Kategoriarkiv: Datalogi

Besøg fra Moldova

dinu
Foto: Dinu Turcanu.

I denne uge har Aalborg Universitet haft besøg af Dinu Turcanu og Dumitru Ciorbă fra det tekniske universitet i Chisinau i Moldova. Her har man nu som ambition at indføre problemorienteret projektarbejde på universitetets uddannelser.

Det var interessant at snakke med de to besøgende, og det gav mig en god lejlighed til at fortælle om hvad det er, projektarbejde kan. Det sker ikke helt sjældent, når man skal fortælle andre om problemorienteret projektarbejde i grupper, at de udtrykker en stor skepsis: Kan det overhovedet lade sig gøre? Hvad nu hvis de studerende ikke gider lave noget? Den slags spørgsmål var der ingen af her; der var derimod stor nysgerrighed for at finde ud af hvordan det kan lade sig gøre at udføre og at vejlede i problemorienteret projektarbejde i grupper. I Moldova er man nemlig blevet meget bevidst om at man i mange år har brugt en meget traditionel og autoritetsstyret opfattelse af universitetsundervisning, og det vil man nu gerne væk fra.

Vores besøgende nåede også at få snakket med to af vore studiesekretærer og nogle af vore mest erfarne studerende, nemlig specialestuderende på 10. semester af datalogistudiet. For mig var det spændende at opleve hvordan det er at ville lægge den pædagogiske model helt om. Og det var især vigtigt at blive mindet om at det, der for de af os, der har mange års erfaring med projektarbejde på AAU, forekommer selvfølgeligt og måske næsten ritualagtigt, er velbegrundet og skal begrundes og skal være genstand for stadig refleksion for ikke at stivne og gå til grunde.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Moldova er et land der har haft mange problemer siden landet i 1991 blev selvstændigt. Måske kan en pædagogik, der fokuserer på de studerende og grundlæggende tør være søgende og ikke-autoritær, ende med at få en positiv indflydelse på forholdene i Moldova, også uden for universitetet.

Flattr this!

Marvin Minsky er død

Marvin_Minsky_at_OLPCb

Jeg har netop læst at den amerikanske datalog Marvin Minsky døde i denne uge. Han blev 88. Marvin Minsky, der som mange andre af datalogiens pionerer oprindelig var matematiker, var ekstremt optimistisk omkring mulighederne for maskintelligens og var på denne måde en lidt kontroversiel figur inden for datalogi og kognitiv videnskab. Minsky var overbevist om at maskiner en dag ville blive lige så intelligente som mennesker, om ikke mere. Hvad han ville have sagt til denne uges offentliggørelse af at Googles go-maskine kan slå den tredobbelte europamester i go, ved jeg ikke. Enten viser dette resultat nemlig at maskinintelligens er kraftig eller at go faktisk ikke er så svært, som man troede.

Selv stødte jeg på Minskys arbejde gennem en anden side af hans arbejde, nemlig hans bog Computation: Finite and Infinite Machines hvori han formulerer en meget simpel model for beregnelighed, som man kalder Minsky-maskiner (selv kaldte han dem for program machines). En Minsky-maskine er et simpelt program, hvor der er to variable, C_1 og C_2, hvor hver linje har et nummer og der er to slags instruktioner:

l:  C_i :=C_i +1; goto l'

(* her er l: nummeret på programlinjen *)

og

l: if C_i = 0 then goto l' else C_i :=C_i - 1 goto l''

 (* her er l: nummeret på programlinjen *)

Denne simple form for programmer er faktisk tilstrækkelig til at beskrive enhver Turing-maskine og dermed, hvis man tror på Church-Turing-tesen, enhver algoritme.

Flattr this!

Ja, det er godt nok ikke pænt at se på…

velklaedtI frokostpausen i dag kom jeg til at tale med to kvindelige kolleger. Hermed har jeg næsten allerede afsløret at de er TAP’er, det som nogle også kalder sekretærer. De havde været med til mødet om forskningsevaluering og havde også bidt mærke i bemærkningerne om den ekstremt skæve kønsfordeling på datalogi. Vi talte lidt om hvordan datalogi nogle andre steder i verden faktisk tiltrækker en del flere kvinder end tilfældet er i Danmark. Jeg bemærkede hvordan datalogi i Malaysia tiltrækker flere kvinder end mænd, bl.a. fordi udendørs arbejde anses for at være et særligt privilegium for mænd i den del af verden. Akademisk arbejde er som bekendt sjældent en udendørs syssel.

