Den antoninske pandemi

V0010664 Dødsengelen vælger en dør under pesten i Rom. Wellcome Library, London. Wellcome Images images@wellcome.ac.uk http://wellcomeimages.org. Stik af Levasseur efter Jules-Elie Delaunay. CC BY 4.0 http://creativecommons.org/licenses/by/4.0/

I The New Statesman er der en anmeldelse af John Gray af The Fate of Rome: Climate, Disease and the End of an Empire af den amerikanske historiker Kyle Harper. Det lader til at være en vigtig bog, ikke mindst set i lyset af hvordan verden ser ud i dag.

Ofte har man sagt, at det hele begyndte at gå galt i Romerriget, da Marcus Aurelius udpegede sin søn Commodus til kejser i stedet for at udvælge og adoptere en efterfølger, sådan som hans forgængere havde gjort.

Men alene valget af en efterfølger kan vel ikke være forklaringen alene. Fra 165 til 180 blev Romerriget ramt af en pandemi, der er blevet kaldt den antoninske pandemi. Det var den, der endte med at koste også kejser Marcus Aurelius livet. Omkring syv millioner mennesker døde under pandemien. Symptomerne var bl.a. feber, hoste, diarre, tørst og meget dårlig ånde, efterfulgt af udslæt over hele kroppen. I dag mener historikere, at der var tale om kopper.

Pandemien kunne sprede sig, fordi der på dette tidspunkt i oldtiden var opstået egentlige storbyer og fordi der var blevet bygget veje tværs gennem det store rige – en tidlig form for “globalisering”. Der var også på denne tid klimaforandringer, som dengang ikke var menneskeskabte, men primært var udslag af naturlige variationer. Og Romerriget var ikke forberedt på og slet ikke i stand til at håndtere og inddæmme pandemien.

Et af ofrene for Romerrigets fald var stoicismen og dens overbevisning om at det var muligt at leve et dydigt og harmonisk liv. To hundrede år senere var stoicismen forsvundet, og den mest udbredte religion var Apollon-kulten og den fremstormende kristendom, der til sidst endte som den nye statsreligion.

Det er slet ikke sikkert, at det kommer til at gå som det gik dengang med Romerriget, men parallellerne til situationen her i det 21. århundrede med COVID-19 og menneskeskabte klimaforandringer i samspil med globaliseringen er interessante.

Mennesker på flugt er blevet glemt

Kllde: UNHCR (https://www.unhcr.org/figures-at-a-glance.html)

Medierne har det med at flytte deres opmærksomhed fra problemstilling til problemstilling, uden at det nødvendigvis betyder at en problemstilling er blevet løst. Jeg er også skyldig i det.

I 2015 talte mange om mennesker på flugt, og et folketingsvalg blev vundet på løfter om at gøre så meget som overhovedet muligt for at forhindre mennesker på flugt i at komme til Danmark. Den daværende regering indførte endda et stop for modtagelse af kvoteflygtninge med den begrundelse, at Danmark “havde brug for et pusterum”. Meget af det, der blev sagt om mennesker på flugt for fem år siden handlede i virkeligheden først og fremmest om “os selv”, nemlig de problemer, som politikere i den rige verden mente at mennesker på flugt påførte den rige verden.

Der har været fokus på ganske meget andet på det seneste, og ikke mindst COVID-19-pandemien har fyldt meget. Nu er det racisme og politibrutalitet og ulighed, der er i fokus hos mange. Meget af det, der bliver skrevet i Danmark, handler igen om “os selv”, bare på en lidt anden måde.

Men mennesker er stadig på flugt. Tal fra FNs flygtningehøjkommissariat viser, at der var næsten dobbelt så mange mennesker på flugt i verden i 2019 som i 1990; i dag er 1 ud af 100 mennesker i verden enten flygtning eller internt fordrevet. Fem lande har taget imod særligt mange mennesker på flugt, og 85 procent af alle mennesker på flugt befinder sig i udviklingslande. Netop sådanne lande kunne måske i højere grad end Danmark og andre rige lande have brug for et pusterum.

