Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Pyh

keep-calm-and-horizon-2020

Her til eftermiddag sendte jeg en ansøgning ind til EUs Horizon 2020-program på vegne af mig selv og 14 andre ansøgere. Hele processen begyndte sidste sommer, men det var først i december, at det hele tog fart. Det meste af i år har jeg brugt på denne ansøgning, der alt inklusive er på mere end 120 sider. Jeg har ingen illusioner om at få andet end et afslag; succesraten er 6 procent. Men det er nu alligevel rart at kunne ånde lettet op – og jeg har både kunnet holde eksisterende kontakter vedlige og skabe nogle nye derude i Europa. På dén måde er der trods alt kommet noget godt af det.

Men hvor er det underligt at skulle se tilbage på en periode på 3 måneder, hvor jeg slet ikke har forsket – men har brugt tiden på at skrive en ansøgning om midler, der skal gøre det muligt for mig at forske.

I 2013 skrev Bjørn Bredal en interessant klumme om de vilkår, man skal leve med som universitetsforsker i dagens Danmark. Den er (selvfølgelig) stadig aktuel. Der er en hel masse krav om at danne netværk og skrive ansøgninger og sælge sig selv. Er det anstrengende? Ja.

Flattr this!

Det er de studerendes skyld!

hello

I dag, da sad jeg og diskuterede  undervisning med kolleger, hørte jeg ad omveje om en underviser på et dansk universitet, der holdt et kursus på bachelorniveau, der var løbet ind i ganske alvorlige problemer. Mange studerende på det pågældende hold havde, efter hvad der blev sagt, en oplevelse af at underviseren ikke brød sig om at svare på studerendes spørgsmål. Når studerende spurgte, brugte han mest tid på at affærdige deres spørgsmål med bemærkninger som “Det har jeg allerede fortalt jer!” eller “Skal du have briller?”. Derudover var han åbenbart utilfreds over dårligt fremmøde og var derfor et stykke inde i semesteret begyndt at føre protokol over de studerendes fravær – hans hensigt var, så vidt jeg kunne forstå, at give de studerende, der ikke kom til forelæsningerne, en sværere eksamen.

Jeg var temmelig målløs, da jeg hørte denne beretning om et universitetskursus et sted i Danmark. Jeg ville have været ked af at skulle være studerende på et sådant hold, og jeg ville også være ked af at være den pågældende underviser. Det værste var næsten, at han ikke vidste at der ikke er noget fremmødekrav til universitetsundervisning og at man ikke må begynde at give nogle studerende en sværere eksamen som en slags straf – ideen med “fuldt pensum” til dem, der ikke overholder mødepligten, hører gymnasieskolen til. Ironisk nok skulle denne underviser efter sigende være en fremragende forsker.

Hvad skulle man sige til den pågældende underviser, hvis man var hans kollega og kendte til denne situation? Jeg ved det ikke. Han er tydeligt fanget i den holdning, at lav kvalitet i undervisningen primært skyldes de studerende. Selvfølgelig er der studerende, der laver urimeligt lidt eller agerer helt ufornuftigt, men man kan ikke henføre generelle problemer med at få sin undervisning til at lykkes til netop dette. Claus Braband, der i dag er ansat på IT-Universitet, lavede i sin tid (da han var ansat på Aarhus Universitet) en meget instruktiv og tilmed morsom video, der blandt andet forklarer hvilke faldgruber man kan havne i som underviser, og én af dem er netop Blame the students-fælden. Herunder er første del af denne video, optaget på Datalogisk Institut på Aarhus Universitet. “Blame the students”-underviseren er ingen ringere end Mogens Nielsen, der bestemt ikke er nogen dårlig underviser.

Skulle jeg prøve at forklare den pågældende underviser, hvad han gjorde galt, hvis jeg en dag mødte ham, ville jeg nok tage udgangspunkt i at hans forskning lykkes og formodentlig er en kilde til glæde for ham: I forskning bruger vi som akademikere vores faglige kunnen og erfaring til at forøge vore egne kundskaber og erfaringsniveau og selv lære nyt. mens vi som akademikere i undervisning bruger vores faglige kunnen til at forøge de studerendes kundskab, så de kan lære nyt og blive erfarne.

