Et forsøg på kommunikation

Når nogen, der har magt, gennemfører en større ændring, er det en ofte anvendt kommunikationsstrategi at sige, at ændringen ikke vil få konsekvenser, men samtidig er helt nødvendig.

I forbindelse med årets første fyringsrunde på Aalborg Universitet udtalte rektor, at kvaliteten af undervisningen ville være uforandret. Og til DR udtalte han, at der var blevet fyret 107 mennesker, men at der stadig var mere end 3000 ansatte.

I denne måned fandt så den anden fyringsrunde sted på Aalborg Universitet, og igen følte ledelsen igen behov for at pointere, at det ikke vil komme til at betyde noget for serviceniveauet.

Det er også en typisk strategi at tale til i stedet for at tale med. AAUs ledelse udsendte denne gang en video på YouTube, hvor direktøren forsvarer fyringerne. Det er en ændring i kommunikationsstrategi forhold til delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet, hvor ledelsen aldrig gav en forklaring på hvorfor fakultetet skulle deles, men henviste til en artikel i Nordjyske. Men når jeg taler med kolleger, fornemmer jeg tydeligt, at denne strategi heller ikke virker overbevisende.

AAUs ledelse har længe været vant til at tale til ansatte og studerende i stedet for at tale med dem, fordi den reelt kan gøre som den vil. Det fører med sig en kluntet kommunikationsstrategi, der mest består i at træffe vidtgående beslutninger og derefter forsvare dem. Denne praksis er i sidste ende en konsekvens af Universitetsloven af 2003, der satte en stopper for demokratiet på de danske universiteter. Om de partier, der vedtog denne lov, vidste, at kommunikationen på danske universiteter i dag ville være sådan, ved jeg ikke.

Alle har ret til en begrundelse for deres fyring

Jeg er lige nu på vej hjem fra DMs kongres. Som noget af det sidste på dagsordenen vedtog et stort flertal på kongressen ovenstående resolution, stillet af mig og tre andre delegerede fra AAU og med en delegeret fra KU og DMs tidligere forkvinde Ingrid Stage som yderligere stillere. 

Resolutionen handler direkte om fyringsrunderne på statslige arbejdspladser og den mørkelægning, der sker i den forbindelse. Det er handlingslammende for den enkelte at vide, at der faktisk sker en individuel vurdering i ledelsen inden en fyring, men at de, der bliver fyret, udelukkende får at vide, at “du er den, vi bedst kan undvære” og derfor reelt aldrig kan anfægte fyringens grundlag. Det er netop dét, vi har ville fokusere på med resolutionen.

Som resolutionen viser, vil vi fortsætte kampen for at de, der bliver fyret alene med baggrund i “institutionens forhold”, kan få en reel begrundelse, så høringsprocessen ikke bliver så indholdsløs og frugtesløs, som den, alle de, der er blevet fyret på AAU i 2019 har oplevet – og som de, der bliver fyret i denne måned på AAU, også er ved at opleve. Vi ville ønske, vi kunne have gjort mere, men det kræver en ændring af den gældende praksis, og det er her, slaget nu skal stå og hvor DM skal tage fat.

Vi har bestemt ikke har glemt vore gode og dygtige kolleger, der har mistet deres arbejde og aldrig har kunnet få en ordentlig forklaring på hvorfor.

Undervisningens dag 2019

I dag var der igen Undervisningens Dag på Aalborg Universitet. Jeg har været ved hvert år, og 2019 var ingen undtagelse. Det påfaldende er, at de, der deltager til Undervisningens Dag, alle er erfarne undervisere, der interesserer sig særligt for og er meget engagerede i undervisningsopgave og ofte endda får positive kommentarer om deres undervisning. Alle de andre – de uerfarne, dem, der får negativ kritik, dem, der ikke engagerer sig ret meget i undervisningen – ser man ikke rigtig noget til.

