Test for meritokrati

En af de mest gennemførte forestillinger i den akademiske verden er den om meritokrati: Det er de dygtigste og mest motiverede forskere, der får den bedste karriere. Ordet dukker op første gang i en artikel fra 1958 af den britiske samfundsforsker Michael Young, men ideen er meget ældre.

Det sædvanlige forsvar for at have voldsom konkurrence om forskningsmidler er netop dét. Et af de mange modargumenter mod forestillingen om meritokrati er, at nogle grupper i befolkningen er underrepræsenteret – det gælder bl.a. kvinder. Der er f.eks. langt færre kvinder end mænd, der er professorer på danske universiteter (der er 4 gange så mange mandlige professorer!).

Et problem er bias: Der er eksplicitte fordomme mod kvinder, der tager form af egentlig udtalt sexisme, men der findes også implicitte fordomme. Også kvinder kan have sådanne fordomme, som kan føres tilbage til f.eks. lavt selvværd eller en internalisering af fordomme i samfundet.

En ny fransk undersøgelse af adfærden i forbindelse med bedømmelser ved ansættelse over to på hinanden følgende år er interessant i den sammenhæng. I år 1 blev bedømmelsesudvalget mindet om at undersøgelsen fandt sted. I år 2 gjorde man det ikke. Her var adfærden interessant hos bedømmelsesudvalg, hvor man ikke eksplicit mente, at der var forhindringer for kvinder, men hvor der var en stærk implicit bias. Undersøgelsen viste nemlig, at sådanne bedømmelsesudvalg udvalgte færre kvinder året efter, hvor de ikke blev mindet om at undersøgelsen om kønsfordeling og fordomme fandt sted.

Det, at adfærden ændrer sig, når man bliver testet, kan bruges som et argument for mere kontrol med udvalgenes adfærd, f.eks. i form af et krav om at ansættelsesudvalgene skal offentliggøre kønsfordelingen blandt ansøgere og blandt dem, der blev ansat. Men ændringerne i adfærd bør også bruges til en diskussion af hele den idé om meritokrati, der stadig hersker. På nogle måder er den en illusion, nogle gange endda en bortforklaring af skævheder.

En ny begyndelse for Louise

I går var jeg til reception for Louise Faber, der indtil for ganske nylig var lektor i jura, men nu har valgt at arbejde i sin egen ejendomsjuridiske rådgivningsvirksomhed Lysholt Faber på fuld tid. Jeg kender Louise fra kampen mod en motorvej over Egholm; her har hun længe været en utrættelig drivkraft, og hendes store indsigt har været og er rigtig vigtig for os – og til receptionen i går var der da også andre motorvejsmodstandere med, herunder et kontingent fra Egholm anført af den utrættelige Henrik Mørch.

Mange kender også Louise som en dygtig og afholdt underviser og forsker, så samtidig med at det er en gevinst for juridisk rådgivning, at hun nu helliger sig dette område, er det et tab for den akademiske verden, at hun forlader sin tidligere gerning. Men med de ting, der sker lige nu i vores arbejdsliv, er det nemt at forstå at man får lyst til at prøve at bruge sine store kompetencer til noget andet. Jeg vil ønske Louise god vind og se frem til hendes mange og gode bidrag i den fortsatte kamp mod motorvejen!

Lysholt Faber har til huse i Aalborgs midtby, og det var hyggeligt at være til reception på tagterrassen, snakke med folk og kigge ud over byens tage. Jeg mødte nogen, der kunne huske mig fra poetry slam, men også flere af vores fælles bekendte, der i år har mistet deres arbejde. Med dem talte jeg om hvordan vilkårene har forandret sig, der hvor vi alle har været (jeg kan ikke omtale stedet på denne blog), det var de samme bekymringer, vi alle havde – og min solidaritet er at finde hos dem.

Møderne på nettet og i virkeligheden

I det kommende efterår skal jeg igen kaste mig over at skrive en ansøgning om forskningsmidler sammen med kolleger andetsteds fra, som jeg kender godt. Vi kommer sikkert til at holde møder over nettet. Der er ganske mange forskellige software-løsninger til den slags. Der er Skype og der er Google Hangout. Der er også FaceTime, men de virker kun til Apples produkter. Der er Wire og Telegram. Vi har prøvet ganske meget af den slags, men det bliver aldrig helt det samme som at mødes i levende live. Det ene møde vi havde i 2018, hvor vi alle var samlet i samme lokale i Lissabon, bragte os alle meget tættere på en fælles forståelse af vores daværende projektansøgning end alle de mange møder over nettet. Jeg har meget bedre minder om det møde (og ikke kun fordi det var i Lissabon) end om alle møderne på nettet, hvor vi ofte havde brugte megen tid på slåskampe med og mod dårlig lyd- og billedkvalitet og aldrig kunne gå op til en tavle for at tegne og fortælle.

