Nye uddannelser i det fjerne?

Første side af afgørelserne fra Uddannelses- og Forskningsministeriet i november 2019.

Nogle videregående uddannelser bliver nedlagt for tiden, mens de samme institutioner samtidig søger om at oprette andre uddannelser. Det er bl.a. tilfældet på Københavns Universitet. I denne uge kom der afgørelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet på seneste runde af ansøgninger. En tendens er, at uddannelser søges oprettet andre steder end man måske ville forvente. Man kan således se, at Københavns Universitet har fået godkendelse til at oprette en uddannelse i STEM-undervisning i Odense, hvor Syddansk Universitet som bekendt hører hjemme. Nogle andre ansøgninger blev ikke godkendt.

Det er interessant, men ikke nødvendigvis beroligende, at de danske universiteter på denne måde søger om at oprette uddannelser andre steder og at denne tendens er strategisk betinget. Nogle vil mene, at de henholdende svar på nogle ansøgninger er begrundet i en frygt for konkurrence – at det, at en institution søger om at oprette uddannelser i en anden del af landet, er et tegn på at denne uddannelse har en stor kvalitet, som andre er bange for. Men måske er det ikke frygten for andres kvaliteter, der vægter højest? Det kunne også være, at der stadig er bekymring blandt beslutningstagere for, om uddannelsesinstitutionernes indbyrdes konkurrence simpelthen vil føre til mere fragmentering, der ikke er til gavn på længere sigt, og ikke kan begrundes i et behov, der kun kan dækkes på denne måde.

Otte timers arbejde?

I det 19. århundrede kæmpede arbejderbevægelsen for en arbejdsdag på otte timer; i år er det præcis 100 år siden, det lykkedes at få dette krav igennem, og det tog 50 års kamp.

I dag er vi formelt set nede på en arbejdsuge på 37,5 timer. For de mange, der arbejder med andet end vidensarbejde, er der gode grunde til at ønske sig en lavere arbejdsbelastning end tilfældet er i dag. Her behøver man blot at tænke på arbejdsbelastningen hos f.eks. sygeplejersker og pædagoger.

Som vidensarbejder må jeg indse, at jeg på den ene side ofte bruger meget mere end syv en halv time om dagen; arbejdet bliver let grænseløst. Jeg svarer på arbejdsmail tidligt om morgenen og om aftenen, og op til deadlines sidder jeg ofte til ud på aftenen og skriver.

På den anden side er der også en stor andel af min indsats, der udgøres af rutinearbejde, som jeg ikke ville kalde vidensarbejde. Netop det at svare på mails og forberede mødedeltagelse og ansøgninger er i stort omfang det modsatte af det “dybe” arbejde, hvor man bruger sine egentlige kvalifikationer.

Jeg er efterhånden nået dertil, at jeg ønsker mig en fast og veldefineret arbejdstid som universitetslærer. Det ville især gøre det målbart, hvornår jeg har lavet nok. Nogle mener på den ene side, at jeg som person burde præstere mere og bedre, og på den anden side mener de samme mennesker, at det er selve dét, at vi laver mere på universiteterne, der får det hele til at hænge sammen – at VIP’er og TAP’er laver mere, end de skal. Men det er underligt, at denne form for “ufrivilligt frivilligt arbejde” er blevet et ideal.

Hvis arbejdstiden blev sat ned, ville der måske også (og det er dybest set enormt ironisk) blive bedre tid for os til at lave det egentlige, “dybe” vidensarbejde.

Betal din egen løn?

På universiteter i USA får universitetslærere kun løn 9 af årets 12 måneder; i sommermånederne får de ikke løn. Man skal så skaffe lønmidler til disse måneder på anden vis – enten ved at have eksterne forskningsmidler eller ved at undervise i sommerkurser.

Denne situation virker umiddelbart bizar og bestemt ikke tillokkende for dem, der kunne tænke sig en akademisk karriere i USA, men den er måske ikke så langt væk fra en dansk virkelighed længere. På danske universiteter udgør basismidlerne (som tildeles over finansloven) kun halvdelen af universiteternes indtægt til forskning; den anden halvdel kommer fra konkurrenceudsatte midler fra EU, private fonde, forskningsråd, virksomheder mm. Dem skal de enkelte forskere selv skaffe i konkurrence med hinanden.

