Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Endnu en dag med New Public Management

npm

I dag var endnu en dag på arbejdet. Først mødtes jeg med en kollega fra Institut for læring og filosofi for at tale om nogle af de aktiviteter, vi har planlagt sammen. Hun kunne fortælle mig at det teknisk-naturvidenskabelige fakultet (alias tek-nat) netop har meddelt at det vil trække sig ud af instituttets drift og at de medarbejdere, der har primær tilknytning til tek-nat, herefter vil blive flyttet til Institut for planlægning. Uanset hvad man måtte synes om rimeligheden af beslutningen, er det en væsentlig ændring af en del menneskers arbejdsliv.

Senere samme eftermiddag sad jeg til møde i Akademisk Råd på samme fakultet. Her fik vi under punktet “Meddelelser” dels at vide at det var blevet besluttet at lukke medialogi-uddannelsen på AAUs campus i Esbjerg, dels at der ville ske de ændringer for Institut for læring og filosofi, min kollega derfra tidligere havde fortalt mig om. Nyheden om medialogi var faktisk 2 dage gammel, kunne jeg siden se.

Uanset hvad forekommer det underligt at to så vidtrækkende beslutninger kun dukker op som en meddelelse til et møde i det, der engang ville have været fakultetets øverste besluttende organ, men siden 2003 har været reduceret til en forsamling, der kan høres. Ofte bliver vi først hørt efter beslutningerne er blevet truffet.

Resten af mødet – der kun varede to en halv time, men føltes meget længere – gik med endnu engang at tale mere eller mindre henkastet om alle styringsmekanismerne og alle de succesindikatorer, der skal måles på: Bibliometrisk forskningsindikator (BFI), eksterne forskningsmidler, STÅ-produktion og hvordan forskellige dele af universitetet skulle betale til universitetets økonomi.

Efter mødet tog jeg til møde i DMs lokalklub-bestyrelse og talte med magisterkolleger fra de andre fakulteter om blandt andet de beslutninger, der havde været nævnt en passant i Akademisk Råd. Det var godt at se de andre DM’ere, men stemningen var noget blandet.

Vi er efterhånden sunket så grundigt ned i New Public Management med alle dens centraliserede beslutningsgange og fiksering på målbarhed og dokumentation, at jeg ikke ved hvordan det nogensinde skal kunne lade sig gøre at komme op igen. Hvor mange af os kan efterhånden huske en anden virkelighed på danske universiteter og det positive ved denne anden virkelighed? Også jeg, der i år har været universitetslærer i 24 år og har en del erfaring, føler mig efterhånden som et dårligt tilpasset tandhjul i en stor og uoverskuelig mekanisme.

Det er interessant at se at den svenske regering har varslet et opgør med New Public Management. Om det får konsekvenser også for den svenske universitetsverden, ved jeg ikke. I Danmark er der til gengæld ingen politikere fra partier med regeringsambitioner, der kritiserer New Public Management og hvad denne nyliberalistiske forståelse af den offentlige sektor har ført med sig.

 

flattr this!

…men de ældre studerende siger at det ikke er vigtigt.

studiestart

I dag snakkede jeg med en af mine kolleger, der holder kurset Projektarbejde og videnskabsteori på 1, semester. Lige nu sidder hun og de andre kursusholdere på dette obligatoriske kursus med et stort antal eksamensbesvarelser, som skal bedømmes. Min kollega fortæller mig at nogle studerende ikke har deltaget i undervisningen – de har nemlig fået at vide at det ikke er nødvendigt, for kurset er meget nemt at bestå. Er det virkelig kursusholderen, der har sagt dette? Nej, det er ældre studerende, der har fortalt det. Og de pågældende studerende består næppe. Da jeg selv i sin tid holdt et kursus i programmering på 1. semester (det var dengang, kurset var obligatorisk for alle tek-nat-studerende), var der også en del studerende, der udviste en meget indifferent holdning til kurset. De havde fået at vide at programmering ikke ville kunne bruges til noget.

