Kategoriarkiv: Datalogi

Dannelse – og “computervidenskab”

zombieboy

I denne uge bringer Jyllands-Posten et interview med den amerikanske professor i datalogi David Gelernter. Nogle af os kender Gelernter fra hans arbejde med parallel programmering. Hans tragiske møde med en brevbombe afsendt af “Unabomberen” Ted Kaczynski er også en del af historien – Gelernter blev blind på det ene øje og fik læderet sin ene hånd.

Gelernter er af den holdning at vore dages datalogistuderende ikke har tilstrækkeligt med  dannelse. Han siger (citeret fra artiklen):

Det er som om, at den seneste teknologi er det eneste, der er værd at gå op i. Jeg kan endda mærke det på mine studerende fra Yale University – nogle af de klogeste unge i verden. De ved intet om moral, etik og religiøs filosofi. De er ufærdige mennesker. Det eneste, der interesserer dem, er den nyeste telefon eller den nyeste software. Min generation af lærere har fejlet. Vi har denne her mærkelige generation af unge, der får nydelse af at sidde sammen på café, og i stedet for at kigge på hinanden og snakke, så kigger de på telefonerne. Det er det billede, vi vil blive husket for.

Heri kan jeg kun være enig. I en videnskab som datalogi er der en stor risiko for at man bliver teknologifikseret. Jeg kunne godt ønske mig at der var mere fokus på almendannelse i datalogiuddannelserne – og på de videregående uddannelser i det hele taget. Den slags har trange kår i en nutid med studiefremdriftsreformer og en fiksering på målbarhed.

Men så bemærker jeg også noget andet. Artiklen fra Jyllands-Posten starter således:

“Det er utroligt og chokerende, at iPhone 6, et stykke legetøj, der ikke kan noget ekstraordinært, er den ting som flest danskere søger på, når de besøger “verdens-biblioteket” online. Hvis jeg var Danmark, ville jeg ikke være stolt af det,” siger David Gelernter, professor i computervidenskab ved Yale University i USA.

Når han snakker, så lytter man. Han har udgivet fagbøger, digte, skønlitteratur og essays om teknologi. Han er mest kendt for bogen ”Mirror Worlds” fra 1993, hvori han med stor præcision forudsagde internettets komme.

Jeg bemærker her at det ikke var nogen stor kunst at forudsige Internettets komme i 1993. Selv sendte jeg min første e-mail i 1987, og min hjemmeside på universitetet oprettede jeg i 1994. Og jeg bemærker også at David Gelernter er udnævnt til professor i et af journalister opfundet fag, nemlig computervidenskab.

Og så er det jeg tænker på at forventningen til almendannelse må være bred; det er trist at danske journalister ved så lidt om datalogi og at de ikke engang ved hvad faget hedder.

flattr this!

Datalogi uden computere

IMG_4306.PNG

For snart en del år siden var jeg med ved Dansk Naturvidenskabsfestival, og her prøvede jeg at anskueliggøre NP-fuldstændighed ved at præsentere nogle svære puslespil. Mit håb var at få de besøgende til at tænke på datalogi, ikke på computere.

I dag spurgte en studerende mig om der var en dansk udgave af det engelske begreb unplugged computer science. Jeg måtte tænke lidt efter – og det er vel datalogi uden computere. Uden at vide det, var mit initiativ netop dét.

En artikel i Slate beskriver hvordan forskere ved University of Canterbury i Christchurch i New Zealand arbejder med denne tilgang til at lære skolebørn om datalogi. Jeg spekulerer nu på om ikke det vil være en bedre indgang til at undervise i datalogi at lægge computeren væk, eller snarere at vente med at finde den frem. Der findes et websted om ideen ført ud i praksis på http://www.csunplugged.org.

Den store udfordring bliver nu at skabe forbindelsen til maskinerne senere, men måske er det i virkeligheden her, behovet for den programmerbare computer vil vise sig for den lærende: Før man bliver præsenteret for computeren som problemløser, skal man møde problemet og løsningsmetoderne. I computerens barndom var det netop matematikerens ønske om et kraftigt redskab til brug i matematisk forskning, der ledte til den store nysgerrighed og i sidste ende til at en ny naturvidenskabelig disciplin voksede frem. Algoritmebegrebet var der allerede, men det blev vigtigt da der kom maskiner, der kunne udføre vilkårlige algoritmer.

