Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Det er også dit program!

Udgivet den af
Svar

042213_CACMpg32_Human-Centered-Computing.large

I dag havde studienævnet for datalogi, hvor jeg er medlem, besøg af vores aftagergruppe. Den består af gamle kandidater fra vores datalogiske uddannelser (datalogi og software), der nu har gode stillinger i det private og halvprivate. Vi fik et interessant møde, hvor vores gæster fortalte om hvordan de oplevede deres møde med vores færdiguddannede kandidater. Vi kom også til at tale om de studerende, der begynder på vores uddannelser og hvad der mon får dem til at begynde at studere datalogi eller software.

Mark Guzdial, der er professor ved Georgia Institute of Technology, skriver om dette i Communications of the ACM. Guzdial gør rede for flere interessante undersøgelser. Den jeg hæfter mig mest ved, skyldes Betsy DiSalvo fra Georgia Tech. Hun påviser at mange af dem, der studerer datalogi i USA, oprindelig blev tiltrukket til faget gennem at spille computerspil og gennem forsøg på at “hacke” spillet. Det viser sig så at denne slags forsøg på at omgå spillets regler især appellerer til mænd med “hvid” eller asiatisk baggrund. Andre grupper, der holder af computerspil (her nævnes mænd af afrikansk-amerikansk eller latinamerikansk baggrund) ser mere et computerspil som en slags sportsredskab – og man “hacker” da ikke en fodbold eller en tennisketsjer for at vinde, vel? Den slags er nemlig snyd. Jeg kunne forestille mig (men ved det ikke) at en lignende holdning måske også gjorde sig gældende hos en del unge kvinder.

Det, som Betsy DiSalvo gjorde, og som er rigtig interessant, er at hun startede et program, der skulle tiltrække nye grupper af studerende til datalogi. Hun hyrede unge mennesker med afrikansk-amerikansk baggrund til at teste computerspil. Her betonede hun at computerspil ligesom så meget andet er en teknologi med fejl og mangler – og de unge fik lært datalogi og tjente endda penge ved at teste spillene! Mange af de unge spiltestere begyndte senere på videregående uddannelser med datalogisk indhold.

Mange mennesker derude ser sig selv først og fremmest som brugere af software; den dag, man bliver bevidst om at den software, vi bruger, er menneskeskabt og er fyldt med mangler, som mennesker kan udbedre, får man et andet perspektiv på verden. Man går fra at være en passiv bruger til at være en aktiv medudvikler.

Povl Villumsen

Udgivet den af
Svar

Jeg har netop læst i min morgenavis at Povl Villumsen er død; han blev 82.

Povl Villumsen var blandt dem, der grundlagde datalogiuddannelsen på Aalborg Universitet. Som næsten alle andre på den tid havde han ikke selv nogen kandidatgrad i datalogi – Povl var oprindelig civilingeniør. Hans faglige interesser spændte bredt, og han nåede at vejlede specialer inden for så forskellige områder som systemudvikling og algebraiske specifikationer. Selv oplevede jeg Povl i to temmelig forskellige kurser – Datastrukturer og Parallelle processer og fordelte systemer. Begge kurser findes endnu i dag under lidt andre titler. Flere af dem, Povl var specialevejleder for, er i dag professorer, og også Povls søn gik i hans fodspor ved at tage en PhD i datalogi.

PVV, som vi ofte kaldte ham, var studienævnsformand mens jeg var medlem af studienævnet som studerende i 1980′erne. Jeg var en vred ung mand dengang, og det hele endte trist. Efter en beslutning i studienævnet, som jeg bakkede op om og som Povl var modstander af, gik der kun få dage, så havde han trukket sig som studienævnsformand og sagt op. Jeg nåede at få talt med ham senere og at finde ud af at udviklingen i studienævnet havde været dråben, der fik bægeret til at flyde over. I dag forstår jeg så udmærket Povls reaktion.

