Fritstillet?

I går kunne man læse om en underviser på Aalborg Universitet, der havde givet alle sine studerende 12 og nu var blevet bortvist.

En fagretslig vinkel, som medierne desværre ikke har forfulgt, er at den pågældende underviser er blevet fyret som led i fyringsrunden tidligere i år, men var nødt til at arbejde videre. Han var ikke blevet suspenderet og formodentlig heller ikke fritstillet. Hans karaktergivning er tydeligvis også en form for afmægtig protest.. De sidste måneder af hans ansættelsesperiode må have været ubehagelige, og jeg ved fra andre, jeg kender, hvor hårdt det føles at skulle undervise for sidste gang efter mange års ansættelse.

Marielle Høgenhaug, der er chefkonsulent hos Djøf, siger at

De fleste ser det som et nederlag at blive fyret, og mange oplever stresssymptomer, hvis de skal møde op på arbejdet, efter de er blevet fyret. Som et medlem, der blev nægtet fritstilling, sagde: Det minder jo om at skulle leve sammen med sin ekskæreste og stadig lave god mad og være i godt humør, når han kommer hjem. En fritstilling kan være en hjælp til at komme hurtigere til hægterne igen og få energien til at søge job…

Det er selvmodsigende, at man på den ene side fyrer medarbejdere med den begrundelse, at de er dem, man “bedst kan undvære”, og at man på den anden side ikke fritstiller eller suspenderer dem. Også dette peger på, at der er behov for en revision af Moderniseringsstyrelsens retningslinjer for afskedigelser og for en revision af praksis. Det mest værdige for alle parter ville være en fritstilling.

Et forsøg på kommunikation

Når nogen, der har magt, gennemfører en større ændring, er det en ofte anvendt kommunikationsstrategi at sige, at ændringen ikke vil få konsekvenser, men samtidig er helt nødvendig.

I forbindelse med årets første fyringsrunde på Aalborg Universitet udtalte rektor, at kvaliteten af undervisningen ville være uforandret. Og til DR udtalte han, at der var blevet fyret 107 mennesker, men at der stadig var mere end 3000 ansatte.

I denne måned fandt så den anden fyringsrunde sted på Aalborg Universitet, og igen følte ledelsen igen behov for at pointere, at det ikke vil komme til at betyde noget for serviceniveauet.

Det er også en typisk strategi at tale til i stedet for at tale med. AAUs ledelse udsendte denne gang en video på YouTube, hvor direktøren forsvarer fyringerne. Det er en ændring i kommunikationsstrategi forhold til delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet, hvor ledelsen aldrig gav en forklaring på hvorfor fakultetet skulle deles, men henviste til en artikel i Nordjyske. Men når jeg taler med kolleger, fornemmer jeg tydeligt, at denne strategi heller ikke virker overbevisende.

AAUs ledelse har længe været vant til at tale til ansatte og studerende i stedet for at tale med dem, fordi den reelt kan gøre som den vil. Det fører med sig en kluntet kommunikationsstrategi, der mest består i at træffe vidtgående beslutninger og derefter forsvare dem. Denne praksis er i sidste ende en konsekvens af Universitetsloven af 2003, der satte en stopper for demokratiet på de danske universiteter. Om de partier, der vedtog denne lov, vidste, at kommunikationen på danske universiteter i dag ville være sådan, ved jeg ikke.

Alle har ret til en begrundelse for deres fyring

Jeg er lige nu på vej hjem fra DMs kongres. Som noget af det sidste på dagsordenen vedtog et stort flertal på kongressen ovenstående resolution, stillet af mig og tre andre delegerede fra AAU og med en delegeret fra KU og DMs tidligere forkvinde Ingrid Stage som yderligere stillere. 

Resolutionen handler direkte om fyringsrunderne på statslige arbejdspladser og den mørkelægning, der sker i den forbindelse. Det er handlingslammende for den enkelte at vide, at der faktisk sker en individuel vurdering i ledelsen inden en fyring, men at de, der bliver fyret, udelukkende får at vide, at “du er den, vi bedst kan undvære” og derfor reelt aldrig kan anfægte fyringens grundlag. Det er netop dét, vi har ville fokusere på med resolutionen.

