En underlig fædrelandskærlighed (del 2)

Nationalmuseet i København.

I Dansk Folkepartis principprogram står der

Staten skal understøtte produktion og formidling af kultur og kunst gennem tilskud til drift af museer og kulturinstitutioner, herunder Det Kongelige Teater, landsdelsteatrene og symfoniorkestrene. Disse institutioner pålægges at placere et dansk repertoire højt i deres aktivitet. Museerne skal forpligtes til at bevare danske kulturklenodier for eftertiden og udvise agtpågivenhed i forhold til kassation af kulturgenstande. Det er en vigtig opgave at sikre, at kulturminderne behandles varsomt, så de ikke forvitrer.

I det lys, er det interessant at Dansk Folkeparti ikke har gjort noget for at standse nedskæringerne på Nationalmuseet. Museets ledelse vil lukke udstillingsstedet Brede Værk og har opgivet at genåbne Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling fra 1781. Otte medarbejdere har nu indgået frivillige fratrædelsesaftaler, og otte ledige stillinger ikke skal genbesættes. Der er nu skåret i alt skåret 50 stillinger på Nationalmuseet; det er op imod 9 pct. af den samlede medarbejderstab.

Også nedskæringerne på en anden ærværdig dansk kulturinstitution, DR, har Dansk Folkeparti ikke gjort noget for at standse.

Det er en underlig fædrelandskærlighed, Dansk Folkeparti står for – reelt er det for mig at se først og fremmest en negativ holdning til det, som partiet ikke opfatter som “dansk”, der ligger bag de mange store ord om at bevare dansk kultur.

Selvforsørgende

Der er endnu engang fokus på konsekvenserne af den såkaldte integrationsydelse, der er et andet ord for den halverede kontanthjælp, som er tiltænkt flygtninge (og som andre, der har opholdt sig i udlandet i mindre end 7 af de seneste 8 år, skal modtage, hvis de skal have kontanthjælp). Artikler i dagbladet Information beskriver, hvordan modtagere af integrationsydelse ofte havner i egentlig fattigdom.

Regeringen er ikke bekymret. Til dagbladet Information udtaler Inger Støjberg

»Jeg mener ikke, at integrationsydelsen er for lav. Tværtimod. Hvis jeg skulle justere integrationsydelsen, ville det nærmere være i nedadgående retning.«

Det virker umiddelbart som en af den slags kyniske holdninger, man som minister nemt kan slippe af sted med i vore dage. Men kunne der ikke være tale om at Inger Støjberg faktisk ikke er kynisk, men derimod prøver at hjælpe med til integration med sin vision om en lavere integrationsydelse? Hun har i 2015 udtalt (i forbindelse med en stramning, der denne gang handlede om opholdstilladelser)

At man skal holde sig uden for kriminalitet, at man behersker sproget og er selvforsørgende.

Og vi ved faktisk allerede, hvad integrationsydelsen fører med sig. Den fandtes nemlig tidligere – dengang hed den “starthjælp”. I 2007 fortalte tallene fra Arbejdsdirektoratet at 67% af flygtninge på starthjælp stadig var på offentlig ydelse efter 2 års ophold, 55% efter 3 år, og 51% efter 4 år. Herefter figurerede størstedelen som selvforsørgende.

Så det lyder som om den lave kontanthjælp gør, hvad den skal – den gør flygtninge selvforsøgende. Men ordet “selvforsørgende” er egentlig bare en forskønnende formulering af den slags, som spindoktorer holder af. Jobcenter Skive (fra Inger Støjbergs del af landet) skriver f.eks.:

Hvis du ikke er i beskæftigelse, og du ikke er berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, SU, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller andre typer af offentlig forsørgelse, så er du i teknisk forstand “selvforsørgende”.

En selvforsørgende person er simpelthen et menneske, der ikke længere modtager offentlige ydelser. Selvforsørgende personer er arbejdsløse, der er røget helt ud af det sociale system.

Er elbiler vejen frem?

Tegning: Wulff og Morgenthaler.

