Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Uddannelsesbarometeret

uddannelsesbarometer
Samlet oversigt over ATVs ranking af de danske universitetsuddannelser.

For tiden er mange optaget af de aktuelle planer om totaldimensionering af universitetsuddannelserne, og det ender let i en sammenligning af dem, og ofte er der reelt tale om en rivalisering mellem dem . Det er velkendt og trist at opleve både angrebene på humaniora fra erhvervslivets side og de nogle gange dårligt gennemtænkte forsvar for humaniora der især skyldes folk uden for universitetsverdenen. Hvis planen med totaldimensioneringen er at spille fag og universiteter ud mod hinanden, er det lykkedes over al forventning.

Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) har udarbejdet en rapport med en rangordning af de danske kandidatuddannelser.

Det er interessant, at denne rapport kommer netop nu, synes jeg. ATV skriver selv i forordet:

Et udvalg i regi af ATV’s råd for forskning og uddannelse – ATV|Helios har udarbejdet denne rapport med en ambition om at etablere centrale elementer af en sådan analyse ved at fokusere på faglig tilpasning, kompetencetilpasning, videnskabeligt niveau, værdiskabelse og international sammenlignelighed af de danske universitetsuddannelser påkandidatniveau.

Det er underligt for mig at se datalogi og IT placeret langt nede på rankingen, kun ét trin over erhvervslivets foretrukne prügelknaber: de kunstneriske og æstetiske fag. (Jeg bemærker at formanden for udvalget bag rapporten er Erik Meiniche Schmidt, der er tidligere dekan ved Aarhus Universitet, men også datalog.)

Det store spørgsmål, jeg sidder tilbage med, er om kriterierne for ATVs vurdering egentlig er de rigtige. Giver det mening at sammenligne områder, der ikke rigtig er “internationaliserbare” som f.eks. dansk litteraturhistorie, med områder, der er, som f.eks. engelsk litteraturhistorie? Og giver det mening at sammenligne fag med helt forskellige fagligheder og publikationsstrategier som f.eks. fysik og æstetiske fag? Jeg er bange for at man ender med ikke at yde nogen af fagene ordentlig retfærdighed.

flattr this!

Chomsky om usikkerheds-universitetet

shutterstock_125767211

Hos netmagasinet Salon kan man læse et interessant foredrag, som Noam Chomsky har holdt i år. Chomsky er på én gang en kontroversiel samfundskritiker og en af de vigtigste personer i USAs akademiske verden gennem en menneskealder. I dette foredrag (som er blevet til et essay ved at komme på skrift) tager han fat på kritikken af den akademiske verden i USA. Men essensen af kritikken rammer også den akademiske verden, som jeg oplever den i Danmark.  Chomsky fokuserer på hvordan den konkurrencefikserede forretningsmodel, som anvendes i store virksomheder, er blevet overført til universitetsverdenen og hvad det har ført med sig.

  • De grundlæggende vilkår i den moderne akademiske verden er usikre. Ansættelser er usikre, undervisningsopgaver er usikre, forskningsmidler er usikre. Målet med at have så stor en usikkerhed er at skabe et incitament, der samtidig er kontrollerende. Fordi akademikere skal bruge en masse energi på at sikre sig fortsat ansættelse og fortsatte arbejdsopgaver og på at skaffe de nødvendige forskningsmidler, bliver de grundlæggende nervøse og får mindre trang (og tid) til at kritisere systemet. Hele dette usikre universitetsmiljø, præget af skarp konkurrence, kommer  i sidste ende til at være indoktrinerende.
  • Den administrative side af universitetet er vokset voldsomt. Der er blevet forholdsvis langt flere administrative medarbejdere, og der er flere og større ledelseslag nu mellem de ansatte og universitetets højeste myndighed.
  • Kvaliteten af kontakten mellem undervisere og den enkelte studerende bliver sænket.  Holdene bliver større, og der bliver flere deltids- og løstansatte undervisere.
  • Stadigt lavere grad af medindflydelse fra “gulvet”. I USA har der aldrig rigtig været medindflydelse fra de studerende, og ledelsesstrukturen er som i Danmark: Ansatte dekaner og ansatte institutledere.

