Gamle computere?

Min MacBook Pro fra 2015.

Tidligere var det en rutinebemærkning blandt dataloger og andet godtfolk at sige at “hardware kan vi altid få”, men det kan vi ikke blive ved med. For tiden er der en sag på Københavns Universitet, hvor ledelsen kræver at det videnskabelige personale skal udskifte stort set alle computere der er mere end 3-4 år gamle. Og de skal selv betale for udgiften via deres forskningsbevillinger.

For de fleste vidensarbejdere er computeren blevet et lige så vigtigt arbejdsredskab som bøger, tavler, skrivebord og stol. Derfor er det urimeligt, hvis man selv skal afholde udgiften gennem eksterne forskningsmidler (der i forvejen ikke er nemme at skaffe). Men også for miljøet er det dårligt med endnu en udskiftning. Produktionen af hardware kræver ganske megen energi og udleder derfor drivhusgasser i ikke helt lille omfang. I produktionen indgår sjældne metaller. Og ved bortskaffelse af elektronikaffald er der yderligere en miljøbelastning.

Jeg er ikke ansat på Københavns Universitet, men arbejder et andet sted, der også er et universitet. Selv har jeg en arbejdscomputer, som jeg fik i 2015. Den har været til reparation i 2018, da jeg spildte te i den. Men den fungerer stadig (hvis vi ser bort fra en port, der vist ikke kunne tåle te) og er min primære computer. Det er min plan at blive ved med at bruge den, så længe jeg kan – og ikke kun fordi jeg ikke har forskningsmidler til at anskaffe mig en ny. Jeg har skabt rigeligt elektronikaffald i min tid.

Præstere eller resignere?

En af de vigtige potentielle modsætninger i uddannelsesverdenen er forskellen i attitude hos undervisere og dem, de skal undervise. Mangen en nyuddannet folkeskolelærer har fået det berygtede praksischok ved mødet mellem sin egen grundigt opbyggede faglighed og en skoleklasses manglende interesse for selvsamme fag. Og engang skrev jeg her om en udenlandsk underviser i Danmark, der undrede sig over, at mange dem, han underviste, ikke blev motiveret til at være flittige, hvis han nævnte, at det fag, han underviste i, ikke var nemt. Tværtimod gav mange af dem udtryk for at de så lige så godt kunne give op. Jeg kender også til dem, der har oplevet at flertallet af dem, de skulle undervise, simpelthen blev væk fra undervisningen og at det var umuligt at finde ud af, hvad der var årsagen.

På det seneste har der været fokus på gymnasiet; nogle har givet udtryk for at flere elever end før virker umotiverede. En dansk uddannelsesforsker udtaler i den forbindelse til Berlingske at

Skolen har to funktioner. Den skal hjælpe børn og unge med at blive gode til at præstere. Og så skal den danne eleverne, så de kan begå sig i samfundet. Efter min vurdering er balancen blevet skæv, så skolen i dag handler alt for meget om, hvordan eleverne præsterer og for lidt om dannelse, nysgerrighed og mestring.

Eleverne ved, hvor mange gange i løbet af en time, de skal række fingeren i vejret for at blive bedømt godt af læreren. Hvis det er to gange, gør de det, men så heller ikke mere. Det handler i dag for lidt om, at de gerne vil deltage eller er nysgerrige på undervisningen.

(fra Forsker: Karakterræs gør gymnasieelever umotiverede, Berlingske 15. januar 2020)

Hvis dette er korrekt, er atittuderne hos de underviste i vore dage udtryk for netop denne indstilling – at det vigtigste alligevel er at præstere på bestemte måder, f.eks. til eksamen, og at mange uddannelsessøgendes adfærd er blevet en reaktion på dette: Man gør det, man tror, betaler sig bedst. Det defensive klima, jeg tidligere har skrevet om, er et symptom i tråd hermed.

Der er flere måder, man kan håndtere dette på for undervisere. Jeg ser selv tre muligheder, og modsætningen mellem at resignere og præstere genfinder man her. Nogle vil hævde, at undervisning er et tilbud, og hvis dem man underviser, ikke vil tage imod det eller ikke er motiverede, så lad det være sådan. Andre vil sige, at man skal prøve at ændre på undervisningen med det sigte at gøre dem, man underviser, motiverede. Atter andre vil prøve at gøre noget ved præstationskulturen.

