De, der intet har, skal fyres

I Nordjyske er der i dag et langt indlæg fra rektor Per Michael Johansen og bestyrelsesforperson Lene Espersen, hvori de forsvarer massefyringerne på Aalborg Universitet. Som så ofte før lægger de skylden over på regeringens nedskæringer på uddannelserne. Men de forsvarer også deres budgetmodel som nødvendig. De skriver:

Hvis vi skal finde flere penge til fakulteternes forskning, skal det ikke ske på finansloven, men hos offentlige og private fonde.

Af samme årsag har vi indført vores nye – og i visse kredse udskældte – budgetmodel.

Tidligere afleverede fakulteterne en fast procentsats af deres indtægter til en fælles pulje, som bl. a. finansierer fælles funktioner som universitetsbibliotek, økonomiafdeling og campusservice. Bidraget blev trukket af både fakulteternes bevillinger fra finansloven og fra eksternt hjemtagne forskningsmidler.

Det vil i princippet sige, at de forskere, som tog mange eksterne bevillinger hjem til deres forskning, var med til at finansiere de forskere, som ikke gjorde det.

Med den nye budgetmodel trækkes det fælles bidrag kun af fakulteternes bevillinger fra finansloven, hvorimod de får lov til at beholde alle de forskningsmidler, de kan søge hjem fra eksterne fonde og andre donorer.

Hensigten er at skabe et større incitament til at hente eksterne midler hjem til forskningsbudgetterne. For dem har vi som nævnt brug for, hvis vi vil øge mængden af forskning på universitetet.

Det har allerede længe været en målsætning, at en stadigt mindre del af universiteternes budget skulle dækkes af basisbevillingerne. Det bemærkelsesværdige er her, at universitetets ledelse gennem den nye budgetmodel skaber yderligere fokus på eksterne forskningsmidler.

Rektors og bestyrelsesforpersonens udtalelser lyder unægtelig som om vi universitetsansatte ikke har incitament til at søge forskningsmidler. Men vi er sørgeligt bevidste om dette allerede. Uden forskningsmidler kan man ingen ting. Men sandsynligheden for at få eksterne forskningsmidler er ofte under 10 procent. Også jeg har meget svært ved at få eksterne forskningsmidler, selv om jeg er inden for det teknisk-naturvidenskabelige fagområde. Jeg er yderst opmærksom på hvad manglende forskningsmidler betyder. Siden 2010 har jeg således ikke haft PhD-studerende, men det skyldes ikke, at der ikke har været studerende, der var interesserede. Det er simpelthen ikke lykkedes mig at skaffe forskningsmidler. Jeg har bedt de interesserede kandidater om at søge til udenlandske universiteter, og det har de så gjort.

I 2017 brugte jeg selv fire måneder på at skrive en ansøgning til EUs Horizon 2020-program. Den kom over tærsklen, men blev alligevel afvist. Jeg brugte al min forskningstid forgæves på at søge om midler til at jeg kunne forske.

En af de fyrede AAU-ansatte, som jeg var bisidder for ved et fyringsmøde, fortalte mig, at han havde søgt forskningsmidler hos EU. Og han var ligesom jeg fra naturvidenskab. Hans ansøgning tik 90 point ud af 100 mulige. Men grænsen var 92 point. Og nu skulle han fyres, fordi han ikke havde midler til at betale sin egen løn.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan forholdene er inden for humaniora og samfundsvidenskab. Rektor og bestyrelsesforpersonen nævner godt nok, at Novo Nordisk-fonden har udvidet sin fundats, så man også kan søge midler inden for “sociale og humanitære formål”. Men er det virkelig meningen, at vigtig forskning skal finansieres af private fonde? Det er det åbenbart.

Universitetet fremstår mere og mere som en tom skal, hvor vi, der skal undervise og forske, skal skaffe midler til vores egen løn, mens finanslovens bevillinger går til ledelse og centraladministration, der fordeler dem efter forgodtbefindende (bl.a. via de såkaldte 5-procent-midler). Og der bliver ingen intern omfordeling af de eksterne midler. Det kan ikke ende med andet end at øge uligheden mellem forskerne på Aalborg Universitet. De, der har, vil få mere, mens de, der intet har, skal fyres.

Det med undervisning er ikke så vigtigt

Fra et tomt auditorium.

