Kategoriarkiv: Datalogi

Børn af Brouwer og Prior

Luitzen_Egbertus_Jan_Brouwer

L.E.J. Brouwer

prior

Arthur N. Prior

Det er værd at tænke over at to af de vigtige erkendelser i datalogi kommer fra filosofiens verden. Også jeg er blevet grundlæggende påvirket af disse erkendelser.

I mange år var temporallogik, dvs. studiet af de logiske egenskaber ved udsagn om tid, et rent filosofisk område. Det hele begyndte med Aristoteles. Senere gav den newzealandske logiker Arthur N. Prior (hans navn er et fantastisk ordspil – det er i sig selv en temporal modalitet!) præcise matematiske formuleringer af temporallogikkens grundlag. Temporallogik som en tilgang til beskrivelse af programegenskaber skyldes israelske og amerikanske matematikere med nu afdøde Amir Pnueli som en af de helt centrale skikkelser. Temporallogik er et område inden for modallogik, og også modallogik som sådan har fået vigtige anvendelser i datalogi. Mange af de gamle diskussioner om hvorvidt modallogik og temporallogik overhovedet giver mening at beskæftige sig med er blevet lagt døde af de konkrete anvendelser.

Også intuitionisme har været et kontroversielt emne inden for matematik. L.E.J. Brouwers konstruktions-orienterede tilgang til matematik var begrundet i hans filosofiske overvejelser om matematikkens grundlag. Men inden for de seneste 30 år er intuitionistisk typeteori blevet vigtig inden for datalogi. Bindeleddet er den svenske logiker og matematiker Per Martin-Löf. I dag finder findes interaktive bevistjekkere som Isabelle og Coq stor anvendelse både til formalisering af eksisterende matematik og til kontrol af nye resultater. Især inden for programmeringssprogsteori er dette barnebarn af Brouwer blevet et vigtigt redskab. Tidligere har jeg skrevet om hvordan den fransk-canadiske datalog Georges Gonthier har formaliseret store resultater i grafteori ved brug af netop Coq. I kraft af alle disse praktiske anvendelser er mange af de gamle diskussioner om berettigelsen af konstruktiv matematik reelt blevet lagt døde af konkrete anvendelser.

Det, der er sket i begge tilfælde, er samtidig at det er det  matematiske begrebsapparat, der er blevet til, som har vist sig at udgøre berettigelse, ikke den underliggende filosofiske motivation. Samtidig har der i datalogi været forskere med baggrund inden for matematik og filosofisk logik, som har kunnet se forbindelsen – folk som Dana Scott, Robin Milner og Per Martin-Löf har udgjort dette vigtige bindeled.

flattr this!

Hjemme igen

Fotografi den 14-04-14 kl. 19.13

Dagen i dag bød på en lige lovlig spændende hjemrejse fra Grenoble med en solid forsinkelse på det første af de tre hop, turen fra Lyon til Zürich. Det var med nød og næppe, jeg nåede videre til København. Her fik jeg ultrakort hilst på selveste Peter Laugesen (gad vide om han kan huske mig? For snart en del år siden inviterede jeg ham til Aalborg til flere lyrikarrangementer), og så sad jeg i flyet til Aalborg lufthavn, der jo faktisk ligger i Nørresundby.

Det blev en hastig, men også udbytterig tur hvor jeg fik lavet aftaler med flere af mine kolleger derude om at komme og besøge mig i Aalborg senere i år. Det glæder jeg mig til; selv om det kan være spændende at rejse ud og få inspiration til forskningen, er det også rart engang imellem at kunne lade verden komme til mig.

Der var tid nok på alle flyvningerne til at få læst Norwegian Wood af Haruki Murakami – en gave fra min hustru og en bog, jeg har hørt meget godt om. Jeg giver kritikerne ret:  Norwegian Wood er en god roman, som hermed er anbefalet.

flattr this!

Hvorfor er tekster skrevet i Word så grimme?

