Det er alvor

Jeg skrev for nylig om rygterne om at Aalborg Universitet skal oprette nogle af de datalogiuddannelser, vi allerede har i Aalborg, i København også. Rygterne er sande.

I dag var jeg og mine kolleger på Institut for datalogi indkaldt til et møde, hvor vores dekan fortalte om denne beslutning. Meget af det, han fortalte, handlede om universitetets underskud (der åbenbart alligevel er på lidt over 100 millioner kroner) og om de 7 uddannelser, der skal lukke på AAU København. Men uddannelserne under Studienævn for datalogi har stort optag, og det vil kunne sikre ny indtjening for AAU. Derfor skal Institut for datalogi udbyde uddannelser på AAU København fra og med 2020. (Helst ville dekanen kunne begynde næste år, men det mente han alligevel ikke var realistisk.)

Vi skal nu senest 21. januar fremlægge et udkast til hvilke uddannelser, vi kan udbyde i København. Med en så kort frist må der være tale om en eksisterende uddannelse – og det bliver formodentlig softwareuddannelsen, der bliver tale om.

Et par af mine kolleger gav udtryk for at være meget positivt indstillede over for at udbyde uddannelser i København – og de så endda gerne, at vi kunne begynde allerede næste år. De fleste andre udtrykte stor bekymring. Også jeg er meget bekymret. Alle de eksisterende uddannelser fra Aalborg, som er blevet forsøgt overført til AAU København, har lidt en krank skæbne. En medvirkende årsag til at Institut for datalogi er blandt de få institutter, der ikke har haft stort underskud for nylig, har formentlig været, at instituttet som det eneste på det nuværende fakultet ikke har været involveret i AAU København. Hvis man skal optage 100 studerende om året i København (og det drømmer man tydeligvis om), vil det kræve mange undervisningskræfter, som vi ikke har i skrivende stund.

Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om jeg synes, ideen om at ekspandere til AAU København er fuldstændig vanvittig eller bare helt forrykt. Den er i al fald dårligt gennemtænkt.

Nye uddannelser i København?

Inden for de seneste få dage har vi fået at vide, at Aalborg Universitet lukker syv uddannelser, heraf nogle i København. Årsagen er den økonomiske krise, som pludselig er blevet synlig på AAU. På de fleste institutter står man nu over for en fyringsrunde.

Men et vedholdende rygte på mit institut er nu, at AAUs ledelse vil have, at vi fra og med 2020 skal udbyde softwareuddannelsen i København. Softwareuddannelsen er den uddannelse ved Institut for datalogi, der tiltrækker flest studerende, mere end 100 pr. årgang. Bevæggrunden for at oprette softwareuddannelsen i København skulle være, at der er mange studerende, der bliver afvist på de eksisterende IT-uddannelser i hovedstadsområdet på grund af deres karakterniveau. Her bemærker jeg, at Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet og Roskilde Universitet og Copenhagen Business School alle har beslægtede uddannelser, og mange af dem har eksisteret ganske længe. Og der er ikke en afdeling af Institut for datalogi på Aalborg Universitet i København.

Hvis hele dette rygte taler sandt, er det dybt bekymrende, og jeg har ikke hørt nogen kolleger på mit institut, der har haft noget positivt at sige om det. Jeg ved fra mine kolleger på andre institutter på AAU, hvor stor en indsats det kræver at starte en uddannelse i København, hvor der er ingen eller få ansatte inden for området. Rejseindsatsen er især betragtelig, hvis vi skal levere undervisning i København. Og skal vi samtidig optage mange studerende på uddannelserne i Aalborg og tage os ordentligt af dem, er det svært at se, hvordan vi skal kunne håndtere det i en så usikker økonomisk situation som den, vi nu har.

Jeg ved også fra kolleger på andre institutter, der har afdelinger i København, at det bestemt ikke er let at holde sammen på et institut, der har afdelinger i hver sin ende af landet.

Er det godt at ville satse på studerende, der ikke kan leve op til adgangskravene på eksisterende uddannelser? Jeg er også i tvivl her.

Endelig har jeg ikke her nævnt, hvordan eksistensen af en uddannelse, der (indholdsmæssigt og geografisk) er meget tæt på nogle allerede eksisterende uddannelser i hovedstadsområdet, vil kunne risikere at påvirke det ellers gode forhold til kollegerne på KU, DTU, ITU, RUC og CBS.