Men alle disse kritikpunkter er velkendte, og jeg har også selv fremført dem her på bloggen.

Det rigtig interessante, Chomsky bidrager med, er et bud på hvordan den akademiske verden i stedet kunne være. Chomsky tror ikke på at der engang har været en “guldalder”, så en simpel tilbagevenden til fortidens strukturer er ikke det, der ligger ham på sinde. I stedet slår han på det, der i virkeligheden er modsætningen til det eksisterende usikkerheds-universitet:

  • Der skal være et reelt, repræsentativt demokrati for alle ansatte (og de studerende). Chomsky påpeger at dette at de ansatte selv skal bestemme over virksomheden faktisk er et liberalt (!) ideal, der stammer tilbage fra John Stuart Mill og faktisk også John Dewey.
  • Formålet med at lære skal gentænkes. I stedet for at fokusere på at de studerende skal lære for at bestå, skal undervisningen fokusere på at de studerende skal lære for at stimulere og udvikle deres nysgerrighed.

Jeg hæfter mig især ved denne lille anekdote fra Chomsky (der egentlig også er et forsvar for problemorientering):

One world-famous physicist, in his freshman courses if he was asked “what are we going to cover this semester?” his answer was “it doesn’t matter what we cover, it matters what you discover.”

Jeg ville ønske at ministre og embedsmænd ville læse Chomskys essay – og forstå det.

flattr this!

Nordjyske planer

Fotografi den 06-10-14 kl. 15.38I dag var jeg til debat for folketingsmedlemmer valgt i Nordjylland arrangeret af Nordjyske.

Egholm-motorvejen var da også den egentlige grund til at jeg deltog. Mange, der har besøgt min blog, ved at jeg er meget bekymret over planerne om en sådan motorvej og har været med til at stifte foreningen Fremtidens Aalborg, der samler modstanden mod Egholm-motorvejen.. Sammen med mig var da også flere andre fra foreningen.

Men også regeringens planer om totaldimensionering af de videregående uddannelser, studiefremdriftsreformen og den forkortede dagpengeperiode og de skærpede genoptjeningskrav er problemer, der bekymrer mig. Der er nok at spørge politikerne om.

Komiteen 3. Limfjordsforbindelse nu! havde lagt sit glittede materiale frem til uddeling – komiteen er bestemt ikke en græsrodsbevægelse, men et konsortium af regionsrådsmedlemmer, borgmestre og virksomhedsledere med alt hvad der er af private og skatteyderbetalte midler bag.

Mødet startede med en times plenumdebat, og herefter var der tre separate fora, hvor der var mulighed for at stille spørgsmål.

I det forum, jeg havnede i, var der politikere fra regeringspartierne, Venstre og Dansk Folkeparti. I denne sammenhæng fik jeg stillet et spørgsmål om Egholm-motorvejen med fokus på miljøet. Det er interessant at der i kommunalt regi er klimastrategier, der skal tage hensyn til den stigende vandstand – og de strategier er i åbenlys modstrid med nogle af de lokale ambitioner om store anlægsprojekter; Aalborg kommune har specielt en klimastrategi, der siger at

Klimaændringerne skal tænkes ind i byplanlægningen, så der ikke planlægges ny byudvikling i oversvømmelsestruede områder, eller der skal indtænkes klimasikring i planlægningen. I eksisterende byområder lægger klimastrategien op til, hvor og hvordan, der skal sikres mod oversvømmelser fx forhøjede bygningskvoter for byggeri i lavtliggende områder.
Et af målene er, at der ikke byudvikles eller anlægges store vejanlæg i områder, der på sigt må opgives.

Dette harmonerer ikke særlig godt med planerne om Egholm-motorvejen – store dele af den planlagte linjeføring ligger mindre end 1 meter over havets overflade. Jeg spurgte om dette, og jeg fik et lidt underligt svar – det virkede til at dette kom bag på Rasmus Prehn, der prøvede at svare.

