PADR

AAUs rektor Per Michael Johansen forrest blandt tilhørerne.

EU vedtog i 2016 at stifte et program for militærforskning, den såkaldte Preparatory Action on Defence Research (PADR). I de næste 10 år vil EU-kommissionen uddele mere end 40 milliarder euro til forskning i udvikling af nye våben.

Der har selvfølgelig også været militærforskning før, og i en del Horizon 2020-projekter er nogle af de virksomheder, der deltager, virksomheder, der også arbejder med militære aktiviteter. Men det er første gang, at EU giver penge til ren våbenudvikling. Blandt de projekter, der allerede er blevet støttet, er der tydeligt fokus på “autonome våben” som f.eks. droner.

Det er bekymrende, for dette initiativ kan meget let føre til et nyt våbenkapløb. De etiske diskussioner, der lige nu er om selvkørende biler, blegner i forhold til de enorme etiske dilemmaer, som selvskydende “autonome” våben fører med sig. Herudover kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at vi i en situation, hvor der er stor konkurrence om forskningsmidler, skaber yderligere motivation hos forskere til at søge penge hos PADR. PADR er dermed med til at skævtrække forskningen endnu mere.

Det er ikke overraskende, at min arbejdsplads Aalborg Universitet er med her. Man har endda stiftet en enhed ved navn AAU Defence, og jeg kan læse at to studerende fra AAU står for at skulle besøge en kampflyfabrik i USA.

Jeg vil godt opfordre alle mine kolleger på AAU og andetsteds til at skrive under på en opfordring fra Researchers for Peace til at EU stopper dette. Og jeg vil også opfordre Aalborg Universitets ledelse til at overveje, om forskning i udvikling af våben virkelig er det, vi har mest brug i verden i dag.

At skrive til projektet

For tiden overvejer jeg at lave et forslag til en bog om projektarbejde, sådan som jeg kender til det fra Aalborg Universitet. Nu, hvor jeg har været ansat som universitetslærer i 27 år og har været vejleder i så godt som hvert eneste semester i den tid, har jeg efterhånden fået en del erfaringer og refleksioner, jeg gerne vil skrive ned og dele med andre i håb om, at de andre kan bruge det hele til eget.

Noget af det, jeg især gerne ville tage fat på, er selve det vigtige aspekt af projektarbejde, der består i at skrive. Mange studerende tror i en stor del af deres studietid, at de skal “skrive til rapporten” og at projektarbejdets formål er at skrive en projektrapport. Det er fra denne misforståelse, alle rapportskabelonerne, der går i arv fra årgang til årgang, stammer.

Til sidst opdager de fleste heldigvis, at formålet med projektarbejde er et ganske andet – nemlig at lære nogle vigtige problemanalyse- og problemløsningskompetencer inden for et aspekt af uddannelsens fagområde. Derfor skriver man ikke til rapporten, man skriver til projektet. Arbejdsbladene, de studerende skriver, fastholder de tanker, de gør sig, og i gruppearbejde sker den vigtige vidensdeling ved at de læser og siden redigerer hinandens arbejdsblade.

Men selv efter grundig søgning kan jeg ikke finde ret meget om skriveprocesserne i projektarbejde eller om den rolle, de spiller her. Der er en hel masse god litteratur om at skrive fagligt, men hvor er litteraturen om at “skrive til projektet” i gruppebaserede og problemorienterede projekter?  Min tydelige fornemmelse er lige nu, at der mangler noget her. Forhåbentlig tager jeg fejl. Det vil være underligt, hvis jeg er en af de første, der ender med at skrive noget samlet og samlende om dette aspekt af projektarbejdet.

Ønsket om et ikke-akademisk universitet

Hvis man kigger sig om, opdager man nogle gange nogle holdninger, som ikke kommer så tydeligt frem i debatten om de videregående uddannelsers form og fremtid. For nylig læste jeg således et sted en kommentar fra nogle studerende, der så vidt jeg kunne læse mig frem til, engang havde studeret på de bacheloruddannelser, jeg underviser på ved Institut for datalogi. De undrede sig over, at de skulle have teoretiske kurser (som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet); det ville være meget bedre, hvis de i stedet havde fået et kursus i hvordan man sætter en webserver op. Og kunne man ikke lave uddannelsen på universitetet mindre akademisk, så man tog bedre hensyn til alle dem, der ikke skulle være akademikere?

