Kategoriarkiv: Datalogi

Den sidste samtale

huskmig

Jeg er via en artikel i The Guardian faldet over en blog skrevet af den belgiske datalog Pieter Hintjens. Nogle kender ham fra hans kamp mod software-patenter og arbejdet med det såkaldte REST-interface.

Han har fået konstateret en sjælden form for kræft og har nu kun kort tid tilbage at leve i. Det blogindlæg, jeg har læst, er det sidste fra ham (meget passende for hans tidligere virke hedder det A Protocol for Dying); nu gør han sig klar til at dø. En stor del af det beskriver Hintjens’ tanker om at sige farvel og især tankerne om hvordan de af os, der ikke selv er døende, kan tale med den døende. Jeg kan her ikke undlade at bemærke at Pieter Hintjens er 53 år gammel, dvs. kun et år ældre end mig.

Det er gribende læsning. Og overraskende. Og så alligevel ikke. Det, Pieter Hintjens beder om, er i store træk dette:

  • At det er en glad samtale, ikke en samtale om sorg. Der skal ikke skabes flere bekymringer; den døende har nok at tumle med.
  • At man ikke fortæller den døende, at det nok skal gå og at der nok er en måde at blive helbredt på.  For det kommer ikke til at gå godt, og man bliver ikke helbredt.
  • At man taler om gamle eventyr, dvs. gode oplevelser man har haft sammen.
  • At man er rede til også at tale om de “kliniske detaljer” ved sygdommen – alt det, som den døende tænker meget på.
  • Og at man er rede til at tale om alle de praktiske forhold, der er ved at dø.

Netop dette er udtryk for et ønske om en empati i stedet for en sympati; man skal dele den døendes følelser og tage dem alvorligt som om man selve havde dem – men netop kun som om, dvs. så man synker ikke til bunds i dem, men i stedet kan være til gavn og glæde for den døende.

Pieter Hintjens vil gerne møde sine nære, inden han dør. Begravelsen er ikke vigtig for ham, for bagefter er det alligevel for sent, som han siger.

Der er noget andet, der også falder mig ind her: Det er underligt, at vi først kan tale sammen på denne måde til sidst. Hvorfor har vi aldrig talt sammen på den måde ellers? Det er jo sådan, vi gerne vil tales til. Og hvorfor bliver vi ikke bedre til at mødes med dem vi holder af? Det er jo dem, vi helst vil se. Og nej, jeg er ingen helgen i nogen af de henseender, hverken med at tale sammen på en ordentlig måde eller med at se dem jeg holder af så ofte som jeg gerne ville.

Flattr this!

LFCS 30

2016-04-13 13.16.39
Rod Burstall
2016-04-13 17.21.17
Phil Wadler fortæller
2016-04-13 16.34.27
Kousha Etessami fortæller
2016-04-13 14.09.16
Philippa Gardner fortæller
2016-04-13 13.39.28
Fællesområdet i stueetagen ved Informatics Forum
2016-04-13 12.51.14
Jane Hillston fortæller
2016-04-13 12.11.27
James McKinna tænker dybt over tingene
2016-04-13 12.11.22
John Power fortæller
2016-04-13 09.08.40
Gordon Plotkin fortæller
2016-04-13 12.11.47
En menig deltagers navneskilt

I dag var det tid til 30-års-jubilæet for Laboratory for Foundations of Computer Science (LFCS), og det var en anden slags seminar end de foregående dages Wadlerfest. På mange måder blev det til en rejse ned ad mindernes allé. Mange af dem, der talte i dag, var kendte ansigter, som var på LFCS da jeg selv var der. Dengang var LFCS kun to år gammelt. Det har været et fantastisk privilegium for mig at kunne være sammen med alle disse utroligt dygtige mennesker i sin tid, og dét endda på et tidspunkt hvor nogle af de vigtigste nyskabelser skete. Her tænker jeg på monader og på pi-kalkylen (som jeg selv endte med at kaste mig over).

Helt nye ansigter var der også, bl.a. en masse nysgerrige PhD-studerende fra LFCS. Blandt dem var Daniel Hillerström, som har studeret datalogi og matematik i Aalborg og som i dag som den seneste dansker med AAU-baggrund er godt i gang med en PhD i Edinburgh. Jeg var flere gange vejleder for Daniel i løbet af hans tid i Aalborg, og det var godt at møde ham igen.

