Retten til at koble af

Sidste år, da der var overenskomstforhandlinger på det offentlige område, skrev jeg om det grænseløse arbejde. Det er den tendens, mange offentligt ansatte vidensarbejdere har til at være på en slags permanent overarbejde. Brugen af bærbare computere og smartphones gør nemlig, at man altid kan svare på henvendelser af arbejdsrelateret karakter og altid kan arbejde videre, når man kommer hjem.

Nu kan jeg læse om lovgivning i Frankrig, der giver ansatte lov til ikke at læse mail o.lign. uden for normal arbejdstid. Loven kaldes nogle gange for el-Khomri-loven, opkaldt efter den beskæftigelsesminister, under hvem loven i sin tid blev indført. Det ironiske er, at el-Khomri-lovgivningens andre bestemmelser medfører en deregulering af det franske arbejdsmarked og svækker de franske fagforeninger.

Derfor er jeg selvfølgelig ikke tilgænger af at kopiere lovgivningen fra Frankrig som sådan, men retten til at koble af er en vigtig rettighed. I Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Indien, Québec og Canada (på forbundsniveau) er der nu forslag om at indføre netop denne rettighed, og det ville være godt med en tilsvarende rettighed i dansk sammenhæng.

Retten kunne indføres ad lovgivningens vej, men kunne i Danmark også blive del af overenskomst-grundlaget. Faren er selvfølgelig, at loven ganske vist vil være der, men at ledelserne rundt om stadig vil forvente, at arbejdet skal være grænseløst. Det er de nemlig vant til at kunne forlange. Og der er derfor også en forbundet fare for, at man som vidensarbejder alligevel vil blive ved med at svare på henvendelser uden for arbejdstiden. Jeg har det selv på den måde, og jeg ved at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Der er nemlig også rigtig mange, der sætter en ære i at gøre deres arbejde godt og har en faglig stolthed at forsvare. Derfor skal en kamp for retten til at koble af også være forbundet med en diskussion af, hvornår man som vidensarbejder gør sit arbejde godt nok.

Per Martin-Löf og H-indekset

Per Martin-Löf (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Per_MartinLoef.jpg)

I vore dage er der gjort masser af forsøg på at kvantificere forskningspublikationers impact og på at måle styrken af forskningsresultater. Et mål er det såkaldte h-index. Et h-index på h, betyder, at man har h publikationer, der hver er citeret mindst h gange. Derfor kan man ikke have noget højt h-indeks, hvis man kun har få publikationer, selv om de så er citeret mange gange. Jeg har selvfølgelig også et h-indeks, og det er ikke så imponerende igen.

En af de mest indflydelsesrige personer i programmeringssprogenes nyere historie er formodentlig den svenske logiker Per Martin-Löf. Hans arbejde inden for intuitionistisk typeteori og specielt arbejdet med afhængige typer er centralt for programmeringssprog og bevisassistenter som Coq, Agda, Idris m.fl. Martin-Löf udviklede og implementerede ikke selv noget af dette, men hans indflydelse har været enorm. Hele arbejdet med formalisering af matematik og alle de praktiske resultater med maskintjekkede beviser af firefarvesætningen fra grafteori, Feit og Thompsons sætning fra gruppeteori m.m.m. ville være utænkeligt uden.

Der er et websted med alle Martin-Löfs artikler, og lidt afhængigt af hvordan man tæller, er der op til 33 publikation i perioden fra 1966 til 2014. Jeg ved ikke, hvad Martin-Löfs h-indeks er, men det kan ikke være så højt igen. Det er i sig selv tankevækkende.

Løftet om taxameterløftet

Nogle danske universiteter varslede og gennemførte tidligere i år fyringsrunder. Om der kommer flere fyringer i universitetsverdenen i år, er uklart – nogle steder truer ledelsen med at det kan blive nødvendigt fordi taxameterløftet på de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser ifølge det nye forslag til finanslov ikke længere vil være der.

