Kategoriarkiv: Datalogi

Projektarbejde genoplevet i erindringen

Jeg sidder ved en AUD-terminal på Strandvejen 19. Bag mig står CSJ.
Jeg sidder ved en AUD-terminal på Strandvejen 19. Bag mig står CSJ.

I denne uge udkom andet bind af historien om datalogi på AAU. Her er mit bidrag; det handler om projektarbejde dengang (da jeg var studerende) og nu (hvor jeg har 25 års erfaring som projektvejleder).

Da jeg valgte at studere på AUC, som Aalborg Universitet hed dengang i 1982, var noget af det, jeg så frem til at skulle lave projektarbejde. Men forkortelsen PBL kendte vi ikke – den er af langt senere dato. Da jeg studerede, kaldte vi det bare for problemorienteret projektarbejde.

Det var dog bestemt ikke alle projekter i min studietid, der var lige problemorienterede. Jeg er tofagskandidat i matematik og datalogi, og mit første matematikprojekt på dét, der dengang hed Mat 1, husker jeg endnu som modsætningen til al problemorientering: Det handlede om styring af en pladespiller og udformede sig mest som en stor opgave. Hver eneste gang vi gik i stå, kaldte vi på vores vejleder og så fik vi en ny lille regneopgave. Der var ingen problemformulering, vi fik aldrig rigtig noget godt overblik og det var et projekt vi bestemt ikke følte at vi selv ejede. Vores vejledere var venlige mennesker, men de kunne ikke rigtig se at det var et problem at der ikke var noget problem.

De fleste af de senere projekter både på matematik og på datalogi var på mange måder projekter, som vi selv ejede. Måske var det i virkeligheden en reaktion på Mat 1-projektet? Vi var et lille hold og der var nogle medstuderende, som jeg fulgtes med gennem mange af de senere projekter – især Lars Bækgaard og CSJ, som jeg ofte havnede i gruppe med. I næsten alle vores projekter fik vi ideen til det igangsættende problem selv; der var ikke nogen projektkataloger med mere eller mindre færdige ideer. Netop dét har jeg savnet siden i min tid som vejleder, og det er en praksis, jeg nu prøver at genindføre for de studerende, jeg vejleder nu.

Noget, der var helt karakteristisk dengang, var at vi studerende ofte nærmest boede på universitetet meget af semesteret. Grupperummet var et sted, hvor vi opholdt os meget – og kaffestuen var lige så meget et sted, hvor vi talte om faglige problemstillinger, som et sted hvor vi holdt pauser. Vore dage studerende vil sikkert have svært ved at forstå dette, men der var ingen computere i grupperummene (endsige til forelæsningerne!). Nogle studerende havde små personlige hobbycomputere, men de stod derhjemme. Alle studierelatede programmeringsopgaver lavede vi på den store CDC Cyber 72-mainframecomputer på Aalborg Universitetsdatacenter – og i 1985 kom der en kluntet IBM PC og en samling Apple-computere, som blev stillet op i et lokale på Strandvejen 19, 3. sal. Her fandt man også en Sun-arbejdsstation, der kørte Unix. Og projektrapporterne skrev vi i de første år på skrivemaskiner, som vi fik udleveret ved semesterets start. Det var en sorgens dag, når farvebåndet var slidt. Til gengæld blev vi meget kreative i brugen af “kvajeblæk” (alias rettelak), Radex-ark og Scotch-tape, når vi skulle rette fejl. Der skulle meget til før vi skrev en side om, så vi tænkte os grundigt om før vi skrev noget ind!

På Mat 2 arbejdede vi med statistisk analyse af et stort datasæt af gymnasiekarakterer, og jeg lærte en hel masse om statistik, om den lineære algebra der ligger bag og om at bruge den statistikpakke, man også i dag kalder SPSS. Det var samtidig mit første møde med Steffen Lauritzen, en meget inspirerende og ekstremt kompetent person [man bliver ikke professor i matematisk statistik uden grund!] hvis vejledningsstil på mange måder har påvirket min egen senere gerning som vejleder.

Vi brugte Cyber’en til vores analyser, og nogle af kørslerne tog en del tid så dem fik vi lavet om aftenen og om natten. CDC-maskinen virkede dengang stor og kraftig og var forbundet til terminaler rundt om på AUC, men den havde en brøkdel af den hukommelse og processorkraft som min gamle iPhone 4S har. Én fejl fra Mat 2-projektet mindes jeg endnu med gru: Jeg ville lave et scatterplot af datapunkterne i vores datasæt, men havde glemt at der var flere tusinde sådanne datapunkter. Plotteren, der havde en lille pen til at tegne de enkelte punkter, endte med at lade pennen tegne oven i de samme koordinater ganske mange gange, med det forudsigelige resultat at der til sidst blev slidt hul i papiret og der dannede sig et aftryk på metalpladen neden under. Pinligt!