Flattr this!

En sur mands bekendelser

surmand

I dag deltog jeg i mødet i den nye brugergruppe om digital eksamen, et tiltag som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen og som jeg har kritiseret kraftigt.

Jeg hørte om sagens seneste udvikling, og den var ikke betryggende. Systemet skal bruges for første gang i forbindelse med udvalgte eksamener til juni, dvs. om to måneder. Til sommer 2016 skal systemet så vidt muligt bruges overalt. Det ville selvfølgelig være legitimerende for administrationen, hvis brugergruppen kunne have en deltager, der er ansat ved Institut for datalogi, sidder i studienævnet og tilmed også har modtaget en pris for sin undervisning. Sådan en som mig. Men det har hele tiden været min holdning at jeg ikke vil deltage i en brugergruppe om færdiggørelsen af et system, jeg ikke har tiltro til. Jeg ville nemt kunne komme til at blåstemple systemet og alt hvad det står for. Min holdning er at den brugergruppe, der nu er blevet nedsat, er nedsat to år for sent. Man kan simpelthen ikke være bekendt at vente så længe med at inddrage en primær brugergruppe. Jeg håber selvfølgelig at systemet til digital eksamen vil vise sig at være en elsket succes. Men et mere realistisk håb er at det aldrig vil kunne anvendes.

Under mødet var jeg pinligt bevidst om at jeg meget let ville fremstå som sur og kontrær. Men min beslutning om ikke at ville deltage i en brugergruppe føltes – og føles stadig – som den eneste rigtige beslutning. Man skal kunne være sig selv bekendt.

Flattr this!

En travl torsdag

  

Det var én af de dage hvor jeg har haft mange hatte på. Det meste af dagen brugte jeg på at finde hoved og hale i den store Horizon 2020-ansøgning, jeg står for. Ansøgningen er næsten færdig, men der er stadig steder hvor der skal rettes og skrives til. Jeg vil drage et lettelsens suk når det hele er overstået!

Så tog jeg imod et gymnasiehold fra Frederikshavn; de fik mit foredrag om Alan Turings liv og virke som jeg efterhånden har holdt en del gange. Jeg tror at mit foredrag gik nogenlunde; der kom et par gode spørgsmål bagefter og vi fik en god snak.

Det hele sluttede med at jeg om aftenen deltog i poetry slam i Aarhus. Jeg har længe haft lyst til at prøve at optræde uden for Aalborg. Jeg gjorde det i sin tid i Odense, da jeg var med ved DM, men det var en meget kort fornøjelse. Denne gang havnede jeg i finalen; jeg blev nummer tre men det var faktisk nok til at jeg kvalificerede mig til Aarhus-mesterskaberne til juni. Det var ikke helt så ukendt land endda; Titken Pavia Toft fra Aalborg deltog også. Og en af mine tidligere AAU-kolleger, der bor dernede sydpå,  var endda (foranlediget af Facebook) kommet til sit første poetry slam nogensinde for at heppe på mig. Det var en god afslutning på en lang torsdag.

Flattr this!

En lang fredag

abe

Jeg bruger lidt modstræbende noget af min påskeferie på at få lavet det afgørende ryk på en stor Horizon 2020-ansøgning, som involverer en del partnere. Der skal revideres tekst, laves et enormt projektdiagram og strikkes et budget sammen. Det er lige så omfattende og næsten uoverskueligt som det lyder, og helligdagen har levet op til sit navn: Det er blevet en underligt lang fredag.

Forudsigeligt nok endte jeg på et tidspunkt i dag med – at læse en artikel om overspringshandlinger i The Atlantic. Der er en masse forskning i denne meget menneskelige og for alle meget irriterende vane.

Det interessante, men måske egentlig ikke overraskende, er at undersøgelser viser, at det er meget svært at overholde de tidsfrister, man sætter for sig selv. Dem kan man nemlig altid flytte – man skal ikke spørge andre om lov. Med de deadlines, andre opstiller, er det helt anderledes.

