Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Universitetets stenalder og guldalder

I dag var jeg blevet indbudt til at holde et lille oplæg ved et møde på Institut for matematiske fag. Lige nu oplever matematikuddannelserne på Aalborg Universitet en stor tilstrømning af studerende. Da jeg selv var studerende der, var årgangene små – da der to efter mig startede et hold på næsten 30 studerende, talte man meget om den store tilstrømning. En af dem var forresten Søren Højsgaard, som i dag er institutleder på matematik. Men i år er der optaget tæt på 90 studerende på uddannelserne i matematik, matematik-økonomi og matematik-teknik. Dét er rigtig mange.

På Institut for datalogi er det nogle år siden, vi selv oplevede at få store hold af studerende (og i år bliver der optaget 252 studerende i alt på de uddannelser, vi tager os af – det er mere end en fordobling siden 2009), og matematikerne ville gerne høre mit bud på hvad vi oplevede og om der mon var nogle erfaringer, de kunne lære af.

Ovenfor kan I se de slides, jeg havde med.

Det blev en rigtig god mulighed for mig til at tænke tilbage på alle de forandringer, vi har oplevet i de seneste 30 år. Mange af ændringerne skyldes alt det, masseuniversitetet har ført med sig, men noget andet skyldes også at vi er blevet mere og mere lukket om os selv – det hænger selvfølgelig også til dels sammen med at institutterne nu skal være pseudo-selvforvaltende. Men ikke kun. Der er også tale om en regulær mentalitetsændring hos alle involverede, og årsagerne til den er mange og komplicerede at afdække.

Vi fik en god diskussion af de udfordringer, også Institut for matematiske fag nu står over for, og interessant nok endte jeg endnu engang med at snakke om flipped classroom. Det var et emne, der fik tankerne og spørgsmålene frem. Endnu engang fik jeg røbet at det tager meget mere end 10 minutter at producere 10 minutters undervisningsvideo – men først i dag lykkedes det mig at forklare hvorfor det er sådan. Analogen er den velredigerede tekst: det tager meget mere end 10 minutter at skrive en god tekst, som kan læses med udbytte på 10 minutter.

flattr this!

Fra gymnasiet til universitetet

For to år siden begyndte dumpeprocenterne at vokse alarmerende i nogle af fagene på vores bacheloruddannelser i datalogi og software. Gad vide om der er tale om en sammenhæng mellem hvordan de studerende klarer sig i disse fag? Gad vide om der er tale om studerende, der har klaret sig dårligt i gymnasiet?

På institutmødet i dag præsenterede jeg de resultater, vi har fundet. Undersøgelsen har jeg foretaget sammen med Mikkel Meyer Andersen fra Institut for matematiske fag. Mikkel stod for det store arbejde med at lave selve dataanalyserne, og han har også datalogi som sit andet fag og kender derfor også noget til den uddannelse, undersøgelsen omhandler.

Karaktergennemsnittet er signifikant lavere hvis man har et matematikgennemsnit fra gymnasiet under 4. Karaktergennemsnittet hos dem, der udebliver fra en eller flere eksaminer i disse fag er signifikant lavere og risikoen for at dumpe i et eller flere af de fire fag er signifikant højere.

Resultaterne affødte en del kommentarer fra mine kolleger. Det skortede især ikke på hurtige løsningsforslag. Nogle foreslog at matematikkurserne på første studieår skulle laves om. Nogle foreslog at der skulle være særlige sommerkurser. Andre spekulerede på om sammenhængen mon var af generel natur eller kun gjaldt for de fire kurser, vi her havde fat i.

Diskussionen afslørede dog også noget andet: Vi, der underviser på universitet, ved simpelthen alt for lidt om matematikpensum på ungdomsuddannelserne.

Det eneste, vi kan se, er at der er en korrelation mellem matematikkaraktererne fra  ungdomsuddannelserne og nogle bestemte fag på universitetet. Men det er også vigtigt i sig selv.

Jeg tør ikke pege på nogen enkel løsning, for først skal vi forstå årsagerne meget bedre. Selv vil jeg foreslå to tiltag.

  • For det første at vi laver yderligere undersøgelser for at se om problemet også forekommer for andre fag end de fire fag, vi har undersøgt.
  • For det andet at vi laver nogle kvalitative interviews, der kan afdække de studerendes motivation for at studere på de datalogiske uddannelser.

