Laurbærrene er blevet flade

Foto: Nationalmuseet, Claudia Adeath. Licens: Creative Commons Kreditering-Del på samme vilkår 3.0 Ikke-porteret

Der er en interessant artikel i dagbladet Information om hvordan det egentlig går med ligestillingen mellem kønnene i Danmark. Her udtaler historikeren Astrid Elkjær Sørensen

I Danmark har vi det man kan kalde for backlash, hvor vi synes, at ligestilling var noget, vi opnåede for lang tid siden. Det er jo der historie, vi har fortalt os selv – at det var noget, vi klarede i 1970’erne. Tiden er løbet fra den fortælling.

En af mine bekymringer er, at der er en sådan tendens til at hvile på laurbærrene i Danmark. Mange mennesker i Danmark er overbevist om at der er fuld ligestilling mellem kønnene. Men hvis der var fuld ligestilling i Danmark mellem kønnene, ville vi se en omtrent ligelig kønsfordeling rundt om i samfundet, og sådan er det jo sket ikke. Jeg kunne nævne mange eksempler, men lad mig nævne ét, jeg kender godt: I videnskaben datalogi og i de professioner, der anvender datalogi, er kønsfordelingen forfærdeligt skæv. Hver gang jeg minder mig selv om det, bliver jeg ked af og vred over, at det er sådan.

Det er ikke som sådan det enkelte menneskes skyld at den manglende ligestilling er tingenes tilstand, men det er vores alle sammens ansvar at være med til at ændre dette – lige som det er det for andre former for ulighed i samfundet.

Faktisk tror jeg nemlig, der er et generelt problem med at hvile på laurbærrene i Danmark, også når det gælder andre problemer med ulighed – ikke mindst racisme eller fattigdom. Der skete mange store forandringer for nogle årtier siden for at mindske uligheden, men dels er der meget, man ikke var opmærksom på engang, dels er der desværre også sket egentlige tilbageskridt rundt omkring. For nu at vende tilbage til mit eksempel fra før, er kønsfordelingen på datalogiuddannelserne markant skævere nu end den var i 1970’erne.

Den mandlige afmagts terrorisme

Foto: Skærmbillede fra nyhedsindslag på amerikansk tv.

En mand kørte i denne uge en lastbil op på et fortov i Oklahoma City og dræbte derved to unge mennesker. Fire andre blev såret. Man har ikke kaldt denne handling for terrorisme, selv om der er tale om et bilangreb i USA. Den bedste forklaring man kan finde, er at drabsmanden havde mistet sin søn for ganske nylig.

Der er tydelige paralleller til det hidtil mest dødelige bilangreb, der fandt sted den 14. juli 2016 i Nice. Den franske gerningsmand, der kørte en lastbil ind i en folkemængde og dræbte 85 mennesker, inden han blev skudt af politiet, var også en mand, der havde mistet meget – han var ved at blive skilt, havde mistet sit arbejde og havde kun lidt kontakt til sine forældre (der også var skilt) og nærmeste familie, der boede meget langt væk. Han dyrkede kampsport og havde en forhistorie med vold.

Det er en form for udvidet selvmord (det har jeg tidligere skrevet om her), men det er også udtryk for en form for afmagt hos mænd. Så vidt jeg kan se, er alle bilangreb nemlig udført af mænd. Hvis vold mod familien er en form for æresdrab, er bilangrebene en form for “æresselvmord” hvor en mand på helt monstrøs og afskyelig vis prøver at vise sin styrke en sidste gang og dermed genoprette sin “ære”.

Psykologen Svend Aage Madsen (ikke at forveksle med den århusianske forfatter Svend Åge Madsen) skriver

Vi ved, at mænd kan have særlige reaktionsmåder og symptomer på psykiske problemer. De særlige symptomer, man hyppigere (men ikke kun) ser hos mænd, er bl.a. reaktioner i form af aggression, vredesudbrud, risikoadfærd og socialt grænseoverskridende adfærd og misbrug specielt alkohol. Desuden reaktions- og tilstandsmønstre såsom: Tilbagetrækning fra relationer, rigide krav om autonomi, overengagement i arbejde, afvisning af at få hjælp m.v.

