Kategoriarkiv: Den akademiske biks

Ligestilling på AAU?

ligestilling

Institut for datalogi på Aalborg Universitet er med i endnu en ansøgning om forskningsmidler (denne gang er det rejsemidler), og jeg er endt med at blive den lokale kontaktperson/medansøger. I ugen op til afleveringsfristen gjorde koordinatoren for ansøgningen os alle opmærksomme på at det er vigtigt at skrive noget om hvad vi vil gøre for at fremme ligestilling mellem kønnene i dette projekt og hvad vores universitet allerede gør i den henseende. Det er ekstremt prekært at skulle skrive om ligestilling i et fag som datalogi, for her er kønsfordelingen så skæv, at det efterhånden er blevet pinligt.

Koordinatoren er fra University of Leicester og han kunne skrive følgende om sit universitet.

ULEIC is proudly one of the 10 universities selected worldwide to take part to 10x10x10 initiative launched at the World Economic Forum in January 2015. The initiative seeks to engage with 10 world leaders, 10 corporations, and 10 universities globally to identify approaches for addressing gender inequality and to test the effectiveness of these interventions for scalability. ULEIC firmly believes that men and women have a joint responsibility to achieve gender equality for societies around the world. The department of computer science of ULEIC received a prestigious Athena Swan award from the Equality Challenge Unit (ECU), a registered charity supporting equality and diversity for staff and students in higher education institutions across the UK.

Jeg prøvede at finde ud af hvad Aalborg Universitet gør. Der er en ligestillingsstrategi for AAU fra 2012-2015, og der er sikkert også en ligestillingsstrategi fra 2016 og frem – jeg har dog ikke kunnet finde den. Den vigtigste komponent er at der er et ligestillingsudvalg under hovedsamarbejdsudvalget. I ligestillingsstrategien fra 2012 står der

Diskussionerne i direktionen har vist interesse for udvikling af ligestillingsområdet, men det står også klart, at vi ikke er kommet langt nok ud i organisationen med budskaber, vision, strategi og handlingsplaner på ligestillingsområdet. Praksis vedrørende indsamling af nøgletalsgrundlag, udformning af klare præsentationsskabeloner og standardiserede lettilgængelige decentrale kørsler for ligestillingsproblematikker på AAU har ikke fundet sin optimale form eller timing endnu. Målet er, at disse værktøjer skal medvirke til at understøtte processen frem mod formulering af nye handlingsplaner i hele organisationen på dette vigtige område.

Dette er ikke så imponerende, og det bemærkede min kollega fra Leicester da også. Der er megen tale om at være verdensførende på AAU – var ligestilling mon ikke et passende indsatsområde?

Flattr this!

Fusionerede eliter?

507273017_1280x720

Der er et langt interview med Carlsberg-fondens formand Flemming Besenbacher i Politiken. Han vil have de danske universiteter fusioneret så der kun bliver tre: Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DTU. Dette vil således gøre det af med alle danske universiteter grundlagt fra SDU og frem. Argumentet er at der er for mange studerende på de danske universiteter og at det går ud over det faglige niveau. Jeg er ikke uenig i at det nuværende masseuniversitet på denne måde er en enorm udfordring og bestemt ikke er uden problemer. Men masseuniversitetet er skabt gennem politiske beslutninger, og næsten alle de universiteter som Besenbacher vil fjerne som selvstændige institutioner, eksisterende i flere årtier inden masseuniversitetstanken.

Besenbacher kritiserer taxametersystemet, hvor bevillingerne afhænger af hvor mange studerende, der gennemfører et studieårsværk (STÅ). Derfor gælder det om at få så mange studerende til sit universitet som muligt. Hvis man vil have færre studerende på universitetet, skal man ændre dette finansieringsprincip og i øvrigt gøre andre uddannelser mere attraktive.

Der er dog to yderligere årsager, som begge har med forskningssiden at gøre:

  • Det stærkt øgede fokus på eksterne forskningsmidler, så en stadig større del af et universitets forskningsmidler skal stamme fra forskningsråd (der tilmed får skåret i bevillingerne), statslige fonde, EU-projekter og private fonde. Derfor skal man konkurrere med andre forskere fra sit eget fag på andre universiteter, for succesraten er lav, for forskningsråd og Horizon 2020s vedkommende ofte under 10 procent.
  • Konkurrencesætningen af basismidler, hvor 5 procent af basisbevillingerne udbydes i konkurrence mellem de danske universiteter.

