De, der intet har, skal fyres

I Nordjyske er der i dag et langt indlæg fra rektor Per Michael Johansen og bestyrelsesforperson Lene Espersen, hvori de forsvarer massefyringerne på Aalborg Universitet. Som så ofte før lægger de skylden over på regeringens nedskæringer på uddannelserne. Men de forsvarer også deres budgetmodel som nødvendig. De skriver:

Hvis vi skal finde flere penge til fakulteternes forskning, skal det ikke ske på finansloven, men hos offentlige og private fonde.

Af samme årsag har vi indført vores nye – og i visse kredse udskældte – budgetmodel.

Tidligere afleverede fakulteterne en fast procentsats af deres indtægter til en fælles pulje, som bl. a. finansierer fælles funktioner som universitetsbibliotek, økonomiafdeling og campusservice. Bidraget blev trukket af både fakulteternes bevillinger fra finansloven og fra eksternt hjemtagne forskningsmidler.

Det vil i princippet sige, at de forskere, som tog mange eksterne bevillinger hjem til deres forskning, var med til at finansiere de forskere, som ikke gjorde det.

Med den nye budgetmodel trækkes det fælles bidrag kun af fakulteternes bevillinger fra finansloven, hvorimod de får lov til at beholde alle de forskningsmidler, de kan søge hjem fra eksterne fonde og andre donorer.

Hensigten er at skabe et større incitament til at hente eksterne midler hjem til forskningsbudgetterne. For dem har vi som nævnt brug for, hvis vi vil øge mængden af forskning på universitetet.

Det har allerede længe været en målsætning, at en stadigt mindre del af universiteternes budget skulle dækkes af basisbevillingerne. Det bemærkelsesværdige er her, at universitetets ledelse gennem den nye budgetmodel skaber yderligere fokus på eksterne forskningsmidler.

Rektors og bestyrelsesforpersonens udtalelser lyder unægtelig som om vi universitetsansatte ikke har incitament til at søge forskningsmidler. Men vi er sørgeligt bevidste om dette allerede. Uden forskningsmidler kan man ingen ting. Men sandsynligheden for at få eksterne forskningsmidler er ofte under 10 procent. Også jeg har meget svært ved at få eksterne forskningsmidler, selv om jeg er inden for det teknisk-naturvidenskabelige fagområde. Jeg er yderst opmærksom på hvad manglende forskningsmidler betyder. Siden 2010 har jeg således ikke haft PhD-studerende, men det skyldes ikke, at der ikke har været studerende, der var interesserede. Det er simpelthen ikke lykkedes mig at skaffe forskningsmidler. Jeg har bedt de interesserede kandidater om at søge til udenlandske universiteter, og det har de så gjort.

I 2017 brugte jeg selv fire måneder på at skrive en ansøgning til EUs Horizon 2020-program. Den kom over tærsklen, men blev alligevel afvist. Jeg brugte al min forskningstid forgæves på at søge om midler til at jeg kunne forske.

En af de fyrede AAU-ansatte, som jeg var bisidder for ved et fyringsmøde, fortalte mig, at han havde søgt forskningsmidler hos EU. Og han var ligesom jeg fra naturvidenskab. Hans ansøgning tik 90 point ud af 100 mulige. Men grænsen var 92 point. Og nu skulle han fyres, fordi han ikke havde midler til at betale sin egen løn.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan forholdene er inden for humaniora og samfundsvidenskab. Rektor og bestyrelsesforpersonen nævner godt nok, at Novo Nordisk-fonden har udvidet sin fundats, så man også kan søge midler inden for “sociale og humanitære formål”. Men er det virkelig meningen, at vigtig forskning skal finansieres af private fonde? Det er det åbenbart.

Universitetet fremstår mere og mere som en tom skal, hvor vi, der skal undervise og forske, skal skaffe midler til vores egen løn, mens finanslovens bevillinger går til ledelse og centraladministration, der fordeler dem efter forgodtbefindende (bl.a. via de såkaldte 5-procent-midler). Og der bliver ingen intern omfordeling af de eksterne midler. Det kan ikke ende med andet end at øge uligheden mellem forskerne på Aalborg Universitet. De, der har, vil få mere, mens de, der intet har, skal fyres.

