Dig og din mor og demokratiet

…en stat med lige love for enhver, hvor alle har samme ret til at handle og samme ret til at sige deres mening, en regering, der sætter undersåtternes frihed over alt.

Marcus Aurelius, Meditationer (I,14)

Et af ugens uofficielle højdepunkter for mig er altid weekendudgaven af Information. Nogle gange er det som om der udkommer en slags uofficielt temanummer. Sådan et kom der i dag, og dets tema er demokratiet. Se nu bare her:

Alle disse indlæg viser for mig én ting: Princippet om demokrati hyldes i teorien, men ikke i praksis. Ingen vil i vore dage for alvor sige, at de er udemokratiske. Universitetsloven af 2003 er ikke blevet begrundet med at universiteterne har brug for en udemokratisk ledelse. Vladimir Putin taler ikke for at have en udemokratisk styreform i Rusland, men om at der er tale om “særlige forhold”. I virksomheder taler man ikke om at virksomheden er udemokratisk, men om at alle er lige (men at nogle, nemlig ledelsen, påtager sig et “særligt ansvar”) – og når nu alle er lige, er der ikke rigtig behov for demokrati, vel? Mathias Herup Nielsen skriver:

Medarbejderen udfylder og signerer selv sin udviklingsplan. Dokumentet, der ligger tilbage på skrivebordet efter dialogens afslutning, bekræfter dermed, at tidens overordnede managementcredo er rigtigt. Medarbejderen og virksomheden vil grundlæggende det samme sted hen. Kabalen går op og medarbejderen har selv skrevet, at han vil udvikle sig i lige nøjagtig den retning, som ledelsen udstak på det tidligere møde.

Ligesom menneskerettighederne er kommet til at stå i vejen for “nødvendige beslutninger”, således er demokratiet i vore dage tilsyneladende kommet til at stå i vejen for “nødvendige beslutninger” og for “handlekraft”.

Et sted, hvor en forandringsproces hen mod demokratisk ledelse i organisationer kan starte, er i universitetsverdenen. Men hvorfor skal der være demokrati på universiteterne? vil nogen spørge. På andre arbejdspladser har der jo aldrig været nogen form for demokrati. Det er korrekt – men snarere end at gøre universitetsdemokrati til problemet, bør vi gøre fraværet af demokrati i andre  organisationer til det egentlige problem. Politikerne kunne have tænkt på erfaringerne med et universitetsdemokrati som et ideal for en arbejdsplads i stedet for at gøre andre virksomheders manglende demokrati til et ideal for universitetsverdenen.

Og der kan da også være gode ledere i en udemokratisk struktur, vil nogen sige. Det er da også helt korrekt. Jeg kan nævne gode ledere på min egen arbejdsplads. Men i universitetsverdenen og andetsteds har der så sandelig også været dårlige ledere i stort tal. Fortællingen om Aarhus Universitet siger det for så vidt klart nok.

Et helt ekstremt eksempel på forskellen mellem god og dårlig ledelse og den vilkårlighed, det fører med sig, er det gennemført udemokratiske Romerrige. Der var kompetente ledere som Julius Cæsar (forfatter og strateg) og Marcus Aurelius (der indførte en tidlig sociallovning, bedrede slavernes vilkår og var en fremtrædende stoisk filosof), men der var også magtsyge galninge som Caligula og Commodus (som forresten var søn af Marcus Aurelius).

I stedet for at afskaffe/indskrænke demokratiet med effektivitet som argument må idealet være at finde ud af, hvordan vi kan skabe samfund og organisationer, der på én gang er demokratiske og i stand til at leve i en foranderlig verden.

Et af de bedste forsvar for demokrati og demokratisk kontrol med ledelse er altid (sådan ser jeg det) at det kan sikre mod vilkårlighed og misbrug af magt fra ledernes side. Det er samtidig et etisk betinget argument. Du kan ikke vælge din mor, men du skal altid kunne vælge din leder.

Halmos og noget om at skrive (men ikke kun) matematik

Paul Halmos og hans kat
Paul Halmos og hans kat.

I går skrev jeg om typografi, og i den forbindelse nævnte jeg den ungarsk-amerikanske matematiker Paul Halmos. Jeg kan huske fra min fjerne fortid i Edinburgh, at min med-PhD-studerende James McKinna slet ikke brød sig om Halmos’ skrivestil (“det er jo forfærdeligt at læse!”). Jeg havde det lige omvendt. Halmos tænkte altid over, hvad han skrev. Det var først til sidst i mit studium, at jeg opdagede hans Naïve Set Theory og fik mulighed for at sætte pris på Halmos’s fremstilling.

