Sent eller tidligt valg?

I denne uge er der endnu et debatindlæg i medierne om adgangskravene til videregående uddannelser. Denne gang er der tale om en kronik i dagbladet Information, hvor forfatteren argumenterer for at adgangskravene også for fremtiden skal være baseret på karaktererne fra den adgangsgivende uddannelse.

En af årsagerne til de tilbagevendende diskussioner om optagelseskrav er selvfølgelig hele diskussionen om frafald og frygten for at nogle unge havner på uddannelser, som de ikke magter. Men måske er diskussionen om karakterniveau og andre kvalifikationer ikke den vigtigste diskussion, det er værd at tage.

Mange videregående uddannelser i dag er så specialiserede, at det er svært at skifte til en anden uddannelse uden at komme i karambolage med reglerne om SU. Engang var der langt færre, men bredere videregående uddannelser, og på bl.a. RUC var der basisuddannelser, hvor man først traf sit endelige uddannelsesvalg efter nogle semestre, når man havde et begyndende overblik over mulige fagområder. Også senere var uddannelserne inddelt i moduler, så man kunne sammensætte uddannelser af f.eks. et hovedfag og et bifag (eller sidefag, som det siden kom til at hedde). På nogle universiteter var det endda muligt selv at designe sin uddannelse, hvis den kunne godkendes som fagligt forsvarlig. Det var ikke en mulighed, som mange benyttede sig af, men den fandtes. Mit eget indtryk var at det mest var dedikerede mennesker, der benyttede sig af denne sidste mulighed. I nogle tilfælde fik studerende også lavet en kombinationsuddannelse ud af stumperne af delvist gennemførte uddannelser, så de kunne få sig en kandidateksamen.

Til gengæld var der ikke ret mange valgmuligheder på de gymnasiale uddannelser; i det almene gymnasium var der således to linjer med hver tre grene.

I dag er valgfriheden flyttet ned på de gymnasiale uddannelser, men der er sket det, at den tilsyneladende store valgfrihed, der er her, får vidtrækkende konsekvenser for hvilke af de specialiserede videregående uddannelser, man senere kan vælge. De vigtige valg skal samtidig træffes på et tidspunkt, hvor de unge ikke har det samme overblik og den samme faglige indsigt, som de har nogle år senere.

Det ville være interessant at analysere hvordan uddannelsernes struktur før og nu har indvirket på frafald og studieskift – og selvfølgelig også på ansættelighed.

En sommerferiebog: Det europæiske forår

Den første bog, jeg læste i sommerferien, var Det europæiske forår af Kaspar Colling Nielsen. Denne bog fra 2017 er noget så forholdsvis sjældent som en dansk science fiction-roman. Nogle bryder sig ikke om begrebet science fiction, men Det europæiske forår er science fiction på samme måde som f.eks. 1984, Fagre nye verden og Fahrenheit 451, dvs. en nøje gennemtænkt fremtidsvision og tanker om hvad denne fremtid har af konsekvenser for menneskene. Dette set i modsætning til andre slags science fiction som f.eks. Star Wars-filmene, hvor visionen om en anden verden mest er baggrund for et action-præget eventyr.

Det europæiske forår er på en gang dystopisk og utopisk og den blander de to aspekter undervejs. Helt dystopisk er det, at Danmark i en nær fremtid er blevet plaget af uroligheder i områder hvor der bor mange mennesker med “anden etnisk baggrund”. Flygtninge og danskere med “anden etnisk baggrund” er efter en politisk beslutning blevet forvist til et område i Mozambique. Dette minder på én gang om de seneste års ideer fra Venstre og Socialdemokraterne om at asylansøgere ikke skal kunne rejse ind i Danmark, men skal bo i lejre i Afrika. Og det minder samtidig om Adolf Eichmanns idé om at deportere Europas jøder til Madagascar.

