A time for passing

I dag er der ikke meget, jeg vil skrive. Min hustrus mor er alvorligt syg, og meget er uvist og anderledes, nu hvor vi tager af sted. Der er stilheden, togrejsen med en bog af Julian Barnes, denne sang med Talk Talk, eftertanken, mødet, besøget og afskeden.

Syrien

20120608-154307.jpg

Jeg har set de forfærdelige billeder fra Syrien. Inden for de seneste to uger har der været fire massakrer, hvor den syriske hær sammen med paramilitære grupper har myrdet løs. Udenlandske journalister og menneskerettighedsgrupper er blevet forment adgang, og FNs udsendte er blevet chikaneret og endda skudt på.

Et af de spørgsmål, der nager mig og sikkert mange andre: Hvad skal vi dog gøre? Sporene fra 1990’erne, hvor der intet blev gjort for at standse massakrerne i Rwanda, skræmmer. FN burde kunne gribe ind, men det ser ikke ud til at ske.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger har et indlæg i Washington Post om konflikten i Syrien.

Kissinger skriver:

If adopted as a principle of foreign policy, this form of intervention raises broader questions for U.S. strategy. Does America consider itself obliged to support every popular uprising against any non-democratic government, including those heretofore considered important in sustaining the international system? Is, for example, Saudi Arabia an ally only until public demonstrations develop on its territory? Are we prepared to concede to other states the right to intervene elsewhere on behalf of coreligionists or ethnic kin?

Det er ikke overraskende at læse dette. I Kissingers optik er kun interventionen mulig som sanktion. Han stod selv bag USAs optrapning af Vietnam-krigen, hvor USA inddrog Cambodia ved at bombe dette land og dermed destabiliserede det. Over 1 million cambodianere døde på grund af bombardementerne. Få år senere fik Kissinger Nobels fredspris – sammen med Vietnams daværende præsident. Ikke for bombningen af Cambodia men for at have indledt forhandlinger om en afslutning af krigen. Den vietnamesiske præsident nægtede at modtage prisen, fordi der stadig var krig i hans land.

USA har nægtet at ratificere den internationale straffedomstol ICC med den begrundelse, at de så ville være muligt at retsforfølge amerikanere (!!) og derfor kan man fra USAs side ikke opfordre til det, der ville være det helt indlysende, nemlig at anklage Assad-regimet for forbrydelse mod menneskeheden.

Men historien viser, at der i alle diktaturer på et tidspunkt er opstået protestbevægelser. Derfor skal der en strategi til, og for mig at se må og skal den være baseret på international lov for at kunne have troværdighed. Bemærk hvordan Kissinger meget typisk for amerikansk politik da heller ikke taler om international lov, og her specielt menneskerettigheder, men om geopolitiske interesser. Heller ikke Rusland – og da slet ikke Kina – har talt om menneskerettigheder i forbindelse med tragedien i Syrien.

Jeg tror selv at en løsning på hele den tragiske situation først og fremmest må indebære at der skal lægges pres på stormagterne for at de kan forstå at der er noget, der i sidste ende er langt større end det enkelte lands interesser.

Max Weber og os

20120607-155534.jpg

Engang begyndte jeg at studere på universitetet, fordi der var et fag, jeg holdt af, som jeg ville lære mere om. Det gik der 11 semestre med (det var et naturvidenskabeligt kandidatstudium i Aalborg normeret til dengang). Jeg havde 3 år bagefter, hvor jeg kunne fordybe mig. Set i bakspejlet er det de tre år, hvor jeg har kunnet fordybe mig fuldstændig i mit fagområde og den del af min karriere hvor jeg har opnået en tilstand af flow flest gange.

Bagefter kom tilværelsen som universitetslærer med undervisning og møder og ansøgninger og en masse tid brugt på at forberede oplæg og forsøge at overbevise kolleger og studerende.

Meget af det vi gør i den akademiske verden, gør vi egentlig fordi vi drømmer om at kunne fordybe os i vores fag på et senere tidspunkt. Vi skriver f.eks. formodentlig ikke ansøgninger, fordi vi holder af at skrive ansøgninger. Vi gør det i håb om at få forskningsmidler så vi kan fordybe os sådan som vi gjorde, da vi var unge og havde tid.

