Retten til at koble af

Sidste år, da der var overenskomstforhandlinger på det offentlige område, skrev jeg om det grænseløse arbejde. Det er den tendens, mange offentligt ansatte vidensarbejdere har til at være på en slags permanent overarbejde. Brugen af bærbare computere og smartphones gør nemlig, at man altid kan svare på henvendelser af arbejdsrelateret karakter og altid kan arbejde videre, når man kommer hjem.

Nu kan jeg læse om lovgivning i Frankrig, der giver ansatte lov til ikke at læse mail o.lign. uden for normal arbejdstid. Loven kaldes nogle gange for el-Khomri-loven, opkaldt efter den beskæftigelsesminister, under hvem loven i sin tid blev indført. Det ironiske er, at el-Khomri-lovgivningens andre bestemmelser medfører en deregulering af det franske arbejdsmarked og svækker de franske fagforeninger.

Derfor er jeg selvfølgelig ikke tilgænger af at kopiere lovgivningen fra Frankrig som sådan, men retten til at koble af er en vigtig rettighed. I Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Indien, Québec og Canada (på forbundsniveau) er der nu forslag om at indføre netop denne rettighed, og det ville være godt med en tilsvarende rettighed i dansk sammenhæng.

Retten kunne indføres ad lovgivningens vej, men kunne i Danmark også blive del af overenskomst-grundlaget. Faren er selvfølgelig, at loven ganske vist vil være der, men at ledelserne rundt om stadig vil forvente, at arbejdet skal være grænseløst. Det er de nemlig vant til at kunne forlange. Og der er derfor også en forbundet fare for, at man som vidensarbejder alligevel vil blive ved med at svare på henvendelser uden for arbejdstiden. Jeg har det selv på den måde, og jeg ved at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Der er nemlig også rigtig mange, der sætter en ære i at gøre deres arbejde godt og har en faglig stolthed at forsvare. Derfor skal en kamp for retten til at koble af også være forbundet med en diskussion af, hvornår man som vidensarbejder gør sit arbejde godt nok.

At gå alene hjem om aftenen

Foto: https://www.flickr.com/photos/helloturkeytoe/16265462838/ (https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/)

Der er to ubehagelige og samtidig helt grotesk dumme fænomener, som jeg aldrig vil kunne forstå. Det ene er de såkaldte “dick pics” – billeder af mænds kønsorganer, taget af mænd og sendt som sms eller lignende til intetanende kvinder. Det andet er mænds tilråb af seksuel art til kvinder i det offentlige rum.

Begge fænomener er, ud over at være groft krænkende og sexistiske, nemlig fuldstændig kontraproduktive. Er der nogensinde en mand, der har fået positivt opmærksomhed fra en kvinde ud af at råbe “lækker røv” (eller hvad man nu kan finde på at råbe) efter hende på gaden? Og er der mænd, der har fået positiv opmærksomhed fra en intetanende kvinde ved at sende hende et billede af sin tissemand? Jeg tror det ikke. Måske er begge former for adfærd udtryk for en primitiv magtdemonstration, men jeg ved ikke, hvordan de skulle kunne skabe anseelse blandt andre mænd.

Hvad er så mest krænkende? Jeg ved det af gode grunde ikke som mand, men jeg hører sommetider, at kvinder er vant til at skulle forvente ubehagelige tilråb fra mand, når de går på gaden – mens de krænkende billeder dukker op på de mest uventede tidspunkter, præcis som når man bliver konfronteret med en blotter. Derfor er de, siger kvinder, værre, netop fordi de er en så ubehagelig overraskelse.

Dette svar røber så indirekte, at der er noget andet, der også er alvorligt galt, nemlig at mange kvinder er utrygge ved at færdes i det offentlige rum. Jeg har som mand aldrig for alvor været utryg ved at gå på gaden, ved at gå alene hjem om aftenen eller ved at rejse alene. Men jeg ved fra kvindelige bekendte, at det forholder sig helt anderledes med dem. Det føles altid sært og ubehageligt, når jeg bliver mindet om det, og jeg indser, hvor privilegeret jeg er i denne sammenhæng.

Jeg ved også godt, at der er mænd, der kan være utrygge ved at færdes alene, f.eks. hvis de har anden etnicitet, seksuel orientering eller på anden måde skiller sig ud, og det vil jeg ikke bagatellisere.

