Alle hjælpemidler tilladt?

Endnu engang er der diskussioner om hvilke hjælpemidler, eksaminander skal have adgang til ved skriftlig eksamen. Denne gang finder debatten sted i dagbladet Information, og som så ofte før er den konkrete indgangsvinkel de skriftlige eksaminer i gymnasieskolen. Nogle hævder, at en eksamen uden brug af alle hjælpemidler bare er en test af om eksaminanden kan reproducere. Andre gør gældende, at det ikke er tilfældet.

Et element, som bliver overset her, er selve resurseforbruget ved bedømmelse. Jeg sidder netop nu med knap 170 eksamensbesvarelser, som jeg skal bedømme. For mig er det vigtigt at kunne foretage bedømmelsen inden for rimelig tid. Jo flere frihedsgrader, der er i en eksamensopgave, og jo flere hjælpemidler, der er tilladt, jo mere omfattende bliver bedømmelsesopgaven – for man skal kunne finde ud af, hvor eksaminanden selv har bidraget og hvordan, for at finde ud af om læringsmålene er nået. I de fag, hvor jeg holder skriftlig eksamen, er spørgsmålene “lukkede” – det er ikke en fejl, men en konsekvens af de læringsmål, fagene har. De “lukkede” eksaminer må ikke reducere sig til at være en bedømmelse af, om man kan reproducere, men de kræver stor agtpågivenhed mht. hvilke hjælpemidler, der skal være tilladt. Til gengæld er bedømmelsen mere veldefineret og dermed også enklere. Det er overskueligt for mig at finde ud af om en algoritme er benyttet korrekt eller om et modstridsbevis anvender et korrekt ræsonnement. Stod jeg derimod med knap 170 diskuterende essays, hvor eksaminanderne havde fri adgang til WWW, ville jeg være prisgivet.

Men det betyder ikke at det frie essay er en dårlig eksamensform. I nogle fag udgør det en oplagt strategi for at undersøge om læringsmålene er opfyldt. Det gør så til gengæld, at bedømmelsen er mere krævende. Hvis der skal være mange hjælpemidler tilladt og hvis eksamen skal være åben, skal bedømmerne også have resurser (og her især tid) nok til at foretage en ordentlig bedømmelse, der afgør hvad der er hver enkelt eksaminands bidrag. Hele dette resurseaspekt af bedømmelserne og koblingen til bedømmelsernes kvalitet er der desværre ikke rigtig fokus på i disse nedskæringstider.

Nedsættende ord og vendinger

På Københavns Universitet var der sidste år fokus på en sag, hvor en lektor af en lille gruppe anonyme studerende blev beskyldt for bl.a. at omtale sorte mennesker med nedsættende ord og tale krænkende om kvinder. Andre steder har man nu offentliggjort beslutninger om, at man på de pågældende universiteter ikke bruger nedsættende ord og udtryk.

Alle ved forhåbentlig, at jeg er modstander af sexisme og racisme og at den slags ingen steder hører hjemme. Hvis den pågældende lektor har opført sig på den måde, der bliver nævnt, er det grimt. Men det er interessant, at definitionerne af krænkende adfærd fra i hvert fald Københavns Universitet og Aarhus Universitet tager udgangspunkt i en rent subjektiv definition. I retningslinjerne fra KU står der

Det er medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet…

Det gør det påfaldende nemt at bøje reglerne, for enhver kan da føle sig krænket. Jeg ved ikke, hvad den gode løsning på problemet med racistiske, homofobiske og sexistiske udtalelser mon skal være – ud over at den slags adfærd skal kritiseres og kritiseres konsekvent. Jeg spekulerer på, om der mon er steder, hvor sexisme og racisme trives i særligt høj grad, f.eks. i mandsdominerede miljøer. Måske er det her, man skal gøre en ekstra stor indsats. Men jeg spekulerer også på, om danske universiteters nylige fokus på nedsættende ord alene udspringer af en bekymring for hadefuld tale, eller om de nye politikker mon også kan bruges til begrænse mulighederne for kritik af interne forhold. Forhåbentlig ser jeg spøgelser.

Kvalitet i uddannelserne

Her til eftermiddag deltog jeg i et fokusgruppeinterview på Aarhus Universitet sammen med tre universitetslærere på Aarhus Universitet, hvor jeg som den eneste af deltagerne ikke selv er ansat.

