Når det stormer i samfundet

Nogle gange hører jeg det synspunkt, at hver enkelt af os skal finde ud af, hvilke vilkår, vi kan forandre, og hvilke, vi ikke kan forandre. Men hvad er det, vi kan forandre?

Jeg husker meget tydeligt, hvordan HR-repræsentanten på mødet om nedskæringer på Aalborg Universitet kaldte situationen for en “perfekt storm”.  Det er en forklaringsmodel, som man tit hører i vore dage – at noget, der er sket i samfundet, er en slags uundgåeligt naturfænomen. Den dårlige økonomi på Aalborg Universitet er opstået på samme måde som en storm, og derfor kan man ikke gøre noget for at forhindre den. Man hører sjældent den afledte konklusion, nemlig at der altid med mellemrum skal fyres medarbejdere.

Denne tro på at samfundet adlyder nogle “naturlove”, som er uden for beslutningstagernes rækkevidde, ser man også f.eks. i integrationsdebatten – mennesker fra bestemte etniske/religiøse baggrunde har en slags indbygget underlegenhed eller fejl. Dem kan man ikke gøre noget ved (og derfor, er den ofte dårligt skjulte konklusion,  skal de pågældende mennesker ikke være her hos “os”). Man hører sjældent den afledte konklusion, nemlig at mennesker fra andre etniske/religiøse baggrunde tilsvarende har en indbygget overlegenhed.

Hele denne idé om at der er ganske mange forhold, der er uden for politisk rækkevidde, finder man også andetsteds. Liberalistiske forklaringer af markedsmekanismer ender med at beskrive dem som en slags naturfænomener, en “usynlig hånd”. Konsekvensen er da ofte, at man skal lade markedet passe sig selv, for da vil det før eller siden stabilisere sig.

I neoliberalismen, som vi kender den fra konkurrencestaten og konkurrencesamfundet, bliver konsekvensen, at politiske beslutninger ikke kan gøre andet end tage højde for de uafvendelige “naturlove”. Beslutningstagerne kan ikke rigtig gøre noget, og vi andre kan blot resignere. 

Men denne holdning får nogle overraskende konsekvenser. Hvis de mennesker, som er født underlegne, klarer sig i henhold til “naturlovene”, dvs. dårligt, kan vi ikke tillade os at være vrede på dem. Man kan nemlig ikke være vred på en storm.

Og hvis den økonomiske krise på universitetet skyldes “naturlove”, er det på den ene side ikke ledelsens skyld, men på den anden side heller ikke tilfældet for de personer, der nu skal fyres.  Derfor er det tvivlsomt at fyre dem. Man kan nemlig ikke kræve egenbetaling for lægehjælp af nogen, der er blevet ramt af faldende grene mm. under en storm.

Og man skal heller ikke hylde dem, der klarer sig godt i konkurrencen. For de kan heller ikke gøre for det. Man kan ikke give dem fordele, ligesom man heller ikke kan begunstige det gode vejr.

Ingen regning til ledelsen

For lidt siden kom der mail fra Aalborg Universitets ledelse til alle ansatte om at universitetet har et underskud på 100 millioner kroner. Det betyder “personalereduktion og andre mindre justeringer” – en eufemisme for fyringer og frivillig afgang og ansættelsesstop. Mindst 30 mennesker kommer til at miste deres arbejde. Syv uddannelser skal lukke.

Jeg er med i samarbejdsudvalget på mit institut og har derfor allerede kendt til situationen i nogle dage. Faktisk har der dog allerede siden begyndelsen af semesteret været rygter blandt de ansatte om at der var en alvorlig økonomisk situation på AAU. Alligevel har ledelsen insisteret på at møderne i denne uge skulle være omgærdet af fortrolighed. Det er sket af hensyn til de ansatte, var en del af begrundelsen i dag.

Tillidsrepræsentanter og supplerende tillidsrepræsentanter var indkaldt til et møde her til morgen, hvor HR-afdelingen orienterede om situationen og hvordan man skulle håndtere “personalereduktionen”. Universitetets ledelse var ikke repræsenteret ved mødet. Nogle af de tilstedeværende spurgte, hvorfor ledelsen ikke var til stede. Svaret var at dette var et orienterende møde; sagen havde allerede været behandlet i samarbejdsudvalgene.

I november 2013 var der samme situation. Dengang havde Aalborg Universitet pludselig fået et underskud på 130 millioner, og der var “personalereduktion og andre mindre justeringer”.  Mange af os, der var til stede til mødet i dag, havde denne situation og alt, hvad den førte med sig i alt for frisk erindring. Jeg spurgte repræsentanten fra HR, hvordan det kunne komme så vidt igen. Svaret var at “der er en masse omstændigheder, der spiller sammen – det er en perfekt storm”. Hertil kunne jeg kun bemærke, at det stormer meget på dette universitet.

