Helt nede på jorden

20120126-201431.jpg

På DR Nyheder kan man læse om hvordan MF for Venstre, Karsten Nonbo, frivilligt har siddet fikseret i vinterkulden for at illustrere, at han synes, at den langvarige fiksering af omkring 1000 demonstranter på en kold dag i december 2009 ikke var et problem. Dette til trods for at domstolene nu for anden gang har afgjort, at disse anholdelser er i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det vigtige citat fra artiklen er i virkeligheden dette (Sigurd er en mand, der var blandt de ulovligt anholdte december 2009):

Nu påråber du dig menneskerettigheder her i Danmark. Helt ærligt. Du kan tale om menneskerettigheder i Irak og Somalia, siger Karsten Nonbo, der kalder Sigurd en klynker og selvretfærdigende.

Dette citat er vigtigt, da det viser et elastisk syn på menneskerettighederne, der er stadig mere udbredt, og ikke kun i dansk politik.

Menneskerettighederne er tydeligvis blevet et irritationsmoment i politik rundt om i verden, fordi de også skal bruges i en hjemlig kontekst. Men alle skal huske, at menneskerettighederne er universelle. Hermed forstås, at de gælder for alle, uanset om der er tale om mennesker, man kan lide, og de gælder altid, uanset situationen og hvilken del af verden, man befinder sig i. Hvis man gerne vil kritisere andre for ikke at overholde menneskerettighederne (og det ved jeg som aktivt medlem af Amnesty International kan være både berettiget og nødvendigt), er man nødt til at huske denne universalitet.

Hele denne historie er i det hele taget med til at flytte fokus fra det vigtige problem, nemlig “lømmelpakken” og den kombination af en disproportional brug af arrestationer og hårdhændet behandling af arrestanterne, som udgør problemet med hensyn til den europæiske menneskerettighedskonvention. Lad os som et tankeeksperiment antage, at en politiker havde ladet sig frivilligt isolationsfængsle og bagefter konkluderede, at det ikke var særlig ubehageligt. Ville man deraf kunne konkludere, at udbredt brug af isolationsfængsling i længere tid ikke var i strid med menneskerettighederne?

At tabe ansigt

For knap 20 år siden holdt jeg min første større eksamen med ekstern censor. På den sidste dag var der om formiddagen pludselig et større antal studerende, der udeblev, og jeg blev nødt til at bede en sekretær om at ringe til de studerende, der skulle til eksamen om eftermiddagen. Censor og jeg ventede, og til sidst dukkede en af eftermiddagens eksaminander op. Han trak et spørgsmål og udbrød, at det spørgsmål var han ikke glad for at have trukket.

– Hvorfor ikke? spurgte vi.
– Jeg sad derhjemme og skulle til at forberede mig, da sekretæren ringede og sagde, at jeg skulle til eksamen. Så det har jeg ikke nået.

Den studerende bestod ikke, og censor og jeg syntes, at hans forklaring var usædvanligt ynkelig. Vi rystede på hovedet, da han var gået, og jeg regnede aldrig med at skulle høre en sådan bortforklaring igen.

Men derefter dukkede den næste eftermiddags-eksaminand op. Han trak et spørgsmål og udbrød – at det spørgsmål var han ikke glad for at have trukket.

– Hvorfor ikke? spurgte vi.
– Jeg sad derhjemme og skulle til at forberede mig, da sekretæren ringede og sagde, at jeg skulle til eksamen. Så det har jeg ikke nået.

Han bestod heller ikke.

De fleste mennesker (måske alle?) er bange for at tabe ansigt, og derfor laver de så mange underlige krumspring. Jeg er ikke bedre; jeg har ganske vist ikke gjort den slags til eksamen, men i andre af livets sammenhænge er det sket. Det ironiske er, at det ofte er krumspringene, der medfører ansigtstab. Jeg mener: Tabte de to studerende ansigt eller lykkedes det dem at fremstå som dedikerede studerende, der ikke havde fået den nødvendige tid til at forberede sig godt?

Måske fremmer vores fokus på at klare sig godt i virkeligheden en frygt for at tabe ansigt? Det er i al fald påfaldende, at vi bruger så forbløffende mange kræfter på at snige os uden om og bortforklare.