 

flattr this!

Store lommepenge

lommepenge

Dagen i dag er gået med et heldagsmøde for alle ansatte på Institut for datalogi. Inden for det seneste år har der været et konstant og voldsomt fokus på universitetets problemfyldte økonomi og hvilke konsekvenser det vil have for os.

Det er lige lovlig interessant at vænne sig til den universitetsøkonomi, der er opstået inden for det seneste årti. En af kongstankerne er huslejeideen: Det enkelte institut lejer lokalerne af universitetet og betaler husleje. Huslejen finansieres af instituttets økonomi, og den kommer fra basismidler og eksterne bevillinger, som enkelte medarbejdere søger. Basismidlerne tildeles via finansloven, men udgør efterhånden kun omtrent halvdelen, og 5% af disse basismidler skal fordeles mellem de danske universiteter efter et konkurrenceprincip. De eksterne forskningsmidler skal man søge fra statslige forskningsråd, EU-bevillinger og private fonde.

Hvad så hvis vi ikke har råd til at have de lokaler, vi har brug for? Svaret er enkelt: Så får vi simpelthen færre kontorer, grupperum og mødelokaler. Dette princip om økonomisk selvstændighed er selvfølgelig kun tilsyneladende.  Universitetets underskud har nemlig ført til at alle universiteter har skullet spare. På nogle institutter er der sket afskedigelser; heldigvis er det ikke sket på Institut for datalogi, men til gengæld har vi stort set ikke kunnet ansætte nye medarbejdere, og med en stærkt stigende studentermasse betyder det at vi får mere at se til hver især.

På dagens møde skulle vi diskutere hvordan vi kunne håndtere en kommende situation med færre (eller måske bare ikke flere) lokaler end nu. Uanset hvad vil det gå ud over både undervisningens kvalitet og vores arbejdsforhold.

Man skal passe på med at drage populistiske analogier,men det økonomiske princip, der ligger bag fordelingen af resurser i den danske universitetsverden, minder i helt forbløffende grad om nogle forældres håndtering af lommepenge til større børn. Børnene får lommepenge, som de delvist skal bruge til at spare op til f.eks. en ny cykel, og derudover skal børnene have et fritidsjob. De børn i familien, der laver mest eller på anden måde gør sig særligt heldigt bemærket, får måske lidt flere lommepenge. Men hvis der omvendt er børn, der bruger for mange lommepenge på f.eks. slik eller biografture, får de aldrig en ny cykel.

I nogle familier giver den slags måske god mening, især hvis familiens midler er små. Basismidlerne svarer til lommepenge og de eksterne bevillinger svarer til fritidsjobbet. Men de danske universiteter er ikke en fattig familie; de eksterne midler er i stort omfang offentlige midler, der udbydes i konkurrence. Dette ville svare til at forældrene i familien også udbød fritidsjob, som familiens egne børn skulle konkurrere med deres klassekammerater om at få. Min begejstring for denne lommepenge-tilgang i den danske universitetsverden er lille; den baserer sig i høj grad på en tese om at tillid er godt, men konkurrence er meget bedre.

(På dagens møde var der også en helt urelateret diskussion af uddannelserne. Her holdt jeg et oplæg om sammenhængen mellem gymnasie- og universitetskarakterer, men det vil jeg skrive om her en anden gang.)

flattr this!

Forvirring på tærsklen

confused

En af de mest frustrerende bemærkninger man kan høre som underviser er nok at  “Ja, det lyder jo meget ligetil når du forklarer det, men når jeg så skal prøve selv, så kan jeg ikke finde ud af det.”

På det tidspunkt har det det af og til virket på mig, som om alle anstrengelserne var forgæves. Jeg havde jo prøvet at få stoffet til at virke så klart og så lidt gådefuldt som muligt! Mange af os, der underviser, bruger en hel masse tid og kræfter på at forberede os på den undervisning, vi skal levere. Det skal bare være så perfekt som muligt. Men måske var det netop ikke det, jeg skulle have stræbt mod.

I Chronicle of Higher Education er der en spændende artikel der beskriver hvordan en australsk/canadisk fysiker, Derek Muller, har lavet undervisningsvideoer, der bevidst går efter at få tilhørerne til at tænke selv ved at forvirre dem. I videoerne prøver han gennem en iscenesat dialog at få tvivlen frem. Herunder prøver han selv i en sådan dialog med sig selv at forklare, hvorfor dette er en god idé.

