Om at fortælle kort og klart

I dag har jeg haft en bedring af min influenza (den kedeligste, men synligste hverdagssygdom jeg kender!) med lavere feber; så jeg har da nu igen kunnet læse. Derfor fik jeg i dag omsider læst Små ord om store spørgsmål af den norske kriminolog Nils Christie, der døde i 2015 i en alder af 87. Ikke af alderdom, men da han på cykel blev ramt af en sporvogn.

Vi har at gøre med en kort bog på kun 126 sider, men den har et vigtigt budskab, som den udtrykker forbilledligt enkelt og præcist: At gode og klare fortællinger er vejen til en ordentlig kommunikation mellem eksperter og “lægfolk”, herunder de mennesker på samfundets bund som ingen lytter til – også de helt ordløse. I denne henseende er Nils Christies bog forbilledlig.

Christies insisteren på fortællinger er det stik modsatte af populisme. Man kunne måske frygte en lang tirade om “eksperter og smagsdommere”, men nej – det er tværtimod det gode møde mellem eksperter og lægfolk, der ligger ham på sinde. Det vigtige for Christie er at eksperter inden for samfundsforhold lærer at kunne kommunikere uden “store ord”, dvs. knudrede sætninger og masser af terminologi. Ifølge ham vil man kunne kommunikere præcist om samfundsforhold ved brug af “små ord” – deraf bogens titel.

Sidste kapitel i den lille bog består af en lang række begrundede råd til hvordan man skriver, og her er det skriveprocessen, der er i fokus. Dette kapitel er i sig selv værd at læse.

Men hvorfor ikke læse hele Små ord om store spørgsmål? Den er det værd og er hermed anbefalet.

Flattr this!

Loyale akademikere?

De danske universiteter uddanner ganske mange kandidater, der får job i private virksomheder som software-udviklere. Ikke helt få kandidater i datalogi og software fra AAU får job hos virksomheder som bl.a. BAE Systems, der arbejder med overvågningssoftware efterspurgt af udemokratiske regimer. Det har jeg tidligere skrevet om.

Universiteterne uddanner også mange kandidater i kommunikation og medier. Her er en af skyggesiderne, at deres færdigheder kan blive brugt som led i strategier, der skal dække over et fravær af demokrati.

Ude i verden er der ifølge en rapport fra den kritiske NGO Corporate Europe Observatory en lang række regimer, som får aktiv hjælp af europæiske kommunikationsbureauer.  Der er kommunikationsmedarbejdere, der hjælper regimerne i Kina, Bahrain, Syrien, Israel, Usbekistan, Ækvatorialguinea, Saudiarabien og mange andre lande med at give et noget mere positivt billede af situationen i de pågældende lande end mange andre medier gør. I nogle tilfælde, i lande hvor der trods alt er valg, er det kommunikationsfirmaer, som ender med at styre valgkampagnerne.

I en anden og på sin vis selvfølgelig mindre voldsom sammenhæng ser vi også en vækst i brugen af kommunikationsafdelinger, nemlig som del af New Public Management. PR-afdelingerne er blevet en stadigt synligere del af offentlig virksomhed, og i den danske universitetsverden er kommunikationsafdelingernes aktivitet vokset voldsomt siden universitetsloven af 2003 afskaffede universitetsdemokratiet.

Retfærdigvis skal det siges, at der bestemt også er akademikere, der er kritiske over for disse tendenser.  Men for mig at se er det bekymrende, at mange universitetsuddannede uden videre accepterer at arbejde med at skabe dårligere vilkår for demokratiet.

Hvad er det for en dannelse, vi vil give akademikere som ballast ud over de rent faglige kompetencer/færdigheder/viden? Skal vi uddanne dem til at forsvare en demokratisk tradition eller til at være loyale? Folkeskoleloven nævner som at målsætning at eleverne skal lære “…deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.” Men i strategierne for de danske universiteter er det faktisk kun Roskilde Universitet, der nævner ordet demokrati!

Flattr this!

