Det glemte russiske internet

Relcom-medarbejder betjener den dengang ikke helt ukendte Kremvax-server, som sendte nyheder om situationen under kuppet i august 1991 ud på Usenet.

Jeg har besøgt Rusland én gang, og det var tilbage i 1989, da Sovjetunionen stadig fandtes. Det var min første deltagelse i en datalogi-konference og samtidig, indså jeg senere, et enestående besøg i et samfund under hastig forvandling. Man kunne ane en stor usikkerhed om fremtiden, men også en hel del pionerånd i kølvandet på Gorbatjovs demokratiske reformer.

Et sted derude i opmærksomhedshorisonten lurede noget, der med tiden fik lige så stor betydning som Berlinmurens fald fire måneder senere, nemlig Internettet. Jeg havde sendt min første e-mail i 1987, da jeg endnu var studerende, og ligesom de andre vestlige deltagere fra konferencen var jeg i fuld gang med at bruge e-mail og Usenet-grupper, Det var kun nogle af russiske dataloger, der kendte til nettets muligheder, og de kendte det endnu mest som det VMS-baserede Bitnet, der strengt taget ikke var Internet. Men egentlig var det ikke så meget anderledes end hvordan det stod til i Danmark, nogle år før World Wide Web dukkede op. Heller ikke dér kendte borgere uden for datalogi, matematik og beslægtede fag til Internettet, og de af os, der faktisk var på nettet, kunne stadig på Usenet læse forargede reaktioner, når nogen havde formastet sig til at poste en annonce med ejendele til salg. Alle var nemlig enige om at “nettet ikke er kommercielt”. Ja, det var dengang.

Og derfor er det interessant at læse om de planer, der allerede længe havde været i Sovjetunionen om at skabe OGAS, et rent russisk/sovjetisk computernetværk til civil brug – præcis ligesom der var en russisk “Concorde”, Tu-144, (der lignede den britisk-franske Concorde vældig meget) og en russisk rumfærge, Buran (der lignede den amerikanske til forveksling, og som jeg tidligere har skrevet om her).

Ideen skyldtes den indflydelsesrige Viktor Glushkov, der bl.a. er kendt for sin algoritme til at konstruere en nondeterministisk endelig automat ud fra et vilkårligt regulært udtryk. Glushkov fremsatte til OGAS ideen i 1970, men finansministeren sagde nej – maskiner var gode til at tænde og slukke lys i hønsehuse, men hvorfor dog forbinde dem med hinanden? som ministeren sagde. Og derved blev det. Der var enkelte mindre, lokale netværk rundt om i landet, og der var også en del netværks-entusiaster og diskussioner i medier, men det var ikke muligt at få statslig finansiering, så hele ideen om OGAS døde hen, da Viktor Glushkov døde i 1982.  Senere prøvede Mikhail Botvinnik, der ud over at være datalog også var stormester i skak, at overtale regeringen til at lave et russisk netværk – men heller ikke dét lykkedes.

Selv indså jeg for alvor betydningen af det Internet, vi kender, da der i sensommeren 1991 var et kupforsøg mod den siddende præsident Mikhail Gorbatjov. Kupmagerne kendte simpelthen ikke til Internettet, og det var takket være de få russere, der dengang havde netadgang til Relcom, det nye russiske netværk, at nyheden om kuppet kunne spredes og modstanderne af kuppet kunne komme til orde og forpurre det igangværende kup. I de dage sad jeg på tryg afstand (men med tilbageholdt åndedræt) og fulgte med i begivenhederne i Usenet-nyhedsgrupper som talk.politics.soviet.

I dag spekulerer jeg på, hvordan det hele ville være have set ud, hvis der havde været almindelig netadgang via OGAS i Sovjetunionen i sin tid. Ville forløbet omkring katastrofen i Tjernobyl have været det samme? Det startede med det hemmelighedskræmmeri, man var så vant til (Gorbatjov havde ikke været præsident længe dengang i 1986). Ville der være lækket flere oplysninger om f.eks. den trængte situation i krigen i Afghanistan eller om modstanden mod den russiske besættelse af de baltiske lande? Eller ville OGAS “bare” have været et værktøj til at effektivisere den sovjetiske økonomi og derigennem have været i stand til at gøre noget ved den krise, der var så tydelig dengang i 1989, da jeg selv gik rundt i Moskva i nogle dage?

