Mig og Word

I går skrev jeg om LaTeX; i dag vil jeg kaste mig over Microsoft Word, som jeg må indrømme, at jeg ikke nærer mange varme følelser for. Det er formodentlig lidt uretfærdigt – der er trods alt tale om et stykke software, som mange mennesker tilsyneladende er glade for. Men Microsoft Words egnethed til udarbejdelse af arbejdsblade og projektrapporter i forbindelse med gruppearbejde på de naturvidenskabelige universitetsuddannelser er forsvindende lille; dette opdager man lynhurtigt som vejleder, når man ser de nye studerendes forsøg på at skrive deres første projektrapport. Deres forsøg på at finde frem til et ordentligt layout, at sætte gruppemedlemmernes filer sammen til et acceptabelt hele og ikke mindst på at skrive matematik og lave ordentlige henvisninger både internt i dokumentet og til litteratur sluger en masse kræfter. Det får de så lov til; bagefter skal de bruge LaTeX. Nogle få studerende trygler mig (forgæves) om at få lov til at fortsætte i den triste, trygge Word-tradition; de fleste kaster sig over LaTeX og bliver glade for det.

Jeg har af og til spekuleret på om man i LaTeX (uden brug af forskellige former for snyd som inklusion af grafik o.lign.) kan genskabe det gyselige Microsoft Word-layout, som nye studerende tager med sig ind på universitetet: urimelig linjeafstand, for lille margen, litteraturhenvisninger som anonyme URL’er osv.

At gøre dette viser sig at være en interessant øvelse i brug af LaTeX. Jeg har prøvet at lave et hurtigt bud; det kan hentes her. Den resulterende PDF-fil kan man se her. En stor hjælp har været en pakke, wordlike.sty, som skyldes Jürgen Fenn. Også layout-mulighederne i memoir-pakken har været en hjælp.

Kan nogen gøre det endnu værre og endnu mere realistisk? Det håber jeg bestemt. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig ud fra en toc-fil at få autogenereret de æstetisk mislykkede Word-indholdsfortegnelser med alle prikkerne og den meningsløse brug af kursiv, og det ville også være godt at se den ekstra grimme variant af Times New Roman (men her skal nok bruges et fontværktøj til TeX). Skriv jeres bud i en kommentar.

Mig og Google / Mig eller Google

20111102-123743.jpg

Engang ventede jeg i ugevis i spænding på nye albums med musikere, jeg holdt af. Jeg gik i spændt forventning, utålmodig var jeg, og når albummet så kom, lyttede jeg til det i ugevis til hver eneste sang var velkendt og hver eneste lille detalje var blevet vendt. Jeg husker endnu hvordan jeg lyttede til Automatic for The People flere gange om dagen.

Engang læste jeg mest bøger, dernæst aviser fra ende til anden.

Engang var jeg henne for at kigge i leksikonnet, når der var noget jeg ikke vidste. Hvis oplysningerne ikke var der, var jeg tålmodig.

Nu hører jeg de sange, jeg for alvor er interesseret i; jeg downloader stadig mest hele albums, men det holder jeg sikkert også op med en dag. Det er meget nemt på en iPod.

Nu læser jeg nogle enkelte artikler i avisen og er ikke så flink til at læse bøger mere.

Jeg er ikke engang god til at sidde og kigge ud i luften, når jeg har en ledig stund. Jeg griber ud efter min telefon eller min iPad (jeg er ikke ude på at reklamere for Apple her men ordet “tablet” kan misforstås på dansk…)

De yngre generationer har aldrig oplevet skiftet. En studerende, jeg underviste, spurgte mig en gang forundret/forarget hvorfor han skulle demonstrere paratviden til eksamen (eller “lære det udenad”, som mange studerende siger), når det burde være nok at vide, hvor informationerne findes. Jeg svarede at man skal kunne anvende informationerne, og det er svært at gøre, hvis man ikke selv har operationaliseret nogle af dem. Vi er ikke trygge, hvis lægen siger at “der står noget om kræft i denne bog; nu skal jeg se efter”. Det er stadig min holdning.