Det er uventet for mig, at det hele er så uventet. Nedskæringerne bliver begrundet bl.a. i dimensioneringerne af uddannelserne (som har været kendt længe) og i lønudviklingen (som er et resultat af overenskomsten på det statslige område fra i året).

HR-afdelingen var dog fortrøstningsfuld med hensyn til personalereduktion. Erfaringen er nemlig, at der i sådanne situationer altid har været nogen, der har været villige til at sige op, sagde HR-repræsentanten. 

En anden deltager (det kunne have været mig, men det var det ikke) spurgte, om dette kun ville få konsekvenser for institutterne og ikke for ledelsen. Men nej – hertil var svaret, at den økonomiske situation ikke ville få konsekvenser for ledelsen.

At vinde over sig selv

Af og til er der nogen, der har sagt, at de synes at jeg har god selvdisciplin, bl.a. fordi jeg siden 1994 har været veganer,  fordi jeg helt regelmæssigt går i fitness-center og fordi det lykkedes mig at tabe mig igen efter en sommerferie med lidt for meget vellevned. Selv er jeg nu ikke så imponeret over mig selv. Jeg kender f.eks. nogen, der er kommet ud af et mangeårigt heroinmisbrug og nu har overskud til at være noget for andre. Dét bærer vidne om virkelig stor selvdisciplin.

Der er dog nogle aspekter, der er gået op for mig. 

Det første er, at man skal skabe nogle nye og enkle vaner og være konsekvent over for sig selv. Når det lykkes mig at tage i fitness-center hver anden dag, skyldes det ene og alene, at jeg har valgt dette enkle princip. Hvis jeg i stedet bare havde valgt et “blødt” løfte om at jeg skulle træne lidt mere end før og skulle være motiveret, ville det næppe være gået så godt. 9 ud af 10 gange hvor jeg tager i fitness-center, har jeg faktisk mest lyst til at lade være.

Det andet er, at en form for selvdisciplin egentlig består i at kunne vinde over sig selv. Det er en form for konkurrence, der er i stor modsætning til de konkurrenceformer, der huserer i vore dages konkurrencesamfund. Her er der nemlig altid vindere og tabere, og det er i høj grad andre, der har indflydelse på om man vinder. Når man konkurrerer mod sig selv, er det den gode version af én selv, den udgave man gerne vil være, der skal vinde over den mindre gode. Derfor kan man ikke undgå at være den, der vinder, og man har selv indflydelse på om man vinder.

Og det tredje aspekt er at mine begrænsede succeser med selvdisciplin er indtruffet på bestemte afgrænsede områder, som jeg selv kan håndtere. Jeg har f.eks. slet ikke succes med at få eksterne forskningsmidler trods en hel del anstrengelser.

Jeg har prøvet at lade mig inspirere af  et bærende princip i stoicismen, nemlig at vi skal finde ud af hvad vi kan ændre, og hvad vi ikke kan ændre. Det, man ikke kan ændre (her især døden, men også i et vist omfang andre menneskers adfærd), må man acceptere, mens det man ikke kan acceptere, kan man ændre. Og det, man vil ændre, kan man ændre gennem systematisk refleksion og gennem altid at stræbe efter at bevare egen værdighed og ro, så man kan blive den bedste udgave af sig selv. Dette er principper, som bliver beskrevet godt hos den amerikanske filosof William Irvine (jeg har tidligere skrevet om ham her) og også hos Svend Brinkmann, hvis meget læste bog Stå fast! tager udgangspunkt i netop stoicismen. Jeg er netop gået i gang med at læse endnu en bog om stoicismen,  nemlig How to be a Stoic af den italienske filosof Massimo Pigliucci, og den ser ud til også at give indsigt i hvad selvkontrol egentlig er og bør være. Den glæder jeg mig til at skrive mere om her snart.

Er det (kun) vores skyld?

Hvem er det, der er skyld i den globale opvarmning? Det er også et spørgsmål for hver enkelt af os at håndtere følelsen af at være medskyldig. Den amerikanske miljøaktivist Mary Annaise Heglar har nogle gode betragtninger om dette i et essay.

Den globale opvarmning er ikke det enkelte menneskes skyld. Der er 100 firmaer, der i alt tegner sig for 71 procent af verdens udledning af CO2, viser en undersøgelse. Nr. 82 på listen er et dansk firma, nemlig A.P. Møller. 

