Way Out West, dag 3

Sidste dag på Way Out West begyndte med – regn. Regnvejret endte mer at fylde en del, for af og til var regnen temmelig kraftig. Musikfestivaler afviklet i silende regn kan i bedste fald skabe sammenhold blandt publikum og i værste fald skabe en følelse af ekstrem trøstesløshed. Heldigvis blev det sidste ikke tilfældet.

Første koncertoplevelse var med Titiyo, der er Neneh Cherrys søster (og dermed også bror til Christian Cherry fra TV-avisens vejrudsigt). Jeg oplevede kun de sidste 15 minutter af denne koncert og kender ikke Titiyos musik så godt, men mit indtryk er dog at selvom begge de to søstre synger godt, er det dog Neneh Cherry, der er den mest interessante. 

Næste koncert var også med et svensk navn, nemlig gruppen Amason, der nu snart er albumaktuelle. Regnen var rigtig voldsom op til koncerten; vi var mange der krøb i ly inde under en slags skulptur med lange tjavser af stof. Men da Amason gik på scenen, var vi også mange, der kom ud af skjulet. Det blev en god koncertoplevelse, trods regnen. Amanda Bergman, den af de to sangere som er mest i forgrunden, er en rigtig dygtig vokalist. Stilmæssigt er Amason egentlig svært bestemmelige. Nogle gange var vi over i et svensk 70’er-univers, men andre gange var helhedsindtrykket overraskende funky, Der blev endda også tid til en forunderlig udgave af det gamle, sentimentale Foreigner-hit “I Want To Know What Love Is”. Amason har sange på både svensk og engelsk; min fornemmelse er, at de svenske sange fik en særligt god modtagelse af publikum, og det er da også denne del af deres repertoire, der står mit hjerte nærmest.

Christine and The Queens fra Frankrig leverede vel dagens største koncertoplevelse. Ét er sangene, og Christine er en dygtig pop-sangskriver og ditto vokalist, der er åben om sin egen modsætningsfyldte og åbne seksuelle og kønslige identitet. Men dertil kommer hele det visuelle udtryk; Christine optræder med en trup af meget dygtige dansere, og store dele af koncerten var et præcist koreograferet og udtryksfuldt danseshow, der er en på én gang original og trofast formidling af sangenes budskab.

Så blev det tid til en burger, og da manden bag disken talte om “bestilling nummer niogfyrre”, gik det op for mig at han faktisk var dansk. Det var den eneste dansker, jeg stødte på til denne svenske festival.

Så blev det tid til Erykah Badu, og hun er ikke blevet mindre excentrisk med årene – tværtimod. Med sin guldparyk og 10 armbåndsure (!!) og appeller til at man skal fokusere på træerne (!!!) var hun så afgjort et af de mere specielle bekendtskaber. Musikalsk er Badu stadig særdeles kompetent, og hendes jazzede tilgang har på nogle måder dannet skole inden for R&B, men det hele truede ofte med at blive overskygget af primadonnanykker.

Erykah Badu gik langt over tiden, og til sidst blev lyden afbrudt af hensyn til næste koncert på scenen overfor. Bagefter gik Stormzy omsider på scenen med en forsinkelse på 20 minutter, der alene skyldtes Erykah Badu.

Jeg har aldrig oplevet Stormzy på en scene før, men hans bud på engelsk rap var særdeles vellykket og en god måde at slutte festivalen på. Musikken er ofte vred og kraftfuld, men Stormzy afslører sig selv som en venlig mand med hjertet på rette sted. Og også han fik røbet undervejs, at han havde haft en depression.

Det interessante for mig ved Way Out West er, at festivalen er meget velorganiseret og gør det muligt af få nogle musikoplevelser, der bringer mig ud over den standardoplevelse med “hvide mænd med guitarer”, der engang var så typisk for mig, Jeg holder meget af rockmusik og mange af mine musikalske helte er hvide mænd, men verden er større end dét!

