Men engang var vi fattige

Fattige borgere på en bænk i København, 1907.

Der er en interessant artikel hos BBC om Memon-folket i Pakistan. De er et endog usædvanligt resursebevidst folkeslag: Tøj går i arv fra generation til generation, og forældre gør meget ud af at lære deres børn om vigtigheden af at slukke lyset, når man forlader et rum. Man skal lave mad, der bruger årstidens grønsager, og det er vigtigt at undgå madspild.

Hele zero waste-ideen, som i disse år får mere omtale, er foregrebet af det, Memon-folket gør. Samtidig er det interessant, at en del mennesker fra Memon-folket er velhavende (endog meget velhavende). Men deres forfædre havde intet, da de kom til Pakistan ved delingen af det tidligere Britisk Indien i 1947. Så deres store sparsommelighed er det, man på nudansk kalder for et mindset. Memon-folket kan nemlig huske, hvordan det var at være fattige, og den bevidsthed går i arv.

Det er interessant, at Danmark og andre rige lande for knap 100 år siden havde mange af de samme problemer med udbredt fattigdom, som fandtes og stadig findes i lande som Pakistan. I 1920 var der f.eks. stadig mange børn og unge, der måtte forlade skolen tidligt, og middellevetiden for mænd var godt 50 år (i Pakistan i dag er den 66 år). Men det er unægtelig som om, mange i den rige verden, i hvert fald fra den velbjergede del af middelklassen, har glemt, hvordan det var at være fattige. Den sociale hukommelse her er kort. Det fører dels til at mange har svært ved at se, at der også i dag i de rige lande findes fattigdom, dels til at mange har svært ved at se, hvad den rige og ubekymrede livsstil fører med sig af problemer.

Jeg tænker her på de mange udtalelser fra de beslutningstagere, der på den ene side godt kan se, at vi er nødt til at gøre noget nu for at få en løsning på klimakrisen, men på den anden side dybest set udtaler, at vi kan fortsætte om vi plejer. I den seneste tids udtalelser fra den siddende danske statsminister ser man det samme underlige budskab; i det store og hele siger hun og mange andre, at man ikke skal ændre sin livsstil, men satse på teknologiske løsninger, der vil gøre det muligt for den rige verden kan opretholde sin ubekymrede livsstil.

Butiksdøden

Genbrugsbutikken i Arentsminde.

Jeg voksede op i Arentsminde, en landsby med knap 400 sjæle. Dengang i 1970’erne var der en lille kiosk og en brugs; faktisk var der en overgang også en købmandsforretning. Henne i den østre ende af byen var en benzinstation, hvor der også var en kiosk. I nabolandsbyen Halvrimmen, der var en anelse størrelse, var der flere butikker. Længere vestpå lå Brovst og Fjerritslev med endnu flere butikker. Ude østpå lå Aabybro, også med mange butikker.

Men sidst jeg besøgte Arentsminde, tilbage i efteråret 2018, var der kun en genbrugsbutik drevet af frivillige tilbage. Den lå i huset, hvor den gamle brugs engang var. Jeg ved ikke, hvor borgerne i Arentsminde arbejder nutildags, men det er næppe i Arentsminde selv.

Butiksdøden i forrige århundrede skyldtes urbaniseringen; det var nemt og enkelt at køre til Brovst, Fjerritslev eller Aabybro eller måske endda til Aalborg for at handle – for det var alligevel der, de fleste arbejdede. Den nye butiksdød skyldes også ændringer i infrastrukturerne, denne gang nethandel. Et eksempel fra de seneste dage er, at Bose lukker deres butikker rundt om i verden med den begrundelse, at de fleste af deres elektronikprodukter alligevel bliver solgt online.

Der er samtidig en anden form for butiksdød i gang: Mange butikker i de større byer er også i gang med at ændre karakter, så det på nogle måder virker som om de er i gang med at eliminere sig selv. I Superbrugsen i nærheden af mit hjem arbejder man nu med Scan og betal-konceptet, så butiksmedarbejdere er på vej til at blive overflødige eller får en helt anden rolle end før.

Det betyder samtidig et farvel til en form for ufaglært arbejde, som har været typisk. 370.000 ufaglærte jobs er forsvundet inden for de seneste 20 år. Engang sagde man, at det var “globaliseringen”, der var årsagen, men det kan ikke passe mere. Jeg vil ikke tegne et romantisk billede af det rutineprægede, lavtlønnede, ufaglærte butiksarbejde, men konturerne af det billede som tegner sig af nethandlens ufaglærte arbejde med natarbejde og ingen kontakt til kunderne er ikke rart. Hele historien om arbejdsforholdene hos Amazon er oprørende.