Det er svært at holde fokus, men alle de fokusområder, medierne og vi andre skifter mellem at fokusere på, er forbundet. I flygtningelejre rammer COVID-19 særligt hårdt, og mennesker på flugt bliver i ikke helt ringe omfang udsat for netop racisme, politibrutalitet og ulighed rundt om i verden. Det er et problem, at der nu ikke er nogen, der taler om alt det, mennesker på flugt er udsat for.

Når denne mørke nat er slut

I går faldt der en euro-mønt ud af min tegnebog, da jeg tog den ned fra hylden i gangen. Den havde ligget i et mellemrum lige siden jeg vendte hjem fra en mærkelig rejse til Malta tværs gennem Italien, netop på det tidspunkt sidst i februar hvor COVID-19-pandemien var ved at begynde i Europa.

Nu er det sidst i maj. Jeg har i går fået at vide, at jeg snart kan møde på arbejde igen. Nyhederne handler ikke kun om pandemien længere. Mange føler, at noget er anderledes. Nogle er endda begyndt at spørge, om nedlukningen af det danske samfund var nødvendig. Var det mon bare et politisk stunt (som alle partier støttede)? I sådan en situation skal man huske, at det faktisk kun er to måneder siden, det italienske og det spanske sundhedsvæsen var ved at kollapse. To uger efter jeg kom hjem, kunne man i dagbladet Information læse et interview med en italiensk læge, Pierlugi Viale, der leder den infektionsmedicinske afdeling på universitetshospitalet Sant’Orsola-Malpighi i Bologna, hovedbyen i Emilia Romagna-regionen, der har været et af de hårdest ramte områder i Italien.

Pierluigi Viale er bekymret over, at tiltagene for at bekæmpe coronavirussen fortsat ikke er hårde nok. Og han forstår ikke, hvorfor andre lande ikke går endnu mere drastisk til værks, når de kan se, hvad der sker i Italien.

Der skal reageres hurtigt og dramatisk lang tid før, at antallet af smittede begynder at tage fart, for på det tidspunkt kan det allerede være for sent at forhindre, at situationen løber løbsk, og sundhedssystemet tvinges i knæ, siger han.

»Luk jeres byer ned med det samme. Tving folk til at undgå social kontakt,« opfordrer han.

»I skal lige nu og her øge jeres intensivafdelingers kapacitet, ellers går det galt. Lav flere test. Test alle, der har været i kontakt med syge.«

»I ligner os for to uger siden. I skal handle drastisk nu. Og hvis det lykkes både jer og os, håber jeg, vi alle ses igen, når denne mørke nat er slut.«

Fra dagbladet Information, 20, marts 2020 (https://www.information.dk/udland/2020/03/italiensk-laege-frontlinjen-coronakrigen-raedselsslagen-europa-laerer-vores-mareridt)

Lige nu er der ikke ret mange, der dør i Danmark af COVID-19. Det er en glædelig udvikling. Men i mange andre dele af verden ser det helt anderledes ud, og det kan godt komme til at se anderledes ud i Danmark igen. Derfor er det alt for tidligt at sige, at denne mørke nat er slut.

Forurening er ikke godt for helbredet

Før i tiden tænkte man på luftforurening, når man så billeder fra østasiatiske storbyer af mennesker med mundbind. I dag tænker man som bekendt på en sørgeligt velkendt luftvejsinfektion. Der er en tendens til at glemme, at også forureningen påvirker folkesundheden. Ofte fornemmer jeg en udbredt holdning om at forurening er en trist, men nødvendig konsekvens af at mennesker skal have det godt: Miljøet omkring os får det værre mens mennesker får det bedre. Men da bruger vi bare den økonomiske vækst, som de nødvendige forurenende aktiviteter desværre har skabt, til at skabe en bedre verden, og så bliver alt alligevel godt. Men da jeg var barn, husker jeg hvordan der var fokus på kviksølvforurening og på et af argumenterne for at denne forurening skulle bringes til ophør: kviksølv kan påvirke menneskers helbred alvorligt.

Når vi taler om de menneskeskabte klimaforandringer, har vi da også en tendens til kun at tale om CO2-påvirkningen. CO2-udledningerne giver ikke i sig selv anledning til luftvejssygdomme eller andre direkte helbredsskader. Men det gør andre udledninger, der finder sted samtidig, nemlig udledninger af partikler, kvælstofilter, svovldioxid og ozon (der nede ved jordoverfladen er et problem).

