En by, der er sort og hvid

Tre kvinder fra East Jackson. Foto: Maddie McGarvey/The Guardian

For nylig har der været en artikel i The Guardian om en lille by i USA, East Jackson, hvor næsten alle indbyggere beskriver sig selv som sorte, også selv om mange af dem er blege og lyshårede mennesker, der ser helt europæiske ud.

Umiddelbart virker det barokt, at en gruppe af mennesker i et land, hvor der indtil for få år siden var apartheid, altid har opfattet sig selv som tilhørende en gruppe med færre rettigheder. Andre steder i USA har der gennem historier været mennesker, der gerne ville have del i de samme privilegier som det hvide flertal og derfor skjulte, at nogle af deres forfædre havde afrikansk baggrund.

Men historien om East Jackson gør det fuldstændig tydeligt, at sådan noget som etnicitet i høj grad er noget, mennesker konstruerer. Og den minder også om beretningen om den amerikanske geolog Clarence King (ham skrev jeg om her i 2013), der levede sidst i 1800-tallet. Han var gift med en kvinde af afrikansk baggrund og sammen med hende kaldte han sig for sort, men i alle andre sammenhænge kaldte han sig for hvid.

I artiklen er der en omtale af en ung kvinde fra East Jackson,, der nu opfatter sig selv om hvid. Det er hendes mor meget ked af. Befolkningen i East Jackson er stolte af, at nogle af deres forfædre har afrikansk baggrund og det er en del af deres identitet.

Vi kender faktisk også til tilsvarende konstruktioner i Danmark. I Danmark er dem, der synes at man meningsfyldt kan betegne danske borgere, hvis forældre også er født i Danmark, som “tredjegenerationsindvandrere”– og der er også nogle mennesker med en sådan baggrund, der ikke vil kalde sig selv for danskere.

Forskellen er, at det i nogle tilfælde er dem med privilegierne, der kategoriserer andre – mens det i andre er andre, der karakteriserer sig selv.

Ville jeg så selv begynde at kalde mig skotsk (for jeg har faktisk sådanne aner og har endda boet i Skotland en overgang)? Umiddelbart tror jeg det ikke.

Sent eller tidligt valg?

I denne uge er der endnu et debatindlæg i medierne om adgangskravene til videregående uddannelser. Denne gang er der tale om en kronik i dagbladet Information, hvor forfatteren argumenterer for at adgangskravene også for fremtiden skal være baseret på karaktererne fra den adgangsgivende uddannelse.

En af årsagerne til de tilbagevendende diskussioner om optagelseskrav er selvfølgelig hele diskussionen om frafald og frygten for at nogle unge havner på uddannelser, som de ikke magter. Men måske er diskussionen om karakterniveau og andre kvalifikationer ikke den vigtigste diskussion, det er værd at tage.

Mange videregående uddannelser i dag er så specialiserede, at det er svært at skifte til en anden uddannelse uden at komme i karambolage med reglerne om SU. Engang var der langt færre, men bredere videregående uddannelser, og på bl.a. RUC var der basisuddannelser, hvor man først traf sit endelige uddannelsesvalg efter nogle semestre, når man havde et begyndende overblik over mulige fagområder. Også senere var uddannelserne inddelt i moduler, så man kunne sammensætte uddannelser af f.eks. et hovedfag og et bifag (eller sidefag, som det siden kom til at hedde). På nogle universiteter var det endda muligt selv at designe sin uddannelse, hvis den kunne godkendes som fagligt forsvarlig. Det var ikke en mulighed, som mange benyttede sig af, men den fandtes. Mit eget indtryk var at det mest var dedikerede mennesker, der benyttede sig af denne sidste mulighed. I nogle tilfælde fik studerende også lavet en kombinationsuddannelse ud af stumperne af delvist gennemførte uddannelser, så de kunne få sig en kandidateksamen.

Til gengæld var der ikke ret mange valgmuligheder på de gymnasiale uddannelser; i det almene gymnasium var der således to linjer med hver tre grene.

I dag er valgfriheden flyttet ned på de gymnasiale uddannelser, men der er sket det, at den tilsyneladende store valgfrihed, der er her, får vidtrækkende konsekvenser for hvilke af de specialiserede videregående uddannelser, man senere kan vælge. De vigtige valg skal samtidig træffes på et tidspunkt, hvor de unge ikke har det samme overblik og den samme faglige indsigt, som de har nogle år senere.

Det ville være interessant at analysere hvordan uddannelsernes struktur før og nu har indvirket på frafald og studieskift – og selvfølgelig også på ansættelighed.

