Samtale på en bænk

Det har været et underligt forårssemester, og den erkendelse strejfer mig stadigt oftere. Her til formiddag tilbragte jeg en god time sammen med en fagkollega fra en anden uddannelsesinstitution end den, hvor jeg er ansat. Vi havde ikke set hinanden siden COVID-19-pandemien begyndte i Danmark, og jeg havde set frem til at vi skulle ses igen. Dér sad vi i hver sin ende af en bænk bag Aalborghus Slot med ansigterne godt gemt bag mundbind. Undervejs i samtalen fik vi vendt vores undervisning, bøger vi har læst, Baruch Spinozas gudsbegreb og alt for tidlige død, den italienske fascisme, situationen i Brasilien, sociopater, vi har mødt, principperne i COVID-19-vaccinekandidater og alt mulig andet – herunder et fælles labour of love i form af et bogprojekt om matematikkens filosofi. Vi havde nogle bøger til hinanden, til låns og til gave. Jeg glæder mig til at vi kan ses igen.

En god institutleder

Foto: Erik Kjær Pedersens hjemmeside (http://web.math.ku.dk/~erik/)

Erik Kjær Pedersen var professor og institutleder ved Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet fra 2007 til 2016. Han døde i maj i år på et hospital i USA efter længere tids sygdom. Inden han blev institutleder, arbejdede han med algebraisk og geometrisk topologi (og var også en overgang institutleder på SDU), så nogle, jeg kender, har kendt ham.

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske om jeg selv har mødt Erik, men mindeordene i Universitetsavisen fra Københavns Universitet gør indtryk også på mig. Søren Eilers skriver

Fra det øjeblik Erik Kjær Pedersen blev institutleder ved Institut for Matematiske Fag, og så længe han havde den opgave, levede og åndede han for at gøre instituttet bedre i enhver tænkelig forstand. Hans engagement var så grænseløst, at det kostede ham en hospitalsindlæggelse, da instituttet gennemlevede en eksistentiel krise i 2014 i forbindelse med nogle (senere opgivne) fusionsplaner, som Erik og alle medarbejdere opfattede som ekstremt skadelige.

Fra Søren Eilers: Mindeord over Erik Kjær Pedersen, matematikkens fyrmester (https://uniavisen.dk/mindeord-over-erik-kjaer-pedersen-matematikkens-fyrmester/)

Planerne om et megainstitut, der heldigvis ikke blev til noget, er grundigt omtalt på bloggen Forskningsfrihed i 2011. De var del af en trang til centralisering og trang til omstrukturering, man har set meget af rundt omkring på danske universiteter. Matematik har altid været et af de fagområder, hvis selvstændighed ofte har været truet og også blev det her, netop fordi det på den ene side er så tydeligt anvendeligt i naturvidenskab og ingeniørfag, på den anden side er et grundfag præget af, nå ja, grundforskning og derfor af udenforstående desværre ofte ikke set som “anvendeligt i sig selv”. Også senere har vi set ubehagelige eksempler på at matematiske institutter har været truet på deres selvstændighed.

Nekrologer gør mig ofte trist til mode, og det gør denne også. Jeg tænker også på noget mere alment, nemlig på hvordan institutledere bliver udpeget oppefra (af dekaner) og på hvem og hvad institutlederen først og fremmest skal tjene – er det instituttet og fagligheden, eller er det et abstrakt krav om vækst? Søren Eilers skriver

Nøgternt set var det et modigt valg af daværende dekan Nils O. Andersen at vælge Erik til institutleder. Erik var en internationalt anerkendt forsker og havde institutledererfaring både fra Odense og Binghamton, men han var meget tydeligt autodidakt i lederrollen og havde ekstremt stærke meninger om de internationale akademiske dyders ukrænkelighed, på en måde der ikke altid flugtede med styrelsesloven, som den så ud i 2007.

Erik Kjær Pedersen var god til at fejre sine succeser, men ikke til at hvile på sine laurbær, og som enhver anden god universitetsleder tabte han aldrig af syne, at han ikke ville være noget uden sine VIP og TAP. Alligevel må man formode, at han fik nydt sit alt for korte otium i vished om, hvor vellidt og beundret han var, og hvor stor taknemmelighed matematikmiljøet ved KU skylder ham for at skabe et fyrtårn der vil lyse stærkt længe efter, at Eriks egen flamme nu er gået ud.

