Kategoriarkiv: Den akademiske biks

8,7 milliarder

groenthoester
En velkendt, brugt grønthøster.

I de kommende fire år skal der spares 8,7 milliarder på de gymnasiale uddannelser og på de videregående uddannelser. Den populære regering har ikke brudt nogen valgløfter. De har blot undladt at fortælle om deres hensigter. Det populære støtteparti bakker op om beslutningen. I en tradition, der griber tilbage til VC-regeringen i 2001, spiller man grupper i befolkningen og i det offentlige system ud mod hinanden ved at skære i et område, hvor der er udbredt skepsis mod regeringen, og ved at sige at nedskæringerne nu skal bruges til at styrke sundhedssektoren. I Politiken kan man læse dette:

Hos Liberal Alliance glæder man sig derimod over planen, siger uddannelsesordfører Henrik Dahl: »Det burde være en ret smal sag at finde de her besparelser. De danske universiteter er ekstremt bureaukratiske. Det vil fremme forskningen, hvis man skiller sig af med alle de folk, som forstyrrer forskningen«.

Den administrative funktion er vokset voldsomt i den danske universitetsverden, bl.a. fordi så mange aspekter af forsknings- og undervisningsaktiviteter nu skal kvantificeres og indberettes. Taxameterordningen, den bibliometriske forskningsindikator, akkrediteringsprocesserne og den voldsomme opprioritering af eksterne forskningsmidler er prominente eksempler på  krav fra centralt hold, der har krævet en masse administration,

Hvem det ellers er, der forstyrrer forskningen, ved jeg ikke. Jeg håber ikke at der er tale om bestemte forskere.

Oveni denne uges pludselige udmelding om en mulig deling af mit fakultet har jeg nu fået endnu en usikkerhed at skulle leve med. Jeg har taget konsekvensen og har tegnet en ledighedsforsikring hos Magistrenes A-Kasse som supplement til mine dagpenge.

Flattr this!

Hypomani?

72846_580676518677378_1642579912_n

Jeg læste i dag en artikel af den amerikanske psykiater John Gartner, der mener at Donald Trump og Bill Clinton begge kan udvise en adfærd, der  kaldes hypomani. Gartner skriver

This description doesn’t just match Clinton; it also sounds an awful lot like Trump. He reports, for example, “I usually sleep only four hours a night,” which by itself is usually a pretty reliable indicator of hypomania, and something he boasts about: “How can you compete against people like me if I sleep only four hours?” He claims to work seven days a week, and in a typical 18-hour day makes “over a hundred” phone calls and have “at least a dozen meetings.” “Without passion you don’t have energy, without energy you have nothing!” Trump has tweeted. Hence his taunt of Jeb Bush as “a low energy person,” by contrast. Like most hypomanics, he is distractible. “Most successful people have very short attention spans. It has a lot to do with imagination,” he once wrote. He is correct.

Ifølge Sundhedslex er hypomani

en mindre alvorlig form for mani. Mennesker, der befinder sig i en hypomanisk tilstand, føler sig euforiske, energiske og produktive og er i stand til at fortsætte deres hverdagsliv uden at miste forbindelsen til virkeligheden.

For andre udeforstående mennesker kan manio-depressive individer, der er i en hypomanisk tilstand, fremstå som mennesker, der blot er i ekstremt eller usædvanligt godt humør.

Hypomani kan dog resultere i dårlige beslutninger, der kan skade personlige relationer, karriere og rygter eller omdømme. Herudover vil hypomani ofte eskalere til alvorlig mani eller efterfølges af en omfattende depression.

Det er en voldsom påstand. Jeg har af og til hørt påstande om at navngivne danske politikere har maniske episoder, hvor de kommer med alskens bud på politiske initiativer (f.eks. nedlæggelse af et universitet), og i øvrigt udviser stor humørsyge – men det må i sagens natur være hypomaniske episoder. De er nemlig aldrig uden egentlig forbindelse til virkeligheden.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på beretninger om fremtrædende forskere, der tilsyneladende har haft et enormt drive og aldrig er helt i ro. Men samtidig har det også været forskere, der oftest ikke selv fuldfører deres mange ideer men lader deres mindre fremtrædende kolleger følge dem til dørs. Hvor mange succesrige mennesker derude er mon hypomaniske?

