Hvornår er vi gode nok?

Den amerikanske forfatter Avram Alpert har skrevet et lille essay om det, som er værd at læse. Det, han spørger om, er: Hvornår er vi gode nok ? Det at være “god nok” er ikke et ideal om middelmådighed, men om at finde et andet og sundere ideal end de konstante krav om storhed og perfektion, der hersker i konkurrencesamfundet, om at finde ud af hvad der faktisk kræves af os som mennesker.

Der er to farer ved idealet om storhed og perfektion. For det første er det et ideal, der vil være umuligt for de fleste at leve op til. For det andet kan det meget let føre til indbildskhed at opnå storhed. Det er f.eks. ikke sikkert, at Donald Trump er blevet et bedre menneske af at blive præsident i USA, eller at alle dem, der bliver forfremmet på baggrund af deres præstationer, bliver bedre til deres arbejde.

I den akademiske biks taler lederne (og dem, ledelsen begunstiger) hele tiden om “eliteforskere” og om at være “verdensførende”, og det er dét, der er kriterierne, vi skal bedømmes efter. Jeg er hverken eliteforsker eller verdensførende, men jeg ville gerne have en fornemmelse af om jeg egentlig er “god nok”.

Avram Alpert tager fat i noget vigtigt, nemlig forældreidealerne. Her vurderer de af os, der er forældre, nemlig ofte os selv. Mange af os har oplevet at være i tvivl om vi mon var gode nok som forældre. Især har vi nogle gange været gode til at stille os selv spørgsmål som: Kunne vi have gjort noget for at forhindre et problem, vores børn endte med at få?

Den engelske psykolog Winnicott indførte i 1950’erne begrebet at være “god nok” som forælder. Det var ment som en reaktion på den tendens, der allerede dengang var til at eksperter i børneopdragelse fremstod som autoriteter, der endte med at skabe tvivl hos mange forældre.

Som forælder er man ifølge Winnicott “god nok”, hvis det man gør, kan hjælpe børnene videre i deres opvækst. Når børnene er helt små, skal man være opmærksomme på deres behov hele tiden, men gradvist kan man lade børnene opleve frustrationer – det er en del af deres bevægelse mod at blive selvstændige mennesker og mod at slippe fri at en urealistisk følelse af almagt. Forældre, der er “gode nok”, laver fejl, men de gør grundlæggende det rigtige og er aldrig “helikopterforældre” eller “curlingforældre”, der hele tiden stræber efter at reagere perfekt på det, der sker for deres børn.

Det er en god betragtning, som kunne overføres på andre forhold også. Det ville være godt at få en diskussion af hvornår vi er “gode nok” som forældre, som børn af vores forældre, i arbejdslivet og i alle de andre sammenhænge, hvor vi bliver vejet og er i tvivl om vi mon er blevet fundet for lette.

Milton Friedman i Danmark (og på AAU)

For snart længe siden læste jeg bogen The Shock Doctrine af den canadiske forfatter og aktivist Naomi Klein, og jeg skrev også om den her.

Naomi Klein dokumenterer i denne bog, at det er en typisk neoliberalistisk strategi at udnytte kriser til at lave gennemgribende forandringer, som ofte kaldes for “reformer”. Dette kalder hun for chokdoktrinen. Et af de første og voldsomste eksempler på denne form for “chokterapi” er militærkuppet i Chile i 1973, der blev brugt til fuldstændig at omkalfatre den chilenske økonomi. Hovedarkitekten bag alt dette var den amerikanske neoliberalistiske økonom Milton Friedman.

Men også Berlinmurens fald i 1989 førte til store forandringer, denne gang i de østeuropæiske samfund, baseret på hvad den Internationale Valutafond (IMF) krævede. De østeuropæiske lande fik på meget kort tid forandret de samfundsøkonomiske strukturer og resultatet var voldsomme social uligheder, som landene stadig slås med her 30 år senere.

