Vi bliver det, vi studerer

Politikens søndagstillæg Studieliv er der igen, og som universitetslærer er det altid interessant, at se, hvordan journalister (mis)forstår den akademiske verden på baggrund af studerendes syn på samme. Denne gang ser temaet ud til at være fordomme på tværs af fag og institutioner. I en enquete udtrykker en studerende fra CBS f.eks. sin fordom om RUC (“de har ikke andet end gruppeeksamen” – ved hun da ikke, at den slags har været umoralsk og ulovligt i en årrække nu?), og studerende besøger hinandens fag. En datalogistuderende fra DIKU besøger f.eks. danskstudiet på KUA og undrer sig over, at så mange danskstuderende har en Mac. (Det har jeg faktisk selv, og jeg er trods alt datalog.)

Men mest interessant er en lille artikel, hvor livsstilsekspert Anne Glad udtaler at

Vi samler identitet op, mens vi læser, og langt hen ad vejen bliver vi, hvad vi læser.

Selv om jeg ikke er “livsstilsekspert” (hvordan bliver man egentlig det?), må jeg indrømme, at helt forkert, det er det ikke. Vi har f.eks. to nært beslægtede uddannelser på AAU, nemlig datalogi og software. Bacheloruddannelserne er helt ens i de første to år, og efter fuldført bachelor kan man uden videre starte på den “anden” kandidatuddannelse – og altså blive kandidat i software med en bachelor i datalogi (og omvendt). Men alligevel er de studerende på de to uddannelser meget bevidste om deres identitet og om at de i hvert fald ikke er datalogi- hhvs. softwarestuderende.

Det er ikke noget nyt fænomen. Selv husker jeg, hvordan jeg som studerende var meget bevidst om ikke at være ingeniør-, men scient-studerende. Ingeniørerne var “udvidede håndværkere”, var vi en del, der syntes. Senere har jeg fundet af, at der ofte er lige så meget som forener, som skiller de forskellige fag – at jeg kan have en masse til fælles med f.eks. en universitetslærer i dansk, sikkert på en del måder mere end med en kandidat i datalogi, der arbejder for et privat firma. Og de studerende i datalogi og software – er de så særlig forskellige? Overhovedet ikke!

Det der med engelsk

Jeg har det meget blandet med det engelske sprog. På den ene side har jeg en britisk PhD-grad (fra Edinburgh), så jeg har boet i Storbritannien engang. Hele min videnskabelige produktion er på engelsk, næsten alle de konferenceforedrag og seminarer, jeg har holdt, har været på engelsk, og jeg har skrevet en bog, som er udkommet på Cambridge University Press. Jeg læser en del skønlitteratur på engelsk, og en hel del af den musik, jeg holder af, er fra lande, hvor engelsk er hovedsprog. Og så har jeg to søstre, der er englændere. Dem må vi ikke glemme!

På den anden side har jeg nogle lidt trælse oplevelser fra min gerning som universitetslærer. En del studerende insisterer allerede på første studieår på at ville skrive deres projektrapporter på engelsk, også selv om deres vejleder er dansk og selv om rapporten formodentlig/forhåbentlig aldrig vil blive læst uden for landets grænser. Egentlig forstår jeg det vel godt – de fleste lærebøger er på engelsk, og man får en tendens til at opfatte fagets sprog som netop engelsk. Og en dag kan man møde udenlandske kolleger og/eller havne i en organisation, hvor engelsk er et udbredt sprog. Men realiteterne på studiet er nogle andre. Nogle gange er resultatet acceptabelt rent sprogligt, men andre gange er det rent ud sagt elendigt, og man oplever, at nogle studerende får sværere ved at tale om deres fag. Selv synes jeg ikke, man bør skrive projektrapporter på engelsk tidligt i sit studium; det vigtigste er at kunne skrive præcist og struktureret og at mestre fundamentet i sit fag. Først derefter giver det mening at forsøge sig på et andet sprog.

På mit institut er der nu (heldigvis) en del udenlandske ansatte, og af den grund holder vi de møder, der er for alle ansatte, på engelsk. Rationalet er godt – alle skal være inddraget og informeret – men der sker ikke desto mindre det, at de fleste udenlandske ansatte er tavse, mens de dansktalende ansatte fører en langsom og tydeligt besværet diskussion på en slags engelsk. Samtidig oplever jeg, at jeg har kolleger, der trods mange år i Danmark stadig ikke har lært dansk og insisterer på at tale engelsk, mens rengøringsassistenterne, der for manges vedkommende er udlændinge (ofte fra Asien) snakker med mig på dansk. (Omvendt har jeg også udenlandske kolleger på mit universitet, der taler et nuanceret og udtryksfuldt dansk, der gør mange af mine landsmænds kendskab til eget modersmål til skamme!)

