Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Stor fisk, lille dam?

jyttestensgaard
Jytte Stensgaard i London.

To kilometer vest for Arentsminde, hvor jeg voksede op, ligger Halvrimmen, der er en metropol af tilsvarende størrelse. I udkanten af denne by lå der engang en tankstation ejet af hr. Stensgaard. Hans datter Jytte var den smukkeste pige i Halvrimmen; hun var en stor fisk i en lille dam.

Jytte rejste til London som 19-årig og fik nogle små roller i bl.a. “De uheldige helte” og i diverse b-film i gysergenren. Uheldigvis for Jytte var der også andre filmskuespillerinder i London, bl.a. den jævnaldrende Helen Mirren (der bestemt heller ikke var grim og tilmed havde engelsk som modersmål). Det blev Helen og ikke Jytte, der blev britisk films førstedame. Jytte var blevet en lille fisk i en stor dam.

Da jeg blev kandidat, fik jeg et kandidatstipendium og kunne komme i gang med et PhD-studium i Edinburgh. Jeg var stolt. Da jeg kom til Edinburgh, var der masser af PhD-studerende, der brillerede. Jeg følte mig særdeles middelmådig. Også jeg var gået fra at være en stor fisk i en lille dam til at være en lille fisk i en stor dam.

Der er gymnasieelever, der fik en strålende studentereksamen og fulde af selvtillid begyndte på universitetet – men så fik de en dårlig karakter og endte med at droppe ud, nu helt uden tillid til egne evner.

Og så er der selvfølgelig historien om Kim Ung-Yong fra Sydkorea, der rejste til USA og gik fra at være vidunderbarn til at være én blandt mange asiatiske fysikere. Som jeg skrev for ikke så længe siden, vendte han hjem igen til Korea til en temmelig anonym tilværelse og var glad for det.

Hvor er der bedst at være?

video platformvideo managementvideo solutionsvideo player

Den canadiske forfatter Malcolm Gladwell har den holdning, at det er vigtigt ikke at blive en lille fisk i en stor dam, hvis man skal klare sig godt.

Gladwell er blevet kritiseret for ikke at bruge forskningsresultater på lødig vis, og også den bog, hvor han fremfører denne tanke, er blevet kritiseret. Men overvejelsen er stadig værd at gøre, nemlig hvad vores omgivelser betyder for os og hvem vi vil sammenligne os med. Nogle gange er der sikkert mere udviklingspotentiale ved at være i en lille dam.

Og det er værd at tænke på, hver gang talen falder på verdensklasse – det være sig i sport eller i forskning.

flattr this!

Taxameteret tikker

hurra

I dag holdt Akademisk Råd sit møde, og det stod endnu engang klart for mig hvor meget økonomisk styring er kommet til at fylde i universitetsverdenen. Universitetet bruger en masse tid på økonomi og på at skaffe penge. Diskussionen af budgetter og budgetmodeller var lang, og vi ser nu hvor meget de eksterne finansieringskilder fylder i forhold til den basisbevilling, finansloven giver os. På møderne i Akademisk Råd er den store bekymring efterhånden om man kan skaffe eksterne midler nok. Resten må vi klare på anden vis.

Dette ser vi på den måde, der tænkes på uddannelserne på. Igen bliver der fra Aalborg Universitets ledelse lagt op til at der tildeles færre timer pr. STÅ (studenterårsværk). Igen skal vi finde frem til måder at spare lokaler på. Der lægges blandt andet op til at vores tildeling af undervisningslokaler skal afhænge af hvor mange STÅ, uddannelserne producerer. Så hvis der er færre studerende der består, bliver der færre grupperum til rådighed.

– Men kunne det ikke påvirke bedømmelserne af de studerende, når vi nu stod en egentlig trussel om at miste undervisningslokaler, hvis vi lod for mange dumpe? spurgte jeg.

Nej, det mente man ikke. Undervejs var der flere af deltagerne der lo; måske var det en nervøs latter.