Nicholas Carr har skrevet en artikel om det samme. Figuren ovenfor viser hvordan vi bruger Google. Er Internettet/Google/telefoner/computere i gang med at stjæle opmærksomhedshorisonten for os i den rige del af verden og på vej til at gøre os dummere? Hvordan kan vi blive bedre i stand til at bruge de informationer, der ligger derude?

Færdigheden der blev væk

Et af de store, glemte ofre for forbud mod gruppeeksamen, som man sjældent taler om, er studerendes kompetence inden for præsentation af et større fagligt emne. Før gruppeeksamen blev forbudt, begyndte en projekteksamen på Aalborg Universitet altid med en fremlæggelse, hvor gruppens medlemmer fremlagde projektets indhold. Fremlæggelsen var en interessant del af eksamen. På den ene side gav den de studerende en mulighed for at vise et overblik over projektet, der kunne få indflydelse på diskussionerne ved eksamen, og den enkelte studerende havde mulighed for at forberede et første indlæg. På den anden side kunne eksaminator og censor få dannet sig et indtryk både af gruppens samlede overblik og den enkelte studerendes niveau. Nogle gange var fremlæggelserne lidt kedelige, andre gange var de rigtig gode.

Noget af det, jeg altid kunne trøste mig med, når jeg som censor overværede studerende fra andre universiteter (her tænker jeg specielt på Aarhus og København), var at vores studerende i Aalborg var klart bedre til at lave mundtlige præsentationer. Det er en vigtig kvalifikation både rent studieteknisk og i det senere arbejdsliv at kunne holde en god fremlæggelse af fagligt stof.

Men i dag er den trøst forsvundet. Da gruppeeksamen blev forbudt, besluttede Aalborg Universitet at bibeholde fremlæggelserne, men de kunne nu ikke være del af eksamen længere. Man kan nemlig ikke holde en mundtlig eksamen, hvor flere studerende er til stede samtidig – det ville være en gruppeeksamen, og den slags er som bekendt dybt umoralsk, forkert osv. Der var ingen grund til at gøre sig umage med fremlæggelsen, for fremlæggelsen var ikke del af eksamen. Problemer, som man tidligere lugede ud tidligt i sit studium, lever nu videre på senere semestre, og Aalborg-studerende er – uagtet deres andre kvaliteter – blevet tydeligt dårligere til at holde fremlæggelser af fagligt stof.

Her tænker jeg først og fremmest på problemer med manglende struktur og grafisk fremstilling; det er svært at få studerende til at forstå, at slides ikke er noter til den talende, men et formidlingsværktøj. Men jeg tænker også på formmæssige uskønheder, og her især det af mig forhadte “bunkebryllup”, hvor alle de studerende står side om side ved tavlen og skiftes til at fremlægge. Hvorfor skal man se på de studerende, der ikke er i gang med at fremlægge?

Dette er det problem, man kalder for instrumentalisme – de studerende vil (ikke overraskende) lægge vægt på det, de ser ud til at ville blive bedømt på. At personer med så stor en didaktisk indsigt som f.eks. Helge Sander og Tina Nedergaard ikke kunne forudsige dette, er selvfølgelig en gåde.

Nu skulle gruppeeksamen så igen blive lovlig, og ligesom vi igen skal lære studerende at gå til gruppeeksamen – ingen af de nuværende studerende ved, hvad det er, andet end fra diverse ministres skræmmebilleder – således skal vi også gøre en ekstra indsats for at lære dem at lave gode fremlæggelser af fagligt stof.

Et andet, til dels urelateret problem, er at vi nu også har en masse projektvejledere, der aldrig har afholdt en gruppeeksamen. For vejledere med akademisk baggrund fra udlandet er det blevet meget fristende at afholde en projekteksamen, hvor der slet ikke bliver spurgt ind til selve projektets indhold, men kun til de faglige discipliner, der ligger til grund for projekterne. Dette får samme triste konsekvenser i form af instrumentalisering – de studerende fokuserer mindre og mindre på problemorientering og indre sammenhæng i projektet og mere og mere på isolerede faglige emner, da det så åbenlyst er dém, de primært bliver bedømt på.

