Autonome våben fra AAU

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan ledelsen på Aalborg Universitet er meget ihærdig i sit ønske om at få midler fra EUs nye militære forskningsprogram, der er rettet mod våbenudvikling. Der er allerede 90 millioner euro i PADR-projektet, men i 2019 kommer formodentlig den store European Defence Fund (EDF) på 13 milliarder euro, formodentlig mere. Som så ofte før er der her tale om et EU-program, der i høj grad består i støtte til virksomheder, og virksomhederne har selv bestemt hvordan de skal støttes. Den belgiske NGO Vredesactie (Fredsaktion) har dokumenteret, at EU-kommissionens forslag til rammer for EDF i høj grad er baseret på materiale fra militærindustrien. 

AAUs ledelse har oprettet kontoret AAU Defence, og en del af den strategiske satsning er, at AAU skal satse på udvalgte områder som bl.a. militærforskning og autonome systemer (omend kandidatuddannelsen i autonome systemer nu lukker på grund af de seneste nedskæringer).

Det er to meget aktuelle områder, AAU åbenbart nu skal satse på. Snart er der den årlige konference i i European Defence Agency, From unmanned to autonomous systems: trends, challenges and opportunities, hvor EU-pinger og den europæiske militærindustri mødes. Som titlen antyder, er noget som EDA interesserer sig særligt for, er såkaldte autonome våbensystemer. Det er våben, der uden menneskelig indgriben (og på baggrund af maskinintelligens) udvælger og angriber mål. Den slags våben er formodentlig i strid med folkeretten; det Internationale Røde Kors har sat spørgsmålstegn ved om våben, der træffer beslutning uden menneskelig indgriben, overhovedet er lovlige.  Måske kan autonome våben en dag overholde international humanitær lov, hvis deres beslutninger er baseret på at international lov skal overholdes. Men dertil er man slet ikke nået endnu. Det hele kompliceres yderligere af, at der er en ulden grænse mellem egentlige autonome våben og våben som droner.  

Der er faktisk netop nu en kampagne i gang for at få autonome våben forbudt.  I juli år tilsluttede 160 organisationer og virksomheder, der specialiserer sig i maskinintelligens, sig et krav om et sådant forbud, Alligevel satser Aalborg Universitet tilsyneladende på et så tvivlsomt og foruroligende område. Jeg håber, at jeg tager fejl.

Nu gik det lige så godt…

Hvor stort er Aalborg Universitets underskud egentlig? Da jeg først blev orienteret om den aktuelle krise, hed det sig at universitetets råderum var faldet med 100 millioner kroner. Senere i denne uge har vi fået at vide, at der “kun” er tale om et underskud på 67 millioner kroner. Situationen forandrer sig pludseligt.

Hos Aalborg Universitets økonomiafdeling kan man finde universitetets årsrapporter. Rapporten for 2017 udkom i april 2018, og heri skriver man:

Universitetet er i en positiv økonomisk situation, som gør det muligt at investere betydeligt i forskellige strategiske indsatser, der skal styrke universitetet og dets bidrag til omverdenen i de kommende år samtidig med, at finanslovsbevillingerne fortsat er stramme og løbende strammes yderligere.

Et halvt år efter denne optimistiske konklusion (hvor det dog også lykkes at kritisere regeringen) beslutter universitetets ledelse så, at 30 mennesker skal afskediges. Situationen forandrer sig pludseligt.

Den nuværende udemokratiske og hierarkiske magtstruktur i den danske universitetsverden er først og fremmest velegnet til at flytte ansvaret væk fra sig selv. Enten flytter man ansvaret nedefter: At det er institutterne på universitetet, der handler uansvarligt og derfor nu skal holde for. Eller også flytter man ansvaret opefter, til regeringen. Der er ingen tvivl om at nogle institutter på AAU nogle gange har handlet uklogt, og der er heller ingen tvivl om at de årlige nedskæringer på 2 procent gør det svært at være universitet.

Men det er næsten alle institutter, der bliver ramt nu. Og jeg ville have forventet, at AAUs ledelse ville påtage sig et ansvar og have som mål at skabe trygge rammer for os, der endnu er ansat på universitetet. Der er kun gået knap 5 år siden sidste krise, og vi husker den utryghed og pessimisme, der prægede 2014 og 2015. Jeg har en ubehagelig fornemmelse af at mønsteret med tilbagevendende kriser vil blive et, vi skal vænne os til som menige ansatte, og at ledelsen nu har fået et styringsredskab, hvor man bruger risikoen for nye kriser som et permanent skræmmebillede og begrundelse for lokale nedskæringer. Det er ikke dén form for forudsigelighed, der skaber tryghed.

