En imponerende politiker

Claus Hjort Frederiksen

I 2009 fik radiojournalisten Jesper Tynell Cavling-prisen for sine afsløringer af magtmisbrug i Beskæftigelsesministeret. Magtmisbruget havde daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen som hovedperson. Blandt afsløringerne i de 15 indslag i Orientering på P1 var, at

  • Claus Hjort Frederiksen gav Folketinget usande oplysninger.
  • Ministeren afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job – i al hemmelighed og uden om Folketinget. 
  • Beskæftigelsesministeriet bad kommunerne administrere den såkaldte 300-timers regel på en ulovlig måde.
  • Ministeriet bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel.
  • Embedsmænd slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.

Det imponerende (eller rigtig skræmmende) er, at afsløringerne aldrig har fået nogen konsekvenser. Hvad laver Claus Hjort Frederiksen i dag? Han er såmænd forsvarsminister, og han har tydeligvis taget sine erfaringer med sig ind i det nye ministerium.

I år kom det nemlig frem, at han undlod at oplyse Folketinget om, at der var problemer med at få valideret tiltag, som skulle sikre, at de nye F35-kampfly kunne flyve sådan, at beboerne ved Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland ikke ville blive tvunget ud af deres huse af støjen.

Heller ikke disse afsløringer om magtmisbrug ser ud til at have fået nogen konsekvenser for Claus Hjort Frederiksen. Det er også imponerende (eller rigtig skræmmende).

Et land uden korruption?

Kilde: Transparency International

Der er et interessant interview med den østrigske matematiker Karl Sigmund på Edge.org. Karl Sigmund er en af pionererne inden for det område, der hedder evolutionær spilteori og som især har vundet udbredelse i samfundsvidenskaberne. Sigmund interesserer sig bl.a. for at forstå hvordan korruption opstår og siger 

There are so many different types of corruption, but the official definition is “a misuse of public trust for private means.” And this need not be by state officials; it could be also by CEOs, or by managers of non-governmental organizations, or by a soccer referee for that matter. It is always the misuse of public trust for private means, which of course takes many different forms…

Ifølge Transparency International er Danmark verdens næstmindst korrupte land. Men Sigmunds definition er udgangspunktet for hvordan vi forstår begrebet korruption, da de er der ganske megen og ganske voldsom korruption i Danmark. Den er måske bare anderledes end korruptionen i mange andre lande.

Den “lille” korruption med bestikkelse af betjente ser man ikke meget til i Danmark. Men skandalerne om Danske Banks hvidvaskning af milliardstore beløb, afsløringerne af europæiske storbankers udnyttelse af skattelovgivning og af Britta Nielsens omfattende underslæb med satspuljemidler udgør alt sammen misbrug af offentlig tillid til private formål – og derfor må det være korruption. Om disse alvorlige problemer er et udtryk for en nyere tendens eller om der er tale om et længerevarende systemisk problem, ved jeg ikke. Men jeg vil i lyset af den seneste tids afsløringer være yderst tilbageholdende med at udråbe Danmark eller de vesteuropæiske lande som sådan til at være mindre korrupte. Selvtilfredsheden blandt mange politikere bør være fortid.

Det vigtigste værn mod korruption er formodentlig mulighederne for at afsløre korruptionen og bringe den for dagens lys. Hvis der er en forskel mellem de lande, som er højt på Transparency Internationals indeks, og dem, der er langt nede, er det da også graden af pressefrihed. Her tænker jeg ikke på muligheden for at vise karikaturer af religiøse skikkelser mv., men på muligheden for at lave dybdeborende journalistik og at få resultaterne af bore- og gravearbejdet frem.

