Brian Cox-effekten

Så er der nyt om den engelske pendant til gymnasiet (og nej, ikke “britiske” – Skotland har sit eget system). I The Guardian kan man se, at flere og flere vil have en A-level i naturvidenskabelige fag, mens det omvendt går skidt for fremmedsprogene.

Entries for A-level maths are up by just over 40% over five years, while the number of entries for physics has risen by 19.6% and chemistry is up 19.4%.

Languages continue a long-term decline, with combined entries for French, German and Spanish down by 6.3%. Geography is down 1.3%while history has gained in popularity, rising 9.5%.

General studies, a subject that few universities accept for entrance, has slumped over the past five years, down 26.4%.

Critical thinking sees the sharpest year-on-year drop, down 17% – though the number of entries is small.

Herhjemme går det på samme måde i gymnasiet; langt størsteparten af eleverne har nu matematik på mindst B-niveau – og fremmedsprogene har det skidt. Bortset fra engelsk, men her har englænderne et fortrin, uanset hvad end vi gør. Og så går det heller ikke godt med den kritiske tænkning, kan man se.

Hvorfor går det så godt for de naturvidenskabelige fag? Artiklen i The Guardian giver “Brian Cox-effekten” noget af æren. Brian Cox er professor i astronomi fra Manchester, kendt fra fjernsynsprogrammer om naturvidenskaber på britisk tv og populærvidenskabelige bøger. Han gør sig godt på skærmen og er en lille smule rockstjerne-agtig i sin fremtoning (han har da også spillet i bandet D:Ream i en fjern fortid) – minder han faktisk ikke om bassisten fra Manic Street Preachers?

Hvis man har set Danny Boyles udmærkede science-fiction film fra 2007, Sunshine, der handler om en rumrejse til Solen (!) der skal redde Jorden fra undergang, vil man sikkert tænke, at filmens mandlige helt, en astronom, der spilles af Cillian Murphy, minder om Brian Cox. Det er nok heller ikke tilfældigt, har jeg siden kunnet læse mig til. Cox var videnskabelig rådgiver på filmen, og instruktøren har ladet sig inspirere heraf.

Den økonomiske krise spiller formodentlig også ind på de unges fagvalg. Det har vi set i 1980’erne, hvor især ingeniøruddannelserne oplevede et boom. Når krybben er tom, vælger gymnasieeleverne “sikkert”.

Men Brian Cox-effekten er nok også en del af sandheden, og det håber jeg personligt også. Tænk, hvis gymnasieeleverne rent faktisk ikke bare er strategiske, men rent faktisk begynder at fatte interesse for de naturvidenskabelige fag, og herunder datalogi, ikke kun den håndværksprægede it-biks. (De måtte nu også gerne interessere sig lidt mere for fremmedsprog samtidig.)

Og hvem kan så være den danske Brian Cox?

En minimalist fødes

I går skrev jeg om den type af studerende, der bruger megen energi på at undgå at lave det, der vil føre til læring. Denne type studerende, der ikke gør sig umage og ofte er mest utilfreds, kalder jeg (og andre) for minimalister. Ved et interessant tilfælde har Thure Filtenborg Høgsbro, der er folkeskolelærer, en kronik i dagens udgave af Politiken, der griber fat i samme emne.

Høgsbros påstand er, at det er forældrenes hyppige ros af de af deres børns præstationer, der måske ikke fortjener så megen ros, der i sidste ende er med til at skabe minimalisterne. Han skriver bl.a.

Sågar har jeg oplevet at blive kaldt ’karaktersluger’ af elever, der holder af mig, som jeg holder af dem, men som stadig ikke kan acceptere, at der skal arbejdes for at kunne yde præstationer, der modtager hæder.

Og dette i endnu højere grad senere i det videregående uddannelsesliv, hvor den værste konsekvens, opdragelsen forbyde det, i nogle tilfælde er, at man simpelthen falder fra på grund af manglende evne til at honorere de nyopståede krav.

Har vi skabt en ungdom, der tror, første forsøg er det bedste? Har vi rost dem mere end en gang for hurtigt ud af trangen til at elske dem for alt, og er denne trang født ud af en travlhed, vi som voksne lever i?

