Et godt valg?

Foto: Mogens Engelund

For 30 år siden, mens jeg boede i Edinburgh, var jeg på sommerferie i Danmark, og sammen med min mor besøgte jeg Skagens Museum. Min mor bemærkede under besøget, at den mand, der stod lidt væk, var Klaus Riskær Pedersen. Det var første gang, jeg hørte om ham. Min mor kunne fortælle mig, at hans far var Knud Pedersen, der var med i den legendariske Churchill-klub – den første danske modstandsgruppe under 2. verdenskrig, som i øvrigt blev stiftet på Aalborg Katedralskole. Senere kom jeg til at dele lejlighed i Edinburgh med en dansker, der havde stemt på Klaus Riskær Pedersen – og jeg skulle igen mindes om hvem manden var.

Og nu stiller Klaus Riskær Pedersen så op til folketingsvalget. adskillige konkurser, retssager, domme og fængselsophold senere. Det har han lov til, for han har udstået sin straf. Og han forsøger at markedsføre sig selv som en “anstændig borgerlig politiker”, for det er nu blevet et ledigt standpunkt i dansk politik. Men jeg håber, at ingen vil stemme på ham, for Klaus Riskær Pedersen er alt andet end anstændig. Det siger jeg ikke fordi han har en kriminel fortid som sådan, men fordi hans kriminelle fortid er så lang og grov, som den er, og fordi han er skoleeksemplet på opportunisme. Der er ingen grund til at forære alle de andre danske politikere, der er opportunister eller har et tvivlsomt forhold til lovgivningen, men ikke f.eks. har tømt et ejendomsselskab for 1,4 milliarder, en lynafleder, så de kan fremstå i et bedre lys.

Milton Friedman i Danmark (og på AAU)

For snart længe siden læste jeg bogen The Shock Doctrine af den canadiske forfatter og aktivist Naomi Klein, og jeg skrev også om den her.

Naomi Klein dokumenterer i denne bog, at det er en typisk neoliberalistisk strategi at udnytte kriser til at lave gennemgribende forandringer, som ofte kaldes for “reformer”. Dette kalder hun for chokdoktrinen. Et af de første og voldsomste eksempler på denne form for “chokterapi” er militærkuppet i Chile i 1973, der blev brugt til fuldstændig at omkalfatre den chilenske økonomi. Hovedarkitekten bag alt dette var den amerikanske neoliberalistiske økonom Milton Friedman.

Men også Berlinmurens fald i 1989 førte til store forandringer, denne gang i de østeuropæiske samfund, baseret på hvad den Internationale Valutafond (IMF) krævede. De østeuropæiske lande fik på meget kort tid forandret de samfundsøkonomiske strukturer og resultatet var voldsomme social uligheder, som landene stadig slås med her 30 år senere.

Neoliberalismen er i de sidste 20 år blevet central inden for det offentlige i Danmark. Min klare fornemmelse er, at denne strategi med at bruge kriser som en begrundelse for omfattende “reformer” (og måske endda ikke gøre meget for at forhindre kriser i at opstå) er en del af forklaringen på den krise, som bl.a. PostNord og DSB gennemlever. Ved på kort tid at skabe ændrede vilkår gennem et “frit marked” i form af f.eks. udlicitering af jernbanedrift og nemmere muligheder for pakkefirmaer, som disse delvist statsejede virksomheder ikke nemt kan håndtere, kan politikere i sidste ende bedre forsvare og gennemføre privatiseringer.

Også på Aalborg Universitet kan man se arven fra Milton Friedman og en udgave af chokdoktrinen udfolde sig i dise år. AAUs ledelse har i 2018 gennemført store organisatoriske ændringer, og her især ideen med at fjerne “skolerne” og lægge studienævn ind under institutterne. Den slags ændringer udgør det første chok. Samtidig har der været overenskomstforhandlinger med truslen om en storkonflikt og de årlige nedskæringer. Dette var det andet udefra kommende chok. Ledelsen har så, også i 2018, brugt et underskud på 67 millioner kroner, som var det tredje chok, til at fyre bestemte grupper af medarbejdere og til at lave yderligere organisatoriske ændringer i kølvandet herpå, som bl.a. sammenlægning af institutter, der bliver besluttet med meget kort varsel, og opstart af nye uddannelser i København.

