42 procent og på skateboard

20110924-091119.jpg

Kvinden på skateboard hedder Maria Klawe, og hun er præsident for Harvey Mudd College, der er et kendt “liberal arts college” i USA. Et “liberal arts college” er en videregående uddannelsesinstitution, der er forskningsbaseret og uddanner op til bachelor-niveau. Nogle af dem har høj anseelse i universitetsverdenen derovre, og Harvey Mudd College er blandt dem.

I en ny artikel kan Business Week berette, at der nu på Harvey Mudd College er 42 procent af de datalogistuderende, der er kvinder – i ikke ringe grad takket være en stor indsats fra Maria Klawe, der oprindelig er fra Canada, oprindelig var matematiker, skiftede karriere til datalogi og siden har gendesignet datalogiuddannelserne ved University of British Columbia.

Hvad er det, der har medført skiftet? Artiklen giver ikke noget klart svar, men peger på at der er sket en ændring i det introducerende programmeringskursus, alle skal tage – man er gået væk fra Java og over til Python. Om dette var årsagen, ved jeg ikke.

Men der er to ting, jeg spekulerer på. For det første om ikke der er bedre begyndersprog end de C-agtige sprog, alle datalogi- og softwarestuderende nu møder. Jeg underviste engang i Standard ML på første semester, og det var et sprog mange undrede sig over først. Men ét aspekt har det til fælles med Python – det fremstår ikke så maskinnært, som Java og andre C-agtige sprog har det med at gøre.

For det andet spekulerer jeg på, om det nu egentlig altid er så god en idé at lave de næsten monolotiske datalogi-uddannelser, vi nu har. Ja, det er vel min egen skyld – jeg har trods alt selv været med til at skrive studieordningerne. Men det er ofte ved tofags-uddannelserne, vi har fået kvindelige studerende på datalogi. De skulle vælge et andet fag ved siden af (typisk) matematik, og datalogi lå både geografisk og emnemæssigt lige for. Også en mand som undertegnede er havnet i datalogi ad denne vej. Denne type valg ligner dem, studerende ved amerikanske “liberal arts colleges” træffer – valget kommer efterhånden, ikke fra første dag.

Nu er tofagskandidater imidlertid en velbevaret hemmelighed, som der ikke bliver gjort meget for. Kunne man mon ændre dette?

En oplagt julegaveidé

Jeg har netop haft møde med fire grupper af studerende på første studieår på datalogi/software-holdet på Aalborg Universitet. Ingen kommentarer om deres projektarbejde; det er gået, som det skal. Men der var noget, der er blevet stadig mere vigtigt for mig: Vores nye studerende skal kunne gå til projekteksamen på den måde, projekteksamen er tænkt som på AAU (og RUC )- nemlig som en gruppeeksamen.

En af den afgående regerings urimeligheder (og der er som bekendt mange, hvis man spørger mig) var at forbyde gruppeeksamen. De partier, der nu har et flertal i Folketinget, har alle talt for at dette forbud skal ophæves. Lad det ske, og gerne inden 2011 er omme.

Jeg kan heldigvis se, at Magnus Pedersen, der er nyvalgt formand for Danske Studerendes Fællesråd, gør sig helt tilsvarende tanker i Metro Xpress i dag.

(Og sådan lykkedes det mig så åbenbart at skrive om politik alligevel.)

CONCUR 2011

I denne uge er jeg til konference i Aachen i Tyskland. Det er 22nd International Conference on Concurrency Theory, også kendt som bare CONCUR 2011. CONCUR 2011 holdes sammen med en anden konference, der hedder QEST’11 og en hel masse mindre workshops. I går holdt jeg mit foredrag om den artikel, jeg havde fået optaget, og i morgen holder jeg et indbudt foredrag ved 4th International “Logics, Agents, and Mobility” Workshop (LAM 2011). Starten af semesteret er ikke det bedste tidspunkt at være af sted på, og det er jeg ikke ene om at føle. Mange af os, der er her, er universitetslærere, der også skal være til stede ved studiestarten. Nogle gange kan det også være en udfordring at passe rejserne ind i det liv, man ellers lever.

