Butiksdøden

Genbrugsbutikken i Arentsminde.

Jeg voksede op i Arentsminde, en landsby med knap 400 sjæle. Dengang i 1970’erne var der en lille kiosk og en brugs; faktisk var der en overgang også en købmandsforretning. Henne i den østre ende af byen var en benzinstation, hvor der også var en kiosk. I nabolandsbyen Halvrimmen, der var en anelse størrelse, var der flere butikker. Længere vestpå lå Brovst og Fjerritslev med endnu flere butikker. Ude østpå lå Aabybro, også med mange butikker.

Men sidst jeg besøgte Arentsminde, tilbage i efteråret 2018, var der kun en genbrugsbutik drevet af frivillige tilbage. Den lå i huset, hvor den gamle brugs engang var. Jeg ved ikke, hvor borgerne i Arentsminde arbejder nutildags, men det er næppe i Arentsminde selv.

Butiksdøden i forrige århundrede skyldtes urbaniseringen; det var nemt og enkelt at køre til Brovst, Fjerritslev eller Aabybro eller måske endda til Aalborg for at handle – for det var alligevel der, de fleste arbejdede. Den nye butiksdød skyldes også ændringer i infrastrukturerne, denne gang nethandel. Et eksempel fra de seneste dage er, at Bose lukker deres butikker rundt om i verden med den begrundelse, at de fleste af deres elektronikprodukter alligevel bliver solgt online.

Der er samtidig en anden form for butiksdød i gang: Mange butikker i de større byer er også i gang med at ændre karakter, så det på nogle måder virker som om de er i gang med at eliminere sig selv. I Superbrugsen i nærheden af mit hjem arbejder man nu med Scan og betal-konceptet, så butiksmedarbejdere er på vej til at blive overflødige eller får en helt anden rolle end før.

Det betyder samtidig et farvel til en form for ufaglært arbejde, som har været typisk. 370.000 ufaglærte jobs er forsvundet inden for de seneste 20 år. Engang sagde man, at det var “globaliseringen”, der var årsagen, men det kan ikke passe mere. Jeg vil ikke tegne et romantisk billede af det rutineprægede, lavtlønnede, ufaglærte butiksarbejde, men konturerne af det billede som tegner sig af nethandlens ufaglærte arbejde med natarbejde og ingen kontakt til kunderne er ikke rart. Hele historien om arbejdsforholdene hos Amazon er oprørende.

Butiksdøden er en nem død, som virker smertefri og “naturlig” på mange, men den fører formodentlig til større forbrug af resurser til transport af de nethandlede varer, og den ændrer arbejdsmarkedet og ikke nødvendigvis til det bedre. Det ville være godt, hvis der kom en kvalificeret diskussion af dette, og helst med nogle bedre løsninger end f.eks. storcentre eller den hurtige vejforbindelse til Aalborg, som nogle politikere fra min gamle hjemegn tror, vil være til gavn for dem.

En defensiv kultur i datalogi

Foto: https://www.flickr.com/photos/jeffeaton/7436909698

Mark Guzdial, der forsker i datalogiens didaktik, har nogle interessante kommentarer om det typiske studiemiljø i datalogi. En artikel fra 2002 af Lecia Jane Barker, Kathy Garvin-Doxas og Michele Jackson fra University of Colorado dokumenterer en meget defensiv kommunikationskultur, der er fremherskende på datalogiuddannelsen ved det pågældende universitet. Guzdial spekulerer på, hvor meget forskning der siden er fundet sted for at afdække hele denne kultur og konkluderer, at der desværre ikke er ret mange senere forskningsresultater her. Det er trist, for hvis der er tale om et generelt fænomen, er det bekymrende.

Defensiv kommunikation er en adfærd i kommunikation, hvor den enkelte reagerer defensivt på kommentarer om noget, personen selv opfatter som fejl eller som et angreb fra andre. Om der reelt var tale om en fejl eller om et angreb, kan være underordnet. Sammen med denne konstante forsvarsposition hører også en modsatrettet adfærd, hvor det går ud på at hævde sig, og hvor empati kan have trange kår.

