Noget at vende hjem til? (Eller: Jeg fik desværre ret)

Der er en meget læseværdig kronik i dagbladet Information af Sedra Al-Yousef, der er medicinstuderende på Københavns Universitet og kom til Danmark som 17-årig. I kronikken skriver hun

I dag bliver jeg fremstillet som ’amoralsk’ af den danske regering og de partier, der vil sende mig hjem, fordi jeg ikke vil tilbage til Syrien. Men er jeg det? Og var min far det?

Debatten om genopbygningen af Syrien er i virkeligheden en blåstempling af, at de, der flygtede, skal vende tilbage til Syrien og underkaste sig Assad, Rusland og Iran, så de kan genopbygge deres regime oven på ligene af de borgere, heriblandt børn, som demonstrerede for demokratiske rettigheder for otte år siden.

Det er derfor ikke mit land, jeg ifølge nogle politikere er forpligtiget til at vende hjem og genopbygge, men Assads land. Jeg skal genopbygge det diktatur, vi demonstrerede imod og i sidste ende flygtede fra.

Det er ikke i sig selv et etisk betinget påbud at “vende hjem”. Men sådan er det blevet i mange borgeres opfattelse af hvad mennesker på flugt bør gøre. Hele den “landegenopbygger”-retorik, som danske politikere så ofte påkalder sig, er blot en nemt gennemskuelig udgave af den strategiske velvilje, der i virkeligheden kun dækker over en afvisning af flygtninge.

Da jeg havde læst kronikken, kom jeg i tanke om noget, jeg engang havde skrevet her om det samme emne. Tilbage i november 2017 skrev jeg dette, efter der havde været udtalelser fra Dansk Folkeparti om hjemsendelse af flygtninge:

Baseret på de seneste to års erfaringer, tror jeg desværre at det sandsynlige forløb i dansk politik, nu er følgende.

  • Socialdemokraterne og Venstre vil efter en vis, indledende betænkelighed inden så længe støtte Dansk Folkepartis forslag, eventuelt med lette variationer.
  • Midlerne til “genopbygningsordningen”, som den tvungne hjemsendelse vil komme til at hedde, vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger. De vil blive taget fra eksisterende kilder, f.eks. gennem en nedsættelse af den såkaldte integrationsydelse og gennem nedsættelse af u-landshjælp. Socialdemokraterne vil få nogle indrømmelser, som gør at de stemmer for forslaget. Bl.a. vil der komme en vag formulering om at beslutningen om “genopbygningsordningen” vil kunne genovervejes, hvis nogen af de tvangshjemsendte mister livet.
  • Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Jeg er ked af at måtte indse, at jeg i det store og hele har fået ret i denne forudsigelse. Der er endnu ikke kommet en egentlig “genopbygningsordning”, men alt det andet, jeg forudså, er blevet til virkelighed. Det siger ikke noget om mine profetiske evner, men derimod noget om hvor forudsigelig dansk flygtningepolitik (og vel i det hele taget dansk politik) efterhånden er blevet og om hvor få positive visioner og hvor megen “strategisk velvilje”, der er.

Hvorfor er der ingen, der gør noget?

Fra OECD: Climate Change: Consequences of Inaction.
 http://www.oecd.org/fr/environnement/climate-change-consequences-of-inaction.htm

Greta Thunberg bruger sin tid på at rejse rundt og kræve, at der bliver gjort noget afgørende for at standse de menneskeskabte klimaforandringer. Meget af det, jeg ender med at skrive om klimaforandringerne, bunder i et lignende spørgsmål: Hvorfor er der ingen, der gør noget? Mange andre end mig har stillet det samme spørgsmål.

Det er nogle gange forbløffende, så meget en kort tekst med udtalelser fra politikere kan røbe om hvad svaret er. I dag kan jeg læse dette i Politiken:

I alt skønner Liberal Alliance, at deres klimaplan vil koste 85 milliarder kroner frem mod 2030.

Pengene skal blandt andet findes ved besparelser inden for den offentlige sektor, gennem økonomisk vækst og en øget beskæftigelse.

Forslaget får en kølig modtagelse hos Socialdemokratiet.

»Det betyder samlet set, at det går ud over vores børn, vores sundhed og vores ældre«, siger Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Her er tale om udtalelser fra to politiske partier med regeringserfaringer.