Alle disse årsager kan føres direkte tilbage til tiltag, iværksat af beslutningstagerne – og nu skal universiteterne så anklages for at gjort præcis dét, som fokus på en konkurrence ud fra økonomiske incitamenter fører til, nemlig at der er masser af studerende og at de fleste forskere (og i tilfældet om basismiddelkonkurrencen hele universiteter) taber i konkurrencen om forskningsmidlerne og derfor ikke kan leve op til kravet om at være del af en “elite”.

At Besenbachers centraliseringsdrømme så også vil gøre afstanden mellem menige ansatte og universiteternes ledelse endnu større end i dag, er heller ikke noget, der kan begejstre mig. Det er barokt at konklusionen, efter at universitetsfusionerne under Helge Sander ikke har ført til de ønskede resultater, nu er at der bare skal fusioneres endnu engang.

Flattr this!

Et akademisk mindretal

Molboerne ville jage en stork væk fra en kornmark. For at undgå at manden, der skulle jage storken væk, skulle trampe kornet ned, blev han båret rundt på kornmarken på et bræt.
Molboerne ville jage en stork væk fra en kornmark for at den ikke skulle ødelægge kornet. For at undgå at manden, der skulle jage storken væk, skulle trampe kornet ned, blev han båret rundt på kornmarken på et bræt.

Formålet med New Public Management i den akademiske verden har formodentlig været at øge effektiviteten blandt det videnskabelige personale og at effektivisere ledelsen. Men udviklingen i dag minder mest om molbohistorien om storken i kornmarken.

På mere end to tredjedele af universiteterne i Storbritannien er det videnskabelige personale i dag i mindretal. På London Business School er det hele 85 procent af de ansatte, der er support staff. Hvis man udelukkede betragter forholdet mellem administrativt personale og videnskabeligt personale, er det på London Business School “kun” 79 procent af personalet, der er ansat til administration.

Ifølge Benjamin Ginsberg voksede udgifterne til undervisning på universiteter i USA med 22 procent i perioden fra 1998 til 2008, mens udgifterne til administration voksede med 36 procent i samme tidsrum.

På Aalborg Universitet er det kun 40,7 procent af de ansatte der er teknisk-administrativt personale.  Det, der er sket, er at der er kommet en del flere AC-TAP-ansatte til; AC-TAP’er er ofte at finde i stillinger i ledelsesrelaterede funktioner (uden at de af den grund er ledere). Antallet af administrerende chefer har været næsten konstant.

Dette er bestemt ikke sagt for at nedgøre mine TAP-kolleger. Men denne udvikling i fordelingen mellem stillingskategorier er et meget tydeligt tegn på konsekvenserne af New Public Management, nemlig at ledelse er kommet til at fylde mere end nogensinde før.  Og det er underligt, at det i stadigt større omfang bliver muligt at ansætte personer med en universitetsgrad i administrative stillinger på et universitet, mens der til gengæld bliver stadigt færre midler (uden for de eksterne bevillinger) til at ansætte personer med en universitetsgrad i videnskabelige stillinger.

Flattr this!

Wadlerfest

image

I dag var det tid til den anden af de to dage med Wadlerfest i anledning af at Phil Wadler, der er professor i datalogi i Edinburgh, bliver 60 i år. Der var foredrag om mange af de emner som Wadler har bidraget til udviklingen af inden for teoretisk datalogi – ikke mindst  parametricitet i typeteori og brugen af monader i funktionsprogrammering. Phil Wadler er derudover en af hovedarkitekterne bag Haskell. Da jeg var i Edinburgh, var monader “bare” et snedigt greb fra kategoriteori, som alle andre (eller sådan føltes det i al fald; det var kun nogle få) brugte til at genformulere deres forskning i.  Det er i høj grad Phil Wadlers fortjeneste, at monader nu er tættere på at blive folkeeje end nogensinde før.

Nogle foredrag var mere vellykkede end andre; det er f.eks. aldrig en god idé at lave slides som ingen kan se. Ét enkelt foredrag skilte sig helt ud fra alle de andre, nemlig et foredrag med Maurice Naftalin – han er datalog og har beskæftiget sig med multiprogrammering i Java, men dette foredrag handlede om hvordan neoliberalismen faktisk er en trussel mod fremskridt i samfundet og hvordan open source-udvikling kan være med til at skabe et nyt samfund hinsides kapitalismen. Den slags samfundsspørgsmål har Phil Wadler nemlig også et engagement i.