Neoliberalismen er i de sidste 20 år blevet central inden for det offentlige i Danmark. Min klare fornemmelse er, at denne strategi med at bruge kriser som en begrundelse for omfattende “reformer” (og måske endda ikke gøre meget for at forhindre kriser i at opstå) er en del af forklaringen på den krise, som bl.a. PostNord og DSB gennemlever. Ved på kort tid at skabe ændrede vilkår gennem et “frit marked” i form af f.eks. udlicitering af jernbanedrift og nemmere muligheder for pakkefirmaer, som disse delvist statsejede virksomheder ikke nemt kan håndtere, kan politikere i sidste ende bedre forsvare og gennemføre privatiseringer.

Også på Aalborg Universitet kan man se arven fra Milton Friedman og en udgave af chokdoktrinen udfolde sig i dise år. AAUs ledelse har i 2018 gennemført store organisatoriske ændringer, og her især ideen med at fjerne “skolerne” og lægge studienævn ind under institutterne. Den slags ændringer udgør det første chok. Samtidig har der været overenskomstforhandlinger med truslen om en storkonflikt og de årlige nedskæringer. Dette var det andet udefra kommende chok. Ledelsen har så, også i 2018, brugt et underskud på 67 millioner kroner, som var det tredje chok, til at fyre bestemte grupper af medarbejdere og til at lave yderligere organisatoriske ændringer i kølvandet herpå, som bl.a. sammenlægning af institutter, der bliver besluttet med meget kort varsel, og opstart af nye uddannelser i København.

Vi er alle i samme bygning

Skjernvej 4A.
Kroghstræde 3.

I forbindelse med fyringsrunden på Aalborg Universitet sker der det, at Institut for Kultur og Globale Studier bliver indlemmet i Institut for Læring og Filosofi. Beslutningen om denne sammenlægning kom fra dekanerne for HUM-og SAMF-fakulteterne og blev annonceret på et medarbejdermøde i denne uge. Det hele er gået stærkt; Institut for Læring og Filosofi har netop fået en ny institutleder, men han er tilsyneladende ikke blevet inddraget i beslutningen om at han skulle være leder af et meget større institut end han troede. Hvad har de to institutter til fælles? De to institutter er begge tværfakultære institutter under HUM og SAMF. Derudover har de ikke så meget til fælles rent fagligt, men de befinder sig i samme bygning, nemlig Kroghstræde 3.

Sidste år blev det pludselig meddelt, at administrationen af Institut for Matematiske Fag skulle lægges ind under administrationen af Institut for Materialer og Produktion. Jeg var gæst ved det møde på Institut for Matematiske Fag, hvor beslutningen blev meddelt, og jeg husker meget tydeligt at alle var chokerede. Hvad har de to institutter til fælles? Ikke så meget rent fagligt, men de befinder sig i samme bygning, nemlig Skjernvej 4A, og er begge under ENG-fakultetet. Det var AAUs ledelse, der havde ønsket, at de to institutter skulle dele adresse, efter at Institut for Matematiske Fag i mange år havde været på Fredrik Bajers Vej 7G.

Ved fyringsrunden i år blev Institut for Elektroniske Systemer ramt; det blev Institut for Datalogi ikke. I sommeren 2019 skal Institut for Datalogi formodentlig flytte til Fredrik Bajers Vej 7D og 7E, hvor Institut for Elektroniske Systemer allerede findes. Begge institutter er under TECH-fakultetet. Den kommende flytning er et krav fra AAUs ledelse. Jeg kan ikke undgå at spekulere på, om ledelsen mon har endnu en institut-sammenlægning i tankerne.

Hold ud?

Dette er dag 1 efter massefyringerne på Aalborg Universitet, en fyringsrunde der ikke vil blive glemt foreløbig. 107 blev fyret alt i alt i kontrast til de 30 fyringer, AAUs ledelse talte om i efteråret. Lige nu har ledelsen meget travlt med at glatte ud.

Dekanen for TECH-fakultetet skriver i dag i en mail til alle de endnu ansatte at

Det er naturligvis en utryg situation for de berørte, og vi har som tidligere beskrevet derfor tilbudt forskellige former for hjælp til at komme videre – bl.a. rådgivning og outplacement. Det er også vigtigt for fakultetet og institutter at komme videre, selvom rammerne som følge af besparelserne kan være anderledes. Det kan kun lykkes ved en fælles indsats.

