Publish or perish?

I denne uge fik jeg ros af min institutleder, fordi jeg nu får publiceret meget mere end før. Jeg har endda i det forgangne år haft lige så mange publikationer som nogle af dem, der ind imellem bliver fremhævet (og i enkelte tilfælde også fremhæver sig selv) som forskere med succes. Så det er en interessant forandring, for i den akademiske verden skal vi publicere og helst kun der, hvor det kan give BFI-point og dermed bevillinger til institutionen.

Men det var også i denne uge har jeg set to lige lovlig interessante konsekvenser af denne kamp for at publicere.

Der findes en større samling underlødige forlag, der udgiver tidsskrifter, som optager hvad som helst mod betaling. Forlagene sender spam ud til en hel masse akademikere, hvor de hævder at tilbyde publikationer med peer review og at deres tidsskrift er indekseret i anerkendte databaser. Og alligevel fik den australske datalog Peter Vamplew accepteret artiklen “Get Me Off Your Fucking Mailing List” til udgivelse i International Journal of Advanced Computer Technology. Artiklens tekst er identisk med overskriften, og som forfattere er anført – ikke Vamplew selv, men de to amerikanske dataloger David Mazières og Eddie Kohl, der skrev den pågældende “artikel” tilbage i 2005! Artiklen blev nu ikke publiceret, for tidsskriftet forlangte 150 dollars for at ville publicere den.

Men er det så bedre på de “etablerede” forlag? I denne uge er der blevet talt en del om “the conceptual penis”. Forfatterne, to amerikanske filosoffer, har her indsendt en artikel under pseudonym til Cogent Social Sciences, et efter sigende anerkendt tidsskrift inden for sociologi udgivet af Taylor & Francis, et af de helt store forlag.  Artiklen er en storslået gang selvmodsigende nonsens, der kommer omkring en lang række emner: global opvarmning, transpersoner, kapitalistisk økonomi osv. Forfatterne nævner endda isomorfier flere steder!

Der er mange grunde til at “the conceptual penis”-historien er så pinlig. Måske viser den, at man bare skal skrive noget, der ser tilpas kompliceret ud, virker trendy eller trykker på de rigtige “knapper”. Måske viser den, at bedømmerne ikke altid læser de artikler, de får tilsendt til bedømmelse.  Måske viser den, at der findes sociologer, der faktisk kan få mening ud af noget, der bevidst er tænkt som nonsens. Måske viser den også noget om at tidsskrifter fra store forlag ikke i sig selv er garant for akademisk kvalitet.

Flattr this!

Et større og bedre taxameter?

Foto: Taxa Fyn

Der er for nylig kommet et forslag til nye principper, der skal erstatte taxameterprincippet som grundlag for finansiering af de videregående uddannelser. Her er en af de parametre, der skal måles på, ansættelighed. En anden er kvalitet. Men hvad er kvalitet af uddannelserne?

Her er det interessant at kaste et blik på holdningerne hos nogle af dem, der er kritiske over for de nye forslag. Jørgen Søndergaard, der var formand for den tidligere regerings “kvalitetsudvalg”, siger til Politiken at

Der er ret klare tegn på, om der er høj kvalitet på en uddannelse eller ej. Man kan søge svar på nogle enkle spørgsmål: Er studerende nødt til at bruge mange timer om ugen på uddannelsen, så er det en meget god indikator. Bruger de studerende mindre tid, kan de lære mere. Får de studerende opgaver, som kræver, at de selv arbejder med stoffet? Og får de studerende ordentlig feedback fra underviserne? Og endelig er der mulighed for en ordentlig dialog med forskerne og professorerne, så de studerende bliver en del af et fagligt miljø? Det er bare tre eksempler, som indikerer, om kvaliteten på uddannelserne er god eller dårlig.

