Følelsesløst

Jeg vågnede alt for tidligt i morges og så den tragiske nyhed om bombeangrebet i Manchester Arena. Mine tanker er ved dem, der så pludseligt har mistet deres kære. Det første, jeg tænkte på, da jeg læste om eksplosionen, var dog min familie derovre. Mine to søstre bor nemlig begge i Manchester-området. Heldigvis kunne de fortælle mig, at de ikke havde været i nærheden. Den enes søn kender dog nogle piger, som skulle have været til koncerten i Manchester Arena.

Ved at læse mere om eksplosionen, går det samtidig op for mig, hvad terrorismen gør ved os alle.

Terrorismen opfylder sit perverse formål ved at skabe en snigende følelse af almindelig utryghed. Det er en følelse, som samtidig er irrationel, fordi risikoen for at dø af andre årsager (f.eks. i trafikken) er meget, meget større.

Men samtidig skaber terrorismen, der selv er fuldstændigt følelseskold, også en følelsesløshed i samfundet. Der sker nu så hyppigt terrorangreb i Europa og Nordamerika, at der sætter en mental udmattelse ind hos mange borgere. Reaktionerne i medierne og hos den enkelte bliver nemme at forudsige (og måske er også dette blogindlæg forudsigeligt?). De fleste ved nemlig inderst inde, at det seneste terrorangreb bare er endnu ét og at der vil komme flere.  Og jo mindre vi føler, jo højere råber terroren, og jo mere begrænsende og voldsomme bliver de modforholdsregler, som nogle politikere foreslår, og som påvirker os alle.

Flattr this!

Fattiglovene i det 21. århundrede

Skøttrup fattiggård, 1919. (Skoletjenesten, Hjørring – https://skoletjenesten.hjoerring.dk/kildepakker-fra-hjoerring-kommunearkiv/velfaerdsstaten/fattigvaesenet/)

Der har i Danmark været en lang tradition for at mindrebemidlede  mennesker ikke havde fulde borgerrettigheder. Efter grundloven i 1849 fik alle ret til fattighjælp, men modtagere af fattighjælp havde ikke stemmeret, og de måtte ikke gifte sig. Der var en nidkær kontrol af hvad fattige mennesker foretog sig, og havde man ikke nogen bolig, skulle man bo på fattiggården. Med socialreformen i 1930 blev dette gradvist ændret, men først i 1961 blev de sidste indskrænkninger i borgerrettigheder fjernet, og først i 1962 forsvandt begrebet fattighjælp helt fra dansk lovgivning. Det har jeg tidligere skrevet om her.

I dag er den altafgørende borgerrettighed i Danmark blevet statsborgerskab. Man kan ikke blive dansk statsborgerskab og dermed ikke få stemmeret, hvis man inden for de seneste tre år har modtaget sociale ydelser. Også muligheden for at blive gift er reelt begrænset på grund af tilknytningskravet og krav til indtægt – det kan være umuligt for et ægtepar, hvor den ene part ikke er dansk statsborger, at bo sammen i Danmark. 

I denne kan dagbladet Information berette om en 39-årig mand, der ikke kan blive statsborger, fordi han efter et trafikuheld modtog kontanthjælp i én måned – og tilsyneladende kun modtog kontanthjælp på grund af ukorrekt sagsbehandling. Politiske ordførere er nu klar til at se på sagen, men selve det retslige grundlag vidner også om en stor og støt stigende nidkærhed hos de danske myndigheder.

Når man ser på sagen om den 39-årige mand og lovgrundlaget bag denne og andre af de seneste års sager om dansk statsborgerskab, er det svært ikke at drage en trist parallel mellem den danske lovgivning i 2017 og fortidens fattigvæsen.

Flattr this!

De desperate

I morgen er der præsidentvalg i Frankrig, og alene tanken om at Marine Le Pen vil kunne vinde, er nok til at få mig til at miste håbet.

Men måske er meget af det, der sker i dag, netop noget der sker, fordi stadigt flere mennesker mister håbet. Göran Rosenberg har en kronik, som Sveriges Radio bringer og nu også kan læses i dansk oversættelse. Hans pointe er at alt hadet, som vi ser hos de ekstreme politikere og i form af terrorisme, netop er udtryk for håbløsheden. Ordet desperat betyder netop “uden håb”.

