Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Decorumkravet

Decorumkravet

I denne uge henvendte en person sig til bl.a. Politiets Efterretningstjeneste, Justitsministeriet, Styrelsen for Videregående Uddannelser og Aalborg Universitets rektor fordi vedkommende følte sig krænket af en bemærkning fra mig på Facebook. Bemærkningen var en kommentar fra mig fra efteråret 2015 til en Facebook-vens indlæg – og hvis jeg ikke husker forkert, var der tale om at jeg skrev et par linjer i en lukket Facebook-gruppe. Om jeg gik rent faktisk gik over stregen i min kommentar og i den pågældende sammenhæng, ved jeg ikke. Men jeg synes at reaktionen fra den pågældende person er helt ude af proportioner.

Hvorfor har vedkommende henvendt sig til AAUs rektor og Styrelsen for Videregående Uddannelser? Formodentlig fordi personen har opdaget (efter at have opdaget min korte kommentar med flere måneders forsinkelse), at jeg er universitetsansat og dermed ansat i den danske stat. Jeg opdagede henvendelsen, da jeg i går fik en mail fra rektors sekretariat herom. Mod slutningen i denne mail står der

Styrelsen har opfordret universitetet til at overveje, hvorvidt der er grund til at indskærpe decorumkravet. Universitetet har dog vurderet, at udtalelserne ikke er en overtrædelse af decorumkravet.

Decorumkravet er en forventning til hvordan offentligt ansatte opfører sig. Kravet som sådan er naturligt og rimeligt – som ansatte i stat, region eller kommune kan vi komme i kontakt med enhver borger i Danmark. Derfor skal man opføre sig ordentligt, også når man har fri fra arbejde. Der er en grundig kronik i Politiken fra 2002 om dette krav. Det findes i tjenestemandsloven, hvor der står

§ 10. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

De allerfleste offentligt ansatte i dag er dog ikke tjenestemænd. Jeg er heller ikke. Der findes da også andre decorumkrav rundt omkring.

De grelleste eksempler på overtrædelser af decorumkravet er vel eksempler på offentlig ansatte, der udvisker skillelinjen mellem deres job og privat økonomisk aktivitet. Det er en overtrædelse af decorumkravet at være skattemedarbejder og samtidig have et privat revisionsfirma.

Adfærd kan dog også være upassende på anden vis. Hvis jeg f.eks. tissede i et springvand på et museum, tog tøjet af og gik nøgen rundt på åben gade eller skrev falske læserbreve i andre menneskers navn (alle disse handlinger er eller kan være overtrædelser af love eller bekendtgørelsen om offentlig orden), ville jeg temmelig sikkert overtræde decorumkravet og formodentlig få en påtale.

Sagen om en bemærkning i en lukket Facebook-gruppe opfatter jeg selv først og fremmest som en bizar hændelse. Men i andre tilfælde kan decorumkravet være i konflikt med den ytringsfrihed, man har som borger. Det skal være muligt at kritisere det, der sker på den arbejdsplads, man er ansat ved.

På webstedet for Folketingets ombudsmand kan man således læse at Odense Kommune i 1994 afskedigede beredskabschefen på Odense Brand- og Beredskabscenter. Efter kommunens opfattelse havde han udvist manglende dømmekraft og man fyrede ham med udgangspunkt i netop §10 ovenfor. Umiddelbart inden afskedigelsen havde beredskabschefen i forbindelse med en ulykke på et værft udtalt sig til pressen og efter Odense Kommunes opfattelse skabt urimelig og ubegrundet tvivl om hjælpeindsatsens effektivitet. Her udtalte ombudsmanden at denne udtalelse kun kunne tillægges beskeden vægt i grundlaget for afskedigelsen og henstillede til at sagen om afskedigelse blev genoptaget.

Mange ved at jeg har selv været meget kritisk over for forhold på Aalborg Universitet. Udgangspunktet for min kritik er mit virke som fagforeningsmedlem, medarbejderrepræsentant i officielle organer og stedfortrædende tillidsrepræsentant. Forhåbentlig kan alle skelne imellem, hvornår jeg udtaler mig i kraft af mit embede, hvornår jeg udtaler mig kritisk om min arbejdsplads og hvornår jeg udtaler mig i andre sammenhænge.

