Online hele vejen?

Kings College ved Cambridge University

I dag læste jeg, at universitetet i Cambridge vil omlægge al sin undervisning i det kommende akademiske år til online-undervisning. Årsagen er naturligvis COVID-19-pandemien, der næppe kommer til at gå væk i det næste års tid.

For tiden er jeg med til at undersøge danske universitetslæreres reaktion på at al undervisning med ganske få dages varsel blev lagt om til online-undervisning og på at alle eksaminer skulle være hjemmeeksaminer for de skriftlige eksaminers vedkommende og online-eksaminer for de mundtligs vedkommende.

Det er forbløffende forandringer af universitetspædagogikken, der sker på så kort tid, og jeg spekulerer på hvad langtidsvirkningerne mon vil være. Én sandsynlig konsekvens vil være at i hvert fald nogle af forandringerne af undervisningen bliver permanente. På CBS skal mindst 50 pct. af den samlede undervisning fra 1. september leveres digitalt. Studienævnene skal her i foråret lave en plan for denne omlægningen, så det samlede fagudbud på hver enkelt uddannelse lever op til kravet. Planerne på CBS har eksisteret gennem flere år, men det er tydeligt, at ledelsen har besluttet sig til at handle hurtigt. Det er formodentlig i stort omfang effektiviseringshensyn, der lå bag de oprindelige planer, og tilfældet har villet, at omlægningen nu skulle ske alligevel.

Jeg har selv brugt delvis online-undervisning i form af flipped classroom, så jeg er bestemt ikke modstander af online-undervisning eller teknologi. Tværtimod. Men for mig har det væsentlige altid været at mødes med dem, jeg skulle undervise, bare om andre aktiviteter end præsentation af stof. Teknologien kan ikke stå alene om det, der også er et møde mellem mennesker. Min erfaring i dette forår er at, at selv om meget er muligt, bliver jeg opmærksom på hvor meget jeg savner det fysiske møde; der er stadig noget, kontakten via en skærm ikke kan. Jeg spekulerer på, hvad konsekvenserne vil vise sig at være for studiemiljøet og for undervisernes arbejdsmiljø. Dette skal selvfølgelig undersøges.

Endnu en fyringsrunde

Et af de danske universiteter, der har været gennem fyringsrunder, er Danmark Tekniske Universitet. Bare i 2020 har der været syv fyringsrunder. Nu kommer der så endnu én. Denne gang er det Fødevareinstituttet, der skal skære ned med 15 millioner kroner i år og yderligere mindst to millioner kroner i 2021. Op mod 30 mennesker skal fyres denne gang.

Hvorfor er det gået sådan? Den ene grund, som bliver fremhævet, er de årlige nedskæringer på to procent. Jamen, nedskæringerne på to procent om året på uddannelserne er da fjernet, vil nogen sige her. Det er korrekt. Men Fødevareinstituttet får en stor del af sin indtægt fra myndighedsarbejde i form af en kontrakt med Miljø- og Fødevareministeriet om forskningsbaseret rådgivning. Og bevillingen her bliver stadig beskåret med to procent om året.

Den anden grund er – de eksterne forskningsmidler. Problemet er ikke, at man ikke kan få eksterne forskningsmidler. Tværtimod. Fødevareinstituttet fik 140 millioner kroner i eksterne forskningsmidler sidste år. Problemet er her det såkaldte overhead på 44 procent, der skal dække husleje, vedligeholdelse af bygninger, laboratorier og administration. Overhead har jeg tidligere skrevet om her, og det skal DTU selv dække i mange tilfælde. De eksterne forskningsmidler dækker det nemlig ofte ikke.

Det er mere tydeligt end nogensinde før, at der er noget helt galt med den måde, danske universiteters økonomi bliver styret på. Desværre drukner disse problemer i alle bekymringerne om den igangværende pandemi, og jeg har dertil en fornemmelse af at nedskæringer i universitetsverdenen ikke er “godt stof”.

