvalgene skal offentliggøre kønsfordelingen blandt ansøgere og blandt dem, der blev ansat. Men ændringerne i adfærd bør også bruges til en diskussion af hele den idé om meritokrati, der stadig hersker. På nogle måder er den en illusion, nogle gange endda en bortforklaring af skævheder.

En trist sag

En del aviser skriver lige nu meget om en aktuel sag, der omhandler et seksuelt overgreb i en københavnsk lokalpolitikers hjem.

Det er tydeligt, at der efter alt at dømme ikke har været tale om vold i sædvanlig forstand (dvs. med fysiske skader), men der er tale om en seksuel handling, hvor kvinder ikke har givet deres samtykke og dermed om noget, der ifølge den nuværende lovgivning i bl.a. Sverige og Storbritannien vil være at regne som voldtægt. Lige nu er det ikke tilfældet i dansk lovgivning (hvis ikke offeret har været ude af stand til at sætte sig til modværge), omend et folketingsflertal har givet udtryk for at loven skal ændres. Sagen kunne have vist, hvor vigtigt det er at ændre dansk lovgivning om voldtægt.

Men sagen er først og fremmest interessant for medierne i kraft af at en del seksuelle detaljer kommer frem. Det er trist og faktisk også usmageligt, at det er denne sensationshungrende vinkel, der bliver taget, og det må være rigtig ubehageligt for de indblandede kvinder. Hvis det havde været en sag om en helt ukendt kvinde, ville de seksuelle detaljer formodentlig ikke komme på forsiden. Og voldtægt er ikke “pirrende”, det er et overgreb.

Projektmøde i Leicester

Vandhanen på mit hotelværelse i Leicester.

I dag var det tid til det officielle statusmøde i forbindelse med vores projekt under EUs RISE-program. Undervejs i mødet fortalte koordinatoren Adrian Francalanza fra Malta om det der med API’er i software, og han brugte en god analogi– nemlig en vandhane! Det handler her ikke om brugervenlighed, men om hvad vandhanens håndtag tillader os at justere og om rækkefølgen, vi skal bruge håndtagene i. Det er faktisk et lille eksempel på det, vi i datalogi kalder for en protokol. Bagefter kom jeg til at tænke på nogle observationer om vandhaner og deres grænseflade, som jeg gjorde under en sommerferie for nogle år siden. Måske er kimen lagt til et populærvidenskabeligt foredrag?

Vi var alle lidt nervøse inden mødet, for EU-kommissionen havde sendt en officel repræsentant, der skulle give os et foreløbigt skudsmål. Der havde været problemer med enkelte partnere i konsortiet, der havde trukket sig tidligt – men det var jo ikke vi andres skyld. Vi endte også med at tale om hvad vi mon kunne gøre for at få en bedre kønsfordeling i projektet, noget der desværre er svært, givet at der er tale om et projekt inden for et voldsomt mandsdomineret fagområde. Ingen er stolte over dette, og heller ikke os.

Heldigvis fik vi en forsigtigt positiv tilbagemelding fra EUs repræsentant, og jeg tror faktisk at hun tager med os alle på restaurant her til aften. Leicester er en af de byer i Storbritannien (og vel specielt i England), der er kendt for sine gode indiske/pakistanske/nepalesiske restauranter, så det er her, vi skal spise.

Projektmødet som disse ender også ofte med at handle om mere end selve projektet. Alle er selvfølgelig akademikere, men et stort flertal af os har derudover en fælles referenceramme fra ansættelser i universitetsverdenen. På vej fra mødet snakkede jeg med en kollega fra IT-Universitet i København. Han spurgte mig om hvordan jeg havde det med mit arbejdsliv i lyset af alt det, jeg har oplevet i år og berettet om for andre. Jeg svarede ham ærligt; mere kan jeg ikke skrive her.

Men hvor er du egentlig fra?

Da jeg var ude at samle ind i går, spurgte en af dem, der havde givet penge, om jeg altid havde boet i Danmark. Jeg svarede, at jeg havde tilbragt tre år i Skotland, men at jeg ellers havde boet i Danmark hele mit liv, er født i Arentsminde og i øvrigt kommer fra en gammel Sæby-familie. Men det var jo tydeligvis ikke det, personen mente; jeg ser “ikke dansk” ud. Som jeg tidligere har skrevet her, har jeg et ret broget stamtræ. Det er bestemt ikke Arentsminde og Sæby det hele. Tværtimod.

