Jeg burde lære det…

Logoet for Coq (http://www.inria.fr)

I dag var der statusseminar på 4. semester af datalogiuddannelsen, hvor projektgrupper fremlagde problemformuleringerne i deres projekter. En projektgruppe, som jeg vejleder, havde i deres materiale nævnt bevisassistenten Coq (som et eksempel på hvordan man ved hjælp af en bevisassistent kan implementere en bevisligt korrekt oversætter til et programmeringssprog). og da måtte jeg modstræbende indrømme, at jeg inden for de seneste år ofte har haft en ambition om at komme til at lære at bruge Coq, så jeg kunne formalisere alle mine beviser én gang for alle. Jeg har tidligere her skrevet om de store resultater inden for formaliseret matematik, som er nået gennem brug af Coq. Og jeg røbede, at jeg havde købt Adam Chlipalas bog om Coq, da jeg var til POPL2019 i Portugal i januar i år. Nu ligger bogen og truer på et bord på mit kontor; jeg havde lovet mig selv at bruge en eftermiddag om ugen på at komme i gang med at lære at bruge bevisassistenten. Men endnu har jeg end ikke fået læst bogens forord. Min ambition om at lære Coq er desværre på vej samme sted hen som min ambition om at blive bedre til at spille guitar. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det på denne måde. Til POPL2019 mødte jeg flere, der havde det på den måde og havde samme underlige længsel som mig.

En studerende fra en anden gruppe spurgte til statusseminaret, om ikke jeg kunne give ham en henvisning til Chlipalas bog, for det ville han da gerne give sig i kast med. Og det kunne jeg selvfølgelig – bogen kan hentes kvit og frit hos forfatteren som PDF-fil.Det vil være noget helt særligt, hvis den første person på Aalborg, der lærer at bruge Coq, bliver en studerende på 4. semester af bacheloruddannelsen!

Chikane som jagt på mening

Helle Rabøl Hansen er en af de mest fremtrædende danske forskere inden for det ubehagelige fænomen, som mobning er. I en artikel i DPUs blad Asterisk fra marts 2013 skriver hun

Påstanden… er således, at mobning kan tillæres i elevfællesskabet, ligesom en 2. gradsligning kan det. Læring forstås her som forandring gennem deltagelse i fællesskabet, og læring er dermed gjort til mere og noget andet end undervisning. Mobning kan ud fra denne læringstilgang forstås som et fælles tredje, noget at samles om – en fællesskabsakse. 

Det er en interessant og egentlig ikke overraskende konklusion af flere årsager. For det første fordi det indebærer, at for den gruppe, der udøver chikane, er det selve dét at udpege et offer og chikanere offeret, som er med til at skabe mening. Så man skaber mening og fællesskab ved at holde andre udenfor og ved at chikanere dem. For det andet, fordi det indebærer at den, der bliver chikaneret, ikke kan stoppe chikanen ved at lave om på sig selv.

I mange beretninger om mobning i skoleklasser slår klassens flertal ned på et eller andet tilfældigt ved den, der bliver mobbet. Måske er det noget, offeret for mobningen ikke kan gøre noget for at ændre. Måske er det noget, ingen ville bemærke i en velfungerende klasse.

I mange beretninger om forskelsbehandling af mennesker fra etniske eller seksuelle mindretal er det på samme måde. Den, der er offer, kan gøre meget for ikke at skille sig ud – men bare et anderledes navn, en lille smule accent eller simpelthen andres dom om at “være anderledes” er nok. Det voldsomste eksempel på dette er selvfølgelig antisemitismen i Europa. Millioner af mennesker forsøgte over en lang periode at assimilere sig fuldstændig i de europæiske samfund, giftede sig med ikke-jødiske landsmænd og forlod ofte også den jødiske religion. Men alligevel kom den helt ufattelige forbrydelse, vi i dag kender som Holocaust.

Hvor meget af den stærkt negative omtale af flygtninge og asylansøgere og etniske mindretal, vi ser i dagens Danmark, er mon i virkeligheden et befolkningsflertals jagt på en fælles mening? Min fornemmelse er, at det faktisk er en meget væsentlig bestanddel af det. For samtidig har vi set ganske mange forsøg fra “flertalsdanskere” på at tale om danskhed og hvad det mon vil sige at være dansk – og ganske mange debatindlæg fra borgere, der opfatter sig selv som danskere og egentlig bare vil være del af fællesskabet, men oplever at de ikke bliver accepteret som del af et sådant fællesskab.