Selv ender jeg nogle gange, når jeg programmerer fordi jeg er nødt til det i forbindelse med en opgave på arbejdet, med at lave en underlig og uelegant løsning, netop fordi jeg hurtigt kan ty til at taste mit bud på en løsning ind og straks få at vide om det virker.

flattr this!

F-klubben på U-Matic

U-matic

Hvis man ikke ved hvad F-klubben er, er det sikkert svært at forklare det – det er en festforening for studerende og ansatte ved matematik, datalogi og hermed beslægtede uddannelser på Aalborg Universitet. Efterhånden er det dog mest studerende, der engagerer sig i F-klubben og alt for mange af mine kolleger tænker på F-klubben som en forening for studerende. Nærmeste beslægtede fænomen derude er vel Tågekammeret på Aarhus Universitets naturvidenskabelige uddannelser.

Selv blev jeg medlem af F-klubben i 1983, da jeg begyndte på Mat 1 (dvs. 3. semester og det første semester af matematikstudiet efter den daværende basisuddannelse). Man kan ikke melde sig ud af F-klubben; medlemskab er livsvarigt.

Finn Verner Jensen, der nu er professor emeritus og i sin tid var med til at stifte F-klubben i 1977, har påtaget sig den interessante opgave at dokumentere Institut for datalogis historie. De første mange år er fælles med matematiks historie, og F-klubben spiller også en stor rolle i denne fortælling. Mange af mine (endnu) ældre kolleger er allerede blevet spurgt. Når jeg selv indtræder i fortællingen, kommer der også et bidrag fra mig.

Jeg havde en flyttekasse på mit kontor med alskens gamle ting; den var ikke blevet åbnet siden jeg flyttede til mit nuværende kontor i 2007. Den fik Finn adgang til – i den lå en del relikvier fra F-klubbens tidlige år, bl.a. en mappe som jeg havde fået i arv med materiale helt tilbage fra 1977. Og der lå en sjælden sydøstbulgarsk debatfilm, som jeg havde indspillet i 1987 sammen med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen, der nu er at finde på London School of Economics. Filmen er indspillet på U-Matic-videobånd og vil blive behørigt digitaliseret en dag (der er et firma på Sjælland, der specialiserer sig i den slags). Jeg glæder mig til at se den, og en dag vil I også kunne få den særlige oplevelse.

I går aftes var jeg på kort visit til årets julefrokost i F-klubben. Det var en næsten lige så hyggelig og delvist kaotisk forestilling som jeg husker dem, ganske meget hyggeligere end de grundigt iscenesatte men underligt u-festlige julefrokoster på Institut for datalogi, der nu er blevet sparet væk. En pige til festen kom hen til mig og sagde at hun skulle hilse mig mange gange fra en af mine andre gamle studiekammerater, nemlig Jan Sieker, der havde været hendes matematiklærer i gymnasiet (og en lang overgang var F-klubbens kasserer, men det glemte jeg at nævne for hende).

flattr this!

George Spencer-Brown

georgespencerbrown

Jeg stødte i dag på navnet George Spencer-Brown, da jeg læste om funktionel fuldstændighed i propositionslogik. En mængde af konnektiver er funktionelt fuldstændig, hvis enhver funktion over sandhedsværdier kan udtrykkes ved sandhedstabellen for et propositionslogisk udtryk, der kun anvender disse konnektiver. En af dem, der har beskæftiget sig med dette, er George Spencer-Brown, og han har skrevet bogen Laws of Form, som jeg engang har haft i fotokopi.