En sommerferiebog: De små tings gud

Arundhati Roy med en af de små ting (en smartphone). Foto: Jean Baptiste Paris (https://www.flickr.com/photos/jeanbaptisteparis/4484941500)

En anden bog, jeg omsider har fået læst i sommerferien, er The God of Small Things af den indiske forfatter Arundhati Roy. Hun fik Booker-prisen for denne roman, der faktisk var hendes debut, tilbage i 1997, og jeg hørte ofte om denne bog som en, det var værd at læse. Samtidig er det en roman, det var svær at følge op på. Det er en historie, man kender også fra andre forfattere (herhjemme ikke mindst fra Knud Romer Jørgensen). Først i 2017 kom “den svære toer” fra Roy, The Ministry of Utmost Happiness. I mellemtiden har hun brugt tiden på aktivisme, ikke mindst mod atomvåben, mod hindu-nationalisme og mod globaliseringens konsekvenser. Det har kastet en lang række essays og samfundskritiske debatbøger af sig, så man kan ikke sige, at Arundhati Roy har lidt af en skriveblokering.

Jeg skal ikke røbe ret meget om handlingen i The God of Small Things, ud over at nævne at den foregår i Kerala hos en indisk familie af syriske kristne (i indisk sammenhæng er dette en trosretning inden for kristendommen, ikke en etnisk betegnelse) og at to af hovedpersonerne er to søskende født i begyndelsen af 1960’erne. På denne måde er bogen tæt på Arundhati Roys egen baggrund og alder. Selv skulle jeg vænne sig til at bogen springer temmelig frit i kronologi og der gik en del sider inden jeg helt forstod familieforholdene (hvem der var i familie med hvem og hvordan), men derefter blev det meget tydeligt for mig, at dette er en velfortjent vinder af Booker-prisen. Romanens skildring af kastesystemet i Indien og hvordan dets absurde og grusomme ideer om medfødte privilegier og indbygget inkompetence påvirker selv mennesker, der synes at de er progressive, er skræmmende. I delstaten Kerala har der i mange år været et stærkt kommunistparti, men kastesystemet lever i værste velgående også dér.

Arundhati Roy selv er også en interessant person; et interview med hende fra maj i år er et godt sted at starte, hvis man er interesseret i hendes aktivisme.

Omstrukturering til døden

I 2003 blev det store franske teleselskab France Télécom privatiseret. Mange ansatte kunne ikke afskediges, fordi de havde tjenestemandsstatus. Men den nye ledelse ville af med dem. Selv om virksomheden nu var på private hænder, indførte ledelsen metoder, som mest af alt lignede New Public Management – selvledende medarbejdere, performancemålinger, måltal, dynamisk forandring og resultatledelse. Mellemlederne i France Télecom fik bonus alt efter, hvor gode de var til at få medarbejdere til at sige op. Der var konstante omstruktureringer og ændringer af arbejdsopgaver for den enkelte medarbejder. 

Samtidig var France Télécom en virksomhed, hvor de ansatte havde haft en identitet som offentligt ansatte og i høj grad identificerede sig med deres faglighed og med deres arbejdsplads. Nu forsøgte den arbejdsplads, de havde identificeret sig med, at skille sig af med dem.

I denne uge sluttede en retssag, hvor syv medlemmer af topledelsen i teleselskabet France Télécom er tiltalt for at have presset medarbejderne til enten at indstille sig på nye tider – eller sige op. Senere i år falder der dom i denne sag, der røber ganske meget om konsekvenserne af privatiseringer og bestemte former for virksomhedsledelse.

De stadige omstruktureringer blev begrundet med pres ovenfra og med at medarbejderne ikke performede godt nok. En medarbejder udtalte

Presset steg for at få os til at gå selv. Man fortalte os, at vi nok ikke kunne følge med. Vi havde en klump i maven, når vi skulle på arbejde. Vi fik at vide, at det ikke var deres beslutning, men et direktiv fra oven…

Situationen var ekstrem og er eksempel på det, man på engelsk kalder for constructive dismissal – at ledelsen skaber en situation, hvor man forsøger at gøre arbejdslivet uudholdeligt for ansatte for at tvinge dem væk. I alt 19 medarbejdere begik selvmord i perioden fra 2007 til 2010, og flere af dem efterlod afskedsbreve hvori de nævnte presset fra omstruktureringerne som årsagen til at de tog deres eget liv.

Historien om France Télécom viser, at arbejdspladser med vedvarende omstruktureringer og voldsom topstyring hvor medarbejdere hele tiden bliver målt og er i risiko for at blive fundet for lette, skaber en tilstand af konstant stress. Det er dog næppe det eneste eksempel.