Som resolutionen viser, vil vi fortsætte kampen for at de, der bliver fyret alene med baggrund i “institutionens forhold”, kan få en reel begrundelse, så høringsprocessen ikke bliver så indholdsløs og frugtesløs, som den, alle de, der er blevet fyret på AAU i 2019 har oplevet – og som de, der bliver fyret i denne måned på AAU, også er ved at opleve. Vi ville ønske, vi kunne have gjort mere, men det kræver en ændring af den gældende praksis, og det er her, slaget nu skal stå og hvor DM skal tage fat.

Vi har bestemt ikke har glemt vore gode og dygtige kolleger, der har mistet deres arbejde og aldrig har kunnet få en ordentlig forklaring på hvorfor.

AUB: Fyringer, flytning – og floskler

AAUs hovedbygning på Langagervej 2, som nu skal forlades.

I denne uge har både kolleger og studerende over for mig nævnt den forestående flytning af Aalborg Universitetsbibliotek (AUB) – endnu en af de store organisatoriske ændringer på Aalborg Universitet, der sker inden for kort tid. I 2015 blev læsesalen på Langagervej 2 nedlagt for at gøre plads til kontorer til Fælles Service. Men i Fælles Service sker der i denne måned fyringer efter samme model, der blev brugt i januar og februar i år til de første 107 fyringer. Og bibliotekets hovedbygning på Langagervej 2 skal nu forlades helt. Igen er det officielle argument, at der skal skæres ned, og som så ofte før er den officielle holdning, at der er tale om en situation, som faktisk vil være en forbedring. Som det hedder i meddelelsen fra 29. marts i år:

Tidsplanen for flytningen skyldes muligheden for huslejebesparelser, der vil understøtte Fælles Services økonomiske situation. Samtidigt mener vi dog også, at der er spændende perspektiver i, at Universitetsbiblioteket rykker ind i hjertet af et stort campus-område. Det vil give lettere adgang til Universitetsbiblioteket for både studerende og ansatte og betyde, at vi kommer tættere på uddannelses- og forskningsmiljøerne. Universitetsbiblioteket vil derfor i de nye rammer fortsætte og udvikle samarbejdet med og servicen til uddannelses- og forskningsmiljøerne og de administrative områder, samt være et attraktivt PBL-orienteret studiemiljø med adgang til vores materialer 24/7.  

Bemærk de store, flotte og tomme ord til sidst.

Universitetsbiblioteket skal i stedet være i bygningen på Kroghstræde 3, men så vidt jeg ved, betyder det ikke, at nogen af de undervisere, forskere og studerende, der benytter denne bygning, skal flytte ud. (Institut for læring og filosofi, der lige nu bor der, har godt nok holdt til på 3 forskellige adresser i de seneste fem år, så hvem ved, hvad det ender med?) Planen er i stedet at flytte AUBs bogsamling – ned i kælderen.

Det er en underlig skæbne for AUB, men også for studiemiljøet. Selv om projektarbejde i grupper er en væsentlig arbejdsform på uddannelserne på AAU, har mange studerende ikke adgang til grupperum (igen på grund af nedskæringer). I stedet bruger de bibliotekets faciliteter, men den mulighed ser nu ud til at forsvinde.

Jeg kan tydeligt mærke, hvordan de mange store og pludselige organisatoriske ændringer på Aalborg Universitet skaber en permanent tilstand af utryghed og uforudsigelighed hos ansatte og studerende. Det er en uværdig og stress-fremkaldende situation, og ofte sidder jeg med en ubehagelig fornemmelse af at den nuværende ledelses handlekraft reelt er i gang med at ødelægge et universitet, som har betydet meget for mig for og mange andre og som jeg har holdt af.

Vi blev væk fra årsfesten

Mens nogen deltog i Aalborg Universitets officielle årsfest, mødtes jeg og min hustru på Basement Beer Bar med kolleger, der er blevet fyret i januars og februars fyringsrunder. Vi talte om ledelsen og om de idealer, som ledelsen på AAU har glemt. Alt andet lige har det været en hyggelig aften.

De fyrer igen på Aalborg Universitet

Aalborg Universitet har igen har et underskud – og nu skal der spares 36 millioner. Dette kom frem i den forgangne uge, mens jeg holdt ferie – men jeg har måtte læse mig til dette hos DR Nyheder; oplysningerne er ikke kommet til mig, selv om jeg er medlem af samarbejdsudvalget på Institut for datalogi.

