Social retfærdighed?

Der er en interessant artikel i Nature af de tre amerikanske psykologer Starmans, Sheskin og Bloom. Artiklen giver et overblik over hvad man i dag ved fra psykologisk forskning om menneskers opfattelse af ulighed. Der er mange resultater, der viser at mennesker uanset alder og køn klart foretrækker at goder bliver fordelt ligeligt. F.eks. er der lavet en undersøgelse af små børn, hvor de bliver bedt om at give to andre børn nogle viskelædere. Børnene er meget enige om at de to andre børn skal have lige mange viskelædere.  Men der er også mange resultater, der viser at mennesker ikke har noget imod en ulige fordeling af goder, hvis de opfatter den ulige fordeling som retfærdig. F.eks. viser undersøgelsen med børn, der skal give viskelædere til andre børn, at de ændrer opfattelse, hvis de får at vide at det ene af de to børn, der skal have viskelædere, har ryddet pænt op, mens det andet barn ikke har. Så vil de gerne vil give flere viskelædere til det barn, der har ryddet pænt op.

Så det er vigtigt at skelne mellem ulighed i sig selv og uretfærdig ulighed, konkluderer forfatterne. Og det er da også mit indtryk, at vi ikke siger det særlig tit: at uligheden er uretfærdig. Der er meget voldsomme sociale uligheder i USA, men det er mit helt uvidenskabelige indtryk, at mange amerikanere på den ene side erkender at det er sådan, men på den anden side også siger at uligheden ikke er uretfærdig, men tværtimod udtryk for at “man kan hvad man vil”. Tilsvarende er mantraet om at “det skal kunne betale sig at arbejde” et forsøg på at begrunde nedskæringer i sociale ydelser med en form for retfærdighed. Og i begrundelserne for “integrationsydelse” dukker der også en usagt komponent op: det er uretfærdigt, hvis mennesker kan komme til Danmark og modtage kontanthjælp på samme sats som andre mennesker, der allerede bor i Danmark.

Men man kan også opfatte disse nedskæringer som uretfærdige, og mange af argumenterne imod nedskæringerne er faktisk argumenter for netop dette, at de er uretfærdige. Den egentlige kamp er derfor ikke kun en kamp for at gøre noget ved uligheden “i sig selv”, men også en kamp for at ændre opfattelsen af hvad social retfærdighed er. Dette begreb fortjener at blive fremhævet mere i debatten om uligheden i Danmark.

Flattr this!

Automatisering i skyerne?

Foto: Vice.com (https://munchies.vice.com/en_us/article/robots-cooked-and-served-my-dinner)

Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at der nu er en masse tale om konsekvenserne af automatisering og om hvordan maskinintelligens vil accelerere denne udvikling. Selv i statsministerens nytårstale kunne man høre tale om disruption, og her fremstod automatiseringen nærmest som et uafvendeligt naturfænomen.

Den skrækblandende begejstring minder mig dog en del om stemningen for 30 år siden, da man talte om ekspertsystemer. Dengang var der mange, der var sikre på, at der var store omvæltninger lige om hjørnet. Denne gang er det helt store tegn på, at der er et stykke vej igen, at mange af disse former for maskinintelligens benytter sig af dataanalyser, der kræver indblanding fra “skyen” (læs: en stor klynge servere). Den fra Apple-produkter så kendte talegenkendelses-app Siri er f.eks. helt afhængig af dataanalyser fra en server.

Ét er at kravene til regnekraft er så store, at de kun kan håndteres af en stor serverpark. Et andet incitament til ikke at lave dataanalyserne lokalt er, at det vil gøre den enkelte “intelligente” enhed mere kompliceret og sværere at vedligeholde og opgradere. Det er lettere at lave hyppige opdateringer af data-analyse-software på én central server end lokalt på f.eks et stort antal robotter.

Min bekymring er derfor ikke så meget en bekymring om “tænkende maskiner” og deres overlegenhed, men derimod en bekymring om de allerede velkendte sikkerhedsudfordringer, der har at gøre med at placere store mængder af data i “skyen”, og en bekymring om motiverne bag automatiseringen snarere end hvad automatiseringen måske kan opnå kort sigt. For her sker der hele tiden noget, også selv om løsningerne ikke er så elegante eller vidtrækkende, som nogle gerne vil have at de skal være.