Det var lidt underligt og faktisk ikke så rart at blive peget ud på den måde som en der er “dansk på en anderledes facon”. Til et møde for nogle få uger siden var der en deltager, der ikke havde mødt mig før, som sagde at jeg så så “interessant” ud – jeg havde “tydeligvis ikke sydeuropæisk baggrund” og min hud var sådan nærmest “olivenagtig”. Det var vist ment som en kompliment, men jeg var bare forlegen og sært tilpas ved det.

Nu er jeg jo en meget privilegeret person – jeg er mand, jeg er akademiker og jeg har sproget nogenlunde i min magt. Så jeg klarer mig uden problemer. Men der var mange år, hvor jeg ikke oplevede sådan nogle reaktioner på min fremtoning. Nu er det så begyndt igen, og det føles underligt at opleve – også selv om jeg inden for de seneste få år omsider er blevet næsten helt blond. Reaktionerne er for mig at se tegn på en holdning, der har noget at gøre med den måde at tale om “danskhed” på, som vi har oplevet gennem snart mange år og med hvor lidt, der skal til for at falde udenfor. Bare det at tale fejlfrit dansk med en anelse ikke-danskklingende accent kan være nok, ved jeg fra andre. Det er måske ikke nationalisme, men det ligner lidt. Og det afslører samtidig en måde at vurdere et menneske på ud fra nogle tilfældige ydre kendetegn, som specielt er én, man kan være ude for, hvis man er kvinde. Kvinder bliver uforholdsmæssigt ofte vurderet på deres ydre fremtoning på en måde, som mænd som regel slipper for.

Giftig maskulinitet

Inden for de seneste måneder er der igen kommet fokus på nogle uheldige adfærdsmønstre, som er udbredt blandt mænd: at være nedladende over for andre mænd og over for kvinder, at undertrykke egne og andres følelser (især følelser af tvivl og sårbarhed), at fokusere på vold og aggression som en god måde at løse konflikter på osv.

Det hele kommer i kølvandet på en reklame fra Gillette (af alle). American Psychological Association (APA) har udtalt sig om det, de kalder “traditionel maskulinitet”. I en artikel af Stephanie Pappas fra APA står der

Once psychologists began studying the experiences of women through a gender lens, it became increasingly clear that the study of men needed the same gender-aware approach… The main thrust of the subsequent research is that traditional masculinity—marked by stoicism, competitiveness, dominance and aggression—is, on the whole, harmful.

(Det, der ærgrer mig her, er det at begrebet stoicisme bliver brugt på denne måde. Antikkens stoiske filosoffer repræsenterede for mig at se slet ikke den slags værdier. Men det vil jeg lade ligge her.)

Selvfølgelig har den slovenske filosof Slavoj Žižek udtalt sig også om dette. Han skriver i et indlæg, der bl.a. har været bragt i dagbladet Information at

Man kan sige, at hvor homoseksualitet i gamle dage blev set som en sygdom, søges maskulinitet i dag sygeliggjort som en uønsket afvigelse, der må bekæmpes. ….

Skiftets konturer toner frem, når vi ser på listen over de adfærdstræk, som hævdes at karakterisere ’giftig maskulinitet’: at undertrykke følelser og bekymringer, at være uvillig til at søge hjælp og tilbøjelig til at løbe risici, selv hvis de involverer fare for selvskade.


Men her synes jeg, Žižek går helt galt i byen. Der er ikke tale om et angreb på mænd som sådan. Ordet “traditionel” læser jeg som betydende “noget, der kommer fra traditionerne” – og der er som bekendt både gode og dårlige traditioner. Der findes nogle mandeidealer, som har været meget udbredte, og som ikke er gode eller værdige idealer, og det, dem nogle kalder “traditionel maskulinitet”. Der er mange kvinder, der lider under den slags, og der er også mange mænd, der lider under “traditionel maskulinitet”, fordi idealerne er urimelige og svære at leve op til og gør, at der er så meget af sig selv, man skal undertrykke.

Det er netop ikke en form for adfærd, der på en eller anden måde er indbygget i mænd, men en form for adfærd, som kommer fra uheldige normer i samfundet, som bliver overtaget gennem generationerne gennem opdragelse og kulturel påvirkning. Det er bedre at tale om “giftig maskulinitet” og derigennem indse, at der er flere måder at være mand på.