Tilbage i 2013 skrev jeg om fænomenet at “strutte”, hvor studerende hævder sig ved at stille spørgsmål, der i virkeligheden skal vise, hvor meget de selv ved. Strutteriet bliver af nogle uddannelsesforskere fremhævet som en mulig årsag til at kvindelige studerende kan føle sig mindreværdige eller uvelkomne på datalogiuddannelser – og det er typisk for en defensiv kommunikationskultur.

Jeg har ikke noget godt billede af, præcis hvordan det står til i en tilsvarende dansk kontekst. Men de reaktioner, jeg fik, i 2013, tyder på at strutter også er udbredt herhjemme. Og jeg ved selv, at jeg temmelig ofte reagerer defensivt. Hvis jeg får f.eks kommentarer til fejl i undervisningsmateriale, jeg har udarbejdet, beklager jeg altid fejlen. Det virker langt mere ærligt end at gå til modangreb (som nogle måske ville gøre), men samtidig er man med til at vedligeholde en kultur om fejlenes alvor i sig selv. For i datalogi fokuserer vi tit på de små fejl. Nogle gange betyder de meget – et forkert tegn i et program kan give anledning til køretidsfejl og et forkert symbol i et matematisk ræsonnement kan gøre det ugyldigt. Men andre gange betyder de små fejl ikke meget.

Jeg ved også godt, hvordan adfærden i forskningsmiljøer i datalogi kan være. I den stadigt mere konkurrenceprægede kultur her mærker man tydeligt, at der er en defensiv kommunikationskultur. I en verden, hvor man stadigt oftere taler om eliten og om at være verdensførende, og hvor den enkelte skal hævde sig, trives denne kultur stadig.

Hvordan en defensiv kommunikationskultur i datalogi spiller sammen med uddannelser, hvor gruppearbejde er centralt (som f.eks. på Roskilde Universitet) ved jeg ikke.

For en sikkerheds skyld: Jeg tror ikke, at det defensive miljø som sådan kun findes inden for datalogi. I alle sammenhænge, hvor konkurrence reelt overtrumfer læring, kan der være en defensiv kommunikationskultur. Og med en karakterskala, der er mangelbaseret, er det næppe en kultur, vi får til at forsvinde.

Tillid og kontrol i 2020

Skærmbillede fra http://www.dr.dk.

Det er ikke tit, jeg ser statsministerens nytårstale, men i år gjorde jeg. Der var ikke nogen store overraskelser i Mette Frederiksens tale – ud over at det var overraskende, at der var så stort fokus på omsorgssvigtede børn. Kombinationen af omtalen af at man skal sætte hårdere ind over for “andre kulturer” og af at man skal kunne bruge bortadoption som middel bør give anledning til en vis bekymring. Her tænker jeg på, hvordan man i Danmark i forrige århundrede så en del tilfælde af netop bortadoption til danske familier af børn fra Grønland og hvordan man gjorde noget lignende i Australien over for børn fra landets oprindelige befolkning.

Jeg kan heller ikke lade være med at undre mig over, at der på den ene side bliver talt om tillid som en bærende værdi og på den anden side om nødvendigheden af mere kontrol. Bortadoption og strengere straffe blev brugt som konkrete eksempler på former for nødvendig kontrol, men jeg mindes ikke at der i talen var tilsvarende eksempler på nødvendig tillid. Det ville have være godt, hvis der havde været nogle refleksioner over den modsætning i talen.

Skal jeg sige noget egentligt positivt om talen, er det at der for én gangs skyld var så lidt fokus på økonomi og økonomisk styring. Ikke at økonomi ikke er et vigtigt emne, men alt for ofte har statsministre begrundet deres politik i hensyn til økonomien og brugt anledningen til at nævne dette flittigt i deres nytårstaler. Hvis dette er et tegn på en mindre neoliberalistisk politik, ville det være glædeligt.