Way Out West, dag 2 (og natten før)

I nat skulle jeg til koncert med Orville Peck på et spillested inde i Göteborg; det er nemlig sådan at Way Out West-festivalen efter midnat fortsætter rundt om på byens spillesteder.

Mange andre havde imidletid fået samme idé, så jeg kunne ikke blive lukket ind, men måtte stå i kø indtil tilstrækkeligt mange fra publikum var gået ud igen. Jeg faldt i snak med en jævnaldrende mand fra Sverige, og vi kom selvfølgelig til at snakke om musik. Det viste sig at vi havde været til den samme koncert med Green On Red på en Roskilde-festival for meget længe siden. Først til sidst blev vi lukket ind og nåede at høre to numre med den gådefulde canadiske country-crooner. De var til gengæld rigtig gode, og jeg ærgrede mig over ikke at have hørt mere.

Bagefter tog jeg og min svenske følgesvend sporvognen tilbage, og her røbede han, at et af de bands han altid har sat meget højt, såmænd var Gasolin!

Der er korfestival i Göteborg og ikke helt få kor fra rundt om i verden er indkvarteret på hotellet. Her til formiddagen havde vi derfor den særegne oplevelse at kunne sidde på værelset og lytte med, mens korene øvede i hotellets gård. Det var overrumplende smukt!

Bagefter gik min hustru og jeg en tur for at købe kontaktlinserensevæske hos Synoptik (det har de også her!), og vi kom forbi domkirken. Her i denne kirke, der med sin enkle og klassicistiske indretning ser så anderledes ud end danske kirker, var der en lille koncert med svensk folkemusik arrangeret for violin og harmonika. Jeg opsøger sjældent harmonikamusik, men dette var smukt og besad den længselsfulde, melankolske tone som er så karakteristisk for nordisk musik.

Dagens første egentlig koncertoplevelse blev den japansk-amerikanske sangerinde Mitski. Som en del af sit omhyggeligt koreograferede sceneshow brugte hun to rekvisitter: et bord og en stol. Musikken var (som noget ikke så udpræget på denne festival) rock, og her med tydelige momenter af tidlig 1990’er-rock som man stødte på den hos B-holdet i datidens “alternative rock” (Veruca Salt, Velocity Girl m.fl.). Men var det virkelig Martin Krasnik på guitar?

Stereolab så jeg første gang for 25 år siden. Deres musikalske udtryk, der på en og samme tid er naivistisk og cool, har de stadig. For de uindviede: forestil jer et extended remix af en udgave af “One Note Samba” indspillet af Can med Juliette Greco som gæstevokalist. Jeg lyttede en del til Stereolab dengang, men selv om jeg har flere af deres album, må jeg desværre indrømme at jeg ikke kunne huske nogen af deres numre. Det vidste gruppen nu godt, for sangerinde Laetitia Sadier præsenterede på et tidspunkt et nummer som “et af vores hits”. Hvis der er noget, Stereolab aldrig har haft, er det nemlig hits, ja faktisk er der knap nok tale om sange. Men når det lykkes for Stereolab (og det gjorde det ofte i dag), skaber de en særlig tilstand. Også dét er en kvalitet i musik.

Veronica Maggio er en af de helt store svenske popstjerner, og det er helt fortjent. Det store svenske publikum kunne synge med, og trods det at mange af hendes iørefaldende sange har en umiskendelig snert af melankoli (man aner igen den nordiske tone), var stemningen god. Undervejs drev to luftballoner – en gul og en blå – ind over festivalpladsen og hen over scenen. Det var et usædvanligt syn; om det var timet med netop denne koncert, ved jeg ikke.

Khruangbin er en trio fra USA, og jeg havde ikke noget systematisk kendskab til dem. De er en traditionel rocktrio med guitar, bas og trommer, men musikken er stilmæssigt svært karakteriserbar med elementer af rock, funk, afrikansk og østasiatisk musik og sikkert også andet.