Når man læser hans CV, bliver man hurtigt forpustet. Her er et ufuldstændigt sammendrag:

  • Blev født i 1923 og vandt priser i talentkonkurrencer i fysik og kemi, mens han gik i skole
  • Blev bachelor i medicin som 20-årig
  • Så kom 2. verdenskrig hvor han var telegrafisk og radiomekaniker
  • Efter krigen studerede han i Cambridge (ved Trinity College) 1947-1952
  • Publikationer om statistisk analyse af data i parapsykologi
  • På Cambridges førstehold i tennis, fodbold og skak
  • Svæveflyver og luftakrobat
  • Amatørskuespiller
  • Samarbejde med Wittgenstein om matematikkens grundlag
  • Samarbejde med Bertrand Russell
  • Lavede en PhD-afhandling om sandsynlighedsteoriens filosofiske grundlag
  • Arbejdede på at bevise Goldbachs formodning
  • Chief Logic Designer, Mullard Equipment Ltd, 1959-61.
  • Konsulent ved British Rail
  • Gæsteprofessor i matematik i Maryland
  • Gæsteprofessor i datalogi i Stanford
  • Psykoterapeut på fuld tid i 1968-1969
  • Fodboldreporter ved Daily Mail
  • Hævdede i 1976 at have bevist firefarveformodningen i grafteori (det havde han så ikke, men ingen er ufejlbarlig)
  • Flere bogudgivelser (digte, filosofi, Laws of Form, en bog om Falklandsøerne)
  • …og meget mere

Hvad laver George Spencer-Brown i sin fritid? Måske ikke så meget, for han er trods alt 91 år gammel nu. Men ifølge ham selv er hans fritidsinteresser disse:

Recreations include shooting, tennis, cricket, soccer, chess, piloting anything that will fly, exploring, photography, maps and map-making, listening to Mozart, cooking in commercial breaks, composing and performing songs and ballads, constructing ingenious machines that actually work, and inventing astonishing games that can actually be played.

Om han havde en hund, ved jeg ikke.

Der er et websted, der handler specielt om Spencer-Brown, og her kan man læse et interview med ham fra sidste år, da han fyldte 90.

Måske er Spencer-Brown en af de store, glemte tænkere. Måske blev han efterhånden lidt af en crackpot (som man også kunne mistænke Alexander Grothendieck for at være blevet det). I et kort resumé af fjerdeudgaven af Laws of Form står der

A fourth preface was added in which he talks about “triunions” or “triple identities” such as of reality, appearance and awareness, or imaginability, possibility and actuality, or what a thing is, what it isn’t and the boundary between them. He claims/acknowledges that Sakyamuni (the Buddha) is “the only other author who evidently discovered these laws.” He invites the reader to join a siblinghood and help found a school of his methods for intuitively feeling and naturally acting upon the consequences of there being nothing. He calls the method and the siblinghood “tarati.” 4 pages. An extraduction was also added in which he claims to be, since before he could talk, a liberated being with unlimited thinking, superior to Bach, Mozart, Newton and Gauss, and asks for money and volunteers to help him found schools for superintelligent children such as he was. 5 pages.

flattr this!

Nej til informationsteknologi!

knowmore

I dag var jeg med i et PhD-bedømmelsesudvalg, og hvis ikke man allerede vidste det, blev det meget hurtigt klart at dagens PhD-kandidat var særdeles kompetent inden for sit område af datalogi. Han skal nok klare sig godt.

Men hvad er det egentlig at være “IT-kyndig”? En ny undersøgelse fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (det tidligere DPU) foretaget af  bl.a. Jeppe Bundsgaard og som bliver grundigt omtalt i en artikel i Information konkluderer at der er mange skoleelever, der kan bruge deres computere og mobiltelefoner til at lave film o.lign. Men deraf kan man bestemt ikke slutte, at de unge mennesker er IT-kyndige.

På Fjordsgade Skole i Aarhus kender IT-vejleder Emil Pallesen alt til problemstillingen. Han mener ligesom Jeppe Bundsgaard, at billedet snyder, for det er ikke eleverne, som er intuitive; det er maskinerne. Han møder mange elever, for hvem brug af tablets og smartphones er en naturlig del af hverdagen, men som ikke har noget grundlæggende kendskab til, hvordan computere fungerer og er opbygget, og for hvem eksempelvis kendskabet til tekstbehandling og regneark er begrænset.

