Akademisk reality-tv

Inden så længe skal de studerende på første studieår i gang med at danne grupper selv for første gang, og det har fået mig til at tænke over hvordan vi kan skabe de bedst mulige rammer for det.

Vi har for vane at lade de studerende være i et stort lokale, som ingen af dem må forlade, før alle grupper er dannet og alle er med i en gruppe. Det plejer at gå hurtigt – kun to-tre timer. Ud fra et effektivitetssynspunkt må det siges at være optimalt.

Men det må ikke kun handle om effektivitet; denne form for gruppedannelse har sine ulemper, som man først efterhånden opdager. Mange grupper ender med at være fast sammentømrede og fra en rent social synsvinkel er det forståeligt. Men et universitetsstudium handler jo først og fremmest om at lære noget, så det ville være godt at lave projektgrupper ud fra faglige kriterier også. Jeg synes at det er et problem, hvis grupper bliver så fast sammentømrede, at de lukker sig om sig selv og måske ender med at opbygge en mindre heldig arbejdsmoral. Man ser f.eks. tit at det er bestemte projektgrupper, der er enige om ikke at lave noget i bestemte kurser.

Ovre på RUC, hvor de har brugt problemorienteret projektarbejde i grupper som undervisningsform endnu længere end vi har i Aalborg, bærer de sig lidt anderledes i starten af projekterne, men de er jo også sjællændere. Her er en præsentation om gruppedannelse på Roskilde Universitet af Arno Kaae, der er pædagogisk konsulent.
Han er tydeligvis ikke medlem af Anti-Powerpoint-partiet, men hans pointer er stadig interessante.

Det er tydeligt, at man i Roskilde har fokus på det faglige aspekt ved gruppedannelsen. Det tror jeg, vi kunne lære noget af i Aalborg. Den første, søgende fase af projektarbejdet kunne man nemlig lige så godt have inden gruppen var dannet; der bliver alligevel ikke lavet ret meget helt konkret i de første uger, hvor der ofte er en del andre aktiviteter, typisk i form af kursusundervisning. En mere søgende start kunne måske også gøre noget ved det problem, at der kun sjældent er studerende hos os, der laver deres egne projektforslag. Man kunne lade projektforslagene vokse frem over de første par ugers tid og først herefter danne grupperne.

Her ved starten af P1-projektet vil jeg forsøge noget lignende, for ruskurset er placeret sent – faktisk et stykke inde i P1-perioden. Så jeg vil bede de mere end 130 studerende om at prøve at gruppere sig efter hvilke projektideer, der tiltaler dem og bruge et fælles netforum til at konkretisere projektideerne lidt mere i deres bestræbelser på at danne grupperne.

Et problem, det desværre kan være svært komme til livs, er den ubehagelige sociale proces med udelukkelse og personangreb, der ofte stikker hovedet frem. Her kunne man måske sætte kameraer op og true de studerende med at sælge optagelserne til højestbydende tv-station? Under alle omstændigheder ville det blive en billig gang reality-tv, der ikke ville stå tilbage for Big Brother og Paradise Hotel i perfiditet og bagtalelse.

Det omrejsende publikationscirkus

I datalogi er det i høj grad konferencerne, der tæller. Mange artikler bliver kun publiceret her. For nogle uger siden skrev jeg om en artikel, jeg havde med til CONCUR 2011-konferencen i Aachen. Det var også en af de artikler, det tog tid at få publiceret. Jeg sendte artiklen ind til en konference i sommeren 2010. Her blev den afvist – bedømmerne syntes ikke, den var spændende nok, og præsentationen var de utilfreds med. Så det gjorde jeg noget ved. Næste forsøg var en konference med deadline i oktober. Klart bedre bedømmelser, men igen blev det en afvisning. Det lykkedes i tredje forsøg.