Senere kastede jeg mig så over datalogi. På Dat 1 kom det sjovt nok til at handle om statistik igen, selv om det var mit første datalogiprojekt. Projektforslaget kom fra Steffen Lauritzen, og vores projekt kom til at handle om det, vi i dag kalder for grafiske modeller og boede et sted mellem statistik, grafteori og systemudvikling. Jeg var for første (og viste det sig desværre, sidste gang) i gruppe med Lars Fischer, der ene mand lavede en fin implementation af rullegardin-menuer til vores system i Pascal, og med Anna Ingolfsdóttir. Jeg var behørigt imponeret. Vores rapport skrev vi ind på kuglehoved-skrivemaskiner, der dengang var det seneste nye. På eksamensdagen styrtede vores vejleder på cykel på vej til universitetet – det var før cykelhjelmenes tid, men heldigvis kom han ikke noget til. Derimod gik vores system ned under fremlæggelsen. Det var mindre godt.

Projektet på Dat 2 handlede – ligesom projektet på DAT4 i vore dage – om design, definition og implementation af programmeringssprog. Det var et interessant projekt, og jeg husker en masse diskussioner om sprogdesign, og jeg lærte en masse om semantik. Til gengæld var den eneste i gruppen, der interesserede sig for implementationsaspektet, mig. Jeg prøvede ene mand at implementere vores denotationelle semantik for exception handling i Larry Paulsons eksperimentelle compilergenerator; det kom desværre aldrig helt til at virke for mig. Jeg opnåede kun at kunne eksekvere programmer uden exception handling, og det var jo ikke ligefrem meningen. Den slags var aldrig gået i dag! Og hvad værre var: vores vejleder Bent Bruun Kristensen fik en diskusprolaps op til eksamen, hvilket var langt mere alvorligt end cykelulykken på Dat 1. En ung adjunkt ved navn Kim G. Larsen blev hasteindkaldt til at være stedfortrædende eksaminator for os.

Dengang var cand.scient-uddannelsen normeret til 11 semestre. Mit speciale på 11. semester var atypisk: jeg arbejdede alene, og for første gang mødte jeg de to værktøjer, der siden har fulgt mig trofast, nemlig Emacs og LaTeX – og det blev Sun-arbejdsstationerne, som der nu var flere af, som jeg brugte. Det var meget anderledes at lave projekt alene. Gruppearbejde kunne af og til også være ekstremt frustrerende, når bølgerne gik højt, så på den måde var det en spændende forandring at kunne skrive projektrapporten præcis som jeg gerne ville. På den anden side var der ingen at tale om projektets glæder og sorger med, pånær min vejleder. Det var Kim G. Larsen – jeg var en af hans første studerende – og han havde god tid dengang og var fuld af ideer. Det var en god oplevelse. Selv om jeg for det meste holdt meget af at studere, var det godt at blive kandidat.

Set i bakspejlet var det for det meste en særdeles givende og sjov oplevelse at lave projektarbejde sammen med andre. Jeg har næppe hverken før eller siden lært så mange mennesker at kende på godt og ondt som i den periode af mit liv, og vi lærte at være med til både at kritisere og modtage kritik som kunne bruges til noget godt. Hele den analytiske tænkemåde lærte jeg at blive fortrolig med gennem projektarbejdet. Problemorienteret projektarbejde i grupper er kort og godt det bedste, vi har på Aalborg Universitet, og det er en arbejdsform der passer fortrinligt til hvad man kommer til at arbejde med som færdiguddannet akademiker. I mit nuværende virke som universitetslærer er det projektvejledning, jeg holder mest af at beskæftige mig med. Også de fysiske rammer var en vigtig del af projektarbejdet for mig, og jeg er ked af at de faste grupperum nu ikke længere kan være en del af studiekulturen.

Flattr this!

Journalist-algoritmer

algoritme

Nogle gange er det underligt at opdage, at et ord, man troede man havde i fred, dukker op i medierne. Inden for de seneste få år er journalister begyndt at interessere sig for – algoritmer. 

