Tilbage til fortiden

Sammen med Didier Caucal, Rennes 1990
Byvandring under LICS 1991 i Amsterdam
Giuseppe Rosolini og Samson Abramsky, Logic at Botik 1989

I dette forår genbesøger jeg helt uvilkårligt min akademiske fortid på flere måder. To af de projektgrupper, jeg er vejleder for, har grupperum på Fredrik Bajers Vej 7G, hvor jeg havde kontor, mens jeg besøgte Institut for matematiske fag i 2016. Det er underligt at gå rundt på de samme gange igen, nu uden at se én eneste kollega.

Den ene af grupperne (som faktisk sidder i Diego Ruanos gamle kontor) er begyndt på et projekt, hvor der er en overraskende forbindelse mellem noget, jeg interesserer mig for i dag (sessionstypesystemer) og noget, jeg arbejdede med helt tilbage i min PhD-afhandling (afgørbarhedsproblemer for uendelige transitionsgrafer). Ligesom alle andre forskere har jeg lige så stille bevæget mig et andet sted hen i faget, dels fordi faget flytter sig, dels fordi man falder over noget nyt og spændende. Men i dag sad jeg og fortalte de studerende om noget, jeg fordybede mig i for snart 30 år siden, før de selv blev født. Der kom også en anekdote eller to fra mig undervejs.

De tre år, hvor jeg arbejdede på min PhD-afhandling, var på én gang en begyndelse og en afslutning for mig. Det var en tid, hvor det endnu var almindeligt at kunne komme i gang med en egentlig akademisk løbebane bagefter. Og det var en uskyldig tid, hvor man stadig kunne fordybe sig. I 1989 var jeg til min første “rigtige” konference med en artikel. Det var i Sovjetunionen, som det hed dengang, og jeg husker hvordan jeg for første gang fik sat ansigt på en masse kendte personer inden for det område af teoretisk datalogi (logik og semantik), som var og stadig er der, hvor jeg færdes. Blandt andet mindes jeg en lang gåtur rundt om en russisk sø sammen med engelske Samson Abramsky, der også dengang var et stort navn.

I 1990 havde min vejleder nævnt en artikel af Didier Caucal fra IRISA i Rennes, som han mente kunne være relateret til mit PhD-arbejde. Ikke bare var den relateret, den var faktisk helt central. Den var så også på fransk, og det blev første gang, jeg læste en artikel med matematisk indhold på fransk. Nogle måneder efter besøgte jeg Didier på IRISA i Rennes og blev vel taget imod af ham og hans familie.

I juli 1991 var den store begivenhed for mig Logic in Computer Science 1991 i Amsterdam. To måneder efter var min afhandling afleveret, og tre dage derefter stod jeg i Aalborg og holdt min første forelæsning, fuldstændig uerfaren og uden pædagogisk indsigt. Her blev jeg kastet lige ud i en helt anden side af tilværelsen og blev bl.a. et ufrivilligt vidne til de mange interne magtkampe, som ofte er blandt universitetslærere og som længe satte sit præg på stemningen, hvor jeg var havnet. På dén måde begyndte et langt uskyldstab, og fordybelse var fra nu af en undtagelse, ikke et grundvilkår. Til gengæld lærte jeg efterhånden at holde af at være underviser.

Flattr this!

Alt er forandret?

Op til weekenden kom der pludselig en mail fra Aalborg Universitets rektor om at der i dag, mandag skulle afholdes et fortroligt møde om en sag af stor betydning. Fordi jeg er medlem af samarbejdsudvalget på mit institut fik også jeg denne besked.

Jeg frygtede det værste – store nedskæringer, massefyringer, nedlæggelse af institutter, fusionering med en anden institution (f.eks. Syddansk Universitet)… I morges var det underligt at cykle på arbejde, og modvinden føltes næsten helt symbolsk.

Det, der er skete, var dog noget ganske andet: Universitetets administrative struktur bliver lavet fuldstændigt om. Fakulteternes administration bliver fjernet, og de administrative opgaver overgår nu enten til centraladministrationen eller til institutter. Hver dekan får sit eget sekretariat. Og så bliver de såkaldte skoler, der blev indført for et lille årti siden som en overbygning på studienævnene, fjernet igen. Det bliver nu institutterne, der får ansvaret for uddannelserne. Dekanerne og de akademiske råd findes stadig, og fakulteterne findes stadig, men deres rolle er endnu uklar. Alt dette kan tilsyneladende ske uden at universitetets vedtægter skal revideres overhovedet. Den endelige fordeling af ansvarsopgaver er endnu ikke besluttet; der er blevet nedsat arbejdsgrupper, der skal stå for dette. Ændringerne træder i kraft til oktober i år.