Den resignerende tilgang er forståelig, men kan også grænse til kynisme og et spil for galleriet: At lade som om man underviser for at skabe læring, i stil med det spil, uddannelsessøgende kan spille: At lade som om man lærer. Den tilgang, der består i at ændre på undervisningen, er sympatisk og udtryk for at man skal møde de lærende, der hvor de er, men er også svær, for man ved bestemt ikke altid, hvor de lærende befinder sig mentalt. Det er den tredje tilgang, der for alvor vil kunne ændre noget, men den kræver en langvarig og ikke mindst en fælles indsats.

Ansvarlig uansvarlighed

En PhD-afhandling af Marte Bratseth Johansen ved Institutt for pedagogikk og livslang læring ved NTNU (Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet) tager fat på hvordan New Public Management præger den akademiske kultur. Det er interessant, at konklusionerne er så velkendte også for danske universitetsansatte. Det er også interessant, at Marie Bratseth Johansen engang har set den akademiske verden fra en leders perspektiv – hun var engang prorektor. Alligevel er hun kritisk. I et interview med hende til den norske Universitetsavisa står der

For de som ønsker å gjøre motstand mot jaget etter dokumentert effekt og kvalitet, oppleves det gjerne som at passiv motstand er det beste alternativet.

– Mange resignerer, rapporterer at det ikke er noen vits i å opponere – da heller ignorere, sier hun.

Ifølge Johansen opplever mange at det mest ansvarlige man kan gjøre overfor fag og studenter, er å opptre uansvarlig, i betydningen neglisjere pålegg fra oven – eller i det minste sørge for å legge lite krefter og engasjement i oppfølgingen av slike pålegg.

Det er ikke specielt for den norske universitetsverden. Systemet overlever i høj grad på at der i praksis ikke bliver arbejdet efter reglerne, men at den enkelte medarbejder længere ned i hierarkiet gør det, man har erfaring med, faktisk er det nødvendige.

På nogle måder fører det til en alt for stor indsats, og det ved ledelsen godt rundt omkring. Mange undervisere bruger mere tid på undervisningsopgaverne, end de bliver honoreret med. Mange forskere (måske de fleste) bruger weekender og aftener på at få arbejdet med publikationer og ansøgninger om forskningsmidler. Mange TAP’ere sidder i weekender og sent om eftermiddagen for at få regnskaber og eksamensplaner til at gå op. Hele denne tilsyneladende arbejdsglæde bygger på en uudtalt kombination af faglig stolthed og uofficiel ansvarlighed.

Ledere i den danske universitetsverden taler helt åbent talt om, at de ansatte laver mere end de skal. Men de beklager det ikke; de siger tværtimod, at det er godt at det er sådan – for ellers ville det ikke hænge sammen.

På andre måder ender det med, at ansatte ofte gør “det nødvendige” ved at tage så let på kravene om effektivitet, som de kan – de mange krav om evalueringer og nøgletal bliver overholdt, men kun ud fra en fleksibel fortolkning. Alle ved, at det ikke ville kunne hænge sammen, hvis man dokumenterede og målte så intenst, som man skulle.

Alt dette bør føre til, at vi spørger os selv om styringen og kravene der følger med, er udtryk for den realisme, som det hævdes at være tilfældet. Styringen kommer oppefra, fra politikere og ledelse, men det burde være dem, for hvem skoen trykker, der burde bestemme skostørrelsen og få mulighed for at få nye og bedre sko.

Måltallenes død?

Fra Room for everyone’s talent (https://www.scienceguide.nl/wp-content/uploads/2019/11/283.002-Erkennen-en-Waarderen-Position-Paper_EN_web.pdf)

I Nederlandene vil universiteter og offentlige funding-institutioner i fremtiden se meget mindre på måltal som impact factor og mere på kvalitative faktorer som evner til at undervise, kommunikation af forskning og integritet som forsker, når man bedømmer forskere. Det er en interessant udvikling i en verden, hvor en god akademisk karriere er en, hvor der er mange publikationer og mange forskningsmidler (og hvor undervisning i bedste fald ikke tæller).

I rapporten Room for everyone’s talent står der

However, it is unrealistic as well as unnecessary for each academic to excel in each of the key areas. There is a need to allow for diversity in career paths with a clear profile in one or more key areas, in combinations that may change in the course of a career (i.e., vitalisation).

Netop denne forestilling om at man skal excellere på alle områder for at performe tilstrækkelig godt har ofte hersket. Retfærdigvis skal det siges, at opfattelsen ikke bliver fulgt helhjertet; der er i dag stor tolerance mht. manglende undervisning eller refleksioner over samme.

