Hvepsereden

Nu vil jeg helt frivilligt stikke hovedet i en politisk hvepserede. Inden jeg sætter det helt derind, skal jeg huske at gøre standardbesværgelserne:

Nej, jeg bryder mig bestemt ikke om socialt bedrageri, indbrud eller lommetyveri. Og ja, hvis nogen stjæler mine ejendele eller truer mig, vil jeg blive meget vred. Jeg blev faktisk standset og truet, da jeg cyklede hjem fra arbejde en eftermiddag her i januar – og det var en særdeles ubehagelig oplevelse – men det er en anden snak.

Nemlig: det er en anden snak. Min personlige følelse af hævn eller sårethed skal ikke danne grundlag for politik.

Det, jeg reagerer mod, er nyheden om et forslag fra integrationsministeren, der siger at alle kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark, lige meget hvor kort en frihedsberøvelse de er blevet idømt.

Dette gør mig særdeles bekymret af mange grunde.

For det første er jeg bekymret for at dette er et brud på det proportionalitetsprincip, der går på at straffens omfang skal være proportionalt med forbrydelsens karakter. Selv en kort frihedsberøvelse vil nemlig nu have en tillægsstraf, der hedder udvisning med alle de langvarige konsekvenser, det måtte have for ikke kun den straffede, men også for den straffedes pårørende.

For det andet er jeg bekymret for at dette repræsenterer et syn på menneskerettighederne, hvor lovgiverne nu reelt udtrykker, at de ser menneskerettighederne som en hindring for den praksis, man gerne vil gennemføre. Dette syn på menneskerettighederne ikke som et ideal, men som en besværlighed, er slet ikke nyt; også under Nyrup-regeringen i 1990’erne havde vi indenrigsministre, der talte om at føre en politik, der balancerer på kanten af konventionerne.

For det tredje er jeg bekymret over at der nu vil blive flere udvisningssager, der kan være tale om at appellere, men at dette kan blive langt besværligere for appellanterne, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nu vil være der, hvor man skal starte. Det kræver flere resurser, både juridiske og økonomiske, og vi vil kunne risikere at der som følge heraf bliver flere brud på internationale konventioner, der ikke vil få nogen konsekvenser.

For det fjerde er jeg bekymret over at også Socialdemokraterne og SF vil stemme for dette forslag. Nogle vil her henvise til, at det viser at forslaget netop er godt, da det nyder så bred opbakning. Jeg må dertil indvende, at jeg ikke er af den holdning, at man kan vurdere om et lovforslag er etisk forsvarligt eller ej ud fra hvor mange, der bakker op om det.

Jeg frygter derimod, at her er tale om endnu et udslag af populistisk politik. Nogle oppositionspolitikere vurderer formodentlig, at der her få måneder inden valget er stemmer at hente i at vise en “fast linje” over for kriminelle og udlændinge og især da over for den særligt upopulære fællesmængde. Dette er Willie Horton-effekten som vi så illustreret i George Bush d. 1. ‘s valgkampagne i sin tid ; S og SF ønsker ikke at få at vide i en valgkamp, at de stemte imod et forslag, der var “tough on crime” og “tough on immigrants”.

For det femte er det uklart for mig, hvorfor vi netop nu i juni 2011 skulle befinde os i en situation, hvor det skulle være nødvendigt med et så vidtgående forslag. Det er korrekt, at der findes udenlandske statsborgere med dansk opholdstilladelse, der gentagne gange har begået kriminalitet. Medierne har været flittige til at gøre opmærksom på dette. Men for det første er dette et langvarigt, systemisk problem, som burde være løst på anden vis – den siddende regering har nu haft en lang regeringsperiode til at gøre dette i. For det andet vil det nuværende forslag ikke kunne indgå at ramme langt flere end de, der begår en sådan systematisk kriminalitet, da udvisning bliver en standardpraksis i forbindelse med enhver frihedsstraf. For det tredje er udvisningsstrategien (på samme måde som ønsket om strengere straffe) for mig at se udtryk for et syn på kriminalitet som et uforklarligt “naturfænomen”, der gør at vi kun kan sætte ind med en symptombehandling. Jeg havde håbet, at man i vore dage ville have en større indsigt i det problem, som kriminalitet udgør.

