Hvad siger evaluering af undervisning egentlig?

Tegning: Elly Walton, THES.

En ny britisk undersøgelse viser at der er en korrelation mellem studerendes evaluering af universitetsundervisning og underviserens køn – og det er kvindelige universitetslærere, der bliver evalueret dårligst.

Her kan man selvfølgelig hævde, at dette blot betyder, at det omsider er lykkedes at påvise, at kvinder simpelthen er dårligere til at undervise. Men hvis man tror på en sådan påstand (og det gør jeg bestemt ikke), må man dermed også fæste lid til at evalueringer af undervisningen udtrykker noget, der ikke alene er subjektivt.

Men en ny undersøgelse fra Canada indikerer, at der enten ikke er en korrelation eller en meget lille korrelation mellem evaluering af undervisning og det faktiske udbytte af undervisningen målt som læring.

I virkeligheden viser tyder resultater som disse nemlig på, at studerendes evaluering af undervisning kun bedømmer, hvad den enkelte studerende opfatter som kvaliteter i undervisningen – og i nogle tilfælde dækker opfattelsen over nogle holdninger til kønnene, som ikke er heldige.

Derfor er det i høj grad værd at overveje, om man kan sige ret meget meningsfyldt om undervisningens kvalitet ud fra standardiserede, kvantitativt baserede evalueringer foretaget af de studerende.

I en bedømmelsesfikseret kultur, hvor universitetslærere bliver målt på deres publikationer, hvor mange eksterne forskningsmidler de kan skaffe til sig selv og på evalueringer af deres undervisning, er dette i særdeleshed problematisk.

Evaluering af undervisning er et upålideligt instrument til kontrol (og om man skal kontrollere, er en anden sag). Men evaluering er helt nødvendig, når vi som undervisere selv skal udvikle kvaliteten af vores undervisning – men man kan evaluere på mange måder, også gennem kvalitative strategier. Og evalueringen skal vi hver især skal tilpasse til det, vi gerne vil undersøge. Derfor er der mange forskellige måder at evaluere undervisning på.

Når jeg har afholdt kursusundervisning for større hold, har jeg ladet de studerende lave den endelige evaluering i form af et åbent brev, som de stilede til den kommende årgang. Det kræver dels, at de studerende når en fælles opfattelse (så enkelte meget utilfredse personer ikke fylder uforholdsmæssigt meget), dels at de studerende begrunder deres evaluering og udtrykker den i form af konstruktive anbefalinger.

Flattr this!

Dyre publikationer

Elsevier og Springer har en højere profitrate end f.eks. Apple, Google, Disney og Starbucks. Kilde: http://www.pontydysgu.org/wp-content/uploads/2011/10/publishers2.jpg

I den akademiske verden er det nu de såkaldte BFI-point, som udløser penge til institutionerne og til institutterne. Alle publikationskanaler, der kan udløse point, er rangordnet mht. point i den Bibliometriske Forskningsindikator.  Så det er vigtigt for den enkelte forsker at publicere de rigtige steder, for ellers tjener institutionen ikke penge.

Publikationstraditioner er forskellige inden for de forskellige akademiske fag. I datalogi er konferencer lige så vigtige som tidsskrifter. Men der er ganske mange konferencer inden for datalogi, der kan tilbyde en særudgave med udvidede og opdaterede artikler fra konferencen. De udvidede udgaver tæller som nye artikler, og tidsskrifterne giver BFI-point (eller det tilsvarende i andre lande). Tidsskrifterne udkommer på store forlag som f.eks. Elsevier, der udgiver bl.a. det berømte medicinske tidsskrift The Lancet. Fem forlag udgiver i dag tilsammen halvdelen af alle videnskabelige publikationer: Elsevier, Springer, Wiley-Blackwell, Taylor & Francis og SAGE Publications.

Disse store forlag er et dyrt bekendtskab for universiteterne, for hvis man skal kunne læse artiklerne, skal man have adgang til et abonnement på tidsskrifterne. Her kræver forlagene så af et universitetsbibliotek, at det skal abonnere på alle deres tidsskrifter.  Så på den ene side giver forskernes publikationer penge til universiteterne, på den anden side skal universiteterne betale for at kunne give forskere adgang til at læse publikationerne. Og nogle forlag er endnu grellere: Man skal ikke bare betale for at kunne læse, hvis en artikel er blevet accepteret, man skal også betale for at kunne få lov at få den publiceret. Jeg har én enkelt gang været nødt til at betale en såkaldt page charge for at kunne få en antaget artikel udgivet. Dét gør jeg aldrig igen.