Men hvorfor er den fejlfrie præsentation et problem? Derek Muller nævner selv fem problemer ved at levere en fejlfri præsentation:

  1. De  studerende opfatter det som om de faktisk allerede ved det, der bliver formidlet.
  2. De bliver derfor ikke helt så opmærksomme.
  3. De indser ikke at det, de bliver præsenteret for, faktisk er noget nyt og måske i modstrid med det, de allerede tænker.
  4. Derfor lærer de ikke noget.
  5. Og værst af alt: Fordi de ikke opfatter, de egentlig har lært noget overraskende nyt, bliver de hængende i deres hidtidige ufuldstændige eller forkerte opfattelse af emnet.

Selvfølgelig er Mullers hensigt ikke at man skal fejlinformere de studerende. Jeg kan sagtens komme i tanke om forvirrende forelæsninger, jeg ingen glæde havde af. Men hvis formålet er at få den lærende til at bringes til at reflektere over emnet og til at forstå sine egne misforståelser, skal der noget andet til end en flot og fejlfri præsentation. Misforståelserne skal frem i lyset. Ellers kan de ikke blive erstattet af forståelse. Vi lærer kun noget nyt, når vi kommer i tvivl.

Det rigtig interessante er at mange af de begreber, som er helt centrale i et fag, slet ikke er indlysende. De begreber kalder man ofte for tærskelbegreber – det er de begreber som er nødvendige for at kunne få en egentlig indsigt i faget. Mange gange er den centrale indsigt at tingene forholder sig helt anderledes end lægfolk tror.

Et velkendt eksempel fra teorien for beregnelighed (der er central i teoretisk datalogi og matematisk logik) er det begreb, der hedder reduktion. Det bruger vi til at sammenligne sværhedsgraden af beregningsproblemer. Hvis man ikke har forstået dette tærskelbegreb, tror man typisk at hvis problem A reducerer til problem B, betyder det at B er lettere at løse end A, for i hverdagssproget betyder “reducere” jo at “gøre mindre”. Men faktisk er det lige omvendt – begrebet betyder noget helt andet og medfører det stik modsatte i matematisk sammenhæng: Hvis problem A reducerer til problem B, betyder det at B er sværere at løse end A. Nogle studerende har ikke forstået dette begreb.

“It seems that, if you just present the correct information, five things happen,” he said. “One, students think they know it. Two, they don’t pay their utmost attention. Three, they don’t recognize that what was presented differs from what they were already thinking. Four, they don’t learn a thing. And five, perhaps most troublingly, they get more confident in the ideas they were thinking before.” – See more at: http://m.chronicle.com/article/Confuse-Students-to-Help-Them/148385/?cid=at&utm_source=at&utm_medium=en#sthash.Bhq0AaiI.dpuf

Hvis man har læst Platons dialoger om og med Sokrates, opdager man lynhurtigt at Sokrates har som metode at få sin samtalepartner til at tvivle på det, han/hun selv lige har oplevet som indlysende. I virkeligheden er det, vi her ser, en moderne genopdagelse af denne sokratiske metode, og en genopdagelse der skal få os til lære tærskelbegreberne.

flattr this!

Åbne badges – og så hjem

mozilla-badges

I dag overværede jeg første del en lidt indforstået workshop om de såkaldte open badges, der er en idé fostret af Mozilla. Ideen er at man i et læringsforløb kan få ret til på nettet at bære et bestemt “badge”, hvis man har gennemført en bestemt aktivitet i forløbet. På denne måde er open badges inspireret af de mærker, som spejdere bærer på deres uniformer, og ligesom spejderne samler mærker og i nogle sammenhænge konkurrerer om at få flest, kan man samle på open badges. Enhver organisation kan oprette sine egne badges. Om ideen vil appellere til alle typer af lærende, ved jeg ikke.

På denne dag er stemningen den, der kendetegner afslutningen af en konference; der er stadig workshops i gang, men opbrudsstemningen er ved at være fremherskende. Mange er allerede på vej af sted. Min medforfatter tog hjem i går, og tidligt i aften er det min tur.

