Ren og snavset smerte

En artikel i Wired gjorde mig opmærksom på et begreb fra psykologi og kognitiv videnskab, som jeg ikke kendte til: Forskellen mellem ren smerte og snavset smerte. Begrebet skyldes den amerikanske psykolog Steven Hayes.

Den rene smerte er den smerte, man føler umiddelbart. Det kan være den fysiske smerte ved f.eks. at få et snitsår eller den mentale smerte, man føler ved f.eks. at miste sit arbejde. Den snavsede smerte er den yderligere smerte, der kommer fra forsøgene på at kontrollere eller slippe af med den umiddelbare smerte. Den snavsede smerte kan så være f.eks. selvbebrejdelse. Den rene smerte fortager sig efterhånden, men den snavsede smerte kan blive ved og ved, for det er éns egne tanker, der skaber den.

Da jeg i denne uge fik afslaget på en ansøgning om Horizon 2020-midler, gjorde det ondt på mig at få et nej efter lang tids venten og mange anstrengelser for at undgå et nej. Dét var den rene smerte. Bagefter har jeg gået og anklaget mig selv for ikke at have skrevet en bedre ansøgning og for at være en dårlig forsker. Dét er den snavsede smerte, og hvis jeg ikke passer på, vil den blive ved med at blive næret af tankerne.

Den snavsede smerte er fuldstændig subjektiv, men den rene smerte er ikke subjektiv på samme måde og derfor er den måske nemmere at leve sig ind i for andre. Målet med tilgange som bl.a. mindfulness – men også dens tilsyneladende modsætning, stoicismen – er at gøre det muligt at opleve smerten som “ren”. Det fjerner ikke smerten, men det kan isolere den som sin “rene” komponent, og dén vil fortage sig med tiden, så man kan komme videre.

Og tilsvarende: Hvis man isolerer smerten fra alle selvbebrejdelserne, kan man undersøge det, man anklager sig selv for og se mere nøgternt på hvad det var, der forårsagede smerten: Var det virkelig alt sammen udelukkende éns egen skyld? Ofte er det nemlig ikke tilfældet. Mange problemer er i høj grad udtryk for et system, der producerer mangel på succes for de mange. I mit konkrete tilfælde: Succesraten for Horizon 2020-ansøgninger er lille; for nogle opslag er den under 2%.

Derfor skal vi (herunder jeg) lære os selv og hinanden at håndtere den snavsede smerte, for ellers er det den, der trækker os ned.

Jeg er skuffet

Tidligere i år skrev jeg om arbejdet med at koordinere en Horizon 2020-ansøgning. Vi mødtes alle parter i Portugal, og bagefter fulgte tre måneders intens indsats godt hjulpet af et erfarent konsulentfirma. Midt i det hele kom truslen om en storkonflikt på det offentlige område; hvis den var blevet til virkelighed, var ansøgningen måske aldrig blevet til noget.

For få minutter siden kom afslaget så. En ansøgning på 150 sider; afslaget var på tyve linjer. Tærsklen var 10 point; ansøgningen fik 11,5 point, men det var stadig ikke nok.

Jeg ved godt, at afslaget er retfærdigt og godt osv. osv., og at jeg skal glæde mig på vegne af dem, der nu får en bevilling. Men jeg er nu skuffet og ked af det alligevel, og jeg må efterhånden indse, at jeg formodentlig ikke har det, der skal til for at skaffe eksterne forskningsmidler.

Hvem lærer os at kigge på vores smartphone?

Kilde: https://bgr.com/2013/11/04/smartphone-public-use-bad-samaritans/

I Politiken er der en fascinerende fotoserie, der viser mennesker på gaden med hver deres smartphone. Alle billeder er taget af fotografen Martin Lehmann på gaden i København. Han siger

Jeg kastede mit kamera i alle retninger, men det var helt umuligt at nå at fotografere dem alle. Når man først fokuserede på det, var de der hele tiden – folk med hovedet nede i den der lille lysende skærm. Det var mennesker i blå, i rød, på cykel, med barnevogn. Det var mænd, kvinder, børn, unge, gamle…. Det var alle slags mennesker – med et total fravær til fælles.