Efter sine år på AAU arbejdede Povl ved Danyard. I mange år var han desuden med i censorkorpset i datalogi, og i den sammenhæng fik jeg mødt ham et par gange efter at han forlod AAU. Povl fik også tid til at dyrke sin mangeårige interesse for græsk sprog og kultur der bl.a. førte til en bachelorgrad i nygræsk.

Æret være hans minde.

Den største fare ved gruppearbejde er…

Udgivet den af
Svar

Businessmen Standing in Separate Corners of Conference Room

I går talte jeg med nogle studerende fra en projektgruppe, jeg ikke er vejleder for. De arbejdede i forbindelse med deres projekt med stof om semantik af programmeringssprog i et kursus, jeg har holdt, og det var i den egenskab de havde henvendt sig til mig. Jeg spurgte så hvordan definitionen af semantikken af deres programmeringssprog hang sammen med den implementation af sproget, de var ved at programmere. Her måtte de indrømme, at det vist ikke hang så godt sammen. Det var tydeligvis ikke en gruppe, der var i krise, men som mange andre projektgrupper i årenes løb var der sket det, som så ofte sker, nemlig overspecialisering: gruppens medlemmer sad i hver deres hjørne med hver deres del af projektet, og det gik ud over overblikket.

I dag talte jeg med en vejleder (for en helt anden projektgruppe på et helt tredje semester) der spurgte mig om ikke man til projekteksamen kun skulle spørge hver enkelt studerende om det de rent faktisk havde lavet. Og nej, sådan kunne man ikke gøre. (Lidt senere spurgte han om det var meningen, at man som vejleder skulle komme med komme med kommentarer til det, de studerende skrev, inden rapporten blev afleveret. Da gøs jeg.)

Gruppearbejdets akilleshæl som pædagogisk model er ikke “gratister”, der ikke bidrager aktivt (det er der ganske vist didaktiske kapaciteter som Helge Sander og Bertel Haarder og Tina Nedergaard, der tror). “Gratisterne” ender med at blive selekteret fra i gruppedannelsesprocessen, og mens en “gratist” er i en projektgruppe, arbejder resten af gruppen typisk uden om vedkommende, når de opdager, at de ikke kan forvente noget af “gratisten”. Det er derimod overspecialiseringen, der er problemet – for den kan finde sted i en gruppe, hvor alle går op i projektarbejdet med liv og sjæl og stræber efter at lave det bedst mulige produkt.

Det er faktisk netop dét, der kan forårsage problemet i et studieprojekt. Når projekterne bliver produktorienterede, regner mange projektgrupper med at kunne lave et bedre produkt hvis alle i gruppen fortsætter med at lave det, de er blevet bedst til. Der er simpelthen ikke “råd til” at bytte område undervejs. Men af og til er man nødt til at slippe sit yndlingsemne, så man kan nå op og få overblik og få direkte føling med forskellige områder af projektet. Et universitetsprojekt handler nemlig først og fremmest om at lære. Der er ikke meget vundet ved at aflevere en projektrapport, der isoleret set kunne give karakteren 10, hvis hver enkelt studerende får karakteren 7 til eksamen. Noget sådant har jeg desværre set.

Det er gået op for mig, at det er vigtigt at bruge tid på at vejlede i projektprocessen også efter de første par semestre. Mange tror at de studerende efter første studieår ved hvordan man skal lave et projekt. På det tidspunkt er alle de værste begynderfejl da også som regel luget ud, men overspecialisering er et problem, der kan få lov at leve videre måske helt frem til specialet, hvis man ikke passer på. Mange af os, der vejleder, fanges ind i en fascination af projektets produkt, og den fascination kan vi og de studerende, vi vejleder, risikere at sidde fast i.

Den lette løsning

Udgivet den af
Svar

english_express

Jeg var til et møde i dag, hvor et af punkterne var hvordan undervisningen på vore datalogiske uddannelser bliver påvirket af at aktiviteter skal foregå på engelsk. Dette sker af hensyn til studerende, der ikke forstår dansk. Samtidig er der mange af vore uddannelser, der har fælles aktiviteter, og det betyder at der er blandede hold. Hvis der på et af disse hold er studerende, der ikke forstår dansk, skal hele holdet undervises på engelsk.

