Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Kønne ord

Foto: Nikolai Linares © Scanpix
Foto: Nikolai Linares © Scanpix

I dag kan jeg læse at uddannelses- og forskningsministeren vil gøre noget ved den skæve kønsfordeling i den akademiske verden. Der skal være nationalt talentbarometer, som viser kønsfordelingen på de forskellige akademiske niveauer og institutioner, og én gang om året skal universiteterne indkaldes til møde.Det er muligt, at Ulla Tørnæs er en meget kompetent og vidende minister på sit felt (hun har i al fald erfaring fra indtil flere uddannelsesforløb i sin ungdom), men jeg kan ikke påstå, at jeg er imponeret. Disse tiltag er sympatiske, stort set omkostningsfrie og formodentlig helt virkningsløse.

Jeg er overbevist om at kønskvotering i nogle sammenhænge er nødvendig, og her er en af dem. I de sidste mange år har der ikke været nogen form for kønskvotering, og tallene taler deres tydelige sprog.

Men ville jeg ikke blive vred, hvis jeg søgte en akademisk stilling og ikke fik den, fordi en kvinde fik den fordi hun var kvinde? Jeg ville ikke bryde mig om at søge en stilling og ikke få den, fordi en anden ansøger, der var dårligere kvalificeret, fik den. Men hvis en kvinde var lige så godt eller bedre kvalificeret, fik den stilling jeg havde søgt, ville jeg ikke blive vred (selvfølgelig ville jeg blive skuffet over afslaget i sig selv).

Kønskvoteringen kan lige så vel bestå i at tage udgangspunkt i den skæve kønsfordeling ved at øremærke akademiske stillinger til kvinder og ved at vælge blandt lige kvalificerede ansøgere, så kønsfordelingen bliver mindre skæv. Men disse strategier er samtidig kun løsninger, der fjerner symptomer på et dybereliggende problem. Det er jo netop en konsekvens af fokuseringen (eller er det fikseringen?) på at man skal hurtigt og pletfrit igennem sin akademisk karriere, koste hvad det vil, der er med til at gøre de akademikere, der også vil have tid til f.eks. at have en familie dårligere stillet – og her er det så ofte kvinder, der bliver ramt. En ordentlig løsning er en, der tør erkende

  • at meningsfyldte akademiske karriereforløb sagtens kan se anderledes ud end de hurtige, “fejlfrie” forløb uden “svinkeærinder”, der er normen
  • at det er blevet alt for svært at gøre karriere i den akademiske verden for både kvinder og mænd fordi der er for få stillinger og for dårlig finansiering af forskningen

Flattr this!

Sidder vi godt?

IMG_5412
Bygningen, hvor jeg har siddet hidtil.
IMG_5413
Bygningen, hvor jeg sidder lige nu.

Mit sædvanlige institut bor i en rødstensbygning i to etager designet af Friis & Moltke (de designede forresten også Fjerritslev Gymnasium, hvor jeg gik for mange år siden, og jeg aner lighederne). Her sidder de fleste ansatte på første sal. Bygningen er inddelt i fløje, og videnskabelige medarbejdere fra forskellige forskningsgrupper sidder typisk i hver deres fløj. I hver fløj er der et opholdsområde med sofaer og borde, og i hver fløj er der et køkken med kaffemaskine, køleskabe og opvaskemaskine. De studerende bor i stueetagen, og der er også her kantinen findes.

Den bygning, hvor jeg sidder lige nu, er en pavillon (eller er den en barak?) som måske en dag skal rives ned. Der er kun én etage, som huser både ansatte og studerende. Tæt ved indgangen er der en frokoststue med et køkken med kaffemaskine og køleskabe og et langt spisebord. (Til gengæld er der ingen opvaskemaskine. Jeg har foreslået at man i det mindste indkøber en opvaskebalje, så vi kan slippe for køerne af ansatte, der skal rengøre én gaffel og ét glas hver og måske endda også spare på vandet ved samme lejlighed.)

Forskellene i adfærd hos de ansatte er meget tydelige. På mit sædvanlige institut sidder de ansatte fra hver deres forskningsgruppe sammen og spiser i deres fløj og holder pauser i deres lokale sofaer i fløjen. Der kan gå dage imellem man ser kolleger fra andre dele af instituttet. I den fløj, jeg flyttede fra, sidder de løstansatte (PhD-studerende m.fl.) altid sammen ved “deres” lange bord og spiser frokost. Hvordan traditionerne i de andre fløje er, ved jeg ikke – for der kom jeg kun meget sjældent i pauserne. Men ét ved jeg: Det teknisk-administrative personale på mit sædvanlige institut holder (som hovedregel) deres pauser i kantinen.

