Sent eller tidligt valg?

I denne uge er der endnu et debatindlæg i medierne om adgangskravene til videregående uddannelser. Denne gang er der tale om en kronik i dagbladet Information, hvor forfatteren argumenterer for at adgangskravene også for fremtiden skal være baseret på karaktererne fra den adgangsgivende uddannelse.

En af årsagerne til de tilbagevendende diskussioner om optagelseskrav er selvfølgelig hele diskussionen om frafald og frygten for at nogle unge havner på uddannelser, som de ikke magter. Men måske er diskussionen om karakterniveau og andre kvalifikationer ikke den vigtigste diskussion, det er værd at tage.

Mange videregående uddannelser i dag er så specialiserede, at det er svært at skifte til en anden uddannelse uden at komme i karambolage med reglerne om SU. Engang var der langt færre, men bredere videregående uddannelser, og på bl.a. RUC var der basisuddannelser, hvor man først traf sit endelige uddannelsesvalg efter nogle semestre, når man havde et begyndende overblik over mulige fagområder. Også senere var uddannelserne inddelt i moduler, så man kunne sammensætte uddannelser af f.eks. et hovedfag og et bifag (eller sidefag, som det siden kom til at hedde). På nogle universiteter var det endda muligt selv at designe sin uddannelse, hvis den kunne godkendes som fagligt forsvarlig. Det var ikke en mulighed, som mange benyttede sig af, men den fandtes. Mit eget indtryk var at det mest var dedikerede mennesker, der benyttede sig af denne sidste mulighed. I nogle tilfælde fik studerende også lavet en kombinationsuddannelse ud af stumperne af delvist gennemførte uddannelser, så de kunne få sig en kandidateksamen.

Til gengæld var der ikke ret mange valgmuligheder på de gymnasiale uddannelser; i det almene gymnasium var der således to linjer med hver tre grene.

I dag er valgfriheden flyttet ned på de gymnasiale uddannelser, men der er sket det, at den tilsyneladende store valgfrihed, der er her, får vidtrækkende konsekvenser for hvilke af de specialiserede videregående uddannelser, man senere kan vælge. De vigtige valg skal samtidig træffes på et tidspunkt, hvor de unge ikke har det samme overblik og den samme faglige indsigt, som de har nogle år senere.

Det ville være interessant at analysere hvordan uddannelsernes struktur før og nu har indvirket på frafald og studieskift – og selvfølgelig også på ansættelighed.

Omstrukturering til døden

I 2003 blev det store franske teleselskab France Télécom privatiseret. Mange ansatte kunne ikke afskediges, fordi de havde tjenestemandsstatus. Men den nye ledelse ville af med dem. Selv om virksomheden nu var på private hænder, indførte ledelsen metoder, som mest af alt lignede New Public Management – selvledende medarbejdere, performancemålinger, måltal, dynamisk forandring og resultatledelse. Mellemlederne i France Télecom fik bonus alt efter, hvor gode de var til at få medarbejdere til at sige op. Der var konstante omstruktureringer og ændringer af arbejdsopgaver for den enkelte medarbejder. 

Samtidig var France Télécom en virksomhed, hvor de ansatte havde haft en identitet som offentligt ansatte og i høj grad identificerede sig med deres faglighed og med deres arbejdsplads. Nu forsøgte den arbejdsplads, de havde identificeret sig med, at skille sig af med dem.

I denne uge sluttede en retssag, hvor syv medlemmer af topledelsen i teleselskabet France Télécom er tiltalt for at have presset medarbejderne til enten at indstille sig på nye tider – eller sige op. Senere i år falder der dom i denne sag, der røber ganske meget om konsekvenserne af privatiseringer og bestemte former for virksomhedsledelse.

De stadige omstruktureringer blev begrundet med pres ovenfra og med at medarbejderne ikke performede godt nok. En medarbejder udtalte

Presset steg for at få os til at gå selv. Man fortalte os, at vi nok ikke kunne følge med. Vi havde en klump i maven, når vi skulle på arbejde. Vi fik at vide, at det ikke var deres beslutning, men et direktiv fra oven…

Situationen var ekstrem og er eksempel på det, man på engelsk kalder for constructive dismissal – at ledelsen skaber en situation, hvor man forsøger at gøre arbejdslivet uudholdeligt for ansatte for at tvinge dem væk. I alt 19 medarbejdere begik selvmord i perioden fra 2007 til 2010, og flere af dem efterlod afskedsbreve hvori de nævnte presset fra omstruktureringerne som årsagen til at de tog deres eget liv.

