Noget om herskerteknikker

hersker-print-2

I dette efterår deltog jeg i et møde, som universitetets ledelse havde indkaldt til som reaktion på et brev, som jeg og 90 af mine kolleger sammen havde skrevet som reaktion på universitetets bud på en strategi. Det var ikke nogen god oplevelse. Rent ud sagt: Lederne skældte os ud. Bagefter havde de af os, der havde deltaget, en underlig fornemmelse.

Og i år har jeg oplevet hvordan det teknisk-naturvidenskabelige fakultet må mit universitet skal deles. Men vi kan stadig ikke få at vide af universitetets ledelse hvorfor vores fakultet egentlig skal deles.

Det, vi oplever lige nu på AAU, er det som man kalder herskerteknikker. Udtrykket skyldes den norske samfundsforsker Berit Ås. Herskerteknikker dukker op i mange forskellige sammenhænge, hvor der er magtforhold involveret. Det kan være arbejdspladser og organisationer, det kan være et helt land, men det kan også være i mindre forsamlinger at man oplever herskerteknikker – til møder eller såmænd bare i hjemmet.

Debattøren og aktivisten Mads Ananda Lodahl har skrevet en interessent fortegnelse over 10 herskerteknikker.  Den er i høj grad værd at læse.  Lodahls analyse er samtidig træls, for det bliver aldrig det samme at være sammen med andre mennesker igen, når man først er begyndt at tænke over herskerteknikkerne og hvordan de hele tiden dukker op. Der er tale om

  • Usynliggørelse
  • Latterliggørelse
  • Tilbageholdelse af information
  • Dobbeltstraf
  • Påførelse af skyld og skam
  • Imødekommende modstand
  • Definition af virkeligheden
  • Objektificering
  • Vold og truende adfærd
  • Stereotypisering

Nogle af dem har vi nu oplevet på mit universitet – ikke mindst usynliggørelse, tilbageholdelse af information og imødekommende modstand har vi set masser af.

Andre herskerteknikker oplever man ude i samfundet. F.eks. er ideen om “dobbeltstraf” fremtrædende.  Hvis en kvinde går “udfordrende” klædt, er det ifølge nogen hendes ansvar hvis hun bliver udsat for et seksuelt overgreb. Men klæder hun sig “kedeligt” eller tydeligt a-seksuelt (f.eks. hvis hun er muslim og bruger hijab), har hun også gjort noget galt.

Herskerteknikkerne er udtryk for en udøvelse af magt, hvor man vil manipulere andre “på plads”. Og det er vigtigt at påpege dem, hvor vi oplever dem, så vi viser at vi har gennemskuet dem. For der kommer i det lange løb ikke noget godt ud af at bruge herskerteknikker.

Spøgelsesbilister og stolthed

route28_traffic
Motorvej ved Pittsburgh. Foto: Tim Lawson, KDKA.

I nat skete der en tragisk ulykke på motorvej E45 i nærheden af Øster Uttrup uden fra Aalborg. Det fik mig til at tænke på dengang i 1992 hvor jeg selv var passager hos en spøgelsesbilist.

Det hele skete i USA. Jeg havde besøgt et ægtepar jeg kendte, og ved slutningen af mit besøg hvor jeg skulle videre med tog til New York, ville manden køre mig ind til banegården. Konen tog også med. Vi tog af sted i god tid fra deres hjem et stykke uden for Pittsburgh. Men til sidst var der ikke så god tid, og jeg begyndte at blive nervøs. Først da var det at det gik op for mig at manden ikke vidste præcis hvor banegården var, ikke ville indrømme det og ikke ville spørge nogen om vej. (Dette var lang tid før GPS blev almindelig i biler i USA og andetsteds.)

Til sidst ville han skyde en genvej på motorvejen i den forkerte retning. Både jeg og hans kone var helt ude af os selv. Turen som spøgelsesbilist var formodentlig kort men den føltes som en evighed. I de sekunder troede jeg faktisk at jeg skulle dø dér i USA. Heldigvis indså han omsider det forrykte i sit valg og vi slap væk og op på en frakørsel.

Til sidst nåede vi jernbanestationen, hvor jeg kunne se toget køre fra perronen. De købte en busbillet til mig så jeg kunne komme til New York, og vi tog afsked.

Hvorfor nogen kan være så bange for at tabe ansigt, at de vil gøre sig selv til spøgelsesbilister, ved jeg stadig ikke. Jeg tror selv at det er en dunkel side af en version af kønsrollerne, hvor mænd skal vise handlekraft og ikke må vise usikkerhed – koste hvad det vil. Især har jeg set den i USA, men jeg tror også at det er en indstilling, der findes andre steder.