Også skifergas blev nævnt af en anden tilhører, men politikernes svar var bemærkelsesværdigt undvigende; formodentlig fordi det ikke var del af deres “ønskeseddel”. Men det lykkedes en politiker at sige at der var store problemer med udvinding af skifergas i USA men at der alligevel burde udvindes skifergas i Vendsyssel. For i Danmark ville der ikke være problemer med udvinding af skifergas, og skulle det alligevel være tilfældet, ville det selvfølgelig ikke blive til noget. Ingen så noget problem i konsekvenserne af yderligere udvinding af fossile brændstoffer, og i det hele taget fik jeg også en tydelig fornemmelse af at der hos politikerne fra regeringspartierne, Venstre og Dansk Folkeparti var en stiltiend enighed om at nedtone bekymringerne for miljøpåvirkningerne ved fracking.

Et andet spørgsmål, jeg stillede, gik på studiefremdriftsreformen. Den har givet os en masse administrativt bøvl på Aalborg Universitet, hvor vi skal få reformen til at leve sammen med strukturen af vores uddannelser – og så er det endda ikke hos os, der er de fleste eller længste overskridelser af normeret studietid. Tværtimod.

Her viste Rasmus Prehn en vis forståelse for vores situation, mens Karsten Lauritzen fra Danmarks populæreste parti blot konstaterede at der skulle være ens regler for alle.

I spørgsmålet om dagpengeret og optjeningsperiode var der intet, jeg ikke havde hørt mange gange før.

Bortset fra et par små sprækker i panseret i nogle enkelte svar, var mødet derfor på mange måder præcis den frustrerende øvelse i politikeres manglende lyst til at lytte og tilsvarende manglende lyst til at svare, som jeg (og mange andre) havde forventet.

flattr this!

På H.C. Andersens slot

foto 1

foto2

foto 5-1

I dag har jeg været i København for endnu engang at præsentere mit science slam fra april i år – den lille historie med flyttekassen om Mars Climate Orbiter, britiske pundsekunder og antallet af linjer i Dostojevskijs Idioten.

I sin tid blev jeg inviteret af Det Obelske Familiefond, som står bag en masse store donationer. Jeg spurgte om jeg kunne rejse på 1. klasse med tog, og det kunne jeg.

Denne eftermiddag i H.C. Andersen Slottet i Tivoli i København blev kaldt en inspirationsdag og den skulle promovere fonden i København. Hele maskineriet var kørt i stilling. Der var en stor delegation fra Aalborg til stede; bl.a. dekanerne Eskild Holm Nielsen fra tek-nat, Hanne Katrine Krogstrup fra samf og rektor himself var der.

Stéphanie Surrugue fra TV2 var konferencier – hun havde faktisk set min science slam-video på YouTube og sagde at hun syntes godt om den. Så dét.

Inspirationsdagens helt store fokus  var på sundhedsvæsenet. Vi fik to oplæg om nye erfaringer med telemedicin, men også sundhedsminister Nick Hækkerup var der; han talte om det psykiatriske behandlingssystem. Hans pointe var ikke specielt politisk, men faktisk vigtig – at der er nogle meget uheldige tabuer om psykisk sygdom, som ikke findes om fysisk sygdom, og at det stadig er udbredt at tænke på psykisk sygdom som noget kronisk. Nu håber jeg bare han vil leve op til den fine hensigt i sin politik over for psykiatrien.

Der var en (nok lige lovlig lang) præsentation af Tivoli-garden, og så kom nogle af garderne selv og spillede. Efter kun 170 år vil dette københavnske musikkorps for børn nu gøre noget hidtil uhørt – de vil optage piger (!!), og begrundelsen er ikke ligestilling, men at der i vore dage simpelthen er flest piger, der spiller de instrumenter som indgår i Tivoligarden. Og nej, det var ikke satire.