Størst mulig mangel på indsats

I dag har jeg været ekstern censor, og eksaminator og jeg var enige om, at det var en af de mindre behagelige oplevelser, vi havde været ude for. Denne dag oplevede vi en del studerende, der gik til eksamen i håbet om at bestå, selv om det meget hurtigt blev klart, at de stort set ikke havde læst til eksamen. Jeg spurgte en af dem (han fik -3), hvor vigtigt det var for ham at blive bachelor eller måske kandidat i datalogi. Og ja, det var skam meget vigtigt for ham, bedyrede han. Han havde bare “prioriteret forkert”, da han læste til eksamen (men spørgsmål andre steder i pensum viste at der heller ikke var nogen huller i hans uvidenhed dér). En del andre studerende, der nu var i færd med at bruge det tredje af fire mulige eksamenforsøg dukkede slet ikke op.

Vi rystede på hovedet og undrede os over den slags tendenser. Hvorfor er nogle studerende så åbenlyst irrationelle? Svaret kender vi godt, og det harmonerer med den erkendelse, uddannelsesforskere har gjort sig om vore dages masseuniversitet. Den norske professor Per Lauvås og den australske professor John Biggs er enige om at der på vore dages universiteter er tre typer studerende:

– De dedikerede studerende, der interesserer sig for deres fag. Disse studerende vil groft sagt ofte kunne klare sig uden nogen synderlig indsats fra undervisernes side. Omkring 15-20% er dedikerede studerende.

– En mellemgruppe.

Minimalisterne, der laver så lidt som muligt og vil have så meget som muligt ud af det. De, der er mest utilfredse med undervisningen, er ofte minimalister. I dag er tæt på 50% af de studerende minimalister.

Det er ikke dedikerede studerende, men minimalister, der bare bliver væk fra eksamen eller “glemmer” at læse. Denne gruppe har altid været der, men i disse år bliver der stadig flere af dem, efterhånden som optagene til de videregående uddannelser stedse bliver øget.

Og deres strategier for at undgå at lave noget er mange. Det virker som om, de mest gør en indsats for at undgå at lære noget. Flere og flere studerende opfylder formelt set krav om deltagelse i kursusaktiviteter ved at aflevere tomme besvarelser – for så har de afleveret – eller finder smuthuller, der gør det muligt for dem at omgå en deadline.

For snart en del år siden kørte jeg et kursus, hvor de studerende skulle aflevere opgaver, som blev bedømt af medstuderende. En studerende havde ikke afleveret sin opgave – han havde villet lave den aftenen inden afleveringsfristen, men havde ikke haft tid – og det påtalte jeg. Det skete for øjnene af nogle medstuderende, og det var den pågældende studerende så fortørnet over, at han skrev et vredt brev på 5 sider til mig. Dette var den samme studerende, der ikke havde haft resurser til at lave opgaver!

Og jeg husker en projektgruppe (som jeg ikke var vejleder for – den ære havde en kollega, der også græmmede sig), der til et statusseminar proklamerede, at det, det handlede om for dem, var at lave så lidt som muligt. Heldigvis tog deres opponentgruppe, der var dedikerede studerende, udfordringen op og kritiserede dem på stedet for denne holdning.

Hvad kan vi gøre som undervisere i en verden, hvor hvert andet ansigt vi ser, tilhører en minimalist? Jeg ser to mulige strategier:

  1.  At lade som intet er hændt og tro på at de studerende er dedikerede studerende.
  2. At tilrettelægge undervisningen i håb om at omvende nogle af minimalisterne til dedikerede studerende.

Den første strategi fører kun til en stigende frustration Kun den anden strategi er realistisk. Hvis vi kan lægge undervisningen an, så den studerende kun kan bestå ved at lave en arbejdssindsats og vælge et perspektiv, der ligner den dedikerede studerendes, kan vi måske transformere minimalister.

Vi kan til gengæld ikke “frelse minimalisterne”. Ligegyldigt hvilken strategi, en underviser vælger, vil nogen forsøge at undgå den. Så det handler om at få undervisningen til at lære de studerende, at den strategi, der består i at tage faget alvorligt faktisk er den nemmeste vej til målet; alle undvigemanøvrerne fører ikke noget godt med sig. Sommetider lykkes det at skabe dedikerede studerende ad denne vej,

Det store spørgsmål er stadig, hvorfor minimalismen opstår som strategi. Er det simpel dovenskab? Er det en gammel strategi fra en tidligere skoletid, hvor den studerende kunne klare sig godt med minimal indsats? Er det manglende fokus på det at studere i opvæksten? Eller…? Svaret kender jeg desværre ikke. Vi skal sætte tidligere ind mod disse i sidste ende både undervisnings-destruktive og selvdestruktive holdninger; indsatsen på universitetsniveau kommer desværre lige lovlig sent.