Hele påstanden om “det skal kunne betale sig at arbejde” (der reelt er udtryk for påstanden “det kan lige nu betale sig ikke at arbejde”, dvs. at arbejdsløse ikke gider arbejde, fordi dagpengesatsen overstiger et vist beløb) kan nemlig få en anden og utilsigtet betydning: At det ikke kan betale sig at have  lavtlønnede og ufaglærte arbejdspladser. Man kan således allerede nu se, hvordan der er en del forsøg på at erstatte ufaglært arbejdskraft i fødevareindustrien med robotter.

Det er her, konsekvenserne kan blive store for samfundet – for ansættelse i fast food-foretagender og landarbejde som bl.a. frugtplukkere er typiske indgangsjobs for så forskellige grupper som uddannelsessøgende og flygtninge.

Flattr this!

Hvor er boligpolitikken?

Der har lige været en træls sag, hvor Inger Støjberg har kaldt en familie af syriske flygtninge griske, fordi forældrene til den 9-årige pige, der oprindelig kom til Danmark alene, blev rådet til at søge asyl fordi de så måske nemmere ville kunne få et sted at bo. Her ser vi bort fra at alle – også børn på 9 år – nu selv skal betale for transportudgifterne til familiesammenføring. Er dette grisk?

Men hele denne sag viser faktisk først og fremmest, at der er boligmangel rundt omkring i landet. Det er påfaldende (men ikke overraskende) at Inger Støjberg indtil for nylig har været boligminister, men slet ikke har talt om boligpolitik – og heller ikke gjorde det nu. Der er i det hele taget ikke mange, der taler om boligpolitik i Danmark.

Boligpolitikken i dagens Danmark fremstår i bedste fald som spredt fægtning. Det er ikke engang muligt at få gjort noget ved de ruiner af ubeboede huse, der findes i “Udkantsdanmark”.  Man har talt om “ghettoer”, men her er det interessant, at Kraks Fond Byforskning i november 2016 påviste at de boligområder, der nu udpeges som udsatte, faktisk har været det længe. Nogle gange taler politikerne om de hjemløse, andre gange taler de om skattefradrag i en boligjobordning.  Men er der nogen visioner? Alle disse diskussioner har for mig at se ét til fælles: det egentlige fokus er ikke boligsituationen, men de borgere, der bor i bestemte boliger (eller ikke har et sted at bo).

Der var en hel del store boligpolitiske initiativer i Danmark indtil første halvdel af 1970’erne, men siden har der ikke rigtig været nogen. Hvornår kommer der igen en substantiel diskussion om boligpolitik i Danmark ?(Hvis det kan være nogen trøst, sker der lige så lidt i Storbritannien.)

Flattr this!

En coping-strategi for livet

En installation til selvvalgt eksil – Bent Hedeby Sørensens installation set udefra. Bent Hedeby Sørensen, Take your time, 2009. Foto: Kasper Lie.

Der er mange ting, jeg gerne ville have var anderledes, og der er mange ting, der gør mig ked af det eller vred. Der er forhold på mit arbejdsliv og i samfundet, jeg finder det meget svært ved at forlige mig med. Jeg har skrevet om dette her på denne blog, og jeg har skrevet det tit. Mange ved godt, hvad det er, der går mig på og hvad jeg bruger kræfter på at gå ind i gennem konkrete initiativer. Men hvis man bruger alle sine kræfter på at kæmpe mod det, der er forkert, kan det blive udmattende og man kan blive desillusioneret.

Det er nødvendigt at finde det, psykologer kalder for en coping-strategi for tilværelsen. Begrebet lyder umiddelbart voldsomt i denne sammenhæng, men det er det strengt taget ikke. For nogle år siden skrev jeg om mindfulness her som en strategi til at leve med alle problemerne.  Og det er bestemt en del af en sådan coping-strategi. Selv mediterer jeg desværre ikke mere; jeg holdt op på grund af fysiske smerter da jeg blev ramt af en bil og brækkede min albue i foråret 2015, og siden er det ikke lykkedes mig at komme ordentligt tilbage i vanen.

Men måske kan jeg ved at gøre min intention om at begynde igen offentlig – og det gør jeg så hermed – kan jeg omsider komme i gang igen.

Samtidig er jeg blevet mere og mere bevidst om at ganske vist bør meditation være en del af coping-strategien, men den kan formodentlig ikke udgøre det hele. Nogle gange kan der, hvis man gerne involverer sig i forskellige former for aktivisme (og det gør jeg), føle et vist element af resignation eller flugt i en coping-strategi, der kun peger indad.

