Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Timerne inden ferien

I dag er det min sidste arbejdsdag inden tre ugers sommerferie. Det er altid en speciel tid på året. Bygningen på min del af universitetet er stort set affolket, og den er næppe en undtagelse. Jeg har sendt en artikel af sted til et tidsskrift, talt i telefon med en studerende om meritoverførsel til Aalborg og sluttede dagen af med at have en én time og tyve minutter lang samtale med en kollega i Italien (over Skype) om en anden artikel, vi skal have sendt af sted i begyndelsen august. Jeg har spist frokost i ensom majestæt og drukket te (og en fredagssodavand) for sidste gang inden ferien.  Og jeg har lyttet til et amerikansk band, der hedder Lord Huron – der minder mig om Cass McCombs på en god måde. Dem hørte jeg faktisk først om i går. Om ganske få minutter går turen hjemover.

Første halvdel af 2015 har været travl og ferien er en kærkommen anledning til at trække stikket ud. Om min blog så også holder en helt konsekvent sommerferie ved jeg ikke. I denne sommerferie skal jeg som så ofte før med familien en tur til udlandet. Den slags plejer at give mig lyst til at skrive lidt om mine indtryk og til at dele nogle billeder med jer, for når jeg skriver, giver det mig også mulighed for at samle tankerne for en stund. Med andre ord: Vi får se.

Hermed ønsket om en god sommerferie til jer derude, der læser med her.

Flattr this!

Det store egos fødsel

ego

En oplægsholder til et arrangement på mit institut fortalte mig, da jeg mødte vedkommende igen ved en senere lejlighed, at det af den diskussion, der fulgte oplægget, virkede som om instituttet rummede nogle store egoer. Det kunne jeg kun være enig i. Der er nemlig en del af den slags i den akademiske verden. En af mine kolleger fortalte mig om en episode med en universitetslærer, der havde modtaget kritik af studerende for sin undervisning.

– Jeg kan ikke tage fejl, sagde han dengang indigneret. Så var der ligesom ikke så meget mere at snakke om.

Ved en anden lejlighed havde han henkastet fortalt at han i sin fødeby i sit hjemland var kendt for at være den studerende der var bedst til matematik (han er dog ikke selv matematiker nu) og at der var for lidt af denne form for værdsættelse her i Danmark.

Hvornår får man et stort ego? En artikel i The Atlantic har en interessant diskussion af dette.

En af de uheldige strategier er at rose børn og unge ved at fortælle dem at de er “kloge”, når de har udmærket sig på et eller andet felt. Man bør hellere fortælle dem at de har gjort en god indsats, for det er jo dét, der er årsagen til at de har udmærket sig. Hvis man får at vide at man er “klog”, kan man nemlig let ende med at tænke at man har en indbygget kvalitet. Hvis man er kommet et stykke ind i en akademisk karriere, er det altid en konsekvens af at man har “vundet” i konkurrencerne til eksamen, PhD-forsvar, ansættelse osv. Og her fødes det store ego nogle gange. (Jeg skal her skynde mig at sige at jeg også kender en del akademikere, som bestemt ikke har et overdimensioneret ego.)

Hvis man derimod ikke har klaret sig godt, ender man meget let med at tro det modsatte: at man har en indbygget fejl, der forhindrer at man nogensinde vil kunne klare sig godt. Tænk på alle dem, der undskyldende (eller stolte!) forklarer at de “aldrig vil blive gode til matematik”.

Måske er det også dette fokus, der skaber “minimalister”, for hvis man på et tidspunkt er blevet rost ikke for sin indsats, men for at være “klog”, kan man begynde at forlade sig på sin “indbyggede klogskab” i stedet for at gøre en indsats.

Selv blev jeg rost en del som barn, men det er for længst stilnet af. Man kan kun lære af sine egne fejl, og de fleste store forskningsresultater kommer i sidste ende af at nogen opdager at der er en tidligere opfattelse, der har vist sig at være forkert. Selv har jeg lært en masse – der ofte har været dyrekøbt – af alle de fejl, jeg har begået. Jeg har efterhånden gjort så stor en indsats, at det nu med jævne mellemrum lykkes mig at lave nye og bedre fejl.

Flattr this!

Det ensomste job

auditorium

Jeg er blevet indbudt til at deltage i en dansk konference, der finder sted i efteråret. Den handler om hvordan man i en akademisk karriere kan inddrage undervisningskompetencer bedre.