Her kan jeg ikke lade være at bemærke at disse kvalitetsparametre i høj grad afhænger af hvor mange resurser der er til rådighed undervisningen. Hvis et universitet skulle have færre midler, fordi de studerende ikke havde gode muligheder for kontakt til deres undervisere, ville det nemt kunne ende med at blive en ond cirkel.

Jørgen Søndergaard bemærker desuden at det er et problem, at der bliver oprettet så mange nye uddannelser. Her er jeg faktisk enig, for det er blevet en jungle efterhånden. Menn Jørgen Søndergaard overser samtidig, hvad det er der er en væsentlig grund til at der er så mange uddannelser, nemlig taxameterprincippet selv: Universiteterne opretter nye uddannelser i håb om på den måde at kunne tiltrække flere studerende og dermed få flere gennem systemet, så det kan generere flere bevillinger.

Det interessante og problematiske er i virkeligheden selve den idé at bruge bevillinger som styringsredskab, for uanset hvad man gør her, vil universiteterne simpelthen handle instrumentelt. En omfattende kvalitetsmåling vil reelt kræve en institution, der går ind og detailobserver og dokumenterer uddannelserne. Men den slags har vi allerede haft, nemlig akkrediteringsinstitutionen. Og det førte kun to ting med sig: Et større bureaukratisk apparat med mange og lange evalueringer og et konstant påskud hos universiteterne til at motivere alle ændringer med frygten for konsekvenserne af ikke at blive akkrediteret.

Flattr this!

Man skal lære at lave en studieplan

I dette semester har jeg overtaget et kursus, jeg tidligere har holdt, og jeg har brugt en hel del kræfter på at lave undervisningsmateriale – podcasts, opgavesæt, kursushjemmeside osv.

Nogle gange slår det mig, at det, netop fordi der kan være ganske mange undervisningsresurser til rådighed, er nødvendigt for studerende at tænke nøje over om de bruger dem godt – og hvordan. Som mange ved,  er det en kilde til stor ærgrelse for mig, at så mange studerende, som tilfældet er, bruger undervisningsresurserne på en underlig måde. Jeg lærer nok aldrig at vænne mig til at en stor procentdel af de studerende ikke vil deltage i min undervisning. Uden at jeg skal overvurdere min egen betydning er jeg overbevist om at det kun kan være en fordel for studerende at have kontakt til en person, der befinder sig på et andet niveau end dem selv. Men det er der mange studerende, der i vore dage tilsyneladende ikke mener.

Jeg kan læse om hvordan forskere på Stanford har bedt studerende om at reflektere over hvad de ville have ud af et kursus og på baggrund af det lave en studieplan og så opdatere den løbende. Det ser ud til at have en gunstig virkning på de studerendes adfærd og læringsudbytte. Underligt er det ikke, for det er præcis dét, studerende på AAU bør gøre i forbindelse med deres projektarbejde. Men i kursussammenhæng gør vi normalt ikke noget tilsvarende, og måske er det derfor, vi ser så mange dårlige strategier som cramming og så megen instrumentel adfærd, der ikke fører til noget godt. Vi lærer aldrig de studerende at følge et kursus, herunder at begrunde ikke bare over for sig, men også over for andre, hvorfor de gør som de gør.

Det nærmeste, vi kommer den slags refleksioner, er de studieplaner som frafaldstruede studerende medsender, når de indsender en ansøgning om dispensation til ekstra studieforsøg. Interessant nok siger de studerende her aldrig, at de vil undlade at følge de planlagte aktiviteter, undgå kontakt til underviseren og bruge nogle få dage på læse stoffet lige inden eksamen – tværtimod!

Men hvorfor er det egentlig ikke alle studerende, der skal lave en begrundet studieplan? Det burde være en naturlig indledning til ethvert forløb – og vi kan så bede de studerende om at revidere denne portfolio undervejs og lade dem underkaste peer review fra andre studrende. Og hvis hver studerende for hvert kursus skal lave en portfolio, kan vi også bruge denne portfolio til at vejlede dem, hvis de ikke skulle bestå.

Flattr this!

Eksamen først i semesteret?

