Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Farvel til Henriette

henriette
Henriette på Grenen til udflugten i forbindelse med Institut for datalogis internat i januar 2013.

I dag sagde mit institut farvel til Henriette Frahm, der siden 2007 har været ansat som chefkonsulent hos os og også har været medlem af universitetets hovedsamarbejdsudvalg og medlem af Akademisk råd for TEK-NAT-fakultetet (hvor også jeg har været medlem og stadig er det). Der var stuvende fuldt i kantinen, og det blev en både varm og vemodig afsked.

Henriette har været en dygtig og afholdt kollega, og hun har nu fået efter 20 år på AAU, først som studerende, siden som ansat, fået en stilling hos UCN. Jeg er sikker på at de får stor glæde af hendes mange kompetencer! Hun er ikke den første medarbejder fra AAU der finder andre græsgange på en professionshøjskole, og det burde mane til eftertanke hos os.

Ikke mange ved at Henriette faktisk er i familie med den legendariske tyske forbundskansler og Nobelprismodtager Willy Brandt der oprindelig hed Herbert Frahm. Men det er hun!

Flattr this!

Semesteret slutter snart

Calendar with Deadline Circled

Jeg er vejleder på 5 projekter i dette semester (hvis jeg var på SAMF, ville det være en lille vejledningsbelastning, men det synes jeg ikke det er for mig) på 4., 6., 8. og 10. semester, og i dag brugte jeg dagen på at mødes med alle grupper.  Der er nu kun ganske på uger til aflevering af projektrapporterne, og nogle gange er det som om både erkendelsesniveau og arbejdsbyrde vokser eksponentielt i løbet af disse sidste få uger af projektet. På den ene side er det tydeligt anstrengende for de studerende, på den anden side er det her, man som vejleder tydeligst opdager progressionen.

Og så er der også andre grupper på 4. semester som jeg ikke er vejleder for, men som har opdaget at jeg har skrevet en af lærebøgerne i Syntaks og semantik og derfor stiller mig spørgsmål  om anvendelsen af stoffet i deres projekt. Uden at forklejne evnerne hos kursusholderen i Syntaks og semantik er det da nok også mig som kender indholdet af netop denne bog bedst. Så pludselig har også jeg rigtig travlt.

Der er også i det nuværende semester tæt med kursusundervisning først i semesteret, men nogle foreslår af og til at man ville kunne presse projektarbejdet sammen på kortere tid og dele semesteret helt knivskarpt ind i en kursusdel og en projektdel. De første uger af semesteret virker altid en anelse underlige, når man er vejleder – de studerende er meget søgende. Det er især, men ikke kun, tilfældet på de lave semestre. Men jeg bliver efterhånden mere og mere overbevist om at den lange, søgende optakt både er nødvendig og god og at det faktisk kræver tid at få stoffet til at bundfælde sig. Problemanalyse kræver tid.

Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke at det er de samme meget veldefinerede udfordringer, studerende står over i projekterne på det meget veldefinerede 4. semester (selv om jeg har blødt op på tingene ved ikke at have et projektkatalog), og jeg pusler med ideen om at lave en slags resursekatalog, som de studerende på kommende forløb af 4. semester måske vil kunne få glæde af. Eventuelt kunne kataloget indarbejdes i en ny udgave af min lærebog.

Flattr this!

Et gryende oprør?

etandet

Den belgiske professor Paul Verhaeghe er en af dem, der for alvor har kritiseret den moderne universitetsverden, hvor konkurrence og kommercialisering går hånd i hånd, og demokratiet har trange kår. For nylig besøgte han Københavns Universitet, og i et interview med ham i Information kan man læse dette:

Hvis den neoliberale trend fortsætter på universiteterne, er de på vej mod at blive billige forskningscentre for multinationale virksomheder, fordi det offentlige spæder til eller blive opkøbt af private virksomheder, hvis eneste mål er at tjene penge.

»Vi er ikke så langt fra, som man skulle tro. I Dublin er der en institution, som simpelthen er blevet købt af et stort internationalt selskab,« fortæller Paul Verhaeghe og opfordrer universiteterne til at tage deres rolle i samfundet på sig og påtage sig en ledende rolle, når det gælder om at finde alternative måder at tænke vores samfund på.

