En velkendt klub

Når man får børn, bliver man medlem af en særlig klub af forældre, der taler et sprog, som andre ikke helt kan forstå. Først taler man om bleer og vuggestuer, siden taler man om skolestart og en dag taler man om fester og alt for sene sengetider.

Men der er også en anden klub, som jeg for længst er blevet etableret medlem af, nemlig klubben af midaldrende mennesker med de skavanker, som alderen fører med sig. Som barn og ung var det endnu en klub, jeg kunne beskue udefra og med undren.

Sådan er det ikke mere. Talrige er de samtaler, jeg har haft med venner og kolleger om læsebriller, hørelse, skuldre der ikke rigtig vil som deres ejer vil osv. Og efter jeg blev 50 er jeg blevet guldmedlem. I søndags, bedst som jeg var ude at gå i midtbyen på et plant og tørt underlag, fik jeg en voldsom smerte i min højre fod. Det gjorde rent ud sagt ondt ad helvede til. Resten af dagen gik med smertestillende salve og hvile til foden. I formiddags kunne jeg omsider besøge en kombineret kiropraktisk/fysioterapeutisk klinik og fik at vide, at et led i min fod havde låst sig. Det fik jeg så “låst op” igen, og derefter besluttede den venlige, men resolutte behandler sig til at dreje halsen om på mig, nu hun alligevel var så godt i gang. Hun kunne nemlig mærke, at der også var noget galt i min nakke. Heldigvis går det meget bedre nu, jeg kan stort set gå normalt igen, og der er endnu et samtaleemne til møderne i klubben.

Flattr this!

Nærområdehjælpere og landegenopbyggere

Raqqa i april 2017. Foto: Røde Kors

I denne uge udtalte Kristian Thulesen Dahl sig om situationen i Syrien, hvor Islamisk Stat for ikke så længe siden mistede kontrollen over Raqqa.

– Raqqa er blevet befriet, og vi ser reportager om, at syrere vender hjem fra flygtningelejre og står foran døren til deres sønderbombede huse.

– Hvorfor skal den syrer, der er kommet til Danmark, ikke også stå foran sin dør og med hjælp fra Danmark være med til genopbygningen?, spørger Thulesen Dahl.

Hvis vi ser bort fra den situation, at den dør, som Kristian Thulesen Dahl nævner, ofte ikke findes mere, er det værd at bemærke at der her er tale om endnu en variation af en udbredt retorisk finte, der skal bruges til at begrunde at flygtninge ikke bør befinde sig i Danmark og samtidig dækker sig bag en tynd fernis af omsorg. Næst efter “nærområdehjælperne” er “landegenopbyggerne” formodentlig den største gruppe af sådanne tilsyneladende omsorgsfulde modstandere af at tage imod flygtninge.

Men hvor nemt er det egentlig at genopbygge et land efter en krig?

The Aleppo Project lader den amerikanske professor Jeffrey Diefendorf, der har skrevet flere bøger om genopbygningen af Tyskland, Japan og Rusland efter 2. verdenskrig, fortæller om hvor stor en opgave det var at genopbygge infrastrukturen i Tyskland. Genopbygningen af Tyskland var først mulig, da 2. verdenskrig var helt slut i Europa, og den krævede i høj grad en fælles velvilje.

Til gengæld er der ikke så mange moderne erfaringer med genopbygning af et land efter en borgerkrig. I en artikel fra januar i år bliver den bosniske arkitekt Amir Pasic spurgt som sine erfaringer med genopbygningen af sit land. Genopbygningen af en by som Mostar er stadig ikke overstået; der er stadig ganske mange ruiner i byen her mere end 20 år efter krigens afslutning.