Flattr this!

…og et nyt semester begyndte

feb1

Kun to et halvt døgn efter efterårssemesterets sidste eksamen begyndte forårssemesteret på Aalborg Universitet. Jeg deltog først i semesterstarten på første studieår, hvor datalogi- og software-studerende på 2. semester skulle danne grupper. Efter knap halvanden time måtte jeg og to af mine kolleger haste ud til Selma Lagerlöfs Vej 300 for at deltage i endnu en semesterstart. Nu var jeg selv i rollen som semesterkoordinator ansvarlig for at åbne 6. semester på datalogi. Der var en masse forslag til projekter fra vejlederne – en enkelt af dem (som var blandt havde endda til min store overraskelse taget to gæste-oplægsholdere med fra en lokal virksomhed. Semesterstartsmødet sluttede heldigvis inden kl. 12, så jeg havde god tid til at spise frokost inden jeg skulle åbne 4. semester på datalogi kl. 12.30.

Eller rettere: det troede jeg. Netop som jeg var færdig med frokosten kom en af vejlederne på 4. semester og spurgte hvor jeg dog blev af. Semesterstartsmødet her skulle starte 12.00, og jeg var allerede ti minutter forsinket. Pinligt! En af mine kolleger var allerede i gang med at fortælle om det kursus, han holder. Men jeg fik fortalt det jeg skulle og sat gang i gruppedannelsen. Alt gik som sidste år, og desværre var der så også lige som sidste år studerende, der var utrygge ved eksamen i et af kurserne på semesteret fordi kursusholderen af princip ikke tillader nogen hjælpemidler ved skriftlig eksamen trods voldsom kritik heraf tidligere år. Ligesom sidste år skal jeg prøve at finde en løsning på denne konflikt, men jeg aner desværre også det nemt kan gå i hårdknude igen. .

Efter semesterstarten kastede jeg mig over at svare på mail og andre småopgaver, og kl. 16 deltog jeg i et møde via Skype om et projekt, jeg og en del kolleger i udlandet søger penge til. Heldigvis er jeg ikke koordinator, men “bare” deltager her. Kl. 17.30 kunne jeg endelig tage hjem.

I år er jeg vejleder for hele 6 projekter – det er man nødt til, hvis man skal opfylde timenormen, der er støt aftagende. Mine kolleger på SAMF og HUM er allerede vant til at undervisningsopgaverne er dårligt honoreret. Jeg får stadig flere timer pr studerende end dem, men selv om jeg holder af at være vejleder, kan jeg allerede mærke at det tegner til at blive et mere arbejdsbelastet semester end jeg har været vant til.

Flattr this!

Semesteret er slut

endofterm

Så sluttede det endelig, efterårssemesteret. Sidste dag båd på en projekteksamen – en god oplevelse for alle parter, for alle studerende fik 12. Og så var det tid til at lægge sidste hånd på planlægningen af det nye semester, der begynder på mandag. Det bliver et travlt forårssemester, hvor jeg skal være semesterkoordinator på to semestre samtidig og for første gang i nogle år også vejlede på første studieår – og i den anden ende af uddannelsen skal jeg vejlede to specialestuderende. Så øvelsen bliver at planlægge min tid, så arbejdsugen ikke bliver hakket i stykker. Netop dét er den største udfordring, når man er universitetslærer og også skal prøve at have sammenhængende forskningstid.

Flattr this!

Gensyn med Joakim

joakim-1984joakim-2016joakim-og-hans-1983 joakim-og-hans-2016

I 1982 vandt jeg som den ene af to danske gymnasieelever en stilekonkurrence udskrevet af Alliance Francaise og tilbragte nogle minderige julidage i Paris. Det var lige efter gymnasiet, og verden virkede ny, stor, åben og også lidt forvirrende. I Paris mødte jeg en svensk gymnasiedreng i lyseblå t-shirt som var helt vild med sprog og med at rejse. Jeg endte med at være meget sammen med Joakim Enwall fra Stockholm i de dage; vi snakkede godt sammen og det var fascinerende at høre om hvordan han prøvede at lære sig selv armensk og baskisk og om hans InterRail-tur, som rejsen til Paris “kun” var et stop på (den svenske afdeling af Alliance Francaise havde opdaget at den billigste billet fra Stockholm til Paris var et InterRail-kort til 30 dage!).

