Men hvor er du egentlig fra?

Da jeg var ude at samle ind i går, spurgte en af dem, der havde givet penge, om jeg altid havde boet i Danmark. Jeg svarede, at jeg havde tilbragt tre år i Skotland, men at jeg ellers havde boet i Danmark hele mit liv, er født i Arentsminde og i øvrigt kommer fra en gammel Sæby-familie. Men det var jo tydeligvis ikke det, personen mente; jeg ser “ikke dansk” ud. Som jeg tidligere har skrevet her, har jeg et ret broget stamtræ. Det er bestemt ikke Arentsminde og Sæby det hele. Tværtimod.

Det var lidt underligt og faktisk ikke så rart at blive peget ud på den måde som en der er “dansk på en anderledes facon”. Til et møde for nogle få uger siden var der en deltager, der ikke havde mødt mig før, som sagde at jeg så så “interessant” ud – jeg havde “tydeligvis ikke sydeuropæisk baggrund” og min hud var sådan nærmest “olivenagtig”. Det var vist ment som en kompliment, men jeg var bare forlegen og sært tilpas ved det.

Nu er jeg jo en meget privilegeret person – jeg er mand, jeg er akademiker og jeg har sproget nogenlunde i min magt. Så jeg klarer mig uden problemer. Men der var mange år, hvor jeg ikke oplevede sådan nogle reaktioner på min fremtoning. Nu er det så begyndt igen, og det føles underligt at opleve – også selv om jeg inden for de seneste få år omsider er blevet næsten helt blond. Reaktionerne er for mig at se tegn på en holdning, der har noget at gøre med den måde at tale om “danskhed” på, som vi har oplevet gennem snart mange år og med hvor lidt, der skal til for at falde udenfor. Bare det at tale fejlfrit dansk med en anelse ikke-danskklingende accent kan være nok, ved jeg fra andre. Det er måske ikke nationalisme, men det ligner lidt. Og det afslører samtidig en måde at vurdere et menneske på ud fra nogle tilfældige ydre kendetegn, som specielt er én, man kan være ude for, hvis man er kvinde. Kvinder bliver uforholdsmæssigt ofte vurderet på deres ydre fremtoning på en måde, som mænd som regel slipper for.

En mand med opmærksomhed

Der findes en mand i Danmark, som stiller op for et nyt parti, der bedst kan beskrives som fascistisk og racistisk. Han bruger sin tid på smagløse provokationer og ytrer sig nedladende, groft og hadsk i medierne. Alle taler om ham, og han er nu på forsiden af dagbladene næsten hver dag. Det passer ham desværre fint, ekstremt opmærksomhedssøgende som han er. (En af kandidaterne i hans parti er en lige så opmærksomhedssøgende arbejdsløs journalist, som selv står bag en række smagløse og provokerende handlinger i det offentlige rum og tilmed har en dom for vold.) Mange tager afstand fra det opmærksomhedssøgende parti og dets leder, men det eksponerer det bare endnu mere. For ikke så længe siden fik et andet højrenationalistisk parti og dets kvindelige leder en tilsvarende opmærksomhed i medierne.

Men hvad gavner al denne opmærksomhed kampen mod had? Det må og skal være muligt at være antiracist og at kæmpe mod racisme og had uden at tale om dem, der helt åbenlyst betjener sig af racisme og had. Hvor ville jeg dog ønske, at der i valgkampen (og ellers) kom nogle positive og antiracistiske udsagn fra regeringspartierne og Socialdemokraterne i stedet for alle de mange udsagn, der alene siger at “vi tager afstand”. Det undrer mig dog ikke; det er svært for dem at sige at alle mennesker i dette land har samme rettigheder, når de så ofte har stået bag politiske tiltag, der afspejler det modsatte. På den måde bliver den åbenlyse intolerance desværre et skjold, som den “pæne” forskelsbehandling kan dække sig bag.

