Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Nye udviklinger

via-appia
Via Appia..

Jeg har et tilbagevendende behov for at forny min pædagogiske praksis med projektvejledning og kursusundervisning. I de seneste år er jeg begyndt også at lade udviklingen af min undervisning blive genstand for forskning. Der er trods alt en masse ekspertise på området, og det ville være underligt og egentlig også arrogant ikke at ville benytte sig af den. Jeg tør ikke sige at jeg nu også er uddannelsesforsker – hvis jeg er blevet det, er det kun i det små.

I de seneste par år har en af dem,  jeg har samarbejdet med i dette regi, været Dorina Gnaur,  adjunkt på Institut for læring og filosofi. Vi har analyseret min overgang til flipped classroom i “Beregnelighed og kompleksitet” og der kom en artikel ud af det. Vi har også holdt workshops sammen om brugen af video i undervisning og senest begyndte vi at tænke over problembaseringen af projektarbejde (eller rettere: manglen på samme), her med udgangspunkt i mine tanker om at genoverveje projektarbejdet på datalogiuddannelsens 4. semester. Det kommer der også en artikel ud af.

Men nu griber universitetets omstruktureringer og mildt sagt uudgrundelige  økonomiske dispositioner ind, og takket være beslutningsmørket på AAU kommer det pludseligt. Da vi mødtes i februar, viste Dorina mig en mail, hun netop havde fået. Den fortalte at det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU trækker sig ud af Institut for læring og filosofi og dermed bliver det eneste fakultet på universitetet, der ikke er med her. Så meget for tværfagligheden. Senere samme dag hørte jeg for første gang om denne beslutning i Akademisk Råd – som et punkt under Meddelelser. Sådan er universitetsloven af 2003; Akademisk Råd har ingen beslutningskompetence i disse vigtige sager.

Medarbejderne fra Institut for læring og filosofi bliver administrativt overført til et andet institut. Nogle har forståeligt nok haft det svært med det. For andre medarbejdere, der ikke er fastansatte, blev det i lyset af disse ændringer og universitetets mærkelige økonomi svært at kunne se en fremtid her. Dorina fik hurtigt et andet job hos VIA i Aarhus, som hun snart begynder i, men alle de ekstra undervisningstimer, hun har leveret, kan hun ikke få godtgjort. Jeg lærer aldrig at forstå universitetets timeregnskab; ekstra undervisning er tydeligvis en rent fiktiv valuta.

I dag mødtes Dorina og jeg for at tale om en fælles publikation, vi har på bedding, om brug af video i undervisning (podcasts mv.). Det var hendes sidste dag på AAU, og hun havde brugt formiddagen på at rydde sit kontor – netop som hendes publikationer fra adjunkttiden omsider var kommet ud. Var det en underlig dag for hende? Selvfølgelig.

Vi fik også spist lidt suppe og som så ofte før talt godt om verdens tilstand. Selvfølgelig slutter vores samarbejde da ikke her, men alligevel – det er underligt igen at blive mindet om alt det, der viser sig at være midlertidigt.

Flattr this!

Ansavrlig for ditigal eskamen?

ditigal
Berv om ditigal eskamen.

Tilbage i december sidste år skrev jeg om systemet til digital eksamen. Og det endte med at jeg, en halv time inden jeg gik på juleferie, skrev et tre en halv side langt brev til rektor med alle mine kritikpunkter af dette system, der skal tages i brug til sommer og skal tage sig af alle aspekter af eksamen – på alle fag, til alle former for eksamen og under hele processen fra planlægning af eksamen over afholdelse af eksamen til registrering af eksamensresultater.

Resultat: Et godt stykke tid senere kom et officielt svar på Aalborg Universitets direktion med en slags forsøg på tilbagevisning af kritikken (systemet var blevet testet af hele to studerende, der spændte helt fra jura til erhversjura, og af hele to undervisere). Og jeg fik et tilbud om at komme med i brugergruppen, der skal orientere om systemet til digital eksamen. Dét følte jeg slet ikke trang til.

I dag kom foreløbig seneste kapitel i denne tragikomiske fortælling: Jeg er blevet indkaldt til et møde i denne brugergruppe, som jeg aldrig har bedt om at være medlem af.  Andre medlemmer af samme brugergruppe har bedt mig om en kopi af brevet, og det har de fået – og det officielle medlem af brugergruppen har reageret prompte ved også at sende direktionens svar til alle. Jeg har tænkt mig at dukke op til første møde, men mest for at fortælle at jeg ikke vil være med til at markedsføre en fiasko. Måske kan det dog berolige mig, at der er en ikke helt lille sandsynlighed for at et system, der er så dårligt udviklet som dette, aldrig vil kunne komme til at køre.