Khruangbin er et usædvanligt tæt sammenspillet lille ensemble, og bassisten Laura Lee havde endda så stort musikalsk overskud, at hendes bevægen sig rundt på scenen ofte antog karakter af en slags dans. Ligesom Stereolab er Khruangbin et band der går efter at skabe en tilstand med deres musik; det skete efterhånden og især sidste halve time var rigtig vellykket i så henseende.

Aftenens sidste koncert var med The Cure. Alle musiknavne appellerer til bestemte, ofte aldersbestemte, segmenter, og her skulle man tro at netop The Cure ville appellere til mig af demografiske årsager. Jeg har da også enkelte af deres albums; Pornography og Disintegration er rigtig vellykkede, men ikke specielt muntre (tværtimod!). Men jeg har set The Cure nogle gange i årenes løb på festivaler, og det er desværre ikke lykkedes dem at ældes med ynde.

Kun Robert Smith er tilbage fra de glade (???) dage dengang, og han er kommet til at fremstå som Den Syngende Bedstemor. På musiksiden er der gået fuldstændig bulderrock i foretagendet, og det virker efterhånden barokt at forsøge at opildne til en form for fest med selvmedlidende sange med linjer som f.eks. “Yesterday I felt so old, I thought that I would die”. Nu måtte det være goth nok, konkluderede min hustru og jeg og tog hjem. På vej ned til sporvognen passerede vi forbi koncerten med norske Charlotte Bendiks og jeg måtte indrømme, at det elektroniske univers efterhånden appellerer meget mere til mig end The Cure ville kunne gøre det.

Way Out West, dag 1

I disse dage er jeg til Way Out West-festivalen i Göteborg sammen med min hustru. 

Festivalen er noget mindre end Roskilde Festival med et publikum på cirka 30.000. Way Out West adskiller sig også ved ikke at være en campingfestival og ved at holde til i Slotsskogen, som er den store park i Göteborg. Jeg har aldrig været til Smukfest (musikprogrammet har desværre aldrig sagt mig så meget), så jeg kender ikke så meget til festivaler med så fine skovagtige omgivelser. Og så har festivalen i øvrigt stort fokus på at være miljøvenlig. Al mad, der bliver serveret, er vegetarisk eller vegansk. Og man har lagt et særligt modulunderlag ud, så de mange tusinde gæster ikke tramper Slotsskogens store plæner helt ned. En yderligere gevinst er at det også skåner os for de mudderorgier, man kender fra danske festivaler.

Silvana Imam er en svensk rapper med syrisk/litauisk baggrund – og åbnede i år Orange Scene på Roskilde. Hun er åben lesbisk og havde sin kæreste med på scenen i flere numre. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte så meget til musikken inden, men denne koncert gjorde et stort indtryk på mig og min hustru. Kombinationen af Imams på en gang konfronterende og rå tekster, det stærke feministiske budskab og et enormt nærvær på scenen var noget helt særligt.

Neneh Cherry har lavet musik i en menneskealder, og først et godt stykke tid efter at jeg stiftede bekendtskab med hendes store hit “Buffalo Stance” i 1988 opdagede jeg, at hun faktisk er svensk. Så dagens koncert var en koncert på hjemmebane. De gamle hits var med (på “Seven Seconds” manglede man tydeligt Youssou N’Dour), men der var også nye numre, der røbede at Neneh Cherry ikke gang fast i 1990’erne og at hun bestemt kan endnu.

Fra brune svenske kvinder med dans og feministiske budskaber kom turen så til hvide engelske mænd, der sad ned. 

James Blake har jeg også lyttet til længe, og hans særegne musikalske udtryk, hvor mange stilarter mødes, synes jeg er fascinerende. Det er interessant at han på mange måder er havnet samme sted som så umiddelbart væsensforskellige kolleger som Frank Ocean og Justin Vernon (Bon Iver). Ved sin introduktion til koncertens sidste nummer fortalte James Blake, at han havde lidt af angst og depression op gennem tyverne, og det satte unægtelig den sidste sang i relief.