Det var underligt for mig at læse, og egentlig også lidt bekymrende. For hvilken faglig identitet har de pågældende studerende (eller bachelorer, som de måske nu er) mon egentlig erhvervet sig? Hvis man har gennemført en universitetsuddannelse, er man jo pr. definition akademiker. Det bekymrede mig også, at man sidestiller kurser om fundamentale principper i datalogi med egentlige værktøjs-færdigheder. Man kan faktisk nemt lære at sætte en webserver op; der er adskillige resurser på nettet om dette emne. På Tech College ville man undervise i det; det gør man ikke på et universitet. Med al respekt for webservere og dem, der har udviklet denne teknologi, er indsigten hos Alan Turing m.fl. anderledes fundamental – og gælder både i en verden med webservere og i en verden uden.

Heldigvis ved jeg, at mange studerende har en ganske anden holdning og jeg ved, at de repræsentanter, vi har i vores aftagerpanel på de datalogiske uddannelser på AAU, altid betoner vigtigheden af at man lærer de generelle principper i sin uddannelse på universitetet. Her tænker jeg ikke kun på principperne, som de optræder i kurser som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet, men på de generelle principper, som ethvert universitetskursus/projekt skal være udtryk for.

Det er ærgerligt, at studerende selv efter flere år kan få en så uheldig fagopfattelse som den, jeg så. Jeg spekulerer på, hvor det er gået galt. Og jeg kan især ikke lade være med at spekulere på, om vi mon som undervisere på universitetet forklarer grundigt nok, hvad det er, man får ud af en akademisk uddannelse, som man ikke umiddelbart kunne få på anden vis. Det helt væsentlige ved enhver akademisk uddannelse er den analytiske tilgangsvinkel, som den færdiguddannede akademiker får med sig. Det er den, som gør det muligt at lære noget nyt, og det er den, som gør det muligt for en akademiker at svare på og tænke over de hvorfor– og hvordan-spørgsmål som andre, der ikke selv er akademikere, kommer med. Mange akademikere skal ikke være forskere, men de skal i deres virke kunne gøre brug af den samme analytiske tilgang, som forskere benytter sig af.

Selvindeholdt

På Aalborg Universitet ender vi tit med at tale om projektarbejde, når vi snakker om undervisning. I forgårs fortalte jeg de PhD-studerende i matematik og fysik om hvad jeg synes, god projektvejledning er. Her til formiddag snakkede jeg med tre kolleger fra andre institutter om hvad der egentlig kendetegner en god projektrapport. Og i eftermiddags var jeg gæst ved et møde for studienævnsformænd og -kvinder ved det, der nu hedder ENG-fakultetet. Også her blev der talt en hel del om projektarbejdet på uddannelserne.

Noget af, der dukkede op alle steder, var overvejelser om hvad vellykket projektarbejde er og hvad der kendetegner en god projektrapport. Det bedste bud fandt vi frem til ved det midterste møde. De studerende skal skrive deres projektrapport til en målgruppe, der er studerende som har samme faglige niveau, som de selv vil have, når projektet er omme og læringsmålene er opfyldt. Projektrapporten må ikke “popularisere” eller på anden måde tale ned til læseren.

Et andet krav til en god projektrapport er at den skal være selvindeholdt. Dette husker jeg selv, at Steffen Lauritzen fortalte mig i min studietid, og det gjorde et stort indtryk på mig. En projektrapport skal fortælle alt det, der er nødvendigt at fortælle, hverken mere eller mindre. Intet må være indforstået, men der må heller ikke være lange passager (endsige kapitler), der blot reproducerer lærebogsstof.