Tilbage i 2001 kom der en ministeriel rapport om taxameterprincippet, og den rummer (ikke overraskende) et langt forsvar for det. Figuren ovenfor er led i en lang pseudomatematisk snak om forholdet mellem kvantitet og kvalitet, og i nærheden af den står den som en tilbagevisning af argumenterne om kvalitetssikring dette:

I praksis er denne adfærd dog ikke sandsynlig. På universitetsuddannelserne er det studienævnenes ansvar at justere studieordningerne, og de vil i de fleste tilfælde konkret finde sig på betydelig afstand af taxameterfinansieringen. Årsagen er den enkle, at universitetsinstitutionerne og fakulteterne ikke entydigt fordeler midlerne internt til de enkelte uddannelser i overensstemmelse med disses taxameterindtjening, jf. bilag 3. Denne fordelingspolitik har som umiddelbar konsekvens, at enkeltuddannelsernes studienævn ikke har nogen for dem synlig og selvstændig interesse i at justere på kvaliteten for at tilgodese indtjeningen på institutionsniveau.

Med det, jeg hørte på dagens møde, må dét argument nu siges at være endegyldigt passé.

I denne uge har jeg efterhånden oplevet så megen underlig adfærd i universitetssammenhæng, at jeg endnu en gang spekulerer på om deltagerne i uddannelsessystemet egentlig stadig tager de uddannelser, de skal administrere eller studere på, alvorligt.

flattr this!

En mellemfornøjet dag i Smilets By

20140617-174454-63894622.jpg
Advarsler ved udgangen af Nygaard-bygningen på Aarhus Universitet.

I dag var jeg censor på Aarhus Universitet i et kursus på første studieår, hvor jeg allerede har en del års erfaring som censor. Eksaminator og jeg sad tilbage med følelsen af at det blev en lidt underlig dag. Når hele tre af seksten studerende får -3, to andre får 00 og to studerende simpelthen ikke dukker op, er der grund til bekymring. Flere af de eksamenspræstationer, vi så, var blandt de ringeste vi kunne mindes at have været vidne til. Kursusholderen er en meget erfaren og reflekteret underviser, der har holdt det pågældende kursus i mange år, så der er bestemt ikke tale om at han har taget let på tingene. Det så det til gengæld ud til at de studerende havde – vi spurgte dem, der ikke bestod, om de havde fulgt undervisningen, og det afslørede at de typisk havde ydet en forkert, ofte halvhjertet indsats og kun deltaget uregelmæssigt i undervisningen. Nogle havde slet ikke læst i lærebogen i løbet af kurset, andre havde kun lavet meget få øvelser. Ingen af dem, der dumpede, virkede ligefrem sønderknuste over at det var gået dem sådan.

En af de store udfordringer vi ender med at måtte tage på os i stadigt større omfang er at lære de nye studerende at blive gode studerende. På Aalborg Universitet har vi altid gjort meget ud af at lære de studerende at lave problemorienteret projektarbejde; vi har et kursus om projektarbejdets metode og de studerende skal i deres projekter på første studieår udarbejde en procesanalyse. Erfaringerne med denne praksis er gode; mange studerende på AAU lærer at lave gode projekter, og vi kan se af de eksterne censorer er enige i det.

Til gengæld har vi aldrig gjort en tilsvarende systematisk indsats for at lære de studerende at få et godt udbytte af kursusundervisning – og det gælder både i Aalborg og andetsteds. Det er påfaldende at de samme studerende, der så godt som altid består projekteksamen, nogle gange har enorme problemer i kursuseksaminerne. Og undersøgelser viser at vi i dag står i en virkelighed hvor kun 15 procent af alle gymnasieelever forbereder sig regelmæssigt til undervisningen.

Min fornemmelse er at vi bliver nødt til at indbygge nogle helt eksplicitte læringsmål om studieteknik i i hvert fald en del af vore kursusaktiviteter på universitetets første år. Ligesom vi gennem projektvejledningen underviser de studerende i at lave tidsplanlægning og at tænke over vidensdeling, sådan kunne vi i kurser på første studieår kræve af de studerende at de laver en arbejdsplan og en tidsplan for deres indsats i kurserne, og hver studerende kunne afslutte kurset med at have en struktureret kursusportfolio, der gjorde rede for hans/hendes konkrete resultater i et kursus – opgaveløsninger, notater osv. Denne portfolio kunne undervejs blive genstand for peer review, sådan som studerende på AAU i dag laver peer review af hinandens procesanalyser.

