Følelsesløst

Jeg vågnede alt for tidligt i morges og så den tragiske nyhed om bombeangrebet i Manchester Arena. Mine tanker er ved dem, der så pludseligt har mistet deres kære. Det første, jeg tænkte på, da jeg læste om eksplosionen, var dog min familie derovre. Mine to søstre bor nemlig begge i Manchester-området. Heldigvis kunne de fortælle mig, at de ikke havde været i nærheden. Den enes søn kender dog nogle piger, som skulle have været til koncerten i Manchester Arena.

Ved at læse mere om eksplosionen, går det samtidig op for mig, hvad terrorismen gør ved os alle.

Terrorismen opfylder sit perverse formål ved at skabe en snigende følelse af almindelig utryghed. Det er en følelse, som samtidig er irrationel, fordi risikoen for at dø af andre årsager (f.eks. i trafikken) er meget, meget større.

Men samtidig skaber terrorismen, der selv er fuldstændigt følelseskold, også en følelsesløshed i samfundet. Der sker nu så hyppigt terrorangreb i Europa og Nordamerika, at der sætter en mental udmattelse ind hos mange borgere. Reaktionerne i medierne og hos den enkelte bliver nemme at forudsige (og måske er også dette blogindlæg forudsigeligt?). De fleste ved nemlig inderst inde, at det seneste terrorangreb bare er endnu ét og at der vil komme flere.  Og jo mindre vi føler, jo højere råber terroren, og jo mere begrænsende og voldsomme bliver de modforholdsregler, som nogle politikere foreslår, og som påvirker os alle.

Flattr this!

Fattiglovene i det 21. århundrede

Skøttrup fattiggård, 1919. (Skoletjenesten, Hjørring – https://skoletjenesten.hjoerring.dk/kildepakker-fra-hjoerring-kommunearkiv/velfaerdsstaten/fattigvaesenet/)

Der har i Danmark været en lang tradition for at mindrebemidlede  mennesker ikke havde fulde borgerrettigheder. Efter grundloven i 1849 fik alle ret til fattighjælp, men modtagere af fattighjælp havde ikke stemmeret, og de måtte ikke gifte sig. Der var en nidkær kontrol af hvad fattige mennesker foretog sig, og havde man ikke nogen bolig, skulle man bo på fattiggården. Med socialreformen i 1930 blev dette gradvist ændret, men først i 1961 blev de sidste indskrænkninger i borgerrettigheder fjernet, og først i 1962 forsvandt begrebet fattighjælp helt fra dansk lovgivning. Det har jeg tidligere skrevet om her.

I dag er den altafgørende borgerrettighed i Danmark blevet statsborgerskab. Man kan ikke blive dansk statsborgerskab og dermed ikke få stemmeret, hvis man inden for de seneste tre år har modtaget sociale ydelser. Også muligheden for at blive gift er reelt begrænset på grund af tilknytningskravet og krav til indtægt – det kan være umuligt for et ægtepar, hvor den ene part ikke er dansk statsborger, at bo sammen i Danmark. 

I denne kan dagbladet Information berette om en 39-årig mand, der ikke kan blive statsborger, fordi han efter et trafikuheld modtog kontanthjælp i én måned – og tilsyneladende kun modtog kontanthjælp på grund af ukorrekt sagsbehandling. Politiske ordførere er nu klar til at se på sagen, men selve det retslige grundlag vidner også om en stor og støt stigende nidkærhed hos de danske myndigheder.

Når man ser på sagen om den 39-årige mand og lovgrundlaget bag denne og andre af de seneste års sager om dansk statsborgerskab, er det svært ikke at drage en trist parallel mellem den danske lovgivning i 2017 og fortidens fattigvæsen.

Flattr this!

De desperate

I morgen er der præsidentvalg i Frankrig, og alene tanken om at Marine Le Pen vil kunne vinde, er nok til at få mig til at miste håbet.

Men måske er meget af det, der sker i dag, netop noget der sker, fordi stadigt flere mennesker mister håbet. Göran Rosenberg har en kronik, som Sveriges Radio bringer og nu også kan læses i dansk oversættelse. Hans pointe er at alt hadet, som vi ser hos de ekstreme politikere og i form af terrorisme, netop er udtryk for håbløsheden. Ordet desperat betyder netop “uden håb”.