Jeg savner AUC

Mit sidste minde om AUC er en kasse på mit kontor.

En af mine fyrede kolleger sendte mig i dag en mail, som Aalborg Universitets ledelse sender ud for tiden.

I forbindelse med den igangværende budget-tilpasningsproces findes der på Aalborg Universitet en række tilbud for både opsagte og ikke-opsagte medarbejdere, som I kan benytte jer af. …

Herefter opremses tilbud om psykologhjælp og jobsøgning, og der indkaldes til et møde med dagsordenen

– Forandringsprocesser og naturlige reaktioner

– Kom godt ud af døren

– Det dynamiske arbejdsmarked i Danmark

– Indhold i outplacement-programmet

Men det, jeg især bemærker, er den sproglige nydannelse budget-tilpasningsproces. Dette er AAU-ledelsens eufemisme for fyringsrunden.

En anden af mine kolleger diskuterer forholdene på AAU på de sociale medier, men tilføjer derefter, at hun hellere må være forsigtig, for hun har ingen eksterne forskningsmidler. Underforstået: Hun er bange for at blive fyret, hvis hun er for kritisk.

Der var engang et sted, der hed AUC. Det lå i Aalborg, havde medarbejderdemokrati, et konsistorium med åbenhed og en venlig rektor, som alle holdt af og som kom rundt og ønskede os glædelig jul, når det blev december. Initiativerne var mange, og de kom fra undervisere, forskere og studerende. Ledelsen var en del af os og underviste og forskede på lige fod med os andre. Når jeg var andre steder henne, fortalte jeg gerne alle, at jeg kom fra AUC.

Lige nu savner jeg og mange andre af mine kolleger på Aalborg Universitet AUC mere end nogensinde før.

Endnu et fyringsmøde på AAU


Jeg og mange andre troede, at fyringerne på Aalborg Universitet var slut nu. Men i dag skulle jeg deltage som bisidder i endnu et fyringsmøde. Denne gang var det en yngre medarbejder, der var ansat i et forskningsprojekt, der pludselig stoppede. Om det var tilfældet at penge fra projektet skulle bruges til at “lappe huller” skabt af den dårlige økonomiske situation, var uklart. Og måske finder vi aldrig ud af det.

Det bliver aldrig rutine for mig at være bisidder til fyringsmøder. Når jeg taler med dem, der skal fyres, har jeg i alle tilfælde set de samme reaktioner: De spekulerer på hvad der mon er den egentlige årsag til at de skal fyres, og de spekulerer på hvad de dog skal gøre nu. Efter fyringsmødet spørger jeg dem, hvad de gør lige nu. Alle vil bare hjem med det samme. Sådan var det også i dag.

Jeg kan i øvrigt bemærke, at den kollega, der skulle fyres i dag, også har forsket i årsagerne til at koralrevene nu dør. Årsagen er den globale opvarmning, ikke alt muligt andet.

Milton Friedman i Danmark (og på AAU)

For snart længe siden læste jeg bogen The Shock Doctrine af den canadiske forfatter og aktivist Naomi Klein, og jeg skrev også om den her.

Naomi Klein dokumenterer i denne bog, at det er en typisk neoliberalistisk strategi at udnytte kriser til at lave gennemgribende forandringer, som ofte kaldes for “reformer”. Dette kalder hun for chokdoktrinen. Et af de første og voldsomste eksempler på denne form for “chokterapi” er militærkuppet i Chile i 1973, der blev brugt til fuldstændig at omkalfatre den chilenske økonomi. Hovedarkitekten bag alt dette var den amerikanske neoliberalistiske økonom Milton Friedman.

Men også Berlinmurens fald i 1989 førte til store forandringer, denne gang i de østeuropæiske samfund, baseret på hvad den Internationale Valutafond (IMF) krævede. De østeuropæiske lande fik på meget kort tid forandret de samfundsøkonomiske strukturer og resultatet var voldsomme social uligheder, som landene stadig slås med her 30 år senere.