Men så drejede samtalen over på noget andet, og dét kom bag på mig. Det var interessant og også egentlig lidt foruroligende at få et indblik i TAP’ers indtryk af de studerende.

– Mange af de unge mænd herude er godt nok sjuskede med deres udseende. Jeg kan godt forstå at pigerne ikke har lyst til at være her.
– Nej, det er slet ikke ligesom på de andre institutter og de andre uddannelser.
– Og som deres grupperum da ser ud her! Det roder jo helt utroligt.
– Ja, det er godt nok ikke pænt at se på. Det ligner nogle huler.
– Der er en, som jeg ser nogle gange når han går forbi mit kontor. Han er temmelig kraftig, og han går rundt og ræber. Det er godt nok ulækkert.
– Og hvorfor er der ikke nogen, der kan fortælle dem at det ikke er pænt at gå rundt med en t-shirt, der ikke ser ud til at være vasket længe?
– Ja, det er noget værre noget. Der er vel nok mange af de unge mænd, der har langt fedtet hår og hestehale.
– Min søn kunne ikke tænke sig at studere herude, sådan som her ser ud.
– Men ham Mikkel Hansen fra håndboldlandsholdet kunne godt passe ind her på datalogi med sit fedtede hår og den underlige stemme.
– Når de så er færdige med at studere og får et arbejde, så begynder de jo til gengæld at se helt anderledes ud. Det er godt nok utroligt. Så er det bare for sent.

De studerende her behøver vel ikke at ligne nogen af dem fra erhvervsøkonomi? spurgte jeg lidt forsigtigt, idet jeg kom i tanke om mine egne bukser, som ikke var helt rene længere efter morgenens tur i januarsjappet.
Det ville da bestemt ikke gøre noget! sagde mine kvindelige kolleger samstemmende.

Og så talte vi om noget andet. Men måske er der et indsatsområde, vi har overset for at forbedre fagets image. Behøver jeg at tilføje at mine to kvindelige TAP-kolleger altid er ulasteligt klædt?

Flattr this!

…men hvad betyder kønsfordelingen?

gender

I dag var første dag af den to en halv dag lange forskningsevaluering, som finder sted på mit institut. Sidste år blev der udpeget et evaluatorpanel af tre fremtrædende udenlandske forskere inden for datalogi, og deres opgave er så at læse en forskningsevalueringsrapport som instituttet har udarbejdet og at lytte til præsentationer fra instituttets forskningsledere. Forskningsevalueringen finder sted hvert femte år, og det er typisk en lejlighed for de ledende forskere (der også er forskningsledere) til at fremhæve egne fortræffeligheder: mange publikationer, eksterne forskningsmidler, doktorgrader, ridderkors osv. osv.

Men i år kom der et prekært spørgsmål fra evaluatorpanelet:

– Hvordan er kønsfordelingen på instituttet? 

Den var ikke god, måtte institutlederen indrømme. Men der var da nogle kvinder ansat, sagde han, og så blev der peget ud på de få kvinder, der er ansat som undervisere og forskere på Institut for datalogi på AAU. Man kunne nok ikke have forestillet sig en lignende udpegning af mænd på instituttet. Hvis jeg havde været kvinde, ville jeg nok have følt mig lidt underligt tilpas.

Lige efter en meget begejstret præsentation af en masse forskningsfortræffeligheder kom der endnu et prekært spørgsmål fra evaluatorpanelet:

– Hvad betyder kønsfordelingen for jeres forskning? Informationsteknologi skal jo bruges af alle mennesker, uanset køn, og det er ikke godt, hvis det ene køn er så voldsomt underrepræsenteret i forskningen inden for dette områder.

Her prøvede oplægsholderen igen at pege ud på de få kvinder, der var til stede, og nævnte at der skam havde været flere kvindelige kandidatstuderende inden for de seneste år, men at de af uvisse grunde ikke var interesseret i at gå i gang med et PhD-forløb.

Og så spurgte evaluatorpanelet:

– Hvad betyder det mon at forskningssamarbejdet mellem jeres institut mest er med bestemte andre institutter på universitetet, hvor kønsfordelingen også er ekstremt skæv?