Gymnasierne fyrer også

Det er ikke kun Aalborg Universitet, der fyrer. De danske gymnasier fyrer også lærere i stort tal; over hele landet er der varslet et trecifret antal fyringer. Og her kan man ikke føre fyringerne tilbage til dårlig økonomistyring eller ønsker fra en ledelse om omorganisering – det er “bare” de årlige besparelser på 2 procent på uddannelsessektoren, der blev videreført i den seneste finanslov, som nu slår igennem.  Gymnasierne og de andre ungdomsuddannelser (VUC, SOSU og erhvervsuddannelserne) får i perioden 2016 til 2022 10,8 milliarder kroner mindre.

Regeringen hævder, at pengene fra 2022 skal føres tilbage til uddannelsessektoren (!!), men da har lærerne allerede været fyret i en årrække. Der skal være folketingsvalg i år, og disse nedskæringer bør også være et tema – og endnu en grund til at tænke sig om, inden man stemmer.

Den største fyringsrunde på et dansk universitet

Foto: Martin Damgård,

De massefyringer, der i disse uger finder sted på Aalborg Universitet, har omsider fået mediernes bevågenhed. Tillidsrepræsentanterne blev interviewet i går på DR P4 (og også jeg blev kontaktet), og i dag er der et dobbeltopslag i Nordjyske om fyringsrunden.

Det går efterhånden op for alle, at det vi gennemlever nu, er den største fyringsrunde nogensinde på et dansk universitet. Da samarbejdsudvalgene først fik at vide, at der var et underskud, stod der i det brev, vi fik fra ledelsen, at der skulle fyres 30 mennesker. Men nu er der allerede fyret 96, og det vil ikke undre mig, om der efter fyringsmøderne på tirsdag på TECH-fakultetet i alt er blevet fyret mere end 100.

Vi er mange, der har været ansat ved Aalborg Universitet gennem mange år, og vi har tidligere været glade for vores arbejdsplads og talt godt om den. Vi har engang haft gode ledere og en følelse af tillid og åbenhed. Den tid er nu forbi. Vi ser venner og kolleger, gode og kompetente mennesker, der bliver fyret. Jeg har oplevet én enkelt kollega, der udtalte sig positivt om fyringerne og om ledelsen (formodentlig fordi netop denne kollega for nylig var blevet forfremmet af ledelsen uden noget stillingsopslag), men ellers er situationen blandt os præget af frygt og vrede og en følelse af umyndiggørelse.

Min kollega Morten Ejrnæs, der hidtil har været lektor på SAMF, men nu er gået på pension, giver en meget rammende beskrivelse af situationen i Nordjyske:

Det var jo åbenbart fastlagt på forhånd, at det skulle ende med afskedigelser. Det var slet ikke til diskussion. Hvis ledelsen i udgangspunktet er glade for medarbejderne, så vil man, når der udefra pålægges besparelser, vel gøre alt for at undgå afskedigelser? Direktionen ser ud til at have gjort nærmest det modsatte. Det, vi oplever lige nu, minder mere om en strategi for en radikal omorganisering af AAU end om en institution, der reelt har kæmpet for at beholde sine ansatte.

Ansatte, der kan undværes – og en nødvendig bue

I går skrev jeg om Aalborg Universitets planer om at opføre en 104 høj bue over NOVI9. Planerne om buen er lige nu i en godkendelsesfase, hvor der skal udarbejdes en VVM-redegørelse (VVM = Vurdering af Virkninger på Miljøet).

I referatet fra mødet i AAUs bestyrelse mandag den 17. december 2018 kan man læse dette:

I 2021 stiger indtægterne igen sammenlignet med 2020 med 23,2 mio. kr. svarende til 0,8%, primært drevet af en forventet vækst på Tilskudsfinansieret aktiviteter. Den eksterne bevilling til ”Buen”, som er en væsentlig kapabilitetsudvidelse af antennelaboratoriet, på 32,0 mio. kr. er den største vækst driver på Tilskudsfinansierede aktiviteter i 2021. Statsindtægterne er ligesom i 2020 påvirket af den manglende taxameterløft svarende til ca. 32,8 mio. kr. i 2021. Omkostningerne forøges med 12,9 mio. kr. svarende til 0,4%. Den primære årsag til forøgelsen i omkostningerne i 2021 er også relateret til ”Buen”, som medfører, at Forbrugsomkostninger forøges med 32,0 mio. kr. relateret til den eksterne bevilling fra ”Buen”. Herudover forøges Ekstern husleje og Af- og nedskrivninger i 2021, mens Personaleomkostninger fortsætter med at falde.

På dette tidspunkt var underskuddet, der nu bruges til at begrunde den store fyringsrunde, velkendt. Planerne om buen bliver ikke desto mindre fastholdt, og man kan ikke undgå at bemærke konstateringen af, at personaleomkostningerne fortsætter med at falde.

