Social retfærdighed?

Der er en interessant artikel i Nature af de tre amerikanske psykologer Starmans, Sheskin og Bloom. Artiklen giver et overblik over hvad man i dag ved fra psykologisk forskning om menneskers opfattelse af ulighed. Der er mange resultater, der viser at mennesker uanset alder og køn klart foretrækker at goder bliver fordelt ligeligt. F.eks. er der lavet en undersøgelse af små børn, hvor de bliver bedt om at give to andre børn nogle viskelædere. Børnene er meget enige om at de to andre børn skal have lige mange viskelædere.  Men der er også mange resultater, der viser at mennesker ikke har noget imod en ulige fordeling af goder, hvis de opfatter den ulige fordeling som retfærdig. F.eks. viser undersøgelsen med børn, der skal give viskelædere til andre børn, at de ændrer opfattelse, hvis de får at vide at det ene af de to børn, der skal have viskelædere, har ryddet pænt op, mens det andet barn ikke har. Så vil de gerne vil give flere viskelædere til det barn, der har ryddet pænt op.

Så det er vigtigt at skelne mellem ulighed i sig selv og uretfærdig ulighed, konkluderer forfatterne. Og det er da også mit indtryk, at vi ikke siger det særlig tit: at uligheden er uretfærdig. Der er meget voldsomme sociale uligheder i USA, men det er mit helt uvidenskabelige indtryk, at mange amerikanere på den ene side erkender at det er sådan, men på den anden side også siger at uligheden ikke er uretfærdig, men tværtimod udtryk for at “man kan hvad man vil”. Tilsvarende er mantraet om at “det skal kunne betale sig at arbejde” et forsøg på at begrunde nedskæringer i sociale ydelser med en form for retfærdighed. Og i begrundelserne for “integrationsydelse” dukker der også en usagt komponent op: det er uretfærdigt, hvis mennesker kan komme til Danmark og modtage kontanthjælp på samme sats som andre mennesker, der allerede bor i Danmark.

Men man kan også opfatte disse nedskæringer som uretfærdige, og mange af argumenterne imod nedskæringerne er faktisk argumenter for netop dette, at de er uretfærdige. Den egentlige kamp er derfor ikke kun en kamp for at gøre noget ved uligheden “i sig selv”, men også en kamp for at ændre opfattelsen af hvad social retfærdighed er. Dette begreb fortjener at blive fremhævet mere i debatten om uligheden i Danmark.

Flattr this!

Magt og afmagt

Måske er det en følelse af afmagt, der er en fælles forklaring på populismens fremkomst. Følelsen af afmagt har drevet nogle til f.eks. at stemme på Trump, og følelsen af afmagt hersker nu hos dem, der er modstandere af Trump og andre højrepopulister. Jeg vil advare mod at gøre højrepopulisternes holdninger legitime, men følelsen af afmagt hos deres vælgere kan bestemt være legitim.

Hvis man har en følelse af afmagt, skyldes det at man ikke føler at man har indflydelse på sin egen situation. Men er der da ikke demokrati mange steder i Europa og Nordamerika? vil nogle spørge.

Hertil vil jeg svare, at demokratiet er begrænset på mange måder. Den demokratiske proces skal give os alle indflydelse og gøre os alle i stand til at sætte os i Den Andens sted, så vi kan træffe bedre beslutninger. Det er ikke det, vi ser i disse år.

Der er ganske vist valg hvert fjerde år og af og til er der også folkeafstemninger. Men derefter er det alene repræsentanternes demokrati. Og hvis man har et arbejde, tilbringer man en stor del af sin hverdag uden for en demokratisk proces. Den typiske arbejdsplads er et sted, hvor der ikke findes demokratiske beslutningsstrukturer eller fri information, men samtidig er de beslutninger, der bliver truffet her, af meget stor betydning for de ansatte.

En del private virksomheder taler ganske vist om at lederne skal “inddrage” de ansatte og “lytte”. På universiteter og andre offentlige virksomheder ser vi en tilsvarende proces. Der er en intention om at medarbejdere skal “inddrages” i forbindelse med væsentlige beslutninger, men det er lederne der bestemmer, hvad der er væsentligt, og i sidste er det altid dem, der bestemmer (og de er ikke blevet valgt). Der er ikke tale om medbestemmelse.

