Kategoriarkiv: Datalogi

Datalogi – den forkerte videnskab

ComputerScience

I går skrev jeg om Edge.org, der har indsamlet en lang række forskere og forfatteres bud på hvilke begreber, videnskaben bør kassere. Det er fascinerende læsning på godt og ondt.

Den amerikanske fysiker Neil Gershenfelds bud på et begreb, vi bør opgive, er – computer science, af danske journalister kaldet “computervidenskab” og af mig og mange andre kaldet datalogi.

Datalogi er nemlig ifølge ham en underlig videnskab, der implicit ignorerer og endda eksplicit går imod de principper, der gælder i naturvidenskab i øvrigt.

In nature, everything happens everywhere all the time. While an industry has developed devices for computation, a much smaller community has studied the physics of computation. Outside of what is traditionally considered to be computer science, they’ve developed quantum computers that use entanglement and superposition, microfluidic logic that transports material as well as information, analog logic that solves digital problems with continuous device degrees of freedom, and digital fabrication to code construction of programmable materials. Most importantly, programming models are emerging that represent and respect physical resources, rather than viewing them as a can to be kicked to someone else to worry about. It’s turning out that this is easier rather than harder to do, because it avoids all of the issues of converting from an unphysical to a physical world.

Jeg håber ikke at Neil G. skal være den kommende leder af det institut, hvor jeg er ansat. Så bliver det nok lukket. Spøg til side: Hvis jeg skal sige noget mere seriøst til alle mandens kvababbelser, er det vel at han i sidste ende befinder sig i en fysik-centreret forståelse af hvad beregning er. Specielt omtaler han Turings og von Neumanns arbejde som “useful hacks”.

Jeg vil selv mene at problemet med Gershenfelds holdning faktisk ligger netop i hans insisteren på betegnelsen computer science  – det kommer til at se ud som om datalogiens genstandsområde er computeren. Men det er jo netop ikke tilfældet. At kalde datalogi for “computervidenskab” svarer egentlig til at kalde biologi for “hamster- og solsikkevidenskab”.

De eksisterende modeller for beregnelighed, der er dukket op i datalogi, når langt ud over hvad Turing-maskinerne har at tilbyde. Blandt andet de seneste 25 års arbejde med modeller for parallelle beregninger – her specielt pi-kalkylen og den generelle teori for bigrafer, der skyldes Robin Milner og hans samarbejdspartmere – slipper i høj grad forbindelsen til de fysiske begræsninger. Det er også interessant at bemærke at der er så fine korrespondancer mellem intuitionistisk logik og typet lambda-kalkyle og mellem forskellige beregningsmodeller. Inden for de seneste år har vi set resultater, der viser sammenhænge mellem lineær logik og sessionstyper. Alle disse dybe matematiske resultater gør beregningsmodellerne til mere end bare “useful hacks”.

Neil Gershenfeld  forholder sig heller ikke til at der findes også beregnings-centrerede modeller af fysiske fænomener – tilbage i 2002 skrev Gershenfelds MIT-kollega Seth Lloyd på Edge.org om det, han kaldte for the computational universe. Min egen fornemmelse er at begge forståelser kan fange noget, men at de begge er reduktionistiske: De fænomener, vi observerer, er “i virkeligheden” bare fysik eller bare datalogi. Jeg ved ikke hvad Neil Gershenfeld synes om matematik, men jeg kan umiddelbart forestille mig at han (som en del andre ikke-matematikere inden for naturvidenskab og teknik) synes at det først og fremmest har berettigelse som et nødvendigt redskabsfag, der bliver skabt af fysikkens behov for modeldannelser.

Reduktionisme er nem og behagelig (og nogle gange nødvendig), men jeg vil passe på med at bruge den som udgangspunkt for en kritik som den, Neil Gershenfeld leverer.

 

flattr this!

David Gelernter

david-gelernter-bw

Forleden skrev jeg om den amerikanske datalogiprofessor David Gelernter og om hans observation om at almendannelse er vigtig på universitetsuddannelserne. Nogle kunne derfor forledes til at tro, at jeg på mange måder er enig med ham. En artikel i Chronicle of Higher Education røber, hvad jeg længe har vidst:  David Gelernter er meget belæst og har talenter inden for mange forskellige områder. Han har skrevet bøger om datalogi, om litteraturkritik og om samfundsforhold. Han har udgivet skønlitteratur og er billedkunstner.

