Kategoriarkiv: Datalogi

Nej til informationsteknologi!

knowmore

I dag var jeg med i et PhD-bedømmelsesudvalg, og hvis ikke man allerede vidste det, blev det meget hurtigt klart at dagens PhD-kandidat var særdeles kompetent inden for sit område af datalogi. Han skal nok klare sig godt.

Men hvad er det egentlig at være “IT-kyndig”? En ny undersøgelse fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (det tidligere DPU) foretaget af  bl.a. Jeppe Bundsgaard og som bliver grundigt omtalt i en artikel i Information konkluderer at der er mange skoleelever, der kan bruge deres computere og mobiltelefoner til at lave film o.lign. Men deraf kan man bestemt ikke slutte, at de unge mennesker er IT-kyndige.

På Fjordsgade Skole i Aarhus kender IT-vejleder Emil Pallesen alt til problemstillingen. Han mener ligesom Jeppe Bundsgaard, at billedet snyder, for det er ikke eleverne, som er intuitive; det er maskinerne. Han møder mange elever, for hvem brug af tablets og smartphones er en naturlig del af hverdagen, men som ikke har noget grundlæggende kendskab til, hvordan computere fungerer og er opbygget, og for hvem eksempelvis kendskabet til tekstbehandling og regneark er begrænset.

I virkeligheden er det her, problemet ligger. “IT-kendskab” er ikke det samme som at være bruger af informationsteknologi.

Det får mig til at tænke to lidt kætterske tanker:

For det første, at man i undervisning nogle gange skal vise at det hele ikke er så intuitivt endda. Hele beregnings-universet kræver mange gange noget, der går ud over intuitionen eller måske endda er i strid med den. Et af de steder, hvor man kan se det, er i studiet af algoritmer og programmer. Det er ikke alle problemer, man kan programmere sig uden om.

For det andet skal vi passe på med at bruge ordet informationsteknologi i flæng, for i nogle sammenhænge er det meget misvisende. Jeg omtaler aldrig mig selv som en, der arbejder med informationsteknologi og i arbejdet med studieordningerne for datalogi- og softwareuddannelserne undgik vi at bruge ordet. Måske er ordet/forkortelsen IT blot vores seneste dårlige bud på en betegnelse for det, der for 40 år siden blev kaldt for EDB.

Det, Emil Pallesen og Jeppe Bundsgaard efterlyser, er da også noget andet end informationsteknologi, nemlig kompetencer i at forstå teknologien og at forholde sig kritisk til den. Måske er det ikke datalogi (i hvert fald ikke kun datalogi), men det er helt klart noget andet end ideen om kun at skabe brugere af en bestemt teknologi.

flattr this!

Den samme triste historie

I dag var der møde i aftagerpanelet for uddannelserne i datalogi og IKT på Aalborg Universitet. Jeg var blevet bedt om at fortælle om problemerne med den ekstremt skæve kønsfordeling på de datalogiske uddannelser.

Jeg havde tilbage i 2008 holdt en præsentation om det samme emne; den fandt jeg frem og opdagede hurtigt at jeg simpelthen kunne simpelthen genbruge den stort set uændret. Jeg behøvede ikke engang at opdatere tallene om antallet af kvindelige datalogistuderende – der er stadig altid enten én eller to pr. årgang studerende (hvor der er mellem 80 og 90 studerende). På én måde var det selvfølgelig godt, for det gjorde det meget nemt for mig at forberede mig. På en anden måde var det rigtig trist, for det viste én ting: der er stort set intet sket.

Hvad sker der så nu? Forhåbentlig mere end i 2008, for denne gang var der ganske mange personer til stede fra de forskellige firmaer, der aftager kandidater med datalogisk baggrund. Det, der måske kan give anledning til yderligere overvejelser når firmaer er med til at skabe opmærksomhed om uddannelser, er at firmaer fokuserer meget på ansættelighed til bestemte erhverv. Men de undersøgelser fra USA, jeg omtaler i min præsentation, viser at kvinder i tydeligt højere grad end mænd er motiveret af at datalogi er et bredt fag med mange muligheder og af at der er forbindelser i faget til matematik og naturvidenskab i øvrigt.

