En anden forhandlingsmodel

Billede: http://www.detdanskearbejdsmarked.dk

Det er underligt at følge overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i nyhederne. Det blev grotesk, da regeringens partier begyndte at tale om at de sparede lønmidler ved en lockout skulle bruges til lavere skatter. Også de lange og udmattende forhandlinger i går aftes var tegn på en voldsom strategi fra forligskvindens side – alle ved, at man til sidst går med til hvad som helst, når man længe nok bliver forhindret i at sove. Dette er i sig selv også lidt uværdigt at opleve.

Jo længere dette står på, jo tydeligere bliver det også, at vi som offentligt ansatte har forhandlingsstrukturen imod os. Arbejdskampe virker på det private område, fordi begge parter i arbejdskampen mister noget vigtigt. De berørte virksomheder får ingen indtjening, og de berørte arbejdere får ingen løn. Men i offentligt regi har skiftende regeringer nu opdaget, at lockout og efterfølgende lovindgreb er en strategi. I sidste måned skrev jeg om hvordan hver dag med lockout vil lade regeringen spare 407,8 millioner kroner om dagen.

Konsekvensen af årets overenskomstforhandlinger må være at sikre, at dette aldrig kan ske igen.

Her er tre konkrete forslag, som jeg kan se at min AAU-kollega Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker, slår til lyd for.

  • I tilfælde af lockout skal de sparede lønmidler føres tilbage til de områder, de kom fra. På den måde kan man undgå, at regeringen varsler lockout i håb om at bruge den til hurtige besparelser på det offentlige område eller til “skattelettelser” (jeg synes ikke, at det i sig selv er en byrde at betale skat!)
  • Der skal være en særlig forhandlingsinstitution for stat, regioner og kommuner, som er uafhængig af regeringen. På den måde kan man undgå, at regeringen bruger overenskomstforhandlingerne til at føre finanspolitik.
  • I tilfælde af et lovindgreb skal lovteksten forfattes ikke af regeringen, men af en uafhængig part. Det kunne f.eks. være forligskvinden. På den måde kan man forhindre, at regeringen kan gennemføre sine overenskomstkrav på en let måde.

Fagforeningerne bør tage initiativ til at foreslå disse ændringer. Jeg er dog spændt på om Socialdemokraterne, der engang var fagforeningernes tætte allierede, mon vil gå med til det.

Møde i Superbrugsen

Thisted Arbejderforening i 1943.

I dag prøvede jeg noget nyt – jeg deltog i et medlemsmøde i Superbrugsen Nordhavnen, der åbnede den 2. november sidste år. Jeg havde faktisk i mange år været medlem af Superbrugsen Budolfi Plads, men den lukkede i november 2012. Og det havde aldrig faldet mig ind at gå til et af medlemsmøderne dér. Mit medlemskab blev i 2012 overført til Kvickly i Dannebrogsgade, men heller ikke dér deltog jeg i medlemsmøderne.

Det var mest ældre mennesker, der deltog i medlemsmødet, hvor den unge uddeler Per fortalte om den nye butik og Nete fra Hirtshals, der er medlem af Coops landsråd, var ordstyrer. Der blev valgt en bestyrelse på fem medlemmer – og nej, jeg var ikke blandt dem (men måske til næste år?). Bagefter var der øl fra Thisted Bryghus og mad til dem, der ville spise med.

Det var interessant at opleve medlemsdemokratiet, og for min hustru var det især en overraskelse; hun måtte indrømme, at hun aldrig havde tænkt over netop dét særlige aspekt af driften af Danmarks største dagligvarekæde. Jeg er også medlem hos Imerco, blev jeg i dag mindet om, men jeg har overhovedet ingen indflydelse på Imerco gøren og laden.

Andelsbevægelsen er på én gang rundet af både arbejderbevægelsen og Grundtvigs højskoletanke. Den første brugsforening i Danmark hed da også Thisted Arbejderforening og blev til på initiativ af den lokale præst. Nogle af Coops butikker er kun indirekte medlemsstyrede (det gælder for Fakta- og Irma-butikkerne, der er senere opfindelser), men trods forbeholdene udgør hele andelsbevægelsen et tydeligt eksempel på at kooperativ-tanken sagtens kan lykkes.

