Kategoriarkiv: Den akademiske biks

At sælge sig selv som forsker

Selling-Yourself

Det er ikke så underligt, at et sted som Experiment måtte se dagens lys. Her bliver internet-strategien crowdfunding, som hidtil er blevet brugt til finansiering af musik og film, nu forsøgt anvendt til at skaffe forskningsmidler.

Det er trist at tænke på at man i den akademiske verden nu skal ty til den slags, men det er endnu en konsekvens i jagten på de midler der vil kunne gøre det muligt at lave det, vi også gerne vil – nemlig at forske. I konkurrencesamfundet er selve dette at sælge sig selv  blevet en kvalitet. I arbejdet med min seneste kuldsejlede ansøgning fik jeg dette at vide af andre – jeg skulle sælge mig selv bedre. Det var ikke nok at skrive, at jeg ville bidrag til løsning af et problem; jeg skulle skrive at min forskning ville løse problemet.

I et tidligere blogindlæg i dag skrev jeg om den amerikanske professor i medievidenskab, Benjamin Bratton. Han kunne berette hvordan en af hans venner, der er astrofysiker, ikke kunne få støtte fra en privat bevillingsgiver – begrundelsen var at

“You know what, I’m gonna pass because I just don’t feel inspired . . . you should be more like Malcolm Gladwell.”

Malcolm Gladwell er den canadiske forfatter bag en række kendte populærsociologiske bøger som The Tipping Point og Outliers, men er samtidig også blevet kritiseret for at overpopularisere.

Det kan ikke undgå at komme bestemte personlighedstyper inden for den akademiske verden til gunst og andre til ugunst at vi nu skal gøre så stor en indsats for at sælge os selv. Der er ganske mange akademikere, der er introverte og af den grund føler sig fremmede over for hele den konstante marketing af egne fortræffeligheder, der nu kræves af os.

flattr this!

Hjemme igen

Fotografi den 14-04-14 kl. 19.13

Dagen i dag bød på en lige lovlig spændende hjemrejse fra Grenoble med en solid forsinkelse på det første af de tre hop, turen fra Lyon til Zürich. Det var med nød og næppe, jeg nåede videre til København. Her fik jeg ultrakort hilst på selveste Peter Laugesen (gad vide om han kan huske mig? For snart en del år siden inviterede jeg ham til Aalborg til flere lyrikarrangementer), og så sad jeg i flyet til Aalborg lufthavn, der jo faktisk ligger i Nørresundby.

Det blev en hastig, men også udbytterig tur hvor jeg fik lavet aftaler med flere af mine kolleger derude om at komme og besøge mig i Aalborg senere i år. Det glæder jeg mig til; selv om det kan være spændende at rejse ud og få inspiration til forskningen, er det også rart engang imellem at kunne lade verden komme til mig.

Der var tid nok på alle flyvningerne til at få læst Norwegian Wood af Haruki Murakami – en gave fra min hustru og en bog, jeg har hørt meget godt om. Jeg giver kritikerne ret:  Norwegian Wood er en god roman, som hermed er anbefalet.

flattr this!

Søndag i Grenoble

2014-04-13 13.21.302014-04-13 10.29.36
2014-04-13 15.31.36

Og så blev det tid til mødet i Grenoble og til endnu et gensyn til mange af de andre, der er med i BETTY-netværket. Gensynet er kort, for i morgen tidlig rejser jeg hjem igen. I pauserne nåede nogle af os at tale om den ansøgning, der ikke blev til noget.

Dagen startede med en række præsentationer af nye forskningsresultater, og mange af dem gav anledning til gode faglige diskussioner. Til sidst var der den formelle del i form af et møde i styringskomiteen.

Udsigten fra ufrim²ag-bygningen på Université Joseph Fourier er flot, og den fik vi også tid til at nyde.

flattr this!