Gordon Plotkin, som er manden bag et hav af væsentlige opdagelser og resultater, indledte dagens lange program med at fortælle os om hvordan han sammen med Rod Burstall og Robin Milner var med til at skabe LFCS, og vi fik et spændende indblik i mødet mellem en videnskabelig vision og hele det britiske universitetsstyre (der ikke var helt så umuligt som det er nu). Gordon fortalte også om alt det sociale liv, der udfoldede sig i årene op til LFCS’ tilbliven. Selv husker jeg hvordan Robin Milner og hans hustru Lucy inviterede os hjem til sig; nogle gange sad vi mere end en snes mennesker i deres store dagligstue og hyggede os med den gode og rigelige mad, som Lucy lavede.

Rod Burstall var med os i dagens anledning, og jeg fik hilst på ham igen i frokostpausen. I en alder af 81 er Rod for længst gået på pension, men han bruger stadig tid på buddhisme og på meditation, der i mange år har stået hans hjerte nær. Jeg husker Rod som en meget rar og rolig mand, og han, Gordon Plotkin og Robin Milner er i det hele taget fine eksempler på at det er muligt at være ordentlige og rummelige mennesker samtidig med at man sætter en høj akademisk standard og står bag banebrydende forskning.

Jeg fik også hilst på George Cleland, der var den praktiske hjerne bag LFCS og stod for etableringen af det lokale computernetværk. Det varede nu lidt inden jeg genkendte ham; George’s dengang ildrøde hår og skæg er i dag helt gråt!

Og så fik jeg selvfølgelig også hilst på min gamle vejleder Colin Stirling og på Samson Abramsky, der engang var professor i Edinburgh og nu er i Oxford. Samson kunne huske hvordan han og jeg i 1989 var til en konference på et meget afsides beliggende sted i Rusland og gik nogle lange ture sammen. Dét huskede jeg også med stor fornøjelse!

Furio Honsell fortalte om sin tid i Edinburgh som ung italiensk postdoc og viste os nogle udsnit af gamle håndskrevne notater – flere af os kunne, da vi blev spurgt, med lethed genkende Robin Milners, Colin Stirlings og Gordon Plotkins karakteristiske håndskrift!

En række gamle ansatte og PhD-studerende fortalte i løbet af dagen om det store faglige og personlige udbytte, de havde fået af deres tid på LFCS. Her bed jeg mærke i Jane Hillstons beretning; hun var oprindelig, fortalte hun os, en lidt forsigtig person (sådan husker jeg hende også; hun var to årgange efter mig) der faktisk trods sin baggrund i matematik ikke var gået i gang med en teoretisk PhD trods det at lysten og talentet bestemt ikke manglede. Men hun endte med at blive den første kvindelige professor ved LFCS og den første og hidtil eneste kvindelige leder af laboratoriet.

Og jeg bed mærke i John Powers fortælling om at komme til LFCS med en ny PhD i matematik; den tynde australier med bare tæer i sandalerne endte med at sætte afgørende fingeraftryk i form af brugen af kategoriteori i løbet af de 10 år han tilbragte der. Faktisk har LFCS, trods det at det er del af et datalogi-institut, længe været et af de førende forskningsmiljøer inden for kategoriteori i verden.

Der var vemodige øjeblikke i løbet af dagen. John Power og George Cleland fik undervejs fortalt om de personer, vi har mistet – bl.a. Robin Milner, Kohei Honda og Claire Jones. De to sidste er fra min egen generation, og i dag er jeg ældre end de nogensinde nåede at blive. Det er underligt at tænke på. Claire Jones husker jeg som en meget dygtig og hjertevarm kvinde på min egen alder; hun døde i 2005, kun 41 år gammel. I dag er der en pris til kvindelige MSc-studerende i datalogi opkaldt efter hende.

Efter at vi havde taget afsked med hinanden, gik jeg på et lille strejftog i byen – først ned til den store, labyrintiske boghandel, der engang hed James Thin, men nu hedder Blackwell, og så ned til det sted ved Holyrood Park, hvor jeg en overgang delte lejlighed med en anden daværende dansk PhD-studerende, Søren Christensen. Udsigten over til de stejle Salisbury Crags og den udslukte vulkan Arthurs Seat var stadig uovertruffen; jeg nåede at kaste et stjålent blik ind i vores gamle køkken – det så næsten helt uforandret ud!. Derefter ned over de store plæner på The Meadows, hvor fodboldspillere og motionsløbere ligesom dengang tilbragte de tidlige aftentimer. Og til sidst et godt måltid mad på Henderson’s i Hanover Street. I morgen går det hjemad igen.

