Skønne, spildte kræfter

Den magiske fordelingshat fra Harry Potter.

Af Suzelfe – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=41552140.

Hvert år er der opslag i Danmarks Frie Forskningsfond. Jeg har også søgt denne gang. Men jeg har ingen illusioner. Succesraten er lav. Sidst var der 1816, der søgte, 215 fik et ja. Det er 13 procent af ansøgerne.

Universitetsavisen ved Københavns Universitet (der er i stand til at være forbilledligt kritisk og har journalister ansat) har en artikel, der ser bevillingssystemet fra forskernes side gennem interviews med seks af de forskere, der rent faktisk har modtaget bevillinger i seneste runde.

En forsker fra Københavns Universitet udtaler

Hvis vi siger, at der er 10 procents succesrate, og der er utroligt mange, utroligt gode forskere, der søger, så er 90 procent af den tid, der er blevet puttet ind i den forskningsaktivitet, i virkeligheden mistet hver gang. Det tager lang tid at lave en ansøgning – det ser bedre ud, hvis der er internationalt samarbejde med, der er masser af netværksting, der skal plejes, kultiveres og koordineres. Så er der den del at få en idé, som for det første er noget, der mangler i det forskningsmæssige landskab, og for det andet er noget, der vil være interesse for fra andre end én selv – og det tager lang tid.

En anden forsker siger

For hver person, der får en bevilling, er der otte personer, der ikke gør. Personer, der har brugt lige så meget tid – eller mere – på at skrive deres projekt. Det er et kæmpe spild af ressourcer for at fremme god forskning, og det tror jeg ikke engang, at det gør. Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé. Jeg synes ikke, at de bare skal give mig pengene, uden jeg skriver et forskningsprojekt, men den konkurrerende struktur er ikke god for forskningen. I stedet for at fordybe dig i din forskning, bruger du din tid på at slås om penge, fordi det er det, der betaler for universitetet. Så vi kan ikke stoppe, og vi må ikke fejle – for så falder instituttet fra hinanden.

Det er interessant, at det er forskere, der faktisk har succes, der siger dette. Hele konkurrenceaspektet kan ganske vist kan skabe en masse ideer, men det er desværre også ideer, der i mange tilfælde aldrig kan blive ført ud i livet. Og fordi institutionernes økonomi er blevet så afhængig af de eksterne bevillinger, bliver det nemt for ledelserne rundt omkring at placere skylden på institutionernes dårlige økonomi hos de mange, der ikke får en bevilling. Det er ironisk, at et universitet som Københavns Universitet ikke har intern finansiering af forskning, selv om det er den aktivitet, som det videnskabelige personale først og fremmest bliver bedømt på.

Nedsættende ord og vendinger

På Københavns Universitet var der sidste år fokus på en sag, hvor en lektor af en lille gruppe anonyme studerende blev beskyldt for bl.a. at omtale sorte mennesker med nedsættende ord og tale krænkende om kvinder. Andre steder har man nu offentliggjort beslutninger om, at man på de pågældende universiteter ikke bruger nedsættende ord og udtryk.

Alle ved forhåbentlig, at jeg er modstander af sexisme og racisme og at den slags ingen steder hører hjemme. Hvis den pågældende lektor har opført sig på den måde, der bliver nævnt, er det grimt. Men det er interessant, at definitionerne af krænkende adfærd fra i hvert fald Københavns Universitet og Aarhus Universitet tager udgangspunkt i en rent subjektiv definition. I retningslinjerne fra KU står der

Det er medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet…

Det gør det påfaldende nemt at bøje reglerne, for enhver kan da føle sig krænket. Jeg ved ikke, hvad den gode løsning på problemet med racistiske, homofobiske og sexistiske udtalelser mon skal være – ud over at den slags adfærd skal kritiseres og kritiseres konsekvent. Jeg spekulerer på, om der mon er steder, hvor sexisme og racisme trives i særligt høj grad, f.eks. i mandsdominerede miljøer. Måske er det her, man skal gøre en ekstra stor indsats. Men jeg spekulerer også på, om danske universiteters nylige fokus på nedsættende ord alene udspringer af en bekymring for hadefuld tale, eller om de nye politikker mon også kan bruges til begrænse mulighederne for kritik af interne forhold. Forhåbentlig ser jeg spøgelser.

