Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Livet efter det akademiske liv

Professor

I dag holdt jeg projekteksamen, og min censor var Bent Bruun Kristensen, som var vejleder for mig to gange mens jeg selv var studerende. Efter eksamen talte jeg med Bent om hvordan det er at være emeritus, og han kunne fortælle mig at det var en god og anderledes tilværelse. Hans konklusioner om den stadigt mere konkurrenceprægede og underligt strategiske akademiske verden kunne jeg nikke genkendende til. Det er altid godt at se Bent igen.

Jeg holder meget af gensynene med dem, der har undervist mig og nu kan se tilbage på en lang og samvittighedsfuld akademisk karriere. Når jeg taler med dem, bliver det tydeligt for mig at der er en særlig erfaring forbundet med et langt liv som akademiker og en mulighed for at se sit fag og sin gerning “oppefra” på en måde, som man bestemt ikke altid ser hos dem der er midt i en akademisk karriere. Der er omsider en mulighed for fordybelse og for at vælge at fokusere på nogle af de sider ved faget og ved den akademiske gerning, som man holder særligt af. Det er ærgerligt, at de muligheder først synes at være til stede når man går på pension som akademiker.

Jeg holder af min akademiske baggrund og det, den har givet mig af indsigt og erfaring – det er knap 30 års vigtig bagage. Men i disse år er jeg selv begyndt at tænke på min egen tilbagetrækning fra arbejdslivet. Hvis jeg vil, kan jeg gå på efterløn om 10 år, og nogle gange er tanken blevet mere fristende end før, for arbejdsvilkårene er ikke blevet bedre med tiden. Om jeg trækker mig tilbage, og hvor jeg er om 10 år, ved jeg af gode grunde ikke. Jeg håber under alle omstændigheder, at jeg en dag kan blive lige så afklaret i mit udsyn som nogle af de pensionerede akademikere, jeg møder i disse år.

Flattr this!

Last man standing?

precariat

I denne uge fik jeg endnu et afslag på en ansøgning om forskningsmidler. Der havde været 179 ansøgninger og 19 blev imødekommet. Succesraten for ansøgninger var således 10,6 procent. Nu er der ikke andet for end at søge igen et andet sted.

Hvis jeg søger 10 gange, og der er tale om uafhængige hændelser, og sandsynligheden for succes er 10 procent, vil sandsynligheden for stadig ikke at have fået en bevilling hjem 34,8 procent. Det er en særdeles usikker tilværelse at skulle søge eksterne forskningsmidler.

I dag er der en artikel om den engelske arbejdsmarkedsforsker Guy Standing, der er blandt dem, der især har beskæftiget sig med den fremvoksende samfundsklasse, som han kalder for prækariatet. Det består af de mennesker, der skal navigere fra den ene kortvarige ansættelse til den næste og hvis arbejdsliv er afhængigt af hvor eller om der er midler nok til at holde dem i arbejde. Prækariatet deltager i en daglejerøkonomi; prækariatet er f.eks. chauffører hos Uber og arbejdere på de berygtede zero-hour contracts. I den akademiske verden udgøres prækariatet af undervisningsassistenter og af postdocs, der er finansieret af andres (eller egne) forskningsprojekter.

Min fornemmelse er, at næsten alle i den akademiske verden langsomt er på vej til at blive en del af dette prækariat. Ganske vist er jeg “fastansat” på universitetet, men mine arbejdsvilkår afhænger helt grundlæggende af om jeg selv kan skaffe midler, der kan betale de aktiviteter jeg vil føre ud i livet. Og jeg tilhører selv en uddøende art; vi ser efterhånden at der er færre og færre fastansatte i den akademiske verden, og at universiteterne på grund af nedskæringer fyrer de såkaldt fastansatte.

Usikkerheden er i det hele taget blevet et grundlæggende vilkår for arbejdsmarkedet, og den understøttes af forslag som f.eks. regeringens idé om at arbejdsløse i Danmark skal tage arbejde, uanset om de bor et helt andet sted i landet end der hvor arbejdet er.

