Ved F-klubbens 40-års jubilæum

Gensyn med F-klubbens gamle for- og bagmand Per Madsen.

I dag fejrede F-klubben sit 40-års jubilæum, og der var ganske mange til stede i kantinen på Selma Lagerlöfs Vej 300. Også nogle gamle kandidater havde fundet vejen forbi. Det var hyggeligt at gense dem; og heldigvis var F-klubbens formand gennem en årrække, Per Madsen, også blandt dem, der kunne være til stede og holde en tale med indtryk fra en lang og broget og uformel historie. De første indslag var med Finn Verner Jensen, der var med til at oprette F-klubben, og institutleder Kristian Grønborg Olesen, også et trofast og mangeårigt medlem. Selv har jeg kun være medlem i knap 34 år, men jeg blev alligevel bedt om at holde tale.

Desværre må jeg ikke tale for tiden, så min tale kunne jeg ikke holde selv. Tak til Jane Billestrup, der sørgede for at holde den på mine vegne!

Herunder er den i sin helhed.


Tale ved F-klubbens 40-års jubilæum

I sidste uge pådrog jeg mig en mere end almindeligt stædig influenza, som til sidst besluttede sig for at besøge mine stemmebånd. Lige nu kan jeg slet ikke tale –- eller rettere: Det kan jeg måske, men min læge siger at jeg skal la være med at prøve. Det er derfor, det ikke er mig, der holder denne tale.

Jeg blev medlem af F-klubben tilbage i september 1983, da jeg var en vred ung matematikstuderende og Afdeling for matematik og datalogi, som det hed dengang, holdt til inde i midtbyen på Strandvejen 19

Der er et gammelt halvfjerdserhit som har en linje, der lyder “you can check in any time you want, but you can never leave”, og sådan er det også med F-klubben. Én gang medlem, altid medlem. Der er ikke noget i vedtægterne, der beskriver hvordan man melder sig ud. Det kan man nemlig ikke.

Og ja, der var en masse halvfjerdseratmosfære over F-klubben dengang, men det er lige præcis derfor, den betød så meget for mig.

F-klubben havde et større arsenal af fjollede traditioner. Mange af dem opdagede jeg i løbet af mine første uger som medlem.

F-klubbens generalforsamling var sådan en tradition — en mellemting mellem et beruset møde og en fest, men bagefter var der altid en rigtig fest.

Til generalforsamlingen var en af de særeste traditioner nok den med næsen. Jeg har ingen anelse om hvem der egentlig fandt på i ideen, men allerede i 1983 var den særdeles veletableret. Jeg hørte første gang om næser netop under generalforsamlingen, da dagsordenen nåede til punkt etellerandet. En næse var en officiel påtale i form af en plasticnæse med krav om at man skulle bære samme resten af aftenen.

Dén aften kom der flere potentielle næsemodtagere i forslag, og derpå fulgte en længere, måske ikke helt ædru drøftelse — og derefter skete der ingen verdens ting. Men derefter oprandt stunden, hvor man skulle tale om rehabilitering af næser.

Det stod imidlertid hurtigt klart for mig at vedtægterne heller ikke sagde noget om den slags. Én gang næse-indehaver, altid næse-indehaver.

Det forhindrede imidlertid ikke En Vis Person i at give en lang og snørklet (nogle ville sige lidenskabelig) forsvarstale om uretfærdigheden i at have fået en næse året forinden — eller var det mon flere år tidligere? Ingen var helt sikre på det, virkede det til, og egentlig var det vel også ligegyldigt. Vi fik hele klagesangen under alle omstændigheder. Efter hvad jeg kunne forstå, havde En Vis Person og visse af hans medstuderende bestemt sig for at tage en enkelt øl en fredag eftermiddag. Men én øl førte til flere, og til sidst var køleskabet tomt, og lageret ligeså. En mindre krise fulgte, og det var denne krise, der havde gjort at En Vis Person havde fået næsen sidste år (eller et eller andet andet år)

Netop denne Visse Person bar forresten navnet Kristian. Rygtet vil vide, at han i dag er institutleder et sted på dette universitet. Så vidt vides er han holdt op med at få sin næse (den af plastik) omstødt.