Det ene politiske parti vil bekæmpe klimaforandringerne gennem – vækst. Men klimaforandringerne skyldes netop uhæmmet vækst. (Og derudover tror man på at offentlige nedskæringer som et middel til positiv forandring.)

Det andet politiske parti er skeptiske over for forslaget om at gøre noget mod klimaforandringerne – fordi det vil gå ud over børnene og sundheden. Men klimaforandringerne kommer netop til at have voldsomme konsekvenser for de kommende generationer og for folkesundheden.

Og det er præcis sådan, mange politikere er fanget i deres respektive, kortsynede forståelser af situationen, og det er derfor, der ikke sker noget. Jeg vil opfordre alle disse politikere til at se OECDs oversigt over, hvad der sker, hvis vi ikke gør noget afgørende. Det er ikke rar læsning, men den er nødvendig.

Facebook, Google og merværdien

I går aftes var Facebook nede – eller rettede: Jeg kunne ikke tilgå Facebooks tjenester og skrive en statusopdatering. Det var første gang nogensinde, at jeg oplevede et så langvarigt og omfattende nedbrud

Vigtigheden af denne begivenhed gik op for mig, da jeg i dag fik en mail fra Jes Vestergaard, som engang var med i vores Amnesty-gruppe i Aalborg og en overgang endda var med i Amnesty Internationals danske hovedbestyrelse. Jes ville gøre mig opmærksom på en bog af den amerikanske samfundsforsker Shoshana Zuboff, The Age of Surveillance Capitalism. Desværre har jeg endnu ikke fået læst bogen, men Jes’ anbefaling og anmeldelsen af den i The Guardian var nok til at jeg bestilte den (hos The Guardian).

Zuboffs pointe er, at de mange data om os, som store firmaer som Facebook og Google samler om os, faktisk er en slags merværdi. I almindeligt lønarbejde sælger arbejderen sin arbejdskraft, men får ikke den fulde værdi udbetalt. Arbejdsgiveren (som retteligt er arbejdskøberen) beholder noget i form af merværdi. På samme måde er oplysningerne om alt det, vi søger efter på Google og alt det, vi skriver til hinanden på Facebook, en merværdi, som de store datasamlende firmaer har glæde af. De bruger merværdien til at målrette reklamer mod os og derved forstærke den “klassiske” kapitalisme. Det er dét, der er overvågningskapitalismen.

Og ligesom konsekvenserne af den klassiske kapitalisme først sent gik op for mange mennesker, og ligesom konsekvenserne af den globale opvarmning først nu er ved at gå op for mange, ligesådan er det med konsekvenserne af overvågningskapitalismen. Og ligeså skræmmende er de faktisk.

Det, der skete i går aftes, var at Facebook en kort overgang ikke vidste, hvad mange af os foretog os og ikke kunne høste merværdi. Og det blev ikke en dårligere aften af den grund, mens det stod på.

De, der intet har, skal fyres

I Nordjyske er der i dag et langt indlæg fra rektor Per Michael Johansen og bestyrelsesforperson Lene Espersen, hvori de forsvarer massefyringerne på Aalborg Universitet. Som så ofte før lægger de skylden over på regeringens nedskæringer på uddannelserne. Men de forsvarer også deres budgetmodel som nødvendig. De skriver:

Hvis vi skal finde flere penge til fakulteternes forskning, skal det ikke ske på finansloven, men hos offentlige og private fonde.

Af samme årsag har vi indført vores nye – og i visse kredse udskældte – budgetmodel.

Tidligere afleverede fakulteterne en fast procentsats af deres indtægter til en fælles pulje, som bl. a. finansierer fælles funktioner som universitetsbibliotek, økonomiafdeling og campusservice. Bidraget blev trukket af både fakulteternes bevillinger fra finansloven og fra eksternt hjemtagne forskningsmidler.

Det vil i princippet sige, at de forskere, som tog mange eksterne bevillinger hjem til deres forskning, var med til at finansiere de forskere, som ikke gjorde det.

Med den nye budgetmodel trækkes det fælles bidrag kun af fakulteternes bevillinger fra finansloven, hvorimod de får lov til at beholde alle de forskningsmidler, de kan søge hjem fra eksterne fonde og andre donorer.

