Et borgerting i Danmark er på vej

Foto: NOAH (https://www.noah.dk/nyheder/det-er-tid-de-ubekvemme-losninger)

Danmark har fået en klimalov, og det er et vigtigt skridt i den nødvendige og rigtige retning. I  aftalen om klimaloven står der noget andet vigtigt, nemlig, at aftaleparterne er

…enige om, at der frem mod den første klimahandlingsplan oprettes et borgerting, hvor borgerne kan få deres stemme hørt i tilrettelæggelsen af klimapolitikken.

(citeret fra dagbladet Information, https://www.information.dk/indland/2019/12/nybrud-dansk-klimapolitik-borgerne-inddrages-komme-forslag)

Det er første eksempel i dansk politik på ideen om et borgerting, og på den måde viser det samtidig, at klimakrisen kan føre til en nødvendig nytænkning af selve den politiske proces. I andre europæiske lande ( Irland og Frankrig) er der allerede blevet etableret borgerting på klimaområdet.

Potentialet er stort: Der er en masse gode ideer derude, som fortjener at blive hørt, og vi har brug for alle gode ideer. Et borgerting vil kunne stimulere processen yderligere og forhåbentlig vil det også være med til at overbevise den enkelte borger om at vi ikke bare skal, men også kan gøre noget. Tilbage i 2012 lancerede dagbladet Information tænketanken 100dage, hvor læsere kunne komme med forslag til handling, og der kom ganske mange af slagsen – også jeg kom med en idé.

Overhead

Dagbladet Information har et tillæg om forskning i dag, og der er fokus på hvad de eksterne forskningsmidler betyder for forskningen. Et af de aspekter, som mange ikke er opmærksomme på, er betydningen af de indirekte omkostninger, det såkaldte overhead. Det er de indirekte omkostninger, som er forbundet med at gennemføre et forskningsprojekt, men ikke direkte kan henføres til selve projektet – fællesudgifter til husleje, lokaler, administration mm.  Overhead er nu på 44 procent.

Der findes en pulje, der hedder EUOpstart. Det er midler, man kan søge til at finansiere arbejdet med at skrive en ansøgning om forskningsmidler fra EU. Det er i sig selv en meget speciel konstruktion – at der bliver lagt op til at forskere skal søge om midler, som de så kan bruge til arbejdet med at søge om forskningsmidler. Men sidste år ville jeg lave en ansøgning til EUs Horizon 2020 sammen med kolleger fra ni universiteter og firmaer i andre lande. Den slags kræver en masse tid, så vi ville hyre et konsulentfirma til at hjælpe os med at skrive en god ansøgning. Bevillingen fra EUOpstart havde som betingelse, at den kun kunne dække halvdelen af udgifterne, og heraf måtte vi kun bruge 70 procent af denne halvdel til konsulentbistand. Resten skulle gå til andre udgifter (f.eks rejser til møder, hvor vi skulle forberede ansøgningen). Men den anden halvdel skulle de andre deltagere så finansiere, var vi enige om.

Jeg søgte om midler; min ansøgning blev imødekommet, og jeg var glad over en af de sjældne succeser med en ansøgning. Men glæden fortog sig. Vi havde nemlig ikke husket på, at også denne lille bevilling havde et krav om betaling af overhead. Så vi endte med ikke at bruge hele bevillingen, og jeg måtte bruge et personligt annuum, det var lykkedes mig at få, til at dække de 40 procent, som overhead udgjorde dengang i 2018. Pengene gik altså ikke til konsulentbistand, men til overhead. I alt dækkede midlerne fra EUOpstart kun en tredjedel af omkostningerne ved at udarbejde af ansøgning.

Hele historien er interessant, fordi den er så typisk. Mange eksterne midler dækker ikke overhead – de 44 procent, der skal lægges oveni, er man så nødt til at finde et andet sted, hvis bevillingen skal gå igennem. Normalt sker det ved at universitetet, hvor man er ansat som forsker, bruger sine basisforskningsmidler til at betale overhead. Jo flere eksterne midler universitetet får, jo mere går der af universitetets egne midler til overhead. Og sådan går det til, at en ikke helt lille del af basisforskningsmidlerne bliver bundet til at supplere op på de eksterne midler. Så egentlig er de eksterne midler ikke helt så gode, som mange tror.