Historien om France Télécom viser, at arbejdspladser med vedvarende omstruktureringer og voldsom topstyring hvor medarbejdere hele tiden bliver målt og er i risiko for at blive fundet for lette, skaber en tilstand af konstant stress. Det er dog næppe det eneste eksempel.

Dagen hakket i stykker

Tomat-minuturet.

I dagbladet Information har der for nylig været en artikel om den danske IT-virksomhed IIH Nordic, hvor den ugentlige arbejdstid er 30 timer. De ansatte arbejder derfor kun 4 dage om ugen. Dette bliver muligt, fordi arbejdstiden bliver effektiviseret.

Ida Madsen sidder midt i en koncentrationssprint, hvor hun arbejder fokuseret og uafbrudt i 25 minutter. Her på det digitale reklamebureau IIH Nordic kalder de det også at være i fuld pomodoro. Når tiden er gået, slukker den røde lampe, og en grøn tænder. Konceptet hedder pomodoro – tomat på italiensk – fordi dets opfinder, den italienske managementguru, havde et æggeur formet som en tomat. Alle ansatte skal helst være i pomodoro tre gange om dagen. På to store skærme i hver sin ende af kontoret kan alle følge med i, hvor mange gange hver enkelt medarbejder har været i pomodoro i løbet af dagen, og hvem der er det netop nu. Det er også derfor, at der er en rød lampe på Ida Madsens computerskærm. Så ved hendes kolleger, at hun er i pomodoro og under ingen omstændigheder må forstyrres.

Det lyder besnærende. Men dette viser vel egentlig, at den store udfordring ikke så meget er arbejdsugens længde og heller ikke “effektiv arbejdstid” som sådan, men derimod de skift i kontekst, som man oplever, hver gang man går fra at arbejde med én opgave til at arbejde med en anden. Alle disse kontekstskift kan være mentalt krævende og sluge ganske megen tid. Når man hos IIH Nordic skal “være i pomodoro”, betyder det i virkeligheden, at man får fred og ro til ikke at skifte kontekst.

Hvis man er universitetslærer, har man som regel flere forskellige arbejdsopgaver – her specielt undervisning og forskning. Når man går fra at undervise til at have forskningstid, er der typisk en omstillingstid, hvor man skal komme tilbage ind i den problemstilling, man tidligere har arbejdet med. Denne omstillingstid kan være temmelig betragtelig. Hvis man er uddannelsessøgende, har man også flere forskellige arbejdsopgaver – måske følger man kurser inden for flere forskellige fag eller man følger kurser og laver et projekt også. På uddannelser, hvor der er projektarbejde, kan de studerende typisk først gøre en ordentlig indsats, når kursusundervisningen er overstået, og de kan undgå kontekstskiftene. Selv tilsyneladende små kontekstskift, f.eks. at man skal læse og reagere på en mailbesked, kan også være belastende.

Så vidt jeg kan se, handler diskussionen om arbejdstid for vidensarbejdere ikke kun om arbejdstid målt i tidsenheder, men i høj grad også om arbejdstid målt i kontekstskift. Det gælder om at sikre at det enkelte menneske kan minimere de mange kontekstskift, så man ikke får sin arbejdsdag hakket i stykker. Dette kræver, at arbejdspladsen eller uddannelsesstedet giver den enkelte fred og ro og en overskuelig samling af arbejdsopgaver.

Trivselsaftrykket

New Zealands regering ledet af Jacinda Ardern har i sidste måned præsenteret en finanslov, hvor fokus er på “wellbeing”, på dansk trivsel, på græsk eudaimonia. Der bliver forsket i livskvalitet rundt om, og der har da også længe været undersøgelser af livskvaliteten rundt om i verden med bl.a. en del påstande om at Danmark var verdens lykkeligste land.