I min skoletid brød jeg mig ikke om gruppearbejde. Da jeg studerede på universitetet, blev jeg til gengæld rigtig glad for gruppearbejde  og projektarbejde – undtagen i to sammenhænge: Når jeg ikke kunne få lov til at lave noget, jeg gerne ville, og når jeg fik en alt for stor opgave, jeg var den eneste, der var interesseret i, og de andre fandt nødvendig, men træls. I de sidste sammenhænge trak arbejdet ofte ud, for det var mig selv, der skulle sætte en deadline.

I alle andre sammenhænge var det nemt at lave det, der skulle laves. Hemmeligheden er det, der egentlig er den side af den omfattende brug af gruppearbejdet på AAU (og RUC), ingen har lyst til at tale om: Når studerende bliver gjort fælles ansvarlige for et projekt, de føler et fælles ejerskab for, holder de øje med hinanden. Mødepligten og afleveringspligten er blevet indført ad bagdøren!

Det er også derfor at jeg ender med at få lavet alt det, jeg skal, her i påskeferien: De andre deltagere i ansøgningen holder øje med mig. Men samtidig har jeg også fået en egentlig alt for stor opgave, som alle andre finder træls. Det er som om dette er modvægten, der gør at jeg alligevel på denne lange fredag sidder og laver en overspringshandling som at læse artikler om overspringshandlinger på nettet.

Flattr this!

Nye udviklinger

via-appia
Via Appia..

Jeg har et tilbagevendende behov for at forny min pædagogiske praksis med projektvejledning og kursusundervisning. I de seneste år er jeg begyndt også at lade udviklingen af min undervisning blive genstand for forskning. Der er trods alt en masse ekspertise på området, og det ville være underligt og egentlig også arrogant ikke at ville benytte sig af den. Jeg tør ikke sige at jeg nu også er uddannelsesforsker – hvis jeg er blevet det, er det kun i det små.

I de seneste par år har en af dem,  jeg har samarbejdet med i dette regi, været Dorina Gnaur,  adjunkt på Institut for læring og filosofi. Vi har analyseret min overgang til flipped classroom i “Beregnelighed og kompleksitet” og der kom en artikel ud af det. Vi har også holdt workshops sammen om brugen af video i undervisning og senest begyndte vi at tænke over problembaseringen af projektarbejde (eller rettere: manglen på samme), her med udgangspunkt i mine tanker om at genoverveje projektarbejdet på datalogiuddannelsens 4. semester. Det kommer der også en artikel ud af.

Men nu griber universitetets omstruktureringer og mildt sagt uudgrundelige  økonomiske dispositioner ind, og takket være beslutningsmørket på AAU kommer det pludseligt. Da vi mødtes i februar, viste Dorina mig en mail, hun netop havde fået. Den fortalte at det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU trækker sig ud af Institut for læring og filosofi og dermed bliver det eneste fakultet på universitetet, der ikke er med her. Så meget for tværfagligheden. Senere samme dag hørte jeg for første gang om denne beslutning i Akademisk Råd – som et punkt under Meddelelser. Sådan er universitetsloven af 2003; Akademisk Råd har ingen beslutningskompetence i disse vigtige sager.

Medarbejderne fra Institut for læring og filosofi bliver administrativt overført til et andet institut. Nogle har forståeligt nok haft det svært med det. For andre medarbejdere, der ikke er fastansatte, blev det i lyset af disse ændringer og universitetets mærkelige økonomi svært at kunne se en fremtid her. Dorina fik hurtigt et andet job hos VIA i Aarhus, som hun snart begynder i, men alle de ekstra undervisningstimer, hun har leveret, kan hun ikke få godtgjort. Jeg lærer aldrig at forstå universitetets timeregnskab; ekstra undervisning er tydeligvis en rent fiktiv valuta.

I dag mødtes Dorina og jeg for at tale om en fælles publikation, vi har på bedding, om brug af video i undervisning (podcasts mv.). Det var hendes sidste dag på AAU, og hun havde brugt formiddagen på at rydde sit kontor – netop som hendes publikationer fra adjunkttiden omsider var kommet ud. Var det en underlig dag for hende? Selvfølgelig.