Det mest interessante indslag var dog dagens sidste, en beretning fra Frank Mugisha fra menneskerettighedsorganisationen SMUG, der kæmper for LGBT-rettigheder i Uganda. Frank Mugisha er en meget modig mand i et land hvor homofobien er en stor og konkret trussel mod bøsser, lesbiske og trans- og interkønnede; hans ven og kollega David Kato blev myrdet men Frank tog over efter David. Som Frank sagde: Jeg har ingen bodyguards til at passe på mig; det der beskytter nu er at jeg er en offentlig person der hele tiden er i medierne. Sammen med Frank var Helle Jacobsen fra Amnestys sekretariat; det var også et godt gensyn – vi var begge ret overraskede over at møde hinanden netop ved denne lejlighed. Jeg har gennem snart en del år haft et godt samarbejde med Helle i forbindelse med vores kampagnearbejde i Amnesty Aalborg. SMUG har fået 3 millioner kroner til sit arbejde af Obel, og det er rigtig godt for denne vigtige kamp for menneskerettigheder. Og i en sidebemærkning fik jeg at vide at Frank Mugisha faktisk er blandt de 17 mennesker, der er på shortlist til Nobels Fredspris!

Hvordan gik mit eget indslag egentlig? Jeg tror såmænd det gik som det skulle; der var da nogle der lo undervejs på passende steder. På tirsdag holder jeg det for fjerde og sidste gang, denne gang for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (hvis der kun kommer én tilhører ligesom sidst, er det godt at det ikke er ny-forberedt).

Stephania Surrugue stillede undervejs et par spørgsmål til alle, der havde et indslag, og mig spurgte hun om hvorfor det dog nu var nødvendigt for forskere at bruge humor i formidlingen, sådan som vi ender med at gøre i science slam. Min egen forklaring er at forskning – og ikke mindst naturvidenskabelig forskning – er fyldt med paradokser og overraskelser, og dette er da også virkemidlerne i god humor.  Afstanden er ikke så stor, som nogen tror. Og derudover er der ikke nogen modsætning mellem at være seriøs og at anvende humor.

flattr this!

Studiefremdrift

speedometer

Der er ikke mange på de videregående uddannelser, der er glade for studiefremdriftsreformen. Bare ordet kan sende kuldegysninger gennem mange universitetslærere og -studerende. Politikerne har til gengæld været glade for dette tiltag, der betyder at alle studerende hvert semester skal være tilmeldt mindst 30 ETCS undervisning. En af konsekvenserne bliver, at studerende, der kommer bagud med studierne, skal følge de aktiviteter, de ikke bestod, samtidig med at de følger 30 ETCS nye aktiviteter. Målet er selvfølgelig at få studerende til at komme hurtigt igennem uddannelserne. Ligesom nulforskeren er evighedsstudenten et skræmmebillede, politikerne ynder at bruge i deres måde at tænke om universitetsverdenen på.

Lars Ulriksen, der er professor i naturfagenes didaktik ved RUC, har i denne uge haft en kronik i Information om studiefremdriftsreformen.  Heller ikke han er begejstret, og han har en vigtig pointe.

I vore dage ser vi mere og mere, at et stort antal studerende betjener sig af “strategisk læring”. Dvs. at de først og fremmest bruger tid og kræfter på at lære det, de tror der skal til for at bestå. Resultatet bliver overfladelæring i stedet for dybdelæring. Studiefremdriftsreformen vil derfor meget nemt ende med at fremme strategisk læring og dermed overfladelæring, fordi konsekvenserne ved ikke at bestå bliver mere udtalte end før. Vi risikerer simpelthen at de studerende vil fokusere endnu mere på at bestå end på at forstå.

Vi har at gøre med den samme problemstilling som med måling af forskeres publikationer. Jo mere vi lægger fokus på antallet af publikationer, jo mere strategisk tænker forskere i antallet af publikationer. Vi får ikke nødvendigvis bedre forskning, men vi får flere forskningspublikationer. Konkurrencesamfundet skaber nemlig ikke kvalitet, men kun mennesker, der optimerer deres adfærd efter at klare sig bedst muligt i konkurrencen.