Det gælder ikke kun den akademiske biks. Meget af livet bruger vi på sekundære og tertiære aktiviteter for at nå det, der egentlig var det primære. Vi begrunder uddannelsen med ønsket om at få et job. Jobbet begrunder vi med lønnen. Lønnen begrunder vi med ønsket om at få god mad og en god bolig. Nogle gange er ferierne det eneste tidspunkt af livet, hvor man kan forfølge de primære mål.

Den tyske sociolog Max Weber beskrev hvad han kaldte den protestantiske arbejdsetik – at man arbejder for at opnå frelse. Vi arbejder for at få vores belønning på et senere tidspunkt. Hvis vi er heldige, er der et efterliv (måske en alderdom, måske bare ferien) hvor vi kan høste denne frugt af vores arbejde.

Arbejdet er blevet ophøjet til en kvalitet i sig selv, og politiske partier kappes om at tale på lønmodtagernes vegne. Ideen om at man ved at arbejde hører til de særligt udvalgte identificerede allerede Weber, og den lever videre overalt. I den akademiske verden er det blevet en kvalitet i sig selv at kunne skrive ansøgninger om forskningsmidler. Fordybelse er ikke en kvalitet, man taler meget om uden for festtalernes univers.

Vi belønner behovsudsættelsen på forunderlig vis i vore dage. Udsættelse af behov er en vigtig kvalitet i tilværelsen. Talrige psykologiske eksperimenter viser, at børn, der kan vente med at spise slik, får mest succes. Og ja, tålmodighed er en dyd. Men måske er det også på grund af en konstanteudsættelse af behov, at stress får lov til at fylde så meget i arbejdslivet i vores del af verden?

Det metastabile system og de begrænsende resurser

20120603-135923.jpg

Det økonomiske system er fremragende til at stimulere det private forbrug. Supermarkederne bugner af varer. Og det rummer et kæmpemæssigt potentiale for innovation – både inden for nye produktionsformer og nye produkter. Mine bukser, mit armbåndsur og min computer er alle produkter af kapitalismens store potentiale og muligheder. Mange af teknologiens og naturvidenskabens erkendelser er opstået i en kapitalistisk økonomi.

På den anden side har den kapitalistiske økonomi to meget alvorlige problemer:

  1. Økonomien er ekstremt følsomt over for udsving, og der kommer kriser igen og igen. Disse kriser har enorme menneskelige omkostninger – og omkostninger for den offentlige økonomi i form af øgede udgifter til dagpenge. I en del tilfælde ender kriser med at være årsag til krige, diktaturer osv.
  2. Økonomien tager ikke hensyn til at resurserne, der medgår til produktionen, er endelige. Det har enorme konsekvenser for hele klodens økosystem.

Preben Wilhjelm, tidligere folketingsmedlem, atomfysiker og kriminolog har en interessant kronik i Information. Kronikken findes også i en lang udgave på 19 sider – det er den, jeg her citerer fra. I sin kronik koncentrerer Preben Wilhjelm sig om det første af disse to problemer og argumenterer for at de nuværende politiske instrumenter ikke kan gøre noget ved det. Argumenterne for det er temmelig klare – historien viser, at der altid kommer kriser efter perioder med tilsyneladende stabilitet. Herunder kan man tydeligt mærke hans baggrund inden for fysik:

Kapitalismen, med markedsmekanismen som afgørende styringsinstrument, er hvad der i fysikken kaldes et metastabilt system, hvor den mindste ubalance er selvforstærkende. Som en mønt på højkant.

Vi kunne ikke drømme om at producere en elkedel, som ikke slukker af sig selv før vandet er kogt af og køkkenet sat i brand. Vi producerer ikke biler, som ikke retter op af sig selv efter et sving. Vi indbygger ’dødemandsknapper’ i skibe og tog og maskiner, ja sågar i motorsave og hæksakse for at hindre ulykker. Når vi bygger vindmøller, sørger vi for, at rotorbladene automatisk justeres, så møllen ikke løber løbsk, hvis vinden bliver for kraftig. Men når det gælder styringen af hele samfundsøkonomien har vi overladt den til en mekanisme, som forstærker selv mindre ubalancer eller afvigelser til alvorlige kriser. Det svarer til en bil, hvor selv den mindste drejning er selvforstærkende og umulig at rette op.