Måske er alt dette godt. I studienævnet, hvor jeg sad og stadig sidder, brugte vi lang tid på at finde ud af hvad der var vores ansvarsområde og hvad der var skolens. Det er unægtelig enklere uden et mellemled.

Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at beslutningen om den store forandring ikke er så hemmelighedsfuld som beslutningen i 2016 om delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet. Dét i sig selv er et skridt i den rigtige retning.

Det er på den anden side påfaldende, at to så store ændringer sker med så lille et mellemrum. Når man tænker på de erfaringer, vi ellers har gjort inden for de seneste 15 år, kan man godt frygte, at der blot endnu engang sker det, at magten bliver centraliseret, mens ansvaret bliver decentraliseret. Den økonomiske styring af uddannelserne bliver i al fald helt uomtvistelig, i og med at institutterne får ansvaret for dem. Og endelig er det bemærkelsesværdigt, at strukturen på AAU nu kommer til at ligne strukturen på SDU ganske meget. Både rektor og de to senest ansatte dekaner kommer fra lederstillinger på SDU.

Flattr this!

Nødvendighedens politik på AAU

I efteråret 2015 var jeg sammen med en række kolleger til et møde, hvor universitetsledelsen havde stillet i udsigt,  at de ville diskutere de kommentarer til ledelsens udkast til en ny strategi, som vi havde formuleret i et brev. Det var bestemt ikke noget rart møde; vi fik rent ud sagt skældud og stemningen var underlig og til tider knugende. Det var ved den lejlighed, jeg mistede den sidste rest af min barnetro. I dag ved jeg og de af mine kolleger, der har været med i mange år, at universitetsverdenen i dag er en ganske anden end den, vi voksede op med.

I dag er der et langt interview i Nordjyske med Aalborg Universitets rektor, og udtalelserne fra ham er et destillat af den nyliberalistiske, afdemokratiserede ånd, der hersker i dag. Min øverste chef udtaler at

Det eneste universitet, der vil overleve i fremtiden, er det universitet, der gør sig godt i konkurrencen på den internationale arena. Det er rationalet for os, fordi viden er en byttevare derude. Vi får ikke noget, hvis vi ikke også leverer.

Her bliver det sagt uden omsvøb: Viden er først og fremmest en vare, og universitetsverdenens grundvilkår er konkurrence. Man kunne i stedet have som mål, at viden skal være alment tilgængelig og komme alle til gavn, og at samarbejde mellem universiteterne er vigtigt. Man kunne også nævne de negative konsekvenser, det stadige fokus på konkurrence og produktion af “varer” har på arbejdsmiljøet. Men nej.

Jeg kan heller ikke undgå at bemærke, at ledelsen begrunder sin egen berettigelse på en måde, som man ofte ser i organisationer med autoritære træk: Ledelsen er de eneste, der er i stand til at føre alle frelst gennem de svære tider (som altid vil vare ved) ved brug af “nødvendighedens politik”.

Igen understreger Per Michael Johansen, at den ressourceknaphed, det har medført, kun kan håndteres af et professionelt ledelsessystem.

– Det ville have splittet universitetets fakulteter ad, hvis det gamle system skulle have håndteret en sådan besparelse.

Universitetsdemokratiet fra før 2003 var med andre ord kun en forhindring for en handlekraftig ledelse i en verden af nedskæringer. Men jo mindre indflydelse man har på sin egen situation, jo mere magtesløs føler man sig ofte. På mit eget institut har vi med kort varsel fået at vide fra øverste sted, at der skal spares 4 millioner kroner. Det er en svær situation for os, ordren kom pludseligt og ligesom i 2014, hvor der pludselig skulle ske nedskæringer, kan det ikke andet end give en følelse af stor utryghed.

Jeg vil hævde, at det ville være muligt for de ledere, vi har i dag, at agere ordentligt og effektivt og skabe langt mindre utryghed i en anden virkelighed, hvor universitetsdemokratiet stadig var intakt og studerende og ansatte stadig havde reel indflydelse.