Selvfølgelig er det et problem at studerende bruger lang tid på at gennemføre en uddannelse; det er både et problem for institutionen og for den studerende selv. Alene derfor man gøre noget ved dette. I studiefremdriftsreformen er der indbygget en antagelse om at de studerende kan gennemføre deres uddannelse hurtigere, hvis de bare tager sig mere sammen. Men er denne antagelse virkelig korrekt? Den minder i forbløffende grad om den magelighedshypotese, der er en udbredt forklaring på eksistensen af arbejdsløshed: Arbejdsløsheden skyldes at de arbejdsløse ikke tager sig sammen.

Men hvorfor ikke prøve at finde ud af  hvad er de de egentlige, typiske årsager til studietidsforlængelser, og hvad der er årsagerne til at der er bestemte steder i uddannelserne, der er flaskehalse? Og man kunne så prøve at gøre noget ved disse faktiske årsager.

flattr this!

Noget om Kina

confucius institutes

Mange nordamerikanske og europæiske universiteter har et såkaldt Confucius-institut, som beskæftiger sig med kinesisk sprog og kultur.  Det er ikke overraskende, at Confucius-institutterne er oprettet af og har tætte forbindelser til de kinesiske myndigheder – og bestemmer hvem der skal ansættes. Men det er heller ikke uproblematisk.

Tidligere i år blev nogle sider fra programmet for dette års  konference afholdt af  European Association for Chinese Studies (EACS) fjernet inden deltagerne fik det. Dette skete efter ordre fra den internationale leder af Confucius-netværk, Xu Lin. Det, der var galt, var at der i programmet var henvisninger til bestemte “upassende” organisationer fra Taiwan. Formanden for EACS har protesteret over denne hændelse.

Siden har EACS udarbejdet en rapport, der beskriver hvordan Confucius-instituttet har forsøgt at censurere konferenceprogrammet. Her står der bl.a. en interessant passus om hvad der er “tilladt” ved en sådan konference ifølge Confucius-instituttet:

The conference is regulated by the laws and decrees of both China and the host country, and will not carry out any activities which are deemed to be adverse to the social order.

Der har tidligere været en del kritik af hvordan Confucius-institutternes fremfærd har været, bl.a. i forhold til at ville nedtone menneskerettighedsproblemer i Kina (bl.a. myndighedernes brutale nedkæmpelse af demonstrationerne på den Himmelske Freds Plads i 1989). Her er det særligt interessant at bemærke at ikke bare har danske universiteter også et sådant institut, faktisk figurerer de officielt som en del af Aalborg Universitet.

 

flattr this!

På vej hjem

IMG_3661.JPG

I skrivende stund er jeg på vej hjem fra Rom. Jeg nåede lige akkurat at få første session med til hovedkonferencen CONCUR og at få frokost og en sidste ladning italiensk is; og nå ja, jeg fik da også omsider hilst på Helle Hvid Hansen, der er en af de danskere inden for teoretisk datalogi, der har haft hele sin akademiske løbebane uden for landets grænser.

Derefter gik det ellers hjemover.

Det er spændende at være til akademiske konferencer. Samtidig må jeg også erkende at jeg altid har syntes at det også er mere end almindeligt mentalt udmattende.

Der er foredrag to timer i træk, og mod slutningen af sådan en session er det ofte svært at holde sig koncentreret. Og vi ved alle godt at det mest spændende næsten altid sker i pauserne.

Og så er der også det med publikationskravet. I datalogi (men ikke i fysik eller matematik) er konferencer gået hen og blevet den vigtigste publikationskilde – vigtigere end tidsskrifter. Vi sender ind til konferencer for at præsentere færdigt arbejde uden knaster. Derfor bliver mange konferencepræsentationer og –artikler meget polerede.

