Tør vi skrive det i en mail?

Flere gange siden efteråret 2018, og især efter fyringsrunden tidligere i år, har jeg oplevet, at mine kolleger på AAU har skrevet, at de følte sig utrygge ved at fremføre kritik af ledelsen i mail eller på sociale medier. Senest skrev jeg en mail til en kollega og fik det svar, at vi skulle fortsætte korrespondancen gennem vores private mail-konti fordi der som del af det, vi skrev, var tale om en kritik af ledelsen. Min kollega følte sig lidt paranoid, men ville samtidig hellere være på den sikre side. Jeg prøvede at berolige ved at sige dette: Hvis ledelsen ville skride ind over for os på baggrund af kritiske udsagn i en privat mail der brugte vores AAU-mailadresser, ville de samtidig have afsløret, at de læste vores mail. Men jeg fortsatte korrespondancen i privat regi.

For muligvis har min kollega ret. HK skriver:

Husk aldrig at skrive noget illoyalt om din leder, arbejdsplads eller kollegaer fra din arbejdscomputer, telefon eller tablet. Dels fordi du er forpligtet til at være loyal over for din arbejdsplads, dels fordi det kan havne i de forkerte hænder.

og DM skriver

Når der foreligger en berettiget interesse fra arbejdsgivers side og hensynet til den ansatte ikke overstiger denne interesse. Er den ansatte fx ikke tilstede, og der er materiale i indbakken, som skal bruges, og som ikke kan afvente den ansattes tilbagekomst, kan arbejdsgivers interesse i at åbne den ansattes mails overstige hensynet til den ansatte.

Arbejdsgiver vil også have en interesse i at åbne den ansattes mails, hvis ar-bejdsgiver har en konkret mistanke om uregelmæssigheder eller misbrug.

Men det er en gråzone. Er man illoyal, hvis man kritiserer ledelsen? Min holdning er (vel ikke overraskende), at det er man ikke, blot fordi man er kritisk. Og vi kan ved at skrive “Privat” i emnefeltet angive, at en beskeds indhold er privat – da må ledelsen ikke læse med. Vi kan anerkende, at ledelsen er der, men vi behøver ikke at billige dens beslutninger eller adfærd.

Frygten for, at ledelsen læser med, dækker for mig først og fremmest over det, at der er blevet skabt en følelse af utryghed ved og frygt for ledelsen, og alene dét er bekymrende. I en kronik i Information skriver Rasmus Willig og Anders Ejrnæs om tavshedskulturen i offentlige og private virksomheder, at

For det første skal vi forstå selvcensur i bogstavelig forstand. Det er ikke kun en censur af det frie ord, men også af selvet, og derfor oplever vi sandsynligvis, at flere reelt bliver stresssygemeldt af ikke at kunne tale om de problemer, de oplever.

For det andet indebærer selvcensuren en ny type tavshedskultur, hvor der ikke tages hånd om særlige kritisable forhold.

I denne kultur kan vi også finde forklaringen på, hvorfor vi ser den ene skandale efter den anden i den offentlige og private sektor. Der tages simpelthen ikke hånd om problemerne med rettidig omhu. Og det har, for det tredje, den konsekvens, at der ikke reageres på et dårligt fungerende, stressfyldt og psykisk arbejdsmiljø, hvilket i værste fald forværres.

Netop dét er desværre også min fornemmelse.

Hævnen kommer til eksamen

For nylig har vi igen talt om semesterevalueringer i studienævnet. En af udfordringerne er, at evalueringerne er anonyme. Formodentlig betyder det, at nogle studerende udtrykker sig på en måde, som de ikke ville gøre, hvis de skulle stå ansigt til ansigt med underviseren eller andre berørte parter. Men helt sikkert er det, at de anonyme evalueringer gør det umuligt at svare på den kritik, der kommer. Vi ved nemlig ikke, hvem vi skal svare.

Jeg har i den forbindelse foreslået, at man erstattede de anonyme evalueringer med et obligatorisk møde, hvor underviseren talte med de studerende om kursets forløb. Nogle studerende syntes at dette var en god idé, men andre var bekymrede. De sagde, at en del studerende formodentlig ville være bange for at udtale sig kritisk af frygt for at det kunne få konsekvenser ved eksamen.

For nylig snakkede jeg med en gymnasieelev, der gav udtryk for at undervisningen i et bestemt fag ikke var så god. Men hvorfor fortæller I så ikke læreren, at der er noget, I ikke forstår og måske gerne ville have mere hjælp til? spurgte jeg. Og svaret var helt tilsvarende det, jeg hørte fra universitetsstuderende: Tænk hvad det kunne få af konsekvenser senere.