På nogle danske universitetsinstitutter er der netop nu ved at opstå en forventning om at man som lektor skal skaffe midler svarende til 20 procent af sin løn. For løstansatte har dette allerede i nogen tid været virkelighed; jeg kender til en postdoc, der blev fyret, fordi han ikke kunne skaffe midler fra EU til at betale sin egen løn.

Jeg ved ikke, hvor mange uden for den akademiske verden, der er klar over, at situationen nu er ved at udvikle sig sådan. Den enkelte universitetslærer skal være sin egen iværksætter og skal måles på dét. Det har store konsekvenser også for uddannelserne – for der er ingen fornuft for en universitetslærer i at gøre noget særligt ved sin undervisning, når det kun er publikationer og det at skaffe midler til sig selv, der tæller. Og det har konsekvenser for hvad der forskes i – for alle vil naturligvis prøve at gå efter de forskningsområder, som ser ud til at give de bedste muligheder for at kunne finansiere egen løn. Succesraten for ansøgninger om eksterne forskningsmidler er nemlig lav, så man er nødt til at søge ofte.

Primære kilder, ikke lærebøger?

Begyndelsen af Alan Turings banebrydende artikel fra 1936, der grundlagde rekursionsteori – og datalogi.

Den nu pensionerede amerikanske universitetsbiolog Sally G. Hoskins fortæller i en interessant artikel om hvordan hun udviklede sin undervisning i biologi ved City College of New York. Hun holdt op med at bruge lærebøger, men gik over til at bruge artikler fra videnskabelige tidsskrifter i sin undervisning på undergraduate-niveau.

Hendes motivation for dette skifte var, at hendes studerende ikke tog deres nysgerrighed i anvendelse. Hoskins skriver

A clue to the problem came when I took a look at the introductory biology textbooks they had studied in earlier classes. There were abundant illustrations of scientific facts—the array of bones in a bird’s wing, the structure of a bacterial flagellum—but hardly any of the figures looked like the data presented in scientific papers. Equally problematic, the books had vanishingly few illustrations of how key findings had been made, or of who did the work. Now it made sense: My students were comfortable memorizing facts, but they lacked insight into how those facts were generated and how the conclusions were drawn. The ingenuity of research—what I loved most about being a scientist—was lost on them.

Det er en interessant observation, for i uddannelsessammenhænge læser man så godt som altid sekundære kilder i form af lærebøger, der er fordøjede og bearbejdede udgaver af det stof, der udgør pensum. En undtagelse er selvfølgelig historiestudiet, hvor kildekritik er central, men ellers skal man helt hen til de sidste semestre af kandidatuddannelser, for at møde primærkilder i form af videnskabelige publikationer i stedet for lærebøger.

Men måske kunne det være en idé at opsøge primærkilder også på tidligere semestre af universitetsuddannelser og anvende dem i undervisningen – ikke i stedet for lærebøger, men som supplement på bestemte tidspunkter. Primærkilderne rummer nemlig i sig en høj grad af motivation for stoffet; de repræsenterer det første tidspunkt, hvor nogen formulerede og opdagede begreberne og dermed også hvordan forskerne selv lærte. Dette ville også kunne give dem, der nu lærer stoffet, en indsigt i at faget er levende, at forskere ikke altid kommer med den færdige formulering med det samme og at det fag, man beskæftiger sig med, faktisk er problemorienteret.

Giv dem hvad de vil have

For tiden arbejder jeg sammen med kolleger i flere andre lande på en ansøgning til Horizon 2020-programmet. Det bliver tredje gang, vi prøver lykken, og endnu engang har vi hyret et konsulentfirma, der skal hjælpe os. Vi baserer os på de erfaringer, vi har fra de to foregående afslag – dvs. to personers evalueringer på hver omkring 25 linjers tekst af vores ansøgninger på hver omkring 150 sider. Nu skal vi undgå at gøre evaluatorerne utilfredse og så også håbe på, at de ikke falder over noget andet at kritisere denne gang.

I dagbladet Information er der i denne uge et essay af Center for Vild Analyse, og det handler netop om det, der er gået hen og er blevet et helt centralt vilkår i den akademiske verden.