Flattr this!

Ad nye genveje?

genveje

I går citerede jeg den e-mail fra AAUs rektor, der starter således:

Bestyrelsen har bedt rektor kigge på en eventuel opdeling af TEKNAT i to fakulteter. Direktionen er gået åbent ind i denne opgave.

Jeg har talt med min institutleder, der ikke ved mere end jeg selv om hvad begrundelsen for et så vidtgående skridt skulle være. Der er yderligere en ting, der undrer mig: der er ikke nogen omtale i referaterne fra Aalborg Universitets bestyrelse af en diskussion af en eventuel kommende deling af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet. Det skulle jo netop være bestyrelsen, der har bedt rektor om dette.

Bestyrelsens seneste møde fandt sted den 22. juni. Referatet af dette møde foreligger endnu ikke, men det er kommet mig for øre at undersøgelsen af en deling af TEKNAT-fakultetet heller ikke har været diskuteret på dette seneste møde. Bestyrelsens formand Lars Bonderup-Bjørn skal engang have udtalt at man ikke kan have så stort et fakultet, men det skulle så også være dét.

Som jeg nu ser det, er det mulige forløb at diskussionerne om en deling af TEKNAT-fakultetet aldrig har været diskuteret på bestyrelsens møder, men at formanden har taget initiativet om en mulig deling af TEKNAT på egen hånd, muligvis bakket op af medlemmer af bestyrelsens eksterne flertal.

Hvis dette er tilfældet, er det særdeles bekymrende. Aalborg Universitets vedtægter rummer en detaljeret beskrivelse af sammensætning af og valg til bestyrelsen, men der står intet om formandens beføjelser ud over §4, der udtaler at formanden er valgt ved simpelt flertal og §5, stk. 7, der udtaler at bestyrelsens formand disponerer over fast ejendom sammen med et medlem af bestyrelsen.

Det er bekymrende at formanden kan have handlet uden om bestyrelsen og at rektor og den øvrige direktion ikke har råbt vagt i gevær over for dette.

Flattr this!

Del og hersk

teknat

I dag fik jeg og mine mange kolleger på Aalborg Universitet denne besked:

Bestyrelsen har bedt rektor kigge på en eventuel opdeling af TEKNAT i to fakulteter. Direktionen er gået åbent ind i denne opgave. Vi har været fokuseret på, at en eventuel opdeling både skal give mening fagligt og økonomisk, så den kan tilføre væsentlige fordele for universitetet samlet set.

Det er stadig usikkert, om opdelingen kommer til at finde sted. Lige nu pågår der et analysearbejde, hvor vi belyser forskellige muligheder og modeller. En eventuel opdeling vil basere sig på den eksisterende skole- og institutstruktur. Andre fakulteter og SBi er ikke omfattet af analysen.

Analysen tager udgangspunkt i at sikre økonomisk bæredygtige enheder, strategisk kapacitet inden for forskning og uddannelse, større sammenhængskraft og øget ledelseskraft.

Jeg sidder i Akademisk råd for TEKNAT, men jeg ved ikke mere end andre uden for ledelsen. Nyheden kommer som et lyn fra en klar himmel og uvisheden er også i sig selv bekymrende. Men den følger i traditionen med overraskende beslutninger, som beslutningen tidligere i år om at trække TEKNAT ud fra Institut for læring og filosofi. Det kostede stillinger og overlevende ansatte skulle flyttes om. Ledelsen blev ikke berørt. Dette er også tilfældet denne gang – planen er efter hvad jeg erfarer at beholde en fælles ledelse, men at have to fakulteter.

Næste møde i Akademisk råd er først den 23. september så min uvished lige nu er stor; jeg har skrevet til de andre medlemmer af lokalklub-bestyrelsen i DM for at høre om de ved mere (tillidsrepræsentanten for TEKNAT sidder der trods alt). Jeg har også kontaktet bestyrelsens medarbejderrepræsentanter.