Der var spontane små-genopbygninger af huse undervejs i 2. verdenskrig og borgerkrigen i Bosnien. Men i begge tilfælde skete den egentlige genopbygning først, da krigshandlingerne var endeligt overstået. Syrien er i høj grad stadig et land i borgerkrig. Hvordan forestiller Kristian Thulesen Dahl sig, at de tvangshjemsendte flygtninge skal organisere sig for at gennemføre en genopbygning, når de er i et Syrien, hvor der stadig er borgerkrig? Det er uvist for mig.

Det er også uklart for mig, hvilken rolle Danmark skal spille i den genopbygning som de tvangshjemsendte skal stå for, om genopbygningen skal ske i samarbejde med andre lande og hvordan forholdet til den stadig igangværende borgerkrigs parter skal være. Dansk Folkeparti er normalt ikke kendt som et parti med et internationalt udsyn, men dette bliver de nødt til at forholde sig til. Skal genopbygningen under den igangværende borgerkrig ske med militær beskyttelse, eller skal man blot håbe på at de tvangshjemsendte syrere klarer den med liv og sikkerhed i behold? Hvis ikke, hvad er da deres retslige stilling? Man kan forestille sig, at det område, de tvangshjemsendte skal sendes tilbage til, er under kontrol af Assad-regimet. Hvad skal der da ske med de syrere, der flygtede fra dette regime af frygt for at blive tvangsindkaldt til regimets hær? Ganske mange syriske flygtninge har fået asyl eller midlertidig opholdstilladelse med netop denne begrundelse. Skal også de sendes tilbage?

Baseret på de seneste to års erfaringer, tror jeg desværre at det sandsynlige forløb i dansk politik, nu er følgende.

  • Socialedemokraterne og Venstre vil efter en vis, indledende betænkelighed inden så længe støtte Dansk Folkepartis forslag, eventuelt med lette variationer.
  • Midlerne til “genopbygningsordningen”, som den tvungne hjemsendelse vil komme til at hedde, vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger. De vil blive taget fra eksisterende kilder, f.eks. gennem en nedsættelse af den såkaldte integrationsydelse og gennem nedsættelse af u-landshjælp. Socialdemokraterne vil få nogle indrømmelser, som gør at de stemmer for forslaget. Bl.a. vil der komme en vag formulering om at beslutningen om “genopbygningsordningen” vil kunne genovervejes, hvis nogen af de tvangshjemsendte mister livet.
  • Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Flattr this!

Farvel til dagpengene?

Den eneste gang, hvor jeg har modtaget dagpenge, var lige efter at jeg var blevet cand.scient. Jeg var blevet lovet en ansættelse som kandidatstipendiat, som det hed dengang, men den ville først træde i kraft to måneder efter at jeg var færdig. Og i de første fire uger kunne jeg ikke få bistandshjælp, som det hed dengang. Men derefter fulgte en måned på den lave dimittendsats. Det var få penge, men bedre end ingen ting og det gjorde det muligt for mig ikke at skulle forlade mig på min mors velvilje (som var stor) og at forberede mig på at rejse til Skotland, hvor jeg skulle i gang med et PhD-forløb.

Nu kan Berlingske røbe, at regeringen har planer om at forlænge karenstiden for nyuddannede til fire måneder.  Også andre arbejdsløse skal rammes;  dagpengene for unge under 30 skal ned på den samme lave sats, som arbejdsløse under 25 i dag får. Og seniorjoblønnen skal sænkes til højeste dagpengesats; dette har regeringen allerede haft planer om i mere end et år. Dette sidste vil gøre, at mennesker tæt på efterlønsalderen kan risikere at have et fuldtidsarbejde, hvor de ikke tjener mere end de ville kunne få på dagpenge. Det er ikke helt klart for mig, præcis hvordan dette hænger sammen med flosklen om at “det skal kunne betale sig at arbejde”. Det er heller ikke klart, at en karenstid på fire måneder vil gøre det nemmere for nyuddannede at finde sig et godt arbejde. Nogle nyuddannede har en ansættelse på hånden, når de afslutter uddannelsen, men mange har det ikke. Vi kan nu risikere, at flere nyuddannede vil blive presset yderligere til at søge ufaglærte jobs i konkurrence med andre, og det er hverken til gavn for de nyuddannede fremtidige jobmuligheder eller for dem, de måtte udkonkurrere.

