Giv dem hvad de vil have

For tiden arbejder jeg sammen med kolleger i flere andre lande på en ansøgning til Horizon 2020-programmet. Det bliver tredje gang, vi prøver lykken, og endnu engang har vi hyret et konsulentfirma, der skal hjælpe os. Vi baserer os på de erfaringer, vi har fra de to foregående afslag – dvs. to personers evalueringer på hver omkring 25 linjers tekst af vores ansøgninger på hver omkring 150 sider. Nu skal vi undgå at gøre evaluatorerne utilfredse og så også håbe på, at de ikke falder over noget andet at kritisere denne gang.

I dagbladet Information er der i denne uge et essay af Center for Vild Analyse, og det handler netop om det, der er gået hen og er blevet et helt centralt vilkår i den akademiske verden.

I essayet står der

Det burde handle om at sikre, at de mest kvalificerede personer får opgaven, og at de bedste ideer vinder frem. Men ikke så sjældent går det i den stik modsatte retning. Det, man gør, når man lever af konkurrenceudsatte midler, er først og fremmest af al magt at forsøge at gætte, hvad den Anden ønsker af en: Hvordan skriver man en ansøgning, som nævnet vil bedømme positivt?

For det er præcis dét, vi gør og præcis dét, vi får konsulenterne til at hjælpe os med: At udføre en storstilet gæt-hvad-de-tænker-øvelse. Der findes i dag mange konsulenter, der ikke laver andet, og der er masser af kurser i at skrive ansøgninger (jeg var selv på et sådant kursus i Berlin for nogle år siden).

I essayet står der

Universitetsdiskursens helvede er den verden, hvor hele verden hele tiden skriver ansøgninger. Det er efterhånden et kendt faktum på universiteter og andre vidensinstitutioner, at man bruger de penge, man har hentet hjem på et projekt, til at sidde og skrive ansøgninger til det næste. 

For nogle er dette et helvede, for andre er det blevet en himmel. De, der har eksterne forskningsmidler, formår at gøre det til en vane at “kæde ansøgningerne sammen”, så den ene succes kan afføde den næste. De rigtig succesrige får på et tidspunkt lov at være med til at udforme kommende opslag om midler, og så skal andre gætte, hvad de tænker. Men først skal man have kæden til at blive siddende på tandhjulet, og det er dét, der er så stort et arbejde. Det er paradoksalt, at så stor en del af vores forskningstid ikke handler om at opdage noget nyt, men med at til at gå med at forsøge at regne ud, hvad andre vil have. Og det er underligt, at det er blevet så stor en sideforretning for konsulenter. Er hele denne insisteren på et konkurrencesamfund virkelig til fordel for forskningen?

På talerstolen igen

Foto: HUMrådet.

Studenteraktivisten Harald Toksværd tog ordet ved Københavns Universitets årsfest – som studenteraktivisten Finn Ejnar Madsen gjorde det helt tilbage i 1968. Og Harald Toksværds indlæg var skarpt og vredt. Han sagde bl.a.

For jo, Finn Ejnar fik da bugt med professorvældet. Men bag det stod det klart, at et langt større uhyre bugtede sig. At der af det første hoved, som med hydra, skulle springe to nye. Et dekanvælde og et rektorvælde.

Vi accepterer ikke jeres forringelser og jeres forkvaklede new public management

Tænk, at det omsider sker. Det er i forlængelse af en aktion, hvor studerende fra humaniora besætter ledelsesgangen på Københavns Universitet i protest mod store ændringer på deres uddannelser. Dette forløb er tilmed grundigt omtalt i Universitetsavisen, der er et kritisk organ, der er et af ledelsen helt uafhængigt organ. Også dét er værd at tænke over.

ECEL2019

Sidste år deltog jeg i ECEL2018, der er en international konference om e-læring, der dét år fandt sted i Athen. I dag er jeg til ECEL2019. For få uger siden blev jeg mindet om, hvor langt der egentlig er til Athen, så det gør ikke noget, at konferencen i år finder sted – i København. Jeg har en poster med, men desværre kan jeg ikke selv være til stede til præsentationen i morgen, for da kalder arbejdet i Aalborg igen.

Ydmyghed

I dag faldt jeg over en lille artikel i New York Times om ydmyghed. Som artiklens forfatter, er dette personlighedstræk ikke så værdsat i vore dage, omend der nu er en del forskningspsykologer, der studerer det.