Mange konferencer afstemmer deres deadlines efter hinanden, så man kan sende ind til næste konference, når man har fået sin afvisning fra den foregående. Mange konferencer har lave acceptrater på kun lidt over 10%, så de allerfleste artikler, der sendes ind, kommer ingen steder hen. På tidsskriftssiden kan det tage årevis, inden en artikel (hvis den bliver optaget) bliver publiceret – det var rigtig slemt for et årti siden, men det er stadig ikke helt godt. Af og til synes jeg, der er tale om et omrejsende cirkus, hvor et stort antal artister hele tiden prøver at få lov til at komme i manegen.

Hvorfor findes der overhovedet videnskabelige publikationer? Bertrand Meyer, der er professor på ETH i Zürich, har et indlæg om det i Communications of the ACM. Han peger på fire typiske bevæggrunde:

  1. Publikationer som PR, hvor man gør opmærksom på sig selv og sine resultater. Men den slags er meget let nu om dage og er langt fra den vigtigste grund.
  2. Publikationer som eksamen. En akademisk karriere er i vore dage helt afhængig af hvor mange og hvor gode publikationer man har. Det er ikke nok at skrive artiklen, den skal også udvælges. Mange forskere er så stolte over at have fået artikler optaget til konferencer optaget med lav acceptrate, at de nævner det igen og igen. (I den forskningsevaluering, der har været på mit institut, dukker denne slet skjulte stolthed da også op!)
  3. Publikationer som forretning. Konferencer skal løbe rundt økonomisk for arrangørerne, og de, der har bidrag med, skal betale for at deltage. Nogle konferencer, men langt fra alle, kan give overskud. Omvendt skal forfatterne ud for at søge om midler til deltagelse – rejse, overnatning og ikke mindst gebyrer.
  4. Publikationer om ritual. De mest banebrydende bidrag følger tit ikke en gængs skabelon, men de fleste “almindelige” artikler er endt med at gøre det. Meyer nævner her afsnittet om “relateret arbejde”. Hvor mange andre end artiklens bedømmere er egentlig så interesseret i dette? (Nej, jeg ved det heller ikke. I artikler, der er tæt på mig selv, er det ikke noget jeg bruger ret megen tid på at læse.)

Og hvad kan vi så gøre ved det omrejsende cirkus? Bertrand Meyer ved det ikke, og jeg gør for så vidt heller ikke. I et andet indlæg (også i Communications of the ACM) foreslår Dan Wallach, der er adjunkt i USA, en helt anden, centraliseret publikationsmodel der skal kunne sikre, at alle resultater bliver tilgængelige, men dog bliver bedømt. Her skulle der være et centraliseret arkiv, som alle kunne tilgå og bruge som udgangspunkt for bedømmelser. Som Wallach selv påpeger, står og falder denne idé med bevæggrund 3 ovenfor – organisationer som ACM og IEEE har sikkert ikke lyst til at give slip på noget, de til dels ernærer sig af.

Det interessante er i al fald, som Bertrand Meyer undervejs påpeger, at de 4 grunde ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med de grunde, den enkelte måtte have for at publicere. Her kan jeg passende starte med (eller rettere slutte af med) at betragte mig selv. Jeg vil simpelthen gerne have at andre læser, hvad jeg har fundet frem til, og jeg holder af at høre andres kvalificerede meninger om det og få ny inspiration. Hvor jeg selv sidder, er det desværre temmelig begrænset, hvor gode mulighederne er for det. Hvis vi gerne vil sikre os, at alt kan blive læst, er Wallachs idé måske værd at tænke over.

Flere stikkontakter i auditorierne!

Nu må jeg nok hellere skrive noget om kvalitet i uddannelserne. I forgårs holdt jeg et oplæg for Danske Studerendes Fællesråd om dette emne, og det blev forbavsende vel modtaget.

Mit udgangspunkt var dette:

For få år siden opstod der en forening på Aalborg Universitet, der ville udfordre den dominerende studenterorganisation, Studentersamfundet, og specielt udfordre på et erklæret socialistisk grundlag. Det lød som noget fra dengang først i 1970’erne, så jeg spekulerede på hvad man dog havde som krav. Og hvad var så et af de vigtigste krav, denne nye socialistiske studenterorganisation stillede?