I virkeligheden er det her, problemet ligger. “IT-kendskab” er ikke det samme som at være bruger af informationsteknologi.

Det får mig til at tænke to lidt kætterske tanker:

For det første, at man i undervisning nogle gange skal vise at det hele ikke er så intuitivt endda. Hele beregnings-universet kræver mange gange noget, der går ud over intuitionen eller måske endda er i strid med den. Et af de steder, hvor man kan se det, er i studiet af algoritmer og programmer. Det er ikke alle problemer, man kan programmere sig uden om.

For det andet skal vi passe på med at bruge ordet informationsteknologi i flæng, for i nogle sammenhænge er det meget misvisende. Jeg omtaler aldrig mig selv som en, der arbejder med informationsteknologi og i arbejdet med studieordningerne for datalogi- og softwareuddannelserne undgik vi at bruge ordet. Måske er ordet/forkortelsen IT blot vores seneste dårlige bud på en betegnelse for det, der for 40 år siden blev kaldt for EDB.

Det, Emil Pallesen og Jeppe Bundsgaard efterlyser, er da også noget andet end informationsteknologi, nemlig kompetencer i at forstå teknologien og at forholde sig kritisk til den. Måske er det ikke datalogi (i hvert fald ikke kun datalogi), men det er helt klart noget andet end ideen om kun at skabe brugere af en bestemt teknologi.

flattr this!

Den samme triste historie

I dag var der møde i aftagerpanelet for uddannelserne i datalogi og IKT på Aalborg Universitet. Jeg var blevet bedt om at fortælle om problemerne med den ekstremt skæve kønsfordeling på de datalogiske uddannelser.

Jeg havde tilbage i 2008 holdt en præsentation om det samme emne; den fandt jeg frem og opdagede hurtigt at jeg simpelthen kunne simpelthen genbruge den stort set uændret. Jeg behøvede ikke engang at opdatere tallene om antallet af kvindelige datalogistuderende – der er stadig altid enten én eller to pr. årgang studerende (hvor der er mellem 80 og 90 studerende). På én måde var det selvfølgelig godt, for det gjorde det meget nemt for mig at forberede mig. På en anden måde var det rigtig trist, for det viste én ting: der er stort set intet sket.

Hvad sker der så nu? Forhåbentlig mere end i 2008, for denne gang var der ganske mange personer til stede fra de forskellige firmaer, der aftager kandidater med datalogisk baggrund. Det, der måske kan give anledning til yderligere overvejelser når firmaer er med til at skabe opmærksomhed om uddannelser, er at firmaer fokuserer meget på ansættelighed til bestemte erhverv. Men de undersøgelser fra USA, jeg omtaler i min præsentation, viser at kvinder i tydeligt højere grad end mænd er motiveret af at datalogi er et bredt fag med mange muligheder og af at der er forbindelser i faget til matematik og naturvidenskab i øvrigt.

Jeg kunne godt tænke mig at vi denne gang fik lavet en forskningsbaseret tilgang, der ville gøre det muligt at få en systematisk viden om problemet med den ekstremt skæve kønsfordeling og at få afprøvet nogle anderledes initiativer end de meget reklame-lignende tiltag, der hidtil har været fokus på.

flattr this!

Hjernekassen på besøg i Aalborg

hjernekassen-3
Producer Morten Remar varmer op.
hjernekassen-1
Kim og Winnie.
hjernekassen-4
Peter Lund Madsen forbereder sig mentalt.
hjernekassen-2
Kim bliver interviewet om danske independent-film.

I dag besøgte P1-programmet Hjernekassen Aalborg Universitet. I dette efterår besøger programmet og studievært Peter Lund Madsen nogle af de danske universiteter, og første udsendelse var på mit universitet, ja endda på Selma Lagerlöfs Vej 300, hvor Institut for datalogi holder til

Der var inviteret tre forskere til udsendelsen for at fortælle om deres fagområde, og jeg var en af dem. De to andre gæster var mine kolleger Winnie Jensen fra Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og Kim Toft Hansen fra Institut for Kultur og Globale Studier.