Andre af mine kolleger har holdt kurser i matematik på første studieår på visse ingeniøruddannelser, hvor holdningen  fra mange studerende har været temmelig indifferent.  Det viste sig at dette skyldes at ældre studerende har fortalt dem at matematikkurserne ikke var vigtige. Jeg husker selv et møde på tværs af uddannelser, hvor studerende ved en bestemt ingeniøruddannelse udtalte at matematikkurset på 1. semester burde flyttes til 10. semester – for det var først dér, man ville få brug for det. (Hvorfor man det ville være en god ide at følge et kursus i grundlæggende matematik, mens man skrev speciale, gik aldrig helt op for mig.) De studerende var ikke selv på 10. semester, så de må også have fået denne holdning overleveret et sted fra.

Denne slags oplevelser viser mig hvor stor en betydning mundtlig overlevering har for nye studerendes opfattelse af uddannelserne. Det kan godt ind imellem virke overvældende at tænke på. Tutorerne gør en masse godt arbejde for at tage imod de nye studerende, men fordi det i høj grad er netop disse ældre studerende, de nye studerende stifter bekendtskab med i starten af første studieår, kan en del af den negative mundtlige overlevering desværre også føres tilbage til hvad (nogle) tutorer har udtalt.

På den ene side bliver det derfor vigtigt at påvirke de ældre studerende til ikke at give dele af deres uddannelse et negativt image. På den anden side giver styrken af den mundtlige overlevering måske også nogle muligheder for at give uddannelser et bedre image.

flattr this!

Noget om projektansøgninger og chokolade

D1S3- LFA-Preparing an Application

Dette var den første dag af todages-kurset om at skrive bedre Horizon 2020-ansøgninger. Der var deltagere fra rundt om i Europa, og der var både forskere og administratorer til stede. Når man kommer fra to projekteksaminer på 1. semester kan man ikke lade være med at bemærke parallellerne – både dér og her handler det om at kunne lave en god problemformulering og metode på baggrund af en problemanalyse og interessentanalyse. Den store forskel ligger i EU-nysproget og i de nogle gange kryptiske krav om relevans, der findes rundt om i Horizon 2020-opslagene. Det meste af tiden gik med en lang PowerPoint-præsentation af de generelle begreber, og det vil blive tiltrængt at få anvendt dem på en konkret case. Jeg kan ikke påstå at alt dette er så spændende som forskning eller undervisning – det er forskningsledelse overhovedet ikke (undskyld!) – men det er en kompetence, som er tydeligt vigtig.

Det blev en lang dag, og til sidst glippede koncentrationen af og til. Heldigvis var der en frokostpause, hvor jeg nåede en lille gåtur i Berlins centrum. Jeg fik set Brandenburger Tor og Fernsehturm, men kun i det fjerne. Til gengæld nåede jeg et hurtigt besøg i den store Ritter Sport-butik, som nogle danske chokoladeelskere sikkert ville skulle slæbes ud fra.

flattr this!

Endnu en tur i skoven

En projektgruppe fra 1978. Mon de lavede de samme slags fejl? Det vil jeg gætte på.
En projektgruppe fra Aalborg Universitet fra 1978. Mon de lavede de samme slags fejl? Det vil jeg gætte på.

Igen i år har jeg været censor ved projekteksamen på 1. semester. Mange projekteksamener viser at der er bestemte uvaner, som mange studerende kommer med. Det interessante er at alle de mindre heldige omstændigheder, man som censor kan pege på, er nogle, jeg har set rigtig mange gange før som vejleder og som intern censor. De fleste fejldispositioner (jeg tør ikke kalde dem for “fejl”) skyldes en  P1-proces, der ikke er forløbet godt. Her er nogle af dem:

  • En problemformulering, der er upræcis og ikke følger af problemanalysen
  • En konklusion, der ikke svarer på om problemformuleringen er blevet besvaret
  • Et metodeafsnit der ikke beskriver problemløsningsmetoden, men gentager hvad der er sket i løbet af problemanalysen
  • Kapitler, der er 1-2 sider lange og har intetsigende overskrifter
  • Centrale begreber, der aldrig bliver introduceret
  • Umotiverede ordlister
  • Samarbejdsaftaler, der fokuserer alene på sanktioner

