Frygt og konkurrence

Kilde: THE DATA TEAM/The Economist.

OECDs PISA-undersøgelser har ikke noget med Italien at gøre; PISA står for Programme for International Student Assessment.  Ved PISA-undersøgelsen i 2015 vurderede man kundskaberne hos mere end en halv million elever i 72 lande. For første gang fik eleverne i 53 af deltagerlandene også stillet kvalitative spørgsmål om deres trivsel i skolesystemet, herunder deres forhold til forældre, til lærere og til andre elever.

To af de interessante spørgsmål er om elevernes ambitionsniveau og deres frygt for ikke at klare sig godt til eksamen. Grafen overfor kommer fra The Economist og viser denne sammenhæng.

I øverste højre hjørne kan man se en farvekode, der viser hvor god et lands PISA-score er. Og det interessante er, at de lande, hvor eleverne på samme tid har en høj ambition om at være blandt de bedste i klassen og er bange for at klare sig dårligt til eksamen, selv om de har forberedt sig godt, faktisk også er lande med en lav PISA-score. Lande som Schweiz, Tyskland, Belgien og Nederlandene, hvor eleverne ikke har så høje ambitioner og ikke er så bange, er derimod lande med temmelig høj PISA-score. I Danmark er ambitionsniveauet og frygten for ikke at klare sig begge over OECD-gennemsnittet, men hvis man ser på tallene i PISA-rapporten fra 2015, er Danmarks PISA-score faktisk lidt lavere end Schweiz’s.

Denne slags data kan ikke undgå at skabe tvivl om hvorvidt konkurrence og “motivationsfremmende foranstaltninger” mon er de afgørende drivkræfter, som man ofte får at vide at de skal være i uddannelsessystemet.

Flattr this!

Hemmeligheder og løgne om os selv

Meget ofte tænker vi på fordomme som implicitte – de er der, selv om vi ikke bryder os om at de er der. Hvis det er dét, der er tilfældet, er det en årsag til at racistiske udsagn ofte bliver ledsaget af en forsikring om at den talende ikke er racist, men…: Den, der taler, vil ikke være racist og ser ikke sit udsagn som racistisk (selv om det faktisk altid er det). “Ikke-racisten” lyver for sig selv.

Men det kunne også være tilfældet, at vi faktisk ikke har noget imod vores fordomme, men bare prøver at skjule dem så godt vi kan. Så er fordommene eksplicitte, men skjulte: Vi har ikke lyst til at indrømme at vi er racister, men vi har egentlig ikke noget imod at være det. Det sidste er vel den mest skræmmende mulighed, for den betyder at racisme (og homofobi og antisemitisme og andre former for fordomme og had) bare er “gået under jorden”. Vi lyver ikke for os selv, vi lyver for de andre.

Hvordan finder vi ud af hvad der foregår inde i vores hoveder? I dag kunne jeg læse en interessant artikel af den amerikanske dataanalytiker Seth Stephens‑Davidowitz, der har fået adgang til søgedata hos Google, forstået som de søgestrenge, brugerne indtaster. Hans konklusioner kan ses i bogen Everybody Lies: What the Internet Can Tell Us About Who We Really Are, som nu står på min ønskeliste.

Det er afslørende at se, hvad der bliver søgt på, og måske kan det på indirekte vis fortælle os f.eks. hvor stor en procentdel af befolkningen i USA, der er homoseksuelle. Det er således alle steder i USA omkring 5 procent af alle søgninger efter porno, der er søgninger efter bøsseporno, og der er små forskelle i søgehyppigheden mellem delstaterne – i Mississippi er den 4,8%, mens den i Rhode Island er 5,2%. Men det kan også røbe noget om hvor mange, der er åbne om deres seksualitet. For ser man efter hvilke mandlige Facebook-brugere, der angiver, at de er interesseret i mænd, er der procentvis dobbelt så mange i Rhode Island som i Mississippi, hvor der er langt lavere opbakning om at tillade homoseksuelle ægteskaber.