Hvorfor skal der ske disse nedskæringer? Er de arbejdsløse blevet for rige og for dominerende? Svaret er tilsyneladende, at de penge, der bliver sparet, vil gå til en ny erhvervs- og vækstpakke, der blandt andet skal forbedre iværksætter- og aktiekulturen. Med andre ord: Bedre vilkår for aktiehandlere og virksomhedsejere, dårligere vilkår for arbejdsløse.

Endnu en gang bliver det tydeligt, at den danske regering først og fremmest opfatter dagpengesystemet ikke som en sikkerhed for mennesker, der er mellem ansættelser, men som en form for sanktion.

Flattr this!

Meld dig ind!

I dag kunne jeg læse om hvordan håbefulde unge praktikanter hos filmselskabet Zentropa ikke er dækket af nogen overenskomst og skal finde sig i ydmygelser fra ledelsen, hvis de har begået en fejl i deres arbejde – i form af et valg mellem at få smæk i andres påsyn (evt, mens der bliver filmet) eller at skulle muge ud i en svinestald. Nogle lever med dette, andre kommer op i hierarkiet og får så lov til at selv at slå på andre, og atter andre går deres vej. Men andet sker der ikke.

Og det var også i dag, jeg hørte om en sag, hvor en ældre medarbejder pludselig var blevet indkaldt til samtale af sin arbejdsgiver. Han skulle afskediges efter mange års ansættelse, her tæt på pensionsalderen; årsagen var nedskæringer i organisationen. Ingen fratrædelsesordning kunne det blive det. Fagforeningen kunne ikke gøre noget – for det viste sig, at han havde meldt sig ud for mere end 20 år siden. Hvorfor han gjorde det, fandt jeg ikke ud af. Nu er han i al fald overladt til sig selv, for fagforeningen hjælper af gode grunde kun sine medlemmer, og ledelsen kan gøre med ham, præcis som de vil.

I Information er der så en lang artikel om hvordan mange universitetslærere i USA frister en kummerlig tilværelse som deltidsansatte. Det kender vi også fra Danmark, hvor nogle er undervisningsassistenter i mange, mange år og lever i konstant usikkerhed. Men i USA er det endnu grellere; her er nogle akademikere hjemløse, og andre er nødt til at finde specielle former for indtjening. Artiklen har således en skildring af en ikke helt ung kvinde, der nu er blevet prostitueret. Men artiklen nævner også, at vejen ud af dette morads er at flere og flere amerikanske akademikere nu melder sig ind i fagforeninger.

Og dét er moralen. Jeg har sagt det før, og siger det igen: Hvis du har et arbejde eller er arbejdssøgende, skal du være medlem af en fagforening – og her mener jeg en rigtig fagforening med forhandlingsret og overenskomster.  

Flattr this!

En anden slags mennesker?

Dagens forsidehistorie fra dagbladet Information er, at det inden for de seneste to år er blevet meget sværere at blive dansk statsborger, hvis man er handicappet eller har PTSD. Folketingets Indfødsretsudvalg gav tilbage i 2014 dispensation i 97 procent af de sager om dansk statsborgerskab, hvor ansøgere kunne henvise til langvarig funktionsnedsættelse som forklaring på, at de ikke kunne klare prøverne til statsborgerskab. Men i dag, under den nuværende regering, er det kun fire procent af ansøgerne, der får dispensation.