Taxameterløftet blev indført for 10 år siden af den daværende Venstre-regering, men nu skal det altså forsvinde, selv om alle partier i Folketinget inden valget i juni i år lovede at bibeholde taxameterløftet.. Det er Socialdemokratiet, der har skiftet holdning.

Man kunne blive fristet til at tro, at dette problem er lokalt for samfundsvidenskab og humaniora – og naturligvis er det især dem, der nu vil blive trængt. Men på nogle universiteter vil der muligvis ske det, at institutter fra de andre hovedområder skal afgive midler, således at man på institutionsniveau kompenserer for de lavere taxameterindtægter. Og på denne måde er fjernelsen af taxameterløftet et meget konkret problem for alle i universitetsverdenen. Så er det pludselig ikke længere så god en nyhed, at de årlige nedskæringer på to procent samtidig skal fjernes. Denne ændring kan nemlig slet ikke kompensere for fjernelsen af taxameterløftet.

Nu er det nødvendigt, at alle universitetsansatte uanset hovedområde står sammen og forhindrer denne nedskæring.

Mandag i Magdeburg

I denne uge deltager jeg i konferencen ICWL 2019 (International Conference on Web-based Learning), der fokuserer på et forskningsområde, jeg også beskæftiger mig med, nemlig uddannelsesforskning. Sidst, jeg deltog, var ved ICWL 2017 i Cape Town. Siden da er jeg holdt op med at flyve, men det gør ikke noget – i år finder ICWL sted i Magdeburg i Tyskland, en by mellem Hannover og Berlin med lidt over 200.000 indbyggere. Det tager omkring ti timer at rejse hertil fra Aalborg; jeg rejste dog fra Odense, hvor jeg og min familie havde været gæster til et bryllup. Endnu har jeg ikke noget klart indtryk af byen Magdeburg, men det kommer nok.

I år deltog jeg med en artikel, hvor jeg var den ene af fire forfattere og er den eneste, der kunne deltage. Der var ikke så mange tilhørere til min session, men der kom nogle gode spørgsmål. Et af de områder, der er ved at blive rigtig populært, er studiet af hvordan man kan bruge dataanalyse til at målrette undervisning efter de lærende arbejdsvaner og læringsstile. Det er en vigtig tendens, men også én, som jeg har et lidt ambivalent forhold til. På den ene side er det rigtig vigtigt at kunne møde de lærende, der hvor de er (deres nærmeste udviklingszone, som salig Vygotsky ville sige). På den anden er man også sommetider nødt til at udfordre de lærendes arbejdsvaner og tilgange til læring for at kunne bringe dem et nyt sted hen. Hvis man har gennemført en uddannelse på et universitet med problemorienteret projektarbejde som f.eks. RUC, kender man allerede til denne proces med at blive “revet ud af” sine vaner som ny studerende og til hvad dette førte til af ny erkendelse.

Ligesom til ICWL 2017 var der denne gang en session, der var rent kinesisk. Selv det indbudte foredrag var faktisk på kinesisk denne gang – med slides på kinesisk og stedvis oversættelse til engelsk af ordstyreren. Det var alt andet lige lidt en usædvanlig oplevelse; jeg må modstræbende indrømme, at det ikke var et af de foredrag, hvis indhold jeg vil huske..

Manglende medbestemmelse på norske universiteter

Universitetet i Oslo.

I Norge har der i de seneste år været mange fusioner af videregående uddannelsesinstitutioner. En norsk undersøgelse foretaget af Arbeidsforskningsinstituttet (AFI) ved Høgskolen i Oslo og Akershus i 2017 viser, at 36 procent af de adspurgte ved universiteter og højere læreanstalter i Norge mener, at arbejdslivet går i en mere autoritær retning.

Den norske undersøgelse viser, at en lav grad af medbestemmelse øger sandsynligheden for modstand mod ændringer. Til gengæld giver en høj grad af medbestemmelse større tilslutning til ledelsens mål og værdier.

