Kategoriarkiv: Den akademiske biks

En lur på arbejde

Jeg har en sofa på mit kontor. Den er god at have, når jeg har møder. Mine gæster sidder i sofaen, mens jeg selv sidder på en lidt umagelig stol på den anden side af bordet.

Men det er mere end én gang sket, at jeg har udnyttet at sofaen ikke har armlæn. Kort og godt: Jeg tager af og til en lur på kontoret. Nu er  det røbet. Jeg håber at jeg ikke er den eneste på mit universitet, der har gjort den slags.

Her er en lille video om fordelene ved dén strategi. Især er jeg glad for at erfare, at det i Japan anses for at være et tegn på dedikation i arbejdet, at man tager sig en lur på arbejdet. Den ene gang, jeg har været i Japan – det var for 20 år siden – var der tydeligvis en del dedikerede mennesker til foredrag under konferencen. De sad ret op og ned og sov.

Noget helt andet (der afslører mine fordomme om alder): Da jeg først så videoen, spekulerede jeg på om James Hamblins klasselærer vidste hvad han gik og lavede. Men James er faktisk mediciner og er 31 år gammel. Nogle gange snyder folks udseende.

flattr this!

Den samme triste historie

I dag var der møde i aftagerpanelet for uddannelserne i datalogi og IKT på Aalborg Universitet. Jeg var blevet bedt om at fortælle om problemerne med den ekstremt skæve kønsfordeling på de datalogiske uddannelser.

Jeg havde tilbage i 2008 holdt en præsentation om det samme emne; den fandt jeg frem og opdagede hurtigt at jeg simpelthen kunne simpelthen genbruge den stort set uændret. Jeg behøvede ikke engang at opdatere tallene om antallet af kvindelige datalogistuderende – der er stadig altid enten én eller to pr. årgang studerende (hvor der er mellem 80 og 90 studerende). På én måde var det selvfølgelig godt, for det gjorde det meget nemt for mig at forberede mig. På en anden måde var det rigtig trist, for det viste én ting: der er stort set intet sket.

Hvad sker der så nu? Forhåbentlig mere end i 2008, for denne gang var der ganske mange personer til stede fra de forskellige firmaer, der aftager kandidater med datalogisk baggrund. Det, der måske kan give anledning til yderligere overvejelser når firmaer er med til at skabe opmærksomhed om uddannelser, er at firmaer fokuserer meget på ansættelighed til bestemte erhverv. Men de undersøgelser fra USA, jeg omtaler i min præsentation, viser at kvinder i tydeligt højere grad end mænd er motiveret af at datalogi er et bredt fag med mange muligheder og af at der er forbindelser i faget til matematik og naturvidenskab i øvrigt.

Jeg kunne godt tænke mig at vi denne gang fik lavet en forskningsbaseret tilgang, der ville gøre det muligt at få en systematisk viden om problemet med den ekstremt skæve kønsfordeling og at få afprøvet nogle anderledes initiativer end de meget reklame-lignende tiltag, der hidtil har været fokus på.

flattr this!

Et andet universitet!

Et andet universitet

I dag er der studerende på Københavns Universitet og Aarhus Universitet, der laver blokader. Protesterne er rettet mod studiefremdriftsreformen og dimensioneringsplanerne. Her hos mig er alt som det plejer.  For 30 år siden var jeg selv med til at lave en blokade af Langagervej 2 i protest mod Bertel Haarders nedskæringer. Det kom der desværre ikke meget ud af (ud over flere nedskæringer i årene, der fulgte).

Mit eget universitet går igennem en periode med stram økonomisk styring, som måske aldrig slutter. Hvert år beskæres vore budgetter med 2 procent. Og i dag kunne jeg læse, at Handelshøjskolen i København (nu kaldet CBS efter en amerikansk tv-station) har et underskud, der gør at man varsler massefyringer.

Forholdene i den danske universitetsverdenen skaber en masse stress og utilfredshed, og nogle gange er det fristende for mig bare at lukke døren til mit kontor og lukke verden ude en stund, hvis det kan lade sig gøre.

I forgårs var jeg til et møde, hvor der blev diskuteret et forslag om at lave et forskningsledelsesudvalg på mit institut kun for professorer – det var så vidt jeg kunne se, stillet i den bedste mening, givet den nuværende forståelse af universiteterne og af professorerne som personer, der skal være forskningsledere med en stor portion eksterne forskningsmidler til deres disposition. Men det er unægtelig trist at se hvordan professorvældet sniger sig tilbage ind i universitetsverdenen, og det nævnte jeg da også.

