Flere slags fravær

Jeg er begyndt at prøve at danne mig et overblik over den forskning, der undersøger om der er en sammenhæng mellem deltagelse i undervisning og læring på videregående uddannelser. Det virker måske lidt underligt, at det er nødvendigt at undersøge om det virkelig er tilfældet, at undervisning kan påvirke læring positivt. Men mange af os har en anekdotisk baseret opfattelse af, at der findes undervisning, som kun de færreste af deltagerne lærer noget af, og af der ofte sker en læring, som ikke er baseret i nogen undervisningsaktiviteter.

Der er et væld af artikler baseret på undersøgelser af korrelationen mellem deltagelse i undervisning og eksamenskarakterer. Undersøgelser fra Australien, Finland, Portugal, Pakistan, USA, Albanien og mange andre lande, der undersøger situationen for mange forskellige uddannelser, er enige om samme konklusion: At de studerende, der deltager i undervisningen, klarer sig signifikant bedre end dem, der ikke deltager. Når der er så mange forskellige situationer, hvor de fælles variabler er deltagelse og eksamensresultater, tyder det på at der er en årsagssammenhæng.

Her er et citat fra konklusionen i en undersøgelse fra Australien, hvor man fokuserer på psykologi-uddannelserne:

Using hierarchical linear modelling we found that course attendance was positively related to objective performance, providing additional findings to bolster evidence for the relationship between course attendance and objective performance while controlling for self-reported past academic performance. Furthermore, we did not find any significant variance in this relationship across course content, attesting to the robust nature of the link between class attendance and performance.

En anden artikel, der er rigtig interessant, er fra Finland og stammer fra 2016. Finland ligner på nogle måder Danmark: Det er gratis for den enkelte studerende at være indskrevet på universitetet, og der er ikke noget præsenskrav. Også i den finske undersøgelse vil man undersøge sammenhængen, og man gør det i et kursus på en handelshøjskole. Her gør man en interessant skelnen, nemlig mellem

  1. Studerende, der begynder at følge undervisningen, men dropper ud inden eksamen (denne gruppe er ikke interessant i eksamenssammenhæng). I alt 43 studerende droppede ud, dvs. halvdelen af det oprindelige hold.
  2. Studerende, der følger undervisningen gennem hele forløbet. Her var der 24 studerende.
  3. Studerende, der stort set ikke følger undervisningen, men går til eksamen. Her var der 19 studerende.

Undersøgelsens analyse, viser at der for gruppe 2 var en signifikant fordel i at deltage i undervisningen; jo flere kursusgange, en studerende deltog i, jo bedre klarede vedkommende sig.

At det giver mening at skelne mellem to typer af årsag til fravær, er egentlig ikke overraskende. I det moderne masseuniversitet er der en lille gruppe af dedikerede studerende (måske omkring 10 procent), der reelt er selvkørende. Gruppe 3 i den finske undersøgelse er de dedikerede studerende. De ville kunne klare sig godt, om så underviseren blev erstattet af en papfigur. Men der er også en stor gruppe af “minimalister” (op til halvdelen af studentermassen), der først og fremmest vil gennemføre og vil lave så lidt som muligt. Andre af de studerende, der ikke deltager i undervisningen, er til gengæld fraværende, fordi de er “minimalister”. Og så er der en mellemgruppe, der hverken er dedikerede eller minimalister. Det er ikke det fravær, der skyldes de selvkørende, dedikerede studerende, der skal bekymre os. Det er fraværet af resten af studentermassen, der er problemet.

Flattr this!

EXPRESS/SOS 2017

Så kom dagen, hvor jeg skulle til workshop. EXPRESS/SOS bliver normalt holdt dagen før CONCUR-konferencen; jeg var med til en af de første udgaver tilbage i 1997 og har siden været med en del gange. Det er en lille workshop af høj kvalitet, og der er som regel en hel del mennesker, jeg kender. Sådan var det også i år. Men underligt nok var der flest foredrag om mit eget forskningsområde, nemlig sessionstyper, i en anden workshop ved navn RADICAL, der blev holdt i lokalet inde ved siden af.