Lørdag aften som nummer 19

Nogle år er det som om man ender med at bruge juleferien på at blive frisk igen til man skal begynde igen på arbejde. Sådan er det også ved at blive i år. Aftenen sluttede med feber og mulige tegn på en urinvejsinfektion. Når lægevagten siger, at man skal komme ud for at blive undersøgt, ved man at der bliver god tid til at læse i gamle numre af Ude og Hjemme i venteværelset.

Foran mig i køen i modtagelsen var to andre mænd, der også skulle have lavet urinprøve. Den ene af dem blev bagefter sendt op til hospitalet til videre undersøgelse. Mit eget infektionstal var derimod så lavt at jeg ikke kunne have blærebetændelse, men nok “bare” nyregrus og måske også en debuterende luftvejsinfektion. Så jeg kunne tage hjem igen.

Historien om A-holdet og B-holdet

Danske universiteter gør en stor dyd ud af at fremhæve sig selv som “verdensførende” og bruger megen energi på rankings. I den akademiske verden skal den enkelte videnskabelige medarbejder publicere meget, skaffe mange eksterne forskningsmidler og udøve forskningsledelse. Man skal performe godt; ellers kan man måske blive nødt til at blive gymnasielærer – for hvem ved, om man er ansat til næste år; det er ikke en menneskeret at være lektor, bliver det sagt.

Hvor kommer denne forventning fra? Den kan formodentlig dateres helt nøje, nemlig tilbage til vores alle sammens Anders Fogh Rasmussen, der i Folketingets åbningstale 4. oktober 2005 sagde, at

“…vi skal opbygge forskningsmiljøer i verdensklasse, og vi skal forske i de ting, samfundet har brug for…”

Det lyder måske umiddelbart som fornuftige krav, men når man flytter overliggeren for hvad der er “godt nok” op til eliteniveau, skaber man en arbejdsvirkelighed, hvor de fleste er dømt til at tabe. Ikke alle arbejdspladser og ikke alle medarbejdere kan udgøre eliten, for hvis alle skal præstere på samme høje niveau, bliver alle i bedste fald gennemsnitlige og i værste fald falder de fleste igennem. Da jeg for nogle uger siden deltog i et radioprogram på DR P1 om kravene til hjemtagning af eksterne forskningsmidler, fik jeg da også reaktioner præget af forbløffelse fra borgere uden for den akademiske verden.

Hele ideen om at alle skal være “elite”, kommer (naturligvis) fra det private erhvervsliv og fra USA. Da Steve Jobs sin tid fyrede 25 procent af de ansatte i en afdeling af Apple, var hans begrundelse

“You guys failed. You’re a B team. B players. Too many people here are B or C players, so today we are releasing some of you to have the opportunity to work at our sister companies here in the valley.”

(fra bogen Steve Jobs af Walter Isaacson)

Hele diskussionen om begrebet “godt nok” er fundamental for diskussionerne om arbejdsforhold, og det var den, der lå bag arbejdskampen i 2018 på det offentlige område. Men diskussionen er ikke slut endnu. I den akademiske verden er de fleste forventninger mere eller mindre usagte, så det må være på tide, at vi får bragt diskussionen om hvornår man gør sit arbejde “godt nok” frem i lyset her. Forventningerne til publikationsaktivitet og til hjemtagning af forskningsmidler bliver ikke defineret af nogen overenskomster eller på centralt politisk niveau, men det må snart være på tide, at det sker. Og det må også være på sin plads, at man nuancerer forventningen om at alle skal spille på A-holdet. Sportsmetaforerne har taget over i management-sproget, men i en idrætsklub forventer man faktisk ikke, at alle spiller på førsteholdet, og man smider ikke spillerne på andetholdet ud af klubben.

At kalde tingene, hvad de er

Foto: https://www.flickr.com/photos/krossbow/45121689005

En hyppigt omtalt folkevalgt dansk politiker fra et højrenationalistisk parti omtaler i et tv-program en bilist, der kører forbi, som “perker”. En hel del mennesker har været ubehageligt berørt af dette, men hertil siger politikeren

»Jeg fortryder det ikke. Lad os nu kalde tingene, hvad de er, hvis man er neger, så er man neger, hvis man er perker, så er man perker, hvis man er indvandrer, så er man indvandrer«.

