Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Det hele går til administration

Education Costs

Hvis man har fulgt med i kampen om at blive præsidentkandidat for Demokraterne i USA, har man i Danmark sikkert bidt mærke i Bernie Sanders’ fortælling om alt det, man kan i vores land – herunder at de videregående uddannelser er gratis for de studerende. Som bekendt er forholdene helt anderledes i USA; på MIT koster det 46.400 dollars at være studerende pr. år. Det er lidt over 300.000 danske kroner.  Ikke alle universiteter er så dyre; gennemsnittet er (eller var i 2014) “kun” 9139 dollars, dvs. lidt over 60.000 danske kroner, Men billigt er det bestemt ikke, og nogle i USA påstår at det aldrig vil kunne lade sig at gøre at have gebyrfrie universitetsuddannelser.

Hvorfor er det blevet så dyrt at være universitetsstuderende i USA? En artikel i New York Times afslører hvorfor. Også i USA er der et tilskud til videregående uddannelser; den amerikanske stat giver faktisk flere midler (også justeret for inflation) end i 1960’erne, hvor undervisningsgebyrerne var små. Det er heller ikke de fuldtidsansatte universitetslæreres lønninger, der er årsagen til de høje gebyrer; her er lønnen omtrent som i 1970’erne.

Hovedårsagen er en anden: Der er sket en voldsom vækst i det administrative personale. På de universiteter, der er del af California State University (som er offentligt drevne, i den forstand at de hører under delstaten Californien) voksede antallet af fuldtidsansatte undervisere fra 11.614 til 12.019 i perioden fra 1975 til 2008, mens antallet af administrativt ansatte voksede fra  3800 til 12183, dvs. med 221 procent.

Flattr this!

Tænk at du tør!

nervous

Hvis man har læst, hvad jeg har skrevet på denne blog, vil man vide at jeg flere gange har kritiseret forholdene på Aalborg Universitet og ikke mindst ledelsens beslutninger. Det er nu sket mere end én gang, at mine kolleger har udbrudt: Tænk at du tør! Er du da ikke bange for at blive fyret?

Demokratiet på universiteterne i Danmark blev afskaffet i 2003, og mange ansatte på de danske universiteter oplever i disse år, at ledelsen langt fra altid er gode til eller villige til at lytte til dem.  Og det er bestemt ikke kun i universitetsverdenen, at det er blevet sådan. Overalt i offentligt regi, hvor New Public Management har holdt sit indtog, er der kommet en anden ledelsesstil. Til Berlingske siger Elisa Bergmann, forkvinde for BUPL:

»Hvis man ytrer sig kritisk, er man bange for at blive udpeget som en af dem, der ikke vil fremskridtet, ikke vil det bedste for børnene. Og så frygter man, at man bliver den, der bliver peget på ved næste besparelse. Ens forsørgelsesgrundlag er simpelthen i fare…«

Det er derfor, det er nu ekstra væsentligt at give udtryk for sin mening. Jeg opfatter ikke min kritik som specielt modig, men som en nødvendig kollegial handling.

Rasmus Willig, der er lektor på RUC, har samlet en lang række citater fra ledere i det offentlige. Til Kristeligt Dagblad siger han

”Når medarbejdere udtrykker en bekymring eller påpeger nogle kritisable forhold, mødes de med svar, som enten udtrykker afmagt eller er intimiderende. Fordringen er, at man ikke skal kritisere eller prøve at forbedre forholdene, man skal være så robust og hærdet, at man kan tåle dem,” siger Rasmus Willig.

Det er også denne slags reaktioner, jeg mødt fra ledelsens side på AAU, og det er tiltaget inden for de seneste år. I virkeligheden er reaktionsmønsteret et symptom på hvad magten efterhånden gør ved lederne: De bliver udsat for pres oppefra, og de presser derfor også nedefter. Så egentlig er den management by fear, som bliver skabt, heller ikke god for lederne.

Hvornår er der indflydelsesrige politikere, der tør tage et samlet opgør med New Public Management, så lederne kan blive mennesker igen og så vi kan få demokratiet genindført?