En anden tradition var Miss F-sektor (af en eller anden grund var det ikke “Miss F-klubben”), en skønhedskonkurrence som blev afholdt under festen efter generalforsamlingen. Den forsvarende Miss F. var Preben Dahl Vestergaard, som dengang underviste os i “Funktioner af flere variabler” (han er i dag gået på pension) — men den aften skiftede kronen (eller plastichjelmen, som det retteligt var) ejer. Den nye Miss F-sektor var en muligvis lidt forbeholden datalogistuderende på 8. semester ved navn Jan. Rygtet vil vide at også han er kommet videre i livet og i dag har en akademisk stilling på dette institut og aldrig har forsøgt at udnytte sin fortid som skønhedsdronning.

Noget af det, der var rigtig godt ved F-klubben var, at alle var med – studerende og ansatte. Det var ved F-klubbens festlige lejligheder, at man fik mulighed for at se de lidt mere uformelle sider hos dem, man blev undervist af. I så henseende opdagede jeg snart, at F-klubbens julefrokost var en klassiker. Desværre er der ikke mange, der husker meget fra disse seancer — om end jeg har en svag erindring om visse mennesker, der engang sad fast i en godselevator. Og nej, jeg var ikke blandt dem.

Årene gik, jeg endte i et anfald af ufornuft med at blive kandidat og endte til sidst på den anden side af katederet. På et tidspunkt endte F-klubben desværre også på den anden side af katederet; den havde nu fået ru for at være sådan et sted, hvor kun studerende var med. Væk var den tidd, hvor man kunne se ellers respektable akademikere slå sig løs. I stedet fik vi de den officielle institutjulefrokost ved Institut for datalogi, og den er præcis lige så festlig som navnet antydet (eller måske i virkeligheden lidt mindre festlig end dét).

Tiderne skifter, som en anden gammel sang siger det (eller også er det navnet på et forlag). Sidste efterår tilbragte jeg på Institut for matematiske fag, og her opdagede jeg at nogle af de gamle ideer og noget af ånden fra F-klubben ser ud til at have levet videre. Det fik mig til at indse hvor meget jeg havde savnet både matematik og F-klubbens gamle ånd, og jeg indså at matematik i lige så høj grad bærer F-klubbens ånd videre som datalogi gør (eller gerne vil mene at gøre).

I sidste måned flyttede jeg så kontor igen, og nu tilbage til Institut for datalogi. Jeg har nu kontor lige oven på et sted i bygningen, hvor F-klubben færdes. Jeg burde nok gå lidt oftere nedenunder.

Så ja, selv om jeg ikke kan forlade F-klubben, er jeg desværre ikke det medlem, jeg var engang. Jeg savner det, og jeg savner de fjollede traditioner som kan hjælpe os med at få hele effektivitetscirkusset på afstand engang imellem. Jeg savner især de festlige lejligheder, der kan bringe studerende og ansatte samme og lade os slå os løs. Det bør vi gøre noget ved.

Nogle gange er det som om det faktisk ikke er tilladt at slå sig løs. Studerende skal bestå så mange eksaminer som muligt så hurtigt som muligt, og universitetslærere burde se at få sig nogle flere eksterne forskningsmidler, så de kunne publicere noget mere og få sig frikøbt for undervisning (den slags er alligevel en opgave for udenlandske PhD-studerende). Visse danske politikere har fundet på alle disse såkaldte reformer, der gør al denne mangel på morskab mulig. Tilbage i 1983, da jeg blev medlem af F-klubben, var selvsamme politikere stadig travlt beskæftiget i børnehaver rundt om i landet.

Hvis der var nogen, der skulle have en næse i vore dage, var det dem.

Flattr this!

Enormt boligt – eller: Datalogi i folkemunde

Det er interessant at se, hvad potentielle studerende har skrevet  i diskussionsfora på nettet om datalogiuddannelserne på Aalborg Universitet i årenes løb. Én skrev:

Jeg har været på datalogi i ét år på Århus universitet. Jeg vil ikke anbefale det. Det er enormt boligt og meget lidt praktisk. Ydermere skal man have Calculus hvilket er matematik på et lidt højere niveau end A, som jeg fandt meget besværligt (og unødigt).
Jeg vil derimod anbefale Aalborg Uni. Jeg har hørt det er langt mere praktisk deroppe.