Det er altid hyggeligt at gense gamle samarbejdspartnere og folk, jeg kender fra min PhD-tid dengang i forrige århundrede. Underligt nok var det så faktisk først i dag, jeg fik mødt Luke Ong, der er professor i Oxford. Mit eget bidrag knytter an til det arbejde, han og Emanuele D’Osualdo har lavet – og Emanuele mødte jeg i Aarhus i forsommeren.

Hele workshoppen bliver holdt i Harnack-Haus, der er et konferencecenter ved Max Planck-instituttet, og på plænen udenfor er der gode liggestole. Da det tilmed har været en lun dag, blev det lidt tillokkende også at tilbringe en stund her undervejs.

Mit eget foredrag gik vel egentlig som det skulle, og der kom da nogle gode spørgsmål bagefter (“gode” forstået både som spørgsmål, det var nemt at besvare som som spørgsmål, der krævede en del refleksion). Bagefter var jeg dog noget trættere, end jeg havde troet. Åbenbart investerer jeg en del mere energi i at forberede mig mentalt til at være “på” end jeg tror, trods mange år i den akademiske biks.

Bagefter følte jeg mig i al fald virkelig som en gammel farfar, da jeg faldt i søvn til det indbudte foredrag. Selv ikke foredragsholderens velbevarede og kraftige hollandske accent (trods flere årtier i et engelsktalende land), der fik det til at lyde som han talte om “strøctures” og “fønctions” og fik “relevant” til at rime perfekt på “elefant” kunne sende mig ud af drømmeland. Og så var der i øvrigt stadig mindet om liggestolene ude på plænen foran.

Flattr this!

Med farfar i Berlin

I morges, da jeg stod og ventede på bussen i Nørresundby for at komme ud til lufthavnen, kom en ung mand forbi stoppestedet med sin lille dreng. Han kiggede på mig, smilede og sagde “Se, der er farfar!”. Faderen måtte desværre skuffe sin søn – “Det er ikke din farfar, det er bare en mand, der står og venter på bussen”.

Det var faktisk lige ved, jeg ikke var kommet af sted. I går, da jeg ville tjekke ind online, opdagede jeg at billetten var blevet annulleret på grund af en fejl ved betalingen. Men til alt held lykkedes det mig på falderebet at få købt en ny billet, omend den blev noget dyrere..

Så i skrivende stund sidder jeg, der ikke er nogens farfar, i Berlin efter en flyvetur via Amsterdam. Her så jeg ved gate D62 en mand, der sad koncentreret og tastede løs på sin MacBook – han virkede bekendt, men jeg kunne ikke helt placere ham. Men så kiggede han op og hilste på mig – det var ingen ringere end Jorge Pérez, som engang var ved Universidade Nova de Lisboa, men nu er ansat ved universitetet i Groningen.

Jeg brugte eftermiddagen på at fare vild i Berlin kun bevæbnet med en dagsbillet til den kollektive transport. De seneste to gange, jeg har været her, har jeg boet inde i centrum, ikke langt fra Brandenburger Tor, men denne gang bor jeg i Schöneberg, et stykke længere mod sydvest, og her har jeg aldrig været før. Andre gange, hvor jeg har været ude at rejse, har jeg efterhånden lært området at kende, men jeg skal allerede hjem igen tirsdag morgen kl. 6.00, så det skal ikke lykkes mig denne gang. Men jeg nåede da ind til Brandenburger Tor og fik set mig en lille smule omkring. I morgen skal jeg præsentere den artikel, jeg har fået optaget til EXPRESS/SOS-workshoppen, og så får jeg samtidig hilst på nogle af mine udenlandske kolleger. Det glæder jeg mig til.

Flattr this!

Første dag i et nyt semester – nu på gangene

I dag er det første dag af efterårssemesteret, og endnu engang tager vi imod et stort antal nye studerende. Og endnu engang skal jeg være vejleder på første semester af datalogi- og software-uddannelserne. Kurt Nørmark, der er en meget dygtig og samvittighedsfuld semesterkoordinator, tog imod det nye hold på 224 studerende i Auditorium 7 på Badehusvej. Derefter skulle vi, der er vejledere, mødes med de helt nye studerende for allerførste gang.

