…kan medføre gener for nogle… (Fyringerne på TECH)

I dag og i morgen slutter den igangværende fyringsrunde på Aalborg Universitet; nu er det medarbejdere på TECH-fakultetet, der bliver fyret. Der er denne gang ikke nogen af de fyrede i Aalborg, der er medlemmer af Dansk Magisterforening, så jeg skal ikke være med som bisidder ved fyringsmøderne. Personligt er det en lettelse for mig, men de kolleger, som i dag og i morgen bliver fyret, vil opleve at deres liv bliver forandret på helt afgørende vis.

Denne sidste del af fyringsrunden blev for nylig fremrykket. Dekanen for TECH-fakultetet skrev i en mail ud til alle at

Dette er resultatet af en god drøftelse og grundige overvejelser, da beslutningen i sagens natur kan medføre gener for nogle, men konklusionen er, at det overvejende er til medarbejdernes bedste at få besked hurtigst muligt.

Det er interessant, at AAUs ledelse på denne måde oplever sig selv som åben og hensynsfuld og indrømmer, at en fyring “kan medføre gener for nogle”. Det må siges at være årets underdrivelse.

Under alle omstændigheder har fyringsrunderne på afgørende vis forandret det tillidsforhold, der måske engang har været mellem ledelse og ansatte på Aalborg Universitet. Jeg kan ikke sige noget pænt om AAUs ledelse, og alle de kolleger, jeg har talt med på det seneste, har det på samme måde. Vi taler om at protestere, og protesterne vil komme, selv om der også har været en følelse af afmagt. Det menneskesyn, som efterhånden åbenbarer sig, er ikke et, der burde herske på et universitet (eller på nogen anden arbejdsplads).

Den største fyringsrunde på et dansk universitet

Foto: Martin Damgård,

De massefyringer, der i disse uger finder sted på Aalborg Universitet, har omsider fået mediernes bevågenhed. Tillidsrepræsentanterne blev interviewet i går på DR P4 (og også jeg blev kontaktet), og i dag er der et dobbeltopslag i Nordjyske om fyringsrunden.

Det går efterhånden op for alle, at det vi gennemlever nu, er den største fyringsrunde nogensinde på et dansk universitet. Da samarbejdsudvalgene først fik at vide, at der var et underskud, stod der i det brev, vi fik fra ledelsen, at der skulle fyres 30 mennesker. Men nu er der allerede fyret 96, og det vil ikke undre mig, om der efter fyringsmøderne på tirsdag på TECH-fakultetet i alt er blevet fyret mere end 100.

Vi er mange, der har været ansat ved Aalborg Universitet gennem mange år, og vi har tidligere været glade for vores arbejdsplads og talt godt om den. Vi har engang haft gode ledere og en følelse af tillid og åbenhed. Den tid er nu forbi. Vi ser venner og kolleger, gode og kompetente mennesker, der bliver fyret. Jeg har oplevet én enkelt kollega, der udtalte sig positivt om fyringerne og om ledelsen (formodentlig fordi netop denne kollega for nylig var blevet forfremmet af ledelsen uden noget stillingsopslag), men ellers er situationen blandt os præget af frygt og vrede og en følelse af umyndiggørelse.

Min kollega Morten Ejrnæs, der hidtil har været lektor på SAMF, men nu er gået på pension, giver en meget rammende beskrivelse af situationen i Nordjyske:

Det var jo åbenbart fastlagt på forhånd, at det skulle ende med afskedigelser. Det var slet ikke til diskussion. Hvis ledelsen i udgangspunktet er glade for medarbejderne, så vil man, når der udefra pålægges besparelser, vel gøre alt for at undgå afskedigelser? Direktionen ser ud til at have gjort nærmest det modsatte. Det, vi oplever lige nu, minder mere om en strategi for en radikal omorganisering af AAU end om en institution, der reelt har kæmpet for at beholde sine ansatte.

Ansatte, der kan undværes – og en nødvendig bue

I går skrev jeg om Aalborg Universitets planer om at opføre en 104 høj bue over NOVI9. Planerne om buen er lige nu i en godkendelsesfase, hvor der skal udarbejdes en VVM-redegørelse (VVM = Vurdering af Virkninger på Miljøet).