En artikel i Magisterbladet fortæller, hvor grelt prisniveauet er blevet efterhånden. Elsevier har i de sidste fem år sat prisen på biblioteksabonnementer op med 400.000 kroner om året. Det beløb svarer til årslønnen for en adjunkt. Alt dette sker i en virkelighed, hvor universiteterne skal spare to procent på budgetterne hvert år. Og forlagene må siges at skumme fløden, for redaktørerne og bedømmerne er ikke ansatte på forlagene, men forskere, der gør dette arbejde helt gratis. Ligesom pladeselskaberne i musikkens verden er forlagene i høj grad blevet et fordyrende mellemled, der først og fremmest prøver at beskytte sig selv.

Jeg boykotter selv Elsevier, og det må være på tide at de danske universiteter nu gør fælles front mod dette og andre kommercielle forlag for at komme deres usunde og for os kostbare forretningsmodel til livs.

Flattr this!

Kontortid

En af de største udfordringer, når man er universitetslærer, er at man meget nemt får sin arbejdsdag hakket i stykker. Denne fragmenterede arbejdsdag gør det ofte svært at finde tid til fordybelse. Også i dag fik jeg en dag hakket midt over, takket være et møde på Fibigerstræde (knap 10 minutters gang fra hvor jeg har kontor) af varighed én time.

Jeg ved, at det er en fragmentering, man ikke vil kunne undgå helt. Men det vil være vigtigt at kunne have hele, uforstyrrede dage, så man også kan komme videre med sin forskning og forberede større undervisningsaktiviteter. Nogle gange kommer der studerende eller kolleger fra andre steder på universitetet forbi mit kontor for at snakke med mig, og nogle gange går de forgæves. Andre gange fanger de mig, netop som jeg skal til et møde eller skal i gang med en lidt større indsats.

Derfor har jeg overvejet at følge udenlandske kollegers eksempel og holde kontortid. Kontortiderne er de tidspunkter, hvor studerende (for det er primært dem, der kommer forbi) ved at de vil kunne fange mig og hvor jeg vil give dem min udelte opmærksomhed. Kontortiderne skal så lægges på bestemte ugedage, hvor der alligevel også er møde- og undervisningsaktiviteter og hvor de studerende, jeg underviser, har plads i skemaet.

Min bekymring er her, at jeg ville kunne komme til at virke som om jeg ikke vil tale med studerende eller kolleger.  Forhåbentlig vil jeg kunne overbevise dem om at det ikke er dét, jeg har som mit mål – men derimod at kunne skemalægge min tid bedre.

Flattr this!

Kanye West-syndromet

Kanye West tager mikrofonen fra Taylor Swift ved MTV Video Music Awards i 2009. Foto: REUTERS/Gary Hershorn.

Nogle gange sker der noget bekymrende med mennesker, der får succes – inden succesen kom, var de stadig søgende sjæle og kunne være i tvivl. Men så satte succesen ind, og da var det som om noget blev forandret, og de udviklede en grandios adfærd. Vi kender alle til musikere, skuespillere og andre, der er endt med at blive på den måde. Det mest ekstreme eksempel er vel den amerikanske sanger Kanye West, der stormede ud fra en prisoverrækkelse, da han opdagede at han ikke var nomineret og få år senere ikke så nogen problemer i at springe op på scenen og snuppe mikrofonen fra Taylor Swift, da hun vandt en MTV-pris – for den syntes han burde være gået til Beyoncé. Det er næppe et tilfælde, at Kanye West for nylig er blevet set sammen med Donald Trump, for også han er en særdeles grandios person.

Også i den akademiske verden ser man grandios adfærd. Jeg mødte for år tilbage en opadstigende forsker, der på få år havde fået en masse succes i form af bevillinger, fastansættelse, held med publikationer og mulighed for at opbygge sin egen forskergruppe. Han fortalte mig at han i den store provinsby, han voksede op i (det var ikke herhjemme), var kendt af alle som den gymnasieelev, der var bedst af alle til matematik! Hvorfor dette var vigtigt at fortælle mig dén dag, ved jeg ikke. Ved en anden lejlighed fortalte han mig om sine naboer, som var nogle meget indskrænkede mennesker. En anden forsker, jeg mødte i sin tid, yndede at bruge spørgetiden efter konferenceforedrag til at jorde PhD-studerende og holdt engang til en konferencemiddag en tale for en kollega, der havde fået flere store æresbevisninger – men hele talen brugte han på at prøve at gøre grin med ham.

