Et svært farvel

Detalje fra kirkegårdsmuren i Nørresundby.

I dag deltog jeg og mange andre fra Bondropsgade i bisættelsen af Poul Hansen, der sammen med sin hustru Hanne havde været en aktiv skikkelse i grundejerforeningen. Poul var en vellidt og rar og særdeles kompetent mand, og det føles underligt og forkert for os, at vi ikke skal se ham mere. Præsten holdt en god og varm tale for de 40 mennesker, som havde lov til at deltage – dette er den fastsatte begrænsning på grund af pandemien.

Det tungeste øjeblik ved enhver bisættelse er altid dér, hvor kisten bliver kørt væk. Der er først afskeden med det menneske, vi har mistet, og derefter en stund i tavshed og mulighed for at tale med de pårørende.

Her under pandemien må det have været ekstra hårdt for Hanne at skulle tale med os alle på afstand netop da. Jeg kunne tydeligt mærke på mig selv og andre, der deltog i begravelsen, hvor tyngende og forkert, denne distance føltes.

Alt dette minder mig om at det er vigtigt, at vi ikke taler om social distancering, men om fysisk distancering. Vi må ikke distancere os fra hinanden på det personlige plan, bare fordi vi ikke må smitte hinanden. Det kræver meget af os at finde en måde at erstatte den fysiske nærhed med et alternativ, vi kan leve med i månederne, der kommer.

Cykeltur gennem byen

I dag, der er kampdagen for lønmodtagernes rettigheder, men nu er aflyst, kørte jeg gennem byen ad en rute, jeg ofte har kørt, men ikke har kørt ad siden jeg rejste til Malta den 22. februar.

Efter godt to måneder var der allerede synlige forandringer. Det var længe siden, jeg havde været i Aalborgs midtby, og der var vejarbejde her, så jeg måtte køre en anden vej end ellers. Ude ved Østre Anlæg var et hus blevet revet ned. Til sidst nåede jeg frem til et tomt cykelskur.

Da jeg cyklede hjem igen, havde jeg med mig en bærepose fyldt med bøger, jeg havde brug for, og drikkevarer, der havde tilbragt tiden i et køleskab, men stadig var friske. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske i de næste måneder, så det var bedst at tage dem med hjem. Også mit portugisisk fremstillede tekrus og de små japanske tekrus fra Östasiatiska Museet står nu derhjemme.

Mere kan jeg desværre ikke skrive her. Kontakt mig for at høre, hvor jeg var henne.

Yahya Hassan er død

Yahya Hassan møder Dan Uzans far, Sergeot Uzan, foran Københavns synagoge. Foto: Fra video.

Det er tragisk at læse at Yahya Hassan er død. Som for så mange andre unge, talentfulde afdøde med et martret sind blev den pludselige berømmelse og opvækst i medierne hans skæbne. Men hans digte vil blive hos os. Især Hassans første digtsamling er bemærkelsesværdig. Yahya Hassans fineste øjeblik var vel hans deltagelse i fredsringen om synagogen i København efter attentaterne mod Krudttønden og en bar mitzvah-fest. Det er dét billede af ham, vi bør tage med os.

Jeg så Yahya Hassan en enkelt gang – på Banegårdspladsen i Aarhus, da jeg var på vej fra en koncert med The New Pornographers og ned for at nå næste tog hjem. Jeg kan huske, at jeg tænkte at han var meget højere, end jeg troede.

Det er underligt at vide, at mit og mange andres liv nu kommer til at omkranse Yahya Hassans liv: jeg blev født, før han blev født, og han døde, før jeg dør.

En god akademisk tekst?

Jeg har flere gange skrevet om dette at skrive godt – for det er svært. I dag havnede jeg i en diskussion om, hvordan man skriver godt i den akademiske verden. Når man underviser, får man nemlig ofte spørgsmålet: Er det, vi har skrevet, “akademisk nok”? Det er et forbløffende svært spørgsmål at svare godt på.

I dagens diskussion var det svært for os at sætte fingeren på, præcis hvordan en god akademisk tekst så ud. Til gengæld kunne vi nemt komme i tanke om eksempler på dårlig akademisk skrivning!

Ét eksempel er nogle tekster forfattet af unge mennesker, der gik i gymnasiet for ikke så længe siden; her kan man se en meget talesprogsagtig skrivestil. Et andet eksempel, der kommer fra modsat hold, er svært gennemtrængelige tekster skrevet af erfarne akademikere.

