Softwarefejl koster menneskeliv

Detalje fra Boing 737 MAX-fly.

Fly af typen Boeing 737 MAX har siden marts 2019 haft flyveforbud efter to styrt, der har kostet i alt 346 mennesker livet. Problemerne skyldes fejl i et system, der skal forhindre, at flyet staller. Boeing har siden opdaget endnu et problem med softwaren i den ulykkesramte flytype 737 MAX. Det nye problem vedrører angiveligt den software, der skal sikre, at visse overvågningsskærme fungerer korrekt.

Jeg har det meget blandet med at læse den slags nyheder. På den ene side er det meget sørgelige nyheder – mange mennesker er døde under tragiske omstændigheder.  På den anden side er dette en problemstilling inden for et område, der har interesseret mig i mange år, netop på grund af min faglighed inden for datalogi. De ulykkelige hændelser med Boeing-flyene viser endnu engang hvor voldsomme konsekvenserne kan være af fejl i software, og det bør føre til forøget opmærksomhed på de alvorlige konsekvenser, som manglende korrekthed af software vil have i en verden, hvor flere og flere processer er styret af computere – og nødvendigvis må være det, for moderne transportmidler er komplicerede apparater. Uden at vi ønskede det har vi fået endnu et aktuelt argument for at beskæftige os med nogle bestemte videnskabelige problemstillinger.

En defensiv kultur i datalogi

Foto: https://www.flickr.com/photos/jeffeaton/7436909698

Mark Guzdial, der forsker i datalogiens didaktik, har nogle interessante kommentarer om det typiske studiemiljø i datalogi. En artikel fra 2002 af Lecia Jane Barker, Kathy Garvin-Doxas og Michele Jackson fra University of Colorado dokumenterer en meget defensiv kommunikationskultur, der er fremherskende på datalogiuddannelsen ved det pågældende universitet. Guzdial spekulerer på, hvor meget forskning der siden er fundet sted for at afdække hele denne kultur og konkluderer, at der desværre ikke er ret mange senere forskningsresultater her. Det er trist, for hvis der er tale om et generelt fænomen, er det bekymrende.

Defensiv kommunikation er en adfærd i kommunikation, hvor den enkelte reagerer defensivt på kommentarer om noget, personen selv opfatter som fejl eller som et angreb fra andre. Om der reelt var tale om en fejl eller om et angreb, kan være underordnet. Sammen med denne konstante forsvarsposition hører også en modsatrettet adfærd, hvor det går ud på at hævde sig, og hvor empati kan have trange kår.

Tilbage i 2013 skrev jeg om fænomenet at “strutte”, hvor studerende hævder sig ved at stille spørgsmål, der i virkeligheden skal vise, hvor meget de selv ved. Strutteriet bliver af nogle uddannelsesforskere fremhævet som en mulig årsag til at kvindelige studerende kan føle sig mindreværdige eller uvelkomne på datalogiuddannelser – og det er typisk for en defensiv kommunikationskultur.

Jeg har ikke noget godt billede af, præcis hvordan det står til i en tilsvarende dansk kontekst. Men de reaktioner, jeg fik, i 2013, tyder på at strutter også er udbredt herhjemme. Og jeg ved selv, at jeg temmelig ofte reagerer defensivt. Hvis jeg får f.eks kommentarer til fejl i undervisningsmateriale, jeg har udarbejdet, beklager jeg altid fejlen. Det virker langt mere ærligt end at gå til modangreb (som nogle måske ville gøre), men samtidig er man med til at vedligeholde en kultur om fejlenes alvor i sig selv. For i datalogi fokuserer vi tit på de små fejl. Nogle gange betyder de meget – et forkert tegn i et program kan give anledning til køretidsfejl og et forkert symbol i et matematisk ræsonnement kan gøre det ugyldigt. Men andre gange betyder de små fejl ikke meget.