Hvad hedder de to kvinder?

Cycling_Tour_de_Fra_774331a

Dette er et billede fra sejrsceremonien i august 2013 efter det spanske cykelløb Vuelta a Burgos, som blev vundet af Nairo Quintana (som samme år blev nummer 2 i Tour de France). På begge sider af ham står kvinder i prikkede kjoler, der vel skal passe til Quintanas trøje.

Er de to kvinder mon Quintanas slægtninge? Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke det helt, men jeg tror det ikke. Er de så ledende medlemmer af det spanske cykelsportsforbund? Det tror jeg heller ikke; den slags ledere er altid midaldrende mænd. Den ene kvinde overrækker en buket, mens den anden bare står og kigger. Kvinderne står der kun, fordi nogen synes at der skal være “noget pænt at kigge på”, en slags “forlængelse” af den store buket blomster. Det er en udbredt praksis, og på engelsk taler man om podium girls (ikke “podium women” – kvinder bliver tilsyneladende først voksne i en sen alder).

Det er selvfølgelig ikke specielt cykelrytteren, jeg er ude efter. Det er ideen om “kvinder som pynt”, jeg finder problematisk. Der findes endnu mere åbenlyst latterlige billeder, hvor “pyntekvinderne” har badedragt på – og det til sportsstævner, der intet har med svømning sat gøre.

Kunne man forestille sig et billede med en kvindelig sportsstjerne flankeret af unavngivne unge mænd i smart eller kun lidt tøj? Jeg har fundet ét enkelt eksempel, og det stammer fra 2009 og stævnet Cross Vegas, der så vidt jeg kan se er et amerikansk cykelløb for kvinder. Her er vinderen flankeret af tre unavngivne mænd.

howe_2009crossvegas1_600

Mange mænd (og kvinder) vil formodentlig tænke at dette billede ser latterligt ud, mens der til gengæld måske ikke er nær så mange mænd (og måske i virkeligheden heller ikke alle kvinder?) der vil have det på samme måde med det øverste billede fra Spanien. Men når man tænker på den “omvendte” situation som latterlig, kan man se hvor latterlig den “normale” situation faktisk også er.

Opdatering: Et fornuftigt alternativ (foreslået af Jannie Nielsen Hansen – tak for det!) ville være at lade børn eller unge inden for samme sportsgren overrække præmierne. De ville sikkert gerne hilse på stjernerne, og jeg kunne forestille mig at det omvendte også ofte ville være tilfældet.

Amnesty International og prostitution

safety

Der har netop været internationalt rådsmøde i Amnesty International (også kendt af forkortelsesglade medlemmer som ICM), og denne gang har der været en beslutning om prostitution, der har givet anledning til en del opmærksomhed i medierne. Ikke alt har været lige positivt, og nogle har været meget oprørte over denne beslutning. Politiken har bragt et langt interview med Trine Christensen, der er vicegeneralsekretær i dansk afdeling. Det gør hun (som altid) godt, synes jeg.

Jeg har tidligere fulgt i og taget del i diskussionerne i Amnesty International om hele spørgsmålet om prostitution, og det var dengang klart at der også har været meget tvivl i den danske afdeling om hvordan vi bør forholde os til prostitution.  Selv har jeg altid været i tvivl om hvad jeg skal mene om prostitution som sådan,

Når man følger med i diskussionerne internt i bevægelsen, som jeg i et vist omfang har kunnet, bliver det klart at der i høj grad er tale om et pragmatisk argument bag at gå ind for en legalisering. Der sker nemlig rundt om i verden mange menneskerettighedskrænkelser af  prostituerede – mod kvinder, transkønnede og mænd. I nogle tilfælde skyldes disse overgreb politimyndigheder, i andre tilfælde er menneskerettighedskrænkelserne i stedet den passivitet og straffrihed, som myndighederne udviser over for alfonser og prostitutionskunder, der begår vold mod kvinder. I alle disse tilfælde er ofrene nødt til at fortælle at de er prostituerede, hvis de skal kunne få gerningsmændene retsforfulgt. Så vil de imidlertid også dermed fortælle at de selv bryder loven – og vil da miste en væsentlig beskyttelse. Dette er det pragmatiske argument for at legalisere prostitution  – en

Dette er en væsensforskellig diskussion end den etiske diskussion af selve fænomenet prostitution. Jeg er da stadig heller ikke overbevist om at det er godt for det enkelte menneske at være prostitueret, og der er typisk en tydelig sammenhæng mellem nogle mænds holdning til prostitution og samme mænds nedværdigende behandling af kvinder generelt. Det er selvfølgelig bydende nødvendigt at blive ved med at problematisere dette og ikke at bruge holdninger til legalisering som en sovepude.

