Hurtig og langsom etik

I går skrev jeg (igen) om sporvognsproblemet. Tidligere har jeg her skrevet om Nobelprismodtageren Daniel Kahnemans bog Thinking Fast and Slow, der peger på to måder at tænke på. Bogen beskriver forskellen mellem de hurtige (der til dels er intuitionsbaserede) ræsonnementsstrategier og de langsommere (der til dels er rationelle). Kahneman kalder dem for henholdsvis System 1 og System 2.

Jeg vil hævde, at man på samme måde skal skelne mellem hurtig og langsom etik.

For hvis sporvognsproblemet pludselig opstod i virkeligheden, ville den person, der stod i nærheden af skiftesporet, så gøre sig omhyggelige etiske overvejelser? Der ville ikke være tid til det. Alle de lange diskussioner om sporvognsproblemet tager udgangspunkt i den velovervejede, “langsomme” etik, men den ville man med stor sandsynlighed ikke gøre brug af i situationen, hvor mennesker kan blive påkørt.

Vi ser, hvor overraskende mennesker handler i faretruende situationer, hvor det går stærkt. Jeg skrev tidligere her om hvordan voldtægtsofre og andre ofre for forbrydelser ofte reagerer på en helt anden måde end de troede, de ville reagere på.

I tv-serien Når støvet har lagt sig på DR1 er dette dilemma skåret ud i pap i skildringen af reaktionerne under massakren, som er seriens omdrejningspunkt. En tilsyneladende omgængelig og blød mand glemmer sin kæreste og låser sig inde for sig selv under massakre, mens ejeren af den restauranten, der bliver angrebet, ellers har virket meget kynisk, men spontant redder en svensk kvinde, han aldrig har mødt før. Deres “hurtige etik” var anderledes, end hvad deres “langsomme etik” ville have ledt os til at tro.

I den igangværende COVID-19-pandemi er det også interessant at observere hvordan den “hurtige etik” og den “langsomme etik” manifesterer sig. Hamstringsbølgen den 10. marts var “hurtig etik”, men overvejelserne om hvad man skal gøre i sundhedsvæsenet i tilfælde af voldsom overbelægning gerne vil fremstå som “langsom etik”. Om det så er det, ved jeg ikke.

Men når begge slags etik findes, er det bedste, vi kan gøre, at sikre at den “hurtige etik” ikke gør skade på os. I dagbladet Information er der en lang artikel med den britiske psykolog Stephen Reicher om netop menneskers reaktionsmønstre i pludseligt opståede, faretruende situationer. Og her taler han om hvor vigtigt det er, at vi har nogle gode fælles sociale normer, hvis vi skal have den enkelte til at handle ansvarligt.

»De fleste mennesker tror selv, at det, de gør, er acceptabelt, eller i hvert fald ikke uacceptabelt.«

Han sammenligner det med, når hoteller opfordrer gæsterne til at genbruge håndklæderne i stedet for at smide dem til vask efter et enkelt bad. Hvis man giver folk et længere foredrag om miljøet, kommer de nok ikke til at læse det.

»Men hvis du skriver noget i stil med, at 80 procent af gæster, der overnatter på dette værelse – altså, underforstået: folk som dig selv – genbruger deres håndklæder, så er det langt mere virkningsfuldt.«

Man kan altså påvirke folks adfærd alene ved at påpege, at der findes visse normer, som andre overholder.

»Gruppens og sociale normers kraft er den stærkeste kraft, vi har, både når det gælder om at få folk til at gøre positive ting og holde op med at gøre negative ting,« siger professoren.

Fra Nogle hamstrer toiletpapir, andre hjælper ældre damer med at købe ind. En psykologiprofessor i Skotland har svaret på hvorfor, Dagbladet Information 27. marts 2020.

Derfor er det vigtigt at huske, at vi lever i et samfund, og ikke bare er individer, hvis vi skal gøre det rigtige i en presset og overraskende situation. Hvordan den nuværende situation, hvor vi sidder hver for sig, vil påvirke dette, kan jeg kun gisne om. På den ene side kan det være svært at minde sig selv om, at vi faktisk ikke er alene, men på den anden side kan adskiltheden måske også være med til at fremme en længsel efter fællesskabet.

Semmelweiss

Nu for tiden kan vi igen følge, hvordan sundhedsvidenskaben løbende opdager nyt og hvordan den betjener sig af dataanalyse. Selv håber og tror jeg, at den COVID-19-epidemi vi i skrivende stund sidder midt i (for mig måske i bogstaveligste forstand, for også jeg har fået symptomer nu) vil skabe en ny og større respekt for forskningens store bidrag og måder at opnå ny viden på og måder, hvormed ny viden kan skabe ny praksis.