Nu er den siddende danske regerings såkaldte luft- og klimaudspil blevet lanceret. Men de siger ikke ret meget om offentlig transport (eller om landbruget, omend det er en anden snak) ud over at busser fra 2030 ikke må udlede CO2. Det er ikke så underligt igen, for Venstre og de andre regeringspartier har aldrig været glade for offentlig transport. I sit partiprogram siger Venstre at

Venstres transportpolitik skal bygge på friheden for den enkelte til selv at definere sit transportbehov og vælge transportform, herunder individuel eller kollektiv transport. Fokus skal være på at sikre størst mulig mobilitet.

Idealet er at offentligt transport er en valgmulighed for dem, der absolut vil.

Jeg er ærgerlig over at så mange stirrer sig blinde på el-biler som den vigtigste del af en strategi for at standse transportsektorens bidrag til den globale opvarmning.. Jeg har nemlig en formodning om at offentlig transport, og her endda elektrisk offentlig transport, i mange tilfælde kan være et bedre valg end elektrisk privatbilisme. Men det er nu sådan? Jeg kan desværre ikke finde en god kilde, der besvarer mit spørgsmål, men det skyldes formodentlig først og fremmest, at spørgsmålet er svært at stille præcist. For miljøbelastningen ved el-biler, der får leveret strøm fra kraftværker, der bruger fossile brændstoffer, er også i høj grad et problem. Det samme kan siges om miljøbelastningen ved fremstilling af el-biler. Jeg ville ønske, at en analyse af dette aspekt fyldte noget mere.

Sikkert er det dog, at offentlig transport vil kunne undgå problemer, der skyldes høj trafiktæthed og hvad det medfører af problemer som f.eks. trafikpropper og kødannelser. Dét kan ingen form for privatbilisme.

Grundlæggende enige

Fra Socialdemokratiets kampagnevideo om Mette Frederiksen.

Dagens mindste nyhed er på én måde dette citat fra dagbladet Informations dækning af Folketingets åbningsdebat:

Mette Frederiksen manifesterede dog Socialdemokratiets position ved at svare:

»Jeg hørte nu ikke nogen usikkerhed og tvivl fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Og det er nok, fordi DF og Socialdemokratiet er grundlæggende enige på udlændingeområdet.«

Men på en anden måde er det samtidig en stor nyhed, for det er nu blevet helt officielt at Socialdemokratiet er enige med Dansk Folkeparti. Den kunstpause, der tidligere indtraf, inden Socialdemokratiet erklærede sig enige med Dansk Folkepartis holdninger, er fortid. Hvordan dette vil få indflydelse på dansk politik på menneskerettighedsområdet og i forhold til udviklingsbistand, har jeg endnu ikke noget godt bud på. Men begge partier er omsider blevet lige stuerene. 

Det handler om udlændinge

I denne uge handlede forsiden på Jyllands-Posten om en ny bog af politikeren Jan E. Jørgensen, og det store og centrale ord i overskriften var, som man kan se, “udlændingestrid”. Men det var ikke en bog om udlændinge, artiklen handlede om. Derimod var det en bog om politiske uenigheder i Venstre.

Uden sammenligning i øvrigt tænker jeg på “jødefejden” tilbage i 1819-1820, hvor jødiske danskere blev udsat for voldelige antisemitiske overfald, og på “tamilsagen” i begyndelsen af 1990’erne, hvor en dansk minister forhalede og forhindrede familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra Sri Lanka, der havde fået asyl i Danmark. “Jødefejden” var en sag om ikke-jødiske danskeres antisemitisme, ikke en sag om jøder eller hvad de gjorde. “Tamilsagen” var en om danske politikeres magtmisbrug, ikke en sag om tamiler eller hvad de gjorde. “Udlændingestriden” handler tilsvarende reelt kun om uenigheder inden for partiet Venstre.

Jeg bemærker også, at Jørgensens bog efter omtalen at dømme også kommer ind på bl.a. burka-forbuddet, der faktisk ikke er en lov om udlændinge. En del af dem, der bærer burka eller niqab, er født og opvokset i Danmark og er danske statsborgere.

Det er underligt og trist, at ordet “udlænding” har fået den tvivlsomme markørstatus, som vi ser i dansk sprogbrug nu. Det virker mere og mere som om “udlændinge” betegner en bestemt gruppe af mennesker, som “danskere” antages at reagere på ud fra en eller anden indre lovmæssighed.