34 procent

MetroXpress skriver i dag, at det er blevet lettere end nogensinde før at bestå matematik i gymnasiet.

34 procent af opgaverne med ligninger og grafer skal være rigtige. Så har en elev i det almene gymnasium bestået matematik.

Dermed er det blevet betydelig lettere at klare sig gennem faget. Man skal helt tilbage til 1983, for at det krævede færre rigtige svar at bestå matematik på B-niveau, og for A-niveau har en lavere grænse aldrig været registreret.

Med til billedet hører, at der nu er flere elever, der har matematik i gymnasiet end nogensinde før. 85 procent af danske gymnasieelever har mindst B-niveau. Cirka 11.000 af dem har A-niveau.

Hvorfor er det et problem, at der skal mindre til for at bestå? Omvendt er det vel godt, at der er så mange, der vælger matematik?

Problemet er, at studier som datalogi og softwareteknologi (og mange andre naturvidenskabelige og ingeniørvidenskabelige studier) kræver matematik på A-niveau. Hvis de studerende er gode til matematik, er det ikke noget problem. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Ganske mange studerende på datalogiske uddannelser undervurderer nødvendigheden af at være gode til matematik. Jeg har talt med nogle af mine kolleger på Aalborg Universitet om et netop overstået kursus i diskret matematik for 2. semester på datalogi- og softwareuddannelserne, hvor beståelsesprocenten har været uvant lav. Kurset er særdeles veletableret, og underviseren har været ansat lige så længe som mig (så det er længe efterhånden!). Hvilken glæde har man af høje beståelsesprocenter i gymnasiet, hvis den er lav på de studier, gymnasiet hævder at forberede til?

Forklaringen på den trælse situation er for mig at se en ubehagelig kombination af taksameterprincippet for tildeling af midler, den eksisterende karakterskala og politiske målsætninger om hvor mange studerende, der skal gennemføre en ungdomsuddannelse. På Undervisningsministeriets hjemmeside kan man ganske vist se, at karakterskalaen er absolut og der er et mål om en fordeling over et længere tidsrum af karakterer til de, der består.

  • 10 procent karakteren 12
  • 25 procent karakteren 10
  • 30 procent karakteren 7
  • 25 procent karakteren 4
  • 10 procent karakteren 02.

Problemet er, at denne målsætning om fordeling af bestået-karakterer ikke bliver en rettesnor for undervisningens ambitionsniveau, men derimod let ender med at gøre hele karakterskalaen relativ i praksis. Når man samtidig har knæsat et taksameterprincip for gymnasierne, bliver det mest fornuftigt at lade mange elever bestå.

Men på universiteterne findes den samme karakterskala med de samme fordelingsmål, et lignende taksameterprincip og en lignende målsætning fra politikere om at mange skal gennemføre en universitetsuddannelse. På denne måde kan vi desværre føre argumentet videre.

Hvad er løsningen så? Taxameterprincippet er noget skidt, og det så jeg gerne fjernet straks. Derudover ved jeg ikke, hvad vi bør gøre. Jeg kan se i hvert fald tre muligheder (der er sikkert flere endnu). De er

  1. Indførelse af optagelsessamtaler for potentielle studerende
  2. Indførelse af optagelsesprøver administreret af de videregående uddannelser.
  3. Indførelse af en adgangsbegrænsning uafhængigt af ansøgertal, så man skal have et bestemt karakterniveau i relevante fag for overhovedet at kunne ansøge.

Denne sidste mulighed er meget nem at implementere, mens de to første måske bedre kan mindske frafaldet (der ofte sker inden for det første år) og mange spildte eksamensforsøg (der ofte sker inden for de første par år), men til gengæld kræver en hel del resurser og let kommer til at cementere en idé om at gymnasiet i praksis ikke er studieforberedende. Ulempen ved karakterkravet er for mig at se, at der kan gå inflation i de adgangsgivende karakterer, denne gang fra de videregående uddannelsers side af angst for at miste taxameterindtægter.