Det er lidt underligt at den aktivitet som mange universitetslærere bruger tæt på halvdelen af deres tid og er ansat til at tage sig at, ikke er karrierefremmende. Det er publikationer og eksterne forskningsbevillinger, der tæller. God undervisning er ikke et minus, men det er heller ikke på nogen måder afgørende. Man kan ikke blive f.eks. lektor eller professor fordi man underviser godt, men en underviser der forsker godt, men får dårlige evalueringer af sin undervisning, kan opnå stor hæder. Jeg har kendskab til universitetsforskere, der er af den holdning at de der lægger megen vægt på undervisning samtidig er dem, der har “de mest latterlige forskningsresultater”.  Den pågældende forsker, der udtalte dette, har i øvrigt stor succes med sin forskning, både hvad angår publikationer og bevillinger.

Men hvorfor er det egentlig sådan? I seneste nummer af Communications of the ACM skriver Mark Guzdial om netop dette. Og han henviser til en bog af Lee Shulman: Teaching as Community Property: Putting an End to Pedagogical Solitude. Shulman hæfter sig ved at det kan være meget ensomt at være underviser. Vi ved ikke hvordan vore kolleger underviser, og hvis vi taler med andre om vores undervisning er det ofte, når vi skal bede dem om råd. Måske skal vi overtage en kursusaktivitet, eller måske har vi en vejledningsopgave der volder os problemer af den ene eller den anden grund.

Det er helt anderledes med forskning. Forskere er altid del af et fællesskab, og i fællesskabet oplever vi hinanden og bedømmer hinanden. De personer, der ikke er del af et fællesskab, får typisk status af at være crackpots.

Undervisning er derimod en privat sag, hvor underviseren formidler faget til personer, der ikke er underviserens ligemand/kvinde. Og den bedømmelse af undervisningen, der finder sted, er aldrig en bedømmelse foretaget af personer fra samme fællesskab. Nogle gange kan underviserrollen være det ensomste job, og i universitetsverdenen er der ofte den indstilling at undervisning er ukompliceret, fordi det faglige indhold er mere eller mindre elementært. Derfor bliver det ofte også tabubelagt at tale om sin undervisning – kan man virkelig ikke finde ud af at klare den slags selv?

Hvis der skal være en anderledes opfattelse af undervisningens rolle i en akademisk karriere, er vi nødt til at gøre op med denne ensomhed. Guzdial gør sig til talsmand for den holdning at undervisning skal være en fælles sag og at det fælles ansvar skal gå på tværs af de enkelte aktiviteter.  Hans afsluttende bemærkninger er slet ikke så specifikke for datalogi, som det  ser ud – de bør gælde for alle fag:

Computer science could adopt a perspective of teaching as community property. We could work together to improve learning within computing programs and to improve our teaching. We might make progress on addressing some of our education challenges using this change in perspective. For example, viewing teaching as community property makes it easier to share and develop pedagogical content knowledge, which can improve our ability to support diversity in our classes (see article here). As Turing Awardee Alan Kay put it, “A change in perspective is worth 80 IQ points.”

Flattr this!

Stumper af en dag

spoergsmaal

Nogle dage har en klar konklusion, andre er fulde af modsætninger. Dagen i dag var sådan én – en modsætningsfyldt dag.

Juni er eksamenstid hos mig, og i denne uge har jeg haft tre projekteksaminer: et speciale og to grupper på datalogiuddannelsens 4. semester, hvor jeg også er semesterkoordinator. Censor på disse to eksaminer var Bent Bruun Kristensen som var vejleder for mig (og han var en god vejleder!) hele to gange dengang jeg selv studerende på datalogi. Det var Bent, der skrev under på at jeg kunne få min session udsat, husker jeg. Nu, 30 år senere, er Bent gået på pension men havde stadig tid og lyst til at være censor for mig. Det var godt at se ham igen. Begge eksaminer gik pænt;  det var en stor og vigtig dag for begge grupper, men de blev ikke overmandet af nervøsitet. Karaktererne fordelte sig lidt, sådan som det plejer at være tilfældet, og jeg blev endnu engang mindet om hvad det er en gruppebaseret projekteksamen kan: at være en eksamen og at være en afslutning på projektet, gruppens sidste møde med vejlederen, hvor alle parter lærer noget nyt om projektet og processen bag. Bagefter sad Bent og jeg over censorfrokosten i kantinen og talte om glæden ved at undervise og hvad forelæsninger kan og især ikke kan. Det var en god afslutning på denne uges eksaminer.

