Viden som sport

Der er en interessant artikel i The Conversation af Luca Morini fra Coventry University. Han stiller det helt oplagte spørgsmål: Hvorfor er produktion af og tilegnelse af viden egentlig et spil? De uddannelsessøgende skal stræbe efter at få så gode karakterer som muligt. Og akademikere skal konkurrere om at få publiceret og om at skaffe forskningsmidler. Konsekvenserne af denne tilgang til videnstilegnelse er helt oplagte. Den første er fuldstændig oplagt: Man får meget, hvis man vinder og intet, hvis man taber. Den anden burde også være oplagt, men er det nok ikke: Spillet skaber stress.

Den mest oplagte grund til at videnstilegnelse er blevet et spil i vore dage er selvfølgelig neoliberalismen, hvor alle menneskelige forhold kan gøres til genstand for konkurrence, Men ideen er faktisk ældre. Morini sporer ideen helt tilbage til det 19. århundredes “socialdarwinisme”, som var en pseudovidenskabelig idé om at livet er en kamp, der fører til de bedst egnedes overlevelse. Formodentlig bliver ideen om videnstilegnelse som et spil yderligere styrket af analogier fra sportens verden.

Jeg har selv deltaget i vidensspillet mange år efterhånden. De samme metaforer og belønningsmekanismer, der præger professionel sport, har sneget sig ind i den akademiske verden og skolesystemet. Min klare fornemmelse er, at det gør det samme ved den akademiske verden og skolesystemet, som kombinationen af voldsom kommercialisering og elitedyrkelse har gjort ved sport og den måde, vi tænker om sport på. Deltager jeg i det akademiske spil for at vinde eller fordi det er sjovt? Jeg ville helst deltage fordi det er sjovt, men i konkurrencesamfundet skal man vinde, for det er vinderen, der får det hele.

Morini skelner mellem game communities og play communities på engelsk, og det er tydeligt, at vi nu står i en situation med en masse game, men ikke ret megen tid eller påskønnelse af play. Det er trist, at det er endt sådan. Tænk, hvis forskning og læring kunne blive en fælles leg i stedet for en sport.

Nogle ord ved feriens afslutning


De gule lande er de lande, hvor anden påskedag er en helligdag. Jeg bemærker, at Portugal ikke er et af dem.

Anden påskedag er sådan en underlig helligdag, men jeg er glad for at den er der. For én gangs skyld brugte jeg nemlig tre feriedage inden påske, og det gav mig 10 sammenhængende fridage, som jeg må indrømme, at jeg trængte til. Jeg har ikke haft egentlige fridage siden jeg begyndte igen på arbejde den 2. januar. Der er sket en masse for mig på universitetet siden da; her tænker jeg selvfølgelig i høj grad på fyringsrunden og alt hvad den indebar af usikkerhed. Det har været godt at være væk fra den side af tilværelsen. Ude i verden er der sket en masse trist (senest de forfærdelige terrorangreb i Sri Lanka), men på sin vis har det været nemmere for mig at bearbejde og give ordentlig eftertanke, når arbejdet ikke også fylder.

Min undervisningsbelastning i dette semester er igen så høj, som den var for et årti siden – noget, jeg nemt har kunnet mærke (jeg bliver som bekendt heller ikke yngre). Jeg fik klemt to rejser i embeds medfør ind siden juleferien sluttede, men selv om det var interessant at besøge Portugal og Tjekkiet, var det også arbejde. I denne ferie kom jeg ikke ret langt hjemmefra, og det var helt bevidst. For lige så spændende en rejse kan være, lige så krævende kan den også ende med at blive.

De bedst egnede og de bedst talende

Christoph Houman Ellersgaard, der af avisen bliver kaldt eliteforsker (men her dækker det tilsyneladende over, at hans forskningsområde er den danske magtelite), skriver i et indlæg i Politiken om hvordan klasseforskelle i det danske samfund har større betydning end man tror.