Ingen regning til ledelsen

For lidt siden kom der mail fra Aalborg Universitets ledelse til alle ansatte om at universitetet har et underskud på 100 millioner kroner. Det betyder “personalereduktion og andre mindre justeringer” – en eufemisme for fyringer og frivillig afgang og ansættelsesstop. Mindst 30 mennesker kommer til at miste deres arbejde. Syv uddannelser skal lukke.

Jeg er med i samarbejdsudvalget på mit institut og har derfor allerede kendt til situationen i nogle dage. Faktisk har der dog allerede siden begyndelsen af semesteret været rygter blandt de ansatte om at der var en alvorlig økonomisk situation på AAU. Alligevel har ledelsen insisteret på at møderne i denne uge skulle være omgærdet af fortrolighed. Det er sket af hensyn til de ansatte, var en del af begrundelsen i dag.

Tillidsrepræsentanter og supplerende tillidsrepræsentanter var indkaldt til et møde her til morgen, hvor HR-afdelingen orienterede om situationen og hvordan man skulle håndtere “personalereduktionen”. Universitetets ledelse var ikke repræsenteret ved mødet. Nogle af de tilstedeværende spurgte, hvorfor ledelsen ikke var til stede. Svaret var at dette var et orienterende møde; sagen havde allerede været behandlet i samarbejdsudvalgene.

I november 2013 var der samme situation. Dengang havde Aalborg Universitet pludselig fået et underskud på 130 millioner, og der var “personalereduktion og andre mindre justeringer”.  Mange af os, der var til stede til mødet i dag, havde denne situation og alt, hvad den førte med sig i alt for frisk erindring. Jeg spurgte repræsentanten fra HR, hvordan det kunne komme så vidt igen. Svaret var at “der er en masse omstændigheder, der spiller sammen – det er en perfekt storm”. Hertil kunne jeg kun bemærke, at det stormer meget på dette universitet.

Det er uventet for mig, at det hele er så uventet. Nedskæringerne bliver begrundet bl.a. i dimensioneringerne af uddannelserne (som har været kendt længe) og i lønudviklingen (som er et resultat af overenskomsten på det statslige område fra i året).

HR-afdelingen var dog fortrøstningsfuld med hensyn til personalereduktion. Erfaringen er nemlig, at der i sådanne situationer altid har været nogen, der har været villige til at sige op, sagde HR-repræsentanten. 

En anden deltager (det kunne have været mig, men det var det ikke) spurgte, om dette kun ville få konsekvenser for institutterne og ikke for ledelsen. Men nej – hertil var svaret, at den økonomiske situation ikke ville få konsekvenser for ledelsen.

Set gennem en voksende RUS

Vi har fået et nyt rejseafregningssystem på Aalborg Universitet, som vi skal bruge i forbindelse med afregning for vores tjenesterejser. Det gamle system hed RUS, så det nye hedder selvfølgelig RUS2. Den 28. marts i år annoncerede centraladministrationen, at der ville være kurser i brugen af RUS2 i løbet af foråret. Desværre faldt kurserne på tidspunkter, hvor det var umuligt for mig at deltage.

Da jeg i september i år foretog en tjenesterejse til Portugal, spurgte jeg ved hjemkomsten vores sekretærer om hvordan jeg dog skulle komme i gang med at bruge RUS2, når nu jeg aldrig var blevet introduceret til det. De kunne berolige mig med at RUS2 sandelig ikke var klar til brug endnu, så jeg kunne fortsætte med at bruge det gamle RUS (som jeg i parentes bemærket altid har fundet besværligt).

Men så kom min tjenesterejse til Grækenland, og nu var RUS2 i mellemtiden blevet klar, så nu var der ingen vej udenom. Der var et problem med at tilføjevedhæftede bilag, fik jeg dog at vide, da jeg loggede ind. Jeg brugte en halvanden time her til formiddag på at indskanne alle mine rejsebilag og indtaste alle oplysninger – alt sammen uden nogensinde at have modtaget en introduktion til systemet. Til sidst havde jeg, ved at prøve mig frem, fundet ud af hvordan jeg kunne indføje udlægsposter, tilføje bilag og angive rejsedage. Og så indsendte jeg rejseafregningen.