En ny undersøgelse fra Energy Modelling Lab, der er en dansk tænketank, estimerer at en grøn omstilling, som sikrer de officielle klimamål og på den måde reducerer luftforureningen, vil medføre, at de hjemlige helbredsomkostninger i 2030 bliver bragt ned med 8-11 milliarder kroner årligt og med 15-21 milliarder, hvis de mindskede påvirkninger og omkostninger i nabolandene også bliver regnet med.

Vi ved nu, at luftforurening kan forøge risikoen for at dø af COVID-19. Nye resultater fra Harvard viser, at en vækst på kun 1 μg/m3 koncentrationen af små forureningspartikler er forbundet med en vækst i dødeligheden af COVID-19 på 8%. Men dette er ikke alt. Der er også en forbindelse mellem risikoen for partikelforurening og for at blive smittet med COVID-19. Partikelforurening nedsætter nemlig immunforsvaret.

Jeg tror, det vil være på tide igen at få fokus på forureningens konsekvenser for folkesundheden. Måske er det kun på den måde, vi vil kunne få flere til at se nødvendigheden af at passe på miljøet – nemlig gennem at indse, at vi på den måde også passer på os selv.

Screen New Deal?

Naomi Klein har et interessant essay i The Guardian om hvordan de store tech-virksomheder (og ikke mindst Google og Microsoft) prøver at profitere af COVID-19-pandemien. Ikke mindst online-undervisning er kommet til at fylde meget. Klein taler med et ordspil om at det, virksomhederne går efter, er en slags Screen New Deal. Det er selvfølgelig et ordspil på den Green New Deal, progressive politikere i USA efterlyser som respons på klimakrisen.

Eric Schmidt, tidligere topchef og tidligere bestyrelsesformand for Google, er i spidsen for et ekspertpanel i delstaten New York, der giver sit bud på hvordan virkeligheden og hverdagen skal se ud efter pandemien. Panelet fokuserer på hvordan internetteknologi kan integreres permanent i borgernes dagligliv. Der er forslag om telesundhed, fjernundervisning og hurtige bredbåndsforbindelser. Også Bill Gates er fremme i samme delstat med et lignende partnerskab om fjernundervisning.

Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at der er sådan et fokus fra netop Google og Microsoft på at udbrede internetteknologi yderligere. Der er ikke tale om en sammensværgelse, men om at virksomhederne nu fisker i rørte vande. Men skal det være den teknologiske fremtid? Naomi Klein skriver

Schmidt kan have ret i, at overfyldte klasseværelser udgør en sundhedsrisiko, i det mindste indtil vi har fået en vaccine. Men hvorfor ikke i stedet ansætte dobbelt så mange lærere og skære klassestørrelsen ned til halvdelen? Eller hvad med at sørge for, at alle skoler har tilknyttet en sygeplejerske?

Den form for tiltag vil kunne skabe nye job i en periode med arbejdsløshed på niveau med depressionstidens og give læringsmiljøer mere fleksibilitet. Hvis skolebygningerne er for overfyldte, hvorfor så ikke opdele dagen i skift og afsætte flere timer til udendørsundervisning? Der er forskningsmæssig evidens for at, indlæring fremmes af, at børn tilbringer mere tid i naturen. Der kan være praktiske udfordringer forbundet med den type tiltag. Men at gå den vej vil være klart mindre risikabelt end at opgive den gennemprøvede ’teknologi’, hvor uddannet personale underviser børn og unge ansigt til ansigt, i grupper, hvor de samtidig lærer at socialisere.

Vi har i folkeskolen i Danmark set noget lignende. Først var der fjernundervisning i lang tid, og så kom eleverne i indskolingen tilbage. Fjernundervisningen krævede meget af de hjemmegående forældre og var næppe af særligt høj kvalitet, men med de midlertidige normeringer i klasserne var der pludselig meget mere tid til det enkelte barn, en mere overskuelig arbejdstid for lærerne og meget mere tid udendørs.

