En universitetsavis?

Københavns Universitet har en universitetsavis, der bare hedder Universitetsavisen (ligesom man i sin tid, når man ringede til Københavns Universitet, fik at vide i omstillingen at “det er universitetet”).

Når jeg læser det seneste nummer af Universitetsavisen fra København, bliver jeg forbløffet og faktisk også misundelig. Her er der både debat og kritisk journalistik, bl.a. en kritisk artikel om de siddende dekaner og hvordan forholdet mellem dem og den nye rektor mon vil blive.

Aalborg Universitet havde engang Center-Nyt (hvor Studenterrådet havde sit blad på bagsiden) og senere blev det erstattet af det stadigt mere glittede Uglen. Men Uglen holdt op med at udkomme i 2013. Der er nu ikke længere noget tilsvarende forum på min arbejdsplads; kun en Facebook-side og nyhedsbreve fra ledelsen og de centrale kontorer. Der er ikke noget fælles medium, hvor der også kan være et rum for debat og for intern kritik. Jeg er ikke sikker på at det er godt for universitetet, at den fælles kommunikation for alle ansatte og studerende kun foregår på denne måde og tilsyneladende kun i én retning.

Flattr this!

De læser slet ikke!

I går skrev jeg om studerende på AAU, der havde gjort en meget begrænset indsats for at forberede sig til det kursus, jeg holder i dette semester Nu kunne man sagtens sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af at jeg bare langer ud efter de studerende, jeg underviser for tiden. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg var lidt mellemfornøjet i går.

Men der er faktisk en del litteratur inden for uddannelsesforskning, og ikke mindst inden for matematikkens didaktik, der påviser at de fleste studerende slet ikke læser i deres lærebøger!  Alene fra USA, hvor man skal betale et større beløb for bare at kunne studere på et universitet, er der masser af eksempler. Ét blandt mange er indledningen til en artikel fra 2012 fra International Conference on Technology in Collegiate Mathematics, hvori forfatterne Jane Friedman, Perla Myers og Jeff Wright fra University of San Diego skriver

Students in lower division mathematics classes rarely read their textbooks. If they do attempt to read them, they generally lack the skills necessary to read the material effectively.

Her er indledningen fra en artikel fra 2010 fra 13th Annual Conference on Research in Undergraduate Mathematics EducationMary Shepherd fra Northwest Missouri State University skriver

Many mathematics faculty want and tell their students to read their textbook. A brief survey of first year college students might discourage these teachers because it appears through general questioning that this does not happen as frequently as faculty would like, if at all. Informal surveys of students seems to indicate that they do not read large parts of theirmathematics textbooks at all, much less effectively.

Begge ovenstående artikler beskæftiger sig med at finde ud af hvorfor studerende ikke læser i deres lærebøger og hvad man kan gøre ved det. Svarene på disse to spørgsmål er desværre ikke enkle – eller fyldestgørende. Begge artikler observerer, at de fleste studerende simpelthen er ude af stand til at læse en matematisk tekst, og i begge artikler beskriver forfatterne de tiltag, de har sat i værk for at lære de studerende at læse på denne måde.

Og når jeg taler med universitetskolleger fra andre fagretninger end datalogi eller matematik, får jeg et helt tilsvarende billede. Mange studerende forbereder sig tilsyneladende aldrig. På AAU bruger vi (i al fald på første studieår) resurser på at undervise de studerende i at lave projektarbejde i grupper, men der er mig bekendt ingen aktiviteter, der går ud på at undervise dem i at læse en akademisk tekst. I går sagde en studerende til mig at han havde “kigget dagens tekst igennem”, og denne formulering var desværre meget sigende.

Denne observation, at mange studerende ikke kan læse en akademisk tekst (og slet ikke en tekst med matematisk indhold) vil dog næppe kunne udløse nogen forskningsmidler og man skal faktisk ikke ønske sig at se politiske tiltag. Mange politikere (en stor andel af dem har faktisk ikke gennemført en videregående uddannelse) vil rutinemæssigt blot sige, at de studerende skal “tage sig sammen”. Hele studiefremdriftsreformen er, så vidt jeg kan se, baseret på netop denne holdning, og det eneste, den formår, er (så vidt jeg kan se) at få studerende sparket ud af uddannelserne.

Et lidt kedeligt bud på at komme videre er, at vi skal konfrontere de studerende med, at det faktisk er et stort problem for deres egen læring, at de ikke læser. Jeg vil gerne høre nogle udsagn fra dem; forhåbentlig (og formodentlig) er det muligt at nå videre end til bortforklaringer om at kursusholderen ikke har fortalt hvilken lærebog, man skal bruge.