Succes og fiasko på farten

Fotografi den 12-04-14 kl. 19.41

I går blev en ganske særlig dag for mig. Jeg har fået mange venlige hilsner fra kolleger og venner, og dem er jeg meget, meget glad for.  Af hjertet tak til jer alle!

Der er et andet aspekt af mit arbejde, som ikke får ret megen opmærksomhed, selv om det er vigtigt for mig. Jeg er også forsker, og jeg publicerer det jeg skal. Men skønt jeg prøver, lykkes det mig ikke at få forskningsmidler, og som en af de få personer på mit institut har jeg ingen PhD-studerende. Det kræver nemlig at man som vejleder selv skaffer sig midler til at kunne aflønne et PhD-forløb. Der går desuden år imellem at studerende vælger at ville skreve speciale med mig som vejleder. Så der er ikke engang nogen i “fødekæden”. Andre af mine kolleger har et trofast følge af speciale- og PhD-studerende år efter år og en stor skov af projekter til finansiering. Jeg vil ikke lægge skjul på at alt dette er en kilde til stor frustration for mig, når jeg tænker over det, og det er svært at indrømme dette offentligt uden at udbasunere sig selv som en fiasko. Men kontrasten til min tilsyneladende succes som underviser er alt for skærende.

De seneste måneder har jeg arbejdet på en ansøgning om forskningsmidler sammen med kolleger i flere andre europæiske lande, men i forgårs viste det sig at en ekstern partner af stor vigtighed for os ikke kunne være med til projektet, vi ville lave, og der var ikke andet for end at give op. Igen: Hvilken skærende kontrast mellem torsdag og fredag i denne uge!

Alle vi, der er bag ansøgningen, er med i et forskernetværk, der mødes to gange om året og af og til har andre aktiviteter. I dag er jeg på vej til Grenoble til et møde i dette netværk. Her skal vi finde ud af hvad vi gør nu. Vi har lagt en del arbejde i vores ansøgning og den problemanalyse og problemformulering, vi har, og det må kunne lade sig gøre at bruge alle disse anstrengelser til noget andet.

I skrivende stund sidder jeg i transithallen i Frankfurt, hvor folk fra alverdens lande går rundt, på én og samme tid målrettede og hvileløse. Udenfor kører de store fly rundt, og også de er målrettede og hvileløse. Om en time sidder jeg i flyet til Lyon, og derefter er det tid til natbussen mod Grenoble. Til midnat er jeg fremme.

flattr this!

En lukket fest – med en stor overraskelse

2014-04-11 12.34.29

I dag fejrede Aalborg Universitet sit 40-års jubilæum i det nye musikhus. Selv begyndte jeg som studerende på AAU (der dengang hed AUC) i 1982, og jeg har været til en del jubilæer siden. De har været store fester, hvor alle kunne være med. Men ikke denne gang. Den store jubilæumsfest for alle os ansatte var noget af det, der blev sparet bort som konsekvens af universitetets dårlige økonomi. Den runde fødselsdag blev holdt i koncertsalen foran et nøje udvalgt publikum, og kronprinsen og uddannelsesministeren var i salen. Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg er ked af at det blev en lukket fest med fokus på ledelse og honoratiores.

2014-04-11 12.43.09

2014-04-11 14.44.14

Aalborg Symfoniorkester spillede to korte stykker. Og så kom talerne. Formanden for bestyrelsen holdt en tale for ministeren. Sofie Carsten Nielsen holdt derefter en tale for os alle. Finn Kjærsdam holdt en tale for den kommende rektor, Per Michael Johansen. Det var underligt at høre den afgående rektor takke alle de ansatte – næsten ingen af dem kunne jo være med.

Der blev udnævnt fire æresdoktorer. Og min gode kollega Jesper Kjeldskov fik diplom på at han er dr.scient. Der var forskerpriser og en samlet tak til de mange, der havde fået PhD-grader – heriblandt fra mit institut bl.a. Mikael Harkjær Møller, som jeg var med i bedømmelselsudvalget for, og Mads Chr. Olesen. Alle  PhD-kandidaterne sad oppe bagved på korpladserne.

