Ubat Veggie

I dag blev min datter Nadia 18 år, og det blev fejret med middag på Ubat Veggie. Jeg har været vegetar og siden veganer i halvdelen af mit liv (i år har jeg faktisk været veganer i 25 år), og i de seneste år er der sket en stor og positiv udvikling i holdningerne til og mulighederne for at spise plantebaseret. Nu er der endda en vegetarisk restaurant i Aalborg, og i aften gæstede vi den for første gang.

Det var godt at bemærke, at så godt som alle borde var optaget – også dette er et tegn på at holdningerne til plantebaseret mad er under forandring. Nogle af gæsterne var endda nogen, jeg kendte..

Der er er mange forskellige tilgange til at drive vegetariske og veganske restauranter; Ubat er, som navnet antyder, er en vegetarisk pendant til naborestauranten Tabu og har ligesom sin søster-restaurant fokus på lokale råvarer. Portionerne er små (og i vegetariske og vegansk sammenhænge er de i særdeleshed små), men smagen fejler ikke noget, og ii det hele taget var restaurantbesøget en god oplevelse.

Nødvendighedens politik – nu forandret

Det er bemærkelsesværdigt, så meget der pludselig sker i valgkampen fra de to partier, der bejler mest direkte til at danne regering. Venstre siger nu, at de årlige nedskæringer på to procent, der rammer bl.a. uddannelsessektoren, ikke skal fortsætte. Anne Matthiesen fra Venstre udtaler at

Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi har fundet penge til at fjerne det allerede fra næste år. Vi har kunnet fornemme, at der her var et område, som var presset. Derfor har vi valgt at prioritere det i vores velfærdspakke…

Mette Frederiksen taler pludselig mere positivt om kvoteflygtninge, og selv Inger Støjberg gør det samme.

Alle disse forandringer, der nu sker, er selvfølgelig forsøg på at bejle til vælgere, der ellers ville søge til andre partier i det, man så ofte kalder for “rød blok”. Hvor man tidligere hørte ekkoer af Dansk Folkeparti, hører man nu en udsagn, der er en slags fortyndede ekkoer af kritikken fra “rød blok”. Men de nye udsagn viser også noget, som alle bør bemærke og bør sige til politikerne, nemlig at “nødvendighedens politik” ikke er så nødvendig, som det ofte er blevet hævdet. Det bør alle huske, når valget er overstået.

Flyvning og rygning: De udsattes eneste trøst?

Alle partier i den nuværende opposition på nær Socialdemokraterne taler for at prisen på cigaretter skal sættes op, så færre unge begynder at ryge. Mette Frederiksens argument for ikke at ville støtte højere priser på cigaretter er

– Jeg vil gerne diskutere alt, også cigaretpriser. Men jeg er også bare socialdemokrat og står her med socialt udsatte mennesker med en dårlig økonomi. …  Jeg er bange for, at hvis man bare hæver prisen, som mange foreslår, så slår man bunden ud af pension og kontanthjælp.

Et tilsvarende argument bruger socialdemokrater for ikke at have en afgift på flyrejser: At arbejderklassen omsider har mulighed for at rejse billigt på ferie med fly, så den glæde skal man ikke tage fra dem.

Det er interessant, at socialdemokratiske politikere taler om cigaretter og flyrejser som noget, bestemte andre mennesker fortjener, en glæde, som man ikke må tage fra dem, selv om den fører til dårligt helbred og alvorlige konsekvenser for miljøet. Men cigaretter og flyrejser bliver markedsført af magtfulde virksomheder, ikke fordi de er tænkt som en trøst for de økonomisk udsatte, men er en mulighed for profit.

Det er også interessant, at socialdemokraterne tilsyneladende ikke forestiller sig, at arbejderklassen og kontanthjælpsmodtagere ville kunne lægge deres vaner om, hvis de fik de gode argumenter for det og kunne få et bedre liv gennem en bedre politik på andre områder. For en afgift på flyrejser bør laves sådan, at den især rammer dem, der flyver meget og flyver langt, og afgifter på cigaretter skal ikke være det eneste, man gør for mod rygning. Det afgørende er, at der samtidig er andre initiativer, f.eks. en mere restriktiv rygelov og bedre alternativer til at rejse med fly. Afgifterne kan hjælpe med at finansiere sådanne tiltag.

Den socialdemokratiske holdning i 2019 er (så vidt jeg kan se) egentlig en holdning om at de andre mennesker, man mener at repræsentere, ikke kan eller skal påvirkes grundlæggende. Holdningen skal fremstå som solidarisk, men den er egentlig mere opgivende og måske også i virkeligheden nedladende – lidt på samme måde som nyere socialdemokratiske holdninger til kultur og til videregående uddannelser, som man nu opfatter som elitære fænomener.

