En rigtig mand?

Foto: Ina Fassbender/AP

I går var der endnu et bilangreb i den seneste stime af bilangreb, der begyndte i sommeren 2016 i Nice og senere har ramt bl.a. Stockholm, Berlin og London. Denne gang gik det ud over Münster i Tyskland; to mennesker blev dræbt. Straks var der overvejelser om hvorvidt der var tale om terrorisme. Men da det viste sig, at gerningsmanden var psykisk syg og hed Jens (der også er et almindeligt navn i Tyskland), dalede interessen.

Men jeg kan igen ikke lade være med at tænke på, at også dette angreb på mange måder ligner alle de tidligere bilangreb: En mand, der tidligere har været i konflikt med loven, har været udsat for en stor livskrise og har været i kontakt med psykiatrien, hævner sig på verden ved at meje tilfældige mennesker ned i en by.

Jeg har tidligere på denne blog overvejet om bilangrebene i virkeligheden, når man skræller alle historierne om Islamisk Stat osv. væk, ligesom familiemordene, hvor en mand i dyb krise (for det er så godt som altid mænd) slår hele sin familie ihjel, er “udvidede selvmord”, hvor man tager andre med sig i faldet.

Og nu spekulerer jeg på, om det, vi ser, netop er en kønsspecifik forbrydelse, der mere handler om usunde kønsroller end om f.eks. religiøs fanatisme. Begge slags ugerninger er da i virkeligheden udtryk for en bestemt opfattelse af selve dét at være mand: Mænd skal være stærke og klare sig selv, også når de er ude i en svær personlig krise. Hvis ikke man som mand lever op til sådanne forventninger og ikke kan være så stærk som man tror, man skal være, kan man kun vise “styrke” i form af afmægtig destruktion.

Hvem skal vi glæde?

De af os, der har et arbejde, hvor vi direkte har kontakt med andre mennesker – som behandlere, undervisere, omsorgsgivere eller noget helt fjerde – er ofte fanget i et dilemma. Vi kan bruge en masse personlige resurser  ud over vores normering i håb om at kunne gøre det, vi egentlig føler, at vi burde gøre, eller vi kan sige stop og blive udråbt som kynikere. En grund til at det trods alt lykkes at holde sammen på arbejdspladserne i sundhedssektoren og på uddannelsesinstitutionerne er netop den faglige stolthed, mange af os besidder. Jeg vil tro, at der også er et tilsvarende fænomen på ikke helt få private arbejdspladser.

Meget ofte er det imidlertid den faglige stolthed og det dermed forbundne ønske om at gøre alting så godt som overhovedet muligt, der giver os stress. Neoliberalismens påstande om at alt bør konkurrencesættes og at succes alene er den enkeltes ansvar er medvirkede til, at vi sidder hver især og tror at vi selv skal håndtere hvert eneste problem. Og gør vi det ikke godt nok efter de standarder, andre fastsætter, er vi hårde ved os selv.

Men den slags fører bare til følelser af personligt nederlag. I virkeligheden glæder vi kun dem, der har skabt konkurrencesamfundet. For de standarder, andre fastsætter, er bevægelige mål og handler kun om måltal, ikke om faglighed. Man kan aldrig vinde over New Public Management ved at gå ind på dens præmisser.

Den bedste protest og det bedste, vi kan gøre for os selv i den nuværende situation, vil være at “kortslutte” konkurrencen og arbejde sammen om alt det, vi kan samarbejde om; det kan vi gøre uden at give køb på den faglige stolthed. Selv har jeg talt med kolleger om at gå sammen om at være medforfattere på hinandens artikler, og vi bør også skabe et fællesskab om vores undervisningserfaringer, så vi ikke hver især skal starte forfra hver gang vi overtager et nyt undervisningsforløb.

Ekkokamre?

Man hører efterhånden ofte om hvordan de sociale medier skulle skabe “ekkokamre”; hvor alle er enige med hinanden og ingens meninger bliver udfordret. Men en ny canadisk/britisk undersøgelse tyder på noget andet.

