Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Praxe

img_5486

Mens jeg skriver dette, er der en stor og højrøstet forsamling af unge mennesker uden for den taverna, der ligger ikke særlig langt fra den lejlighed, jeg har lejet i Lissabon. Nogle af dem har sort tøj på, andre er i deres almindelige tøj og skal knæle foran de andre. Billedet ovenfor er taget 10-15 meter fra min hoveddør. Det, det viser, er en gammel og ikke specielt sympatisk tradition i Portugals universitetsliv

I dag spurgte jeg Francisco Martins, som er den forsker, jeg besøger her på universitetet, hvorfor der er så mange studerende, der går rundt i sort tøj og med lange sorte kapper. Det mindede mig om en slags kostskole-tradition. Francisco rystede på hovedet og fortalte mig at de sortklædte unge mennesker er ældre studerende, der her i de første uger af det nye semester (som i Portugal begynder i netop denne uge) gennemfører en lang række “optagelsesritualer” over for de nye studerende. Hovedformålet med disse ritualer, der under ét kaldes for praxe, er at ydmyge de nye. Francisco kunne fortælle, hvordan en af hans kolleger en morgen sidste år opdagede en studerende, der knælede et sted med en nylonstrømpe over hovedet, mens en ældre studerende så på.

Ironisk nok er den traditionelle sorte klædedragt oprindelig tænkt som et symbol på respekt, lighed og ydmyghed.

De portugisiske universiteter bryder sig ikke om praxe-ydmygelserne, og på Universidade de Lisboa må de ikke finde sted på universitetets grund. For to år siden omkom flere studerende i forbindelse med praxes på det private Universidade Lusófona. Også sidste år var der studerende hernede, der døde i forbindelse med praxe.

Ikke at tingene er bedre i andre lande. Bestemt ikke; i Storbritannien og USA hører man med mellemrum om tilsvarende ydmygelser på traditionsrige universiteter (her kaldes det hazing), og det er snart ved at være en del år siden, der kom fokus på de stadigt mere voldsomme og fornedrende “indvielsesritualer” der finder sted på en del ruskurser på danske universiteter.

Flattr this!

Kufferten er pakket

billede-19-09-2016-22-18-21

I dette år er min akademiske tilværelse blevet en historie om at tage et andet sted hen. Først skiftede jeg til en anden gruppe på mit institut, derefter flyttede jeg kontor til et andet institut og i morgen skal jeg rejse til et universitet i udlandet.

Fra i morgen og frem til den 9. oktober skal jeg være i Lissabon. Der er to universiteter i den portugisiske hovedstad, Universidade Nova de Lisboa (der strengt taget ikke ligger i selve Lissabon, men syd for Tejo-flodens munding i Almada) og Universidade de Lisboa. Det er sidstnævnte universitet, jeg skal være ved i knap tre uger. Sommerferien i Lissabon har jeg i nogenlunde frisk erindring, så jeg ved hvor der er møntvaskerier, supermarkeder osv. og jeg har endda stadig mit rejsekort – som nu i morgen igen skal tankes op. Hele opholdet slutter med det uigenkaldeligt sidste møde i BETTY, den COST Action, jeg i de seneste tre år har haft stor glæde af at deltage i.

Flattr this!

Ugens gode nyhed!

img_1015
Dette billede af datalogistuderende kunne ikke været taget på Aalborg Universitet.

På Carnegie-Mellon University (CMU) i Pittsburgh i USA har man i år optaget et nyt hold datalogistuderende. 48 procent af de nye studerende er kvinder. 

CMU er ikke hvilket som helst universitet; dets datalogiske institut er et af de allerbedste i USA.  I de internationale rankings er det flere steder i top 5 i verden hvad angår datalogi.

CMU er heller ikke et universitet, der er kommet sovende til dette glædelige resultat. Den nu næsten ligelige kønsfordeling er resultatet af mange års systematisk arbejde med at rette op på den kønsfordeling, der engang var lige så grotesk skæv som den er på de datalogiske uddannelser på bl.a. Aalborg Universitet.

Her er en lille video om hvad de gør på CMU.

Var det mon ikke noget for Aalborg Universitet, der jo gerne hævder at være verdensførende, at få en formaliseret kontakt på dette område til et universitet, der rent faktisk er verdensførende, og bruge denne kontakt til at få gjort noget ved den utilsigtede mandeklub, der hedder datalogi?

