Rigtige eksperter

To kendte danskere, der ofte udtaler sig i medier og desuden er populære foredragsholdere, er “hjerneforskeren Ann-Elisabeth Knudsen” og “musikeren Peter Bastian, der også er teoretisk fysiker”.

Men hvad er de egentlig? I en kronik af Karen Ravn, der kritiserer Ann-Elisabeth Knudsens konklusioner for at være uvidenskabelige, kan man læse dette:

“Jeg er ikke forsker, jeg er praktiker, jeg arbejder med genoptræning af børn og unge med hjerneskader. Jeg er ikke hjerneforsker, jeg er lektor i psykologi”, understreger Ann-Elisabeth Knudsen.

“Ann-E. Knudsen – hjerneforsker, konsulent og foredragsholder” er imidlertid overskriften på samtlige sider på www.ann-e-knudsen.dk

“Så skal jeg lige have snakket med min webmaster”, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Jeg har selv prøvet at se på Ann-Elisabeth Knudsens webside; hendes CV rummer ikke nogen oplysninger om, hvor hun faktisk er lektor. Også dét undrer mig.

Og hvordan er det med Peter Bastian, der har ca. 275.000 hits på Google? I en lang artikel i Information i denne uge bliver han kaldt for teoretisk fysiker og videnskabsmand. Jeg kan ikke se nogen steder, hverken i artiklen eller andre steder, at han nogensinde har været ansat som teoretisk fysiker, endsige at han skulle have fuldført sit studium.

Selvfølgelig vil jeg aldrig anklage Ann-Elisabeth Knudsen eller Peter Bastian for at være ubegavede, og jeg er heller ikke ude på at forhindre dem i at være foredragsholdere. Min bekymring er, at medierne tildeler dem en autoritet, der er misvisende, og deres lidt plumrede CV’er burde de også gøre noget ved.

Som om det var i går

Terrorhandlingerne i Norge, hvor terroristen frekventerede højrenationalistiske websteder og en artikel i Information om nogle højrenationalistiske blogs, der bliver læst flittigt af politikere, har fået mig til at læse nogle af de højrenationalistiske blogs fra Danmark i et forsøg på bedre at kunne forstå, hvad der foregår denne verden. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er underlig læsning; der er tale en sub-blogosfære, hvor man flittigt linker til hinanden og bekræfter hinanden. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i – på min blog linker jeg også til dem, jeg synes om. Men alligevel: I denne højrenationalistiske blogverden er der ingen, der er i tvivl eller reflekterer. Tonen er hård, hadsk og nedladende, og fjenden er veldefineret, vennerne ligeså.

Når jeg kigger på disse blogs, forekommer det mig klart, at et træk ved nationalismen synes at være, at man taler om begivenheder, der fandt sted for længe siden, som de fandt sted i går eller finder sted lige nu. Som George Orwell skrev i sit essay om nationalisme, er nationalismen fascineret af fortiden og prøver at lave den om. Især er der en speciel fascination af osmannerrigets ekspansion ind i Europa i sin tid. Det er en diskurs, man også har kendt fra serbisk nationalisme i tiden op til og under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Bosniakker og kosovo-albanere blev her set som de tilbageværende repræsentanter for en gammel besættelsesmagt.

Et citat fra en nationalistisk blog kommer fra 1639:

“…to give the Mohammadans their due, they are generally good fellows in this point [the virtue of tolerance] and Christians among them may keep their consciousness if their tongues be fettered, not to oppose the doctrine of Mohammad”.

Thomas Fuller: “The Historie of The Holy Warre” (1639).

På samme blog skrives der også om osmannerrigets invasion af Balkan i 1071; der indledes med ordene

Tyrkiets historie er kvalmende fra start til slut.

En anden nationalistisk blog skriver om osmannerrigets invasion af Cypern i 1570.

