Kategoriarkiv: Datalogi

På vej hjem

fotografi-den-25-11-2016-kl-16-05
Min nye hat.
halong-1
Udsigt over Ha Long-bugten fra Ti Top-øen.
halong-3-1
Statuen af hr. Ti Top.
halong-2-1
Udsigt over Ha Long-bugten fra båden.
halong-4-2
De andre deltagere forsøger at lave vietnamesiske forårsruller.
halong-4-1
Mit foredrag, inden dataprojektoren gik ned.
halong-4-3
Busturen tilbage til Hanoi førte til endnu et ophold ved den store souvenirbutik.

I skrivende stund sidder jeg i Noi Bai-lufthavnen uden for Hanoi og skal vente endnu et par timer før jeg kan tjekke min bagage ind. Min korte uge i Vietnam sluttede med en slags krydstogt i Ha Long-bugten, der er en meget spektakulær og stor skærgård. Mange af øerne i skærgården er små, skovklædte bjerge. Under sejlturen var der en lille workshop, hvor jeg også havde tilmeldt et foredrag.

Højdepunktet på turen var i helt bogstavelig forstand turen op til udsigtspunktet på Ti Top-øen, hvor der er en enestående flot udsigt over bugten og de mange udflugtsbåde. Jeg fandt hurtigt ud af at ordet “top” ikke har noget med bjerget at gøre – øen er opkaldt efter en mand ved navn Ti Top, og der var en højtidelig statue af ham ved den lille bådehavn. Jeg kunne ikke mindes at Vietnam skulle have haft en præsident med dette navn, men vietnameserne fortalte mig at han var en berømt pilot fra Rusland. Først lidt senere faldt tiøren – “Ti Top” er ingen ringere end den berømte kosmonaut German Titov, som var det andet menneske i rummet (hvis man ikke medregner de to amerikanske suborbitale flyvninger) og det første menneske, der gennemførte mere end ét kredsløb om Jorden. Hr. “Ti Top” besøgte Vietnam i 1962, og her bl.a. den lille ø i Ha Long-bugten – som vietnameserne derefter opkaldte efter ham.

Det har været en streg i regningen, at hele mit ophold i Vietnam har været præget af en regulær forkølelse. Mindst én anden deltager, en japansk professor, har haft et tilsvarende forløb, og han formodede også at det var den usunde luft i Hanoi, der udløste forkølelsen.

I dag var det så tid til mit foredrag, men det gik vist ikke så godt. Fem minutter inde i foredraget gik dataprojektoren ned, og fordi jeg var noget svækket efter at have ligget vågen med hoste en del af natten, kom mit foredrag aldrig ordentligt tilbage på sporet. Men i det mindste har jeg da nu prøvet at holde et foredrag på en båd – og det har været spændende at besøge Vietnam. Nu vil jeg hjem og sove og have et bad.

Flattr this!

Turen til Ha Long

2016-11-23-16-57-41 2016-11-23-19-49-13 2016-11-23-14-00-45

Dagen startede med de sidste foredrag til APLAS og herefter tog nogle deltagere afsked med konferencen. Efter frokost tog resten af os en bus til Ha Long, hvor vi i de næste par dage skal holde en uformel workshop om programmeringssprogsteori (i bred forstand), dels på et hotel og dels på en båd ude i Ha Long-bugten.

Busturen fra Hanoi var på kun 160 kilometer, men tog mere end fire timer, indbefattet et længere stop ved en stor souvenirbutik, der solgte alt fra stenfigurer i legemsstørrelse over smykker og lakerede æsker til kaffe (vietnamesisk kaffe er efter sigende legendarisk god) og te.

Jo længere vi kom væk fra Hanoi, jo mindre grå blev himlen, og til sidst kunne endog se solen i form af en ildrød solnedgang. Herude var der stadig byer med neonlys og masser af reklameskilte, men mellem byerne var der grønne marker, hvor bønderne stadig går med de flade, kegleformede hatte, som man kender fra så mange film og fotos fra Vietnam.