Fra Søren Eilers: Mindeord over Erik Kjær Pedersen, matematikkens fyrmester
(https://uniavisen.dk/mindeord-over-erik-kjaer-pedersen-matematikkens-fyrmester/)

Erik må have været en god institutleder.

Dårligt nyt fra artikelfabrikken

Den rigtige artikel er til venstre, fup-artiklen med plagieret indhold er til højre. (fra https://forbetterscience.com/2020/06/15/beggers-test-for-schrodingerean-predator-prey-system/)

Nej, det er ikke en historie fra et sted, hvor der bedrives forskning. Faktisk tværtom.

På webstedet forbetterscience.com kan man se eksempler på artikler, der er blevet publiceret selv om indholdet i stort omfang er plagiat og selv om ganske mange af forfatterne er fiktive. Det er første gang, jeg har set eksempler på dette inden for ren matematik. Og de kommer fra tidsskrifter hos Springer, nemlig Journal of Inequalities and ApplicationsAdvances in Difference Equations og Fixed Point Theory and Applications. Og de er siden blevet trukket tilbage igen. Mange af hovedforfatterne på artiklerne er fra Kina, men deres fiktive medforfattere kommer fra rundt om i verden (blandt andet mindst ét universitet i Danmark!).

Og ikke bare er artiklerne resultat af plagiat, de bruger også hjemmelavet terminologi og ser ud til ikke rigtig at hænge sammen rent indholdsmæssigt.

Den nemmeste måde at opdage svindelen på er faktisk denne (som en af kommentarerne til artiklen da også gør opmærksom på): Forskningsartikler inden for matematik har kun sjældent en konklusion; indledning og konklusion er normalt slået sammen som artiklens første afsnit. Det er anderledes i datalogi, hvor det er sædvane at have en konklusion til sidst. I fup-artiklerne, der skal forestille at være bidrag til matematisk forskning, er der faktisk konklusioner!

Der er ganske meget at tænke over i en sag som dette.

  • For det første er det bekymrende, at der er opstået “artikelfabrikker”, der systematisk producerer falske publikationer – og mit gæt er, at mange af dem findes i Kina.
  • For det andet er det bekymrende, at de pågældende artikler slap igennem en form for fagfællebedømmelse og forbi en redaktion. “Bedømmerne” kan ikke have læst artiklerne særlig grundigt eller også kender de ikke områdets bidrag ret godt. Og hvor meget kan man så faktisk fæste lid til det, der står i forskningsartikler?
  • For det tredje er det bekymrende, at artikelfabrikkerne helt åbenlyst skyldes et krav om kvantificerbare veje til akademisk succes, nemlig hvor meget man har publiceret og hvor snarere end hvad man har fundet ud af. Man bør spørge sig selv, om den akademiske kultur i de lande, der især benytter sig af “artikelfabrikkerne”, er sund. Det tror jeg nemlig ikke, den altid er.

Betal din egen husleje?

Foto: MrBPrints (https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:KU_frue_plads.jpg, Attribution-ShareAlike 4.0 International (CC BY-SA 4.0))

De danske universiteters økonomi er baseret på nogle idealer om intern konkurrence, der har absurde konsekvenser. Ét er, at der er ved at opstå et ideal om at universitetslærere skal konkurrere med hinanden om at hente midler hjem til at betale en del af deres egen løn – det har jeg skrevet om før. Et andet er at universiteterne har status som selvejende institutioner; det gør at staten (repræsenteret af Bygningsstyrelsen) tjener penge på at leje bygninger ud til universiteterne. I 2019 regnede man med at dette ville give et overskud på 567 millioner kroner.