Her er der et billede, der nogle gange falder mig ind: at jeg og andre med lignende bekymringer over den vej, verden er på vej ned ad, skal se os selv som i en slags indre eksil fra en verden, der er langt fra det, den burde være.  I eksilet er man fremmed for de omgivelser, man befinder sig i, men samtidig er der andre, der er i et tilsvarende indre eksil, og sammen med dém kan man nogle gange glemme sit eksil og finde hjem for en stund. Og måske kan man så få ny energi til udadrettet handling sammen. Også dét er en del af en coping-strategi for tilværelsen.

Flattr this!

Magt og afmagt

Måske er det en følelse af afmagt, der er en fælles forklaring på populismens fremkomst. Følelsen af afmagt har drevet nogle til f.eks. at stemme på Trump, og følelsen af afmagt hersker nu hos dem, der er modstandere af Trump og andre højrepopulister. Jeg vil advare mod at gøre højrepopulisternes holdninger legitime, men følelsen af afmagt hos deres vælgere kan bestemt være legitim.

Hvis man har en følelse af afmagt, skyldes det at man ikke føler at man har indflydelse på sin egen situation. Men er der da ikke demokrati mange steder i Europa og Nordamerika? vil nogle spørge.

Hertil vil jeg svare, at demokratiet er begrænset på mange måder. Den demokratiske proces skal give os alle indflydelse og gøre os alle i stand til at sætte os i Den Andens sted, så vi kan træffe bedre beslutninger. Det er ikke det, vi ser i disse år.

Der er ganske vist valg hvert fjerde år og af og til er der også folkeafstemninger. Men derefter er det alene repræsentanternes demokrati. Og hvis man har et arbejde, tilbringer man en stor del af sin hverdag uden for en demokratisk proces. Den typiske arbejdsplads er et sted, hvor der ikke findes demokratiske beslutningsstrukturer eller fri information, men samtidig er de beslutninger, der bliver truffet her, af meget stor betydning for de ansatte.

En del private virksomheder taler ganske vist om at lederne skal “inddrage” de ansatte og “lytte”. På universiteter og andre offentlige virksomheder ser vi en tilsvarende proces. Der er en intention om at medarbejdere skal “inddrages” i forbindelse med væsentlige beslutninger, men det er lederne der bestemmer, hvad der er væsentligt, og i sidste er det altid dem, der bestemmer (og de er ikke blevet valgt). Der er ikke tale om medbestemmelse.

Hvis der kun er tale om demokrati i visse sammenhænge i samfundet og i forbindelse med store beslutninger og ekstraordinære situationer, er det ikke sikkert, at de beslutninger, der så bliver truffet, bliver særligt gennemtænkte. Hvis deltagerne ikke er vant til at være del af den demokratiske proces, bliver de mindre vant til det. Nogle gange bliver de politiske diskussioner bare mere polariserede og hadefulde, og de hadefulde diskussioner på f.eks. Facebook er typiske for sammenhænge, hvor deltagerne ikke til sidst skal træffe en beslutning i fællesskab. Vreden og hadet virker som tegn på afmagt.

Jeg tror, at et anderledes demokrati, hvor repræsentanterne er i konstant og forpligtende dialog med dem, der har valgt dem, og hvor demokratiet bliver udvidet til et demokrati også på bl.a. arbejdspladser, vil kunne være med til at fjerne følelsen af afmagt, give bedre diskussioner og gøre det sværere for de populister, der hævder at “tale på det tavse flertals vegne”. Trump, Farage Le Pen og andre med dem ynder at fremstille sig selv som “folkets repræsentanter” mod eliten, men faktisk kommer de ofte selv fra den absolutte overklasse og det er ikke meget, de taler om demokrati, når de først kommer til magten.

Flattr this!

Han er ikke syg

Mange mennesker har svært ved at fatte Donald Trumps handlinger og personlige udbrud – og det har jeg da også selv haft det på den måde. Der har allerede været en del analyser af præsidentens uforudsigelige personlighed, og det er som om det ikke vil stoppe. I amerikanske medier har man kunnet læse diverse psykologers analyser af Donald Trumps person og endog en udtalelse fra tre amerikanske psykiatere, der har karakteriseret ham som psykisk syg.