Også i Sørine Gotfredsens for tiden så omtalte kronik fra Berlingske finder man denne “fortid i nutiden” i f.eks. et citat som

Konflikten løber som en rød tråd fra tiden med korstogene omkring år 1100 til kampene mellem Osmannerriget og Vesteuropa, stridighederne på Balkan og i dag ghettodannelser og parallelsamfund i store dele af Europa.

I nationalismens forståelse er der ingen væsentlig forskel på f.eks. Tyrkiet i det 21. århundrede og osmannerriget for 500 år siden; begge er udtryk for samme “evige natur”. Og der er tale om “hellig krig” i dag og det på samme måde som i 1639.

Det er præcis derfor, nationalismen ikke er løsning på noget som helst politisk problem. Nationalismen kan ikke forklare faktiske samfundsproblemer i nutiden der har at gøre med f.eks. arbejdsløshed, uddannelsespolitik eller miljøspørgsmål. Den kan heller ikke skabe fred eller løse konflikter i nutiden, fikseret som den er på fortiden og en påstand om menneskers “evige natur” som eneste bud på en analyse af samfundet, som det ser ud nu.

(Jeg har ikke lyst til at linke til at pågældende blogs i dette indlæg. Hvis man meget gerne vil læse de pågældelde blogs, skulle de være nemme at finde.)

En rejsende mod øst

En anden bog, jeg tog med på sommerferien i år, var Eastern Approaches af den skotske diplomat, militærmand og politiker Fitzroy Maclean. Faktisk havde jeg købt bogen helt tilbage i 1990 under et besøg i Inverness, hvor Maclean voksede op. Men af uvisse årsager måtte den vente 21 år på min reol, inden den blev læst.

Det er en spændende bog om en vigtig periode i verdenshistorien fra sidste halvdel af 1930’erne frem til afslutningen af 2. verdenskrig. Her var Maclean både vidne til og deltager i nogle af de begivenheder, der var med til at forme Europas historie.

Bogens første del handler om Macleans år som diplomat i Moskva frem til 1939. Her havde han som sin egen ambition at besøge Centralasien, der dengang var del af Sovjetunionen og på alle måder svært tilgængelige. Maclean beretter levende og med en god portion humor om sine rejser i tog, lastbil og til fods i Kaukasus og gennem Usbekistan, Tadjikistan og Kasakhstan. På en af sine rejser frem til Kinas grænse må han vende om og kan kun komme tilbage til Moskva via Indien og Iran!

I første del får vi også en fascinerende beretning om Stalin-tidens udrensninger, angiveriet og de skueprocesser, der sendte politikere og embedsmænd i døden efter farceagtige pseudo-retssager for åbent tæppe. Fordi Maclean kunne russisk, kunne han som en af de eneste udlændinge følge med i de bizarre og skræmmende hændelser her.

Fokus skifter i anden del af Eastern Approaches. Verdenskrigen bryder ud, og Fitzroy Maclean vil kæmpe med. Hans eneste vej ud af diplomatembedet er at gå ind i politik. Så det gør han; han stiller op til et suppleringsvalg, bliver valgt ind i Underhuset og kan derefter omsider blive soldat.

Maclean havner først i Nordafrika, hvor briterne er trængt af Rommels styrker. To gange er Maclean drivkraft i forsøg på angreb på de tysk/italienske stillinger i Benghazi. Det første angreb er en slags sabotage-raid, der går Olsen-bande-agtigt galt, men hvor briterne går rundt inde i Benghazi i fuldt dagslys i uniform uden at fjenden opdager noget! Det andet angreb er storstilet og går gennem uvejsomme dele af den libyske ørken, men også dét går galt, da man endelig når frem – og her med store tab, da tyskerne og italienerne ved besked og slår massivt igen.

Men den allermest interessante del af Eastern Approaches er i virkeligheden den sidste, hvor Maclean skaber kontakt til modstandsbevægelsen i Jugoslavien. Måske bliver den endnu mere interessant, når man under læsningen opholder sig i det land, bogen handler om.