Flattr this!

Succes og berettigelse

narcissist

Et fænomen, man kun sjældent taler om i den akademiske verden, er det, vi kunne kalde berettigelse (på engelsk: entitlement). Det er den holdning, at man i kraft af sin position har en særstatus. Her er nogle eksempler, jeg har hørt om gennem årene i medierne og fra kolleger rundt omkring i verden:

  • En fremtrædende forsker havde mere end en snes PhD-studerende og mente at andre kolleger (som ikke havde PhD-studerende) derfor burde flytte kontor, så han nemmere kunne være tæt på sine PhD-studerende i det daglige.
  • En leder af en større forskningsgruppe arrangerede ofte en intern sportsturnering for sin gruppe. Hvis han ikke var på det vindende hold, blev han meget og højlydt utilfreds.
  • En underviser med lang anciennitet gav udtryk for at et bestemt kursus ikke længere burde gives af adjunkter, men af ham.
  • En professor mente at kun de fra hans forskningsgruppe, der allerede havde specialestuderende (nemlig ham selv), burde have lov til at vejlede kommende specialer.
  • En professor var fan af en bestemt rockgruppe og krævede at nye ansatte i vedkommendes forskningsgruppe også skulle holde af det pågældende bands musik.

Når denne adfærd er forbundet med egentlig magt, som tilfældet er her, kommer det til at påvirke andre akademikeres muligheder for udfoldelse negativt.

Man er nødt til at skelne mellem normal og narcissistisk berettigelse. Et eksempel på normal berettigelse kan være at en kollega med megen erfaring inden for et fagområde føler sig mere berettiget til at skulle undervise i faget end en helt uerfaren kollega.

Det farlige er at man, hvis man har megen succes, kan havne i en narcissistisk boble, hvor følelsen af berettigelse bliver narcissistisk: Man begynder simpelthen at forvente at få mere succes og at andre endda skal hjælpe én med at få succes, og måske begynder man endda at føle berettigelse uden for det område, hvor man egentlig har succes. Eksemplet med sportsturneringen overfor er af denne art. Den normale følelse af berettigelse er så småt blevet narcissistisk.

Psykologer i USA har undersøgt denne grænse mellem normal og grandios berettigelse hos studerende, og de taler om to slags narcissistisk berettigelse: Den sårbare, hvor følelsen af berettigelse faktisk dækker over et lavt selvværd, og den grandiose, hvor følelsen af berettigelse er udtryk for et højt selvværd.

Hvordan det ser mere præcist ud hos forskere og undervisere, ved jeg ikke. Men det kunne være interessant at finde ud af. Jeg kan være bange for at det stadigt større fokus på succes i den stadigt mere intense konkurrence kan ende med at fremme narcissistiske former for berettigelse.

Flattr this!

Den sidste sommeraften

IMG_5425

Jeg gik hjem over Limfjordsbroen denne smukke onsdag aften, den sidste officielle sommeraften i 2016. Der er altid et vemod forbundet med afslutningen på sommeren; man kan mærke at dagene er ved at blive kortere og man ved at inden længe kommer efteråret.

I dette efterår var det anderledes for mig at vende tilbage til arbejdet på universitetet. Det er godt for mig at være ude af rutinesløjfen og at opleve universitetet fra en anden vinkel, også helt bogstaveligt – jeg sidder et andet sted nu. Jeg har mulighed for at samarbejde med gode kolleger både her og andre steder.

I 24 år har jeg hvert år på denne tid forberedt mig på semesterstarten, men i år skulle jeg minde mig selv om at det nye semester begynder i morgen. Senere på semesteret skal jeg ud på nogle rejser, der for nogles vedkommede går sydpå – og på denne måde får jeg ud over vigtig faglig inspiration nogle yderligere glimt af sommer.

Flattr this!

Partikelacceleratorer for fred

SESAME-new-roof

Synchrotron-Light for Experimental Science and Applications, forkortet SESAME, er en ny synkrotron som er blevet opført i Jordan. Acceleratoren er blevet til efter inspiration fra CERN og bliver støttet af UNESCO. Bag Sesame-samarbejdet står ud over Jordan også Iran, Pakistan, Israel, Tyrkiet, Cypern, Egypten, de palæstinensiske selvstyreområder og Bahrain. Især er det tankevækkende, at Iran og Israel er del af samme konsortium.