Der er Kurt og Magnus Madsen, vores nye adjunkt fra Aarhus og så mig – alle de andre vejledere for dette hold er blevet kandidater her i år og har studietiden i frisk erindring. Det var noget af et chok for dem at opleve, at lokaleforholdene nu er så dårlige, at mange af de nye studerende nu ikke længere har et grupperum, men er henvist til at sidde på gangene.  Resten skal deles om grupperummene to grupper ad gangen. Da jeg mødtes med de nye studerende, var det nogle gange svært at få ørenlyd, fordi lokaleforholdene mildt sagt ikke var gode.

Det er kombinationen af de stadigt større årgange og de stadigt færre midler til uddannelsessektoren, der for alvor slår igennem nu. Jeg er næppe den eneste, der sendte en meget uvenlig tanke til det netop fremsatte forslag til finanslov.

Flattr this!

De arrogante akademikere

Nogle gange kan man læse udsagn om at akademikere er arrogante. Det gælder ikke generelt, men mange af os kan have en rem af huden. Arrogancen kommer ofte, når man er en “dårlig vinder”. Den dårlige taber vil ikke finde sig i at tabe, men en dårlig vinder er ikke glad nok for at have vundet, men begynder også at nedgøre dem, der ikke vandt. Den australske forskningsleder Inger Mewburn har et godt indlæg om netop akademisk arrogance på sin blog fra helt tilbage i 2012.

I den akademiske verden gør konkurrencen ofte, at man kan blive en dårlig vinder. Og andre gange er det uligheden i fagligt niveau mellem underviser og studerende, der er årsagen. Nogle gange, når jeg har undervist, er det gået op for mig at jeg har virket opgivende og negativ og sur, hvis jeg efter lang tids anstrengelser ikke har kunne forklare studerende noget. På de tidspunkter var jeg en “dårlig vinder”, og de studerende lærte ikke noget. Et andet, grelt eksempel, der ikke har mig i hovedrollen, er min beretning fra tidligere i år om en vejleders adfærd over for sine kolleger til semesterstart.

Også i forskerverdenen trives den akademiske arrogance. Det er vigtigt at bekæmpe den akademiske arrogance, for den gør os til dårlige mennesker og dårligere kolleger, og den gør os i sidste ende utroværdige over for ikke-akademikere. Det interessante er, at de allerdygtigste akademikere meget ofte slet ikke føler noget behov for at hovere. De er nemlig i stand til at hvile i sig selv, og ofte kan de faktisk forekomme ydmyge og lidt underspillede i deres tilgang.

Flattr this!

Er publikationsvæddeløbet nødvendigt?

Oversigt over acceptrater for nogle populære konferencer inden for datalogi. Kilde: http://haofengjia.weebly.com/computer-science.html

I datalogi er det i modsætning til i andre naturvidenskaber sådan, at konferencer har mindst lige så høj status som tidsskrifter, når man skal publicere. Så jeg holder som alle andre inden for mit akademiske område øje med hvornår der er konferencer inden for mit forskningsområde. Men det er bestemt ikke altid, jeg får mine artikler optaget i første forsøg. Slet ikke. Ofte har jeg oplevet, at en artikel er blevet afvist til én konference. Så må jeg revidere artiklen ud fra bedømmernes kritik og finde en anden konference at sende den reviderede artikel til. Nogle gange har jeg først haft heldet med mig i fjerde forsøg.

Nogle af de mest prestigefyldte konferencer i datalogi har acceptrater under 20 procent; dvs. at mindst 4 ud af 5 indsendte artikler bliver afvist. Det betyder ikke at de allerfleste indsendte manuskripter er noget makværk, der aldrig burde publiceres. Derimod er det udtryk for at alle godt ved at man skal gå efter publikationskanaler med høj prestige og at konferencer kun varer få dage – så der en veldefineret øvre grænse for hvor mange artikler, der kan nå at blive præsenteret. (Og konference-proceedings må heller ikke være for tykke, så artiklerne skal heller ikke være specielt lange.)