Den blev afvist. Sekretærerne gjorde mig venligt opmærksom på at jeg havde angivet forkert omkostningssted. Og de ville meget gerne finde ud af, hvilken grænseflade til systemet, en ikke-administrativ medarbejder som mig ville få at se.

Få minutter senere befandt de sig på mit kontor, og vi prøvede at finde ud af hvad vi skulle gøre. Ingen af os vidste, hvad vi skulle gøre, men til sidst regnede vi ud, at man kunne gøre dette ved at rette oplysningerne om omkostningssted for hver enkelt udgiftspost for sig. Hvad vi derefter skulle gøre, og hvordan den rettede afregning skulle genindsendes, fandt vi derimod ikke ud af. De meget tålmodige sekretærer lovede at finde ud af det. 

Historien om RUS2 er en desværre lidt for typisk historie på flere måder, nemlig en historie om centraliserede forsøg på “effektivisering”.

For det første er RUS2 historien om et nyt software-system, hvor det er uklart, i hvilket omfang brugerne er blevet inddraget (den grumme historie om digital eksamen er et eksempel, der bør skræmme). Introduktionen til systemet er ikke blevet koordineret med ibrugtagningen, og der er stadig irriterende fejl.

For det andet er RUS2 endnu et tidstypisk forsøg på at spare resurser ved “selvbetjening”. Denne tendens kender vi fra bl.a. Føtex, hvor man nu beder kunderne om selv at tage sig af at afslutte køb i stedet for at have ekspedienter. På Aalborg Universitet består selvbetjeningen i at lade hver enkelt medarbejder tage sig af en administrativ opgave. I gamle dage var der administrativt personale, der tog sig af rejseafregninger mm., så forskere og undervisere kunne koncentrere sig om det, de egentlig troede, de var ansat til, mens de administrative medarbejdere tog sig af det administrative. Sådan er det ikke mere. Men det letter ikke presset på de administrative medarbejdere – tværtimod skal de alligevel ofte intervenere for at en rejseafregning kan gå igennem.

(– og så vil jeg i øvrigt bede Henrik og Peter Olesen om tilgivelse for at have tyvstjålet titlen fra deres sang fra 2000)

En lang dag

Det blev en lang dag. Jeg sendte en revideret tidsskriftsartikel ind (om et typesystem for pi-kalkylen). Så optog og redigerede jeg podcasts til min kursusundervisning og lagde sidste hånd på et opgavesæt, jeg skal bruge i næste uges undervisning. Frokostpausen var ikke en pause, men et møde for hele instituttet med diskussion af budgettet for det kommende år og meddelelse om at der var blevet ansat fire nye professorer hos os. For første gang er der nu en kvinde, der er professor i datalogi på mit universitet. Det tog kun 31 år.

Derefter mere optagelse af podcasts. Så hjem og pakke de sidste ting, inden jeg tog af sted på det, der skal være min næstsidste flyrejse – fra via Amsterdam til Athen. Målet er ECEL2018, en konference om e-læring. Klokken var temmelig langt på den anden side af midnat før jeg var fremme. Det havde været en lang dag, og det var lige akkurat blevet november – en måned, der heldigvis er noget lunere i Grækenland.

Tør man fejle?

Min chef hedder som bekendt Tommy Ahlers; han har sagt en hel del ting tidligere. Men nu udtaler han

Jeg håber, at det vil betyde, at der er flere på uddannelserne, der tør fejle, for ellers tror jeg ikke, de tør fordybe sig. Min iværksætterbaggrund er gjort af at begå tusindvis af fejl, og med udgangspunkt i dem lave succeser – ikke på trods af dem. Det vil jeg gerne bruge den her platform til at tale om. Man skal selvfølgelig stræbe efter ikke at begå fejl, men fejl er en præmis…

Umiddelbart lyder det rigtig sympatisk, for noget af det, der er allermindst velset på de videregående uddannelser er selve det at fejle. Studiefremdriftsreformen, SU-begrænsninger og uddannelsesloftet er tre eksempler på at studerende ikke må fejle, men skal vælge rigtigt og bestå til tiden. Hvad synes Tommy egentlig om de studerende, der ikke består i første forsøg? (Hans gamle udtalelser om, at man skal være mere kynisk, har han åbenbart – og heldigvis – lagt bag sig.)