En kontrast var Walter Rudins bøger om analyse. De var heavy going, kan jeg huske fra min studietid. Studerende på årgangene over mig talte om hans kompakte skrivestil (“nogle gange skal du skrive en sides udregninger for at nå fra en linje til den næste!”) på samme måde som nogle mennesker taler om at spise habanero-chilipeberfrugter.

Paul Halmos skrev en artikel (eller er det et essay? Det tror jeg faktisk.) med titlen How To Write Mathematics, og heri kan man få et godt indblik i de tanker om tekstlig fremstilling, som han gjorde sig. Nogle råd (som f.eks. råd om brug af notation og egne begreber) er specifikke for de matematiske fag, mens andre er meget generelle. Et godt eksempel fra sidstnævne kategori er tankerne om at bruge “vi”. Nogle forfattere (især begyndere) forfalder til at skrive “man” igen og igen:

Man definerer p som \sqrt{q}

mens andre (også begyndere) ender med at bruge passivformen til hudløshed (og det nævner Halmos af en eller anden grund slet ikke):

p defineres til at være \sqrt{q}

hvor man kunne skrive

Vi definerer p som \sqrt{q}

eller (min favorit)

Lad p være \sqrt{q}

“Vi” betegner enten forfatteren eller “forfatterne og læseren”. Vi-formen er på her, hvad Halmos kalder “the editorial we”, og den kan selvfølgelig også misbruges. “Vi takker vores kone for gennemlæsning af manuskriptet…” Nej, vel?

How To Write Mathematics er værd at læse for alle, der skriver (en slags) matematik, men egentlig også for alle andre, der tænker over skrivestil. Man kan finde hele artiklen f.eks. her.

Om etno-typografi og LaTeX

20120315-193648.jpg

I det kursus, jeg holder på 4. semester, skal en studerende hver gang tage noter til mine forelæsning. Den studerende skriver så tavlenoterne ind i LaTeX og sender tex-filen til mig, Herefter går jeg teksten igennem og retter det, der bør rettes til. Resultatet lægger jeg endelig ud på kursets webside. Derudover får jeg af og til besvarelser af tekstspørgsmål at se; også de er skrevet i LaTeX. Jeg har i den forbindelse for første gang i større omfang fået lejlighed til at se, hvordan de, der er ved at lære LaTeX skriver. Fra de manuskripter, jeg har udarbejdet sammen med kolleger, kan jeg se, at vi alle har hver vores stil, når vi skriver LaTeX-kode.

Det gælder også de studerende. Jeg har bemærket at mange af dem har tre bestemte uvaner.

Den første uvane er at bruge en underlig kombination af dollartegn, tvungne linjeskift og center-environment til at fremhæve formler. Mange studerende er vokset op med Words krav om visuel formattering og tror derfor, at man selv er nødt til at kringle sig frem til et pænt layout af matematik.

Et tænkt eksempel:

Vi har derfor, at \\
\begin{center}
$x + y = z$
\end{center} \\

Men LaTeX og TeX er designet og implementeret af mennesker, der har stor indsigt i at skrive matematik (Leslie Lamport og Donald Knuth er begge matematikere af baggrund) og begge systemer understøtter fremhævet matematik meget direkte med display-math-environment. Her er den pæne version af eksemplet ovenfor:

Vi har derfor, at
%
\[ x + y = z \]

Hvis man skal have en samling grupperede formler på hver sin linje, kan man bruge align-environmentet fra amsmath-pakken.

Den anden uvane er den generelle brug af tvungne linjeskift i tide og (især) utide. Det er slet ikke nødvendigt at bruge tvungne linjeskift til at regulere afstanden mellem tekstafsnit. En tekst bliver faktisk meget pænere layout’et hvis man lader være (jeg bruger aldrig \\’er selv). Mange studerende er vokset op med en æstetik (der må være inspireret af vaner fra Word) om store linjeskift mellem afsnit og tror, at man skal layoute sin tekst sådan. Men hvis man kaster et blik på faktisk eksisterende bøger, vil man opdage, at den sædvanlige typografiske konvention ikke tilsiger dette. Tværtimod. Vil man absolut ændre på afstanden mellem tekstafsnit, skal man i præamblen bare ændre på værdien af parameteren \parskip.