2014-04-11 12.46.54

Selv var jeg med, fordi jeg tidligere i år blev udnævnt til årets underviser ved det teknisk-naturvidenskabelige fakultet. Jeg sad sammen med mine kolleger David Stevens (fra HUM) og Sune Qvortrup Jensen (fra SAMF). Charlotte Overgaard (fra SUND) var desværre forhindret i at deltage, kunne jeg se. Blandt os fire skulle så udpeges én af os, der fik Det Obelske Familiefonds Undervisningspris som Årets Underviser 2014 ved AAU.

Og da vi stod oppe på scenen, fik jeg det at vide – det er mig, der er blevet Årets Underviser på Aalborg Universitet. Det er jeg både stolt og lidt ydmyg over. Der er masser af gode undervisere på mit universitet, der tager deres undervisning alvorligt og fortjener at få anerkendelse for det store stykke arbejde, de gør.

Bagefter var der to receptioner – en reception for de fleste og en reception for de få. Her fik jeg lov at være med, og her var også Frederik og Sofie med. Dem fik jeg dog ikke hilst på (og jeg forsøgte da heller ikke på det).

2014-04-11 15.01.11

Til gengæld fik jeg, vel tilbage i den “almindelige” reception, hilst på en hel masse tidligere og nuværende kolleger, heriblandt nogle af dem der har undervist mig – nogle af dem helt tilbage fra dengang hvor jeg var en vred ung matematikstuderende.

Og nu sidder jeg derhjemme. Den pæne jakke (af økologisk denim) er hængt tilbage i skabet, men diplomet og glasuglen får lov at stå fremme. I dag vil jeg fejre mig selv en lille smule.

2014-04-11 16.14.11

flattr this!

Kvalitet og kontrol

6830_blev_optaget_p_837049a

Det er altid underligt, når politikerne begynder at diskutere universitetsundervisningen – og især er det et interessant sammentræf, når det sker dagen efter Undervisningens dag på Aalborg Universiten, hvor jeg talte om flipped classroom og svaghederne ved traditionelle forelæsninger.

Jeg husker med udelt gru de dårligt kvalificerede diskussioner blandt politikerne om gruppebaseret eksamen. I disse dage er det selve undervisningen, der bliver diskuteret; i Politiken taler politikere fra de to populære partier om netop dette emne. Blandt andet Dansk Folkepartis forskningsordfører er nu i tvivl om hvorvidt forelæsninger er en god undervisningsform.

At forelæsninger har deres begrænsninger, har man vidst længe i universitetspædagogikkens verden. Den britiske uddannelsesforsker Donald Blighs bog What’s The Use of Lectures? er fra 1971 og er stadig aktuel.

Fra det andet meget populære parti er der også kommentarer til undervisningens kvalitet:

»Det er universiteternes ansvar, at de formidler den nyeste forskning til de studerende. Så længe kvaliteten lever op til de standarder, de forpligter sig til, har jeg ikke så mange kommentarer til, hvordan man planlægger og tilrettelægger undervisningen«, siger forskningsordfører Esben Lunde Larsen (V).

Dette er en påfaldende kontrast til de mange kontrolforanstaltninger, der er blevet indført i universitetsverdenen i de seneste 15-20 år, herunder det centralt dikterede forbud mod gruppebaserede eksaminer.

Politikere og rektorer taler nu om videoforelæsninger og flipped classroom. Retfærdigvis skal det siges, at det er RUCs nye rektor Hanne Leth Andersen, der har været leder af Dansk Universitetspædagogisk Netværk, der taler om det sidste. Måske er der tale om en ægte interesse i undervisningens kvalitet – og jeg tror selv på perspektiverne i  flipped classroom, som læsere af denne blog vil vide. Men hele interessen kunne også ende med at blive endnu et udtryk for politikernes mistillid til universitetsverdenen og til os, der underviser her.

