Fra job til job, koncert uden stop

I 2011 havde jeg været 25 år i statens tjeneste, og det var der faktisk en omtale af i Nordjyske. 

Inden for de seneste år er det blevet helt tydeligt for mig, at den slags snart vil være en sjælden foreteelse. Ét er at nogle mennesker vil søge nyt arbejde med mellemrum og være i stand til at få det, et andet er at det simpelthen er ved at blive svært at have tryghed i ansættelsen. Jeg møder i dag stadigt oftere midaldrende mennesker på min egen alder, der er i kortvarige ansættelser og håber på at de kan få dem forlænget, hvis bare de er tilpas  kompetente og pålidelige. Det ironiske er, at der uden undtagelse er tale om mennesker, der allerede er netop både kompetente og pålidelige.

I den akademiske verden, som er den del af arbejdslivet, jeg kender bedst, er de allerfleste åremålsansatte i få år ad gangen, og gennemstrømningen er stor.

Ordet “omstillingsparat” er blevet et modeord i jobannoncer; man kan være omstillingsparat ved at være parat til at arbejde på andre betingelser, men i dag dækker ordet ofte også over at man bliver en slags daglejer. Men den stadige usikkerhed i arbejdslivet og den utryghed, der følger med. er en årsag til stress.

De politiske partier, der gerne vil danne regering, taler ofte om hvor vigtigt det er at så mange som muligt arbejder på fuld tid. Men har de en målsætning om mulighed for tryghed i ansættelsen?

Svaret er nej. Venstre nævner ikke jobtryghed i sit principprogram. Socialdemokratiet, der traditionelt har haft tætte bånd til fagforeningerne, nævner heller ikke tryghed i ansættelsen i deres principprogram. Og det gør Dansk Folkeparti heller ikke (de har så til gengæld en særlig menuindgang om stramninger i udlændingepolitikken).

Flattr this!

Et dansk Nauru?

Så lancerede Socialdemokraterne deres “asylreform”. Ligesom alle andre reformer, danske politikere har talt om i de seneste par årtier, er der reelt tale om en kombineret stramning og nedskæring.

Tilbage i 2014 skrev jeg om hvordan Dansk Folkeparti opfordrede til at Danmark havde en flygtningepolitik, der lignede Australiens. Socialdemokratiets “asylreform” er i den sammenhæng påfaldende. Forslaget om at sende alle, der søger asyl i Danmark, til lejre i Nordafrika, er nemlig på mange måder udtryk for den samme politik om offshore processing, som Australien har ført i det seneste årti. Alle asylansøgere, der ankommer til Australien, bliver sendt til Nauru, en ø-stat på 21 kvadratkilometer, og her skal de vente indtil deres asylansøgning er færdigbehandlet.

Mange af de socialdemokratiske argumenter ligner da også de australske. Bl.a. vil man bruge offshore processing for at nedbringe antallet af dødsfald blandt bådflygtninge. Her kan jeg dog ikke lade være med at bemærke, at de fleste bådflygtninge ikke går specifikt efter Danmark.  Og jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at man ikke skal kunne søge asyl ved at henvende sig i offshore-lejrene: Man skal nå frem til Danmark, inden man bliver sendt til offshore-lejrene.

Et af de ubesvarede spørgsmål er så vidt jeg kan se, hvad der egentlig skal ske med asylansøgere i offshore-lejrene i Nordafrika. Skal de holdes adskilt fra det omgivende samfund? I så fald kræver lejrene omhyggelig bevogtning. Eller skal de indgå i det omgivende samfund? Her er det vigtigt dels at bemærke, at arbejdsløsheden i et land som Algeriet er meget højere end i Danmark (11,7 procent i 2017). Min fornemmelse er, at asylansøgere i så fald vil komme til at færdes på et sort arbejdsmarked på samme måde som man ser i det Danmark – bare med endnu mindre mulighed for transparens. Erfaringerne fra Nauru (som dokumenteret af Amnesty International i en udførlig rapport fra 2016) viser, at asylansøgere er blevet overfaldet af lokale indbyggere. Desuden er der faktisk også mennesker, der flygter fra lande som Algeriet og Marokko. Disse lande er ikke sikre.