I essayet står der

Det burde handle om at sikre, at de mest kvalificerede personer får opgaven, og at de bedste ideer vinder frem. Men ikke så sjældent går det i den stik modsatte retning. Det, man gør, når man lever af konkurrenceudsatte midler, er først og fremmest af al magt at forsøge at gætte, hvad den Anden ønsker af en: Hvordan skriver man en ansøgning, som nævnet vil bedømme positivt?

For det er præcis dét, vi gør og præcis dét, vi får konsulenterne til at hjælpe os med: At udføre en storstilet gæt-hvad-de-tænker-øvelse. Der findes i dag mange konsulenter, der ikke laver andet, og der er masser af kurser i at skrive ansøgninger (jeg var selv på et sådant kursus i Berlin for nogle år siden).

I essayet står der

Universitetsdiskursens helvede er den verden, hvor hele verden hele tiden skriver ansøgninger. Det er efterhånden et kendt faktum på universiteter og andre vidensinstitutioner, at man bruger de penge, man har hentet hjem på et projekt, til at sidde og skrive ansøgninger til det næste. 

For nogle er dette et helvede, for andre er det blevet en himmel. De, der har eksterne forskningsmidler, formår at gøre det til en vane at “kæde ansøgningerne sammen”, så den ene succes kan afføde den næste. De rigtig succesrige får på et tidspunkt lov at være med til at udforme kommende opslag om midler, og så skal andre gætte, hvad de tænker. Men først skal man have kæden til at blive siddende på tandhjulet, og det er dét, der er så stort et arbejde. Det er paradoksalt, at så stor en del af vores forskningstid ikke handler om at opdage noget nyt, men med at til at gå med at forsøge at regne ud, hvad andre vil have. Og det er underligt, at det er blevet så stor en sideforretning for konsulenter. Er hele denne insisteren på et konkurrencesamfund virkelig til fordel for forskningen?

På talerstolen igen

Foto: HUMrådet.

Studenteraktivisten Harald Toksværd tog ordet ved Københavns Universitets årsfest – som studenteraktivisten Finn Ejnar Madsen gjorde det helt tilbage i 1968. Og Harald Toksværds indlæg var skarpt og vredt. Han sagde bl.a.

For jo, Finn Ejnar fik da bugt med professorvældet. Men bag det stod det klart, at et langt større uhyre bugtede sig. At der af det første hoved, som med hydra, skulle springe to nye. Et dekanvælde og et rektorvælde.

Vi accepterer ikke jeres forringelser og jeres forkvaklede new public management

Tænk, at det omsider sker. Det er i forlængelse af en aktion, hvor studerende fra humaniora besætter ledelsesgangen på Københavns Universitet i protest mod store ændringer på deres uddannelser. Dette forløb er tilmed grundigt omtalt i Universitetsavisen, der er et kritisk organ, der er et af ledelsen helt uafhængigt organ. Også dét er værd at tænke over.

ECEL2019

Sidste år deltog jeg i ECEL2018, der er en international konference om e-læring, der dét år fandt sted i Athen. I dag er jeg til ECEL2019. For få uger siden blev jeg mindet om, hvor langt der egentlig er til Athen, så det gør ikke noget, at konferencen i år finder sted – i København. Jeg har en poster med, men desværre kan jeg ikke selv være til stede til præsentationen i morgen, for da kalder arbejdet i Aalborg igen.

Ydmyghed

I dag faldt jeg over en lille artikel i New York Times om ydmyghed. Som artiklens forfatter, er dette personlighedstræk ikke så værdsat i vore dage, omend der nu er en del forskningspsykologer, der studerer det.

I forretningsverdenen skal man sælge sig selv, og her er ydmyghed let en forhindring. Det samme er mere og mere blevet tilfældet i den akademiske verden; her skal man som forsker hele tiden gøre opmærksom på sig selv og sine fortræffeligheder.

Der er selvfølgelig mennesker blandt de helt store skikkelser i datalogi, der drev dette til ubehagelige ekstremer – Edsger W. Dijkstra (som jeg aldrig nåede at møde) var således berygtet for at være alt andet end ydmyg. Han brugte efter sigende tiden til seminarer, hvor han var tilhører, på at håne og nedgøre dem, der præsenterede deres arbejde.