Der var to indbudte foredrag med henholdsvis Tony Bates, en uddannelsesforsker fra Canada, og Jan Damsgaard, der er professor på CBS. Tony Bates’ foredrag handlede om undervisning i en digital tidsalder, og det var nemt for mig og andre at relatere til. Jan Damsgaards foredrag fokuserede udelukkende på hvordan ændringer i teknologi vil påvirke markedsøkonomi og beskæftigelse. Kun på den allersidste slide stod problembaseret læring nævnt helt kort. Jeg og mange andre fandt emnet helt malplaceret, men det er formodentlig helt i tråd med AAUs tanker om økonomisk styring og markedsgørelse.

Dagens gode overraskelse var foredraget af Johan Heinsen, der er lektor i historie og i år fik prisen som Årets Underviser på AAU. Johans overvejelser om god undervisning og hvad det vil sige at være en god underviser er ikke nær så specifikke for historiefaget, som han måske selv tror. Og hans karakteristik af problembasering – at et problem, man nemt kan svare på, ikke er et problem, og at et problem, der ikke angår nogen, ikke er et problem – er fanget lige på kornet.

Selv deltog jeg i en workshop, der skulle præsentere det nye Kompetencecenter for Digitalt Understøttet Læring (CDUL), som AAUs ledelse har oprettet. Jeg har ikke selv noget med CDUL at gøre, men mine erfaringer med flipped classroom blev brugt som en case.

(Jeg havde i sin tid selv haft et andet forslag til workshop om et helt andet emne, men det kunne alligevel ikke godkendes, og derfor blev det som det blev – med mig som indslag i CDULs workshop. Min ærgerlige fornemmelse er, at også Undervisningens Dag er ved at blive transformeret til et sted, hvor AAUs ledelse kan eksponere sig selv.)

AUB: Fyringer, flytning – og floskler

AAUs hovedbygning på Langagervej 2, som nu skal forlades.

I denne uge har både kolleger og studerende over for mig nævnt den forestående flytning af Aalborg Universitetsbibliotek (AUB) – endnu en af de store organisatoriske ændringer på Aalborg Universitet, der sker inden for kort tid. I 2015 blev læsesalen på Langagervej 2 nedlagt for at gøre plads til kontorer til Fælles Service. Men i Fælles Service sker der i denne måned fyringer efter samme model, der blev brugt i januar og februar i år til de første 107 fyringer. Og bibliotekets hovedbygning på Langagervej 2 skal nu forlades helt. Igen er det officielle argument, at der skal skæres ned, og som så ofte før er den officielle holdning, at der er tale om en situation, som faktisk vil være en forbedring. Som det hedder i meddelelsen fra 29. marts i år:

Tidsplanen for flytningen skyldes muligheden for huslejebesparelser, der vil understøtte Fælles Services økonomiske situation. Samtidigt mener vi dog også, at der er spændende perspektiver i, at Universitetsbiblioteket rykker ind i hjertet af et stort campus-område. Det vil give lettere adgang til Universitetsbiblioteket for både studerende og ansatte og betyde, at vi kommer tættere på uddannelses- og forskningsmiljøerne. Universitetsbiblioteket vil derfor i de nye rammer fortsætte og udvikle samarbejdet med og servicen til uddannelses- og forskningsmiljøerne og de administrative områder, samt være et attraktivt PBL-orienteret studiemiljø med adgang til vores materialer 24/7.  

Bemærk de store, flotte og tomme ord til sidst.

Universitetsbiblioteket skal i stedet være i bygningen på Kroghstræde 3, men så vidt jeg ved, betyder det ikke, at nogen af de undervisere, forskere og studerende, der benytter denne bygning, skal flytte ud. (Institut for læring og filosofi, der lige nu bor der, har godt nok holdt til på 3 forskellige adresser i de seneste fem år, så hvem ved, hvad det ender med?) Planen er i stedet at flytte AUBs bogsamling – ned i kælderen.

Det er en underlig skæbne for AUB, men også for studiemiljøet. Selv om projektarbejde i grupper er en væsentlig arbejdsform på uddannelserne på AAU, har mange studerende ikke adgang til grupperum (igen på grund af nedskæringer). I stedet bruger de bibliotekets faciliteter, men den mulighed ser nu ud til at forsvinde.

