Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Forskergruppen som kult

Kim Il-Sung og Kim Jong-Il.
Kim Il-Sung og Kim Jong-Il.

I denne uge talte jeg med en tidligere PhD-studerende ved et dansk universitet, der nu havde fundet andet arbejde. Selv om han holdt af sit fag, var han blevet led og ked af den akademiske verden. Hans fornemmelse var at en bestemt af de forskergrupper, han havde været i berøring med på det institut, hvor han havde haft sin gang, efterhånden var kommet til at ligne en kult. Ja, det gjaldt vel egentlig for mange af dem.

En lignende tanke er kommet til at strejfe mig stadigt oftere. Jeg kender til ikke helt få forskergrupper rundt om i den akademiske verden, hvor lederen lader møderne i gruppen og fortællingerne om gruppen handle om lederens egne bedrifter, ikke mindst alle lederens egne midler og projekter, og arrangerer sociale begivenheder, der ofte har konkurrenceelementer hvor det vigtige er at lederen og lederens foretrukne vinder. Lederen er selvfølgelig medforfatter på de fleste artikler i gruppen. Og alle artikler i gruppen tager derfor altid udgangspunkt i samme grundlæggende paradigme. Lederens egen grandiositet er altid uantastet.

Steven Alan Hassan, der i sin tid var med i Moon-bevægelsen, er siden er blevet en ledende autoritet inden for kulter. Her er en oversigt over den adfærd, der ifølge ham er karakteristisk for en kult:

  • Adfærdskontrol:  man bruger en masse tid på indoktrinerings-sessioner og grupperitualer; man skal spørge om lov i tilfælde af større beslutninger; man skal indberette tanker, følelser og aktiviteter til overordnede
  • Informationskontrol: Adgang til information udefra frarådes eller minimeres (medlemmerne bliver holdt beskæftiget så de ikke har tid til at prøve), flittig brug af information som er blevet til inden for kulten (nyhedsbreve, skrifter, video osv.)
  • Tankekontrol: Det er nødvendigt at gøre gruppens doktriner til éns egen “sandhed”; ingen kritiske spørgsmål om hvorvidt lederes doktriner og beslutninger er fornuftige.
  • Emotionel kontrol: Omfattende appel til egen skyldfølelse; indoktrinering om at det er farligt at forlade gruppen eller sætte spørgsmålstegn ved lederens autoritet; de der forlader gruppen ses som svage og udisciplinerede.

Også store personlighedskulter som trives i diktaturstater fungerer efter disse principper. Nordkorea og dets kongerække af Kim’er er et velkendt eksempel. Men meget af ovenstående kan faktisk også siges om en del forskergrupper derude. Helt konkret blev jeg mindet om en gammel artikel fra 2009 om Milena Penkowa, fra før hun blev afsløret som fusker. Her er et sigende udpluk:

Lad os holde fast i din definition. Er du intelligent og mere end andre?

»Ja.«

Svaret falder prompte og understreges af et fast blik i de brune øjne.

»Min begavelse kommer til udtryk i det, jeg laver, og den måde, jeg tilrettelægger mit liv på. En del af intelligensbegrebet er også at undgå at komme i vanskeligheder. For eksempel at blive overfaldet eller omgås psykopater. Der er stor forskel på, hvordan folk indretter sig, og det kræver megen tankevirksomhed at lægge planer og få dem til at fungere, uden nogen opdager, at man har tilrettelagt det hele for dem. Forskning er det, jeg bruger flest kræfter på. Jeg er ligeglad med, om jeg er totalt flad, når jeg kommer hjem og kun kan finde ud af at falde om, hvis jeg har brugt al min energi på at analysere hjerner.«

Milena Penkowa skruer op for varmen og ned for Metallica. Hun har lige luftet ud, og heavy metal fungerer ikke som muzak. Så det er vel logisk nok. Eller manipulerer hun i virkeligheden journalisten til at skrive om sin yndlingsmusik?

»At kunne lide Metallica er nærmest et krav, som jeg også nævner i de indledende samtaler med mine studerende. Derfor inviterer jeg også min forskergruppe med til en af sommerens fem Metallica-koncerter i København.«

Grandiositeten, tilrettelæggelsen af medarbejdernes tankeliv og kravene til adfærd er der helt klart.

flattr this!