Billedet ovenfor er forresten taget fra en lille claymation-film ved navn Losing Face af Sebastian Danta, der kan ses på http://vimeo.com/6745903

Mellem to ord

I dag havde jeg en projektgruppe på 1. semester til eksamen; deres projekt handlede om detektering af plagieret tekst, og de havde i deres projekt implementeret en algoritme, der kan beregne den såkaldte Levenshtein-afstand. Levenshtein-afstanden er en velkendt form for redigeringsafstand, dvs. en metrik (i sædvanlig forstand) over mængden af tekststrenge. Hvis D(s,t) = k, er det mindste antal redigeringsoperationer, der kan omskrive strengen s til strengen t det hele tal k. En redigeringsoperation er her enten en sletning af et tegn, en tilføjelse af et tegn eller en substitution af et tegn for et andet. Man kan nemt definere D(s,t) rekursivt i s og t, men en effektiv algoritme til beregning af D vil benytte dynamisk programmering.

Levenshteins algoritme er fra 1966 og er eksempel på et af de fundamentale bidrag til datalogi, som kommer fra Rusland (eller Sovjetunionen, som det jo var dengang). Russerne haltede bagefter amerikanerne hvad angår computernes formåen – da jeg var i Rusland (dvs. Sovjetunionen) i 1989, kunne jeg få bekræftet dette. Men hvad angår russernes videnskabelige præstationer, har de leveret meget vigtige bidrag.

Et andet velkendt eksempel er AVL-træerne, der skyldes Adelson-Velskii (der blev 90 år i år, og det endda på min fødselsdag) og Landis, som desværre ikke er mere. Et tredje velkendt eksempel er Leonid Levins opdagelse af NP-fuldstændighed uafhængigt af Steve Cook fra Canada. Adelson-Velskii bor i dag i Israel, Levin rejste til USA – men Levenshtein blev i Rusland, hvor han i en menneskealder har været tilknyttet Keldysh-Instituttet for Anvendt Matematik i Moskva. Billedet ovenfor forestiller ham.

Og så må jeg endelig ikke glemme at nævne Andrei Ershov, der opfandt det i programmeringssprogsteori vigtige begreb partiel evaluering uafhængigt af (og samtidig med) Yoshihiko Futamura fra Japan, eller Yuri Ershov (mig bekendt ikke i familie med Andrei), der har ydet vigtige bidrag inden for logik i datalogi.

En vigtig pointe i alt dette er at datalogi er andet og mere end en samling teknologier; en god matematisk indsigt er guld værd.

Hvad er det dog, vi laver?

På sin blog ved Communications of the ACM skriver Judy Robertson, der er lektor ved Heriot-Watt University (det “andet” universitet i Edinburgh) om The Way Forward for Computer Science in the UK. Hendes interessante indlæg handler om hvordan man i Storbritannien i disse år er ved at gentænke såvel universitetsuddannelserne i datalogi som aktiviteter længere nede i uddannelsessystemet. For mig, der har brugt tid på at være med til at revidere studieordningerne i datalogi og software ved Aalborg Universitet, er dette interessant læsning. Her vil jeg dog røre ved et generelt spørgsmål, nemlig hvordan vi taler om hele dette fagkompleks.

Judy Robertson skriver nemlig:

Fortunately, the Royal Society published a report  External Linkon Friday which brings reason, evidence and considered recommendations to the well intentioned but confused discussions. It clarifies the terminology, distinguishing between “Computing,” “ICT,” “Computer Science,” “Information Technology,” and “Digital Literacy.”

Dette rører ved nogle væsentlige spørgsmål, vi aldrig er gode til at komme ind på livet af. Hvilken betegnelse giver vi det, vi laver?

Af og til, når jeg fortæller, at jeg er lektor ved Institut for datalogi, er reaktionerne fra den anden part, at et eller andet stykke software volder dem problemer – eller de vil have et råd om hvilken harddisk, de bør anskaffe sig. Eller de vil tale om hvor langsom eller hurtig deres netforbindelse i hjemmet er.

Ikke et ondt ord om det. Men det er noget andet, end hvad datalogiuddannelserne indeholder eller hvad der forskes i på datalogiske institutter. Det prøver jeg så at forklare min samtalepartner, og det med variererende held

Ét er, hvad mit akademiske fagområde hedder. Ordet “datalogi” er dansk og skyldes Peter Naur, den første professor i faget (ved Københavns universitet). På engelsk taler man om “computer science”; i Storbritannien har man i engang forgæves forsøgt i stedet at tale om “computing science”. I Tyskland, Polen, Frankrig taler man om “Informatik”, “informatyk”, “informatique”.

Der findes på Aalborg Universitet bl.a. uddannelser med fagbetegnelserne henholdsvis datalogi, software, informatik og humanistisk informatik. De sidste to navne har altid undret mig – de er ikke særlig robuste i international sammenhæng.

