Tid til at være produktiv

Charles Darwins studerekammer.
Credit: Wellcome Library, London. Wellcome Images
images@wellcome.ac.uk
http://wellcomeimages.org

Charles Darwin arbejdede kun koncentreret nogle få timer hver dag. Han begyndte dagen med en Resten af tiden brugte han på at gå ture, tale med venner eller sidde og tænke. Han arbejdede fra kl. 8 til 9.30; så tog han sig af at læse og besvare post. Kl. 10.30 lavede han sine forsøg, og ved middagstid gik han en lang tur. Når han så kom hjem efter en times tid eller mere. var det tid til frokost og til at besvare flere brev. Kl. 15 tog Darwin sig en lur på time, gik en tur igen, sad så i studerekammeret og spiste aftensmad med familie ved 17.30-tiden.

Det er værd at bemærke, at Charles Darwin fik skrevet hele 19 bøger.

Jeg vil selvfølgelig ikke sammenligne mig selv med en af de vigtigste skikkelser i de seneste 200 års naturvidenskab, men vilkårene for forskere er ofte helt anderledes nutildags. I dette semester er jeg således ikke begyndt at skrive noget nyt. Når jeg kan læse hvordan nogle af mine kolleger stolt proklamerer, at de i år har fået tre artiker optaget til én fremtrædende konference og “kun” én til en anden fremtrædende konference, er det bestemt ikke en følelse af stolthed, der vælder frem hos mig.

Og vel holder jeg af at undervise og vel har jeg selv valgt at være med i studienævn, så det er ikke mit ærinde at sige noget negativt om undervisning, møder eller e-mail, men jeg får reelt ikke ret megen sammenhængende tid til forskning. Der er en officiel forventning om at jeg skal være så produktiv som overhovedet muligt, for det er dét jeg skal vurderes på, men det er svært at være produktiv, når dagene ofte bliver hakket i stykker af undervisning, møder og e-mail. I efterårssemesteret havde jeg ingen undervisning (bortset fra en workshop ved adjunktpædagogikum), og da kunne jeg konstatere at en god og udbytterig dag for mig kunne rumme omkring fire timers fordybelse alt i alt. Resten af tiden endte jeg ofte med at bruge på rutineprægede arbejdsopgaver og på – at gå korte ture i nærheden af Institut for matematiske fag eller sidde og drikke te og tænke. Men jeg fik meget mere ud af dagene, end jeg har gjort i mange år. Produktiviteten kom af en vekselvirkning mellem omtanke og skriveaktivitet.

Charles Darwin afsatte lang tid til besvare post, men han fik også tid til eftertanke gennem sine gåture. Med til historien hører vel også, at Darwin som 29-årig var tæt på at gå ned med stress, da han skulle færdiggøre sit store værk om rejserne med Beagle. Det har formodentlig været denne triste erfaring, der hjalp med at passe bedre på sig selv.

Flattr this!

March for Science 2017

I dag er der March for Science rundt omkring i verden. I Danmark er der arrangementer i København og i Aarhus. De danske arrangører skriver

March for Science er en global hyldest til videnskaben og et opråb om at værne om det videnskabelige samfund og vor planet. Gradvis udvikling af sociale og politiske tendenser har forårsaget bekymring blandt forskere og almindelige mennesker verden over. Politikerne har tilbøjelighed til at tænke kortsigtet og prioritere arbitrære problemstillinger. Det er på høje tid at folk, som støtter videnskabelig forskning og evidensbaseret politik, træder frem og giver deres mening til kende.

Hele benægtelsen af den globale opvarmning og af den er menneskeskabt, mange politikeres skepsis over for betydningen af forskning og hele det usikre økonomiske grundlag for forskning er alt sammen grunde til bekymring.

Desværre kan jeg ikke selv være med i dag – der er ikke nogen march planlagt i Aalborg. Men mon ikke der bliver behov for at gå på gaden igen?

Flattr this!

Det første møde med faget

Da jeg begyndte at studere i 1982, begyndte jeg på det, der hed den teknisk-naturvidenskabelige basisuddannelse. Først efter et år skulle man vælge studieretning. Jeg havde dog bestemt mig, allerede inden jeg begyndte – jeg ville studere matematik. Men mange var i tvivl, ved jeg. Det, der inspirerede mig til at ville læse matematik, var at jeg havde en rigtig god matematiklærer i gymnasiet – ikke senere jobmuligheder eller lignende. Den underviser, jeg havde på basisuddannelsen, var til gengæld ikke bemærkelsesværdig – han var faktisk ikke engang matematiker. Men det var ligemeget – jeg havde bestemt mig.

