Frihed ved tvang?

Der er en rigtig interessant observation i et indlæg af Malte Frøslee Ibsen i dagbladet Information i dag, nemlig at der er noget selvmodsigende i den måde at kapre frihedsrettigheder på, som Dansk Folkeparti og deres ligesindede anvender.

Den 9. marts var der (også i Information) et debatindlæg af Karina Adsbøl og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, hvor de anklager feminister for ikke at tage fat i den vigtige kamp for kvinders rettigheder, nemlig en kamp for muslimske kvinders rettigheder.

Det lyder umiddelbart flot, men så vidt jeg kan se er det mest et forsøg på at kapre ligestillingsdebatten og vende den til en form for nationalisme. Noget af det, som Dansk Folkeparti og andre højrenationalistiske partier i Europa og andetsteds er helt enige om, er at det bør være forbudt for muslimske kvinder at gå tildækkede.

Hvis man skal tage sådanne  udsagn for pålydende, er grundideen den at muslimske kvinder, der er tildækkede, er undertrykte – og ved at forbyde dem at gå tildækkede, er man med til at gøre dem fri. Men kan man skabe frihed gennem forbud? Og hvad er det egentlig for et frihedsideal, der er tale om?

Den påstand om kvindefrigørelse, som Dansk Folkeparti og andre har fat i, er i virkeligheden ikke en idé om at alle kvinder skal være frie, men derimod en idé om at alle kvinder skal leve på en helt bestemt måde – nemlig den måde, som mange hvide middelklassekvinder (og arbejderklassekvinder) lever på ifølge Dansk Folkeparti.

Jeg kan sagtens tilslutte mig den idé, at man bør tage oplyst stilling til religiøse normer og kunne forkaste dem (jeg er ikke selv religiøs), men samtidig er det min klare opfattelse, at man ikke kan blive fri gennem tvang eller “pr. stedfortræder”. Frigørelse kræver en personlig indsats – og der er jo faktisk også kvinder, der (uden at komme i nærheden af islam eller andre religioner) vil frigøre sig fra det kvindeideal, som Dansk Folkeparti antager som normen.

Flattr this!

Må piger være genier?

Østrigsk-amerikanske Hedy Lamarr var bedst kendt som filmskuespiller, men faktisk stod hun bag en vigtig opfindelse, nemlig princippet om frekvenshop i trådløs kommunikation.

Jeg har læst om en amerikansk undersøgelse, hvor børn mellem 5 og 7 år bliver bedt om at kønsbestemme en person ud fra en lille historie. Undersøgelsen skyldes Lin Bian, der er PhD-studerende ved University of Illinois, Andrei Cimpian som er professor i psykologi ved New York University og Sarah-Jane Leslie, der er professor i filosofi ved Princeton.

Børnene i undersøgelse fik læst den lille historie højt, og i historien fik de at vide at hovedpersonen var “rigtig, rigtig godt begavet”. Men der er ikke noget, der afslører hovedpersonens køn. Bagefter skulle børnene fortælle hvilket køn, de troede at hovedpersonen havde.

Når der var tale om børn på 5 år, var der en signifikant tendens hos både drenge og piger til at mene at hovedpersonen havde deres eget køn. Men når børn på 6 år fik læst den lille historie højt, var der hos både drenge og piger nu pludselig en signifikant tendens til at mene at hovedpersonen var af hankøn.

Jeg spekulerer selvfølgelig på hvordan sådan en uheldig opfattelse opstår. Skyldes den lærere og pædagoger, forældre eller børnebøger og -film?

Men derudover bliver jeg endnu mere bekymret, fordi dette meget nemt risikerer at spille sammen med den uheldige tendens der er til at opfatte nogle akademiske fag som fagområder, der kræver et særligt medfødt talent – og her står de naturvidenskabelige fag desværre højt på listen.

Flattr this!

Alle ved, hvad du er for én

For nylig læste jeg om en situation, der opstod under en indenrigsflyvning i USA, hvor en passager fik et ildebefindende. Kabinepersonalet spurgte, om der var en læge til stede. Det var der heldigvis, og lægen rakte hånden op. Men kabinepersonalet sagde bare (i min oversættelse fra nedladende engelsk)

“Åh nej, skat, tag den hånd ned igen. Vi skal altså bruge én, der faktisk er læge eller sygeplejerske eller er sundhedsuddannet; vi har ikke tid til at tale med dig.”

