Digitalt understøttet undervisning med kort varsel

Alle uddannelsesinstitutioner er nu blevet lukket på grund af COVID-19-epidemien. Undervisere bliver bedt om at lave undervisningen som fjernundervisning via Internettet, og nogle institutioner beder helt eksplicit om at undervisningen bliver asynkron, dvs. ikke benytter sig af livestreaming. For mig er en sådan omlægning ligetil; det er nemlig ikke en omstilling i særligt stort omfang. Jeg har benyttet mig af flipped classroom siden efteråret 2013, så jeg er vant til at lave podcasts og tilrettelægge min undervisning omkring dem. Men for mange andre undervisere er dette helt nyt, og der er en forventning om at de alligevel kan omstille sig hurtigt. Ét ved jeg af egen erfaring: Det tog mig lang tid (faktisk flere år) at blive fortrolig med at producere podcasts og at gendesigne min undervisning. Og selv nu, hvor jeg er helt fortrolig med teknologien, tager det mig lang tid at lave podcasts.

Det er trist, at de største eksperter inden for undervisning ikke selv har tid til at undervise, fordi de er nødt til at være ledere og er nødt til at give andre gode råd. Hvis uddannelsesinstitutionerne forventede, at den store og pludselige omstilling, de nu beder om, skulle være nem, vil jeg ikke desto mindre hævde, at de tager fejl. Det er ikke nemt, endsige omkostningsfrit, at omstille sig. Nogle af de gode løsningsmuligheder, jeg kender til – software som Zoom til møder og Explain Everything til podcasts og livestreaming – bliver ikke understøttet af brede licenser til institutionerne. Hvis hele dette store pædagogiske eksperiment skal lykkes, skal der være resurserne til det. Især er det nødvendigt, at alle får adgang til de gode teknologiske løsninger.

En anden tanke, alt dette giver anledning til, er at det er underligt, hvor meget af det, mange af os hidtil har taget for givet, som fremkomsten af en ny type luftvejsinfektion tilsyneladende kan lave helt om på.

Dannelse og nøgletal

I et essay i New York Times lader endnu en amerikansk journalist, denne gang David Brooks, sig i dag begejstre over uddannelse i de nordiske lande. Han skriver

They look at education differently than we do. The German word they used to describe their approach, bildung, doesn’t even have an English equivalent. It means the complete moral, emotional, intellectual and civic transformation of the person. It was based on the idea that if people were going to be able to handle and contribute to an emerging industrial society, they would need more complex inner lives.

Today, Americans often think of schooling as the transmission of specialized skill sets — can the student read, do math, recite the facts of biology. Bildung is devised to change the way students see the world. It is devised to help them understand complex systems and see the relations between things — between self and society, between a community of relationships in a family and a town.

Det, Brooks vil fremhæve, er at uddannelser i Norden ifølge ham gør mere for at skabe hele mennesker. Om det er sådan også i dag, er jeg ikke sikker på. Måske siger hans udtalelse i virkeligheden mest om tingenes tilstand i USA.

Men det er rigtigt, at engelsk (som er et sprog, der ofte bliver tildelt en særlig status, det egentlig ikke er berettiget til) ikke har et ord, der svarer til Bildung. Men der er et dansk ord for det, nemlig dannelse.

Dannelse er svær at håndtere, og politikere taler ofte famlende om dette begreb. Det er som om, de gerne vil, men ikke rigtig kan . Et eksempel: I aftalen “Faglighed, dannelse og frihed”, indgået af et flertal i Folketinget i januar 2019, bliver dannelse nævnt i overskriften, men ellers ikke.

Min fornemmelse er at en af grundene til at politikere er så vage, når det gælder dannelse, er at de er blevet fanget i en bestemt forståelse af kvalitet af uddannelser, som er opstået under neoliberalismen. Det er som regel nemt at opdage, at et menneske ikke besidder dannelse, men dannelse kan ikke kvantificeres og den kan derfor ikke gøres til genstand for det, der er blevet så udbredt et redskab til “kvalitetsstyring” (som det hedder), nemlig nøgletal, der kan måles.

Trivsel og social kapital i universitetsverdenen

En undersøgelse fra 2015 foretaget af Akademikernes Centralorganisation (AC) afslørede, at mere end 75 procent af universitetsansatte akademikere mener, deres arbejdsplads er præget af stress. Næsten halvdelen gav udtryk for at deres arbejdsmængde er for stor. I en ny trivselsundersøgelse begrænset til et enkelt universitet angav 33 procent af de adspurgte (både VIP og TAP), at de jævnligt eller næsten hver dag oplever stresssymptomer som hjertebanken, koncentrationsbesvær, søvnproblemer eller lignende. Den samme undersøgelse viste, at trivselsniveauet generelt var faldet blandt de adspurgte, og at det i særligt høj grad var tilfældet for ansatte over 60.