I referatet fra mødet i AAUs bestyrelse mandag den 17. december 2018 kan man læse dette:

I 2021 stiger indtægterne igen sammenlignet med 2020 med 23,2 mio. kr. svarende til 0,8%, primært drevet af en forventet vækst på Tilskudsfinansieret aktiviteter. Den eksterne bevilling til ”Buen”, som er en væsentlig kapabilitetsudvidelse af antennelaboratoriet, på 32,0 mio. kr. er den største vækst driver på Tilskudsfinansierede aktiviteter i 2021. Statsindtægterne er ligesom i 2020 påvirket af den manglende taxameterløft svarende til ca. 32,8 mio. kr. i 2021. Omkostningerne forøges med 12,9 mio. kr. svarende til 0,4%. Den primære årsag til forøgelsen i omkostningerne i 2021 er også relateret til ”Buen”, som medfører, at Forbrugsomkostninger forøges med 32,0 mio. kr. relateret til den eksterne bevilling fra ”Buen”. Herudover forøges Ekstern husleje og Af- og nedskrivninger i 2021, mens Personaleomkostninger fortsætter med at falde.

På dette tidspunkt var underskuddet, der nu bruges til at begrunde den store fyringsrunde, velkendt. Planerne om buen bliver ikke desto mindre fastholdt, og man kan ikke undgå at bemærke konstateringen af, at personaleomkostningerne fortsætter med at falde.

Til fyringsmøderne får de ansatte, der bliver fyret, udleveret et standardbrev, hvori der står, at de er dem, man nemmest kan undvære. Til fyringsmøderne gentager dekanen denne passus som begrundelse. Til gengæld er det tydeligt, at buen og Science & Innovation Hub åbenbart ikke kan undværes eller bare udskydes.

Økonomi og ledelse?

Aalborg Universitet har siden 2013 haft planer om at opføre en 104 meter høj bue af stål over det nye antennelaboratorie på NOVI 9. Stålbuen skal bruges til forskning, hvor antennestyrke og radiobølger kan testes i forskellige højder, og den bliver præsenteret som et nyt vartegn for Aalborg. Så sent som 22. august 2018 udtalte dekanen for det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH) at man stadig arbejdede på at finde fondsfinansiering til den store bue.

Måske er alting godt, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at udtalelsen fra dekanen kom netop omkring det tidspunkt, hvor AAUs ledelse blev opmærksomme på det store underskud, man nu bruger som begrundelse for en fyringsrunde. Det er underligt, at store projekter som stålbuen og Science & Innovation Hub tilsyneladende ikke bliver stillet i bero, men at AAUs ledelse i stedet vælger at foretage omfattende fyringer af erfarne medarbejdere og fortsætter med licitationerne for begge disse projekters vedkommende.

I næste uge kommer fyringsrunden til TECH. Og på SAMF skal 39 fyres; ironisk nok er 21 af dem fra Institut for Økonomi og Ledelse.

Innovationsslottet og fyringsrunden

Kilde: Bygningsstyrelsen

Dette er en tegning af det såkaldte Science & Innovation Hub på Aalborg Universitet, som skal være et nybyggeri på 8500 kvadratmeter med laboratorier, digitale værksteder, faciliteter til virksomhedssamarbejde, inkubatormiljø, kontorer osv. Hele herligheden kommer til at koste 200 millioner kroner; A.P. Møller-fonden bidrager med halvdelen, men den anden halvdel skal Aalborg Universitet selv betale.

Jeg ved ikke, hvem der har bedt om at få det nye innovationsslot. Det er i al fald ikke universitetets medarbejdere. Vi befinder os som bekendt i en situation, hvor AAU pludselig skal spare omkring 100 millioner kroner og bruger det som begrundelse for at fyre lektorer og professorer og hvor der bliver færre medarbejdere til at undervise flere studerende. Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at nogle af dem, der nu er blevet fyret, var medlemmer af og kritiske røster i institutråd og akademisk råd.

I næste uge når fyringsrunden frem til TECH-fakultet, og her skal jeg igen være bisidder ved fyringsmøderne.

