Den korporative stat

En overraskende arv fra forrige århundredes fascistiske regimer er ideen om den såkaldte korporative stat. Den skyldtes oprindelig Mussolini og stammer fra 1926; fascisterne sagde at de ville “overvinde klassekampen” – arbejdsgivere og arbejdstagere blev (sagde de italienske fascister i al fald) socialt og økonomisk ligestillede, og der blev skabt fascistiske syndikater og overliggende korporationer, der skulle omfatte begge parter. I 1930 oprettede fascisterne det nationale korporationsråd under Mussolinis direkte ledelse; og i 1936 blev korporationerne direkte en del af statsmagten, da det Deputeretkammeret blev erstattet af et Camera dei Fasci e delle Corporazioni som øverste lovgivende organ. Formelt set blev klassekampen afskaffet, men der er ikke megen tvivl om at det ikke var arbejdernes interesser, der vandt under Mussolini eller andre lignende regimer, der tog ideen til sig.

I udemokratiske lande som Kina og Rusland er korporatisme helt central i vore dage, omend der her ikke så meget er tale om nogle formelt definerede strukturer, som om et simpelt sammenfald mellem politikere og økonomiske aktører.

Men det er bemærkelsesværdigt, at begrebet stadig findes og er blevet centralt også i lande som i Danmark. Man taler sjældent om korporatisme – og skulle det ske, taler man om neokorporatisme. Ideen er også nu, at de tunge økonomiske interesseorganisationer skal være ligeberettigede partnere i det politiske system. Det betyder, at fagforeninger og arbejdsorganisationer bliver tilknyttet det politiske system (så nogle siger, at korporatismen er socialdemokratisk), men store virksomheder får samtidig en særlig status. Rundt om i staten ser man korporatismen i mindre format; også i universitetsverdenen er den blevet en kendsgerning: Universitetsbestyrelser har et eksternt flertal af medlemmer fra virksomheder og andre økonomiske interesseorganisationer.

Giv dem hvad de vil have

For tiden arbejder jeg sammen med kolleger i flere andre lande på en ansøgning til Horizon 2020-programmet. Det bliver tredje gang, vi prøver lykken, og endnu engang har vi hyret et konsulentfirma, der skal hjælpe os. Vi baserer os på de erfaringer, vi har fra de to foregående afslag – dvs. to personers evalueringer på hver omkring 25 linjers tekst af vores ansøgninger på hver omkring 150 sider. Nu skal vi undgå at gøre evaluatorerne utilfredse og så også håbe på, at de ikke falder over noget andet at kritisere denne gang.

I dagbladet Information er der i denne uge et essay af Center for Vild Analyse, og det handler netop om det, der er gået hen og er blevet et helt centralt vilkår i den akademiske verden.

I essayet står der

Det burde handle om at sikre, at de mest kvalificerede personer får opgaven, og at de bedste ideer vinder frem. Men ikke så sjældent går det i den stik modsatte retning. Det, man gør, når man lever af konkurrenceudsatte midler, er først og fremmest af al magt at forsøge at gætte, hvad den Anden ønsker af en: Hvordan skriver man en ansøgning, som nævnet vil bedømme positivt?

For det er præcis dét, vi gør og præcis dét, vi får konsulenterne til at hjælpe os med: At udføre en storstilet gæt-hvad-de-tænker-øvelse. Der findes i dag mange konsulenter, der ikke laver andet, og der er masser af kurser i at skrive ansøgninger (jeg var selv på et sådant kursus i Berlin for nogle år siden).

I essayet står der

Universitetsdiskursens helvede er den verden, hvor hele verden hele tiden skriver ansøgninger. Det er efterhånden et kendt faktum på universiteter og andre vidensinstitutioner, at man bruger de penge, man har hentet hjem på et projekt, til at sidde og skrive ansøgninger til det næste. 

For nogle er dette et helvede, for andre er det blevet en himmel. De, der har eksterne forskningsmidler, formår at gøre det til en vane at “kæde ansøgningerne sammen”, så den ene succes kan afføde den næste. De rigtig succesrige får på et tidspunkt lov at være med til at udforme kommende opslag om midler, og så skal andre gætte, hvad de tænker. Men først skal man have kæden til at blive siddende på tandhjulet, og det er dét, der er så stort et arbejde. Det er paradoksalt, at så stor en del af vores forskningstid ikke handler om at opdage noget nyt, men med at til at gå med at forsøge at regne ud, hvad andre vil have. Og det er underligt, at det er blevet så stor en sideforretning for konsulenter. Er hele denne insisteren på et konkurrencesamfund virkelig til fordel for forskningen?

