Vanens og overtalelsens magt i undervisning

Fra “Measuring actual learning versus feeling of learning in response to being actively engaged in the classroom” af Louis Deslauriers, Logan S. McCarty, Kelly Miller, Kristina Callaghan og Greg Kestin (https://www.pnas.org/content/early/2019/09/03/1821936116).

Nogle gange har jeg hørt universitetslærere udtale, at forelæsninger “som regel er det, der virker bedst”. Og jeg kender til undervisningsforløb, hvor nogle deltagere bad om at få forelæsninger i stedet for øvelser og podcast, fordi stoffet forekom dem at være så svært, at det var “nødvendigt at have forelæsninger for at kunne lære dette”. Nogle gange giver undervisere efter for sådanne krav (og skrotter det forløb, de omhyggeligt havde planlagt), andre gange ikke.

Jeg har længe ment, at holdningen om nytten af forelæsninger mere er baseret på vaner og fordomme end på det faktiske læringsudbytte. Der er et nyt forskningsresultat fra USA, der ser ud til at bekræfte dette.

Forskerne fra Harvard undersøgte studerendes opfattelse af kvaliteten af undervisning ved at måle tilfredshed og læringsresultater i to introducerende undervisningsforløb i fysik. De samme læringsmål skulle nås gennem de to forløb, men det ene brugte en “passiv” undervisningsform med forelæsninger, det andet brugte aktiv læring.

Det rigtig interessante var at de studerende på holdet, hvor undervisningen bestod af forelæsninger, var mere tilfredse med undervisningen end de studerende på holdet, hvor man anvendte aktiv læring. Men i den afsluttende test var det de studerende på holdet, der anvendte aktiv læring, der klarede sig bedst!

En lidt provokerende konklusion fra de fem amerikanske uddannelsesforskere er, at en “superstjerne-forelæser” kan få de studerende til at føle sig godt tilpas på bekostning af det læringsudbytte, som andre undervisningsformer kan give.

Min fornemmelse er, at hele overtalelsesaspektet er en lidt overset vinkel, og at den er mere problematisk end man ofte tror. Jeg har kendskab til kommentarer som “det hele virkede så nemt at forstå til forelæsningen, men nu kan jeg ikke løse opgaverne alligevel”. Den slags tyder på, at gode overtalelsesevner sommetider kan blive for gode. Undervisning skal ikke være overtalelse, men en form for samtale.

Vanens magt har formodentlig også stor betydning, og det er min fornemmelse, at den kan være en egentlig forhindring, når man vil ændre på undervisningsformer. Man oplever ikke mange studerende ved universiteter som f.eks. RUC, hvor projektarbejde er en central del af uddannelserne, der giver udtryk for skepsis over for projektarbejde. Til gengæld kender jeg til en del mennesker fra andre universiteter, der i årenes løb har udtrykt skepsis over for projektarbejde og for om man nu lærte nok gennem den slags undervisning.

En god nyhed

Fra en demonstration (eller rettere: en demonstrasjon) i Oslo i 2015.

I dag kan jeg læse at regeringen vil stoppe konkurrenceudsættelsen af en bestemt form for forskning. Det drejer sig om finansiering af forskning til det, der under den seneste Venstre-regering kom til at hedde Miljø- og Fødevareministeriet. I 2017 besluttede den daværende minister Esben Lunde Larsen at lade universiteterne konkurrere indbyrdes her, men nu skal det altså være slut. Det er tydeligt, at årsagen til den nye politiske beslutning er skandalen om “oksekødsrapporten” fra Aarhus Universitet og DTU for nylig.

Det er interessant, at argumenterne for ændringen også er gode argumenter for at ændre på den tilgang til finansiering af forskning, der er blevet den altdominerende. Fødevareministeren og miljøministeren siger dels at

Det koster tocifrede millionbeløb, når forskning skal flyttes. Og oven i det bruger vi ti medarbejdere i ministerierne og ti på universiteterne til det. Det er et voldsomt spild af ressourcer, vi ikke får forskning for.

dels at

Der er blevet skabt tvivl om uafhængigheden og armslængdeprincippet. Hvis vi politisk giver universiteter kontrakter på den måde, rejser det diskussioner om, hvorvidt vi belønner eller straffer universiteterne afhængig af den forskning, de laver.

Erling Bonnesen fra Venstre siger

Den beslutning er under al kritik. Det ligner socialdemokratisk styring af, hvem der skal have opgaverne og dermed også pengene til det. Der er det jo meget bedre, som vi havde lagt til rette, at der var et udbud

Med så svage modargumenter ser det ud til, at vi har omsider en reel mulighed for at få åbnet den tiltrængte diskussion om hele konkurrenceudsættelsen af eksterne forskningsmidler og de konsekvenser, den har i den akademiske verden. Nu er det bare om at bruge denne mulighed.