Farvel til WAP

I dag tog vi afsked med Wladyslaw A. Pietraszek, af mange bare kaldet WAP efter sine initialer. Wladyslaw, der oprindelig er fra Polen (han er endda fra Sydpolen!), kom til Aalborg i 1984 efter en kort ansættelse på Århus Universitet. Oprindelig var han lektor i datalogi, men snart gik han over til at være systemansvarlig, og det var i den kapacitet, han tog initiativet til at opbygge det, der efterhånden blev til en god og effektiv IT-tjeneste ved det, der i dag er Institut for datalogi. Denne tjeneste blev udbredt til flere institutter, og i 2009 besluttede universitetsledelsen at oprette en fælles IT-tjeneste, som Wladyslaw og de andre IT-ansvarlige fra Institut for datalogi blev rekrutteret til. Herefter så vi desværre ikke længere så meget til ham.

Jeg husker de tidlige år med de små Macintosh-maskiner, de store Sun-arbejdsstationer og den første laserprinter, og jeg husker hvordan Wladyslaw var med til at bringe Internettet til AUC, som universitetet hed dengang. Og jeg husker som så mange andre hans rolige og tålmodige facon, når han forklarede os de aspekter af IT-tjenesten, som godt kunne drille. Selv om jeg og andre ikke har set meget til ham, siden han blev leder af ITS, bliver det underligt at han ikke er på universitetet mere.

Flattr this!

56 procents fremmøde

Et fremmøde på nul procent i AAUs bygninger i Rendsburggade.

Det er nu snart en måned siden, jeg igen skulle prøve at være underviser i et kursus for et stort hold, nemlig de studerende på datalogi og software på 4. semester. Jeg bruger flipped classroom-formen med podcasts og øvelser i plenum i tre seminarrum. De studerendes kommentarer til min undervisning har været positive, men jeg er samtidig bekymret. Der er 157 studerende tilmeldt kurset, men der deltager kun mellem 80 og 90 til øvelserne. Det er en fremmødeprocent på mellem 50 og 56. Hvor ved jeg dét fra?

Jeg kopierer opgaveark til de studerende, og for at vide hvor mange ark,  jeg skal kopiere, er jeg nødt til at vide hvor mange, der deltager og har derfor indført at de studerende skal tilmelde sig via kursets hjemmeside.

Nogle studerende, jeg har talt med (og det er nogle af dem, der deltager trofast), forklarer derfor det lave fremmøde med at det er for krævende at skulle melde sig til øvelserne. Hertil kan jeg kun bemærke, at man simpelthen bare skal klikke på et link, som man får i en mailbesked, og derfra klikke på en knap – så er man meldt til.  Det er der så åbenbart mange studerende, der ikke kan overskue. Nogle af dem dukker alligevel op til øvelserne uden at være tilmeldt og tager de opgaveark, som jeg har lavet til dem, der faktisk har tilmeldt sig. Nogle af de tilmeldte studerende, der så ikke får et opgaveark, går tilsyneladende deres vej igen. Men sådanne dårlige erfaringer kan næppe være forklaringen på det lave fremmøde. For fremmødet har været på lige knap 90 studerende allerede fra allerførste kursusgang.

En anden mulighed – som jeg har fået bekræftet er tilfældet – er at nogle studerende ikke vil deltage i øvelserne i seminarrummene, men vil sidde for sig selv et andet sted, f.eks. i et grupperum. En konsekvens er så at de pågældende studerende aldrig kommer til at møde deres underviser; jeg kan ikke bruge en masse tid på at gå rundt og lede efter de studerende, der gemmer sig. Det er ærgerligt at opleve at nogle studerende oplever det som vigtigere at sidde i et grupperum end at have mulighed for at møde og tale med deres underviser.

Samtidig har jeg, gennem at tale med mine kolleger, kunnet konstatere at det ikke specielt er mit kursus, der er udsat for lavt fremmøde. Situationen ser ud til at være generel: Der er nu stadigt flere studerende, der ikke deltager i kursusundervisningen.