Et bogstav på en kasket

I går kunne jeg hos DRs nyheder læse, at en 35-årig mand af Københavns Byret var blevet idømt 40 dages fængsel for at gå med en kastet, der havde et stort “F” fortil. Desuden fik han forbud mod at færdes bestemte steder i København – han må ikk opholde sig på bestemte, navngivne gader.

Manden var tidligere blevet dømt for at være medlem af banden Loyal To Familia, og u mente anklagemyndigheden, at han videreførte bandens aktiviteter og signalerede dem til andre ved at bruge denne kasket. Sanktionen om et opholdsforbud kommer af, at han havde overtrådt et tidligere nedlagt opholdsforbud.

Jeg har intet pænt at sige om banderne eller det de gør; de er en samling hærdede kriminelle. Og selv bor jeg kun få hundrede meter fra Helle Angels’ klubhus i Nørresundby, så jeg ser af og til medlemmer af en bande i bybilledet. Men denne dom om kasketten med bogstavet “F” er på én gang usædvanligt tidstypisk og mere symbolsk end noget andet. Den vidner om at man tror, at man kan regulere menneskers adfærd ved at forbyde dem at gå med bestemte beklædningsgenstande. I et andet tilfælde prøvede man at ramme samme bande ved at udvise et ledende medlem, der ikke var dansk statsborger (men havde boet i Danmark hele sit liv). Også udvisning er som bekendt blevet en populær form for sanktion.

Når den 35-årige mand har udstået sin fængselsstraf for at gå med kasket, er han blevet en slags offer for systemet i nogle menneskers øjne og dermed høste en vis sympati. Og han vil sikkert bare flytte sin bandeaktivitet til andre dele af København (måske via mellemmænd) og signalere sit bandetilhørsforhold på en anden måde end med en kasket (idet vi antager at det faktisk var dét, bogstavet “F” var på kasketten for).

Og jeg bemærker, at bogstavet “F” på en kasket i sig selv kan udløse fængsel, mens f.eks. det store skilt på Helle Angels’ klubhus i Nørresundby kan hænge der i ro og fred.

Hvornår er det vold?

En kvinde kaster en stol ud fra et højhus og ned på en befærdet vej. Foto: Skærmbilleder fra video på Facebook.

Omkring 2005 var der en afskyelig tendens på de sociale medier, den såkaldte happy slapping, hvor unge mennesker overfaldt en tilfældig forbipasserende og filmede volden for at dele den på Internettet. Gerningsmændene hævdede, at det “bare var for sjov”, men de færreste ville betvivle, at der her var tale om vold. Og for nylig kunne man på BBCs websted læse om en ung kvinde i Canada, der smed en stol ud fra en altan i et højhus. Stolen ville med stor sandsynlighed lande på en stærkt befærdet vej; heldigvis kom ingen dog noget til. Hendes handling var “bare for sjov” og blev filmet og delt på Facebook. Var der tale om vold? Nogle vil sige ja – for kvinden kendte til konsekvenserne. Andre ville sige, at hun “bare” var tankeløs, at hensigten var en helt anden end at skade trafikanter – nemlig at vise noget “sjovt” på Facebook. Men hun må også have kendt til de mulige konsekvenser.

Hvad så med alt det skadelige, mennesker gør ved verden, selv om de kender de sandsynlige og alvorlige konsekvenser? Den amerikanske forfatter Rebecca Solnit (der bliver interviewet i dagbladet Information i dag, men om noget andet) nævner i et essay fra 2014 handlinger som Exxons planer om at udvinde så mange fossile brændstoffer som muligt, uagtet at det vil forværre CO2-udledningen til Jordens atmosfære voldsomt, og det, at 16 millioner børn i USA lever med sult (ifølge tal fra USAs landbrugsministerium) som eksempler på vold fra magthaverne.

Mange vil blive provokeret af et sådant udsagn – de vil sige, at den slags er triste konsekvenser, men ikke vold. Men vi ved, at disse handlinger med stor sandsynlighed vil skade andre og skade miljøet, selv om deres erklærede formål er noget andet end at volde skade. På den måde er der en forbløffende lille forskel fra at smide en stol ud fra et højhus og ned på en befærdet vej.

Men hvis Exxons planer om olieudvinding og USAs manglende socialpolitik ikke er vold, da er der tale om tankeløshed. Er det mere beroligende at kalde det dét?

Psykisk nedslidning

I dag er der en artikel i Politiken, der har gjort et stort indtryk på mig. Den handler om Linda Kragelund, der var lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet (i dag lagt ind under Aarhus Universitet) og i en alder af 58 år gik ned med flaget.

Her er nøglecitatet fra artiklen.

