Da jeg var dreng i Arentsminde, var genboen, der var byens graver, en trofast socialdemokrat som abonnerede på den for længst hedengangne socialdemokratiske avis Ny Tid. Han sagde ofte om Folketinget, at dets medlemmer var de 179 klogeste mennesker i Danmark. Og han mente det ikke ironisk.

Den forestilling, at man får succes alene på baggrund af sine meriter, er hvad man ofte kalder for meritokrati.

Allerede dengang smilede mange af min genbos tiltro til folketingsmedlemmerne, for de vidste de godt at meritokratiet er en illusion og ikke hvilken som helst illusion. Det er nemlig den illusion, konkurrencesamfundet er baseret på.

Den amerikanske filosof Michael Sandel har beskæftiget sig dette, og hans bog om dette er nu udkommet på dansk som Meritokratiets tyranni. Et sted, hvor man kan læse et kort essay af Sandel (der faktisk er et uddrag af den engelske originaludgave) er hos Harvard, hvor han er professor.

Sander bemærker bl.a. at der i USA har været sager om folk fra overklassen, der har forsøgt at få deres børn optaget på prestigefyldte universitetsuddannelser ved at betale sig til det gennem særligt tilrettelagte optagelsesprøver mm. De rige amerikanere behøvede ikke at få deres børn ind på uddannelserne; de unge mennesker ville kunne klare sig fint i livet endda takket væres forældrenes mange penge. Måske kunne de endda komme ind på andre gode uddannelser, hvor optagelseskravene ikke var så ekstreme. Men nej, det gjaldt om at kunne opretholde facaden og overbevise andre om at man skam var “dygtig nok”. Selv om de rige forældre snød, troede de faktisk på meritokratiet på deres egen mærkelige måde.

I denne uge kan man læse om de store usikkerheder, der er i forbindelse med karaktergivning ved folkeskolens afgangseksamen. Ny forskning dokumenterer, at samme skriftlige opgave kan blive bedømt med 12 af én censor, men med 4 af en anden. En undersøgelse af 150 elevers opgaver viser, at to censorer kun i 40 procent af tilfældene var enige om, hvilken karakter der skulle gives i skriftlig dansk! Det objektive grundlag for meritokratiet er således også usikkert.

Samtidig viser mange andre undersøgelser, at social ulighed og økonomisk ulighed har store konsekvenser for mulighederne for succes.

Og blandt dem, der har succes, kan man ofte høre dem sige, at deres succes skyldtes gunstige omstændigheder — en inspirerende lærer, en god kontakt i familien, et vellykket praktikophold eller hvad det nu kan være. Rundt om sidder mange og slås med impostor-syndromet; de er bange for at andre en dag vil opdage, at deres succes faktisk ikke var fortjent overhovedet. Så mange mennesker med succes tror dybest set ikke på meritokratiet, men på tilfældets magt.

Selv hvis meritokratiet faktisk var muligt, dvs. at ingen snød sig igennem og alle blev objektivt og fejlfrit bedømt og blev belønnet derefter, ville der være et problem, for hvordan skal vi da opfatte de mennesker, for hvem det ikke lykkes? Det oplagte svar ville være, at deres manglende succes skyldtes manglende indsats eller manglende evner, og det ville give andre god grund til og ret til at se ned på dem. I bedste fald kunne man opfatte mennesker uden succes som ynkelige. I værste fald kunne man anklage dem for at ikke at gøre nok.

I lovgivningen om statsborgerskab ser vi meritokratiet stikke hovedet frem. Man skal bestå en prøve og leve op til en lang række krav — ofte krav, som mennesker, der er født ind i statsborgerskabet, ikke nødvendigvis opfylder.

I konkurrencen om forskningsmidler er der langt flere gode ansøgninger end der er midler. Undersøgelser viser, at det er en fordel at have fået midler tidligere, for herigennem viser man for alvor, at man er godt kvalificeret.

Jeg taler selvfølgelig ikke imod at faglige kvalifikationer er vigtige eller imod at man bør gøre sig umage. Et orkester, hvor musikerne ikke kan spille på deres instrumenter, er ikke et godt orkester. En daginstitution, hvor pædagogerne ikke har de fornødne faglige eller menneskelige kompetencer til at tage sig ordentligt af børnene, er ikke en god daginstitution. En produktionsvirksomhed, hvor arbejderne sjusker med fremstillingen af produkterne, er ikke en god produktionsvirksomhed. Osv. osv.

Men ofte er mange kvalificerede i en situation, hvor ikke alle kan “vinde”. Andre gange er det, der bliver gjort til genstand for konkurrence, noget der bør være en rettighed. Ikke alle borgere kan eller skal blive læger, sygeplejersker, pædagoger, musikere, fysikere osv., men alle skal have ret til at kunne få en uddannelse og få en uddannelse, der giver mening for dem selv også. Ikke alle kan blive danske statsborgere, men der er mange mennesker, der kunne være en god del af samfundet, men ikke kan blive det trods ihærdige forsøg.

Ideen om meritokratiet er skadelig, fordi den fornægter ulighederne i konkurrencesamfundet og i stedet indfører en slags “objektiv naturlov”, der faktisk ikke gælder. I et samfund, hvor rettigheder er lav kurs og hvor man taler om privilegier, er sådanne overvejelser desværre ikke nemme at gøre sig.

Men hvad kan man gøre? Svaret er (selvfølgelig) slet ikke enkelt. En mulighed, som Michael Sandel taler for, er en form for tilfældighedsprincip i nogle sammenhænge.

I uddannelsessystemet kunne man have frit optag på nogle uddannelser og på andre, hvor det ikke var muligt, foretage en lodtrækning blandt alle kvalificerede. Det ville måske også kunne gøre en ende på karakterræset. Men samtidig skal der være en mulighed for at man kan komme videre i systemet, så ingen bliver forhindret i at komme videre i uddannelsessystemet som sådan. En mulighed, som jeg ikke ved, om er god: Hvis man taber (f.eks.) to gange i ansøgningslotteriet, skal man kunne få en uddannelse alligevel inden for et beslægtet område med frit optag, hvor man er kvalificeret.