Jeg kunne godt tænke mig at vi denne gang fik lavet en forskningsbaseret tilgang, der ville gøre det muligt at få en systematisk viden om problemet med den ekstremt skæve kønsfordeling og at få afprøvet nogle anderledes initiativer end de meget reklame-lignende tiltag, der hidtil har været fokus på.

flattr this!

Hjernekassen på besøg i Aalborg

hjernekassen-3
Producer Morten Remar varmer op.
hjernekassen-1
Kim og Winnie.
hjernekassen-4
Peter Lund Madsen forbereder sig mentalt.
hjernekassen-2
Kim bliver interviewet om danske independent-film.

I dag besøgte P1-programmet Hjernekassen Aalborg Universitet. I dette efterår besøger programmet og studievært Peter Lund Madsen nogle af de danske universiteter, og første udsendelse var på mit universitet, ja endda på Selma Lagerlöfs Vej 300, hvor Institut for datalogi holder til

Der var inviteret tre forskere til udsendelsen for at fortælle om deres fagområde, og jeg var en af dem. De to andre gæster var mine kolleger Winnie Jensen fra Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og Kim Toft Hansen fra Institut for Kultur og Globale Studier.

Inden udsendelsen varmede først produceren Morten og siden Peter Lund Madsen selv publikum op. Peter fortalte en lille historie om neandertal-menneskets kranke skæbne. Neandertal-menneskene var kort og godt nutidsmennesket underlegne – de var procedurelle eksperter. Det lyder flot, men det betyder faktisk at de kun kunne udføre én ting ad gangen og ikke fandt på noget nyt.

Vi blev undervejs alle tre spurgt om hvilket rejsetips, vi ville give folk, der besøgte Aalborg. Jeg var på som den første og nævnte her selvfølgelig Egholm og lod en bemærkning falde om motorvejsplanerne. Bagefter fortalte jeg lidt om algoritmernes og computernes historie og om hvilke konsekvenser software-fejl kan have. Anekdoten om den dumme og kostbare fejl i Mars Climate Orbiter fik jeg fortalt endnu engang (sidst var det til science slam i København – nu må jeg til at forny mig!).

Det var også spændende for mig at høre om mine kollegers forskning. Kim fortalte om sin viden om danske independent-film og fik en passende kritisk bemærkning ind om regeringens dimensionsplaner for uddannelserne. Winnie fortalte om hvordan kunstige lemmer kan styres neuralt fra hjernen. Jeg havde taget mit hvide tekrus med for at kunne forklare forskellen på et tekrus og en computer. Der er i hvert fald én forskel, nemlig at en computer kan programmeres og altså er en procedurel ekspert. Det er et tekrus ikke engang. Senere, i interviewet med Winnie, blev mit tekrus faktisk også inddraget. Hvor mange tekrus kan egentlig prale af at have været i radioen på dén måde?

I kan høre hele udsendelsen på DRs websted.

 

flattr this!

Hvad skete der med år 2000-problemet?

Y2K

I går aftes blev jeg stillet et rigtig godt spørgsmål: Hvad skete der med år 2000-problemet? Ham, der spurgte mig, observerede at det havde været en helt almindelig nytårsaften ovre i København, hvor han boede. Jeg måtte da indrømme, at det var længe siden jeg sidst havde tænkt over det. År 2000-problemet var den bekymring, at mange programmer gemte datoinformation med kun 2 cifre til årstallet. Men efter år 2000 ville man med sådan en datarepræsentation ikke længere kunne se forskel på årstallene 1900 og 2000, og på de steder i programmer, hvor der var betingelser der afhang af tidsstempler o.lign. ville der derfor kunne ske fejl.