Der er derfor stor prestige forbundet med at have artikler til de prestigefyldte konferencer, netop fordi det er så svært at komme gennem nåleøjet. Og samtidig betyder det, at der skyder en hel masse nye datalogi-konferencer og -workshops op netop med det formål at give flere en chance for at få deres resultater publiceret.

Men dette sidste viser jo, at langt størsteparten af dem, der sender en artikel ind, har nogle videnskabelige resultater, som de synes er vigtige og som andre bør have kendskab til. Og så er det underligt, at de ikke kan få dem publiceret. Det er i sig selv ikke godt for det videnskabelige samfund eller for videnskaben datalogi.

Tilmed er der ikke tæt på at være enighed om hvilke artikler, der bør optages, og hvilke der ikke bør. I 2014 lavede man et eksperiment i forbindelse med NIPS, en stor  konference i maskinintelligens, hvor man delte programkomiteen i to uafhængige underkomiteer og lod de fleste artikler blive bedømt af kun den ene programkomité. 10 procent blev imidlertid bedømt af begge komiteer; af disse 166 artikler var de to programkomiteer uenige om hvorvidt en artikel skulle publiceres eller afvises i 25,9 procent af tilfældene!

I det seneste nummer af Communications of the ACM foreslår Moshe Vardi, der er tidligere redaktør af dette tidsskrift og i det hele taget en meget indflydelsesrig person inden for datalogi i USA, en anden praksis, nemlig at alle de artikler, der ikke var en vis enighed om at afvise, kunne optages. Det er en praksis, der minder mere om tidsskrifternes verden, men nok så vigtigt: Alle artikler, der var gode nok til at blive publiceret, ville blive publiceret. Og i vore dage, hvor publikationsaspektet er blevet meget anderledes, fordi alt udkommer i digital form, vil bekymringer mht. antallet af artikler i proceedings heller ikke udgøre nogen grund til at begrænse mulighederne for publikation.

En sådan ændret praksis for accept vil ganske vist fjerne noget af prestigen ved at være en af de få, der fik en artikel med, men til gengæld vil det gavne det videnskabelige samfund. Og der er jo i forvejen mange andre og mere interessante mål for artiklers faglige kvalitet, f.eks. hvor ofte og hvordan de bliver citeret.

Flattr this!

PBL Exchange & tingenes tyranni

I de seneste måneder har jeg sammen med mine kolleger Dorina Gnaur og Kurt Nørmark arbejdet på PBL Exchange, der er en web-platform hvor projektvejledere ved uddannelserne på Aalborg Universitet kan stille spørgsmål og udveksle erfaringer om vejledning. Vi har hyret to studenterprogrammører, der er kandidatstuderende på sidste år ved Institut for datalogi, til at hjælpe med implementationen, der foreløbig er baseret på en open source-udgave som er frit tilgængelig. I foråret har vi haft en lille skare testbrugere til at hjælpe os med at evaluere en første, midlertidig udgave af systemet.

I dag skulle vi så præsentere en ny version af PBL Exchange ud for vejledere og semesterkoordinatorer fra hele universitetet ved et møde kl. 12.30. Der skulle også være AAU-folk fra København med via et videolink.

Det blev en de dage, hvor alt drillede. Studenterprogrammørerne havde i sidste øjeblik fået problemer med at få den nyeste version af systemet lagt op, og hvis ikke vi havde noget at vise til mødet, ville det være pinligt for os. Jeg brugte en hel del af formiddagen på at få universitetets IT-service til at hjælpe her, og til sidst kom jeg til at lyde så sur og urimelig i telefonen, at jeg ringede tilbage og sagde undskyld. Og jeg var flov (og nervøs) og kunne nu kun håbe at problemerne ville blive løst.

Jeg kom over til mødelokalet kl. 11 for at gøre klar til præsentationen med Keynote-slides (med lyd på) vist over videokonference. Og alt virkede som det skulle, og jeg kunne lettet fortælle Dorina at alt var vel.

Netop da gik det hele ned, og vi prøvede febrilsk (men systematisk) at finde fejlen, men efter 20 minutters anstrengelser gav vi op og ringede til IT-service. Efter en del samtale var også IT-service overbevist om at fejlen ikke fandtes på vores computere og lovede at sende en tekniker over.