Et andet, sted i et andet forum, skrev nogen derimod

Datalogi ved Aalborg Universitet er meget gruppeorienteret, hvilket er en god ting. Dog lægger de meget vægt på det teoretiske, hvilket både er en fordel og en ulempe.

Og en tredje skrev skrev:

AAU er har meget fokus på gruppearbejde, og ikke tung matematik. Det er også eneste sted i Danmark man kan blive optaget på CS uden Matematik A.

(Dette passer ikke. Man skal have bestået matematik på A-niveau, selv på Aalborg Universitet.)

Det er lærerigt at få disse glimt ind i en opfattelse af hvordan de uddannelser, jeg har med at gøre, bliver opfattet udefra. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne genkende uddannelserne som nogen, jeg har forbindelse til, hvis jeg læste ovenstående uden at vide hvilket universitet, der var tale om.

Og så bemærker jeg, at der findes “skjulte informationskanaler”, der former kommende studerendes opfattelser af uddannelserne og nogle gange måske gør dette på en uheldig eller selvmodsigende måde. Hvad man skal gøre ved det fra universiteternes side, ved jeg ikke. Et første skridt ville være at være til stede i de fora på nettet, hvor kommende studerende får grundlagt deres forståelse og misforståelser.

Flattr this!

Stadier af misforståelse

I år underviser jeg nu igen om kurset Syntaks og semantik, og her er et af emnerne automatteori – til ikke-datalogikyndige læsere kan jeg oplyse at dette emne er helt fundamentalt inden for datalogi. I automatteori er et af de helt centrale begreber en tilstand. I sandsynlighedsteori (specielt i teorien for stokastiske processer) og rundt omkring i fysik taler man også om tilstande. Jeg har været nødt til at anvende en lærebog på engelsk, og det engelske ord for tilstand er state.

Men allerede til første kursusgang opdagede jeg at studerende i stedet var begyndt at tale om “stadier”. Jeg aner ikke, hvor dette ord kommer fra. I alt mit undervisningsmateriale – podcasts, websider og opgavesæt – og i al min mundtlige kommunikation bruger jeg selvfølgelig helt konsekvent ordet tilstand. Nogle studerende bliver ved med at tale om “stadier”, også efter at jeg gentagne gange har fortalt dem, at de bruger et ikke-eksisterende “fagudtryk”! Den hjemmelavede pseudo-terminologi er på dette tidlige tidspunkt i undervisningsforløbet åbenbart så indgroet hos nogle studerende, at de ikke kan holde op med at bruge den. Det er virkelig underligt (og træls) at opleve.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvor så mange studerende får netop denne misforståelse fra. Nogle misforståelser i naturvidenskab skyldes at en naturvidenskabelig forklaring strider mod den dagligdags forklaring – og så forsøger den lærende at forene de forklaringer på ukorrekt vis (Kirsten Paludan har skrevet en rigtig god bog om dette).

Men her er tale om blot et enkelt ord. Nogle studerende forsvarer sig her med at de er så gode til engelsk, at de blot oversætter fra lærebogen, der er på engelsk. Men det engelske ord for “stadie” er stage! Så på den måde er de pågældende studerende jo ikke så gode til engelsk endda. Måske ender de studerende med at “gå i skoven” sammen, hvis de taler om automatteori med hinanden. Én af dem bruger ordet “stadier”, de andre opsnapper det og forsvinder derefter sammen ud i den fælles skov af misforståelser.

Som sagt: Jeg ved ikke, hvor “stadier” opstår. Måske er der tale om en “folkeoversættelse” som er oplagt, hvis man har dansk som førstesprog. Måske viser eksistensen af “stadier” noget om hvordan der foregår en uformel læring i fællesskaber af studerende (den berygtede skov findes måske?); en undersøgelse af det ville være en øvelse i antropologi! Hvis jeg havde tid nok, ville jeg i al fald undersøge det systematisk. Og jeg ville meget gerne finde ud af hvordan jeg kan slippe af med de forbandede “stadier”.

