Hvem kan mærke forskel?

Der er en meget rammende kronik i dagbladet Information i dag af Kjeld Høgsbro, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Hans vigtige pointe er at velfærdssamfundet i virkeligheden i meget høj grad er med til at sikre middelklassen. Mange politikere, især borgerlige politikere, taler om velfærdssamfundet som en måde at beskytte “de svage” på. Men denne måde at tale på gør det, at den foruddefinerer en gruppe som dem, der kan blive ramt af problemer.

I disse år bliver der skåret 2 procent om året i den offentlige sektor (nogle steder bliver der skåret mere – på Aalborg Universitet skal vi nu spare 4 procent hvert år). Nogle dele af middelklassen vil ikke opleve problemer med nedskæringerne. Hvis man konsekvent træffer de rigtige valg, og der ikke sker noget uventet, kan man nemlig ikke mærke forskel. Man kan spare op til sine børns uddannelse, have forsikringer for sundhed osv.

De samlede udgifter, det enkelte menneske vil have, er i samme størrelsesorden som de ville være ellers, og man skal nu selv have det fulde overblik over mulige konsekvenser. Sker der noget uventet, og er man ikke dækket ind, er ansvaret ene og alene ens eget og måske må familien træde til. Man kan kun være utilfreds med – sig selv. Man kan ikke klage over det offentliges tjenester, men er henvist til at sagsøge forsikringsselskaber og dem, der måske har forårsaget den ulykkelige situation, man står i. Det er denne model, vi for alvor ser udfoldet i USA, men nu er ved at vinde indpas også i bl.a. Danmark. Derovre er der smukke hjem og kloge mennesker og masser af initiativer, men også masser af mennesker, der er hjemløse eller i fængsel. Det er også i USA, der er tydelige problemer med at finde en god fælles reaktion på en voldsom naturkatastrofe.

Der sker noget meget tydeligt, nemlig at det bliver almindeligt først og fremmest at vende utilfredsheden indad og at føle at man ikke slår til, når noget går galt. Man kunne jo bare have været mere forudseende.

Der er masser af mennesker i USA, der først og fremmest er utilfredse med sig selv. For nogle år siden mødte min hustru og jeg en af min hendes gamle skolekammerater, der havde mødt en amerikansk mand og var flyttet til USA. De havde haft et godt middelklasseliv derovre, lige indtil de blev ramt af en alvorlig trafikulykke – nu havde de en stor gæld på grund af de mange hospitalsregninger. De var simpelthen blevet udsat for en voldsom og livsforandrende hændelse. Men det virkede ikke som om de var vrede på nogen, f.eks. på det dårlige sundhedssystem, der lod dem i stikken, bare kede af det.

Flattr this!

Min (og din) indre Trump

Naomi Klein

På én måde er Donald Trump indbegrebet af et menneske, mange af os gerne vil lægge afstand til. Måske er det fordi han repræsenterer så mange trælse egenskaber, vi selv slås med?

Naomi Klein har et lille afsnit i sin bog No Is Not Enough, der rummer en usædvanligt god observation, nemlig at det er vigtigt at hver enkelt af os gør op med sin indre Trump. Afsnittet er baseret på en artikel fra The Nation, som man kan læse dér.  Jeg husker, hvordan Jacob Holdt engang sagde noget lignende om danske forhold, nemlig at vi alle har en lille Pia Kjærsgaard derinde, som har det med at tale med i alt hvad vi foretager os.

Det er den indre Trump, der skriver korte, uovervejede beskeder på Twitter og Facebook. Det er den indre Trump, der hidser sig op og sviner sine modstandere til. Det er den indre Trump, der lader sine fordomme få frit løb. Det er den indre Trump, der hoverer og er grandios. Det er den indre Trump, der synes at man skal brande sig selv og gøre sig selv til en slags varemærke. Selv på de steder på nettet og ude i den fysiske virkelighed, hvor alle gerne vil være tolerante, dukker den indre Trump frem. Der er rigtig megen smålighed og foragt på f.eks. Ekstra Bladets Nationen, men man finder desværre også noget lignende også i f.eks. feministiske og antiracistiske kredse. Også her får den indre Trump nogle gange frit løb mod mål.

Vi er nødt til at gøre op med den indre Trump, vi alle slæber rundt på, for det er den, der skaber splittelse imellem os.

Flattr this!

En ny vision om noget bedre

Da Donald Trump blev valgt til præsident i USA, blev jeg og mange andre grebet af stor fortvivlelse og modløshed. Men sideløbende med højrepopulismens triumfer rundt om i verden har der også været en masse modbevægelser, der har fået stadigt større opbakning rundt om i verden og forsøger at formulere et andet og bedre bud på en fremtid.