Flattr this!

Smukke programmer?

Mit program til primalitetstest

I dag underviste jeg i kurset “Programmeringsparadigmer” på kandidatuddannelserne i datalogi og software. (Der var kun lidt under halvdelen af holdet på 90 studerende til stede; det ser ud til at være et vilkår nu, at mange bliver væk, men det er en anden snak.)

Denne eftermiddag tog vi fat i programmering i Haskell, der er et af mine yndlingsprogrammeringssprog, bl.a. fordi det er baseret så pænt på den typede lambda-kalkyle, som jeg holder meget af, og på sædvanlig matematisk notation. Jeg har til gengæld aldrig været så glad for de C-agtige programmeringssprog, som de studerende lærer at programmere fra første studieår og frem (og ja, jeg ved at det er en idiosynkrasi at have det sådan).

En af opgaverne gik ud på at lave en lille Haskell-funktion, der kan finde ud af om et naturligt tal er et primtal. Man kan skrive programmet på to linjer, og mange af de løsninger, vi så, lykkedes med det. På et tidspunkt sagde jeg (det var vist lige lovligt hoverende): Nå, det kan man nok ikke skrive på to linjer i et C-agtigt programmeringssprog! Jeg måtte trække i land – for det kan man jo godt. Linjerne skal bare være meget, meget lange.

Der var i det hele taget mange pæne løsninger fra de studerende i dag. Nogle steder undervejs så jeg nu også nogle underlige “knaster” i ellers pæne programmer, og dem bemærker jeg derfor endnu mere. Et typisk eksempel på en “knast” opstår, når man vil finde ud af om værdierne af variablerne p og q er ens. Mange skriver

if p = q then True else False

Dette udtryk er underligt at se, for det er sandt hvis og kun hvis p er lig med q. Det er nok at skrive p = q, men mange opdager det ikke – formodentlig fordi de først har lært programmeringssprog, hvor logiske udsagn ikke er “førsteklasses”.

Og alt dette får mig til at tænke på, at der jo er en form for æstetik i programmeringssammenhænge, præcis som der er i matematik, og at det er en æstetik, som vi nok ikke underviser i, men gerne vil fremme. Vi vil gerne kunne forklare, hvorfor det lille eksempel ovenfor er en “knast”.

Der er blevet tænkt over det af og til, men der er ikke rigtig nogen “datalogiens æstetik”, ligesom der heller ikke er en “matematisk æstetik”: Vi har ofte en vag fornemmelse af at “dette er pænt”.

Robin Hill, der er filosof og ansat ved University of Wyoming, men faktisk også har en baggrund i matematisk logik og i datalogi (hun har en Ph.D i datalogi) skrev sidste år en interessant lille klumme om hvornår programmer er elegante.

Hun fremhæver fire kriterier: (1) minimalitet, (2) at udrette det, det skal  (hun bruger ordet “accomplishment” her, men der er ikke nogen god oversættelse her) (3) beskedenhed (ikke at gøre uskøn brug af særligt snedige tricks), og (4) ny indsigt (hun bruger ordet “revelation” på engelsk, men “åbenbaring” lyder så underligt religiøst). Det er f.eks. ikke nok, at et program er kort – korte programmer kan være meget grimme og indforståede.

Det er et rigtig interessant bud, for præcis de samme kriterier kan man nemlig give for beviser i matematik. En skæg bog (synes jeg!) er bogen Proofs from THE BOOK, der er en samling af ekstra elegante beviser for grundlæggende resultater i matematik, og den gør brug af nogle meget tilsvarende kriterier.  Bogens titel henviser til den ikke helt ukendte ungarske matematiker Paul Erdös, der hævdede at Gud havde en bog i himlen, der rummede alle de mest elegante beviser for matematiske sætninger!

Og som en lille krølle vil jeg bemærke, at det måske ikke er så sært, hvis kriterierne er de samme. For et program i Haskell er jo faktisk også et bevis i typeteoretisk forstand: En type i Haskell er nemlig en logisk formel i intuitionistisk prædikatlogik, og et udtryk med denne type er i helt præcis forstand et bevis for denne formel.

Flattr this!