Alle ved at en kortere, let usikkerhed kan anspore det enkelte mennesker til at gøre mere end ellers, men den usikkerhed, vi ser nu, er kronisk og vil kunne skabe en kronisk stresstilstand med alt hvad det indebærer af negative konsekvenser.

Og der er noget andet, jeg heller ikke kan lade være med at tænke på: Vi hører i disse år ofte politikere tale om hvordan de udlændinge, der kommer til Danmark, udgør en trussel mod velfærdssamfundet, men reelt er det prækariatet, som udgør den store trussel. Guy Standing udtaler

»I Danmark er det ikke gået lige så hurtigt som i andre europæiske lande, når det kommer til væksten i prekariatet, men forandringen sker hurtigt, og I vil ikke være i stand til at opretholde den gamle sociale velfærdsmodel meget længere. Den er under stort pres, I har meget stor gæld i husholdningerne, og I har store usikkerheder hos unge mennesker«.

Flattr this!

Bandcamp for forskere?

openaccess

EU har som ambition af at alle forskningspublikationer fra EU-lande skal være open access i 2020. Det er en god idé, men det bliver dyrt. Der findes nemlig to former for open access, nemlig “grøn” open access og “gylden” open access. Den grønne model lader publikationer være frit tilgængelige uden betingelser, men den gyldne model lader kun publikationer være frit tilgængelige hvis forfatterne betaler et gebyr for det. De traditionelle forlag betjener sig i stort omfang af denne gyldne model, og billig er den ikke. Springer-Verlag forlanger 3000 dollars pr. artikel! Hvis man skal betale et sådant beløb ofte, løber det op.

Lad os prøve at sammenligne med musikverdenen. Her kan man se flere og flere musikere, der går uden om de traditionelle store pladeselskaber,  selv kontrollerer egne musikudgivelser og selv har ophavsretten til dem.. En af de nyere kanaler, der er et alternativ til pladeselskaberne, er Bandcamp. Bandcamps egen status fra maj i år afslører, hvor godt det faktisk går for Bandcamp lige nu. Hver måned betaler fans kunstnere 4,3 millioner dollars via Bandcamp, og de køber cirka 25.000 plader om dagen. Omkring 6 millioner fans har købt musik over Bandcamp. Og Bandcamp var været en overskudsforretning siden 2012.

Man skal passe på med alt for direkte sammenligninger, for forskere skal ikke (endnu ikke – uha! jeg håber ikke nogen i ministeriet læser med her) leve af indtægter fra salg af deres publikationer, mens professionelle musikere i sagens natur gerne vil leve af deres musik.

Men der er et incitament alligevel; redaktionerne for videnskabelige tidsskrifter er forskere, der arbejder gratis. Jeg er selv med i redaktionen for et tidsskrift udgivet af et stort forlag, og det får jeg ikke en øre for. Den bedste model vil derfor være at etablere en slags “forskernes Bandcamp”, hvor EU eller de enkelte lande skaber støtteordninger, der skal sikre betaling til medlemmer af redaktionerne på grønne open access-tidsskrifter. Eventuelt kan man også give direkte støtte til etablering af nye publikationskanaler af denne slags, drevet af forskerne selv. Det skal være en støtteordning, hvor muligheden for støtte (enten som et pengebeløb eller mulighed for en slags frikøb) systematisk lokker redaktionerne af velrenommerede tidsskrifter på kommercielle forlag til at hoppe af og gå over til de nye, grønne open access-kanaler. Lyder det ufint med sådan en strategi? Måske, men den kan ikke være mere ufin end den nuværende praksis hos de store forlag – tværtimod.

Flattr this!