Tidligere tiders socialdemokratisk politik havde noget større tiltro til, hvad arbejderklassen og udsatte grupper stræber efter og formår. Den første socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt sagde at

Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig…

Bomholt var faktisk ikke bare den første socialdemokratiske kulturminister, han var den første danske kulturminister nogensinde. Dengang var holdningen ikke, at man skal “snobbe nedad”, men at det gode liv kunne være for alle.

Børnene kan høre dig

Skærmbillede fra en YouTube-video af og med den racistiske partileder.

Børn opfatter mere af det, der sker ude i samfundet, end man tror. Jeg kan huske mange historier fra bekymrede forældre i 1980’erne, hvor mange var bange for at der ville udbryde atomkrig. Forældrene opdagede, at deres børn også tænkte over den krigstrussel, så mange voksne talte om.

Men netop nu er der nogle voksne, der ved og udnytter det, at børn lytter med, til noget meget usympatisk. Lederen af et racistisk parti, der er opstillet til det kommende folketingsvalg, går helt bevidst efter at nå ud til børn og unge gennem sine YouTube-videoer. Nogle børn i målgruppen efterligner den racistiske og homofobiske retorik, han anvender; andre børn bliver ofre for den.

I Politiken kan man læse om en pige på 12 år, der er bange for at hun kan blive tvunget til at forlade Danmark, og i sidste uge kunne man læse om en dreng på 10 år, der ville slå sig selv ihjel efter at andre børn i hans skoleklasse var begyndt at tale om hvem der skulle “sendes hjem”. På den måde flytter racisterne en konflikt ned i børnehøjde.

Formodentlig sætter børn alle de mange oplysninger, de får på nettet, sammen på en anden måde, og formodentlig lægger de også ekstra mærke til udtalelser, der er ekstreme og særligt eksponerede og enkelt formulerede – og det er præcis tilfældet for udtalelser som dem, den racistiske partileder kommer med. Derfor ville det være værdifuldt, hvis andre politikere (jeg kvier mig ved at kalde den racistiske mand for politiker, men det er han formelt set) ville komme med klare antiracistiske udtalelser som modvægt til det had, der nu kommer frem – og sørge for at børn hørte dem.

Men hvor er du egentlig fra?

Da jeg var ude at samle ind i går, spurgte en af dem, der havde givet penge, om jeg altid havde boet i Danmark. Jeg svarede, at jeg havde tilbragt tre år i Skotland, men at jeg ellers havde boet i Danmark hele mit liv, er født i Arentsminde og i øvrigt kommer fra en gammel Sæby-familie. Men det var jo tydeligvis ikke det, personen mente; jeg ser “ikke dansk” ud. Som jeg tidligere har skrevet her, har jeg et ret broget stamtræ. Det er bestemt ikke Arentsminde og Sæby det hele. Tværtimod.

Det var lidt underligt og faktisk ikke så rart at blive peget ud på den måde som en der er “dansk på en anderledes facon”. Til et møde for nogle få uger siden var der en deltager, der ikke havde mødt mig før, som sagde at jeg så så “interessant” ud – jeg havde “tydeligvis ikke sydeuropæisk baggrund” og min hud var sådan nærmest “olivenagtig”. Det var vist ment som en kompliment, men jeg var bare forlegen og sært tilpas ved det.

Nu er jeg jo en meget privilegeret person – jeg er mand, jeg er akademiker og jeg har sproget nogenlunde i min magt. Så jeg klarer mig uden problemer. Men der var mange år, hvor jeg ikke oplevede sådan nogle reaktioner på min fremtoning. Nu er det så begyndt igen, og det føles underligt at opleve – også selv om jeg inden for de seneste få år omsider er blevet næsten helt blond. Reaktionerne er for mig at se tegn på en holdning, der har noget at gøre med den måde at tale om “danskhed” på, som vi har oplevet gennem snart mange år og med hvor lidt, der skal til for at falde udenfor. Bare det at tale fejlfrit dansk med en anelse ikke-danskklingende accent kan være nok, ved jeg fra andre. Det er måske ikke nationalisme, men det ligner lidt. Og det afslører samtidig en måde at vurdere et menneske på ud fra nogle tilfældige ydre kendetegn, som specielt er én, man kan være ude for, hvis man er kvinde. Kvinder bliver uforholdsmæssigt ofte vurderet på deres ydre fremtoning på en måde, som mænd som regel slipper for.

En solstrålehistorie

I kan stadig nå at give et beløb.

I dag samlede jeg ind til SOS Børnebyerne, der arbejder for at give forældreløse og udsatte børn i 130 lande en tryg barndom i en kærlig familie – for i dag er det Mors Dag. Ligesom andre år (og til indsamlinger for andre organisationer) har jeg haft en indsamlingsrute i bestemte gader i nærheden af min bopæl. På den måde har jeg erfaring for at der er nogle steder, hvor de altid giver, og andre steder, hvor de aldrig giver.