Foredragenes kvalitet er som altid varierende. Min erfaring siger mig, at der er to slags foredrag, man ender med at huske:

  1. De rigtig vellykkede foredrag om spændende emner. Dem er der heldigvis nogle stykker af. Rachid Guerraoui fra EFPL i Lausanne holdt et spændende indbudt foredrag om distribuerede algoritmer, der handlede om hvordan deltagerne i en distribueret beregning (her: en udgave af Erastothenes’ si) kunne etablere konsensus undervejs. Her var det foredragsholderen, der holdt foredraget levende ved at stille gode undre-spørgsmål til tilhørerne undervejs.
  2. De slatne foredrag om spændende emner. Dem er der desværre altid også nogle stykker af. Der er intet så ærgerligt som at opleve en foredragsholder sejle sin egen entusiasme i sænk ved at fortabe sig detaljer, planlægge sin tid dårligt, mumle ind i/ forbi mikrofonen eller overlæsse foredraget med detaljer, ingen alligevel vil kunne nå at fange. Selv distingverede personer begår disse fejl, og nu er de så distingverede, at ingen tør fortælle dem, hvor galt det er fat. Jeg skal nok lade være med at nævne nogen navne her.

En konference og de tilhørende workshops er meget andet end at lytte til foredrag. Alle samtalerne med kolleger langvejs fra er i virkeligheden det, der giver mest. I de sammenhænge får man for alvor lov til at koncentrere sig om at være forsker for en stund.

Og så er der også det sociale samvær, herunder glæden ved at gense gamle kolleger og venner og høre om alt det, der er sket i deres liv. Nogle af os var ude at spise om aftenen, og her kunne Björn Victor fra Uppsala supplere mine minder om Verdens Dårligste Foredrag fra dengang i Göteborg i efteråret 1991. Det grinede vi meget af den aften i Aachen, 20 år senere. Manden bag Verdens Dårligste Foredrag er forresten professor i Norge i dag – og yderst distingveret.

Det var forresten også Björn Victor, der var så venlig at minde mig om at Moshe Vardis observationer om kvaliteten af præsentationer faktisk blev gjort ved LICS (Logic in Computer Science) 2009, hvor jeg også var med. Min hukommelse er tydeligvis ikke, hvad den har været på dette punkt.

Opdatering: Skolen

I dag var der studiestart på Aalborg Universitet, og 135 nye studerende begyndte på datalogi/software-holdet. Jeg bød dem velkommen (det havde de allerede prøvet flere gange allerede her lige inden middag), og mine gode kolleger fortalte om de kurser, de skulle holde. Til allersidst spurgte jeg – som jeg havde lovet her på bloggen – ud i salen:

– Hvor mange tror I der er på skolen alt i alt?

En hel del hænder røg op og der kom en del forskellige tal.

– Mener du både elever og lærere? spurgte én.

Men til sidst rakte en kvik studerende hånden op – hun gav sig til at sige, at dette faktisk var et universitet, ikke en skole. Tak til hende for at gøre det nemmere for mig at fortælle hele det store hold, at Aalborg Universitet er et universitet og at de nye studerende fra i dag af er – studerende!

Erfaringer og kvalitet


Engang lavede Jyllands-Posten en undersøgelse af datalogiuddannelser i Danmark, og her var det Aalborg Universitet, der kom ind på førstepladsen som den datalogiuddannelse, hvor de studerende var mest tilfredse. Jeg har prøvet at finde frem til undersøgelsen, men forgæves. Ville en tilsvarende undersøgelse i dag give samme svar? Jeg er i tvivl. Min fornemmelse er nemlig, at de studerendes tilfredshed er for nedadgående og at en af årsagerne er de vilkår, vi byder dem.

En lang række politiske beslutninger har efterhånden drastisk ændret vilkårene for alle universitetsuddannelser – forbud mod gruppeeksamen, universitetsloven af 2003, stramninger af SU-regler, taksameterfinansiering og så fremdeles. Der er kommet et overvældende fokus på konkurrence om midlerne, og det er blevet stadigt sværere at gøre karriere som universitetslærer. Mange akademikere er i dag har kortvarige ansættelser i PhD-stipendier eller postdocs, og mange undervisningsopgaver løses i dag af disse løstansatte medarbejdere, hvoraf ganske mange kommer fra udlandet.