Jeg ved også godt, hvordan adfærden i forskningsmiljøer i datalogi kan være. I den stadigt mere konkurrenceprægede kultur her mærker man tydeligt, at der er en defensiv kommunikationskultur. I en verden, hvor man stadigt oftere taler om eliten og om at være verdensførende, og hvor den enkelte skal hævde sig, trives denne kultur stadig.

Hvordan en defensiv kommunikationskultur i datalogi spiller sammen med uddannelser, hvor gruppearbejde er centralt (som f.eks. på Roskilde Universitet) ved jeg ikke.

For en sikkerheds skyld: Jeg tror ikke, at det defensive miljø som sådan kun findes inden for datalogi. I alle sammenhænge, hvor konkurrence reelt overtrumfer læring, kan der være en defensiv kommunikationskultur. Og med en karakterskala, der er mangelbaseret, er det næppe en kultur, vi får til at forsvinde.

Kun én artikel om året?

Tasawar Hayat – vor tids største matematiker? Han er i al fald den mest publicerende.

I går fik jeg besked om at jeg har fået en artikel optaget til en konference, der finder sted i februar 2020, så næste års publikationsrunde er allerede i gang. Artiklen dokumenterer resultater, som stammer fra et speciale som jeg vejledte i foråret. Men én artikel er ikke meget, og de sølle fire artikler, jeg fik publiceret sidste år, er bestemt heller ikke noget imponerende antal.

I den akademiske verden er det vigtigt at publicere så meget som muligt i så gode tidsskrifter og ved så gode konferencer som overhovedet muligt. Den mest publicerende forsker i årene fra 2016 til 2018 er Tasawar Hayat, der er professer i matematik ved Quaid-i-Azam University i Pakistan. Han publicerede hele 996 artikler i den periode, dvs. næsten én publikation om dagen. Så vidt jeg kan se, er en stor del af hans forskningsområde inden for matematisk fysik i den mest anvendelsesorienterede ende og har berøringsflader til maskinintelligens. Lødigheden af Hayats bidrag tør jeg ikke udtale mig om. Men det er forbløffende med denne ekstreme publikationsfrekvens; mange matematikere inden for den rene matematik publicerer kun 1-2 artikler om året.

Den tyske kognitionsforsker Uta Frith, der er professor med University College London, har en lidt anden tilgang. I en helt ny artikel i tidsskriftet Trends in Cognitive Sciences anbefaler hun faktisk, at det bliver et krav, at man kun publicerer én artikel om året. Hun skriver endda

When I look at my CV, I see papers that I wish I had not published, because they are either not sufficiently original or methodologically robust. I think it is important to tell younger researchers about this regret and make them aware that in time they might feel similarly. There are plenty of examples to show that a scientist’s reputation in the long run will be built on their best publications and lessened or even undermined by their weaker ones.

(fra Frith, Fast Lane to Slow Science, Trends in Cognitive Sciences (2019), https://doi.org/10.1016/j.tics.2019.10.007)

Det er en betragtning, jeg deler. Som Frith nævner, er det i virkeligheden et spørgsmål om at have et godt ry som forsker, der er det væsentlige, og om at kvalitet ikke nemt lader sig “fortynde”. Mange konferencerækker i datalogi har nu indstiftet en Test of Time Award, som bliver givet til 10 år gamle publikationer fra samme konference, der senere har vist sig at være særligt indflydelsesrige. Og når jeg ser på prisvinderne fra den lille del af datalogi, som jeg selv beskæftiger mig med, er jeg helt enig med udnævnelserne. Problemet er selvfølgelig, at dette gode ry på længere sigt ikke kan måles med det kortsigtede her-og-nu-fokus, som man i være dage bruger for at måle forskningens kvalitet, men i virkeligheden i mindst lige så stort omfang måler dens kvantitet.

Et “fysisk Internet”?

