Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Har jeg skrevet nok?

Learn-to-write

I dag var der igen øvelser i det kursus, jeg holder. Mange studerende spørger mig, om de har “skrevet nok” i deres besvarelser. Det er et meget naturligt spørgsmål. Det kræver megen erfaring at vide, om man har “skrevet nok”, og for de allerfleste af os tager det tid at lære at skrive en faglig tekst, så andre kan forstå den. Hele bedømmelsesaspektet af akademiske publikationer går i virkeligheden ud på at vurdere dette.

Tidligere har jeg skrevet om de kvaler, jeg har haft, når jeg skulle gense et af mine egne manuskripter, jeg ikke havde kigget på i et stykke tid. Men fra min egen erfaring med at gense et gammelt manuskript har jeg indset at modtageren af en tekst ofte kan være – mig selv på et senere tidspunkt.

En test for om man har “skrevet nok” er derfor at se, hvor meget man kan forstå, når man genser sin tekst senere. Den person, der bedst kan leve sig ind i min tankegang og (mangel på) forståelse, er nemlig meget ofte mig selv – det er på en måde det ultimative peer review. Dette peger på en ny strategi for at kritisere tekster, nemlig at man systematisk lægger sin egen tekst væk i en uge eller mere og derefter vender tilbage til den. Men hvis man skal lære at bruge denne strategi, skal man have en tilgang, hvor man systematisk tvivler på sig selv. Det farlige er at man kan komme til at stole så meget på forfatteren, nemlig én selv, at man bliver alt for ukritisk.

flattr this!

Opgaveregning i grupperum?

opgaver

På Aalborg Universitet er der stadig uddannelser, hvor hver projektgruppe har grupperum. Det er godt og vigtigt at det er sådan; indtil for nylig har det været tilfældet på de datalogiske uddannelser.  Der, hvor der er grupperum, bliver grupperummet ofte en slags hjem væk fra hjemmet, en fast base på universitetet. På tek-nat-uddannelserne har det i mange år været praksis at ikke bare projektarbejde, men også øvelserne i kursusundervisningen også fandt sted i grupperummene.

(Andre steder har tilstandene allerede længe været anderledes. På humaniora har alle studerende et grupperum – ét grupperum, som alle deles om.  Men det er en anden snak.)

I dag holdt jeg et oplæg på Institut for matematiske fag om flipped classroom-ideen, som jeg også har skrevet om her tidligere. Ideen er at “vende undervisningen om”, så underviserens præsentationer finder sted som podcasts, mens konfrontationstiden i plenum bliver brugt til øvelser. Meningen er at fokus skal flyttes over på den vigtige del af undervisningen, nemlig den der handler om praksis, og det er netop øvelserne. Vi endte heldigvis med at tale om mine erfaringer med øvelser i plenum, og flere af mine kolleger fortalte at de også havde gode erfaringer med netop dét. Ingen talte for øvelser i grupperum. Men mange undervisere bruger dem, for “det plejer man”.

I år holder jeg to kurser. Det ene er jeg eneansvarlig for, og her kan jeg holde øvelser i plenum. I det andet kursus er vi tre kursusholdere, og her bliver øvelserne holdt i grupperummene.

I dette andet kursus  genopdagede jeg til fulde at jeg simpelthen ikke bryder mig om opgaveregning i grupperum – det er ineffektivt, for som underviser man bruger det meste af tiden på at gå rundt på gangene for at opsøge de studerende. Når der så er brug for hjælp, er det typisk det samme, alle vil have hjælp til. Og da skal man forklare det samme mange gange i træk.