Hvis der kun er tale om demokrati i visse sammenhænge i samfundet og i forbindelse med store beslutninger og ekstraordinære situationer, er det ikke sikkert, at de beslutninger, der så bliver truffet, bliver særligt gennemtænkte. Hvis deltagerne ikke er vant til at være del af den demokratiske proces, bliver de mindre vant til det. Nogle gange bliver de politiske diskussioner bare mere polariserede og hadefulde, og de hadefulde diskussioner på f.eks. Facebook er typiske for sammenhænge, hvor deltagerne ikke til sidst skal træffe en beslutning i fællesskab. Vreden og hadet virker som tegn på afmagt.

Jeg tror, at et anderledes demokrati, hvor repræsentanterne er i konstant og forpligtende dialog med dem, der har valgt dem, og hvor demokratiet bliver udvidet til et demokrati også på bl.a. arbejdspladser, vil kunne være med til at fjerne følelsen af afmagt, give bedre diskussioner og gøre det sværere for de populister, der hævder at “tale på det tavse flertals vegne”. Trump, Farage Le Pen og andre med dem ynder at fremstille sig selv som “folkets repræsentanter” mod eliten, men faktisk kommer de ofte selv fra den absolutte overklasse og det er ikke meget, de taler om demokrati, når de først kommer til magten.

Flattr this!

Han er ikke syg

Mange mennesker har svært ved at fatte Donald Trumps handlinger og personlige udbrud – og det har jeg da også selv haft det på den måde. Der har allerede været en del analyser af præsidentens uforudsigelige personlighed, og det er som om det ikke vil stoppe. I amerikanske medier har man kunnet læse diverse psykologers analyser af Donald Trumps person og endog en udtalelse fra tre amerikanske psykiatere, der har karakteriseret ham som psykisk syg.

Men uanset hvor lidt jeg bryder mig om Donald Trump (jeg svinger for tiden mellem at foragte ham og at være bange for ham) ville jeg selv finde det underlødigt, hvis andre prøvede at diagnosticere mig eller nogen, jeg kender, alene ud fra mine udtalelser. Og jeg ville blive vred, hvis nogen gav sig til at udråbe en politiker, jeg sympatiserer med, til at være psykisk syg.

Det, der er så svært at skulle leve med, er i virkeligheden at de ekstreme politikere og de mange mennesker, der støtter dem, befinder sig i normalitetsområdet. Man behøver ikke at have en diagnose for at være racist, sexist eller fascist – eller for “bare” at udvise den grandiose, kontrollerende og selvoptagede adfærd, som Donald Trump (og Chavez, Putin, Erdogan, Orbán og mange andre autoritære ledere) ofte har udvist. Mange af os kender i virkeligheden også personer, der er på denne måde, og de har ingen diagnose – de er “bare” ubehagelige mennesker med magt. Jeg vil bestemt ikke afvise at den slags mennesker kan have psykiske problemer, men det er ikke det samme som at de skulle være psykisk syge.

Faktisk er der nemlig en rigtig god grund til at man ikke bør affærdige Donald Trump som værende psykisk syg: Man kan ikke være bekendt at slå psykisk syge mennesker i hartkorn med ham. Mange mennesker har haft psykisk sygdom inde på livet, enten helt selv eller fordi de kender nogen, der er eller har været psykisk syge. Og dermed ved vi jo godt, at de allerfleste mennesker, der har en psykisk sygdom, slet ikke har de ubehagelige og usympatiske karaktertræk, som USAs præsident har. Nogle af de allermest sympatiske og begavede mennesker, jeg kender og har kendt, har faktisk haft psykisk sygdom at slås med.

Flattr this!

Danskerne og dem, der burde blive væk

I denne uge har der været megen omtale af ovenståede folketingsbeslutning. Det kan jeg sagtens forstå. Min hustru og jeg har begge haft en forælder, som aldrig har været dansk statsborger, og i mit tilfælde var det endda en “ikke-vestlig” forælder.

Det er usympatisk at se en officiel udtalelse fra Folketinget, der sætter denne modsætning op og tager udgangspunkt i en ekskluderende opfattelse af hvad det vil sige at være dansker.

