Bare at gå ind på en café

I dag vil jeg bare tage fat i en af de små oplevelser, som også er udtryk for noget vigtigt og nogle ændringer til det bedre, der er reaktioner på det, vi ser. Vi skal (som Lasse Nyholm Jensen sagde i en tekst i går aftes) bygge en bedre verden på det, vi har nu.

Inden jeg tog hjem fra København, havde jeg lidt tid og skulle have noget at spise. Jeg har været veganer i 25 år og kan huske hvordan det ikke altid har været nemt. Mange gange har jeg fået noget underligt serveret efter at være blevet grundigt udspurgt, andre gange var der slet intet at spise, kun lange forklaringer om hvor umuligt den slags ville være. Det var helt utænkeligt bare at gå ind få en café og få noget lækkert vegansk at spise.

Men i dag kunne jeg og min hustru gå ind på en café i København og få et lækkert morgenmåltid med dejligt bagværk, frisk frugt, hjemmelavet yoghurt, skæreost osv. Der var også store, luftige fastelavnsboller, ostekager og lagkager. Og det hele var fuldstændig vegansk.

Stedet hedder Kaf’ og ligger i Birkegade 21, skulle nogen komme den vej forbi ovre i Rigets Centrum.

DM i poetry slam 2019

I dag var der så DM i poetry slam i Valby Kulturhus, som også danner rammen om den ene af Københavns poetry slam scener (den anden er CopenOpen). Feltet af deltagere er nok det stærkeste, jeg har set i mine 10 år i poetry slam, blandt dem to tidligere Danmarksmestre og Danmarksmesteren 2018, Sara Hauge.

Kl. 13.00 var der generalprøve for de deltagere, der kunne være til stede allerede da. Publikum var københavnske skoleelever fra 7.-9. klasse og deres lærere. Her var det Sara Rahmeh, der vandt. Jeg blev faktisk nummer tre her.

Kl. 20.00 var det alvor, og første runde satte niveauet – og det var højt. Især vil jeg her huske Lasse Nyholm Jensens tekst om de 12 millioner danske svin – noget af det bedste fra hans hånd (og der er meget godt!). David Rousing fra København var også et nyt bekendtskab for mig; han er på nogle måder en sjællandsk pendant til Thomas Thisted.

Jeg var blandt de fire, der røg ud i første runde.

Selvfølgelig er det ærgerligt at ryge ud tidligt, for jeg har altid mere på hjerte. Og det giver mig også grund til at tænke over om og hvordan jeg skal fortsætte med poetry slam – det, jeg gør, virker jo tydeligvis ikke. Men samtidig giver det også mulighed for at kunne sidde og opleve resten af showet i fred og ro.

Så det var dét, jeg gjorde. I finalen så vi Sara Rahmeh, Kristine Madsen og Lasse Nyholm Jensen – tre meget forskellige udøvere med noget vigtigt på hjerte, med hver deres udgangspunkt, med hver deres brug af humor og med et fælles højt niveau.

Vinderen blev helt fortjent Kristine Madsen. Et stort tillykke til Kristine herfra!

Story Slam på Katapult

Her til aften drog jeg til Aarhus for for første gang at deltage i story slam, der er en spoken word-konkurrenceform, hvor publikum er dommere sammen og hvor det er fortællinger fra éns eget liv, der er i centrum. Hver deltager får seks minutter til at fortælle om noget, der er hændt dem i deres liv. Efter en pause er der så mulighed for at fortælle igen. Til sidst stemmer publikum om hvem der er bedst, og vinderen får lov til at runde aftenen af – ikke med en fortælling mere, men med at sige pænt farvel til alle.

Aftenens vinder på Teater Katapult var Erik, en ældre mand fra Frederikshavn der fortalte om sine tre selvmordsforsøg og hvordan han til sidst lærte at elske sig selv. Det var fuldt fortjent, for Eriks fortælling var usædvanligt gribende. Han gav os, hvad der viste sig ar være en helt kondenseret udgave af et halvanden time langt foredrag, han havde holdt flere gange. Desværre var Erik nødt til at gå lige inden vinderen blev fundet – han skulle nå det sidste tog nordpå.

