Et parti med særinteresser?

Nu er Veganerpartiet formodentlig opstillingsberettigede til næste valg til Folketinget. De forventelige, umodne reaktioner om “BØF!” og “BACON!” har selvfølgelig ikke ladet vente på sig på de sociale medier. Jeg har været veganer siden engang i 1994 (og var vegetar fra 1992). Men jeg vil alligevel ikke stemme på Veganerpartiet.

Det ser ud til at jeg er enig med det nye parti, når det gælder holdninger til det industrielle landbrug og dyrs rettigheder og til at spise plantebaseret. Det er ikke overraskende. Men der er også alt det andet, som man skal forholde sig til politik. Her tænker jeg på hele fordelingspolitikken, på transportpolitik, på uddannelses- og forskningspolitik, på udenrigspolitik, på kulturpolitik, på ulighed, som den viser sig lokalt og internationalt gennem fattigdom og racisme og anden diskrimination, på menneskerettigheder generelt og så videre og så videre.

Selvfølgelig er der væsentlige grunde til at være veganer, og jeg synes selvfølgelig, at de grunde er så væsentlige, at alle bør blive veganere – præcis som andre mennesker sikkert synes, at alle burde dele de holdninger, de selv har. Men det er underligt, at et bestemt parti nu gerne vil være talerør for alle veganere – for det kan de ikke være, præcis som f.eks. Kristendemokraterne ikke repræsenterer alle kristne i Danmark og Dansk Folkeparti ikke repræsenterer det danske folk. Jeg ville selv meget hellere se flere veganere rundt om i politik bredt set, ikke bare i partier, men også i fagforeninger, studenterbevægelser og alle andre steder, hvor borgere prøver at få deres meninger hørt og kæmper for en vigtig sag. Partier med særinteresser ender alligevel altid med at skulle forholde sig til emner, der er langt fra deres særinteresser.

Senfølger

Da nedlukningen af store dele af det danske samfund skete den 11. marts i år, talte regeringen om nødvendigheden af at forebygge langvarige indlæggelser og dødsfald og om at sundhedsvæsenet ikke skulle overbelastes. Mange forstod heldigvis dette argument.

Dengang, for ikke så længe siden, mente sundhedsvidenskaben, at hvis man overlevede COVID-19, var det dét: Man blev rask igen. Men der var meget, man ikke vidste i marts i år, som vi nu ved. Nogle får aldrig symptomer. Mange kommer sig helt – den colombianske cykelrytter Fernando Gaviria, der havde COVID-19, vinder nu løb igen. På den anden side ved vi også, at ikke helt få patienter får alvorlige senfølger. En ny undersøgelse af de irske sygeplejersker, der overlevede COVID-19, viser at ud af 545 sygeplejersker, har 65 procent stadig træthedssymptomer. Hele 91 procent rapporterer om andre senfølger også. Blandt de rigtig slemme senfølger, man kender til nu, er lungesvigt, blodpropper og organskader.

Hvor mange af senfølgerne, vil være permanente, ved vi endnu ikke. Men i bedste fald vil de gøre mennesker uarbejdsdygtige i længere tid, og behandlingen af senfølgerne kan også blive en belastning af sundhedsvæsenet. Derfor må senfølgerne også være et væsentligt argument for stor påpasselighed og noget, vi skal minde hinanden om for alvor, nu hvor smittetallet vokser. Det vil også være godt at blive ved med at kunne sætte navne og ansigter på de mennesker, der har senfølger af COVID-19, så alle kan forstå den potentielle alvor af denne endnu så gådefulde sygdom.

Genlukning

I dag er der 112 nye tilfælde af COVID-19 i Danmark; det er den største daglige vækst i smittetallet i tre måneder. Alt dette sker i en underlig situation, hvor politiske spil og konspirationsteorier florerer. Der er pandemibenægtere og mundbind-modstandere, men mest i det skjulte. Mere tydelige er de højrenationalistiske politikere, der forsøger at mistænkeliggøre etniske mindretal på baggrund af de seneste smittetal.