Forleden talte jeg med en kollega fra et andet institut; han havde for mange år siden fulgt en fri studieaktivitet om LaTeX, jeg havde udbudt på første studieår. Men han havde givet op og var hurtigt gået tilbage til at bruge Word. Hvad var egentlig fordelene ved det der LaTeX?

Mange, der stifter bekendtskab med LaTeX tænker på det som et besværligt alternativ til Microsoft Word o.lign., der dog trods al besværligheden kan producere pænt udseende tekster.

Men forskellen mellem LaTeX og WYSIWYG-programmer som Microsoft Word o.lign. er at LaTeX er født med nogle meget stærkere typografiske kompetencer.  Det skyldes at LaTeX er en overbygning på TeX, der skyldes ingen ringere end Donald Knuth. Der er kort og godt nogle rigtig gode algoritmer bag TeX og dermed LaTeX. Donald Knuth satte sig grundigt ind i typografi, da han designede og implementerede TeX, og det samme gjorde Leslie Lamport.

Et af stederne, hvor man kan se forskellen mellem TeX og Word m.fl. og dermed Knuths anstrengelser, er i det der hedder kerning. Typografer ved at nogle par af bogstaver skal have en særlig, mindre afstand for at teksten ser pæn ud. TeX er født med kerning. I Microsoft Word til Mac OS X og Word 2008 er der til gengæld ingen kerning.

kerning

Et andet sted hvor man tydeligt ser forskellene er for ombrydningens vedkommende. Ombrydning er den inddeling af satser, der sikrer at den færdige tekst står pænest muligt og foretager orddeling, om nødvendigt. Microsoft Word m.fl. laver ikke ombrydning på mere end linjeniveau, men TeX foretager sin ombrydning på afsnitsniveau (dvs. for en paragraf). Algoritmen skyldes Knuth og Plass og er senere videreudviklet af Liang som del af hans PhD.

Se her hvor pænt TeX (og LaTeX) håndterer ombrydning:

hyphenation

Dario Taraborelli forklarer forskellene mellem TeX og Word & Co. meget grundigt. Billederne i dette indlæg er taget fra hans webside.

flattr this!

Leslie Lamport

leslie

Årets Turing-pris går til Leslie Lamport. Som så mange andre fra sin generation er han oprindelig matematiker. Som en af de forholdsvis få store forskere inden for datalogi har han haft hele sin karriere inden for industrien. Siden 2001 har han været hos Microsoft.

For nogle mennesker kan Lamport godt virke lidt irriterende, eller måske er det snarere hans til tider polemiske facon, der nogle gange har kunnet opildne til faglige diskussioner. Men Lamport har ydet mange vigtige begreb til teorien for parallelle programmer, herunder at man kan forstå et program som det, man kalder en tilstandsmaskine og hvordan begrebet kausalitet egentlig skal forstås. Meget vigtigt er også hans arbejde med anvendelser af temporallogik til beskrivelse af egenskaber ved beregninger – bl.a. skyldes begreberne safety- og liveness-egenskaber Lamport. Det er interessant, at det der engang blev anset som et rent spekulativt område af filosofisk logik har fået så konkrete anvendelser.

Jeg har kun mødt Lamport én gang, og det var ved et seminar på universitetet i Edinburgh for 21 år siden. Robin Milner (der på det tidspunkt havde modtaget Turing-prisen to år tidligere) spurgte Lamport om hans holdning til et bestemt begreb, som jeg mener at kunne huske var atomicitet. Dvs. hvad menes der med at en hændelse under udførelsen af et program er “udelelig”?

Det kom nu der ikke rigtig nogen diskussion i gang, og da slet ikke nogen polemik – måske var der ikke så meget at være uenige om, eller måske var alle bare “mætte”.  Og så stillede Milner sit opfølgende spørgsmål til salen: Er der mon så nogen derude, der har nogle LaTeX-spørgsmål, de gerne vil have svar på? Lamport er nemlig også manden bag LaTeX, og på denne måde rækker hans indflydelse langt ud over datalogi. Det kom der heller ikke nogen spørgsmål ud af – denne gang måske fordi man ikke rigtig ved hvad man skal spørge om, når man for en sjælden gangs skyld måske ville kunne få svar på hvad end det skulle være.

flattr this!

