En grim dag på Aalborg Universitet

I dag skulle medarbejderne på det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet sidde klar til at læse mail mellem 8.00 og 8.30. Nogle af dem ville nemlig få at vide, at de skulle fyres. I eftermiddag skulle selve fyringsmøderne så finde sted. Hvor er det dog en ubehagelig mail at skulle vente på.

Fordi jeg er supplerende tillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening, havde jeg lovet at være rede til at være bisidder ved fyringsmøderne. Der blev brug for mig ved fire møder.

Fyringsmøder er korte; der er afsat 15 minutter, hvor repræsentanter for ledelsen og HR-afdelingen deltager. Der bliver overrakt et fyringsbrev, en folder om psykologhjælp og en anden folder med tilbud om et jobsøgningsforløb. Og nå ja, så får man også en kuvert at lægge det hele i. Der er mulighed for at sige noget til sidst, men det har desværre altid været min erfaring, at den slags preller fuldstændig af på den anden part. Reelt varer et fyringsmøde kun fem minutter.

To af dem, der skulle fyres, viste sig at være jævnaldrende kolleger, som jeg har kendt gennem mange år, har samarbejdet med om vejledningsopgaver og har spist frokost med masser af gange. Det kom selvfølgelig som et stort chok for to dygtige og samvittighedsfulde mænd, der altid har passet deres arbejde og nu er midt i 50’erne, at universitetets ledelse pludselig vil skille sig af med dem. Det var også et chok for mig.

De to andre var medarbejdere omkring pensionsalderen, og her var det påfaldende, at AAUs ledelse vælger at skride til fyring i stedet for at finde en seniorordning, der kan give ældre medarbejdere en værdig afslutning på et langt arbejdsliv snarere end en afslutning, der består i et fem minutter langt møde med foldere og en udglattende bemærkning.

Det var en usædvanligt grim dag på Aalborg Universitet. Og det bliver ikke den sidste. Snart er det nemlig mine kolleger ved de andre fakulteter, der står for skud.

Én gang ude, altid ude?

Billede: https://www.wikihow.com/Build-Self-Respect-After-Being-Stigmatized

I dagbladet Information var der i dag et indlæg fra formanden for Psykiatrifonden og SFs psykiatriordfører. De påpeger, at en tidligere psykiatrisk diagnose har det med at forfølge mennesker, der siden er blevet raske igen. Og jeg kan kun give dem ret – jeg selv (og sikkert mange andre) kender mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien og siden har gået meget stille med dørene med det, når deres sygemelding var afsluttet og de skulle søge arbejde igen. Der er hos mange en antagelse om at psykiske lidelser er kroniske på en måde, som fysisk sygdom ikke antages at være. Der er et lovforslag fremme om at gøre det nemmere at blive erklæret rask for mennesker, der engang har været i kontakt med psykiatrien – og det er en rigtig god idé.

Uden sammenligning i øvrigt ser man lignende reaktioner, når det gælder mennesker, der har været i kontakt med retssystemet og har siddet i fængsel. Også tidligere straffede borgere går stille med dørene med deres fortid, og også dette er det vigtigt at gøre noget ved. I begge tilfælde er det med til at fastholde de pågældende borgere i en rolle som socialt ekskluderede, der ikke fører noget godt med sig.

Denne opfattelse af, at er man én gang dømt ude, da er man altid dømt ude, sidder meget dybt i mange mennesker. Vi ser det bl.a. i diskussionerne om hvordan man skal håndtere udenlandske statsborgere, der er på “tålt ophold” efter en udvisningsdom. De pågældende mennesker har jo faktisk udstået deres fængselsstraf, og for nogles tilfælde er det endda ved at være længe siden.

Et andet sted, hvor det bliver meget kompliceret også for mig, og jeg er meget i tvivl, er det røre, der netop nu er om en aviskronik i dagbladet Information forfattet af en mand, der i sin tid slog sin datter på fem år ihjel. Mange fordømmer ham og fordømmer kronikken, og jeg har det også svært med at læse den. Når jeg tænker nærmere over dette, er det dog nok ikke følelsen “en gang ude, altid ude”, der er på spil, men vel snarere fornemmelsen af at den pågældende mand går let hen over den ugerning, han begik tilbage i 1993, og mest fokuserer på sin egen svære barndom. På den anden side har manden ikke begået forbrydelser siden da, og han har faktisk arbejdet med voksenpædagogik, blandt andet i socialpsykiatrien. Så noget har han jo lært.

