Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Indtryk ved en prisoverrækkelse

2014-12-12 14.33.16-panorama

2014-12-12 15.01.43  2014-12-12 14.19.21-kaare

2014-12-12 13.37.21-publikum

I dag var jeg sammen med mine AAU-kolleger Kåre Lehmann Nielsen og Jørgen Riber Christensen blevet indbudt til at holde science slam ved Videnskab.dk’s overrækkelse af prisen for årets danske forskningsresultat. Hele arrangementet fandt sted i Videnskab.dk’s lokaler i København, så jeg var ekstra tidligt oppe og med toget over til Rigets Centrum.

Priserne blev overrakt af Sofie Carsten Nielsen – men da ministeren var forsinket, blev der en underlig pause i arrangementet efter science slam og en præsentation af Videnskab.dk’s videomateriale, hvor vi sad og hørte julemusik over højttalerne og snakkede lidt med hinanden.

Prisen som årets forskningsresultat gik helt fortjent til forskere fra Syddansk Universitet, der har fundet frem til en ny metode til tidlig diagnosticering af brystkræft. 1 ud af 9 kvinder bliver ramt af denne kræftform – det var faktisk også den, der kostede både min mor og mormor livet. Også to forskere fra Aarhus Universitet fik hædrende omtale, nemlig dels et hold biomedicinere ledet af Steffen Thiel, der har ændret vores forståelse af immunsystemet, dels Dorthe Jørgensen, der har lavet en doktorafhandling om den skønne tænkning.

Da priserne var overrakt, gav ministeren et kort interview og var derefter pist væk, sådan som uddannelses- og forskningsministre har for vane. Jeg nåede derfor ikke at snakke med hende om studiefremdriftsreformen, dimensionering, akkreditering eller det interessante nye system til digital eksamensadministration.

Til gengæld fik jeg ud over Kåre og Jørgen snakket med bl.a. Dorthe Jørgensen til den reception, der var bagefter. Hun var helt enig med mig (og Kåre og Jørgen og alle andre forskere, jeg har talt med) om at de mange “reformer” på ingen måde er udtryk for skøn tænkning. På Aarhus Universitet har de mange omstruktureringer, der nu rulles tilbage, og de nedskæringer og fyringer der er fulgt i kølvandet på den dårlige økonomi, haft menneskelige omkostninger, som ingen taler om. Stor omskiftelighed og en følelse af ikke at have kontrol over sin situation er to vigtige ingredienser i stress. Jeg har endnu til gode at møde en underviser eller forsker i den danske universitetsverden, der bifalder alt der der sket i de seneste 15 år.

Jeg  tager først hjem i morgen formiddag. I aften skal jeg mødes med nogle af mine gamle gymnasiekammerater, der flyttede herover i sin tid. Det bliver godt at se dem til en juleøl. Viktoriagade, hvor mit hotel ligger, er forresten en rigtig ølgade med Mikkellers ølbar, Mikkellers ølbutik og en rivaliserende ølbutik lige overfor.

Og forresten: hvem vandt så science slam? Det gjorde Kåre, og det var fuldt fortjent. Han talte om behovet for at udnytte vor sparsomme landbrugsjord bedst muligt og om hvor nødvendigt og svært det er at skabe en ny “grøn revolution” med nye, forædlede afgrødesorter.

flattr this!

En eftermiddag med bæredygtighed i Zoo

zoo

I dag var jeg sammen med VIP- og TAP-kolleger til et eftermiddagsmøde i Aalborg Zoo. Mødet var en del af diskussionerne af Aalborg Universitets kommende strategi, og emnet var bæredygtighed.  Formålet var at høre medarbejdere, der interesserer sig for dette emne. I vore dages universitetsverden spørger de ansatte ledere (nogle gange) os almindelige ansatte, og efter høringerne træffer de ansatte ledere de beslutninger, de vil. Sådan er det manglende demokrati indrettet.

