AUB: Fyringer, flytning – og floskler

AAUs hovedbygning på Langagervej 2, som nu skal forlades.

I denne uge har både kolleger og studerende over for mig nævnt den forestående flytning af Aalborg Universitetsbibliotek (AUB) – endnu en af de store organisatoriske ændringer på Aalborg Universitet, der sker inden for kort tid. I 2015 blev læsesalen på Langagervej 2 nedlagt for at gøre plads til kontorer til Fælles Service. Men i Fælles Service sker der i denne måned fyringer efter samme model, der blev brugt i januar og februar i år til de første 107 fyringer. Og bibliotekets hovedbygning på Langagervej 2 skal nu forlades helt. Igen er det officielle argument, at der skal skæres ned, og som så ofte før er den officielle holdning, at der er tale om en situation, som faktisk vil være en forbedring. Som det hedder i meddelelsen fra 29. marts i år:

Tidsplanen for flytningen skyldes muligheden for huslejebesparelser, der vil understøtte Fælles Services økonomiske situation. Samtidigt mener vi dog også, at der er spændende perspektiver i, at Universitetsbiblioteket rykker ind i hjertet af et stort campus-område. Det vil give lettere adgang til Universitetsbiblioteket for både studerende og ansatte og betyde, at vi kommer tættere på uddannelses- og forskningsmiljøerne. Universitetsbiblioteket vil derfor i de nye rammer fortsætte og udvikle samarbejdet med og servicen til uddannelses- og forskningsmiljøerne og de administrative områder, samt være et attraktivt PBL-orienteret studiemiljø med adgang til vores materialer 24/7.  

Bemærk de store, flotte og tomme ord til sidst.

Universitetsbiblioteket skal i stedet være i bygningen på Kroghstræde 3, men så vidt jeg ved, betyder det ikke, at nogen af de undervisere, forskere og studerende, der benytter denne bygning, skal flytte ud. (Institut for læring og filosofi, der lige nu bor der, har godt nok holdt til på 3 forskellige adresser i de seneste fem år, så hvem ved, hvad det ender med?) Planen er i stedet at flytte AUBs bogsamling – ned i kælderen.

Det er en underlig skæbne for AUB, men også for studiemiljøet. Selv om projektarbejde i grupper er en væsentlig arbejdsform på uddannelserne på AAU, har mange studerende ikke adgang til grupperum (igen på grund af nedskæringer). I stedet bruger de bibliotekets faciliteter, men den mulighed ser nu ud til at forsvinde.

Jeg kan tydeligt mærke, hvordan de mange store og pludselige organisatoriske ændringer på Aalborg Universitet skaber en permanent tilstand af utryghed og uforudsigelighed hos ansatte og studerende. Det er en uværdig og stress-fremkaldende situation, og ofte sidder jeg med en ubehagelig fornemmelse af at den nuværende ledelses handlekraft reelt er i gang med at ødelægge et universitet, som har betydet meget for mig for og mange andre og som jeg har holdt af.

Vi blev væk fra årsfesten

Mens nogen deltog i Aalborg Universitets officielle årsfest, mødtes jeg og min hustru på Basement Beer Bar med kolleger, der er blevet fyret i januars og februars fyringsrunder. Vi talte om ledelsen og om de idealer, som ledelsen på AAU har glemt. Alt andet lige har det været en hyggelig aften.

Det professorvælde, vi er vant til

Studienævnsaftalen, ifølge hvilken der skulle nedsættes et studienævn, hvor de studerende skulle have halvdelen af pladserne, er underskrevet af samtlige professorer. Foto: Søren Martin Jensen

I dag var jeg inviteret til at fortælle AAU-studerende i et nyt studenterpolitisk netværk om mit syn på nedskæringerne og fyringer på AAU. Der var enighed blandt de tilstedeværende om at der var et demokratisk underskud på de danske universiteter, og der var én, der foreslog, at man skulle arbejde for at alle medlemmer i en universitetsbestyrelse skulle findes ved et valg. Det som modsætning til i dag, hvor universitetsbestyrelser har et eksternt flertal, der findes ved en form for selvsupplering.

Det kom bag på mig, for alle forsamlede anså helt tydeligt sig selv som progressive mennesker, der ønskede forandring. Men netop det beskedne krav om en valgt bestyrelse er faktisk først og fremmest tegn på at ikke ret mange længere kan huske en virkelighed, hvor ledelsen på danske universiteter var valgt og hvor de eksisterende organer (studienævn, fakultetsråd og konsistorium, som det hed engang) faktisk havde besluttende myndighed. Og ikke mange kan forestille sig, at det kunne være sådan.