Min helt uvidenskabelige fornemmelse er at ideen om at have en fælles administration, men flere fakulteter, er udtryk for en “del-og-hersk”-strategi, men jeg har svært ved at se præcis hvad der ligger bag bestyrelsens beslutning. Min glæde ved en bestyrelse med eksternt flertal og fortrolige referater er om muligt blevet endnu mindre nu.

Flattr this!

Det er ikke satire, men…

djoefmedloegn

Per Helge Sørensen er kandidat fra Institut for matematik ved DTU og hans speciale hed Binær indkodning af cykliske koder via isomorfi med pseudocykliske koder i dellegemer – altså algebraisk kodningsteori. Men han havnede i den administrative verden. Han blev kontorchef i Forskningsministeret (som det hed dengang) – og gik ned med stress. Det var da, han skiftede spor og kastede sig over at skrive og optræde. Han har vundet Danmarksmesterskabet i story slam og har skrevet to romaner.

Per Helge Sørensens show Djøf med løg(n) er hans komiske beretning om årene som embedsmand og har et skarpt blik for alle de absurditeter, han oplevede i denne periode af sit liv.

I et interview i Politiken siger han

Hvis der er én ting, jeg ikke er stolt af ved mig selv, er det det der indre vredesspor, der kører en gang imellem. Følelsen af at sidde i sandkassen, hvor en dreng kaster sand i øjnene på din datter, og du har bare lyst til at stikke ham en. Så kommer hans far i sin kæmpestore bil, drøner forbi børnehaven, alt for hurtigt, en stor idiot. Og der kan vredessporet lyde sådan: ’Bare du ville køre min datter ned. Fordi så kunne jeg smadre dig for det. Knalde hendes løbehjul ned i hovedet på dig. Og ingen ville bebrejde mig for det bagefter. Alle ville forstå det’. Sådan nogle spor kan jeg have inde i hovedet, hvor jeg får det sådan – ’Øh, rolig nu?’. Jeg tror, det kommer af den moderne verdens grundtilstand, hvor du er i underskud i forhold til, hvad du burde nå. Du er udsat for et kæmpe pres, som du hverken kan sige fra over for eller blive vred på. Så dukker det så op på en anden måde…

Denne fornemmelse kender jeg kun alt for godt.

For tiden er jeg ved at få set Djøf med løg(n) og jeg kan nu se, at der er en del 2 lige på trapperne. Jeg færdes i andre traditioner end den administrations-verden, Per Helge har været i, men nogle forhold genkender jeg fra mit eget arbejde, og min egen organisation er præcis lige så absurd. Mange af absurditeterne skyldes det, der aldrig bliver sagt – alt det, vi har på hinanden. I den akademiske verden er det ofte de store egoer, forsmåelsen og magtforholdene, det handler om. Den og den holder alt for meget af at høre sig selv tale og holder lange oplæg om egne bedrifter. Den og den er afhængig af sin kollegas velvilje og roser ham/hende til skyerne. Den og den er en kværulant og finder altid fejl. Den og den har en faglig kæphest. Den og den taler engelsk med tommetyk accent. Den og den er efter mange år på dansk jord stadig lige stået ud af flyvemaskinen fra sit gamle hjemland. Osv. osv. osv. Der er masse, der ikke er som det burde være, men det er svært at rette vreden udad på en konstruktiv måde. I min egen organisation kan det føles som en kamp mod vejrmøller, og jeg ved fra min egen fagforening (Dansk Magisterforening, skulle nogen være i tvivl) at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde.

Der er dage, hvor jeg godt kunne få lyst til at skrive en satirisk roman om mit arbejdsliv i stedet for at blive ved med at prøve på at være i det, absurd som det er. Som regel opstår lysten efter at jeg har været til endnu et alt for langt og helt formålsløst møde med de store egoer. Måske ender det også med at jeg gør det.

Flattr this!