(I øvrigt var det ikke universitetsledelserne før 2003, der “splittede universitetets fakulteter ad”. Det var som bekendt den nuværende ledelse.)

Flattr this!

Spændende lokalevalg på et PBL-universitet

Auditoriet på Fredrik Bajers Vej 7H, hvor det meste af min kursusundervisning skal finde sted.

Her sidst på måneden bruger jeg nogle dage på at holde eksamen og andre dage på at lægge sidste hånd på planlægningen af forårets undervisning. Efter den voldsomme kritik, jeg fik af sidste års kursusforløb, har jeg brugt megen tid på at finde ud af hvordan jeg kan skabe et forløb, der kan virke meget bedre. En særlig udfordring er holdenes størrelse; jeg skal i år undervise et hold på omkring 160 studerende.

Jeg vil især gerne lægge vægt på aktiv læring, og fordi jeg ikke forelæser, men anvender podcasts, er det vigtigt for mig at kunne opretholde en samlet kontakt til hele holdet og skabe en fornemmelse af fællesskab på det store hold. Før i tiden har jeg brugt en hyppigt anvendt model med øvelser i grupperum, men den har vist sig at have ganske mange ulemper. Brugte jeg den, ville det bl.a. være tilfældet, at holdet aldrig skulle være sammen. Og nok så vigtigt: Vi kan i dag ikke være sikker på at hver projektgruppe har sit eget grupperum. Alene dét gør, at man må tænke på andre modeller for aktiv læring.

Det bedste vil være at have alle studerende på det store hold i et fælles lokale, hvor den aktive læring kan finde sted. Desværre er de eneste lokaler, der er store nok til at rumme et stort hold, auditorier. (Jeg har en kort overgang forsøgt at bruge kantinen, men den er et helt uegnet lokale med elendig akustik, manglende tavler og elendigt udsyn.) På det erklærede PBL-universitet, som Aalborg Universitet er, virker det barokt, at der er store auditorier med skrånende gulv i de fleste bygninger, og i nogle bygninger er auditorierne noget nær de eneste lokaler til undervisningsformål. Der er meget lidt plads til hver enkelt studerende, og der er ingen muligheder for at tilpasse lokalet til undervisningen. Bordopstillingen er fuldstændigt ufleksibel, og sæderne er fastmonterede. Auditorierne på AAU ligner mere opbevaring end de ligner rum, hvor læring kan finde sted. Det er en meget vanskelig øvelse for mig at finde ud af, hvordan “opbevaringsauditorier” kan bruges til noget anstændigt, nemlig til aktiv læring. Billedet ovenfor viser det “opbevaringsauditorium”, hvor det meste af min undervisning kommer til at foregå.

Ude i den store verden er man for længst begyndt at interessere sig for active learning spaces, og man designer lokaler til aktiv læring, ikke “opbevaringsauditorier”. Det er steder, hvor mange studerende kan arbejde med aktiv læring samtidig. Her er et eksempel fra University of Windsor i Canada. Lokalet har plads til 350 studerende.

Det ville være godt, hvis det universitet, hvor jeg er ansat, kunne skabe lignende læringsrum. På det stadigt mere stramt styrede AAU, hvor vi nu endnu engang skal spare, er det dog desværre tvivlsomt, om det vil kunne ske.

Flattr this!

Alderen trykker

Råd fra ældre matematikere, gengivet fra Reuben Hersh’s artikel.

Skulle jeg nogensinde har tvivlet på, at jeg nu er oppe i årene, har det hjulpet at jeg

  • har fået indkaldelse til en screening for tarmkræft
  • har fået breve med opfordring til at blive medlem af Ældresagen
  • har fået et brev fra Magistrenes Pensionskasse om mulighederne for efterløn
  • har fået en fødselsdagshilsen fra min moster på 82, hvor hun nævner at jeg “da ikke er helt ung længere”

Den amerikanske matematiker Reuben Hersh, der i år bliver 91, kender jeg selv bedst for klassikeren The Mathematical Experience, som han lavede sammen med Philip J. Davis. Tilbage i 2001, da han kun var 73 år gammel, skrev han en artikel om at blive gammel som matematiker. Nogle har hævdet at “matematik er for de unge”, så Hersh sendte et spørgeskema ud til mange af sine venner og kolleger rundt omkring i verden for at finde ud af hvordan det egentlig er at blive ældre, når man har været aktiv matematiker. Den er rigtig interessant læsning, også for mig (og også fordi jeg nu har 11 år tilbage inden jeg kan gå på efterløn).