I år forsøger vi os igen med en ansøgning, for sidste års afslag gav trods alt 85 point ud af 100 mulige, så måske kan vi rette op på manglerne i ansøgningen i tredje forsøg, hvis vi får konsulenter til at hjælpe os endnu engang, nu med at udbedre de svage punkter, som den 20 linjer lange evaluering påpegede, der var i sidste års ansøgning. Denne gang besluttede jeg mig dog, klog af skade, til ikke at søge EUOpstart, men til at søge en lokal institutionspulje om 15.000 kroner og få resten dækket af de andre partnere. Nettoresultatet er at vi får næsten lige så god konsulentbistand som ellers og at vi undgår overhead. Og vi håber selvfølgelig, at de midler, som vi nu bruger til at søge midler for, så er godt givet ud.

Tænd for smilet

Jeg er med i magasinet Så vidt vi ved på DR P1 i denne uge; der er et indslag om konsekvenserne af den stadigt større fokusering på at universitetsansattes forskere hver især skal skaffe eksterne forskningsmidler. Også Olav Bertelsen, der er fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitet og forperson for DM Viden udtaler sig. Vi er begge noget bekymrede for udviklingen – og jeg har for nylig skrevet om tendenserne i dette forum. Til sidst i udsendelsen kan man så høre DTUs rektor Anders Bjarklev udtale, at vilkårene er som de er og at forskerne (og ikke mindst forskere fra humaniora) skal “tænde for smilet” og søge eksterne forskningsmidler. Det undrer mig selvfølgelig ikke, at han siger netop dét.

Selv sidder jeg for tiden og arbejder på at færdiggøre en revideret ansøgning om Horizon 2020-midler. Det er tredje forsøg nu på tre år. Smilet er tændt, jeg har taget ja-hatten på, er med i båden osv. Men selv med al denne optimisme skruet på er det desværre ikke sikkert, at det vil lykkes mig. Behændigt nok nævner Anders Bjarklev nemlig ikke, at succesraten for ansøgninger om eksterne forskningsmidler er lav, så mange forskere er nødt til at prøve igen og igen. 

Er der egentlig andre offentlige stillingskategorier, hvor der er tilsvarende forventninger til de ansatte og tilsvarende lave succesrater?

Otte timers arbejde?

I det 19. århundrede kæmpede arbejderbevægelsen for en arbejdsdag på otte timer; i år er det præcis 100 år siden, det lykkedes at få dette krav igennem, og det tog 50 års kamp.

I dag er vi formelt set nede på en arbejdsuge på 37,5 timer. For de mange, der arbejder med andet end vidensarbejde, er der gode grunde til at ønske sig en lavere arbejdsbelastning end tilfældet er i dag. Her behøver man blot at tænke på arbejdsbelastningen hos f.eks. sygeplejersker og pædagoger.

Som vidensarbejder må jeg indse, at jeg på den ene side ofte bruger meget mere end syv en halv time om dagen; arbejdet bliver let grænseløst. Jeg svarer på arbejdsmail tidligt om morgenen og om aftenen, og op til deadlines sidder jeg ofte til ud på aftenen og skriver.

På den anden side er der også en stor andel af min indsats, der udgøres af rutinearbejde, som jeg ikke ville kalde vidensarbejde. Netop det at svare på mails og forberede mødedeltagelse og ansøgninger er i stort omfang det modsatte af det “dybe” arbejde, hvor man bruger sine egentlige kvalifikationer.

Jeg er efterhånden nået dertil, at jeg ønsker mig en fast og veldefineret arbejdstid som universitetslærer. Det ville især gøre det målbart, hvornår jeg har lavet nok. Nogle mener på den ene side, at jeg som person burde præstere mere og bedre, og på den anden side mener de samme mennesker, at det er selve dét, at vi laver mere på universiteterne, der får det hele til at hænge sammen – at VIP’er og TAP’er laver mere, end de skal. Men det er underligt, at denne form for “ufrivilligt frivilligt arbejde” er blevet et ideal.

Hvis arbejdstiden blev sat ned, ville der måske også (og det er dybest set enormt ironisk) blive bedre tid for os til at lave det egentlige, “dybe” vidensarbejde.

Betal din egen løn?

