Filosofikums genopstandelse

Steen Christiansen var den første, som bestod filosofikum ved Universitetsundervisningen i Jylland. Foto: Aarhus Universitet.

Fra 1675 og indtil 1971 var filosofikum en prøve for danske universitetsstuderende, som var obligatorisk og skulle bestås før nogen anden eksamen kunne aflægges. Ifølge bekendtgørelsen bestod kurset af et “filosofisk propædeutik, således som denne i et kursus blev foredraget af en af de filosofiske professorer” i fire timer om ugen spredt ud over to semestre. Som regel betød det filosofikum skulle omfatte psykologi, logik og filosofihistorie.

Nu har uddannelses- og forskningsministeren nedsat en inspirationsgruppe, der skal genindføre filosofikum på de danske universiteter. For mig er det også interessant at læse en bemærkning i ministeriets pressemeddelelse som

Filosofi opfattes ofte som havende et humanistisk indhold, men det er lige så vigtigt, at humanister kender til teknik og naturvidenskab. Alle skal eksempelvis kende til matematik og programmering, fordi algoritmer vil få afgøren de indflydelse på vores fremtid.

Men om dette virkelig betyder, at alle universitetsstuderende fremover skal kende til matematik og programmering og om dette nu også anses som en del af almen akademisk dannelse, er uklart for mig.

Ideen om at genindføre filosofikum er måske del af en langsom bevægelse væk fra den voldsomme nytteorientering, som har præget de sidste mange års uddannelsespolitik. I så tilfælde kan jeg kun bifalde det.  Og hvis der, som pressemeddelelsen fra ministeriet også antyder, skal større fokus på at studerende skal kunne skrive akademisk, er det også godt, for der er desværre mange studerende, der har store problemer med at skrive godt. Og der er forbløffende lidt fokus på filosofi på de uddannelser, jeg underviser på. Det burde der også gøres noget ved. Men hvis filosofikums genindførelse bare indebærer, der der bliver dynget endnu et krav på i forlængelse af kravene om videnskabsteori, entreprenørskab, studiefremdrift osv. og skaber endnu mere fagtrængsel, er jeg straks meget mere skeptisk over for det genopstandne filosofikum.

I øvrigt bemærker jeg, at inspirationsgruppen for filosofikum består af to rektorer, en prorektor, en dekan, direktøren for Nationalmuseet og to professorer emeritus. Til gengæld er der ikke nogen filosoffer med!

Flattr this!

Mere eller mindre krævende?

Da jeg selv studerede matematik, var det semesteret MAT2 (i dag 4. semester af matematikuddannelsen), som havde ry for at være det sted, hvor det blev mere intenst – her lå kurserne i algebra og analyse og et projekt om statistik. Sidste efterår, da jeg var på Institut for matematiske fag, kunne jeg høre at det stadig var algebra og analyse, der havde ry for at være det første “hårde” semester på matematik.

Senere, da jeg studerende datalogi, var det semesteret DAT2 som havde det samme ry. Her lå kurser om oversætterkonstruktion, syntaks og semantik og operativsystemer og et projekt om definition og implementation af programmeringssprog. I dag har 4. semester på datalogi- og softwareuddannelserne et helt tilsvarende indhold, og det er tydeligt, at det har ry for at være det første “hårde” semester her.

(I alle tilfælde er der derfor også en underforstået antagelse om at de første semestre ikke er så hårde.)

I en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut bliver førsteårs-studerende på videregående uddannelser spurgt om de uddannelser, de går på, er mere eller mindre krævende end de forventede. Der er tale om studerende fra universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, kunstneriske og maritime uddannelser.

Lidt over hver anden studerende svarer, at deres uddannelse er mere krævende, end de havde forventet. Det er kun 15 procent, der svarer at uddannelsen er mindre krævende end forventet.

Undersøgelsen siger noget om en uoverensstemmelse mellem de studerendes forventninger og den virkelighed, de møder, og på den måde bør det mane til eftertanke både hos de gymnasiale og de videregående uddannelser.

Det er desværre lidt uklart for mig hvad undersøgelsen helt præcis afslører om uddannelserne, og derfor er det svært for mig at finde ud af, om man skal sætte ind og i så fald hvordan. Jeg kunne især godt tænke mig at finde ud af hvad ordet “krævende” egentlig dækker over. Betyder det ekstra stor arbejdsbelastning, læringsmål der er særligt abstrakte eller noget andet?

