Mandag i Magdeburg

I denne uge deltager jeg i konferencen ICWL 2019 (International Conference on Web-based Learning), der fokuserer på et forskningsområde, jeg også beskæftiger mig med, nemlig uddannelsesforskning. Sidst, jeg deltog, var ved ICWL 2017 i Cape Town. Siden da er jeg holdt op med at flyve, men det gør ikke noget – i år finder ICWL sted i Magdeburg i Tyskland, en by mellem Hannover og Berlin med lidt over 200.000 indbyggere. Det tager omkring ti timer at rejse hertil fra Aalborg; jeg rejste dog fra Odense, hvor jeg og min familie havde været gæster til et bryllup. Endnu har jeg ikke noget klart indtryk af byen Magdeburg, men det kommer nok.

I år deltog jeg med en artikel, hvor jeg var den ene af fire forfattere og er den eneste, der kunne deltage. Der var ikke så mange tilhørere til min session, men der kom nogle gode spørgsmål. Et af de områder, der er ved at blive rigtig populært, er studiet af hvordan man kan bruge dataanalyse til at målrette undervisning efter de lærende arbejdsvaner og læringsstile. Det er en vigtig tendens, men også én, som jeg har et lidt ambivalent forhold til. På den ene side er det rigtig vigtigt at kunne møde de lærende, der hvor de er (deres nærmeste udviklingszone, som salig Vygotsky ville sige). På den anden er man også sommetider nødt til at udfordre de lærendes arbejdsvaner og tilgange til læring for at kunne bringe dem et nyt sted hen. Hvis man har gennemført en uddannelse på et universitet med problemorienteret projektarbejde som f.eks. RUC, kender man allerede til denne proces med at blive “revet ud af” sine vaner som ny studerende og til hvad dette førte til af ny erkendelse.

Ligesom til ICWL 2017 var der denne gang en session, der var rent kinesisk. Selv det indbudte foredrag var faktisk på kinesisk denne gang – med slides på kinesisk og stedvis oversættelse til engelsk af ordstyreren. Det var alt andet lige lidt en usædvanlig oplevelse; jeg må modstræbende indrømme, at det ikke var et af de foredrag, hvis indhold jeg vil huske..

Det tekniske fix

For et par uger siden deltog jeg i et arrangement i forbindelse med åbningen af Aalborg Bæredygtighedsfestival. Her kunne gymnasieelever spørge lokale byrådspolitikere om deres holdninger til klimakrisen og hvad man skulle gøre ved den. Et byrådsmedlem fra Venstre sagde, at han ikke var så bekymret, for han troede på at der findes teknologiske løsninger, der vil kunne afværge de voldsomme konsekvenser af den globale opvarmning.

Den slags udtalelser gør mig altid bekymret. Jeg ved godt, at det er vigtigt at gøre brug af al den videnskabelige indsigt, vi har på et tidspunkt som nu, og at kunne udnytte de løsninger, der allerede findes. En løsning af store problemer i samfundet kræver imidlertid mere end bare nye teknologier. For selv om jeg har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund, er jeg ikke teknologioptimist på den måde, som nogle politikere (der typisk ikke har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund selv) er det. Teknologioptimismen har eksisteret længe, og nogle gange har konsekvenserne af den været voldsomme og negative. Meget ofte har teknologioptimismen først og fremmest hævdet at samfundsudviklingen kan fortsætte som før, men endnu bedre, hvis vi bare finder nogle (endnu) bedre teknologiske løsninger. Teknologioptimismen er ikke en neutral begejstring for teknologien, men rummer også i sig nogle antagelser om hvordan samfundsudviklingen bør være.

Det negative ord for teknologioptimismen er begrebet “det tekniske fix”. Det stammer, så vidt jeg kan læse mig til, oprindelig fra en naturvidenskabelig forsker, nemlig den danske biokemiker Jesper Hoffmeyer. Det er et ordspil på at “fix” kan henvise til en reparation, til en fiks idé og til slangudtrykket for en injektion med heroin.

Det grimme spørgsmål er altid, hvorfor netop et afgørende teknisk fix skulle være muligt netop nu og kunne slå hurtigt igennem netop nu. Der er mange eksempler fra de seneste hundrede års historie på teknologier, der var fornuftige, men ikke slog igennem. Modsat er der ufornuftige teknologier, der har domineret vældig længe. Faktisk vil jeg mene, at selve den globale opvarmning er en konsekvens af en bestemt manifestation af teknologioptimismen, nemlig troen på anvendelse af fossile brændstoffer som løsning på samfundets udfordringer.

Manglende medbestemmelse på norske universiteter

Universitetet i Oslo.