Det er bestemt ikke givet, at det, man skal lære af pandemien er, at der bare skal være mere fjernundervisning, mere telemedicin, mere brug af sociale medier og mere e-handel. E-handelen giver, som Naomi Klein skriver, let anledning til flere lagre, der reelt er sweatshops, og de sociale medier giver let anledning til mere overvågning. Tværtimod kunne man af pandemien lære værdien af menneskeligt nærvær og hvordan det kan hjælpes på vej af ordentlige anvendelser af internetteknologi.

Nogle vil synes, at det er underligt, at netop jeg er skeptisk over for internetteknologi. Det er jeg nu heller ikke, men min holdning er at teknologien ikke må bruges som en erstatning for menneskelig kontakt og nærvær, men et værktøj, der kan sikre livskvalitet. Man kan bruge teknologien til at gøre mennesker overflødige og dermed gennemføre en rationaliseringsøvelse, men vi kan bestemt også bruge internetteknologien til at skabe mere menneskeværd (herunder “nærværd”).

For hurtigt?

Nu er der en aftale om genåbning af dele af det danske samfund, og pludselig virker det på mig som om ændringerne igen går stærkt. I går eftermiddags mødte jeg en af mine gymnasiekammerater foran supermarkedet, og hun sagde spontant at det var som om mange i Aalborgs midtby var ved at glemme “det der med corona”. Lidt bagefter mødte jeg min kusine, der skal sørge for at hendes far kan komme på plejehjem – men samtidig kan hun ikke besøge ham. Og hun arbejder som sygeplejerske, så for hende er pandemien særdeles nærværende.

I dag, i et andet supermarked i nærheden, var afstandsstriberne ved kassen i dårlig forfatning, og to mænd foran mig (der talte et sprog, der måske var polsk) virkede ikke særligt opmærksomme på at holde afstand. Kunderne bag mig virkede også lidt mere ligeglade end jeg var vant til. Jeg kan sagtens forstå, at alle afstandsregler og hygiejnekravene med tiden kan være forordninger, man bliver træt af. Men der er jo en grund til dem.

Her til aften kom en mail fra Aarhus Universitet (en mail, jeg får, fordi jeg er censor og engang også havde en fuldtidsansættelse der) der beskriver, hvordan aftalen om den nye udvidelse af genåbningen vil betyde, at medarbejdere, der har arbejdssted i de dele af universitetet, der ligger i Jylland og på Fyn, vil kunne få fysisk adgang til arbejdspladsen efter nøje regulerede krav, der endnu ikke er udarbejdet. 

Ændringerne er igen lidt overvældende. Hvilken ændring al den forøgede aktivitet vil få på smittespredningen, ved jeg ikke. Jeg håber sådan, at beslutningstagerne ved, hvad de gør. Hvis det går galt igen, kan det måske blive svært at tale om nedlukning igen.

Også det mentale aspekt kan gøre mig lidt underligt tilpas. På den ene side har jeg vel isoleret mig derhjemme og har indrettet mig efter at have hele mit liv i hjemmet efterhånden.. Jeg er nu den eneste i husstanden, der er hjemme i dagtimerne. På den anden side har isolationen også givet mig fred på nogle måder. Hvordan det vil føles for mig at møde på arbejde igen, ved jeg ikke.

Indenrigsflyvninger?

Jeg har som bekendt bestemt mig til ikke at flyve mere, og min begrundelse er miljøbelastningen. Man kan måske forsvare at flyve langt en sjælden gang – det er svært at rejse til andre verdensdele uden at flyve – men en særlig problemstilling er indenrigsflyvning.

I valgkampen op til EU-parlamentsvalget i 2019 talte flere af de fremtrædende kandidater om nødvendigheden af at begrænse indenrigsflyvninger. Her under COVID-19-pandemien har luftfartsselskaberne store problemer, og nu ser det ud til at skabe nye politiske initiativer om flyvning. Især indenrigsflyvning er kommet i fokus. I Frankrig har regeringen som betingelse for en hjælpepakke til Air France stillet, at selskabet beskærer sine indenrigsflyvninger. Argumentet er ikke økonomisk, men miljøpolitisk. Den franske økonomiminister udtaler, at Air France skal stræbe mod at blive det mest miljøansvarlige luftfartsselskab og at det er forkert, at man skal have indenrigsruter til destinationer, der kan nås med to en halv times togrejse. Også i Finland vil Finnair begrænse indenrigsflyvningerne i det næste år. Her er begrundelsen til gengæld økonomisk.