Mangel på visdom

Fra loftet i McEwan Hall i Edinburgh.

Mange mennesker i den industrialiserede verden ved, at klimaforandringerne vil ødelægge millioner af menneskers livsgrundlag, hvis der ikke bliver gjort noget. Men der bliver ikke gjort ret meget. Mange mennesker ved også, at den politik, der bliver ført over for flygtninge, har voldsomme konsekvenser for flygtningene. Og alligevel fortsætter det.

Jeg har tidligere skrevet om den ondskab, der kan føres tilbage til at den, der udfører eller billiger en handling, ikke forstår den lidelse, som handlingen fører med sig. Det er først nu, det går op for mig, at der er et begreb for denne mangel på visdom.

Jeg er ved at læse den italienske filosof og biolog Massimo Pigliuccis bog fra 2017 How To Be A Stoic; meget af bogen handler om etik og visdom set gennem stoicismen (jeg har tidligere skrevet en del om stoicisme på denne blog). I forbindelse med Pigliuccis gennemgang af ondskabens årsager har jeg stiftet bekendtskab med ordet amathia. Det er et begreb, som er oldgræsk og ikke lader sig oversætte godt til dansk. Men formodentlig kan man komme tæt på det alligevel. Amathia er nemlig det stik modsatte af visdom; mangel på visdom er ikke nødvendigvis det samme som dumhed.

Filosoffen Glenn Hughes (ikke at forveksle med musikeren af samme navn fra Deep Purple) taler om intelligent stupiditet. Begrebet har han fra den østrigske forfatter og filosof Robert Musil. Musil skriver et sted (her i min oversættelse)

I livet mener man som regel at et dumt menneske er en, der er “lidt svagt begavet”. Men hinsides det er der de mest varierede former for intellektuelle og åndelige afvigelser, som i så høj grad kan hindre og frustrere og lede selv en ubeskadiget medfødt intelligens på vildspor, at den i det store og hele fører til noget, for hvilket sproget til sin rådighed [stadig] kun har ordet stupiditet. Således omfatter dette ord to fundamentalt forskellige typer: én ærlig og ligetil stupiditet, og en anden, der noget paradoksalt, endda er et tegn på intelligens. Den første er snarest baseret på en svaghed i forståelse, den anden mere på en forståelse, der kun er svag med hensyn til noget bestemt, og denne anden slags er så klart den mest farlige.

Det farlige ved manglen på visdom er, at den fører til så mange tilsyneladende velovervejede handlinger, der skader så meget. Vi kan ikke anklage Marine Le Pen, Viktor Orbán, Donald Trump, Benjamin Netanyahu, diverse danske ministre eller hvem vi nu tager os til hovedet over, for at være onde, for de er selv overbevist om at de gør en masse godt og har som oftest detaljerede (bort)forklaringer parat. Vi kan derfor nok ikke engang anklage dem for at være dumme. Men der er næppe mange, der ville kalde sådanne beslutningstagere for eksponenter for visdom. Det, vi ser så meget af i dag, er netop intelligent stupiditet – en bizart velovervejet mangel på visdom i befolkningen og blandt beslutningstagere.

En regering for hele folket?

I mandags var jeg med til fakkeldemonstrationen i anledning af 70-året for Verdenserklæringen om menneskerettigheder. Flere af dem, der holdt tale, var kommet til Danmark som flygtninge, og et gennemgående træk i deres taler var, at de holdt af mange ting ved Danmark og følte, at de hørte hjemme her, men også oplevede en tiltagende følelse af utryghed.

Man behøver ikke at være flygtning for at tænke på den måde. Mustafa Kemal Topal, der er PhD-studerende på Roskilde Universitet og dansker med tyrkisk baggrund, har en interessant kronik i Information om hvordan det er at være dansker med mindretalsbaggrund og følge med i “udlændingedebatten” i Danmark.  Mustafa Kemal Topal finder det meget ubehageligt,  han slukker oftere for fjernsynet, end han gjorde engang. Og han spekulerer på, hvordan hans datter på 11 år mon oplever “udlændingedebatten”.

Kronikkens konklusion bør være stof til eftertanke.

Støjberg repræsenterer ikke kun sig selv, men også den danske stat og regering, hvorfor hun også er forpligtet til at arbejde for, at min datter ikke skal føle sig som ’en anden’ i Danmark. Jeg ønsker ikke, at min datter bliver radikaliseret, hverken af højreorienterede danske politikere eller af islamistiske grupper, som er imod integrationen.