Dertil kommer, at mænd begår selvmord tre gange så hyppigt som kvinder. …

Visse særlige træk ved mænds måder at kommunikere og reagere på kan gøre, at de professionelle kan have svært ved at møde manden og forstå ham og hans problemer. Mange mænd trækker sig fra familie og venner, når de får psykiske problemer. Sådanne reaktioner kan gøre det vanskeligt for den professionelle at komme i dialog med manden om hans psykiske tilstand, se hans depression og give den behandling der er brug for.

Fra klummen Mænd har også psykiske problemer – vi ser dem for lidt (http://www.en-af-os.dk/da/Nyheder/Klummearkiv/Svend%20Aage.aspx)

Der er stadig en ofte usagt forventning om at mænd skal være stærke og skal kunne “klare sig selv”. Så længe denne forventning eksisterer og bliver næret af f.eks. familiemønstre og forventninger fra andre mennesker, fra arbejdspladser, fra mediernes fortællinger mm. om bestemte slags præstationer, er der en risiko for at nogle mænd reagerer på den ekstreme måde som lastbilangrebene er udtryk for.

Derfor er det ikke nok at arbejde for at standse radikalisering eller hvad man ellers har af strategier mod terrorisme. Vi er også nødt til at gøre noget ved de usunde forventninger til mænd, for de ser ud til også at spille en rolle.

Udskamning?

Gabestokken var i middelalderen en systematisk metode til udskamning af ikke mindst kvinder.

I The Guardian kan man læse om hvordan et firma i USA, der indspiller pornofilm, skal udbetale en erstatning på i alt 13 millioner dollars til 22 kvinder, der medvirkede i filmene under falske forudsætninger og i nogle tilfælde formodentlig under pres. Kvinderne havde fået at vide, at de pågældende pornofilm kun ville udkomme på dvd og ikke i USA og at deres navne og andre oplysninger ikke ville blive nævnt. Så vidt jeg kan se, medvirkede kvinderne kun i én film hver. Men filmene blev lagt på firmaets hjemmeside og delt vidt og bredt. Andre afslørede derefter personlige oplysninger om kvinderne på nettet.

Nogle af kvinderne har været nødt til at flytte. Nogle er blevet smidt ud fra de uddannelser de fulgte eller er blevet fyret. Nogle siger, at de stadig bliver opsøgt af folk, der kender til at de har medvirket i porno. Nogle siger, at de har overvejet at begå selvmord. En kvinde udtaler i The Guardians artikel, at hun har måttet opgive sin drøm om at blive advokat – hendes navn er ødelagt, siger hun.

Hele sagen er dybt tragisk. Det er helt tydeligt, at det pågældende firma har løjet og i det hele taget har opført sig groft forkasteligt. Det samme er tilfældet for de personer (det er vel mænd), der har delt oplysninger om kvinderne vidt og bredt. Det er formodentlig en blanding af nyfigenhed og udskamning, de har som motiver.

Men der er et andet, lige så forkasteligt aspekt af denne sag, som ikke bliver nævnt – nemlig hvad uddannelssteder og arbejdspladser har gjort. Disse såkaldt respektable aktører er også med i udskamningen, men mærker ingen konsekvenser selv.

Det er den samme udskamningsmekanisme, der gør at “hævnporno” har de konsekvenser, den har: En form for had til kvinder, der træder uden for “det respektable”. Hadet bunder i et kvindesyn, der grundlæggende hævder, at kvinder, der har medvirket i pornofilm på en eller anden måde er mindreværdige, ikke skal tages alvorligt og ikke “fortjener” at studere eller arbejde. I en ordentlig verden ville uddannelserne og arbejdspladserne støtte kvindernes rettigheder og forsvare dem i stedet for at påføre dem yderligere krænkelser i form af det, man på engelsk kalder for slut-shaming.

På naturens vegne?

I dag skulle jeg på toilettet på busstationen i Athen; det er som så mange andre toiletter her og andre steder opdelt efter køn. Herretoilettet var nusset og lidt uhumsk, mens det glimt man ved indgangen fik af passagen ind til dametoilettet tydede på at det ikke helt forholdt sig sådan derinde.