Spørgsmål til folketingskandidater

Så blev folketingsvalget udskrevet. Herunder er fem spørgsmål, som alle folketingskandidater bør få. Der er meget andet, der også fortjener at blive spurgt om, men nedenstående fem spørgsmål håber jeg vil blive stillet til alle kandidater, også de nu opstillingsberettigede højrenationalistiske partier. Og jeg vil hermed opfordre vælgerne til at spørge om dette:

  • En million dyre- og plantearter er truet af udryddelse. Hvad vil dit parti (og du selv) gøre for at forhindre, at de mange arter bliver udryddet?
  • Klodens temperatur stiger på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. Hvad vil du gøre for at sikre, at Danmark kan overholde målene i Paris-aftalen?
  • Der er netop blevet indgået en infrastrukturaftale. Hvordan skal CO2-belastningen af de tiltag, som aftalen indeholder, analyseres?
  • På to år er antallet af fattige i Danmark steget med 25 procent, og 64.500 børn vokser nu op i fattigdom. Hvad vil dit parti (og du selv) gøre for at ændre på denne situation?
  • Hvert år skæres der 2 procent ned på uddannelserne i Danmark. På hvilke måder er disse nedskæringer gavnlige?

Jeg håber også, at alle, der vil stemme den 5. juni, vil tænke over de svar, vi har fået på spørgsmålene.

Den sidste mosaikhale-rotte

Den sidste mosaikhale-rotte. Denne dyreart findes ikke mere.

I juni 2016 kunne biologer konkludere, at den lille mosaikhale-rotte, der fandtes på en ø ud for Australien, er uddød. Det er den første pattedyr-art, der er blevet offer for klimaforandringerne.

I dag kom så en længe ventet rapport fra IPBES, der er The Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services under De Forenede Nationer. Det er ikke rar læsning; hele 1 million dyre- og plantearter er i fare for at uddø.

En grundig artikel i dagbladet Information omtaler rapporten og her står der

»Sundhedstilstanden af de økosystemer, som vi og alle andre levende væsener er afhængige af, undergraves hurtigere end nogensinde. Vi er i færd med at erodere selve fundamentet for vore økonomier, levebrødet, fødevaresikkerheden, sundheden og livskvaliteten kloden rundt,« lød det i Paris fra formanden for IPBES, Sir Robert Watson, der tidligere har været formand for IPCC og før det hovedkraft bag den såkaldte Montreal-protokol, der skal sikre det globale ozonlag.

Hvis ikke de partier, der gerne vil danne regering, kan få den igangværende valgkamp i forbindelse med EU-valget og den kommende valgkamp til Folketinget til at handle om det, der virkelig truer os, nemlig arternes uddøen og ødelæggelsen af den atmosfære, vi alle bor i og afhænger af, fortjener ingen af dem at blive valgt.

Folkestyre eller demokrati på arbejdspladsen

I dag er det igen blevet 1. maj, og her kan jeg så læse, at Enhedslisten, SF og Alternativet kræver at der bliver flere fællesejede virksomheder. Socialdemokratiet er ikke helt afvisende over for tanken.

På én måde er ideen rigtig god – tænk, hvor meget vi kunne styrke f.eks. indsatsen for at standse de menneskeskabte klimaforandringer, hvis olie- og gasselskaber var fællesejede. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at tænke på, at jeg og mine kolleger i universitetsverdenen har voldsomt begrænset indflydelse på vores egen situation, selv om universiteterne er statslige institutioner. Problemet er, at fælleseje ikke sikrer demokrati i det daglige. Der er en voldsom og meget håndgribelig forskel på “folkestyre” af universiteterne udøvet gennem folketingsvalg/lovforslag og det nu afskaffede universitetsdemokrati.

Jeg vil påstå, at demokrati på arbejdspladsen er den eneste reelle garanti for tryghed i det daglige arbejde. Det må ikke være tilfældet, at demokratiet hører op, når man møder på arbejde.

