Gør det ondt?

En rapport fra 2013 dokumenterer, at læger og sygeplejersker ofte ikke forbinder patienters problemer med, at de kommer fra en anden kultur og et andet land og at nogle ansatte endda taler om “etniske smerter”! Men fornemmelsen af smerte er subjektiv, og faktisk også også kulturelt (herunder også historisk) bestemt. I Det Gamle Testamente står der at

Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn.

Første Mosebog, kapitel 3, vers 16 (https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/3)

I dette bud, tillagt Jahve, lå der et krav om at kvinder skulle acceptere, at det gør meget ondt at føde. Men nu, mange år senere er smertelindring blevet udbredt ved fødsler i den rige del af verden. Man vil ikke længere finde sig i smerten.

Holdningerne varierer ikke kun over tiden. I Middelhavslande og i Mellemøsten er det ikke forbundet med skam at give tydeligt udtryk for fysisk smerte. I østasiatiske kulturer, hvor konfucianismen er vigtig (ikke mindst Kina) er det helt anderledes; her skal man bære smerten med “værdighed”. Der er også forskelle mellem kønnene og forskelle fra menneske til menneske.

Hele dette forskningsområde er grundlagt af den polskfødte forsker Mark Zborowski, der i 1960’erne undersøgte hvordan forskellige befolkningsgrupper i USA gav udtryk for fysisk smerte. Han fandt nogle meget tydelige forskelle mellem tre forskellige grupper af amerikanere med europæisk baggrund: jøder (fra Østeuropa), italienere og “gammelamerikanere”, dvs. amerikanere med protestantisk baggrund.

Denne slags kulturelt bestemte attituder til fysisk lidelse er vigtige at have sig for øje i sundhedsvæsenet, for ellers kan man ikke give patienter korrekt behandling. Den eneste indikator på hvor megen og hvilken form for smerte, en patient føler, stammer nemlig fra patienten selv. Rapporten fra 2013 dokumenterede, at nogle patienter bliver afvist med “etniske smerter” i arme og ben, hvor det så har vist sig at være en kræftsygdom, som havde spredt sig til knoglerne. Mere banale sygdomme som astma eller bihulebetændelse er også tit blevet kaldt “etnisk migræne”

(Mark Zborowski er i øvrigt berygtet for i sin tid at have været agent for den sovjetiske efterretningstjeneste og for i denne sammenhæng at have infiltreret trotskistiske dissidentmiljøer uden for Sovjetunionen.)

Benægtelse og benægtelse af benægtelse

Foto: Alex Garland, https://www.flickr.com/photos/backbone_campaign/20804927718, (CC BY 2.0)

For en uge siden skrev jeg om “spise kage”-reaktionerne fra privilegerede mennesker, når de bliver konfronteret med den racisme, andre bliver udsat for. En anden form for privilegerede menneskers benægtelse af racisme er benægtelsen af at racismen overhovedet findes eller af at handlinger og holdninger (herunder egne handlinger og holdninger) er udtryk for racisme.

Et af problemerne her er, at konsekvenserne af racisme ofte ytrer sig mentalt i form af lavere selvværd og mistillid til andre og derfor tager form af rent personlige oplevelser.. Men ofte er der også konkrete, målelige konsekvenser, og det gælder ikke mindst for den strukturelle racisme. I en kronik i dagbladet Information skriver Kashif Ahmad, der er lærer i Hvidovre og medlem af Det Radikale Venstre

I mine unge år ringede jeg til en fastfoodrestaurant i forbindelse med et jobopslag. Efter at jeg havde præsenteret mig og spurgt ind til den ledige stilling, spurgte manden i den anden ende: »Hvad var det du hed?« Stillingen var allerede besat, svarede han, efter at jeg fortalte, hvad jeg hed.

Min mavefornemmelse var dårlig, og en halv time efter ringede jeg op igen og introducerede mig selv med et andet navn: »Hej, det er Kasper.« Nu var stillingen pludselig ikke længere besat, jeg kunne kigge ned forbi butikken.

TrygFondens Børnecenter ved Aarhus Universitet publicerede i marts 2019 resultaterne af en undersøgelse, der viser, at lærere i folkeskolen både tilsigtet og utilsigtet diskriminerer børn med mellemøstlige navne. Og dette fortsætter senere i livet. Andre danske undersøgelser viser, at man skal sende 52 procent flere ansøgninger for at komme til jobsamtale, hvis man har et mellemøstligt-klingende navn.