Jeg er ked af, at der hos i hvert fald nogle studerende og gymnasieelever er en frygt for at en underviser vil tage dårligt imod kritik og hævne sig til eksamen. Og jeg spekulerer på, hvor denne tilsyneladende ret udbredte forestilling kommer fra. Selv har jeg aldrig hørt om nogen undervisere, der gjorde noget sådant – det ville være dybt uprofessionelt og nedrigt, og ved enhver eksamen med en censor vil censor være garant for at den slags ikke kan ske. Derudover er det meget vigtigt, at man kan få et godt ry som underviser og lige så vigtigt at man ikke får et direkte dårligt ry. Også dét taler imod at nogen vil bruge eksamen som hævnakt.. For to år siden fik jeg meget hård kritik af min undervisning, og da var jeg om muligt endnu mere opmærksom end ellers på at forhindre, at nogen ville kunne få indtryk af at eksamen skulle fremstå som en hævnakt.

Men samtidig tænker jeg selvfølgelig over, hvor frygten for at eksamen skal blive underviserens hævn, egentlig kommer fra. Der må være nogle ubehagelige historier derude, som jeg ikke kender til.

Vi kan ikke få armene ned (men hvorfor egentlig ikke?)

I dag var jeg til endnu et møde hvor der blev talt om hvordan Institut for datalogi på Aalborg Universitet skal udbyde uddannelser på AAU-afdelingen i København. “Det kan ikke gå galt”, er den officielle melding fra ledelsen. Og vi kan ansætte flere, lød det.

Optimismen var stor. Der var således også nogle af mine kolleger, der udtrykte ønske om at overtage kurser på første studieår, som det lige nu er andre institutter, der leverer.

Det var unægtelig som om nogle af mine kolleger ikke kunne få armene ned over al denne mulige succes. Men jeg har det anderledes. Jeg er bekymret for at vi kan risikere at sidde med en boble, der pludselig brister. Og jeg ved, jeg ikke er den eneste. Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke kan klare os i konkurrencen med KU, DTU, ITU, RUC og CBS, der allerede udbyder universitetsuddannelser i datalogi i hovedstadsområdet og tilmed har nogle veletablerede forskningsmiljøer derovre? Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke kan finde nogen på Institut for datalogi til at undervise i de kurser, vi så gerne vil overtage fra andre? Og hvad skal vi gøre, hvis vi om få år pludselig står med et underskud? Andre institutter har haft den slags problemer for ganske nylig; det er kun få måneder siden, der skete fyringer på næsten alle institutter på AAU og jeg var bisidder ved fyringsmøder.

Det, jeg ønsker mig, er – som jeg skrev det i går – en god form for forudsigelighed.

Ad nye veje: Et helt universitet


De seneste år har jeg skrevet en del kritiske indlæg om det, der sker på Aalborg Universitet. Men her er en positiv formulering af den udvikling, jeg og sikkert mange andre ønsker at se. Det er en vision om et helt universitet for hele samfundet, et universitet, der går ad nye veje i forhold til det, vi ser nu.

Et helt universitet er et universitet, hvor alle føler sig trygge og frie. Et helt universitet er et universitet, hvor

  • alle fagområder har ordentlige vilkår og nyder respekt
  • VIP, TAP og studerende oplever, at de har reel indflydelse på egen hverdag og bliver taget alvorligt
  • VIP, TAP og studerende oplever at beslutningsprocesser er gennemsigtige
  • uddannelserne er hele og har gode vilkår
  • grundforskning og anvendt forskning nyder respekt og kan udfolde sig som de vil
  • alle arbejdsopgaver bliver taget alvorligt
  • der er tryghed i ansættelse og karriere og en god form for forudsigelighed

Nu fyrer de i København

Foto: Christian Rasmussen (https://www.flickr.com/photos/apoltix/with/409161054/)

Mine kolleger sidder med efterdønningerne af fyringsrunden på Aalborg Universitet, og intet bliver vel igen som før. Nu kommer der så også en fyringsrunde på Københavns Universitet, og ligesom på Aalborg Universitet begrundes den i nedskæringer og i dimensionering af uddannelserne. Det Humanistiske Fakultet budgetterer fakultetet med en indtægtsnedgang på 57 millioner kroner frem mod 2022. 31 millioner skal findes på lønbudgettet, og det indebærer, at der skal ske fyringer. Det er rigtig ubehageligt, og min og sikkert mange af mine AAU-kollegers sympati går til vores kolleger ovre i København.