For mig står det ikke klart, hvad Socialdemokratiets holdning er til demokrati på arbejdspladsener , og det er bekymrende, når man tænker på de tætte bånd, dette parti har haft til fagforeningerne især før i tiden. Jeg ved kun, at de var med til at afskaffe universitetsdemokratiet i 2003, da den nuværende universitetslov blev vedtaget.

Det meste til de færreste

Kilde: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/universiteter/okonomi/forskningsmidler

Aalborg Universitet har nu en budgetmodel, der giver en lavere grad af beskatning på eksterne forskningsmidler, mens beskatningen øges på indtægter fra uddannelserne. Konsekvensen bliver, at eksterne forskningsmidler bliver stadigt vigtigere for universitetets økonomi.

DEA har foretaget en undersøgelse af fordelingen af forskningsmidler på vegne af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Resultatet er interessant:

  • 94 procent af forskningsmidlerne går til de natur- og sundhedsvidenskabelige og tekniske områder.
  • 34 procent af bevillingsmodtagerne var kvinder, og de fik 22 procent af de samlede bevillinger.
  • De mest succesfulde 20 pct. af den samlede forskerbestand i Danmark har modtaget knap 90 pct. af de konkurrenceudsatte midler, som er inkluderet i analysen.
  • 13.000 af de aktive og publicerede forskere modtog ingen bevillinger af eksterne forskningsmidler i den undersøgte periode fra 2004-2016.

Jeg er selv en af de 13.000 aktive forskere, som ikke har modtaget bevillinger fra 2004 til 2016, selv om jeg (selvfølgelig) har søgt gentagne gange. Situationen er værre for mine kolleger fra humaniora og samfundsvidenskab, for her er der ganske enkelte ikke ret mange midler at konkurrere om.

Tænk, hvis andre offentlige institutioner skulle konkurrere i samme omfang om midler til deres aktiviteter på samme måde: Hvis hospitaler skulle søge om midler til udstyr, hvis gymnasier skulle søge om midler til klasseværelser, hvis trafikselskaber skulle søge om midler til busser… AAUs budgetmodel er blevet lanceret som en tilpasning til virkeligheden, men den ender i virkeligheden med at skabe virkeligheden. Jeg bemærker bl.a. at Uddannelses- og Forskningsministeriet siger at

Basismidlerne skal også dække universiteternes uddannelse af ph.d. studerende.

Men hvor jeg er ansat, er der ingen PhD-stillinger ud over dem, der kan finansieres af eksterne forskningsmidler. Det er derfor, jeg i snart 10 år ikke har kunnet have PhD-studerende.

Opstillingsberettiget?

Fra https://www.vaelgererklaering.dk

Et parti, der bl.a. vil indføre en voldsomt diskriminerende lovgivning, der vil nægte muslimer i Danmark deres mest elementære menneskerettigheder og fratage bestemte grupper af danske statsborgere deres statsborgerskab, er nu tæt på at være opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Det er sket, efter partiets stifter har fået en helt uhørt opmærksomhed i medierne på grund af sine smagløse og hadefulde “demonstrationer” rettet mod flygtninge, indvandrere og muslimer i Danmark.

Måske kommer der noget godt ud af denne triste udvikling. Jeg vil umiddelbart gætte på at mange af partiets støtter tidligere har bakket op om det nu hedengangne Danskernes Parti – så der er formodentlig ikke tale om et yderligere skred mod højre. Og måske kan det føre til at nogle af dem, der ellers ville have stemt på Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti vil stemme på det nye, endnu mere intolerante parti., som dog alligevel næppe vil komme ind.

Store partier, der indtil nu har prøvet at lægge sig tæt op ad Dansk Folkepartis linje, vil formodentlig have lyst til at distancere sig fra det nye partis racisme. Og på dén måde kan det måske paradoksalt nok være tilfældet, at vi slipper for endnu et “udlændingevalg”. Under alle omstændigheder ser jeg frem til at man vil spørge det nye parti, hvad de mener om klimaforandringerne og hvad der skal gøres ved dem. Netop dét håber jeg, at mange vil gøre.