Men Gelernter er samtidig indehaver af en perlerække af holdninger der vel er et lille stykke til højre for familien Krarup. I 1996 skrev han et essay om hvorfor kvinder skal blive i hjemmet. Han mener at USA har nogle kvaliteter der gør at amerikanere er tættere på gud. Gelernter er indædt modstander af “Obamacare” og indædt tilhænger af dødsstraf og fri adgang til håndvåben. Han er vred over at USA trak sig ud af Vietnam og ser verden igennem Fox News. Bøsser, lesbiske og transkønnede skal ikke have ret til ægteskab, men må ifølge Gelernter gerne være i hæren eller i offentlige embeder, “bare de holder deres seksualitet for sig selv”. Og nå ja, så er han selvfølgelig også stærkt religiøs.

Så nej, jeg er ikke enig med David Gelernter om ret meget.

flattr this!

Dannelse – og “computervidenskab”

zombieboy

I denne uge bringer Jyllands-Posten et interview med den amerikanske professor i datalogi David Gelernter. Nogle af os kender Gelernter fra hans arbejde med parallel programmering. Hans tragiske møde med en brevbombe afsendt af “Unabomberen” Ted Kaczynski er også en del af historien – Gelernter blev blind på det ene øje og fik læderet sin ene hånd.

Gelernter er af den holdning at vore dages datalogistuderende ikke har tilstrækkeligt med  dannelse. Han siger (citeret fra artiklen):

Det er som om, at den seneste teknologi er det eneste, der er værd at gå op i. Jeg kan endda mærke det på mine studerende fra Yale University – nogle af de klogeste unge i verden. De ved intet om moral, etik og religiøs filosofi. De er ufærdige mennesker. Det eneste, der interesserer dem, er den nyeste telefon eller den nyeste software. Min generation af lærere har fejlet. Vi har denne her mærkelige generation af unge, der får nydelse af at sidde sammen på café, og i stedet for at kigge på hinanden og snakke, så kigger de på telefonerne. Det er det billede, vi vil blive husket for.

Heri kan jeg kun være enig. I en videnskab som datalogi er der en stor risiko for at man bliver teknologifikseret. Jeg kunne godt ønske mig at der var mere fokus på almendannelse i datalogiuddannelserne – og på de videregående uddannelser i det hele taget. Den slags har trange kår i en nutid med studiefremdriftsreformer og en fiksering på målbarhed.

Men så bemærker jeg også noget andet. Artiklen fra Jyllands-Posten starter således:

“Det er utroligt og chokerende, at iPhone 6, et stykke legetøj, der ikke kan noget ekstraordinært, er den ting som flest danskere søger på, når de besøger “verdens-biblioteket” online. Hvis jeg var Danmark, ville jeg ikke være stolt af det,” siger David Gelernter, professor i computervidenskab ved Yale University i USA.

Når han snakker, så lytter man. Han har udgivet fagbøger, digte, skønlitteratur og essays om teknologi. Han er mest kendt for bogen ”Mirror Worlds” fra 1993, hvori han med stor præcision forudsagde internettets komme.

Jeg bemærker her at det ikke var nogen stor kunst at forudsige Internettets komme i 1993. Selv sendte jeg min første e-mail i 1987, og min hjemmeside på universitetet oprettede jeg i 1994. Og jeg bemærker også at David Gelernter er udnævnt til professor i et af journalister opfundet fag, nemlig computervidenskab.

Og så er det jeg tænker på at forventningen til almendannelse må være bred; det er trist at danske journalister ved så lidt om datalogi og at de ikke engang ved hvad faget hedder.

flattr this!

Datalogi uden computere

IMG_4306.PNG

For snart en del år siden var jeg med ved Dansk Naturvidenskabsfestival, og her prøvede jeg at anskueliggøre NP-fuldstændighed ved at præsentere nogle svære puslespil. Mit håb var at få de besøgende til at tænke på datalogi, ikke på computere.

I dag spurgte en studerende mig om der var en dansk udgave af det engelske begreb unplugged computer science. Jeg måtte tænke lidt efter – og det er vel datalogi uden computere. Uden at vide det, var mit initiativ netop dét.

En artikel i Slate beskriver hvordan forskere ved University of Canterbury i Christchurch i New Zealand arbejder med denne tilgang til at lære skolebørn om datalogi. Jeg spekulerer nu på om ikke det vil være en bedre indgang til at undervise i datalogi at lægge computeren væk, eller snarere at vente med at finde den frem. Der findes et websted om ideen ført ud i praksis på http://www.csunplugged.org.