Jeg har hørt lignende historier fra en person med tilknytning til både den akademiske verden og det private erhvervsliv om bl.a. hvordan Samsung købte et helt fysik-institut på et asiatisk universitet. Dette må siges at være den mest ekstreme udgave af virksomheders bud på ekstern finansiering – at købe dele af et universitet.

Også i Information kunne man i denne måned læse en kronik af Ulla Pierri Enevoldsen, der er studenterpræst ved RUC.

Også hun kommer med en voldsom kritik af den neoliberalistiske konkurrencestat. Bl.a. skriver hun

Hvis vores svar på spørgsmålet om livets mening og indhold er, at det er lig med at klare sig i konkurrencen og overleve i økonomisk forstand, så har vi svaret på livets forudsætning, men vel ikke på livets mål eller indhold eller – for dens sags skyld – de værdier og anskuelser, vi vil kæmpe og leve for?

Hvis vi kun har økonomiske svar på eksistentielle spørgsmål, så har vi som kultur ingen modstandskraft, så står vi blottede over for alle mulige udemokratiske ideologier og bevægelser, fordi vores tænkning og kritiske refleksion ikke er blevet fremmet og værdsat.

Det er som om der er ved at vokse en modreaktion frem mod det, der i alt for mange år har været god latin. Også i studenterinitiativet Et andet universitet er der kræfter i gang med at stille de nødvendige spørgsmål til det neoliberalistiske og udemokratiske konkurrenceuniversitet, der nu findes ikke kun i Danmark, men også i de fleste andre lande. Jeg kan mærke at der er mange rundt omkring der deler en grundlæggende utilfredshed med det moderne universitet. I en verden hvor målsætningen er blevet at en stor del af en ungdomsårgang skal tage en universitetsverden, kan denne diskussion ikke fremhæves nok!

Akademikernes Centralorganisation og Danske Studerendes Fællesråd er ikke ligeglade med tingenes tilstand, men nu må det være på tide at danne en paraplyorganisation for alle de mange initiativer.

Flattr this!

F-klubbens generalforsamling 1983

Dengang
Denne blogs forfatter, som han så ud for 31 år siden.

Finn Verner Jensen er, som jeg skrev om her før jul. netop nu i gang med at indsamle stemningsbilleder fra datalogiuddannelsens barndom i Aalborg – og dermed også fra matematikuddannelsens ditto. Her er mit bidrag.

Jeg begyndte på AUC, som det hed dengang, i 1982 – lige efter gymnasiet. Basisuddannelsen havde bestemt ikke været nogen stor oplevelse; alle vejledere var ingeniører og næsten alle andre studerende i min storgruppe ville være ingeniører. Ikke engang kurserne i matematik og datalogi blev varetaget af matematikere eller dataloger. Jeg havde glædet mig meget til omsider at komme i gang med at studere matematik, og jeg begyndte på Mat1, som det dengang hed, i september 1983. Vi var et lille hold på 3 projektgrupper; matematikstudiet i Aalborg har aldrig været præget af store hold. Men alligevel var nogle af de ældre studerende lidt bekymrede over de synlige tendenser til vækst: Dette var nemlig første gang, hvor listen over de studerende ikke kunne være på ét enkelt A4-ark uden at skulle nedkopieres.

Noget af det allerførste, jeg og de andre Mat 1’ere stiftede bekendtskab med på Strandvejen 19, var F-klubben; vi blev alle som én indrulleret i klubben og fik en grundig introduktion til dens traditioner, vaner og uvaner af de ældre studerende. Den første store tradition, jeg mødte, var F-klubbens generalforsamling der også dengang lå på “den tredje fredag”, tre uger inde i semestret.