Også i såkaldte eliteuddannelser viser klasseforskellene sig nemlig. Ellersgaard skriver

…overklassens børn let navigerer hjemmevant og skaber venskaber på deres prestigiøse arbejdspladser. Imens personer med en mere beskeden baggrund føler sig mere utrygge og tvungne. Forskellen er, om man forstår kulturen og omgangsformen. Hvis ikke man gør det, går man glip at de forbindelser, der kan bringe én videre op ad karrierestigen.

Jeg kommer ikke selv fra en familie med akademiske traditioner – min familie var fiskere, husmænd og håndværkere. Det var et lille trin op på den sociale rangstige, at min mor og hendes søskende kom til at arbejde i banker og i detailhandel.

Nogle akademikere har været vant til at gøre andre opmærksomme på sig selv og egne fortræffeligheder. Jeg husker en, der engang fortalte mig, at han i den by, han kom fra (et sted uden for Danmark) var kendt som “ham, der var god til matematik” og fik megen omtale på den måde; jeg ved, at han senere har fået et godt forhold til sit universitets ledelse og indflydelsesrige kolleger rundt omkring ved at gøre opmærksom på sig selv. Det er helt legalt at gøre sådan,, men det er en slags manøvrer, jeg selv har haft det svært med at foretage.

Det tog mig således en del år, før jeg tog mig sammen til at spørge en meget mere succesfuld udenlandsk kollega, hvorfor de så ofte kom med i programkomiteer til konferencer, mens det samme bestemt ikke var tilfældet for mig. Jeg havde affundet mig med, at når jeg aldrig blev spurgt, var det simpelthen fordi mine forskerkolleger ikke syntes, jeg gjorde det godt nok som forsker til at jeg kunne få den slags tillidsposter. (Til gengæld gjorde jeg meget for at opfylde mine undervisningsforpligtelser, så ingen skulle kunne sætte en finger på dét.) Svaret jeg fik af min udenlandske kollega var, at jeg bare skulle spørge på det rette tidspunkt og i øvrigt gøre mere opmærksom på mig selv. Siden har jeg været med i flere programkomiteer (men er stadig langt bagud på point her).

Min fornemmelse er også, at kønsforskelle betyder noget – at mange kvindelige forskere på grund af de herskende kønsroller heller ikke i samme grad får gjort opmærksom på sig selv. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved den slags, men det er vigtigt at være mere bevidst om disse indflydelsesstrukturer og hvad klasse- og kønsforskelle betyder her.

En hilsen fra fortiden

Fordelen opdagede jeg noget usædvanligt i det store auditorium, hvor jeg holdt klasseundervisning i Syntaks og semantik. Omme i hjørnet, skjult bag en tavle på hjul, stod der… en overheadprojektor. Det var et underligt nostalgisk gensyn, for det er år og dag siden jeg har set sådan én.

Men jeg husker endnu de glade dage i 1970’erne, hvor jeg gik i folkeskolen og overheadprojektorerne holdt deres indtog i undervisningen. Dengang troede mange lærere og skoleledere, at det ville forandre undervisningen. Det eneste, der skete, var at lærernes præsentationer blev kedeligere. Nu skulle vi elever vænne os til at se på store, hvide lysende flader og ikke altid lige godt udarbejdede transparenter. I min studietid herskede overheadprojektoren stadig. Jeg lærte en masse om vandopløseligt og ikke-vandopløseligt blæk og om kopifaste transparenter.

For knap tyve år siden blev overhead-teknologien dog afløst af præsentationssoftware. De store, lysende hvide flader levede videre, men det var slut med de ikke altid lige godt udarbejdede transparenter. I stedet kom der den ene dårligt udarbejdede Powerpoint-præsentation efter den anden.

Men teknologibegejstringen lever endnu. Aalborg Universitet har således det, ledelsen kalder for en digitaliseringsstrategi. Heri står der

Udviklingen af digitale teknologier er et rammesættende vilkår, som både åbner for nye muligheder og stiller os over for nye forventninger og krav fra omverdenen – krav om kontinuerlig tilpasning i en ofte uforudsigelig og omskiftelig fremtid, også for AAU.

