Ren og snavset smerte

En artikel i Wired gjorde mig opmærksom på et begreb fra psykologi og kognitiv videnskab, som jeg ikke kendte til: Forskellen mellem ren smerte og snavset smerte. Begrebet skyldes den amerikanske psykolog Steven Hayes.

Den rene smerte er den smerte, man føler umiddelbart. Det kan være den fysiske smerte ved f.eks. at få et snitsår eller den mentale smerte, man føler ved f.eks. at miste sit arbejde. Den snavsede smerte er den yderligere smerte, der kommer fra forsøgene på at kontrollere eller slippe af med den umiddelbare smerte. Den snavsede smerte kan så være f.eks. selvbebrejdelse. Den rene smerte fortager sig efterhånden, men den snavsede smerte kan blive ved og ved, for det er éns egne tanker, der skaber den.

Da jeg i denne uge fik afslaget på en ansøgning om Horizon 2020-midler, gjorde det ondt på mig at få et nej efter lang tids venten og mange anstrengelser for at undgå et nej. Dét var den rene smerte. Bagefter har jeg gået og anklaget mig selv for ikke at have skrevet en bedre ansøgning og for at være en dårlig forsker. Dét er den snavsede smerte, og hvis jeg ikke passer på, vil den blive ved med at blive næret af tankerne.

Den snavsede smerte er fuldstændig subjektiv, men den rene smerte er ikke subjektiv på samme måde og derfor er den måske nemmere at leve sig ind i for andre. Målet med tilgange som bl.a. mindfulness – men også dens tilsyneladende modsætning, stoicismen – er at gøre det muligt at opleve smerten som “ren”. Det fjerner ikke smerten, men det kan isolere den som sin “rene” komponent, og dén vil fortage sig med tiden, så man kan komme videre.

Og tilsvarende: Hvis man isolerer smerten fra alle selvbebrejdelserne, kan man undersøge det, man anklager sig selv for og se mere nøgternt på hvad det var, der forårsagede smerten: Var det virkelig alt sammen udelukkende éns egen skyld? Ofte er det nemlig ikke tilfældet. Mange problemer er i høj grad udtryk for et system, der producerer mangel på succes for de mange. I mit konkrete tilfælde: Succesraten for Horizon 2020-ansøgninger er lille; for nogle opslag er den under 2%.

Derfor skal vi (herunder jeg) lære os selv og hinanden at håndtere den snavsede smerte, for ellers er det den, der trækker os ned.

Jeg er skuffet

Tidligere i år skrev jeg om arbejdet med at koordinere en Horizon 2020-ansøgning. Vi mødtes alle parter i Portugal, og bagefter fulgte tre måneders intens indsats godt hjulpet af et erfarent konsulentfirma. Midt i det hele kom truslen om en storkonflikt på det offentlige område; hvis den var blevet til virkelighed, var ansøgningen måske aldrig blevet til noget.

For få minutter siden kom afslaget så. En ansøgning på 150 sider; afslaget var på tyve linjer. Tærsklen var 10 point; ansøgningen fik 11,5 point, men det var stadig ikke nok.

Jeg ved godt, at afslaget er retfærdigt og godt osv. osv., og at jeg skal glæde mig på vegne af dem, der nu får en bevilling. Men jeg er nu skuffet og ked af det alligevel, og jeg må efterhånden indse, at jeg formodentlig ikke har det, der skal til for at skaffe eksterne forskningsmidler.

Det er bare gas?

Lars Lilleholt, der har titel af klima- og energiminister, udtaler i dag til dagbladet Information at

»Vi har en stor olie- og gasproduktion i Danmark. En produktion, regeringen har valgt ikke skal foregå på land eller i det danske farvand, men langt ude i vandet. I sammenligning med andre lande foregår Danmarks olie- og gasproduktion på en miljømæssig fornuftig måde og skaber også et økonomisk grundlag for bl.a. at gennemføre alt det, vi gerne vil, når det gælder den grønne omstilling.«

– Så det vil I fortsætte med?

»Der er ingen planer om at ændre på det.«

Men er jagten på gas og olie i Nordsøen ikke det stik modsatte af det, klimaforskere siger, der er brug for?