Nogle gange skulle man tro at de studerende aftalte deres  fejldispositioner ude i en skov, så meget har de fælles. Det er som om der er bestemte typer af fejldispositioner, der ligger lige for, og bestemte gode strategier, urutinerede studerende til gengæld slet ikke opdager. Den vigtigste strategi af alle er at alle i gruppen skal læse hinandens arbejdsblade igennem med jævne mellemrum og diskutere dem i fællesskab. Hver gang jeg ser nye årgange af studerende, bliver de nødt til at erkende vigtigheden af netop dette. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvorfor det så godt som altid er de samme steder, hvor de studerende går galt i byen.

flattr this!

Italiensk for begyndere?

study

Det er den nuværende danske regerings målsætning at 25 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en lang videregående uddannelse i 2020. Men hvad betyder masseuniversitetet egentlig for mulighederne for beskæftigelse?

En  undersøgelse fra Stanford foretaget af den italienske PhD-studerende Nicola Bianchi viser noget interessant. I Italien vedtog man nemlig i 1961 en lov, der gjorde det muligt for langt flere at blive optaget på universitetsuddannelser i naturvidenskab og ingeniørfag. Hidtil skulle man have gennemført det særligt studieforberedende gymnasium; nu kunne også studerende fra tekniske ungdomsuddannelser få adgang til universitetsuddannelser. Inden for de første 8 år blev antallet af studerende øget med 216 procent. Der kom langt flere studerende ind i systemet, men tilførelsen af resurser stod ikke mål med det,

Nicola Bianchi havde adgang til karakteroplysninger fra  27.236 studerende fra Milano i perioden fra 1958 til 1968, og havde også adgang til oplysninger om de samme menneskers indkomstforhold i 2005, hvor de måtte formodes at være på højden af deres karriere.

Det umiddelbart overraskende er at middelindkomsten hos dem, der havde fået en universitetsgrad, faktisk ikke var signifikant højere end den var for dem, der ikke havde en universitetsgrad. Dette i sig selv er interessant. Men Nicola Bianchi undersøgte også mulige forklaringer. Hans forklaringer er at

  • det øgede udbud af kvalificeret arbejdskraft gjorde universitetskandidaterne mindre attraktive
  • den større variation i studentermassen (studerende fra de tekniske ungdomsuddannelser havde et lavere niveau i matematik og fysik) gik ud over læringen
  • holdene på universitetsuddannelserne var større, og også dét gik ud over læringen

 

flattr this!

Om at stå af universitetsræset

0

Da jeg gik på juleferie, tvivlede jeg meget på berettigelsen af at være akademiker på et dansk universitet. Nogle af mine kolleger vælter sig i forskningsmidler og PhD-studerende og postdocs og bruger alt dette til at få en masse publikationspoints. Ledelsen roser dem for at bidrage positivt til universitets økonomi. Selv jeg har ingen af delene – jeg publicerer og gør hvad jeg skal, men kun hvad jeg er i stand til som individ. Det er svært ikke at føle sig dømt ude og det er meget nærliggende at føle sig som en akademisk fiasko.

Men i et system, hvor sandsynligheden for at få antaget sin ansøgning om EUs Horizon 2020-midler er 7 procent og sandsynligheden for at få antaget sin ansøgning om danske forskningsrådsmidler er 10% (hvis man da ikke sidder i forskningsrådet selv, for så er sandsynligheden langt større) og hvor 75% af alle artikler til førende konferencer bliver afvist, oplever langt de fleste af os ikke succes. Vi bliver nødt til at kaste terningen igen og igen og igen for om muligt en dag at få en sekser. Men er det os, eller er det terningen, der er noget galt med?