Dette kan ikke undgå at gå ud over undervisningens kvalitet. Det er hverken sjovt for de normalt meget pligtopfyldende løstansatte undervisere, der hyppigt kastes ud i nye opgaver, eller for de studerende. På første studieår på Aalborg Universitet er det store mål, at de studerende skal lære at lave problemorienteret projektarbejde og dermed blive i stand til at lære at lære. De studerende er uerfarne (i sagens natur), men hvis deres vejleder også er det – og måske endda ikke kan tale og forstå dansk – er der yderligere et problem.

Lad mig skynde mig at understrege, at dette ikke er den enkelte vejleders skyld som sådan, og at jeg bestemt ikke er ude på at følge en dansk tradition med at give dem, der kommer hertil fra udlandet, skylden. Det er i høj grad kombinationen af den proces, hvorunder tildelingen af arbejdsopgaver finder sted, og de faktiske underviserresurser, der skaber situationen. “Kvalitet af undervisningen” er blevet et smukt, men tomt begreb i stil med “ligestilling” og “tolerance”. Ligesom ingen indrømmer at være ligeglade med ligestilling eller tolerance, vil ingen indrømme at de er ligeglade med kvaliteten af undervisningen.

Og nu går der kortvarigt politik i det (men forsigtigt): Husk, at der snart er folketingsvalg. Når I stemmer, så tænk over, hvad politikerne siger (og ofte ikke siger) om hvordan de vil sikre kvaliteten af uddannelserne.

Men vi kan samtidig også gøre noget selv: Vi kan blive bedre til at formidle vores erfaringer videre. En del af det, der er gået galt, er at underviserne er nødt til genopdage undervisningen igen og igen. Undervisere fra udlandet gør sig erfaringer igen og igen, men de bliver aldrig formidlet systematisk videre til andre, der kommer fra udlandet. Og meget ofte får en PhD-studerende en vejledningsopgave af en bestemt art én gang og siden aldrig mere. Tænk, hvis vi kunne systematisere erfaringsopsamlingen. Der findes en portfolio-tanke, hvor man samler sine undervisningserfaringer på systematisk vis. Men dels er der mange, der ikke bruger nogen portfolio, dels er en sådan portfolio af privat natur.

Megen erfaringsudveksling sker på tomandshånd og anekdotisk. Kunne man også lave en systematisk overdragelse af erfaringer, der samtidig evaluerer på undervisningen? En blandt mange muligheder er, at en underviser altid skriver et brev til de undervisere, der skal overtage hans/hendes opgaver. Her skal underviseren fortælle om det, der gik godt og det, der gik mindre godt – og komme med forslag til forbedringer. Hvis man så samtidig har adgang til gamle breve fra andre undervisere (og disse gøres tilgængelige for alle), får man et redskab til at viderebringe og reflektere over erfaringer.

Kylling kylling kylling

20110829-073142.jpg

Det værste foredrag, jeg nogensinde har overværet i akademisk sammenhæng, fandt sted under en workshop i Göteborg i overheadprojektorens dage. En foredragsholder fra et universitet i Norge (han kom dog fra et andet land i Europa) havde lavet slides, der simpelthen var siderne fra hans artikel. Han syntes dog ikke, at der var nok information i dem, så han havde tilføjet yderligere, ekstra ulæselig tekst med blå tusch nederst. Og så stillede han sig med jævne mellemrum foran overheadprojektoren, så han kunne bedre læse højt – og derved blev transparenterne projiceret op på ham selv. I det mindste havde han da hvid skjorte på. Han fik ét spørgsmål, og det besvarede han ved at ignorere det og tale om noget helt andet.

Mange år senere overværede jeg et PhD-forsvar, hvor PhD-kandidatens præsentation var af mildt sagt tvivlsom kvalitet. Manden sad ned foran sin computer og skiftede fra den ene overlæssede Powerpoint-slide til den næste, mens han talte/mumlede ned i bordet. Da jeg fik at vide, at hans eksterne vejleder var fra et universitet i Norge, gik der et lys op for mig. Og jo, det var min ven fra Göteborg, der på så fornem vis havde bragt sine kommunikative talenter ind i et nyt årtusinde.