Siden studerede Joakim kinesisk (det var nogle år før det blev hip); senere blev han svensk kulturattaché i Beijing og han er nu professor i kinesisk i Uppsala. Vi har holdt kontakt med hinanden  siden dengang i 1982 – og Facebook har her været en god hjælp – men vi har kun set hinanden få gange. Flere gange i årenes løb har det ellers været nærved og næsten,

Sidste gang vi sås var den 28. september 1994 i Stockholm; det var morgenen efter Estonias forlis og vi mødtes på Centralstationen. Jeg havde været til et møde i den svenske hovedstad, Joakim var lige blevet færdig med sin PhD om det kinesiske minoritetssprog miao og stod for at skulle til Kina. I november 2013 var jeg i Uppsala, men netop i de få dage var Joakim desværre ikke i Sverige.

I dag, den 27. januar 2016, mødtes vi så omsider igen, nu i Aalborg. Joakim havde deltaget i en konference på AAU og havde spurgt om vi ikke skulle ses. Og det skulle vi da.

Det var godt at se Joakim igen, og igen var det spændende at høre om hans mange rejser og om sprogenes verden. Vi er fra hvert sit land og fra hvert sit universitetsfag, men vi kom selvfølgelig også til at tale om glæderne og sorgerne ved at være akademiker i vore dage – om manglende eksterne forskningsmidler, om undervisning og om forskning. Der var meget, vi kunne nikke genkendende til hos hinanden der.

Og jeg opdagede at vi igennem årene flere gange har opholdt os på det samme sted næsten på samme tid uden at vide det. I juli 1989 var Joakim i Moskva efter et ophold i Georgien, der blev afbrudt da borgerkrigen brød ud. Også jeg var i Moskva i juli 1989. I november 1995 var jeg i Tbilisi i Georgien til en konference, og her var han så i december samme år! Jeg kan ikke ét ord georgisk mens Joakim, som den eneste ikke-georgier jeg har mødt, taler sproget flydende. Til gengæld har jeg lært at tale (en slags) svensk, så vi fik talt en masse svensk. Og jeg håber og tror at der ikke skal gå 22 år inden vi ses igen.

Flattr this!

…men hvad betyder kønsfordelingen?

gender

I dag var første dag af den to en halv dag lange forskningsevaluering, som finder sted på mit institut. Sidste år blev der udpeget et evaluatorpanel af tre fremtrædende udenlandske forskere inden for datalogi, og deres opgave er så at læse en forskningsevalueringsrapport som instituttet har udarbejdet og at lytte til præsentationer fra instituttets forskningsledere. Forskningsevalueringen finder sted hvert femte år, og det er typisk en lejlighed for de ledende forskere (der også er forskningsledere) til at fremhæve egne fortræffeligheder: mange publikationer, eksterne forskningsmidler, doktorgrader, ridderkors osv. osv.

Men i år kom der et prekært spørgsmål fra evaluatorpanelet:

– Hvordan er kønsfordelingen på instituttet? 

Den var ikke god, måtte institutlederen indrømme. Men der var da nogle kvinder ansat, sagde han, og så blev der peget ud på de få kvinder, der er ansat som undervisere og forskere på Institut for datalogi på AAU. Man kunne nok ikke have forestillet sig en lignende udpegning af mænd på instituttet. Hvis jeg havde været kvinde, ville jeg nok have følt mig lidt underligt tilpas.

Lige efter en meget begejstret præsentation af en masse forskningsfortræffeligheder kom der endnu et prekært spørgsmål fra evaluatorpanelet:

– Hvad betyder kønsfordelingen for jeres forskning? Informationsteknologi skal jo bruges af alle mennesker, uanset køn, og det er ikke godt, hvis det ene køn er så voldsomt underrepræsenteret i forskningen inden for dette områder.

Her prøvede oplægsholderen igen at pege ud på de få kvinder, der var til stede, og nævnte at der skam havde været flere kvindelige kandidatstuderende inden for de seneste år, men at de af uvisse grunde ikke var interesseret i at gå i gang med et PhD-forløb.