Samtidig er det meget nemmere for studerende at barrikadere sig i grupperummet i opgavetiden – nogle studerende opfatter tilsyneladende slet ikke rummet som et undervisningslokale og ser underviseren som en, der trænger ind i deres hjem. Jeg husker et år, hvor der var en gruppe, der konsekvent ikke ville lave opgaver og låste døren til deres grupperum. Hvad de så lavede derinde, ved jeg ikke – året efter så jeg dem igen i et andet kursus, og da tiltalte en af dem mig på engelsk, fordi han ikke rigtig var klar over hvem jeg var. Og jeg husker et andet år, hvor alle studerende i et grupperum sad og læste i nogle ikke-fagrelevante blade (jeg tror det var noget om sport og biler; det var nogle år før WWW virkelig slog igennem) – på nær én. “Du kan snakke med John”, var der én, der sagde, “han laver opgaver”.  Jeg husker denne situation alt for godt, for jeg blev rigtig sur og smækkede med døren og måtte krybe tilbage til de bilbladslæserende studerende for at undskylde, at jeg sådan tabte hovedet. I år var der grupper, der efter en time endnu ikke var kommet i gang med første opgave. Det er underligt som underviser at spørge de studerende om man bare skal gå sin vej og ikke komme tilbage.

Jeg vil ikke bruge grupperum til øvelsestiden igen, heller ikke i kurser jeg deler med andre. Øvelsestiden er ganske enkelt for vigtig til at grupperummene konsekvent skal bruges til den. Selvfølgelig kan der også være ulemper ved at have mange studerende samlet i et stort lokale – især er der udfordringen med et højere støjniveau (som i kontorlandskaber), men her har jeg prøvet at bruge flere lokaler og at udnævne et af dem til “stillelokale”.

flattr this!

Hvorfor er der så få, der vælger om?

boeger

Henriette Tolstrup Holmegaard., der er adjunkt på Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet har været med til at lave en undersøgelse, der viser  at det er meget få, der springer fra en humanistisk eller samfundsvidenskabelig uddannelse og over på  en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse. Kun 4% forlader humaniora og havner i et tek-nat-fag; for samfundsvidenskab er det 7%, Til gengæld er det 36% af dem, der skifter fra tek-nat. der søger ind på humaniora eller samfundsvidenskab.

Det er en interessant konklusion, der sår tvivl om regeringens dimensioneringsplaner for universitetsuddannelserne som en mulighed for at styre de kommende studerendes valg.

Kun 4 % af de studerende, der forlod en humanistisk, og syv procent af dem, der forlod en samfundsvidenskabelig universitetsuddannelse i perioden 2000-2004, søgte efterfølgende ind på en teknat-uddannelse.

Der hører dog også noget andet med: Der er sket en så stor fragmentering af de gymnasiale uddannelser, så det simpelthen ikke er muligt at skifte mellem meget forskellige hovedområder. Især er det svært at skifte til naturvidenskabelige fag; mange naturvidenskabelige fag har krav om engelsk B-niveau, mens der ikke er tilsvarende krav om matematik på B-niveau (endsige A-niveau) på humaniora.

Sådan har det ikke altid været. For 30 år siden var der 6 linjer i det almene gymnasium. Derudover var der HF. Det tekniske gymnasium fandtes knap nok. I dag er valgmulighederne langt større, men konsekvenserne af at vælge fagkombinationer er samtidig langt mere udtalte. Når politikerne vil have at de unge træffer valgene tidligere, får det også konsekvenser for deres senere valg.

flattr this!

Uddannelsesbarometeret

uddannelsesbarometer
Samlet oversigt over ATVs ranking af de danske universitetsuddannelser.

For tiden er mange optaget af de aktuelle planer om totaldimensionering af universitetsuddannelserne, og det ender let i en sammenligning af dem, og ofte er der reelt tale om en rivalisering mellem dem . Det er velkendt og trist at opleve både angrebene på humaniora fra erhvervslivets side og de nogle gange dårligt gennemtænkte forsvar for humaniora der især skyldes folk uden for universitetsverdenen. Hvis planen med totaldimensioneringen er at spille fag og universiteter ud mod hinanden, er det lykkedes over al forventning.

Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) har udarbejdet en rapport med en rangordning af de danske kandidatuddannelser.

Det er interessant, at denne rapport kommer netop nu, synes jeg. ATV skriver selv i forordet:

Et udvalg i regi af ATV’s råd for forskning og uddannelse – ATV|Helios har udarbejdet denne rapport med en ambition om at etablere centrale elementer af en sådan analyse ved at fokusere på faglig tilpasning, kompetencetilpasning, videnskabeligt niveau, værdiskabelse og international sammenlignelighed af de danske universitetsuddannelser påkandidatniveau.

Det er underligt for mig at se datalogi og IT placeret langt nede på rankingen, kun ét trin over erhvervslivets foretrukne prügelknaber: de kunstneriske og æstetiske fag. (Jeg bemærker at formanden for udvalget bag rapporten er Erik Meiniche Schmidt, der er tidligere dekan ved Aarhus Universitet, men også datalog.)

Det store spørgsmål, jeg sidder tilbage med, er om kriterierne for ATVs vurdering egentlig er de rigtige. Giver det mening at sammenligne områder, der ikke rigtig er “internationaliserbare” som f.eks. dansk litteraturhistorie, med områder, der er, som f.eks. engelsk litteraturhistorie? Og giver det mening at sammenligne fag med helt forskellige fagligheder og publikationsstrategier som f.eks. fysik og æstetiske fag? Jeg er bange for at man ender med ikke at yde nogen af fagene ordentlig retfærdighed.

flattr this!

Chomsky om usikkerheds-universitetet

shutterstock_125767211

Hos netmagasinet Salon kan man læse et interessant foredrag, som Noam Chomsky har holdt i år. Chomsky er på én gang en kontroversiel samfundskritiker og en af de vigtigste personer i USAs akademiske verden gennem en menneskealder. I dette foredrag (som er blevet til et essay ved at komme på skrift) tager han fat på kritikken af den akademiske verden i USA. Men essensen af kritikken rammer også den akademiske verden, som jeg oplever den i Danmark.  Chomsky fokuserer på hvordan den konkurrencefikserede forretningsmodel, som anvendes i store virksomheder, er blevet overført til universitetsverdenen og hvad det har ført med sig.

  • De grundlæggende vilkår i den moderne akademiske verden er usikre. Ansættelser er usikre, undervisningsopgaver er usikre, forskningsmidler er usikre. Målet med at have så stor en usikkerhed er at skabe et incitament, der samtidig er kontrollerende. Fordi akademikere skal bruge en masse energi på at sikre sig fortsat ansættelse og fortsatte arbejdsopgaver og på at skaffe de nødvendige forskningsmidler, bliver de grundlæggende nervøse og får mindre trang (og tid) til at kritisere systemet. Hele dette usikre universitetsmiljø, præget af skarp konkurrence, kommer  i sidste ende til at være indoktrinerende.
  • Den administrative side af universitetet er vokset voldsomt. Der er blevet forholdsvis langt flere administrative medarbejdere, og der er flere og større ledelseslag nu mellem de ansatte og universitetets højeste myndighed.
  • Kvaliteten af kontakten mellem undervisere og den enkelte studerende bliver sænket.  Holdene bliver større, og der bliver flere deltids- og løstansatte undervisere.
  • Stadigt lavere grad af medindflydelse fra “gulvet”. I USA har der aldrig rigtig været medindflydelse fra de studerende, og ledelsesstrukturen er som i Danmark: Ansatte dekaner og ansatte institutledere.

Men alle disse kritikpunkter er velkendte, og jeg har også selv fremført dem her på bloggen.