Vi fik også spist lidt suppe og som så ofte før talt godt om verdens tilstand. Selvfølgelig slutter vores samarbejde da ikke her, men alligevel – det er underligt igen at blive mindet om alt det, der viser sig at være midlertidigt.

Flattr this!

Ansavrlig for ditigal eskamen?

ditigal
Berv om ditigal eskamen.

Tilbage i december sidste år skrev jeg om systemet til digital eksamen. Og det endte med at jeg, en halv time inden jeg gik på juleferie, skrev et tre en halv side langt brev til rektor med alle mine kritikpunkter af dette system, der skal tages i brug til sommer og skal tage sig af alle aspekter af eksamen – på alle fag, til alle former for eksamen og under hele processen fra planlægning af eksamen over afholdelse af eksamen til registrering af eksamensresultater.

Resultat: Et godt stykke tid senere kom et officielt svar på Aalborg Universitets direktion med en slags forsøg på tilbagevisning af kritikken (systemet var blevet testet af hele to studerende, der spændte helt fra jura til erhversjura, og af hele to undervisere). Og jeg fik et tilbud om at komme med i brugergruppen, der skal orientere om systemet til digital eksamen. Dét følte jeg slet ikke trang til.

I dag kom foreløbig seneste kapitel i denne tragikomiske fortælling: Jeg er blevet indkaldt til et møde i denne brugergruppe, som jeg aldrig har bedt om at være medlem af.  Andre medlemmer af samme brugergruppe har bedt mig om en kopi af brevet, og det har de fået – og det officielle medlem af brugergruppen har reageret prompte ved også at sende direktionens svar til alle. Jeg har tænkt mig at dukke op til første møde, men mest for at fortælle at jeg ikke vil være med til at markedsføre en fiasko. Måske kan det dog berolige mig, at der er en ikke helt lille sandsynlighed for at et system, der er så dårligt udviklet som dette, aldrig vil kunne komme til at køre.

Mødet er forresten blevet indkaldt af en fuldmægtig, der i sin signaturfil præsenterer sig som Proceskonsulent på Ditigal Eksamen.

Flattr this!

Scener fra en torsdag på universitetet

staenderforsamling
En stænderforsamling i 1800-tallet.

Dagens første begivenhed var et orienteringsmøde for studerende, der stod for at kunne søge ind på vores kandidatuddannelser i datalogi og software. Jeg har holdt sådanne møder før, men denne gang var der en mindre behagelig facet af mødet: Vi har i Studienævn for datalogi besluttet at nedlægge kandidatuddannelsen i datalogi/spilprogrammering, da der ikke længere er et fagligt miljø, der kan understøtte at uddannelsen i spilprogrammering bliver afviklet på fagligt forsvarlig vis. Det er en rigtig trist beslutning, for uddannelsen har forholdsvis stor søgning, men det er desværre også en nødvendig beslutning. Der er nu “kun” de almindelige kandidatuddannelser i datalogi og software tilbage.

Her var jeg i rollen som beslutningstager. Jeg havde indstillet mig på at der ville være en del negative reaktioner fra de studerende, der måske havde forventet at kunne vælge denne uddannelse. Og havde der været sådanne reaktioner, ville det have været fuldt forståeligt – processen havde trukket længere ud end godt er. Men der var ingen studerende, der sagde noget her. Måske var det resignationen, der var sat ind hos dem.

Bagefter var der nogle studerende, der henvendte sig til mig med spørgsmål. En af dem var noget tvivlrådig. Hvad skulle han dog gøre på kandidatuddannelsen? Der var ikke  nogen af de fag, der blev udbudt på datalogi-uddannelsens 8. semester, han brød sig om. Kunne han mon erstatte dem med fag fra software-uddannelsen? Og nej,  det kunne han ikke; dette var studienævnets beslutning. Det var han temmelig skuffet over.

Herefter var der fred og ro på kontoret i et stykke tid; jeg vil prøve ikke at glemme at spilde tiden ind imellem. Formiddagen sluttede med et roligt  møde med en gruppe, jeg er vejleder for. Og så var der frokost.