Jeg har som alle andre, der havde en præsentation med, fået en gave i form af en lille flaske likør, som skal lægges i plasticposerne i håndbagagen sammen med tandpasta mv., når jeg skal igennem sikkerhedskontrollen, og en lille hvid tingest, som jeg troede var parfumeret håndsæbe. Men faktisk tror jeg nu (mit estisk er stadig ikke så godt) at det må være et stykke marcipan. Måske havde det været bedre med et open badge?

flattr this!

En fredag i Tallinn

2014-08-15 11.14.38 2014-08-15 17.38.37 2014-08-15 17.41.34 2014-08-15 17.48.16 2014-08-15 17.53.15 2014-08-15 18.07.35 2014-08-15 18.27.36 2014-08-15 18.37.03 2014-08-15 20.00.05 2014-08-15 20.13.07

Og så åbnede selve konference ICWL 2014 med en måske lidt vel lang velkomsttale fra universitetets vicerektor.

Det første foredrag var et indbudt foredrag af en kinesisk forsker, der fortalte endnu en udgave af den historie om big data, der nu er blevet så trendy. Denne gang handlede den om hvordan dataanalyse kan bruges i forbindelse med webbaseret læring. Foredragene der kom efter var af lidt blandet kvalitet; ICWL-konferencerne tiltrækker en del mennesker fra Østasien, især Kina, Japan og Taiwan, og en af de asiatiske deltagere holdt et foredrag med nogle ikke særlig vellykkede slides. Faktisk var de helt ulæselige.

Til frokosten talte jeg med de to deltagere fra Aalborg Universitet i København, som er her; det er lidt svært at forklare omverdenen hvorfor Aalborg Universitet også findes i København, og det var det også for de to AAU-københavnere, der oprindelig kommer fra henholdsvis Serbien og Grækenland. De underviser på medialogi, og vi endte med at tale om den undersøgelse af sammenhængen mellem gymnasiekarakterer og universitetskarakterer, jeg laver sammen med Mikkel Meyer Andersen (Mikkel underviser i parentes bemærket Aalborgs medialogistuderende i matematik). Alle var enige om at det kunne være godt at lave en sådan undersøgelse også for medialogi.

Eftermiddagens foredrag så efter programmet at dømme ikke så interessante ud, og jeg havde sovet lidt uregelmæssigt. Så hvorfor tage en lur i auditoriet, hvis man kan gøre det samme på sit hotelværelse?

Eftermiddagen sluttede med en lang vandring gennem Tallinns gamle bykerne fra middelalderen. Tallinns gamle by er en af byens største attraktioner, ja måske den største. Bydelen fremtræder et sted mellem det autentiske og det lidt kitschede. Udsigten ud over byen er fascinerende.

Vores guider var lokale ansatte fra universitetet, og det var ikke så lidt de kunne fortælle om byens og landets historie. Forholdet til russerne, der i flere omgang har været besættelsesmagt, mildt sagt sad solidt på magten i lidt over 50 år og prøvede at russificere landet i årene inden Gorbatjov blev præsident, blev også berørt. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til at der lige over for parlamentet ligger en stor russisk-ortodoks kirke. Ude i det sociale boligbyggeri i forstæderne er det knap 75 procent af befolkningen, der er russere. Vores estiske guide kunne fortælle at der stadig var omkring 12 procent af russerne i Estland, der var statsløse, dvs. hverken russiske eller estiske statsborgere. Jeg fik på fornemmelsen, at hun ikke rigtig syntes at det var noget større problem.

Der var reception på rådhuset, og igen dukkede den velklædte vicerektor op for at holde en lidt for lang tale. Bagefter var der en lille buffet i et rum med nogle temmelig bloddryppende malerier.

Dagen sluttede med et besøg på en overraskende god og lige så overraskende billig vegansk restaurant sammen med min medforfatter. I morgen er det vores tur til at præsentere vores arbejde.

flattr this!

Skal humanister lære kvantitative metoder?

gottschall

Jeg har stor respekt for mine humanistiske kolleger og synes at humanistisk forskning slet ikke får den respekt, den fortjener. Samtidig kan jeg ikke lade være med at gruble over indholdet af et interview med den amerikanske litteraturforsker Jonathan Gottschall.