I dagens udgave af Information er der en rigtig god artikel, hvor der er et interview med forfatteren, aktivisten og billedkunstneren Jakob Jakobsen, der står bag en ny kritisk bog om universitetsverdenen; den hedder Bidrag til kritik af den politiske vidensøkonomi. Han er også medstifter af et initiativ, der hedder Copenhagen Free University. Her er to gode citater:

»Den oplevelse af, at dit liv er ved at falde fra hinanden, er jo reel nok, selv om du måske også har en bil og ejer en lejlighed. Du føler, dit liv er miserabelt. Og det skyldes den måde, vi hele tiden reproducerer os selv i samfundet.«

»Vi bliver bragt ind i en ekstrem konkurrence, hvor vi hele tiden underbyder vores kolleger. Vi er vores egen arbejdsgiver, og vi er den bedste til at udbytte os selv. På den måde er neoliberalismen blevet masseret ind i vores kroppe, ind i vores hjerner og i hele vores tankegang. Alle vores fibre reproducerer den samme konkurrence og individualisme.«

Det ironiske og triste er at jeg, der altid taler neoliberalismen imod, selv i et ubevogtet øjeblik ender med at vurdere mig selv på dens præmisser. Det er jo lige præcis dét, vi ikke skal.

flattr this!

Indtryk ved en prisoverrækkelse

2014-12-12 14.33.16-panorama

2014-12-12 15.01.43  2014-12-12 14.19.21-kaare

2014-12-12 13.37.21-publikum

I dag var jeg sammen med mine AAU-kolleger Kåre Lehmann Nielsen og Jørgen Riber Christensen blevet indbudt til at holde science slam ved Videnskab.dk’s overrækkelse af prisen for årets danske forskningsresultat. Hele arrangementet fandt sted i Videnskab.dk’s lokaler i København, så jeg var ekstra tidligt oppe og med toget over til Rigets Centrum.

Priserne blev overrakt af Sofie Carsten Nielsen – men da ministeren var forsinket, blev der en underlig pause i arrangementet efter science slam og en præsentation af Videnskab.dk’s videomateriale, hvor vi sad og hørte julemusik over højttalerne og snakkede lidt med hinanden.

Prisen som årets forskningsresultat gik helt fortjent til forskere fra Syddansk Universitet, der har fundet frem til en ny metode til tidlig diagnosticering af brystkræft. 1 ud af 9 kvinder bliver ramt af denne kræftform – det var faktisk også den, der kostede både min mor og mormor livet. Også to forskere fra Aarhus Universitet fik hædrende omtale, nemlig dels et hold biomedicinere ledet af Steffen Thiel, der har ændret vores forståelse af immunsystemet, dels Dorthe Jørgensen, der har lavet en doktorafhandling om den skønne tænkning.

Da priserne var overrakt, gav ministeren et kort interview og var derefter pist væk, sådan som uddannelses- og forskningsministre har for vane. Jeg nåede derfor ikke at snakke med hende om studiefremdriftsreformen, dimensionering, akkreditering eller det interessante nye system til digital eksamensadministration.

Til gengæld fik jeg ud over Kåre og Jørgen snakket med bl.a. Dorthe Jørgensen til den reception, der var bagefter. Hun var helt enig med mig (og Kåre og Jørgen og alle andre forskere, jeg har talt med) om at de mange “reformer” på ingen måde er udtryk for skøn tænkning. På Aarhus Universitet har de mange omstruktureringer, der nu rulles tilbage, og de nedskæringer og fyringer der er fulgt i kølvandet på den dårlige økonomi, haft menneskelige omkostninger, som ingen taler om. Stor omskiftelighed og en følelse af ikke at have kontrol over sin situation er to vigtige ingredienser i stress. Jeg har endnu til gode at møde en underviser eller forsker i den danske universitetsverden, der bifalder alt der der sket i de seneste 15 år.

Jeg  tager først hjem i morgen formiddag. I aften skal jeg mødes med nogle af mine gamle gymnasiekammerater, der flyttede herover i sin tid. Det bliver godt at se dem til en juleøl. Viktoriagade, hvor mit hotel ligger, er forresten en rigtig ølgade med Mikkellers ølbar, Mikkellers ølbutik og en rivaliserende ølbutik lige overfor.