Det rigtig interessante, Chomsky bidrager med, er et bud på hvordan den akademiske verden i stedet kunne være. Chomsky tror ikke på at der engang har været en “guldalder”, så en simpel tilbagevenden til fortidens strukturer er ikke det, der ligger ham på sinde. I stedet slår han på det, der i virkeligheden er modsætningen til det eksisterende usikkerheds-universitet:

  • Der skal være et reelt, repræsentativt demokrati for alle ansatte (og de studerende). Chomsky påpeger at dette at de ansatte selv skal bestemme over virksomheden faktisk er et liberalt (!) ideal, der stammer tilbage fra John Stuart Mill og faktisk også John Dewey.
  • Formålet med at lære skal gentænkes. I stedet for at fokusere på at de studerende skal lære for at bestå, skal undervisningen fokusere på at de studerende skal lære for at stimulere og udvikle deres nysgerrighed.

Jeg hæfter mig især ved denne lille anekdote fra Chomsky (der egentlig også er et forsvar for problemorientering):

One world-famous physicist, in his freshman courses if he was asked “what are we going to cover this semester?” his answer was “it doesn’t matter what we cover, it matters what you discover.”

Jeg ville ønske at ministre og embedsmænd ville læse Chomskys essay – og forstå det.

flattr this!

Nordjyske planer

Fotografi den 06-10-14 kl. 15.38I dag var jeg til debat for folketingsmedlemmer valgt i Nordjylland arrangeret af Nordjyske.

Egholm-motorvejen var da også den egentlige grund til at jeg deltog. Mange, der har besøgt min blog, ved at jeg er meget bekymret over planerne om en sådan motorvej og har været med til at stifte foreningen Fremtidens Aalborg, der samler modstanden mod Egholm-motorvejen.. Sammen med mig var da også flere andre fra foreningen.

Men også regeringens planer om totaldimensionering af de videregående uddannelser, studiefremdriftsreformen og den forkortede dagpengeperiode og de skærpede genoptjeningskrav er problemer, der bekymrer mig. Der er nok at spørge politikerne om.

Komiteen 3. Limfjordsforbindelse nu! havde lagt sit glittede materiale frem til uddeling – komiteen er bestemt ikke en græsrodsbevægelse, men et konsortium af regionsrådsmedlemmer, borgmestre og virksomhedsledere med alt hvad der er af private og skatteyderbetalte midler bag.

Mødet startede med en times plenumdebat, og herefter var der tre separate fora, hvor der var mulighed for at stille spørgsmål.

I det forum, jeg havnede i, var der politikere fra regeringspartierne, Venstre og Dansk Folkeparti. I denne sammenhæng fik jeg stillet et spørgsmål om Egholm-motorvejen med fokus på miljøet. Det er interessant at der i kommunalt regi er klimastrategier, der skal tage hensyn til den stigende vandstand – og de strategier er i åbenlys modstrid med nogle af de lokale ambitioner om store anlægsprojekter; Aalborg kommune har specielt en klimastrategi, der siger at

Klimaændringerne skal tænkes ind i byplanlægningen, så der ikke planlægges ny byudvikling i oversvømmelsestruede områder, eller der skal indtænkes klimasikring i planlægningen. I eksisterende byområder lægger klimastrategien op til, hvor og hvordan, der skal sikres mod oversvømmelser fx forhøjede bygningskvoter for byggeri i lavtliggende områder.
Et af målene er, at der ikke byudvikles eller anlægges store vejanlæg i områder, der på sigt må opgives.

Dette harmonerer ikke særlig godt med planerne om Egholm-motorvejen – store dele af den planlagte linjeføring ligger mindre end 1 meter over havets overflade. Jeg spurgte om dette, og jeg fik et lidt underligt svar – det virkede til at dette kom bag på Rasmus Prehn, der prøvede at svare.