Og et andet, mindre kedeligt bud er at tage fat i den uddannelsesforskning, der findes derude og finde nogle gode strategier for at lære de studerende at læse. Udfordringen her er at alle disse strategier kræver tid og overskud fra undervisernes side, så hvis ikke vi skal have en endnu større undervisningsbelastning end nu (hvor uddannelsesområdet beskæres med 2 procent om året), skal vi have flere resurser tilført. Til gengæld vil vi så kunne få nogle bedre resultater at se.

Flattr this!

Fysisk til stede

I dag talte jeg med nogle af mine kolleger fra rundt om i Europa om de mange møder, vi har med hinanden over nettet. Skype er på godt og ondt blevet en udbredt måde at holde kontakten ved lige på. Møder på nettet kan være gode, hvis man skal træffe en beslutning og har en meget klar dagsorden. Men til mere kreative og søgende formål er der stadig intet, der overgår dette at være fysisk til stede i samme rum samtidig og med en stor tavle til rådighed.

Dette blev bekræftet af dagens oplevelser, hvor jeg og to kolleger fra henholdsvis Portugal og Malta havde et møde vha. Skype med en kollega fra Italien. Vi har haft sådanne møder gennem længere tid, men der kommer ofte kun få erkendelser ud af at tale sammen på denne måde. Vi kan ikke nemt reproducere dette at kunne deles om en tavle.

Ud på aftenen mødtes jeg med to kolleger fra Portugal på netop denne måde – i et lokale med en stor tavle. I løbet af et par timer kom vi ganske meget tættere på en fælles forståelse af hvordan nogle centrale definitioner bør se ud.

Måske er der gode teknologier, der kan hjælpe os med at have fagligt samvær på samme høje kvalitet som de gammeldags seminarer formår, men jeg har endnu til gode at se dem. Indtil da er vi forskere nødt til at mødes fysisk med alt hvad det indebærer af andre udfordringer, hvis vi skal have chancen for at kunne få et ordentligt udbytte af vores anstrengelser. De fire en halv dag, vi er sammen her i Tyskland har større betydning for vores indsigt og produktivitet, end mange udenforstående vel tror.

Flattr this!

Akademisk frihed

Der er en vigtig diskussion om akademisk frihed og fri adgang til information, der nu er ved at tage form. Til seminaret på Schloß Dagstuhl har jeg haft diskussioner om open access-adgang til akademiske publikationer med mine kolleger. En af mine italienske kolleger, Mariangiola Dezani, der er en meget erfaren og respekteret forsker, har været redaktør på et tidsskrift publiceret af Elsevier. I den egenskab talte hun allerede for 10 år siden for at der skulle gøre noget ved situationen om de dyre abonnementer på tidsskrifter – men de fleste af hendes kolleger ville ikke være med til at gøre noget. De var tilfredse med det privilegium det var at være del af redaktionen af det dengang meget prestigefyldt tidsskrift. Situationen var også træls dengang, men den er ikke blevet bedre. Jeg havde håbet at kunne lave en diskussionsgruppe til seminaret om dette emne, men det har der ikke været interesse for. Det, jeg fornemmer, er desværre en følelse af magtesløshed hos mange.

Tidsskrifter er én mulighed for udveksling af information, en anden vigtig mulighed er akademiske besøg. Jeg bemærker, at SIGPLAN, der er ACMs interessegruppe om programmeringssprog, nu også udtrykker sin bekymring om Donald Trumps indrejseforbud for borgere fra 7 lande. SIGPLAN er ligesom jeg af den holdning, at videnskaben skal kunne komme alle til gode og ikke må være afhængig af nationale, religiøse, kulturelle eller etniske forskelle. Uanset hvad man synes om regimet i et land som Iran, kan akademisk samarbejde med forskere i dette og andre udemokratiske lande være med til at åbne dem mod omverdenen. Det nuværende indrejseforbud har blandt sine mange ubehagelige konsekvenser dén, at akademisk samarbejde nu bliver sværere.

Flattr this!

Afsked

I dag flyttede jeg kontor endnu engang. Mit semester uden undervisning er ved at være slut, og i dag pakkede jeg mine ting på Institut for matematiske fag. Denne gang tog det ikke så lang tid; alt mit rod lagde jeg bag mig tilbage i august da jeg flyttede fra Institut for datalogi.