Den tredje uvane er at bruge herreløse figure-environments, når man inkluderer et billede. Men figure-environmentet har man kun glæde af, hvis figuren har et nummer og en figurtekst. Også dette er et levn fra de glade (?) Word-dage, hvor figurer ikke havde tekst og dukkede op midt i det hele. Men endnu et blik på bøgernes verden afslører, at man heller ikke bruger et sådant layout i en professionelt typesat bog.

Der fandtes nemlig god typografi før TeX/LaTeX – prøv at se f.eks. Naive Set Theory eller Measure Theory af Halmos (eksemplet ovenfor er fra dén bog) eller Real and Complex Analysis af Rudin eller An Introduction to Modal Logic af Hughes og Creswell – eller de gamle Bourbaki-bøger – for at se god matematikbogs-typografi fra før TeX/LaTeX holdt sit indtog. Det er denne verden, Knuth og Lamport kommer fra. Den typografiske æstetik er nøje overvejet; Knuth overlader intet til tilfældighederne i sit arbejde, og det har han heller ikke gjort i arbejdet med TeX.

Det store problem er for mig at se, at de muligheder for visuel formattering, som Microsoft Word giver, bliver brugt til at skabe en uovervejet typografisk æstetik. Noget af den stammer formodentlig fra skrivemaskinens tid. Forventningen om stor linjeafstand og stor afstand mellem tekstafsnit kan stamme fra en tid, hvor det var sædvane at skrive kommentarer til en tekst mellem linjerne. Under alle omstændigheder er der tale om en forståelse af typografi, der ikke er baseret i en sammenhængende, endsige velbegrundet forståelse af typografi, og jeg vil derfor kalde den for en etno-typografi i stil med den forståelse af regningsarter, tal mv. som findes uden for systematiske matematiske teorier og som man kalder etnomatematik.

I modsætning til etnomatematikken (og etnodatalogien) er etnotypografien for mig at se først og fremmest et negativt fænomen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ud over at lære de studerende at bruge LaTeX også lærer dem at skrive ordentlig LaTeX-kode, der dels er velstruktureret, dels udnytter LaTeX rigtigt.

Hvorfor er det nu vigtigt? vil nogen nu spørge. Det er til dels et spørgsmål om at man bør bruge sit værktøj rigtigt – alt andet svarer til at købe en cykel med 12 gear og altid køre i 6. gear. Men det er også mere pragmatiske grunde. Fordi vi i samarbejdssammenhænge har brug for at kunne læse hinandens kode og fordi vi kan have brug for at gå tilbage til LaTeX-kode, vi skrev for længe siden, er det vigtigt, at vi kan skrive så både vi selv og andre kan læse det, vi skriver og så det, vi skriver, ikke bliver en ø af grimt layout i en større tekst.

Og netop i dag

Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag, men egentlig burde den være hele befolkningens anliggende. For to dage siden læste jeg i The Guardian et portræt af den skotske sanger/sangskriver Annie Lennox, der engang var den ene halvdel af The Eurythmics.

Her views expand to feminism and her opinion that men should be welcomed into the movement. “I don’t think feminism is about the exclusion of men but their inclusion … we must face and address those issues, especially to include younger men and boys,” she says, before adding that she is particularly surprised that more gay men don’t see themselves as feminists. “I would like to see the gay population get on board with feminism. It’s a beautiful organisation and they’ve done so much. It seems to me a no-brainer.”

I aften deltager jeg (i min egenskab af udøver af poetry slam) ved et arrangement på 1000fryd, som en queer-gruppe står bag. Så herhjemme er der da også seksuelle mindretal, der er med. Nu er den pågældende queer-gruppe så også en politisk engageret gruppering; måske er mange andre bøsser og lesbiske lige så apolitiske som befolkningen som helhed? Jeg ved det ikke.

Jeg synes under alle omstændigheder, Annie Lennox har fat i noget væsentligt: Det må aldrig kun blive medlemmer af gruppen X, der skal være henvist til at pege på at gruppe X skal have samme rettigheder som alle andre. Det er en fælles anstrengelse, og på den måde er det da et godt tegn at vi i Danmark har en ligestillingsminister, der er en mand og af “anden etnisk oprindelse” (underforstået end “os”).