Butiksdøden er en nem død, som virker smertefri og “naturlig” på mange, men den fører formodentlig til større forbrug af resurser til transport af de nethandlede varer, og den ændrer arbejdsmarkedet og ikke nødvendigvis til det bedre. Det ville være godt, hvis der kom en kvalificeret diskussion af dette, og helst med nogle bedre løsninger end f.eks. storcentre eller den hurtige vejforbindelse til Aalborg, som nogle politikere fra min gamle hjemegn tror, vil være til gavn for dem.

Ansvarlig uansvarlighed

En PhD-afhandling af Marte Bratseth Johansen ved Institutt for pedagogikk og livslang læring ved NTNU (Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet) tager fat på hvordan New Public Management præger den akademiske kultur. Det er interessant, at konklusionerne er så velkendte også for danske universitetsansatte. Det er også interessant, at Marie Bratseth Johansen engang har set den akademiske verden fra en leders perspektiv – hun var engang prorektor. Alligevel er hun kritisk. I et interview med hende til den norske Universitetsavisa står der

For de som ønsker å gjøre motstand mot jaget etter dokumentert effekt og kvalitet, oppleves det gjerne som at passiv motstand er det beste alternativet.

– Mange resignerer, rapporterer at det ikke er noen vits i å opponere – da heller ignorere, sier hun.

Ifølge Johansen opplever mange at det mest ansvarlige man kan gjøre overfor fag og studenter, er å opptre uansvarlig, i betydningen neglisjere pålegg fra oven – eller i det minste sørge for å legge lite krefter og engasjement i oppfølgingen av slike pålegg.

Det er ikke specielt for den norske universitetsverden. Systemet overlever i høj grad på at der i praksis ikke bliver arbejdet efter reglerne, men at den enkelte medarbejder længere ned i hierarkiet gør det, man har erfaring med, faktisk er det nødvendige.

På nogle måder fører det til en alt for stor indsats, og det ved ledelsen godt rundt omkring. Mange undervisere bruger mere tid på undervisningsopgaverne, end de bliver honoreret med. Mange forskere (måske de fleste) bruger weekender og aftener på at få arbejdet med publikationer og ansøgninger om forskningsmidler. Mange TAP’ere sidder i weekender og sent om eftermiddagen for at få regnskaber og eksamensplaner til at gå op. Hele denne tilsyneladende arbejdsglæde bygger på en uudtalt kombination af faglig stolthed og uofficiel ansvarlighed.

Ledere i den danske universitetsverden taler helt åbent talt om, at de ansatte laver mere end de skal. Men de beklager det ikke; de siger tværtimod, at det er godt at det er sådan – for ellers ville det ikke hænge sammen.

På andre måder ender det med, at ansatte ofte gør “det nødvendige” ved at tage så let på kravene om effektivitet, som de kan – de mange krav om evalueringer og nøgletal bliver overholdt, men kun ud fra en fleksibel fortolkning. Alle ved, at det ikke ville kunne hænge sammen, hvis man dokumenterede og målte så intenst, som man skulle.

Alt dette bør føre til, at vi spørger os selv om styringen og kravene der følger med, er udtryk for den realisme, som det hævdes at være tilfældet. Styringen kommer oppefra, fra politikere og ledelse, men det burde være dem, for hvem skoen trykker, der burde bestemme skostørrelsen og få mulighed for at få nye og bedre sko.

En defensiv kultur i datalogi

Foto: https://www.flickr.com/photos/jeffeaton/7436909698

Mark Guzdial, der forsker i datalogiens didaktik, har nogle interessante kommentarer om det typiske studiemiljø i datalogi. En artikel fra 2002 af Lecia Jane Barker, Kathy Garvin-Doxas og Michele Jackson fra University of Colorado dokumenterer en meget defensiv kommunikationskultur, der er fremherskende på datalogiuddannelsen ved det pågældende universitet. Guzdial spekulerer på, hvor meget forskning der siden er fundet sted for at afdække hele denne kultur og konkluderer, at der desværre ikke er ret mange senere forskningsresultater her. Det er trist, for hvis der er tale om et generelt fænomen, er det bekymrende.

Defensiv kommunikation er en adfærd i kommunikation, hvor den enkelte reagerer defensivt på kommentarer om noget, personen selv opfatter som fejl eller som et angreb fra andre. Om der reelt var tale om en fejl eller om et angreb, kan være underordnet. Sammen med denne konstante forsvarsposition hører også en modsatrettet adfærd, hvor det går ud på at hævde sig, og hvor empati kan have trange kår.

