Undervejs

Katedralen i Bayonne, set i et glimt fra TGV-toget.

I dag rejste jeg fra morgen til aften. Dvs. jeg havde en times ventetid i Hendaye, hvor de fleste andre i ventearealet var en gruppe unge døve, der formodentlig var fra Spanien (men sikker er jeg selvsagt ikke). TGV-toget til Paris var ligesom sidst en fornøjelse. En skægget mand et par sæder bag mig var måske en anden deltager fra POPL; han så bekendt ud og var endda iført en af de reklame-t-shirts, som diverse firmaer kastede i grams under konferencen. Jeg fik rettet de tilbageværende eksamenssæt og sendt min oversigt til censor, så om få dage skulle alle de mange studerende kunne få deres eksamensresultat at vide.

Det tog længere tid at komme fra togstationen på Gare de Montparnasse til metrostationen på Gare de Montparnasse, nemlig 20 minutter, end det tog at tilbagelægge strækningen i metrotog til Gare de l’Est bagefter. Vel fremme i toget til Frankfurt oplevede jeg et af de meget sjældne tilfælde af en dobbeltbooking; en anden passager havde også fået en pladsreservation til plads 12 i vogn 26. Så efter en kort forhandling satte jeg mig på sædet bagved – kun for at opleve, at den anden passager med samme plads som mig lidt senere rejste sig og gik. Måske var hun blevet træt af min hoste. Det er jeg også selv.

På vej hjem

I skrivende stund sidder jeg og venter på at komme ombord på nattoget til Hendaye. Sporvidden er anderledes i Spanien og Portugal end i Frankrig og det meste af resten af Europa. Derfor er man nødt til at skifte tog, når man når til grænsen.

Jeg forlod mit uopvarmede værelse kl. 11.00 og prøvede at finde nogle opvarmede lokaliteter med gode siddepladser – først Gulbenkian-museet, så Starbucks og til sidst læsesalen i den store Fnac-butik i centrum. Jeg har en ærgerlig fornemmelse af at der er en eller infektion i anmarch; jeg er i al fald begyndt at hoste lidt. Jeg håber, at det bliver ved dét.

Bortset fra det, der måske er en forkølelse, har det været et godt ophold i Portugal. Jeg fik god respons på mine foredrag og fik megen inspiration fra de foredrag, jeg overværede til POPL2019. Næste gang POPL kommer inden for togrejseafstand (i 2020 er POPL i USA) vil jeg sende en artikel ind selv, også selv om jeg ved at konkurrencen er hård.

Og så var det også en glæde at opleve et januarvejr, der ikke er helt så nådesløst som det danske. Den slags giver også ny energi. Det meste af tiden har vi haft dagtemperaturer på 13-15 grader (om natten er der til gengæld koldt!).

På tirsdag er jeg hjemme igen, hvis alt går som det skal. Der er eksamen lige om hjørnet og derefter semesterstart, men desværre kommer jeg også hjem til universitetets fyringsrunde. Det frygter vi alle; der skal formodentlig ikke fyres nogen på datalogi, men så godt som alle andre institutter bliver ramt. Ledelsen går derimod fri.

Den sidste aften

Så sluttede POPL 2019, og efter det sidste foredrag var der en afsluttende sammenkomst for alle de mere end 600 deltagere. Der er efterhånden sket det, at jeg altid ender med at snakke med de samme kolleger andre steder fra, typisk fordi jeg samarbejder med dem eller tidligere har gjort det. Sådan endte det også denne gang – tre af os stod og snakkede om vores fortid i Storbritannien som PhD-studerende og om nogle af dem, vi kendte fra dengang. Minderne fylder meget mere, end man måske tror. På mange måder er de en fortælling om en tid, hvor alting var mere ukompliceret og hvor verden endnu syntes åben.