En anden interessant og trist observation er om racismen i USA. Der er 17 gange flere søgninger på “nigger jokes” end på søgninger om vittigheder om andre etniske og religiøse mindretal i alt. Og disse søgninger ser ud til at være mest hyppige på bestemte tidspunkter, hvor der er fokus på afro-amerikanere i medierne. Ét tidspunkt var efter orkanen Katrina i 2005, der især ramte bydele med sorte amerikanere. Et andet var da Barack Obama blev valgt til præsident i 2008. Og søgningerne efter “nigger jokes” vokser i hyppighed med omkring 30 procent på Martin Luther King Jr Day.

Racistiske vittigheder er i høj grad eksplicit racisme, og det får Stephens-Davidowitz, der selv er en kridhvid mand, til at fremsætte den hypotese, at årsagerne til den diskrimination, der stadig er udbredt i USA ikke så meget er et resultat af tidligt indlærte og underbevidste negative reaktioner mod afro-amerikanere som den er et resultat af at millioner af hvide amerikanere søger efter “nigger jokes”.

Min umiddelbare tanke efter at have læst Stephens-Davidowitz’ artikel er, at det kunne være interessant at lave en lignende undersøgelse for danske søgeresultater.

Flattr this!

Det er måske umuligt at skifte mening

Jeg og mange andre har en grundopfattelse af at man kan ændre folks politiske holdninger ved at præsentere dem for utvetydige fakta. Men en undersøgelse foretaget af fire samfundsforskere fra USA og Storbritannien under præsidentvalget i USA i efteråret 2016 er interessant i den henseende. 

Forskerne bad vælgere om at vurdere en række udsagn, som Donald Trump havde fremsat i løbet af valgkampen – og som var faktuelt forkerte. Forskerne gav vælgerne data, der viste at Trumps påstande var ukorrekte og bad dem om at vurdere om Trump havde sagt sandheden eller ej. Det overraskende er at de vælgere, der støttede Trump, ikke havde problemer med at gå med til at Trump havde talt usandt – men det havde ingen signifikant indflydelse på deres beslutning om at ville stemme på ham

I konklusionen skriver forskerne

Still, our results provide compelling evidence that citizens can accept factual corrections of misstatements even when they are made by one’s preferred candidate during a presidential election. However, any optimism should be cautious. Information about the accuracy of a claim had little effect on people’s attitudes toward the candidate being corrected. Respondents—particularly Trump supporters—took the corrections literally, but apparently not seriously.

Det er interessant, at man (i hvert fald for nogles vedkommende) kan acceptere, at politiske udsagn er faktuelt forkerte, men at man ikke tager dette så alvorligt, at man skifter mening på afgørende vis. Og trist er det egentlig også, for det er endnu et tegn på at det gode argument ikke betyder nær så meget for opinionsdannelsen, som det burde, i den politiske debat. Og især er det interessant at vælgere, der bakker om den reaktionære nationalisme som f.eks. Donald Trump er eksponent for, især har svært ved skifte mening.

Flattr this!

Hemmeligheden bag Aalborg Øst?

Oddesundvej i Aalborg Øst. Foto: AKU- Aalborg

Der er måske en uventet sammenhæng mellem forurening og social ulighed.  En af de mere overraskende undersøgelser, jeg har set, er en undersøgelse af hvordan det kan være at det i mange større byer er sådan, at de socialt mest belastede områder ligger i byens østlige del. Sådan er det i mange britiske storbyer og det er også tilfældet i bl.a. Paris, New York og Helsinki. Og det er såmænd også sådan i Nordens Paris; Aalborg Øst er et udsat boligområde i forhold til resten af Aalborg, og den almene folkesundhed er på et lavere niveau end i den vestlige del af byen.