I forretningsverdenen skal man sælge sig selv, og her er ydmyghed let en forhindring. Det samme er mere og mere blevet tilfældet i den akademiske verden; her skal man som forsker hele tiden gøre opmærksom på sig selv og sine fortræffeligheder.

Der er selvfølgelig mennesker blandt de helt store skikkelser i datalogi, der drev dette til ubehagelige ekstremer – Edsger W. Dijkstra (som jeg aldrig nåede at møde) var således berygtet for at være alt andet end ydmyg. Han brugte efter sigende tiden til seminarer, hvor han var tilhører, på at håne og nedgøre dem, der præsenterede deres arbejde.

Men samtidig er det min erfaring, at de fleste andre af de helt store navne, som jeg har mødt i min tid, har været forbløffende ydmyge og ikke har lænet sig op ad egne privilegier eller har nedgjort andre. Den slags skabte ofte en særlig respekt. Jeg husker hvordan en af Robin Milners PhD-studerende i Edinburgh engang for mange år siden skulle holde en præsentation af sit arbejde, men manglede nogle overhead-penne som han skulle bruge undervejs. Det var Robin, der få år senere fik Turing-prisen, der skyndte sig hen for at hente pennene til den unge forskerspire.

Det stadigt øgede fokus på konkurrence risikerer meget let at fremelske en mangel på ydmyghed – og her er det narcissisme, der er ydmyghedens modsætning. Måske skulle man bruge mere tid i den akademiske verden på at være ydmyg end på at ydmyge andre? Det vil selvfølgelig kræve nogle helt andre incitamentstrukturer end dem, vi har nu.

Festbanket og datatyper

I dag var noget så forholdsvis usædvanligt som en dag uden overraskelser eller forsinkelser. Jeg sov længere end jeg måske burde (for træt, det var jeg), men fik hørt nogle foredrag til SPLASH. Især husker jeg et foredrag om arbejde med et type/effekt-system for objektorienterede programmeringssprog; forfatterne var fra Wellington i New Zealand og deres tilgang mindede mig om noget, jeg selv arbejder på sammen med andre for tiden og som udspringer af et sprog og programmeringsværktøj ved navn Mungo, udviklet ved Glasgow University. Underligt kendte de tilsyneladende ikke til dette arbejde. Lige bagefter ville skæbnen, at jeg til frokost løb ind i Roly Perera – fra Alan Turing Institute og en af personerne bag Mungo i sin tid. Det kom der en lang og god snak ud af.

Efter frokost gik jeg en lille tur i Athen for at få købt et krus med et citat af Pythagoras; jeg købte sådan et krus sidste efterår, da jeg også var her. Men det krus faldt på gulvet og fik en revne, der gør det utæt. Gåturen førte mig forbi parlamentsbygningen på Syntagma-pladsen. Og nu har jeg et nyt Pythagoras-krus.

Et af de foredrag, jeg især husker fra sessionerne efter frokost, var et foredrag om afhængige stityper. Det var ikke bare et rigtig elegant og nyttigt resultat om typesystemer, men Marianna Rapoport fra University of Waterloo gav også en usædvanligt god præsentation med velvalgte animationer og enkle farver – og et motiverende eksempel, der forklarede hvordan stityper måske kunne bruges til at lave en bordplan for Romeo og Julie til deres bryllup (som jo aldrig blev til noget), så de rivaliserende familier kunne sidde sammen!

Jeg tog hjem og fik et hvil, så det afsluttende SIGPLAN-møde med prisuddeling gik jeg glip af. Om aftenen var der konferencemiddag, og her fulgtes jeg med William Cook fra University of Texas; han er gangbesværet efter alvorlig sygdom og fik en taxi til restauranten, som han tilbød at jeg kunne være med i. Til selve middagen fik jeg William Cook på min højre side, og først da opdagede jeg at det var ham, der havde fået SIGPLANs pris tidligere i dag for sin indflydelsesrige artikel On Understanding Data Abstraction, Revisited fra 2009 om forskellen på objekter og datatyper. Vi begyndte aftenen med at snakke om datatyper og objekter (forskellen kan mest præcist beskrives ved hjælp af begreber fra universel algebra, så det vil jeg undlade at skrive mere om her), men ad uransagelige veje endte vi med at sidde og tale om alt mulig andet også. Til sidst var vi faktisk nået over til at snakke o, hvordan man bedst kan tilberede en kabocha-vintergræskar i en elektronisk trykkoger! “Mit navn er jo også Will Cook”, sagde prismodtageren til mig.