Med andre ord er den kaotiske (i matematisk forstand) adfærd, som den kapitalistiske markedsøkonomi udviser med jævne mellemrum, en følge af det dynamiske system (i matematisk forstand) som økonomien er. Små fluktuationer kan være selvforstærkende og give enorme konsekvenser. Et dynamisk system er (løst sagt) et system af koblede differentialligninger, så her har vi med forskellen mellem pæne og mindre pæne (kaotiske) løsninger til differentialligninger at gøre. Ofte taler man i populære fremstillinger af kaosteori om “sommerfugleeffekten” – at en sommerfugls vingeslag i én del af verden kan udløse et uvejr i en anden del af verden. Dette malende eksempel skyldes den amerikanske matematiker (og meteorolog) Edward Lorenz. I 1930’erne var “sommerfuglen” i den globale økonomi en usædvanligt god kornhøst tre år i træk, der tvang kornpriserne i bund og slog bunden ud af indtjeningen for landbruget.

Men fordi det økonomiske system på denne måde er kaotisk, kan man ikke beskylde en tidligere regering for uansvarlig økonomisk politik, for regeringen kan ikke forhindre kriser, allerhøjst afbøde deres konsekvenser. Wilhjelm skriver:

Med undtagelse af Grækenland, der som bekendt snød sig ind i EURO-samarbejdet ved at forfalske sit statsbudget, kan man ikke sige, at krisen skyldes en uansvarlig økonomisk politik.

I den egentlige økonomiske politik, altså dér, hvor politikerne selv træffer økonomiske beslutninger, er der ikke meget at komme efter. VKO-flertallet gav skattelettelser, javel.

De noksom omtalte ’ufinansierede skattelettelser’ (få mia kr.) og oppositionens alternative forslag var for pebernødder at regne i forhold til den forringelse af statsfinanserne, som fandt sted. På kun fire år gik vi fra et overskud på 80 mia til et underskud på 100 mia kr. Og denne ændring fandt vel at mærke sted uden skygge af grundlag i nogen politisk beslutning. Det var ikke den offentlige sektor, der løb løbsk. Det var ikke velfærdsydelserne, der blev sat op, snarest tværtimod. Hele nedturen stammer fra den private sektor, som lukkede næsten 200.000 arbejdspladser med den konsekvens, at staten mistede skatte- og momsindtægter, men til gengæld fik kolossalt stigende udgifter til dagpenge o.l. For sådan har vi indrettet systemet, sagt uden moraliseren: Når den private sektor ikke kan tjene tilstrækkeligt på arbejdskraften, overlades forsørgelsesproblemet til det offentlige.

Preben Wilhjelms mangeårige engagement på venstrefløjen i Danmark gør det selvfølgelig ikke overraskende, at han er kritisk over for kapitalismen.

Men hør så her. I samme udgave af Information er der en lang artikel af Jørgen Steen Nielsen om Jeremy Grantham og hans kritik af kapitalismens konsekvenser. Grantham interesserer sig især for de begrænsede resurser. I artiklen får vi bl.a. følgende citat fra Grantham:

»Kapitalismen har i almindelighed ingen fornemmelse for etik eller samvittighed,« skriver Grantham og når frem til sin store bekymring: »Af alle kapitalismens tekniske svagheder er den akut farligste formentlig dens absolutte mangel på evne til at håndtere ressourcernes begrænsede omfang samt den matematiske umulighed af at opretholde hastig vækst i fysisk output. Man kan skabe fortsatte forbedringer i kvaliteten af varer og tjenesteydelser og – håber jeg – i livskvalitet, men man kan ikke have bæredygtig vækst i fysisk output. Man kan få ’vækst’ for en tid, eller man kan få ’bæredygtighed’ for altid, men ikke begge dele,« fastslår han.