Der er pessimistiske dage, hvor jeg tror, at det stadige fokus på engelsk ikke er andet end en slags dovenskab, der forhindrer os i at lære alle de mange andre sprog at kende og forhindrer os i at kommunikere. “Så gør vi det bare på engelsk”-holdningen bliver et ydre symbol på “internationalisering” snarere end en egentlig internationalisering. Jeg tror samtidig, at danskernes urealistiske krav til beherskelse af dansk (som ofte er, at det talte dansk  ikke er godt nok, før der ikke er nogen grammatiske fejl og den udenlandske accent er næsten helt væk) forhindrer de nogle gange meget perfektionistiske akademikere i at give sig i kast med sproget.

Er der overhovedet et problem, eller er jeg ved at forvandle mig til en jeronimus? Jeg er træt af “så gør vi det bare på engelsk”-holdningen, som jo egentlig også er en form for manglende respekt for de udfordringer, kommunikation på engelsk må rumme. Måske skulle man have fagrettede aktiviteter i skriftlig og mundtlig formidling på universitetet – for både studerende og ansatte. Og kunne man opmuntre ansatte, der vil tilbringe en årrække i landet, til at tage et intensivt danskkursus mod at de slap for at undervise og publicere, i de måneder, det stod på?

Det lukkede rums mysterier

En af de fortællinger, der har gjort størst indtryk på mig på det seneste, er den irsk-canadiske forfatter Emma Donoghues roman Room, som på dansk er kommet til at hedde Rum. Room handler om og er fortalt af Jack, en dreng på 5 år, der vokser op sammen med sin mor et sted i USA under usædvanlige og usædvanligt ubehagelige omstændigheder. Moderen er som helt ung blevet bortført og spærret inde af sin bortfører, der gentagne gange voldtager hende. Resultatet er Jack. Bortføreren lader dem have et lille fjernsyn i deres rum, et lydisoleret haveskur på tolv kvadratmeter, og herigennem lærer Jack om den store verden, som han får at vide, kun findes på tv. Midtvejs i bogen lykkes det Jack og moderen at flygte, og sidste halvdel handler om deres svære tilpasning til den store verden derude. Room er inspireret af de forfærdelige sager om langvarige bortførelser, vi har fået kendskab til gennem de seneste år, men er samtidig en fortælling om at vænne sig til den moderne verdens ofte svært forklarlige “selvfølgeligheder”.

Nogle af bogens scener er næsten ubærlige, og man skal i starten vænne sig til Jacks barnlige og langt fra altid sprogligt korrekte fortællestemme. Men samtidig er det denne naive, men helt troværdige synsvinkel, der gør bogen til en ganske særlig oplevelse. Room var nomineret til Booker-prisen sidste år, men fik den ikke. Mindre kan dog også gøre det.

De underlige talmennesker

Med meget ujævne mellemrum dukker der fiktion op, der handler om de matematiske fag. De eneste film, jeg kan komme i tanke om, er faktisk begge fra nyere tid, nemlig

  • Et smukt sind om John Nash, der fik Nobelprisen i økonomi for sit arbejde om spilteori og Nash-ligevægte, men også var paranoid-skizofren (hans psykiske sygdom er filmens fokus) og
  • Good Will Hunting om den fiktive Will Hunting fra M.I.T. Han er vist grafteoretiker, men er også (undskyld ordspillet) en irrationel rod, der græder ud ved Robin Williams’ skulder.

I begge disse dramaer er matematikeren et martret geni, der slås mod misforståelser og for at holde kærligheden til en kvinde i live. Heldigvis for det kvindelige publikum er hovedrolleindehaveren en mand, der ser godt ud (henholdsvis Russell Crowe og Matt Damon). Så er der også It’s My Turn helt tilbage fra 1980. Den har jeg så desværre ikke set, thi den er ikke nem at opdrive, men i den film er matematikeren en kvinde, Jill Clayburgh (der ser godt ud), og filmen er vist i den mere muntre ende. Det mest matematiske øjeblik i filmen – ja, måske i hele Hollywoods historie – optræder så vidt jeg ved i filmens start og kan ses herover.