På min venstre side sad Bernardo Toninho fra Universidade Nova de Lisboa, og han kunne fortælle mig, hvordan man som universitetslærer i Portugal ikke selv behøver at bruge tid på at lave de detaljerede afregninger efter tjenesteregner – den slags tager administrationen sig af. Man skal bare aflevere et ark papir, så ordner de resten. Det fremstod helt utopisk!

En ny erkendelse

Danmarkskort, der viser ledigheden for mænd i alderen 60 år og derover,

Jeg har i år oplevet en del mennesker, alle veluddannede og med mange års erfaring, der pludselig og uventet og mod deres gode vilje blev nødt til at finde sig et andet job, efter at de var fyldt 50. Nogle er kommet videre, andre ikke. Noget af det, som desværre får nogle organisationers ledelse til at opfatte mennesker med høj anciennitet som et problem er, at den høje anciennitet afspejler sig i en begrundet forventning om højere løn. Jeg har en formodning om at dette har spillet ind for dem, jeg har kendt.

Sommetider taler man om at årene efter 55 skulle være særligt kritiske. Og nu er jeg selv havnet i denne aldersgruppe. I dag oplevede jeg så, at en mand på 59, der har akademisk baggrund, bemærkede, at

…alle ved, at det bliver sværere at finde nye karrieremuligheder, når man er fyldt 60.

Dette var hans begrundelse for at søge arbejde uden for landets grænser. Det er godt, at også han nu har gjort en erkendelse om udfordringerne ved at finde arbejde, når man bliver ældre. Jeg håber, at hans alder ikke bliver et problem, så det lykkes ham at få den stilling, han gerne vil have.

Fornyelse eller tilpasning?

Rundt omkring i uddannelsesverdenen bliver der udviklet nye undervisningsformer, men ikke helt sjældent sker det som reaktion på at der bliver færre resurser, samtidig med at der bliver flere og flere, der skal modtage undervisning. Ideen om digitalisering af undervisning er vundet frem i en tid med større hold, flere løstansatte undervisere, fyringer og lavere honorering end før – og så dukker ideer om flipped og blended learning op også hos ledelserne rundt omkring. Jeg har selv brugt en hel del kræfter på at forstå og anvende disse ideer, men det var fordi jeg selv havde lyst til det, ikke fordi nogen syntes, jeg skulle. Mit mål er ikke at digitalisere, men faktisk det modsatte – at “analogisere”, så jeg kan bruge mere tid på tale med dem, jeg underviser.

Der bliver færre timer for at være vejleder på studenterprojekter, og på institutioner som Roskilde Universitet, hvor projektarbejde er en central del af uddannelserne, er der ikke lokaler nok til at projektgrupper på uddannelser kan have eget grupperum. I bedste fald kan man dele lokale med andre. Samtidig begynder ledelser at tale om, at man skal udvikle en ny pædagogisk praksis, så man kan holde fælles vejledningsmøder med flere grupper ad gangen. Selv har jeg også tænkt på klyngevejledning, men heller ikke her var det fordi nogen syntes, jeg skulle.

I en kendt og udbredt bog om universitetspædagogik, Teaching for Quality Learning, af Biggs og Tang, bliver samme type argumenter, der alle har udspring i “masseuniversitetets” forhold, brugt som en begrundelse for at man skal reflektere over sin undervisning. På én måde giver det hele god mening: Vi vil som undervisere gerne have ordentlige arbejdsforhold og vi bør alle reflektere over vores praksis og arbejde på at forny os. Men egentlig er det jo en underligt defensiv motivation for pædagogiske nyskabelser, og nyskabelserne bliver egentlig mere tilpasning end fornyelse. Skal uddannelsesforskningen og udvikling af nye former for undervisning have som mål at kompensere for de stadig færre resurser, der går til uddannelsessystemet?

Retten til at koble af

Sidste år, da der var overenskomstforhandlinger på det offentlige område, skrev jeg om det grænseløse arbejde. Det er den tendens, mange offentligt ansatte vidensarbejdere har til at være på en slags permanent overarbejde. Brugen af bærbare computere og smartphones gør nemlig, at man altid kan svare på henvendelser af arbejdsrelateret karakter og altid kan arbejde videre, når man kommer hjem.