Mødet er forresten blevet indkaldt af en fuldmægtig, der i sin signaturfil præsenterer sig som Proceskonsulent på Ditigal Eksamen.

Flattr this!

Scener fra en torsdag på universitetet

staenderforsamling
En stænderforsamling i 1800-tallet.

Dagens første begivenhed var et orienteringsmøde for studerende, der stod for at kunne søge ind på vores kandidatuddannelser i datalogi og software. Jeg har holdt sådanne møder før, men denne gang var der en mindre behagelig facet af mødet: Vi har i Studienævn for datalogi besluttet at nedlægge kandidatuddannelsen i datalogi/spilprogrammering, da der ikke længere er et fagligt miljø, der kan understøtte at uddannelsen i spilprogrammering bliver afviklet på fagligt forsvarlig vis. Det er en rigtig trist beslutning, for uddannelsen har forholdsvis stor søgning, men det er desværre også en nødvendig beslutning. Der er nu “kun” de almindelige kandidatuddannelser i datalogi og software tilbage.

Her var jeg i rollen som beslutningstager. Jeg havde indstillet mig på at der ville være en del negative reaktioner fra de studerende, der måske havde forventet at kunne vælge denne uddannelse. Og havde der været sådanne reaktioner, ville det have været fuldt forståeligt – processen havde trukket længere ud end godt er. Men der var ingen studerende, der sagde noget her. Måske var det resignationen, der var sat ind hos dem.

Bagefter var der nogle studerende, der henvendte sig til mig med spørgsmål. En af dem var noget tvivlrådig. Hvad skulle han dog gøre på kandidatuddannelsen? Der var ikke  nogen af de fag, der blev udbudt på datalogi-uddannelsens 8. semester, han brød sig om. Kunne han mon erstatte dem med fag fra software-uddannelsen? Og nej,  det kunne han ikke; dette var studienævnets beslutning. Det var han temmelig skuffet over.

Herefter var der fred og ro på kontoret i et stykke tid; jeg vil prøve ikke at glemme at spilde tiden ind imellem. Formiddagen sluttede med et roligt  møde med en gruppe, jeg er vejleder for. Og så var der frokost.

Dagen sluttede med at jeg deltog i et interview om medindflydelse og medinddragelse, sat i scene af universitetets administration efter at hovedsamarbejdsudvalget kraftigt havde ytret ønske om det. Aalborg Universitet er nemlig i dag et af de danske universiteter, hvor medarbejdere i praksis har mindst indflydelse. (Til gengæld er AAU et af de steder, hvor der udstedes suverænt flest detailregulativer.) Her sad jeg på den anden side, som en slags menig medarbejder over for administrationen. Intervieweren var en sociologistuderende på 8. semester, som ind imellem tabte pusten over for de fire interviewdeltagere – heriblandt en tidligere institutleder med 50 års (!) kandidaterfaring.

Jeg er en stor tilhænger af medbestemmelse, men jeg er en stor modstander af medinddragelse. Medinddragelse består i vore dages universitetsverden i at ledelsen spørger medarbejdere og studerende kort og derefter træffer de beslutninger, ledelsen har lyst til at træffe. Dvs. præcis som de stænderforsamlinger, der i Danmark fandtes under enevælden i 1800-tallet. Her kunne udvalgte borgere møde op og give deres mening til kende, inden enevoldsfyrsten udstedte sine love. Senere fik borgerne medbestemmelse i større og større omfang, og efterhånden kom denne medbestemmelse endda til at omfatte så tvivlsomme grupperinger som kvinder, tyende og folk på fattighjælp. I universitetsverdenen er det inden for de seneste 15 år gået den stik modsatte vej.

Samtidig har vi fået en parallel struktur uden for universitetsloven, hvor forskere med adgang til eksterne forskningsmidler kan agere på egen hånd ved at ansætte og forfremme og frikøbe sig selv efter forgodtbefindende. Og ingen institutleder ved sine fulde administrative fem tør anfægte denne ret. På denne måde udgør forskerne med store egenbevillinger en rolle som den, Mærsk indtager i dansk politik.

Flattr this!

