Lands foreningen af Dårlige Staverer (LSD)

Kilde: thomasdamgaard.dk

Jeg kender en, der arbejder for Amnesty International. Hun har beskæftiget sig med en hel masse af denne verdens urimeligheder, men hvad skriver hun hyppigst om på Facebook? Ganske rigtigt: stavefejl. Selv er jeg også sådan indrettet: bestemte slags stavefejl kan få mig til at brokke mig i timevis, og nu gør jeg det så også her på bloggen. Det er selvfølgelig ikke dét, at man kan have svært ved at skrive f.eks. navnet på den ungarske psykolog Mihaly Csikszentmihalyi korrekt, der bekymrer mig. Det, der bekymrer mig, er derimod de systematiske stavefejl, der så hårdnakket nægter at forsvinde.

For nu at citere den gamle protestsang: When will they ever learn? Det vil aldrig holde op med at undre mig, at man kan læse danske tekster hver dag og skrive dansk måske ikke hver dag, men så dog alligevel tit, og stadig blive ved med at lave de samme stavefejl. Især de strukturelle stavefejl: r-fejl, deling af sammensatte navneord og manglende d’er i lange tillægsformer dukker op igen og igen. Hvorfor kan et voksent menneske med studentereksamen og det, der deraf følger, ikke bringes til at forstå, at man ikke på dansk kan skrive Han køre på cykel eller Stave fejl er iriterene ?

Min kone er uddannet ordblindelærer; fra hendes erfaringer ved jeg, at man skal passe på med at drage forhastede konklusioner. Der er faktisk folk, der har umenneskeligt svært ved at læse og stave. Og der er selvfølgelig også folk, der er vokset op med et andet sprog end dansk. Men jeg er selv universitetslærer, og det betyder, at jeg i egenskab af projektvejleder skal læse en masse skriftlige arbejder af studerende, der hverken er ordblinde eller udenlandsk fødte. Mange arbejdsblade er formelig fyldt med stavefejl, og jeg nægter at tro, at så mange studerende er ordblinde.

Nogle vil her indvende, at stavefejl ikke er et problem: det er ikke sproget, men indholdet, vi skal kommentere på. Hertil har jeg (mindst) to indvendinger:

  • Stavefejl gør det sværere at forstå indholdet. Læsehastigheden hos den læsende går ned, hvis teksten er fyldt med stavefejl.
  • Stavefejl giver forventninger om et dårligt indhold; hvis den skrivende ikke kan skrive på sit eget sprog, har han/hun så overhovedet styr på det, teksten omhandler? Stavefejlene giver derved et mindre positivt billede af den skrivende.

Andre vil indvende, at det hele blot skyldes det svære danske sprog. Kan de studerende da ikke i stedet skrive på engelsk? Det er jo så nemt osv. Her skæmmer stavefejl om muligt endnu mere, thi man læser en tekst på et andet sprog på en anden måde. Jeg gør i al fald; der er et større element af dekodning forbundet, det går langsommere.

Da jeg for nylig så et arbejdsblad forfattet på en form for engelsk, hvor de studerende havde forsynet teksten med overskriften Summery, følte jeg mig således ikke overbevist om, at den pågældende opsummering ville være sommeragtigt let.

Stavefejlenes eksistens er tydeligvis blevet en form for blodtryksforhøjende præparat for mig. Hvad er modgiften? Undervisning er ikke nok. En anden form for ikke-voldelig modstand er påkrævet som supplement.

Jeg har været vejleder på to interessante projekter på første studieår på datalogi her i foråret, og det ene handlede om – kontrol for stavefejl! Ikke stavekontrol á la Microsoft Word med ordbogsopslag, næ, en stavekontrol, der kunne påpege r-fejl. De studerendes software var selvklart proof-of-concept, men ideen er der stadig: Nogen bør lave et stykke software, der kan detektere strukturelle stavefejl.

Der findes allerede værktøjer som f.eks. OrdRet, udviklet på Syddansk Universitet. OrdRet er et prisværdigt initiativ, men systemet er lukket betalingssoftware og har ordblinde som primær målgruppe. Det, der for alvor vil kunne rykke, vil være et stykke software, der er frit tilgængeligt (og open source) og som kan anvendes af ‘almindelige dårlige stavere’, ideelt set en plug-in, der ikke er bundet op på f.eks. Microsoft Word (sådan som OrdRet er det). Der findes – OrdRet er bevis herpå – en del forskning inden for området, og der er på den konto udviklet frit tilgængelige algoritmer, som bør kunne danne grundlag for de første skridt.

Ideen er hermed givet videre.