I virkeligheden er begge kvalitetskrav en konkret forklaring af noget, jeg altid prøver at sige til de studerende, jeg vejleder (eller underviser i kurser), nemlig at man skal kunne gøre rede for hvad der er relevant i faglig sammenhæng – og hvorfor. Al læring består i virkeligheden heri, nemlig i at kunne skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige.

Hvad akademikere kan gøre ved hinanden

The Guardian har fokus på chikane i den akademiske verden, et problem som ikke får så meget fokus. Ofte bliver problemet nemlig forbigået med den begrundelse at akademikere er godt begavede mennesker, der ikke kunne finde på at handle dumt mod hinanden, og da især ikke, fordi akademikere opfatter sig selv som ét stort fællesskab.

Men ét et dumhed, et andet er at være træls. Fænomenet med chikane bliver ikke mindre af at den akademiske verden altid har fokuseret på prestige, og med det øgede fokus på kvantificerbare former for prestige i form af publikationer og eksterne forskningsmidler bliver presset endnu større. Ideelt set er den akademiske verden et stort fællesskab, men nogle akademikere opfatter yngre kolleger på vej op som rivaler og kan ende med at blive en slags altdominerende patriarker. I en artikel fra The Guardian fortæller en tidligere postdoc-ansat ved et britisk universitet om sine ydmygende oplevelser inden for et forskningsmiljø i biomedicin.

Det er en skræmmende beretning om at blive ydmyget af forskningslederen over for kollegerne, nedgjort for at følge sikkerhedsforskrifter og at blive nægtet teknisk videreuddannelse. Et møde ender med at den pågældende postdoc ender med at sidde og græde, mens forskningslederen gestikulerer vildt og råber “Bare gør som jeg siger!” Bagefter viste det sig, at andre oplevede det samme, og at flere andre juniorforskere på samme institut havde sagt op inden for de seneste to år.

Og her har vi sket ikke talt om de former for chikane, der finder sted mod kvinder og etniske eller andre minoriteter.

Jeg ved, at ikke helt få af mine kolleger i den akademiske verden rundt omkring har oplevet chikane – det har faktisk også været tilfældet for mig, og det har været hårdt. Mere vil jeg ikke sige her. Det eneste, der måske kan virke, er at klage. I den enstrengede, udemokratiske ledelsesform, som vi nu har i mange lande (bl.a. herhjemme), kan det nemlig være svært for ledelsen at skride ind, også fordi chikanen ikke sjældent kommer fra personer med mange forskningsmidler og stor prestige, som ledelsen ikke vil miste. Nogle af disse personer føler en magtfuldkommenhed, der (som eksemplet ovenfor viser) kan være djævelsk.

Pilen og klatten

For nylig deltog jeg som gæst ved et møde på Institut for matematiske fag, hvor problemorienteret projektarbejde var et af diskussionsemnerne. Undervejs fortalte en adjunkt, der oprindelig er uddannet på Roskilde Universitet (RUC), om sine erfaringer fra studietiden. På RUC fylder problemorienteret projektarbejde lige så meget som det gør på AAU, og derfor var det interessant at høre ham. Det, han nævnte, var at vejlederne sagde at et projekt kunne være enten en “pil” eller en “klat”. 

Et “klat-projekt” er et projekt, hvor man laver aktiviteter, der ikke har et fælles formål. På denne måde bliver helhedsbilledet som en klat af varierende størrelse, der breder sig lidt tilfældigt. Selv har jeg tidligere i mangel af bedre kaldt denne slags projekter for “så-kan-man-også”-projekter. For nogle år siden fortalte en nu tidligere adjunkt mig engang, at rigtig mange af de projekter, han havde lavet i sin studietid på AAU, havde været “så-kan-man-også”-projekter. Og det var han lidt ærgerlig over.

Et “pil-projekt” er derimod et projekt, hvor aktiviteterne har en retning og et formål. Helhedsbilledet af projektet er en klar pil, der peger et bestemt sted hen. Problemorienterede projekter skal være styret af problemformuleringen, og det er den, der bestemmer pilens retning, længde og bredde og hvordan pilen skal tegnes.