Mange af de ældre/gamle var stadig aktive forskere, selv efter at være gået på pension, mens andre nær pensionsalderen enten skiftede forskningsområde eller lige så stille trak sig tilbage. Mine mest citerede artikler er alle fra mine unge år, og dem er jeg da også glad for. Men jeg er også rigtig glad for det, jeg har publiceret inden for de seneste 10 år. Der er sket det, som så ofte sker, at jeg har udvidet mit forskningsfelt. Jeg holder meget af de rent teoretiske bidrag (alle mine mest citerede artikler er i denne kategori), men jeg er med årene også blevet interesseret i anvendelser af programmeringssprogsteori og i noget så anderledes som uddannelsesforskning. Det sidste er en direkte konsekvens af mine forsøg på at udvikle min undervisningspraksis. Jeg håber meget, at jeg stadig har nogle gode resultater i mig.

Flattr this!

Noget om at inddrage

I dag er der en lang artikel i dagbladet Information, der tager udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af tænketanken DEA. Den viser, at mange ansatte og studerende på danske universiteter oplever, at de har begrænset indflydelse.  Uddannelses- og forskningsministeret siger, at 

…når universiteterne skal træffe vigtige beslutninger, skal studerende og ansatte inddrages…

og denne formulering kan genfindes i universiteternes vedtægter. Men mange ansatte og studerende, der er medlem af bestyrelserne oplever, at de eksterne bestyrelsesmedlemmer (som udfør bestyrelsens flertal – det kræver universitetsloven af 2003) er i en slags alliance med de ansatte ledere, og her ikke mindst dekaner og rektor.

Egentlig burde dette dog ikke være overraskende. Ordet “inddrage” er nemlig omhyggeligt valgt; det lyder flot, men er reelt bare et vagt begreb, som ikke indebærer at man som ansat eller studerende har nogen form for beslutningskompetence. Det har man nemlig ikke.  I universitetsloven af 2003 står der ikke, at kun ansatte ansatte og studerende ikke har nogen beslutningskompetence overhovedet, men det er sådan, både lovens bogstav og ånd er. De steder, hvor der tales om beslutninger i universitetsloven, er det altid bestyrelsen eller rektor, der har beslutningskompetencen (der står faktisk ikke engang noget om institutledere eller studieledere skulle have beslutningskompetence – heller ikke i f.eks. Aalborg Universitets vedtægter!). De eneste års sager på Aalborg Universitet om delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet og om tilhørsforholdet for et institut viser, at man sagtens kan fortolke inddragelse som at ansatte og studerende først bliver informeret, når en beslutning er blevet truffet og måske endda kun bliver delvist informeret.

I en demokratisk forfatning ville der være en konkret form for mindretalsbeskyttelse , men det er der ikke i universitetsverdenen – for den er ikke længere demokratisk. Ironisk nok er det stadig det videnskabelige personale og de studerende, der er det faktiske flertal, men altid er et mindretal i bestyrelsen.

Flattr this!

Forsker i fritiden?

Der er en interessant klumme i Chronicle of Higher Education af den amerikanske forsker Michael R. Wing; han er aktiv inden for det, der på engelsk kaldes “earth sciences” og vel nærmest svarer til naturgeografi. Han har gennemført en del forskningsprojekter og har søgt om og fået eksterne forskningsmidler. Men han er ikke videnskabeligt ansat ved et universitet. Michael R. Wing er lærer ved et amerikansk gymnasium.

I dag er de fleste forskere i Danmark ansat ved universiteter; nogle store private virksomheder har også ansatte forskere. Til gengæld er der ikke ret mange som Michael R. Wing herhjemme – jeg har endnu ikke fået kendskab til nogen, der forsker privat og for egen regning og som samtidig bliver taget alvorligt. De fleste private, der indsender manuskripter til tidsskrifter og konferencer, er simpelthen crackpots. Derimod sker der som regel det, at akademikere, der har gennemført en PhD men ender i en offentlig eller privat stilling uden forskningsforpligtelse, forlader forskning for stedse. Det er egentlig synd, at det ender sådan.