Noget af det, der virkelig ærgrer mig og andre universitetslærere, er at vi skal bruge megen tid på at overtale de studerende til at følge vores undervisning – og alt for ofte forgæves. Det virker som om stadigt flere studerende mener at have identificeret en eller anden smart genvej til læring, og at undervisere og deres undervisningsaktiviteter mest er til besvær. Som regel tager de pågældende studerende fejl, men de er som oftest svære til umulige at overbevise.

Om få uger kommer den periode mellem undervisning og eksamen, som ofte går under navnet læseferie. Der er forbløffende mange skole- og gymnasieelever og studerende, der ikke læser i løbet af semesteret, men først begynder at læse pensum i denne periode. På engelsk kalder man denne “smarte genvej” for cramming.

Men cramming virker ikke, og den er ikke en smart genvej. Nogle kan bestå, men resultaterne bliver ofte ikke gode, og de lejrer sig ikke i langtidshukommelsen. Man har bestået et kursus, men intet af kursusstoffet bliver hængende.

Det eneste fornuftige er at beskæftige sig med stoffet gennem hele undervisningsforløbet og at bruge eksamenslæsningen til at repetere. Det, der er i spil her, kalder man i kognitiv psykologi for spacing-effekten, og den er særdeles veldokumenteret: Man lærer meget mere ved at strække sin læringsproces ud over længere tid end ved at prøve at koncentrere den på kort tid. Og man bruger ikke engang mere tid i alt på at følge undervisningen, end man ellers ville gøre, hvis man crammedeCramming er ganske enkelt en ineffektiv strategi.

En af de rigtig kendte undersøgelser, der systematisk påviser dette, skyldes den amerikanske psykolog Nate Kornell fra UCLA. I sin konklusion skriver han:

…spacing is more effective than cramming, even if total study time is controlled. Furthermore, learners who perceive massed study as more effective than spaced study should beware: Massed study is seductive, and it can appear to be more effective than spaced study even when spaced study is the more effective strategy.

Det triste er i virkeligheden, at sandhedsvidnerne for at den bedste strategi er at følge undervisningen, er de frafaldstruede studerende, som søger studienævnet om ekstra eksamensforsøg. I næsten alle de ansøgninger, jeg nogensinde har set, skriver ansøgerne at de ville ønske, at de havde fulgt undervisningen systematisk i sin tid.

Hvis cramming virkelig var en god idé, var undervisning nemlig meningsløs, og vi kunne spare en masse resurser. Vi kunne i stedet afholde eksamen i begyndelsen af hvert semester og de studerende kunne bruge resten af tiden på noget andet.

Nogle gange er jeg fristet til at foreslå dette som et forsøg; måske er det virkelig dét, der skal til for at overbevise studerende om at man lærer langt mere ved at deltage i undervisningen og gøre det, som underviserne forventer og opfordrer til, end ved cramming.

Flattr this!

Undervisningens Dag 2017

I dag var det Undervisningens Dag på Aalborg Universitet, og til denne pædagogiske dag for hele universitetet har der ofte været et lidt svigtende fremmøde. I år var det et helt anderledes godt besøgt arrangement, vi kunne opleve. På AAUs afdeling i Esbjerg var der ganske vist (skal man tro videolinket) kun mødt 5 deltagere op (og de sad tilsyneladende og brugte tiden på at kigge på deres respektive computere) , men i Aalborg var det store auditorium på Kroghstræde 3 propfyldt. Nogle måtte endda sidde på trappen. Det er især de yngre medarbejdere, der nu er begyndt at dukke op, mens der desværre stadig er ganske mange ældre medarbejdere, som jeg aldrig har set til Undervisningens Dag.

Maggie Savin-Baden, der er professor på University of Worcester i England, talte om sin forskning inden for forskellige former for problembaseret læring (PBL), og det lykkedes hende at få mange i tale. Også jeg fik stillet et spørgsmål.