Jeg forventede selvsagt ikke at vinde, men jeg synes selv at det gik nogenlunde. Formen tiltaler mig, specielt fordi livserfaring (i modsætning til poetry slam, i al fald nogle gange) er så tydeligt velkommen, så længe man kan sætte gode ord på den.

Jeg gerne være med igen en anden gang – og som var det ikke nok, var min trofaste medforfatter og samarbejdspartner udi uddannelsesforskningsemner, Dorina Gnaur, også blandt publikum (på min invitation) og hun meldte sig også til at være med. Også hun er et voksent menneske og har en hel del at fortælle om.

Men først, i morgen, skal jeg deltage i DM i poetry slam i København.

En grim dag på Aalborg Universitet

I dag skulle medarbejderne på det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet sidde klar til at læse mail mellem 8.00 og 8.30. Nogle af dem ville nemlig få at vide, at de skulle fyres. I eftermiddag skulle selve fyringsmøderne så finde sted. Hvor er det dog en ubehagelig mail at skulle vente på.

Fordi jeg er supplerende tillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening, havde jeg lovet at være rede til at være bisidder ved fyringsmøderne. Der blev brug for mig ved fire møder.

Fyringsmøder er korte; der er afsat 15 minutter, hvor repræsentanter for ledelsen og HR-afdelingen deltager. Der bliver overrakt et fyringsbrev, en folder om psykologhjælp og en anden folder med tilbud om et jobsøgningsforløb. Og nå ja, så får man også en kuvert at lægge det hele i. Der er mulighed for at sige noget til sidst, men det har desværre altid været min erfaring, at den slags preller fuldstændig af på den anden part. Reelt varer et fyringsmøde kun fem minutter.

To af dem, der skulle fyres, viste sig at være jævnaldrende kolleger, som jeg har kendt gennem mange år, har samarbejdet med om vejledningsopgaver og har spist frokost med masser af gange. Det kom selvfølgelig som et stort chok for to dygtige og samvittighedsfulde mænd, der altid har passet deres arbejde og nu er midt i 50’erne, at universitetets ledelse pludselig vil skille sig af med dem. Det var også et chok for mig.

De to andre var medarbejdere omkring pensionsalderen, og her var det påfaldende, at AAUs ledelse vælger at skride til fyring i stedet for at finde en seniorordning, der kan give ældre medarbejdere en værdig afslutning på et langt arbejdsliv snarere end en afslutning, der består i et fem minutter langt møde med foldere og en udglattende bemærkning.

Det var en usædvanligt grim dag på Aalborg Universitet. Og det bliver ikke den sidste. Snart er det nemlig mine kolleger ved de andre fakulteter, der står for skud.

Omsider hjemme

Jeg sov over mig og nåede ikke morgentoget fra Frankfurt; jeg hoppede på bumletoget og fik syv timers togrejse plus en halv times forsinkelse ud af det. Så til Flensburg, vente en time der og så med et IC3-tog til Aarhus. Derefter tog til Langå og en af de sørgeligt hyppige togbusser det sidste stykke til Aalborg. Jeg er hjemme med tre timers forsinkelse.

Nu skal jeg sove. I morgen begynder fyringsrunden på universitetet.

Undervejs

Katedralen i Bayonne, set i et glimt fra TGV-toget.

I dag rejste jeg fra morgen til aften. Dvs. jeg havde en times ventetid i Hendaye, hvor de fleste andre i ventearealet var en gruppe unge døve, der formodentlig var fra Spanien (men sikker er jeg selvsagt ikke). TGV-toget til Paris var ligesom sidst en fornøjelse. En skægget mand et par sæder bag mig var måske en anden deltager fra POPL; han så bekendt ud og var endda iført en af de reklame-t-shirts, som diverse firmaer kastede i grams under konferencen. Jeg fik rettet de tilbageværende eksamenssæt og sendt min oversigt til censor, så om få dage skulle alle de mange studerende kunne få deres eksamensresultat at vide.

