En mandag i Portugal

Aftenudsigt fra Miradouro da Santa Catarina.

I dag skulle jeg holde mit andet foredrag; selv om jeg drog af sted fra mit uopvarmede værelse i god tid, lykkedes det mig desværre at komme et par minutter til det første foredrag (som ikke var mit).

Samtidig med dagens første foredrag begyndte i øvrigt den skriftlige eksamen i der kursus, jeg holdt her i efteråret. Så i en sportshal i Skalborg sad 160 studerende og var til eksamen i Beregnelighed og kompleksitet. De trofaste studiesekretærer scanner alle besvarelser og sender dem til mig pr. mail, så jeg kan få rettet dem i løbet af rejsen. Jeg er så småt gået i gang, for mailvedhæftningerne er begyndt at strømme ind.

Mit foredrag handlede om igangværende arbejde, og der kom nogle gode spørgsmål, der bestyrkede mig i ideen om at dette er værd at arbejde med. Og så kunne jeg ellers sætte mig til at lytte til alle de andre foredrag. Efter endnu en lang dag kunne jeg tage toget fra Cascais tilbage til Lissabon og sidde i kupeen og kigge ud over det stille Atlanterhav med eftermiddagssolen i en halv times tid.

Her til aften fik jeg forenet en gåtur i Lissabon med et særdeles nødvendigt ærinde. En af mine pladsreservationer til hjemrejsen – faktisk den første – var nemlig blevet udstedt til en forkert dato, så det skulle jeg også nå at få rettet. Den salgsmedarbejder, der tog sig af dette, bemærkede at min InterRail-billet var udstedt i Danmark og kunne da røbe, at han faktisk selv hed Larsen til efternavn – hans ene forælder var såmænd dansk. Hr. Larsen fra Portugal kunne derudover oplyse mig om at mit gamle Viva Viagem-rejsekort fra tidligere besøg hernede sagtens kunne bruges, selv om jeg ikke kunne tanke nyt op på det. Så nu har jeg endnu et gyldigt rejsekort til samlingen af sådanne fra mine rejser rundt om i Europa.

BEAT2019

Peter Thiemann holder sit indbudte foredrag om graduerede sessionstyper.

Jeg ankom til Lissabon kl. 7.30. Mine kolleger og samarbejdspartnere António Ravara fra Lissabon og Adrian Francalanza fra Malta holdt og ventede på mig, og vi kørte ud til Cascais, hvor POPL 2019 finder sted.

BEAT-workshoppen er en af de mange aktiviteter på den første dag af konferenceugen, der har POPL som centrum. Jeg var selv organisator af den første BEAT-workshop i Rom i januar 2013, den ser endte med at jeg sneede inde i München og endte med at gå glip af det meste selv.

I år kunne jeg læne mig tilbage og lytte til de mange foredrag. Især bed jeg mærke i et foredrag af Andreai Mondido og Vasco Vasconcelos, for det handlede om en slags tableau-algoritme for ækvivalens af kontekstfri sessionstyper, der til forveksling ligner noget, der var den centrale del af min Ph.D.-afhandling fra 1991! De vidste imidlertid ikke, at der var en forbindelse. Sidst på eftermiddagen fortalte jeg Andreai og Vasco om mit arbejde fra dengang for mange år siden. Det var interessant, at det nu pludselig var blevet nyttigt igen for andre – og for mig var det fascinerende at være i stand til tale om dette igen og opdage, at det hele var derinde endnu.

Midt på eftermiddagen var det tid for mig til selv at holde mit foredrag, og der kom heldigvis flere gode spørgsmål fra salen.

Det var godt at gense mange af dem, jeg kender, og igen blive mindet om, at også jeg faktisk er en del af et større forskningsfællesskab og at også jeg bidrager med noget, som lader til at være af værdi for andre. Netop i det fællesskab, der er omkring BEAT og det nu afsluttede BETTY-projekt, synes jeg at der en på en og samme tid positiv og ambitiøs ånd, og her føler jeg mig velkommen.

I morgen skal jeg holde mit andet foredrag, men først skal jeg lige have tjekket ind på mit værelse i Lissabon efter en lang dag i Cascais.