Utopien i bogen er omdannelsen af det flade Lolland til en naturidyl med kunstige, klimaregulerende bjerge og små landsbyer med et næringsliv baseret på oprindelige håndværk og restauranter, der bruger årstidens råvarer. Og på Lolland bliver der anlagt nye forskningscentre inden for bioteknologi og maskinintelligens. I løbet af bogen lykkes det at skabe, hvad man kalder “hybrid intelligens”, hvor man på en eller anden får skabt dyr med menneskelig intelligens og bevidsthed. To af romanens hovedpersoner er derfor en hund og en fugl, der er blevet så kloge og reflekterede som mennesker, men alligevel er fanget i deres dyrekroppe med alt hvad det indebærer.

Jeg skal ikke røbe handlingen her, blot anbefale Det europæiske forår. Fremadskrivningen af aktuelle tendenser er skræmmende, og mindst ét sted i bogen er helt realistisk, nemlig dette citat.

Det ville tage en måneds tid at gennemgå det hele, og så skulle hun bruge et år på at skrive artiklerne, selv om hun var god til det. Hun havde tidligt forstået, hvad man skulle gøre, og hvad der var vigtigt. Det var en væsentlig årsag til, at hun var blevet professor, inden hun fyldte fyrre. Flere af hendes kolleger, selv dygtige folk, havde aldrig forstået, at det handler om at dosere sin viden, så man kan publicere så mange artikler som muligt på så få resultater som muligt. Mange troede, det handlede om at lave én superartikel, men det svarer til at vinde i lotto, åg sådan overlevede man ikke længe i akademi, og man blev i hvert fald hverken lektor eller professor.

(fra Det europæiske forår, side 30)

Det er formodentlig den mest realistiske beskrivelse i nogen roman, jeg nogensinde har læst.

Alkohol, kaffe, slik og oksekød

For få dage siden var der røre om en rapport fra Aarhus Universitet, der tilsyneladende viste, at oksekød ikke var så stor en årsag til klimaforandringerne som bl.a. alkohol, kaffe og slik. DR Nyheder viderebragte nyheden om rapporten med netop dette budskab.

Snart efter kom det imidlertid frem, at det er interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, der skaffede pengene til forskningen. Også hele det metodiske grundlag kom under lup.

Hele det tilsyneladende overraskende resultat i rapporten er nemlig nemt at kritisere. For hvis ikke der er én enkelt kilde til CO2-udledning, der bidrager med mere end 50% af den samlede CO2-udledning, kan man altid udvælge en kilde X og en mængde M af andre kilder og konkludere, at X ikke bidrager med mere end summen af bidragene fra kilderne i M. Det er en stort set triviel observation.

Hele dette postyr udgør for mig at se nærmest et mikrokosmos. Det er nemlig en sag, der afspejler ganske mange tendenser i samfundet på én og samme tid:

  • Der er for alvor kommet fokus på hvordan det animalske landbrug indvirker på klimaforandringerne, i et sådant omfang at landbrugets interesseorganisationer nu føler sig truede og går til modangreb.
  • Universiteterne er blevet afhængige af eksterne forskningsmidler i væsentlig grad og påtager sig bestillingsopgaver fra private aktører uden at anlægge en kritisk vinkel på det, de bliver bedt om.
  • Forskere udfører disse bestillingsopgaver, fordi det er karrierefremmende.
  • Universiteternes kommunikationsafdelinger vinkler forskningsresultaterne, så de kan få mest mulig presseomtale.
  • De fleste danske journalister fremlægger forskningsresultaterne uden at nærlæse dem og uden at gøre den stort set trivielle observation, jeg nævner ovenfor.
  • Der er et tydeligt problem med alle disse tendenser, men om lidt er sagen glemt, og fokus igen flyttet.

Hurtigere, højere, stærkere

De olympiske leges motto er Citius, altius, fortius, der oversat fra latin er “Hurtigere, højere, stærkere”. Det afspejler nogle konkurrencekrav, der er blevet tydelige inden for sport.