Hvad jeg tænker på, når jeg ror

Hver dag, når jeg tager en tur på romaskinen, kigger jeg ud over min bogreol. Mennesker med hang til ordspil ville sige, at jeg på denne måde har bind for øjnene. Da jeg først tog min romaskine i brug den 16. april, var det anstrengende at ro, og jeg tænkte mest på at kunne gennemføre.

Nu, hvor øvelsen er blevet del af min daglige morgen- og eftermiddagsrutine, er jeg nået til der, hvor jeg tænker på alt muligt andet, mens jeg ror. Jeg betragter Idioten, Welcome to the Monkeyhouse og Kør din plov over de dødes knogler alt imens jeg tænker på den hverdag, jeg har for nogle måneder har lagt bag mig. Noget, jeg stadigt oftere tænker over, er at der må være andre måder at være akademiker på end enten den, jeg har levet med i snart lang tid, eller den tilværelse som ansat i en offentlig eller privat virksomhed, som de fleste, jeg har været med til at uddanne, lever med.

Jeg bemærker den indre stemme, der retorisk spørger Hvem ved om du er her til næste år? Det har ikke været min stemme, og dens overlegent truende undertone kan aldrig blive min. Alle, der har lyst til og evner til at forske og undervise, bør gøre det og få mulighed for det. Det kan være en stor og givende oplevelse at lære nyt og finde ud af noget nyt. Men det må kunne lade sig gøre uden at skulle leve med uforudsigelighed, konkurrence og autoritær ledelse.

Så bipper computeren på min WaterRower, og jeg har endnu en gang gennemført det, jeg satte mig for.

Endnu et afslag

Jeg har tidligere skrevet her om mine forsøg på at få forskningsmidler fra EUs Horizon 2020-program. I perioden fra oktober til januar brugte jeg al den tid, jeg ikke brugte på at undervise, på at være koordinator på en ny ansøgning med et konsortium med gode og dygtige mennesker universiteter fra Lissabon, Glasgow, Bologna og Malta, tre virksomheder, Eclipse Foundation og INRIA (Frankrigs største forskningsinstitution inden for datalogi og anvendt matematik). Vi fik betalt assistance af et dygtigt konsulentfirma. Men lige lidt hjalp vores store indsats og en ansøgning på 160 sider. I dag kom endnu et kortfattet afslag som reaktion på fire måneders koncentreret indsats.

Nogle vil uden tvivl se dette som endnu et tegn på hvor dårligt jeg performer. Måske bliver jeg nødt til at blive gymnasielærer? For hvem ved, om jeg er samme sted til næste år? Jeg publicerer og får BFI-point, men BFI-point er ikke nok. Alt det, og meget andet, vil man kunne sige. Men jeg vil godt have lov til at være skuffet alligevel – bare lidt – inden jeg tager mig sammen igen, undskylder for min dårlige performance og tager ja-hatten på, sådan som man siger at jeg skal.

En god akademisk tekst?

Jeg har flere gange skrevet om dette at skrive godt – for det er svært. I dag havnede jeg i en diskussion om, hvordan man skriver godt i den akademiske verden. Når man underviser, får man nemlig ofte spørgsmålet: Er det, vi har skrevet, “akademisk nok”? Det er et forbløffende svært spørgsmål at svare godt på.

I dagens diskussion var det svært for os at sætte fingeren på, præcis hvordan en god akademisk tekst så ud. Til gengæld kunne vi nemt komme i tanke om eksempler på dårlig akademisk skrivning!

Ét eksempel er nogle tekster forfattet af unge mennesker, der gik i gymnasiet for ikke så længe siden; her kan man se en meget talesprogsagtig skrivestil. Et andet eksempel, der kommer fra modsat hold, er svært gennemtrængelige tekster skrevet af erfarne akademikere.

