Se mine penge

Jeg plejer at skrive om mit manglende held med at få eksterne forskningsmidler. De sidste to år har jeg i ugen op til sommerferien fået en kort mail fra EU-kommissionen om at den Horizon 2020-ansøgning, jeg har stået bag, er blevet afvist.

I denne uge skete der imidlertid et højst uventet brud på denne sommertradition: Jeg fik en mail fra EU-kommissionen om at den Horizon 2020-ansøgning, jeg er med i sammen med mange andre, er blevet antaget.  Så nu har jeg pludselig 18.000 euro til rejsemidler o.lign. i forbindelse med et projekt om at bruge typesystemer til at ræsonnere om API’er.

Æren er ikke så meget min, for jeg var ikke koordinator på ansøgningen, men det er en ny fornemmelse at opleve, at der faktisk er noget, der kan lykkes her. Jeg har kolleger, der helt rutinemæssigt underholder alle os andre med hvor mange eksterne forskningsmidler de har, og det kan godt være anstrengende at høre om andres succes. Så jeg lover at holde tand for tunge, men i denne uge vil jeg godt have lov til at være tilfreds.

Flattr this!

Hvordan mon det er at være akademiker?

Når jeg bliver spurgt, hvad det vigtigste, jeg lærte i min studietid var, plejer jeg at svare at det er, at jeg har lært at lære nyt. Målet med alle universitetsuddannelser må være (ud over det rent fagspecifikke) at man får netop dén kompetence: At lære at lære nyt.

På Aalborg Universitet (i al fald på de uddannelser, jeg kender til, men jeg tvivler på at det er anderledes andetsteds) er der en tendens til at studerende danner faste konstellationer, så man ser de samme projektgrupper gennem mange semestre. Vi, der vejleder de studerende, ved at det ofte ikke er en god strategi, men det er forbløffende svært at få de studerende til at indse det. Det bedste argument for ikke altid at arbejde sammen med de samme medstuderende er vel, at man ikke selv kan vælge, hvem man vil arbejde sammen med, den dag man får sig et arbejde. Man skal derfor lære at kunne arbejde sammen med så mange forskellige mennesker som muligt.

Jeg har på det seneste haft svært ved at overbevise studerende om at det mest fornuftige er at deltage i min kursusundervisning. Mange studerende vælger ikke at ville deltage, fordi de mener at have en bedre indsigt i læring – nogle fordi de mener at vide, at kurserne er af sekundær betydning, andre fordi de mener at vide at de aktiviteter, underviseren har planlagt, ikke er værd at deltage i. Og så er der “notatsygen” – overbevisningen om at læring finder sted, hvis man i dagene op til eksamen skriver af fra undervisningsmaterialet (eller måske bare indscanner det?), så man til eksamen kan skrive af fra eller læse højt af disse notater. Jeg ved, at de studerende, der vælger disse strategier, efter alt at dømme tager fejl.

Men alle de dårlige strategier kommer fra en fejlagtig “indsigt”, der siger at disse strategier er dem, der virker bedst.

I dag stillede jeg mig selv spørgsmålet: Gad vide, hvad den gennemsnitlige studerende egentlig forestiller sig at vi akademikere, gør, når vi skal lære nyt? Mon de forestiller sig, at akademikere sidder og skriver af fra bøger og prøver at løse problemer ved at reproducere notater? Gad vide, om de regner med at alle de berømte forskere hele tiden sidder og kigger i notater? Jeg håber det ikke.

Og nej, jeg ved ikke, hvad studerende forestiller sig, men formodentlig er det netop her, man skal appellere til praksis og arbejde på at skabe en indsigt hos studerende om at mange af de strategier, som mange af dem tyr til, faktisk ikke er gode: Det er ikke de strategier, en færdiguddannet akademiker vil benytte sig af for at tilegne sig viden eller for at løse et problem. I virkeligheden er det vel endnu en form for forskningsbaseret undervisning, vi her har med at gøre.