Forskning og følelser

Head in Hands

Der er en interessant og skræmmende artikel i EuroScientist om  forskere, der pludselig ser deres akademiske karriere slutte – og begår selvmord. Stefan Grimm, der var professor i medicin på Imperial College, slog sig selv ihjel da han stod for at skulle afskediges – årsagen til at han mistede sit job var at han ikke kunne skaffe tilstrækkeligt med eksterne forskningsmidler og ikke publicerede tilstrækkeligt. Året før han døde havde han publiceret 4 artikler og havde £130.000 i eksterne forskningsmidler. Men det var tilsyneladende ikke nok.

I 2008 begik Marie-Claude Lorne selvmord, da hun ikke kunne få en fast stilling på universitetet. Sidst i 2014 begik Nigel Veitch som var sektorforsker ved Kew Garden selvmord, da han skulle genansøge sin oprindelig faste stilling efter at Kew Garden havde omstruktureret og skåret ned på grund af økonomiske vanskeligheder.

Alle disse tragiske historier virker umiddelbart meningsløse. Der er tale om begavede mennesker, der nok kunne have fået et andet job, vil mange uden for den akademiske verden vel tænke og sige her. Men som en af mine kolleger har sagt, er der i den akademiske verden en stor forfængelighed hos mange af os. Vi går op i vores fag og lader det blive en stor del af vores identitet. Vi vil gerne værdsættes og anerkendes – og det i sig selv er meget, meget menneskeligt. Når vi mister faget, mister vi på en måde os selv. På denne måde ligner de akademiske selvmord de uhyggelige familietragedier, hvor et menneske (oftest er det en mand) efter en skilsmisse slår sig både sig selv og sin familie ihjel.

Tilbage i 2007 udgav Charlotte Bloch fra Københavns Universitet en bog med titlen Passion og paranoia, der handler om de komplicerede følelser, der er hos forskere. Bogen er baseret på en lang række interviews med forskere fra PhD- til professorniveau. Selvmordet er en ekstrem reaktion på følelsen af at være akademisk fiasko. men som Bloch påviser i sine undersøgelser, er forbundetheden med faget i høj grad en realitet. Jeg ved ikke om der er en tilsvarende ekstrem form for professionel stolthed uden for den akademiske verden. Men det er interessant at vi kun sjældent taler om de skuffelser, vi ofte møder som akademikere. Meget ofte vender vi dem indad og konkluderer at de dårlige artikelbedømmelser og de manglende bevillinger skyldes at vi er dårlige forskere. Jeg kender selv til den massive skuffelse, der følger i kølvandet på en afvist ansøgning eller en afvist artikel. Det føles nogle gange som om skuffelsen er langt større end den glæde, man føler ved accept. For når en artikel eller en ansøgning bliver imødekommet, har man jo bare gjort det, der blev forventet.

Det er ikke tit at vi taler om vore skuffelser som universitetsansatte. Men dette er i sidste ende en selvdestruktiv og selvhadende holdning, og jeg tror at den holder mange af os nede og forhindrer os i at have et godt arbejdsliv. Alene dette viser hvorfor ideen om alles konkurrence mod alle er en dårlig strategi i den akademiske verden. Mon de personer, der holder af denne strategi, har erfaring med at tabe?

flattr this!

Ranking – og boksning

academia-boxing-club

De enkelte forskere konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. De enkelte institutter konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. Universiteterne konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. Den akademiske verden er blevet alles konkurrence mod alle.

Inden for de seneste år har der været et voldsomt fokus på ranking i universitetsverdenen, og af og til kan jeg læse at Aalborg Universitet tilsyneladende er verdensførende. Men hvordan er det, Aalborg Universitet er verdensførende? Man har fundet en ranking, hvor AAU klarer sig godt. På den anden side kan jeg opleve at deltage i internationale konference og opdage at man ikke ved hvor Aalborg ligger. Så mere verdensførende er AAU heller ikke.

Inden for professionel boksning er det både svært og nemt at blive verdensmester. World Boxing Association (WBC), World Boxing Council (WBC), World Boxing Organisation (WBO) og International Boxing Federation (IBF). Hvert af disse forbund har verdensmesterskaber, og det er derfor muligt at have fire forskellige verdensmestre i professionel boksning i samme vægtklasse på samme tid. De rigtig ambitiøse boksere ved godt at det ikke er nok at være verdensmester hos ét forbund; man er kun “rigtig verdensmester” hvis man har vundet titlen hos flere forbund, helst dem alle.