Min fornemmelse er, at de, der spørger en underviser om deres tekst er “akademisk nok” er opmærksomme på at undgå den talesprogsagtige stil. Nogle forsøger så at komme tættere på det, de opfatter som god skrivestil, ved at bruge nogle retningslinjer. Jeg er selv ofte stødt på den slags i min projektvejledning. Nogen er tidligere kommet med råd (eller krav) som

  • Lad være med at nævne dig selv i din tekst; brug passivformen så tit som overhovedet muligt og skriv f.eks. “det blev besluttet” i stedet for “vi besluttede”
  • Lad være med at bruge verber, når du kan bruge verbalsubstantiver og skriv f.eks. “i forbindelse med kursisternes besvarelse af spørgsmålene” i stedet for “i forbindelse med at kursisterne svarede på spørgsmålene”
  • Lad være med at bruge et dagligdags ord, hvis der findes et fremmedord og skriv f.eks. “adækvat” i stedet for “passende”

Rådene har en kerne af fornuft, nemlig at man som forfatter skal stræbe mod at blive objektiv og skal blive i stand til at anvende fagsprog.. Problemet med tekster, der følger den slags råd, er at forfatteren let risikerer at ende i det andet ekstrem og laver en uigennemtrængelig og uskøn tekst.

Hvad skal man så som vordende forfatter af akademiske tekster gøre for at undgå dette andet ekstrem også? Mit bedste bud er, at man skal have nogle gode forbilleder og lade sig inspirere af dem – og lade inspirationen gå videre. Jeg har selv haft stor glæde af at have bestemte forbilleder for min skrivestil. Da jeg selv studerende, tænkte jeg ofte at jeg gerne ville skrive lige så godt som mine forbilleder – og én ting havde disse forbilleder fælles: ingen af dem levede op til de “gode råd” ovenfor! Jeg så selv gerne, at undervisere fandt gode og velskrevne akademiske tekster og fremhævede dem som forbilleder – og i det hele taget talte mere om god skrivestil.

Forskningens genkomst

I 1939 troede mange, at det, der blev til 2. verdenskrig, ville være ovre til jul. Nogle har tilsvarende troet, at alle begrænsningerne, der er blevet indført på grund af pandemien, ville være ovre efter påske. Den slags hører man ikke så meget om mere. Min fornemmelse er, at de fleste har indset, at hele nedlukningen af samfundet vil vare længe. Foråret 2020 er blevet en tid, hvor medierne i uvant grad har været præget af matematiske modeller og deskriptiv statistik. Min fornemmelse er, at der er ved at blive skabt en ny forståelse af mekanismerne bag en epidemis forløb, og at videnskabelig indsigt omsider er ved at blive rehabiliteret, vel som led i den sorgproces, samfundet gennemlever.

På sin måde blev dette indvarslet, da Mette Frederiksen på pressemødet den 10. marts retorisk spurgte og svarede

Kommer vi til at tage fejl? Ja, det gør vi.

Det er (desværre) sjældent at høre en sådan udtalelse fra en minister, men det vidner om en erkendelse af at pandemien kun kan forstås og kontrolleres ved brug af videnskab, og af at videnskaben kan tage fejl. Opnåelsen af videnskabelig indsigt er langsom af natur; man kan ikke forcere erkendelse (omend man sagtens kan modarbejde den) og der vil altid være tilbageslag. Jeg skrev tidligere i år om intellektuel ydmyghed, der indebærer at man indser og indrømmer, at man kan tage fejl. Og det, der er kendetegnet ved ordentlig forskning, er netop den intellektuelle ydmyghed. Hvis vi kan få bedre underbyggede beslutninger og bedre beslutningstagere ud af pandemien, vil det være af stor værdi, for det vil kunne hjælpe os til bedre at kunne håndtere den klimakrise, der stadig er der og bestemt ikke er ovre til jul.

Og så skader det i det hele taget ikke med ledere, der besidder intellektuel ydmyghed. Det vil mange i USA nok efterhånden kunne skrive under på i dette forår.

Zoom – og andre nye udfordringer

I flere år brugte jeg Skype til møder med forskere i udlandet, men uden entusiasme. Ofte var forbindelsen ustabil og hakkende, og mulighederne for at dele indhold var dårlige. Den slags var især træls, når vi prøvede at holde møder, hvor vi ellers ville have haft stor glæde af en tavle. FaceTime er ofte mindre ustabilt end Skype, men virker kun til Apples produkter og har heller ikke en god tavlemulighed.

