Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Min nye chef

Politi har l¯jet for Folketinget i tre Âr

Nogle partier har et rotationsprincip. Hos Venstre består dette princip, så vidt jeg kan se, i at Søren Pind får en ny ministerpost, hver gang der skal dannes regering. Nu er han så blevet min nye chef. For en forsknings- og uddannelsesminister har han noget så usædvanligt som en fuldført kandidatuddannelse fra et dansk universitet (Esben Lunde Larsen fik det meste af sin uddannelse pr. meritoverførsel fra en norsk bibelskole).

Flattr this!

Angst og usikkerhed i den akademiske verden

cartoon-professor-presents

Mens jeg var i Vietnam, faldt jeg i snak med en PhD-studerende, der nu stod for at skulle være postdoc, og vi kom til at tale om alle de usikkerheder og al den tvivl, der er forbundet med at være i den akademiske verden. Der er en interessant artikel på webstedet Academic Ladder om hvordan usikkerhed og egentlig angst er del af en akademisk karriere.

Jeg kender det nemlig kun alt for godt selv. Når jeg får en artikel afvist, føler jeg mig en overgang som en voldsom fiasko, og der har været tidspunkter, hvor jeg mest har haft lyst til at give op. Jeg kender andre, der har haft den sådan, når de har modtaget et afslag.

Da jeg selv var PhD-studerende, følte jeg ikke den store nervøsitet, men det var en anden tid dengang – der var ikke samme konkurrence om forskningsmidler, jeg befandt mig i en situation, hvor jeg var med til opdage et nyt teoretisk problemområde (som jeg siden forlod) og jeg havde faktisk ikke oplevet ret mange afslag endnu.

Vi er selv til dels med til at skabe denne følelse af angst. Den måde, vi tit taler til hinanden på, når vi kritiserer hinanden og når vi hævder os, er en form for herskerteknik og er beslægtet med nogle (især mandlige) studerendes trang til at “strutte“. Også dengang for knap 30 år siden var der klare psykologiske mekanismer i spil om anseelse og eksklusion/inklusion i det akademiske miljø; jeg husker selv hvordan jeg nogle gange følte mig beæret over at kunne være på et  britisk elite-universitet sammen med en masse dygtige mennesker. Tænk at de ville have en almindelig person som mig! Mange år senere kom jeg til at tale med en meget respekteret kollega fra udlandet, der havde været samme sted (men ikke samtidig med mig), og det gik op for mig, at hun havde følt præcis det samme. Det interessante er selvfølgelig, at de aldrig ville have taget imod nogen af os, hvis ikke det var fordi vi rent faktisk var dygtige. Men sådan følte vi os ofte ikke.

De økonomiske rammer og den eksternt betingede situation gør kun ondt værre og er med til at fremme de mere ubehagelige sider af akademisk adfærd. Man vil formodentlig aldrig kunne få de beslutningstagere, der bestemmer over den akademiske verden, til at indse at de stadigt mere konkurrencebetonede vilkår, de taler så varmt for, har denne bagside: at de er med til at skabe en grundlæggende følelse af angst og usikkerhed. Og det ironiske er, at angsten og usikkerheden faktisk ofte kan have en negativ indvirkning på akademisk performance.

Flattr this!

En helt ny karriere

academia-nonacademia-image

Som vejleder på adjunktpædagogikum får jeg et interessant og vigtigt indblik i de tanker, de yngre universitetsansatte gør sig om deres hverdag og om deres karriere.