En artikel i dagbladet Information af Annegrethe Rasmussen 2014 hedder “Jeg hader algoritmer” – og nej, det var ikke en bandbulle mod quicksort, term-unifikation eller delmængdekonstruktionen for endelige automater. Det kunne nok ellers have været interessant. Nej, det vi får at læse, er en kritik af hvordan webtjenester målretter deres tilbud til brugerne på baggrund af en dataanalyse af brugernes vaner. I denne uge er der en klumme i Information om algoritmer – og denne gang handler den om præcis det samme.

Journalisterne har med andre ord opdaget det, der hedder recommender-algoritmer. Min fornemmelse er at denne meget specielle forståelse af algoritmebegrebet kommer til at dominere og nemt ender med at blive synonym med det for journalisters vedkommende.

Om det i sidste ende er godt, ved jeg ikke. Algoritmebegrebet bør være en helt central del af almen dannelse i vore dage og fortjener (som andre vigtige matematiske begreber) en ordentlig behandling i medierne.

Flattr this!

En ny begyndelse (Eller: Videre – men på en ny måde)

Fil 11-05-2016 19.08.26

I dag skete der to næppe synlige ændringer på mit arbejde, som samtidig vil få stor betydning for mig – forhåbentlig og formodentlig på en god måde.

Den ene var at jeg kunne tage min nye computer i brug. Den gamle computer er snart 4 år gammel og har skrantet gennem længere tid;  inden for det seneste halve års tid har den været til reparation to gange. På den måde var den desværre endt med at blive en kilde til hyppig irritation for mig. Den nye computer ligner min gamle computer meget, men den er lettere og hurtigere. Alle data er intakte, og jeg kan fortsætte hvor jeg slap, men på en ny måde.

Også på en anden måde markerede dagen en ny begyndelse for mig. Jeg var til det første møde i den gruppe på Institut for datalogi, hvor jeg fra forårssemesteret skal være. Lige siden jeg blev ansat for 25 år siden, har jeg været i den samme gruppe på instituttet, den der nu hedder Distribuerede og indlejrede systemer. Men der er sket mange ting med den gruppe og med mit forhold til gruppen. Jeg ved at andre i gruppen er meget tilfredse, men jeg har ikke selv haft det sådan. Og så beskæftiger jeg mig hverken med distribuerede eller indlejrede systemer. Det har jeg aldrig gjort; min interesse for strukturel operational semantik og dens forbindelse til sprog og typesystemer er jeg ene om i den gruppe. Måske er det også derfor, jeg har følt mig utilpasset og nogle gange utilpas der. Fra februar 2017 er jeg i den enhed på instituttet, der hedder Databaser og programmeringsteknologi, hvor jeg skal være i programmeringssprogsgruppen. Også to medlemmer af gruppen Maskinintelligens, som nu desværre snart ikke findes mere, kommer til at skifte enhed til samme sted, omend ikke til samme gruppe som mig. Det er godt at jeg ikke er den eneste, der skifter placering.

Mine undervisningsopgaver bliver de samme som før, så også på denne måde er det på tilfældet at jeg fortsætter hvor jeg slap, men på en ny måde.

Flattr this!

Gensyn med de traditionsrige fejl

tradition

Jeg er semesterkoordinator på datalogiuddannelsens 4. semester, og på Aalborg Universitet betyder det at man bør (skal!) have et overblik over aktiviteterne på dette semester og selv undervise der. Denne gang er jeg vejleder for to projektgrupper.

Når man som jeg har nogle års erfaring med at undervise på 4. semester, opdager man at der er nogle helt bestemte læringsproblemer, som altid dukker op i projektarbejdet lige præcis her. Det er ikke 4. semester, der er specielt problematisk, men dette er et semester, jeg kender rigtig godt efterhånden.

Jeg har skrevet om dette for to år siden allerede, før jeg blev semesterkoordinator. Lige for tiden prøver jeg at identificere de traditionelle misforståelser, som bliver gentaget år efter år af nye hold af studerende. Her er tre af disse misforståelser:

  1. Når man skal designe et nyt programmeringssprog, bør det ligne et sprog vi allerede kender, nemlig C.
  2. Hvis et programmeringssprog skal gøre det muligt at skrive læsbare programmer, er det vigtigt at have mange og lange reserverede ord.
  3. Når man skal lave en beskrivelse af et sprogs abstrakte syntaks, skal man lave en let nedbarberet udgave af sprogets konkrete syntaks.