Et andet er det, der er hinsides den akademiske slåskamp om akademiske ord: når det ikke er datalogi, børnene bliver undervist i i folkeskolen, hvad kalder vi det så? Og når det ikke er datalogi, man bliver undervist i, når man lærer at bruge et bestemt stykke software, hvad kalder vi det så?

Jeg må tilstå, at jeg ikke bryder mig så meget om den nuværende, meget brede brug af ordet “informationsteknologi”, forkortelsen “IT” eller den underlige pleonasme “IT-teknologi”, som man nu også møder. Det er der to grunde til. Dels har ordet for meget fokus på teknologien og for lidt på de erkendelser, som man skal have for at kunne anvende, udvikle eller forstå teknologien. Dels er der faktisk en del “IT-uddannelser”, der ikke handler særlig meget om teknologi. Min egen forskning har heller ikke teknologi som sit primære genstandsområde.

Måske er det for sent at finde  dækkende betegnelser, men der findes en lang række uddannelser inden for sundhedsområdet, og vi kender forskel på medicin, sygepleje, fysioterapi, kiropraktik (som på SDU hedder biomekanik), odontologi, tandpleje og så videre. Og vi ved, at man kan blive social- og sundhedshjælper og at man kan få kurser i førstehjælp. Mon vi i det mindste kunne lære noget af det i vores navngivning af nye uddannelser og nye tiltag inden for folkeskole og ungdomsuddannelser?

Jeg må nok hellere forklare, hvor citatet ovenfor stammer fra. Det kommer fra The Fontana Dictionary of Modern Thought, en moppedreng af en britisk opslagbog, der udkom i flere udgaver i 1970’erne og 1980’erne. Nogle gange har jeg i en ledig stund bladret rundt i bogen og har læst dens små artikler; jeg er altid endt med at lære noget nyt. Forkortelserne C.S. (meget passende, må man sige) og J.E.S. dækker såmænd over Christopher Strachey og Joseph E. Stoy. Strachey var professor i datalogi i Oxford og var sammen med Dana Scott grundlæggeren af studiet af denotationel semantik af programmeringssprog. Stoy var oprindelig Stracheys PhD-studerende og skrev siden den første samlede fremstilling af emnet. I over 30 år var han lektor, også i Oxford.

De mange sprog

Jeg har dyrket poetry slam siden 2009, og i går indtraf den foreløbige kulmination på denne hobby, da jeg vandt DM-kvalifikationen og blev Aalborgs repræsentant ved DM i poetry slam på Den Fynske Opera d. 28. januar. Det var en usædvanligt snæver sejr over den uden tvivl mest originale og talentfulde performer, vi har her inden for genren i landsdelen, nemlig Mads Bjergen Pedersen. (Mads har nu en halvofficiel fanside på Facebook.) Jeg mødte Mads første gang i 2009, da vi begge deltog i poetry slam på Transformator, og siden er vi rendt ind i hinanden mange gange. Næste år bliver det Mads’ tur til at komme til DM-finalen, det er jeg overbevist om.

Det var et særligt døgn – og så alligevel dog helt almindeligt. Det startede med at en rumænsk kollega stillede mig et spørgsmål om aksiomerne for strukturel kongruens i \pi-kalkylen. Senere på dagen talte jeg med en anden kollega om projektvejledning. I frokostpausen svarede jeg på mail fra Amnesty International. På vej hjem indleverede jeg en udtalelse, jeg har lavet i forbindelse med en adjunkt, jeg er pædagogikumvejleder for. Jeg fandt et headset til en smartphone på cykelstien og indleverede det som hittegods. Vel hjemme om eftermiddagen talte jeg med familien derhjemme om dét, som familier derhjemme taler om. Og til sidst stod jeg så på den lille scene på Studenterhuset og var en slags lyriker. Morgenen efter stod den på eksamen på universitet – en projekteksamen baseret på Helge Sanders didaktiske erkendelser og deraf følgende forbud.

Inden for 24 timer har jeg været i rollerne som forsker, underviser, Amnesty-aktivist, pædagogisk vejleder, mand med hittegods, forælder/ægtefælle og poetry slammer. Lige nu er jeg ham, der skriver indlæg på en blog. Hver rolle har sit eget udtryk, sit eget sprog. Nogle roller er kortvarige, andre dukker op med jævne mellemrum og hver af dem har sine muligheder og begrænsninger. Men samtidig kan de informere hinanden; jeg er ikke bange for at stå på en scene efter nu 20 års erfaring som underviser. Der er sikkert også en erfaringsoverførsel i den modsatte retning, men hvori den præcis består, kan jeg endnu ikke forklare.