Min fornemmelse er, at de, der spørger en underviser om deres tekst er “akademisk nok” er opmærksomme på at undgå den talesprogsagtige stil. Nogle forsøger så at komme tættere på det, de opfatter som god skrivestil, ved at bruge nogle retningslinjer. Jeg er selv ofte stødt på den slags i min projektvejledning. Nogen er tidligere kommet med råd (eller krav) som

  • Lad være med at nævne dig selv i din tekst; brug passivformen så tit som overhovedet muligt og skriv f.eks. “det blev besluttet” i stedet for “vi besluttede”
  • Lad være med at bruge verber, når du kan bruge verbalsubstantiver og skriv f.eks. “i forbindelse med kursisternes besvarelse af spørgsmålene” i stedet for “i forbindelse med at kursisterne svarede på spørgsmålene”
  • Lad være med at bruge et dagligdags ord, hvis der findes et fremmedord og skriv f.eks. “adækvat” i stedet for “passende”

Rådene har en kerne af fornuft, nemlig at man som forfatter skal stræbe mod at blive objektiv og skal blive i stand til at anvende fagsprog.. Problemet med tekster, der følger den slags råd, er at forfatteren let risikerer at ende i det andet ekstrem og laver en uigennemtrængelig og uskøn tekst.

Hvad skal man så som vordende forfatter af akademiske tekster gøre for at undgå dette andet ekstrem også? Mit bedste bud er, at man skal have nogle gode forbilleder og lade sig inspirere af dem – og lade inspirationen gå videre. Jeg har selv haft stor glæde af at have bestemte forbilleder for min skrivestil. Da jeg selv studerende, tænkte jeg ofte at jeg gerne ville skrive lige så godt som mine forbilleder – og én ting havde disse forbilleder fælles: ingen af dem levede op til de “gode råd” ovenfor! Jeg så selv gerne, at undervisere fandt gode og velskrevne akademiske tekster og fremhævede dem som forbilleder – og i det hele taget talte mere om god skrivestil.

Norbert Wiener

Jeg sidder for tiden og er ved at lægge sidste hånd på kursusmateriale om etik i datalogi og softwareudvikling i forbindelse med et kursus i videnskabsteori. Det er underligt, at jeg først i dette forår er blevet opmærksom på de tanker, som den amerikanske matematiker og filosof Norbert Wiener (1894-1964) har gjort sig her.

Mange, der har læst matematik, kender Wiener som en vigtig skikkelse i det 20. århundredes anvendte matematik, og en del, der har læst datalogi, ved at Wiener er ophavsperson til ordet kybernetik, der lever videre i populærudtryk som cyberspace. Nogle ved også, at Norbert Wiener var særdeles fremmelig som ung. Han fik sin bachelorgrad i matematik fra Harvard som 14-årig, studerede derefter zoologi og filosofi (på Cornell) og brugte så et år på en PhD i matematik. Den blev han færdig med i en alder af 18. (Norbert Wieners far Leo Wiener er faktisk også en interessant skikkelse; han forlod sit hjemland Polen for at stifte et vegetarisk kollektiv i Britisk Honduras, men havnede i USA – og lærte sig efterhånden at tale tredive sprog og blev professor i filologi, selv om han ikke havde nogen formel uddannelse.)

Norbert Wiener ville gerne have været soldat i 1. verdenskrig, men han blev kasseret. I 2. verdenskrig arbejdede han med udvikling af antiluftskytskanoner. Men efter krigen blev Wiener pacifist. Og det var vel her, hans filosofiske virke begyndte. Han tænkte over problemstillinger som konsekvenserne for mennesket af øget automatisering og over mennesket som informationsbehandler. Det er nu tydeligt for mig, at han på mange måder var langt forud for sin tid, og han fortjener at blive genopdaget. Prøv at se dette citat fra hans bog The Human Use of Human Being fra 1950 og tænk på de kriser, menneskeheden står i lige nu.