Det er ikke overraskende, at det er regeringens politik at gøre det svært at blive dansk statsborger. Man ser statsborgerskab som et privilegium for de særligt udvalgte, ikke som en rettighed. Men hvis man dykker ned i de seneste 15 års folketingshistorie, finder man ud af at dette område er den kampplads, hvor det stadigt mere negative syn på udlændinge i Danmark og det stadigt mere negative syn på mennesker med psykiske problemer mødes. I 2005 besluttede den daværende regering sammen med Dansk Folkeparti, at det ikke skulle være muligt at opnå dispensation fra sprogkravene, selv om man led af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).  

Dengang udtalte Søren Krarup at

PTSD er noget, psykologer og læger rask væk skriver, og det hænger mig ud af halsen med sådan en sludder for en sladder, hvor man svindler sig igennem.

Men det er også blevet sværere at få førtidspension; det er et resultat af den såkaldte fleksjobreform fra 2012, der indførte de såkaldte resurseforløb og blev vedtaget af partierne fra den nuværende og de tidligere regering i skøn forening: Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

Derfor er det formodentlig ikke særlig sandsynligt, at den nuværende ekstremt restriktive holdning til statsborgerskab vil blive ændret, skulle der en dag komme en socialdemokratisk ledet regering til magten. Hvis der overhovedet skulle være en samling af sager, der for alvor kunne udfordre hele dette syn på mennesker med funktionsnedsættelse, er det måske sager om danskere, der af andre er blevet påført funktionsnedsættelse. Her tænker jeg på sagerne om danske soldater, der er vendt hjem fra dansk krigsdeltagelse med PTSD og på voksne danskere, der er blevet seksuelt misbrugt som børn.  (Dette har jeg tidligere skrevet om her.)

Flattr this!

Man skal altid give

Foto: haloocyn©Stock.xchng

For ikke så længe siden holdt jeg en uges ferie i Lissabon sammen med min familie. Der, i den portugisiske hovedstad, var der en del hjemløse mennesker, og ikke helt få af dem bad om penge. Nogle kom hen til de forbipasserende og bad om penge, andre sad bare for sig selv.

Jeg er ofte i tvivl om, hvad man bør gøre, også fordi nogle mennesker kan virke trælse. For nylig, tilbage i Aalborg, kom jeg gående ad gågaden og en tydeligt beruset mand, der ville sælge mig Hus Forbi, stillede sig ind foran mig og spærrede. Det var ikke så vigtigt, at jeg ikke havde de 20 kroner, et blad koster – han ville bare have nogle penge. Alle andre sælgere af Hus Forbi, jeg har mødt i årenes løb, har været høflige og har ikke været synligt berusede, og jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret. Jeg tænkte, at denne mand var med til at skade Hus Forbi’s image. Heldigvis begyndte jeg dog ikke at moralisere; jeg gav ham de 14 kroner, jeg havde i småpenge og gik videre.

For det er uhyggeligt nemt at begynde at moralisere her. Spørgsmålet om hvorvidt man skal give hjemløse mennesker penge bliver typisk diskuteret af de mennesker, der ikke selv er hjemløse og har råd til at give hjemløse mennesker penge. Ofte har jeg hørt, at man ikke skal give penge til de hjemløse – en del af dem har misbrugsproblemer, og man er simpelthen med til at holde dem fast i deres misbrug. Dét har jeg også selv tænkt, men det gør jeg ikke længere.

Jeg ved godt, at der rundt om i verden (og også i Europa) findes kriminelle bagmænd, der organiserer tiggeri og lukrerer på det – det er selvsagt ikke dette triste fænomen, jeg taler om. Europæiske undersøgelser viser at der her meget ofte er tale om trafficking, hvor mennesker bliver tvunget til at tigge, bliver groft udbyttet og holdt i permanent fattigdom. De allerfleste synligt hjemløse mennesker tilhører ikke denne gruppe.

En tankevækkende klumme af Matt Broomfield i New Statesman argumenterer for at man altid skal give til hjemløse, og at man i særdeleshed skal give penge til de hjemløse, der ikke beder om det. For ellers vil de blive glemt.