Endnu en dag på Workshop 17

Himlen over Cape Town
Sydafrikansk øl – fra Sverige

I dag kunne jeg tage den helt med ro til ICWL 2017 og bare lytte til foredrag. Især foredragene om inquiry-based learning var interessante; her er tale om en form for projektarbejde, der på den ene side ikke er problembaseret, på den anden side alligevel er undersøgende. Angel Suarez gav en interessant præsentation af sit arbejde med systemet DojoIBL, der er et system som kan integrere arbejdsplanlægning, tidsplaner, chat og mere til. Bagefter foreslog jeg at systemet da også kunne integrere dokumentdeling og versionskontrol – og fik at vide, at det var en rigtig god idé, men at det samtidig var nødvendigt at prioritere, da han var helt alene om at udvikle systemet! Senere bed jeg mærke i præsentationer om kode-review i programmeringsundervisning og i et bud på hvordan man kan lære om kodningsteori ved hjælp af et spil.

Efter frokost gik jeg fra Workshop 17 en lille tur hen til den food court, der ligger i nærheden. Her var der en ølbutik, hvor jeg købte et par flasker sydafrikansk øl som souvenir. Jeg var lige ved at købe en CBC IPA fra Cape Brewing Company, da jeg så opdagede at den faktisk var brygget af Åbro Bryggeri i Sverige og derefter sendt hele vejen herned! Jeg så ingen grund til at fragte en dåse CBC IPA hele vejen tilbage over ækvator.

Derefter tog jeg tilbage til hotellet for at holde møder over Skype med de to projektgrupper på 1. semester, jeg vejleder i deres P0-projekter. Vi talte om alle de ting, man taler om i P0-sammenhæng og jeg lovede at læse den næste udgave af deres arbejdsblade inden afleveringen tirsdag morgen.

Om aftenen var der konferencemiddag. Jeg var kommet i alt for god tid, så jeg endte med at stå og betragte himlen over Cape Town og tænke over, at Sydafrika var et sted i verden, jeg havde læst om allerede som dreng, men i mange år kun forbandt med undertrykkelse og urimelighed. Lidet havde jeg kunnet forudse, at jeg en dag selv ville komme til at besøge et Sydafrika uden apartheid.

Omsider begyndte gæsterne at ankomme til konferencemiddagen, og det var tid at gå indenfor igen. Jeg fik en snak med Dennis Kriel, der arbejder med læringsdesign på universitetet i Pretoria (i sin fritid arbejder han med smedejern og med økologisk landbrug, viste det sig også). Han er ansat til at hjælpe universitetslærerne i Pretoria til at hjælpe med at komme i gang med at lave video-podcasts og med at bruge hele denne teknologi. Jeg måtte her konstatere at vi her desværre er et godt stykke bagefter på Aalborg Universitet.

Under konferencemiddagen blev det afsløret at næste års ICWL skal afholdes i Thailand og at prisen for bedste artikel i år gik til – Angel Suarez.

Flattr this!

Dagens første foredrag

Mine slides

Så kom dagen, hvor jeg skulle holde mit foredrag. Jeg havde sovet dårligt i nat, selvom Kapstaden er i samme tidszone som Danmark, og jeg derfor bestemt ikke havde jet lag. Den lange rejse og mails fra AAU, som jeg først kunne se, da jeg skulle sove, gjorde det svært for hovedet at falde til ro. Men igen vågnede jeg af mig selv lidt inden jeg skulle op.

Jeg dukkede op i god tid, for jeg kunne se at mit foredrag skulle være kl. 9.00, og jeg var blevet bedt om at være der i god tid. Faktisk startede vi nu først kl. 9.45, for programmet var blevet ændret.

Hele ICWL2017/SPeL2017 finder sted i The Watershed, der er en stor hal. I stueetagen er der et indendørs marked med sydafrikansk kunsthåndværk, og på første etage ligger Workshop 17, der har seminarrum og et åbent arbejdsrum for kreative mennesker fra kunst, kommunikation og teknologi.

