Et familieanliggende?

Nu har EU planer om at indføre øremærket barsel til mænd. Regeringen udtaler, at den er modstander af dette. Argumentet fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen var i går at 

…det er et familieanliggende, hvor den enkelte familie skal have lov at indrette sig, som man finder det bedst.

Men i dag kommer der så et udspil fra regeringens såkaldte “opdragelsesteam” (endnu et spændende nyt ord på en ny slags dansk). Opdragelsesteamet udtaler at

Vi mener, at det er et mål i sig selv at turde diskutere opdragelse – at bryde med de tabuer og barrierer, der kan være i forhold til det. For opdragelse er vigtigt. Opdragelse er ikke noget, vi skal afholde os fra at diskutere med argumenter om, at det er gammeldags, at så går man for tæt på, at det kun hører privatsfæren til, eller at det bare er et middelklasseproblem…

Et af opdragelsesteamets forslag er en “Obligatorisk forventningsafstemning mellem dagtilbud/skole og hjem”. De skriver:

Dette kan for eksempel udformes i en forældrekontrakt, hvor dagtilbud eller skole klart har formuleret, hvad de forventer af forældrene, hvad forældre kan forvente af dagtilbud/skole, og hvordan forældrene bedst muligt kan bakke op om barnets dagtilbud /skole til alles bedste…

Måske er alt dette godt, men jeg har svært ved at se en klar linje i regeringens politik for hvornår noget er et “familieanliggende” og hvornår myndighederne skal fastlægge principperne for hvordan forældre skal agere. Jeg aner, at udtalelserne om barselsorlov er møntet på dem, regeringen gerne vil tækkes, mens udtalelserne fra opdragelsesteamet mest er beregnet på at fastlægge en politik over for grupper i befolkningen, som regeringen opfatter som et problem. For den førstnævnte gruppe er familien ukrænkelig og et “familieanliggende” som regeringen ikke skal blande sig i, for den sidstnævnte gruppe forholder det sig noget anderledes.

Udsat for konkurrence og kærlige skub i alle tre sektorer

Nu, hvor overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er overstået, er det nødvendigt at huske på, at kampen om arbejdsvilkårene på det offentlige område ikke er slut. Tværtimod.

Af og til hører man politikere fra  de partier, der gerne vil danne regering, tale om “afbureaukratisering” (som Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen Rasmussen har kaldt det) eller endda om “et opgør med New Public Management” (som Mette Frederiksen kalder det). Men i al stilfærdighed kom der i sidste måned en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet og Erhvervsministeriet med titlen Konkurrenceudsættelse – den bedst mulige service for pengene. Den bliver indledt med disse ord:

Danmark har brug for en offentlig sektor, der følger med tiden og som konstant udvikler og fornyer sig. En vej til fortsat kvalitetsudvikling, innovation og effektivisering af den offentlige opgaveløsning er mere konkurrence om de offentlige opgaver.

Regeringen ønsker derfor at konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver i stat, regioner og kommuner. At en opgave konkurrenceudsættes betyder ikke nødvendigvis, at opgaven skal varetages af en privat aktør. Det centrale for regeringen er, at opgaven bringes i udbud, og at det testes, om opgaveløsningen er effektiv og giver den bedste kvalitet til prisen. Det afgørende er, at danskerne får den bedst mulige service for pengene.

Regeringen vil derfor opstille ambitiøse måltal for konkurrenceudsættelsen i kommuner, regioner og staten. Ambitiøse måltal skal give konkurrence-udsættelsen et kærligt skub i alle tre sektorer. Vi har tidligere haft måltal på kommunernes område. Tiden er nu kommet til at have måltal for hele den offentlige sektor.