Der var også en interessant workshop om PBL-kompetencer ved Erik Laursen og Diana Stentoft. Mange af os bemærkede uafhængigt af hinanden, at der ganske vist er fokus på projekt- og gruppearbejdsprocesserne på første studieår, men at vi oplever, at en del studerende på senere semestre fortsat har problemer med at organisere deres projektarbejde godt. I dette forår er jeg for første gang i færd med at opdage dette faktum (som næppe er nyt) og med at finde ud af, hvad man bør gøre ved det.

Også en workshop om multiple choice-tests ved Kjeld Nielsen og Kathrin Otrel-Cass var interessant. Jeg er selv temmelig bekymret for at mange vil ty til multiple choice-tests som svar på udfordringen med at skulle eksaminere store hold. Det er bestemt ikke alle læringsmål, man kan teste på denne måde. Samtidig ved jeg dog også, at multiple choice-tests kan være værdifulde redskaber i løbet af et kursusforløb, hvis man vil undersøge de studerendes progression. Og Kjeld og Kathrin gjorde udtrykkeligt opmærksom på at det er nemt at rette en multiple choice-test, men meget svært at konstruere en god test. Især er det en udfordring at finde på gode og overbevisende forkerte svar. En af mine kolleger sagde her, at han i sine tests også havde åbne spørgsmål, hvor de studerende kunne skrive lige hvad de ville, og her kunne han så høste en masse misforståelser han kunne bruge!

Flattr this!

Konferencedeltagelse og klimaforandringer

Jeg har ikke bil. Mit hus er blevet grundigt isoleret, og jeg spiser ikke animalske produkter. Men jeg flyver flere gange om året som del af mit arbejde for at deltage i akademiske konferencer eller for at besøge kolleger på universiteter i udlandet. Ifølge Air Transport Action Group er flyvning årsag til omkring 2 procent af den menneskeskabte udledning af CO2.

Så jeg belaster faktisk miljøet forholdsvis voldsomt, og dette har jeg ofte tænkt over. Der findes allerede en Conference CO2 Calculator, der kan give et estimat af miljøbelastningen ved at deltage i en konference.

SIGPLAN, der er ACMs særlige interessegruppe for forskning i programmeringssprog, har lavet et dokument med forslag til hvordan konferencer kan begrænses. Der er mange gode forslag, lige fra at man kan lægge konferencer på steder som de fleste ikke skal rejse så langt for at komme til, over at man kan slå konferencer sammen og dermed reducere antallet af rejser til at lave virtuelle konferencer.

Men det er en komplikation, at det i datalogi i modsætning til f.eks. matematik er tilfældet, at nogle konferencer er vigtigere publikationskanaler end mange tidsskrifter. Og det er en yderligere udfordring, at konferencerne ofte er det sted, hvor man mødes med sine forskerkolleger fra udlandet og dermed bliver det sted, hvor man omsider får mulighed for at tilbringe en stund sammen ansigt til ansigt.

Det er nemlig aldrig helt det samme at mødes på nettet. I min egen erfaring har jeg altid fået langt større udbytte af at kunne mødes ansigt til ansigt med de kolleger, jeg har samarbejdet med. Og skal jeg være helt ærlig, har jeg også haft en del gode rejseoplevelser alene ved at rejse til konferencer og se steder, jeg måske ellers aldrig ville have besøge: Georgien, Vietnam, Japan, New Zealand, Estland osv.

Men lad ikke dette være undskyldninger for ikke at gøre noget. Vi er nødt til at handle, for ellers kommer der en dag, hvor afholdelse af akademiske konferencer bliver den mindste af vore bekymringer. Den store udfordring bliver at skabe en attraktiv måde at mødes på uden at man behøver at rejse. Og måske bliver en sidegevinst af denne situation, at publikationskulturen i datalogi bliver “normaliseret”, så tidsskrifter igen bliver vigtigere end konferencer.

Flattr this!