Ib Spang Olsen

Her til morgen ledte jeg for anden dag i træk forgæves efter en bestemt dvd derhjemme og endte denne gang med også at rode min datters dvd-samling igennem – men forgæves. Jeg faldt så til gengæld over hendes to Ib Spang Olsen-dvd’er. Af en eller anden grund hæftede jeg mig specielt ved dem.

Og her til eftermiddag kan jeg så læse den triste nyhed, at Ib Spang Olsen er død.

Jeg mærker for alvor tidens gang, når dem, der altid har været der, pludselig ikke er der mere. For mig er Ib Spang Olsen uløseligt knyttet til børneudsendelser fra de tidlige 1970’erne, hvor han tegnede og fortalte på sit rolige, lidt gammeldags københavnske.

Når man siger Ib Spang Olsen, kommer jeg lige så uvilkårligt til at tænke på hans ven og samarbejdspartner Halfdan Rasmussen. Sammen lavede de to nogle af de børnebøger, jeg selv har læst med stor fornøjelse og har købt senere, da jeg selv blev forælder. Ib Spang Olsen lavede også børnebøger selv – bl.a.. Drengen i månen og Det lille lokomotiv.

Ligesom Halfdan Rasmussen fik Ib Spang Olsen ikke altid den anerkendelse, han fortjente – hans værk forekom nogle at være for “let”. Men også Ib Spang Olsen var en stor dansk kunstner. Æret være hans minde.

Gud eller konge eller fædreland

20120114-235855.jpg

Dig: Nå, har du set udsendelserne om dronningens jubilæum?

Mig: Nej, her til aften deltog jeg med poetry slam-tekster ved et arrangement til støtte for Red Barnets arbejde for udsatte mennesker i Danmark. Så jeg har ikke haft tid.

Dig: Hvorfor er dette blogindlæg blevet en dialog?

Mig: Jeg læste en bog om Sokrates sammen med min datter, og da kom jeg til at tænke på, hvad man kan bruge dialogformen til. Det er en anden måde at opstille en argumentation på.

Dig: Nå, hvad er der så galt i dag?

Mig: For tiden er der, hvad jeg synes er en underlig diskussion. Diskussionen er underlig, fordi den afslører, at der reelt ikke er nogen væsentlige argumenter for, at Danmark er et monarki. Politikere fra SF slår til lyd for at statsrådet, hvor regeringen mødes med dronningen og informerer om dens arbejde, bør afskaffes. Det tager tid og resurser, som man kunne bruge bedre. Det har fået bl.a. Berlingskes chefredaktør Tom Jensen op fra stolen, og han forsvarer monarkiet i sit seneste blogindlæg. Jeg er dog ikke imponeret over det stof, hans argumenter er gjort af.

Dig: Men statsrådet er en historisk tradition. Den kan man ikke bare sådan fjerne.

Mig: Det er ikke noget argument i sig selv for eksistensen af en institution, at den har eksisteret i mange år. De danske amter havde således eksisteret i mere end 200 år, da de blev nedlagt i 2007 i forbindelse med strukturreformen, og ingen modstandere af den fremførte amternes lange historie som et argument mod at nedlægge dem.

Dig: Men det danske monarki er verdens ældste!

Mig: Det er korrekt, men faktisk blev statsrådene først indført i forbindelse med grundloven af 1849, så amterne eksisterede længere end statsrådet endnu har eksisteret!

Dig: I Danmark er der statsråd 8-10 gange årligt. Det er da et absolut minimum.

Mig: Næ, i Sverige er der kun 3-4 statsråd med kongen om året.

Dig: Statsministeren har heller ikke noget imod statsrådene, og hun skal trods alt være med til dem alle sammen. Hun siger:

Via statsrådene bidrager kongehuset til at give en fast og tryg ramme om den måde, vi har vores danske demokrati…

Mig: Måde på… formoder jeg. Man kan ikke bare undlade et forholdsord. Nå pyt med det sproglige. Hvis dronningen ikke har nogen reel indflydelse på beslutningerne, hvorfor er det da specielt vigtigt at underrette hende?

Dig: Du vil gerne have kongehuset afskaffet, kan jeg høre.