Fra egne oplevelser i nødsituationer, hvor herretoilettet ikke kunne benyttes og jeg var henvist til dametoilettet, og fra kvindelige bekendtes tilsvarende oplevelser med modsat fortegn, aner jeg at dette faktisk er et generelt fænomen – mange kvinder oplever at herretoiletter er uhumske. Måske er mange mænd bare nogle grisebasser? Jeg ved det ikke. Jeg prøver altid at være ordentlig og omhyggelig, men det er vist ikke alle, der har det ligesådan.

Men i mit arbejdsliv har jeg altid været vant til toiletter til alle (uden at man nogensinde kaldte dem for kønsneutrale), og her har jeg så godt som aldrig oplevet et egentlig uhumsk toilet.

Inden for de seneste år er der opstået en debat om kønsneutrale toiletter, og det har til tider virker som en meget følelsesladet omgang for alle parter.

Men måske skal man bare tage de pragmatiske briller på? Nogle steder har man i mange år haft toiletter for alle, og det har ikke ført til utilfredshed. Og der er desuden det helt kedelige argument, at fælles toiletfaciliteter formodentlig vil føre til at toiletterne ofte vil være i pænere stand, fordi ansvaret nu er tydeligt fælles og fordi toiletterne ikke længere kan være en slags uheldigt “frirum” for et bestemt køn.

At gå alene hjem om aftenen

Foto: https://www.flickr.com/photos/helloturkeytoe/16265462838/ (https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/)

Der er to ubehagelige og samtidig helt grotesk dumme fænomener, som jeg aldrig vil kunne forstå. Det ene er de såkaldte “dick pics” – billeder af mænds kønsorganer, taget af mænd og sendt som sms eller lignende til intetanende kvinder. Det andet er mænds tilråb af seksuel art til kvinder i det offentlige rum.

Begge fænomener er, ud over at være groft krænkende og sexistiske, nemlig fuldstændig kontraproduktive. Er der nogensinde en mand, der har fået positivt opmærksomhed fra en kvinde ud af at råbe “lækker røv” (eller hvad man nu kan finde på at råbe) efter hende på gaden? Og er der mænd, der har fået positiv opmærksomhed fra en intetanende kvinde ved at sende hende et billede af sin tissemand? Jeg tror det ikke. Måske er begge former for adfærd udtryk for en primitiv magtdemonstration, men jeg ved ikke, hvordan de skulle kunne skabe anseelse blandt andre mænd.

Hvad er så mest krænkende? Jeg ved det af gode grunde ikke som mand, men jeg hører sommetider, at kvinder er vant til at skulle forvente ubehagelige tilråb fra mand, når de går på gaden – mens de krænkende billeder dukker op på de mest uventede tidspunkter, præcis som når man bliver konfronteret med en blotter. Derfor er de, siger kvinder, værre, netop fordi de er en så ubehagelig overraskelse.

Dette svar røber så indirekte, at der er noget andet, der også er alvorligt galt, nemlig at mange kvinder er utrygge ved at færdes i det offentlige rum. Jeg har som mand aldrig for alvor været utryg ved at gå på gaden, ved at gå alene hjem om aftenen eller ved at rejse alene. Men jeg ved fra kvindelige bekendte, at det forholder sig helt anderledes med dem. Det føles altid sært og ubehageligt, når jeg bliver mindet om det, og jeg indser, hvor privilegeret jeg er i denne sammenhæng.

Jeg ved også godt, at der er mænd, der kan være utrygge ved at færdes alene, f.eks. hvis de har anden etnicitet, seksuel orientering eller på anden måde skiller sig ud, og det vil jeg ikke bagatellisere.

En utæt akademisk rørledning

En canadisk undersøgelse om overgangsfrekvenser inden for samfundsvidenskab og humaniora. Kilde: http://blogs.nature.com/news/2012/11/leaky-pipelines-for-canadian-women-in-research.html

En stor del af dem, der i dag får en universitetsuddannelse, er kvinder. Men der er forholdsmæssigt langt færre kvinder end mænd, der gør akademisk karriere. Fænomenet er grundigt undersøgt og kaldes på engelsk for the leaking pipeline. Danske undersøgelser endda at Danmark er et foregangsland på en træls måde – af 24 EU-lande er Danmark kun på en 17. plads hvad angår andelen af kvindelige professorer. Man ved også en hel del om hvorfor rørledningen lækker og hvor. Det er ikke mindst i overgangen fra adjunkt/postdoc til lektor, at kvinderne falder fra. I en international undersøgelse fra i år bliver problemet analyseret gennem kvalitative interviews, og de bekræfter en hypotese om at det er faktorer som usikkerhed og problemer med at kunne have en ordentlig balance mellem arbejdsliv og familieliv, der især spiller ind.