Konsortiet bag synkrotronen skriver:

SESAME will be a widely-available ‘user facility‘. Scientists, including graduate students, from universities and research institutes will typically visit the Centre for a week or two, twice or three times a year, to carry out experiments, frequently in collaboration with scientists from other centres/countries, and then return home to analyze the data they have obtained. In other words, SESAME will not be a source of brain drain; quite the contrary, not only will the scientists who visit SESAME bring back scientific expertise and knowledge, which they will share with their colleagues and students, but it will also create a motivating scientific environment that will encourage the region’s best scientists and technologists to stay in the region or to return if they have moved elsewhere.

Det er interessant og tankevækkende at netop naturvidenskabelig forskning kan bringe disse lande sammen. Men underligt er det ikke; naturvidenskabens sprog er fælles for os alle og måske er der i virkeligheden her et stort potentiale for en fælles strategi for at komme ud over konflikterne.

Flattr this!

At svinge med døde katte

Fra en præsentation af Søren Hansen. Den første betingelse er helt påkrævet i ethvert projekt.
Fra en præsentation af Søren Hansen. Den første betingelse er helt påkrævet i ethvert projekt.

I går bragte jeg en udgave af mit indlæg i det nye bind af historien om datalogi på Aalborg Universitet. Den udgave, som er publiceret, er lidt længere og slutter med dette afsnit.


En af de store fejltagelser, vi har begået, er at vi aldrig har været gode til at dokumentere den kultur, der har været om problemorienteret projektarbejde og som har skabt så meget godt. Det blev tydeligt, da gruppebaseret projekteksamen i 2007 blev forbudt og i 2013 omsider blev gjort lovlig igen. I tiden op til genindførelsen skulle AAU prøve at beskrive praksis bag denne eksamensform, og jeg var blandt dem, der var med til at lave de nye retningslinjer, baseret på den praksis jeg selv kendte. Det var en stor udfordring at skulle beskrive eksamensformen, og det var en yderligere udfordring at der nu var kommet et større antal vejledere og studerende til, som slet ikke kendte til gruppeeksamen. De var meget skeptiske over for denne form for projekteksamen — ikke så underligt, når en siddende regering i en årrække havde brugt mange kræfter på at mistænkeliggøre den.

En af de andre store fejltagelser, vi har begået, er at projektvejledning ofte bliver opfattet som en “nem” form for undervisning, som uerfarne vejledere uden videre kan bestride og som skal honoreres beskedent. Jeg og mine medstuderende var så heldige, at vi i det meste af vores studietid havde meget engagerede og erfarne vejledere; i dag er det desværre undtagelsen for de fleste studerende. Hvis projektarbejde skal kunne udfolde det enorme potentiale, denne undervisningsform har, er vi nødt til at tage formen alvorligt og at opkvalificere vejledere og give dem en ordentlig timedækning for indsatsen.

Flattr this!

Projektarbejde genoplevet i erindringen

Jeg sidder ved en AUD-terminal på Strandvejen 19. Bag mig står CSJ.
Jeg sidder ved en AUD-terminal på Strandvejen 19. Bag mig står CSJ.

I denne uge udkom andet bind af historien om datalogi på AAU. Her er mit bidrag; det handler om projektarbejde dengang (da jeg var studerende) og nu (hvor jeg har 25 års erfaring som projektvejleder).

Da jeg valgte at studere på AUC, som Aalborg Universitet hed dengang i 1982, var noget af det, jeg så frem til at skulle lave projektarbejde. Men forkortelsen PBL kendte vi ikke – den er af langt senere dato. Da jeg studerede, kaldte vi det bare for problemorienteret projektarbejde.

Det var dog bestemt ikke alle projekter i min studietid, der var lige problemorienterede. Jeg er tofagskandidat i matematik og datalogi, og mit første matematikprojekt på dét, der dengang hed Mat 1, husker jeg endnu som modsætningen til al problemorientering: Det handlede om styring af en pladespiller og udformede sig mest som en stor opgave. Hver eneste gang vi gik i stå, kaldte vi på vores vejleder og så fik vi en ny lille regneopgave. Der var ingen problemformulering, vi fik aldrig rigtig noget godt overblik og det var et projekt vi bestemt ikke følte at vi selv ejede. Vores vejledere var venlige mennesker, men de kunne ikke rigtig se at det var et problem at der ikke var noget problem.