Undervisere set på afstand

afstand

I dag var jeg sammen med Dorina Gnaur med til at holde en workshop i adjunktpædagogikum på Aalborg Universitet, og emnet var flipped classroom og brugen af podcasts i undervisning. Adjunkterne havde mange værdifulde kommentarer – og jeg havde aldrig tænkt på at det i nogle fag som f.eks. historie faktisk ikke altid er så vigtigt med en billedside. Men den store elefant i kulissen blev nævnt ved navn op til flere gange, nemlig at en af udfordringerne ved brug af podcasts bliver at opretholde kontakten til de studerende. Hvis man skærer forelæsningerne væk, bliver der færre tidspunkter hvor underviser og studerende er sammen.

I går var jeg censor på Aarhus Universitet, og her gik det igen op for mig hvordan forholdet mellem undervisere og studerende kan være, når kontakten begynder at blive sporadisk . En del eksaminander havde tydeligvis et billede af kursusholderen som værende fjern – ja, nogle af dem har måske knap nok haft et billede af hvad kursusholderen forventede. Kursusholderen kunne bagefter fortælle mig om underlige e-mails, han havde fået fra studerende, der også afslørende dette.

At det var sådan skyldes ikke at kursusholderen har gjort noget forkert eller er inkompetent eller uengageret –  men den pædagogiske model på Aarhus Universitet gør det sværere at have en regelmæssig og god kontakt til de studerende. Hvis man er en dedikeret studerende opsøger man af egen drift kursusholderen, og det bliver han/hun typisk glad for. Men de fleste studerende er ikke så dedikerede. Man ser da måske kun kursusholderen fra sin plads i auditoriet og af og til i øvelsestiden – holdene er store, og man har som studerende på f.eks. Aarhus Universitet aldrig en veldefineret arbejdsplads i form af et grupperum.

Jeg har som kursusholder på Aalborg Universitet ikke oplevet en tilsvarende afstand, og jeg tror selv at det skyldes at jeg også er projektvejleder. Ganske vist møder jeg ikke så mange studerende ad den vej, men jeg møder nogle af dem, og alle ved at jeg er vejleder. På denne måde genser jeg studerende, jeg tidligere har vejledt – og de genser mig. Kontakten mellem studerende og vejledere er mere værdifuld end man måske tror, og måske kan den være med til at mindske risikoen for at brugen af flipped classroom skaber en øget afstand mellem underviseren og de underviste. Samtidig peger dette på nødvendigheden af at kursusholdere også bruger tid på at være vejledere.

Flattr this!

Suk

weregrettoinformyou

Tilbage i april indsendte jeg en ansøgning til Horizon 2020-programmet sammen med 14 andre ansøgere.

I dag kom afslaget i form af en kort mail med to PDF-filer. En ansøgning på 146 sider er blevet bedømt, og hele evalueringen var en begrundelse på i alt lidt over en halv side.

Det var ikke uventet, og jeg havde ingen illusioner; succesraten er under 6 procent. Men jeg er nu alligevel lidt skuffet. Visse af mine kolleger har op mod 100 millioner kroner i forskningsmidler til deres rådighed. Det har de selvfølgelig fortjent osv. osv. men det kan godt være anstrengende i længden at lytte til andre, der aldrig forsømmer en lejlighed til at fejre egen succes og får den ene nye PhD-studerende og postdoc efter den anden, når man ikke rigtig selv kan få det til at lykkes.

Nu skal jeg til bruge min forskningstid på at skrive en ny ansøgning, så jeg måske kan få midler til at betale min forskning, og samtidig skal jeg huske at blive ved med at forske og publicere uden at have midler til det. Jeg må jo ikke  gå hen og få et dårligt CV, for det vil forringe mine chancer.

Flattr this!

Myten om den erfarne forelæser

B4pXF3HCAAApqmm

Da jeg var adjunkt, deltog jeg på det første hold af det, der siden er kommet til at hedde adjunktpædagogikum. Siden da har jeg selv vejledt adjunkter i denne sammenhæng og har også været med til at holde workshops i forbindelse med forløbet.