Flattr this!

Ikke så hurtigt!

slow

Maggie Berg og Barbara Seeber, der er universitetslærere i engelsk litteratur på henholdsvis Queens University og Brock University i Canada, har skrevet bogen The Slow Professor. Jeg er gået i gang med at læse den, og det er underligt beroligende at opdage at universitetslærere i et andet land og inden for et andet fag har de samme bekymringer, som jeg selv har: Arbejdsdagene bliver hakket i stykker,  man føler hele tiden at man er bagud, man føler at man får sværere og sværere ved at leve op til kravene og er der problemer, tøver ledelsen sjældent med at individualisere dem.

Vi ved godt, hvad det er, vi gerne vil have som akademikere: Det er accept fra kollegerne og fra ledelsen, og vi vil have muligheden for fordybelse, en “tidløs tid”. De bedste stunder er dem, hvor vi oplever netop den tilstand, hvor “tiden forsvinder”. Det kaldes flow (det har jeg skrevet om her på bloggen tidligere) og det er netop i flow-tilstanden, vi forstår mest og får lavet mest. Men det er lige præcis muligheden for at opnå flow, vi ikke får som akademikere.

Bogen giver en hård kritik af denne tingenes tilstand, og den tager også fat på nogle af de amerikanske “selvhjælpsbøger for travle akademikere”, bl.a. én der fortæller hvordan man kan leve med arbejdet som universitetslærer – nemlig ved at begynde sin arbejdsdag kl. 7.30 og slutte kl. 19.30 hver dag, bortset fra søndag!!

Derudover er The Slow Professor en slags selvhjælpsbog. Et af de vigtige bud er at man skal støtte hinanden – og dermed komme ud over individualiseringen. Og man skal turde være “langsom” – ikke sløv, men insistere på at akademisk indsigt og ordentlig undervisning tager tid, samtidig med at man giver sig selv lov til ikke at brænde ud.

Det er interessant, er der i Politiken i dag er en klumme af Per Michael Jespersen, der siger noget tilsvarende: Vi har et konkurrencesamfund, hvor der ikke er “tid til” fordybelse, og det gælder bestemt ikke kun i den akademiske verden. Måske er netop dét en begyndelse til en accept af at der er tale om et problem, der ikke kommer fra de “forkælede akademikere”.

Flattr this!

Undervisningens dag 2016 [og hvad derefter fulgte]

I dag deltog jeg i Undervisningens dag 2016 på Aalborg Universitet med en workshop om flipped classroom; det var en workshop hvor Lone Krogh var indleder. Anledningen var et nyt hæfte om dette emne, som jeg har skrevet sammen med Dorina Gnaur. Til lejligheden havde jeg lavet en podcast om at lave podcasts. Her er den:

Det er altid interessant at fortælle om flipped classroom; som regel opdager jeg at nogle af mine kolleger er skeptiske over for formen. Forelæsningsformen sidder dybt i os alle som “den rigtige måde at undervise på”, og det gælder egentlig også for mig, selv om jeg nu er holdt på med at forelæse selv. Det er samtidig vigtigt at huske at podcasts ikke er de vises sten; brug af podcasts i flipped classroom er først og fremmest en måde hvorpå man kan flytte fokus væk fra præsentationerne og over til aktiviteter i plenum, hvor alle deltager.

Til første workshop var der stort rykind; bl.a. dukkede mindst én institutleder, en studienævnsforkvinde og prorektor herself op. Anden workshop var lidt mindre, men her var der til gengæld et videolink til AAU Esbjerg. Til den sidste workshop var der kun to deltagere – to unge universitetslærere fra hver sit hovedområde – men vi holdt selvfølgelig workshoppen alligevel, og det blev faktisk vellykket. Bagefter sad Lone og jeg og snakkede med de to deltagere, og det blev lynhurtigt klart at ingen af os var glade for new public management.