Der er alt for tydelige paralleller mellem de typiske argumenter for ikke at give penge til hjemløse og til det i vore dage udbredte argument om at mennesker bliver motiveret af at lide afsavn. I begge tilfælde er det de mennesker, der ikke selv har problemer, der udtaler sig om hvad andre mennesker med meget alvorlige problemer bør gøre. Det er kort og godt vigtigt at spørge de hjemløse, hvad de har brug for, i stedet for at anlægge det formynderiske perspektiv. Man skal ikke købe mad til de hjemløse i stedet for at give dem penge, hvis det er penge, der bliver bedt om. Hjemløse mennesker skal ikke behandles som børn, der ikke ved, hvad pengene skal bruges til. Og intet hjemløst menneske vil komme ud af sit misbrugsproblem ved at blive nægtet penge.

Undersøgelser viser, at det først efter alt andet er forsøgt og der er gået hul på en særlig skal af værdighed, at mennesker giver sig til at tigge. Jeg har kendt til hjemløse, der aldrig kunne drømme om at bede tilfældige forbipasserende om penge. De hjemløse, der beder om penge, dem, der er allerlængst ude i tovene.

Samtidig er det vigtigt aldrig at glemme, at hjemløshed er et strukturelt problem og at det at give penge kun er symptombehandling; der skal en indsats til, hvor de, der ikke er hjemløse, arbejder sammen med de hjemløse for at fjerne årsagerne til hjemløshed og for at sikre, at alle kan få et værdigt hjem. Det er de hjemløse, der ved hvor skoen trykker.

Flattr this!

Det er også et problem

Der er heldigvis kommet rigtig mange sympatitilkendegivelser på #metoo-kampagnen på de sociale medier, og den har nu også givet anledning til en leder i Information. Men der er desværre også nogle forudsigelige modreaktioner, der forsøger at relativisere og bagatellisere. Spørgsmålene er bl.a.: Hvad med seksuelle overgreb mod mænd? Og hvad med voldelige overgreb i det hele taget?

Selvfølgelig er dette også alvorlige problemer, men kampagnen med #metoo er specifik og benægter ikke eksistensen af andre problemer eller deres alvor. Hvis jeg udtaler mig om flygtningesituationen på grænsen mellem Myanmar og Thailand, betyder det ikke, at jeg erklærer at jeg er ligeglad med f.eks. flygtningene fra Syrien eller Eritrea, med antisemitismen i Østeuropa eller med plasticforureningen af verdenshavene.

Problemet med seksuelle overgreb mod kvinder og piger har imidlertid et meget voldsomt omfang og er et systemisk problem. En undersøgelse fra 2014 viste, at hver 10. pige i verden bliver udsat for seksuelle overgreb inden hun fylder 20. Så problemet er meget stort og det er i høj grad forbundet med magtforhold og ulighed mellem kønnene.

Det særligt bemærkelsesværdige er at mange af dem, der nu reagerer med skepsis, så vidt jeg kan se, formodentlig ikke gør det af et ondt hjerte. Men det er ofte svært at indse og skulle leve med, at mange af de mænd, man kender (og måske også én selv), kan finde på at gøre den slags mod kvinder, som vi nu hører om. Vi vil alle tro godt om dem, vi kender, og vi vil selvfølgelig også helst have et positivt selvbillede.

Jeg håber personligt, at der en dag også vil komme et fokus på seksuelle overgreb mod mænd, for denne type overgreb finder sted og må være lige så forfærdelige som overgreb mod kvinder, men omfanget er desværre meget uklart. Min fornemmelse (som mange forskere inden for dette område også fremhæver) er, at netop denne type overgreb er endnu mere tabubelagte og derfor har et ikke ubetydeligt “mørketal”, netop fordi der traditionelt er en forventning om at mænd er fysisk og psykisk stærke og er dem, der er seksuelt udfarende. Nogle seksuelle overgreb mod mænd begås af andre mænd i væbnede konflikter (voldtægt og seksuel ydmygelse er skræmmende metoder til at knække et menneske), men der er også mange andre tilfælde.