Forskerne spurgte 2000 voksne borgere fra Storbritannien, og deres konklusioner er at det faktisk kun er få af de adspurgte (8 procent) der har en medieadfærd, der er en slags “ekkokammer”. Til gengæld bemærker de, at mange eksisterende undersøgelser af adfærd på sociale medier ikke tager højde for at der findes mange medier (og også massemedier uden for de sociale medier), og at mange benytter sig af ganske mange flere medier end de sociale medier. Hvis man er interesseret i politik og har adgang til flere medier, havner man ikke i et ekkokammer.

Men det er interessant at bemærke, at konklusionerne, i al fald så vidt jeg kan se, kun gælder for sådanne engagerede mennesker. Jeg er faktisk mest bekymret for dem, der ikke er politisk engagerede og danner deres meninger ud fra en begrænset samling af kilder.

Min egen erfaring har ofte været, at det kan være voldsomt frusterende at tale med sådanne dybest set apolitiske og uengagerede mennesker – og på mange måder meget værre end at tale med mennesker, jeg er dybt uenig med, men som faktisk engagerer sig aktivt. Det kunne være interessant at se hvor mange der befinder sig i den apolitiske gruppe i dag i forhold til for en generation siden.

Skam og stolthed

I denne uge er der et interessant interview med psykologen Allan Holmgren i Politiken. Her er et citat fra, der udtrykker meget præcist, hvad det er for bekymringer, mange mennesker i arbejdslivet har i dag.

Tag moderne arbejdspladser hvor mange skammer sig, fordi de ikke kan leve op til normen og må knokle yderligere på, indtil de knækker. Man tør jo ikke sige til andre, at man ikke kan holde til det. I vores selvfortælling bør vi jo kunne klare arbejdet – indtil kroppen siger fra. Men vi hører sjældent en leder siger, ’hør her, det skal du ikke lave alene, jeg tager nogle opgaver fra dig’. Det sker ikke, så medarbejderen skammer sig over ikke at magte opgaven, det presser ens selvbillede og selvfortælling, indtil det går galt. Og bagefter skal sådan nogen som mig reparere det knæk, personens selvfortælling får. Også selvom det sker efter et udefrakommende pres, personen ikke er herre over, der er den udløsende årsag til disse mange belastningsreaktioner – angst, stress og depression. Skam og stolthed hører sammen. Der er så meget stress i Danmark, fordi så mange er overladt til sig selv, skammer sig, men er for stolte til at sige fra, sige du kan rende mig i røven. Solidaritet er jo blevet et fyord, og når vi bliver adskilt fra støttende relationer, bliver vi usikre, og så sikringerne jo briste hos mange på et tidspunkt.

Det, vi oplever, er netop at New Public Management og dens mange og raffinerede kontrolmekanismer misbruger den faglige stolthed, som mange offentligt ansatte (men selvfølgelig ikke kun offentligt ansatte!) føler og her specielt misbruger den til at lade os arbejde mere, end vi kan holde til. Noget andet, der gælder for mange offentligt ansatte er, i al fald i min erfaring, at vi på grund af en faglig stolthed og på grund af alle de mange måltal, vi skal leve op til, ikke er så gode til at sige nej, men derimod påtager os for stort et ansvar: Vi vender det indad og føler skam over ikke at gøre det godt nok.

Når f.eks. jeg selv skammer mig over at få så dårlige evalueringer af min undervisning, som dem jeg får, er det fordi jeg faktisk gerne ville levere tilfredsstillende undervisning, men oplever at det er gået stik modsat. Men måske er det ikke kun fordi jeg er dårlig til at undervise, at det ikke vil lykkes for mig.

Solidariteten har, som Allan Holmgren nævner, længe haft trange kår, så netop derfor er det gribende at se, hvordan vi nu i 2018 omsider ser en solidaritet på tværs mellem de offentligt ansatte. Og vi taler ikke længere kun om løn, men også om vores arbejdsforhold og om den stress, mange føler. Det kan blive et vigtigt vendepunkt for os.

Kan man være stresset, hvis man ikke har et arbejde?

Der er igen kommet fokus på den følelse af stress, som arbejdsløse og sygemeldte ofte slås med. Landets nuværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger i dag i en artikel i Politiken at

Den anden ting er, at vi fortsat skal stille krav til dem, der ikke er i arbejde. Efter min mening er det mest nederdrægtige, man kan gøre over for andre mennesker, at placere dem på passiv overførselsindkomst. Lige nu har 28.000 mennesker været i kontanthjælpssystemet i mere end fem år. De må føle sig parkeret og glemt, og jeg kan ikke forestille mig noget, der er ret meget mere stressende end det…

Desuden er det også kun rimeligt over for de borgere, der hver dag står op, arbejder og betaler deres skat, at vi stiller krav og hjælper med at få de arbejdsløse i arbejde igen.