Neoliberalismen er i de sidste 20 år blevet central inden for det offentlige i Danmark. Min klare fornemmelse er, at denne strategi med at bruge kriser som en begrundelse for omfattende “reformer” (og måske endda ikke gøre meget for at forhindre kriser i at opstå) er en del af forklaringen på den krise, som bl.a. PostNord og DSB gennemlever. Ved på kort tid at skabe ændrede vilkår gennem et “frit marked” i form af f.eks. udlicitering af jernbanedrift og nemmere muligheder for pakkefirmaer, som disse delvist statsejede virksomheder ikke nemt kan håndtere, kan politikere i sidste ende bedre forsvare og gennemføre privatiseringer.

Også på Aalborg Universitet kan man se arven fra Milton Friedman og en udgave af chokdoktrinen udfolde sig i dise år. AAUs ledelse har i 2018 gennemført store organisatoriske ændringer, og her især ideen med at fjerne “skolerne” og lægge studienævn ind under institutterne. Den slags ændringer udgør det første chok. Samtidig har der været overenskomstforhandlinger med truslen om en storkonflikt og de årlige nedskæringer. Dette var det andet udefra kommende chok. Ledelsen har så, også i 2018, brugt et underskud på 67 millioner kroner, som var det tredje chok, til at fyre bestemte grupper af medarbejdere og til at lave yderligere organisatoriske ændringer i kølvandet herpå, som bl.a. sammenlægning af institutter, der bliver besluttet med meget kort varsel, og opstart af nye uddannelser i København.

Vi er alle i samme bygning

Skjernvej 4A.
Kroghstræde 3.

I forbindelse med fyringsrunden på Aalborg Universitet sker der det, at Institut for Kultur og Globale Studier bliver indlemmet i Institut for Læring og Filosofi. Beslutningen om denne sammenlægning kom fra dekanerne for HUM-og SAMF-fakulteterne og blev annonceret på et medarbejdermøde i denne uge. Det hele er gået stærkt; Institut for Læring og Filosofi har netop fået en ny institutleder, men han er tilsyneladende ikke blevet inddraget i beslutningen om at han skulle være leder af et meget større institut end han troede. Hvad har de to institutter til fælles? De to institutter er begge tværfakultære institutter under HUM og SAMF. Derudover har de ikke så meget til fælles rent fagligt, men de befinder sig i samme bygning, nemlig Kroghstræde 3.

Sidste år blev det pludselig meddelt, at administrationen af Institut for Matematiske Fag skulle lægges ind under administrationen af Institut for Materialer og Produktion. Jeg var gæst ved det møde på Institut for Matematiske Fag, hvor beslutningen blev meddelt, og jeg husker meget tydeligt at alle var chokerede. Hvad har de to institutter til fælles? Ikke så meget rent fagligt, men de befinder sig i samme bygning, nemlig Skjernvej 4A, og er begge under ENG-fakultetet. Det var AAUs ledelse, der havde ønsket, at de to institutter skulle dele adresse, efter at Institut for Matematiske Fag i mange år havde været på Fredrik Bajers Vej 7G.

Ved fyringsrunden i år blev Institut for Elektroniske Systemer ramt; det blev Institut for Datalogi ikke. I sommeren 2019 skal Institut for Datalogi formodentlig flytte til Fredrik Bajers Vej 7D og 7E, hvor Institut for Elektroniske Systemer allerede findes. Begge institutter er under TECH-fakultetet. Den kommende flytning er et krav fra AAUs ledelse. Jeg kan ikke undgå at spekulere på, om ledelsen mon har endnu en institut-sammenlægning i tankerne.

Hold ud?

Dette er dag 1 efter massefyringerne på Aalborg Universitet, en fyringsrunde der ikke vil blive glemt foreløbig. 107 blev fyret alt i alt i kontrast til de 30 fyringer, AAUs ledelse talte om i efteråret. Lige nu har ledelsen meget travlt med at glatte ud.

Dekanen for TECH-fakultetet skriver i dag i en mail til alle de endnu ansatte at

Det er naturligvis en utryg situation for de berørte, og vi har som tidligere beskrevet derfor tilbudt forskellige former for hjælp til at komme videre – bl.a. rådgivning og outplacement. Det er også vigtigt for fakultetet og institutter at komme videre, selvom rammerne som følge af besparelserne kan være anderledes. Det kan kun lykkes ved en fælles indsats.