Jeg håber meget, at de vedholdende rygter ikke er sande.

Ønsket om et ikke-akademisk universitet

Hvis man kigger sig om, opdager man nogle gange nogle holdninger, som ikke kommer så tydeligt frem i debatten om de videregående uddannelsers form og fremtid. For nylig læste jeg således et sted en kommentar fra nogle studerende, der så vidt jeg kunne læse mig frem til, engang havde studeret på de bacheloruddannelser, jeg underviser på ved Institut for datalogi. De undrede sig over, at de skulle have teoretiske kurser (som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet); det ville være meget bedre, hvis de i stedet havde fået et kursus i hvordan man sætter en webserver op. Og kunne man ikke lave uddannelsen på universitetet mindre akademisk, så man tog bedre hensyn til alle dem, der ikke skulle være akademikere?

Det var underligt for mig at læse, og egentlig også lidt bekymrende. For hvilken faglig identitet har de pågældende studerende (eller bachelorer, som de måske nu er) mon egentlig erhvervet sig? Hvis man har gennemført en universitetsuddannelse, er man jo pr. definition akademiker. Det bekymrede mig også, at man sidestiller kurser om fundamentale principper i datalogi med egentlige værktøjs-færdigheder. Man kan faktisk nemt lære at sætte en webserver op; der er adskillige resurser på nettet om dette emne. På Tech College ville man undervise i det; det gør man ikke på et universitet. Med al respekt for webservere og dem, der har udviklet denne teknologi, er indsigten hos Alan Turing m.fl. anderledes fundamental – og gælder både i en verden med webservere og i en verden uden.

Heldigvis ved jeg, at mange studerende har en ganske anden holdning og jeg ved, at de repræsentanter, vi har i vores aftagerpanel på de datalogiske uddannelser på AAU, altid betoner vigtigheden af at man lærer de generelle principper i sin uddannelse på universitetet. Her tænker jeg ikke kun på principperne, som de optræder i kurser som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet, men på de generelle principper, som ethvert universitetskursus/projekt skal være udtryk for.

Det er ærgerligt, at studerende selv efter flere år kan få en så uheldig fagopfattelse som den, jeg så. Jeg spekulerer på, hvor det er gået galt. Og jeg kan især ikke lade være med at spekulere på, om vi mon som undervisere på universitetet forklarer grundigt nok, hvad det er, man får ud af en akademisk uddannelse, som man ikke umiddelbart kunne få på anden vis. Det helt væsentlige ved enhver akademisk uddannelse er den analytiske tilgangsvinkel, som den færdiguddannede akademiker får med sig. Det er den, som gør det muligt at lære noget nyt, og det er den, som gør det muligt for en akademiker at svare på og tænke over de hvorfor– og hvordan-spørgsmål som andre, der ikke selv er akademikere, kommer med. Mange akademikere skal ikke være forskere, men de skal i deres virke kunne gøre brug af den samme analytiske tilgang, som forskere benytter sig af.

Så blev det vores tur

Et andet foredrag – om et system til understøttelse af programmering for grundskolebørn i Japan.

Omsider oprandt dagen, hvor det var tid til egen fremlæggelse. Denne gang tog den udgangspunkt i artiklen om systemet PBL Exchange, der skal hjælpe projektvejledere på AAU med at udveksle erfaringer. Jeg fremlagde, og det gik faktisk godt, synes jeg – der var i al fald mange gode spørgsmål og kommentarer bagefter.

Bagefter, da alt var omme, var det tid til konferencemiddagen på et gammelt kapucinerkloster i Caparica. Udsigten ud til Atlanterhavet blev kun spoleret (omend grundigt) af de høje etageejendomme langs kysten.

Ved middagen på klosteret faldt samtalen på alskens emner, lige fra Armenien til vegetariske restauranter i Lissabon. Nogle ville også snakke med mig om den pædagogiske model på Aalborg Universitet, så fremlæggelsen tidligere i dag må have sat tanker i gang hos nogle af de tilstedeværende, og det er godt at vide.

Til sidst skulle min medforfatter Dorina Gnaur og jeg tilbage til Lissabon, men taxien kom ikke. To af de portugisiske medlemmer af organisationskomiteen kørte os til Cacilhas, hvor færgen gik over til Lissabon.

