Lige for tiden føles pandemien ikke så hård; jeg har været hjemmefra i dag for at holde eksamen og der har ikke været så mange rutineprægede opgaver på det seneste. I store dele af efteråret og foråret har jeg derimod haft lange arbejdsdage, og når så aftenen kom, har jeg ikke helt sjældent været træt – men ikke desto mindre udskudt at gå i seng.

Jeg har lyttet til musik, set fjernsyn, læst i bøger eller bare surfet rundt på nettet, alt sammen for at få lidt tid for mig selv til sidst. Kroppen hævner sig desværre altid; næste morgen er jeg mere udmattet end godt er.

Der er (selvfølgelig) et begreb på engelsk for denne uvane, nemlig revenge bedtime procrastination. Det er et oversættelseslån fra kinesisk (報復性熬夜 – bàofùxìng áoyè), hvilket ikke er overraskende, thi i Kina (og Japan og andre steder i Østasien) har arbejdsdage en tendens til at være på ganske meget mere end syv timer. Man stjæler så de frie stunder, man ellers ikke kan få, fra søvnen. Måske skulle vi kalde det ‘søvnoverspring’ på dansk.

‘Søvnoverspring’ virker umiddelbart som en personlig, dårlig vane lige som de så berygtede overspringshandlinger, mange bruger til at udsætte arbejdsopgaver med. Man kan i et vist omfang forebygge tendensen ved at få andre aftenvaner. Men der er samtidig tale mere end dét: Der må også ligge et ansvar for det sted, hvor man er ansat. Under pandemien er arbejdet for de af os, der har arbejdet hjemme, ofte blevet “grænseløst” fordi arbejdsplads og hjem har været samme sted og fordi man i mange af bedre altid kan fylde tiden ud med netop arbejdsopgaver.