Og min fornemmelse er at vi skal indlede en sådan indsats tidligt – formodentlig skal det allerede ske i gymnasiet.

flattr this!

Lynvisit i Linköping

2014-06-03 16.27.41-2 2014-06-03 16.31.44
2014-06-03 11.07.02 2014-06-03 16.32.50 2014-06-03 12.07.43-2

Jeg blev tidligere i foråret inviteret til Linköping for at fortælle om Aalborg Universitets pædagogiske model med problemorienteret projektarbejde. I dag skulle jeg så af sted. Rejsen til Linköping var af en lidt underlig rute – først med fly klokken 6.25 til København, så vente en time i Københavns lufthavn og derefter med tog. Togstrejken i Sverige gjaldt heldigvis ikke for SJ-togene.

Lidt over klokken 12 var jeg fremme, og efter en god frokost var det tid til at holde mit oplæg for en lille forsamling af undervisere fra datalogi, matematik, fysik og ingeniørfagene. Jeg fik lov til at holde mit oplæg på svensk, og det var en god fornemmelse. Det er så underligt at snakke engelsk, når man besøger et andet nordisk land (med Finland som mulig undtagelse).

Spørgelysten var stor, og jeg opdagede endnu engang at meget af det, vi tager for givet på Aalborg Universitet, forekommer underligt, når man fortæller om det i andre akademiske miljøer. Kan man overhovedet fordybe sig i et emne, når der er projektarbejde? Hvad sker der, hvis der er én studerende i en projektgruppe, der ikke består? Hvordan kan man overholdet holde styr på hvad der bliver sagt til projekteksamen? Hvem bestemmer hvilke studerende der skal være med i en gruppe? Hvorfor skal der være projektarbejde på alle semestre? Osv. osv.

Det overbeviste mig endnu engang om at hvor vigtigt det er at vi får sat ord på de pædagogiske traditioner, vi har udviklet må mit  universitet.

(Der blev også tid til at sige noget helt uforberedt om flipped classroom, men det er en helt anden snak.)

Bagefter viste Simin Nadjm-Tehrani, der er professor i datalogi (hun er i øvrigt selv uddannet i Linköping), mig rundt i de store universitetsbygninger. Også Linköping bruger en form for projektarbejde og en form for problembasering, men det hele kompliceres af at det ikke er alle uddannelser, som samlæses, der gør det – det er kun nogle af uddannelserne der bruger en form for problembasering, og det kun i uddannelsernes første tre år. Der er grupperum på universitetet, men dem skal de studerende deles om og de mødes kun to gange ugentligt gennem hele semesteret.

I morgen kl. 6.10 flyver jeg herfra igen, og i morgen formiddag er jeg tilbage i Aalborgs lufthavn (der ligger i Nørresundby).

flattr this!

Fysik for præsidenter (Eller: En odyssé af almen dannelse)

odysseen

Nogle gange savner jeg at der er et større fokus på almen akademisk dannelse i vores universitetsuddannelser – blandt andet synes jeg at videnskabsteori og de filosofiske aspekter af fagene har det med at blive nedprioriteret i stoftrængslen. Nogle gange er det som vi har en tendens til at “redskabsgøre” uddannelserne, så de alle bliver en slags ingeniøruddannelser.

Dominic Cummings, der er uddannelsesrådgiver for den konservative/liberale britiske regering, lavede sidste år en 237 sider lang rapport om almen akademisk dannelse, og i den taler han om en odysseusk (Odyssean) form for uddannelse, inspireret af fysikeren Murray Gell Mann. Det skulle være en uddannelse, der skaber en syntese af matematik og naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora til

…crude, trans-disciplinary, integrative thinking.

Målet er

An Odyssean curriculum would give students and politicians some mathematical foundations and a map to navigate such subjects without requiring a deep specialist understanding of each element.