Inden udsendelsen varmede først produceren Morten og siden Peter Lund Madsen selv publikum op. Peter fortalte en lille historie om neandertal-menneskets kranke skæbne. Neandertal-menneskene var kort og godt nutidsmennesket underlegne – de var procedurelle eksperter. Det lyder flot, men det betyder faktisk at de kun kunne udføre én ting ad gangen og ikke fandt på noget nyt.

Vi blev undervejs alle tre spurgt om hvilket rejsetips, vi ville give folk, der besøgte Aalborg. Jeg var på som den første og nævnte her selvfølgelig Egholm og lod en bemærkning falde om motorvejsplanerne. Bagefter fortalte jeg lidt om algoritmernes og computernes historie og om hvilke konsekvenser software-fejl kan have. Anekdoten om den dumme og kostbare fejl i Mars Climate Orbiter fik jeg fortalt endnu engang (sidst var det til science slam i København – nu må jeg til at forny mig!).

Det var også spændende for mig at høre om mine kollegers forskning. Kim fortalte om sin viden om danske independent-film og fik en passende kritisk bemærkning ind om regeringens dimensionsplaner for uddannelserne. Winnie fortalte om hvordan kunstige lemmer kan styres neuralt fra hjernen. Jeg havde taget mit hvide tekrus med for at kunne forklare forskellen på et tekrus og en computer. Der er i hvert fald én forskel, nemlig at en computer kan programmeres og altså er en procedurel ekspert. Det er et tekrus ikke engang. Senere, i interviewet med Winnie, blev mit tekrus faktisk også inddraget. Hvor mange tekrus kan egentlig prale af at have været i radioen på dén måde?

I kan høre hele udsendelsen på DRs websted.

 

flattr this!

Hvad skete der med år 2000-problemet?

Y2K

I går aftes blev jeg stillet et rigtig godt spørgsmål: Hvad skete der med år 2000-problemet? Ham, der spurgte mig, observerede at det havde været en helt almindelig nytårsaften ovre i København, hvor han boede. Jeg måtte da indrømme, at det var længe siden jeg sidst havde tænkt over det. År 2000-problemet var den bekymring, at mange programmer gemte datoinformation med kun 2 cifre til årstallet. Men efter år 2000 ville man med sådan en datarepræsentation ikke længere kunne se forskel på årstallene 1900 og 2000, og på de steder i programmer, hvor der var betingelser der afhang af tidsstempler o.lign. ville der derfor kunne ske fejl.

Me verden gik jo ikke under – heller ikke i Aalborg. Den 31. december 1999 gik min hustru og jeg en tur og bemærkede den sædvanlige nytårsstemning i vores by; efter årsskiftet var der en usædvanligt langvarig og intens fyrværkeriaktivitet. Men lyset gik ikke ud, og der var ingen flyvemaskiner, der styrtede ned hvor vi færdedes. Der var rapporteret om enkelte mindre problemer rundt omkring i udlandet, og det var det.

I slutningen af det 20. århundrede havde der ellers været stor aktivitet – og nervøsitet. USAs regering nedsatte en særlig kommission og indledte et storstilet samarbejde med virksomheder; præsidenten udtalte at

The Y2K problem is an enormous challenge, and we must meet it. Enactment of this legislation is a significant achievement toward allowing all of us to take a successful step into the new millennium.

Stephen Fry lavede i 2009 et interessant interview om “år 2000-problemet” med professor Ross Anderson fra universitetet i Cambridge. Han var en af dem, der efterhånden nedtonede sin bekymring og begyndte at advare mod alle advarslerne. I interviewet nævner Anderson forskellen mellem hvordan situationen blev vurderet i Storbritannien og i Sydkorea. Briterne valgte (som så ofte før) at følge det amerikanske eksempel, mens sydkoreanerne valgte en meget billigere løsning; at de ville skride ind, hvis der opstod problemer fra år 2000 og frem.  Det var den sydkoreanske strategi, der viste sig at være den rigtige.

Der er to forklaringer på hvorfor år 2000-problemet aldrig rigtig manifesterede sig. Den ene er at der var en så stor opmærksomhed på problemet, at problemerne faktisk blev afværget. Den anden er at problemerne egentlig aldrig havde været så voldsomme.

