En hilsen fra fortiden

Fordelen opdagede jeg noget usædvanligt i det store auditorium, hvor jeg holdt klasseundervisning i Syntaks og semantik. Omme i hjørnet, skjult bag en tavle på hjul, stod der… en overheadprojektor. Det var et underligt nostalgisk gensyn, for det er år og dag siden jeg har set sådan én.

Men jeg husker endnu de glade dage i 1970’erne, hvor jeg gik i folkeskolen og overheadprojektorerne holdt deres indtog i undervisningen. Dengang troede mange lærere og skoleledere, at det ville forandre undervisningen. Det eneste, der skete, var at lærernes præsentationer blev kedeligere. Nu skulle vi elever vænne os til at se på store, hvide lysende flader og ikke altid lige godt udarbejdede transparenter. I min studietid herskede overheadprojektoren stadig. Jeg lærte en masse om vandopløseligt og ikke-vandopløseligt blæk og om kopifaste transparenter.

For knap tyve år siden blev overhead-teknologien dog afløst af præsentationssoftware. De store, lysende hvide flader levede videre, men det var slut med de ikke altid lige godt udarbejdede transparenter. I stedet kom der den ene dårligt udarbejdede Powerpoint-præsentation efter den anden.

Men teknologibegejstringen lever endnu. Aalborg Universitet har således det, ledelsen kalder for en digitaliseringsstrategi. Heri står der

Udviklingen af digitale teknologier er et rammesættende vilkår, som både åbner for nye muligheder og stiller os over for nye forventninger og krav fra omverdenen – krav om kontinuerlig tilpasning i en ofte uforudsigelig og omskiftelig fremtid, også for AAU.

Hvis den nuværende strategi var blevet til i 1970’erne, ville den have været en strategi, der udtalte at overheadprojektoren var et rammesættende vilkår! Der er på sin vis underligt, at det netop er en som mig, der skal udtrykke skepsis over for teknologien, men det er barokt at lave en officiel strategi, der ser teknologien som det primære og som det vilkår, vi skal tilpasse os, i stedet for at vi får lavet en strategi, der først og fremmest har til formål at skabe god undervisning og god (formidling af) forskning. De teknologiske hjælpemidler skal være netop dét: Hjælpemidler til at skabe god undervisning og forskning. Så i virkeligheden tror jeg vel ikke på digitalisering som noget, der har værdi i sig selv

Denne gang er det Syddansk Universitet

Foto: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/8d/Rustenborg.jpg

Nu er det Syddansk Universitet, der har et underskud og skal skære lønudgifterne ned – eller hurtigt finde nye indtægter. Det er specielt Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der skal holde for på SDU. Ifølge SDUs budget skal lønudgifterne skæres fra ca. 308 millioner kroner i 2019 til 266 millioner i 2021 for at kunne skabe balance mellem udgifter og indtægter. Fakultetet forventer et underskud på 28 mio. millioner kroner i 2019 og 20 millioner i kr. i 2020. Om der bliver tale om en fyringsrunde, kan ledelsen endnu ikke fortælle.

På AAU blev Institut for Økonomi og Ledelse ramt særlig hårdt. På SDU er det Institut for Marketing og Management.Ifølge institutlederen ved dette institut er årsagerne til underskuddet en kombination af 2-procent-besparelserne på uddannelserne, dimensioneringen, lukningen af engelsksprogede uddannelser, udsigten til at takstforhøjelsen til samfundsvidenskab ikke bliver forlænget og en faldende basisbevilling til forskning. Om topledelsen på SDU bruger fyringer som en anledning til at skabe ændringer i organisationen, ved jeg endnu ikke.

Først var det AAU, så var det KU og nu altså også SDU. Det ser efterhånden ud som om det nu er blevet et vilkår, at de danske universiteter skal gennem fyringsrunder med al den usikkerhed og den utryghed, det medfører. Det er et urimeligt vilkår. Nogen bør nævne det i en kommende valgkamp.