Tilbage i 2013 skrev jeg om fænomenet at “strutte”, hvor studerende hævder sig ved at stille spørgsmål, der i virkeligheden skal vise, hvor meget de selv ved. Strutteriet bliver af nogle uddannelsesforskere fremhævet som en mulig årsag til at kvindelige studerende kan føle sig mindreværdige eller uvelkomne på datalogiuddannelser – og det er typisk for en defensiv kommunikationskultur.

Jeg har ikke noget godt billede af, præcis hvordan det står til i en tilsvarende dansk kontekst. Men de reaktioner, jeg fik, i 2013, tyder på at strutter også er udbredt herhjemme. Og jeg ved selv, at jeg temmelig ofte reagerer defensivt. Hvis jeg får f.eks kommentarer til fejl i undervisningsmateriale, jeg har udarbejdet, beklager jeg altid fejlen. Det virker langt mere ærligt end at gå til modangreb (som nogle måske ville gøre), men samtidig er man med til at vedligeholde en kultur om fejlenes alvor i sig selv. For i datalogi fokuserer vi tit på de små fejl. Nogle gange betyder de meget – et forkert tegn i et program kan give anledning til køretidsfejl og et forkert symbol i et matematisk ræsonnement kan gøre det ugyldigt. Men andre gange betyder de små fejl ikke meget.

Jeg ved også godt, hvordan adfærden i forskningsmiljøer i datalogi kan være. I den stadigt mere konkurrenceprægede kultur her mærker man tydeligt, at der er en defensiv kommunikationskultur. I en verden, hvor man stadigt oftere taler om eliten og om at være verdensførende, og hvor den enkelte skal hævde sig, trives denne kultur stadig.

Hvordan en defensiv kommunikationskultur i datalogi spiller sammen med uddannelser, hvor gruppearbejde er centralt (som f.eks. på Roskilde Universitet) ved jeg ikke.

For en sikkerheds skyld: Jeg tror ikke, at det defensive miljø som sådan kun findes inden for datalogi. I alle sammenhænge, hvor konkurrence reelt overtrumfer læring, kan der være en defensiv kommunikationskultur. Og med en karakterskala, der er mangelbaseret, er det næppe en kultur, vi får til at forsvinde.

Hvidt og bredt

En ikke helt blond dansk familie fra undervisningsmateriale fra forlaget Elysion.

Socialdemokratiet har fået en del kritik for en video om ulighed, fordi alle børn i videoen er blonde og hvide. Nogle danskere med anden etnisk baggrund undrer sig over at de på denne måde er usynlige og at den ulighed, de oplever, ikke bliver illustreret. I kraft af min egen noget blandede baggrund synes jeg også, at det er underligt at se, selv om jeg har vænnet mig til det at det er sådan i Danmark.

Det er i forresten ikke den eneste video fra Socialdemokratiets hånd, der fremstår på denne måde. Hvis man ser de korte videoer på Socialdemokratiets YouTube-kanal, vil man opdage, at også dér stort set kun er masser af hvide (og blonde) mennesker.

I USA har der været en tilsvarende kritik af en velkomstvideo fra University of Wisconsin: Så godt som alle, der var med i den oprindelige udgave af denne video, var hvide.

Jeg tror ikke, at University of Wisconsin har forsøgt at skabe et billede af universitetet som et sted for hvide mennesker. Det ville man måske have gjort i 1960’erne, da der stadig var apartheid-lovgivning i USA. Men amerikanske universiteter tænker ikke sådan mere. Jeg tror tilsvarende heller ikke, at Socialdemokratiet bevidst går efter ikke at vise minoriteter i deres materiale. Mit indtryk er, at vi har med et andet fænomen at gøre: De, der producerer det materiale, vi her har med at gøre, skildrer mennesker, der minder om dem selv. Det gør de, fordi de uden at tænke over det, laver indhold, der skal “tale til dem selv” – de antager ubevidst, at den, de skal kommunikere med, simpelthen er en udgave af dem selv.

Det gør ikke problemet mindre. Men en del af løsningen må være, at mangfoldigheden kommer til udtryk ved at afsenderne og producenterne af materialet (her er det videoer) repræsenterer en bredere gruppe af befolkningen.

Tillid og kontrol i 2020

Skærmbillede fra http://www.dr.dk.