Et afledt problem er at vi har problemer med lokalereservationerne. Fordi vi har hold med 157 studerende, er vi nødt til at finde undervisningslokaler der er store nok – og sådanne store lokaler findes ikke i vores bygning. Så de studerende skal sendes ud af huset, og vores studiesekretærer skal aftale fjernlån af lokaler. Men vi har faktisk i vores bygning et lokale, der er stort nok til omkring 90 studerende. Hvis vi vidste, at der reelt kun dukker under 90 studerende op til undervisningen, kunne vi undgå at skulle lave fjernlån af lokaler.

Jeg aner ikke, hvad der er at gøre ved det lave fremmøde. En mulighed er at mange studerende oplever resursesituationen og det generelle pres på dem som så voldsomt, at de simpelthen “stemmer med fødderne”. Men det er svært at finde ud af hvorfor studerende bliver væk; man kan jo ikke tale med studerende, der ikke er der.  Og det lave fremmøde er et problem ud over det rent logistiske og ud over undervisernes lidt irrationelle følelse af at blive valgt fra.

Tidligere år har jeg nemlig kunnet observere, at fremmødeprocenten omtrent svarer til beståelsesprocenten ved eksamen – en observation, jeg gør de studerende opmærksom på. Og med en fremmødeprocent på 56 tegner det jo ikke godt.

Flattr this!

Censorer er ikke luksus

Rundt omkring på de videregående uddannelser (både på universiteter og professionshøjskoler) kan vi i disse år se, hvordan ledelsen prøver at fjerne censur på eksaminer. Det går ud over både intern og ekstern censor; nogle steder er man for længst holdt op med at bruge interne censorer – så eksaminator nu sidder alene med den opgave det er at skulle eksaminere og bedømme. Det kan af mange grunde være en ekstremt ensom oplevelse.

Det såkaldte Kvalitetsudvalg foreslog i 2104 at afskaffe den obligatoriske brug af ekstern censur på de videregående uddannelser. Dengang tog Dansk Industri (DI), FTF, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Akademikernes Centralorganisation (AC) sammen afstand fra dette forslag.

Siden da er der kommet endnu en rapport, denne gang fra Censorudvalget, og heri taler man for brugen af ekstern censur. Så nu skulle man tro, at alt var godt. Men samtidig har vi en situation, hvor uddannelsesområdet bliver beskåret med 2 procent som året. Formodentlig vil det være den interne censur, der først bliver ramt. Forestillingen om samme kvalitet for færre penge vil igen vise sig at være en illusion.

Der er mange gode grunde til at have censorer, eksterne såvel som interne. Én af dem er kvalitetssikring, en anden er de studerendes retssikkerhed. Jeg håber at de samme organisationer igen vil gøre opmærksom på dette og denne gang også pointere behovet for at give råd til at have interne censorer.

Flattr this!

En universitetsavis?

Københavns Universitet har en universitetsavis, der bare hedder Universitetsavisen (ligesom man i sin tid, når man ringede til Københavns Universitet, fik at vide i omstillingen at “det er universitetet”).

Når jeg læser det seneste nummer af Universitetsavisen fra København, bliver jeg forbløffet og faktisk også misundelig. Her er der både debat og kritisk journalistik, bl.a. en kritisk artikel om de siddende dekaner og hvordan forholdet mellem dem og den nye rektor mon vil blive.

Aalborg Universitet havde engang Center-Nyt (hvor Studenterrådet havde sit blad på bagsiden) og senere blev det erstattet af det stadigt mere glittede Uglen. Men Uglen holdt op med at udkomme i 2013. Der er nu ikke længere noget tilsvarende forum på min arbejdsplads; kun en Facebook-side og nyhedsbreve fra ledelsen og de centrale kontorer. Der er ikke noget fælles medium, hvor der også kan være et rum for debat og for intern kritik. Jeg er ikke sikker på at det er godt for universitetet, at den fælles kommunikation for alle ansatte og studerende kun foregår på denne måde og tilsyneladende kun i én retning.

Flattr this!

De læser slet ikke!

I går skrev jeg om studerende på AAU, der havde gjort en meget begrænset indsats for at forberede sig til det kursus, jeg holder i dette semester Nu kunne man sagtens sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af at jeg bare langer ud efter de studerende, jeg underviser for tiden. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg var lidt mellemfornøjet i går.