Mit foredrag handlede om PBL Exchange, der er den ny platform for projektvejledere på AAU, som jeg tidligere har skrevet om her og som er blevet til i samarbejde med Dorina Gnaur og Kurt Nørmark. Det er ikke nødvendigvis dårligt at være på som den første, og der kom da også nogle værdifulde kommentarer til mit foredrag. Jeg talte bl.a. med en spansk PhD-studerende ved Open Universiteit i Nederlandene; han har udviklet en platform, der kan bruges til crowdsourcing og planlægning i forbindelse med studerendes projektarbejde, og det glæder jeg mig til at høre meget mere om i morgen.

Der var også interessante foredrag om bl.a. hvordan man kan bruge bayesiansk inferens i forbindelse med at kvalificere peer review i undervisning og om hvordan man kan engagere studerende på et lille universitet i Kenya. Udfordringerne her ser ud til at være de samme om andre steder i verden. Oppe i Kenya (som jeg vel må sige lige nu) går smartphonen også sin sejrsgang, men her er det nu WhatsApp, som alle bruger. Facebook er for længst gået bag af dansen. Kan man bruge dét til noget? Måske.

Over frokosten kom jeg til at tale med andre deltagere fra Frankrig, Canada, Sydafrika og Thailand. Den sydafrikanske deltager bor i Pretoria, der med sine 6 millioner indbyggere kun er landets næststørste by, næst efter Johannesburg. Her var det lidt underligt at sige, at jeg kommer fra et land med lidt over 5 millioner indbyggere. Den franske deltager sagde derefter (lidt spøgende), at hun da også kom fra et lille land i Europa.

Bagefter gik jeg en lille tur langs kajen; der er 23 grader i dag, for foråret er lige så stille på vej hernede. I morgen skulle temperaturen desværre blive lidt mere hjemlig.

Det er interessant at være her og at møde folk med forskellige baggrunde. Nogle er dataloger, andre har anden akademisk baggrund. Alle interesserer sig for uddannelsesaspektet.

Flattr this!

De bliver væk – men hvorfor?

Et fremmøde på nul procent i AAUs bygninger i Rendsburggade.

Jeg har tidligere skrevet om den ærgerlige situation, jeg har oplevet i foråret, hvor jeg seks uger inde i foråret oplevede at der kun var lidt over halvdelen af et hold på mere end 130 studerende, der mødte op til min kursusundervisning.

Det rigtig ubehagelige ved denne situation var, ud over at så mange studerende konsekvent blev væk, at det viste sig helt umuligt for mig at finde ud af hvad det var, der var årsagen til det store fravær. Til styringsgruppemøderne dukkede der altid kun studerende op, der deltog i undervisningen. Og når ikke jeg kunne få et indblik i årsagerne, ville jeg aldrig kunne ændre på de forhold i min undervisning, der forårsagede den omfattende, tavse protest.

Ved starten på det nye semester indbød jeg derfor det hold af studerende, der var tale om, til et møde i håb om at jeg omsider ville kunne finde ud af, hvad det var de havde været så utilfredse med. Især var jeg interesseret i at høre fra de studerende, der ikke havde villet deltage i undervisningen i foråret. Nu måtte de vel føle sig trygge nok til at give deres utilfredshed til kende og komme med forslag til forbedringer.

Mødet fandt sted i denne uge. Der dukkede imidlertid kun fem studerende op til mødet, og alle fem havde deltaget regelmæssigt i min undervisning. Fire af dem havde jeg endog været projektvejleder for.  Vi fik en god samtale om mine ideer til forbedring af kommende undervisningsforløb, men jeg kom slet ikke tættere på en forklaring på hvad der var sket eller på om mine bud på nye tiltag ville kunne få de studerende til at deltage i stedet for at blive væk.

I går fik jeg så en mail fra en kollega, der har undervist et stort hold på 6. semester, hvor jeg er semesterkoordinator. Det viste sig at min kollega havde observeret en helt tilsvarende adfærd: En meget stor andel af de studerende ville ikke deltage i øvelserne, heller ikke selv om det blev tydeligt pointeret at det ville være meget vigtigt. I den skriftlige evaluering af kurset havde 11 studerende givet deres mening til kende om undervisningen, men de havde alle fulgt kurset – og igen var det således umuligt at finde ud af hvorfor så mange andre blev væk.