Men stress opstår, når der er krav og forventninger, som man ikke kan leve op til eller føler, at man ikke kan leve op til. Og de arbejdsløse bliver netop mødt med mange krav – bl.a. kravet om at man skal søge mindst 1 nyt job om ugen og kravene om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (som udmøntet i bekendtgørelsen om rådighed). Når det drejer sig om mennesker, der har været på kontanthjælp i fem år, er det tydeligt, at der er nogle forventninger fra andre, de ikke har kunnet leve op til.

Netop denne holdning, hvor en politiker forbinder selve dette at modtage overførselsindkomst med noget, der i sig selv er grundlæggende forkert, og dertil taler om at det er nødvendigt at stille krav til de arbejdsløse af hensyn til en anden befolkningsgruppe (!),  kan ikke andet end forstærke følelsen af ikke at være god nok hos dem, der har været arbejdsløse i lang tid. Det er faktisk også præcis de holdninger, som beskæftigelsesministeren giver udtryk for, der er med til at fastholde arbejdsløse i en følelse af stress. Det er underligt, at han ikke kan se dette selv.

Flygtningekrisen to år senere

Tilbage i sommeren 2015 var der i Danmark stort fokus på det, man dengang kaldte for flygtningekrisen. Den indtraf omkring tidspunktet for folketingsvalget, og under valgkampen dét år fyldte den rigtig meget.

Men hvad er der sket siden da? Der kom langt færre asylansøgere til Danmark i 2017 end der kom i 2015  – faktisk var tallet det laveste siden 2008. Men når man læser om borgerkrigen i Syrien og udviklingen i Eritrea, bliver det hurtigt klart, at der ikke er mindre grund til at flygte. Det, der derimod er sket, er at der nu befinder sig endnu flere flygtninge lige uden for EU. Det er EUs aftale med Tyrkiet, der skulle gøre det sværere for flygtninge at komme til EU, der har været med til at ændre tallene.

Der var, da aftalen blev indgået, en forventning om at mange asylansøgere ville blive sendt tilbage til Tyrkiet fra Grækenland, men det er ikke sket. Dette skyldes bl.a. at de græske domstole ikke ser Tyrkiet som et sikkert land at vende tilbage til.

Det er interessant på en trist måde, at “flygtningekrisen” først og fremmest var interessant af strategiske årsager: den skulle bruges til at føre valgkamp og siden til at fungere som begrundelse for ganske mange udspil fra regeringen. I dag er flygtningene, som det hele skulle forestille at handle om, derimod blevet glemt. Som så mange andre internationale emner i dansk politik dukker de kun op, for at politikere kan føre indenrigspolitik. Det er trist at skulle indse.

Permanent overarbejde

I fredags havde jeg en dag, der på nogle måder var typisk. Jeg havde en tidlig aftale ved tandlægen, og kl. 8.10 kunne jeg tage på arbejde. Om formiddagen underviste jeg et stort hold på Frederik Bajers Vej 7H, og da jeg pakkede min computer sammen i undervisningslokalet kl. 11.55, så jeg at der var en mail fra to studerende, som arbejder som programmører på et udviklingsprojekt, jeg og to kolleger laver. De ville gerne mødes med mig med det samme om noget vigtigt. Jeg skyndte mig tilbage til mit kontor og snakkede med dem, mens jeg spiste min mad. Kl. 12.20 tog jeg af sted til Langagervej 7H for at afholde en workshop i adjunktpædagogikum. Kl. 15.30 var workshoppen færdig; jeg pakkede mine ting sammen og snakkede med to af deltagerne. Kl. 16.00 cyklede jeg hjem.

I dag, søndag, havde jeg også en typisk dag, selv om jeg rent faktisk havde fri. Jeg sad og læste arbejdsblade fra to af de projektgrupper, jeg er vejleder for, og jeg reviderede nogle dokumenter i den Horizon 2020-ansøgning, jeg er med til at lave.  Den har frist den 17. april, men på grund af den kommende lockout skal jeg have den færdig søndag den 9. april. Jeg svarede på et spørgsmål pr. mail fra en, jeg underviser. Og så skrev jeg lidt på en artikel, jeg laver sammen med en kollega og to studerende. Det havde jeg nemlig ikke nået i ugens løb på grund af møder.