Ideen med mødet var sympatisk, men der var alt for lidt tid. Det hele startede med en halv times frokost (indbefattet en præsentationsrunde) og sluttede tre timer senere. Mere end halvdelen af tiden blev brugt til oplæg fra eksterne og interne personer. På et tidspunkt fik vi hele 15 minutter til at diskutere tre af de fem hovedpunkter i AAUs strategi. Der kom en del lovende bemærkninger, og det kunne være blevet gode diskussioner, hvis der bare havde været meget mere tid.

Oplæggene var af varierende kvalitet. Nogle var gode, i andre føg det med floskler. Der var brændende platforme. Der var brand (som ikke har noget at gøre med de platforme, der åbenbart er ild i). Der var tovholdere. Osv. osv. Også ordet bæredygtighed er blevet en floskel. Egentlig kommer begrebet fra Brundtland-rapporten og sigter ikke bare til spørgsmål om miljøbelastning, men også til bl.a. arbejdsmiljø og muligheder for medindflydelse. Disse yderligere aspekter af bæredygtighed prøvede flere af os da også at bringe på banen.

Kald mig gerne gammel og tvær, men selv ikke nok så mange høringsrunder eller det glatteste managementsprog med de mest flommede floskler kan erstatte det universitetsdemokrati,  der ikke er mere. Jeg savner denne manglende bæredygtighed hver dag og jeg vil aldrig tilgive de partier, der fjernede den.

flattr this!

Hurra for et nyt system?! Eller: Jeg ved desværre ikke så meget om IT.

arcane

I dag var jeg sammen med en del andre kolleger fra rundt om på mit universitet til orienteringsmøde om det nye system til digital administration af eksamen på danske universiteter. Systemet er et samarbejde mellem AU, KU, RUC, CBS og AAU , og der vil blive iværksat de første pilotprojekter om anvendelse af det til næste år. De to oplægsholdere var blandt dem, der deltog i projektet fra AAU.

Systemet bliver udviklet af et privat firma og derefter solgt til universiteterne for kun 2 millioner kroner – og det var en meget fordelagtig pris, sagde oplægsholderne.

Da den ene oplægsholder begyndte at tale om at systemet snart ville blive implementeret, begyndte jeg at blive urolig. Men så gik det op for mig at ordet “implementere” betyder noget helt andet for en administrator end for f.eks. en datalog, nemlig “taget i brug”. Vi andre tænker på programmering, når vi bruger det ord.

Jeg håbede at dette var det sidste tidspunkt under orienteringsmødet, hvor jeg ville være urolig. Men nej. Jeg blev ikke mere rolig, efterhånden som orienteringsmødet skred frem. Tværtimod. Og til sidst var jeg faktisk rigtig ked at at systemet faktisk var blevet implementeret (i datalog-forstand).

Ideen bag et nyt system til eksamensadministration er egentlig god, og for mundtlig eksamens vedkommende formodentlig ikke så bøvlet. Også for skriftlig eksamens vedkommende er der en hel del arbejdsgange, der gerne måtte forenkles. Der er en del papirarbejde med trykning og uddeling af eksamensopgaver og indsamling af besvarelser, og der er en række ukoordinerede systemer, der tager sig af forskellige aspekter af eksamen. Det ville være godt at få dette strømlinet. Og så er der et ønske fra studerende om at skriftlig eksamen kan blive gjort digital.

Men det er netop her, alle de smukke intentioner strander. Man vil nemlig lade systemet distribuere eksamensopgaverne digitalt og lade de studerende uploade deres besvarelser. Men hvordan håndterer man elektronisk aflevering i fag, hvor man skal aflevere tegninger eller besvarelser med et stort indhold af matematiske formler?  Rundt om på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er der en masse af den slags eksamener (jeg afholder selv et par stykker af slagsen).