Det tog længere tid at komme fra togstationen på Gare de Montparnasse til metrostationen på Gare de Montparnasse, nemlig 20 minutter, end det tog at tilbagelægge strækningen i metrotog til Gare de l’Est bagefter. Vel fremme i toget til Frankfurt oplevede jeg et af de meget sjældne tilfælde af en dobbeltbooking; en anden passager havde også fået en pladsreservation til plads 12 i vogn 26. Så efter en kort forhandling satte jeg mig på sædet bagved – kun for at opleve, at den anden passager med samme plads som mig lidt senere rejste sig og gik. Måske var hun blevet træt af min hoste. Det er jeg også selv.

På vej hjem

I skrivende stund sidder jeg og venter på at komme ombord på nattoget til Hendaye. Sporvidden er anderledes i Spanien og Portugal end i Frankrig og det meste af resten af Europa. Derfor er man nødt til at skifte tog, når man når til grænsen.

Jeg forlod mit uopvarmede værelse kl. 11.00 og prøvede at finde nogle opvarmede lokaliteter med gode siddepladser – først Gulbenkian-museet, så Starbucks og til sidst læsesalen i den store Fnac-butik i centrum. Jeg har en ærgerlig fornemmelse af at der er en eller infektion i anmarch; jeg er i al fald begyndt at hoste lidt. Jeg håber, at det bliver ved dét.

Bortset fra det, der måske er en forkølelse, har det været et godt ophold i Portugal. Jeg fik god respons på mine foredrag og fik megen inspiration fra de foredrag, jeg overværede til POPL2019. Næste gang POPL kommer inden for togrejseafstand (i 2020 er POPL i USA) vil jeg sende en artikel ind selv, også selv om jeg ved at konkurrencen er hård.

Og så var det også en glæde at opleve et januarvejr, der ikke er helt så nådesløst som det danske. Den slags giver også ny energi. Det meste af tiden har vi haft dagtemperaturer på 13-15 grader (om natten er der til gengæld koldt!).

På tirsdag er jeg hjemme igen, hvis alt går som det skal. Der er eksamen lige om hjørnet og derefter semesterstart, men desværre kommer jeg også hjem til universitetets fyringsrunde. Det frygter vi alle; der skal formodentlig ikke fyres nogen på datalogi, men så godt som alle andre institutter bliver ramt. Ledelsen går derimod fri.

En regnfuld lørdag

Selv om det var en ind imellem temmelig regnfuld lørdag, lykkedes det mig at genbesøge en del steder i Lissabon, som jeg holder af (så forudsigelig er jeg)– og også spist frokost med Susanne Sayers, der som nogle vil vide, er en dansk forfatter og journalist, der nu er bosat i Lissabon. Vi fik bl.a. talt om de forskellige underlige trafik-modefænomener, der plager den portugisiske hovedstad. Før i tiden var det de allestedsnærværende tuk-tuk’er, der pludselig prægede gadebilledet. Nu er turen så kommet til elektriske løbehjul med møntindkast; de er en form for bycykler for de ekstra dovne, og man kan se dem stå eller ligge de underligste steder.

Hvordan løbehjul kan blive en succes i en by med stejle, brostensbelagte gader, står hen i det uvisse. Susanne kunne fortælle en gyserhistorie om en kvinde, hvis løbehjul satte sig fast i en sporvognsskinne, netop som en modkørende lastbil nærmede sig!

Den sidste aften

Så sluttede POPL 2019, og efter det sidste foredrag var der en afsluttende sammenkomst for alle de mere end 600 deltagere. Der er efterhånden sket det, at jeg altid ender med at snakke med de samme kolleger andre steder fra, typisk fordi jeg samarbejder med dem eller tidligere har gjort det. Sådan endte det også denne gang – tre af os stod og snakkede om vores fortid i Storbritannien som PhD-studerende og om nogle af dem, vi kendte fra dengang. Minderne fylder meget mere, end man måske tror. På mange måder er de en fortælling om en tid, hvor alting var mere ukompliceret og hvor verden endnu syntes åben.