Forklaringen skulle ifølge en britisk undersøgelse fra 2016 være – vindforholdene. I mange byer på den nordlige halvkugle er vestenvinden fremherskende, dvs. blæsten går mod øst. Og den fører forureningen med sig østover.

Forskerne konstruerede en matematisk model for vindforholdene i 70 britiske storbyer ud fra hvordan industrien og dens forureningskilder i form af skorstene ville have været i 1880. Konklusionen, de nåede, var at områder med en høj grad af luft forurening var i signifikant større fare for at blive lavindkomstområder – og at de generelt lå i den østlige del af byerne. De, der havde råd, ville ganske enkelt vælge at flytte fra de mest forurenede område, og de, der ikke havde råd, havde en større risiko for at få problemer med dårligt helbred.

Det rigtig interessante er at der i de byer, hvor forureningen blev begrænset markant, efterhånden skete en udligning mellem de rigere og de ikke så rige bydele. Så her er endnu et vigtigt og overraskende argument for at det er vigtigt at begrænse forurening – det vil kunne gøre noget ved social ulighed.

Flattr this!

Terroren starter i hjemmet

Alle terrorister har en forhistorie, og der bliver ofte brugt mange kræfter på at analysere den for at forstå hvordan nogen kan begå så afskyelige forbrydelser. Åsne Seierstad skrev således en hel bog om Anders Breivik og hans baggrund og opvækst – med En av oss (som jeg har skrevet om her på bloggen tidligere) handler retfærdigvis også om nogle af de mange mennesker, han slog ihjel.

Der er en interessant artikel i The New Statesman om netop terroristers forhistorie. Mange af de mænd, der har slået mennesker ihjel i terrorhandlinger, har nemlig begået vold over for deres kvindelige partner og udøvet ekstrem social kontrol ved f.eks. at kræve at hun skulle gå med ansigtet tildækket. Dette peger på et lighedspunkt mellem terrorister og mange andre voldsforbrydere og mordere. Også en del mænd, der myrder deres familier, har nemlig en lignende forhistorie med vold i hjemmet og ekstremt kontrollerende adfærd. Og hvis terror har til formål at skabe en diffus følelse af utryghed i samfundet, kan man sige noget lignende om systematisk vold i hjemmet.

Det er ikke psykisk velfungerende mænd med et godt selvbillede, vi har med at gøre. Deres ekstreme krav til kvinder udspringer i virkeligheden af en foragt for kvinder, som de kan begrunde i en ekstrem tolkning af islam eller i nogle ekstreme syn på rollerne i en familie. Derfor er kampen mod terrorisme og familiemord faktisk også en kamp mod nogle dybt usunde opfattelser af hvad det vil sige at være mand.

Flattr this!

Bibliotekerne dannede os

Dagens bedste Facebook-opdatering skyldes (som så ofte før) Peter H. Olesen, sanger, sangskriver og forfatter, og den fortjener at blive citeret her:

DR – især radioen – opdragede mig kulturelt, da jeg var i den labile alder. Og lige så sådan folkebibliotekerne. Alt var ikke for alle, men for den enkelte. For den nysgerrige, den sultne, søgende. Sådan en som mig fra en nogenlunde almindelig, semi-dysfunktionel familie i et nyopført parcelhuskvarter i provinsen. Radioen og biblioteket ændrede min ungdom og dermed mit videre liv. Tak for det.

Som barn og ung har jeg selv haft nogle af mine bedste stunder på biblioteker – på skolebiblioteket og siden på kommunebiblioteket. Kombinationen af stilheden, det, der virkede som ufatteligt mange bøger og så stole her og der gjorde det muligt for mig at bevæge mig i verdener af tekst og billeder, som jeg ellers aldrig ville have anet eksistensen af. Det, jeg ikke nåede at komme igennem, kunne jeg låne med hjem. Med tiden blev også musiksamlingen et sted, jeg besøgte. Der var god tid, og også når jeg tændte for radioen, havde radioens stemmer god tid. Biblioteket og radioen var med til at danne mig og mange andre, og der var et begreb om dannelse, der skinnede igennem på en god måde. De rolige stemmer fra børneradioen, som nu går bort – Jimmy Stahr, Thorkild Demuth og andre – var den første dannelse for mig, og ikke helt sjældent tog de faktisk fat i bøgernes verden.