Til allersidst Jon Hopkins, der leverede et timelangt sæt med hovedvægten lagt på sine to seneste albums. Det er ikke al hans musik, der er lige dansabel – der er på hans seneste udgivelse flere numre, der er helt tyste og faktisk minder lidt om Erik Satie (!). Men her til aften var vægten lagt på uptempo-numrene og det visuelle indtryk var der også gjort noget særligt ud af med brug af storskærm og to dansere.

En sommerferiebog: Normal People

På en måde er det snyd at kalde Normal People for en sommerferiebog, for selv om jeg begyndte at læse denne roman af den unge irske forfatter Sally Rooney i min sommerferie, fik jeg først læst de sidste sider af den efter ferien var forbi.

Normal People er blevet meget rost og har fået flere priser, og det er helt med rette. Fortællingen om de to unge irere Marianne og Connell fra Carricklea, der mødes i skoletiden og begge studerer i Dublin er en skildring af kærlighedens usikkerhed og i særdeleshed af det komplicerede grænseland mellem kærlighed og venskab. De to sympatiske og begavede unge mennesker er tiltrukket af hinanden og elsker faktisk hinanden meget højt, men de har svært ved at indrømme det, og de er begge også bevidste om at have temmelig forskelligt udgangspunkt. Marianne kommer fra en velhavende, men helt dysfunktionel familie, mens Connell vokser op med en enlig mor, der bestemt ikke er dysfunktionel.

Jeg skal ikke røbe så meget mere; Normal People er på én gang en helt ligetil hverdagshistorie og i stand til at bevæge og sætte tankerne i gang. I den på sin vis helt enkle fortælling er der nogle etiske problemer begravet. Et af dem er, om man mon på sin vis opnår en slags magt over et andet menneske, hvis man er i stand til at lytte til vedkommende og være hensynsfuld og forstående. Connell føler selv på et tidspunkt, at han har en sådan magt over Marianne, netop fordi han er så god til at være empatisk sammen med hende.

Noget andet, jeg også holder af ved Normal People er, at Sally Rooney skriver gode og mundrette replikker, der samtidig er lette at læse. De kunne snildt bruges direkte, hvis bogen en dag skulle filmatiseres, måske som tv-serie. Normal People findes i øvrigt også i en dansk oversættelse, der skulle være meget vellykket, omend jeg ikke kender dén udgave.

A.P. Ravn 1947-2019

I dag kunne jeg læse den triste nyhed, at Anders Peter Ravn, af mange kendt som A.P., er gået bort efter længere tids sygdom. A.P. var gennem mange år professor i datalogi, og jeg så ham ofte i mit daglige virke. Han var en god og dygtig videnskabsmand og en rar mand tillige; det er underligt, at jeg aldrig skal se ham igen. Æret være hans minde.

En sommerferiebog: De små tings gud

Arundhati Roy med en af de små ting (en smartphone). Foto: Jean Baptiste Paris (https://www.flickr.com/photos/jeanbaptisteparis/4484941500)

En anden bog, jeg omsider har fået læst i sommerferien, er The God of Small Things af den indiske forfatter Arundhati Roy. Hun fik Booker-prisen for denne roman, der faktisk var hendes debut, tilbage i 1997, og jeg hørte ofte om denne bog som en, det var værd at læse. Samtidig er det en roman, det var svær at følge op på. Det er en historie, man kender også fra andre forfattere (herhjemme ikke mindst fra Knud Romer Jørgensen). Først i 2017 kom “den svære toer” fra Roy, The Ministry of Utmost Happiness. I mellemtiden har hun brugt tiden på aktivisme, ikke mindst mod atomvåben, mod hindu-nationalisme og mod globaliseringens konsekvenser. Det har kastet en lang række essays og samfundskritiske debatbøger af sig, så man kan ikke sige, at Arundhati Roy har lidt af en skriveblokering.