Det min kollega observerede, og som jeg kunne nikke genkendende til, var bl.a.

  • at der i kurser med megen dialog som regel sker det, at den dansktalende kursusholder og de dansktalende studerende taler med hinanden på engelsk, mens de studerende, der ikke kan dansk, forholder sig tavse,
  • at det er svært at holde kurser på engelsk, hvor der indgår interviews eller spørgeskemaundersøgelser med personer “uden for murene” (som f.eks. softwareudviklere), fordi mange af dem er utrygge ved at lade sig udspørge på engelsk,
  • at mange udenlandske studerende ikke helt de samme faglige forudsætninger som vore egne studerende, og at det påvirker yderligere forløbet af undervisningen. Dette gælder i en del tilfælde for projektarbejde, der som bekendt er vigtigt på Aalborg Universitet

Det var faktisk en lettelse at opdage, at jeg ikke er den eneste, der har observeret disse problemer. Den “lette løsning” det er at samlæse er ikke altid den ukomplicerede løsning, og det tyder på at der skal findes andre måder at integrere udenlandske studerende på end blot at sætte dem ind i samme lokale som de danske studerende. Engelsk (som forsvindende få af vore udenlandske studerende har som modersmål) er ikke løsningen i sig selv. Og jeg har opdaget, at nogle af mine studerende hellere vil have den udgave af min lærebog, der findes på dansk.

I nogle tilfælde, hvor jeg har haft en enkelt eller to studerende på et stort hold, der ikke forstod dansk, har jeg lavet kompenserende aktiviteter for de pågældende i stedet for at forelæse på engelsk. Hvis man tænker på det ikke som et forsøg på at udgrænse de udenlandske studerende, men som et initiativ, der skal styrke deres særlige behov for læring, tror jeg at sådanne løsninger  formodentlig kan være en alternativ strategi til den “lette” løsning.

På den sjove måde

Udgivet den af
Svar

chok

Datalogiuddannelsen ved Københavns Universitet markedsfører sig selv med bl.a. sloganet Matematik på den sjove måde.

Sandt er det, at en del studerende på vores datalogiuddannelser på Aalborg Universitet (og nok ikke kun her ved os) bliver overraskede over at uddannelserne ser ud om de gør. Af og til hører jeg PhD-studerende og kandidatstuderende omtale indsatsen hos studerende på første studieår med bemærkninger som “Bare vent til de kommer til de hårde fag”. Og så kigger de sigende på hinanden – og på mig, for jeg er en af dem der færdes i de “hårde fag”.

Og det er da også rigtigt, at de “hårde fag”, der i manges verdensbillede er netop de kurser, hvor matematiske ræsonnementer og præcision spiller en væsentlig rolle, udgør en stor forhindring for en del studerende på de tidlige semestre af datalogiuddannelserne.

Hvis man ser på hvordan datalogiuddannelserne på AAU bliver præsenteret i vores studieguide, opdager man at matematik nævnes kort i et udsagn fra en studerende, men ellers ikke. Det første, man ser i studieguiden er:

Du skal læse datalogi i Aalborg

  • Er fascineret af computerens muligheder og udfordringer.
  • Synes at it er i alting og vil være med til at designe og udvikle fremtidens it-løsninger som fx fremtidens Skype.
  • Brænder for at forstå det teoretiske grundlag for software og komme med brugervenlige løsninger, der er nemme og logiske at anvende for andre.

Mange kandidater og bachelorer fra datalogiuddannelserne arbejder med udvikling af software af en eller anden slags, og det er også vigtigt at uddannelserne kan forberede dem til dette, men det bliver i præsentation desværre også nedtonet at datalogi også er et naturvidenskabeligt fag og at denne slags faglighed er væsentlig. Det er især ikke klart, at det “teoretiske grundlag for software” som nævnes i studieguiden faktisk i væsentligt omfang involverer matematik. Jeg er ikke sikker på at det er så heldigt. Dels går vi måske glip af nogle gode studerende, dels får vi måske fat i nogle studerende, der senere bliver skuffet og måske skrider i svinget. Og hvis vi primært tiltrækker studerende, der ikke er glade for “de hårde fag”, er der en stor risiko for at de færdige kandidater og bachelorer ikke inddrager “de hårde fag” i det omfang, det kunne være nyttigt i deres senere virke.