Sådanne forskere er uden diskussion dygtige, men de er næsten altid svære at samarbejde med, og man kan desværre også ende med at blive træt af dem, for man får indtrykket af at de ser ned på de fleste andre mennesker. Nogle gange ender de med at blive magtmennesker med alt hvad det indebærer.

Der er en forskel på at være grandios og på at have selvtillid. Jeg kender akademikere, der har stor selvtillid uden at være grandiose; det er typisk nogle usædvanligt dygtige og socialt kompetente mennesker, der bestemt ved at de er gode, men samtidig ikke er uden selvironi og gerne vil tale med mange forskellige slags mennesker.

Grandiositeten kan i virkeligheden dække over lav selvtillid og lavt selvværd kombineret med en talentfuld barndom og senere pludselig og voldsom succes. Nogle gange afslører det grandiose menneskes livshistorie nogle tidlige nederlag, som han eller hun måske nu prøver at kompensere for ved at fremstå større. Så i virkeligheden er det synd for det grandiose menneske, for der kan være en stor ensomhed og usikkerhed bag al den tilsyneladende storhed.

Den amerikanske psykolog Rachel Kitson har en interessant artikel om hvorfor Kanye West mon er endt som han er, og én af forklaringerne er måske netop kombinationen af at være et stort talent og problemer med tilknytning i barndommen. Hans forældre blev tidligt skilt, og han boede i nogle år i Kina med sin mor (der er universitetslærer). Han klarede sig godt i skolen, men droppede ud af college for at kaste sig over musikken på fuld tid.

Hvad man skal gøre ved grandiose venner eller kolleger – eller dem, der er i fare for at blive grandiose – ved jeg desværre ikke. Det bedste ville være, hvis man kunne redde dem fra grandiositeten, mens tid var, men svært er det. Hvis man roser dem for deres kvaliteter, kan man ende med at bekræfte dem, men gør man det modsatte, kan det også nemt forstærke den grandiose adfærd.

Flattr this!

Tilbage til basisuddannelsen?

Det mest interessante, der kom ud af det halvanden dag lange møde for Institut for datalogi var nok, at vi blev nødt til at reflektere over hvad der er godt og skidt ved de uddannelser, vi har med at gøre.

Med studiefremdriftsreformen og uddannelsesloftet og SU-begrænsningerne som ubehagelige realiteter bliver vi nødt til at tænke anderledes om vores uddannelser, hvis vi ikke skal risikere at alt for mange studerende, der skifter mening undervejs. giver op og aldrig får gjort deres uddannelse færdig.

De to suverænt mest populære uddannelser udbudt ved Institut for datalogi på Aalborg Universitet er datalogiuddannelsen og softwareuddannelsen. De to første år af disse uddannelser er nu helt identiske. Jeg vil påstå at den helt store succes er, at det er lykkedes at skabe to forskellige uddannelser, som man som studerende alligevel kan skifte imellem uden omfattende meritvurderinger eller behov for supplerende aktiviteter.

Der har været en lang tradition for at de nye uddannelser, der er blevet til på AAU og andetsteds er “monolitiske” forløb. Fordelen ved dét, er at man ikke bliver tvunget til at træffe valg undervejs. Ulempen er at man ikke kan ombestemme sig uden store omkostninger.

Men måske kan man finde en anden vej. På AAU (og andre universiteter) havde vi engang nogle få basisuddannelser, og for de naturvidenskabelige og humanistiske uddannelsers vedkommende var uddannelserne opbygget som hovedfag og sidefag, som man nemt kunne kombinere. Basisuddannelserne gjorde det helt omkostningsfrit at udskyde sit valg eller skifte mening, og den modulære opbygning af tofagsuddannelserne gjorde at det var helt enkelt for mig og mange andre at blive tofagskandidat i matematik og datalogi. I dag er denne engang så almindelige naturvidenskabelige kandidatuddannelse (og stadig særdeles relevante) næsten umulig at tage!

Skiftet til den “monolitiske” struktur skete gradvist, og det skyldtes i et vist omfang at basisuddannelsen var så bred, at det kunne være umuligt for studerende at beskæftige sig med dét, de gerne ville. Jeg husker selv, at det var frusterende slet ikke at kunne lave projekter om matematik på basisuddannelsen, når nu det var dét, jeg helst ville beskæftige mig med – stort set alle vejledere dengang i 1982-83 var næsten pensionsmodne maskin- og bygningsingeniører!