Mig: Nej, jeg vil have monarkiet afskaffet, for det er ikke en demokratisk institution. Jeg hverken kan eller vil afskaffe en familie; der skal bare ikke være en familie, som altid leverer statsoverhovedet. Dem, der udgør den udøvende magt, skal være fundet ved resultatet af en demokratisk proces. Hvis det ikke var fordi USAs politiske system har forvansket ordenes betydning, ville jeg kalde mig demokrat og republikaner,

Dig: Men dronningen har da sagt nogle fornuftige ting i årenes løb, har hun ikke?

Mig: Det handler ikke om hvad dronningen siger og ikke siger. Jeg tager ikke stilling til de kongelige som personer (om de er sympatiske, ved jeg ikke, og i en principiel sammenhæng om demokrati er det også irrelevant). Det er institutionen, der er udemokratisk.

Dig: Der er masser af præsidenter med stor magt og problemer med at bruge den, som de burde, Ville du hellere have en leder som Putin eller Obama eller Sarkozy end vores dronning?

Mig: Jeg vil ikke vælge; ingen af de to muligheder er fornuftige. Vi har da heller ikke et binært valg. Der findes også lande, hvor præsidenten ikke er en fremtrædende skikkelse i den politiske proces overhovedet. F.eks. Tyskland, Irland eller Island. Måske skulle vi simpelthen have en islandsk præsidentmodel. Island er for øvrigt ved at revidere sin grundlov for tiden; det burde vi også gøre herhjemme. Der står en masse om kongen/dronningen i grundloven, men der står faktisk ingen steder, at Danmark er et demokrati.

Kom, lad os gå hen og spise fabrikken

Før alle musikbloggerne, før Pitchfork og alle de andre og efter jeg var blevet træt af den selvfejrende og forbløffende indholdstomme britiske musiksprøjte NME, skete det alligevel, at jeg fandt frem til rockmusik (og lignende) ad underlige veje. Typisk via Usenet-nyhedsgrupper, men også af og til hvor man mindst ville vente det. En vinteraften i 1994 sad jeg og så CNN (!), da en journalist fra Entertainment Today proklamerede, at et af de bands, man virkelig skulle holde øje med, var Guided By Voices. Alene navnet var interessant.

Få uger senere deltog jeg i en konference i USA, og en eftermiddag tog jeg ud til Berkeley for at opsøge deres legendariske pladebutikker. Her købte jeg det nyeste album med Guided By Voices, Bee Thousand. Og så var det faktisk mig, der var solgt – 20 sange på i alt lidt over 36 minutter, optaget på primitivt udstyr og derfor forsynet med en ulden lyd. Bee Thousand var en lang overgang fast inventar i min cd-afspiller og er stadig et album, jeg kan vende tilbage til. Jeg endte endda med at købe det retrospektive bokssæt med de albums, der var udkommet tidligere.

Det fascinerende ved Guided By Voices i denne periode er gruppens kombination af lo-fi-lyden og sangenes høje kvalitet, der ofte vækker mindelser om The Beatles og The Who. Guided By Voices er fra USA (fra Dayton i Ohio, ellers ikke kendt som en musikmetropol), men deres sanger lyder mærkværdigt Liverpoolsk i sin diktion.

Brugte jeg virkelig ordet “sange” ovenfor? Fragmenter er mere dækkende; ofte meget iørefaldende stumper bestående af et enkelt A-stykke og måske et B-stykke oveni, og så er dét minut til halvandet ellers gået, videre til næste fragment. På denne måde er Bee Thousand en fascinerende anvendelse af antydningens kunst; tænk hvad dette kunne have været… Og her er samtidig nøglen til at forstå, hvorfor denne særegne tilgang virker: Fragmenterne bør netop ikke foldes ud og produceres.

En anmeldelse af Mac Wilson opsummerer det bedre, end jeg vil kunne (og parentesen skyldes ham!):

(If you need an example of this, go to YouTube and check out the album version of 1995’s “My Valuable Hunting Knife;” it sounds quintessentially GbV, both brilliantly catchy and sounding like it was recorded for $5. Then go check out the Tigerbomb EP version, which was recorded with actual studio equipment and sounds like a potential Top 5 hit. I feel that one of the critical observations of the essence of Guided by Voices is the distinction between the versions: what is the “real” GbV? The Tigerbomb version is awesome radio rock, yet if you sit down and listen to the original version, it becomes its own modern rock hit when you close your eyes and let your imagination fill in the gaps. If Springsteen had released a full-band version of Nebraska six months later (as was his original plan), it would have found its own audience, yet only amplified the strengths of his original, stripped-down recordings. It calls to mind another classic archetype of popular music: are the songs banged out in ten minutes truer to the spirit of rock n’ roll than those labored over for months in the studio? Anyway, I inadvertently wound up putting one of my core theses within brackets, so thanks for reading.)