I Norge har der i de seneste år været mange fusioner af videregående uddannelsesinstitutioner. En norsk undersøgelse foretaget af Arbeidsforskningsinstituttet (AFI) ved Høgskolen i Oslo og Akershus i 2017 viser, at 36 procent af de adspurgte ved universiteter og højere læreanstalter i Norge mener, at arbejdslivet går i en mere autoritær retning.

Den norske undersøgelse viser, at en lav grad af medbestemmelse øger sandsynligheden for modstand mod ændringer. Til gengæld giver en høj grad af medbestemmelse større tilslutning til ledelsens mål og værdier.

Jeg kan ikke sige noget om, hvordan forholdene er i Danmark, men der er formodentlig ikke tale om et fænomen og en reaktion, man kun ser i Norge. Jeg håber, at der under den regering, vi har nu, vil komme øget fokus på dette også.

Usammenhængende

Noget af det underlige ved en ganske bestemt slags ledere er, at de på én og samme tid kan være skræmmende og svære at tage alvorligt som ledere. Især ledere med autoritære træk har ofte en påfaldende måde at kommunikere på. Det bedst kendte eksempel i vor tid er vel Donald Trump.

Nogle enkelte gange i mit liv har jeg udtalt mig til journalister, og faktisk endda været ved i direkte tv- og radioudsendelser. Ved alle disse lejligheder har jeg været ekstremt opmærksom på hvad jeg sagde. Om det så virkede, er en anden snak. Jeg ville sikkert være endnu mere opmærksom på hvad jeg sagde, hvis jeg var præsident for et stort land. Donald Trump har det dog lidt anderledes.

Det amerikanske firma FactSquared har en database, hvor der ligger transskripter af bl.a. Trumps offentlige udtalelser. Her er to citater.

De kommer begge fra Donald Trumps pressemøde den 18. september 2019 inden afrejsen med Air Force One. En journalist spørger om præsidentens overvejelser om intervention over for Iran.

What are the options, Mr. President, that you’re considering? You just said that there were some very bad things you’re thinking about.

Well, there are many options, as you know, Phil. There are many options. And there’s the ultimate option, and there are options that are a lot less than that. And we’ll see. We’re in a very powerful position. Right now, we’re in a very, very powerful position.

Lidt senere kommer der spørgsmål om muren mod den mexicanske grænse. Præsidenten siger:

We’re going to show you a lot of wall. We’re building a lot of wall. We won the big case and a couple of other cases, as you know. We’re building a lot of wall. So, we’ll be talking. We’ll be talking to you later on. Okay?

Måske tænker Trump, mens han taler. Måske tænker han ikke ret meget. Måske er der andre grunde. Det er f.eks. muligt, at Donald Trump simpelthen ikke er vant til at formulere sig på skrift og ender med at lade det ustrukturerede talesprogs normer tage over. Måske opfatter ledere med autoritære træk simpelthen kommunikation som en slags grandiose salgstaler. Jeg ved det ikke. Men det er påfaldende, at Trump er så usammenhængende og usædvanligt floskelpræget, som tilfældet er.

Den offentlige mundkurv

Foto: Privatfoto.

I denne måned er der kommet fokus på Esbjerg kommunes fremfærd overfor socialrådgiverne ansat ved kommunen. En kommunal chef havde indkaldt til temadag om “at være ansat i en politisk styret virksomhed”, og især ét billede med en slide fra lederens præsentation er blevet delt flittigt. Senere har byrådspolitikere forsøgt at få nogle af de ansatte til at stå frem, men det tør de ikke.

Byrådsmedlem Anne Marie Geisler Andersen udtaler til Ugeavisen Esbjerg

Jeg har tidligere hørt om ansatte, der grundet advarsler eller trusler oppefra ikke turde ytre sig, men tænk sig, at man ikke engang tør sige, at man har hørt et oplæg i arbejdsmedfør. Det er jo helt vildt, så må man virkelig føle sig kuet. 

Folketingets ombudsmand har en myndighedsguide, hvor der er en meget grundig redegørelse for offentligt ansattes ytringsfrihed. Her fremgår det, at offentligt ansattes ytringsfrihed har meget vide rammer.

Her står bl.a. at

Offentligt ansatte har en udstrakt ytringsfrihed. Det betyder, at de på egne vegne kan deltage i den offentlige debat og fremføre personlige meninger og synspunkter.

Det gælder også, når man som offentligt ansat udtaler sig kritisk om ens eget arbejdsområde.

Myndighedsguiden giver en lang række eksempler, hvor ledere i den offentlige forvaltning aktivt har søgt at begrænse ansattes ytringer. For eksempel har nogle offentlige ledere krævet af ansatte, at de ikke måtte ytre sig i bestemte sammenhænge eller har krævet, at ansatte skulle indhente tilladelse, inden de ytrede sig. Nogle ledere har påberåbt sig retten til at kræve tavshedspligt om alt, men tavshedspligt omfatter kun fortrolige oplysninger, og også dette er veldefineret. Der er også beretninger derude om ledere, der i løbet af en række møder går efter at presse medarbejdere til at holde op med at skrive på internettet om forholdene på deres arbejdsplads ved en blanding af at lokke med uspecifikke “vennetjenester”, trusler om sager ved den lokale HR-afdeling og kraftige antydninger om risiko for fyring.