Bagefter, da jeg havde taget afsked med Bent, gik jeg op på mit kontor og prøvede at skrive på en artikel, jeg er i gang med – noget om uddannelsesforskning. Men inspirationen er ikke altid hvad den bør være når det bliver ud på eftermiddagen en fredag. Og netop da tikkede nyheden ind på min telefons nyheds-app: at der havde været hele tre terrorangreb mens jeg havde holdt eksamen. En mand var blevet halshugget i Frankrig, 27 turister var blevet skudt i Tunesien (senere viste det sig at være 37) og 8 mennesker var blevet dræbt under bøn i en moské i Kuwait. I sådan en situation opdager jeg at der er noget, der er stort og svært at håndtere. Min fornemmelse af ro efter eksamen var med ét helt væk og afløst af en blanding af afmagt og vrede. Nu var det umuligt for mig at lave mere, og til sidst tog jeg hjem.

Jeg har stadig ikke noget godt bud på hvordan man bedst kan reagere i denne slags situationer. Man kan ikke være ligeglad, men man kan heller intet gøre. Det er helt oplagt at dagens hændelser ikke påvirker min umiddelbare hverdag, men jeg ved også at de påvirker bestemte andre mennesker meget voldsomt – og jeg huskede med det samme at jeg selv har holdt ferie i Sousse i Tunesien, dér hvor 37 mennesker blev myrdet af terrorister i dag.

Flattr this!

Sælg dig selv!

salg

Jeg har tidligere skrevet om Susan Cain, der har skrevet en meget læst bog om at være introvert. På hendes hjemmeside skriver David Zweig et gæsteindlæg om de “usynlige” bidragydere, som er emnet for hans bog Invisibles. Ifølge Zweig er der en masse vigtige “usynlige” bidragydere til en organisation; man lægger ikke mærke til dem. Nogle af de “usynlige” vælger selv at være usynlige; de foretrækker samarbejde frem for konkurrence, giver gerne andre deres del af æren for bidrag, søger ikke opmærksomhed og er mere interesseret i resultaterne end i at promovere sig selv. Det er derimod de meget synlige, der bliver lagt mærke til – og som gerne vil lægges mærke til og som gerne promoverer sig.

I The Guardian skriver Paul Verhaeghe om hvordan det nyliberalistiske samfund belønner bestemte personlighedstræk. Verhaeghe lægger ikke fingrene imellem – hans påstand er at nyliberalismen belønner det at have en psykopatisk personlighedsstruktur. Han skriver

It’s important to be able to talk up your own capacities as much as you can – you know a lot of people, you’ve got plenty of experience under your belt and you recently completed a major project. Later, people will find out that this was mostly hot air, but the fact that they were initially fooled is down to another personality trait: you can lie convincingly and feel little guilt. That’s why you never take responsibility for your own behaviour.

Jeg kender selv dette fra den akademiske verden hvor man helst skal promovere sig selv som del af succesen.  Den slags favoriserer de ekstroverte og dem, der gerne fejrer sig selv og deres succes. Interessant er der mange akademikere, der er introverte eller måske bare har en arbejdsetik, der er anderledes. Nogle lærer at opføre sig ekstrovert og at promovere sig selv, andre gør det ikke – eller vil ikke. Jeg tror ikke selv at jeg er “usynlig” som akademiker – i nogle andre sammenhænge er jeg bestemt ikke “usynlig” – men jeg må indrømme at det mange gange ikke falder mig naturligt at skulle promovere mig selv.

Flattr this!

Det, vi ikke tør sige

1691

I The New Statesman er der en interessant enquête hvor en lang række kendte mennesker – fra Nick Cave over iranske systemkritikere og skotske komikere til Slavoj Žižek – bliver spurgt om hvad det er, vi “ikke tør sige”. Det afhænger af konsekvenserne – de konsekvenser, vi tror det ville have at gøre det usagte sagt. Alt det vi slet ikke tør fortælle til nogen vil vi selvfølgelig heller ikke røbe i sådan en enquête.

Her er hvad Slavoj Žižek siger:

In our permissive times, a new form of the unsayable is more and more acquiring a ­central role: it is not only that certain things are prohibited to say – the prohibition itself is prohibited: we are not allowed to say openly what is prohibited.

Already in Stalinism, it was not only prohibited to criticise Stalin and the party publicly, it was even more prohibited to announce this prohibition publicly. If someone were to shout back at a critic of Stalin, “Are you crazy? Don’t you know that we are not allowed to do this?” he would have disappeared into the Gulag even faster than the open critic of Stalin. Unexpectedly, the same holds for the relations of domination in our permissive post-patriarchal societies: a modern boss is tolerant, he behaves like a colleague of ours, sharing dirty jokes, inviting us for a drink, openly displaying his weaknesses, admitting that he is “merely human like us”. He is deeply offended if we remind him that he is our boss – however, it is this very rejection of explicit authority that guarantees his de facto power.