I Danmark handler arbejdet for ligestilling i stort omfang om at sikre at menneskerettighederne overholdes i praksis; i andre lande ser det mere speget ud. Mange ved, at der i en del lande er groft kvindeundertrykkende lovgivning. Nogle ved, at der i en del lande er groft undertrykkende lovgivning rettet mod seksuelle minoriteter – i Uganda er der således et lovforslag, der vil indføre dødsstraf til bøsser og lesbiske. Jeg vil opfordre denne blogs læsere til at besøge Amnesty Internationals appel til Ugandas præsident og give en underskrift.

Så lykkelige at det gør ondt

Danmark scorer højt i internationale undersøgelser om lykke – vi skulle være et af verdens lykkeligste lande, ja måske endda det lykkeligste. Bare se verdenskortet ovenfor. Men der er samtidig tegn på at langt fra alle er lykkelige. Flere hundrede tusinde danskere tager antidepressiv medicin. I 2009 var det knap en halv million mennesker herhjemme. En halv million mennesker har alkoholproblemer, og ikke helt få unge har tilsyneladende ondt i livet med selvskadende adfærd af forskellig slags. Carsten René Jørgensen, der er professor i psykologi ved Aarhus Universitet, har skrevet bogen Danmark på briksen, der handler om netop dette paradoks. Her er en bog, jeg gerne vil læse. Ventetiden på at låne den på biblioteket er desværre 6 til 7 måneder.

Danmark på briksen blev anmeldt af Carsten René Jørgensens kollega Steen Nepper Larsen i Information i lørdags. Man kan også høre en samtale med Carsten René Jørgensen fra P1 i januar måned. Desværre er samtalen underligt banal i sammenligning med Nepper Larsens anmeldelse. Bogen forekommer at være en del mere skarp, skal man tro anmeldelsen. Se bare hvad Nepper Larsen skriver.

Som socialkritiker og humanistisk videnskabsmand begiver forfatteren sig ud på en rejse, der dokumenterer og kortlægger, hvordan skrøbelige mennesker i stigende omfang bliver kørt over i konkurrence- og præstationssamfundet. Han demaskerer lykkelandsmyten og blotlægger de sociale kategoriseringer, der anvendes til at projicere negative fjendebilleder over på ’de fremmede’. Han viser, at paranoide og angste forestillinger ikke blot florerer i mange menneskers hverdagsliv, men også spredes blandt og udnyttes af politikere, der burde vide bedre.

Jeg spekulerer på om endnu en grund til at så mange mennesker herhjemme siger, at de er lykkelige, er at de gerne vil opnå et mere positivt selvbillede. I den seneste tids diskussioner om vilkårene for bl.a. arbejdsløse og mennesker på førtidspension ser jeg nemlig en tendens til at mange ved at udpege Den Anden som taberen samtidig derigennem styrker deres eget selvbillede ved at distancere sig fra Den Anden. “Vi” kan nemlig sagtens tage os sammen, men Den Anden kan (mener vi at vide) ikke tage sig sammen på samme måde som “vi” kan.

I dag er det Peters fødselsdag

Den 5. marts 2012 fylder digteren Peter Laugesen 70 år. Hans produktion betyder noget helt særligt for mig, og jeg har haft den glæde og ære at kunne invitere ham til Aalborg flere gange i tidens løb. Laugesens produktion var engang, hvad man ville kalde avantgarde og beat. Hvor Dan Turéll var den flamboyante københavner inden for det danske svar på beatgenerationen, var og er Peter Laugesen ud over at være Turéll gode ven det jyske beat. Dengang var det Hamr og hak  og Åens skrift;  senere blev det Deadline og Når engle bøvser jazz (hvor kragen fra Brabrand mødte det mytologiserede/mytologiserende USA) og Fotorama. Måske er det stadig beat, for beatet er der stadig – kun få kan som Peter Laugesen lave en tekst, der på én gang er spontant bop’et, kringlet, ligetil og helt igennem mundret. Der er noget helt særligt ved den rolige stemme, teksterne forsyner sig med, når Peter Laugesen læser dem. Og så er der også alle anmeldelserne og essayene, vidende og tilbagelænede, i Information.

Det var Laugesen, der fik mig til igen at prøve at skrive digte. Det var Laugesen, der overbeviste mig om at digte godt kan være til at læse op og om at alvorlige digte ikke behøver at være højtidelige. Ja, de må faktisk gerne være morsomme. Nutildags er jeg havnet i poetry slam-genren; det mundrette har vundet for mig, måske endda lidt for meget for mit vedkommende. Længe før det slammede til i mit univers, hørte Laugesen mig læse et par af teksterne, en aften ved et åbent lyrikarrangement og bagefter sagde han, at der var noget ved det, der mindede ham om Dan Turéll. En helt usandsynlig ros. Men nu er Peter Laugesen jo også en rar mand.