Måske vil en kampagne om seksuelle overgreb mod mænd som en vigtig afledt konsekvens have, at mange flere mænd vil kunne se, hvor alvorligt et problem seksuelle overgreb er for kvinder.

Flattr this!

At klare mosten og ikke sige nej

Der er en interessant omtale i Politiken i denne uge af en ny bog af Ole Fogh Kirkeby, Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab. En undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i 2015 har vist, at brugen af ordene “robust” og “solid” er blevet mere end fordoblet i forhold til 2007. Når virksomheder (og ganske ofte er det offentlige virksomheder) søger robuste medarbejdere, er de i virkeligheden først og fremmest interesseret inogen, der har mindre sandsynlighed for at pådrage sig langvarig stress.  Og hermed siger de samtidig, at stress er et vilkår for alle, og at der hele tiden vil være udforudsigelighed og omstillinger.

Idealet er en robust medarbejder, der kan finde sig i meget og ikke har noget imod tilbagevendende nedskæringer og omstruktureringer. Ole Fogh Kirkeby siger

Det kan ses alle steder i det offentlige. Børnehaver, skoler, hospitaler. Alle er udsat for et ekstremt pres, som stresser. Siger medarbejderen fra over for det pres, kan politikerne ikke udøve deres nye bureaukratiske herredømme. Derfor er man tilbøjelig til at ønske ansatte, der vil påtage sig den uriaspost at gennemføre en arbejdsdag på de urimelige arbejdsvilkår, som fastlægges af politikerne.

Men hvis man accepterer tilbagevendende negative konsekvenser, og man samtidig har et arbejde, hvor man skal arbejde med Den Anden – det være sig i sundheds-, undervisnings- eller socialsektoren – kan man ende med at blive et menneske, der ikke reagerer på det, Den Anden føler. Man kan blive et menneske, der bagatelliserer det, Den Anden føler, eller ikke drager omsorg for Den Anden. Bliver man et sådant menneske, er man blevet kynisk og ukritisk.

Det kan godt være, man er empatisk i den forstand, at man er kognitivt empatisk, dvs. at man kan forstå, hvad Den Anden føler. Det kan endda også være, at man tillige er emotionelt empatisk, dvs. kan føle de samme følelser, som Den Anden føler. Men også det emotionelt empatiske menneske kan vende blikket bort, når det bliver for hårdt at være vidne til Den Andens ubehag.

I undervisning, socialt arbejde og sundhedsprofessionerne er vi imidlertid nødt til at gå et skridt videre og kunne udvise det, der på engelsk hedder empathic concern (på dansk siger vi “empatisk bekymring”, men ordet “bekymring” dækker ikke helt). Dette begreb, der skyldes den amerikanske psykolog Daniel Batson, bliver tit forvekslet med “empati”. Men empathic concern er den følelsesmæssige reaktion, der gør at man ikke bare mærker Den Andens følelser, men også handler for at drage omsorg for Den Anden.

Det koster imidlertid resurser at gøre denne empatisk betingede omsorg mulig; man skal have tid, ro og støtte fra andre. Det, der er i farezonen, når man insisterer på robusthed og omstillingsparathed, er netop at denne empatisk omsorgsfuldhed vil blive nedprioriteret, fordi den fremstår som noget, der ikke “er råd til”.

Flattr this!

Hvem kan mærke forskel?

Der er en meget rammende kronik i dagbladet Information i dag af Kjeld Høgsbro, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Hans vigtige pointe er at velfærdssamfundet i virkeligheden i meget høj grad er med til at sikre middelklassen. Mange politikere, især borgerlige politikere, taler om velfærdssamfundet som en måde at beskytte “de svage” på. Men denne måde at tale på gør det, at den foruddefinerer en gruppe som dem, der kan blive ramt af problemer.

