Enten kan de det, eller også så kan de det ikke…

Figur: Andrew Robinson: Teaching A Class With A Bimodal Distribution — If You Have One! (https://medium.com/precarious-physicist/teaching-a-class-with-a-bimodal-distribution-if-you-have-one-c9629ac15469#.hko3myhbd)

Det er i år 25 år siden, jeg først holdt en stor mundtlig eksamen i det kursus, jeg har holdt flest gange overhovedet, nemlig Syntaks og semantik. Jeg var en  urutineret eksaminator og underviser, og det virkede som om de studerende delte sig i to: Mange fik helt lave karakterer, og en hel del andre fik gode karakterer.  “Enten kan de det, eller også kan de det slet ikke”, sagde censor, og jeg var enig.

Netop dét er en konklusion, mange undervisere drager: At fordelingen af karakterer ofte er “topuklet” som vist på figuren ovenfor. En “topuklet” fordeling er det, man i sandsynlighedsregning og statistik kalder bimodal.

Men der findes statistiske tests, der kan fortælle os om en fordelingsfunktion rent faktisk er bimodal. Og dette er blevet undersøgt af Elisabeth Patitsas fra University of Toronto. Hun undersøgte karaktererne ved eksaminer i datalogi ved University of British Columbia fra 1996 til 2013. Og det var faktisk kun 5,8 procent af karakterfordelingerne, der var bimodale.

En anden artikel af Patitsas og tre af hendes kolleger undersøger hvordan universitetslærere i datalogi tænker om karakterfordelinger.

De seks histogrammer, som underviserne blev præsenteret for.

Underviserne blev præsenteret for seks histogrammer med karakterdata og bedt om at vurdere, om de var udtryk for en bimodal tæthedsfunktion. Det interessante var, at de seks datamængder alle var genereret ud fra en unimodal tæthedsfunktion (dvs. med kun én “pukkel”). Universitetslærerne blev også spurgt om deres holdning til karakterfordelinger og til studerende. Blandt andet skulle de fortælle, hvilken af disse påstande, de var mest enige i:

  1. Næsten alle kan gennemføre en uddannelse i datalogi, hvis de gør en indsats
  2. Nogle studerende er fra fødslen prædisponeret til at klare sig bedre i datalogi end andre

Nogle blev blot bedt om at forholde sig til disse andre påstande, mens andre først blev bedt om at forholde sig til diskussionen om hvorvidt karakterer fordeler sig bimodalt. Resultaterne viste at de universitetslærere, der tror på påstand 2 ovenfor (om medfødte evner) var signifikant mere tilbøjelige til at se karakterfordelinger som bimodale, selv om de ikke var det – og omvendt: Universitetslærere, der var af den opfattelse, at karakterfordelinger er bimodale, var signifikant mere tilbøjelige til at tro på påstand 2.

Noget tyder derfor på, at det er undervisernes opfattelse af de studerende, der betinger om de ser en fordeling af karakterer som bimodal eller ej, og denne idé om hvordan karakterer fordeler sig, kommer derefter til at forme undervisernes opfattelse af de studerende!

Den hårde udlægning er at mange af de undervisere, der ser karakterfordelinger som bimodale, er dem, der ikke lykkes med deres undervisning. Med holdningen at “enten kan man det, eller også kan man det ikke”, får man nemlig sagt at undervisning ikke har nogen betydning for de studerendes kundskaber. For hvis man har medfødt talent for faget,  skal man nok få lært det man skal, uanset hvordan undervisningen ser ud. Og hvis man har medfødt mangel på talent for faget, kan undervisningen ikke rette op på det.

Alene dét er grund nok til at overveje, om det er fornuftigt som underviser at hævde at “enten kan man det, eller også kan man det ikke”.

Flattr this!