Briterne havde oprindelig støttet kong Peter, der var i eksil, og de serbiske tjetnikker ledet af general Mihailovic. På tyskernes side fandtes en række quisling-skikkelser, de kroatiske ustasje-korps og et korps af bosniske muslimer trænet af SS.

Men briternes støtte til kongen og Mihailovic kom der ikke meget ud af; til gengæld fik man i 1943 kendskab til en anden modstandsgruppe ledet af en Tito, som ingen briter anede hvem var. Nogle mente, at Tito simpelthen var en forkortelse for en komité af ledende modstandsfolk, andre at Tito var en titel og atter andre, at Tito var en smuk og karismatisk kvinde.

Fitzroy Maclean og hans mission bliver i faldskærm kastet ned over Bosnien, hvor de møder Tito – der er den midaldrende kroatiske mand Josip Broz Tito, der før krigen var generalsekretær i landets kommunistparti. Selv om Maclean og Tito er temmelig forskellige af baggrund – Maclean er konservativ, et produkt af Eton og Cambridge og først i trediverne, Tito er kommunist, har været i fængsel, i eksil og er fyldt 50 – er det tydeligt, at Maclean kommer til at nære stor respekt for Tito både som menneske og som militærperson. Efter årene i Moskva møder han nu en reflekteret og åben mand, der kalder sig kommunist. Over flere år har disse partisaner, helt uden støtte fra de allierede, fundet frem til en guerillakrigs-strategi, der er meget effektiv og kun betjener sig af de resurser, man kan erobre fra fjenden, og er tilmed organiseret på tværs af folkegrupperne i landet.

Samtidig går det op for briterne, at tjetnikkerne er en dårlig modstandsbevægelse, fordi de stort set ikke laver noget modstandsarbejde og at mange af dem rent faktisk samarbejder med tyskerne (men gerne vil have de allieredes våben). Derimod er Titos partisangrupper godt organiserede og effektive.

Hele processen med at lære partisanerne at kende, træne dem militært og bygge dem op, så de ender som Den Nationale Befrielseshær med luftvåben og tanks, er grundigt beskrevet og vi får nogle interessante portrætter af de meget forskellige partisanledere, der bidrager på hver deres måde. Efterhånden skifter fokus i Eastern Approaches mod hvad der skal ske, når krigen er slut. Det er klart, at Tito og partisanerne vil blive den afgørende faktor i det nye Jugoslavien, og her er briterne ude i en del overvejelser over om de bør bakke op om en kommunistisk orienteret bevægelse. Det ender de, som vi ved, med at gøre.

Og her slutter det, lige efter Beograds fald til de allierede og Den Nationale Befrielseshær. Eastern Approaches er fra 1949, og vi får derfor ikke at se, hvordan Jugoslavien bliver et alliancefrit land uafhængigt af Øst og Vest eller hvordan landet efter Titos død i 1980 falder fra hinanden på tragisk vis med økonomisk krise, nationalisme og grusom borgerkrig. Det første, nemlig Titos enegang, kan Maclean tydeligvis forudse. Det andet kunne han ikke.

Jeg undrer mig nu mere end nogensinde over, at jeg kunne lade Eastern Approaches stå urørt så længe. Det er nemlig en velskrevet bog, og den er forsynet med en god del humor, så der ikke er tale om den dystre fortælling om diktatur og krig, man måske skulle forvente.

De må jo være sindssyge (?)

Terrorhandlingerne i Norge fandt sted, mens jeg var med familien på ferie i Kroatien. Vi tændte d. 23. juli om morgenen for fjernsynet i ferielejligheden for at finde ud af, om der var sket noget ude i verden, og det var der som bekendt desværre.

I dagene efter har jeg talt med andre om motiverne for denne forfærdelige forbrydelse. I andre sammenhænge, f.eks. hvis talen er faldet på tortur eller folkemord, dukker det samme spørgsmål op: Hvorfor kan mennesker begå så grusomme handlinger? Ofte er svaret, der falder, dette: gerningsmændene må være psykisk syge.