I november 2015 var jeg indbudt til et heldagsmøde på Syddansk Universitet om anerkendelse af undervisning i universitetsverdenen. Ideen med det møde var at skabe grundlaget for at finde ud af, hvordan man bedre kunne anerkende god undervisning på danske universiteter. I denne uge var der så en rykker fra ledelsen på Aalborg Universitet om at deltage i en undersøgelse af hvordan god undervisning bliver anerkendt. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der ikke rigtig er sket noget, her mere end tre år efter konferencen, jeg var til. Der er masser af parametre til måling af forskning og masser af konsekvenser, hvis man publicerer for lidt eller de forkerte steder eller ikke får skaffet eksterne forskningsmidler. Men hvis man får hård kritik af sin undervisning, sker der ikke så meget.

Siden mødet har jeg i min egenskab af semesterkoordinator desværre hørt en del mindre positive udsagn om undervisere på universitet. Jeg har oplevet studerende, der sagde, at en underviser virkede uforberedt til sine forelæsninger. Og jeg har hørt andre studerende, der sagde at deres projekt slet ikke gik godt; deres vejleder var uvillig til at komme dem i møde, og det virkede mest som om han slet ikke brød sig om at skulle vejlede. I begge tilfælde kunne jeg sige til de studerende, at der var tale om undervisere, der havde fået megen anerkendelse for deres forskning. Det beroligede dem dog ikke. Og nogen af dem, der nu er blevet fyret på AAU, er faktisk undervisere, der havde fået megen ros for deres undervisning.

Jeg ved ikke, hvad man skal gøre her. Nogle ville sige, at hvis man som universitetslærer fik gentagen og hård kritik, skulle man bare ikke have lov til at undervise. Men for de pågældende mennesker ville det bare have fremstået som en belønning: de ville nu kunne koncentrere sig fuldt og helt om deres forskning. Man kunne også bede dem om at undervise rigtig meget for at få mere erfaring, men det ville blot gå ud over mange studerende. Eller man kunne bede dem op at blive pædagogisk opkvalificeret, men det ville de næppe have accepteret. Problemet er nemlig, at de undervisere, jeg har nævnt, var fuldt og helt overbevist om at de gjorde det godt og at det alene var de studerende, der var urimelige.

På en måde er det selvfølgelig godt at der ikke er sanktioner; i 2017 fik jeg selv meget hård kritik, og jeg kunne så bruge kræfterne på at forbedre mig. Det ville ikke have hjulpet mig at blive udsat for sanktioner; jeg var pinligt bevidst om hvor dårligt det var fat. Men anerkendelse er der heller ikke rigtig indbygget i systemet. Jeg kender en universitetslærer, der søgte en stilling som professor, men ikke fik den. Han havde tidligere været kvalificeret til et professorat, så nu prøvede han igen, men igen uden held. Begrundelsen var, at han ganske vist havde lavet nogle gode publikationer, men at han havde brugt for megen tid på at koncentrere sig om sin undervisning, og det kritiserede man. Det var underligt for mig at erfare, at det var sådan.

Kristian G. Olesen

I dag var sidste dag, hvor Kristian G. Olesen var institutleder på Institut for datalogi, og i den anledning var der reception. Rigtig mange var mødt op på Selma Lagerlöfs Vej 300, for der er rigtig mange rundt om på universitetet, der kender ham.

Også jeg har kendt Kristian længe, faktisk siden 1983, hvor jeg begyndte at læse matematik. Han var dengang den første decentrale studievejleder ved de naturvidenskabelige uddannelser på AUC; jeg blev hans efterfølger i den henseende.

Ti år senere deltog jeg i adjunktpædagogikum sammen med Kristian, og fra dengang husker jeg meget tydeligt hans store talent for formidling. Han valgte dog en anden vej end at undervise – først en årrække som studienævnsforperson, siden som institutleder. Her samarbejdede jeg i mange år med ham i samarbejdsudvalget på Institut for datalogi, hvor jeg repræsenterer medlemmerne af Dansk Magisterforening. Jeg lærte ham at kende som en gemytlig mand, der tænkte sig om og ville det gode – vigtige egenskaber i en akademisk verden, der med årene desværre er blevet mindre og mindre tilgivende. Kristian har altid gjort meget at leve op til nogle gode dyder om åbenhed og om at lytte til mangfoldigheden på instituttet. Det var nogle idealer, der kendetegnede AUC, men er på stærkt retur på det AAU, vi har nu. Jeg har på fornemmelsen, at han ikke altid havde det let med netop dét.