Når jeg læser dette, bliver jeg mildt sagt pinligt berørt. Lægen, der havde rakt hånden op, var en kvinde med afrikansk baggrund. Kabinepersonalet regnede ikke med at hun kunne være læge.

Man kunne formodentlig have forestillet sig en lignende situation i Danmark. Et “normalt” menneske i Danmark er en hvid mand med “typisk dansk” middelklasse- eller overklassebaggrund. Læg mærke til hvor ofte det ikke bliver nævnt i medierne i omtalen af en person, at der er tale om et sådant menneske! Kvinder i mandsdominerede fag, mennesker med “anden etnisk baggrund” der har et “typisk dansk” arbejde eller interesseområde og mennesker med underklassebaggrund bliver derimod ofte omtalt med deres køn/etnicitet/sociale baggrund som noget “interessant”.

Der er selvfølgelig ikke noget suspekt i sig selv i at være en hvid mand med ovenstående “normale” baggrund. Problemet kommer først, hvis man ikke vedkender sig at man  i kraft af sin baggrund får nogle usagte privilegier, andre mennesker ikke har – at man i nogle situationer oplever færre problemer og færre forhindringer end andre, herunder at der ofte er større sandsynlighed for at man uden videre bliver taget alvorligt.

Forskellen på privilegier og menneskerettigheder er tydelig – menneskerettigheder er rettigheder, alle mennesker har, mens privilegier er rettigheder, som nogle mennesker har. Det lyder måske paradoksalt, men de usagte privileger får for alvor betydning, hvis vi benægter at de findes, at vi måske selv har ét eller flere af dem og at de reelt har betydning i samfundet.

Flattr this!

Hvorfor er mangfoldighed vigtig?

Jeg har i tidens løb skrevet en del indlæg om den ekstremt skæve kønsfordeling i universitetsfaget datalogi. Nogle gange hører jeg denne indvending: Hvorfor er den skæve kønsfordeling overhovedet et problem? Kvinder er tydeligvis ikke så interesserede i den slags, og det vigtigste er trods alt at det er de mennesker, der er rigtig interesserede i datalogi, der beskæftiger sig med dette fagområde. Der er også kommet øget fokus på om etniske og seksuelle minoriteteter er proportionalt repræsenteret i erhverv og på uddannelser. Bekymringer om manglende mangfoldighed på disse områder kan affærdiges på samme måde. Her bemærker jeg så at mange af dem, der ræsonnerer på denne måde, her henviser til at mennesker skulle rumme en slags indbyggede forskelle, som hverken kan eller skal ændres.

Selv er jeg ikke begejstret for holdninger, der forklarer samfundsforhold ud fra menneskers indbyggede og uforanderlige forskelle; der er ganske mange initiativer inden for uddannelse og socialpolitik, der viser hvor langt man faktisk kan nå i retning af at ændre på uligheder. Men der er også noget andet, der er værd at bemærke: Mangfoldighed kan gøre os klogere.

En artikel i Scientific American gør rede for nogle af de undersøgelser, der er lavet for at forstå hvad mangfoldighed betyder i arbejds- og studielivet.

Artiklen henviser specielt til undersøgelser af virksomheder i USA; de tyder på at virksomheder med en mere mangfoldig sammensætning af medarbejderstaben klarer sig bedre økonomisk end virksomheder, der ikke har en så mangfoldig sammensætning.

Hvorfor er det sådan? Meget kort fortalt giver mangfoldigheden alle flere perspektiver på dette at være menneske. Det er bestemt også en udfordring, når mennesker med forskellige baggrunde mødes (nogle gange er det en udfordring, selv om der alene er tale om kønsforskelle), og det kan føre til konflikter. Men mangfoldigheden kan også give os ny indsigt, fordi vi bliver nødt til at forberede os bedre og kommunikere bedre (herunder at være bedre til at lytte!), når vi skal forklare vores argumenter over for andre, og dermed får en bedre indsigt i både andre menneskers bevæggrunde og udgangspunkt og vores egne.

Flattr this!

Hvad siger evaluering af undervisning egentlig?

Tegning: Elly Walton, THES.

En ny britisk undersøgelse viser at der er en korrelation mellem studerendes evaluering af universitetsundervisning og underviserens køn – og det er kvindelige universitetslærere, der bliver evalueret dårligst.

