Skoleidrætsmærkets forbandelse

Bronze-idrætsmærket, jeg aldrig fik.

For mig er skoleidrætsmærket blevet sindbilledet på en stræben efter noget, der altid vil forblive umuligt. 

Skoleidrætsmærket er en gammel idé, der stammer fra 1923; enhver skoleelev, der kunne præstere idrætsresultater, der mindst var lige så gode som nogle veldefinerede talværdier, ville få et flot diplom og et særligt idrætsmærke. I min barndom var der idrætsmærker i guld, sølv og bronze.

Idrætslæreren på Halvrimmen skole talte længe og varmt om idrætsmærkerne og vi prøvede ofte til idrætstimerne at se, om nogen kunne løbe hurtigt nok eller springe højt eller langt nok. Alle vil kunne bevidne, at jeg var fuldstændig elendig til idræt. Men alligevel stræbte også jeg efter at få et idrætsmærke, og af uvisse årsager skulle det være i længdespring. Jeg prøvede og prøvede og prøvede, men kom aldrig i nærheden af at springe langt nok. Derhjemme prøvede jeg at øve tilløb og spring i gården, men der var ingen sandgrav, kun cementfliser. Så nogle gange cyklede jeg ud til atletikbanerne i Halvrimmen (jeg boede i Arentsminde, så det var et par kilometer væk) og forsøgte mig med længdespring. Men det gik ikke bedre af dén grund. Jeg er ikke sikker på, hvem det var fra klassen, der fik idrætsmærker, men for mig fremstod det som noget, der var uopnåeligt for mig, men opnåeligt for i al fald nogle af mine klassekammerater. Så jeg burde jo kunne få et også, hvis bare jeg blev ved med at anstrenge mig. I virkeligheden var det vel derfor, idrætsmærket blev ved med at nage mig sådan. Og det er underligt at tænke på, at jeg så længe blev ved med at prøve, inden jeg til sidst gav op.

Nogle gange, når jeg tænker på de konkurrencevilkår, vi sidder med i den akademiske biks i vore dage, minder situationen mig uvilkårligt om dengang med idrætsmærkerne.

Hvorfor skal man lære at læse faglitteratur?

Mange universitetslærere har en oplevelse af, at der er ganske mange studerende, der sjældent eller måske endda aldrig læser i de lærebøger, de skal benytte i kursusundervisningen. Selv har jeg ofte haft en tydelig fornemmelse af det. Jeg har her hørt det argument, at det egentlig ikke er så vigtigt, at de studerende læser – bare de kan bestå. Hvis de kan opnå den tilstrækkelige viden ad anden vej, er det jo godt nok, for det handler først og fremmest om at kunne bestå. Og på sin vis er det helt korrekt.

Samtidig er der dog mindst to rigtig gode argument for at man som studerende eller færdiguddannet skal læse faglitteratur. Det ene er det rent pragmatiske: Der findes i alle universitetsfag stadig en hel masse relevant faglig viden, der kun er tilgængelig som tekster – og det gælder også for ny viden.

Men der er et andet argument, som jeg først blev ordentligt opmærksom på for nylig: Så længe det er vigtigt at kunne skrive godt, så længe vil det også være vigtigt at kunne læse. Studerende skal også kunne skrive en faglig tekst selv. Den kompetence, det er at kunne skrive med udbytte, er ikke uafhængig af den kompetence, det er at kunne læse med udbytte. Man kan ikke skabe en struktur i sin egen tekst, hvis man ikke kan opdage strukturen i de tekster, andre har skrevet.

Jeg husker fra min egen studietid og senere, hvordan jeg har læst gode fagtekster, og da selv har fået lyst til skrive lige så godt og klart. Faglitteraturen er også et forbillede. Nogle gange har jeg derfor undret mig (også ind imellem højlydt) over at studerende, der ikke skrev godt, ikke havde en ambition om at skrive lige så godt som de fagfolk, der skriver godt. Jeg tror faktisk, det skyldes, at de pågældende studerende enten ikke har læst nok eller ikke har tænkt over hvad en god fagtekst er.

Præcis som seriøst udøvende musikere lytter til en masse musik og præcis som seriøst udøvende billedkunstnere holder af at se på billeder af alle slags, sådan må en seriøs studerende/færdiguddannet også følge med hvad andre har skrevet og finde ud af hvad der kendetegner en god tekst. 

Jeg er skuffet

Tidligere i år skrev jeg om arbejdet med at koordinere en Horizon 2020-ansøgning. Vi mødtes alle parter i Portugal, og bagefter fulgte tre måneders intens indsats godt hjulpet af et erfarent konsulentfirma. Midt i det hele kom truslen om en storkonflikt på det offentlige område; hvis den var blevet til virkelighed, var ansøgningen måske aldrig blevet til noget.