Her er der tale om alt andet end et opgør med New Public Management – der skal tværtimod være endnu mere af den, hvis det står til den nuværende regering. Der skal være endnu mere konkurrence og endnu flere målinger i den offentlige sektor. New Public Management har været et centralt princip hos alle regeringer siden sidste halvdel af 1990erne, og hvis det virkelig har været så god en idé, er det underligt at problemerne i den offentlige sektor tilsyneladende stadig er så store.

Men der blev ikke talt ret meget om denne rapport i maj måned i år; den udkom lige efter at overenskomsterne var faldet på plads, og det er næppe tilfældigt. Det helt store diskussionsemne var nu blevet tildækningsloven om burkaer mm. Noget tyder på at den kommende valgkamp også skal handle om flygtninge- og udlændingepolitik, så fokus også til den tid bliver fjernet fra de voldsomme ændringer, den offentlige sektor er i færd med at blive udsat for.

Jeg kan i øvrigt ikke lade være med at bemærke, at frasen “et kærligt skub” blev introduceret af Inger Støjberg i 2009 som hendes beskrivelse af kontakthjælpsloftet og siden er blevet brugt bl.a. for at retfærdiggøre stramninger af regler for familiesammenføringer. Hvor megen kærlighed, der så har været i alt det skubberi, der er fundet sted, kan og bør diskuteres.

Forhåbentlig er der nogen, der i den kommende valgkamp tør sige, at vi efterhånden trænger til at tale om hvad New Public Management gør ved vores samfund.

Miljøforkæmperen, der ikke kunne mere

Ugen efter David Buckels død hang hans hat stadig på sin krog i skuret ved komposteringspladsen.

I dag kunne jeg læse om amerikaneren David Buckel, der i april i år begik selvmord ved at sætte ild til sig selv. Igennem mange år havde han som idealistisk advokat arbejdet utrætteligt for homoseksuelles rettigheder (han var selv bøsse), men senere viede han sit liv til et stort projekt om kompostering af organisk affald i New York. For få uger siden var det dog som om han ikke kunne mere. Trump-regeringen var systematisk i gang med at fjerne den eksisterende miljøbeskyttelseslovgivning. En tidlig morgen gik David Buckel hen på et øde område, hældte benzin over sig selv og stak ild til sig selv. Ikke engang hans mand eller voksne datter kendte noget til Buckels selvmordsplaner. I et afskedsbrev skrev han, at han ønskede, at hans død kunne sætte fokus på ødelæggelsen af miljøet og specielt på klimaforandringerne. Om det er tilfældet, er yderst uklart for mig – der har ikke været noget i de danske nyheder om David Buckels død, og heller ikke New York Times, hvor jeg kunne læse den lange beretning om Buckels liv og død, har noget på forsiden.

Der er mange beretninger om mennesker, der i krisetider begår selvmord som en reaktion på den uoverskuelige situation. Under nazismen var der således mange selvmord blandt tyske jøder. Berømte forfattere som Walter Benjamin og Stefan Zweig var blandt dem, der slog sig selv ihjel. Hvis man tænker på sådanne selvmord som protester, gjorde de ingen forskel – ud over at Tyskland mistede nogle af sine bedste borgere, præcis som USA er blevet et lidt fattigere sted uden miljøforkæmpere som David Buckel.

Og nu spekulerer jeg på, om vi kommer til at se andre af denne slags afmægtige protester mod en verdenssituation, der for mange af os forekommer så uoverskuelig og dyster. Jeg håber det bestemt ikke.

Efter afstemningen

Det er ikke engang fem uger, det stod klart at der ikke ville blive storkonflikt på det offentlige område i 2018. Lige nu føles det som meget længere tid siden. Mange af os bandt en masse mental energi i arbejdskampen i de måneder, den stod på, og jeg var en af dem, der talte om den truende konflikt hver dag. Alt andet lige var derfor det en stor lettelse at der ikke kom nogen konflikt. Nu kunne vi omsider tænke på noget andet igen. Samtidig var jeg og mange andre dog meget skuffede over at lærerne fik et så pauvert forhandlingsresultat, som de gjorde. Nogen arbejdstidsaftale blev det slet ikke til.