Det er heller ikke billigt at lave “offshore processing”. I Nauru har man outsourcet driften, og private virksomheder har tjent store penge på at bevogte asylansøgere. Er det dét, Mette Frederiksen og andre forestiller sig?

Selv hvis alt dette var godt, er der stadig noget, der undrer mig meget. Socialdemokratiet taler om international lov og nævner UNHCR. Man kan imidlertid ikke ensidigt indføre en sådan løsning og så håbe på at andre vil være med. Hvis UNHCR skal tage sig af genbosættelsesprocessen for de flygtninge, som får dansk asyl, kræver det da også accept fra UNHCR.

Socialdemokratiets forslag er først og fremmest er et forsøg på at bejle til svingvælgere, der ellers ville stemme på Dansk Folkeparti eller Venstre, og det bliver da også lanceret som et første udspil til valgkampen. Man vil simpelthen overbevise disse svingvælgere om at man er mindst lige så opsat på at holde flygtninge væk fra Danmark. Det er beskæmmende, at endnu en valgkamp kommer til at handle om, hvordan den næste danske regering mest gennemgribende kan bekæmpe flygtninge.

Flattr this!

Nødvendighedens politik på AAU

I efteråret 2015 var jeg sammen med en række kolleger til et møde, hvor universitetsledelsen havde stillet i udsigt,  at de ville diskutere de kommentarer til ledelsens udkast til en ny strategi, som vi havde formuleret i et brev. Det var bestemt ikke noget rart møde; vi fik rent ud sagt skældud og stemningen var underlig og til tider knugende. Det var ved den lejlighed, jeg mistede den sidste rest af min barnetro. I dag ved jeg og de af mine kolleger, der har været med i mange år, at universitetsverdenen i dag er en ganske anden end den, vi voksede op med.

I dag er der et langt interview i Nordjyske med Aalborg Universitets rektor, og udtalelserne fra ham er et destillat af den nyliberalistiske, afdemokratiserede ånd, der hersker i dag. Min øverste chef udtaler at

Det eneste universitet, der vil overleve i fremtiden, er det universitet, der gør sig godt i konkurrencen på den internationale arena. Det er rationalet for os, fordi viden er en byttevare derude. Vi får ikke noget, hvis vi ikke også leverer.

Her bliver det sagt uden omsvøb: Viden er først og fremmest en vare, og universitetsverdenens grundvilkår er konkurrence. Man kunne i stedet have som mål, at viden skal være alment tilgængelig og komme alle til gavn, og at samarbejde mellem universiteterne er vigtigt. Man kunne også nævne de negative konsekvenser, det stadige fokus på konkurrence og produktion af “varer” har på arbejdsmiljøet. Men nej.

Jeg kan heller ikke undgå at bemærke, at ledelsen begrunder sin egen berettigelse på en måde, som man ofte ser i organisationer med autoritære træk: Ledelsen er de eneste, der er i stand til at føre alle frelst gennem de svære tider (som altid vil vare ved) ved brug af “nødvendighedens politik”.

Igen understreger Per Michael Johansen, at den ressourceknaphed, det har medført, kun kan håndteres af et professionelt ledelsessystem.

– Det ville have splittet universitetets fakulteter ad, hvis det gamle system skulle have håndteret en sådan besparelse.

Universitetsdemokratiet fra før 2003 var med andre ord kun en forhindring for en handlekraftig ledelse i en verden af nedskæringer. Men jo mindre indflydelse man har på sin egen situation, jo mere magtesløs føler man sig ofte. På mit eget institut har vi med kort varsel fået at vide fra øverste sted, at der skal spares 4 millioner kroner. Det er en svær situation for os, ordren kom pludseligt og ligesom i 2014, hvor der pludselig skulle ske nedskæringer, kan det ikke andet end give en følelse af stor utryghed.