Argumentation ved brug af askebæger

Da jeg var studerende, var der et kursus i matematikkens videnskabsteori på det semester, der hed Mat 3 (som så faktisk var 5. semester), og her blev jeg præsenteret for Thomas Kuhns arbejde. Thomas Kuhn, der var fra USA, var faktisk slet ikke matematiker – han var oprindelig fysiker, men hans arbejde om fysikkens historie førte ham over i videnskabsteorien, og her inspirerede han den ungarske matematikfilosof Imre Lakatos. Senere forærede jeg en af mine bofæller, Nigel Wilding, der lavede en PhD i fysik, et eksemplar af Kuhns The Structure of Scientific Revolutions. Nigel kendte nemlig ikke denne vigtige bog, og jeg syntes, at det var lidt ironisk, at en ikke-fysiker som jeg gjorde. Essensen af Kuhns arbejde er en teori om at videnskabernes udvikling foregår gennem skift af paradigmer, og at disse paradigmeskift sker pludseligt, ikke via gradvis forandring. Der ophober sig flere og flere eksempler på at på et givet tidspunkt eksisterende “normalvidenskab” ikke kan have ret i sine hypoteser, og så introduceres et nyt og usammenligneligt videnskabeligt paradigme. Denne udvikling skulle så ikke kun gælde for fysik eller for naturvidenskaberne, men generelt.

Errol Morris, der studerede på Princeton University, har en ret interessant og ubehagelig anekdote om Kuhn. Her er den korte udgave (forkortet af mig):

I had written a paper on James Clerk Maxwell’s displacement current for Kuhn’s seminar on 19th century electricity and magnetism. The paper might have been 30 or so double-spaced pages. Kuhn’s reply, typed on unlined yellow paper, was 30 pages, single-spaced, with Courier marching all the way from the left to the right side of the paper. No margins. He was angry, really angry.

He had written at the very end of his comments, “You have long since passed the end of the road on which you began.” I asked, “What is that supposed to mean? I’m 24 years old.” He said that I was a “good” first-year graduate student but would become “less good” in subsequent years….

We began arguing… The conversation took a turn for the ugly. Were my problems with him, or were they with his philosophy?

I asked him, “If paradigms are really incommensurable, how is history of science possible? Wouldn’t we be merely interpreting the past in the light of the present? Wouldn’t the past be inaccessible to us? Wouldn’t it be ‘incommensurable?’ ”

He started moaning. He put his head in his hands and was muttering, “He’s trying to kill me. He’s trying to kill me.” And then I added, “…except for someone who imagines himself to be God.”

It was at this point that Kuhn threw the ashtray at me. And missed.

Det er nu ikke kun Dilberts tegner, der er faldet i min agtelse.

Hvorfor lige et askebæger som kasteskyts? Errol Morris’ beretning afslører, at Kuhn var storryger og røg 6-7 pakker cigaretter daglig, mange af dem mens han forelæste. Det var lang tid før rygelovgivningen i USA!

Nu med RSS

Denne blog har et RSS-feed (i fire forskellige formater), og det kan nu ses ude i siden. Desuden har jeg lavet en side (som kan ses fra bloggens topmenu) med de aktuelle URL’er.

Skulle nogen være i tvivl: RSS betyder egentlig Really Simple Syndication (eller er det Rich Site Summary?) og er et dataformat, mange nyhedstjenester på nettet tilbyder til deres nyhedsresumeer. Hvis man har et program der kan læse og abonnere på RSS-feeds, kan man hele tiden have et aktuelt sammendrag af hvad der sker her på bloggen. Man kan læse og abonnere på RSS-feeds med f.eks. Firefox-browseren, med Safari-browseren (Mac OS X 10.4 og op) og med Mozilla Thunderbird. Også seneste inkarnation af Microsoft Internet Explorer kan læse RSS-feeds.