Alle stirrer intenst på dem, og det er en adfærd, der på én og samme tid er asocial og social. Det sociale aspekt er selvfølgelig den kontakt, man får med andre gennem at bruge sin telefon. Det asociale aspekt består i at det er blevet helt almindeligt at tage en smartphone frem på alle mulige og umulige tidspunkter, og også når vi er sammen med andre og måske endda skal forestille at tale sammen. Reaktionen er også ved at sætte ind, bl.a. i form af det nylige forbud mod elevers brug af smartphone i folkeskolen i Frankrig.

Billedet ovenfor er ikke fra denne serie – det er fra 2013 og fra Italien. Det viser blot, at fænomenet ikke er så nyt igen. Men hvor har vi lært smartphone-adfærden henne? Nogle vil sige, at der altid har været tilsvarende adfærd – f.eks. adfærden med at gemme sig bag en avis i busser og tog. Men der er ikke ret mange, der før i tiden greb ud efter aviser midt under samtaler og i andre sociale sammenhæng.

En parallel er snarere rygning, der også en på én gang social, asocial og vanedannende adfærd, og jeg kan se, at Robbie Gonzalez drager samme parallel i samme i et essay i Wired. Rygere har en slags socialt fællesskab, men samtidig generer deres røg alle os andre, der ikke ryger. Her hører ligheden selvfølgelig op. Rygning er et helt igennem negativt og skadeligt fænomen; det samme gælder bestemt ikke for smartphones.

Der er imidlertid én anden ting, der er fælles: Mennesker lærer deres smartphone-adfærd på samme måde som mennesker lærer f.eks. at ryge, nemlig indirekte påvirkning fra andre. Der er næppe ret mange forældre, der lærer deres børn at ryge, og så er der alligevel temmelig mange børn, der ender med at blive rygere. Der er næppe heller ret mange forældre, der lærer deres børn at bruge smartphone hele tiden.

Da jeg var barn i 1970’erne, var der tobaksreklamer alle vegne. Jeg ved selv, at der er tre vigtige grunde til at jeg aldrig begyndte at ryge (og faktisk aldrig har prøvet det). Den første er, at ingen i mit barndomshjem røg, så det var ikke noget, jeg oplevede så meget i det daglige. Den anden er, at det var og er usædvanligt ubehageligt for mig at være i nærheden af folk der ryger. Men ikke mindst spillede social konditionering ind: de børn og unge på min egen alder, der først begyndte at ryge, var nogen, jeg ikke brød mig ret meget om (og nok heller ikke brød sig så meget om mig).

I tilfældet smartphones er den sociale påvirkning derfor vigtig. Men der er også en parallel til tobaksreklamerne, nemlig den massive påvirkning fra producenterne af smartphones og alskens tilbehør til dem. Og ikke mindst: Der var engang for kun 10 år siden, hvor smartphones var et særsyn. Adfærden er ikke kun socialt tillært; producenterne fremmer den også. Derfor skal vi også have fat i dem, hvis vi vil ændre og forbedre vores smartphone-adfærd, så vi kan finde frem til en smartphone-etik.

At smadre fortiden

Hai Ruis tempel fra 1500-tallet bliver smadret under Kulturrevolutionen i Kina.

I denne sommerferie læser jeg bl.a. Et ensomt menneskes bibel af den kinesiskfødte, nu franske forfatter Gao Xingjian, der i 2000 fik Nobelprisen i litteratur. Romanen foregår under Kulturrevolutionen i Kina, en af de allergrimmeste perioder i landets historie. Millioner af mennesker blev dræbt og talløse kulturskatte blev ødelagt. Billedet her viser hvad der skete med det gamle Hai Rui-tempel på øen Hainan.