Til sidst cyklede jeg ind til midtbyen for at deltage i demonstrationen på Gammeltorv mod “omprioriteringsbidraget” (der er nysprog for de påtvungne kommunale nedskæringer i skøn forening med endnu mere new public management). Borgmester Thomas Kastrup Larsen og forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau holdt tale, der var et par fællessange skrevet til lejligheden og Michael Bach optrådte undervejs med sange. Han er tydeligvis en rar mand, men man kunne godt mærke at hans sædvanlige publikum er førskolebørn. Sangen om frøen Kaj passer faktisk ikke så godt til en demonstration mod sociale nedskæringer.

På Gammeltorv mødte jeg en masse (for mig) kendte ansigter, fik tre hjemmebryggede øl i gave af Ole Wolf (fra Nørresundby) og endte med også at møde de to deltagere fra sidste udgave af min workshop. På denne måde var ringen sluttet på smukkeste vis.

Flattr this!

En ny begyndelse (Eller: Videre – men på en ny måde)

Fil 11-05-2016 19.08.26

I dag skete der to næppe synlige ændringer på mit arbejde, som samtidig vil få stor betydning for mig – forhåbentlig og formodentlig på en god måde.

Den ene var at jeg kunne tage min nye computer i brug. Den gamle computer er snart 4 år gammel og har skrantet gennem længere tid;  inden for det seneste halve års tid har den været til reparation to gange. På den måde var den desværre endt med at blive en kilde til hyppig irritation for mig. Den nye computer ligner min gamle computer meget, men den er lettere og hurtigere. Alle data er intakte, og jeg kan fortsætte hvor jeg slap, men på en ny måde.

Også på en anden måde markerede dagen en ny begyndelse for mig. Jeg var til det første møde i den gruppe på Institut for datalogi, hvor jeg fra forårssemesteret skal være. Lige siden jeg blev ansat for 25 år siden, har jeg været i den samme gruppe på instituttet, den der nu hedder Distribuerede og indlejrede systemer. Men der er sket mange ting med den gruppe og med mit forhold til gruppen. Jeg ved at andre i gruppen er meget tilfredse, men jeg har ikke selv haft det sådan. Og så beskæftiger jeg mig hverken med distribuerede eller indlejrede systemer. Det har jeg aldrig gjort; min interesse for strukturel operational semantik og dens forbindelse til sprog og typesystemer er jeg ene om i den gruppe. Måske er det også derfor, jeg har følt mig utilpasset og nogle gange utilpas der. Fra februar 2017 er jeg i den enhed på instituttet, der hedder Databaser og programmeringsteknologi, hvor jeg skal være i programmeringssprogsgruppen. Også to medlemmer af gruppen Maskinintelligens, som nu desværre snart ikke findes mere, kommer til at skifte enhed til samme sted, omend ikke til samme gruppe som mig. Det er godt at jeg ikke er den eneste, der skifter placering.

Mine undervisningsopgaver bliver de samme som før, så også på denne måde er det på tilfældet at jeg fortsætter hvor jeg slap, men på en ny måde.

Flattr this!

Det er bare et arbejde

02

Erik Ramsgaard Wognsen skrev et blogindlæg i dag om, hvorfor han forlod den akademiske verden tæt på afslutningen af sin PhD i datalogi til fordel for et job i en privat virksomhed. Det var et meget interessant og åbenhjertigt indlæg, og for mig også fordi det er ærgerligt at unge forskere forlader den akademiske biks så tidligt.

Erik nævner en person på mit institut, der giver udtryk for sin skuffelse over at PhD-studerende “bare opfatter forskning som et arbejde”. Underforstået: Det burde være et kald som man viede sine vågne timer til. Denne holdning har jeg også stiftet bekendtskab med fra selvsamme kollega.

Men jeg har for længst indset det: forskning er faktisk bare et arbejde. Det kan godt være et arbejde, man som forsker interesserer sig særdeles meget for. Men med de vilkår, som hersker i dag, hvor man som PhD-studerende eller postdoc kun har en begrænset ansættelseshorisont, er det helt naturligt og forventeligt at man tænker på sin tilværelse som forsker som midlertidig – som “bare et arbejde”.