Dagen sluttede med en festbanket i salen på Playfair Library; her var der både deltagere fra Wadlerfest, der nu er slut, og LFCS-jubilæet, der begynder i morgen. Simon Peyton-Jones hyldede sin tidligere kollega fra Glasgow, Phil Wadler. Og Furio Honsell, der var på Laboratory for Foundations for Computer Science fra 1986 til 1988 og nu er borgmester i Udine i sit hjemland Italien, holdt en fin tale om de tidligere år med LFCS. Jeg fik hilst på gamle bekendte, og jeg fik efter mange år genset og snakket med James McKinna, som lavede sin PhD i Edinburgh samtidig med mig. Efter mange år  i England og Nederlandene er James, der er jævnaldrende med mig, nu tilbage i Skotland, her på universitetet i Edinburgh. Desværre stadig som løstansat på projektmidler, der udløber i august. Dét undrede og undrer mig meget, for jeg husker ham som måske den allerdygtigste fra min årgang. En af årsagerne, forklarede han mig, var at han i sin tid valgte at opsige en stilling som lektor, da alle andre på hans fagområde på universitetet i Durham blev ofre for nedskæringer – bare ikke ham. Da han først havde mistet sin stilling som lektor, var det slet ikke nemt at få en stilling igen, for tiderne var skiftet. Mange andre ville her have givet op og søgt en anden karrierevej (dataloger plejer at kunne få job derude), men ikke James. “Jeg er ikke idealist, jeg er vel faktisk romantiker”, sagde han med et velkendt skævt smil.

Flattr this!

En weekend indvarsles

Knud Sørensen læser højt.
Knud Sørensen læser højt.

Det blev til en af de fredage, hvor der næsten skete for meget. Der var vejledermøder med projektgrupper, og bagefter sad jeg og lagde sidste (eller næstsidste) hånd på Horizon 2020-ansøgningen – mens Lone ovre på administrationen fik budgettet lagt på plads. Jeg nåede endda at få en indsigt, som gjorde at jeg kunne designe et logo til ansøgningen på fem minutter.

Og så ind til midtbyen. Først skulle jeg hente mit armbåndsur, som jeg havde indleveret til reparation den 29. marts. Men det var ikke færdigt, skønt jeg var blevet lovet det, og jeg kunne ikke få en god begrundelse. Jeg kunne ikke engang få mit ur med mig så jeg kunne forsøge at få en anden til at reparere det, for jeg havde ikke seddelen med ordren. Jeg blev sur, alt for sur – og senere blev jeg ringet op af urmageren, der havde været til sin vens begravelse. Nu var det ham der var sur, for det var hans kone, jeg havde talt så hårdt til. Men hurtigt gik det op mig, at han var stresset og at det påvirkede ham, at han havde mistet en nær ven. Og han indså, at jeg nok også var stresset og at han jo ikke havde holdt hvad han havde lovet. Vi havde begge handlet uheldigt. Jeg bad ham overbringe en uforbeholden undskyldning fra mig til sin kone og gav ham nogle dage yderligere; han lovede at have mit ur klar engang i den kommende uge.

Dernæst ind til Nordkraft, hvor der i denne weekend er litteraturfestivalen Ordkraft. Jeg var blevet indbudt af 9000 Ord til at læse nogle af mine tekster op; arrangør Lene Høg gav en fin introduktion af mig. Jeg begyndte med at fortælle at mine tekster er spoken word og måske derfor ikke “rigtige digte”, selv om jeg holder rigtig meget af digte.

Efter min korte oplæsning var det veteranen Knud Sørensen, romanforfatter og lyriker fra Mors, der rundede af med nogle af sine eftertænksomme og lunt observerende digte. Knud Sørensen, der er pensioneret landinspektør, er efterhånden 88 år gammel!

Bagefter snakkede jeg lidt med en dame fra publikum, der godt kunne lide min tekst “Det er de arbejdsløses skyld” – hun var selv arbejdsløs og kendte til fornemmelsen af at blive peget ud. Lene Høg fortalte mig at jeg skulle have et gavekort på 500 kroner for min optræden, og dét kom bag på mig. Mens jeg ventede på gavekortet, hørte jeg to forfattere fortælle om det at være småbørnsforældre for børn, der ikke kan sove igennem. (Netop dét var jeg en erindring om, men den har heldigvis fortaget sig en hel del efterhånden.)