Tid til at være produktiv

Charles Darwins studerekammer.
Credit: Wellcome Library, London. Wellcome Images
images@wellcome.ac.uk
http://wellcomeimages.org

Charles Darwin arbejdede kun koncentreret nogle få timer hver dag. Han begyndte dagen med en koncentreret indsats. Resten af tiden brugte han på at gå ture, tale med venner eller sidde og tænke: Han arbejdede fra kl. 8 til 9.30; så tog han sig af at læse og besvare post. Kl. 10.30 lavede han sine forsøg, og ved middagstid gik han en lang tur. Når han så kom hjem efter en times tid eller mere. var det tid til frokost og til at besvare flere brev. Kl. 15 tog Darwin sig en lur på time, gik en tur igen, sad så i studerekammeret og spiste aftensmad med familie ved 17.30-tiden.

Det er værd at bemærke, at Charles Darwin fik skrevet hele 19 bøger.

Jeg vil selvfølgelig ikke sammenligne mig selv med en af de vigtigste skikkelser i de seneste 200 års naturvidenskab, men vilkårene for forskere er ofte helt anderledes nutildags. I dette semester er jeg således ikke begyndt at skrive noget nyt. Når jeg kan læse hvordan nogle af mine kolleger stolt proklamerer, at de i år har fået tre artiker optaget til én fremtrædende konference og “kun” én til en anden fremtrædende konference, er det bestemt ikke en følelse af stolthed, der vælder frem hos mig.

Og vel holder jeg af at undervise og vel har jeg selv valgt at være med i studienævn, så det er ikke mit ærinde at sige noget negativt om undervisning, møder eller e-mail, men jeg får reelt ikke ret megen sammenhængende tid til forskning. Der er en officiel forventning om at jeg skal være så produktiv som overhovedet muligt, for det er dét jeg skal vurderes på, men det er svært at være produktiv, når dagene ofte bliver hakket i stykker af undervisning, møder og e-mail. I efterårssemesteret havde jeg ingen undervisning (bortset fra en workshop ved adjunktpædagogikum), og da kunne jeg konstatere at en god og udbytterig dag for mig kunne rumme omkring fire timers fordybelse alt i alt. Resten af tiden endte jeg ofte med at bruge på rutineprægede arbejdsopgaver og på – at gå korte ture i nærheden af Institut for matematiske fag eller sidde og drikke te og tænke. Men jeg fik meget mere ud af dagene, end jeg har gjort i mange år. Produktiviteten kom af en vekselvirkning mellem omtanke og skriveaktivitet.

Charles Darwin afsatte lang tid til besvare post, men han fik også tid til eftertanke gennem sine gåture. Med til historien hører vel også, at Darwin som 29-årig var tæt på at gå ned med stress, da han skulle færdiggøre sit store værk om rejserne med Beagle. Det har formodentlig været denne triste erfaring, der hjalp med at passe bedre på sig selv.

Flattr this!

March for Science 2017

I dag er der March for Science rundt omkring i verden. I Danmark er der arrangementer i København og i Aarhus. De danske arrangører skriver

March for Science er en global hyldest til videnskaben og et opråb om at værne om det videnskabelige samfund og vor planet. Gradvis udvikling af sociale og politiske tendenser har forårsaget bekymring blandt forskere og almindelige mennesker verden over. Politikerne har tilbøjelighed til at tænke kortsigtet og prioritere arbitrære problemstillinger. Det er på høje tid at folk, som støtter videnskabelig forskning og evidensbaseret politik, træder frem og giver deres mening til kende.

Hele benægtelsen af den globale opvarmning og af den er menneskeskabt, mange politikeres skepsis over for betydningen af forskning og hele det usikre økonomiske grundlag for forskning er alt sammen grunde til bekymring.

Desværre kan jeg ikke selv være med i dag – der er ikke nogen march planlagt i Aalborg. Men mon ikke der bliver behov for at gå på gaden igen?

Flattr this!