Jeg ville nok ikke tale om datalogi som “matematik på den sjove måde” – for hvordan skal man så markedsføre matematikuddannelsen (der nu på AAU findes i en økonomisk, en teknisk og en uøkonomisk/uteknisk/usund udgave)? Men det kunne være interessant at skabe en bedre forbindelse til datalogiens naturvidenskabelige side også i markedsføringen af uddannelserne.

En dårlig skuespiller

Udgivet den af
Svar

rigged_research

Jeg er gået i gang med at læse Daniel Kahnemans roste Thinking, Fast and Slow, der i øvrigt blev anmeldt meget positivt af Rune Lykkeberg i Information her i den forgangne weekend. Men der er en ting, der er begyndt at nage mig lidt nu: Kahneman (der tilbage i 2002 fik Nobelprisen i økonomi og derfor ikke er hvemsomhelst) baserer sine konklusion på bl.a. et omdiskuteret fænomen, der kaldes priming. Det er det fænomen, at stimuli, som måske endda ikke er bevidst opfanget, påvirker den måde, et menneske opfatter senere stimuli på.

En del af de mest opsigtsvækkende forskningsresultater, der findes om priming, skyldes Diederik Stapel, der indtil for få år siden var professer ved universitetet i Tilburg i Nederlandene og endda nåede at blive dekan. I dag er han hverken professor eller dekan. Han blev nemlig fyret i 2011 efter at man påviste at han har begået endda ganske omfattende videnskabelig uredelighed: en meget stor del af hans forskningsresultater er regulært falske, baseret som de er på ikke-eksisterende data. Der er en meget lang artikel om Diederik Stapel i New York Times, og den giver et fascinerende indblik i omstændighederne omkring en af vor tids største svindlere i forskningsverdenen (i hvert fald blandt dem, der er blevet opdaget).

Som i andre sager om videnskabelige uredelighed påvirker Diederik Stapels fald fra tinderne mange af dem, der har arbejdet sammen med ham. Han nåede at have omkring 20 PhD-studerende, som han “hjalp” med sine data – og det skal de nu leve med. Ikke overraskende er Diederik Stapel blevet en forhadt person. Også Daniel Kahneman har reageret, for Stapel er ikke den eneste, der har fusket med forskning om priming! I oktober 2012 skrev Kahneman i en åben e-mail:

For all these reasons, right or wrong, your field is now the poster child for doubts about the integrity of psychological research. Your problem is not with the few people who have actively challenged the validity of some priming results. It is with the much larger population of colleagues who in the past accepted your surprising results as facts when they were published. These people have now attached a question mark to the field, and it is your responsibility to remove it.

Trist, men formodentlig uundgåeligt – det er nu op til alle andre at genskabe den tillid, som fuskerne har ødelagt.

Ligesom Milena Penkowa var Diederik Stapel engang en lovende ung studerende. Nu, hvor deres forsker/fusker-karrierer er endegyldigt omme, er der tilsyneladende en væsentlig forskel. Penkowa prøver at fremstå som den forfulgte uskyldighed, der bare hygger sig med sin hund og sin sportsvogn til tonerne af Metallica (hvis jeg var Lars Ulrich, ville jeg skrive og bede om at få mit navn renset!). Men Stapel fremstår brødebetynget. Om han faktisk er det, eller om Penkowas og Stapels coping-strategier begge er varianter af en usympatisk persons forsøg på at opbygge ny sympati hos andre, ved jeg ikke. Det er i al fald interessant, at Diederik Stapel inden sit psykologistudium forsøgte at blive skuespiller (men ifølge ham selv erkendte at hans talent for skuespil var begrænset).