Kl. 11.55 dukkede de studenterprogrammører op og kunne fortælle os at seneste version af PBL Exchange nu virkede som det skulle. Men videokonferenceudstyret og dataprojektorerne strejkede stadig, og der var stadig ikke dukket en tekniker op. Vi rykkede IT-service og kl. 12.20 dukkede teknikeren op. Nu var de fleste mødedeltagere ankommet og sad og ventede. Til sidst var også teknikeren ved at give op og foreslog at vi fandt et andet lokale med videokonferenceudstyr – og vi gik ud for at lede efter ét, der var ledigt. Og der var skam sådan et lokale, men her var alt udstyret slukket. Til gengæld fandt jeg rundt om på gangene flere af mine kollegaer, der gik rundt og ledte efter det annoncerede mødelokale. Dem tog jeg med mig tilbage.

Kl. 12.31 virkede projektorerne omsider efter en opdatering af deres software, og nu skulle vi bare have forbindelsen på plads til København. Det tog yderligere knap 10 minutter, og vi begyndte vores præsentation kl. 12.40. Hvorefter forbindelsen til København gik ned. Nu hentede københavnerne en tekniker, der kunne reetablere forbindelsen over hos dem, og til sidst, efter mere end halvanden timers hændervriden over tingenes tyranni, kunne vi starte for alvor på vores møde, hvis budskab egentlig var, at passende brug af teknologi kan gøre arbejdslivet lettere.

Det endte med at blive et fornuftigt møde med god respons fra de indbudte vejledere og semesterkoordinatorer (omend alle københavnerne var nødt til at gå før tiden). Nervøsiteten fordampede omsider, men bagefter, da deltagerne var gået, var det i høj grad en lettelse, der satte ind. Det var en lettelse over at det i det hele taget var lykkedes at præsentere PBL Exchange, over at kommentarerne havde været positive og over at mødet omsider var overstået. Og en lettelse over at der ikke var deltagere fra Esbjerg, for det ville bare have gjort det hele endnu mere bøvlet.

Flattr this!

Kursusflytteri og projektarbejde

Hvert semester er der et heldagsmøde på Institut for datalogi, hvor alle medarbejdere skal deltage. I dag var det tid til endnu ét af slagsen. Som regel er der ikke så mange, der siger noget – plenumformen gør typisk at det er de samme, der taler (og ofte også ytrer sig ganske hyppigt).

Om formiddagen var der besøg fra fakultetets ledelse, der bl.a. fortalte om den nye budgetmodel og om et langsigtet mål om at få projektarbejdet gjort mere centralt og at få de kompetencer, som hidtil er dukket op i kurserne, bedre relateret til projektarbejdet og nedtone kurserne eller måske erstatte dem helt med andre undervisningsformer på længere sigt.

Om eftermiddagen var der bl.a. præsentation af planerne for den nye uddannelse i data science, men den grundigt forberedte præsentation af strukturen af den nye uddannelse blev hurtigt til en diskussion (mellem ganske få personer) af hvilke kurser, der skulle være på hvilke dele af uddannelsen og hvilke grupperinger, der skulle stå for dem. Det var ærgerligt at overvære, hvordan diskussionerne endte i kursusflytteri, efter at det om formiddagen var blevet betonet at projektarbejdet på uddannelserne skulle fremstå mere centralt.

Grunden til at så mange diskussioner af uddannelserne på et universitet med udstrakt projektarbejde alligevel ender i kursusflytteri er formodentlig den enkle (og ærgerlige), at kurserne er så veldefinerede og at man som universitetslærer netop her har stor mulighed for at bestemme indholdet – det kan man nemlig ikke i nær samme grad for projektarbejdets vedkommende.

Retfærdigvis skal jeg tilføje, at der også i dag var en diskussion af gruppedannelse i forbindelse med projektarbejde, og her holdt jeg et kort oplæg. Det var ikke fordi det var mig der indledet, at denne diskussion nok var den mest interessante i dag – det var fordi det var godt for én gangs skyld at kunne tale om projektarbejde.

Flattr this!