I sin rapport giver Dominic Cummings en liste over bøger, som man skal læse for at opnå denne odysseuske dannelse – og det er en overvældende liste,. Jeg har selv kun læst fire af bøgerne, nemlig A Mathematicians’s Apology, How To Solve It, Introduction to The Theory of Computation (den har jeg så til gengæld brugt som lærebog) og Thinking Fast And Slow. Der er så meget, man bør vide, og jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig hvor lidt jeg egentlig ved særlig meget om. Jeg synes mest, jeg har kradset i adskillige overflader og fået lidt med op under neglene. Om Dominic Cummings selv har læst alle de bøger, han anbefaler, er uklart.

Men én ting er klart: Dominic Cummings retter sit dannelsesideal mod eliten og specielt mod politikerne. Det er ikke overraskende; manden er konservativ. Det er næppe alle borgere, der skal lære om kvantefysik eller programmering eller verdenslitteratur. Cummings fabulerer om f.eks. et kursus i Fysik for præsidenter !

Der er bestemt en del tidspunkter, hvor jeg kunne ønske mig at politikere og embedsmænd havde en langt større faglig indsigt end det vi ser i vore dage. Selvfølgelig er det på sin vis et mirakel, at visse mennesker har været i stand til at blive ministre inden for henholdsvis undervisning og forskning, men jeg var ikke glad for at høre hvordan de har talt ned til os, der rent faktisk underviser og forsker – fra folkeskoleniveau op til universitetsniveau. Fra mit perspektiv ville det være fantastisk at få en minister, der vidste hvordan undervisere og forskere tænker.  Helt tilsvarende er der mange arbejdsløse, der gerne ville have en minister, der vidste hvordan arbejdsløse har det og hvad det er, der optager dem. Osv. osv. Den indsigt, mange politikere med universitetsbaggrund har, er udelukkende administratorens faglige indsigt.

Det, der også i høj grad har manglet hos mange politikere, har været en evne til at lytte og til at få indsigt i hvordan mennesker tænker og føler. Lige så vigtig som faglig indsigt er empati, og empati må også være en vigtig del af almen dannelse. Meget af den vrede og opgivenhed, der er i befolkningerne rundt omkring, kommer fra en fornemmelse af magthaverne ikke lytter, og det er samtidig denne fornemmelse, populistiske strømninger lever højt på.

flattr this!

Et stort skilt ved indgangen (eller: De traditionelle fejl)

usualsuspects

Jeg har holdt kurset Syntaks og semantik på datalogi- og softwareuddannelsernes 4. semester (de to første år af uddannelserne er helt sammenfaldende) og har skrevet en lærebog, som jeg har brugt. I projektet på samme semester skal de studerende lave deres eget programmeringssprog. Kurset rummer en del emner, som de studerende kan bruge i deres projekt, og mange af dem vil det da også gerne. Kurset har jeg ikke mere, men lærebogen bruger min kollega stadig. Derfor sker det hvert år, at nogle studerende fra 4. semester kommer forbi mit kontor for at få et råd om deres projekt. Det er nemlig desværre langt fra altid at deres vejleder kan hjælpe dem med dette, for mange af mine kolleger har deres kompetence helt andre steder end i programmeringssprogenes verden. Typisk får jeg besøg af studerende fra 4. semester i begyndelsen af maj måned, nogle få uger inden de skal aflevere projektrapport.

Det, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er at der er nogle helt bestemte metodefejl, som studerende laver år efter år når de prøver at lave deres eget programmeringssprog. Det ligner efterhånden en tradition!

Den ene metodefejl er at de specificerer semantikken for deres programmeringssprog som noget af det sidste i deres projekt. De har implementeret deres programmeringssprog – og nu vil de så specificere hvad programmer i sproget laver. Og det er derfor, jeg først får besøg på dette tidspunkt af foråret. Den anden metodefejl er lidt mere snedig. Når de studerende har fortalt mig om deres kvaler, stiller jeg altid dette spørgsmål:

– Lad mig gætte: I har taget den kontekstfrie grammatik, I brugte til jeres parser og lavet jeres abstrakte syntaks ud fra den ved at lave den en lille smule om (eller slet ikke).

Og ja, det har de altid! Det skal de lade være med, for det er præcis derfor, de løber ind i problemer.