Tirsdag med datalogerne

Jeg har ikke set ret meget til Institut for datalogi siden begyndelsen af august. Mine besøg der kan formodentlig tælles på en hånd. Men i dag deltog jeg i instituttets internat på Løgstør Parkhotel – det er første gang i flere år, der har været råd til at holde et sådant møde med overnatning. Temaet var uddannelserne, og her specielt hvordan uddannelserne skal se ud i fremtiden.

Først var der dog et besøg af den nye dekan for det helt nye fakultet for IT og design – der så er identisk med den hidtidige dekan for det hidtidige teknisk-naturvidenskabelige fakultet.

Derefter var der et oplæg af Adam Lebech, branchedirektør fra Dansk Industri. Hele hans præsentation handlede om den teknologiske udvikling og om hvordan den vil føre til at mange jobs vil forsvinde på grund af automatisering Derfor vil det, sagde han, være nødvendigt for alle at kunne videreuddanne sig og skifte karriere i løbet af arbejdslivet. Kompetencer som kreativitet og empati vil være vigtige at dygtiggøre sig inden for.

Her måtte jeg så spørge hvordan dette behov for nyuddannelse harmonerede med det uddannelsesloft, der netop er blevet indført – som netop vil besværliggøre dette. Og ja, det var da umiddelbart underligt, svarede Adam Lebech. Men det havde regeringen så valgt at gøre, fordi man skulle finde nogle penge.

Jeg kunne have fortsat en diskussion her, men det ville nok have været omsonst. Det er underligt at høre, hvordan den teknologiske udvikling hos ikke mindst Dansk Industri og de borgerlige politikere bliver præsenteret som en form for ubønhørligt og ukontrollabelt naturfænomen, som mennesker skal tilpasse sig. For det er netop mennesker, der bestemmer hvilken retning, den teknologiske udvikling skal tage – der er ganske mange politiske beslutninger her. Disruption er blevet et nyt modeord, men der er altid nogen, der har ansvaret for denne “afbrydelse”.

Senere på dagen var der diskussioner af datalogiuddannelsernes fremtid. Sidste gang var det mig, der var formand for studieordningsrevisionsgruppen og dermed en af dem, der var hovedansvarlig for ændringerne. Nu er jeg helt trådt ud af dette arbejde; det er på én og samme tid lidt underligt og meget lettende ikke at skulle være med her mere.

Flattr this!

En dag ved tavlen

Tavlen om formiddagen. Tavlen så helt anderledes ud om eftermiddagen.

Dagen i dag var min sidste egentlige arbejdsdag i Lissabon. I går brugte jeg eftermiddagen på at besøge jeg det andet universitet her, Universidade Nova de Lisboa (UNL), ovre på den anden side af Tejo-flodens munding. Det var jeg nemlig kommet til at love Carla og Luis fra UNL, da jeg var på disse kanter for to måneder siden. Det gik som det skulle; jeg holdt et foredrag og fik talt med folk der.

Men nu var det tid til at få afsluttet det, der egentlig var formålet med mit besøg her, nemlig at komme videre med forskningssamarbejdet med mine kolleger på Universidade de Lisboa (UL). Dagen endte som en af de dage, hvor tre mennesker går frem og tilbage foran en tavle, skiftevis skriver ting ned og sletter dem igen og er højlydt i tvivl om det, de netop har skrevet, vældig meget af tiden.  Hvis folk uden for de teoretiske fagområder, hvor matematik spiller en stor rolle, havde overværet dette, ville de sikkert have undret sig – det er næsten så langt fra en normal samtale, som tænkes kan. Men sådan plejer de mest ide-intensive tidspunkter at udspille sig, i al fald inden for mit forskningsområde, og sådan har det været, så længe jeg kan mindes.

Til sidst indså vi, at vi havde fået nogle gode ideer og var blevet klogere, men at der var mere at lave, som vi ikke ville kunne nå nu. Vi tog billeder af tavlen om formiddagen, og jeg skrev ting ned i hånden på min iPad om eftermiddagen. På dén måde er tankeprocessen en anden end for bare 5 år siden. Formodentlig bliver vi nødt til at ses igen engang i det nye år, og sikkert i Lissabon (jeg er den ene af tre, der kommer udefra).