Hvem er Jeremy Grantham? Jeremy Grantham er britisk og fra samme generation som Preben Wilhjelm. Men her hører lighederne op. Grantham er direktør for et af USAs største investeringsfirmaer, Grantham Mayo Van Otterloo, og er ansvarlig for aktiver for over 97 milliarder amerikanske dollars. Med andre ord er Jeremy Grantham en central aktør i den moderne kapitalistiske økonomi, og også han mener, at der er noget fundamentalt galt med systemet.

Jamen, det er måske alt sammen meget rigtigt set (?), vil nogle så sige her. Der er så åbenbart nogle problemer ved det økonomiske system. Men hvad gør vi så ved dem? I første omgang er det vigtigt at erkende problemernes karakter og alvorlighed:

  • Problemerne med tilbagevendende kriser og resurseknaphed er en konsekvens af adfærden af det dynamiske system (i matematisk forstand), som kapitalismen udgør.
  • Problemerne har enorme og uacceptable menneskelige omkostninger, og i sidste ende kan de bringe menneskehedens overlevelse i fare.

Derefter kan vi finde ud, hvad vi skal gøre ved problemerne. Jeg vil ikke fremture med mere eller mindre gennemtænkte løsningsforslag her, for det her er ikke let. Det, der akut er brug for er under alle omstændigheder bedre modeller, så vi kan beskrive det dynamiske system, som økonomien udgør – og at finde modellernes styrker og begrænsninger. I disse år er der netop en udbredt kritik af de økonomiske modellers utilstrækkelighed i denne henseende. Herhjemme er det bl.a. Katarina Juselius fra Københavns Universitet, der har kritiseret de økonomiske modeller for at være for simple og have ukorrekte grundlæggende antagelser. I en samtale på Edge.org tager den tidligere børsformand fra Nasdaq Mike Brown og tre professorer i henholdsvis erhvervsøkonomi, biologi og fysik fat på en tilsvarende diskussion af modellernes grundantagelser og begrænsninger.

Hvis vindmøller jævnligt løb løbsk, ville der være forskningsinitiativer i gang for at finde ud af finde bedre matematiske modeller, så problemet kunne forhindres. Sådanne modeller findes så faktisk inden for ingeniørvidenskab. Så kan samfundsvidenskab og politik mon ikke også gøre det bedre?

Bloggens fødselsdag

I dag er det et år siden, jeg startede denne blog i eget navn. Jeg ved ikke, hvor mange, der rent faktisk læser, hvad jeg skriver. Nogle gange er der indlæg, andre reagerer på. Tak for det! I andre, lange perioder (som f.eks. nu) har jeg en fornemmelse af at henvende mig til et publikum på én læser – mig selv. Det vigtige for mig er at kunne give udtryk for både afklarethed og tvivl og at undgå den destruktive, polemiske tone, der så ofte hersker på nettet. Jeg håber, at jeg når dette mål. Det er så nemt at finde et sted på nettet, hvor man kan enes om hurtigt at konkludere, at de andre er dumme og/eller tager fejl. Dette skal ikke være et af dé steder. Jeg havde håbet, at kommentarerne kunne holdes inden for bloggen selv, men forbløffende mange kommentarer dukker op på sociale medier, og her altovervejende Facebook. Det gør egentlig ikke noget, men det gør bloggens historik en anelse mere kompliceret. Måske er den manglende redaktionelle linje også en årsag til forvirring. Somme tider synes jeg, at jeg er ved at skrive min eget (ikke nødvendigvis gode) bud på Den etiske fordring, og når det sker, bliver jeg bange for, om det udarter til en slags prædiken. Andre gange kan jeg være nervøs for, om jeg udleverer mig selv for meget. Atter andre gange spekulerer jeg på, om blog-mediet måske er passé i en verden af jævnlige statusopdateringer.

Indtil videre fortsætter jeg med bloggen og håber på det bedste.

Øen og fjorden

Vi tog cyklerne frem og forlod det kontinentale Danmark for at tage færgen til Egholm. Et kvarter fra Aalborgs midtby er der ankeldybt soppevand, en isbod, nordbagger på marken, den svage duft af kokasser og en knasende grusvej, der fører til en nedlagt købmandsforretning med gamle kriminalromaner, islandsk slik og Gjøltrolde til halv pris. På denne pinsedag var øen i fjorden et mikrokosmos af sommeren i Danmark, og der var stilhed, mere stilhed og sommerfred. Tilrejsende københavnere bemærker, at himlen oppe ved os synes større og højere. Jeg har aldrig tænkt over det før, for sådan har himlen altid været her, men jeg tror, de har ret.