Dét var dagens mest interessante observation, og den var velegnet til at slå hul i selvtilfredsheden. Uden at ville det, kan vi nemlig let komme til at reproducere den skæve kønsfordeling også ad den vej, og det kunne være et indsatsområde for os at gøre noget her ved at vælge at samarbejde også “på tværs af køn”.

Flattr this!

Peter Naur er død

Billede: Heidelberger Laureaten Forum
Billede: Heidelberger Laureaten Forum

Jeg har netop erfaret at Peter Naur er død efter kort tids sygdom her få dage inde i det nye år. Peter Naur var den første og hidtil eneste modtager af ACM Turing Award fra Danmark; han modtog prisen i 2005. Som alle andre af datalogiens pionerer kom Peter Naur fra et andet sted i naturvidenskaben. Han var oprindelig en kendt astronom; det var arbejdet med at behandle astronomiske data, der gjorde ham interesseret i databehandling.

Sammen med John Backus og andre fremtrædende pionerer inden for faget (hvoraf flere andre også fik en Turing-pris) var Peter Naur bag programmeringssproget ALGOL 60 og var også med til at indføre den notation for programmeringssprogs syntaks, vi i dag kender som Backus-Naur-form. Æret være hans minde.

Flattr this!

Datalogi og det politiske ansvar

sigcas-ethics

For nogle år siden overværede jeg en P0-eksamen, hvor de studerende havde lavet et projekt om hvordan man kunne anvende resultater fra datalogi til overvågning. Det har jeg skrevet om tidligere her. Deres projektrapport var en fortegnelse over sådanne metoder, og de var meget entusiastiske. Jeg spurgte dem om de mon havde overvejet de retspolitiske og etiske problemstillinger, der er ved overvågning af borgere. Og nej, det havde de ikke.

Og jeg kan huske mine kollegers beretninger om projekter på 5. semester, hvor studerende har kastet sig over at udvikle software der kunne få en kanon til ramme sit mål helt præcist. Der er en masse fagligt interessante problemstillinger her. Men en kanon rammer jo et eller andet mål, som kunne være lidt af hvert, f.eks. mennesker. Havde de overvejet konsekvenserne af at udvikle denne slags software? Næ. Det var bare sjovt.

Det undvigende svar (som ofte skal retfærdiggøre alt dette) er at disse anvendelser finder sted alligevel, så derfor kan vi lige så godt kaste os over dem også. Men dette kan aldrig være et etisk baseret argument, for det gælder om snart sagt enhver handling man kan forestille sig – selv den mest afskyelige – at der allerede er nogle der foretager sig den.

Der er et særdeles interessant interview i The Atlantic med den amerikanske datalog Philip Rogaway, der er professor ved University of California, Davis og forsker inden for kryptologi. Rogaway siger at vi i datalogi har spillet moralsk fallit ved at lade overvågningssamfundet opstå uden at råbe vagt i gevær.

Rogaway bemærker at fysikere på amerikanske universiteter har en tydeligt større bevidsthed om konsekvenserne af deres forskning end de fleste andre inden for naturvidenskab og teknik. Formodentlig hænger dette sammen med det faktum, at det i høj grad var fysikere der i sin tid stod bag udviklingen atomvåben. Vi ved også godt hvordan bl.a. Linus Pauling (der var kemiker inden for fysisk kemi) og Andrei Sakharov (der var med til at opfinde brintbomben i Rusland)  i sin tid var foregangspersoner inden for kampagner for kontrol mod atomvåben. Der er ikke mange dataloger i dag, der gør en tilsvarende indsats.

Jeg er enig med Rogaway. Som forskere er vi (ligesom vi er det som undervisere) del af det omgivende samfund, og de valg vi træffer, har konsekvenser. Kan jeg tillade mig at samarbejde med våbenproducenter? Kan jeg tillade mig at udvikle overvågningsudstyr? Mit eget svar er nej. Jeg vil ikke være med til den slags.

Uddannelserne i de datalogiske fag har brug for at tage de etiske udfordringer og de etiske fordringer alvorligt på en måde, som vi ikke gør i dag. Selvfølgelig vil jeg ikke kræve at alle skal drage de samme konklusioner, som jeg gør. Men man skal som datalogistuderende reflektere over de etiske og retspolitiske konsekvenser af sit virke, ligesom medicinstuderende skal reflektere over de etiske konsekvenser af lægegerningen.

Flattr this!

DM i poetry slam mm.