Optagelsesritualet

For nylig skrev jeg, at man kan blive optaget på datalogi- og softwareuddannelserne, selv om man er dumpet i matematik på ungdomsuddannelserne. Dette er ikke helt korrekt – og dog. En bestemt sag havde undret mig, og universitetets administration kunne oplyse følgende (citatet er passende anonymiseret):

X har opnået et gennemsnit på 3,7 i matematik A i sin adgangsgivende uddannelse (et gennemsnit af 00, 4 og 7. Selvom X har en dumpekarakter på 00, har X samlet set bestået). X var desuden tilmeldt et turbokursus i matematik A i sommer, men X fik -3 i den ene eksamen og udeblev fra den anden eksamen. X opfylder alle adgangskrav til Software.

Vi er glade for at så mange er optaget på de datalogiske uddannelser i 2011, men er vi trygge ved at optage studerende med dette niveau? Formalia er opfyldt, men fagligt må jeg indrømme, at jeg er meget utryg. Personligt glæder jeg mig ikke til at skulle undervise X i Syntaks og semantik.

Der kan man bare C

(Kort efter at jeg havde skrevet dette indlæg, opdagede jeg, at Dennis Ritchie, en af ophavsmændene til C (og til Unix), døde i denne uge. Det er selvfølgelig ikke min hensigt at klandre Ritchie for noget som helst. C har været et vigtigt programmeringssprog, men heller ikke C er hele sandheden.)

Som jeg afslørede for ikke så længe siden, er jeg en af underviserne i kurset “Programmeringsparadigmer”, der ligger på 5. semester af vores datalogiske uddannelser (i datalogi og software). Jeg afholder to kursusgange om programmering i Prolog, og til sidst vender jeg tilbage med en kursusgang om lambda-kalkylen.

En øvelse, der volder mange af de studerende overraskende store problemer, er at skrive et Prolog-prædikat, der konverterer et naturligt tal i sædvanlig notation til unær notation. Dvs. at oversætte 5 til succ(succ(succ(succ(succ(0))))).

Her er mit bud på en løsning.

tosucc(0,0).
tosucc(N,succ(X)) :- M is N-1, tosucc(M,X).

Lad mig understrege at det bestemt ikke er et specielt besværligt hold af studerende, jeg har med at gøre. De fleste ser ud til at gøre sig umage. Men dét, jeg observerer, er to problemer. Det første: Hvor får man serveret resultatet henne og hvordan? Det er svært for mange at opdage, at resultatet findes i anden parameter af prædikatet tosucc. Et typisk problem er, at man har svært ved at skelne mellem størrelserne N og M, der er sædvanlige tal, og X, der er et tal i unær notation. Det andet problem: Hvordan beregner man det unære udtryk? I Prolog handler det i høj grad om at programmere ved brug af rekursion, som løsningen ovenfor også kraftigt antyder.

Det kan der være to mulige forklaringer på. Den ene er, at Prolog ikke har noget typebegreb. Hvis Prolog var typet, ville man let kunne se forskel på N og M på den side og X på den anden. Den anden er, at de studerende i de første to år af deres studium har lært at programmere i C-lignende sprog. Først kom C, så kom C# og nogle har også muntret sig med C++. Jeg skal retfærdigvis sige, at C# er designet af folk, der bestemt kender til applikative sprog som Prolog og Haskell, men man kan sagtens som C#-programmør helt undgå at finde ud af det. Man kan også nemt undgå at møde rekursive definitioner, for slet ikke at tale om prædikater, hvis man programmerer i et C-lignende sprog. Måske er det mest bekymrende i virkeligheden, at de studerende starter med at møde C, der ikke er et typesikkert sprog og hvor man sagtens kan undgå at blive nødt til at bruge rekursion.

Jeg skal passe på med at lyde alt for kritisk, for jeg var trods alt med til at skrive de nye studieordninger for uddannelserne i datalogi og software. Jeg vil heller ikke klandre dem, der underviser i introducerende programmering, for jeg ved, at de gør det rigtig godt. Men dels var jeg ikke ene om at skrive studieordningen, dels er det muligt at reflektere over den faktiske studieordning på baggrund af praksis.