Nogle gange er det faktisk til vores egen ulempe, hvis vi kommer til at forveksle vores arbejde med et kald. Mange nedskæringer er kun mulige, fordi universitetslærere holder så meget af deres fag, at de på trods af dårlige timenormeringer prøver at opretholde en faglig standard og derfor laver mere end de burde – ud fra en følelse af at forringelserne ikke må gå ud over de studerende eller det faglige niveau. Jeg er selv en af dem.

Også i forskningssammenhæng laver vi oftest mere end vi burde i håb om at kunne få succes. Nogle forskere er selvfølgelig ekstremt succesfulde hele tiden eller næsten hele tiden, men når jeg hører mange af mine kolleger rundt i den akademiske verden, er det lige så typisk en fortælling om at bevæge sig fra afslag til afslag med sporadiske undtagelser, jeg får at høre. Det bliver svært at opretholde forestillingen om at have et kald, når betingelserne er sådan.

Man kan nu komme til at tro, at jeg ikke holder af det fag, jeg beskæftiger mig med – men det gør jeg. Dét, jeg er bekymret over, er at vi i vore dage ofte ender med at give langt mere af os selv end godt er i en situation hvor andre (nemlig beslutningstagerne) ikke vil give os nok.

Flattr this!

Femårsplaner før og nu

stakhanov

Alexei Stakhanov var kulminearbejder i Ukraine i 1930’erne. Minerne var ejet og drevet af staten, og der var månedlige produktionsmål, som skulle nås. Hvis en kulmine ikke overholdt måltallene, gav det problemer for den lokale ledelse og funktionærerne i kommunistpartiet. Alexei Stakhanov fandt en simpel metode til at effektivisere kuludvindingen – han ændrede arbejdsdelingen og tog et kursus i brug af et særligt minebor. Ledelsen tvivlede på Stakhanovs initiativ, men til sidst blev den overtalt til at prøve ideen af. Den virkede over al forventning, og Stakhanov blev hyldet af Stalin. Herefter blev hans liv aldrig det samme – han blev hyldet som Arbejdets Helt og drog på turneer over hele Sovjetunionen.

Men vi ved også godt, at den sovjetiske planøkonomi først og fremmest endte med at fokusere på planerne i stedet for på produktionen. Det var vigtigere at få det til at se ud som om man overholdt planerne end rent faktisk at producere det, man skulle. Planlægningen blev et mål i sig selv, og der kom et enormt bureaukrati, der retfærdiggjorde sig selv.

I Times Higher Education skriver den engelske professor Craig Brandist om den britiske universitetsverden, som er et af steder, hvor man har mange års erfaring med New Public Management. Han finder nogle forbløffende paralleller til Sovjetunionens udgave af planøkonomi, og dem kan jeg nikke genkendende til fra mit eget ståsted i den danske universitetsverden.

Også i den danske udgave af New Public Management er der planer og målstyring, og der er også her opstået et hierarki af funktionærer hvis vigtigste opgave er at sikre at planerne bliver overholdt eller ser ud som de bliver overholdt. Der bliver lavet en masse krumspring for at få forskningsresultaterne til at syne af mest muligt, f.eks. ved at opdele forskningsresultater i så mange. Samtidig hermed er der mange steder opstået en forventning om at man ikke udtaler sig illoyalt. I Storbritannien er det allerede sådan og den seneste tids udvikling viser at også i Danmark vil politikere helst ikke have at forskere udtaler sig kritisk. Og vi har jævnlige kåringer af forskellige udgaver af Arbejdets Helt – f.eks. de mest publicerende forskere og de mest hyldede undervisere. Selv er jeg derfor måske også blevet en Stakhanov-lignende figur. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på at forskningsevalueringer og forskningsplaner på institutter nu følger en femårig cyklus.