Men jeg kan ikke lade være med at tænke over hvorfor det kom så vidt. Hvis man skal tro Stapel selv, var en stor del af motivationen bag den omfattende svindel et ønske om at vinde i konkurrencen om forskningsmidler og om succes.

What the public didn’t realize, he said, was that academic science, too, was becoming a business. “There are scarce resources, you need grants, you need money, there is competition,” he said. “Normal people go to the edge to get that money. Science is of course about discovery, about digging to discover the truth. But it is also communication, persuasion, marketing. I am a salesman. I am on the road. People are on the road with their talk. With the same talk. It’s like a circus.”

Den nederlandske socialpsykolog Rolf Zwaan har en blog, hvor han bl.a. har skrevet om hele denne triste og pinlige sag. Zwaan skriver selv, at han troede at sagen om Stapels fusk var et enkeltstående tilfælde – men nej. Ikke så længe efter blev Zwaan formand for en komité, der skulle undersøge et andet tilfælde af videnskabelig uredelighed, begået af Dirk Smeesters, der faktisk også beskæftigede sig med priming.

Hvis Kopernikus var på nettet

Udgivet den af
Svar

designall-1

På Edge.org blev en lang række forfattere, kunstnere og forskere bedt om at give deres bud på hvad internettet har gjort ved vores måde at tænke på. Det er interessant læsning; jeg har allerede for halvandet års tid siden skrevet om noget lignende her på bloggen.

Og det påvirker alle, der har adgang til nettet. Forleden talte jeg med en efterskolelærer, der fortalte om udfordringerne med at få eleverne til at komme i gang med at lære. De skulle, som han udtrykte det, i gang med at bruge langtidshukommelsen til noget. Vores langtidshukommelse spiller nemlig en anden rolle i dag, hvor store mængder af data er tilgængelige for mange af os i form af internettet. Søgemaskiner – og ikke mindst Google. Jeg mindes engang i min studietid, hvor en studiekammerat og jeg var uenige om hvem det mon var, der spillede Trapper John i Robert Altmans film M*A*S*H. Var det Elliott Gould eller Donald Sutherland? Jeg måtte, da lejlighed omsider bød sig, finde et filmleksikon – og æv, det var Elliott Gould, og jeg havde tabt væddemålet om en flaske champagne. Den slags vil aldrig ske igen. I dag ville jeg gribe ud efter min smartphone (eller smartphonetelefon, som nogle journalister nu skriver) og kigge efter på IMDB.

Men der er en anden konsekvens, som jeg tror er mindst lige så væsentlig: Internettet forandrer vores kvalitetsbegreb. Lige så hurtigt som information kan spredes, lige så hurtigt kan information af dårlig kvalitet sprede sig. Vi så det for nylig i forbindelse med bombeattentaterne mod Boston Marathon, hvor en forsvunden studerende fejlagtigt blev udpeget som gerningsmand af nogle af hans bekendte, der mente at genkende ham på overvågningskameraernes optagelser. Først da de rigtige forbrydere var blevet pågrebet, kom der et dementi. Oplysningerne havde da for længst spredt sig fra de sociale medier til de mere traditionelle nyhedsmedier.

I den materielle infrastruktur for viden har der været en kvalitetskontrol, der i et vist omfang kom fra selve det faktum, at informationen krævede fysiske materialer. Forlæggeren ville kun bruge papir og tryksværte og typografers arbejdskraft på en bog, forlaget anså for at have en vis kvalitet. Pladeselskabet ville kun bruge vinyl og pap på en LP-plade eller en CD, som pladeselskabet anså for at have en vis kvalitet. Nogle gange, men ikke altid, hang dette sammen med bogens/pladens kvalitet som vare, og nogle gange tog producenterne fejl.

Men i dag er der ikke samme fornemmelse af kvalitetskontrol. Det er nemt og hurtigt at producere informationer, der ser gennemarbejdede og troværdige ud – men bestemt ikke altid er det. Også i dag vender vi derfor stadig tilbage til et gængs ideal om kvalitet. Studerende vil selv i dag indrømme, at de stoler mere på en bog end på en artikel fra Wikipedia. Og da jeg selv skulle udgive min bog om strukturel operationel semantik, valgte jeg at lade den udkomme som en trykt bog på et etableret forlag i stedet for at publicere den elektronisk selv.