I vore dage er valget af studieretning næsten alle steder på de danske universiteter afgjort ved studiestart. I USA er studievalget derimod ét, man først foretager efter man er begyndt på universitetet.

Men hvad er det så, der får amerikanske studerende til at vælge studieretning? En undersøgelse af hvad der motiverede 100 universitetsstuderende peger på at det i høj grad er de tidlige oplevelser mere lærere, der har indflydelser – det er faktisk ikke primært f.eks. ansættelighed eller løn, men derimod hvor de studerendes oplevelse af hvor imødekommende undervisningen. Især for de naturvidenskabelige fag er det første møde rigtig vigtigt. Én dårlig oplevelse kan få studerende til helt at fravælge naturvidenskab. Omvendt kan én god oplevelse betyde meget. Nogle studerende talte i undersøgelsen ligefrem om at de valgte en bestemt lærer.

Det er vel ikke overraskende, at det er de tidligere oplevelser med lærere, der skaber faginteressen. Men alt dette peger også på at kvaliteten af undervisningen i dette første møde har stor betydning – at man skal overveje nøje, hvem man sætter til at holde kurser og til at være vejledere. Og man skal overveje hvad man vil med det første møde. Skal det bruges til at sortere studerende fra eller til at byde velkommen? 

Flattr this!

Eksamen for meget store hold – hvordan gør vi?

Foto: Ólafur Steinar Gestsson

På mit institut har vi i dag haft en diskussion af de udfordringer, der er forbundet med eksamen for store hold. Vi har nu hold med langt over 100 studerende ved Institut for datalogi, og det er efterhånden ved at blive umuligt at afholde mundtlig eksamen i kurserne for så store hold inden for de sædvanlige eksamensperioder – og der skal jo også være tid til at holde mundtlig eksamen i projekterne. Men også hvis man går over til skriftlig eksamen, kommer der problemer, for det er overvældende at skulle sidde med mere end 100 eksamenssæt. Næste år starter der et hold med 170 studerende. Planen er nu at lave en adgangsbegrænsning, så der “kun” kan komme hold på op til 225 studerende på datalogi og software. Men det får bestemt ikke udfordringen til at gå væk.

En mulig løsning er at anvende en eksaminator til hver enkelt delopgave i eksamenssættet. En anden mulighed er at inddrage hjælpelærere i rettearbejdet for eksamensæt, og en helt tredje mulighed er at finde helt andre måder at bedømme på. Nogle talte i dag for multiple choice-eksaminer, for de er meget nemme at rette. Men der er rigtig mange læringsmål, man aldrig vil kunne bedømme på den måde. Det er helt uklart for mig, hvordan man ved brug af multiple choice-tests skulle kunne bedømme f.eks. om en studerende har opfyldt det læringsmål at kunne skrive et program eller at foretage et bevis ved matematisk induktion. Jeg vil være meget utryg ved at anvende multiple choice-tests i stor stil.

Så vidt jeg kan se, er det eneste fornuftige at drage nytte af hvad vi allerede ved. Der er allerede en hel del erfaring på andre universiteter, og især uden for Danmark, med at skulle undervise og eksaminere store hold. Alle er tydeligt enige om én ting: At det kræver resurser at lave ordentlige bedømmelser. Der er ingen genvej til en god eksamen.

Flattr this!

Så tager vi bare de gamle slides

I dag holdt jeg endnu engang min workshop om flipped classroom i forbindelse med adjunktpædagogikum på AAU. I en pause spurgte en adjunkt mig, hvad det værste ville være, der ville kunne ske, hvis flipped classroom slog igennem og de fleste undervisere begyndte at indspille podcasts i stedet for at forelæse. Jeg tænkte mig lidt om og svarede så, at det værste ville være at alle de mange forelæsere, der bruger et hav af slides (ofte: Powerpoint-slides) i deres forelæsninger, simpelthen tog deres slides-baserede præsentationer og lavede dem til podcasts. Og her nikkede adjunkten.