Flattr this!

Eksamen overstået

I dag holdt jeg de sidste to eksamener i denne eksamensperiode. Det var to projekteksamener, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at dette er den form for eksamen, jeg bedst kan lide. Projekteksamen er nemlig samtidig det sidste vejledermøde og på den måde den naturlige afslutning på projektperioden. Skriftlig eksamen er formodentlig uundgåelig for meget store hold, for ellers kan vi simpelthen ikke nå at holde alle eksamenerne i løbet af eksamensperioden. Men det er samtidig også en eksamensform, hvor det er meget svært for mig at give den enkelte studerende nogle gode råd med. Jeg overvejer meget nøje, hvordan jeg vil kunne gøre noget for at ændre på dette uden samtidig at skulle bruge en hel masse mere tid end jeg allerede gør. Noget svar har jeg dog ikke fundet endnu.

Men nu kan også jeg i al fald lægge forårssemesteret 2017 bag mig og tænke på noget andet for en stund. I morgen går turen østpå til tre dage med Roskilde-festivalen med alt hvad det indebærer af voldsomt regnvejr. I det mindste skal jeg da ikke campere der i år. Bagefter er der endnu en uges arbejde, og så begynder den egentlige sommerferie,

Flattr this!

Et andet studenterliv

Når jeg deltager i møderne i studienævnet, hvor jeg er medlem, er et af de mest interessante punkter altid orienteringen fra de decentrale studievejledere. De gør et stort og samvittighedsfuldt arbejde for deres medstuderende og giver også os andre et indblik i hvad det er for en virkelighed, vore dages studerende bevæger sig i.

På den ene side mærker man i dag en mangel på sociale færdigheder, man kan undre sig over og blive trist til mode af. Når studerende nævner erhvervsarbejde som begrundelse for ikke at gå til eksamen, når studerende finder sig i at blive fejlagtigt afvist til en eksamen, eller når en projektgruppe kollapser fordi næsten alle dropper ud, er der noget, der er gået skævt et sted.

På den anden side mærker man nu også en større desperation hos studerende – der er studerende, der er sygemeldt med stress eller kommer i kontakt med psykiatrien. Studiefremdriftsreformen og presset for at skulle tage en videregående uddannelse har formodentlig en hel del af skylden. Det er blevet meget svært at lave planlagte studietidsforlængelser og langt mere omkostningsfuldt at droppe ud.

Denne kombination af omstændigheder kan ikke undgå at give problemer, og især da i en virkelighed, hvor vi får færre og færre resurser på de videregående uddannelser.

Flattr this!

Bluff og bluff

Selvtillid er noget underligt noget. I går besøgte jeg Aarhus Universitet og mødte her en besøgende professor fra udlandet, som jeg havde kendt siden vi begge var PhD-studerende på University of Edinburgh. Bagefter tænkte jeg uvilkårligt, at jeg havde været heldig at kunne følge et PhD-forløb på et så prestigefyldt universitet sammen med så mange, der var så fagligt dygtige. Tænk, at en helt almindelig person som mig kunne få lov til at være sammen med dem! Men da jeg havde tænkt den tanke længe nok, måtte jeg indrømme, at jeg nok ikke kunne have fået en plads på PhD-forløbet i Edinburgh, hvis ikke det var fordi, jeg faktisk også selv var fagligt dygtig i et vist omfang.