Men uanset hvor lidt jeg bryder mig om Donald Trump (jeg svinger for tiden mellem at foragte ham og at være bange for ham) ville jeg selv finde det underlødigt, hvis andre prøvede at diagnosticere mig eller nogen, jeg kender, alene ud fra mine udtalelser. Og jeg ville blive vred, hvis nogen gav sig til at udråbe en politiker, jeg sympatiserer med, til at være psykisk syg.

Det, der er så svært at skulle leve med, er i virkeligheden at de ekstreme politikere og de mange mennesker, der støtter dem, befinder sig i normalitetsområdet. Man behøver ikke at have en diagnose for at være racist, sexist eller fascist – eller for “bare” at udvise den grandiose, kontrollerende og selvoptagede adfærd, som Donald Trump (og Chavez, Putin, Erdogan, Orbán og mange andre autoritære ledere) ofte har udvist. Mange af os kender i virkeligheden også personer, der er på denne måde, og de har ingen diagnose – de er “bare” ubehagelige mennesker med magt. Jeg vil bestemt ikke afvise at den slags mennesker kan have psykiske problemer, men det er ikke det samme som at de skulle være psykisk syge.

Faktisk er der nemlig en rigtig god grund til at man ikke bør affærdige Donald Trump som værende psykisk syg: Man kan ikke være bekendt at slå psykisk syge mennesker i hartkorn med ham. Mange mennesker har haft psykisk sygdom inde på livet, enten helt selv eller fordi de kender nogen, der er eller har været psykisk syge. Og dermed ved vi jo godt, at de allerfleste mennesker, der har en psykisk sygdom, slet ikke har de ubehagelige og usympatiske karaktertræk, som USAs præsident har. Nogle af de allermest sympatiske og begavede mennesker, jeg kender og har kendt, har faktisk haft psykisk sygdom at slås med.

Flattr this!

Dømt til at læse

Jeg kunne i denne uge læse om fire teenagere fra USA, der skrev racistisk og antisemitisk graffitti på en bygning, som i sin tid var blevet brugt som skole for sorte unge. De fire unge blev dømt til – at læse bøger og skrive anmeldelser af dem – og at skrive et essay om hvordan det mon er for medlemmer af etniske mindretal at se og høre racistiske udtalelser og graffiti. Og bøgerne, de fire unge skal læse, er bl.a. bøger af Elie Wiesel og Maya Angelou om deres liv som henholdsvis overlever af Holocaust og afrikansk-amerikansk kvinde i apartheid-tidens USA. Sagen er endda fra Virginia, samme delstat som huser det barske Red Onion-fængsel, hvor fanger kan blive sat i isolationsfængsel på ubestemt (og lang tid).

Det er selvfølgelig specielt at blive dømt til at læse bøger, men det er en perspektivrig idé. Bøger  – og ikke mindst skønlitteratur – giver os helt særlige muligheder for at leve os ind i hvordan det er at være Den Anden. Jeg spekulerer hvordan en god tilsvarende læseliste mon kan se ud i den dansk sammenhæng. Der er desværre endnu ikke nogen klassiske bøger om at være dansker af “anden etnisk baggrund” og om hvordan dette opleves. Yahya Hassans debutbog er allerede på vej til at blive en lille klassiker, men hans opvækst og skæbne er på mange måder ikke repræsentativ.

Flattr this!

Danskerne og dem, der burde blive væk

I denne uge har der været megen omtale af ovenståede folketingsbeslutning. Det kan jeg sagtens forstå. Min hustru og jeg har begge haft en forælder, som aldrig har været dansk statsborger, og i mit tilfælde var det endda en “ikke-vestlig” forælder.

Det er usympatisk at se en officiel udtalelse fra Folketinget, der sætter denne modsætning op og tager udgangspunkt i en ekskluderende opfattelse af hvad det vil sige at være dansker.

Resten af denne korte udtalelse har der ikke været megen omtale af, men den er også interessant på en anden måde. Den viser usædvanligt tydeligt, at den officielle dansk flygtningepolitik i 2017 har et rent nationalistisk udgangspunkt i form af en central påstand om at “danskerne” er truede, og at den ikke længere har et ønske om at finde frem til hvordan man kan yde beskyttelse til mennesker på flugt. I udtalelsen er der ingen pseudo-omsorgsfulde påstande om f.eks. at ville “hjælpe i nærområderne”, kun den rene vare: et ønske om at holde folk væk fra Danmark.