Den canadiske forfatter og aktivist Naomi Klein har efter Trumps valgsejr ladet sig inspirere til at skrive en ny bog, No is Not Enough (der nu også er udkommet på dansk). Det rigtig værdifulde i Kleins bog er at hun ikke bare siger nej, men taler om nødvendigheden af tænke på alle de mange kampe mod ulighed, mod racisme og andre former for intolerance, mod krig, mod nedskæringer på uddannelser og mod global opvarmning som dele af én og samme kamp. Det er en kamp for menneskeheden og for menneskeværd imod en verdensorden, der ikke bare tillader, men rent faktisk holder sig oppe på at tænke på mennesker som forgængelige redskaber og billige resurser, der kan kasseres. I stedet for at fokusere på hver vores specifikke kamp, skal vi alliere os med de andre, der også kæmper for menneskeværd på deres måde. Og nok så vigtigt: vi skal formulere en fælles vision om den verden, vi gerne vil have.

Alle os, der siger nej til intolerance, nedskæringer på uddannelserne, krig, global opvarmning og hvad vi nu ellers kan protestere imod, formulerer det meget ofte som et nej, men i virkeligheden siger vi jo også at vi vil have en fremtid med tolerance, fred, ordentlige uddannelser og et klima, vi kan leve i og med. Så det kunne vi jo også sige – det vil være en ny og positiv vision om omsorg for hinanden og for vores verden.

No is Not Enough slutter med et helt konkret bud på en sådan vision, det såkaldte Leap Manifesto, der er en vision om et Canada, der viser omsorg for sine borgere, for sin natur og for sit miljø.  Manifestet opstod under den seneste canadiske valgkamp på inspiration af Naomi Klein og hendes mand Avi Lewis, men det var bevidst helt uafhængigt af partipolitik. Kendte canadiere, herunder kulturpersonligheder som musikerne Neil Young, Leonard Cohen, Alanis Morrissette, Leslie Feist og hele bandet Arcade Fire – og Pamela Anderson fra Baywatch (!) – var blandt de oprindelige medunderskrivere. Siden har en lang række fagforeninger, miljøorganisationer og religiøse grupper tilsluttet sig. Og derefter kom alle de almindelige canadiere. Tænk, hvis vi kunne lave en lignende vision på dansk grund. Ideen er hermed givet videre.

Flattr this!

Bliv hjemme – og kom ikke tilbage

Jeg kan nu læse at Dansk Folkeparti vil gøre det sværere for udenlandske statsborgere at få bl.a. tandlægehjælp og SU. Forslagene vil de tage med ind i finanslovsforhandlingerne, så erfaringen fra tidligere viser, at de formodentlig vil blive indarbejdet. Partiet vil indføre et optjeningsprincip i stil med ordningen om “integrationsydelse”, der giver kontanthjælpsmodtagere reduceret kontanthjælp, hvis de har opholdt sig uden for Danmarks grænser mere end 1 år i de seneste 8 år og “brøkpension”, der gør det umuligt at få fuld folkepension, hvis man ikke har boet i Danmark i mindst 40 år.

Dansk Folkeparti har altid haft det som en helt central del af deres politik at det skal  være meget sværere for udlændinge at komme til Danmark, men de seneste forslag vil også give danske statsborgere i udlandet yderligere ulyst til at vende hjem og herboende danske statsborgere yderligere ulyst til at forlade Danmark i en årrække, fordi konsekvenserne bliver så voldsomme. Der er allerede mange sager, der viser at det er svært for danskere at vende tilbage til Danmark med deres udenlandske familie, fordi tilknytningskravet ofte gør at familien ikke kan få opholdstilladelse.

Dansk Folkeparti og dets efterhånden mange støttepartier er blevet så fikseret på at “udefrakommende” ikke skal tage noget fra “danskerne”, at de ikke bare er med til at skabe en gruppe af mennesker, der får ekstra lave sociale ydelser (“brøkpensionisterne” vil aldrig kunne slippe ud af dem) men også forhindrer det samkvem mellem Danmark og udlandet, som der ellers er mange års tradition for.

Flattr this!

Kamp på andres vegne?

I dag er der en kronik af Christine Antorini i dagbladet Information om muslimske privatskoler.  Overskriften er Unge muslimer, hjælp os i kampen for jeres frihed.