Situationen er helt tilsvarende inden for ranking, og den er i virkeligheden også et godt argument mod at være fikseret på ranking. Der findes flere ranking-systemer, og de er ikke enige.
Wikipedia har en oversigt over ranking-systemerne; der er faktisk mindst 18 ranking-systemer derude. Så det er faktisk noget sværere at blive et højt rangerende universitet end det er at blive verdensmester i boksning.

flattr this!

Forelæsninger på gangene

kantinen

For tiden er der diskussioner af Aalborg Universitets kommende strategi, sat i gang af og styret af universitetets ledelse. Før jul var jeg med til en diskussion af bæredygtighed i denne sammenhæng. Et af de andre emner, der bliver diskuteret netop nu, er problemorienteret projektarbejde, nu bedre kendt som PBL (problembaseret læring). Men samtidig ser vi en situation, hvor der bliver dårligere og dårligere muligheder for studerende til at få et grupperum til deres projektarbejde. Begrundelsen er at der skal spares, og vi oplever stadigt oftere studerende der sidder i gangarealer og i kantineområderne.

I dag mødtes jeg for første gang med to af de projektgrupper, jeg skal vejlede her i forårssemesteret, og de nævnte begge hvor vigtigt det var for dem at have et grupperum til deres rådighed for at kunne få  ro og for at have et sted at mødes.

Det er underligt og trist at skulle være vidne til de stadigt dårligere muligheder for at have grupperum til studerende samtidig med at der fra officielt hold tales om at PBL er Aalborg Universitets særkende og en central del af det, man i uddannelsesforskning kalder vores signaturpædagogik.

Hvis nogen foreslog at der ikke skulle bygges auditorier, men at man kunne afholde forelæsninger på gangene og i kantinerne, ville der formodentlig lyde et ramaskrig. Det samme ville sikkert ske, hvis man foreslog at nye PhD-studerende og undervisningsassistenter afholdt de centrale kurser på bacheloruddannelserne. Det er en noget anden holdning, der hersker hos mange i forhold til projektarbejde, nemlig at “det er nemt, kræver kun få resurser og kan varetages af alle og enhver”.

På de danske universiteter er der i dag et et helt overvældende fokus på økonomi og nødvendigheden af alles konkurrence mod alle. Derfor bør det måske kunne lade sig gøre for alle de resursebevidste mennesker i ledelsen at indse nødvendigheden af at der er tilstrækkelige resurser til stede for at sikre kvaliteten i undervisningen.

flattr this!

Ingrid og Sven

2015-02-04 16.24.34

I dag fik Aalborg besøg af Ingrid Betancourt, der i 2002  var præsidentkandidat for De Grønne i Colombia og blev kidnappet af den væbnede gruppe FARC og derefter tilbragte seks et halvt år som gidsel. Amnesty International var medarrangør, og jeg stod i den egenskab som en af dem, der underskrev indbydelsen. Men det var studenterpræsterne Christen og Hanne, der havde gjort det store forarbejde og trukket i trådene. Og det var da også en fyldt sal på Studenterhuset, der tog imod.

Det var et gribende foredrag. Vi fik beretningen om hvordan gidslerne prøvede at få en typisk dag til at gå, om Ingrid Betancourts mange flugtforsøg, der altid fandt sted i skumringstimen hvor vagternes øjne ikke havde vænnet sig til mørket – og ikke mindst den fascinerende og på sin vis surrealistiske beretning om hvordan hun og en del andre gidsler til sidst blev frigivet ved en snedig militæroperation. Foredraget måtte gerne have varet meget længere. Men Ingrid Betancourt skulle videre, så da klokken var 17.30 var hun nødt til at gå for at nå sit fly.

Inden foredraget var der reception, og her fik jeg hilst på Ingrid Betancourt og fortalt lidt om Amnesty Internationals aktuelle kampagnearbejde (det var hende, der spurgte). I vores korte samtale fik jeg bestyrket indtrykket af en rolig og venlig kvinde, der ser ud til at hvile i sig selv trods alt det, hun var været igennem.