Det sædvanlige argument for at man skal lære C-agtige sprog tidligt i sit studium er, at “det får de studerende brug får, når de engang bliver færdige og skal arbejde med at udvikle programmer”. Det er formodentlig rigtigt, men hertil vil jeg indvende følgende.

  1. De fleste andre læringsmål, som de studerende bliver præsenteret for tidligt i deres studium, er begrundet i en progression i studiet, ikke i fremtidig erhvervskompetence. Sagt mindre knudret: Vi siger som regel: “Dette får I også brug for at vide på et senere semester”, ikke “Dette får I brug for at vide, når I engang får et arbejde”.
  2. Det kan være, at man skriver bedre C-programmer, hvis man har set et helt anderledes sprog først. Der var faktisk en kort periode på 3 år, hvor de studerende på første studieår mødte SML som deres første sprog. Og de lærte at programmere i C-agtige sprog alligevel.
  3. Måske er der i et vist omfang en selvopfyldende profeti indbygget i at fokusere så meget på C-agtige sprog. Kandidater i datalogiske fag lærer at C-agtige sprog er de vigtigste og fører uvilkårligt denne tradition videre, når de får arbejde og måske ender som ledere af softwareudviklingsprojekter.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på analogien med at lære fremmedsprog. Alle får at vide, at det er vigtigt at lære engelsk. Og ja, engelsk er vigtigt at kunne, men ikke fordi engelsk er det bedste sprog – kun fordi mange taler det og fordi der er skrevet en hel masse på engelsk. Problemet kommer, når man glemmer at engelsk er ét blandt mange sprog, det er værd at kende.

Velkommen til masseuniversitetet!

Politiken har i den forgangne weekend offentliggjort resultaterne af en undersøgelse blandt universitetslærere om kvaliteten af undervisningen på universiteterne. Også jeg var med i denne undersøgelse. Herunder er nogle få af de mange citater, der også blev indhentet – og ingen af dem skyldes mig.

»Efter gymnasiereformen har vi oplevet en markant mindre abstraktionsevne, og de studerende er absolut ikke indstillet på at forberede sig derhjemme«.

»Nogle få burde ikke gå på universitetet, fordi de ikke er kvikke nok, men flere burde ikke gå der, fordi de ikke er flittige nok«.

»Det kniber med arbejdsmoralen. Det at sætte sig ned og læse, til man har forstået stoffet, er noget, de færreste kan. Er det svært, er det åndssvagt«.

»De opfatter sig ikke som studerende, men som elever, der stiller enorme krav til underviserne om service – og vi danser med, fordi vi er bange for at få klager og dårlige elevevalueringer – de studerende har sindssygt meget magt sammenlignet med før, hvor de var mere autoritetstro«.

Jeg er både enig og uenig. Har de studerende mere magt i dag, som en af mine ukendte kolleger hævder? Hvis vi med magt forstår at de studerende har indflydelse på noget væsentligt, er svaret et rungende nej. Universitetsloven af 2003 (som Venstre, Konservative og Socialdemokraterne stod bag) formindskede de studerendes indflydelse i de styrende organer betragteligt. Studenterbevægelsen opnåede store resultater for 40 siden – den dengang meget demokratiske styrelseslov og fokus på problemorientering skyldes i høj grad studenterbevægelsens indsats. Den slags ser vi bestemt ikke i dag! Men hvis vi ved magt forstår en form for kortsigtet reaktion på forhold i undervisningen, en reaktion, der i virkeligheden skyldes en kombination af afmagt og minimalisme, da er svaret vel en slags ja.

Jeg er nemlig til gengæld enig i, at de studerendes arbejdsindsats ser ud til at være for nedadgående. Her tror jeg, der skal sættes ind for alvor. Den vigtigste kvalifikation, man får med sig fra en uddannelse, er i virkeligheden at man lærer at lære nyt. Hvis man ikke bliver i stand til det, får man problemer i sit arbejdsliv. På bloggen har jeg tidligere ytret min manglende begejstring over de tendenser til minimalisme, vi ser i studentermassen. Denne tendens skyldes til dels, at vi optager langt flere studerende end før. Formodentlig skal folkeskolen og ungdomsuddannelserne også inddrages i arbejdet for at sikre en bedre arbejdsindsats, så de studerende kan lære at gøre den nødvendige indsats.

