En underlig sejr

Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget (det sædvanlige: regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne) har vedtaget, at etårige i såkaldte udsatte boligområder skal  i daginstitution i 25 timer om ugen. Dette “tilbud” er obligatorisk. Ellers mister børnenes forældre deres børnecheck.

Børne- og socialminister Mai Mercado kalder vedtagelsen “en stor sejr” og udtaler

»De, der typisk allerede har deres børn i institution, har et arbejde og har brug for pasning. Det vil de også have fremadrettet, så det vil ikke være relevant for dem at få et obligatorisk læringstilbud på 25 timer om ugen«.

Denne nye beslutning er grumt fascinerende, for den udtrykker essensen af dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det) i 2018:

  • Der er opfundet forskønnende nysprog, her “obligatorisk læringstilbud”, der skal dække over at der mere eller mindre er tale om tvang.
  • Lovforslaget betjener sig af indirekte diskrimination; man må ikke gå efter en bestemt befolkningsgruppe, så man vælger et næsten ækvivalent kriterium, der gør at man hovedsageligt rammer mennesker med anden etnisk herkomst end dansk. Det store flertal af forældre i “udsatte boligområder” (som defineret af regeringen) er nemlig flygtninge eller andre mennesker med anden etnisk herkomst end dansk.
  • Sociale ydelser, her  børnechecken, ses først og fremmest som en mulighed for sanktioner og som noget, man skal gøre sig fortjent til. Jvf. “dansktillægget” på “hjemsendelsesydelsen” og det nye optjeningskrav for dagpenge.
  • Og endelig er der synet på daginstitutioner: En daginstitution er ikke et sted, hvor børn kan få nye venner, lege og bruge fantasien. En daginstitution er derimod et “læringstilbud”, også selv om man bare er ét år gammel.

På denne ærgerlige måde er der tale om eksemplarisk politik og en underlig sejr for dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det).

Den nødvendige fjende

Den seneste tids handlinger fra regeringens side viser, at den lægger an til endnu et “udlændingevalg”. Min fornemmelse er dog samtidig den paradoksale, at regeringen ikke ville kunne undvære flygtninge. En skarp analyse i Inrmation i dag (under pseudonymet Center for Vild Analyse) slutter med at konkludere at

Regeringen har desperat brug for flygtninge for at legitimere sin politik og fastholde magten. De skal være helt tæt på – men samtidig holdt ud i strakt arm, så alle kan se, at der bliver gjort noget ved alt det, der er farligt. Derfor skal Støjbergs færgebilletter også kun være »næsten umulige« at betale:

Det er vigtigt, at de fjerne fremmede fastholdes som en trussel, der kan risikere at dukke op midt i blandt os, hvis vi ikke er årvågne og i undtagelsestilstand hele tiden.

I mange lande har minoriteter fået denne rolle som trofaste lynafledere. I Østeuropa gælder det især jøder og romaer. I Polen blev omkring 3 millioner jøder dræbt i Holocaust; i dag er der kun 3200 jøder tilbage i landet. I Ungarn er der heller ikke mange jøder tilbage i dag. Men alligevel viser antisemitismen stadig sit grimme fjæs i begge lande. I USA har Donald Trump brugt indvandrere fra Mellemamerika som lynafleder.

Hvis man ikke har en lynafleder, bliver man nødt til at tale om noget andet og får svært ved at vise at man er handlekraftig. Den danske regering gør ikke meget ved den globale opvarmning – udgifterne til at etablere et udrejsecenter på øen Lindholm er større end summen af alle udgifter til at imødegå klimaforandringerne – men stramningerne er et tydeligt forsøg på at få regeringen til at fremstå handlekraftig, når den på andre områder faktisk er rådvild eller handlingslammet (eller bare ligeglad). Mange andre partier er enige i denne prioritering. Hvis det lykkes at lave valgkampen til et “udlændingevalg”, får man nemlig fred på de andre områder af den politiske dagsorden.

Man må ikke diskriminere, og derfor…

Den såkaldte “hjemsendelsesydelse” er en stærkt reduceret kontanthjælp, der skal ramme flygtninge. Men konventionen om flygtninges rettigheder og konventionen om civile og politiske rettigheder gør, at man ikke må diskriminere – selv om det er præcis dét, regeringen gerne ville kunne gøre. Derfor har man indført nogle krav til ophold i Danmark, som vil ramme alle flygtninge. Man ved nemlig at flygtninge altid kommer fra bestemte dele af verden, uden for EU, Norden, Island, Schweiz og Lichtenstein. Men reglerne rammer også danske statsborgere, der er vendt tilbage til Danmark efter en årrækkes ophold i udlandet. 

