Pandemien med alt det, den har ført med sig af hjemmearbejde, har gjort noget ved mange af dem, der af de grunde har haft en anden arbejdstilværelse. Når man har været længe borte fra det arbejdsliv, man engang har haft, kan der sætte en tvivl ind: Var det det hele værd? Skal man vende tilbage? Kan man overhovedet vænne sig til at den gamle tilværelse fortsætter?

Det er interessant at læse om hvordan mange ansatte på USAs universiteter nu på hver deres måde lægger deres arbejdsliv om. Nogle vil arbejde på en anden måde. Andre siger simpelthen op. I en artikel i Chronicle of Higher Education skriver en professor på 53 om hvordan han nu kraftigt overvejer at sige op, fordi han er ved at tvivle på, at den akademiske løbebane er bøvlet værd. At forlade en stilling, der er så svær at få, er en beslutning, det er svært at tage. Nogle taler om den store desillusion, andre om den store resignation, for det virker ikke, som om de amerikanske universiteter vil lave ret meget om efter den COVID-19-pandemi, der stadig er i fuld gang i USA.

I en anden artikel i Chronicle of Higher Education kan man læse om hvordan Jenny Connollyd, er havde en lederstilling ved University of Northern Iowa, i begyndelsen af 2021 gjorde noget der engang ville have været utænkeligt for hende – hun tog en uges sommerferie. Det var faktisk hendes første friuge efter at hun havde været på barsel 13 år tidligere. Før pandemien ville hun have været bange for at gå glip af noget på campus. Men så døde to nære venner af COVID-19. I juli i år kørte hun sammen med sin mand, sine fire børn og sine forældre tværs over USA. Det lyder en meget typisk amerikansk ferie, men sådan kan de åbenbart slappe af på de kanter.

Umiddelbart lyder det ekstremt, at man kan arbejde i så mange uden rigtig at ville have fri. Sådan er det næppe i Danmark, men også herhjemme føler mange i universitetsverdenen en stor dedikation til deres arbejde, den samtidig en potentiel kilde til stress. Når man går hjemme, og hjemmet er det sted, hvor man foretager sig alt, bliver det for alvor tydeligt, hvor grænseløst arbejde er. Man kan altid læse sin arbejdsmail, for hvorfor skal man lade være? Hele den faglige stolthed og det særlige ansvar, man føler, kan ende som det, der kører én ned.

Jeg har selv haft dårlig samvittighed ved at tage fri; mest fordi jeg var bange for simpelthen at skubbe den skemalagte undervisning foran mig til et senere og meget ubekvemt tidspunkt. Problemet med denne måde at tænke på er, at man aldrig føler, at man kan holde fri fra arbejde. Samtidig har jeg altid været glad for at holde ferie, når ferien først begyndte. Jeg har tre ekstra feriedage til gode i år på grund af omlægningen af ferieåret, og dem vil jeg selvfølgelig bruge. Og jeg håber, at man i Danmark vil lære noget om arbejdslivet efter pandemien.