Jeg har tidligere nævnt Carol Dweck, der er psykolog ved Stanford University. I en artikel fra 1998 beskriver hun og Claudia M. Mueller resultaterne af en undersøgelse af, hvordan feedback påvirker skoleelevers læring. Dweck og Mueller inddelte 128 5. klasses-skoleelever i to grupper, der skulle løse tre sæt opgaver. Den eneste forskel bestod i hvordan eleverne fik feedback efter første opgavesæt. I én gruppe blev elever rost for at dygtige (“du er vel nok godt begavet”), i den anden for at være flittige (“du har vel nok gjort dig umage”), og i en tredje gruppe fik eleverne ingen feedback. Det viste sig, at eleverne i den midterste gruppe (“du har vel nok gjort dig umage”) opnåede den største forbedring af resultaterne i de følgende opgaveset.

I artiklens konklusion skriver Dweck og Mueller:

Well-meant praise for intelligence, which is intended to boost children’s enjoyment, persistence, and performance during achievement, does not prepare them for coping with setbacks. In fact, we have demonstrated that this type of ability feedback can undermine children’s motivation when they are later confronted with challenge. Indeed, researchers, educators, and parents alike might be well advised to borrow a guideline from the literature on criticism when they decide to praise children. That is, as with criticism, it is better to separate “the deed from the doer” by applying praise to children’s strategies and work habits rather than to any particular trait.

Dette kan tyde på, at en evaluering af arbejdsindsatsen i langt højere grad skal være en del af vores feedback som undervisere. Vi kan direkte observere arbejdsindsatsen i undervisningen; det kan vi kun (i bedste fald) indirekte ved eksamen. Karakterskalaen taler ikke om arbejdsindsats, men kun om hvor mange mangler, den studerende har i forhold til de officielle læringsmål.

Eventyret om mig og Emacs og de andre

I dette semester holder jeg sammen med to kolleger fra Aarhus Universitet et kursus, der hedder Programmeringsparadigmer. Mange kandidater i datalogi og software fra AAU vil kende dette kursus, som er en rundtur i programmeringssprog, der er eksempler på henholdsvis logikprogrammering, funktionsprogrammering og aspektorienteret programmering. Jeg tager mig af kursusgangene om logikprogrammering, hvor fokus er på programmering i Prolog.

Fortolkere til sprog som Prolog har en grænseflade i form af en print-eval-løkke: det er altid muligt at bede fortolkeren evaluere et udtryk, og derefter får man et svar fra fortolkeren. Den slags kan man nemmest have overblik over, hvis man kan se programmet i ét vindue og print-eval-løkken i et andet, hvis man kan sende indhold fra programvinduet over til fortolkeren og hvis man kan genbruge store udtryk ved at bruge en editorfacilitet.

Så jeg bruger Emacs, for den teksteditor kan udvides med en Prolog-mode, der gør netop dette muligt. Til forelæsningerne viser jeg alle mine programmeringseksempler inde fra Emacs og bruger Prolog-mode.

Jeg bruger også Emacs, når jeg skriver i LaTeX (det gør jeg tit). Der findes en meget stærk udvidelse af Emacs, AUCTeX kaldet, der gør det muligt at bruge Emacs som en udviklingsomgivelse, når man skriver tekster i TeX og LaTeX. Som navnet antyder, opstod AUCTeX på Aalborg Universitetscenter, som det hed dengang. Per Abrahamsen, der var et par årgange under mig, var ophavsmanden til dette værktøj, som jeg bruger bogstaveligt talt hver dag på mit arbejde. Dengang sidst i 1980’erne smittede det af, og alle mine medstuderende på datalogi og matematik brugte Emacs – ja, selv sekretærerne var nødt til at sætte sig ind i Emacs, for da var det sandelig ikke alle professorer og lektorer, der skrev deres manuskripter ind selv!