For næsten præcis et år siden deltog jeg i en workshop i Beijing, hvor jeg havde fået en artikel optaget. Dvs. jeg deltog ikke selv; jeg var ved at skære ned på flyrejserne og havde da også en anden konferencedeltagelse i Portugal samtidig. Jeg sendte en forud indspillet videopræsentation af sted og tog imod spørgsmål via Skype. Det gik nogenlunde, men det var på ingen måde som at være til en “rigtig” konference.

I vore dage er vi nødt til at begrænse vore rejser i akademisk sammenhæng så meget som muligt for at kunne standse den globale opvarmning. En af de store udfordringer i den forbindelse er at skabe et nærvær og et fællesskab på nettet, der svarer til det, man kan finde ved sædvanlige fysiske møder. Det er en udfordring, der ikke kun handler om teknologi; den handler i høj grad også om noget andet, nemlig om psykologiske faktorer. Når jeg er til konference, har jeg rent fysisk forladt mine daglige omgivelser. Jeg har afsat flere dage i kalenderen og er et andet sted, jeg ikke nemt kan forlade og måske heller ikke føler trang til at forlade. Ofte sker der det til akademiske konferencer, at man mødes mellem seancerne og får skabt nye ideer og nye samarbejdsforbindelser opstår. Men når jeg deltager i et møde på nettet, er det bare endnu en af de mange aktiviteter, der er med til at hakke en arbejdsdag i stykker, og det er særdeles veldefineret, hvem jeg er til møde sammen med.

Jeg bryder mig ikke om at sige, at noget er umuligt, men måske kan man slet ikke gøre noget tilsvarende ad virtuel vej?

En national undervisningspris

Jeg kan se læse, at den nye forsknings- og uddannelsesminister nu indstifter en pris til “fremragende undervisere” på danske universiteter. Fra og med næste år vil ministeriet hvert år hædre syv undervisere fra de videregående uddannelser, der har udmærket sig. De kan f.eks have givet studerende konstruktiv feedback eller have brugt ny teknologi i undervisningen. To af de syv priser skal gå til universitetslærere; de vil hver modtage 500.000 kroner, hvoraf 200.000 går direkte til vinderen, mens resten skal bruges til at udvikle nye aktiviteter.

Det er et interessant tiltag, for undervisning på danske universiteter har et underligt ry. Man skal normalt bruge mindst halvdelen af sin arbejdstid på undervisning, men det er ikke karrierefremmende at undervise. Hvis man ikke performer godt nok som forsker, kan man risikere at få at vide, at man måske ikke er ansat til næste år, og at man måske bliver nødt til at blive gymnasielærer. Derfor er der mange, der stræber efter at blive købt fri fra undervisningen. Og det hævdes af nogle, at topforskere også er gode undervisere – så derfor er der yderligere grund til at prioritere forskningen. Om det er så enkelt, ved jeg ikke.

Asymmetrien mellem forskning og undervisning og opfattelsen heraf kan næppe ikke løses gennem forskningspriser. 500.000 kroner er bestemt et pænt beløb, men det er ikke i nær samme størrelsesklasse som typiske forskningsbevillinger, og man kan ikke søge om det, men skal indstilles.

Hvad skal det nytte?

Institute for Advance Studies ved Princeton University i USA er blandt de mest berømte akademiske institutioner grundlagt i det 20. århundrede. IAS blev grundlagt af Louis Bamberger og Abraham Flexner, der begge kom fra jødiske familier der stammede fra Tyskland. På den måde havde de et ben i en amerikansk og et andet i en europæisk forståelse af dannelse. Flexner var mediciner og en fremtrædende skikkelse inden for USAs universitetsverden. Bamberger var ikke akademiker, men erhvervsmand og grundlagde en kæde af stormagasiner i USA – så han var styrtende rig. Det var i høj grad hans formue, der finansierede stiftelsen af IAS.

I sensommeren 1939, omkring tidspunktet for 2. verdenskrigs udbrud, skrev Abraham Flexner et essay om forskningens nytteværdi – “The Usefulness of Useless Knowledge”. Det er et essay, som de, der i de seneste årtier har talt om forskningens nytteværdi og om at skabe forskningsmiljøer, der skal være “verdensførende”, burde læse. Det er særdeles underligt at opleve, at så mange danske videnskabsministre har været mere eller mindre selvlærte iværksættere.