Der var en del personer med tilknytning til AAU, der var inviteret til receptionen, og jeg var glad for at gense og få talt med vores tidligere rektor Sven Caspersen. Vi kom til at tale om kontrasten mellem universitetsverdenen før universitetsloven af 2003 og det universitet, vi oplever nu. Han undrede sig stadig over at der havde været så lidt modstand mod denne lov i sin tid, også fra studenterside. Der var en helt anden stemning i konsistorium end i der er i bestyrelsen, sagde han. Det tog tid at få ting igennem dengang, men når det så var sket, så var det også gjort grundigt. Så ja, det var andre tider nu. De nye ledere tjener dobbelt så meget som jeg nogensinde gjorde, tilføjede han, og da blev jeg mindet om hvor meget jeg savner Sven Caspersen. Han var en god rektor.

flattr this!

Den hellige ild?

En overdrive-pedal til el-guitar.
En overdrive-pedal til el-guitar.

Forleden talte jeg med en kollega, der var kommet til Danmark for ikke så mange år siden. Han syntes at mange PhD-studerende ikke altid var dedikerede nok – “de ser det som et 8-til-4-job”, sagde han og græmmede sig. Jeg græmmede mig ikke og prøvede at forklare ham at vore dages akademiske verden er en anden en den, han kom fra. Det er i dag typisk at man ikke kan gøre akademisk karriere når man har en PhD, og samtidig bliver PhD-studerende hele tiden målt og underlagt alskens krav. Derfor bliver tilværelsen som PhD-studerende et ganske almindeligt job – det er ikke en særlig tilværelse for dem, der er i besiddelse af “den hellige ild”. Og fordi universiteterne forventes at “producere” mange PhD’er, bliver de PhD-studerende rekrutteret langt bredere end tilfældet var engang.

Med fare for at blive rubriceret som kedelig: Det er i det hele taget ikke godt at tænke på akademisk succes som værende forbeholdt “de særligt udvalgte”. Vejen til akademisk succes er i langt højere grad et spørgsmål om en fokuseret arbejdsindsats kombineret med en god begavelse end om at have en “særlig gave”. Og i nogle tilfælde er denne opfattelse af “de særligt udvalgte” direkte skadelig. En amerikansk undersøgelse fra sidste år tyder på at der er langt færre kvindelige PhD-studerende i fag, hvor man forventes at have “særlige evner”. Inden for filosofi er det kun 31 procent af PhD-studerende i USA, der er kvinder. I undersøgelsen spurgte forskerne mere end 1800 PhD-studerende, universitetslærere og postdocs inden for 30 fag og her fik de udsagn som bl.a. at

Being a top scholar of [discipline] requires a special aptitude that just can’t be taught,

Even though it’s not politically correct to say it, men are often more suited than women to do high-level work in [discipline].

Det turde næsten være overflødigt at sige at en sådan holdning heller ikke er gavnlig, hvis man tænker på hvordan den kan påvirke studerendes holdning til det at lære.

flattr this!

Hurra for et nyt system?! (del 2)

data_person_ill

Før jul skrev jeg et lettere kritisk (læs: særdeles kritisk) indlæg her om det nye system til digital eksamen. Jeg blev opfordret til at sammenfatte mine kritikpunkter i et brev til Aalborg Universitets direktion, så i de sidste par dage inden jeg gik på juleferie skrev og sendte jeg et brev på tre en halv side. Lige inden jeg tog hjem på min sidste arbejdsdag inden jul fik jeg en e-mail fra rektor om at han havde læst mit brev og ville tage mine bekymringer alvorligt og diskutere dem med AAUs direktion og IT-tjeneste ITS.

Og nu har jeg så fået et svar fra direktionen. Hensigten er tydeligvis at berolige mig. Det bliver dog fra starten ligesom på informationsmødet i december sidste år pointeret at systemet til digital eksamen skal tages i brug (på ikke-datalogisk administratorsprog: implementeres) til sommereksamen 2015.