Jeg er selv slet ikke troende, og ideen om religiøse privatskoler er umiddelbart underlig.  Der bliver forkyndt ting på sådanne skoler, som jeg er helt uenig i. Men samtidig er der udstrakt religionsfrihed i Danmark. Det, jeg vil hæfte mig ved i kronikken, er dog noget andet, nemlig det menneskesyn, Christine Antorini giver udtryk for. Kronikken viser nemlig temmelig tydeligt, hvordan Socialdemokratiet efterhånden har overtaget nogle centrale dele af Dansk Folkepartis tankesæt.

Engang talte man i Socialdemokratiet om solidaritet, men kronikken beskriver en underlig udgave af solidaritet – at man vil kæmpe en kamp på andres vegne og beder de andre om at være med. Mange menneskerettighedsorganisationer fra Europa og Nordamerika, bl.a. Amnesty International, hvor jeg jo selv er med, har imidlertid for længst indset at vi ikke kan kæmpe “for” eller “på vegne af”, men kun sammen med mennesker, der bliver undertrykt. Det er nemlig som oftest dem, der bedst ved hvad det er, der bør gøres. For eksempel var kampen mod apartheid i sin tid en kamp, som det sorte flertal i Sydafrika opfordrede omverdenen til, og det var også apartheid-regimets modstandere, der havde klare bud på, hvad omverdenen skulle gøre. Jeg har ikke hørt et tilsvarende enigt krav fra muslimske danskere om at de muslimske privatskoler skulle nedlægges – men der er sikkert nogen, der har en sådan holdning.

Idéen om at “kæmpe på vegne af andre” er en tydelig pendant til hvordan man i Dansk Folkeparti argumenterer for forbud mod hovedtørklæder mm. ved at hævde at man derved kæmper for de undertrykte muslimske kvinder.  Og her bemærker jeg, hvor sjældent personer fra denne befolkningsgruppe faktisk har bedt Dansk Folkeparti om hjælp til at føre en sådan kamp.

Når man kæmper på vegne af og ikke sammen med en gruppe, er der en meget stor risiko for at kampen i bedste fald er dårligt informeret og i værste fald enten nedladende over for gruppen eller et påskud for at gøre noget helt andet.

Jeg kan heller ikke undlade at bemærke en passus i kronikken som

Men går man på en muslimsk privatskole, får man en opvækst, der er meget isoleret fra vores samfund. Der er ingen danske klassekammerater, og dermed heller ikke nem adgang til danske familier, traditioner og netværk.

Her bliver det sagt meget direkte, at der er en modsætning mellem at være dansk og at være muslim. De fleste elever på de muslimske privatskoler er formodentlig født og opvokset i Danmark, så de må vel siges at være danskere. Men denne skelnen mellem “muslimer” og “danskere” er en vigtig del af netop Dansk Folkepartis tankegods, eksemplificeret i bl.a. Martin Henriksens pinlige nedgøring af en dansk gymnasieelev på direkte TV. (Jens Philip Yazdani er forresten siden blevet formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.)

Flattr this!

Se dig selv

Self Portrait with two circles
*oil on canvas
*114,3 x 94 cm
*1665 – 1669

Ordet selfie er et nyt ord for et gammelt fænomen, nemlig selvportrættet. Rembrandt lavede mindst et dusin selvportrætter i løbet af sit liv. Nu er der kommet en bog om selfie-fænomenet, Selfie: How We Became So Self-Obsessed and What It’s Doing to Us, og den skyldes den britiske forfatter Will Storr. Det er en central påstand i hans bog at dette fænomen er en konsekvens af nyliberalismens krav om at man skal se godt ud, være interessant og have succes – for det er det eneste, der for alvor tæller i denne samfundsmodel. Man vælger derfor at bruge en selfie til at vise, at man er smuk, interessant og succesrig.

Men måske tegner det også et billede af hvad en selfie også kunne være i stedet. For strengt taget opfylder det moderne selvportræt præcis det samme mål som det klassiske selvportræt, nemlig at fortælle historien om én selv. Og man behøver ikke at iscenesætte en historie om at man er ung, smuk og fuld af succes – måske ville det i virkeligheden være en idé for alle os, der ikke er unge, smukke og fulde af succes, at gøre netop dét.

Her kan man hente inspiration fra Rembrandts selvportrætter. De lever ikke op til de moderne krav om en selfie, men det er til gengæld nogle usædvanligt interessante billeder. Ved at se dem, får man et billede af kunstnerens færd gennem livet.

Måske skulle vi stræbe efter at lave ærlige, ikke glamourøse selfies og på den måde genopfinde genren på en lidt mindre irriterende måde.

Flattr this!

Er publikationsvæddeløbet nødvendigt?