Me verden gik jo ikke under – heller ikke i Aalborg. Den 31. december 1999 gik min hustru og jeg en tur og bemærkede den sædvanlige nytårsstemning i vores by; efter årsskiftet var der en usædvanligt langvarig og intens fyrværkeriaktivitet. Men lyset gik ikke ud, og der var ingen flyvemaskiner, der styrtede ned hvor vi færdedes. Der var rapporteret om enkelte mindre problemer rundt omkring i udlandet, og det var det.

I slutningen af det 20. århundrede havde der ellers været stor aktivitet – og nervøsitet. USAs regering nedsatte en særlig kommission og indledte et storstilet samarbejde med virksomheder; præsidenten udtalte at

The Y2K problem is an enormous challenge, and we must meet it. Enactment of this legislation is a significant achievement toward allowing all of us to take a successful step into the new millennium.

Stephen Fry lavede i 2009 et interessant interview om “år 2000-problemet” med professor Ross Anderson fra universitetet i Cambridge. Han var en af dem, der efterhånden nedtonede sin bekymring og begyndte at advare mod alle advarslerne. I interviewet nævner Anderson forskellen mellem hvordan situationen blev vurderet i Storbritannien og i Sydkorea. Briterne valgte (som så ofte før) at følge det amerikanske eksempel, mens sydkoreanerne valgte en meget billigere løsning; at de ville skride ind, hvis der opstod problemer fra år 2000 og frem.  Det var den sydkoreanske strategi, der viste sig at være den rigtige.

Der er to forklaringer på hvorfor år 2000-problemet aldrig rigtig manifesterede sig. Den ene er at der var en så stor opmærksomhed på problemet, at problemerne faktisk blev afværget. Den anden er at problemerne egentlig aldrig havde været så voldsomme.

I skrivende stund er jeg mest overbevist om denne forklaring. Hvis problemerne var der, ville man have kunnet se dem efterhånden; de ville ikke først være opstået 1. januar 2000. Mange slags software er faktisk nødt til at kunne behandle datoer i fremtiden – det gælder f.eks. systemer til regnskabsføring og økonomisk planlægning, men også noget så kedeligt som elektroniske kalendere, og i sådanne meget udbredte systemer ville problemer med datoer hinsides 1900-tallet have manifesteret sig inden det faktisk blev år 2000.

Måske er det også derfor, jeg ikke havde tænkt så meget over dette i de sidste 14 år: det var simpelthen ikke værd at huske på, og på nogle måder måske også lidt af en flovmand for videnskaben datalogi. Moralen i denne historie er selvfølgelig ikke at man skal være en lalleglad optimist eller at fejl i software ikke skal tages alvorligt. På den anden side kan vi også lære noget af alle de forudsigelser, der ikke viser sig at holde stik.

flattr this!

Backus og Chomsky

backus-syntax
Udsnit af den artikel, hvor Backus første gang foreslår en udgave af det, vi i dag kalder kontekstfrie grammatikker.

Når man skal beskrive syntaksen af programmeringssprog, bruger man normalt kontekstfrie grammatikker. Denne model skyldes John Backus, der var datalog og matematiker og ansat som forsker ved IBM, og Noam Chomsky, der var (og er) teoretisk lingvist ved MIT. Backus’ indsigt blev brugt til at beskrive syntaksen af ALGOL 60 – og skal jeg nævne en tredje person i denne forbindelse, må det være Peter Naur, der var redaktør på ALGOL 60-rapporten.

Det er interessant at Backus og Chomsky får deres ideer samtidig, nemlig i første halvdel af 1950’erne. I lærebøger om formel sprogteori har jeg aldrig set nævnt om Backus var inspireret af Chomsky – eller omvendt (omend jeg ikke kan lade være at bemærke, at Chomskys teori om syntaks er langt mere generel). De to mænd er endda født i samme by i USA, nemlig Philadelphia, med fire års mellemrum. Om de nogensinde nåede at møde hinanden, ved jeg ikke.