Der er et sted på en vej, hvor der er en ældre mand, der har rejst en del i Afrika. Han giver altid. Og på samme vej bor forældrene til en af min datters tidligere klassekammerater. De giver også altid. Men jeg ved også, at der længe henne ad samme vej er et tilrøget hus med en gammel dame, der ligegyldigt hvad jeg har samlet ind til, med et smil siger at hun er “fuldstændig ligeglad”. Det gjorde hun også i år.

Og et helt fjerde sted på samme vej er der en modvillig ældre mand, der altid begynder at udspørge mig og komme med detaljerede argumenter i et temmelig nedladende tonefald for hvorfor han ikke vil give. Denne gang spurgte han mig, hvilke lande, SOS Børnebyerne arbejder i (her kunne jeg svare, at det drejede sig om 130 lande) og hvor stor en del af organisationens budget, der går til administration. Her måtte jeg henvise ham til SOS Børnebyernes årsrapport. “Alle siger jo, at de ikke bruger ret meget til administration, men hvordan skal man kunne tro på dét?” sagde han. Og så tilføjede han at “Måske er alting godt i 120 af de 130 lande, men det kan jo være, at de børn, der bliver hjulpet, vokser op og bliver terrorister.” Jeg gav ham en folder og ønskede ham en god dag.

Men derefter indså jeg, at han ikke skulle få skovlen under mig denne gang. Jeg gik hjem og fandt SOS Børnebyernes seneste årsrapport og tog en udskrift af den. Bagest i den 40 sider lange rapport er organisationens officielle regnskab og en undersøgelse af impact, dvs. hvor mange børn, det lykkes at hjælpe videre. Det er kun 6,5 procent af SOS Børnebyernes budget, der går til administration, og i 2017 vidste man, at det er 84 procent af alle børn, som godt videre i voksenlivet takket været de projekter som SOS Børnebyerne står for. Og så ringede jeg til SOS Børnebyernes indsamlingskoordinator og fik en snak med hende og med organisationens kommunikationschef om hvordan man dog skal håndtere det triste argument om terrorisme. Her er argumenterne de oplagte: Man kender ikke til nogen tilfælde af at nogen børn fra SOS Børnebyernes projekter skulle være blevet terrorister, og den bedste garant for at man ikke bliver terrorist eller på anden måde begår grov kriminalitet er, at man får en god og tryg barndom og en uddannelse.

Således bevæbnet med argumenter gik jeg tilbage til den modvillige ældre mand og talte med ham. Jeg gav ham årsrapporten, viste ham lagkagediagrammet over budgetposterne og tallene, der viser et impact på 84 procent, og jeg fortalte ham, at jeg havde talt med SOS Børnebyernes sekretariat.

– Tænk, at du har gjort alt det. Og du har selv skrevet rapporten ud til mig. Du må gerne beholde den, så du kan vise den til andre, der er i tvivl. Nu er jeg overbevist. Jeg vil gerne give dig penge, sagde han.

Derefter fulgtes jeg med ham ind til hans hoveddør, hvor han kaldte på sin hustru. Hun skulle finde kontanter, og selv gav han 50 kroner yderligere på MobilePay.

Det er den slags oplevelser, der (alt andet lige) gør at jeg er optimist.

(I kan selvfølgelig også give et beløb til SOS Børnebyerne på MobilePay på nummer 75301.)

I hyggesexismens hjemland?

En ny undersøgelse, som bliver omtalt i The Guardian, viser at feminismen lever og har det dårligt i Danmark. 25.000 mennesker i 23 lande er blevet spurgt om deres holdninger til feminisme og ligestilling mellem kønnene. I Danmark er det kun 1 ud af 6 adspurgte, der ser sig selv som feminister, og kun 1 ud af 4 kvinder. I lande som Italien og Spanien har flere kvinder feministiske holdninger end i Danmark. Hver tredje danske kvinde har ingen problemer med at mænd pifter efter dem på gaden. Kun i Nigeria er der flere kvinder, der har denne holdning.

Nogle vil se det som en form for sejr – at vi må nået så langt i vores danske frisind, at nogle kvinder ikke har noget imod den slags adfærd. Men jeg tænker på det som samme triste fænomen som “hyggeracismen” – den praksis at udtrykke intolerante holdninger over for etniske mindretal, men pointere at det “bare er for sjov”. Der er en stiltiende antagelse om at det, man hævder er for sjov, faktisk er for sjov. Problemet med “hyggeracismen” er desværre, at det bestemt ikke er alle mennesker fra etniske mindretal, der synes at den er hyggelig – men samtidig er den ikke nem at bekæmpe, for man ender meget let med at få at vide, at man bare ikke har humoristisk sans og ikke er afslappet nok. Derfor ender nogle med at acceptere “hyggeracismen” for ikke at falde udenfor. Men “hyggeracismen” er ikke tegn på at vi er nået langt i vores frisind; tværtimod er den et forsøg på at bagatellisere nogle problematiske holdninger og omgangsformer.

