Tommy og tolvtallerne

I en pressemeddelelse fra Undervisnings- og Forskningsministeriet udtaler Tommy Ahlers at

Jeg synes, vi her har fået nogle tal, der tyder på, at karaktergivningen ikke fungerer helt, som den skal – eksempelvis er andelen af 12-taller meget høj.  Med den viden, vi har nu, er det vanskeligt at sige præcist, hvor skoen trykker. Vi skal derfor i dybden med evalueringen, så vi ved om karakterskalaen lever op til målene for, hvad en moderne karakterskala skal kunne, og så vi ved præcist, hvor vi skal sætte ind…

Men er det nu egentlig så underligt, at det er sådan? Ministerens udtalelse vidner for mig at om at han tænker på 12-skalaen på samme måde som man har tænkt om 13-skalaen, nemlig at nogle karakterer er “undtagelseskarakterer”, der ikke bør forekomme særlig ofte.

Tommy er ikke den eneste, der har det sådan. Jeg havde det også selv sådan, da 12-skalaen blev taget i brug. Ved en mundtlig eksamen var jeg ude for en studerende, der bogstaveligt talt intet vidsteCensor ville nødigt give eksaminanden -3, for “han havde jo sagt noget”. Problemet var bare, at den smule, han sagde, var helt uacceptabelt. Og fordi -3 ifølge den officielle definition gives for den helt uacceptable præstation, var det den karakter, han skulle have – og endte med at få.

Nogle studerende i dag har også den opfattelse, at nogle karakterer er “undtagelseskarakterer”. For ikke så længe siden fik jeg således en henvendelse fra en studerende, der havde fået karakteren -3 ved en skriftlig eksamen. Det kunne han ikke forstå, for han havde jo afleveret en besvarelse. Her måtte jeg desværre fortælle ham, at grunden til at han havde fået -3 var, at hans besvarelse var helt uacceptabel. Og havde han ikke indleveret nogen besvarelse, havde han slet ikke fået nogen karakter.

Og når 12 er karakteren defineret ved at den demonstrerer udtømmende opfyldelse af læringsmålene, må det helst ikke være en undtagelse, at dette sker.  Alligevel er hensigten at der på længere sigt skal være denne fordeling blandt beståelseskaraktererne:

  • 10 procent får karakteren 12
  • 25 procent får karakteren 10
  • 30 procent får karakteren 7
  • 25 procent får karakteren 4
  • 10 procent får karakteren 02.

For mig at se er der flere mulige løsninger:

  • Læringsmålene skal altid være på et sådant niveau, at 90% af de studerende ikke vil kunne opfylde dem til fulde.
  • Undervisningen skal være så dårlig, at 90% af deltagerne vil få svært ved at opfylde læringsmålene. (Dette vil nemt kunne realiseres, bl.a. ved hjælp af nedskæringer og dårligt kvalificerede undervisere.)
  • Vi ændrer karakterskalaen, så nogle karakterer bliver undtagelseskarakterer.
  • Vi accepterer, at der nogle gange er mange studerende, der får 12.

For mig at se er det sidste den mest oplagte løsning lige nu. Hermed ikke være sagt, at jeg er glad for 12-skalaen. Det er især svært at nuancere bedømmelser af den “middelgode” præstation; man ender tit med at give 7. Den bedste karakterskala ville være en skala, hvor karakterer var vektorer. Hver koordinat ville da repræsentere opfyldelsen af en bestemt type læringsmål. Problemet er selvfølgelig, at læringsmål er meget forskellige fra fag til fag og fra uddannelse til uddannelse, mens den nuværende karakterskala (ligesom 13-skalaen) giver en illusion at af f.eks. et 7-tal på bacheloruddannelsen i fysik på en eller anden måde kan sammenlignes med et 7-tal på kandidatuddannelsen i musikterapi.

Skriftlig eksamen igen

Et vue ud over Agri Nord-hallen med de 170 eksamensborde.

I dag var det igen tid til skriftlig eksamen, og denne gang var det det største hold, jeg nogensinde har undervist. Knap 170 studerende skulle til eksamen i Syntaks og semantik i Agri Nord-sportshallen ude ved Aalborg City Syd. Universitetets egne bygninger er efterhånden blevet for små. Studiesekretærerne Lene og Lone var der sammen med mig, og vi skulle være klar, hvis der opstod en uventet situation. Der skete dog kun lidt, og meget af tiden kunne vi sidde og beskæftige os med andre gøremål. Af og til kastede vi et blik ud på salen; den tonede rude giver det hele et underligt tusmørkeskær.