Bagefter var der kun tilbage for mig at tage metroen ind til centrum, få mig lidt at spise og at gå gennem den portugisiske hovedstad hvor der står store, lysende “julekegler” på flere af byens kendte pladser.

Flattr this!

På vej hjem

fotografi-den-25-11-2016-kl-16-05
Min nye hat.
halong-1
Udsigt over Ha Long-bugten fra Ti Top-øen.
halong-3-1
Statuen af hr. Ti Top.
halong-2-1
Udsigt over Ha Long-bugten fra båden.
halong-4-2
De andre deltagere forsøger at lave vietnamesiske forårsruller.
halong-4-1
Mit foredrag, inden dataprojektoren gik ned.
halong-4-3
Busturen tilbage til Hanoi førte til endnu et ophold ved den store souvenirbutik.

I skrivende stund sidder jeg i Noi Bai-lufthavnen uden for Hanoi og skal vente endnu et par timer før jeg kan tjekke min bagage ind. Min korte uge i Vietnam sluttede med en slags krydstogt i Ha Long-bugten, der er en meget spektakulær og stor skærgård. Mange af øerne i skærgården er små, skovklædte bjerge. Under sejlturen var der en lille workshop, hvor jeg også havde tilmeldt et foredrag.

Højdepunktet på turen var i helt bogstavelig forstand turen op til udsigtspunktet på Ti Top-øen, hvor der er en enestående flot udsigt over bugten og de mange udflugtsbåde. Jeg fandt hurtigt ud af at ordet “top” ikke har noget med bjerget at gøre – øen er opkaldt efter en mand ved navn Ti Top, og der var en højtidelig statue af ham ved den lille bådehavn. Jeg kunne ikke mindes at Vietnam skulle have haft en præsident med dette navn, men vietnameserne fortalte mig at han var en berømt pilot fra Rusland. Først lidt senere faldt tiøren – “Ti Top” er ingen ringere end den berømte kosmonaut German Titov, som var det andet menneske i rummet (hvis man ikke medregner de to amerikanske suborbitale flyvninger) og det første menneske, der gennemførte mere end ét kredsløb om Jorden. Hr. “Ti Top” besøgte Vietnam i 1962, og her bl.a. den lille ø i Ha Long-bugten – som vietnameserne derefter opkaldte efter ham.

Det har været en streg i regningen, at hele mit ophold i Vietnam har været præget af en regulær forkølelse. Mindst én anden deltager, en japansk professor, har haft et tilsvarende forløb, og han formodede også at det var den usunde luft i Hanoi, der udløste forkølelsen.

I dag var det så tid til mit foredrag, men det gik vist ikke så godt. Fem minutter inde i foredraget gik dataprojektoren ned, og fordi jeg var noget svækket efter at have ligget vågen med hoste en del af natten, kom mit foredrag aldrig ordentligt tilbage på sporet. Men i det mindste har jeg da nu prøvet at holde et foredrag på en båd – og det har været spændende at besøge Vietnam. Nu vil jeg hjem og sove og have et bad.

Flattr this!

Turen til Ha Long

2016-11-23-16-57-41 2016-11-23-19-49-13 2016-11-23-14-00-45

Dagen startede med de sidste foredrag til APLAS og herefter tog nogle deltagere afsked med konferencen. Efter frokost tog resten af os en bus til Ha Long, hvor vi i de næste par dage skal holde en uformel workshop om programmeringssprogsteori (i bred forstand), dels på et hotel og dels på en båd ude i Ha Long-bugten.