Lukning af en dansk matematikuddannelse

RUC-logo

Nu ruller nedskæringerne hen over de danske universiteter, og i et notat fra RUCs rektor kan man se, hvilke nedskæringer, der er tale om på Roskilde Universitet, hvor man skal spare 15 millioner.

Jeg kan her se, hvad der sker for de naturvidenskabelige uddannelsers vedkommende (datalogi er ikke nævnt):

  • Der fokuseres på medicinal-, molekylær- og miljøbiologi. Almen biologi (som på nuværende tidspunkt findes i kombinationen kemi-almen biologi) lukkes.
  • Strategisk fokus for matematik:
    • Cand.scient. i matematik lukkes
    • Matematisk modellering skal udvikles som RUC-profil –også som relevant integration i andre bacheloruddannelser (SIB, SAB, HUM-TEK).
    • Matematik som en central del af fagintegrerede kandidatuddannelser: integreret matematik fx medicomatematik, mekanistisk biomodellering, miljømodellering eller tilsvarende.
    • Nyt strategisk fokus betyder at den didaktiske profil nedtones, samt at kombinationskandidatuddannelser, hvori matematik indgår, lukkes.
  • For fysik og kemi opfordres der til at tænke strategisk/profileringsmæssigt i forhold til fagintegrerede uddannelser.

Det er bekymrende, at man vil lukke matematikuddannelsen, og ideen med “fagintegrerede” uddannelser er ikke nødvendigvis en god satsning. På Aalborg Universitet var der blandede erfaringer med sundhedsmatematik (der nu ikke findes mere), og så vidt jeg kan se, er de nuværende uddannelser i matematik-økonomi og matematik-teknik betinget af at der allerede er en matematikuddannelse som fundament.

Hvad alt dette vil gøre ved forskningen i de matematiske fag på Roskilde Universitet, ved jeg ikke – og det står der ikke meget om i notatet. Jeg bemærker dog at terminologien om injektive funktioner er trængt ind i administrationssproget, så noget har matematik dog bidraget med:

Sammenhængen mellem hvilke fag og uddannelser, der skal lukkes eller sammenlægges, og de besparelser det kan medføre, er ikke 1:1. Forskerne kan være tilknyttet flere fagområder eller uddannelser og/eller af andre grunde være vigtige for universitetet at fastholde.

Flattr this!

Det hele går til administration

Education Costs

Hvis man har fulgt med i kampen om at blive præsidentkandidat for Demokraterne i USA, har man i Danmark sikkert bidt mærke i Bernie Sanders’ fortælling om alt det, man kan i vores land – herunder at de videregående uddannelser er gratis for de studerende. Som bekendt er forholdene helt anderledes i USA; på MIT koster det 46.400 dollars at være studerende pr. år. Det er lidt over 300.000 danske kroner.  Ikke alle universiteter er så dyre; gennemsnittet er (eller var i 2014) “kun” 9139 dollars, dvs. lidt over 60.000 danske kroner, Men billigt er det bestemt ikke, og nogle i USA påstår at det aldrig vil kunne lade sig at gøre at have gebyrfrie universitetsuddannelser.

Hvorfor er det blevet så dyrt at være universitetsstuderende i USA? En artikel i New York Times afslører hvorfor. Også i USA er der et tilskud til videregående uddannelser; den amerikanske stat giver faktisk flere midler (også justeret for inflation) end i 1960’erne, hvor undervisningsgebyrerne var små. Det er heller ikke de fuldtidsansatte universitetslæreres lønninger, der er årsagen til de høje gebyrer; her er lønnen omtrent som i 1970’erne.

Hovedårsagen er en anden: Der er sket en voldsom vækst i det administrative personale. På de universiteter, der er del af California State University (som er offentligt drevne, i den forstand at de hører under delstaten Californien) voksede antallet af fuldtidsansatte undervisere fra 11.614 til 12.019 i perioden fra 1975 til 2008, mens antallet af administrativt ansatte voksede fra  3800 til 12183, dvs. med 221 procent.