Det er selvfølgelig “pil-projekter”, vi gerne vil fremme, og jeg er glad for endelig at have hørt om denne gode og rammende analogi.

Så blev det vores tur

Et andet foredrag – om et system til understøttelse af programmering for grundskolebørn i Japan.

Omsider oprandt dagen, hvor det var tid til egen fremlæggelse. Denne gang tog den udgangspunkt i artiklen om systemet PBL Exchange, der skal hjælpe projektvejledere på AAU med at udveksle erfaringer. Jeg fremlagde, og det gik faktisk godt, synes jeg – der var i al fald mange gode spørgsmål og kommentarer bagefter.

Bagefter, da alt var omme, var det tid til konferencemiddagen på et gammelt kapucinerkloster i Caparica. Udsigten ud til Atlanterhavet blev kun spoleret (omend grundigt) af de høje etageejendomme langs kysten.

Ved middagen på klosteret faldt samtalen på alskens emner, lige fra Armenien til vegetariske restauranter i Lissabon. Nogle ville også snakke med mig om den pædagogiske model på Aalborg Universitet, så fremlæggelsen tidligere i dag må have sat tanker i gang hos nogle af de tilstedeværende, og det er godt at vide.

Til sidst skulle min medforfatter Dorina Gnaur og jeg tilbage til Lissabon, men taxien kom ikke. To af de portugisiske medlemmer af organisationskomiteen kørte os til Cacilhas, hvor færgen gik over til Lissabon.

En velkendt idé

I dag begyndte så CRIWG2018, og det første indbudte foredrag handlede om hvordan man på INRIA i Frankrig arbejder med at skabe et alternativ til Google Docs og lignende, der er fuldstændig decentralt og sikkert. Det var et interessant foredrag, der førte os hele vejen forbi analyser af brugbarhed over datastrukturer for dokumenter til partielle ordninger, der er distributive gitre. Jeg kunne dog også observere min kollega Dorina Gnaur, der ikke er datalog eller det, der ligner, kæmpe for at hænge på.

Blandt de senere foredrag bed jeg især mærke i et portugisisk foredrag om en helt ny pædagogisk model på et lokalt universitetet. Man var nu gået over til at lade studerende arbejde i grupper på 5-6 mennesker med løsning af et problem, som var “åbent” og krævede analyse. Grupperne skulle de studerende selv danne. Undervejs i forløbet kom der en person mod proceserfaring – typisk en psykolog – forbi. Forfatterne til artiklen var dog tydeligt ærgerlige over at op til 15% faldt fra uddannelsen allerede på første semester,

Intet af dette var nyt – Dorina og jeg indså med det samme, at vi lige nu var vidne til genopfindelsen af problemorienteret projektarbejde i grupper! Vi gjorde fluks opmærksom på at AAU og RUC hver især havde mere end 40 års erfaring med denne studieform. Oplægsholderen havde hørt om de danske erfaringer, men den eneste fra universitetet, der havde kontakter, var rektor. Han havde som den eneste besøgt AAU!

Herefter lovede den portugisiske oplægsholder fluke at kontakte AAU og RUC. Måske er grunden hermed lagt til at jeg kan blive verdensberømt i Portugal!

Iværksætterdrømme

Det er tydeligt, at konkurrencestaten har fostret et ideal om at man skal være iværksætter. På universiteterne er dette ideal meget tydeligt: De af os, der skal forske, har pligt til at få ideer og til at skaffe midler til at få dem realiseret. Har man ingen eksterne forskningsmidler, har man meget begrænsede muligheder. Det er derfor, jeg ikke kan have PhD-studerende, da det ikke i de sidste snart mange år er lykkedes mig at skaffe lønmidler til at kunne ansætte nogen. Har man til gengæld eksterne forskningsmidler, kan man reelt i stor grad være uafhængig af sit institut og opbygge en samling af ansatte om sig. Ganske mange såkaldte forskningsmidler er reelt midler til iværksætteri, gemt under ordet innovation. Alene eksistensen af Innovationsfonden taler sit tydelige sprog.