Efter 23 år sidder Emacs ‘i fingrene’ på mig. Jeg bruger f.eks. ikke piltasterne, men CTRL-P og CTRL-N, når jeg skal flytte markøren op hhvs. ned. Da jeg skulle disse par linjer, var jeg endda nødt til at kigge på tastaturet for at minde mig selv om, hvad tastekombinationen rent faktisk var. Men fingrene husker.

I dag er der sket to udviklinger: Den ene er ubetinget god: Richard Stallmans Emacs-projekt er blevet en integreret del af GNU Linux. Den anden er mindre god, synes jeg. Næsten ingen studerende kender Emacs og alt det man kan med Emacs. Jamen, kan man også bruge Emacs til Windows? spørger de. Og ja, det kan man selvfølgelig. Emacs findes til alle gængse platforme, der tillader åben software (så der kommer aldrig Emacs til f.eks. iPad). Nogle prøver at installere Emacs, men giver meget hurtigt op – de synes simpelthen, det er for svært. Og her taler vi om datalogi- og softwarestuderende.

I dag har forbløffende mange studerende ved de uddannelser, jeg har med at gøre, tilsyneladende ikke mange refleksioner over hvad kan man forlange af en teksteditor. Det virker som om eventyrlysten er gået tabt. Jeg har set specialestuderende, der brugte den inferiøre Notepad til Windows som deres eneste editor. Når eventyrlysten stopper allerede ved teksteditoren, kommer man aldrig videre. For hver datalogistuderende, der er glad for BSD eller Linux, sidder der 95, der bruger en standardinstallation af Windows (og 5 der bruger OS X uden nogen sinde at opdage at også dét er Unix).

Et sted gik eventyrlysten tabt. Formodentlig er det en konsekvens af at brugbarheden er en helt anden i dag; da jeg var studerende, var det Unix til hverdag (og af og til Mac til fest).

Sådan er det som bekendt ikke mere. Her har bl.a. Steve Jobs og Bill Gates og deres store firmaer en del af skylden/æren. Det skal selvfølgelig være nemt at installere og bruge software, og det er det ofte blevet. Men nogen skal skrive de scripts, der gør det nemt at installere software, og det kræver en vis indsigt. Så denne “nogen” må være en person med en datalogisk uddannelse, og sådanne personer må gerne være eventyrlystne.

I Information i dag kan vi se, at skoleeleverne ikke lærer om computere i skolen. Denne vigtige opgave overlades til tilfældet, og her vel i virkeligheden markedskræfterne. Vi lærer åbenbart ikke engang de studerende på de datalogiske uddannelser at være eventyrlystne og alment dannede i brug af computer.

Hvad kan vi gøre? Hver projektgruppe på 1. semester af datalogi- og softwareuddannelserne får en dvd med TeX Live-distributionen, så vi kan være sikre på at de bruger LaTeX. Måske kunne vi også bede dem om at installere Emacs og måske endda en Unix-udgave af en slags?

De unge mødre

Det kan være temmelig nedslående at prøve at forklare biologisk evolution til dem, der enten ikke forstår ideen eller ikke vil forstå det – og her tænker jeg på kreationister. “Jamen, ingen har jo observeret igangværende evolution”, siger de. Og så fortsætter de ellers med at så tvivl om fossilhistoriens pålidelighed. Problemet er selvfølgelig, at evolutionsprocessen ofte sker så utroligt langsomt. Men resultater fra Canada peger på et nyt eksempel på igangværende evolution, og det endda hos mennesker.

Undersøgelsen, der er omtalt hos Wired, ser egentlig temmelig uimponerende ud. Emmanuel Milot, der er canadisk genetiker fra Université de Quebec, har undersøgt i hvilken alder kvinder fra den lille canadiske ø Ile aux Coudres fik deres første barn. Øen er interessant, fordi den ligger ret isoleret og derfor udgør en nogenlunde veldefineret genetisk pulje. Fertilitet er interessant, fordi den er så nem at måle.

Og konklusionen? Tilsyneladende er der sket en statistisk signifikant ændring i alderen hos førstegangsfødende fra 26 år i 1800 til 22 år i 1940. Grafen ovenfor er fra denne undersøgelse. Man kan desværre ikke se, hvad enheden er langs førsteaksen – men det er formodentlig årstal.