Ha Long er vel nærmest Vietnams svar på Blackpool eller Atlantic City med forlystelsespart, udsigtstårn, neonlys og masser af ferieboliger til familier og andre på jagt efter nogle dage væk fra det hele.

Vi var sent fremme og havde derfor kun kort tid på hotellet, inden vi skulle til fællesspisning på en restaurant i nærheden. Her blev jeg som veganer en slags repræsentant for forsamlingens vegetarer og skulle sammen med de vietnamesiske arrangører snakke med en fra restaurantens køkkenpersonale nede i kælderen, hvor køkkenet lå. Her lagde jeg mærke til de store akvarier med fisk og de mange krabber, der lå, endnu levende, i store kasser. Det er ikke lige den slags, man som plantespiser bliver glad for at se.

Da vi forlod restauranten, mærkede vi straks blæsten og luften fra havet – en tydelig og velkommen forandring fra de seneste tre dages stillestående, smogfyldte luft i Hanoi.

Flattr this!

Så blev det min tur

2016-11-22-20-59-18
Uden for Ly Club, hvor festbanketten var.
2016-11-22-20-59-08
Faktisk var banketten nu på 2. sal.
2016-11-22-19-07-05
The Carpenters spillet på pipa.
2016-11-22-10-33-18
Furio Honsell, borgmester i Udine og logiker tillige.
2016-11-22-10-21-11
Konferencelokalet var egentlig et stort mødelokale, og bordopstillingen stod desværre ikke til at ændre.
2016-11-22-10-19-50
Den imponerende 10 etager høje bygning på HUST (Hanoi University of Science and Technology) set indefra.
2016-11-22-10-21-02
Furio Honsell og Luigi Liquori hygger sig med lidt typeteori.
2016-11-22-09-49-26
Frank Pfenning fortæller om substrukturelle logikker og transducere.

Så blev det tid til endnu en dag på konferencen, og jeg skulle selv holde mit foredrag som den næstsidste.

Dagens mest interessante foredrag var det indbudte foredrag med Frank Pfenning, der er professor ved Carnegie-Mellon. Han fortalte om sit nye arbejde, der giver en interessant korrespondance mellem en lille substrukturel logik (som er et fragment af lineær logik) og endelige automater med output (de såkaldte transducere). Føjer man de symmetriske bevisregler til logikken, får man en korrespondance til Turing-maskiner – eller rettere: til en generalisering af dem kaldet lineært kommunikerende automater. Der er i øvrigt også en forbindelse til sessionstyper.

Senere var der et foredrag med Furio Honsell, der i de seneste mange år knap har haft tid til at forske – han er nemlig borgmester i Udine i det nordøstlige Italien. Han har da også anlagt sig en for det akademiske miljø temmelig borgmesteragtig fremtoning.

Efter frokosten kom der en poster-session, hvor der var god mulighed for snakke med dem, der præsenterede deres poster.

Så var der et foredrag med den ikke specielt forkølede A. Tiu, der i sin artikel faktisk citerede en af mine artikler fra 2002. Og til sidst blev det så omsider min tur. Jeg havde selv været temmelig udmattet, dels på grund af jet lag, dels på grund af min nyerhvervede forkølelse, og et par gange i løbet af dagen var jeg faktisk faldet hen under foredragene. Jeg håber ikke, at jeg snorkede!

Mit foredrag gik nogenlunde, tror jeg. Der kom faktisk et par gode spørgsmål bagefter. (Mine slides kan man se ovenfor.)

Og efter endnu et foredrag kunne vi tage af sted ud til en restaurant, hvor der var konferencemiddag. Jeg endte ved et bord, hvor der var ganske mange japanere og fik en lang snak med Hidehiko Masuhara, en professor fra Tokyo som flere gange i årenes løb havde besøgt Aarhus Universitet. Vi endte med at tale længe om – Grønland. Det er forbløffende, hvor ofte jeg i tidens løb til konferencer har skulle fortælle udenlandske kolleger om netop denne store, kolde ø. Næst efter H.C. Andersen er Grønland tilsyneladende en af de faste associationer, mange har med Danmark. Gad vide hvad grønlænderne synes om dét.