Nu foreligger så resultatet af urafstemningerne, og i næsten alle fagforeninger har der været et stort flertal for overenskomsterne. I min fagforening DM var det næsten 98 procent, der stemte ja. Også i Danmarks Lærerforening var der flertal, omend kun på omkring 75%.

Fordi urafstemningerne var særskilte for hvert område, var der ikke så meget at betænke sig på for min side. Jeg kunne godt acceptere overenskomstforslaget, og en nej-stemme fra mig ville ikke kunne give lærerne en bedre overenskomst – det er uklart for mig, hvordan en konflikt på AC-området ville have gavnet lærernes forhandlingsposition. Men havde jeg været lærer, havde jeg stemt nej.

Mindst ét sted på det offentlige område bliver der dog konflikt. De ansatte ved lokalbanerne har nemlig stemt nej til en ny overenskomst, og det betyder, at der kan bryde konflikt ud fra midnat den 11. juni, hvis ikke der inden da er opnået en aftale om arbejdstidsregler. Så nu er det ved lokalbanerne, at vi ser efterdønningerne af forårets store arbejdskamp. Og samtidig er denne konflikt for mig at se endnu en indikator på hvad fremtidens overenskomstforhandlinger på det offentlige område vil komme til at have som et vigtigt tema, nemlig bedre arbejdstidsregler.

Sanktioner i sundhedssystemet

Sundhedsministeren. Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix.

I dag beslutter et flertal i Folketinget at indføre et gebyr, så det vil koste patienter 1.675 kr. at få en tolk med, når de er indlagt på hospitalet og 334 kr., hvis de har brug for en tolk ved besøg hos den praktiserende læge eller på skadestuen. Reglen kommer til at gælde for alle, der har haft bopæl i Danmark i tre år eller mere.

Der er ganske mange ting, der er usympatiske ved denne beslutning, der skyldes regeringen, Dansk Folkeparti og (selvfølgelig også) Socialdemokraterne.

Ét er at det vil kunne få nogle patienter til at lade være med at søge behandling – eller også vil de undlade at bruge tolk og dermed risikere at blive fejlbehandlet. Men hele den bagvedliggende idé om sanktioner er også usympatisk.

Selvfølgelig er det meget vigtigt, at man lærer dansk, hvis man bor i Danmark og ikke har alvorlige fysiske eller psykiske problemer eller er alderssvækket. Jeg kender til akademikere, der har boet og arbejdet i Danmark i en længere årrække, men formodentlig ikke kan dansk overhovedet. Det er ikke godt. Men det vi ser nu, vil ikke ramme disse højtuddannede mennesker.

Gebyret vil derimod ramme fattige udlændinge ekstra hårdt, og her tænker jeg især på dem, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Man kan i dag være på halveret kontanthjælp, også kendt som  integrationsydelse, meget længe, nemlig indtil man har haft, hvad der svarer til to et halvt års fuldtidsbeskæftigelse i Danmark inden for de seneste otte år. Integrationsydelsen er 5.945 kr. om måneden for en enlig uden børn, og her vil det gøre meget ondt i økonomien at skulle have tolkebistand. Hvad vil man i øvrigt gøre, hvis en patient er ude at stand til at betale? Skal patienten nægtes tolkebistand eller kommer patienten til at oparbejde en gæld?

Et argument for dette gebyr skulle være, at udgifterne til tolkebistand for patienter er høje, men gebyret skulle kun kunne indbringe 2,4 millioner kroner årligt. Så det reelle argument er ikke økonomisk baseret. Det, vi nu ser, er at man bruger ulige adgang til sundhedsvæsenet som en sanktion. Vil syge mennesker virkelig blive motiveret til at forbedre deres danskkundskaber ad denne vej?