De to lokale oplægsholdere nævnte, at de godt var klar over at der var et problem her.  Men vi har set på mulighederne for at skrive matematik i Word, og så havde man da også overvejet at købe en masse iPad’er, sagde den ene oplægsholder for at berolige. Det var her, jeg spontant ytrede at man da ikke skriver matematik i Word.  Adskillige af mine kolleger gryntede med netop her. Indkøb af en masse iPad’er var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med pointgivning ved skriftlig eksamen. I et eksamenssæt giver vi typisk hver opgave et pointtal og lader den studerendes karakter være baseret på hvor mange point, han/hun opnåede. Men systemet understøtter ikke muligheden for et pointregnskab – det kom tydeligt bag på oplægsholderne.

Og så var der også lige det med mulighederne for at læse og annotere besvarelser. Systemet understøtter dette, men kun via sin egen indbyggede dokumentlæser i et lille vindue og med begrænsede muligheder. Oplægsholderne syntes, det var interessant at der var PDF-værktøjer, der kunne en hel masse mere.  Den ene oplægsholder indrømmede (og sagde adskillige gange senere også) at han desværre ikke vidste så meget om IT.

Og så var der også lige det med at det var underligt, at eksamensformerne tilsyneladende skulle tilpasses til hvad systemet ville kunne, i stedet for at man kunne lade eksamen styre af hvordan læringsmålene skulle undersøges. F.eks. kunne man ønske at begrænse de studerendes adgang til hjælpemidler. Her forsikrede oplægsholderne os om at man i de tilfælde, hvor det slet ikke ville kunne lade sig gøre at bruge det nye system til eksamen, selvfølgelig ikke skulle bruge det.

Og så var der også lige det med brug af computere. En digital eksamen skal foregå på computer, og det nemmeste ville jo være hvis de studerende kunne tage deres egne computere med. Men på dem kunne der ligge alle mulige ikke-tilladte hjælpemidler og malware tillige. Her sagde den anden oplægsholder, at man jo kunne indrette “eksamensfabrikker” – store, særligt indrettede lokaler med et stort antal særligt indkøbte computere, der kun skulle bruges til skriftlig eksamen. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med projektrapporter. Mange af de tilstedeværende projektvejledere ville gerne fortsat have et papireksemplar af projektrapporter og ville insistere på at de studerende skulle bruge papireksemplarer for at undgå muligheder for snyd. Men jeres egne eksemplarer kan I jo selv skrive ud, sagde oplægsholderne. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med inddragelsen af os, der skulle bruge systemet. Man havde involveret et mindre antal sekretærer og også spurgt studieledere om deres holdninger. (Her skal det i parentes bemærkes at studieledere i modsætning til undervisere, studiesekretærer og studerende hverken afholder, bedømmer, administrerer eller deltager i eksamen.) En kollega foreslog at man nedsatte en brugergruppe, der kunne bidrage til videreudviklingen af systemet og tage udgangspunkt i de behov, vi faktisk har. Men her sluttede orienteringsmødet. Oplægsholderne forsikrede os om at de havde taget notits af alle de bemærkninger, der var indkommet. For at berolige os sagde den ene oplægsholder at systemet bestemt ikke var tænkt som noget, der bare skulle gøre det lettere for dem, der skulle administrere.

Firmaet, der står bag det spændende nye system, hedder forresten Arcanic. Jeg forstår nu hvorfor – se ovenfor.

flattr this!

Kvalitet i høring?

nok

Jeg må lære at læse de lange rapporter, der kommer om de videregående uddannelser. Det får jeg bestemt ikke altid gjort. Så er det godt at andre får gjort det. For et par uger siden kom der en lang rapport fra det såkaldte Kvalitetsudvalg. Det er ikke, som man måske kunne forledes til at tro, et udvalg der er af særligt høj kvalitet, men derimod et udvalg der skal kulegrave og komme med forslag til forbedring af kvaliteten af de videregående uddannelser i Danmark. (I vore dages New Public Management tror man typisk på at dette sker gennem, en kombination af nedskæringer, centralisering og detailregulering.)