Jeg spekulerer nu på om der er tale om et problem, der ikke bare skyldes at jeg har leveret dårlig undervisning, men om vi er vidne til en ny tendens hvor mange studerende ikke længere vil deltage i undervisningen. Hvis det er tilfældet, bliver vi nødt til at gøre en systematisk forskningsindsats for at finde ud hvad der ligger bag, for det kan tyde på at vi er ved at se et afgørende skift i studiekulturen.

Der er mange mulige hypoteser her. Fra de spredte tilkendegivelser, jeg fik i foråret, er én mulighed at mange studerende opfatter kurserne som noget, de med fordel kan nedprioritere til fordel for projektarbejdet så de på denne måde kan optimere deres indsats og klare sig så godt som muligt. Hvis man har overblik over uddannelsens opbygning, er det tydeligt at dette er en paradoksal holdning – kurserne fylder præcis lige så meget som projektet. Der må i så fald være nogen, der påvirker de studerende til at indtage denne holdning, men jeg ved ikke hvem det skulle være. Det kan næppe være projektvejlederne, for mange af dem er jo også selv kursusholdere.

Flattr this!

EXPRESS/SOS 2017

Så kom dagen, hvor jeg skulle til workshop. EXPRESS/SOS bliver normalt holdt dagen før CONCUR-konferencen; jeg var med til en af de første udgaver tilbage i 1997 og har siden været med en del gange. Det er en lille workshop af høj kvalitet, og der er som regel en hel del mennesker, jeg kender. Sådan var det også i år. Men underligt nok var der flest foredrag om mit eget forskningsområde, nemlig sessionstyper, i en anden workshop ved navn RADICAL, der blev holdt i lokalet inde ved siden af.

Det er altid hyggeligt at gense gamle samarbejdspartnere og folk, jeg kender fra min PhD-tid dengang i forrige århundrede. Underligt nok var det så faktisk først i dag, jeg fik mødt Luke Ong, der er professor i Oxford. Mit eget bidrag knytter an til det arbejde, han og Emanuele D’Osualdo har lavet – og Emanuele mødte jeg i Aarhus i forsommeren.

Hele workshoppen bliver holdt i Harnack-Haus, der er et konferencecenter ved Max Planck-instituttet, og på plænen udenfor er der gode liggestole. Da det tilmed har været en lun dag, blev det lidt tillokkende også at tilbringe en stund her undervejs.

Mit eget foredrag gik vel egentlig som det skulle, og der kom da nogle gode spørgsmål bagefter (“gode” forstået både som spørgsmål, det var nemt at besvare som som spørgsmål, der krævede en del refleksion). Bagefter var jeg dog noget trættere, end jeg havde troet. Åbenbart investerer jeg en del mere energi i at forberede mig mentalt til at være “på” end jeg tror, trods mange år i den akademiske biks.

Bagefter følte jeg mig i al fald virkelig som en gammel farfar, da jeg faldt i søvn til det indbudte foredrag. Selv ikke foredragsholderens velbevarede og kraftige hollandske accent (trods flere årtier i et engelsktalende land), der fik det til at lyde som han talte om “strøctures” og “fønctions” og fik “relevant” til at rime perfekt på “elefant” kunne sende mig ud af drømmeland. Og så var der i øvrigt stadig mindet om liggestolene ude på plænen foran.

Flattr this!

Første dag i et nyt semester – nu på gangene

I dag er det første dag af efterårssemesteret, og endnu engang tager vi imod et stort antal nye studerende. Og endnu engang skal jeg være vejleder på første semester af datalogi- og software-uddannelserne. Kurt Nørmark, der er en meget dygtig og samvittighedsfuld semesterkoordinator, tog imod det nye hold på 224 studerende i Auditorium 7 på Badehusvej. Derefter skulle vi, der er vejledere, mødes med de helt nye studerende for allerførste gang.

Der er Kurt og Magnus Madsen, vores nye adjunkt fra Aarhus og så mig – alle de andre vejledere for dette hold er blevet kandidater her i år og har studietiden i frisk erindring. Det var noget af et chok for dem at opleve, at lokaleforholdene nu er så dårlige, at mange af de nye studerende nu ikke længere har et grupperum, men er henvist til at sidde på gangene.  Resten skal deles om grupperummene to grupper ad gangen. Da jeg mødtes med de nye studerende, var det nogle gange svært at få ørenlyd, fordi lokaleforholdene mildt sagt ikke var gode.