I dag er vi for længst vendt tilbage ved professorvældet; på mit institut er der nu nedsat en professorgruppe, som institutlederen lytter særligt meget til. Det er der forbløffende få, der synes er underligt.

Men engang kunne man forestille sig, at tingene kunne være anderledes. Der gik omkring halvandet årti fra kravene om studienævn blev fremsat i 1950’erne af studerende til den gamle, demokratiske styrelseslov blev fremsat og vedtaget under den daværende VKR-regering.

Folkestyre eller demokrati på arbejdspladsen

I dag er det igen blevet 1. maj, og her kan jeg så læse, at Enhedslisten, SF og Alternativet kræver at der bliver flere fællesejede virksomheder. Socialdemokratiet er ikke helt afvisende over for tanken.

På én måde er ideen rigtig god – tænk, hvor meget vi kunne styrke f.eks. indsatsen for at standse de menneskeskabte klimaforandringer, hvis olie- og gasselskaber var fællesejede. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at tænke på, at jeg og mine kolleger i universitetsverdenen har voldsomt begrænset indflydelse på vores egen situation, selv om universiteterne er statslige institutioner. Problemet er, at fælleseje ikke sikrer demokrati i det daglige. Der er en voldsom og meget håndgribelig forskel på “folkestyre” af universiteterne udøvet gennem folketingsvalg/lovforslag og det nu afskaffede universitetsdemokrati.

Jeg vil påstå, at demokrati på arbejdspladsen er den eneste reelle garanti for tryghed i det daglige arbejde. Det må ikke være tilfældet, at demokratiet hører op, når man møder på arbejde.

For mig står det ikke klart, hvad Socialdemokratiets holdning er til demokrati på arbejdspladsener , og det er bekymrende, når man tænker på de tætte bånd, dette parti har haft til fagforeningerne især før i tiden. Jeg ved kun, at de var med til at afskaffe universitetsdemokratiet i 2003, da den nuværende universitetslov blev vedtaget.

Det meste til de færreste

Kilde: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/universiteter/okonomi/forskningsmidler

Aalborg Universitet har nu en budgetmodel, der giver en lavere grad af beskatning på eksterne forskningsmidler, mens beskatningen øges på indtægter fra uddannelserne. Konsekvensen bliver, at eksterne forskningsmidler bliver stadigt vigtigere for universitetets økonomi.

DEA har foretaget en undersøgelse af fordelingen af forskningsmidler på vegne af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Resultatet er interessant:

  • 94 procent af forskningsmidlerne går til de natur- og sundhedsvidenskabelige og tekniske områder.
  • 34 procent af bevillingsmodtagerne var kvinder, og de fik 22 procent af de samlede bevillinger.
  • De mest succesfulde 20 pct. af den samlede forskerbestand i Danmark har modtaget knap 90 pct. af de konkurrenceudsatte midler, som er inkluderet i analysen.
  • 13.000 af de aktive og publicerede forskere modtog ingen bevillinger af eksterne forskningsmidler i den undersøgte periode fra 2004-2016.

Jeg er selv en af de 13.000 aktive forskere, som ikke har modtaget bevillinger fra 2004 til 2016, selv om jeg (selvfølgelig) har søgt gentagne gange. Situationen er værre for mine kolleger fra humaniora og samfundsvidenskab, for her er der ganske enkelte ikke ret mange midler at konkurrere om.

Tænk, hvis andre offentlige institutioner skulle konkurrere i samme omfang om midler til deres aktiviteter på samme måde: Hvis hospitaler skulle søge om midler til udstyr, hvis gymnasier skulle søge om midler til klasseværelser, hvis trafikselskaber skulle søge om midler til busser… AAUs budgetmodel er blevet lanceret som en tilpasning til virkeligheden, men den ender i virkeligheden med at skabe virkeligheden. Jeg bemærker bl.a. at Uddannelses- og Forskningsministeriet siger at

Basismidlerne skal også dække universiteternes uddannelse af ph.d. studerende.

Men hvor jeg er ansat, er der ingen PhD-stillinger ud over dem, der kan finansieres af eksterne forskningsmidler. Det er derfor, jeg i snart 10 år ikke har kunnet have PhD-studerende.

Et fakultet i Aarhus – eller to?