Undervejs underholdt en vietnamesisk musiker, der spillede på pipa. En pipa er ikke et blæseinstrument, men en slags firestrenget lut. Jeg synes at jeg kendte en af melodierne og opdagede til min forbløffelse, at det var “Top of the world”, der i sin tid var et hit for The Carpenters. Herefter fulgte flere gamle amerikanske og europæiske popnumre. Heldigvis var der også umiskendeligt asiatisk klingende numre. Godt at der da i det mindste var nogle vietnamesiske sange iblandt, for ellers ville det næsten være for plat. Dvs. da vi skulle til at gå, fortalte Hidehiko mig, at den vietnamesiske musiker i den flotte røde kjole faktisk havde spillet en del kendte japanske sange i løbet af aftenen. Så meget for autenticiteten.

Flattr this!

En konference midt i smoggen

2016-11-21-06-27-10

2016-11-21-08-21-48

2016-11-21-08-42-25

2016-11-21-10-28-18

2016-11-21-16-40-55

2016-11-21-19-33-58

2016-11-21-19-54-11

I dag begyndte APLAS 2016 så, og jeg tog med den bus, der gik fra et hotel i nærheden ud til HUST (Hanoi University of Science and Technology). APLAS 2016  (14th Asian Symposium on Programming Languages and Systems) er, som navnet antyder, en asiatisk konference, og mange af deltagerne kom fra lande i Østasien – især Japan, Kina, Vietnam og Sydkorea. Her kunne jeg bl.a. gense Naoki Kobayashi, der er professor på Tokyos universitet og som jeg for nogle år siden havde besøg af i Aalborg.

Fordi mange af deltagerne kommer fra Østasien, er mange af foredragene (der alle er på engelsk) med temmelig udpræget østasiatisk accent, og det kræver nogle gange at man er nødt til at lytte ekstra godt efter.

Selv begyndte jeg dagen med at vågne ondt i halsen, og halsondet er kommet og gået i løbet af dagen. Til sidst begyndte min næse også at løbe. Kulden kan ikke have spillet en rolle – temperaturen i Hanoi nåede i dag op omkring 31 grader celsius (hvad man her kalder vinter, ville man i Danmark kalde en hedebølge). Derimod har jeg læst mig til at smog ofte kan være en udløsende faktor – luftkvalitetsindekset for Hanoi var i dag 89. Jo højere, jo værre. Et indeks på over 100 er direkte sundhedsfarligt. Jeg tør ganske enkelt ikke åbne vinduet ud til gaden, så voldsom er smoggen. Nogle ganske kan jeg mærke den helt tydeligt i næse og svælg.

Det har nok også spillet en rolle, at jeg har været meget træt. Under dagens foredrag faldt jeg simpelthen i søvn, og det er jeg bestemt ikke stolt af. I morgen bliver der dog mindst ét foredrag, som jeg ikke kan sove fra, nemlig det, jeg selv skal holde – som dagens næstsidste.

Dagen sluttede med en reception på restaurant Luc Thuy ved Hoan Kiem-søen inde midt i Hanoi. Søen ligger meget piktoresk, og det er noget helt særligt at se neonlysene spejle sig i vandet, mens den trafik, der ingen ende vil tage, suser forbi. Jeg fik snakket med en del folk ved receptionen og hørte bl.a. om universitetsverdenens kvaler i Japan – hvor det også er en tendens, at det er finansministeriet, der har det sidste ord at skulle have sagt. Men fordi receptionen blev holdt i et lokale uden klimaanlæg, blev det hele til sidst lige vel trykkende, og jeg fandt vejen tilbage til hotellet. Den gik via en vegansk restaurant med “sneglesuppe” og en lille butik, der solgte reproduktioner af gamle plakater fra 1970’erne – både de mere propagandistiske fra krigens sidste år og mere fredelige plakater om nytten af at spare vandet og og af at have en kat (!).