Og så spurgte evaluatorpanelet:

– Hvad betyder det mon at forskningssamarbejdet mellem jeres institut mest er med bestemte andre institutter på universitetet, hvor kønsfordelingen også er ekstremt skæv?

Dét var dagens mest interessante observation, og den var velegnet til at slå hul i selvtilfredsheden. Uden at ville det, kan vi nemlig let komme til at reproducere den skæve kønsfordeling også ad den vej, og det kunne være et indsatsområde for os at gøre noget her ved at vælge at samarbejde også “på tværs af køn”.

Flattr this!

Et andet universitet?

kiron-struktur

I dag hørte jeg en førstehåndsberetning om erfaringer med at arbejde i kommunalpolitik. Mange gange bliver de diskussioner, man prøver at tage op – f.eks. om miljøpolitik – hurtigt fejet af bordet, men andre gange kan man opleve at få lydhørhed.

Man kan prøve at forandre systemet indefra, men nogle gange skal man gå andre veje for at skabe forandring. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes at forholdene i den danske universitetsverden ikke er gode og at kampen for forandringer til det bedre nogle gange føles urimeligt hård. I modsætning til kommunalpolitik er universitetsverdenen efterhånden blevet gennemført udemokratisk, og det kan føles som en forgæves kamp at skabe bedre forhold på universiteterne. Måske er det mest progressive at skabe et alternativ og derigennem pege på en anden vej end den bestående.

Det lyder umiddelbart underligt, at vi kunne skabe forandringerne ved at lave et andet universitet i stedet for at prøve at reformere det, der findes. Men når jeg læser om Kiron University-initiativet i Tyskland, der sidste år blev beskrevet i en artikel i dagbladet Information, er muligheden ikke så underlig endda.

Kiron University er et undervisningstilbud på universitetsniveau rettet mod flygtninge og asylansøgere (foreløbig i Tyskland). En del af dem har afbrudt universitetsuddannelser i det land, de er flygtet fra. Ofte skal. Her er ideen så at lade flygtninge følge online-kurser og at lade dem bruge en tompladsordning til også at kunne deltage fysisk i eksisterende undervisning. Efter opkvalificering vil flygtningene kunne blive optaget på et af de universiteter, som Kiron University er partner med. Med tiden vil de færdiguddannede enten kunne få job i deres nye hjemland eller vende tilbage til deres gamle hjemland.

Det kunne være en idé for os som utilfredse forskere og undervisere i universitetsverdenen i Danmark at gå med i dette initiativ og på den måde være med til at skabe en anden universitetsvirkelighed. Den helt store udfordring er selvfølgelig at alt dette kræver resurser. De menneskelige resurser kan vi finde ad frivillighedens vej, hvis vi alle giver en time eller to med jævne mellemrum, men det er ikke nok. Vi kan ikke opkræve betaling fra deltagerne – flygtninge er (uanset antagelser om dyre juveler o.lign.) typisk i det store og hele besiddelsesløse. Kiron University tager derfor udgangspunkt i crowdfunding.

Flattr this!

Hvis vi skulle starte forfra…

tor_nørretranders

Jeg kan godt lide Tor Nørretranders, selv om jeg vel af og til har været lidt bekymret over hans populære fremstillinger af emner, som jeg selv har lidt kendskab til. Det, jeg især holder af ved Nørretranders, er at han har været en dansk pionér inden for videnskabsjournalist, og han har talt så meget med forskere som han har. På den måde er han med årene blevet en af de få personer i medierne, der har opnået et godt blik for hvad det er, forskere tænker på og bekymrer sig om. I dagbladet Information er der i dag et godt interview med ham om universitetsforskeres betingelser.

»Ja, akademia er blevet puttet ind i en new public management-tankegang. Forskere skal søge om hver eneste blyant, og det er mit indtryk, at de bruger mere tid på at skrive ansøgninger end på at forske. Samtidig handler det om at producere studerende. Om studietrinstilvækst. Om at tonse dem gennem systemet,« siger Tor Nørretranders.