Når jeg ser optagelser fra fodboldkampe fra forrige århundrede, kan jeg ikke undgå at tænke, at spillet flyder langsomt i forhold til hvad man ser i vore dage. Det er underligt, at Péle, Cruyff, Beckenbauer og de andre gamle fodboldstjerner fra min barndom nu er kommet til at virke sløve. Til gengæld bliver der ikke scoret flere mål, snarere færre. I andre idrætsgrene, hvor det giver mening at tale om rekorder, går det også hurtigere, højere og stærkere, og nuværende danmarksrekorder tåler til tider sammenligning med gamle verdensrekorder. Men samtidig er der gamle rekorder, som får lov at stå uantastede gennem mange år.

Også i den akademiske verden flytter konkurrencekravene sig. Da jeg blev færdig med min PhD i Edinburgh, fik jeg af bedømmerne (en af dem var Robin Milner, der to år senere fik ACM Turing Award) at vide, at der var mere end nok i afhandlingen til at jeg kunne få en PhD. Tre kapitler i min afhandling var udkommet som artikler, og det fjerde kapitel var indsendt til et tidsskrift. I dag ville den slags let kunne risikere ikke at være godt nok.

Engang kunne man som universitetslærer have en respektabel karriere, hvis man publicerede 3-4 artikler om året. I dag er det bestemt ikke godt nok – tværtimod.

Der er blevet skruet op for kravene overalt, hvor konkurrence findes, og det interessante er, at de opskruede krav ser ud til at komme fra den generation, der selv ikke blev bedømt så hårdt engang. Både i sport og i den akademiske verden er økonomiske interesser kommet i højsædet. Og så indretter de, der vil have succes, og de, der kræver succes af andre, sig efter det og finder frem til hvordan det hele kan se ud af mere. Præstationernes kvalitet er måske ikke blevet så utroligt meget højere end i gamle dage, men kravene til hvad der er “godt nok” har flyttet sig og er, så vidt jeg kan fornemme, med til at skabe stress og følelser af utilstrækkelighed hos ikke helt få.

Projektmøde i Leicester

Vandhanen på mit hotelværelse i Leicester.

I dag var det tid til det officielle statusmøde i forbindelse med vores projekt under EUs RISE-program. Undervejs i mødet fortalte koordinatoren Adrian Francalanza fra Malta om det der med API’er i software, og han brugte en god analogi– nemlig en vandhane! Det handler her ikke om brugervenlighed, men om hvad vandhanens håndtag tillader os at justere og om rækkefølgen, vi skal bruge håndtagene i. Det er faktisk et lille eksempel på det, vi i datalogi kalder for en protokol. Bagefter kom jeg til at tænke på nogle observationer om vandhaner og deres grænseflade, som jeg gjorde under en sommerferie for nogle år siden. Måske er kimen lagt til et populærvidenskabeligt foredrag?

Vi var alle lidt nervøse inden mødet, for EU-kommissionen havde sendt en officel repræsentant, der skulle give os et foreløbigt skudsmål. Der havde været problemer med enkelte partnere i konsortiet, der havde trukket sig tidligt – men det var jo ikke vi andres skyld. Vi endte også med at tale om hvad vi mon kunne gøre for at få en bedre kønsfordeling i projektet, noget der desværre er svært, givet at der er tale om et projekt inden for et voldsomt mandsdomineret fagområde. Ingen er stolte over dette, og heller ikke os.

Heldigvis fik vi en forsigtigt positiv tilbagemelding fra EUs repræsentant, og jeg tror faktisk at hun tager med os alle på restaurant her til aften. Leicester er en af de byer i Storbritannien (og vel specielt i England), der er kendt for sine gode indiske/pakistanske/nepalesiske restauranter, så det er her, vi skal spise.