Rigtige eksperter

To kendte danskere, der ofte udtaler sig i medier og desuden er populære foredragsholdere, er “hjerneforskeren Ann-Elisabeth Knudsen” og “musikeren Peter Bastian, der også er teoretisk fysiker”.

Men hvad er de egentlig? I en kronik af Karen Ravn, der kritiserer Ann-Elisabeth Knudsens konklusioner for at være uvidenskabelige, kan man læse dette:

“Jeg er ikke forsker, jeg er praktiker, jeg arbejder med genoptræning af børn og unge med hjerneskader. Jeg er ikke hjerneforsker, jeg er lektor i psykologi”, understreger Ann-Elisabeth Knudsen.

“Ann-E. Knudsen – hjerneforsker, konsulent og foredragsholder” er imidlertid overskriften på samtlige sider på www.ann-e-knudsen.dk

“Så skal jeg lige have snakket med min webmaster”, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Jeg har selv prøvet at se på Ann-Elisabeth Knudsens webside; hendes CV rummer ikke nogen oplysninger om, hvor hun faktisk er lektor. Også dét undrer mig.

Og hvordan er det med Peter Bastian, der har ca. 275.000 hits på Google? I en lang artikel i Information i denne uge bliver han kaldt for teoretisk fysiker og videnskabsmand. Jeg kan ikke se nogen steder, hverken i artiklen eller andre steder, at han nogensinde har været ansat som teoretisk fysiker, endsige at han skulle have fuldført sit studium.

Selvfølgelig vil jeg aldrig anklage Ann-Elisabeth Knudsen eller Peter Bastian for at være ubegavede, og jeg er heller ikke ude på at forhindre dem i at være foredragsholdere. Min bekymring er, at medierne tildeler dem en autoritet, der er misvisende, og deres lidt plumrede CV’er burde de også gøre noget ved.

En toprocentsløsning ?

Så er optagelsestallene for datalogi- og software-uddannelserne på Aalborg Universitet klar. Blandt de datalogi-studerende er der 2%, der er kvinder. Også på software-uddannelsen er der kun optaget én kvindelig studerende.

Hvorfor er det bekymrende? vil nogle sikkert spørge. Det er så bare ikke nogle fag, der tiltrækker kvinder, og sådan er dét, vil de sige. Men de, der bagatelliserer problemet, glemmer, at der faktisk engang var langt flere kvindelige studerende på datalogi. I 1970’erne var det op mod 40 procent. Og i andre lande – f.eks. Italien – er kønsfordelingen også i vore dage langt mindre skæv end i Danmark. Så noget er gået galt.

Hvad man skal gøre ved det, ved jeg ikke. For nogle få år siden prøvede jeg at starte en diskussion på mit institut, og der var da også en del interesse. Men derved blev det, og nogle egentlige større initiativer er det desværre aldrig blevet til. Tingenes tilstand er i al fald en kilde til undren og ærgrelse for mig, og det giver heller ikke vores fag noget særlig godt image. På dén måde kan problemet være selvforstærkende.

En amerikansk bog, Unlocking the Clubhouse af Jane Margolis og Allan Fisher, omtaler en række initiativer i USA med basis i Carnegie-Mellon University i Pittsburgh. Mange af disse initiativer drejer sig om kontakten til ungdomsuddannelserne. Og initiativerne har båret frugt – fra en andel af kvindelige studerende ved Carnegie-Mellon på 7% i 1995 steg andelen til 42% i 2000. Hvorfor gør vi ikke noget lignende her i Danmark?

Og for en god ordens skyld: Billedet ovenfor er forside på et nummer af en amerikansk tegneserie, som man kan læse mere om på dens eget websted.

Inden ferien

Jeg glæder mig altid til sommerferien. Når den er bedst, er den et kontinuum af dage, hvor man hver morgen spørger hinanden, hvilken ugedag det nu er – og er nødt til at kigge efter. Det er de lange aftener, hvor man ikke har lyst til at gå i seng og hvor vinteren forekommer at være en illusion. Det er dage, hvor man planlægger efter forgodtbefindende og lader være med at planlægge, hvis man har lyst til det. På denne tid af året forestiller jeg mig, at sommerferie kunne være vejen til fred i verden. Sommeren er en tid til eftertanke.