Dagen sluttede med at jeg deltog i et interview om medindflydelse og medinddragelse, sat i scene af universitetets administration efter at hovedsamarbejdsudvalget kraftigt havde ytret ønske om det. Aalborg Universitet er nemlig i dag et af de danske universiteter, hvor medarbejdere i praksis har mindst indflydelse. (Til gengæld er AAU et af de steder, hvor der udstedes suverænt flest detailregulativer.) Her sad jeg på den anden side, som en slags menig medarbejder over for administrationen. Intervieweren var en sociologistuderende på 8. semester, som ind imellem tabte pusten over for de fire interviewdeltagere – heriblandt en tidligere institutleder med 50 års (!) kandidaterfaring.

Jeg er en stor tilhænger af medbestemmelse, men jeg er en stor modstander af medinddragelse. Medinddragelse består i vore dages universitetsverden i at ledelsen spørger medarbejdere og studerende kort og derefter træffer de beslutninger, ledelsen har lyst til at træffe. Dvs. præcis som de stænderforsamlinger, der i Danmark fandtes under enevælden i 1800-tallet. Her kunne udvalgte borgere møde op og give deres mening til kende, inden enevoldsfyrsten udstedte sine love. Senere fik borgerne medbestemmelse i større og større omfang, og efterhånden kom denne medbestemmelse endda til at omfatte så tvivlsomme grupperinger som kvinder, tyende og folk på fattighjælp. I universitetsverdenen er det inden for de seneste 15 år gået den stik modsatte vej.

Samtidig har vi fået en parallel struktur uden for universitetsloven, hvor forskere med adgang til eksterne forskningsmidler kan agere på egen hånd ved at ansætte og forfremme og frikøbe sig selv efter forgodtbefindende. Og ingen institutleder ved sine fulde administrative fem tør anfægte denne ret. På denne måde udgør forskerne med store egenbevillinger en rolle som den, Mærsk indtager i dansk politik.

Flattr this!

Det er hans skyld

Sir Alex Jarrat, Vice Chancellor, Birmingham University.
Sir Alex Jarratt, Vice Chancellor, Birmingham University.

I Storbritannien kom i 1985 den såkaldte Jarratt Report udarbejdet af en kommission ledet af Alex Jarratt. Han var rektor (i det britiske system Vice Chancellor) på universitetet i Birmingham, men havde betragtelig erfaring fra bank- og bladverdenen. Det var med denne rapport, at en lang række betragtninger opstod, der lige siden har hærget først den britiske universitetsverden og siden også mange andre landes universiteter: Universiteterne skulle opfattes som profitgivende virksomheder, og studerende var kunder. Ledelse og beslutningskompetence skulle flyttes fra akademikerne til særlige ledere.

Få år senere var New Public Management født og havde fået sit navn. I dag hærger denne nyliberalistiske idé stadig i hele den offentlige sektor fra sundhedsvæsen og folkeskoler til universitetsverdenen.

I Times Higher Education Supplement siger den engelske historiker Geoffrey Alderman dette at sige:

Jarratt was self-inflicted. The inquiry was not a government creation. It was established by the Committee of Vice-Chancellors and Principals. How well do I remember them, running around like a clutch of headless chickens, trying to fool us youngsters that Maggie Thatcher would love us if we acquiesced in Jarratt, and might even restore some of the cuts she had so savagely and so enthusiastically imposed!

Jarratt was betrayal from within.

Så dette er også akademikernes egen skyld – i hvert fald hvad angår nogle af dem. Det er en kombination af angst for egen fremtid hos nogle og ambitioner hos andre, der har skabt hele den pseudo-virksomhedskultur og det kontrol- og dokumentationshelvede, der plager os.

Hvis jeg en dag begynder at spille dart, vil jeg overveje at sætte billedet ovenfor på skiven.

Flattr this!

Forskergruppen som kult

Kim Il-Sung og Kim Jong-Il.
Kim Il-Sung og Kim Jong-Il.

