Libyen, Syrien og pengene

En af de vigtigste begivenheder i det seneste år er de oprør i Mellemøsten, der under ét er blevet kaldt Det Arabiske Forår. Vi tænker tit på begivenhederne som en kamp for demokrati, og det er det selvfølgelig også. Det er en vigtig og nødvendig kamp, der viser, at befolkningen i de arabiske lande ikke ser en islamisk stat som alternativet til de udemokratiske og undertrykkende regimer, der har eksisteret hidtil.

Men i konteksten for denne kamp lurer der også nogle væsentlige økonomiske interesser, der er med til at forklare hvorfor NATO-landene har interveneret i Libyen og ikke i andre lande. Den australske journalist John Pilger skriver i en noget polemisk artikel i The New Statesman:

This is Rupert’s Revolution, after all. Gone from the Murdoch press are pejorative “insurgents”. The action in Libya, says the Times, is “a revolution . . . as revolutions used to be”. That it is a coup by a gang of Muammar al-Gaddafi’s ex-cronies and spooks in collusion with Nato is hardly news. Their self-appointed leader, Mustafa Abdel Jalil, was Gaddafi’s feared justice minister. The CIA runs or bankrolls most of the rest, including America’s old friends – the mujahedin Islamists who spawned al-Qaeda. They told journalists what they needed to know: that Gaddafi was about to commit “genocide”, of which there was no evidence, unlike the abundant evidence of “rebel” massacres of black African workers falsely accused of being mercenaries. European bankers’ secret transfer of the Central Bank of Libya from Tripoli to Benghazi in order to control the country’s oil billions was an epic heist of little interest.

Denne side af begivenhederne i Libyen bliver stort set ikke omtalt. Somme tider tales der om olie, men der er også klare økonomiske interesser bag at få væltet den uforudsigelige Gaddafi og få kontrol over Libyens finansielle resurser. En artikel af Ellen Brown fra Public Banking Institute beskriver dette temmelig grundigt. Især er det påfaldende, at de libyske oprørere hurtigt etablerede en alternativ nationalbank.

Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Jeg vil aldrig komme til at savne Muammar Gaddafi! Han var en diktator, der har stået bag omfattende menneskerettighedskrænkelser. Men jeg kan ikke se, at der er en tilsvarende interesse for at støtte oprøret i Syrien, hvor der ikke er lignende økonomiske interesser på spil og hvor op mod 2600 mennesker indtil nu har mistet livet.

Arbejdets glæder?

Jeg kan godt lide den schweiziskfødte britiske forfatter Alain de Botton (hvis navn jeg altid udtaler på fransk). Hans bøger giver udtryk for en slags `hverdagens filosofi’; ikke lommefilosofi, men en filosofi om hverdagslivet.

Hans seneste bog har jeg ikke læst. Men ovenstående 17 minutter lange klip og nedenstående citat fra The Pleasures and Sorrows of Work giver mig lyst til det.

…the eighteenth century bourgeoisie yoked together what was pleasurable and what was necessary. They argued that there was no inherent conflict between sexual passion and the practical demands of raising children in a family unit, and that there could hence be romance within a marriage – just as there could be enjoyment in a job.

We are the victims of these two momentous and strangely optimistic ideas. There is immense unthinking cruelty discreetly coiled within the assurance that everyone can discover happiness through work and love. It isn’t that these two entities are invariably incapable of delivering fulfilment, only that they almost never do so. And when an exception is misrepresented as a rule, our individual misfortunes, instead of seeming to us quasi-inevitable aspects of life, will weigh down on us like particular curses. In denying the natural place reserved for longing and incompleteness in the human lot, the modern world denies us the possibility of consolation for our fractious marriages and our unexploited ambitions, and condemns us instead to solitary feelings of shame for having stubbornly failed to make more of our lives.

Som regel kan jeg godt lide at arbejde, men kan arbejdet i sig selv skabe lykke? Som de Botton påpeger, er det næsten aldrig tilfældet. Medierne er med til at opretholde illusionen om det gode arbejdsliv ved at fortælle succeshistorierne på forsiden med navns nævnelse (“NN er en inspirerende iværksætter”) og alle fiaskoerne på bagsiden (“Virksomhed X har afskediget 75 medarbejdere”).

Lad os også tænke på det på torsdag, når der er folketingsvalg. Hvad siger politikerne om arbejdet? Hvad siger de om arbejdets glæde og arbejdets nødvendighed?