Der findes allerede en udbredt kultur om genbrug af slides blandt universitetslærere, og vi risikerer meget let at føre denne kultur videre ind i en verden af podcasts. Her mindes jeg en kollega fra AAU, der holdt et kursus med masser af slides – og kursuslitteraturen var de selvsamme slides! Jeg har aldrig hørt nogen, der oplevede de lange forelæsninger med dynger af slides som værende god undervisning. Mange har lært at leve med dem, men det er så også dét.

Jeg tror stadig, at det schweiziske Anti-Powerpoint-parti (som jeg skrev om her i 2011) har sin berettigelse.

Flattr this!

Når de studerende stemmer med fødderne

Lavt fremmøde i AAUs bygninger i Rendsburggade.

I dag begyndte jeg at undervise igen, nu hvor min stemme er tilbage og influenzaen kun er et ærgerligt minde. Det var godt at komme i gang igen, men ikke alt var godt. Jeg har tidligere skrevet om lavt fremmøde. Nogle har herefter påpeget, at antallet af faktiske deltagere burde være sat lavere end Moodle gør og at fremmødet derfor var bedre end jeg troede. I dag kunne jeg se, at fremmødet er blevet tydeligt lavere her midt i semesteret og ikke alene kan tilskrives varierende opfattelser af antallet af registrerede deltagere.

Jeg laver et antal opgavesæt svarende til hvor mange, der havde meldt sig til denne kursusgang. Men i dag lå der alligevel 15 opgavesæt tilbage. Og jeg så også, at nogle studerende dukkede kortvarigt op, hentede et opgavesæt og derefter skyndte sig at forlade lokalet igen. De var ikke engang interesseret i at følge min korte introduktion i plenum til opgaverne. Det var også i dag, jeg havde den nye lærebog med, som skal bruges i anden halvdel af kurset, og som de studerende har kunnet bestille og i dag kunne hente. Men på grund af det lave fremmøde er halvdelen af disse bøger ikke blevet hentet af studerende.

Jeg har ikke tidligere år oplevet, at mit kursus på denne måde er ved at kæntre, fordi en stor en del af de studerende “stemmer med fødderne” og bliver væk fra undervisningen. Rygtet vil vide, at mange studerende nu sidder i grupperummene i undervisningstiden i stedet for at dukke op til øvelserne i seminarrummene. Det er jeg rigtig ked af.

Det er trist at opdage, at så mange studerende er af den holdning, at de med fordel kan undlade at have kontakt til underviserne. Og det er ærgerligt for mig som underviser at bruge tid på at planlægge et undervisningsforløb, som mange vælger ikke at ville deltage i.  Jeg vil rigtig gerne have, at de studerende lærer det fag, jeg underviser i, for det er et fag, som jeg holder af og som er vigtigt, men det er svært at trænge igennem, når mange studerende ikke vil deltage. Måske er der tale om en tavs protest mod et kursusforløb, som de studerende finder utilfredsstillende, men jeg ved det ikke. Det er svært at finde ud af, hvad problemet skyldes, for jeg kan ikke spørge de mange studerende, der vælger at blive væk.

Der er en yderligere konsekvens, som de tavse, fraværende studerende formodentlig ikke er opmærksomme på: Når et stort antal studerende konsekvent ikke deltager i undervisningsaktiviteter, kommer det meget let med til at bane vejen for nedskæringer i de kommende år. Vi er i forvejen presset på resurser, og det bliver svært for mig at argumentere for at få to hjælpelærere til næste års kursus, ja måske endda at få hjælpelærere overhovedet, når et stort antal studerende ikke gør brug af hjælpelærerne.

Flattr this!

Om at fortælle kort og klart

I dag har jeg haft en bedring af min influenza (den kedeligste, men synligste hverdagssygdom jeg kender!) med lavere feber; så jeg har da nu igen kunnet læse. Derfor fik jeg i dag omsider læst Små ord om store spørgsmål af den norske kriminolog Nils Christie, der døde i 2015 i en alder af 87. Ikke af alderdom, men da han på cykel blev ramt af en sporvogn.

Vi har at gøre med en kort bog på kun 126 sider, men den har et vigtigt budskab, som den udtrykker forbilledligt enkelt og præcist: At gode og klare fortællinger er vejen til en ordentlig kommunikation mellem eksperter og “lægfolk”, herunder de mennesker på samfundets bund som ingen lytter til – også de helt ordløse. I denne henseende er Nils Christies bog forbilledlig.