Projektmødet som disse ender også ofte med at handle om mere end selve projektet. Alle er selvfølgelig akademikere, men et stort flertal af os har derudover en fælles referenceramme fra ansættelser i universitetsverdenen. På vej fra mødet snakkede jeg med en kollega fra IT-Universitet i København. Han spurgte mig om hvordan jeg havde det med mit arbejdsliv i lyset af alt det, jeg har oplevet i år og berettet om for andre. Jeg svarede ham ærligt; mere kan jeg ikke skrive her.

Verdensmålene på danske universiteter

FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FNs topmøde i New York den 25. september 2015. Ledelsen på Syddansk Universitet har nu besluttet at, SDU skal arbejde “ambitiøst og helhjertet med alle FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed, og at det præger hele universitetet.”

Det er et glædeligt skridt, for det vil også gøre det nødvendigt at gentænke den måde, undervisning og forskning foregår på – ja, hele universitetsverdenen. Nogle tænker på FNs verdensmål som nogen, der først og fremmest har med miljøpolitik at gøre. Andre tænker på verdensmålene som nogen, der først og fremmest har med forholdene i det globale Syd at gøre. Men verdensmålene gælder for hele verden, og de er forbløffende brede. Nogle handler om retspolitik og om demokrati.

Et af målene i denne kategori er mål nummer 16, der lyder

At støtte fredelige og inkluderende samfund. give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer.

Det rummer bl.a. disse delmål:

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

16.6 Der skal udvikles effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner på alle niveauer.

16.7 Der skal sikres lydhøre, inkluderende, deltagerbaserede og repræsentative beslutningsprocesser på alle niveauer.

Det bør unægtelig give anledning til eftertanke. Lever den nuværende danske universitetslov og den måde, den forvaltes på i disse år, op til delmål 16.6 og 16.7? Og kan danske universiteter fortsætte med at involvere sig i militærforskning og samtidig leve op til delmål 16.1?

Min nyeste chef

Ane Halsboe-Jørgensen, Socialdemokratiet,

Det er altid interessant (i mangel på et bedre ordvalg) at få en ny minister for uddannelse og forskning. Moderne ledere ynder at sige, at de har til opgave at lede, ikke administrere. Al den handlekraft kommer der lidt af hvert ud af.

Nogle uddannelses- og forskningsministre har været bedre end andre. Den bedste minister, vi nogensinde har haft, er Jytte Hilden, der var forskningsminister i knap halvandet år i 1990’erne. Hun fik nemlig ikke gennemført noget som helst af betydning. I den anden ende af skalaen har vi Helge Sander, der var minister på området fra 2001 til 2010. Vi er en del mennesker, der ville ønske, at han ikke havde fået gennemført noget som helst.

Min nye chef er Ane Halsboe-Jørgensen, der er cand.scient.pol (som er noget helt andet end cand.scient) fra Københavns Universitet. Men hendes studentereksamen er fra Fjerritslev Gymnasium, som jeg også blev student fra mange år forinden som en af de første. En anden student fra det pågældende gymnasium er den nu forhenværende skatteminister, så om det egentlig er en kvalitet at komme fra Fjerritslev, ved jeg ikke.

Jeg ved heller ikke meget om Ane Halsboe-Jørgensens indsats på det resortområde, hun nu skal lede, ud over at hun for nogle år siden i en bog, forfattet sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil, lancerede tanken at bruge den socialøkonomiske model SØM på en lang række områder. SØM er en socialøkonomisk model, som med forskningsmæssigt belæg skulle kunne beregne gevinster af velfærdsinvesteringer. Modellen bliver allerede brugt på socialområdet, men Ane Halsboe-Jørgensen og Pernille Rosenkrantz-Theil så gerne, at SØM blev udbredt til områder som sundhed, beskæftigelse, integration og uddannelse.

Enten er dette godt, eller også er der bare lagt op til at bruge endnu et redskab til økonomisk styring af uddannelse og forskning.