En af de sidste af slagsen?

Foto: Brian Flaherty/New York Times.

I New York Times’ netudgave er der i dag en lang portrætartikel om Donald Knuth, den (for mig og andre af min slags) legendariske amerikanske datalog og matematiker, der har så mange store opdagelser på samvittigheden. Jeg har skrevet om Knuth før her på bloggen; han er altid værd at vende tilbage til. Han er gammel nu – den 10. januar bliver han 81.

Knuth-Morris-Pratt-algoritmen til søgning i tekst (som alle, der søger i en tekst med CTRL-F bruger) ig dokumentbehandlingssystemet TeX (som jeg bruger dagligt – i form af LaTeX) er bare to af mange af Knuths bidrag.

Portrætartiklen er i det store og hele præcis (omend jeg ikke er så glad for forsøget på at forklare hvad et højniveau-programmeringssprog er), og den røber, at vi kan regne med snart at se næste bind af The Art of Computer Programming., Til ikke-fagfolk: Dette flerbindsværk er ikke er en bog om programmering, men derimod er en bog om algoritmeteori og langt hen ad vejen en lærebog i matematik (og en god én af slagsen).

Det, der slår mig for alvor, er dog at Donald Knuth måske er en af de sidste af sin slags. Knuth begyndte sin karriere, mens datalogi endnu blev set som en gren af anvendt matematik. Så alene her favner han bredere, end moderne dataloger som oftest gør. Han interesserer sig for musik, sprog, typografi og litteratur og har noget interessant at sige om hvert af disse områder. Og hans måde at publicere på har været en helt anden end den, man ser i dag. Han har ikke publiceret siden 2012 – ikke så sært, for det er meget længe siden, han gik på pension. Knuths publikationer op gennem årene er temmelig få, og også i hans egentlige aktive periode var der år, hvor han ikke publicerede. Andre år havde han kun én publikation, men den var så til gengæld en bog.

I dag laver vi (og jeg er medskyldig her) mere og mere specialiserede kandidater i alle universitetsfagene, og selvfølgelig også i datalogi. Men jeg ville ønske, at vi også kunne stimulere de studerende til også at have en anden slags forbilleder end de hyppigt publicerende og iværksætter-aktive kandidater med formuer af forskningsmidler, der så ofte bliver hyldet i disse år. Jeg tror selv, at det er dét. der skal til for at skabe en ny Donald Knuth-skikkelse.

Det er alvor

Jeg skrev for nylig om rygterne om at Aalborg Universitet skal oprette nogle af de datalogiuddannelser, vi allerede har i Aalborg, i København også. Rygterne er sande.

I dag var jeg og mine kolleger på Institut for datalogi indkaldt til et møde, hvor vores dekan fortalte om denne beslutning. Meget af det, han fortalte, handlede om universitetets underskud (der åbenbart alligevel er på lidt over 100 millioner kroner) og om de 7 uddannelser, der skal lukke på AAU København. Men uddannelserne under Studienævn for datalogi har stort optag, og det vil kunne sikre ny indtjening for AAU. Derfor skal Institut for datalogi udbyde uddannelser på AAU København fra og med 2020. (Helst ville dekanen kunne begynde næste år, men det mente han alligevel ikke var realistisk.)

Vi skal nu senest 21. januar fremlægge et udkast til hvilke uddannelser, vi kan udbyde i København. Med en så kort frist må der være tale om en eksisterende uddannelse – og det bliver formodentlig softwareuddannelsen, der bliver tale om.

Et par af mine kolleger gav udtryk for at være meget positivt indstillede over for at udbyde uddannelser i København – og de så endda gerne, at vi kunne begynde allerede næste år. De fleste andre udtrykte stor bekymring. Også jeg er meget bekymret. Alle de eksisterende uddannelser fra Aalborg, som er blevet forsøgt overført til AAU København, har lidt en krank skæbne. En medvirkende årsag til at Institut for datalogi er blandt de få institutter, der ikke har haft stort underskud for nylig, har formentlig været, at instituttet som det eneste på det nuværende fakultet ikke har været involveret i AAU København. Hvis man skal optage 100 studerende om året i København (og det drømmer man tydeligvis om), vil det kræve mange undervisningskræfter, som vi ikke har i skrivende stund.

Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om jeg synes, ideen om at ekspandere til AAU København er fuldstændig vanvittig eller bare helt forrykt. Den er i al fald dårligt gennemtænkt.

Nye uddannelser i København?

Inden for de seneste få dage har vi fået at vide, at Aalborg Universitet lukker syv uddannelser, heraf nogle i København. Årsagen er den økonomiske krise, som pludselig er blevet synlig på AAU. På de fleste institutter står man nu over for en fyringsrunde.

Men et vedholdende rygte på mit institut er nu, at AAUs ledelse vil have, at vi fra og med 2020 skal udbyde softwareuddannelsen i København. Softwareuddannelsen er den uddannelse ved Institut for datalogi, der tiltrækker flest studerende, mere end 100 pr. årgang. Bevæggrunden for at oprette softwareuddannelsen i København skulle være, at der er mange studerende, der bliver afvist på de eksisterende IT-uddannelser i hovedstadsområdet på grund af deres karakterniveau. Her bemærker jeg, at Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet og Roskilde Universitet og Copenhagen Business School alle har beslægtede uddannelser, og mange af dem har eksisteret ganske længe. Og der er ikke en afdeling af Institut for datalogi på Aalborg Universitet i København.

Hvis hele dette rygte taler sandt, er det dybt bekymrende, og jeg har ikke hørt nogen kolleger på mit institut, der har haft noget positivt at sige om det. Jeg ved fra mine kolleger på andre institutter på AAU, hvor stor en indsats det kræver at starte en uddannelse i København, hvor der er ingen eller få ansatte inden for området. Rejseindsatsen er især betragtelig, hvis vi skal levere undervisning i København. Og skal vi samtidig optage mange studerende på uddannelserne i Aalborg og tage os ordentligt af dem, er det svært at se, hvordan vi skal kunne håndtere det i en så usikker økonomisk situation som den, vi nu har.

Jeg ved også fra kolleger på andre institutter, der har afdelinger i København, at det bestemt ikke er let at holde sammen på et institut, der har afdelinger i hver sin ende af landet.

Er det godt at ville satse på studerende, der ikke kan leve op til adgangskravene på eksisterende uddannelser? Jeg er også i tvivl her.

Endelig har jeg ikke her nævnt, hvordan eksistensen af en uddannelse, der (indholdsmæssigt og geografisk) er meget tæt på nogle allerede eksisterende uddannelser i hovedstadsområdet, vil kunne risikere at påvirke det ellers gode forhold til kollegerne på KU, DTU, ITU, RUC og CBS.

Jeg håber meget, at de vedholdende rygter ikke er sande.

Ønsket om et ikke-akademisk universitet

Hvis man kigger sig om, opdager man nogle gange nogle holdninger, som ikke kommer så tydeligt frem i debatten om de videregående uddannelsers form og fremtid. For nylig læste jeg således et sted en kommentar fra nogle studerende, der så vidt jeg kunne læse mig frem til, engang havde studeret på de bacheloruddannelser, jeg underviser på ved Institut for datalogi. De undrede sig over, at de skulle have teoretiske kurser (som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet); det ville være meget bedre, hvis de i stedet havde fået et kursus i hvordan man sætter en webserver op. Og kunne man ikke lave uddannelsen på universitetet mindre akademisk, så man tog bedre hensyn til alle dem, der ikke skulle være akademikere?

Det var underligt for mig at læse, og egentlig også lidt bekymrende. For hvilken faglig identitet har de pågældende studerende (eller bachelorer, som de måske nu er) mon egentlig erhvervet sig? Hvis man har gennemført en universitetsuddannelse, er man jo pr. definition akademiker. Det bekymrede mig også, at man sidestiller kurser om fundamentale principper i datalogi med egentlige værktøjs-færdigheder. Man kan faktisk nemt lære at sætte en webserver op; der er adskillige resurser på nettet om dette emne. På Tech College ville man undervise i det; det gør man ikke på et universitet. Med al respekt for webservere og dem, der har udviklet denne teknologi, er indsigten hos Alan Turing m.fl. anderledes fundamental – og gælder både i en verden med webservere og i en verden uden.