I skrivende stund er jeg mest overbevist om denne forklaring. Hvis problemerne var der, ville man have kunnet se dem efterhånden; de ville ikke først være opstået 1. januar 2000. Mange slags software er faktisk nødt til at kunne behandle datoer i fremtiden – det gælder f.eks. systemer til regnskabsføring og økonomisk planlægning, men også noget så kedeligt som elektroniske kalendere, og i sådanne meget udbredte systemer ville problemer med datoer hinsides 1900-tallet have manifesteret sig inden det faktisk blev år 2000.

Måske er det også derfor, jeg ikke havde tænkt så meget over dette i de sidste 14 år: det var simpelthen ikke værd at huske på, og på nogle måder måske også lidt af en flovmand for videnskaben datalogi. Moralen i denne historie er selvfølgelig ikke at man skal være en lalleglad optimist eller at fejl i software ikke skal tages alvorligt. På den anden side kan vi også lære noget af alle de forudsigelser, der ikke viser sig at holde stik.

flattr this!

Backus og Chomsky

backus-syntax
Udsnit af den artikel, hvor Backus første gang foreslår en udgave af det, vi i dag kalder kontekstfrie grammatikker.

Når man skal beskrive syntaksen af programmeringssprog, bruger man normalt kontekstfrie grammatikker. Denne model skyldes John Backus, der var datalog og matematiker og ansat som forsker ved IBM, og Noam Chomsky, der var (og er) teoretisk lingvist ved MIT. Backus’ indsigt blev brugt til at beskrive syntaksen af ALGOL 60 – og skal jeg nævne en tredje person i denne forbindelse, må det være Peter Naur, der var redaktør på ALGOL 60-rapporten.

Det er interessant at Backus og Chomsky får deres ideer samtidig, nemlig i første halvdel af 1950’erne. I lærebøger om formel sprogteori har jeg aldrig set nævnt om Backus var inspireret af Chomsky – eller omvendt (omend jeg ikke kan lade være at bemærke, at Chomskys teori om syntaks er langt mere generel). De to mænd er endda født i samme by i USA, nemlig Philadelphia, med fire års mellemrum. Om de nogensinde nåede at møde hinanden, ved jeg ikke.

Af en artikel af Stephen Wolfram fremgår det at de to amerikanere får deres ideer uafhængigt af hinanden.

På den anden side står der dette i en nekrolog fra 2007:

Among his library at the time were the works of the modern philosopher and theorist Noam Chomsky, who studied the evolution of the human intellect and of written and spoken language in parallel. Chomsky was developing a symbolic syntax with which to frame his concepts of languages within languages, in the study of how sociology affects grammar. Backus borrowed some of Chomsky’s concepts, including the idea that a symbology could represent a computer language…even one that didn’t yet exist.

Men Backus sagde selv (ifølge et citat fra bogen Out of Their Minds: The Lives and Discoveries of 15 Great Computer Scientists)

There’s a strange confusion here. I swore that the idea for studying syntax came from Emil Post because I had taken a course with Martin Davis at the Lamb Estate… So I thought if you want to describe something, just do what Post did. Martin Davis me he did not teach the course until long afterward… So I don’t know how to account for it. I didn’t know anything about Chomsky. I was a very ignorant person.

Martin Davis mener at Richard Goldberg, der arbejdede sammen med John Backus på Fortran-projektet og oprindelig var filosof fra Harvard, kan have omtalt Chomskys arbejde for Backus. Så hvor meget Backus kendte til Chomskys arbejde, får vi aldrig at vide nu.

Men her er det faktisk interessant, at de kontekstfrie grammatikker første gang blev foreslået i det 4. århundrede før vor tidsregning af den indiske matematiker Pāṇini (al lighed med italiensk bagværk er tilfældig). Pāṇini var interesseret i at forstå strukturen af sanskrit, som er det sprog, man dengang talte i hans del af Indien og som hinduismens hellige skrifter er forfattet på. Om Backus eller Chomsky kendte hans arbejde, ved jeg ikke.

flattr this!