Hvor skal man gå hen, hvis man er utilfreds?

Forleden talte jeg med nogle unge mennesker, der var utilfredse med de dårlige forhold, der er der, hvor de færdes til daglig. Jeg spurgte dem, om de da ikke ville lave en form for protest, for det lød som om der var nok at være utilfreds med. Svaret fra dem var, at det efterhånden virkede forgæves; det var i praksis umuligt at få dem, der bestemmer, i tale. Hvor skal de gå hen, når de er utilfredse?

Det er bestemt heller ikke alt, jeg er tilfreds med i mit daglige virke. Det er forhold, jeg ikke længere kan skrive om på denne blog. Hvor går man hen, når man er utilfreds?

Jonas Eika, der netop har modtaget Nordisk Råds litteraturpris, holdt en brandtale med voldsom kritik af den danske regerings politik over for flygtninge, indvandrere og danskere med “anden etnisk baggrund”– og han fik også langet ud efter regeringerne i de andre nordiske lande. (Pia Kjærsgaard blev for én gangs skyld sur.) Eika sagde bl.a.

Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem.

Og han har ret – det kræver meget at protestere. I dagbladet Information kan vi se, at der er masser af protester derude – i Hongkong, i Rusland, i Catalonie, i Chile og mange andre steder.

Men lige nu er der ikke mange protester her i Danmark, og i de sammenhænge, hvor jeg færdes i det daglige, er der heller ikke mange protester. Det betyder ikke, at der ikke er en udbredt følelse af utilfredshed. Sidste år manifesterede utilfredsheden med arbejdsforholdene i den offentlige sektor sig i store protester i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Men mange frustrationer ender i ingen ting. De utilfredse resignerer. Hvorfor er det sådan?

Den italienske forsker Donnatella della Porta siger om demonstranterne ude i verden

På den anden side tror demonstranterne fuldt og fast på demokratiet. De kræver ofte mere demokrati, og når de protesterer, foregår det ofte foran de nationale parlamenter. »Man skal tro på demokratiet for at gide deltage i den slags,« siger Donatella della Porta.

Måske er det i virkelighede det, der er årsagen til resignationen, jeg oplever: De, der resignerer, oplever at de demokratiske strukturer er fraværende (sådan er det mange steder i uddannelsessektoren i Danmark nu) eller reelt uden forandrende kraft. Og måske er det også derfor, nogle mennesker oplever det så stærkt, når en ung forfatter står foran statsministeren og kommer med en skarpt formuleret kritik.

Nogle vil her bemærke, at jeg ikke har nævnt de politiske partier her. Men det er som om de ofte er blevet en dæmpende faktor, altså ofte bliver et middel til at afvise protester. De store protester, vi ser rundt om i verden i dag, foregår uden for partiernes verden, og efterhånden er jeg overbevist om at det er bedst at det er sådan. Det, de politiske partier i bedste fald kan gøre, er at bakke op om protesterne.

Beckett i Patras, kl. kvart i tre om morgenen

Irsk-franske Samuel Beckett var en af skaberne af det absurde teater og er bl.a. kendt for “Vi venter på Godot”, der handler om en uvis ventetid.

(Oversat fra engelsk.)

— Radio Taxi, Patras.

— Jeg vil gerne bestille en taxi til busstationen i Patras. Jeg står ved taxiholdepladsen ved færgeterminalen.

— Til busstationen. Hvor skal du hentes?

— Jeg står ved taxiholdepladsen ved færgeterminalen.

— Jeg forstår det ikke. Hvilken taxiholdeplads er det, du siger?

— Det er taxiholdepladsen ved færgeterminalen.

— Det forstår jeg ikke.

— Jeg er ved færgeterminalen.

— Det forstår jeg ikke. Hvor er det?

— Taxiholdepladsen. Ved færgeterminalen.

— Jeg forstår ikke, hvad du siger.

Jeg står ved den skide FÆRGETERMINAL!!!

— Det ved jeg ikke hvor er.

—Hør nu her! Jeg er lige kommet med færgen fra Italien. Jeg er næsten 12 timer forsinket.

— Det er ikke en færge. Det er et stort skib. Vi sender en taxi.

Note: Det græske udtryk for “Nu er det nok” udtales “En taxi”.