(Outplacement er i parentes bemærket et begreb brugt af konsulentfirmaet Ballisager, der lever af jobsøgningsforløb for dem, der bliver fyret.)

Selvfølgelig kan ledelsen komme videre. Men hvordan er det, ledelsen forestiller sig, at menige medarbejdere skal komme videre? Nogle forskningsmiljøer er på vej til at forsvinde; to institutter skal slås sammen her efter fyringsrunden med alt hvad det indebærer. Blandt de fyrede er, så vidt jeg erfarer, censorformænd, studienævnsmedlemmer og indtil flere, der har været Årets underviser. Det ser ud som om bestemte aldersgrupper er særlig talrigt repræsenteret blandt de fyrede, og her tænker jeg på medarbejdere mellem 55 og 62.

Og hvad dekanen glemmer, er at dette ikke blot er en utryg situation for dem, der er blevet fyret – det har været og er en utryg situation for alle os ansatte, der ikke er del af AAUs ledelse. Og når han tilmed bruger vendingen “…i indeværende afskedigelsesrunde…”, bliver jeg selv ikke mindre utryg.

…kan medføre gener for nogle… (Fyringerne på TECH)

I dag og i morgen slutter den igangværende fyringsrunde på Aalborg Universitet; nu er det medarbejdere på TECH-fakultetet, der bliver fyret. Der er denne gang ikke nogen af de fyrede i Aalborg, der er medlemmer af Dansk Magisterforening, så jeg skal ikke være med som bisidder ved fyringsmøderne. Personligt er det en lettelse for mig, men de kolleger, som i dag og i morgen bliver fyret, vil opleve at deres liv bliver forandret på helt afgørende vis.

Denne sidste del af fyringsrunden blev for nylig fremrykket. Dekanen for TECH-fakultetet skrev i en mail ud til alle at

Dette er resultatet af en god drøftelse og grundige overvejelser, da beslutningen i sagens natur kan medføre gener for nogle, men konklusionen er, at det overvejende er til medarbejdernes bedste at få besked hurtigst muligt.

Det er interessant, at AAUs ledelse på denne måde oplever sig selv som åben og hensynsfuld og indrømmer, at en fyring “kan medføre gener for nogle”. Det må siges at være årets underdrivelse.

Under alle omstændigheder har fyringsrunderne på afgørende vis forandret det tillidsforhold, der måske engang har været mellem ledelse og ansatte på Aalborg Universitet. Jeg kan ikke sige noget pænt om AAUs ledelse, og alle de kolleger, jeg har talt med på det seneste, har det på samme måde. Vi taler om at protestere, og protesterne vil komme, selv om der også har været en følelse af afmagt. Det menneskesyn, som efterhånden åbenbarer sig, er ikke et, der burde herske på et universitet (eller på nogen anden arbejdsplads).

Den største fyringsrunde på et dansk universitet

Foto: Martin Damgård,

De massefyringer, der i disse uger finder sted på Aalborg Universitet, har omsider fået mediernes bevågenhed. Tillidsrepræsentanterne blev interviewet i går på DR P4 (og også jeg blev kontaktet), og i dag er der et dobbeltopslag i Nordjyske om fyringsrunden.

Det går efterhånden op for alle, at det vi gennemlever nu, er den største fyringsrunde nogensinde på et dansk universitet. Da samarbejdsudvalgene først fik at vide, at der var et underskud, stod der i det brev, vi fik fra ledelsen, at der skulle fyres 30 mennesker. Men nu er der allerede fyret 96, og det vil ikke undre mig, om der efter fyringsmøderne på tirsdag på TECH-fakultetet i alt er blevet fyret mere end 100.