Men samtidig er det min erfaring, at de fleste andre af de helt store navne, som jeg har mødt i min tid, har været forbløffende ydmyge og ikke har lænet sig op ad egne privilegier eller har nedgjort andre. Den slags skabte ofte en særlig respekt. Jeg husker hvordan en af Robin Milners PhD-studerende i Edinburgh engang for mange år siden skulle holde en præsentation af sit arbejde, men manglede nogle overhead-penne som han skulle bruge undervejs. Det var Robin, der få år senere fik Turing-prisen, der skyndte sig hen for at hente pennene til den unge forskerspire.

Det stadigt øgede fokus på konkurrence risikerer meget let at fremelske en mangel på ydmyghed – og her er det narcissisme, der er ydmyghedens modsætning. Måske skulle man bruge mere tid i den akademiske verden på at være ydmyg end på at ydmyge andre? Det vil selvfølgelig kræve nogle helt andre incitamentstrukturer end dem, vi har nu.

Festbanket og datatyper

I dag var noget så forholdsvis usædvanligt som en dag uden overraskelser eller forsinkelser. Jeg sov længere end jeg måske burde (for træt, det var jeg), men fik hørt nogle foredrag til SPLASH. Især husker jeg et foredrag om arbejde med et type/effekt-system for objektorienterede programmeringssprog; forfatterne var fra Wellington i New Zealand og deres tilgang mindede mig om noget, jeg selv arbejder på sammen med andre for tiden og som udspringer af et sprog og programmeringsværktøj ved navn Mungo, udviklet ved Glasgow University. Underligt kendte de tilsyneladende ikke til dette arbejde. Lige bagefter ville skæbnen, at jeg til frokost løb ind i Roly Perera – fra Alan Turing Institute og en af personerne bag Mungo i sin tid. Det kom der en lang og god snak ud af.

Efter frokost gik jeg en lille tur i Athen for at få købt et krus med et citat af Pythagoras; jeg købte sådan et krus sidste efterår, da jeg også var her. Men det krus faldt på gulvet og fik en revne, der gør det utæt. Gåturen førte mig forbi parlamentsbygningen på Syntagma-pladsen. Og nu har jeg et nyt Pythagoras-krus.

Et af de foredrag, jeg især husker fra sessionerne efter frokost, var et foredrag om afhængige stityper. Det var ikke bare et rigtig elegant og nyttigt resultat om typesystemer, men Marianna Rapoport fra University of Waterloo gav også en usædvanligt god præsentation med velvalgte animationer og enkle farver – og et motiverende eksempel, der forklarede hvordan stityper måske kunne bruges til at lave en bordplan for Romeo og Julie til deres bryllup (som jo aldrig blev til noget), så de rivaliserende familier kunne sidde sammen!

Jeg tog hjem og fik et hvil, så det afsluttende SIGPLAN-møde med prisuddeling gik jeg glip af. Om aftenen var der konferencemiddag, og her fulgtes jeg med William Cook fra University of Texas; han er gangbesværet efter alvorlig sygdom og fik en taxi til restauranten, som han tilbød at jeg kunne være med i. Til selve middagen fik jeg William Cook på min højre side, og først da opdagede jeg at det var ham, der havde fået SIGPLANs pris tidligere i dag for sin indflydelsesrige artikel On Understanding Data Abstraction, Revisited fra 2009 om forskellen på objekter og datatyper. Vi begyndte aftenen med at snakke om datatyper og objekter (forskellen kan mest præcist beskrives ved hjælp af begreber fra universel algebra, så det vil jeg undlade at skrive mere om her), men ad uransagelige veje endte vi med at sidde og tale om alt mulig andet også. Til sidst var vi faktisk nået over til at snakke o, hvordan man bedst kan tilberede en kabocha-vintergræskar i en elektronisk trykkoger! “Mit navn er jo også Will Cook”, sagde prismodtageren til mig.

På min venstre side sad Bernardo Toninho fra Universidade Nova de Lisboa, og han kunne fortælle mig, hvordan man som universitetslærer i Portugal ikke selv behøver at bruge tid på at lave de detaljerede afregninger efter tjenesteregner – den slags tager administrationen sig af. Man skal bare aflevere et ark papir, så ordner de resten. Det fremstod helt utopisk!