På Aarhus Universitet skal fakultetet Science and Technology, der består af det gamle naturvidenskabelige fakultet og de ingeniørvidenskabelige dele fra den tidligere ingeniørhøjskole, nu deles. DMs lokalklub på Aarhus Universitet havde inviteret mig til at fortælle om erfaringerne fra Aalborg Universitet, hvor vi i 2015 oplevede en tilsvarende deling. Gorm Harste fra Institut for Statskundskab i Aarhus var også inviteret; han gav et grundigt og interessant billede af historien om de forskellige opfattelser af hvad et universitet skal være og hvordan det skal ledes.

Det var helt uundgåeligt, at min beretning om processen forud for delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU kom til at handle om den alvorlige mangel på gennemsigtighed, der prægede hele forløbet. Hele det absurde forløb, hvor jeg forgæves bad AAUs ledelse om en begrundelse for delingen og som svar fik en plan for delingen og en henvisning til en artikel i Nordjyske, var påfaldende. Og det er ikke svært at se de andre større og uventede organisatoriske ændringer på AAU fra 2015 og frem til i dag (herunder fyringsrunderne i år) som del af det samme ubehagelige billede.

På Aarhus Universitet skal Science and Technology simpelthen deles i et naturvidenskabeligt og et ingeniørvidenskabeligt fakultet. Så enkelt og forudsigeligt var det ikke i Aalborg.

Mine kolleger fra Aarhus Universitet sagde til mig, at processen hos dem ikke var så god igen. En af bekymringerne er, at nogle fag (bl.a. biologi) risikerer at blive delt over to fakulteter. En anden bekymring, som jeg i høj grad genkendte, var at bevæggrundene bag fakultetets deling ikke var klare. Samtidig sagde Aarhus-folkene dog til mig, at deres indtryk var, at det, der skete og sker på AAU trods alt har været tydeligt værre. Det var trist at måtte give dem ret i dette. Den udvikling, vi i disse år oplever på AAU, giver mig bestemt ikke lyst til at “tage ja-hatten på”, som nogle medlemmer af ledelsen ellers opfordrer til. Ledelsen udnytter universitetslovens vide rammer i påfaldende høj grad.

De fyrer igen på Aalborg Universitet

Aalborg Universitet har igen har et underskud – og nu skal der spares 36 millioner. Dette kom frem i den forgangne uge, mens jeg holdt ferie – men jeg har måtte læse mig til dette hos DR Nyheder; oplysningerne er ikke kommet til mig, selv om jeg er medlem af samarbejdsudvalget på Institut for datalogi.

I denne omgang skal alle besparelserne ske ved at fjerne administrative stillinger, og her skal der fjernes 34 stillinger. Måske kan dette ske ved naturlig afgang, kan jeg læse. Igen bliver fyringerne begrundet med de årlige nedskæringer på 2 procent. Og ligesom for tre måneder siden får fyringerne tydeligvis ingen konsekvenser for ledelsen.

Viden som sport

Der er en interessant artikel i The Conversation af Luca Morini fra Coventry University. Han stiller det helt oplagte spørgsmål: Hvorfor er produktion af og tilegnelse af viden egentlig et spil? De uddannelsessøgende skal stræbe efter at få så gode karakterer som muligt. Og akademikere skal konkurrere om at få publiceret og om at skaffe forskningsmidler. Konsekvenserne af denne tilgang til videnstilegnelse er helt oplagte. Den første er fuldstændig oplagt: Man får meget, hvis man vinder og intet, hvis man taber. Den anden burde også være oplagt, men er det nok ikke: Spillet skaber stress.

Den mest oplagte grund til at videnstilegnelse er blevet et spil i vore dage er selvfølgelig neoliberalismen, hvor alle menneskelige forhold kan gøres til genstand for konkurrence, Men ideen er faktisk ældre. Morini sporer ideen helt tilbage til det 19. århundredes “socialdarwinisme”, som var en pseudovidenskabelig idé om at livet er en kamp, der fører til de bedst egnedes overlevelse. Formodentlig bliver ideen om videnstilegnelse som et spil yderligere styrket af analogier fra sportens verden.

Jeg har selv deltaget i vidensspillet mange år efterhånden. De samme metaforer og belønningsmekanismer, der præger professionel sport, har sneget sig ind i den akademiske verden og skolesystemet. Min klare fornemmelse er, at det gør det samme ved den akademiske verden og skolesystemet, som kombinationen af voldsom kommercialisering og elitedyrkelse har gjort ved sport og den måde, vi tænker om sport på. Deltager jeg i det akademiske spil for at vinde eller fordi det er sjovt? Jeg ville helst deltage fordi det er sjovt, men i konkurrencesamfundet skal man vinde, for det er vinderen, der får det hele.