En ny erkendelse

Danmarkskort, der viser ledigheden for mænd i alderen 60 år og derover,

Jeg har i år oplevet en del mennesker, alle veluddannede og med mange års erfaring, der pludselig og uventet og mod deres gode vilje blev nødt til at finde sig et andet job, efter at de var fyldt 50. Nogle er kommet videre, andre ikke. Noget af det, som desværre får nogle organisationers ledelse til at opfatte mennesker med høj anciennitet som et problem er, at den høje anciennitet afspejler sig i en begrundet forventning om højere løn. Jeg har en formodning om at dette har spillet ind for dem, jeg har kendt.

Sommetider taler man om at årene efter 55 skulle være særligt kritiske. Og nu er jeg selv havnet i denne aldersgruppe. I dag oplevede jeg så, at en mand på 59, der har akademisk baggrund, bemærkede, at

…alle ved, at det bliver sværere at finde nye karrieremuligheder, når man er fyldt 60.

Dette var hans begrundelse for at søge arbejde uden for landets grænser. Det er godt, at også han nu har gjort en erkendelse om udfordringerne ved at finde arbejde, når man bliver ældre. Jeg håber, at hans alder ikke bliver et problem, så det lykkes ham at få den stilling, han gerne vil have.

Fornyelse eller tilpasning?

Rundt omkring i uddannelsesverdenen bliver der udviklet nye undervisningsformer, men ikke helt sjældent sker det som reaktion på at der bliver færre resurser, samtidig med at der bliver flere og flere, der skal modtage undervisning. Ideen om digitalisering af undervisning er vundet frem i en tid med større hold, flere løstansatte undervisere, fyringer og lavere honorering end før – og så dukker ideer om flipped og blended learning op også hos ledelserne rundt omkring. Jeg har selv brugt en hel del kræfter på at forstå og anvende disse ideer, men det var fordi jeg selv havde lyst til det, ikke fordi nogen syntes, jeg skulle. Mit mål er ikke at digitalisere, men faktisk det modsatte – at “analogisere”, så jeg kan bruge mere tid på tale med dem, jeg underviser.

Der bliver færre timer for at være vejleder på studenterprojekter, og på institutioner som Roskilde Universitet, hvor projektarbejde er en central del af uddannelserne, er der ikke lokaler nok til at projektgrupper på uddannelser kan have eget grupperum. I bedste fald kan man dele lokale med andre. Samtidig begynder ledelser at tale om, at man skal udvikle en ny pædagogisk praksis, så man kan holde fælles vejledningsmøder med flere grupper ad gangen. Selv har jeg også tænkt på klyngevejledning, men heller ikke her var det fordi nogen syntes, jeg skulle.

I en kendt og udbredt bog om universitetspædagogik, Teaching for Quality Learning, af Biggs og Tang, bliver samme type argumenter, der alle har udspring i “masseuniversitetets” forhold, brugt som en begrundelse for at man skal reflektere over sin undervisning. På én måde giver det hele god mening: Vi vil som undervisere gerne have ordentlige arbejdsforhold og vi bør alle reflektere over vores praksis og arbejde på at forny os. Men egentlig er det jo en underligt defensiv motivation for pædagogiske nyskabelser, og nyskabelserne bliver egentlig mere tilpasning end fornyelse. Skal uddannelsesforskningen og udvikling af nye former for undervisning have som mål at kompensere for de stadig færre resurser, der går til uddannelsessystemet?

Retten til at koble af

Sidste år, da der var overenskomstforhandlinger på det offentlige område, skrev jeg om det grænseløse arbejde. Det er den tendens, mange offentligt ansatte vidensarbejdere har til at være på en slags permanent overarbejde. Brugen af bærbare computere og smartphones gør nemlig, at man altid kan svare på henvendelser af arbejdsrelateret karakter og altid kan arbejde videre, når man kommer hjem.

Nu kan jeg læse om lovgivning i Frankrig, der giver ansatte lov til ikke at læse mail o.lign. uden for normal arbejdstid. Loven kaldes nogle gange for el-Khomri-loven, opkaldt efter den beskæftigelsesminister, under hvem loven i sin tid blev indført. Det ironiske er, at el-Khomri-lovgivningens andre bestemmelser medfører en deregulering af det franske arbejdsmarked og svækker de franske fagforeninger.

Derfor er jeg selvfølgelig ikke tilgænger af at kopiere lovgivningen fra Frankrig som sådan, men retten til at koble af er en vigtig rettighed. I Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Indien, Québec og Canada (på forbundsniveau) er der nu forslag om at indføre netop denne rettighed, og det ville være godt med en tilsvarende rettighed i dansk sammenhæng.