Såmænd at der skulle være flere stikkontakter i auditorierne, så alle studerende kunne have deres bærbare computere tændt under forelæsningerne. Det var her, jeg kunne se, hvordan et nyt studenteroprør fes ud, længe inden det kunne starte. Et andet krav fra den socialistiske studenterorganisation var forresten, at lærebøgerne skulle være “politisk neutrale”. Det lyder heller ikke som et krav, der ville være blevet fremsat for 40 år siden. Men lad os nu lade det ligge. For at ingen skal tro, at jeg er specielt ude med riven efter socialistiske organisationer, vil jeg nævne, at Venstres Ungdom i Aalborg i ramme alvor har udtalt, at de vil have at ”de bedste undervisere i højere grad blev benyttet til undervisning og de bedste forskere i højere grad blev benyttet til forskning.

Hvis jeg skal være rigtig nederdrægtig, vil jeg hævde, at mange krav fra studenterpolitisk side i vore dage enten hæfter sig ved forhold, der formodentlig ikke er af betydning overhovedet (den med stikkontakterne), eller har en i bedste fald misforstået analyse af universitetsverdenen (at forskning og undervisning skal betragtes som separate fænomener).

Jeg så gerne, at der var en mere reflekteret tilgang til diskussionerne af kvalitet i uddannelserne. Det har jeg skrevet en tekst om, som man kan hente her, hvis man har lyst (det er en PDF-fil på 5 sider).

En af mine pointer er, at man bliver nødt til at forstå forskellen mellem de tre begreber uddannelse, undervisning og studier. Vi bruger dem ofte i flæng, men det bør vi holde op med, da de tre begreber ikke dækker over det samme.

En anden af mine pointer er, at der er ved at blive skabt et forskningsproletariat af postdocs i korte ansættelser og et undervisningsproletariat af undervisningsassistenter i korte ansættelser. Postdocs underviser stort set ikke, og undervisningsassistenter forsker stort set ikke. Den forskningsbaserede undervisning forsvinder, og Venstres Ungdoms målsætning, der på papiret ser tilforladelig ud, bliver på denne måde realiseret med lavere kvalitet i undervisningen som en konsekvens.

42 procent og på skateboard

20110924-091119.jpg

Kvinden på skateboard hedder Maria Klawe, og hun er præsident for Harvey Mudd College, der er et kendt “liberal arts college” i USA. Et “liberal arts college” er en videregående uddannelsesinstitution, der er forskningsbaseret og uddanner op til bachelor-niveau. Nogle af dem har høj anseelse i universitetsverdenen derovre, og Harvey Mudd College er blandt dem.

I en ny artikel kan Business Week berette, at der nu på Harvey Mudd College er 42 procent af de datalogistuderende, der er kvinder – i ikke ringe grad takket være en stor indsats fra Maria Klawe, der oprindelig er fra Canada, oprindelig var matematiker, skiftede karriere til datalogi og siden har gendesignet datalogiuddannelserne ved University of British Columbia.

Hvad er det, der har medført skiftet? Artiklen giver ikke noget klart svar, men peger på at der er sket en ændring i det introducerende programmeringskursus, alle skal tage – man er gået væk fra Java og over til Python. Om dette var årsagen, ved jeg ikke.

Men der er to ting, jeg spekulerer på. For det første om ikke der er bedre begyndersprog end de C-agtige sprog, alle datalogi- og softwarestuderende nu møder. Jeg underviste engang i Standard ML på første semester, og det var et sprog mange undrede sig over først. Men ét aspekt har det til fælles med Python – det fremstår ikke så maskinnært, som Java og andre C-agtige sprog har det med at gøre.