This is why the first gesture of liberation is to force the master to act as one: our only defence is to reject his “warm human” approach and to insist that he should treat us with cold distance. We live in weird times in which we are compelled to behave as if we are free, so that the unsayable is not our freedom but the very fact of our servitude.

Hvad er mit bud på det ingen tør sige? Det er i virkeligheden i forlængelse af Slavoj Žižek: At den danske universitetsverden inden for de seneste 15 år er blevet udemokratisk og alene styret af profithensyn, og at det kun kommer ledelsen og ledelsens yndlinge til gode at det er sådan. Til møderne i universitetets organer ligger denne erkendelse i luften, men den forbliver uudtalt. Vi skal lade som om vi er frie og lige i den danske universitetsverden, men det er vi ikke. Vi må ikke nævne at universitetsverdenen er gennemført udemokratisk.

Men nu har jeg sagt det.

Flattr this!

Set fra begge sider

Ben Barres, professor i neurobiologi ved Stanford.
Ben Barres, professor i neurobiologi ved Stanford.

Jeg faldt i denne uge over en interessant artikel fra 2006 om den amerikanske neurobiolog Ben Barres, der er professor i neurobiologi ved Stanford og i 1997 skiftede køn fra kvinde til mand. Som en af få forskere i verden har Barres dermed en særlig førstehåndsindsigt i hvordan forskere bliver set forskelligt ud fra hvilket køn de har. Det er ikke ligefrem beroligende læsning.

Ved at komme ind i mandeverdenen kunne Barres opleve forskellige groteske holdninger hos nogle mandlige forskere. En forskerkollega, der ikke kendte til Barres’ fortid som kvinde, sagde således engang, at “Ben Barres gav et rigtig godt seminar i dag men han er jo også en meget bedre forsker end sin søster”!! En anden kollega (der heller ikke kendte hans fortid som kvinde) udtalte at han aldrig var stødt på en kvindelig kirurg, der var lige så god som de bedste mænd!!

Jeg har som mand ikke nogen god indsigt i fordomme mod kvinder i mit eget forskermiljø, men blot fordi jeg ikke har hørt den slags groteske udtalelser selv, betyder det bestemt ikke at de ikke findes. Der bliver helt sikkert lukket en masse sexistisk vås ud i grupperum og til konferencer. Nogle gange vakler jeg mellem at ville vide hvor galt det egentlig er fat og mellem at ville bevare en illusion om mine medmennesker.

Flattr this!

Farvel til Henriette

henriette
Henriette på Grenen til udflugten i forbindelse med Institut for datalogis internat i januar 2013.

I dag sagde mit institut farvel til Henriette Frahm, der siden 2007 har været ansat som chefkonsulent hos os og også har været medlem af universitetets hovedsamarbejdsudvalg og medlem af Akademisk råd for TEK-NAT-fakultetet (hvor også jeg har været medlem og stadig er det). Der var stuvende fuldt i kantinen, og det blev en både varm og vemodig afsked.

Henriette har været en dygtig og afholdt kollega, og hun har nu fået efter 20 år på AAU, først som studerende, siden som ansat, fået en stilling hos UCN. Jeg er sikker på at de får stor glæde af hendes mange kompetencer! Hun er ikke den første medarbejder fra AAU der finder andre græsgange på en professionshøjskole, og det burde mane til eftertanke hos os.

Ikke mange ved at Henriette faktisk er i familie med den legendariske tyske forbundskansler og Nobelprismodtager Willy Brandt der oprindelig hed Herbert Frahm. Men det er hun!

Flattr this!

Semesteret slutter snart

Calendar with Deadline Circled

Jeg er vejleder på 5 projekter i dette semester (hvis jeg var på SAMF, ville det være en lille vejledningsbelastning, men det synes jeg ikke det er for mig) på 4., 6., 8. og 10. semester, og i dag brugte jeg dagen på at mødes med alle grupper.  Der er nu kun ganske på uger til aflevering af projektrapporterne, og nogle gange er det som om både erkendelsesniveau og arbejdsbyrde vokser eksponentielt i løbet af disse sidste få uger af projektet. På den ene side er det tydeligt anstrengende for de studerende, på den anden side er det her, man som vejleder tydeligst opdager progressionen.