Vi er nødt til at tænke over hvad vi forstår ved kvalitet. I mange af svarene på Edge.org dukker netop kvalitetsbegrebet op. Således skriver Martin Rees, tidligere formand for Royal Society:

Paul Ginsparg’s arXiv.org archive transformed the literature of physics, establishing a new model for communication over the whole of science. Far fewer people today read traditional journals. These have so far survived as guarantors of quality. But even this role may soon be trumped by a more informal system of quality control, signaled by the approbation of discerning readers (by analogy with the grading of restaurants by gastronomic critics), by blogs, or by Amazon-style reviews.

Det, vi har i vore dage, som vi ikke havde før internettet blev manges eje, er nemlig et stort landskab af fagfæller. Dette kan være med til at regulere kvaliteten – i stedet for at to-tre bedømmere læser en indsendt artikel, inden den bliver publiceret, kan hundreder af os bedømme artiklen. Men omvendt kan dette samfund af fagfæller være med til at bremse det nye og virkeligt spændende – fagfæller kan være uenige. Og hvis man ellers skal tro Kuhns idé om at et videnskabeligt samfund altid prøver på at opretholde “normalvidenskaben”, kan det måske ligefrem bremse eller i det mindste forsinke ny indsigt. Hvis internettet havde været tilgængeligt på Kopernikus’ tid, er det med andre ord ikke usandsynligt at det geocentriske verdensbillede havde fået flest likes.

Forfatteren, der blev væk

Udgivet den af
Svar

disappear

En af de interessante observationer, jeg gør mig som vejleder, er hvordan de studerendes skriftsprog ændrer sig gennem deres studium. Dvs. nogle bliver aldrig gode til at skrive en akademisk tekst, mens mange andre heldigvis lærer det med tiden. En af de underlige konventioner, som jeg af og til nævner over for dem, er den mere eller mindre uskrevne praksis om at passe på med at bruge første person.

Der er nemlig to accepterede måder at bruge “vi” på i en akademisk tekst. Den ene dukker op i projektrapporter, hvor de studerende beskriver de beslutninger, de har taget:

I dette projekt har vi valgt at tage udgangspunkt i teorien om…

Den anden er “forfatteren møder læseren”, og især i matematiske tekster dukker dette “vi” op:

Ud fra vores definition af f kan vi konkludere at f altid er positiv…

I videnskabelige artikler dukker begge “vi”‘er op, men der er et ord, der næsten aldrig dukker op, og det er jeg. Det er lidt kontroversielt at skrive “jeg”. Når forfatteren bliver nødt til at omtale sig selv, kan det til nød ske med et “vi” (også selv om der kun er én forfatter involveret), men meget ofte vælger man ordet “forfatteren”. I andre tilfælde ender forfatteren med at bruge passivformer. Hvis der er en praksis, jeg hader, er det netop brugen af passivformer; der er intet, der kan få en tekst til at knirke fælt som en masse passivformer (evt. med lidt “samt” oveni):

I denne rapport gøres der rede for hvordan en sådan algoritme implementeres samt aftestes, og i konklusionen vurderes implementationens fordele og ulemper.

Men den “indirekte første person” er nu egentlig næsten lige så slem. Den minder om hvordan tjenestefolk især før i tiden talte høfligt underdanigt:

Skal jeg hente fruens overtøj?

Udtalt brug af passivformer og “indirekte første person” ville virke temmelig bizart, hvis det var ægtefæller der skrev sådan til hinanden, men såmænd også bare i en arbejdsrelateret e-mail:

Kollegaen har netop læst dit manuskript, og han har disse kommentarer til det…

eller

Dit manuskript er netop blevet læst, og følgende kommentarer sendes hermed…

Formodentlig forsvinder “jeg”‘et fordi akademiske tekster er tilstræbt objektive. Selv de mest selvpromoverende forskere omtaler kun meget sjældent sig selv i første person ental. Men det er egentlig lidt underligt, at jeg ikke engang kan skrive, at

I det følgende vil jeg tage udgangspunkt i en bestemt teori.