Jeg foreslår af og til de studerende at man skal sætte et stort skilt op ved indgangen til bygningen, som kan advare kommende årgange mod netop disse to metodologiske bommerter.

Tilfældet ville, at det også var i  dag jeg holdt en workshop om projekteksamen. Et af de spørgsmål, jeg fik, var hvor man egentlig kunne læse om læringsmålene for projekterne på en uddannelse. Spørgsmålet kom fra en vejleder på 4. semester!

Så en noget bedre strategi end det store skilt ved indgang ville være at sørge for at vejlederne på holdet begynder at tale sammen og prøver at opnå en fælles forståelse af projekternes læringsmål. Den slags er der desværre slet ikke tradition for hos os så snart vi kommer forbi de første to semestre af studiet. Fra og med næste forår er efter alt at dømme det mig, der skal være semesterkoordinator for holdet, og da vil jeg prøve det: at lade vejlederne tale sammen!

flattr this!

Skal vi kunne det til eksamen?

Eksamens-studenter, Debat

I Politiken skriver Michael Madsen, der er videnskabelig assistent ved SDU (og næppe er den samme Michael Madsen, der havde en bærende rolle i Håndlangerne) om de studerende, han er med til at undervise. Han synes at de lider af “eksamenssyge”, at de fokuserer alt for meget på om det, de bliver undervist i, er noget de skal kunne til eksamen.

På de danske universiteter huserer det, vi kan kalde ’skal vi kunne det her til eksamen?’-syge, hvor blikket udelukkende er rettet mod den afsluttende udprøvning.

Det avler en dårlig studiekultur og gør potentielt de studerende dårligere rustet til resten af studiet og tiden efter.

Vi skal selvfølgelig have eksaminer og karakterer, men det er et problem, hvis den studerendes vurdering af vigtigheden i elementer af et undervisningsforløb udelukkende hviler på disses relevans for den afsluttende eksamen. Det større perspektiv bliver glemt.

Det er et forbløffende sammenfald af observationer med et debatindlæg af en studerende fra CBS fra den 29. april og konklusionen er den samme: der skal indføres en form for præsenskrav, måske mødepligt, måske obligatoriske opgaver. Det er som om der er en dæmrende opfattelse i den offentlige debat af at der er noget galt med undervisningens kvalitet på de videregående uddannelser. Det, jeg kan frygte, er at resultatet bliver flere dårligt gennemtænkte sanktioner – studiefremdriftsreformen er et aktuelt eksempel på hvordan man ikke skal gøre.

Jeg har tidligere skrevet om det fænomen, Michael Madsen observerer – det hedder strategisk læring: mange studerende går efter at lære hvad de opfatter som nødvendigt og kun dét. Det er en helt legitim strategi, men den kan også være anstrengende at være vidne til. De studerende, der “lærer strategisk”, fremstår nogle gange som om de spiller et spil, og nogle gange kan man meget tydeligt se, at de satser forkert i det spil. De ender med at lære overfladisk, og nogle gange lærer de noget, de aldrig burde lære. Hvad der også er træls er at der bag det strategiske spil gemmer sig en slags uvilje mod at komme tættere på det fagområde, undervisningen omhandler.

Den eneste udvej for os som undervisere er at indrette undervisningen ud fra at vi ved at de studerende benytter sig af strategisk læring. Selvfølgelig betyder det ikke, at vi skal synes om at det forholder sig sådan. Men vi bliver som undervisere nødt til at tilrettelægge undervisningen således at man bliver nødt til at bruge en strategi, som fører til dyb læring af det vigtige stof. Læringsmålene, det man skal “kunne til eksamen”, er vi nødt til at være helt eksplicitte om. Og ja, det lyder meget lettere end det er. Men det er så vidt jeg kan se, her den store udfordring er nu.

flattr this!

En ny rektor

2014-05-09 13.59.49 2014-05-09 15.11.46 2014-05-09 15.02.24 2014-05-09 15.15.07

I dag var der velkomstreception for Per Michael Johansen, der den 1. maj blev ny rektor for Aalborg Universitet. Fremmødet var stort – efter sigende meget større end ved afskedsreceptionen for den afgående rektor. Det var i sagens natur svært at læse noget konkret ud af den nye rektors korte velkomsttale. Jeg har hørt mange give udtryk for et begrundet håb om at Per Michael Johansen bliver en god rektor; det ser jeg også frem til og håber på. Dagens talere bød ham velkommen hjem, og Per Michael Johansen er da også som den første rektor på Aalborg Universitet selv kandidat herfra.