Noget tilsvarende gør sig gældende for de af os, der underviser og forsker. Hvad synes Tommy egentlig om de af os, der ikke har så megen succes, men begår ganske mange fejl (mine egne gentagne, fejlslagne forsøg på at få eksterne forskningsmidler er et tydeligt eksempel herpå)?

Hvis Tommy vil gøre noget for den akademiske verden og gøre det tilladt og acceptabelt at fejle, skal man gøre ved alle de mange vurderingskriterier, der gør, at det bliver så almindeligt at fejle.

PADR

AAUs rektor Per Michael Johansen forrest blandt tilhørerne.

EU vedtog i 2016 at stifte et program for militærforskning, den såkaldte Preparatory Action on Defence Research (PADR). I de næste 10 år vil EU-kommissionen uddele mere end 40 milliarder euro til forskning i udvikling af nye våben.

Der har selvfølgelig også været militærforskning før, og i en del Horizon 2020-projekter er nogle af de virksomheder, der deltager, virksomheder, der også arbejder med militære aktiviteter. Men det er første gang, at EU giver penge til ren våbenudvikling. Blandt de projekter, der allerede er blevet støttet, er der tydeligt fokus på “autonome våben” som f.eks. droner.

Det er bekymrende, for dette initiativ kan meget let føre til et nyt våbenkapløb. De etiske diskussioner, der lige nu er om selvkørende biler, blegner i forhold til de enorme etiske dilemmaer, som selvskydende “autonome” våben fører med sig. Herudover kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at vi i en situation, hvor der er stor konkurrence om forskningsmidler, skaber yderligere motivation hos forskere til at søge penge hos PADR. PADR er dermed med til at skævtrække forskningen endnu mere.

Det er ikke overraskende, at min arbejdsplads Aalborg Universitet er med her. Man har endda stiftet en enhed ved navn AAU Defence, og jeg kan læse at to studerende fra AAU står for at skulle besøge en kampflyfabrik i USA.

Jeg vil godt opfordre alle mine kolleger på AAU og andetsteds til at skrive under på en opfordring fra Researchers for Peace til at EU stopper dette. Og jeg vil også opfordre Aalborg Universitets ledelse til at overveje, om forskning i udvikling af våben virkelig er det, vi har mest brug i verden i dag.

At skrive til projektet

For tiden overvejer jeg at lave et forslag til en bog om projektarbejde, sådan som jeg kender til det fra Aalborg Universitet. Nu, hvor jeg har været ansat som universitetslærer i 27 år og har været vejleder i så godt som hvert eneste semester i den tid, har jeg efterhånden fået en del erfaringer og refleksioner, jeg gerne vil skrive ned og dele med andre i håb om, at de andre kan bruge det hele til eget.

Noget af det, jeg især gerne ville tage fat på, er selve det vigtige aspekt af projektarbejde, der består i at skrive. Mange studerende tror i en stor del af deres studietid, at de skal “skrive til rapporten” og at projektarbejdets formål er at skrive en projektrapport. Det er fra denne misforståelse, alle rapportskabelonerne, der går i arv fra årgang til årgang, stammer.

Til sidst opdager de fleste heldigvis, at formålet med projektarbejde er et ganske andet – nemlig at lære nogle vigtige problemanalyse- og problemløsningskompetencer inden for et aspekt af uddannelsens fagområde. Derfor skriver man ikke til rapporten, man skriver til projektet. Arbejdsbladene, de studerende skriver, fastholder de tanker, de gør sig, og i gruppearbejde sker den vigtige vidensdeling ved at de læser og siden redigerer hinandens arbejdsblade.

Men selv efter grundig søgning kan jeg ikke finde ret meget om skriveprocesserne i projektarbejde eller om den rolle, de spiller her. Der er en hel masse god litteratur om at skrive fagligt, men hvor er litteraturen om at “skrive til projektet” i gruppebaserede og problemorienterede projekter?  Min tydelige fornemmelse er lige nu, at der mangler noget her. Forhåbentlig tager jeg fejl. Det vil være underligt, hvis jeg er en af de første, der ender med at skrive noget samlet og samlende om dette aspekt af projektarbejdet.