Flattr this!

De læser slet ikke!

I går skrev jeg om studerende på AAU, der havde gjort en meget begrænset indsats for at forberede sig til det kursus, jeg holder i dette semester Nu kunne man sagtens sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af at jeg bare langer ud efter de studerende, jeg underviser for tiden. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg var lidt mellemfornøjet i går.

Men der er faktisk en del litteratur inden for uddannelsesforskning, og ikke mindst inden for matematikkens didaktik, der påviser at de fleste studerende slet ikke læser i deres lærebøger!  Alene fra USA, hvor man skal betale et større beløb for bare at kunne studere på et universitet, er der masser af eksempler. Ét blandt mange er indledningen til en artikel fra 2012 fra International Conference on Technology in Collegiate Mathematics, hvori forfatterne Jane Friedman, Perla Myers og Jeff Wright fra University of San Diego skriver

Students in lower division mathematics classes rarely read their textbooks. If they do attempt to read them, they generally lack the skills necessary to read the material effectively.

Her er indledningen fra en artikel fra 2010 fra 13th Annual Conference on Research in Undergraduate Mathematics EducationMary Shepherd fra Northwest Missouri State University skriver

Many mathematics faculty want and tell their students to read their textbook. A brief survey of first year college students might discourage these teachers because it appears through general questioning that this does not happen as frequently as faculty would like, if at all. Informal surveys of students seems to indicate that they do not read large parts of theirmathematics textbooks at all, much less effectively.

Begge ovenstående artikler beskæftiger sig med at finde ud af hvorfor studerende ikke læser i deres lærebøger og hvad man kan gøre ved det. Svarene på disse to spørgsmål er desværre ikke enkle – eller fyldestgørende. Begge artikler observerer, at de fleste studerende simpelthen er ude af stand til at læse en matematisk tekst, og i begge artikler beskriver forfatterne de tiltag, de har sat i værk for at lære de studerende at læse på denne måde.

Og når jeg taler med universitetskolleger fra andre fagretninger end datalogi eller matematik, får jeg et helt tilsvarende billede. Mange studerende forbereder sig tilsyneladende aldrig. På AAU bruger vi (i al fald på første studieår) resurser på at undervise de studerende i at lave projektarbejde i grupper, men der er mig bekendt ingen aktiviteter, der går ud på at undervise dem i at læse en akademisk tekst. I går sagde en studerende til mig at han havde “kigget dagens tekst igennem”, og denne formulering var desværre meget sigende.

Denne observation, at mange studerende ikke kan læse en akademisk tekst (og slet ikke en tekst med matematisk indhold) vil dog næppe kunne udløse nogen forskningsmidler og man skal faktisk ikke ønske sig at se politiske tiltag. Mange politikere (en stor andel af dem har faktisk ikke gennemført en videregående uddannelse) vil rutinemæssigt blot sige, at de studerende skal “tage sig sammen”. Hele studiefremdriftsreformen er, så vidt jeg kan se, baseret på netop denne holdning, og det eneste, den formår, er (så vidt jeg kan se) at få studerende sparket ud af uddannelserne.

Et lidt kedeligt bud på at komme videre er, at vi skal konfrontere de studerende med, at det faktisk er et stort problem for deres egen læring, at de ikke læser. Jeg vil gerne høre nogle udsagn fra dem; forhåbentlig (og formodentlig) er det muligt at nå videre end til bortforklaringer om at kursusholderen ikke har fortalt hvilken lærebog, man skal bruge.

Og et andet, mindre kedeligt bud er at tage fat i den uddannelsesforskning, der findes derude og finde nogle gode strategier for at lære de studerende at læse. Udfordringen her er at alle disse strategier kræver tid og overskud fra undervisernes side, så hvis ikke vi skal have en endnu større undervisningsbelastning end nu (hvor uddannelsesområdet beskæres med 2 procent om året), skal vi have flere resurser tilført. Til gengæld vil vi så kunne få nogle bedre resultater at se.

Flattr this!

Verden efter kapitalismen?