Det er formodentlig tilfældet, at det, vi ser, er hvad man kalder tærskelbegreber: Nogle vigtige begreber inden for dette område af faget, som man er nødt til at forstå for at kunne komme videre. Alle fag har sådanne tærskelbegreber. Men det, der er gådefuldt og derfor også lidt fascinerende, er at mange studerende har de samme misforståelser af tærskelbegreberne. Man skulle tro, at misforståelserne ville stritte i alle mulige retninger – men nej.

Hvorfor er det mon sådan? Min arbejdshypotese har over for de studerende været, at de mødes ude i skoven for at aftale misforståelserne. Men det er nok alligevel næppe tilfældet. I virkeligheden tror jeg at det er os, deres undervisere (kursusholdere og projektvejledere) der uforvarende bibringer dem disse misforståelser. Misforståelse nr. 1 ovenfor kommer af at vi underviser de studerende i programmering i C på 1. semester og derefter på 2. semester underviser dem i programmering i C’s efterkommer, sproget C#. Misforståelse nr. 2 kommer muligvis også herfra: Der er nemlig ikke ret mange reserverede ord i C – og det gør at det kan føles besværligt at programmere i C.  Og misforståelse nr. 3 kommer måske af det store fokus på at lære de studerende at lave en konkret syntaks – så derefter kommer de til at se dette som en særligt vigtig kompetence.

Med andre ord: Vi kommer formodentlig til at skabe en “vanens magt”, når vi underviser. Hvis der er noget, det er svært at bryde ud af, er det en vane. Jeg ved ikke, hvad løsningen er på dette. Man taler tit om at et uddannelsesforløb skal have en progression, så de senere mål i uddannelsen bygger på de mål, man har nået tidligere. Men nogle gange bliver progressionen måske af den forkerte slags, så vi uforvarende kommer til at skabe et snæversyn, der faktisk gør det sværere at nå nye læringmål?

Flattr this!

Matematik og datalogi – og krig

p9

På det seneste er jeg begyndt igen for alvor at tænke over de etisk betingede problemstillinger, der er forbundet med forskning, efter at det er kommet frem at der har været samarbejde mellem Aalborg Universitet og BAE Systems, der laver våben og overvågningssoftware og har samarbejde med diktaturstater. Det er underligt at opleve mine kollegers reaktioner og at opleve at AAU fra centralt hold tilsyneladende finder samarbejdet uproblematisk og endda nævner BAE Systems som en officiel samarbejdspartner. I dag opdagede jeg tilmed, at BAE Systems har et opslag oppe på mit institut, hvor de søger efter en studenterprogrammør, der vil hjælpe dem. Jeg talte med den studerende, der havde sat opslaget op. Han måtte indrømme, at det var lidt problematisk, “men det er jo ikke den danske afdeling, der laver den slags ting”, sagde han. Men det er det jo faktisk – det er endda afdelingen i Nørresundby.

I 1992 skrev den danske videnskabshistoriker og fysiker Jens Høyrup fra Roskilde Universitet en artikel, Matematik og krig, og det er en artikel, jeg ofte vender tilbage til. Den er en grundig historisk gennemgang af forholdet mellem matematikkens udvikling og militær teknologi. Artiklen er særdeles kritisk i sin analyse  – dengang for 24 år siden kunne man stadig slippe af sted med at lave kritisk forskning. Høyrup kommer også kort ind på forholdet mellem datalogi (som han betragter som en gren af matematik) og militæret.

Mange vil hævde, at denne forbindelse mellem matematik (bredt anskuet) og krig ikke er et problem. Nogle konkluderer dette ud fra en holdning om at militæret i sig selv er til gavn for samfundet – de færreste (heller ikke jeg) vil f.eks. se det som et problem at Alan Turing bidrog til kryptanalysen af Enigma. Det er dog som bekendt ikke alle anvendelser, der er så tilsyneladende entydigt gavnlige. Andre vil hævde at forbindelsen reelt er “tilfældig” og derfor ikke noget problem.

I artiklen fra Information optræder således dette citat fra AAU:

»En kniv kan bruges til at slå ihjel med. Men det betyder ikke, at vi ikke vil omgås knive, for de kan jo også bruges til meget andet,«

»Jeg tror godt, jeg kan stå inde for, at mine folk ikke har været ude at slå nogen ihjel. De beskæftiger sig med nogle generelle datalogiske metoder, og metoder kan jo bruges til alting.«

Dette er en ofte hørt holdning: Teknologien er neutral og videnskabelig erkendelse er neutral. Måske kan den videnskabelige erkendelse endda drage nytte af militærets interesse?