Tilbage i Lissabon

Ja, jeg er ikke særligt opfindsom – jeg er endnu engang draget til den portugisiske hovedstad, denne gang for at deltage i en konference ved navn CRIWG2018. Det er en datalogikonference, men langt fra mit hovedforskningsområde, for CRIWG2018 er 24th International Conference on Collaboration and Technology. Jeg skal præsentere en artikel om det nye PBL Exchange-system til erfaringsudveksling for vejledere, som er implementeret af Andreas Klostergaard og Gideon Blegmand, der her i juni blev kandidater fra Institut for datalogi. Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi var leder af dette projekt, og hun er også rejst herned. I morgen går det løs.

Dette er i øvrigt min næstsidste flyrejse nogensinde, så snart er billedet ovenfor kun et minde. (Billetterne var købt inden min beslutning om at holde op med at flyve.)

Uforudsigeligt

I The Guardian er der en lang artikel om algoritmer, der opfører sig uforudsigeligt. Det er et særdeles vigtigt emne, og der er en vigtig pointe i artiklen, nemlig at mange stykker software derude simpelthen er så dårligt struktureret, at det er svært at forstå deres adfærd.

Desværre er det tydeligt, at en lægmand har skrevet artikel.  Jeg bemærker som fagperson desværre, at noget af det, der står i artiklen simpelthen er forkert eller det, der er værre. F.eks. står der at

At root, an algorithm is a small, simple thing; a rule used to automate the treatment of a piece of data. If a happens, then do b; if not, then do c. This is the “if/then/else” logic of classical computing. If a user claims to be 18, allow them into the website; if not, print “Sorry, you must be 18 to enter”.

En algoritme er bestemt ikke det samme som en betinget kommando! Jeg er også bekymret over at begreberne algoritme og program bliver rodet godt og grundigt sammen undervejs i artiklen. En udtalelse som

When programs pass into code and code passes into algorithms and then algorithms start to create new algorithms, it gets farther and farther from human agency. Software is released into a code universe which no one can fully understand.

fra forfatteren Ellen Ullman er enten fejlciteret eller tegn på begrebsforvirring hos hende. Jeg forstår den ganske enkelt ikke.

Men lad mig gentage mig selv: Emnet for artiklen er særdeles relevant, og uforudsigeligheden er et fremragende argument for at teorier og metoder til programanalyse er et vigtig emne inden for datalogi. Det, at man ikke nemt kan forudsige algoritmers (og dermed programmers) adfærd, er en central erkendelse i teorien for beregnelighed. Det er så desværre netop dét emne, der nu skal fjernes eller i bedste fald stærkt nedprioriteres på de datalogiske uddannelser på mit universitet (jeg fatter det stadig ikke!).

Digitalisering er ikke nødvendigvis grøn

En figur, der viser hvad en enkelt søgning på Google forbruger af energi. Kilde: https://developmentwatchuk.files.wordpress.com/2011/03/google-energy-infographic.png

Det bliver ofte sagt, at digitalisering vil være gavnligt for miljøet. Et eksempel, som ofte fremhæves, er at mange arbejdspladser (blandt andet de danske universiteter) stræber mod at blive papirløse. Men det er slet ikke så enkelt, som man tror.

Det voldsomme eksempel på at digitalisering kan være miljøbelastende er kryptovalutaerne, og her ikke mindst Bitcoin. Det er ikke betalingerne, men selve “minedriften” for at finde nye bitcoins i blockchain-ledgeren, der sluger en masse energi og dermed er medansvarlig for den menneskeskabte udledning af CO2. Minedriften består (løst sagt) i at prøve at beregne inverse funktionsværdier af en funktion, der er svær at invertere. Og det kræver en masse regnekraft, der så igen kræver en masse elektricitet. I 2014 estimerede to irske forskere at energiforbruget ved denne aktivitet alt i alt svarede til Irlands samlede energiforbrug.  En artikel fra år er enig med dette estimat.

For hele Internettets vedkommende er et nyt estimat, at det står for omkring 9 procent af verdens samlede forbrug af elektricitet. I en artikel i New Statesman kan jeg læse, at forskere har estimeret at verdens serverparker i 2025 vil stå for en femtedel af verdens samlede elforbrug og i 2040 vil være ansvarlige for 14 procent af al menneskeskabt udledning af CO2. 

Firmaet Climatecare har en interessant figur, der opsummerer hvad vi i dag ved om Internettets klimabelastning. Formodentlig er den større end luftfartens.