De 20 procent, der bestemmer

Så kom valget i Sverige, og Sverigedemokraterna gik frem igen, omend ikke helt så meget som forventet. Sverige er nu endnu et land i Europa med et stort højrenationalistisk parti.

I Danmark har de fleste politiske partier ikke længere nogen kvaler med at samarbejde med Dansk Folkeparti – heller ikke selv om Dansk Folkeparti helt åbent støtter Sverigedemokraterna, et parti der har åbenlyst nazistiske rødder (som de meget gerne vil glemme). Venstre og Socialdemokraterne er for længst blevet førende blandt de partier, der helt åbenlyst overtager store dele af Dansk Folkepartis holdninger.

Men det er yderst sjældent, disse partier begrunder dette med andet end en uklar form for nødvendighed, en holdning om at man nu “er nødt til at” føre samme politik som Dansk Folkeparti. I Danmark er der faktisk ifølge den seneste meningsmåling omtrent lige så mange vælgere tilsammen, der stemmer på et af partierne SF, Alternativet og Enhedslisten som der er vælgere, der stemmer på Dansk Folkeparti.  Alligevel er det Dansk Folkeparti-fragmentet, der er endt med at blive det parti, andre bejler til. De 20 procent trækker rundt med en meget stor del af resten af det politiske spektrum.

Det behøver bare ikke at være sådan. Den hollandske sociolog Cas Mudde skriver i The Guardian om holdningerne til politiske partier i otte europæiske lande, og populistpartier er faktisk langt mindre populære end traditionelle partier. Kun 11 procent af tyskerne ser positivt på Alternative für Deutschland (AfD), som kun 11 procent af tyskerne ser positivt på. Rassemblement National (der tidligere hed Front National bakker kun 16 procent af franskmændene bakker op om, og Sverigedemokraterna (SD), ser 17 procent af svenskerne positivt på. Derfor er det særligt trist, at de regeringsbærende partier tror, at de kan vinde på at kopiere højrepopulisterne. Og uanset hvor ekstreme holdninger, man overtager, har højrepopulisterne alligevel været der med dem først.

Iværksætterdrømme

Det er tydeligt, at konkurrencestaten har fostret et ideal om at man skal være iværksætter. På universiteterne er dette ideal meget tydeligt: De af os, der skal forske, har pligt til at få ideer og til at skaffe midler til at få dem realiseret. Har man ingen eksterne forskningsmidler, har man meget begrænsede muligheder. Det er derfor, jeg ikke kan have PhD-studerende, da det ikke i de sidste snart mange år er lykkedes mig at skaffe lønmidler til at kunne ansætte nogen. Har man til gengæld eksterne forskningsmidler, kan man reelt i stor grad være uafhængig af sit institut og opbygge en samling af ansatte om sig. Ganske mange såkaldte forskningsmidler er reelt midler til iværksætteri, gemt under ordet innovation. Alene eksistensen af Innovationsfonden taler sit tydelige sprog.

Også for universitetsstuderende er der en forventning om at man bør starte sin egen virksomhed. På AAU kom der for nogle år siden et krav om at alle kandidatuddannelser skulle have et obligatorisk kursus om entreprenørskab. Også i andre sammenhænge dukker iværksætterdrømmene op; på AAU er der en egentlig kandidatuddannelse i entreprenørskab.

Det er dog ikke nødvendig en frigørelse som sådan, iværksætteridealet rummer, for det rummer i sig et stort krav til at man er eneansvarlig for sin karriere og for sin succes. Institutionerne er først og fremmest til for at skabe iværksættere. Og jeg bemærker også, at forne tiders idealer om fri forskning er blevet kapret og omformuleret til et ideal om at man skal bruge “fri forskning” til at blive iværksætter. “Fri forskning” er et middel, ikke et mål i denne tankegang.

Det er samtidig påfaldende, at iværksætteren i så høj grad er blevet idealet i den akademiske verden, når de fleste, der gennemfører en universitetsuddannelse, faktisk ender som lønarbejdere. De af os, der skal forske, men ikke har eksterne midler af betydning, ender med at være og føle sig som lønarbejdere. Reelt er iværksætterdrømmene fuldstændigt i tråd med den neoliberalistiske idé om at så mange former for menneskelig aktivitet som muligt er og bør være en form for konkurrence. Derfor er der også grund til at være påpasselig.