Noget af det, alle nu tager for givet, er at det er godt og vigtigt at vaske hænder for at undgå at sprede smitte. Men selv noget så tilsyneladende enkelt har ikke altid været alment accepteret. Vi kan endda sætte navn og tidspunkt på.

Den ungarske læge Ignaz Philipp Semmelweis arbejdede midt i 1800-tallet på Allgemeines Krankenhaus der Stadt Wien, hvor han lagde mærke til en stor forskel i dødeligheden mellem hospitalets to fødeafdelinger. På den ene afdeling var det ”bedre borgerskabs” kvinder indlagt; her var det primært hospitalets læger, der tog sig af fødslerne. På den anden afdeling blev mindrebemidlede kvinder indlagt, og det var overvejende jordemødre, der tog sig af fødslerne. Men kvinderne på første afdeling havde en markant større dødelighed end kvinderne på anden afdeling. På første afdeling lå dødeligheden ikke sjældent mellem 10% og 35%, men på anden afdeling (og hos hjemmefødende) var dødeligheden nede på 2%. Ikke overraskende foretrak en del kvinder at føde hjemme.

Hvad skyldtes denne forskel? Lægerne havde andre opgaver også. De startede dagen med at udføre obduktioner, og derefter gik de op på fødeafdelingen. Semmelweis udviklede nu den hypotese, at lægerne tog et eller andet med sig fra ligene til patienterne. Han fik derfor lægerne til at vaske hænder i en klorkalk-opløsning, inden de tilså kvinderne, og det fik dødeligheden på første afdeling til at falde til et niveau sammenligneligt med niveauet på anden afdeling. Semmelweiss indførte senere også vask af operationsinstrumenter og endte med at kunne præstere en dødelighed på under 1%.

Ligesom under besættelsen?

To tyske soldater patruljerer på Højbro Plads i København under undtagelsestilstanden d. 29. august 1943 Fotograf: F. Aggersbo. (Attribution-ShareAlike 2.0 Generic (CC BY-SA 2.0))

Lige nu er mange mennesker i Europa og andetsteds i en form for karantæne på grund af COVID-19. Jeg har tidligere tænkt over, hvordan dette påvirker os mentalt. I år er det 75 år siden 2. verdenskrig sluttede, og jeg ved hvordan de, der levede i Danmark under besættelsen på den ene side talte om årene 1940-1945 som en hård og grim tid, men på den anden side også som en tid med øget sammenhold i store dele af befolkningen – og især da i de sidste par år af krigen.

I The Lancet er der i denne uge en artikel af syv forskere fra King’s College i London, der foretager en analyse af hvad man ved om de psykologiske virkninger af karantæne. Virkningerne kan være ganske store, konkluderer de.

Den vigtige del af deres konklusion er denne:

Hvis karantæne er vigtig, da tyder vore resultater på, at myndighederne bør tage alle skridt for at sikre at denne oplevelse bliver så tolerabel som muligt for folk. Dette kan opnås ved: At fortælle folk hvad der sker og hvorfor, at forklare hvor længe det skal fortsætte, at benytte klar kommunikation, at sikre at grundlæggende forsyninger (såsom mad, vand og medicin) er tilgængelige, og ved at opretholde den følelse af altruisme som folk, med rette, burde føle.

Min oversættelse – fra “The psychological impact of quarantine and how to reduce it: rapid review of the evidence” i The Lancet (Vol 395, issue 10227, p. 912-920, 14. marts 2020) af Samantha K Brooks, Rebecca K Webster, Louise E Smith, Lisa Woodland, Simon Wessely, Neil Greenberg
og Gideon James Rubin.

Og især dette sidste, appellen til altruisme, er vigtig. Man taler nu om samfundssind, og det er også et godt begreb, men også andre ord som omsorg og solidaritet og altruisme bør vinde frem. Mit håb er, at altruismen kan få en renæssance som en vigtig sidegevinst af alt det, vi lige nu gennemlever. Måske er dette vor tids udgave af den mentalitetsændring, der kom efter 2. verdenskrig (men efterhånden desværre klingede af).

Kornene på skakbrættet og COVID-19

Skakbræt med hvedekorn.

Hvis jeg endelig skal kritisere noget ved den igangværende håndtering af COVID-19-epidemien, er det at kommunikationen af, hvorfor vi har at gøre med et problem, først nu her til sidst blev klar – og så alligevel ikke. De allerfleste borgere forstår vel nu, at COVID-19 kan belaste sundhedsvæsenet voldsomt, men mange oplever stadig situationen som paradoksal. Det er jo i de fleste tilfælde ikke alvorlige sygdomsforløb, vi har med at gøre (og personligt er jeg da heller ikke bekymret for mit helbred). Den korte forklaring er, at når der er rigtig mange smittede, er der, selv når antallet af alvorligt behandlingskrævende patienter er en lille procentdel, mange alvorligt behandlingskrævende patienter.