Terroristens forsvarer har også fremført dette – den norske terrorist (hvis navn jeg ikke vil nævne her) er psykisk syg. Der er selvfølgelig ikke tvivl om at der finder grusomme forbrydelser sted, hvor gerningsmændene viser sig at være psykisk syge. Men terrorangreb, folkemord og tortur er jo på ingen måde spontante affekthandlinger og de er heller ikke mulige, hvis man lider af vrangforestillinger eller har en manisk episode. Man skal kunne orientere sig i virkeligheden for at købe og fremstille våben osv. Det kræver  både tid og en høj grad af forudseenhed og organisation at finde på og detailplanlægge en ugerning, som ingen ville forestille sig og derfor er sværere at beskytte sig mod; en ekstrem og afsporet form for kreativitet. Før 11. september 2001 havde nogen næppe forestillet sig, at flykaprere ville smadre to fly ind i højhuse. Før 22. juli 2011 havde nogen næppe forestillet sig en skudmassakre på en sommerlejr på en fjern ø. Det er ikke den slags velplanlagte handlinger, psykiatriske patienter begår.

Samtidig ender forklaringen om psykisk sygdom meget let som en bortforklaring af den ekstreme ondskab, mennesker kan begå. For et par måneder siden skrev jeg om massakren på henved 8000 mennesker i Srebrenica. Også denne massakre har krævet en høj grad af organisation og planlægning. Eller tænk på Holocaust. Eller Kina under kulturrevolutionen. Eller Stalintidens udrensninger. Eller Pinochet-regimets tortur. Eller slavehandelen mellem Amerika og Afrika. Eller…

Og endelig synes jeg, at forklaringen om psykisk sygdom i sig rummer et meget negativt billede af de af vore medmennesker, der kommer i kontakt med det psykiatriske system; de fleste af dem er trods alt ikke kriminelle eller farlige for andre.

Jeg har tidligere omtalt Simon Baron-Cohens bog Zero Degrees of Empathy, og jeg er overbevist om at forklaringen på grusomhederne netop er denne: gerningsmændenes og -kvindernes fravær af empati, der tillader dem at abstrahere fra deres ofres identitet som mennesker med samme følelser og ret til livet som dem selv.

Norge 23. juli 2011

Jeg afbryder bloggens sommerferie for en kort stund. Efter nogle dage uden nyheder på mit feriested tændte jeg for CNN og så dækningen af terrorhandlingerne i Norge. Nationalismen gør igen nogle til massemordere i det land, de påstår at elske. Som alle andre er jeg forfærdet over det, der er sket, og vil gøre den norske statsministers ord til mine:

Svaret på vold er enda mer demokrati, enda mer humanitet.

Sommerferie

Selv om vejret er tvivlsomt, er det trods alt sommerferie. Faktisk har jeg haft ferie i knap en uge, og nu vil jeg også lade det gå ud over bloggen. I resten af måneden kommer der ikke ret mange nye indlæg her – måske slet ikke nogen.

Stof til eftertanke?

For snart mange år siden overværede jeg nogle studerende diskutere ret intenst til en fest på universitetet. De var alle godt begavede; i hvert fald tre af dem fik senere en PhD. Det var først i 1990’erne, og ecstasy var begyndt at blive omtalt i medierne. En af de studerende ville gerne prøve stoffet, fordi det skulle give en helt intens lykkefølelse. De andre brugte lang tid på at tale ham fra det. Om han nogensinde fik prøvet ecstasy, ved jeg ikke.

Den amerikanske forfatter Sam Harris skriver om LSD på sin blog; Harris fortæller levende om  sine egne oplevelser med stoffet og det står hurtigt klart, at de gode var uudsigeligt fantastiske, mens de dårlige var intet mindre end et helvede. Beskrivelsen af et bad trip på en sø i Nepal, da Harris var 20, afslører, hvor langt ude han har været. Men samtidig er hans beretning en slags forsvar for at tage LSD, og han skriver:

Needless to say, if I knew my daughter would eventually develop a fondness for methamphetamine or crack cocaine, I might never sleep again. But if she does not try a psychedelic like psilocybin or LSD at least once in her adult life, I will worry that she may have missed one of the most important rites of passage a human being can experience.