Det er ikke usædvanligt, at det er på den måde. Universitetslærere har ikke nogen arbejdstidsaftale i deres overenskomst. Nogle gange har det været en fordel –  ligesom folkeskolelærere i gamle dage har det nemlig gjort det muligt for mig at arbejde hjemme, hvis jeg har skullet have mange ting fra hånden uden at blive forstyrret. Og jeg kunne have en tidlig tandlægeaftale, hvis bare jeg kompenserede for det i den anden ende.

Men arbejdet ender let med at blive grænseløst. Man bliver tit drevet af sin dårlige samvittighed, for der er meget, man skal nå, og der bliver stadigt flere krav til hvad man skal kunne for at være en ordentlig universitetslærer. Samtidig er de fleste universitetslærere plaget af en faglig stolthed, som det er svært at leve op til. Jeg er endda en helt gennemsnitlig én af slagsen, og det i den lave ende. Jeg skal præstere mere og bedre; dét er tydeligt, når jeg bliver bedømt.

Jeg har fået voldsom kritik af min undervisning (nogle studerende har givet udtryk for, at jeg formodentlig er helt ude af stand til at kunne lære nogen noget, og de vil uden tvivl føle det som en hån, hvis de nu læser, at jeg bidrager til adjunktpædagogikum), men jeg prøver systematisk at udvikle min undervisning i håb om at kunne lave en undervisning, der er acceptabel. Jeg publicerer kun nogle få artikler om året, men jeg prøver at publicere mere, så jeg kan skaffe nogle flere BFI-point. Jeg har så godt som ingen forskningsmidler, men jeg skriver ansøgninger for at skaffe nogen midler, for det skal jeg. Så kan jeg måske en dag igen få PhD-studerende og mulighed for faglig fordybelse.

Undersøgelser viser, at den gennemsnitlige universitetslærer har en arbejdsuge et pænt stykke over 40 timer. Hvis vi ser på den arbejdstid, der opgøres i registrerede undervisningstimer, har jeg leveret hundreder af undervisningstimer mere end min normering.

Jeg kunne godt tænke mig at have en arbejdstidsaftale, og at den skulle være del af min overenskomst. Det ville kunne gøre det af med det grænseløse arbejde én gang for alle, og måske ville det også tvinge universitetet og de andre, der har forventninger til mig, til at tænke mere over, hvilke forventninger, det er rimeligt at have. Måske ville jeg også få en lidt bedre samvittighed.

Det grænseløse arbejde er et fælles vilkår for mange offentligt ansatte, og det er det, fordi det for mange af os først og fremmest er en faglig stolthed, ikke lønnen, der udgør vores motivation.

Sådan som hele overenskomstsituationen ser ud lige nu, er det dog ikke en afklaring her, der ligger i kortene. Vores fagforeninger for de offentligt ansatte prøver sammen at få en anstændig arbejdstidsaftale for folkeskolelærerne ind i deres overenskomst i stedet for den lov, der lige nu regulerer deres arbejde. Før det kan ske, kan vi ikke få gjort noget ved det grænseløse arbejde for alvor.

Medieforlis

I går skrev jeg om de mange udspil fra regeringen, der kommer med knap en uges mellemrum fortiden. I dag kom det såkaldte “medieforlig”, hvor licensen erstattes med betaling over skatten (og det er også på høje tid), men hvor DR skal beskæres med 20 procent over de næste fem år. Det er ikke tit, man ser at en organisation beskæres så drastisk og så hurtigt. I disse tider, hvor der tales mere om fake news end før, er det især trist at se denne form for nedskæring.

Mette Bock siger, at DR har brug for en “brændende platform”. Det her minder nu mere om den brændte jords taktik – den, der går ud på at destruere så meget som muligt, mens man trækker sig tilbage.

Glistrup genbesøgt

Foto: Bjarke Ørsted.