Og forresten: hvem vandt så science slam? Det gjorde Kåre, og det var fuldt fortjent. Han talte om behovet for at udnytte vor sparsomme landbrugsjord bedst muligt og om hvor nødvendigt og svært det er at skabe en ny “grøn revolution” med nye, forædlede afgrødesorter.

flattr this!

En eftermiddag med bæredygtighed i Zoo

zoo

I dag var jeg sammen med VIP- og TAP-kolleger til et eftermiddagsmøde i Aalborg Zoo. Mødet var en del af diskussionerne af Aalborg Universitets kommende strategi, og emnet var bæredygtighed.  Formålet var at høre medarbejdere, der interesserer sig for dette emne. I vore dages universitetsverden spørger de ansatte ledere (nogle gange) os almindelige ansatte, og efter høringerne træffer de ansatte ledere de beslutninger, de vil. Sådan er det manglende demokrati indrettet.

Ideen med mødet var sympatisk, men der var alt for lidt tid. Det hele startede med en halv times frokost (indbefattet en præsentationsrunde) og sluttede tre timer senere. Mere end halvdelen af tiden blev brugt til oplæg fra eksterne og interne personer. På et tidspunkt fik vi hele 15 minutter til at diskutere tre af de fem hovedpunkter i AAUs strategi. Der kom en del lovende bemærkninger, og det kunne være blevet gode diskussioner, hvis der bare havde været meget mere tid.

Oplæggene var af varierende kvalitet. Nogle var gode, i andre føg det med floskler. Der var brændende platforme. Der var brand (som ikke har noget at gøre med de platforme, der åbenbart er ild i). Der var tovholdere. Osv. osv. Også ordet bæredygtighed er blevet en floskel. Egentlig kommer begrebet fra Brundtland-rapporten og sigter ikke bare til spørgsmål om miljøbelastning, men også til bl.a. arbejdsmiljø og muligheder for medindflydelse. Disse yderligere aspekter af bæredygtighed prøvede flere af os da også at bringe på banen.

Kald mig gerne gammel og tvær, men selv ikke nok så mange høringsrunder eller det glatteste managementsprog med de mest flommede floskler kan erstatte det universitetsdemokrati,  der ikke er mere. Jeg savner denne manglende bæredygtighed hver dag og jeg vil aldrig tilgive de partier, der fjernede den.

flattr this!

Hurra for et nyt system?! Eller: Jeg ved desværre ikke så meget om IT.

arcane

I dag var jeg sammen med en del andre kolleger fra rundt om på mit universitet til orienteringsmøde om det nye system til digital administration af eksamen på danske universiteter. Systemet er et samarbejde mellem AU, KU, RUC, CBS og AAU , og der vil blive iværksat de første pilotprojekter om anvendelse af det til næste år. De to oplægsholdere var blandt dem, der deltog i projektet fra AAU.

Systemet bliver udviklet af et privat firma og derefter solgt til universiteterne for kun 2 millioner kroner – og det var en meget fordelagtig pris, sagde oplægsholderne.

Da den ene oplægsholder begyndte at tale om at systemet snart ville blive implementeret, begyndte jeg at blive urolig. Men så gik det op for mig at ordet “implementere” betyder noget helt andet for en administrator end for f.eks. en datalog, nemlig “taget i brug”. Vi andre tænker på programmering, når vi bruger det ord.

Jeg håbede at dette var det sidste tidspunkt under orienteringsmødet, hvor jeg ville være urolig. Men nej. Jeg blev ikke mere rolig, efterhånden som orienteringsmødet skred frem. Tværtimod. Og til sidst var jeg faktisk rigtig ked at at systemet faktisk var blevet implementeret (i datalog-forstand).