Senest er der en sag om husleje, der vil få konsekvenser for Københavns Universitet. Bygningsstyrelsen vandt midt i juni en intern voldgift om Pharma Science-bygningen på Nørre Allé. Det indebærer, at universitetet skal betale en husleje, der er højere end da byggeriet i sin tid blev planlagt. En anden voldgiftssag mod Bygningsstyrelsen drejede sig om huslejen på i alt 19 lejemål, og den har Københavns Universitet også tabt. Også her er konsekvensen, at der skal betales mere i husleje. En ikke usandsynlig konsekvens er, at der skal ske store nedskæringer – måske op mod 400 ansatte ved Københavns Universitet skal fyres. Det vil i så fald blive en fyringsrunde, der får sidste års store fyringsrunde på et andet dansk universitet til at blegne. En anden bizar konsekvens af huslejemodellen så man sidste år: Københavns Universitet ville have private fonde til at betale en det af huslejen.

Open source-medicin og COVID-19

Det er ikke nyt, at de store medicinalfirmaers monopoler i form af patenter og selektiv åbenhed om deres forskningsresultater skaber ulighed. I 2015 opdagede forskere hos Pfizer at deres medicin Enbrel, der egentlig var udviklet mod leddegigt, kunne nedbringe risikoen for at udvikle Alzheimers sygdom med 64 procent. Så skete der ikke mere. Forklaringen fra Pfizer var at datagrundlaget ikke var godt nok; men det betød ikke, at man frigav data.

Nu ser vi, at nogle landes regeringer prøver at kopiere denne strategi ved selv at indføre monopoler. USAs myndigheder opkøber alle lagre af Remdesivir fra Gliead Sciences og både USAs og Storbritanniens myndigheder opkøber den vaccine mod COVID-19, som de tror på.

Vi har allerede længe set, hvilken ulighed monopolerne skaber i behandlingen af HIV. I rige lande i det globale Nord er en diagnose som HIV-positive ikke længere den dødsdom, den engang var, netop takket være antiretroviral medicin. Men i det globale Syd har det desværre set helt anderledes ud, netop på grund af patenter på medicin: Medicinen har for mange landes vedkommende simpelthen ikke været til at betale.

Det samme problem kommer med stor sandsynlighed til at opstå for COVID-19. Remdesivir er endda et lægemiddel, der er relevant i begge sammenhænge.

Læger Uden Grænser har længe haft en kampagne (https://msfaccess.org) for åben adgang til lægemidler. Specielt for COVID-19s vedkommende har de seks konkrete anbefalinger om en kommende vaccine. De har alle med adgang til forskningsresultater og lægemidler at gøre, og en af anbefalingerne lyder

We need global solidarity to tackle this global pandemic, and we can’t have two systems for countries that can afford future COVID-19 vaccines and those that can’t afford them.

The latest draft of the COVAX Facility document proposes a two-tiered system of access, which will not ensure global equity.

Additionally, we can’t allow nationalist interests to get in the way of ensuring that any future COVID-19 vaccines are available and accessible to everyone and are not just a luxury for the few.

Intellectual property, technologies, know-how and data must be shared, so that when a COVID-19 vaccine candidate proves successful, the world is given the best chance to rapidly scale-up manufacturing and distribution.

Fra COVID-19 vaccine: 6 recommendations for equitable access (https://msfaccess.org/covid-19-vaccine-6-recommendations-equitable-access)

En sådan strategi bør regeringer bakke op om. Det ideelle vil være en form for open source-medicin, og her kunne Danmark gå foran ved at sikre, at en dansk udviklet vaccine kan blive open source. Bevægelsen Open Source Pharma er blandt de andre, arbejder for netop en sådan strategi – de kalder det endda “Linux for lægemidler”. For mig at se er dette ideal det eneste, der er foreneligt med idealet om et sundhedsvæsen med fri og lige adgang for alle.

Noget, der bliver klart under pandemien, er at forskningsresultater inden for mange områder er af potentielt stor vigtighed for alle og at vi derfor skal tænke anderledes om forskning. Mere end 100 forskere har underskrevet en appel om en anden og meget hurtigere og mere effektiv form for fagfællebedømmelse, så man hurtigere kan afgøre kvaliteten af forskningsresultater om COVID-19.

Også på længere sigt bør der ske en ændring. Jeg ved af egen erfaring, at danske forskere bliver bedømt på om de kan opnå patenter på basis af deres forskning Man burde se det modsatte som en kvalitet, nemlig at forskningsresultater bliver gjort frit tilgængelige og ikke hæmmet af patenter.