Her kan man selvfølgelig hævde, at dette blot betyder, at det omsider er lykkedes at påvise, at kvinder simpelthen er dårligere til at undervise. Men hvis man tror på en sådan påstand (og det gør jeg bestemt ikke), må man dermed også fæste lid til at evalueringer af undervisningen udtrykker noget, der ikke alene er subjektivt.

Men en ny undersøgelse fra Canada indikerer, at der enten ikke er en korrelation eller en meget lille korrelation mellem evaluering af undervisning og det faktiske udbytte af undervisningen målt som læring.

I virkeligheden viser tyder resultater som disse nemlig på, at studerendes evaluering af undervisning kun bedømmer, hvad den enkelte studerende opfatter som kvaliteter i undervisningen – og i nogle tilfælde dækker opfattelsen over nogle holdninger til kønnene, som ikke er heldige.

Derfor er det i høj grad værd at overveje, om man kan sige ret meget meningsfyldt om undervisningens kvalitet ud fra standardiserede, kvantitativt baserede evalueringer foretaget af de studerende.

I en bedømmelsesfikseret kultur, hvor universitetslærere bliver målt på deres publikationer, hvor mange eksterne forskningsmidler de kan skaffe til sig selv og på evalueringer af deres undervisning, er dette i særdeleshed problematisk.

Evaluering af undervisning er et upålideligt instrument til kontrol (og om man skal kontrollere, er en anden sag). Men evaluering er helt nødvendig, når vi som undervisere selv skal udvikle kvaliteten af vores undervisning – men man kan evaluere på mange måder, også gennem kvalitative strategier. Og evalueringen skal vi hver især skal tilpasse til det, vi gerne vil undersøge. Derfor er der mange forskellige måder at evaluere undervisning på.

Når jeg har afholdt kursusundervisning for større hold, har jeg ladet de studerende lave den endelige evaluering i form af et åbent brev, som de stilede til den kommende årgang. Det kræver dels, at de studerende når en fælles opfattelse (så enkelte meget utilfredse personer ikke fylder uforholdsmæssigt meget), dels at de studerende begrunder deres evaluering og udtrykker den i form af konstruktive anbefalinger.

Flattr this!

En anden verden

Igen i år har jeg fulgt med i DRs julekalender. Den anden verden er en velspillet tv-serie, og den har været meget gennemført, både visuelt og med hensyn til skuespilpræstationer (Sofie Gråbøl og Lars Brygmann er altid gode at se). Om den er præcis så god som Julestjerner af Wikke og Rasmussen eller Tidsrejsen, ved jeg ikke. Men jeg kan godt lide at den fortæller en anden prinsessehistorie end den, man umiddelbart skulle tro – og en anderledes historie om hvad kærligheden rummer. De to teenage-piger, søstrene Anna og Sarah, deler en interesse for at spille teater, men er ellers noget forskellige af sind.

I enhver god fortælling gennemgår hovedpersonerne en afgørende udvikling, og det sker også her:  Sarah først vil flygte ind i eventyrenes verden for at finde den “lækre” prins på den hvide hest (og vil gerne hyldes for sin skønhed omend hun har tandbøjle på!), men til sidst indser hun at det ikke er så godt eller vigtigt: Man kan bogstaveligt talt blive spærret inde af kærligheden, og man kan leve lykkeligt uden prinsen. Anna ender med at være tryg i den hovedrolle, Sarah frasiger sig, og finder sig en kæreste uden egentlig at have ledt efter én. Selv prinsen, der var dominerende og grådig, gennemgår en udvikling. På den måde er Den anden verden en kritik af den eskapisme og jagt på den hurtige kærlighed og de traditionelle kønsroller, der fylder så meget mange steder i verden i disse år.

Og så kan jeg også godt lide fortællingen om den fladpandede og omskiftelige hovedsponsor for teatret, der konsekvent insisterer på flere nissescener og tror at han kan instruere den slags selv. På den måde får julekalenderen taget brodden af al den sædvanlige kritik (der typisk kommer fra voksne) af at der ikke “er jul nok” i årets julekalender og endda også sagt noget om at god kunst er uafhængig af økonomiske luner.