Lægeforeningen kalder Folketingets beslutning for ualmindeligt kynisk. Det gør jeg også.

En anden slags indignation

Fra Sjælsmark Udrejsecenter. Foto: Thomas Olsen (Sjællandske Medier).

Det er ingen hemmelighed, at Jacob Holdts lysbilledforedrag Amerikanske billeder gjorde et stort og uudsletteligt indtryk på mig, da jeg så det i min gymnasietid. En del af de observationer, som Jacob gør på sin rejse rundt i USA i 1970erne, minder mig efterhånden mere end godt er om hvad vi ser i Danmark for tiden.

Især husker jeg dette sted, hvor den unge Jacob besøger den rige fru Pabst (her citeret fra bogen Amerikanske billeder) lige efter at have besøgt nogle meget fattige mennesker.

Jeg kunne godt lide fru Pabst – levende interesseret som hun er i kunst og kultur – og jeg havde håbet, hun ville give mig lidt penge til at købe mere film for. Så jeg viste hende mine billeder, bl.a. denne lille dreng i muddergrøften.

Da fru Pabst imidlertid så disse fotos af mennesker slået ud af apati og alkoholisme, råbte hun gentagne gange: “Jeg hader dem, jeg hader de dovne dyr. Hvorfor vil de ikke arbejde, hvorfor ta’r de ikke et job?”

Det er underligt, at en kvinde, der faktisk er millionær, bliver så vred på mennesker, der intet har og er helt ladt i stikken. Men ikke helt sjældent har jeg oplevet, at borgere herhjemme, der selv har gode kår (uden at være stenrige som fru Pabst) nærer en tilsvarende vrede mod arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre på samfundets bund.

For tiden er der igen fokus på udrejsecenteret Sjælsmark, hvor afviste asylansøgere nu skal opholde sig. Især for børnefamilier er dette meget hårde forhold, som bl.a. foreningens Børns Vilkår har påpeget.

Og nogle politikere er stærkt indignerede. Men de retter ikke vreden mod de forhold, der får nogle mennesker til at flygte til et andet land langt væk sammen med deres børn og heller ikke mod de forhold, børn må leve under. Nej, vreden rettes mod de pågældende børns forældre. Dansk Folkepartis børneordfører Pernille Bendixen siger til bloggen Den Korte Avis (som jeg ikke vil give et link til) at

”De har taget børnene som gidsler i håb om alligevel at få asyl. For dem er det åbenbart underordnet, at børnene helt åbenlyst mistrives.”

Man kan høre lignende udtalelser fra bl.a. Inger Støjberg og socialdemokratiske politikere.

Jeg ved ikke præcis, hvor borgernes vrede, som de retter nedad, stammer fra. Der er noget mærkeligt i at være vred på mennesker, der er tydeligt magtesløse og ikke har nogen privilegier overhovedet. Men politikerne bidrager (i al fald for mig at se) desværre meget tydeligt til at holde denne paradoksale form for “social indignation” i live. (I 2013 var Sophie Løhde faktisk meget indigneret over placeringen af et udrejsecenter på Sjælsmark, men det skyldtes at hun var bange for at det ville medføre kriminalitet og påvirke lokalsamfundet.)

Oprøret, der bliver væk

Pinsemarchen 1968 mod krigen i Vietnam.

I 1960’erne var der intet demokrati på universiteterne. Rundt om i verden havde racisme og anden intolerance kronede dage. Nye slags teknologi var et instrument for store forandringer. Ude i Vietnam rasede en ekstremt blodig krig.

I 2018 er der intet demokrati på universiteterne. Rundt om i verden har racisme og anden intolerance kronede dage. Nye slags teknologi er et instrument for store forandringer. I Syrien raser en ekstremt blodig krig.

Dengang for 50 år flød bægeret over, og fra 1968 og frem skete der tilsyneladende en masse. I pinsen 1968 var der f.eks. en stor march fra Helsingør til København i protest mod krigen i Vietnam.