Nationalismen og terrorismen bliver det, der skal bringe et håb tilbage, men ingen af delene fører til noget godt. Og alle os, der er modstandere af hadet, sidder tilbage og mærker også en håbløshed. For vi havde jo også håbet på en bedre verden. Mange håbede i sin tid på Barack Obama, fordi han selv håbede; den valgplakat med ham, der en overgang var nærmest ikonisk, nævnte simpelthen ordet hope. Men siden mistede mange amerikanere håbet og prøvede at finde det andre steder, nogle hos Sanders og mange hos Trump.

Interessant nok er Slavoj Žižek inde på præcis det samme. Han har netop udgivet endnu en bog, The Courage of Hopelessness – og nej, jeg har ikke fået læst den (endnu). Han skriver i det essay, der har givet bogen navn:

The Italian philosopher Giorgio Agamben said in an interview that “thought is the courage of hopelessness” ─ an insight that is especially pertinent for our historical moment, when even the most pessimistic diagnosis as a rule finishes with an uplifting hint at some version of the proverbial light at the end of the tunnel. The true courage is not to imagine an alternative, but to accept the consequences of the fact that there is no clearly discernible alternative: the dream of an alternative is a sign of theoretical cowardice; it functions as a fetish that prevents us thinking through to the end the deadlock of our predicament. In short, the true courage is to admit that the light at the end of the tunnel is most likely the headlights of another train approaching us from the opposite direction.

Vi deponerede håbet i økonomien og hos finansverdenen, men den har bare skuffet os og ført mange mennesker ud i krise. Det ser ud til at vi kun kan komme videre, hvis vi opgiver håbet. Hermed mener jeg ikke, at man skal være desperat eller resignere – tværtimod. Det, vi skal gøre, er at holde op med at placere håbet hos andre, men selv begynde at skabe noget andet selv.

Flattr this!

Kæmpe mod – eller kæmpe sammen med

Der er en spændende kronik i Information af Jakob Mathiassen, der er betonarbejder og forfatter – desværre er den havnet bag avisens betalingsmur, for det er en meget sober og velargumenteret kronik, som jeg er glad for at nogen stadig har lyst til at skrive.

Overenskomstforhandlingerne i Danmark starter altid med industriarbejderne, fordi Dansk Industri er magtfuld i Dansk Arbejdsgiverforening og fordi kræfter i fagbevægelsen går med til at forhandlingerne skal føres på denne måde. Argumentet for at lade lønnen i industrien sætte niveauet er, at eksport fra industrien er særligt vigtig for den danske økonomi, og derfor er det først og fremmest industrivirksomhedernes vilkår som skal tilgodeses. Man kan se dette som en slags globaliseringens naturlov – og det er sådan, det typisk bliver fremført – men man kan også se det pres på lønningerne, som der her er tale om, som en bevidst strategi fra industriens side.

Andre brancher, hvor der er vigtig internationale forbindelser, men ikke i form af eksport, bliver dermed også påvirket af lønniveauet i industrien. Et eksempel, som Jakob Mathiassen fremhæver, er byggebranchen, hvor lønudviklingen gennem længere tid har været stagnerende, og der er flere byggepladser, hvor timelønnen er under 100 kroner.

Det vigtige for den danske fagbevægelse er at hjælpe udenlandske bygningsarbejdere til at organisere sig i Danmark og til at styrke fagbevægelsen i de lande, de kommer fra. Ved at gøre dette, kan man styrke bevidstheden hos alle om, at det er vigtigt at have stærke fagforeninger. Og man kan være med til at udligne løn og arbejdsforhold til fordel for de udenlandske arbejdere i stedet for at der sker det, som der sker nu, at forholdene bliver udlignet på negativ vis til ulempe for både udenlandske og danske arbejdere.

Et konkret eksempel på denne strategi, som Jakob Mathiassen fremhæver, er UNI Graphical & Packaging, det internationale trykker- og pakkeriforbund. De har investeret direkte i at opbygge fagbevægelsen og organiseringen i lavtlønslande som bl.a. Polen i samarbejde med bl.a. det polske fagforbund for trykkere. Det har allerede ført til den første kollektive overenskomst, og man forventer at indgå en aftale med et andet multinationalt emballagefirma i de kommende måneder.

I stedet for at tænke på de mennesker, der rejser hertil, som modstandere kan se dem som allierede i kampen for et bedre liv til alle:  I Danmark kæmper vi sammen med mennesker fra andre lande for at skabe bedre vilkår for hinanden i stedet for at kæmpe for at lukke grænser. Det er helt en anden slags “hjælp i nærområderne” og en opfattelse af mennesker, der rejser over landegrænser, som er den stik modsatte af den, der er kommet til at dominere i Danmark (og mange andre lande).