Men selve ideen om en modulær opbygning er ikke så utidssvarende, som de en lang overgang blev udråbt til at være, og det må kunne lade sig gøre at “fagliggøre” den på en anden måde end for 35 år siden. På en måde udgør de første to år af vores datalogi- og softwareuddannelser en “basisuddannelse” i datalogi. Og man kunne forestille sig, at de overvejelser, der lige nu er om at lave en kandidatuddannelse i data science kunne tage form at en genskabelse af en tofagskandidatuddannelse i datalogi og matematik.

Flattr this!

Tirsdag med datalogerne

Jeg har ikke set ret meget til Institut for datalogi siden begyndelsen af august. Mine besøg der kan formodentlig tælles på en hånd. Men i dag deltog jeg i instituttets internat på Løgstør Parkhotel – det er første gang i flere år, der har været råd til at holde et sådant møde med overnatning. Temaet var uddannelserne, og her specielt hvordan uddannelserne skal se ud i fremtiden.

Først var der dog et besøg af den nye dekan for det helt nye fakultet for IT og design – der så er identisk med den hidtidige dekan for det hidtidige teknisk-naturvidenskabelige fakultet.

Derefter var der et oplæg af Adam Lebech, branchedirektør fra Dansk Industri. Hele hans præsentation handlede om den teknologiske udvikling og om hvordan den vil føre til at mange jobs vil forsvinde på grund af automatisering Derfor vil det, sagde han, være nødvendigt for alle at kunne videreuddanne sig og skifte karriere i løbet af arbejdslivet. Kompetencer som kreativitet og empati vil være vigtige at dygtiggøre sig inden for.

Her måtte jeg så spørge hvordan dette behov for nyuddannelse harmonerede med det uddannelsesloft, der netop er blevet indført – som netop vil besværliggøre dette. Og ja, det var da umiddelbart underligt, svarede Adam Lebech. Men det havde regeringen så valgt at gøre, fordi man skulle finde nogle penge.

Jeg kunne have fortsat en diskussion her, men det ville nok have været omsonst. Det er underligt at høre, hvordan den teknologiske udvikling hos ikke mindst Dansk Industri og de borgerlige politikere bliver præsenteret som en form for ubønhørligt og ukontrollabelt naturfænomen, som mennesker skal tilpasse sig. For det er netop mennesker, der bestemmer hvilken retning, den teknologiske udvikling skal tage – der er ganske mange politiske beslutninger her. Disruption er blevet et nyt modeord, men der er altid nogen, der har ansvaret for denne “afbrydelse”.

Senere på dagen var der diskussioner af datalogiuddannelsernes fremtid. Sidste gang var det mig, der var formand for studieordningsrevisionsgruppen og dermed en af dem, der var hovedansvarlig for ændringerne. Nu er jeg helt trådt ud af dette arbejde; det er på én og samme tid lidt underligt og meget lettende ikke at skulle være med her mere.

Flattr this!

Kampen om virkeligheden

Man taler om det postfaktuelle samfund (begrebet dukkede faktisk op i 2008 med en bog af Farhad Majoo), og man taler om fake news. Vi kan se, hvordan der i de seneste uger har været mange rapporter om den desperate situation i Aleppo. Men samtidig, på de sociale medier, har der været historier, der beskriver Assad-regimet som krigens egentlige helte og Aleppos befriere. I mange andre igangværende konflikter, som f.eks. den væbnede konflikt i Ukraine, er der en lang række modstridende beskrivelser af situationen. Nogle hævder, at de modstridende beskrivelser simpelthen afslører mainstream-mediernes manipulationer. Men hvis én beretning modsiger mange andre, betyder det ikke at den er mere troværdig – nogle gange vel tværtimod.

Og det, der sker, er ikke at nogen bliver bedre oplyst – de modstridende billeder skaber handlingslammelse hos nogle, og andre vælger den udgave, de helst vil tro på og dermed bliver bekræftet i de holdninger, de allerede har.

Det interessante er, hvem der er med til at skabe hele denne “kamp om virkeligheden”. En rapport fra Corporate Europe Observatory beskriver, hvordan det i mange tilfælde er europæiske kommunikationsbureauer, der bistår regeringer i en lang række lande med at sikre, at det er bestemte beskrivelser, der kommer frem, og med at påvirke verdensopinionen. Ofte er der tale om forsøg på at skønmale situationen – bl.a. har firmaer som det britiske M&C Saatchi aktivt bistået regimet i Bahrain med at promovere det. M&C Saatchi fik i 2011 en fem-årig kontrakt på 11,7 millioner euro for at udvikle og implementere en samlet mediestrategi for regimet i Bahrain. Hele rapporten kan ses på https://corporateeurope.org/sites/default/files/20150120_spindoctors_mr.pdf.