Kl. 13.00 var det hele slut, og jeg kunne cykle ud til mit kontor på Selma Lagerløfs Vej. Ikke så længe efter at jeg dukkede op, kom Lene og Lone med de knap 170 eksamenssæt, og jeg gik straks i gang med at rette. Det bliver en travl weekend, men jeg vil have det hele overstået i stedet for at skubbe alt dette foran mig. Skriftlig eksamen tager tid, men jeg turde slet ikke tænke på hvordan en mundtlig eksamen for 170 studerende ville blive. Jeg kan især holde pauser, når jeg selv vil og fornemmer at koncentrationen er ved at glippe. Ulempen ved skriftlig eksamen er, at det bliver sværere at give hver enkelte studerende råd med på vejen.

Arbejdsbladenes dag

Den røde kuglepen er omsider stedt til hvile.

I dag var det igen den traditionsrige dag, som alle projektvejledere på Aalborg Universitet kender: De projektgrupper, vi har vejleder, sender os en hel masse arbejdsblade, der er tæt på at være deres færdige projektrapport.  Vi afsætter så en dag til at læse det hele igennem, så godt vi formår. Det kan godt føles overvældende. Og inden længe skal vi så læse de egentlige projektrapporter, men hvis vi har ydet en god vejlederindsats, kan vi så forhåbentlig også have været med til at sørge for at disse færdige projektrapporter er gode at læse.

Der er sket ganske meget med min tilgang til at læse og kommentere arbejdsblade i årenes løb. Før i tiden skrev jeg alle de mange sider ud og sad der med min røde kuglepen og skrev kommentarer i margen. Men den røde kuglepen er stedt til hvile; i dag annoterer jeg PDF-filer og skriver opsummeringer i LaTeX. Af og til er jeg også begyndt at lave videoer ved brug af min iPad, hvor jeg taler om arbejdsbladene og skriver på dem imens. Det vil jeg nok gøre mere brug af i fremtiden.

Noget, jeg altid bemærker, når man er så tæt på afleveringsdatoen, er at det næsten altid omsider står klart for de studerende, hvad deres projekter egentlig handler om. Det skyldes ikke, at de er dumme – tværtimod er det et sundhedstegn, for det viser, at de har lært noget vigtigt og at der er sket en progression. Derfor er det altid en udfordring for dem altid at skabe en sammenhængende projektrapport ud fra både de tidlige arbejdsblade, hvor de endnu ikke havde noget godt overblik over projektet, og de sene arbejdsblade, hvor de har en helt anderledes indsigt. Man er nødt til at lade som om alt, man har lavet, hele tiden har givet mening.

Ofte ser man i dag, at studerende har en opfattelse af at de skal “skrive til rapporten”, men i virkeligheden er hele skrivearbejdet i høj grad procesorienteret. Det, der bliver skrevet, er i meget høj grad en kommunikation mellem de studerende indbyrdes og mellem de studerende og deres vejleder. Derfor er det vigtigt både at skrive meget og at være villige til at kassere det, man har skrevet undervejs. Paradoksalt nok virker det imidlertid som om det føles hårdere for studerende i vore dage at kassere materiale end det gjorde i min studietid – paradoksalt, fordi arbejdsbladene dengang næsten altid kun fandtes i papirform. Hvorfor det er blevet sådan, kan jeg ikke gennemskue.

Arven fra Dick Tracy

Armbåndsuret, som Dick Tracy bar i Chester Goulds tegneserie allerede i 1946.

Svend Brinkmann er i sit seneste indlæg i Politiken også skeptisk over for valget af Tommy Ahlers som forskningsminister. Hvor meget disruption kan man egentlig skabe?

Brinkmann henviser til en artikel fra 2005 fra tidsskriftet Techological Forecasting and Social Change af den amerikanske fysiker Jonathan Huebner.  Huebner prøver at analysere innovation baseret på en liste over 8583 vigtige hændelser i naturvidenskab og teknik siden 1455. Han laver en regressionsanalyse, og det viser sig at antallet af hændelser som funktion af tid siden 1455 ikke er eksponentielt voksende, men tværtimod er aftagende. I sin konklusion skriver Huebner at

…the evidence presented indicates that the rate of innovation reached a peak over a hundred years ago and is now in decline. This decline is most likely due to an economic limit of technology or a limit of the human brain that we are approaching. We are now approximately 85% of the way to this limit, and the pace of technological development will diminish with each passing year.