Hvis den nuværende strategi var blevet til i 1970’erne, ville den have været en strategi, der udtalte at overheadprojektoren var et rammesættende vilkår! Der er på sin vis underligt, at det netop er en som mig, der skal udtrykke skepsis over for teknologien, men det er barokt at lave en officiel strategi, der ser teknologien som det primære og som det vilkår, vi skal tilpasse os, i stedet for at vi får lavet en strategi, der først og fremmest har til formål at skabe god undervisning og god (formidling af) forskning. De teknologiske hjælpemidler skal være netop dét: Hjælpemidler til at skabe god undervisning og forskning. Så i virkeligheden tror jeg vel ikke på digitalisering som noget, der har værdi i sig selv

Denne gang er det Syddansk Universitet

Foto: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/8d/Rustenborg.jpg

Nu er det Syddansk Universitet, der har et underskud og skal skære lønudgifterne ned – eller hurtigt finde nye indtægter. Det er specielt Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der skal holde for på SDU. Ifølge SDUs budget skal lønudgifterne skæres fra ca. 308 millioner kroner i 2019 til 266 millioner i 2021 for at kunne skabe balance mellem udgifter og indtægter. Fakultetet forventer et underskud på 28 mio. millioner kroner i 2019 og 20 millioner i kr. i 2020. Om der bliver tale om en fyringsrunde, kan ledelsen endnu ikke fortælle.

På AAU blev Institut for Økonomi og Ledelse ramt særlig hårdt. På SDU er det Institut for Marketing og Management.Ifølge institutlederen ved dette institut er årsagerne til underskuddet en kombination af 2-procent-besparelserne på uddannelserne, dimensioneringen, lukningen af engelsksprogede uddannelser, udsigten til at takstforhøjelsen til samfundsvidenskab ikke bliver forlænget og en faldende basisbevilling til forskning. Om topledelsen på SDU bruger fyringer som en anledning til at skabe ændringer i organisationen, ved jeg endnu ikke.

Først var det AAU, så var det KU og nu altså også SDU. Det ser efterhånden ud som om det nu er blevet et vilkår, at de danske universiteter skal gennem fyringsrunder med al den usikkerhed og den utryghed, det medfører. Det er et urimeligt vilkår. Nogen bør nævne det i en kommende valgkamp.

Den svære kunst at være ordentlig

I dag havde jeg besøg af en estisk universitetslærer fra universitetet i Tallinn. Han var meget interesseret i at høre mere om vores undervisning på Aalborg Universitet, både hvad angår kurser og projektarbejde. Jeg prøvede at svare, så godt jeg kunne.

Til sidst stillede han et bredt spørgsmål: Hvad var mon den vigtigste erfaring, jeg havde gjort mig i mine år som universitetslærer?

Og her måtte jeg sige, at det vigtigste, jeg har lært inden for de seneste få år er at man skal være venlig og imødekommende over for dem, man underviser. Det lyder plat og selvindlysende, men det er det ikke. Når nogen stiller et spørgsmål, er det tegn på at de er interesserede og gerne vil lære – og så skal man møde dem på en venlig og imødekommende måde.. Jeg vil ikke påstå, at jeg altid har været uvenlig før i tiden. Men jeg har godt kunnet være mere åbenlyst utålmodig end jeg prøver at være i dag. Jeg har hørt om universitetslærere, der direkte sagde til studerende, at deres spørgsmål var så dårlige, at det tydede på at de skulle tilbage på et lavere semester! Til gengæld har jeg også oplevet universitetslærere, der var meget rummelige og empatiske. Dem har jeg lært meget af.

Den attitude, man viser over for dem, man underviser, betyder generelt rigtig meget. Jo mere ærligt og jo mere præcist, man kan kommunikere med de studerende, og jo mere man kan tage dem alvorligt, jo mere får man igen fra dem. Det er dét, der er min erfaring og dét, jeg stræber efter.

Tør vi skrive det i en mail?