Jeg lader Hanne Leth Andersen få det sidste ord her:

»De danske universiteter har et virkelig højt fagligt niveau. Men vi får et problem med at bevare det, hvis vi ikke får rum til at udvikle vores undervisning, så vi rammer de studerende og giver underviserne incitament til at udvikle deres undervisning. Men som det er i dag, har underviserne travlt med at løbe efter en masse administrative ting, fordi diskursen hos politikerne er, at skatteyderne betaler for uddannelsen, og derfor har de ret til at se, hvad vi laver, og om vi leverer varen – ellers kunne det jo være, vi ikke arbejdede nok.

Det er nedbrydende, at vi i dette samfund har fået så lidt tillid til hinanden, at vi bruger mere tid på at kontrollere, om de andre overhovedet er på arbejde, og om de er dedikerede. Det er noget af det, jeg vil forsøge at ændre som rektor, blandt andet ved at tale med uddannelsesministeren om det. Vi skal udvikle os og finde motivation. Det gør vi ikke ved at mistænkeliggøre folk«.

flattr this!

Undervisningens dag

2014-04-09 08.40.34

I dag var det igen Undervisningens dag på Aalborg Universitet. Først var der et interessant inviteret foredrag med den amerikanske uddannelsesforsker L. Dee Fink om glæden og ansvaret forbundet med at undervise godt. En af hans pointer var at man skal følge med i den faglitteratur, der er om universitetsundervisning. I de eneste par årtier er der sket kraftig vækst inden for dette område, og så godt som hvert år kommer der en interessant bog om universitetsundervisning. En anden pointe, L. Dee Fink havde, var at vi som universitetsansatte akademikere skal være fagpersoner men også være professionelle undervisere. Netop dette kom nok ikke så meget bag på os. Mange af os, der kom, var dem, der plejer at komme, og der var blandt os mange, der anerkender at det er vigtigt at tænke seriøst om og reflektere over undervisning og læring.

Selv holdt jeg sammen med Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi en workshop om brug af video i kursusundervisning baseret på vores erfaringer med dette. Dorina og jeg har en artikel på bedding om mine tiltag, og det var bl.a. dens resultater og refleksioner vi tog udgangspunkt i. Det var en velbesøgt workshop med mere end 50 tilmeldte, og vi fik nogle gode diskussioner af hele flipped classroom-ideen.

Til frokost endte jeg med at sidde og snakke med L. Dee Fink og Daniel Lukes, der er en svensk mediciner ansat på Universitetshospitalet. Vi fik talt en masse om undervisning på medicinstudiet – faktisk er det herfra, ideen om problembaseret læring (men ikke projektarbejde) stammer – og om holdbaseret undervisning, der faktisk er meget tæt på det gruppearbejde, vi kender til. L. Dee Fink var positivt overrasket over at vi i skemaet afsætter tid til projektarbejde og var lige som jeg betænkelig ved miniprojekter i kurser, der mest blot ender med at hakke de studerendes arbejdstid i stykker. Til sidst kom vi ved en af underlige drejninger en samtale kan tage, til at snakke om alle de mange skydevåben der er i USA og om hvor løst de sidder i amerikanernes lommer. Her var vi alle helt enige om problemets alvor og omfang – det er bestemt ikke alle amerikanere, der er glade for den manglende regulering af håndvåben i USA.

Dagen sluttede med en workshop om gruppedannelse, der umiddelbart virker som et af de mindre emner inden for universitetspædagogik. Men vi er mange, der er bekymrede over et af biprodukterne af gruppedannelsen, nemlig restgrupperne, der består af de studerende, ingen andre vil være sammen med. Ofte har man kun set én restgruppe på et hold, men i de senere år ser man dette triste fænomen i større omfang. Restgrupperne er triste for de studerende at være i og lige så nedslående at være vejleder for. Hvad man skal gøre ved restgrupperne ud over det, vi allerede gør (og der er nu 40 års erfaring med gruppeorganiseret projektarbejde på AAU og et par år mere end dét ovre på RUC), vidste ingen af os.

flattr this!