Men anvendelserne i militæret har, netop fordi de er militære, en negativ indvirkling på videnskaben – og det ikke fordi de kan bruges til at lave våben med, men på grund af denne videns natur. Høyrups har to indvendinger, som jeg synes er vigtige:

  • For det første er militære anvendelser af teknologi produktudvikling og det, som Høyrup kalder “punktuelle”. Der er tale om et udgangspunkt i nogle her-og-nu-behov, der som oftest ikke fører til ny grundforskning.
  • For det andet er militære anvendelser omgærdet af stor hemmeligholdelse. Det står i direkte modsætning til den åbenhed, som altid har været et ideal i den akademiske verden. Et nu legendarisk eksempel er at RSA-kryptosystemet faktisk allerede blev udviklet af den britiske militære efterretningstjeneste GCHQ i 1973, flere år før Rivest, Shamir og Adleman kom på samme idé om en udnyttelse af egenskaber ved endelige ringe i modulær aritmetik.

Det er derfor også på denne måde, at der er noget problematisk ved det samarbejde, som har været mellem AAU og BAE Systems. Historien bag overvågningssystemerne gør det samtidig klart, at de ikke er en “hyldevare” (som en kniv jo er), men tværtimod er udviklet direkte til Saudiarabiens hemmelige politi.

Flattr this!

Datalogi og overvågning i Golfstaterne

Carnegie-Mellon-University-in-Qatar-2

I de seneste år er der kommet masser af nye akademiske jobmuligheder ved datalogiske institutter. Man kan blive lektor eller professor og få en rigtig god løn og gode muligheder for at påvirke profilen af sit institut.  Institutterne ligger dog ikke i Danmark, endsige i Europa eller i Nordamerika, men i Saudiarabien, Bahrain og de andre arabiske Golfstater. Carnegie-Mellon University fra USA har et kendt og velrenommeret datalogisk institut og har nu en afdeling i Qatar, hvor den fremtrædende italienske forsker inden for computersikkerhed Iliano Cervesato er professor.

Tidligere i år fik Aalborg Universitet en henvendelse fra et andet universitet i Qatar om hjælp til at indføre PBL på deres datalogiuddannelser. Jeg blev spurgt om jeg ville være med til dette initiativ; det er ikke i sig selv suspekt, men jeg sagde nej, med den begrundelse at jeg ikke havde tid.

Der er flere grunde til man satser så meget på datalogi i Golfstaterne. En er selvfølgelig at overklasserne i disse lande har masser af penge fra deres olieindustri. En af de andre grunde er at landene alle er diktaturer; der er forbløffende megen datalogisk forskning på de kanter, der handler om metoder til overvågning og om sikkerhed. Jeg har tidligere skrevet om hvordan BAE Systems og her specielt deres afdeling i Nørresundby har udviklet og solgt overvågningssoftware til det hemmelige politi i Saudiarabien.

En af de typiske, lidt mindre kendte personer i denne forskningstradition er Muhammed Abulaish, der i dag er professor ved i Indien. I en periode, mens han  var i Saudiarabien, var han leder af afdelingen for internet-overvågning ved landets Center of Excellence in Information Assurance. Det er næppe tilfældigt. Hans publikationer handler om netop dette – at kunne overvåge sociale netværk og at kunne finde “mistænkte”. Og det afslører meget tydeligt, hvad Center of Excellence in Information Assurance bruger tid på.

Alt dette peger på noget, vi godt ved, men ikke er så glade for at tale om: At datalogiske forskningsresultater og metoder ofte tjener nogle bestemte interesser og bestemt ikke nødvendigvis bliver brugt til det gode.

Flattr this!

Den sidste samtale

huskmig

Jeg er via en artikel i The Guardian faldet over en blog skrevet af den belgiske datalog Pieter Hintjens. Nogle kender ham fra hans kamp mod software-patenter og arbejdet med det såkaldte REST-interface.

Han har fået konstateret en sjælden form for kræft og har nu kun kort tid tilbage at leve i. Det blogindlæg, jeg har læst, er det sidste fra ham (meget passende for hans tidligere virke hedder det A Protocol for Dying); nu gør han sig klar til at dø. En stor del af det beskriver Hintjens’ tanker om at sige farvel og især tankerne om hvordan de af os, der ikke selv er døende, kan tale med den døende. Jeg kan her ikke undlade at bemærke at Pieter Hintjens er 53 år gammel, dvs. kun et år ældre end mig.