Jeg selv og en kollega fra Glasgow tog ind til Lissabon og havde en god stund sammen på en restaurant, hvor jeg ofte er kommet, når jeg har besøgt byen. I toget ind til Lissabon snakkede vi om typesystemer, men på restauranten talte vi efterhånden om alt muligt andet end datalogi, og vi kom undervejs også til at tale om en kvindelig kollega, som vi kender godt og som besøgte konferencen, men kun kort. Det gik op for os, at vi begge var en del bekymrede for hende, for det virkede som om hun aldrig var glad mere, selv om hun har haft og stadig har stor succes med sin forskning. Da hun for nogle år siden mistede sin mand (som også var hendes nære samarbejdspartner) og senere kom ud for en alvorlig ulykke, var det som om der skete noget med hende – hun kastede sig over sit arbejde på fuld kraft og holdt op med at tale om andet end arbejde. Når man er blandt de få kvinder inden for sit fagområde, og man endda kommer fra Østasien, hvor den kulturelle norm siger, at man skal være høfligt og helst ikke tabe ansigt, bliver den slags desværre endnu mere oplagt.

Jeg ville ønske, at jeg havde spurgt hende, hvordan hun havde det, da jeg hilste på hende til konferencen, og også at hun kunne have haft en rolig stund der på restauranten sammen med os.

Datalogi og klimaforandringerne

Benjamin Pierce fortæller om ACMs indsats mod klimaforandringerne.

I dag var der det såkaldte business meeting ved POPL, hvor organisatorer og programansvarlige taler om selve konferencen: hvor mange artikler der blev indsendt hhvs. accepteret, hvilke erfaringer man havde gjort sig, og det er også her, der bliver uddelt priser til de bedste artikler og givet hædrende omtale.

Men sidste punkt på dagsordenen var ganske anderledes. Benjamin Pierce, der er en af de mest prominente personer inden for programmingsteori fra min generation, fortalte om klimaforandringerne og hvordan vi i det videnskabelige samfund er nødt til at forholde os til dem – her selvfølgelig med fokus på hvad ACM (Association for Computing Machinery), der står for POPL-konferenceserien, kan gøre. Benjamin Pierce viste en beregning af sin personlige CO2-belastning, og her fremgik det meget tydeligt, at hans suverænt største kilde til belastning var hans rejseaktivitet, og ikke mindst hans flyrejser.

Derfor er dette et sted, hvor det er væsentligt at sætte ind. ACM er, som Benjamin sagde, ikke det vigtigste sted at gøre en forskel, men det er et vigtigt sted. De teknologiske løsninger, som ville kunne skabe forandring (f.eks. udvinding af CO2 fra luften), kan ikke gennemføres på kort sigt, og de politiske forandringer ser desværre heller ikke ud til at kunne gennemføres på helt kort sigt, sådan som den politiske situation er netop nu. Derfor er det vigtigt, at alle vi andre handler nu, mens vi kan, konkluderede han. Det er især vigtigt, at vi viser vores opbakning til de andre grene af naturvidenskaben, som allerede har gjort et stort og nødvendigt arbejde for at påpege, hvor galt det hele er fat.

Heri er jeg (selvfølgelig) helt enig. Et af de konkrete tiltag, som ACM allerede har gjort, er at lade møderne i programkomiteen for POPL foregå på nettet i stedet for fysiske møder, hvor 30-40 mennesker skulle rejse langt for at holde et møde af få dages varighed.

Bagefter snakkede jeg med Benjamin Pierce og foreslog muligheden af, at man kunne gøre det attraktivt at rejse til POPL (og andre konferencer) på en mindre miljøbelastende facon, f.eks. ved at sætte konferenceafgiften op for dem, der rejste med fly.