På baggrund af den slags beretninger og den slags undersøgelser er det svært at fastholde, at der ikke findes strukturel racisme i Danmark. Her følger jeg definitionen der siger at

Strukturel, direkte racisme består i, at samfundets institutioner, erhvervslivet og kulturlivet er indrettet på en måde, så de sociale forhold/strukturer holder mennesker, der adskiller sig fra flertallet, hvad angår trosretning, hudfarve, national-, etnisk- eller kulturel oprindelse, udenfor. En afvisning ved et diskotek med henvisning til personens hudfarve er f.eks. at betragte som direkte diskrimination.

Racisme i Danmark (https://faktalink.dk/titelliste/racisme-i-danmark)

Benægtelse af strukturel racisme findes alle steder, hvor der er strukturel racisme, og de, der benægter dens eksistens, er som regel mennesker, der aldrig selv bliver udsat for diskrimination, fordi de selv er privilegerede. Kongeeksemplet er vel Søren Espersens udsagn for nylig.

Min fornemmelse er at det, der kendetegner racismen i Danmark, er at netop denne form for benægtelse er en særligt væsentlig komponent. Det er min fornemmelse, at benægtelsen også er udbredt for det, man kalder isoleret racisme – dvs. egentlige hadforbrydelser, tilråb mm.

Det er derfor også svært at tale om benægtelsen af racisme i en dansk kontekst, for den typiske reaktion i Danmark er benægtelse – nu bare i form af benægtelse af benægtelse. I værste fald prøver de, der benægter, at rationalisere diskriminationen med forklaringer om at “den slags er beklageligt, men der må desværre må være tale om at man har handlet på denne måde ud fra tidligere dårlige erfaringer med den slags mennesker”. Når man udtrykker sig på denne måde, forsvarer man dermed faktisk diskriminationen som reelt eksisterende og som en berettiget reaktion over for mennesker, man anser for at være “forkerte” som gruppe betragtet.

Det hårde ved privilegerede menneskers benægtelse af racisme er, at den på mange måder er at sammenligne med at få at vide af en voksen, at man ikke bliver mobbet i skolen og måske endda selv er ude om det.

Om benægtelsen så er udtryk for, at de benægtende bevidst hævder noget, de godt ved er ukorrekt, er en anden snak. Som jeg tidligere har sagt og her vil gentage: De allerfleste mennesker er ikke generelt onde, og de allerfleste mennesker har brug for at have et positivt billede af sig selv – og det er helt naturligt. En hel del benægtelse kommer fra et ønske om at kunne fastholde et positivt billede af sig selv. Men det er ikke klart, at det positive selvbillede er realistisk. Alle mennesker har nemlig oparbejdet fordomme og antagelser gennem deres opdragelse og for privilegerede mennesker virker privilegierne ofte “naturlige” og “neutrale”. Den store udfordring er at man ikke må lade sig styre af al denne bagage, dvs. erkende at man i et vist omfang har anskuelser, der faktisk er fordomme, men ikke vil lade sig styre af fordommene. Kan man sige, at man selv er fri for fordomme, hvis man tyr til benægtelsen som strategi? Jeg vil hævde, at man ikke kan.

Embedsværket og ministrene – og danskerne

Efter en tid med tilsyneladende borgfred under COVID-19-pandemien er vi nu inde i endnu en periode med politisk spil. Situationen minder om en underlig manøvre fra efteråret 2011. Den daværende socialdemokratisk ledede regering gennemførte bl.a. ikke de takstnedsættelser i den offentlige trafik, som de havde lovet. Venstre havde aldrig været fortalere for sådanne takstnedsættelser. Venstre satte alligevel en intens kampagne i gang, hvor de baserede deres kritik på et paradoksalt argument om løftebrud, nemlig at regeringen ikke ville gennemføre den politik, som Venstre var modstandere af.

I sagen om håndteringen af COVID-19-pandemien går kritikken fra bl.a. Venstre nu på at ministrene ikke rettede sig efter embedsværkets anbefalinger, men havde politiske begrundelser bag nedlukning af store dele af samfundet. Her er argumentet at embedsværket havde ret (og, postulerer man, var enige med “folket”), men ministrene satte spørgmålstegn ved dem. Dette er måske korrekt og kan sagtens være et problem. Det ene interessante er, at den siddende socialdemokratiske regering ofte taler om “danskerne” (ikke “borgerne”) her under pandemien. Det andet interessante er, at der i en anden samtidigt verserende sag dukker det modsatte argument op fra Venstre.