Retten kunne indføres ad lovgivningens vej, men kunne i Danmark også blive del af overenskomst-grundlaget. Faren er selvfølgelig, at loven ganske vist vil være der, men at ledelserne rundt om stadig vil forvente, at arbejdet skal være grænseløst. Det er de nemlig vant til at kunne forlange. Og der er derfor også en forbundet fare for, at man som vidensarbejder alligevel vil blive ved med at svare på henvendelser uden for arbejdstiden. Jeg har det selv på den måde, og jeg ved at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Der er nemlig også rigtig mange, der sætter en ære i at gøre deres arbejde godt og har en faglig stolthed at forsvare. Derfor skal en kamp for retten til at koble af også være forbundet med en diskussion af, hvornår man som vidensarbejder gør sit arbejde godt nok.

At gå alene hjem om aftenen

Foto: https://www.flickr.com/photos/helloturkeytoe/16265462838/ (https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/)

Der er to ubehagelige og samtidig helt grotesk dumme fænomener, som jeg aldrig vil kunne forstå. Det ene er de såkaldte “dick pics” – billeder af mænds kønsorganer, taget af mænd og sendt som sms eller lignende til intetanende kvinder. Det andet er mænds tilråb af seksuel art til kvinder i det offentlige rum.

Begge fænomener er, ud over at være groft krænkende og sexistiske, nemlig fuldstændig kontraproduktive. Er der nogensinde en mand, der har fået positivt opmærksomhed fra en kvinde ud af at råbe “lækker røv” (eller hvad man nu kan finde på at råbe) efter hende på gaden? Og er der mænd, der har fået positiv opmærksomhed fra en intetanende kvinde ved at sende hende et billede af sin tissemand? Jeg tror det ikke. Måske er begge former for adfærd udtryk for en primitiv magtdemonstration, men jeg ved ikke, hvordan de skulle kunne skabe anseelse blandt andre mænd.

Hvad er så mest krænkende? Jeg ved det af gode grunde ikke som mand, men jeg hører sommetider, at kvinder er vant til at skulle forvente ubehagelige tilråb fra mand, når de går på gaden – mens de krænkende billeder dukker op på de mest uventede tidspunkter, præcis som når man bliver konfronteret med en blotter. Derfor er de, siger kvinder, værre, netop fordi de er en så ubehagelig overraskelse.

Dette svar røber så indirekte, at der er noget andet, der også er alvorligt galt, nemlig at mange kvinder er utrygge ved at færdes i det offentlige rum. Jeg har som mand aldrig for alvor været utryg ved at gå på gaden, ved at gå alene hjem om aftenen eller ved at rejse alene. Men jeg ved fra kvindelige bekendte, at det forholder sig helt anderledes med dem. Det føles altid sært og ubehageligt, når jeg bliver mindet om det, og jeg indser, hvor privilegeret jeg er i denne sammenhæng.

Jeg ved også godt, at der er mænd, der kan være utrygge ved at færdes alene, f.eks. hvis de har anden etnicitet, seksuel orientering eller på anden måde skiller sig ud, og det vil jeg ikke bagatellisere.

Jobansøgninger og depression

I Storbritannien anbefaler jobcentrene nu jobsøgende at skrive “dårligt humør” (low mood) i deres ansøgninger i stedet for at nævne, at de har eller har haft en depression. Centrene opfordrer også ansøgere til ikke at nævne kronisk træthedssyndrom, men skrive at de “oplever træthed”. Forståeligt nok er mange oprørte over sådanne råd. Det er yderligere stigmatiserende for alle de mange mennesker, der har haft en depression eller har kronisk træthedssyndrom (myalgisk encephalomyelitis), at de skal skjule det.

Men der er ikke tale om et særligt britisk fænomen. I 2013 kunne man således læse dette råd på jobfinder.dk:

Hvis du ikke har fået din nye arbejdsgiver endnu og skal til at søge job, så er det ikke en god ide, at skrive historien i dit CV og i din ansøgning. Det kan være svært på skrift at give en ny arbejdsgiver det komplette billede af, hvad situationen har været og hvordan du er kommet igennem den. Vent med at fortælle det, til du sidder ved et interview. Hvis der er huller i dit CV, så kan du eventuelt skrive sygeoverlov eller sygemeldt. Til samtalen vil det være noget, som du vil blive spurgt ind til.