Også skifergas blev nævnt af en anden tilhører, men politikernes svar var bemærkelsesværdigt undvigende; formodentlig fordi det ikke var del af deres “ønskeseddel”. Men det lykkedes en politiker at sige at der var store problemer med udvinding af skifergas i USA men at der alligevel burde udvindes skifergas i Vendsyssel. For i Danmark ville der ikke være problemer med udvinding af skifergas, og skulle det alligevel være tilfældet, ville det selvfølgelig ikke blive til noget. Ingen så noget problem i konsekvenserne af yderligere udvinding af fossile brændstoffer, og i det hele taget fik jeg også en tydelig fornemmelse af at der hos politikerne fra regeringspartierne, Venstre og Dansk Folkeparti var en stiltiend enighed om at nedtone bekymringerne for miljøpåvirkningerne ved fracking.

Et andet spørgsmål, jeg stillede, gik på studiefremdriftsreformen. Den har givet os en masse administrativt bøvl på Aalborg Universitet, hvor vi skal få reformen til at leve sammen med strukturen af vores uddannelser – og så er det endda ikke hos os, der er de fleste eller længste overskridelser af normeret studietid. Tværtimod.

Her viste Rasmus Prehn en vis forståelse for vores situation, mens Karsten Lauritzen fra Danmarks populæreste parti blot konstaterede at der skulle være ens regler for alle.

I spørgsmålet om dagpengeret og optjeningsperiode var der intet, jeg ikke havde hørt mange gange før.

Bortset fra et par små sprækker i panseret i nogle enkelte svar, var mødet derfor på mange måder præcis den frustrerende øvelse i politikeres manglende lyst til at lytte og tilsvarende manglende lyst til at svare, som jeg (og mange andre) havde forventet.

flattr this!

På H.C. Andersens slot

foto 1

foto2

foto 5-1

I dag har jeg været i København for endnu engang at præsentere mit science slam fra april i år – den lille historie med flyttekassen om Mars Climate Orbiter, britiske pundsekunder og antallet af linjer i Dostojevskijs Idioten.

I sin tid blev jeg inviteret af Det Obelske Familiefond, som står bag en masse store donationer. Jeg spurgte om jeg kunne rejse på 1. klasse med tog, og det kunne jeg.

Denne eftermiddag i H.C. Andersen Slottet i Tivoli i København blev kaldt en inspirationsdag og den skulle promovere fonden i København. Hele maskineriet var kørt i stilling. Der var en stor delegation fra Aalborg til stede; bl.a. dekanerne Eskild Holm Nielsen fra tek-nat, Hanne Katrine Krogstrup fra samf og rektor himself var der.

Stéphanie Surrugue fra TV2 var konferencier – hun havde faktisk set min science slam-video på YouTube og sagde at hun syntes godt om den. Så dét.

Inspirationsdagens helt store fokus  var på sundhedsvæsenet. Vi fik to oplæg om nye erfaringer med telemedicin, men også sundhedsminister Nick Hækkerup var der; han talte om det psykiatriske behandlingssystem. Hans pointe var ikke specielt politisk, men faktisk vigtig – at der er nogle meget uheldige tabuer om psykisk sygdom, som ikke findes om fysisk sygdom, og at det stadig er udbredt at tænke på psykisk sygdom som noget kronisk. Nu håber jeg bare han vil leve op til den fine hensigt i sin politik over for psykiatrien.

Der var en (nok lige lovlig lang) præsentation af Tivoli-garden, og så kom nogle af garderne selv og spillede. Efter kun 170 år vil dette københavnske musikkorps for børn nu gøre noget hidtil uhørt – de vil optage piger (!!), og begrundelsen er ikke ligestilling, men at der i vore dage simpelthen er flest piger, der spiller de instrumenter som indgår i Tivoligarden. Og nej, det var ikke satire.