Det første møde med faget

Da jeg begyndte at studere i 1982, begyndte jeg på det, der hed den teknisk-naturvidenskabelige basisuddannelse. Først efter et år skulle man vælge studieretning. Jeg havde dog bestemt mig, allerede inden jeg begyndte – jeg ville studere matematik. Men mange var i tvivl, ved jeg. Det, der inspirerede mig til at ville læse matematik, var at jeg havde en rigtig god matematiklærer i gymnasiet – ikke senere jobmuligheder eller lignende. Den underviser, jeg havde på basisuddannelsen, var til gengæld ikke bemærkelsesværdig – han var faktisk ikke engang matematiker. Men det var ligemeget – jeg havde bestemt mig.

I vore dage er valget af studieretning næsten alle steder på de danske universiteter afgjort ved studiestart. I USA er studievalget derimod ét, man først foretager efter man er begyndt på universitetet.

Men hvad er det så, der får amerikanske studerende til at vælge studieretning? En undersøgelse af hvad der motiverede 100 universitetsstuderende peger på at det i høj grad er de tidlige oplevelser mere lærere, der har indflydelser – det er faktisk ikke primært f.eks. ansættelighed eller løn, men derimod hvor de studerendes oplevelse af hvor imødekommende undervisningen. Især for de naturvidenskabelige fag er det første møde rigtig vigtigt. Én dårlig oplevelse kan få studerende til helt at fravælge naturvidenskab. Omvendt kan én god oplevelse betyde meget. Nogle studerende talte i undersøgelsen ligefrem om at de valgte en bestemt lærer.

Det er vel ikke overraskende, at det er de tidligere oplevelser med lærere, der skaber faginteressen. Men alt dette peger også på at kvaliteten af undervisningen i dette første møde har stor betydning – at man skal overveje nøje, hvem man sætter til at holde kurser og til at være vejledere. Og man skal overveje hvad man vil med det første møde. Skal det bruges til at sortere studerende fra eller til at byde velkommen? 

Flattr this!

Eksamen for meget store hold – hvordan gør vi?

Foto: Ólafur Steinar Gestsson

På mit institut har vi i dag haft en diskussion af de udfordringer, der er forbundet med eksamen for store hold. Vi har nu hold med langt over 100 studerende ved Institut for datalogi, og det er efterhånden ved at blive umuligt at afholde mundtlig eksamen i kurserne for så store hold inden for de sædvanlige eksamensperioder – og der skal jo også være tid til at holde mundtlig eksamen i projekterne. Men også hvis man går over til skriftlig eksamen, kommer der problemer, for det er overvældende at skulle sidde med mere end 100 eksamenssæt. Næste år starter der et hold med 170 studerende. Planen er nu at lave en adgangsbegrænsning, så der “kun” kan komme hold på op til 225 studerende på datalogi og software. Men det får bestemt ikke udfordringen til at gå væk.

En mulig løsning er at anvende en eksaminator til hver enkelt delopgave i eksamenssættet. En anden mulighed er at inddrage hjælpelærere i rettearbejdet for eksamensæt, og en helt tredje mulighed er at finde helt andre måder at bedømme på. Nogle talte i dag for multiple choice-eksaminer, for de er meget nemme at rette. Men der er rigtig mange læringsmål, man aldrig vil kunne bedømme på den måde. Det er helt uklart for mig, hvordan man ved brug af multiple choice-tests skulle kunne bedømme f.eks. om en studerende har opfyldt det læringsmål at kunne skrive et program eller at foretage et bevis ved matematisk induktion. Jeg vil være meget utryg ved at anvende multiple choice-tests i stor stil.

Så vidt jeg kan se, er det eneste fornuftige at drage nytte af hvad vi allerede ved. Der er allerede en hel del erfaring på andre universiteter, og især uden for Danmark, med at skulle undervise og eksaminere store hold. Alle er tydeligt enige om én ting: At det kræver resurser at lave ordentlige bedømmelser. Der er ingen genvej til en god eksamen.

Flattr this!