Jeg vil hævde, at det ville være muligt for de ledere, vi har i dag, at agere ordentligt og effektivt og skabe langt mindre utryghed i en anden virkelighed, hvor universitetsdemokratiet stadig var intakt og studerende og ansatte stadig havde reel indflydelse.

(I øvrigt var det ikke universitetsledelserne før 2003, der “splittede universitetets fakulteter ad”. Det var som bekendt den nuværende ledelse.)

Flattr this!

Det er ikke satire

MIn Grip-Grab-overtrækshue, som jeg bruger under min cykelhjelm på særligt kolde dage.

Nogle gange er det foruroligende svært at kende forskel på nyheder og satire. I disse dage er der topmøde i Davos, men det ser man ikke så meget om i medierne. I Danmark taler man til gengæld endnu engang om lovforslag, der skal forbyde burkaer. I bl.a. dagbladet Information kan man læse dette:

– Det er burkaer, vi skal håndtere, og det er det, vi må finde en lovgivning, der kan løse, siger Trine Bramsen til Ritzau.

Spørgsmål: Så hvis udkastet blev sat til afstemning, ville I ikke stemme for?

– Nu har vi ikke set noget forslag endnu. Men vi har aldrig nogensinde gået ind for forbud mod julemandsskæg.

– Det har aldrig været vores intention at forbyde julemandsskæg, og det kommer det heller ikke til at blive, siger retsordføreren.

Spørgsmål: Men kan man lave et forbud udelukkende rettet mod burka og niqab, uden at det er grundlovsstridigt?

– Det er det, vi gerne vil have jurister til at se på.

Endnu engang forsøger man at lave et lovforslag, der reelt skal ramme en bestemt gruppe  mennesker, men formelt ikke gør det. På den måde minder burka-forslaget meget om den såkaldte “integrationsydelse”. Forskellen er, at et burka-forbud ikke vil ramme ret mange mennesker. Hvordan det mon skulle håndhæves, ved jeg ikke.

For et par år siden i København så jeg en kvinde i niqab på en café; hun sad ved bordet ved siden af mig og forsøgte at spise uden at komme til at afsløre sit ansigt eller flytte på sin hovedbeklædning – alt imens hun talte om sine jævnlige besøg i fitness-centeret! Det var fascinerende, underligt og heller ikke satire. Oplevelsen var for mig på én og samme tid et fremragende argument for både hvorfor burka og niqab er noget forfærdeligt pjat, som jeg kun kan tage afstand fra, og for hvorfor ideen om et forbud mod den slags for at beskytte kvinder mod undertrykkelse slet ikke giver mening.

Mens vi venter på det kommende forbud, vil jeg for muligvis sidste gang inden et forbud iføre mig den hue, jeg bruger under cykelhjelmen, når vintervejret bliver for urimeligt. Se ovenfor.

Flattr this!

Arven fra Jacob Haugaard

Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge!

Sådan lød et af Jacob Haugaards provokerende slogans tilbage i 1980’erne og 1990’erne, da han lavede “Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer”. Det er skræmmende at indse, at dette slogan i vore dage bliver taget alvorligt. De såkaldte resurseforløb i Danmark hævdes at have til formål at få mennesker tilbage på arbejdsmarkedet, men de fører først og fremmest til at alvorligt syge flyttes fra førtidspension til kontanthjælpssats – og til at nogle mennesker arbejder for en ekstra lav løn. Som det er tilfældet med så mange andre “reformer”, er der her tale om en nedskæring.

I USA har Trump-regeringen nu besluttet at borgere på Medicaid-ordningen skal aktiveres, hvis de ikke er handicappede. Det amerikanske argument lyder meget velkendt i danske ører: At der er en korrelation mellem godt helbred og at være i arbejde. Men her er det selvfølgelig værd at huske, at vi ikke heraf kan slutte, at arbejde gør mennesker raske. (De mange historier om arbejdsudløst stress fortæller den modsatte historie.)