(Outplacement er i parentes bemærket et begreb brugt af konsulentfirmaet Ballisager, der lever af jobsøgningsforløb for dem, der bliver fyret.)

Selvfølgelig kan ledelsen komme videre. Men hvordan er det, ledelsen forestiller sig, at menige medarbejdere skal komme videre? Nogle forskningsmiljøer er på vej til at forsvinde; to institutter skal slås sammen her efter fyringsrunden med alt hvad det indebærer. Blandt de fyrede er, så vidt jeg erfarer, censorformænd, studienævnsmedlemmer og indtil flere, der har været Årets underviser. Det ser ud som om bestemte aldersgrupper er særlig talrigt repræsenteret blandt de fyrede, og her tænker jeg på medarbejdere mellem 55 og 62.

Og hvad dekanen glemmer, er at dette ikke blot er en utryg situation for dem, der er blevet fyret – det har været og er en utryg situation for alle os ansatte, der ikke er del af AAUs ledelse. Og når han tilmed bruger vendingen “…i indeværende afskedigelsesrunde…”, bliver jeg selv ikke mindre utryg.

…kan medføre gener for nogle… (Fyringerne på TECH)

I dag og i morgen slutter den igangværende fyringsrunde på Aalborg Universitet; nu er det medarbejdere på TECH-fakultetet, der bliver fyret. Der er denne gang ikke nogen af de fyrede i Aalborg, der er medlemmer af Dansk Magisterforening, så jeg skal ikke være med som bisidder ved fyringsmøderne. Personligt er det en lettelse for mig, men de kolleger, som i dag og i morgen bliver fyret, vil opleve at deres liv bliver forandret på helt afgørende vis.

Denne sidste del af fyringsrunden blev for nylig fremrykket. Dekanen for TECH-fakultetet skrev i en mail ud til alle at

Dette er resultatet af en god drøftelse og grundige overvejelser, da beslutningen i sagens natur kan medføre gener for nogle, men konklusionen er, at det overvejende er til medarbejdernes bedste at få besked hurtigst muligt.

Det er interessant, at AAUs ledelse på denne måde oplever sig selv som åben og hensynsfuld og indrømmer, at en fyring “kan medføre gener for nogle”. Det må siges at være årets underdrivelse.

Under alle omstændigheder har fyringsrunderne på afgørende vis forandret det tillidsforhold, der måske engang har været mellem ledelse og ansatte på Aalborg Universitet. Jeg kan ikke sige noget pænt om AAUs ledelse, og alle de kolleger, jeg har talt med på det seneste, har det på samme måde. Vi taler om at protestere, og protesterne vil komme, selv om der også har været en følelse af afmagt. Det menneskesyn, som efterhånden åbenbarer sig, er ikke et, der burde herske på et universitet (eller på nogen anden arbejdsplads).

Den største fyringsrunde på et dansk universitet

Foto: Martin Damgård,

De massefyringer, der i disse uger finder sted på Aalborg Universitet, har omsider fået mediernes bevågenhed. Tillidsrepræsentanterne blev interviewet i går på DR P4 (og også jeg blev kontaktet), og i dag er der et dobbeltopslag i Nordjyske om fyringsrunden.

Det går efterhånden op for alle, at det vi gennemlever nu, er den største fyringsrunde nogensinde på et dansk universitet. Da samarbejdsudvalgene først fik at vide, at der var et underskud, stod der i det brev, vi fik fra ledelsen, at der skulle fyres 30 mennesker. Men nu er der allerede fyret 96, og det vil ikke undre mig, om der efter fyringsmøderne på tirsdag på TECH-fakultetet i alt er blevet fyret mere end 100.

Vi er mange, der har været ansat ved Aalborg Universitet gennem mange år, og vi har tidligere været glade for vores arbejdsplads og talt godt om den. Vi har engang haft gode ledere og en følelse af tillid og åbenhed. Den tid er nu forbi. Vi ser venner og kolleger, gode og kompetente mennesker, der bliver fyret. Jeg har oplevet én enkelt kollega, der udtalte sig positivt om fyringerne og om ledelsen (formodentlig fordi netop denne kollega for nylig var blevet forfremmet af ledelsen uden noget stillingsopslag), men ellers er situationen blandt os præget af frygt og vrede og en følelse af umyndiggørelse.