Den første centrale pointe i Flexners essay er at de store opfindelser bygger på forskning, drevet frem af nysgerrighed og uden tanke for nytteværdi – og her har han mange eksempler. Det første og på nogle måder bedste er vel hele udviklingen af trådløs kommunikation; man nævner her ofte Marconi som pioner, men de rigtig vigtige skikkelser var Maxwell og Hertz. Ingen af dem var motiveret af et ønske om at skabe en ny form for kommunikation; de var motiveret af nysgerrighed alene. De store erkendelser, som fødte et hav af anvendelser, kom ikke fra målrettede forskningsprojekter, der skulle tvinge en epokegørende ny anvendelse frem, men fra “nytteløs” grundforskning.

Den anden centrale pointe er at de store forskningsresultater og anvendelserne af dem i høj grad skyldes mange menneskers samlede indsats, ikke ét enkelt menneske. Nogle mennesker var selvfølgelig særligt betydningsfulde, men de store erkendelser kom ikke fra nogle få præmierede “eliteforskere”, men fra et fællesskab af forskere.

Og rigtig interessant er det, at Flexner ikke måler forskningens og den menneskelige erkendelsen nytteværdi i tal på en faktura. Tværtimod. Det rigtig vigtige ved forskningen er det samme vigtige som det, der er vigtigt i musik og kunst – at løfte det enkelte menneskes sjæl. Han skriver

The considerations upon which I have touched emphasize – if emphasis were needed – the overwhelming importance of spiritual and intellectual freedom. I have spoken of experimental science; I have spoken of mathematics; but what I say is equally true of music and art and of every other expression of the untrammeled human spirit. The mere fact that they bring satisfaction to an individual soul bent upon its own purification and elevation is all the justification that they need. 

Jeg ville ønske, at beslutningstagere i dag også turde tænke netop dén tanke.

Sent eller tidligt valg?

I denne uge er der endnu et debatindlæg i medierne om adgangskravene til videregående uddannelser. Denne gang er der tale om en kronik i dagbladet Information, hvor forfatteren argumenterer for at adgangskravene også for fremtiden skal være baseret på karaktererne fra den adgangsgivende uddannelse.

En af årsagerne til de tilbagevendende diskussioner om optagelseskrav er selvfølgelig hele diskussionen om frafald og frygten for at nogle unge havner på uddannelser, som de ikke magter. Men måske er diskussionen om karakterniveau og andre kvalifikationer ikke den vigtigste diskussion, det er værd at tage.

Mange videregående uddannelser i dag er så specialiserede, at det er svært at skifte til en anden uddannelse uden at komme i karambolage med reglerne om SU. Engang var der langt færre, men bredere videregående uddannelser, og på bl.a. RUC var der basisuddannelser, hvor man først traf sit endelige uddannelsesvalg efter nogle semestre, når man havde et begyndende overblik over mulige fagområder. Også senere var uddannelserne inddelt i moduler, så man kunne sammensætte uddannelser af f.eks. et hovedfag og et bifag (eller sidefag, som det siden kom til at hedde). På nogle universiteter var det endda muligt selv at designe sin uddannelse, hvis den kunne godkendes som fagligt forsvarlig. Det var ikke en mulighed, som mange benyttede sig af, men den fandtes. Mit eget indtryk var at det mest var dedikerede mennesker, der benyttede sig af denne sidste mulighed. I nogle tilfælde fik studerende også lavet en kombinationsuddannelse ud af stumperne af delvist gennemførte uddannelser, så de kunne få sig en kandidateksamen.

Til gengæld var der ikke ret mange valgmuligheder på de gymnasiale uddannelser; i det almene gymnasium var der således to linjer med hver tre grene.

I dag er valgfriheden flyttet ned på de gymnasiale uddannelser, men der er sket det, at den tilsyneladende store valgfrihed, der er her, får vidtrækkende konsekvenser for hvilke af de specialiserede videregående uddannelser, man senere kan vælge. De vigtige valg skal samtidig træffes på et tidspunkt, hvor de unge ikke har det samme overblik og den samme faglige indsigt, som de har nogle år senere.

Det ville være interessant at analysere hvordan uddannelsernes struktur før og nu har indvirket på frafald og studieskift – og selvfølgelig også på ansættelighed.

En sommerferiebog: Det europæiske forår

Den første bog, jeg læste i sommerferien, var Det europæiske forår af Kaspar Colling Nielsen. Denne bog fra 2017 er noget så forholdsvis sjældent som en dansk science fiction-roman. Nogle bryder sig ikke om begrebet science fiction, men Det europæiske forår er science fiction på samme måde som f.eks. 1984, Fagre nye verden og Fahrenheit 451, dvs. en nøje gennemtænkt fremtidsvision og tanker om hvad denne fremtid har af konsekvenser for menneskene. Dette set i modsætning til andre slags science fiction som f.eks. Star Wars-filmene, hvor visionen om en anden verden mest er baggrund for et action-præget eventyr.