Nu afbryder du igen

For snart en del år siden var der en Interruption Club på Computing Laboratory i Cambridge. Det var et forum for forskergruppen om Robin Milner, hvor man kunne holde uformelle foredrag – og hvor besøgende forskere også tit holdt foredrag. Som navnet antyder, var foredragene bestemt ikke fri for afbrydelser. I en del forskningsartikler takkede forskerne for alt det, de havde fået ud af at præsentere deres arbejde i The Interruption Club. Desværre nåede jeg ikke selv at besøge denne klub, selv om jeg kendte ganske mange af dens medlemmer.

Men ofte er det rigtig træls at blive afbrudt. Jeg er selv slem til at afbryde andre, har jeg opdaget. Samtidig kan jeg faktisk heller ikke lide at blive afbrudt. Nogle gange er det fordi jeg tænker højt og ikke vil have afbrudt min tankerække. Men når jeg afbryder, skyldes det også at jeg selv tænker højt. Det kan også være underligt, når ingen afbryder – så er det enten et tegn på stor koncentration eller det stik modsatte. Men jeg kender også akademikere, der gennem mange og hyppige afbrydelser, kan ende med at “kapre” en anden persons foredrag. Det er bestemt ikke altid smukt at overvære.

Det er nu ikke kun akademikere, der er slemme til at afbryde. Det skal man bare se Debatten på DR2 for at indse. Min fornemmelse er desværre, at mænd er værre end kvinder når det gælder om at afbryde andre. Der er (selvfølgelig!) også blevet udført empirisk forskning inden for dette område, og den bekræfter denne formodning. Mænd er mere tilbøjelige end kvinder til at afbryde, og de er samtidig mere tilbøjelige til at afbryde kvinder end til at afbryde andre mænd. Det er bestemt ikke noget, man kan være stolt af som mand. Fænomenet er vel beslægtet med det at “strutte”.

I den akademiske verden ser man alle de sædvanlige grunde til at afbryde, og flere til. Nogle af bevæggrundene er rigtig usympatiske – man vil hævde sig, man ser ned på den talende (måske fordi man har højere anciennitet), man er måske endda direkte sexistisk eller på anden måde fordomsfuld.

Det, der er brug for, er en strategi for at håndtere alle afbrydelserne, for fange opfatter afbrydelserne som et problem. Det kan være noget af en udfordring at skulle håndtere andres afbrydelser, hvis man er genert eller introvert. Jeg har set spørgsmål på StackExchange om dette.

Til projekteksamen på mit universitet gør jeg og mange andre vejledere selv en dyd ud af så vidt som overhovedet muligt ikke at afbryde de studerende, når de fremlægger. Og på én måde er det selvfølgelig det rigtige at gøre. Men måske skulle vi i den akademiske verden også tale lidt mere om hvad afbrydelserne gør ved os og hvordan vi kan lære at imødegå andres afbrydelser, så vi kan få sagt det, vi gerne vil – og lære at kontrollere sin egen trang til at afbryde andre.

Flattr this!

Se mine penge

Jeg plejer at skrive om mit manglende held med at få eksterne forskningsmidler. De sidste to år har jeg i ugen op til sommerferien fået en kort mail fra EU-kommissionen om at den Horizon 2020-ansøgning, jeg har stået bag, er blevet afvist.

I denne uge skete der imidlertid et højst uventet brud på denne sommertradition: Jeg fik en mail fra EU-kommissionen om at den Horizon 2020-ansøgning, jeg er med i sammen med mange andre, er blevet antaget.  Så nu har jeg pludselig 18.000 euro til rejsemidler o.lign. i forbindelse med et projekt om at bruge typesystemer til at ræsonnere om API’er.

Æren er ikke så meget min, for jeg var ikke koordinator på ansøgningen, men det er en ny fornemmelse at opleve, at der faktisk er noget, der kan lykkes her. Jeg har kolleger, der helt rutinemæssigt underholder alle os andre med hvor mange eksterne forskningsmidler de har, og det kan godt være anstrengende at høre om andres succes. Så jeg lover at holde tand for tunge, men i denne uge vil jeg godt have lov til at være tilfreds.

Flattr this!