For det andet spekulerer jeg på, om det nu egentlig altid er så god en idé at lave de næsten monolotiske datalogi-uddannelser, vi nu har. Ja, det er vel min egen skyld – jeg har trods alt selv været med til at skrive studieordningerne. Men det er ofte ved tofags-uddannelserne, vi har fået kvindelige studerende på datalogi. De skulle vælge et andet fag ved siden af (typisk) matematik, og datalogi lå både geografisk og emnemæssigt lige for. Også en mand som undertegnede er havnet i datalogi ad denne vej. Denne type valg ligner dem, studerende ved amerikanske “liberal arts colleges” træffer – valget kommer efterhånden, ikke fra første dag.

Nu er tofagskandidater imidlertid en velbevaret hemmelighed, som der ikke bliver gjort meget for. Kunne man mon ændre dette?

En oplagt julegaveidé

Jeg har netop haft møde med fire grupper af studerende på første studieår på datalogi/software-holdet på Aalborg Universitet. Ingen kommentarer om deres projektarbejde; det er gået, som det skal. Men der var noget, der er blevet stadig mere vigtigt for mig: Vores nye studerende skal kunne gå til projekteksamen på den måde, projekteksamen er tænkt som på AAU (og RUC )- nemlig som en gruppeeksamen.

En af den afgående regerings urimeligheder (og der er som bekendt mange, hvis man spørger mig) var at forbyde gruppeeksamen. De partier, der nu har et flertal i Folketinget, har alle talt for at dette forbud skal ophæves. Lad det ske, og gerne inden 2011 er omme.

Jeg kan heldigvis se, at Magnus Pedersen, der er nyvalgt formand for Danske Studerendes Fællesråd, gør sig helt tilsvarende tanker i Metro Xpress i dag.

(Og sådan lykkedes det mig så åbenbart at skrive om politik alligevel.)

CONCUR 2011

I denne uge er jeg til konference i Aachen i Tyskland. Det er 22nd International Conference on Concurrency Theory, også kendt som bare CONCUR 2011. CONCUR 2011 holdes sammen med en anden konference, der hedder QEST’11 og en hel masse mindre workshops. I går holdt jeg mit foredrag om den artikel, jeg havde fået optaget, og i morgen holder jeg et indbudt foredrag ved 4th International “Logics, Agents, and Mobility” Workshop (LAM 2011). Starten af semesteret er ikke det bedste tidspunkt at være af sted på, og det er jeg ikke ene om at føle. Mange af os, der er her, er universitetslærere, der også skal være til stede ved studiestarten. Nogle gange kan det også være en udfordring at passe rejserne ind i det liv, man ellers lever.

Foredragenes kvalitet er som altid varierende. Min erfaring siger mig, at der er to slags foredrag, man ender med at huske:

  1. De rigtig vellykkede foredrag om spændende emner. Dem er der heldigvis nogle stykker af. Rachid Guerraoui fra EFPL i Lausanne holdt et spændende indbudt foredrag om distribuerede algoritmer, der handlede om hvordan deltagerne i en distribueret beregning (her: en udgave af Erastothenes’ si) kunne etablere konsensus undervejs. Her var det foredragsholderen, der holdt foredraget levende ved at stille gode undre-spørgsmål til tilhørerne undervejs.
  2. De slatne foredrag om spændende emner. Dem er der desværre altid også nogle stykker af. Der er intet så ærgerligt som at opleve en foredragsholder sejle sin egen entusiasme i sænk ved at fortabe sig detaljer, planlægge sin tid dårligt, mumle ind i/ forbi mikrofonen eller overlæsse foredraget med detaljer, ingen alligevel vil kunne nå at fange. Selv distingverede personer begår disse fejl, og nu er de så distingverede, at ingen tør fortælle dem, hvor galt det er fat. Jeg skal nok lade være med at nævne nogen navne her.

En konference og de tilhørende workshops er meget andet end at lytte til foredrag. Alle samtalerne med kolleger langvejs fra er i virkeligheden det, der giver mest. I de sammenhænge får man for alvor lov til at koncentrere sig om at være forsker for en stund.