I vore dage er bibliotekernes betydning for dannelsen på retur, og radioen ligeså. Det store online-bibliotek og den store online-radio World Wide Web flyder over med skidt og kanel, og derude på Internettet går det altid stærkt.  Dannelsen er det lidt for ofte så som så med.

Faktisk er et af de største britiske hits fra 1990’erne en hyldest til alt det, bibliotekerne kunne give, samtidig med at det er en kritik af det britiske klassesamfund, hvor alle skulle (og skal) lære at kende deres plads. “A Design for Life” blev også en genkomst for Manic Street Preachers, nu reduceret til en trio af lidt anonymt udseende mænd, der lod sangene tale. Det var hér, jeg begyndte at lytte til dem.

Flattr this!

Så er det i dag

Fordi jeg for mange år siden boede i Skotland, har jeg længe været interesseret i skotsk og britisk politik og har prøvet at følge med i valgkampen, når der har været valg til Underhuset. Maggie Thatcher var en premierminister, jeg og mange andre ikke kunne udstå, og årene med hende var én lang ørkenvandring af magtfuldkommenhed og arrogant kynisme. Jeg har heller ikke noget pænt at sige om den person, der er afbildet ovenfor.

Flattr this!

Skabt i hinandens billede

Jeg har læst en anmeldelse af The Idea of the Muslim World, en bog af historikeren Cemil Aydin. Hans observation er, at ideen om “den muslimske verden” først ser dagens lys hos britiske, franske og amerikanske historikere. En af dem er Arnold Toynbee, der i sit værk Civilization on Trial fra 1927 har et helt kapitel om “Vesten” og “den muslimske verden“, hvor sidstnævnte af ham bare bliver benævnt Islam. Det påfaldende er, at nogle toneangivende islamister og nationalister i Mellemøsten griber fat i denne idé og roser Toynbee!

Aydins pointe er at muslimer gennem de sidste knap 100 år i nogle sammenhænge er blevet det, man kalder en racialiseret gruppe, dvs. at andre uden for gruppen definerer dem som en særskilt etnisk gruppe eller race (med hvad deraf følger af fordomme og intolerance, der manifesterer sig som racisme), og at der så efterhånden er sket det, at medlemmerne af denne gruppe også begynder at opfatte sig selv på denne måde, nemlig som en anderledes gruppe. Anmeldelsen af Aydins bog fremhæver dog, at der allerede i mange år inden har været ideer i Vesten om Islam som Den Anden – det er en idé, der bl.a. dukkede op allerede under korstogene. Men det nuværende “spejlbillede” ser ud til at være et fænomen fra det 20. århundrede.

Det interessante er i al fald, at mennesker ofte begynder med at sætte Den Anden, og derefter sig selv, i bås – og at Den Anden så gør det samme. På samme måde er det interessant, at begrebet “heteroseksuel” faktisk først dukker op samtidig med begrebet “homoseksuel”!

Flattr this!

Lær at snyde?

En artikel i New York Times tager fat i det problem, at mange datalogistuderende i USA bliver taget i at snyde, når de skal programmere. Der er masser af kodeeksempler derude, som dukker op i diskussionsfora som f.eks. StackExchange, og dem er det oplagt at bruge, hvis man selv sidder fast.