Stresssymptomerne og den manglende trivsel kommer et sted fra. Nyere forskning inden for arbejdsmiljø peger på, at det er et fravær af social kapital, der er problemet. Social kapital er denne sammenhæng egenskaber ved hele virksomheden og herunder alle personalegrupper. Det er gensidig tillid, samarbejdsevne og oplevelsen af retfærdighed. Psykisk helbred og selvværd bliver i høj grad påvirket af den sociale kapital – er den til stede, eller mangler den? I universitetsverdenen er konkurrence i højere grad end nogensinde før blevet central, og nogle arbejdsopgaver (forskning og tilvejebringelse af forskningsmidler) bliver set som vigtigere end andre (undervisning og administration). Hvis oplevelsen af retfærdighed i disse sammenhænge ikke har det godt, dræner det den sociale kapital.

Hvis man i universitetsverdenen skal gøre noget ved problemerne med manglende trivsel og ved at mange oplever stress, er det derfor nødvendigt, at lederne forstår dette. Hvis tilliden og oplevelsen af retfærdighed har dårlige vilkår, går det ud over arbejdsmiljøet.

Manglende tillid

Foto: Mik Hartwell. Attribution-ShareAlike 2.0 Generic (CC BY-SA 2.0)

Dansk Magisterforening har lavet en undersøgelse af arbejdsmiljøet hos det videnskabelige personale på danske universiteter. 582 forskere og 106 ph.d.-studerende. Undersøgelsen viser, at 25 procent af de adspurgte ikke stoler på de udmeldinger, der kommer fra ledelsen. 44 procent føler ikke, at de bliver involveret i beslutninger om forandringer.

Det bør give anledning til eftertanke. Den ikke helt ukendte forsker Eske Willerslev siger til Magisterbladet at

Topstyringen på Københavns Universitet er ved at smadre det videnskabelige miljø og forskernes arbejdsglæde fuldstændigt.

(fra Rundspørge: Hver fjerde forsker stoler ikke på ledelsen, Magisterbladet, februar 2020)

I dagbladet Information bliver undersøgelsen også omtalt. Her minder man om, at der i 2011 blev tilføjet til Universitetslovens § 2, at »Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken,« og at § 10 blev udvidet med, at »bestyrelsen sikrer, at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger«.

Men hvad har dette ført til? Så vidt jeg kan se – ingen ting. Problemet med den umiddelbart velmenende (?) §10 ovenfor er at den er så vagt formuleret, at den ikke kan siges at udgøre noget egentligt lovgrundlag. Hvad betyder “sikre”? Hvor meget medinddragelse og medbestemmelse skal der være? Og hvornår er en beslutning væsentlig? I 2019 var der fyringsrunder på bl.a. Syddansk Universitet og Københavns Universitet, og der skete i denne periode også store organisatoriske ændringer på danske universiteter – deling af fakulteter, sammenlægning af institutter mm.. Mange af disse ændringer blev varslet som dekreter fra ledelsen; medbestemmelse kan man næppe sige, at der var tale om. Men hvem var det, der sagde, at ændringerne ikke var væsentlige? Det var ledelsen. Hvem kan man klage til og på hvilket grundlag, hvis man mener, at denne vurdering af væsentlighed var uholdbar? Det står der ikke.

Hvis man skal ændre den uheldige udvikling, vi ser i disse år – og det synes jeg så bestemt, man bør – bør man hæfte sig ved det svage og reelt uforpligtende lovgrundlag.

Entreprenørstaten som forskningens motor?

Mariana Mazzucatos indbudte foredrag fra 2017.

I den forståelse af forskningspolitik, der har gjort sig gældende i de seneste to årtier, ser man de eksterne forskningsmidler som værende af afgørende betydning. Den nuværende uddannelses- og forskningsminister glæder sig over væksten i private forskningsmidler. Længere nede i systemet taler lederne i den danske universitetsverden om at det at kunne skaffe forskningsmidler er en vigtig kompetence på linje med at forske og at undervise (og giver dermed reelt også undervisningen en endnu lavere status).