Oversigt over acceptrater for nogle populære konferencer inden for datalogi. Kilde: http://haofengjia.weebly.com/computer-science.html

I datalogi er det i modsætning til i andre naturvidenskaber sådan, at konferencer har mindst lige så høj status som tidsskrifter, når man skal publicere. Så jeg holder som alle andre inden for mit akademiske område øje med hvornår der er konferencer inden for mit forskningsområde. Men det er bestemt ikke altid, jeg får mine artikler optaget i første forsøg. Slet ikke. Ofte har jeg oplevet, at en artikel er blevet afvist til én konference. Så må jeg revidere artiklen ud fra bedømmernes kritik og finde en anden konference at sende den reviderede artikel til. Nogle gange har jeg først haft heldet med mig i fjerde forsøg.

Nogle af de mest prestigefyldte konferencer i datalogi har acceptrater under 20 procent; dvs. at mindst 4 ud af 5 indsendte artikler bliver afvist. Det betyder ikke at de allerfleste indsendte manuskripter er noget makværk, der aldrig burde publiceres. Derimod er det udtryk for at alle godt ved at man skal gå efter publikationskanaler med høj prestige og at konferencer kun varer få dage – så der en veldefineret øvre grænse for hvor mange artikler, der kan nå at blive præsenteret. (Og konference-proceedings må heller ikke være for tykke, så artiklerne skal heller ikke være specielt lange.)

Der er derfor stor prestige forbundet med at have artikler til de prestigefyldte konferencer, netop fordi det er så svært at komme gennem nåleøjet. Og samtidig betyder det, at der skyder en hel masse nye datalogi-konferencer og -workshops op netop med det formål at give flere en chance for at få deres resultater publiceret.

Men dette sidste viser jo, at langt størsteparten af dem, der sender en artikel ind, har nogle videnskabelige resultater, som de synes er vigtige og som andre bør have kendskab til. Og så er det underligt, at de ikke kan få dem publiceret. Det er i sig selv ikke godt for det videnskabelige samfund eller for videnskaben datalogi.

Tilmed er der ikke tæt på at være enighed om hvilke artikler, der bør optages, og hvilke der ikke bør. I 2014 lavede man et eksperiment i forbindelse med NIPS, en stor  konference i maskinintelligens, hvor man delte programkomiteen i to uafhængige underkomiteer og lod de fleste artikler blive bedømt af kun den ene programkomité. 10 procent blev imidlertid bedømt af begge komiteer; af disse 166 artikler var de to programkomiteer uenige om hvorvidt en artikel skulle publiceres eller afvises i 25,9 procent af tilfældene!

I det seneste nummer af Communications of the ACM foreslår Moshe Vardi, der er tidligere redaktør af dette tidsskrift og i det hele taget en meget indflydelsesrig person inden for datalogi i USA, en anden praksis, nemlig at alle de artikler, der ikke var en vis enighed om at afvise, kunne optages. Det er en praksis, der minder mere om tidsskrifternes verden, men nok så vigtigt: Alle artikler, der var gode nok til at blive publiceret, ville blive publiceret. Og i vore dage, hvor publikationsaspektet er blevet meget anderledes, fordi alt udkommer i digital form, vil bekymringer mht. antallet af artikler i proceedings heller ikke udgøre nogen grund til at begrænse mulighederne for publikation.

En sådan ændret praksis for accept vil ganske vist fjerne noget af prestigen ved at være en af de få, der fik en artikel med, men til gengæld vil det gavne det videnskabelige samfund. Og der er jo i forvejen mange andre og mere interessante mål for artiklers faglige kvalitet, f.eks. hvor ofte og hvordan de bliver citeret.

Flattr this!

Ret til førtidspension

Kim Damgaard i sengepraktik. Foto: DR (http://www.dr.dk/nyheder/indland/ressourceforloeb-gjorde-kim-damgaard-mere-syg-end-han-var-i-forvejen)

Da jeg i sidste måned var i Edinburgh, mødtes jeg med en gammel bekendt, der er dansker, men i mange år har boet i Skotland. Undervejs i vores samtale kom jeg til at tale om pensionsreglerne i Danmark og nævnte her sengepraktik. Da jeg beskrev denne horrible foranstaltning, måtte jeg igen pointere, at det ikke var satire, og det blev endnu engang klart for mig at reglerne for førtidspension og fleksjob efterhånden mest går ud på at forhindre borgere i Danmark i at kunne gøre brug af disse muligheder. Ordet resurseforløb er det seneste i en række af forskønnende eufemismer. Og dertil kommer, at fleksjob er blevet en mulighed for at lade nogle mennesker arbejde billigt uden de sædvanlige rettigheder for almindeligt ansatte.