Nu er det på tide at tage pandemien meget alvorligt igen. Al tale om genåbning må forstumme. Nedlukningen i marts var hård på mange måder og alle havde brug for at tænke på noget andet for en stund for ikke at miste modet og forstanden, men vi bliver nødt til vidtrækkende tiltag igen. De nye smittetal ser nemlig ud til at passe med en ny model for smittespredningen i Danmark, udarbejdet af forskere fra SDU.

Ifølge modellen vil anden bølge i Danmark toppe i ugerne 38-40 og begynde at klinge af omkring uge 40-42. Der bliver samme forløb som under første bølge, hvis forholdsregler og restriktioner ellers er de samme. Tallet af nye smittede vil først efter uge 50, altså midt i december, blive lige så lavt som før uge 30, hvor smittetallene langsomt begyndte at stige igen. De samme SDU-forskere havde en lignende model i foråret. Den forudså, at antallet af smittede i Danmark med 90 procents sandsynlighed ville toppe senest 12. april,. Det kom til at holde stik, ved vi nu.

Der er som sagt politiske spil og konspirationsteorier i gang, men heldigvis også mange, der kan se at situationen er alvorlig. I dag var der én, der sagde til mig at stemningen lige nu bedst kan opsummeres som spørgsmålet “Kommer der ikke snart en voksen?”. Det er en meget præcis formulering, også fordi “den voksne” har været statsministeren. Den voksne lige nu er nødt til at være – hver enkelt af os og samfundet som fællesskab.

De farlige sølvpapirshatte

Der blev registreret 207 nye COVID-19-tilfælde i Danmark den forløbne weekend, og det ser ud som om det hele er ved at stikke af igen. Noget at det, jeg har det allerdårligst med, er derfor dem, der lige nu højlydt benægter på de såkaldte sociale medier, at der er en COVID-19-pandemi, der koster mange mennesker livet. Dette er årets bidrag til samlingen af konspirationsteorier, og det er et af de rigtig grumme af slagsen.

Sølvpapirshatten er nærmest blevet symbol på konspirationsteori-tilhængernes absurditet, men det er ikke kun absurd, det der foregår under sølvpapirshattene. Når pandemi-benægterne skriver, at de “ikke ved hvorfor italienerne døde”, er det skræmmende og en hån mod alle dem, der har mistet deres kære til COVID-19 eller har haft en hård tid som ansatte i sundhedsvæsenet. For benægterne er dette måske bare en slags spændende konstruktion, der skal vise at de er kritiske over for medierne, men de paraderer deres demonstrative vilje til uvidenhed ved at gå på andre menneskers lig. Ligheden med holocaust-benægterne er stærkt foruroligende.

Den misforståede systemkritik bor også på andre måder lidt for tæt på ekstremismen. På Zetland kan man nu læse en artikel om den halvhemmelige sammenslutning, der kalder sig Acephali. Det skal udtales “ass-farli”, og måske burde vi også skrive det sådan. Acephali er en “suverænitetsbevægelse” i stil med den tyske “Reichsbürger”-gruppe, og den kombinerer alle konspirationsteorierne om 5G, chemtrails, anti-vaccine osv. (og selvfølgelig også pandemi-benægtelse) med højrenationalisme. Den tyske Reichbürger-gruppe er nogen, den tyske efterretningstjeneste holder øje med, fordi man mener at dens medlemmern er beredt på “alvorlige voldshandlinger”. “Reichbürgerne” anerkender ikke den nuværende tyske forbundsrepublik, men derimod det gamle tyske rige (der faldt med nazismen i 1945).

Acephali-tilhængerne anerkender på samme måde ikke den danske stat eller dansk lovgivning. Acephali-bilister kører derfor rundt med hjemmelavede nummerplader på deres biler og kører måske endda spirituskørsel. De ignorerer af samme grund også krav om våbentilladelser.