Jobansøgninger og depression

I Storbritannien anbefaler jobcentrene nu jobsøgende at skrive “dårligt humør” (low mood) i deres ansøgninger i stedet for at nævne, at de har eller har haft en depression. Centrene opfordrer også ansøgere til ikke at nævne kronisk træthedssyndrom, men skrive at de “oplever træthed”. Forståeligt nok er mange oprørte over sådanne råd. Det er yderligere stigmatiserende for alle de mange mennesker, der har haft en depression eller har kronisk træthedssyndrom (myalgisk encephalomyelitis), at de skal skjule det.

Men der er ikke tale om et særligt britisk fænomen. I 2013 kunne man således læse dette råd på jobfinder.dk:

Hvis du ikke har fået din nye arbejdsgiver endnu og skal til at søge job, så er det ikke en god ide, at skrive historien i dit CV og i din ansøgning. Det kan være svært på skrift at give en ny arbejdsgiver det komplette billede af, hvad situationen har været og hvordan du er kommet igennem den. Vent med at fortælle det, til du sidder ved et interview. Hvis der er huller i dit CV, så kan du eventuelt skrive sygeoverlov eller sygemeldt. Til samtalen vil det være noget, som du vil blive spurgt ind til.

Mange forsøger at skjule perioder med depression eller stress-relaterede sygemeldinger, når de skriver jobansøgninger. Dette føler mange er nødvendigt for at undgå diskrimination, selv om der er tale om udbredte lidelser. Ifølge Netdoktor vil der altid være mellem 100.000 og 200.000 borgere i Danmark, der har en depression. Hvor ville det dog være godt, hvis alt det underlige maskespil i ansøgninger, hvor man skal simulere usårlighed, ikke var nødvendigt.

En mulighed, som jeg i skrivende stund ikke ved om realistisk, er at insistere på at virksomheder er åbne om deres holdninger til dette. Jeg lægger nemlig mærke til, at rådene om ikke at nævne depression mm. ikke kommer fra virksomheder, men fra dem, der rådgiver jobsøgende. Rådene må enten stamme fra en ubegrundet frygt eller fra rådgiveres konkrete dårlige erfaringer med virksomheder, der diskriminerede ansøgere.

Sent eller tidligt valg?

I denne uge er der endnu et debatindlæg i medierne om adgangskravene til videregående uddannelser. Denne gang er der tale om en kronik i dagbladet Information, hvor forfatteren argumenterer for at adgangskravene også for fremtiden skal være baseret på karaktererne fra den adgangsgivende uddannelse.

En af årsagerne til de tilbagevendende diskussioner om optagelseskrav er selvfølgelig hele diskussionen om frafald og frygten for at nogle unge havner på uddannelser, som de ikke magter. Men måske er diskussionen om karakterniveau og andre kvalifikationer ikke den vigtigste diskussion, det er værd at tage.

Mange videregående uddannelser i dag er så specialiserede, at det er svært at skifte til en anden uddannelse uden at komme i karambolage med reglerne om SU. Engang var der langt færre, men bredere videregående uddannelser, og på bl.a. RUC var der basisuddannelser, hvor man først traf sit endelige uddannelsesvalg efter nogle semestre, når man havde et begyndende overblik over mulige fagområder. Også senere var uddannelserne inddelt i moduler, så man kunne sammensætte uddannelser af f.eks. et hovedfag og et bifag (eller sidefag, som det siden kom til at hedde). På nogle universiteter var det endda muligt selv at designe sin uddannelse, hvis den kunne godkendes som fagligt forsvarlig. Det var ikke en mulighed, som mange benyttede sig af, men den fandtes. Mit eget indtryk var at det mest var dedikerede mennesker, der benyttede sig af denne sidste mulighed. I nogle tilfælde fik studerende også lavet en kombinationsuddannelse ud af stumperne af delvist gennemførte uddannelser, så de kunne få sig en kandidateksamen.

Til gengæld var der ikke ret mange valgmuligheder på de gymnasiale uddannelser; i det almene gymnasium var der således to linjer med hver tre grene.

I dag er valgfriheden flyttet ned på de gymnasiale uddannelser, men der er sket det, at den tilsyneladende store valgfrihed, der er her, får vidtrækkende konsekvenser for hvilke af de specialiserede videregående uddannelser, man senere kan vælge. De vigtige valg skal samtidig træffes på et tidspunkt, hvor de unge ikke har det samme overblik og den samme faglige indsigt, som de har nogle år senere.