Flattr this!

Wadlerfest

image

I dag var det tid til den anden af de to dage med Wadlerfest i anledning af at Phil Wadler, der er professor i datalogi i Edinburgh, bliver 60 i år. Der var foredrag om mange af de emner som Wadler har bidraget til udviklingen af inden for teoretisk datalogi – ikke mindst  parametricitet i typeteori og brugen af monader i funktionsprogrammering. Phil Wadler er derudover en af hovedarkitekterne bag Haskell. Da jeg var i Edinburgh, var monader “bare” et snedigt greb fra kategoriteori, som alle andre (eller sådan føltes det i al fald; det var kun nogle få) brugte til at genformulere deres forskning i.  Det er i høj grad Phil Wadlers fortjeneste, at monader nu er tættere på at blive folkeeje end nogensinde før.

Nogle foredrag var mere vellykkede end andre; det er f.eks. aldrig en god idé at lave slides som ingen kan se. Ét enkelt foredrag skilte sig helt ud fra alle de andre, nemlig et foredrag med Maurice Naftalin – han er datalog og har beskæftiget sig med multiprogrammering i Java, men dette foredrag handlede om hvordan neoliberalismen faktisk er en trussel mod fremskridt i samfundet og hvordan open source-udvikling kan være med til at skabe et nyt samfund hinsides kapitalismen. Den slags samfundsspørgsmål har Phil Wadler nemlig også et engagement i.

Dagen sluttede med en festbanket i salen på Playfair Library; her var der både deltagere fra Wadlerfest, der nu er slut, og LFCS-jubilæet, der begynder i morgen. Simon Peyton-Jones hyldede sin tidligere kollega fra Glasgow, Phil Wadler. Og Furio Honsell, der var på Laboratory for Foundations for Computer Science fra 1986 til 1988 og nu er borgmester i Udine i sit hjemland Italien, holdt en fin tale om de tidligere år med LFCS. Jeg fik hilst på gamle bekendte, og jeg fik efter mange år genset og snakket med James McKinna, som lavede sin PhD i Edinburgh samtidig med mig. Efter mange år  i England og Nederlandene er James, der er jævnaldrende med mig, nu tilbage i Skotland, her på universitetet i Edinburgh. Desværre stadig som løstansat på projektmidler, der udløber i august. Dét undrede og undrer mig meget, for jeg husker ham som måske den allerdygtigste fra min årgang. En af årsagerne, forklarede han mig, var at han i sin tid valgte at opsige en stilling som lektor, da alle andre på hans fagområde på universitetet i Durham blev ofre for nedskæringer – bare ikke ham. Da han først havde mistet sin stilling som lektor, var det slet ikke nemt at få en stilling igen, for tiderne var skiftet. Mange andre ville her have givet op og søgt en anden karrierevej (dataloger plejer at kunne få job derude), men ikke James. “Jeg er ikke idealist, jeg er vel faktisk romantiker”, sagde han med et velkendt skævt smil.

Flattr this!

Gensyn med Edinburgh

IMG_20160411_190226 IMG_20160411_190302

Fra 1988 til 1991 var jeg i Edinburgh, hvor jeg lavede en PhD ved University of Edinburgh på det, der hed og hedder Laboratory for Foundations of Computer Science (LFCS). I dette forår har LFCS 30-års-jubilæum, og i den anledning er jeg taget herover.

Det er en underligt kølig dag herovre, men ellers er det godt at være tilbage.  De år, jeg tilbragte her, var en vigtig tid i mit liv. Verden føltes åben – og det var endda mens jeg var her, at Berlinmuren faldt og det kunne ikke andet end bekræfte mit indtryk af at alt var muligt.