Den store udfordring bliver nu at skabe forbindelsen til maskinerne senere, men måske er det i virkeligheden her, behovet for den programmerbare computer vil vise sig for den lærende: Før man bliver præsenteret for computeren som problemløser, skal man møde problemet og løsningsmetoderne. I computerens barndom var det netop matematikerens ønske om et kraftigt redskab til brug i matematisk forskning, der ledte til den store nysgerrighed og i sidste ende til at en ny naturvidenskabelig disciplin voksede frem. Algoritmebegrebet var der allerede, men det blev vigtigt da der kom maskiner, der kunne udføre vilkårlige algoritmer.

Selv ender jeg nogle gange, når jeg programmerer fordi jeg er nødt til det i forbindelse med en opgave på arbejdet, med at lave en underlig og uelegant løsning, netop fordi jeg hurtigt kan ty til at taste mit bud på en løsning ind og straks få at vide om det virker.

flattr this!

F-klubben på U-Matic

U-matic

Hvis man ikke ved hvad F-klubben er, er det sikkert svært at forklare det – det er en festforening for studerende og ansatte ved matematik, datalogi og hermed beslægtede uddannelser på Aalborg Universitet. Efterhånden er det dog mest studerende, der engagerer sig i F-klubben og alt for mange af mine kolleger tænker på F-klubben som en forening for studerende. Nærmeste beslægtede fænomen derude er vel Tågekammeret på Aarhus Universitets naturvidenskabelige uddannelser.

Selv blev jeg medlem af F-klubben i 1983, da jeg begyndte på Mat 1 (dvs. 3. semester og det første semester af matematikstudiet efter den daværende basisuddannelse). Man kan ikke melde sig ud af F-klubben; medlemskab er livsvarigt.

Finn Verner Jensen, der nu er professor emeritus og i sin tid var med til at stifte F-klubben i 1977, har påtaget sig den interessante opgave at dokumentere Institut for datalogis historie. De første mange år er fælles med matematiks historie, og F-klubben spiller også en stor rolle i denne fortælling. Mange af mine (endnu) ældre kolleger er allerede blevet spurgt. Når jeg selv indtræder i fortællingen, kommer der også et bidrag fra mig.

Jeg havde en flyttekasse på mit kontor med alskens gamle ting; den var ikke blevet åbnet siden jeg flyttede til mit nuværende kontor i 2007. Den fik Finn adgang til – i den lå en del relikvier fra F-klubbens tidlige år, bl.a. en mappe som jeg havde fået i arv med materiale helt tilbage fra 1977. Og der lå en sjælden sydøstbulgarsk debatfilm, som jeg havde indspillet i 1987 sammen med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen, der nu er at finde på London School of Economics. Filmen er indspillet på U-Matic-videobånd og vil blive behørigt digitaliseret en dag (der er et firma på Sjælland, der specialiserer sig i den slags). Jeg glæder mig til at se den, og en dag vil I også kunne få den særlige oplevelse.

I går aftes var jeg på kort visit til årets julefrokost i F-klubben. Det var en næsten lige så hyggelig og delvist kaotisk forestilling som jeg husker dem, ganske meget hyggeligere end de grundigt iscenesatte men underligt u-festlige julefrokoster på Institut for datalogi, der nu er blevet sparet væk. En pige til festen kom hen til mig og sagde at hun skulle hilse mig mange gange fra en af mine andre gamle studiekammerater, nemlig Jan Sieker, der havde været hendes matematiklærer i gymnasiet (og en lang overgang var F-klubbens kasserer, men det glemte jeg at nævne for hende).

flattr this!

George Spencer-Brown

georgespencerbrown

Jeg stødte i dag på navnet George Spencer-Brown, da jeg læste om funktionel fuldstændighed i propositionslogik. En mængde af konnektiver er funktionelt fuldstændig, hvis enhver funktion over sandhedsværdier kan udtrykkes ved sandhedstabellen for et propositionslogisk udtryk, der kun anvender disse konnektiver. En af dem, der har beskæftiget sig med dette, er George Spencer-Brown, og han har skrevet bogen Laws of Form, som jeg engang har haft i fotokopi.