Mit liv som primadonna

I dag har jeg været til møde på mit institut hele dagen, og her lægger jeg som så ofte mærke til hvad der karakteriserer vores møder og hvorfor de ofte virker så frusterende. En stor del af årsagen er konflikten mellem forskellige måder at tænke på.

I dag var der bl.a. en diskussion af de kommende studieordninger, og her var jeg mere end almindeligt ked af at erfare, at kurset Beregnelighed og kompleksitet  nu ser ud til at forsvinde, og at kurset Syntaks og semantik måske ændrer indhold – og det sidste sker uden at jeg bliver inddraget. Det er to kurser, som jeg gennem årene har investeret megen tid i at udvikle. Jeg er den person på mit universitet, der har holdt kurset suverænt flest gange. At holde disse to kurser og udvikle min undervisning i dem har været et kald for mig. Andre, der ikke har været involveret på denne måde, men har mere indflydelse end mig, har det ikke sådan.

Den danske forsker og konsulent Helle Hein har forsket i det, der kendetegner vidensarbejdere, og hun taler om en type af medarbejdere, som hun kalder for “primadonnaer”. Ordet lyder umiddelbart nedladende, men det får en ganske anden klang i hendes beskrivelse.

Primadonnaen er drevet af et kald og en højere sag. Primadonnaens livsfilosofi er, at livsmeningskabes ved at gøre en forskel i en højere sags tjeneste. Dermed bliver arbejdet ikke længere blot en kilde til arbejdsglæde, men en kilde til livsmening.

I Primadonnaens optik går vejen til at gøre en forskel i en højere sags tjeneste igennem det at stræbe efter den højest mulige standard. Derfor står der meget på spil for Primadonnaen. Hvis Primadonnaen af forskellige årsager føler sig forhindret i at gøre en forskel i en højere sags tjeneste, vil han føle, at han sælger ud på den højere sags vegne, samtidig med at han vil føle tab af livsmening. I de situationer vil Primadonnaen reagere stærkt og føle en pligt til at tage kampen op og forsvare den højere sag. Det er i de situationer, at Primadonnaen ofte bliver misforstået og stemplet som barnlig, hysterisk, forfængelig, egocentreret og ledelsesresistent. Intet kunne dog være fjernere fra virkeligheden.

Jeg indser, at også jeg er primadonna med alt hvad det indebærer. Det er et fagligt kald, der har motiveret mig og fortsat motiverer mig.

Lad os stjæle selvglæden tilbage

Der er mange selvglade mennesker i medierne; jeg vil hævde, at personer som Donald Trump og Silvio Berlusconi er ærkeeksempler på selvglade politikere. I arbejdslivet har mange af os også stødt på selvglade personer, der aldrig blev trætte af at tale om deres egen succes og talenter. I vore dage virker det nogle gange, som om selvglæden breder sig ud over populærkulturen som aldrig før, med selvglade idoler og selvglade mennesker, der befolker reality-tv. Nu afdøde musiknavne som Leonard Cohen, Prince, David Bowie og Aretha Franklin vidste godt, at de var usædvanligt dygtige til det, de gjorde – selvglade var de, i al fald så vidt jeg kan fornemme, til gengæld ikke.

Men i sidste uge kunne jeg læse om en ny bog af Lars J. Sørensen, der er tidligere chefpsykolog og nu pensioneret. Bogen hedder Selvglad – menneskets livslange ægteskab med sig selv, og her bliver jeg uvilkårligt underligt tilpas, for det virker umiddelbart som om selvglæden skal rehabiliteres.

Hvorfor er det egentlig, selvglade mennesker er så irriterende? Hvad er det, der er galt med selvglæden? Hvis man har succes, må man så ikke fortælle det til andre? Og hvis man tror på egne evner, er det vel bare godt?