Kvalitet i uddannelserne

Her til eftermiddag deltog jeg i et fokusgruppeinterview på Aarhus Universitet sammen med tre universitetslærere på Aarhus Universitet, hvor jeg som den eneste af deltagerne ikke selv er ansat.

De øvrige deltagere kom fra antropologi, jura og erhvervssprog, men trods forskellene i baggrund var vi meget enige om hvad der kendetegner kvalitet i universitetsuddannelser. Bl.a. er forskningsbasering rigtig vigtig, men også forbløffende svær at definere klart. Jeg fremhævede her PBL som et mål til at komme tættere på dette ideal.

Til sidst nævnte flere spontant den store indflydelse, det store fokus på måltal har på kvantificering af hvad kvalitet er. Ingen af os syntes særligt godt om dette fænomen.

(Og så var det forresten også i dag, jeg for første gang kørte med letbanen i Aarhus. Det gik helt som det skulle.)

Fritstillet?

I går kunne man læse om en underviser på Aalborg Universitet, der havde givet alle sine studerende 12 og nu var blevet bortvist.

En fagretslig vinkel, som medierne desværre ikke har forfulgt, er at den pågældende underviser er blevet fyret som led i fyringsrunden tidligere i år, men var nødt til at arbejde videre. Han var ikke blevet suspenderet og formodentlig heller ikke fritstillet. Hans karaktergivning er tydeligvis også en form for afmægtig protest.. De sidste måneder af hans ansættelsesperiode må have været ubehagelige, og jeg ved fra andre, jeg kender, hvor hårdt det føles at skulle undervise for sidste gang efter mange års ansættelse.

Marielle Høgenhaug, der er chefkonsulent hos Djøf, siger at

De fleste ser det som et nederlag at blive fyret, og mange oplever stresssymptomer, hvis de skal møde op på arbejdet, efter de er blevet fyret. Som et medlem, der blev nægtet fritstilling, sagde: Det minder jo om at skulle leve sammen med sin ekskæreste og stadig lave god mad og være i godt humør, når han kommer hjem. En fritstilling kan være en hjælp til at komme hurtigere til hægterne igen og få energien til at søge job…

Det er selvmodsigende, at man på den ene side fyrer medarbejdere med den begrundelse, at de er dem, man “bedst kan undvære”, og at man på den anden side ikke fritstiller eller suspenderer dem. Også dette peger på, at der er behov for en revision af Moderniseringsstyrelsens retningslinjer for afskedigelser og for en revision af praksis. Det mest værdige for alle parter ville være en fritstilling.

Et forsøg på kommunikation

Når nogen, der har magt, gennemfører en større ændring, er det en ofte anvendt kommunikationsstrategi at sige, at ændringen ikke vil få konsekvenser, men samtidig er helt nødvendig.

I forbindelse med årets første fyringsrunde på Aalborg Universitet udtalte rektor, at kvaliteten af undervisningen ville være uforandret. Og til DR udtalte han, at der var blevet fyret 107 mennesker, men at der stadig var mere end 3000 ansatte.

I denne måned fandt så den anden fyringsrunde sted på Aalborg Universitet, og igen følte ledelsen igen behov for at pointere, at det ikke vil komme til at betyde noget for serviceniveauet.

Det er også en typisk strategi at tale til i stedet for at tale med. AAUs ledelse udsendte denne gang en video på YouTube, hvor direktøren forsvarer fyringerne. Det er en ændring i kommunikationsstrategi forhold til delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet, hvor ledelsen aldrig gav en forklaring på hvorfor fakultetet skulle deles, men henviste til en artikel i Nordjyske. Men når jeg taler med kolleger, fornemmer jeg tydeligt, at denne strategi heller ikke virker overbevisende.