Busturen fra Hanoi var på kun 160 kilometer, men tog mere end fire timer, indbefattet et længere stop ved en stor souvenirbutik, der solgte alt fra stenfigurer i legemsstørrelse over smykker og lakerede æsker til kaffe (vietnamesisk kaffe er efter sigende legendarisk god) og te.

Jo længere vi kom væk fra Hanoi, jo mindre grå blev himlen, og til sidst kunne endog se solen i form af en ildrød solnedgang. Herude var der stadig byer med neonlys og masser af reklameskilte, men mellem byerne var der grønne marker, hvor bønderne stadig går med de flade, kegleformede hatte, som man kender fra så mange film og fotos fra Vietnam.

Ha Long er vel nærmest Vietnams svar på Blackpool eller Atlantic City med forlystelsespart, udsigtstårn, neonlys og masser af ferieboliger til familier og andre på jagt efter nogle dage væk fra det hele.

Vi var sent fremme og havde derfor kun kort tid på hotellet, inden vi skulle til fællesspisning på en restaurant i nærheden. Her blev jeg som veganer en slags repræsentant for forsamlingens vegetarer og skulle sammen med de vietnamesiske arrangører snakke med en fra restaurantens køkkenpersonale nede i kælderen, hvor køkkenet lå. Her lagde jeg mærke til de store akvarier med fisk og de mange krabber, der lå, endnu levende, i store kasser. Det er ikke lige den slags, man som plantespiser bliver glad for at se.

Da vi forlod restauranten, mærkede vi straks blæsten og luften fra havet – en tydelig og velkommen forandring fra de seneste tre dages stillestående, smogfyldte luft i Hanoi.

Flattr this!

Så blev det min tur

2016-11-22-20-59-18
Uden for Ly Club, hvor festbanketten var.
2016-11-22-20-59-08
Faktisk var banketten nu på 2. sal.
2016-11-22-19-07-05
The Carpenters spillet på pipa.
2016-11-22-10-33-18
Furio Honsell, borgmester i Udine og logiker tillige.
2016-11-22-10-21-11
Konferencelokalet var egentlig et stort mødelokale, og bordopstillingen stod desværre ikke til at ændre.
2016-11-22-10-19-50
Den imponerende 10 etager høje bygning på HUST (Hanoi University of Science and Technology) set indefra.
2016-11-22-10-21-02
Furio Honsell og Luigi Liquori hygger sig med lidt typeteori.
2016-11-22-09-49-26
Frank Pfenning fortæller om substrukturelle logikker og transducere.

Så blev det tid til endnu en dag på konferencen, og jeg skulle selv holde mit foredrag som den næstsidste.

Dagens mest interessante foredrag var det indbudte foredrag med Frank Pfenning, der er professor ved Carnegie-Mellon. Han fortalte om sit nye arbejde, der giver en interessant korrespondance mellem en lille substrukturel logik (som er et fragment af lineær logik) og endelige automater med output (de såkaldte transducere). Føjer man de symmetriske bevisregler til logikken, får man en korrespondance til Turing-maskiner – eller rettere: til en generalisering af dem kaldet lineært kommunikerende automater. Der er i øvrigt også en forbindelse til sessionstyper.

Senere var der et foredrag med Furio Honsell, der i de seneste mange år knap har haft tid til at forske – han er nemlig borgmester i Udine i det nordøstlige Italien. Han har da også anlagt sig en for det akademiske miljø temmelig borgmesteragtig fremtoning.

Efter frokosten kom der en poster-session, hvor der var god mulighed for snakke med dem, der præsenterede deres poster.

Så var der et foredrag med den ikke specielt forkølede A. Tiu, der i sin artikel faktisk citerede en af mine artikler fra 2002. Og til sidst blev det så omsider min tur. Jeg havde selv været temmelig udmattet, dels på grund af jet lag, dels på grund af min nyerhvervede forkølelse, og et par gange i løbet af dagen var jeg faktisk faldet hen under foredragene. Jeg håber ikke, at jeg snorkede!