Så måske er der i virkeligheden ikke så store muligheder for disruption?

Jeg ved det (heller) ikke. Informationsteknologien, som det hedder nu,  bliver ofte udråbt som den helt store forandrer. Den lever højt på to store erkendelser, men ingen af dem er helt nye. Den ene er den indsigt, som skyldes von Neumann og Turing i 1940’erne, at al information kan opfattes som data, der kan behandles med algoritmer. Selve ideen om den universelle programmerbare computer udnytter at programmer også “bare” er data, der kan gemmes i computerens hukommelse. Derfor kan vi bygge computere ind i alle de andre fysiske genstande, der har brug for information. Den anden store erkendelse er, at computere kan kommunikere med hinanden. Denne ide stammer som bekendt fra ARPAnet i 1960’erne.

Ganske mange af ideerne om hvad informationsteknologien kan bruges til, er faktisk fremskrivninger, der gør brug af en stræben efter at gøre apparater stadigt mindre. For eksempel har det berømte smartwatch spøgt lige siden 2. verdenskrig; jeg husker Dick Tracy-historierne fra Seriemagasinet først i 1970erne. Her gik Dick Tracy rundt med et “tv-armbåndsur”, og det havde han gjort lige siden tegneren Chester Gould fandt på uret tilbage i 1946.

Jeg vil selvfølgelig være forsigtig med at hævde, at der ikke er noget nyt under solen og ikke vil komme det. Men min fornemmelse er, at de store erkendelser, der forandrer verden, ikke er nogen, man kan tvinge frem ved målrettet satsning. De store opdagelser i naturvidenskabens historie er så godt som altid dem, som ingen oprindelig ledte efter. De kom fra grundforskningen, ikke fra den anvendte forskning. Hvad mon Tommy og de andre synes om grundforskning?

Mundtlig overlevering på universitetet

Det er forbløffende, i hvilken grad den akademiske verden betjener sig af uformelle, mundtligt overleverede traditioner. Der bliver skrevet en hel masse i forbindelse med både undervisning og forskning (for slet ikke at tale om administration), men de forskellige former for social kapital, der holder sammen på forskermiljøer, skaber pædagogiske traditioner på godt på og ondt og former de studerendes indstilling til uddannelserne, overleveres alle i høj grad gennem det talte ord.

Når stillingsansøgninger og indsendte publikationer bliver bedømt, er nogle af bedømmelseskriterierne nedfældet på skrift, men mange af dem er åbne for en fortolkning, der skabes af uformel mundtlig overlevering. Samme ansøger kan opleve at blive erklæret egnet til en forskerstilling én gang, men uegnet til samme stilling to år senere – det har jeg selv hørt om!

Når undervisere skaber en forventning til hinanden om hvordan man skal holde mundtlig eksamen, er også dén mundtligt overleveret. Det blev helt tydeligt på Aalborg Universitet i 2013, da gruppebaseret projekteksamen blev tilladt igen efter 6 års forbud. Det var et omfattende arbejde at genskabe traditionen, for der var faktisk ikke skrevet noget ned om hvordan man holdt projekteksamen fra 1974 frem til 2007! Alt hvad jeg selv mente at vide, “vidste” jeg fra samtaler med kolleger og fra eksaminer, jeg selv havde afholdt.

Selv ved jeg ikke præcis, hvorfra jeg i min studietid fik ideerne om at man skal diskutere og godkende arbejdsblade. Måske kom denne praksis til dels fra et kursus vi havde på 1. semester. Men jeg ved, at vi begyndte at diskutere arbejdsblade og godt vidste, at de andre projektgrupper gjorde det samme (for vi talte jo sammen på tværs af holdet).

Når studerende i stort tal begynder at blive væk fra undervisningen, skyldes det formodentlig heller ikke en organiseret skriftlig protest, der cirkulerer på holdet, men en mundtlig overlevering om at undervisningen er kritisabel eller overflødig. Den fremherskende idé med “rapportskabeloner”, der går i arv fra årgang til årgang, er et andet eksempel på en uformel praksis. (Det er en praksis, jeg gerne så forsvinde.)