 

CONCUR 2011

I denne uge er jeg til konference i Aachen i Tyskland. Det er 22nd International Conference on Concurrency Theory, også kendt som bare CONCUR 2011. CONCUR 2011 holdes sammen med en anden konference, der hedder QEST’11 og en hel masse mindre workshops. I går holdt jeg mit foredrag om den artikel, jeg havde fået optaget, og i morgen holder jeg et indbudt foredrag ved 4th International “Logics, Agents, and Mobility” Workshop (LAM 2011). Starten af semesteret er ikke det bedste tidspunkt at være af sted på, og det er jeg ikke ene om at føle. Mange af os, der er her, er universitetslærere, der også skal være til stede ved studiestarten. Nogle gange kan det også være en udfordring at passe rejserne ind i det liv, man ellers lever.

Foredragenes kvalitet er som altid varierende. Min erfaring siger mig, at der er to slags foredrag, man ender med at huske:

  1. De rigtig vellykkede foredrag om spændende emner. Dem er der heldigvis nogle stykker af. Rachid Guerraoui fra EFPL i Lausanne holdt et spændende indbudt foredrag om distribuerede algoritmer, der handlede om hvordan deltagerne i en distribueret beregning (her: en udgave af Erastothenes’ si) kunne etablere konsensus undervejs. Her var det foredragsholderen, der holdt foredraget levende ved at stille gode undre-spørgsmål til tilhørerne undervejs.
  2. De slatne foredrag om spændende emner. Dem er der desværre altid også nogle stykker af. Der er intet så ærgerligt som at opleve en foredragsholder sejle sin egen entusiasme i sænk ved at fortabe sig detaljer, planlægge sin tid dårligt, mumle ind i/ forbi mikrofonen eller overlæsse foredraget med detaljer, ingen alligevel vil kunne nå at fange. Selv distingverede personer begår disse fejl, og nu er de så distingverede, at ingen tør fortælle dem, hvor galt det er fat. Jeg skal nok lade være med at nævne nogen navne her.

En konference og de tilhørende workshops er meget andet end at lytte til foredrag. Alle samtalerne med kolleger langvejs fra er i virkeligheden det, der giver mest. I de sammenhænge får man for alvor lov til at koncentrere sig om at være forsker for en stund.

Og så er der også det sociale samvær, herunder glæden ved at gense gamle kolleger og venner og høre om alt det, der er sket i deres liv. Nogle af os var ude at spise om aftenen, og her kunne Björn Victor fra Uppsala supplere mine minder om Verdens Dårligste Foredrag fra dengang i Göteborg i efteråret 1991. Det grinede vi meget af den aften i Aachen, 20 år senere. Manden bag Verdens Dårligste Foredrag er forresten professor i Norge i dag – og yderst distingveret.

Det var forresten også Björn Victor, der var så venlig at minde mig om at Moshe Vardis observationer om kvaliteten af præsentationer faktisk blev gjort ved LICS (Logic in Computer Science) 2009, hvor jeg også var med. Min hukommelse er tydeligvis ikke, hvad den har været på dette punkt.

Brænd din stemmeseddel!

I dagens udgave af Information har en læser, Thomas Bonde, et debatindlæg, hvori han forklarer hvorfor han ikke vil stemme til det kommende folketingsvalg.

Hans argumentation er (gengivet af mig) denne:

  • I de sammenhænge, hvor flertallet af os færdes, nemlig som lønarbejder eller studerende, har vi stærkt begrænset eller slet ingen indflydelse.
  • Mange politiske partier er topstyrede, så også partimedlemmer har ingen eller meget ringe indflydelse.
  • Et stort antal love, der gælder i Danmark, er reelt konsekvenser af beslutninger i EU-regi, som hverken danske politikere eller danske vælgere kan have indflydelse på.
  • Hvis man stemmer på et parti, der ikke er med til at danne regering eller være støtteparti for en sådan, får man ingen væsentlig indflydelse på den politik, der føres. Derfor er tæt på halvdelen af befolkningen altid uden indflydelse.
  • Medierne er i stort omfang ukritiske over for magtmisbrug:

Uden en opvakt og velinformeret befolkning, som forstår at forholde sig kritisk til magthaverne i det politiske rum, er betingelserne for en retfærdig, engageret og oplyst politisk orden, hvor der værnes om friheden og retfærdigheden, ikke på nogen måde opfyldt. Denne problemstilling bliver desuden endnu værre af, at befolkningens vagthund det meste af tiden ligger sovende i sit hundehus, idet kun et fåtal af medierne overhovedet har beskæftiget sig med disse problemstillinger i noget nær respektindgydende grad.