Jeg kan ikke sige noget om, hvordan forholdene er i Danmark, men der er formodentlig ikke tale om et fænomen og en reaktion, man kun ser i Norge. Jeg håber, at der under den regering, vi har nu, vil komme øget fokus på dette også.

Vanens og overtalelsens magt i undervisning

Fra “Measuring actual learning versus feeling of learning in response to being actively engaged in the classroom” af Louis Deslauriers, Logan S. McCarty, Kelly Miller, Kristina Callaghan og Greg Kestin (https://www.pnas.org/content/early/2019/09/03/1821936116).

Nogle gange har jeg hørt universitetslærere udtale, at forelæsninger “som regel er det, der virker bedst”. Og jeg kender til undervisningsforløb, hvor nogle deltagere bad om at få forelæsninger i stedet for øvelser og podcast, fordi stoffet forekom dem at være så svært, at det var “nødvendigt at have forelæsninger for at kunne lære dette”. Nogle gange giver undervisere efter for sådanne krav (og skrotter det forløb, de omhyggeligt havde planlagt), andre gange ikke.

Jeg har længe ment, at holdningen om nytten af forelæsninger mere er baseret på vaner og fordomme end på det faktiske læringsudbytte. Der er et nyt forskningsresultat fra USA, der ser ud til at bekræfte dette.

Forskerne fra Harvard undersøgte studerendes opfattelse af kvaliteten af undervisning ved at måle tilfredshed og læringsresultater i to introducerende undervisningsforløb i fysik. De samme læringsmål skulle nås gennem de to forløb, men det ene brugte en “passiv” undervisningsform med forelæsninger, det andet brugte aktiv læring.

Det rigtig interessante var at de studerende på holdet, hvor undervisningen bestod af forelæsninger, var mere tilfredse med undervisningen end de studerende på holdet, hvor man anvendte aktiv læring. Men i den afsluttende test var det de studerende på holdet, der anvendte aktiv læring, der klarede sig bedst!

En lidt provokerende konklusion fra de fem amerikanske uddannelsesforskere er, at en “superstjerne-forelæser” kan få de studerende til at føle sig godt tilpas på bekostning af det læringsudbytte, som andre undervisningsformer kan give.

Min fornemmelse er, at hele overtalelsesaspektet er en lidt overset vinkel, og at den er mere problematisk end man ofte tror. Jeg har kendskab til kommentarer som “det hele virkede så nemt at forstå til forelæsningen, men nu kan jeg ikke løse opgaverne alligevel”. Den slags tyder på, at gode overtalelsesevner sommetider kan blive for gode. Undervisning skal ikke være overtalelse, men en form for samtale.

Vanens magt har formodentlig også stor betydning, og det er min fornemmelse, at den kan være en egentlig forhindring, når man vil ændre på undervisningsformer. Man oplever ikke mange studerende ved universiteter som f.eks. RUC, hvor projektarbejde er en central del af uddannelserne, der giver udtryk for skepsis over for projektarbejde. Til gengæld kender jeg til en del mennesker fra andre universiteter, der i årenes løb har udtrykt skepsis over for projektarbejde og for om man nu lærte nok gennem den slags undervisning.

En god nyhed

Fra en demonstration (eller rettere: en demonstrasjon) i Oslo i 2015.

I dag kan jeg læse at regeringen vil stoppe konkurrenceudsættelsen af en bestemt form for forskning. Det drejer sig om finansiering af forskning til det, der under den seneste Venstre-regering kom til at hedde Miljø- og Fødevareministeriet. I 2017 besluttede den daværende minister Esben Lunde Larsen at lade universiteterne konkurrere indbyrdes her, men nu skal det altså være slut. Det er tydeligt, at årsagen til den nye politiske beslutning er skandalen om “oksekødsrapporten” fra Aarhus Universitet og DTU for nylig.