Der, hvor jeg er lige nu, samles alle ansatte (ser det ud til) på tværs af grupper på instituttet i frokoststuen og spiser frokost sammen. Jeg har ikke skullet gøre nogen indsats for at møde folk fra alle dele af instituttet i det daglige. Det er længe siden, jeg har set noget tilsvarende på mit sædvanlige institut.

Jeg vil ikke fælde dom over hvilken adfærd, der er den “rigtige”. Alle tilpasser sig til de rammer, der er, men forskellene er meget tydelige. Det har været den mest overraskende opdagelse, jeg har gjort mig ved at flytte midlertidigt til et andet institut og dermed til en anden bygning på universitetet – hvor meget de fysiske rammer rent faktisk betyder for hverdagen herude, og hvilke former for samvær og opdeling de måske kan være med til at fremme og forhindre.

Flattr this!

Høj brusværdi

bruser

Mit midlertidige ophold et andet sted på Aalborg Universitet har ført mig til en bygning, hvor der er et badeværelse med en bruser. Badeværelset er endda større end badeværelset derhjemme. Og hvis jeg skal tro folk her, er der stort set ingen, der bruger det.

Det er allerede efter to ugers akademisk eksil blevet en vane for mig at starte arbejdsdagen med et brusebad. Efter cykelturen gennem Aalborg er jeg temmelig svedig, og der er noget særligt ved at kunne sidde nyvasket ved skrivebordet om morgenen.

Der skulle efter sigende også være et badeværelse på Institut for datalogi, men det er i så fald godt gemt væk. Herovre i det fjerne er badeværelset til gengæld lige ved hovedindgangen. Begrundelsen for at have et badeværelse kender jeg ikke; det ligger i nærheden af et forskningslaboratorium, så der er muligvis tale om et arbejdsmiljøkrav.

(Forskningslaboratoriets inventar består i det alt væsentlige af skabe med bøger og et mødebord.)

Flattr this!

Hvor er skoven?

forest-1058152_1920

Når man som jeg har været universitetslærer i mange år (i år er det 25 år), kan man ikke undgå at bemærke at traditionerne ændrer sig uden at der er nogen, der stiller sig op og direkte beder om det. Der er mange eksempler på fælles, mindre heldige ændringer i adfærd hos mange studerende omtrent samtidig. Her er to eksempler:

  • Mange projektgrupper har tidligt fået en uheldig idé om at projektarbejde består i at fylde ind i en rapportskabelon (dette har jeg skrevet om her tidligere)
  • Da jeg var studerende, benyttede vi vores grupperum intensivt; i lange perioder boede vi der næsten. I dag hører jeg ind imellem om projektgrupper, der slet ikke eller kun sjældent bruger det grupperum, de er blevet tildelt.

Eksamenssnyd falder tilsyneladende også ind under dette mønster. Der er mange former for snyd, men nogle helt bestemte er særligt udbredte.

Også bestemte faglige misforståelser ligner traditioner.

Der er også uerklærede, uheldige traditioner hos undervisere. Jeg husker studerende, jeg har vejledt, som har fortalt at de tidligere har haft vejledere der sjældent eller aldrig har givet præcise kommentarer til de studerendes arbejdsblade – de har blot sagt til de studerende at de kan “gøre som de vil”.

Når et helt hold AAU-studerende på 8. semester afleverer projektrapporter, hvori der ikke er nogen problemformulering (!!), er det ikke kun en fælles tradition hos de studerende – der er også en fælles tradition hos vejlederne om ikke at anse problemformuleringen som vigtig i et projekt.

Det påfaldende er at der er bestemte uvaner og bestemte ideer til “gode strategier”, som går igen og igen. Hvorfor er det sådan? Man kunne godt tale om årsagerne til at studerende reagerer, men det giver ikke nogen god forklaring på at så mange studerende reagerer så ens som de gør.

Jeg har af og til sagt til de studerende, jeg har vejledt eller på anden måde undervist, at jeg tror at de mødes ude i en skov og aftaler hvad de skal gøre. Men skoven findes næppe. Nogle af de ændrede traditioner er reaktioner på ændret adfærd fra undervisernes side, men det gælder vel ikke altid. Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af hvordan “skoven” faktisk ser ud og hvordan “skoven” bliver skabt.

Hvordan man skal gøre det, ved jeg desværre ikke. Vi ved, at mange former for eksamenssnyd spredes på de sociale medier, men det kan ikke forklare f.eks. den ændrede opfattelse om brugen af grupperum.