Jeg kan tydeligt mærke, hvordan de mange store og pludselige organisatoriske ændringer på Aalborg Universitet skaber en permanent tilstand af utryghed og uforudsigelighed hos ansatte og studerende. Det er en uværdig og stress-fremkaldende situation, og ofte sidder jeg med en ubehagelig fornemmelse af at den nuværende ledelses handlekraft reelt er i gang med at ødelægge et universitet, som har betydet meget for mig for og mange andre og som jeg har holdt af.

Vi blev væk fra årsfesten

Mens nogen deltog i Aalborg Universitets officielle årsfest, mødtes jeg og min hustru på Basement Beer Bar med kolleger, der er blevet fyret i januars og februars fyringsrunder. Vi talte om ledelsen og om de idealer, som ledelsen på AAU har glemt. Alt andet lige har det været en hyggelig aften.

Det professorvælde, vi er vant til

Studienævnsaftalen, ifølge hvilken der skulle nedsættes et studienævn, hvor de studerende skulle have halvdelen af pladserne, er underskrevet af samtlige professorer. Foto: Søren Martin Jensen

I dag var jeg inviteret til at fortælle AAU-studerende i et nyt studenterpolitisk netværk om mit syn på nedskæringerne og fyringer på AAU. Der var enighed blandt de tilstedeværende om at der var et demokratisk underskud på de danske universiteter, og der var én, der foreslog, at man skulle arbejde for at alle medlemmer i en universitetsbestyrelse skulle findes ved et valg. Det som modsætning til i dag, hvor universitetsbestyrelser har et eksternt flertal, der findes ved en form for selvsupplering.

Det kom bag på mig, for alle forsamlede anså helt tydeligt sig selv som progressive mennesker, der ønskede forandring. Men netop det beskedne krav om en valgt bestyrelse er faktisk først og fremmest tegn på at ikke ret mange længere kan huske en virkelighed, hvor ledelsen på danske universiteter var valgt og hvor de eksisterende organer (studienævn, fakultetsråd og konsistorium, som det hed engang) faktisk havde besluttende myndighed. Og ikke mange kan forestille sig, at det kunne være sådan.

I dag er vi for længst vendt tilbage ved professorvældet; på mit institut er der nu nedsat en professorgruppe, som institutlederen lytter særligt meget til. Det er der forbløffende få, der synes er underligt.

Men engang kunne man forestille sig, at tingene kunne være anderledes. Der gik omkring halvandet årti fra kravene om studienævn blev fremsat i 1950’erne af studerende til den gamle, demokratiske styrelseslov blev fremsat og vedtaget under den daværende VKR-regering.

Folkestyre eller demokrati på arbejdspladsen

I dag er det igen blevet 1. maj, og her kan jeg så læse, at Enhedslisten, SF og Alternativet kræver at der bliver flere fællesejede virksomheder. Socialdemokratiet er ikke helt afvisende over for tanken.

På én måde er ideen rigtig god – tænk, hvor meget vi kunne styrke f.eks. indsatsen for at standse de menneskeskabte klimaforandringer, hvis olie- og gasselskaber var fællesejede. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at tænke på, at jeg og mine kolleger i universitetsverdenen har voldsomt begrænset indflydelse på vores egen situation, selv om universiteterne er statslige institutioner. Problemet er, at fælleseje ikke sikrer demokrati i det daglige. Der er en voldsom og meget håndgribelig forskel på “folkestyre” af universiteterne udøvet gennem folketingsvalg/lovforslag og det nu afskaffede universitetsdemokrati.

Jeg vil påstå, at demokrati på arbejdspladsen er den eneste reelle garanti for tryghed i det daglige arbejde. Det må ikke være tilfældet, at demokratiet hører op, når man møder på arbejde.

For mig står det ikke klart, hvad Socialdemokratiets holdning er til demokrati på arbejdspladsener , og det er bekymrende, når man tænker på de tætte bånd, dette parti har haft til fagforeningerne især før i tiden. Jeg ved kun, at de var med til at afskaffe universitetsdemokratiet i 2003, da den nuværende universitetslov blev vedtaget.

Det meste til de færreste

Kilde: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/universiteter/okonomi/forskningsmidler

Aalborg Universitet har nu en budgetmodel, der giver en lavere grad af beskatning på eksterne forskningsmidler, mens beskatningen øges på indtægter fra uddannelserne. Konsekvensen bliver, at eksterne forskningsmidler bliver stadigt vigtigere for universitetets økonomi.