Jeg vil have den umoralske og dårlige eksamensform tilbage

I dag holder jeg eksamen – en af de to projektgrupper, jeg har været vejleder for på 2. semester af datalogistudiet, skal til eksamen i deres projekt. Projekteksamen har siden 2007 været en eksamen, hvor de studerende er til eksamen enkeltvis i 35-40 minutter. Der finder stadig en fremlæggelse sted, men den er ikke del af projekteksamen. På RUC finder projektfremlæggelsen sted på en anden dag end eksamen, på AAU er vi blevet påbudt at holde fremlæggelsen i ét lokale og eksamen i et andet, så ingen er i tvivl om at fremlæggelsen ikke er del af eksamen. Hele seancen med fremlæggelse plus eksamen kan snildt vare op mod 7 timer for en stor gruppe – hvor vi så 7 gange skal starte forfra på en diskussion af og overhøring i projektet. Resultatet er, at vi aldrig når nær så dybt ned i projektet, som man kunne ønske sig. Endnu en mundtlig eksamen ender som en stikprøve, og de studerende får ikke en samlet, grundig tilbagemelding på projektet som helhed.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er glad for denne eksamensform, som nogle hævdede ville gøre alting så godt med bedre bedømmelser, mere retfærdige karakterer osv.. Virkeligheden er nemlig, at vi bruger mere tid på at give de studerende en langt mere overfladisk bedømmelse og at sidegevinsterne – nemlig at man faktisk lærer noget mere om projektet ved eksamen – er pist væk. Jeg var meget vred og ked af det, da regeringen for 5 år siden forbød projekteksamen i grupper, en eksamensform vi havde over 20 års erfaring med i Aalborg og Roskilde. Især pinte det mig at læse alle de ukvalificerede påstande fra politikere, der aldrig havde haft studerende til eksamen. For den daværende videnskabsministers vedkommende havde han endda aldrig studeret på noget universitet. Politikere bør ikke blande sig på dette detailniveau i hvordan vi tilrettelægger undervisning og bedømmelse.

Jeg har læst, at Socialdemokraterne vil genindføre muligheden for gruppeeksamen, hvis de en dag igen kommer i regering. Det løfte vil jeg (og forhåbentlig også andre) holde dem fast på. Men det, jeg frygter, er at spørgsmålet om gruppeeksamen kan blive en tilbagevendende kamp, som den næste Venstre-regering vil tage op, hvis en socialdemokratisk ledet regering i mellemtiden har genindført muligheden. Den slags usikkerheder kan vi simpelthen ikke leve med i den virkelighed, der hedder undervisning.

Hvis vi skal undgå at gøre et didaktisk spørgsmål til en kampplads, er det nødvendigt dels at få en grundig undersøgelse af eksamensformer, dels at få politikerne (og ikke kun dem fra VCO-partierne) til at få en ordentlig forståelse af det komplekse fænomen, der hedder summativ evaluering. Jeg vil derfor kort og godt opfordre til at politikere fra alle partier med mellemrum prøver at overvære undervisning og eksamen, lige så vel som de besøger plejehjem, sygehuse og børnehaver. Jeg skal gerne lægge undervisnings- og eksamenslokale til!

 

På vej mod toppen?

I dagens udgave af dagbladet Information (denne blogs læsere kan efterhånden regne ud, at jeg er trofast abonnent) er der endnu en kronik, der kritiserer konsekvenserne af “den nye universitetslov”, som nogle stadig kalder den universitetslov, som regeringspartierne og Socialdemokraterne vedtog i 2003. Det er en lov, der har skabt en topstyring med ansatte ledere og uden det demokrati og de valgte ledere, der engang var. I kombinationen med det stadig større fokus på ekstern finansiering af forskningen kombineret med at basismidlerne også gøres til genstand for konkurrence, er den danske universitetsverden blevet transformeret. Det ville være en overdrivelse at påstå, at jeg er positivt indstillet for denne transformation.

Og hvem er så forfatteren til kronikken? En så samfundsomstyrtende person som Niels Kærgård, der er professor på Københavns Universitet og forhenværende økonomisk overvismand.

Det, der er så interessant, er for det første, at Kærgård sætter fokus på hvordan ledelse er brancheafhængig:

Det er også karakteristisk, at de nye virksomheder i it- og designsektoren med deres innovative unge computerspecialister og designere typisk har en meget flad ledelsesstruktur, som ofte indebærer partnerskaber mellem de involverede.

Den topstyrede hierarkiske ledelsesform er indiskutabelt velegnet til situationer, hvor der skal træffes hurtige beslutninger og vælges en håndfast strategi. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er det, man brug for i forskningssektoren.

Her er der ofte først og fremmest brug for en vedholdende tro på egne ideer – der går ofte adskillige år, måske årtier, fra en idé bliver udkastet, til den er blevet specificeret, formaliseret, testet og resultatet publiceret.

Dernæst, at Kærgård sætter fokus på hvordan kombinationen af topstyringen og den ændrede finansiering gør det sværere at skabe gode karrierer:

Lønnen har aldrig været speciel høj i universitetsverdenen i forhold til andre ansættelser. Tidligere var universitetsstillingerne imidlertid meget attraktive, fordi man ikke havde nogen styrende chef, men det har man nu.

Stillingernes popularitet har også hængt tæt sammen med, at man kunne forfølge sine egne ideer. Nu må man imidlertid arbejde med de projekter, der er penge til.

Endelig er ansættelsestrygheden gået fløjten. Konkurrenceudsatte basismidler har ført til en række fyringer af økonomiske grunde også i universitetsverdenen.

Selv er jeg bekymret for hvordan det akademiske generationsskifte vil finde sted. Selv er jeg nu nået det sted i livet, hvor jeg ved, at jeg formodentlig højst har tyve år tilbage af mit arbejdsliv. Jeg har været privilegeret og er det på sin vis vel stadig; det er lykkedes mig at få en ordinær, men dog stadig eksisterende akademisk karriere.

Men nogen skal overtage efter mig og min generation af akademikere, og der er da også stadig kandidater, der vil i gang med en forskeruddannelse. Desværre er det nu så godt som alle, der forlader den akademiske verden efter endt PhD-grad eller havner i bedste fald i kortvarige postdoc-stillinger. De faste stillinger findes næsten ikke mere. Når der er kraftig gennemtræk, går det ud over immunforsvaret, også på universitetet.