Jeg vil godt hermed sige tak for til Kristian for mange års godt samarbejde; jeg håber og tror at han vil få glæde af sin nye tilværelse som lektor. Fra og med i morgen hedder institutlederen på Institut for datalogi ved Aalborg Universitet Jesper Kjeldskov.

Universitetsreklamer

Mens jeg ventede på toget på vej hjem fra story slam i Aarhus kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til de mange store reklamer på perronen for naturvidenskabelige uddannelser på universitetet – vel at mærke på Københavns Universitet. Der er præcis de samme uddannelser på Aarhus Universitet, ganske få kilometer væk fra perronen.

I området ved Aalborg Universitet er der reklamer for IT-Universitetet i busskure og der er andre reklamer for live-streaming af foredrag fra Aarhus Universitet ved cykelstien i udkanten af AAUs Aalborg-campus. Jeg ved ikke, hvor mange penge danske universiteter bruger på at reklamere for sig selv. I 2011 var det 38,9 millioner, og beløbet er næppe mindre nu, 8 år senere.

Dette bizarre fænomen: at statslige uddannelsesinstitutioner skal konkurrere så åbenlyst med hinanden, er et af det tydeligste udslag af den konkurrencementalitet, vi ser i den akademiske verden i dag.

Jeg savner AUC

Mit sidste minde om AUC er en kasse på mit kontor.

En af mine fyrede kolleger sendte mig i dag en mail, som Aalborg Universitets ledelse sender ud for tiden.

I forbindelse med den igangværende budget-tilpasningsproces findes der på Aalborg Universitet en række tilbud for både opsagte og ikke-opsagte medarbejdere, som I kan benytte jer af. …

Herefter opremses tilbud om psykologhjælp og jobsøgning, og der indkaldes til et møde med dagsordenen

– Forandringsprocesser og naturlige reaktioner

– Kom godt ud af døren

– Det dynamiske arbejdsmarked i Danmark

– Indhold i outplacement-programmet

Men det, jeg især bemærker, er den sproglige nydannelse budget-tilpasningsproces. Dette er AAU-ledelsens eufemisme for fyringsrunden.

En anden af mine kolleger diskuterer forholdene på AAU på de sociale medier, men tilføjer derefter, at hun hellere må være forsigtig, for hun har ingen eksterne forskningsmidler. Underforstået: Hun er bange for at blive fyret, hvis hun er for kritisk.

Der var engang et sted, der hed AUC. Det lå i Aalborg, havde medarbejderdemokrati, et konsistorium med åbenhed og en venlig rektor, som alle holdt af og som kom rundt og ønskede os glædelig jul, når det blev december. Initiativerne var mange, og de kom fra undervisere, forskere og studerende. Ledelsen var en del af os og underviste og forskede på lige fod med os andre. Når jeg var andre steder henne, fortalte jeg gerne alle, at jeg kom fra AUC.

Lige nu savner jeg og mange andre af mine kolleger på Aalborg Universitet AUC mere end nogensinde før.

Endnu et fyringsmøde på AAU


Jeg og mange andre troede, at fyringerne på Aalborg Universitet var slut nu. Men i dag skulle jeg deltage som bisidder i endnu et fyringsmøde. Denne gang var det en yngre medarbejder, der var ansat i et forskningsprojekt, der pludselig stoppede. Om det var tilfældet at penge fra projektet skulle bruges til at “lappe huller” skabt af den dårlige økonomiske situation, var uklart. Og måske finder vi aldrig ud af det.

Det bliver aldrig rutine for mig at være bisidder til fyringsmøder. Når jeg taler med dem, der skal fyres, har jeg i alle tilfælde set de samme reaktioner: De spekulerer på hvad der mon er den egentlige årsag til at de skal fyres, og de spekulerer på hvad de dog skal gøre nu. Efter fyringsmødet spørger jeg dem, hvad de gør lige nu. Alle vil bare hjem med det samme. Sådan var det også i dag.

Jeg kan i øvrigt bemærke, at den kollega, der skulle fyres i dag, også har forsket i årsagerne til at koralrevene nu dør. Årsagen er den globale opvarmning, ikke alt muligt andet.

Hvornår er vi gode nok?

Den amerikanske forfatter Avram Alpert har skrevet et lille essay om det, som er værd at læse. Det, han spørger om, er: Hvornår er vi gode nok ? Det at være “god nok” er ikke et ideal om middelmådighed, men om at finde et andet og sundere ideal end de konstante krav om storhed og perfektion, der hersker i konkurrencesamfundet, om at finde ud af hvad der faktisk kræves af os som mennesker.