Hai Ruis “forbrydelse” var at han var en god embedsmand ved Ming-kejserens hof i 1500-tallet og blev beskrevet i en artikel fra 1959 af Wu Han; artiklen blev senere af Wu Han lavet til en kinesisk opera om Hai Rui. Den blev fortolket som en allegori om den endnu levende marskal Peng Dehuai, der blev kastet i unåde af Mao Zedong for at have kritiseret Det Store Spring Fremad – endnu en grusom del af Kinas historie. I 1965 kom der så en kritisk artikel om operaen. Den “logiske” konsekvens var derefter – at smadre Hai Ruis tempel. Wu Han blev dømt til døden og henrettet. Og nej, intet af dette giver selvfølgelig rationel mening.

Et ensomt menneskes bibel kommer også ind på denne tragiske og groteske hændelse og på de 10 år med ødelæggelser, drab og væbnede konflikter, der fulgte. En hel masse rødgardister bekrigede hinanden og smadrede ufatteligt mange uerstattelige kulturskatte i et forløb på at skrive Kinas fortid om. Reelt var der borgerkrig i Kina fra 1966 til 1976.

Hai Rui-templet er siden forsøgt genopbygget, men hele denne episode,  viser,  hvordan vejen til magten ofte går gennem at “erobre fortiden”. Den viser for mig at se også hvor nemt det er at smadre fortiden, og hvilke konsekvenser, det kan få, hvis man får lov til det. Holocaust-benægterne forsøger som bekendt konsekvent at skrive fortiden om. Også bl.a. borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien blev næret af forsøg på at ændre på fortiden.

Et familieanliggende?

Nu har EU planer om at indføre øremærket barsel til mænd. Regeringen udtaler, at den er modstander af dette. Argumentet fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen var i går at 

…det er et familieanliggende, hvor den enkelte familie skal have lov at indrette sig, som man finder det bedst.

Men i dag kommer der så et udspil fra regeringens såkaldte “opdragelsesteam” (endnu et spændende nyt ord på en ny slags dansk). Opdragelsesteamet udtaler at

Vi mener, at det er et mål i sig selv at turde diskutere opdragelse – at bryde med de tabuer og barrierer, der kan være i forhold til det. For opdragelse er vigtigt. Opdragelse er ikke noget, vi skal afholde os fra at diskutere med argumenter om, at det er gammeldags, at så går man for tæt på, at det kun hører privatsfæren til, eller at det bare er et middelklasseproblem…

Et af opdragelsesteamets forslag er en “Obligatorisk forventningsafstemning mellem dagtilbud/skole og hjem”. De skriver:

Dette kan for eksempel udformes i en forældrekontrakt, hvor dagtilbud eller skole klart har formuleret, hvad de forventer af forældrene, hvad forældre kan forvente af dagtilbud/skole, og hvordan forældrene bedst muligt kan bakke op om barnets dagtilbud /skole til alles bedste…

Måske er alt dette godt, men jeg har svært ved at se en klar linje i regeringens politik for hvornår noget er et “familieanliggende” og hvornår myndighederne skal fastlægge principperne for hvordan forældre skal agere. Jeg aner, at udtalelserne om barselsorlov er møntet på dem, regeringen gerne vil tækkes, mens udtalelserne fra opdragelsesteamet mest er beregnet på at fastlægge en politik over for grupper i befolkningen, som regeringen opfatter som et problem. For den førstnævnte gruppe er familien ukrænkelig og et “familieanliggende” som regeringen ikke skal blande sig i, for den sidstnævnte gruppe forholder det sig noget anderledes.

Udsat for konkurrence og kærlige skub i alle tre sektorer

Nu, hvor overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er overstået, er det nødvendigt at huske på, at kampen om arbejdsvilkårene på det offentlige område ikke er slut. Tværtimod.

Af og til hører man politikere fra  de partier, der gerne vil danne regering, tale om “afbureaukratisering” (som Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen Rasmussen har kaldt det) eller endda om “et opgør med New Public Management” (som Mette Frederiksen kalder det). Men i al stilfærdighed kom der i sidste måned en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet og Erhvervsministeriet med titlen Konkurrenceudsættelse – den bedst mulige service for pengene. Den bliver indledt med disse ord:

Danmark har brug for en offentlig sektor, der følger med tiden og som konstant udvikler og fornyer sig. En vej til fortsat kvalitetsudvikling, innovation og effektivisering af den offentlige opgaveløsning er mere konkurrence om de offentlige opgaver.