En overgang forsøgte jeg og andre os med Google Hangouts, og det gik bedre. På det allerseneste er jeg begyndt at bruge Zoom, og til projektvejledningsmøder ser det ud til at virke godt. Først og fremmest er Zoom ikke nær så ustabilt som Skype. Der er en whiteboard-mulighed, der gør det muligt at dele indhold på omtrent samme måde som man ville kunne bruge en fysisk tavle. I undervisningssammenhænge er dette uvurderligt for mig. Dog fordrer det ideelt set, at alle deltagere har adgang til en mulighed for frihåndstegning. Jeg bruger selv en iPad, og det fungerer godt for mig, men ikke alle deltagere har samme muligheder.

Jeg kan se, at jeg bestemt ikke er den eneste, der har opdaget Zoom. Hele den nuværende situation kan ikke undgå at føre til nye måder at tænke på kommunikation i den akademiske verden. Forleden blev der således annonceret en seminarrække med fremtrædende forskere i datalogi inden for områderne logik og semantik. Også denne seminarrække bruger Zoom.

Fordi Zoom nu er ved at blive så populær, dukker problemerne imidlertid også op. Ét problem skyldes at der er problemer med ubudne gæster, der bare er ude på at forstyrre – og der er selvfølgelig allerede kommet et nyt ord på engelsk for netop dét: Zoombombing. Et andet, mere alvorligt problem, er virksomheden Zooms temmelig uklare regler for databeskyttelse. Og endelig er Zoom heller ikke gratis. Fordi jeg har behov for at kunne holde vejledningsmøder af mere end 40 minutters varighed, har det også krævet, at jeg tegnede et abonnement på Zoom.

Hvis vi skal lære noget af hele den underlige situation, vi er kastet ud i, er det at verden behøver nye infrastrukturer for at mødes online. Alt dette peger (blandt meget andet) på behovet for at udvikle og udbrede en platform for online-sammenkomster og møder, der kan anvendes af alle og ikke er styret af virksomheders ønske om at høste data. Men netop dét kunne også være en kærkommen mulighed for den trængte verdensøkonomi.

Digitalt understøttet undervisning med kort varsel

Alle uddannelsesinstitutioner er nu blevet lukket på grund af COVID-19-epidemien. Undervisere bliver bedt om at lave undervisningen som fjernundervisning via Internettet, og nogle institutioner beder helt eksplicit om at undervisningen bliver asynkron, dvs. ikke benytter sig af livestreaming. For mig er en sådan omlægning ligetil; det er nemlig ikke en omstilling i særligt stort omfang. Jeg har benyttet mig af flipped classroom siden efteråret 2013, så jeg er vant til at lave podcasts og tilrettelægge min undervisning omkring dem. Men for mange andre undervisere er dette helt nyt, og der er en forventning om at de alligevel kan omstille sig hurtigt. Ét ved jeg af egen erfaring: Det tog mig lang tid (faktisk flere år) at blive fortrolig med at producere podcasts og at gendesigne min undervisning. Og selv nu, hvor jeg er helt fortrolig med teknologien, tager det mig lang tid at lave podcasts.

Det er trist, at de største eksperter inden for undervisning ikke selv har tid til at undervise, fordi de er nødt til at være ledere og er nødt til at give andre gode råd. Hvis uddannelsesinstitutionerne forventede, at den store og pludselige omstilling, de nu beder om, skulle være nem, vil jeg ikke desto mindre hævde, at de tager fejl. Det er ikke nemt, endsige omkostningsfrit, at omstille sig. Nogle af de gode løsningsmuligheder, jeg kender til – software som Zoom til møder og Explain Everything til podcasts og livestreaming – bliver ikke understøttet af brede licenser til institutionerne. Hvis hele dette store pædagogiske eksperiment skal lykkes, skal der være resurserne til det. Især er det nødvendigt, at alle får adgang til de gode teknologiske løsninger.

En anden tanke, alt dette giver anledning til, er at det er underligt, hvor meget af det, mange af os hidtil har taget for givet, som fremkomsten af en ny type luftvejsinfektion tilsyneladende kan lave helt om på.