Men den danske udlændingepolitik er desværre blevet alt for polariseret, og det gør det svært for os i gruppen af ikkevestlige forældre at skabe balance for vores børn i den verden, de skaber.

Derfor er min opfordring til politikerne inden det kommende valg: Hold jer til en faglig og saglig diskussion om udlændinge, selv om jeres politik, der hviler på præmissen om den uintegrerbare ’anden’, giver mening for jer. Husk, at vores børn lytter med på jeres diskussioner i tv’et.

Regeringen skal forestille at være en regering for hele Danmark. Derfor vil jeg godt spørge: Hvad gør regeringen for at alle mennesker, der bor i Danmark, kan føle sig trygge og for at sikre at ingen af dem føler sig anderledes og udenfor? Hvordan vil de sikre sig, at tonen i valgkampen lever op til dette?

En underlig sejr

Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget (det sædvanlige: regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne) har vedtaget, at etårige i såkaldte udsatte boligområder skal  i daginstitution i 25 timer om ugen. Dette “tilbud” er obligatorisk. Ellers mister børnenes forældre deres børnecheck.

Børne- og socialminister Mai Mercado kalder vedtagelsen “en stor sejr” og udtaler

»De, der typisk allerede har deres børn i institution, har et arbejde og har brug for pasning. Det vil de også have fremadrettet, så det vil ikke være relevant for dem at få et obligatorisk læringstilbud på 25 timer om ugen«.

Denne nye beslutning er grumt fascinerende, for den udtrykker essensen af dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det) i 2018:

  • Der er opfundet forskønnende nysprog, her “obligatorisk læringstilbud”, der skal dække over at der mere eller mindre er tale om tvang.
  • Lovforslaget betjener sig af indirekte diskrimination; man må ikke gå efter en bestemt befolkningsgruppe, så man vælger et næsten ækvivalent kriterium, der gør at man hovedsageligt rammer mennesker med anden etnisk herkomst end dansk. Det store flertal af forældre i “udsatte boligområder” (som defineret af regeringen) er nemlig flygtninge eller andre mennesker med anden etnisk herkomst end dansk.
  • Sociale ydelser, her  børnechecken, ses først og fremmest som en mulighed for sanktioner og som noget, man skal gøre sig fortjent til. Jvf. “dansktillægget” på “hjemsendelsesydelsen” og det nye optjeningskrav for dagpenge.
  • Og endelig er der synet på daginstitutioner: En daginstitution er ikke et sted, hvor børn kan få nye venner, lege og bruge fantasien. En daginstitution er derimod et “læringstilbud”, også selv om man bare er ét år gammel.

På denne ærgerlige måde er der tale om eksemplarisk politik og en underlig sejr for dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det).

Den nødvendige fjende

Den seneste tids handlinger fra regeringens side viser, at den lægger an til endnu et “udlændingevalg”. Min fornemmelse er dog samtidig den paradoksale, at regeringen ikke ville kunne undvære flygtninge. En skarp analyse i Inrmation i dag (under pseudonymet Center for Vild Analyse) slutter med at konkludere at

Regeringen har desperat brug for flygtninge for at legitimere sin politik og fastholde magten. De skal være helt tæt på – men samtidig holdt ud i strakt arm, så alle kan se, at der bliver gjort noget ved alt det, der er farligt. Derfor skal Støjbergs færgebilletter også kun være »næsten umulige« at betale:

Det er vigtigt, at de fjerne fremmede fastholdes som en trussel, der kan risikere at dukke op midt i blandt os, hvis vi ikke er årvågne og i undtagelsestilstand hele tiden.

I mange lande har minoriteter fået denne rolle som trofaste lynafledere. I Østeuropa gælder det især jøder og romaer. I Polen blev omkring 3 millioner jøder dræbt i Holocaust; i dag er der kun 3200 jøder tilbage i landet. I Ungarn er der heller ikke mange jøder tilbage i dag. Men alligevel viser antisemitismen stadig sit grimme fjæs i begge lande. I USA har Donald Trump brugt indvandrere fra Mellemamerika som lynafleder.

Hvis man ikke har en lynafleder, bliver man nødt til at tale om noget andet og får svært ved at vise at man er handlekraftig. Den danske regering gør ikke meget ved den globale opvarmning – udgifterne til at etablere et udrejsecenter på øen Lindholm er større end summen af alle udgifter til at imødegå klimaforandringerne – men stramningerne er et tydeligt forsøg på at få regeringen til at fremstå handlekraftig, når den på andre områder faktisk er rådvild eller handlingslammet (eller bare ligeglad). Mange andre partier er enige i denne prioritering. Hvis det lykkes at lave valgkampen til et “udlændingevalg”, får man nemlig fred på de andre områder af den politiske dagsorden.