De allerfleste studerende fulgte dengang samme forløb: Mat 1-3, så Dat 1-3 (enkelte stædige mennesker forsøgte sig med fysik, men skulle så leve i eksil på Pontoppidanstræde) og derefter enten Mat 4-6 eller Dat 4-6. Derfor var der også nogle meget veldefinerede traditioner til F-klubbens generalforsamling: Mat 1 skulle tage sig af maden, og Mat 3 skulle stå for underholdningen. De ældre studerende fik selvfølgelig alle os nye shanghajet til at gøre vores pligt.

Som man næsten kan regne ud af ordene “mad” og “underholdning”, var der heller ikke dengang så meget tale om en generalforsamling, som der var tale om en god undskyldning for at holde en fest. Det med maden var en udfordring, som vi desværre ikke var gode til at håndtere – dette var i min pure ungdom, før jeg blev vegetar og det der er værre/bedre, og før jeg begyndte at interessere mig for at lave mad selv. Det blev mig og Jan Daucke og Jens Christian Godskesen, der skulle stå for maden til generalforsamlingen. Praktiske som vi troede vi var, bestilte vi diner transportable hos en leverandør ude på Kastetvej, og der var bl.a. godt med kødpølse med. Så slap vi nemlig for at skulle lave noget som helst ud over at hente maden på dagen.

Selve generalforsamlingen havde en struktur, som man som nytilkommen kun kunne ane. Øllet kom på bordet allerede tidligt; det var det også dengang temmelig kedelige bryg ved navn Thor, men det forhindrede bestemt ikke nogen i at drikke det. Fra dagsordenen (for en sådan var der faktisk) er det især punktet om uddeling af næser, der står frisk i erindringen: En skægget datalogistuderende ved navn Kristian Grønborg Olesen, der i øvrigt var decentral studievejleder, havde engang (præcis hvornår fortabte sig i tågerne) sammen med sine medstuderende fået en næse for at tømme F-klubbens køleskab for øl en fredag eftermiddag. Ved denne generalforsamling holdt han en rehabiliteringstale i forsøg på at få næsen inddraget, men det skete ikke. Det var bestemt ikke sidste gang, jeg fik en sådan tale at høre fra Kristian.

Senere kom festen, og det ville nok være en overdrivelse at hævde at maden var en succes. Forekomsten af kødpølse var nok til at vi blev truet med at få en næse, og dét gjorde os Mat 1’ere noget utrygge. Senere kom underholdningen, og her kårede Mat 3 årets Miss F-sektor, der fik en plasticvikingehjelm med pligt til at bære samme. Årets Miss F-sektor 1983 blev en gnaven datalogistuderende iført grøn skjorte; han hed forresten Jan Stage. Af hjelmen kunne vi se at Miss F-sektor 1982 havde været Preben D. Vestergaard, som vi på det semester havde til analyse. Netop dét vakte en form for respektfyldt undren.

Resten af festen havde en lige så hemmelighedsfuld struktur (eller hvad man nu skal kalde det) som selve generalforsamlingen. Og stemningen blev også løftet behørigt og gav mig et første møde med den på én gang dekadente og studentikose omgangsform, jeg kom til at holde så meget af i dét, der for mig står som F-klubbens guldalder. De, der er ældre end mig, vil måske kalde det for sølvalderen, for alt var som bekendt bedre før i tiden. Og sandt er det da også, at jeg siden da har været til en del generalforsamlinger, men aldrig igen til én, der blot tilnærmelsesvis kan stå mål med den, hin dag i 1983.

Med årene ændrede tingene sig. Jan Daucke droppede ud året efter; forhåbentlig var det ikke på grund af kødpølsen. Jeg selv blev decentral studievejleder og vistnok også en vred ung idealist (i dag er det anderledes; jeg er ikke ung længere). I 1984 undgik jeg med nød og næppe at få en næse for kødpølsen, og i modsætning til visse andre har jeg i denne sammenhæng altid kunnet holde min sti ren.

Flattr this!

Pyh

keep-calm-and-horizon-2020

Her til eftermiddag sendte jeg en ansøgning ind til EUs Horizon 2020-program på vegne af mig selv og 14 andre ansøgere. Hele processen begyndte sidste sommer, men det var først i december, at det hele tog fart. Det meste af i år har jeg brugt på denne ansøgning, der alt inklusive er på mere end 120 sider. Jeg har ingen illusioner om at få andet end et afslag; succesraten er 6 procent. Men det er nu alligevel rart at kunne ånde lettet op – og jeg har både kunnet holde eksisterende kontakter vedlige og skabe nogle nye derude i Europa. På dén måde er der trods alt kommet noget godt af det.