Hvad mange af os ikke har indset, er, at de sidste fire hundrede år er en meget speciel periode i verdenshistorien. Det tempo, hvormed ændringer i disse år har fundet sted, har intet modstykke i tidligere historie, ej heller selve ændringernes natur. Dette er til dels resultaterne af øget kommunikation, men også af en øget mestring af naturen, som på en begrænset planet som Jorden på sigt kan vise sig at være et øget slaveri af naturen. For jo mere vi kommer ud af verden, jo mindre efterlader vi, og i det lange løb bliver vi nødt til at betale vores gæld på et tidspunkt, der kan være meget upraktisk for vores egen overlevelse.

Fra The Human Use of Human Beings (1950) (min oversættelse)

New Public Management i pandemien

Her under den delvise nedlukning af samfundet bliver det tydeligt, hvem der får tingene til at hænge sammen. Værdien af det arbejde, butikspersonale, renovationsarbejdere og ikke mindst sundhedspersonale udfører, bliver rigtig tydelig.

Nogle andre grupper ser man pludselig mindre til. Region Hovedstaden meddelte at de cirka 3.100 ansatte i regionens koncerncentre er blevet sendt hjem i forbindelse med det særlige beredskab under pandemien. Koncerncentrene varetager opgaver som for eksempel HR, kommunikation, it, regional udvikling og økonomi. Hvad er begrundelsen for hjemsendelsen? Den er, at de ikke varetager »kritiske funktioner«. Det er interessant, når man tænker på at der i sundhedssektoren bliver ansat flere administrative medarbejdere end læger og sygeplejersker.

Mange af de helt store ændringer i sundhedsvæsenet under pandemien, herunder opstart af nye corona-afdelinger, er blevet varetaget af sundhedspersonalet selv uden brug af det administrative personale.

Også i universitetsverdenen bliver der ansat flere med kandidateksamen i administrative stillinger end i videnskabelige stillinger. Men også her sker der store og pludselige omlægninger af aktiviteterne på grund af pandemien. Og heller ikke i dette tilfælde er det den centrale administration og dens konsulenter mm., der står bag den faktiske gennemførelse – det er underviserne selv, der omlægger undervisningen sammen med den lokale administration. Det er ikke f.eks. proceskonsulenterne eller HR-afdelingen.

Alt dette er ikke sagt for at nedgøre det administrative personale i den offentlige sektor, men hele væksten i det administrative lag er en konsekvens af New Public Management, og netop nu bliver det meget tydeligt, at det ikke er New Public Management, der vil bringe os frelst igennem pandemien.

Fra dyr til mennesker

Inden for de seneste måneder har man talt om hvordan SARS-CoV-2-virussen er sprunget fra dyr til mennesker. Men der er ganske mange andre tilfælde derude. HIV er måske den mest spektakulære og skræmmende virus, der har foretaget dette spring, men der er mange andre tilfælde.

Mange af dem har forbindelse med det faktum, at mange mennesker spiser dyr. Da jeg i sin tid blev vegetar (og siden veganer), var det påvisningen af, at kogalskab kan springe fra køer til mennesker og forårsage Creutzfeld-Jacobs’ sygdom, der fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i at spise dyr.

De berygtede fugleinfluenza-epidemier blandt mennesker skyldes netop at en influenzavirus er sprunget fra fugle til mennesker.

Og hvad har det så med kyllingefarme at gøre? Ud over de kummerlige og uværdige vilkår, dyrene må tilbringe deres korte liv under, sådan som det generelt er tilfældet i det industrielle landbrug, er der i kyllingefarmenes tilfælde tale om risikoen for spredning af farlige former for influenza.

Influenzavirus inddeler man efter deres sygdomsfremkaldende egenskaber: enten lavpatogene (med ingen eller milde symptomer) eller højpatogene (med svære symptomer og op til 100 % dødelighed). Hidtil er det kun subtyperne H5 og H7, der har givet anledning til højpatogen fugleinfluenza hos fugle. De højpatogene vira er, som navnet antyder, de rigtig farlige.

Det industrielle opdræt af kyllinger rummer her to farer. Den ene er at mennesker er i kontakt med rigtig mange fugle (i en typisk bygning kan der være 20.000), så der er alt for gode muligheder for at vira kan springe fra fugle til mennesker. Den anden er, at det ser ud til at lavpatogene vira i ikke helt få tilfælde går hen og bliver højpatogene.

I en artikel fra 2018 i Frontiers in Veterinary Science har forfatterne lavet en analyse af hvad man ved om dette fænomen, og det viser sig, at der findes ganske mange spring af virus til mere dødelig form netop på kyllingefarme. LPAI betegner i det følgende Low Pathogenic Aviary Influenza (lavpatogen fugleinfluenza), og HPAI tegner High Pathogenic Aviary Influenza (højpatogen fugleinfluenza).