Også for universitetsstuderende er der en forventning om at man bør starte sin egen virksomhed. På AAU kom der for nogle år siden et krav om at alle kandidatuddannelser skulle have et obligatorisk kursus om entreprenørskab. Også i andre sammenhænge dukker iværksætterdrømmene op; på AAU er der en egentlig kandidatuddannelse i entreprenørskab.

Det er dog ikke nødvendig en frigørelse som sådan, iværksætteridealet rummer, for det rummer i sig et stort krav til at man er eneansvarlig for sin karriere og for sin succes. Institutionerne er først og fremmest til for at skabe iværksættere. Og jeg bemærker også, at forne tiders idealer om fri forskning er blevet kapret og omformuleret til et ideal om at man skal bruge “fri forskning” til at blive iværksætter. “Fri forskning” er et middel, ikke et mål i denne tankegang.

Det er samtidig påfaldende, at iværksætteren i så høj grad er blevet idealet i den akademiske verden, når de fleste, der gennemfører en universitetsuddannelse, faktisk ender som lønarbejdere. De af os, der skal forske, men ikke har eksterne midler af betydning, ender med at være og føle sig som lønarbejdere. Reelt er iværksætterdrømmene fuldstændigt i tråd med den neoliberalistiske idé om at så mange former for menneskelig aktivitet som muligt er og bør være en form for konkurrence. Derfor er der også grund til at være påpasselig.

To procent mere stress

Vi, der er ansat på uddannelsesinstitutioner i Danmark, skal leve med at der bliver flere og flere, vi skal undervise (og det er i sig selv ikke dårligt) men at vi samtidig får budgetterne skåret med 2 procent om året. Reelt er det nu faktisk mere, for med nedskæringerne følger der ofte andre afledte besparelser. Derudover har vi i universitetsverdenen en virkelighed, hvor vi er blevet stadigt mere afhængige af eksterne midler, som er genstand for konkurrence. Mine kolleger og jeg skal konkurrere mod hinanden. Selv universiteterne imellem er der konkurrence – 5 procent af basismidlerne skal universiteterne konkurrere om.

Nedskæringerne og konkurrencesætningerne skaber ikke mere kvalitet, men skaber mere stress, vil jeg hævde. Og de skaber en masse administration, der først og fremmest skal forvalte nedskæringer og prøve at håndtere konkurrencevilkårene. Mange mennesker i Danmark er direkte eller indirekte i berøring med uddannelsessystemet, langt flere end der f.eks. har kontakt til flygtninge, men alligevel har der aldrig været noget bare tilnærmelsesvist lignende fokus på forholdene her.

I regeringens forslag til ny finanslov lover man så, at den årlige nedskæring på to procent skal ophøre fra 2022. Det lyder umiddelbart godt. Men der er simpelthen er tale om at der ikke forsvinder midler ud af uddannelsessektoren, men at de bliver omfordelt inden for sektoren fra centralt hold. Så reelt findes nedskæringerne stadig – og uddannelsesinstitutionerne (ikke kun i den akademiske biks) vil være i konkurrence med hinanden, og den centrale styring bliver øget endnu mere.

Og hvorfor er det egentlig, at nedskæringerne netop skal stoppe i 2022 og ikke fra og med den nye finanslov? Til DR siger finansminister Kristian Jensen

Der er heldigvis godt gang i økonomien, men der er også grænser for, hvad vi kan gøre i en finanslov. Nogle økonomer har advaret mod overophedning. Derfor er den her finanslov afbalanceret, og det betyder, at omprioriteringsbidraget fortsætter til og med 2021 – og for 2022 og fremefter bliver pengene på hvert område…

Jeg er ikke økonom, men jeg har svært ved at se, hvordan fjernelse af nedskæringer vil kunne udgøre en “overophedning” af økonomien. Det ville i stedet kunne stabilisere situationen og gøre det lidt nemmere for uddannelsessektoren at koncentrere sig om sit faktiske formål, der ikke er at spare eller at levere et overskud til andre.