Det mest interessante indslag var dog dagens sidste, en beretning fra Frank Mugisha fra menneskerettighedsorganisationen SMUG, der kæmper for LGBT-rettigheder i Uganda. Frank Mugisha er en meget modig mand i et land hvor homofobien er en stor og konkret trussel mod bøsser, lesbiske og trans- og interkønnede; hans ven og kollega David Kato blev myrdet men Frank tog over efter David. Som Frank sagde: Jeg har ingen bodyguards til at passe på mig; det der beskytter nu er at jeg er en offentlig person der hele tiden er i medierne. Sammen med Frank var Helle Jacobsen fra Amnestys sekretariat; det var også et godt gensyn – vi var begge ret overraskede over at møde hinanden netop ved denne lejlighed. Jeg har gennem snart en del år haft et godt samarbejde med Helle i forbindelse med vores kampagnearbejde i Amnesty Aalborg. SMUG har fået 3 millioner kroner til sit arbejde af Obel, og det er rigtig godt for denne vigtige kamp for menneskerettigheder. Og i en sidebemærkning fik jeg at vide at Frank Mugisha faktisk er blandt de 17 mennesker, der er på shortlist til Nobels Fredspris!

Hvordan gik mit eget indslag egentlig? Jeg tror såmænd det gik som det skulle; der var da nogle der lo undervejs på passende steder. På tirsdag holder jeg det for fjerde og sidste gang, denne gang for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (hvis der kun kommer én tilhører ligesom sidst, er det godt at det ikke er ny-forberedt).

Stephania Surrugue stillede undervejs et par spørgsmål til alle, der havde et indslag, og mig spurgte hun om hvorfor det dog nu var nødvendigt for forskere at bruge humor i formidlingen, sådan som vi ender med at gøre i science slam. Min egen forklaring er at forskning – og ikke mindst naturvidenskabelig forskning – er fyldt med paradokser og overraskelser, og dette er da også virkemidlerne i god humor.  Afstanden er ikke så stor, som nogen tror. Og derudover er der ikke nogen modsætning mellem at være seriøs og at anvende humor.

flattr this!

Studiefremdrift

speedometer

Der er ikke mange på de videregående uddannelser, der er glade for studiefremdriftsreformen. Bare ordet kan sende kuldegysninger gennem mange universitetslærere og -studerende. Politikerne har til gengæld været glade for dette tiltag, der betyder at alle studerende hvert semester skal være tilmeldt mindst 30 ETCS undervisning. En af konsekvenserne bliver, at studerende, der kommer bagud med studierne, skal følge de aktiviteter, de ikke bestod, samtidig med at de følger 30 ETCS nye aktiviteter. Målet er selvfølgelig at få studerende til at komme hurtigt igennem uddannelserne. Ligesom nulforskeren er evighedsstudenten et skræmmebillede, politikerne ynder at bruge i deres måde at tænke om universitetsverdenen på.

Lars Ulriksen, der er professor i naturfagenes didaktik ved RUC, har i denne uge haft en kronik i Information om studiefremdriftsreformen.  Heller ikke han er begejstret, og han har en vigtig pointe.

I vore dage ser vi mere og mere, at et stort antal studerende betjener sig af “strategisk læring”. Dvs. at de først og fremmest bruger tid og kræfter på at lære det, de tror der skal til for at bestå. Resultatet bliver overfladelæring i stedet for dybdelæring. Studiefremdriftsreformen vil derfor meget nemt ende med at fremme strategisk læring og dermed overfladelæring, fordi konsekvenserne ved ikke at bestå bliver mere udtalte end før. Vi risikerer simpelthen at de studerende vil fokusere endnu mere på at bestå end på at forstå.

Vi har at gøre med den samme problemstilling som med måling af forskeres publikationer. Jo mere vi lægger fokus på antallet af publikationer, jo mere strategisk tænker forskere i antallet af publikationer. Vi får ikke nødvendigvis bedre forskning, men vi får flere forskningspublikationer. Konkurrencesamfundet skaber nemlig ikke kvalitet, men kun mennesker, der optimerer deres adfærd efter at klare sig bedst muligt i konkurrencen.