Det er kærkomment med disse positive modfortællinger, der findes i et fortælle-format, hvor vi alle forventer (og med rette) at det skal ende godt. Der er heldigvis sket en hel masse siden Jul på slottet. Man kunne måske håbe, at næste års julekalender/u-landskalender kunne tage dette endnu et skridt, hedde Den tredje verden og rette blikket sydpå også, men det er måske et lige vel voldsomt forlangende!

Flattr this!

En helt ny karriere

academia-nonacademia-image

Som vejleder på adjunktpædagogikum får jeg et interessant og vigtigt indblik i de tanker, de yngre universitetsansatte gør sig om deres hverdag og om deres karriere.

I dag har jeg observeret den ene adjunkt, som jeg vejleder. Hun er ansat på Institut for datalogi. Bagefter snakkede vi om observationerne, og vi talte lidt om det videre forløb. Her fortalte hun mig så, at hun ikke ville være at finde på universitetet fra og med februar; hun siger op for at blive ansat i en privat virksomhed i Spanien. Det var egentlig ikke et karriereforløb, hun havde forestillet sig – hun kunne godt lide at være universitetsansat og at undervise. Men dét, der førte til hendes beslutning om at sige op, var at hun oplevede at det var alt for svært at få forskningsmidler og at få en gruppe interesserede studerende at vejlede. Samtidig var der tale om en virksomhed i Spanien, der kunne tilbyde god løn og et interessant arbejdsområde. Og hun havde ikke familiemæssige bindinger, der ville forhindre hende i at rejse til Spanien – hun kommer oprindelig fra en anden del af verden. På denne måde var valget nemt.

Det er ærgerligt, men jeg forstår hende faktisk godt. Jeg har haft tilsvarende bekymringer, men min livssituation er som bekendt en helt anden. Og ekstra ærgerligt er det, når det er netop en af de få kvindelige dataloger (og en med “anden etnisk baggrund”), der vælger at forlade den akademiske verden. Gennemstrømningen af akademikere er blevet for stor i den akademiske verden til at vi kan få et godt og værdigt generationsskifte, og det ser desværre ud til, at den kontinuitet, der nu er fremherskende, er den som skabes af hvide, midaldrende mennesker – primært mænd. Netop fordi midlerne er så flygtige og samtidig er så svære at få fat i, bliver det på denne måde. Og heller ikke hvide, midaldrende mennesker med stor magt bliver yngre eller lever evigt.

Flattr this!

Rollen som mand

graysonperry
Grayson Perry. Foto: Tim P Whitby/Getty Images

Jeg læste i år den engelske forfatter Matt Haigs bog Reasons to Stay Alive, og nu har han skrevet en anmeldelse af en anden bog, nemlig The Descent of Man af den engelske kunstner og forfatter Grayson Perry – og det er en bog om at være mand. Den bog har jeg desværre endnu til gode at få læst, men det er en interessant anmeldelse af en formodentlig også interessant bog, for den tager fat i det paradoksale i vore dages manderolle. Anmeldelsen findes i dag i forkortet udgave i Information.

Jeg kender ikke meget til Grayson Perry, men jeg kan læse mig til at han ikke har været bange for at udfordre den traditionelle manderolle, f.eks. ved at gå i kvindetøj. Billedet ovenfor er af ham.

Man skal ikke have ondt af mænd som sådan, for magtfordelingen i næsten alle samfund i verden har på rigtig mange måder været til mænds fordel.  Og de fleste af personer gennem verdenshistorien, der har dummet sig eller har været groft usympatiske, har været mænd – netop fordi mænd historisk set har siddet på magt og indflydelse.

Men ligesom kønsrollerne har begrænset kvinders udfoldelsesmuligheder, sådan har de også begrænset mænds udfoldelsesmuligheder og skabt problemer – en anden slags problemer end kvinder har, men stadig problemer. Et af de store problemer er forestillingen om at man som mand skal kunne klare alting, og helst helt selv og uden at vise sin tvivl eller usikkerhed. Netop det ideal er vi mange, der har måttet slås med. Når der f.eks. er langt flere mænd end kvinder, der begår selvmord, er det et tegn på hvor usundt og patologisk det ideal faktisk er og hvordan det kan være med til f.eks. at knække mænd, der lider af en depression.

Problemet er derfor ikke det køn, man er blevet tildelt ved fødslen, men den kønsrolle, man forventes at have og at efterleve. Der har jo også været rigtig mange mænd og rigtig mange kvinder, der har gjort noget godt for verden.