Konklusionen på alt dette er dog selvfølgelig ikke en sovepudekonklusion om, at vi bare skal lade stå til og fortsætte som vi plejer. Og det vil fortsat være langt mere energieffektivt at mødes over nettet end at rejse med fly for at mødes. Men det er nødvendigt at beslutningstagerne (og i et demokratisk samfund skal det derfor også være borgerne) overvejer meget nøje, hvornår og om digitalisering rent faktisk er til fordel for miljøet – og at der bliver forsket i hvordan vi nedbringer energiforbruget ved brug af elektronik. Inden for kryptovalutaernes verden er der bestræbelser i gang på at finde energieffektive alternativer til den dyre proof of work-protokol, som Bitcoin bruger.

Netop dét er et forskningsproblem inden for datalogi, som er særdeles relevant og som jeg selv er begyndt at tænke nærmere over.

Sig det med 1000 ord

Til den berømte internationale matematikkongres i Paris i 1900 sagde David Hilbert at

En gammel fransk matematiker sagde: “En matematisk teori anses ikke for fuldstændig før man har gjort den klar, at man kan forklare den til den første, den bedste mand som man møder på gaden”

– citatet er her min oversættelse fra engelsk, efter en artikel i Historia Mathematica af June Barrow-Green og Reinhard Siegmund-Schultze, der prøver at identificere hvem den gamle franske matematiker er. Jeg troede i mange år, at det var Poincaré, men der er faktisk tale om Gergonne, viser det sig.

Men hvor nemt er det egentlig at forklare sine ideer til den første, den bedste, man møder? Det kan såmænd også være svært nok, selv om der er tale om nogen, man kender i forvejen. Da jeg studerede matematik for mange år siden, kunne jeg aldrig forklare familien, hvad det var, jeg havde givet mig i kast med. Senere, da jeg studerede datalogi, blev det faktisk ikke nemmere.

Hvis sproget til forklaringen er engelsk, er der nu en helt konkret test i form en teksteditor, der undersøger om man kun bruger de 1000 mest almindelige ord på engelsk. Editoren skyldes Theo Sanderson, der er biolog og forsker i parasitologi.

Jeg har selv forsøgt at forklare min forskning inden for programmeringssprogsteori på den måde, men det er godt nok svært, for al terminologi er bandlyst. Ordet “program ” er ikke blandt de 1000 mest almindelige ord på engelsk! Det er “type” så til gengæld. Billedet ovenfor viser mit forsøg; det forbudte ord “program” seks gange. Nu spekulerer jeg så på, hvordan jeg kan undgå dét – noget godt svar har jeg desværre ikke fundet endnu. En tilladt udvej er at sætte ordet i anførselstegn, men det er egenlig lidt snyd.

Kvinder er bare anderledes (??)

Det er åbenbart stadig muligt at skrive tåbelige ting om den ekstremt skæve kønsfordeling på datalogiuddannelserne. Stuart Reges, der er lektor i datalogi ved University of Washington i USA, har i al fald skrevet en artikel om hvorfor der er så få kvinder, der studerer datalogi. Det er en af disse trælse artikler, hvor forklaringen på et problem er en henvisning til en indbygget forskel. Reges’ forklaring på at der er så få kvinder, der studerer datalogi, er at kvinder bare ikke har lyst til det, fordi kvinder har nogle andre prioriteter.  Desuden siger han, at kvinder faktisk ikke oplever problemer på datalogiuddannelser eller bagefter, når de er i arbejde, for han har ikke hørt nogen tale om utilfredshed fra kvinder. Stuart Reges føler tydeligvis selv, at han kommer frem med en vigtig, men ilde hørt sandhed.

Den slags forklaringer, der forklarer uligheder med forskelle, der er indbygget i mennesker, er vældig bekvemme. De kan bruges til at sige dels, at uligheden i virkeligheden skyldes den part, for hvem uligheden er en ulempe, dels at der ikke er nogen grund til at gøre noget, for man kan ikke gøre noget. Og man kan endda benægte, at uligheden skulle være til ulempe for nogen, for alle er jo godt tilfredse.