I disse år bliver der skåret 2 procent om året i den offentlige sektor (nogle steder bliver der skåret mere – på Aalborg Universitet skal vi nu spare 4 procent hvert år). Nogle dele af middelklassen vil ikke opleve problemer med nedskæringerne. Hvis man konsekvent træffer de rigtige valg, og der ikke sker noget uventet, kan man nemlig ikke mærke forskel. Man kan spare op til sine børns uddannelse, have forsikringer for sundhed osv.

De samlede udgifter, det enkelte menneske vil have, er i samme størrelsesorden som de ville være ellers, og man skal nu selv have det fulde overblik over mulige konsekvenser. Sker der noget uventet, og er man ikke dækket ind, er ansvaret ene og alene ens eget og måske må familien træde til. Man kan kun være utilfreds med – sig selv. Man kan ikke klage over det offentliges tjenester, men er henvist til at sagsøge forsikringsselskaber og dem, der måske har forårsaget den ulykkelige situation, man står i. Det er denne model, vi for alvor ser udfoldet i USA, men nu er ved at vinde indpas også i bl.a. Danmark. Derovre er der smukke hjem og kloge mennesker og masser af initiativer, men også masser af mennesker, der er hjemløse eller i fængsel. Det er også i USA, der er tydelige problemer med at finde en god fælles reaktion på en voldsom naturkatastrofe.

Der sker noget meget tydeligt, nemlig at det bliver almindeligt først og fremmest at vende utilfredsheden indad og at føle at man ikke slår til, når noget går galt. Man kunne jo bare have været mere forudseende.

Der er masser af mennesker i USA, der først og fremmest er utilfredse med sig selv. For nogle år siden mødte min hustru og jeg en af min hendes gamle skolekammerater, der havde mødt en amerikansk mand og var flyttet til USA. De havde haft et godt middelklasseliv derovre, lige indtil de blev ramt af en alvorlig trafikulykke – nu havde de en stor gæld på grund af de mange hospitalsregninger. De var simpelthen blevet udsat for en voldsom og livsforandrende hændelse. Men det virkede ikke som om de var vrede på nogen, f.eks. på det dårlige sundhedssystem, der lod dem i stikken, bare kede af det.

Flattr this!

Min (og din) indre Trump

Naomi Klein

På én måde er Donald Trump indbegrebet af et menneske, mange af os gerne vil lægge afstand til. Måske er det fordi han repræsenterer så mange trælse egenskaber, vi selv slås med?

Naomi Klein har et lille afsnit i sin bog No Is Not Enough, der rummer en usædvanligt god observation, nemlig at det er vigtigt at hver enkelt af os gør op med sin indre Trump. Afsnittet er baseret på en artikel fra The Nation, som man kan læse dér.  Jeg husker, hvordan Jacob Holdt engang sagde noget lignende om danske forhold, nemlig at vi alle har en lille Pia Kjærsgaard derinde, som har det med at tale med i alt hvad vi foretager os.

Det er den indre Trump, der skriver korte, uovervejede beskeder på Twitter og Facebook. Det er den indre Trump, der hidser sig op og sviner sine modstandere til. Det er den indre Trump, der lader sine fordomme få frit løb. Det er den indre Trump, der hoverer og er grandios. Det er den indre Trump, der synes at man skal brande sig selv og gøre sig selv til en slags varemærke. Selv på de steder på nettet og ude i den fysiske virkelighed, hvor alle gerne vil være tolerante, dukker den indre Trump frem. Der er rigtig megen smålighed og foragt på f.eks. Ekstra Bladets Nationen, men man finder desværre også noget lignende også i f.eks. feministiske og antiracistiske kredse. Også her får den indre Trump nogle gange frit løb mod mål.

Vi er nødt til at gøre op med den indre Trump, vi alle slæber rundt på, for det er den, der skaber splittelse imellem os.

Flattr this!