Der er også regler om ret til folkepension, der skal ramme flygtninge, men også skaber danske “brøkpensionister”. Seneste eksempel på et sådant tiltag, der skal “diskriminere uden at forskelsbehandle” er det såkaldte opholdskrav, der indebærer at man skal have opholdt sig i Danmark i en længere periode for at kunne få dagpenge. Kravet træder i krav fra 1. januar 2019 og indfases gradvist, så man i 2021 skal have opholdt sig i Danmark i 7 ud af 8 år for at være dagpengeberettiget. Meningen har været at forhindre flygtninge, der bliver arbejdsløse, i at kunne få dagpenge – og derigennem få dem anbragt på “hjemsendelsesydelse”. Men også danske statsborgere, der har opholdt sig uden for kongeriget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz,  EU eller EØS-området (Norge, Island og Lichtenstein) bliver ramt.

Socialdemokraterne var oprindelig tilhængere af opholdskravet, netop fordi det ville ramme flygtninge. Men så indså de, at det også ville ramme mange danske statsborgere. Også Dansk Industri og Dansk Erhverv er nu betænkelige.

Nu spekulerer jeg på, om alle disse tiltag er dårligt gennemtænkt lovgivning, eller om de mon faktisk også er politikernes subtile forsøg på at påvirke danske statsborgere til konkludere, at det er flygtninge og forbuddet mod diskrimination, der er årsagerne til at de bliver ramt – snarere end at lovgivningen er dybt asocial og udtryk for et ubehageligt syn på flygtninge.

Tålt ophold

Nogle udenlandske statsborgere, der befinder sig i Danmark, er på tålt ophold.  De har ingen rettigheder, må ikke arbejde, får en meget lav kontant ydelse, og det er meningen, at de en dag skal sendes ud af Danmark. Nogle af dem, der er på tålt ophold, er mennesker, der på den ene side ikke har krav på beskyttelse, fordi i deres oprindelsesland har gjort sig skyldige i alvorlige forbrydelser, men på den anden ikke kan sendes retur fordi de da vil være i fare. Men de fleste mennesker, der er på tålt ophold, er mennesker der tidligere har haft opholdstilladelse, men har begået en kriminel handling, som førte til en udvisningsdom. Af den danske finanslov for 2019 fremgår det, at udlændinge på tålt ophold skal opholde sig på øen Lindholm, der tidligere er blevet benyttet af DTU til forsøg med smitsomme sygdomme. Denne beslutning har ikke overraskende ført til mange reaktioner, men de vil alle kunne afvises med at mennesker på tålt ophold er en uønsket belastning for samfundet og derfor skal behandles derefter.

Men den mest skræmmende beslutning er for mig at se en anden. Hensigten er nemlig nu, at flygtninge altid skal sendes tilbage til deres oprindelsesland, og de får nu en endnu lavere kontanthjælp. Det er ikke meningen, at flygtninge skal integreres. Det er uklart, hvad holdningen til flygtninges arbejde og uddannelse vil være, men der har længe været et ønske hos Dansk Folkeparti om at flygtninge også skal leve afsondret og ikke må arbejde eller uddanne sig. Regeringen bruger ikke længere eufemismen “integrationsydelse”, men taler nu direkte om “hjemsendelsesydelse”. På denne måde er ordningen om tålt ophold kommet til at fremstå som en model for hvordan mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Der er en glidning mod at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil sikre at flygtninge kommer til at fremstå en belastning for samfundet og derfor skal behandles derefter.

Frygt og angst i politik

Citat fra Franklin D. Roosevelts tiltrædelsestale i 1932.

Fire socialpsykologer fra USA har lavet to interessante eksperimenter, som de i år har publiceret en artikel om . I hvert eksperiment bad man forsøgspersoner om at forestille sig at de havde fået en slags superkraft. Forsøgspersonerne havde først svaret på spørgsmål, der skulle afdække deres politiske standpunkt. Selve eksperimentet skulle havde to dele. Nogle forsøgspersoner skulle forestille sig, at de havde fået at vide, at de kunne flyve. Andre skulle forestille sig, at de havde fået at vide, at de var usårlige.