Men hvor er det underligt at skulle se tilbage på en periode på 3 måneder, hvor jeg slet ikke har forsket – men har brugt tiden på at skrive en ansøgning om midler, der skal gøre det muligt for mig at forske.

I 2013 skrev Bjørn Bredal en interessant klumme om de vilkår, man skal leve med som universitetsforsker i dagens Danmark. Den er (selvfølgelig) stadig aktuel. Der er en hel masse krav om at danne netværk og skrive ansøgninger og sælge sig selv. Er det anstrengende? Ja.

Flattr this!

Det er de studerendes skyld!

hello

I dag, da sad jeg og diskuterede  undervisning med kolleger, hørte jeg ad omveje om en underviser på et dansk universitet, der holdt et kursus på bachelorniveau, der var løbet ind i ganske alvorlige problemer. Mange studerende på det pågældende hold havde, efter hvad der blev sagt, en oplevelse af at underviseren ikke brød sig om at svare på studerendes spørgsmål. Når studerende spurgte, brugte han mest tid på at affærdige deres spørgsmål med bemærkninger som “Det har jeg allerede fortalt jer!” eller “Skal du have briller?”. Derudover var han åbenbart utilfreds over dårligt fremmøde og var derfor et stykke inde i semesteret begyndt at føre protokol over de studerendes fravær – hans hensigt var, så vidt jeg kunne forstå, at give de studerende, der ikke kom til forelæsningerne, en sværere eksamen.

Jeg var temmelig målløs, da jeg hørte denne beretning om et universitetskursus et sted i Danmark. Jeg ville have været ked af at skulle være studerende på et sådant hold, og jeg ville også være ked af at være den pågældende underviser. Det værste var næsten, at han ikke vidste at der ikke er noget fremmødekrav til universitetsundervisning og at man ikke må begynde at give nogle studerende en sværere eksamen som en slags straf – ideen med “fuldt pensum” til dem, der ikke overholder mødepligten, hører gymnasieskolen til. Ironisk nok skulle denne underviser efter sigende være en fremragende forsker.

Hvad skulle man sige til den pågældende underviser, hvis man var hans kollega og kendte til denne situation? Jeg ved det ikke. Han er tydeligt fanget i den holdning, at lav kvalitet i undervisningen primært skyldes de studerende. Selvfølgelig er der studerende, der laver urimeligt lidt eller agerer helt ufornuftigt, men man kan ikke henføre generelle problemer med at få sin undervisning til at lykkes til netop dette. Claus Braband, der i dag er ansat på IT-Universitet, lavede i sin tid (da han var ansat på Aarhus Universitet) en meget instruktiv og tilmed morsom video, der blandt andet forklarer hvilke faldgruber man kan havne i som underviser, og én af dem er netop Blame the students-fælden. Herunder er første del af denne video, optaget på Datalogisk Institut på Aarhus Universitet. “Blame the students”-underviseren er ingen ringere end Mogens Nielsen, der bestemt ikke er nogen dårlig underviser.

Skulle jeg prøve at forklare den pågældende underviser, hvad han gjorde galt, hvis jeg en dag mødte ham, ville jeg nok tage udgangspunkt i at hans forskning lykkes og formodentlig er en kilde til glæde for ham: I forskning bruger vi som akademikere vores faglige kunnen og erfaring til at forøge vore egne kundskaber og erfaringsniveau og selv lære nyt. mens vi som akademikere i undervisning bruger vores faglige kunnen til at forøge de studerendes kundskab, så de kan lære nyt og blive erfarne.

Flattr this!

En sur mands bekendelser

surmand

I dag deltog jeg i mødet i den nye brugergruppe om digital eksamen, et tiltag som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen og som jeg har kritiseret kraftigt.