Resten af denne korte udtalelse har der ikke været megen omtale af, men den er også interessant på en anden måde. Den viser usædvanligt tydeligt, at den officielle dansk flygtningepolitik i 2017 har et rent nationalistisk udgangspunkt i form af en central påstand om at “danskerne” er truede, og at den ikke længere har et ønske om at finde frem til hvordan man kan yde beskyttelse til mennesker på flugt. I udtalelsen er der ingen pseudo-omsorgsfulde påstande om f.eks. at ville “hjælpe i nærområderne”, kun den rene vare: et ønske om at holde folk væk fra Danmark.

Flattr this!

De læser slet ikke!

I går skrev jeg om studerende på AAU, der havde gjort en meget begrænset indsats for at forberede sig til det kursus, jeg holder i dette semester Nu kunne man sagtens sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af at jeg bare langer ud efter de studerende, jeg underviser for tiden. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg var lidt mellemfornøjet i går.

Men der er faktisk en del litteratur inden for uddannelsesforskning, og ikke mindst inden for matematikkens didaktik, der påviser at de fleste studerende slet ikke læser i deres lærebøger!  Alene fra USA, hvor man skal betale et større beløb for bare at kunne studere på et universitet, er der masser af eksempler. Ét blandt mange er indledningen til en artikel fra 2012 fra International Conference on Technology in Collegiate Mathematics, hvori forfatterne Jane Friedman, Perla Myers og Jeff Wright fra University of San Diego skriver

Students in lower division mathematics classes rarely read their textbooks. If they do attempt to read them, they generally lack the skills necessary to read the material effectively.

Her er indledningen fra en artikel fra 2010 fra 13th Annual Conference on Research in Undergraduate Mathematics EducationMary Shepherd fra Northwest Missouri State University skriver

Many mathematics faculty want and tell their students to read their textbook. A brief survey of first year college students might discourage these teachers because it appears through general questioning that this does not happen as frequently as faculty would like, if at all. Informal surveys of students seems to indicate that they do not read large parts of theirmathematics textbooks at all, much less effectively.

Begge ovenstående artikler beskæftiger sig med at finde ud af hvorfor studerende ikke læser i deres lærebøger og hvad man kan gøre ved det. Svarene på disse to spørgsmål er desværre ikke enkle – eller fyldestgørende. Begge artikler observerer, at de fleste studerende simpelthen er ude af stand til at læse en matematisk tekst, og i begge artikler beskriver forfatterne de tiltag, de har sat i værk for at lære de studerende at læse på denne måde.

Og når jeg taler med universitetskolleger fra andre fagretninger end datalogi eller matematik, får jeg et helt tilsvarende billede. Mange studerende forbereder sig tilsyneladende aldrig. På AAU bruger vi (i al fald på første studieår) resurser på at undervise de studerende i at lave projektarbejde i grupper, men der er mig bekendt ingen aktiviteter, der går ud på at undervise dem i at læse en akademisk tekst. I går sagde en studerende til mig at han havde “kigget dagens tekst igennem”, og denne formulering var desværre meget sigende.

Denne observation, at mange studerende ikke kan læse en akademisk tekst (og slet ikke en tekst med matematisk indhold) vil dog næppe kunne udløse nogen forskningsmidler og man skal faktisk ikke ønske sig at se politiske tiltag. Mange politikere (en stor andel af dem har faktisk ikke gennemført en videregående uddannelse) vil rutinemæssigt blot sige, at de studerende skal “tage sig sammen”. Hele studiefremdriftsreformen er, så vidt jeg kan se, baseret på netop denne holdning, og det eneste, den formår, er (så vidt jeg kan se) at få studerende sparket ud af uddannelserne.

Et lidt kedeligt bud på at komme videre er, at vi skal konfrontere de studerende med, at det faktisk er et stort problem for deres egen læring, at de ikke læser. Jeg vil gerne høre nogle udsagn fra dem; forhåbentlig (og formodentlig) er det muligt at nå videre end til bortforklaringer om at kursusholderen ikke har fortalt hvilken lærebog, man skal bruge.

Og et andet, mindre kedeligt bud er at tage fat i den uddannelsesforskning, der findes derude og finde nogle gode strategier for at lære de studerende at læse. Udfordringen her er at alle disse strategier kræver tid og overskud fra undervisernes side, så hvis ikke vi skal have en endnu større undervisningsbelastning end nu (hvor uddannelsesområdet beskæres med 2 procent om året), skal vi have flere resurser tilført. Til gengæld vil vi så kunne få nogle bedre resultater at se.