Det drejer sig om slangelemmaet fra homologisk algebra (som mindst én af denne blogs læsere vil kunne forklare bedre, end jeg tør prøve), komplet med et bevis ved diagram chasing. Det er altid hyggeligt at starte en romantisk komedie med kommutative diagrammer og en lille snak om entydighed af morfier.

Jeg tror ikke, der har været nogen film om forskere fra datalogi – et om muligt endnu mere misforstået fag end matematik. Der er også kommutative diagrammer i teoretisk datalogi, men de vil næppe blive filmatiseret foreløbig. Til gengæld har der været masser af computere.

Faktisk er jeg ret overbevist om at man kunne lave en god film om Alan Turing. Der er i hvert fald tale om en historie med kostskoleliv, krig, matematik, maskiner og en martret mand, der slås med og for sin seksualitet og ender med at begå selvmord. Men måske har Hollywood lige så svært ved denne kombination af en decideret unhappy ending og en helt, der er bøsse, som briterne havde ved at anerkende Turings store indsats?

En glemt paragraf?

Denne paragraf i FNs konvention om flygtninges retsstilling (fra 1951) er måske den mest oversete paragraf i nyere dansk politik.

Artikel 34.
Naturalisation
De kontraherende stater skal såvidt muligt lette flygtninges optagelse i samfundet og naturalisation. De skal navnlig på enhver måde bestræbe sig for at fremskynde behandlingen af naturalisationssager og nedsætte afgifterne for og omkostningerne ved denne behandling til det mindst mulige.

Se den f.eks. her.

Prædiken for de allerede omvendte

Debatfora på nettet og i dagblade får mig ofte til at undre mig. For hvad er målgruppen for læserbrevene? Hvorfor er det vigtigt at fortælle en politiker på Facebook, at man synes om hans/hendes udtalelser? Jeg kan nævne en række blogs af temmelig forskellig politisk observans, hvor så godt som alle kommentarerne kommer fra læsere, der er enige med bloggeren. Vi diskuterer efterhånden næsten kun med dem, vi er enige med. Hvad er egentlig formålet med en politisk diskussion?

Engang for år tilbage har jeg hørt en politiker indrømme i et lille, lukket forum, at der var noget, han ikke havde tænkt over, og at han nu var i tvivl. Han var en ærlig mand, syntes jeg. Siden blev han minister. For ikke at trampe på mandens integritet vil jeg lade ham være anonym.

Jeg tror på det gode argument og jeg håber, jeg er i stand til at indrømme det, når jeg er i tvivl eller bliver overbevist om at jeg har taget fejl. Samtidig har jeg aldrig brudt mig om de voldsomme meningsudvekslinger, for det, der uvægerligt karakteriserer dem, er at man holder op med at lytte. Empatien (der var det begreb igen!) forsvinder, og man begynder at betragte sin modstander som et fjendtligt objekt.

Erobring af sproget

Fra George Orwells 1984 kender vi begrebet “newspeak”, eller, som det kom til at hedde på dansk, “nysprog”. Newspeak var et systematisk forsøg på at ændre tænkemåden gennem at erobre sproget. Et berygtet eksempel var folkedemokratierne, der var alt andet end det. Også i vore dage prøver man også at erobre sproget ved at tage positive begreber til sig. Jeg tænker på et fænomen på højrefløjen som Trykkefrihedsselskabet, der bruger plusordet “frihed” i det, der reelt handler om at være en nationalistisk, anti-muslimsk forening. Eller tænk på Kvinder for Frihed, der som væsentligste programpunkt har et forbud mod muslimske hovedtørklæder.

Seneste forsøg på sprogerobring er Bæredygtigt Landbrug, som her i foråret har haft en massiv annoncekampagne i medierne. Tale om bæredygtigt landbrug har jeg tidligere kun set i miljøorganisationers sprogbrug (f.eks. hos Dansk Naturfredningsforening); begrebet bæredygtighed stammer fra Brundtlandrapporten fra 1987, hvor det defineres som det, der

“skaffer menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for dække deres behov”

Men foreningen Bæredygtigt Landbrug har en noget anden profil, der leder tankerne hen på USAs anti-miljøbevægelse med det tillokkende navn “Wise Use”. Foreningen Bæredygtigt Landbrug har en formålsparagraf (citeret efter foreningens webside) der lyder:

  1. Vi skal have afskaffet de økonomisk belastende dele af Grøn Vækst.
  2. Vi skal sikre os mod nye indgreb.
  3. Vi skal have afskaffet skatter og afgifter, der belaster erhvervet økonomi i forhold til vore konkurrenter.