Jeg selv og en kollega fra Glasgow tog ind til Lissabon og havde en god stund sammen på en restaurant, hvor jeg ofte er kommet, når jeg har besøgt byen. I toget ind til Lissabon snakkede vi om typesystemer, men på restauranten talte vi efterhånden om alt muligt andet end datalogi, og vi kom undervejs også til at tale om en kvindelig kollega, som vi kender godt og som besøgte konferencen, men kun kort. Det gik op for os, at vi begge var en del bekymrede for hende, for det virkede som om hun aldrig var glad mere, selv om hun har haft og stadig har stor succes med sin forskning. Da hun for nogle år siden mistede sin mand (som også var hendes nære samarbejdspartner) og senere kom ud for en alvorlig ulykke, var det som om der skete noget med hende – hun kastede sig over sit arbejde på fuld kraft og holdt op med at tale om andet end arbejde. Når man er blandt de få kvinder inden for sit fagområde, og man endda kommer fra Østasien, hvor den kulturelle norm siger, at man skal være høfligt og helst ikke tabe ansigt, bliver den slags desværre endnu mere oplagt.

Jeg ville ønske, at jeg havde spurgt hende, hvordan hun havde det, da jeg hilste på hende til konferencen, og også at hun kunne have haft en rolig stund der på restauranten sammen med os.

Datalogi og klimaforandringerne

Benjamin Pierce fortæller om ACMs indsats mod klimaforandringerne.

I dag var der det såkaldte business meeting ved POPL, hvor organisatorer og programansvarlige taler om selve konferencen: hvor mange artikler der blev indsendt hhvs. accepteret, hvilke erfaringer man havde gjort sig, og det er også her, der bliver uddelt priser til de bedste artikler og givet hædrende omtale.

Men sidste punkt på dagsordenen var ganske anderledes. Benjamin Pierce, der er en af de mest prominente personer inden for programmingsteori fra min generation, fortalte om klimaforandringerne og hvordan vi i det videnskabelige samfund er nødt til at forholde os til dem – her selvfølgelig med fokus på hvad ACM (Association for Computing Machinery), der står for POPL-konferenceserien, kan gøre. Benjamin Pierce viste en beregning af sin personlige CO2-belastning, og her fremgik det meget tydeligt, at hans suverænt største kilde til belastning var hans rejseaktivitet, og ikke mindst hans flyrejser.

Derfor er dette et sted, hvor det er væsentligt at sætte ind. ACM er, som Benjamin sagde, ikke det vigtigste sted at gøre en forskel, men det er et vigtigt sted. De teknologiske løsninger, som ville kunne skabe forandring (f.eks. udvinding af CO2 fra luften), kan ikke gennemføres på kort sigt, og de politiske forandringer ser desværre heller ikke ud til at kunne gennemføres på helt kort sigt, sådan som den politiske situation er netop nu. Derfor er det vigtigt, at alle vi andre handler nu, mens vi kan, konkluderede han. Det er især vigtigt, at vi viser vores opbakning til de andre grene af naturvidenskaben, som allerede har gjort et stort og nødvendigt arbejde for at påpege, hvor galt det hele er fat.

Heri er jeg (selvfølgelig) helt enig. Et af de konkrete tiltag, som ACM allerede har gjort, er at lade møderne i programkomiteen for POPL foregå på nettet i stedet for fysiske møder, hvor 30-40 mennesker skulle rejse langt for at holde et møde af få dages varighed.

Bagefter snakkede jeg med Benjamin Pierce og foreslog muligheden af, at man kunne gøre det attraktivt at rejse til POPL (og andre konferencer) på en mindre miljøbelastende facon, f.eks. ved at sætte konferenceafgiften op for dem, der rejste med fly.

POPL 2019

ISal II under foredraget, der fandt sted 15.21-15.43

I dag begyndte 46th ACM SIGPLAN Symposium on Principles of Programming Languages, bedre kendt som POPL 2019. POPL er den vigtigste konference inden for programmeringssprogsteori, så hvis man vil orientere sig om de seneste resultater inden for området, er der ikke noget bedre sted at være. Der er afsat præcis 22 minutter til hver enkelt almindeligt (ikke-indbudt) foredrag, så tidsplanen for en dag er fuld af spøjse klokkeslæt.