I går aftes var en travl aften. Først deltog jeg i Amnesty Internationals menneskerettighedsdag, som jeg havde været med til at arrangere. Vi var ikke så mange, men det var en god oplevelse, og min AAU-kollega Jesper Lindholm fra Juridisk Institut holdt en rigtig god tale om hvordan menneskerettighederne i disse år er under pres som aldrig før her i vores land.

Bagefter deltog jeg i anden DM–kvalifikationsrunde i poetry slam i Aalborg. Og jeg vandt! Så nu skal jeg som den ene af to fra Aalborg til Danmarksmesterskaberne, der afholdes i Odense den 6. februar. Det er specielt at tænke på at jeg for et års tiden var ved at synes at jeg var gået bag af dansen og ikke havde mere at bidrage med. Det var godt at se Mads Bjergen Pedersen igen; Mads har været med på poetry slam-scenen i Aalborg lige så længe som mig, dvs. siden 2009, men han har på grund af personlige problemer ikke lavet spoken word i længere tid. Hans usædvanligt hudløse tekst gik lige ind.

Jeg har faktisk været med som DM-deltager én gang før, i januar 2012 – det var også i Odense, og dengang blev jeg nummer sjok. Så det kan næppe gå dårligere denne gang, med mindre jeg da bliver diskvalificeret.

Interessant nok er den anden person fra Aalborg, der kvalificerede sig til DM i poetry slam, Jais Christiansen, som er kandidatstuderende på 9. semester i datalogi på AAU. (Og ja, jeg har undervist ham engang.)

Ovenfor kan I se en hjemmeoptagelse af en af de tre tekster, jeg fremførte i går. Den handler også (på sin måde) om menneskerettighederne og manglen på respekt for dem herhjemme.

Flattr this!

At skrive er at tænke (Lær at skrive, del 2)

skrivemaskine

Flere gange på det seneste har jeg talt med mine kolleger om hvorfor studerende falder fra. Der er mange grunde, og en af dem er dårlige matematik-kundskaber. Men en anden grund har vi det med at overse: Der er studerende, der har svært ved at skrive og ikke bryder sig om at skrive. For ikke så længe siden skrev jeg om dette.

Jeg har nu fundet et andet indlæg, der stiller skarpt på forbindelsen mellem tanke og skrift i en af de erhvervsfunktioner, som rigtig mange af dem, jeg underviser, kommer til at bestride. I The Atlantic skriver den amerikanske softwareudvikler Alex Skopje om hvor vigtigt det er for en softwareudvikler at skrive:

If all the programmers I’ve worked with in my career had had good writing instructions, they would have been forced at an early age to think clearly, to communicate complex thoughts, and to combine simple ideas into compound ideas.

Alex Skopje stiller skarpt på det, han kalder for analytisk skrivning – at kunne udtrykke sig præcist, herunder at kunne argumentere præcist. Her henviser han til en artikel af Peg Tyre (også i The Atlantic) om skolen New Dorp i New York. Her havde man mange elever, der klarede sig så dårligt at de var helt ude af stand til at skrive mere end én eller to sætninger, når de skulle lave en skriftlig opgave.

En lærer ved New Dorp-skolen undersøgte hvad der især kendetegnede elever, der skrev godt.

Good essay writers, the history teacher noted, used coordinating conjunctions to link and expand on simple ideas—words like forandnorbutoryet, and so.

Og dette er rigtig interessant, for netop disse ord er det engelske sprogs modstykker til konnektiverne i udsagnslogik! Mange nyere undervisningsforløb i skrivning fokuserer på at undervise eleverne i brugen af netop sådanne ord, og dermed lærer de elever, der lærer at skrive, jo faktisk også logik.

Flattr this!

En doktordisputats

IMG_5209

I dag var der doktorforsvar på Aalborg Universitet; det sker ikke så tit. Det var min kollega fra Institut for datalogi, Radu Mardare, der forsvarede sin doktorafhandling om logikker og metrikker for Markovkæder – et emne der befinder sig i krydsfeltet mellem teoretisk datalogi og det, man i matematisk logik kalder for modelteori.