Det viste sig, at de forsøgspersoner, der forestillede sig, at de var usårlige indtog mere progressive holdninger, end de ellers ville. Dette var ikke tilfælde for dem, der skulle forestille sig, at de kunne flyve.

Eksperimentet er blot et af flere, der tyder på, at vore politiske holdninger i en vis udstrækning formes af frygt og af angst. I et andet amerikansk eksperiment viste det sige, at jo mere frygt 4-årige udviste under et forsøg, jo mere konservative holdninger indtog de hele 20 år senere.

Hvad er det, der former dansk politik i disse dage?

For 50 år siden

Finn Ejnar Madsen og Mogens Fog.

I dag var jeg til møde i Dansk Magisterforenings lokalklub på Aalborg Universitet, og her var bekymringen og vreden over ledelsens fremfærd i forbindelse med den aktuelle økonomiske krise på AAU stor. Den situation, vi er i nu, er en situation hvor vi som universitetslærere sket ingen medbestemmelse har, og det samme gælder de studerende. Vi diskuterede hvad vi dog kan gøre, og vi var enige om, at det nu er fuldstændig oplagt, at vi skal alliere os med de studerende.

Hjulet er rullet helt tilbage i forhold til situationen for 50 år siden. Dengang begyndte protesterne blandt danske universitetstuderende for alvor. Natten til den 21. marts var der på en mur ved Københavns Universitet med store bogstaver skrevet: ‘Bryd Professorvældet’ og ‘Medbestemmelse Nu’. Det blev fulgt op af flere demonstrationer fra de studerende. Det, de krævede, var at få indflydelse på udformningen af deres uddannelse. Blandt andet krævede det, at studienævnene skulle bestå af lige mange studerende og lærere.

Samme efterår, for præcis 50 år og 1 uge siden var der årsfest på Københavns Universitet. Det var en lukket fest for Danmarks elite med kongen, dronningen og tronfølgeren. Men nogle studerende havde fået trykt forfalskede adgangskort, og det lykkedes dem at komme ind til festen. Finn Ejnar Madsen, der var psykologistuderende, nåede op på talerstolen (dette har jeg allerede kort nævnt i et indlæg fra 2014). Rektor Mogens Fog indså at man ikke kunne få ham ned fra talerstolen uden at skabe en scene, og Finn Ejnar Madsen fik tre minutters taletid.

Det er helt symbolsk at årsfesten på Aalborg Universitet i 2014 for første gang i universitetets historie var en lukket fest, forbeholdt særligt indbudte. Der var ingen studerende i kjole og hvidt på talerstolen den aften, men jeg håber at der kommer en ny Finn Ejnar engang snart. Det trænger vi til.

Inddragelse?

Kilde:  http://www.citizenshandbook.org/arnsteinsladder.html

I dag snakkede jeg efter endt undervisning med nogle studerende om Aalborg Universitets aktuelle krise, og i den forbindelse kom vi til at berøre hvordan danske universiteters ledere bliver udpeget. De studerende var forbløffede over at høre, at rektor og institutledere indtil 2003 blev valgt af ansatte og studerende og dengang faktisk var universitetslærere. Nu er alle ledere som bekendt ansatte og skal aldrig mere undervise eller forske. Og de studerende var forbløffede over at høre, at der faktisk var en form for demokrati på danske universiteter. Det blev som bekendt afskaffet af VC-regeringen og Socialdemokratiet med universitetsloven af 2003.

Siden da er man så småt holdt op med at tale om indflydelse og medbestemmelse i den danske universitetsverden; det foretrukne ord er blevet at inddrage, og AAUs ledelse taler somme tider om at ansatte og studerende skal inddrages. Men hvad betyder dette ord egentlig? Jeg ved det faktisk ikke.

Universitetsloven røber ingen ting. Her står der i §10, stk. 6 at

Bestyrelsen sikrer, at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.

Hvad der skal til for at en beslutning er væsentlig, ved jeg ikke. Det skal fastsættes i de enkelte universiteters vedtægter. Så i AAUs vedtægter står der

§ 5 Bestyrelsen har bl.a. følgende opgaver:

10) at sikre der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.

Så hvad en væsentlig beslutning egentlig er, står fortsat hen i det uvisse for mig. Universiteternes ledelser fokuserer meget på økonomi, så man skulle tro at beslutninger om økonomi ville være væsentlige. Men i forbindelse med den seneste krise på AAU er det svært for mig at se, hvor medarbejdere og studerende har kunnet udøve medbestemmelse. Ledelsen har konsekvent talt om at man har villet “informere” og “orientere” om krisen.