Dannelse og nøgletal

I et essay i New York Times lader endnu en amerikansk journalist, denne gang David Brooks, sig i dag begejstre over uddannelse i de nordiske lande. Han skriver

They look at education differently than we do. The German word they used to describe their approach, bildung, doesn’t even have an English equivalent. It means the complete moral, emotional, intellectual and civic transformation of the person. It was based on the idea that if people were going to be able to handle and contribute to an emerging industrial society, they would need more complex inner lives.

Today, Americans often think of schooling as the transmission of specialized skill sets — can the student read, do math, recite the facts of biology. Bildung is devised to change the way students see the world. It is devised to help them understand complex systems and see the relations between things — between self and society, between a community of relationships in a family and a town.

Det, Brooks vil fremhæve, er at uddannelser i Norden ifølge ham gør mere for at skabe hele mennesker. Om det er sådan også i dag, er jeg ikke sikker på. Måske siger hans udtalelse i virkeligheden mest om tingenes tilstand i USA.

Men det er rigtigt, at engelsk (som er et sprog, der ofte bliver tildelt en særlig status, det egentlig ikke er berettiget til) ikke har et ord, der svarer til Bildung. Men der er et dansk ord for det, nemlig dannelse.

Dannelse er svær at håndtere, og politikere taler ofte famlende om dette begreb. Det er som om, de gerne vil, men ikke rigtig kan . Et eksempel: I aftalen “Faglighed, dannelse og frihed”, indgået af et flertal i Folketinget i januar 2019, bliver dannelse nævnt i overskriften, men ellers ikke.

Min fornemmelse er at en af grundene til at politikere er så vage, når det gælder dannelse, er at de er blevet fanget i en bestemt forståelse af kvalitet af uddannelser, som er opstået under neoliberalismen. Det er som regel nemt at opdage, at et menneske ikke besidder dannelse, men dannelse kan ikke kvantificeres og den kan derfor ikke gøres til genstand for det, der er blevet så udbredt et redskab til “kvalitetsstyring” (som det hedder), nemlig nøgletal, der kan måles.

Trivsel og social kapital i universitetsverdenen

En undersøgelse fra 2015 foretaget af Akademikernes Centralorganisation (AC) afslørede, at mere end 75 procent af universitetsansatte akademikere mener, deres arbejdsplads er præget af stress. Næsten halvdelen gav udtryk for at deres arbejdsmængde er for stor. I en ny trivselsundersøgelse begrænset til et enkelt universitet angav 33 procent af de adspurgte (både VIP og TAP), at de jævnligt eller næsten hver dag oplever stresssymptomer som hjertebanken, koncentrationsbesvær, søvnproblemer eller lignende. Den samme undersøgelse viste, at trivselsniveauet generelt var faldet blandt de adspurgte, og at det i særligt høj grad var tilfældet for ansatte over 60.

Stresssymptomerne og den manglende trivsel kommer et sted fra. Nyere forskning inden for arbejdsmiljø peger på, at det er et fravær af social kapital, der er problemet. Social kapital er denne sammenhæng egenskaber ved hele virksomheden og herunder alle personalegrupper. Det er gensidig tillid, samarbejdsevne og oplevelsen af retfærdighed. Psykisk helbred og selvværd bliver i høj grad påvirket af den sociale kapital – er den til stede, eller mangler den? I universitetsverdenen er konkurrence i højere grad end nogensinde før blevet central, og nogle arbejdsopgaver (forskning og tilvejebringelse af forskningsmidler) bliver set som vigtigere end andre (undervisning og administration). Hvis oplevelsen af retfærdighed i disse sammenhænge ikke har det godt, dræner det den sociale kapital.

Hvis man i universitetsverdenen skal gøre noget ved problemerne med manglende trivsel og ved at mange oplever stress, er det derfor nødvendigt, at lederne forstår dette. Hvis tilliden og oplevelsen af retfærdighed har dårlige vilkår, går det ud over arbejdsmiljøet.