Er det så USA, der har lært af Mette Frederiksen og hendes efterfølgere? Nej, faktisk er det vel omvendt. Der er faktisk i USA mange års erfaringer med forskelle slags “resurseforløb”, hvor modtagere af forskellige slags ydelser er blevet sat til at arbejde, og ifølge undersøgelser fra Stanford (også citeret i New York Times) har dette ganske vist haft en korttidsvirkning for de aktiverede, men ikke en langtidsvirkning hvad angår at få dem i arbejde.

Flattr this!

Noget om at inddrage

I dag er der en lang artikel i dagbladet Information, der tager udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af tænketanken DEA. Den viser, at mange ansatte og studerende på danske universiteter oplever, at de har begrænset indflydelse.  Uddannelses- og forskningsministeret siger, at 

…når universiteterne skal træffe vigtige beslutninger, skal studerende og ansatte inddrages…

og denne formulering kan genfindes i universiteternes vedtægter. Men mange ansatte og studerende, der er medlem af bestyrelserne oplever, at de eksterne bestyrelsesmedlemmer (som udfør bestyrelsens flertal – det kræver universitetsloven af 2003) er i en slags alliance med de ansatte ledere, og her ikke mindst dekaner og rektor.

Egentlig burde dette dog ikke være overraskende. Ordet “inddrage” er nemlig omhyggeligt valgt; det lyder flot, men er reelt bare et vagt begreb, som ikke indebærer at man som ansat eller studerende har nogen form for beslutningskompetence. Det har man nemlig ikke.  I universitetsloven af 2003 står der ikke, at kun ansatte ansatte og studerende ikke har nogen beslutningskompetence overhovedet, men det er sådan, både lovens bogstav og ånd er. De steder, hvor der tales om beslutninger i universitetsloven, er det altid bestyrelsen eller rektor, der har beslutningskompetencen (der står faktisk ikke engang noget om institutledere eller studieledere skulle have beslutningskompetence – heller ikke i f.eks. Aalborg Universitets vedtægter!). De eneste års sager på Aalborg Universitet om delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet og om tilhørsforholdet for et institut viser, at man sagtens kan fortolke inddragelse som at ansatte og studerende først bliver informeret, når en beslutning er blevet truffet og måske endda kun bliver delvist informeret.

I en demokratisk forfatning ville der være en konkret form for mindretalsbeskyttelse , men det er der ikke i universitetsverdenen – for den er ikke længere demokratisk. Ironisk nok er det stadig det videnskabelige personale og de studerende, der er det faktiske flertal, men altid er et mindretal i bestyrelsen.

Flattr this!

Forskellige former for stress

Nu er der igen fokus på stress, efter Dansk Socialrådgiverforenings forkvinde Majbrit Berlau forleden stod frem med sin beretning om hvordan hun i mere end to måneder var sygemeldt med stress. Overlæge Bo Netterstrøm, der er ekspert inden for området stress (og ironisk nok selv har haft voldsomme problemer med stress) siger til dagbladet Information:

»Det er forskelligt, hvad der belaster en. Dem, der er mest stressede i Danmark, er dem, der skal yde omsorg for andre mennesker. Det er læger, sygeplejersker, psykologer og hjemmehjælpere og alle dem, der er med til at hjælpe andre, fordi de har en følelsesmæssig belastning i det arbejde, de har. Hvorimod det i gamle dage, som ikke er mere end 30-40 år siden, mere var folk, der havde akkordarbejde og havde travlt på den facon, der fik stress.«

»Hele arbejdsmarkedet har forskellige mekanismer, og det er der ikke én vaccine, der kan råde bod på.«