Flattr this!

Det hele skyldes matematisk logik !?!

singularity

I et interview med Steven Wozniak i Politiken skriver Adam Hannestad

Loven blev formuleret af Intels medstifter, Gordon Moore, i 1965. Han forudså, at computerkraft ville udvikle sig eksponentielt. Kort fortalt siger loven, at computerkraft vil fordobles hvert halvandet år.

Det lyder måske ikke af så meget, men det betyder, at regnekraften i en gennemsnitlig computer er blevet rundt regnet 1.000 gange stærkere siden årtusindskiftet. Hvis Moores Lov bliver ved med at gælde, vil computerne blive 1.000 gange klogere end nu i år 2030.

Matematisk logik tilsiger, at på et eller andet tidspunkt når vi dermed det, fagfolk kalder ’singulariteten’: punktet, hvor computere endegyldigt lærer at tænke selv.

Nu har jeg selv i min tid et par gange holdt et kursus om matematisk logik, og selv om jeg kun har kompetencer inden for en lille flig af dette store emne, ved jeg nok til at ærgre mig over en journalists skødesløse og uvidende teknologi-optimisme og brug af sproget. “Matematisk logik” er blevet dovent journalistsprog for “ubønhørlighed”. Kunne man forestille sig en journalist skrive f.eks. at  “funktionalanalyse tilsiger at vi på et eller andet tidspunkt når det, fagfolk kalder singulariteten”? Næppe.

Moore’s lov siger faktisk kun at det maksimale antal transistorer pr. kvadratcentimeter i procesenheder til computere indtil videre ser ud til at have en fordoblingstid på to år. Om man vil kunne udnytte denne indtil videre eksponentielt voksende transistortæthed til noget epokegørende, er en anden historie.

Matematisk logik beskæftiger sig med logiske systemers bevisteori og modelteori, ikke med udvikling af procesenheder til computere eller med om computere kan “tænke selv”. Og der er stadig enorm uenighed i filosofi, kognitiv videnskab og datalogi om hvorvidt det vil kunne lade sig gøre at skabe en form for maskinintelligens som er på niveau med, endsige overgår menneskelig intelligens. Der er ikke engang enighed om hvorvidt begrebet singularitet, der især er blevet ført i marken af den amerikanske opfinder, teknologioptimist m.m. Ray Kurzweil, overhovedet er en plausibel hypotese. Gordon Moore, manden bag Moore’s lov, var faktisk ikke tilhænger af singularitetshypotesen.

Jeg ville ønske at journalister brugte sproget mere forsigtigt i stedet for at lade sig rive med af begreber, de tydeligvis ikke forstår, og popularisere dem til plukfisk.

Flattr this!

Datalogi og flygtningene, vi tager imod

uf1

I et fagtidsskrift om datalogi vil man måske ikke forvente at finde en artikel om flygtninge i Europa, men i dag har jeg læst et langt indlæg  i Communications of the ACM forfattet af professorer og studerende ved det datalogiske institut på det tekniske universitet i Wien, TU Wien.  De fire dataloger beskriver et initiativ ved TU Wien, som er blevet til ad frivillighedens vej og helt ulønnet.

I Østrig er der ligesom i Danmark en ikke helt lille del af befolkningen med en negativ holdning til flygtninge, og partier på højrefløjen udnytter og er med til at fremme denne negative holdning. Men ligesom i Danmark er der i Østrig også ganske mange borgere, der går ind i frivilligt arbejde for at møde flygtninge og hjælpe dem i mødet med et nyt samfund. Det frivillige initiativ startet af professorer ved det datalogiske institut på TU Wien er et sådant initiativ og er nu blevet et fast kursus ved TU Wien. Underviserne er studerende ved TU Wien.