Fordel forskningsmidlerne ligeligt!

Ofte bliver den politik, der bliver ført i den danske universitetsverden begrundet med at det er den eneste mulige. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at en stor del af interviews med AAUs rektor Per Michael Johansen bliver brugt på et forsvar for konkurrencesætningen af forskningsmidlerne og for den udemokratiske, stærkt hierarkiske styreform, som AAU efterhånden mestrer.

Det bliver hævdet, at konkurrencesætningen af forskningsmidlerne, der fører til at mange af os bruger så megen tid og så mange kræfter på at søge om midler og med så beskedent held, er nødvendig og faktisk er at foretrække, så flest mulige kan få forskningsmidler. De, der virkelig fortjener at få støtte til deres forskning, vil nemlig altid blive støttet, mens resten bare bliver nødt til at prøve igen (og igen). Hvis forskere virkelig fortjener at få støtte, da vil det altid lykkes for dem en skønne dag efter tilstrækkeligt mange anstrengelser. Og de mange anstrengelser vil være sliddet værd.

Men tænk, hvis der ikke var den voldsomme konkurrence om forskningsmidlerne, som der er i vore dage, men hvis forskningsmidlerne i stedet blev fordelt ligeligt. Hvad ville der så ske? Det er faktisk blevet undersøgt.

I 2017 undersøgte Krist Vaesen og Joel Katzav fra henholdsvis Eindhovens Tekniske Universitet i og The University of Queensland netop dette.  De undersøger dels en helt ligelig fordeling af fordelingsmidler, dens en model hvor man skelner mellem forskningsområder med lave omkostninger, mellemomkostninger og høje omkostninger – sidstnævnte er bl.a. forskningsområder, der kræver omfattende laboratoriefaciliteter. Og de undersøger situationen i Nederlandene, Storbritannien og USA.

I begge ligelige fordelingsmodeller er konklusionen den noget overraskende, at man kunne have den samme beskæftigelsesgrad for postdocs og PhD-studerende og at alle forskere stadig ville have midler til rådighed til rejser og udstyr; i Storbritannien i moderat omfang, i Nederlandene endda i stort omfang.

Undersøgelsen afslører på denne måde, at den konkurrencebetingede tildeling ikke er nødvendig, mere end alle andre neoliberalistiske incitamentstrukturer er det, men først og fremmest er en mekanisme, der skal skabe og vedligeholde uligheder.

Det ville være informativt at lave en tilsvarende undersøgelse af konsekvenserne af en ligelig fordeling af forskningsmidler i det danske system.

Fyringerne fortsætter på universitetet

I dag var det mine kolleger på Det Humanistiske Fakultet, der skulle sidde og vente på mail mellem 8.00 og 8.30 for at få at vide, om de skulle fyres. Og også i dag har det været en grim dag. Denne gang var det bl.a. en kollega, som jeg har kendt i mere end 30 år (og som jeg også omgås privat), der pludselig mistede sin stilling som lektor. Her er tale om endnu en dygtig person, som mange kender rundt om på AAU og som længe har givet udtryk for sin kritik af tilstandene på sit institut og på universitetet. Det er svært ikke at se dagens fyring som en form for sanktion. Og igen er der tale om en person først i tresserne, der faktisk kunne være blevet tilbudt en seniorordning – men simpelthen bliver fyret.

En af mine andre kolleger, en administrativ medarbejder, ringede til mig i dag og var også chokeret over denne seneste fyring. I løbet af samtalen blev jeg, som det er sket flere gange på det sidste, bedt om ikke at fortælle nogen, at vi har talt sammen. På Aalborg Universitet er stemningen mere utryg end nogensinde før, og jeg mærker nu, hvordan også erfarne medarbejdere oppe i årene er blevet tydeligt bange for at give deres kritik til kende over for ledelsen. Når jeg tænker på, hvordan jeg engang var glad for og faktisk også stolt over at være ansat på dette universitet og omtalte det positivt rundt om i verden, er det i særdeleshed trist, at det er endt med denne form for management by fear og topstyring.