Forfatterne skriver

From 1959 onwards, we identified a total of 39 independent H7 and H5 LPAI to HPAI conversion events. All but two of these events were reported in commercial poultry production systems, and a majority of these events took place in high-income countries. In contrast, a total of 127 reassortments have been reported from 1983 to 2015, which predominantly took place in countries with poultry production systems transitioning from backyard to intensive production systems.

Fra Dhingra Madhur S., Artois Jean, Dellicour Simon, Lemey Philippe, Dauphin Gwenaelle, Von Dobschuetz Sophie, Van Boeckel Thomas P., Castellan David M., Morzaria Subhash, Gilbert Marius: Geographical and Historical Patterns in the Emergences of Novel Highly Pathogenic Avian Influenza (HPAI) H5 and H7 Viruses in Poultry, Frontiers in Veterinary Science 5, 2018.

Der har med andre ord siden 159 været 39 tilfælde, hvor en fugleinfluenza-virus er blevet højpatogen i forbindelse med kyllingeproduktion og 127 andre tilfælde, fortrinsvis i lande hvor kyllingeproduktionen blev lagt om til industrielle farme.

Amnesty Internationals landsmøde 2020

Jeg har været med til landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling i mange år; jeg har kun været forhindret to gange, og jeg har altid set frem til muligheden for at være sammen med andre menneskerettighedsaktivister fra resten af landet og gæster fra afdelinger i andre lande. Landsmødet på Hotel Nyborg Strand er både vores øverste besluttende myndighed, en enestående mulighed for erfaringsudveksling og rammen om workshops, foredrag og film med fokus på menneskerettighederne.

I foråret 2020 er alt pludselig blevet anderledes. Landsmødet, der skulle finde sted i denne weekend i de vante rammer, blev aflyst. Men der er stadig brug for at diskutere og siden godkende regnskab og beretning og for at vælge en ny hovedbestyrelse.

Derfor blev vi indkaldt til et landsmøde via Zoom og med afstemning over nettet. Jeg var blevet udpeget som election officer med det ansvar, at jeg skulle læse beskrivelsen af afstemnings-opsætningen igennem for at kunne sikre os at den var forsvarlig med hensyn til databeskyttelse mm. Det vurderede jeg, at den er.

Amnesty Internationals fokus er med kort varsel blevet ændret til at fokusere på de akutte menneskeretslige udfordringer, COVID-19-pandemien har bragt med sig og som vi skal forholde os til. Dels er der hele udfordringen med at mennesker, der i forvejen er særligt udsat for menneskerettighedskrænkelser nu bliver endnu mere udsatte, dels er der de retspolitiske udfordringer med alle de særlove, der der blevet indført og som begrænser borgeres frihed i stort omfang. Disse love giver mening lige nu, men man kan frygte, at nogle magthavere “glemmer” at trække dem tilbage igen en dag.

Også internt påvirker COVID-19-pandemien vores arbejde. Hele diskussion om Amnesty Internationals strategi i de kommende år er vigtig, men den internationale generalforsamling, hvor den nye strategi skal fastlægges, kan ikke afholdes som planlagt på grund af pandemien.

I dette forår vil vi kæmpe for at alle samvittighedsfanger rundt om i verden, der er i risikogrupperne for COVID-19, bliver løsladt øjeblikkelig – denne kampagne sker under hashtagget #freePOC.

Zoom-landsmødet fandt sted her til formiddag, og da vi var flest, var vi 65 deltagere – med en enkelt gæst fra udlandet, nemlig Anne Marie fra den norske afdeling. Der var nogle tekniske problemer i starten og jeg mistede selv forbindelsen til mødet kortvarigt flere gange. Alligevel lykkedes det os at gennemføre et møde med vigtige og gode diskussioner, og på mange måder blev det faktisk godt på de præmisser, vi var mødt til at anlægge. Tak til vores sekretariat og hovedbestyrelse for at have gjort et stort og grundigt forarbejde siden den 10. marts.