Den bedste sammenligning er vel med diskussionerne om legalisering af narkotika. Her er det interessant at bemærke at Human Rights Watch går ind for legalisering af narkotika. Dette skyldes bestemt ikke at Human Rights Watch synes at det er godt at kunne ryge sig skæv eller sniffe sig høj, men at den nuværende politik over for narkotika har været årsag til massive menneskerettighedskrænkelser. De mange uopklarede mord begået af narkokarteller og selvsammen kartellers omfattende brug af korruption i bl.a. Mexico er blot et par af eksemplerne herpå. Men også her er det desværre lykkedes medierne at misfortolke dette budskab.

Velkommen til stenalderen?

Sexistisk reklame på bil.I dag deltog jeg i et møde om hvordan man kan tiltrække flere kvindelige studerende til universitetsuddannelserne inden for det datalogiske fagområde og inden for elektronik. Det vil efterhånden være svært at tiltrække færre kvinder end tilfældet er nu.

Der var gymnasielærere fra matematik, fysik og datalogi, studerende fra de pågældende uddannelser og ansatte fra det private erhvervsliv med de pågældende uddannelser. Alle pånær studielederen og mig var kvinder – jeg blev inviteret fordi jeg sidder i studienævnet og ofte har talt om den uhyggeligt skæve kønsfordeling.

Flere af deltagerne fra private virksomheder havde nogle chokerende beretninger fra deres eget arbejdsliv. Én kunne fortælle om en kvindelig kollega, der var blevet tilbudt en stilling som it-direktør – men de mandlige ledere ville ikke have det, for de var ikke trygge ved at skulle have en kvindelig direktør også!!

En anden, der er en efterspurgt foredragsholder ved industri-konferencer, viste mig en hel masse ekstremt nedværdigende og grove kommentarer der var kommet fra mandlige netbrugere der havde set et af hendes foredrag. Nogen havde bl.a. skrevet at “Hun ville egne sig til et helt andet erhverv”!!

Jeg har aldrig selv hørt sådanne kommentarer om kvindelige kolleger i de kredse jeg færdes i, og det  var derfor virkelig ubehageligt (og nødvendigt) at få et indblik i hvor megen sexisme, der findes derude. De, der er ophavsmænd til udtalelser som ovenstående, er trods alt mænd af en vis alder og formodentlig også med en videregående uddannelse. Det må være på tide at få lavet en systematisk undersøgelse af hvor slemt problemet er i it-branchen og i den akademiske biks.

Hvis man vil at læse om nogle mænds idiotiske og uforskammede adfærd over for kvinder på dansk grund (det bør man, men det er godt nok ikke morsom læsning!), skal man besøge den danske del af The Everyday Sexism Project.

Selvpromovering og sexisme

Foto: Instagram

I dag så jeg på Facebook, at Nikita Klæstrup, der hidtil har været medlem af De Konservative og ved kommunalvalget i 2013 fik 128 stemmer, nu er skiftet til Liberal Alliance. Det gav anledning til diverse smagløse kommentarer på nettet. Nogen skrev:

Det er jeg ikke sikker på, Ole Birk Olesen kan holde til. Han har jo før vist tegn på svagt helbred til partiets vilde fester.

En anden skrev:

– hvor mange kunne tænke sig at kneppe hende mens man samtidig sang internationale ?

Jeg græmmede mig, men skrev kun

Suk.

En mand skrev så omsider dette:

Mænds indforståede hyggesexisme ftw. Det var fedt at kende jer, ikke?

Og jeg var og er enig. De kommentarer, der kom på nettet, var dumme og sexistiske.

Allerførst: Min respekt for Nikita Klæstrup som politisk individ er forsvindende lille, og det kræver en omhyggelig balancegang at kunne forstå hvad det er, der faktisk er så problematisk her. Jeg kan ikke huske ét eneste politisk udsagn fra hende ud over at hun udtalte sig negativt om Copenhagen Pride – ikke ligefrem en holdning, jeg bifalder. Til gengæld fik hun en del opmærksom for først en serie undertøjsbilleder, siden for sine meget nedringede kjoler og endelig for derefter at have stillet op til nøgenbilleder i det nu hedengange “mandeblad” M!. Hun blev også i tabloidpressen kaldt “Danmarks frækkeste politiker” uden selv at have gjort indsigelser mod det. Jamen, så er hun selv ude om de sexistiske kommentarer, vil nogen sige. Hun “spiller på sit køn”!