Det paradoksale er at den sidste uge inden sommerferien tit også er den bedste tid på året for mig, hvad angår arbejde. Men jeg er så også universitetslærer. I juli måned er der kun få mennesker på instituttet, undervisningen er for længst overstået og der er ingen eller næsten ingen aftaler i kalenderen. Bygningen er tyst, kontoret er lyst. Jeg har tid til at fordybe mig, skrive på nye artikler og læse andres arbejde. Det nye semesters undervisningsopgaver er endnu på behagelig afstand. Der er te på kanden og måske kolde drikke i nærheden også. Ofte forhindrer vejret og en vis mæthed efter forårssemesteret mig nu også i at lave så meget, som jeg troede, jeg kunne. Sommeren er behageligt distraherende.

Hvorfor havner vi på universitetet?

Jeg ville egentlig have skrevet om noget helt andet, nemlig om regeringens fortolkning af FNs konvention om statsløshed og om hvordan dette (igen) udstiller uenigheder i oppositionen, men det er svært at overgå dagens artikel om dette emne i Information.

Den anden artikel, der for alvor fangede mig i dagens udgave af Information, er anderledes undselig. Det er Tine Byrckels anmeldelse af bogen Les faiseuses d’histories af to belgiere, Vinciane Despret og Isabelle Stengers. Jeg har ikke læst denne bog, men jeg ved dog af anmeldelsen, at den handler om hvordan det er gået kvinder i universitetsverdenen, siden kvinderne i slutningen af 1800-tallet omsider fik lov til at studere på universitetet. I Danmark skete det i 1875 ved en forordning; fra da af kunne kvinder studere alle fag på universitetet (dengang var der kun ét, og det lå i København) – bortset fra teologi. Bogens fokus er de valg, kvinder gør, og hvordan det påvirker deres forskningsområde og andre karrierevalg.

Kønsroller på universitetet er et meget vigtigt emne – jeg er selv på et institut, hvor kvinderne udgør et meget lille mindretal blandt både det videnskabelige personale og blandt de studerende. Men boganmeldelsen fik mig til at tænke bredere end på selve denne kønsrolle-problematik, nemlig på hvorfor man i det hele taget havner på universitetet? Og hvis vi havner der, hvorfor gør vi så karriere?

I går snakkede jeg med en studerende, jeg har været vejleder for, og som nu er færdig med 1. studieår. Han sagde, at han da havde lavet det han skulle i gymnasiet, men at han nu følte, at han var havnet på rette hylde her på universitetet. Nu var det min tur til at gå til bekendelse, og jeg måtte indrømme, at det også var her, jeg fandt min rette hylde. Jeg tror, at mine kolleger ville have en lignende tilståelse at gøre. Og jeg er desværre også ret overbevist om, at en del studerende ikke helt føler sig på rette hylde – universitetet er en ‘skole’ med ‘lektier’, mere en pligt end et valg baseret på interesser.

Hvorfor er jeg så stadig i universitetsverdenen? Hvorfor gør man i det hele taget akademisk karriere? Her er der nok mange forskellige begrundelser. For mig er det en blanding af nysgerrigheden og ønsket om at opdage strukturer – gerne i form af aha!-oplevelser – der er i centrum.

Men i vore dages akademiske virkelighed, hvor konkurrencen om eksterne forskningsmidler er skarp, hvor akademiske præstationer søges gjort målbare, hvor grundforskningen viger for ønsket om “fra forskning til faktura” og hvor der er mange, der ikke kan gøre karriere i den akademiske verden, men måske når til PhD- eller postdoc-stadiet og derefter må standse, er det langt fra sikkert, at det er de samme slags mennesker, der vil være tiltrukket af en tilværelse i den akademiske biks. I en sammenhæng, hvor konkurrencen i sig selv er et ideal, risikerer vi meget at fremelske “konkurrenceforskere”, der vil gøre lidt af hvert for at vinde i konkurrencen, også noget, der nok ikke er så pænt.

En kommentar på x antal klicheer, mange committer sig til

The Guardian har bedt en række britiske digtere nævne den kliché, de er allermest trætte af. Og jeg kan kun give de pågældende ret – der er godt nok en forfærdelig masse dårlig sprogbrug derude. Til dels skyldes det sprogbrugerens ønske om at virke original (men klicheen er i sin natur alt andet end dét) eller belæst. Mit yndlingseksempel fra artiklen skyldes digteren Jacqueline Saphra:

“Synapses”: There is a current fashion for science-speak in poetry – obviously this is great if it comes from someone who knows what they’re talking about, but more often the language of science is adopted by non-scientists as an attempt at some kind of dubious authenticity.