Lidt senere var der en anden dame, der hilste på mig. Det var såmænd Lisbeth Rosted, tidligere medlem af AAUs bestyrelse, tidligere tillidsrepræsentant og en af ildsjælene blandt AAUs fagligt aktive i HK. Lisbeth er nu gået på pension, og det var hun faktisk godt tilfreds med. Ligesom jeg har hun et klart billede af at det universitet, vi har været på i så mange år, og som vi har været så loyale over for tidligere, nu med stormskridt er på vej i den helt forkerte retning med en fuldstændigt økonomifikseret og udemokratisk ledelsesstil. Og alle os, der bliver påvirket af det, er så småt ved at resignere. Lisbeth havde hørt Leif Davidsens foredrag, og netop han kom ind på alt det, new public management gør af dårligt ved de offentlige arbejdspladser. Som Lisbeth sagde: Nu flytter DR en masse medarbejdere til Aarhus og Aalborg; ingen brokker sig, for det tør de ikke. Men var det sket for 20 år siden, var der blevet sort skærm!

På vej ud af Nordkraft mødte jeg Mads Nygaard, der er medstifter af Venligboerne, og spurgte om han kunne holde en tale ved den folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge, som Amnesty International afholder den 20. juni. Og ja, det både kunne og ville han.

Bagefter cyklede jeg hjem, rettede de sidste ting til og sendte Horizon 2020-ansøgningen ind. Og hermed indvarsledes omsider weekenden.

Flattr this!

Førstegenerationsakademiker

Alumni_Hall_1889_Sun

Der er et interessant interview med den kendte amerikanske uddannelsesforsker Howard Gardner på Edge.org om de såkaldte liberal arts colleges og den dannelse, de giver. Liberal arts colleges er et særligt amerikansk fænomen og der er ikke nogen god dansk oversættelse af begrebet. Der findes også institutioner af denne art uden for USA, men ikke så mange.

VI har at gøre med videregående uddannelsesinstitutioner på bachelor-niveau, der går efter dét, man på dansk ville kalde for almen dannelse med et helt åbent curriculum – i det, man i USA kalder for liberal arts and sciences. Begrebet har ikke noget med liberalisme eller politik i det hele taget at gøre. Ideen er at man kan sammensætte sin uddannelse meget bredt, hvis man vil. Man kan møde både naturvidenskab og humaniora i sin uddannelse, skulle man have lyst til det.

Howard Gardner vil nu lave en analyse af hvilke slags studerende der går efter denne type uddannelser og hvorfor; man skulle måske tro at det var studerende fra familier med solide akademiske traditioner, men her tvivler han. Som han siger: Det kunne lige så vel være at det var intellektuelt nysgerrige studerende fra familier uden akademiske traditioner, der ville vælge de frie rammer og den generelle akademiske dannelse fordi de var særligt åbne for den store  påvirkning som denne type uddannelse vil give. Det bliver spændende at høre mere om hvad Gardner finder ud af.

På AAU er der udbredt stolthed over at vi kan skabe så mange førstegenerationsakademikere. Selv er jeg én af dem; jeg kommer fra en familie et sted mellem arbejderklasse og lavere middelklasse, og for mig var det fascinerende at opleve universitetet som studerende og det overflødighedshorn af muligheder, der syntes at være. Dengang var der ikke den samme erhvervsretning på AUC, som AAU hed dengang, og jeg må indrømme at jeg ikke rigtig savnede det. Nu er man officielt meget stolte af erhvervsvenligheden af  universitetsuddannelserne i Aalborg, men jeg vil hævde at nogle af uddannelserne dengang (i det mindste den uddannelse, jeg selv gik på) var tættere på en liberal arts-idé om almen dannelse. Og vi fik jo arbejde alligevel. Denne ide om almen dannelse kan jeg godt savne i vore dage.

Flattr this!

Én ud af syv eller én ud af seksten

tumblr_ne0kv94ocU1t0kwr7o1_500

I disse dage sidder jeg og prøver at få lavet en Horizon 2020-ansøgning færdig. Det gjorde jeg forresten også sidste år. Som man måske ved, var det ikke nogle anstrengelser der førte med sig at jeg nu svømmer i penge. Det blev som bekendt til et afslag.

Succesraten for EUs Horizon 2020-program er nemlig 14 procent, dvs. lige under 1 ud af 7 ansøgninger bliver imødekommet. Men denne succesrate er kun gennemsnitlig. I mit tilfælde var succesraten under 6 procent, dvs. under 1 ud af 16 ansøgninger blev imødekommet.