Thomas Bondes indlæg slutter med ordene:

Derfor har jeg ikke tænkt mig at stemme ved det kommende valg. For den afmægtige handling er med til at opretholde illusionen om, at vi lever i et samfund baseret på medbestemmelse og folkeligt styre. Min stemmeseddel skal brændes offentligt på valgaftenen.

Det sidste får han nu ikke lov til. Hvis han nogen sinde har deltaget i en valghandling, vil han vide, at man først får udleveret sin stemmeseddel, efter at man har afleveret sit valgkort. Man må heller ikke tage den med ud igen. Det er næppe sandsynligt, at Thomas Bonde får lov til at bruge åben ild i valglokalet.

Bortset fra det: Alle Thomas Bondes observationer er for så vidt helt korrekte. På en dårlig dag kan jeg også have det sådan. Demokratiet har det ikke godt. Jeg er selv meget utilfreds med og vred på den regering, vi har haft i Danmark i de seneste 10 år. Ofte har jeg bandet den ned i helvede; dens beslutninger har påvirket min hverdag i negativ retning og har gjort livet sværere for mange mennesker, der ikke er nær så privilegerede som mig. For tiden ser det ud til, at den nuværende regering sagtens vil kunne fortsætte og at mange af dens beslutninger og ideer vil leve sejrrigt videre, selv hvis den stik mod forventning ikke skulle kunne overleve valget. På sådan en dag har jeg mest lyst til at gemme mig under dynen.

Men hvilken handling er den mest afmægtige i en sådan politisk virkelighed – at stemme eller ikke at stemme? Man kan ikke bekæmpe magt med afmagt. Glem heller ikke dette: i andre dele af verden, faktisk ikke ret langt fra Europa, lige syd for og øst for Middelhavet, sætter mennesker her i 2011 deres liv på spil for at få lov til at stemme. De bekæmper ikke magt med afmagt, og på den måde skriver de sig ind i en lang historisk tradition. Derfor til Thomas Bonde og alle andre, der er i tvivl: Stem alligevel til folketingsvalget og engager dig i forholdene i samfundet. At afgive sin stemme er det første lille skridt, hvis man vil engagere sig. Man kan ikke bekæmpe magt med afmagt.

(Tak til Dansk Sygeplejeråd for lån af deres logo, der i dette indlæg får en lidt anden betydning.)

Hjælp dem i nærområderne

Politiske diskussioner er fulde af afværgebemærkninger. En af de værste, jeg kender, dukker regelmæssigt op, når talen falder på flygtninge og asylsøgere. Den lyder: “Flygtninge skal hjælpes i nærområderne” og bruges typisk som et argument for at afskære adgangen af flygtninge til Danmark. Samtidig forsøger den talende at forsikre, at det skam er vigtigt at hjælpe flygtninge – bare ikke her hos os.

I en tv-debat d. 2. september demonstrerer Pia Kjærsgaard denne brug af afværgebemærkningen:

Med hensyn til asylansøgere er det meget, meget rimeligt, at man behandler i nærområderne. At man finder ud af, om de er berettiget til asyl. I stedet for, at de kommer herop og skal sidde i et asylcenter og får deres ansøgning afvist og derefter får deres sag prøvet igen og igen og igen (…).

(her citeret efter en artikel i Politiken i dag).

Men hvis vi ved et nærområde forstår et naboland til det land, man er flygtet fra, befinder de allerfleste af verdens 16 millioner flygtninge i verden i dag sig allerede i nærområderne. Hvis man også medregner de 27 millioner internt fordrevne (som er mennesker, der er flygtet til en anden del af deres land), er det endnu mere klart. Disse tal kommer fra Dansk Flygtningehjælps oversigt. Langt de fleste flygtninge i verden i dag findes i den fattige del af verden, det såkaldt globale syd. De læsere, der er i tvivl, kan se figuren ovenfor. Det mindretal af flygtninge, som flygter til lande i den rige del af verden, er i ikke ringe omfang de mest resursestærke – de bedst uddannede eller dem, der har kontakter i det land, de flygter til. Og er det ikke de flygtninge, “vi” helst vil have?

En dag bør Dansk Flygtningehjælp og andre, der arbejder for flygtninges vilkår, gør deres for at demontere afværgeflosklen om nærområderne ved at gøre den til navnet på en indsamling.

Denne film skal jeg se

Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg deler den bekymring om den globale opvarmning, som Svend Auken havde – og på mange måder var han en af de sidste fremtrædende idealister i sit parti. Det savner jeg også.