Jeg synes bestemt ikke at der er i sig selv noget galt i at gøre noget ud af sin fysiske fremtoning i politik eller i arbejdssammenhænge; hvis man ser godt eller gerne vil se godt ud, skal man have lov til det. Det, Nikita Klæstrup foretager sig, er dog for mig at se mest en seksualiseret variant af andre håbefulde politikeres strategi med at snakke med små børn eller køre i veteranbil (eller hvad ved jeg). Opmærksomheden skal bortledes, så der hos målgruppen vækkes nogle positive følelser, der ikke har forbindelse til politik. Nikita Klæstrup er på den måde endnu et eksempel på den opportunisme og form for smagløse selvpromovering, som man ser fra nogle (især borgerlige) politikere. Hendes partiskifte er endnu et eksempel herpå. I de sammenhænge, hun har været i medierne, har man ikke hørt hende udtale at hun hellere ville tale om politik end om sin fremtoning.

Men hvis det ikke skal give point at bortlede opmærksomheden, skal andre heller ikke lade sig rive med i bortledningens skyggeside. Det er præcis det, mændene bag de sexistiske kommentarer gør – de taler det seksualiserede sprog, selv om de siger at de tager afstand fra det. De ser den seksualiserende selvpromovering og udlever igennem den deres sexisme. Og glemmes skal det heller ikke at der også er en forbindelse til hele den sexistiske attitude til kvindelige politikere, som blev dokumenteret i DR2s programmer Ti stille kvinde (hvor Klæstrup faktisk er en af dem, der udtaler sig).

Hvis vi i øvrigt husker at “fræk” også betyder “uforskammet”, vil der   i øvrigt være ganske mange – inklusive Nikita Klæstrup – der skal konkurrere om titlen som Danmarks frækkeste politiker.

Set fra begge sider

Ben Barres, professor i neurobiologi ved Stanford.
Ben Barres, professor i neurobiologi ved Stanford.

Jeg faldt i denne uge over en interessant artikel fra 2006 om den amerikanske neurobiolog Ben Barres, der er professor i neurobiologi ved Stanford og i 1997 skiftede køn fra kvinde til mand. Som en af få forskere i verden har Barres dermed en særlig førstehåndsindsigt i hvordan forskere bliver set forskelligt ud fra hvilket køn de har. Det er ikke ligefrem beroligende læsning.

Ved at komme ind i mandeverdenen kunne Barres opleve forskellige groteske holdninger hos nogle mandlige forskere. En forskerkollega, der ikke kendte til Barres’ fortid som kvinde, sagde således engang, at “Ben Barres gav et rigtig godt seminar i dag men han er jo også en meget bedre forsker end sin søster”!! En anden kollega (der heller ikke kendte hans fortid som kvinde) udtalte at han aldrig var stødt på en kvindelig kirurg, der var lige så god som de bedste mænd!!

Jeg har som mand ikke nogen god indsigt i fordomme mod kvinder i mit eget forskermiljø, men blot fordi jeg ikke har hørt den slags groteske udtalelser selv, betyder det bestemt ikke at de ikke findes. Der bliver helt sikkert lukket en masse sexistisk vås ud i grupperum og til konferencer. Nogle gange vakler jeg mellem at ville vide hvor galt det egentlig er fat og mellem at ville bevare en illusion om mine medmennesker.

De usynlige kvinder på film

samba

I dag så jeg den franske film Samba. Uden at røbe alt for meget er det en film om en hvid fransk kvinde fra middelklassen der er sygemeldt med stress og arbejder som frivillig på et center for indvandrere og asylansøgere, og en sort afrikansk mand som er ufaglært arbejder og uden lovlig opholdstilladelse i Frankrig. De to begynder langsomt at forelske sig i hinanden.