Nationalismen og terrorismen bliver det, der skal bringe et håb tilbage, men ingen af delene fører til noget godt. Og alle os, der er modstandere af hadet, sidder tilbage og mærker også en håbløshed. For vi havde jo også håbet på en bedre verden. Mange håbede i sin tid på Barack Obama, fordi han selv håbede; den valgplakat med ham, der en overgang var nærmest ikonisk, nævnte simpelthen ordet hope. Men siden mistede mange amerikanere håbet og prøvede at finde det andre steder, nogle hos Sanders og mange hos Trump.

Interessant nok er Slavoj Žižek inde på præcis det samme. Han har netop udgivet endnu en bog, The Courage of Hopelessness – og nej, jeg har ikke fået læst den (endnu). Han skriver i det essay, der har givet bogen navn:

The Italian philosopher Giorgio Agamben said in an interview that “thought is the courage of hopelessness” ─ an insight that is especially pertinent for our historical moment, when even the most pessimistic diagnosis as a rule finishes with an uplifting hint at some version of the proverbial light at the end of the tunnel. The true courage is not to imagine an alternative, but to accept the consequences of the fact that there is no clearly discernible alternative: the dream of an alternative is a sign of theoretical cowardice; it functions as a fetish that prevents us thinking through to the end the deadlock of our predicament. In short, the true courage is to admit that the light at the end of the tunnel is most likely the headlights of another train approaching us from the opposite direction.

Vi deponerede håbet i økonomien og hos finansverdenen, men den har bare skuffet os og ført mange mennesker ud i krise. Det ser ud til at vi kun kan komme videre, hvis vi opgiver håbet. Hermed mener jeg ikke, at man skal være desperat eller resignere – tværtimod. Det, vi skal gøre, er at holde op med at placere håbet hos andre, men selv begynde at skabe noget andet selv.

Flattr this!

Kæmpe mod – eller kæmpe sammen med

Der er en spændende kronik i Information af Jakob Mathiassen, der er betonarbejder og forfatter – desværre er den havnet bag avisens betalingsmur, for det er en meget sober og velargumenteret kronik, som jeg er glad for at nogen stadig har lyst til at skrive.

Overenskomstforhandlingerne i Danmark starter altid med industriarbejderne, fordi Dansk Industri er magtfuld i Dansk Arbejdsgiverforening og fordi kræfter i fagbevægelsen går med til at forhandlingerne skal føres på denne måde. Argumentet for at lade lønnen i industrien sætte niveauet er, at eksport fra industrien er særligt vigtig for den danske økonomi, og derfor er det først og fremmest industrivirksomhedernes vilkår som skal tilgodeses. Man kan se dette som en slags globaliseringens naturlov – og det er sådan, det typisk bliver fremført – men man kan også se det pres på lønningerne, som der her er tale om, som en bevidst strategi fra industriens side.

Andre brancher, hvor der er vigtig internationale forbindelser, men ikke i form af eksport, bliver dermed også påvirket af lønniveauet i industrien. Et eksempel, som Jakob Mathiassen fremhæver, er byggebranchen, hvor lønudviklingen gennem længere tid har været stagnerende, og der er flere byggepladser, hvor timelønnen er under 100 kroner.

Det vigtige for den danske fagbevægelse er at hjælpe udenlandske bygningsarbejdere til at organisere sig i Danmark og til at styrke fagbevægelsen i de lande, de kommer fra. Ved at gøre dette, kan man styrke bevidstheden hos alle om, at det er vigtigt at have stærke fagforeninger. Og man kan være med til at udligne løn og arbejdsforhold til fordel for de udenlandske arbejdere i stedet for at der sker det, som der sker nu, at forholdene bliver udlignet på negativ vis til ulempe for både udenlandske og danske arbejdere.