De fleste af de senere projekter både på matematik og på datalogi var på mange måder projekter, som vi selv ejede. Måske var det i virkeligheden en reaktion på Mat 1-projektet? Vi var et lille hold og der var nogle medstuderende, som jeg fulgtes med gennem mange af de senere projekter – især Lars Bækgaard og CSJ, som jeg ofte havnede i gruppe med. I næsten alle vores projekter fik vi ideen til det igangsættende problem selv; der var ikke nogen projektkataloger med mere eller mindre færdige ideer. Netop dét har jeg savnet siden i min tid som vejleder, og det er en praksis, jeg nu prøver at genindføre for de studerende, jeg vejleder nu.

Noget, der var helt karakteristisk dengang, var at vi studerende ofte nærmest boede på universitetet meget af semesteret. Grupperummet var et sted, hvor vi opholdt os meget – og kaffestuen var lige så meget et sted, hvor vi talte om faglige problemstillinger, som et sted hvor vi holdt pauser. Vore dage studerende vil sikkert have svært ved at forstå dette, men der var ingen computere i grupperummene (endsige til forelæsningerne!). Nogle studerende havde små personlige hobbycomputere, men de stod derhjemme. Alle studierelatede programmeringsopgaver lavede vi på den store CDC Cyber 72-mainframecomputer på Aalborg Universitetsdatacenter – og i 1985 kom der en kluntet IBM PC og en samling Apple-computere, som blev stillet op i et lokale på Strandvejen 19, 3. sal. Her fandt man også en Sun-arbejdsstation, der kørte Unix. Og projektrapporterne skrev vi i de første år på skrivemaskiner, som vi fik udleveret ved semesterets start. Det var en sorgens dag, når farvebåndet var slidt. Til gengæld blev vi meget kreative i brugen af “kvajeblæk” (alias rettelak), Radex-ark og Scotch-tape, når vi skulle rette fejl. Der skulle meget til før vi skrev en side om, så vi tænkte os grundigt om før vi skrev noget ind!

På Mat 2 arbejdede vi med statistisk analyse af et stort datasæt af gymnasiekarakterer, og jeg lærte en hel masse om statistik, om den lineære algebra der ligger bag og om at bruge den statistikpakke, man også i dag kalder SPSS. Det var samtidig mit første møde med Steffen Lauritzen, en meget inspirerende og ekstremt kompetent person [man bliver ikke professor i matematisk statistik uden grund!] hvis vejledningsstil på mange måder har påvirket min egen senere gerning som vejleder.

Vi brugte Cyber’en til vores analyser, og nogle af kørslerne tog en del tid så dem fik vi lavet om aftenen og om natten. CDC-maskinen virkede dengang stor og kraftig og var forbundet til terminaler rundt om på AUC, men den havde en brøkdel af den hukommelse og processorkraft som min gamle iPhone 4S har. Én fejl fra Mat 2-projektet mindes jeg endnu med gru: Jeg ville lave et scatterplot af datapunkterne i vores datasæt, men havde glemt at der var flere tusinde sådanne datapunkter. Plotteren, der havde en lille pen til at tegne de enkelte punkter, endte med at lade pennen tegne oven i de samme koordinater ganske mange gange, med det forudsigelige resultat at der til sidst blev slidt hul i papiret og der dannede sig et aftryk på metalpladen neden under. Pinligt!

Senere kastede jeg mig så over datalogi. På Dat 1 kom det sjovt nok til at handle om statistik igen, selv om det var mit første datalogiprojekt. Projektforslaget kom fra Steffen Lauritzen, og vores projekt kom til at handle om det, vi i dag kalder for grafiske modeller og boede et sted mellem statistik, grafteori og systemudvikling. Jeg var for første (og viste det sig desværre, sidste gang) i gruppe med Lars Fischer, der ene mand lavede en fin implementation af rullegardin-menuer til vores system i Pascal, og med Anna Ingolfsdóttir. Jeg var behørigt imponeret. Vores rapport skrev vi ind på kuglehoved-skrivemaskiner, der dengang var det seneste nye. På eksamensdagen styrtede vores vejleder på cykel på vej til universitetet – det var før cykelhjelmenes tid, men heldigvis kom han ikke noget til. Derimod gik vores system ned under fremlæggelsen. Det var mindre godt.