Adele Goldberg fortæller

Nogle gange skal man bare lytte til dem, der har noget interessant at fortælle. Det er tilfældet med amerikanske Adele Goldberg. Hun er én af de vigtige kvinder i datalogiens historie af mange forskellige grunde. Hun var præsident for ACM (Association for Computing Machinery) og er en af pionererne bag programmeringssproget Smalltalk-80, der (hvis man spørger mig) stadig er det pæneste objektorienterede sprog derude. Og som man vil opdage, var Smalltalk-80 og alle de vinduesbaserede brugergrænseflader en meget tydelig inspiration for én, der hed Steve Jobs (ham taler hun også om) og mere indirekte for alle de andre, der lod sig inspirere mere end rigeligt i andet led, men vel ikke gjorde det helt så pænt (her tænker jeg på bl.a. noget, der hedder Windows).

Som så mange andre i datalogi i sin tid startede Adele Goldberg inden for matematik. Hun havde en kort akademisk karriere inden for anvendelser af programmering og programmeringsomgivelser i undervisning, men også i sin senere karriere inden for forskningsmiljøerne i private firmaer i USA har hun fokuseret på denne grænseflade mellem datalogi og uddannelsesforskning.

Meget ofte kommer datalogi, netop fordi denne videnskab er så tydeligt inspireret af udfordringerne i den teknologiske udvikling (og indvikling), til at fremstå som meget “her-og-nu”-drevet. Især studerende har en fornemmelse af at det er sådan, mens matematikstuderende til gengæld ynder at gribe tilbage til Arkimedes og Newton.  Men også datalogien har en erkendelseshistorie, og den er vigtig at kende til. Og så er der jo også alle anekdoterne. De er bestemt også værd at kende.

flattr this!

En lille indrykningsfejl eller sådan noget

gotofailteaser_apps

For snart mange år siden holdt jeg et fjernundervisningskursus i algoritmeteori; de studerende var folk med nogle års erhvervserfaring, der nu ville have en bachelorgrad i datalogi. Mange faldt fra, andre gik ned på matematikken. Et halvt år efter eksamen fik studienævnet en klage fra tre studerende, der hver var dumpet i deres tre første eksamensforsøg. De anførte at de, da kurset skulle afholdes, fejlagtigt havde fået at vide at eksamen ville være mundtlig. Men de havde været til skriftlig eksamen – hele tre gange. Det var da for galt! Og så var der en indrykningsfejl i en af opgaverne. Det var da for galt! De tre studerende, der hver var dumpet tre gange, mente på denne baggrund at de skulle have kurset meritoverført som bestået. Det fik de ikke medhold i.

Jeg vil ikke påstå at jeg har fået øget respekt for de pågældende studerende, men jeg har fået øget respekt for indrykningsfejl i programmer. Det er ikke tit, man ser populærvidenskabelige artikler, der handler om programanalyse, men Slate skriver om et mindre sikkerhedshul i Apples software. Alene dét er et tegn på hvor væsentligt et problem der dukkede op.

Og det skyldes noget, der ligner en indrykningsfejl.  Der er tale om en fejl, der har eksisteret i både iOS og Mac OS X, så både iPhone-, iPad og Mac-brugere har været berørt. (På dette tidspunkt er det at jeg kryber ned under skrivebordet og indrømmer at jeg er sådan én. Bevares, der er en god sandsynlighed for at en del andre derude også har sådanne kasser.) Fejlen dukker op i den kode, der skal teste om en krypteret forbindelse er sikker:

OSStatus err;

if ((err = ReadyHash(&SSLHashSHA1, &hashCtx)) != 0)
goto fail;

if ((err = SSLHashSHA1.update(&hashCtx,  &clientRandom)) != 0)
goto fail;

if ((err = SSLHashSHA1.update(&hashCtx, &serverRandom)) != 0)
goto fail;

if ((err = SSLHashSHA1.update(&hashCtx, &signedParams)) != 0)
goto fail;
goto fail;

if ((err = SSLHashSHA1.final(&hashCtx, &hashOut)) != 0)
goto fail;

fail:

return err;

Denne lille stump kode tester om tre bestemte tal hver især er forskellig fra 0 (dette er et C-lignende sprog, så egentlig er det sandhedsværdier); hvis det er tilfældet for mindst én af dem, hopper vi til fail. Dette er programmering med goto, noget man plejer at advare imod – men programmet er skrevet i et C-lignende sprog, så sådan er det nødt til at være. Men bemærk at der ét sted i koden er to goto fail lige efter hinanden. Det betyder at den sidste goto fail er uafhængig af testene ovenfor og altid vil blive udført, uanset hvad! Det var jo ikke meningen.

Fejlen har allerede fået sit eget websted. Den er af den slags, som studerende på et indledende programmeringskurser vil kunne begå og sidde og slås med alt for længe. Som artiklen fra Slate påpeger, skyldes den dog nok ikke inkompetence, men at den ekstra goto fail har sneget sig ind da to versioner af samme program blev flettet af en programmør. Den slags biks kender jeg da også selv til.

Løsningen på denne slags problemer er så vidt jeg kan se derfor ikke nødvendigvis de metoder til programanalyse, jeg så ofte ender med at være fortaler for, men vel snarere en bedre editor, der gjorde det nemmere at få overblik over programteksten, eller et versionskontrolværktøj, der var strukturorienteret. Denne slags strukturorienterede værktøjer interesserede man sig meget for i datalogi for 20-25 år siden, men så fandt man på noget andet at kaste sig over.

I en strukturorienteret editor ville programmøren kunne se problemet med det samme, for det andet goto fail ville aldrig være rykket ind på samme niveau som det første. Og i et strukturorienteret værktøj til fletning af programversioner ville man simpelthen kunne undgå at der blev to forekomster af goto fail lige efter hinanden.

Hvis man skal sige noget godt om hele denne misère, er det at fejlen blev opdaget fordi den pågældende programkode var open source og derfor frit tilgængelig til granskning. Mere af den slags, tak.

flattr this!

Finn Verner Jensen

2014-01-31 15.29.43

I dag var der afskedsreception for Finn Verner Jensen, der nu går på pension efter at have været ansat først som lektor og siden som professor på Aalborg Universitet. Finn har været med lige siden universitetets fødsel i 1974 og har haft en enorm betydning som initiativtager og inspirationskilde for mange af os.

Mit første minde om Finn er fra min tid som Mat 1-studerende, hvor han til F-klubbens julefrokost sang sin egen udgave af “Der er 25 minutter endnu” (og den handlede om mundtlig eksamen). Siden, på Mat 3, husker jeg Finn fra kurset Matematiske ræsonnementer, et kursus der har haft enorm betydning for min måde at tænke om matematik på – dette at kunne isolere de centrale begreber og de centrale ræsonnementsstrategier.

Som man måske næsten kan udlede (!), er Finn oprindelig logiker med en PhD i matematisk logik fra Polen, opnået midt under den Kolde Krig. Siden har Finn været vidt omkring fagligt inden han til sidst blev kendt som manden bag de grafiske modeller, som er så vigtige i grænselandet mellem statistik og maskinintelligens. Det var på denne måde Finn foretog en rejse fra matematik til den matematisk baserede del af datalogi (en rejse, også bl.a. jeg har taget, omend på en anden måde).

For mig har Finn også været en stor inspirationskilde pædagogisk (han var min faglige vejleder, da jeg tog adjunktpædagogikum for 21 år siden), som aktiv deltager i universitetspolitik og som tillidsrepræsentant for DM på mit fakultet. Da vi skulle revidere studieordningerne i datalogi og software, var Finn sammen med mig i udvalget bag og hans input var af stor betydning.