Der er mange resultater, der viser at det er langt mere almindeligt for kvinder at have lav selvtillid end det er for mænd, og at det kan være en af de medvirkende årsager til en skæv kønsfordeling i nogle sammenhænge. Og samtidig er det klart, at en del mænd – netop fordi de har højere selvtillid – tager flere risici og ikke er så tilbageholdende, heller ikke selv om de nok burde være det. I en artikel fra The Atlantic fra 2014 skriver journalisterne Katty Kay og Claire Shipman om dette ærgerlige fænomen. En meget kendt undersøgelse fra Hewlett-Packard, nævnt i artiklen, viser at kvinder (i al fald i dette firma) kun vil søge en ledig stilling, hvis de er helt sikre på at kunne leve op til alle kravene i jobannoncen, mens mænd gerne vil søge, selv om de kun kan leve op til 60 procent af kravene. En af konsekvenserne er den triste, at der er nogle middelmådige mænd, der når langt, mens der modsat er nogle meget kvalificerede kvinder, der slet ikke når så langt som de burde. Og det interessante er at mange af de mænd, der har stor selvtillid, men ikke så meget at have den i, faktisk ikke bluffer. De synes rent faktisk at de er gode.

I en beslægtet boldgade har vi impostor-syndromet, som er den ærgerlige fornemmelse ikke helt få mennesker mennesker har, om at deres succes beror på en kombination af rent tilfælde og af at de altid har kunnet bluffe sig videre. “Hvis jeg en dag bliver fanget på det forkerte ben”, tænker de, “vil jeg blive afsløret som den inkompetente og uærlige person, jeg i virkeligheden er”. Man blev først opmærksom på dette ærgerlige tankemønster hos kvinder, men det er en fornemmelse, både mænd og kvinder kan have. En interessant beretning om dét skyldes forfatteren Neil Gaiman, der til en sammenkomst for forskere og kunstnere mødte en ældre mand, der også hed Neil. Han undrede sig over at han dog var inviteret med her sammen med alle disse dygtige mennesker, der havde gjort så meget. Den ældre mand var Neil Armstrong, det første menneske på månen!

Formodentlig er disse ærgerlige psykologiske mekanismer, der saboterer mange menneskers selvtillid og selvværd, med til at skabe de kønsmæssige uligheder, vi ser bl.a. i den akademiske verden og ikke mindst i fag som datalogi. Og her kan jeg igen ikke lade være med at tænke på alle de mandlige studerende, der strutter. Det ville være dejligt, hvis dem, der ikke har så meget at have deres selvtillid i, kunne blive lidt mindre fremtrædende, mens dem, der er kompetente, men har lav selvtillid og lavt selvværd kunne bringes til at tro mere på sig selv.

(Den besøgende professor, som jeg havde kendt siden min tid i Edinburgh, var faktisk en kvinde.)

Flattr this!

Publish or perish?

I denne uge fik jeg ros af min institutleder, fordi jeg nu får publiceret meget mere end før. Jeg har endda i det forgangne år haft lige så mange publikationer som nogle af dem, der ind imellem bliver fremhævet (og i enkelte tilfælde også fremhæver sig selv) som forskere med succes. Så det er en interessant forandring, for i den akademiske verden skal vi publicere og helst kun der, hvor det kan give BFI-point og dermed bevillinger til institutionen.

Men det var også i denne uge har jeg set to lige lovlig interessante konsekvenser af denne kamp for at publicere.

Der findes en større samling underlødige forlag, der udgiver tidsskrifter, som optager hvad som helst mod betaling. Forlagene sender spam ud til en hel masse akademikere, hvor de hævder at tilbyde publikationer med peer review og at deres tidsskrift er indekseret i anerkendte databaser. Og alligevel fik den australske datalog Peter Vamplew accepteret artiklen “Get Me Off Your Fucking Mailing List” til udgivelse i International Journal of Advanced Computer Technology. Artiklens tekst er identisk med overskriften, og som forfattere er anført – ikke Vamplew selv, men de to amerikanske dataloger David Mazières og Eddie Kohl, der skrev den pågældende “artikel” tilbage i 2005! Artiklen blev nu ikke publiceret, for tidsskriftet forlangte 150 dollars for at ville publicere den.