Flattr this!

Nye stole

Jeg kan ikke mindes et styringsgruppe på de uddannelser, hvor jeg har undervist, hvor de studerende ikke har udtrykt deres manglende begejstring for de sorte kontorstole, de har haft til rådighed i grupperummene. Det var ganske rigtigt nogle legendarisk elendige stole; når jeg har mødtes med studerende i grupperummene, så jeg så godt som altid mindst én defekt stol stå i et hjørne.

Det blev så i november, at stolene omsider blev udskiftet – og det var en sejr for vores studienævnsforkvinde, der længe havde kæmpet for dette. Ironisk nok er det formodentlig den allestedsnærværende akkrediteringsproces, der spillede ind. Ledelsen på Aalborg Universitet har begrundet ganske mange af deres beslutninger med at de ville være nødvendige, hvis universitetet skulle akkrediteres. Og nu var det så åbenbart frygten for ikke at blive akkrediteret på grund af faldefærdigt inventar, der gjorde udslaget.

Hvad der nu skal ske med alle de gamle stole, ved jeg ikke. Jeg håber ikke, de bliver eksporteret. Men det er værd at gemme én enkelt af dem og placere den i en dertil indrettet glasmontre.

Flattr this!

Tanker om ligestilling på universitetet

Om ligestilling – et oplæg af Hans Hyttel

I dag holdt jeg et oplæg på mit institut om ligestilling, noget der længe har været en kæphest for mig. Jeg har lagt mærke til at ligestillingsstrategien for Aalborg Universitet desværre er alt andet end imponerende, og vi kan ikke bruge den som udgangspunkt for at rette op på tingenes tilstand ved Institut for datalogi, der i helt ekstremt omfang er en mandeklub.

På det seneste har der været fokus på seksuel chikane på arbejdspladser, men det er i virkeligheden “kun” en tydelig indikator på hvor galt det stadig står til med ligestillingen. Det var ikke her, jeg fokuserede, men på hvad vi mon kan gøre for at ændre tingenes tilstand. Der er, viser det sig, faktisk rigtig meget vi ikke ved om årsagerne til den ekstremt skæve kønsfordeling på Institut for datalogi.

Mit oplæg blev vel modtaget; det, jeg pointerede igen og igen, var dels at ligestilling og mangfoldighed hører uløseligt sammen, dels at det kræver mange resurser, herunder lang tid at skabe ligestilling og mangfoldighed på et sted som vores. Skæbnens ironi er, at et udvalg, der skal skabe og gennemføre en ligestillingsplan, på grund af den ekstremt skæve kønsfordeling næsten kun vil kunne bestå af mænd.

Flattr this!

Bogdroppende akademikere

I disse uger læser vi, der har været semesterkoordinatorer ved uddannelserne på AAU, de svar igennem, som studerende har givet på spørgeskemaer om forårets undervisning. Også hele uddannelsesforløb bliver evalueret ved spørgeskemaer. Jeg bed især mærke i en bemærkning fra en studerende, der er ved at afslutte en bacheloruddannelse. Den studerende var af den holdning, at man nemt kunne bestå de fleste fag ved blot at læse op til eksamen og komme til forelæsninger. Den studerende nævnte, at mange af de studerende ikke læste bøgerne, da det ifølge dem ikke var nødvendigt.

Umiddelbart var det en meget foruroligende opdagelse at gøre: Vi uddanner tilsyneladende akademikere, der aldrig har læst en fagbog og faktisk også bevidst undlader at læse fagbøger ud fra en forestilling om at det “ikke er nødvendigt”.

Men derudover bør udtalelsen ses i kontekst af at vi nu kan observere, at omkring halvdelen af de studerende på et hold slet ikke følger undervisningen i kurserne.

Begge dele peger nemlig på at der er noget fundamentalt galt med kursusundervisningen på universitetet: Den virker ikke. Det bør vække eftertanke hos de mange universitetslærere, der ofte får diskussioner om studieordninger til at blive til diskussion om hvilke kurser, der skal lægges hvor. For kurserne betyder tilsyneladende ikke ret meget for mange studerende.

Der er for mig at se tre udveje af denne situation.