For få minutter siden kom afslaget så. En ansøgning på 150 sider; afslaget var på tyve linjer. Tærsklen var 10 point; ansøgningen fik 11,5 point, men det var stadig ikke nok.

Jeg ved godt, at afslaget er retfærdigt og godt osv. osv., og at jeg skal glæde mig på vegne af dem, der nu får en bevilling. Men jeg er nu skuffet og ked af det alligevel, og jeg må efterhånden indse, at jeg formodentlig ikke har det, der skal til for at skaffe eksterne forskningsmidler.

Strategisk omeksamen og stress

Kilde: http://henkogthverdag.dk/eksamens-5-faser-2/

I denne uge er der et indlæg i  Politiken om den tendens, der er til at studerende bevidst dumper til eksamen for at kunne gå til omeksamen.

Henrik Poulsen, der er censor ved medievidenskab på SDU skriver

Ved mundtlige eksaminer oplever jeg desværre ofte, at op mod en tredjedel af de studerende melder fra, gerne på eksamensdagen, og jeg møder dem senere i august til reeksaminationen som usikre og meget nervøse eksaminander.

Den grundlæggende observation har Henrik Poulsen ret i. Jeg har aldrig oplevet at tilgangen med bevidst at dumpe lægger en dæmper på studerendes oplevelse af stress – tværtimod. På kort sigt hjælper det måske, men ikke når det næste eksamensbordet nærmer sig, og man har brugt et eksamensforsøg på ingen ting. “Strategisk dumpning” er som at pisse i bukserne (nogle gange endda som at sætte ild til sit tøj) for at holde varmen. Men når Henrik Poulsen så skriver

Lad os fremme kærligheden til at studere. At studere er en af de lykkeligste tilværelsesformer, man kan have.

er det desværre et skønmaleri.  Det er bestemt ikke altid lykkeligt at være studerende; studiefremdriftsreformen og SU-reglerne skaber en verden af sanktioner, der ikke er af det gode. Den nuværende generation af ministre har i det hele taget en alt for voldsom tro på sanktioner som en god motiverende strategi.

For nogle studerende ville det være langt bedre at kunne planlægge en studietidsforlængelse, så de i en periode af deres uddannelse kunne studere på nedsat tid. I dag er dette stort set kun muligt, hvis der er tale om alvorlige helbredsproblemer. Der bør være en generel strategi, som vi kan tage i anvendelse i disse tilfælde. En studietidsforlængelse koster noget ekstra SU og ekstra resurser til eksamen mm., men hvis vi kan hjælpe studerende med at gøre deres uddannelser færdige og blive modnet fagligt, er det en gevinst. Måske kunne det få dem til at holde af at studere.

Men selvfølgelig er noget sådant ikke nok. En forebyggende indsats er også meget vigtig, for det bør være normalsituationen, at man ikke får brug for studietidsforlængelse. For mange studerendes vedkommende er der en udfordring for os som undervisere med at hjælpe dem til få en bedre studieteknik, så de kan få et langt større udbytte af semesteret end det, de tror de kan opnå ved egne, dårligt gennemtænkte strategier. Og måske ville dette også kunne få dem til at holde af at studere.

Endnu en årgang er på vej

Så vidt jeg kan, er der for første gang ikke er ledige pladser på datalogi- og softwareuddannelserne på Aalborg Universitet. Hvis det ender med at være rigtigt, er det i sig selv interessant. De hold, jeg er med til at undervise, er nu tæt på at have 200 studerende pr. årgang. Vi får ikke flere resurser (tværtimod – vi skal stadig spare 2% mere hvert år), så det bliver ved med at være en udfordring at håndtere de store optag. På den anden side er det godt at opleve, at så mange unge mennesker tilsyneladende er interesseret i datalogi.

Men det er også i disse dage, diskussionen om hvilke karakterer, der bør danne grundlaget for om man kan blive optaget på en videregående uddannelse dukker op igen. Dagbladet Information har endda en leder i den anledning.

Jeg har ikke noget klart svar. Jeg vil fastholde, at det vil være en rigtig dårlig idé at studere datalogi eller software (eller matematik!!) hvis man har lave matematikkarakterer med sig fra gymnasiet. Man ender med ikke helt lille sandsynlighed med at løbe ind i alvorlige problemer. Det er dog samtidig min egen erfaring, at færdigheder og kompetencer inden for mundtlig og skriftlig formulering også er af stor betydning for studerendes vej igennem en uddannelse – og det gælder formodentlig generelt. I min tid som projektvejleder har jeg oplevet mange tilfælde, hvor studerendes problemer med at udtrykke sig klart i tale og på skrift er endt med at være til stor ulempe for dem selv. Også generelle studietekniske færdigheder er af stor betydning, for det er den systematiske indsats, der betyder mest. Derfor er min fornemmelse, at man ikke kun må tillægge bestemte fagkarakterer betydning, men at man skal lave en form for helhedsvurdering.