Jeg gør det også selv; jeg programmerer ikke ret tit, men for nylig skulle jeg opdatere et shellscript til at håndtere en hel masse filer afleveret af studerende. Her opdagede jeg at jeg ikke længere kunne huske, hvordan man tester om der ligger filer med en bestemt endelse i et bestemt katalog [ja, så rusten er min viden]. Så jeg fandt svaret på StackExchange-stedet StackOverflow og nogle linjer bash-kode, jeg kunne tage udgangspunkt i.

Dette er en helt gængs fremgangsmåde i programmeringssammenhænge. Men hvorfor må studerende så ikke gøre dette? spørger nogle så. En af dem er Matthew Hughes, der er en engelsk journalist. Og han hævder, at man i softwareudvikling bare skal have arbejdet gjort og derfor ikke følger principperne fra den akademiske verden. Derfor, siger han, bør datalogiuddannelserne gøre denne praksis med at tage andres kode til normen.

Men problemet er ikke, at man bruger andre menneskers kodestumper eller at man står på skuldrene af andre. Og problemet er heller ikke at en “uheldig” akademisk tradition står i vejen for effektivitet. er den manglende ærlighed, der opstår, når man ikke indrømmer, at man bruger andres kode.  Det er den sædvanlige bekymring om plagiering, vi har med at gøre. I open source-projekter skal man netop eksplicit kreditere hinanden, og det er faktisk en praksis, der stammer fra den akademiske verden. Richard Stallman, der om nogen er ophavsmand til open source-ideen, tilbragte som bekendt selv en del år i den akademiske verden.

Men hvad er egentlig praksis for at bruge andres kode? I nogle tilfælde er de bidrag fra andre, som man bruger, måske bare en linje, der viser hvilke valgfrie argumenter, en kommando skal have for at virke korrekt (sådan var det i mit tilfælde), og da er det reelt umuligt at kreditere, for der er her kun tale om minimale eksempler. Men for længere stumper kode er det helt anderledes.

Hvis studerende i deres projektarbejde anvender kode som andre har lavet, men gør tydeligt opmærksom på hvor de har gjort det og hvorfor, kan vi nemt se, hvad de studerende kan og hvad de ikke kan og om de studerende selv opfylder læringsmålene. Og det er dét, datalogiuddannelserne skal lære de studerende – at de altid skal kreditere andre for det, de ikke har lavet selv.

Hvis man f.eks. skulle implementere en parser for at opfylde læringsmålene for et projekt, men snupper koden for en parser fra andre, er det ganske gemen plagiering, hvis man ikke krediterer det, og et tydeligt tegn på at man ikke har vist, at man kan implementere en parser, hvis man krediterer andre for koden!

Flattr this!

En verden i krig?

Ovenfor er en oversigt over krige i verden inden for de seneste 600 år. De lyserøde cirkler markerer krige, og størrelsen af dem indikerer antallet af ofre. Kurven over det samlede antal civile og militære dødsfald er markeret med rødt, mens kurven over militære dødsfald er markeret med sort.. De to verdenskrige i forrige århundrede er selvfølgelig de største cirkler, men Trediveårskrigen er også påfaldende stor. Det er også påfaldende, at der ved indgangen til vort århundrede har været et voldsomt aftagende antal militære dødsfald. Antallet af civile dødsfald er også aftaget, men især de militære dødsfald er aftaget. En forklaring kan være, at teknologi og praksis i vore dage har ændret krigsførelsen, så soldater oftere ikke dør, men “bare” bliver såret – for i virkeligheden svækker man den anden krigsførende part endnu mere, hvis man efterlader den med flere sårede, som den skal tage sig af.

Man kan selvfølgelig bruge grafen til at observere, at der “altid” (dvs. i de seneste 600 år) altid har været krig et eller andet sted i verden. Heraf vil pessimister så konkludere, at krig er uundgåelig. Men der har også altid været steder i verden, hvor der var fred – den slags er bare sværere at afbilde på en sammenlignelig facon. Fordi der altid har været sådanne fredelige enklaver, burde man måske også kunne konkludere, at fred vil være uundgåelig.

Flattr this!