Christies insisteren på fortællinger er det stik modsatte af populisme. Man kunne måske frygte en lang tirade om “eksperter og smagsdommere”, men nej – det er tværtimod det gode møde mellem eksperter og lægfolk, der ligger ham på sinde. Det vigtige for Christie er at eksperter inden for samfundsforhold lærer at kunne kommunikere uden “store ord”, dvs. knudrede sætninger og masser af terminologi. Ifølge ham vil man kunne kommunikere præcist om samfundsforhold ved brug af “små ord” – deraf bogens titel.

Sidste kapitel i den lille bog består af en lang række begrundede råd til hvordan man skriver, og her er det skriveprocessen, der er i fokus. Dette kapitel er i sig selv værd at læse.

Men hvorfor ikke læse hele Små ord om store spørgsmål? Den er det værd og er hermed anbefalet.

Flattr this!

Loyale akademikere?

De danske universiteter uddanner ganske mange kandidater, der får job i private virksomheder som software-udviklere. Ikke helt få kandidater i datalogi og software fra AAU får job hos virksomheder som bl.a. BAE Systems, der arbejder med overvågningssoftware efterspurgt af udemokratiske regimer. Det har jeg tidligere skrevet om.

Universiteterne uddanner også mange kandidater i kommunikation og medier. Her er en af skyggesiderne, at deres færdigheder kan blive brugt som led i strategier, der skal dække over et fravær af demokrati.

Ude i verden er der ifølge en rapport fra den kritiske NGO Corporate Europe Observatory en lang række regimer, som får aktiv hjælp af europæiske kommunikationsbureauer.  Der er kommunikationsmedarbejdere, der hjælper regimerne i Kina, Bahrain, Syrien, Israel, Usbekistan, Ækvatorialguinea, Saudiarabien og mange andre lande med at give et noget mere positivt billede af situationen i de pågældende lande end mange andre medier gør. I nogle tilfælde, i lande hvor der trods alt er valg, er det kommunikationsfirmaer, som ender med at styre valgkampagnerne.

I en anden og på sin vis selvfølgelig mindre voldsom sammenhæng ser vi også en vækst i brugen af kommunikationsafdelinger, nemlig som del af New Public Management. PR-afdelingerne er blevet en stadigt synligere del af offentlig virksomhed, og i den danske universitetsverden er kommunikationsafdelingernes aktivitet vokset voldsomt siden universitetsloven af 2003 afskaffede universitetsdemokratiet.

Retfærdigvis skal det siges, at der bestemt også er akademikere, der er kritiske over for disse tendenser.  Men for mig at se er det bekymrende, at mange universitetsuddannede uden videre accepterer at arbejde med at skabe dårligere vilkår for demokratiet.

Hvad er det for en dannelse, vi vil give akademikere som ballast ud over de rent faglige kompetencer/færdigheder/viden? Skal vi uddanne dem til at forsvare en demokratisk tradition eller til at være loyale? Folkeskoleloven nævner som at målsætning at eleverne skal lære “…deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.” Men i strategierne for de danske universiteter er det faktisk kun Roskilde Universitet, der nævner ordet demokrati!

Flattr this!

Farvel til WAP

I dag tog vi afsked med Wladyslaw A. Pietraszek, af mange bare kaldet WAP efter sine initialer. Wladyslaw, der oprindelig er fra Polen (han er endda fra Sydpolen!), kom til Aalborg i 1984 efter en kort ansættelse på Århus Universitet. Oprindelig var han lektor i datalogi, men snart gik han over til at være systemansvarlig, og det var i den kapacitet, han tog initiativet til at opbygge det, der efterhånden blev til en god og effektiv IT-tjeneste ved det, der i dag er Institut for datalogi. Denne tjeneste blev udbredt til flere institutter, og i 2009 besluttede universitetsledelsen at oprette en fælles IT-tjeneste, som Wladyslaw og de andre IT-ansvarlige fra Institut for datalogi blev rekrutteret til. Herefter så vi desværre ikke længere så meget til ham.