Flattr this!

En frivillig indsats

Et af de rigtig gode initiativer i disse år er Venligboerne. Jeg følger med i Facebook-grupper, hvor jeg kan læse om hvordan medlemmer af Venligboerne beder om hjælp til at en syrisk dreng på 15 år kan få sine forældre til Danmark. Og jeg følger med i en anden stor Facebook-gruppe, Næstehjælperne, hvor mennesker på kontanthjælp kan få brugte møbler og brugt tøj. Nu er der kommuner, der er begyndt at samarbejde systematisk med Venligboerne om kontakt til flygtninge.

Disse initiativer er tegn på alt det, vores samfund af frivillige kan og på alt det, Internettet i dag gør muligt. Og Venligboerne og Næstehjælperne viser, at borgere i Danmark bekymrer sig om hinanden. Samtidig er der med tiden sket det, at disse initiativer også er blevet en slags kampagner for værdige forhold for udsatte grupper i samfundet.

Men samtidig viser dette også, at det, der engang var velfærdssamfundet, ikke gør det, det (i al fald efter min mening) burde, nemlig at behandle borgerne værdigt. Hvis jeg for 25 år siden havde fået at vide, at der i 2017 ville være indsamlinger til at uledsagede flygtningebørn kan få deres forældre til Danmark eller donationer fra borgere af brugte møbler og tøj til fattige i Danmark, ville jeg være blevet ked af det.

Det, der langsomt er sket, er at medfølelsen er blevet privatiseret og at sociale ydelser er noget, man som borger skal gøre sig fortjent til. Socialpolitikken bliver i stadigt større omfang bliver tænkt som statens instrument til økonomiske sanktioner over for borgerne, mens egentlig omsorg i stadigt højere grad er blevet den enkelte borgers ansvar.  “Integrationsydelsen” og dens tillæg og restriktioner og kontanthjælpsloftet er meget håndgribelige tegn på det. Et andet tegn på socialpolitikkens forandrede rolle i dansk politik er Socialministerets omtumlede skæbne. En overgang (fra 2007 til 2009) fandtes Socialministeret faktisk slet ikke, og senere er dets resortområde blevet en blanding af det, andre ministerier har haft som deres ansvar.

På denne måde er vi i Danmark ved at havne i en situation, som man kender fra ikke mindst USA, hvor frivillige sociale initiativer altid har spillet en meget stor rolle og hvor det længe har været en udbredt holdning hos borgerne at sociale problemer er et individuelt anliggende. Nogle vil bifalde denne udvikling; det vil jeg ikke.

Flattr this!

Et spændende valg af dato

Jeg har på denne blog skrevet om den ikke særligt gennemsigtige proces om delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet. Nu er det så en realitet: Fakultetet er blevet delt, og den nye dekan for mit fakultet indkaldte i går alle medarbejdere på det nye fakultet til et såkaldt kick-off-møde. Her er noget af indkaldelsen (med de sammensatte navneord delt, som det nu er blevet moderne at gøre):

Kære medarbejdere,

1. januar 2017 gik vi i luften med det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH). Det markerer vi med kick-off møder på følgende datoer:
København 31. januar kl. 10.00 – 12.30 i Acm15 (A) B1/1.008
Aalborg 1. februar kl. 13.30 – 15.30 i NOVI auditoriet

Vi står foran en stor opgave med at forme det nye fakultet og styrke vores position både internt og eksternt, hvor vi skal brandes som et som et attraktivt, moderne fakultet med et solidt forsknings- og uddannelses renommé og en anerkendt førerposition inden for videns samarbejde. Derfor arbejder ledelsen for tiden på at udfærdige strategien for det nye fakultet og sætte retningen for fakultets arbejde. På kick-off møderne vil dekanen og udvalgte institut- og skoleledere komme med oplæg herom. Der vil undervejs være rig mulighed for spørgsmål og diskussion, da vi ønsker at høre jeres tanker og input til det foreløbige arbejde.

Det er unægtelig et spændende valg af dato. Den 1. februar er datoen for semesterstart, og her skal vi byde alle de studerende velkommen til det nye semester. Det er den ene af årets to travleste dage for alle undervisere (den anden er 1. september). Men det har AAUs ledelse (der ikke underviser) vist glemt.

Flattr this!

Behandlet efter anseelse?