På universiteter i USA får universitetslærere kun løn 9 af årets 12 måneder; i sommermånederne får de ikke løn. Man skal så skaffe lønmidler til disse måneder på anden vis – enten ved at have eksterne forskningsmidler eller ved at undervise i sommerkurser.

Denne situation virker umiddelbart bizar og bestemt ikke tillokkende for dem, der kunne tænke sig en akademisk karriere i USA, men den er måske ikke så langt væk fra en dansk virkelighed længere. På danske universiteter udgør basismidlerne (som tildeles over finansloven) kun halvdelen af universiteternes indtægt til forskning; den anden halvdel kommer fra konkurrenceudsatte midler fra EU, private fonde, forskningsråd, virksomheder mm. Dem skal de enkelte forskere selv skaffe i konkurrence med hinanden.

På nogle danske universitetsinstitutter er der netop nu ved at opstå en forventning om at man som lektor skal skaffe midler svarende til 20 procent af sin løn. For løstansatte har dette allerede i nogen tid været virkelighed; jeg kender til en postdoc, der blev fyret, fordi han ikke kunne skaffe midler fra EU til at betale sin egen løn.

Jeg ved ikke, hvor mange uden for den akademiske verden, der er klar over, at situationen nu er ved at udvikle sig sådan. Den enkelte universitetslærer skal være sin egen iværksætter og skal måles på dét. Det har store konsekvenser også for uddannelserne – for der er ingen fornuft for en universitetslærer i at gøre noget særligt ved sin undervisning, når det kun er publikationer og det at skaffe midler til sig selv, der tæller. Og det har konsekvenser for hvad der forskes i – for alle vil naturligvis prøve at gå efter de forskningsområder, som ser ud til at give de bedste muligheder for at kunne finansiere egen løn. Succesraten for ansøgninger om eksterne forskningsmidler er nemlig lav, så man er nødt til at søge ofte.

En dialog om akademikere og Fakta

Sisyfos og Sokrates mødtes uden for Fakta.

Sokrates: Goddag, Sisyfos.

Sisyfos: Goddag, Sokrates.

Sokrates: Du ser så glad ud, Sisyfos. Hvad er der sket?

Sisyfos: Jeg har lige set, at den danske beskæftigelsesminister udtaler, at akademikere skal være klar til at tage et arbejde ved kassen i et supermarked, hvis de står uden arbejde. Den slags er rigtig godt at høre fra en politiker.

Sokrates: Hvorfor er det godt at høre?

Sisyfos: Det er vigtigt, at akademikere ikke tror at de er noget særligt. Alle skal behandles ens, når det gælder arbejde.

Sokrates: Hvad mener du, når du siger, at alle skal behandles ens?

Sisyfos: At der ikke er nogen, der skal behandles anderledes, fordi de har en lang uddannelse.

Sokrates: Nej, men se dér, Sisyfos – der er en ledig stilling som salgsarbejder i Fakta! Jeg står jo selv uden arbejde lige nu, så jeg vil søge den. Måske vil min kone også søge den. 

Sisyfos: Hvad er det nu, din kone laver, Sokrates?

Sokrates: Hun er også arbejdsløs. Det var jo derfor, vi rejste herop. Faktisk har hun ikke nogen uddannelse heller.

Sisyfos: Så vil jeg håbe, at din kone får stillingen.

Sokrates: Hvorfor det, Sisyfos?

Sisyfos: Fordi hun har mest brug for den. Du er jo akademiker, Sokrates.

Sokrates: Men jeg har også brug for stillingen.

Sisyfos: Ja, men du er filosof, Sokrates. Så skal du lade din kone få fortrinsret, for hun har sværere ved at finde et arbejde end du har – du har jo en lang uddannelse i filosofi.

Sokrates: Men sagde du ikke lige, at der ikke er nogen, der skal behandles anderledes, fordi de har en lang uddannelse?

Sisyfos: Jo, det gjorde jeg vel. Men vent… der er vist noget her, der er mere kompliceret, end jeg regnede med.

Langt ude?

I dag var der en stor demonstration mod antisemitisme og racisme i Randers som reaktion på skændingerne af jødiske gravsteder på byens kirkegård. Det var rigtig glædeligt at se. Det er også godt, at to personer, der formodentlig var gerningsmændene, er blevet pågrebet.