Den første er en form for disciplinering, hvor der bliver krav om fremmøde og aktiv deltagelse i kursusundervisningen. Dvs. at studerende mere eller mindre direkte bliver tvunget til at deltage i kursusundervisningen. Men dette vil næppe skabe en bedre stemning og vil formodentlig kun føre til nye strategier for at slippe uden om.

Den anden udvej er at acceptere, at mange af vore dages universitetsstuderende er “bogdroppere” og indrette undervisningen efter det, så vi accepterer, at de ikke vil læse faglitteratur. Men selv den mest uboglige akademiker vil på et tidspunkt blive nødt til at læse faglitteratur, nemlig i forbindelse med sit speciale, og det er ikke godt at udskyde læsningen til dét tidspunkt i studiet.

Den tredje udvej er den sværeste, nemlig at finde ud af hvordan vi kan indrette undervisningen, så de studerende indser nytten af og glæden ved at læse faglitteratur. Det kræver en anden undervisningsstrategi, undervisning i studieteknik og bestemt også bedre faglitteratur. For de bogdroppende universitetsstuderende kritiserer gennem deres fravalg i virkeligheden også den faglitteratur, der findes netop nu.

Flattr this!

Noget om medfinansiering

Udviklingen i andelen af eksterne forskningsmidler på AAU sammenholdt med andelen af basismidler. Men disse to størrelser er reelt ikke uafhængige.

Fordi jeg ikke har nogen eksterne forskningsmidler, kan jeg ikke have nogen PhD-studerende; jeg har ikke haft nogen PhD-studerende længe nu. Jeg havde sidst en PhD-studerende frem til 2010; siden da har der ikke været PhD-stipendier betalt af instituttet, og det kommer der formodentlig aldrig igen.

Så i dag indleverer jeg en ansøgning om midler.

Det er dog ikke en ansøgning om forskningsmidler, men en ansøgning om midler til at udarbejde en ansøgning om forskningsmidler under EUs Horizon 2020-program. I 2015 og i 2016 søgte jeg Horizon 2020, men begge gange fik jeg afslag. Sandsynligheden for at få en ansøgning om forskningsmidler er så lille (den er omkring 7 procent), at mange nu betaler konsulentfirmaer for at hjælpe sig med at skrive de ofte meget lange ansøgninger (min sidste ansøgning, der gav afslag, endte med at fylde 165 sider). Og samtidig lægger arbejdet med denne slags ansøgninger beslag på megen arbejdstid – i de måneder, jeg arbejdede på en Horizon 2020-ansøgning i 2016, fik jeg ikke tid til at forske.

Forhåbentlig vil den ansøgning, jeg indleverer i dag, blive accepteret, så jeg kan skrive en ansøgning om Horizon 2020-midler, der skal være klar til april 2018. Men selv hvis min første ansøgning bliver imødekommet, er der en yderligere udfordring. Jeg kan nemlig kun få dækket halvdelen af udgifterne til arbejdet med Horizon 2020-ansøgningen. Den anden halvdel af udgifterne skal jeg have finansieret på anden vis. Jeg prøver netop nu at overtale mine udenlandske partnere til at være med til at dække disse udgifter. En af deltagerne (det er en virksomhed i udlandet) har dog allerede sagt, at de ikke kan finde pengene til det.

Hele dette princip om delvis finansiering er blevet hovedreglen i dag. Eksterne forskningsmidler dækker kun en del af omkostningerne til det forskningsprojekt, man søger om midler til. Universitetet skal selv betale resten ud fra deres budget. Og dermed er de eksterne forskningsmidler faktisk også med til at lægge beslag på en stor del af universiteternes budgetter; jo flere eksterne forskningsmidler, der bliver skaffet hjem til udvalgte forskere, jo mere spiser det samtidig af de midler, som skulle forestille at gå til alle forskere på universiteterne. Og jo større en del af universiteternes budgetter, der skal bestå af eksterne forskningsmidler (for det er der nemlig en målsætning om), jo flere af basismidlerne bliver samtidig også beslaglagt til medfinansiering.