Ideen bag et nyt system til eksamensadministration er egentlig god, og for mundtlig eksamens vedkommende formodentlig ikke så bøvlet. Også for skriftlig eksamens vedkommende er der en hel del arbejdsgange, der gerne måtte forenkles. Der er en del papirarbejde med trykning og uddeling af eksamensopgaver og indsamling af besvarelser, og der er en række ukoordinerede systemer, der tager sig af forskellige aspekter af eksamen. Det ville være godt at få dette strømlinet. Og så er der et ønske fra studerende om at skriftlig eksamen kan blive gjort digital.

Men det er netop her, alle de smukke intentioner strander. Man vil nemlig lade systemet distribuere eksamensopgaverne digitalt og lade de studerende uploade deres besvarelser. Men hvordan håndterer man elektronisk aflevering i fag, hvor man skal aflevere tegninger eller besvarelser med et stort indhold af matematiske formler?  Rundt om på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er der en masse af den slags eksamener (jeg afholder selv et par stykker af slagsen).

De to lokale oplægsholdere nævnte, at de godt var klar over at der var et problem her.  Men vi har set på mulighederne for at skrive matematik i Word, og så havde man da også overvejet at købe en masse iPad’er, sagde den ene oplægsholder for at berolige. Det var her, jeg spontant ytrede at man da ikke skriver matematik i Word.  Adskillige af mine kolleger gryntede med netop her. Indkøb af en masse iPad’er var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med pointgivning ved skriftlig eksamen. I et eksamenssæt giver vi typisk hver opgave et pointtal og lader den studerendes karakter være baseret på hvor mange point, han/hun opnåede. Men systemet understøtter ikke muligheden for et pointregnskab – det kom tydeligt bag på oplægsholderne.

Og så var der også lige det med mulighederne for at læse og annotere besvarelser. Systemet understøtter dette, men kun via sin egen indbyggede dokumentlæser i et lille vindue og med begrænsede muligheder. Oplægsholderne syntes, det var interessant at der var PDF-værktøjer, der kunne en hel masse mere.  Den ene oplægsholder indrømmede (og sagde adskillige gange senere også) at han desværre ikke vidste så meget om IT.

Og så var der også lige det med at det var underligt, at eksamensformerne tilsyneladende skulle tilpasses til hvad systemet ville kunne, i stedet for at man kunne lade eksamen styre af hvordan læringsmålene skulle undersøges. F.eks. kunne man ønske at begrænse de studerendes adgang til hjælpemidler. Her forsikrede oplægsholderne os om at man i de tilfælde, hvor det slet ikke ville kunne lade sig gøre at bruge det nye system til eksamen, selvfølgelig ikke skulle bruge det.

Og så var der også lige det med brug af computere. En digital eksamen skal foregå på computer, og det nemmeste ville jo være hvis de studerende kunne tage deres egne computere med. Men på dem kunne der ligge alle mulige ikke-tilladte hjælpemidler og malware tillige. Her sagde den anden oplægsholder, at man jo kunne indrette “eksamensfabrikker” – store, særligt indrettede lokaler med et stort antal særligt indkøbte computere, der kun skulle bruges til skriftlig eksamen. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med projektrapporter. Mange af de tilstedeværende projektvejledere ville gerne fortsat have et papireksemplar af projektrapporter og ville insistere på at de studerende skulle bruge papireksemplarer for at undgå muligheder for snyd. Men jeres egne eksemplarer kan I jo selv skrive ud, sagde oplægsholderne. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med inddragelsen af os, der skulle bruge systemet. Man havde involveret et mindre antal sekretærer og også spurgt studieledere om deres holdninger. (Her skal det i parentes bemærkes at studieledere i modsætning til undervisere, studiesekretærer og studerende hverken afholder, bedømmer, administrerer eller deltager i eksamen.) En kollega foreslog at man nedsatte en brugergruppe, der kunne bidrage til videreudviklingen af systemet og tage udgangspunkt i de behov, vi faktisk har. Men her sluttede orienteringsmødet. Oplægsholderne forsikrede os om at de havde taget notits af alle de bemærkninger, der var indkommet. For at berolige os sagde den ene oplægsholder at systemet bestemt ikke var tænkt som noget, der bare skulle gøre det lettere for dem, der skulle administrere.