I dag har jeg observeret den ene adjunkt, som jeg vejleder. Hun er ansat på Institut for datalogi. Bagefter snakkede vi om observationerne, og vi talte lidt om det videre forløb. Her fortalte hun mig så, at hun ikke ville være at finde på universitetet fra og med februar; hun siger op for at blive ansat i en privat virksomhed i Spanien. Det var egentlig ikke et karriereforløb, hun havde forestillet sig – hun kunne godt lide at være universitetsansat og at undervise. Men dét, der førte til hendes beslutning om at sige op, var at hun oplevede at det var alt for svært at få forskningsmidler og at få en gruppe interesserede studerende at vejlede. Samtidig var der tale om en virksomhed i Spanien, der kunne tilbyde god løn og et interessant arbejdsområde. Og hun havde ikke familiemæssige bindinger, der ville forhindre hende i at rejse til Spanien – hun kommer oprindelig fra en anden del af verden. På denne måde var valget nemt.

Det er ærgerligt, men jeg forstår hende faktisk godt. Jeg har haft tilsvarende bekymringer, men min livssituation er som bekendt en helt anden. Og ekstra ærgerligt er det, når det er netop en af de få kvindelige dataloger (og en med “anden etnisk baggrund”), der vælger at forlade den akademiske verden. Gennemstrømningen af akademikere er blevet for stor i den akademiske verden til at vi kan få et godt og værdigt generationsskifte, og det ser desværre ud til, at den kontinuitet, der nu er fremherskende, er den som skabes af hvide, midaldrende mennesker – primært mænd. Netop fordi midlerne er så flygtige og samtidig er så svære at få fat i, bliver det på denne måde. Og heller ikke hvide, midaldrende mennesker med stor magt bliver yngre eller lever evigt.

Flattr this!

Aalborg i Rigets Centrum

I dag har jeg for første gang i min tid som universitetslærer besøgt Aalborg Universitet i København. Det skete som del af den workshop i adjunktpædagogikum, som jeg står for at afholde. Nogle af mine kolleger på Institut for matematiske fag har allerede en del erfaring med at tage herover for at undervise.

Jeg har nok aldrig helt forstået det uomgængelige behov for at etablere en afdeling af AAU i København (så vidt jeg ved, var der allerede flere større universiteter i hovedstad og omegn), men nu ligger den der altså.

Nogle forskelle sprang i øjnene. Der f.eks. er ingen grupperum at se. På denne måde er AAU København på forkant med udviklingen på en lidt ærgerlig måde. Kantinen ligner i modsætning til kantinerne i Aalborg en rigtig kantine med metalbestik og fajanceservice. Dét var et plus.

Bagefter, da jeg skulle finde kursuslokalet, viste det sig forbløffende nemt for mig at fare vild. Der er fire bygninger navngivet A, B, C og D, så jeg troede at lokale C1-2.006 var i C-bygningen. Men nej. Hver enkelt bygning er nemlig inddelt i afsnit, der også er navngivet fra A til D.

Jeg kom uforvarende på sightseeing i bygningerne og endda over den fra billeder så kendte gangbro over vandet. Til sidst nåede jeg dog frem, takket være hjælp fra informationsskranken. Kursuslokalet lå, viste det sig, lige ved hovedindgangen!

Workshoppen var temmelig koncentreret. Desværre var der ingen højttalere i det lille mødelokale (ikke et problem, jeg er stødt på i Aalborg), så afspilningen af mine podcasteksempler kom til at halte en del på lydsiden.

I skrivende stund er jeg allerede på vej hjem igen. Det var lidt overraskende at besøge en afdeling af AAU, der faktisk mindede mig mere om IT-Universitetet i sin fremtoning end noget af det, jeg kender fra Aalborg. I næste måned skal jeg derover igen.

Flattr this!

Afskedigelser på grund af overskud?

aau-krise

Aalborg Universitet har en egenkapital på 450 millioner kroner, og i år har universitetet et overskud på 114 millioner ud af en omsætning på omkring 3 milliarder. Så nu skal der ske afskedigelser på AAU.  Ifølge en artikel i Nordjyske skal fyringerne finde sted i centraladministrationen. Officielt skal overskuddet bruges til uddannelse, forskning og innovation. Men der er samtidig også rygter om afskedigelser blandt det videnskabelige personale.