Flattr this!

Alternative fakta om lærebøger

I dag, en uge inde i det nye semester, holdt jeg min første kursusgang i kurset Syntaks og semantik, et kursus som jeg holdt for første gang for 25 år siden. Jeg holder mest af at være projektvejleder, men netop dette kursus er et kursus, jeg har gjort meget for at videreudvikle. I årenes løb er det blevet til en lærebog til den sidste halvdel af kurset, og for tiden sidder jeg og laver podcasts og reviderer opgavesæt.

Ved begyndelsen af øvelserne fik jeg et spørgsmål fra en studerende.

– Hvad betyder det der L^*?
– Prøv at finde din bog, og lad se hvad der står der.
– Jeg har ikke nogen bog.

Her opdagede jeg, at den studerende sad og kiggede på en Wikipedia-side. Så jeg sagde:

– Men nu bliver jeg nødt til at spørge dig – har du overhovedet læst dagens tekst?
– Nej, det har jeg ikke. Der står ingen steder, hvilken lærebog, vi skal bruge i det her kursus. Er det den dér “Theory of Computation”-bog?
– Det er Introduction to the Theory of Computation af Michael Sipser, der er grundbogen i første halvdel af kurset.
– Det er også det, der forvirrer mange, sagde en anden studerende. Du nævner aldrig bogen, kun forfatterens efternavn. Og så kan man jo ikke finde ud af hvilken bog, det er. Jeg har den heller ikke.

En tredje studerende på samme række havde nu et spørgsmål. Og her gik det igen op for mig, at der var tale om en studerende, der ikke havde kursets lærebog, ikke havde læst og hårdnakket påstod ikke at vide hvilken bog, der var tale om.

Nu blev jeg for alvor nervøs. Jeg har forberedt dette kursus siden december. Jeg  havde bestilt lærebogen hos Factum- boghandlen i god tid. Jeg havde sendt oplysningerne om lærebøgerne til studiesekretæren, der så ville meddele dem til de studerende. Jeg havde lavet en introduktionsvideo til kurset, hvori jeg havde nævnt bøgernes titler og hvilken udgave, der skulle bruges, og desuden havde vist billeder af forsiderne. Og på selve kursushjemmesiden havde jeg lavet et link til en underside med oplysninger om kursusmateriale. Det hele var klart fra midt i januar og frem.

Eller var dette monstro bare et falsk minde? Flere studerende havde netop givet udtryk for at de var blevet dårligt informeret. Havde jeg måske egentlig glemt at fortælle de studerende hvilken lærebog, de skulle bruge? Hvis det var tilfældet, ville det være ekstremt pinligt for mig.

Jeg gik lidt før tiden med det påskud, at jeg skulle stille tavlen fra kantinen på plads inden alle frokostgæsterne kom. Derefter gik jeg op på mit kontor og læste hjemmesiden for mit kursus. Alle oplysningerne om lærebogen var der, præcis som jeg havde regnet med.

Jeg ved ikke hvad der ærgrer mig mest her. Var det dét, at jeg faktisk kom i tvivl om hvorvidt jeg rent faktisk havde oplyst de studerende om hvilken lærebog, de skulle bruge? Var det dét, at flere studerende hårdnakket påstod noget helt ukorrekt over for deres kursusholder? (Og hvorfor gjorde det de egentlig?) Var det dét, at flere studerende indrømmede at de ikke forberedte sig og stillede et spørgsmål, hvis svar de meget nemt ville kunne finde i lærebogen? Eller var det mon kombinationen?

Flattr this!

Endnu et kontor, endnu et semester

I dag vendte jeg for alvor tilbage til Institut for datalogi, og jeg fik hurtigt tømt flyttekasserne. Mit nye kontor har samme størrelse som det kontor, jeg havde sidste forår, men fordi jeg imellemtiden har ryddet meget grundigt op i mine ejendele, virker det lige nu forbløffende tomt. Bygningen er indrettet således, at jeg nu igen har en panoramisk udsigt over parkeringsplads og byggerod.