I mit eget adjunktpædagogikum brugte jeg en masse tid på at analysere og forbedre mine forelæsninger. Jeg fik filmet en af mine forelæsninger og fik VHS-båndet med hjem. Det lykkedes mig at se omkring et kvarter af optagelsen inden jeg trykkede på stopknappen og gik en lang tur. Siden da har jeg, når jeg selv har været vejleder, observeret adjunkter til forelæsninger og deltaget i deres overvejelser om

Mange undervisere tror at forelæsninger er vigtige, og mange studerende har det på samme måde. På mit institut er det kun adjunkter, lektorer og professorer der holder kurser (i det omfang professorerne ikke har frikøbt sig ud af al undervisning til evig tid). Populært sagt: Jo mere man ligner en professor, jo bedre antages man at være til at være kursusholder. Omvendt kan alle undervisere på mit institut være projektvejledere. Og når der bliver bygget nye bygninger til universitetet, bliver de altid forsynet med et stort auditorium – men måske ikke altid med grupperum.

Men der er stadigt flere forskningsresultater der viser at forelæsninger ikke er en ret god undervisningsform. I april 2014 skrev jeg et langt indlæg om dette her på bloggen.

Senest har jeg sket den store skepsis udtrykt af den amerikanske datalog og uddannelsesforsker Mark Guzdial i en artikel om 10 myter om datalogiundervisning – men som det så ofte er tilfældet med Guzdials artikler, er meget af indeholdet af meget bredere relevans for universitetsundervisning. En af de 10 myter er den om clickers og andre tiltag der skal fremme “aktiv læring” som et supplement til forelæsninger. I virkeligheden er det nemlig omvendt. Aktiv læring er den primære form for læring, ikke forelæsning.

Guzdial henviser til et undervisningsforløb planlagt af Carl Wieman, der modtog Nobelprisen i fysik i 1995. Forløbet er beskrevet i en artikel i Science fra 2011. Wieman planlagde sammen en postdoc og en PhD-studerende brug af metoder til aktiv læring og brugte dem i en del af et kursus i indledende fysik der blev fulgt af hele 538 studerende. 267 studerende deltog i den nye form for undervisning, resten fik sædvanlige forelæsninger. De studerende, der blev undervist ved brug af aktiv læring, klarede sig signifikant bedre end kontrolgruppen i den test, der fulgte. Og det interessante er at de to undervisere som sagt ikke var tæt på at være professorer.

Også vore egne erfaringer fra Aalborg Universitet peger på vigtigheden af aktiv læring. Projektarbejde i grupper er i høj grad en form for aktiv læring, og der er masser af eksempler på gode projekter med vejledere, der ikke er så gamle i gårde.

De strukturerede præsentationer af stof er ikke værdiløse, men det er ikke en god idé at vi bliver ved med at tro at forelæsningerne er den primære og vigtigste form for undervisning.

Der kan være flere grunde til at så mange tror at forelæsninger er vigtige. Her er mine bud:

  • Til en forelæsning gør de studerende tilsyneladende det, de forventes at gøre, nemlig ikke så meget, og det er nemt for alle parter
  • En forelæsning er fuldstændig lærerstyret og kan på den måde være en “tryg” strategi uden uventede indslag
  • Nogle forelæsere bruger forelæsningerne til at stive deres eget selvbillede af (“Se hvor god jeg er til at forklare stoffet!”)
  • Alle universitetslærere har været udsat for en hel masse forelæsninger, da de selv var studerende og har derfor en foruddannet opfattelse af at forelæsninger er specielt vigtige; en del universitetslærere fra universiteter uden for AAU og RUC har en tilsvarende fornemmelse af at der “mangler et eller andet” i Aalborg og Roskilde, som projektarbejde ikke helt kan tilvejebringe.

Flattr this!