Selvfølgelig er det et problem at studerende bruger lang tid på at gennemføre en uddannelse; det er både et problem for institutionen og for den studerende selv. Alene derfor man gøre noget ved dette. I studiefremdriftsreformen er der indbygget en antagelse om at de studerende kan gennemføre deres uddannelse hurtigere, hvis de bare tager sig mere sammen. Men er denne antagelse virkelig korrekt? Den minder i forbløffende grad om den magelighedshypotese, der er en udbredt forklaring på eksistensen af arbejdsløshed: Arbejdsløsheden skyldes at de arbejdsløse ikke tager sig sammen.

Men hvorfor ikke prøve at finde ud af  hvad er de de egentlige, typiske årsager til studietidsforlængelser, og hvad der er årsagerne til at der er bestemte steder i uddannelserne, der er flaskehalse? Og man kunne så prøve at gøre noget ved disse faktiske årsager.

flattr this!

Noget om Kina

confucius institutes

Mange nordamerikanske og europæiske universiteter har et såkaldt Confucius-institut, som beskæftiger sig med kinesisk sprog og kultur.  Det er ikke overraskende, at Confucius-institutterne er oprettet af og har tætte forbindelser til de kinesiske myndigheder – og bestemmer hvem der skal ansættes. Men det er heller ikke uproblematisk.

Tidligere i år blev nogle sider fra programmet for dette års  konference afholdt af  European Association for Chinese Studies (EACS) fjernet inden deltagerne fik det. Dette skete efter ordre fra den internationale leder af Confucius-netværk, Xu Lin. Det, der var galt, var at der i programmet var henvisninger til bestemte “upassende” organisationer fra Taiwan. Formanden for EACS har protesteret over denne hændelse.

Siden har EACS udarbejdet en rapport, der beskriver hvordan Confucius-instituttet har forsøgt at censurere konferenceprogrammet. Her står der bl.a. en interessant passus om hvad der er “tilladt” ved en sådan konference ifølge Confucius-instituttet:

The conference is regulated by the laws and decrees of both China and the host country, and will not carry out any activities which are deemed to be adverse to the social order.

Der har tidligere været en del kritik af hvordan Confucius-institutternes fremfærd har været, bl.a. i forhold til at ville nedtone menneskerettighedsproblemer i Kina (bl.a. myndighedernes brutale nedkæmpelse af demonstrationerne på den Himmelske Freds Plads i 1989). Her er det særligt interessant at bemærke at ikke bare har danske universiteter også et sådant institut, faktisk figurerer de officielt som en del af Aalborg Universitet.

 

flattr this!

På vej hjem

IMG_3661.JPG

I skrivende stund er jeg på vej hjem fra Rom. Jeg nåede lige akkurat at få første session med til hovedkonferencen CONCUR og at få frokost og en sidste ladning italiensk is; og nå ja, jeg fik da også omsider hilst på Helle Hvid Hansen, der er en af de danskere inden for teoretisk datalogi, der har haft hele sin akademiske løbebane uden for landets grænser.

Derefter gik det ellers hjemover.

Det er spændende at være til akademiske konferencer. Samtidig må jeg også erkende at jeg altid har syntes at det også er mere end almindeligt mentalt udmattende.

Der er foredrag to timer i træk, og mod slutningen af sådan en session er det ofte svært at holde sig koncentreret. Og vi ved alle godt at det mest spændende næsten altid sker i pauserne.

Og så er der også det med publikationskravet. I datalogi (men ikke i fysik eller matematik) er konferencer gået hen og blevet den vigtigste publikationskilde – vigtigere end tidsskrifter. Vi sender ind til konferencer for at præsentere færdigt arbejde uden knaster. Derfor bliver mange konferencepræsentationer og –artikler meget polerede.

Jeg talte med en af mine britiske kolleger om muligheden for at finde et andet format, der måske kan fremme diskussionslysten – alt for ofte er det som om de gode, afsøgende diskussioner skal standses af hensyn til tidsplanen. Gad vide om vi skulle give konferencer en anden status og gøre dem mere “afsøgende”?

flattr this!