Jeg talte med en af mine britiske kolleger om muligheden for at finde et andet format, der måske kan fremme diskussionslysten – alt for ofte er det som om de gode, afsøgende diskussioner skal standses af hensyn til tidsplanen. Gad vide om vi skulle give konferencer en anden status og gøre dem mere “afsøgende”?

flattr this!

Universitetets stenalder og guldalder

I dag var jeg blevet indbudt til at holde et lille oplæg ved et møde på Institut for matematiske fag. Lige nu oplever matematikuddannelserne på Aalborg Universitet en stor tilstrømning af studerende. Da jeg selv var studerende der, var årgangene små – da der to efter mig startede et hold på næsten 30 studerende, talte man meget om den store tilstrømning. En af dem var forresten Søren Højsgaard, som i dag er institutleder på matematik. Men i år er der optaget tæt på 90 studerende på uddannelserne i matematik, matematik-økonomi og matematik-teknik. Dét er rigtig mange.

På Institut for datalogi er det nogle år siden, vi selv oplevede at få store hold af studerende (og i år bliver der optaget 252 studerende i alt på de uddannelser, vi tager os af – det er mere end en fordobling siden 2009), og matematikerne ville gerne høre mit bud på hvad vi oplevede og om der mon var nogle erfaringer, de kunne lære af.

Ovenfor kan I se de slides, jeg havde med.

Det blev en rigtig god mulighed for mig til at tænke tilbage på alle de forandringer, vi har oplevet i de seneste 30 år. Mange af ændringerne skyldes alt det, masseuniversitetet har ført med sig, men noget andet skyldes også at vi er blevet mere og mere lukket om os selv – det hænger selvfølgelig også til dels sammen med at institutterne nu skal være pseudo-selvforvaltende. Men ikke kun. Der er også tale om en regulær mentalitetsændring hos alle involverede, og årsagerne til den er mange og komplicerede at afdække.

Vi fik en god diskussion af de udfordringer, også Institut for matematiske fag nu står over for, og interessant nok endte jeg endnu engang med at snakke om flipped classroom. Det var et emne, der fik tankerne og spørgsmålene frem. Endnu engang fik jeg røbet at det tager meget mere end 10 minutter at producere 10 minutters undervisningsvideo – men først i dag lykkedes det mig at forklare hvorfor det er sådan. Analogen er den velredigerede tekst: det tager meget mere end 10 minutter at skrive en god tekst, som kan læses med udbytte på 10 minutter.

flattr this!

Fra gymnasiet til universitetet

For to år siden begyndte dumpeprocenterne at vokse alarmerende i nogle af fagene på vores bacheloruddannelser i datalogi og software. Gad vide om der er tale om en sammenhæng mellem hvordan de studerende klarer sig i disse fag? Gad vide om der er tale om studerende, der har klaret sig dårligt i gymnasiet?

På institutmødet i dag præsenterede jeg de resultater, vi har fundet. Undersøgelsen har jeg foretaget sammen med Mikkel Meyer Andersen fra Institut for matematiske fag. Mikkel stod for det store arbejde med at lave selve dataanalyserne, og han har også datalogi som sit andet fag og kender derfor også noget til den uddannelse, undersøgelsen omhandler.

Karaktergennemsnittet er signifikant lavere hvis man har et matematikgennemsnit fra gymnasiet under 4. Karaktergennemsnittet hos dem, der udebliver fra en eller flere eksaminer i disse fag er signifikant lavere og risikoen for at dumpe i et eller flere af de fire fag er signifikant højere.

Resultaterne affødte en del kommentarer fra mine kolleger. Det skortede især ikke på hurtige løsningsforslag. Nogle foreslog at matematikkurserne på første studieår skulle laves om. Nogle foreslog at der skulle være særlige sommerkurser. Andre spekulerede på om sammenhængen mon var af generel natur eller kun gjaldt for de fire kurser, vi her havde fat i.

Diskussionen afslørede dog også noget andet: Vi, der underviser på universitet, ved simpelthen alt for lidt om matematikpensum på ungdomsuddannelserne.