Den nyligt udpegede formand for AAUs bestyrelse forsvarer nedskæringerne i Nordjyske:

Den store egenkapital gør det svært at argumentere mod de besparelser, som uden tvivl kommer:

– Om så Enhedslisten fik 90 mandater (og det gør de ikke), vil de også ende med at køre grønthøsteren hen over uddannelserne for at skaffe penge til ældre og sundhed, som den nye formand for bestyrelsen, Lene Espersen, formulerede det.

Lene Espersen var i sin tid som minister med til at argumentere for en tilsvarende “nødvendighedens politik”, og i dag gør hun det også, og det på samme som alle andre ledere i den danske universitetsverden – argumenterer med at politikken er nødvendig på grund af krav længere oppe. Egenkapitalen blev til, så universitetet kunne have noget at stå imod med, og nu fører den så til nedskæringer.

Og også i dag kan man i dag læse hvordan Moderniseringsstyrelsen, som er den styrelse i staten som de danske universiteter er underlagt, nu lægger op til at de statslige arbejdspladser skal identificere low performers.  For det teknisk-administrative personales vedkommende er det så vidt jeg kan se svært at identificere low performers, men for det videnskabelige personale er der allerede rigeligt med målinger af publikationsaktivitet, undervisningsindsats, hjemtagning af eksterne midler osv. osv.

Samtidig står Aalborg Universitet i en situation, hvor universitetet kun er blevet betinget akkrediteret. I de seneste år har en lang række beslutninger været begrundet i frygten for ikke at blive akkreditetet, og kombinationen af denne frygt og den økonomiske situation vil nu kunne begrunde endnu en runde af “nødvendighedens politik”. Engang var uddannelse og forskning det, et universitet først og fremmest skulle tage sig af, men den seneste tids udvikling gør det endnu engang tydeligt at det vigtigste hensyn og det største succeskriterium er blevet økonomien.

Flattr this!

Datalogi og flygtningene, vi tager imod

uf1

I et fagtidsskrift om datalogi vil man måske ikke forvente at finde en artikel om flygtninge i Europa, men i dag har jeg læst et langt indlæg  i Communications of the ACM forfattet af professorer og studerende ved det datalogiske institut på det tekniske universitet i Wien, TU Wien.  De fire dataloger beskriver et initiativ ved TU Wien, som er blevet til ad frivillighedens vej og helt ulønnet.

I Østrig er der ligesom i Danmark en ikke helt lille del af befolkningen med en negativ holdning til flygtninge, og partier på højrefløjen udnytter og er med til at fremme denne negative holdning. Men ligesom i Danmark er der i Østrig også ganske mange borgere, der går ind i frivilligt arbejde for at møde flygtninge og hjælpe dem i mødet med et nyt samfund. Det frivillige initiativ startet af professorer ved det datalogiske institut på TU Wien er et sådant initiativ og er nu blevet et fast kursus ved TU Wien. Underviserne er studerende ved TU Wien.

Forløbet beskrevet i artiklen varer fire uger og er rettet mod unge uledsagede flygtninge mellem 14 og 18 fra bl.a. Syrien, Irak, Somalia og Afghanistan. Forløbet omfatter spilprogrammering, styresystemer, sikkerhed og anvendelse af bestemte applikationer til kontorbrug. Nogle af eleverne har programmeringskundskaber i et vist omfang og er blevet undervist separat i programmering i Java og Python. Videoen ovenfor beskriver dette initiativ, og der er et lille interview med Hannes Werthner og Reinhard Pichler, to af artiklens forfattere.