Nu er jeg ikke lyriker (i al fald ikke af profession), men lad mig dog bidrage med en top tre over de klicheer, hvis eksistens jeg allerhelst så ophævet ude i den store verden.

x antal: Denne skrækkelige kliché hører jeg fra forbløffende mange mennesker, og jeg har endog hørt matematikere anvende den. Formodentlig er der tale om en slags “science-speak”; man ved at x i matematik er en variabel og at en variabel betegner et ubekendt tal. Men så kan x også instantieres til f.eks. 17, og ingen vil vel sige at ‘der er 17 antal måder at gøre dette på’ ?

I det hele taget er jeg træt af “science-speak” i daglig tale. Jeg har haft kolleger i en fjern fortid, der ikke havde set eller anvendt en matematisk formel siden en fjern og modvillig studietid, men til møder gerne talte om at ‘dette forslag har visse randbetingelser‘ eller at ‘denne beslutning udspænder en række muligheder’. Så ét eller andet har de da husket fra kurset i differentialligninger og lineær algebra. Men alligevel…

Kommentere på: Et stort antal overflødige forholdsord sniger sig i dansk, og det er nu blevet almindeligt at ‘ kommentere på’ et manuskript (eller hvad ved jeg). Føj!

Committe: Ja, det lyder altid meget bedre på engelsk. Og så forpligter det vel ikke så meget, hvis man committer sig til noget?

I den akademiske verden eksisterer der derudover et helt særligt floskelunivers, som man stifter bekendtskab med til møder. Til møderne i Akademisk Råd, hvor jeg er indvalgt, har jeg ovenstående bingoplade med, hvor jeg krydser et felt af, når nogen ytrer den tilsvarende floskel. Jeg har endnu aldrig fået en hel pladefuld, men ofte har jeg været tæt på.

Hvorfor jeg ikke er en nørd

Af og til har nogen brugt ordet nørd om aktiviteter, jeg er involveret i. Jeg kan huske, at det er blevet brugt om så forskellige gerninger som at forbinde en computer til en projektor og om at vejlede et studenterprojekt om logik. Jeg kan faktisk ikke fordrage det ord.

Jamen, det er da rigtigt at jeg har en naturvidenskabelig uddannelse, at jeg er på Institut for datalogi, og at jeg skriver en masse formler i mine artikler. Jeg bruger Emacs og ofte logger jeg ind som root på (en af) min(e) bærbare. Jeg er temmelig nærsynet (men har i de sidste knap 30 år skjult det med kontaktlinser), jeg er desværre ikke så god til sport og jeg har en samling af genudgivne tegneserier. Så på alle disse måder lever jeg vel op til nogle af andre menneskers stereotyper. Men så er der også alle mine andre sysler. Dem kan man også læse om her på bloggen af og til.

Især det sammensatte ord “computernørd” dukker op igen og igen med ca. 25.700 hits på Google og sammen med andre sammensætninger (“matematiknørd”, “fysiknørd” osv.) i dagspressens forunderlige blanding af nedladenhed og fascination i dækningen af informationsteknologi og naturvidenskab og af dem, der beskæftiger sig med den slags. Jeg kan ikke mindes at have læst/hørt om “teologinørd” for slet ikke at tale om en “journalistnørd” i medierne.

Måske kan ordet blive renset for stigmatisering ligesom ordet “bøsse”, som de homoseksuelle mænd med held tog til sig og brugte om sig selv. Jeg ved, at nogle forsøger det og omtaler sig selv som “nørder”. Men jeg vil helst af med ordet, for dets negative konnotationer af social inkompetence og ekstrem indadvendthed vil nok ikke dø foreløbig. Det er svært at få andre til at interessere sig for mit fag, når nørd-begrebet bliver slynget rundt konstant.

Jeg vil heller ikke kalde mig ekspert, for det ord blev negativt ladet efter valget i 2001. Og hvad kendetegner egentlig en ekspert? Det, jeg ville foretrække, var at være en fagperson eller måske en specialist. Jeg er en fagperson inden for mit fag på samme måde som mine kolleger på alle de andre universitetsfag er det.