En interessant detalje her er, at nyheden faktisk kan læses i Københavns Universitets universitetavis. Den er uafhængig af ledelsen og er ikke bange for at være kritisk eller for at have en egen redaktionel linje. Man taler i artiklen ikke om en “budgettilpasningsproces”, sådan som ledelsens eufemisme er i Aalborg, men direkte om en fyringsrunde.

På Aalborg Universitet har der længe ikke været noget tilsvarende organ, hvor ansatte og studerende kunne fremføre deres kritik. Alle officielle publikationer på AAU har længe haft karakter af at være idylnotater, der roste ledelsen og udvalgte medarbejdere. Men nu skulle der efter sigende omsider komme en slags universitetsavis også her, og den får navnet AAU Inside. Om det så faktisk fører til en åben og kritisk debat af forholdene på Aalborg Universitet, tør jeg ikke spå om.

Fyringsrunden når frem til medierne

Det tog lang tid at få de landsdækkende medier til at opdage fyringsrunden på Aalborg Universitet. I dag er der et debatindlæg om fyringsrunden, hvor jeg og 14 af mine kolleger fra alle fakulteter kritiserer den måde, situationen udviklede sig og blev håndteret på.

Også i Magisterbladet bringer et indlæg om fyringsrunden. Det er skrevet af Morten Ejrnæs, der er en af initiativtagerne til indlægget i Politiken. ForskerForum bringer et interview med en af dem, der er blevet fyret. I ScienceForum er der et andet indlæg af Morten Ejrnæs og mig. Der er endda en artikel i DJØF-bladet – det er særligt interessant, når man husker at DJØF også organiserer store dele af ledelsen og ledelsens sekretariat.

Forhåbentlig vil krisen på AAU ikke glemt, men blive anledningen til at vi kan få gjort noget ved de dybt kritisable forhold, der nu kendetegner Danmarks universiteter.

Psykisk nedslidning

I dag er der en artikel i Politiken, der har gjort et stort indtryk på mig. Den handler om Linda Kragelund, der var lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet (i dag lagt ind under Aarhus Universitet) og i en alder af 58 år gik ned med flaget.

Her er nøglecitatet fra artiklen.

Grænsen mellem arbejde og fritid var udvisket, og der var meget rejseaktivitet. Linda Kragelund oplevede et stigende arbejdspres, hvor opgaver skulle rettes på normeret tid, og mere og mere af hendes arbejdstid gik med undervisning, mens fritiden måtte tages i brug til at forske. Efter nogle år blev det for meget. 

»Rigtig mange års pres fik mig til at gå ned«.

»Jeg har arbejdet i weekender og på helligdage. Jeg gav ikke mig selv lov til at holde fri, for jeg skulle hele tiden tjene timer ind. Hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg blive fyret«.

Til sidst gik hun til sin fagforening for at få råd til at strukturere sine arbejdsopgaver bedre. Det endte med, at arbejdsmiljøkonsulenten, dybt alvorligt, beordrede hende til at melde sig syg. 

»Herefter lå jeg i sengen i mange uger. Jeg kunne ikke rejse mig. Min mand gjorde alt for mig. Han skulle fortælle mig, hvor tit jeg skulle skifte undertøj. Jeg kunne ikke gabe, jeg kunne ikke græde. Sanseapparatet var virkelig ødelagt«, fortæller Linda Kragelund. Med en alvor i stemmen, der vidner om, at hun i dag godt selv ved, at det virkelig gjaldt hendes liv.

I dag arbejder Linda Kragelund på en erhvervsskole, hvor hun underviser flygtninge, og det fremgår af artiklen, at hun er glad for dette arbejde. Men hun har stadig mén fra sin akademiske karriere, der gik så galt, bl.a. smerter i fødderne og lydfølsomhed.

Jeg vil aldrig sammenligne den psykiske nedslidning med den nedslidning, som mange års hårdt fysisk arbejde kan give – for de to former for nedslidning er helt forskellige af natur. Men den mentale belastning er også reel for ganske mange vidensarbejdere, der tager deres arbejde alvorligt og samtidig lever med omskiftelighed og stadigt flere konkurrencebetingede krav. Nogle siger, at det kan løses med mentale teknikker som meditation, og noget kan det da også hjælpe. Men de ydre omstændigheder skaber også en virkelighed, som selv nok så megen introspektion ikke kan ændre.

Det kan hjælpe at ændre på pensionsalderen, men den rigtig store ændring, der er nødvendig, er at skabe et arbejdsmiljø, hvor man ikke bliver slidt ned, men kan gøre det, man er god til og i trygge rammer. Det gælder også for vidensarbejdere. Beslutningstagerne er nødt til at overveje, om alle sanktionerne, al konkurrencen og den konstante trussel om fyring virkelig er det hele værd.