AAUs ledelse har længe været vant til at tale til ansatte og studerende i stedet for at tale med dem, fordi den reelt kan gøre som den vil. Det fører med sig en kluntet kommunikationsstrategi, der mest består i at træffe vidtgående beslutninger og derefter forsvare dem. Denne praksis er i sidste ende en konsekvens af Universitetsloven af 2003, der satte en stopper for demokratiet på de danske universiteter. Om de partier, der vedtog denne lov, vidste, at kommunikationen på danske universiteter i dag ville være sådan, ved jeg ikke.

Alle har ret til en begrundelse for deres fyring

Jeg er lige nu på vej hjem fra DMs kongres. Som noget af det sidste på dagsordenen vedtog et stort flertal på kongressen ovenstående resolution, stillet af mig og tre andre delegerede fra AAU og med en delegeret fra KU og DMs tidligere forkvinde Ingrid Stage som yderligere stillere. 

Resolutionen handler direkte om fyringsrunderne på statslige arbejdspladser og den mørkelægning, der sker i den forbindelse. Det er handlingslammende for den enkelte at vide, at der faktisk sker en individuel vurdering i ledelsen inden en fyring, men at de, der bliver fyret, udelukkende får at vide, at “du er den, vi bedst kan undvære” og derfor reelt aldrig kan anfægte fyringens grundlag. Det er netop dét, vi har ville fokusere på med resolutionen.

Som resolutionen viser, vil vi fortsætte kampen for at de, der bliver fyret alene med baggrund i “institutionens forhold”, kan få en reel begrundelse, så høringsprocessen ikke bliver så indholdsløs og frugtesløs, som den, alle de, der er blevet fyret på AAU i 2019 har oplevet – og som de, der bliver fyret i denne måned på AAU, også er ved at opleve. Vi ville ønske, vi kunne have gjort mere, men det kræver en ændring af den gældende praksis, og det er her, slaget nu skal stå og hvor DM skal tage fat.

Vi har bestemt ikke har glemt vore gode og dygtige kolleger, der har mistet deres arbejde og aldrig har kunnet få en ordentlig forklaring på hvorfor.

Undervisningens dag 2019

I dag var der igen Undervisningens Dag på Aalborg Universitet. Jeg har været ved hvert år, og 2019 var ingen undtagelse. Det påfaldende er, at de, der deltager til Undervisningens Dag, alle er erfarne undervisere, der interesserer sig særligt for og er meget engagerede i undervisningsopgave og ofte endda får positive kommentarer om deres undervisning. Alle de andre – de uerfarne, dem, der får negativ kritik, dem, der ikke engagerer sig ret meget i undervisningen – ser man ikke rigtig noget til.

Der var to indbudte foredrag med henholdsvis Tony Bates, en uddannelsesforsker fra Canada, og Jan Damsgaard, der er professor på CBS. Tony Bates’ foredrag handlede om undervisning i en digital tidsalder, og det var nemt for mig og andre at relatere til. Jan Damsgaards foredrag fokuserede udelukkende på hvordan ændringer i teknologi vil påvirke markedsøkonomi og beskæftigelse. Kun på den allersidste slide stod problembaseret læring nævnt helt kort. Jeg og mange andre fandt emnet helt malplaceret, men det er formodentlig helt i tråd med AAUs tanker om økonomisk styring og markedsgørelse.

Dagens gode overraskelse var foredraget af Johan Heinsen, der er lektor i historie og i år fik prisen som Årets Underviser på AAU. Johans overvejelser om god undervisning og hvad det vil sige at være en god underviser er ikke nær så specifikke for historiefaget, som han måske selv tror. Og hans karakteristik af problembasering – at et problem, man nemt kan svare på, ikke er et problem, og at et problem, der ikke angår nogen, ikke er et problem – er fanget lige på kornet.