I dagbladet Information er der i dag en lang artikel om en af de anbefalinger, der hidtil ikke har været så meget fokus på, nemlig hvem der har ansvaret for de enkelte uddannelser. Hidtil har det været studienævnene. Efter universitetsloven af 2003 er studienævnene det eneste sted i universitetsverdenen, hvor der stadig har været en nogenlunde demokratisk kontrol på lokalt niveau. Men også dette ser nu ud til at skulle være fortid. På mit universitet har man allerede nu en speciel konstruktion med såkaldte “skoler”, der svæver over studienævnene – disse “skoler” er gjort mulige alene af universitetslovenes brug af betegnelserne studieleder og studienævnsformand, der ikke nødvendigvis behøver at betegne den samme ansvarspost!

Rapporten fra Kvalitetsudvalget udkom den 24. november. Her er hvad udvalget konkluderer om studienævnenes rolle:

Udvalget finder det afgørende, at ansvaret for en uddannelses
kvalitet og relevans placeres entydigt på alle ledelsesniveauer inden for institutionen, og at ansvar og beføjelser følges ad.

Derfor anbefaler udvalget, at bestyrelsen og rektor ved
fastlæggelse af institutionens organisation sikrer, at den leder –
typisk studieleder, uddannelsesleder eller uddannelsesdekan – der er ansvarlig for en uddannelse, får det fulde ansvar for uddannelsens indhold, tilrettelæggelse og gennemførelse, og de nødvendige beføjelser til at løfte opgaven. Bl.a. er det afgørende, at den pågældende leder kan disponere over de økonomiske ressourcer, der medgår til uddannelsen, og reelt har beføjelser til at sikre, at uddannelsen har adgang til de bedst mulige underviserkompetencer og undervisningsformer.

I forlængelse heraf anbefaler udvalget en ændring i
universitetsloven, så den pågældende leder af uddannelsen efter uddelegeret kompetence får det formelle ledelsesansvar for sikring og udvikling af uddannelsens kvalitet og relevans, og at denne leder varetager dette ansvar efter rådgivning og inddragelse af studienævnet. Det er udvalgets vurdering, at studienævnets reelle indflydelse herved øges gennem direkte rådgivning af den leder, der har beføjelser til at gennemføre ændringer i uddannelsen og fx følge op på utilfredsstillende evalueringer af undervisningen.

Jeg vil ikke lægge skjul på at disse anbefalinger, uskyldige som de måske ser ud for udenforstående, giver mig stor grund til bekymring. Studienævnene bliver nu også reduceret til organer uden egentlig magt – et kardinalpunkt i universitetsloven af 2003 var at de kollegiale organer nu skulle være udvalg, der kunne høres, men ikke havde nogen muligheder for at træffe væsentlige beslutninger. Det er barokt, at Kvalitetsudvalget mener at studienævnenes reelle indflydelse vil blive øget ved at al beslutningsmulighed samles hos en leder, der kan vælge ikke at lytte. Jeg sidder ud over Studienævn for datalogi også i Akademisk Råd, hvor der altid kun har været høringsmulighed. Her er det bestemt ikke mit indtryk, at dette har øget vores indflydelse i forhold til gamle dages fakultetsråd – tværtimod.

flattr this!

F-klubben på U-Matic

U-matic

Hvis man ikke ved hvad F-klubben er, er det sikkert svært at forklare det – det er en festforening for studerende og ansatte ved matematik, datalogi og hermed beslægtede uddannelser på Aalborg Universitet. Efterhånden er det dog mest studerende, der engagerer sig i F-klubben og alt for mange af mine kolleger tænker på F-klubben som en forening for studerende. Nærmeste beslægtede fænomen derude er vel Tågekammeret på Aarhus Universitets naturvidenskabelige uddannelser.

Selv blev jeg medlem af F-klubben i 1983, da jeg begyndte på Mat 1 (dvs. 3. semester og det første semester af matematikstudiet efter den daværende basisuddannelse). Man kan ikke melde sig ud af F-klubben; medlemskab er livsvarigt.