Selvfølgelig frister den slags, og også for mig. Men jeg tør ikke. Jeg har aldrig taget stoffer, og jeg kommer formodentlig aldrig til det. Min frygt for at havne i en psykose er meget stærk, og jeg bryder mig ikke om at vide, at jeg vil miste kontrollen over mig selv. Faktisk kan jeg ikke engang lide den usikre fornemmelse, jeg får af at indtage alkohol i større mængder – og derfor undgår jeg så godt som altid at bevæge mig ud over de 3-4 genstande. Måske er det en hæmning, måske er det et selvforsvar.

Hyldest til Samuel Beckett

Irsk-franske Samuel Beckett var en af skaberne af det absurde teater og er bl.a. kendt for stykket 'Mens vi venter på Godot'.

I dag ringede jeg til det telefonselskab, jeg er kunde ved. Følgende samtale udspandt sig med den tekniske supporter fra København:

– Jeg ringer, fordi jeg ikke kan komme på mobilnettet. Det har jeg slet ikke kunnet hele dagen i dagen. Når jeg prøver at ringe til nogen, bliver jeg sparket af med det samme.
– Så almindelige samtaler og SMS fungerer altså godt nok?
– Nej, jeg kan jo netop ikke ringe eller modtage opkald. Telefonen siger “Ingen tjeneste”. Jeg har heldigvis en fastnettelefon; ellers kunne jeg slet ikke ringe til dig om dette her problem.
– Der er nogle problemer med de to master nærmest dig, kan jeg se. Du kan bruge vores samarbejdsaftale med et andet telefonselskab og gå på deres net.
– Det prøver jeg nu. Det hjælper heller ikke.
– Så kan du gå ind på vores webside og se driftstatus i dit område. Det vil jeg anbefale dig at gøre. Den er så desværre ikke opdateret for dit område, så du kan ikke se hvordan det er.
– Hvorfor er der problemer med masterne?
– Vi har været nødt til at opdatere, fordi der har været problemer med vejret.
– Med vejret?
– Ja, der har været et stort vejr inden for de seneste 14 dage.
– Hvad vil det sige, at vejret var stort?
– Det var et rigtig stort vejr.
– Stort?
– Ja, det største uvejr i Danmark i de seneste 20 år.
– Det regnede lidt i fredags her i Nørresundby, men der var ingen oversvømmelser her den lørdag, hvor København blev ramt.
– Ikke det?
– Nej. Vi havde tørvejr og høj sol.
– Det var mærkeligt. Har du prøvet at slukke telefonen og tænde den igen?
– Ja, det har jeg. Og jeg har taget SIM-kortet ud, blæst trykluft i telefonen osv. Det hjalp heller ikke.
– Gjorde det ikke det?
– Nej. Hvornår er driftsforstyrrelserne overstået?
– Det kan jeg ikke sige. Jeg håber, det bliver i dag. Er der andet, jeg kunne hjælpe med?
– Jeg ville bare gerne kunne ringe til nogen og modtage opkald.

 