Ændringen i alderen hos førstegangsfødende kan selvfølgelig skyldes mange forskellige faktorer – men hvis forbedret folkesundhed skulle være en faktor, skulle man forvente at børnedødeligheden også var aftaget. Det gjorde den ikke. Hvad med de kulturelle faktorer? Selvfølgelig spiller de ind – men det kan sagtens være, at det var de kulturelle faktorer, der stod for den naturlige selektion i denne sammenhæng. Dette er i al fald Emmanuel Milots påstand:

“Culture shapes the selection pressures acting on the age at first birth and the reproductive history of women in this population,” he said. “The cultural context was favoring the selection of some genes.”

Den oprindelige artikel kan ses her (kræver formodentlig abonnement, men ikke-universitetsfolk kan i al fald læse abstract).

Akademisk reality-tv

Inden så længe skal de studerende på første studieår i gang med at danne grupper selv for første gang, og det har fået mig til at tænke over hvordan vi kan skabe de bedst mulige rammer for det.

Vi har for vane at lade de studerende være i et stort lokale, som ingen af dem må forlade, før alle grupper er dannet og alle er med i en gruppe. Det plejer at gå hurtigt – kun to-tre timer. Ud fra et effektivitetssynspunkt må det siges at være optimalt.

Men det må ikke kun handle om effektivitet; denne form for gruppedannelse har sine ulemper, som man først efterhånden opdager. Mange grupper ender med at være fast sammentømrede og fra en rent social synsvinkel er det forståeligt. Men et universitetsstudium handler jo først og fremmest om at lære noget, så det ville være godt at lave projektgrupper ud fra faglige kriterier også. Jeg synes at det er et problem, hvis grupper bliver så fast sammentømrede, at de lukker sig om sig selv og måske ender med at opbygge en mindre heldig arbejdsmoral. Man ser f.eks. tit at det er bestemte projektgrupper, der er enige om ikke at lave noget i bestemte kurser.

Ovre på RUC, hvor de har brugt problemorienteret projektarbejde i grupper som undervisningsform endnu længere end vi har i Aalborg, bærer de sig lidt anderledes i starten af projekterne, men de er jo også sjællændere. Her er en præsentation om gruppedannelse på Roskilde Universitet af Arno Kaae, der er pædagogisk konsulent.
Han er tydeligvis ikke medlem af Anti-Powerpoint-partiet, men hans pointer er stadig interessante.

Det er tydeligt, at man i Roskilde har fokus på det faglige aspekt ved gruppedannelsen. Det tror jeg, vi kunne lære noget af i Aalborg. Den første, søgende fase af projektarbejdet kunne man nemlig lige så godt have inden gruppen var dannet; der bliver alligevel ikke lavet ret meget helt konkret i de første uger, hvor der ofte er en del andre aktiviteter, typisk i form af kursusundervisning. En mere søgende start kunne måske også gøre noget ved det problem, at der kun sjældent er studerende hos os, der laver deres egne projektforslag. Man kunne lade projektforslagene vokse frem over de første par ugers tid og først herefter danne grupperne.

Her ved starten af P1-projektet vil jeg forsøge noget lignende, for ruskurset er placeret sent – faktisk et stykke inde i P1-perioden. Så jeg vil bede de mere end 130 studerende om at prøve at gruppere sig efter hvilke projektideer, der tiltaler dem og bruge et fælles netforum til at konkretisere projektideerne lidt mere i deres bestræbelser på at danne grupperne.

Et problem, det desværre kan være svært komme til livs, er den ubehagelige sociale proces med udelukkelse og personangreb, der ofte stikker hovedet frem. Her kunne man måske sætte kameraer op og true de studerende med at sælge optagelserne til højestbydende tv-station? Under alle omstændigheder ville det blive en billig gang reality-tv, der ikke ville stå tilbage for Big Brother og Paradise Hotel i perfiditet og bagtalelse.