Den svære kunst at være ordentlig

I dag havde jeg besøg af en estisk universitetslærer fra universitetet i Tallinn. Han var meget interesseret i at høre mere om vores undervisning på Aalborg Universitet, både hvad angår kurser og projektarbejde. Jeg prøvede at svare, så godt jeg kunne.

Til sidst stillede han et bredt spørgsmål: Hvad var mon den vigtigste erfaring, jeg havde gjort mig i mine år som universitetslærer?

Og her måtte jeg sige, at det vigtigste, jeg har lært inden for de seneste få år er at man skal være venlig og imødekommende over for dem, man underviser. Det lyder plat og selvindlysende, men det er det ikke. Når nogen stiller et spørgsmål, er det tegn på at de er interesserede og gerne vil lære – og så skal man møde dem på en venlig og imødekommende måde.. Jeg vil ikke påstå, at jeg altid har været uvenlig før i tiden. Men jeg har godt kunnet være mere åbenlyst utålmodig end jeg prøver at være i dag. Jeg har hørt om universitetslærere, der direkte sagde til studerende, at deres spørgsmål var så dårlige, at det tydede på at de skulle tilbage på et lavere semester! Til gengæld har jeg også oplevet universitetslærere, der var meget rummelige og empatiske. Dem har jeg lært meget af.

Den attitude, man viser over for dem, man underviser, betyder generelt rigtig meget. Jo mere ærligt og jo mere præcist, man kan kommunikere med de studerende, og jo mere man kan tage dem alvorligt, jo mere får man igen fra dem. Det er dét, der er min erfaring og dét, jeg stræber efter.

Tør vi skrive det i en mail?

Flere gange siden efteråret 2018, og især efter fyringsrunden tidligere i år, har jeg oplevet, at mine kolleger på AAU har skrevet, at de følte sig utrygge ved at fremføre kritik af ledelsen i mail eller på sociale medier. Senest skrev jeg en mail til en kollega og fik det svar, at vi skulle fortsætte korrespondancen gennem vores private mail-konti fordi der som del af det, vi skrev, var tale om en kritik af ledelsen. Min kollega følte sig lidt paranoid, men ville samtidig hellere være på den sikre side. Jeg prøvede at berolige ved at sige dette: Hvis ledelsen ville skride ind over for os på baggrund af kritiske udsagn i en privat mail der brugte vores AAU-mailadresser, ville de samtidig have afsløret, at de læste vores mail. Men jeg fortsatte korrespondancen i privat regi.

For muligvis har min kollega ret. HK skriver:

Husk aldrig at skrive noget illoyalt om din leder, arbejdsplads eller kollegaer fra din arbejdscomputer, telefon eller tablet. Dels fordi du er forpligtet til at være loyal over for din arbejdsplads, dels fordi det kan havne i de forkerte hænder.

og DM skriver

Når der foreligger en berettiget interesse fra arbejdsgivers side og hensynet til den ansatte ikke overstiger denne interesse. Er den ansatte fx ikke tilstede, og der er materiale i indbakken, som skal bruges, og som ikke kan afvente den ansattes tilbagekomst, kan arbejdsgivers interesse i at åbne den ansattes mails overstige hensynet til den ansatte.

Arbejdsgiver vil også have en interesse i at åbne den ansattes mails, hvis ar-bejdsgiver har en konkret mistanke om uregelmæssigheder eller misbrug.

Men det er en gråzone. Er man illoyal, hvis man kritiserer ledelsen? Min holdning er (vel ikke overraskende), at det er man ikke, blot fordi man er kritisk. Og vi kan ved at skrive “Privat” i emnefeltet angive, at en beskeds indhold er privat – da må ledelsen ikke læse med. Vi kan anerkende, at ledelsen er der, men vi behøver ikke at billige dens beslutninger eller adfærd.