Projektet på Dat 2 handlede – ligesom projektet på DAT4 i vore dage – om design, definition og implementation af programmeringssprog. Det var et interessant projekt, og jeg husker en masse diskussioner om sprogdesign, og jeg lærte en masse om semantik. Til gengæld var den eneste i gruppen, der interesserede sig for implementationsaspektet, mig. Jeg prøvede ene mand at implementere vores denotationelle semantik for exception handling i Larry Paulsons eksperimentelle compilergenerator; det kom desværre aldrig helt til at virke for mig. Jeg opnåede kun at kunne eksekvere programmer uden exception handling, og det var jo ikke ligefrem meningen. Den slags var aldrig gået i dag! Og hvad værre var: vores vejleder Bent Bruun Kristensen fik en diskusprolaps op til eksamen, hvilket var langt mere alvorligt end cykelulykken på Dat 1. En ung adjunkt ved navn Kim G. Larsen blev hasteindkaldt til at være stedfortrædende eksaminator for os.

Dengang var cand.scient-uddannelsen normeret til 11 semestre. Mit speciale på 11. semester var atypisk: jeg arbejdede alene, og for første gang mødte jeg de to værktøjer, der siden har fulgt mig trofast, nemlig Emacs og LaTeX – og det blev Sun-arbejdsstationerne, som der nu var flere af, som jeg brugte. Det var meget anderledes at lave projekt alene. Gruppearbejde kunne af og til også være ekstremt frustrerende, når bølgerne gik højt, så på den måde var det en spændende forandring at kunne skrive projektrapporten præcis som jeg gerne ville. På den anden side var der ingen at tale om projektets glæder og sorger med, pånær min vejleder. Det var Kim G. Larsen – jeg var en af hans første studerende – og han havde god tid dengang og var fuld af ideer. Det var en god oplevelse. Selv om jeg for det meste holdt meget af at studere, var det godt at blive kandidat.

Set i bakspejlet var det for det meste en særdeles givende og sjov oplevelse at lave projektarbejde sammen med andre. Jeg har næppe hverken før eller siden lært så mange mennesker at kende på godt og ondt som i den periode af mit liv, og vi lærte at være med til både at kritisere og modtage kritik som kunne bruges til noget godt. Hele den analytiske tænkemåde lærte jeg at blive fortrolig med gennem projektarbejdet. Problemorienteret projektarbejde i grupper er kort og godt det bedste, vi har på Aalborg Universitet, og det er en arbejdsform der passer fortrinligt til hvad man kommer til at arbejde med som færdiguddannet akademiker. I mit nuværende virke som universitetslærer er det projektvejledning, jeg holder mest af at beskæftige mig med. Også de fysiske rammer var en vigtig del af projektarbejdet for mig, og jeg er ked af at de faste grupperum nu ikke længere kan være en del af studiekulturen.

Flattr this!

Kønne ord

Foto: Nikolai Linares © Scanpix
Foto: Nikolai Linares © Scanpix

I dag kan jeg læse at uddannelses- og forskningsministeren vil gøre noget ved den skæve kønsfordeling i den akademiske verden. Der skal være nationalt talentbarometer, som viser kønsfordelingen på de forskellige akademiske niveauer og institutioner, og én gang om året skal universiteterne indkaldes til møde.Det er muligt, at Ulla Tørnæs er en meget kompetent og vidende minister på sit felt (hun har i al fald erfaring fra indtil flere uddannelsesforløb i sin ungdom), men jeg kan ikke påstå, at jeg er imponeret. Disse tiltag er sympatiske, stort set omkostningsfrie og formodentlig helt virkningsløse.

Jeg er overbevist om at kønskvotering i nogle sammenhænge er nødvendig, og her er en af dem. I de sidste mange år har der ikke været nogen form for kønskvotering, og tallene taler deres tydelige sprog.