Der er nu gået 45 år siden studenteroprøret mod netop professorvældet og manglen på demokrati. Den  daværende VKR-regering indførte som reaktion på det en styrelseslov, der gjorde universiteterne demokratisk ledede. Mange år senere satte Socialdemokraterne deres underskrift på den udemokratiske universitetslov fra 2003, og et årti senere begyndte en radikal uddannelsesminister arbejdet med de nu så upopulære “reformer”. Dette var bare sidste logiske skridt i ideen med at anvende new public management i universitetsverdenen.

I København sætter universitetet nu politiet ind mod demonstranterne.  Men i Aarhus udtaler rektor til gengæld sin støtte til dem. Mon demonstrationerne mod de seneste urimeligheder kan danne basis for yderligere protester blandt alle os, der færdes på de danske universiteter? Mon vi omsider kan føre en samlet protest mod den afskyelige new public management? Jeg håber det. Faren ved at arbejde for at skabe det moderne masseuniversitet er at vi nu er blevet mange flere, der kan protestere!

flattr this!

Studerende med psykiske problemer

problemerI dag diskuterede vi den seneste statistik over frafaldstruede studerende ved vores uddannelser. Vores studienævnsforkvinde kunne fortælle os at mange af de frafaldstruede er studerende med psykiske problemer. Dette er noget, vi kun sjældent taler om.

En artikel i Information fra 2007 berører præcis det samme problem. Og ikke nok med det:  Helt tilbage i 2001 skrev Politiken om et “boom i studerende med psykiske diagnoser”.

I begge disse ældre artikler nævnes det at nogle af problemerne skyldes at der er tale om studerende, der har problemer med at lære normerne på studiemiljøet og har svært ved at tilegne sig en gavnlig studieteknik. Jeg tror ikke at dette problem er på retur – snarere tværtimod.

Sidste år kunne TV-2 Østjylland berette, at i 2009 fik 89 studerende fra Aarhus Universitet med psykiske vanskeligheder støtte i forbindelse med studiet, mens det i 2013 var steget 230.

Der har været en del initiativer på universitetsniveau. Men ventetiden hos Studenterrådgivningen i Aalborg er tre måneder. Nogle bliver henvist til studenterpræsterne – de er sjælesørgere også for dem, der ikke er kristne.

Lige nu er der tre ting, jeg tænker på. Den første er om studiefremdriftsreformen mon vil skabe yderligere stress og dermed forårsage flere psykiske problemer. Den anden er om vi som undervisere har resurser nok (herunder tid, men også empatiske kompetencer) til at handle rigtigt over for de studerende. Og den tredje er min egen nagende tanke: om jeg i mine år som universitetslærer er kommet til at overse eller bagatellisere psykiske problemer hos studerende, jeg har haft med at gøre.

flattr this!

Hjernekassen på besøg i Aalborg

hjernekassen-3
Producer Morten Remar varmer op.
hjernekassen-1
Kim og Winnie.
hjernekassen-4
Peter Lund Madsen forbereder sig mentalt.
hjernekassen-2
Kim bliver interviewet om danske independent-film.

I dag besøgte P1-programmet Hjernekassen Aalborg Universitet. I dette efterår besøger programmet og studievært Peter Lund Madsen nogle af de danske universiteter, og første udsendelse var på mit universitet, ja endda på Selma Lagerlöfs Vej 300, hvor Institut for datalogi holder til

Der var inviteret tre forskere til udsendelsen for at fortælle om deres fagområde, og jeg var en af dem. De to andre gæster var mine kolleger Winnie Jensen fra Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og Kim Toft Hansen fra Institut for Kultur og Globale Studier.

Inden udsendelsen varmede først produceren Morten og siden Peter Lund Madsen selv publikum op. Peter fortalte en lille historie om neandertal-menneskets kranke skæbne. Neandertal-menneskene var kort og godt nutidsmennesket underlegne – de var procedurelle eksperter. Det lyder flot, men det betyder faktisk at de kun kunne udføre én ting ad gangen og ikke fandt på noget nyt.

Vi blev undervejs alle tre spurgt om hvilket rejsetips, vi ville give folk, der besøgte Aalborg. Jeg var på som den første og nævnte her selvfølgelig Egholm og lod en bemærkning falde om motorvejsplanerne. Bagefter fortalte jeg lidt om algoritmernes og computernes historie og om hvilke konsekvenser software-fejl kan have. Anekdoten om den dumme og kostbare fejl i Mars Climate Orbiter fik jeg fortalt endnu engang (sidst var det til science slam i København – nu må jeg til at forny mig!).