Lige til at grine ad?

Jeg er bekymret over nationalismen og alt det, den gør ved samfundene med sin intolerance og sit had. Efterhånden taler dens stemme i baghovedet på os alle sammen, når vi skal tale om politik. Debatten viser, at selv de mest tolerante og humanistiske stemmer hele tiden uvilkårligt forholder sig til, hvad nationalisterne mon vil sige. Center for Vild Analyse har endnu en interessant kommentar, hvor de konkluderer dette:

Opgaven med at bekæmpe nationalisme og lignende onder består derfor ikke i at kritisere, at ‘lange hårdt ud’ og sige, at »nu går DF over stregen«, som det hedder i overskrifterne, men tværtimod i at vise, hvordan de vælter sig i selvhøjtidelighed og idioti. Et godt forbillede kan findes hos Tina Fey, der lavede en fremragende parodi på Sarah Palin ved ganske enkelt at gentage præcis det, Palin havde sagt i et interview. Det er faktisk komisk, når Pia Kjærsgaard siger til en tysk ambassadør, der lige har sagt, at hans lands erfaringer med nationalismen ikke har været for gode, at han bør vare sin mund på grund af Tysklands erfaringer med nationalismen. Vi mangler bare at lære at grine af det.

Mon ikke dette er en vej frem? Jeg håber, den leende Helle Thorning-Schmidt på billedet ovenfor er i færd med at gå forrest (men jeg tvivler desværre på det).

Naturligvis???

Der er en amerikansk tegneserie om Dilbert, en hyggelig lille mand, der arbejder på et kontor.

Dilberts skaber hedder Scott Adams, og han har en blog. I går skrev han dette som reaktion på bl.a. den seneste tids sager, hvor Dominique Strauss-Kahn og andre mildt sagt er blevet kompromitteret:

No doubt you have noticed an alarming trend in the news. Powerful men have been behaving badly, e.g. tweeting, raping, cheating, and being offensive to just about everyone in the entire world. The current view of such things is that the men are to blame for their own bad behavior. That seems right. Obviously we shouldn’t blame the victims. I think we all agree on that point. Blame and shame are society’s tools for keeping things under control.

The part that interests me is that society is organized in such a way that the natural instincts of men are shameful and criminal while the natural instincts of women are mostly legal and acceptable. In other words, men are born as round pegs in a society full of square holes. Whose fault is that? Do you blame the baby who didn’t ask to be born male? Or do you blame the society that brought him into the world, all round-pegged and turgid, and said, “Here’s your square hole”?

Tak for kaffe! (sagde jeg, der er tedrikker). Jeg troede, det hørte fortiden til at hævde, at seksuelle overgreb er en “del af mænds natur” og derfor er “uundgåelige”. Og her stod det så igen. Til alt held tager bl.a. den amerikanske biolog PZ Myers (han har også en blog) til genmæle. Scott Adams’ indlæg har da også fået 1119 “dislikes” (inklusive min).

Hjertet, der ikke vil dø

Jeg har længe set frem til at kunne læse Kald mig ikke offer! af Dina Yafasova, der er en dansk bosat journalist og forfatter fra Usbekistan, hvorfra hun i sin tid måtte flygte.

For fire år siden havde jeg den store glæde at møde Dina, da vi i Amnestys lokalforening i Aalborg inviterede hende til at holde foredrag om sin dengang netop udkomne bog, Dagbog fra Sandholm. Den beskriver Dinas flugt fra Usbekistan og møde med det danske asylsystem.