Der er nu også omsider fokus på klimaforandringerne, og der bliver gjort mange forsøg på at analysere CO2-aftrykket af menneskets handlinger – omend det er enormt kompliceret. Men man kunne også analysere trivselsaftrykket, dvs. foretage en analyse af hvordan et politisk tiltag påvirker menneskers trivsel. Her skulle man stille spørgsmål som: Hvem er det, der får det bedre af denne politik? Hvordan får det de bedre? Hvor længe vil de have det bedre? Vil andre til gengæld komme til at føle lavere trivsel? Hvordan skal disse forhold opvejes mod hinanden?

Meget ofte henviser politikere til en form for “indirekte trivsel”; nogle politiske tiltag vil ikke skabe umiddelbar trivsel for nogen, men politikere vil da hævde, at der er en indirekte trivsel på længere sigt. Det er typisk denne form for “indirekte trivsel”, der er et skjult argument for f.eks. nedskæringer: Nedskæringerne kommer til at skabe lavere trivsel nu (og det er ofte nemt at dokumentere), men en dag vil alle indse at det var nødvendigt at skære, og når det sker, er trivslen blevet genetableret. Lavere skatter hævdes ofte at give en form for direkte trivsel, og det er derfor ordet “skattelettelser” findes, men der er også ofte postuleret en form for indirekte trivsel.

Det kunne være en interessant øvelse at analysere trivselsaftrykket fra de senere års politiske tiltag – infrastrukturaftalen, “paradigmeskiftet” i asyllovgivning, kontanthjælpsloftet, Universitetsloven af 2003 osv. Alle disse politiske beslutninger må have skabt en trivsel for nogen, der opvejede en eventuelt lavere trivsel for andre Og hvad er egentlig trivselsaftrykket af New Public Management?

Og det kunne også være interessant at høre politikere give deres egen analyse af trivselsaftrykket af de forslag, de kommer med.

De forkerte vælgere

I dag er der overskrifter i både Jyllands-Posten og B.T., der giver udtryk for bekymring over at så mange mennesker i udsatte boligområder (de såkaldte “ghettoer”) er blevet mobiliseret til at stemme til dette folketingsvalg og tilsyneladende i stort omfang stemte på De Radikale og Enhedslisten. Den ene af de bekymrede personer er den nationalistiske præst Sørine Gotfredsen. Den anden bekymrede person er den stærkt højreorienterede Søren Hviid Pedersen, der tidligere var lektor på SDU og tilbage i 2011 i en kronik talte for at bl.a. arbejdsløse ikke skulle have stemmeret.

Der er mere end 400.000 voksne mennesker, der bor i Danmark, men ikke kan stemme, fordi de ikke er statsborgere. Min fornemmelse er at de mange stramninger, der alene har til formål at gøre det svært at blive dansk statsborger, i ikke ringe omfang skyldes to forhold: Det ene, at man ikke kan udvise danske statsborgere (omend der i sagen om Said Mansour er banet vej for, at man kan fratage borgere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab). Det andet, at nationalistiske politikere i Danmark ved, at borgere med udenlandsk baggrund ofte ikke vil stemme på dem. Og hele den “bekymring”, vi ser i dag, er formodentlig tæt forbundet til det sidste af disse to forhold. Det virker på mig som et sidste desperat forsøg på at gøre folketingsvalget til det udlændingevalg, det ikke blev.

De borgere, der har udenlandsk baggrund, men er danske statsborgere, kan nemlig tilsyneladende ikke handle rigtigt. Enten stemmer de ikke – hvilket så viser, at de ikke engagerer sig i det danske samfund – eller også stemmer de, men på de “forkerte” partier.

Det hemmelige valg

I gamle dage kunne man ikke skjule hvad man stemte på, og det rummede ubehagelige perspektiver. Der var ikke hemmelig afstemning i Danmark. Frem til 1901 foregik danske folketingsvalg ved at vælgerne i hver valgkreds mødtes til et valgmøde og afgav deres stemme ved håndsoprækning. Derefter afgjorde en valgbestyrelse i kredsen så, hvilken kandidat, der havde fået flest stemmer og skulle være kredsens folketingsmand – for kun mænd, og her kun mænd, der ikke var tjenestefolk, måtte stille op og stemme.