Jeg er et meget passivt medlem af Egholms venner, men vi behøver ikke andre forbindelser dertil end færgen, tak.

Flowet og fragmenterne

Det er ved at være sidst på semesteret. I det sidste lange stykke tid har min arbejdsdag været hakket i stykker; der har været møder med studerende, møder i studienævnet og i instituttets samarbejdsudvalg. Det er vigtige aktiviteter alle sammen, men de er samtidig tidrøvere. Et møde på halvanden time røver meget mere tid end de 90 minutter, det varer. Man kan ikke lave noget forskningsrelateret i løbet af to timer; enten skal man bruge resten af eftermiddagen (og så går det ud over familielivet) eller give op og bruge resten af arbejdsdagen og lave rutineopgaver som at læse og besvare e-mail og rette opgavebesvarelser (og så må man forske en anden dag).

Hvis man skal kunne finde ud af noget nyt, kræver det nemlig fordybelse, og fordybelse tager tid. Der skal være tid til både den bevidste bearbejdelse og den ubevidste efterbearbejdelse, som hjernen foretager sig i pauserne. Når man har denne tid og opgaverne hverken er for trivielle eller for svære, kan man opnå den tilstand, som i psykologi kaldes flow. Flow er det stik modsattet af stress; når vi er i en tilstand af flow, er motivationen til stede af sig selv, vi tænker ikke på mad, drikke, hvile osv.  De udfordringer, arbejdet giver, passer til vores kompetenceniveau uden at vi keder os. Det “kører bare”. Grafen ovenfor viser det område, hvori vi opnår flow-tilstanden.

Begrebet skyldes Mihaly Czikszentmihalyi, der er en ungarsk-amerikansk psykolog, født i Fiume, som engang lå i Italien men nu hedder Rijeka og ligger i Kroatien. I et interview med Wired fra 1996 definerer han begrebet således:

Wired: What do you mean by flow?

Csikszentmihalyi: Being completely involved in an activity for its own sake. The ego falls away. Time flies. Every action, movement, and thought follows inevitably from the previous one, like playing jazz. Your whole being is involved, and you’re using your skills to the utmost.

Czikszentmihalyi hævder, at mennesker er lykkeligst, når de er i flow-tilstanden.

Vi har ikke altid været gode til at lægge skema for de studerende; på nogle semestre er der nu placeret en masse afleveringer i kurserne, og det gør det svært for de studerende på de pågældende semestre at finde sammenhængende tid til deres projektarbejde og opnå en tilstand af flow. Deres problemer med dage, der er hakket i stykker, er helt tilsvarende mine problemer med ituhakkede dage.

Vi taler meget om forebyggelse af stress på danske arbejdspladser, men vi taler kun sjældent om flow-fremmende foranstaltninger (det kunne ellers være et godt slogan for en fagforening som 3F, “Flow-Fremmende Foranstaltninger.”..). Alle bør have ret til at føle flow i deres arbejde.

Tænk, hvis vi kunne have fordybelsesdage på universiteterne. Engang var onsdag eftermiddag på Aalborg Universitet en slags administrativ fordybelsestid; alle mødeaktiviteter skulle lægges her, og der måtte ikke være undervisningsaktiviteter. Sådan er det ikke længere, og argumentet er tidnød og lokalemangel. Men ved at indføre fordybelsestid for studerende vil man samtidig kunne få en garanti for at større undervisningslokaler var ledige.

Både ansatte og studerende skulle have fordybelsesdage; fordybelsesdagene skal ikke være de samme for alle hold af studerende eller for alle ansatte, men hvert hold af studerende og alle ansatte skal have dem. På en fordybelsesdag for studerende kan der ikke være kursusaktivitet eller studierelaterede seminarer; hele dagen tilhører projektarbejdet og man har som studerende ret til at sige nej til andre aftaler. På en fordybelsesdag for videnskabeligt personale må der ikke være møder eller undervisning, og man har lov til ikke at besvare e-mail eller opringninger. På en fordybelsesdag for administrativt personale må der ikke være møder, og man kan viderestille henvendelser uden at føle skyld.