Frygten for, at ledelsen læser med, dækker for mig først og fremmest over det, at der er blevet skabt en følelse af utryghed ved og frygt for ledelsen, og alene dét er bekymrende. I en kronik i Information skriver Rasmus Willig og Anders Ejrnæs om tavshedskulturen i offentlige og private virksomheder, at

For det første skal vi forstå selvcensur i bogstavelig forstand. Det er ikke kun en censur af det frie ord, men også af selvet, og derfor oplever vi sandsynligvis, at flere reelt bliver stresssygemeldt af ikke at kunne tale om de problemer, de oplever.

For det andet indebærer selvcensuren en ny type tavshedskultur, hvor der ikke tages hånd om særlige kritisable forhold.

I denne kultur kan vi også finde forklaringen på, hvorfor vi ser den ene skandale efter den anden i den offentlige og private sektor. Der tages simpelthen ikke hånd om problemerne med rettidig omhu. Og det har, for det tredje, den konsekvens, at der ikke reageres på et dårligt fungerende, stressfyldt og psykisk arbejdsmiljø, hvilket i værste fald forværres.

Netop dét er desværre også min fornemmelse.

Hævnen kommer til eksamen

For nylig har vi igen talt om semesterevalueringer i studienævnet. En af udfordringerne er, at evalueringerne er anonyme. Formodentlig betyder det, at nogle studerende udtrykker sig på en måde, som de ikke ville gøre, hvis de skulle stå ansigt til ansigt med underviseren eller andre berørte parter. Men helt sikkert er det, at de anonyme evalueringer gør det umuligt at svare på den kritik, der kommer. Vi ved nemlig ikke, hvem vi skal svare.

Jeg har i den forbindelse foreslået, at man erstattede de anonyme evalueringer med et obligatorisk møde, hvor underviseren talte med de studerende om kursets forløb. Nogle studerende syntes at dette var en god idé, men andre var bekymrede. De sagde, at en del studerende formodentlig ville være bange for at udtale sig kritisk af frygt for at det kunne få konsekvenser ved eksamen.

For nylig snakkede jeg med en gymnasieelev, der gav udtryk for at undervisningen i et bestemt fag ikke var så god. Men hvorfor fortæller I så ikke læreren, at der er noget, I ikke forstår og måske gerne ville have mere hjælp til? spurgte jeg. Og svaret var helt tilsvarende det, jeg hørte fra universitetsstuderende: Tænk hvad det kunne få af konsekvenser senere.

Jeg er ked af, at der hos i hvert fald nogle studerende og gymnasieelever er en frygt for at en underviser vil tage dårligt imod kritik og hævne sig til eksamen. Og jeg spekulerer på, hvor denne tilsyneladende ret udbredte forestilling kommer fra. Selv har jeg aldrig hørt om nogen undervisere, der gjorde noget sådant – det ville være dybt uprofessionelt og nedrigt, og ved enhver eksamen med en censor vil censor være garant for at den slags ikke kan ske. Derudover er det meget vigtigt, at man kan få et godt ry som underviser og lige så vigtigt at man ikke får et direkte dårligt ry. Også dét taler imod at nogen vil bruge eksamen som hævnakt.. For to år siden fik jeg meget hård kritik af min undervisning, og da var jeg om muligt endnu mere opmærksom end ellers på at forhindre, at nogen ville kunne få indtryk af at eksamen skulle fremstå som en hævnakt.

Men samtidig tænker jeg selvfølgelig over, hvor frygten for at eksamen skal blive underviserens hævn, egentlig kommer fra. Der må være nogle ubehagelige historier derude, som jeg ikke kender til.

Vi kan ikke få armene ned (men hvorfor egentlig ikke?)

I dag var jeg til endnu et møde hvor der blev talt om hvordan Institut for datalogi på Aalborg Universitet skal udbyde uddannelser på AAU-afdelingen i København. “Det kan ikke gå galt”, er den officielle melding fra ledelsen. Og vi kan ansætte flere, lød det.