Finn Verner Jensen, der nu er professor emeritus og i sin tid var med til at stifte F-klubben i 1977, har påtaget sig den interessante opgave at dokumentere Institut for datalogis historie. De første mange år er fælles med matematiks historie, og F-klubben spiller også en stor rolle i denne fortælling. Mange af mine (endnu) ældre kolleger er allerede blevet spurgt. Når jeg selv indtræder i fortællingen, kommer der også et bidrag fra mig.

Jeg havde en flyttekasse på mit kontor med alskens gamle ting; den var ikke blevet åbnet siden jeg flyttede til mit nuværende kontor i 2007. Den fik Finn adgang til – i den lå en del relikvier fra F-klubbens tidlige år, bl.a. en mappe som jeg havde fået i arv med materiale helt tilbage fra 1977. Og der lå en sjælden sydøstbulgarsk debatfilm, som jeg havde indspillet i 1987 sammen med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen, der nu er at finde på London School of Economics. Filmen er indspillet på U-Matic-videobånd og vil blive behørigt digitaliseret en dag (der er et firma på Sjælland, der specialiserer sig i den slags). Jeg glæder mig til at se den, og en dag vil I også kunne få den særlige oplevelse.

I går aftes var jeg på kort visit til årets julefrokost i F-klubben. Det var en næsten lige så hyggelig og delvist kaotisk forestilling som jeg husker dem, ganske meget hyggeligere end de grundigt iscenesatte men underligt u-festlige julefrokoster på Institut for datalogi, der nu er blevet sparet væk. En pige til festen kom hen til mig og sagde at hun skulle hilse mig mange gange fra en af mine andre gamle studiekammerater, nemlig Jan Sieker, der havde været hendes matematiklærer i gymnasiet (og en lang overgang var F-klubbens kasserer, men det glemte jeg at nævne for hende).

flattr this!

Projektarbejde og projektarbejde

aau

I dag var jeg for tredje år i træk med som gæst ved et arrangement som min fagforening DM (Dansk Magisterforening) holder for studerende. Arrangementet hed Den gode gruppeeksamen, men emnet var helt specifikt gruppebaseret projekteksamen.

Med til arrangementet var der ganske mange studerende fra TEK-NAT, SAMF og HUM (der var desværre ingen fra SUND og der var heller ikke nogen fra datalogi, hvor DM desværre ikke står så stærkt. Derudover var der foruden mig to oplægsholdere, begge studerende. Den ene var fra Sprog og International Virksomhedsskommunikation alias SIV, den anden fra industriel medicin.

Det er interessant at tale om projekteksamen til studerende, der for størstepartens vedkommende har et meget begrænset kendskab til denne eksamensform. For to år siden var der ingen studerende, der havde deltaget i en gruppebaseret projekteksamen, og der var en meget mærkbar blanding af frygt og skepsis over denne underlige “nye” eksamensform. I år var der ikke noget af denne reaktion at spore, og stemningen var positiv. Mit vigtigste budskab var egentlig et måske ret kedeligt ét: at man som studerende skal tale med sin vejleder om de forventninger, hun/han har til projekteksamen.

Det var også særdeles interessant at høre om hvordan studerende fra andre uddannelser oplever projektarbejde og projekteksamen. De to hører nemlig tydeligt sammen; det blev nogle gange (men ikke altid) pointeret. Især hæftede jeg mig ved oplevelsen hos den studerende fra SIV. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til at hun konsekvent omtalte sin vejleder som læreren og meget ofte kaldte projektet for opgaven. Og jeg lagde også mærke til at det tilsyneladende er et krav til projekteksamen på SIV, at de studerendes fremlæggelse ikke må inddrage indhold fra projektrapporten. Det var ikke kun mig, dette kom bag på. Måske er dette krav den ritualiserede strategi for at undgå kedelige, rent refererende fremlæggelser. Men det er alligevel underligt og bastant, og det kommer reelt til at føre til at projektarbejdet skal fortsætte med samme intensitet efter projektrapporten er afleveret. Hvor meget fokus mon der er på selve projektprocessen og at tale om den på SIV?