Gottschall beskriver hvordan han sammen med bl.a. psykologer prøver at undersøge på et empirisk grundlag hvorfor fortællinger er så vigtige for os mennesker. Vi elsker at følge med i film og tv og at læse bøger. Vore drømme er fortællinger. Vi tænker tit på vore liv som fortællinger.

I sit arbejde bruger Gottschall statistiske metoder til at undersøge spørgsmål om fortællingers art og rolle. Lad os tage et eksempel fra Gottschalls arbejde: Nogle litteraturhistorikere har hævdet at der i “vestlige” folkeeventyr er tale om at kvinder er underrepræsenteret i forhold til mænd på grund af en særlig  patriarkalsk tradition i denne del af verden.

Hvis man vil undersøge om kvinder er underrepræsenteret i forhold til mænd i folkeeventyr fra forskellige dele af verden, skal man tage et stort tekstkorpus af folkeeventyr og lave en analyse af det. Hvor mange kvinder optræder der? Hvor mange gange optræder stedordene “han” og “hun”? Osv. På denne måde fandt Gottschall ud af at kvinder er underrepræsenteret i folkeeventyr, men at det er tilfældet overalt i verden. (Hvorfor det er sådan og om det er ønskværdigt, er andre spørgsmål, der så bør stilles.)

Gottschall siger:

If I were to build my own English department from scratch, what would that department be like?

A lot of it would be very similar to how it is now. You would still read the great authors, and the new authors, and you would still have literary criticism, literary theory. But you would also have courses in human psychology. You would have courses that would address this big question: Why do we even have literature at all? Why do we have stories at all? Why do we care so much about fiction? These are the kind of things that are so big and basic, and so obvious that most people in literary studies don’t even think about them. Or if they do think about them, it’s in a vague sort of way.

I would have courses that were cross-listed with the math department: basic classes on statistics, basic classes on research methods for the social sciences. A lot of the questions that literary scholars are addressing are very basic psychology questions that can be addressed in a lab.

Hvorfor ikke? Uddannelserne inden for naturvidenskab (herunder datalogi og matematik) og ingeniørfagene bør have en tværfaglig dimension, hvor man stifter bekendtskab med fagets videnskabsteori og videnskabshistorie og reflekterer over fagets rolle i en større kontekst.  Men på samme måde kunne de humanistiske uddannelser også have en kvantitativ dimension. Det har de samfundsvidenskabelige uddannelser allerede. Måske ville en sådan dimension også kunne gøre noget ved den forståelseskløft, der ofte tales om mellem forskellige fagområder.

Nogle gange hører jeg velmenende humanister forsvare humaniora med at der er en særlig humanistisk tradition, som ikke må mistes. Jeg kan også godt forstå angsten hos nogle humanister for at al den store litteratur og åndslivets frembringelser bliver “forklaret ihjel af tal”. Men som Gottschall beskriver, er der ikke en modsætning mellem at fortsætte med at anvende de sædvanlige humanistiske metoder og også at anvende kvantitative metoder til at undersøge humanistiske teorier, hvor det er muligt og at lade metoderne supplere hinanden.

For det første: En sædvanlig tekstanalyse har også til formål at forstå komponenterne i et værk. Det har ikke “forklaret litteraturen ihjel”.

For det andet: I naturvidenskab og ingeniørfagene er tværfagligheden med til at give et mere fuldstændigt billede af den sammenhæng, fagene opstår og anvendes i. Og selv om vi bruger kvantitative metoder til at forstå naturens verden, er det stadig en berigende oplevelse at gå en tur i skoven, at kigge op på stjernehimlen og at læse digte om naturen.

flattr this!

Klar til optagelse?

kot
Medarbejdere fra Københavns Universitet ved at sende breve ud til kommende studerende. Foto: Mie Brinkmann.

I disse dage får mange at vide om de er optaget på en videregående uddannelse. Jeg mindes endnu den studerende, der for nogle år siden søgte om 4. gangs-dispensation ved Studienævn for datalogi og i sin ansøgning skrev,  at han var en meget seriøs studerende (det skriver studerende, der søger om et yderligere eksamensforsøg, typisk!) men at der desværre var nogle ting, han altid havde haft svært ved, nemlig det der med matematik og programmering og algoritmer. Det var bestemt ikke kun mig, der undrede mig over at han så havde valgt en datalogisk uddannelse! Det var ærgerligt for den studerende, men også for universitetet, at han var endt i den situation, han var i. Om han nogen sinde ville blive glad for uddannelsen, hvis han blev færdig med den, og om han nogen sinde ville kunne finde et arbejde inden for det fag, han uddannede sig til, ved jeg ikke. Desperat var han i al fald – han havde studeret så længe, at han ikke ville kunne holde til at give op.