Det er interessant at overveje hvorfor jeg nu forsøger igen og har haft en rejse til Bologna og masser af mere eller mindre vellykkede møder på nettet, når chancen for succes nu er så lille som den er. Jeg troede vel ligesom mine medansøgere, at vi kunne genbruge dele af den gamle ansøgning – men den duede jo ikke, så vi endte med at lave en helt ny. Og vi troede vel også at vi kunne tage udgangspunkt i den gamle arbejdsplan og det gamle budget, men heller ikke dét kunne vi. Ligesom sidste år har jeg brugt det meste af den tid, hvor jeg ikke har undervist eller administreret, på at arbejde på ansøgningen. Lige nu synes jeg at den ser bedre ud, men det er formodentlig en illusion.

Det er et underligt kredsløb at være havnet i. Jeg ved fra mine kollger rundt om i Europa at det er det samme billede overalt: Universiteterne har ansat ganske mange administrative medarbejdere,  der skal hjælpe os med at søge eksterne forskningsmidler. Hele denne assistance til fundraising fylder meget i de administrative medarbejderes arbejdsindsats, og det er en del af de eksterne midler, der går til at finansiere dem. Vi får bestemt også fin hjælp til at lave ansøgninger, men det er samtidig en paradoksal prioritering af vores tid og af universitetets midler, her er tale om: At jeg, der i sin tid blev ansat til at undervise og forske, nu skal bruge så megen tid på at skaffe penge til at kunne forske, mens universitetets midler bruges ikke til at støtte selve forskningen, men til at støtte mig i at prøve at skaffe midler til den.

Flattr this!

Farvel til problemerne!

AAU_logo_2012

I år har flere af mine kolleger forladt Aalborg Universitet. Én fik et professorat på et andet universitet efter længere tid med usikkerhed på AAU. Og i dag var det sidste arbejdsdag for to af mine unge kolleger, der begge er omkring de 30. De har begge lavet rigtig gode PhD-forløb og har taget deres undervisning alvorligt. Men nu har de fået job i private virksomheder her i Nordjylland.

Den slags bør mane til eftertanke. Jeg har også været meget utilfreds med min jobsitation, og det har jeg har brugt alt for megen tid på. Jeg har følt mig usynlig og isoleret og oplevet mig selv som utilstrækkelig på mange måder. Jeg kan ikke publicere nok, jeg kan ikke skaffe eksterne forskningsmidler, min undervisning opleves af andre som en mindreværdig formalitet. I dette forår har jeg flere undervisningsopgaver end nogensinde før, og jeg prøver derudover at lave ny forskning og at skrue en stor ansøgning om forskningsmidler sammen. Det er enormt hårdt lige nu, og det kan man sikkert tydeligt fornemme af ting, jeg har skrevet her. Men det er det nuværende system, der burde skamme sig. Beslutningstagerne har skabt en situation, hvor kun et mindretal vil kunne leve op til alle de mange krav. De af os, der ikke kan leve op til kravene har brugt alt for mange kræfter på at individualisere problemerne, på at vende dem indad og på at leve op til andres krav. Det er en blindgyde, der kun kan gøre os kede af det.

Jeg har stor forståelse for alle dem, der forlader AAU, og det er godt at de kan gøre det med udsigten til et arbejdsliv, der vil passe dem bedre. I hvert fald en tid endnu vil jeg blive på AAU, men jeg vil holde op med at vende min manglende succes indad. Det er systemet, der fejler noget, ikke mig og mine andre kolleger, der ikke kan leve op til kravene.

Flattr this!

Forelæsninger på otte minutter

otte

Jeg er blevet pædagogisk vejleder på adjunktpædagogikum på AAU, og i den forbindelse observerede jeg i dag en forelæsning, som blev holdt i forbindelse med et kursus på en ingeniøruddannelse. Vi var meget langt fra mit eget fagområde, så det var næppe alt, jeg fangede.

Her bemærkede jeg alligevel to ting. Den ene er at det er meget let for en underviser at tale længe og engageret. Faktisk var der ikke nogen egentlige pauser i de to timer, forelæsningen varede – det påpegede jeg da også bagefter. Og adjunkten kunne sagtens se det problematiske i det. Den anden er, at det er meget let for studerende at miste koncentrationen. Jeg så en masse skærme, hvor der hos nogle var slides fra forelæsningen og hos en del andre noget ganske andet – Facebook. Nordjyske osv. (ingen så tilsyneladende porno denne dag). Én eller to studerende lod til at tage notater, resten gjorde ikke.