Det var også spændende for mig at høre om mine kollegers forskning. Kim fortalte om sin viden om danske independent-film og fik en passende kritisk bemærkning ind om regeringens dimensionsplaner for uddannelserne. Winnie fortalte om hvordan kunstige lemmer kan styres neuralt fra hjernen. Jeg havde taget mit hvide tekrus med for at kunne forklare forskellen på et tekrus og en computer. Der er i hvert fald én forskel, nemlig at en computer kan programmeres og altså er en procedurel ekspert. Det er et tekrus ikke engang. Senere, i interviewet med Winnie, blev mit tekrus faktisk også inddraget. Hvor mange tekrus kan egentlig prale af at have været i radioen på dén måde?

I kan høre hele udsendelsen på DRs websted.

 

flattr this!

Har jeg skrevet nok?

Learn-to-write

I dag var der igen øvelser i det kursus, jeg holder. Mange studerende spørger mig, om de har “skrevet nok” i deres besvarelser. Det er et meget naturligt spørgsmål. Det kræver megen erfaring at vide, om man har “skrevet nok”, og for de allerfleste af os tager det tid at lære at skrive en faglig tekst, så andre kan forstå den. Hele bedømmelsesaspektet af akademiske publikationer går i virkeligheden ud på at vurdere dette.

Tidligere har jeg skrevet om de kvaler, jeg har haft, når jeg skulle gense et af mine egne manuskripter, jeg ikke havde kigget på i et stykke tid. Men fra min egen erfaring med at gense et gammelt manuskript har jeg indset at modtageren af en tekst ofte kan være – mig selv på et senere tidspunkt.

En test for om man har “skrevet nok” er derfor at se, hvor meget man kan forstå, når man genser sin tekst senere. Den person, der bedst kan leve sig ind i min tankegang og (mangel på) forståelse, er nemlig meget ofte mig selv – det er på en måde det ultimative peer review. Dette peger på en ny strategi for at kritisere tekster, nemlig at man systematisk lægger sin egen tekst væk i en uge eller mere og derefter vender tilbage til den. Men hvis man skal lære at bruge denne strategi, skal man have en tilgang, hvor man systematisk tvivler på sig selv. Det farlige er at man kan komme til at stole så meget på forfatteren, nemlig én selv, at man bliver alt for ukritisk.

flattr this!

Opgaveregning i grupperum?

opgaver

På Aalborg Universitet er der stadig uddannelser, hvor hver projektgruppe har grupperum. Det er godt og vigtigt at det er sådan; indtil for nylig har det været tilfældet på de datalogiske uddannelser.  Der, hvor der er grupperum, bliver grupperummet ofte en slags hjem væk fra hjemmet, en fast base på universitetet. På tek-nat-uddannelserne har det i mange år været praksis at ikke bare projektarbejde, men også øvelserne i kursusundervisningen også fandt sted i grupperummene.

(Andre steder har tilstandene allerede længe været anderledes. På humaniora har alle studerende et grupperum – ét grupperum, som alle deles om.  Men det er en anden snak.)

I dag holdt jeg et oplæg på Institut for matematiske fag om flipped classroom-ideen, som jeg også har skrevet om her tidligere. Ideen er at “vende undervisningen om”, så underviserens præsentationer finder sted som podcasts, mens konfrontationstiden i plenum bliver brugt til øvelser. Meningen er at fokus skal flyttes over på den vigtige del af undervisningen, nemlig den der handler om praksis, og det er netop øvelserne. Vi endte heldigvis med at tale om mine erfaringer med øvelser i plenum, og flere af mine kolleger fortalte at de også havde gode erfaringer med netop dét. Ingen talte for øvelser i grupperum. Men mange undervisere bruger dem, for “det plejer man”.

I år holder jeg to kurser. Det ene er jeg eneansvarlig for, og her kan jeg holde øvelser i plenum. I det andet kursus er vi tre kursusholdere, og her bliver øvelserne holdt i grupperummene.

I dette andet kursus  genopdagede jeg til fulde at jeg simpelthen ikke bryder mig om opgaveregning i grupperum – det er ineffektivt, for som underviser man bruger det meste af tiden på at gå rundt på gangene for at opsøge de studerende. Når der så er brug for hjælp, er det typisk det samme, alle vil have hjælp til. Og da skal man forklare det samme mange gange i træk.