De sidste år har været mindre behagelige for AAU, og det seneste års økonomiske situation har været en kilde til megen bekymring for både videnskabeligt og teknisk-administrativt personale og studerende. Nogle kunne ikke være med til receptionen i dag, nemlig dem der inden for de seneste måneder er blevet fyret. Det er trist at AAUs velbefindende i så høj grad skal stå og falde med hvem der er ansat som leder, men sådan er vilkårene blevet, siden universitetsdemokratiet forsvandt i 2003.

flattr this!

At genopdage hvad man selv har skrevet

2014-05-08 13.49.32

En af de underlige oplevelser, man får, når man er universitetslærer og i en periode ikke har tid til at fordybe sig i sin forskning, er gensynet med en gammel, ufærdig tekst. I dag har jeg for første gang i månedsvis en hel dag til min rådighed til at rydde op i et ufærdigt manuskript, der blev til i vinters. Jeg prøver at forstå de halvfærdige beviser og de definitioner, jeg lavede mig. Og det tager forbløffende lang tid at genfinde meningen i det, jeg skrev for 4 måneder siden.  Nogle gange dukker der et svar op på en tvivl, jeg efter manuskriptet at dømme må have haft dengang. Andre gange tager jeg mig selv i at få lyst til at skrive det hele om. Hvor var det dog knudret! Hvis jeg bruger den røde kuglepen flittigt, når jeg retter opgaver, bruger jeg den faktisk lige så flittigt, når jeg genser mine egne gamle manuskripter. Jeg håber at få teksten færdig til en deadline, for jeg har ikke lyst til at slippe den igen nu.

Noget, der også går op for mig (der er meget, jeg genopdager lige nu!) er at gensynet med en gammel tekst er en god mulighed for at lave peer review på sit eget værk. Jeg tror at ideen kan bruges systematisk i projektarbejde – vi skal bede de studerende om at skrive meget i starten, lægge arbejdsbladene væk og gå videre til noget andet for en stund inden de vender tilbage til arbejdsbladene.

flattr this!

Embedsmænd i funktion

fremdrift

I dag diskuterede vi i studienævnet, hvor jeg er medlem, den berømte/berygtede studiefremdriftsreform, der som sit mest kendte punkt har at alle studerende skal være tilmeldt 30 ECTS aktiviteter hvert semester . Der har allerede været en del protester fra studenterside over denne ændring. Også vi, der underviser og administrerer, er skeptiske over for reformen. To af de mange interessante konsekvenser, den vil have, er disse:

  • Der skal afholdes eksamen i alle fag på hvert semester, og det skal gøres to gange hvert semester (der skal jo også være syge- og omeksamen).
  • Alle studerende skal, når de søger om optagelse, gøre rede for om de allerede har gennemført aktiviteter på andre videregående uddannelser. Hvis de har det, skal universitetet afgøre om disse aktiviteter kan meritoverføres. På Aalborg Universitet optager vi hvert år omkring 5000 studerende på bachelorniveau; hvis 20 procent af alle studerende har sådanne allerede gennemførte aktiviteter, skal vi meritbehandle 1000 studerende.

Det er ikke klart for mig, om de embedsmænd, der har formuleret studiefremdriftsreformens konkrete udformning, har overvejet hvor mange resurser dette vil beslaglægge. En konkret konsekvens vil være at der to gange i hvert semester bliver afbrydelser af undervisningen, når der skal holdes eksamen. En anden konkret konsekvens bliver en hektisk aktivitet på universiteterne i august, når der skal behandles ansøgninger om startmerit. Om de danske universiteter vil få flere midler til rådighed, ved jeg ikke – men jeg tvivler. Det ironiske er at studiefremdriftsreformen netop har som sit primære formål at effektivisere uddannelserne.

 

flattr this!