I denne omgang skal alle besparelserne ske ved at fjerne administrative stillinger, og her skal der fjernes 34 stillinger. Måske kan dette ske ved naturlig afgang, kan jeg læse. Igen bliver fyringerne begrundet med de årlige nedskæringer på 2 procent. Og ligesom for tre måneder siden får fyringerne tydeligvis ingen konsekvenser for ledelsen.

Nogle ord ved feriens afslutning


De gule lande er de lande, hvor anden påskedag er en helligdag. Jeg bemærker, at Portugal ikke er et af dem.

Anden påskedag er sådan en underlig helligdag, men jeg er glad for at den er der. For én gangs skyld brugte jeg nemlig tre feriedage inden påske, og det gav mig 10 sammenhængende fridage, som jeg må indrømme, at jeg trængte til. Jeg har ikke haft egentlige fridage siden jeg begyndte igen på arbejde den 2. januar. Der er sket en masse for mig på universitetet siden da; her tænker jeg selvfølgelig i høj grad på fyringsrunden og alt hvad den indebar af usikkerhed. Det har været godt at være væk fra den side af tilværelsen. Ude i verden er der sket en masse trist (senest de forfærdelige terrorangreb i Sri Lanka), men på sin vis har det været nemmere for mig at bearbejde og give ordentlig eftertanke, når arbejdet ikke også fylder.

Min undervisningsbelastning i dette semester er igen så høj, som den var for et årti siden – noget, jeg nemt har kunnet mærke (jeg bliver som bekendt heller ikke yngre). Jeg fik klemt to rejser i embeds medfør ind siden juleferien sluttede, men selv om det var interessant at besøge Portugal og Tjekkiet, var det også arbejde. I denne ferie kom jeg ikke ret langt hjemmefra, og det var helt bevidst. For lige så spændende en rejse kan være, lige så krævende kan den også ende med at blive.

Denne gang er det Syddansk Universitet

Foto: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/8d/Rustenborg.jpg

Nu er det Syddansk Universitet, der har et underskud og skal skære lønudgifterne ned – eller hurtigt finde nye indtægter. Det er specielt Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der skal holde for på SDU. Ifølge SDUs budget skal lønudgifterne skæres fra ca. 308 millioner kroner i 2019 til 266 millioner i 2021 for at kunne skabe balance mellem udgifter og indtægter. Fakultetet forventer et underskud på 28 mio. millioner kroner i 2019 og 20 millioner i kr. i 2020. Om der bliver tale om en fyringsrunde, kan ledelsen endnu ikke fortælle.

På AAU blev Institut for Økonomi og Ledelse ramt særlig hårdt. På SDU er det Institut for Marketing og Management.Ifølge institutlederen ved dette institut er årsagerne til underskuddet en kombination af 2-procent-besparelserne på uddannelserne, dimensioneringen, lukningen af engelsksprogede uddannelser, udsigten til at takstforhøjelsen til samfundsvidenskab ikke bliver forlænget og en faldende basisbevilling til forskning. Om topledelsen på SDU bruger fyringer som en anledning til at skabe ændringer i organisationen, ved jeg endnu ikke.

Først var det AAU, så var det KU og nu altså også SDU. Det ser efterhånden ud som om det nu er blevet et vilkår, at de danske universiteter skal gennem fyringsrunder med al den usikkerhed og den utryghed, det medfører. Det er et urimeligt vilkår. Nogen bør nævne det i en kommende valgkamp.

Tør vi skrive det i en mail?

Flere gange siden efteråret 2018, og især efter fyringsrunden tidligere i år, har jeg oplevet, at mine kolleger på AAU har skrevet, at de følte sig utrygge ved at fremføre kritik af ledelsen i mail eller på sociale medier. Senest skrev jeg en mail til en kollega og fik det svar, at vi skulle fortsætte korrespondancen gennem vores private mail-konti fordi der som del af det, vi skrev, var tale om en kritik af ledelsen. Min kollega følte sig lidt paranoid, men ville samtidig hellere være på den sikre side. Jeg prøvede at berolige ved at sige dette: Hvis ledelsen ville skride ind over for os på baggrund af kritiske udsagn i en privat mail der brugte vores AAU-mailadresser, ville de samtidig have afsløret, at de læste vores mail. Men jeg fortsatte korrespondancen i privat regi.