Hensigten er at skabe et større incitament til at hente eksterne midler hjem til forskningsbudgetterne. For dem har vi som nævnt brug for, hvis vi vil øge mængden af forskning på universitetet.

Det har allerede længe været en målsætning, at en stadigt mindre del af universiteternes budget skulle dækkes af basisbevillingerne. Det bemærkelsesværdige er her, at universitetets ledelse gennem den nye budgetmodel skaber yderligere fokus på eksterne forskningsmidler.

Rektors og bestyrelsesforpersonens udtalelser lyder unægtelig som om vi universitetsansatte ikke har incitament til at søge forskningsmidler. Men vi er sørgeligt bevidste om dette allerede. Uden forskningsmidler kan man ingen ting. Men sandsynligheden for at få eksterne forskningsmidler er ofte under 10 procent. Også jeg har meget svært ved at få eksterne forskningsmidler, selv om jeg er inden for det teknisk-naturvidenskabelige fagområde. Jeg er yderst opmærksom på hvad manglende forskningsmidler betyder. Siden 2010 har jeg således ikke haft PhD-studerende, men det skyldes ikke, at der ikke har været studerende, der var interesserede. Det er simpelthen ikke lykkedes mig at skaffe forskningsmidler. Jeg har bedt de interesserede kandidater om at søge til udenlandske universiteter, og det har de så gjort.

I 2017 brugte jeg selv fire måneder på at skrive en ansøgning til EUs Horizon 2020-program. Den kom over tærsklen, men blev alligevel afvist. Jeg brugte al min forskningstid forgæves på at søge om midler til at jeg kunne forske.

En af de fyrede AAU-ansatte, som jeg var bisidder for ved et fyringsmøde, fortalte mig, at han havde søgt forskningsmidler hos EU. Og han var ligesom jeg fra naturvidenskab. Hans ansøgning tik 90 point ud af 100 mulige. Men grænsen var 92 point. Og nu skulle han fyres, fordi han ikke havde midler til at betale sin egen løn.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan forholdene er inden for humaniora og samfundsvidenskab. Rektor og bestyrelsesforpersonen nævner godt nok, at Novo Nordisk-fonden har udvidet sin fundats, så man også kan søge midler inden for “sociale og humanitære formål”. Men er det virkelig meningen, at vigtig forskning skal finansieres af private fonde? Det er det åbenbart.

Universitetet fremstår mere og mere som en tom skal, hvor vi, der skal undervise og forske, skal skaffe midler til vores egen løn, mens finanslovens bevillinger går til ledelse og centraladministration, der fordeler dem efter forgodtbefindende (bl.a. via de såkaldte 5-procent-midler). Og der bliver ingen intern omfordeling af de eksterne midler. Det kan ikke ende med andet end at øge uligheden mellem forskerne på Aalborg Universitet. De, der har, vil få mere, mens de, der intet har, skal fyres.

Den taknemmelige flygtning?

En lille tysk flygtningedreng hilser på den socialdemokratiske politiker Johannes Kjærbøl, der var leder af Flygtningeadministrationen. Billedet er fra perioden 1945-1949.

Der er et mønster i debatten om flygtninge i Danmark, der er påfaldende på en træls måde. Nogle flygtninge bliver hurtigt så gode til at læse og skrive dansk, at de får lyst til at deltage i den offentlige debat med debatindlæg og kommentere de forhold, de lever under i Danmark. Det, de oplever, er meget ofte en bestemt slags reaktioner. Her er to eksempler fra denne måned.

I dag er der en kronik i dagbladet Information, hvor en kurdisk flygtning fra Iran udtrykker sin bekymring over hvad han oplever i Danmark.

I 2014 søgte jeg asyl i Danmark. Mit håb var, at jeg med base her kunne bruge de rettigheder, som det danske demokrati sikrer, til at kæmpe videre imod racismen i mit hjemland. … Efter snart fem år i Danmark må jeg sande, at selv i et land, der har næsten 200 års demokratiske erfaringer at trække på, trives de overlegenhedsfølelser, som racismen bygger på, fortsat.