Når man læser hans CV, bliver man hurtigt forpustet. Her er et ufuldstændigt sammendrag:

  • Blev født i 1923 og vandt priser i talentkonkurrencer i fysik og kemi, mens han gik i skole
  • Blev bachelor i medicin som 20-årig
  • Så kom 2. verdenskrig hvor han var telegrafisk og radiomekaniker
  • Efter krigen studerede han i Cambridge (ved Trinity College) 1947-1952
  • Publikationer om statistisk analyse af data i parapsykologi
  • På Cambridges førstehold i tennis, fodbold og skak
  • Svæveflyver og luftakrobat
  • Amatørskuespiller
  • Samarbejde med Wittgenstein om matematikkens grundlag
  • Samarbejde med Bertrand Russell
  • Lavede en PhD-afhandling om sandsynlighedsteoriens filosofiske grundlag
  • Arbejdede på at bevise Goldbachs formodning
  • Chief Logic Designer, Mullard Equipment Ltd, 1959-61.
  • Konsulent ved British Rail
  • Gæsteprofessor i matematik i Maryland
  • Gæsteprofessor i datalogi i Stanford
  • Psykoterapeut på fuld tid i 1968-1969
  • Fodboldreporter ved Daily Mail
  • Hævdede i 1976 at have bevist firefarveformodningen i grafteori (det havde han så ikke, men ingen er ufejlbarlig)
  • Flere bogudgivelser (digte, filosofi, Laws of Form, en bog om Falklandsøerne)
  • …og meget mere

Hvad laver George Spencer-Brown i sin fritid? Måske ikke så meget, for han er trods alt 91 år gammel nu. Men ifølge ham selv er hans fritidsinteresser disse:

Recreations include shooting, tennis, cricket, soccer, chess, piloting anything that will fly, exploring, photography, maps and map-making, listening to Mozart, cooking in commercial breaks, composing and performing songs and ballads, constructing ingenious machines that actually work, and inventing astonishing games that can actually be played.

Om han havde en hund, ved jeg ikke.

Der er et websted, der handler specielt om Spencer-Brown, og her kan man læse et interview med ham fra sidste år, da han fyldte 90.

Måske er Spencer-Brown en af de store, glemte tænkere. Måske blev han efterhånden lidt af en crackpot (som man også kunne mistænke Alexander Grothendieck for at være blevet det). I et kort resumé af fjerdeudgaven af Laws of Form står der

A fourth preface was added in which he talks about “triunions” or “triple identities” such as of reality, appearance and awareness, or imaginability, possibility and actuality, or what a thing is, what it isn’t and the boundary between them. He claims/acknowledges that Sakyamuni (the Buddha) is “the only other author who evidently discovered these laws.” He invites the reader to join a siblinghood and help found a school of his methods for intuitively feeling and naturally acting upon the consequences of there being nothing. He calls the method and the siblinghood “tarati.” 4 pages. An extraduction was also added in which he claims to be, since before he could talk, a liberated being with unlimited thinking, superior to Bach, Mozart, Newton and Gauss, and asks for money and volunteers to help him found schools for superintelligent children such as he was. 5 pages.

flattr this!

Nej til informationsteknologi!

knowmore

I dag var jeg med i et PhD-bedømmelsesudvalg, og hvis ikke man allerede vidste det, blev det meget hurtigt klart at dagens PhD-kandidat var særdeles kompetent inden for sit område af datalogi. Han skal nok klare sig godt.

Men hvad er det egentlig at være “IT-kyndig”? En ny undersøgelse fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (det tidligere DPU) foretaget af  bl.a. Jeppe Bundsgaard og som bliver grundigt omtalt i en artikel i Information konkluderer at der er mange skoleelever, der kan bruge deres computere og mobiltelefoner til at lave film o.lign. Men deraf kan man bestemt ikke slutte, at de unge mennesker er IT-kyndige.

På Fjordsgade Skole i Aarhus kender IT-vejleder Emil Pallesen alt til problemstillingen. Han mener ligesom Jeppe Bundsgaard, at billedet snyder, for det er ikke eleverne, som er intuitive; det er maskinerne. Han møder mange elever, for hvem brug af tablets og smartphones er en naturlig del af hverdagen, men som ikke har noget grundlæggende kendskab til, hvordan computere fungerer og er opbygget, og for hvem eksempelvis kendskabet til tekstbehandling og regneark er begrænset.

I virkeligheden er det her, problemet ligger. “IT-kendskab” er ikke det samme som at være bruger af informationsteknologi.

Det får mig til at tænke to lidt kætterske tanker:

For det første, at man i undervisning nogle gange skal vise at det hele ikke er så intuitivt endda. Hele beregnings-universet kræver mange gange noget, der går ud over intuitionen eller måske endda er i strid med den. Et af de steder, hvor man kan se det, er i studiet af algoritmer og programmer. Det er ikke alle problemer, man kan programmere sig uden om.