I sagen om Inger Støjbergs tvungne adskillelse af asylansøgere er Venstres forsvar for Støjberg nemlig, at embedsværket havde svært ved at handle ud fra hendes politiske begrundelser, som, postulerer man, “folket” var enige i. Her er Venstres forsvar baseret på den stik modsatte begrundelse: Ministeren havde ret (selv om hendes handlinger efter alt at dømme var ulovlige ifølge forvaltningsloven), embedsværket satte spørgsmålstegn ved dem. Og “folket” kalder Venstre her for “danskerne”.

Ud over det retorisk spændende i denne form for indre selvmodsigelse, er der to aspekter, der er interessante og er typiske for hvordan politikere med regeringsambitioner og en bagage af strategisk nationalisme tænker. Det ene aspekt er, at fokus igen er på forholdet mellem embedsværket og ministrene: Hvem er det, der bestemmer og hvem er det, der skal bestemme? Det andet aspekt er al talen om “danskerne”. Jeg er dansk statsborger og har altid været det, men jeg vil gerne have mig frabedt at blive taget til indtægt for hvad “danskerne” mener.

Pas på hvad du udtaler dig om

Fra rapporten Ytringsfrihed i Danmark.

I 2017 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge hvordan ytringsfriheden har det i Danmark. For få dage siden udkom Ytringsfrihedskommissionens rapport. Den er interessant læsning. I sammendraget står der

Indeværende rapport indeholder analyser af besvarelserne af denne spørgeskemaundersøgelse, som har været udsendt til et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 16-74 år. Der har endvidere været indhentet ekstra besvarelser fra udvalgte grupper i samfundet. Det angår unge i alderen 16-25 år samt indvandrere og efterkommere fra seks udvalgte lande, som i rapporten er inddelt i (primært) muslimske lande og øvrige lande.

Fra resumeet af Ytringsfrihed i Danmark.

Selve det, at der er fokus på “muslimske lande” vidner om at nogen ser ytringsfrihed som først og fremmest et spørgsmål om hvad man kan og bør sige om islam. I opsummeringen er der fokus på ytringsfrihed over for religiøse mindretal, og i opsummeringen er der et punkt om indvandrere og efterkommere fra muslimske lande og et andet om politikere, debattører, kunstnere og journalister.

Rapporten konkluderer, at ytringsfriheden har det godt i Danmark. Men har den nu det?

Undersøgelsen har nemlig også belyst ytringsfriheden på arbejdspladsen og herunder, hvor stor en andel af henholdsvis privatansatte og offentligt ansatte, der har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de mener, offentligheden burde have kendskab til. Resultaterne bliver kun levnet et par linjer i resumeet, men de er faktisk ikke rar læsning.

For offentligt ansatte var det 29 procent, mens det var 13 procent af de privatansatte, der har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen. Men det fremgår at det bestemt ikke er alle, der fremsætter kritik. Figuren ovenfor viser, at hele 19 procent af de offentligt ansatte, der ikke har ytret sig om kritisable forhold, lod være fordi de selv eller en kollega tidligere var blevet kritiseret eller straffet og at 46 procent lod være, fordi de var bange for at blive fyret. Og 24 procent lod være, fordi de vurderede, at det ikke var muligt at forbedre forholdene.

En god akademisk tekst?

Jeg har flere gange skrevet om dette at skrive godt – for det er svært. I dag havnede jeg i en diskussion om, hvordan man skriver godt i den akademiske verden. Når man underviser, får man nemlig ofte spørgsmålet: Er det, vi har skrevet, “akademisk nok”? Det er et forbløffende svært spørgsmål at svare godt på.

I dagens diskussion var det svært for os at sætte fingeren på, præcis hvordan en god akademisk tekst så ud. Til gengæld kunne vi nemt komme i tanke om eksempler på dårlig akademisk skrivning!

Ét eksempel er nogle tekster forfattet af unge mennesker, der gik i gymnasiet for ikke så længe siden; her kan man se en meget talesprogsagtig skrivestil. Et andet eksempel, der kommer fra modsat hold, er svært gennemtrængelige tekster skrevet af erfarne akademikere.