Timerne inden ferien

I dag er det min sidste arbejdsdag inden tre ugers sommerferie. Det er altid en speciel tid på året. Bygningen på min del af universitetet er stort set affolket, og den er næppe en undtagelse. Jeg har sendt en artikel af sted til et tidsskrift, talt i telefon med en studerende om meritoverførsel til Aalborg og sluttede dagen af med at have en én time og tyve minutter lang samtale med en kollega i Italien (over Skype) om en anden artikel, vi skal have sendt af sted i begyndelsen august. Jeg har spist frokost i ensom majestæt og drukket te (og en fredagssodavand) for sidste gang inden ferien.  Og jeg har lyttet til et amerikansk band, der hedder Lord Huron – der minder mig om Cass McCombs på en god måde. Dem hørte jeg faktisk først om i går. Om ganske få minutter går turen hjemover.

Første halvdel af 2015 har været travl og ferien er en kærkommen anledning til at trække stikket ud. Om min blog så også holder en helt konsekvent sommerferie ved jeg ikke. I denne sommerferie skal jeg som så ofte før med familien en tur til udlandet. Den slags plejer at give mig lyst til at skrive lidt om mine indtryk og til at dele nogle billeder med jer, for når jeg skriver, giver det mig også mulighed for at samle tankerne for en stund. Med andre ord: Vi får se.

Hermed ønsket om en god sommerferie til jer derude, der læser med her.

Flattr this!

Det store egos fødsel

ego

En oplægsholder til et arrangement på mit institut fortalte mig, da jeg mødte vedkommende igen ved en senere lejlighed, at det af den diskussion, der fulgte oplægget, virkede som om instituttet rummede nogle store egoer. Det kunne jeg kun være enig i. Der er nemlig en del af den slags i den akademiske verden. En af mine kolleger fortalte mig om en episode med en universitetslærer, der havde modtaget kritik af studerende for sin undervisning.

– Jeg kan ikke tage fejl, sagde han dengang indigneret. Så var der ligesom ikke så meget mere at snakke om.

Ved en anden lejlighed havde han henkastet fortalt at han i sin fødeby i sit hjemland var kendt for at være den studerende der var bedst til matematik (han er dog ikke selv matematiker nu) og at der var for lidt af denne form for værdsættelse her i Danmark.

Hvornår får man et stort ego? En artikel i The Atlantic har en interessant diskussion af dette.

En af de uheldige strategier er at rose børn og unge ved at fortælle dem at de er “kloge”, når de har udmærket sig på et eller andet felt. Man bør hellere fortælle dem at de har gjort en god indsats, for det er jo dét, der er årsagen til at de har udmærket sig. Hvis man får at vide at man er “klog”, kan man nemlig let ende med at tænke at man har en indbygget kvalitet. Hvis man er kommet et stykke ind i en akademisk karriere, er det altid en konsekvens af at man har “vundet” i konkurrencerne til eksamen, PhD-forsvar, ansættelse osv. Og her fødes det store ego nogle gange. (Jeg skal her skynde mig at sige at jeg også kender en del akademikere, som bestemt ikke har et overdimensioneret ego.)

Hvis man derimod ikke har klaret sig godt, ender man meget let med at tro det modsatte: at man har en indbygget fejl, der forhindrer at man nogensinde vil kunne klare sig godt. Tænk på alle dem, der undskyldende (eller stolte!) forklarer at de “aldrig vil blive gode til matematik”.

Måske er det også dette fokus, der skaber “minimalister”, for hvis man på et tidspunkt er blevet rost ikke for sin indsats, men for at være “klog”, kan man begynde at forlade sig på sin “indbyggede klogskab” i stedet for at gøre en indsats.

Selv blev jeg rost en del som barn, men det er for længst stilnet af. Man kan kun lære af sine egne fejl, og de fleste store forskningsresultater kommer i sidste ende af at nogen opdager at der er en tidligere opfattelse, der har vist sig at være forkert. Selv har jeg lært en masse – der ofte har været dyrekøbt – af alle de fejl, jeg har begået. Jeg har efterhånden gjort så stor en indsats, at det nu med jævne mellemrum lykkes mig at lave nye og bedre fejl.

Flattr this!