Det behøver nu ikke at være så grelt, for at det bliver dårligt. Alle, der har været til en akademisk konference inden for de seneste få år, kender til denne situation: Man overværer et foredrag, hvor ingen reelt er til stede. Foredragsholderen taler til sig selv i halvmørket og fortaber sig i en labyrint af detaljer, mens et hav af “tilhørere” klapper deres computere op og begynder at læse e-mail (eller hvad ved jeg). Andre gange kæmper foredragsholderen faktisk en brav kamp mod salens apati, men får ét enkelt fesent spørgsmål som “respons”.

Men hvorfor holder vi så de forbandede konferencer? De fleste, jeg kender vil sige, at det bedste ved konferencerne er de samtaler og det samvær, der er uden for foredrags-sessionerne. Så kunne vi vel bare skrotte foredragene? Ja, og så alligevel ikke. Den store udfordring er at lave præsentationer, der rent faktisk kommunikerer det rigtige.

Moshe Vardi, der er professor på Rice University i USA og var ekstern bedømmer på forskningsevalueringen ved mit institut for et par år siden, har et interessant debatindlæg om netop dét i Communications of the ACM, affødt af endnu et foredrag, hvor han som tilhører hurtigt blev sat af. Han spurgte senere til den pågældende konference, hvor mange der havde forstået 100% af 100% af foredragene. Ingen svarede. 80% af 80% af foredragene? Én markerede. Det var først, da Vardi spurgte om hvor mange, der havde forstået 50% af 50% af foredragene, at 50% markerede! Det var nu også lidt beroligende at opdage, at selv en så højt begavet mand som Vardi også bliver sat af mange gange. Så er det trods alt ikke kun mig, der har problemer.

Moshe Varid foreslår, at man gør langt mere for at sikre kvaliteten af foredrag til konferencer. Mange konferencer i datalogi ligner “tidsskrifter med foredrag”; man sender en artikel ind og får den bedømt. Hvis artiklen bliver antaget, brygger man en præsentation sammen. Det er artiklen, ikke præsentationen, der tæller. Man men kunne forestille sig at præsentationen også spillede ind ved peer review-processen, foreslår Vardi: Man kunne sende et udkast til sin præsentation ind til bedømmelse sammen med artiklen.

Her er et foredrag, Vardi nævner i sin kommentar. Jeg var der desværre ikke selv, men det var på én gang 100% typisk og samtidig ret godt.

Ophavsmanden er Doug Zongker, og forum er en “humor session” i American Association for the Advancement of Science i 2007. Hvorfor har vi ikke den slags, hvor jeg færdes?

De svære overgange

Jeg fandt via et gammelt indlæg i Luca Trevisans blog (som han efterhånden ikke skriver ret meget på mere) et interview i New York Times fra juni måned i år med fire fremtrædende kvindelige professorer  i naturvidenskab, alle ansat i USA. Der er mange interessante pointer i det forholdsvis korte interview, men jeg hæftede mig især ved en udtalelse af Mary-Clarie King, der er professor i neurovidenskab:

I think the choke point is going from a postdoc to an assistant professorship to a tenure-track position. In my experience the largest remaining obstacle is how to integrate family life with the life of a scientist.

Dette er næsten problemet i en nøddeskal, og ikke kun for kvinder. Det er sværere og sværere at komme videre i en akademisk karriere; postdoc-stillingerne er blevet vore dages blindgyde-adjunkter. Og på det tidspunkt, hvor man gerne vil stifte familie, vil man også gerne have en tryghed i sit arbejdsliv. Derudover kommer så i den akademiske biks de konkurrencekrav, der altid har været der, men synes at være accelereret inden for det seneste årti.

Jeg selv stiftede familie efter at jeg var blevet fastansat, og der var kun få forgæves forsøg på at få et lektorat – jeg var privilegeret. Jeg misunder bestemt ikke dem, der er i starten af en akademisk karriere i disse år. Somme tider er det ikke klart for mig, hvordan vi skal kunne videreføre traditioner for forskningsbaseret undervisning, når ansættelser er kortvarige og skellet mellem forskning og undervisning bliver et skel mellem ansættelsestyper. En postdoc-ansættelse bør kunne være et veldefineret skridt i en karriere i højere grad end det er tilfældet i dag.