Min fornemmelse er, at de, der spørger en underviser om deres tekst er “akademisk nok” er opmærksomme på at undgå den talesprogsagtige stil. Nogle forsøger så at komme tættere på det, de opfatter som god skrivestil, ved at bruge nogle retningslinjer. Jeg er selv ofte stødt på den slags i min projektvejledning. Nogen er tidligere kommet med råd (eller krav) som

  • Lad være med at nævne dig selv i din tekst; brug passivformen så tit som overhovedet muligt og skriv f.eks. “det blev besluttet” i stedet for “vi besluttede”
  • Lad være med at bruge verber, når du kan bruge verbalsubstantiver og skriv f.eks. “i forbindelse med kursisternes besvarelse af spørgsmålene” i stedet for “i forbindelse med at kursisterne svarede på spørgsmålene”
  • Lad være med at bruge et dagligdags ord, hvis der findes et fremmedord og skriv f.eks. “adækvat” i stedet for “passende”

Rådene har en kerne af fornuft, nemlig at man som forfatter skal stræbe mod at blive objektiv og skal blive i stand til at anvende fagsprog.. Problemet med tekster, der følger den slags råd, er at forfatteren let risikerer at ende i det andet ekstrem og laver en uigennemtrængelig og uskøn tekst.

Hvad skal man så som vordende forfatter af akademiske tekster gøre for at undgå dette andet ekstrem også? Mit bedste bud er, at man skal have nogle gode forbilleder og lade sig inspirere af dem – og lade inspirationen gå videre. Jeg har selv haft stor glæde af at have bestemte forbilleder for min skrivestil. Da jeg selv studerende, tænkte jeg ofte at jeg gerne ville skrive lige så godt som mine forbilleder – og én ting havde disse forbilleder fælles: ingen af dem levede op til de “gode råd” ovenfor! Jeg så selv gerne, at undervisere fandt gode og velskrevne akademiske tekster og fremhævede dem som forbilleder – og i det hele taget talte mere om god skrivestil.

Fra dyr til mennesker

Inden for de seneste måneder har man talt om hvordan SARS-CoV-2-virussen er sprunget fra dyr til mennesker. Men der er ganske mange andre tilfælde derude. HIV er måske den mest spektakulære og skræmmende virus, der har foretaget dette spring, men der er mange andre tilfælde.

Mange af dem har forbindelse med det faktum, at mange mennesker spiser dyr. Da jeg i sin tid blev vegetar (og siden veganer), var det påvisningen af, at kogalskab kan springe fra køer til mennesker og forårsage Creutzfeld-Jacobs’ sygdom, der fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i at spise dyr.

De berygtede fugleinfluenza-epidemier blandt mennesker skyldes netop at en influenzavirus er sprunget fra fugle til mennesker.

Og hvad har det så med kyllingefarme at gøre? Ud over de kummerlige og uværdige vilkår, dyrene må tilbringe deres korte liv under, sådan som det generelt er tilfældet i det industrielle landbrug, er der i kyllingefarmenes tilfælde tale om risikoen for spredning af farlige former for influenza.

Influenzavirus inddeler man efter deres sygdomsfremkaldende egenskaber: enten lavpatogene (med ingen eller milde symptomer) eller højpatogene (med svære symptomer og op til 100 % dødelighed). Hidtil er det kun subtyperne H5 og H7, der har givet anledning til højpatogen fugleinfluenza hos fugle. De højpatogene vira er, som navnet antyder, de rigtig farlige.

Det industrielle opdræt af kyllinger rummer her to farer. Den ene er at mennesker er i kontakt med rigtig mange fugle (i en typisk bygning kan der være 20.000), så der er alt for gode muligheder for at vira kan springe fra fugle til mennesker. Den anden er, at det ser ud til at lavpatogene vira i ikke helt få tilfælde går hen og bliver højpatogene.

I en artikel fra 2018 i Frontiers in Veterinary Science har forfatterne lavet en analyse af hvad man ved om dette fænomen, og det viser sig, at der findes ganske mange spring af virus til mere dødelig form netop på kyllingefarme. LPAI betegner i det følgende Low Pathogenic Aviary Influenza (lavpatogen fugleinfluenza), og HPAI tegner High Pathogenic Aviary Influenza (højpatogen fugleinfluenza).

Forfatterne skriver

From 1959 onwards, we identified a total of 39 independent H7 and H5 LPAI to HPAI conversion events. All but two of these events were reported in commercial poultry production systems, and a majority of these events took place in high-income countries. In contrast, a total of 127 reassortments have been reported from 1983 to 2015, which predominantly took place in countries with poultry production systems transitioning from backyard to intensive production systems.

