Skærmbillede fra Facebook

I sin essaysamling En hårnål klemt inde bag panelet: noter fra eftertiden fra 2016 skriver Søren Ulrik Thomsen:

For ønsket om anerkendelse og trangen til bekræftelse er ikke det samme. Anerkendelsen retter sig mod en afgrænset præstation og forsøges realistisk doseret i forhold til denne: Hvis et godt stykke arbejde ikke mødes med passende anerkendelse, bliver man med rette vred, ligesom man skammer sig over at blive rost for noget, man ganske godt ved, er for ringe. Men modtages et arbejde med adækvat anerkendelse, går det sociale regnestykke op, og sagen er for så vidt ude af verden, selvom man da på halvsløje vinteraftner har lov til selvtilfreds at beskue pokalerne på kaminhylden. Når trangen til bekræftelse, derimod, er umættelig, skyldes det, at den ikke gælder noget afgrænseligt, som f.eks. et fagligt resultat, men simpelthen hele personens subjektive grundfølelse, der i sagens natur ikke er noget objektivt og derfor ikke kan stilles tilfreds med nok så mange og store anerkendelser af vedkommendes faktiske præstationer. Konstant må han vende sit blik mod de andre for i deres øjne at spejde efter sin ret til overhovedet at være i verden, og de roser ham høfligt for alt, hvad han beder dem om, men deres indre ansigt vender de bort fra dette bundløse hul i bevidstheden.

Søren Ulrik Thomsen: En hårnål klemt inde bag panelet: noter fra eftertiden, 2016

Netop her har Thomsen fat i noget centralt, nemlig at man i arbejdet har brug for anerkendelse. De fleste arbejdskampe bunder netop i dét. Dansk Sygeplejeråd fremførte her i foråret, at sygeplejerskerne i det offentlige sundhedsvæsen havde vist deres betydning ved deres indsats under COVID-19-pandemien som den hidtil var forløbet. Der var desværre mange, der ikke bakkede op om dem, og som så ofte før endte det med et indgreb fra regeringen. Den bitterhed og skuffelse, som sygeplejerskerne sad tilbage med, var tydelig.

Ofte tror jeg, at trangen til bekræftelse kommer fra en indre følelse af utilstrækkelighed og er helt uafhængig af hvor megen anerkendelse, man har fået. Ja, faktisk kan man blive ved og ved med at få stadigt mere omfattende anerkendelse og stadig hige efter bekræftelse — den er netop umættelig. Måske er trangen til bekræftelse i virkeligheden forbundet med impostor-syndromet og måske findes den i særlig grad i fagområder, hvor man forventes stedse at være kreativ og innovativ. Søren Ulrik Thomsen havde selv kunst og litteratur i tankerne, men jeg tror også, det er tilfældet i bl.a, forskning.

Under alle omstændigheder er det vigtigt at kende forskel på ønsket om anerkendelse og trangen til bekræftelse. Det gælder også i arbejdskampe. For mig at se var modargumentet mod sygeplejerskernes krav desværre ofte, at hele bare handlede om en trang til bekræftelse. Men det var det ikke. Især de honninghjerter, de danske sygeplejersker havde fået som tak for deres store indsats under pandemien, fremstod for dem (og for mig) som i værste fald en slags raffineret hån, i bedste fald som manglende situationsfornemmelse. En adækvat anerkendelse var det under ingen omstændigheder.