Der er noget helt særligt ved at se byen igen. En hel masse er forandret – turen fra lufthavnen ind til centrum med den nye letbane virkede underligt fremmed. Først da vi nåede Haymarket, kunne jeg genkende den by, jeg engang færdedes hjemmevant i. Men byen ligner stadig på mange måder det Edinburgh, jeg husker og kom til at holde af. Jeg er trods alt også mere end dobbelt så gammel som dengang jeg ankom her, dengang i forrige århundrede. Også jeg er således en helt anden, men vel også på nogle måder den samme.

Jeg besøgte min gamle nabo, Sylvia von Hartmann – en ældre tysk dame, der er kunstmaler og kunsthåndværker og har boet en menneskealder i Skotland. Hun bød mig på te og vi sad og snakkede i hendes lille hus, der faktisk er endt med at være et kunstværk i sig selv – fuldt af hendes sirlige, hjemmelavede møbler, egne malerier, døre med inskriptioner på tysk og hjemmelavet tapet med hendes unikke tegninger af planter fra Princes Street Gardens. Det gik op for os, at det var otte år siden vi sidst sås, men alligevel føltes det som om vi kunne tage den gamle, gode samtale op fra der hvor vi slap dengang. Og det gik op for os, at jeg nu var ældre end Sylvia var dengang vi først mødes for længe siden! Dengang syntes jeg vel at hun var en ældre dame, men hun var kun lige blevet 50.  Netop i dag mærkede jeg for alvor hvordan tiden går. Der er mange følelser forbundet med at gense Edinburgh.

Flattr this!

Dataloger og diktaturer

Foto: Nordjyske
Foto: Nordjyske

Det er ikke så tit, Nørresundby kommer i mediernes søgelys. Sidst var det i forbindelse med OW Bunker. Dengang var det lidt ærgerligt for mig at bo i Nørresundby. Denne gang er det BAE Systems, der er genstand for en artikel i Information. Tilbage i 2013 fyrede Nørresundby-afdelingen af BAE Systems 51 mennesker, men nu ansætter de igen og ifølge virksomheden er der nu omkring 100 softwareudviklere ansat i divisionen. I en ny jobannonce fra dem står der

Er du klar til at blive en del af et team, der hjælper med at gøre verden til et mere sikkert sted ift. terrorisme og kriminalitet? Er du klar til at arbejde med de nyeste teknologier indenfor data og kommunikation? Er du klar til at sætte standarden for vores næste generation af it-løsninger til offentlige myndigheder? Hvis ja, så læs videre.

Det lyder rigtig flot. Men artiklen fra Information kan på baggrund af lækkede e-mails afsløre at BAE Systems i 2010 sammen med det italienske firma Hacking Team har samarbejdet med regimet i Saudiarabien om overvågningsudstyr, der skulle bruges til overvågning af regimets modstandere. Dette skete i optakten til de omfattende protester rundt om i Mellemøsten og Nordafrika, som man kaldte for det “arabiske forår”. Firmaet har også været sat i forbindelse med leverance af overvågningssystemer til det daværende diktatur i Tunesien.

Faktisk begyndte alt dette mens  Nørresundby-afdelingen var sit eget firma, ETI.  Senere i 2010 købte BAE Systems ETI for 900 millioner kroner.

Ifølge en lækket salgsbrochure fra 2011 (her citeret fra Information) er BAE Systems bl.a. andet leveringsdygtige i software, der kan »indsamle, afkode« og »analysere« kommunikation fra telefonnetværk, internet, trådløse netværk og satellitter, og som gør det let at gennemgå store mængder opsnappet materiale for spor. Der er tale om software, der bl.a. kan identificere køn, sprog og navn på den, der taler i en aflyttet samtale, så man kan »analysere en bestemt talers tilstedeværelse på tværs af forskellige samtaler«. Softwaren kan automatisk udskrive aflyttede samtaler (!!) og give besked, når bestemte ord eller kombinationer nævnes på tværs af samtaler.

Amnesty International er dybt bekymret over dette. Det er jeg selvfølgelig også. Ekstra prekært er det, at BAE Systems aftager kandidater fra datalogi- og software-uddannelserne på Aalborg Universitet, hvor jeg underviser. Formodentlig er en del af dem, der nu bistår med udvikling af overvågningssystemer til diktaturstater, nogen, jeg har undervist eller vejledt. Og jeg kan se at AAU i hvert fald i et vist omfang har kontakter til BAE Systems.