Når vi ved mere om hvordan gode og dårlige traditioner spredes blandt studerende og undervisere, kan vi bruge denne indsigt til at få en helt ny indsigt i hvordan studerende påvirker hinanden og hinandens succes, og på hvordan uheldige vejledningstraditioner bliver skabt.

Flattr this!

Ingen afbrydelser

offthegrid

I dette efterår skal jeg ikke undervise, og de ændrede omstændigheder påvirker min produktivitet i overraskende grad. I de sidste par dage har jeg kunnet koncentrere mig om at forske, og jeg ved faktisk at jeg (på nær én enkelt aftale i morgen) har hele denne uge til min rådighed – og de næste uger med. Efter at jeg er blevet færdig med at flytte kontor, har jeg kunnet give et forskningsproblem min udelte opmærksomhed, og jeg har allerede fået skrevet langt mere end jeg fik skrevet i hele forårssemesteret, hvor jeg vejledte seks projektgrupper og skrev en (sørgeligt forgæves) Horizon 2020-ansøgning.

Jeg holder af at undervise og af at møde de studerende, så jeg vil ikke tale undervisningen ned. Men en universitetslærers to forpligtelser, nemlig at undervise og at forske, kan let ende med at hakke dagene i småstykker. Man får ikke tid til at fordybe sig i forskningsproblemer, og egentlig får man heller ikke tid til at fordybe sig ordentligt i undervisningens udfordringer. Med en metafor fra operativsystemernes verden bliver effektiviteten sænket af context switching. Mange vidensarbejdere (og sikkert mange andre også) oplever denne ituhakning af arbejdslivet. Der er en hel masse artikler på nettet om netop ulemperne ved hyppig context switching i arbejdslivet og bud på hvad man kan gøre.

Men lige nu er der kun ét enkelt job i min procesenhed, så at sige, og det føles rigtigt netop nu.

Venkatesh Rao skriver i et blogindlæg fra 2008 om alle de mange andre metaforer på engelsk om det samme: Off the grid, decompress, detox osv. Lidt pessimistisk konkluderer han at man i det moderne arbejdsliv måske aldrig vil kunne opnå dette for alvor – at få fred, så man som vidensarbejder undgår at få dagene hakket i stykker. Men når nogen hævder, at noget aldrig vil kunne lade sig gøre, har jeg det med at blive skeptisk som udgangspunkt. Det må i al fald kunne lade sig gøre at gøre noget; mine arbejdsdage lige nu er et meget radikalt bud på dette. Jeg ved at det måske er første og sidste gang i mit arbejdsliv at jeg får denne mulighed, så jeg vil bruge den så godt som muligt. Fra mine kolleger i udlandet ved jeg at de (i hvert fald i nogle lande) kan have undervisningsfri i en periode hvert femte år (eller lidt sjældnere). Det er ærgerligt, at dette kun er en undtagelse her i den akademiske biks i Danmark – og i arbejdslivet i det hele taget. Der er andre veje til produktivitet end den non-stop-aktivitet som så ofte bliver hyldet.

Flattr this!

En dagbog

dagbog

I forbindelse med mit anderledes semester uden undervisning har jeg bestemt mig til at føre dagbog for at kunne nedfælde alle de tanker, jeg gør mig om min akademiske gerning. Jeg har anskaffet mig et program til OS X ved navn Day One, som gør det nemt at udarbejde en dagbog med alskens annoteringer, søgefunktion og backup i “skyen”.

Hver dag kl. 15 skriver jeg nogle linjer om hvad jeg har lavet. I går og i dag har jeg haft travlt med at flytte kontor, så der er kun ganske lidt forskningsrelevant at berette. Dvs. begge dage konkluderede jeg netop dette, mens jeg skrev dagbog, og besluttede mig derfor til i det mindste at få gjort en lille smule fremskridt, om muligt.

Derudover er dagbogen på ingen måde bekendelseslitteratur; jeg har lagt an til at jeg ville kunne skrive en privat dagbog også, men det bliver det efter alt at dømme ikke til.

Det er første gang siden min studietid at jeg skriver dagbog; dengang lavede vi en projektdagbog i de projektgrupper, jeg var i. Hvorfor jeg holdt op, ved jeg ikke – måske var det alene fordi der ikke var nogle nemme og ligetil værktøjer til at lave dagbog.  Det er der så heldigvis nu. Jeg overvejer om ikke jeg skal anbefale de studerende, jeg næste gang skal vejlede, at føre projektdagbog. Faktisk er det jo en god oplevelse, og allerede nu kan jeg se at der har været dage, hvor jeg har lavet en del mere end jeg troede. (Også dét er en god oplevelse.)