En rigtig mand?

Foto: Ina Fassbender/AP

I går var der endnu et bilangreb i den seneste stime af bilangreb, der begyndte i sommeren 2016 i Nice og senere har ramt bl.a. Stockholm, Berlin og London. Denne gang gik det ud over Münster i Tyskland; to mennesker blev dræbt. Straks var der overvejelser om hvorvidt der var tale om terrorisme. Men da det viste sig, at gerningsmanden var psykisk syg og hed Jens (der også er et almindeligt navn i Tyskland), dalede interessen.

Men jeg kan igen ikke lade være med at tænke på, at også dette angreb på mange måder ligner alle de tidligere bilangreb: En mand, der tidligere har været i konflikt med loven, har været udsat for en stor livskrise og har været i kontakt med psykiatrien, hævner sig på verden ved at meje tilfældige mennesker ned i en by.

Jeg har tidligere på denne blog overvejet om bilangrebene i virkeligheden, når man skræller alle historierne om Islamisk Stat osv. væk, ligesom familiemordene, hvor en mand i dyb krise (for det er så godt som altid mænd) slår hele sin familie ihjel, er “udvidede selvmord”, hvor man tager andre med sig i faldet.

Og nu spekulerer jeg på, om det, vi ser, netop er en kønsspecifik forbrydelse, der mere handler om usunde kønsroller end om f.eks. religiøs fanatisme. Begge slags ugerninger er da i virkeligheden udtryk for en bestemt opfattelse af selve dét at være mand: Mænd skal være stærke og klare sig selv, også når de er ude i en svær personlig krise. Hvis ikke man som mand lever op til sådanne forventninger og ikke kan være så stærk som man tror, man skal være, kan man kun vise “styrke” i form af afmægtig destruktion.

Hvem skal vi glæde?

De af os, der har et arbejde, hvor vi direkte har kontakt med andre mennesker – som behandlere, undervisere, omsorgsgivere eller noget helt fjerde – er ofte fanget i et dilemma. Vi kan bruge en masse personlige resurser  ud over vores normering i håb om at kunne gøre det, vi egentlig føler, at vi burde gøre, eller vi kan sige stop og blive udråbt som kynikere. En grund til at det trods alt lykkes at holde sammen på arbejdspladserne i sundhedssektoren og på uddannelsesinstitutionerne er netop den faglige stolthed, mange af os besidder. Jeg vil tro, at der også er et tilsvarende fænomen på ikke helt få private arbejdspladser.

Meget ofte er det imidlertid den faglige stolthed og det dermed forbundne ønske om at gøre alting så godt som overhovedet muligt, der giver os stress. Neoliberalismens påstande om at alt bør konkurrencesættes og at succes alene er den enkeltes ansvar er medvirkede til, at vi sidder hver især og tror at vi selv skal håndtere hvert eneste problem. Og gør vi det ikke godt nok efter de standarder, andre fastsætter, er vi hårde ved os selv.

Men den slags fører bare til følelser af personligt nederlag. I virkeligheden glæder vi kun dem, der har skabt konkurrencesamfundet. For de standarder, andre fastsætter, er bevægelige mål og handler kun om måltal, ikke om faglighed. Man kan aldrig vinde over New Public Management ved at gå ind på dens præmisser.

Den bedste protest og det bedste, vi kan gøre for os selv i den nuværende situation, vil være at “kortslutte” konkurrencen og arbejde sammen om alt det, vi kan samarbejde om; det kan vi gøre uden at give køb på den faglige stolthed. Selv har jeg talt med kolleger om at gå sammen om at være medforfattere på hinandens artikler, og vi bør også skabe et fællesskab om vores undervisningserfaringer, så vi ikke hver især skal starte forfra hver gang vi overtager et nyt undervisningsforløb.

Det er ikke slut endnu

Forleden udsatte forligskvinden den varslede konflikt for de offentligt ansatte. Det må betyde, at hun har ment at det ville give mening at forlænge forhandlingerne. Men det betyder bestemt ikke, at risikoen for en konflikt er ovre.  Konflikten kan nemlig bryde ud når som helst med fire dages varsel, hvis forhandlingerne bryder sammen på et tidspunkt i de kommende 14 dage.

Det er uklart for mig, om de tre krav fra de offentligt ansatte er på vej til at blive imødekommet. Her tænker jeg på kravet om en arbejdstidsaftale for folkeskolelærerne, kravet om at den betalte frokostpause skal sikres og kravet om en lønudvikling, der kan holde trit med lønudviklingen for de privatansatte.

Så det er ikke slut endnu. Overhovedet ikke. Det kan ende på mange måder. Det kan ende med en konflikt og et regeringsindgreb. Indtil for få dage siden regnede jeg og mange andre først og fremmest med at det ville gå sådan. Men det kan også ende med at det lykkes regeringen at skabe splittelse blandt de offentligt ansatte, så de f.eks. skal vælge imellem en aftale om lønudvikling og en arbejdstidsaftale for lærerne. Og det kan også ende med en lunken aftale, der først og fremmest har til formål at undgå at nogen af parterne taber ansigt.

Med andre ord: Det er vigtigt at blive ved med at bakke op om os, de offentligt ansatte! Det er nødvendigt at skabe en løsning for alle.

Ekkokamre?

Man hører efterhånden ofte om hvordan de sociale medier skulle skabe “ekkokamre”; hvor alle er enige med hinanden og ingens meninger bliver udfordret. Men en ny canadisk/britisk undersøgelse tyder på noget andet.

Forskerne spurgte 2000 voksne borgere fra Storbritannien, og deres konklusioner er at det faktisk kun er få af de adspurgte (8 procent) der har en medieadfærd, der er en slags “ekkokammer”. Til gengæld bemærker de, at mange eksisterende undersøgelser af adfærd på sociale medier ikke tager højde for at der findes mange medier (og også massemedier uden for de sociale medier), og at mange benytter sig af ganske mange flere medier end de sociale medier. Hvis man er interesseret i politik og har adgang til flere medier, havner man ikke i et ekkokammer.

Men det er interessant at bemærke, at konklusionerne, i al fald så vidt jeg kan se, kun gælder for sådanne engagerede mennesker. Jeg er faktisk mest bekymret for dem, der ikke er politisk engagerede og danner deres meninger ud fra en begrænset samling af kilder.

Min egen erfaring har ofte været, at det kan være voldsomt frusterende at tale med sådanne dybest set apolitiske og uengagerede mennesker – og på mange måder meget værre end at tale med mennesker, jeg er dybt uenig med, men som faktisk engagerer sig aktivt. Det kunne være interessant at se hvor mange der befinder sig i den apolitiske gruppe i dag i forhold til for en generation siden.

Skam og stolthed

I denne uge er der et interessant interview med psykologen Allan Holmgren i Politiken. Her er et citat fra, der udtrykker meget præcist, hvad det er for bekymringer, mange mennesker i arbejdslivet har i dag.

Tag moderne arbejdspladser hvor mange skammer sig, fordi de ikke kan leve op til normen og må knokle yderligere på, indtil de knækker. Man tør jo ikke sige til andre, at man ikke kan holde til det. I vores selvfortælling bør vi jo kunne klare arbejdet – indtil kroppen siger fra. Men vi hører sjældent en leder siger, ’hør her, det skal du ikke lave alene, jeg tager nogle opgaver fra dig’. Det sker ikke, så medarbejderen skammer sig over ikke at magte opgaven, det presser ens selvbillede og selvfortælling, indtil det går galt. Og bagefter skal sådan nogen som mig reparere det knæk, personens selvfortælling får. Også selvom det sker efter et udefrakommende pres, personen ikke er herre over, der er den udløsende årsag til disse mange belastningsreaktioner – angst, stress og depression. Skam og stolthed hører sammen. Der er så meget stress i Danmark, fordi så mange er overladt til sig selv, skammer sig, men er for stolte til at sige fra, sige du kan rende mig i røven. Solidaritet er jo blevet et fyord, og når vi bliver adskilt fra støttende relationer, bliver vi usikre, og så sikringerne jo briste hos mange på et tidspunkt.

Det, vi oplever, er netop at New Public Management og dens mange og raffinerede kontrolmekanismer misbruger den faglige stolthed, som mange offentligt ansatte (men selvfølgelig ikke kun offentligt ansatte!) føler og her specielt misbruger den til at lade os arbejde mere, end vi kan holde til. Noget andet, der gælder for mange offentligt ansatte er, i al fald i min erfaring, at vi på grund af en faglig stolthed og på grund af alle de mange måltal, vi skal leve op til, ikke er så gode til at sige nej, men derimod påtager os for stort et ansvar: Vi vender det indad og føler skam over ikke at gøre det godt nok.

Når f.eks. jeg selv skammer mig over at få så dårlige evalueringer af min undervisning, som dem jeg får, er det fordi jeg faktisk gerne ville levere tilfredsstillende undervisning, men oplever at det er gået stik modsat. Men måske er det ikke kun fordi jeg er dårlig til at undervise, at det ikke vil lykkes for mig.

Solidariteten har, som Allan Holmgren nævner, længe haft trange kår, så netop derfor er det gribende at se, hvordan vi nu i 2018 omsider ser en solidaritet på tværs mellem de offentligt ansatte. Og vi taler ikke længere kun om løn, men også om vores arbejdsforhold og om den stress, mange føler. Det kan blive et vigtigt vendepunkt for os.

Politisk spiritualitet?

Jeg vil ikke påstå, at jeg ved ret meget om den franske sociolog Michel Foucaults tanker, men i denne uge blev jeg mindet om ham, fordi der er en debat i dagbladet Information på baggrund af en hidtil ikke udgivet tekst af ham om revolutionen i 1979. Foucault talte om at revolution var udtryk for en “politisk spiritualitet”. Og så skulle man tro, at han gik ind for en sammenblanding af politik og religion. Men var han virkelig tilhænger af Khomeini og andre? Jeg anser dette for meget usandsynligt, ikke mindst fordi Foucault som homoseksuel tilhørte et mindretal, som islamiske fundamentalister altid har forfulgt.

Det rigtig interessante er, at begrebet “politisk spiritualitet” betyder noget helt andet end en sammenblanding af politik og religion. Og i virkeligheden er det vel netop politisk spiritualitet, det er værd at stræbe efter.

I et citat fra Questions of Method fra 1991 (som jeg kun har kunnet finde på engelsk) forklarer Foucault, hvad han mener. Og her er min egen oversættelse af dét citat.

Det spørgsmål, som det ikke vil lykkes mig at besvare her, men som jeg har stillet mig selv fra begyndelsen, er groft sagt følgende: “Hvad er historie, givet at der hele tiden i den produceres en skelnen mellem sandt og falsk?” Med dét mener jeg fire ting.

For det første: I hvilken forstand er produktionen og transformationen af opdelingen i sandt og falsk karakteristisk og afgørende for vores historicitet?

For det andet: På hvilke særlige måder har denne relation virket i “vestlige” samfund, der producerer videnskabelig viden hvis former hele tiden ændrer sig og hvis værdier fremsættes som universelle?

For det tredje: Hvilken historisk viden er mulig for en historie, der der selv producerer den opdeling i sandt og falsk, som denne viden afhænger af?

For det fjerde: Er det mest generelle politiske problem ikke problemet om sandhed? Hvordan kan man analysere forbindelsen mellem måder af skelne mellem sandt og falsk på og måderne, hvorpå man kan beherske sig selv og andre?

Denne søgen efter et nyt grundlag for hver af disse praksisser, i sig selv og i forhold til hinanden, viljen til at opdage en anderledes måde at beherske sig selv på gennem en anden måde at opdele mellem sandt og falsk – dette er hvad jeg ville kalde “politisk spiritualitet”.

Og så forstår jeg pludselig analogien, og hvorfor Foucault taler om spiritualitet. De der, praktiserer f.eks. meditation, tænker ofte på det, de gør som en søgen efter en sandhed om det enkelte menneske, som de kan bruge til at “beherske sig selv”. (Jeg har mediteret, men desværre er jeg holdt op.)

På samme måde er “politisk spiritualitet” en søgen efter en sandhed om historien og om samfundet, om vi kan bruge til at “beherske os selv”. Måske er meget af det, jeg tænker over og giver udtryk for bl.a. her, i virkeligheden netop dét. Jeg vil nemlig gerne forstå hvad der er sandt og falsk, hvad der er det gode og det ikke så gode. Om det lykkes, ved jeg ikke. Men jeg prøver.

Og så synes jeg i øvrigt, at den politiske spiritualitet har trange kår i dag, ikke mindst i politik. Hvis jeg skulle nævne et menneske, der lever op til idealet, er det nok en gammel hippie som sangerinden, forfatteren mm. Patti Smith, der både er et meget politisk menneske og et meget spirituelt menneske og ser ud til at nære den samme søgen efter sandhed i begge sammenhænge.

Foucaults citat om politisk spiritualitet på engelsk.

Kan man være stresset, hvis man ikke har et arbejde?

Der er igen kommet fokus på den følelse af stress, som arbejdsløse og sygemeldte ofte slås med. Landets nuværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger i dag i en artikel i Politiken at

Den anden ting er, at vi fortsat skal stille krav til dem, der ikke er i arbejde. Efter min mening er det mest nederdrægtige, man kan gøre over for andre mennesker, at placere dem på passiv overførselsindkomst. Lige nu har 28.000 mennesker været i kontanthjælpssystemet i mere end fem år. De må føle sig parkeret og glemt, og jeg kan ikke forestille mig noget, der er ret meget mere stressende end det…

Desuden er det også kun rimeligt over for de borgere, der hver dag står op, arbejder og betaler deres skat, at vi stiller krav og hjælper med at få de arbejdsløse i arbejde igen.

Men stress opstår, når der er krav og forventninger, som man ikke kan leve op til eller føler, at man ikke kan leve op til. Og de arbejdsløse bliver netop mødt med mange krav – bl.a. kravet om at man skal søge mindst 1 nyt job om ugen og kravene om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (som udmøntet i bekendtgørelsen om rådighed). Når det drejer sig om mennesker, der har været på kontanthjælp i fem år, er det tydeligt, at der er nogle forventninger fra andre, de ikke har kunnet leve op til.

Netop denne holdning, hvor en politiker forbinder selve dette at modtage overførselsindkomst med noget, der i sig selv er grundlæggende forkert, og dertil taler om at det er nødvendigt at stille krav til de arbejdsløse af hensyn til en anden befolkningsgruppe (!),  kan ikke andet end forstærke følelsen af ikke at være god nok hos dem, der har været arbejdsløse i lang tid. Det er faktisk også præcis de holdninger, som beskæftigelsesministeren giver udtryk for, der er med til at fastholde arbejdsløse i en følelse af stress. Det er underligt, at han ikke kan se dette selv.

Flygtningekrisen to år senere

Tilbage i sommeren 2015 var der i Danmark stort fokus på det, man dengang kaldte for flygtningekrisen. Den indtraf omkring tidspunktet for folketingsvalget, og under valgkampen dét år fyldte den rigtig meget.

Men hvad er der sket siden da? Der kom langt færre asylansøgere til Danmark i 2017 end der kom i 2015  – faktisk var tallet det laveste siden 2008. Men når man læser om borgerkrigen i Syrien og udviklingen i Eritrea, bliver det hurtigt klart, at der ikke er mindre grund til at flygte. Det, der derimod er sket, er at der nu befinder sig endnu flere flygtninge lige uden for EU. Det er EUs aftale med Tyrkiet, der skulle gøre det sværere for flygtninge at komme til EU, der har været med til at ændre tallene.

Der var, da aftalen blev indgået, en forventning om at mange asylansøgere ville blive sendt tilbage til Tyrkiet fra Grækenland, men det er ikke sket. Dette skyldes bl.a. at de græske domstole ikke ser Tyrkiet som et sikkert land at vende tilbage til.

Det er interessant på en trist måde, at “flygtningekrisen” først og fremmest var interessant af strategiske årsager: den skulle bruges til at føre valgkamp og siden til at fungere som begrundelse for ganske mange udspil fra regeringen. I dag er flygtningene, som det hele skulle forestille at handle om, derimod blevet glemt. Som så mange andre internationale emner i dansk politik dukker de kun op, for at politikere kan føre indenrigspolitik. Det er trist at skulle indse.