Alt dette viser også, hvor sårbare akademiske traditioner er, når den mundtlige overlevering glipper. Der er bestemt ikke noget galt i sig selv med at et universitet får mange ansatte. der kommer fra andre universiteter, men det kan være et problem, når al den hævdvundne praksis og ideerne om kvalitet kun bliver overleveret mundligt. På et universitet som Aalborg Universitet, hvor problemorienteret projektarbejde er centralt i uddannelserne, kan der på den måde risikere at opstå store lommer af ansatte, der er uvante med hvordan denne type pædagogik skal bedrives og måske – fordi de ikke bliver del af en mundtlig overlevering – kommer til udvikle en praksis, der ikke er god.

Undervisningens dag 2018

I dag var det endnu engang tid til Undervisningens Dag, der er navnet på den pædagogiske dag på Aalborg Universitet. I går havde der været Undervisningens Dag på AAU i København; nu kom turen så til AAU i Aalborg.

Programmet var interessant med bl.a. et indbudt foredrag af uddannelsesforskeren Manu Kapur, der er professor ved ETH Zürich, og en paneldebat om de studerendes engagement i undervisningen. Underligt nok var der ingen – heller ikke de studerende – der hæftede sig ved, at en sandsynlig grund til det, der virker som svigtende engagement, er at universitetsdemokratiet for 15 år siden blev afskaffet. Det er svært at engagere sig ordentligt i en situation, man ikke oplever, at man har indflydelse på.

Om eftermiddagen var der en række workshops. Her valgte jeg en workshop om hvordan man kan bruge sin stemme bedst muligt i sin undervisning. Netop dét er ikke så trivielt, som man måske skulle tro . Undervejs i workshoppen blev jeg mindet om, at jeg jo faktisk i 2017 mistede stemmen hele to gange, fordi jeg brugte stemmen forkert i min undervisning på tidspunkter, hvor jeg havde en virusinfektion i halsen.

Til sidst var der en præsentation af de PBL-udviklingsprojekter, som siden 2017 var blevet udført på AAU. To af disse projekter havde jeg selv været med i.

Min nye chef: Vi skal være mere kyniske

Foto: Per Arnesen, United Productions ApS

Så fik jeg igen en ny chef, og i denne måned er det så Tommy Ahlers, milionær, iværksætter og uddannet jurist (og bestyrelsesmedlem i CEPOS), der er uddannelses- og forskningsminister.

I et interview med DJØF-bladet fra 2013 sagde han

Alle skal sgu da ikke bestå en uddannelse. Hvor kom den fra? At bestå en uddannelse må da bero på, at du besidder et vist talent for det, du har valgt at læse. Vi har fået et akademikerproletariat, fordi vi uddanner så mange. Vi skal være mere kyniske. Den del må gerne være mere elitær, så vi får færre igennem. Så de, der kommer ud, er dygtigere og mere klar til det pres, det er at starte en virksomhed.

Den bemærkning lader jeg lige stå lidt. I forvejen er der en forventning til de af os, der er undervisere og forskere, om at vi skal være iværksættere, der skaffer egne midler på baggrund af egne ideer. Jeg forventer selvfølgelig ikke at en regering som den nuværende ville stå for et opgør med hele denne neoliberalistiske tankegang, men dagens udnævnelse tyder på at der kommer endnu mere af den. Og kynisme i uddannelsessystemet? Jeg synes allerede, der er rigeligt af den.

Din gamle email

Kolleger på Roskilde Universitet fortæller, at ledelsen på deres universitet nu har beordret dem til at rydde op i deres email. I en mail fra ledelsen udsendt den 23. april står der bl.a.

Fra d. 25. maj bliver de nye persondataretlige regler håndhævet. Det betyder at der er et forøget fokus på, hvordan offentlige myndigheder håndterer personoplysninger, dvs. enhver type af oplysninger, som kan knyttes til en bestemt person. Idet vi på RUC, som mange andre steder, har meget store datamængder liggende i e-mail-historik, skal du i den anledning foretage en større oprydning af dine mails.

Det er på RUC besluttet at medarbejderne bedst selv rydder op i deres egen mail-ind- og udbakke, idet nogle e-mails kan og bør beholdes, uanset at de er af ældre dato.

Til hjælp med at foretage denne sortering er vedhæftet en vejledning. …

… Det er ikke tilladt blot at slette fra email-klienten, men bevare en kopi udenfor denne, fx i anden mail. Oprydning og sletningen er et krav, som gælder alle stillingsniveauer. Det er vigtigt at du tager dig tid til opgaven med oprydningen af dine mail inden 25. maj.