Ikke meget om fremtidige generationers behov eller miljø dér.

Formanden er godsejer Christian G. Castenskiold, og blandt foreningens seneste aktiviteter er – ud over annoncekampagnen og en stor traktordemonstration i København – en stævning mod Dansk Naturfredningsforenings direktør René La Cour Sell for udtalelser om, at landbruget gennem de senere år har været skyld i op til 400 lukninger af drikkevandsboringer.

I en artikel i Landbrugsavisen fremgår det, at Bæredygtigt Landbrug faktisk står bag Liberal Alliances landbrugspolitik. Interessant nok var René La Cour Sell i sin tid medlem af Liberal Alliances forgænger, Ny Alliance.

Den lille lysegrønne ø

Egholm er en ø mellem Aalborg og Nørresundby. Dens fastnet-telefonnumre starter med 9817 som i Nørresundby, men dens postnummer er 9000 Aalborg. På Egholm er man altid kun i kort afstand fra Aalborgs midtby, men stilheden er den store, gribende forskel. Her er der marker og grusveje, en lille smule skov og vadefugle på tyste sandstrande. Inde midt på øen, grænsende op til en gigantisk rapsmark, er Egholm by, en typisk lille landsby med en lille klynge huse og en købmandsbutik, der har åbent kun om søndagen.

Egholm har været et udflugtsmål for mig lige siden min studietid, hvor matematik- og datalogistuderende og deres undervisere hvert forår drog dertil på udflugt tidligt i juni, hvor vejret var bedst. Det var dengang, vi holdt til på Strandvejen 19, lige op til Aalborgs vestby og i bekvem cykelafstand fra Egholmfærgen.

Egholm er nu blevet offer for planerne om en tredje Limfjordsforbindelse. Hvis vi ikke får dette standset, vil øen en dag blive gennemskåret af en motorvej, og stilheden vil være en saga blott. Mit løfte er dette: den dag, bulldozerne bliver kørt i stilling, vil jeg sætte mig i et træ. Kald mig naturromantiker. Kald mig bagstræberisk. Kald mig sentimental. I har sikkert ret. Måske/forhåbentlig vil recession og ændret miljøbevidsthed gøre min protest overflødig. Jeg håber det.

Uden empati

Jeg har netop læst en interessant bog af den engelske psykiater og hjerneforsker Simon Baron-Cohen, Zero Degrees of Empathy. Bogen er temmelig ny, fra april i år. Som så mange andre har Baron-Cohen spurgt sig selv, hvorfor der er så megen ondskab i verden. Hvor mange i tidens løb enten har trukket på skuldrene og opgivet at finde et svar eller har defineret ondskab som en primitiv, uforklarlig naturkraft, går Baron-Cohen anderledes til værks. Han ser ondskab som det modsatte af empati og prøver at forstå, hvad empati skyldes og hvordan empatien kan blive væk.

En del af inspirationen bag Baron-Cohens arbejde kommer fra hans jødiske baggrund; hans bedstefar flygtede fra forfølgelser i Østeuropa og hans far kendte Holocaust-overlevere – og selv har Baron-Cohen reflekteret en del over Israel/Palæstina-konflikten. Han undlader i sin korte bog at komme med noget direkte bud på, hvad der skal gøres ved denne langvarige og sørgelige konflikt, men har dog fat i en meget lang ende: som mange andre konflikter handler også denne om manglende empati fra begge parter.

Empati er den indlevelse i et andet menneskes følelser, som de fleste mennesker mestrer i større eller mindre grad. Nogle mennesker har imidlertid slet ingen empatisk evne, og det er dém, der er bogens fokus. Baron-Cohen skelner mellem Zero-Negative-individer, der ikke kan være empatiske og hvor konsekvenserne for omverdenen kun er negative, og Zero-Positive-individer, hvor konsekvenserne for omverdenen også kan være positive. Psykopater, narcissister og borderlinere er Zero-Negative, mens autister og mennesker med Aspergers syndrom er Zero-Positive.

Der er en del fysiologiske forklaringer i bogen på hvordan empati manifesterer sig i hjernen, og dem er jeg stadig ikke helt sikker på at jeg forstår i detaljen. Men bogens emne og fokus er vigtigt, og den er hermed anbefalet.

Hvis nogen synes, efternavnet Baron-Cohen lyder bekendt, er det ikke så sært. Simon Baron-Cohens fætter er den engelske skuespiller Sascha Baron-Cohen, der er kendt fra filmkomedier som Borat, Brüno og Ali G.