»Men kernen i det her er lederne, der er for dårlige. Enten har de ikke mulighed for at gøre det godt nok, eller også er de for dårlige til at uddelegere arbejdet på den relevante facon. Og endnu en ting ved lederne er, at de tit er for dårlige til at se, når medarbejderne er dårlige, tilmed hænger med skuffen og derefter begynder at blive stressede. Hvis man kan sige noget om en vaccine, er det at klæde lederne på til at håndtere det her.«

Det er bestemt også tilfældet, at ledere kan opleve stress. Men stress, som andre føler, er ofte ikke udløst af de samme årsager som stress, man selv oplever. Ledere i hospitalsvæsenet kan på én og samme tid have en forventning om at sygeplejersker skal have andre og mere krævende arbejdsgange og selv føle et voldsomt arbejdspres. Ledere på videregående uddannelser kan på én og samme tid kræve at underviserne skal undervise mere og anderledes og selv være ved at bukke under.

Vi står her i virkeligheden med et af de allervigtigste argumenter for gennemgribende demokrati på arbejdspladsen – ja, i samfundet som helhed: At det er vigtigt at have aktuelle erfaringer om, hvordan det er at være en af dem, der ikke er leder. Nogle ledere glemmer desværre hurtigt, hvordan det er ikke at være leder. Og det er bestemt ikke nødvendigvis kynisme, der er tale om, men derimod en konsekvens af at lederen bliver fjernet fra den gamle hverdag og vænner sig til en ny. Lederes erfaringer holder op med at være tidssvarende og bliver mindre og mindre aktuelle, jo flere ændringer deres ledelse skaber.

Den bedste strategi for  at “klæde ledere på” er derfor, så vidt jeg kan se, at lederne bliver valgt blandt de ansatte og at ikke kan fortsætte med at være ledere i lang tid – dvs. en form for rotationsordning. (Og ved at alle medarbejdere kan stille op til og blive valgt som ledere, vil de alle få indsigt i det ansvar, der er forbundet med at lede en organisation. Men det er en anden snak.)

Flattr this!

Visuel identitet i praksis

En organisations visuelle identitet er de ord og de billeder, der sammen fortæller om organisationens “personlighed”.

Hvis man besøger Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, er det første, man får øje på, en stor tæller i kontrastfarve, der viser hvor mange stramninger på udlændingeområdet, der er foretaget siden den nuværende regering kom til magten i juni 2015. I går aftes var der 67. Engang blev stramningerne fejret med kage, men nu har de altså antaget karakter af noget, der hyppigt opdateres.

Ved siden af den store tæller kan man se en nyhed om et rekordlavt antal asylansøgere. En anden fremhævet nyhed er den om asylcenteret i Avnstrup, der nu skal omdannes til udrejsecenter for alle afviste asylansøgere.

Hvis man skal vurdere om Udlændinge- og Integrationsministeriets visuelle identitet reflekterer ministeriets “personlighed”, må man sige at det er lykkedes overmåde godt.

Flattr this!

De små afstandes frustration

Der er næppe noget så træls som at købe en pose slik, en drikkevare eller lignende i en automat for blot at opdage, at det man netop har betalt for, har sat sig uhjælpeligt fast inde i maskinen få centimeter væk. Det skulle da lige være at se nogle flotte modne pærer hænge på et pæretræ lige akkurat så langt oppe, at man ikke kan nå dem. Vi har aldrig samme følelser af frustration over ikke at kunne få fat i de poser med slik, der ligger låst inde på et lager, eller de pærer, der hænger ti meter oppe i træet. Det er de små afstande, der er de sværeste at leve med.

Denne frustrerende fornemmelse er den negative variant af ideen om at “mere vil have mere”, den såkaldte hedoniske adaptation (den har jeg skrevet om her tilbage i 2012), hvor man hurtigt vænner sig til det, man har og stræber efter at få mere. Men samtidig er det også tydeligt, at de små afstandes frustration, som jeg vil kalde fænomenet, lige nu går sin sejrsgang i konkurrencesamfundet.