Det ser ud som om Acephali rekrutterer sine tilhængere blandt dem, der tror på konspirationsteorier, og netop dét er en vigtig grund for alle os andre til at bruge kræfter på at tilbagevise den slags og til at gøre det klart, hvad de er, nemlig potentielt farlige.

Du passer på mig, jeg passer på dig

Skærmbillede fra https://www.dw.com/en/germany-18-officers-injured-dispersing-berlin-rally-against-coronavirus-curbs/a-54402885

I dag har der været en underlig demonstration i Berlin mod myndighedernes indgreb under COVID-19-pandemien. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde over den slags protester. Ét er at nogle lægfolk i denne sammenhæng opkaster sig til at være ikke bare “gør-det-selv-epidemiologer”, men egentlige konspirationsteoretikere, der hævder at COVID-19-pandemien slet ikke findes. De bruger krudt på at bekæmpe det, de kalder for “mainstream-medierne”, ligesom der også er f.eks. tilhængere af Syriens regime, der har travlt med at sprede propaganda om “den sande historie om borgerkrigen”. Både hos pandemibenægtere og Assad-venner er der ofte en forestilling om at de på en eller anden måde er progressive.

Konspirationsteoretikerne vil man sikkert aldrig kunne nå ind til, hvis ikke man er rede til at forære dem et ophold i et område, der er hårdt ramt af COVID-19. Et andet er dog modstanden mod at bruge værnemidler, og her burde der være et argument, selv de “frihedstilhængere”, der her er tale om, kan forstå.

Et mundbind beskytter bæreren (Den Ene) mod potentiel infektion fra Den Anden. Men det gælder naturligvis også, hvis Den Ene og Den Anden bytter roller. Når Den Ene renser sine hænder, fjernes virus fra hænderne og Den Ene kan ikke smitte Den Anden, men modtager heller ikke virus på sine hænder fra Den Anden. De fleste andre beskyttelsesforanstaltninger har også en beskyttelse begge veje. Noget så kedeligt som en motorcykelstyrthjelm, et værnemiddel, man ikke ser mange demonstrationer imod, har også en symmetri. Motorcyklisten bliver beskyttet i et vist omfang, men alle andre bliver også i et vist omfang beskyttet mod at skulle bruge mange resurser på at tage sig af alvorlige skader hos den kvæstede motorcyklist, måske endda et dødsfald.

Bange for alt?

Nogle dage er det som om nyhederne hver dag varsler verdens undergang. Når det virker sådan, bliver jeg ikke ansporet til handling – tværtimod. Jeg er næppe den eneste, der har det sådan. For nogle få år siden var det terrorismen, der fyldte meget i medierne. Dengang skrev jeg her om at terrorismen skaber ikke frygt, for frygt er målrettet, men derimod en form for angst. Og denne angst kommer til at styre politiske beslutninger.

I dag er der en boganmeldelse i Politiken af en ny bog af den svenske sociolog Roland Paulsen, og han er inde på det samme. Han siger i et interview

»Hvis vi f.eks. tager diskussionen om arbejdstid, og spørgsmålet om, hvorvidt vi kunne arbejde mindre. Så siger man fra venstrefløjen: ’Vi må arbejde mindre, fordi ellers går jorden under. Vi er nødt til at sænke produktiviteten for klimaets skyld’. Mens man fra højre siger: ’Nej, det går ikke at sænke produktiviteten, for det får konsekvenser for bnp, og vi får færre penge til velfærd’. Når alt skal ske med afsæt i risikoberegning, bliver reel progressiv politik umulig. Al progressiv politik kræver et skridt ud i det ukendte, og der er altid en risiko for, at det går ad helvede til«.

Fra https://politiken.dk/debat/art7872324/I-dag-gennemsyrer-ét-spørgsmål-alle-aspekter-af-vores-liv-’Hvad-nu-hvis-…’

Der er meget at være bange for, og i nogle tilfælde er frygten konkret og bør kunne anspore til konkret handling. Her tænker jeg på f.eks. klimaforandringerne og COVID-19-pandemien. Men hvis vi som grundregel alene kommer med tiltag, der forsøger at minimere vores frygt for alt, begynder det mere at ligne forsøg på at dæmpe vores angst. Måske er det i virkeligheden derfor, det er så svært at finde løsninger: vi er bange for at noget kan gå galt. Og derfor bliver vi handlingslammede eller i bedste fald fokuserede på at fastholde en begrænset form for tryghed.