Dagen i dag gik derudover med at møde de hold, som jeg kun mødte indirekte i onsdags, og med at få de studerende på holdene til at danne grupper. Det var også i dag, mine kolleger fortalte mig, at et hold studerende på 8. semester havde fået præcis den samme underlige velkomst af en vejleder som den, han havde givet et hold studerende på 6. semester. Det kan vist kun blive lige lovlig spændende at opleve, hvordan projektvalget på de semestre mon forløber.

Flattr this!

Sidste aften på slottet

Når så mange forskere er samlet, hvoraf mange kender hinanden i forvejen, kan det godt blive rigtig intenst. I dag har jeg holdt to samarbejdsmøder med de kolleger, jeg samarbejder med i to forskellige sammenhænge. Og så var der også et møde som skulle forsøge at starte arbejdet med en ny ansøgning om midler fra Horizon 2020-puljen. Og så var der også to diskussionsrunder og flere foredrag. I skrivende stund er klokken på den sene side af 23, og nogle af os er stadig samlet om en tavle i jagt på en fornuftig definition og en fornuftig sætning.

I morgen efter frokost slutter seminaret, og så går turen til Luxembourg og dagen efter helt hjem.

Flattr this!

En underlig velkomst

I dag er det den første dag i det nye semester. Fordi jeg er bortrejst i denne uge, har jeg været til at holde velkomsten til et hold studerende via Skype. Som del af denne velkomst var der er en præsentation af projektforslagene til bachelorprojekter, og det var vejlederne her, der tog sig af det. Også jeg præsenterede to forslag, for det er meningen at jeg også skal være vejleder for nogle bachelorprojekter.

En af de vejledere, der skal vejlede et antal bachelorprojekter, indledte sin præsentation med at sige dette:

Når I nu skal vælge emne til jeres bachelorprojekt, er det vigtigt at tænke på jeres speciale til sin tid og på om I vil lave en PhD. Hvis I vil lave en PhD, kræver det penge, og her er det kun mig og mine, der har penge til at finansiere et PhD-forløb. Hvis I vil lave et godt speciale eller lave en PhD, skal I derfor ikke vælge en vejleder, der ikke har penge. Det fører nemlig ingen ting til. Og den forskning, jeg laver, er førende.

Jeg har aldrig tidligere i mine nu 25 år som universitetslærer oplevet en kollega, der helt eksplicit og for øjnene af et hold studerende og fire kolleger direkte frarådede de studerende at vælge de andre vejledere i lokalet, og dét fordi de ikke havde eksterne forskningsmidler til rådighed. Jeg ved endnu ikke hvad mine kolleger tænkte, men for mit eget vedkommende var det meget ubehageligt at høre; jeg har ingen eksterne forskningsmidler og derfor ikke nogen muligheder for at kunne få PhD-studerende. Jeg var glad for at jeg bare kunne logge ud fra Skype bagefter og gå over til mine kolleger her på seminaret, som jeg ved værdsætter det, jeg arbejder med.

Det, der virkelig bekymrer mig, er at en kollega åbenlyst giver udtryk for en så direkte nedladende holdning over for de kolleger, der har ikke har eksterne forskningsmidler. Jeg bryder mig ikke om de signaler, der bliver sendt med denne slags udtalelser, og det er bestemt ikke befordrende for stemningen på min arbejdsplads.

Flattr this!

Akademisk frihed

Der er en vigtig diskussion om akademisk frihed og fri adgang til information, der nu er ved at tage form. Til seminaret på Schloß Dagstuhl har jeg haft diskussioner om open access-adgang til akademiske publikationer med mine kolleger. En af mine italienske kolleger, Mariangiola Dezani, der er en meget erfaren og respekteret forsker, har været redaktør på et tidsskrift publiceret af Elsevier. I den egenskab talte hun allerede for 10 år siden for at der skulle gøre noget ved situationen om de dyre abonnementer på tidsskrifter – men de fleste af hendes kolleger ville ikke være med til at gøre noget. De var tilfredse med det privilegium det var at være del af redaktionen af det dengang meget prestigefyldt tidsskrift. Situationen var også træls dengang, men den er ikke blevet bedre. Jeg havde håbet at kunne lave en diskussionsgruppe til seminaret om dette emne, men det har der ikke været interesse for. Det, jeg fornemmer, er desværre en følelse af magtesløshed hos mange.