Til fyringsmøderne får de ansatte, der bliver fyret, udleveret et standardbrev, hvori der står, at de er dem, man nemmest kan undvære. Til fyringsmøderne gentager dekanen denne passus som begrundelse. Til gengæld er det tydeligt, at buen og Science & Innovation Hub åbenbart ikke kan undværes eller bare udskydes.

Økonomi og ledelse?

Aalborg Universitet har siden 2013 haft planer om at opføre en 104 meter høj bue af stål over det nye antennelaboratorie på NOVI 9. Stålbuen skal bruges til forskning, hvor antennestyrke og radiobølger kan testes i forskellige højder, og den bliver præsenteret som et nyt vartegn for Aalborg. Så sent som 22. august 2018 udtalte dekanen for det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH) at man stadig arbejdede på at finde fondsfinansiering til den store bue.

Måske er alting godt, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at udtalelsen fra dekanen kom netop omkring det tidspunkt, hvor AAUs ledelse blev opmærksomme på det store underskud, man nu bruger som begrundelse for en fyringsrunde. Det er underligt, at store projekter som stålbuen og Science & Innovation Hub tilsyneladende ikke bliver stillet i bero, men at AAUs ledelse i stedet vælger at foretage omfattende fyringer af erfarne medarbejdere og fortsætter med licitationerne for begge disse projekters vedkommende.

I næste uge kommer fyringsrunden til TECH. Og på SAMF skal 39 fyres; ironisk nok er 21 af dem fra Institut for Økonomi og Ledelse.

Når jeg bliver 68

Kilde: https://seniorhaandbogen.dk/pension/folkepension/pensionsalder/

Efter lang tids konkurrence mellem regeringen og Socialdemokraterne om hvem der kan føre den mest restriktive politik over for flygtninge, er der nu pludselig fokus på pensionsalderen. De, der er født i samme periode af Danmarkshistorien som mig (og det gælder også bl.a. Lars Løkke Rasmussen, der er fire måneder yngre end mig) kan se frem til at skulle arbejde indtil de bliver 68.

Det interessante er så, at forsøgene på at være de strammeste strammere faktisk også giver en indikator af holdningen til arbejdslivets længde. Her tænker jeg på den såkaldte “integrationsydelse”, der nu hedder hjemsendelsesydelse, og de andre stramninger, der først og fremmest skal forhindre flygtninge i at få sociale ydelser på niveau med andre borgere i Danmark. En af konsekvenserne af alt dette er de såkaldte brøkpensionister.

I dag skal man have boet i Danmark i 40 år af de 50 mulige år for at få ret til fuld pension. Men fra 1. juli 2025 skal man have boet i Danmark i mindst 90% af de år, man har levet fra det fyldte 15. år og indtil folkepensionsalderen (som skubbes længere og længere ud i fremtiden) for at kunne få fuld folkepension. Så arbejdslivet har været defineret til at være mindst 40 år, men allerede om seks år vil det være temmelig meget længere – og det skal i det store og hele udspille sig inden for landets grænser. Det er interessant, hvordan bl.a. Dansk Folkeparti vil kunne forene sin opbakning til forslaget fra Socialdemokraternes forslag om tidligere pensionsalder til mennesker i bestemte erhverv med den idé om brøkpension, som partiet fik indført.

Fordel forskningsmidlerne ligeligt!

Ofte bliver den politik, der bliver ført i den danske universitetsverden begrundet med at det er den eneste mulige. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at en stor del af interviews med AAUs rektor Per Michael Johansen bliver brugt på et forsvar for konkurrencesætningen af forskningsmidlerne og for den udemokratiske, stærkt hierarkiske styreform, som AAU efterhånden mestrer.

Det bliver hævdet, at konkurrencesætningen af forskningsmidlerne, der fører til at mange af os bruger så megen tid og så mange kræfter på at søge om midler og med så beskedent held, er nødvendig og faktisk er at foretrække, så flest mulige kan få forskningsmidler. De, der virkelig fortjener at få støtte til deres forskning, vil nemlig altid blive støttet, mens resten bare bliver nødt til at prøve igen (og igen). Hvis forskere virkelig fortjener at få støtte, da vil det altid lykkes for dem en skønne dag efter tilstrækkeligt mange anstrengelser. Og de mange anstrengelser vil være sliddet værd.

Men tænk, hvis der ikke var den voldsomme konkurrence om forskningsmidlerne, som der er i vore dage, men hvis forskningsmidlerne i stedet blev fordelt ligeligt. Hvad ville der så ske? Det er faktisk blevet undersøgt.