De to poler

I The Guardian er der et interessant interview med den engelske sangerinde Rumer. Hendes musik er hvad jeg engang ville have rubriceret som “sovs”; en 1970’er-inspireret blød vellyd, som på en måde er easy listening. Og så alligevel. Der er en melankoli og rådvildhed i sangene, der stikker dybere, meget dybere. Rumers vokal minder mig (og mange andre) om Karen Carpenter, men har en tilbagelænethed, jeg også forbinder med brasilianske Astrud Gilberto.

Den smerte og sårbarhed, man kan fornemme i musikken, kommer et sted fra. I interviewet kan jeg læse, at Rumer (der egentlig hedder Sarah Joyce) er blevet diagnosticeret med bipolær lidelse – det, man engang ville have kaldt at være maniodepressiv. Hun er helt åben om dette:

I think I was vulnerable. The reason culture is so mediocre is because most people who are really interesting are probably under a duvet right now. They are not people inclined to feel confident or promote themselves or put their name on a CD. It’s that extreme. What it was, mainly, for me, it was the loss of control. You have no idea how much control you exert over your own life until it’s taken away. It’s really distressing then, to not be able to choose. When I go into a restaurant I like the mafia spot: at the back, facing the door, I never ever leave my back exposed. I’m vigilant. I’m a survivor. My instincts are very sharp. And that’s been dulled. Something’s lost and something’s gone.

Sarah Joyce har været ude for hårde ting. Hun mistede sin mor. Hun opdagede, at hendes far ikke var hendes biologiske far, men familiens  kok, som de havde under hendes opvækst i Pakistan. Om den sårbarhed, hun oplever, er kommet som resultat af alt dette (og især moderens død) eller hele tiden har været der, ved jeg ikke. Men det er godt, at en kendt og talentfuld person står frem og taler om sin sårbarhed og at vi forstår, at der er et menneske bag enhver diagnose, at mennesker, der kan synes stærke, også kan være sårbare. Karen Carpenter holdt sin smerte skjult, og vi fandt først ud af at den var der, da hun ikke var her mere.

Rumer har iøvrigt snart sit andet album ude; det hedder Boys Don’t Cry. Og nej, The Cure-nummeret med dette navn er ikke med. Det er til gengæld en hel masse andre cover-numre af alle mulige sangskrivere – fra Bob Marley og Neil Young over Isaac Hayes og Townes Van Zandt til Gilbert O’Sullivan. Tracklisten afslører, at ingen af numrene er blandt de pågældende kunstneres hits. Så vidt jeg kan læse mig til, er John Grant (der lavede det fænomenale soloalbum Queen of Denmark i 2010) også med. Det kan godt gå hen og blive interessant.

Mens vi venter, er her ovenfor “Slow”, måske det allerbedste nummer fra hendes debut Seasons Of My Soul, der udkom herhjemme tidligt i 2011.

Intelligens er ikke alt (og så alligevel)

Richard Feynman, der fik Nobelprisen i fysik, havde en intelligenskvotient på “kun” 125. Det er selvfølgelig pænt over gennemsnittet, men ikke nok til at blive medlem af en forening som Mensa, hvor kravet er mindst 130. Men den højest målte IK tilhører Marilyn vos Savant; der er uenighed om tallet – nogle siger 190, andre over 200. Enhver fysiker (og også personer som mig, der ikke havde fysik ud over et kursus i mekanisk fysik på 2. semester) ved, hvem Feynman er. Men vos Savant? Hun er brevkasseredaktør på Parade, der er søndagstillægget i et stort antal dagblade i USA. Det er selvfølgelig et respektabelt og vel også indbringende erhverv, men måske nok ikke helt at sammenligne med en Nobelpris.

Jeg har selv kendt mennesker, der åbenlyst var meget intelligente i sædvanlig analytisk forstand, men aldrig blev færdig med nogen uddannelse. Og jeg har kendt mennesker, der efter alt at dømme er gennemsnitligt intelligente i sædvanlig analytisk forstand, men er nået langt i deres karriere.