Kunne det give mening at være “forsker i sin fritid”? En klar ulempe er, at forskningen skal finde sted ud over den sædvanlige arbejdstid. En anden er, at det bliver svært at opretholde sin del af det store forskerfællesskab – deltagelse i konferencer skal man selv finansiere. Men fordele er også til at tage at føle på: Man har forladt konkurrencen og det manglende demokrati og nu kører på ren interesse i stedet for på en usikkerhed, som andre har defineret. Der er ikke noget pres om at få BFI-point, og hvis man en overgang ikke vil tænke på forskning, er det helt legitimt. Og hvis man befinder sig inden for et efterspurgt fag (som f.eks. mange af de naturvidenskabelige fag, og her nævner jeg selvfølgelig datalogi) kunne der måske være mulighed for at undervise, hvis arbejdet ellers tillader det.

Michael R. Wing skriver

I know other people — engineers, poets, naturalists, and schoolteachers — who have intellectual lives as rich as any professor’s. Nobody should accept poverty and insecurity as the price of living an intellectual life. All of those people pursue projects that are long-term, scholarly, creative, and original — things nobody has done before.

Sådan som den akademiske forskerverden efterhånden er blevet, kan det ende med at blive fristende at være “forsker i sin fritid” og sige nej til universiteterne, som de er nu. Hvis der var tilstrækkeligt mange “fritidsforskere”, kunne der endda med tiden opstå parallelle forskersamfund, der var demokratiske og egalitære.

Flattr this!

De små afstandes frustration

Der er næppe noget så træls som at købe en pose slik, en drikkevare eller lignende i en automat for blot at opdage, at det man netop har betalt for, har sat sig uhjælpeligt fast inde i maskinen få centimeter væk. Det skulle da lige være at se nogle flotte modne pærer hænge på et pæretræ lige akkurat så langt oppe, at man ikke kan nå dem. Vi har aldrig samme følelser af frustration over ikke at kunne få fat i de poser med slik, der ligger låst inde på et lager, eller de pærer, der hænger ti meter oppe i træet. Det er de små afstande, der er de sværeste at leve med.

Denne frustrerende fornemmelse er den negative variant af ideen om at “mere vil have mere”, den såkaldte hedoniske adaptation (den har jeg skrevet om her tilbage i 2012), hvor man hurtigt vænner sig til det, man har og stræber efter at få mere. Men samtidig er det også tydeligt, at de små afstandes frustration, som jeg vil kalde fænomenet, lige nu går sin sejrsgang i konkurrencesamfundet.

I den akademiske verden mærker man ganske ofte konsekvenserne af at bruge tid på at række ud efter dét, man føler at man  lige akkurat ikke kan nå, fordi det er de velsmagende pærer deroppe, der ville kunne gøre forskellen. Man skal bare strække sig lidt mere eller måske opfinde et smart redskab til at få pærerne plukket med.

Du kunne måske blive professor, hvis du bare var lidt bedre. Du kunne måske få dit manuskript antaget, hvis du lavede nogle ændringer af det, for det kan dine kolleger. Og du kunne måske få de der eksterne forskningsmidler, nogle af dine kollegaer kan få. Så meget sværere kan det vel ikke være? I 2016 fik jeg og nogle af mine kolleger fra udlandet 9.5 point af bedømmerne på vores ansøgning om forskningsmidler, og tærsklen var 10 point. Det var næsten værre end hvis vi havde fået 2 point. Så havde jeg bare givet op – nu prøver vi at skrive en ny ansøgning.

Jeg synes selv, at de små afstandes frustration er blevet usædvanligt udpræget og at den sluger en masse ambitioner og tankevirksomhed hos mennesker i dagens Danmark. Billedligt talt bruger man store dele af sit liv på at prøve at få fat i den pose slik, der har sat sig fast lige foran øjnene på én. Det burde ikke være sådan.

Flattr this!

Digitaliseret PBL?