Lars J. Sørensen bruger ordet “selvglæde” på denne måde:

»Selvglæde er at tro på, at du betyder noget for andre, og at andre betyder noget for dig. Selvglæde er at turde mærke dig selv og at have modet til at stå i det åbne og møde andre i øjenhøjde, hvor du ikke kloger dig, blærer dig eller prøver at manipulere. For det er i samspillet med andre, at vi bliver mennesker. Det handler om ikke bare at give hinanden den hule facade, men om at mødes i nuet«

Det interessante er her, at selvglæden ikke består i at blære sig og samtidig i sig rummer, at man skal kunne møde Den Anden. Selvglæden er i dét tilfælde en form for indre styrke. Lars J. Sørensen taler også om det modsatte af selvglæde:

»Vi har alle sammen en indre kritisk stemme, der kværner løs, om ting, man ikke kan gøre, om hvad der er dårlig opførsel, om hvad andre skylder os, om at vi nok ikke har fortjent bedre. Det handler om at føle sig forkert og om skam. Det kræver meget af en person at turde lade den stemme passe sig selv og begynde at mærke efter, hvad man egentlig har lyst til. Det, tror jeg, selvglade mennesker er bedre til«.

Så vidt jeg kan se, er den selvglæde, som Lars J. Sørensen taler om, egentlig en kærlighed til sig selv, der gør det muligt at elske andre. Den selvglæde, som vi ser så meget af i vore dage, gør det i al fald ikke muligt for den selvglade at møde andre i øjenhøjde. Den selvglade ophøjer i stedet sig selv og bliver ude af stand til at lytte til andre.

Hvis der findes en god form for selvglæde, er det klart for mig at konkurrencesamfundet opdyrker ikke opdyrker dén form for selvglæde. Den indre, kritiske stemme får, i al fald så vidt jeg kan se, næring af al den konkurrence og alle de vurderinger, der er derude. De fleste vinder ikke i konkurrencen, men de, der gør, bliver selvglade på den ubehagelige måde.

Ren og snavset smerte

En artikel i Wired gjorde mig opmærksom på et begreb fra psykologi og kognitiv videnskab, som jeg ikke kendte til: Forskellen mellem ren smerte og snavset smerte. Begrebet skyldes den amerikanske psykolog Steven Hayes.

Den rene smerte er den smerte, man føler umiddelbart. Det kan være den fysiske smerte ved f.eks. at få et snitsår eller den mentale smerte, man føler ved f.eks. at miste sit arbejde. Den snavsede smerte er den yderligere smerte, der kommer fra forsøgene på at kontrollere eller slippe af med den umiddelbare smerte. Den snavsede smerte kan så være f.eks. selvbebrejdelse. Den rene smerte fortager sig efterhånden, men den snavsede smerte kan blive ved og ved, for det er éns egne tanker, der skaber den.

Da jeg i denne uge fik afslaget på en ansøgning om Horizon 2020-midler, gjorde det ondt på mig at få et nej efter lang tids venten og mange anstrengelser for at undgå et nej. Dét var den rene smerte. Bagefter har jeg gået og anklaget mig selv for ikke at have skrevet en bedre ansøgning og for at være en dårlig forsker. Dét er den snavsede smerte, og hvis jeg ikke passer på, vil den blive ved med at blive næret af tankerne.

Den snavsede smerte er fuldstændig subjektiv, men den rene smerte er ikke subjektiv på samme måde og derfor er den måske nemmere at leve sig ind i for andre. Målet med tilgange som bl.a. mindfulness – men også dens tilsyneladende modsætning, stoicismen – er at gøre det muligt at opleve smerten som “ren”. Det fjerner ikke smerten, men det kan isolere den som sin “rene” komponent, og dén vil fortage sig med tiden, så man kan komme videre.

Og tilsvarende: Hvis man isolerer smerten fra alle selvbebrejdelserne, kan man undersøge det, man anklager sig selv for og se mere nøgternt på hvad det var, der forårsagede smerten: Var det virkelig alt sammen udelukkende éns egen skyld? Ofte er det nemlig ikke tilfældet. Mange problemer er i høj grad udtryk for et system, der producerer mangel på succes for de mange. I mit konkrete tilfælde: Succesraten for Horizon 2020-ansøgninger er lille; for nogle opslag er den under 2%.

Derfor skal vi (herunder jeg) lære os selv og hinanden at håndtere den snavsede smerte, for ellers er det den, der trækker os ned.