Jeg vil lade Karl Sigmund få det sidste ord her:

Of course, it is well known that transparency is through the freedom of the press. The Soviet system, at the end, introduced Glasnost, which is just another word for transparency. This led to a huge revolution. It was the overcoming of the Soviet system. Other mechanisms of reputation, like naming and shaming, are also playing a big role. The cost of acquiring information about the likelihood of corruption here or there, about reputation of law officers, must be sufficiently low. If it is too high, if you cannot learn about this, then you will more or less automatically distrust the system and be disinclined to invest there. Therefore, transparency is a most important factor to fight this type of corruption, the corruption of the judiciary system. Every effort of reducing this transparency, for instance, by campaigns against whistleblowers, is something that should let alarm bells ring.

En underlig fædrelandskærlighed (del 2)

Nationalmuseet i København.

I Dansk Folkepartis principprogram står der

Staten skal understøtte produktion og formidling af kultur og kunst gennem tilskud til drift af museer og kulturinstitutioner, herunder Det Kongelige Teater, landsdelsteatrene og symfoniorkestrene. Disse institutioner pålægges at placere et dansk repertoire højt i deres aktivitet. Museerne skal forpligtes til at bevare danske kulturklenodier for eftertiden og udvise agtpågivenhed i forhold til kassation af kulturgenstande. Det er en vigtig opgave at sikre, at kulturminderne behandles varsomt, så de ikke forvitrer.

I det lys, er det interessant at Dansk Folkeparti ikke har gjort noget for at standse nedskæringerne på Nationalmuseet. Museets ledelse vil lukke udstillingsstedet Brede Værk og har opgivet at genåbne Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling fra 1781. Otte medarbejdere har nu indgået frivillige fratrædelsesaftaler, og otte ledige stillinger ikke skal genbesættes. Der er nu skåret i alt skåret 50 stillinger på Nationalmuseet; det er op imod 9 pct. af den samlede medarbejderstab.

Også nedskæringerne på en anden ærværdig dansk kulturinstitution, DR, har Dansk Folkeparti ikke gjort noget for at standse.

Det er en underlig fædrelandskærlighed, Dansk Folkeparti står for – reelt er det for mig at se først og fremmest en negativ holdning til det, som partiet ikke opfatter som “dansk”, der ligger bag de mange store ord om at bevare dansk kultur.

Selvforsørgende

Der er endnu engang fokus på konsekvenserne af den såkaldte integrationsydelse, der er et andet ord for den halverede kontanthjælp, som er tiltænkt flygtninge (og som andre, der har opholdt sig i udlandet i mindre end 7 af de seneste 8 år, skal modtage, hvis de skal have kontanthjælp). Artikler i dagbladet Information beskriver, hvordan modtagere af integrationsydelse ofte havner i egentlig fattigdom.

Regeringen er ikke bekymret. Til dagbladet Information udtaler Inger Støjberg

»Jeg mener ikke, at integrationsydelsen er for lav. Tværtimod. Hvis jeg skulle justere integrationsydelsen, ville det nærmere være i nedadgående retning.«

Det virker umiddelbart som en af den slags kyniske holdninger, man som minister nemt kan slippe af sted med i vore dage. Men kunne der ikke være tale om at Inger Støjberg faktisk ikke er kynisk, men derimod prøver at hjælpe med til integration med sin vision om en lavere integrationsydelse? Hun har i 2015 udtalt (i forbindelse med en stramning, der denne gang handlede om opholdstilladelser)

At man skal holde sig uden for kriminalitet, at man behersker sproget og er selvforsørgende.

Og vi ved faktisk allerede, hvad integrationsydelsen fører med sig. Den fandtes nemlig tidligere – dengang hed den “starthjælp”. I 2007 fortalte tallene fra Arbejdsdirektoratet at 67% af flygtninge på starthjælp stadig var på offentlig ydelse efter 2 års ophold, 55% efter 3 år, og 51% efter 4 år. Herefter figurerede størstedelen som selvforsørgende.