Bunden af tabellen fra 2016.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger i sin artikel 1 at

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Sidste år lavede Ugebrevet A4 en undersøgelse, hvor 2.020 danskere [jeg formoder at dette blot betyder “borgere i Danmark”] blev bedt om at svare på, hvor meget prestige de forbinder med 99 forskellige jobtyper.  Undersøgelsen følger op på A4s oprindelige undersøgelse fra 2006.

I toppen har vi

  1. Pilot
  2. Hospitalslæge
  3. Praktiserende læge
  4. Advokat
  5. Universitetslektor

Så jeg har ikke grund til at være nervøs – jeg ved i forvejen, at jeg er privilegeret og nok skal klare mig næsten uanset hvor galt det går i samfundet. (Professorer er interessant nok ikke nævnt.)

Allernederst på listen finder vi dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere. Disse grupper kan vel næppe kan kaldes for “jobtyper”. Der er nu i snart mange år fra politisk hold blevet stadigt flere sanktioner rettet mod disse grupper af borgere – senest i form af den såkaldte dagpengereform og det såkaldte kontanthjælpsloft.

Jeg tør heller ikke tænke på hvilken placering afviste asylansøgere ville få i det nuværende politiske klima. Sidste år udtalte Inger Støjberg, at “tålt ophold skal være så utåleligt som muligt”.

Og i denne uge har Kirsten Thorup og Kristina Stoltz i Politiken en grundig artikel om de vilkår, afviste, ikke kriminelle asylansøgere lever under i Danmark. Det er en meget forstemmende artikel.

Handler vi mod hinanden i en broderskabets ånd i Danmark? Jeg er efterhånden grundigt i tvivl. Min ubehagelige mistanke er at mange politiske partier i dag ikke vil røre ved denne rangordning i anseelse, men tværtimod accepterer den og faktisk også gennem deres politik er med til at forstærke den.

Flattr this!

Dyre publikationer

Elsevier og Springer har en højere profitrate end f.eks. Apple, Google, Disney og Starbucks. Kilde: http://www.pontydysgu.org/wp-content/uploads/2011/10/publishers2.jpg

I den akademiske verden er det nu de såkaldte BFI-point, som udløser penge til institutionerne og til institutterne. Alle publikationskanaler, der kan udløse point, er rangordnet mht. point i den Bibliometriske Forskningsindikator.  Så det er vigtigt for den enkelte forsker at publicere de rigtige steder, for ellers tjener institutionen ikke penge.

Publikationstraditioner er forskellige inden for de forskellige akademiske fag. I datalogi er konferencer lige så vigtige som tidsskrifter. Men der er ganske mange konferencer inden for datalogi, der kan tilbyde en særudgave med udvidede og opdaterede artikler fra konferencen. De udvidede udgaver tæller som nye artikler, og tidsskrifterne giver BFI-point (eller det tilsvarende i andre lande). Tidsskrifterne udkommer på store forlag som f.eks. Elsevier, der udgiver bl.a. det berømte medicinske tidsskrift The Lancet. Fem forlag udgiver i dag tilsammen halvdelen af alle videnskabelige publikationer: Elsevier, Springer, Wiley-Blackwell, Taylor & Francis og SAGE Publications.

Disse store forlag er et dyrt bekendtskab for universiteterne, for hvis man skal kunne læse artiklerne, skal man have adgang til et abonnement på tidsskrifterne. Her kræver forlagene så af et universitetsbibliotek, at det skal abonnere på alle deres tidsskrifter.  Så på den ene side giver forskernes publikationer penge til universiteterne, på den anden side skal universiteterne betale for at kunne give forskere adgang til at læse publikationerne. Og nogle forlag er endnu grellere: Man skal ikke bare betale for at kunne læse, hvis en artikel er blevet accepteret, man skal også betale for at kunne få lov at få den publiceret. Jeg har én enkelt gang været nødt til at betale en såkaldt page charge for at kunne få en antaget artikel udgivet. Dét gør jeg aldrig igen.