Et konkret eksempel på denne strategi, som Jakob Mathiassen fremhæver, er UNI Graphical & Packaging, det internationale trykker- og pakkeriforbund. De har investeret direkte i at opbygge fagbevægelsen og organiseringen i lavtlønslande som bl.a. Polen i samarbejde med bl.a. det polske fagforbund for trykkere. Det har allerede ført til den første kollektive overenskomst, og man forventer at indgå en aftale med et andet multinationalt emballagefirma i de kommende måneder.

I stedet for at tænke på de mennesker, der rejser hertil, som modstandere kan se dem som allierede i kampen for et bedre liv til alle:  I Danmark kæmper vi sammen med mennesker fra andre lande for at skabe bedre vilkår for hinanden i stedet for at kæmpe for at lukke grænser. Det er helt en anden slags “hjælp i nærområderne” og en opfattelse af mennesker, der rejser over landegrænser, som er den stik modsatte af den, der er kommet til at dominere i Danmark (og mange andre lande).

Flattr this!

Social retfærdighed?

Der er en interessant artikel i Nature af de tre amerikanske psykologer Starmans, Sheskin og Bloom. Artiklen giver et overblik over hvad man i dag ved fra psykologisk forskning om menneskers opfattelse af ulighed. Der er mange resultater, der viser at mennesker uanset alder og køn klart foretrækker at goder bliver fordelt ligeligt. F.eks. er der lavet en undersøgelse af små børn, hvor de bliver bedt om at give to andre børn nogle viskelædere. Børnene er meget enige om at de to andre børn skal have lige mange viskelædere.  Men der er også mange resultater, der viser at mennesker ikke har noget imod en ulige fordeling af goder, hvis de opfatter den ulige fordeling som retfærdig. F.eks. viser undersøgelsen med børn, der skal give viskelædere til andre børn, at de ændrer opfattelse, hvis de får at vide at det ene af de to børn, der skal have viskelædere, har ryddet pænt op, mens det andet barn ikke har. Så vil de gerne vil give flere viskelædere til det barn, der har ryddet pænt op.

Så det er vigtigt at skelne mellem ulighed i sig selv og uretfærdig ulighed, konkluderer forfatterne. Og det er da også mit indtryk, at vi ikke siger det særlig tit: at uligheden er uretfærdig. Der er meget voldsomme sociale uligheder i USA, men det er mit helt uvidenskabelige indtryk, at mange amerikanere på den ene side erkender at det er sådan, men på den anden side også siger at uligheden ikke er uretfærdig, men tværtimod udtryk for at “man kan hvad man vil”. Tilsvarende er mantraet om at “det skal kunne betale sig at arbejde” et forsøg på at begrunde nedskæringer i sociale ydelser med en form for retfærdighed. Og i begrundelserne for “integrationsydelse” dukker der også en usagt komponent op: det er uretfærdigt, hvis mennesker kan komme til Danmark og modtage kontanthjælp på samme sats som andre mennesker, der allerede bor i Danmark.

Men man kan også opfatte disse nedskæringer som uretfærdige, og mange af argumenterne imod nedskæringerne er faktisk argumenter for netop dette, at de er uretfærdige. Den egentlige kamp er derfor ikke kun en kamp for at gøre noget ved uligheden “i sig selv”, men også en kamp for at ændre opfattelsen af hvad social retfærdighed er. Dette begreb fortjener at blive fremhævet mere i debatten om uligheden i Danmark.

Flattr this!

Magt og afmagt

Måske er det en følelse af afmagt, der er en fælles forklaring på populismens fremkomst. Følelsen af afmagt har drevet nogle til f.eks. at stemme på Trump, og følelsen af afmagt hersker nu hos dem, der er modstandere af Trump og andre højrepopulister. Jeg vil advare mod at gøre højrepopulisternes holdninger legitime, men følelsen af afmagt hos deres vælgere kan bestemt være legitim.

Hvis man har en følelse af afmagt, skyldes det at man ikke føler at man har indflydelse på sin egen situation. Men er der da ikke demokrati mange steder i Europa og Nordamerika? vil nogle spørge.

Hertil vil jeg svare, at demokratiet er begrænset på mange måder. Den demokratiske proces skal give os alle indflydelse og gøre os alle i stand til at sætte os i Den Andens sted, så vi kan træffe bedre beslutninger. Det er ikke det, vi ser i disse år.