Så det lyder som om den lave kontanthjælp gør, hvad den skal – den gør flygtninge selvforsøgende. Men ordet “selvforsørgende” er egentlig bare en forskønnende formulering af den slags, som spindoktorer holder af. Jobcenter Skive (fra Inger Støjbergs del af landet) skriver f.eks.:

Hvis du ikke er i beskæftigelse, og du ikke er berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, SU, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller andre typer af offentlig forsørgelse, så er du i teknisk forstand “selvforsørgende”.

En selvforsørgende person er simpelthen et menneske, der ikke længere modtager offentlige ydelser. Selvforsørgende personer er arbejdsløse, der er røget helt ud af det sociale system.

En statsbank

En af de gule Postgiro-kuverter, som man kunne lægge indbetalingskort i.

I dag kunne jeg til min store forbløffelse læse, at staten har indgået en millionkontrakt med Danske Bank.  Banken skal de næste fire år styre alle statens daglige ind- og udbetalinger – bl.a. udbetalinger af løn.

At det er nødvendigt med en sådan kontrakt, skyldes at bankerne er en økonomisk infrastruktur, som næsten alle borgere i Danmark er nødsaget til at gøre brug af. Det er præcis som vejene og vandforsyningen og elnettet er infrastrukturer, som skal være tilgængelige for alle. Det tragiske er imidlertid, at banker også bedriver spekulation/investering og at deres virke er så lidt gennemsigtigt og uden for demokratisk kontrol, at vi har set først truende kollaps og siden omfattende økonomisk kriminalitet. Det mest fornuftige ville være at have en statsbank, der som eneste opgave skulle have at være en udgiftsneutral og gennemsigtig infrastruktur for alle borgere – ligesom f.eks. vejnettet udgør en infrastruktur for alle borgere.

Ideen er ikke så underlig, som den lyder. For mindre end tre årtier siden var der som en del af det danske postvæsen den såkaldte Postgiro, der i 1980’erne blev til Girobank. Dér havde jeg en konto, og den var jeg glad for, ikke mindst når jeg var i udlandet. Da jeg besøgte Japan i 1994, brugte jeg postchecks til at hæve penge med, for Visa-kortet kunne jeg ikke bruge derude. Og herhjemme kunne jeg gå i banken om lørdagen ved at gå på posthuset. For dengang var der nemlig også posthuse. Alle offentlige instanser havde en girokonto, datidens pendant til en Nem-konto.

Men i 1991 blev Girobank privatiseret; den blev solgt i 1993 til Bikuben, og foretagendet kom til at hedde BG Bank. Til sidst blev BG Bank såmænd solgt til Danske Bank, og resten ved vi godt.

Er elbiler vejen frem?

Tegning: Wulff og Morgenthaler.

Nu er den siddende danske regerings såkaldte luft- og klimaudspil blevet lanceret. Men de siger ikke ret meget om offentlig transport (eller om landbruget, omend det er en anden snak) ud over at busser fra 2030 ikke må udlede CO2. Det er ikke så underligt igen, for Venstre og de andre regeringspartier har aldrig været glade for offentlig transport. I sit partiprogram siger Venstre at

Venstres transportpolitik skal bygge på friheden for den enkelte til selv at definere sit transportbehov og vælge transportform, herunder individuel eller kollektiv transport. Fokus skal være på at sikre størst mulig mobilitet.

Idealet er at offentligt transport er en valgmulighed for dem, der absolut vil.

Jeg er ærgerlig over at så mange stirrer sig blinde på el-biler som den vigtigste del af en strategi for at standse transportsektorens bidrag til den globale opvarmning.. Jeg har nemlig en formodning om at offentlig transport, og her endda elektrisk offentlig transport, i mange tilfælde kan være et bedre valg end elektrisk privatbilisme. Men det er nu sådan? Jeg kan desværre ikke finde en god kilde, der besvarer mit spørgsmål, men det skyldes formodentlig først og fremmest, at spørgsmålet er svært at stille præcist. For miljøbelastningen ved el-biler, der får leveret strøm fra kraftværker, der bruger fossile brændstoffer, er også i høj grad et problem. Det samme kan siges om miljøbelastningen ved fremstilling af el-biler. Jeg ville ønske, at en analyse af dette aspekt fyldte noget mere.