Det er hans skyld

Sir Alex Jarrat, Vice Chancellor, Birmingham University.
Sir Alex Jarratt, Vice Chancellor, Birmingham University.

I Storbritannien kom i 1985 den såkaldte Jarratt Report udarbejdet af en kommission ledet af Alex Jarratt. Han var rektor (i det britiske system Vice Chancellor) på universitetet i Birmingham, men havde betragtelig erfaring fra bank- og bladverdenen. Det var med denne rapport, at en lang række betragtninger opstod, der lige siden har hærget først den britiske universitetsverden og siden også mange andre landes universiteter: Universiteterne skulle opfattes som profitgivende virksomheder, og studerende var kunder. Ledelse og beslutningskompetence skulle flyttes fra akademikerne til særlige ledere.

Få år senere var New Public Management født og havde fået sit navn. I dag hærger denne nyliberalistiske idé stadig i hele den offentlige sektor fra sundhedsvæsen og folkeskoler til universitetsverdenen.

I Times Higher Education Supplement siger den engelske historiker Geoffrey Alderman dette at sige:

Jarratt was self-inflicted. The inquiry was not a government creation. It was established by the Committee of Vice-Chancellors and Principals. How well do I remember them, running around like a clutch of headless chickens, trying to fool us youngsters that Maggie Thatcher would love us if we acquiesced in Jarratt, and might even restore some of the cuts she had so savagely and so enthusiastically imposed!

Jarratt was betrayal from within.

Så dette er også akademikernes egen skyld – i hvert fald hvad angår nogle af dem. Det er en kombination af angst for egen fremtid hos nogle og ambitioner hos andre, der har skabt hele den pseudo-virksomhedskultur og det kontrol- og dokumentationshelvede, der plager os.

Hvis jeg en dag begynder at spille dart, vil jeg overveje at sætte billedet ovenfor på skiven.

Flattr this!

Forskergruppen som kult

Kim Il-Sung og Kim Jong-Il.
Kim Il-Sung og Kim Jong-Il.

I denne uge talte jeg med en tidligere PhD-studerende ved et dansk universitet, der nu havde fundet andet arbejde. Selv om han holdt af sit fag, var han blevet led og ked af den akademiske verden. Hans fornemmelse var at en bestemt af de forskergrupper, han havde været i berøring med på det institut, hvor han havde haft sin gang, efterhånden var kommet til at ligne en kult. Ja, det gjaldt vel egentlig for mange af dem.

En lignende tanke er kommet til at strejfe mig stadigt oftere. Jeg kender til ikke helt få forskergrupper rundt om i den akademiske verden, hvor lederen lader møderne i gruppen og fortællingerne om gruppen handle om lederens egne bedrifter, ikke mindst alle lederens egne midler og projekter, og arrangerer sociale begivenheder, der ofte har konkurrenceelementer hvor det vigtige er at lederen og lederens foretrukne vinder. Lederen er selvfølgelig medforfatter på de fleste artikler i gruppen. Og alle artikler i gruppen tager derfor altid udgangspunkt i samme grundlæggende paradigme. Lederens egen grandiositet er altid uantastet.

Steven Alan Hassan, der i sin tid var med i Moon-bevægelsen, er siden er blevet en ledende autoritet inden for kulter. Her er en oversigt over den adfærd, der ifølge ham er karakteristisk for en kult:

  • Adfærdskontrol:  man bruger en masse tid på indoktrinerings-sessioner og grupperitualer; man skal spørge om lov i tilfælde af større beslutninger; man skal indberette tanker, følelser og aktiviteter til overordnede
  • Informationskontrol: Adgang til information udefra frarådes eller minimeres (medlemmerne bliver holdt beskæftiget så de ikke har tid til at prøve), flittig brug af information som er blevet til inden for kulten (nyhedsbreve, skrifter, video osv.)
  • Tankekontrol: Det er nødvendigt at gøre gruppens doktriner til éns egen “sandhed”; ingen kritiske spørgsmål om hvorvidt lederes doktriner og beslutninger er fornuftige.
  • Emotionel kontrol: Omfattende appel til egen skyldfølelse; indoktrinering om at det er farligt at forlade gruppen eller sætte spørgsmålstegn ved lederens autoritet; de der forlader gruppen ses som svage og udisciplinerede.