Flattr this!

En kamp for frihed

Endnu engang er det blevet 1. maj, men jeg har været på arbejde – aftaler, jeg ikke fik flyttet og korrespondance har trængt sig på. Det er desværre nok ikke særligt overbevisende at skrive, at jeg har været med derude i ånden.

Hvert år, så længe jeg kan huske, har politikere og andre meningsdannere fra hele den højre side af det politiske spektrum talt om at 1. maj er en overflødig kampdag. Det er den bestemt ikke.

Der er imidlertid sket det, at de mennesker, hvis rettigheder i dag er allermest truet i Danmark i dag, ikke er arbejderklassen som helhed, men i særdeleshed de løstansatte, de lavtlønnede og de mennesker, der er helt uden for arbejdslivet: arbejdsløse, langtidssygemeldte, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og hjemløse. Uden for Danmark er der stadig masser af arbejdskampe, der skal tages. Derfor er 1. maj stadig relevant at markere, og det er nødvendigt at vi lader en solidaritet med de særligt udsatte grupper og et internationalt perspektiv være i fokus. Egentlig handler det jo om frihed – friheden fra unødvendige bekymringer (herunder friheden fra at leve på en forurenet klode) og friheden fra at blive set ned på.

I disse år ser vi desværre, at nogle af de partier, der tidligere har været nært allierede med fagbevægelsen (og her tænker jeg ikke mindst på Socialdemokraterne), ser ud til at være blevet mere optaget af at ville gøre livet surt for de grupper, jeg har nævnt, og af at vende blikket indad mod Danmark i stedet for at skue ud i verden. Der er derfor også en kamp, der skal føres for at få dem til igen at forstå at ingen er frie, før alle er frie.

Flattr this!

De må lære det et sted

Et citat fra Tech Leavers Study.
Det fakultet på Aalborg Universitet, jeg nu befinder mig under, hedder TECH – og i dag kan jeg læse om en undersøgelse fra USA, der sætter fokus på sexisme, racisme og anden chikane i det, man derovre kalder tech-industrien, dvs. virksomheder inden for udvikling af teknologi, som mange med uddannelse fra TECH-fakultet bliver ansat hos. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud i Danmark, men det er et trist billede, som Tech Leavers Study tegner af årsagerne til at mennesker holder op med at arbejde i tech-industrien:

  • Næsten 40 procent af de tidligere tech-medarbejdere angav at det var uretfærdig eller dårlig behandling som havde været en hovedårsag til at de holdt op, og især for mænd fra underrepræsenterede grupper (som f.eks. bestemte etniske minoriteter) var det en årsag.
  • 1 ud af 10 kvinder oplevede en eller anden form for seksuel chikane, mens ansatte med LGBT-baggrund var mest udsatte for chikane eller ydmygelse foran andre.
  • 78 procent af de tidligere tech-medarbejdere havde oplevet former for urimelig eller uretfærdig adfærd, og det var især kvinder, der var udsatte for det – og nok så væsentligt: der var mere af denne adfærd i tech-industrien end i andre virksomheder.

Måske er det “bare” samfundsstrukturerne, der legitimerer sexisme, racisme og chikane; på en dårlig dag kan jeg sagtens tænke netop dét. Men måske er det også forhold i branchen, der spiller ind på en negativ måde. Jeg tror ikke, at det hjælper nogen at komme fra uddannelser, hvor der desværre ikke er ret megen mangfoldighed. Og om der er former på chikane på tech-uddannelserne, der minder om hvad man bliver udsat for i tech-branchen, ved jeg ikke. Men når jeg hører om bl.a. kvindelige studerendes oplevelser, er det bestemt ikke kun godt, jeg hører. Dét alene er et meget vigtigt argument for at vi på de pågældende uddannelser tager dette meget alvorligt. De må jo lære det et sted.

Flattr this!

Social retfærdighed?