Jeg hørte om sagens seneste udvikling, og den var ikke betryggende. Systemet skal bruges for første gang i forbindelse med udvalgte eksamener til juni, dvs. om to måneder. Til sommer 2016 skal systemet så vidt muligt bruges overalt. Det ville selvfølgelig være legitimerende for administrationen, hvis brugergruppen kunne have en deltager, der er ansat ved Institut for datalogi, sidder i studienævnet og tilmed også har modtaget en pris for sin undervisning. Sådan en som mig. Men det har hele tiden været min holdning at jeg ikke vil deltage i en brugergruppe om færdiggørelsen af et system, jeg ikke har tiltro til. Jeg ville nemt kunne komme til at blåstemple systemet og alt hvad det står for. Min holdning er at den brugergruppe, der nu er blevet nedsat, er nedsat to år for sent. Man kan simpelthen ikke være bekendt at vente så længe med at inddrage en primær brugergruppe. Jeg håber selvfølgelig at systemet til digital eksamen vil vise sig at være en elsket succes. Men et mere realistisk håb er at det aldrig vil kunne anvendes.

Under mødet var jeg pinligt bevidst om at jeg meget let ville fremstå som sur og kontrær. Men min beslutning om ikke at ville deltage i en brugergruppe føltes – og føles stadig – som den eneste rigtige beslutning. Man skal kunne være sig selv bekendt.

Flattr this!

En travl torsdag

  

Det var én af de dage hvor jeg har haft mange hatte på. Det meste af dagen brugte jeg på at finde hoved og hale i den store Horizon 2020-ansøgning, jeg står for. Ansøgningen er næsten færdig, men der er stadig steder hvor der skal rettes og skrives til. Jeg vil drage et lettelsens suk når det hele er overstået!

Så tog jeg imod et gymnasiehold fra Frederikshavn; de fik mit foredrag om Alan Turings liv og virke som jeg efterhånden har holdt en del gange. Jeg tror at mit foredrag gik nogenlunde; der kom et par gode spørgsmål bagefter og vi fik en god snak.

Det hele sluttede med at jeg om aftenen deltog i poetry slam i Aarhus. Jeg har længe haft lyst til at prøve at optræde uden for Aalborg. Jeg gjorde det i sin tid i Odense, da jeg var med ved DM, men det var en meget kort fornøjelse. Denne gang havnede jeg i finalen; jeg blev nummer tre men det var faktisk nok til at jeg kvalificerede mig til Aarhus-mesterskaberne til juni. Det var ikke helt så ukendt land endda; Titken Pavia Toft fra Aalborg deltog også. Og en af mine tidligere AAU-kolleger, der bor dernede sydpå,  var endda (foranlediget af Facebook) kommet til sit første poetry slam nogensinde for at heppe på mig. Det var en god afslutning på en lang torsdag.

Flattr this!

En lang fredag

abe

Jeg bruger lidt modstræbende noget af min påskeferie på at få lavet det afgørende ryk på en stor Horizon 2020-ansøgning, som involverer en del partnere. Der skal revideres tekst, laves et enormt projektdiagram og strikkes et budget sammen. Det er lige så omfattende og næsten uoverskueligt som det lyder, og helligdagen har levet op til sit navn: Det er blevet en underligt lang fredag.

Forudsigeligt nok endte jeg på et tidspunkt i dag med – at læse en artikel om overspringshandlinger i The Atlantic. Der er en masse forskning i denne meget menneskelige og for alle meget irriterende vane.

Det interessante, men måske egentlig ikke overraskende, er at undersøgelser viser, at det er meget svært at overholde de tidsfrister, man sætter for sig selv. Dem kan man nemlig altid flytte – man skal ikke spørge andre om lov. Med de deadlines, andre opstiller, er det helt anderledes.

I min skoletid brød jeg mig ikke om gruppearbejde. Da jeg studerede på universitetet, blev jeg til gengæld rigtig glad for gruppearbejde  og projektarbejde – undtagen i to sammenhænge: Når jeg ikke kunne få lov til at lave noget, jeg gerne ville, og når jeg fik en alt for stor opgave, jeg var den eneste, der var interesseret i, og de andre fandt nødvendig, men træls. I de sidste sammenhænge trak arbejdet ofte ud, for det var mig selv, der skulle sætte en deadline.