Forløbet beskrevet i artiklen varer fire uger og er rettet mod unge uledsagede flygtninge mellem 14 og 18 fra bl.a. Syrien, Irak, Somalia og Afghanistan. Forløbet omfatter spilprogrammering, styresystemer, sikkerhed og anvendelse af bestemte applikationer til kontorbrug. Nogle af eleverne har programmeringskundskaber i et vist omfang og er blevet undervist separat i programmering i Java og Python. Videoen ovenfor beskriver dette initiativ, og der er et lille interview med Hannes Werthner og Reinhard Pichler, to af artiklens forfattere.

De fire dataloger bag artiklen er af den holdning, at universiteterne i vore dage bør spille en langt mere aktiv rolle i samfundet og engagere sig i dets problemer, tage stilling og byde på løsninger. Flygtninge skal ikke ses som en belastning, der skal bekæmpes, men som en mulig resurse og som mennesker, der skal behandles ordentligt. Gennem de unge flygtninges møde med universitetet møder de et fag og får en længerevarende kontakt til borgere i det samfund, de er kommet til. Forfatterne skriver

Regarding the refugee crisis we think university computer science departments could take several possible actions to position themselves as supporters of human rights and also influence the opinions of other people regarding this sensitive issue. In our opinion, these actions could include, among others, the organization of specific courses for refugees and research projects dealing with specific problems regarding the refugees. The computer science departments in particular are in a good situation, because learning the basic IT skills and computer knowledge is essential in our society, rich of artifacts and applications. Therefore, several activities that fall under the umbrella of computing for the social good concept could be taken.

Heri er jeg (ikke overraskende) helt enig. Som universitet er vi en del af samfundet. Dette bliver allerede betonet i vore dage, men typisk er det i seneste mange år sket ved at betone at universiteterne skal samarbejde med erhvervslivet. Men samfundet er mere end erhvervslivet, og universiteterne kan bidrage, ikke kun med anvendt forskning (der reelt ofte tangerer produktudvikling), men også gennem undervisningsinitiativer. Herigennem vil vi også kunne skærpe og videreudvikle vores pædagogiske kompetencer. Og menneskerettighederne er i virkeligheden en væsentlig del af fundamentet for den akademiske praksis – etablering viden er en fælles indsats, viden skal principielt kunne deles af alle og skal være tilgængelig for alle uden restriktioner. For mig er koblingen tydelig.

Så lad os tage et tilsvarende initiativ i den danske universitetsverden – ikke i en form, hvor det ene universitet konkurrerer mod det andet eller hvor det ene fagområde konkurrerer mod det andet, men i et samarbejde om særlige undervisningsprogrammer for flygtninge. Skulle nogen være bekymret over at erhvervslivet ikke er i centrum for en sådan aktivitet, vil det måske kunne berolige dem at de flygtninge, som på denne måde bliver undervist, ad denne vej vil kunne få forbedret deres muligheder for at uddanne sig og få arbejde. Nogle flygtninge vil aldrig vende tilbage til det land, de er flygtet fra, og vil gennem mødet med et dansk universitet få bedre muligheder for at kunne komme i gang med et længere uddannelsesforløb og vil samtidig møde flere borgere i Danmark. Andre flygtninge vil vende tilbage til oprindelseslandet og vil på den måde kunne bidrage til en egentlig overførsel af viden.

Flattr this!

Hypernormalisering

hypernormalisation

Den engelske filminstruktør Adam Curtis står bag en ny film, Hypernormalisation, der blev vist på BBC iPlayer fra søndag den 16. oktober. BBC iPlayer er ikke tilgængelig uden for Storbritannien,  men man kan se filmen fra webstedet thoughtmaybe.com.