Optimismen var stor. Der var således også nogle af mine kolleger, der udtrykte ønske om at overtage kurser på første studieår, som det lige nu er andre institutter, der leverer.

Det var unægtelig som om nogle af mine kolleger ikke kunne få armene ned over al denne mulige succes. Men jeg har det anderledes. Jeg er bekymret for at vi kan risikere at sidde med en boble, der pludselig brister. Og jeg ved, jeg ikke er den eneste. Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke kan klare os i konkurrencen med KU, DTU, ITU, RUC og CBS, der allerede udbyder universitetsuddannelser i datalogi i hovedstadsområdet og tilmed har nogle veletablerede forskningsmiljøer derovre? Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke kan finde nogen på Institut for datalogi til at undervise i de kurser, vi så gerne vil overtage fra andre? Og hvad skal vi gøre, hvis vi om få år pludselig står med et underskud? Andre institutter har haft den slags problemer for ganske nylig; det er kun få måneder siden, der skete fyringer på næsten alle institutter på AAU og jeg var bisidder ved fyringsmøder.

Det, jeg ønsker mig, er – som jeg skrev det i går – en god form for forudsigelighed.

Ad nye veje: Et helt universitet


De seneste år har jeg skrevet en del kritiske indlæg om det, der sker på Aalborg Universitet. Men her er en positiv formulering af den udvikling, jeg og sikkert mange andre ønsker at se. Det er en vision om et helt universitet for hele samfundet, et universitet, der går ad nye veje i forhold til det, vi ser nu.

Et helt universitet er et universitet, hvor alle føler sig trygge og frie. Et helt universitet er et universitet, hvor

  • alle fagområder har ordentlige vilkår og nyder respekt
  • VIP, TAP og studerende oplever, at de har reel indflydelse på egen hverdag og bliver taget alvorligt
  • VIP, TAP og studerende oplever at beslutningsprocesser er gennemsigtige
  • uddannelserne er hele og har gode vilkår
  • grundforskning og anvendt forskning nyder respekt og kan udfolde sig som de vil
  • alle arbejdsopgaver bliver taget alvorligt
  • der er tryghed i ansættelse og karriere og en god form for forudsigelighed

Nu fyrer de i København

Foto: Christian Rasmussen (https://www.flickr.com/photos/apoltix/with/409161054/)

Mine kolleger sidder med efterdønningerne af fyringsrunden på Aalborg Universitet, og intet bliver vel igen som før. Nu kommer der så også en fyringsrunde på Københavns Universitet, og ligesom på Aalborg Universitet begrundes den i nedskæringer og i dimensionering af uddannelserne. Det Humanistiske Fakultet budgetterer fakultetet med en indtægtsnedgang på 57 millioner kroner frem mod 2022. 31 millioner skal findes på lønbudgettet, og det indebærer, at der skal ske fyringer. Det er rigtig ubehageligt, og min og sikkert mange af mine AAU-kollegers sympati går til vores kolleger ovre i København.

En interessant detalje her er, at nyheden faktisk kan læses i Københavns Universitets universitetavis. Den er uafhængig af ledelsen og er ikke bange for at være kritisk eller for at have en egen redaktionel linje. Man taler i artiklen ikke om en “budgettilpasningsproces”, sådan som ledelsens eufemisme er i Aalborg, men direkte om en fyringsrunde.

På Aalborg Universitet har der længe ikke været noget tilsvarende organ, hvor ansatte og studerende kunne fremføre deres kritik. Alle officielle publikationer på AAU har længe haft karakter af at være idylnotater, der roste ledelsen og udvalgte medarbejdere. Men nu skulle der efter sigende omsider komme en slags universitetsavis også her, og den får navnet AAU Inside. Om det så faktisk fører til en åben og kritisk debat af forholdene på Aalborg Universitet, tør jeg ikke spå om.