En ny regering

Danmark har fået en ny regering, og måske bliver samfundsudviklingen i dette land bedre nu. Alle os privilegerede i den øvre del af middelklassen klarer os som regel altid, uanset hvem der er i regering. De sidste fire år har til gengæld været hårde for dem, der ikke var privilegerede.

Det har været mest tydeligt, at udenlandske statsborgere, flygtninge og asylansøgere har måttet holde for siden 2015. Jeg er glad for at planerne om en lejr på øen Lindholm er skrottet og at børnefamilier bliver flyttet fra Sjælsmark, men det er trist at den halverede kontanthjælp kaldet “integrationsydelse” stadig skal findes. På den anden side er der en profileret formulering om at bekæmpe uligheden i Retfærdig retning for Danmark, som vil gøre det svært at forsvare den slags forskelsbehandling, som “integrationsydelsen” er udtryk for. Og måske er det også et tegn på en bevægelse i folkestemningen, at selv en tidligere Venstre-mand som Klaus Riskær Pedersen kan udtale sig kritisk om forholdene på udrejsecentrene og donere penge til børnene dér.

Fra Mette Frederiksens tid som beskæftigelsesminister husker jeg desværre de tiltag, der bl.a. førte til de absurde resurseforløb og mistænkeliggørelsen af borgere med nedsat arbejdsevne og andre særlige udfordringer. Formuleringen om at “rette op på de dele af reformerne, som desværre har medført, at mennesker er kommet i klemme i systemet.” kunne tyde på, at der omsider kan ske noget også her.

Så bemærker jeg også, at der står meget lidt i Retfærdig retning for Danmark om det område, jeg selv beskæftiger mig med, nemlig forskning og uddannelse. Der står

Det er gennem vores uddannelser og forskningsinstitutioner, at vi skal få nye ideer og finde løsninger på de problemer, vores samfund står over for. Derfor skal vi styrke forskningen, værne om forskningsfriheden og sigte mod Barcelona-målet, så de offentlige investeringer i forskning er mindst en pct. af BNP.

Jeg er glad for at ordet “forskningsfriheden” dukker op, men ellers kunne formuleringen også være at finde hos den regering, der nu er fortid. Lige nu er jeg mest spændt på, hvem der skal være min nye chef. Det kunne være interessant, hvis det var en politiker med erfaring med området og en fuldført videregående uddannelse.

Under alle omstændigheder ser jeg frem til, at det ikke pr. automatik er Dansk Folkeparti, der bliver spurgt først, når dansk politik skal dækkes i medierne.

Dagen hakket i stykker

Tomat-minuturet.

I dagbladet Information har der for nylig været en artikel om den danske IT-virksomhed IIH Nordic, hvor den ugentlige arbejdstid er 30 timer. De ansatte arbejder derfor kun 4 dage om ugen. Dette bliver muligt, fordi arbejdstiden bliver effektiviseret.

Ida Madsen sidder midt i en koncentrationssprint, hvor hun arbejder fokuseret og uafbrudt i 25 minutter. Her på det digitale reklamebureau IIH Nordic kalder de det også at være i fuld pomodoro. Når tiden er gået, slukker den røde lampe, og en grøn tænder. Konceptet hedder pomodoro – tomat på italiensk – fordi dets opfinder, den italienske managementguru, havde et æggeur formet som en tomat. Alle ansatte skal helst være i pomodoro tre gange om dagen. På to store skærme i hver sin ende af kontoret kan alle følge med i, hvor mange gange hver enkelt medarbejder har været i pomodoro i løbet af dagen, og hvem der er det netop nu. Det er også derfor, at der er en rød lampe på Ida Madsens computerskærm. Så ved hendes kolleger, at hun er i pomodoro og under ingen omstændigheder må forstyrres.