Flattr this!

Tænk at du tør!

nervous

Hvis man har læst, hvad jeg har skrevet på denne blog, vil man vide at jeg flere gange har kritiseret forholdene på Aalborg Universitet og ikke mindst ledelsens beslutninger. Det er nu sket mere end én gang, at mine kolleger har udbrudt: Tænk at du tør! Er du da ikke bange for at blive fyret?

Demokratiet på universiteterne i Danmark blev afskaffet i 2003, og mange ansatte på de danske universiteter oplever i disse år, at ledelsen langt fra altid er gode til eller villige til at lytte til dem.  Og det er bestemt ikke kun i universitetsverdenen, at det er blevet sådan. Overalt i offentligt regi, hvor New Public Management har holdt sit indtog, er der kommet en anden ledelsesstil. Til Berlingske siger Elisa Bergmann, forkvinde for BUPL:

»Hvis man ytrer sig kritisk, er man bange for at blive udpeget som en af dem, der ikke vil fremskridtet, ikke vil det bedste for børnene. Og så frygter man, at man bliver den, der bliver peget på ved næste besparelse. Ens forsørgelsesgrundlag er simpelthen i fare…«

Det er derfor, det er nu ekstra væsentligt at give udtryk for sin mening. Jeg opfatter ikke min kritik som specielt modig, men som en nødvendig kollegial handling.

Rasmus Willig, der er lektor på RUC, har samlet en lang række citater fra ledere i det offentlige. Til Kristeligt Dagblad siger han

”Når medarbejdere udtrykker en bekymring eller påpeger nogle kritisable forhold, mødes de med svar, som enten udtrykker afmagt eller er intimiderende. Fordringen er, at man ikke skal kritisere eller prøve at forbedre forholdene, man skal være så robust og hærdet, at man kan tåle dem,” siger Rasmus Willig.

Det er også denne slags reaktioner, jeg mødt fra ledelsens side på AAU, og det er tiltaget inden for de seneste år. I virkeligheden er reaktionsmønsteret et symptom på hvad magten efterhånden gør ved lederne: De bliver udsat for pres oppefra, og de presser derfor også nedefter. Så egentlig er den management by fear, som bliver skabt, heller ikke god for lederne.

Hvornår er der indflydelsesrige politikere, der tør tage et samlet opgør med New Public Management, så lederne kan blive mennesker igen og så vi kan få demokratiet genindført?

Flattr this!

Ikke så hurtigt!

slow

Maggie Berg og Barbara Seeber, der er universitetslærere i engelsk litteratur på henholdsvis Queens University og Brock University i Canada, har skrevet bogen The Slow Professor. Jeg er gået i gang med at læse den, og det er underligt beroligende at opdage at universitetslærere i et andet land og inden for et andet fag har de samme bekymringer, som jeg selv har: Arbejdsdagene bliver hakket i stykker,  man føler hele tiden at man er bagud, man føler at man får sværere og sværere ved at leve op til kravene og er der problemer, tøver ledelsen sjældent med at individualisere dem.

Vi ved godt, hvad det er, vi gerne vil have som akademikere: Det er accept fra kollegerne og fra ledelsen, og vi vil have muligheden for fordybelse, en “tidløs tid”. De bedste stunder er dem, hvor vi oplever netop den tilstand, hvor “tiden forsvinder”. Det kaldes flow (det har jeg skrevet om her på bloggen tidligere) og det er netop i flow-tilstanden, vi forstår mest og får lavet mest. Men det er lige præcis muligheden for at opnå flow, vi ikke får som akademikere.

Bogen giver en hård kritik af denne tingenes tilstand, og den tager også fat på nogle af de amerikanske “selvhjælpsbøger for travle akademikere”, bl.a. én der fortæller hvordan man kan leve med arbejdet som universitetslærer – nemlig ved at begynde sin arbejdsdag kl. 7.30 og slutte kl. 19.30 hver dag, bortset fra søndag!!