Selv deltog jeg i en workshop, der skulle præsentere det nye Kompetencecenter for Digitalt Understøttet Læring (CDUL), som AAUs ledelse har oprettet. Jeg har ikke selv noget med CDUL at gøre, men mine erfaringer med flipped classroom blev brugt som en case.

(Jeg havde i sin tid selv haft et andet forslag til workshop om et helt andet emne, men det kunne alligevel ikke godkendes, og derfor blev det som det blev – med mig som indslag i CDULs workshop. Min ærgerlige fornemmelse er, at også Undervisningens Dag er ved at blive transformeret til et sted, hvor AAUs ledelse kan eksponere sig selv.)

AUB: Fyringer, flytning – og floskler

AAUs hovedbygning på Langagervej 2, som nu skal forlades.

I denne uge har både kolleger og studerende over for mig nævnt den forestående flytning af Aalborg Universitetsbibliotek (AUB) – endnu en af de store organisatoriske ændringer på Aalborg Universitet, der sker inden for kort tid. I 2015 blev læsesalen på Langagervej 2 nedlagt for at gøre plads til kontorer til Fælles Service. Men i Fælles Service sker der i denne måned fyringer efter samme model, der blev brugt i januar og februar i år til de første 107 fyringer. Og bibliotekets hovedbygning på Langagervej 2 skal nu forlades helt. Igen er det officielle argument, at der skal skæres ned, og som så ofte før er den officielle holdning, at der er tale om en situation, som faktisk vil være en forbedring. Som det hedder i meddelelsen fra 29. marts i år:

Tidsplanen for flytningen skyldes muligheden for huslejebesparelser, der vil understøtte Fælles Services økonomiske situation. Samtidigt mener vi dog også, at der er spændende perspektiver i, at Universitetsbiblioteket rykker ind i hjertet af et stort campus-område. Det vil give lettere adgang til Universitetsbiblioteket for både studerende og ansatte og betyde, at vi kommer tættere på uddannelses- og forskningsmiljøerne. Universitetsbiblioteket vil derfor i de nye rammer fortsætte og udvikle samarbejdet med og servicen til uddannelses- og forskningsmiljøerne og de administrative områder, samt være et attraktivt PBL-orienteret studiemiljø med adgang til vores materialer 24/7.  

Bemærk de store, flotte og tomme ord til sidst.

Universitetsbiblioteket skal i stedet være i bygningen på Kroghstræde 3, men så vidt jeg ved, betyder det ikke, at nogen af de undervisere, forskere og studerende, der benytter denne bygning, skal flytte ud. (Institut for læring og filosofi, der lige nu bor der, har godt nok holdt til på 3 forskellige adresser i de seneste fem år, så hvem ved, hvad det ender med?) Planen er i stedet at flytte AUBs bogsamling – ned i kælderen.

Det er en underlig skæbne for AUB, men også for studiemiljøet. Selv om projektarbejde i grupper er en væsentlig arbejdsform på uddannelserne på AAU, har mange studerende ikke adgang til grupperum (igen på grund af nedskæringer). I stedet bruger de bibliotekets faciliteter, men den mulighed ser nu ud til at forsvinde.

Jeg kan tydeligt mærke, hvordan de mange store og pludselige organisatoriske ændringer på Aalborg Universitet skaber en permanent tilstand af utryghed og uforudsigelighed hos ansatte og studerende. Det er en uværdig og stress-fremkaldende situation, og ofte sidder jeg med en ubehagelig fornemmelse af at den nuværende ledelses handlekraft reelt er i gang med at ødelægge et universitet, som har betydet meget for mig for og mange andre og som jeg har holdt af.

Vi blev væk fra årsfesten

Mens nogen deltog i Aalborg Universitets officielle årsfest, mødtes jeg og min hustru på Basement Beer Bar med kolleger, der er blevet fyret i januars og februars fyringsrunder. Vi talte om ledelsen og om de idealer, som ledelsen på AAU har glemt. Alt andet lige har det været en hyggelig aften.