I den akademiske verden mærker man ganske ofte konsekvenserne af at bruge tid på at række ud efter dét, man føler at man  lige akkurat ikke kan nå, fordi det er de velsmagende pærer deroppe, der ville kunne gøre forskellen. Man skal bare strække sig lidt mere eller måske opfinde et smart redskab til at få pærerne plukket med.

Du kunne måske blive professor, hvis du bare var lidt bedre. Du kunne måske få dit manuskript antaget, hvis du lavede nogle ændringer af det, for det kan dine kolleger. Og du kunne måske få de der eksterne forskningsmidler, nogle af dine kollegaer kan få. Så meget sværere kan det vel ikke være? I 2016 fik jeg og nogle af mine kolleger fra udlandet 9.5 point af bedømmerne på vores ansøgning om forskningsmidler, og tærsklen var 10 point. Det var næsten værre end hvis vi havde fået 2 point. Så havde jeg bare givet op – nu prøver vi at skrive en ny ansøgning.

Jeg synes selv, at de små afstandes frustration er blevet usædvanligt udpræget og at den sluger en masse ambitioner og tankevirksomhed hos mennesker i dagens Danmark. Billedligt talt bruger man store dele af sit liv på at prøve at få fat i den pose slik, der har sat sig fast lige foran øjnene på én. Det burde ikke være sådan.

Flattr this!

Grunde til at blive opmuntret?

Ofte mærker jeg en grundlæggende følelse af at det hele går den forkerte vej – med krig, racisme, almindelig dumhed og ikke mindst med den globale opvarmning. Der er meget at være bekymret over, og problemerne virker uoverstigelige. I Politiken skriver Svend Brinkmann i anledning af årsskiftet at

Der er små fremskridt hist og her, både hvad angår fælles fodslag og den teknologiske udvikling, men desværre også store tilbageskridt, ikke mindst i kølvandet på Trump og USA’s udtræden af den internationale klimaaftale.

De fleste af os føler et diffust ubehag ved situationen, men går rundt og lader som ingenting, sorterer måske lidt affald, men dropper næppe flyveturene sydpå, hvis vi ellers har råd til dem. For min adfærd er jo bare en dråbe i havet, ikke sandt? Jeg kan jo ikke redde hele verden.

Der er grundlæggende to måder, hvorpå mennesker kan reagere på et sådant oplevet ubehag: Man kan enten aktivt søge at løse det problem, der giver anledning til ubehaget, eller man kan mere passivt forsøge at ændre sin subjektive oplevelse. Den første er en handlingsstrategi, mens den anden er en tilpasningsstrategi.

I dag fik jeg så en mail fra den skotsk-amerikanske musiker David Byrnes mailingliste. Han skriver umiddelbart det stik modsatte af Svend Brinkmann:

I began to look for encouraging things that are happening anywhere, and if they have been tested, if they have been proven to work, if they can be transferred and adopted in other places, if they can scale up—then let’s hold them up for consideration, and let’s invite others to add to this project. There are actually a LOT of encouraging things going on around the world—they’ve given me hope, and I’d like to share them.

Den 8. januar, dvs. på selveste min fødselsdag, vil David Byrne give et live-streamet foredrag i New York om alle de grunde, der er til at blive opmuntret og om sit projekt, der hedder Reasons To Be Cheerful (og selvfølgelig involverer hans musik).

Umiddelbart minder dette om Bjørn Lomborgs forsikringer om at det hele går ufatteligt godt. Men hvor Lomborgs fortælling først og fremmest er blevet brugt af danske regeringer siden 2001 som en sovepude, er det mit indtryk at Byrne faktisk er ude på noget helt andet, nemlig at vise at man kan ændre alt det, der er galt i verden i dag. Og på den måde er han – i al fald så vidt jeg kan se – faktisk enig med Brinkmann om at opmuntre til handling og er endda konkret i sit initiativ, der skal skabe en fælles platform for forandring.

Flattr this!