Det er interessant, at argumenterne for ændringen også er gode argumenter for at ændre på den tilgang til finansiering af forskning, der er blevet den altdominerende. Fødevareministeren og miljøministeren siger dels at

Det koster tocifrede millionbeløb, når forskning skal flyttes. Og oven i det bruger vi ti medarbejdere i ministerierne og ti på universiteterne til det. Det er et voldsomt spild af ressourcer, vi ikke får forskning for.

dels at

Der er blevet skabt tvivl om uafhængigheden og armslængdeprincippet. Hvis vi politisk giver universiteter kontrakter på den måde, rejser det diskussioner om, hvorvidt vi belønner eller straffer universiteterne afhængig af den forskning, de laver.

Erling Bonnesen fra Venstre siger

Den beslutning er under al kritik. Det ligner socialdemokratisk styring af, hvem der skal have opgaverne og dermed også pengene til det. Der er det jo meget bedre, som vi havde lagt til rette, at der var et udbud

Med så svage modargumenter ser det ud til, at vi har omsider en reel mulighed for at få åbnet den tiltrængte diskussion om hele konkurrenceudsættelsen af eksterne forskningsmidler og de konsekvenser, den har i den akademiske verden. Nu er det bare om at bruge denne mulighed.

Årets underviser 2019

Ved en reception i forbindelse med starten på efterårssemesteret blev jeg udnævnt til årets underviser ved Studienævn for datalogi. Jeg kan ikke helt fatte det. Tak til dem, der valgte mig! Det er en meget, meget stor ære for mig.

En tidsskriftsartikel

I dag fik jeg omsider publiceret en artikel i det ikke helt ukendte (og meget anerkendte) tidsskrift Acta Informatica. Det giver mig 2 point ifølge den Bibliometriske Forskningsindikator (BFI). Det tog to år. Desværre er udgivelsen ikke open access, men den tæller også, selv om det ikke er nok at få BFI-point. Der skal mere til, er der dem, der siger. Det er ikke alle, der performer godt nok, hedder det sig. Men jeg er nu tilfreds alligevel.

Test for meritokrati

En af de mest gennemførte forestillinger i den akademiske verden er den om meritokrati: Det er de dygtigste og mest motiverede forskere, der får den bedste karriere. Ordet dukker op første gang i en artikel fra 1958 af den britiske samfundsforsker Michael Young, men ideen er meget ældre.

Det sædvanlige forsvar for at have voldsom konkurrence om forskningsmidler er netop dét. Et af de mange modargumenter mod forestillingen om meritokrati er, at nogle grupper i befolkningen er underrepræsenteret – det gælder bl.a. kvinder. Der er f.eks. langt færre kvinder end mænd, der er professorer på danske universiteter (der er 4 gange så mange mandlige professorer!).

Et problem er bias: Der er eksplicitte fordomme mod kvinder, der tager form af egentlig udtalt sexisme, men der findes også implicitte fordomme. Også kvinder kan have sådanne fordomme, som kan føres tilbage til f.eks. lavt selvværd eller en internalisering af fordomme i samfundet.

En ny fransk undersøgelse af adfærden i forbindelse med bedømmelser ved ansættelse over to på hinanden følgende år er interessant i den sammenhæng. I år 1 blev bedømmelsesudvalget mindet om at undersøgelsen fandt sted. I år 2 gjorde man det ikke. Her var adfærden interessant hos bedømmelsesudvalg, hvor man ikke eksplicit mente, at der var forhindringer for kvinder, men hvor der var en stærk implicit bias. Undersøgelsen viste nemlig, at sådanne bedømmelsesudvalg udvalgte færre kvinder året efter, hvor de ikke blev mindet om at undersøgelsen om kønsfordeling og fordomme fandt sted.

Det, at adfærden ændrer sig, når man bliver testet, kan bruges som et argument for mere kontrol med udvalgenes adfærd, f.eks. i form af et krav om at ansættelsesudvalgene skal offentliggøre kønsfordelingen blandt ansøgere og blandt dem, der blev ansat. Men ændringerne i adfærd bør også bruges til en diskussion af hele den idé om meritokrati, der stadig hersker. På nogle måder er den en illusion, nogle gange endda en bortforklaring af skævheder.