Ovenfor kan man se “My Valuable Hunting Knife” i versionen fra Tigerbomb-ep’en. Og er det ikke en fremragende popsang?

Guided By Voices gik igennem en del udskiftninger, og eneste gennemgående medlem har været sanger/sangskriver Robert Pollard, som til sidst gik regulært solo. Desværre blev Guided By Voices undervejs mere “konventionelle” i deres sangstrukturer og produktion, og her tabte jeg så småt interessen. Men nu er den originale besætning fra årene, der gav os Bee Thousand og Alien Lanes genforenet, og det nye album, som kommer i næste uge, hedder Let’s Go Eat The Factory. De uddrag, jeg har kunnet høre på YouTube, lyder særdeles lovende.

En miljøvenlig løsning?

20120109-183628.jpg

Ved mange forelæsninger kan man se studerende, der sidder med deres computere foran sig, mens de af og til taster og af og til kigger på skærmen. Det er klart, at der er mange fordele ved at tage sin computer med til forelæsning. Man spilder ikke papir når man tager notater, og det er let at rette fejl. Det er samtidig ofte hurtigere at taste end at skrive i hånden. Den bærbare computer er et fremragende redskab.

Og nu er det så tid til at dryppe lidt malurt i bægeret. Jeg har ved styringsgruppemøder på første studieår på datalogi/software-holdet, hvor jeg er koordinator, brugt en del tid på at lytte til studerende, der var kede af – for ikke at sige utilfredse med – at deres medstuderende distraherede dem med deres brug af computere under forelæsningen. Og nej nej, det var ikke notater, der var problemet. Det var derimod aktiviteter som World of Warcraft, YouTube, Facebook, Twitter (og sikkert også porno – det er trods alt internettets tidsalder, vi befinder os i). Lyset fra skærmene fanger, fascinerer og distraherer. Jeg kender godt fristelsen fra konferencer, hvor det er let at ende med ikke at høre efter og gribe ud efter skærmen på computer eller telefon, hvis et foredrag ikke er så spændende. Efterhånden har jeg vænnet mig til at liste af i stedet for – jeg kan jo selv tage stilling til om jeg vil være tilhører eller ej.

Og jeg, der er forelæser (men ikke på første studieår), har også set bagsiden af medaljen, undskyld bagsiden af skærmene – Dell og Acer og Lenovo og Fujitsu og Apple og… Det har været svært at lave den dialog, undervisere tit stræber efter, når der var alle de grå skærme og al den megen kiggen ned i skærmen.

Sidste år tog jeg konsekvensen og gik over til “klap-i-forelæsninger”, dvs. ingen brug af bærbare computere under mine forelæsninger – på nær hos en udvalgt skribent, der har taget noter, som siden blev distribueret officielt. Det er umiddelbart lidt paradoksalt at frabede sig brug af computere på Institut for datalogi.

– Tænk, at du tør! sagde mine kolleger. Flere af dem ville gerne, men de har været nervøse for reaktionerne.

Det underlige er, at der ikke var en masse protester. De studerende accepterede “klap-i”-kravet fra mig.

Selvfølgelig er der tidspunkter under en forelæsning, hvor det giver god mening at bruge computer, men det er ikke oplagt for mig, at der er tale om andet end aktiviteter, der finder sted på bestemte tidspunkter undervejs – f.eks. små programmeringsøvelser. Derfor er min politik om brug af computere et forsigtighedsprincip, jeg anlægger indtil jeg finder en bedre løsning. Jeg kan se, at både problemet og løsningerne findes i USA – en del forelæsere laver tilsvarende regler om ingen brug af computere under forelæsninger.

Og billedet ovenfor skyldes en amerikansk blogger, der skriver om det samme ud fra en studerendes perspektiv. Måske er det ikke så dybe betragtninger, men bestemt værd at læse,

Vi bliver jo ældre

20120108-135751.jpg

Også jeg bliver ældre, og i dag, når jeg fylder år, er jeg for alvor opmærksom på tidens fylde.
I dag er det et kuriosum, men jeg er faktisk født hjemme. Det var faktisk ikke et særsyn i 1964, og da især ikke på landet.

Tak til alle, der har ønsket mig tillykke – og tak til alle, der kigger forbi denne blog.