Eksemplet fra Esbjerg viser, at problemet stadig er helt reelt, og det er skræmmende, at ledere på denne måde optræder intimiderende. Ombudsmandens guide gør det klart, at sådan adfærd fra lederes side er direkte ulovlig. Om de pågældende ledere bevidst ignorerer det juridiske grundlag eller blot ignorerer det, ved jeg ikke. Begge forklaringer – at lederen er kynisk og at lederen er inkompetent – er skræmmende.

Sammen skaber vi et påskud

Foto: https://www.flickr.com/photos/elkhiki/22044577443

Regeringen barslede i år med en målsætning om at få Danmarks udledning af CO2 reduceret med 70 procent i 2030.

Nu er Dansk Industri også nedkommet – med en 2030-plan, som de har valgt at kalde Sammen skaber vi grøn vækst. Mette Frederiksen lader til at være meget positiv over for dette udspil og inviterer repræsentanter for dansk erhvervsliv til at være med til at udarbejde en såkaldt klimakontrakt.

Der står ganske meget i Sammen skaber vi grøn vækst, som er ganske overraskende. Inde midt i den lange rapport kan man således finde denne formulering:

Det bør endvidere sikres, at det alene er personer, der har permanente nedsættelser i arbejdsevnen der er tilkendt førtidspension. Derfor bør alle, der har fået førtidspension i mindst 5 år revurderes.

(Side 74 i Sammen skaber vi grøn vækst)

Der går allerede mange skrækhistorier om de såkaldte resurseforløb, der bruges til afgøre om en borger kan få tildelt førtidspension, men ganske ofte antager karakter af en form for dehumanisering. Den berygtede idé om “sengepraktik” kommer fra resurseforløbene. Arkitekten bag resurseforløbene var i øvrigt den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Nu ser det pludselig ud som om førtidspensionister skal udsættes for en sådan vurdering hvert femte år, står det til Dansk Industri.

Andre steder i Sammen skaber vi grøn vækst kan man læse om bl.a. Dansk Industris opbakning til kontanthjælpsloftet (kontanthjælp er nævnt hele 45 gange i rapporten!), til såkaldte erhvervskandidatuddannelser (endnu et nyt ord), om ændrede momsregler for hotelbranchen og om hvordan kunstig intelligens skal “løfte den offentlige sektor”.

Det er interessant på en trist måde, at Dansk Industri under dække af en vilje til at stoppe klimaforandringerne og hjælpe med til at nå målet om 70 procent reduktion af CO2-udledningerne i 2030 lancerer et så omfattende politisk udspil. Er alt virkelig blevet klimapolitik?

Boksning?

I dag kan jeg læse, at det internationale bokseforbund for amatører, AIBA, nu er så ramt af skandaler og dårlig økonomi, at det risikerer at bukke under. AIBA har en gæld på 120 millioner kroner, og der er talrige anklager om matchfixing og anden korruption. I år foreslog den internationale olympiske komité at holde en olympisk bokseturnering helt uden om bokseforbundene, fordi AIBA er suspenderet i olympiske sammenhæng.

Professionel boksesport har længe været et rod – der er fire anerkendte globale bokseforbund og en underskov af andre, ikke anerkendte.

Et problem er selvfølgelig den betydning, som magtforhold og økonomiske interesser er endt med at få i elitespørgsmål – og det gælder naturligvis langt ud over boksningens rækker. Men et andet spørgsmål, man også bør stille, er: Er boksning egentlig en sportsgren, der fortjener at leve videre i vore dage? I modsætning til brydning og de asiatiske kampsportsgrene (og andre sportsgrene derude) er en boksekamp altid forbundet med en form for personskade, hvor en af dem kan være uoprettelig hjerneskade. Neurologer har længe slået til lyd for at forbyde professionel boksning af netop denne årsag. Amatørboksning er den typiske indgangsvej til en karriere i professionel boksning, og måske gjorde det i virkeligheden ikke så meget, hvis amatørboksning som sportsgren blev sendt til tælling

Men vi er flere end dem

Skærmbilledudsnit fra Generation Identitærs hjemmeside.

For nogle måneder siden lå der en løbeseddel fra en gruppering, der kalder sig Nordfront, i brevkassen derhjemme. Nordfront er en nynazistisk bevægelse med afdelinger i Sverige, Norge, Danmark og Finland. I den weekend, der nu er gået, lavede en anden gruppering, der kalder sig for Generation Identitær, en demonstration, hvor de foldede et langt banner ud langs Limfjordsbroen. Netop denne dag cyklede jeg selv over broen, men slap heldigvis for at se på deres banner.