Det omrejsende publikationscirkus

I datalogi er det i høj grad konferencerne, der tæller. Mange artikler bliver kun publiceret her. For nogle uger siden skrev jeg om en artikel, jeg havde med til CONCUR 2011-konferencen i Aachen. Det var også en af de artikler, det tog tid at få publiceret. Jeg sendte artiklen ind til en konference i sommeren 2010. Her blev den afvist – bedømmerne syntes ikke, den var spændende nok, og præsentationen var de utilfreds med. Så det gjorde jeg noget ved. Næste forsøg var en konference med deadline i oktober. Klart bedre bedømmelser, men igen blev det en afvisning. Det lykkedes i tredje forsøg.

Mange konferencer afstemmer deres deadlines efter hinanden, så man kan sende ind til næste konference, når man har fået sin afvisning fra den foregående. Mange konferencer har lave acceptrater på kun lidt over 10%, så de allerfleste artikler, der sendes ind, kommer ingen steder hen. På tidsskriftssiden kan det tage årevis, inden en artikel (hvis den bliver optaget) bliver publiceret – det var rigtig slemt for et årti siden, men det er stadig ikke helt godt. Af og til synes jeg, der er tale om et omrejsende cirkus, hvor et stort antal artister hele tiden prøver at få lov til at komme i manegen.

Hvorfor findes der overhovedet videnskabelige publikationer? Bertrand Meyer, der er professor på ETH i Zürich, har et indlæg om det i Communications of the ACM. Han peger på fire typiske bevæggrunde:

  1. Publikationer som PR, hvor man gør opmærksom på sig selv og sine resultater. Men den slags er meget let nu om dage og er langt fra den vigtigste grund.
  2. Publikationer som eksamen. En akademisk karriere er i vore dage helt afhængig af hvor mange og hvor gode publikationer man har. Det er ikke nok at skrive artiklen, den skal også udvælges. Mange forskere er så stolte over at have fået artikler optaget til konferencer optaget med lav acceptrate, at de nævner det igen og igen. (I den forskningsevaluering, der har været på mit institut, dukker denne slet skjulte stolthed da også op!)
  3. Publikationer som forretning. Konferencer skal løbe rundt økonomisk for arrangørerne, og de, der har bidrag med, skal betale for at deltage. Nogle konferencer, men langt fra alle, kan give overskud. Omvendt skal forfatterne ud for at søge om midler til deltagelse – rejse, overnatning og ikke mindst gebyrer.
  4. Publikationer om ritual. De mest banebrydende bidrag følger tit ikke en gængs skabelon, men de fleste “almindelige” artikler er endt med at gøre det. Meyer nævner her afsnittet om “relateret arbejde”. Hvor mange andre end artiklens bedømmere er egentlig så interesseret i dette? (Nej, jeg ved det heller ikke. I artikler, der er tæt på mig selv, er det ikke noget jeg bruger ret megen tid på at læse.)

Og hvad kan vi så gøre ved det omrejsende cirkus? Bertrand Meyer ved det ikke, og jeg gør for så vidt heller ikke. I et andet indlæg (også i Communications of the ACM) foreslår Dan Wallach, der er adjunkt i USA, en helt anden, centraliseret publikationsmodel der skal kunne sikre, at alle resultater bliver tilgængelige, men dog bliver bedømt. Her skulle der være et centraliseret arkiv, som alle kunne tilgå og bruge som udgangspunkt for bedømmelser. Som Wallach selv påpeger, står og falder denne idé med bevæggrund 3 ovenfor – organisationer som ACM og IEEE har sikkert ikke lyst til at give slip på noget, de til dels ernærer sig af.

Det interessante er i al fald, som Bertrand Meyer undervejs påpeger, at de 4 grunde ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med de grunde, den enkelte måtte have for at publicere. Her kan jeg passende starte med (eller rettere slutte af med) at betragte mig selv. Jeg vil simpelthen gerne have at andre læser, hvad jeg har fundet frem til, og jeg holder af at høre andres kvalificerede meninger om det og få ny inspiration. Hvor jeg selv sidder, er det desværre temmelig begrænset, hvor gode mulighederne er for det. Hvis vi gerne vil sikre os, at alt kan blive læst, er Wallachs idé måske værd at tænke over.