Det er bestemt ikke blevet mindre pinligt at være fra Nørresundby eller at undervise på de datalogiske uddannelser på AAU netop nu. Jeg vil kraftigt opfordre til at man på mit institut, blandt de studerende og blandt kandidaterne overvejer om vi kan leve med aktivt at bistå diktaturstater i deres undertrykkelse.

Flattr this!

Glæden ved UPPAAL!

Et af de emner inden for datalogi, som jeg altid har værdsat, er tidsautomater og dets forbindelse til værktøjet UPPAAL. Efter min mening er emnet alvorligt underrepræsenteret her i Aalborg.

Jeg håber at kunne få lov til holde en forelæsningsrække om UPPAAL og tidsautomater i forbindelse med et kommende kursus, og jeg er allerede så småt gået i gang med at lave slides. Senere planlægger jeg at arbejde med en implementation i C.

Flattr this!

Hvad er det største tal?

poster

På MIT afholdt man i 2007 en konkurrence om at navngive store tal. Nærmere bestemt var det en duel mellem logikerne Agustin Rayo og Adam Elga fra MIT om at kunne give en bestemt beskrivelse af så stort et naturligt tal som muligt. I konkurrencen ville det være usportsligt bare at tilføje “plus 1” til modstanderens bud. Det ville også være usportsligt at komme med beskrivelser som f.eks. “det mindste tal, der er større end noget andet tal som hidtil er blevet beskrevet af noget menneske”; man måtte kun bruge sædvanlig matematisk notation, ikke egne sproglige primitiver.

Og vinderen var… Agustin Rayo. Hans bud var

Det mindste tal større end ethvert endeligt tal som kan beskrives af et udtryk i mængdeteori, som anvender én googol symboler eller færre

Denne beskrivelse kan formuleres i andenordens-logik, og på konkurrencesiden kan man se hvordan dét skal gøres (det kræver Gödel-nummerering!).

Ideen til konkurrencen kom fra en artikel Who Can Name the Bigger Number? af Scott Aronson, der er professor i datalogi, også på MIT. I denne artikel (som bestemt er værd at læse!) kommer Aronson ind på nogle meget store tal, nemlig de tal som den såkaldte busy beaver–funktion definerer. Faktisk angiver denne funktion nemlig en øvre grænse for hvor store tal vi kan beregne.

BB(n) er defineret til at være det største antal skridt som kan foretages af et program med n linjer inden det standser. Funktionen BB(n) er ikke beregnbar – for hvis den var, kunne vi nemt finde ud af om et program standser på et givet input. Vi skulle bare finde ud af hvor mange linjer programmet har og så simulere det i højst BB(n) — hvis programmet så stadig ikke er standset, standser det nemlig aldrig. Og der kan ikke være nogen beregnbar funktion f der for alle n opfylder at f(n) > BB(n). For var der et program, der beregnede en sådan f, ville dette program have m linjer for ét eller andet m, men da ville det højst kunne foretage BB(m) skridt — og bad man så det problem om at beregne f(m) ville det ikke kunne nå at skrive tallet f(m), da det kun ville have BB(m) skridt til rådighed!

Ideen med konkurrencen om at finde det største tal var at gøre studerende interesseret i teorien om beregnelighed (som jeg selv har undervist i engang) og i de filosofiske aspekter af dette område. Det er en rigtig god idé. Hvis der engang bliver lavet en lignende konkurrence på dansk jord, stiller jeg gerne op.

Flattr this!

Vejen til Valletta

Jeg stod op klokken 4.30 for at blive klar til at rejse til Malta til møde i forskernetværket BETTY. I lufthavnen i Aalborg mødte jeg først Mikkel Damgaard og Nis Tyrrestrup fra Love Shop. De skulle hjem til København. Ved et af de helt særlige tilfælde kom jeg bagefter til at sidde ved siden af min gamle studiekammerat Lars Bækgaard i flyet til Frankfurt. Lars, der er lektor på Aarhus Universitet, skulle videre til USA for at besøge sin søn, der i dette semester er udvekslingsstuderende derovre. Som altid fik vi snakket om alle de mange ting, der optager os – den akademiske biks, miljøpolitik, manglen på forskningsmidler, familie, musik osv. osv.

