Kategorier
Blog Det er din egen skyld

Det er din egen skyld

En af kategorierne, jeg ofte bruger på denne blog, er kategorien Det er din egen skyld. Min fornemmelse er nemlig, at dette er et underbevidst motto i vor tid. Samfundsforskeren Rasmus Willig har skrevet en hel bog om dette motto tilbage i 2013. Bogen hedder Kritikkens U-vending og fortæller historien om hvordan konkurrencesamfundet og den neoliberalisme, det udspringer af, påvirker hele vores måde at tænke på, og hvordan det udmønter sig i tidstypiske fænomener som coaching, fitness og medarbejderudviklingssamtaler. Det, der ofte sker, og som fænomenerne bestyrker, er at vi udelukkende prøver at ændre på os selv, ikke at ændre på de sammenhænge, vi indgår i. Her er et nøglecitat fra Kritikkens U-vending:

I vores samfund er den indadrettede kritik blevet den mest dominerende. Uanset hvor dårlig belægningen er, er det ikke banen, der er noget i vejen med, uanset om strengene på ketsjeren er slappe, eller om luften er gået helt ud af boldene, er det min egen skyld, ikke samfundets. Hvis dommeren dømmer forkert, er det nok min egen skyld. Havde jeg bare argumenteret anderledes, ville jeg sikkert have vundet sympati. Hvis bolddrengene ikke er hurtige nok, er det nok også min egen skyld, for jeg skal bare lære at være mere tålmodig. Jeg skal arbejde mere seriøst med min tålmodighed. Det er en del af gamet, og det må jeg lære. Hvorfor skal det være så svært? Det er ikke deres, men min skyld.

Med kritikken er skylden vendt indad og med den skyldfølelsen, der tynger de ekstroverte handlinger. Selvkritikken er blevet den mest dominerende form for kritik. Det er derfor heller ikke underligt, at moderne psykiske sygdomme har det tilfælles, at de kendetegnes ved en “uhørt selvkritik”. Det uhørte skal forstås bogstaveligt. Selvkritikken er uhørt i den forstand, at ingen kan høre eller dele den, så længe den er spærret inde af samfundets snævre normer for, hvad der må og ikke må siges, og den er uhørt i den forstand, at selvkritikken aldrig har været større. Den er større, end hvad godt er – og derfor det psykiske kollaps.

Fra Rasmus Willig: Kritikkens U-vending, Hans Reitzels Forlag 2013.

Sportsmetaforen er ikke tilfældig; konkurrencesamfundet holder meget af at bruge den slags floskler. Man skal bare tænke på udtryk som “på den lange bane”, “dømt ude” eller “sparke til hjørne”, der forekommer så ofte i management-sprog og i politik.

Selvfølgelig passer Willigs beskrivelse af det moderne selvkritiske menneske ikke på alle. For eksempel er jeg meget sikker på, at den ikke gælder Donald Trump eller Jair Bolsonaro. Men netop de er eksempler på mennesker, der godt kunne trænge til at forholde sig kritisk til sig selv.