En grim dag på Aalborg Universitet

I dag skulle medarbejderne på det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet sidde klar til at læse mail mellem 8.00 og 8.30. Nogle af dem ville nemlig få at vide, at de skulle fyres. I eftermiddag skulle selve fyringsmøderne så finde sted. Hvor er det dog en ubehagelig mail at skulle vente på.

Fordi jeg er supplerende tillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening, havde jeg lovet at være rede til at være bisidder ved fyringsmøderne. Der blev brug for mig ved fire møder.

Fyringsmøder er korte; der er afsat 15 minutter, hvor repræsentanter for ledelsen og HR-afdelingen deltager. Der bliver overrakt et fyringsbrev, en folder om psykologhjælp og en anden folder med tilbud om et jobsøgningsforløb. Og nå ja, så får man også en kuvert at lægge det hele i. Der er mulighed for at sige noget til sidst, men det har desværre altid været min erfaring, at den slags preller fuldstændig af på den anden part. Reelt varer et fyringsmøde kun fem minutter.

To af dem, der skulle fyres, viste sig at være jævnaldrende kolleger, som jeg har kendt gennem mange år, har samarbejdet med om vejledningsopgaver og har spist frokost med masser af gange. Det kom selvfølgelig som et stort chok for to dygtige og samvittighedsfulde mænd, der altid har passet deres arbejde og nu er midt i 50’erne, at universitetets ledelse pludselig vil skille sig af med dem. Det var også et chok for mig.

De to andre var medarbejdere omkring pensionsalderen, og her var det påfaldende, at AAUs ledelse vælger at skride til fyring i stedet for at finde en seniorordning, der kan give ældre medarbejdere en værdig afslutning på et langt arbejdsliv snarere end en afslutning, der består i et fem minutter langt møde med foldere og en udglattende bemærkning.

Det var en usædvanligt grim dag på Aalborg Universitet. Og det bliver ikke den sidste. Snart er det nemlig mine kolleger ved de andre fakulteter, der står for skud.

Omsider hjemme

Jeg sov over mig og nåede ikke morgentoget fra Frankfurt; jeg hoppede på bumletoget og fik syv timers togrejse plus en halv times forsinkelse ud af det. Så til Flensburg, vente en time der og så med et IC3-tog til Aarhus. Derefter tog til Langå og en af de sørgeligt hyppige togbusser det sidste stykke til Aalborg. Jeg er hjemme med tre timers forsinkelse.

Nu skal jeg sove. I morgen begynder fyringsrunden på universitetet.

På vej hjem

I skrivende stund sidder jeg og venter på at komme ombord på nattoget til Hendaye. Sporvidden er anderledes i Spanien og Portugal end i Frankrig og det meste af resten af Europa. Derfor er man nødt til at skifte tog, når man når til grænsen.

Jeg forlod mit uopvarmede værelse kl. 11.00 og prøvede at finde nogle opvarmede lokaliteter med gode siddepladser – først Gulbenkian-museet, så Starbucks og til sidst læsesalen i den store Fnac-butik i centrum. Jeg har en ærgerlig fornemmelse af at der er en eller infektion i anmarch; jeg er i al fald begyndt at hoste lidt. Jeg håber, at det bliver ved dét.

Bortset fra det, der måske er en forkølelse, har det været et godt ophold i Portugal. Jeg fik god respons på mine foredrag og fik megen inspiration fra de foredrag, jeg overværede til POPL2019. Næste gang POPL kommer inden for togrejseafstand (i 2020 er POPL i USA) vil jeg sende en artikel ind selv, også selv om jeg ved at konkurrencen er hård.

Og så var det også en glæde at opleve et januarvejr, der ikke er helt så nådesløst som det danske. Den slags giver også ny energi. Det meste af tiden har vi haft dagtemperaturer på 13-15 grader (om natten er der til gengæld koldt!).

På tirsdag er jeg hjemme igen, hvis alt går som det skal. Der er eksamen lige om hjørnet og derefter semesterstart, men desværre kommer jeg også hjem til universitetets fyringsrunde. Det frygter vi alle; der skal formodentlig ikke fyres nogen på datalogi, men så godt som alle andre institutter bliver ramt. Ledelsen går derimod fri.