En artikel i Magisterbladet fortæller, hvor grelt prisniveauet er blevet efterhånden. Elsevier har i de sidste fem år sat prisen på biblioteksabonnementer op med 400.000 kroner om året. Det beløb svarer til årslønnen for en adjunkt. Alt dette sker i en virkelighed, hvor universiteterne skal spare to procent på budgetterne hvert år. Og forlagene må siges at skumme fløden, for redaktørerne og bedømmerne er ikke ansatte på forlagene, men forskere, der gør dette arbejde helt gratis. Ligesom pladeselskaberne i musikkens verden er forlagene i høj grad blevet et fordyrende mellemled, der først og fremmest prøver at beskytte sig selv.

Jeg boykotter selv Elsevier, og det må være på tide at de danske universiteter nu gør fælles front mod dette og andre kommercielle forlag for at komme deres usunde og for os kostbare forretningsmodel til livs.

Flattr this!

Enten kan de det, eller også så kan de det ikke…

Figur: Andrew Robinson: Teaching A Class With A Bimodal Distribution — If You Have One! (https://medium.com/precarious-physicist/teaching-a-class-with-a-bimodal-distribution-if-you-have-one-c9629ac15469#.hko3myhbd)

Det er i år 25 år siden, jeg først holdt en stor mundtlig eksamen i det kursus, jeg har holdt flest gange overhovedet, nemlig Syntaks og semantik. Jeg var en  urutineret eksaminator og underviser, og det virkede som om de studerende delte sig i to: Mange fik helt lave karakterer, og en hel del andre fik gode karakterer.  “Enten kan de det, eller også kan de det slet ikke”, sagde censor, og jeg var enig.

Netop dét er en konklusion, mange undervisere drager: At fordelingen af karakterer ofte er “topuklet” som vist på figuren ovenfor. En “topuklet” fordeling er det, man i sandsynlighedsregning og statistik kalder bimodal.

Men der findes statistiske tests, der kan fortælle os om en fordelingsfunktion rent faktisk er bimodal. Og dette er blevet undersøgt af Elisabeth Patitsas fra University of Toronto. Hun undersøgte karaktererne ved eksaminer i datalogi ved University of British Columbia fra 1996 til 2013. Og det var faktisk kun 5,8 procent af karakterfordelingerne, der var bimodale.

En anden artikel af Patitsas og tre af hendes kolleger undersøger hvordan universitetslærere i datalogi tænker om karakterfordelinger.

De seks histogrammer, som underviserne blev præsenteret for.

Underviserne blev præsenteret for seks histogrammer med karakterdata og bedt om at vurdere, om de var udtryk for en bimodal tæthedsfunktion. Det interessante var, at de seks datamængder alle var genereret ud fra en unimodal tæthedsfunktion (dvs. med kun én “pukkel”). Universitetslærerne blev også spurgt om deres holdning til karakterfordelinger og til studerende. Blandt andet skulle de fortælle, hvilken af disse påstande, de var mest enige i:

  1. Næsten alle kan gennemføre en uddannelse i datalogi, hvis de gør en indsats
  2. Nogle studerende er fra fødslen prædisponeret til at klare sig bedre i datalogi end andre

Nogle blev blot bedt om at forholde sig til disse andre påstande, mens andre først blev bedt om at forholde sig til diskussionen om hvorvidt karakterer fordeler sig bimodalt. Resultaterne viste at de universitetslærere, der tror på påstand 2 ovenfor (om medfødte evner) var signifikant mere tilbøjelige til at se karakterfordelinger som bimodale, selv om de ikke var det – og omvendt: Universitetslærere, der var af den opfattelse, at karakterfordelinger er bimodale, var signifikant mere tilbøjelige til at tro på påstand 2.

Noget tyder derfor på, at det er undervisernes opfattelse af de studerende, der betinger om de ser en fordeling af karakterer som bimodal eller ej, og denne idé om hvordan karakterer fordeler sig, kommer derefter til at forme undervisernes opfattelse af de studerende!

Den hårde udlægning er at mange af de undervisere, der ser karakterfordelinger som bimodale, er dem, der ikke lykkes med deres undervisning. Med holdningen at “enten kan man det, eller også kan man det ikke”, får man nemlig sagt at undervisning ikke har nogen betydning for de studerendes kundskaber. For hvis man har medfødt talent for faget,  skal man nok få lært det man skal, uanset hvordan undervisningen ser ud. Og hvis man har medfødt mangel på talent for faget, kan undervisningen ikke rette op på det.

Alene dét er grund nok til at overveje, om det er fornuftigt som underviser at hævde at “enten kan man det, eller også kan man det ikke”.

Flattr this!