Fra Dhingra Madhur S., Artois Jean, Dellicour Simon, Lemey Philippe, Dauphin Gwenaelle, Von Dobschuetz Sophie, Van Boeckel Thomas P., Castellan David M., Morzaria Subhash, Gilbert Marius: Geographical and Historical Patterns in the Emergences of Novel Highly Pathogenic Avian Influenza (HPAI) H5 and H7 Viruses in Poultry, Frontiers in Veterinary Science 5, 2018.

Der har med andre ord siden 159 været 39 tilfælde, hvor en fugleinfluenza-virus er blevet højpatogen i forbindelse med kyllingeproduktion og 127 andre tilfælde, fortrinsvis i lande hvor kyllingeproduktionen blev lagt om til industrielle farme.

En ny slags skandale

Fra søerne i København, efteråret 2015 – da folkemængder ikke var et problem. Foto: Kristoffer Trolle (https://www.flickr.com/photos/kristoffer-trolle/32999781340) Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0).

Der har været en del omtale i nyhederne af hvordan københavnerne i det gode vejr er stimlet sammen på bestemte områder i hovedstaden. Myndighederne overvejer retningslinjer, blandt andet et opholdsforbud. States Seruminstitut har sagt, at de københavnske folkemængder kan være med til at bringe hele den seneste tids indsats i fare.

På de sociale medier og blandt meningsdannere ser fordømmelsen af adfærden ud til at være så godt som universel. Derhjemme rystede vi alle på hovedet af de uansvarlige mennesker ovre i Rigets Centrum. Denne reaktion er interessant, for den viser noget om, hvor hurtigt værdierne hos mange faktisk kan ændre sig under en situation som den, pandemien har bragt os i.

Det kunne også være interessant (sikkert på en ærgerlig måde) at få en kommentar fra nogen af dem, der stimlede sammen. For der ligger sikkert en masse bortforklaringer til grund for deres adfærd; jeg tror ikke, at nogen af de indblandede gerne ville smittes eller smitte. I virkeligheden tror jeg nemlig også at bortforklaringerne er vigtige at kende, for ellers kan man ikke sætte godt nok ind. Og der skal selvfølgelig også være muligheder, der vil tiltale alle dem, der gerne vil ud i det gode vejr. Forbud og bøder er ikke nok, som adfærdsforskere da også pointerer.

Hurtig og langsom etik

I går skrev jeg (igen) om sporvognsproblemet. Tidligere har jeg her skrevet om Nobelprismodtageren Daniel Kahnemans bog Thinking Fast and Slow, der peger på to måder at tænke på. Bogen beskriver forskellen mellem de hurtige (der til dels er intuitionsbaserede) ræsonnementsstrategier og de langsommere (der til dels er rationelle). Kahneman kalder dem for henholdsvis System 1 og System 2.

Jeg vil hævde, at man på samme måde skal skelne mellem hurtig og langsom etik.

For hvis sporvognsproblemet pludselig opstod i virkeligheden, ville den person, der stod i nærheden af skiftesporet, så gøre sig omhyggelige etiske overvejelser? Der ville ikke være tid til det. Alle de lange diskussioner om sporvognsproblemet tager udgangspunkt i den velovervejede, “langsomme” etik, men den ville man med stor sandsynlighed ikke gøre brug af i situationen, hvor mennesker kan blive påkørt.

Vi ser, hvor overraskende mennesker handler i faretruende situationer, hvor det går stærkt. Jeg skrev tidligere her om hvordan voldtægtsofre og andre ofre for forbrydelser ofte reagerer på en helt anden måde end de troede, de ville reagere på.

I tv-serien Når støvet har lagt sig på DR1 er dette dilemma skåret ud i pap i skildringen af reaktionerne under massakren, som er seriens omdrejningspunkt. En tilsyneladende omgængelig og blød mand glemmer sin kæreste og låser sig inde for sig selv under massakre, mens ejeren af den restauranten, der bliver angrebet, ellers har virket meget kynisk, men spontant redder en svensk kvinde, han aldrig har mødt før. Deres “hurtige etik” var anderledes, end hvad deres “langsomme etik” ville have ledt os til at tro.

I den igangværende COVID-19-pandemi er det også interessant at observere hvordan den “hurtige etik” og den “langsomme etik” manifesterer sig. Hamstringsbølgen den 10. marts var “hurtig etik”, men overvejelserne om hvad man skal gøre i sundhedsvæsenet i tilfælde af voldsom overbelægning gerne vil fremstå som “langsom etik”. Om det så er det, ved jeg ikke.