Men der er faktisk en del litteratur inden for uddannelsesforskning, og ikke mindst inden for matematikkens didaktik, der påviser at de fleste studerende slet ikke læser i deres lærebøger!  Alene fra USA, hvor man skal betale et større beløb for bare at kunne studere på et universitet, er der masser af eksempler. Ét blandt mange er indledningen til en artikel fra 2012 fra International Conference on Technology in Collegiate Mathematics, hvori forfatterne Jane Friedman, Perla Myers og Jeff Wright fra University of San Diego skriver

Students in lower division mathematics classes rarely read their textbooks. If they do attempt to read them, they generally lack the skills necessary to read the material effectively.

Her er indledningen fra en artikel fra 2010 fra 13th Annual Conference on Research in Undergraduate Mathematics EducationMary Shepherd fra Northwest Missouri State University skriver

Many mathematics faculty want and tell their students to read their textbook. A brief survey of first year college students might discourage these teachers because it appears through general questioning that this does not happen as frequently as faculty would like, if at all. Informal surveys of students seems to indicate that they do not read large parts of theirmathematics textbooks at all, much less effectively.

Begge ovenstående artikler beskæftiger sig med at finde ud af hvorfor studerende ikke læser i deres lærebøger og hvad man kan gøre ved det. Svarene på disse to spørgsmål er desværre ikke enkle – eller fyldestgørende. Begge artikler observerer, at de fleste studerende simpelthen er ude af stand til at læse en matematisk tekst, og i begge artikler beskriver forfatterne de tiltag, de har sat i værk for at lære de studerende at læse på denne måde.

Og når jeg taler med universitetskolleger fra andre fagretninger end datalogi eller matematik, får jeg et helt tilsvarende billede. Mange studerende forbereder sig tilsyneladende aldrig. På AAU bruger vi (i al fald på første studieår) resurser på at undervise de studerende i at lave projektarbejde i grupper, men der er mig bekendt ingen aktiviteter, der går ud på at undervise dem i at læse en akademisk tekst. I går sagde en studerende til mig at han havde “kigget dagens tekst igennem”, og denne formulering var desværre meget sigende.

Denne observation, at mange studerende ikke kan læse en akademisk tekst (og slet ikke en tekst med matematisk indhold) vil dog næppe kunne udløse nogen forskningsmidler og man skal faktisk ikke ønske sig at se politiske tiltag. Mange politikere (en stor andel af dem har faktisk ikke gennemført en videregående uddannelse) vil rutinemæssigt blot sige, at de studerende skal “tage sig sammen”. Hele studiefremdriftsreformen er, så vidt jeg kan se, baseret på netop denne holdning, og det eneste, den formår, er (så vidt jeg kan se) at få studerende sparket ud af uddannelserne.

Et lidt kedeligt bud på at komme videre er, at vi skal konfrontere de studerende med, at det faktisk er et stort problem for deres egen læring, at de ikke læser. Jeg vil gerne høre nogle udsagn fra dem; forhåbentlig (og formodentlig) er det muligt at nå videre end til bortforklaringer om at kursusholderen ikke har fortalt hvilken lærebog, man skal bruge.

Og et andet, mindre kedeligt bud er at tage fat i den uddannelsesforskning, der findes derude og finde nogle gode strategier for at lære de studerende at læse. Udfordringen her er at alle disse strategier kræver tid og overskud fra undervisernes side, så hvis ikke vi skal have en endnu større undervisningsbelastning end nu (hvor uddannelsesområdet beskæres med 2 procent om året), skal vi have flere resurser tilført. Til gengæld vil vi så kunne få nogle bedre resultater at se.

Flattr this!

Fysisk til stede

I dag talte jeg med nogle af mine kolleger fra rundt om i Europa om de mange møder, vi har med hinanden over nettet. Skype er på godt og ondt blevet en udbredt måde at holde kontakten ved lige på. Møder på nettet kan være gode, hvis man skal træffe en beslutning og har en meget klar dagsorden. Men til mere kreative og søgende formål er der stadig intet, der overgår dette at være fysisk til stede i samme rum samtidig og med en stor tavle til rådighed.