Derudover er The Slow Professor en slags selvhjælpsbog. Et af de vigtige bud er at man skal støtte hinanden – og dermed komme ud over individualiseringen. Og man skal turde være “langsom” – ikke sløv, men insistere på at akademisk indsigt og ordentlig undervisning tager tid, samtidig med at man giver sig selv lov til ikke at brænde ud.

Det er interessant, er der i Politiken i dag er en klumme af Per Michael Jespersen, der siger noget tilsvarende: Vi har et konkurrencesamfund, hvor der ikke er “tid til” fordybelse, og det gælder bestemt ikke kun i den akademiske verden. Måske er netop dét en begyndelse til en accept af at der er tale om et problem, der ikke kommer fra de “forkælede akademikere”.

Flattr this!

Undervisningens dag 2016 [og hvad derefter fulgte]

I dag deltog jeg i Undervisningens dag 2016 på Aalborg Universitet med en workshop om flipped classroom; det var en workshop hvor Lone Krogh var indleder. Anledningen var et nyt hæfte om dette emne, som jeg har skrevet sammen med Dorina Gnaur. Til lejligheden havde jeg lavet en podcast om at lave podcasts. Her er den:

Det er altid interessant at fortælle om flipped classroom; som regel opdager jeg at nogle af mine kolleger er skeptiske over for formen. Forelæsningsformen sidder dybt i os alle som “den rigtige måde at undervise på”, og det gælder egentlig også for mig, selv om jeg nu er holdt på med at forelæse selv. Det er samtidig vigtigt at huske at podcasts ikke er de vises sten; brug af podcasts i flipped classroom er først og fremmest en måde hvorpå man kan flytte fokus væk fra præsentationerne og over til aktiviteter i plenum, hvor alle deltager.

Til første workshop var der stort rykind; bl.a. dukkede mindst én institutleder, en studienævnsforkvinde og prorektor herself op. Anden workshop var lidt mindre, men her var der til gengæld et videolink til AAU Esbjerg. Til den sidste workshop var der kun to deltagere – to unge universitetslærere fra hver sit hovedområde – men vi holdt selvfølgelig workshoppen alligevel, og det blev faktisk vellykket. Bagefter sad Lone og jeg og snakkede med de to deltagere, og det blev lynhurtigt klart at ingen af os var glade for new public management.

Til sidst cyklede jeg ind til midtbyen for at deltage i demonstrationen på Gammeltorv mod “omprioriteringsbidraget” (der er nysprog for de påtvungne kommunale nedskæringer i skøn forening med endnu mere new public management). Borgmester Thomas Kastrup Larsen og forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau holdt tale, der var et par fællessange skrevet til lejligheden og Michael Bach optrådte undervejs med sange. Han er tydeligvis en rar mand, men man kunne godt mærke at hans sædvanlige publikum er førskolebørn. Sangen om frøen Kaj passer faktisk ikke så godt til en demonstration mod sociale nedskæringer.

På Gammeltorv mødte jeg en masse (for mig) kendte ansigter, fik tre hjemmebryggede øl i gave af Ole Wolf (fra Nørresundby) og endte med også at møde de to deltagere fra sidste udgave af min workshop. På denne måde var ringen sluttet på smukkeste vis.

Flattr this!

En ny begyndelse (Eller: Videre – men på en ny måde)

Fil 11-05-2016 19.08.26

I dag skete der to næppe synlige ændringer på mit arbejde, som samtidig vil få stor betydning for mig – forhåbentlig og formodentlig på en god måde.

Den ene var at jeg kunne tage min nye computer i brug. Den gamle computer er snart 4 år gammel og har skrantet gennem længere tid;  inden for det seneste halve års tid har den været til reparation to gange. På den måde var den desværre endt med at blive en kilde til hyppig irritation for mig. Den nye computer ligner min gamle computer meget, men den er lettere og hurtigere. Alle data er intakte, og jeg kan fortsætte hvor jeg slap, men på en ny måde.