Menneskerettigheder og forskning

Når et dansk universitet skal promovere forskning, er det typisk anvendeligheden, ledelsen ønsker at fremhæve. Men på det seneste er der tilsyneladende opstået en ny interesse for grundforskning i de samme kredse.

Baggrunden er den seneste tids fokus på samarbejde mellem danske universiteter og kinesiske forskningsinstitutioner. Siden 2012 har forskere fra DTU publiceret mindst 17 forskningsartikler sammen med folk fra. Det dækker områder fra flyvninger over Grønland med måleinstrumenter, der kan opfange tyngdekraften, til kryptanalyse.

DTU svarer ifølge dagbladet Politiken, at der er tale om grundforskning, der er fuldt ud lovlig og inden for de etiske retningslinjer på universitetet. Kryptanalyse er et »klassisk eksempel på dual use«, skriver man i svaret. Dual use er et begreb for at forskningsresultater kan bruges både militært og civilt. DTU udtaler, at »når resultaterne af forskningen publiceres, styrker det samlet set sikkerheden i civilsamfundet«.

Man kan ikke (og skal ikke) forbyde teknologier med dual use-muligheder, men det betyder ikke at det er holdbart at dække sig ind under forsvaret om grundforskning. Som Teknologirådet påpeger, er der brug for processer for at evaluere hvilke ’dual uses’ der er problematiske bl.a. ud fra et menneskerettighedssynspunkt. Der er stor dansk forskningsekspertise på menneskerettighedsområdet, og den kunne man udnytte her. Det ville være godt, hvis danske forskere også inden for teknik og naturvidenskab kunne opnå indsigt i menneskerettighederne og kunne handle aktivt i stedet for at ende som redskaber for andre, der har formål, som man ikke selv billiger. Det samme kunne man ønske sig for dem, der uddanner sig inden for disse områder. Tænk hvis der var menneskerettighedsundervisning også på teknisk-naturvidenskabelige uddannelser.

Rundt omkring er FNs verdensmål for bæredygtig udvikling blevet rosende omtalt, og Syddansk Universitet er et dansk universitet, der nu har vedtaget at arbejde ud fra dem. Men hvis danske universiteter mener noget med alt dette, bør de som del af deres strategier have en egentlig menneskerettighedsstrategi for hvordan de gennem forskning og uddannelse kan fremme menneskerettighederne i udlandet og herhjemme.

Og så ville det da i øvrigt også klæde danske universiteter også at tale positivt om grundforskning og fri forskning, også når anledningen ikke er defensiv (hvis man vil tillade mig dette ordspil).

Politisk styring af forskning?

National University of Defense Technology. Foto: WikiUploads (Creative Commons CC0 1.0 Universal Public Domain Dedication)

Der er et interview med prorektor ved DTU i Politiken om samarbejdet med det kinesiske National University of Defence Technology (NUDT). Det er interessant at læse Rasmus Larsens svar, og her især det sidste:

Du siger, at DTU værner om forskningsfriheden, og I er apolitiske. Betyder det også, at forskere fra DTU kunne finde på at samarbejde med Nordkoreas militær, det iranske eller det russiske militær? 

»Der står i loven, at vi skal værne om forskningsfriheden, så det gør vi selvfølgelig. Og vi tager også afstand fra politisk styring af forskningen. Kan vi have en gæsteforsker fra et nordkoreansk universitet? Ja, det vil jeg tro. Fra et russisk? Det er jeg helt sikker på, at vi har. Typisk kommer sådanne henvendelser fra den eksterne part, og så vil DTU’s forskere og instituttet vurdere, om der er en fælles interesse i et sådant besøg og samarbejde«.

Fra DTU’s prorektor: Kan vi have en gæsteforsker fra et nordkoreansk universitet? Ja, det vil jeg tro (https://politiken.dk/viden/art7849278/DTUs-prorektor-Kan-vi-have-en-gæsteforsker-fra-et-nordkoreansk-universitet-Ja-det-vil-jeg-tro)

Det, der er så interessant her er, at idealerne om forskningsfrihed og fravær af politisk styring bliver ført i marken på dette sted. Det er nemlig påfaldende, at den part, DTU samarbejder med, netop gør dét, dvs. styrer forskningen politisk. Det er de danske forskere som er den passive part, der lader sig styre. Og det er også påfaldende i en dansk kontekst med en afstandtagen til politisk styring, når man tænker på at megen forskning i Danmark helt eksplicit bliver styret politisk gennem fordeling af forskningsmidler og særlige puljer til bestemte formål.