Der er ganske vist valg hvert fjerde år og af og til er der også folkeafstemninger. Men derefter er det alene repræsentanternes demokrati. Og hvis man har et arbejde, tilbringer man en stor del af sin hverdag uden for en demokratisk proces. Den typiske arbejdsplads er et sted, hvor der ikke findes demokratiske beslutningsstrukturer eller fri information, men samtidig er de beslutninger, der bliver truffet her, af meget stor betydning for de ansatte.

En del private virksomheder taler ganske vist om at lederne skal “inddrage” de ansatte og “lytte”. På universiteter og andre offentlige virksomheder ser vi en tilsvarende proces. Der er en intention om at medarbejdere skal “inddrages” i forbindelse med væsentlige beslutninger, men det er lederne der bestemmer, hvad der er væsentligt, og i sidste er det altid dem, der bestemmer (og de er ikke blevet valgt). Der er ikke tale om medbestemmelse.

Hvis der kun er tale om demokrati i visse sammenhænge i samfundet og i forbindelse med store beslutninger og ekstraordinære situationer, er det ikke sikkert, at de beslutninger, der så bliver truffet, bliver særligt gennemtænkte. Hvis deltagerne ikke er vant til at være del af den demokratiske proces, bliver de mindre vant til det. Nogle gange bliver de politiske diskussioner bare mere polariserede og hadefulde, og de hadefulde diskussioner på f.eks. Facebook er typiske for sammenhænge, hvor deltagerne ikke til sidst skal træffe en beslutning i fællesskab. Vreden og hadet virker som tegn på afmagt.

Jeg tror, at et anderledes demokrati, hvor repræsentanterne er i konstant og forpligtende dialog med dem, der har valgt dem, og hvor demokratiet bliver udvidet til et demokrati også på bl.a. arbejdspladser, vil kunne være med til at fjerne følelsen af afmagt, give bedre diskussioner og gøre det sværere for de populister, der hævder at “tale på det tavse flertals vegne”. Trump, Farage Le Pen og andre med dem ynder at fremstille sig selv som “folkets repræsentanter” mod eliten, men faktisk kommer de ofte selv fra den absolutte overklasse og det er ikke meget, de taler om demokrati, når de først kommer til magten.

Flattr this!

Han er ikke syg

Mange mennesker har svært ved at fatte Donald Trumps handlinger og personlige udbrud – og det har jeg da også selv haft det på den måde. Der har allerede været en del analyser af præsidentens uforudsigelige personlighed, og det er som om det ikke vil stoppe. I amerikanske medier har man kunnet læse diverse psykologers analyser af Donald Trumps person og endog en udtalelse fra tre amerikanske psykiatere, der har karakteriseret ham som psykisk syg.

Men uanset hvor lidt jeg bryder mig om Donald Trump (jeg svinger for tiden mellem at foragte ham og at være bange for ham) ville jeg selv finde det underlødigt, hvis andre prøvede at diagnosticere mig eller nogen, jeg kender, alene ud fra mine udtalelser. Og jeg ville blive vred, hvis nogen gav sig til at udråbe en politiker, jeg sympatiserer med, til at være psykisk syg.

Det, der er så svært at skulle leve med, er i virkeligheden at de ekstreme politikere og de mange mennesker, der støtter dem, befinder sig i normalitetsområdet. Man behøver ikke at have en diagnose for at være racist, sexist eller fascist – eller for “bare” at udvise den grandiose, kontrollerende og selvoptagede adfærd, som Donald Trump (og Chavez, Putin, Erdogan, Orbán og mange andre autoritære ledere) ofte har udvist. Mange af os kender i virkeligheden også personer, der er på denne måde, og de har ingen diagnose – de er “bare” ubehagelige mennesker med magt. Jeg vil bestemt ikke afvise at den slags mennesker kan have psykiske problemer, men det er ikke det samme som at de skulle være psykisk syge.