Mange forsøger at skjule perioder med depression eller stress-relaterede sygemeldinger, når de skriver jobansøgninger. Dette føler mange er nødvendigt for at undgå diskrimination, selv om der er tale om udbredte lidelser. Ifølge Netdoktor vil der altid være mellem 100.000 og 200.000 borgere i Danmark, der har en depression. Hvor ville det dog være godt, hvis alt det underlige maskespil i ansøgninger, hvor man skal simulere usårlighed, ikke var nødvendigt.

En mulighed, som jeg i skrivende stund ikke ved om realistisk, er at insistere på at virksomheder er åbne om deres holdninger til dette. Jeg lægger nemlig mærke til, at rådene om ikke at nævne depression mm. ikke kommer fra virksomheder, men fra dem, der rådgiver jobsøgende. Rådene må enten stamme fra en ubegrundet frygt eller fra rådgiveres konkrete dårlige erfaringer med virksomheder, der diskriminerede ansøgere.

De onde rige

I Politiken var i den forgangne uge et debatindlæg af Jakob Nordestgaard, der engang med hans egne ord “selvstændig, arbejdede 60 timer om ugen, betalte den topskat og selskabsskat, jeg skulle, og brokkede mig naturligvis over det, når chancen bød sig.” Dengang stemte han på Liberal Alliance. Men så gik det galt for ham, og han er i dag sygemeldt. Han har ændret holdning og slutter sit indlæg med linjerne

Det virker, som om lovgiverne har lagt al fornuft og empati på hylden til skade for både borgere og de medarbejdere, som borgerne møder i jobcentrene. I den evige valgkamp glemmer nogle politikere, at der er et menneske bag ethvert personnummer, og mennesker kan ikke bare proppes i kasser.

Ofte fornemmer man en negativ holdning til arbejdsløse, sygemeldte og kontanthjælpsmodtagere hos dem, der ikke selv har sådanne problemer, men til gengæld har en høj indkomst. Min egen anekdotiske erfaring fra snart en del år som indsamler ved husstandsindsamlinger er, at ganske mange mennesker i pæne, dyre huse vægrer sig ved at give et bidrag. I 2010 viste en undersøgelse, omtalt i New York Times,  at husstande i USA med en indkomst på under 25.000 dollars i gennemsnit gav 4,2 procent af deres indkomst til velgørenhed, mens husstande med en indkomst på over 75.000 dollars i gennemsnit gav 2,7 procent til velgørenhed. En anden undersøgelse fra USA konkluderede (ud fra en studier af 43.000 amerikaneres adfærd) at rige mennesker var langt mere tilbøjelige end andre til at begå butikstyveri.

Jeg tror bestemt ikke, at rigdom automatisk fører til kynisme og smålighed, eller at rige mennesker som sådan er onde. På den anden side er påfaldende, at de negative holdninger og adfærdsmønstre, jeg her har beskrevet, så ofte dukker op. I Wired er der i denne måned en lang artikel af den amerikanske forfatter Christopher Ryan om netop dette.

Hans konklusion er, at der er mindst to grunde til at rige mennesker kan have de negative holdninger og den selvtilstrækkelige adfærd. Den ene er, at nogle velhavende mennesker føler sig usikre – selv om de er rige, føler de ikke selv. at de er “rige nok”. Selv om man er millionær, er der reelt altid nogen, der er rigere end én selv, og man kunne jo risikere at miste, hvad man har. Derfor kan man ende med at være nærig.

Den anden grund, der formodentlig hænger sammen med den første, er at økonomisk ulighed spiller en rolle: Undersøgelser fra Canada, som Ryan nævner, tyder på, at jo større ulighed der er i samfundet, jo mindre gavmilde er de rige. Uligheden fører til at velhavende isolerer sig mere fra resten af samfundet – de bor i andre kvarterer, sender deres børn i andre skoler osv. og mister dermed følingen med “resten af samfundet”. Dermed får de rige sværere ved at kunne leve sig ind i, hvordan det er ikke at være rig. Det var denne indlevelsesevne, Jakob Nordestgaard genfandt, omend på en trist måde. Og der bliver hos velhavende borgere en følelse af, at der er mere at miste og dybere at falde, hvis man skulle miste hvad man har. Og jo mindre social empati man føler over for andre, jo mere bliver man tilbøjelig til at isolere sig.

Til gengæld viser undersøgelser, at de, der er gavmilde, opnår desto mere respekt og anseelse hos andre.

Alt dette giver et umiddelbart overraskende argument for at stræbe efter lighed i samfundet: Ligheden vil gøre alle tryggere, også de rige.