Receptionen i dag var en god anledning til at møde og tale med mange af dem, der som jeg har kendt Finn længe (jeg selv har “kun” kendt ham i 30 år). Jeg opdagede igen, at mange af os deler de samme bekymringer om den måde, den akademiske biks udvikler sig på i disse år.  Finn har været principfast og empatisk på én og samme tid og har troet på nogle illusionsløse idealer om den akademiske verden, som lige nu desværre ikke har det særlig godt. I sin på samme tid morsomme, gribende og indignerede tale kom han da også ind på bl.a. den ulyksalige New Public Management, som han meget rammende sammenlignede med leninismen – begge er baseret på at tillid er godt, men kontrol bedre.

Institut for datalogi bliver ikke det samme uden Finn.

flattr this!

En dum lille trykfejl

heisenbugs

En skolelærer på en folkeskole i USAs hovedstad Washington er blevet fyret på grund af inkompetence; dette var begrundet i dårlige resultater i elevernes evaluering af undervisningen. Tre andre lærere fik ikke udbetalt en lønbonus på grund af dårlige evalueringer af deres undervisning og 40 andre af deres kolleger fik udleveret forkerte evalueringer. Hele årsagen til denne triste sag er en fejl i den software, der behandler de evalueringsskemaer, som eleverne udfylder.

Dette er en sag, der viser flere alvorlige problemer, og de appellerer til mig både som underviser, som datalog og som fagforeningsmedlem.

Det første problem er den vægt, elevers evalueringer har fået nogle steder i verden. Som min datter, der går i 6. klasse, udbrød, da jeg fortalte hende om denne sag: “Tænk, hvis det ikke var læreren der var noget galt med, men det var en lærer eleverne bare ikke kunne fordrage!”. Der er en del variation i skolelovgivningen rundt om i USA, og i Washington har man indført særligt skrappe evalueringer af lærerne. Selvfølgelig er det nødvendigt at kunne skride ind, hvis en lærer viser sig at være inkompetent, men en afskedigelse bør være sidste udvej. Jeg ville have forventet at skolens ledelse havde søgt at afdække problemet og iværksat en handlingsplan og at fagforeningen kunne have grebet ind, men nej. I USA står lærerfagforeningerne så vidt jeg kan se, ikke særligt stærkt. Det er derudover en ubehagelig form for resultatløn, at bonus er afhængig af elevernes bedømmelse. Hvis jeg var lærer i den pågældende del af USA, ville jeg ende med at føle at jeg var til eksamen hele tiden.

Det andet problem er et problem med dårlig analyse af programmer for fejl. Softwaren er udviklet af Mathematica Policy Research og ifølge Barbara Devaney fra dette firma skyldes fejlen “en meget lille trykfejl” (a very small typo) Trods mere end 40 timers review-møde om programmet og en analyse, hvor uafhængige programmører gennemlæste programkoden linje for linje, blev fejlen først fundet i november 2013.

Jeg har ikke kunnet læse mig til præcis hvad “trykfejlen” var, men artiklen taler om et manglende suffiks. Der er derfor formodentlig tale om at programmet har fået inddata i et forkert filformat.

Det er underligt at programanalyse foretages på denne kluntede måde. Hvis problemet er det, jeg tror det er, kunne det være løst ved at man havde anvendt et typesystem med et stærkere typebegreb, hvor forskellige filformater havde forskellig type. På den måde ville man kunne fange, om der blev udført operationer på filer af fejlagtig type. Og den gennemlæsning af programmet, som skulle foretages, skulle ikke gøres af en nok så dygtig programmør, men af en typetjekker.

Og det tredje problem er selvfølgelig at en softwarefejl har haft konsekvenser for et menneskes arbejdsliv: En lærer har mistet sit arbejde. Meget ofte, når vi taler om korrekthed af software, bruger vi spektakulære eksempler med eksploderende rumraketter, men som sagen fra USA viser, griber software også ind i livet for de mange af os, der ikke er rumrejsende.