Faktisk er der nemlig en rigtig god grund til at man ikke bør affærdige Donald Trump som værende psykisk syg: Man kan ikke være bekendt at slå psykisk syge mennesker i hartkorn med ham. Mange mennesker har haft psykisk sygdom inde på livet, enten helt selv eller fordi de kender nogen, der er eller har været psykisk syge. Og dermed ved vi jo godt, at de allerfleste mennesker, der har en psykisk sygdom, slet ikke har de ubehagelige og usympatiske karaktertræk, som USAs præsident har. Nogle af de allermest sympatiske og begavede mennesker, jeg kender og har kendt, har faktisk haft psykisk sygdom at slås med.

Flattr this!

Danskerne og dem, der burde blive væk

I denne uge har der været megen omtale af ovenståede folketingsbeslutning. Det kan jeg sagtens forstå. Min hustru og jeg har begge haft en forælder, som aldrig har været dansk statsborger, og i mit tilfælde var det endda en “ikke-vestlig” forælder.

Det er usympatisk at se en officiel udtalelse fra Folketinget, der sætter denne modsætning op og tager udgangspunkt i en ekskluderende opfattelse af hvad det vil sige at være dansker.

Resten af denne korte udtalelse har der ikke været megen omtale af, men den er også interessant på en anden måde. Den viser usædvanligt tydeligt, at den officielle dansk flygtningepolitik i 2017 har et rent nationalistisk udgangspunkt i form af en central påstand om at “danskerne” er truede, og at den ikke længere har et ønske om at finde frem til hvordan man kan yde beskyttelse til mennesker på flugt. I udtalelsen er der ingen pseudo-omsorgsfulde påstande om f.eks. at ville “hjælpe i nærområderne”, kun den rene vare: et ønske om at holde folk væk fra Danmark.

Flattr this!

De læser slet ikke!

I går skrev jeg om studerende på AAU, der havde gjort en meget begrænset indsats for at forberede sig til det kursus, jeg holder i dette semester Nu kunne man sagtens sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af at jeg bare langer ud efter de studerende, jeg underviser for tiden. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg var lidt mellemfornøjet i går.

Men der er faktisk en del litteratur inden for uddannelsesforskning, og ikke mindst inden for matematikkens didaktik, der påviser at de fleste studerende slet ikke læser i deres lærebøger!  Alene fra USA, hvor man skal betale et større beløb for bare at kunne studere på et universitet, er der masser af eksempler. Ét blandt mange er indledningen til en artikel fra 2012 fra International Conference on Technology in Collegiate Mathematics, hvori forfatterne Jane Friedman, Perla Myers og Jeff Wright fra University of San Diego skriver

Students in lower division mathematics classes rarely read their textbooks. If they do attempt to read them, they generally lack the skills necessary to read the material effectively.

Her er indledningen fra en artikel fra 2010 fra 13th Annual Conference on Research in Undergraduate Mathematics EducationMary Shepherd fra Northwest Missouri State University skriver

Many mathematics faculty want and tell their students to read their textbook. A brief survey of first year college students might discourage these teachers because it appears through general questioning that this does not happen as frequently as faculty would like, if at all. Informal surveys of students seems to indicate that they do not read large parts of theirmathematics textbooks at all, much less effectively.

Begge ovenstående artikler beskæftiger sig med at finde ud af hvorfor studerende ikke læser i deres lærebøger og hvad man kan gøre ved det. Svarene på disse to spørgsmål er desværre ikke enkle – eller fyldestgørende. Begge artikler observerer, at de fleste studerende simpelthen er ude af stand til at læse en matematisk tekst, og i begge artikler beskriver forfatterne de tiltag, de har sat i værk for at lære de studerende at læse på denne måde.

Og når jeg taler med universitetskolleger fra andre fagretninger end datalogi eller matematik, får jeg et helt tilsvarende billede. Mange studerende forbereder sig tilsyneladende aldrig. På AAU bruger vi (i al fald på første studieår) resurser på at undervise de studerende i at lave projektarbejde i grupper, men der er mig bekendt ingen aktiviteter, der går ud på at undervise dem i at læse en akademisk tekst. I går sagde en studerende til mig at han havde “kigget dagens tekst igennem”, og denne formulering var desværre meget sigende.