Jeg skal ikke røbe ret meget om handlingen i The God of Small Things, ud over at nævne at den foregår i Kerala hos en indisk familie af syriske kristne (i indisk sammenhæng er dette en trosretning inden for kristendommen, ikke en etnisk betegnelse) og at to af hovedpersonerne er to søskende født i begyndelsen af 1960’erne. På denne måde er bogen tæt på Arundhati Roys egen baggrund og alder. Selv skulle jeg vænne sig til at bogen springer temmelig frit i kronologi og der gik en del sider inden jeg helt forstod familieforholdene (hvem der var i familie med hvem og hvordan), men derefter blev det meget tydeligt for mig, at dette er en velfortjent vinder af Booker-prisen. Romanens skildring af kastesystemet i Indien og hvordan dets absurde og grusomme ideer om medfødte privilegier og indbygget inkompetence påvirker selv mennesker, der synes at de er progressive, er skræmmende. I delstaten Kerala har der i mange år været et stærkt kommunistparti, men kastesystemet lever i værste velgående også dér.

Arundhati Roy selv er også en interessant person; et interview med hende fra maj i år er et godt sted at starte, hvis man er interesseret i hendes aktivisme.

En sommerferiebog: Eichmann i Jerusalem

Foto: Israel Government Press Office (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Adolf_Eichmann_takes_notes_during_his_trial_USHMM_65268.jpg)

Nu er ferien slut, og jeg er vendt tilbage til arbejdslivet.

I mine sommerferie prøver jeg altid at få læst nogle gode bøger. En af dem, jeg kastede mig over i år, var Eichmann in Jerusalem: The Banality of Evil af Hannah Arendt. Bogen er en klassiker (ligesom så meget andet, Arendt nåede at skrive) og giver en kritisk skildring af retssagen mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann, der var ansvarlig for transporterne af hundredetusinder af mennesker til udryddelseslejre under 2. verdenskrig.

Hannah Arendt var selv fra Tyskland og kom fra en jødisk baggrund, men flygtede, da Hitler kom til magten i 1933. Det er derfor ikke så underligt, at netop sagen om Eichmann optog hende og at hun valgte at rejse til Israel for at dække den. Hendes pointe, der dengang var mere kontroversiel end den er nu, er at sagen mod Eichmann i høj grad var en skueproces, der skulle gavne den israelske regering og vise verden, at israelerne var handlekraftige på en måde, som de europæiske jøder ifølge de israelske holdning ikke havde været under nazismen. Noget andet, der også var kontroversielt i sin tid, var at gøre opmærksom på at nazisterne havde forsøgt at gøre jøder til “medskyldige” ved at oprette såkaldte Judenrat af lokale jødiske ledere, overalt hvor de hærgede. Disse Judenrat skulle indsamle oplysninger om lokale jøder, og det gik man med til – i høj grad fordi de lokale jødiske ledere ikke anede, hvad alle disse oplysninger ville blive brugt til. Et tredje faktum, der heller ikke er kontroversielt længere, er at de daværende vesttyske myndigheder i sin tid holdt hånden over ganske mange krigsforbrydere og lod dem fortsætte som “respektable” samfundsborgere. Man kunne sagtens have retsforfulgt Eichmann i Tyskland, men det skete ikke. Det er underligt, at der ikke for alvor er overvejelser om menneskerettighederne set i forhold til international lov, hverken hos Arendt eller hos de implicerede.

Eichmann in Jerusalem er en bog, der sætter mange tanker i gang. Ofte tænker vi på Holocaust som ikke bare et folkemord, men også som en krigsforbrydelse, men det paradoksale er, som Hannah Arendt påpeger, at det bestemt ikke var del af en tysk strategi for at opnå fordele i krigen at myrde så stor en del af Europas civilbefolkning. Tværtimod tog massemordene og hele den morderiske organisation, der stod bag, resurser fra den nazistiske krigsmaskine på et kritisk tidspunkt.

Bemærkelsesværdigt er det også, at Eichmann ganske vist havde begået enorme forbrydelser, men faktisk ikke var så højt i magthierarkiet. Det var i langt højere grad Heydrich og ikke mindst Himmler, der orkestrerede massemordene, indtil krigslykken var vendt i en sådan grad, at man mere eller mindre opgav og “bare” prøvede at dække over grusomhederne. Eichmann var “bare” ham, der sendte folk i døden og gjorde det med uhyggelig grundighed.