Femårsplanerne i forrige århundrede handlede mest om produktionsvirksomheder i industri og landbrug, men bureaukratiet og korruptionen og den totale mangel på ytringsfrihed slog alle de egentlig ganske fornuftige intentioner i stykker: at sikre, at der blev produceret tilstrækkeligt af basis-råvarerne til et industrisamfund. Og det er interessant, at Stakhanov faktisk kun udmærkede sig, fordi han gjorde noget andet end ledelsen ville have!

New Public Management handler så ikke engang om produktionsvirksomhed, men tager fat på videns- og omsorgsarbejde, der ikke kan måles på samme måde som korn- eller kulproduktion. Det er svært at planlægge videnskabelige fremskridt på samme måde som man planlægger produktion af f.eks. kul.

Flattr this!

Ligestilling på AAU?

ligestilling

Institut for datalogi på Aalborg Universitet er med i endnu en ansøgning om forskningsmidler (denne gang er det rejsemidler), og jeg er endt med at blive den lokale kontaktperson/medansøger. I ugen op til afleveringsfristen gjorde koordinatoren for ansøgningen os alle opmærksomme på at det er vigtigt at skrive noget om hvad vi vil gøre for at fremme ligestilling mellem kønnene i dette projekt og hvad vores universitet allerede gør i den henseende. Det er ekstremt prekært at skulle skrive om ligestilling i et fag som datalogi, for her er kønsfordelingen så skæv, at det efterhånden er blevet pinligt.

Koordinatoren er fra University of Leicester og han kunne skrive følgende om sit universitet.

ULEIC is proudly one of the 10 universities selected worldwide to take part to 10x10x10 initiative launched at the World Economic Forum in January 2015. The initiative seeks to engage with 10 world leaders, 10 corporations, and 10 universities globally to identify approaches for addressing gender inequality and to test the effectiveness of these interventions for scalability. ULEIC firmly believes that men and women have a joint responsibility to achieve gender equality for societies around the world. The department of computer science of ULEIC received a prestigious Athena Swan award from the Equality Challenge Unit (ECU), a registered charity supporting equality and diversity for staff and students in higher education institutions across the UK.

Jeg prøvede at finde ud af hvad Aalborg Universitet gør. Der er en ligestillingsstrategi for AAU fra 2012-2015, og der er sikkert også en ligestillingsstrategi fra 2016 og frem – jeg har dog ikke kunnet finde den. Den vigtigste komponent er at der er et ligestillingsudvalg under hovedsamarbejdsudvalget. I ligestillingsstrategien fra 2012 står der

Diskussionerne i direktionen har vist interesse for udvikling af ligestillingsområdet, men det står også klart, at vi ikke er kommet langt nok ud i organisationen med budskaber, vision, strategi og handlingsplaner på ligestillingsområdet. Praksis vedrørende indsamling af nøgletalsgrundlag, udformning af klare præsentationsskabeloner og standardiserede lettilgængelige decentrale kørsler for ligestillingsproblematikker på AAU har ikke fundet sin optimale form eller timing endnu. Målet er, at disse værktøjer skal medvirke til at understøtte processen frem mod formulering af nye handlingsplaner i hele organisationen på dette vigtige område.

Dette er ikke så imponerende, og det bemærkede min kollega fra Leicester da også. Der er megen tale om at være verdensførende på AAU – var ligestilling mon ikke et passende indsatsområde?

Flattr this!

Fusionerede eliter?

507273017_1280x720

Der er et langt interview med Carlsberg-fondens formand Flemming Besenbacher i Politiken. Han vil have de danske universiteter fusioneret så der kun bliver tre: Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DTU. Dette vil således gøre det af med alle danske universiteter grundlagt fra SDU og frem. Argumentet er at der er for mange studerende på de danske universiteter og at det går ud over det faglige niveau. Jeg er ikke uenig i at det nuværende masseuniversitet på denne måde er en enorm udfordring og bestemt ikke er uden problemer. Men masseuniversitetet er skabt gennem politiske beslutninger, og næsten alle de universiteter som Besenbacher vil fjerne som selvstændige institutioner, eksisterende i flere årtier inden masseuniversitetstanken.