De øvrige deltagere kom fra antropologi, jura og erhvervssprog, men trods forskellene i baggrund var vi meget enige om hvad der kendetegner kvalitet i universitetsuddannelser. Bl.a. er forskningsbasering rigtig vigtig, men også forbløffende svær at definere klart. Jeg fremhævede her PBL som et mål til at komme tættere på dette ideal.

Til sidst nævnte flere spontant den store indflydelse, det store fokus på måltal har på kvantificering af hvad kvalitet er. Ingen af os syntes særligt godt om dette fænomen.

(Og så var det forresten også i dag, jeg for første gang kørte med letbanen i Aarhus. Det gik helt som det skulle.)

De forkerte vælgere

I dag er der overskrifter i både Jyllands-Posten og B.T., der giver udtryk for bekymring over at så mange mennesker i udsatte boligområder (de såkaldte “ghettoer”) er blevet mobiliseret til at stemme til dette folketingsvalg og tilsyneladende i stort omfang stemte på De Radikale og Enhedslisten. Den ene af de bekymrede personer er den nationalistiske præst Sørine Gotfredsen. Den anden bekymrede person er den stærkt højreorienterede Søren Hviid Pedersen, der tidligere var lektor på SDU og tilbage i 2011 i en kronik talte for at bl.a. arbejdsløse ikke skulle have stemmeret.

Der er mere end 400.000 voksne mennesker, der bor i Danmark, men ikke kan stemme, fordi de ikke er statsborgere. Min fornemmelse er at de mange stramninger, der alene har til formål at gøre det svært at blive dansk statsborger, i ikke ringe omfang skyldes to forhold: Det ene, at man ikke kan udvise danske statsborgere (omend der i sagen om Said Mansour er banet vej for, at man kan fratage borgere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab). Det andet, at nationalistiske politikere i Danmark ved, at borgere med udenlandsk baggrund ofte ikke vil stemme på dem. Og hele den “bekymring”, vi ser i dag, er formodentlig tæt forbundet til det sidste af disse to forhold. Det virker på mig som et sidste desperat forsøg på at gøre folketingsvalget til det udlændingevalg, det ikke blev.

De borgere, der har udenlandsk baggrund, men er danske statsborgere, kan nemlig tilsyneladende ikke handle rigtigt. Enten stemmer de ikke – hvilket så viser, at de ikke engagerer sig i det danske samfund – eller også stemmer de, men på de “forkerte” partier.

Stof til eftertanke?

Nu er det kommet frem, at den konservative britiske politiker Michael Gove engang (for mere end 20 år siden) tog kokain. Hvor tit han gjorde det, ved jeg ikke. Men dette er blevet en tydelig forhindring for ham hvad angår hans chancer for at kunne blive formand for det konservative parti (og dermed premierminister). Andre politikere fra samme parti har siden indrømmet, at de også har brugt ulovlige stimulanser.

Man skulle tro, at alt dette ikke ville betyde det store. Forbløffende mange mennesker har taget stoffer (også folk, jeg kender og har kendt). I Danmark har vi set en del bekendelser om dette på det seneste. I den selvbiografiske roman Kort over Paradis af Knud Romer Jørgensen, der udkom sidste år, er der lange beskrivelser af hvordan Romer Jørgensen tog kokain og deltog i andre udskejelser. Det er tydeligt, at han er flov over sin fortid og over at han aldrig fik gjort sin uddannelse færdig. Og efter at popsangeren Hugo Helmig måtte aflyse koncerter på grund af sit kokainmisbrug, stod hans mor Renée Toft Simonsen frem og indrømmede, at hun – psykolog, forfatter m.m. – også havde taget kokain som ung.

Problemet er for mig at se den tydelige uærlighed: Michael Gove talte i sin tid (faktisk tilbage i 1999) imod legalisering af narkotika og har stået for en politisk holdning om strengere straffe til kriminelle. Det er påfaldende, så ofte netop dét er tilfældet blandt politikere: At tale om behovet for “lov og orden” og samtidig selv have et elastisk forhold til loven. Herhjemme kunne man nævne Inger Støjbergs ulovlige instrukser om adskillelse af asylansøgere, Kim Christiansens fartbøder, Claus Hjort Frederiksens omgåelse af lovgivningen om 300-timers reglen (m.m.m.) Det er for mig at se her, det virkelige problem er – at nogle magthavere er så åbenlyst skamløse.