Hvad sker der i dag, hvor det er også er pinse? Tilsyneladende ikke nær så meget. Jeg har tit undret mig over at der ikke er omfattende fredsdemonstrationer rundt om i verden for at standse krigen i Syrien og over at der ikke er voldsomme protester blandt studerende mod den gældende danske universitetslov. Ja, vi var mange, der der protesterede mod belejringerne af Aleppo og Ghouta (jeg var selv med til arrangere fakkeltog i Aalborg ved begge lejligheder), men protesterne har ikke nær samme omfang som for 50 år siden, da det gjaldt Vietnam.

Hvorfor er det sådan? Der er en interessant kronik af Lauritz Korfix Schultz i Berlingske (af alle steder!) i dag. Han spørger om det samme, og han kommer også med et nærliggende bud på et svar. I dag er det lykkedes at skabe en illusion om at alt er muligt, hvis bare man gør nok. Alle kan blive stjerner, alle kan få en uddannelse, alle kan (og bør) skabe deres egen virksomhed. Hvis ikke man lykkes med dette, må det derfor være éns egen skyld – og det samme må gælde for de andre. Og man kan ikke gøre oprør mod sig selv, kun forsøge at forbedre sig selv.

Også jeg, der ikke altid har kendt denne tilstand af kronisk konkurrence mellem alle, sidder ofte og anklager mig selv for ikke at gøre det godt nok i mit arbejdsliv.  Men det er på tide, at jeg og andre indser, at der ikke findes nogen konkurrence inden for de nu fremherskende spilleregler, hvor alle vinder.

Igen og igen

Endnu et skoleskyderi er netop fundet sted i USA. Jeg spekulerer selvfølgelig på, hvor længe tilhængerne af den næsten ikke-eksisterende lovgivning om håndvåben kan blive ved med at ignorere at det bare bliver ved og ved.

Men det er også vigtigt at fokusere på hvorfor der så ofte er elever, der på denne måde går amok. Ofte er der tale om psykisk sårbare unge mennesker, hvis situation bliver direkte værre gennem deres nederlag i uddannelsessystemet og i forsøgene på at blive socialiseret. For dette sker jo igen og igen; selvfølgelig er massemordene kun toppen af isbjerget. Siden 2016 har vi set en del bilangreb rundt om i Europa og Nordamerika. Bilangriberne er, i al fald så vidt jeg kan se, lidt ældre end skoleskyderne, men i begge tilfælde er der tale om gerningsmænd (det er så godt som altid store drenge eller unge mænd), der har ondt i livet.

I Politiken er der i dag et debatindlæg, der beskriver hvordan en dansk folkeskoleelev på mellemtrinnet overfalder to lærere.

Indlæggets forfatter, der er tillidsrepræsentant på den pågældende skole, skriver

Den ene lærer bliver slået omkuld, og den anden bliver overfaldet med bid, spark og slag. Alt dette foran resten af klassen. Efter lidt tid får man eleven ud på gangen og op til kontoret. Her bliver vores leder ligeledes slået, og hele entreen til skolen bliver raseret.

Den ene lærer bliver slået omkuld, og den anden bliver overfaldet med , spark og slag. Alt dette foran resten af klassen. Efter lidt tid får man eleven ud på gangen og op til kontoret. Her bliver vores leder ligeledes slået, og hele entreen til skolen bliver raseret.

Eleven raserer derefter et nyt område, hvor planter og billeder fra væggene bliver totalt ødelagte. Elevens forældre er ankommet til skolen, men heller ikke de kan få barnet til at falde ned. Situationen er totalt kaos. Efter lidt tid er eleven løbet væk fra kontoret. Bekymringen går nu på, om eleven kan finde på at overfalde tilfældige børn og voksne på skolens gange. Det overvejes, om der skal tilkaldes yderligere hjælp i form af politiet. Der er ikke kontrol over situationen.