I 2017 undersøgte Krist Vaesen og Joel Katzav fra henholdsvis Eindhovens Tekniske Universitet i og The University of Queensland netop dette.  De undersøger dels en helt ligelig fordeling af fordelingsmidler, dens en model hvor man skelner mellem forskningsområder med lave omkostninger, mellemomkostninger og høje omkostninger – sidstnævnte er bl.a. forskningsområder, der kræver omfattende laboratoriefaciliteter. Og de undersøger situationen i Nederlandene, Storbritannien og USA.

I begge ligelige fordelingsmodeller er konklusionen den noget overraskende, at man kunne have den samme beskæftigelsesgrad for postdocs og PhD-studerende og at alle forskere stadig ville have midler til rådighed til rejser og udstyr; i Storbritannien i moderat omfang, i Nederlandene endda i stort omfang.

Undersøgelsen afslører på denne måde, at den konkurrencebetingede tildeling ikke er nødvendig, mere end alle andre neoliberalistiske incitamentstrukturer er det, men først og fremmest er en mekanisme, der skal skabe og vedligeholde uligheder.

Det ville være informativt at lave en tilsvarende undersøgelse af konsekvenserne af en ligelig fordeling af forskningsmidler i det danske system.

Fyringerne fortsætter på universitetet

I dag var det mine kolleger på Det Humanistiske Fakultet, der skulle sidde og vente på mail mellem 8.00 og 8.30 for at få at vide, om de skulle fyres. Og også i dag har det været en grim dag. Denne gang var det bl.a. en kollega, som jeg har kendt i mere end 30 år (og som jeg også omgås privat), der pludselig mistede sin stilling som lektor. Her er tale om endnu en dygtig person, som mange kender rundt om på AAU og som længe har givet udtryk for sin kritik af tilstandene på sit institut og på universitetet. Det er svært ikke at se dagens fyring som en form for sanktion. Og igen er der tale om en person først i tresserne, der faktisk kunne være blevet tilbudt en seniorordning – men simpelthen bliver fyret.

En af mine andre kolleger, en administrativ medarbejder, ringede til mig i dag og var også chokeret over denne seneste fyring. I løbet af samtalen blev jeg, som det er sket flere gange på det sidste, bedt om ikke at fortælle nogen, at vi har talt sammen. På Aalborg Universitet er stemningen mere utryg end nogensinde før, og jeg mærker nu, hvordan også erfarne medarbejdere oppe i årene er blevet tydeligt bange for at give deres kritik til kende over for ledelsen. Når jeg tænker på, hvordan jeg engang var glad for og faktisk også stolt over at være ansat på dette universitet og omtalte det positivt rundt om i verden, er det i særdeleshed trist, at det er endt med denne form for management by fear og topstyring.

En grim dag på Aalborg Universitet

I dag skulle medarbejderne på det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet sidde klar til at læse mail mellem 8.00 og 8.30. Nogle af dem ville nemlig få at vide, at de skulle fyres. I eftermiddag skulle selve fyringsmøderne så finde sted. Hvor er det dog en ubehagelig mail at skulle vente på.

Fordi jeg er supplerende tillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening, havde jeg lovet at være rede til at være bisidder ved fyringsmøderne. Der blev brug for mig ved fire møder.

Fyringsmøder er korte; der er afsat 15 minutter, hvor repræsentanter for ledelsen og HR-afdelingen deltager. Der bliver overrakt et fyringsbrev, en folder om psykologhjælp og en anden folder med tilbud om et jobsøgningsforløb. Og nå ja, så får man også en kuvert at lægge det hele i. Der er mulighed for at sige noget til sidst, men det har desværre altid været min erfaring, at den slags preller fuldstændig af på den anden part. Reelt varer et fyringsmøde kun fem minutter.

To af dem, der skulle fyres, viste sig at være jævnaldrende kolleger, som jeg har kendt gennem mange år, har samarbejdet med om vejledningsopgaver og har spist frokost med masser af gange. Det kom selvfølgelig som et stort chok for to dygtige og samvittighedsfulde mænd, der altid har passet deres arbejde og nu er midt i 50’erne, at universitetets ledelse pludselig vil skille sig af med dem. Det var også et chok for mig.

De to andre var medarbejdere omkring pensionsalderen, og her var det påfaldende, at AAUs ledelse vælger at skride til fyring i stedet for at finde en seniorordning, der kan give ældre medarbejdere en værdig afslutning på et langt arbejdsliv snarere end en afslutning, der består i et fem minutter langt møde med foldere og en udglattende bemærkning.

Det var en usædvanligt grim dag på Aalborg Universitet. Og det bliver ikke den sidste. Snart er det nemlig mine kolleger ved de andre fakulteter, der står for skud.