Nogle gange er det som om der er en konsensus om at nazismen ikke kan vinde opbakning i Danmark. I den offentlige debat skorter det ikke på fordømmelse af nazismen, også fra stærkt nationalistiske politikere. Selv Rasmus Paludan siger, at han tager afstand fra fascisme og nazisme! I 2017 skrev han

Jeg tager den stærkest mulige afstand fra nazisme, racisme, fascisme, islamisme, stalinisme og alle ekstreme og voldelige ideologier.

Kun “Den Nordiske Modstandsbevægelse”, der efter alt at dømme stod bag gravskændingerne i Randers, kalder sig uden blusel for “en revolutionær, nationalsocialistisk modstandsbevægelse”.

Lad os antage, at alle dem, der taler negativt om nazisme, faktisk mener det – dvs. også f.eks. Rasmus Paludan. Men kan vi deraf slutte, at nazismen ikke vil kunne få opbakning i Danmark i vor tid? Jeg er desværre ikke overbevist. Den store forhindring for et gennembrud for nazismen er vel stadig antisemitismen og holocaust-benægtelsen, men hvis det lykkes at nedtone dette aspekt (måske “bare” ved at det går i glemmebogen), er jeg bange for at det ser anderledes ud. Især kan jeg ikke lade være med at tænke på, at partiet Stram Kurs fik 1,8 procent af stemmerne ved folketingsvalget i år og således var tæt på at komme ind. Partiet fik i sin kampagne hjælp af medlemmer af det nazistiske miljø og på mange måder er det desværre netop et parti, der lykkedes med at nedtone netop de elementer af nazismen, er der uspiselige, nemlig antisemitismen og holocaust-benægtelsen.

Giv dem hvad de vil have

For tiden arbejder jeg sammen med kolleger i flere andre lande på en ansøgning til Horizon 2020-programmet. Det bliver tredje gang, vi prøver lykken, og endnu engang har vi hyret et konsulentfirma, der skal hjælpe os. Vi baserer os på de erfaringer, vi har fra de to foregående afslag – dvs. to personers evalueringer på hver omkring 25 linjers tekst af vores ansøgninger på hver omkring 150 sider. Nu skal vi undgå at gøre evaluatorerne utilfredse og så også håbe på, at de ikke falder over noget andet at kritisere denne gang.

I dagbladet Information er der i denne uge et essay af Center for Vild Analyse, og det handler netop om det, der er gået hen og er blevet et helt centralt vilkår i den akademiske verden.

I essayet står der

Det burde handle om at sikre, at de mest kvalificerede personer får opgaven, og at de bedste ideer vinder frem. Men ikke så sjældent går det i den stik modsatte retning. Det, man gør, når man lever af konkurrenceudsatte midler, er først og fremmest af al magt at forsøge at gætte, hvad den Anden ønsker af en: Hvordan skriver man en ansøgning, som nævnet vil bedømme positivt?

For det er præcis dét, vi gør og præcis dét, vi får konsulenterne til at hjælpe os med: At udføre en storstilet gæt-hvad-de-tænker-øvelse. Der findes i dag mange konsulenter, der ikke laver andet, og der er masser af kurser i at skrive ansøgninger (jeg var selv på et sådant kursus i Berlin for nogle år siden).

I essayet står der

Universitetsdiskursens helvede er den verden, hvor hele verden hele tiden skriver ansøgninger. Det er efterhånden et kendt faktum på universiteter og andre vidensinstitutioner, at man bruger de penge, man har hentet hjem på et projekt, til at sidde og skrive ansøgninger til det næste. 

For nogle er dette et helvede, for andre er det blevet en himmel. De, der har eksterne forskningsmidler, formår at gøre det til en vane at “kæde ansøgningerne sammen”, så den ene succes kan afføde den næste. De rigtig succesrige får på et tidspunkt lov at være med til at udforme kommende opslag om midler, og så skal andre gætte, hvad de tænker. Men først skal man have kæden til at blive siddende på tandhjulet, og det er dét, der er så stort et arbejde. Det er paradoksalt, at så stor en del af vores forskningstid ikke handler om at opdage noget nyt, men med at til at gå med at forsøge at regne ud, hvad andre vil have. Og det er underligt, at det er blevet så stor en sideforretning for konsulenter. Er hele denne insisteren på et konkurrencesamfund virkelig til fordel for forskningen?

