Kategorier
Blog Filosofi i lommen

Hyldest til det middelmådige

Foto: Average by Nick Youngson CC BY-SA 3.0 Alpha Stock Images

Der er eliteforskerpriser. Der er eliteprogrammer på nogle uddannelser. Man kan stå på den største scene som hovednavn foran 20.000 tilskuere en lørdag aften, når der igen kommer musikfestivaler. Nogle universiteter bliver udnævnt (nogle gange af sig selv) til at være verdensførende.

Men der er kun ét hold, der kan vinde Danmarksmesterskabet i en sportsgren – der er godt nok både fodbold for mænd og for kvinder, men holdene er forskellige. Der er kun én person, der kan blive årets eliteforsker. De fleste musiknavne spiller ikke på hovedscenen. Der er mange, der ikke bliver optaget på eliteprogrammer på uddannelserne, og de bliver meget ofte færdiguddannede alligevel.

Hvorfor er det egentlig så vigtigt at være førende? For et par år siden skrev jeg om, hvor svært det er at vide om man er god nok. Det er efterhånden som om den implicitte antagelse er, at man skal være førende for at være god nok. Men mere end 99% af alle andre mennesker har ikke været førende til noget som helst og lever endda. Undersøgelser viser, at de fleste mennesker, når de bliver spurgt, vil hævde at de er bedre begavet end gennemsnittet. Det kan ikke være korrekt. De fleste af os er gennemsnitlige. Men selv om det forholder sig sådan, er vores indsats og hele eksistens nødvendig.

Jeg vil derfor godt have lidt mere respekt om det at være middelmådig. Faktisk synes jeg, at ordet skal rehabiliteres. Man skal også kunne få anerkendelse for at være middelmådig.