Det interessante ved netop den slags ord er, at mennesker, som andre omtaler med denne sprogbrug, som oftest ikke bryder sig om at blive omtalt sådan. Men det bør ikke betyde noget, siger den pågældende politiker. Man skal “kalde tingene, hvad de er”.

Jeg formoder derfor, at denne politiker ikke vil blive ubehageligt berørt ved at blive kaldt racist.

Outsiderrollen

Katrine Wiedemann skriver i anledning af en tale af forfatteren Christina Hagen ved hendes tale ved modtagelsen af Otto Gelsted-prisen:

Man skal sørge for at være uden for. En kunstner skal være fri. Du kan ikke bukke og neje for magten og så kalde dig kritiker af den. For at have mod til at sige fra skal du øve dig i outsiderrollen. Outsiderrollen kender de fleste kunstnere. Den originale kunst skabes af folk, som tør stå uden for fællesskabet. Måske man oprindeligt ikke kunne finde ud af det sociale spil og derfor blev ekskluderet. Måske man har været immun over for en ydre anerkendelse, der faktisk fandtes.

Outsiderfølelsen er ofte indeni og kan ikke tvinges til at afgive pladsen til et andet selvbillede. Man ender med at ville være udenfor. Man gentager de mekanismer, der skaber udstødelsen. Man ser udstødelsen overalt, også når den ikke findes.

Men kunstneren ser også udstødelsen, når den findes, men er usynlig for den brede offentlighed. Kunstneren genkender udstødelsen, og da hun ikke frygter den, tør og kan hun påpege mekanismerne bag hykleriske, skjulte, ekskluderende handlinger og udtalelser. …

Hagen fortæller i talen, at hun er tidligere mobbeoffer. Det giver god mening. Hvis du overlever hård mobning, kan du blive meget stærk. 

Det er nogle interessante observationer. Outsiderrollen er i sidste ende ikke sund for nogen, selv om den kan være en kreativ drivkraft. Hele den tragiske historie om Yahya Hassan og hans deroute er et tydeligt eksempel på det.

Wiedemanns sidste observation er dog især rammende: Nogle ofre for mobning knækker helt, andre gør ikke. Sporene, det sætter, er forskellige, men ét er i al fald sikkert: Hvis man har oplevet mobning, har man oplevet den grimme side af et magtforhold. Det er formodentlig derfor, man kan blive så skeptisk over for magten senere i livet.

Men dette er også en forklaring på, hvad der er galt den autoritære tilgang til magten, hvor magthaverne prøver at skabe tavshed og ensretning. Den skaber måske tavshed og en form for ro på kort sigt, men ikke tilfredshed på længere sigt – kun flere outsidere.

Et borgerting i Danmark er på vej

Foto: NOAH (https://www.noah.dk/nyheder/det-er-tid-de-ubekvemme-losninger)

Danmark har fået en klimalov, og det er et vigtigt skridt i den nødvendige og rigtige retning. I  aftalen om klimaloven står der noget andet vigtigt, nemlig, at aftaleparterne er

…enige om, at der frem mod den første klimahandlingsplan oprettes et borgerting, hvor borgerne kan få deres stemme hørt i tilrettelæggelsen af klimapolitikken.

(citeret fra dagbladet Information, https://www.information.dk/indland/2019/12/nybrud-dansk-klimapolitik-borgerne-inddrages-komme-forslag)

Det er første eksempel i dansk politik på ideen om et borgerting, og på den måde viser det samtidig, at klimakrisen kan føre til en nødvendig nytænkning af selve den politiske proces. I andre europæiske lande ( Irland og Frankrig) er der allerede blevet etableret borgerting på klimaområdet.