Kilde https://www.flash.global/en/blog/physical-internet-logistics/

Som en trafikforsker fastslår i dagbladet Information, er det egentlig helt absurd, at man bruger en maskine, der vejer en ton eller mere (nemlig en personbil) til at transportere ét menneske, der vejer 80 kilo eller mindre. Det er også barokt (og ineffektivt og dårligt for miljøet) at en del lastbiler kører tomme tilbage efter at varer er blevet leveret, og at der masser af personbiler på vejene med plads til mange personer, men kun med én person i bilen – nemlig bilisten selv.

Det er naturligt at spørge, om der er andre måder at transportere fysiske genstande (og måske også mennesker) på. Man taler nu om “det fysiske Internet”. Ideen er oplagt – at anvende den indsigt, der er om routing (udtalt på fransk!) i internet-sammenhænge til at optimere også transport af fysiske objekter. På Internettet transmitterer man data ved at dele op i pakker, der sendes separat og først mødes og samles igen til sidst. Ikke alle data passerer nødvendigvis de samme servere undervejs.

Ideen skyldes den fransk-canadiske trafikforsker Benoit Montreuil. Jeg ved ikke, hvordan dette kan være undgået min opmærksomhed, men bliver samtidig mindet om nogle studenterprojekter, jeg vejledte, hvor fokus var på at bruge proceskalkyler til at beskrive flytrafik (!). Det er et spændende eksempel på tværfaglighed – og også på at analogien har sine grænser. Et eksempel: I Internetprotokoller taler man om gentransmission i tilfælde af pakketab, og det er ikke helt så billigt eller nemt, når man taler om transport af fysiske genstande!

Moderne, interessant, svær og måske også nyttig

I dag kom jeg igen til at tænke over den underlige videnskab datalogi og hvorfor det egentlig er så svært at forklare andre, hvad man beskæftiger sig med. Det er nemt for meteorologer og kemikere og måske også til dels for fysikere. Men som datalog må jeg ofte give op, hvis lægfolk spørger mig.

I The Fontana Dictionary of Modern Thought (en bog, jeg holder af at bladre i) bliver “computing science” forklaret som “fashionable, interesting, difficult, and perhaps useful activity”. Forfatterne til dette noget skeptiske leksikonopslag var de engelske dataloger Christopher Strachey og Joseph E. Stoy, som nogle af os kender for deres vigtige bidrag til ikke mindst programmeringssprogsteori i 1960’erne og 1970’erne!

Det underlige ved datalogi er, at det i høj grad er en “naturvidenskab om det menneskeskabte”. Programmeringssprogene er alle resultatet af menneskers ideer og anstrengelser. Men hele studiet af programmeringssprog er andre menneskers teoridannelser, der har som mål at kunne forstå konsekvenserne af det, som programmeringssprogenes opfindere har skabt. Og her benytter vi os af naturvidenskabens sprog, nemlig matematik.

På denne måde ligner datalogi matematik, for i matematik studerer man i høj grad de resultater som gælder om strukturer, som andre matematikere tidligere har opfundet. Begge videnskaber er videnskaber om artefakter. Men samtidig ved vi, at matematik er forbløffende god til at beskrive fænomener i den fysiske natur – det, Wigner har kaldt for the unreasonable effectiveness of mathematics in the natural sciences. Den samme urimelige effektivitet har datalogi nok ikke, men alligevel er det påfaldende, at de samme begreber ikke helt sjældent bliver opfundet af flere mennesker uafhængigt af hinanden. Et af de interessante eksempler er begrebet NP-fuldstændighed, der dukker op hos Stephen Cook i Canada og Leonid Levin i Rusland stort set samtidig – og uden at Cook og Levin kendte hinanden. Og det er i høj grad den slags opfindelser, der reelt er opdagelser, der gør datalogi til et fag, der er interessant, svær og formodentlig nyttig. Det med at være moderne er ikke så vigtigt, synes jeg.

Næsten hjemme

Aarhus banegård.

I dag slutter min rejse; jeg har været udsat for den indtil nu voldsomste forsinkelse – IC3-toget fra Hamburg ankom til Aarhus fire minutter for sent.