Så det er vigtigt at holde øje med alle disse kommunikationsbureauer, der i en del tilfælde reelt fungerer som private propagandaministerier. Men det stopper ikke der. Mange af bureauernes ansatte har nemlig en kommunikationsuddannelse fra et universitet. Hvad gør man på universiteternes kommunikationsuddannelser for at fremme en etisk forsvarlig adfærd hos dem, man uddanner? Dette er et ægte spørgsmål, for jeg ved det ikke. Jeg håber, at universiteterne gør det rigtige.

Flattr this!

Sidste arbejdsdag inden jul

For mig har den 22. december altid været den sidste arbejdsdag inden jul. Og som så ofte før har det været en noget anderledes arbejdsdag, hvor jeg er endt med kun at lave småting. På en dag uden aftaler af nogen art kunne jeg selvfølgelig have lavet en intens forskningsindsats for at revidere et artikelmanuskript eller have forberedt en podcast til foråret. Men nej. Jeg fik lavet en rejseafregning, besvaret mails og revideret en beskrivelse af et udviklingsprojekt om erfaringer med projektvejledning, som jeg skal bruge tid på i 2017. Det var stort set dét. I skrivende stund hører jeg julemusik og drikker en belgisk øl, der havde gemt sig i det lokale institutkøleskab. Og bare rolig, netop af dén grund er jeg for en gangs skyld ikke på cykel, men tager en bus. Godt det samme, thi jeg har til min udelte overraskelse fået en fyldig æske med en institut-julegave, også selv om jeg ikke rigtigt er medarbejder ved Institut for matematiske fag, men kun en overløber. Tak!

Nu venter bare de sidste juleindkøb, og derefter vil jeg prøve at lade en form for julefred sænke sig for en stund. Mange ved godt, at jeg synes at der er noget grundlæggende forkert i verden i disse år, noget som vi skal gøre noget afgørende ved. De næste dage vil jeg prøve at få fornyet energi til det.

Flattr this!

Flippet medicin

I dag var jeg blevet indbudt til at holde et oplæg om flipped classroom for de, der underviser i almen medicin på medicinstudierne i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Det var en god og udbytterig oplevelse for mig; jeg måtte straks indrømme, at jeg ikke ved ret meget om hvordan man underviser kommende medicinere. Jeg opdagede, at man på medicinstudiet anvender video-optagelser i visse tilfælde, nemlig i form af optagelser af rollespil, der skal bruges til at lære de medicinstuderende at holde en konsultation. Medicinerne var meget interesserede i at finde ud af, hvordan man mon kunne bruge ideer fra flipped classroom i deres undervisningspraksis, og de havde en del gode ideer. En af medicinerne undrede sig over ordet at “flippe”, og jeg måtte her forklare at dette bare er det engelske ord for at “vende på hovedet” – at man bytter om, så det at se en præsentation er hjemmearbejde, mens øvelserne er det, man laver når man er sammen. Der er mao. ikke tale om en særligt hippie-agtig tilgang.

Interessant nok havde jeg tidligere i dag talt med en adjunkt, som jeg har fulgt i adjunktpædagogikum, om hans overvejelser om at bruge cases på den uddannelse inden for produktion, som han underviser ved. Han overvejer også at erstatte forelæsninger med podcasts.

På sådan en dag fornemmer jeg, at der blandt universitetslærere er helt en anden lydhørhed over for flipped classroom og andre alternativer til de traditionelle undervisningsformer, end der var for bare nogle få år siden, og det er jeg glad for at opleve.

Flattr this!

Min nye chef

Politi har l¯jet for Folketinget i tre Âr

Nogle partier har et rotationsprincip. Hos Venstre består dette princip, så vidt jeg kan se, i at Søren Pind får en ny ministerpost, hver gang der skal dannes regering. Nu er han så blevet min nye chef. For en forsknings- og uddannelsesminister har han noget så usædvanligt som en fuldført kandidatuddannelse fra et dansk universitet (Esben Lunde Larsen fik det meste af sin uddannelse pr. meritoverførsel fra en norsk bibelskole).

Flattr this!