De to eksterne opponenter var Ernst Doberkat  fra Dortmund og Gordon Plotkin fra Edinburgh. Flere spurgte mig om jeg kendte Gordon fra min egen tid i Edinburgh for længe siden, og ja det gjorde jeg. Han var faktisk med til mit midtvejsseminar, da jeg var PhD-studerende i Edinburgh i forrige århundrede, og senest skrev han en anbefaling af min bog om strukturel operationel semantik. Netop dét vigtige emne er det faktisk Gordon Plotkin, som er ophavsmand til.

Selve forsvaret startede med et overbliksforedrag, og bagefter var der spørgsmål fra de to opponenter. Det hele varede omkring tre timer. Bestod Radu så? Ja, det gjorde han da.  Tillykke herfra!

(Var det noget for mig at lave en doktorafhandling? Tjo. Jeg vil måske komme med en udtalelse i løbet af de kommende dage/uger/måneder/år. Der er også så meget andet, man skal nå.)

Flattr this!

Min debut som redaktør

dearauthor
Et brev, jeg faktisk kunne have sendt som redaktør.

Jeg får med jævne mellemrum tilbud om at få mine manuskripter udgivet på obskure forlag i Asien, og det er også sket at jeg er blevet indbudt til at arrangere workshops ved lige så obskure konferencer. De finder også ofte sted i Asien. I september fik jeg en mail med tilbud om at komme med i redaktionen på et europæisk tidsskrift om datalogi. Min reaktion var enkel: Endnu et håbløst forsøg på spam fra endnu et obskurt/suspekt foretagende. Men nogle uger senere ryddede jeg op i min mail, og den var faktisk god nok. Et open access-tidsskrift udgivet på et velrenommeret forlag ville gerne have mig med i redaktionen! Min første tanke var at de måtte have været lidt desperate; i min optik er redaktører forskere med en masse eksterne forskningsmidler, et følge af loyale unge beundrere og en trappe op til himlen. Jeg har ingen af delene.

Men nu er jeg altså redaktør på et akademisk tidsskrift, og i går fik jeg min første opgave som redaktør. Der var ankommet et manuskript, som jeg skulle tage mig af. Jeg skulle finde bedømmere med de rigtige faglige kompetencer, sørge for at kontakte dem og sørge for at minde dem om opgavens krav og alvor. Så det gjorde jeg. Der var tale om et manuskript om kompleksitetsteori.

Jeg begik kun én fejl, men den var til gengæld også væsentlig: Jeg kastede ikke først et blik på det indsendte manuskript, inden jeg satte alt det andet i værk. Det gjorde jeg først bagefter, og da opdagede jeg det: Manuskriptet var et forsøg på vise at P=NP. Her burde de første alarmklokker have ringet. Med et sådant manuskript står man enten over for et af de helt store gennembrud i de matematiske fag eller en håbløs omgang bras.

Det var faktisk meget værre end jeg troede! Manuskriptet var skrevet i Microsoft Word (altid et væsentligt alarmsignal!). Småting som indledning, beskrivelse af relateret arbejde, konklusion og litteraturliste manglede helt. Der var ingen definitioner af P eller NP eller kompleksitetsklasser i det hele taget. Heller ikke NP-fuldstændighed eller tidskompleksitet dukkede op nogen steder. Til gengæld var der en uforståelig tabel og en lige så uforståelig graf med målepunkter. Abstractet for artiklen omtalte Hamilton-stier, der ikke blev nævnt i selve artiklen.

Jeg udnævnte mig selv til bedømmer og skrev en bedømmelse, der påpegede alt dette og gav artiklen bundkarakter på alle bedømmelsesparametre. Derefter trak jeg mine invitationer til de andre bedømmere tilbage og afgav den endelige dom i forlagets CMS.

Rent ud sagt: Jeg har set P0-rapporter, der var betydeligt bedre end dette manuskript. Hvis forfatteren havde præsenteret dette som en eksamensbesvarelse i det kursus om beregnelighed og kompleksitet,  jeg har holdt en del gange i årenes løb, ville vedkommende ikke kunne bestå.

Det var egentlig samme slags praksischok som da jeg skulle holde min første eksamen nogensinde for 24 år siden – eksaminanden dumpede med et brag. Den dag var det ikke skægt at være adjunkt.

Efter mange år som bedømmer har jeg været forskånet for nogen sinde at se de virkelig elendige manuskripter og jeg har vel ikke forventet, at nogen ville sende noget ind som er helt og aldeles uantageligt. Den slags beskytter redaktøren nemlig bedømmerne mod at opdage. Og nu er jeg så redaktør.

Flattr this!