Under min rejse blev jeg færdig med den britiske historiker og journalist Paul Masons bog PostCapitalism : A guide to our future, der udkom i 2015. Masons væsentlige påstand er at kapitalismen ikke kan blive ved med at overleve. Det vil ske dels fordi kapitalismens indbyggede måder at overleve på vil gøre det af med den, dels fordi vore dages produktion i stadigt mere udtalt grad er baseret på information. Og samtidig, siger Mason, står vi med en afgørende udfordring i form af den globale opvarmning, der truer menneskehedens hele eksistens – så vi er nødt til at finde en anden produktionsmåde. Løsningen er her demokratisk kontrol med økonomien, automatisering og fri udveksling af information.

Den kapitalistiske produktionsmåde søger hele tiden at skabe merværdi. Dette er den værdi, som en arbejder frembringer under sit arbejde, ud over den værdi som arbejderen modtager i form af løn. Af samme grund vil kapitalismen forsøge at gøre alt til varer – herunder tjenesteydelser og kulturelle frembringelser. Og samtidig vil kapitalismen forsøge at gøre arbejdskraften overflødig først gennem udflytning af arbejdskraft til lavtlønsområder, siden gennem automatisering.

Der har været perioder med opsving, men også lange nedture – forklaringen på dette ser Mason i den russiske økonom Kondratieffs empirisk baserede model for den kapitalistiske økonomis cyklusser. I slutningen af det 20. århundrede så vi hvordan mange virksomheder brugte Østasien som et lavtlønsområde, men i vore dage er virksomhederne i den del af verden ved at blive genstand for omfattende automatisering. (En artikel om udviklingen i Kina er tankevækkende.) Og fordi en vares værdi afhænger af værdien af arbejdskraften, vil der ske det at merværdien efterhånden vil gå mod nul. Lønarbejde i produktionen vil ikke længere være nødvendigt.

Men netop denne automatisering, der i høj grad er baseret på produktion af digital information, vil i sidste ende være det, der betyder afslutningen på den kapitalistiske produktionsmåde. Hele crowdsourcing-fænomenet, der har givet os open source-initiativer som f.eks. GNU Linux og Wikipedia, viser en afgørende anderledes måde at producere information på.

Nogle vil her indvende at dette er utopisk. Men det er værd at huske, at den kapitalistiske produktionsmåde ikke er mere “naturlig” end f.eks. feudalsystemet eller slavesamfundet. Der er sket store forandringer i kapitalismen, og ikke mindst finansmarkedernes rolle i vor tid er kendetegnende for en helt anden form for kapitalisme end f.eks. den man så sidst i 1800-tallet.

Overgangen fra feudaløkonomien til kapitalismen repræsenterede en fundamental ændring, hvor tilsyneladende helt grundlæggende begreber og livsformer opstod, mens andre gik til grunde. En person, der kun havde kendt feudaløkonomien først i 1700-tallet, ville have svært ved at forestille sig en fabriksarbejders tilværelse i storbyen kun 100 år senere og ville formodentlig have mange indvendinger, der alle ville gå ud på at fabriksproduktion ikke ville kunne lade sig gøre.

På samme måde er det i dag svært at forestille sig en produktionsmåde, der er radikalt anderledes end den, vi kender i dag. Vi er alle i meget stort omfang produkter af det samfund,, vi kommer fra, og vi vil tolke alle fænomener ud fra dé rammer.

Men en post-kapitalistisk økonomi vil, siger Mason, være en produktionsmåde, hvor lønarbejdet smelter væk for at erstattes af automatisering, og hvor kun den fælles produktion af information og det frivillige arbejde vil være nødvendigt. Det vil være en produktionsmåde, hvor der er demokratisk kontrol med alle de vigtige aspekter af økonomien, mens der stadig findes en form for marked. (Mason viger tilbage fra at bruge ordet socialisme, men det er for mig at se netop dét, der er tale om.) Den automatisering, vi ser i dag, kan godt rettes mod andre mål end tilfældet er i dag, nemlig mod at fjerne det opslidende og rutineprægede arbejde. Vi kunne f.eks. godt have fuldautomatiserede former for landbrug, minearbejde, affaldsindsamling og genbrug, offentlig transport og butikker – sidstnævnte har vi endda allerede i et vist, begrænset omfanget.

Min korte omtale vil selvfølgelig ikke kunne yde Paul Masons bog fuld retfærdighed. Hele Masons lange gennemgang af Kondratieffs cyklus-model og hans analyser af finanskapitalismens indbyggede modsætninger har jeg stort set ikke berørt her. Bogen er under alle omstændigheder værd at læse, og nu findes den faktisk også på dansk.

Flattr this!