I denne uge talte jeg med en tidligere PhD-studerende ved et dansk universitet, der nu havde fundet andet arbejde. Selv om han holdt af sit fag, var han blevet led og ked af den akademiske verden. Hans fornemmelse var at en bestemt af de forskergrupper, han havde været i berøring med på det institut, hvor han havde haft sin gang, efterhånden var kommet til at ligne en kult. Ja, det gjaldt vel egentlig for mange af dem.

En lignende tanke er kommet til at strejfe mig stadigt oftere. Jeg kender til ikke helt få forskergrupper rundt om i den akademiske verden, hvor lederen lader møderne i gruppen og fortællingerne om gruppen handle om lederens egne bedrifter, ikke mindst alle lederens egne midler og projekter, og arrangerer sociale begivenheder, der ofte har konkurrenceelementer hvor det vigtige er at lederen og lederens foretrukne vinder. Lederen er selvfølgelig medforfatter på de fleste artikler i gruppen. Og alle artikler i gruppen tager derfor altid udgangspunkt i samme grundlæggende paradigme. Lederens egen grandiositet er altid uantastet.

Steven Alan Hassan, der i sin tid var med i Moon-bevægelsen, er siden er blevet en ledende autoritet inden for kulter. Her er en oversigt over den adfærd, der ifølge ham er karakteristisk for en kult:

  • Adfærdskontrol:  man bruger en masse tid på indoktrinerings-sessioner og grupperitualer; man skal spørge om lov i tilfælde af større beslutninger; man skal indberette tanker, følelser og aktiviteter til overordnede
  • Informationskontrol: Adgang til information udefra frarådes eller minimeres (medlemmerne bliver holdt beskæftiget så de ikke har tid til at prøve), flittig brug af information som er blevet til inden for kulten (nyhedsbreve, skrifter, video osv.)
  • Tankekontrol: Det er nødvendigt at gøre gruppens doktriner til éns egen “sandhed”; ingen kritiske spørgsmål om hvorvidt lederes doktriner og beslutninger er fornuftige.
  • Emotionel kontrol: Omfattende appel til egen skyldfølelse; indoktrinering om at det er farligt at forlade gruppen eller sætte spørgsmålstegn ved lederens autoritet; de der forlader gruppen ses som svage og udisciplinerede.

Også store personlighedskulter som trives i diktaturstater fungerer efter disse principper. Nordkorea og dets kongerække af Kim’er er et velkendt eksempel. Men meget af ovenstående kan faktisk også siges om en del forskergrupper derude. Helt konkret blev jeg mindet om en gammel artikel fra 2009 om Milena Penkowa, fra før hun blev afsløret som fusker. Her er et sigende udpluk:

Lad os holde fast i din definition. Er du intelligent og mere end andre?

»Ja.«

Svaret falder prompte og understreges af et fast blik i de brune øjne.

»Min begavelse kommer til udtryk i det, jeg laver, og den måde, jeg tilrettelægger mit liv på. En del af intelligensbegrebet er også at undgå at komme i vanskeligheder. For eksempel at blive overfaldet eller omgås psykopater. Der er stor forskel på, hvordan folk indretter sig, og det kræver megen tankevirksomhed at lægge planer og få dem til at fungere, uden nogen opdager, at man har tilrettelagt det hele for dem. Forskning er det, jeg bruger flest kræfter på. Jeg er ligeglad med, om jeg er totalt flad, når jeg kommer hjem og kun kan finde ud af at falde om, hvis jeg har brugt al min energi på at analysere hjerner.«

Milena Penkowa skruer op for varmen og ned for Metallica. Hun har lige luftet ud, og heavy metal fungerer ikke som muzak. Så det er vel logisk nok. Eller manipulerer hun i virkeligheden journalisten til at skrive om sin yndlingsmusik?

»At kunne lide Metallica er nærmest et krav, som jeg også nævner i de indledende samtaler med mine studerende. Derfor inviterer jeg også min forskergruppe med til en af sommerens fem Metallica-koncerter i København.«

Grandiositeten, tilrettelæggelsen af medarbejdernes tankeliv og kravene til adfærd er der helt klart.

Flattr this!