I al fald: Tillykke herfra!

En vågen nats søvn

I nat vågnede jeg klokken halv fire. Måske var det fordi jeg havde fejret arbejdsugens afslutning med en god trappistøl (Westmalle Tripel, en gave fra mit 25-års jubilæum). Stresset var jeg ikke. Snarere var jeg lettet efter en uge med usædvanligt fyldt kalender. Hvorfor vågnede jeg så? Vel fordi man sover lettere efter indtagelse af alkohol ud på aftenen, men vågner også lettere.  Jeg endte med at være vågen i et par timer og tænkte til sidst nogle forholdsvis sammenhængende tanker om lineære typesystemer, som jeg prøver at få styr på for tiden. Der var siden jeg gik i seng kommet en mail med svar fra en japansk kollega og samarbejdspartner, som jeg tidligere havde skrevet og spurgt. Hvis nogen derude ved noget om lineære typesystemer, er det ham. Til sidst faldt jeg i søvn igen, og resten af familien lod mig sove til kl. 9.40 (tak til dem for det!)

Da jeg vågnede og var stået op, fejrede jeg min udsovethed ved at læse weekendudgaven af Information. Formodentlig uden at nogen egentlig havde tænkt over det, er det som om arbejdstid og forestillinger om hvor meget, man bør arbejde er blevet et tema i dagens avis. Der er en artikel om Peter Brodersen, der som mindre selvstændig arbejder 15-20 timer om ugen, har en beskeden indtægt men er tilfreds med det, thi for ham er det vigtigste at have så megen fri tid som muligt. Frederik Dehlholm, der er formand for Magistrenes A-Kasse (og som jeg kender fra Dansk Magisterforeningens repræsentantskab) har et veldokumenteret indlæg om hvordan begrænsningerne i supplerende dagpenge og kravet om hurtigt at få fuldtidsarbejde  gør livet surt for arbejdsløse, jobsøgende akademikere. Og så er der Karen Lisa Salamons essay i Information handler om, hvordan de normative forestillinger om hvor meget og hvor længe man bør arbejde hænger sammen med forestillinger om hvad en god nats søvn bør være. Karen Lisa Salamons tager udgangspunkt i hvordan mennesker går til af overarbejde. Hun hæfter sig ved idealerne om at man ikke må “spilde tiden”, om at “tid er penge” og om at stress er et rent individuelt anliggende. En tidlig bannerfører for disse idealer er Benjamin Franklin, der levede i 1700-tallet, hvor kapitalismen og det udbredte lønarbejde var ved at slå igennem. Ikke noget tilfælde.

Især dette afsnit i Salamons essay hæftede jeg mig ved:

For et par år siden skabte nogle amerikanske forskere debat ved at koble biologiske søvnforsøg med studier i søvnens kulturhistorie og konkluderede, at folk sov anderledes frem til industrisamfundets og vækkeurets gennembrud. Indtil den kunstige belysning blev allemands eje og gadebelysningen slog igennem i byerne, sov folk i flere, korte perioder hen over døgnet. Ifølge forskerne sov de typisk nogle timer efter mørkets frembrud, hvorefter de vågnede og brugte noget tid på for eksempel snak, drømmetydning, sex, religiøse ritualer, børnepasning, vagtopgaver, indtagelse af varme drikke eller toiletbesøg, hvorefter de igen lagde sig til at sove nogle timer. I gamle tekster omtales natten ofte som opdelt i en ’første’ og ’anden’ søvn, og søvnforskerne konkluderede, at det er helt naturligt for mennesker, at sove for eksempel 4 + 4 timer, med en vågen pause på 1-2 timers aktivitet ind imellem. En siesta i løbet af dagen er også kendt fra mindre industrialiserede samfund. Etnografiske studier af jæger-samler-kulturers livsform og økonomi konkluderer også, at vi i dag sover mindre og arbejder hårdere end urbefolkningerne. En klassisk undersøgelse af indfødte australieres arbejdsdag som jægere, fiskere og samlere konkluderede, at arbejdstiden gennemsnitlig lå på 4-5 timer, og at folk holdt mange hvilepauser undervejs.