Og så er der også det sociale samvær, herunder glæden ved at gense gamle kolleger og venner og høre om alt det, der er sket i deres liv. Nogle af os var ude at spise om aftenen, og her kunne Björn Victor fra Uppsala supplere mine minder om Verdens Dårligste Foredrag fra dengang i Göteborg i efteråret 1991. Det grinede vi meget af den aften i Aachen, 20 år senere. Manden bag Verdens Dårligste Foredrag er forresten professor i Norge i dag – og yderst distingveret.

Det var forresten også Björn Victor, der var så venlig at minde mig om at Moshe Vardis observationer om kvaliteten af præsentationer faktisk blev gjort ved LICS (Logic in Computer Science) 2009, hvor jeg også var med. Min hukommelse er tydeligvis ikke, hvad den har været på dette punkt.

Opdatering: Skolen

I dag var der studiestart på Aalborg Universitet, og 135 nye studerende begyndte på datalogi/software-holdet. Jeg bød dem velkommen (det havde de allerede prøvet flere gange allerede her lige inden middag), og mine gode kolleger fortalte om de kurser, de skulle holde. Til allersidst spurgte jeg – som jeg havde lovet her på bloggen – ud i salen:

– Hvor mange tror I der er på skolen alt i alt?

En hel del hænder røg op og der kom en del forskellige tal.

– Mener du både elever og lærere? spurgte én.

Men til sidst rakte en kvik studerende hånden op – hun gav sig til at sige, at dette faktisk var et universitet, ikke en skole. Tak til hende for at gøre det nemmere for mig at fortælle hele det store hold, at Aalborg Universitet er et universitet og at de nye studerende fra i dag af er – studerende!

Erfaringer og kvalitet


Engang lavede Jyllands-Posten en undersøgelse af datalogiuddannelser i Danmark, og her var det Aalborg Universitet, der kom ind på førstepladsen som den datalogiuddannelse, hvor de studerende var mest tilfredse. Jeg har prøvet at finde frem til undersøgelsen, men forgæves. Ville en tilsvarende undersøgelse i dag give samme svar? Jeg er i tvivl. Min fornemmelse er nemlig, at de studerendes tilfredshed er for nedadgående og at en af årsagerne er de vilkår, vi byder dem.

En lang række politiske beslutninger har efterhånden drastisk ændret vilkårene for alle universitetsuddannelser – forbud mod gruppeeksamen, universitetsloven af 2003, stramninger af SU-regler, taksameterfinansiering og så fremdeles. Der er kommet et overvældende fokus på konkurrence om midlerne, og det er blevet stadigt sværere at gøre karriere som universitetslærer. Mange akademikere er i dag har kortvarige ansættelser i PhD-stipendier eller postdocs, og mange undervisningsopgaver løses i dag af disse løstansatte medarbejdere, hvoraf ganske mange kommer fra udlandet.

Dette kan ikke undgå at gå ud over undervisningens kvalitet. Det er hverken sjovt for de normalt meget pligtopfyldende løstansatte undervisere, der hyppigt kastes ud i nye opgaver, eller for de studerende. På første studieår på Aalborg Universitet er det store mål, at de studerende skal lære at lave problemorienteret projektarbejde og dermed blive i stand til at lære at lære. De studerende er uerfarne (i sagens natur), men hvis deres vejleder også er det – og måske endda ikke kan tale og forstå dansk – er der yderligere et problem.

Lad mig skynde mig at understrege, at dette ikke er den enkelte vejleders skyld som sådan, og at jeg bestemt ikke er ude på at følge en dansk tradition med at give dem, der kommer hertil fra udlandet, skylden. Det er i høj grad kombinationen af den proces, hvorunder tildelingen af arbejdsopgaver finder sted, og de faktiske underviserresurser, der skaber situationen. “Kvalitet af undervisningen” er blevet et smukt, men tomt begreb i stil med “ligestilling” og “tolerance”. Ligesom ingen indrømmer at være ligeglade med ligestilling eller tolerance, vil ingen indrømme at de er ligeglade med kvaliteten af undervisningen.