Grænsen mellem arbejde og fritid var udvisket, og der var meget rejseaktivitet. Linda Kragelund oplevede et stigende arbejdspres, hvor opgaver skulle rettes på normeret tid, og mere og mere af hendes arbejdstid gik med undervisning, mens fritiden måtte tages i brug til at forske. Efter nogle år blev det for meget. 

»Rigtig mange års pres fik mig til at gå ned«.

»Jeg har arbejdet i weekender og på helligdage. Jeg gav ikke mig selv lov til at holde fri, for jeg skulle hele tiden tjene timer ind. Hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg blive fyret«.

Til sidst gik hun til sin fagforening for at få råd til at strukturere sine arbejdsopgaver bedre. Det endte med, at arbejdsmiljøkonsulenten, dybt alvorligt, beordrede hende til at melde sig syg. 

»Herefter lå jeg i sengen i mange uger. Jeg kunne ikke rejse mig. Min mand gjorde alt for mig. Han skulle fortælle mig, hvor tit jeg skulle skifte undertøj. Jeg kunne ikke gabe, jeg kunne ikke græde. Sanseapparatet var virkelig ødelagt«, fortæller Linda Kragelund. Med en alvor i stemmen, der vidner om, at hun i dag godt selv ved, at det virkelig gjaldt hendes liv.

I dag arbejder Linda Kragelund på en erhvervsskole, hvor hun underviser flygtninge, og det fremgår af artiklen, at hun er glad for dette arbejde. Men hun har stadig mén fra sin akademiske karriere, der gik så galt, bl.a. smerter i fødderne og lydfølsomhed.

Jeg vil aldrig sammenligne den psykiske nedslidning med den nedslidning, som mange års hårdt fysisk arbejde kan give – for de to former for nedslidning er helt forskellige af natur. Men den mentale belastning er også reel for ganske mange vidensarbejdere, der tager deres arbejde alvorligt og samtidig lever med omskiftelighed og stadigt flere konkurrencebetingede krav. Nogle siger, at det kan løses med mentale teknikker som meditation, og noget kan det da også hjælpe. Men de ydre omstændigheder skaber også en virkelighed, som selv nok så megen introspektion ikke kan ændre.

Det kan hjælpe at ændre på pensionsalderen, men den rigtig store ændring, der er nødvendig, er at skabe et arbejdsmiljø, hvor man ikke bliver slidt ned, men kan gøre det, man er god til og i trygge rammer. Det gælder også for vidensarbejdere. Beslutningstagerne er nødt til at overveje, om alle sanktionerne, al konkurrencen og den konstante trussel om fyring virkelig er det hele værd.

Bliv væk fra årsfesten

Nu kommer invitationerne ud til Aalborg Universitets årsfest 2019, der finder sted til maj. Jeg kan imidlertid ikke forsvare at deltage i en fest, der bliver afholdt af et universitet, der netop har fyret mere end 100 af mine kolleger. Jeg har været bisidder til fyringsmøder og har oplevet venner og bekendte, der efter mange års tro tjeneste og ansvarsfulde arbejdsopgaver pludselig fik at vide, at de var dem, man bedst kunne undvære. Det var knugende, og det var grimt. Institutter bliver slået sammen med kort varsel, og medarbejdergruppen på andre institutter bliver mere end decimeret. Man kalder det en budget-tilpasningsproces, men det er intet andet end en fyringsrunde og nogle pludselige organisatoriske ændringer, der bliver trukket ned over hovedet på os. Der er ikke noget at fejre netop nu.

Jeg var studerende på AUC, og jeg har altid tidligere gerne villet fortælle andre om det gode, der var på det universitet, som også var mit. Jeg holder af at forske og undervise og af at være akademiker. Men det, der sker på AAU i disse år, gør mig bekymret og vred. Selvtilfredsheden og kynismen repræsenterer et menneskesyn, der ligger mig og mange andre fjernt.

Jeg har nu denne opfordring til mine kolleger: Lad os vise vores solidaritet med vores fyrede kolleger og blive væk fra Aalborg Universitets årsfest 2019. I stedet, lad os kontakte vores fyrede kolleger og mødes med dem – måske endda den aften, hvor ledelsen gerne vil fejres. Lad den fejre sig selv uden os.

Alle har ret til at bruge retten

Grafik: Meredith Stern (https://justseeds.org/product/article-6-udhr/)

Jeg tror ofte, at lavpunktet er nået i dansk flygtningepolitik, men hver gang tager jeg fejl. Efterhånden handler det nu for politikerne om at skaffe sig af med menneskerettighederne.