Men er det så bedre på de “etablerede” forlag? I denne uge er der blevet talt en del om “the conceptual penis”. Forfatterne, to amerikanske filosoffer, har her indsendt en artikel under pseudonym til Cogent Social Sciences, et efter sigende anerkendt tidsskrift inden for sociologi udgivet af Taylor & Francis, et af de helt store forlag.  Artiklen er en storslået gang selvmodsigende nonsens, der kommer omkring en lang række emner: global opvarmning, transpersoner, kapitalistisk økonomi osv. Forfatterne nævner endda isomorfier flere steder!

Der er mange grunde til at “the conceptual penis”-historien er så pinlig. Måske viser den, at man bare skal skrive noget, der ser tilpas kompliceret ud, virker trendy eller trykker på de rigtige “knapper”. Måske viser den, at bedømmerne ikke altid læser de artikler, de får tilsendt til bedømmelse.  Måske viser den, at der findes sociologer, der faktisk kan få mening ud af noget, der bevidst er tænkt som nonsens. Måske viser den også noget om at tidsskrifter fra store forlag ikke i sig selv er garant for akademisk kvalitet.

Flattr this!

Et større og bedre taxameter?

Foto: Taxa Fyn

Der er for nylig kommet et forslag til nye principper, der skal erstatte taxameterprincippet som grundlag for finansiering af de videregående uddannelser. Her er en af de parametre, der skal måles på, ansættelighed. En anden er kvalitet. Men hvad er kvalitet af uddannelserne?

Her er det interessant at kaste et blik på holdningerne hos nogle af dem, der er kritiske over for de nye forslag. Jørgen Søndergaard, der var formand for den tidligere regerings “kvalitetsudvalg”, siger til Politiken at

Der er ret klare tegn på, om der er høj kvalitet på en uddannelse eller ej. Man kan søge svar på nogle enkle spørgsmål: Er studerende nødt til at bruge mange timer om ugen på uddannelsen, så er det en meget god indikator. Bruger de studerende mindre tid, kan de lære mere. Får de studerende opgaver, som kræver, at de selv arbejder med stoffet? Og får de studerende ordentlig feedback fra underviserne? Og endelig er der mulighed for en ordentlig dialog med forskerne og professorerne, så de studerende bliver en del af et fagligt miljø? Det er bare tre eksempler, som indikerer, om kvaliteten på uddannelserne er god eller dårlig.

Her kan jeg ikke lade være at bemærke at disse kvalitetsparametre i høj grad afhænger af hvor mange resurser der er til rådighed undervisningen. Hvis et universitet skulle have færre midler, fordi de studerende ikke havde gode muligheder for kontakt til deres undervisere, ville det nemt kunne ende med at blive en ond cirkel.

Jørgen Søndergaard bemærker desuden at det er et problem, at der bliver oprettet så mange nye uddannelser. Her er jeg faktisk enig, for det er blevet en jungle efterhånden. Menn Jørgen Søndergaard overser samtidig, hvad det er der er en væsentlig grund til at der er så mange uddannelser, nemlig taxameterprincippet selv: Universiteterne opretter nye uddannelser i håb om på den måde at kunne tiltrække flere studerende og dermed få flere gennem systemet, så det kan generere flere bevillinger.

Det interessante og problematiske er i virkeligheden selve den idé at bruge bevillinger som styringsredskab, for uanset hvad man gør her, vil universiteterne simpelthen handle instrumentelt. En omfattende kvalitetsmåling vil reelt kræve en institution, der går ind og detailobserver og dokumenterer uddannelserne. Men den slags har vi allerede haft, nemlig akkrediteringsinstitutionen. Og det førte kun to ting med sig: Et større bureaukratisk apparat med mange og lange evalueringer og et konstant påskud hos universiteterne til at motivere alle ændringer med frygten for konsekvenserne af ikke at blive akkrediteret.

Flattr this!

Man skal lære at lave en studieplan

I dette semester har jeg overtaget et kursus, jeg tidligere har holdt, og jeg har brugt en hel del kræfter på at lave undervisningsmateriale – podcasts, opgavesæt, kursushjemmeside osv.