Det er kombinationen af de stadigt større årgange og de stadigt færre midler til uddannelsessektoren, der for alvor slår igennem nu. Jeg er næppe den eneste, der sendte en meget uvenlig tanke til det netop fremsatte forslag til finanslov.

Flattr this!

En løsning på bedsteforældre-paradokset?

Der er masser af stof til eftertanke i tanken om tidsrejser, og bedst kendt er vel bedsteforældreparadokset, hvor X rejser tilbage i tiden og slår en af sine bedsteforældre ihjel, inden bedsteforælderen selv får børm. Men så kunne X aldrig selv være kommet til verden og ikke derfor ikke rejse tilbage i tiden.

De tre mest almindelige forsøg på at løse dette paradoks er

  1. At konkludere at dette viser, at man ikke kan rejse tilbage i tiden
  2. At konkludere at man godt kan rejse tilbage i tiden, men ikke ændre fortiden (dvs. at forsøget på at slå bedsteforælderen ihjel skal gå galt)
  3. At tidsrejser kun er konsistente med “mangeverdensfortolkningen” af kvantefysik, hvor alle tilstand af enhver elementarpartikel er lige virkelige. Derfor vil der være én verden, hvor X aldrig blev født og en anden, hvor X findes.

Det seneste, jeg har læst om dette, kommer faktisk fra datalogiens verden. Doron Friedman, en israelsk forsker inden for maskinintelligens, har lavet et stykke software, der modellerer kausalitet. Computersimuleringen finder faktisk to mulige løsninger på den lidt simplere udgave, nemlig far-paradokset, hvor en forsøgsperson rejser tilbage i tiden og slår sin far ihjel,

Den ene er at X’s far foretager en tidsrejse frem i tiden og gør X’s mor gravid og derefter rejser tilbage – kun for at blive slået ihjel af X.

Den anden udgave antager at X er en mand – og sørger for at han bliver sin egen bedstefar. X rejser tilbage i tiden og slår sin far ihjel, men gør derefter sin bedstemor gravid med et drengebarn, der så mange år senere bliver far til X.

Disse løsninger er (ud over at være særdeles spidsfindige) for mig at se reelt variationer af mulighed 2 ovenfor; i begge tilfælde sker der dét, at X gennem sine handlinger bare sørger for at begrebet “far til X” stadig er meningsfyldt. Men det egentlig interessante er, at man nu kaster sig over et filosofisk spørgsmål ved at bruge software til at foretage et tankeeksperiment med, og at vi på denne måde har at gøre med en form for eksperimentel filosofi, som er et begreb jeg skrev om her for tre et halvt år siden.

(Det er i øvrigt foruroligende, at Doron Friedmans artikel er skrevet i Microsoft Word.)

Flattr this!

Er publikationsvæddeløbet nødvendigt?

Oversigt over acceptrater for nogle populære konferencer inden for datalogi. Kilde: http://haofengjia.weebly.com/computer-science.html

I datalogi er det i modsætning til i andre naturvidenskaber sådan, at konferencer har mindst lige så høj status som tidsskrifter, når man skal publicere. Så jeg holder som alle andre inden for mit akademiske område øje med hvornår der er konferencer inden for mit forskningsområde. Men det er bestemt ikke altid, jeg får mine artikler optaget i første forsøg. Slet ikke. Ofte har jeg oplevet, at en artikel er blevet afvist til én konference. Så må jeg revidere artiklen ud fra bedømmernes kritik og finde en anden konference at sende den reviderede artikel til. Nogle gange har jeg først haft heldet med mig i fjerde forsøg.

Nogle af de mest prestigefyldte konferencer i datalogi har acceptrater under 20 procent; dvs. at mindst 4 ud af 5 indsendte artikler bliver afvist. Det betyder ikke at de allerfleste indsendte manuskripter er noget makværk, der aldrig burde publiceres. Derimod er det udtryk for at alle godt ved at man skal gå efter publikationskanaler med høj prestige og at konferencer kun varer få dage – så der en veldefineret øvre grænse for hvor mange artikler, der kan nå at blive præsenteret. (Og konference-proceedings må heller ikke være for tykke, så artiklerne skal heller ikke være specielt lange.)