»Nej, jeg mener, der skal skabes en økonomisk mulighed for, at vi kan gennemføre alt det, vi gerne vil – herunder også den grønne omstilling. Uden en fortsat olie- og gasproduktion vil dele af vores velfærd være udfordret, men det vil også de mange ressourcer, vi bruger på grøn omstilling.«

Det er udtalelser, der er sørgeligt fascinerende, for de er udtryk for en alt for velkendt holdning, nemlig at der godt nok en dag skal ske en “grøn omstilling”, men at vi først er nødt til at skabe noget mere vækst og noget mere forurening. Ideen om at forandring kun kan ske gennem økonomisk vækst og forbrug af resurser er så dybt indlejret i mange politikeres tankegang, at de ikke kan se andet.

Jeg ved godt, at man ikke kan nedlægge olie- og gasproduktionen med kort varsel og at omstilling tager tid. Men de seneste års forandringer af miljøet viser, at tiden er knap. De menneskeskabte CO2-udledninger skal bringes ned på nul inden for få år. Jo længere vi venter, jo længere vil det tage at standse den globale opvarmning. Der er en latenstid på omkring 40 år; de konsekvenser, vi nu oplever, skyldes CO2-udledningen i 1970’erne. Og den var ikke engang så høj som den er nu.

Det er faktisk kun ved at nedsætte CO2-udledningen så hurtigt som overhovedet muligt, at vi får tid nok til at omstille os. Så paradoksalt kan det virke.

Det er bekymrende, at den såkaldte klima- og energiminister end ikke taler om hvordan olie- og gasproduktionen skal bringes til ophør, men reelt set blot slår til lyd for at vi først skal holde op med at sætte ild til vores tøj, når vi har fået varmen. Vi har i høj grad fået varmen nu. 

Hvem lærer os at kigge på vores smartphone?

Kilde: https://bgr.com/2013/11/04/smartphone-public-use-bad-samaritans/

I Politiken er der en fascinerende fotoserie, der viser mennesker på gaden med hver deres smartphone. Alle billeder er taget af fotografen Martin Lehmann på gaden i København. Han siger

Jeg kastede mit kamera i alle retninger, men det var helt umuligt at nå at fotografere dem alle. Når man først fokuserede på det, var de der hele tiden – folk med hovedet nede i den der lille lysende skærm. Det var mennesker i blå, i rød, på cykel, med barnevogn. Det var mænd, kvinder, børn, unge, gamle…. Det var alle slags mennesker – med et total fravær til fælles.

Alle stirrer intenst på dem, og det er en adfærd, der på én og samme tid er asocial og social. Det sociale aspekt er selvfølgelig den kontakt, man får med andre gennem at bruge sin telefon. Det asociale aspekt består i at det er blevet helt almindeligt at tage en smartphone frem på alle mulige og umulige tidspunkter, og også når vi er sammen med andre og måske endda skal forestille at tale sammen. Reaktionen er også ved at sætte ind, bl.a. i form af det nylige forbud mod elevers brug af smartphone i folkeskolen i Frankrig.

Billedet ovenfor er ikke fra denne serie – det er fra 2013 og fra Italien. Det viser blot, at fænomenet ikke er så nyt igen. Men hvor har vi lært smartphone-adfærden henne? Nogle vil sige, at der altid har været tilsvarende adfærd – f.eks. adfærden med at gemme sig bag en avis i busser og tog. Men der er ikke ret mange, der før i tiden greb ud efter aviser midt under samtaler og i andre sociale sammenhæng.

En parallel er snarere rygning, der også en på én gang social, asocial og vanedannende adfærd, og jeg kan se, at Robbie Gonzalez drager samme parallel i samme i et essay i Wired. Rygere har en slags socialt fællesskab, men samtidig generer deres røg alle os andre, der ikke ryger. Her hører ligheden selvfølgelig op. Rygning er et helt igennem negativt og skadeligt fænomen; det samme gælder bestemt ikke for smartphones.

Der er imidlertid én anden ting, der er fælles: Mennesker lærer deres smartphone-adfærd på samme måde som mennesker lærer f.eks. at ryge, nemlig indirekte påvirkning fra andre. Der er næppe ret mange forældre, der lærer deres børn at ryge, og så er der alligevel temmelig mange børn, der ender med at blive rygere. Der er næppe heller ret mange forældre, der lærer deres børn at bruge smartphone hele tiden.