Det er gribende læsning. Og overraskende. Og så alligevel ikke. Det, Pieter Hintjens beder om, er i store træk dette:

  • At det er en glad samtale, ikke en samtale om sorg. Der skal ikke skabes flere bekymringer; den døende har nok at tumle med.
  • At man ikke fortæller den døende, at det nok skal gå og at der nok er en måde at blive helbredt på.  For det kommer ikke til at gå godt, og man bliver ikke helbredt.
  • At man taler om gamle eventyr, dvs. gode oplevelser man har haft sammen.
  • At man er rede til også at tale om de “kliniske detaljer” ved sygdommen – alt det, som den døende tænker meget på.
  • Og at man er rede til at tale om alle de praktiske forhold, der er ved at dø.

Netop dette er udtryk for et ønske om en empati i stedet for en sympati; man skal dele den døendes følelser og tage dem alvorligt som om man selve havde dem – men netop kun som om, dvs. så man synker ikke til bunds i dem, men i stedet kan være til gavn og glæde for den døende.

Pieter Hintjens vil gerne møde sine nære, inden han dør. Begravelsen er ikke vigtig for ham, for bagefter er det alligevel for sent, som han siger.

Der er noget andet, der også falder mig ind her: Det er underligt, at vi først kan tale sammen på denne måde til sidst. Hvorfor har vi aldrig talt sammen på den måde ellers? Det er jo sådan, vi gerne vil tales til. Og hvorfor bliver vi ikke bedre til at mødes med dem vi holder af? Det er jo dem, vi helst vil se. Og nej, jeg er ingen helgen i nogen af de henseender, hverken med at tale sammen på en ordentlig måde eller med at se dem jeg holder af så ofte som jeg gerne ville.

Flattr this!

LFCS 30

2016-04-13 13.16.39
Rod Burstall
2016-04-13 17.21.17
Phil Wadler fortæller
2016-04-13 16.34.27
Kousha Etessami fortæller
2016-04-13 14.09.16
Philippa Gardner fortæller
2016-04-13 13.39.28
Fællesområdet i stueetagen ved Informatics Forum
2016-04-13 12.51.14
Jane Hillston fortæller
2016-04-13 12.11.27
James McKinna tænker dybt over tingene
2016-04-13 12.11.22
John Power fortæller
2016-04-13 09.08.40
Gordon Plotkin fortæller
2016-04-13 12.11.47
En menig deltagers navneskilt

I dag var det tid til 30-års-jubilæet for Laboratory for Foundations of Computer Science (LFCS), og det var en anden slags seminar end de foregående dages Wadlerfest. På mange måder blev det til en rejse ned ad mindernes allé. Mange af dem, der talte i dag, var kendte ansigter, som var på LFCS da jeg selv var der. Dengang var LFCS kun to år gammelt. Det har været et fantastisk privilegium for mig at kunne være sammen med alle disse utroligt dygtige mennesker i sin tid, og dét endda på et tidspunkt hvor nogle af de vigtigste nyskabelser skete. Her tænker jeg på monader og på pi-kalkylen (som jeg selv endte med at kaste mig over).

Helt nye ansigter var der også, bl.a. en masse nysgerrige PhD-studerende fra LFCS. Blandt dem var Daniel Hillerström, som har studeret datalogi og matematik i Aalborg og som i dag som den seneste dansker med AAU-baggrund er godt i gang med en PhD i Edinburgh. Jeg var flere gange vejleder for Daniel i løbet af hans tid i Aalborg, og det var godt at møde ham igen.

Gordon Plotkin, som er manden bag et hav af væsentlige opdagelser og resultater, indledte dagens lange program med at fortælle os om hvordan han sammen med Rod Burstall og Robin Milner var med til at skabe LFCS, og vi fik et spændende indblik i mødet mellem en videnskabelig vision og hele det britiske universitetsstyre (der ikke var helt så umuligt som det er nu). Gordon fortalte også om alt det sociale liv, der udfoldede sig i årene op til LFCS’ tilbliven. Selv husker jeg hvordan Robin Milner og hans hustru Lucy inviterede os hjem til sig; nogle gange sad vi mere end en snes mennesker i deres store dagligstue og hyggede os med den gode og rigelige mad, som Lucy lavede.