Filmen er ikke mislykket, men den er heller ikke på niveau med De urørlige, der har samme instruktørduo (Olivier Nakache og Éric Toledano) og samme hovedrolleindehaver, nemlig Omar Sy – og ligesom Samba fortæller historien om et møde på tværs af samfundsklasse og etnicitet. Men der er én ting ved Samba, som jeg egentlig godt kan lide og som danske filmanmeldere ikke har hæftet sig ved. Den kvindelige hovedperson er en enlig, tydeligt midaldrende kvinde (spillet af Charlotte Gainsbourg, der er 44) og dermed også nogle år ældre end den mandlige hovedperson, og det bliver ikke problematiseret.

Der er masser af film, hvor den mandlige hovedperson har en romance med en tydeligt yngre kvinde, men det modsatte ser man desværre sjældent. Årsagerne hertil er mange, men det faktum at de fleste filminstruktører stadig er mænd spiller klart ind. Man hører også nogle gange den påstand at midaldrende mennesker begynder at bliver “usynlige” i nogle sammenhænge og at især midaldrende (heteroseksuelle) kvinder bliver usynlige for (heteroseksuelle) mænds blik. Det er heldigvis ikke tilfældet i Samba og på denne måde er filmen faktisk vellykket.

Damehørm og mandegang?

2015-05-09 15.44.51 2015-05-09 15.45.07

I går lagde min datter, der går i 7. klasse, mærke til disse to opslag i aulaen i Svømmeland i Nørresundby, opstillet med få meters afstand. Hun var forbløffet over hvor forskelligt det at dyrke motion bliver markedsført over for mænd og kvinder – og over de falske selvfølgeligheder i antagelserne om hvad mennesker kan lide, baseret på deres køn. Det var jeg også. Den beskidte mandehånd på den letpåklædte kvindes lår er jeg specielt ubegejstret for.

En køn måde at programmere på

computer-girls11-388x550
En artikel fra Cosmopolitan fra 1967-

Lige for tiden prøver jeg at skrive en projektansøgning sammen med en række udenlandske kolleger. Den handler om typebaserede metoder til udvikling af bestemte slags software. Der er både nogle teoretiske overvejelser om typeteori (det er min boldgade) og noget om anvendelser (det er der andre, der er gode til). Men i opslaget står der at der skal laves en analyse af kønsspecifikke problemstillinger i forbindelse med opslaget. Her blev jeg først tavs – hvad har typeteori med kønsforskelle at gøre? Formodentlig ikke noget i sig selv, men der er noget andet at tænke over. Det havde jeg aldrig rigtig gjort, men jeg måtte se efter.

Og der er en køns-dimension. Der er forskningsresultater, der viser at kvinder og mænd bruger debugging-værktøjer forskelligt, når de programmerer.

En undersøgelse fra 2007 af kvinders og mænds programmerings-vaner foretaget af de tre amerikanske dataloger Laura Beckwith (der i dag bor i Danmark), Margaret Burnett og Susan Wiedebeck har afsløret at det handler om selvtillid. Hvis kvinder havde lav tiltro til at de kunne fuldføre en opgave (forskerne kalder dette for self-efficacy) brugte de ikke de muligheder, debugger-værktøjerne gav, og mange kvinder havde netop denne lavere tiltro til egne evner. Samtidig var kvinder mindre tilbøjelige end mænd til at tage brug af nye debugging-muligheder, som undersøgelsen stillede til rådighed – en af kvinderne fremførte at dette var fordi hun regnede med at det ville tage for lang tid at lære. Det interessante er at mænd og kvinder selvfølgelig (tør jeg godt sige) ikke udviste en signifikant forskel i hvor gode de var til at lære at bruge de nye muligheder.. Det er således vigtigt at huske at der ikke tale om dårligere begavelse hos det ene køn, men om konsekvenserne af at have lavere selvtillid. Kønsforskellene kommer fra de kønsroller, man som menneske bliver opdraget med. På et eller andet tidspunkt lærer mange kvinder desværre at tvivle mere på sig selv, mens mange mænd lærer ikke at gøre det.

En anden undersøgelse fra 2013 viser hvad kønnet har af betydning, når man programmerer parvis – kendt som pair programming. Forskerne undersøgte produktiviteten (hvor meget fejlfri kode der blev produceret) hos par, der var hhvs. mand/mand, mand/kvinde og kvinde/kvinde. Par hvor de to programmører var af hvert sit køn var dem, der klarede sig dårligst. Som resumeet nævner:

Additionally, the female participants particularly voiced gender-biased concerns about collaborating with male partners in doing the pair programming task.

Mit eget gæt er at de mandlige programmører i de blandede par havde en tendens til at strutte (jeg har tidligere skrevet om strutteri og hvad det kan føre med sig).