Eliten

I skrivende stund er jeg stadig i Storbritannien, og her skriver Gary Younge i The Guardian om hvordan der er en magtelite, der har en uforholdsmæssigt stor indflydelse på britisk politik og kultur – og i særdeleshed på engelsk politik og kultur. Det er mennesker, der har gået på bestemte kostskoler og på bestemte universiteter, og her ikke mindst Oxford og Cambridge. Kun 1 procent af befolkningen har gået på privatskolen, men de udgør 39% af eliten. Mindre end 1% har studeret i Oxford eller Cambridge, men de udgør 24% af eliten. Det er meget tydeligt, at Storbritannien er et klassesamfund (det ser jeg også, når jeg går rundt her) og at det påvirker magtstrukturerne – men den sociale mobilitet har det heller ikke godt. Officielt er Storbritannien et demokrati, men det er kun en håndfuld mennesker fra arbejderklassen, der når op i eliten.

Danmark er også officielt set et demokrati, og her har vi tit hævdet, at den sociale mobilitet er god, men en undersøgelse fra i år viser, at det faktisk går den forkerte vej. For at man kan komme “opad” mod systemet, starter vejen med at man får en gymnasial uddannelse. Og her er det faktisk gået den forkerte vej. Andelen af unge, der i en alder 25 har fået en ungdomsuddannelse, er aftaget med 2,9 procentpoint fra 1998 til 2018, når vi taler om unge med forældre som ikke har fået en ungdomsuddannelse. I det hele taget er det kun 59,3 procent af de 25-årige med forældre uden en ungdomsuddannelse, der får en ungdomsuddannelse, mens det er 84,4 procent af dem, hvor forældrene har en ungdomsuddannelse, der selv får sig en ungdomsuddannelse.

På webstedet http://magtelite.dk er der en del vigtige forskningsresultater om den danske magtelite, men det er ikke så meget, jeg har kunnet finde om den sociale mobilitets indflydelse på eliten. Det ville være godt at få mere at vide om netop dét aspekt.

Effektiv altruisme

En idé, jeg stødte på sidste år, er ideen om effektiv altruisme. Ifølge webstedet af samme navn består effektiv altruisme i at søge et evidens- og erfaringsbaseret svar på spørgsmålet: Hvordan kan vi bruge vores resurser til at hjælpe flest mulige så godt som overhovedet muligt? Nogle ville måske hævde, at alle politiske partier giver hver deres svar herpå – det vil jeg nu ikke.

Et andet websted om effektiv altruisme, 80000hours.org, giver en liste over forskningsområder, som burde have højere prioritet af hensyn til at nå dette mål, og de mest presserende problemer er ifølge webstedets forfattere

Jeg bemærker her, hvordan nogle af disse prioriteter ligner FNs verdensmål, mens andre er helt forskellige.

Det sidste er interessant – det minder umiddelbart meget om FNs verdensmål nummer 16, men hos 80000hours.org er fokus i høj grad også på at kunne træffe de rigtige beslutninger, dvs. beslutninger, der hjælper så mange som muligt. Måske er dette endda den allervigtigste prioritet? Ærkeeksemplet på en dårlig beslutning er ifølge 80000 hours.org USAs beslutning om at invadere Irak i 2003. Desværre bliver forløbet om hele denne beslutning forplumret af det faktum, at beslutningen i høj grad var motiveret af politiske og økonomiske interesser. Derfor må det være vigtigt at sørge for, at beslutninger ikke i det skjulte bliver begrundet af den slags.

En ny regering

Danmark har fået en ny regering, og måske bliver samfundsudviklingen i dette land bedre nu. Alle os privilegerede i den øvre del af middelklassen klarer os som regel altid, uanset hvem der er i regering. De sidste fire år har til gengæld været hårde for dem, der ikke var privilegerede.

Det har været mest tydeligt, at udenlandske statsborgere, flygtninge og asylansøgere har måttet holde for siden 2015. Jeg er glad for at planerne om en lejr på øen Lindholm er skrottet og at børnefamilier bliver flyttet fra Sjælsmark, men det er trist at den halverede kontanthjælp kaldet “integrationsydelse” stadig skal findes. På den anden side er der en profileret formulering om at bekæmpe uligheden i Retfærdig retning for Danmark, som vil gøre det svært at forsvare den slags forskelsbehandling, som “integrationsydelsen” er udtryk for. Og måske er det også et tegn på en bevægelse i folkestemningen, at selv en tidligere Venstre-mand som Klaus Riskær Pedersen kan udtale sig kritisk om forholdene på udrejsecentrene og donere penge til børnene dér.