Der er en interessant artikel i Nature af de tre amerikanske psykologer Starmans, Sheskin og Bloom. Artiklen giver et overblik over hvad man i dag ved fra psykologisk forskning om menneskers opfattelse af ulighed. Der er mange resultater, der viser at mennesker uanset alder og køn klart foretrækker at goder bliver fordelt ligeligt. F.eks. er der lavet en undersøgelse af små børn, hvor de bliver bedt om at give to andre børn nogle viskelædere. Børnene er meget enige om at de to andre børn skal have lige mange viskelædere.  Men der er også mange resultater, der viser at mennesker ikke har noget imod en ulige fordeling af goder, hvis de opfatter den ulige fordeling som retfærdig. F.eks. viser undersøgelsen med børn, der skal give viskelædere til andre børn, at de ændrer opfattelse, hvis de får at vide at det ene af de to børn, der skal have viskelædere, har ryddet pænt op, mens det andet barn ikke har. Så vil de gerne vil give flere viskelædere til det barn, der har ryddet pænt op.

Så det er vigtigt at skelne mellem ulighed i sig selv og uretfærdig ulighed, konkluderer forfatterne. Og det er da også mit indtryk, at vi ikke siger det særlig tit: at uligheden er uretfærdig. Der er meget voldsomme sociale uligheder i USA, men det er mit helt uvidenskabelige indtryk, at mange amerikanere på den ene side erkender at det er sådan, men på den anden side også siger at uligheden ikke er uretfærdig, men tværtimod udtryk for at “man kan hvad man vil”. Tilsvarende er mantraet om at “det skal kunne betale sig at arbejde” et forsøg på at begrunde nedskæringer i sociale ydelser med en form for retfærdighed. Og i begrundelserne for “integrationsydelse” dukker der også en usagt komponent op: det er uretfærdigt, hvis mennesker kan komme til Danmark og modtage kontanthjælp på samme sats som andre mennesker, der allerede bor i Danmark.

Men man kan også opfatte disse nedskæringer som uretfærdige, og mange af argumenterne imod nedskæringerne er faktisk argumenter for netop dette, at de er uretfærdige. Den egentlige kamp er derfor ikke kun en kamp for at gøre noget ved uligheden “i sig selv”, men også en kamp for at ændre opfattelsen af hvad social retfærdighed er. Dette begreb fortjener at blive fremhævet mere i debatten om uligheden i Danmark.

Flattr this!

Automatisering i skyerne?

Foto: Vice.com (https://munchies.vice.com/en_us/article/robots-cooked-and-served-my-dinner)

Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at der nu er en masse tale om konsekvenserne af automatisering og om hvordan maskinintelligens vil accelerere denne udvikling. Selv i statsministerens nytårstale kunne man høre tale om disruption, og her fremstod automatiseringen nærmest som et uafvendeligt naturfænomen.

Den skrækblandende begejstring minder mig dog en del om stemningen for 30 år siden, da man talte om ekspertsystemer. Dengang var der mange, der var sikre på, at der var store omvæltninger lige om hjørnet. Denne gang er det helt store tegn på, at der er et stykke vej igen, at mange af disse former for maskinintelligens benytter sig af dataanalyser, der kræver indblanding fra “skyen” (læs: en stor klynge servere). Den fra Apple-produkter så kendte talegenkendelses-app Siri er f.eks. helt afhængig af dataanalyser fra en server.

Ét er at kravene til regnekraft er så store, at de kun kan håndteres af en stor serverpark. Et andet incitament til ikke at lave dataanalyserne lokalt er, at det vil gøre den enkelte “intelligente” enhed mere kompliceret og sværere at vedligeholde og opgradere. Det er lettere at lave hyppige opdateringer af data-analyse-software på én central server end lokalt på f.eks et stort antal robotter.

Min bekymring er derfor ikke så meget en bekymring om “tænkende maskiner” og deres overlegenhed, men derimod en bekymring om de allerede velkendte sikkerhedsudfordringer, der har at gøre med at placere store mængder af data i “skyen”, og en bekymring om motiverne bag automatiseringen snarere end hvad automatiseringen måske kan opnå kort sigt. For her sker der hele tiden noget, også selv om løsningerne ikke er så elegante eller vidtrækkende, som nogle gerne vil have at de skal være.

Hele påstanden om “det skal kunne betale sig at arbejde” (der reelt er udtryk for påstanden “det kan lige nu betale sig ikke at arbejde”, dvs. at arbejdsløse ikke gider arbejde, fordi dagpengesatsen overstiger et vist beløb) kan nemlig få en anden og utilsigtet betydning: At det ikke kan betale sig at have  lavtlønnede og ufaglærte arbejdspladser. Man kan således allerede nu se, hvordan der er en del forsøg på at erstatte ufaglært arbejdskraft i fødevareindustrien med robotter.

Det er her, konsekvenserne kan blive store for samfundet – for ansættelse i fast food-foretagender og landarbejde som bl.a. frugtplukkere er typiske indgangsjobs for så forskellige grupper som uddannelsessøgende og flygtninge.