Nogle ting savnede vi selvfølgelig. Hele den sociale dimension, og ikke mindst glæden ved gensynet med dem, vi ikke ser så tit, måtte vi undvære. På landsmøderne er der tit nye ansigter, der har været medlemmer i et stykke tid men her møder Amnesty Internationals fællesskab for første gang. Dem var der ikke mange af i dag på Zoom.

Jeg ved, at vi alle håber at kunne mødes igen rigtigt, ansigt til ansigt, i 2021 på Hotel Nyborg Strand.

En ny slags skandale

Fra søerne i København, efteråret 2015 – da folkemængder ikke var et problem. Foto: Kristoffer Trolle (https://www.flickr.com/photos/kristoffer-trolle/32999781340) Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0).

Der har været en del omtale i nyhederne af hvordan københavnerne i det gode vejr er stimlet sammen på bestemte områder i hovedstaden. Myndighederne overvejer retningslinjer, blandt andet et opholdsforbud. States Seruminstitut har sagt, at de københavnske folkemængder kan være med til at bringe hele den seneste tids indsats i fare.

På de sociale medier og blandt meningsdannere ser fordømmelsen af adfærden ud til at være så godt som universel. Derhjemme rystede vi alle på hovedet af de uansvarlige mennesker ovre i Rigets Centrum. Denne reaktion er interessant, for den viser noget om, hvor hurtigt værdierne hos mange faktisk kan ændre sig under en situation som den, pandemien har bragt os i.

Det kunne også være interessant (sikkert på en ærgerlig måde) at få en kommentar fra nogen af dem, der stimlede sammen. For der ligger sikkert en masse bortforklaringer til grund for deres adfærd; jeg tror ikke, at nogen af de indblandede gerne ville smittes eller smitte. I virkeligheden tror jeg nemlig også at bortforklaringerne er vigtige at kende, for ellers kan man ikke sætte godt nok ind. Og der skal selvfølgelig også være muligheder, der vil tiltale alle dem, der gerne vil ud i det gode vejr. Forbud og bøder er ikke nok, som adfærdsforskere da også pointerer.

Ikke god nok?

Hvorfor er der så få kvinder, der studerer datalogi på universitetet eller er ved andre it-uddannelser? Jeg har tit skrevet om det problem, som den skæve kønsfordeling udgør. Nogle vil stadig hævde, at der ikke er tale om et problem eller at det hele skyldes en eller anden indbygget forskel mellem kønnene. Den slags sovepudesvar giver jeg ikke meget for. Der er til gengæld et ubehageligt svar, som man alt for sjældent taler om. Jeg har hørt om ubehagelige oplevelser fra kvinder i disse fagområder og har altid været noget rystet over beretningerne, men jeg har ikke haft et godt overblik over problemets omfang i Danmark. En undersøgelse fra USA fra 2018 viste at kvinder i it-branchen oplevede diskrimination og chikane i meget stort omfang – omkring tre ud af fire kvinder havde sådanne erfaringer.

Rikke Voergård-Olesen, der er mangfoldighedstræner og samarbejder med forskere og specialister inden for ledelsesudvikling, kulturforandring, mangfoldighed og ligestilling, har nu sammen med Kvinfo udarbejdet en omfattende undersøgelse for PROSA af oplevelser af krænkende handlinger blandt dem, der er studerende på it-uddannelser eller arbejder i it-branchen i Danmark. Undersøgelsen omfatter både kvinder og mænd. Tallene, der i denne uge blev omtalt af PROSA, er ikke rar læsning.

36,7 procent af kvindelige studerende angiver at have været udsat for en eller flere krænkende handlinger. For kvinder i arbejde er det 44,5 procent. For mænds vedkommende er tallene henholdsvis 7,5 procent og 12 procent. 78,9% af de kvinder, der har fået kommentarer om krop, seksualitet eller udseende, angiver at kommentarerne kom fra en kollega. 42,2% angiver, at de kom fra en leder.

Hyppigst får kvinder at vide, at de “ikke er fagligt dygtige” og “hellere må holde sig til sekretæropgaver”. 34 procent af kvinderne har været udsat for den slags.

Det er bestemt ikke nok at sige at “vi skal passe bedre på kvinderne” – for hvem er “vi”? Begyndelsen på en løsning må bestå i, at vi alle tager problemet alvorligt. Mange af reaktionerne på PROSAs undersøgelse var heldigvis positive, men desværre kom der også kommentarer fra mænd med et indhold, som jeg ikke har lyst til at gengive her.