Samtidig er det meget nemmere for studerende at barrikadere sig i grupperummet i opgavetiden – nogle studerende opfatter tilsyneladende slet ikke rummet som et undervisningslokale og ser underviseren som en, der trænger ind i deres hjem. Jeg husker et år, hvor der var en gruppe, der konsekvent ikke ville lave opgaver og låste døren til deres grupperum. Hvad de så lavede derinde, ved jeg ikke – året efter så jeg dem igen i et andet kursus, og da tiltalte en af dem mig på engelsk, fordi han ikke rigtig var klar over hvem jeg var. Og jeg husker et andet år, hvor alle studerende i et grupperum sad og læste i nogle ikke-fagrelevante blade (jeg tror det var noget om sport og biler; det var nogle år før WWW virkelig slog igennem) – på nær én. “Du kan snakke med John”, var der én, der sagde, “han laver opgaver”.  Jeg husker denne situation alt for godt, for jeg blev rigtig sur og smækkede med døren og måtte krybe tilbage til de bilbladslæserende studerende for at undskylde, at jeg sådan tabte hovedet. I år var der grupper, der efter en time endnu ikke var kommet i gang med første opgave. Det er underligt som underviser at spørge de studerende om man bare skal gå sin vej og ikke komme tilbage.

Jeg vil ikke bruge grupperum til øvelsestiden igen, heller ikke i kurser jeg deler med andre. Øvelsestiden er ganske enkelt for vigtig til at grupperummene konsekvent skal bruges til den. Selvfølgelig kan der også være ulemper ved at have mange studerende samlet i et stort lokale – især er der udfordringen med et højere støjniveau (som i kontorlandskaber), men her har jeg prøvet at bruge flere lokaler og at udnævne et af dem til “stillelokale”.

flattr this!

Hvorfor er der så få, der vælger om?

boeger

Henriette Tolstrup Holmegaard., der er adjunkt på Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet har været med til at lave en undersøgelse, der viser  at det er meget få, der springer fra en humanistisk eller samfundsvidenskabelig uddannelse og over på  en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse. Kun 4% forlader humaniora og havner i et tek-nat-fag; for samfundsvidenskab er det 7%, Til gengæld er det 36% af dem, der skifter fra tek-nat. der søger ind på humaniora eller samfundsvidenskab.

Det er en interessant konklusion, der sår tvivl om regeringens dimensioneringsplaner for universitetsuddannelserne som en mulighed for at styre de kommende studerendes valg.

Kun 4 % af de studerende, der forlod en humanistisk, og syv procent af dem, der forlod en samfundsvidenskabelig universitetsuddannelse i perioden 2000-2004, søgte efterfølgende ind på en teknat-uddannelse.

Der hører dog også noget andet med: Der er sket en så stor fragmentering af de gymnasiale uddannelser, så det simpelthen ikke er muligt at skifte mellem meget forskellige hovedområder. Især er det svært at skifte til naturvidenskabelige fag; mange naturvidenskabelige fag har krav om engelsk B-niveau, mens der ikke er tilsvarende krav om matematik på B-niveau (endsige A-niveau) på humaniora.

Sådan har det ikke altid været. For 30 år siden var der 6 linjer i det almene gymnasium. Derudover var der HF. Det tekniske gymnasium fandtes knap nok. I dag er valgmulighederne langt større, men konsekvenserne af at vælge fagkombinationer er samtidig langt mere udtalte. Når politikerne vil have at de unge træffer valgene tidligere, får det også konsekvenser for deres senere valg.

flattr this!

Uddannelsesbarometeret

uddannelsesbarometer
Samlet oversigt over ATVs ranking af de danske universitetsuddannelser.

For tiden er mange optaget af de aktuelle planer om totaldimensionering af universitetsuddannelserne, og det ender let i en sammenligning af dem, og ofte er der reelt tale om en rivalisering mellem dem . Det er velkendt og trist at opleve både angrebene på humaniora fra erhvervslivets side og de nogle gange dårligt gennemtænkte forsvar for humaniora der især skyldes folk uden for universitetsverdenen. Hvis planen med totaldimensioneringen er at spille fag og universiteter ud mod hinanden, er det lykkedes over al forventning.

Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) har udarbejdet en rapport med en rangordning af de danske kandidatuddannelser.

Det er interessant, at denne rapport kommer netop nu, synes jeg. ATV skriver selv i forordet:

Et udvalg i regi af ATV’s råd for forskning og uddannelse – ATV|Helios har udarbejdet denne rapport med en ambition om at etablere centrale elementer af en sådan analyse ved at fokusere på faglig tilpasning, kompetencetilpasning, videnskabeligt niveau, værdiskabelse og international sammenlignelighed af de danske universitetsuddannelser påkandidatniveau.