Bliv væk fra årsfesten

Nu kommer invitationerne ud til Aalborg Universitets årsfest 2019, der finder sted til maj. Jeg kan imidlertid ikke forsvare at deltage i en fest, der bliver afholdt af et universitet, der netop har fyret mere end 100 af mine kolleger. Jeg har været bisidder til fyringsmøder og har oplevet venner og bekendte, der efter mange års tro tjeneste og ansvarsfulde arbejdsopgaver pludselig fik at vide, at de var dem, man bedst kunne undvære. Det var knugende, og det var grimt. Institutter bliver slået sammen med kort varsel, og medarbejdergruppen på andre institutter bliver mere end decimeret. Man kalder det en budget-tilpasningsproces, men det er intet andet end en fyringsrunde og nogle pludselige organisatoriske ændringer, der bliver trukket ned over hovedet på os. Der er ikke noget at fejre netop nu.

Jeg var studerende på AUC, og jeg har altid tidligere gerne villet fortælle andre om det gode, der var på det universitet, som også var mit. Jeg holder af at forske og undervise og af at være akademiker. Men det, der sker på AAU i disse år, gør mig bekymret og vred. Selvtilfredsheden og kynismen repræsenterer et menneskesyn, der ligger mig og mange andre fjernt.

Jeg har nu denne opfordring til mine kolleger: Lad os vise vores solidaritet med vores fyrede kolleger og blive væk fra Aalborg Universitets årsfest 2019. I stedet, lad os kontakte vores fyrede kolleger og mødes med dem – måske endda den aften, hvor ledelsen gerne vil fejres. Lad den fejre sig selv uden os.

De, der intet har, skal fyres

I Nordjyske er der i dag et langt indlæg fra rektor Per Michael Johansen og bestyrelsesforperson Lene Espersen, hvori de forsvarer massefyringerne på Aalborg Universitet. Som så ofte før lægger de skylden over på regeringens nedskæringer på uddannelserne. Men de forsvarer også deres budgetmodel som nødvendig. De skriver:

Hvis vi skal finde flere penge til fakulteternes forskning, skal det ikke ske på finansloven, men hos offentlige og private fonde.

Af samme årsag har vi indført vores nye – og i visse kredse udskældte – budgetmodel.

Tidligere afleverede fakulteterne en fast procentsats af deres indtægter til en fælles pulje, som bl. a. finansierer fælles funktioner som universitetsbibliotek, økonomiafdeling og campusservice. Bidraget blev trukket af både fakulteternes bevillinger fra finansloven og fra eksternt hjemtagne forskningsmidler.

Det vil i princippet sige, at de forskere, som tog mange eksterne bevillinger hjem til deres forskning, var med til at finansiere de forskere, som ikke gjorde det.

Med den nye budgetmodel trækkes det fælles bidrag kun af fakulteternes bevillinger fra finansloven, hvorimod de får lov til at beholde alle de forskningsmidler, de kan søge hjem fra eksterne fonde og andre donorer.

Hensigten er at skabe et større incitament til at hente eksterne midler hjem til forskningsbudgetterne. For dem har vi som nævnt brug for, hvis vi vil øge mængden af forskning på universitetet.

Det har allerede længe været en målsætning, at en stadigt mindre del af universiteternes budget skulle dækkes af basisbevillingerne. Det bemærkelsesværdige er her, at universitetets ledelse gennem den nye budgetmodel skaber yderligere fokus på eksterne forskningsmidler.

Rektors og bestyrelsesforpersonens udtalelser lyder unægtelig som om vi universitetsansatte ikke har incitament til at søge forskningsmidler. Men vi er sørgeligt bevidste om dette allerede. Uden forskningsmidler kan man ingen ting. Men sandsynligheden for at få eksterne forskningsmidler er ofte under 10 procent. Også jeg har meget svært ved at få eksterne forskningsmidler, selv om jeg er inden for det teknisk-naturvidenskabelige fagområde. Jeg er yderst opmærksom på hvad manglende forskningsmidler betyder. Siden 2010 har jeg således ikke haft PhD-studerende, men det skyldes ikke, at der ikke har været studerende, der var interesserede. Det er simpelthen ikke lykkedes mig at skaffe forskningsmidler. Jeg har bedt de interesserede kandidater om at søge til udenlandske universiteter, og det har de så gjort.