Af en artikel af Stephen Wolfram fremgår det at de to amerikanere får deres ideer uafhængigt af hinanden.

På den anden side står der dette i en nekrolog fra 2007:

Among his library at the time were the works of the modern philosopher and theorist Noam Chomsky, who studied the evolution of the human intellect and of written and spoken language in parallel. Chomsky was developing a symbolic syntax with which to frame his concepts of languages within languages, in the study of how sociology affects grammar. Backus borrowed some of Chomsky’s concepts, including the idea that a symbology could represent a computer language…even one that didn’t yet exist.

Men Backus sagde selv (ifølge et citat fra bogen Out of Their Minds: The Lives and Discoveries of 15 Great Computer Scientists)

There’s a strange confusion here. I swore that the idea for studying syntax came from Emil Post because I had taken a course with Martin Davis at the Lamb Estate… So I thought if you want to describe something, just do what Post did. Martin Davis me he did not teach the course until long afterward… So I don’t know how to account for it. I didn’t know anything about Chomsky. I was a very ignorant person.

Martin Davis mener at Richard Goldberg, der arbejdede sammen med John Backus på Fortran-projektet og oprindelig var filosof fra Harvard, kan have omtalt Chomskys arbejde for Backus. Så hvor meget Backus kendte til Chomskys arbejde, får vi aldrig at vide nu.

Men her er det faktisk interessant, at de kontekstfrie grammatikker første gang blev foreslået i det 4. århundrede før vor tidsregning af den indiske matematiker Pāṇini (al lighed med italiensk bagværk er tilfældig). Pāṇini var interesseret i at forstå strukturen af sanskrit, som er det sprog, man dengang talte i hans del af Indien og som hinduismens hellige skrifter er forfattet på. Om Backus eller Chomsky kendte hans arbejde, ved jeg ikke.

flattr this!

På H.C. Andersens slot

foto 1

foto2

foto 5-1

I dag har jeg været i København for endnu engang at præsentere mit science slam fra april i år – den lille historie med flyttekassen om Mars Climate Orbiter, britiske pundsekunder og antallet af linjer i Dostojevskijs Idioten.

I sin tid blev jeg inviteret af Det Obelske Familiefond, som står bag en masse store donationer. Jeg spurgte om jeg kunne rejse på 1. klasse med tog, og det kunne jeg.

Denne eftermiddag i H.C. Andersen Slottet i Tivoli i København blev kaldt en inspirationsdag og den skulle promovere fonden i København. Hele maskineriet var kørt i stilling. Der var en stor delegation fra Aalborg til stede; bl.a. dekanerne Eskild Holm Nielsen fra tek-nat, Hanne Katrine Krogstrup fra samf og rektor himself var der.

Stéphanie Surrugue fra TV2 var konferencier – hun havde faktisk set min science slam-video på YouTube og sagde at hun syntes godt om den. Så dét.

Inspirationsdagens helt store fokus  var på sundhedsvæsenet. Vi fik to oplæg om nye erfaringer med telemedicin, men også sundhedsminister Nick Hækkerup var der; han talte om det psykiatriske behandlingssystem. Hans pointe var ikke specielt politisk, men faktisk vigtig – at der er nogle meget uheldige tabuer om psykisk sygdom, som ikke findes om fysisk sygdom, og at det stadig er udbredt at tænke på psykisk sygdom som noget kronisk. Nu håber jeg bare han vil leve op til den fine hensigt i sin politik over for psykiatrien.

Der var en (nok lige lovlig lang) præsentation af Tivoli-garden, og så kom nogle af garderne selv og spillede. Efter kun 170 år vil dette københavnske musikkorps for børn nu gøre noget hidtil uhørt – de vil optage piger (!!), og begrundelsen er ikke ligestilling, men at der i vore dage simpelthen er flest piger, der spiller de instrumenter som indgår i Tivoligarden. Og nej, det var ikke satire.