I andre sammenhænge er der forskere, der peger på at forskningsfriheden ikke har det godt. I en kronik i dagbladet Information skriver lektor Rasmus Willig og professor emeritus Heine Andersen at der er store problemer med forskningsfriheden på dansk grund og skriver at

Vi har ingen alment anerkendt og autoritativ definition af forskningsfrihed i Danmark. Og uden en definition er det af indlysende grunde svært at forsvare forskningsfriheden eller kritisere den beskæmmende situation.

Fra Vi må handle nu, hvis forskningsfriheden i Danmark skal reddes (https://www.information.dk/debat/2020/07/maa-handle-forskningsfriheden-danmark-reddes)

Det virker desværre som om forskningsfrihed er endt som endnu et vagt ideal, som universitetsledelser kan definere efter forgodtbefindende. Der, hvor man vel bedst kan se forskningsfriheden i praksis, er ved at observere hvordan forskningen og forskerne bliver påvirket af de aktuelle forhold.

Sven Caspersen fylder 85

Skærmbillede fra https://www.youtube.com/watch?v=0uGkcmlWXj8

I denne uge fylder Sven Caspersen 85 år. Jeg husker ham fra de mange år, han var rektor. Sidst, jeg snakkede med ham, var til et arrangement på Studenterhuset med den colombianske miljøaktivist Ingrid Betancourt, og han fortalte mig ved den lejlighed, at han netop selv havde været på besøg i Colombia. I min studietid lærte jeg faktisk også hans søn Jes at kende – vi studerede datalogi samtidig. Noget, alle vi gamle har gode minder om, er hvordan “Casper”, som vi lærte at kende ham som, i december tog rundt og ønskede alle (og jeg mener alle) en glædelig jul. Dén gestus var typisk for ham. Han var en god rektor for os.

“Uddannelsescentre” og forskning

Tashpolat Tiyip (tv.) bliver æresdoktor fra Sorbonne. Foto: Amnesty International.

Tashpolat Tiyip er en fremtrædende forsker i geografi i Xinjiang-provinsen i Kina. Han er bl.a. æresdoktor fra Sorbonne. Fra 2010 til 2017 var han præsident for Xinjiang Universitet, men i 2017 blev han tilbageholdt i Beijings lufthavn, da han sammen med en gruppe studerende skulle rejse til Tyskland. Herefter er han “forsvundet” og er blevet dømt til døden ved en hemmelig domstol. Hans familie kan ikke få at vide, hvor han er.

Tashpolat Tiyip er efter alt at dømme blevet forfulgt, fordi han er uighur og kritisk over for det kinesiske regime. Uighurere er et etnisk mindretal på omkring 11 millioner mennesker; de er muslimer. Uighurerne modsætter sig ligesom tibetanerne det kinesiske overherredømme, og derfor bliver de udsat for voldsom og systematisk forfølgelse. Omkring en million af dem menes at sidde i lejre eller fængsler. Ifølge Amnesty International foregår der tortur og indoktrinering i lejrene, mens de kinesiske myndigheder kalder lejrene for “uddannelsescentre”.

Det er desværre her, datalogiske metoder til analyse af data kommer ind. Kinesiske firmaer udvikler i tæt samarbejde med regimet metoder til analyse af internet-data og mobildata og til ansigtsgenkendelse, så det er muligt at opspore og overvåge dissidenter blandt uighurer og andre etniske mindretal.

USA er et af de vestlige lande, hvor der har været tæt samarbejde mellem datalogiske forskningsmiljøer og kinesiske virksomheder om teknologi, der bliver brugt til overvågning og i sidste ende til forfølgelse. I nogle tilfælde er det kinesiske universiteter, der agerer som en form for mellemmænd.