En periode med uvished tager over. Eleven er blevet observeret i en gård midt i skolen. Her kan dørene låses, og det bliver de. Eleven er nu låst inde i en stor gård, hvor vi blot kan afvente, at han falder ned. Imens vi venter, bliver flere af klasserne sendt hjem for at skabe ro. Elevens forældre kan langsomt bevæge sig tættere på ham, og til sidst – efter et par timer – falder han nok ned til, at de sammen kan forlade skolen.

Jeg vil gætte på at en sådan elev ville have været en potentiel skoleskyder, havde dette været USA og ikke Danmark.

Livet i Skyen

Foto: Anders Rye Skjoldjensen

I går skrev jeg om mine egne luksusproblemer med et nyt fjernsyn. I dag vil jeg vende blikket mod en verden, der er virkelig for mange i Danmark, nemlig et liv i misbrug, fattigdom og ensomhed. Det er skyggesiden af den forbrugsfest, der gør det muligt for folk som mig at købe nye varer. Det er veldokumenteret, at store dele af økonomien bag handel med og produktion af narkotika passerer gennem finansverdenen, bl.a. store banker, og dermed reelt er en integreret del af den “rigtige” kapitalistiske økonomi.

I dagbladet Information er der i dag en artikel om værestedet Skyen i København, hvor de lokale narkomaner kommer for at fixe. Den er vigtig læsning.

»Det er ikke hr. og fru Jensens velstimulerede børn, der kommer her. Det er krigsveteraner og folk med de værste socialsager, man kender fra medierne. Jeg tror, at du og jeg kunne ryge heroin i en uge, og så ville du nok være lidt syg, men der ville ikke være fare for, at du hang i det resten af dit liv.«

Manden med den grønne kasket mener ikke, at det er stofferne i sig selv, der er problemet. Stofferne giver en pause fra de virkelige problemer, som de fleste stofbrugere har.

De næste tre linjer giver et chokerende, men meget tydeligt indblik i nogle årsager til stofmisbrug, og på sin måde siger dette citat mindst lige så meget som mange af de analyser, vi støder på.  Derfor vil jeg lade det udgøre afslutningen her.

»Vi siger jo: Onkel Benny bollede mig i røven fra jeg var tre år gammel, ik’? Jeg har det svært, så stikker jeg mig i armen, og pift: Så har jeg det godt,« siger han.

Dårligt integreret?

Der er et interview hos DR med Lars Ulrich fra Metallica. Meget af interviewet handler om hvordan han opfatter sig selv efter at have tilbragt  mange år i USA. Han siger

– Folk bliver tit overrasket, når jeg siger, jeg er dansk. Jeg er dansk statsborger. Jeg rejser rundt med et lille, dansk, rødt pas. Jeg er ikke amerikansk statsborger. Jeg er dansk. Det er en væsentlig del af, hvem jeg er, og hvordan jeg ser verden.

– Nogle gange skal man lige have folk til at forstå, at jeg er dansk, og at det ikke er noget, jeg leger indimellem…

Og han mener det tydeligvis. Jeg har selv været til koncert med Metallica i Glasgow for mange år siden, da deres storsælgende “sorte album” udkom, og dengang, husker jeg, sad der et dannebrogsflag på Lars Ulrichs trommesæt. Det var i øvrigt en god koncert. Metallica er faldet meget af på den siden dengang, men til den koncert for mere end et kvart århundrede siden var de endnu skarpe.

Mange i Danmark er nok lidt stolte af den slags handlinger og udtalelser, og det var da også specielt for mig at se et dansk flag den aften i Glasgow; jeg var formodentlig den eneste dansker blandt publikum. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mange i Danmark mon ville reagere, hvis en herboende udenlandsk musiker i et dansk ensemble sagde, at han efter mere end 30 år stadig ikke følte sig dansk og ikke ville være dansk statsborger.