Tidsskrifter er én mulighed for udveksling af information, en anden vigtig mulighed er akademiske besøg. Jeg bemærker, at SIGPLAN, der er ACMs interessegruppe om programmeringssprog, nu også udtrykker sin bekymring om Donald Trumps indrejseforbud for borgere fra 7 lande. SIGPLAN er ligesom jeg af den holdning, at videnskaben skal kunne komme alle til gode og ikke må være afhængig af nationale, religiøse, kulturelle eller etniske forskelle. Uanset hvad man synes om regimet i et land som Iran, kan akademisk samarbejde med forskere i dette og andre udemokratiske lande være med til at åbne dem mod omverdenen. Det nuværende indrejseforbud har blandt sine mange ubehagelige konsekvenser dén, at akademisk samarbejde nu bliver sværere.

Flattr this!

Ankomst til slottet

Den affolkede reception på Dagstuhl sent søndag aften.

Jeg tog afsked med Alexander og brugte resten af eftermiddagen og noget af aftenen på at tage til min rejses endemål, nemlig Schloß Dagstuhl, der ligger i Saarlandet ikke langt fra Frankrig og Luxembourg. Dagstuhl er et lille slot fra 1760, der en overgang var et plejehjem drevet af nonner. Men i 1989 blev det købt af delstatsregeringen, og fra og med 1990 har det været et forskningscentrum for datalogi. Hele året rundt er her seminarer af en uges varighed for særligt indbudte forskere, og i denne uge er jeg så en af de særligt indbudte. Den slags siger man ikke nej til, selv om det er bøvlet for mig og for de studerende i Aalborg, at dette falder lige oven i starten på forårssemesteret.

Jeg ankom til stationsbyen Sankt Wendel og delte en taxi med Roland Kuhn, der beskæftiger sig med distribueret programmering (og står bag programmeringsværktøjet Akka) og oprindelig er partikelfysiker. Vi havde ikke mødt hinanden før, så Roland troede først at jeg var Ivan Lanese.  Ivan kender jeg rigtig godt, men han er en person, jeg ellers aldrig er blevet forvekslet med! Receptionen var affolket, da vi ankom, men det havde de grundige personer her selvfølgelig taget højde for, og det var helt ligetil at tjekke ind. Og så mødte jeg Luis Caires fra Lissabon, der undskyldte at han var blevet forhindret i at deltage i mit seminar, da jeg var på de kanter før jul. Faktisk er alle de dataloger fra Lissabon, som jeg har samarbejdet med i de seneste par år, her i denne uge. Så dette er ikke endnu en rejse til den portugisiske hovedstad, men det ligner da en lille smule.

Flattr this!

Afsked

I dag flyttede jeg kontor endnu engang. Mit semester uden undervisning er ved at være slut, og i dag pakkede jeg mine ting på Institut for matematiske fag. Denne gang tog det ikke så lang tid; alt mit rod lagde jeg bag mig tilbage i august da jeg flyttede fra Institut for datalogi.

I morgen tager jeg til Tyskland for at deltage i et ugelangt seminar på Schloß Dagstuhl, der ligger i Saarlandet. Fra februar af er jeg igen at finde på Institut for datalogi, men i et andet kontor i en anden del af bygningen end før.

Jeg har, som nogle vil vide, været en del væk fra mit kontor i efterårets løb for at tage til udlandet i forskellige sammenhænge, men jeg har været glad for at have Institut for matematiske fag som base i den tid, og jeg er blevet taget godt imod af alle på instituttet. En så enkel ting som at genopdage, at man kan spise frokost med kolleger, har været en god oplevelse. Og der er også gode ansatser til samarbejde i støbeskeen, så jeg dukker efter alt at dømme op på fransk visit på Fredrik Bajers Vej 7G engang imellem i fremtiden.

Flattr this!