Rod Burstall var med os i dagens anledning, og jeg fik hilst på ham igen i frokostpausen. I en alder af 81 er Rod for længst gået på pension, men han bruger stadig tid på buddhisme og på meditation, der i mange år har stået hans hjerte nær. Jeg husker Rod som en meget rar og rolig mand, og han, Gordon Plotkin og Robin Milner er i det hele taget fine eksempler på at det er muligt at være ordentlige og rummelige mennesker samtidig med at man sætter en høj akademisk standard og står bag banebrydende forskning.

Jeg fik også hilst på George Cleland, der var den praktiske hjerne bag LFCS og stod for etableringen af det lokale computernetværk. Det varede nu lidt inden jeg genkendte ham; George’s dengang ildrøde hår og skæg er i dag helt gråt!

Og så fik jeg selvfølgelig også hilst på min gamle vejleder Colin Stirling og på Samson Abramsky, der engang var professor i Edinburgh og nu er i Oxford. Samson kunne huske hvordan han og jeg i 1989 var til en konference på et meget afsides beliggende sted i Rusland og gik nogle lange ture sammen. Dét huskede jeg også med stor fornøjelse!

Furio Honsell fortalte om sin tid i Edinburgh som ung italiensk postdoc og viste os nogle udsnit af gamle håndskrevne notater – flere af os kunne, da vi blev spurgt, med lethed genkende Robin Milners, Colin Stirlings og Gordon Plotkins karakteristiske håndskrift!

En række gamle ansatte og PhD-studerende fortalte i løbet af dagen om det store faglige og personlige udbytte, de havde fået af deres tid på LFCS. Her bed jeg mærke i Jane Hillstons beretning; hun var oprindelig, fortalte hun os, en lidt forsigtig person (sådan husker jeg hende også; hun var to årgange efter mig) der faktisk trods sin baggrund i matematik ikke var gået i gang med en teoretisk PhD trods det at lysten og talentet bestemt ikke manglede. Men hun endte med at blive den første kvindelige professor ved LFCS og den første og hidtil eneste kvindelige leder af laboratoriet.

Og jeg bed mærke i John Powers fortælling om at komme til LFCS med en ny PhD i matematik; den tynde australier med bare tæer i sandalerne endte med at sætte afgørende fingeraftryk i form af brugen af kategoriteori i løbet af de 10 år han tilbragte der. Faktisk har LFCS, trods det at det er del af et datalogi-institut, længe været et af de førende forskningsmiljøer inden for kategoriteori i verden.

Der var vemodige øjeblikke i løbet af dagen. John Power og George Cleland fik undervejs fortalt om de personer, vi har mistet – bl.a. Robin Milner, Kohei Honda og Claire Jones. De to sidste er fra min egen generation, og i dag er jeg ældre end de nogensinde nåede at blive. Det er underligt at tænke på. Claire Jones husker jeg som en meget dygtig og hjertevarm kvinde på min egen alder; hun døde i 2005, kun 41 år gammel. I dag er der en pris til kvindelige MSc-studerende i datalogi opkaldt efter hende.

Efter at vi havde taget afsked med hinanden, gik jeg på et lille strejftog i byen – først ned til den store, labyrintiske boghandel, der engang hed James Thin, men nu hedder Blackwell, og så ned til det sted ved Holyrood Park, hvor jeg en overgang delte lejlighed med en anden daværende dansk PhD-studerende, Søren Christensen. Udsigten over til de stejle Salisbury Crags og den udslukte vulkan Arthurs Seat var stadig uovertruffen; jeg nåede at kaste et stjålent blik ind i vores gamle køkken – det så næsten helt uforandret ud!. Derefter ned over de store plæner på The Meadows, hvor fodboldspillere og motionsløbere ligesom dengang tilbragte de tidlige aftentimer. Og til sidst et godt måltid mad på Henderson’s i Hanover Street. I morgen går det hjemad igen.

Flattr this!

Wadlerfest

image

I dag var det tid til den anden af de to dage med Wadlerfest i anledning af at Phil Wadler, der er professor i datalogi i Edinburgh, bliver 60 i år. Der var foredrag om mange af de emner som Wadler har bidraget til udviklingen af inden for teoretisk datalogi – ikke mindst  parametricitet i typeteori og brugen af monader i funktionsprogrammering. Phil Wadler er derudover en af hovedarkitekterne bag Haskell. Da jeg var i Edinburgh, var monader “bare” et snedigt greb fra kategoriteori, som alle andre (eller sådan føltes det i al fald; det var kun nogle få) brugte til at genformulere deres forskning i.  Det er i høj grad Phil Wadlers fortjeneste, at monader nu er tættere på at blive folkeeje end nogensinde før.