Der er så meget, man kan høre om. Samtidig må man også indse, at man ikke kan nå at sætte sig ind i alt. I dag hørte jeg det indbudte foredrag af Mark Harman, der tidligere var professor ved University College London, men i dag er ansat ved Facebook. Han fortalte om de metoder, som Facebook bruger til at debugge og automatisk rette i software. Foredraget var interessant, for det burde være med til at mane den opfattelse i jorden, at teoretisk funderede metoder ikke er noget, man bruger i “den virkelige verden”. Det gør man nemlig i høj grad i store IT-virksomheder uden for Danmark. Ikke mange lægfolk tænker over, at en store del IT-virksomheder har et anseligt antal medarbejdere med store kompetencer inden for videnskaben datalogi (altså ikke “bare” praktisk erfaring med softwareudvikling). Derfor er bl.a. Facebook og Amazon blandt sponsorerne af POPL; om det så er en god udvikling at gøre sig afhængig af dem.

I morgen aften vil Facebook komme med en særlig meddelelse ved receptionen; hvad dens indhold bliver, kan vi endnu kun gisne om.

Jeg brugte en del af dagen på at rette eksamensbesvarelser og er nu mere end halvvejs gennem den store bunke. De to sidste runder af foredrag nåede jeg at høre; sal II var fyldt til bristepunktet, og jeg fik først en siddeplads under det andet foredrag. Så spændende er det heller ikke at have ståplads til et foredrag; det var godt at få en stol at sidde på.

Jeg spekulerer mere end nogensinde på, om det fængsle konferenceformat med masser af foredrag nu er så godt igen, for hovedparten af det gode, jeg oplever ved konferencer, er faktisk det, der sker uden for foredragene!

Efter de sidste foredrag var det tid til noget så jordnært som at tage tilbage til Lissabon fra Cascais og gå ned på møntvaskeriet med snavsetøjet fra første halvdel af min rejse.

Dagen derpå

Klar til at rette eksamenssæt – med udsigt til Atlanterhavet.
Cascais i gråvejr.
En med længsel ventet aftensmad.

Fra og med i dag kunne jeg læne mig tilbage, her efter mine to foredrag var overstået. Jeg brugte meget af formiddagen på at rette eksamenssæt og tog også lidt fat i en pause under fordragene i dag.

53 eksamenssæt fik jeg rettet. Resten får jeg rettet i de næste få dage, for fristelsen til at snakke med kolleger fra udlandet og høre om deres tanker og aktiviteter og få ideer til ny forskning trækker voldsomt.

Vi talte om bevisassistenter og hvordan man kommer i gang med dem, men også om hvordan man mon kan sørge for at konferencer bedre understøtter det, der egentlig fører mest med sig – nemlig kontakterne og samtalerne i pauserne. Jeg foreslog (selvfølgelig), at man kunne “flippe” konferencer, så foredragene var podcasts, man kunne se hjemmefra, og så hovedparten af programpunkterne skulle hjælpe forskerne med at møde hinanden.

Aftenen brugte jeg på et besøg på Ao 26, der har æren af at være en af mine absolutte favoritrestauranter. Netop dén restaurant er et fremragende eksempel på at plantebaseret mad ikke behøver at være kedelig eller næringsfattig, og det er værd at bemærke, at der lader til altid at være fyldt. Kig forbi Rua Vítor Cordon 26 og prøv at få en plads!

En mandag i Portugal

Aftenudsigt fra Miradouro da Santa Catarina.

I dag skulle jeg holde mit andet foredrag; selv om jeg drog af sted fra mit uopvarmede værelse i god tid, lykkedes det mig desværre at komme et par minutter til det første foredrag (som ikke var mit).

Samtidig med dagens første foredrag begyndte i øvrigt den skriftlige eksamen i der kursus, jeg holdt her i efteråret. Så i en sportshal i Skalborg sad 160 studerende og var til eksamen i Beregnelighed og kompleksitet. De trofaste studiesekretærer scanner alle besvarelser og sender dem til mig pr. mail, så jeg kan få rettet dem i løbet af rejsen. Jeg er så småt gået i gang, for mailvedhæftningerne er begyndt at strømme ind.