Den anstændige løsning er, at universiteterne får en politik for postdoc-ansættelser og hvordan eksternt finansierede projekter forvalter dem, så vi ikke skaber en klasse af højt kvalificerede daglejere med alt hvad det indebærer af utryghed for dem. Det vil kunne være med til at fjerne en usikkerhed hos højt kvalificerede kvinder, og hvis det samtidig lykkes at anerkende, at også forskere kan og bør have et familieliv, vil det kunne gavne alle – uanset køn.

At forstå så lidt, at man ikke kan forstå at man ikke forstår det

En amerikansk bankrøver havde allerede for 16 år siden tænkt over det med overvågningskameraerne.

In 1995, McArthur Wheeler walked into two Pittsburgh banks and robbed them in broad daylight, with no visible attempt at disguise. He was arrested later that night, less than an hour after videotapes of him taken from surveillance cameras were broadcast on the 11 o’clock news. When police later showed him the surveillance tapes, Mr. Wheeler stared in incredulity. “But I wore the juice,” he mumbled. Apparently, Mr. Wheeler was under the impression that rubbing one’s face with lemon juice rendered it invisible to videotape cameras.

Hvorfor kunne han ikke indse, at han tog fejl?

Når jeg holder eksamen, og en studerende ikke består, sker det ikke helt sjældent, at det kommer bag på den studerende. Det er en trist situation, og det virkelig triste er, at det så ofte ikke er muligt at forklare den studerende, hvor galt det er fat.

– Så betyder det altså, at jeg bare skal lære det hele udenad? spurgte en studerende på vej ud ad døren. Og dette er en typisk reaktion; den studerende, der ikke har bestået på grund af manglende kompetence, ved ikke hvad kompetence indebærer.

Vi, der holder eksamen, ved det derimod godt: Faglig kompetence er det stik modsatte af at lære meningsløse remser udenad. (Tænk, hvis det rent faktisk var, hvad faglig kompetence kunne reduceres til: Universitetslærerens undervisning bestod i at recitere lange, meningsløse remser, som han/hun havde lært udenad. Den studerende lærte derefter disse remser udenad og reciterede dem til eksamen. Var der overhovedet nogen viden at finde nogensteds i et sådant remse-akademi?)

De amerikanske psykologer David Dunning og Justin Kruger spekulerede over det samme, som jeg og mange andre eksaminatorer og censorer har grublet over, men de satte sig for at undersøge det systematisk. I 1999 publicerede de en nu ofte citeret artikel i Journal of Personality and Social Psychology, og citatet om den overraskede, inkompetente bankrøver indleder denne artikel. Dunning og Kruger har to konklusioner, som de baserer på en kombination af egne eksperimenter og studier af andre forskningsresultater. Den første er den triste, men altså ikke overraskende konklusion, at inkompetente mennesker også er metakognitivt inkompetente. De inkompetente mennesker har sagt på almindeligt dansk en manglende indsigt i at de faktisk er inkompetente. Tværtimod tror de ofte, at de er mindst lige så gode som gennemsnittet. Den anden konklusion hos Dunning og Kruger er måske mere forstemmende: den eneste vej til at opnå øget indsigt i om man er kompetent er – at blive mere kompetent. Denne manglende indsigt i egen inkompetence er af andre blevet kaldt for Dunning-Kruger-effekten . Interessant nok er der også ifølge Dunning og Kruger hos kompetente mennesker en tendens til at undervurdere deres egen kompetence.

Formodentlig er der ikke tale om et universelt fænomen, men om en form for kulturel betingning. Dunning og Krugers oprindelige resultater er baseret på eksperimenter med amerikanere; senere undersøgelser i Europa giver lignende konklusioner, mens billedet tilsyneladende er et andet for studerende fra Østasien. Østasiatiske studerende skulle således være bedre til at bruge negative bedømmelser til at forbedre deres præstationer.