På H.C. Andersens slot

foto 1

foto2

foto 5-1

I dag har jeg været i København for endnu engang at præsentere mit science slam fra april i år – den lille historie med flyttekassen om Mars Climate Orbiter, britiske pundsekunder og antallet af linjer i Dostojevskijs Idioten.

I sin tid blev jeg inviteret af Det Obelske Familiefond, som står bag en masse store donationer. Jeg spurgte om jeg kunne rejse på 1. klasse med tog, og det kunne jeg.

Denne eftermiddag i H.C. Andersen Slottet i Tivoli i København blev kaldt en inspirationsdag og den skulle promovere fonden i København. Hele maskineriet var kørt i stilling. Der var en stor delegation fra Aalborg til stede; bl.a. dekanerne Eskild Holm Nielsen fra tek-nat, Hanne Katrine Krogstrup fra samf og rektor himself var der.

Stéphanie Surrugue fra TV2 var konferencier – hun havde faktisk set min science slam-video på YouTube og sagde at hun syntes godt om den. Så dét.

Inspirationsdagens helt store fokus  var på sundhedsvæsenet. Vi fik to oplæg om nye erfaringer med telemedicin, men også sundhedsminister Nick Hækkerup var der; han talte om det psykiatriske behandlingssystem. Hans pointe var ikke specielt politisk, men faktisk vigtig – at der er nogle meget uheldige tabuer om psykisk sygdom, som ikke findes om fysisk sygdom, og at det stadig er udbredt at tænke på psykisk sygdom som noget kronisk. Nu håber jeg bare han vil leve op til den fine hensigt i sin politik over for psykiatrien.

Der var en (nok lige lovlig lang) præsentation af Tivoli-garden, og så kom nogle af garderne selv og spillede. Efter kun 170 år vil dette københavnske musikkorps for børn nu gøre noget hidtil uhørt – de vil optage piger (!!), og begrundelsen er ikke ligestilling, men at der i vore dage simpelthen er flest piger, der spiller de instrumenter som indgår i Tivoligarden. Og nej, det var ikke satire.

Det mest interessante indslag var dog dagens sidste, en beretning fra Frank Mugisha fra menneskerettighedsorganisationen SMUG, der kæmper for LGBT-rettigheder i Uganda. Frank Mugisha er en meget modig mand i et land hvor homofobien er en stor og konkret trussel mod bøsser, lesbiske og trans- og interkønnede; hans ven og kollega David Kato blev myrdet men Frank tog over efter David. Som Frank sagde: Jeg har ingen bodyguards til at passe på mig; det der beskytter nu er at jeg er en offentlig person der hele tiden er i medierne. Sammen med Frank var Helle Jacobsen fra Amnestys sekretariat; det var også et godt gensyn – vi var begge ret overraskede over at møde hinanden netop ved denne lejlighed. Jeg har gennem snart en del år haft et godt samarbejde med Helle i forbindelse med vores kampagnearbejde i Amnesty Aalborg. SMUG har fået 3 millioner kroner til sit arbejde af Obel, og det er rigtig godt for denne vigtige kamp for menneskerettigheder. Og i en sidebemærkning fik jeg at vide at Frank Mugisha faktisk er blandt de 17 mennesker, der er på shortlist til Nobels Fredspris!

Hvordan gik mit eget indslag egentlig? Jeg tror såmænd det gik som det skulle; der var da nogle der lo undervejs på passende steder. På tirsdag holder jeg det for fjerde og sidste gang, denne gang for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (hvis der kun kommer én tilhører ligesom sidst, er det godt at det ikke er ny-forberedt).

Stephania Surrugue stillede undervejs et par spørgsmål til alle, der havde et indslag, og mig spurgte hun om hvorfor det dog nu var nødvendigt for forskere at bruge humor i formidlingen, sådan som vi ender med at gøre i science slam. Min egen forklaring er at forskning – og ikke mindst naturvidenskabelig forskning – er fyldt med paradokser og overraskelser, og dette er da også virkemidlerne i god humor.  Afstanden er ikke så stor, som nogen tror. Og derudover er der ikke nogen modsætning mellem at være seriøs og at anvende humor.

flattr this!