Der er derfor stor prestige forbundet med at have artikler til de prestigefyldte konferencer, netop fordi det er så svært at komme gennem nåleøjet. Og samtidig betyder det, at der skyder en hel masse nye datalogi-konferencer og -workshops op netop med det formål at give flere en chance for at få deres resultater publiceret.

Men dette sidste viser jo, at langt størsteparten af dem, der sender en artikel ind, har nogle videnskabelige resultater, som de synes er vigtige og som andre bør have kendskab til. Og så er det underligt, at de ikke kan få dem publiceret. Det er i sig selv ikke godt for det videnskabelige samfund eller for videnskaben datalogi.

Tilmed er der ikke tæt på at være enighed om hvilke artikler, der bør optages, og hvilke der ikke bør. I 2014 lavede man et eksperiment i forbindelse med NIPS, en stor  konference i maskinintelligens, hvor man delte programkomiteen i to uafhængige underkomiteer og lod de fleste artikler blive bedømt af kun den ene programkomité. 10 procent blev imidlertid bedømt af begge komiteer; af disse 166 artikler var de to programkomiteer uenige om hvorvidt en artikel skulle publiceres eller afvises i 25,9 procent af tilfældene!

I det seneste nummer af Communications of the ACM foreslår Moshe Vardi, der er tidligere redaktør af dette tidsskrift og i det hele taget en meget indflydelsesrig person inden for datalogi i USA, en anden praksis, nemlig at alle de artikler, der ikke var en vis enighed om at afvise, kunne optages. Det er en praksis, der minder mere om tidsskrifternes verden, men nok så vigtigt: Alle artikler, der var gode nok til at blive publiceret, ville blive publiceret. Og i vore dage, hvor publikationsaspektet er blevet meget anderledes, fordi alt udkommer i digital form, vil bekymringer mht. antallet af artikler i proceedings heller ikke udgøre nogen grund til at begrænse mulighederne for publikation.

En sådan ændret praksis for accept vil ganske vist fjerne noget af prestigen ved at være en af de få, der fik en artikel med, men til gengæld vil det gavne det videnskabelige samfund. Og der er jo i forvejen mange andre og mere interessante mål for artiklers faglige kvalitet, f.eks. hvor ofte og hvordan de bliver citeret.

Flattr this!

Kursusflytteri og projektarbejde

Hvert semester er der et heldagsmøde på Institut for datalogi, hvor alle medarbejdere skal deltage. I dag var det tid til endnu ét af slagsen. Som regel er der ikke så mange, der siger noget – plenumformen gør typisk at det er de samme, der taler (og ofte også ytrer sig ganske hyppigt).

Om formiddagen var der besøg fra fakultetets ledelse, der bl.a. fortalte om den nye budgetmodel og om et langsigtet mål om at få projektarbejdet gjort mere centralt og at få de kompetencer, som hidtil er dukket op i kurserne, bedre relateret til projektarbejdet og nedtone kurserne eller måske erstatte dem helt med andre undervisningsformer på længere sigt.

Om eftermiddagen var der bl.a. præsentation af planerne for den nye uddannelse i data science, men den grundigt forberedte præsentation af strukturen af den nye uddannelse blev hurtigt til en diskussion (mellem ganske få personer) af hvilke kurser, der skulle være på hvilke dele af uddannelsen og hvilke grupperinger, der skulle stå for dem. Det var ærgerligt at overvære, hvordan diskussionerne endte i kursusflytteri, efter at det om formiddagen var blevet betonet at projektarbejdet på uddannelserne skulle fremstå mere centralt.

Grunden til at så mange diskussioner af uddannelserne på et universitet med udstrakt projektarbejde alligevel ender i kursusflytteri er formodentlig den enkle (og ærgerlige), at kurserne er så veldefinerede og at man som universitetslærer netop her har stor mulighed for at bestemme indholdet – det kan man nemlig ikke i nær samme grad for projektarbejdets vedkommende.

Retfærdigvis skal jeg tilføje, at der også i dag var en diskussion af gruppedannelse i forbindelse med projektarbejde, og her holdt jeg et kort oplæg. Det var ikke fordi det var mig der indledet, at denne diskussion nok var den mest interessante i dag – det var fordi det var godt for én gangs skyld at kunne tale om projektarbejde.

Flattr this!