Potentialet er stort: Der er en masse gode ideer derude, som fortjener at blive hørt, og vi har brug for alle gode ideer. Et borgerting vil kunne stimulere processen yderligere og forhåbentlig vil det også være med til at overbevise den enkelte borger om at vi ikke bare skal, men også kan gøre noget. Tilbage i 2012 lancerede dagbladet Information tænketanken 100dage, hvor læsere kunne komme med forslag til handling, og der kom ganske mange af slagsen – også jeg kom med en idé.

Overhead

Dagbladet Information har et tillæg om forskning i dag, og der er fokus på hvad de eksterne forskningsmidler betyder for forskningen. Et af de aspekter, som mange ikke er opmærksomme på, er betydningen af de indirekte omkostninger, det såkaldte overhead. Det er de indirekte omkostninger, som er forbundet med at gennemføre et forskningsprojekt, men ikke direkte kan henføres til selve projektet – fællesudgifter til husleje, lokaler, administration mm.  Overhead er nu på 44 procent.

Der findes en pulje, der hedder EUOpstart. Det er midler, man kan søge til at finansiere arbejdet med at skrive en ansøgning om forskningsmidler fra EU. Det er i sig selv en meget speciel konstruktion – at der bliver lagt op til at forskere skal søge om midler, som de så kan bruge til arbejdet med at søge om forskningsmidler. Men sidste år ville jeg lave en ansøgning til EUs Horizon 2020 sammen med kolleger fra ni universiteter og firmaer i andre lande. Den slags kræver en masse tid, så vi ville hyre et konsulentfirma til at hjælpe os med at skrive en god ansøgning. Bevillingen fra EUOpstart havde som betingelse, at den kun kunne dække halvdelen af udgifterne, og heraf måtte vi kun bruge 70 procent af denne halvdel til konsulentbistand. Resten skulle gå til andre udgifter (f.eks rejser til møder, hvor vi skulle forberede ansøgningen). Men den anden halvdel skulle de andre deltagere så finansiere, var vi enige om.

Jeg søgte om midler; min ansøgning blev imødekommet, og jeg var glad over en af de sjældne succeser med en ansøgning. Men glæden fortog sig. Vi havde nemlig ikke husket på, at også denne lille bevilling havde et krav om betaling af overhead. Så vi endte med ikke at bruge hele bevillingen, og jeg måtte bruge et personligt annuum, det var lykkedes mig at få, til at dække de 40 procent, som overhead udgjorde dengang i 2018. Pengene gik altså ikke til konsulentbistand, men til overhead. I alt dækkede midlerne fra EUOpstart kun en tredjedel af omkostningerne ved at udarbejde af ansøgning.

Hele historien er interessant, fordi den er så typisk. Mange eksterne midler dækker ikke overhead – de 44 procent, der skal lægges oveni, er man så nødt til at finde et andet sted, hvis bevillingen skal gå igennem. Normalt sker det ved at universitetet, hvor man er ansat som forsker, bruger sine basisforskningsmidler til at betale overhead. Jo flere eksterne midler universitetet får, jo mere går der af universitetets egne midler til overhead. Og sådan går det til, at en ikke helt lille del af basisforskningsmidlerne bliver bundet til at supplere op på de eksterne midler. Så egentlig er de eksterne midler ikke helt så gode, som mange tror.

I år forsøger vi os igen med en ansøgning, for sidste års afslag gav trods alt 85 point ud af 100 mulige, så måske kan vi rette op på manglerne i ansøgningen i tredje forsøg, hvis vi får konsulenter til at hjælpe os endnu engang, nu med at udbedre de svage punkter, som den 20 linjer lange evaluering påpegede, der var i sidste års ansøgning. Denne gang besluttede jeg mig dog, klog af skade, til ikke at søge EUOpstart, men til at søge en lokal institutionspulje om 15.000 kroner og få resten dækket af de andre partnere. Nettoresultatet er at vi får næsten lige så god konsulentbistand som ellers og at vi undgår overhead. Og vi håber selvfølgelig, at de midler, som vi nu bruger til at søge midler for, så er godt givet ud.