Som hovedregel skal man slette alle e-mails der er ældre end 30 dage, medmindre:
a) Man har et konkret og sagligt behov for at gemme den pågældende e-mail.
b) E-mailen tjener som dokumentation for en sag. I dette tilfælde skal den lægges i F2 på den relevante sag, eller eventuelt lægges ind i et fagsystem.
c) E-mailen ikke indeholder personoplysninger.
d) E-mailen er rent privat.

Det er en spændende ordre og en spændende tidsfrist, der vidner om en spændende tilgang til ledelse, som ikke virker ukendt på mig.

Jeg ved ikke, hvor langt tilbage i tiden mine sjællandske kollegers mailkorrespondance rækker, men jeg har haft min nuværende mailkonto ved Aalborg Universitet siden 1987 og især siden 1991, da jeg blev ansat som universitetslærer, har jeg brugt den hver dag året rundt. Vi har i årenes løb skiftet mailserver og mailsystem nogle gange, men et hurtigt kig viser, at jeg har e-mail der strækker sig tilbage i al fald fra juni 2006.

En fælles basis?

I dag kan jeg læse om endnu et initiativ, der skal gøre noget ved den sørgelige tendens det er, at der næsten ingen kvinder er, der studerer datalogi. Denne gang er det et initiativ ved University of Waterloo i Canada.

Her er der både en massiv indsats ved ungdomsuddannelserne og en anderledes tilgang på universitetets uddannelser, der bliver satset på. Blandt andet skal alle matematikstuderende have et kursus i datalogi på første år.

Netop dét er noget, der er forsvundet på Aalborg Universitet. For mange år siden, da der fandtes en teknisk-naturvidenskabelig basisuddannelse, skulle alle studerende have et kursus i datalogi. Det var ikke et fantastisk kursus (jeg var selv med til at holde det flere gange), men i det mindste var der da noget. Nu er der rigtig mange studerende, der ikke møder datalogi overhovedet – herunder specielt dem, der vil studere matematik. Det er en voldsom ændring fra dengang, hvor en stor procentdel af kandidaterne i matematik fra AAU havde et sidefag/bifag i datalogi – og omvendt.

Der var mange ulemper ved basisuddannelsen; fra min egen studietid husker jeg min ærgrelse over ikke at kunne komme til at beskæftige mig med matematik før på 3. semester. Men der var faktisk også nogle fordele forbundet med at udskyde det endelige studievalg bare lidt. (Og så har vi ikke talt om hvor nemt dette gjorde det at fortryde sit valg uden at det havde voldsomme konsekvenser for den studerendes SU mv.)

På én måde har vi faktisk en rest af basisuddannelsen endnu på datalogiuddannelserne, for de første fire semestre af datalogi- og softwareuddannelserne er helt identiske. Og det sker da også, at studerende skifter fra den ene uddannelse til den anden.

Anonym bedømmelse?

I den akademiske verden sender vi forskningsartikler ind til bedømmelse ved konferencer og tidsskrifter, og bedømmelsen er anonym. Jeg ved ikke, hvem der har bedømt mine artikler.

Men noget af det mest ærgerlige, når man får en indsendt artikel afvist, er netop at man ikke kan tage til genmæle over for en bedømmelse, man synes er urimelig. Nogle gange har jeg været ude for bedømmere, der helt har misforstået min artikel. Heldigvis har nogle konferencer inden for datalogi derfor inden for de seneste år indført rebuttal-faser, hvor man kan tage til genmæle over for bedømmelserne i håb om at få dem ændret til det bedre.

Men hvorfor skal bedømmelse af akademiske artikler overhovedet være anonym? Bertrand Meyer, der er professor i datalogi i Zürich, stiller netop dét spørgsmål i et debatindlæg, og jeg synes, at han har fat i noget vigtigt. Anonyme bedømmelser skulle gøre det muligt at fremføre kritik uden risiko for repressalier, men det kan nemt føre til useriøs og overfladisk kritik. Dette kender vi allerede i ikke ringe omfang fra studerendes evaluering af undervisning.

Hvis man ved, hvem bedømmeren er, lægger det et større pres på bedømmeren for at skrive en grundig og seriøs bedømmelse. Og et andet argument mod anonymiteten er at anonymitet kan gøre det meget sværere at opdage videnskabelig uredelighed. Anonym bedømmelse gør det meget nemmere at stjæle andres ideer uden at blive opdaget: Hvis man får fat i en lovende artikel, kan man give den en dårlig bedømmelse, så den ikke bliver godkendt, og derefter skrive en artikel selv om det samme.