Omkring halvdelen af universiteternes budgetter dækkes via finansloven, men basismidlerne bruges ikke til at finansiere forskning, som ikke ville være mulig ellers, men bruges ofte til at supplere de eksterne midler op. På nogle institutter på nogle universiteter har man valgt ikke at have PhD-stipendier finansieret af instituttet, men at bruge midlerne hertil som et yderligere tilskud til PhD-stipendier til dem, der allerede har fået eksterne forskningsmidler til PhD-stipendier. På denne måde kan man få f.eks. 3 PhD-stipendier, hvor den eksterne bevilling kun gav midler til 2. Motivationen er her, at man vil forhindre forskere i at blive magelige, så de ikke søger om eksterne forskningsmidler. De, der har eksterne midler, bliver derimod belønnet med basismidler.

Ideen er, at det er den selvstændige iværksætter, der motiveret af afsavn skaber ny indsigt og hvad deraf følger, og derfor bør forskere have dette som ideal. Af samme grund er der på nogle universiteter kurser i entreprenørskab på alle uddannelser.

Men den italiensk-amerikanske forsker Mariana Mazzucata har påpeget, at mange af de mest risikable og innovative projekter med størst succes faktisk er blevet til gennem støtte med offentlige midler i ganske stort omfang. Udviklingen af Googles søgealgoritme blev støttet af midler fra National Science Foundational, der er USAs nationale forskningsråd. Virksomheden Tesla havde problemer med at sikre finansiering, men fik et lån på 465 millioner dollar fra USAs energiministerium. Faktisk har tre af Elon Musks firmaer fået knap 4,9 milliarder i offentlig støtte. Mange andre, mindre opstartsvirksomheder har modtaget offentlig støtte.

Mazzata er blevet en indflydelsesrig skikkelse i europæisk forskningspolitik. Det er hende, der var medvirkende til at Horizon 2020-programmets efterfølger, Horizon Europe, kommer til at fokusere ikke på udfordringer (de såkaldte grand challenges), men på missioner. Missioner skal inspirere borgerne, være ambitiøse og rumme risici, have et veldefineret mål og en veldefineret deadline, være tværfaglige og tillade eksperimenter og flere bud på en løsning.

Mazzucato har også fået venner blandt progressive politikere i USA som bl.a. Alexandria Ocasio-Cortez. Men om det, hun står for, fører til grundlæggende ændringer i forskningspolitik, er uklart for mig. Fokus er også her på forskning som drivkraft for innovation. Når Mazzucato taler om the entrepreneurial state, bliver jeg uvægerligt mindet om ideen om den korporative stat, der bestemt ikke var progressiv. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på ikke bare Horizon Europe men også hjemlige tiltag som Syddansk Universitets fokus på FNs 17 verdensmål om bæredygtig udvikling, der virker som en samling missioner (men ikke er det), reelt bare er mere af det samme.

Under alle omstændigheder er analyserne af basismidlernes betydning interessante. Det, jeg gerne så, var nogle tilsvarende analyser af hvad grundforskningen betyder for samfundsudviklingen.

Alt for meget

Jeg holder mundtlig eksamen i de fire første dage af denne uge; mandag, tirsdag og onsdag skal jeg eksaminere i alt 90 personer. Så dagene er lange med kun én egentlig pause midtvejs til frokost – og alligevel slutter vi først efter 18.00. Jeg skulle bruge én censor i dag og onsdag og en anden tirsdag.

I dag blev det meget mere dramatisk end nogen af os kunne have forudset; hen mod slutningen af dagen fik censor et ildebefindende efter mange timers aktivitet. Det viste sig, at han havde haft seks lange dage med eksamen i København forinden, og nu sagde kroppen nej til den hårde eksamensplan. Jeg måtte ringe til lægevagten. Eksamen blev standset, og det var usikkert om censor kunne komme med flyet hjem til København. Til sidst havde han det dog så meget bedre, at han kunne tage ud til lufthavnen i taxi. Jeg prøvede at finde en anden censor til onsdag, og det lykkedes med kort varsel. De fire eksaminander, der mødte op uden at kunne blive eksamineret, tog situationen forbilledligt og er nu blevet placeret på de to andre dage.

Gamle computere?

Min MacBook Pro fra 2015.

Tidligere var det en rutinebemærkning blandt dataloger og andet godtfolk at sige at “hardware kan vi altid få”, men det kan vi ikke blive ved med. For tiden er der en sag på Københavns Universitet, hvor ledelsen kræver at det videnskabelige personale skal udskifte stort set alle computere der er mere end 3-4 år gamle. Og de skal selv betale for udgiften via deres forskningsbevillinger.