En artikel af Veronica Pamoukaghlian på Brainblogger gør opmærksom på, at det er nødvendigt at se langt mere nuanceret på intelligensbegrebet. Det er der selvfølgelig andre, der allerede har gjort. Daniel Goleman gjorde sig til talsmand for et begreb, han kalder følelsesmæssig intelligens. Howard Gardner har talt om de mange intelligenser (præcis hvor mange, er lidt uklart).

Men man kunne også anlægge et helt andet syn på intelligens, der tager udgangspunkt i performans. Pamoukaghlian nævner her en artikel af Robert Sternberg og Elena Grigorenko. De to tog i deres arbejde udgangspunkt i det umiddelbart paradoksale, at de amerikanske præsidentkandidater George Bush og Al Gore begge har klaret sig forbløffende godt på trods af at de fik dårlige karakterer som studerende. Pamoukaghlian skriver:

For the purposes of his own research, Sternberg has defined intelligence as the ability to adapt to the environment and to learn from experience and successful intelligence as,

  1. the ability to achieve one’s goals in life, given one’s sociocultural context;
  2. by capitalizing on strengths and correcting or compensating for weaknesses;
  3. in order to adapt to, shape, and select environments; and,
  4. through a combination of analytical, creative, and practical abilities.

Ifølge denne ide om “succes-intelligens” handler intelligens i høj grad om kompetence og om at kunne lære nyt. Hvem kender man? Hvor god er man til at udnytte de muligheder, man får? I hvor høj grad ved man, at der er noget, man ikke ved?

Det tiltalende ved denne opfattelse af intelligens er, at den giver et mere helhedsorienteret billede af hvad det vil sige at være “godt begavet” end de gamle Stanford-Binet-prøver og samtidig måske er nemmere at undersøge. Den vil måske også kunne afslutte den triste diskussion, der i sin tid fulgte med den meget omtalte bog fra 1994 The Bell Curve af amerikanerne Richard J. Herrnstein og Charles Murray. I denne bog hævdede de på baggrund af resultater fra IK-tests at nogle etniske grupper i USA var “indbygget inkompetente”, og her specielt afro-amerikanere og spansktalende. Ikke overraskende blev Herrnstein og Murray (der begge var ikke-spansktalende euro-amerikanere) kaldt racister. Hvis der kom noget godt ud af denne bog, er det vel at mange blev opmærksomme på intelligensbegrebets mangfoldighed. The Bell Curve var bl.a. den direkte grund til at Stephen Jay Gould skrev en ny udgave af sin klassiker The Mismeasure of Man.

Det mindre gode ved ideen om “succes-intelligens” er, at opfattelsen kan risikere at fremstå som tautologisk selvbekræftende. For hvem er det, der er intelligente? Jamen, det er da dem, der når deres mål og lærer nyt. Og hvem er det så, der når de mål, de sætter sig og lærer nyt? Jamen, det er da dem, der er intelligente.

Sprogets økonomi

Det er langt fra altid de længste tekster, der er de bedste. C.V. Jørgensen gik fra at skrive lange, ordrige tekster i et forsøg på at aftvinge mening i tilværelsens absurditeter til at skrive korte, afklarede tekster. Det er ikke på de tidlige albums, hans mesterværker gemmer sig, men på de senere.

Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges skrev kun noveller og digte. Noget af hans kortprosa var helt kort,(f.eks. Extraordinary Tales, som han skrev sammen med Adolfo Bioy Casares), andre tekster nåede op på omkring ti siders længde. I mange af disse tekster gav han et koncentreret billede af en alternativ virkelighed, som mindre talentfulde forfattere sikkert ville have givet meget for at kunne hitte på for derefter folde ud til en serie fantasy-bøger.

I min studietid stødte jeg på de lange “snakkebøger”. Især husker jeg en lærebog i abstrakt algebra, som nogle af mine medstuderende var meget begejstrede for, mens jeg syntes, den tenderede mod at være en “snakkebog”. Retfærdigvis skal det siges, at mange andre lærebøger (især fra USA) er meget, meget værre med lange, dårlige forsøg på “intuitiv” forklaring af begreber.