Jeg kan huske, hvordan Mogens Glistrup dukkede frem i dansk politik meget pludseligt. Selv om jeg kun var syv år gammel, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at der var en mand, som alle de voksne pludselig snakkede om. Glistrup var i fjernsynet i 1971, hvor han i et interview afslørede at han gennem systematisk brug af smuthuller i lovgivningen helt undgik at betale skat. Kort efter stiftede han Fremskridtspartiet, og ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 blev partiet landets næststørste. Siden røg Glistrup i fængsel for sine skattefiduser, og til sidst blev han marginaliseret i sit eget parti. En gruppe udbrydere, herunder Pia Kjærsgaard, stiftede Dansk Folkeparti – som nu 45 år senere er landets næststørste.

Når man i dag ser Fremskridtspartiets første partiprogram fra 1973, er det påfaldende, hvor meget af dette 45 år gamle tankegods, der lige så stille er blevet almindeligt accepteret i store dele af dansk politik.

Glistrups stærkt negative holdninger til flygtninge og indvandrere er almindeligt kendte, og gennem Dansk Folkepartis indflydelse siden 2001 har de spredt sig til store dele af det politiske landskab. Men det er bestemt ikke alt.

Når vi i dag hører regeringen tordne mod de offentligt ansatte og om hvor lidt de yder og hvor meget de kræver, er også dette en arv fra Glistrup. Han havde en meget negativ holdning til offentligt ansatte; i partiprogrammet fra 1973 står der således bl.a.

13. Overførelse af skrivebordsfolk til produktivt arbejde fremmes bl.a. ved kundgørelse af lønpolitik og ved, at det offentlige yder større bidrag til omskoling af skrivebordsbeskæftigede til nyttigt arbejde, jo før de pågældende opsiger deres hidtidige stillinger. (…)

14. Efter en overgangsperiode skal offentlige ansatte ikke have bedre pensionsvilkår for skatteydermidler end andre. Det offentlige yder dem altså folkepension på fuld linie med den øvrige befolkning, men ingen særpensioner. (…)

Men hvad med universiteterne? Også dem havde Fremskridtspartiet faktisk set sig vrede på – og især går det ud over det helt nye universitet i Roskilde!

Universitetsundervisningen må herefter kunne klares i København, Århus og Odense, således at planlægning af yderligere universiteter opgives, og Roskilde universitet sælges til andet formål, for eksempel motel. (…)
De nymodens styrelseslove med studenterindflydelse på studiernes tilrettelæggelse ophæves.

Den demokratiske styrelseslov blev som bekendt fjernet i 2003.

Om det så er den forskningspolitik, vi kender i dag, hvor eksterne forskningsmidler er stadigt vigtigere, bliver også den foregrebet af Glistrup.

34. Videnskabeligt forskningsarbejde udføres i langt højere grad end som nu som kontraktforskning, altså på grundlag af aftaler mellem læreanstalten og det erhvervsliv, som viser en sådan interesse for forskningen, at det er villigt til at betale det pågældende projekts omkostninger.

Alle politikere i vore dage er vokset op med Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti i baggrunden, og det er desværre blevet svært at forestille sig dansk politik uden indflydelsen fra dem. Men hvor ville det være godt.

I dag skulle jeg til Malta…

…men i skrivende stund sidder jeg derhjemme og kigger ud på sneen.

Jeg havde presset undervisning og aftaler med kolleger sammen i dag, så jeg kunne komme med fly til Malta for at deltage i det vigtige opstartsmøde i det Horizon 2020-projekt, jeg er med i. Koordinatoren på dette projekt er nemlig fra Malta.

Alt gik som det skulle i dag, bortset fra til sidst. Flyafgangen fra Aalborg til København blev nemlig aflyst på grund af tekniske problemer, og dermed forsvandt også den resterende rejse for mig. Efter fyrre minutter i telefonkøen hos SAS kom jeg igennem, kun for at få at vide at jeg var blevet ombooket til en afgang i morgen, men at jeg skulle få oplysningerne ved at ringe til Lufthansa. Efter tyve minutters ventetid gik jeg ud og tog bussen hjem, og først da, efter endnu tyve minutters ventetid og få meter fra min hoveddøren, fik jeg det hele at vide. Da var jeg efterhånden blevet mere end almindeligt træt af pausemusikken og den beroligende “du kommer til hurtigst muligt”-bortforklaring.

Jeg skal med et fly 6.20 i morgen tidlig (jeg får den sidste del af mødet med, og det er så dét). Derfor skal jeg snart i seng.