Det europæiske forår er på en gang dystopisk og utopisk og den blander de to aspekter undervejs. Helt dystopisk er det, at Danmark i en nær fremtid er blevet plaget af uroligheder i områder hvor der bor mange mennesker med “anden etnisk baggrund”. Flygtninge og danskere med “anden etnisk baggrund” er efter en politisk beslutning blevet forvist til et område i Mozambique. Dette minder på én gang om de seneste års ideer fra Venstre og Socialdemokraterne om at asylansøgere ikke skal kunne rejse ind i Danmark, men skal bo i lejre i Afrika. Og det minder samtidig om Adolf Eichmanns idé om at deportere Europas jøder til Madagascar.

Utopien i bogen er omdannelsen af det flade Lolland til en naturidyl med kunstige, klimaregulerende bjerge og små landsbyer med et næringsliv baseret på oprindelige håndværk og restauranter, der bruger årstidens råvarer. Og på Lolland bliver der anlagt nye forskningscentre inden for bioteknologi og maskinintelligens. I løbet af bogen lykkes det at skabe, hvad man kalder “hybrid intelligens”, hvor man på en eller anden får skabt dyr med menneskelig intelligens og bevidsthed. To af romanens hovedpersoner er derfor en hund og en fugl, der er blevet så kloge og reflekterede som mennesker, men alligevel er fanget i deres dyrekroppe med alt hvad det indebærer.

Jeg skal ikke røbe handlingen her, blot anbefale Det europæiske forår. Fremadskrivningen af aktuelle tendenser er skræmmende, og mindst ét sted i bogen er helt realistisk, nemlig dette citat.

Det ville tage en måneds tid at gennemgå det hele, og så skulle hun bruge et år på at skrive artiklerne, selv om hun var god til det. Hun havde tidligt forstået, hvad man skulle gøre, og hvad der var vigtigt. Det var en væsentlig årsag til, at hun var blevet professor, inden hun fyldte fyrre. Flere af hendes kolleger, selv dygtige folk, havde aldrig forstået, at det handler om at dosere sin viden, så man kan publicere så mange artikler som muligt på så få resultater som muligt. Mange troede, det handlede om at lave én superartikel, men det svarer til at vinde i lotto, åg sådan overlevede man ikke længe i akademi, og man blev i hvert fald hverken lektor eller professor.

(fra Det europæiske forår, side 30)

Det er formodentlig den mest realistiske beskrivelse i nogen roman, jeg nogensinde har læst.

Alkohol, kaffe, slik og oksekød

For få dage siden var der røre om en rapport fra Aarhus Universitet, der tilsyneladende viste, at oksekød ikke var så stor en årsag til klimaforandringerne som bl.a. alkohol, kaffe og slik. DR Nyheder viderebragte nyheden om rapporten med netop dette budskab.

Snart efter kom det imidlertid frem, at det er interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, der skaffede pengene til forskningen. Også hele det metodiske grundlag kom under lup.

Hele det tilsyneladende overraskende resultat i rapporten er nemlig nemt at kritisere. For hvis ikke der er én enkelt kilde til CO2-udledning, der bidrager med mere end 50% af den samlede CO2-udledning, kan man altid udvælge en kilde X og en mængde M af andre kilder og konkludere, at X ikke bidrager med mere end summen af bidragene fra kilderne i M. Det er en stort set triviel observation.

Hele dette postyr udgør for mig at se nærmest et mikrokosmos. Det er nemlig en sag, der afspejler ganske mange tendenser i samfundet på én og samme tid:

  • Der er for alvor kommet fokus på hvordan det animalske landbrug indvirker på klimaforandringerne, i et sådant omfang at landbrugets interesseorganisationer nu føler sig truede og går til modangreb.
  • Universiteterne er blevet afhængige af eksterne forskningsmidler i væsentlig grad og påtager sig bestillingsopgaver fra private aktører uden at anlægge en kritisk vinkel på det, de bliver bedt om.
  • Forskere udfører disse bestillingsopgaver, fordi det er karrierefremmende.
  • Universiteternes kommunikationsafdelinger vinkler forskningsresultaterne, så de kan få mest mulig presseomtale.
  • De fleste danske journalister fremlægger forskningsresultaterne uden at nærlæse dem og uden at gøre den stort set trivielle observation, jeg nævner ovenfor.
  • Der er et tydeligt problem med alle disse tendenser, men om lidt er sagen glemt, og fokus igen flyttet.

