Frygt og konkurrence

Kilde: THE DATA TEAM/The Economist.

OECDs PISA-undersøgelser har ikke noget med Italien at gøre; PISA står for Programme for International Student Assessment.  Ved PISA-undersøgelsen i 2015 vurderede man kundskaberne hos mere end en halv million elever i 72 lande. For første gang fik eleverne i 53 af deltagerlandene også stillet kvalitative spørgsmål om deres trivsel i skolesystemet, herunder deres forhold til forældre, til lærere og til andre elever.

To af de interessante spørgsmål er om elevernes ambitionsniveau og deres frygt for ikke at klare sig godt til eksamen. Grafen overfor kommer fra The Economist og viser denne sammenhæng.

I øverste højre hjørne kan man se en farvekode, der viser hvor god et lands PISA-score er. Og det interessante er, at de lande, hvor eleverne på samme tid har en høj ambition om at være blandt de bedste i klassen og er bange for at klare sig dårligt til eksamen, selv om de har forberedt sig godt, faktisk også er lande med en lav PISA-score. Lande som Schweiz, Tyskland, Belgien og Nederlandene, hvor eleverne ikke har så høje ambitioner og ikke er så bange, er derimod lande med temmelig høj PISA-score. I Danmark er ambitionsniveauet og frygten for ikke at klare sig begge over OECD-gennemsnittet, men hvis man ser på tallene i PISA-rapporten fra 2015, er Danmarks PISA-score faktisk lidt lavere end Schweiz’s.

Denne slags data kan ikke undgå at skabe tvivl om hvorvidt konkurrence og “motivationsfremmende foranstaltninger” mon er de afgørende drivkræfter, som man ofte får at vide at de skal være i uddannelsessystemet.

Flattr this!

Hemmeligheder og løgne om os selv

Meget ofte tænker vi på fordomme som implicitte – de er der, selv om vi ikke bryder os om at de er der. Hvis det er dét, der er tilfældet, er det en årsag til at racistiske udsagn ofte bliver ledsaget af en forsikring om at den talende ikke er racist, men…: Den, der taler, vil ikke være racist og ser ikke sit udsagn som racistisk (selv om det faktisk altid er det). “Ikke-racisten” lyver for sig selv.

Men det kunne også være tilfældet, at vi faktisk ikke har noget imod vores fordomme, men bare prøver at skjule dem så godt vi kan. Så er fordommene eksplicitte, men skjulte: Vi har ikke lyst til at indrømme at vi er racister, men vi har egentlig ikke noget imod at være det. Det sidste er vel den mest skræmmende mulighed, for den betyder at racisme (og homofobi og antisemitisme og andre former for fordomme og had) bare er “gået under jorden”. Vi lyver ikke for os selv, vi lyver for de andre.

Hvordan finder vi ud af hvad der foregår inde i vores hoveder? I dag kunne jeg læse en interessant artikel af den amerikanske dataanalytiker Seth Stephens‑Davidowitz, der har fået adgang til søgedata hos Google, forstået som de søgestrenge, brugerne indtaster. Hans konklusioner kan ses i bogen Everybody Lies: What the Internet Can Tell Us About Who We Really Are, som nu står på min ønskeliste.

Det er afslørende at se, hvad der bliver søgt på, og måske kan det på indirekte vis fortælle os f.eks. hvor stor en procentdel af befolkningen i USA, der er homoseksuelle. Det er således alle steder i USA omkring 5 procent af alle søgninger efter porno, der er søgninger efter bøsseporno, og der er små forskelle i søgehyppigheden mellem delstaterne – i Mississippi er den 4,8%, mens den i Rhode Island er 5,2%. Men det kan også røbe noget om hvor mange, der er åbne om deres seksualitet. For ser man efter hvilke mandlige Facebook-brugere, der angiver, at de er interesseret i mænd, er der procentvis dobbelt så mange i Rhode Island som i Mississippi, hvor der er langt lavere opbakning om at tillade homoseksuelle ægteskaber.