Men når jeg læser en bemærkning fra Reges som

They claim that men have created a culture that matches their values and interests. How is that possible if men and women don’t differ in fundamental ways?

som indikator på der findes en indbygget forskel, bliver jeg underligt til mode, for forvekslingen af årsag og virkning og manglen på forståelse af interessekonflikter er begge uhyggeligt åbenlyse. En gruppe, der i forvejen er begunstiget og i en magtposition, skaber nogle forhold, der kan opretholde begunstigelsen og magtpositionen.

Derfor var det godt at læse en kort, afdæmpet replik fra Hank Levy, der er institutleder ved det institut på University of Washington, hvor Stuart Reges er ansat.

Den første vigtige bemærkning fra Levy er at

Reges quotes Unlocking the Clubhouse, using the statement that “Concern for people, family, ‘balance in life,’ novels and a good nights’ sleep should not come at the cost of success in computer science” as an indication that women and men differ in their values and interests, and as a reason why women prefer fields other than computing. Yet these are the very same issues that exist in medical schools (residency is 3 years of isolation and sleep deprivation!), but somehow over the last 40 years women have chosen to become doctors in large numbers. How could that be? Obviously something changed over that long period – most likely both the medical system (which was male dominated and treated women poorly in 1975) and women’s interest in the profession. The point is, we can clearly work to change some of the factors listed in the previous paragraph, and young people (of all genders) can and do make different choices over time in the fields they wish to pursue: those choices are not predetermined at birth based on the colors of our baby blankets.

Det er med andre ord også de underlige arbejdsforhold og det mandsdominerede klima i arbejdslivet for softwareudviklere, der ender med at have betydning. Dette burde være åbenlyst, men det er det ikke for Reges. Den anden vigtige bemærkning fra Levy er denne:

…computer science has become extremely broad and highly applied to societal grand challenges; e.g., in our school we have students who have developed smartphone systems to detect jaundice in infants, mobile data systems used to improve health care in Africa, machine learning techniques for choosing the best therapies for leukemia, and platforms for analyzing cultural differences across different countries. Applications such as these make computer science more interesting and accessible to a diverse population of students because today’s students want to have impact. We are not just educating software engineers for the software industry – we are educating computer scientists for the world. Clearly, different subfields in in our technology program have different appeal. The bottom line is that neither women’s interests nor the field of computing are static and unchanging, and any analysis that misses that fact is flawed.

Selv tror jeg, at datalogi vil kunne tiltrække flere mennesker og andre mennesker, hvis faget ligesom andre hårde fag bedre bliver i stand til at appellere til de mange mennesker, der også gerne vil gøre en forskel i verden. Her har vi ikke gjort det godt, men på et universitet som Aalborg Universitet, hvor problemorienteret projektarbejde er en central komponent i  uddannelserne, burde vi have forudsætningerne for at kunne gøre netop dét.

Der kom en mail fra Japan

Jeg har en tendens til lynhurtigt at bladre forbi de mailbeskeder, jeg får, hvor afsenderen er angivet med kinesiske skrifttegn – de er nemlig altid spam. I dag opdagede jeg så faktisk, at det bestemt ikke altid er sådan. Den mail med kinesiske skrifttegn i headeren, som jeg var lige ved at bladre forbi, var faktisk skrevet på et både pænt og korrekt og meget høfligt engelsk og kom ikke fra Kina, men fra Japan. Her sidder der en gruppe mennesker på universitetet i Nagoya og holder en studiekreds. Og denne studiekreds er såmænd baseret på min bog Transitions and Trees – An Introduction to Structural Operational Semantics, der udkom på Cambridge University Press tilbage i 2010. Afsenderen var en professor Yuen, som faktisk havde mødt mig i Tyskland i februar 2017 (det havde jeg desværre glemt). Han havde nogle spørgsmål på studiekredsens vegne, fordi der var nogle steder i bogen, som undrede dem. Og på denne måde opdagede jeg, at der nogle steder i min bog er nogle fejl – bl.a. er der i et kapitel en fejl i et induktionsbevis og i et andet kapitel en fejl i en definition. Til alt held er fejlene nemme at rette, og jeg lovede at få dem med i bogens officielle retteark. En dag vil jeg revidere bogen, men den slags tager tid.

Det er selvfølgelig ærgerligt at få at vide, at der er fejl i en bog, jeg har fået udgivet. Men samtidig er det en særlig følelse at opdage, at der sidder nogen i et land meget langt væk, der er gået sammen om at ville læse og diskutere en bog, jeg har skrevet.