I kommentarsporet efter kronikken kom der hurtigt mange kommentarer om at forfatteren til kronikken var utaknemmelig og at danskere ikke er racister: De negative reaktioner er en nødvendig reaktion på flygtningene i Danmark. Mange af kommentarerne kommer derefter frem med nogle meget negative udsagn om flygtninge i Danmark.

En ung flygtning fra Syrien, der går i gymnasiet, skrev i sidste uge et andet debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor hun udtrykte sig meget mere positivt. Hendes indlæg slutter:

Jeg har lært, at de racistiske og negative kommentarer og beskeder, jeg altid får, fordi jeg er aktiv i medierne, skal gøre mig endnu stærkere. Det må ikke svække mig eller være en grund til, at jeg opgiver kampen. Jeg har lært, at jeg ikke må hade dem, der skriver negative og racistiske ting til mig, men at jeg skal lytte til dem og kæmpe for at ændre deres synspunkter. Jeg har lært at elske mig selv, som jeg er. Jeg har også lært, hvad kærligheden og håbet er. Jeg har fået meget kærlighed i mit liv: kærlighed fra min familie og venner, kærlighed fra de flygtninge og indvandrere, der tror på mig, støtter mig og ser mig som deres stemme i medierne, og kærlighed fra alle de danskere, der står på min side og hjælper mig med at føle mig velkommen i Danmark. Jeg har lært, at kærlighed er livsvigtig og er stærkere end alt det had, der findes i vores store verden.

Men også i dette kommentarspor var kommentarerne af fuldstændig samme art som dem, der kom på kronikken i Information. Ja, jeg vil endda sige at kommentarerne til indlægget i Jyllands-Posten var endnu mere negative.

Selvfølgelig kan jeg forstå, at det kan være hårdt at blive kritiseret og at man føler et behov for at forsvare sig. Men jeg bemærker to forhold.

For det første, at mange af svarene reelt bekræfter det udsagn om negative holdninger til flygtninge, som det oprindelige debatindlæg omtaler.

For det andet, at der tilsyneladende er en holdning om at flygtninge først og fremmest skal være taknemmelige og kun ytre sig for at vise deres taknemmelighed. Og måske er de endda “indbildte flygtninge”, der faktisk ikke burde være i Danmark. Det er også en holdning, man nogle gange ser til andre grupper i befolkningen – f.eks. de arbejdsløse. De skal være taknemmelige, fordi “vi” giver dem mulighed for at få dagpenge og skal ikke kritisere de forhold, som “vi” er nødt til at byde dem. Måske er de arbejdsløse endda “indbildt arbejdsløse”.

Jeg synes selv, det er godt og meget vigtigt, at de mennesker, der er eller oplever sig selv som marginaliserede i samfundet, kommer til orde og fortæller, hvordan de oplever marginaliseringen. Man kan ikke lave politik hen over hovedet på nogen. Arbejdsløse er kun i ringe tal politisk aktive, og udenlandske statsborgere kan i stort omfang slet ikke deltage i den politiske proces. Men mange af kommentarerne går mest ud på at få de pågældende mennesker til at tie stille og være taknemmelige.

Et godt valg?

Foto: Mogens Engelund

For 30 år siden, mens jeg boede i Edinburgh, var jeg på sommerferie i Danmark, og sammen med min mor besøgte jeg Skagens Museum. Min mor bemærkede under besøget, at den mand, der stod lidt væk, var Klaus Riskær Pedersen. Det var første gang, jeg hørte om ham. Min mor kunne fortælle mig, at hans far var Knud Pedersen, der var med i den legendariske Churchill-klub – den første danske modstandsgruppe under 2. verdenskrig, som i øvrigt blev stiftet på Aalborg Katedralskole. Senere kom jeg til at dele lejlighed i Edinburgh med en dansker, der havde stemt på Klaus Riskær Pedersen – og jeg skulle igen mindes om hvem manden var.

Og nu stiller Klaus Riskær Pedersen så op til folketingsvalget. adskillige konkurser, retssager, domme og fængselsophold senere. Det har han lov til, for han har udstået sin straf. Og han forsøger at markedsføre sig selv som en “anstændig borgerlig politiker”, for det er nu blevet et ledigt standpunkt i dansk politik. Men jeg håber, at ingen vil stemme på ham, for Klaus Riskær Pedersen er alt andet end anstændig. Det siger jeg ikke fordi han har en kriminel fortid som sådan, men fordi hans kriminelle fortid er så lang og grov, som den er, og fordi han er skoleeksemplet på opportunisme. Der er ingen grund til at forære alle de andre danske politikere, der er opportunister eller har et tvivlsomt forhold til lovgivningen, men ikke f.eks. har tømt et ejendomsselskab for 1,4 milliarder, en lynafleder, så de kan fremstå i et bedre lys.