En anden interessant og trist observation er om racismen i USA. Der er 17 gange flere søgninger på “nigger jokes” end på søgninger om vittigheder om andre etniske og religiøse mindretal i alt. Og disse søgninger ser ud til at være mest hyppige på bestemte tidspunkter, hvor der er fokus på afro-amerikanere i medierne. Ét tidspunkt var efter orkanen Katrina i 2005, der især ramte bydele med sorte amerikanere. Et andet var da Barack Obama blev valgt til præsident i 2008. Og søgningerne efter “nigger jokes” vokser i hyppighed med omkring 30 procent på Martin Luther King Jr Day.

Racistiske vittigheder er i høj grad eksplicit racisme, og det får Stephens-Davidowitz, der selv er en kridhvid mand, til at fremsætte den hypotese, at årsagerne til den diskrimination, der stadig er udbredt i USA ikke så meget er et resultat af tidligt indlærte og underbevidste negative reaktioner mod afro-amerikanere som den er et resultat af at millioner af hvide amerikanere søger efter “nigger jokes”.

Min umiddelbare tanke efter at have læst Stephens-Davidowitz’ artikel er, at det kunne være interessant at lave en lignende undersøgelse for danske søgeresultater.

Flattr this!

Det er måske umuligt at skifte mening

Jeg og mange andre har en grundopfattelse af at man kan ændre folks politiske holdninger ved at præsentere dem for utvetydige fakta. Men en undersøgelse foretaget af fire samfundsforskere fra USA og Storbritannien under præsidentvalget i USA i efteråret 2016 er interessant i den henseende. 

Forskerne bad vælgere om at vurdere en række udsagn, som Donald Trump havde fremsat i løbet af valgkampen – og som var faktuelt forkerte. Forskerne gav vælgerne data, der viste at Trumps påstande var ukorrekte og bad dem om at vurdere om Trump havde sagt sandheden eller ej. Det overraskende er at de vælgere, der støttede Trump, ikke havde problemer med at gå med til at Trump havde talt usandt – men det havde ingen signifikant indflydelse på deres beslutning om at ville stemme på ham

I konklusionen skriver forskerne

Still, our results provide compelling evidence that citizens can accept factual corrections of misstatements even when they are made by one’s preferred candidate during a presidential election. However, any optimism should be cautious. Information about the accuracy of a claim had little effect on people’s attitudes toward the candidate being corrected. Respondents—particularly Trump supporters—took the corrections literally, but apparently not seriously.

Det er interessant, at man (i hvert fald for nogles vedkommende) kan acceptere, at politiske udsagn er faktuelt forkerte, men at man ikke tager dette så alvorligt, at man skifter mening på afgørende vis. Og trist er det egentlig også, for det er endnu et tegn på at det gode argument ikke betyder nær så meget for opinionsdannelsen, som det burde, i den politiske debat. Og især er det interessant at vælgere, der bakker om den reaktionære nationalisme som f.eks. Donald Trump er eksponent for, især har svært ved skifte mening.

Flattr this!

Så er det i dag

Fordi jeg for mange år siden boede i Skotland, har jeg længe været interesseret i skotsk og britisk politik og har prøvet at følge med i valgkampen, når der har været valg til Underhuset. Maggie Thatcher var en premierminister, jeg og mange andre ikke kunne udstå, og årene med hende var én lang ørkenvandring af magtfuldkommenhed og arrogant kynisme. Jeg har heller ikke noget pænt at sige om den person, der er afbildet ovenfor.

Flattr this!

Skabt i hinandens billede

Jeg har læst en anmeldelse af The Idea of the Muslim World, en bog af historikeren Cemil Aydin. Hans observation er, at ideen om “den muslimske verden” først ser dagens lys hos britiske, franske og amerikanske historikere. En af dem er Arnold Toynbee, der i sit værk Civilization on Trial fra 1927 har et helt kapitel om “Vesten” og “den muslimske verden“, hvor sidstnævnte af ham bare bliver benævnt Islam. Det påfaldende er, at nogle toneangivende islamister og nationalister i Mellemøsten griber fat i denne idé og roser Toynbee!

Aydins pointe er at muslimer gennem de sidste knap 100 år i nogle sammenhænge er blevet det, man kalder en racialiseret gruppe, dvs. at andre uden for gruppen definerer dem som en særskilt etnisk gruppe eller race (med hvad deraf følger af fordomme og intolerance, der manifesterer sig som racisme), og at der så efterhånden er sket det, at medlemmerne af denne gruppe også begynder at opfatte sig selv på denne måde, nemlig som en anderledes gruppe. Anmeldelsen af Aydins bog fremhæver dog, at der allerede i mange år inden har været ideer i Vesten om Islam som Den Anden – det er en idé, der bl.a. dukkede op allerede under korstogene. Men det nuværende “spejlbillede” ser ud til at være et fænomen fra det 20. århundrede.