Ordvalget her er interessant. Der findes et velkendt begrebsapparat, der klassificerer former for og grader af indflydelse i virksomheder og organisationer. Begrebsapparatet kaldes ofte for Arnsteins stige efter den amerikanske samfundsforsker Sherry Arnstein, der introducerede det i 1969. Niveauerne 3, 4 og 5 er henholdsvis “at informere”, “at konsultere” og “formilde” – og kaldes på engelsk for tokenism, på dansk for symbolsk inddragelse.

“Inddragelse” giver ingen garantier. Studerende og ansatte skal ikke bede om at blive inddraget, men bad om at få medbestemmelse og det på en række helt konkrete områder – gerne alle.

Nu gik det lige så godt…

Hvor stort er Aalborg Universitets underskud egentlig? Da jeg først blev orienteret om den aktuelle krise, hed det sig at universitetets råderum var faldet med 100 millioner kroner. Senere i denne uge har vi fået at vide, at der “kun” er tale om et underskud på 67 millioner kroner. Situationen forandrer sig pludseligt.

Hos Aalborg Universitets økonomiafdeling kan man finde universitetets årsrapporter. Rapporten for 2017 udkom i april 2018, og heri skriver man:

Universitetet er i en positiv økonomisk situation, som gør det muligt at investere betydeligt i forskellige strategiske indsatser, der skal styrke universitetet og dets bidrag til omverdenen i de kommende år samtidig med, at finanslovsbevillingerne fortsat er stramme og løbende strammes yderligere.

Et halvt år efter denne optimistiske konklusion (hvor det dog også lykkes at kritisere regeringen) beslutter universitetets ledelse så, at 30 mennesker skal afskediges. Situationen forandrer sig pludseligt.

Den nuværende udemokratiske og hierarkiske magtstruktur i den danske universitetsverden er først og fremmest velegnet til at flytte ansvaret væk fra sig selv. Enten flytter man ansvaret nedefter: At det er institutterne på universitetet, der handler uansvarligt og derfor nu skal holde for. Eller også flytter man ansvaret opefter, til regeringen. Der er ingen tvivl om at nogle institutter på AAU nogle gange har handlet uklogt, og der er heller ingen tvivl om at de årlige nedskæringer på 2 procent gør det svært at være universitet.

Men det er næsten alle institutter, der bliver ramt nu. Og jeg ville have forventet, at AAUs ledelse ville påtage sig et ansvar og have som mål at skabe trygge rammer for os, der endnu er ansat på universitetet. Der er kun gået knap 5 år siden sidste krise, og vi husker den utryghed og pessimisme, der prægede 2014 og 2015. Jeg har en ubehagelig fornemmelse af at mønsteret med tilbagevendende kriser vil blive et, vi skal vænne os til som menige ansatte, og at ledelsen nu har fået et styringsredskab, hvor man bruger risikoen for nye kriser som et permanent skræmmebillede og begrundelse for lokale nedskæringer. Det er ikke dén form for forudsigelighed, der skaber tryghed.

Når det stormer i samfundet

Nogle gange hører jeg det synspunkt, at hver enkelt af os skal finde ud af, hvilke vilkår, vi kan forandre, og hvilke, vi ikke kan forandre. Men hvad er det, vi kan forandre?

Jeg husker meget tydeligt, hvordan HR-repræsentanten på mødet om nedskæringer på Aalborg Universitet kaldte situationen for en “perfekt storm”.  Det er en forklaringsmodel, som man tit hører i vore dage – at noget, der er sket i samfundet, er en slags uundgåeligt naturfænomen. Den dårlige økonomi på Aalborg Universitet er opstået på samme måde som en storm, og derfor kan man ikke gøre noget for at forhindre den. Man hører sjældent den afledte konklusion, nemlig at der altid med mellemrum skal fyres medarbejdere.

Denne tro på at samfundet adlyder nogle “naturlove”, som er uden for beslutningstagernes rækkevidde, ser man også f.eks. i integrationsdebatten – mennesker fra bestemte etniske/religiøse baggrunde har en slags indbygget underlegenhed eller fejl. Dem kan man ikke gøre noget ved (og derfor, er den ofte dårligt skjulte konklusion,  skal de pågældende mennesker ikke være her hos “os”). Man hører sjældent den afledte konklusion, nemlig at mennesker fra andre etniske/religiøse baggrunde tilsvarende har en indbygget overlegenhed.