I 2017 brugte jeg selv fire måneder på at skrive en ansøgning til EUs Horizon 2020-program. Den kom over tærsklen, men blev alligevel afvist. Jeg brugte al min forskningstid forgæves på at søge om midler til at jeg kunne forske.

En af de fyrede AAU-ansatte, som jeg var bisidder for ved et fyringsmøde, fortalte mig, at han havde søgt forskningsmidler hos EU. Og han var ligesom jeg fra naturvidenskab. Hans ansøgning tik 90 point ud af 100 mulige. Men grænsen var 92 point. Og nu skulle han fyres, fordi han ikke havde midler til at betale sin egen løn.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan forholdene er inden for humaniora og samfundsvidenskab. Rektor og bestyrelsesforpersonen nævner godt nok, at Novo Nordisk-fonden har udvidet sin fundats, så man også kan søge midler inden for “sociale og humanitære formål”. Men er det virkelig meningen, at vigtig forskning skal finansieres af private fonde? Det er det åbenbart.

Universitetet fremstår mere og mere som en tom skal, hvor vi, der skal undervise og forske, skal skaffe midler til vores egen løn, mens finanslovens bevillinger går til ledelse og centraladministration, der fordeler dem efter forgodtbefindende (bl.a. via de såkaldte 5-procent-midler). Og der bliver ingen intern omfordeling af de eksterne midler. Det kan ikke ende med andet end at øge uligheden mellem forskerne på Aalborg Universitet. De, der har, vil få mere, mens de, der intet har, skal fyres.

Det med undervisning er ikke så vigtigt

Fra et tomt auditorium.

I november 2015 var jeg indbudt til et heldagsmøde på Syddansk Universitet om anerkendelse af undervisning i universitetsverdenen. Ideen med det møde var at skabe grundlaget for at finde ud af, hvordan man bedre kunne anerkende god undervisning på danske universiteter. I denne uge var der så en rykker fra ledelsen på Aalborg Universitet om at deltage i en undersøgelse af hvordan god undervisning bliver anerkendt. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der ikke rigtig er sket noget, her mere end tre år efter konferencen, jeg var til. Der er masser af parametre til måling af forskning og masser af konsekvenser, hvis man publicerer for lidt eller de forkerte steder eller ikke får skaffet eksterne forskningsmidler. Men hvis man får hård kritik af sin undervisning, sker der ikke så meget.

Siden mødet har jeg i min egenskab af semesterkoordinator desværre hørt en del mindre positive udsagn om undervisere på universitet. Jeg har oplevet studerende, der sagde, at en underviser virkede uforberedt til sine forelæsninger. Og jeg har hørt andre studerende, der sagde at deres projekt slet ikke gik godt; deres vejleder var uvillig til at komme dem i møde, og det virkede mest som om han slet ikke brød sig om at skulle vejlede. I begge tilfælde kunne jeg sige til de studerende, at der var tale om undervisere, der havde fået megen anerkendelse for deres forskning. Det beroligede dem dog ikke. Og nogen af dem, der nu er blevet fyret på AAU, er faktisk undervisere, der havde fået megen ros for deres undervisning.

Jeg ved ikke, hvad man skal gøre her. Nogle ville sige, at hvis man som universitetslærer fik gentagen og hård kritik, skulle man bare ikke have lov til at undervise. Men for de pågældende mennesker ville det bare have fremstået som en belønning: de ville nu kunne koncentrere sig fuldt og helt om deres forskning. Man kunne også bede dem om at undervise rigtig meget for at få mere erfaring, men det ville blot gå ud over mange studerende. Eller man kunne bede dem op at blive pædagogisk opkvalificeret, men det ville de næppe have accepteret. Problemet er nemlig, at de undervisere, jeg har nævnt, var fuldt og helt overbevist om at de gjorde det godt og at det alene var de studerende, der var urimelige.

På en måde er det selvfølgelig godt at der ikke er sanktioner; i 2017 fik jeg selv meget hård kritik, og jeg kunne så bruge kræfterne på at forbedre mig. Det ville ikke have hjulpet mig at blive udsat for sanktioner; jeg var pinligt bevidst om hvor dårligt det var fat. Men anerkendelse er der heller ikke rigtig indbygget i systemet. Jeg kender en universitetslærer, der søgte en stilling som professor, men ikke fik den. Han havde tidligere været kvalificeret til et professorat, så nu prøvede han igen, men igen uden held. Begrundelsen var, at han ganske vist havde lavet nogle gode publikationer, men at han havde brugt for megen tid på at koncentrere sig om sin undervisning, og det kritiserede man. Det var underligt for mig at erfare, at det var sådan.