Og nu går der kortvarigt politik i det (men forsigtigt): Husk, at der snart er folketingsvalg. Når I stemmer, så tænk over, hvad politikerne siger (og ofte ikke siger) om hvordan de vil sikre kvaliteten af uddannelserne.

Men vi kan samtidig også gøre noget selv: Vi kan blive bedre til at formidle vores erfaringer videre. En del af det, der er gået galt, er at underviserne er nødt til genopdage undervisningen igen og igen. Undervisere fra udlandet gør sig erfaringer igen og igen, men de bliver aldrig formidlet systematisk videre til andre, der kommer fra udlandet. Og meget ofte får en PhD-studerende en vejledningsopgave af en bestemt art én gang og siden aldrig mere. Tænk, hvis vi kunne systematisere erfaringsopsamlingen. Der findes en portfolio-tanke, hvor man samler sine undervisningserfaringer på systematisk vis. Men dels er der mange, der ikke bruger nogen portfolio, dels er en sådan portfolio af privat natur.

Megen erfaringsudveksling sker på tomandshånd og anekdotisk. Kunne man også lave en systematisk overdragelse af erfaringer, der samtidig evaluerer på undervisningen? En blandt mange muligheder er, at en underviser altid skriver et brev til de undervisere, der skal overtage hans/hendes opgaver. Her skal underviseren fortælle om det, der gik godt og det, der gik mindre godt – og komme med forslag til forbedringer. Hvis man så samtidig har adgang til gamle breve fra andre undervisere (og disse gøres tilgængelige for alle), får man et redskab til at viderebringe og reflektere over erfaringer.

Kylling kylling kylling

20110829-073142.jpg

Det værste foredrag, jeg nogensinde har overværet i akademisk sammenhæng, fandt sted under en workshop i Göteborg i overheadprojektorens dage. En foredragsholder fra et universitet i Norge (han kom dog fra et andet land i Europa) havde lavet slides, der simpelthen var siderne fra hans artikel. Han syntes dog ikke, at der var nok information i dem, så han havde tilføjet yderligere, ekstra ulæselig tekst med blå tusch nederst. Og så stillede han sig med jævne mellemrum foran overheadprojektoren, så han kunne bedre læse højt – og derved blev transparenterne projiceret op på ham selv. I det mindste havde han da hvid skjorte på. Han fik ét spørgsmål, og det besvarede han ved at ignorere det og tale om noget helt andet.

Mange år senere overværede jeg et PhD-forsvar, hvor PhD-kandidatens præsentation var af mildt sagt tvivlsom kvalitet. Manden sad ned foran sin computer og skiftede fra den ene overlæssede Powerpoint-slide til den næste, mens han talte/mumlede ned i bordet. Da jeg fik at vide, at hans eksterne vejleder var fra et universitet i Norge, gik der et lys op for mig. Og jo, det var min ven fra Göteborg, der på så fornem vis havde bragt sine kommunikative talenter ind i et nyt årtusinde.

Det behøver nu ikke at være så grelt, for at det bliver dårligt. Alle, der har været til en akademisk konference inden for de seneste få år, kender til denne situation: Man overværer et foredrag, hvor ingen reelt er til stede. Foredragsholderen taler til sig selv i halvmørket og fortaber sig i en labyrint af detaljer, mens et hav af “tilhørere” klapper deres computere op og begynder at læse e-mail (eller hvad ved jeg). Andre gange kæmper foredragsholderen faktisk en brav kamp mod salens apati, men får ét enkelt fesent spørgsmål som “respons”.

Men hvorfor holder vi så de forbandede konferencer? De fleste, jeg kender vil sige, at det bedste ved konferencerne er de samtaler og det samvær, der er uden for foredrags-sessionerne. Så kunne vi vel bare skrotte foredragene? Ja, og så alligevel ikke. Den store udfordring er at lave præsentationer, der rent faktisk kommunikerer det rigtige.

