Fra job til job, koncert uden stop

I 2011 havde jeg været 25 år i statens tjeneste, og det var der faktisk en omtale af i Nordjyske. 

Inden for de seneste år er det blevet helt tydeligt for mig, at den slags snart vil være en sjælden foreteelse. Ét er at nogle mennesker vil søge nyt arbejde med mellemrum og være i stand til at få det, et andet er at det simpelthen er ved at blive svært at have tryghed i ansættelsen. Jeg møder i dag stadigt oftere midaldrende mennesker på min egen alder, der er i kortvarige ansættelser og håber på at de kan få dem forlænget, hvis bare de er tilpas  kompetente og pålidelige. Det ironiske er, at der uden undtagelse er tale om mennesker, der allerede er netop både kompetente og pålidelige.

I den akademiske verden, som er den del af arbejdslivet, jeg kender bedst, er de allerfleste åremålsansatte i få år ad gangen, og gennemstrømningen er stor.

Ordet “omstillingsparat” er blevet et modeord i jobannoncer; man kan være omstillingsparat ved at være parat til at arbejde på andre betingelser, men i dag dækker ordet ofte også over at man bliver en slags daglejer. Men den stadige usikkerhed i arbejdslivet og den utryghed, der følger med. er en årsag til stress.

De politiske partier, der gerne vil danne regering, taler ofte om hvor vigtigt det er at så mange som muligt arbejder på fuld tid. Men har de en målsætning om mulighed for tryghed i ansættelsen?

Svaret er nej. Venstre nævner ikke jobtryghed i sit principprogram. Socialdemokratiet, der traditionelt har haft tætte bånd til fagforeningerne, nævner heller ikke tryghed i ansættelsen i deres principprogram. Og det gør Dansk Folkeparti heller ikke (de har så til gengæld en særlig menuindgang om stramninger i udlændingepolitikken).

Flattr this!

Stemmeret til alle?

Hvorfor er det egentlig ikke alle, der er bosat i et land, der skal have stemmeret? I en interessant artikel spørger den irske samfundsforsker Guy Aitchison om netop dét.  Det er et bedre spørgsmål, end man egentlig skulle tro (og bedre end også jeg har troet).

Der er og har været voldsomme begrænsninger på retten til at stemme, også i Danmark. Ved begyndelsen af forrige århundrede var det stadig mindre end halvdelen af de voksne danske statsborgere, der havde stemmeret – kvinder og borgere i fattigvæsenet havde således ikke. Og selv efter indførelsen af valgret til kvinder var der begrænsninger; til Landstinget (der blev afskaffet i 1953) skulle man være 35 år for at kunne stemme og for at blive valgt.

I dag skal man være dansk statsborger og være fyldt 18. Hvis man har mindst én forælder, der er dansk statsborger, og man er født i Danmark, bliver man selv dansk statsborger og kan stemme og stille op til alle valg, når man fylder 18 år – uden at der er nogen krav om at man skal vide noget som helst om samfundet eller have bestået nogen som helst prøver i dansk. Til gengæld skal de, der søger om dansk statsborgerskab, bestå flere prøver. Men jeg kender en del mennesker, der gennem mange år har boet i Danmark og på mange måder er en del af det danske samfund. Mange af dem taler endda godt dansk. Men de er (endnu) ikke danske statsborgere. Nogle af dem er EU-borgere og kan derfor stemme til kommunalvalg og EU-parlamentsvalg. Men hvorfor må de ikke stemme til folketingsvalg og til folkeafstemninger? Udfaldet af disse valg påvirker jo også i høj grad deres dagligdag. Hvis flygtninge kunne stemme i Danmark, kunne hele den triste debat om flygtninge måske også undgås – for så talte de politikere, der taler negativt om flygtninge, nemlig om deres potentielle vælgere. Og hvis alle kunne stemme, ville det måske give dem mere lyst til at blive integreret, herunder til at lære dansk.

Jamen, vil nogen sige, hvis vi tillader at alle får stemmeret,  risikerer vi bare at det vælter ind med udenlandske statsborgere, der stiller op til Folketinget og “kupper” det eller måske “bare” kupper en folkeafstemning. Men her husker vi også, at man ikke uden videre får opholdstilladelse. Et lidt bedre argument er måske, at vi risikerer at udlændinge bliver valgt ind i Folketinget, sidder der i kort tid og så rejser ud af landet. Men jeg tror næppe, at ret mange mennesker (om nogen) vil opføre sig på den måde – der er kun ganske få folketingsmedlemmer, der forlader tinget midt i en periode.

Nogle vil her sige, at man skal bidrage aktivt til samfundet for at det skal give mening at stemme, så derfor skal f.eks. arbejdsløse flygtninge ikke kunne stemme. Men danske statsborgere, der er folkepensionister eller er handicappede og uden for arbejdsmarkedet, bidrager heller ikke aktivt men har alligevel valgret; det bliver aldrig anfægtet (på den anden side er der enkelte politikere og meningsdannere, der mener at borgere på kontanthjælp skal miste valgretten).

Og endelig: Ganske mange udenlandske statsborgere kan stemme til kommunalvalg og EU-valg. Nogle af dem bliver endda valgt ind. Hvorfor skal de ikke også kunne deltage i de andre valg og folkeafstemninger?

Flattr this!

Et dansk Nauru?

Så lancerede Socialdemokraterne deres “asylreform”. Ligesom alle andre reformer, danske politikere har talt om i de seneste par årtier, er der reelt tale om en kombineret stramning og nedskæring.

Tilbage i 2014 skrev jeg om hvordan Dansk Folkeparti opfordrede til at Danmark havde en flygtningepolitik, der lignede Australiens. Socialdemokratiets “asylreform” er i den sammenhæng påfaldende. Forslaget om at sende alle, der søger asyl i Danmark, til lejre i Nordafrika, er nemlig på mange måder udtryk for den samme politik om offshore processing, som Australien har ført i det seneste årti. Alle asylansøgere, der ankommer til Australien, bliver sendt til Nauru, en ø-stat på 21 kvadratkilometer, og her skal de vente indtil deres asylansøgning er færdigbehandlet.

Mange af de socialdemokratiske argumenter ligner da også de australske. Bl.a. vil man bruge offshore processing for at nedbringe antallet af dødsfald blandt bådflygtninge. Her kan jeg dog ikke lade være med at bemærke, at de fleste bådflygtninge ikke går specifikt efter Danmark.  Og jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at man ikke skal kunne søge asyl ved at henvende sig i offshore-lejrene: Man skal nå frem til Danmark, inden man bliver sendt til offshore-lejrene.

Et af de ubesvarede spørgsmål er så vidt jeg kan se, hvad der egentlig skal ske med asylansøgere i offshore-lejrene i Nordafrika. Skal de holdes adskilt fra det omgivende samfund? I så fald kræver lejrene omhyggelig bevogtning. Eller skal de indgå i det omgivende samfund? Her er det vigtigt dels at bemærke, at arbejdsløsheden i et land som Algeriet er meget højere end i Danmark (11,7 procent i 2017). Min fornemmelse er, at asylansøgere i så fald vil komme til at færdes på et sort arbejdsmarked på samme måde som man ser i det Danmark – bare med endnu mindre mulighed for transparens. Erfaringerne fra Nauru (som dokumenteret af Amnesty International i en udførlig rapport fra 2016) viser, at asylansøgere er blevet overfaldet af lokale indbyggere. Desuden er der faktisk også mennesker, der flygter fra lande som Algeriet og Marokko. Disse lande er ikke sikre.

Det er heller ikke billigt at lave “offshore processing”. I Nauru har man outsourcet driften, og private virksomheder har tjent store penge på at bevogte asylansøgere. Er det dét, Mette Frederiksen og andre forestiller sig?

Selv hvis alt dette var godt, er der stadig noget, der undrer mig meget. Socialdemokratiet taler om international lov og nævner UNHCR. Man kan imidlertid ikke ensidigt indføre en sådan løsning og så håbe på at andre vil være med. Hvis UNHCR skal tage sig af genbosættelsesprocessen for de flygtninge, som får dansk asyl, kræver det da også accept fra UNHCR.

Socialdemokratiets forslag er først og fremmest er et forsøg på at bejle til svingvælgere, der ellers ville stemme på Dansk Folkeparti eller Venstre, og det bliver da også lanceret som et første udspil til valgkampen. Man vil simpelthen overbevise disse svingvælgere om at man er mindst lige så opsat på at holde flygtninge væk fra Danmark. Det er beskæmmende, at endnu en valgkamp kommer til at handle om, hvordan den næste danske regering mest gennemgribende kan bekæmpe flygtninge.

Flattr this!

Nødvendighedens politik på AAU

I efteråret 2015 var jeg sammen med en række kolleger til et møde, hvor universitetsledelsen havde stillet i udsigt,  at de ville diskutere de kommentarer til ledelsens udkast til en ny strategi, som vi havde formuleret i et brev. Det var bestemt ikke noget rart møde; vi fik rent ud sagt skældud og stemningen var underlig og til tider knugende. Det var ved den lejlighed, jeg mistede den sidste rest af min barnetro. I dag ved jeg og de af mine kolleger, der har været med i mange år, at universitetsverdenen i dag er en ganske anden end den, vi voksede op med.

I dag er der et langt interview i Nordjyske med Aalborg Universitets rektor, og udtalelserne fra ham er et destillat af den nyliberalistiske, afdemokratiserede ånd, der hersker i dag. Min øverste chef udtaler at

Det eneste universitet, der vil overleve i fremtiden, er det universitet, der gør sig godt i konkurrencen på den internationale arena. Det er rationalet for os, fordi viden er en byttevare derude. Vi får ikke noget, hvis vi ikke også leverer.

Her bliver det sagt uden omsvøb: Viden er først og fremmest en vare, og universitetsverdenens grundvilkår er konkurrence. Man kunne i stedet have som mål, at viden skal være alment tilgængelig og komme alle til gavn, og at samarbejde mellem universiteterne er vigtigt. Man kunne også nævne de negative konsekvenser, det stadige fokus på konkurrence og produktion af “varer” har på arbejdsmiljøet. Men nej.

Jeg kan heller ikke undgå at bemærke, at ledelsen begrunder sin egen berettigelse på en måde, som man ofte ser i organisationer med autoritære træk: Ledelsen er de eneste, der er i stand til at føre alle frelst gennem de svære tider (som altid vil vare ved) ved brug af “nødvendighedens politik”.

Igen understreger Per Michael Johansen, at den ressourceknaphed, det har medført, kun kan håndteres af et professionelt ledelsessystem.

– Det ville have splittet universitetets fakulteter ad, hvis det gamle system skulle have håndteret en sådan besparelse.

Universitetsdemokratiet fra før 2003 var med andre ord kun en forhindring for en handlekraftig ledelse i en verden af nedskæringer. Men jo mindre indflydelse man har på sin egen situation, jo mere magtesløs føler man sig ofte. På mit eget institut har vi med kort varsel fået at vide fra øverste sted, at der skal spares 4 millioner kroner. Det er en svær situation for os, ordren kom pludseligt og ligesom i 2014, hvor der pludselig skulle ske nedskæringer, kan det ikke andet end give en følelse af stor utryghed.

Jeg vil hævde, at det ville være muligt for de ledere, vi har i dag, at agere ordentligt og effektivt og skabe langt mindre utryghed i en anden virkelighed, hvor universitetsdemokratiet stadig var intakt og studerende og ansatte stadig havde reel indflydelse.

(I øvrigt var det ikke universitetsledelserne før 2003, der “splittede universitetets fakulteter ad”. Det var som bekendt den nuværende ledelse.)

Flattr this!

Sponsor for en flygtning?

Et af de mange usympatiske skridt i udviklingen af dansk flygtningepolitik er den nylige beslutning om at Danmark ikke længere skal tage imod kvoteflygtninge, dvs. flygtninge der skal genbosættes gennem UNHCRs særlige program. Argumentet er at der ikke er råd og kræfter til dette, og at “Danmark har brug for et pusterum”. Jeg ved, at der rundt omkring i landet (og også i min kommune) er ikke helt få kommunalpolitikere, der er meget uenige heri – også politikere fra de partier, der i Folketinget står bag beslutningen.

Det ville være et godt signal, hvis kommuner rundt om i landet gjorde det klart, at de var villige til at modtage et antal kvoteflygtninge. Men det ville være mere end dét, det ville måske kunne hjælpe særligt sårbare flygtninge med at blive genbosat.

I Canada har man faktisk en lignende politik: Her kan virksomheder, organisationer og andre grupper være sponsorer for en flygtning. Sponsorerne skal lave en genbosættelsesplan og forsørge flygtningen. 

På denne måde kan Canada genbosætte flere flygtninge under UNHCRs program end den faste kvote, som landet også tager. Og de flygtninge, der bliver sponsoreret, bliver integreret gennem et personligt møde med en virksomhed eller organisation og kommer på denne måde ind i et konkret fællesskab og i arbejde eller ind på en uddannelse.

Måske kunne dette være en strategi, der var værd at overveje i Danmark – ikke at det skal blive en sovepude for den internationale (og moralske) forpligtelse, som Danmark stadig har. Dén må ikke privatiseres. Men det ville kunne sætte fokus på de positive holdninger til flygtninge og den vilje til at hjælpe dem, der faktisk findes hos ganske mange mennesker her i landet.

Flattr this!

Det er ikke satire

MIn Grip-Grab-overtrækshue, som jeg bruger under min cykelhjelm på særligt kolde dage.

Nogle gange er det foruroligende svært at kende forskel på nyheder og satire. I disse dage er der topmøde i Davos, men det ser man ikke så meget om i medierne. I Danmark taler man til gengæld endnu engang om lovforslag, der skal forbyde burkaer. I bl.a. dagbladet Information kan man læse dette:

– Det er burkaer, vi skal håndtere, og det er det, vi må finde en lovgivning, der kan løse, siger Trine Bramsen til Ritzau.

Spørgsmål: Så hvis udkastet blev sat til afstemning, ville I ikke stemme for?

– Nu har vi ikke set noget forslag endnu. Men vi har aldrig nogensinde gået ind for forbud mod julemandsskæg.

– Det har aldrig været vores intention at forbyde julemandsskæg, og det kommer det heller ikke til at blive, siger retsordføreren.

Spørgsmål: Men kan man lave et forbud udelukkende rettet mod burka og niqab, uden at det er grundlovsstridigt?

– Det er det, vi gerne vil have jurister til at se på.

Endnu engang forsøger man at lave et lovforslag, der reelt skal ramme en bestemt gruppe  mennesker, men formelt ikke gør det. På den måde minder burka-forslaget meget om den såkaldte “integrationsydelse”. Forskellen er, at et burka-forbud ikke vil ramme ret mange mennesker. Hvordan det mon skulle håndhæves, ved jeg ikke.

For et par år siden i København så jeg en kvinde i niqab på en café; hun sad ved bordet ved siden af mig og forsøgte at spise uden at komme til at afsløre sit ansigt eller flytte på sin hovedbeklædning – alt imens hun talte om sine jævnlige besøg i fitness-centeret! Det var fascinerende, underligt og heller ikke satire. Oplevelsen var for mig på én og samme tid et fremragende argument for både hvorfor burka og niqab er noget forfærdeligt pjat, som jeg kun kan tage afstand fra, og for hvorfor ideen om et forbud mod den slags for at beskytte kvinder mod undertrykkelse slet ikke giver mening.

Mens vi venter på det kommende forbud, vil jeg for muligvis sidste gang inden et forbud iføre mig den hue, jeg bruger under cykelhjelmen, når vintervejret bliver for urimeligt. Se ovenfor.

Flattr this!

New Public Managements mange fordele

Tegning: Pernille Mühlbach (Bibliotekarforbundet)

Alle, der er offentligt ansatte i Danmark i dag, er kommet i berøring med New Public Management, og inden for de seneste 15 år er det blevet særligt udpræget. I universitetsverdenen har vi set en konsekvent afdemokratisering, konkurrencesættelse og økonomitænkning. Den styrelse, der udbetaler min løn, hedder Moderniseringsstyrelsen – og det er ikke tilfældigt, for “modernisering” er et af trylleordene i New Public Management. Et andet er “effektivisering”.

Det var i Storbritannien, New Public Management først gik sin tvivlsomme sejrsgang. Ruth Dixon og Christopher Hood fra universitetet i Oxford har fulgt denne sejrsgang gennem mange år, og de har nu sammenfattet deres konklusioner i en publikation.   (Man kan også læse et sammendrag på dansk hos DenOffentlige.dk).

Dixon og Hood dokumenterer, at omkostningerne til administration inden for de seneste 30 år er vokset med ikke mindre end 40 procent i Storbritannien (målt i faste priser, dvs. korrigeret for inflation) samtidig med at antallet af offentligt ansatte er aftaget med omkring en tredjedel. Og samtidig er de offentlige udgifter blevet fordoblet, mens omkostningerne til selve driften kun er vokset med omkring 40 procent. Med andre ord udgør driftsomkostningerne nu en mindre andel af de offentlige udgifter end for 30 år siden. Administrationen sluger mere end før. Derudover er der kommet flere og flere klager over driften af offentlige virksomheder i Storbritannien. Så meget for effektiviseringen.

I Danmark hører man nu af og til politikere fra partier, der gerne vil i regering, sige at de er kritiske over for New Public Management. I 2016 sagde Mette Frederiksen således (og det citerede jeg dengang på denne blog)

»Vi foreslår en form for velfærdskontrakt, hvor de offentligt ansatte på den ene side lover at yde deres ypperste, og vi til gengæld lader være med at kontrollere det, som ikke skal kontrolleres. Et eksempel kan være, at man får lov til at have budgetter, som strækker sig over flere år, så det ikke bliver den her stop-and-go-regulering.«

Det eneste, disse politikere egentlig taler om, er dog “reformer” af New Public Management, så den økonomibaserede målstyring, der er central, kan “fungere bedre”. Man vil samtidig kunne lokke med at de offentlige udgifter forbliver høje, dvs. at der ikke sker nedskæringer. Men grundtanken er ikke ændret, og der sker næppe noget med behovet for administration, der skal kontrollere den nye, forbedrede udgave af New Public Management. Det er ikke så underligt, for “reform” er et andet populært trylleord.

Men man kan ikke fjerne problemerne ved New Public Management ved hjælp af New Public Management, lige så lidt som man kan slukke ild med flammer. Hvornår kommer der en folkebevægelse mod New Public Management? Jeg vil gerne være med.

Flattr this!

Nutiden tilhører Vonnegut

Nogle gange føler man næsten, at man selv er med i en roman af Kurt Vonnegut. Eller sådan har jeg det i al fald selv i disse år. Billedet ovenfor er af en aktuel trafikulykke i USA og kunne snildt passe ind i Vonneguts verden. Donald Trump er også som taget ud af samme absurde univers.

Kurt Vonnegut var vel USAs svar på Svend Åge Madsen med sin blanding af science fiction, samtidsskildring og satire og personer med nøje valgte, men underlige navne.

I Vonneguts næstsidste roman Hocus Pocus fra 1990 møder vi Eugene Debs Hartke, der er lærer på et college, som optager rige folks småtbegavede børn. Men Eugene bliver afskediget som universitetslærer efter at flere af hans udtalelser kommer en højreorienteret kommentator for øre takket være dennes datter. Eugene bliver derefter ansat som underviser ved et nærliggende, overfyldt fængsel, der drives af et japansk firma. En stor fangeflugt fører til at fangerne trænger ind på Eugenes gamle college og tager folk som gidsler. Romanen slutter med at det gamle college bliver lavet om til fængsel. Eugene bliver først beordret til at være fængselsbestyrer og derefter ender han med at være en af de indsatte. Hele denne handling er kun lige akkurat satire.

Det er på høje tid, at jeg genbesøger Kurt Vonneguts forfatterskab.

Flattr this!

Arven fra Jacob Haugaard

Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge!

Sådan lød et af Jacob Haugaards provokerende slogans tilbage i 1980’erne og 1990’erne, da han lavede “Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer”. Det er skræmmende at indse, at dette slogan i vore dage bliver taget alvorligt. De såkaldte resurseforløb i Danmark hævdes at have til formål at få mennesker tilbage på arbejdsmarkedet, men de fører først og fremmest til at alvorligt syge flyttes fra førtidspension til kontanthjælpssats – og til at nogle mennesker arbejder for en ekstra lav løn. Som det er tilfældet med så mange andre “reformer”, er der her tale om en nedskæring.

I USA har Trump-regeringen nu besluttet at borgere på Medicaid-ordningen skal aktiveres, hvis de ikke er handicappede. Det amerikanske argument lyder meget velkendt i danske ører: At der er en korrelation mellem godt helbred og at være i arbejde. Men her er det selvfølgelig værd at huske, at vi ikke heraf kan slutte, at arbejde gør mennesker raske. (De mange historier om arbejdsudløst stress fortæller den modsatte historie.)

Er det så USA, der har lært af Mette Frederiksen og hendes efterfølgere? Nej, faktisk er det vel omvendt. Der er faktisk i USA mange års erfaringer med forskelle slags “resurseforløb”, hvor modtagere af forskellige slags ydelser er blevet sat til at arbejde, og ifølge undersøgelser fra Stanford (også citeret i New York Times) har dette ganske vist haft en korttidsvirkning for de aktiverede, men ikke en langtidsvirkning hvad angår at få dem i arbejde.

Flattr this!

Noget om at inddrage

I dag er der en lang artikel i dagbladet Information, der tager udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af tænketanken DEA. Den viser, at mange ansatte og studerende på danske universiteter oplever, at de har begrænset indflydelse.  Uddannelses- og forskningsministeret siger, at 

…når universiteterne skal træffe vigtige beslutninger, skal studerende og ansatte inddrages…

og denne formulering kan genfindes i universiteternes vedtægter. Men mange ansatte og studerende, der er medlem af bestyrelserne oplever, at de eksterne bestyrelsesmedlemmer (som udfør bestyrelsens flertal – det kræver universitetsloven af 2003) er i en slags alliance med de ansatte ledere, og her ikke mindst dekaner og rektor.

Egentlig burde dette dog ikke være overraskende. Ordet “inddrage” er nemlig omhyggeligt valgt; det lyder flot, men er reelt bare et vagt begreb, som ikke indebærer at man som ansat eller studerende har nogen form for beslutningskompetence. Det har man nemlig ikke.  I universitetsloven af 2003 står der ikke, at kun ansatte ansatte og studerende ikke har nogen beslutningskompetence overhovedet, men det er sådan, både lovens bogstav og ånd er. De steder, hvor der tales om beslutninger i universitetsloven, er det altid bestyrelsen eller rektor, der har beslutningskompetencen (der står faktisk ikke engang noget om institutledere eller studieledere skulle have beslutningskompetence – heller ikke i f.eks. Aalborg Universitets vedtægter!). De eneste års sager på Aalborg Universitet om delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet og om tilhørsforholdet for et institut viser, at man sagtens kan fortolke inddragelse som at ansatte og studerende først bliver informeret, når en beslutning er blevet truffet og måske endda kun bliver delvist informeret.

I en demokratisk forfatning ville der være en konkret form for mindretalsbeskyttelse , men det er der ikke i universitetsverdenen – for den er ikke længere demokratisk. Ironisk nok er det stadig det videnskabelige personale og de studerende, der er det faktiske flertal, men altid er et mindretal i bestyrelsen.

Flattr this!