Nu kan jeg læse om lovgivning i Frankrig, der giver ansatte lov til ikke at læse mail o.lign. uden for normal arbejdstid. Loven kaldes nogle gange for el-Khomri-loven, opkaldt efter den beskæftigelsesminister, under hvem loven i sin tid blev indført. Det ironiske er, at el-Khomri-lovgivningens andre bestemmelser medfører en deregulering af det franske arbejdsmarked og svækker de franske fagforeninger.

Derfor er jeg selvfølgelig ikke tilgænger af at kopiere lovgivningen fra Frankrig som sådan, men retten til at koble af er en vigtig rettighed. I Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Indien, Québec og Canada (på forbundsniveau) er der nu forslag om at indføre netop denne rettighed, og det ville være godt med en tilsvarende rettighed i dansk sammenhæng.

Retten kunne indføres ad lovgivningens vej, men kunne i Danmark også blive del af overenskomst-grundlaget. Faren er selvfølgelig, at loven ganske vist vil være der, men at ledelserne rundt om stadig vil forvente, at arbejdet skal være grænseløst. Det er de nemlig vant til at kunne forlange. Og der er derfor også en forbundet fare for, at man som vidensarbejder alligevel vil blive ved med at svare på henvendelser uden for arbejdstiden. Jeg har det selv på den måde, og jeg ved at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Der er nemlig også rigtig mange, der sætter en ære i at gøre deres arbejde godt og har en faglig stolthed at forsvare. Derfor skal en kamp for retten til at koble af også være forbundet med en diskussion af, hvornår man som vidensarbejder gør sit arbejde godt nok.

Per Martin-Löf og H-indekset

Per Martin-Löf (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Per_MartinLoef.jpg)

I vore dage er der gjort masser af forsøg på at kvantificere forskningspublikationers impact og på at måle styrken af forskningsresultater. Et mål er det såkaldte h-index. Et h-index på h, betyder, at man har h publikationer, der hver er citeret mindst h gange. Derfor kan man ikke have noget højt h-indeks, hvis man kun har få publikationer, selv om de så er citeret mange gange. Jeg har selvfølgelig også et h-indeks, og det er ikke så imponerende igen.

En af de mest indflydelsesrige personer i programmeringssprogenes nyere historie er formodentlig den svenske logiker Per Martin-Löf. Hans arbejde inden for intuitionistisk typeteori og specielt arbejdet med afhængige typer er centralt for programmeringssprog og bevisassistenter som Coq, Agda, Idris m.fl. Martin-Löf udviklede og implementerede ikke selv noget af dette, men hans indflydelse har været enorm. Hele arbejdet med formalisering af matematik og alle de praktiske resultater med maskintjekkede beviser af firefarvesætningen fra grafteori, Feit og Thompsons sætning fra gruppeteori m.m.m. ville være utænkeligt uden.

Der er et websted med alle Martin-Löfs artikler, og lidt afhængigt af hvordan man tæller, er der op til 33 publikation i perioden fra 1966 til 2014. Jeg ved ikke, hvad Martin-Löfs h-indeks er, men det kan ikke være så højt igen. Det er i sig selv tankevækkende.

Løftet om taxameterløftet

Nogle danske universiteter varslede og gennemførte tidligere i år fyringsrunder. Om der kommer flere fyringer i universitetsverdenen i år, er uklart – nogle steder truer ledelsen med at det kan blive nødvendigt fordi taxameterløftet på de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser ifølge det nye forslag til finanslov ikke længere vil være der.

Taxameterløftet blev indført for 10 år siden af den daværende Venstre-regering, men nu skal det altså forsvinde, selv om alle partier i Folketinget inden valget i juni i år lovede at bibeholde taxameterløftet.. Det er Socialdemokratiet, der har skiftet holdning.

Man kunne blive fristet til at tro, at dette problem er lokalt for samfundsvidenskab og humaniora – og naturligvis er det især dem, der nu vil blive trængt. Men på nogle universiteter vil der muligvis ske det, at institutter fra de andre hovedområder skal afgive midler, således at man på institutionsniveau kompenserer for de lavere taxameterindtægter. Og på denne måde er fjernelsen af taxameterløftet et meget konkret problem for alle i universitetsverdenen. Så er det pludselig ikke længere så god en nyhed, at de årlige nedskæringer på to procent samtidig skal fjernes. Denne ændring kan nemlig slet ikke kompensere for fjernelsen af taxameterløftet.

Nu er det nødvendigt, at alle universitetsansatte uanset hovedområde står sammen og forhindrer denne nedskæring.