Men når begge slags etik findes, er det bedste, vi kan gøre, at sikre at den “hurtige etik” ikke gør skade på os. I dagbladet Information er der en lang artikel med den britiske psykolog Stephen Reicher om netop menneskers reaktionsmønstre i pludseligt opståede, faretruende situationer. Og her taler han om hvor vigtigt det er, at vi har nogle gode fælles sociale normer, hvis vi skal have den enkelte til at handle ansvarligt.

»De fleste mennesker tror selv, at det, de gør, er acceptabelt, eller i hvert fald ikke uacceptabelt.«

Han sammenligner det med, når hoteller opfordrer gæsterne til at genbruge håndklæderne i stedet for at smide dem til vask efter et enkelt bad. Hvis man giver folk et længere foredrag om miljøet, kommer de nok ikke til at læse det.

»Men hvis du skriver noget i stil med, at 80 procent af gæster, der overnatter på dette værelse – altså, underforstået: folk som dig selv – genbruger deres håndklæder, så er det langt mere virkningsfuldt.«

Man kan altså påvirke folks adfærd alene ved at påpege, at der findes visse normer, som andre overholder.

»Gruppens og sociale normers kraft er den stærkeste kraft, vi har, både når det gælder om at få folk til at gøre positive ting og holde op med at gøre negative ting,« siger professoren.

Fra Nogle hamstrer toiletpapir, andre hjælper ældre damer med at købe ind. En psykologiprofessor i Skotland har svaret på hvorfor, Dagbladet Information 27. marts 2020.

Derfor er det vigtigt at huske, at vi lever i et samfund, og ikke bare er individer, hvis vi skal gøre det rigtige i en presset og overraskende situation. Hvordan den nuværende situation, hvor vi sidder hver for sig, vil påvirke dette, kan jeg kun gisne om. På den ene side kan det være svært at minde sig selv om, at vi faktisk ikke er alene, men på den anden side kan adskiltheden måske også være med til at fremme en længsel efter fællesskabet.

Semmelweiss

Nu for tiden kan vi igen følge, hvordan sundhedsvidenskaben løbende opdager nyt og hvordan den betjener sig af dataanalyse. Selv håber og tror jeg, at den COVID-19-epidemi vi i skrivende stund sidder midt i (for mig måske i bogstaveligste forstand, for også jeg har fået symptomer nu) vil skabe en ny og større respekt for forskningens store bidrag og måder at opnå ny viden på og måder, hvormed ny viden kan skabe ny praksis.

Noget af det, alle nu tager for givet, er at det er godt og vigtigt at vaske hænder for at undgå at sprede smitte. Men selv noget så tilsyneladende enkelt har ikke altid været alment accepteret. Vi kan endda sætte navn og tidspunkt på.

Den ungarske læge Ignaz Philipp Semmelweis arbejdede midt i 1800-tallet på Allgemeines Krankenhaus der Stadt Wien, hvor han lagde mærke til en stor forskel i dødeligheden mellem hospitalets to fødeafdelinger. På den ene afdeling var det ”bedre borgerskabs” kvinder indlagt; her var det primært hospitalets læger, der tog sig af fødslerne. På den anden afdeling blev mindrebemidlede kvinder indlagt, og det var overvejende jordemødre, der tog sig af fødslerne. Men kvinderne på første afdeling havde en markant større dødelighed end kvinderne på anden afdeling. På første afdeling lå dødeligheden ikke sjældent mellem 10% og 35%, men på anden afdeling (og hos hjemmefødende) var dødeligheden nede på 2%. Ikke overraskende foretrak en del kvinder at føde hjemme.

Hvad skyldtes denne forskel? Lægerne havde andre opgaver også. De startede dagen med at udføre obduktioner, og derefter gik de op på fødeafdelingen. Semmelweis udviklede nu den hypotese, at lægerne tog et eller andet med sig fra ligene til patienterne. Han fik derfor lægerne til at vaske hænder i en klorkalk-opløsning, inden de tilså kvinderne, og det fik dødeligheden på første afdeling til at falde til et niveau sammenligneligt med niveauet på anden afdeling. Semmelweiss indførte senere også vask af operationsinstrumenter og endte med at kunne præstere en dødelighed på under 1%.