Kald mig ikke offer! er Dinas nye bog. Den er hendes beretning om Archana Guha, en indisk skolelærer fra en pigeskole i Kolkata. Archana blev sammen med sin svigerinde og en fælles veninde i 1974 anholdt, fordi Archanas bror Saumen var mistænkt for at være med i en væbnet oppositionsgruppe.  Herefter fulgte et regulært helvede på jord for de tre kvinder med omfattende tortur, tvungne tilståelser og fængsling. Da Archana omsider som den sidste blev løsladt i foråret 1977, kunne hun ikke gå. Bogen følger Archanas vej tilbage til livet, hvor en vigtig rolle spilles af Amnesty Internationals danske lægegruppe. Her var Inge Genefke, den senere stifter af IRCT, en drivkraft. På Rigshospitalet genvinder Archana langsomt førligheden og møder kærligheden i form af Per Jensen, der er portør. I Indien anlægger Saumen sag mod torturbødlerne, og i de følgende år rejser Archana frem og tilbage mellem sit nye hjem i Danmark og Indien for at kunne deltage i retssagen. Først i sommeren 1996 slutter retssagen, og torturbødlen idømmes – ét års fængsel. Omkostningerne er mange ved at skulle dele sin tilværelse mellem to lande og ved at skulle kæmpe en tilsyneladende endeløs kamp mod de utallige forsøg på forhaling og mistænkeliggørelse.

Kald mig ikke offer! udspringer af det skæbnefællesskab, der er mellem Dina og Archana. To stærke og modige kvinder, der ikke er ofre – men overlevere. Deraf bogens titel. Selve overlevelsen er et tema, bogen vender tilbage til igen og igen. Hjertet dør ikke, når man tror det burde – som indledningscitatet fra Czeslaw Milosz lyder.

Kald mig ikke offer! er først og fremmest fortællingen om Archana, levende og skræmmende fortalt – en beretning om ufattelig grusomhed, fornedrelse og lidelse, men i høj grad også en gribende kærlighedshistorie mellem to modne mennesker fra hver sit land og en tragisk historie om hvordan en konflikt kan vokse frem i en ellers velfungerende familie som følge af et alt for langvarigt opgør med uretfærdigheden. Bogen er derudover bærer af sidehistorier i form af beretninger om Dinas møde med nogle danskere, der har gjort et særligt indtryk: Først Suzanne Brøgger, Dinas forfatter-mentor, der bærer på en tragisk oplevelse fra Usbekistan, hvortil hun rejste som ung. Dernæst Inge Genefke og Bent Sørensen, der er ildsjælene bag IRCT. Og endelig, i bogens epilog, kan Dina udfolde sine betragtninger om torturen og dens brutaliserende virkning på samfundet og det enkelte menneske (hvad enten det er torturoverlever, bøddel eller “os andre”). Her bliver der trukket tråde helt frem til Guantánamo, det seneste eksempel på hvor galt, det egentlig er fat.

Dina skriver usædvanlig godt; hendes sprog er billedrigt og på én gang fuldt af følelser og fakta, og også af dén grund er bogen klart anbefalelsesværdig. Netop denne kombination bør gå rent ind hos læseren. Efter de latterlige og forstemmende diskussioner, man nogle gange er vidne til, selv på landsdækkende tv, om ja/nej til tortur, tikkende bomber og hvad ved jeg, er Kald mig ikke offer! en tiltrængt modgift mod den populistiske forråelse.

I 1996 havde vi faktisk inviteret Per og Archana til Aalborg, men Archana blev desværre alvorligt syg, så besøget blev aldrig til noget. Nogle år senere var jeg så heldig omsider at møde de to ved Amnesty Internationals landsmøde i Svendborg. Jeg håber at kunne møde dem og Dina igen en dag!

Jeg er træt af ytringsfriheden (nu med quiz!)

Tidligere har jeg skrevet om den igangværende disput mellem professor Marlene Wind og bl.a. Søren Pind og Pia Kjærsgaard. Dengang bemærkede jeg, at eksperter selvfølgelig har lov til at udtale sig, men at ordvalget i disputten har været ret uheldigt. Jeg er nu blevet mere bekymret end jeg var, da jeg skrev mit første indlæg.