Hypernormalisation er en lang film på 2 timer og 46 minutter. Adam Curtis forsøger via arkivmateriale at fortælle en sammenhængende historie om hvordan verden i dag kan synes så uoverskuelig, og hvorfor så mange mennesker føler afmagt. Filmen tager sin titel fra det ord, som blev brugt til at karakterisere Sovjetunionen under Bresjnev-regimet fra 1964 til 1982. Regimet gjorde et stort nummer ud af at samfundet var “normalt” – man lod som alt var vel, men den almindelige befolkning vidste at dette var en tid med økonomisk stagnation og politisk undertrykkelse. Modløsheden var stor, og ingen kunne forestille sig en verden uden Sovjetunionen – hverken i landet selv eller uden for det. Adam Curtis’ holdning er, så vidt jeg kan se, at noget lignende er tilfældet i vore dages verden.

Der er gode pointer i filmen, men den taber somme tider tråden mens den forsøger at navigere rundt fra USA i 1970’erne frem gennem Mellemøsten i 1980’erne og frem til Internettets storhedstid i det post-faktuelle 21. århundrede. Af og til er den tæt på at kamme over i sammensværgelsesteorier og sidehistorier – to af dem handler i øvrigt om datalogi, nemlig dels historien om Josephn Weizenbaums Eliza, dels historien om Judea Pearls arbejde med bayesianske net (!!). Men igennem filmen løber tre fortællinger, som er værd at bemærke.

For det første præsenterer filmen selvmordsbombens “kulturhistorie” – hvordan ideen udspringer af ayatollah Khomeinis ekstreme ideer, dukker op hos det syrisk og iransk støttede shiamuslimske Hizbollah, derfra spreder sig til det sunnimuslimske Hamas og derfra videre igen til al-Qaeda og til Isis.

For det andet fortæller filmen en bemærkelsesværdig historie om hvordan Assad-regimet i Syrien er mistænkt for at stå bag megen terrorisme i Europa og Mellemøsten (bl.a. Lockerbie-bomben), men at det ofte er endt med at være Gaddafi-regimet i Libyen, som blev gjort til den hovedansvarlige “slyngelstat”. Også i dag ser vi, hvordan Assad-regimets forbrydelser ikke får nogen væsentlige konsekvenser.

Og for det tredje kommer der et interessant bud på hvorfor det er så svært for en opposition at lykkes – ikke mindst for Occupy Wall Street. Svaret er ifølge Curtis at det siden de økonomiske kriser der begyndte i 1970erne, hvor bankerne reelt dikterede politikernes økonomiske beslutninger, er kommet et voldsomt fokus på management. Alle tror at politik kun skal handle at sikre stabilitet og om ledelse. Occupy Wall Street strandede i diskussioner om hvordan bevægelsen skulle organisere sig og ledes, fordi bevægelsens ledere kom fra et samfund hvor man kun talte om ledelsesaspekter, ikke om visioner.

Og derudover vil jeg bemærke, at Hypernormalisation har Donald Trump – bolighaj, konkursrytter, spekulant, opportunist, sexist, racist og fascist – som en gennemgående bifigur og prøver at forklare hvordan mandens opportunisme i virkeligheden er et symptom på nogle af de uheldige fænomener, som bliver beskrevet undervejs.

Se eventuelt også The Guardians anmeldelse af filmen.

Flattr this!

At overleve som sms

sms

Min egen erfaring med sorg, er at det, jeg savner mest, er at kunne tale med den, jeg har mistet. Jeg mistede min mor temmelig brat til demens og noget af det hårdeste var at jeg ikke kunne tale med hende mere og dele de ting, der skete i mit liv, med hende. Da min mormor døde i 1990, var det også hårdt ikke længere at kunne tale med hende. Vores samtaler betød meget for mig i min barndom og ungdom; hun var en mild og jordnær sjæl.