Hvorfor bliver der så så mange smittede? Problemet er netop, at COVID-19-sygen så ofte har et mildere forløb end influenza. For da kan da de smittede gå rundt blandt andre i længere tid og føre smitten videre, inden de selv opdager, at der er noget galt og lægger sig syge. Hvis hver enkelt COVID-19-smittet person i løbet af 2 dage når at smitte 2 personer, bliver antallet af nye smittede fordoblet i løbet af 2 dage. Og det lyder ikke slemt for lægfolk, men det er det – thi hvis hver ny smittet person smitter nogen på denne måde, er der i et godt stykke tid tilnærmelsesvis tale om eksponentiel vækst i antallet af nye tilfælde.

Den bedste illustration af eksponentiel vækst er måske historien om hvedekornene på skakbrættet fra 1256; den skyldes den kurdiske historiker Ibn Khalikan. En vismand opfandt skakspillet og bad kongen om at få en lille belønning for at have opfundet dette gode brætspil, nemlig nogle hvedekorn på et skakbræt. På felt 1 skulle der være 1 hvedekorn, og på hvert efterfølgende felt skulle der lægges dobbelt så mange korn som på det foregående. Det lyder som et beskedent forlangende, men er det ikke. Allerede på felt 24 er der ca. 8 millioner hvedekorn, og kongen måtte da også til sidst give fortabt.

Lad os så genfortælle historien om skakbrættet som en historie om COVID-19-tilfælde, hvor felterne er perioder på 2 dage og smitten får lov at sprede sig frit. Felt nummer 24 svarer så til dag 48, og da er alle 5,6 millioner borgere i Danmark blevet smittet. Selvfølgelig er det ikke sådan; antagelsen om eksponentiel vækst er kun korrekt på kortere sigt. Rigtig mange er efter knap to måneder for længst blevet raske igen da og er derefter immune. Andre kan ikke blive syge, fordi de har mistet livet. Men selv hvis kun 2 procent er alvorligt behandlingskrævende (det tal er meget lavt sat), vil det betyde, at 280.000 borgere har skullet modtage behandling i løbet af knap to måneder. Den slags ville sundhedsvæsenet i Danmark selvfølgelig ikke kunne håndtere. Jeg håber, de nye og meget vidtgående foranstaltninger kan fjerne hvedekornene fra skakbrættet.

Løsgængere?

Det er altid trist at følge et partis dødskamp, sådan som vi lige nu ser det for Alternativet. Fire ud af fem medlemmer af partiets folketingsgruppe forlader i dag Alternativet og fortsætter som løsgængere. Sidst, man så noget lignende, var da Fremskridtspartiets samlede folketingsgruppe i 1999 gjorde noget tilsvarende. Fremskridtspartiet blev helt marginaliseret, men dets holdninger lever som bekendt videre rundt omkring i andre partier.

Jeg har altid haft det underligt med løsgængere. Jeg ved godt, at politiske partier ikke er nævnt i grundloven eller andre steder, så det enkelte folketingsmedlem er for så vidt uafhængigt. Men jeg ville ønske, at de folketingsmedlemmer, der nu har forladt Alternativet, ikke fortsatte, men trak sig tilbage og overlod mandaterne til deres suppleanter som er valgt ind for samme parti. Ikke fordi der er tale om netop dette parti, men fordi jeg helst så dette som et generelt princip.

Det, der sker nu, peger formodentlig på samme problem som man så i f.eks. Liberal Alliance, nemlig nogle indre modsætninger som kunne løses med nogle instrumenter, som partiet ikke havde, nemlig en form for mindretalsbeskyttelse i partiet og gennem gennemsigtighed, men det er en anden snak.

Loftet er væk

Foto: Fading

Omsider er det såkaldte uddannelsesloft blevet fjernet. Som så mange andre beslutninger, der er blevet taget i dansk uddannelsespolitik, var det ikke andet end en nedskæring. Uddannelsesloftet gjorde ikke reelt ikke ret meget andet end at skabe usikkerhed hos unge mennesker og at nære en frygt for at vælge “forkert” i en omskiftelig verden. Det er underligt, at uddannelsesloftet har kunnet leve i samme verden som den, hvor man så ofte har fået at vide, at man skulle være omstillingsparat.