Jeg var faktisk på nippet til at kunne nå toget 19.21 til Aalborg, men det afgik netop som jeg steg af toget fra Hamburg. Ikke at det gjorde noget; jeg har alligevel billet til afgangen 19.50.  Den er godt nok 3 minutter forsinket, men jeg har alligevel et berettiget håb om at være hjemme i aften på et ikke alt for ukristeligt tidspunkt.

Hvad kan jeg så lære af denne rejse til en konference?

  • Det føltes som en usædvanligt lang togrejse, fordi jeg i modsætning til min rejse til POPL2019 i Cascais denne gang ikke havde planlagte overnatninger (ikke et ord om den uplanlagte halve overnatning i Ancona).
  • Jeg brugte faktisk lidt mere tid på selve rejsen end på mit ophold. Det vil jeg gerne undgå at opleve igen, men det er svært at passe denne type rejser ind i et semesterskema med regelmæssig kursusundervisning for store hold.
  • SPLASH er en inspirerende og særdeles relevant konference; den vil jeg meget gerne deltage i for fremtiden.
  • Jeg vil aldrig rejse med Minoan Lines igen! 

Sidste dag med SPLASH2019

Dagens keynote var ikke teknisk overhovedet – den var derimod mere filosofisk og kulturhistorisk og blev givet af Warren Sack fra University of Southern California. Han har for nylig udgivet bogen The Software Arts, hvori han fremsætter og argumenterer for den påstand, at programmering og softwareudvikling er mere beslægtet med kunst og det, man på engelsk kalder for the liberal arts, end man plejer at sige. Sack annoncerede til at begynde med, at han ville føre programmeringssprogenes historie tilbage til 1700-tallet! Jeg havde vel derfor forventet mig lidt mere af foredraget – reelt var store dele af det en højtlæsning af et sammendrag af bogen, der var en del afstikkere til fysikkens historie, der måske burde være undgået – for slet ikke at tale om de lange citater på fransk (!). Pointerne med at programmeringssprog er beslægtet med gamle dages konstruktionsvejledninger og at programmering er en konsekvens af den industrielle revolution er interessante, og selvfølgelig er det godt og vigtigt at blive mindet om hvordan programmering indgår i en større samfundsmæssig og kulturhistorisk kontekst. Men det var som om foredraget ville for meget. Og til sidst lykkedes det Sack at fremføre den påstand, at kun objektorienterede programmeringssprog gjorde det muligt at “få mennesket med”. Det blev de mange af os, der værdsætter andre paradigmer, og her ikke mindst funktionel programmering, ret underligt tilpas ved at høre. Sack skyndte sig så at glatte ud og sige, at han skam værdsatte det arbejde, som Paul Hudak (en af hovedpersonerne bag Haskell) stod bag.

De mest interessante foredrag kom (synes jeg) om eftermiddagen og handlede om typesystemer. Især foredraget af Luis Caires og Bernardo Toninho (som er to af de portugisere, jeg har kendt i snart en del år) om forfiningstyper og beregninger på kind-niveau var spændende. Inden foredraget fik jeg snakket med Luis om universiteternes og universitetsansatte vilkår rundt omkring. Han har været institutleder i knap otte år, men nu går han af for at få bedre tid til at forske og undervise – i Portugal er institutledersrollen nemlig ikke en selvstændig, administrativ stilling med stor magt og ingen krav om faglighed; man er snarere en “første blandt ligemænd/kvinder”.

Dagen sluttede med en poster-session. Det var spændende at se de mange bidrag fra især unge forskere, men også lidt intenst at skulle lægge øren til så stor en flok mennesker, der snakker i munden på hinanden.

Det har været et kort ophold i Athen, og egentlig også for kort. Jeg har ikke fået set meget af den græske hovedstad, men jeg fik dog tid til en lille gåtur ved Akropolis, uden dog at nå derop for at nyde udsigten.