Formanden for FNU (Forskningsrådet for Natur og Univers) udtaler til Altinget.dk at

Men det er altid prisværdigt at tænke i nye baner, men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om det faktisk kan lade sig gøre. Det må komme an på en prøve…

Jeg kan godt forstå, at han har det sådan. Hvis de sædvanlige måltal forsvinder, bliver det svært at få New Public Management til at fungere.

Endnu et forsøg

Efteråret 2019 blev endnu et travlt efterår, hvor jeg (ud over at afholde tre kurser og vejlede tre projekter og passe to udlandsrejser ind i det fyldte skema) brugte al min ledige tid fra september og frem ikke på at forske, men på at skrive en ansøgning om forskningsmidler – sammen med de universiteter og virksomheder ude i Europa, som jeg efterhånden kender godt. Jeg var skuffet tilbage i 2018, da vi trods store anstrengelser kom over tærsklen, og så alligevel fik afslag. Men vi besluttede os til at prøve igen, og i dag sendte vi ansøgningen ind. Det er efterhånden vores fjerde forsøg (femte, hvis vi tæller et halvfærdigt forsøg med, hvor nogen trak sig ud til allersidst og vi derfor var nødt til at give op), og for anden gang har vi konsulentbistand i ryggen. Vi synes, ansøgningen er blevet rigtig god nu, og fingrene er krydset for at det denne gang vil gå godt. Men jeg vil se det, før jeg tror det.

Ansigt til ansigt med underviseren

Kilde: https://www.flickr.com/photos/hulluniscience/15595412838

I en ny amerikansk undersøgelse af universitetslæreres holdning til undervisningsformer viser det sig, at mere end 70 procent af de adspurgte foretrække at undervise overvejende ansigt-til-ansigt frem for at undervise online, men er samtidig villige til at anvende blended learning. Det er en undervisningsform, hvor man blander “traditionelle” præsentationer med præsentationer ved brug af podcasts.

Betyder det nu, at de fleste universitetslærere er modstandere af at flippe? Det tror jeg bestemt ikke, man kan konkludere. Jeg ville også have det underligt med ikke at have kontakt med dem, jeg skal undervise. Flippede tilgange består da heller ikke i at fjerne kontakten mellem den, der underviser, og dem, der bliver undervist: Man flytter simpelthen kontakten væk fra præsentationer, hvor underviseren taler til dem, der bliver undervist, over til en interaktion, hvor underviseren taler med dem, der bliver undervist.

Af og til hører jeg den observation fra universitetslærere, at den store forskel mellem universiteter som Aarhus Universitet og Københavns Universitet og universiteter som f.eks. Roskilde Universitet, hvor projektarbejde med vejledning er centralt, er at man på universiteter, hvor projektarbejde er vigtigt, har en langt højere grad af kontakt mellem undervisere og dem, der bliver undervist – eller sagt omvendt: På f.eks. Aarhus Universitet og Københavns Universitet er der en større afstand mellem underviserne og de underviste, og jeg er slet ikke sikker på, at man på de universiteter ser denne afstand som en kvalitet. Man har bare vænnet sig til, at det er sådan. På bl.a. RUC har de studerende i en projekt derimod regelmæssig kontakt til deres vejleder. Denne kontakt er (vil jeg hævde) en kvalitet, som man ikke må overse betydningen af.

Den personlige kontakt mellem undervisere og andre er af stor betydning, og hvis nogen forventer, at flippede tilgange kan bruges til at spare det sædvanlige møde mellem undervisere og dem, der bliver undervist, væk, tager de fejl.

Du kan tage fejl

Noget af det vigtigste, man kan lære som menneske, er hvordan man lærer nyt. Men det er også utroligt vigtigt at vide, hvad man ikke ved. En artikel i Vox tager fat på begrebet intellektuel ydmyghed – det er den kvalitet, der består i at vide, at det man mener at vide lige nu, senere kan vise sig at være forkert. Fejltagelser og forkerte konklusioner er helt centrale i idehistorien. Siden Karl Popper og Thomas Kuhn er der blevet almindelig enighed om at naturvidenskabernes historie ikke kun er en historie om hvordan videnskaberne går fra triumf til triumf og fra indsigt til mere indsigt, men også i høj grad er en historie om at indse, at man har taget fejl.