I morgen tager jeg til Tyskland for at deltage i et ugelangt seminar på Schloß Dagstuhl, der ligger i Saarlandet. Fra februar af er jeg igen at finde på Institut for datalogi, men i et andet kontor i en anden del af bygningen end før.

Jeg har, som nogle vil vide, været en del væk fra mit kontor i efterårets løb for at tage til udlandet i forskellige sammenhænge, men jeg har været glad for at have Institut for matematiske fag som base i den tid, og jeg er blevet taget godt imod af alle på instituttet. En så enkel ting som at genopdage, at man kan spise frokost med kolleger, har været en god oplevelse. Og der er også gode ansatser til samarbejde i støbeskeen, så jeg dukker efter alt at dømme op på fransk visit på Fredrik Bajers Vej 7G engang imellem i fremtiden.

Flattr this!

Et spændende valg af dato

Jeg har på denne blog skrevet om den ikke særligt gennemsigtige proces om delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet. Nu er det så en realitet: Fakultetet er blevet delt, og den nye dekan for mit fakultet indkaldte i går alle medarbejdere på det nye fakultet til et såkaldt kick-off-møde. Her er noget af indkaldelsen (med de sammensatte navneord delt, som det nu er blevet moderne at gøre):

Kære medarbejdere,

1. januar 2017 gik vi i luften med det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH). Det markerer vi med kick-off møder på følgende datoer:
København 31. januar kl. 10.00 – 12.30 i Acm15 (A) B1/1.008
Aalborg 1. februar kl. 13.30 – 15.30 i NOVI auditoriet

Vi står foran en stor opgave med at forme det nye fakultet og styrke vores position både internt og eksternt, hvor vi skal brandes som et som et attraktivt, moderne fakultet med et solidt forsknings- og uddannelses renommé og en anerkendt førerposition inden for videns samarbejde. Derfor arbejder ledelsen for tiden på at udfærdige strategien for det nye fakultet og sætte retningen for fakultets arbejde. På kick-off møderne vil dekanen og udvalgte institut- og skoleledere komme med oplæg herom. Der vil undervejs være rig mulighed for spørgsmål og diskussion, da vi ønsker at høre jeres tanker og input til det foreløbige arbejde.

Det er unægtelig et spændende valg af dato. Den 1. februar er datoen for semesterstart, og her skal vi byde alle de studerende velkommen til det nye semester. Det er den ene af årets to travleste dage for alle undervisere (den anden er 1. september). Men det har AAUs ledelse (der ikke underviser) vist glemt.

Flattr this!

Hvad siger evaluering af undervisning egentlig?

Tegning: Elly Walton, THES.

En ny britisk undersøgelse viser at der er en korrelation mellem studerendes evaluering af universitetsundervisning og underviserens køn – og det er kvindelige universitetslærere, der bliver evalueret dårligst.

Her kan man selvfølgelig hævde, at dette blot betyder, at det omsider er lykkedes at påvise, at kvinder simpelthen er dårligere til at undervise. Men hvis man tror på en sådan påstand (og det gør jeg bestemt ikke), må man dermed også fæste lid til at evalueringer af undervisningen udtrykker noget, der ikke alene er subjektivt.

Men en ny undersøgelse fra Canada indikerer, at der enten ikke er en korrelation eller en meget lille korrelation mellem evaluering af undervisning og det faktiske udbytte af undervisningen målt som læring.

I virkeligheden viser tyder resultater som disse nemlig på, at studerendes evaluering af undervisning kun bedømmer, hvad den enkelte studerende opfatter som kvaliteter i undervisningen – og i nogle tilfælde dækker opfattelsen over nogle holdninger til kønnene, som ikke er heldige.

Derfor er det i høj grad værd at overveje, om man kan sige ret meget meningsfyldt om undervisningens kvalitet ud fra standardiserede, kvantitativt baserede evalueringer foretaget af de studerende.

I en bedømmelsesfikseret kultur, hvor universitetslærere bliver målt på deres publikationer, hvor mange eksterne forskningsmidler de kan skaffe til sig selv og på evalueringer af deres undervisning, er dette i særdeleshed problematisk.

Evaluering af undervisning er et upålideligt instrument til kontrol (og om man skal kontrollere, er en anden sag). Men evaluering er helt nødvendig, når vi som undervisere selv skal udvikle kvaliteten af vores undervisning – men man kan evaluere på mange måder, også gennem kvalitative strategier. Og evalueringen skal vi hver især skal tilpasse til det, vi gerne vil undersøge. Derfor er der mange forskellige måder at evaluere undervisning på.