Det ville være interessant at analysere hvordan uddannelsernes struktur før og nu har indvirket på frafald og studieskift – og selvfølgelig også på ansættelighed.

Omstrukturering til døden

I 2003 blev det store franske teleselskab France Télécom privatiseret. Mange ansatte kunne ikke afskediges, fordi de havde tjenestemandsstatus. Men den nye ledelse ville af med dem. Selv om virksomheden nu var på private hænder, indførte ledelsen metoder, som mest af alt lignede New Public Management – selvledende medarbejdere, performancemålinger, måltal, dynamisk forandring og resultatledelse. Mellemlederne i France Télecom fik bonus alt efter, hvor gode de var til at få medarbejdere til at sige op. Der var konstante omstruktureringer og ændringer af arbejdsopgaver for den enkelte medarbejder. 

Samtidig var France Télécom en virksomhed, hvor de ansatte havde haft en identitet som offentligt ansatte og i høj grad identificerede sig med deres faglighed og med deres arbejdsplads. Nu forsøgte den arbejdsplads, de havde identificeret sig med, at skille sig af med dem.

I denne uge sluttede en retssag, hvor syv medlemmer af topledelsen i teleselskabet France Télécom er tiltalt for at have presset medarbejderne til enten at indstille sig på nye tider – eller sige op. Senere i år falder der dom i denne sag, der røber ganske meget om konsekvenserne af privatiseringer og bestemte former for virksomhedsledelse.

De stadige omstruktureringer blev begrundet med pres ovenfra og med at medarbejderne ikke performede godt nok. En medarbejder udtalte

Presset steg for at få os til at gå selv. Man fortalte os, at vi nok ikke kunne følge med. Vi havde en klump i maven, når vi skulle på arbejde. Vi fik at vide, at det ikke var deres beslutning, men et direktiv fra oven…

Situationen var ekstrem og er eksempel på det, man på engelsk kalder for constructive dismissal – at ledelsen skaber en situation, hvor man forsøger at gøre arbejdslivet uudholdeligt for ansatte for at tvinge dem væk. I alt 19 medarbejdere begik selvmord i perioden fra 2007 til 2010, og flere af dem efterlod afskedsbreve hvori de nævnte presset fra omstruktureringerne som årsagen til at de tog deres eget liv.

Historien om France Télécom viser, at arbejdspladser med vedvarende omstruktureringer og voldsom topstyring hvor medarbejdere hele tiden bliver målt og er i risiko for at blive fundet for lette, skaber en tilstand af konstant stress. Det er dog næppe det eneste eksempel.

Dagen hakket i stykker

Tomat-minuturet.

I dagbladet Information har der for nylig været en artikel om den danske IT-virksomhed IIH Nordic, hvor den ugentlige arbejdstid er 30 timer. De ansatte arbejder derfor kun 4 dage om ugen. Dette bliver muligt, fordi arbejdstiden bliver effektiviseret.

Ida Madsen sidder midt i en koncentrationssprint, hvor hun arbejder fokuseret og uafbrudt i 25 minutter. Her på det digitale reklamebureau IIH Nordic kalder de det også at være i fuld pomodoro. Når tiden er gået, slukker den røde lampe, og en grøn tænder. Konceptet hedder pomodoro – tomat på italiensk – fordi dets opfinder, den italienske managementguru, havde et æggeur formet som en tomat. Alle ansatte skal helst være i pomodoro tre gange om dagen. På to store skærme i hver sin ende af kontoret kan alle følge med i, hvor mange gange hver enkelt medarbejder har været i pomodoro i løbet af dagen, og hvem der er det netop nu. Det er også derfor, at der er en rød lampe på Ida Madsens computerskærm. Så ved hendes kolleger, at hun er i pomodoro og under ingen omstændigheder må forstyrres.

Det lyder besnærende. Men dette viser vel egentlig, at den store udfordring ikke så meget er arbejdsugens længde og heller ikke “effektiv arbejdstid” som sådan, men derimod de skift i kontekst, som man oplever, hver gang man går fra at arbejde med én opgave til at arbejde med en anden. Alle disse kontekstskift kan være mentalt krævende og sluge ganske megen tid. Når man hos IIH Nordic skal “være i pomodoro”, betyder det i virkeligheden, at man får fred og ro til ikke at skifte kontekst.