I dag kan jeg læse at Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti vil gøre det umuligt for flygtninge og asylansøgere at sagsøge de danske myndigheder.

Den konkrete anledning er, at et syrisk ægtepar af Københavns Byret er blevet tildelt en erstatning på 10.000 kroner hver for at være blevet adskilt af de danske myndigheder. I et spørgsmål til Inger Støjberg spørger Martin Henriksen

…hvilke muligheder der er for enten helt at afskære eller alternativt begrænse asylansøgeres og/eller flygtninges muligheder for at føre retssager mod den danske stat eller andre offentlige myndigheder eksempelvis ved i visse tilfælde at fjerne muligheden for at søge økonomisk kompensation, således at domstolen fortsat kan dømme, men uden at tildele økonomisk kompensation i tilsvarende sager.

Her bemærker jeg, at artikel 6 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger at

Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.

Det, Martin Henriksen her anfægter, er med andre ord en af de fundamentale menneskerettigheder. Det er bekymrende, at en toneangivende dansk politiker så systematisk vil underminere retssikkerheden. Og jeg spekulerer på, hvordan Socialdemokraterne vil reagere her.

De, der intet har, skal fyres

I Nordjyske er der i dag et langt indlæg fra rektor Per Michael Johansen og bestyrelsesforperson Lene Espersen, hvori de forsvarer massefyringerne på Aalborg Universitet. Som så ofte før lægger de skylden over på regeringens nedskæringer på uddannelserne. Men de forsvarer også deres budgetmodel som nødvendig. De skriver:

Hvis vi skal finde flere penge til fakulteternes forskning, skal det ikke ske på finansloven, men hos offentlige og private fonde.

Af samme årsag har vi indført vores nye – og i visse kredse udskældte – budgetmodel.

Tidligere afleverede fakulteterne en fast procentsats af deres indtægter til en fælles pulje, som bl. a. finansierer fælles funktioner som universitetsbibliotek, økonomiafdeling og campusservice. Bidraget blev trukket af både fakulteternes bevillinger fra finansloven og fra eksternt hjemtagne forskningsmidler.

Det vil i princippet sige, at de forskere, som tog mange eksterne bevillinger hjem til deres forskning, var med til at finansiere de forskere, som ikke gjorde det.

Med den nye budgetmodel trækkes det fælles bidrag kun af fakulteternes bevillinger fra finansloven, hvorimod de får lov til at beholde alle de forskningsmidler, de kan søge hjem fra eksterne fonde og andre donorer.

Hensigten er at skabe et større incitament til at hente eksterne midler hjem til forskningsbudgetterne. For dem har vi som nævnt brug for, hvis vi vil øge mængden af forskning på universitetet.

Det har allerede længe været en målsætning, at en stadigt mindre del af universiteternes budget skulle dækkes af basisbevillingerne. Det bemærkelsesværdige er her, at universitetets ledelse gennem den nye budgetmodel skaber yderligere fokus på eksterne forskningsmidler.

Rektors og bestyrelsesforpersonens udtalelser lyder unægtelig som om vi universitetsansatte ikke har incitament til at søge forskningsmidler. Men vi er sørgeligt bevidste om dette allerede. Uden forskningsmidler kan man ingen ting. Men sandsynligheden for at få eksterne forskningsmidler er ofte under 10 procent. Også jeg har meget svært ved at få eksterne forskningsmidler, selv om jeg er inden for det teknisk-naturvidenskabelige fagområde. Jeg er yderst opmærksom på hvad manglende forskningsmidler betyder. Siden 2010 har jeg således ikke haft PhD-studerende, men det skyldes ikke, at der ikke har været studerende, der var interesserede. Det er simpelthen ikke lykkedes mig at skaffe forskningsmidler. Jeg har bedt de interesserede kandidater om at søge til udenlandske universiteter, og det har de så gjort.

I 2017 brugte jeg selv fire måneder på at skrive en ansøgning til EUs Horizon 2020-program. Den kom over tærsklen, men blev alligevel afvist. Jeg brugte al min forskningstid forgæves på at søge om midler til at jeg kunne forske.

En af de fyrede AAU-ansatte, som jeg var bisidder for ved et fyringsmøde, fortalte mig, at han havde søgt forskningsmidler hos EU. Og han var ligesom jeg fra naturvidenskab. Hans ansøgning tik 90 point ud af 100 mulige. Men grænsen var 92 point. Og nu skulle han fyres, fordi han ikke havde midler til at betale sin egen løn.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan forholdene er inden for humaniora og samfundsvidenskab. Rektor og bestyrelsesforpersonen nævner godt nok, at Novo Nordisk-fonden har udvidet sin fundats, så man også kan søge midler inden for “sociale og humanitære formål”. Men er det virkelig meningen, at vigtig forskning skal finansieres af private fonde? Det er det åbenbart.