En kontinentaldanskers besøg i Rigets Centrum

Jeg er netop hjemvendt fra København, hvor jeg dels skulle overvære og muligvis deltage i poetry slam på Ofelia Beach, dels være det overraskende indslag til min brors 48-års fødselsdag. I toget derover opdagede jeg, at vores lokale Nørresundby-deltager Jan Nygaard også var med, så jeg fulgtes med Jan til frokost hen til den lille Café N, der ligger på Blågårdsgade 17. “Har du boet i København, siden du sådan kan finde rundt?” spurgte Jan. Og nej, det har jeg aldrig. Men jeg har været på Café N før. Det er et lille, prisbilligt vegetarisk spisested, lidt spartansk indrettet og i en del af byen, der har ry for at være hjemsted for det, man nord for Limfjorden ville kalde for ballade. Men det er også et hyggeligt sted, og jeg kan se, at det også har fået positive anmeldelser i medierne i form af en nominering til Årets Café (underforstået: i København). Maden er god, og af drikkevarer kan man vælge mellem friskpresset frugtsaft og øl, der er dels tysk, dels thy’sk. Ejeren er en venlig mand, der bemærkede min Amnesty-t-shirt og havde tid til en sludder med os. Det var meget nemt at overtale ham til at melde sig til vores gratis Amnesty Lifeline, hvor man (helt gratis!) kan skrive under på aktuelle sager pr. sms. Det må de, der der læser med her, også meget gerne gøre. Sådan én café skal vi da også have i Aalborg, ikke? Hvem blandt denne blogs læsere (hvis der er nogen, der læser dette) melder sig til at åbne sådan et sted?

Vi ankom til poetry slam fra Café N i sidste sekund. Jeg blev i tilskuerrollen og kunne læne mig helt tilbage i solskinnet der i Rigets Centrum. Placeringsmæssigt gik det ikke helt så godt for Jan, som man kunne have håbet. Måske skulle han ikke have ladet tweedjakke og butterfly blive hjemme. Vinderen blev – helt fortjent i øvrigt – Kim Linnet fra Svendborg, men standarden var generelt høj. Og så er der forresten da også hyggeligt på Ofelia Beach med en lidt distraherende god udsigt ud over vandet over til bl.a. operahuset.

Fødselsdagen til sidst var en god overraskelse, og ikke mindst da for fødselaren, der hverken havde regnet med at få en fest eller et besøg fra det danske kontinent. Jeg fik hilst på mange af hans venner og selvfølgelig også fået et godt gensyn med hans kone og børn. Min bror kan ikke lide øl (!), men jeg havde medbragt barley wine fra Horn Dog, en dubbel fra Westmalle, en amber ale fra Brew Dog og en IPA fra Aalborgs egne Black Rooster. Og det fik jeg lov til at have helt for mig selv strakt ud over den lange aften.

435 kr.

Hvad dækker 435 kroner over? En god flaske champagne? Måske en treretters menu på en nyåbnet restaurant? Noget nyt tøj? Et par bøger fra bogklubben? Og hvad har det med menneskerettighederne at gøre?

I en pressemeddelelser fra Mellemfolkeligt Samvirke fra sidste sommer kan vi se, at 435 kr. var det beløb, H&M betalte i skat i Bangladesh i 2008. Er beløbet mon større nu? Det kan dårligt blive mindre. Og det er bestemt ikke, fordi Hennes og Mauritz er en underskudsgivende forretning; ifølge pressemeddelelsen er deres årlige omsætning større end det samlede statsbudget i Bangladesh, De multinationale selskaber flytter helt systematisk deres overskud i skattely. H&M er ikke værre end så mange andre, men bestemt heller ikke bedre.

En artikel i Politiken omtaler en undersøgelse af arbejdsvilkårene på tekstilfabrikker rundt om i Det Globale Syd. Det er fabrikker, der er underleverandører til store tøjmærker (en liste er nævnt i artiklen). 83 fabrikker indgår i undersøgelsen, og ingen af dem udbetaler en løn til arbejderne, der svarer til det, FN kalder en leveløn. En leveløn er defineret som den løn, der kan forsørge en lille famillie på beskeden vis og som FN kalder en menneskeret.

Hvor køber jeg så selv tøj henne? Denne blogs læsere kan forhåbentlig regne ud, at det ikke er i H&M. Jeg prøver konsekvent at finde tøj, der både hvad angår udseende og produktion kan kaldes bæredygtigt. Nemt er det ikke; jeg er i det store og hele henvist til at handle på nettet. Hermed mit ønske om tøjforretninger, der kan være sig selv bekendt.