Det interessante er i al fald, at mennesker ofte begynder med at sætte Den Anden, og derefter sig selv, i bås – og at Den Anden så gør det samme. På samme måde er det interessant, at begrebet “heteroseksuel” faktisk først dukker op samtidig med begrebet “homoseksuel”!

Flattr this!

Lær at snyde?

En artikel i New York Times tager fat i det problem, at mange datalogistuderende i USA bliver taget i at snyde, når de skal programmere. Der er masser af kodeeksempler derude, som dukker op i diskussionsfora som f.eks. StackExchange, og dem er det oplagt at bruge, hvis man selv sidder fast.

Jeg gør det også selv; jeg programmerer ikke ret tit, men for nylig skulle jeg opdatere et shellscript til at håndtere en hel masse filer afleveret af studerende. Her opdagede jeg at jeg ikke længere kunne huske, hvordan man tester om der ligger filer med en bestemt endelse i et bestemt katalog [ja, så rusten er min viden]. Så jeg fandt svaret på StackExchange-stedet StackOverflow og nogle linjer bash-kode, jeg kunne tage udgangspunkt i.

Dette er en helt gængs fremgangsmåde i programmeringssammenhænge. Men hvorfor må studerende så ikke gøre dette? spørger nogle så. En af dem er Matthew Hughes, der er en engelsk journalist. Og han hævder, at man i softwareudvikling bare skal have arbejdet gjort og derfor ikke følger principperne fra den akademiske verden. Derfor, siger han, bør datalogiuddannelserne gøre denne praksis med at tage andres kode til normen.

Men problemet er ikke, at man bruger andre menneskers kodestumper eller at man står på skuldrene af andre. Og problemet er heller ikke at en “uheldig” akademisk tradition står i vejen for effektivitet. er den manglende ærlighed, der opstår, når man ikke indrømmer, at man bruger andres kode.  Det er den sædvanlige bekymring om plagiering, vi har med at gøre. I open source-projekter skal man netop eksplicit kreditere hinanden, og det er faktisk en praksis, der stammer fra den akademiske verden. Richard Stallman, der om nogen er ophavsmand til open source-ideen, tilbragte som bekendt selv en del år i den akademiske verden.

Men hvad er egentlig praksis for at bruge andres kode? I nogle tilfælde er de bidrag fra andre, som man bruger, måske bare en linje, der viser hvilke valgfrie argumenter, en kommando skal have for at virke korrekt (sådan var det i mit tilfælde), og da er det reelt umuligt at kreditere, for der er her kun tale om minimale eksempler. Men for længere stumper kode er det helt anderledes.

Hvis studerende i deres projektarbejde anvender kode som andre har lavet, men gør tydeligt opmærksom på hvor de har gjort det og hvorfor, kan vi nemt se, hvad de studerende kan og hvad de ikke kan og om de studerende selv opfylder læringsmålene. Og det er dét, datalogiuddannelserne skal lære de studerende – at de altid skal kreditere andre for det, de ikke har lavet selv.

Hvis man f.eks. skulle implementere en parser for at opfylde læringsmålene for et projekt, men snupper koden for en parser fra andre, er det ganske gemen plagiering, hvis man ikke krediterer det, og et tydeligt tegn på at man ikke har vist, at man kan implementere en parser, hvis man krediterer andre for koden!

Flattr this!

Følelsesløst

Jeg vågnede alt for tidligt i morges og så den tragiske nyhed om bombeangrebet i Manchester Arena. Mine tanker er ved dem, der så pludseligt har mistet deres kære. Det første, jeg tænkte på, da jeg læste om eksplosionen, var dog min familie derovre. Mine to søstre bor nemlig begge i Manchester-området. Heldigvis kunne de fortælle mig, at de ikke havde været i nærheden. Den enes søn kender dog nogle piger, som skulle have været til koncerten i Manchester Arena.