Efter min mening bør man i den akademiske verden som helhed gøre en yderligere indsats her for at ændre på den situation, at overgangsfrekvensen til at blive lektor er lavere for mænd end for kvinder. Fænomenet findes i alle universitetsfag; grafen ovenfor viser hvordan rørledningen lækker inden for samfundsvidenskab og humaniora i Canada. Men i naturvidenskab, og her specielt i fag som datalogi, er kønsfordelingen særligt skæv, og her burde man især være opmærksom på problemet. Problemet er svært at løse, men det hjælper ikke at ignorere det eller at slå det hen. På bl.a. Aarhus Universitet og MIT prøver man nu at gøre en aktiv indsats, og det ville være godt, hvis det også skete andre steder.

En af gutterne?

Optagelsesceremoni i USAs narkopoliti – man får en t-shirt og bliver “en af gutterne”.

Der er næsten ingen kvindelige studerende på datalogi-uddannelserne, og det er et kæmpeproblem. Rundt om i miljøerne er der nu mange, der er opmærksomme på problemet, men nogle gange kommer det til udtryk på måder, der røber nogle rodfæstede holdninger, der snarere er en del af problemet.

Således kan man nogle gange opleve undervisere og ledere, der siger at “vi skal være gode ved kvinderne”. De mener det vel egentlig godt nok som udgangspunkt, men bag udtalelser som den ligger der en ubevidst patriarkalsk holdning: At “vi” giver “jer”, der ikke er som “os”, lov til at være med. Det er en holdning, hvor “gutterne” giver “de andre” lov til at være “en af gutterne”.

Den samme holdning kan man opleve i andre sammenhænge, hvor det handler om f.eks. integration af mennesker med anden etnisk baggrund (dvs. en anden baggrund end “danskernes”).

Det er en umiddelbart velmenende holdning, men den er nedladende og er faktisk en del af eksklusionen. Der skal nemlig ikke være nogen, der “giver lov til” at en bestemt gruppe af mennesker kan være med. “Vi” skal være et fællesskab, uanset baggrund, hvor alle bliver behandlet ordentligt. Man skal ikke “have lov til” at være “en af gutterne”, men kunne indgå i et fællesskab som den man er. Det handler om rettigheder, som vi alle har som mennesker, ikke om at få del i “gutternes” privilegier.

Test for meritokrati

En af de mest gennemførte forestillinger i den akademiske verden er den om meritokrati: Det er de dygtigste og mest motiverede forskere, der får den bedste karriere. Ordet dukker op første gang i en artikel fra 1958 af den britiske samfundsforsker Michael Young, men ideen er meget ældre.

Det sædvanlige forsvar for at have voldsom konkurrence om forskningsmidler er netop dét. Et af de mange modargumenter mod forestillingen om meritokrati er, at nogle grupper i befolkningen er underrepræsenteret – det gælder bl.a. kvinder. Der er f.eks. langt færre kvinder end mænd, der er professorer på danske universiteter (der er 4 gange så mange mandlige professorer!).

Et problem er bias: Der er eksplicitte fordomme mod kvinder, der tager form af egentlig udtalt sexisme, men der findes også implicitte fordomme. Også kvinder kan have sådanne fordomme, som kan føres tilbage til f.eks. lavt selvværd eller en internalisering af fordomme i samfundet.

En ny fransk undersøgelse af adfærden i forbindelse med bedømmelser ved ansættelse over to på hinanden følgende år er interessant i den sammenhæng. I år 1 blev bedømmelsesudvalget mindet om at undersøgelsen fandt sted. I år 2 gjorde man det ikke. Her var adfærden interessant hos bedømmelsesudvalg, hvor man ikke eksplicit mente, at der var forhindringer for kvinder, men hvor der var en stærk implicit bias. Undersøgelsen viste nemlig, at sådanne bedømmelsesudvalg udvalgte færre kvinder året efter, hvor de ikke blev mindet om at undersøgelsen om kønsfordeling og fordomme fandt sted.