Mit foredrag gik nogenlunde, tror jeg. Der kom faktisk et par gode spørgsmål bagefter. (Mine slides kan man se ovenfor.)

Og efter endnu et foredrag kunne vi tage af sted ud til en restaurant, hvor der var konferencemiddag. Jeg endte ved et bord, hvor der var ganske mange japanere og fik en lang snak med Hidehiko Masuhara, en professor fra Tokyo som flere gange i årenes løb havde besøgt Aarhus Universitet. Vi endte med at tale længe om – Grønland. Det er forbløffende, hvor ofte jeg i tidens løb til konferencer har skulle fortælle udenlandske kolleger om netop denne store, kolde ø. Næst efter H.C. Andersen er Grønland tilsyneladende en af de faste associationer, mange har med Danmark. Gad vide hvad grønlænderne synes om dét.

Undervejs underholdt en vietnamesisk musiker, der spillede på pipa. En pipa er ikke et blæseinstrument, men en slags firestrenget lut. Jeg synes at jeg kendte en af melodierne og opdagede til min forbløffelse, at det var “Top of the world”, der i sin tid var et hit for The Carpenters. Herefter fulgte flere gamle amerikanske og europæiske popnumre. Heldigvis var der også umiskendeligt asiatisk klingende numre. Godt at der da i det mindste var nogle vietnamesiske sange iblandt, for ellers ville det næsten være for plat. Dvs. da vi skulle til at gå, fortalte Hidehiko mig, at den vietnamesiske musiker i den flotte røde kjole faktisk havde spillet en del kendte japanske sange i løbet af aftenen. Så meget for autenticiteten.

Flattr this!

En konference midt i smoggen

2016-11-21-06-27-10

2016-11-21-08-21-48

2016-11-21-08-42-25

2016-11-21-10-28-18

2016-11-21-16-40-55

2016-11-21-19-33-58

2016-11-21-19-54-11

I dag begyndte APLAS 2016 så, og jeg tog med den bus, der gik fra et hotel i nærheden ud til HUST (Hanoi University of Science and Technology). APLAS 2016  (14th Asian Symposium on Programming Languages and Systems) er, som navnet antyder, en asiatisk konference, og mange af deltagerne kom fra lande i Østasien – især Japan, Kina, Vietnam og Sydkorea. Her kunne jeg bl.a. gense Naoki Kobayashi, der er professor på Tokyos universitet og som jeg for nogle år siden havde besøg af i Aalborg.

Fordi mange af deltagerne kommer fra Østasien, er mange af foredragene (der alle er på engelsk) med temmelig udpræget østasiatisk accent, og det kræver nogle gange at man er nødt til at lytte ekstra godt efter.

Selv begyndte jeg dagen med at vågne ondt i halsen, og halsondet er kommet og gået i løbet af dagen. Til sidst begyndte min næse også at løbe. Kulden kan ikke have spillet en rolle – temperaturen i Hanoi nåede i dag op omkring 31 grader celsius (hvad man her kalder vinter, ville man i Danmark kalde en hedebølge). Derimod har jeg læst mig til at smog ofte kan være en udløsende faktor – luftkvalitetsindekset for Hanoi var i dag 89. Jo højere, jo værre. Et indeks på over 100 er direkte sundhedsfarligt. Jeg tør ganske enkelt ikke åbne vinduet ud til gaden, så voldsom er smoggen. Nogle ganske kan jeg mærke den helt tydeligt i næse og svælg.

Det har nok også spillet en rolle, at jeg har været meget træt. Under dagens foredrag faldt jeg simpelthen i søvn, og det er jeg bestemt ikke stolt af. I morgen bliver der dog mindst ét foredrag, som jeg ikke kan sove fra, nemlig det, jeg selv skal holde – som dagens næstsidste.