Der findes en “manderettighedsbevægelse” , men den har jeg ikke noget som helst pænt at sige om. Den er bare et forsøg på at beholde og forstærke nogle gamle kønsroller, og den virker til at være drevet af et latent had til kvinder.

Derimod er det vigtigt at kunne finde ud hvordan vi kan skabe et nyt mandebillede, som kan erstatte det gamle, begrænsende og kan være med til at gøre alle mennesker fri af de kønsroller, som undertrykker os. På den måde skal det være et mandebillede, som er solidarisk med feminismen, ikke i krig mod den.

Flattr this!

Intet nyt fra skurvognen?

Udsnit fra "håndværkerkalender". Det var ikke muligt at finde kvindens ansigt.
Udsnit fra “håndværkerkalender”. Det var ikke muligt at finde kvindens ansigt.

Tidligere i denne uge observerede jeg i forbindelse med min pædagogiske vejledning en adjunkt på et andet institut på AAU, der underviste på en kandidatuddannelses 7. semester. Jeg bemærkede bagefter at kønsfordelingen var helt usædvanligt skæv – på holdet med omkring 30 studerende var der én eneste kvinde. Det var rent ud sagt lige så dårligt som på datalogi (og så er det skidt). Min kollega fortalte mig, at det da også var meget nedslående. Men, tilføjede han, de fleste af de studerende på den pågældende kandidatuddannelse har været ansat i byggefagene, og her er kønsfordelingen ekstremt skæv. I Danmark udgør kvinder mindre end 10 procent af alle beskæftigede i byggebranchen. Derfor bliver den skæve kønsfordeling reproduceret.

Kvinderne i byggefagene oplever – præcis ligesom jeg har erfaret, at det er tilfældet for kvinder i datalogi og IT-professioner – meget ofte at de først bliver accepteret, når de er “en af gutterne”. For 5 år siden lavede SFI en rapport om kvinders oplevelse af at arbejde i byggefagene, og den peger på netop dette som en udfordring.

Tilfældet vil, at jeg et par dage senere, via et kritisk opslag på Facebook, opdager at Bilsby, et  firma, der udlejer skurvogne og pavilloner til brug i byggefaget, også tilbyder en særlig drengerøvsvogn. Med denne skurvogn følger der en Josefine, og om hende skriver Bilsby

I vores nye Drengerøvsvogn løber du ind i Josefine.

Josefine er den friske pige på byggepladsen, der altid er med på sjov og en lille smule ballade. Hun har “glimt i øjet”, er helt utroligt god til at holde varmen og bruger kun meget sjældent sit termotøj.

Hun er håndværkerbabe’n alle drengene vil lægge arm med, hun er med på den værste, og hun er ikke bleg for at gå med dig på lokum.

Nogle vil nu sige, at dette bare er uskyldig humor osv. Men det er bare et udtryk for slet skjult sexisme i dens grundantagelser om hvordan man skal være i denne branche: Hvis man arbejder i byggefagene er man en mand (og man er en heteroseksuel mand). Og kvinder er nogen, man(d) først og fremmest har seksuelle fantasier om – måske endda nogen, der foregår på et toilet?

Det er trist, at der er firmaer i byggefaget, der i vore dage markedsfører den slags. Det kunne være interessant at høre, hvad Bilsby har at sige om den ekstremt skæve kønsfordeling i den danske byggebranche og om hvordan deres “drengerøvsvogn” med Josefine er tænkt ind i denne sammenhæng. De har dog næppe tænkt ret langt.

Flattr this!

Ugens dårlige nyhed

Zero percent as sculpture on a pedestal

På Carnegie-Mellon University er der 48 procent kvindelige datalogistuderende på den nye årgang, skrev jeg i går.

Hvor mange kvindelige studerende er der mon så på den nye årgang af datalogiuddannelsen på Aalborg Universitet? Svaret kan ses ovenfor, placeret på en passende piedestal.

Jeg kan desværre ikke påstå, at jeg er overrasket – men det burde mane til eftertanke og til snarlig handling.  Vi er nødt til at indse at arbejdet med at få ændret denne pinlige og sørgelig situation kommer til at tage lige så lang tid og en lige så vedholdende indsats, som det har krævet for CMU at nå dertil hvor de er nu. Og det kræver også at AAU bliver nødt til at gøre op med sit eget selvtilfredse image på i al fald nogle punkter.

Flattr this!