Ved at læse mere om eksplosionen, går det samtidig op for mig, hvad terrorismen gør ved os alle.

Terrorismen opfylder sit perverse formål ved at skabe en snigende følelse af almindelig utryghed. Det er en følelse, som samtidig er irrationel, fordi risikoen for at dø af andre årsager (f.eks. i trafikken) er meget, meget større.

Men samtidig skaber terrorismen, der selv er fuldstændigt følelseskold, også en følelsesløshed i samfundet. Der sker nu så hyppigt terrorangreb i Europa og Nordamerika, at der sætter en mental udmattelse ind hos mange borgere. Reaktionerne i medierne og hos den enkelte bliver nemme at forudsige (og måske er også dette blogindlæg forudsigeligt?). De fleste ved nemlig inderst inde, at det seneste terrorangreb bare er endnu ét og at der vil komme flere.  Og jo mindre vi føler, jo højere råber terroren, og jo mere begrænsende og voldsomme bliver de modforholdsregler, som nogle politikere foreslår, og som påvirker os alle.

Flattr this!

Fattiglovene i det 21. århundrede

Skøttrup fattiggård, 1919. (Skoletjenesten, Hjørring – https://skoletjenesten.hjoerring.dk/kildepakker-fra-hjoerring-kommunearkiv/velfaerdsstaten/fattigvaesenet/)

Der har i Danmark været en lang tradition for at mindrebemidlede  mennesker ikke havde fulde borgerrettigheder. Efter grundloven i 1849 fik alle ret til fattighjælp, men modtagere af fattighjælp havde ikke stemmeret, og de måtte ikke gifte sig. Der var en nidkær kontrol af hvad fattige mennesker foretog sig, og havde man ikke nogen bolig, skulle man bo på fattiggården. Med socialreformen i 1930 blev dette gradvist ændret, men først i 1961 blev de sidste indskrænkninger i borgerrettigheder fjernet, og først i 1962 forsvandt begrebet fattighjælp helt fra dansk lovgivning. Det har jeg tidligere skrevet om her.

I dag er den altafgørende borgerrettighed i Danmark blevet statsborgerskab. Man kan ikke blive dansk statsborgerskab og dermed ikke få stemmeret, hvis man inden for de seneste tre år har modtaget sociale ydelser. Også muligheden for at blive gift er reelt begrænset på grund af tilknytningskravet og krav til indtægt – det kan være umuligt for et ægtepar, hvor den ene part ikke er dansk statsborger, at bo sammen i Danmark. 

I denne kan dagbladet Information berette om en 39-årig mand, der ikke kan blive statsborger, fordi han efter et trafikuheld modtog kontanthjælp i én måned – og tilsyneladende kun modtog kontanthjælp på grund af ukorrekt sagsbehandling. Politiske ordførere er nu klar til at se på sagen, men selve det retslige grundlag vidner også om en stor og støt stigende nidkærhed hos de danske myndigheder.

Når man ser på sagen om den 39-årige mand og lovgrundlaget bag denne og andre af de seneste års sager om dansk statsborgerskab, er det svært ikke at drage en trist parallel mellem den danske lovgivning i 2017 og fortidens fattigvæsen.

Flattr this!

De desperate

I morgen er der præsidentvalg i Frankrig, og alene tanken om at Marine Le Pen vil kunne vinde, er nok til at få mig til at miste håbet.

Men måske er meget af det, der sker i dag, netop noget der sker, fordi stadigt flere mennesker mister håbet. Göran Rosenberg har en kronik, som Sveriges Radio bringer og nu også kan læses i dansk oversættelse. Hans pointe er at alt hadet, som vi ser hos de ekstreme politikere og i form af terrorisme, netop er udtryk for håbløsheden. Ordet desperat betyder netop “uden håb”.

Nationalismen og terrorismen bliver det, der skal bringe et håb tilbage, men ingen af delene fører til noget godt. Og alle os, der er modstandere af hadet, sidder tilbage og mærker også en håbløshed. For vi havde jo også håbet på en bedre verden. Mange håbede i sin tid på Barack Obama, fordi han selv håbede; den valgplakat med ham, der en overgang var nærmest ikonisk, nævnte simpelthen ordet hope. Men siden mistede mange amerikanere håbet og prøvede at finde det andre steder, nogle hos Sanders og mange hos Trump.