Fra Mette Frederiksens tid som beskæftigelsesminister husker jeg desværre de tiltag, der bl.a. førte til de absurde resurseforløb og mistænkeliggørelsen af borgere med nedsat arbejdsevne og andre særlige udfordringer. Formuleringen om at “rette op på de dele af reformerne, som desværre har medført, at mennesker er kommet i klemme i systemet.” kunne tyde på, at der omsider kan ske noget også her.

Så bemærker jeg også, at der står meget lidt i Retfærdig retning for Danmark om det område, jeg selv beskæftiger mig med, nemlig forskning og uddannelse. Der står

Det er gennem vores uddannelser og forskningsinstitutioner, at vi skal få nye ideer og finde løsninger på de problemer, vores samfund står over for. Derfor skal vi styrke forskningen, værne om forskningsfriheden og sigte mod Barcelona-målet, så de offentlige investeringer i forskning er mindst en pct. af BNP.

Jeg er glad for at ordet “forskningsfriheden” dukker op, men ellers kunne formuleringen også være at finde hos den regering, der nu er fortid. Lige nu er jeg mest spændt på, hvem der skal være min nye chef. Det kunne være interessant, hvis det var en politiker med erfaring med området og en fuldført videregående uddannelse.

Under alle omstændigheder ser jeg frem til, at det ikke pr. automatik er Dansk Folkeparti, der bliver spurgt først, når dansk politik skal dækkes i medierne.

Dagen hakket i stykker

Tomat-minuturet.

I dagbladet Information har der for nylig været en artikel om den danske IT-virksomhed IIH Nordic, hvor den ugentlige arbejdstid er 30 timer. De ansatte arbejder derfor kun 4 dage om ugen. Dette bliver muligt, fordi arbejdstiden bliver effektiviseret.

Ida Madsen sidder midt i en koncentrationssprint, hvor hun arbejder fokuseret og uafbrudt i 25 minutter. Her på det digitale reklamebureau IIH Nordic kalder de det også at være i fuld pomodoro. Når tiden er gået, slukker den røde lampe, og en grøn tænder. Konceptet hedder pomodoro – tomat på italiensk – fordi dets opfinder, den italienske managementguru, havde et æggeur formet som en tomat. Alle ansatte skal helst være i pomodoro tre gange om dagen. På to store skærme i hver sin ende af kontoret kan alle følge med i, hvor mange gange hver enkelt medarbejder har været i pomodoro i løbet af dagen, og hvem der er det netop nu. Det er også derfor, at der er en rød lampe på Ida Madsens computerskærm. Så ved hendes kolleger, at hun er i pomodoro og under ingen omstændigheder må forstyrres.

Det lyder besnærende. Men dette viser vel egentlig, at den store udfordring ikke så meget er arbejdsugens længde og heller ikke “effektiv arbejdstid” som sådan, men derimod de skift i kontekst, som man oplever, hver gang man går fra at arbejde med én opgave til at arbejde med en anden. Alle disse kontekstskift kan være mentalt krævende og sluge ganske megen tid. Når man hos IIH Nordic skal “være i pomodoro”, betyder det i virkeligheden, at man får fred og ro til ikke at skifte kontekst.

Hvis man er universitetslærer, har man som regel flere forskellige arbejdsopgaver – her specielt undervisning og forskning. Når man går fra at undervise til at have forskningstid, er der typisk en omstillingstid, hvor man skal komme tilbage ind i den problemstilling, man tidligere har arbejdet med. Denne omstillingstid kan være temmelig betragtelig. Hvis man er uddannelsessøgende, har man også flere forskellige arbejdsopgaver – måske følger man kurser inden for flere forskellige fag eller man følger kurser og laver et projekt også. På uddannelser, hvor der er projektarbejde, kan de studerende typisk først gøre en ordentlig indsats, når kursusundervisningen er overstået, og de kan undgå kontekstskiftene. Selv tilsyneladende små kontekstskift, f.eks. at man skal læse og reagere på en mailbesked, kan også være belastende.

Så vidt jeg kan se, handler diskussionen om arbejdstid for vidensarbejdere ikke kun om arbejdstid målt i tidsenheder, men i høj grad også om arbejdstid målt i kontekstskift. Det gælder om at sikre at det enkelte menneske kan minimere de mange kontekstskift, så man ikke får sin arbejdsdag hakket i stykker. Dette kræver, at arbejdspladsen eller uddannelsesstedet giver den enkelte fred og ro og en overskuelig samling af arbejdsopgaver.