Heldigvis ved jeg, at mange studerende har en ganske anden holdning og jeg ved, at de repræsentanter, vi har i vores aftagerpanel på de datalogiske uddannelser på AAU, altid betoner vigtigheden af at man lærer de generelle principper i sin uddannelse på universitetet. Her tænker jeg ikke kun på principperne, som de optræder i kurser som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet, men på de generelle principper, som ethvert universitetskursus/projekt skal være udtryk for.

Det er ærgerligt, at studerende selv efter flere år kan få en så uheldig fagopfattelse som den, jeg så. Jeg spekulerer på, hvor det er gået galt. Og jeg kan især ikke lade være med at spekulere på, om vi mon som undervisere på universitetet forklarer grundigt nok, hvad det er, man får ud af en akademisk uddannelse, som man ikke umiddelbart kunne få på anden vis. Det helt væsentlige ved enhver akademisk uddannelse er den analytiske tilgangsvinkel, som den færdiguddannede akademiker får med sig. Det er den, som gør det muligt at lære noget nyt, og det er den, som gør det muligt for en akademiker at svare på og tænke over de hvorfor– og hvordan-spørgsmål som andre, der ikke selv er akademikere, kommer med. Mange akademikere skal ikke være forskere, men de skal i deres virke kunne gøre brug af den samme analytiske tilgang, som forskere benytter sig af.

Så blev det vores tur

Et andet foredrag – om et system til understøttelse af programmering for grundskolebørn i Japan.

Omsider oprandt dagen, hvor det var tid til egen fremlæggelse. Denne gang tog den udgangspunkt i artiklen om systemet PBL Exchange, der skal hjælpe projektvejledere på AAU med at udveksle erfaringer. Jeg fremlagde, og det gik faktisk godt, synes jeg – der var i al fald mange gode spørgsmål og kommentarer bagefter.

Bagefter, da alt var omme, var det tid til konferencemiddagen på et gammelt kapucinerkloster i Caparica. Udsigten ud til Atlanterhavet blev kun spoleret (omend grundigt) af de høje etageejendomme langs kysten.

Ved middagen på klosteret faldt samtalen på alskens emner, lige fra Armenien til vegetariske restauranter i Lissabon. Nogle ville også snakke med mig om den pædagogiske model på Aalborg Universitet, så fremlæggelsen tidligere i dag må have sat tanker i gang hos nogle af de tilstedeværende, og det er godt at vide.

Til sidst skulle min medforfatter Dorina Gnaur og jeg tilbage til Lissabon, men taxien kom ikke. To af de portugisiske medlemmer af organisationskomiteen kørte os til Cacilhas, hvor færgen gik over til Lissabon.

Tilbage i Lissabon

Ja, jeg er ikke særligt opfindsom – jeg er endnu engang draget til den portugisiske hovedstad, denne gang for at deltage i en konference ved navn CRIWG2018. Det er en datalogikonference, men langt fra mit hovedforskningsområde, for CRIWG2018 er 24th International Conference on Collaboration and Technology. Jeg skal præsentere en artikel om det nye PBL Exchange-system til erfaringsudveksling for vejledere, som er implementeret af Andreas Klostergaard og Gideon Blegmand, der her i juni blev kandidater fra Institut for datalogi. Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi var leder af dette projekt, og hun er også rejst herned. I morgen går det løs.

Dette er i øvrigt min næstsidste flyrejse nogensinde, så snart er billedet ovenfor kun et minde. (Billetterne var købt inden min beslutning om at holde op med at flyve.)

Uforudsigeligt

I The Guardian er der en lang artikel om algoritmer, der opfører sig uforudsigeligt. Det er et særdeles vigtigt emne, og der er en vigtig pointe i artiklen, nemlig at mange stykker software derude simpelthen er så dårligt struktureret, at det er svært at forstå deres adfærd.