Lægeløftet og andre løfter

En ny kandidat i medicin aflægger lægeløftet på Aalborg Universitet. Foto: Lars Horn/Lars Horn / Baghuset

I dag kunne jeg se at ACM, der er en international, men reelt voldsomt amerikansk domineret, forening for dataloger, har opdateret sine etiske retningslinjer. 

Det er godt, at der findes sådanne retningslinjer, og i en virkelighed, hvor  automatiseringen kan have voldsomme konsekvenser for menneskers arbejdsliv og hvor dataanalyse kan bruges til overvågning og undertrykkelse, er den slags bydende nødvendigt. Og så glemmer jeg ikke, at nogle af dem, jeg tidligere har undervist, desværre valgte at arbejde for virksomheder, der hjælper diktaturstater.

I Danmark skal alle, der bliver færdige med medicinstudiet, afgive lægeløftet ved en ceremoni på det universitet, de dimitterer fra. Når man har afgivet lægeløftet, begynder man sin gerning som læge, og løftets indhold fortæller om de etiske retningslinjer for denne gerning og om hvilken faglig standard man vil stræbe efter. Det danske lægeløfte stammer som andre landes lægeløfter fra den græske læge Hippokrates, der levede i det 4. århundrede fvt.. I den nuværende form stammer det fra 1815 og lyder

Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig,

– at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn,
– at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse,
– at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret,
– at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.

Hvorfor er der ikke et tilsvarende officielt løfte for akademikere fra andre professioner? Også f.eks. dataloger skal tjene både fattig og rig, skal anvende deres kundskaber med flid og omhu og skal blive ved med at udvide deres kundskaber.

Åbent landskab?

På Aalborg Universitet har vi efterhånden set en bevægelse over mod kontorlandskaber – mange studerende har ikke noget grupperum, og mange ansatte skal dele kontor med andre. På AAU i København er kontorlandskaber hverdag for alle.. Disse ændrede forhold skyldes i ikke helt ringe grad nedskæringer, men jeg oplever også at ledelsen mener at vide at kontorlandskabe og lignende arbejds- og studiemiljøer er til fordel for ansatte og studerende. Som det så ofte er tilfældet, forsvarer man en nedskæring med at den er til gavn for alle, der bliver ramt af den.

Undersøgelser fra bl.a. USA tyder på at åbne kontorlandskaber ikke er populære blandt dem, der skal arbejde i dem. Men hvordan påvirker det rent faktisk adfærden?

I en ny undersøgelse fra USA har Ethan S. Bernstein og Stephen Turban fra Harvard  målt hvordan kontorarbejdere i to amerikanske virksomheder blev påvirket af ændringen i arbejdsomgivelser. I begge virksomheder foretog de to forskere en grundig registrering (med accelerometre, sensorer osv. osv.) af de ansattes adfærd i månederne inden overgangen til et kontorlandskab og i månederne efter.  Og i begge tilfælde observerede Bernstein og Turban at den personlige interaktiv aftog efter at virksomheden var gået over til kontorlandskab. Til gengæld var der en øget brug af e-mail (hvilket umiddelbart kan virke underligt) og et fald i produktiviteten.

Min egen observation, når jeg ser kolleger på AAU, der sidder i kontorlandskaber, er i overensstemmelse med det. Mine kolleger, der sidder i åbne landskaber, ser ud til at forsøge at isolere sig så godt som muligt fra hinanden. Nogle af dem bruger f.eks. støjreducerende hovedtelefoner.  Og jeg har fra min vejledningspraksis en tydelig fornemmelse af at studerende, der ikke har deres eget grupperum, tilbringer færre timer på universitetet. “Åbne landskaber” skaber, så vidt jeg kan fornemme, ikke mere interaktion, men måske snarere mindre.

Det var næppe kontorlandskaber, Ulf Lundell havde i tankerne, da han skrev “Jag trivs bäst i öppna landskap”.

Sig det med 1000 ord

Til den berømte internationale matematikkongres i Paris i 1900 sagde David Hilbert at

En gammel fransk matematiker sagde: “En matematisk teori anses ikke for fuldstændig før man har gjort den klar, at man kan forklare den til den første, den bedste mand som man møder på gaden”

– citatet er her min oversættelse fra engelsk, efter en artikel i Historia Mathematica af June Barrow-Green og Reinhard Siegmund-Schultze, der prøver at identificere hvem den gamle franske matematiker er. Jeg troede i mange år, at det var Poincaré, men der er faktisk tale om Gergonne, viser det sig.