Det mest interessante indslag var dog dagens sidste, en beretning fra Frank Mugisha fra menneskerettighedsorganisationen SMUG, der kæmper for LGBT-rettigheder i Uganda. Frank Mugisha er en meget modig mand i et land hvor homofobien er en stor og konkret trussel mod bøsser, lesbiske og trans- og interkønnede; hans ven og kollega David Kato blev myrdet men Frank tog over efter David. Som Frank sagde: Jeg har ingen bodyguards til at passe på mig; det der beskytter nu er at jeg er en offentlig person der hele tiden er i medierne. Sammen med Frank var Helle Jacobsen fra Amnestys sekretariat; det var også et godt gensyn – vi var begge ret overraskede over at møde hinanden netop ved denne lejlighed. Jeg har gennem snart en del år haft et godt samarbejde med Helle i forbindelse med vores kampagnearbejde i Amnesty Aalborg. SMUG har fået 3 millioner kroner til sit arbejde af Obel, og det er rigtig godt for denne vigtige kamp for menneskerettigheder. Og i en sidebemærkning fik jeg at vide at Frank Mugisha faktisk er blandt de 17 mennesker, der er på shortlist til Nobels Fredspris!

Hvordan gik mit eget indslag egentlig? Jeg tror såmænd det gik som det skulle; der var da nogle der lo undervejs på passende steder. På tirsdag holder jeg det for fjerde og sidste gang, denne gang for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (hvis der kun kommer én tilhører ligesom sidst, er det godt at det ikke er ny-forberedt).

Stephania Surrugue stillede undervejs et par spørgsmål til alle, der havde et indslag, og mig spurgte hun om hvorfor det dog nu var nødvendigt for forskere at bruge humor i formidlingen, sådan som vi ender med at gøre i science slam. Min egen forklaring er at forskning – og ikke mindst naturvidenskabelig forskning – er fyldt med paradokser og overraskelser, og dette er da også virkemidlerne i god humor.  Afstanden er ikke så stor, som nogen tror. Og derudover er der ikke nogen modsætning mellem at være seriøs og at anvende humor.

flattr this!

Bevisets stilling

Et godt bevis skal kunne overbevise andre.
Et godt bevis skal kunne overbevise andre.

Når jeg underviser, skal de studerende lave opgaver, hvor de skal udføre matematiske ræsonnementer. For de allerfleste er det første gang, de selv skal prøve at konstruere og skrive et matematisk bevis, og de allerfleste er meget usikre på hvordan man gør. Er det, vi har skrevet, godt nok? spørger de mig. Faktisk rører de ved noget helt centralt, nemlig hvad et matematisk bevis er og hvilken rolle det har.

Leslie Lamport skriver i sin artikel How To Write A 21st Century Proof om hvordan man kan lave bedre matematiske beviser. Han skelner mellem beviser i det 21. århundrede og beviser i stilen fra det 17. århundrede, hvor sidstnævnte beviser simpelthen er “prosa med  formler”.  Lamports påstand er dels at mange matematiske beviser stadig lever i det 17. århundrede, dels at der er mange ukorrekte beviser i den matematiske litteratur.

Formodentlig har han ret i begge påstande. Der er masser af beviser i artikler og bøger, som er sværere at forstå end de burde være. Typisk har beviserne en uklar struktur. Jeg har selv begået sådanne beviser, og min fornemmelse er at vi skriver rodede beviser fordi vi først og fremmest skriver beviserne til os selv.

Når vi bevæger os uden for den del af matematisk logik, der hedder bevisteori (et område, jeg selv har haft en del kontakt med, men ikke kan påstå at kende godt), er der ikke nogen klare kriterier for hvad et korrekt bevis egentlig er.