Jeg lærte flere (for mig) overraskende ting om Holocaust ved at læse Arendts bog.

En af dem er, at Adolf Eichmann faktisk besøgte Palæstina inden 2. verdenskrig! Han havde læst Theodor Herzls bog om zionisme og opfattede den som en nationalistisk ideologi, som han som nationalist selv kunne forstå rationalet bag. Derfor mente han en lang overgang, at de tyske jøder “bare” skulle deporteres, og det var derfor, han besøgte Palæstina (men endte med at blive deporteret fra Egypten!). Senere skiftede han og andre nazister som bekendt strategi, og ordet “evakuering” fik en ny og meget skræmmende (og hemmelig) betydning.

En anden er, at brugen af gaskamre i højere grad, end jeg troede, var en direkte forlængelse af mordene på handicappede og psykiske syge under nazismens første år. Det var et skift i strategi fra nazisternes side, men ikke overraskende.

En tredje oplysning, der måske ikke er så overraskende igen, men alligevel kom bag på mig. er at den tyske hær systematisk slog sine soldater ihjel, hvis de var hårdt sårede. Faktisk gik nazisterne tilsyneladende med ideen om at tage den ikke-jødiske befolkning med sig i døden, da nederlaget nærmede sig. Alle mennesker kunne undværes i sidste ende under nazismen.

Men en gribende beretning om en tysk soldat, der var det stik modsatte af Eichmann, finder man faktisk også i Eichmann in Jerusalem. Den dukker op under retssagen i form af historien om sergenten Anton Schmidt, der var med i en patrulje, der skulle opspore tyske soldater, der var blevet fanget bag fronten. På denne måde stødte han ind i jødiske polske partisaner og endte med at beskytte dem og hjælpe dem fra oktober 1941, indtil han til sidst selv blev fanget og henrettet i marts 1942. I dag er der en kaserne i Tyskland, der er opkaldt efter Anton Schmidt. Hannah Arendt skriver i sin bog

And in those two minutes, which were like a sudden burst of light in the midst of impenetrable, unfathomable darkness, a single thought stood out clearly, irrefutably, beyond question: How utterly different everything would be today in this courtroom, in Israel, in Germany, in all of Europe, and perhaps in all the countries of the world, if only more such stories could be told!

For mig var det fantastisk at blive mindet om, at der midt i en så grim og grusom verden, fandtes mennesker, der turde og ville handle anderledes.

Omstrukturering til døden

I 2003 blev det store franske teleselskab France Télécom privatiseret. Mange ansatte kunne ikke afskediges, fordi de havde tjenestemandsstatus. Men den nye ledelse ville af med dem. Selv om virksomheden nu var på private hænder, indførte ledelsen metoder, som mest af alt lignede New Public Management – selvledende medarbejdere, performancemålinger, måltal, dynamisk forandring og resultatledelse. Mellemlederne i France Télecom fik bonus alt efter, hvor gode de var til at få medarbejdere til at sige op. Der var konstante omstruktureringer og ændringer af arbejdsopgaver for den enkelte medarbejder. 

Samtidig var France Télécom en virksomhed, hvor de ansatte havde haft en identitet som offentligt ansatte og i høj grad identificerede sig med deres faglighed og med deres arbejdsplads. Nu forsøgte den arbejdsplads, de havde identificeret sig med, at skille sig af med dem.

I denne uge sluttede en retssag, hvor syv medlemmer af topledelsen i teleselskabet France Télécom er tiltalt for at have presset medarbejderne til enten at indstille sig på nye tider – eller sige op. Senere i år falder der dom i denne sag, der røber ganske meget om konsekvenserne af privatiseringer og bestemte former for virksomhedsledelse.