For muligvis har min kollega ret. HK skriver:

Husk aldrig at skrive noget illoyalt om din leder, arbejdsplads eller kollegaer fra din arbejdscomputer, telefon eller tablet. Dels fordi du er forpligtet til at være loyal over for din arbejdsplads, dels fordi det kan havne i de forkerte hænder.

og DM skriver

Når der foreligger en berettiget interesse fra arbejdsgivers side og hensynet til den ansatte ikke overstiger denne interesse. Er den ansatte fx ikke tilstede, og der er materiale i indbakken, som skal bruges, og som ikke kan afvente den ansattes tilbagekomst, kan arbejdsgivers interesse i at åbne den ansattes mails overstige hensynet til den ansatte.

Arbejdsgiver vil også have en interesse i at åbne den ansattes mails, hvis ar-bejdsgiver har en konkret mistanke om uregelmæssigheder eller misbrug.

Men det er en gråzone. Er man illoyal, hvis man kritiserer ledelsen? Min holdning er (vel ikke overraskende), at det er man ikke, blot fordi man er kritisk. Og vi kan ved at skrive “Privat” i emnefeltet angive, at en beskeds indhold er privat – da må ledelsen ikke læse med. Vi kan anerkende, at ledelsen er der, men vi behøver ikke at billige dens beslutninger eller adfærd.

Frygten for, at ledelsen læser med, dækker for mig først og fremmest over det, at der er blevet skabt en følelse af utryghed ved og frygt for ledelsen, og alene dét er bekymrende. I en kronik i Information skriver Rasmus Willig og Anders Ejrnæs om tavshedskulturen i offentlige og private virksomheder, at

For det første skal vi forstå selvcensur i bogstavelig forstand. Det er ikke kun en censur af det frie ord, men også af selvet, og derfor oplever vi sandsynligvis, at flere reelt bliver stresssygemeldt af ikke at kunne tale om de problemer, de oplever.

For det andet indebærer selvcensuren en ny type tavshedskultur, hvor der ikke tages hånd om særlige kritisable forhold.

I denne kultur kan vi også finde forklaringen på, hvorfor vi ser den ene skandale efter den anden i den offentlige og private sektor. Der tages simpelthen ikke hånd om problemerne med rettidig omhu. Og det har, for det tredje, den konsekvens, at der ikke reageres på et dårligt fungerende, stressfyldt og psykisk arbejdsmiljø, hvilket i værste fald forværres.

Netop dét er desværre også min fornemmelse.

Nu fyrer de i København

Foto: Christian Rasmussen (https://www.flickr.com/photos/apoltix/with/409161054/)

Mine kolleger sidder med efterdønningerne af fyringsrunden på Aalborg Universitet, og intet bliver vel igen som før. Nu kommer der så også en fyringsrunde på Københavns Universitet, og ligesom på Aalborg Universitet begrundes den i nedskæringer og i dimensionering af uddannelserne. Det Humanistiske Fakultet budgetterer fakultetet med en indtægtsnedgang på 57 millioner kroner frem mod 2022. 31 millioner skal findes på lønbudgettet, og det indebærer, at der skal ske fyringer. Det er rigtig ubehageligt, og min og sikkert mange af mine AAU-kollegers sympati går til vores kolleger ovre i København.

En interessant detalje her er, at nyheden faktisk kan læses i Københavns Universitets universitetavis. Den er uafhængig af ledelsen og er ikke bange for at være kritisk eller for at have en egen redaktionel linje. Man taler i artiklen ikke om en “budgettilpasningsproces”, sådan som ledelsens eufemisme er i Aalborg, men direkte om en fyringsrunde.

På Aalborg Universitet har der længe ikke været noget tilsvarende organ, hvor ansatte og studerende kunne fremføre deres kritik. Alle officielle publikationer på AAU har længe haft karakter af at være idylnotater, der roste ledelsen og udvalgte medarbejdere. Men nu skulle der efter sigende omsider komme en slags universitetsavis også her, og den får navnet AAU Inside. Om det så faktisk fører til en åben og kritisk debat af forholdene på Aalborg Universitet, tør jeg ikke spå om.