Trivsel og social kapital i universitetsverdenen

En undersøgelse fra 2015 foretaget af Akademikernes Centralorganisation (AC) afslørede, at mere end 75 procent af universitetsansatte akademikere mener, deres arbejdsplads er præget af stress. Næsten halvdelen gav udtryk for at deres arbejdsmængde er for stor. I en ny trivselsundersøgelse begrænset til et enkelt universitet angav 33 procent af de adspurgte (både VIP og TAP), at de jævnligt eller næsten hver dag oplever stresssymptomer som hjertebanken, koncentrationsbesvær, søvnproblemer eller lignende. Den samme undersøgelse viste, at trivselsniveauet generelt var faldet blandt de adspurgte, og at det i særligt høj grad var tilfældet for ansatte over 60.

Stresssymptomerne og den manglende trivsel kommer et sted fra. Nyere forskning inden for arbejdsmiljø peger på, at det er et fravær af social kapital, der er problemet. Social kapital er denne sammenhæng egenskaber ved hele virksomheden og herunder alle personalegrupper. Det er gensidig tillid, samarbejdsevne og oplevelsen af retfærdighed. Psykisk helbred og selvværd bliver i høj grad påvirket af den sociale kapital – er den til stede, eller mangler den? I universitetsverdenen er konkurrence i højere grad end nogensinde før blevet central, og nogle arbejdsopgaver (forskning og tilvejebringelse af forskningsmidler) bliver set som vigtigere end andre (undervisning og administration). Hvis oplevelsen af retfærdighed i disse sammenhænge ikke har det godt, dræner det den sociale kapital.

Hvis man i universitetsverdenen skal gøre noget ved problemerne med manglende trivsel og ved at mange oplever stress, er det derfor nødvendigt, at lederne forstår dette. Hvis tilliden og oplevelsen af retfærdighed har dårlige vilkår, går det ud over arbejdsmiljøet.

Konsulenternes paradis

Da jeg og andre udarbejdede vores ansøgning om Horizon 2020-midler fra EU, brugte vi et konsulentfirma til at hjælpe os med at få den 143 sider lange ansøgning sat sammen, så den ville blive bedømt positivt. Der findes i Europa en skov af sådanne konsulentfirmaer, der lever af dette arbejde.

Der findes også mindst ét konsulentfirma i Danmark, der kan hjælpe de (fortrinsvis unge) borgere, der gerne vil ind på en videregående uddannelse, men ikke kan leve op til karakterkravene fra kvote 1, med at skrive en kvote 2-ansøgning.

Og der findes vejledningstjenester, der kan hjælpe gymnasieelever med at skrive deres studieretningsprojekt (SRP). Min datter, der nu skal til at skrive sin SRP, opdagede at der lå foldere fra et sådant konsulentfirma på bordene i gymnasiets kantine.

Det er sigende, at konkurrencesamfundet, hvor det hedder sig, at alle kun bliver bedømt på deres meriter og at konkurrencen fremmer effektivitet og sparer resurser, fremelsker en sekundær økonomi af konsulenter, der skal hjælpe alle med at vinde. Det kunne være interessant at vide, hvor stor denne økonomi er.

Strategier ved fyring

I denne uge har der været en fyringsrunde på Nordjyske Medier. 18 blev fyret, og 32 redaktionelle stillinger blev nedlagt. Årsagen var økonomiske problemer. Allerede i 2019 varslede ledelsen, at en fyringsrunde ville finde sted. Dansk Journalistforbunds blad Journalisten kunne fortælle, at der skulle spares i alt 26 millioner kroner redaktionelt og 40 millioner kroner i hele koncernen. Fyringsrunden er den tredje inden for 12 måneder på Nordjyske Medier.

De ansatte på Nordjyske Medier skulle sidde klar mellem 8.00 og 8.30 og vente på om der kom en mail, der ville fortælle at man skulle fyres. De fyrede medarbejdere kan ikke blive fritstillet, men skal arbejde i resten af deres ansættelse.

Hele forløbet og strategien virker forbløffende velkendt fra et andet sted i Aalborg, hvor der i 2019 fandt tre fyringsrunder sted begrundet i økonomiske problemer. (I det mindste ser det dog ikke ud til at der skal holdes en stort anlagt fest hos Nordjyske kort efter denne fyringsrunde.)

For mange år siden, da min nu afdøde mor arbejdede i Danske Bank, gennemlevede hun en stor fyringsrunde, hvor ledelsen kaldte den enkelte medarbejder til fyringsmøde på et overraskende tidspunkt, typisk midt i arbejdsdagen. Den slags gør man så ikke mere. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om der inden for management-teknik er udviklet en ny, bredt anvendelig drejebog for fyringsrunder. I management-regi er det i så fald kombinationen af forvarsling i form af nyheder om dårlig økonomi, mail til alle fyrede først på dagen og nægtelse af fritstilling, der er blevet en trend.