Efter arrangementet var der et par studerende, der roste mig for mit oplæg og endda sagde at de da godt kunne have tænkt sig at have mig som lærer. Det var jeg særdeles beæret over at høre. men jeg måtte tilføje at jeg da håbede at de mente “vejleder”.

flattr this!

En lur på arbejde

Jeg har en sofa på mit kontor. Den er god at have, når jeg har møder. Mine gæster sidder i sofaen, mens jeg selv sidder på en lidt umagelig stol på den anden side af bordet.

Men det er mere end én gang sket, at jeg har udnyttet at sofaen ikke har armlæn. Kort og godt: Jeg tager af og til en lur på kontoret. Nu er  det røbet. Jeg håber at jeg ikke er den eneste på mit universitet, der har gjort den slags.

Her er en lille video om fordelene ved dén strategi. Især er jeg glad for at erfare, at det i Japan anses for at være et tegn på dedikation i arbejdet, at man tager sig en lur på arbejdet. Den ene gang, jeg har været i Japan – det var for 20 år siden – var der tydeligvis en del dedikerede mennesker til foredrag under konferencen. De sad ret op og ned og sov.

Noget helt andet (der afslører mine fordomme om alder): Da jeg først så videoen, spekulerede jeg på om James Hamblins klasselærer vidste hvad han gik og lavede. Men James er faktisk mediciner og er 31 år gammel. Nogle gange snyder folks udseende.

flattr this!

Den samme triste historie

I dag var der møde i aftagerpanelet for uddannelserne i datalogi og IKT på Aalborg Universitet. Jeg var blevet bedt om at fortælle om problemerne med den ekstremt skæve kønsfordeling på de datalogiske uddannelser.

Jeg havde tilbage i 2008 holdt en præsentation om det samme emne; den fandt jeg frem og opdagede hurtigt at jeg simpelthen kunne simpelthen genbruge den stort set uændret. Jeg behøvede ikke engang at opdatere tallene om antallet af kvindelige datalogistuderende – der er stadig altid enten én eller to pr. årgang studerende (hvor der er mellem 80 og 90 studerende). På én måde var det selvfølgelig godt, for det gjorde det meget nemt for mig at forberede mig. På en anden måde var det rigtig trist, for det viste én ting: der er stort set intet sket.

Hvad sker der så nu? Forhåbentlig mere end i 2008, for denne gang var der ganske mange personer til stede fra de forskellige firmaer, der aftager kandidater med datalogisk baggrund. Det, der måske kan give anledning til yderligere overvejelser når firmaer er med til at skabe opmærksomhed om uddannelser, er at firmaer fokuserer meget på ansættelighed til bestemte erhverv. Men de undersøgelser fra USA, jeg omtaler i min præsentation, viser at kvinder i tydeligt højere grad end mænd er motiveret af at datalogi er et bredt fag med mange muligheder og af at der er forbindelser i faget til matematik og naturvidenskab i øvrigt.

Jeg kunne godt tænke mig at vi denne gang fik lavet en forskningsbaseret tilgang, der ville gøre det muligt at få en systematisk viden om problemet med den ekstremt skæve kønsfordeling og at få afprøvet nogle anderledes initiativer end de meget reklame-lignende tiltag, der hidtil har været fokus på.

flattr this!

Et andet universitet!

Et andet universitet

I dag er der studerende på Københavns Universitet og Aarhus Universitet, der laver blokader. Protesterne er rettet mod studiefremdriftsreformen og dimensioneringsplanerne. Her hos mig er alt som det plejer.  For 30 år siden var jeg selv med til at lave en blokade af Langagervej 2 i protest mod Bertel Haarders nedskæringer. Det kom der desværre ikke meget ud af (ud over flere nedskæringer i årene, der fulgte).