Flere gange siden efteråret 2018, og især efter fyringsrunden tidligere i år, har jeg oplevet, at mine kolleger på AAU har skrevet, at de følte sig utrygge ved at fremføre kritik af ledelsen i mail eller på sociale medier. Senest skrev jeg en mail til en kollega og fik det svar, at vi skulle fortsætte korrespondancen gennem vores private mail-konti fordi der som del af det, vi skrev, var tale om en kritik af ledelsen. Min kollega følte sig lidt paranoid, men ville samtidig hellere være på den sikre side. Jeg prøvede at berolige ved at sige dette: Hvis ledelsen ville skride ind over for os på baggrund af kritiske udsagn i en privat mail der brugte vores AAU-mailadresser, ville de samtidig have afsløret, at de læste vores mail. Men jeg fortsatte korrespondancen i privat regi.

For muligvis har min kollega ret. HK skriver:

Husk aldrig at skrive noget illoyalt om din leder, arbejdsplads eller kollegaer fra din arbejdscomputer, telefon eller tablet. Dels fordi du er forpligtet til at være loyal over for din arbejdsplads, dels fordi det kan havne i de forkerte hænder.

og DM skriver

Når der foreligger en berettiget interesse fra arbejdsgivers side og hensynet til den ansatte ikke overstiger denne interesse. Er den ansatte fx ikke tilstede, og der er materiale i indbakken, som skal bruges, og som ikke kan afvente den ansattes tilbagekomst, kan arbejdsgivers interesse i at åbne den ansattes mails overstige hensynet til den ansatte.

Arbejdsgiver vil også have en interesse i at åbne den ansattes mails, hvis ar-bejdsgiver har en konkret mistanke om uregelmæssigheder eller misbrug.

Men det er en gråzone. Er man illoyal, hvis man kritiserer ledelsen? Min holdning er (vel ikke overraskende), at det er man ikke, blot fordi man er kritisk. Og vi kan ved at skrive “Privat” i emnefeltet angive, at en beskeds indhold er privat – da må ledelsen ikke læse med. Vi kan anerkende, at ledelsen er der, men vi behøver ikke at billige dens beslutninger eller adfærd.

Frygten for, at ledelsen læser med, dækker for mig først og fremmest over det, at der er blevet skabt en følelse af utryghed ved og frygt for ledelsen, og alene dét er bekymrende. I en kronik i Information skriver Rasmus Willig og Anders Ejrnæs om tavshedskulturen i offentlige og private virksomheder, at

For det første skal vi forstå selvcensur i bogstavelig forstand. Det er ikke kun en censur af det frie ord, men også af selvet, og derfor oplever vi sandsynligvis, at flere reelt bliver stresssygemeldt af ikke at kunne tale om de problemer, de oplever.

For det andet indebærer selvcensuren en ny type tavshedskultur, hvor der ikke tages hånd om særlige kritisable forhold.

I denne kultur kan vi også finde forklaringen på, hvorfor vi ser den ene skandale efter den anden i den offentlige og private sektor. Der tages simpelthen ikke hånd om problemerne med rettidig omhu. Og det har, for det tredje, den konsekvens, at der ikke reageres på et dårligt fungerende, stressfyldt og psykisk arbejdsmiljø, hvilket i værste fald forværres.

Netop dét er desværre også min fornemmelse.

Hævnen kommer til eksamen

For nylig har vi igen talt om semesterevalueringer i studienævnet. En af udfordringerne er, at evalueringerne er anonyme. Formodentlig betyder det, at nogle studerende udtrykker sig på en måde, som de ikke ville gøre, hvis de skulle stå ansigt til ansigt med underviseren eller andre berørte parter. Men helt sikkert er det, at de anonyme evalueringer gør det umuligt at svare på den kritik, der kommer. Vi ved nemlig ikke, hvem vi skal svare.

Jeg har i den forbindelse foreslået, at man erstattede de anonyme evalueringer med et obligatorisk møde, hvor underviseren talte med de studerende om kursets forløb. Nogle studerende syntes at dette var en god idé, men andre var bekymrede. De sagde, at en del studerende formodentlig ville være bange for at udtale sig kritisk af frygt for at det kunne få konsekvenser ved eksamen.