Firmaet, der står bag det spændende nye system, hedder forresten Arcanic. Jeg forstår nu hvorfor – se ovenfor.

flattr this!

Kvalitet i høring?

nok

Jeg må lære at læse de lange rapporter, der kommer om de videregående uddannelser. Det får jeg bestemt ikke altid gjort. Så er det godt at andre får gjort det. For et par uger siden kom der en lang rapport fra det såkaldte Kvalitetsudvalg. Det er ikke, som man måske kunne forledes til at tro, et udvalg der er af særligt høj kvalitet, men derimod et udvalg der skal kulegrave og komme med forslag til forbedring af kvaliteten af de videregående uddannelser i Danmark. (I vore dages New Public Management tror man typisk på at dette sker gennem, en kombination af nedskæringer, centralisering og detailregulering.)

I dagbladet Information er der i dag en lang artikel om en af de anbefalinger, der hidtil ikke har været så meget fokus på, nemlig hvem der har ansvaret for de enkelte uddannelser. Hidtil har det været studienævnene. Efter universitetsloven af 2003 er studienævnene det eneste sted i universitetsverdenen, hvor der stadig har været en nogenlunde demokratisk kontrol på lokalt niveau. Men også dette ser nu ud til at skulle være fortid. På mit universitet har man allerede nu en speciel konstruktion med såkaldte “skoler”, der svæver over studienævnene – disse “skoler” er gjort mulige alene af universitetslovenes brug af betegnelserne studieleder og studienævnsformand, der ikke nødvendigvis behøver at betegne den samme ansvarspost!

Rapporten fra Kvalitetsudvalget udkom den 24. november. Her er hvad udvalget konkluderer om studienævnenes rolle:

Udvalget finder det afgørende, at ansvaret for en uddannelses
kvalitet og relevans placeres entydigt på alle ledelsesniveauer inden for institutionen, og at ansvar og beføjelser følges ad.

Derfor anbefaler udvalget, at bestyrelsen og rektor ved
fastlæggelse af institutionens organisation sikrer, at den leder –
typisk studieleder, uddannelsesleder eller uddannelsesdekan – der er ansvarlig for en uddannelse, får det fulde ansvar for uddannelsens indhold, tilrettelæggelse og gennemførelse, og de nødvendige beføjelser til at løfte opgaven. Bl.a. er det afgørende, at den pågældende leder kan disponere over de økonomiske ressourcer, der medgår til uddannelsen, og reelt har beføjelser til at sikre, at uddannelsen har adgang til de bedst mulige underviserkompetencer og undervisningsformer.

I forlængelse heraf anbefaler udvalget en ændring i
universitetsloven, så den pågældende leder af uddannelsen efter uddelegeret kompetence får det formelle ledelsesansvar for sikring og udvikling af uddannelsens kvalitet og relevans, og at denne leder varetager dette ansvar efter rådgivning og inddragelse af studienævnet. Det er udvalgets vurdering, at studienævnets reelle indflydelse herved øges gennem direkte rådgivning af den leder, der har beføjelser til at gennemføre ændringer i uddannelsen og fx følge op på utilfredsstillende evalueringer af undervisningen.

Jeg vil ikke lægge skjul på at disse anbefalinger, uskyldige som de måske ser ud for udenforstående, giver mig stor grund til bekymring. Studienævnene bliver nu også reduceret til organer uden egentlig magt – et kardinalpunkt i universitetsloven af 2003 var at de kollegiale organer nu skulle være udvalg, der kunne høres, men ikke havde nogen muligheder for at træffe væsentlige beslutninger. Det er barokt, at Kvalitetsudvalget mener at studienævnenes reelle indflydelse vil blive øget ved at al beslutningsmulighed samles hos en leder, der kan vælge ikke at lytte. Jeg sidder ud over Studienævn for datalogi også i Akademisk Råd, hvor der altid kun har været høringsmulighed. Her er det bestemt ikke mit indtryk, at dette har øget vores indflydelse i forhold til gamle dages fakultetsråd – tværtimod.

flattr this!