Mit foredrag handlede om igangværende arbejde, og der kom nogle gode spørgsmål, der bestyrkede mig i ideen om at dette er værd at arbejde med. Og så kunne jeg ellers sætte mig til at lytte til alle de andre foredrag. Efter endnu en lang dag kunne jeg tage toget fra Cascais tilbage til Lissabon og sidde i kupeen og kigge ud over det stille Atlanterhav med eftermiddagssolen i en halv times tid.

Her til aften fik jeg forenet en gåtur i Lissabon med et særdeles nødvendigt ærinde. En af mine pladsreservationer til hjemrejsen – faktisk den første – var nemlig blevet udstedt til en forkert dato, så det skulle jeg også nå at få rettet. Den salgsmedarbejder, der tog sig af dette, bemærkede at min InterRail-billet var udstedt i Danmark og kunne da røbe, at han faktisk selv hed Larsen til efternavn – hans ene forælder var såmænd dansk. Hr. Larsen fra Portugal kunne derudover oplyse mig om at mit gamle Viva Viagem-rejsekort fra tidligere besøg hernede sagtens kunne bruges, selv om jeg ikke kunne tanke nyt op på det. Så nu har jeg endnu et gyldigt rejsekort til samlingen af sådanne fra mine rejser rundt om i Europa.

BEAT2019

Peter Thiemann holder sit indbudte foredrag om graduerede sessionstyper.

Jeg ankom til Lissabon kl. 7.30. Mine kolleger og samarbejdspartnere António Ravara fra Lissabon og Adrian Francalanza fra Malta holdt og ventede på mig, og vi kørte ud til Cascais, hvor POPL 2019 finder sted.

BEAT-workshoppen er en af de mange aktiviteter på den første dag af konferenceugen, der har POPL som centrum. Jeg var selv organisator af den første BEAT-workshop i Rom i januar 2013, den ser endte med at jeg sneede inde i München og endte med at gå glip af det meste selv.

I år kunne jeg læne mig tilbage og lytte til de mange foredrag. Især bed jeg mærke i et foredrag af Andreai Mondido og Vasco Vasconcelos, for det handlede om en slags tableau-algoritme for ækvivalens af kontekstfri sessionstyper, der til forveksling ligner noget, der var den centrale del af min Ph.D.-afhandling fra 1991! De vidste imidlertid ikke, at der var en forbindelse. Sidst på eftermiddagen fortalte jeg Andreai og Vasco om mit arbejde fra dengang for mange år siden. Det var interessant, at det nu pludselig var blevet nyttigt igen for andre – og for mig var det fascinerende at være i stand til tale om dette igen og opdage, at det hele var derinde endnu.

Midt på eftermiddagen var det tid for mig til selv at holde mit foredrag, og der kom heldigvis flere gode spørgsmål fra salen.

Det var godt at gense mange af dem, jeg kender, og igen blive mindet om, at også jeg faktisk er en del af et større forskningsfællesskab og at også jeg bidrager med noget, som lader til at være af værdi for andre. Netop i det fællesskab, der er omkring BEAT og det nu afsluttede BETTY-projekt, synes jeg at der en på en og samme tid positiv og ambitiøs ånd, og her føler jeg mig velkommen.

I morgen skal jeg holde mit andet foredrag, men først skal jeg lige have tjekket ind på mit værelse i Lissabon efter en lang dag i Cascais.

En af de sidste af slagsen?

Foto: Brian Flaherty/New York Times.

I New York Times’ netudgave er der i dag en lang portrætartikel om Donald Knuth, den (for mig og andre af min slags) legendariske amerikanske datalog og matematiker, der har så mange store opdagelser på samvittigheden. Jeg har skrevet om Knuth før her på bloggen; han er altid værd at vende tilbage til. Han er gammel nu – den 10. januar bliver han 81.