Dagen sluttede med en reception på restaurant Luc Thuy ved Hoan Kiem-søen inde midt i Hanoi. Søen ligger meget piktoresk, og det er noget helt særligt at se neonlysene spejle sig i vandet, mens den trafik, der ingen ende vil tage, suser forbi. Jeg fik snakket med en del folk ved receptionen og hørte bl.a. om universitetsverdenens kvaler i Japan – hvor det også er en tendens, at det er finansministeriet, der har det sidste ord at skulle have sagt. Men fordi receptionen blev holdt i et lokale uden klimaanlæg, blev det hele til sidst lige vel trykkende, og jeg fandt vejen tilbage til hotellet. Den gik via en vegansk restaurant med “sneglesuppe” og en lille butik, der solgte reproduktioner af gamle plakater fra 1970’erne – både de mere propagandistiske fra krigens sidste år og mere fredelige plakater om nytten af at spare vandet og og af at have en kat (!).

Flattr this!

Det hele skyldes matematisk logik !?!

singularity

I et interview med Steven Wozniak i Politiken skriver Adam Hannestad

Loven blev formuleret af Intels medstifter, Gordon Moore, i 1965. Han forudså, at computerkraft ville udvikle sig eksponentielt. Kort fortalt siger loven, at computerkraft vil fordobles hvert halvandet år.

Det lyder måske ikke af så meget, men det betyder, at regnekraften i en gennemsnitlig computer er blevet rundt regnet 1.000 gange stærkere siden årtusindskiftet. Hvis Moores Lov bliver ved med at gælde, vil computerne blive 1.000 gange klogere end nu i år 2030.

Matematisk logik tilsiger, at på et eller andet tidspunkt når vi dermed det, fagfolk kalder ’singulariteten’: punktet, hvor computere endegyldigt lærer at tænke selv.

Nu har jeg selv i min tid et par gange holdt et kursus om matematisk logik, og selv om jeg kun har kompetencer inden for en lille flig af dette store emne, ved jeg nok til at ærgre mig over en journalists skødesløse og uvidende teknologi-optimisme og brug af sproget. “Matematisk logik” er blevet dovent journalistsprog for “ubønhørlighed”. Kunne man forestille sig en journalist skrive f.eks. at  “funktionalanalyse tilsiger at vi på et eller andet tidspunkt når det, fagfolk kalder singulariteten”? Næppe.

Moore’s lov siger faktisk kun at det maksimale antal transistorer pr. kvadratcentimeter i procesenheder til computere indtil videre ser ud til at have en fordoblingstid på to år. Om man vil kunne udnytte denne indtil videre eksponentielt voksende transistortæthed til noget epokegørende, er en anden historie.

Matematisk logik beskæftiger sig med logiske systemers bevisteori og modelteori, ikke med udvikling af procesenheder til computere eller med om computere kan “tænke selv”. Og der er stadig enorm uenighed i filosofi, kognitiv videnskab og datalogi om hvorvidt det vil kunne lade sig gøre at skabe en form for maskinintelligens som er på niveau med, endsige overgår menneskelig intelligens. Der er ikke engang enighed om hvorvidt begrebet singularitet, der især er blevet ført i marken af den amerikanske opfinder, teknologioptimist m.m. Ray Kurzweil, overhovedet er en plausibel hypotese. Gordon Moore, manden bag Moore’s lov, var faktisk ikke tilhænger af singularitetshypotesen.

Jeg ville ønske at journalister brugte sproget mere forsigtigt i stedet for at lade sig rive med af begreber, de tydeligvis ikke forstår, og popularisere dem til plukfisk.

Flattr this!

Datalogi og flygtningene, vi tager imod

uf1

I et fagtidsskrift om datalogi vil man måske ikke forvente at finde en artikel om flygtninge i Europa, men i dag har jeg læst et langt indlæg  i Communications of the ACM forfattet af professorer og studerende ved det datalogiske institut på det tekniske universitet i Wien, TU Wien.  De fire dataloger beskriver et initiativ ved TU Wien, som er blevet til ad frivillighedens vej og helt ulønnet.