Det ville være godt at tage en diskussion også i Danmark om nytten, nødvendigheden og ikke mindst miljøbelastningen af indenrigsflyvninger. Nu, hvor økonomien skal genåbnes (eller hvad vi nu skal kalde det), vil det være værd at spørge, om de lokale ambitioner om udvidelser af lufthavne og om passagertal er gavnlige, set i lyset af klimakrisen. Ligesom så mange andre miljøbelastende fænomener er der nemlig en tendens til at flyvning skaber yderligere, afledte miljøbelastninger. Sidste år fremlagde de syv danske indenrigslufthavne således en fælles plan om udvidelser af lufthavne – og den indbefattede et ønske om flere motorveje.

Arbejdslivet er andet end arbejdskraft

Foto: https://www.flickr.com/photos/g4gti/6246088123 – Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0)

Der er mange, der nu taler om at skulle tilbage på arbejde, nu hvor samfundet langsomt bliver åbnet igen. Skal man glæde sig til at vende tilbage? Og hvad er det egentlig, man vender tilbage til? Mange af os sidder enten hjemme og kan slet ikke arbejde, eller skal arbejde hjemmefra (eller snarere: være hjemme og prøve på at arbejde som vi forventes at skulle). Når vores arbejdsvirkelighed på den måde er en anden, ligger det lige for at betragte både andres og vores eget arbejde “udefra” på en måde, vi aldrig har kunnet før.

Selv kan jeg tydeligt mærke, at noget af det, jeg laver, giver mening (f.eks. vejledning og kursusundervisning og forskningssamarbejde), mens andet ikke bidrager med samme mening. Det gælder for mig ikke mindst jagten på forskningsmidler, som er en jagt, jeg kun bedriver, fordi jeg ikke kan få ordentlige forskningsvilkår ellers – p.t. er jeg ikke desto mindre mangeårig jysk mester i afslag. Under nedlukningen virker denne nødvendige jagt endnu mere mærkelig.

Andre arbejdsliv viser sig at være mere end “brød på bordet”, for de giver en ny mening for samfundet som helhed. Sundhedspersonalet og omsorgsgiverne skaber mening for os alle, og det samme gælder bl.a. butikspersonalet i supermarkederne.

Og endelig er der nogle af de nye måder, vi arbejder på under nedlukningen, der giver bedre mening end de gamle, mens der er andre former for mening i arbejdet, vi til gengæld har mistet ved at sidde hjemme.

På engelsk skelner man mellem labour og work; på dansk er der ikke nogen tilsvarende skelnen. Det nærmeste man kommer er en skelnen mellem “arbejdskraft” og “arbejde”. Denne skelnen bliver særligt tydelig hos den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt. Hun skrev i The Human Condition om det aktive liv, som hun kaldte for vita activa. Dette liv havde ifølge hende tre komponenter:

Labor is the activity which corresponds to the biological process of the human body, whose spontaneous growth, metabolism, and eventual decay are bound to the vital necessities produced and fed into the life process by labor. The human condition of labor is life itself.

Work is the activity which corresponds to the unnaturalness of human existence, which is not imbedded in, and whose mortality is not compensated by, the species’ ever-recurring life cycle. Work provides an “artificial” world of things, distinctly different from all natural surroundings. Within its borders each individual life is housed, while this world itself is meant to outlast and transcend them all. The human condition of work is worldliness.

Action, the only activity that goes on directly between men without the intermediary of things or matter, corresponds to the human condition of plurality, to the fact that men, not Man, live on the earth and inhabit the world.

Labour er nødvendig for selve livets opretholdelse, mens work er de aktiviteter, som rækker ud over selve dette og giver livet mening for os. Og så er der action, der måske bedst kan kaldes for medborgerskab eller aktivisme. Interessant nok er der på Hannah Arendts modersmål tysk vel ikke en tilsvarende skelnen mellem labour og work – begge dele hedder Arbeit. Måske er det nærmeste, vi kommer work, det tyske Werk, der svarer til det danske værk. Vores arbejde skal kunne være vores værk.