»Hvis vi skulle starte forfra, skulle vi fjerne den overdrevne kontrol; fjerne alt det med at måle og veje som er blevet karakteristisk for hele den offentlige sektor, men som sjovt nok er blevet mindre karakteristisk for den private sektor. Da jeg var ung, var det private noget med tidsindstempling, kontrol og overvågning, mens det offentlige var loose. I dag er det omvendt.«

Jeg er glad for at der er en person, som ikke selv er forsker, der kan tale om dokumentations- og ansøgningshelvedet som en forhindring snarere end en fordel. Og mit eget outsider-indtryk af den private sektor er det samme som Nørretranders’ – der er ikke noget, der ligner new public management dér. Hvornår er der mon nogen, der vil give os lov til at starte forfra i den akademiske biks?

Flattr this!

Grundlov og straffelov i projektgruppen

uha

Fra og med i morgen begynder jeg at holde projekteksamen; jeg er intern censor på projekter på 1. semester og eksaminator på projekter på 5., 7. og 9. semester. Blandt meget er det interessant at se hvilke overvejelser, de studerende på 1. semester gør sig om projektarbejde i deres procesanalyser.

Gruppearbejdet er en snedig foranstaltning, for vi sætter de studerende til at holde øje med hinanden. Sådan har det altid været på de universiteter, hvor projektarbejde i grupper fylder meget – vi har uofficielt indført mødepligten. Men derved lader vi også let de studerende skabe nogle normer for hvilken adfærd, man bør udvise. I nogle projektgrupper på 1. semester bliver der udarbejdet detaljerede samarbejdsaftaler med alskens sanktioner, der skal ramme de gruppemedlemmer, der ikke gør det de burde i projektarbejdet (typisk er det at blive væk fra aftalte møder eller ikke at lave aftalte arbejdsopgaver). Her plejer jeg at sige at en god samarbejdsaftale skal være en grundlov, ikke en straffelov. Den eneste sanktion af betydning er den endelige bedømmelse, man får – og den er altid individuel.

I en artikel i Psychology Today kan jeg læse om hvordan studerende i USA skulle have fået sværere ved at håndtere modgang – om hvordan en studerende følte sig traumatiseret fordi hendes bofælle på kollegiet kaldte hende en “led kælling” eller om hvordan to andre studerende ringede til politiet, fordi de havde set en mus i deres lejlighed! Politiet kom og satte en musefælde op. Bagefter ønskede de at få samtaler om affæren med musen. I den meget mere alvorlige ende er der tilsyneladende mange studerende i USA, der bliver alvorligt påvirket af at få en mindre god karakter.

Jeg tror ikke at det er så galt fat i Danmark; faktisk kan jeg ikke genkende billedet fra de studerende, jeg har med at gøre. Men én ting kan jeg genkende – nemlig frygten for at fejle. Studiefremdriftsreformen og begrænsningerne i SU-perioden påvirker dette yderligere. I studienævnet, hvor jeg er medlem, får vi nu ansøgninger om studietidsforlængelse fra studerende, der er syge gennem længere tid.

Det er ikke utænkeligt at alle de tiltag, som diverse regeringer og deres trofaste embedsmænd har sat i værk for at forhindre nogen i at være “evighedsstudenter”, kommer til at skabe en yderligere instrumentalisme – præcis ligesom alle de tiltag, der skal forhindre det videnskabelige personale i at være “nulforskere” skaber en instrumentalisme om først og fremmest at publicere så meget som muligt og om at skamme sig over ikke at have forskningsmidler. En del af den instrumentalisme, som fremelskes blandt studerende, kan blive, at man holder endnu mere øje med sine medstuderendes adfærd . Derfor skal vi som vejledere passe på at vi ikke i vores undervisning kommer til at skabe en kultur, der yderligere fremmer de studerendes disciplinering af og mistro til hinanden.

Flattr this!

Mikrokapitler og gyserpunktum

qualityvsentertainment-1

For tiden sidder jeg med projektrapporter fra projekter på 1. semester af datalogiuddannelsen. Det er altid en interessant oplevelse at se disse rapporter fra helt uerfarne studerendes hånd. Med tiden bliver de fleste studerende, der ikke falder fra, ganske gode til at skrive projektrapporter – dette bemærker vores eksterne censorer ofte – men næsten alle tidlige projektrapporter har nogle bestemte, uheldige fællestræk.