Måske er min opvågnen alligevel ikke så atypisk. Jeg har en fornemmelse af, at en del mennesker med søvnproblemer oplever at vågne efter netop omkring 3-4 timer. Det er her, man sover lettest, når drømmefaserne bliver længere. Hvis  man vidste, at man med god samvittighed kunne få sovet ud senere og bruge den vågne periode til noget, man selv synes er fornuftigt – sådan som det vel til dels var tilfældet for mig her i nat  – kunne meget formodentlig være anderledes og bedre.

Selvfølgelig er stress også et individuelt anliggende. Hver enkelt af os skal kunne sige nej. Men vi kan også sige nej sammen. Det skal ikke kun være et individuelt, individualiseret nej. Tænk, hvis vi vælger at indrette arbejdslivet efter menneskets søvnmønstre i stedet for det omvendte.  Og tænk, hvis vi vælger at ændre idealerne om at tid er penge til etiske idealer, der også kan passe til mennesket, som det faktisk er indrettet.

Billedet ovenfor er Salvador Dalis Le sommeil (Søvnen), og jeg tænker her på hvordan den sovende mest er et hoved og på hvor tynde de pinde egentlig er, der holder den sovende.

Engang var alting godt (?)

Jacob Egholm Feldt, der er lektor i historie på RUC, havde en kronik i Information i går. Kronikkens ærinde er en kritik af det fænomen, vi nogle gange kalder for “masseuniversitetet” og den måde, det påvirker kvaliteten på. Jacob Feldt skriver:

Man kan desværre ikke både forske og uddanne på højeste niveau, uddanne 50 procent af befolkningen, undervise mere, publicere hyppigere og mere erhvervsrelevant og sørge for, at næsten alle består samt internationalisere sine uddannelser og ’kvalitetsløfte’ det hele på en gang – og det samtidigt med at økonomistyringens parameter er kvantitet, ikke kvalitet.

Heri vil jeg give kronikøren ubetinget ret. Kvalitet koster penge.

I en anden del af hans kronik er fokus på problemer med kvaliteten af de humanistiske uddannelser (på Aalborg Universitet er historie et samfundsvidenskabeligt fag) med afsæt i sagen om Linda Koldau.

Men vi bliver nødt til at sige det, som det er: På humaniora i dag kan man sagtens få en uddannelse med både beskeden indsats og beskedne evner. Linda Koldau og andre har jo ret, selv om der naturligvis også er eksempler på virkelig gode uddannelser. Man kan blive cand.mag. i musikvidenskab uden noder, i diverse sprog uden at beherske dem, i historie med uhyre begrænset viden, i humanistiske fag generelt med svage læse- og skriveevner.

Her tør jeg til gengæld ikke udtale mig; jeg kender for lidt til de humanistiske universitetsuddannelser.

For tiden har vi Aalborg Universitets udviklingkontrakt til høring i universitetets besluttende og ikke-beslutningsmyndige organer (sidstnævnte er de fleste). Denne kontrakt er udformet med direkte baggrund i et brev fra ministeriet til landets universiteter, og her hæfter jeg mig ved at ministeriet kræver, at der i udviklingskontrakten skal stå hvordan det enkelte universitet vil sikre, at de studerende kommer hurtigst muligt igennem deres uddannelser. Til gengæld er der ingen krav til kvalitet af uddannelserne, endsige af undervisningen!

Dette harmonerer til dels med Jacob Feldts udsagn. Han skriver således:

Transformatorstationerne for undervisningsmaskinen er bl.a. ledelse, studienævn og det studenterorienterede læringsperspektiv. Ledelserne er tvunget til at være reelt interesserede i kvantitet, studienævnene reviderer studieordninger for at gøre passagen lettere og smertefri.

Nogle steder synes jeg, Jacob Feldt ender med at skyde med spredehagl, og det gælder især i hans en bloc-kritik af “de studerende”. Der er trods alt mange slags studerende på “masseuniversitetet”, og det er i virkeligheden i denne nye mangfoldighed, problemerne ligger.

Det mest kontroversielle sted i kronikken er dog (synes jeg) dette:

Den videnskabelige forklaring på, hvordan man kan blæse og have mel i munden, dvs. undervise med kvalitet på kæmpehold uden nævneværdigt pensum og useriøs evaluering, og komme uden væsentlige og forandrende udfordringer igennem sine studier, kommer fra dele af læringsforskningen.

De dele af læringsforskningen er i tæt og relativ monotomt samarbejde med universitetsledelserne om, hvordan man kan tilpasse uddannelserne til de unge, komme dem i møde, lade dem sammensætte uddannelser selv, gøre det lettere for de studerende at komme igennem passagen.