Morini skelner mellem game communities og play communities på engelsk, og det er tydeligt, at vi nu står i en situation med en masse game, men ikke ret megen tid eller påskønnelse af play. Det er trist, at det er endt sådan. Tænk, hvis forskning og læring kunne blive en fælles leg i stedet for en sport.

Nogle ord ved feriens afslutning


De gule lande er de lande, hvor anden påskedag er en helligdag. Jeg bemærker, at Portugal ikke er et af dem.

Anden påskedag er sådan en underlig helligdag, men jeg er glad for at den er der. For én gangs skyld brugte jeg nemlig tre feriedage inden påske, og det gav mig 10 sammenhængende fridage, som jeg må indrømme, at jeg trængte til. Jeg har ikke haft egentlige fridage siden jeg begyndte igen på arbejde den 2. januar. Der er sket en masse for mig på universitetet siden da; her tænker jeg selvfølgelig i høj grad på fyringsrunden og alt hvad den indebar af usikkerhed. Det har været godt at være væk fra den side af tilværelsen. Ude i verden er der sket en masse trist (senest de forfærdelige terrorangreb i Sri Lanka), men på sin vis har det været nemmere for mig at bearbejde og give ordentlig eftertanke, når arbejdet ikke også fylder.

Min undervisningsbelastning i dette semester er igen så høj, som den var for et årti siden – noget, jeg nemt har kunnet mærke (jeg bliver som bekendt heller ikke yngre). Jeg fik klemt to rejser i embeds medfør ind siden juleferien sluttede, men selv om det var interessant at besøge Portugal og Tjekkiet, var det også arbejde. I denne ferie kom jeg ikke ret langt hjemmefra, og det var helt bevidst. For lige så spændende en rejse kan være, lige så krævende kan den også ende med at blive.

De bedst egnede og de bedst talende

Christoph Houman Ellersgaard, der af avisen bliver kaldt eliteforsker (men her dækker det tilsyneladende over, at hans forskningsområde er den danske magtelite), skriver i et indlæg i Politiken om hvordan klasseforskelle i det danske samfund har større betydning end man tror.

Også i såkaldte eliteuddannelser viser klasseforskellene sig nemlig. Ellersgaard skriver

…overklassens børn let navigerer hjemmevant og skaber venskaber på deres prestigiøse arbejdspladser. Imens personer med en mere beskeden baggrund føler sig mere utrygge og tvungne. Forskellen er, om man forstår kulturen og omgangsformen. Hvis ikke man gør det, går man glip at de forbindelser, der kan bringe én videre op ad karrierestigen.

Jeg kommer ikke selv fra en familie med akademiske traditioner – min familie var fiskere, husmænd og håndværkere. Det var et lille trin op på den sociale rangstige, at min mor og hendes søskende kom til at arbejde i banker og i detailhandel.

Nogle akademikere har været vant til at gøre andre opmærksomme på sig selv og egne fortræffeligheder. Jeg husker en, der engang fortalte mig, at han i den by, han kom fra (et sted uden for Danmark) var kendt som “ham, der var god til matematik” og fik megen omtale på den måde; jeg ved, at han senere har fået et godt forhold til sit universitets ledelse og indflydelsesrige kolleger rundt omkring ved at gøre opmærksom på sig selv. Det er helt legalt at gøre sådan,, men det er en slags manøvrer, jeg selv har haft det svært med at foretage.

Det tog mig således en del år, før jeg tog mig sammen til at spørge en meget mere succesfuld udenlandsk kollega, hvorfor de så ofte kom med i programkomiteer til konferencer, mens det samme bestemt ikke var tilfældet for mig. Jeg havde affundet mig med, at når jeg aldrig blev spurgt, var det simpelthen fordi mine forskerkolleger ikke syntes, jeg gjorde det godt nok som forsker til at jeg kunne få den slags tillidsposter. (Til gengæld gjorde jeg meget for at opfylde mine undervisningsforpligtelser, så ingen skulle kunne sætte en finger på dét.) Svaret jeg fik af min udenlandske kollega var, at jeg bare skulle spørge på det rette tidspunkt og i øvrigt gøre mere opmærksom på mig selv. Siden har jeg været med i flere programkomiteer (men er stadig langt bagud på point her).

Min fornemmelse er også, at kønsforskelle betyder noget – at mange kvindelige forskere på grund af de herskende kønsroller heller ikke i samme grad får gjort opmærksom på sig selv. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved den slags, men det er vigtigt at være mere bevidst om disse indflydelsesstrukturer og hvad klasse- og kønsforskelle betyder her.