Men ville jeg ikke blive vred, hvis jeg søgte en akademisk stilling og ikke fik den, fordi en kvinde fik den fordi hun var kvinde? Jeg ville ikke bryde mig om at søge en stilling og ikke få den, fordi en anden ansøger, der var dårligere kvalificeret, fik den. Men hvis en kvinde var lige så godt eller bedre kvalificeret, fik den stilling jeg havde søgt, ville jeg ikke blive vred (selvfølgelig ville jeg blive skuffet over afslaget i sig selv).

Kønskvoteringen kan lige så vel bestå i at tage udgangspunkt i den skæve kønsfordeling ved at øremærke akademiske stillinger til kvinder og ved at vælge blandt lige kvalificerede ansøgere, så kønsfordelingen bliver mindre skæv. Men disse strategier er samtidig kun løsninger, der fjerner symptomer på et dybereliggende problem. Det er jo netop en konsekvens af fokuseringen (eller er det fikseringen?) på at man skal hurtigt og pletfrit igennem sin akademisk karriere, koste hvad det vil, der er med til at gøre de akademikere, der også vil have tid til f.eks. at have en familie dårligere stillet – og her er det så ofte kvinder, der bliver ramt. En ordentlig løsning er en, der tør erkende

  • at meningsfyldte akademiske karriereforløb sagtens kan se anderledes ud end de hurtige, “fejlfrie” forløb uden “svinkeærinder”, der er normen
  • at det er blevet alt for svært at gøre karriere i den akademiske verden for både kvinder og mænd fordi der er for få stillinger og for dårlig finansiering af forskningen

Flattr this!

Sidder vi godt?

IMG_5412
Bygningen, hvor jeg har siddet hidtil.
IMG_5413
Bygningen, hvor jeg sidder lige nu.

Mit sædvanlige institut bor i en rødstensbygning i to etager designet af Friis & Moltke (de designede forresten også Fjerritslev Gymnasium, hvor jeg gik for mange år siden, og jeg aner lighederne). Her sidder de fleste ansatte på første sal. Bygningen er inddelt i fløje, og videnskabelige medarbejdere fra forskellige forskningsgrupper sidder typisk i hver deres fløj. I hver fløj er der et opholdsområde med sofaer og borde, og i hver fløj er der et køkken med kaffemaskine, køleskabe og opvaskemaskine. De studerende bor i stueetagen, og der er også her kantinen findes.

Den bygning, hvor jeg sidder lige nu, er en pavillon (eller er den en barak?) som måske en dag skal rives ned. Der er kun én etage, som huser både ansatte og studerende. Tæt ved indgangen er der en frokoststue med et køkken med kaffemaskine og køleskabe og et langt spisebord. (Til gengæld er der ingen opvaskemaskine. Jeg har foreslået at man i det mindste indkøber en opvaskebalje, så vi kan slippe for køerne af ansatte, der skal rengøre én gaffel og ét glas hver og måske endda også spare på vandet ved samme lejlighed.)

Forskellene i adfærd hos de ansatte er meget tydelige. På mit sædvanlige institut sidder de ansatte fra hver deres forskningsgruppe sammen og spiser i deres fløj og holder pauser i deres lokale sofaer i fløjen. Der kan gå dage imellem man ser kolleger fra andre dele af instituttet. I den fløj, jeg flyttede fra, sidder de løstansatte (PhD-studerende m.fl.) altid sammen ved “deres” lange bord og spiser frokost. Hvordan traditionerne i de andre fløje er, ved jeg ikke – for der kom jeg kun meget sjældent i pauserne. Men ét ved jeg: Det teknisk-administrative personale på mit sædvanlige institut holder (som hovedregel) deres pauser i kantinen.

Der, hvor jeg er lige nu, samles alle ansatte (ser det ud til) på tværs af grupper på instituttet i frokoststuen og spiser frokost sammen. Jeg har ikke skullet gøre nogen indsats for at møde folk fra alle dele af instituttet i det daglige. Det er længe siden, jeg har set noget tilsvarende på mit sædvanlige institut.

Jeg vil ikke fælde dom over hvilken adfærd, der er den “rigtige”. Alle tilpasser sig til de rammer, der er, men forskellene er meget tydelige. Det har været den mest overraskende opdagelse, jeg har gjort mig ved at flytte midlertidigt til et andet institut og dermed til en anden bygning på universitetet – hvor meget de fysiske rammer rent faktisk betyder for hverdagen herude, og hvilke former for samvær og opdeling de måske kan være med til at fremme og forhindre.

Flattr this!