Besenbacher kritiserer taxametersystemet, hvor bevillingerne afhænger af hvor mange studerende, der gennemfører et studieårsværk (STÅ). Derfor gælder det om at få så mange studerende til sit universitet som muligt. Hvis man vil have færre studerende på universitetet, skal man ændre dette finansieringsprincip og i øvrigt gøre andre uddannelser mere attraktive.

Der er dog to yderligere årsager, som begge har med forskningssiden at gøre:

  • Det stærkt øgede fokus på eksterne forskningsmidler, så en stadig større del af et universitets forskningsmidler skal stamme fra forskningsråd (der tilmed får skåret i bevillingerne), statslige fonde, EU-projekter og private fonde. Derfor skal man konkurrere med andre forskere fra sit eget fag på andre universiteter, for succesraten er lav, for forskningsråd og Horizon 2020s vedkommende ofte under 10 procent.
  • Konkurrencesætningen af basismidler, hvor 5 procent af basisbevillingerne udbydes i konkurrence mellem de danske universiteter.

Alle disse årsager kan føres direkte tilbage til tiltag, iværksat af beslutningstagerne – og nu skal universiteterne så anklages for at gjort præcis dét, som fokus på en konkurrence ud fra økonomiske incitamenter fører til, nemlig at der er masser af studerende og at de fleste forskere (og i tilfældet om basismiddelkonkurrencen hele universiteter) taber i konkurrencen om forskningsmidlerne og derfor ikke kan leve op til kravet om at være del af en “elite”.

At Besenbachers centraliseringsdrømme så også vil gøre afstanden mellem menige ansatte og universiteternes ledelse endnu større end i dag, er heller ikke noget, der kan begejstre mig. Det er barokt at konklusionen, efter at universitetsfusionerne under Helge Sander ikke har ført til de ønskede resultater, nu er at der bare skal fusioneres endnu engang.

Flattr this!

Et akademisk mindretal

Molboerne ville jage en stork væk fra en kornmark. For at undgå at manden, der skulle jage storken væk, skulle trampe kornet ned, blev han båret rundt på kornmarken på et bræt.
Molboerne ville jage en stork væk fra en kornmark for at den ikke skulle ødelægge kornet. For at undgå at manden, der skulle jage storken væk, skulle trampe kornet ned, blev han båret rundt på kornmarken på et bræt.

Formålet med New Public Management i den akademiske verden har formodentlig været at øge effektiviteten blandt det videnskabelige personale og at effektivisere ledelsen. Men udviklingen i dag minder mest om molbohistorien om storken i kornmarken.

På mere end to tredjedele af universiteterne i Storbritannien er det videnskabelige personale i dag i mindretal. På London Business School er det hele 85 procent af de ansatte, der er support staff. Hvis man udelukkede betragter forholdet mellem administrativt personale og videnskabeligt personale, er det på London Business School “kun” 79 procent af personalet, der er ansat til administration.

Ifølge Benjamin Ginsberg voksede udgifterne til undervisning på universiteter i USA med 22 procent i perioden fra 1998 til 2008, mens udgifterne til administration voksede med 36 procent i samme tidsrum.

På Aalborg Universitet er det kun 40,7 procent af de ansatte der er teknisk-administrativt personale.  Det, der er sket, er at der er kommet en del flere AC-TAP-ansatte til; AC-TAP’er er ofte at finde i stillinger i ledelsesrelaterede funktioner (uden at de af den grund er ledere). Antallet af administrerende chefer har været næsten konstant.

Dette er bestemt ikke sagt for at nedgøre mine TAP-kolleger. Men denne udvikling i fordelingen mellem stillingskategorier er et meget tydeligt tegn på konsekvenserne af New Public Management, nemlig at ledelse er kommet til at fylde mere end nogensinde før.  Og det er underligt, at det i stadigt større omfang bliver muligt at ansætte personer med en universitetsgrad i administrative stillinger på et universitet, mens der til gengæld bliver stadigt færre midler (uden for de eksterne bevillinger) til at ansætte personer med en universitetsgrad i videnskabelige stillinger.

Flattr this!