Årets underviser 2019

Ved en reception i forbindelse med starten på efterårssemesteret blev jeg udnævnt til årets underviser ved Studienævn for datalogi. Jeg kan ikke helt fatte det. Tak til dem, der valgte mig! Det er en meget, meget stor ære for mig.

En tidsskriftsartikel

I dag fik jeg omsider publiceret en artikel i det ikke helt ukendte (og meget anerkendte) tidsskrift Acta Informatica. Det giver mig 2 point ifølge den Bibliometriske Forskningsindikator (BFI). Det tog to år. Desværre er udgivelsen ikke open access, men den tæller også, selv om det ikke er nok at få BFI-point. Der skal mere til, er der dem, der siger. Det er ikke alle, der performer godt nok, hedder det sig. Men jeg er nu tilfreds alligevel.

Test for meritokrati

En af de mest gennemførte forestillinger i den akademiske verden er den om meritokrati: Det er de dygtigste og mest motiverede forskere, der får den bedste karriere. Ordet dukker op første gang i en artikel fra 1958 af den britiske samfundsforsker Michael Young, men ideen er meget ældre.

Det sædvanlige forsvar for at have voldsom konkurrence om forskningsmidler er netop dét. Et af de mange modargumenter mod forestillingen om meritokrati er, at nogle grupper i befolkningen er underrepræsenteret – det gælder bl.a. kvinder. Der er f.eks. langt færre kvinder end mænd, der er professorer på danske universiteter (der er 4 gange så mange mandlige professorer!).

Et problem er bias: Der er eksplicitte fordomme mod kvinder, der tager form af egentlig udtalt sexisme, men der findes også implicitte fordomme. Også kvinder kan have sådanne fordomme, som kan føres tilbage til f.eks. lavt selvværd eller en internalisering af fordomme i samfundet.

En ny fransk undersøgelse af adfærden i forbindelse med bedømmelser ved ansættelse over to på hinanden følgende år er interessant i den sammenhæng. I år 1 blev bedømmelsesudvalget mindet om at undersøgelsen fandt sted. I år 2 gjorde man det ikke. Her var adfærden interessant hos bedømmelsesudvalg, hvor man ikke eksplicit mente, at der var forhindringer for kvinder, men hvor der var en stærk implicit bias. Undersøgelsen viste nemlig, at sådanne bedømmelsesudvalg udvalgte færre kvinder året efter, hvor de ikke blev mindet om at undersøgelsen om kønsfordeling og fordomme fandt sted.

Det, at adfærden ændrer sig, når man bliver testet, kan bruges som et argument for mere kontrol med udvalgenes adfærd, f.eks. i form af et krav om at ansættelsesudvalgene skal offentliggøre kønsfordelingen blandt ansøgere og blandt dem, der blev ansat. Men ændringerne i adfærd bør også bruges til en diskussion af hele den idé om meritokrati, der stadig hersker. På nogle måder er den en illusion, nogle gange endda en bortforklaring af skævheder.

En ny begyndelse for Louise

I går var jeg til reception for Louise Faber, der indtil for ganske nylig var lektor i jura, men nu har valgt at arbejde i sin egen ejendomsjuridiske rådgivningsvirksomhed Lysholt Faber på fuld tid. Jeg kender Louise fra kampen mod en motorvej over Egholm; her har hun længe været en utrættelig drivkraft, og hendes store indsigt har været og er rigtig vigtig for os – og til receptionen i går var der da også andre motorvejsmodstandere med, herunder et kontingent fra Egholm anført af den utrættelige Henrik Mørch.

Mange kender også Louise som en dygtig og afholdt underviser og forsker, så samtidig med at det er en gevinst for juridisk rådgivning, at hun nu helliger sig dette område, er det et tab for den akademiske verden, at hun forlader sin tidligere gerning. Men med de ting, der sker lige nu i vores arbejdsliv, er det nemt at forstå at man får lyst til at prøve at bruge sine store kompetencer til noget andet. Jeg vil ønske Louise god vind og se frem til hendes mange og gode bidrag i den fortsatte kamp mod motorvejen!

Lysholt Faber har til huse i Aalborgs midtby, og det var hyggeligt at være til reception på tagterrassen, snakke med folk og kigge ud over byens tage. Jeg mødte nogen, der kunne huske mig fra poetry slam, men også flere af vores fælles bekendte, der i år har mistet deres arbejde. Med dem talte jeg om hvordan vilkårene har forandret sig, der hvor vi alle har været (jeg kan ikke omtale stedet på denne blog), det var de samme bekymringer, vi alle havde – og min solidaritet er at finde hos dem.

