En fælles basis?

I dag kan jeg læse om endnu et initiativ, der skal gøre noget ved den sørgelige tendens det er, at der næsten ingen kvinder er, der studerer datalogi. Denne gang er det et initiativ ved University of Waterloo i Canada.

Her er der både en massiv indsats ved ungdomsuddannelserne og en anderledes tilgang på universitetets uddannelser, der bliver satset på. Blandt andet skal alle matematikstuderende have et kursus i datalogi på første år.

Netop dét er noget, der er forsvundet på Aalborg Universitet. For mange år siden, da der fandtes en teknisk-naturvidenskabelig basisuddannelse, skulle alle studerende have et kursus i datalogi. Det var ikke et fantastisk kursus (jeg var selv med til at holde det flere gange), men i det mindste var der da noget. Nu er der rigtig mange studerende, der ikke møder datalogi overhovedet – herunder specielt dem, der vil studere matematik. Det er en voldsom ændring fra dengang, hvor en stor procentdel af kandidaterne i matematik fra AAU havde et sidefag/bifag i datalogi – og omvendt.

Der var mange ulemper ved basisuddannelsen; fra min egen studietid husker jeg min ærgrelse over ikke at kunne komme til at beskæftige mig med matematik før på 3. semester. Men der var faktisk også nogle fordele forbundet med at udskyde det endelige studievalg bare lidt. (Og så har vi ikke talt om hvor nemt dette gjorde det at fortryde sit valg uden at det havde voldsomme konsekvenser for den studerendes SU mv.)

På én måde har vi faktisk en rest af basisuddannelsen endnu på datalogiuddannelserne, for de første fire semestre af datalogi- og softwareuddannelserne er helt identiske. Og det sker da også, at studerende skifter fra den ene uddannelse til den anden.

Anonym bedømmelse?

I den akademiske verden sender vi forskningsartikler ind til bedømmelse ved konferencer og tidsskrifter, og bedømmelsen er anonym. Jeg ved ikke, hvem der har bedømt mine artikler.

Men noget af det mest ærgerlige, når man får en indsendt artikel afvist, er netop at man ikke kan tage til genmæle over for en bedømmelse, man synes er urimelig. Nogle gange har jeg været ude for bedømmere, der helt har misforstået min artikel. Heldigvis har nogle konferencer inden for datalogi derfor inden for de seneste år indført rebuttal-faser, hvor man kan tage til genmæle over for bedømmelserne i håb om at få dem ændret til det bedre.

Men hvorfor skal bedømmelse af akademiske artikler overhovedet være anonym? Bertrand Meyer, der er professor i datalogi i Zürich, stiller netop dét spørgsmål i et debatindlæg, og jeg synes, at han har fat i noget vigtigt. Anonyme bedømmelser skulle gøre det muligt at fremføre kritik uden risiko for repressalier, men det kan nemt føre til useriøs og overfladisk kritik. Dette kender vi allerede i ikke ringe omfang fra studerendes evaluering af undervisning.

Hvis man ved, hvem bedømmeren er, lægger det et større pres på bedømmeren for at skrive en grundig og seriøs bedømmelse. Og et andet argument mod anonymiteten er at anonymitet kan gøre det meget sværere at opdage videnskabelig uredelighed. Anonym bedømmelse gør det meget nemmere at stjæle andres ideer uden at blive opdaget: Hvis man får fat i en lovende artikel, kan man give den en dårlig bedømmelse, så den ikke bliver godkendt, og derefter skrive en artikel selv om det samme.

Endnu et forsøg er gjort

I dag indsendte jeg endnu et bud på en ansøgning til EUs Horizon 2020-program. Jeg har lavet ansøgningen sammen med kolleger fra andre europæiske universiteter, virksomheder og organisationer. Det er mig, der har været koordinator.

Det er ikke første gang, jeg har forsøgt mig. I 2015 fik jeg afslag. I 2016 fik jeg afslag igen, og dengang fik vi 9,50 point af bedømmerne – tærsklen lå på 10 point. Men netop dét var nærmedt en udfordring til at prøve igen, og denne gang er jeg mere optimistisk, for vi har fået et dansk/portugisisk konsulentbureau til at hjælpe os med at opbygge ansøgningen. Og vi har mødtes alle sammen til et heldagsmøde i Lissabon tilbage i februar. Hvis/når afslaget kommer, kan ingen sige andet end at vi har gjort en helhjertet indsats alle sammen.