De stadige omstruktureringer blev begrundet med pres ovenfra og med at medarbejderne ikke performede godt nok. En medarbejder udtalte

Presset steg for at få os til at gå selv. Man fortalte os, at vi nok ikke kunne følge med. Vi havde en klump i maven, når vi skulle på arbejde. Vi fik at vide, at det ikke var deres beslutning, men et direktiv fra oven…

Situationen var ekstrem og er eksempel på det, man på engelsk kalder for constructive dismissal – at ledelsen skaber en situation, hvor man forsøger at gøre arbejdslivet uudholdeligt for ansatte for at tvinge dem væk. I alt 19 medarbejdere begik selvmord i perioden fra 2007 til 2010, og flere af dem efterlod afskedsbreve hvori de nævnte presset fra omstruktureringerne som årsagen til at de tog deres eget liv.

Historien om France Télécom viser, at arbejdspladser med vedvarende omstruktureringer og voldsom topstyring hvor medarbejdere hele tiden bliver målt og er i risiko for at blive fundet for lette, skaber en tilstand af konstant stress. Det er dog næppe det eneste eksempel.

Så kommer sommerferien

I dag er det sidste arbejdsdag inden sommerferien. Jeg kunne være fristet til at skrive en masse, for foråret 2019 har været omskifteligt for mig og mange andre og bestemt ikke på den gode måde. Formodentlig fortsætter det desværre sådan. Men det vil jeg lade være med at komme ind på her, og det ikke kun fordi der er bestemte emner, jeg nu er ude af stand til at skrive om her.

Jeg håber, at jeg kan få ro for en stund i min ferie. For jeg tror stadig på sommeren og på de lyse nætter, og jeg vil gøre mit til, at det bliver en vellykket ferie. Samtidig vil jeg benytte anledningen til at ønske alle, der læser dette, en god sommerferie.

Toget som samlingspunkt

Mens jeg skriver dette, er jeg på vej mod Aalborg. I går var jeg rigtig uheldig, men i dag lykkedes det mig at nå tog tids nok til at jeg kommer hjem kun 1 time og 20 minutter senere end oprindelig forventet.

Det er altid interessant at læse danske aviser efter at have været i udlandet. I dag er der i Politiken et lille læserbrev af Svend E. Pedersen, der er tidligere passagerchef i DSB. Han opfordrer til at billetpriserne bliver sat ned, og den personlige service forbedret.

DSB skal have et menneskeligt udtryk. Toget er nemlig et mødested.
Gør det nemt og behageligt at rejse med et DSB-servicecenter i toget. Et rullende rejsebureau, gerne med en café. Det kunne være et mødested, som storebæltsfærgerne var det. Toget skal komme til tiden 1, 2, 3, 4 gange i timen med fast minuttal fra hver station.
Derfor: Omdan DSB til en forening ejet af folket. Et folkeligt fællesskab. Hvis ovennævnte fungerer, betyder hastigheden mindre.

Helt umiddelbart er jeg enig, og jeg er glad for at hele denne vinkel med livskvalitet bliver bragt på banen (undskyld ordspillet). Nu, hvor jeg igen har set det virvar af jernbaneselskaber, der længe har været i Storbritannien efter privatiseringen af British Rail og er ved at opstå i Tyskland efter privatiseringen af Deutsche Bahn, virker det tydeligt, hvad der sker, når offentlig transport bliver anskuet ud fra rene profitmotiver: Den bliver upersonlig og fragmenteret, og togdriften kommer til at virke uigennemsigtig. De ansatte ender med hver især at skulle mestre forskellige opgaver, som måske sket ikke hænger sammen – fra billetkontrol over servering til oprydning. Og der er bestemt ikke altid god tid til passengererne, kan man mærke.

Jeg savner ikke Storebæltsfærgerne som sådan, men nu, hvor jeg bliver mindet om dem, savner jeg det ritual og det fælleskab, der var i at tage færgen. Offentlig transport kunne være både en effektiv og mindre miljøbelastende transportform og en måde at bringe mennesker sammen på, sådan som f.eks. folkeskolen også har været det.