Moshe Vardi, der er professor på Rice University i USA og var ekstern bedømmer på forskningsevalueringen ved mit institut for et par år siden, har et interessant debatindlæg om netop dét i Communications of the ACM, affødt af endnu et foredrag, hvor han som tilhører hurtigt blev sat af. Han spurgte senere til den pågældende konference, hvor mange der havde forstået 100% af 100% af foredragene. Ingen svarede. 80% af 80% af foredragene? Én markerede. Det var først, da Vardi spurgte om hvor mange, der havde forstået 50% af 50% af foredragene, at 50% markerede! Det var nu også lidt beroligende at opdage, at selv en så højt begavet mand som Vardi også bliver sat af mange gange. Så er det trods alt ikke kun mig, der har problemer.

Moshe Varid foreslår, at man gør langt mere for at sikre kvaliteten af foredrag til konferencer. Mange konferencer i datalogi ligner “tidsskrifter med foredrag”; man sender en artikel ind og får den bedømt. Hvis artiklen bliver antaget, brygger man en præsentation sammen. Det er artiklen, ikke præsentationen, der tæller. Man men kunne forestille sig at præsentationen også spillede ind ved peer review-processen, foreslår Vardi: Man kunne sende et udkast til sin præsentation ind til bedømmelse sammen med artiklen.

Her er et foredrag, Vardi nævner i sin kommentar. Jeg var der desværre ikke selv, men det var på én gang 100% typisk og samtidig ret godt.

Ophavsmanden er Doug Zongker, og forum er en “humor session” i American Association for the Advancement of Science i 2007. Hvorfor har vi ikke den slags, hvor jeg færdes?

De svære overgange

Jeg fandt via et gammelt indlæg i Luca Trevisans blog (som han efterhånden ikke skriver ret meget på mere) et interview i New York Times fra juni måned i år med fire fremtrædende kvindelige professorer  i naturvidenskab, alle ansat i USA. Der er mange interessante pointer i det forholdsvis korte interview, men jeg hæftede mig især ved en udtalelse af Mary-Clarie King, der er professor i neurovidenskab:

I think the choke point is going from a postdoc to an assistant professorship to a tenure-track position. In my experience the largest remaining obstacle is how to integrate family life with the life of a scientist.

Dette er næsten problemet i en nøddeskal, og ikke kun for kvinder. Det er sværere og sværere at komme videre i en akademisk karriere; postdoc-stillingerne er blevet vore dages blindgyde-adjunkter. Og på det tidspunkt, hvor man gerne vil stifte familie, vil man også gerne have en tryghed i sit arbejdsliv. Derudover kommer så i den akademiske biks de konkurrencekrav, der altid har været der, men synes at være accelereret inden for det seneste årti.

Jeg selv stiftede familie efter at jeg var blevet fastansat, og der var kun få forgæves forsøg på at få et lektorat – jeg var privilegeret. Jeg misunder bestemt ikke dem, der er i starten af en akademisk karriere i disse år. Somme tider er det ikke klart for mig, hvordan vi skal kunne videreføre traditioner for forskningsbaseret undervisning, når ansættelser er kortvarige og skellet mellem forskning og undervisning bliver et skel mellem ansættelsestyper. En postdoc-ansættelse bør kunne være et veldefineret skridt i en karriere i højere grad end det er tilfældet i dag.

Den anstændige løsning er, at universiteterne får en politik for postdoc-ansættelser og hvordan eksternt finansierede projekter forvalter dem, så vi ikke skaber en klasse af højt kvalificerede daglejere med alt hvad det indebærer af utryghed for dem. Det vil kunne være med til at fjerne en usikkerhed hos højt kvalificerede kvinder, og hvis det samtidig lykkes at anerkende, at også forskere kan og bør have et familieliv, vil det kunne gavne alle – uanset køn.