Hvis man er universitetslærer, har man som regel flere forskellige arbejdsopgaver – her specielt undervisning og forskning. Når man går fra at undervise til at have forskningstid, er der typisk en omstillingstid, hvor man skal komme tilbage ind i den problemstilling, man tidligere har arbejdet med. Denne omstillingstid kan være temmelig betragtelig. Hvis man er uddannelsessøgende, har man også flere forskellige arbejdsopgaver – måske følger man kurser inden for flere forskellige fag eller man følger kurser og laver et projekt også. På uddannelser, hvor der er projektarbejde, kan de studerende typisk først gøre en ordentlig indsats, når kursusundervisningen er overstået, og de kan undgå kontekstskiftene. Selv tilsyneladende små kontekstskift, f.eks. at man skal læse og reagere på en mailbesked, kan også være belastende.

Så vidt jeg kan se, handler diskussionen om arbejdstid for vidensarbejdere ikke kun om arbejdstid målt i tidsenheder, men i høj grad også om arbejdstid målt i kontekstskift. Det gælder om at sikre at det enkelte menneske kan minimere de mange kontekstskift, så man ikke får sin arbejdsdag hakket i stykker. Dette kræver, at arbejdspladsen eller uddannelsesstedet giver den enkelte fred og ro og en overskuelig samling af arbejdsopgaver.

Trivselsaftrykket

New Zealands regering ledet af Jacinda Ardern har i sidste måned præsenteret en finanslov, hvor fokus er på “wellbeing”, på dansk trivsel, på græsk eudaimonia. Der bliver forsket i livskvalitet rundt om, og der har da også længe været undersøgelser af livskvaliteten rundt om i verden med bl.a. en del påstande om at Danmark var verdens lykkeligste land.

Der er nu også omsider fokus på klimaforandringerne, og der bliver gjort mange forsøg på at analysere CO2-aftrykket af menneskets handlinger – omend det er enormt kompliceret. Men man kunne også analysere trivselsaftrykket, dvs. foretage en analyse af hvordan et politisk tiltag påvirker menneskers trivsel. Her skulle man stille spørgsmål som: Hvem er det, der får det bedre af denne politik? Hvordan får det de bedre? Hvor længe vil de have det bedre? Vil andre til gengæld komme til at føle lavere trivsel? Hvordan skal disse forhold opvejes mod hinanden?

Meget ofte henviser politikere til en form for “indirekte trivsel”; nogle politiske tiltag vil ikke skabe umiddelbar trivsel for nogen, men politikere vil da hævde, at der er en indirekte trivsel på længere sigt. Det er typisk denne form for “indirekte trivsel”, der er et skjult argument for f.eks. nedskæringer: Nedskæringerne kommer til at skabe lavere trivsel nu (og det er ofte nemt at dokumentere), men en dag vil alle indse at det var nødvendigt at skære, og når det sker, er trivslen blevet genetableret. Lavere skatter hævdes ofte at give en form for direkte trivsel, og det er derfor ordet “skattelettelser” findes, men der er også ofte postuleret en form for indirekte trivsel.

Det kunne være en interessant øvelse at analysere trivselsaftrykket fra de senere års politiske tiltag – infrastrukturaftalen, “paradigmeskiftet” i asyllovgivning, kontanthjælpsloftet, Universitetsloven af 2003 osv. Alle disse politiske beslutninger må have skabt en trivsel for nogen, der opvejede en eventuelt lavere trivsel for andre Og hvad er egentlig trivselsaftrykket af New Public Management?

Og det kunne også være interessant at høre politikere give deres egen analyse af trivselsaftrykket af de forslag, de kommer med.

De forkerte vælgere

I dag er der overskrifter i både Jyllands-Posten og B.T., der giver udtryk for bekymring over at så mange mennesker i udsatte boligområder (de såkaldte “ghettoer”) er blevet mobiliseret til at stemme til dette folketingsvalg og tilsyneladende i stort omfang stemte på De Radikale og Enhedslisten. Den ene af de bekymrede personer er den nationalistiske præst Sørine Gotfredsen. Den anden bekymrede person er den stærkt højreorienterede Søren Hviid Pedersen, der tidligere var lektor på SDU og tilbage i 2011 i en kronik talte for at bl.a. arbejdsløse ikke skulle have stemmeret.