Og hvordan endte sagen så? Den lærer, der blev fyret, er ikke blevet genansat, men har fået udbetalt en erstatning. De lærere, der fejlagtigt ikke fik udbetalt bonus, har nu fået den.

flattr this!

Et feministisk programmeringssprog?

languages

Jeg har tit på denne blog talt om vigtigheden af ligestilling mellem kønnene og udtrykt min bekymring over at kønsfordelingen i datalogi og beslægtede fag er så uhyggeligt skæv. Arielle Schlesinger, der er forsker inden for teknologi og samfund, slår til lyd for at man skal udvikle et feministisk programmeringssprog. Hun skriver

I realized that to program in a feminist way, one would ideally want to use a feminist programming language. So what is a feminist programming language? Well I took a look at the major programming paradigms, the following are the four main groups a programming language can fall into: imperative, functional, object-oriented, and logic. I decided to explore feminist logic such that a feminist programming language could be derived.

Da jeg først læste dette, var min umiddelbare reaktion at stejle – det var da for underligt! Men hvorfor dog?  Arielle Schlesingers indlæg fik mig til at tænke på forsøg på at rette naturvidenskabelig forskning ind efter bestemte holdninger. Nogle grelle eksempler er Lysenkos “dialektisk-materialistiske” arvelære fra Sovjetunionen under Stalin og de kristne fundamentalisters teser om “intelligent design”. Lysenko talte også om at man skulle anvende en anden logik, i hans tilfælde baseret på “dialektisk materialisme”.

Der er ikke tale om en modvilje mod feminisme fra min side, fordi jeg synes at Arielle Schlesingers idé forekom mig at være underlig – jeg ville også synes det var underligt hvis nogen ville skabe et antinazistisk programmeringssprog.

Arielle Schlesinger er især kritisk over for objektorienteret programmering. Objektorienteret programmering bygger på en idé om at et program skal være en begrebslig model af et stykke virkelighed – til hvert begreb i “virkeligheden” skal svare en klasse, og eksempler på begreberne bliver til instanser af klasser. Der ligger selvfølgelig en filosofisk grundantagelse bag dette paradigme – nemlig at vi bør forstå verden på denne måde.

Arielle Schlesinger foreslår at man anvender parakonsistent logik for at kunne fange at en påstand både kan være sand og ikke sand på samme tid. Jeg er dog ikke helt sikker på hvor meget hun kender til dette område af logik.

Men programmeringssprog har en egenskab, som naturlige sprog ikke har. Et programmeringssprog skal kunne implementeres. De programmer, jeg skriver, er algoritmer der skal kunne udføres af en computer.  Et feministisk programmeringssprog vil (hvis man tror på Church-Turing-tesen) kunne udtrykke højst de samme algoritmer som kan beskrives med et ikke-feministisk programmeringssprog. Hvis man baserede et feministisk programmeringssprog på en parakonsistent logik, ville man få et programmeringssprog, der faktisk var svagere i udtrykskraft. Og man ville kunne simulere det i et ikke-feministisk programmeringssprog.

Min fornemmelse er at dette ikke har så meget med programmeringssprogsteori endsige med selve dette at programmere at gøre. Der har faktisk været undersøgelser af kønsforskelle mellem skolebørn, der skulle lære at programmere. En ofte citeret artikel af Bruckman, Jensen og DeBonte kan ikke påvise nogen forskel mellem drenge og piger mht. hvor let de har ved at lære at programmere.

Hvis Arielle Schlesinger har fat i noget interesseret (og det synes jeg egentlig, hun har) er det snarere at problematisere de antagelser, vi gør, når vi beskriver verden.