Det er ikke tit, jeg ser statsministerens nytårstale, men i år gjorde jeg. Der var ikke nogen store overraskelser i Mette Frederiksens tale – ud over at det var overraskende, at der var så stort fokus på omsorgssvigtede børn. Kombinationen af omtalen af at man skal sætte hårdere ind over for “andre kulturer” og af at man skal kunne bruge bortadoption som middel bør give anledning til en vis bekymring. Her tænker jeg på, hvordan man i Danmark i forrige århundrede så en del tilfælde af netop bortadoption til danske familier af børn fra Grønland og hvordan man gjorde noget lignende i Australien over for børn fra landets oprindelige befolkning.

Jeg kan heller ikke lade være med at undre mig over, at der på den ene side bliver talt om tillid som en bærende værdi og på den anden side om nødvendigheden af mere kontrol. Bortadoption og strengere straffe blev brugt som konkrete eksempler på former for nødvendig kontrol, men jeg mindes ikke at der i talen var tilsvarende eksempler på nødvendig tillid. Det ville have være godt, hvis der havde været nogle refleksioner over den modsætning i talen.

Skal jeg sige noget egentligt positivt om talen, er det at der for én gangs skyld var så lidt fokus på økonomi og økonomisk styring. Ikke at økonomi ikke er et vigtigt emne, men alt for ofte har statsministre begrundet deres politik i hensyn til økonomien og brugt anledningen til at nævne dette flittigt i deres nytårstaler. Hvis dette er et tegn på en mindre neoliberalistisk politik, ville det være glædeligt.

Lørdag aften som nummer 19

Nogle år er det som om man ender med at bruge juleferien på at blive frisk igen til man skal begynde igen på arbejde. Sådan er det også ved at blive i år. Aftenen sluttede med feber og mulige tegn på en urinvejsinfektion. Når lægevagten siger, at man skal komme ud for at blive undersøgt, ved man at der bliver god tid til at læse i gamle numre af Ude og Hjemme i venteværelset.

Foran mig i køen i modtagelsen var to andre mænd, der også skulle have lavet urinprøve. Den ene af dem blev bagefter sendt op til hospitalet til videre undersøgelse. Mit eget infektionstal var derimod så lavt at jeg ikke kunne have blærebetændelse, men nok “bare” nyregrus og måske også en debuterende luftvejsinfektion. Så jeg kunne tage hjem igen.

Progressiv patriotisme?

Jens Unmack flager altid med Dannebrog, når Love Shop spiller – men Jens er bestemt ikke nationalist.

Jeg kan ikke fordrage nationalismen. Hvor end man ser den, er dens tilsyneladende fædrelandskærlighed en eksponent for had og intolerance. Samtidig har jeg det sådan, at jeg altid holder med danske sportsudøvere i internationale turneringer. Og jeg har i Skotland set hvordan SNP kalder sig et skotsk parti, men samtidig står for nogle progressive værdier og taler imod racisme. Det er helt tydeligt, at SNP står for noget helt andet end f.eks. UKIP og Brexit Party gør i England.

Selv om det konservative parti ikke vil gøre noget for at udligne den økonomiske og sociale ulighed, stemte mange på dem ved parlamentsvalget for nylig. I et essay i The New Statesman kommer den engelske Labour-politiker Liam Byrne med den påstand, at valgsejren i et vist omfang kan skyldes, at Boris Johnson og hans parti lykkedes med at tale til en nationalfølelse, som de andre landsdækkende partier ikke talte til. Mange politiske partier taler nemlig kun ugerne om den slags, netop fordi nationalisme trækker så grimt et spor efter sig.

Kan man holde af det sted, hvor man bor eller kommer fra, uden at være nationalist?

Det er jeg overbevist om at man kan, og jeg har skrevet om det før her. Tilbage i 2006 skrev den engelske sanger, sangskriver og aktivist Billy Bragg en bog, The Progressive Patriot, om det samme. Hans pointe er, at man kan betone de gode og progressive ideer, som opstår i og former det samfund, man bor i eller kommer fra, uden at man ser ned på andre samfund eller andre mennesker. Hvis ikke ordet patriot var i fare for at blive set som synonymt med nationalisme, kunne man tale om patriotisme. I virkeligheden er det en øvelse i sundt selvværd: At man kan føle at man selv har værdi uden at se ned på andre eller det, de står for, og uden at ville bestemme hvem der “er inde” og hvem der “er ude”.

Det må derfor også være en øvelse i at indse, at man ikke kan have monopol på de gode ideer. Tit siger man i Danmark, at folkehøjskolerne er en særlig dansk idé. Andelsbevægelsen er en dansk idé. Håndbold er en dansk idé. Men så alligevel: Ideen om en alment dannende skole for alle opstod også i Frankrig med den såkaldte Ligue D’Enseignement. Kooperativtanken findes også mange andre steder og bl.a. i det spanske Baskerland er den vigtig. Holdspil, der ligner håndbold, har været spillet i antikkens Rom og i Sydamerika i 1400-tallet.