Derfor er der noget paradoksalt i at der nu først og fremmest tales om hvordan hver enkelt af os skal ændre adfærd. Det skal vi også, for man kan ikke vende det blinde øje til, men det siger jeg samtidig med at jeg deler bekymringen over at ansvaret for den globale opvarmning bliver individualiseret. Hvis vi udelukkende giver os selv skylden, ender vi let med at blive afmægtige. Men den globale opvarmning er vores fælles problem.  Derfor har vi som borgere også et ansvar for at lægge pres på de firmaer, der udleder så meget CO2, herunder at lægge pres på A.P. Møller. Vi skal også lægge pres på den danske regering for at få den til at reagere over for A.P. Møller – og det er et oplagt ønske til en kommende valgkamp.

En underlig fædrelandskærlighed (del 2)

Nationalmuseet i København.

I Dansk Folkepartis principprogram står der

Staten skal understøtte produktion og formidling af kultur og kunst gennem tilskud til drift af museer og kulturinstitutioner, herunder Det Kongelige Teater, landsdelsteatrene og symfoniorkestrene. Disse institutioner pålægges at placere et dansk repertoire højt i deres aktivitet. Museerne skal forpligtes til at bevare danske kulturklenodier for eftertiden og udvise agtpågivenhed i forhold til kassation af kulturgenstande. Det er en vigtig opgave at sikre, at kulturminderne behandles varsomt, så de ikke forvitrer.

I det lys, er det interessant at Dansk Folkeparti ikke har gjort noget for at standse nedskæringerne på Nationalmuseet. Museets ledelse vil lukke udstillingsstedet Brede Værk og har opgivet at genåbne Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling fra 1781. Otte medarbejdere har nu indgået frivillige fratrædelsesaftaler, og otte ledige stillinger ikke skal genbesættes. Der er nu skåret i alt skåret 50 stillinger på Nationalmuseet; det er op imod 9 pct. af den samlede medarbejderstab.

Også nedskæringerne på en anden ærværdig dansk kulturinstitution, DR, har Dansk Folkeparti ikke gjort noget for at standse.

Det er en underlig fædrelandskærlighed, Dansk Folkeparti står for – reelt er det for mig at se først og fremmest en negativ holdning til det, som partiet ikke opfatter som “dansk”, der ligger bag de mange store ord om at bevare dansk kultur.

Selvforsørgende

Der er endnu engang fokus på konsekvenserne af den såkaldte integrationsydelse, der er et andet ord for den halverede kontanthjælp, som er tiltænkt flygtninge (og som andre, der har opholdt sig i udlandet i mindre end 7 af de seneste 8 år, skal modtage, hvis de skal have kontanthjælp). Artikler i dagbladet Information beskriver, hvordan modtagere af integrationsydelse ofte havner i egentlig fattigdom.

Regeringen er ikke bekymret. Til dagbladet Information udtaler Inger Støjberg

»Jeg mener ikke, at integrationsydelsen er for lav. Tværtimod. Hvis jeg skulle justere integrationsydelsen, ville det nærmere være i nedadgående retning.«

Det virker umiddelbart som en af den slags kyniske holdninger, man som minister nemt kan slippe af sted med i vore dage. Men kunne der ikke være tale om at Inger Støjberg faktisk ikke er kynisk, men derimod prøver at hjælpe med til integration med sin vision om en lavere integrationsydelse? Hun har i 2015 udtalt (i forbindelse med en stramning, der denne gang handlede om opholdstilladelser)

At man skal holde sig uden for kriminalitet, at man behersker sproget og er selvforsørgende.

Og vi ved faktisk allerede, hvad integrationsydelsen fører med sig. Den fandtes nemlig tidligere – dengang hed den “starthjælp”. I 2007 fortalte tallene fra Arbejdsdirektoratet at 67% af flygtninge på starthjælp stadig var på offentlig ydelse efter 2 års ophold, 55% efter 3 år, og 51% efter 4 år. Herefter figurerede størstedelen som selvforsørgende.

Så det lyder som om den lave kontanthjælp gør, hvad den skal – den gør flygtninge selvforsøgende. Men ordet “selvforsørgende” er egentlig bare en forskønnende formulering af den slags, som spindoktorer holder af. Jobcenter Skive (fra Inger Støjbergs del af landet) skriver f.eks.:

Hvis du ikke er i beskæftigelse, og du ikke er berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, SU, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller andre typer af offentlig forsørgelse, så er du i teknisk forstand “selvforsørgende”.