Man må ikke diskriminere, og derfor…

Den såkaldte “hjemsendelsesydelse” er en stærkt reduceret kontanthjælp, der skal ramme flygtninge. Men konventionen om flygtninges rettigheder og konventionen om civile og politiske rettigheder gør, at man ikke må diskriminere – selv om det er præcis dét, regeringen gerne ville kunne gøre. Derfor har man indført nogle krav til ophold i Danmark, som vil ramme alle flygtninge. Man ved nemlig at flygtninge altid kommer fra bestemte dele af verden, uden for EU, Norden, Island, Schweiz og Lichtenstein. Men reglerne rammer også danske statsborgere, der er vendt tilbage til Danmark efter en årrækkes ophold i udlandet. 

Der er også regler om ret til folkepension, der skal ramme flygtninge, men også skaber danske “brøkpensionister”. Seneste eksempel på et sådant tiltag, der skal “diskriminere uden at forskelsbehandle” er det såkaldte opholdskrav, der indebærer at man skal have opholdt sig i Danmark i en længere periode for at kunne få dagpenge. Kravet træder i krav fra 1. januar 2019 og indfases gradvist, så man i 2021 skal have opholdt sig i Danmark i 7 ud af 8 år for at være dagpengeberettiget. Meningen har været at forhindre flygtninge, der bliver arbejdsløse, i at kunne få dagpenge – og derigennem få dem anbragt på “hjemsendelsesydelse”. Men også danske statsborgere, der har opholdt sig uden for kongeriget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz,  EU eller EØS-området (Norge, Island og Lichtenstein) bliver ramt.

Socialdemokraterne var oprindelig tilhængere af opholdskravet, netop fordi det ville ramme flygtninge. Men så indså de, at det også ville ramme mange danske statsborgere. Også Dansk Industri og Dansk Erhverv er nu betænkelige.

Nu spekulerer jeg på, om alle disse tiltag er dårligt gennemtænkt lovgivning, eller om de mon faktisk også er politikernes subtile forsøg på at påvirke danske statsborgere til konkludere, at det er flygtninge og forbuddet mod diskrimination, der er årsagerne til at de bliver ramt – snarere end at lovgivningen er dybt asocial og udtryk for et ubehageligt syn på flygtninge.

Tålt ophold

Nogle udenlandske statsborgere, der befinder sig i Danmark, er på tålt ophold.  De har ingen rettigheder, må ikke arbejde, får en meget lav kontant ydelse, og det er meningen, at de en dag skal sendes ud af Danmark. Nogle af dem, der er på tålt ophold, er mennesker, der på den ene side ikke har krav på beskyttelse, fordi i deres oprindelsesland har gjort sig skyldige i alvorlige forbrydelser, men på den anden ikke kan sendes retur fordi de da vil være i fare. Men de fleste mennesker, der er på tålt ophold, er mennesker der tidligere har haft opholdstilladelse, men har begået en kriminel handling, som førte til en udvisningsdom. Af den danske finanslov for 2019 fremgår det, at udlændinge på tålt ophold skal opholde sig på øen Lindholm, der tidligere er blevet benyttet af DTU til forsøg med smitsomme sygdomme. Denne beslutning har ikke overraskende ført til mange reaktioner, men de vil alle kunne afvises med at mennesker på tålt ophold er en uønsket belastning for samfundet og derfor skal behandles derefter.

Men den mest skræmmende beslutning er for mig at se en anden. Hensigten er nemlig nu, at flygtninge altid skal sendes tilbage til deres oprindelsesland, og de får nu en endnu lavere kontanthjælp. Det er ikke meningen, at flygtninge skal integreres. Det er uklart, hvad holdningen til flygtninges arbejde og uddannelse vil være, men der har længe været et ønske hos Dansk Folkeparti om at flygtninge også skal leve afsondret og ikke må arbejde eller uddanne sig. Regeringen bruger ikke længere eufemismen “integrationsydelse”, men taler nu direkte om “hjemsendelsesydelse”. På denne måde er ordningen om tålt ophold kommet til at fremstå som en model for hvordan mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Der er en glidning mod at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil sikre at flygtninge kommer til at fremstå en belastning for samfundet og derfor skal behandles derefter.