Turen til Malta gik over Alperne, over den italienske riviera og over Elba – udsigten var usædvanligt flot. Da jeg endelig landede i Valletta, tog det forbløffende lang tid at komme frem til den gamle bykerne. Hvorfor det var så galt, forstod jeg først senere,  da jeg skulle tilbage til hotellet. Myldretiden begynder kl. 13 og slutter ved 19-tiden, sagde chaufføren. Og dét har han helt ret i. Det tager længere tid end man tror at komme rundt på denne ø, der er mindre end Mors.

Dagen sluttede med en fælles middag på en restaurant i Valletta, hvor ejeren samtidig var kunstner og havde udsmykket vægge såvel som borde.

Og nu, nu, er jeg så træt at jeg skal sove. Omsider!

 

Flattr this!

En travl onsdag

image

Det var en dag med mange møder. Vejledningsmøder først med specialestuderende, så med en gruppe, der laver bachelorprojekt. Sidstnævnte har så hektisk et kursusskema, at de knap nok har tid til at lave projekt endnu. Så fem minutter til at varme mad i, og derefter et frokostmøde på instituttet – det endte med at handle om ferieåret og om finansieringen af uddannelserne. Bagefter et møde med tre matematikstuderende, der følger en miniudgave af Beregnelighed og kompleksitet, der er et kursus jeg ellers ikke holder mere. De havde et snedigt spørgsmål om en opgave, som også jeg måtte gruble en del over inden jeg fandt en god forklaring. Så over til auditoriet og en præsentation af mulighederne for kandidatuddannelser til de studerende på 6. semester.

Til sidst kunne jeg tage mig af korrespondance, cykle hjem og pakke kuffert til morgendagens rejse til Malta. Dagen sluttede med en koncert med Love Shop, som jeg har fulgt siden 1991. Jens Unmack er, som nogle vil vide, en mangeårig ven af mig, og det var godt at se ham og de andre. Det var i øvrigt også en rigtig vellykket koncert.

I morgen kl. 4.30 går det løs igen. Men først skal jeg skynde mig at få sovet. Nogle onsdage er travle. Pyh.

Flattr this!

Sidste dag i Bologna

bologna

Anden dag i Bologna var også min sidste dag her. Vi fire, der var her – Domenico, Mario, Simon og jeg – endte med at bruge en masse tid på at tale om tids- og arbejdsplan for Horizon 2020-projektet; vi ville gerne kunne gennemføre projektet også hvis vi ikke får midler, for problemstillingen om typeinferens er spændende og relevant. Men den slags er ikke så let. I Italien er det om muligt endnu sværere at få eksterne forskningsmidler end i Danmark.

Til sidst på eftermiddagen skulle Simon tilbage til Glasgow, og Domenico skulle tilbage til Rom. Da Simons taxi kom, spurgte jeg chaufføren om han kendte noget til programmering.

– Sorry, no English, svarede han.

Så det fandt vi aldrig ud af.

Efter en lang dag satte jeg mig hjem på hotelværelset for at prøve at sammenfatte alle vores beslutninger og tanker om tids- og arbejdsplan, og hvis alt går vel, har jeg noget klar i morgen.

Aftenen sluttede med en lille tur i Bolognas restaurantmiljø. Først et besøg på det lillebitte vegetariske spisested Spicchiricchi lige i nærheden af mit hotel; samme person er ejer, kok og tjener. Jeg fik nogle stykker hjemmelavet tærte – der vel nærmest kan kaldes varianter over begrebet pizza. Og de smagte rigtig godt. Hertil en blandet, friskpresset frugt- og grøntsagsjuice.

Et billede fra Spicchiricchis eget websted, der viser ejeren/kokken/tjeneren.
Et billede fra Spicchiricchis eget websted, der viser ejeren/kokken/tjeneren.

Dernæst et besøg på BrewDog Bar, der drives af det skotske mikrobryggeri BrewDog. Her kunne Mario og jeg runde de to dage af med en snak om Horizon 2020 og om diverse tåbelige forskningsministre. Ulla og Esben og de andre er ikke isolerede fænomener. Jeg spurgte Mario hvor længe han havde kendt Domenico, som vi nu har talt med på ganske mange Skype-møder og som er en værdifuld person i vores samarbejde.

– Jeg mødte ham også første gang i går, sagde Mario.

Dét kom lidt bag på mig, men så indså jeg at man selvfølgelig ikke kan antage at alle italienere kender hinanden!

Flattr this!