Den pågældende gruppering, der startede i Frankrig og nu også findes i en del andre lande, taler om “den store udskiftning”. Det er den blandt højrenationalister udbredte konspirationsteori, at nogle europæiske regeringer arbejder på at skifte den “hvide” befolkning i Europa ud med “brune” mennesker. Grupperingens “løsning” er det, de kalder for “remigration” – et andet ord for masseudvisning af “brune” mennesker fra Europa. Generation Identitær vil gerne fremstå som “pæne unge mennesker” og gør et stort nummer ud af distancere sig fra grupper som Nordfront ved at påpege, at deres aktionsformer er ikke-voldelige. Reelt er de en pendant til Stram Kurs, bare med bedre visuelt design og tøjvalg og færre tydelige ukvemsord.

Det er trist at tænke på, at denne gruppering nu findes i Nordjylland og tilsyneladende har en lokal afdeling. Men jeg bemærker også, at der faktisk ikke er ret mange til at holde banneret. Den 19. maj gik mange lokale foreninger i Aalborg sammen om at at lave en antiracistisk markering i form af en menneskekæde. Min kone og jeg var med. Mange andre var med. Menneskekæden gik hele vejen over Limfjordsbroen. Vi er mange flere end dem.

Som gjaldt det livet

Jørgen Steen Nielsen har gennem mange år skrevet om miljøspørgsmål i dagbladet Information. Han har i år skrevet en bog, der er helt aktuel – Som gjaldt det livet er skrevet efter folketingsvalget i juni.

Jørgen Steen Nielsen opfatter sig selv om både journalist og aktivist, og denne bog er en appel om at vi alle tager klimakrisen alvorligt og ser den i sammenhæng med social og økonomisk ulighed og med demokratiet. Hvis klimakrisen bliver håndteret for sent og forkert, risikerer vi meget nemt, at det bliver de fattigste og de mest marginaliserede, der kommer til at blive ofrene, og vi risikerer også at samfundet udvikler sig i en udemokratisk og autoritær retning. Her er Nielsen inspireret af den østrigsk/franske forfatter og filosof André Gorz, der i 1979 skrev bogen Økologi og frihed om netop dette. Jeg husker at have læst tekster af Gorz i min studietid, men desværre blev han glemt. Han er ellers mere aktuel end nogensinde. Det er ekstra interessant at opleve, at Naomi Klein i et interview i anledning af sin helt nye bog giver udtryk for den samme bekymring om at der kan vokse et “klima-barbari” frem.

Det er interessant at analysere modstanden mod at handle, og Jørgen Steen Nielsen giver da også en god analyse af hovedårsagerne til at der stadig findes “klimaskeptikere”. Ind imellem hører man dem, der giver udtryk for at den globale opvarmning kan løses med et teknisk fix (f.eks. atomkraft eller former for geoengineering), gerne i samspil med markedskræfterne. Dette holdning kalder Nielsen for “Klimaskepsis 2.0” – og med god grund, for her er holdningen i virkeligheden også, at man bare skal lade stå til og satse på, at vi kan fortsætte med at leve som før.

Grundtonen i Som gjaldt det livet kombinerer frygten for at der ikke bliver gjort noget med et håb om at den nye klimabevægelse, anført af unge mennesker som ikke mindst Greta Thunberg, kan udnytte det mulighedernes vindue, som Jørgen Steen Nielsen ser lige nu.

Der er en enkelt, skæmmende fejl i Som gjaldt det livet, nemlig at definitionen af den såkaldte Gini-koefficient er ukorrekt – den er vendt på hovedet! Men hele argumentstrukturen i bogen, hvor truslen fra den globale opvarmning ses sammen med de sociale problemer, den er i samspil med, er vigtig, og den er i det hele taget et vigtigt indlæg i den allervigtigste diskussion i dette århundrede.

Festival på Egholm

I dag besøgte jeg Egholm Bæredygtigheds- og Musikfestival, der i år blev afholdt for anden gang. Fremmødet til denne dag med lokal musik, spoken word, vandreture, foredrag om øen mellem Aalborg og Nørresundby og meget mere var godt, og jeg fornemmer, at denne festival er ved at slå rod og er godt på vej til at tage over, hvor den gamle Egholm-festival slap. Et tema bag festivalen er naturligvis modstanden mod de forrykte planer om en motorvej over Egholm. To af bagmændene var igen de utrættelige og ihærdige aktivister Torben Skovgaard (der også var at finde bag mixerpulten) og Christian Gade Bjerrum (der også fungerede som konferencier).