Der er to farer ved idealet om storhed og perfektion. For det første er det et ideal, der vil være umuligt for de fleste at leve op til. For det andet kan det meget let føre til indbildskhed at opnå storhed. Det er f.eks. ikke sikkert, at Donald Trump er blevet et bedre menneske af at blive præsident i USA, eller at alle dem, der bliver forfremmet på baggrund af deres præstationer, bliver bedre til deres arbejde.

I den akademiske biks taler lederne (og dem, ledelsen begunstiger) hele tiden om “eliteforskere” og om at være “verdensførende”, og det er dét, der er kriterierne, vi skal bedømmes efter. Jeg er hverken eliteforsker eller verdensførende, men jeg ville gerne have en fornemmelse af om jeg egentlig er “god nok”.

Avram Alpert tager fat i noget vigtigt, nemlig forældreidealerne. Her vurderer de af os, der er forældre, nemlig ofte os selv. Mange af os har oplevet at være i tvivl om vi mon var gode nok som forældre. Især har vi nogle gange været gode til at stille os selv spørgsmål som: Kunne vi have gjort noget for at forhindre et problem, vores børn endte med at få?

Den engelske psykolog Winnicott indførte i 1950’erne begrebet at være “god nok” som forælder. Det var ment som en reaktion på den tendens, der allerede dengang var til at eksperter i børneopdragelse fremstod som autoriteter, der endte med at skabe tvivl hos mange forældre.

Som forælder er man ifølge Winnicott “god nok”, hvis det man gør, kan hjælpe børnene videre i deres opvækst. Når børnene er helt små, skal man være opmærksomme på deres behov hele tiden, men gradvist kan man lade børnene opleve frustrationer – det er en del af deres bevægelse mod at blive selvstændige mennesker og mod at slippe fri at en urealistisk følelse af almagt. Forældre, der er “gode nok”, laver fejl, men de gør grundlæggende det rigtige og er aldrig “helikopterforældre” eller “curlingforældre”, der hele tiden stræber efter at reagere perfekt på det, der sker for deres børn.

Det er en god betragtning, som kunne overføres på andre forhold også. Det ville være godt at få en diskussion af hvornår vi er “gode nok” som forældre, som børn af vores forældre, i arbejdslivet og i alle de andre sammenhænge, hvor vi bliver vejet og er i tvivl om vi mon er blevet fundet for lette.

Milton Friedman i Danmark (og på AAU)

For snart længe siden læste jeg bogen The Shock Doctrine af den canadiske forfatter og aktivist Naomi Klein, og jeg skrev også om den her.

Naomi Klein dokumenterer i denne bog, at det er en typisk neoliberalistisk strategi at udnytte kriser til at lave gennemgribende forandringer, som ofte kaldes for “reformer”. Dette kalder hun for chokdoktrinen. Et af de første og voldsomste eksempler på denne form for “chokterapi” er militærkuppet i Chile i 1973, der blev brugt til fuldstændig at omkalfatre den chilenske økonomi. Hovedarkitekten bag alt dette var den amerikanske neoliberalistiske økonom Milton Friedman.

Men også Berlinmurens fald i 1989 førte til store forandringer, denne gang i de østeuropæiske samfund, baseret på hvad den Internationale Valutafond (IMF) krævede. De østeuropæiske lande fik på meget kort tid forandret de samfundsøkonomiske strukturer og resultatet var voldsomme social uligheder, som landene stadig slås med her 30 år senere.

Neoliberalismen er i de sidste 20 år blevet central inden for det offentlige i Danmark. Min klare fornemmelse er, at denne strategi med at bruge kriser som en begrundelse for omfattende “reformer” (og måske endda ikke gøre meget for at forhindre kriser i at opstå) er en del af forklaringen på den krise, som bl.a. PostNord og DSB gennemlever. Ved på kort tid at skabe ændrede vilkår gennem et “frit marked” i form af f.eks. udlicitering af jernbanedrift og nemmere muligheder for pakkefirmaer, som disse delvist statsejede virksomheder ikke nemt kan håndtere, kan politikere i sidste ende bedre forsvare og gennemføre privatiseringer.

Også på Aalborg Universitet kan man se arven fra Milton Friedman og en udgave af chokdoktrinen udfolde sig i dise år. AAUs ledelse har i 2018 gennemført store organisatoriske ændringer, og her især ideen med at fjerne “skolerne” og lægge studienævn ind under institutterne. Den slags ændringer udgør det første chok. Samtidig har der været overenskomstforhandlinger med truslen om en storkonflikt og de årlige nedskæringer. Dette var det andet udefra kommende chok. Ledelsen har så, også i 2018, brugt et underskud på 67 millioner kroner, som var det tredje chok, til at fyre bestemte grupper af medarbejdere og til at lave yderligere organisatoriske ændringer i kølvandet herpå, som bl.a. sammenlægning af institutter, der bliver besluttet med meget kort varsel, og opstart af nye uddannelser i København.

Vi er alle i samme bygning

Skjernvej 4A.
Kroghstræde 3.

I forbindelse med fyringsrunden på Aalborg Universitet sker der det, at Institut for Kultur og Globale Studier bliver indlemmet i Institut for Læring og Filosofi. Beslutningen om denne sammenlægning kom fra dekanerne for HUM-og SAMF-fakulteterne og blev annonceret på et medarbejdermøde i denne uge. Det hele er gået stærkt; Institut for Læring og Filosofi har netop fået en ny institutleder, men han er tilsyneladende ikke blevet inddraget i beslutningen om at han skulle være leder af et meget større institut end han troede. Hvad har de to institutter til fælles? De to institutter er begge tværfakultære institutter under HUM og SAMF. Derudover har de ikke så meget til fælles rent fagligt, men de befinder sig i samme bygning, nemlig Kroghstræde 3.

Sidste år blev det pludselig meddelt, at administrationen af Institut for Matematiske Fag skulle lægges ind under administrationen af Institut for Materialer og Produktion. Jeg var gæst ved det møde på Institut for Matematiske Fag, hvor beslutningen blev meddelt, og jeg husker meget tydeligt at alle var chokerede. Hvad har de to institutter til fælles? Ikke så meget rent fagligt, men de befinder sig i samme bygning, nemlig Skjernvej 4A, og er begge under ENG-fakultetet. Det var AAUs ledelse, der havde ønsket, at de to institutter skulle dele adresse, efter at Institut for Matematiske Fag i mange år havde været på Fredrik Bajers Vej 7G.

Ved fyringsrunden i år blev Institut for Elektroniske Systemer ramt; det blev Institut for Datalogi ikke. I sommeren 2019 skal Institut for Datalogi formodentlig flytte til Fredrik Bajers Vej 7D og 7E, hvor Institut for Elektroniske Systemer allerede findes. Begge institutter er under TECH-fakultetet. Den kommende flytning er et krav fra AAUs ledelse. Jeg kan ikke undgå at spekulere på, om ledelsen mon har endnu en institut-sammenlægning i tankerne.

Hold ud?

Dette er dag 1 efter massefyringerne på Aalborg Universitet, en fyringsrunde der ikke vil blive glemt foreløbig. 107 blev fyret alt i alt i kontrast til de 30 fyringer, AAUs ledelse talte om i efteråret. Lige nu har ledelsen meget travlt med at glatte ud.

Dekanen for TECH-fakultetet skriver i dag i en mail til alle de endnu ansatte at

Det er naturligvis en utryg situation for de berørte, og vi har som tidligere beskrevet derfor tilbudt forskellige former for hjælp til at komme videre – bl.a. rådgivning og outplacement. Det er også vigtigt for fakultetet og institutter at komme videre, selvom rammerne som følge af besparelserne kan være anderledes. Det kan kun lykkes ved en fælles indsats.

(Outplacement er i parentes bemærket et begreb brugt af konsulentfirmaet Ballisager, der lever af jobsøgningsforløb for dem, der bliver fyret.)

Selvfølgelig kan ledelsen komme videre. Men hvordan er det, ledelsen forestiller sig, at menige medarbejdere skal komme videre? Nogle forskningsmiljøer er på vej til at forsvinde; to institutter skal slås sammen her efter fyringsrunden med alt hvad det indebærer. Blandt de fyrede er, så vidt jeg erfarer, censorformænd, studienævnsmedlemmer og indtil flere, der har været Årets underviser. Det ser ud som om bestemte aldersgrupper er særlig talrigt repræsenteret blandt de fyrede, og her tænker jeg på medarbejdere mellem 55 og 62.

Og hvad dekanen glemmer, er at dette ikke blot er en utryg situation for dem, der er blevet fyret – det har været og er en utryg situation for alle os ansatte, der ikke er del af AAUs ledelse. Og når han tilmed bruger vendingen “…i indeværende afskedigelsesrunde…”, bliver jeg selv ikke mindre utryg.