Men man indrømmer at de eneste, der har været inddraget som brugerrepræsentanter har været studieledere og udvalgte studiesekretærer. For at berolige mig yderligere, fremhæver direktionen at der skam har været inddrages af andre brugerrepræsentanter også! Der har således været et møde for det videnskabelige personale i Aalborg i december 2014 – det var så forresten det møde, jeg deltog i.  Og så skal der være et tilsvarende møde i København og et møde i Esbjerg i februar i år. Derudover har der været et møde for hvert fakultets dekan og studieledere, et tilsvarende møde for studienævn og et møde for centraladministrationen.

Som for at sætte trumf på, nævner direktionen også at man skam har inddraget undervisere og studerende i test af systemet: en lektor fra kemi,  en lektor fra jura og hele to (2) studerende der fagligt spænder hele vejen fra jura til erhvervsjura!

Endelig meddeler AAUs direktion at der nu vil blive nedsat en brugergruppe (kommissoriet vil blive fastsat senere) og at jeg hermed er inviteret til at være med i den.

Hvad skal jeg synes om alt dette? Det er selvfølgelig pænt af Aalborg Universitets direktion at tilbyde mig plads i en brugergruppe, men jeg er i tvivl om jeg bør deltage. Der er nemlig kun få måneder til systemet tænkes taget i brug – hvilket bekymrer mig en del, givet de skarpe reaktioner, der var fra mine kolleger på mødet i sidste måned, og den noget uformående præsentation af systemet, vi blev vidne til. Det er formodentlig begrænset, hvad man kan ændre nu. Og så vil jeg være meget nervøs for at min kritik af hele processen nu kan inddæmmes ved at gøre mig til medansvarlig for en udviklingsproces, der desværre bedst kan beskrives som en tragisk farce.

flattr this!

Endnu en dag med New Public Management

npm

I dag var endnu en dag på arbejdet. Først mødtes jeg med en kollega fra Institut for læring og filosofi for at tale om nogle af de aktiviteter, vi har planlagt sammen. Hun kunne fortælle mig at det teknisk-naturvidenskabelige fakultet (alias tek-nat) netop har meddelt at det vil trække sig ud af instituttets drift og at de medarbejdere, der har primær tilknytning til tek-nat, herefter vil blive flyttet til Institut for planlægning. Uanset hvad man måtte synes om rimeligheden af beslutningen, er det en væsentlig ændring af en del menneskers arbejdsliv.

Senere samme eftermiddag sad jeg til møde i Akademisk Råd på samme fakultet. Her fik vi under punktet “Meddelelser” dels at vide at det var blevet besluttet at lukke medialogi-uddannelsen på AAUs campus i Esbjerg, dels at der ville ske de ændringer for Institut for læring og filosofi, min kollega derfra tidligere havde fortalt mig om. Nyheden om medialogi var faktisk 2 dage gammel, kunne jeg siden se.

Uanset hvad forekommer det underligt at to så vidtrækkende beslutninger kun dukker op som en meddelelse til et møde i det, der engang ville have været fakultetets øverste besluttende organ, men siden 2003 har været reduceret til en forsamling, der kan høres. Ofte bliver vi først hørt efter beslutningerne er blevet truffet.

Resten af mødet – der kun varede to en halv time, men føltes meget længere – gik med endnu engang at tale mere eller mindre henkastet om alle styringsmekanismerne og alle de succesindikatorer, der skal måles på: Bibliometrisk forskningsindikator (BFI), eksterne forskningsmidler, STÅ-produktion og hvordan forskellige dele af universitetet skulle betale til universitetets økonomi.

Efter mødet tog jeg til møde i DMs lokalklub-bestyrelse og talte med magisterkolleger fra de andre fakulteter om blandt andet de beslutninger, der havde været nævnt en passant i Akademisk Råd. Det var godt at se de andre DM’ere, men stemningen var noget blandet.

Vi er efterhånden sunket så grundigt ned i New Public Management med alle dens centraliserede beslutningsgange og fiksering på målbarhed og dokumentation, at jeg ikke ved hvordan det nogensinde skal kunne lade sig gøre at komme op igen. Hvor mange af os kan efterhånden huske en anden virkelighed på danske universiteter og det positive ved denne anden virkelighed? Også jeg, der i år har været universitetslærer i 24 år og har en del erfaring, føler mig efterhånden som et dårligt tilpasset tandhjul i en stor og uoverskuelig mekanisme.