Sikkert er det dog, at offentlig transport vil kunne undgå problemer, der skyldes høj trafiktæthed og hvad det medfører af problemer som f.eks. trafikpropper og kødannelser. Dét kan ingen form for privatbilisme.

Utopier om miljøet

De sidste ti linjer fra det 33 sider lange Summary for policymakers fra IPCCs rapport.

I dag kom den seneste rapport fra FNs klimapanel IPCC; den hedder Global Warming of 1.5 °C. Jeg har endnu ikke fået læst den (den er meget lang), men allerede dens Summary for policymakers gør det klart, at der er tale om nogle meget alvorlige konsekvenser, hvis den globale opvarmning af atmosfæren fortsætter. Internationalt samarbejde og kollektiv handling på alle niveauer er nødvendig for at holde den globale temperaturstigning i atmosfæren nede på 1.5 grader celsius.

Men det var også i dag, det kom frem, at SAS til næste år opretter to nye flyruter fra Danmark. Antagelsen bag en sådan beslutning er, at vi kan fortsætte som vi plejer og måske endda få flere ud at flyve end allerede nu. (Faktisk stod de to nyheder oprindelig inden for samme skærmfuld hos DR Nyheder. Det er selvfølgelig et tilfælde, men et påfaldende ét.)

Er det egentlig disse planer om nye flyruter og alle de øvrige planer om vækst, eller er det alle de nødvendige omstillinger af samfundet, der er udtryk for de mest utopiske og virkelighedsfjerne holdninger, når det kommer til stykket?

Grundlæggende enige

Fra Socialdemokratiets kampagnevideo om Mette Frederiksen.

Dagens mindste nyhed er på én måde dette citat fra dagbladet Informations dækning af Folketingets åbningsdebat:

Mette Frederiksen manifesterede dog Socialdemokratiets position ved at svare:

»Jeg hørte nu ikke nogen usikkerhed og tvivl fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Og det er nok, fordi DF og Socialdemokratiet er grundlæggende enige på udlændingeområdet.«

Men på en anden måde er det samtidig en stor nyhed, for det er nu blevet helt officielt at Socialdemokratiet er enige med Dansk Folkeparti. Den kunstpause, der tidligere indtraf, inden Socialdemokratiet erklærede sig enige med Dansk Folkepartis holdninger, er fortid. Hvordan dette vil få indflydelse på dansk politik på menneskerettighedsområdet og i forhold til udviklingsbistand, har jeg endnu ikke noget godt bud på. Men begge partier er omsider blevet lige stuerene. 

Det bedste valg: Ingen af dem

Da den foregående Venstre-ledede regering tabte magten ved folketingsvalget i 2011, gik jeg i et par uger og var så lettet, som jeg sjældent har været det før. Jeg havde længtes dybt og inderligt efter at slippe af med en regering, der på ingen måde repræsenterede mine holdninger. Men derefter kom der en ny socialdemokratisk ledet regering, der hurtigt endte med at skuffe. Dansk Folkeparti var ganske vist en længere overgang i den uvante position at være marginaliseret. Men også det er slut nu. Ved den netop overståede partikongres for Socialdemokratiet udtalte bl.a. Henrik Sass Larsen sig positivt om Socialdemokraternes meningsfællesskab med Dansk Folkeparti.