Det eneste, vi kan se, er at der er en korrelation mellem matematikkaraktererne fra  ungdomsuddannelserne og nogle bestemte fag på universitetet. Men det er også vigtigt i sig selv.

Jeg tør ikke pege på nogen enkel løsning, for først skal vi forstå årsagerne meget bedre. Selv vil jeg foreslå to tiltag.

  • For det første at vi laver yderligere undersøgelser for at se om problemet også forekommer for andre fag end de fire fag, vi har undersøgt.
  • For det andet at vi laver nogle kvalitative interviews, der kan afdække de studerendes motivation for at studere på de datalogiske uddannelser.

 

flattr this!

Store lommepenge

lommepenge

Dagen i dag er gået med et heldagsmøde for alle ansatte på Institut for datalogi. Inden for det seneste år har der været et konstant og voldsomt fokus på universitetets problemfyldte økonomi og hvilke konsekvenser det vil have for os.

Det er lige lovlig interessant at vænne sig til den universitetsøkonomi, der er opstået inden for det seneste årti. En af kongstankerne er huslejeideen: Det enkelte institut lejer lokalerne af universitetet og betaler husleje. Huslejen finansieres af instituttets økonomi, og den kommer fra basismidler og eksterne bevillinger, som enkelte medarbejdere søger. Basismidlerne tildeles via finansloven, men udgør efterhånden kun omtrent halvdelen, og 5% af disse basismidler skal fordeles mellem de danske universiteter efter et konkurrenceprincip. De eksterne forskningsmidler skal man søge fra statslige forskningsråd, EU-bevillinger og private fonde.

Hvad så hvis vi ikke har råd til at have de lokaler, vi har brug for? Svaret er enkelt: Så får vi simpelthen færre kontorer, grupperum og mødelokaler. Dette princip om økonomisk selvstændighed er selvfølgelig kun tilsyneladende.  Universitetets underskud har nemlig ført til at alle universiteter har skullet spare. På nogle institutter er der sket afskedigelser; heldigvis er det ikke sket på Institut for datalogi, men til gengæld har vi stort set ikke kunnet ansætte nye medarbejdere, og med en stærkt stigende studentermasse betyder det at vi får mere at se til hver især.

På dagens møde skulle vi diskutere hvordan vi kunne håndtere en kommende situation med færre (eller måske bare ikke flere) lokaler end nu. Uanset hvad vil det gå ud over både undervisningens kvalitet og vores arbejdsforhold.

Man skal passe på med at drage populistiske analogier,men det økonomiske princip, der ligger bag fordelingen af resurser i den danske universitetsverden, minder i helt forbløffende grad om nogle forældres håndtering af lommepenge til større børn. Børnene får lommepenge, som de delvist skal bruge til at spare op til f.eks. en ny cykel, og derudover skal børnene have et fritidsjob. De børn i familien, der laver mest eller på anden måde gør sig særligt heldigt bemærket, får måske lidt flere lommepenge. Men hvis der omvendt er børn, der bruger for mange lommepenge på f.eks. slik eller biografture, får de aldrig en ny cykel.

I nogle familier giver den slags måske god mening, især hvis familiens midler er små. Basismidlerne svarer til lommepenge og de eksterne bevillinger svarer til fritidsjobbet. Men de danske universiteter er ikke en fattig familie; de eksterne midler er i stort omfang offentlige midler, der udbydes i konkurrence. Dette ville svare til at forældrene i familien også udbød fritidsjob, som familiens egne børn skulle konkurrere med deres klassekammerater om at få. Min begejstring for denne lommepenge-tilgang i den danske universitetsverden er lille; den baserer sig i høj grad på en tese om at tillid er godt, men konkurrence er meget bedre.

(På dagens møde var der også en helt urelateret diskussion af uddannelserne. Her holdt jeg et oplæg om sammenhængen mellem gymnasie- og universitetskarakterer, men det vil jeg skrive om her en anden gang.)

flattr this!