Det er interessant at se at den svenske regering har varslet et opgør med New Public Management. Om det får konsekvenser også for den svenske universitetsverden, ved jeg ikke. I Danmark er der til gengæld ingen politikere fra partier med regeringsambitioner, der kritiserer New Public Management og hvad denne nyliberalistiske forståelse af den offentlige sektor har ført med sig.

 

flattr this!

…men de ældre studerende siger at det ikke er vigtigt.

studiestart

I dag snakkede jeg med en af mine kolleger, der holder kurset Projektarbejde og videnskabsteori på 1, semester. Lige nu sidder hun og de andre kursusholdere på dette obligatoriske kursus med et stort antal eksamensbesvarelser, som skal bedømmes. Min kollega fortæller mig at nogle studerende ikke har deltaget i undervisningen – de har nemlig fået at vide at det ikke er nødvendigt, for kurset er meget nemt at bestå. Er det virkelig kursusholderen, der har sagt dette? Nej, det er ældre studerende, der har fortalt det. Og de pågældende studerende består næppe. Da jeg selv i sin tid holdt et kursus i programmering på 1. semester (det var dengang, kurset var obligatorisk for alle tek-nat-studerende), var der også en del studerende, der udviste en meget indifferent holdning til kurset. De havde fået at vide at programmering ikke ville kunne bruges til noget.

Andre af mine kolleger har holdt kurser i matematik på første studieår på visse ingeniøruddannelser, hvor holdningen  fra mange studerende har været temmelig indifferent.  Det viste sig at dette skyldes at ældre studerende har fortalt dem at matematikkurserne ikke var vigtige. Jeg husker selv et møde på tværs af uddannelser, hvor studerende ved en bestemt ingeniøruddannelse udtalte at matematikkurset på 1. semester burde flyttes til 10. semester – for det var først dér, man ville få brug for det. (Hvorfor man det ville være en god ide at følge et kursus i grundlæggende matematik, mens man skrev speciale, gik aldrig helt op for mig.) De studerende var ikke selv på 10. semester, så de må også have fået denne holdning overleveret et sted fra.

Denne slags oplevelser viser mig hvor stor en betydning mundtlig overlevering har for nye studerendes opfattelse af uddannelserne. Det kan godt ind imellem virke overvældende at tænke på. Tutorerne gør en masse godt arbejde for at tage imod de nye studerende, men fordi det i høj grad er netop disse ældre studerende, de nye studerende stifter bekendtskab med i starten af første studieår, kan en del af den negative mundtlige overlevering desværre også føres tilbage til hvad (nogle) tutorer har udtalt.

På den ene side bliver det derfor vigtigt at påvirke de ældre studerende til ikke at give dele af deres uddannelse et negativt image. På den anden side giver styrken af den mundtlige overlevering måske også nogle muligheder for at give uddannelser et bedre image.

flattr this!

Noget om projektansøgninger og chokolade

D1S3- LFA-Preparing an Application

Dette var den første dag af todages-kurset om at skrive bedre Horizon 2020-ansøgninger. Der var deltagere fra rundt om i Europa, og der var både forskere og administratorer til stede. Når man kommer fra to projekteksaminer på 1. semester kan man ikke lade være med at bemærke parallellerne – både dér og her handler det om at kunne lave en god problemformulering og metode på baggrund af en problemanalyse og interessentanalyse. Den store forskel ligger i EU-nysproget og i de nogle gange kryptiske krav om relevans, der findes rundt om i Horizon 2020-opslagene. Det meste af tiden gik med en lang PowerPoint-præsentation af de generelle begreber, og det vil blive tiltrængt at få anvendt dem på en konkret case. Jeg kan ikke påstå at alt dette er så spændende som forskning eller undervisning – det er forskningsledelse overhovedet ikke (undskyld!) – men det er en kompetence, som er tydeligt vigtig.

Det blev en lang dag, og til sidst glippede koncentrationen af og til. Heldigvis var der en frokostpause, hvor jeg nåede en lille gåtur i Berlins centrum. Jeg fik set Brandenburger Tor og Fernsehturm, men kun i det fjerne. Til gengæld nåede jeg et hurtigt besøg i den store Ritter Sport-butik, som nogle danske chokoladeelskere sikkert ville skulle slæbes ud fra.

flattr this!