Også på en anden måde markerede dagen en ny begyndelse for mig. Jeg var til det første møde i den gruppe på Institut for datalogi, hvor jeg fra forårssemesteret skal være. Lige siden jeg blev ansat for 25 år siden, har jeg været i den samme gruppe på instituttet, den der nu hedder Distribuerede og indlejrede systemer. Men der er sket mange ting med den gruppe og med mit forhold til gruppen. Jeg ved at andre i gruppen er meget tilfredse, men jeg har ikke selv haft det sådan. Og så beskæftiger jeg mig hverken med distribuerede eller indlejrede systemer. Det har jeg aldrig gjort; min interesse for strukturel operational semantik og dens forbindelse til sprog og typesystemer er jeg ene om i den gruppe. Måske er det også derfor, jeg har følt mig utilpasset og nogle gange utilpas der. Fra februar 2017 er jeg i den enhed på instituttet, der hedder Databaser og programmeringsteknologi, hvor jeg skal være i programmeringssprogsgruppen. Også to medlemmer af gruppen Maskinintelligens, som nu desværre snart ikke findes mere, kommer til at skifte enhed til samme sted, omend ikke til samme gruppe som mig. Det er godt at jeg ikke er den eneste, der skifter placering.

Mine undervisningsopgaver bliver de samme som før, så også på denne måde er det på tilfældet at jeg fortsætter hvor jeg slap, men på en ny måde.

Flattr this!

Det er bare et arbejde

02

Erik Ramsgaard Wognsen skrev et blogindlæg i dag om, hvorfor han forlod den akademiske verden tæt på afslutningen af sin PhD i datalogi til fordel for et job i en privat virksomhed. Det var et meget interessant og åbenhjertigt indlæg, og for mig også fordi det er ærgerligt at unge forskere forlader den akademiske biks så tidligt.

Erik nævner en person på mit institut, der giver udtryk for sin skuffelse over at PhD-studerende “bare opfatter forskning som et arbejde”. Underforstået: Det burde være et kald som man viede sine vågne timer til. Denne holdning har jeg også stiftet bekendtskab med fra selvsamme kollega.

Men jeg har for længst indset det: forskning er faktisk bare et arbejde. Det kan godt være et arbejde, man som forsker interesserer sig særdeles meget for. Men med de vilkår, som hersker i dag, hvor man som PhD-studerende eller postdoc kun har en begrænset ansættelseshorisont, er det helt naturligt og forventeligt at man tænker på sin tilværelse som forsker som midlertidig – som “bare et arbejde”.

Nogle gange er det faktisk til vores egen ulempe, hvis vi kommer til at forveksle vores arbejde med et kald. Mange nedskæringer er kun mulige, fordi universitetslærere holder så meget af deres fag, at de på trods af dårlige timenormeringer prøver at opretholde en faglig standard og derfor laver mere end de burde – ud fra en følelse af at forringelserne ikke må gå ud over de studerende eller det faglige niveau. Jeg er selv en af dem.

Også i forskningssammenhæng laver vi oftest mere end vi burde i håb om at kunne få succes. Nogle forskere er selvfølgelig ekstremt succesfulde hele tiden eller næsten hele tiden, men når jeg hører mange af mine kolleger rundt i den akademiske verden, er det lige så typisk en fortælling om at bevæge sig fra afslag til afslag med sporadiske undtagelser, jeg får at høre. Det bliver svært at opretholde forestillingen om at have et kald, når betingelserne er sådan.

Man kan nu komme til at tro, at jeg ikke holder af det fag, jeg beskæftiger mig med – men det gør jeg. Dét, jeg er bekymret over, er at vi i vore dage ofte ender med at give langt mere af os selv end godt er i en situation hvor andre (nemlig beslutningstagerne) ikke vil give os nok.

Flattr this!