Og nok så vigtigt: jeg kan lægge dette bag mig for en stund. Siden december har ansøgningen fyldt meget (alt for meget) i mine tanker og i mit arbejdsliv. Jeg har brugt min forskningstid ikke på at forske, men på at forberede og koordinere denne ansøgning. Nu vil jeg tænke på noget andet for en stund; det trænger jeg til.

Fælles kreativitet: Brian Eno har ordet

Brian Eno er kendt af nogle som medlem af Roxy Music i de tidlige år, kendt af en del flere som musiker og for endnu flere som musikproducer eller samarbejdspartner for navne som bl.a. Talking Heads, John Cale, David Bowie… og Coldplay (ingen er fuldkommen). Han er et usædvanligt kreativt menneske, så det er rigtig interessant at høre hans udsagn her ovenfor: At man ofte udråber genier, men at den store kreativitet opstår i fællesskaber. Fra rockmusikkens historie kender vi eksempler som Liverpool-scenen først i 1960’erne, der fostrede The Beatles, og Seattle-scenen først i 1990’erne, der gav os bl.a. Nirvana og Soundgarden. Og interessant er det jo, at en usædvanligt kreativ mand som David Bowie i høj grad lod sig inspirere af Brian Eno, Tony Visconti, Iggy Pop og mange andre, som han havde musikalsk samarbejde med.

Fra crowdsourcingens verden er Wikipedia og Stackexchange gode eksempler på hvordan et fællesskab kan skabe en vidensbase, der er langt større end hvad noget enkelte menneske ville kunne præstere.

I de store militærforskningsprojekter under 2. verdenskrig som Enigma og Manhattan-projektet fremhæver man ofte enkeltstående genier som Alan Turing og János von Neumann, men uden at forklejne deres indsigt, var projekternes resultater også i høj grad et produkt af en fælles indsats. Min helt klare erfaring er, at forskergrupper i dag også fungerer på denne måde.

Derfor er det også underligt, at der i den akademiske verden bliver tildelt stadig flere forskningsmidler til individer og ikke til fællesskaber og at tildelingen foregår så eksplicit som konkurrence mellem individer. Hvorfor kan vi ikke have forskningsmidler tildelt til fællesskaberne i stedet for at vi altid skal prøve at gafle dem selv og hver for sig?

Derudover er Brian Enos udsagn om at man ikke skal have et job, hvis man vil være kreativ, på én gang helt sandt og helt urealistisk. Jeg ville have endnu dårligere muligheder for at fordybe mig, hvis jeg ingen indtægt havde – og her taler vi ikke om alle de problemer, som det nuværende aktiveringshelvede vælter ned over mennesker uden arbejde, men blot om at kreativitet også kræver resurser som f.eks. muligheden for at kunne indgå i et fællesskab. Det er netop dét, der er der får mange af os til at blive ved med at søge eksterne forskningsmidler, selv om det er tæt på umuligt at få dem.

Datalogiens murermestervillaer

Foto: Mikkel Hede.

Fordi konflikten er blevet udsat, kan jeg få afsluttet dette års forløb af kurset Syntaks og semantik. Forhåbentlig kan dette kursus og det projektarbejde, de fleste studerende, der følger kurset, laver samtidig, skabe en god forståelse for de teorier og teknikker, der skal til, når man laver et programmeringssprog.

Det er altid lidt ærgerligt for mig at skulle fortælle de studerende, at de fleste af de programmeringssprog, de kender, faktisk ikke er særligt teoretisk velfunderede. Man kommer let til at miste troværdighed, for når de berømte programmeringssprog ikke har fulgt de samme teoretiske principper som man bliver undervist i, hvordan kan underviserne så tillade sig at kræve den slags af de studerende?

De allerfleste udbredte programmeringssprog er faktisk en slags “datalogiens murermestervillaer”. En murermestervilla er en hustype, der var populær i Danmark i det 20. århundrede. De var ikke tegnet af arkitekter, men var udtryk for solidt håndværk. Det gjorde, at de på den ene side var grundigt konstruerede og på mange måder driftssikre, på den anden side måske ikke så kreativt designede og heller ikke godt fremtidssikrede. F.eks. er det ikke altid nemt at energisikre en murermestervilla, og ofte er loftsetagen lidt underlig. Men der er mange, der stadig bor i murermestervillaer, og de kommer sikkert til at stå i mange år endnu.