Flattr this!

Hvor er boligpolitikken?

Der har lige været en træls sag, hvor Inger Støjberg har kaldt en familie af syriske flygtninge griske, fordi forældrene til den 9-årige pige, der oprindelig kom til Danmark alene, blev rådet til at søge asyl fordi de så måske nemmere ville kunne få et sted at bo. Her ser vi bort fra at alle – også børn på 9 år – nu selv skal betale for transportudgifterne til familiesammenføring. Er dette grisk?

Men hele denne sag viser faktisk først og fremmest, at der er boligmangel rundt omkring i landet. Det er påfaldende (men ikke overraskende) at Inger Støjberg indtil for nylig har været boligminister, men slet ikke har talt om boligpolitik – og heller ikke gjorde det nu. Der er i det hele taget ikke mange, der taler om boligpolitik i Danmark.

Boligpolitikken i dagens Danmark fremstår i bedste fald som spredt fægtning. Det er ikke engang muligt at få gjort noget ved de ruiner af ubeboede huse, der findes i “Udkantsdanmark”.  Man har talt om “ghettoer”, men her er det interessant, at Kraks Fond Byforskning i november 2016 påviste at de boligområder, der nu udpeges som udsatte, faktisk har været det længe. Nogle gange taler politikerne om de hjemløse, andre gange taler de om skattefradrag i en boligjobordning.  Men er der nogen visioner? Alle disse diskussioner har for mig at se ét til fælles: det egentlige fokus er ikke boligsituationen, men de borgere, der bor i bestemte boliger (eller ikke har et sted at bo).

Der var en hel del store boligpolitiske initiativer i Danmark indtil første halvdel af 1970’erne, men siden har der ikke rigtig været nogen. Hvornår kommer der igen en substantiel diskussion om boligpolitik i Danmark ?(Hvis det kan være nogen trøst, sker der lige så lidt i Storbritannien.)

Flattr this!

En coping-strategi for livet

En installation til selvvalgt eksil – Bent Hedeby Sørensens installation set udefra. Bent Hedeby Sørensen, Take your time, 2009. Foto: Kasper Lie.

Der er mange ting, jeg gerne ville have var anderledes, og der er mange ting, der gør mig ked af det eller vred. Der er forhold på mit arbejdsliv og i samfundet, jeg finder det meget svært ved at forlige mig med. Jeg har skrevet om dette her på denne blog, og jeg har skrevet det tit. Mange ved godt, hvad det er, der går mig på og hvad jeg bruger kræfter på at gå ind i gennem konkrete initiativer. Men hvis man bruger alle sine kræfter på at kæmpe mod det, der er forkert, kan det blive udmattende og man kan blive desillusioneret.

Det er nødvendigt at finde det, psykologer kalder for en coping-strategi for tilværelsen. Begrebet lyder umiddelbart voldsomt i denne sammenhæng, men det er det strengt taget ikke. For nogle år siden skrev jeg om mindfulness her som en strategi til at leve med alle problemerne.  Og det er bestemt en del af en sådan coping-strategi. Selv mediterer jeg desværre ikke mere; jeg holdt op på grund af fysiske smerter da jeg blev ramt af en bil og brækkede min albue i foråret 2015, og siden er det ikke lykkedes mig at komme ordentligt tilbage i vanen.

Men måske kan jeg ved at gøre min intention om at begynde igen offentlig – og det gør jeg så hermed – kan jeg omsider komme i gang igen.

Samtidig er jeg blevet mere og mere bevidst om at ganske vist bør meditation være en del af coping-strategien, men den kan formodentlig ikke udgøre det hele. Nogle gange kan der, hvis man gerne involverer sig i forskellige former for aktivisme (og det gør jeg), føle et vist element af resignation eller flugt i en coping-strategi, der kun peger indad.

Her er der et billede, der nogle gange falder mig ind: at jeg og andre med lignende bekymringer over den vej, verden er på vej ned ad, skal se os selv som i en slags indre eksil fra en verden, der er langt fra det, den burde være.  I eksilet er man fremmed for de omgivelser, man befinder sig i, men samtidig er der andre, der er i et tilsvarende indre eksil, og sammen med dém kan man nogle gange glemme sit eksil og finde hjem for en stund. Og måske kan man så få ny energi til udadrettet handling sammen. Også dét er en del af en coping-strategi for tilværelsen.

Flattr this!