Universitetet fremstår mere og mere som en tom skal, hvor vi, der skal undervise og forske, skal skaffe midler til vores egen løn, mens finanslovens bevillinger går til ledelse og centraladministration, der fordeler dem efter forgodtbefindende (bl.a. via de såkaldte 5-procent-midler). Og der bliver ingen intern omfordeling af de eksterne midler. Det kan ikke ende med andet end at øge uligheden mellem forskerne på Aalborg Universitet. De, der har, vil få mere, mens de, der intet har, skal fyres.

Romaner som erfaring

Nogle klassiske romaner.,

Der er en artikelrække i dagbladet Information for tiden om den tendens, der er til at kunst og kulturelle aktiviteter i det hele taget dukker op i sundhedsvæsenet. Det, der ligger bag, er en opfattelse af at kunst (i bred forstand) kan gøre noget for det enkelte menneskes sundhed. I denne weekend er der en opfølgende artikel, hvor kunstnere og andre fra kulturbranchen bliver spurgt, hvad de synes om denne tilgang.

En af dem, der udtaler sig, er forfatteren Søren Ulrik Thomsen. Han siger bl.a.

Det er hele ideologien bag, jeg ikke bryder mig om. Og ved du hvad? Jeg synes også, at der ligger en lille talen ned til ’patienterne’ her. Det er statens opgave at sikre lige adgang til kulturgoderne, men mon ikke borgerne er så myndige, at de styret af deres egen lyst og nysgerrighed kan finde frem til de digte, film og kunstudstillinger, som interesserer dem?

Det synspunkt forstår jeg sådan set godt. Jeg tror ikke, at man kan “ordinere” bestemte bøger eller musik. Men samtidig må jeg sige, at jeg har lært meget om menneskesindet ved at læse gode romaner. En skønlitterær forfatter er nemlig nødt have indsigt i menneskesindet og menneskers adfærd for at kunne skildre menneskers tanker og følelser overbevisende.

Den canadiske psykolog Keith Oatley har undersøgt (ved brug af MRI-scanning) hvordan hjernen bliver påvirket, når man læser skønlitteratur. Hans konklusion er, at man bliver bedre i stand til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser, når man læser seriøse, litterære romaner (her i modsætning til f.eks. triviallitteratur). Når man læser om andre menneskers oplevelser og følelser, kan hjernen reagere på samme måde, som hvis man oplevede eller følte det samme selv.

Skønlitteratur kan på denne måde ses som en anden måde at opnå erfaringer på. Det er et rigtig godt argument for, hvorfor det er vigtigt at læse. Og det er måske herfra helbredelsen kommer – fra oplevelsen af, at andre stod i problemer der lignede éns egne og af de erfaringer, de gjorde sig.

Aktivismedag i Amnesty International

I dag var jeg til aktivismedag i Amnesty International. Dagen fandt sted i Odense, og jeg havde været med til at arrangere den. Men hovedkræfterne var unge kvinder – Sif (der har et studiejob på sekretariatet), Cecilia (fra Odense) og Mirela (fra Aalborg). Denne gang var vi en blanding af oplægsholdere og aktivister fra grupper rundt om i landet.

Vi begyndte dagen med at mindes én, vi alle savner: Linda Jørgensen, der gennem mange år var en vigtig skikkelse i Amnesty International i Odense. Den 2. januar i år mistede hun livet i togulykken på Storebælt. Det er underligt at være til et Amnesty-arrangement i Odense, hvor Linda ikke er med, og det er svært at fatte, at vi aldrig skal se hende igen.

Om eftermiddagen var der et vigtigt punkt om et af de problemer, der optager os i Amnesty Internationals danske afdeling. Claus Juul, der er juridisk konsulent på sekretariatet, kom forbi og gav et langt og informativt oplæg om situationen om udrejsecentrene for afviste asylansøgere. Især situationen for børnefamilierne på Sjælsmark udrejsecenter giver anledning til stor bekymring for os.

Dagen sluttede med et punkt om vores aktivismepanel, hvor både Mirela og jeg nu er med. Det er altid godt og inspirerende at møde Amnesty-medlemmer fra andre dele af landet. Trist er det, at menneskerettighederne har så lav status rundt om i verden – og også i Danmark – som tilfældet er, men i Amnesty International er vi optimister: Vi tror på, at vi vil også i fremtiden vil kunne skabe en afgørende forskel gennem vores arbejde.