Regeringen ønsker derfor at konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver i stat, regioner og kommuner. At en opgave konkurrenceudsættes betyder ikke nødvendigvis, at opgaven skal varetages af en privat aktør. Det centrale for regeringen er, at opgaven bringes i udbud, og at det testes, om opgaveløsningen er effektiv og giver den bedste kvalitet til prisen. Det afgørende er, at danskerne får den bedst mulige service for pengene.

Regeringen vil derfor opstille ambitiøse måltal for konkurrenceudsættelsen i kommuner, regioner og staten. Ambitiøse måltal skal give konkurrence-udsættelsen et kærligt skub i alle tre sektorer. Vi har tidligere haft måltal på kommunernes område. Tiden er nu kommet til at have måltal for hele den offentlige sektor.

Her er der tale om alt andet end et opgør med New Public Management – der skal tværtimod være endnu mere af den, hvis det står til den nuværende regering. Der skal være endnu mere konkurrence og endnu flere målinger i den offentlige sektor. New Public Management har været et centralt princip hos alle regeringer siden sidste halvdel af 1990erne, og hvis det virkelig har været så god en idé, er det underligt at problemerne i den offentlige sektor tilsyneladende stadig er så store.

Men der blev ikke talt ret meget om denne rapport i maj måned i år; den udkom lige efter at overenskomsterne var faldet på plads, og det er næppe tilfældigt. Det helt store diskussionsemne var nu blevet tildækningsloven om burkaer mm. Noget tyder på at den kommende valgkamp også skal handle om flygtninge- og udlændingepolitik, så fokus også til den tid bliver fjernet fra de voldsomme ændringer, den offentlige sektor er i færd med at blive udsat for.

Jeg kan i øvrigt ikke lade være med at bemærke, at frasen “et kærligt skub” blev introduceret af Inger Støjberg i 2009 som hendes beskrivelse af kontakthjælpsloftet og siden er blevet brugt bl.a. for at retfærdiggøre stramninger af regler for familiesammenføringer. Hvor megen kærlighed, der så har været i alt det skubberi, der er fundet sted, kan og bør diskuteres.

Forhåbentlig er der nogen, der i den kommende valgkamp tør sige, at vi efterhånden trænger til at tale om hvad New Public Management gør ved vores samfund.

Miljøforkæmperen, der ikke kunne mere

Ugen efter David Buckels død hang hans hat stadig på sin krog i skuret ved komposteringspladsen.

I dag kunne jeg læse om amerikaneren David Buckel, der i april i år begik selvmord ved at sætte ild til sig selv. Igennem mange år havde han som idealistisk advokat arbejdet utrætteligt for homoseksuelles rettigheder (han var selv bøsse), men senere viede han sit liv til et stort projekt om kompostering af organisk affald i New York. For få uger siden var det dog som om han ikke kunne mere. Trump-regeringen var systematisk i gang med at fjerne den eksisterende miljøbeskyttelseslovgivning. En tidlig morgen gik David Buckel hen på et øde område, hældte benzin over sig selv og stak ild til sig selv. Ikke engang hans mand eller voksne datter kendte noget til Buckels selvmordsplaner. I et afskedsbrev skrev han, at han ønskede, at hans død kunne sætte fokus på ødelæggelsen af miljøet og specielt på klimaforandringerne. Om det er tilfældet, er yderst uklart for mig – der har ikke været noget i de danske nyheder om David Buckels død, og heller ikke New York Times, hvor jeg kunne læse den lange beretning om Buckels liv og død, har noget på forsiden.

Der er mange beretninger om mennesker, der i krisetider begår selvmord som en reaktion på den uoverskuelige situation. Under nazismen var der således mange selvmord blandt tyske jøder. Berømte forfattere som Walter Benjamin og Stefan Zweig var blandt dem, der slog sig selv ihjel. Hvis man tænker på sådanne selvmord som protester, gjorde de ingen forskel – ud over at Tyskland mistede nogle af sine bedste borgere, præcis som USA er blevet et lidt fattigere sted uden miljøforkæmpere som David Buckel.