De fire dataloger bag artiklen er af den holdning, at universiteterne i vore dage bør spille en langt mere aktiv rolle i samfundet og engagere sig i dets problemer, tage stilling og byde på løsninger. Flygtninge skal ikke ses som en belastning, der skal bekæmpes, men som en mulig resurse og som mennesker, der skal behandles ordentligt. Gennem de unge flygtninges møde med universitetet møder de et fag og får en længerevarende kontakt til borgere i det samfund, de er kommet til. Forfatterne skriver

Regarding the refugee crisis we think university computer science departments could take several possible actions to position themselves as supporters of human rights and also influence the opinions of other people regarding this sensitive issue. In our opinion, these actions could include, among others, the organization of specific courses for refugees and research projects dealing with specific problems regarding the refugees. The computer science departments in particular are in a good situation, because learning the basic IT skills and computer knowledge is essential in our society, rich of artifacts and applications. Therefore, several activities that fall under the umbrella of computing for the social good concept could be taken.

Heri er jeg (ikke overraskende) helt enig. Som universitet er vi en del af samfundet. Dette bliver allerede betonet i vore dage, men typisk er det i seneste mange år sket ved at betone at universiteterne skal samarbejde med erhvervslivet. Men samfundet er mere end erhvervslivet, og universiteterne kan bidrage, ikke kun med anvendt forskning (der reelt ofte tangerer produktudvikling), men også gennem undervisningsinitiativer. Herigennem vil vi også kunne skærpe og videreudvikle vores pædagogiske kompetencer. Og menneskerettighederne er i virkeligheden en væsentlig del af fundamentet for den akademiske praksis – etablering viden er en fælles indsats, viden skal principielt kunne deles af alle og skal være tilgængelig for alle uden restriktioner. For mig er koblingen tydelig.

Så lad os tage et tilsvarende initiativ i den danske universitetsverden – ikke i en form, hvor det ene universitet konkurrerer mod det andet eller hvor det ene fagområde konkurrerer mod det andet, men i et samarbejde om særlige undervisningsprogrammer for flygtninge. Skulle nogen være bekymret over at erhvervslivet ikke er i centrum for en sådan aktivitet, vil det måske kunne berolige dem at de flygtninge, som på denne måde bliver undervist, ad denne vej vil kunne få forbedret deres muligheder for at uddanne sig og få arbejde. Nogle flygtninge vil aldrig vende tilbage til det land, de er flygtet fra, og vil gennem mødet med et dansk universitet få bedre muligheder for at kunne komme i gang med et længere uddannelsesforløb og vil samtidig møde flere borgere i Danmark. Andre flygtninge vil vende tilbage til oprindelseslandet og vil på den måde kunne bidrage til en egentlig overførsel af viden.

Flattr this!

Glæden ved unyttig viden

quote-there-is-much-pleasure-to-be-gained-from-useless-knowledge-bertrand-russell-160426

Også i dag går mine tanker til et essay af Bertrand Russell, nemlig “Useless” Knowledge fra 1935, hvor Russell kommenterer det, der allerede for 81 år siden blev kritiseret, nemlig “ubrugelig viden”. I vore dage er det grundforskning af alle slags og små universitetsfag, der af nogle bliver fremhævet som ubrugelig viden.

Nu er jeg selv repræsentant for naturvidenskaberne, og endda en af de naturvidenskaber, der ofte fremhæves som havende stor nytteværdi. Men andre gange får jeg slet skjulte bemærkninger om at teoretisk datalogi (og andre matematiske discipliner) vel egentlig er at regne for unyttig viden.

Men jeg holder af “unyttig viden”. Teoretiske problemer er for mig en kilde til konstruktivt hovedbrud. Når jeg ikke har noget væsentligt andet at tænke over – når jeg sidder i en ventesal, når jeg cykler på arbejde, når jeg laver mad – kan jeg vende tilbage til et af mine igangværende forskningsproblemer og vende det i tankerne. Og når der ikke er egne problemer, kan jeg tage fat i andres problemer. Jeg følger med i grupperne om matematik og datalogi på Stackexchange og svarer jævnligt her.