Nogle gange slår det mig, at det, netop fordi der kan være ganske mange undervisningsresurser til rådighed, er nødvendigt for studerende at tænke nøje over om de bruger dem godt – og hvordan. Som mange ved,  er det en kilde til stor ærgrelse for mig, at så mange studerende, som tilfældet er, bruger undervisningsresurserne på en underlig måde. Jeg lærer nok aldrig at vænne mig til at en stor procentdel af de studerende ikke vil deltage i min undervisning. Uden at jeg skal overvurdere min egen betydning er jeg overbevist om at det kun kan være en fordel for studerende at have kontakt til en person, der befinder sig på et andet niveau end dem selv. Men det er der mange studerende, der i vore dage tilsyneladende ikke mener.

Jeg kan læse om hvordan forskere på Stanford har bedt studerende om at reflektere over hvad de ville have ud af et kursus og på baggrund af det lave en studieplan og så opdatere den løbende. Det ser ud til at have en gunstig virkning på de studerendes adfærd og læringsudbytte. Underligt er det ikke, for det er præcis dét, studerende på AAU bør gøre i forbindelse med deres projektarbejde. Men i kursussammenhæng gør vi normalt ikke noget tilsvarende, og måske er det derfor, vi ser så mange dårlige strategier som cramming og så megen instrumentel adfærd, der ikke fører til noget godt. Vi lærer aldrig de studerende at følge et kursus, herunder at begrunde ikke bare over for sig, men også over for andre, hvorfor de gør som de gør.

Det nærmeste, vi kommer den slags refleksioner, er de studieplaner som frafaldstruede studerende medsender, når de indsender en ansøgning om dispensation til ekstra studieforsøg. Interessant nok siger de studerende her aldrig, at de vil undlade at følge de planlagte aktiviteter, undgå kontakt til underviseren og bruge nogle få dage på læse stoffet lige inden eksamen – tværtimod!

Men hvorfor er det egentlig ikke alle studerende, der skal lave en begrundet studieplan? Det burde være en naturlig indledning til ethvert forløb – og vi kan så bede de studerende om at revidere denne portfolio undervejs og lade dem underkaste peer review fra andre studrende. Og hvis hver studerende for hvert kursus skal lave en portfolio, kan vi også bruge denne portfolio til at vejlede dem, hvis de ikke skulle bestå.

Flattr this!

Eksamen først i semesteret?

Noget af det, der virkelig ærgrer mig og andre universitetslærere, er at vi skal bruge megen tid på at overtale de studerende til at følge vores undervisning – og alt for ofte forgæves. Det virker som om stadigt flere studerende mener at have identificeret en eller anden smart genvej til læring, og at undervisere og deres undervisningsaktiviteter mest er til besvær. Som regel tager de pågældende studerende fejl, men de er som oftest svære til umulige at overbevise.

Om få uger kommer den periode mellem undervisning og eksamen, som ofte går under navnet læseferie. Der er forbløffende mange skole- og gymnasieelever og studerende, der ikke læser i løbet af semesteret, men først begynder at læse pensum i denne periode. På engelsk kalder man denne “smarte genvej” for cramming.

Men cramming virker ikke, og den er ikke en smart genvej. Nogle kan bestå, men resultaterne bliver ofte ikke gode, og de lejrer sig ikke i langtidshukommelsen. Man har bestået et kursus, men intet af kursusstoffet bliver hængende.

Det eneste fornuftige er at beskæftige sig med stoffet gennem hele undervisningsforløbet og at bruge eksamenslæsningen til at repetere. Det, der er i spil her, kalder man i kognitiv psykologi for spacing-effekten, og den er særdeles veldokumenteret: Man lærer meget mere ved at strække sin læringsproces ud over længere tid end ved at prøve at koncentrere den på kort tid. Og man bruger ikke engang mere tid i alt på at følge undervisningen, end man ellers ville gøre, hvis man crammedeCramming er ganske enkelt en ineffektiv strategi.