Når vi taler om det meningsfyldte arbejde, er det vel work – vores værk eller endda livsværk – vi mener. Men de, der taler om arbejdets betydning for økonomien, taler om labour. Det er netop nu, vi også kan lave en anden genåbning, nemlig genåbningen af en diskussion om betydningen af det meningsfyldte arbejde og nødvendigheden af en sådan mening. Hvad er det i arbejdet, der giver mening? Hvad er det for et arbejde, vi gerne vil tilbage til?

Hong Kong-influenzaen

Foto: South China Morning Post.

I efteråret 1968 var jeg fire år gammel. Dét år drog en pandemi hærgende gennem verden. Den skyldtes en influenza A-virus (H3N2) som indeholdt to gener fra en fugleinfluenzavirus. Influenzavirussen begyndte i Hong Kong og blev derfor kendt som Hong Kong-influenzaen, men nåede verden rundt i 1968 og 1969 (hvor den nåede til Japan, Afrika og Sydamerika) . Omkring 1 million mennesker omkom, og alene i USA døde omkring 100.000. De fleste, der døde, var i aldersgruppen fra 65 og op. Fire måneder inde i pandemien kom der en vaccine, men det forhindrede ikke den anden bølge i 1969 og 1970.

Vi har en tendens til at blive historieløse, som om vore dages voldsomme hændelser ikke har et modstykke i den ikke så fjerne fortid – selv om de ofte har det. Det er interessant og påfaldende, at der ikke var nogen nedlukning af samfundene verden over på grund af pandemien dengang, selv om den hurtigt krævede flere ofre end COVID-19 har gjort indtil nu. Hvorfor man reagerede anderledes dengang, ved jeg ikke. 1968 var et år med ganske mange voldsomme begivenheder verden over –voldsom uro i Frankrig, kup i Tjekkoslovakiet, krig i Vietnam osv. osv. Den kolde krig fyldte rigtig meget i opfattelsen af verden; der var slet intet samarbejde mellem Vest og Øst, og Kina var isoleret fra dem begge. Om det var dét, der gjorde en koordineret reaktion umulig, eller om det simpelthen var det lavere teknologiske niveau, ved jeg ikke.

Påfaldende er det, at jeg aldrig har hørt mine forældres generation tale om Hong Kong-influenzaen.

Mindre selvstændige

Foto: Klaus-Henrik Andreasen

Man ser efterhånden tit Wolt-madbudene på cykel med deres store termokasser på ryggen. Der er en virksomhed, der hedder Wolt, men den er ikke en virksomhed, der ansætter bude, men derimod en Internet-drevet platform. Budene er “selvstændige erhvervsdrivende”, der benytter platformen. Wolt er ikke det eneste eksempel på dette fænomen. Der er også Uber og Airbnb og Happy Helper, der leverer rengøringshjælp. I Storbritannien er hele 60 procent af bygningsarbejderne “selvstændige” på denne måde.

Denne form for “selvstændige” er en udfordring på mange måder. Fordi Wolt anser sine bude som selvstændige erhvervsdrivende, har de ikke lønmodtagerrettigheder som f.eks. løn under sygdom eller nattillæg, ligesom Wolt-budene heller ikke er dækket af en forsikring.

Men en anden konsekvens af alle disse “selvstændige” er, at virksomhederne bag Wolt, Uber mm. ikke skal betale de bidrag, som arbejdsgivere ellers skal betale. Derfor er disse foretagender faktisk et tab for samfundsøkonomien. I Storbritannien har man anslået, at staten mister mindst 1,5 millIarder pund om året på grund af dette. Ironisk nok er det så den selvsamme stat, der nu skal træde hjælpende til på grund af COVID-19-pandemien. Det er dog næppe mange Wolt-bude, der kan få glæde af regeringens hjælpepakker til mindre selvstændige.

For nylig foreslog et Wolt-bud i et debatindlæg i dagbladet Information faktisk, at Wolt skal nationaliseres. Og Wolt-ansatte har lavet en gruppe, som de kalder Wolt Workers Group. Dette er et klart signal om at de opfatter sig selv som ansatte i Wolt. Det ville være godt at få gjort noget ved det, som nogle kalder for “deleøkonomi”, men som reelt snarere er en form for bekvemmelighedsflag.