Seneste undtagelse

Donald Trump vil have præsidentvalget i USA udsat. Hans begrundelse er, at det vil være svært at afholde valghandlingen på en pålidelig og sikker måde.

Delstaternes lokale parlamenter i USA har en fælles hjemmeside, hvor der blandt meget er en særdeles grundig gennemgang af hvordan amerikanere kan brevstemme (det varierer fra delstat til delstat) og hvilke foranstaltninger, myndighederne har gjort sig i den henseende. Enten har Trump ikke kendskab til denne side, eller også er han ligeglad med den.

Tilbage i 2015 skrev jeg her om hvordan den tyske jurist og filosof Carl Schmitt i sit berømte/berygtede hovedværk Politisk teologi skrev om statslederes brug af undtagelsestilstande. Schmitt var nazist og hyldede stærke leder,e der kunne sætte sig ud over sædvanlig lov og sædvanlig retspraksis. Nøglecitatet fra ham er da også

Suveræn er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden.

I USA har Trump-tilhængere ofte talt imod tiltag som nedlukning, påbud om mundbind mm. med den begrundelse, at det indskrænker den enkeltes frihed og har endda lavet sammenligninger med kommunistiske diktaturer. Det er meget påfaldende, at Trump og andre statsoverhoveder som Bolsonaro, der mest aktivt har bagatelliseret COVID-19-pandemien og har talt imod officielle tiltag ud fra et sådant frihedsargument, også er blandt dem, det falder lettest at være autoritære på baggrund af pandemien og på den måde gøre brug af en Schmitt’sk undtagelse.

Prisen på mundbind

Søren Brostrøm siger, at der ikke er grund til at indføre et påbud om brug af mundbind som beskyttelse mod COVID-19 i Danmark. Andre steder i verden ser det anderledes ud. I nogle lande i Europa er der nu et påbud, mens der til gengæld er en skræmmende og irrationel modstand mod mundbind blandt Trump-tilhængere i USA ud fra et for mig uforståeligt og galt afmarcheret frihedsideal.

Men der er noget, vi skal finde ud af at håndtere, hvis der kommer et generelt påbud om mundbind i Danmark, nemlig de materielle omkostninger. Et mundbind skal nemlig skiftes efter tre til fire timer, så hvis man færdes udenfor og er blandt andre mennesker i det daglige, skal man nok bruge to mundbind pr. dag. En pakke med 50 engangsmundbind koster 300 kroner på webapoteket.dk – men er lige nu udsolgt. Med en pris på 6 kroner pr. mundbind skal man mindst bruge 360 kroner hver måned på engangsmundbind, og det kan let løbe op for en husstands vedkommende. Der er også en udfordring forbundet med at håndtere de kasserede mundbind, både fordi de er potentielle smittekilder og fordi de simpelthen er kombineret plastic- og papiraffald.

Jeg har selv bestilt vaskbare mundbind; også her er der en væsentlig leveringstid, men resurseforbruget er ikke så ekstremt. Vaskbare mundbind har ikke samme grad af beskyttelse som godkendte mundbind, men jeg ville foretrække en politik hvor man kombinerede strengere krav til adfærd med et påbud om vaskbare mundbind af en bestemt kvalitet. Hvad ville det mon koste de danske myndigheder at udlevere officielle, vaskbare mundbind til alle borgere i Danmark én gang for alle? Man kunne formodentlig få stykprisen meget langt ned og samtidig skabe arbejdspladser i forbindelse med produktion og distribution.