Også store personlighedskulter som trives i diktaturstater fungerer efter disse principper. Nordkorea og dets kongerække af Kim’er er et velkendt eksempel. Men meget af ovenstående kan faktisk også siges om en del forskergrupper derude. Helt konkret blev jeg mindet om en gammel artikel fra 2009 om Milena Penkowa, fra før hun blev afsløret som fusker. Her er et sigende udpluk:

Lad os holde fast i din definition. Er du intelligent og mere end andre?

»Ja.«

Svaret falder prompte og understreges af et fast blik i de brune øjne.

»Min begavelse kommer til udtryk i det, jeg laver, og den måde, jeg tilrettelægger mit liv på. En del af intelligensbegrebet er også at undgå at komme i vanskeligheder. For eksempel at blive overfaldet eller omgås psykopater. Der er stor forskel på, hvordan folk indretter sig, og det kræver megen tankevirksomhed at lægge planer og få dem til at fungere, uden nogen opdager, at man har tilrettelagt det hele for dem. Forskning er det, jeg bruger flest kræfter på. Jeg er ligeglad med, om jeg er totalt flad, når jeg kommer hjem og kun kan finde ud af at falde om, hvis jeg har brugt al min energi på at analysere hjerner.«

Milena Penkowa skruer op for varmen og ned for Metallica. Hun har lige luftet ud, og heavy metal fungerer ikke som muzak. Så det er vel logisk nok. Eller manipulerer hun i virkeligheden journalisten til at skrive om sin yndlingsmusik?

»At kunne lide Metallica er nærmest et krav, som jeg også nævner i de indledende samtaler med mine studerende. Derfor inviterer jeg også min forskergruppe med til en af sommerens fem Metallica-koncerter i København.«

Grandiositeten, tilrettelæggelsen af medarbejdernes tankeliv og kravene til adfærd er der helt klart.

Flattr this!

Forskning og følelser

Head in Hands

Der er en interessant og skræmmende artikel i EuroScientist om  forskere, der pludselig ser deres akademiske karriere slutte – og begår selvmord. Stefan Grimm, der var professor i medicin på Imperial College, slog sig selv ihjel da han stod for at skulle afskediges – årsagen til at han mistede sit job var at han ikke kunne skaffe tilstrækkeligt med eksterne forskningsmidler og ikke publicerede tilstrækkeligt. Året før han døde havde han publiceret 4 artikler og havde £130.000 i eksterne forskningsmidler. Men det var tilsyneladende ikke nok.

I 2008 begik Marie-Claude Lorne selvmord, da hun ikke kunne få en fast stilling på universitetet. Sidst i 2014 begik Nigel Veitch som var sektorforsker ved Kew Garden selvmord, da han skulle genansøge sin oprindelig faste stilling efter at Kew Garden havde omstruktureret og skåret ned på grund af økonomiske vanskeligheder.

Alle disse tragiske historier virker umiddelbart meningsløse. Der er tale om begavede mennesker, der nok kunne have fået et andet job, vil mange uden for den akademiske verden vel tænke og sige her. Men som en af mine kolleger har sagt, er der i den akademiske verden en stor forfængelighed hos mange af os. Vi går op i vores fag og lader det blive en stor del af vores identitet. Vi vil gerne værdsættes og anerkendes – og det i sig selv er meget, meget menneskeligt. Når vi mister faget, mister vi på en måde os selv. På denne måde ligner de akademiske selvmord de uhyggelige familietragedier, hvor et menneske (oftest er det en mand) efter en skilsmisse slår sig både sig selv og sin familie ihjel.

Tilbage i 2007 udgav Charlotte Bloch fra Københavns Universitet en bog med titlen Passion og paranoia, der handler om de komplicerede følelser, der er hos forskere. Bogen er baseret på en lang række interviews med forskere fra PhD- til professorniveau. Selvmordet er en ekstrem reaktion på følelsen af at være akademisk fiasko. men som Bloch påviser i sine undersøgelser, er forbundetheden med faget i høj grad en realitet. Jeg ved ikke om der er en tilsvarende ekstrem form for professionel stolthed uden for den akademiske verden. Men det er interessant at vi kun sjældent taler om de skuffelser, vi ofte møder som akademikere. Meget ofte vender vi dem indad og konkluderer at de dårlige artikelbedømmelser og de manglende bevillinger skyldes at vi er dårlige forskere. Jeg kender selv til den massive skuffelse, der følger i kølvandet på en afvist ansøgning eller en afvist artikel. Det føles nogle gange som om skuffelsen er langt større end den glæde, man føler ved accept. For når en artikel eller en ansøgning bliver imødekommet, har man jo bare gjort det, der blev forventet.