I morgen går rejsen atter hjemad, og jeg håber sådan, at den bliver mindre bøvlet end udrejsen var. Jeg har som bekendt købt en ny færgebillet, så min hjemrejserute bliver en anden, men det er ikke nær så nemt at få den gamle billet refunderet, som jeg havde håbet. Faktisk skal jeg møde personligt op hos Minoan Lines i Patras med den gamle billet. Underligt, men sandt. Heller ikke dette øger min kærlighed til bemeldte rederi.

Hvis der er en morale med hele min rejse, er den vel, at tjenesterejser til udlandet skal have bedre tid, når man rejser med tog og båd – gamle dages “svipture” til konferencer er ikke længere mulige og er strengt taget heller ikke en god idé, når det angår mulighederne for fordybelse. Til næste år kommer jeg også ud at rejse (det ved jeg allerede, og det er ikke en konference, men et besøg i Portugal) i løbet af forårssemesteret, og da er det min plan at være væk i 14 dage og at få lagt mit undervisningsskema, så det bliver muligt.

Festbanket og datatyper

I dag var noget så forholdsvis usædvanligt som en dag uden overraskelser eller forsinkelser. Jeg sov længere end jeg måske burde (for træt, det var jeg), men fik hørt nogle foredrag til SPLASH. Især husker jeg et foredrag om arbejde med et type/effekt-system for objektorienterede programmeringssprog; forfatterne var fra Wellington i New Zealand og deres tilgang mindede mig om noget, jeg selv arbejder på sammen med andre for tiden og som udspringer af et sprog og programmeringsværktøj ved navn Mungo, udviklet ved Glasgow University. Underligt kendte de tilsyneladende ikke til dette arbejde. Lige bagefter ville skæbnen, at jeg til frokost løb ind i Roly Perera – fra Alan Turing Institute og en af personerne bag Mungo i sin tid. Det kom der en lang og god snak ud af.

Efter frokost gik jeg en lille tur i Athen for at få købt et krus med et citat af Pythagoras; jeg købte sådan et krus sidste efterår, da jeg også var her. Men det krus faldt på gulvet og fik en revne, der gør det utæt. Gåturen førte mig forbi parlamentsbygningen på Syntagma-pladsen. Og nu har jeg et nyt Pythagoras-krus.

Et af de foredrag, jeg især husker fra sessionerne efter frokost, var et foredrag om afhængige stityper. Det var ikke bare et rigtig elegant og nyttigt resultat om typesystemer, men Marianna Rapoport fra University of Waterloo gav også en usædvanligt god præsentation med velvalgte animationer og enkle farver – og et motiverende eksempel, der forklarede hvordan stityper måske kunne bruges til at lave en bordplan for Romeo og Julie til deres bryllup (som jo aldrig blev til noget), så de rivaliserende familier kunne sidde sammen!

Jeg tog hjem og fik et hvil, så det afsluttende SIGPLAN-møde med prisuddeling gik jeg glip af. Om aftenen var der konferencemiddag, og her fulgtes jeg med William Cook fra University of Texas; han er gangbesværet efter alvorlig sygdom og fik en taxi til restauranten, som han tilbød at jeg kunne være med i. Til selve middagen fik jeg William Cook på min højre side, og først da opdagede jeg at det var ham, der havde fået SIGPLANs pris tidligere i dag for sin indflydelsesrige artikel On Understanding Data Abstraction, Revisited fra 2009 om forskellen på objekter og datatyper. Vi begyndte aftenen med at snakke om datatyper og objekter (forskellen kan mest præcist beskrives ved hjælp af begreber fra universel algebra, så det vil jeg undlade at skrive mere om her), men ad uransagelige veje endte vi med at sidde og tale om alt mulig andet også. Til sidst var vi faktisk nået over til at snakke o, hvordan man bedst kan tilberede en kabocha-vintergræskar i en elektronisk trykkoger! “Mit navn er jo også Will Cook”, sagde prismodtageren til mig.