Der er mere end 400.000 voksne mennesker, der bor i Danmark, men ikke kan stemme, fordi de ikke er statsborgere. Min fornemmelse er at de mange stramninger, der alene har til formål at gøre det svært at blive dansk statsborger, i ikke ringe omfang skyldes to forhold: Det ene, at man ikke kan udvise danske statsborgere (omend der i sagen om Said Mansour er banet vej for, at man kan fratage borgere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab). Det andet, at nationalistiske politikere i Danmark ved, at borgere med udenlandsk baggrund ofte ikke vil stemme på dem. Og hele den “bekymring”, vi ser i dag, er formodentlig tæt forbundet til det sidste af disse to forhold. Det virker på mig som et sidste desperat forsøg på at gøre folketingsvalget til det udlændingevalg, det ikke blev.

De borgere, der har udenlandsk baggrund, men er danske statsborgere, kan nemlig tilsyneladende ikke handle rigtigt. Enten stemmer de ikke – hvilket så viser, at de ikke engagerer sig i det danske samfund – eller også stemmer de, men på de “forkerte” partier.

Det hemmelige valg

I gamle dage kunne man ikke skjule hvad man stemte på, og det rummede ubehagelige perspektiver. Der var ikke hemmelig afstemning i Danmark. Frem til 1901 foregik danske folketingsvalg ved at vælgerne i hver valgkreds mødtes til et valgmøde og afgav deres stemme ved håndsoprækning. Derefter afgjorde en valgbestyrelse i kredsen så, hvilken kandidat, der havde fået flest stemmer og skulle være kredsens folketingsmand – for kun mænd, og her kun mænd, der ikke var tjenestefolk, måtte stille op og stemme.

I dag er hemmeligheden blevet vigtig. Som en artikel i Politiken røber, tøver mange mennesker i Danmark med at fortælle andre, hvad de stemmer til valget. Nogle voksne mennesker fortæller i artiklen, at deres forældre aldrig over for deres børn røbede hvad de stemte. Også jeg tøver ofte med at tale om hvad jeg stemmer, selv om mange har en idé om, hvor jeg befinder mig partipolitisk.

Den store grund er måske, at man ved at vælge et parti kan risikere at skulle forsvare alle de holdninger, som det pågældende parti har. Det kan og skal ingen, for der er også interne uenigheder i mange politiske partier, selv om uenigheder meget ofte holdes internt i partiet. Der er nu populære kandidattests på nettet, hvor man kan få en idé om hvilket parti og hvilken kandidat, man er mest og mindst enig med. Der er faktisk intet parti og ingen kandidat, jeg er 100% enig med eller 0% enig med. Det er nok alligevel ikke en overraskelse, at jeg vælger at stemme på hende, jeg er 94% enig med, og ikke på ham, jeg kun er 22% enig med.

Tidligt op, men sent i seng

Det er ved at blive trendy at stå tidligt op. Men det har sine konsekvenser. Jeg har haft en høj undervisningsbelastning i dette forår; jeg har undervist omkring 800 timer. Jeg er begyndt at stå op klokken 5 om morgenen og jeg får derfor også nået en hel del i løbet af dagen. Men ud på eftermiddagen eller tidligt på aftenen sker der typisk det, at jeg falder i søvn.

Jeg er ikke sikker på, at min arbejdsindsats har været bedre, bare fordi jeg er stået tidligere op. Nogle gange oplever jeg, at jeg bliver en dårlig udgave af mig selv fordi jeg sover for lidt – mere modløs, mere tankeløs.

Måske er det ikke så smart at stå tidligt op alligevel. Moden med at stå tidligt op er også en del af en holdning til hvor stor en del af livet, arbejdslivet skal udgøre. Jeg har læst en interessant artikel af den amerikanske forfatter Michael Thomas om netop det. I de rige lande sover voksne mennesker gennemsnitligt mindre end man gjorde for en generation siden. Paradoksalt nok er arbejdstiden blevet kortere i mange lande, men det er ikke fritiden, der bruges som argument for at stå tidligere op – det er tværtimod produktiviteten.

Som Michael Thomas også bemærker: Det er sjældent, man hører nogen tale om vigtigheden af hvile for at kunne lave en god arbejdsindsats.