Milton Friedman i Danmark (og på AAU)

For snart længe siden læste jeg bogen The Shock Doctrine af den canadiske forfatter og aktivist Naomi Klein, og jeg skrev også om den her.

Naomi Klein dokumenterer i denne bog, at det er en typisk neoliberalistisk strategi at udnytte kriser til at lave gennemgribende forandringer, som ofte kaldes for “reformer”. Dette kalder hun for chokdoktrinen. Et af de første og voldsomste eksempler på denne form for “chokterapi” er militærkuppet i Chile i 1973, der blev brugt til fuldstændig at omkalfatre den chilenske økonomi. Hovedarkitekten bag alt dette var den amerikanske neoliberalistiske økonom Milton Friedman.

Men også Berlinmurens fald i 1989 førte til store forandringer, denne gang i de østeuropæiske samfund, baseret på hvad den Internationale Valutafond (IMF) krævede. De østeuropæiske lande fik på meget kort tid forandret de samfundsøkonomiske strukturer og resultatet var voldsomme social uligheder, som landene stadig slås med her 30 år senere.

Neoliberalismen er i de sidste 20 år blevet central inden for det offentlige i Danmark. Min klare fornemmelse er, at denne strategi med at bruge kriser som en begrundelse for omfattende “reformer” (og måske endda ikke gøre meget for at forhindre kriser i at opstå) er en del af forklaringen på den krise, som bl.a. PostNord og DSB gennemlever. Ved på kort tid at skabe ændrede vilkår gennem et “frit marked” i form af f.eks. udlicitering af jernbanedrift og nemmere muligheder for pakkefirmaer, som disse delvist statsejede virksomheder ikke nemt kan håndtere, kan politikere i sidste ende bedre forsvare og gennemføre privatiseringer.

Også på Aalborg Universitet kan man se arven fra Milton Friedman og en udgave af chokdoktrinen udfolde sig i dise år. AAUs ledelse har i 2018 gennemført store organisatoriske ændringer, og her især ideen med at fjerne “skolerne” og lægge studienævn ind under institutterne. Den slags ændringer udgør det første chok. Samtidig har der været overenskomstforhandlinger med truslen om en storkonflikt og de årlige nedskæringer. Dette var det andet udefra kommende chok. Ledelsen har så, også i 2018, brugt et underskud på 67 millioner kroner, som var det tredje chok, til at fyre bestemte grupper af medarbejdere og til at lave yderligere organisatoriske ændringer i kølvandet herpå, som bl.a. sammenlægning af institutter, der bliver besluttet med meget kort varsel, og opstart af nye uddannelser i København.

Den største fyringsrunde på et dansk universitet

Foto: Martin Damgård,

De massefyringer, der i disse uger finder sted på Aalborg Universitet, har omsider fået mediernes bevågenhed. Tillidsrepræsentanterne blev interviewet i går på DR P4 (og også jeg blev kontaktet), og i dag er der et dobbeltopslag i Nordjyske om fyringsrunden.

Det går efterhånden op for alle, at det vi gennemlever nu, er den største fyringsrunde nogensinde på et dansk universitet. Da samarbejdsudvalgene først fik at vide, at der var et underskud, stod der i det brev, vi fik fra ledelsen, at der skulle fyres 30 mennesker. Men nu er der allerede fyret 96, og det vil ikke undre mig, om der efter fyringsmøderne på tirsdag på TECH-fakultetet i alt er blevet fyret mere end 100.

Vi er mange, der har været ansat ved Aalborg Universitet gennem mange år, og vi har tidligere været glade for vores arbejdsplads og talt godt om den. Vi har engang haft gode ledere og en følelse af tillid og åbenhed. Den tid er nu forbi. Vi ser venner og kolleger, gode og kompetente mennesker, der bliver fyret. Jeg har oplevet én enkelt kollega, der udtalte sig positivt om fyringerne og om ledelsen (formodentlig fordi netop denne kollega for nylig var blevet forfremmet af ledelsen uden noget stillingsopslag), men ellers er situationen blandt os præget af frygt og vrede og en følelse af umyndiggørelse.