Mit eget universitet går igennem en periode med stram økonomisk styring, som måske aldrig slutter. Hvert år beskæres vore budgetter med 2 procent. Og i dag kunne jeg læse, at Handelshøjskolen i København (nu kaldet CBS efter en amerikansk tv-station) har et underskud, der gør at man varsler massefyringer.

Forholdene i den danske universitetsverdenen skaber en masse stress og utilfredshed, og nogle gange er det fristende for mig bare at lukke døren til mit kontor og lukke verden ude en stund, hvis det kan lade sig gøre.

I forgårs var jeg til et møde, hvor der blev diskuteret et forslag om at lave et forskningsledelsesudvalg på mit institut kun for professorer – det var så vidt jeg kunne se, stillet i den bedste mening, givet den nuværende forståelse af universiteterne og af professorerne som personer, der skal være forskningsledere med en stor portion eksterne forskningsmidler til deres disposition. Men det er unægtelig trist at se hvordan professorvældet sniger sig tilbage ind i universitetsverdenen, og det nævnte jeg da også.

Der er nu gået 45 år siden studenteroprøret mod netop professorvældet og manglen på demokrati. Den  daværende VKR-regering indførte som reaktion på det en styrelseslov, der gjorde universiteterne demokratisk ledede. Mange år senere satte Socialdemokraterne deres underskrift på den udemokratiske universitetslov fra 2003, og et årti senere begyndte en radikal uddannelsesminister arbejdet med de nu så upopulære “reformer”. Dette var bare sidste logiske skridt i ideen med at anvende new public management i universitetsverdenen.

I København sætter universitetet nu politiet ind mod demonstranterne.  Men i Aarhus udtaler rektor til gengæld sin støtte til dem. Mon demonstrationerne mod de seneste urimeligheder kan danne basis for yderligere protester blandt alle os, der færdes på de danske universiteter? Mon vi omsider kan føre en samlet protest mod den afskyelige new public management? Jeg håber det. Faren ved at arbejde for at skabe det moderne masseuniversitet er at vi nu er blevet mange flere, der kan protestere!

flattr this!

Studerende med psykiske problemer

problemerI dag diskuterede vi den seneste statistik over frafaldstruede studerende ved vores uddannelser. Vores studienævnsforkvinde kunne fortælle os at mange af de frafaldstruede er studerende med psykiske problemer. Dette er noget, vi kun sjældent taler om.

En artikel i Information fra 2007 berører præcis det samme problem. Og ikke nok med det:  Helt tilbage i 2001 skrev Politiken om et “boom i studerende med psykiske diagnoser”.

I begge disse ældre artikler nævnes det at nogle af problemerne skyldes at der er tale om studerende, der har problemer med at lære normerne på studiemiljøet og har svært ved at tilegne sig en gavnlig studieteknik. Jeg tror ikke at dette problem er på retur – snarere tværtimod.

Sidste år kunne TV-2 Østjylland berette, at i 2009 fik 89 studerende fra Aarhus Universitet med psykiske vanskeligheder støtte i forbindelse med studiet, mens det i 2013 var steget 230.

Der har været en del initiativer på universitetsniveau. Men ventetiden hos Studenterrådgivningen i Aalborg er tre måneder. Nogle bliver henvist til studenterpræsterne – de er sjælesørgere også for dem, der ikke er kristne.

Lige nu er der tre ting, jeg tænker på. Den første er om studiefremdriftsreformen mon vil skabe yderligere stress og dermed forårsage flere psykiske problemer. Den anden er om vi som undervisere har resurser nok (herunder tid, men også empatiske kompetencer) til at handle rigtigt over for de studerende. Og den tredje er min egen nagende tanke: om jeg i mine år som universitetslærer er kommet til at overse eller bagatellisere psykiske problemer hos studerende, jeg har haft med at gøre.

flattr this!