For 50 år siden

I dag var jeg til møde i Dansk Magisterforenings lokalklub på Aalborg Universitet, og her var bekymringen og vreden over ledelsens fremfærd i forbindelse med den aktuelle økonomiske krise på AAU stor. Den situation, vi er i nu, er en situation hvor vi som universitetslærere sket ingen medbestemmelse har, og det samme gælder de studerende. Vi diskuterede hvad vi dog kan gøre, og vi var enige om, at det nu er fuldstændig oplagt, at vi skal alliere os med de studerende.

Hjulet er rullet helt tilbage i forhold til situationen for 50 år siden. Dengang begyndte protesterne blandt danske universitetstuderende for alvor. Natten til den 21. marts var der på en mur ved Københavns Universitet med store bogstaver skrevet: ‘Bryd Professorvældet’ og ‘Medbestemmelse Nu’. Det blev fulgt op af flere demonstrationer fra de studerende. Det, de krævede, var at få indflydelse på udformningen af deres uddannelse. Blandt andet krævede det, at studienævnene skulle bestå af lige mange studerende og lærere.

Samme efterår, for præcis 50 år og 1 uge siden var der årsfest på Københavns Universitet. Det var en lukket fest for Danmarks elite med kongen, dronningen og tronfølgeren. Men nogle studerende havde fået trykt forfalskede adgangskort, og det lykkedes dem at komme ind til festen. Finn Ejnar Madsen, der var psykologistuderende, nåede op på talerstolen (dette har jeg allerede kort nævnt i et indlæg fra 2014). Rektor Mogens Fog indså at man ikke kunne få ham ned fra talerstolen uden at skabe en scene, og Finn Ejnar Madsen fik tre minutters taletid.

Det er helt symbolsk at årsfesten på Aalborg Universitet i 2014 for første gang i universitetets historie var en lukket fest, forbeholdt særligt indbudte. Der var ingen studerende i kjole og hvidt på talerstolen den aften, men jeg håber at der kommer en ny Finn Ejnar engang snart. Det trænger vi til.

Inddragelse?

Kilde:  http://www.citizenshandbook.org/arnsteinsladder.html

I dag snakkede jeg efter endt undervisning med nogle studerende om Aalborg Universitets aktuelle krise, og i den forbindelse kom vi til at berøre hvordan danske universiteters ledere bliver udpeget. De studerende var forbløffede over at høre, at rektor og institutledere indtil 2003 blev valgt af ansatte og studerende og dengang faktisk var universitetslærere. Nu er alle ledere som bekendt ansatte og skal aldrig mere undervise eller forske. Og de studerende var forbløffede over at høre, at der faktisk var en form for demokrati på danske universiteter. Det blev som bekendt afskaffet af VC-regeringen og Socialdemokratiet med universitetsloven af 2003.

Siden da er man så småt holdt op med at tale om indflydelse og medbestemmelse i den danske universitetsverden; det foretrukne ord er blevet at inddrage, og AAUs ledelse taler somme tider om at ansatte og studerende skal inddrages. Men hvad betyder dette ord egentlig? Jeg ved det faktisk ikke.

Universitetsloven røber ingen ting. Her står der i §10, stk. 6 at

Bestyrelsen sikrer, at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.

Hvad der skal til for at en beslutning er væsentlig, ved jeg ikke. Det skal fastsættes i de enkelte universiteters vedtægter. Så i AAUs vedtægter står der

§ 5 Bestyrelsen har bl.a. følgende opgaver:

10) at sikre der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.

Så hvad en væsentlig beslutning egentlig er, står fortsat hen i det uvisse for mig. Universiteternes ledelser fokuserer meget på økonomi, så man skulle tro at beslutninger om økonomi ville være væsentlige. Men i forbindelse med den seneste krise på AAU er det svært for mig at se, hvor medarbejdere og studerende har kunnet udøve medbestemmelse. Ledelsen har konsekvent talt om at man har villet “informere” og “orientere” om krisen.

Ordvalget her er interessant. Der findes et velkendt begrebsapparat, der klassificerer former for og grader af indflydelse i virksomheder og organisationer. Begrebsapparatet kaldes ofte for Arnsteins stige efter den amerikanske samfundsforsker Sherry Arnstein, der introducerede det i 1969. Niveauerne 3, 4 og 5 er henholdsvis “at informere”, “at konsultere” og “formilde” – og kaldes på engelsk for tokenism, på dansk for symbolsk inddragelse.

“Inddragelse” giver ingen garantier. Studerende og ansatte skal ikke bede om at blive inddraget, men bad om at få medbestemmelse og det på en række helt konkrete områder – gerne alle.