Desværre er det tydeligt, at en lægmand har skrevet artikel.  Jeg bemærker som fagperson desværre, at noget af det, der står i artiklen simpelthen er forkert eller det, der er værre. F.eks. står der at

At root, an algorithm is a small, simple thing; a rule used to automate the treatment of a piece of data. If a happens, then do b; if not, then do c. This is the “if/then/else” logic of classical computing. If a user claims to be 18, allow them into the website; if not, print “Sorry, you must be 18 to enter”.

En algoritme er bestemt ikke det samme som en betinget kommando! Jeg er også bekymret over at begreberne algoritme og program bliver rodet godt og grundigt sammen undervejs i artiklen. En udtalelse som

When programs pass into code and code passes into algorithms and then algorithms start to create new algorithms, it gets farther and farther from human agency. Software is released into a code universe which no one can fully understand.

fra forfatteren Ellen Ullman er enten fejlciteret eller tegn på begrebsforvirring hos hende. Jeg forstår den ganske enkelt ikke.

Men lad mig gentage mig selv: Emnet for artiklen er særdeles relevant, og uforudsigeligheden er et fremragende argument for at teorier og metoder til programanalyse er et vigtig emne inden for datalogi. Det, at man ikke nemt kan forudsige algoritmers (og dermed programmers) adfærd, er en central erkendelse i teorien for beregnelighed. Det er så desværre netop dét emne, der nu skal fjernes eller i bedste fald stærkt nedprioriteres på de datalogiske uddannelser på mit universitet (jeg fatter det stadig ikke!).

Digitalisering er ikke nødvendigvis grøn

En figur, der viser hvad en enkelt søgning på Google forbruger af energi. Kilde: https://developmentwatchuk.files.wordpress.com/2011/03/google-energy-infographic.png

Det bliver ofte sagt, at digitalisering vil være gavnligt for miljøet. Et eksempel, som ofte fremhæves, er at mange arbejdspladser (blandt andet de danske universiteter) stræber mod at blive papirløse. Men det er slet ikke så enkelt, som man tror.

Det voldsomme eksempel på at digitalisering kan være miljøbelastende er kryptovalutaerne, og her ikke mindst Bitcoin. Det er ikke betalingerne, men selve “minedriften” for at finde nye bitcoins i blockchain-ledgeren, der sluger en masse energi og dermed er medansvarlig for den menneskeskabte udledning af CO2. Minedriften består (løst sagt) i at prøve at beregne inverse funktionsværdier af en funktion, der er svær at invertere. Og det kræver en masse regnekraft, der så igen kræver en masse elektricitet. I 2014 estimerede to irske forskere at energiforbruget ved denne aktivitet alt i alt svarede til Irlands samlede energiforbrug.  En artikel fra år er enig med dette estimat.

For hele Internettets vedkommende er et nyt estimat, at det står for omkring 9 procent af verdens samlede forbrug af elektricitet. I en artikel i New Statesman kan jeg læse, at forskere har estimeret at verdens serverparker i 2025 vil stå for en femtedel af verdens samlede elforbrug og i 2040 vil være ansvarlige for 14 procent af al menneskeskabt udledning af CO2. 

Firmaet Climatecare har en interessant figur, der opsummerer hvad vi i dag ved om Internettets klimabelastning. Formodentlig er den større end luftfartens.

Konklusionen på alt dette er dog selvfølgelig ikke en sovepudekonklusion om, at vi bare skal lade stå til og fortsætte som vi plejer. Og det vil fortsat være langt mere energieffektivt at mødes over nettet end at rejse med fly for at mødes. Men det er nødvendigt at beslutningstagerne (og i et demokratisk samfund skal det derfor også være borgerne) overvejer meget nøje, hvornår og om digitalisering rent faktisk er til fordel for miljøet – og at der bliver forsket i hvordan vi nedbringer energiforbruget ved brug af elektronik. Inden for kryptovalutaernes verden er der bestræbelser i gang på at finde energieffektive alternativer til den dyre proof of work-protokol, som Bitcoin bruger.

Netop dét er et forskningsproblem inden for datalogi, som er særdeles relevant og som jeg selv er begyndt at tænke nærmere over.