Selvfølgelig er der en vis retfærdighed i systemet – i den forstand, at jo flere eksterne forskningsmidler, en forsker får hjemtaget, jo bedre muligheder har vedkommende for at bruge nogle af dem til at forberede og skrive nye ansøgninger. Og på den måde bliver midlerne koncentreret på færre hænder. Og selvfølgelig hjælper de eksterne forskningsmidler også en anden gruppe – for det er nødvendigt at betale løn til dem, der skal administrere anvendelsen af forskningsmidlerne. Jo flere eksterne forskningsmidler, jo mere administration er nødvendig. Og det er selvfølgelig også nødvendigt for universiteterne at have projektkontorer, der kan assistere forskerne i deres arbejde med at skrive ansøgninger.

Er der ikke nok nogen (f.eks. en minister eller en af dem, der har for vane at forsvare ministre), der vil fortælle mig, hvorfor hele dette underlige regime, der sluger en masse tid, vi kunne bruge på forskning,  og en masse penge, der kunne komme flere forskere til gavn, er til gavn for forskningen og for de danske universiteter?

(Jeg kan for øvrigt se, at Heine Andersen, der er professor emeritus fra Københavns Universitet, i dag har en kronik i dagbladet Information, der berører mange af de samme problemstillinger.)

Flattr this!

Gode forbilleder

Da jeg var ny studerende, så jeg (og mine medstuderende) meget op til de ældre studerende, og vi havde megen glæde af at snakke med dem. Dengang, da de naturvidenskabelige uddannelser i Aalborg reelt kun var matematik og datalogi og kun havde få studerende, hjalp de os ind i et lille og godt fællesskab. Senere blev jeg selv tutor og husinstruktør og var på den måde med til at planlægge ruskurserne. Nu var det pludselig mig, der var den ældre studerende, som nogen måske så op til.

De ældre studerende udfylder en vigtig rolle for socialiseringen af de nye. Af og til kan der dog også være en bagside af medaljen, for som ældre studerende er man på godt og ondt med til at gøre bestemte opfattelser videre. Dette skrev jeg om tilbage i 2015.

I denne uge hørte jeg det igen, nu fra en kollega, der vejleder på første studieår: En gruppe, han var vejleder for, havde udtalt sig meget negativt om et kursus på deres semester – skønt der kun var gået få uger siden studiestart. Det viste sig, at en tutor tilsyneladende havde sagt til denne gruppe, at der var tale om et kursus, som man nemt ville kunne bestå uden at deltage i undervisningen! Denne slags adfærd skal vi til livs, men det er sværere end man tror.

Den typiske reaktion vil være, at semesterkoordinator og vejledere farer frem over for tutorerne og giver dem en reprimande. Og selvfølgelig bør man sige til tutorer (og ældre studerende generelt) at de har et ansvar og skal tænke meget nøje over, hvilket billede de vil videreformidle af den uddannelse, de går på. Men måske kunne man også fra universitetets side bedre påskønne, at nogle ældre studerende tager det ansvar, de gør, og mere officielt lade dem repræsentere universitetet. Én oplagt mulighed er at lønne tutorerne (og ikke kun instruktørerne), en anden vil være at give disse ældre studerende mulighed for at tage en form for officiel efteruddannelse, som de kan få kredit for og have på deres cv.

Flattr this!

Checks and balances i universitetsverdenen?

Aalborg Universitets ledelse har ved indgangen til efterårssemesteret 2017 fremsat et forslag til ændring af universitetets vedtægter. Blandt de foreslåede ændringer er at

  • Rektor får eneret til at indstille til universitetsbestyrelsen om ansættelse af prorektor og universitetsdirektør og skal fastsætte regler for medarbejdervalgene til de styrende organer. Rektor får desuden eneretten til at orientere bestyrelsen om ”sager af usædvanlig art eller stor betydning for universitetet”.
  • Universitetsdirektøren får flere beføjelser og skal bl.a. repræsentere universitetet udadtil i administrative spørgsmål (hvor rektor i dag fordeler efter delegations-ret) og vil agere stedfortræder for rektor (selv om direktøren ikke er undervisnings- eller forskningskyndig).
  • Studienævn og institutråd skal have færre medlemmer.
  • Og forslaget understreger også, at Akademisk Råd blot er rådgivende i strategiske og budgetmæssige sager; de er ”en ledelsesopgave”.