I denne uge har jeg haft besøg af tre kolleger fra andre europæiske lande. Og her opdager jeg det igen: vi, der er universitetslærere, ender meget ofte ender med at tale om kløften mellem hvad vi gerne ville have af kvaliteter hos de studerende og hvilke kvaliteter de nye studerende rent faktisk har. Vi ville alle gerne mindste denne kløft og dermed mindske frafaldet og de dårlige oplevelser hos studerende og hos undervisere og administration.

Én nødvendig strategi er at vi ved, hvad det er de studerende har med i bagagen. En anden lige så nødvendig strategi er at vi sikrer at de studerende rent faktisk har forudsætningerne for at kunne gennemføre deres studium. (Det hele bliver ikke lettere af de restriktive regler om SU, som formodentlig øger angsten for at vælge forkert eller droppe ud for at prøve noget mere velvalgt; i nogle tilfælde kan en planlagt studietidsforlængelse  være det eneste fornuftige redskab for studerende med problemer.)

Måske kunne vi finde andre former for optag. En artikel i Information sammenligner med Sverige, hvor der er tre former for optag: Optag via karaktergennemsnit, optag via ordninger som de enkelte uddannelser selv fastsætter og optag via det såkaldte högskoleprovet – en optagelsesprøve, som alle kan tilmelde sig. Denne idé ligner lidt GRE-testen (Graduate Record Examination), som anvendes i USA.

Faren er at et system med optagelsesprøver kan skabe en underskov af efteruddannelser, som efter ungdomsuddannelserne mod gode ord og (især) penge vil gøre dem, der gerne vil optages på en uddannelse, i stand til at bestå en sådan prøve. I Sverige findes der da også firmaer, der specialiserer sig i netop dette, og der er websteder med gamle udgaver af högskoleprovet.

Nogle er fortalere for optagelsessamtaler, og jeg tror også at de er en bedre idé end en generel optagelsesprøve; det er svært at se en tilsvarende “industri” vokse frem for samtaler, som den man ser for optagelsesprøver. Det, der bekymrer mig mest er egentlig at optagelsesprøver kræver en masse resurser i form af tid og fagligt kvalificerede medarbejdere.

Ud over at vi skal undersøge de rent faglige kvalifikationer er det suverænt vigtigste for mig, at vi kan få de studerende til at reflektere over hvorfor de vil studere det fag, de har valgt, så nogle datalogistuderende ikke bruger flere forgæves år på at prøve at leve med “det der med matematik og algoritmer”. Hvis en studerende holder af det fag, han eller hun har valgt at studere, og kan lære hvad faget indeholder, er vi allerede nået et stykke af vejen. Måske kunne selve en struktureret forventning om at et engagement på dette område også gøre sit. Tænk hvis man bad hver enkelt ansøger om at skrive en begrundet ansøgning – hvorfor vil jeg studere netop dette fag?

 

flattr this!

Stor fisk, lille dam?

jyttestensgaard
Jytte Stensgaard i London.

To kilometer vest for Arentsminde, hvor jeg voksede op, ligger Halvrimmen, der er en metropol af tilsvarende størrelse. I udkanten af denne by lå der engang en tankstation ejet af hr. Stensgaard. Hans datter Jytte var den smukkeste pige i Halvrimmen; hun var en stor fisk i en lille dam.

Jytte rejste til London som 19-årig og fik nogle små roller i bl.a. “De uheldige helte” og i diverse b-film i gysergenren. Uheldigvis for Jytte var der også andre filmskuespillerinder i London, bl.a. den jævnaldrende Helen Mirren (der bestemt heller ikke var grim og tilmed havde engelsk som modersmål). Det blev Helen og ikke Jytte, der blev britisk films førstedame. Jytte var blevet en lille fisk i en stor dam.