Da jeg var barn i 1970’erne, var der tobaksreklamer alle vegne. Jeg ved selv, at der er tre vigtige grunde til at jeg aldrig begyndte at ryge (og faktisk aldrig har prøvet det). Den første er, at ingen i mit barndomshjem røg, så det var ikke noget, jeg oplevede så meget i det daglige. Den anden er, at det var og er usædvanligt ubehageligt for mig at være i nærheden af folk der ryger. Men ikke mindst spillede social konditionering ind: de børn og unge på min egen alder, der først begyndte at ryge, var nogen, jeg ikke brød mig ret meget om (og nok heller ikke brød sig så meget om mig).

I tilfældet smartphones er den sociale påvirkning derfor vigtig. Men der er også en parallel til tobaksreklamerne, nemlig den massive påvirkning fra producenterne af smartphones og alskens tilbehør til dem. Og ikke mindst: Der var engang for kun 10 år siden, hvor smartphones var et særsyn. Adfærden er ikke kun socialt tillært; producenterne fremmer den også. Derfor skal vi også have fat i dem, hvis vi vil ændre og forbedre vores smartphone-adfærd, så vi kan finde frem til en smartphone-etik.

Verdens største kooperativ

Her ved afslutningen af knap to ugers ferie i Spanien går det omsider op for mig, at supermarkedet Eroski, hvor familien og jeg har gjort vores dagligvareindkøb, ikke er et hvilket som helst supermarked. Det er del af Corporación Mondragon, der ikke bare er Spaniens, men verdens største kooperativ med mere end 70.000 ansatte. Det blev stiftet i 1956, dvs. lige midt under diktaturet og dét endda i Baskerlandet. Det forklarer samtidig det usædvanlige navn Eroski, som er en sammensmeltning af de baskiske ord “erosi” (at købe) og “toki” (sted). Jeg bemærker også, at Corporación Mondragon er baseret på nøje formulerede principper såsom demokratisk organisering, ordentlig løn og et mål om at forandre samfundet (oprindelig: det baskiske samfund) i en retfærdig retning. Mondragon er i det hele taget en baskisk/spansk slægtning til den danske andelsbevægelse

At en sådan virksomhed kan findes og trives, er værd at huske på i en tid, hvor selvbestaltede fyrster som Jeff Bezos stjæler hele billedet med virksomheder, der er baseret på det stik modsatte af demokrati, retfærdig løn og ordentlige arbejdsforhold.

Det er tanken, der tænker

Albummet af og med Blur fra 2003.

I Dagbladet Information kan man læse at antallet at tænketanke i Danmark  er steget fra 34 i 2008 til 51 i 2017. Alle de tænketanke, jeg kan komme i tanke om, beskæftiger sig med samfundsforhold ud fra en samfundsvidenskabelig vinkel. Det kunne måske være interessant med en matematisk tænketank (ja, hvorfor ikke?).

Men hvorfor skal man egentlig have tænketanke? Er det for at analysere samfundsforhold? Eller er det for at skabe ammunition til diverse holdninger og forsøge at præge den politiske debat?

Tænketanke som det allestedsnærværende CEPOS får en masse opmærksomhed, men det er uklart for mig i hvilket omfang de skaber ny viden. Hvis tænketankene bidrog med forskningsresultater, er det påfaldende at de så sjældent bliver gjort til genstand for fagfællebedømmelse (peer review). Det ville være mere ærligt at kalde tænketankene for debatskabende foretagender.

På denne blog skriver jeg ganske ofte om anliggender, som jeg finder er vigtige. Og nogle gange kommer der en kort debat ud af det. Men en tænketank er denne blog godt nok ikke, og den eneste bedømmelse kommer fra eventuelle læsere.

Den bedste tænketank, vi kunne få os nu, ville nok være en tænketank, der skulle arbejde på at argumentere for en nedbringelse af antallet af tænketanke.

At smadre fortiden

Hai Ruis tempel fra 1500-tallet bliver smadret under Kulturrevolutionen i Kina.