Det er trods alt mig, ikke “forfatteren”, der gør det. I The Guardian skriver Aslihan Agaogi, der er PhD-studerende, om netop dette forsvundne jeg.

It is a fact that pronouns are considered informal and the use of them may result in a language that is not appropriate for academic writing. But passive sentences – like that one I just wrote – risk stripping all the spice from your text. And you need spice: without it, reading feels like eating plain vegetables in a Mexican restaurant.

Some practices are so longstanding, like knocking on wood against evil, they have solidified in our subconscious – impossible to change, or even question. This irony is not lost on me. Academia is supposed to be a place to question everything, yet every day I’m surrounded by silent rules that are not up for questioning.

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Kan vi (eller kan jeg) genfinde jeg’et i akademisk skrivning uden at komme til at virke useriøs? Der er virkelig alt for mange lødige, men alt for kedeligt skrevne akademiske tekster derude. Præcision og et levende sprog behøver vel ikke at fremstå som modsætninger.

Andre måder at være på

Udgivet den af
Svar

Bruno Latour i det tænksomme hjørne.

 

Noget af det mest frustrerende er kommunikationen mellem de videnskabelige samfund og “de andre”. “De andre” kan være andre videnskabelige samfund – det kan være det ene fag kontra det andet fag, den ene faglige tradition mod den anden – eller det kan være “etableret videnskab” mod diverse outsidere. Og det kan være helt enormt frustrerende, uanset om jeg taler med en kollega inden for datalogi, der griber samme slags problemstilling an på en anden måde end jeg synes man bør, om jeg taler med en kollega fra et andet fag (måske en person fra ingeniørfagene; de har et helt anderledes syn på bl.a. programmering) eller om jeg taler med en “crackpot”.

“Klimaskeptikerne” og “kreationisterne” er ekstra interessante, netop fordi de er så helt usædvanligt trælse. De synes selv, at de er en legitim udfordring til den etablerede videnskab, og det kan føles som at åbne en fem sektioner tyk avis i stormvejr, når man skal tilbagevise alt deres sludder. Ofte, når de af os, der rent faktisk er del af den videnskabelige mainstream bruger tid på den slags, ender vi med at bruge tid på at slå på at det videnskabelige samfund anvender fagfællebedømmelse, at dets deltagere er blevet bedømt osv. osv. Vi appellerer med andre ord til institutionerne, for de er vores “måde at eksistere på”, snarere end til fakta.

Den franske professor i sociologi Bruno Latour har skrevet en bog, som bliver anmeldt af Tine Byrckel i denne weekend, og den ser ud til at handle netop om dét. Tine Byrckel skriver:

Hver ’videnskab’ lukker sig inde i ekstremt komplekse felter, der oftest undslipper menigmand, når et ’videnskabeligt bevis’ slipper ud til medierne for eksempel. Det drejer sig her, som andre steder hos Latour, helt konkret om hvordan laboratorieforsøg udføres, hvordan artikler skrives, hvor forskningsmidler kommer fra, hvordan karriereforløb bestemmes. Om hvem der sidder i udvalgskommitéer ved videnskabelige tidsskrifter, og hvordan de er landet dér.

Alle mulige andre værensfelter og værdier, som Videnskaben med stort V benægter, har indflydelse på objektet, viser sig i allerhøjeste grad at modificere og forme det.

Latour prøver så at afdække væremåder, vi ganske enkelt overser, men som konkret er del af vor væren. Blot i eksemplet med videnskaben kan man konstatere interaktion af vidt forskellige værensmåder af det, vi tror er ren videnskab. Latour har indtil videre fundet frem til 15 sådanne måder og efterlyser andre.