I dag er hemmeligheden blevet vigtig. Som en artikel i Politiken røber, tøver mange mennesker i Danmark med at fortælle andre, hvad de stemmer til valget. Nogle voksne mennesker fortæller i artiklen, at deres forældre aldrig over for deres børn røbede hvad de stemte. Også jeg tøver ofte med at tale om hvad jeg stemmer, selv om mange har en idé om, hvor jeg befinder mig partipolitisk.

Den store grund er måske, at man ved at vælge et parti kan risikere at skulle forsvare alle de holdninger, som det pågældende parti har. Det kan og skal ingen, for der er også interne uenigheder i mange politiske partier, selv om uenigheder meget ofte holdes internt i partiet. Der er nu populære kandidattests på nettet, hvor man kan få en idé om hvilket parti og hvilken kandidat, man er mest og mindst enig med. Der er faktisk intet parti og ingen kandidat, jeg er 100% enig med eller 0% enig med. Det er nok alligevel ikke en overraskelse, at jeg vælger at stemme på hende, jeg er 94% enig med, og ikke på ham, jeg kun er 22% enig med.

Tidligt op, men sent i seng

Det er ved at blive trendy at stå tidligt op. Men det har sine konsekvenser. Jeg har haft en høj undervisningsbelastning i dette forår; jeg har undervist omkring 800 timer. Jeg er begyndt at stå op klokken 5 om morgenen og jeg får derfor også nået en hel del i løbet af dagen. Men ud på eftermiddagen eller tidligt på aftenen sker der typisk det, at jeg falder i søvn.

Jeg er ikke sikker på, at min arbejdsindsats har været bedre, bare fordi jeg er stået tidligere op. Nogle gange oplever jeg, at jeg bliver en dårlig udgave af mig selv fordi jeg sover for lidt – mere modløs, mere tankeløs.

Måske er det ikke så smart at stå tidligt op alligevel. Moden med at stå tidligt op er også en del af en holdning til hvor stor en del af livet, arbejdslivet skal udgøre. Jeg har læst en interessant artikel af den amerikanske forfatter Michael Thomas om netop det. I de rige lande sover voksne mennesker gennemsnitligt mindre end man gjorde for en generation siden. Paradoksalt nok er arbejdstiden blevet kortere i mange lande, men det er ikke fritiden, der bruges som argument for at stå tidligere op – det er tværtimod produktiviteten.

Som Michael Thomas også bemærker: Det er sjældent, man hører nogen tale om vigtigheden af hvile for at kunne lave en god arbejdsindsats.

Nødvendighedens politik – nu forandret

Det er bemærkelsesværdigt, så meget der pludselig sker i valgkampen fra de to partier, der bejler mest direkte til at danne regering. Venstre siger nu, at de årlige nedskæringer på to procent, der rammer bl.a. uddannelsessektoren, ikke skal fortsætte. Anne Matthiesen fra Venstre udtaler at

Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi har fundet penge til at fjerne det allerede fra næste år. Vi har kunnet fornemme, at der her var et område, som var presset. Derfor har vi valgt at prioritere det i vores velfærdspakke…

Mette Frederiksen taler pludselig mere positivt om kvoteflygtninge, og selv Inger Støjberg gør det samme.

Alle disse forandringer, der nu sker, er selvfølgelig forsøg på at bejle til vælgere, der ellers ville søge til andre partier i det, man så ofte kalder for “rød blok”. Hvor man tidligere hørte ekkoer af Dansk Folkeparti, hører man nu en udsagn, der er en slags fortyndede ekkoer af kritikken fra “rød blok”. Men de nye udsagn viser også noget, som alle bør bemærke og bør sige til politikerne, nemlig at “nødvendighedens politik” ikke er så nødvendig, som det ofte er blevet hævdet. Det bør alle huske, når valget er overstået.

Flyvning og rygning: De udsattes eneste trøst?

Alle partier i den nuværende opposition på nær Socialdemokraterne taler for at prisen på cigaretter skal sættes op, så færre unge begynder at ryge. Mette Frederiksens argument for ikke at ville støtte højere priser på cigaretter er

– Jeg vil gerne diskutere alt, også cigaretpriser. Men jeg er også bare socialdemokrat og står her med socialt udsatte mennesker med en dårlig økonomi. …  Jeg er bange for, at hvis man bare hæver prisen, som mange foreslår, så slår man bunden ud af pension og kontanthjælp.