I dag læste jeg en historie fra Rusland, der på én og samme tid er gribende og foruroligende.  Da Eugenia Kuyda mistede sin ven, Roman Mazurenko, fik hun overtalt et hold af dataloger, der beskæftiger sig med datalingvistik, til at bygge et stykke software, der kan modtage beskeder og svare på samme måde som Roman. Denne app, som kan downloades af alle, er baseret på et stort neuralt netværk, der har analyseret alle de mange sms’er, Eugenia og Roman udvekslede. Nu kan man sms’e med app’en, og de, der har kendt Roman Mazurenko, siger at de beskeder, man får som svar, er påfaldende tæt på hans måde at udtrykke sig på i sms’er. Men samtidig ved alle godt, at det ikke er ham.

I dag efterlader mange af os nogle meget synlige digitale aftryk. Denne blog er et eksempel på det. Man kunne tage indholdet fra denne blog og skabe en syntetisk udgave af min skrivestil. Men det er jo ikke alle de ytringer, jeg kommer med i løbet af en dag, man kan se her. Alle mine indlæg er redigerede og er nogle gange en slags små essays.

Det samme gør sig gældende med sms’er: man sender dem kun på bestemte tidspunkter. Er deres indhold et indhold, der repræsenterer den afdøde og det, han/hun stod for?

Kunne jeg tænke mig at “tale med” min mormor på denne måde? (Hun kom aldrig på nettet og ejede ikke en mobiltelefon.) Jeg tror det ikke. Jeg ville jo også vide, at det ikke var hende, jeg talte med, og at der ikke som følge af “samtalen” opstod nogen egentlig indsigt hos et andet menneske i hvordan mit liv er nu, hvor jeg er en midaldrende mand.

Mest minder Roman Mazurenko-app’en mig egentlig om de børneværelser, som nogle forældre, der har mistet et barn, lader stå urørt i årevis. Man kan gå ind på værelset og et kort øjeblik få en illusion af at barnet er der, men den illusion er kort.

Flattr this!

Sidste møde med BETTY

betty2016-1-1 betty2016-5-1 betty2016-3 betty2016-1 betty2016-4 betty2016-5 betty2016-6

Mit ophold i Lissabon slutter med det sidste møde i BETTY, det europæiske forskernetværk (en såkaldt COST Action) som jeg har været en del af i de sidste 4 år. Det er godt at se alle de velkendte kolleger fra rundt om i Europa igen, men også lidt vemodigt, nu hvor 4 års godt samarbejde skal rundes af. Mødet var henlagt til Universidade Nova de Lisboa, der ligger i Caparica, ovre på Tejo-flodens modsatte bred. For typeteoretikere er det lidt morsomt, at et af sporvognens stoppesteder på vej ud til Caparica hedder Fomega; F_\omega er et af de vigtige typesystemer for lambda-kalkylen!

Nobuko Yoshida fra Imperial College i London holdt det første foredrag; hun er et af de helt store navne inden for forskningen i behavioural types. Hun mistede meget pludseligt sin mand og trofaste samarbejdspartner Kohei Honda få måneder inden BETTY kunne begynde, og i sit foredrag citerede hun ham da også flere gange. Nobuko fortalte også lidt om sin forskergruppe på Imperial College og røbede at hun nu havde fået endnu en ny PhD-studerende, endda ligesom alle hendes øvrige PhD-studerende, en kvindelig PhD-studerende (der i parentes bemærket er dansk og en af mine to seneste specialestuderende).

Det var en dag med mange foredrag, og til en af eftermiddagens sessions var det mig, der var ordstyrer. Der er en dag mere i morgen,  hvor jeg selv skal holde et lille foredrag, men den officielle afrunding kom i dag. Da alle dagens foredrag var omme, var der det sidste officielle møde i BETTYs styringsgruppe, hvor jeg har siddet. Simon Gay fra Glasgow, der var leder af BETTY, gjorde status og kunne bekræfte det, vi egentlig godt vidste – at dette har været et kort forskernetværk. Vi har nået en masse, der er også kommet fokus på praktiske anvendelser (det er ikke kun nye teorier, vi har udviklet) og der har været en god stemning hvor man har bakket op om hinanden. Det sidste har jeg også selv været rigtig glad for. Selve det at kunne deltage i en forskningssammenhæng, hvor andre er oprigtigt interesseret i det man laver og hvor den indsats, man gør, bliver værdsat, har været en god oplevelse for mig. Jeg har altid set frem til møderne i BETTY.