I alle andre sammenhænge var det nemt at lave det, der skulle laves. Hemmeligheden er det, der egentlig er den side af den omfattende brug af gruppearbejdet på AAU (og RUC), ingen har lyst til at tale om: Når studerende bliver gjort fælles ansvarlige for et projekt, de føler et fælles ejerskab for, holder de øje med hinanden. Mødepligten og afleveringspligten er blevet indført ad bagdøren!

Det er også derfor at jeg ender med at få lavet alt det, jeg skal, her i påskeferien: De andre deltagere i ansøgningen holder øje med mig. Men samtidig har jeg også fået en egentlig alt for stor opgave, som alle andre finder træls. Det er som om dette er modvægten, der gør at jeg alligevel på denne lange fredag sidder og laver en overspringshandling som at læse artikler om overspringshandlinger på nettet.

Flattr this!

Nye udviklinger

via-appia
Via Appia..

Jeg har et tilbagevendende behov for at forny min pædagogiske praksis med projektvejledning og kursusundervisning. I de seneste år er jeg begyndt også at lade udviklingen af min undervisning blive genstand for forskning. Der er trods alt en masse ekspertise på området, og det ville være underligt og egentlig også arrogant ikke at ville benytte sig af den. Jeg tør ikke sige at jeg nu også er uddannelsesforsker – hvis jeg er blevet det, er det kun i det små.

I de seneste par år har en af dem,  jeg har samarbejdet med i dette regi, været Dorina Gnaur,  adjunkt på Institut for læring og filosofi. Vi har analyseret min overgang til flipped classroom i “Beregnelighed og kompleksitet” og der kom en artikel ud af det. Vi har også holdt workshops sammen om brugen af video i undervisning og senest begyndte vi at tænke over problembaseringen af projektarbejde (eller rettere: manglen på samme), her med udgangspunkt i mine tanker om at genoverveje projektarbejdet på datalogiuddannelsens 4. semester. Det kommer der også en artikel ud af.

Men nu griber universitetets omstruktureringer og mildt sagt uudgrundelige  økonomiske dispositioner ind, og takket være beslutningsmørket på AAU kommer det pludseligt. Da vi mødtes i februar, viste Dorina mig en mail, hun netop havde fået. Den fortalte at det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU trækker sig ud af Institut for læring og filosofi og dermed bliver det eneste fakultet på universitetet, der ikke er med her. Så meget for tværfagligheden. Senere samme dag hørte jeg for første gang om denne beslutning i Akademisk Råd – som et punkt under Meddelelser. Sådan er universitetsloven af 2003; Akademisk Råd har ingen beslutningskompetence i disse vigtige sager.

Medarbejderne fra Institut for læring og filosofi bliver administrativt overført til et andet institut. Nogle har forståeligt nok haft det svært med det. For andre medarbejdere, der ikke er fastansatte, blev det i lyset af disse ændringer og universitetets mærkelige økonomi svært at kunne se en fremtid her. Dorina fik hurtigt et andet job hos VIA i Aarhus, som hun snart begynder i, men alle de ekstra undervisningstimer, hun har leveret, kan hun ikke få godtgjort. Jeg lærer aldrig at forstå universitetets timeregnskab; ekstra undervisning er tydeligvis en rent fiktiv valuta.

I dag mødtes Dorina og jeg for at tale om en fælles publikation, vi har på bedding, om brug af video i undervisning (podcasts mv.). Det var hendes sidste dag på AAU, og hun havde brugt formiddagen på at rydde sit kontor – netop som hendes publikationer fra adjunkttiden omsider var kommet ud. Var det en underlig dag for hende? Selvfølgelig.

Vi fik også spist lidt suppe og som så ofte før talt godt om verdens tilstand. Selvfølgelig slutter vores samarbejde da ikke her, men alligevel – det er underligt igen at blive mindet om alt det, der viser sig at være midlertidigt.

Flattr this!