Viden som sport

Der er en interessant artikel i The Conversation af Luca Morini fra Coventry University. Han stiller det helt oplagte spørgsmål: Hvorfor er produktion af og tilegnelse af viden egentlig et spil? De uddannelsessøgende skal stræbe efter at få så gode karakterer som muligt. Og akademikere skal konkurrere om at få publiceret og om at skaffe forskningsmidler. Konsekvenserne af denne tilgang til videnstilegnelse er helt oplagte. Den første er fuldstændig oplagt: Man får meget, hvis man vinder og intet, hvis man taber. Den anden burde også være oplagt, men er det nok ikke: Spillet skaber stress.

Den mest oplagte grund til at videnstilegnelse er blevet et spil i vore dage er selvfølgelig neoliberalismen, hvor alle menneskelige forhold kan gøres til genstand for konkurrence, Men ideen er faktisk ældre. Morini sporer ideen helt tilbage til det 19. århundredes “socialdarwinisme”, som var en pseudovidenskabelig idé om at livet er en kamp, der fører til de bedst egnedes overlevelse. Formodentlig bliver ideen om videnstilegnelse som et spil yderligere styrket af analogier fra sportens verden.

Jeg har selv deltaget i vidensspillet mange år efterhånden. De samme metaforer og belønningsmekanismer, der præger professionel sport, har sneget sig ind i den akademiske verden og skolesystemet. Min klare fornemmelse er, at det gør det samme ved den akademiske verden og skolesystemet, som kombinationen af voldsom kommercialisering og elitedyrkelse har gjort ved sport og den måde, vi tænker om sport på. Deltager jeg i det akademiske spil for at vinde eller fordi det er sjovt? Jeg ville helst deltage fordi det er sjovt, men i konkurrencesamfundet skal man vinde, for det er vinderen, der får det hele.

Morini skelner mellem game communities og play communities på engelsk, og det er tydeligt, at vi nu står i en situation med en masse game, men ikke ret megen tid eller påskønnelse af play. Det er trist, at det er endt sådan. Tænk, hvis forskning og læring kunne blive en fælles leg i stedet for en sport.

De bedst egnede og de bedst talende

Christoph Houman Ellersgaard, der af avisen bliver kaldt eliteforsker (men her dækker det tilsyneladende over, at hans forskningsområde er den danske magtelite), skriver i et indlæg i Politiken om hvordan klasseforskelle i det danske samfund har større betydning end man tror.

Også i såkaldte eliteuddannelser viser klasseforskellene sig nemlig. Ellersgaard skriver

…overklassens børn let navigerer hjemmevant og skaber venskaber på deres prestigiøse arbejdspladser. Imens personer med en mere beskeden baggrund føler sig mere utrygge og tvungne. Forskellen er, om man forstår kulturen og omgangsformen. Hvis ikke man gør det, går man glip at de forbindelser, der kan bringe én videre op ad karrierestigen.

Jeg kommer ikke selv fra en familie med akademiske traditioner – min familie var fiskere, husmænd og håndværkere. Det var et lille trin op på den sociale rangstige, at min mor og hendes søskende kom til at arbejde i banker og i detailhandel.

Nogle akademikere har været vant til at gøre andre opmærksomme på sig selv og egne fortræffeligheder. Jeg husker en, der engang fortalte mig, at han i den by, han kom fra (et sted uden for Danmark) var kendt som “ham, der var god til matematik” og fik megen omtale på den måde; jeg ved, at han senere har fået et godt forhold til sit universitets ledelse og indflydelsesrige kolleger rundt omkring ved at gøre opmærksom på sig selv. Det er helt legalt at gøre sådan,, men det er en slags manøvrer, jeg selv har haft det svært med at foretage.