Det er bare ligemeget

resignation-1

Sidste uge var stresset og dum, der var alt for meget at se til. Festen i denne weekend var et tiltrængt pusterum, og det var godt at blive stimuleret på en anden måde end med smarte formuleringer og regneark og alt det andet, der hører ansøgningsskriveriet til. Jeg har været i dårligt humør.

Andre uger er der ikke samme stress, men alligevel bliver det ikke nogen god arbejdsuge.  En del mennesker kender til en sådan underlig og ubehagelig følelse. Der er egentlig ikke noget materielt i vejen. Arbejdspresset er ikke urimeligt højt. Alligevel føler man en tomhed, og man kan ikke tage sig sammen. Hvordan det går for andre er – ligemeget. Hvordan det går for en selv er – ligemeget. Det hele er bare ligemeget. Og det virker som en luksus-nedtrykthed. Alt er jo tilsyneladende godt, så hvad er det dog der er galt? Man kan ikke rigtig være bekendt at være utilfreds.

Selvfølgelig findes der også et ord for denne tilstand. Ordet er acedia. Den norske psykiater Finn Skårderud taler om “hvid melankoli”. Den danske skuespiller og foredragsholder Jens Arentzen siger

Den hvide melankoli er nemlig mig – og nok også en del andre med mig; en moderne indre tomhedsfølelse, som ikke føles at have nogen fysisk forklaring i verdenen. Huset er jo ikke brændt. Godt nok døde far, men sån er vel livet og der har da aldrig manglet mad eller mærkevarer. Så min melankoli-følelse må være forkert, da der ikke synes nogen fysisk bevidnelse I verden for den.

Den norske psykolog Einar Lunga skriver på sin blog

Den hvite melankolien omfatter slike ting som en konstant følelse av indre uro og tomhet, utilfredshet med seg selv, resignasjonsfølelse og oppgitthet og en følelse av at ingenting nytter og retningsløshet. Hvit melankoli er en slags underliggende mental mangeltilstand som har fellestrekk med den amerikanske humanistiske psykologen Abraham Maslows begrep om ‘metalidelse‘. Den hvite melankolien har også mye til felles med det den kjente psykoterapiforskeren Jerome Frank for lenge siden betegnet som ‘demoralisering‘, og som han etterhvert fant synes å ligge til grunn for mye av de mentale plagene som gjør at folk føler at de trenger psykologisk behandling.

Jeg ved ikke hvordan den “hvide melankoli” eller acedia skal behandles, men følelsen er reel nok og den skaber en afmagt. Min fornemmelse er at en situation, som man ikke har ret megen indflydelse på, men ikke er præget af ydre mangeltegn, kan være uhyggeligt befordrende for acedia. Nogle af dage, hvor jeg har været i gang med at skrive en ansøgning om forskningsmidler, er det følelsen af at det hele kan også være ligemeget der lammer mig og hiver produktiviteten ud af mig. Chancen for at få ja til en ansøgning er lille; konkurrencen er stor.

Vi taler meget om at forhindre stress og om at forhindre den “sorte melankoli”, men den “hvide melankoli” er heller ikke god. Hvad gør vi som samfund for at tage den alvorligt og for at forhindre den? Og hvad gør min akademiske arbejdsplads for at forhindre den hvide melankoli i at tage over?

flattr this!

Bare fast arbejde?

Studerende, studie, universitet.

Her til aften var jeg til medlemsmøde i Dansk Magisterforenings lokalklub for universitetsansatte. Fremmødet var rigtig godt, måske fordi der var spisning bagefter. Til selve mødet var der to indlæg, dels ét om Aalborg Universitets økonomiske problemer (endnu engang), dels ét om overenskomstforhandlingerne. Et af de spørgsmål, der trænger sig på denne gang er spørgsmålet om merarbejde.