Det, at adfærden ændrer sig, når man bliver testet, kan bruges som et argument for mere kontrol med udvalgenes adfærd, f.eks. i form af et krav om at ansættelsesudvalgene skal offentliggøre kønsfordelingen blandt ansøgere og blandt dem, der blev ansat. Men ændringerne i adfærd bør også bruges til en diskussion af hele den idé om meritokrati, der stadig hersker. På nogle måder er den en illusion, nogle gange endda en bortforklaring af skævheder.

En trist sag

En del aviser skriver lige nu meget om en aktuel sag, der omhandler et seksuelt overgreb i en københavnsk lokalpolitikers hjem.

Det er tydeligt, at der efter alt at dømme ikke har været tale om vold i sædvanlig forstand (dvs. med fysiske skader), men der er tale om en seksuel handling, hvor kvinder ikke har givet deres samtykke og dermed om noget, der ifølge den nuværende lovgivning i bl.a. Sverige og Storbritannien vil være at regne som voldtægt. Lige nu er det ikke tilfældet i dansk lovgivning (hvis ikke offeret har været ude af stand til at sætte sig til modværge), omend et folketingsflertal har givet udtryk for at loven skal ændres. Sagen kunne have vist, hvor vigtigt det er at ændre dansk lovgivning om voldtægt.

Men sagen er først og fremmest interessant for medierne i kraft af at en del seksuelle detaljer kommer frem. Det er trist og faktisk også usmageligt, at det er denne sensationshungrende vinkel, der bliver taget, og det må være rigtig ubehageligt for de indblandede kvinder. Hvis det havde været en sag om en helt ukendt kvinde, ville de seksuelle detaljer formodentlig ikke komme på forsiden. Og voldtægt er ikke “pirrende”, det er et overgreb.

Projektmøde i Leicester

Vandhanen på mit hotelværelse i Leicester.

I dag var det tid til det officielle statusmøde i forbindelse med vores projekt under EUs RISE-program. Undervejs i mødet fortalte koordinatoren Adrian Francalanza fra Malta om det der med API’er i software, og han brugte en god analogi– nemlig en vandhane! Det handler her ikke om brugervenlighed, men om hvad vandhanens håndtag tillader os at justere og om rækkefølgen, vi skal bruge håndtagene i. Det er faktisk et lille eksempel på det, vi i datalogi kalder for en protokol. Bagefter kom jeg til at tænke på nogle observationer om vandhaner og deres grænseflade, som jeg gjorde under en sommerferie for nogle år siden. Måske er kimen lagt til et populærvidenskabeligt foredrag?

Vi var alle lidt nervøse inden mødet, for EU-kommissionen havde sendt en officel repræsentant, der skulle give os et foreløbigt skudsmål. Der havde været problemer med enkelte partnere i konsortiet, der havde trukket sig tidligt – men det var jo ikke vi andres skyld. Vi endte også med at tale om hvad vi mon kunne gøre for at få en bedre kønsfordeling i projektet, noget der desværre er svært, givet at der er tale om et projekt inden for et voldsomt mandsdomineret fagområde. Ingen er stolte over dette, og heller ikke os.

Heldigvis fik vi en forsigtigt positiv tilbagemelding fra EUs repræsentant, og jeg tror faktisk at hun tager med os alle på restaurant her til aften. Leicester er en af de byer i Storbritannien (og vel specielt i England), der er kendt for sine gode indiske/pakistanske/nepalesiske restauranter, så det er her, vi skal spise.

Projektmødet som disse ender også ofte med at handle om mere end selve projektet. Alle er selvfølgelig akademikere, men et stort flertal af os har derudover en fælles referenceramme fra ansættelser i universitetsverdenen. På vej fra mødet snakkede jeg med en kollega fra IT-Universitet i København. Han spurgte mig om hvordan jeg havde det med mit arbejdsliv i lyset af alt det, jeg har oplevet i år og berettet om for andre. Jeg svarede ham ærligt; mere kan jeg ikke skrive her.