Min kollega Morten Ejrnæs, der hidtil har været lektor på SAMF, men nu er gået på pension, giver en meget rammende beskrivelse af situationen i Nordjyske:

Det var jo åbenbart fastlagt på forhånd, at det skulle ende med afskedigelser. Det var slet ikke til diskussion. Hvis ledelsen i udgangspunktet er glade for medarbejderne, så vil man, når der udefra pålægges besparelser, vel gøre alt for at undgå afskedigelser? Direktionen ser ud til at have gjort nærmest det modsatte. Det, vi oplever lige nu, minder mere om en strategi for en radikal omorganisering af AAU end om en institution, der reelt har kæmpet for at beholde sine ansatte.

Ansatte, der kan undværes – og en nødvendig bue

I går skrev jeg om Aalborg Universitets planer om at opføre en 104 høj bue over NOVI9. Planerne om buen er lige nu i en godkendelsesfase, hvor der skal udarbejdes en VVM-redegørelse (VVM = Vurdering af Virkninger på Miljøet).

I referatet fra mødet i AAUs bestyrelse mandag den 17. december 2018 kan man læse dette:

I 2021 stiger indtægterne igen sammenlignet med 2020 med 23,2 mio. kr. svarende til 0,8%, primært drevet af en forventet vækst på Tilskudsfinansieret aktiviteter. Den eksterne bevilling til ”Buen”, som er en væsentlig kapabilitetsudvidelse af antennelaboratoriet, på 32,0 mio. kr. er den største vækst driver på Tilskudsfinansierede aktiviteter i 2021. Statsindtægterne er ligesom i 2020 påvirket af den manglende taxameterløft svarende til ca. 32,8 mio. kr. i 2021. Omkostningerne forøges med 12,9 mio. kr. svarende til 0,4%. Den primære årsag til forøgelsen i omkostningerne i 2021 er også relateret til ”Buen”, som medfører, at Forbrugsomkostninger forøges med 32,0 mio. kr. relateret til den eksterne bevilling fra ”Buen”. Herudover forøges Ekstern husleje og Af- og nedskrivninger i 2021, mens Personaleomkostninger fortsætter med at falde.

På dette tidspunkt var underskuddet, der nu bruges til at begrunde den store fyringsrunde, velkendt. Planerne om buen bliver ikke desto mindre fastholdt, og man kan ikke undgå at bemærke konstateringen af, at personaleomkostningerne fortsætter med at falde.

Til fyringsmøderne får de ansatte, der bliver fyret, udleveret et standardbrev, hvori der står, at de er dem, man nemmest kan undvære. Til fyringsmøderne gentager dekanen denne passus som begrundelse. Til gengæld er det tydeligt, at buen og Science & Innovation Hub åbenbart ikke kan undværes eller bare udskydes.

Økonomi og ledelse?

Aalborg Universitet har siden 2013 haft planer om at opføre en 104 meter høj bue af stål over det nye antennelaboratorie på NOVI 9. Stålbuen skal bruges til forskning, hvor antennestyrke og radiobølger kan testes i forskellige højder, og den bliver præsenteret som et nyt vartegn for Aalborg. Så sent som 22. august 2018 udtalte dekanen for det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH) at man stadig arbejdede på at finde fondsfinansiering til den store bue.

Måske er alting godt, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at udtalelsen fra dekanen kom netop omkring det tidspunkt, hvor AAUs ledelse blev opmærksomme på det store underskud, man nu bruger som begrundelse for en fyringsrunde. Det er underligt, at store projekter som stålbuen og Science & Innovation Hub tilsyneladende ikke bliver stillet i bero, men at AAUs ledelse i stedet vælger at foretage omfattende fyringer af erfarne medarbejdere og fortsætter med licitationerne for begge disse projekters vedkommende.

I næste uge kommer fyringsrunden til TECH. Og på SAMF skal 39 fyres; ironisk nok er 21 af dem fra Institut for Økonomi og Ledelse.