For det andet skal vi passe på med at bruge ordet informationsteknologi i flæng, for i nogle sammenhænge er det meget misvisende. Jeg omtaler aldrig mig selv som en, der arbejder med informationsteknologi og i arbejdet med studieordningerne for datalogi- og softwareuddannelserne undgik vi at bruge ordet. Måske er ordet/forkortelsen IT blot vores seneste dårlige bud på en betegnelse for det, der for 40 år siden blev kaldt for EDB.

Det, Emil Pallesen og Jeppe Bundsgaard efterlyser, er da også noget andet end informationsteknologi, nemlig kompetencer i at forstå teknologien og at forholde sig kritisk til den. Måske er det ikke datalogi (i hvert fald ikke kun datalogi), men det er helt klart noget andet end ideen om kun at skabe brugere af en bestemt teknologi.

flattr this!

Den samme triste historie

I dag var der møde i aftagerpanelet for uddannelserne i datalogi og IKT på Aalborg Universitet. Jeg var blevet bedt om at fortælle om problemerne med den ekstremt skæve kønsfordeling på de datalogiske uddannelser.

Jeg havde tilbage i 2008 holdt en præsentation om det samme emne; den fandt jeg frem og opdagede hurtigt at jeg simpelthen kunne simpelthen genbruge den stort set uændret. Jeg behøvede ikke engang at opdatere tallene om antallet af kvindelige datalogistuderende – der er stadig altid enten én eller to pr. årgang studerende (hvor der er mellem 80 og 90 studerende). På én måde var det selvfølgelig godt, for det gjorde det meget nemt for mig at forberede mig. På en anden måde var det rigtig trist, for det viste én ting: der er stort set intet sket.

Hvad sker der så nu? Forhåbentlig mere end i 2008, for denne gang var der ganske mange personer til stede fra de forskellige firmaer, der aftager kandidater med datalogisk baggrund. Det, der måske kan give anledning til yderligere overvejelser når firmaer er med til at skabe opmærksomhed om uddannelser, er at firmaer fokuserer meget på ansættelighed til bestemte erhverv. Men de undersøgelser fra USA, jeg omtaler i min præsentation, viser at kvinder i tydeligt højere grad end mænd er motiveret af at datalogi er et bredt fag med mange muligheder og af at der er forbindelser i faget til matematik og naturvidenskab i øvrigt.

Jeg kunne godt tænke mig at vi denne gang fik lavet en forskningsbaseret tilgang, der ville gøre det muligt at få en systematisk viden om problemet med den ekstremt skæve kønsfordeling og at få afprøvet nogle anderledes initiativer end de meget reklame-lignende tiltag, der hidtil har været fokus på.

flattr this!

Hjernekassen på besøg i Aalborg

hjernekassen-3
Producer Morten Remar varmer op.
hjernekassen-1
Kim og Winnie.
hjernekassen-4
Peter Lund Madsen forbereder sig mentalt.
hjernekassen-2
Kim bliver interviewet om danske independent-film.

I dag besøgte P1-programmet Hjernekassen Aalborg Universitet. I dette efterår besøger programmet og studievært Peter Lund Madsen nogle af de danske universiteter, og første udsendelse var på mit universitet, ja endda på Selma Lagerlöfs Vej 300, hvor Institut for datalogi holder til

Der var inviteret tre forskere til udsendelsen for at fortælle om deres fagområde, og jeg var en af dem. De to andre gæster var mine kolleger Winnie Jensen fra Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og Kim Toft Hansen fra Institut for Kultur og Globale Studier.

Inden udsendelsen varmede først produceren Morten og siden Peter Lund Madsen selv publikum op. Peter fortalte en lille historie om neandertal-menneskets kranke skæbne. Neandertal-menneskene var kort og godt nutidsmennesket underlegne – de var procedurelle eksperter. Det lyder flot, men det betyder faktisk at de kun kunne udføre én ting ad gangen og ikke fandt på noget nyt.

Vi blev undervejs alle tre spurgt om hvilket rejsetips, vi ville give folk, der besøgte Aalborg. Jeg var på som den første og nævnte her selvfølgelig Egholm og lod en bemærkning falde om motorvejsplanerne. Bagefter fortalte jeg lidt om algoritmernes og computernes historie og om hvilke konsekvenser software-fejl kan have. Anekdoten om den dumme og kostbare fejl i Mars Climate Orbiter fik jeg fortalt endnu engang (sidst var det til science slam i København – nu må jeg til at forny mig!).