Og nu spekulerer jeg på, om vi kommer til at se andre af denne slags afmægtige protester mod en verdenssituation, der for mange af os forekommer så uoverskuelig og dyster. Jeg håber det bestemt ikke.

Sanktioner i sundhedssystemet

Sundhedsministeren. Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix.

I dag beslutter et flertal i Folketinget at indføre et gebyr, så det vil koste patienter 1.675 kr. at få en tolk med, når de er indlagt på hospitalet og 334 kr., hvis de har brug for en tolk ved besøg hos den praktiserende læge eller på skadestuen. Reglen kommer til at gælde for alle, der har haft bopæl i Danmark i tre år eller mere.

Der er ganske mange ting, der er usympatiske ved denne beslutning, der skyldes regeringen, Dansk Folkeparti og (selvfølgelig også) Socialdemokraterne.

Ét er at det vil kunne få nogle patienter til at lade være med at søge behandling – eller også vil de undlade at bruge tolk og dermed risikere at blive fejlbehandlet. Men hele den bagvedliggende idé om sanktioner er også usympatisk.

Selvfølgelig er det meget vigtigt, at man lærer dansk, hvis man bor i Danmark og ikke har alvorlige fysiske eller psykiske problemer eller er alderssvækket. Jeg kender til akademikere, der har boet og arbejdet i Danmark i en længere årrække, men formodentlig ikke kan dansk overhovedet. Det er ikke godt. Men det vi ser nu, vil ikke ramme disse højtuddannede mennesker.

Gebyret vil derimod ramme fattige udlændinge ekstra hårdt, og her tænker jeg især på dem, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Man kan i dag være på halveret kontanthjælp, også kendt som  integrationsydelse, meget længe, nemlig indtil man har haft, hvad der svarer til to et halvt års fuldtidsbeskæftigelse i Danmark inden for de seneste otte år. Integrationsydelsen er 5.945 kr. om måneden for en enlig uden børn, og her vil det gøre meget ondt i økonomien at skulle have tolkebistand. Hvad vil man i øvrigt gøre, hvis en patient er ude at stand til at betale? Skal patienten nægtes tolkebistand eller kommer patienten til at oparbejde en gæld?

Et argument for dette gebyr skulle være, at udgifterne til tolkebistand for patienter er høje, men gebyret skulle kun kunne indbringe 2,4 millioner kroner årligt. Så det reelle argument er ikke økonomisk baseret. Det, vi nu ser, er at man bruger ulige adgang til sundhedsvæsenet som en sanktion. Vil syge mennesker virkelig blive motiveret til at forbedre deres danskkundskaber ad denne vej?

Lægeforeningen kalder Folketingets beslutning for ualmindeligt kynisk. Det gør jeg også.

En anden slags indignation

Fra Sjælsmark Udrejsecenter. Foto: Thomas Olsen (Sjællandske Medier).

Det er ingen hemmelighed, at Jacob Holdts lysbilledforedrag Amerikanske billeder gjorde et stort og uudsletteligt indtryk på mig, da jeg så det i min gymnasietid. En del af de observationer, som Jacob gør på sin rejse rundt i USA i 1970erne, minder mig efterhånden mere end godt er om hvad vi ser i Danmark for tiden.

Især husker jeg dette sted, hvor den unge Jacob besøger den rige fru Pabst (her citeret fra bogen Amerikanske billeder) lige efter at have besøgt nogle meget fattige mennesker.

Jeg kunne godt lide fru Pabst – levende interesseret som hun er i kunst og kultur – og jeg havde håbet, hun ville give mig lidt penge til at købe mere film for. Så jeg viste hende mine billeder, bl.a. denne lille dreng i muddergrøften.

Da fru Pabst imidlertid så disse fotos af mennesker slået ud af apati og alkoholisme, råbte hun gentagne gange: “Jeg hader dem, jeg hader de dovne dyr. Hvorfor vil de ikke arbejde, hvorfor ta’r de ikke et job?”