Også den mere “leksikalske” paratviden – bøger og artikler jeg har læst, film jeg har set osv. – kan være nyttig i al sin tilsyneladende unyttighed, netop fordi den kan være med til at skabe perspektiv. Og nogle gange (mange gange faktisk) ender jeg med at vende tilbage til den leksikalske viden.

Russell skriver i sit essay

A contemplative habit of mind has advantages ranging form the most trivial to the most profound. To begin with minor vexations, such as fleas, missing trains, or cantankerous business associates – Such troubles seem hardly worthy to be met by reflections on the excellence of heroism or the transitoriness of all human ills, and yet the irritation to which they give rise destroys many people’s good temper and enjoyment of life. On such occasions, there is much consolation to be found in out-of-the-way bits of knowledge, which have some real or fancied connection with the trouble of the moment; or even if they have none, they serve to obliterate the present from one’s thoughts.

Sådan har jeg det også.

Flattr this!

Engelsk er videnskabens sprog (??)

english-only-zone

I dag sluttede BETTY-mødet med endnu en samling foredrag. Der var fire personer til stede, hvis oprindelse var i lande med engelsk som officielt sprog. Den suverænt største gruppe var italienere fulgt af portugisere. Men alle talte vi engelsk sammen.  Jeg var blandt dem, der holdt foredrag – og det var selvfølgelig også på engelsk.

Det har ikke altid været sådan at videnskabens sprog til kommunikation var engelsk. Den russiske logiker Glivenkos berømte artikel fra 1928 om oversættelse mellem klassisk og intuitionistisk logik var på fransk. Den norske matematiker Thues artikel om ordproblemet for Thue-systemer var på tysk. Den amerikanske videnskabshistoriker Michael Gordin har en interessant artikel om udviklingen frem mod engelsk (og Gordins artikel er selvfølgelig også på engelsk).

Selv kan jeg ikke publicere på dansk. Der er ingen publikationskanaler for mit område på dansk, og det hjemlige publikum af dansksprogede forskere til mine publikationer ville formodentlig indskrænke sig til en snes stykker. Det er nødvendigt at kunne nå en stor kreds af modtagere, og derfor er engelsk vigtigt.

Men nogle gange ærgrer det mig, at vi er så dårlige til andre fremmedsprog i videnskabernes verden (og vel egentlig også til at formidle på vores modersmål). På dén måde er engelsk kommet til at stå i vejen. Der er selvfølgelig masser af mennesker verden over, der lærer et fremmedsprog i disse år, men der er ikke ret mange af dem, der befinder sig i de lande, der har engelsk som hovedsprog. Det, der især ærgrer mig, er at vi for sjældent får muligheden for at formidle vores viden på vores eget sprog – og det ironiske er, at netop denne forventning om formidling er blevet endnu et krav til vore dages forskere.

Flattr this!

Uber-forsker?

Foto: Paolo Pedercini.
Foto: Paolo Pedercini.

I dag talte jeg med min portugisiske kollega og samarbejdspartner Francisco om vilkårene som universitetsansat i Portugal. Der er bestemt forskelle (bl.a. vælger de universitetsansatte hernede stadig institutledere og rektor), men økonomisk set er der tale om samme virkelighed: Det er helt nødvendigt at kunne skaffe eksterne forskningsmidler for at kunne klare sig, og det er rigtig svært. Af en eller anden grund kom vi bagefter til at snakke om Uber. Uber er nemlig forbudt i Portugal.

Her er der en interessant parallel, som den britiske forsker Gary Hall har påpeget. En Uber-chauffør har sin egen bil og hypotetisk set mulighed for at tjene lige så mange penge, det skal være. Men de eneste, der bliver rige for alvor, er firmaet Uber. Det samme tendens, vi ser i den akademiske verden: Hver enkelt af os skal sælge sig selv som forsker. Vi skal skaffe eksterne forskningsmidler hjem til vores institutioner. Hvis og kun hvis vi gør det, kan vi fortsætte vores akademiske løbebane med en vis, tilsyneladende frihed. De fleste kan kun lige akkurat få det til at løbe rundt, og der er stor udskiftning. De eneste, der er helt sikre på at overleve og have det godt, er ledelseslagene i universitetsverdenen. Som Uber-chauffør og som forsker er man pseudo-iværksætter, men reelt som oftest daglejer.