Flattr this!

Det trætte universitet

Træt

Jeg fandt i dag en interessant artikel fra i fjor af to  uddannelsesforskere, Florelle D’Hoest fra Spanien og Tyson E. Lewis fra USA.

Deres påstand er at vore dages universitet er et træt universitet (på engelsk bruger de ordet “fatigue”, der nærmest betyder “det at være dødtræt”).  Det videnskabelige personale skal leve op til stadigt flere målbare krav inden for forskning, og de studerende skal leve op til stadigt flere målbare krav i forbindelse med at gennemføre deres studium. Der er masser af krav til alle parter om at være målrettede, om at skabe værdier og om at være innovative – man skal “udnytte sit fulde potentiale”. Vore dages universiteter er blevet træthedsfremkaldende. Og uanset hvor mange krav man lever op til, holder det ikke op – det kan føles som løb på stedet.

Denne diagnose kan jeg som universitetslærer sagtens nikke genkendende til. Jeg hører meget sjældent de universitetslærere, jeg kender, sige, at de føler at de udnytter deres fulde potentiale, er innovative og i stand til at forandre verden.  Nogle af mine mest succesrige kolleger gør det ganske vist ofte, men mange andre – også kolleger, der er ekstremt kompetente – hører jeg ofte sige, at de føler sig overvældet af kravene til BFI-skabende publikationer, formidling, indhentning af eksterne forskningsmidler osv. og at alle disse krav gør dem trætte.

Men D’Hoest og Lewis hævder at det ikke er en utilsigtet konsekvens at kravene til universitetslærere og til studerende fremkalder megen træthed. Tværtimod, siger de, det er helt bevidst. De, der formulerer kravene, ved nemlig godt at trætte personer ikke har overskud til at protestere. Samtidig er der så, hævder de to forskere, faktisk et forandrende potentiale i trætheden – men det er kun, når trætheden når så langt at man bliver træt af at være træt og indser at man rent faktisk er blevet udmattet! Det er først da, man kan skabe noget nyt, og også først dér, man kan protestere. Men det er ikke den form for træthed, der bliver skabt i vore dages træthedsskabende universitet.

Min egen helt uvidenskabelige fornemmelse er at kravene, der bliver stillet til os som akademikere (og som studerende) er krav, der virker som om de ikke er umulige – og vi kender alle nogen, der kan leve op til dem. Men netop derfor bliver vi ved med at gøre os selv trætte til en vis grad og opgiver derefter at protestere; vi vil bare have fred, men det får de fleste af os kun meget sjældent.

Flattr this!

Flyttedag med sofa

IMG_20160802_164716
Midlertidigt kaos på mit gamle kontor.

I dag begyndte jeg at pakke mit kontor ned. I efterårssemesteret 2016 skal jeg for første gang i mine 21 år som lektor slet ikke undervise; jeg holder af at undervise (både kursusundervisning og projektvejledning), men i de sidste mange år har det desværre været småt med mulighederne for fordybelse og sammenhæng. Min institutleder har gjort det muligt for mig at have undervisningsfri, og det er jeg meget taknemmelig for! I de kommende måneder vil jeg bruge kræfterne på at forske og på at begynde arbejdet med at skrive en bog med udgangspunkt i nogle af mine forskningsresultater.

I den tid skal jeg rejse til udlandet af og til og i hele perioden have et kontor et andet sted på universitetet (det er hverken i Esbjerg eller i København, men ikke i den bygning jeg indtil nu har været i). I dag var jeg ovre for at se hvor jeg skal være. Det var beroligende at opdage, at den hidtidige beboer af dette nye, midlertidige kontor faktisk også hedder Hans. Det er der ikke så mange, der gør mere.

Det var også beroligende at se at kontoret lige akkurat var stort nok til at jeg kunne få min sofa med. I denne grå, statsindkøbte sofa har mange af de studerende, jeg har vejledt, og de kolleger, jeg har haft samarbejde med, siddet. Og nå ja, af og til har jeg også ligget på den en stund. Sofaen er faktisk et vigtigt undervisnings- og forskningsredskab. I modsætning til hvad nogle tror, kan man ikke få gode ideer på kommando eller på et på forhånd afsat tidspunkt på dagen. Man skal som forsker også have mulighed for at lade tankerne vandre uden distraktion, for at de kan komme det rigtige sted hen.