Jeg har tidligere ment at man kunne holde koncentrationen i op til tyve minutter, men det er formodentlig alt for optimistisk. Det rigtige tal er snarere mellem otte og ti minutter.

Illysa Izenberg, der er lærer på Johns Hopkins University i USA har taget konsekvensen og holder forelæsninger, der varer otte minutter! En del vil sikkert instinktivt kalde dette for det rene vanvid, og selvfølgelig skal man ikke mødes otte minutter i auditoriet og derefter forlade det igen. Ideen er Illysa Izenberg  bruger undervisningstiden, hun har sammen med de studerende, på en sådan måde at hun aldrig holder forelæsning mere end otte minutter ad gangen. Alt det stof, der lige så godt kan præsenteres på anden vis, præsenterer hun så på anden vis – som video, som tekst, som interaktive aktiviteter osv.

Og tidsgrænsen passer også godt med den observation, at en god podcast typisk ikke er mere end 10 minutter lang.

Flattr this!

Den store udeladelsestest

chickenrazor

Jeg er vejleder ved adjunktpædagogikum på AAU, og i den sammenhæng skal jeg nogle gange observere hvordan de adjunkter, jeg er vejleder for, underviser. Det er spændende at se hvordan mine kolleger griber vejledningen an, og jeg lærer en hel del ved at se dem.

I de sammenhænge opdager jeg at der er mange – både vejledere og studerende – der slås med at finde ud af hvordan man skriver akademisk og med at forklare hvad en god akademisk tekst egentlig er. Den store udfordring er at kunne sætte ord på denne form for kvalitet.

Og også for mig er det en aldrig afsluttet proces at finde ud af hvordan jeg skriver bedre. Hver gang man får en artikel afvist fra publikation eller en ansøgning ikke bliver imødekommet, lærer man noget. Lidt galgenhumoristisk kan jeg derfor konstatere, at jeg i disse år lærer rigtig meget om at skrive.

Studerende på de tidligere semestre har ikke nogen erfaring i dette, og derfor er det nogle bestemte udfordringer, de typisk har. Her er noget af det vigtigste ofte at finde ud af hvad der ikke skal med i en tekst. Jeg har en kæphest, som jeg ofte trækker af stalden. Kæphesten er

Den store udeladelsestest: Hvis kvaliteten af en tekst ikke bliver dårligere af at man fjerner et stykke af teksten (det kan være et ord, en sætning, et afsnit eller et kapitel) skal dette stykke tekst fjernes.

Det er i virkeligheden et princip, der er nært beslægtet med Occam’s ragekniv og af journalister kaldes Kill your darlings. 

Da jeg tidligere i år sad med et artikelmanuskript på 26 sider (fyldt med formler,  definitioner, sætninger og beviser) og skulle barbere det ned til 16 sider, skulle der slås mange yndlinge ihjel. Til sidst sad jeg med 17 sider – og i desperation fjernede jeg et par ord inde midt i teksten. Så var den pludselig nede på 16 sider. LaTeX’s veje kan godt være uransagelige.

Adjunkten, jeg talte med i dag, viste mig nogle af de mange arbejdsblade fra gruppen som vejledningen gjaldt i dag. Der var godt nok mange sider, og mange af dem handlede faktisk om hvad gruppen ikke ville arbejde med i deres projekt! Det var lige voldsomt nok.

Hvorfor har du ikke bedt de studerende om at udelade de afsnit? spurgte jeg. Vi skriver jo heller ikke en masse om det vi ikke vil arbejde med, når vi forfatter en forskningsartikel. Nej, det ved jeg godt, sagde adjunkten – men de her studerende er jo så unge, og måske er det hårdt for dem hvis man beder dem skrotte den tekst, de har brugt så lang tid på. (Adjunkten er nemlig også en meget venlig person.)

Og det er da også en følelse, jeg kender fra mig selv; udeladelsestesten er ikke en skæg test at bruge, for den kan godt føre til at en hel del tekst skal slettes. Men selve dette at kunne frasortere unødvendig information er en af de vigtigste akademiske kompetencer, for den gør det samtidig muligt at opdage strukturer midt i alt det tilsyneladende virvar. Og det lyder lidt da også mere positivt end ragekniven og mord på yndlinge.

(Adjunkten og jeg blev enige om at finde en måde hvorpå man kan fortælle de studerende om Den Store Udeladelsestest.)

Flattr this!