En af de rigtig kendte undersøgelser, der systematisk påviser dette, skyldes den amerikanske psykolog Nate Kornell fra UCLA. I sin konklusion skriver han:

…spacing is more effective than cramming, even if total study time is controlled. Furthermore, learners who perceive massed study as more effective than spaced study should beware: Massed study is seductive, and it can appear to be more effective than spaced study even when spaced study is the more effective strategy.

Det triste er i virkeligheden, at sandhedsvidnerne for at den bedste strategi er at følge undervisningen, er de frafaldstruede studerende, som søger studienævnet om ekstra eksamensforsøg. I næsten alle de ansøgninger, jeg nogensinde har set, skriver ansøgerne at de ville ønske, at de havde fulgt undervisningen systematisk i sin tid.

Hvis cramming virkelig var en god idé, var undervisning nemlig meningsløs, og vi kunne spare en masse resurser. Vi kunne i stedet afholde eksamen i begyndelsen af hvert semester og de studerende kunne bruge resten af tiden på noget andet.

Nogle gange er jeg fristet til at foreslå dette som et forsøg; måske er det virkelig dét, der skal til for at overbevise studerende om at man lærer langt mere ved at deltage i undervisningen og gøre det, som underviserne forventer og opfordrer til, end ved cramming.

Flattr this!

Undervisningens Dag 2017

I dag var det Undervisningens Dag på Aalborg Universitet, og til denne pædagogiske dag for hele universitetet har der ofte været et lidt svigtende fremmøde. I år var det et helt anderledes godt besøgt arrangement, vi kunne opleve. På AAUs afdeling i Esbjerg var der ganske vist (skal man tro videolinket) kun mødt 5 deltagere op (og de sad tilsyneladende og brugte tiden på at kigge på deres respektive computere) , men i Aalborg var det store auditorium på Kroghstræde 3 propfyldt. Nogle måtte endda sidde på trappen. Det er især de yngre medarbejdere, der nu er begyndt at dukke op, mens der desværre stadig er ganske mange ældre medarbejdere, som jeg aldrig har set til Undervisningens Dag.

Maggie Savin-Baden, der er professor på University of Worcester i England, talte om sin forskning inden for forskellige former for problembaseret læring (PBL), og det lykkedes hende at få mange i tale. Også jeg fik stillet et spørgsmål.

Der var også en interessant workshop om PBL-kompetencer ved Erik Laursen og Diana Stentoft. Mange af os bemærkede uafhængigt af hinanden, at der ganske vist er fokus på projekt- og gruppearbejdsprocesserne på første studieår, men at vi oplever, at en del studerende på senere semestre fortsat har problemer med at organisere deres projektarbejde godt. I dette forår er jeg for første gang i færd med at opdage dette faktum (som næppe er nyt) og med at finde ud af, hvad man bør gøre ved det.

Også en workshop om multiple choice-tests ved Kjeld Nielsen og Kathrin Otrel-Cass var interessant. Jeg er selv temmelig bekymret for at mange vil ty til multiple choice-tests som svar på udfordringen med at skulle eksaminere store hold. Det er bestemt ikke alle læringsmål, man kan teste på denne måde. Samtidig ved jeg dog også, at multiple choice-tests kan være værdifulde redskaber i løbet af et kursusforløb, hvis man vil undersøge de studerendes progression. Og Kjeld og Kathrin gjorde udtrykkeligt opmærksom på at det er nemt at rette en multiple choice-test, men meget svært at konstruere en god test. Især er det en udfordring at finde på gode og overbevisende forkerte svar. En af mine kolleger sagde her, at han i sine tests også havde åbne spørgsmål, hvor de studerende kunne skrive lige hvad de ville, og her kunne han så høste en masse misforståelser han kunne bruge!

Flattr this!