Nogle foredrag var mere vellykkede end andre; det er f.eks. aldrig en god idé at lave slides som ingen kan se. Ét enkelt foredrag skilte sig helt ud fra alle de andre, nemlig et foredrag med Maurice Naftalin – han er datalog og har beskæftiget sig med multiprogrammering i Java, men dette foredrag handlede om hvordan neoliberalismen faktisk er en trussel mod fremskridt i samfundet og hvordan open source-udvikling kan være med til at skabe et nyt samfund hinsides kapitalismen. Den slags samfundsspørgsmål har Phil Wadler nemlig også et engagement i.

Dagen sluttede med en festbanket i salen på Playfair Library; her var der både deltagere fra Wadlerfest, der nu er slut, og LFCS-jubilæet, der begynder i morgen. Simon Peyton-Jones hyldede sin tidligere kollega fra Glasgow, Phil Wadler. Og Furio Honsell, der var på Laboratory for Foundations for Computer Science fra 1986 til 1988 og nu er borgmester i Udine i sit hjemland Italien, holdt en fin tale om de tidligere år med LFCS. Jeg fik hilst på gamle bekendte, og jeg fik efter mange år genset og snakket med James McKinna, som lavede sin PhD i Edinburgh samtidig med mig. Efter mange år  i England og Nederlandene er James, der er jævnaldrende med mig, nu tilbage i Skotland, her på universitetet i Edinburgh. Desværre stadig som løstansat på projektmidler, der udløber i august. Dét undrede og undrer mig meget, for jeg husker ham som måske den allerdygtigste fra min årgang. En af årsagerne, forklarede han mig, var at han i sin tid valgte at opsige en stilling som lektor, da alle andre på hans fagområde på universitetet i Durham blev ofre for nedskæringer – bare ikke ham. Da han først havde mistet sin stilling som lektor, var det slet ikke nemt at få en stilling igen, for tiderne var skiftet. Mange andre ville her have givet op og søgt en anden karrierevej (dataloger plejer at kunne få job derude), men ikke James. “Jeg er ikke idealist, jeg er vel faktisk romantiker”, sagde han med et velkendt skævt smil.

Flattr this!

Gensyn med Edinburgh

IMG_20160411_190226 IMG_20160411_190302

Fra 1988 til 1991 var jeg i Edinburgh, hvor jeg lavede en PhD ved University of Edinburgh på det, der hed og hedder Laboratory for Foundations of Computer Science (LFCS). I dette forår har LFCS 30-års-jubilæum, og i den anledning er jeg taget herover.

Det er en underligt kølig dag herovre, men ellers er det godt at være tilbage.  De år, jeg tilbragte her, var en vigtig tid i mit liv. Verden føltes åben – og det var endda mens jeg var her, at Berlinmuren faldt og det kunne ikke andet end bekræfte mit indtryk af at alt var muligt.

Der er noget helt særligt ved at se byen igen. En hel masse er forandret – turen fra lufthavnen ind til centrum med den nye letbane virkede underligt fremmed. Først da vi nåede Haymarket, kunne jeg genkende den by, jeg engang færdedes hjemmevant i. Men byen ligner stadig på mange måder det Edinburgh, jeg husker og kom til at holde af. Jeg er trods alt også mere end dobbelt så gammel som dengang jeg ankom her, dengang i forrige århundrede. Også jeg er således en helt anden, men vel også på nogle måder den samme.

Jeg besøgte min gamle nabo, Sylvia von Hartmann – en ældre tysk dame, der er kunstmaler og kunsthåndværker og har boet en menneskealder i Skotland. Hun bød mig på te og vi sad og snakkede i hendes lille hus, der faktisk er endt med at være et kunstværk i sig selv – fuldt af hendes sirlige, hjemmelavede møbler, egne malerier, døre med inskriptioner på tysk og hjemmelavet tapet med hendes unikke tegninger af planter fra Princes Street Gardens. Det gik op for os, at det var otte år siden vi sidst sås, men alligevel føltes det som om vi kunne tage den gamle, gode samtale op fra der hvor vi slap dengang. Og det gik op for os, at jeg nu var ældre end Sylvia var dengang vi først mødes for længe siden! Dengang syntes jeg vel at hun var en ældre dame, men hun var kun lige blevet 50.  Netop i dag mærkede jeg for alvor hvordan tiden går. Der er mange følelser forbundet med at gense Edinburgh.

Flattr this!