Denne observation, at mange studerende ikke kan læse en akademisk tekst (og slet ikke en tekst med matematisk indhold) vil dog næppe kunne udløse nogen forskningsmidler og man skal faktisk ikke ønske sig at se politiske tiltag. Mange politikere (en stor andel af dem har faktisk ikke gennemført en videregående uddannelse) vil rutinemæssigt blot sige, at de studerende skal “tage sig sammen”. Hele studiefremdriftsreformen er, så vidt jeg kan se, baseret på netop denne holdning, og det eneste, den formår, er (så vidt jeg kan se) at få studerende sparket ud af uddannelserne.

Et lidt kedeligt bud på at komme videre er, at vi skal konfrontere de studerende med, at det faktisk er et stort problem for deres egen læring, at de ikke læser. Jeg vil gerne høre nogle udsagn fra dem; forhåbentlig (og formodentlig) er det muligt at nå videre end til bortforklaringer om at kursusholderen ikke har fortalt hvilken lærebog, man skal bruge.

Og et andet, mindre kedeligt bud er at tage fat i den uddannelsesforskning, der findes derude og finde nogle gode strategier for at lære de studerende at læse. Udfordringen her er at alle disse strategier kræver tid og overskud fra undervisernes side, så hvis ikke vi skal have en endnu større undervisningsbelastning end nu (hvor uddannelsesområdet beskæres med 2 procent om året), skal vi have flere resurser tilført. Til gengæld vil vi så kunne få nogle bedre resultater at se.

Flattr this!

En frivillig indsats

Et af de rigtig gode initiativer i disse år er Venligboerne. Jeg følger med i Facebook-grupper, hvor jeg kan læse om hvordan medlemmer af Venligboerne beder om hjælp til at en syrisk dreng på 15 år kan få sine forældre til Danmark. Og jeg følger med i en anden stor Facebook-gruppe, Næstehjælperne, hvor mennesker på kontanthjælp kan få brugte møbler og brugt tøj. Nu er der kommuner, der er begyndt at samarbejde systematisk med Venligboerne om kontakt til flygtninge.

Disse initiativer er tegn på alt det, vores samfund af frivillige kan og på alt det, Internettet i dag gør muligt. Og Venligboerne og Næstehjælperne viser, at borgere i Danmark bekymrer sig om hinanden. Samtidig er der med tiden sket det, at disse initiativer også er blevet en slags kampagner for værdige forhold for udsatte grupper i samfundet.

Men samtidig viser dette også, at det, der engang var velfærdssamfundet, ikke gør det, det (i al fald efter min mening) burde, nemlig at behandle borgerne værdigt. Hvis jeg for 25 år siden havde fået at vide, at der i 2017 ville være indsamlinger til at uledsagede flygtningebørn kan få deres forældre til Danmark eller donationer fra borgere af brugte møbler og tøj til fattige i Danmark, ville jeg være blevet ked af det.

Det, der langsomt er sket, er at medfølelsen er blevet privatiseret og at sociale ydelser er noget, man som borger skal gøre sig fortjent til. Socialpolitikken bliver i stadigt større omfang bliver tænkt som statens instrument til økonomiske sanktioner over for borgerne, mens egentlig omsorg i stadigt højere grad er blevet den enkelte borgers ansvar.  “Integrationsydelsen” og dens tillæg og restriktioner og kontanthjælpsloftet er meget håndgribelige tegn på det. Et andet tegn på socialpolitikkens forandrede rolle i dansk politik er Socialministerets omtumlede skæbne. En overgang (fra 2007 til 2009) fandtes Socialministeret faktisk slet ikke, og senere er dets resortområde blevet en blanding af det, andre ministerier har haft som deres ansvar.

På denne måde er vi i Danmark ved at havne i en situation, som man kender fra ikke mindst USA, hvor frivillige sociale initiativer altid har spillet en meget stor rolle og hvor det længe har været en udbredt holdning hos borgerne at sociale problemer er et individuelt anliggende. Nogle vil bifalde denne udvikling; det vil jeg ikke.

Flattr this!