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Den amerikanske matematiker Ken Ono siger i et interview med Der Spiegel

In my house you would find not more than two or three math books, and no pads of paper. Half the time I do my work, it’s on the sofa in my living room stretched out with my eyes closed, almost as if I was asleep. Hours will go by, and I just let my thoughts wander.

Og ja, jeg ved godt at den slags virker dekadent og luksusagtigt på nogle mennesker. Forhåbentlig kan det så være en trøst, at jeg ikke har nogen forskningsmidler overhovedet ud over sofaen.

Flattr this!

Suk igen

Logo for the engelske rockband Bring Me The Horizon.
Logo for the engelske rockband Bring Me The Horizon.

Jeg har med mellemrum skrevet om mit arbejde med en Horizon 2020-ansøgning om forskningmidler. Sidste år var jeg sammen med kolleger fra universiteter og firmaer i Italien, Portugal, Malta, England og Skotland med til at skrive en ansøgning. Jeg koordinerede indsatsen. Vi fik afslag.

I år har jeg brugt 3 måneders forskningstid på at revidere ansøgningen; igen var det mig der koordinerede indsatsen; partnerne var omtrent de samme som sidst. Vi har holdt et møde i Bologna for at arbejde koncentreret på ansøgningen. Vi mødtes hver uge via Skype. Jeg brugte meget af min påskeferie på en sidste omskrivning. Og omsider, midt i april sendte vi ansøgningen ind. Den var på 142 sider.

Her til eftermiddag, på min sommerferies næstsidste dag, kom så afslaget. Det fyldte (hvis man piller al standardteksten ud) omkring tyve linjer. Vi fik 9,50 point. Vi skulle have haft 10 for at undgå et afslag.

Jeg ved godt at dette er vilkårene i vore dage, og jeg ved at der er mange ledere som salvelsesfuldt vil fortælle mig at det er nødvendigt, at det er sådan. Jeg har en klar fornemmelse af at der lige nu er kolleger på mit institut, der har fået en helt anderledes positiv besked fra Horizon 2020 og jeg ved at jeg skal være glad på deres vegne for at de kan føje endnu nogle millioner til deres pulje af eksterne forskningsmidler. Jeg ved også godt at min situation på næsten alle andre måder er meget, meget bedre end hvad de fleste andre mennesker i verden må leve med. Jeg er ikke syg, på flugt, fattig, arbejdsløs eller hjemløs.

Men alligevel: dagens afslag er indbegrebet af skønne, spildte kræfter. Jeg har brugt min forskningstid i håbet om at kunne komme til at forske en dag. Hvor megen forskning kan man lave for nul kroner?

Flattr this!

Livet efter det akademiske liv

Professor

I dag holdt jeg projekteksamen, og min censor var Bent Bruun Kristensen, som var vejleder for mig to gange mens jeg selv var studerende. Efter eksamen talte jeg med Bent om hvordan det er at være emeritus, og han kunne fortælle mig at det var en god og anderledes tilværelse. Hans konklusioner om den stadigt mere konkurrenceprægede og underligt strategiske akademiske verden kunne jeg nikke genkendende til. Det er altid godt at se Bent igen.

Jeg holder meget af gensynene med dem, der har undervist mig og nu kan se tilbage på en lang og samvittighedsfuld akademisk karriere. Når jeg taler med dem, bliver det tydeligt for mig at der er en særlig erfaring forbundet med et langt liv som akademiker og en mulighed for at se sit fag og sin gerning “oppefra” på en måde, som man bestemt ikke altid ser hos dem der er midt i en akademisk karriere. Der er omsider en mulighed for fordybelse og for at vælge at fokusere på nogle af de sider ved faget og ved den akademiske gerning, som man holder særligt af. Det er ærgerligt, at de muligheder først synes at være til stede når man går på pension som akademiker.

Jeg holder af min akademiske baggrund og det, den har givet mig af indsigt og erfaring – det er knap 30 års vigtig bagage. Men i disse år er jeg selv begyndt at tænke på min egen tilbagetrækning fra arbejdslivet. Hvis jeg vil, kan jeg gå på efterløn om 10 år, og nogle gange er tanken blevet mere fristende end før, for arbejdsvilkårene er ikke blevet bedre med tiden. Om jeg trækker mig tilbage, og hvor jeg er om 10 år, ved jeg af gode grunde ikke. Jeg håber under alle omstændigheder, at jeg en dag kan blive lige så afklaret i mit udsyn som nogle af de pensionerede akademikere, jeg møder i disse år.

Flattr this!