Vi er mange, der har været ansat ved Aalborg Universitet gennem mange år, og vi har tidligere været glade for vores arbejdsplads og talt godt om den. Vi har engang haft gode ledere og en følelse af tillid og åbenhed. Den tid er nu forbi. Vi ser venner og kolleger, gode og kompetente mennesker, der bliver fyret. Jeg har oplevet én enkelt kollega, der udtalte sig positivt om fyringerne og om ledelsen (formodentlig fordi netop denne kollega for nylig var blevet forfremmet af ledelsen uden noget stillingsopslag), men ellers er situationen blandt os præget af frygt og vrede og en følelse af umyndiggørelse.

Min kollega Morten Ejrnæs, der hidtil har været lektor på SAMF, men nu er gået på pension, giver en meget rammende beskrivelse af situationen i Nordjyske:

Det var jo åbenbart fastlagt på forhånd, at det skulle ende med afskedigelser. Det var slet ikke til diskussion. Hvis ledelsen i udgangspunktet er glade for medarbejderne, så vil man, når der udefra pålægges besparelser, vel gøre alt for at undgå afskedigelser? Direktionen ser ud til at have gjort nærmest det modsatte. Det, vi oplever lige nu, minder mere om en strategi for en radikal omorganisering af AAU end om en institution, der reelt har kæmpet for at beholde sine ansatte.

Ansatte, der kan undværes – og en nødvendig bue

I går skrev jeg om Aalborg Universitets planer om at opføre en 104 høj bue over NOVI9. Planerne om buen er lige nu i en godkendelsesfase, hvor der skal udarbejdes en VVM-redegørelse (VVM = Vurdering af Virkninger på Miljøet).

I referatet fra mødet i AAUs bestyrelse mandag den 17. december 2018 kan man læse dette:

I 2021 stiger indtægterne igen sammenlignet med 2020 med 23,2 mio. kr. svarende til 0,8%, primært drevet af en forventet vækst på Tilskudsfinansieret aktiviteter. Den eksterne bevilling til ”Buen”, som er en væsentlig kapabilitetsudvidelse af antennelaboratoriet, på 32,0 mio. kr. er den største vækst driver på Tilskudsfinansierede aktiviteter i 2021. Statsindtægterne er ligesom i 2020 påvirket af den manglende taxameterløft svarende til ca. 32,8 mio. kr. i 2021. Omkostningerne forøges med 12,9 mio. kr. svarende til 0,4%. Den primære årsag til forøgelsen i omkostningerne i 2021 er også relateret til ”Buen”, som medfører, at Forbrugsomkostninger forøges med 32,0 mio. kr. relateret til den eksterne bevilling fra ”Buen”. Herudover forøges Ekstern husleje og Af- og nedskrivninger i 2021, mens Personaleomkostninger fortsætter med at falde.

På dette tidspunkt var underskuddet, der nu bruges til at begrunde den store fyringsrunde, velkendt. Planerne om buen bliver ikke desto mindre fastholdt, og man kan ikke undgå at bemærke konstateringen af, at personaleomkostningerne fortsætter med at falde.

Til fyringsmøderne får de ansatte, der bliver fyret, udleveret et standardbrev, hvori der står, at de er dem, man nemmest kan undvære. Til fyringsmøderne gentager dekanen denne passus som begrundelse. Til gengæld er det tydeligt, at buen og Science & Innovation Hub åbenbart ikke kan undværes eller bare udskydes.

Økonomi og ledelse?

Aalborg Universitet har siden 2013 haft planer om at opføre en 104 meter høj bue af stål over det nye antennelaboratorie på NOVI 9. Stålbuen skal bruges til forskning, hvor antennestyrke og radiobølger kan testes i forskellige højder, og den bliver præsenteret som et nyt vartegn for Aalborg. Så sent som 22. august 2018 udtalte dekanen for det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH) at man stadig arbejdede på at finde fondsfinansiering til den store bue.

Måske er alting godt, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at udtalelsen fra dekanen kom netop omkring det tidspunkt, hvor AAUs ledelse blev opmærksomme på det store underskud, man nu bruger som begrundelse for en fyringsrunde. Det er underligt, at store projekter som stålbuen og Science & Innovation Hub tilsyneladende ikke bliver stillet i bero, men at AAUs ledelse i stedet vælger at foretage omfattende fyringer af erfarne medarbejdere og fortsætter med licitationerne for begge disse projekters vedkommende.