Jeg husker de tidlige år med de små Macintosh-maskiner, de store Sun-arbejdsstationer og den første laserprinter, og jeg husker hvordan Wladyslaw var med til at bringe Internettet til AUC, som universitetet hed dengang. Og jeg husker som så mange andre hans rolige og tålmodige facon, når han forklarede os de aspekter af IT-tjenesten, som godt kunne drille. Selv om jeg og andre ikke har set meget til ham, siden han blev leder af ITS, bliver det underligt at han ikke er på universitetet mere.

Flattr this!

56 procents fremmøde

Et fremmøde på nul procent i AAUs bygninger i Rendsburggade.

Det er nu snart en måned siden, jeg igen skulle prøve at være underviser i et kursus for et stort hold, nemlig de studerende på datalogi og software på 4. semester. Jeg bruger flipped classroom-formen med podcasts og øvelser i plenum i tre seminarrum. De studerendes kommentarer til min undervisning har været positive, men jeg er samtidig bekymret. Der er 157 studerende tilmeldt kurset, men der deltager kun mellem 80 og 90 til øvelserne. Det er en fremmødeprocent på mellem 50 og 56. Hvor ved jeg dét fra?

Jeg kopierer opgaveark til de studerende, og for at vide hvor mange ark,  jeg skal kopiere, er jeg nødt til at vide hvor mange, der deltager og har derfor indført at de studerende skal tilmelde sig via kursets hjemmeside.

Nogle studerende, jeg har talt med (og det er nogle af dem, der deltager trofast), forklarer derfor det lave fremmøde med at det er for krævende at skulle melde sig til øvelserne. Hertil kan jeg kun bemærke, at man simpelthen bare skal klikke på et link, som man får i en mailbesked, og derfra klikke på en knap – så er man meldt til.  Det er der så åbenbart mange studerende, der ikke kan overskue. Nogle af dem dukker alligevel op til øvelserne uden at være tilmeldt og tager de opgaveark, som jeg har lavet til dem, der faktisk har tilmeldt sig. Nogle af de tilmeldte studerende, der så ikke får et opgaveark, går tilsyneladende deres vej igen. Men sådanne dårlige erfaringer kan næppe være forklaringen på det lave fremmøde. For fremmødet har været på lige knap 90 studerende allerede fra allerførste kursusgang.

En anden mulighed – som jeg har fået bekræftet er tilfældet – er at nogle studerende ikke vil deltage i øvelserne i seminarrummene, men vil sidde for sig selv et andet sted, f.eks. i et grupperum. En konsekvens er så at de pågældende studerende aldrig kommer til at møde deres underviser; jeg kan ikke bruge en masse tid på at gå rundt og lede efter de studerende, der gemmer sig. Det er ærgerligt at opleve at nogle studerende oplever det som vigtigere at sidde i et grupperum end at have mulighed for at møde og tale med deres underviser.

Samtidig har jeg, gennem at tale med mine kolleger, kunnet konstatere at det ikke specielt er mit kursus, der er udsat for lavt fremmøde. Situationen ser ud til at være generel: Der er nu stadigt flere studerende, der ikke deltager i kursusundervisningen.

Et afledt problem er at vi har problemer med lokalereservationerne. Fordi vi har hold med 157 studerende, er vi nødt til at finde undervisningslokaler der er store nok – og sådanne store lokaler findes ikke i vores bygning. Så de studerende skal sendes ud af huset, og vores studiesekretærer skal aftale fjernlån af lokaler. Men vi har faktisk i vores bygning et lokale, der er stort nok til omkring 90 studerende. Hvis vi vidste, at der reelt kun dukker under 90 studerende op til undervisningen, kunne vi undgå at skulle lave fjernlån af lokaler.

Jeg aner ikke, hvad der er at gøre ved det lave fremmøde. En mulighed er at mange studerende oplever resursesituationen og det generelle pres på dem som så voldsomt, at de simpelthen “stemmer med fødderne”. Men det er svært at finde ud af hvorfor studerende bliver væk; man kan jo ikke tale med studerende, der ikke er der.  Og det lave fremmøde er et problem ud over det rent logistiske og ud over undervisernes lidt irrationelle følelse af at blive valgt fra.

Tidligere år har jeg nemlig kunnet observere, at fremmødeprocenten omtrent svarer til beståelsesprocenten ved eksamen – en observation, jeg gør de studerende opmærksom på. Og med en fremmødeprocent på 56 tegner det jo ikke godt.

Flattr this!