Bevægelsen mod Powerpoint

De allerfleste præsentationer i vore dage bruger slides, der er lavet med Microsoft Powerpoint (eller et lignende stykke software). Uanset om det er Dansk Magisterforenings fyraftensmøde om mindfulness og stress, et foredrag om USAs krig mod terror eller et foredrag om typesystemer for pi-kalkylen får vi slides serveret. Nogle gange sidder tilhørerne samtidig og kigger på de samme slides på deres medbragte bærbare computere.

Hele rejsen mod denne situation begyndte vel for knap 20 år siden, hvor nogle af mine kolleger begyndte at bruge Powerpoint til at lave plastic-slides og at anvende de samme slides som eneste kursusmateriale i deres undervisning. Først lod jeg mig modvilligt rive med i begejstringen, men for 14 år siden stod jeg af. I kursusundervisning, hvor jeg selv har kunnet planlægge indholdet, bruger jeg ikke slides mere, kun tavle/kridt eller whiteboard/pen. Sidste år overtog jeg to kursusgange i et kursus, hvor de 3 andre kursusholdere brugte slides, og nu hang jeg på en anden persons slides. Det var ikke så sjovt at falde af vandvognen kortvarigt. Tempoet går uvilkårligt op, når man med et tryk på en knap kan vise næste skovlfuld tekst eller (hvad endnu værre er) formler.

Nu er der opstået et schweizisk parti, der kalder sig Anti-Powerpoint Party. Et politisk parti er måske så meget sagt, for som de skriver på deres webside:

In the future, those in companies, congresses, universities, schools, who want to renounce PowerPoint*, should not have to justify themselves any longer. We do not want to abolish PowerPoint*; we only want to abolish the PowerPoint*-CONSTRAINT.
We want that the number of boring PowerPoint* presentations on the planet to decrease and the average presentation to become more exciting and more interesting. The solutions are there, but nobody pays attention to them.

We are truly not pursuing any political goals. When we have enough proponents, we can quickly become the fourth biggest party in Switzerland by the number of members. Thus, the media cannot ignore this problem any longer and the problem will be reported widely and deeply. This is the only reason, why we exist.

Alt for mange bruger slides som en slags erstatning for notater, så slides bliver en “nem genvej”. Dette ser man ekstra tydeligt ved fremlæggelser på første studieår, hvor de helt grønne studerende laver slides, der i stort omfang er indforståede gnidrenoter til dem selv og er ubrugelige for tilhørerne.

Problemet er ikke slides i sig selv, som det schweiziske parti da også udtaler, problemet er den åndløse brug af dem. De, der fremlægger mundligt, skal være bevidste om deres virkemidler. Anti-Powerpoint-partiet ser flipcharts som et alternativ. Det er nu ikke nok; af og til er man nødt til at bruge slides. Komplicerede figurer kan man selvfølgelig ikke tegne selv. Så er man nødt til at bruge en slide – men først skal man naturligvis grundigt overveje, om figuren overhovedet er nødvendig at formidle i sin komplicerede form.

Men derudover er jeg enig i kritikken, og jeg har meldt mig ind i partiet, Prøv at besøge deres Horror Slide Of The Month. Spaghettiretten ovenfor stammer derfra.

En minaret på Østerbro

I København så jeg, da S-toget kørte ind på stationen Svanemøllen, intet mindre end en minaret. Underligt, at ingen før har nævnt dette bygningsværk, tænkte jeg uvilkårligt. Så jeg søgte lidt på nettet. Minareten på Østerbro har faktisk intet med islam eller religion i det hele taget at gøre – den er faktisk ikke et rigtigt tårn, men en udluftning for Svanemøllen pumpestation, opført i 1906 og designet af den danske arkitekt Hans Wright.

Fremtiden set fra fortiden – nu med tabletter

20110827-150801.jpg

For nylig skrev jeg om Aalborg Stiftstidendes vision fra 1967 af Nordjylland i år 2000. Jeg tænkte da på, at Stiften i al fald ikke havde forudset fremkomsten af f.eks. en iPad. I Stanley Kubricks 2001, der stadig er en af mine absolutte yndlingsfilm, ser vi så ovenstående – astronauterne på Discovery har noget, der umiskendeligt ligner tablet-computere! Scenen er nu også blevet et indslag i den efterhånden patetiske patentkrig mellem Samsung og Apple. Samsung bruger filmklippet til at argumentere for at Apple ikke kan tage patenter på design af iPad. Måske har de ret. Lad begge firmaer lave deres tabletcomputere, siger jeg. De er styrtende rige i forvejen og bliver nok ved med at være det. Men har nogen tænkt på at Kubricks A Clockwork Orange viser hovedpersonen Alex lytte til Beethoven på noget, der i mistænkelig grad ligner en DAT-båndoptager?