Det sprog, vi bruger til at beskrive en problemstilling, nogle indbyggede antagelser om hvordan vi beskriver verden. Men et sådant sprog er ikke et programmeringssprog, men snarere et sprog til analyse af problemstillinger og måske også til design af løsninger. Så det handler om hvordan vi bedst kan beskrive de krav og forventninger, vi har til et system der skal udvikles. De krav afhænger i høj grad af hvem vi er og hvilken baggrund vi har.

flattr this!

Kendte mennesker

threeguys-573

Hvem er de største skikkelser i verdenshistorien? I 1972 udgav den amerikanske astrofysiker Michael Hart et bud på en top 100. En sådan top 100 vil altid være omdiskuteret, og det var denne også. En del amerikanere brød sig ikke om at Muhammed var nummer 1, og Jesus kun nummer tre.

Nu har to andre amerikanere, nemlig Steven Skiena, der er professor i datalogi ved Stony Brook University i delstaten New York, og Charles Ward, der er ansat ved Google, lavet deres bud ud fra en dataanalyse af den engelsksprogede del af Wikipedia. Det er der kommet en top 20 ud af – og en bog, Who’s Bigger: Where Historical Figures Really Rank. Bogen er omtalt i bl.a. det amerikanske dagblad Boston Globe og magasinet New Republic.

Her er så top 20:

  1. Jesus
  2. Napoleon
  3. Muhammed
  4. William Shakespeare
  5. Abraham Lincoln
  6. George Washington
  7. Adolf Hitler
  8. Aristoteles
  9. Alexander den Store
  10. Thomas Jefferson
  11. Henrik d. 8.
  12. Charles Darwin
  13. Elizabeth d. 1.
  14. Karl Marx
  15. Julius Cæsar
  16. Dronning Victoria
  17. Martin Luther
  18. Josef Stalin
  19. Albert Einstein
  20. Christopher Columbus

Det er interessant at se denne liste – der er to kvinder på listen, resten er mænd. Alle er fra Europa og Nordamerika på nær nr. 1 og 3. Der er 5 briter, 3 amerikanere og 4 tyskere. Den yngste person er Hitler.

Metoderne, Skiena og Ward har anvendt, er interessante. De vil gerne fange forskellen på at være kendt og på at være berømt. Der er f.eks. en masse webindhold om Justin Bieber, og der er ingen tvivl om at det canadiske idol er en kendt person. Men er han lige så berømt som Charles Darwin? Nej, selvfølgelig ikke.

Selvfølgelig er der en stor kulturafhængighed i denne liste – netop fordi den er taget fra det engelsksprogede Wikipedia, og fordi den største engelsksprogede befolkning findes i USA. Det er ikke sikkert, at en analyse af et britisk Wikipedia (hvis et sådant fandtes) ville have ført til at en top 20 med hele 3 amerikanske præsidenter. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan en analyse af et østasiatisk Wikipedia ville se ud. Jesus og Muhammed ville nok ryge up af top 20 i Kina, Japan eller Korea – og samme skæbne ville vel overgå de amerikanse præsidenter.

Men der er også noget andet interessant ved listen: den forsøger at måle historisk impact (det vi på gammeldansk kaldte for gennemslagskraft). Det er præcis det, man nu prøver at gøre i den akademiske verden. Der er rankings af universiteter med hensyn til forskning, universiteter med hensyn til uddannelser, af tidsskrifter, af konferencer og der er ranking af de enkelte forskere. Der er ingen tvivl om at nogle forskere har større impact end andre, præcis ligesom Mozart har haft større impact end Bamses Venner. Men hvor meget kan sådanne rankings egentlig fange? Eller, måske mere vigtigt: Hvilken vægt skal vi tillægge dem? Der er ingen tvivl om at Skiena og Ward i høj grad bruger deres problemformulering som en undskyldning for at afprøve nogle metoder til dataanalyse og til at undersøge om man kan lave en slags “kvantitativ” historieskrivning. Heldigvis er der ingen økonomiske incitamenter indblandet; Aristoteles skal ikke have en større forskningsbevilling end Albert Einstein.

flattr this!