Det samme må gælde for “hyggesexismen”. Der kan sagtens være seksuelle konnotationer, herunder flirt, i omgangen mellem mennesker, men begge parter skal være indforstået med at det er sådan – præcis ligesom man sagtens kan lave sjov med hinandens etnisk betingede forskelle, hvis alle parter er indforstået med det og gerne deltager. Ellers bør man lade være.

En mand med opmærksomhed

Der findes en mand i Danmark, som stiller op for et nyt parti, der bedst kan beskrives som fascistisk og racistisk. Han bruger sin tid på smagløse provokationer og ytrer sig nedladende, groft og hadsk i medierne. Alle taler om ham, og han er nu på forsiden af dagbladene næsten hver dag. Det passer ham desværre fint, ekstremt opmærksomhedssøgende som han er. (En af kandidaterne i hans parti er en lige så opmærksomhedssøgende arbejdsløs journalist, som selv står bag en række smagløse og provokerende handlinger i det offentlige rum og tilmed har en dom for vold.) Mange tager afstand fra det opmærksomhedssøgende parti og dets leder, men det eksponerer det bare endnu mere. For ikke så længe siden fik et andet højrenationalistisk parti og dets kvindelige leder en tilsvarende opmærksomhed i medierne.

Men hvad gavner al denne opmærksomhed kampen mod had? Det må og skal være muligt at være antiracist og at kæmpe mod racisme og had uden at tale om dem, der helt åbenlyst betjener sig af racisme og had. Hvor ville jeg dog ønske, at der i valgkampen (og ellers) kom nogle positive og antiracistiske udsagn fra regeringspartierne og Socialdemokraterne i stedet for alle de mange udsagn, der alene siger at “vi tager afstand”. Det undrer mig dog ikke; det er svært for dem at sige at alle mennesker i dette land har samme rettigheder, når de så ofte har stået bag politiske tiltag, der afspejler det modsatte. På den måde bliver den åbenlyse intolerance desværre et skjold, som den “pæne” forskelsbehandling kan dække sig bag.

Undervisningens dag 2019

I dag var der igen Undervisningens Dag på Aalborg Universitet. Jeg har været ved hvert år, og 2019 var ingen undtagelse. Det påfaldende er, at de, der deltager til Undervisningens Dag, alle er erfarne undervisere, der interesserer sig særligt for og er meget engagerede i undervisningsopgave og ofte endda får positive kommentarer om deres undervisning. Alle de andre – de uerfarne, dem, der får negativ kritik, dem, der ikke engagerer sig ret meget i undervisningen – ser man ikke rigtig noget til.

Der var to indbudte foredrag med henholdsvis Tony Bates, en uddannelsesforsker fra Canada, og Jan Damsgaard, der er professor på CBS. Tony Bates’ foredrag handlede om undervisning i en digital tidsalder, og det var nemt for mig og andre at relatere til. Jan Damsgaards foredrag fokuserede udelukkende på hvordan ændringer i teknologi vil påvirke markedsøkonomi og beskæftigelse. Kun på den allersidste slide stod problembaseret læring nævnt helt kort. Jeg og mange andre fandt emnet helt malplaceret, men det er formodentlig helt i tråd med AAUs tanker om økonomisk styring og markedsgørelse.

Dagens gode overraskelse var foredraget af Johan Heinsen, der er lektor i historie og i år fik prisen som Årets Underviser på AAU. Johans overvejelser om god undervisning og hvad det vil sige at være en god underviser er ikke nær så specifikke for historiefaget, som han måske selv tror. Og hans karakteristik af problembasering – at et problem, man nemt kan svare på, ikke er et problem, og at et problem, der ikke angår nogen, ikke er et problem – er fanget lige på kornet.

Selv deltog jeg i en workshop, der skulle præsentere det nye Kompetencecenter for Digitalt Understøttet Læring (CDUL), som AAUs ledelse har oprettet. Jeg har ikke selv noget med CDUL at gøre, men mine erfaringer med flipped classroom blev brugt som en case.

(Jeg havde i sin tid selv haft et andet forslag til workshop om et helt andet emne, men det kunne alligevel ikke godkendes, og derfor blev det som det blev – med mig som indslag i CDULs workshop. Min ærgerlige fornemmelse er, at også Undervisningens Dag er ved at blive transformeret til et sted, hvor AAUs ledelse kan eksponere sig selv.)