DEA har foretaget en undersøgelse af fordelingen af forskningsmidler på vegne af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Resultatet er interessant:

  • 94 procent af forskningsmidlerne går til de natur- og sundhedsvidenskabelige og tekniske områder.
  • 34 procent af bevillingsmodtagerne var kvinder, og de fik 22 procent af de samlede bevillinger.
  • De mest succesfulde 20 pct. af den samlede forskerbestand i Danmark har modtaget knap 90 pct. af de konkurrenceudsatte midler, som er inkluderet i analysen.
  • 13.000 af de aktive og publicerede forskere modtog ingen bevillinger af eksterne forskningsmidler i den undersøgte periode fra 2004-2016.

Jeg er selv en af de 13.000 aktive forskere, som ikke har modtaget bevillinger fra 2004 til 2016, selv om jeg (selvfølgelig) har søgt gentagne gange. Situationen er værre for mine kolleger fra humaniora og samfundsvidenskab, for her er der ganske enkelte ikke ret mange midler at konkurrere om.

Tænk, hvis andre offentlige institutioner skulle konkurrere i samme omfang om midler til deres aktiviteter på samme måde: Hvis hospitaler skulle søge om midler til udstyr, hvis gymnasier skulle søge om midler til klasseværelser, hvis trafikselskaber skulle søge om midler til busser… AAUs budgetmodel er blevet lanceret som en tilpasning til virkeligheden, men den ender i virkeligheden med at skabe virkeligheden. Jeg bemærker bl.a. at Uddannelses- og Forskningsministeriet siger at

Basismidlerne skal også dække universiteternes uddannelse af ph.d. studerende.

Men hvor jeg er ansat, er der ingen PhD-stillinger ud over dem, der kan finansieres af eksterne forskningsmidler. Det er derfor, jeg i snart 10 år ikke har kunnet have PhD-studerende.

Et fakultet i Aarhus – eller to?

På Aarhus Universitet skal fakultetet Science and Technology, der består af det gamle naturvidenskabelige fakultet og de ingeniørvidenskabelige dele fra den tidligere ingeniørhøjskole, nu deles. DMs lokalklub på Aarhus Universitet havde inviteret mig til at fortælle om erfaringerne fra Aalborg Universitet, hvor vi i 2015 oplevede en tilsvarende deling. Gorm Harste fra Institut for Statskundskab i Aarhus var også inviteret; han gav et grundigt og interessant billede af historien om de forskellige opfattelser af hvad et universitet skal være og hvordan det skal ledes.

Det var helt uundgåeligt, at min beretning om processen forud for delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU kom til at handle om den alvorlige mangel på gennemsigtighed, der prægede hele forløbet. Hele det absurde forløb, hvor jeg forgæves bad AAUs ledelse om en begrundelse for delingen og som svar fik en plan for delingen og en henvisning til en artikel i Nordjyske, var påfaldende. Og det er ikke svært at se de andre større og uventede organisatoriske ændringer på AAU fra 2015 og frem til i dag (herunder fyringsrunderne i år) som del af det samme ubehagelige billede.

På Aarhus Universitet skal Science and Technology simpelthen deles i et naturvidenskabeligt og et ingeniørvidenskabeligt fakultet. Så enkelt og forudsigeligt var det ikke i Aalborg.

Mine kolleger fra Aarhus Universitet sagde til mig, at processen hos dem ikke var så god igen. En af bekymringerne er, at nogle fag (bl.a. biologi) risikerer at blive delt over to fakulteter. En anden bekymring, som jeg i høj grad genkendte, var at bevæggrundene bag fakultetets deling ikke var klare. Samtidig sagde Aarhus-folkene dog til mig, at deres indtryk var, at det, der skete og sker på AAU trods alt har været tydeligt værre. Det var trist at måtte give dem ret i dette. Den udvikling, vi i disse år oplever på AAU, giver mig bestemt ikke lyst til at “tage ja-hatten på”, som nogle medlemmer af ledelsen ellers opfordrer til. Ledelsen udnytter universitetslovens vide rammer i påfaldende høj grad.