For nylig snakkede jeg med en gymnasieelev, der gav udtryk for at undervisningen i et bestemt fag ikke var så god. Men hvorfor fortæller I så ikke læreren, at der er noget, I ikke forstår og måske gerne ville have mere hjælp til? spurgte jeg. Og svaret var helt tilsvarende det, jeg hørte fra universitetsstuderende: Tænk hvad det kunne få af konsekvenser senere.

Jeg er ked af, at der hos i hvert fald nogle studerende og gymnasieelever er en frygt for at en underviser vil tage dårligt imod kritik og hævne sig til eksamen. Og jeg spekulerer på, hvor denne tilsyneladende ret udbredte forestilling kommer fra. Selv har jeg aldrig hørt om nogen undervisere, der gjorde noget sådant – det ville være dybt uprofessionelt og nedrigt, og ved enhver eksamen med en censor vil censor være garant for at den slags ikke kan ske. Derudover er det meget vigtigt, at man kan få et godt ry som underviser og lige så vigtigt at man ikke får et direkte dårligt ry. Også dét taler imod at nogen vil bruge eksamen som hævnakt.. For to år siden fik jeg meget hård kritik af min undervisning, og da var jeg om muligt endnu mere opmærksom end ellers på at forhindre, at nogen ville kunne få indtryk af at eksamen skulle fremstå som en hævnakt.

Men samtidig tænker jeg selvfølgelig over, hvor frygten for at eksamen skal blive underviserens hævn, egentlig kommer fra. Der må være nogle ubehagelige historier derude, som jeg ikke kender til.

Vi kan ikke få armene ned (men hvorfor egentlig ikke?)

I dag var jeg til endnu et møde hvor der blev talt om hvordan Institut for datalogi på Aalborg Universitet skal udbyde uddannelser på AAU-afdelingen i København. “Det kan ikke gå galt”, er den officielle melding fra ledelsen. Og vi kan ansætte flere, lød det.

Optimismen var stor. Der var således også nogle af mine kolleger, der udtrykte ønske om at overtage kurser på første studieår, som det lige nu er andre institutter, der leverer.

Det var unægtelig som om nogle af mine kolleger ikke kunne få armene ned over al denne mulige succes. Men jeg har det anderledes. Jeg er bekymret for at vi kan risikere at sidde med en boble, der pludselig brister. Og jeg ved, jeg ikke er den eneste. Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke kan klare os i konkurrencen med KU, DTU, ITU, RUC og CBS, der allerede udbyder universitetsuddannelser i datalogi i hovedstadsområdet og tilmed har nogle veletablerede forskningsmiljøer derovre? Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke kan finde nogen på Institut for datalogi til at undervise i de kurser, vi så gerne vil overtage fra andre? Og hvad skal vi gøre, hvis vi om få år pludselig står med et underskud? Andre institutter har haft den slags problemer for ganske nylig; det er kun få måneder siden, der skete fyringer på næsten alle institutter på AAU og jeg var bisidder ved fyringsmøder.

Det, jeg ønsker mig, er – som jeg skrev det i går – en god form for forudsigelighed.

Ad nye veje: Et helt universitet


De seneste år har jeg skrevet en del kritiske indlæg om det, der sker på Aalborg Universitet. Men her er en positiv formulering af den udvikling, jeg og sikkert mange andre ønsker at se. Det er en vision om et helt universitet for hele samfundet, et universitet, der går ad nye veje i forhold til det, vi ser nu.

Et helt universitet er et universitet, hvor alle føler sig trygge og frie. Et helt universitet er et universitet, hvor

  • alle fagområder har ordentlige vilkår og nyder respekt
  • VIP, TAP og studerende oplever, at de har reel indflydelse på egen hverdag og bliver taget alvorligt
  • VIP, TAP og studerende oplever at beslutningsprocesser er gennemsigtige
  • uddannelserne er hele og har gode vilkår
  • grundforskning og anvendt forskning nyder respekt og kan udfolde sig som de vil
  • alle arbejdsopgaver bliver taget alvorligt
  • der er tryghed i ansættelse og karriere og en god form for forudsigelighed