Når jeg har afholdt kursusundervisning for større hold, har jeg ladet de studerende lave den endelige evaluering i form af et åbent brev, som de stilede til den kommende årgang. Det kræver dels, at de studerende når en fælles opfattelse (så enkelte meget utilfredse personer ikke fylder uforholdsmæssigt meget), dels at de studerende begrunder deres evaluering og udtrykker den i form af konstruktive anbefalinger.

Flattr this!

Dyre publikationer

Elsevier og Springer har en højere profitrate end f.eks. Apple, Google, Disney og Starbucks. Kilde: http://www.pontydysgu.org/wp-content/uploads/2011/10/publishers2.jpg

I den akademiske verden er det nu de såkaldte BFI-point, som udløser penge til institutionerne og til institutterne. Alle publikationskanaler, der kan udløse point, er rangordnet mht. point i den Bibliometriske Forskningsindikator.  Så det er vigtigt for den enkelte forsker at publicere de rigtige steder, for ellers tjener institutionen ikke penge.

Publikationstraditioner er forskellige inden for de forskellige akademiske fag. I datalogi er konferencer lige så vigtige som tidsskrifter. Men der er ganske mange konferencer inden for datalogi, der kan tilbyde en særudgave med udvidede og opdaterede artikler fra konferencen. De udvidede udgaver tæller som nye artikler, og tidsskrifterne giver BFI-point (eller det tilsvarende i andre lande). Tidsskrifterne udkommer på store forlag som f.eks. Elsevier, der udgiver bl.a. det berømte medicinske tidsskrift The Lancet. Fem forlag udgiver i dag tilsammen halvdelen af alle videnskabelige publikationer: Elsevier, Springer, Wiley-Blackwell, Taylor & Francis og SAGE Publications.

Disse store forlag er et dyrt bekendtskab for universiteterne, for hvis man skal kunne læse artiklerne, skal man have adgang til et abonnement på tidsskrifterne. Her kræver forlagene så af et universitetsbibliotek, at det skal abonnere på alle deres tidsskrifter.  Så på den ene side giver forskernes publikationer penge til universiteterne, på den anden side skal universiteterne betale for at kunne give forskere adgang til at læse publikationerne. Og nogle forlag er endnu grellere: Man skal ikke bare betale for at kunne læse, hvis en artikel er blevet accepteret, man skal også betale for at kunne få lov at få den publiceret. Jeg har én enkelt gang været nødt til at betale en såkaldt page charge for at kunne få en antaget artikel udgivet. Dét gør jeg aldrig igen.

En artikel i Magisterbladet fortæller, hvor grelt prisniveauet er blevet efterhånden. Elsevier har i de sidste fem år sat prisen på biblioteksabonnementer op med 400.000 kroner om året. Det beløb svarer til årslønnen for en adjunkt. Alt dette sker i en virkelighed, hvor universiteterne skal spare to procent på budgetterne hvert år. Og forlagene må siges at skumme fløden, for redaktørerne og bedømmerne er ikke ansatte på forlagene, men forskere, der gør dette arbejde helt gratis. Ligesom pladeselskaberne i musikkens verden er forlagene i høj grad blevet et fordyrende mellemled, der først og fremmest prøver at beskytte sig selv.

Jeg boykotter selv Elsevier, og det må være på tide at de danske universiteter nu gør fælles front mod dette og andre kommercielle forlag for at komme deres usunde og for os kostbare forretningsmodel til livs.

Flattr this!

Kontortid

En af de største udfordringer, når man er universitetslærer, er at man meget nemt får sin arbejdsdag hakket i stykker. Denne fragmenterede arbejdsdag gør det ofte svært at finde tid til fordybelse. Også i dag fik jeg en dag hakket midt over, takket være et møde på Fibigerstræde (knap 10 minutters gang fra hvor jeg har kontor) af varighed én time.

Jeg ved, at det er en fragmentering, man ikke vil kunne undgå helt. Men det vil være vigtigt at kunne have hele, uforstyrrede dage, så man også kan komme videre med sin forskning og forberede større undervisningsaktiviteter. Nogle gange kommer der studerende eller kolleger fra andre steder på universitetet forbi mit kontor for at snakke med mig, og nogle gange går de forgæves. Andre gange fanger de mig, netop som jeg skal til et møde eller skal i gang med en lidt større indsats.