En selvforsørgende person er simpelthen et menneske, der ikke længere modtager offentlige ydelser. Selvforsørgende personer er arbejdsløse, der er røget helt ud af det sociale system.

Er elbiler vejen frem?

Tegning: Wulff og Morgenthaler.

Nu er den siddende danske regerings såkaldte luft- og klimaudspil blevet lanceret. Men de siger ikke ret meget om offentlig transport (eller om landbruget, omend det er en anden snak) ud over at busser fra 2030 ikke må udlede CO2. Det er ikke så underligt igen, for Venstre og de andre regeringspartier har aldrig været glade for offentlig transport. I sit partiprogram siger Venstre at

Venstres transportpolitik skal bygge på friheden for den enkelte til selv at definere sit transportbehov og vælge transportform, herunder individuel eller kollektiv transport. Fokus skal være på at sikre størst mulig mobilitet.

Idealet er at offentligt transport er en valgmulighed for dem, der absolut vil.

Jeg er ærgerlig over at så mange stirrer sig blinde på el-biler som den vigtigste del af en strategi for at standse transportsektorens bidrag til den globale opvarmning.. Jeg har nemlig en formodning om at offentlig transport, og her endda elektrisk offentlig transport, i mange tilfælde kan være et bedre valg end elektrisk privatbilisme. Men det er nu sådan? Jeg kan desværre ikke finde en god kilde, der besvarer mit spørgsmål, men det skyldes formodentlig først og fremmest, at spørgsmålet er svært at stille præcist. For miljøbelastningen ved el-biler, der får leveret strøm fra kraftværker, der bruger fossile brændstoffer, er også i høj grad et problem. Det samme kan siges om miljøbelastningen ved fremstilling af el-biler. Jeg ville ønske, at en analyse af dette aspekt fyldte noget mere.

Sikkert er det dog, at offentlig transport vil kunne undgå problemer, der skyldes høj trafiktæthed og hvad det medfører af problemer som f.eks. trafikpropper og kødannelser. Dét kan ingen form for privatbilisme.

Grundlæggende enige

Fra Socialdemokratiets kampagnevideo om Mette Frederiksen.

Dagens mindste nyhed er på én måde dette citat fra dagbladet Informations dækning af Folketingets åbningsdebat:

Mette Frederiksen manifesterede dog Socialdemokratiets position ved at svare:

»Jeg hørte nu ikke nogen usikkerhed og tvivl fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Og det er nok, fordi DF og Socialdemokratiet er grundlæggende enige på udlændingeområdet.«

Men på en anden måde er det samtidig en stor nyhed, for det er nu blevet helt officielt at Socialdemokratiet er enige med Dansk Folkeparti. Den kunstpause, der tidligere indtraf, inden Socialdemokratiet erklærede sig enige med Dansk Folkepartis holdninger, er fortid. Hvordan dette vil få indflydelse på dansk politik på menneskerettighedsområdet og i forhold til udviklingsbistand, har jeg endnu ikke noget godt bud på. Men begge partier er omsider blevet lige stuerene. 

Det handler om udlændinge

I denne uge handlede forsiden på Jyllands-Posten om en ny bog af politikeren Jan E. Jørgensen, og det store og centrale ord i overskriften var, som man kan se, “udlændingestrid”. Men det var ikke en bog om udlændinge, artiklen handlede om. Derimod var det en bog om politiske uenigheder i Venstre.

Uden sammenligning i øvrigt tænker jeg på “jødefejden” tilbage i 1819-1820, hvor jødiske danskere blev udsat for voldelige antisemitiske overfald, og på “tamilsagen” i begyndelsen af 1990’erne, hvor en dansk minister forhalede og forhindrede familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra Sri Lanka, der havde fået asyl i Danmark. “Jødefejden” var en sag om ikke-jødiske danskeres antisemitisme, ikke en sag om jøder eller hvad de gjorde. “Tamilsagen” var en om danske politikeres magtmisbrug, ikke en sag om tamiler eller hvad de gjorde. “Udlændingestriden” handler tilsvarende reelt kun om uenigheder inden for partiet Venstre.

Jeg bemærker også, at Jørgensens bog efter omtalen at dømme også kommer ind på bl.a. burka-forbuddet, der faktisk ikke er en lov om udlændinge. En del af dem, der bærer burka eller niqab, er født og opvokset i Danmark og er danske statsborgere.

Det er underligt og trist, at ordet “udlænding” har fået den tvivlsomme markørstatus, som vi ser i dansk sprogbrug nu. Det virker mere og mere som om “udlændinge” betegner en bestemt gruppe af mennesker, som “danskere” antages at reagere på ud fra en eller anden indre lovmæssighed.