Jeg har nemlig nu erfaret, at Marlene Wind i samråd med sin institutleder har besluttet, at hun vil holde en pause fra medierne.

Min fornemmelse er blevet, at nogle politikere har prøvet at tryne en akademisk ekspert, de ikke bryder sig om, og at det er lykkedes. Pia Kjærsgaard udtaler da også (citaterne er taget fra den artikel i Politiken, som omtaler Marlene Winds pause)

Jeg håber, at den pause bliver rigtig, rigtig lang… Hun har politiseret. Hun taler ned til folk. Hun forholder sig ikke til faglige og saglige kendsgerninger i forhold til sit professorat… Overhovedet ikke. Hun er slet ikke lig andre forskere. Hun har ikke forholdt sig til de ting, hun er ekspert i…

Det, jeg finder er problematisk, er den kombination af betvivlelse af Marlene Winds kompetence og en hoverende undertone, som citatet giver udtryk for. Måske er ytringsfriheden ikke blevet krænket rent formelt, men der er noget galt med debatkulturen og politikeres holdning til kritik.

Til sidst en quiz til denne blogs læsere. I hvilket dansk dagblad kunne man for nylig læse dette? Hvem har udtalt det og i hvilken sammenhæng?

Der har gennem de seneste år udviklet sig en grov debatkultur , hvor alle fra rigsrevisor til menneskerettighedseksperter over erhvervsliv til universitetsforskere risikerer at få at vide, at de enten er idioter, maniske, populister, hadefulde eller politiserende, hvis budskaberne ikke passer VKO.

Eventuelle svar kan afleveres som en kommentar her på bloggen (ikke på Facebook o.lign.) til dette indlæg. Præmien er, at der ikke vil komme flere indlæg fra mig om dette emne.

Fortidens fremtid

I dag kom det med posten – bind 2 af Linda og Valentins samlede eventyr. Vi er mange, der voksede op med denne franske tegneserie, der havde sin storhedstid i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.

Linda og Valentin er en slags bindeled mellem Fart og Tempo-bladet (hvor man først kunne læse dem på dansk) og de senere, mere dystre udgivelser fra Les Humanoïdes Associées, der først så dagens lys i Metal Hurlant-magasinet med serier af Druillet, Moebius m.fl. Tegnestilen og den ligetil humor har Linda og Valentin fælles med førstnævnte; især i de tidlige albums er der mindelser om Franquin (Splint & Co.) og Morris (Lucky Luke) på billedsiden i Mezières’ let karikerede, runde tegnestil. Fortællingerne, der i science-fiction-regi tager livtag med komplicerede, ofte politiske emner, peger hen mod sidstnævnte (men slår Metal Hurlant, der – synes jeg – efterhånden for ofte ender ovre i det vulgære). Og så kan historierne om Linda og Valentin læses både af større børn og voksne; de er også et godt eksempel på en handlekraftig heltinde, og dét tager børn heller ikke skade af at læse om, synes jeg. Der er kommet en række tegnefilm også på Cartoon Network, men de skulle være meget mere anime-agtige i deres grafiske udtryk. Det er lidt synd, hvis det er tilfældet.

Bind 2 rummer Landet uden stjerner, Velkommen til Alflolol og Herskerens fugle. På dette tidspunkt har Christin og Mezières fået skabt deres specielle univers, og dette er nogle af de historier, jeg husker – selv om det godt nok er længe siden! I mange år har disse albums været uopdrivelige og kostet små formuer antikvarisk. Nu er de her omsider i flot hardcover-udgave fra forlaget Cobolt, der har overtaget rettighederne fra mange af de gamle Carlsen-udgivelser.

Jeg er nok ikke den eneste, der har lagt mærke til et slægtskab mellem Stjernekrigs-filmene og Linda og Valentin – begge foregår i intergalaktiske universer, hvor mennesket blot er én civilisation blandt mange, og også på billedsiden er der mindelser. Begge er klassiske eksempler på 1970’er-science-fiction, men jeg ved godt, hvem der kom først.