Udbredte programmeringssprog som C, C++, Javascript mm.  er selvfølgelig i et vist omfang produkt af viden fra datalogi.  Men nogle af dem blev til inden der fandtes et solidt grundlag for hvordan man kunne definere semantikken af et programmeringssprog, og andre blev skabt af nogen, der ikke vidste ret meget om den slags. Seneste velkendte eksempel er vel det nu så populære Python, der blev til i 1991. Engang sagde Guido van Rossum, der er hovedmanden bag dette sprog, i et interview at

But Python’s compiler has no idea what your code means, and that’s useful too.

Den slags er lidt ærgerligt at læse. Der er ikke andet for end at minde de studerende om at vi ikke uddanner murermestre på et universitet, men at godt håndværk selvfølgelig er vigtigt at kende til, også for akademikere.

Skam og stolthed

I denne uge er der et interessant interview med psykologen Allan Holmgren i Politiken. Her er et citat fra, der udtrykker meget præcist, hvad det er for bekymringer, mange mennesker i arbejdslivet har i dag.

Tag moderne arbejdspladser hvor mange skammer sig, fordi de ikke kan leve op til normen og må knokle yderligere på, indtil de knækker. Man tør jo ikke sige til andre, at man ikke kan holde til det. I vores selvfortælling bør vi jo kunne klare arbejdet – indtil kroppen siger fra. Men vi hører sjældent en leder siger, ’hør her, det skal du ikke lave alene, jeg tager nogle opgaver fra dig’. Det sker ikke, så medarbejderen skammer sig over ikke at magte opgaven, det presser ens selvbillede og selvfortælling, indtil det går galt. Og bagefter skal sådan nogen som mig reparere det knæk, personens selvfortælling får. Også selvom det sker efter et udefrakommende pres, personen ikke er herre over, der er den udløsende årsag til disse mange belastningsreaktioner – angst, stress og depression. Skam og stolthed hører sammen. Der er så meget stress i Danmark, fordi så mange er overladt til sig selv, skammer sig, men er for stolte til at sige fra, sige du kan rende mig i røven. Solidaritet er jo blevet et fyord, og når vi bliver adskilt fra støttende relationer, bliver vi usikre, og så sikringerne jo briste hos mange på et tidspunkt.

Det, vi oplever, er netop at New Public Management og dens mange og raffinerede kontrolmekanismer misbruger den faglige stolthed, som mange offentligt ansatte (men selvfølgelig ikke kun offentligt ansatte!) føler og her specielt misbruger den til at lade os arbejde mere, end vi kan holde til. Noget andet, der gælder for mange offentligt ansatte er, i al fald i min erfaring, at vi på grund af en faglig stolthed og på grund af alle de mange måltal, vi skal leve op til, ikke er så gode til at sige nej, men derimod påtager os for stort et ansvar: Vi vender det indad og føler skam over ikke at gøre det godt nok.

Når f.eks. jeg selv skammer mig over at få så dårlige evalueringer af min undervisning, som dem jeg får, er det fordi jeg faktisk gerne ville levere tilfredsstillende undervisning, men oplever at det er gået stik modsat. Men måske er det ikke kun fordi jeg er dårlig til at undervise, at det ikke vil lykkes for mig.

Solidariteten har, som Allan Holmgren nævner, længe haft trange kår, så netop derfor er det gribende at se, hvordan vi nu i 2018 omsider ser en solidaritet på tværs mellem de offentligt ansatte. Og vi taler ikke længere kun om løn, men også om vores arbejdsforhold og om den stress, mange føler. Det kan blive et vigtigt vendepunkt for os.

Ingen lockout her?

Jeg har lidt naivt regnet med at lockouten, der begynder den 10. april, ville ramme hele vejen rundt. Men nej. Listen over undtagelser på det statslige område (som kan ses hos DM) fortæller en påfaldende og anderledes historie.