Jeg bliver ofte opmærksom påbetydningen af sproglig økonomi, når jeg læser studerendes arbejdsblade. Ofte er der tilsyneladende meget at læse, men min typiske kommentarer er, at den eksisterende tekst skal kortes ned, mens andet, der burde være i teksten til gengæld helt mangler. De fleste studerende på de tidlige semestre skriver simpelthen alt for meget i forholdet til indholdet. Nogle gange er problemet, at de studerende kompenserer for manglende præcision, herunder manglende kendskab til matematisk notation, med lange forklaringer. Andre gange er problemet, at de studerendes beskrivelser af fænomener er helt unødigt knudrede. Og mange andre gange er studerende blevet vænnet til at “popularisere udenom”, så de skriver om datalogi i stedet for at skrive datalogi. Hvor de har lært at blive påskønnet for at “popularisere udenom”, ved jeg ikke, men mit gæt er ungdomsuddannelserne.

Der er faktisk en matematisk teori om sproglig økonomi. Kolmogorov-kompleksiteten af en streng w er længden af den korteste algoritme (hermed kunne jeg mene en Turing-maskinbeskrivelse), der kan generere output w. Hvis man tør bruge en analogi til informationsteoretiske begreber i ovenstående uformelle sammenhæng, er det typiske arbejdsblad derfor ét, hvor teksten er meget længere end Kolmogorov-kompleksiteten af tekstens “faktiske indhold”, en størrelse, der er svær (måske umulig) at kvantificere.

Sproglig økonomi består derfor i at komme tæt på Kolmogorov-kompleksiteten af det indhold, man vil formidle. Heldigvis bliver de studerende typisk bedre til sproglig økonomi, efterhånden som de kommer længere i studiet. Men hvordan lærer de det? Og hvordan kan vi undervise dem i det?

Der findes ganske mange specialiserede kurser, der skal lære os at skrive bedre, og ofte er kurserne genrespecifikke (fiktion/digte/sagprosa). Sådanne kurser har vi ikke nogen god mulighed for indarbejde på universiteterne, og jeg vil da også påstå, at det er gennem praksis, man bedst lærer at skrive bedre. Med praksis mener jeg her projektvejledning. Jeg har ikke nogen systematisk baggrund inden for skrivefærdigheder, så nedenstående er ikke andet end tre heuristikker, der med årene er gået op for mig. De lader nemlig til at virke.

  • Ikke alle er født med samme sproglige økonomi. Derfor er den indbyrdes kvalitetskontrol og vidensdeling, som finder sted i en projektgruppe, når studerende læser hinandens arbejdsblade, af stor betydning. Forhåbentlig kan de studerende, der kan udtrykke sig i korthed, påvirke den fælles tekst.
  • Man skal som vejleder selv gå forrest og foreslå sprogøkonomiske alternativer. Hvis en halv side kan koges ned til to linjer, skal man prøve at gøre det.
  • Jeg hader de sidetalskrav, der altid er i forbindelse med konferencepublikationer, for de betyder en masse ekstraarbejde for at file på teksten. Men nogle gange (ikke altid!) bliver resultatet en bedre, skarpere og mere præcis fremstilling af mine ideer. Derfor kan en projektgruppe have et internt mål om at intet kapitel i deres projektrapport må være længere end (f.eks.) 10 sider? Meget korte kapitler er også tegn på, at der er noget galt, men det er en anden historie.

Endelig skal vi huske, at talesprogets økonomi er en anden end skriftsprogets. For nu at blive i Kolmogorov-analogien: “tale-algoritmer” og “skrive-algoritmer” benytter ikke samme sprog. En forelæsning kan med fordel gentage den samme pointe på samme måde igen og igen, mens en artikel ofte ikke vil gøre det.  Dette skyldes, at den talte ytring forsvinder, straks den bliver affyret, mens skriften er (tilnærmelsesvis) permanent.

Ironisk nok er dette måske blevet et lige lovlig langt blogindlæg. Eller gælder der mon en anden sproglig økonomi på nettet?