Den anden del af dette arbejde består i at undervise underviserne i, hvordan man lærer de studerende mest muligt på en måde, hvor der ingen perspektiv- eller metodeforskel er mellem universitetet og skolen.

Uddannelsesforskningen kan ganske rigtigt  blive et gidsel for “masseuniversitetet” – det er helt reelt – men Jacob Feldt ender uvægerligt med at reducere læringsforskningen kun til at være et sådant instrument. Der er for mig at se ikke noget galt i sig selv i at komme de studerende i møde, og god undervisning er ikke det samme som den “skolegørelse” af universitetet, mange (også jeg selv) er bekymrede for. Jeg aner i Feldts kronik desværre en betydelig snert af en holdning, man af og til oplever hos nogle akademikere. De gør sig til talspersoner for at pædagogiske overvejelser er unødvendige på universitetsniveau, thi her legitimerer stoffet sig selv, og det er en kvalitet at stoffet bliver svært at tilegne sig. Selvfølgelig er der meget universitetsstof, det kræver en stor indsats at tilegne sig – men det betyder vel ikke, at formidlingen er ligegyldig?

Problemet med masseuniversitetet er snarere det underlige syn på den akademiske verden, der ligger bag. På den ene side er det da ærefuldt, at nogen synes, at mange flere bør gå på universitetet. På den anden side finder jeg det bekymrende, at sammenhængen med universitetet som vidensskabende og vidensfastholdende institution er trådt i baggrunden til et syn på os som først og fremmest en billig leverandør af kvalificeret arbejdskraft.

I virkeligheden

20120225-114429.jpg

Nogle gange opdager jeg, at min blog bliver til et helt andet udtryk, end jeg egentlig troede, den skulle være. Jeg ville skrive om akademiske emner, om datalogi, om matematik og om samfundsforhold, Men reelt (bemærk ordet – det vender tilbage) ender jeg med at skrive en slags amatørudgave af Den etiske fordring. Måske er der i realiteten (også dette ord bør man bemærke) tale om en anden blog.

Det gik op for mig i dag, da jeg gav mig til at læse lørdagens udgave af Information, en af mine foretrukne beskæftigelser på en lørdag formiddag. Hermed er den midaldrende mand indfanget og karakteriseret – far læser avis.

Først læste jeg en lang artikel af Louise Vogdrup-Schmidt om de tanker, de døende gør sig om døden. Hvad ville de have gjort, hvad de havde fortrudt. Artiklen er endnu en konsekvens af bogen The Top Five Regrets of The Dying, som The Guardian omtalte tidligere på måneden. Bogen er skrevet af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der i mange år har arbejdet på palliative afdelinger og. den forbindelse har haft samtaler med døende. Mange delte i de følgende uger artiklen med andre på Facebook og andetsteds – jeg var også en af dem – og jeg tror selv, at det skyldes, at den rammer ned i noget væsentligt. Hvem er vi?

De fem mest typiske fortrydelser er ifølge Bonnie Wares bog disse (listen er fra artiklen i Information):

  1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede af mig.
  2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.
  3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
  4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten til mine venner.
  5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være gladere.

Mange har ønsket, at de var det menneske, de “i virkeligheden var”.

Det gik for alvorg op for mig, da jeg nåede til avisens sidste artikel, der vanen tro er af Center for Vild Analyse. Denne gang leverer de en af deres bedre “vilde analyser” med udgangspunkt i et paradoksalt citat fra et interview med Lasse Rimmer, kendt fra diverse underholdningsprogrammer på (især) TV2:

I et interview i TV 2’s nye weekendhygge-program for et par uger siden fortalte komikeren Lasse Rimmer om sit forhold til de sociale medier. Interviewerne spurgte, hvordan det kunne hænge sammen, at han var så grov og direkte på f.eks. Twitter, mens han virkede så rar og omgængelig, når man sad der i sofaen og talte med ham. Da var det, den dekorerede IQ-mester gav den kun umiddelbart uskyldige og ved nærmere eftersyn filosofisk temmelig sofistikerede selvbeskrivelse: »Jeg er langt mere tilbageholdende i virkeligheden, end jeg ellers er.«

Også Lasse Rimmer er et andet menneske, end han “i virkeligheden er”. Dette paradoks er selvfølgelig til for at blive analyseret. Som så ofte før søger CVA svaret hos Lacan:

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan skelnede mellem realiteten og det reelle. Realiteten er den sociale virkelighed, det hele, sådan som den foreligger. Det reelle derimod er det, der modsætter sig denne virkelighed. Det reelle er ikke virkeligheden, men virkelighedens eget problem med sig selv: Dét som aldrig kommer med, når man forsøger at beskrive hvem man er, eller når man indtager en rolle i det sociale.