På de videregående uddannelser er der nogle, der ikke er med. Mange institutter på DTU er således ikke udvalgt til lockout, mens bl.a. DTU Compute og DTU Bioinformatik derimod bliver ramt. På Københavns Universitet går bl.a. Institut for Immunologi og Mikrobiologi fri, men på Roskilde Universitet er det kun finans, it- og teknik-afdelingen, der går fri.

Jeg har ikke nogen klar fornemmelse for hvorfor det netop er disse steder, der går fri – mange af undtagelserne på de videregående uddannelser befinder sig under det tekniske og naturvidenskabelige område, og der er ofte tale om de steder, hvor der er en ikke helt lille finansieringsandel fra eksterne midler i spil. Og at netop DTU i så stort omfang er undtaget, undrer mig. Formodentlig er der tale om en bevidst strategi fra regeringens side for at skabe splittelse mellem os offentligt ansatte.

Konflikt i forskningstiden?

For ganske nylig kom der omsider oplysninger fra Aalborg Universitets ledelse til de studerende om hvad der skal ske under den lockout, der begynder den 10. april.

Der står

HVIS MIN UNDERVISNING OG VEJLEDNING BLIVER AFLYST PGA. LOCKOUT, FÅR JEG SÅ DEN AFLYSTE UNDERVISNING OG VEJLEDNING, NÅR LOCKOUTEN ER OVRE?
Svar: Ja, aflyst undervisning og vejledning vil blive afholdt efterfølgende. Planlægning og udmelding om ændringer og omplacering vil ske efter lockoutens ophør.

HVIS UNDERVISNING OG VEJLEDNING AFLYSES OG ÆNDRES TIL ET SENERE TIDSPUNKT, VIL AFLEVERINGSFRISTEN FOR MIT PROJEKT OG/ELLER STØRRE SKRIFTLIG OPGAVE OGSÅ BLIVE ÆNDRET TIL ET SENERE TIDSPUNKT?

Svar: Det vil bl.a. afhænge af lockoutens varighed. Hvis lockouten medfører en forsinkelse i studiet, kan afleveringsfrister evt. blive rykket.

Jeg kan sagtens forstå, at mange studerende er kede af at miste undervisningstid, herunder mulighed for projektvejledning. For dem vil denne oplysning sikkert være beroligende. Men der er noget ved denne beslutning, der bekymrer mig som ansat.

Jeg er som universitetslektor ansat til at undervise, forske og lave administrativt arbejde (som f.eks. koordinering af undervisning eller arbejde i studienævn). Når jeg ikke underviser eller forbereder undervisning eller udfører administrative forpligtelser, har jeg tid til at forske. Forskningstiden er således defineret som den tid, jeg ikke bruger på andet. Det underlige er, at det stort set kun er min indsats i forskningstiden, jeg for alvor bliver bedømt på: Hvor mange og hvor godt ansete publikationer jeg publicerer, hvor mange eksterne forskningsmidler, jeg kan skaffe og hvad konsekvenserne er i form af samarbejde, innovation mv. Man kan levere halvdårlig undervisning og stadig være højt berømmet, men en halvdårlig forsker kommer ingen vegne. Dette at skaffe forskningsmidler er ikke forskning, men en indsats, jeg skal gøre for selv at skaffe penge til at udføre mit arbejde.

Når konflikten en dag er slut, genindtræder jeg i min stilling, men her siger universitetets ledelse så, at jeg skal bruge en større procentdel af min arbejdstid på at afholde undervisning, end jeg ellers skulle have gjort. Med andre ord: Den tid, jeg er del af konflikten, vil blive taget fra min forskningstid. Helt barokt bliver det, fordi jeg under konflikten jo ikke er ansat. Og konflikten har konkrete konsekvenser for min forskning: Jeg er nødt til at gøre en ansøgning om forskningsmidler færdig til den 9. april, fordi den rigtige ansøgningsfrist er 17. april, midt i lockouten. Jeg har ikke lyst til at smide fire måneders anstrengelser med ansøgningen overbord, endsige at skuffe de 8 samarbejdspartnere fra andre lande, der har stolet på min indsats som koordinator.

Når jeg har været syg, har jeg altid forsøgt at indhente den undervisning, jeg ikke har kunnet levere. Jeg har på denne måde været pligtopfyldende, men konsekvensen er den samme: Jeg har brugt min forskningstid på at være syg.