Fra undervisningsverdenen kender vi et parallelt fænomen. Der har allerede i mange år været akademikere, der har overlevet på løse ansættelser som undervisningsassistenter på danske universiteter. Men nu kan man også blive nødt til at sælge sig selv som underviser til de store private aktører. Online-kurser er hastigt på vej frem og er ved at blive big business.

Sidste år købte LinkedIn Lynda.com, der står bag en række online-kurser. Det vil formodentlig have store konsekvenser, for LinkedIn har som bekendt en hel masse data på sine 200 millioner brugere og mulighed for at bruge dem til at målrette online-undervisningstilbud mod dem. Og dette er tegn på en stigende kommercialisering af undervisning, der kun yderligere vil fremme denne tendens til at man som akademiker bliver pseudo-iværksætter, men reelt daglejer.

I begge tilfælde er det nyliberalismens blanding af tilsyneladende fri konkurrence og central kontrol fra stater eller de facto monopoler, der stikker hovedet frem. De eneste, der er sikre på ikke at vinde, er akademikerne.

I øvrigt er LinkedIn nu selv blevet blive opkøbt – af Microsoft.

Og Uber indgik i et partnerskab med Carnegie-Mellon University i  USA, kun for at hyre i alt 40 af deres ansatte året efter. Så nu kan man også blive forsker hos Uber. CMU havde håbet på et forskningssamarbejde, men det blev det  ikke til.

Flattr this!

Praxe

img_5486

Mens jeg skriver dette, er der en stor og højrøstet forsamling af unge mennesker uden for den taverna, der ligger ikke særlig langt fra den lejlighed, jeg har lejet i Lissabon. Nogle af dem har sort tøj på, andre er i deres almindelige tøj og skal knæle foran de andre. Billedet ovenfor er taget 10-15 meter fra min hoveddør. Det, det viser, er en gammel og ikke specielt sympatisk tradition i Portugals universitetsliv

I dag spurgte jeg Francisco Martins, som er den forsker, jeg besøger her på universitetet, hvorfor der er så mange studerende, der går rundt i sort tøj og med lange sorte kapper. Det mindede mig om en slags kostskole-tradition. Francisco rystede på hovedet og fortalte mig at de sortklædte unge mennesker er ældre studerende, der her i de første uger af det nye semester (som i Portugal begynder i netop denne uge) gennemfører en lang række “optagelsesritualer” over for de nye studerende. Hovedformålet med disse ritualer, der under ét kaldes for praxe, er at ydmyge de nye. Francisco kunne fortælle, hvordan en af hans kolleger en morgen sidste år opdagede en studerende, der knælede et sted med en nylonstrømpe over hovedet, mens en ældre studerende så på.

Ironisk nok er den traditionelle sorte klædedragt oprindelig tænkt som et symbol på respekt, lighed og ydmyghed.

De portugisiske universiteter bryder sig ikke om praxe-ydmygelserne, og på Universidade de Lisboa må de ikke finde sted på universitetets grund. For to år siden omkom flere studerende i forbindelse med praxes på det private Universidade Lusófona. Også sidste år var der studerende hernede, der døde i forbindelse med praxe.

Ikke at tingene er bedre i andre lande. Bestemt ikke; i Storbritannien og USA hører man med mellemrum om tilsvarende ydmygelser på traditionsrige universiteter (her kaldes det hazing), og det er snart ved at være en del år siden, der kom fokus på de stadigt mere voldsomme og fornedrende “indvielsesritualer” der finder sted på en del ruskurser på danske universiteter.

Flattr this!