I denne sommerferie læser jeg bl.a. Et ensomt menneskes bibel af den kinesiskfødte, nu franske forfatter Gao Xingjian, der i 2000 fik Nobelprisen i litteratur. Romanen foregår under Kulturrevolutionen i Kina, en af de allergrimmeste perioder i landets historie. Millioner af mennesker blev dræbt og talløse kulturskatte blev ødelagt. Billedet her viser hvad der skete med det gamle Hai Rui-tempel på øen Hainan.

Hai Ruis “forbrydelse” var at han var en god embedsmand ved Ming-kejserens hof i 1500-tallet og blev beskrevet i en artikel fra 1959 af Wu Han; artiklen blev senere af Wu Han lavet til en kinesisk opera om Hai Rui. Den blev fortolket som en allegori om den endnu levende marskal Peng Dehuai, der blev kastet i unåde af Mao Zedong for at have kritiseret Det Store Spring Fremad – endnu en grusom del af Kinas historie. I 1965 kom der så en kritisk artikel om operaen. Den “logiske” konsekvens var derefter – at smadre Hai Ruis tempel. Wu Han blev dømt til døden og henrettet. Og nej, intet af dette giver selvfølgelig rationel mening.

Et ensomt menneskes bibel kommer også ind på denne tragiske og groteske hændelse og på de 10 år med ødelæggelser, drab og væbnede konflikter, der fulgte. En hel masse rødgardister bekrigede hinanden og smadrede ufatteligt mange uerstattelige kulturskatte i et forløb på at skrive Kinas fortid om. Reelt var der borgerkrig i Kina fra 1966 til 1976.

Hai Rui-templet er siden forsøgt genopbygget, men hele denne episode,  viser,  hvordan vejen til magten ofte går gennem at “erobre fortiden”. Den viser for mig at se også hvor nemt det er at smadre fortiden, og hvilke konsekvenser, det kan få, hvis man får lov til det. Holocaust-benægterne forsøger som bekendt konsekvent at skrive fortiden om. Også bl.a. borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien blev næret af forsøg på at ændre på fortiden.

Jeg har købt varer hos Amazon

Jeg har gjort det en hel del gange – købt bøger og musik hos Amazon. Jeg ved, at mange af mine kolleger og venner også har gjort det. Det har været meget nemt.

For mit vedkommende er det forbi nu. Det er veldokumenteret at arbejdsforholdene hos Amazon er forfærdende ringe. Arbejdstidsreglerne er ikke-eksisterende, kravene til arbejderne er horrible og lønnen er uhyggeligt lav. Min lyst til at læse bøger, lytte til musik mm. skal ikke være med til at få andre mennesker ned med nakken.

Direktøren for Amazon UK er en af mine gamle studiekammerater fra min tid som PhD-studerende i Edinburgh. Han har boet i Aarhus og har lært dansk. Jeg husker ham som en flink fyr fra dengang for 30 år siden. Nu vil jeg skrive til ham.

Nicaragua 2018

Sidst i 1970erne hørte man en del til Nicaragua i medierne, for her udspillede der sig en lang oprørskrig mod Somoza-diktaturet. I 1979, lige inden jeg skulle begynde i gymnasiet, endte det hele med at Anastasio Somoza gik af og den sandinistiske front FSLN med Daniel Ortega som leder overtog statsmagten.

På den ene side gav det for mange et håb om at det kunne bringe en tiltrængt forandring til Mellemamerika, hvor der i El Salvador, Guatemala og Honduras var ekstrem ulighed og lige så ekstrem undertrykkelse. Ganske få familier ejede i det store og hele de små lande og styrede dem med udbredt tortur, politiske mord, forsvindinger og brug af dødspatruljer – og voldsom korruption og reel straffrihed for alle overgrebene. Det er desværre også i høj grad tilfældet i dag.

På den anden side blev oprøret i Nicaragua lynhurtigt kastet i armene på den kolde krig. USAs fremfærd var specielt direkte i strid med international lov og kan stadig i dag kun fordømmes.  Reagan begyndte i 1981 at yde økonomisk støtte og træning til de pro-somozistiske contraer, og CIA lagde miner ud ved havnene i Nicaragua – en helt uhørt krænkelse. Der var mange solidaritetstilkendegivelser over for Nicaragua i Europa, og jeg bakkede selv op om dem. I Danmark blev der organiseret såkaldte fredsvagter i Nicaragua for at vise støtte til FSLN-regeringen. The Clash kaldte deres fjerde album ¡Sandinista!.  