For de fleste vidensarbejdere er computeren blevet et lige så vigtigt arbejdsredskab som bøger, tavler, skrivebord og stol. Derfor er det urimeligt, hvis man selv skal afholde udgiften gennem eksterne forskningsmidler (der i forvejen ikke er nemme at skaffe). Men også for miljøet er det dårligt med endnu en udskiftning. Produktionen af hardware kræver ganske megen energi og udleder derfor drivhusgasser i ikke helt lille omfang. I produktionen indgår sjældne metaller. Og ved bortskaffelse af elektronikaffald er der yderligere en miljøbelastning.

Jeg er ikke ansat på Københavns Universitet, men arbejder et andet sted, der også er et universitet. Selv har jeg en arbejdscomputer, som jeg fik i 2015. Den har været til reparation i 2018, da jeg spildte te i den. Men den fungerer stadig (hvis vi ser bort fra en port, der vist ikke kunne tåle te) og er min primære computer. Det er min plan at blive ved med at bruge den, så længe jeg kan – og ikke kun fordi jeg ikke har forskningsmidler til at anskaffe mig en ny. Jeg har skabt rigeligt elektronikaffald i min tid.

Præstere eller resignere?

En af de vigtige potentielle modsætninger i uddannelsesverdenen er forskellen i attitude hos undervisere og dem, de skal undervise. Mangen en nyuddannet folkeskolelærer har fået det berygtede praksischok ved mødet mellem sin egen grundigt opbyggede faglighed og en skoleklasses manglende interesse for selvsamme fag. Og engang skrev jeg her om en udenlandsk underviser i Danmark, der undrede sig over, at mange dem, han underviste, ikke blev motiveret til at være flittige, hvis han nævnte, at det fag, han underviste i, ikke var nemt. Tværtimod gav mange af dem udtryk for at de så lige så godt kunne give op. Jeg kender også til dem, der har oplevet at flertallet af dem, de skulle undervise, simpelthen blev væk fra undervisningen og at det var umuligt at finde ud af, hvad der var årsagen.

På det seneste har der været fokus på gymnasiet; nogle har givet udtryk for at flere elever end før virker umotiverede. En dansk uddannelsesforsker udtaler i den forbindelse til Berlingske at

Skolen har to funktioner. Den skal hjælpe børn og unge med at blive gode til at præstere. Og så skal den danne eleverne, så de kan begå sig i samfundet. Efter min vurdering er balancen blevet skæv, så skolen i dag handler alt for meget om, hvordan eleverne præsterer og for lidt om dannelse, nysgerrighed og mestring.

Eleverne ved, hvor mange gange i løbet af en time, de skal række fingeren i vejret for at blive bedømt godt af læreren. Hvis det er to gange, gør de det, men så heller ikke mere. Det handler i dag for lidt om, at de gerne vil deltage eller er nysgerrige på undervisningen.

(fra Forsker: Karakterræs gør gymnasieelever umotiverede, Berlingske 15. januar 2020)

Hvis dette er korrekt, er atittuderne hos de underviste i vore dage udtryk for netop denne indstilling – at det vigtigste alligevel er at præstere på bestemte måder, f.eks. til eksamen, og at mange uddannelsessøgendes adfærd er blevet en reaktion på dette: Man gør det, man tror, betaler sig bedst. Det defensive klima, jeg tidligere har skrevet om, er et symptom i tråd hermed.

Der er flere måder, man kan håndtere dette på for undervisere. Jeg ser selv tre muligheder, og modsætningen mellem at resignere og præstere genfinder man her. Nogle vil hævde, at undervisning er et tilbud, og hvis dem man underviser, ikke vil tage imod det eller ikke er motiverede, så lad det være sådan. Andre vil sige, at man skal prøve at ændre på undervisningen med det sigte at gøre dem, man underviser, motiverede. Atter andre vil prøve at gøre noget ved præstationskulturen.

Den resignerende tilgang er forståelig, men kan også grænse til kynisme og et spil for galleriet: At lade som om man underviser for at skabe læring, i stil med det spil, uddannelsessøgende kan spille: At lade som om man lærer. Den tilgang, der består i at ændre på undervisningen, er sympatisk og udtryk for at man skal møde de lærende, der hvor de er, men er også svær, for man ved bestemt ikke altid, hvor de lærende befinder sig mentalt. Det er den tredje tilgang, der for alvor vil kunne ændre noget, men den kræver en langvarig og ikke mindst en fælles indsats.