Jeg har desværre mødt mænd, der i større eller mindre grad opfører sig “giftigt”, men jeg kender mange mænd, der ikke abonnerer på den giftige maskulinitet, tager stor afstand fra den slags adfærd og aktivt forsøger at efterleve deres holdninger.

Der er selvfølgelig også nogle uheldige kvindeidealer, som bliver overført fra generation til generation. Det er bare ikke mig, der skal skrive om dem her, blandt andet det kunne misforstås som en kritik af kvinder i al almindelighed, præcis ligesom kritikken af traditionel maskulinitet nu bliver misforstået som en kritik af mænd i al almindelighed. Pointen er en anden: Traditioner skal ændres, hvis de ikke er gode traditioner, og en giftig måde at være menneske på er ikke god for nogen.

De glemte programmører

Stephanie Shirley, Ann Moffatt (der var leder af programmørteamet bag softwaren til Concorde-flyene) og Dee Shermer.

Der er en interessant og afslørende artikel i New Statesman om kvinders rolle i softwareudvikling i Storbritannien og om hvordan de mange dygtige kvindelige programmører i løbet af 1960erne blev mere eller mindre tvunget ud af faget.

Da det skete, endte det med at være medvirkende til at Storbritannien langsomt mistede den position, de hidtil havde indtaget som førende inden for softwareudvikling.

Oprindelig var de fleste programmører i Storbritannien kvinder. IBM i Storbritannien målte endda programmørtid i girl hours, ikke man hours. Arbejdet som programmør blev set som havende lav status, selv om det var intellektuelt krævende.  En konsekvens var at man i 1950’erne ikke indførte ligeløn inden for programmørjob i den offentlige sektor – de fleste programmører var alligevel kvinder, ræsonnerede den mandlige ledelse, og så  kunne man undtage den slags stillinger fra kravene om lige løn for lige løn arbejde.

Men efterhånden blev brugen af EDB (som det hed dengang) set som værende af stor vigtighed, og ideen om at softwareudviklere med tiden skulle opnå stillinger med ledelsesansvar opstod. Men de mandlige ledere var ikke interesserede i at kvinder også skulle blive ledere, og det var herigennem at kvinderne lige så stille blev gjort overflødige: Man gik efter at få flere mandlige softwareudviklere. Og man gik efter at have færre, men større computere, så der ikke var brug for så mange udviklere som før. Desværre skete det på et tidspunkt, hvor hardware-udviklingen trak i den modsatte retning. Og dét var også med til at koste Storbritannien sin førende position.

Samtidig var kønsrollerne stadig sådan, at mange kvinder forlod arbejdslivet, når de stiftede familie. En af dem var Stephanie Shirley, der som barn kom til Storbritannien som flygtning fra Tyskland. Men Stephanie gav ikke sådan op; hun endte med at stifte et firma, Freelance Programmers, som ansatte kvindelige programmører, der havde forladt programmørjobs og var blevet hjemmegående. I 1960’erne var det nemlig stadig hulkort, der dominerede, og den store del af programudvikling og debugging skulle foretages med blyant og papir. Dét kunne man snildt gøre derhjemme.

Freelance Programmers endte med at tage sig af bl.a. udviklingen af software til de fransk/britiske Concorde-fly.  De kvindelige programmører blev tvunget ud af softwareudviklingen, men deres bidrag var vigtige, og det er på høje tid, at de får den anerkendelse, de fortjener. Historien om de glemte programmører bør også være et velfortjent slag i ansigtet på alle dem, der ud fra en essentialistisk grundindstilling hævder at “kvinder bare ikke interesserer sig for den slags”.

Poetry slam i oktober

Ida Elisabeth Agerkvist på scenen.

For første gang siden forsommeren deltog jeg i poetry slam i Aalborg. For første gang i den tid, jeg har været med, var flertallet af deltagere kvinder. Det er en rigtig glædelig udvikling, for poetry slam i Danmark har desværre alt for længe haft karakter af at være en mandeklub. Vinderen i aften var da også en kvinde, nemlig Ida Elisabeth Agerkvist. Tillykke til Ida fra mig! (Selv blev jeg nummer tre.)