Det var også spændende for mig at høre om mine kollegers forskning. Kim fortalte om sin viden om danske independent-film og fik en passende kritisk bemærkning ind om regeringens dimensionsplaner for uddannelserne. Winnie fortalte om hvordan kunstige lemmer kan styres neuralt fra hjernen. Jeg havde taget mit hvide tekrus med for at kunne forklare forskellen på et tekrus og en computer. Der er i hvert fald én forskel, nemlig at en computer kan programmeres og altså er en procedurel ekspert. Det er et tekrus ikke engang. Senere, i interviewet med Winnie, blev mit tekrus faktisk også inddraget. Hvor mange tekrus kan egentlig prale af at have været i radioen på dén måde?

I kan høre hele udsendelsen på DRs websted.

 

flattr this!

Hvad skete der med år 2000-problemet?

Y2K

I går aftes blev jeg stillet et rigtig godt spørgsmål: Hvad skete der med år 2000-problemet? Ham, der spurgte mig, observerede at det havde været en helt almindelig nytårsaften ovre i København, hvor han boede. Jeg måtte da indrømme, at det var længe siden jeg sidst havde tænkt over det. År 2000-problemet var den bekymring, at mange programmer gemte datoinformation med kun 2 cifre til årstallet. Men efter år 2000 ville man med sådan en datarepræsentation ikke længere kunne se forskel på årstallene 1900 og 2000, og på de steder i programmer, hvor der var betingelser der afhang af tidsstempler o.lign. ville der derfor kunne ske fejl.

Me verden gik jo ikke under – heller ikke i Aalborg. Den 31. december 1999 gik min hustru og jeg en tur og bemærkede den sædvanlige nytårsstemning i vores by; efter årsskiftet var der en usædvanligt langvarig og intens fyrværkeriaktivitet. Men lyset gik ikke ud, og der var ingen flyvemaskiner, der styrtede ned hvor vi færdedes. Der var rapporteret om enkelte mindre problemer rundt omkring i udlandet, og det var det.

I slutningen af det 20. århundrede havde der ellers været stor aktivitet – og nervøsitet. USAs regering nedsatte en særlig kommission og indledte et storstilet samarbejde med virksomheder; præsidenten udtalte at

The Y2K problem is an enormous challenge, and we must meet it. Enactment of this legislation is a significant achievement toward allowing all of us to take a successful step into the new millennium.

Stephen Fry lavede i 2009 et interessant interview om “år 2000-problemet” med professor Ross Anderson fra universitetet i Cambridge. Han var en af dem, der efterhånden nedtonede sin bekymring og begyndte at advare mod alle advarslerne. I interviewet nævner Anderson forskellen mellem hvordan situationen blev vurderet i Storbritannien og i Sydkorea. Briterne valgte (som så ofte før) at følge det amerikanske eksempel, mens sydkoreanerne valgte en meget billigere løsning; at de ville skride ind, hvis der opstod problemer fra år 2000 og frem.  Det var den sydkoreanske strategi, der viste sig at være den rigtige.

Der er to forklaringer på hvorfor år 2000-problemet aldrig rigtig manifesterede sig. Den ene er at der var en så stor opmærksomhed på problemet, at problemerne faktisk blev afværget. Den anden er at problemerne egentlig aldrig havde været så voldsomme.

I skrivende stund er jeg mest overbevist om denne forklaring. Hvis problemerne var der, ville man have kunnet se dem efterhånden; de ville ikke først være opstået 1. januar 2000. Mange slags software er faktisk nødt til at kunne behandle datoer i fremtiden – det gælder f.eks. systemer til regnskabsføring og økonomisk planlægning, men også noget så kedeligt som elektroniske kalendere, og i sådanne meget udbredte systemer ville problemer med datoer hinsides 1900-tallet have manifesteret sig inden det faktisk blev år 2000.

Måske er det også derfor, jeg ikke havde tænkt så meget over dette i de sidste 14 år: det var simpelthen ikke værd at huske på, og på nogle måder måske også lidt af en flovmand for videnskaben datalogi. Moralen i denne historie er selvfølgelig ikke at man skal være en lalleglad optimist eller at fejl i software ikke skal tages alvorligt. På den anden side kan vi også lære noget af alle de forudsigelser, der ikke viser sig at holde stik.

flattr this!