Dette blev bekræftet af dagens oplevelser, hvor jeg og to kolleger fra henholdsvis Portugal og Malta havde et møde vha. Skype med en kollega fra Italien. Vi har haft sådanne møder gennem længere tid, men der kommer ofte kun få erkendelser ud af at tale sammen på denne måde. Vi kan ikke nemt reproducere dette at kunne deles om en tavle.

Ud på aftenen mødtes jeg med to kolleger fra Portugal på netop denne måde – i et lokale med en stor tavle. I løbet af et par timer kom vi ganske meget tættere på en fælles forståelse af hvordan nogle centrale definitioner bør se ud.

Måske er der gode teknologier, der kan hjælpe os med at have fagligt samvær på samme høje kvalitet som de gammeldags seminarer formår, men jeg har endnu til gode at se dem. Indtil da er vi forskere nødt til at mødes fysisk med alt hvad det indebærer af andre udfordringer, hvis vi skal have chancen for at kunne få et ordentligt udbytte af vores anstrengelser. De fire en halv dag, vi er sammen her i Tyskland har større betydning for vores indsigt og produktivitet, end mange udenforstående vel tror.

Flattr this!

Akademisk frihed

Der er en vigtig diskussion om akademisk frihed og fri adgang til information, der nu er ved at tage form. Til seminaret på Schloß Dagstuhl har jeg haft diskussioner om open access-adgang til akademiske publikationer med mine kolleger. En af mine italienske kolleger, Mariangiola Dezani, der er en meget erfaren og respekteret forsker, har været redaktør på et tidsskrift publiceret af Elsevier. I den egenskab talte hun allerede for 10 år siden for at der skulle gøre noget ved situationen om de dyre abonnementer på tidsskrifter – men de fleste af hendes kolleger ville ikke være med til at gøre noget. De var tilfredse med det privilegium det var at være del af redaktionen af det dengang meget prestigefyldt tidsskrift. Situationen var også træls dengang, men den er ikke blevet bedre. Jeg havde håbet at kunne lave en diskussionsgruppe til seminaret om dette emne, men det har der ikke været interesse for. Det, jeg fornemmer, er desværre en følelse af magtesløshed hos mange.

Tidsskrifter er én mulighed for udveksling af information, en anden vigtig mulighed er akademiske besøg. Jeg bemærker, at SIGPLAN, der er ACMs interessegruppe om programmeringssprog, nu også udtrykker sin bekymring om Donald Trumps indrejseforbud for borgere fra 7 lande. SIGPLAN er ligesom jeg af den holdning, at videnskaben skal kunne komme alle til gode og ikke må være afhængig af nationale, religiøse, kulturelle eller etniske forskelle. Uanset hvad man synes om regimet i et land som Iran, kan akademisk samarbejde med forskere i dette og andre udemokratiske lande være med til at åbne dem mod omverdenen. Det nuværende indrejseforbud har blandt sine mange ubehagelige konsekvenser dén, at akademisk samarbejde nu bliver sværere.

Flattr this!

Afsked

I dag flyttede jeg kontor endnu engang. Mit semester uden undervisning er ved at være slut, og i dag pakkede jeg mine ting på Institut for matematiske fag. Denne gang tog det ikke så lang tid; alt mit rod lagde jeg bag mig tilbage i august da jeg flyttede fra Institut for datalogi.

I morgen tager jeg til Tyskland for at deltage i et ugelangt seminar på Schloß Dagstuhl, der ligger i Saarlandet. Fra februar af er jeg igen at finde på Institut for datalogi, men i et andet kontor i en anden del af bygningen end før.

Jeg har, som nogle vil vide, været en del væk fra mit kontor i efterårets løb for at tage til udlandet i forskellige sammenhænge, men jeg har været glad for at have Institut for matematiske fag som base i den tid, og jeg er blevet taget godt imod af alle på instituttet. En så enkel ting som at genopdage, at man kan spise frokost med kolleger, har været en god oplevelse. Og der er også gode ansatser til samarbejde i støbeskeen, så jeg dukker efter alt at dømme op på fransk visit på Fredrik Bajers Vej 7G engang imellem i fremtiden.

Flattr this!