Dunning-Kruger-effekten er under alle omstændigheder en stor udfordring for os, der underviser i vores del af verden. I undervisning på universitetsniveau er det et mål, at den studerende skal kunne reflektere over sin egen læring. Jeg taler selv ofte om nødvendigheden af fagfællebedømmelse: jeg har forsøgt mig med undervisningsformer, hvor de studerende skal kommentere og vurdere kvaliteten af deres medstuderendes besvarelser. Refleksion er nødvendig, og fagfællebedømmelse findes som bekendt i stort mål i den akademiske verden på forskningssiden. Men hvad gør vi, når den studerende er så inkompetent, at han/hun ikke er i stand til at reflektere, men tror at han/hun faktisk mestrer stoffet? Og hvordan vil en inkompetent studerende vurdere en anden inkompetent studerende?

I en virkelighed, hvor minimalismen (dette at anstrenge sig for at lave så lidt som muligt) er en hyppig strategi, bliver undervisning endnu vanskeligere. Den studerende gør en alt for lille indsats, bliver evalueret som ikke fagligt inkompetent og kan på grund af Dunning-Kruger-effekten ikke forstå, at den manglende indsats har skabt problemet.

Den amerikanske forfatter og fotograf Errol Morris (der også en af Thomas Kuhns studerende – ham med paradigmeskiftene) har et interessant interview med David Dunning på sin blog. Det er også værd at læse.

Den pæne trussel mod demokratiet

I diskussioner om truslerne mod demokratiet er fokus som regel på grupper “uden for” samfundet – religiøse og politiske grupper, der ved brug af terrorhandlinger og andre former for vold vil gennemføre deres holdninger. Jeg er mindst lige så bekymret over de “pæne” mennesker, der vil afskaffe demokratiet og samtidig har indflydelse på “mainstream”-partier og den politiske proces.

Her er et eksempel på en sådan “pæn” mand. I en kronik i Berlingske d. 18. august skriver Søren Hviid Pedersen, der er lektor ved Syddansk Universitet ved Institut for Statskundskab og medstifter af en ny konservativ tænketank Cesam:

Vi har i mange år haft en forestilling om, at fordi man er over 18 år er man automatisk berettiget til stemmeret. Måske man igen skulle overveje dette. Måske det var mere betimeligt at fundere over, hvilke forudsætninger man, som borger, skal have for at kunne have stemmeret. Måske man skulle indføre et forsørgelseskriterium, altså at man har et arbejde eller lignede og kan forsørge sig selv inden man får det privilegium at stemme og i princippet bestemme over andre mennesker og deres ressourcer og ejendom. Dette sikrer mod store vælgergrupper, der på ingen måde selv arbejder eller lever af at andre forsørger dem, vedtager nye tiltag og love, der bebyrder de mennesker, der arbejder og sørger for sig selv.

Holdninger af denne art har tidligere været luftet offentligt hos både konservative og Venstre-folk. Hvordan dette forslag skulle føres ud i praksis – Skal man fratages stemmeretten, hvis man bliver fyret lige inden valget? Skal free-lancere og andre mindre selvstændige med gæld have stemmeret? Skal studerende have stemmeret? Skal hjemmegående? Skal man miste stemmeretten, hvis man bliver udsat for en invaliderende arbejdsulykke? – vil jeg slet ikke tænke på her. Hensigten er formodentlig at ramme kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, der i stort omfang ikke stemmer konservativt.

Indtil grundlovsændringen i 1915 havde tyende og mennesker på fattighjælp ikke valgret, så dette forslag er reelt et ønske om tilbagevenden til tilstandene for 100 år siden. Om kvinder også skal have stemmeretten frataget, så vi fuldstændig kan vende tilbage til de gode gamle dage, fremgår ikke.

(Et andet forslag fra Søren Hviid Petersens hånd er, at der skal være direkte valg til statsministerposten og at statsministeren skal kunne nedlægge veto mod beslutninger truffet af Folketinget.)

Søren Hviid Pedersen er under alle omstændigheder eksponent for en skadelig holdning til menneskerettighederne, vi ser udfoldet i disse år. Ytringsfrihed, valgret, brug af sundhedssystemet, at stifte familie, at kunne få statsborgerskab – alle nævnt i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder – bliver i stadigt stigende grad opfattet ikke som rettigheder, men som privilegier, man først skal gøre sig grundigt fortjent til. Søren Hviid Pedersen bruger da netop også dette ord.