Derfor har jeg overvejet at følge udenlandske kollegers eksempel og holde kontortid. Kontortiderne er de tidspunkter, hvor studerende (for det er primært dem, der kommer forbi) ved at de vil kunne fange mig og hvor jeg vil give dem min udelte opmærksomhed. Kontortiderne skal så lægges på bestemte ugedage, hvor der alligevel også er møde- og undervisningsaktiviteter og hvor de studerende, jeg underviser, har plads i skemaet.

Min bekymring er her, at jeg ville kunne komme til at virke som om jeg ikke vil tale med studerende eller kolleger.  Forhåbentlig vil jeg kunne overbevise dem om at det ikke er dét, jeg har som mit mål – men derimod at kunne skemalægge min tid bedre.

Flattr this!

Kanye West-syndromet

Kanye West tager mikrofonen fra Taylor Swift ved MTV Video Music Awards i 2009. Foto: REUTERS/Gary Hershorn.

Nogle gange sker der noget bekymrende med mennesker, der får succes – inden succesen kom, var de stadig søgende sjæle og kunne være i tvivl. Men så satte succesen ind, og da var det som om noget blev forandret, og de udviklede en grandios adfærd. Vi kender alle til musikere, skuespillere og andre, der er endt med at blive på den måde. Det mest ekstreme eksempel er vel den amerikanske sanger Kanye West, der stormede ud fra en prisoverrækkelse, da han opdagede at han ikke var nomineret og få år senere ikke så nogen problemer i at springe op på scenen og snuppe mikrofonen fra Taylor Swift, da hun vandt en MTV-pris – for den syntes han burde være gået til Beyoncé. Det er næppe et tilfælde, at Kanye West for nylig er blevet set sammen med Donald Trump, for også han er en særdeles grandios person.

Også i den akademiske verden ser man grandios adfærd. Jeg mødte for år tilbage en opadstigende forsker, der på få år havde fået en masse succes i form af bevillinger, fastansættelse, held med publikationer og mulighed for at opbygge sin egen forskergruppe. Han fortalte mig at han i den store provinsby, han voksede op i (det var ikke herhjemme), var kendt af alle som den gymnasieelev, der var bedst af alle til matematik! Hvorfor dette var vigtigt at fortælle mig dén dag, ved jeg ikke. Ved en anden lejlighed fortalte han mig om sine naboer, som var nogle meget indskrænkede mennesker. En anden forsker, jeg mødte i sin tid, yndede at bruge spørgetiden efter konferenceforedrag til at jorde PhD-studerende og holdt engang til en konferencemiddag en tale for en kollega, der havde fået flere store æresbevisninger – men hele talen brugte han på at prøve at gøre grin med ham.

Sådanne forskere er uden diskussion dygtige, men de er næsten altid svære at samarbejde med, og man kan desværre også ende med at blive træt af dem, for man får indtrykket af at de ser ned på de fleste andre mennesker. Nogle gange ender de med at blive magtmennesker med alt hvad det indebærer.

Der er en forskel på at være grandios og på at have selvtillid. Jeg kender akademikere, der har stor selvtillid uden at være grandiose; det er typisk nogle usædvanligt dygtige og socialt kompetente mennesker, der bestemt ved at de er gode, men samtidig ikke er uden selvironi og gerne vil tale med mange forskellige slags mennesker.

Grandiositeten kan i virkeligheden dække over lav selvtillid og lavt selvværd kombineret med en talentfuld barndom og senere pludselig og voldsom succes. Nogle gange afslører det grandiose menneskes livshistorie nogle tidlige nederlag, som han eller hun måske nu prøver at kompensere for ved at fremstå større. Så i virkeligheden er det synd for det grandiose menneske, for der kan være en stor ensomhed og usikkerhed bag al den tilsyneladende storhed.

Den amerikanske psykolog Rachel Kitson har en interessant artikel om hvorfor Kanye West mon er endt som han er, og én af forklaringerne er måske netop kombinationen af at være et stort talent og problemer med tilknytning i barndommen. Hans forældre blev tidligt skilt, og han boede i nogle år i Kina med sin mor (der er universitetslærer). Han klarede sig godt i skolen, men droppede ud af college for at kaste sig over musikken på fuld tid.

Hvad man skal gøre ved grandiose venner eller kolleger – eller dem, der er i fare for at blive grandiose – ved jeg desværre ikke. Det bedste ville være, hvis man kunne redde dem fra grandiositeten, mens tid var, men svært er det. Hvis man roser dem for deres kvaliteter, kan man ende med at bekræfte dem, men gør man det modsatte, kan det også nemt forstærke den grandiose adfærd.

Flattr this!