Jeg glæder mig til en eftermiddag i lænestolen (eller havestolen) med begavet eskapisme i selskab med det nye bind.

Jeg er stadig træt af ytringsfriheden mm.

Den seneste tids  ordvekslinger i medierne mellem professor Marlene Wind og politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti har ført til en række diskussioner herhjemme. For mig at se er hele sagen symptomatisk for hvordan der efterhånden bliver talt om politiske emner i Danmark.

(Et helt andet spørgsmål er beslutningen om grænsekontrol, men den problemstilling vil jeg ikke forholde mig til her.)

Først og fremmest er der mange, der tager fat i spørgsmålet: Hvornår bliver ytringsfriheden overtrådt?

Det er som om, den politiske diskurs i Danmark (men ikke kun her) er blevet besat af dette spørgsmål. Bestemt er der tale om et vigtigt spørgsmål, men diskussionerne er underligt ukvalificerede, synes jeg.

Bestemmelser om retten til frit at ytre sin mening er typisk blevet indført i forfatninger og internationale konventioner efter at der har været store problemer med at overholde denne ret. For mig at se skal ytringsfriheden derfor stå sin prøve, når magthavere (økonomiske, politiske eller religiøse) bliver udfordret. Igennem tiderne har magthavere langet ud efter dem, der kritiserede dem. Her benytter de sig ikke af ytringsfriheden – de benytter sig af muligheden for at udøve deres magt.

Marlene Wind bruger sin ytringsfrihed til at kritisere magthavernes beslutninger. Søren Pind, Pia Kjærsgaard m.fl. tager til genmæle. Det har de selvfølgelig også ret til.

Jeg finder det bekymrende, at politikere sætter spørgsmålstegn ved den faglige kompetence hos Marlene Wind. Dette minder om de udfald mod “eksperter og smagsdommere”, der fandt sted fra regeringens side efter valget i 2001. Marlene Winds holdninger er i sagens natur ikke uden holdning, tværtimod. Intet udsagn om politiske spørgsmål kan være uden holdning.

Men jeg er også bekymret over kvaliteten af ytringerne fra begge parter. Marlene Wind taler om “valgflæsk” og “den indre svinehund”. Pia Kjærsgaard siger, at Marlene Wind er “færdig”, og Søren Pind finder på et øgenavn. Et sådant ordvalg hører ikke hjemme i en politisk diskussion som denne.

Jeg er ikke dansker

Jeg er født i Arentsminde, der ligger et sted i udkanten af Danmark. Jeg har i det store og hele boet i Danmark siden da. Jeg er ansat af den danske stat som universitetslærer, og jeg betaler skat i Danmark. Jeg stemmer til folketings- og lokalvalg. Vi har dannebrogsflag på servietter og dug, når der er fødselsdag derhjemme. Men jeg er ikke dansker, må jeg måske alligevel konkludere.

I dag kunne jeg læse, at der er blevet stiftet et nyt parti ved navn Danskernes Parti; stifterne er tidligere medlemmer af det danske nazistparti. Hvis der er et begreb, som den nationalistiske højrefløj gerne vil tage patent på, er det ordet dansker, som de opfatter som et positivt ord, der kun kan bruges om bestemte, udvalgte mennesker. (Der var dén med sprogkapringen igen.)

Partiets stifter (der bør være anonym) udtaler:

Vi er alle danskere, før vi er noget andet. Før man er akademiker er man dansker, før man er arbejder, er man dansker, og selv om jeg er studerende, er jeg først og fremmest dansker.

Jeg er akademiker først, og dansker dernæst. Jeg er menneskerettighedsaktivist først, og dansker dernæst. Listen er lang.

Hvis man skal være, som Danskernes Parti og Dansk Front og… Dansk Folkeparti gerne vil have, så er jeg ikke dansker. Men hvis det er nok at være borger i Danmark, så er jeg – og de fleste andre, der lige nu befinder sig inden for de velkontrollerede grænser – dansker.