Det er ikke tit at vi taler om vore skuffelser som universitetsansatte. Men dette er i sidste ende en selvdestruktiv og selvhadende holdning, og jeg tror at den holder mange af os nede og forhindrer os i at have et godt arbejdsliv. Alene dette viser hvorfor ideen om alles konkurrence mod alle er en dårlig strategi i den akademiske verden. Mon de personer, der holder af denne strategi, har erfaring med at tabe?

Flattr this!

Ranking – og boksning

academia-boxing-club

De enkelte forskere konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. De enkelte institutter konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. Universiteterne konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. Den akademiske verden er blevet alles konkurrence mod alle.

Inden for de seneste år har der været et voldsomt fokus på ranking i universitetsverdenen, og af og til kan jeg læse at Aalborg Universitet tilsyneladende er verdensførende. Men hvordan er det, Aalborg Universitet er verdensførende? Man har fundet en ranking, hvor AAU klarer sig godt. På den anden side kan jeg opleve at deltage i internationale konference og opdage at man ikke ved hvor Aalborg ligger. Så mere verdensførende er AAU heller ikke.

Inden for professionel boksning er det både svært og nemt at blive verdensmester. World Boxing Association (WBC), World Boxing Council (WBC), World Boxing Organisation (WBO) og International Boxing Federation (IBF). Hvert af disse forbund har verdensmesterskaber, og det er derfor muligt at have fire forskellige verdensmestre i professionel boksning i samme vægtklasse på samme tid. De rigtig ambitiøse boksere ved godt at det ikke er nok at være verdensmester hos ét forbund; man er kun “rigtig verdensmester” hvis man har vundet titlen hos flere forbund, helst dem alle.

Situationen er helt tilsvarende inden for ranking, og den er i virkeligheden også et godt argument mod at være fikseret på ranking. Der findes flere ranking-systemer, og de er ikke enige.
Wikipedia har en oversigt over ranking-systemerne; der er faktisk mindst 18 ranking-systemer derude. Så det er faktisk noget sværere at blive et højt rangerende universitet end det er at blive verdensmester i boksning.

Flattr this!

Forelæsninger på gangene

kantinen

For tiden er der diskussioner af Aalborg Universitets kommende strategi, sat i gang af og styret af universitetets ledelse. Før jul var jeg med til en diskussion af bæredygtighed i denne sammenhæng. Et af de andre emner, der bliver diskuteret netop nu, er problemorienteret projektarbejde, nu bedre kendt som PBL (problembaseret læring). Men samtidig ser vi en situation, hvor der bliver dårligere og dårligere muligheder for studerende til at få et grupperum til deres projektarbejde. Begrundelsen er at der skal spares, og vi oplever stadigt oftere studerende der sidder i gangarealer og i kantineområderne.

I dag mødtes jeg for første gang med to af de projektgrupper, jeg skal vejlede her i forårssemesteret, og de nævnte begge hvor vigtigt det var for dem at have et grupperum til deres rådighed for at kunne få  ro og for at have et sted at mødes.

Det er underligt og trist at skulle være vidne til de stadigt dårligere muligheder for at have grupperum til studerende samtidig med at der fra officielt hold tales om at PBL er Aalborg Universitets særkende og en central del af det, man i uddannelsesforskning kalder vores signaturpædagogik.

Hvis nogen foreslog at der ikke skulle bygges auditorier, men at man kunne afholde forelæsninger på gangene og i kantinerne, ville der formodentlig lyde et ramaskrig. Det samme ville sikkert ske, hvis man foreslog at nye PhD-studerende og undervisningsassistenter afholdt de centrale kurser på bacheloruddannelserne. Det er en noget anden holdning, der hersker hos mange i forhold til projektarbejde, nemlig at “det er nemt, kræver kun få resurser og kan varetages af alle og enhver”.

På de danske universiteter er der i dag et et helt overvældende fokus på økonomi og nødvendigheden af alles konkurrence mod alle. Derfor bør det måske kunne lade sig gøre for alle de resursebevidste mennesker i ledelsen at indse nødvendigheden af at der er tilstrækkelige resurser til stede for at sikre kvaliteten i undervisningen.

Flattr this!