Et tilsvarende argument bruger socialdemokrater for ikke at have en afgift på flyrejser: At arbejderklassen omsider har mulighed for at rejse billigt på ferie med fly, så den glæde skal man ikke tage fra dem.

Det er interessant, at socialdemokratiske politikere taler om cigaretter og flyrejser som noget, bestemte andre mennesker fortjener, en glæde, som man ikke må tage fra dem, selv om den fører til dårligt helbred og alvorlige konsekvenser for miljøet. Men cigaretter og flyrejser bliver markedsført af magtfulde virksomheder, ikke fordi de er tænkt som en trøst for de økonomisk udsatte, men er en mulighed for profit.

Det er også interessant, at socialdemokraterne tilsyneladende ikke forestiller sig, at arbejderklassen og kontanthjælpsmodtagere ville kunne lægge deres vaner om, hvis de fik de gode argumenter for det og kunne få et bedre liv gennem en bedre politik på andre områder. For en afgift på flyrejser bør laves sådan, at den især rammer dem, der flyver meget og flyver langt, og afgifter på cigaretter skal ikke være det eneste, man gør for mod rygning. Det afgørende er, at der samtidig er andre initiativer, f.eks. en mere restriktiv rygelov og bedre alternativer til at rejse med fly. Afgifterne kan hjælpe med at finansiere sådanne tiltag.

Den socialdemokratiske holdning i 2019 er (så vidt jeg kan se) egentlig en holdning om at de andre mennesker, man mener at repræsentere, ikke kan eller skal påvirkes grundlæggende. Holdningen skal fremstå som solidarisk, men den er egentlig mere opgivende og måske også i virkeligheden nedladende – lidt på samme måde som nyere socialdemokratiske holdninger til kultur og til videregående uddannelser, som man nu opfatter som elitære fænomener.

Tidligere tiders socialdemokratisk politik havde noget større tiltro til, hvad arbejderklassen og udsatte grupper stræber efter og formår. Den første socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt sagde at

Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig…

Bomholt var faktisk ikke bare den første socialdemokratiske kulturminister, han var den første danske kulturminister nogensinde. Dengang var holdningen ikke, at man skal “snobbe nedad”, men at det gode liv kunne være for alle.

Børnene kan høre dig

Skærmbillede fra en YouTube-video af og med den racistiske partileder.

Børn opfatter mere af det, der sker ude i samfundet, end man tror. Jeg kan huske mange historier fra bekymrede forældre i 1980’erne, hvor mange var bange for at der ville udbryde atomkrig. Forældrene opdagede, at deres børn også tænkte over den krigstrussel, så mange voksne talte om.

Men netop nu er der nogle voksne, der ved og udnytter det, at børn lytter med, til noget meget usympatisk. Lederen af et racistisk parti, der er opstillet til det kommende folketingsvalg, går helt bevidst efter at nå ud til børn og unge gennem sine YouTube-videoer. Nogle børn i målgruppen efterligner den racistiske og homofobiske retorik, han anvender; andre børn bliver ofre for den.

I Politiken kan man læse om en pige på 12 år, der er bange for at hun kan blive tvunget til at forlade Danmark, og i sidste uge kunne man læse om en dreng på 10 år, der ville slå sig selv ihjel efter at andre børn i hans skoleklasse var begyndt at tale om hvem der skulle “sendes hjem”. På den måde flytter racisterne en konflikt ned i børnehøjde.

Formodentlig sætter børn alle de mange oplysninger, de får på nettet, sammen på en anden måde, og formodentlig lægger de også ekstra mærke til udtalelser, der er ekstreme og særligt eksponerede og enkelt formulerede – og det er præcis tilfældet for udtalelser som dem, den racistiske partileder kommer med. Derfor ville det være værdifuldt, hvis andre politikere (jeg kvier mig ved at kalde den racistiske mand for politiker, men det er han formelt set) ville komme med klare antiracistiske udtalelser som modvægt til det had, der nu kommer frem – og sørge for at børn hørte dem.