Hvor skal man gå hen, hvis man er utilfreds?

Forleden talte jeg med nogle unge mennesker, der var utilfredse med de dårlige forhold, der er der, hvor de færdes til daglig. Jeg spurgte dem, om de da ikke ville lave en form for protest, for det lød som om der var nok at være utilfreds med. Svaret fra dem var, at det efterhånden virkede forgæves; det var i praksis umuligt at få dem, der bestemmer, i tale. Hvor skal de gå hen, når de er utilfredse?

Det er bestemt heller ikke alt, jeg er tilfreds med i mit daglige virke. Det er forhold, jeg ikke længere kan skrive om på denne blog. Hvor går man hen, når man er utilfreds?

Jonas Eika, der netop har modtaget Nordisk Råds litteraturpris, holdt en brandtale med voldsom kritik af den danske regerings politik over for flygtninge, indvandrere og danskere med “anden etnisk baggrund”– og han fik også langet ud efter regeringerne i de andre nordiske lande. (Pia Kjærsgaard blev for én gangs skyld sur.) Eika sagde bl.a.

Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem.

Og han har ret – det kræver meget at protestere. I dagbladet Information kan vi se, at der er masser af protester derude – i Hongkong, i Rusland, i Catalonie, i Chile og mange andre steder.

Men lige nu er der ikke mange protester her i Danmark, og i de sammenhænge, hvor jeg færdes i det daglige, er der heller ikke mange protester. Det betyder ikke, at der ikke er en udbredt følelse af utilfredshed. Sidste år manifesterede utilfredsheden med arbejdsforholdene i den offentlige sektor sig i store protester i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Men mange frustrationer ender i ingen ting. De utilfredse resignerer. Hvorfor er det sådan?

Den italienske forsker Donnatella della Porta siger om demonstranterne ude i verden

På den anden side tror demonstranterne fuldt og fast på demokratiet. De kræver ofte mere demokrati, og når de protesterer, foregår det ofte foran de nationale parlamenter. »Man skal tro på demokratiet for at gide deltage i den slags,« siger Donatella della Porta.

Måske er det i virkelighede det, der er årsagen til resignationen, jeg oplever: De, der resignerer, oplever at de demokratiske strukturer er fraværende (sådan er det mange steder i uddannelsessektoren i Danmark nu) eller reelt uden forandrende kraft. Og måske er det også derfor, nogle mennesker oplever det så stærkt, når en ung forfatter står foran statsministeren og kommer med en skarpt formuleret kritik.

Nogle vil her bemærke, at jeg ikke har nævnt de politiske partier her. Men det er som om de ofte er blevet en dæmpende faktor, altså ofte bliver et middel til at afvise protester. De store protester, vi ser rundt om i verden i dag, foregår uden for partiernes verden, og efterhånden er jeg overbevist om at det er bedst at det er sådan. Det, de politiske partier i bedste fald kan gøre, er at bakke op om protesterne.

Beckett i Patras, kl. kvart i tre om morgenen

Irsk-franske Samuel Beckett var en af skaberne af det absurde teater og er bl.a. kendt for “Vi venter på Godot”, der handler om en uvis ventetid.

(Oversat fra engelsk.)

— Radio Taxi, Patras.

— Jeg vil gerne bestille en taxi til busstationen i Patras. Jeg står ved taxiholdepladsen ved færgeterminalen.

— Til busstationen. Hvor skal du hentes?

— Jeg står ved taxiholdepladsen ved færgeterminalen.

— Jeg forstår det ikke. Hvilken taxiholdeplads er det, du siger?

— Det er taxiholdepladsen ved færgeterminalen.

— Det forstår jeg ikke.

— Jeg er ved færgeterminalen.

— Det forstår jeg ikke. Hvor er det?

— Taxiholdepladsen. Ved færgeterminalen.

— Jeg forstår ikke, hvad du siger.

Jeg står ved den skide FÆRGETERMINAL!!!

— Det ved jeg ikke hvor er.

—Hør nu her! Jeg er lige kommet med færgen fra Italien. Jeg er næsten 12 timer forsinket.

— Det er ikke en færge. Det er et stort skib. Vi sender en taxi.

Note: Det græske udtryk for “Nu er det nok” udtales “En taxi”.