I Østrig er der ligesom i Danmark en ikke helt lille del af befolkningen med en negativ holdning til flygtninge, og partier på højrefløjen udnytter og er med til at fremme denne negative holdning. Men ligesom i Danmark er der i Østrig også ganske mange borgere, der går ind i frivilligt arbejde for at møde flygtninge og hjælpe dem i mødet med et nyt samfund. Det frivillige initiativ startet af professorer ved det datalogiske institut på TU Wien er et sådant initiativ og er nu blevet et fast kursus ved TU Wien. Underviserne er studerende ved TU Wien.

Forløbet beskrevet i artiklen varer fire uger og er rettet mod unge uledsagede flygtninge mellem 14 og 18 fra bl.a. Syrien, Irak, Somalia og Afghanistan. Forløbet omfatter spilprogrammering, styresystemer, sikkerhed og anvendelse af bestemte applikationer til kontorbrug. Nogle af eleverne har programmeringskundskaber i et vist omfang og er blevet undervist separat i programmering i Java og Python. Videoen ovenfor beskriver dette initiativ, og der er et lille interview med Hannes Werthner og Reinhard Pichler, to af artiklens forfattere.

De fire dataloger bag artiklen er af den holdning, at universiteterne i vore dage bør spille en langt mere aktiv rolle i samfundet og engagere sig i dets problemer, tage stilling og byde på løsninger. Flygtninge skal ikke ses som en belastning, der skal bekæmpes, men som en mulig resurse og som mennesker, der skal behandles ordentligt. Gennem de unge flygtninges møde med universitetet møder de et fag og får en længerevarende kontakt til borgere i det samfund, de er kommet til. Forfatterne skriver

Regarding the refugee crisis we think university computer science departments could take several possible actions to position themselves as supporters of human rights and also influence the opinions of other people regarding this sensitive issue. In our opinion, these actions could include, among others, the organization of specific courses for refugees and research projects dealing with specific problems regarding the refugees. The computer science departments in particular are in a good situation, because learning the basic IT skills and computer knowledge is essential in our society, rich of artifacts and applications. Therefore, several activities that fall under the umbrella of computing for the social good concept could be taken.

Heri er jeg (ikke overraskende) helt enig. Som universitet er vi en del af samfundet. Dette bliver allerede betonet i vore dage, men typisk er det i seneste mange år sket ved at betone at universiteterne skal samarbejde med erhvervslivet. Men samfundet er mere end erhvervslivet, og universiteterne kan bidrage, ikke kun med anvendt forskning (der reelt ofte tangerer produktudvikling), men også gennem undervisningsinitiativer. Herigennem vil vi også kunne skærpe og videreudvikle vores pædagogiske kompetencer. Og menneskerettighederne er i virkeligheden en væsentlig del af fundamentet for den akademiske praksis – etablering viden er en fælles indsats, viden skal principielt kunne deles af alle og skal være tilgængelig for alle uden restriktioner. For mig er koblingen tydelig.

Så lad os tage et tilsvarende initiativ i den danske universitetsverden – ikke i en form, hvor det ene universitet konkurrerer mod det andet eller hvor det ene fagområde konkurrerer mod det andet, men i et samarbejde om særlige undervisningsprogrammer for flygtninge. Skulle nogen være bekymret over at erhvervslivet ikke er i centrum for en sådan aktivitet, vil det måske kunne berolige dem at de flygtninge, som på denne måde bliver undervist, ad denne vej vil kunne få forbedret deres muligheder for at uddanne sig og få arbejde. Nogle flygtninge vil aldrig vende tilbage til det land, de er flygtet fra, og vil gennem mødet med et dansk universitet få bedre muligheder for at kunne komme i gang med et længere uddannelsesforløb og vil samtidig møde flere borgere i Danmark. Andre flygtninge vil vende tilbage til oprindelseslandet og vil på den måde kunne bidrage til en egentlig overførsel af viden.