Også i andre videnskaber er intellektuel ydmyghed vigtig. Artiklen fra Vox fortæller om hvordan et stort antal undersøgelser fra psykologi er blevet forsøgt replikeret – og kun 40 procent af resultaterne kunne bekræftes.

I virkeligheden er en form for intellektuel ydmyghed også af stor vigtighed for uddannelsessøgende, for den eneste måde at lære nyt på er ved at lære af sine fejl. Den intellektuelle ydmyghed er ikke en grundindstilling, hvor man siger at man intet ved eller at alle påstande er lige gode, men simpelthen en nysgerrig og åben indstilling, hvor man indser, at man kan tage fejl.

Men det er svært at fremme idealet om intellektuel ydmyghed, når medierne er fyldt med ikke mindst beslutningstagere, der ifølge dem selv aldrig tager fejl og sommetider også er så skråsikre, at de koncentrerer sig om at benægte forskningsresultaters gyldighed. Det mest skræmmende eksempel ser vi i disse år hos de politikere i bl.a. USA og Australien, der stadig hævder at klimakrisen ikke er menneskeskabt. De forskellige alternative forklaringer på klimaforandringerne ud fra f.eks. solpletter eller hvad ved jeg, er ikke intellektuel ydmyghed, for de, der fører sådanne påstande i marken, er alt andet end ydmyge over for styrken af deres egne påstande. Skulle jeg nævne et ærkeeksempel på et menneske uden skyggen af intellektuel ydmyghed (omend ordet “intellektuel” er voldsomt at anvende her), ville det være USAs siddende præsident.

Studielandskab?

Fra “Strategisk brug af studiearbejdspladser” (https://www.bygst.dk/media/21283/Strategisk-brug-af-studiearbejdspladser.pdf)

På universiteter som Roskilde Universitet (RUC) har projektarbejde i grupper været en central del af uddannelserne. Men inden for de seneste 10-15 år er de grupperum, der tidligere var en central del af denne form, forsvundet – der kommer stadig flere studerende til, men der bliver ikke lige så mange flere resurser til lokaler. Startskuddet blev vel taget i en rapport fra Byggestyrelsen i 2008 ved navn Strategisk brug af studiearbejdspladser (det var også her, ordet “studiearbejdsplads” blev født).

Efterhånden satser man bl.a. på RUC på at lave bygninger om, så de består af store rum, hvor der skal sidde mange projektgrupper, dvs. 30 eller flere studerende, i samme store lokale. Det hedder sig, at dette skaber et fællesskab, hvor flere vejledere kan vejlede sammen og hvor projektgrupper med beslægtede emner nemt kan udføre vidensdeling.

Denne idé er reelt en variant af ideen med kontorlandskaber; den idé vandt for alvor frem i 1960’erne i USA – men kommer egentlig fra Tyskland. Det danske ord stammer fra det tyske Bürolandschaft.

Men er denne måde at tænke på studiearbejdspladser på egentlig god? Spørgsmålet om kontorlandskabers egnethed er blevet grundigt undersøgt inden for de seneste to årtier. Man kan fokusere på de positive aspekter af kontorlandskaber, nemlig mulighederne for fællesskab og kommunikation – præcis som fortalerne for “studielandskaber” gør det. Men de negative aspekter er betydelige. Megen forskning viser nemlig, at der er betydelige gener forbundet med storrumskontorer. Et forskningsprojekt fra 2019 fra Aarhus Universitet tyder på, at jo flere man sidder sammen, jo sværere har man ved at samarbejde med sine kolleger, føle sig godt tilpas og være glad for sit arbejde. Fællesrum med 30 arbejdspladser er, hvad man i undersøgelsen fra Aarhus Universitet ville kalde for mellemstore storrumskontorer.

På baggrund af resultaterne om kontorlandskabers påvirkning af arbejdsmiljøet er det værd at overveje, om “studielandskaber” på videregående uddannelser faktisk er befordrende for studiemiljøet. Det er nemlig slet ikke sikkert. Universiteterne i Danmark bør være ærlige om de først og fremmest skaber “studielandskaber”, fordi det er en god idé at organisere studiearbejdspladserne på denne måde, eller fordi der er tale om et forsøg på at håndtere en nedskæring i lokaletildelingerne.

Året slutter her

Om nogle timer slutter 2019. Et år bliver aldrig, som man troede, og 2019 blev et underligt år med afskedigelser blandt folk, jeg kender, magtfuldkommenhed, voldsomme og pludselige ændringer og stor usikkerhed for mange. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive mere om det her. Også tæt på mig er der nogen, der har skullet finde et nyt arbejde. Hvem ved om du er her om et år? var der en, der sagde til mig.