Det er underligt for mig at se datalogi og IT placeret langt nede på rankingen, kun ét trin over erhvervslivets foretrukne prügelknaber: de kunstneriske og æstetiske fag. (Jeg bemærker at formanden for udvalget bag rapporten er Erik Meiniche Schmidt, der er tidligere dekan ved Aarhus Universitet, men også datalog.)

Det store spørgsmål, jeg sidder tilbage med, er om kriterierne for ATVs vurdering egentlig er de rigtige. Giver det mening at sammenligne områder, der ikke rigtig er “internationaliserbare” som f.eks. dansk litteraturhistorie, med områder, der er, som f.eks. engelsk litteraturhistorie? Og giver det mening at sammenligne fag med helt forskellige fagligheder og publikationsstrategier som f.eks. fysik og æstetiske fag? Jeg er bange for at man ender med ikke at yde nogen af fagene ordentlig retfærdighed.

flattr this!

Chomsky om usikkerheds-universitetet

shutterstock_125767211

Hos netmagasinet Salon kan man læse et interessant foredrag, som Noam Chomsky har holdt i år. Chomsky er på én gang en kontroversiel samfundskritiker og en af de vigtigste personer i USAs akademiske verden gennem en menneskealder. I dette foredrag (som er blevet til et essay ved at komme på skrift) tager han fat på kritikken af den akademiske verden i USA. Men essensen af kritikken rammer også den akademiske verden, som jeg oplever den i Danmark.  Chomsky fokuserer på hvordan den konkurrencefikserede forretningsmodel, som anvendes i store virksomheder, er blevet overført til universitetsverdenen og hvad det har ført med sig.

  • De grundlæggende vilkår i den moderne akademiske verden er usikre. Ansættelser er usikre, undervisningsopgaver er usikre, forskningsmidler er usikre. Målet med at have så stor en usikkerhed er at skabe et incitament, der samtidig er kontrollerende. Fordi akademikere skal bruge en masse energi på at sikre sig fortsat ansættelse og fortsatte arbejdsopgaver og på at skaffe de nødvendige forskningsmidler, bliver de grundlæggende nervøse og får mindre trang (og tid) til at kritisere systemet. Hele dette usikre universitetsmiljø, præget af skarp konkurrence, kommer  i sidste ende til at være indoktrinerende.
  • Den administrative side af universitetet er vokset voldsomt. Der er blevet forholdsvis langt flere administrative medarbejdere, og der er flere og større ledelseslag nu mellem de ansatte og universitetets højeste myndighed.
  • Kvaliteten af kontakten mellem undervisere og den enkelte studerende bliver sænket.  Holdene bliver større, og der bliver flere deltids- og løstansatte undervisere.
  • Stadigt lavere grad af medindflydelse fra “gulvet”. I USA har der aldrig rigtig været medindflydelse fra de studerende, og ledelsesstrukturen er som i Danmark: Ansatte dekaner og ansatte institutledere.

Men alle disse kritikpunkter er velkendte, og jeg har også selv fremført dem her på bloggen.

Det rigtig interessante, Chomsky bidrager med, er et bud på hvordan den akademiske verden i stedet kunne være. Chomsky tror ikke på at der engang har været en “guldalder”, så en simpel tilbagevenden til fortidens strukturer er ikke det, der ligger ham på sinde. I stedet slår han på det, der i virkeligheden er modsætningen til det eksisterende usikkerheds-universitet:

  • Der skal være et reelt, repræsentativt demokrati for alle ansatte (og de studerende). Chomsky påpeger at dette at de ansatte selv skal bestemme over virksomheden faktisk er et liberalt (!) ideal, der stammer tilbage fra John Stuart Mill og faktisk også John Dewey.
  • Formålet med at lære skal gentænkes. I stedet for at fokusere på at de studerende skal lære for at bestå, skal undervisningen fokusere på at de studerende skal lære for at stimulere og udvikle deres nysgerrighed.

Jeg hæfter mig især ved denne lille anekdote fra Chomsky (der egentlig også er et forsvar for problemorientering):

One world-famous physicist, in his freshman courses if he was asked “what are we going to cover this semester?” his answer was “it doesn’t matter what we cover, it matters what you discover.”

Jeg ville ønske at ministre og embedsmænd ville læse Chomskys essay – og forstå det.

flattr this!