Min kollega Morten Ejrnæs, der hidtil har været lektor på SAMF, men nu er gået på pension, giver en meget rammende beskrivelse af situationen i Nordjyske:

Det var jo åbenbart fastlagt på forhånd, at det skulle ende med afskedigelser. Det var slet ikke til diskussion. Hvis ledelsen i udgangspunktet er glade for medarbejderne, så vil man, når der udefra pålægges besparelser, vel gøre alt for at undgå afskedigelser? Direktionen ser ud til at have gjort nærmest det modsatte. Det, vi oplever lige nu, minder mere om en strategi for en radikal omorganisering af AAU end om en institution, der reelt har kæmpet for at beholde sine ansatte.

Ansatte, der kan undværes – og en nødvendig bue

I går skrev jeg om Aalborg Universitets planer om at opføre en 104 høj bue over NOVI9. Planerne om buen er lige nu i en godkendelsesfase, hvor der skal udarbejdes en VVM-redegørelse (VVM = Vurdering af Virkninger på Miljøet).

I referatet fra mødet i AAUs bestyrelse mandag den 17. december 2018 kan man læse dette:

I 2021 stiger indtægterne igen sammenlignet med 2020 med 23,2 mio. kr. svarende til 0,8%, primært drevet af en forventet vækst på Tilskudsfinansieret aktiviteter. Den eksterne bevilling til ”Buen”, som er en væsentlig kapabilitetsudvidelse af antennelaboratoriet, på 32,0 mio. kr. er den største vækst driver på Tilskudsfinansierede aktiviteter i 2021. Statsindtægterne er ligesom i 2020 påvirket af den manglende taxameterløft svarende til ca. 32,8 mio. kr. i 2021. Omkostningerne forøges med 12,9 mio. kr. svarende til 0,4%. Den primære årsag til forøgelsen i omkostningerne i 2021 er også relateret til ”Buen”, som medfører, at Forbrugsomkostninger forøges med 32,0 mio. kr. relateret til den eksterne bevilling fra ”Buen”. Herudover forøges Ekstern husleje og Af- og nedskrivninger i 2021, mens Personaleomkostninger fortsætter med at falde.

På dette tidspunkt var underskuddet, der nu bruges til at begrunde den store fyringsrunde, velkendt. Planerne om buen bliver ikke desto mindre fastholdt, og man kan ikke undgå at bemærke konstateringen af, at personaleomkostningerne fortsætter med at falde.

Til fyringsmøderne får de ansatte, der bliver fyret, udleveret et standardbrev, hvori der står, at de er dem, man nemmest kan undvære. Til fyringsmøderne gentager dekanen denne passus som begrundelse. Til gengæld er det tydeligt, at buen og Science & Innovation Hub åbenbart ikke kan undværes eller bare udskydes.

Økonomi og ledelse?

Aalborg Universitet har siden 2013 haft planer om at opføre en 104 meter høj bue af stål over det nye antennelaboratorie på NOVI 9. Stålbuen skal bruges til forskning, hvor antennestyrke og radiobølger kan testes i forskellige højder, og den bliver præsenteret som et nyt vartegn for Aalborg. Så sent som 22. august 2018 udtalte dekanen for det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH) at man stadig arbejdede på at finde fondsfinansiering til den store bue.

Måske er alting godt, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at udtalelsen fra dekanen kom netop omkring det tidspunkt, hvor AAUs ledelse blev opmærksomme på det store underskud, man nu bruger som begrundelse for en fyringsrunde. Det er underligt, at store projekter som stålbuen og Science & Innovation Hub tilsyneladende ikke bliver stillet i bero, men at AAUs ledelse i stedet vælger at foretage omfattende fyringer af erfarne medarbejdere og fortsætter med licitationerne for begge disse projekters vedkommende.

I næste uge kommer fyringsrunden til TECH. Og på SAMF skal 39 fyres; ironisk nok er 21 af dem fra Institut for Økonomi og Ledelse.