Ordene er underligt passende netop i dag, hvor jeg har været til undersøgelse på hospitalet. Selv om jeg måske ikke fejler noget af betydning, er det nu alligevel en lidt ærgerlig afslutning på året.

Når det føles sådan, er det vigtigt også at huske de gode stunder fra 2019, for de var der. Der var deltagelse i Danmarksmesterskabet i poetry slam. En konference i Portugal med lune januardage ved Tejo. Et seminar med kolleger fra Moldova og samværet bagefter. DMs kongres. Et møde i Prag med kolleger fra nær og fjern. En solfyldt sommer i Mariehamn og Stockholm. En musikfestival i Göteborg. En artikel i Acta Informatica. Besøg hos mine søskende fra England og Tyskland. Dagen, hvor jeg fik at vide at jeg var årets underviser ved de uddannelser, hvor jeg underviser. Dage på tysk i Magdeburg. Solnedgangen over Korfu og Sarandë. Gensynet med mine venner fra gymnasietiden. Alle togrejserne gennem Europa og den erfaring, det har givet mig. Fællesskabet for at skabe handling i klimakrisen. Aktiviteterne i Amnesty International. Tid med familie og venner. Alt dét var der også i 2019. Jeg håber, der kommer mere af det i det nye år, der også er begyndelsen på det, mange kalder for det nye årti. I al fald:

Godt nytår til jer, der læser dette!

Militæret, klimakrisen og forskningen

Kilde: https://www.army.mil/article/208766/12_principles_of_modern_military_leadership_part_1

Syddansk Universitet er et af de danske universiteter, der har tilsluttet sig FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Det er bestemt prisværdigt. Men samtidig er der på danske universiteter også en systematisk indsats for at prøve at skaffe midler fra EUs nye program for våbenforskning. Nogle steder er der oprettet enheder, der skal koordinere denne indsats inden for våbenforskning.

For mig at se er disse to indsatser i stor modstrid med hinanden. Militæret er ikke bare en trussel mod samfundet i den forstand, at civilbefolkningen i en krig altid lider de største tab, eller i den forstand, at krigsførsel i høj grad går ud på at ødelægge modpartens infrastruktur, men er også en trussel i den forstand, at militæret sluger enorme mængder af energi og har et enormt klimaaftryk. Begrundelsen for FNs verdensmål nr. 13 siger at

Alle lande i verden kan se de drastiske konsekvenser af klimaforandringer. Udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, og udledningen er i dag mere end 50 procent højere end niveauet i 1990. Endvidere forårsager den globale opvarmning langvarige ændringer i vores klimasystem, som truer med uoprettelige konsekvenser, hvis vi ikke handler nu.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

USAs militære ledelse ser klimakrisen for en alvorlig trussel mod USAs sikkerhed. Men det interessante er, at det amerikanske militær set på denne måde udgør en sikkerhedstrussel! En analyse foretaget af samfundsforskeren Neta C. Crawford fra Brown University i USA konkluderer nemlig, at USAs militær gennem sine aktiviteter har et større klimaaftryk end de fleste lande i verden.

Samtidig siger begrundelsen for FNs verdensmål nr. 16 at

Fred, stabilitet, menneskerettigheder og effektiv regeringsførelse baseret på retsstatsprincipper er vigtige betingelser for en bæredygtig udvikling. Vi lever i en verden, der i stigende grad er opdelt. Nogle regioner nyder vedvarende fred, sikkerhed og velstand, mens andre er plaget af tilsyneladende uendelige cyklusser af konflikter og vold. Dette er på ingen måde uundgåeligt, og skal løses.

Væbnet vold og usikkerhed har en ødelæggende effekt på et lands udvikling, det påvirker den økonomiske vækst, og medfører ofte langvarigt fjendskab mellem lokalsamfund, der kan vare ved i flere generationer.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

Set i lyset af dette, er det svært at forstå, at danske universiteter på én og samme tid hævder at arbejde for FNs verdensmål og opfordrer til militærforskning. For mig at se er der først og fremmest tale om en form for opportunisme, netop fordi eksterne forskningsmidler er blevet så vigtige, at universiteternes ledelser først og fremmest er interesseret i at skaffe midler på så mange fronter som muligt (hvis man vil undskylde mig dette ordspil).