Til sidst, i 1990, tabte FSLN magten ved et valg, og nogle udråbte det som en konsekvens af Berlinmurens fald. I dag, næsten 40 år efter revolutionen i Nicaragua er Daniel Ortega igen ved magten, og det har han været siden 2006, hvor han gjorde comeback på den mest ubehagelige måde.  Han havde som oppositionsleder nogle år tidligere underskrevet en aftale med den ekstremt korrupte ekspræsident Arnoldo Alemán. Aftalen ville sørge for, at landet var ligeligt fordelt mellem de to partiledere.  Og i marts 2007 gav Ortega amnesti til Alemán, der på det tidspunkt ikke kun var under anklage for korruption, men faktisk allerede var dømt til tyve års fængsel af landets højesteret. Man vurderede at Alemán havde beriget sig for et beløb på mellem 100 og 250 millioner dollar af statens midler. Siden har Ortega bl.a. gennemført et totalforbud på fri abort for at tækkes den katolske højrefløj i landet. Ikke engang kvinder og piger, der er ofre for vold eller incest, kan få en abort – de kommer til gengæld i fængsel, hvis de forsøger at afbryde svangerskabet! Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at Ortega har udtalt sin støtte til Bashar Al-Assad.

Nicaragua er i dag det næstfattigste land på den vestlige halvkugle (fattigst er stadig Haiti), og undertrykkelsen er voldsom i Nicaragua i dag. Siden april har der været voldsomme protester mod Ortega-regimet fra fagforeninger og studenterbevægelse. USA var med til at destabilisere Nicaragua for 35 år siden, men den forklaring kan ikke være tilstrækkelig længere. Ortega er blevet en ny Somoza. Det håb om et friere og retfærdigere Nicaragua, der var engang, må ikke blive glemt. Det er på høje tid at rette blikket mod Mellemamerika igen.

Åbent landskab?

På Aalborg Universitet har vi efterhånden set en bevægelse over mod kontorlandskaber – mange studerende har ikke noget grupperum, og mange ansatte skal dele kontor med andre. På AAU i København er kontorlandskaber hverdag for alle.. Disse ændrede forhold skyldes i ikke helt ringe grad nedskæringer, men jeg oplever også at ledelsen mener at vide at kontorlandskabe og lignende arbejds- og studiemiljøer er til fordel for ansatte og studerende. Som det så ofte er tilfældet, forsvarer man en nedskæring med at den er til gavn for alle, der bliver ramt af den.

Undersøgelser fra bl.a. USA tyder på at åbne kontorlandskaber ikke er populære blandt dem, der skal arbejde i dem. Men hvordan påvirker det rent faktisk adfærden?

I en ny undersøgelse fra USA har Ethan S. Bernstein og Stephen Turban fra Harvard  målt hvordan kontorarbejdere i to amerikanske virksomheder blev påvirket af ændringen i arbejdsomgivelser. I begge virksomheder foretog de to forskere en grundig registrering (med accelerometre, sensorer osv. osv.) af de ansattes adfærd i månederne inden overgangen til et kontorlandskab og i månederne efter.  Og i begge tilfælde observerede Bernstein og Turban at den personlige interaktiv aftog efter at virksomheden var gået over til kontorlandskab. Til gengæld var der en øget brug af e-mail (hvilket umiddelbart kan virke underligt) og et fald i produktiviteten.

Min egen observation, når jeg ser kolleger på AAU, der sidder i kontorlandskaber, er i overensstemmelse med det. Mine kolleger, der sidder i åbne landskaber, ser ud til at forsøge at isolere sig så godt som muligt fra hinanden. Nogle af dem bruger f.eks. støjreducerende hovedtelefoner.  Og jeg har fra min vejledningspraksis en tydelig fornemmelse af at studerende, der ikke har deres eget grupperum, tilbringer færre timer på universitetet. “Åbne landskaber” skaber, så vidt jeg kan fornemme, ikke mere interaktion, men måske snarere mindre.

Det var næppe kontorlandskaber, Ulf Lundell havde i tankerne, da han skrev “Jag trivs bäst i öppna landskap”.