Det lyder besnærende. Men dette viser vel egentlig, at den store udfordring ikke så meget er arbejdsugens længde og heller ikke “effektiv arbejdstid” som sådan, men derimod de skift i kontekst, som man oplever, hver gang man går fra at arbejde med én opgave til at arbejde med en anden. Alle disse kontekstskift kan være mentalt krævende og sluge ganske megen tid. Når man hos IIH Nordic skal “være i pomodoro”, betyder det i virkeligheden, at man får fred og ro til ikke at skifte kontekst.

Hvis man er universitetslærer, har man som regel flere forskellige arbejdsopgaver – her specielt undervisning og forskning. Når man går fra at undervise til at have forskningstid, er der typisk en omstillingstid, hvor man skal komme tilbage ind i den problemstilling, man tidligere har arbejdet med. Denne omstillingstid kan være temmelig betragtelig. Hvis man er uddannelsessøgende, har man også flere forskellige arbejdsopgaver – måske følger man kurser inden for flere forskellige fag eller man følger kurser og laver et projekt også. På uddannelser, hvor der er projektarbejde, kan de studerende typisk først gøre en ordentlig indsats, når kursusundervisningen er overstået, og de kan undgå kontekstskiftene. Selv tilsyneladende små kontekstskift, f.eks. at man skal læse og reagere på en mailbesked, kan også være belastende.

Så vidt jeg kan se, handler diskussionen om arbejdstid for vidensarbejdere ikke kun om arbejdstid målt i tidsenheder, men i høj grad også om arbejdstid målt i kontekstskift. Det gælder om at sikre at det enkelte menneske kan minimere de mange kontekstskift, så man ikke får sin arbejdsdag hakket i stykker. Dette kræver, at arbejdspladsen eller uddannelsesstedet giver den enkelte fred og ro og en overskuelig samling af arbejdsopgaver.

Giftige arbejdsmiljøer

https://www.theperformanceroom.co.uk/10-signs-show-work-culture-toxic/

Herover er en figur fra det engelske websted The Perfomance Room<, der giver ti kendetegn ved en giftig arbejdskultur. Blandt dem er

  • Kun resultater tæller
  • Hvis ikke det kan måles, er det ikke vigtigt
  • Frygt bruges som motiverende faktor

Brigette Hyacinth (fint skal det være) giver også bud på ti ting, der kendetegner en giftig arbejdskultur. De er (i min oversættelse)

  • Virksomhedens kerneværdier fungerer ikke som grundlag for hvordan organisationen fungerer
  • Ansattes forslag bliver slået hen. Folk er bange for at give ærlig feedback.
  • Mikromanagement – liden eller ingen autonomi bliver givet til ansatte mht. udførelsen af deres arbejde
  • Beskyldninger og straf fra ledelsen er normen
  • For højt fravær, for mange sygemeldinger og høj udskiftning af de ansatte
  • Overarbejde forventes og er et adelsmærke
  • Lidt eller anstrengt interaktion mellem ansatte og ledelse
  • Sladder og/eller klikedannelse
  • Vennetjenester og korridorpolitik
  • Aggressiv eller mobbende adfærd

Fælles fo de to bud er, at der i et giftigt arbejdsmiljø hersker autoritær ledelse og at kun resultater tæller. Netop disse forhold er i høj grad blevet et kendetegn for offentlige arbejdspladser under New Public Management, og i akademiske miljøer ser man det bestemt også, bl.a. som konsekvens af Universitetslovens koncentration af magt på få hænder og mulighed for lav gennemsigtighed i beslutningsprocesserne. Arbejdstilsynets undersøgelser fra de seneste år tyder på, at der er tale om et særdeles reelt problem i disse sammenhænge, og netop dét bør give anledning til eftertanke.

Arbejdstilsynets indsats har desværre været svækket gennem de nedskæringer, der har fundet sted i en del år. Den nye regering bør gøre noget for rette op på det og bør også overveje, om netop New Public Management og konkurrencestats-tankegangen er med til at skabe giftige arbejdsmiljøer rundt omkring på offentlige arbejdspladser.