Interessant nok er Slavoj Žižek inde på præcis det samme. Han har netop udgivet endnu en bog, The Courage of Hopelessness – og nej, jeg har ikke fået læst den (endnu). Han skriver i det essay, der har givet bogen navn:

The Italian philosopher Giorgio Agamben said in an interview that “thought is the courage of hopelessness” ─ an insight that is especially pertinent for our historical moment, when even the most pessimistic diagnosis as a rule finishes with an uplifting hint at some version of the proverbial light at the end of the tunnel. The true courage is not to imagine an alternative, but to accept the consequences of the fact that there is no clearly discernible alternative: the dream of an alternative is a sign of theoretical cowardice; it functions as a fetish that prevents us thinking through to the end the deadlock of our predicament. In short, the true courage is to admit that the light at the end of the tunnel is most likely the headlights of another train approaching us from the opposite direction.

Vi deponerede håbet i økonomien og hos finansverdenen, men den har bare skuffet os og ført mange mennesker ud i krise. Det ser ud til at vi kun kan komme videre, hvis vi opgiver håbet. Hermed mener jeg ikke, at man skal være desperat eller resignere – tværtimod. Det, vi skal gøre, er at holde op med at placere håbet hos andre, men selv begynde at skabe noget andet selv.

Flattr this!

Kæmpe mod – eller kæmpe sammen med

Der er en spændende kronik i Information af Jakob Mathiassen, der er betonarbejder og forfatter – desværre er den havnet bag avisens betalingsmur, for det er en meget sober og velargumenteret kronik, som jeg er glad for at nogen stadig har lyst til at skrive.

Overenskomstforhandlingerne i Danmark starter altid med industriarbejderne, fordi Dansk Industri er magtfuld i Dansk Arbejdsgiverforening og fordi kræfter i fagbevægelsen går med til at forhandlingerne skal føres på denne måde. Argumentet for at lade lønnen i industrien sætte niveauet er, at eksport fra industrien er særligt vigtig for den danske økonomi, og derfor er det først og fremmest industrivirksomhedernes vilkår som skal tilgodeses. Man kan se dette som en slags globaliseringens naturlov – og det er sådan, det typisk bliver fremført – men man kan også se det pres på lønningerne, som der her er tale om, som en bevidst strategi fra industriens side.

Andre brancher, hvor der er vigtig internationale forbindelser, men ikke i form af eksport, bliver dermed også påvirket af lønniveauet i industrien. Et eksempel, som Jakob Mathiassen fremhæver, er byggebranchen, hvor lønudviklingen gennem længere tid har været stagnerende, og der er flere byggepladser, hvor timelønnen er under 100 kroner.

Det vigtige for den danske fagbevægelse er at hjælpe udenlandske bygningsarbejdere til at organisere sig i Danmark og til at styrke fagbevægelsen i de lande, de kommer fra. Ved at gøre dette, kan man styrke bevidstheden hos alle om, at det er vigtigt at have stærke fagforeninger. Og man kan være med til at udligne løn og arbejdsforhold til fordel for de udenlandske arbejdere i stedet for at der sker det, som der sker nu, at forholdene bliver udlignet på negativ vis til ulempe for både udenlandske og danske arbejdere.

Et konkret eksempel på denne strategi, som Jakob Mathiassen fremhæver, er UNI Graphical & Packaging, det internationale trykker- og pakkeriforbund. De har investeret direkte i at opbygge fagbevægelsen og organiseringen i lavtlønslande som bl.a. Polen i samarbejde med bl.a. det polske fagforbund for trykkere. Det har allerede ført til den første kollektive overenskomst, og man forventer at indgå en aftale med et andet multinationalt emballagefirma i de kommende måneder.

I stedet for at tænke på de mennesker, der rejser hertil, som modstandere kan se dem som allierede i kampen for et bedre liv til alle:  I Danmark kæmper vi sammen med mennesker fra andre lande for at skabe bedre vilkår for hinanden i stedet for at kæmpe for at lukke grænser. Det er helt en anden slags “hjælp i nærområderne” og en opfattelse af mennesker, der rejser over landegrænser, som er den stik modsatte af den, der er kommet til at dominere i Danmark (og mange andre lande).

Flattr this!