Det er tilsyneladende i uoverensstemmelsen mellem realiteten og det reelle, vi lever. Vi navigerer os gennem livet og befinder os stedse i modsætningen mellem det, der kommer med, og det, der ikke er med.

Måske er også den reelle udgave af denne blog en anden blog end realitetens blog?

Lad os alle dele?

Jeg har, som nogle vil vide, skrevet en bog, Transitions and Trees – An Introduction to Structural Operational Semantics, der udkom i 2010. Bogen er udgivet på Cambridge University Press, der er et fremtrædende og respekteret forlag inden for akademisk litteratur. Jeg har også en identisk udgave af bogen på dansk, men den er alt for dyr at udgive. Aalborg Universitetsforlag sagde nej i sin tid; markedet for den slags bøger på dansk er alt for småt. Som mange også vil vide, har jeg ikke sagt mit arbejde op for at leve af forfatterindtægterne. Jeg tjener kun få kroner (vel en stor rund tikrone) pr. solgt eksemplar. (Hvis bogen en dag bliver filmatiseret, får jeg 95% af indtægterne, står der i min kontrakt. Så det håber jeg på.)

Hvorfor tillader jeg egentlig ikke bare at min bog bliver frit tilgængelig på WWW? Den brasilianske forfatter Paulo Coelho har i al stilfærdighed selv lagt en af sine romaner ud på The Pirate Bay og oplevede derefter, at salget steg. For mig var incitamentet for at udkomme på Cambridge University Press, at dette forlag er anerkendt og at min bog skulle tælle som en publikation i disse år, hvor den akademiske biks i stadigt stigende omfang bliver gjort kvantificérbar.

Men de store forlag er ikke nødvendigvis gode for noget som helst. Jeg har selv for nylig underskrevet en opfordring til boykot af det nederlandsk/transnationale forlag Elsevier, der udgiver akademisk litteratur i form af bøger og tidsskrifter. Så anerkendte udgivelser som Henk Barendregts bog om lambda-kalkylen og det medicinske tidsskrift The Lancet hører hjemme hos Elsevier. Selv har jeg også i årenes løb fået udgivet en del artikler i Elsevier-tidsskrifter. Matematikeren Tim Gowers, som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, opfordrede på sin blog til en boykot af Elsevier, fordi Elsevier støtter lovgivning som SOPA og PIPA (som jeg også har nævnt her) og ikke mindst The Research Works Act, som vil gøre det umuligt at opretholde vigtige  webtjenester som ArXiv, fordi denne er i strid med Elseviers copyright-aftaler. ArXiv er et vigtigt sted at følge med og et vigtigt sted at lægge sine nye resultater. Der er selvfølgelig en masse skrot på ArXiv, men mindst lige så mange vigtige og spændende nye bidrag. De nye publikationskanaler, som internettet har gjort mulige, er vigtige for et åbent akademisk samfund og for den vidensdeling, der bør være vores ideal. Og dertil kommer, at Elsevier sælger sine abonnementer i “bundter”, så en institution, der abonnererer, bliver nødt til at købe adgang til langt flere tidsskrifter, end man egentlig har brug for og ville bruge penge på. Af disse grunde har jeg valgt at boykotte Elsevier; så længe forlaget har den politik, det har, vil jeg ikke publicere i forlagets udgivelser eller bedømme artikler, der bliver sendt ind til dem.

Mit vigtigste argument for at lade min bog udkomme på et etableret forlag er, at min bog ikke rummer nye forskningsresultater, men er tænkt som en forskningsbaseret lærebog og at den forhåbentlig kan være at varig værdi. Men også dette arguments holdbarhed kan diskuteres; mange af dem, der køber lærebøger, er studerende med begrænsede indtægter. Cambridge University Press har mig bekendt ikke planer om at udgive min bog som billig e-bog; det ville jeg ønske, at de gjorde. Jeg ser ikke noget forkert eller umoralsk i at studerende sælger deres eksemplarer af min bog til deres medstuderende. Dog håber jeg, at de ikke i deres opslag skriver “Har aldrig været brugt”.