Knuth-Morris-Pratt-algoritmen til søgning i tekst (som alle, der søger i en tekst med CTRL-F bruger) ig dokumentbehandlingssystemet TeX (som jeg bruger dagligt – i form af LaTeX) er bare to af mange af Knuths bidrag.

Portrætartiklen er i det store og hele præcis (omend jeg ikke er så glad for forsøget på at forklare hvad et højniveau-programmeringssprog er), og den røber, at vi kan regne med snart at se næste bind af The Art of Computer Programming., Til ikke-fagfolk: Dette flerbindsværk er ikke er en bog om programmering, men derimod er en bog om algoritmeteori og langt hen ad vejen en lærebog i matematik (og en god én af slagsen).

Det, der slår mig for alvor, er dog at Donald Knuth måske er en af de sidste af sin slags. Knuth begyndte sin karriere, mens datalogi endnu blev set som en gren af anvendt matematik. Så alene her favner han bredere, end moderne dataloger som oftest gør. Han interesserer sig for musik, sprog, typografi og litteratur og har noget interessant at sige om hvert af disse områder. Og hans måde at publicere på har været en helt anden end den, man ser i dag. Han har ikke publiceret siden 2012 – ikke så sært, for det er meget længe siden, han gik på pension. Knuths publikationer op gennem årene er temmelig få, og også i hans egentlige aktive periode var der år, hvor han ikke publicerede. Andre år havde han kun én publikation, men den var så til gengæld en bog.

I dag laver vi (og jeg er medskyldig her) mere og mere specialiserede kandidater i alle universitetsfagene, og selvfølgelig også i datalogi. Men jeg ville ønske, at vi også kunne stimulere de studerende til også at have en anden slags forbilleder end de hyppigt publicerende og iværksætter-aktive kandidater med formuer af forskningsmidler, der så ofte bliver hyldet i disse år. Jeg tror selv, at det er dét. der skal til for at skabe en ny Donald Knuth-skikkelse.

Det er alvor

Jeg skrev for nylig om rygterne om at Aalborg Universitet skal oprette nogle af de datalogiuddannelser, vi allerede har i Aalborg, i København også. Rygterne er sande.

I dag var jeg og mine kolleger på Institut for datalogi indkaldt til et møde, hvor vores dekan fortalte om denne beslutning. Meget af det, han fortalte, handlede om universitetets underskud (der åbenbart alligevel er på lidt over 100 millioner kroner) og om de 7 uddannelser, der skal lukke på AAU København. Men uddannelserne under Studienævn for datalogi har stort optag, og det vil kunne sikre ny indtjening for AAU. Derfor skal Institut for datalogi udbyde uddannelser på AAU København fra og med 2020. (Helst ville dekanen kunne begynde næste år, men det mente han alligevel ikke var realistisk.)

Vi skal nu senest 21. januar fremlægge et udkast til hvilke uddannelser, vi kan udbyde i København. Med en så kort frist må der være tale om en eksisterende uddannelse – og det bliver formodentlig softwareuddannelsen, der bliver tale om.

Et par af mine kolleger gav udtryk for at være meget positivt indstillede over for at udbyde uddannelser i København – og de så endda gerne, at vi kunne begynde allerede næste år. De fleste andre udtrykte stor bekymring. Også jeg er meget bekymret. Alle de eksisterende uddannelser fra Aalborg, som er blevet forsøgt overført til AAU København, har lidt en krank skæbne. En medvirkende årsag til at Institut for datalogi er blandt de få institutter, der ikke har haft stort underskud for nylig, har formentlig været, at instituttet som det eneste på det nuværende fakultet ikke har været involveret i AAU København. Hvis man skal optage 100 studerende om året i København (og det drømmer man tydeligvis om), vil det kræve mange undervisningskræfter, som vi ikke har i skrivende stund.

Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om jeg synes, ideen om at ekspandere til AAU København er fuldstændig vanvittig eller bare helt forrykt. Den er i al fald dårligt gennemtænkt.