Et klart og samtidig uformelt krav er at et matematisk bevis skal overbevise læseren. Netop derfor må beviset ikke være “privat”; amatører udi matematikken har gennem årene forsøgt at løse åbne problemer, og deres “beviser” har altid overbevist dem selv – og oftest kun dem selv.

Derfor siger jeg ofte til de studerende, der spørger mig, at et godt bevis er et, der kan læses og accepteres af en anden. Denne anden  kan enten være en anden studerende eller den studerende selv, der genlæser beviset på et senere tidspunkt.

Men jeg prøver også at gøre det klart for studerende, at et bevis ikke er “magi”. Mange tror at et bevis er udtryk for en særlig og genial indsigt. Sådan er det selvfølgelig af og til, men  i mange områder af teoretisk datalogi, som studerende møder, kan beviserne udformes ud fra en meget præcis opskrift. Dette gælder f.eks. for beviser for uafgørbarhed ved reduktion. Og uanset hvad: De fleste (måske alle) matematiske beviser kan gives en klar struktur. Når man skal kontrollere gyldigheden af et bevis, består arbejdet typisk i at undersøge om dets struktur er fornuftig.

Så måske skal vi gøre særlig meget for at få dette næste-algoritmiske aspekt af matematiske beviser gjort klart for de studerende, vi underviser.

Lamport og mange andre – her specielt Per Martin-Löf og traditionen fra intuitionistisk typeteori – har hver især og sammen arbejdet på at finde en måde at konstruere og strukturere beviser, således at det også kan tjekkes automatisk om et bevis er gyldigt. Vi må kunne lade os inspirere af alle disse gode anstrengelser i vores undervisning, også selv om vi måske ikke bruger Lamports TLA+-system eller bevisassistenter som Coq eller Isabelle.

flattr this!

Nedslag i datalogiens idéhistorie

I går aftes holdt jeg et foredrag i Ungdommens Naturvidenskabelige Forening om ACMs A.M. Turing Award, også kendt som Turing-prisen. Ud over arrangørgruppen kom der desværre kun én tilhører. Det er træls at have brugt en hel del tid på at forberede et foredrag, som næsten ingen mennesker gider høre. I håbet om at der er mere end én derude, der har lyst til se hvad jeg har lavet, får I her mine slides at se.

flattr this!

Hamming it up?

Richard Hamming

For tiden bruger jeg tid på at forberede et foredrag om Turing-prisen, officielt kaldet The A.M. Turing Award. Turing-prisen uddeles af ACM og er derfor en datalogi-pris, der måske bedst svarer til Nobelpriserne eller til Fields-medaljen. Men igennem tiden har mange af modtagerne af Turing-prisen været matematikere – også dette års modtager Leslie Lamport er oprindelig matematiker. Det samme gælder selvfølgelig for Alan Turing selv. På denne måde er historien om Turing på én gang et kongerække-agtigt bud på datalogiens historie og et strejftog i en bestemt del af den anvendte matematiks nyere historie.

En af de mere farverige modtagere af Turing-prisen er Richard W. Hamming, der er grundlæggeren af teorien om fejlkorrigende koder og derved i høj grad også en vigtig bidragyder til det 20. århundredes matematik. På det seneste har jeg hæftet mig ved Hammings opfattelse af faget matematik. Han stod for en meget anvendelsesorienteret tilgang til matematik, men han var samtidig velbevandret i det sædvanlige aksiomatiske grundlag.

En berømt udtalelse fra Hamming er hans retoriske spørgsmål om forskellen på Lebesgue-integralet og Riemann-integralet egentlig har nogen fysisk betydning, specielt da om det ville betyde noget for om et fly ville kunne lette eller ej. For hvis dét var tilfældet, ville han ikke ud at flyve i sådan et fly!