Genåbningsfeber

Skærmbillede fra https://www.horesta.dk/presseklip/2020/juni/efter-corona-konferencecenter-er-kommet-godt-igen/

I medierne taler mange om tiden lige nu som “efter corona”. Men COVID-19-pandemien er bestemt ikke slut. Man skal bare se sig om i verden for at opdage, hvor galt det er fat.

I den seneste halvanden måned har tallene for antal smittede og antal døde i Danmark været lave, men nu er smittetallene vokset – kun lidt, men dog er de vokset. Det er forkert at sige “efter corona”, for vi er midt i pandemien.

I Politiken er der en reportage fra Bakken i København. Gæsterne i forlystelsesparken siger, at de ikke er så påpasselige længere.

»For to måneder siden tog jeg ikke mit barn med i indkøbscenteret. Jeg sprittede af, inden jeg gik ind, og når jeg kom ud. Når jeg stod i kø, holdt jeg altid en meters afstand. Så dengang var det mere stramt. For nu kan jeg sagtens se det skred, der sker«, siger Bettina Johansen:

»Det første, der slog mig, da jeg ankom til Bakken, var, at folk står helt oppe i enden af hinanden. Der er ikke den der meter imellem. Det er bare en lang kø. Før kunne man ligesom se den fysiske afstand. Det kan man ikke længere. Så afstanden slækkes på. Og det smitter af på mig. Jeg kan mærke, at jeg selv skal være mere disciplineret«.

Hun har en håndsprit med, men hun bruger den ikke lige så meget som før.

Politiken, 23. juli 2010 (https://politiken.dk/indland/art7866655/»Før-ville-jeg-have-sprittet.-Det-gjorde-jeg-ikke-i-dag«)

Jeg forstår dem på en måde godt, for vi længes alle efter en anden virkelighed. I år er det første gang siden min datter blev født i 2001, at jeg tilbringer hele sommeren hjemme, med et kort familiebesøg i sidste uge som eneste undtagelse. Det ville være kærkomment med et tydeligere afbræk fra hverdagen.

Men slut er det ikke, tværtimod. Måske var det på tide, at myndighederne igen henvendte sig på den måde, de gjorde i marts og april. De hyppige pressemøder var en voldsom oplevelse, men set på afstand er det tydeligt, at de gjorde et stort indtryk. Og måske skulle journalister og andre mediefolk holde op med at bruge formuleringen “efter corona” om den tid, vi er i nu.

Betal din egen husleje?

Foto: MrBPrints (https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:KU_frue_plads.jpg, Attribution-ShareAlike 4.0 International (CC BY-SA 4.0))

De danske universiteters økonomi er baseret på nogle idealer om intern konkurrence, der har absurde konsekvenser. Ét er, at der er ved at opstå et ideal om at universitetslærere skal konkurrere med hinanden om at hente midler hjem til at betale en del af deres egen løn – det har jeg skrevet om før. Et andet er at universiteterne har status som selvejende institutioner; det gør at staten (repræsenteret af Bygningsstyrelsen) tjener penge på at leje bygninger ud til universiteterne. I 2019 regnede man med at dette ville give et overskud på 567 millioner kroner.

Senest er der en sag om husleje, der vil få konsekvenser for Københavns Universitet. Bygningsstyrelsen vandt midt i juni en intern voldgift om Pharma Science-bygningen på Nørre Allé. Det indebærer, at universitetet skal betale en husleje, der er højere end da byggeriet i sin tid blev planlagt. En anden voldgiftssag mod Bygningsstyrelsen drejede sig om huslejen på i alt 19 lejemål, og den har Københavns Universitet også tabt. Også her er konsekvensen, at der skal betales mere i husleje. En ikke usandsynlig konsekvens er, at der skal ske store nedskæringer – måske op mod 400 ansatte ved Københavns Universitet skal fyres. Det vil i så fald blive en fyringsrunde, der får sidste års store fyringsrunde på et andet dansk universitet til at blegne. En anden bizar konsekvens af huslejemodellen så man sidste år: Københavns Universitet ville have private fonde til at betale en det af huslejen.