Da jeg blev kandidat, fik jeg et kandidatstipendium og kunne komme i gang med et PhD-studium i Edinburgh. Jeg var stolt. Da jeg kom til Edinburgh, var der masser af PhD-studerende, der brillerede. Jeg følte mig særdeles middelmådig. Også jeg var gået fra at være en stor fisk i en lille dam til at være en lille fisk i en stor dam.

Der er gymnasieelever, der fik en strålende studentereksamen og fulde af selvtillid begyndte på universitetet – men så fik de en dårlig karakter og endte med at droppe ud, nu helt uden tillid til egne evner.

Og så er der selvfølgelig historien om Kim Ung-Yong fra Sydkorea, der rejste til USA og gik fra at være vidunderbarn til at være én blandt mange asiatiske fysikere. Som jeg skrev for ikke så længe siden, vendte han hjem igen til Korea til en temmelig anonym tilværelse og var glad for det.

Hvor er der bedst at være?

video platformvideo managementvideo solutionsvideo player

Den canadiske forfatter Malcolm Gladwell har den holdning, at det er vigtigt ikke at blive en lille fisk i en stor dam, hvis man skal klare sig godt.

Gladwell er blevet kritiseret for ikke at bruge forskningsresultater på lødig vis, og også den bog, hvor han fremfører denne tanke, er blevet kritiseret. Men overvejelsen er stadig værd at gøre, nemlig hvad vores omgivelser betyder for os og hvem vi vil sammenligne os med. Nogle gange er der sikkert mere udviklingspotentiale ved at være i en lille dam.

Og det er værd at tænke på, hver gang talen falder på verdensklasse – det være sig i sport eller i forskning.

flattr this!

Taxameteret tikker

hurra

I dag holdt Akademisk Råd sit møde, og det stod endnu engang klart for mig hvor meget økonomisk styring er kommet til at fylde i universitetsverdenen. Universitetet bruger en masse tid på økonomi og på at skaffe penge. Diskussionen af budgetter og budgetmodeller var lang, og vi ser nu hvor meget de eksterne finansieringskilder fylder i forhold til den basisbevilling, finansloven giver os. På møderne i Akademisk Råd er den store bekymring efterhånden om man kan skaffe eksterne midler nok. Resten må vi klare på anden vis.

Dette ser vi på den måde, der tænkes på uddannelserne på. Igen bliver der fra Aalborg Universitets ledelse lagt op til at der tildeles færre timer pr. STÅ (studenterårsværk). Igen skal vi finde frem til måder at spare lokaler på. Der lægges blandt andet op til at vores tildeling af undervisningslokaler skal afhænge af hvor mange STÅ, uddannelserne producerer. Så hvis der er færre studerende der består, bliver der færre grupperum til rådighed.

– Men kunne det ikke påvirke bedømmelserne af de studerende, når vi nu stod en egentlig trussel om at miste undervisningslokaler, hvis vi lod for mange dumpe? spurgte jeg.

Nej, det mente man ikke. Undervejs var der flere af deltagerne der lo; måske var det en nervøs latter.

Tilbage i 2001 kom der en ministeriel rapport om taxameterprincippet, og den rummer (ikke overraskende) et langt forsvar for det. Figuren ovenfor er led i en lang pseudomatematisk snak om forholdet mellem kvantitet og kvalitet, og i nærheden af den står den som en tilbagevisning af argumenterne om kvalitetssikring dette:

I praksis er denne adfærd dog ikke sandsynlig. På universitetsuddannelserne er det studienævnenes ansvar at justere studieordningerne, og de vil i de fleste tilfælde konkret finde sig på betydelig afstand af taxameterfinansieringen. Årsagen er den enkle, at universitetsinstitutionerne og fakulteterne ikke entydigt fordeler midlerne internt til de enkelte uddannelser i overensstemmelse med disses taxameterindtjening, jf. bilag 3. Denne fordelingspolitik har som umiddelbar konsekvens, at enkeltuddannelsernes studienævn ikke har nogen for dem synlig og selvstændig interesse i at justere på kvaliteten for at tilgodese indtjeningen på institutionsniveau.

Med det, jeg hørte på dagens møde, må dét argument nu siges at være endegyldigt passé.

I denne uge har jeg efterhånden oplevet så megen underlig adfærd i universitetssammenhæng, at jeg endnu en gang spekulerer på om deltagerne i uddannelsessystemet egentlig stadig tager de uddannelser, de skal administrere eller studere på, alvorligt.

flattr this!