Bogen kan findes online på http://www.modesofexistence.org/ Lige nu er den kun tilgængelig på originalsproget – en interessant udfordring for mit gamle gymnasiefransk.

Jeg er derfor ikke nået ret langt i Latours skrift, men hans første eksempel er netop et møde mellem erhvervsledere og en klimaforsker. Det er tydeligt at Latours sympati ligger hos klimaforskeren, men han er samtidig ærgerlig over at klimaforskeren simpelthen ender med at appellere til “det videnskabelige samfund”. Fokus er blevet flyttet – nu forholder kritikere sig ikke til videnskabelige fakta, men går simpelthen efter at kritisere selve de videnskabelige institutioner. (Jeg kommer her til at tænke på Anders Fogh Rasmussens triste udfald mod “eksperter og smagsdommere” i sin tid tid.) For at kunne svare ordentligt på denne kritik i stedet for bare at gå i defensiven, er vi også nødt til at forstå den væremåde, som Den Anden, der kritiserer os, lever i.

Men det handler ikke kun om videnskabelige samfund, så vidt jeg kan se, det handler også om alle de andre tilfælde, hvor forskellige væremåder mødes – om hvordan andre samfund svarer på det “moderne”. Prøv bare at tænke på hvordan lande i den tredje verden mere og mere tydeligt udfordrer den “første verdens” måde at handle på. Latours grundpåstand er at den “moderne” vestlige synsvinkel i det hele taget også er begrænset; derfor er udfordringen at “modernisere den moderne vestlige synsvinkel”.

Bruno Latour opfordrer alle til at være med til at skrive kommentarer til hans bog og korrigere det, der bør korrigeres. På den måde udgør hans forskningsprojekt (der har fået støtte af det europæiske forskningsråd) også en spændende tilgang til forskning, en anden måde at tænke på vores videnskabelige samfund på. For alle kan være med. Jeg har også registreret mig; om jeg kan bidrage med noget, ved jeg ikke.

Det mest besværlige spørgsmål

Udgivet den af
Svar

question

På Edge.org er der en interessant spørgerunde/diskussion mellem en samling akademikere, der alle prøver at besvare spørgsmålet

Hvilket spørgsmål inden for dit fagområde er du mest bange for at blive stillet?

Det kommer der en række interessante kommentarer ud af. Jeg hæfter mig især ved George Dysons svar. George Dyson er videnskabs- og teknologihistoriker og manden bag bl.a. Turing’s Cathedral, der endnu venter på min bogreol. Det spørgsmål, han frygter mest, er

Who is the next Alan Turing?”

As a technology historian, I get asked “Who is the next Alan Turing?” or “Who is the next John von Neumann?” It is impossible to say! No one expected Alan Turing to be the next Alan Turing, or John von Neumann to be the next John von Neumann. Turing was 24, and von Neumann 26, upon arrival in the United States. I’m at a loss for an answer—except to point out that we gave both of them visas, during a 1930s job market that was just as bad as today.

Det spørgsmål, jeg selv bryder mig mindst om at få, er nok i virkeligheden det samme som alle, der primært beskæftiger sig med grundforskning, får fra tid til anden:

Er der nogen anvendelser for det, du beskæftiger dig med for tiden?

Grunden til at dette spørgsmål er træls er man altid kun kan besvare dette spørgsmål bagud i tid. Jeg kan komme i tanke om masser af resultater fra grundforskning, der har ført til anvendelser – men vi ved aldrig, om det vi beskæftiger os med for tiden, vil ende med at få en anvendelse. For mange, der ikke selv beskæftiger sig med forskning, kan det være svært at forstå at en aktivitet på én og samme tid kan være målrettet (nemlig rettet mod at forstå et problem inden for forskning) og ikke målrettet (nemlig ikke målrettet mod en bestemt anvendelse). Og fordi spørgsmålet kun kan besvares bagudrettet, kommer man som forsker nemt til at give andre det indtryk, at man beskæftiger sig med noget unyttigt. Og blandt de mange, der ikke selv beskæftiger sig med forskning, er – beslutningstagere, herunder politikere.