I næste uge kommer fyringsrunden til TECH. Og på SAMF skal 39 fyres; ironisk nok er 21 af dem fra Institut for Økonomi og Ledelse.

Innovationsslottet og fyringsrunden

Kilde: Bygningsstyrelsen

Dette er en tegning af det såkaldte Science & Innovation Hub på Aalborg Universitet, som skal være et nybyggeri på 8500 kvadratmeter med laboratorier, digitale værksteder, faciliteter til virksomhedssamarbejde, inkubatormiljø, kontorer osv. Hele herligheden kommer til at koste 200 millioner kroner; A.P. Møller-fonden bidrager med halvdelen, men den anden halvdel skal Aalborg Universitet selv betale.

Jeg ved ikke, hvem der har bedt om at få det nye innovationsslot. Det er i al fald ikke universitetets medarbejdere. Vi befinder os som bekendt i en situation, hvor AAU pludselig skal spare omkring 100 millioner kroner og bruger det som begrundelse for at fyre lektorer og professorer og hvor der bliver færre medarbejdere til at undervise flere studerende. Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at nogle af dem, der nu er blevet fyret, var medlemmer af og kritiske røster i institutråd og akademisk råd.

I næste uge når fyringsrunden frem til TECH-fakultet, og her skal jeg igen være bisidder ved fyringsmøderne.

Fordel forskningsmidlerne ligeligt!

Ofte bliver den politik, der bliver ført i den danske universitetsverden begrundet med at det er den eneste mulige. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at en stor del af interviews med AAUs rektor Per Michael Johansen bliver brugt på et forsvar for konkurrencesætningen af forskningsmidlerne og for den udemokratiske, stærkt hierarkiske styreform, som AAU efterhånden mestrer.

Det bliver hævdet, at konkurrencesætningen af forskningsmidlerne, der fører til at mange af os bruger så megen tid og så mange kræfter på at søge om midler og med så beskedent held, er nødvendig og faktisk er at foretrække, så flest mulige kan få forskningsmidler. De, der virkelig fortjener at få støtte til deres forskning, vil nemlig altid blive støttet, mens resten bare bliver nødt til at prøve igen (og igen). Hvis forskere virkelig fortjener at få støtte, da vil det altid lykkes for dem en skønne dag efter tilstrækkeligt mange anstrengelser. Og de mange anstrengelser vil være sliddet værd.

Men tænk, hvis der ikke var den voldsomme konkurrence om forskningsmidlerne, som der er i vore dage, men hvis forskningsmidlerne i stedet blev fordelt ligeligt. Hvad ville der så ske? Det er faktisk blevet undersøgt.

I 2017 undersøgte Krist Vaesen og Joel Katzav fra henholdsvis Eindhovens Tekniske Universitet i og The University of Queensland netop dette.  De undersøger dels en helt ligelig fordeling af fordelingsmidler, dens en model hvor man skelner mellem forskningsområder med lave omkostninger, mellemomkostninger og høje omkostninger – sidstnævnte er bl.a. forskningsområder, der kræver omfattende laboratoriefaciliteter. Og de undersøger situationen i Nederlandene, Storbritannien og USA.

I begge ligelige fordelingsmodeller er konklusionen den noget overraskende, at man kunne have den samme beskæftigelsesgrad for postdocs og PhD-studerende og at alle forskere stadig ville have midler til rådighed til rejser og udstyr; i Storbritannien i moderat omfang, i Nederlandene endda i stort omfang.

Undersøgelsen afslører på denne måde, at den konkurrencebetingede tildeling ikke er nødvendig, mere end alle andre neoliberalistiske incitamentstrukturer er det, men først og fremmest er en mekanisme, der skal skabe og vedligeholde uligheder.

Det ville være informativt at lave en tilsvarende undersøgelse af konsekvenserne af en ligelig fordeling af forskningsmidler i det danske system.