Menneskerettighederne blev formuleret som reaktion på nazismens forbrydelser for at forhindre magtmisbrug og sikre menneskeværd. Ytringsfriheden gør det muligt at kritisere magthaverne, valgretten gør det muligt at påvirke, hvem der er magthavere.

Menneskerettighederne udtrykker og skal sikre, at alle er født frie og lige i værdighed og rettigheder – og de gælder også for dem, hvis holdninger man slet ikke sympatiserer med. Her f.eks. Søren Hviid Pedersen.

Hvor mange elever er der på skolen?

Der er en universitetslektor med nordjysk baggrund, Hans H., der er meget utilfreds med hvordan universiteterne har udviklet sig. I Politiken skriver han:

Det kritiske universitet anno 1968 er forsvundet. Mange af de gamle 68’ere er blevet systemets tjenere. Enhver protest er blevet affejet med, at den fremføres af gamle, sure mænd.

De studerende har afsløret virkeligheden. De kalder universitetet ’skolen’, og de går i en klasse, og de har lektier for. De vil helst ikke have bøger, for de er dyre, og derfor får de alt, hvad de skal have som pdf-filer eller i form af det skandaløse kompendium. Universitetet er blevet bogdroppende.

Forskningsfriheden er afskaffet. Kurser skal være ’trendy’. Fordi man ikke kan undervise i det, som man forsker i, søger de ansatte forskningsmidler, og formålet er at blive fri for at undervise.

Vi opfordres til ’artikelproduktion’. Vi skal producere i tusindvis af artikler, som ingen vil læse, og ingen skal læse, for de skal kun give point, så universitetet kan få flere penge – fra staten.

Alle citaterne stammer fra et langt indlæg i Politiken i dag af Hans Hauge, der er lektor ved Århus, undskyld: Aarhus Universitet ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur. Hans Hauge har ud over sin akademiske gerning skrevet ganske mange nationalkonservative indlæg i især Jyllands-Posten, og hans tone er ofte polemisk.

På mange måder er jeg helt forskellig fra ham, men jeg kan tit høre mig selv sige noget lignende det, han giver udtryk for i sit indlæg i Politiken. Mange af os, der er ansat som videnskabeligt personale på danske universiteter, er efterhånden meget utilfredse med tingenes tilstand på vores arbejdsplads.

Kritikpunkterne vil jeg derfor ikke gentage her. Spørgsmålet er her derimod: hvordan kommer vi videre? For at kunne forstå vores egen utilfredshed og komme videre end til at bedrive polemik, for ikke at fremstå som reaktionære, for at kunne overbevise beslutningstagerne, er vi nødt til at forstå præcis hvorfor vi som akademikere er utilfredse. Lad mig i dette indlæg starte ét bestemt, lille sted, nemlig med “skole”-terminologien, der sniger sig ind i de studerendes sprogbrug.

Når jeg reagerer på de studerendes omtale af universitetet som “skolen” og sig selv som “elever”, er det, fordi denne sprogbrug afslører, at de studerende ikke er bevidste om hvor de befinder sig. Universitetet er selvfølgelig en uddannelsesinstitution, men den er meget mere end det. Universiteterne skal bedrive forskning, og undervisningen skal være forskningsbaseret. Og de studerende er ikke elever, som nogen løfter op (verbet elever betyder “at løfte op” på fransk – jvf. en elevator), men studerende, der stræber mod at tilegne sig viden (ordet studium betyder “stræben” eller “iver” på latin!).

Vi, der er på universiteterne, vil gerne have, at universitetet er noget særligt. Universitetet er ikke bedre end så mange andre fænomener i samfundet – landbrug, detailhandel, sundhedsvæsen, folkeskoler, professionshøjskoler… – men ligesom dem er der en funktion, vi er bedst til og har lang erfaring med. I vores tilfælde er det at kombinere forskning og forskningsbaseret undervisning; det er derfor, vi ikke “bare er en skole” (undskyld til de rigtige skoler; dette er ikke nedladende ment – de udfylder også en vigtig funktion.)

Den 1. september, når de nye studerende begynder på Aalborg Universitet, vil jeg som den første prøve af de mange, de efterhånden vil blive udsat for, spørge dem, jeg skal tage imod, “hvor mange elever der er på skolen”. Jeg håber, at nogen blandt dem vil give et godt svar!