Hurtigere, højere, stærkere

De olympiske leges motto er Citius, altius, fortius, der oversat fra latin er “Hurtigere, højere, stærkere”. Det afspejler nogle konkurrencekrav, der er blevet tydelige inden for sport.

Når jeg ser optagelser fra fodboldkampe fra forrige århundrede, kan jeg ikke undgå at tænke, at spillet flyder langsomt i forhold til hvad man ser i vore dage. Det er underligt, at Péle, Cruyff, Beckenbauer og de andre gamle fodboldstjerner fra min barndom nu er kommet til at virke sløve. Til gengæld bliver der ikke scoret flere mål, snarere færre. I andre idrætsgrene, hvor det giver mening at tale om rekorder, går det også hurtigere, højere og stærkere, og nuværende danmarksrekorder tåler til tider sammenligning med gamle verdensrekorder. Men samtidig er der gamle rekorder, som får lov at stå uantastede gennem mange år.

Også i den akademiske verden flytter konkurrencekravene sig. Da jeg blev færdig med min PhD i Edinburgh, fik jeg af bedømmerne (en af dem var Robin Milner, der to år senere fik ACM Turing Award) at vide, at der var mere end nok i afhandlingen til at jeg kunne få en PhD. Tre kapitler i min afhandling var udkommet som artikler, og det fjerde kapitel var indsendt til et tidsskrift. I dag ville den slags let kunne risikere ikke at være godt nok.

Engang kunne man som universitetslærer have en respektabel karriere, hvis man publicerede 3-4 artikler om året. I dag er det bestemt ikke godt nok – tværtimod.

Der er blevet skruet op for kravene overalt, hvor konkurrence findes, og det interessante er, at de opskruede krav ser ud til at komme fra den generation, der selv ikke blev bedømt så hårdt engang. Både i sport og i den akademiske verden er økonomiske interesser kommet i højsædet. Og så indretter de, der vil have succes, og de, der kræver succes af andre, sig efter det og finder frem til hvordan det hele kan se ud af mere. Præstationernes kvalitet er måske ikke blevet så utroligt meget højere end i gamle dage, men kravene til hvad der er “godt nok” har flyttet sig og er, så vidt jeg kan fornemme, med til at skabe stress og følelser af utilstrækkelighed hos ikke helt få.

Projektmøde i Leicester

Vandhanen på mit hotelværelse i Leicester.

I dag var det tid til det officielle statusmøde i forbindelse med vores projekt under EUs RISE-program. Undervejs i mødet fortalte koordinatoren Adrian Francalanza fra Malta om det der med API’er i software, og han brugte en god analogi– nemlig en vandhane! Det handler her ikke om brugervenlighed, men om hvad vandhanens håndtag tillader os at justere og om rækkefølgen, vi skal bruge håndtagene i. Det er faktisk et lille eksempel på det, vi i datalogi kalder for en protokol. Bagefter kom jeg til at tænke på nogle observationer om vandhaner og deres grænseflade, som jeg gjorde under en sommerferie for nogle år siden. Måske er kimen lagt til et populærvidenskabeligt foredrag?

Vi var alle lidt nervøse inden mødet, for EU-kommissionen havde sendt en officel repræsentant, der skulle give os et foreløbigt skudsmål. Der havde været problemer med enkelte partnere i konsortiet, der havde trukket sig tidligt – men det var jo ikke vi andres skyld. Vi endte også med at tale om hvad vi mon kunne gøre for at få en bedre kønsfordeling i projektet, noget der desværre er svært, givet at der er tale om et projekt inden for et voldsomt mandsdomineret fagområde. Ingen er stolte over dette, og heller ikke os.

Heldigvis fik vi en forsigtigt positiv tilbagemelding fra EUs repræsentant, og jeg tror faktisk at hun tager med os alle på restaurant her til aften. Leicester er en af de byer i Storbritannien (og vel specielt i England), der er kendt for sine gode indiske/pakistanske/nepalesiske restauranter, så det er her, vi skal spise.

Projektmødet som disse ender også ofte med at handle om mere end selve projektet. Alle er selvfølgelig akademikere, men et stort flertal af os har derudover en fælles referenceramme fra ansættelser i universitetsverdenen. På vej fra mødet snakkede jeg med en kollega fra IT-Universitet i København. Han spurgte mig om hvordan jeg havde det med mit arbejdsliv i lyset af alt det, jeg har oplevet i år og berettet om for andre. Jeg svarede ham ærligt; mere kan jeg ikke skrive her.