Det er underligt, at en kvinde, der faktisk er millionær, bliver så vred på mennesker, der intet har og er helt ladt i stikken. Men ikke helt sjældent har jeg oplevet, at borgere herhjemme, der selv har gode kår (uden at være stenrige som fru Pabst) nærer en tilsvarende vrede mod arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre på samfundets bund.

For tiden er der igen fokus på udrejsecenteret Sjælsmark, hvor afviste asylansøgere nu skal opholde sig. Især for børnefamilier er dette meget hårde forhold, som bl.a. foreningens Børns Vilkår har påpeget.

Og nogle politikere er stærkt indignerede. Men de retter ikke vreden mod de forhold, der får nogle mennesker til at flygte til et andet land langt væk sammen med deres børn og heller ikke mod de forhold, børn må leve under. Nej, vreden rettes mod de pågældende børns forældre. Dansk Folkepartis børneordfører Pernille Bendixen siger til bloggen Den Korte Avis (som jeg ikke vil give et link til) at

”De har taget børnene som gidsler i håb om alligevel at få asyl. For dem er det åbenbart underordnet, at børnene helt åbenlyst mistrives.”

Man kan høre lignende udtalelser fra bl.a. Inger Støjberg og socialdemokratiske politikere.

Jeg ved ikke præcis, hvor borgernes vrede, som de retter nedad, stammer fra. Der er noget mærkeligt i at være vred på mennesker, der er tydeligt magtesløse og ikke har nogen privilegier overhovedet. Men politikerne bidrager (i al fald for mig at se) desværre meget tydeligt til at holde denne paradoksale form for “social indignation” i live. (I 2013 var Sophie Løhde faktisk meget indigneret over placeringen af et udrejsecenter på Sjælsmark, men det skyldtes at hun var bange for at det ville medføre kriminalitet og påvirke lokalsamfundet.)

Oprøret, der bliver væk

Pinsemarchen 1968 mod krigen i Vietnam.

I 1960’erne var der intet demokrati på universiteterne. Rundt om i verden havde racisme og anden intolerance kronede dage. Nye slags teknologi var et instrument for store forandringer. Ude i Vietnam rasede en ekstremt blodig krig.

I 2018 er der intet demokrati på universiteterne. Rundt om i verden har racisme og anden intolerance kronede dage. Nye slags teknologi er et instrument for store forandringer. I Syrien raser en ekstremt blodig krig.

Dengang for 50 år flød bægeret over, og fra 1968 og frem skete der tilsyneladende en masse. I pinsen 1968 var der f.eks. en stor march fra Helsingør til København i protest mod krigen i Vietnam.

Hvad sker der i dag, hvor det er også er pinse? Tilsyneladende ikke nær så meget. Jeg har tit undret mig over at der ikke er omfattende fredsdemonstrationer rundt om i verden for at standse krigen i Syrien og over at der ikke er voldsomme protester blandt studerende mod den gældende danske universitetslov. Ja, vi var mange, der der protesterede mod belejringerne af Aleppo og Ghouta (jeg var selv med til arrangere fakkeltog i Aalborg ved begge lejligheder), men protesterne har ikke nær samme omfang som for 50 år siden, da det gjaldt Vietnam.

Hvorfor er det sådan? Der er en interessant kronik af Lauritz Korfix Schultz i Berlingske (af alle steder!) i dag. Han spørger om det samme, og han kommer også med et nærliggende bud på et svar. I dag er det lykkedes at skabe en illusion om at alt er muligt, hvis bare man gør nok. Alle kan blive stjerner, alle kan få en uddannelse, alle kan (og bør) skabe deres egen virksomhed. Hvis ikke man lykkes med dette, må det derfor være éns egen skyld – og det samme må gælde for de andre. Og man kan ikke gøre oprør mod sig selv, kun forsøge at forbedre sig selv.

Også jeg, der ikke altid har kendt denne tilstand af kronisk konkurrence mellem alle, sidder ofte og anklager mig selv for ikke at gøre det godt nok i mit arbejdsliv.  Men det er på tide, at jeg og andre indser, at der ikke findes nogen konkurrence inden for de nu fremherskende spilleregler, hvor alle vinder.