Days of brutalism

Når jeg ikke kan skrive om andet, kan jeg stadig skrive om musik. Jeg lytter meget til det nye album med The National, I Am Easy To Find, for tiden. Den amerikanske kvintet, der består af to gange to brødre og forsangeren Matt Berninger, har altid bevæget sig i et mandeunivers fuldt af tvivl og selvransagelse. Men denne gang er der kvinder med på alle numre, bl.a. Gail Ann Dorsey (som mange kender som David Bowies fremragende bassist – men hun er også en dygtig vokalist) og Sharon Van Etten. På én og samme tid lyder The National som de plejer og temmelig anderledes. Jeg holder meget af resultatet.

Herover er “Hairpin Turns”. Og herunder er lidt af teksten.

What are we going through, you and me?
Every other house on the street is burning
What are we going through, wait and see
Days of brutalism and hairpin turns

De borgerlige dyder

Den engelske sanger Billy Braggs tredje album fra 1986.

I dag er der en kronik i dagbladet Information af Joachim Nielsen, der kalder sig for “frafalden borgerlig” – for 21 år siden skiftede han fra “blå blok” til “rød blok”. Det, han savner, er et borgerligt ideal; han fremsætter ti bud på teser om borgerlighed. De er:

  1. Vi er så borgerlige, at det gør noget
  2. Vi vil bygge land med ånd mere end med lov
  3. Alle skal have adgang til kulturtilbud
  4. Alle skal årligt benytte kulturtilbud
  5. Vi vil fordoble investeringerne i kultur
  6. Alle skal læse skønlitteratur
  7. Danskerne skal kunne føre de mest nuancerede samtaler i verden
  8. Danmark skal være nummer et på det globale dannelsesindeks
  9. Faget kultur skal indføres i Folkeskolen
  10. Danskernes liv skal være mere meningsfulde

Jeg er bestemt ikke “så borgerlig, at det gør noget”, men de efterfølgende teser kan jeg faktisk erklære mig enig i.

Teserne er for mig at se ikke udtryk for politisk holdning, men derimod for en stillingtagen til begrebet dannelse – og det er længe siden, man har talt om dannelse. De eneste, der taler om en form for “borgerlige dyder” i den borgerlige verden, er nationalister som Marie Krarup, Sørine Gotfredsen og Alex Ahrendtsen, og her handler det i virkeligheden ikke om dannelse, men om en bestemt, tilbageskuende form for “danskhed”. De andre såkaldte borgerlige i dag er, som Joachim Nielsen da også siger, i virkeligheden bare liberalister, der først og fremmest er interesseret i økonomi og i profit (folk som næsten-navnebroderen, den netop detroniserede Joachim B. Olsen). For sådanne mennesker er kulturdebatten Talking with the taxman about poetry. Og på de såkaldte sociale medier, der reelt først og fremmest er reklamesider, er der ingen skønlitteratur og som oftest ikke nogen nuanceret debat.

En af grundene til at de “borgerlige dyder” har tabt, er ironisk nok netop, at de ikke “kan betale sig” under de økonomiske betingelser, som borgerlig politik har skabt.

Dagen derpå

Valgplakater i Aalborg Øst.

Hele min familie har nu stemmeret, og min hustru og jeg fulgtes med vores datter ud til valgstedet på Gl. Lindholm Skole. På vej hjem mødte vi min fætter, der skulle hen for at stemme. Han er (som mange andre i familien) socialdemokrat. Og dig, Hans – du er da radikal, ikke? spurgte han mig. Det måtte jeg sige nej til.

Om aftenen mødte jeg til en “valgfest” (et andet ord for en samling mennesker, der mødes og ser fjernsyn med valgresultater og skiftevis græmmes og glædes) en tidligere studerende, som jeg havde undervist i programmering for 19 år siden. Jeg kunne desværre ikke huske ham, men han kunne huske mig. Han var siden droppet ud og var i dag lokomotivfører, et job han holdt af. Han hørte en masse lydbøger på sine togture og havde også tid til at engagere sig i politik. Og dig, Hans – du er vel institutleder nu? spurgte han mig. Det måtte jeg sige nej til.

Her vil jeg for en sikkerheds skyld skifte emne.

Jeg er på den ene side glad for at vi nu slipper af med den regering, vi har haft. Jeg har ofte kritiseret den, som mange vil vide. I 2011, da den foregående borgerlige regering faldt, var jeg nærmest euforisk, så letter var jeg. De 10 år med Venstre-regeringer havde skabt nogle vilkår, jeg og mange andre havde svært ved at leve med.