I dag kom der så et rigtig godt initiativ fra 41 danske fagforeninger – heriblandt min fagforening, Dansk Magisterforening – der har til formål at ændre på den absurde praksis, så man bl.a. ikke kan være i resurseforløb i mere end fem år og så løn og så arbejdsvilkår ved ansættelse i fleksjob skal fastsættes i samarbejde med de faglige organisationer .

Men det er trist, at det skal nå så vidt, og det hele vidner om at synet på sociale ydelser har ændret sig fundamentalt på en måde, der er helt parallel med den måde, hvorpå mange beslutningstagere har ændret holdning til et begreb som statsborgerskab. Man tænker ofte ikke på dette, men også på det sociale område er der tale om et område i samfundet, hvor menneskerettighederne er under pres. Sociale ydelser ses ikke længere som en rettighed, man vil kunne opnå, men som et privilegium for de få. Tilsvarende er det tydeligt, at fleksjob-ansatte ikke bliver set som ansatte med de rettigheder, som en sædvanlig lønmodtager har.

Flattr this!

Hvem valgte konkurrencesamfundet?

En fiktiv valgplakat.

Jeg har ganske ofte skrevet om hvordan ideen om konkurrence og dens partner, New Public Management, gennemsyrer offentlig virksomhed, og det er ofte set fra min egen position i den akademiske biks. I andre sammenhænge ser vi fænomener som de til tider helt absurde ressourceforløb, herunder den såkaldte sengepraktik, der bruges til at søge at forhindre borgere i at få førtidspension.

Det er påfaldende, hvordan så mange af os efterhånden har taget dette til os som et vilkår, og hvor bange vi hver især er blevet for at “tabe”. Ofte har jeg siddet og talt med kolleger om hvor trætte vi er af konkurrencen i den akademiske verden og hvor lidt vi bryder os om dokumentationshelvedet. Men det er med de samme mennesker, jeg prøver at finde ud af hvordan vi kan søge penge eller foretage os noget, der kan styrke vores position i den selvsamme konkurrence.

Når vi accepterer de vilkår, vi er underlagt, giver vi reelt udtryk for at disse vilkår i et eller andet omfang er retfærdige. Og vi hører ofte, at de er blevet besluttet af politikere, så de er vel udtryk for en demokratisk proces.

Men er de egentlig dét? Der er mig bekendt ingen politikere, der er gået til valg på at indføre eller kæmpe for New Public Management eller for at skærpe konkurrencen mellem de enkelte borgere. Jeg har heller aldrig oplevet politikere, der har talt for f.eks. den berygtede sengepraktik. Men uanset hvilken regering, vi har haft i de seneste mange år, er der altid endt med at blive mere af alt dette.

Flattr this!

Frygt og konkurrence

Kilde: THE DATA TEAM/The Economist.

OECDs PISA-undersøgelser har ikke noget med Italien at gøre; PISA står for Programme for International Student Assessment.  Ved PISA-undersøgelsen i 2015 vurderede man kundskaberne hos mere end en halv million elever i 72 lande. For første gang fik eleverne i 53 af deltagerlandene også stillet kvalitative spørgsmål om deres trivsel i skolesystemet, herunder deres forhold til forældre, til lærere og til andre elever.

To af de interessante spørgsmål er om elevernes ambitionsniveau og deres frygt for ikke at klare sig godt til eksamen. Grafen overfor kommer fra The Economist og viser denne sammenhæng.

I øverste højre hjørne kan man se en farvekode, der viser hvor god et lands PISA-score er. Og det interessante er, at de lande, hvor eleverne på samme tid har en høj ambition om at være blandt de bedste i klassen og er bange for at klare sig dårligt til eksamen, selv om de har forberedt sig godt, faktisk også er lande med en lav PISA-score. Lande som Schweiz, Tyskland, Belgien og Nederlandene, hvor eleverne ikke har så høje ambitioner og ikke er så bange, er derimod lande med temmelig høj PISA-score. I Danmark er ambitionsniveauet og frygten for ikke at klare sig begge over OECD-gennemsnittet, men hvis man ser på tallene i PISA-rapporten fra 2015, er Danmarks PISA-score faktisk lidt lavere end Schweiz’s.

Denne slags data kan ikke undgå at skabe tvivl om hvorvidt konkurrence og “motivationsfremmende foranstaltninger” mon er de afgørende drivkræfter, som man ofte får at vide at de skal være i uddannelsessystemet.

Flattr this!