Venstre og Socialdemokraterne er i dag efterhånden ubehageligt enige om at menneskerettighederne, der som bekendt står mit hjerte særligt nær, godt kan være i vejen for den politik, man gerne vil føre – og da er det menneskerettighederne, der må vige. Her vil Dansk Folkeparti som bekendt gerne hjælpe med. Jeg vil derfor ikke have nogen af de to partier til at bestemme over dansk menneskerettighedspolitik. Og både Venstre og Socialdemokraterne har en udlændingepolitik, der gør mig særdeles bekymret. Men hvad gør man så, hvis man ikke er tryg ved at lade nogen af de to partier få regeringsmagten? Det er formodentlig lidet sandsynligt, at nogen vil pege på mig som statsminister efter et kommende valg.

Jeg har nu fået en muligvis underlig og kættersk tanke: Det er formodentlig vigtigt ikke at støtte nogen af de partier, der selv går efter regeringsmagten og har en realistisk mulighed for at kunne danne regering.

Hvis det efter et valg er tilfældet, at de nuværende regeringspartier og deres støttepartier ikke har flertal, vil der nemlig stadig være et flertal for noget så afgørende vigtigt som en anden miljøpolitik, og den vil da kunne blive gennemført af et “alternativt flertal” – på samme måde som der i 1980’erne fandtes et alternativt sikkerhedspolitisk flertal, som kunne præge dansk politik. Dengang var det nemlig sådan, at Det Radikale Venstre på den ene side støttede den siddende regering, på den anden var enig med Socialdemokraterne og venstrefløjen i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Noget lignende kunne man i vore dage gøre for miljøpolitikkens og sikkert også i et vist omfang for uddannelsespolitikkens vedkommende. Man ville f.eks. kunne fjerne de årlige nedskæringer på 2 procent. Måske ville man endda kunne skabe bedre betingelser for kollektiv trafik. Det ville ganske vist indebære, at den siddende regering kunne fortsætte. Men på de øvrige områder kunne man måske bedre påvirke Socialdemokraterne og ad dén vej ændre mere, hvis de efter et valg oplevede, at de stadig ikke var i regering, trods deres mange forsøg på at have samme politik som Venstre og Dansk Folkeparti.

Triste minder om Danske Bank

Når jeg i disse dage kan læse om alle de lyssky forhold omkring Danske Bank, kan jeg ikke lade være med at tænke på min mor, der nåede at fejre sit 40-års jubilæum som ansat der. Hun klarede den gennem fyringsrunder, overtagelser, omstruktureringer og et stadigt mere ubehageligt og fremmedgørende arbejdsmiljø. Hendes gode kolleger lærte jeg med årene at kende, og de havde kun godt at sige om hende. Blandt dem var der stærke og modige kvinder.

Min mor var langt mere loyal over for Danske Bank end banken var over for hende og hendes kolleger – for de blev rent ud sagt behandlet dårligt. Til sidst var min mor lettet over at stoppe, men hun savnede den daglige kontakt med sine kolleger. Få år senere sad hun på et plejehjem som svært dement. Hun havde fortjent en meget bedre skæbne; hendes værdighed var langt større end den værdighed, banken påstod at have.

Det er underligt og trist, at Danske Bank gennem det 20. århundrede endte med at få den status, som den har haft og forhåbentlig aldrig vil få igen. Tilbage i 1922 var Landmandsbanken, som den dengang hed, faktisk på fallittens rand. Dengang måtte banken (der var den største bank i Norden) rekonstrueres, og i februar 1923 var staten nødt til at garantere for den. Det var reelt en skandale, der her var tale om, for Landmandsbanken havde med regeringens og Nationalbankens samtykke forsøgt at tale krisen ned, inden det kom så vidt som det gjorde. I dette århundrede kom så “bankpakkerne”, der endnu engang skulle redde banken.

Det er underligt at opleve alle nedskæringerne i postvæsenet og hos DR, to faktiske nationale institutioner, der skulle være til for alle, mens ingen regering ville anfægte den selvbestaltede nationale institution, som Danske Bank påstod at være. Bankens motto var endda Vi er til for Dem; hvem banken rent faktisk var til for, er en anden snak.