Det interessante er den udformning, ideerne ovenfor har fået i Danmark, som har gjort dem levedygtige. Det er dét, man kan værdsætte, ikke en form for “abstrakt danskhed”, og det er derfor, man ikke skal tale om “danske værdier”. Håndbold var måske engang en dansk sportsgren, men nu tilhører den alle håndboldspillere og håndboldfans verden over. Og det må være helt acceptabelt ikke at interessere sig for håndbold, så længe det ikke går ud over nogen.

Historien om A-holdet og B-holdet

Danske universiteter gør en stor dyd ud af at fremhæve sig selv som “verdensførende” og bruger megen energi på rankings. I den akademiske verden skal den enkelte videnskabelige medarbejder publicere meget, skaffe mange eksterne forskningsmidler og udøve forskningsledelse. Man skal performe godt; ellers kan man måske blive nødt til at blive gymnasielærer – for hvem ved, om man er ansat til næste år; det er ikke en menneskeret at være lektor, bliver det sagt.

Hvor kommer denne forventning fra? Den kan formodentlig dateres helt nøje, nemlig tilbage til vores alle sammens Anders Fogh Rasmussen, der i Folketingets åbningstale 4. oktober 2005 sagde, at

“…vi skal opbygge forskningsmiljøer i verdensklasse, og vi skal forske i de ting, samfundet har brug for…”

Det lyder måske umiddelbart som fornuftige krav, men når man flytter overliggeren for hvad der er “godt nok” op til eliteniveau, skaber man en arbejdsvirkelighed, hvor de fleste er dømt til at tabe. Ikke alle arbejdspladser og ikke alle medarbejdere kan udgøre eliten, for hvis alle skal præstere på samme høje niveau, bliver alle i bedste fald gennemsnitlige og i værste fald falder de fleste igennem. Da jeg for nogle uger siden deltog i et radioprogram på DR P1 om kravene til hjemtagning af eksterne forskningsmidler, fik jeg da også reaktioner præget af forbløffelse fra borgere uden for den akademiske verden.

Hele ideen om at alle skal være “elite”, kommer (naturligvis) fra det private erhvervsliv og fra USA. Da Steve Jobs sin tid fyrede 25 procent af de ansatte i en afdeling af Apple, var hans begrundelse

“You guys failed. You’re a B team. B players. Too many people here are B or C players, so today we are releasing some of you to have the opportunity to work at our sister companies here in the valley.”

(fra bogen Steve Jobs af Walter Isaacson)

Hele diskussionen om begrebet “godt nok” er fundamental for diskussionerne om arbejdsforhold, og det var den, der lå bag arbejdskampen i 2018 på det offentlige område. Men diskussionen er ikke slut endnu. I den akademiske verden er de fleste forventninger mere eller mindre usagte, så det må være på tide, at vi får bragt diskussionen om hvornår man gør sit arbejde “godt nok” frem i lyset her. Forventningerne til publikationsaktivitet og til hjemtagning af forskningsmidler bliver ikke defineret af nogen overenskomster eller på centralt politisk niveau, men det må snart være på tide, at det sker. Og det må også være på sin plads, at man nuancerer forventningen om at alle skal spille på A-holdet. Sportsmetaforerne har taget over i management-sproget, men i en idrætsklub forventer man faktisk ikke, at alle spiller på førsteholdet, og man smider ikke spillerne på andetholdet ud af klubben.

At kalde tingene, hvad de er

Foto: https://www.flickr.com/photos/krossbow/45121689005

En hyppigt omtalt folkevalgt dansk politiker fra et højrenationalistisk parti omtaler i et tv-program en bilist, der kører forbi, som “perker”. En hel del mennesker har været ubehageligt berørt af dette, men hertil siger politikeren

»Jeg fortryder det ikke. Lad os nu kalde tingene, hvad de er, hvis man er neger, så er man neger, hvis man er perker, så er man perker, hvis man er indvandrer, så er man indvandrer«.

Det interessante ved netop den slags ord er, at mennesker, som andre omtaler med denne sprogbrug, som oftest ikke bryder sig om at blive omtalt sådan. Men det bør ikke betyde noget, siger den pågældende politiker. Man skal “kalde tingene, hvad de er”.

Jeg formoder derfor, at denne politiker ikke vil blive ubehageligt berørt ved at blive kaldt racist.