Ingrid og Sven

2015-02-04 16.24.34

I dag fik Aalborg besøg af Ingrid Betancourt, der i 2002  var præsidentkandidat for De Grønne i Colombia og blev kidnappet af den væbnede gruppe FARC og derefter tilbragte seks et halvt år som gidsel. Amnesty International var medarrangør, og jeg stod i den egenskab som en af dem, der underskrev indbydelsen. Men det var studenterpræsterne Christen og Hanne, der havde gjort det store forarbejde og trukket i trådene. Og det var da også en fyldt sal på Studenterhuset, der tog imod.

Det var et gribende foredrag. Vi fik beretningen om hvordan gidslerne prøvede at få en typisk dag til at gå, om Ingrid Betancourts mange flugtforsøg, der altid fandt sted i skumringstimen hvor vagternes øjne ikke havde vænnet sig til mørket – og ikke mindst den fascinerende og på sin vis surrealistiske beretning om hvordan hun og en del andre gidsler til sidst blev frigivet ved en snedig militæroperation. Foredraget måtte gerne have varet meget længere. Men Ingrid Betancourt skulle videre, så da klokken var 17.30 var hun nødt til at gå for at nå sit fly.

Inden foredraget var der reception, og her fik jeg hilst på Ingrid Betancourt og fortalt lidt om Amnesty Internationals aktuelle kampagnearbejde (det var hende, der spurgte). I vores korte samtale fik jeg bestyrket indtrykket af en rolig og venlig kvinde, der ser ud til at hvile i sig selv trods alt det, hun var været igennem.

Der var en del personer med tilknytning til AAU, der var inviteret til receptionen, og jeg var glad for at gense og få talt med vores tidligere rektor Sven Caspersen. Vi kom til at tale om kontrasten mellem universitetsverdenen før universitetsloven af 2003 og det universitet, vi oplever nu. Han undrede sig stadig over at der havde været så lidt modstand mod denne lov i sin tid, også fra studenterside. Der var en helt anden stemning i konsistorium end i der er i bestyrelsen, sagde han. Det tog tid at få ting igennem dengang, men når det så var sket, så var det også gjort grundigt. Så ja, det var andre tider nu. De nye ledere tjener dobbelt så meget som jeg nogensinde gjorde, tilføjede han, og da blev jeg mindet om hvor meget jeg savner Sven Caspersen. Han var en god rektor.

Flattr this!

Den hellige ild?

En overdrive-pedal til el-guitar.
En overdrive-pedal til el-guitar.

Forleden talte jeg med en kollega, der var kommet til Danmark for ikke så mange år siden. Han syntes at mange PhD-studerende ikke altid var dedikerede nok – “de ser det som et 8-til-4-job”, sagde han og græmmede sig. Jeg græmmede mig ikke og prøvede at forklare ham at vore dages akademiske verden er en anden en den, han kom fra. Det er i dag typisk at man ikke kan gøre akademisk karriere når man har en PhD, og samtidig bliver PhD-studerende hele tiden målt og underlagt alskens krav. Derfor bliver tilværelsen som PhD-studerende et ganske almindeligt job – det er ikke en særlig tilværelse for dem, der er i besiddelse af “den hellige ild”. Og fordi universiteterne forventes at “producere” mange PhD’er, bliver de PhD-studerende rekrutteret langt bredere end tilfældet var engang.

Med fare for at blive rubriceret som kedelig: Det er i det hele taget ikke godt at tænke på akademisk succes som værende forbeholdt “de særligt udvalgte”. Vejen til akademisk succes er i langt højere grad et spørgsmål om en fokuseret arbejdsindsats kombineret med en god begavelse end om at have en “særlig gave”. Og i nogle tilfælde er denne opfattelse af “de særligt udvalgte” direkte skadelig. En amerikansk undersøgelse fra sidste år tyder på at der er langt færre kvindelige PhD-studerende i fag, hvor man forventes at have “særlige evner”. Inden for filosofi er det kun 31 procent af PhD-studerende i USA, der er kvinder. I undersøgelsen spurgte forskerne mere end 1800 PhD-studerende, universitetslærere og postdocs inden for 30 fag og her fik de udsagn som bl.a. at

Being a top scholar of [discipline] requires a special aptitude that just can’t be taught,

Even though it’s not politically correct to say it, men are often more suited than women to do high-level work in [discipline].

Det turde næsten være overflødigt at sige at en sådan holdning heller ikke er gavnlig, hvis man tænker på hvordan den kan påvirke studerendes holdning til det at lære.

Flattr this!