På den anden side blev jeg svært skuffet efter 2011. Jeg havde vel håbet på at vi ville få en regering med SFs økonomiske politik, de Radikales flygtningepolitik og Socialdemokratiets erfaring med at sidde i regering. Men vi fik en regering, der kombinerede de Radikales økonomiske politik, Socialdemokratiets flygtningepolitik og SFs erfaring med at sidde i regering. Og efter 2015 blev de tiltag, der trods alt var sket på miljøområdet, hurtigt rullet tilbage af Venstre.

Det er en lignende risiko, vi nu ser. I dag har jeg derfor ingen illusioner om noget som helst, og jeg er ikke engang lettet. Jeg vil derimod være med til at kæmpe for, at den bevidsthed, der nu er om klimaforandringernes konsekvenser, kan fortsætte. Det er ikke nu, man skal læne sig tilbage. Tværtimod. (Og så har jeg ikke sagt noget om, hvad der bør ske angående f.eks. en anden politik om forskning og uddannelser.)

Det hemmelige valg

I gamle dage kunne man ikke skjule hvad man stemte på, og det rummede ubehagelige perspektiver. Der var ikke hemmelig afstemning i Danmark. Frem til 1901 foregik danske folketingsvalg ved at vælgerne i hver valgkreds mødtes til et valgmøde og afgav deres stemme ved håndsoprækning. Derefter afgjorde en valgbestyrelse i kredsen så, hvilken kandidat, der havde fået flest stemmer og skulle være kredsens folketingsmand – for kun mænd, og her kun mænd, der ikke var tjenestefolk, måtte stille op og stemme.

I dag er hemmeligheden blevet vigtig. Som en artikel i Politiken røber, tøver mange mennesker i Danmark med at fortælle andre, hvad de stemmer til valget. Nogle voksne mennesker fortæller i artiklen, at deres forældre aldrig over for deres børn røbede hvad de stemte. Også jeg tøver ofte med at tale om hvad jeg stemmer, selv om mange har en idé om, hvor jeg befinder mig partipolitisk.

Den store grund er måske, at man ved at vælge et parti kan risikere at skulle forsvare alle de holdninger, som det pågældende parti har. Det kan og skal ingen, for der er også interne uenigheder i mange politiske partier, selv om uenigheder meget ofte holdes internt i partiet. Der er nu populære kandidattests på nettet, hvor man kan få en idé om hvilket parti og hvilken kandidat, man er mest og mindst enig med. Der er faktisk intet parti og ingen kandidat, jeg er 100% enig med eller 0% enig med. Det er nok alligevel ikke en overraskelse, at jeg vælger at stemme på hende, jeg er 94% enig med, og ikke på ham, jeg kun er 22% enig med.

Efter Tiananmen

Foto: Jian Liu (https://www.information.dk/udland/2019/06/2000-hidtil-ukendte-fotos-viser-sandhed-kinas-kommunistparti-skjule)

I dag er det præcis 30 år siden massakren i Beijing. Jeg husker den dag meget tydeligt; jeg var PhD-studerende i Edinburgh dengang. I dagene op til massakren havde jeg fulgt protesterne på Den Himmelske Freds Plads med tilbageholdt åndedræt – hvor langt kunne de unge kinesere mon nå?

De nåede ikke ret langt, opdagede vi. Der var kinesiske PhD-studerende, jeg kendte, og en af dem gik den 4. juni rundt på universitetet og græd. En af hans venner var PhD-studerende i Aalborg og var heldigvis i Danmark netop da. Nede på Princes Street, byens hovedgade, sad mange unge kinesere på fortovet i en samlet, tavs protest. Solen skinnede, men der var intet, slet intet at glæde sig over.

Måneden efter tog jeg toget til Moskva via Berlin og Warszawa. I spisevognen fra Deutsche Reichsbahn sad jeg over for nogle turister fra Nederlandene, som jeg faldt i snak med. Den østtyske tjener spurgte os, hvor vi skulle hen. Vi skulle til Sovjetunionen, svarede vi alle.

– I det mindste skal I da ikke til Kina, svarede hun.

Og vi vidste alle godt, hvad hun hentydede til.

Fire måneder senere faldt Berlinmuren.

I dagbladet Information er der i dag en lang artikel med billeder taget af Jian Liu, der dengang var studerende og 20 år gammel.