Ét er sproget, der til tider  kan være ufrivilligt interessant. Et citat, jeg husker fra en rapport (det var en, der handlede om genetiske algoritmer), er dette:

Hermed fungerer det på samme måde som “survival of the fittest”, hvor de stærkeste individer oftest parrer sig og dermed får bedre afkom.

Så dét… Tegnsætningen er også ofte. Interessant; især er det. Som om punktummer bliver. Sat på lidt tilfældige steder, tilsyneladende for at skabe en. Litterær effekt. Jeg kalder dette for gyserpunktum.

Et andet underligt fænomen er mikrokapitler: Mange rapporter rummer adskillige kapitler, der hver især er af af én (nogle gange to) siders længde. Nogle gange ser man flere på hinanden følgende mikrokapitler på en halv side hver. Det er ikke usædvanligt at se projektrapporter fra 1. semester, der er på 50 sider og består af 15 kapitler! Rapportens struktur bliver på grund af denne atomisering helt uklar, og det er kun sjældent at de studerende på 1. semester bruger tid på at forklare denne struktur. Ofte ser man også mikroafsnit i de lidt længere kapitler, dvs. afsnit på ned til to linjer.

Et tredje fællestræk er en tendens til ikke at indføre de centrale begreber i projektet; i ikke helt få rapporter på 1. semester er der en tendens til at disse begreber dukker op, pludseligt og uden forklaring.

Hvor alle fællestrækkene kommer fra, ved jeg stadig ikke! Det er påfaldende at så mange studerende gør det samme. Måske er der tale om en tilgang, som de tog med sig fra deres gymnasietid. Dette er i så fald endnu et argument for at vi på universitetet skal skabe en bedre kontakt til gymnasielærerne derude. Jeg ved f.eks. ikke, om en skriftlig opgavebesvarelse på de gymnasiale uddannelser består af mikrokapitler, men det kunne godt se sådan ud. Hvis det er tilfældet, vil jeg gerne kende begrundelsen for dette og andre typiske valg, som ikke passer med hvad vi forventer af en projektrapport på et universitet. Og de mange interessante oplevelser bør overbevise alle om at det er vigtigt at følge med i faget dansk, også hvis man som skole- eller gymnasieelev har planer om at studere et teknisk eller naturvidenskabeligt fag.

Flattr this!

Forskning og følelser (igen!)

Head in Hands

En artikel i The Atlantic sætter fokus på noget interessant: Nogle gange kan følelsesmæssig intelligens også være en ulempe – ligesom andre former for intelligens kan ende med at være det. Hvis man både er god til at læse andres følelser via deres handlinger og ord og kan kontrollere sine egne følelser, kan man blive utroligt god til at manipulere andre.

Artiklen nævner bl.a. en leder, der i en israelsk undersøgelse indrømmede at han fortalte en kollega hvor begejstrede alle var over det han lavede, mens samme leder samtidig sørgede for at lægge afstand til kollegaens projekt så han senere kunne lægge skylden på kollegaen, når projektet mislykkedes!

Og i nogle erhverv er det tilsyneladende en direkte ulempe at besidde høj følelsesmæssig intelligens, også selv om man ikke bruger den til at manipulere andre med. Artiklen i The Atlantic henviser til en undersøgelse fra 2010 af 191 erhverv, der skulle påvise at det for bl.a. videnskabspersoner (“scientists”) ikke er en fordel med høj følelsesmæssig intelligens – man skulle simpelthen blive distraheret af de mange forskellige følelser, der opstår hos én selv og kolleger under løsningen af et forskningsproblem.

Tidligere i år har jeg skrevet om forskning og følelser og om hvor svært det kan være som forsker at skulle leve med negative følelser som f.eks. følelsen af nederlag. Og samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på at man som universitetsansat akademiker stadig ofte skal både forske og undervise. I undervisningssammenhænge er er det nemlig meget vigtigt at kunne læse følelserne hos dem, man underviser. Jeg ved at der er nogle universitetsansatte forskere, der påskønner undervisning, mens andre af deres kolleger ofte taler undervisning ned. Om der er en forbindelse til grader af følelsesmæssig intelligens her, ved jeg dog ikke.

Flattr this!