Ansvarlig uansvarlighed

En PhD-afhandling af Marte Bratseth Johansen ved Institutt for pedagogikk og livslang læring ved NTNU (Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet) tager fat på hvordan New Public Management præger den akademiske kultur. Det er interessant, at konklusionerne er så velkendte også for danske universitetsansatte. Det er også interessant, at Marie Bratseth Johansen engang har set den akademiske verden fra en leders perspektiv – hun var engang prorektor. Alligevel er hun kritisk. I et interview med hende til den norske Universitetsavisa står der

For de som ønsker å gjøre motstand mot jaget etter dokumentert effekt og kvalitet, oppleves det gjerne som at passiv motstand er det beste alternativet.

– Mange resignerer, rapporterer at det ikke er noen vits i å opponere – da heller ignorere, sier hun.

Ifølge Johansen opplever mange at det mest ansvarlige man kan gjøre overfor fag og studenter, er å opptre uansvarlig, i betydningen neglisjere pålegg fra oven – eller i det minste sørge for å legge lite krefter og engasjement i oppfølgingen av slike pålegg.

Det er ikke specielt for den norske universitetsverden. Systemet overlever i høj grad på at der i praksis ikke bliver arbejdet efter reglerne, men at den enkelte medarbejder længere ned i hierarkiet gør det, man har erfaring med, faktisk er det nødvendige.

På nogle måder fører det til en alt for stor indsats, og det ved ledelsen godt rundt omkring. Mange undervisere bruger mere tid på undervisningsopgaverne, end de bliver honoreret med. Mange forskere (måske de fleste) bruger weekender og aftener på at få arbejdet med publikationer og ansøgninger om forskningsmidler. Mange TAP’ere sidder i weekender og sent om eftermiddagen for at få regnskaber og eksamensplaner til at gå op. Hele denne tilsyneladende arbejdsglæde bygger på en uudtalt kombination af faglig stolthed og uofficiel ansvarlighed.

Ledere i den danske universitetsverden taler helt åbent talt om, at de ansatte laver mere end de skal. Men de beklager det ikke; de siger tværtimod, at det er godt at det er sådan – for ellers ville det ikke hænge sammen.

På andre måder ender det med, at ansatte ofte gør “det nødvendige” ved at tage så let på kravene om effektivitet, som de kan – de mange krav om evalueringer og nøgletal bliver overholdt, men kun ud fra en fleksibel fortolkning. Alle ved, at det ikke ville kunne hænge sammen, hvis man dokumenterede og målte så intenst, som man skulle.

Alt dette bør føre til, at vi spørger os selv om styringen og kravene der følger med, er udtryk for den realisme, som det hævdes at være tilfældet. Styringen kommer oppefra, fra politikere og ledelse, men det burde være dem, for hvem skoen trykker, der burde bestemme skostørrelsen og få mulighed for at få nye og bedre sko.

Måltallenes død?

Fra Room for everyone’s talent (https://www.scienceguide.nl/wp-content/uploads/2019/11/283.002-Erkennen-en-Waarderen-Position-Paper_EN_web.pdf)

I Nederlandene vil universiteter og offentlige funding-institutioner i fremtiden se meget mindre på måltal som impact factor og mere på kvalitative faktorer som evner til at undervise, kommunikation af forskning og integritet som forsker, når man bedømmer forskere. Det er en interessant udvikling i en verden, hvor en god akademisk karriere er en, hvor der er mange publikationer og mange forskningsmidler (og hvor undervisning i bedste fald ikke tæller).

I rapporten Room for everyone’s talent står der

However, it is unrealistic as well as unnecessary for each academic to excel in each of the key areas. There is a need to allow for diversity in career paths with a clear profile in one or more key areas, in combinations that may change in the course of a career (i.e., vitalisation).

Netop denne forestilling om at man skal excellere på alle områder for at performe tilstrækkelig godt har ofte hersket. Retfærdigvis skal det siges, at opfattelsen ikke bliver fulgt helhjertet; der er i dag stor tolerance mht. manglende undervisning eller refleksioner over samme.

Formanden for FNU (Forskningsrådet for Natur og Univers) udtaler til Altinget.dk at

Men det er altid prisværdigt at tænke i nye baner, men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om det faktisk kan lade sig gøre. Det må komme an på en prøve…

Jeg kan godt forstå, at han har det sådan. Hvis de sædvanlige måltal forsvinder, bliver det svært at få New Public Management til at fungere.