Det er helt tydeligt, at forslaget til vedtægtsændringer har til hensigt at samle endnu mere magt hos ledelsen og ikke mindst hos rektoren og universitetsdirektøren. Jeg finder forslaget meget bekymrende, og det viser desværre ganske meget om tingenes tilstand i universitetsverdenen, at der kan blive tænkt denne slags tanker. Lige nu bliver forslaget sendt til høring i universitetets organer – ikke mindst studienævn, Akademisk Råd, institutråd og samarbejdsudvalg. Der er generelt en hel del kritik af de punkter, jeg har nævnt ovenfor.

Nu er der så bare at håbe, at kritikken ikke vil blive udvandet, mens den passerer op gennem de administrative lag og at den vil føre til at de foreslåede vedtægtsændringer ikke bliver gennemført. Men vi kan i sidste ende kun håbe på at ledelsen vil gå med til ikke at skulle give sig selv mere magt. Og det er dét, der er min allerstørste bekymring.

Det, som denne proces nemlig i virkeligheden viser, er at der i den danske universitetsverden ikke findes de indbyggede mekanismer, man i tilstræbt demokratiske strukturer (og danske universiteter er efter universitetsloven af 2003 ikke længere demokratiske strukturer) har for at beskytte sig mod vilkårlig magtudøvelse og for at sikre mindretalsbeskyttelse – den slags mekanismer, man på engelsk kalder for checks and balances og som man også kender i mange forfatninger i form af et princip om magtens tredeling.

Flattr this!

Prestige til os, profit til jer

Patti Smith blev æresdoktor ved Wesleyan University i maj 2016.

Sidste år skrev jeg om mulighederne for at kunne udgive forskningspublikationer uden om forlagene og efterlyste en anden publikationsmodel. Men den lader vente på sig. I dag over frokost talte jeg med nogle af mine kolleger om hele publikationsræset, og det stod klart for os hvorfor systemet er så svært at ændre: der er en traditionel prestige, som det er svært at få bugt med.

Her nævnte jeg, at jeg er ved at være færdig med M Train, en bog af Patti Smith, der følger hendes liv for nogle år siden. Patti Smith er som bekendt ikke hvem som helst. Måske er hun verdens største nulevende rocksangerinde; hun har lavet musik i en menneskealder; er med i The Rock’N’Roll Hall Of Fame, er ridder af den franske Legion d’Honneur, har modtaget den amerikanske National Book Award og har spillet på mange af de store musikfestivaler. Patti Smith er da heller ikke en fattig kvinde: I år købte hun den franske digter Arthur Rimbauds barndomshjem. Men samtidig får man også det klare indtryk af M Train, at hun heller ikke er en styrtende rig rockstjerne. Bogen beskriver, hvordan Patti Smith havde forelsket sig i en byggegrund med et skur (!) i New York og brugte måneder på at få så mange aftaler om koncerter og andre optrædender på plads, at hun kunne få råd til at købe grunden med skuret.

Til sammenligning får en direktør i Sony Music Entertainment, der udgiver Patti Smiths musik, en årsløn på mere end 120.000 amerikanske dollars (en senior director tjener det dobbelte), og selskabets nettooverskud var i 2016 1,37 milliarder amerikanske dollars. Pladeselskaber og forlag ser ud til at tjene mere på deres virksomhed end kunstnerne gør. Men der er fortsat stor prestige forbundet med at på en pladekontrakt i musikbranchen – også selv om det efterhånden er blevet ganske let at producere musik og gøre den offentligt tilgængelig helt uden pladeselskabernes medvirken. Patti Smith er kendt som en meget politisk person med idealer der rækker tilbage til hippie-tiden (og det sætter jeg stor pris på), men ikke desto mindre har hun aldrig gjort tegn til at gøre op med sin tilknytning til Sony. Hvorfor det er sådan i hendes tilfælde, ved jeg ikke. Måske er det en gammel fornemmelse af prestige, der hænger ved fra dengang først i 1970’erne, hvor det var noget helt særligt at blive udgivet på et “rigtigt” pladeselskab.