Giftige arbejdsmiljøer

https://www.theperformanceroom.co.uk/10-signs-show-work-culture-toxic/

Herover er en figur fra det engelske websted The Perfomance Room<, der giver ti kendetegn ved en giftig arbejdskultur. Blandt dem er

  • Kun resultater tæller
  • Hvis ikke det kan måles, er det ikke vigtigt
  • Frygt bruges som motiverende faktor

Brigette Hyacinth (fint skal det være) giver også bud på ti ting, der kendetegner en giftig arbejdskultur. De er (i min oversættelse)

  • Virksomhedens kerneværdier fungerer ikke som grundlag for hvordan organisationen fungerer
  • Ansattes forslag bliver slået hen. Folk er bange for at give ærlig feedback.
  • Mikromanagement – liden eller ingen autonomi bliver givet til ansatte mht. udførelsen af deres arbejde
  • Beskyldninger og straf fra ledelsen er normen
  • For højt fravær, for mange sygemeldinger og høj udskiftning af de ansatte
  • Overarbejde forventes og er et adelsmærke
  • Lidt eller anstrengt interaktion mellem ansatte og ledelse
  • Sladder og/eller klikedannelse
  • Vennetjenester og korridorpolitik
  • Aggressiv eller mobbende adfærd

Fælles fo de to bud er, at der i et giftigt arbejdsmiljø hersker autoritær ledelse og at kun resultater tæller. Netop disse forhold er i høj grad blevet et kendetegn for offentlige arbejdspladser under New Public Management, og i akademiske miljøer ser man det bestemt også, bl.a. som konsekvens af Universitetslovens koncentration af magt på få hænder og mulighed for lav gennemsigtighed i beslutningsprocesserne. Arbejdstilsynets undersøgelser fra de seneste år tyder på, at der er tale om et særdeles reelt problem i disse sammenhænge, og netop dét bør give anledning til eftertanke.

Arbejdstilsynets indsats har desværre været svækket gennem de nedskæringer, der har fundet sted i en del år. Den nye regering bør gøre noget for rette op på det og bør også overveje, om netop New Public Management og konkurrencestats-tankegangen er med til at skabe giftige arbejdsmiljøer rundt omkring på offentlige arbejdspladser.

Trivselsaftrykket

New Zealands regering ledet af Jacinda Ardern har i sidste måned præsenteret en finanslov, hvor fokus er på “wellbeing”, på dansk trivsel, på græsk eudaimonia. Der bliver forsket i livskvalitet rundt om, og der har da også længe været undersøgelser af livskvaliteten rundt om i verden med bl.a. en del påstande om at Danmark var verdens lykkeligste land.

Der er nu også omsider fokus på klimaforandringerne, og der bliver gjort mange forsøg på at analysere CO2-aftrykket af menneskets handlinger – omend det er enormt kompliceret. Men man kunne også analysere trivselsaftrykket, dvs. foretage en analyse af hvordan et politisk tiltag påvirker menneskers trivsel. Her skulle man stille spørgsmål som: Hvem er det, der får det bedre af denne politik? Hvordan får det de bedre? Hvor længe vil de have det bedre? Vil andre til gengæld komme til at føle lavere trivsel? Hvordan skal disse forhold opvejes mod hinanden?

Meget ofte henviser politikere til en form for “indirekte trivsel”; nogle politiske tiltag vil ikke skabe umiddelbar trivsel for nogen, men politikere vil da hævde, at der er en indirekte trivsel på længere sigt. Det er typisk denne form for “indirekte trivsel”, der er et skjult argument for f.eks. nedskæringer: Nedskæringerne kommer til at skabe lavere trivsel nu (og det er ofte nemt at dokumentere), men en dag vil alle indse at det var nødvendigt at skære, og når det sker, er trivslen blevet genetableret. Lavere skatter hævdes ofte at give en form for direkte trivsel, og det er derfor ordet “skattelettelser” findes, men der er også ofte postuleret en form for indirekte trivsel.

Det kunne være en interessant øvelse at analysere trivselsaftrykket fra de senere års politiske tiltag – infrastrukturaftalen, “paradigmeskiftet” i asyllovgivning, kontanthjælpsloftet, Universitetsloven af 2003 osv. Alle disse politiske beslutninger må have skabt en trivsel for nogen, der opvejede en eventuelt lavere trivsel for andre Og hvad er egentlig trivselsaftrykket af New Public Management?

Og det kunne også være interessant at høre politikere give deres egen analyse af trivselsaftrykket af de forslag, de kommer med.