Og så er der også andre grupper på 4. semester som jeg ikke er vejleder for, men som har opdaget at jeg har skrevet en af lærebøgerne i Syntaks og semantik og derfor stiller mig spørgsmål  om anvendelsen af stoffet i deres projekt. Uden at forklejne evnerne hos kursusholderen i Syntaks og semantik er det da nok også mig som kender indholdet af netop denne bog bedst. Så pludselig har også jeg rigtig travlt.

Der er også i det nuværende semester tæt med kursusundervisning først i semesteret, men nogle foreslår af og til at man ville kunne presse projektarbejdet sammen på kortere tid og dele semesteret helt knivskarpt ind i en kursusdel og en projektdel. De første uger af semesteret virker altid en anelse underlige, når man er vejleder – de studerende er meget søgende. Det er især, men ikke kun, tilfældet på de lave semestre. Men jeg bliver efterhånden mere og mere overbevist om at den lange, søgende optakt både er nødvendig og god og at det faktisk kræver tid at få stoffet til at bundfælde sig. Problemanalyse kræver tid.

Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke at det er de samme meget veldefinerede udfordringer, studerende står over i projekterne på det meget veldefinerede 4. semester (selv om jeg har blødt op på tingene ved ikke at have et projektkatalog), og jeg pusler med ideen om at lave en slags resursekatalog, som de studerende på kommende forløb af 4. semester måske vil kunne få glæde af. Eventuelt kunne kataloget indarbejdes i en ny udgave af min lærebog.

Flattr this!

Et gryende oprør?

etandet

Den belgiske professor Paul Verhaeghe er en af dem, der for alvor har kritiseret den moderne universitetsverden, hvor konkurrence og kommercialisering går hånd i hånd, og demokratiet har trange kår. For nylig besøgte han Københavns Universitet, og i et interview med ham i Information kan man læse dette:

Hvis den neoliberale trend fortsætter på universiteterne, er de på vej mod at blive billige forskningscentre for multinationale virksomheder, fordi det offentlige spæder til eller blive opkøbt af private virksomheder, hvis eneste mål er at tjene penge.

»Vi er ikke så langt fra, som man skulle tro. I Dublin er der en institution, som simpelthen er blevet købt af et stort internationalt selskab,« fortæller Paul Verhaeghe og opfordrer universiteterne til at tage deres rolle i samfundet på sig og påtage sig en ledende rolle, når det gælder om at finde alternative måder at tænke vores samfund på.

Jeg har hørt lignende historier fra en person med tilknytning til både den akademiske verden og det private erhvervsliv om bl.a. hvordan Samsung købte et helt fysik-institut på et asiatisk universitet. Dette må siges at være den mest ekstreme udgave af virksomheders bud på ekstern finansiering – at købe dele af et universitet.

Også i Information kunne man i denne måned læse en kronik af Ulla Pierri Enevoldsen, der er studenterpræst ved RUC.

Også hun kommer med en voldsom kritik af den neoliberalistiske konkurrencestat. Bl.a. skriver hun

Hvis vores svar på spørgsmålet om livets mening og indhold er, at det er lig med at klare sig i konkurrencen og overleve i økonomisk forstand, så har vi svaret på livets forudsætning, men vel ikke på livets mål eller indhold eller – for dens sags skyld – de værdier og anskuelser, vi vil kæmpe og leve for?

Hvis vi kun har økonomiske svar på eksistentielle spørgsmål, så har vi som kultur ingen modstandskraft, så står vi blottede over for alle mulige udemokratiske ideologier og bevægelser, fordi vores tænkning og kritiske refleksion ikke er blevet fremmet og værdsat.

Det er som om der er ved at vokse en modreaktion frem mod det, der i alt for mange år har været god latin. Også i studenterinitiativet Et andet universitet er der kræfter i gang med at stille de nødvendige spørgsmål til det neoliberalistiske og udemokratiske konkurrenceuniversitet, der nu findes ikke kun i Danmark, men også i de fleste andre lande. Jeg kan mærke at der er mange rundt omkring der deler en grundlæggende utilfredshed med det moderne universitet. I en verden hvor målsætningen er blevet at en stor del af en ungdomsårgang skal tage en universitetsverden, kan denne diskussion ikke fremhæves nok!

Akademikernes Centralorganisation og Danske Studerendes Fællesråd er ikke ligeglade med tingenes tilstand, men nu må det være på tide at danne en paraplyorganisation for alle de mange initiativer.

Flattr this!