Det tog mig således en del år, før jeg tog mig sammen til at spørge en meget mere succesfuld udenlandsk kollega, hvorfor de så ofte kom med i programkomiteer til konferencer, mens det samme bestemt ikke var tilfældet for mig. Jeg havde affundet mig med, at når jeg aldrig blev spurgt, var det simpelthen fordi mine forskerkolleger ikke syntes, jeg gjorde det godt nok som forsker til at jeg kunne få den slags tillidsposter. (Til gengæld gjorde jeg meget for at opfylde mine undervisningsforpligtelser, så ingen skulle kunne sætte en finger på dét.) Svaret jeg fik af min udenlandske kollega var, at jeg bare skulle spørge på det rette tidspunkt og i øvrigt gøre mere opmærksom på mig selv. Siden har jeg været med i flere programkomiteer (men er stadig langt bagud på point her).

Min fornemmelse er også, at kønsforskelle betyder noget – at mange kvindelige forskere på grund af de herskende kønsroller heller ikke i samme grad får gjort opmærksom på sig selv. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved den slags, men det er vigtigt at være mere bevidst om disse indflydelsesstrukturer og hvad klasse- og kønsforskelle betyder her.

Noget at vende hjem til? (Eller: Jeg fik desværre ret)

Der er en meget læseværdig kronik i dagbladet Information af Sedra Al-Yousef, der er medicinstuderende på Københavns Universitet og kom til Danmark som 17-årig. I kronikken skriver hun

I dag bliver jeg fremstillet som ’amoralsk’ af den danske regering og de partier, der vil sende mig hjem, fordi jeg ikke vil tilbage til Syrien. Men er jeg det? Og var min far det?

Debatten om genopbygningen af Syrien er i virkeligheden en blåstempling af, at de, der flygtede, skal vende tilbage til Syrien og underkaste sig Assad, Rusland og Iran, så de kan genopbygge deres regime oven på ligene af de borgere, heriblandt børn, som demonstrerede for demokratiske rettigheder for otte år siden.

Det er derfor ikke mit land, jeg ifølge nogle politikere er forpligtiget til at vende hjem og genopbygge, men Assads land. Jeg skal genopbygge det diktatur, vi demonstrerede imod og i sidste ende flygtede fra.

Det er ikke i sig selv et etisk betinget påbud at “vende hjem”. Men sådan er det blevet i mange borgeres opfattelse af hvad mennesker på flugt bør gøre. Hele den “landegenopbygger”-retorik, som danske politikere så ofte påkalder sig, er blot en nemt gennemskuelig udgave af den strategiske velvilje, der i virkeligheden kun dækker over en afvisning af flygtninge.

Da jeg havde læst kronikken, kom jeg i tanke om noget, jeg engang havde skrevet her om det samme emne. Tilbage i november 2017 skrev jeg dette, efter der havde været udtalelser fra Dansk Folkeparti om hjemsendelse af flygtninge:

Baseret på de seneste to års erfaringer, tror jeg desværre at det sandsynlige forløb i dansk politik, nu er følgende.

  • Socialdemokraterne og Venstre vil efter en vis, indledende betænkelighed inden så længe støtte Dansk Folkepartis forslag, eventuelt med lette variationer.
  • Midlerne til “genopbygningsordningen”, som den tvungne hjemsendelse vil komme til at hedde, vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger. De vil blive taget fra eksisterende kilder, f.eks. gennem en nedsættelse af den såkaldte integrationsydelse og gennem nedsættelse af u-landshjælp. Socialdemokraterne vil få nogle indrømmelser, som gør at de stemmer for forslaget. Bl.a. vil der komme en vag formulering om at beslutningen om “genopbygningsordningen” vil kunne genovervejes, hvis nogen af de tvangshjemsendte mister livet.
  • Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Jeg er ked af at måtte indse, at jeg i det store og hele har fået ret i denne forudsigelse. Der er endnu ikke kommet en egentlig “genopbygningsordning”, men alt det andet, jeg forudså, er blevet til virkelighed. Det siger ikke noget om mine profetiske evner, men derimod noget om hvor forudsigelig dansk flygtningepolitik (og vel i det hele taget dansk politik) efterhånden er blevet og om hvor få positive visioner og hvor megen “strategisk velvilje”, der er.