I forskerverdenen er incitamentstrukturen og fornemmelsen af prestige helt tydelig. Vi opnår prestige ved at udgive i tidsskrifter og ved konferencer, der er nævnt på autorisationslisterne ved Den Bibliometriske Forskningsindikator (BFI). Og der er her i meget stort omfang tale om tidsskrifter og konferencer, der udgives af store, kommercielle forlag som Elsevier, Springer, Taylor & Francis og andre. Vi sidder i redaktioner og programkomiteer, men dette arbejde er helt ulønnet. Vi bedømmer manuskripter for forlag, og også dét er helt ulønnet arbejde. Vi bliver belønnet – men ikke med penge, men med prestige – for at hjælpe disse forlag med at tjene penge, og incitamentsstrukturen opmuntrer os endda til det. Så længe denne irrationelle prestige fylder så meget og så længe BFI-systemet opmuntrer os til at vælge de kommercielle publikationskanaler i det omfang, vi ser i dag, vil vi se denne underlige situation, hvor en mellemmand tjener på at vi arbejder gratis.

Flattr this!

Flere slags fravær

Jeg er begyndt at prøve at danne mig et overblik over den forskning, der undersøger om der er en sammenhæng mellem deltagelse i undervisning og læring på videregående uddannelser. Det virker måske lidt underligt, at det er nødvendigt at undersøge om det virkelig er tilfældet, at undervisning kan påvirke læring positivt. Men mange af os har en anekdotisk baseret opfattelse af, at der findes undervisning, som kun de færreste af deltagerne lærer noget af, og af der ofte sker en læring, som ikke er baseret i nogen undervisningsaktiviteter.

Der er et væld af artikler baseret på undersøgelser af korrelationen mellem deltagelse i undervisning og eksamenskarakterer. Undersøgelser fra Australien, Finland, Portugal, Pakistan, USA, Albanien og mange andre lande, der undersøger situationen for mange forskellige uddannelser, er enige om samme konklusion: At de studerende, der deltager i undervisningen, klarer sig signifikant bedre end dem, der ikke deltager. Når der er så mange forskellige situationer, hvor de fælles variabler er deltagelse og eksamensresultater, tyder det på at der er en årsagssammenhæng.

Her er et citat fra konklusionen i en undersøgelse fra Australien, hvor man fokuserer på psykologi-uddannelserne:

Using hierarchical linear modelling we found that course attendance was positively related to objective performance, providing additional findings to bolster evidence for the relationship between course attendance and objective performance while controlling for self-reported past academic performance. Furthermore, we did not find any significant variance in this relationship across course content, attesting to the robust nature of the link between class attendance and performance.

En anden artikel, der er rigtig interessant, er fra Finland og stammer fra 2016. Finland ligner på nogle måder Danmark: Det er gratis for den enkelte studerende at være indskrevet på universitetet, og der er ikke noget præsenskrav. Også i den finske undersøgelse vil man undersøge sammenhængen, og man gør det i et kursus på en handelshøjskole. Her gør man en interessant skelnen, nemlig mellem

  1. Studerende, der begynder at følge undervisningen, men dropper ud inden eksamen (denne gruppe er ikke interessant i eksamenssammenhæng). I alt 43 studerende droppede ud, dvs. halvdelen af det oprindelige hold.
  2. Studerende, der følger undervisningen gennem hele forløbet. Her var der 24 studerende.
  3. Studerende, der stort set ikke følger undervisningen, men går til eksamen. Her var der 19 studerende.

Undersøgelsens analyse, viser at der for gruppe 2 var en signifikant fordel i at deltage i undervisningen; jo flere kursusgange, en studerende deltog i, jo bedre klarede vedkommende sig.

At det giver mening at skelne mellem to typer af årsag til fravær, er egentlig ikke overraskende. I det moderne masseuniversitet er der en lille gruppe af dedikerede studerende (måske omkring 10 procent), der reelt er selvkørende. Gruppe 3 i den finske undersøgelse er de dedikerede studerende. De ville kunne klare sig godt, om så underviseren blev erstattet af en papfigur. Men der er også en stor gruppe af “minimalister” (op til halvdelen af studentermassen), der først og fremmest vil gennemføre og vil lave så lidt som muligt. Andre af de studerende, der ikke deltager i undervisningen, er til gengæld fraværende, fordi de er “minimalister”. Og så er der en mellemgruppe, der hverken er dedikerede eller minimalister. Det er ikke det fravær, der skyldes de selvkørende, dedikerede studerende, der skal bekymre os. Det er fraværet af resten af studentermassen, der er problemet.

Flattr this!