Dagen sluttede med en middag for deltagerne i en restaurant i Carcilhas, hvor der var en smuk udsigt over til den modsatte bred af Tejo – der hvor selve Lissabon ligger. Det var som altid rigtig hyggeligt Til sidst var der kun tilbage at gå tilbage til Carcilhas og tage den lille færge tilbage til Lissabon.

Flattr this!

Luca Cardelli og molekylerne

cardelli-1-1

cardelli-3-1

cardelli-5-1

Italienske Luca Cardelli har gennem de sidste mere end 30 år været en af de vigtigste forskere inden for matematiske modeller for programmers og systemers adfærd. Hans arbejde med typeinferens, med objektkalkyler og de såkaldte mobile ambienter er jeg selv blevet meget inspireret af, og der er nogle af mine kolleger på AAU, der for tiden har et tæt samarbejde med ham.

I dag holdt Cardelli en særforelæsning på Universidade Nova de Lisboa (UNL), som er det andet store universitet i Lissabon, og nogle af os tog turen over Tejo-floden for at høre ham på denne steghede septemberdag, hvor temperaturen nåede op på 32 grader. Udsigten over Lissabon er meget bemærkelsesværdig, når man kører over Ponte 25 de Abril på en dag med høj sol.

Da vi kom frem, blev auditoriet hurtigt helt fyldt med forskere fra en del forskellige universiteter i Portugal, og der var også mødt rigtig mange studerende frem (heldigvis var der et klimaanlæg!).

Disse særlige forelæsninger er en tradition ved UNLs Departamento de Informática, og kendte navne som Leslie Lamport og Jeanette Wing har tidligere været her i denne anledning. Ligesom Lamport har Cardelli, der i øvrigt besøgte Aalborg Universitet for et par år siden uden helt samme officielle bevågenhed, været i stand til at tilbringe en hel karriere med grundforskning uden for universitetsverdenen. Men nu er han, ud over at være et hovednavn ved Microsoft Research i Cambridge, også blevet professor – i Oxford!

Cardellis forelæsning handlede om hans bidrag til det område, der hedder molekylær programmering – dvs. hvordan man kan programmere DNA- og RNA-molekyler til at ændre på og fremstille molekyler, og her specielt store organiske molekyler som proteiner. Det er et fascinerende område, der forbinder de tre naturvidenskaber biologi, biokemi og datalogi på overraskende vis, og mulighederne for anvendelser er store. Også ideen om programmeringssprog til molekyler er en interessant idé i sig selv.

Måske vil det en dag kunne lykkes at lave en programmerbar “mikrolæge” i levende menneskeceller, som kan kurere og forebygge sygdomme. Men det er selvfølgelig også et område med enorme etiske udfordringer at kunne gå ind og pille ved en organisme helt nede på det molekylære niveau. Meget populært sagt: Hvis man laver en programmeringsfejl i “mikrolægen”, kan den meget let komme til at gøre ondt værre.. Det sidste spørgsmål fra salen kom da også ind på dette, og det undrede mig lidt at ingen spurgte mere ind til dette eller til hvorfor Microsoft er så interesseret netop i dette område.

Det var desværre et tydeligt minus ved forelæsningen, at det simpelthen var svært at høre, hvad der blev sagt undervejs. Om det skyldes salens akustik, mikrofonanlægget eller forelæserens foretrukne tonefald, tør jeg ikke sige med sikkerhed, men jeg havde ikke nogen problemer med at forstå introduktionen til foredraget, der blev leveret (på engelsk) af institutlederen Luís Caires.

Flattr this!