Og på et tidspunkt besluttede han sig for at indstille sin forskerkarriere for at koncentrere sig om undervisning. I denne periode af sit liv skrev han en del bøger, og de var præget af hans forsøg på et opgør med den præsentation, mange af os er vokset op med – den stil, der hedder definition/sætning/bevis/eksempel. I min gymnasietid var det endnu denne stil, der dominerede matematikundervisningen – mange på min alder husker Kristensen og Rindungs bøger, der reelt havde definition/sætning/bevis/eksempel som fast disposition. Senere kom der nogle såkaldt “alternative fremstillinger”, der prøvede at få den matematiske proces ind, men på nogle måder bare var en kunstigt sødet udgave af Kristensen og Rindung.

Hamming skriver et sted:

  1. We live in an age of exponential growth in knowledge, and it is increasingly futile to teach only polished theorems and proofs. We must abandon the guided tour through the art gallery of mathematics, and instead teach how to create the mathematics we need. In my opinion, there is no long-term practical alternative.
  2. The way mathematics is currently taught it is exceedingly dull. In the calculus book we are currently using on my campus, I found no single problem whose answer I felt the student would care about! The problems in the text have the dignity of solving a crossword puzzle – hard to be sure, but the result is of no significance in life. Probability and statistics have easily understood problems whose results are surprising, important and interesting in themselves.

Som en del andre mennesker endte Hamming med at være “for meget” for nogle mennesker – lidt på samme måde som en kursusholder i matematikkens didaktik, jeg havde for mange år siden; også han havde nogle interessante ideer om matematikundervisning (og en Hamming-agtig, omend noget mere elementær tvivl på nytten ved trappefunktions-definitionen af integration), men endte med at være en lidt isoleret størrelse på grund af sin fremfærd.

En af hans kolleger fra Bell Labs sagde om Hamming:

He is very hard to work with,…because he does a lot of broadcasting and not a lot of listening.

Men her vil jeg hæfte mig ved det meget mere positive: Hamming er en tidlig fortaler for en opdagende tilgang til matematikundervisning, hvor hovedvægten er på hvordan metoderne i matematik anvendes til at konstruere begreber og bevise resultater. Sagt med nyere begreber er Hamming fortaler for at præsentere context of discovery snarere end context of justification. Jeg har nu fået fat i hans elementære lærebog Methods of Mathematics, og den er et spændende bekendtskab. Jeg får den muligvis kætterske tanke, at nogen burde oversætte dele af Hammings bog til dansk og forsøgsvis prøve dem af i gymnasieregi.

flattr this!

På vej hjem

IMG_3661.JPG

I skrivende stund er jeg på vej hjem fra Rom. Jeg nåede lige akkurat at få første session med til hovedkonferencen CONCUR og at få frokost og en sidste ladning italiensk is; og nå ja, jeg fik da også omsider hilst på Helle Hvid Hansen, der er en af de danskere inden for teoretisk datalogi, der har haft hele sin akademiske løbebane uden for landets grænser.

Derefter gik det ellers hjemover.

Det er spændende at være til akademiske konferencer. Samtidig må jeg også erkende at jeg altid har syntes at det også er mere end almindeligt mentalt udmattende.

Der er foredrag to timer i træk, og mod slutningen af sådan en session er det ofte svært at holde sig koncentreret. Og vi ved alle godt at det mest spændende næsten altid sker i pauserne.

Og så er der også det med publikationskravet. I datalogi (men ikke i fysik eller matematik) er konferencer gået hen og blevet den vigtigste publikationskilde – vigtigere end tidsskrifter. Vi sender ind til konferencer for at præsentere færdigt arbejde uden knaster. Derfor bliver mange konferencepræsentationer og –artikler meget polerede.

Jeg talte med en af mine britiske kolleger om muligheden for at finde et andet format, der måske kan fremme diskussionslysten – alt for ofte er det som om de gode, afsøgende diskussioner skal standses af hensyn til tidsplanen. Gad vide om vi skulle give konferencer en anden status og gøre dem mere “afsøgende”?

flattr this!