Det eneste anstændige er at finde en løsning, der ikke har denne konsekvens og alligevel mindsker følgerne for de studerende af at der ikke blev afholdt undervisning. Universitetet bør helt eksplicit nedsætte forventningen til min forskning (antal publikationer osv.) i 2018, fordi jeg har været del af en konflikt. Universitetet kan ikke med rimelighed have nogen forventninger om en ansat forskers forskningsindsats i den tid, hvor han/hun ikke har været til rådighed.

Og i sidste ende er dette endnu et argument for nødvendigheden af en arbejdstidsaftale også for universitetslærere.

Permanent overarbejde

I fredags havde jeg en dag, der på nogle måder var typisk. Jeg havde en tidlig aftale ved tandlægen, og kl. 8.10 kunne jeg tage på arbejde. Om formiddagen underviste jeg et stort hold på Frederik Bajers Vej 7H, og da jeg pakkede min computer sammen i undervisningslokalet kl. 11.55, så jeg at der var en mail fra to studerende, som arbejder som programmører på et udviklingsprojekt, jeg og to kolleger laver. De ville gerne mødes med mig med det samme om noget vigtigt. Jeg skyndte mig tilbage til mit kontor og snakkede med dem, mens jeg spiste min mad. Kl. 12.20 tog jeg af sted til Langagervej 7H for at afholde en workshop i adjunktpædagogikum. Kl. 15.30 var workshoppen færdig; jeg pakkede mine ting sammen og snakkede med to af deltagerne. Kl. 16.00 cyklede jeg hjem.

I dag, søndag, havde jeg også en typisk dag, selv om jeg rent faktisk havde fri. Jeg sad og læste arbejdsblade fra to af de projektgrupper, jeg er vejleder for, og jeg reviderede nogle dokumenter i den Horizon 2020-ansøgning, jeg er med til at lave.  Den har frist den 17. april, men på grund af den kommende lockout skal jeg have den færdig søndag den 9. april. Jeg svarede på et spørgsmål pr. mail fra en, jeg underviser. Og så skrev jeg lidt på en artikel, jeg laver sammen med en kollega og to studerende. Det havde jeg nemlig ikke nået i ugens løb på grund af møder.

Det er ikke usædvanligt, at det er på den måde. Universitetslærere har ikke nogen arbejdstidsaftale i deres overenskomst. Nogle gange har det været en fordel –  ligesom folkeskolelærere i gamle dage har det nemlig gjort det muligt for mig at arbejde hjemme, hvis jeg har skullet have mange ting fra hånden uden at blive forstyrret. Og jeg kunne have en tidlig tandlægeaftale, hvis bare jeg kompenserede for det i den anden ende.

Men arbejdet ender let med at blive grænseløst. Man bliver tit drevet af sin dårlige samvittighed, for der er meget, man skal nå, og der bliver stadigt flere krav til hvad man skal kunne for at være en ordentlig universitetslærer. Samtidig er de fleste universitetslærere plaget af en faglig stolthed, som det er svært at leve op til. Jeg er endda en helt gennemsnitlig én af slagsen, og det i den lave ende. Jeg skal præstere mere og bedre; dét er tydeligt, når jeg bliver bedømt.

Jeg har fået voldsom kritik af min undervisning (nogle studerende har givet udtryk for, at jeg formodentlig er helt ude af stand til at kunne lære nogen noget, og de vil uden tvivl føle det som en hån, hvis de nu læser, at jeg bidrager til adjunktpædagogikum), men jeg prøver systematisk at udvikle min undervisning i håb om at kunne lave en undervisning, der er acceptabel. Jeg publicerer kun nogle få artikler om året, men jeg prøver at publicere mere, så jeg kan skaffe nogle flere BFI-point. Jeg har så godt som ingen forskningsmidler, men jeg skriver ansøgninger for at skaffe nogen midler, for det skal jeg. Så kan jeg måske en dag igen få PhD-studerende og mulighed for faglig fordybelse.

Undersøgelser viser, at den gennemsnitlige universitetslærer har en arbejdsuge et pænt stykke over 40 timer. Hvis vi ser på den arbejdstid, der opgøres i registrerede undervisningstimer, har jeg leveret hundreder af undervisningstimer mere end min normering.