På min venstre side sad Bernardo Toninho fra Universidade Nova de Lisboa, og han kunne fortælle mig, hvordan man som universitetslærer i Portugal ikke selv behøver at bruge tid på at lave de detaljerede afregninger efter tjenesteregner – den slags tager administrationen sig af. Man skal bare aflevere et ark papir, så ordner de resten. Det fremstod helt utopisk!

AGERE2019 med visse forhindringer

Der er et svømmebassin på Royal Olympic Hotel, hvor SPLASH2019 finder sted (og hvor jeg ikke bor).

Færgen (undskyld: det store skib) fra Italien var inde tids nok (kl. 2.45) til at jeg ikke kom med bussen kl. 2.30 fra Patras. Jeg sad i ventesalen på busstationen indtil 5.00, hvor der gik endnu en bus til Athen. Jeg var på nippet til at falde i søvn i bussen, da chaufføren vækkede mig – jeg sad på det forkerte sæde og skulle flytte mig. For i denne bus var der åbenbart pladsreservation. Derefter sov jeg ikke mere, men i det mindste var jeg fremme i Athen 8.15. En taxitur med trafikprop senere var jeg fremme på mit værelse, klædte om, spiste min medbragte mysli fra Danmark, tog bad og gik over til SPLASH2019, der bliver afholdt kun 100 meter fra hvor jeg overnatter. I fodgængerovergangen sagde jeg hej til en PhD-studerende fra Uppsala, men han havde voldsomt travlt, thi han var frivillig ved SPLASH2019.

Jeg nåede lige akkurat op på 3. sal, idet AGERE2019 begyndte med et indbudt foredrag med Sophia Drossopolou fra Imperial College om sproget Pony, dets typesystem og semantik. Det var spændende, for det relaterer sig klart til problemstillinger, jeg selv arbejder med for tiden. Men det kneb unægtelig for mig med at koncentrere mig, kunne jeg mærke. Faktisk kneb det voldsomt for mig bare at holde øjnene åbne.

Jeg vågnede, da de andre tilhørere klappede – Sophias foredrag var slut. Hvad klokken var nu, kunne jeg ikke se. Mens jeg havde blundet, var mit soldrevne armbåndsur løbet tør for batteri og viserne rykket til 12-position. (Det er stadig ikke lykkedes for mig at genstarte uret, trods det fine solskinsvejr hernede.)

Jeg prøvede at følge med i diskussionen i pausen, men jeg kunne ikke helt tænke klart, så træt var jeg. Bagefter var der præsentationer om hybrid logik (en form for modallogik, hvor de mulige verdener er internaliseret i formlerne) og om lokal konsensus i distribuerede systemer, men nu kunne jeg mærkværdigvis faktisk holde mig vågen gennem det hele. Det lykkedes mig endda at stille et spørgsmål om modallogik.

Kl. 12.00 var det tid til mit eget foredrag. Det gik næsten. Jeg havde problemer med at få mine slides vist – der er en defekt DVI-port på min MacBook, så jeg bruger HDMI-porten til daglig. Men der var kun en gammel projekter i lokalet uden den slags, og heller ikke nogen kabeladapter , så arrangørerne overvejede, om vi skulle rykke ind i et andet lokale. Det prøvede vi, men det var heller ikke nemt, for der skulle være en anden workshop. Derefter skulle jeg prøve at sende mine slides pr. mail til en af arrangørerne, så vi kunne bruge hans computer, men nu var der pludselig problemer med at læse mail. Vi endte med at bruge en kopi af mine slides fra et USB-drev på en anden computer. Der gik mere end et kvarter med få alting ordnet. Men foredraget fik jeg da holdt til sidst. Der var ét spørgsmål; det var fra Sophia.

På vej til frokosten på 7. sal kom der en sms fra færgeselskabet med en besked om uforudsete og ubegrundede ændringer til hjemrejsen. Alt var ved det gamle, og jeg begyndte at gruble over, hvordan jeg skulle komme med tog videre nordpå efter forsinkelsen på hjemturen om nogle dage.