Formiddagen af Institut for datalogis møde i Løgstør blev brugt på en diskussion af fakultetets ønske om digitalisering af Aalborg Universitets PBL-model, og prodekanen for uddannelse holdt et interessant oplæg som førte til  en overraskende interessant diskussion. Nogle af mine kolleger hørte for første gang om blended learning og blev forvirrede. Andre spurgte, om man mon nu kunne nøjes med at løse differentialligninger med et værktøj som Maple uden at forstå teorien bag (det kan man selvfølgelig ikke). Men der kom også en del overvejelser om hvordan man mon kunne forny hele den gamle praksis med kurser på den ene side og projektarbejde på den anden.

Initiativet om at gentænke PBL i lyset af internettets muligheder for at dele information er umiddelbart rigtig spændende; jeg er en af dem, der konsekvent er holdt op med at forelæse og i stedet laver podcasts. Samtidig er jeg blevet mere og mere skeptisk over for ideen om kursusundervisning; vi kan nu se, at op mod halvdelen af vore studerende i vore dage bliver væk fra kurserne i en form for tavs protest, så der er noget, der slet ikke virker. Der er ikke en tilsvarende utilfredshed hos studerende med projektarbejdet.

Min helt store bekymring er, at der igen ikke blev sagt noget om de nødvendige resurser. Det er bestemt ikke gratis at få mange undervisere til at gentænke deres undervisningsforløb og kaste sig over videoproduktion. Jeg ved fra min tid i Akademisk Råd, at et fakultets ledelse er snævert fokuseret på økonomisk styring, men når de bliver talt om nye initiativer, som det videnskabelige personale skal gennemgøre, har det desværre aldrig været tilfældet, at der blev givet løfter om midler til dem. Jeg frygter, at det nye initiativ i virkeligheden dækker over en kontrolleret nedskæring, sådan som alle andre “reformer” i vore dage reelt er. Bl.a. bemærker jeg at undervisningsresurser i form af podcasts i modsætning til konfrontationstid kan genbruges igen og igen.

Det var en tilsvarende nedskæring under dække af reform, kravene om ændringer af vores studieordninger i 2009 reelt dækkede over. Kurserne blev større på papiret, men der blev reelt blot færre kurser og alle de mange ord om behovet for selvstudium kom også til at bebude, at der efterhånden blev mindre undervisning. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at store nybrud i universitetspædagogik aldrig er blevet indvarslet af administratorer. Knud Illeris, der om nogen er idémanden bag problemorienteret projektarbejde på AAU og RUC, var da heller ikke en leder, der kiggede på nøgletal i et budget, men derimod en idealistisk og erfaren underviser.

Flattr this!

En dag i Løgstør

I alle de år, jeg har været ansat som universitetslærer på Aalborg Universitet, har der været et vintermøde i januar måned for de ansatte ved datalogi. Ofte har mødet været et todagesmøde med overnatning; i de seneste få år har vi på grund af påtvungne nedskæringer imidlertid ikke kunnet gøre dette. Men nu kan vi igen for en stund mødes med overnatning betalt. Desværre har vi før jul fået at vide, at Institut for datalogi igen skal spare 4 millioner, denne gang for at være “på den sikre side”. Så måske bliver dette sidste møde af sin slags.

Vintermøderne har tit været en lidt udmattet og udmattende fornøjelse, for det er sin sag at skulle holde møde i halvanden dag, og lige efter juleferien er man sjældent særligt oplagt. I år havde vi besøg af den nye dekan for det nye fakultet, og han præsenterede sine visioner. De var store og ambitiøse og fulde af forventninger til os (og han talte endda om computational thinking), men der var desværre ikke ret mange penge i enden af de store visioner. Selv holdt jeg et oplæg om ligestilling i den akademiske verden (hvor det ikke er godt) og især i datalogi (hvor det står rigtig, rigtig skidt til), og bagefter var der en kort diskussion i forsamlingen, der for 90 procents vedkommende var mænd.

Som så ofte til organiserede arrangementer er det det, der sker “uden for nummer”, der faktisk er det egentligt vedkommende. Aftenen sluttede med et velkendt kortspil, som jeg dog halvvejs havde glemt – og jeg blev lortemand (dvs. jeg tabte). Jeg talte med nogle af de nye kolleger om det, der var sket for dem i 2017, og jeg mødte den nye matchmaker ved instituttet. Med hende endte jeg – hvilket var et overraskende genbesøg af min fortid – med at tale om matematikkens didaktik og behovet for problembaseret læring i universitetsmatematik.

Flattr this!