Men hvor nemt er det egentlig at forklare sine ideer til den første, den bedste, man møder? Det kan såmænd også være svært nok, selv om der er tale om nogen, man kender i forvejen. Da jeg studerede matematik for mange år siden, kunne jeg aldrig forklare familien, hvad det var, jeg havde givet mig i kast med. Senere, da jeg studerede datalogi, blev det faktisk ikke nemmere.

Hvis sproget til forklaringen er engelsk, er der nu en helt konkret test i form en teksteditor, der undersøger om man kun bruger de 1000 mest almindelige ord på engelsk. Editoren skyldes Theo Sanderson, der er biolog og forsker i parasitologi.

Jeg har selv forsøgt at forklare min forskning inden for programmeringssprogsteori på den måde, men det er godt nok svært, for al terminologi er bandlyst. Ordet “program ” er ikke blandt de 1000 mest almindelige ord på engelsk! Det er “type” så til gengæld. Billedet ovenfor viser mit forsøg; det forbudte ord “program” seks gange. Nu spekulerer jeg så på, hvordan jeg kan undgå dét – noget godt svar har jeg desværre ikke fundet endnu. En tilladt udvej er at sætte ordet i anførselstegn, men det er egenlig lidt snyd.

På tærsklen til ferie

I dag er det min sidste arbejdsdag inden ferie, og det er ikke mange, jeg har set på universitetet i dag. Jeg burde vel begynde at tænke på efterårssemesteret nu, hvor jeg har tid til dét, men jeg sidder i stedet og skriver lidt på et gammelt artikelmanuskript, der gerne må blive til en rigtig artikel snart. Jeg svarer på de ganske få mails, der skal svares på, og i baggrunden er der klassisk musik fra P2. Til sidst vil jeg rydde en lille smule op på mit kontor for ikke at give august-udgaven af mig selv en alt for dårlig oplevelse, når den tid kommer. Denne tid på året er noget særligt på universitetet og måske også i virkeligheden nødvendig for at geare ned.

Forårssemesteret forekommer af en eller anden grund at være mere intenst end efterårssemesteret, og i år har ikke været en undtagelse. Der var arbejdet med en ansøgning, PBL-udviklingsprojekter og kursusundervisning, der i år heldigvis overvejende har været præget af en mangel på egentlig fiasko. Til efteråret venter der ny undervisning og rejser til konferencer, men den tid, den glæde. Lige nu er det ferien, der venter mig.

I år gør jeg brug af den sjette ferieuge og tager fire ugers sommerferie. Jeg vil få læst nogle flere af de bøger, der har ventet alt for længe på min reol, og senere går turen sydpå med familien for en stund. På et tidspunkt stilner aktiviteten på denne blog formodentlig af.

Er karaktererne for høje?

For nylig skrev jeg om hvordan den danske forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers var bekymret over at der var så mange danske studerende, der fik 12-taller.

Jeg bemærker nu, at vi ser samme fænomen i Storbritannien; her er der flere studerende end nogensinde før, der får en såkaldt first class honours degree, dvs. en universitetsgrad, hvor karaktergennemsnittet (udregnet som en procentdel af den maksimalt mulige score) er 70 procent eller derover. For eksempel fik hele 40 procent en first class ved University of Surrey sidste år, og på mere end 50 britiske universiteter er antallet af afgangsstuderende med en first class blevet fordoblet siden 2010.

Skotland bruger en anden skala end England, Wales og Nordirland, men så vidt jeg kan se, er karakterskalaerne begge steder de samme som de har været længe. Så det er slet ikke sikkert, at 12-skalaen er årsagen til udviklingen. Den britiske regering hævder, at universiteterne skulle have gjort det nemmere at få topkarakterer. I så fald har regeringen kun sig selv at takke for dette med sit voldsomme fokus på konkurrence mellem universiteterne, et fænomen vi også kender fra Danmark (omend det ikke er helt så fremskredet endnu her).

Den britiske regering vil nu indføre nationalt standardiserede bedømmelser, som skal sikre at kun 10 procent får de højeste karakterer, for målet er at høje karakterer skal være noget særligt forbeholdt de få. Hvordan man vil lave standardiserede bedømmelser, ved jeg ikke – det vil i så fald kræve en hidtil uset form for ensretning af uddannelsernes indhold.  Men i lyset af de seneste danske regeringers tiltag ville det ikke undre mig, hvis Tommy fik en lignende idé.