Ofte er det jagten på forskningsmidler, der er drivkraften hos datalogiske miljøer, og mange af problemerne, man beskæftiger sig med, fremstår fra de kinesiske samarbejdspartnere så generelle, at det bliver sløret hvad formålet egentlig er. I 2019 skred USAs handelsministerium dog ind over for disse samarbejder og sortlistede en række kinesiske virksomheder. Dette skete som reaktion på en række sager.

I 2018 indgik MIT et forskningspartnerskab med det kinesiske firma SenseTime, som er blandt de virksomheder, der i 2019 blev sortlistet af det amerikanske handelsministerium på grund af sin rolle i undertrykkelsen af uighurerne. SenseTime-midlerne hos MIT er forbundet med betydelige donationer fra iFlyTek, som er en anden kinesisk virksomhed inden for overvågningsteknologi. Også iFlyTek er sortlistet af det amerikanske handelsministerium og nævnt af Human Rights Watch i 2017 for sin masseindsamling af data i forbindelse med politiets overvågning i Xinjiang .

MIT er på ingen måde det eneste universitet i USA, der har haft forbindelser til forfølgelsen af uighurerne, og som har hentet eksterne forskningsmidler gennem samarbejde med kinesiske firmaer. Et andet eksempel er University of Illinois at Urbana-Champaign, hvor der har været forskning delvist finansieret af CloudWalk, der arbejder med software til ansigtsgenkendelse af uighurer og tibetanere.

USAs politik om sortlistning kan blive et generelt redskab i det større billede, men det er vigtigt, at forskningsmiljøer også selv tager aktiv stilling til de potentielle anvendelser af de teknologiske løsninger, de arbejder med, og tager et etisk ansvar i stedet for at risikere at ende som en form for naive redskaber for andre. I bl.a. USA har afhængigheden af ekstern finansiering nu nået et niveau, hvor det er vigtigt med en kritisk stillingtagen til interessenterne, ikke mindst hvis de kommer fra lande med voldsom undertrykkelse.

Et akademisk ideal – og realiteten

Et af de idealer i forskningsverdenen, der er vigtigst, er at en påstands sandhed og vigtighed ikke afgøres af hvem der fremfører den, men alene af påstanden selv. Det er derfor, man ikke alene kan appellere til autoriteten hos en person som argument for at en påstand er sand. Samtidig ved vi dog godt, at vi er mere tilbøjelige til at stole på personer med dokumenteret indsigt. Et aktuelt eksempel er den forskel i umiddelbar skepsis, der bør være over for en lægperson og over for en forsker i epidemiologi, der fremfører påstande om spredningen af COVID-19.

Dobbelt-blind-bedømmelse af indsendte manuskripter er et forsøg på at sikre at dette ideal bliver efterlevet; lige nu er der en sag om en konference i datalogi, hvor denne beskyttelse er forsøgt omgået af en kendt forsker i USA, og det viser hvor vigtigt princippet ofte bliver taget.

Men disse påstande om at alle er lige og potentielt tages lige alvorligt og om at god forskning ikke er et spørgsmål om hvem man er, men om hvad man finder ud af, bliver modsagt af den faktiske tildeling af forskningsresurser i form af af forskningsmidler. Den bliver i stadigt større grad personafhængig; ikke mindst bedømmelsen af ansøgninger om midler afhænger af, at man ved, hvem ansøgeren er. Det er meget sværere at anonymisere ansøgninger om forskningsmidler, for her er man nødt til at vedlægge en publikationsliste og fortælle, hvilken institution man er ansat ved.

Samtidig skaber den store afhængighed af eksterne forskningsmidler en situation, hvor der er stor ulighed mht. mulighederne for at kunne bedrive forskning. De personer, der har mange resurser, har ganske enkelt bedre muligheder for at fremstå troværdige, fordi de har bedre muligheder for at undersøge og underbygge deres påstande og for at formidle dem videre. Det bliver reelt ofte et spørgsmål om hvem, ikke om hvad.

Derfor er den store ulighed i tildelingen af forskningsmidler et potentielt problem for det akademiske ideal. Er det godt, at der bliver skabt så stor en ulighed mellem forskerne, som tilfældet er?