Jeg kunne godt tænke mig at have en arbejdstidsaftale, og at den skulle være del af min overenskomst. Det ville kunne gøre det af med det grænseløse arbejde én gang for alle, og måske ville det også tvinge universitetet og de andre, der har forventninger til mig, til at tænke mere over, hvilke forventninger, det er rimeligt at have. Måske ville jeg også få en lidt bedre samvittighed.

Det grænseløse arbejde er et fælles vilkår for mange offentligt ansatte, og det er det, fordi det for mange af os først og fremmest er en faglig stolthed, ikke lønnen, der udgør vores motivation.

Sådan som hele overenskomstsituationen ser ud lige nu, er det dog ikke en afklaring her, der ligger i kortene. Vores fagforeninger for de offentligt ansatte prøver sammen at få en anstændig arbejdstidsaftale for folkeskolelærerne ind i deres overenskomst i stedet for den lov, der lige nu regulerer deres arbejde. Før det kan ske, kan vi ikke få gjort noget ved det grænseløse arbejde for alvor.

Sen kritik

I dag behandlede vi evalueringerne for efterårets undervisning i studienævnet. Evalueringerne kommer fra anonyme spørgeskemaer, som studerende udfylder ved starten på det nye semester.

Men ofte er det underligt at læse evalueringerne, og af til kan det være underligt forstemmende. I det kursus, jeg havde været med til at holde i efteråret, kunne jeg bl.a. læse at nogle syntes,at der var problemer med lyden på mine podcasts. Andre var utilfredse med at der var noget, jeg ikke havde forklaret godt nok.

Jeg vil selvfølgelig tage denne kritik til mig og gøre noget ved alle de forhold, som studerende fandt kritisable. Men hvor ville jeg da ønske, at jeg havde fået den slags at vide, mens kurset fandt sted! Det er underligt at få en anonym kritik, der kommer så sent, og som man ikke kan svare på. Hvis jeg havde vidst, at de studerende var utilfredse med lyden på mine podcasts,  kunne jeg nemlig havde gjort noget ved den dårlige lyd og jeg kunne have givet en bedre forklaring på det, de studerende ikke syntes at jeg forklarede godt nok. Men nu, flere måneder efter kurset afslutning er det for sent. Jeg kan ikke engang bede om uddybende kommentarer, for jeg ved ikke, hvem det var, der var utilfredse.

Der er også en anden form for kritik, der forhindrer dialog, og det er den stadigt mere udbredte form for tavs protest, der består i studerende vælger simpelthen at blive væk fra den undervisning, de er utilfredse med. Kombinationen af en protest, som man som underviser ikke kender årsagen til, og de sene evalueringer, hvor kritikken pludselig vælder frem og man ikke ved fra hvem, er ikke rar og heller ikke velegnet til at rette op på det, der er galt.

Man kunne tro, at de styringsgruppemøder, der er undervejs i semesteret, kunne fange utilfredsheden. Men nogle aktiviteter giver ikke anledning til ret mange kommentarer undervejs i semesteret, hvorimod der kommer mange og negative kommentarer i den anonyme evaluering ved begyndelsen af det kommende semester. En mulig forklaring er, at studerende frygter repressalier forbundet med at kritisere undervisningen. En sådan frygt burde dog være helt ubegrundet. Ville jeg hævne mig på en studerende, der sagde at lyden på mine podcasts ikke var god nok? Selvfølgelig ikke.

For mig at se peger dette på at hver enkelt af os, der underviser, skal finde en måde at håndtere kritikken på, mens kurset finder sted. I virkeligheden er dette en langt bedre kvalitetssikring end de påtvungne evalueringer ved begyndelsen på næste semester. Hvis vi kunne få en bedre dialog med de studerende undervejs, ville det kunne hjælpe på stemningen på holdet.

Måske kunne man have en anden slags evaluering efter kurset, nemlig følgende spørgsmål til de studerende:

  • Er der forhold i forbindelse med undervisningen, som ikke blev håndteret undervejs i forløbet?
  • Hvorfor blev de ikke håndteret?

og følgende spørgsmål til underviserne:

  • Hvordan undersøgte du, om der var forhold ved din undervisning, som de studerende ville have lavet om på?

På den måde ville begge parter blive mere bevidste om deres ansvar for at finde frem til det, der bør ændres, og til at finde ud af hvordan det skal ske.