Møderne på nettet og i virkeligheden

I det kommende efterår skal jeg igen kaste mig over at skrive en ansøgning om forskningsmidler sammen med kolleger andetsteds fra, som jeg kender godt. Vi kommer sikkert til at holde møder over nettet. Der er ganske mange forskellige software-løsninger til den slags. Der er Skype og der er Google Hangout. Der er også FaceTime, men de virker kun til Apples produkter. Der er Wire og Telegram. Vi har prøvet ganske meget af den slags, men det bliver aldrig helt det samme som at mødes i levende live. Det ene møde vi havde i 2018, hvor vi alle var samlet i samme lokale i Lissabon, bragte os alle meget tættere på en fælles forståelse af vores daværende projektansøgning end alle de mange møder over nettet. Jeg har meget bedre minder om det møde (og ikke kun fordi det var i Lissabon) end om alle møderne på nettet, hvor vi ofte havde brugte megen tid på slåskampe med og mod dårlig lyd- og billedkvalitet og aldrig kunne gå op til en tavle for at tegne og fortælle.

For næsten præcis et år siden deltog jeg i en workshop i Beijing, hvor jeg havde fået en artikel optaget. Dvs. jeg deltog ikke selv; jeg var ved at skære ned på flyrejserne og havde da også en anden konferencedeltagelse i Portugal samtidig. Jeg sendte en forud indspillet videopræsentation af sted og tog imod spørgsmål via Skype. Det gik nogenlunde, men det var på ingen måde som at være til en “rigtig” konference.

I vore dage er vi nødt til at begrænse vore rejser i akademisk sammenhæng så meget som muligt for at kunne standse den globale opvarmning. En af de store udfordringer i den forbindelse er at skabe et nærvær og et fællesskab på nettet, der svarer til det, man kan finde ved sædvanlige fysiske møder. Det er en udfordring, der ikke kun handler om teknologi; den handler i høj grad også om noget andet, nemlig om psykologiske faktorer. Når jeg er til konference, har jeg rent fysisk forladt mine daglige omgivelser. Jeg har afsat flere dage i kalenderen og er et andet sted, jeg ikke nemt kan forlade og måske heller ikke føler trang til at forlade. Ofte sker der det til akademiske konferencer, at man mødes mellem seancerne og får skabt nye ideer og nye samarbejdsforbindelser opstår. Men når jeg deltager i et møde på nettet, er det bare endnu en af de mange aktiviteter, der er med til at hakke en arbejdsdag i stykker, og det er særdeles veldefineret, hvem jeg er til møde sammen med.

Jeg bryder mig ikke om at sige, at noget er umuligt, men måske kan man slet ikke gøre noget tilsvarende ad virtuel vej?

En national undervisningspris

Jeg kan se læse, at den nye forsknings- og uddannelsesminister nu indstifter en pris til “fremragende undervisere” på danske universiteter. Fra og med næste år vil ministeriet hvert år hædre syv undervisere fra de videregående uddannelser, der har udmærket sig. De kan f.eks have givet studerende konstruktiv feedback eller have brugt ny teknologi i undervisningen. To af de syv priser skal gå til universitetslærere; de vil hver modtage 500.000 kroner, hvoraf 200.000 går direkte til vinderen, mens resten skal bruges til at udvikle nye aktiviteter.

Det er et interessant tiltag, for undervisning på danske universiteter har et underligt ry. Man skal normalt bruge mindst halvdelen af sin arbejdstid på undervisning, men det er ikke karrierefremmende at undervise. Hvis man ikke performer godt nok som forsker, kan man risikere at få at vide, at man måske ikke er ansat til næste år, og at man måske bliver nødt til at blive gymnasielærer. Derfor er der mange, der stræber efter at blive købt fri fra undervisningen. Og det hævdes af nogle, at topforskere også er gode undervisere – så derfor er der yderligere grund til at prioritere forskningen. Om det er så enkelt, ved jeg ikke.

Asymmetrien mellem forskning og undervisning og opfattelsen heraf kan næppe ikke løses gennem forskningspriser. 500.000 kroner er bestemt et pænt beløb, men det er ikke i nær samme størrelsesklasse som typiske forskningsbevillinger, og man kan ikke søge om det, men skal indstilles.

Hvad skal det nytte?

Institute for Advance Studies ved Princeton University i USA er blandt de mest berømte akademiske institutioner grundlagt i det 20. århundrede. IAS blev grundlagt af Louis Bamberger og Abraham Flexner, der begge kom fra jødiske familier der stammede fra Tyskland. På den måde havde de et ben i en amerikansk og et andet i en europæisk forståelse af dannelse. Flexner var mediciner og en fremtrædende skikkelse inden for USAs universitetsverden. Bamberger var ikke akademiker, men erhvervsmand og grundlagde en kæde af stormagasiner i USA – så han var styrtende rig. Det var i høj grad hans formue, der finansierede stiftelsen af IAS.