Flattr this!

Hypernormalisering

hypernormalisation

Den engelske filminstruktør Adam Curtis står bag en ny film, Hypernormalisation, der blev vist på BBC iPlayer fra søndag den 16. oktober. BBC iPlayer er ikke tilgængelig uden for Storbritannien,  men man kan se filmen fra webstedet thoughtmaybe.com.

Hypernormalisation er en lang film på 2 timer og 46 minutter. Adam Curtis forsøger via arkivmateriale at fortælle en sammenhængende historie om hvordan verden i dag kan synes så uoverskuelig, og hvorfor så mange mennesker føler afmagt. Filmen tager sin titel fra det ord, som blev brugt til at karakterisere Sovjetunionen under Bresjnev-regimet fra 1964 til 1982. Regimet gjorde et stort nummer ud af at samfundet var “normalt” – man lod som alt var vel, men den almindelige befolkning vidste at dette var en tid med økonomisk stagnation og politisk undertrykkelse. Modløsheden var stor, og ingen kunne forestille sig en verden uden Sovjetunionen – hverken i landet selv eller uden for det. Adam Curtis’ holdning er, så vidt jeg kan se, at noget lignende er tilfældet i vore dages verden.

Der er gode pointer i filmen, men den taber somme tider tråden mens den forsøger at navigere rundt fra USA i 1970’erne frem gennem Mellemøsten i 1980’erne og frem til Internettets storhedstid i det post-faktuelle 21. århundrede. Af og til er den tæt på at kamme over i sammensværgelsesteorier og sidehistorier – to af dem handler i øvrigt om datalogi, nemlig dels historien om Josephn Weizenbaums Eliza, dels historien om Judea Pearls arbejde med bayesianske net (!!). Men igennem filmen løber tre fortællinger, som er værd at bemærke.

For det første præsenterer filmen selvmordsbombens “kulturhistorie” – hvordan ideen udspringer af ayatollah Khomeinis ekstreme ideer, dukker op hos det syrisk og iransk støttede shiamuslimske Hizbollah, derfra spreder sig til det sunnimuslimske Hamas og derfra videre igen til al-Qaeda og til Isis.

For det andet fortæller filmen en bemærkelsesværdig historie om hvordan Assad-regimet i Syrien er mistænkt for at stå bag megen terrorisme i Europa og Mellemøsten (bl.a. Lockerbie-bomben), men at det ofte er endt med at være Gaddafi-regimet i Libyen, som blev gjort til den hovedansvarlige “slyngelstat”. Også i dag ser vi, hvordan Assad-regimets forbrydelser ikke får nogen væsentlige konsekvenser.

Og for det tredje kommer der et interessant bud på hvorfor det er så svært for en opposition at lykkes – ikke mindst for Occupy Wall Street. Svaret er ifølge Curtis at det siden de økonomiske kriser der begyndte i 1970erne, hvor bankerne reelt dikterede politikernes økonomiske beslutninger, er kommet et voldsomt fokus på management. Alle tror at politik kun skal handle at sikre stabilitet og om ledelse. Occupy Wall Street strandede i diskussioner om hvordan bevægelsen skulle organisere sig og ledes, fordi bevægelsens ledere kom fra et samfund hvor man kun talte om ledelsesaspekter, ikke om visioner.

Og derudover vil jeg bemærke, at Hypernormalisation har Donald Trump – bolighaj, konkursrytter, spekulant, opportunist, sexist, racist og fascist – som en gennemgående bifigur og prøver at forklare hvordan mandens opportunisme i virkeligheden er et symptom på nogle af de uheldige fænomener, som bliver beskrevet undervejs.

Se eventuelt også The Guardians anmeldelse af filmen.

Flattr this!