Til frokosten mødte jeg Jens Palsberg, der er professor på UCLA og et af de største navne inden for programmeringssprogsteori. Jens kender jeg fra hans fjerne fortid på Aarhus Universitet. Vi snakkede lidt om den danske universitetsverden, hvor meget er forandret siden Jens’ tid i Aarhus og – syntes han – virker meget amerikansk på en ikke så god måde. Derefter gik jeg hen på mit værelse, ryddede lidt op og tog en hårdt tiltrængt lur.

Da jeg kom tilbage til AGERE2019 efter overstået middagslur, fik jeg at vide, at der var kommet en lille æske med foldere om en særudgave af Frontiers in Computer Science, hvor jeg er gæsteredaktør. Jeg gik op til workshoppen for at give folderne til de andre deltagere, inden vi begyndte igen. Men lokalet var tomt; alle var gået. Den sidste session med åben diskussion var åbenbart blevet aflyst, men ingen af de frivillige, jeg spurgte, kunne forklare hvorfor. I foyeren løb jeg ind Colin Gordon, der fortalt om hybrid logik om formiddagen, og han var heller ikke sikker på hvorfor man havde aflyst. Men han da fik en folder af mig.

Og sådan sluttede tirsdagens officielle aktiviteter.

Aalborg-Athen (dag 2 – og en nat)

Dag 2 af min rejse til SPLASH 2019 viste, at min frygt for togforsinkelser var helt ubegrundet. Nightjet-toget fra Hamburg til Basel SBBankom til tiden, og nutidens liggevogne var faktisk lidt bedre end jeg huskede dem fra min ungdom. Nightjet-togene er lige nu de eneste nattog gennem Tyskland, og de har ÖBB fra Østrig som operatør! Videre fra Basel via Arth-Goldau til Milano og via Bologna til Anconia gik det uden forsinkelser. Eneste lille irritationsmoment viste sig at være, at der var indtil flere toiletter på de schweiziske SBB/CFF/FFS-tog, hvor låsen var defekt.

Der var kun én streng i regningen, men den var til gengæld stor og tyk. I toget mod Milano fik jeg en sms fra Minoan Lines om at færgen fra Ancona til Patras, der allerede var blevet meldt forsinket ved afgang fra 18.00 til 19.30, nu i stedet ville afgå klokken 4.00 mandag morgen.

Det er svært at blive glad for en monumental og ubegrundet forsinkelse på ni en halv time, selv når der med den følger en trøstende besked om at man godt kan afbestille sin billet eller rejse dagen efter uden yderligere betaling.

Jeg fik bestilt et hotelværelse i Ancona, fik skrevet til SPLASH2019 og varskoet, at jeg måske ville få svært ved at være fremme i Athen tirsdag kl. 12.00 og endte med at bruge søndag eftermiddag og aften på at gå rundt i Ancona og på at tjekke ind til færgeoverfarten. Af uvisse årsager kan man ikke tjekke ind i færgeterminalen, men skal tage en særlig shuttlebus til billetkontoret omkring to kilometer væk. Minoan Lines havde i mellemtiden triumferende sendt en ny sms om at færgen ville afgå allerede kl. 3.00 mandag morgen.

Hvordan er der så i Ancona? De lokale pizzaer (dem uden ost; det er også en tradition) er vellykkede, Middelhavsstemningen er tilbagelænet og 20°C i oktober er, selv med bevidstheden om klimaforandringer, en velkommen forandring fra dansk oktobervejr.

Men jeg ville allerhelst være på vej til Athen. Nu bliver det spændende at se, hvor stor forsinkelsen er blevet, når vi engang anløber Patras og om det vil lykkes mig at få holdt mit foredrag overhovedet. Inden alt dette afgøres af de dilettantisk inkompetente klamphuggerfjolser fra Minoan Lines (som jeg aldrig vil sejle med igen og som jeg agter at sende et mindre pænt brev) vil jeg nå at få sovet lidt, inden jeg skal ud af sengen på hotellet igen ved 1-tiden i nat.