I sensommeren 1939, omkring tidspunktet for 2. verdenskrigs udbrud, skrev Abraham Flexner et essay om forskningens nytteværdi – “The Usefulness of Useless Knowledge”. Det er et essay, som de, der i de seneste årtier har talt om forskningens nytteværdi og om at skabe forskningsmiljøer, der skal være “verdensførende”, burde læse. Det er særdeles underligt at opleve, at så mange danske videnskabsministre har været mere eller mindre selvlærte iværksættere.

Den første centrale pointe i Flexners essay er at de store opfindelser bygger på forskning, drevet frem af nysgerrighed og uden tanke for nytteværdi – og her har han mange eksempler. Det første og på nogle måder bedste er vel hele udviklingen af trådløs kommunikation; man nævner her ofte Marconi som pioner, men de rigtig vigtige skikkelser var Maxwell og Hertz. Ingen af dem var motiveret af et ønske om at skabe en ny form for kommunikation; de var motiveret af nysgerrighed alene. De store erkendelser, som fødte et hav af anvendelser, kom ikke fra målrettede forskningsprojekter, der skulle tvinge en epokegørende ny anvendelse frem, men fra “nytteløs” grundforskning.

Den anden centrale pointe er at de store forskningsresultater og anvendelserne af dem i høj grad skyldes mange menneskers samlede indsats, ikke ét enkelt menneske. Nogle mennesker var selvfølgelig særligt betydningsfulde, men de store erkendelser kom ikke fra nogle få præmierede “eliteforskere”, men fra et fællesskab af forskere.

Og rigtig interessant er det, at Flexner ikke måler forskningens og den menneskelige erkendelsen nytteværdi i tal på en faktura. Tværtimod. Det rigtig vigtige ved forskningen er det samme vigtige som det, der er vigtigt i musik og kunst – at løfte det enkelte menneskes sjæl. Han skriver

The considerations upon which I have touched emphasize – if emphasis were needed – the overwhelming importance of spiritual and intellectual freedom. I have spoken of experimental science; I have spoken of mathematics; but what I say is equally true of music and art and of every other expression of the untrammeled human spirit. The mere fact that they bring satisfaction to an individual soul bent upon its own purification and elevation is all the justification that they need. 

Jeg ville ønske, at beslutningstagere i dag også turde tænke netop dén tanke.

Sent eller tidligt valg?

I denne uge er der endnu et debatindlæg i medierne om adgangskravene til videregående uddannelser. Denne gang er der tale om en kronik i dagbladet Information, hvor forfatteren argumenterer for at adgangskravene også for fremtiden skal være baseret på karaktererne fra den adgangsgivende uddannelse.

En af årsagerne til de tilbagevendende diskussioner om optagelseskrav er selvfølgelig hele diskussionen om frafald og frygten for at nogle unge havner på uddannelser, som de ikke magter. Men måske er diskussionen om karakterniveau og andre kvalifikationer ikke den vigtigste diskussion, det er værd at tage.

Mange videregående uddannelser i dag er så specialiserede, at det er svært at skifte til en anden uddannelse uden at komme i karambolage med reglerne om SU. Engang var der langt færre, men bredere videregående uddannelser, og på bl.a. RUC var der basisuddannelser, hvor man først traf sit endelige uddannelsesvalg efter nogle semestre, når man havde et begyndende overblik over mulige fagområder. Også senere var uddannelserne inddelt i moduler, så man kunne sammensætte uddannelser af f.eks. et hovedfag og et bifag (eller sidefag, som det siden kom til at hedde). På nogle universiteter var det endda muligt selv at designe sin uddannelse, hvis den kunne godkendes som fagligt forsvarlig. Det var ikke en mulighed, som mange benyttede sig af, men den fandtes. Mit eget indtryk var at det mest var dedikerede mennesker, der benyttede sig af denne sidste mulighed. I nogle tilfælde fik studerende også lavet en kombinationsuddannelse ud af stumperne af delvist gennemførte uddannelser, så de kunne få sig en kandidateksamen.

Til gengæld var der ikke ret mange valgmuligheder på de gymnasiale uddannelser; i det almene gymnasium var der således to linjer med hver tre grene.

I dag er valgfriheden flyttet ned på de gymnasiale uddannelser, men der er sket det, at den tilsyneladende store valgfrihed, der er her, får vidtrækkende konsekvenser for hvilke af de specialiserede videregående uddannelser, man senere kan vælge. De vigtige valg skal samtidig træffes på et tidspunkt, hvor de unge ikke har det samme overblik og den samme faglige indsigt, som de har nogle år senere.

Det ville være interessant at analysere hvordan uddannelsernes struktur før og nu har indvirket på frafald og studieskift – og selvfølgelig også på ansættelighed.