Ønsket om et ikke-akademisk universitet

Hvis man kigger sig om, opdager man nogle gange nogle holdninger, som ikke kommer så tydeligt frem i debatten om de videregående uddannelsers form og fremtid. For nylig læste jeg således et sted en kommentar fra nogle studerende, der så vidt jeg kunne læse mig frem til, engang havde studeret på de bacheloruddannelser, jeg underviser på ved Institut for datalogi. De undrede sig over, at de skulle have teoretiske kurser (som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet); det ville være meget bedre, hvis de i stedet havde fået et kursus i hvordan man sætter en webserver op. Og kunne man ikke lave uddannelsen på universitetet mindre akademisk, så man tog bedre hensyn til alle dem, der ikke skulle være akademikere?

Det var underligt for mig at læse, og egentlig også lidt bekymrende. For hvilken faglig identitet har de pågældende studerende (eller bachelorer, som de måske nu er) mon egentlig erhvervet sig? Hvis man har gennemført en universitetsuddannelse, er man jo pr. definition akademiker. Det bekymrede mig også, at man sidestiller kurser om fundamentale principper i datalogi med egentlige værktøjs-færdigheder. Man kan faktisk nemt lære at sætte en webserver op; der er adskillige resurser på nettet om dette emne. På Tech College ville man undervise i det; det gør man ikke på et universitet. Med al respekt for webservere og dem, der har udviklet denne teknologi, er indsigten hos Alan Turing m.fl. anderledes fundamental – og gælder både i en verden med webservere og i en verden uden.

Heldigvis ved jeg, at mange studerende har en ganske anden holdning og jeg ved, at de repræsentanter, vi har i vores aftagerpanel på de datalogiske uddannelser på AAU, altid betoner vigtigheden af at man lærer de generelle principper i sin uddannelse på universitetet. Her tænker jeg ikke kun på principperne, som de optræder i kurser som Syntaks og semantik og Beregnelighed og kompleksitet, men på de generelle principper, som ethvert universitetskursus/projekt skal være udtryk for.

Det er ærgerligt, at studerende selv efter flere år kan få en så uheldig fagopfattelse som den, jeg så. Jeg spekulerer på, hvor det er gået galt. Og jeg kan især ikke lade være med at spekulere på, om vi mon som undervisere på universitetet forklarer grundigt nok, hvad det er, man får ud af en akademisk uddannelse, som man ikke umiddelbart kunne få på anden vis. Det helt væsentlige ved enhver akademisk uddannelse er den analytiske tilgangsvinkel, som den færdiguddannede akademiker får med sig. Det er den, som gør det muligt at lære noget nyt, og det er den, som gør det muligt for en akademiker at svare på og tænke over de hvorfor– og hvordan-spørgsmål som andre, der ikke selv er akademikere, kommer med. Mange akademikere skal ikke være forskere, men de skal i deres virke kunne gøre brug af den samme analytiske tilgang, som forskere benytter sig af.

Selvindeholdt

På Aalborg Universitet ender vi tit med at tale om projektarbejde, når vi snakker om undervisning. I forgårs fortalte jeg de PhD-studerende i matematik og fysik om hvad jeg synes, god projektvejledning er. Her til formiddag snakkede jeg med tre kolleger fra andre institutter om hvad der egentlig kendetegner en god projektrapport. Og i eftermiddags var jeg gæst ved et møde for studienævnsformænd og -kvinder ved det, der nu hedder ENG-fakultetet. Også her blev der talt en hel del om projektarbejdet på uddannelserne.

Noget af, der dukkede op alle steder, var overvejelser om hvad vellykket projektarbejde er og hvad der kendetegner en god projektrapport. Det bedste bud fandt vi frem til ved det midterste møde. De studerende skal skrive deres projektrapport til en målgruppe, der er studerende som har samme faglige niveau, som de selv vil have, når projektet er omme og læringsmålene er opfyldt. Projektrapporten må ikke “popularisere” eller på anden måde tale ned til læseren.

Et andet krav til en god projektrapport er at den skal være selvindeholdt. Dette husker jeg selv, at Steffen Lauritzen fortalte mig i min studietid, og det gjorde et stort indtryk på mig. En projektrapport skal fortælle alt det, der er nødvendigt at fortælle, hverken mere eller mindre. Intet må være indforstået, men der må heller ikke være lange passager (endsige kapitler), der blot reproducerer lærebogsstof.

I virkeligheden er begge kvalitetskrav en konkret forklaring af noget, jeg altid prøver at sige til de studerende, jeg vejleder (eller underviser i kurser), nemlig at man skal kunne gøre rede for hvad der er relevant i faglig sammenhæng – og hvorfor. Al læring består i virkeligheden heri, nemlig i at kunne skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige.