Retten til at koble af

Sidste år, da der var overenskomstforhandlinger på det offentlige område, skrev jeg om det grænseløse arbejde. Det er den tendens, mange offentligt ansatte vidensarbejdere har til at være på en slags permanent overarbejde. Brugen af bærbare computere og smartphones gør nemlig, at man altid kan svare på henvendelser af arbejdsrelateret karakter og altid kan arbejde videre, når man kommer hjem.

Nu kan jeg læse om lovgivning i Frankrig, der giver ansatte lov til ikke at læse mail o.lign. uden for normal arbejdstid. Loven kaldes nogle gange for el-Khomri-loven, opkaldt efter den beskæftigelsesminister, under hvem loven i sin tid blev indført. Det ironiske er, at el-Khomri-lovgivningens andre bestemmelser medfører en deregulering af det franske arbejdsmarked og svækker de franske fagforeninger.

Derfor er jeg selvfølgelig ikke tilgænger af at kopiere lovgivningen fra Frankrig som sådan, men retten til at koble af er en vigtig rettighed. I Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Indien, Québec og Canada (på forbundsniveau) er der nu forslag om at indføre netop denne rettighed, og det ville være godt med en tilsvarende rettighed i dansk sammenhæng.

Retten kunne indføres ad lovgivningens vej, men kunne i Danmark også blive del af overenskomst-grundlaget. Faren er selvfølgelig, at loven ganske vist vil være der, men at ledelserne rundt om stadig vil forvente, at arbejdet skal være grænseløst. Det er de nemlig vant til at kunne forlange. Og der er derfor også en forbundet fare for, at man som vidensarbejder alligevel vil blive ved med at svare på henvendelser uden for arbejdstiden. Jeg har det selv på den måde, og jeg ved at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Der er nemlig også rigtig mange, der sætter en ære i at gøre deres arbejde godt og har en faglig stolthed at forsvare. Derfor skal en kamp for retten til at koble af også være forbundet med en diskussion af, hvornår man som vidensarbejder gør sit arbejde godt nok.

At gå alene hjem om aftenen

Foto: https://www.flickr.com/photos/helloturkeytoe/16265462838/ (https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/)

Der er to ubehagelige og samtidig helt grotesk dumme fænomener, som jeg aldrig vil kunne forstå. Det ene er de såkaldte “dick pics” – billeder af mænds kønsorganer, taget af mænd og sendt som sms eller lignende til intetanende kvinder. Det andet er mænds tilråb af seksuel art til kvinder i det offentlige rum.

Begge fænomener er, ud over at være groft krænkende og sexistiske, nemlig fuldstændig kontraproduktive. Er der nogensinde en mand, der har fået positivt opmærksomhed fra en kvinde ud af at råbe “lækker røv” (eller hvad man nu kan finde på at råbe) efter hende på gaden? Og er der mænd, der har fået positiv opmærksomhed fra en intetanende kvinde ved at sende hende et billede af sin tissemand? Jeg tror det ikke. Måske er begge former for adfærd udtryk for en primitiv magtdemonstration, men jeg ved ikke, hvordan de skulle kunne skabe anseelse blandt andre mænd.

Hvad er så mest krænkende? Jeg ved det af gode grunde ikke som mand, men jeg hører sommetider, at kvinder er vant til at skulle forvente ubehagelige tilråb fra mand, når de går på gaden – mens de krænkende billeder dukker op på de mest uventede tidspunkter, præcis som når man bliver konfronteret med en blotter. Derfor er de, siger kvinder, værre, netop fordi de er en så ubehagelig overraskelse.

Dette svar røber så indirekte, at der er noget andet, der også er alvorligt galt, nemlig at mange kvinder er utrygge ved at færdes i det offentlige rum. Jeg har som mand aldrig for alvor været utryg ved at gå på gaden, ved at gå alene hjem om aftenen eller ved at rejse alene. Men jeg ved fra kvindelige bekendte, at det forholder sig helt anderledes med dem. Det føles altid sært og ubehageligt, når jeg bliver mindet om det, og jeg indser, hvor privilegeret jeg er i denne sammenhæng.

Jeg ved også godt, at der er mænd, der kan være utrygge ved at færdes alene, f.eks. hvis de har anden etnicitet, seksuel orientering eller på anden måde skiller sig ud, og det vil jeg ikke bagatellisere.

Jobansøgninger og depression

I Storbritannien anbefaler jobcentrene nu jobsøgende at skrive “dårligt humør” (low mood) i deres ansøgninger i stedet for at nævne, at de har eller har haft en depression. Centrene opfordrer også ansøgere til ikke at nævne kronisk træthedssyndrom, men skrive at de “oplever træthed”. Forståeligt nok er mange oprørte over sådanne råd. Det er yderligere stigmatiserende for alle de mange mennesker, der har haft en depression eller har kronisk træthedssyndrom (myalgisk encephalomyelitis), at de skal skjule det.

Men der er ikke tale om et særligt britisk fænomen. I 2013 kunne man således læse dette råd på jobfinder.dk:

Hvis du ikke har fået din nye arbejdsgiver endnu og skal til at søge job, så er det ikke en god ide, at skrive historien i dit CV og i din ansøgning. Det kan være svært på skrift at give en ny arbejdsgiver det komplette billede af, hvad situationen har været og hvordan du er kommet igennem den. Vent med at fortælle det, til du sidder ved et interview. Hvis der er huller i dit CV, så kan du eventuelt skrive sygeoverlov eller sygemeldt. Til samtalen vil det være noget, som du vil blive spurgt ind til.

Mange forsøger at skjule perioder med depression eller stress-relaterede sygemeldinger, når de skriver jobansøgninger. Dette føler mange er nødvendigt for at undgå diskrimination, selv om der er tale om udbredte lidelser. Ifølge Netdoktor vil der altid være mellem 100.000 og 200.000 borgere i Danmark, der har en depression. Hvor ville det dog være godt, hvis alt det underlige maskespil i ansøgninger, hvor man skal simulere usårlighed, ikke var nødvendigt.

En mulighed, som jeg i skrivende stund ikke ved om realistisk, er at insistere på at virksomheder er åbne om deres holdninger til dette. Jeg lægger nemlig mærke til, at rådene om ikke at nævne depression mm. ikke kommer fra virksomheder, men fra dem, der rådgiver jobsøgende. Rådene må enten stamme fra en ubegrundet frygt eller fra rådgiveres konkrete dårlige erfaringer med virksomheder, der diskriminerede ansøgere.

De onde rige

I Politiken var i den forgangne uge et debatindlæg af Jakob Nordestgaard, der engang med hans egne ord “selvstændig, arbejdede 60 timer om ugen, betalte den topskat og selskabsskat, jeg skulle, og brokkede mig naturligvis over det, når chancen bød sig.” Dengang stemte han på Liberal Alliance. Men så gik det galt for ham, og han er i dag sygemeldt. Han har ændret holdning og slutter sit indlæg med linjerne

Det virker, som om lovgiverne har lagt al fornuft og empati på hylden til skade for både borgere og de medarbejdere, som borgerne møder i jobcentrene. I den evige valgkamp glemmer nogle politikere, at der er et menneske bag ethvert personnummer, og mennesker kan ikke bare proppes i kasser.

Ofte fornemmer man en negativ holdning til arbejdsløse, sygemeldte og kontanthjælpsmodtagere hos dem, der ikke selv har sådanne problemer, men til gengæld har en høj indkomst. Min egen anekdotiske erfaring fra snart en del år som indsamler ved husstandsindsamlinger er, at ganske mange mennesker i pæne, dyre huse vægrer sig ved at give et bidrag. I 2010 viste en undersøgelse, omtalt i New York Times,  at husstande i USA med en indkomst på under 25.000 dollars i gennemsnit gav 4,2 procent af deres indkomst til velgørenhed, mens husstande med en indkomst på over 75.000 dollars i gennemsnit gav 2,7 procent til velgørenhed. En anden undersøgelse fra USA konkluderede (ud fra en studier af 43.000 amerikaneres adfærd) at rige mennesker var langt mere tilbøjelige end andre til at begå butikstyveri.

Jeg tror bestemt ikke, at rigdom automatisk fører til kynisme og smålighed, eller at rige mennesker som sådan er onde. På den anden side er påfaldende, at de negative holdninger og adfærdsmønstre, jeg her har beskrevet, så ofte dukker op. I Wired er der i denne måned en lang artikel af den amerikanske forfatter Christopher Ryan om netop dette.

Hans konklusion er, at der er mindst to grunde til at rige mennesker kan have de negative holdninger og den selvtilstrækkelige adfærd. Den ene er, at nogle velhavende mennesker føler sig usikre – selv om de er rige, føler de ikke selv. at de er “rige nok”. Selv om man er millionær, er der reelt altid nogen, der er rigere end én selv, og man kunne jo risikere at miste, hvad man har. Derfor kan man ende med at være nærig.

Den anden grund, der formodentlig hænger sammen med den første, er at økonomisk ulighed spiller en rolle: Undersøgelser fra Canada, som Ryan nævner, tyder på, at jo større ulighed der er i samfundet, jo mindre gavmilde er de rige. Uligheden fører til at velhavende isolerer sig mere fra resten af samfundet – de bor i andre kvarterer, sender deres børn i andre skoler osv. og mister dermed følingen med “resten af samfundet”. Dermed får de rige sværere ved at kunne leve sig ind i, hvordan det er ikke at være rig. Det var denne indlevelsesevne, Jakob Nordestgaard genfandt, omend på en trist måde. Og der bliver hos velhavende borgere en følelse af, at der er mere at miste og dybere at falde, hvis man skulle miste hvad man har. Og jo mindre social empati man føler over for andre, jo mere bliver man tilbøjelig til at isolere sig.

Til gengæld viser undersøgelser, at de, der er gavmilde, opnår desto mere respekt og anseelse hos andre.

Alt dette giver et umiddelbart overraskende argument for at stræbe efter lighed i samfundet: Ligheden vil gøre alle tryggere, også de rige.

Sammen skaber vi et påskud

Foto: https://www.flickr.com/photos/elkhiki/22044577443

Regeringen barslede i år med en målsætning om at få Danmarks udledning af CO2 reduceret med 70 procent i 2030.

Nu er Dansk Industri også nedkommet – med en 2030-plan, som de har valgt at kalde Sammen skaber vi grøn vækst. Mette Frederiksen lader til at være meget positiv over for dette udspil og inviterer repræsentanter for dansk erhvervsliv til at være med til at udarbejde en såkaldt klimakontrakt.

Der står ganske meget i Sammen skaber vi grøn vækst, som er ganske overraskende. Inde midt i den lange rapport kan man således finde denne formulering:

Det bør endvidere sikres, at det alene er personer, der har permanente nedsættelser i arbejdsevnen der er tilkendt førtidspension. Derfor bør alle, der har fået førtidspension i mindst 5 år revurderes.

(Side 74 i Sammen skaber vi grøn vækst)

Der går allerede mange skrækhistorier om de såkaldte resurseforløb, der bruges til afgøre om en borger kan få tildelt førtidspension, men ganske ofte antager karakter af en form for dehumanisering. Den berygtede idé om “sengepraktik” kommer fra resurseforløbene. Arkitekten bag resurseforløbene var i øvrigt den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Nu ser det pludselig ud som om førtidspensionister skal udsættes for en sådan vurdering hvert femte år, står det til Dansk Industri.

Andre steder i Sammen skaber vi grøn vækst kan man læse om bl.a. Dansk Industris opbakning til kontanthjælpsloftet (kontanthjælp er nævnt hele 45 gange i rapporten!), til såkaldte erhvervskandidatuddannelser (endnu et nyt ord), om ændrede momsregler for hotelbranchen og om hvordan kunstig intelligens skal “løfte den offentlige sektor”.

Det er interessant på en trist måde, at Dansk Industri under dække af en vilje til at stoppe klimaforandringerne og hjælpe med til at nå målet om 70 procent reduktion af CO2-udledningerne i 2030 lancerer et så omfattende politisk udspil. Er alt virkelig blevet klimapolitik?

Men vi er flere end dem

Skærmbilledudsnit fra Generation Identitærs hjemmeside.

For nogle måneder siden lå der en løbeseddel fra en gruppering, der kalder sig Nordfront, i brevkassen derhjemme. Nordfront er en nynazistisk bevægelse med afdelinger i Sverige, Norge, Danmark og Finland. I den weekend, der nu er gået, lavede en anden gruppering, der kalder sig for Generation Identitær, en demonstration, hvor de foldede et langt banner ud langs Limfjordsbroen. Netop denne dag cyklede jeg selv over broen, men slap heldigvis for at se på deres banner.

Den pågældende gruppering, der startede i Frankrig og nu også findes i en del andre lande, taler om “den store udskiftning”. Det er den blandt højrenationalister udbredte konspirationsteori, at nogle europæiske regeringer arbejder på at skifte den “hvide” befolkning i Europa ud med “brune” mennesker. Grupperingens “løsning” er det, de kalder for “remigration” – et andet ord for masseudvisning af “brune” mennesker fra Europa. Generation Identitær vil gerne fremstå som “pæne unge mennesker” og gør et stort nummer ud af distancere sig fra grupper som Nordfront ved at påpege, at deres aktionsformer er ikke-voldelige. Reelt er de en pendant til Stram Kurs, bare med bedre visuelt design og tøjvalg og færre tydelige ukvemsord.

Det er trist at tænke på, at denne gruppering nu findes i Nordjylland og tilsyneladende har en lokal afdeling. Men jeg bemærker også, at der faktisk ikke er ret mange til at holde banneret. Den 19. maj gik mange lokale foreninger i Aalborg sammen om at at lave en antiracistisk markering i form af en menneskekæde. Min kone og jeg var med. Mange andre var med. Menneskekæden gik hele vejen over Limfjordsbroen. Vi er mange flere end dem.

Som gjaldt det livet

Jørgen Steen Nielsen har gennem mange år skrevet om miljøspørgsmål i dagbladet Information. Han har i år skrevet en bog, der er helt aktuel – Som gjaldt det livet er skrevet efter folketingsvalget i juni.

Jørgen Steen Nielsen opfatter sig selv om både journalist og aktivist, og denne bog er en appel om at vi alle tager klimakrisen alvorligt og ser den i sammenhæng med social og økonomisk ulighed og med demokratiet. Hvis klimakrisen bliver håndteret for sent og forkert, risikerer vi meget nemt, at det bliver de fattigste og de mest marginaliserede, der kommer til at blive ofrene, og vi risikerer også at samfundet udvikler sig i en udemokratisk og autoritær retning. Her er Nielsen inspireret af den østrigsk/franske forfatter og filosof André Gorz, der i 1979 skrev bogen Økologi og frihed om netop dette. Jeg husker at have læst tekster af Gorz i min studietid, men desværre blev han glemt. Han er ellers mere aktuel end nogensinde. Det er ekstra interessant at opleve, at Naomi Klein i et interview i anledning af sin helt nye bog giver udtryk for den samme bekymring om at der kan vokse et “klima-barbari” frem.

Det er interessant at analysere modstanden mod at handle, og Jørgen Steen Nielsen giver da også en god analyse af hovedårsagerne til at der stadig findes “klimaskeptikere”. Ind imellem hører man dem, der giver udtryk for at den globale opvarmning kan løses med et teknisk fix (f.eks. atomkraft eller former for geoengineering), gerne i samspil med markedskræfterne. Dette holdning kalder Nielsen for “Klimaskepsis 2.0” – og med god grund, for her er holdningen i virkeligheden også, at man bare skal lade stå til og satse på, at vi kan fortsætte med at leve som før.

Grundtonen i Som gjaldt det livet kombinerer frygten for at der ikke bliver gjort noget med et håb om at den nye klimabevægelse, anført af unge mennesker som ikke mindst Greta Thunberg, kan udnytte det mulighedernes vindue, som Jørgen Steen Nielsen ser lige nu.

Der er en enkelt, skæmmende fejl i Som gjaldt det livet, nemlig at definitionen af den såkaldte Gini-koefficient er ukorrekt – den er vendt på hovedet! Men hele argumentstrukturen i bogen, hvor truslen fra den globale opvarmning ses sammen med de sociale problemer, den er i samspil med, er vigtig, og den er i det hele taget et vigtigt indlæg i den allervigtigste diskussion i dette århundrede.

Fri forskning?

I denne uge er der fokus på hvad der sker, når man tager imod forskningsmidler fra private aktører, i kølvandet på dagbladet Informations afsløring af omstændighederne om en rapport om klimabelastningen af oksekød. Institutlederen for Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet nu har valgt at trække sig fra sin post og forlader universitetet.

I datalogi er ekstern privat finansiering også udbredt. Tilbage i februar åbnede Concordium Blockchain Research Center ved på Aarhus Universitet. Det nye forskningscenter bliver støttet af Concordium Foundation, der udvikler en ny generation af blockchain med fokus på brugeridentifikation og gennemsigtighed. Fondsstøtten er på omkring 10 millioner pr. år i de første fem år af centrets levetid.

Hele blockchain-ideen har mange interessante problemstillinger i datalogi knyttet til sig, men det er i det hele taget tilfældet for hele fintech-verdenen. Finansverdenen, der ofte har været i mediernes søgelys inden for de seneste år, er blevet en væsentlig aktør. Og det er også tilfældet her.

Concordium Foundation bliver lanceret som en non-profit-fond, men her er det interessant, at en af hovedpersonerne bag denne fond er Lars Seier Christensen, som er leder af Saxo Bank og økonomisk og ideologisk støtte bag Liberal Alliance. Så formodentlig er der også potentielle interessekonflikter mellem fri forskning og virksomhedsinteresser i denne tilsyneladende uskyldige konstruktion.

En by, der er sort og hvid

Tre kvinder fra East Jackson. Foto: Maddie McGarvey/The Guardian

For nylig har der været en artikel i The Guardian om en lille by i USA, East Jackson, hvor næsten alle indbyggere beskriver sig selv som sorte, også selv om mange af dem er blege og lyshårede mennesker, der ser helt europæiske ud.

Umiddelbart virker det barokt, at en gruppe af mennesker i et land, hvor der indtil for få år siden var apartheid, altid har opfattet sig selv som tilhørende en gruppe med færre rettigheder. Andre steder i USA har der gennem historier været mennesker, der gerne ville have del i de samme privilegier som det hvide flertal og derfor skjulte, at nogle af deres forfædre havde afrikansk baggrund.

Men historien om East Jackson gør det fuldstændig tydeligt, at sådan noget som etnicitet i høj grad er noget, mennesker konstruerer. Og den minder også om beretningen om den amerikanske geolog Clarence King (ham skrev jeg om her i 2013), der levede sidst i 1800-tallet. Han var gift med en kvinde af afrikansk baggrund og sammen med hende kaldte han sig for sort, men i alle andre sammenhænge kaldte han sig for hvid.

I artiklen er der en omtale af en ung kvinde fra East Jackson,, der nu opfatter sig selv om hvid. Det er hendes mor meget ked af. Befolkningen i East Jackson er stolte af, at nogle af deres forfædre har afrikansk baggrund og det er en del af deres identitet.

Vi kender faktisk også til tilsvarende konstruktioner i Danmark. I Danmark er dem, der synes at man meningsfyldt kan betegne danske borgere, hvis forældre også er født i Danmark, som “tredjegenerationsindvandrere”– og der er også nogle mennesker med en sådan baggrund, der ikke vil kalde sig selv for danskere.

Forskellen er, at det i nogle tilfælde er dem med privilegierne, der kategoriserer andre – mens det i andre er andre, der karakteriserer sig selv.

Ville jeg så selv begynde at kalde mig skotsk (for jeg har faktisk sådanne aner og har endda boet i Skotland en overgang)? Umiddelbart tror jeg det ikke.

Sent eller tidligt valg?

I denne uge er der endnu et debatindlæg i medierne om adgangskravene til videregående uddannelser. Denne gang er der tale om en kronik i dagbladet Information, hvor forfatteren argumenterer for at adgangskravene også for fremtiden skal være baseret på karaktererne fra den adgangsgivende uddannelse.

En af årsagerne til de tilbagevendende diskussioner om optagelseskrav er selvfølgelig hele diskussionen om frafald og frygten for at nogle unge havner på uddannelser, som de ikke magter. Men måske er diskussionen om karakterniveau og andre kvalifikationer ikke den vigtigste diskussion, det er værd at tage.

Mange videregående uddannelser i dag er så specialiserede, at det er svært at skifte til en anden uddannelse uden at komme i karambolage med reglerne om SU. Engang var der langt færre, men bredere videregående uddannelser, og på bl.a. RUC var der basisuddannelser, hvor man først traf sit endelige uddannelsesvalg efter nogle semestre, når man havde et begyndende overblik over mulige fagområder. Også senere var uddannelserne inddelt i moduler, så man kunne sammensætte uddannelser af f.eks. et hovedfag og et bifag (eller sidefag, som det siden kom til at hedde). På nogle universiteter var det endda muligt selv at designe sin uddannelse, hvis den kunne godkendes som fagligt forsvarlig. Det var ikke en mulighed, som mange benyttede sig af, men den fandtes. Mit eget indtryk var at det mest var dedikerede mennesker, der benyttede sig af denne sidste mulighed. I nogle tilfælde fik studerende også lavet en kombinationsuddannelse ud af stumperne af delvist gennemførte uddannelser, så de kunne få sig en kandidateksamen.

Til gengæld var der ikke ret mange valgmuligheder på de gymnasiale uddannelser; i det almene gymnasium var der således to linjer med hver tre grene.

I dag er valgfriheden flyttet ned på de gymnasiale uddannelser, men der er sket det, at den tilsyneladende store valgfrihed, der er her, får vidtrækkende konsekvenser for hvilke af de specialiserede videregående uddannelser, man senere kan vælge. De vigtige valg skal samtidig træffes på et tidspunkt, hvor de unge ikke har det samme overblik og den samme faglige indsigt, som de har nogle år senere.

Det ville være interessant at analysere hvordan uddannelsernes struktur før og nu har indvirket på frafald og studieskift – og selvfølgelig også på ansættelighed.