Der er to grupper inden for ACs overenskomst med staten, der ikke har fast arbejdstid. Den ene er universitetslærerne. Den store fordel ved det er at vi principielt kan møde på arbejde, når vi vil, på de dage hvor der ikke er skemalagt undervisning eller møder. Det er der nogen, der kan misunde os. Den helt store ulempe ved at vi ikke har nogen form for registrering af arbejdstiden er at vi kan arbejde vilkårligt meget mere end 37 timer om ugen uden at det vil få nogen konsekvenser. Og det gør mange af os, for vi skal jo også nå at forske. Ud over kravet om undervisning er der jo et krav om at vi skal producere nye publikationer. Her er vi nødt til at skrive så godt som muligt, for andre bedømmer os. Den manglende kontrol af arbejdstiden er der næppe mange, der misunder os.

Lige nu sparer mit universitet ved ikke at ansætte nye medarbejdere og lader os, der stadig er her, undervise i nogle tilfælde op til 64% mere. Men der er stadig samme forventninger til hvor meget vi skal forske. Så merarbejdet sniger sig ind igen.

Jeg kan godt efterhånden spekulere på om fordelen ved ikke at have fast arbejdstid i virkeligheden står mål med ulemperne.

flattr this!

De to kulturer

sander

Journalister og akademikere har haft et meget anstrengt forhold gennem tiden. Det hjalp som bekendt heller ikke, da Danmark i en længere årrække havde en meget lidt fantastisk journalist som videnskabsminister. Selv har jeg og sikkert ganske mange af mine kolleger haft dårlige oplevelser med journalister, der nikkede begejstret og alligevel skrev noget, der ikke var så godt som man kunne ønske.

Min egen fornemmelse er at journalister har svært ved at læse akademiske tekster, for akademiske tekster er fulde af forbehold og antagelser og i kvantitative analyser dukker der ofte sandsynligheder op. En journalistisk tekst skal fænge med det samme, den akademiske kræver som regel eftertanke.

Denne konflikt kræver at de to kulturer bliver bedre til at sætte sig ind i hinandens normer og kvalitetskrav – og der burde findes en veldefineret profession som videnskabsjournalist. Lige nu bedrives den af ganske udmærkede personer som f.eks. Lone Frank og Tor Nørretranders, der oprindelig har haft akademiske ambitioner, men nu er blevet formidlere. Men her er for mig at se en uopdyrket form for tværfaglighed, vi burde kaste os over at få på et ordentligt fundament herhjemme.

En artikel af den amerikanske journalist Ezra Klein i netmagasinet Bloomberg View tager fat på samme problemstilling og spørger om ikke et andet af problemerne også er at de publikationskanaler, akademikere benytter sig af, faktisk ikke er velegnede (det synes jeg bestemt heller ikke selv). Mange tidsskrifter er uhyggeligt dyre, og store forlag tjener på en udgivelsesproces der reelt ikke burde koste ret meget og burde være hurtigt i vore dage, hvor enhver kan lægge hvad som helst på Internettet med sekunds varsel. Og så er der det, der nok især ærgrer journalister: Der er masser af meget specialiserede tidsskrifter, som det er svært at få overblik over. Måske er dette også et indsatspunkt, hvis nogen en dag vil til at uddanne videnskabsjournalister.

Ezra Klein taler også om videnskabelige blogs; de er meget nyttige, men som han også nævner, er de ren formidling – et blogindlæg er ikke en publikation eller en formidlingsaktivitet, som det ser ud i dag. Min egen blog har knap nok nogen redaktionel linje og er vel næppe en videnskabelig blog; jeg skriver om alt muligt, og meget ofte er indholdet uvidenskabeligt eller uden for mit eget fagområde, af og til vel nærmest polemisk. Så jeg er ikke et eksempel til efterfølgelse.

flattr this!