Fyringsrunden når frem til medierne

Det tog lang tid at få de landsdækkende medier til at opdage fyringsrunden på Aalborg Universitet. I dag er der et debatindlæg om fyringsrunden, hvor jeg og 14 af mine kolleger fra alle fakulteter kritiserer den måde, situationen udviklede sig og blev håndteret på.

Også i Magisterbladet bringer et indlæg om fyringsrunden. Det er skrevet af Morten Ejrnæs, der er en af initiativtagerne til indlægget i Politiken. ForskerForum bringer et interview med en af dem, der er blevet fyret. I ScienceForum er der et andet indlæg af Morten Ejrnæs og mig. Der er endda en artikel i DJØF-bladet – det er særligt interessant, når man husker at DJØF også organiserer store dele af ledelsen og ledelsens sekretariat.

Forhåbentlig vil krisen på AAU ikke glemt, men blive anledningen til at vi kan få gjort noget ved de dybt kritisable forhold, der nu kendetegner Danmarks universiteter.

Psykisk nedslidning

I dag er der en artikel i Politiken, der har gjort et stort indtryk på mig. Den handler om Linda Kragelund, der var lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet (i dag lagt ind under Aarhus Universitet) og i en alder af 58 år gik ned med flaget.

Her er nøglecitatet fra artiklen.

Grænsen mellem arbejde og fritid var udvisket, og der var meget rejseaktivitet. Linda Kragelund oplevede et stigende arbejdspres, hvor opgaver skulle rettes på normeret tid, og mere og mere af hendes arbejdstid gik med undervisning, mens fritiden måtte tages i brug til at forske. Efter nogle år blev det for meget. 

»Rigtig mange års pres fik mig til at gå ned«.

»Jeg har arbejdet i weekender og på helligdage. Jeg gav ikke mig selv lov til at holde fri, for jeg skulle hele tiden tjene timer ind. Hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg blive fyret«.

Til sidst gik hun til sin fagforening for at få råd til at strukturere sine arbejdsopgaver bedre. Det endte med, at arbejdsmiljøkonsulenten, dybt alvorligt, beordrede hende til at melde sig syg. 

»Herefter lå jeg i sengen i mange uger. Jeg kunne ikke rejse mig. Min mand gjorde alt for mig. Han skulle fortælle mig, hvor tit jeg skulle skifte undertøj. Jeg kunne ikke gabe, jeg kunne ikke græde. Sanseapparatet var virkelig ødelagt«, fortæller Linda Kragelund. Med en alvor i stemmen, der vidner om, at hun i dag godt selv ved, at det virkelig gjaldt hendes liv.

I dag arbejder Linda Kragelund på en erhvervsskole, hvor hun underviser flygtninge, og det fremgår af artiklen, at hun er glad for dette arbejde. Men hun har stadig mén fra sin akademiske karriere, der gik så galt, bl.a. smerter i fødderne og lydfølsomhed.

Jeg vil aldrig sammenligne den psykiske nedslidning med den nedslidning, som mange års hårdt fysisk arbejde kan give – for de to former for nedslidning er helt forskellige af natur. Men den mentale belastning er også reel for ganske mange vidensarbejdere, der tager deres arbejde alvorligt og samtidig lever med omskiftelighed og stadigt flere konkurrencebetingede krav. Nogle siger, at det kan løses med mentale teknikker som meditation, og noget kan det da også hjælpe. Men de ydre omstændigheder skaber også en virkelighed, som selv nok så megen introspektion ikke kan ændre.

Det kan hjælpe at ændre på pensionsalderen, men den rigtig store ændring, der er nødvendig, er at skabe et arbejdsmiljø, hvor man ikke bliver slidt ned, men kan gøre det, man er god til og i trygge rammer. Det gælder også for vidensarbejdere. Beslutningstagerne er nødt til at overveje, om alle sanktionerne, al konkurrencen og den konstante trussel om fyring virkelig er det hele værd.