Hele denne idé om at der er ganske mange forhold, der er uden for politisk rækkevidde, finder man også andetsteds. Liberalistiske forklaringer af markedsmekanismer ender med at beskrive dem som en slags naturfænomener, en “usynlig hånd”. Konsekvensen er da ofte, at man skal lade markedet passe sig selv, for da vil det før eller siden stabilisere sig.

I neoliberalismen, som vi kender den fra konkurrencestaten og konkurrencesamfundet, bliver konsekvensen, at politiske beslutninger ikke kan gøre andet end tage højde for de uafvendelige “naturlove”. Beslutningstagerne kan ikke rigtig gøre noget, og vi andre kan blot resignere. 

Men denne holdning får nogle overraskende konsekvenser. Hvis de mennesker, som er født underlegne, klarer sig i henhold til “naturlovene”, dvs. dårligt, kan vi ikke tillade os at være vrede på dem. Man kan nemlig ikke være vred på en storm.

Og hvis den økonomiske krise på universitetet skyldes “naturlove”, er det på den ene side ikke ledelsens skyld, men på den anden side heller ikke tilfældet for de personer, der nu skal fyres.  Derfor er det tvivlsomt at fyre dem. Man kan nemlig ikke kræve egenbetaling for lægehjælp af nogen, der er blevet ramt af faldende grene mm. under en storm.

Og man skal heller ikke hylde dem, der klarer sig godt i konkurrencen. For de kan heller ikke gøre for det. Man kan ikke give dem fordele, ligesom man heller ikke kan begunstige det gode vejr.

Ingen regning til ledelsen

For lidt siden kom der mail fra Aalborg Universitets ledelse til alle ansatte om at universitetet har et underskud på 100 millioner kroner. Det betyder “personalereduktion og andre mindre justeringer” – en eufemisme for fyringer og frivillig afgang og ansættelsesstop. Mindst 30 mennesker kommer til at miste deres arbejde. Syv uddannelser skal lukke.

Jeg er med i samarbejdsudvalget på mit institut og har derfor allerede kendt til situationen i nogle dage. Faktisk har der dog allerede siden begyndelsen af semesteret været rygter blandt de ansatte om at der var en alvorlig økonomisk situation på AAU. Alligevel har ledelsen insisteret på at møderne i denne uge skulle være omgærdet af fortrolighed. Det er sket af hensyn til de ansatte, var en del af begrundelsen i dag.

Tillidsrepræsentanter og supplerende tillidsrepræsentanter var indkaldt til et møde her til morgen, hvor HR-afdelingen orienterede om situationen og hvordan man skulle håndtere “personalereduktionen”. Universitetets ledelse var ikke repræsenteret ved mødet. Nogle af de tilstedeværende spurgte, hvorfor ledelsen ikke var til stede. Svaret var at dette var et orienterende møde; sagen havde allerede været behandlet i samarbejdsudvalgene.

I november 2013 var der samme situation. Dengang havde Aalborg Universitet pludselig fået et underskud på 130 millioner, og der var “personalereduktion og andre mindre justeringer”.  Mange af os, der var til stede til mødet i dag, havde denne situation og alt, hvad den førte med sig i alt for frisk erindring. Jeg spurgte repræsentanten fra HR, hvordan det kunne komme så vidt igen. Svaret var at “der er en masse omstændigheder, der spiller sammen – det er en perfekt storm”. Hertil kunne jeg kun bemærke, at det stormer meget på dette universitet.

Det er uventet for mig, at det hele er så uventet. Nedskæringerne bliver begrundet bl.a. i dimensioneringerne af uddannelserne (som har været kendt længe) og i lønudviklingen (som er et resultat af overenskomsten på det statslige område fra i året).

HR-afdelingen var dog fortrøstningsfuld med hensyn til personalereduktion. Erfaringen er nemlig, at der i sådanne situationer altid har været nogen, der har været villige til at sige op, sagde HR-repræsentanten. 

En anden deltager (det kunne have været mig, men det var det ikke) spurgte, om dette kun ville få konsekvenser for institutterne og ikke for ledelsen. Men nej – hertil var svaret, at den økonomiske situation ikke ville få konsekvenser for ledelsen.